Der er til en sognebeskrivelse også behov for at få en beskrivelse af det dagligliv, som levedes i den specielt behandlede, ca. 100 års periode fra 1800-tallet til midten af 1900-tallet.
Til noget af stoffet, den del der indgik i den offentlige debat, er der benyttet lokale dagblade [1], Kolding Avis, Kolding Folkeblad og Kolding Social-DemokratKolding Folkeblad.[1]
Folkemindestof[2] kan her være et væsentligt supplement. Det eneste, der findes decideret om Skanderup Sogn er Otto Korsgaards af Aug. F. Schmidt redigerede erindringer om Folkeliv i Skanderup Sogn, udgivet 1924, fortalt i 1922.
Jeppe Aakjær ville oprindeligt have været historiker. Som det fremgår, interesserede han sig også for "folkeminder". Det må nok antages, at det har været hovedårsagen til at Aug. F. Schmidt kom på Jenle. | |
August F. Schmidt har skrevet meget. Det må formodes, at gravstenen på Brabrand Kirkegård udtrykker den betegnelse, som Aug. F. Schmidt selv har ønsket. Folkemindeforsker er heller ikke en beskyttet titel, så det går vel.
Af fagfolk er Aug. F. Schmidt kritiseret en del, se f. eks. anmeldelse af Danske Vider og Vedtægter. Samt en mere sammnfattende, ikke rosende, men ret dækkende beskrivelse af Schmidt fra fødsel i Gesten, arbejde ved landbruget, ophold på Skanderup Efterskole 1915-16 og den sikkert omfattende læsning, der førte frem til at blive højskolelærer. Schmidt kom i sin egenskab som "folkemindeforsker" også hos Jeppe Aakjær på Jenle, og han bidrog som bekendt af Aakjær også ganske markant til det af Aakjær redigerede årsskrift Skivebogen med adskillige artikler af varierende kvalitet. F. eks. 1923, 1924, 1928, 1929, 1933, 1934, 1940, 1958, 1959
|
Otto Korsgaard er 1 ud af 2416 personer i Skanderup Sogn i 1921, inkl. kvinder og børn, som dengang jo ikke ytrede sig så meget i den offentlige debat.
Korsgaard står uden for Indre Mission og Grundtvigianismen. Efter eget udsagn tilhører han ”den gamle Skole og lever i den Kristendom, jeg er blevet opdraget til i mit Hjem og hos min Lærer og Præst.”[3]
Selv om Korsgaard kun er en enkelt stemme, sikkert ikke engang repræsentativ, så ser han ud til at have haft en fortræffelig iagttagelsesevne og en glimrende hukommelse.
Desværre har udgiveren Aug. F. Schmidt undladt[4] ”flere karakteristiske og morsomme Historier om Stridighederne mellem Indre-Mission og de øvrige Sognefolk.”[5]
Til bestemmelse af sognets embedsmænd i perioden efter landboreformerne kan man benytte Kongelig Hof- og Statskalender, der er udkommet siden 1801. Desværre er de laveste i myndighedshierarkiet, som her er medtaget, herredsfogederne. Det betyder, at de helt lokale sognefogeder ikke er medtaget.
Omkring sognefogederne i Koldinghus Amt er der foretaget en række glimrende undersøgelse af Johs. Lind[6], dels i en undersøgelse af lenstiden[7], dels af tiden indtil 1750[8], eller i realiteten indtil Chr. 7.’s forordning fra 1791 om "sognefogeders beskikkelse, deres embedsforretninger og belønninger".
Folkelivet
Det ville være dejligt, om det kunne lade sig gøre at tegne et veldokumenteret billede af livet i lyst og nød et par hundrede år tilbage.
Det eneste kildemateriale til sådan en beskrivelse er det, der har aftegnet sig i den lokale presse fra midten af 1800-tallet, et sparsomt fotografisk materiale og enkelte bidrag fra folkemindeindsamlingen, hvor der kun er et enkelt bidrag fra selve Skanderup Sogn[1]. Og det er helt klart i underkanten, hvis billedet skal blive både korrekt og rimeligt nuanceret.
Ud fra det foreliggende materiale ville der mere eller mindre fyldestgørende kunne skitseres i varierende omfang o. flg. temaer: 1) bygninger, beboelse, 2) arbejde og arbejdstid, 3) skikke, 4) fattige og velstillede 5) toldgrænsen omkring sognet, 6) klædedragt, 7) kirkeliv og religion, 8) politik.
Tro og trolddom aflejret i det, man siger til og om hinanden og tror på, kan sige ganske meget om en lokalbefolknings mentalitet. Man kender lidt til den officielle kamp mod menigmands trosforestillinger ud fra biskop E. Pontoppidans bog fra 1736, Fejekost til at udfeje den gamle surdejg, genudgivet Kbh. 1923 v. Olrik.
I flæng kan fra den almindelige folketro anføres, at en frugtsommelig kvinde ikke måtte gå over rindende vand, hun måtte ikke lade sit vand på kirkegården, så ville barnet ikke kunne ligge tørt, ved dårlig luft måtte hånd eller tørklæde ikke holdes for munden, det ville give barnet dårlig ånde. Hun måtte, hvis der kom fremmede ikke kigge gennem døren, så ville barnet blive skeløjet, hun måtte ved slagtning ikke få blod på sig, så ville barnet få et rødt modermærke. Og en stoppenål i puderne hos det nyfødte barn ville gøre det stålsat
Specifikt fra Skanderup kan vi her lade Otto Korsgaard få ordet.
Han refererer til en gammel kones fortælling og varsel om dødsfald med ”5-6 Kvinder i sort Tøj, og skønt det var meget tørt vejr, gik de endda og løftede skørterne op, som i det værste regnvejr … ikke længe efter døde Fortællerskens Mor, og da hun skulle lægges i Kisten, blev det et øsende Regnvejr, og de 5-6 Koner … Nabokoner …” kom til gården. En anden historie handlede om en mand, der sad død i sin kørevogn med forspændte heste, og disse heste ville ikke røre sig ud af stedet, da de blev spændt for ligvognen.
[1] Otto Korsgaard, Folkeliv i Skanderup Sogn. Generelt er pionererne inden for folkemindesamlingen Svend Grundtvig, Axel Olrik, H. F. Feilberg og E. Tang Kristensen. Desuden har A. F. Schmidt her som på så mange andre områder ydet bidrag med direkte relevans for Skanderup, udgivelsen af O. Korsgaards erindringer fra 1922.
[1] Kolding Folkeblad startede udgivelse i 1872 som del af de bergske venstreblade, som modstykke til den konservative Kolding Avis, udkommet siden 1849, i 1929 bliver avisen købt af Berlingske Tiden og omdøbes til Jyske Tidende. Kolding Social-Demokrat 1898-1971.
[2] En førende figur her er Evald Tang Kristensen 1843-1929, født i Nr. Bjert. På trods af nogen lokal tilknytning har Tang Kristensen ikke skrevet decideret om Skanderup Sogn. Det meste af hans produktion er digitaliseret.
[4] Aug. F. Schmidt har i det hele taget skrevet meget, men desværre af en ganske springende kvalitet.
[5] Fra Ribe Amt 1923-27, s. 139.
[6] Johs. Linds undersøgelser er i vid udstrækning benyttet, og kun stedvis er der foretaget kontrol via det primære kildemateriale