Den lille generalstab opstod som en konsekvens af hærens internering under Operation Safari 29. august 1943. Den blev ledet af kaptajn Viggo Hjalf og bestod af unge officerer, der i fællesskab skulle lede organiseringen af hærens officerer og befalingsmænd efter interneringen. Formålet var at sørge for, at hærens officerer ikke mistede forbindelsen med hinanden efter hærens opløsning og efterfølgende frigivelse fra interneringslejrene.
 |
|
||||
| Noget af modstandsbevægelsens top - den civile og velsagtens mest effektive del, her repræsenteret ved den borgerlige del af modstandsbevægelsen, Fl. Juncker og Anton "Toldstrup" Jensen. Samt den militære del - som frygtede DKP's dominans i modstandsbevægelsen, og som ind imellem arbejdede ualmindelig dårligt sammen med den civile del af modstandsbevægelsen. Her repræsenteret ved Flemming B. Muus og Vagn Bennike. |
Den lille generalstab - General E. Gørtz, kaptajn C. V. Hjalf og kaptajn P. V. T. Ahnfeldt-Mollerup. Om E. Gørtz, se interview og kommentar af Erik Haaest. |
||||
 Tidligere frivillige fra kampen mod Franco i den spanske borgerkrig og forskellige studentergrupperinger begyndte den aktive modstand efter Tysklands overfald på Sovjetunionen i juni 1941, indledte en egentlig industrisabotage i december 1941, og i december 1942 røvede de sprængstoffer i Faxe Kalkbrud. Kampen krævede nu en stærkere organisering, og i april 1943 stiftedes BOPA som en sammenslutning af illegale grupper af både borgerlig og kommunistisk observans.
Eigil Larsen, der var ledende og med i starten af BOPA.
|
|
Den lille generalstab blev etableret med general Ebbe Gørtz som kontaktperson og den formelt øverste leder, og den fik kontakter til alle sider af det danske illegale miljø samt til lederne af det illegale arbejde i Danmark, Sverige og England.
I oktober 1943 blev der indgået en aftale mellem general Gørtz og tidligere statsminister Wilhelm Buhl. Aftalen var, at hæren skulle stå til rådighed for lederne af de store partier i tilfælde af, at der opstod en kaossituation i forbindelse med krigens afslutning. Den lille Generalstab var på den måde loyal over for det etablerede Danmark, dvs. de etablerede politikere og kongen. Det bragte den flere gange i et modsætningsforhold til andre dele af modstandsbevægelsen, der gerne så, at resultatet af modstandsarbejdet også blev mere eller mindre omfattende samfundsreformer. Generalstaben var i særlig grad mistænksom over for de modstandsfolk, der var tilknyttet det kommunistiske parti DKP.
Generalstaben tillod ikke officererne at søge over i det civile illegale arbejde på egen hånd. Det var en helt klar frygt, at den kommunisttisk styrede del af modstandsbevægelsen skulle forsøge en magtovertagelse, og loyaliteten lå vel nok først og fremmest over for de pollitikere, som generalstaben stolede på, f. eks. den socialdemokratiske samarbejdspolitiker Wilh. Buhl.
Staben fik ved udnævnelse af regionsledere og militære by- og afsnitsledere placeret officerer på vigtige poster, og man sikrede man sig således loyalitet over for hæren i store dele af modstandsbevægelsen.
I marts 1945 kom Den lille Generalstab i konflikt med dele af Frihedsrådet samt faldskærmschefen Ole Lippmann. Det drejede sig især om våbenfordelingen mellem modstandsgrupperne. Især blev Den lille Generalstab kritiseret for kun at tilgodese hærens modstandsgrupper gennem våbenforsyninger, mens man tilbageholdt våben fra de ofte kommunistisk dominerede civile sabotagegrupper. Den konflikt er kendt under betegnelsen den skæve våbenfordeling, og den bundede i den mistro, der herskede mellem det etablerede Danmark og de kommunistiske cirkler inden for modstandsbevægelsen. Særlig sabotageorganisationen BOPA havde mistanke om, at den ikke fik de nødvendige våben pga. organisationens kommunistiske udspring.