Jellingestenene er således det første skriftlige vidnesbyrd om en dansk nationalitet. Der har naturligvis også i de forhistoriske kulturer været krige og kampe om livbetingelser og områder. Blot ved vi intet herom, kildematerialet mangler. Derfor tilhører den første krigsførelse, eller måske snarere plyndrings- og handelstogter, med dansk deltagelse vikingetiden.  

 

Trelleborgene blev i 980'erne anlagt på strategiske steder rundt omkring i Danmark. De fund, der Indtil videre har været, er Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Aggersborg i Nordjylland og Trelleborg ved Slagelse. De varierer alle i størrelse med Aggersborg som den klart største med dens. 240 meter i diameter. Men bortset herfra, er de ellers meget ens - med cirkelrunde voldanlæg, med en spidsgrav løbende på ydersiden. Indvendigt var borgene delt i fire kvadranter med langhuse ordnede i karréer, og fire porte, der sikrede adgangen til fæstningen. Borgene kan have været tvangsborge, kongemagtens undertrykkelse af dens undersåtter. Muligvis Harald Blåtands markering over for den oprørske søn, Svend Tveskæg. Eller de kan have været militære forposter for vikingetidens togter mod udlandet. Man kan temmelig præcist datere både Fyrkat og Trelleborg ud fra egestolpernes træringe til opførelse i 980-81. Kongen bag borgene må derfor nok have været Harald Blåtand (958-986/87)

Trelleborg ved Slagelse, den bedst bevarede af de danske Trelleborge, foto Gyldendal.	Fyrkat i Onsild Ådal sydvest for Hobro blev udgravet i årene 1951-63	Nonnebakken, Odense, Udsnit af Braunius' kort over Odense 1593. Ringvolden er markant på kortet. Med en hvad man kunne kalde en skæbnesvanger beslutning i Odense Byråd i 1908, fjernede man de sidste rester af den gamle vikingeborg, der havde ligge ved Odense Å, hvor også Munke Mølle havde ligget, men nu flyttet til havnen.	Aggersborg. Danmarks største vikingeborg. Aggersborg ligger i Han Herred, ved Aggersund på nordsiden af Limfjorden..
	Nationalmuseet skriver om Ravning enge broen, Vejle ådal: "Samtidig med at de store ringborge blev opført, kom en række broer over vanskelige passager også til. Mest imponerende er broen over Ravning Enge i Vejle ådal blot 10 km syd for Jelling. Broen blev anlagt 979-80. Den er 760 m lang og 5 m bred, og dens bæreevne er beregnet til fem tons. Omkring 1.200 svære egestolper og 600 tværstivere bar broen. 350 hektar egeskov havde man fældet for at skaffe tømmeret. Broen er et eksempel på vikingernes ingeniørmæssige kunnen. De må have foretaget geotekniske undersøgelser forud for byggeriet, idet broen ligger på det eneste mulige sted. Den er kun lidt slidt, hvilket tyder på, at den kun måtte benyttes af kongen og hans mænd. Efter en kort brugsperiode fik de nye broer lov til at forfalde allerede omkring år 1000, hvorefter de blev afløst af vadesteder. "

 

Vikingetidens krigsførelse. Vikingetiden dateres o. 800-1050. Især det meget sejldygtige vinkingeskib kan nok tilskrives den succes, vikingerne havde i udplyndringen af resten af Europa, over Grønland til Nordamerika. Knud d. Store, 1018-35, den sidste store vikingekonge, søn af Svend Tveskæg. Knud d. Store var konge i Danmark, England og Norge. Den tysk-romerske kejser anerkendte Ejdergrænsen mellem Danmark og det Tysk-Romerske Kejserrige. 

Det ældste af nogle vikingefartøjer, man i 1990'erne fandt i Roskilde Fjord viste sig at være det længste vikingeskib, der nogensinde er fundet. Med sine 37 meter er det hele 7 meter længere end det næststørste, Skuldelev 2. Samtidig var det af en byggemæssig kvalitet, der afslørede dets tilhørsforhold til vikingetidens allerøverste sociale lag.	Gokstadskibet Oslo, Norges største, bevarede vikingeskib, fundet i en gravhøj.    Ved siden af en rekonstruktion fra 1893.

 

 

Kongemagt og Kirke etablerer samarbejde 1050-1131. Der var i denne periode kampe melle især norske og danske rivaler til kongemagten. Denne magtkamp vandt Knud d. Stores søstersøn, Svend Estridsen (1057-76), der blev efterfulgt af 5 sønner (1076-1134 Harald Hen, Knud d. Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod, Niels) 

 

Borgerkrig 1131-1157. Efter drabet på Knud Lavard i 1131 var der borgerkrig eller borgerkrigslignende tilstande i kongeriget. indtil Valdemar (den Store) i 1157 stod som sejrherre. Herefter var der et tæt samarbejde mellem kirke og kongemagt, først personificeret med (ærke)biskop Absalon og Valdemar.

 

Vendertogterne ca. 1100-1185. Krig mod hedenske sørøvere i Østersø området under Valdemarerne, et resultat af den indre magtkonsolidering, der resulterede i en offensiv udenrigspolitik.

Arkona, vendernes borg på Rügen, som Valdemar d. Store iflg. Saxo Gramaticus erobrede i 1169 - først og fremmest ved Absalons hjælp.	Absalons sejr over Bügislav - som Saxo Gramaticus opfattede - eller foretrak at skildre - begivenheden.

Under Valdemar Sejr (1202-41) fortsattes den danske ekspansion, og i 1214 overdrog den tyske kejser, Frederik 2., Valdemar og Danmark officielt alt tyskbehersket land nord og øst for Elben; bl.a. det allerede da ganske betydningsfulde handelscentrum Lübeck.

Kulminationen på Valdemars udenrigspolitiske succeser blev erobringen af det nordlige Estland i 1219. Men herefter vendte billedet. I 1223 blev Valdemar og hans ældste søn taget til fange af én af Valdemars nordtyske vasaller under en jagt i Det Sydfynske Øhav, og der måtte betales en uhyrlig løsesum, som drænede de danske ressourcer betydeligt. Og Valdemar havde ikke heldt til at få revanche, tabte tværtimod i slaget ved Bornhøved i 1227.

 

Magtkampe, kongemagtens opløsning 1241-1340.  Medens Valdemar Sejrs søn Erik Plovpennig blev konge i Danmark, blev en anden søn, Abel hertug af Slesvig. Abel fik Erik myrdet, men det rivaliserende forhold mellem Slesvig og kongeriget Danmark fortsatte helt indtil 1920, hvor en folkeafstemning bestemte det sønderjyske tilhør til Danmark. For at kunne føre en aktiv udenrigspolitik med dyre lejehære og befæstede borge pantsattes og feudaliseredes store dele af Danmark. Et af målene var den rige handelsstad Lübeck. Men alt i alt endte denne politik med et til det yderste forarmet og gældsat Danmark, hvor holstenske grever og oprørske bønder fra 1332 prægede et næsten kaotisk Danmark.  Kongemagtens fallit var total, og landet var formelt og reelt uden konge i otte år tindil 1340. Det betød så også, at landet manglede enhver form for central styring.

 

Erik Plovpenning sænkes i Slien, Sct. Bendts Kirke, Ringsted, 1290	Portræt af Kong Abel fra Kronborgtapeterne.

Den sorte død, reformationen 1340-1536. Den styrkede danske kongemagt fra og med Valdemar Atterdag resulterede i Kalmarunionen 1397-1523, kongefællesskabet mellem Danmark, Norge og Sverige. Grevens  Fejde 1534-36 var formelt Danmarks sidste borgerkrig, hvad treårskrigen 1848-51 dog også kan betegnes som. Lübeckerne og tilhængerne af den afsatte Christian 2, stod til at vinde slaget om kongemagten efter Frederik 1.'s død i 1533. Den danske adel blev så enige om at udnævne Christian 3. som konge, og han hvervede Johan Rantzau, en holstens lejetroppefører, som angreb Lübeck fra Holsten og imod alle odds besejrede og tilintetgjorde han Skipper Clement og bondeoprørerne. Tilhængerne af Christian 2. startede bondeoprør, bl.a. under Skipper Clement, blev nedkæmpet af Johan Rantzau. Christian 3.'s sejr i borgerkrigen resulterede i den katolske kirkes forvisning fra magt og kirkegods - der blev  overtaget af kongemagten - og reformationens indførelse i Danmark.

Christian 2. 1513-23.	Christian 3. 1536-59. Valgtes med nogen betænkelighed af Rigsrådet for at undgå Chr. 2. Med reformationen fik den danske kongemagt rådighed over en del kirkegods.	Grev Christoffer af Oldenburg, kæmpede sammen med Lübeck for at genindsætte Christian 2. 1504-66
Det stockholmske blodbad 4. nov. 1520. Chr. 2. lod 82 af sine adelige og gejslige modstandere henrette.	Hans Tausen, "den danske Luther".	Vor Frue Kirke, kalkmaleri 1522. Og et kalkmaleri i Nationalmuseets database.

 

Felttoget i Ditmarsken 1500. Kong Hans af Danmark, Norge og Sverige ville tvinge bønderne i Ditmarsken til at anerkende ham som hertug. Det mislykkedes, Hans blev slået ved slaget ved Hemmingstedt 17. februar 1500. Ditmarsken. Under Frederik 2. med stormen på Meldorf generobredes Ditmarsken i 1559.

Historiemaleri: Max Friedrich Koch (1910)

Illustrationen er udført af Franz Hogenberg 1589 til en bog om Frederik 2.s liv.

Den nordiske syvårskrig 1563-70. Beskrives  som en lang og opslidende krig, hvor ingen af krigens parter kunne overvinde modstanderen. Derfor sluttede krigen med status quo. Frederik 2. og den svenske kong Erik var begge unge (og måske noget ubesindige) ved krgens start. Danmark-Norge var allieret med Polen og Lübeck over for Sverige. I Skåne optrådte "snaphanerne", som svenskerne kaldte dem. De skulle vogte grænsen i Gænge, herfra navnet "gøngehøvdingen" til gøngen Svend Poulsen, der dog først i 1650'erne blev kendt for sine bedrifter og for sin modstand mod den svenske krigsmagt. Den store danske feltherre i denne krig var Daniel Rantzau. Svenskerne kom til at betale betydelige krigserstatninger, hvilket grundlagde en udvidet uvilje mod Danmark, den tidligere partner i Kalmarunionen.

Det Kgl. Bibliotek Scener fra Den Nordiske Syvårskrig.

8. september 1963 afsløredes mindestenen for Gøngehøvdingen Svend Povelsen i Lundby på Sydsjælland, hvor Svend Povelsen havde modtaget Lundbygård af Frederik 3. i 1661 for sin indsats under svenskekrigene i 1650'erne.

Johan Rantzau (1492-1565), Daniel Rantzau 1529-1569), hærførere for Danmark.

Kalmarkrigen 1611-13.  Christian 4. ønskede krig imod Rigsrådets ønske for at få anerkendt dansk herredømme over Finnmarken. Danmark fik ikke andet ud af krigen end ret store krigsskadeerstatninger. Og desuden var grunden lagt til et modsætningsforhold til den svenske konge Gustav 2. Adolf.

Efter Kalmarkrigen indstiftede Christian 4. "Den væbnede arms orden", som blev givet til dem, der havde udmærket sig særligt i krigen. Motivet fra denne rytterstandart viser det samme motiv, den bøjede, panserklædte arm. Indstriften sammenfatter det militære æresbegreb "Ære oder Dodt" - ære eller død. (Statens Forsvarshistoriske Museum).	Danske tropper landsættes ved belejringen af Kalmar Slot. Af ukendt oprindelse.	Sølvmedalje 1611.

Portræt af Christian 4. og hans dronning Anna Cathrine. Malet af den nederlandske maler Pieter Isaacsz. Fra: Kongernes Samling - Rosenborg.	Musketerkårde. Musketeren er opkaldt efter sit skydevåben, en lang og kraftig bøsse - ofte så tung, at den måtte støttes på et stativ, når den skulle affyres. Musketererne bar dog ikke kun deres musket, men også en kårde. (Statens Forsvarshistoriske Museum).

Det var under Torstensonfejden, at Christian den Fjerde mistede sit ene øje. Wilhelm Marstrands portræt af Christian 4. på Trefoldigheden fra ca. 1864.	I 1643 havde svenskerne fået nok af Danmarks grådighed i opkrævningen af Øresundstolden. De iværksatte et hårdt og effektivt angreb, der kom som en total overraskelse for den aldrende Christian 4. Krigen kom til at koste kongen dyrt. Ud over et øje, mistede Chr. 4. store dele af sit rige - Gotland og Øsel i Østersøen, de norske grænseprovinser Jemtland og Herjedalen – samt Halland i 30 år. Desuden for svimlende summer af skibe, mandskab og krigsudstyr. Nederlandene sørgede desuden for, at Chr. 4. blev presset til at nedsætte Øresundstolden.

Karl Gustav-krigene 1657-60. Frederik 3. erklærer krig mod svenske Karl Gustav, der fører krig i Polen. Svenskerne vender sig lynhurtigt mod Danmark, og begunstiget af en isvinter kommer de op gennem Jylland og over bælterne. Den panikslagne danske regering sluttede freden i Roskilde 26. febr. 1658, hvor Danmark-Norge måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Trondhjem len og Bohuslen til Sverige. Svenskerne må have fortrudt, at de ikke gav danskerne dødsstødet, så 11. august 1658 bankede en svensk hær under Karl Gustav endnu engang på Københavns porte, men denne gang ville Frederik 3. "dø i sin rede". Belejringen blev lang og blodig, men svenskerne kunne ikke forcere de københavnske volde, hvor Danmark også fik støtte fra allierede, bl.a. Polen. Med støtte fra de allierede, erobrede danskerne herefter Fyn tilbage og besejrede den svenske hær i slaget ved Nyborg 14. november 1659. Herefter var krigen stort set slut. I februar 1660 døde Karl Gustav, og det svenske formynderstyre meddelte, at man ønskede en afslutning på krigen. Det skete så med udgangspunkt i aftaler mellem England, Frankrig og Nederlandene ved Freden i København 27.5.1660. Fredsaftalen kom til at ligne den fra 1658 - Trondhjem len og Bornholm kom tilbage under den dansk-norske krone, men de skånske provinser forblev svenske.

	Det Kgl. Biblioteks billedsamling, samtidigt stik - to scener fra 1657, første Karl Gustav-krig.	Stormen på København 10.-11. febr. 1659. Samtidigt stik.

      

Skånske krig 1675-79.Christian 5. forsøger at tilbageerobre Skånelandene. Krig og slag blev blodig, med flest danske sejre. Men Frankrig gennemtvang som svensk allieret Roskilde-fredens betingelser. De dansk-norske angrebsstyrker blev støttet af de lokale snaphaner i Skåne. Den svenske flåde blev klart besejret, til lands gik kampene stort set lige op. 

Dansk indtagelse af Helsingborg 3. juli 1676, maleri af Claus Møinichen fra 1680'erne. Og sænkning af datidens største orlogsskib, Stora Kronan i Slaget ved Øland sommeren 1676. Den danske og nederlandske flåde besejrer den svenske. Maleri af Claus Møinichen, 1686.	Snaphane, statue af skulptøren Axel Ebbe 1934, dansk kopi i Præstø 1951.	Og Axel Ebbesens skulptur i Hässleholm.

Den store nordiske krig 1700-21. Med den svenske konge Karl 12. som ung og effektiv aktør bliver Danmark-Norge under Frederik 4. sammen med Rusland under tsar Peter d. Store og Polen-Saksen slået i Nordtyskland og truet i Nordsjælland, hvor Karl 12. er gået i land. Danmark må i 1700 trække sig ud med freden  freden i Traventhal den 18. august 1700, hvor Frederik 4. må give betydelige indrømmelser til hertugen af Holsten-Gottorp.

Søhelten Peter Wessel, Tordenskjold nedskyder et svensk krigsskib. Rigsarkivet.	Svenskerne vinder sejre over Polen og Saksen indtil 1709. Besejrer danskerne i slaget ved Helsingborg 10. marts 1710, samtidigt stik.	Karl 12. rammes af kugle 11. dec. 1718. Freden i Frederiksborg 3. / 14. juli 1720. Stik fra 1798, Frederiksborg Slot.

Barbareskpas. Danske og norske handelsskibe havde en underdel som, den, der ses på billedet. De algierske kaperkaptajner medbragte toppene. Ingen af parterne kunne tale sammen eller læse hinandens sprog, men når passets to dele passede sammen, kunne skibet sejle videre. (Statens Forsvarshistoriske Museum).	Samtidigt kort over krigsskuepladsen ved Kvistrum 1788. Det svenske krigsarkiv.

 

 

Freden i Kiel. Danmark havde siden 1807 været allieret med Napoleons Frankrig, og det kom til at koste dyrt. Norge måtte afstås til Sverige, dog beholdt Danmark Grønland, Føræerne og Island. Den danske flåde beholdt England. Danmark var og blev "et lidet og fattigt land".

Buchwaldschen Hof i Kiel, bygningen hvor fredstaktaterne blev underskrevet den 14. januar 1814. Foto: Kieler Stadt- und Schifffahrtsmuseum	Wienerkongressen sept. 1814 - juni 1815. Danm.s Riges Historie 1896-1907.

 

Udviklingen i forholdet mellem kongeriget Danmark og det, der blev til Tyskland, skal spores tilbage til den arvedeling, Valdemar 2. Sejr foranstaltede mellem sin sønner, herunder etablering af fyrstelenet Slesvig under Abel. 

Første slesvigske krig. 1848-1850. Slesvig og Holsten ønskede ikke det demokrati, "pøbelvælde", der fredeligt var indført i kongeriget Danmark i 1848. De to tyske delstater blev støttet af Det Tyske Forbund, først og fremmest Prøjsen. Udfaldet af krigen betragtedes i Danmark som en sejr. Men især Londontraktaten 8. maj 1852 fik betydning for nationalistiske, danske ønsker om grænsen ved Ejderen. Det kunne der ikke være tale om, helstaten skulle bevares med kongeriget Danmark og Slesvig og Holsten "ewig zusammen und ungeteilt". Rigsarkivet har en oversigt over registre vedr. både 3-årskrigen og krigen i 1864. Disse oversigter er nyttige, når der skal indsamles viden om krigenes lokale fremtrædelsesormer. Dele af dette materiale er dog - skønt flittigt brugt af mange lokalhistorikere - sekundært og derfor ikke optimalt.

 

 

Anden slesvigske krig. 1864. Krigen var et forventeligt resultat af det danske kongeriges novemberforfatning af 1863, som Bismarck udnyttede mesterligt. Den politiske beslutningsproces i Danmark var derimod på grænsen til det naive.

For det første var der i den danske regering en fatal fejlvurdering af de danske muligheder i udenrigspolitikken, hvor Rusland stod svækket over for et stadig stærkere Prøjsen under Bismarcks lederskab. Det indebar helt urealistiske forventninger til danske alliance- og støttemuligheder. Og ikke mindst en helt urealistisk overvurdering af Danmarks militære potentiale.

Hertil kom, at Ejder-politikken ikke var naturligt acceptabel for Christian 9., der efterfulte den Ejder-grænse venlige Frederik 7. som konge i Danmark.

Danmark blev som en konsekvens af 1864 en virkelig lilleput stat, hvor neutraliteten i forhold til den store nabo i syd de næste ca. 100 år blev en helt konstant faktor i dansk udenrigs- og forsvarspolitik.