Lokalhistorien siden Kong Valdemars Jordebog i to udvalgte sysler

En sammenlignende undersøgelse af to lokaliteter

Indholdsfortegnelse
Den administrative inddeling af Danmark indtil enevælden 1660 Kong Valdemar (2. Sejrs) Jordebog Jordebogens lister
Værdimålene i Jordebogen, Lübecktraktaten 1340 og Diplomatarium Danicum o. 1400
Broder- og borgerkrig, kongemord Kolding og Koldinghus under broder-, borgerkrigen
 
 Salling syssel, Skivegård og Skive Johan Skarpenberg Flensborg, Kolding og Skivegård
 
Danmark i krig og fred, de ydre rammer

Kalmarunionen

Reformationen
 
   
Krigsdeltagelse i nyere tid
  

Indledning

Ud over arkæologiske fund er det sparsomt, hvad der findes af kildemateriale til lokalhistoriske undersøgelser før Kong Valdemars Jordebog[1], der m.h.t. de hertil brugbare dele kan dateres 1231-50. Men oplysningerne herfra er komplekse og mangelfulde, og kan vanskeligt - om overhovedet - stå alene.
Jordebogen præsentes i sin helhed, men den absolut vigtigste del til især lokalhistoriske undersøgelser er Hovedstykket, hvis første afsnit omhandler kongens, andet afsnit kronens gods[2], samt Indtægtslisten over andet kongeligt og kronens gods.
Lokaliteten Skanderup i Almind Syssel nævnes første gang i den skriftlige historie i Kong Valdemars Jordebog, Hovedstykket.
Oplysningerne om jordbesiddelser, værdimål og administrative forhold i 1200-tallets Danmark i disse dele af Jordebogen er centrale bidrag til viden om tidlig dansk middelalderhistorie. Samt - og det er hovedsigtet her - en lokalhistorisk vidensbank, som kan bidrage til og perspektivere tidlig lokalhistorie. Omfang og værdi af disse lokalhistoriske bidrag skal her sammenlignende undersøges i to nørrejyske lokaliteter, Almind syssel, egnen omkring Kolding og Salling syssel, egnen omkring Skive.

Den administrative inddeling af Danmark indtil enevælden 1660

Danmarks sysselinddeling.
Jordebogen er med brugen af syssel og herred også en registrant over den administrative inddeling i sysler og herreder i Jordebogens samtid.
Kun Jylland havde sysler, 14 i alt, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland.
Sysselinddelingen er geografisk sammenhængende områder, som vist på Johs. Steenstrups kort med syslerne i forskellige farver. Herrederne er markeret med fuldt optrukne eller stiplede (nyere herreder) røde linjer.
Sysselinddelingen formodes at stamme fra 7-800-tallet. Hvert syssel havde sit eget ting, retsområde, og var inddelt i herreder. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde.[3]
Som kongeligt administrationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af forskellige typer af len.
Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) i den oprindelige sysselinddeling betydningen hær og ridt (en hærskare - på muligvis hundred mand, der drog i leding). Man finder i Kong Valdemars Jordebog en liste over de dengang eksisterende danske sysler og herreder.
På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lenets område ved mindre, adelige len.
Et len kunne omfatte flere herreder, f. eks. len med krongods.
Afsnittet i jordebogen med oplysninger om kongens og kronens indtægter daterer sig selv til 1231. Som det hedder i den latinske tekst om dateringen: Anno dm (domini) M. CC. XXXI. fcm (factum) est hoc scriptum.
Om sysler og len, se i efterfølgende hovedafsnit om de til sammenligning valgte nørrejyske sysler, Almind og Salling.

Kong Valdemars (2. Sejr) Jordebog

Kong Valdemars Jordebog, Rigsarkivet, Hovedstykket.
Indbindingens forside og bagsiden heraf med titelblad m.v.
Vi skal ind i middelalderen, hvor landsbykirkerne også begynder at dukke op, før skriftlige vidnesbyrd om de lokaliteter, der ses registreret i Kong Valdemars Jordebog, viser sig i større tal.
Jordebogen er udgivet og kommenteret af Rigsarkivet[4]. Den karakteriseres her som kongens matrikulering af jordegods m.h.p. beskatning, ført 1190-1300-tallet.[5]
Rigsarkivet erhvervede Kong Valdemars Jordebog fra Kongliga Bibliotheket Stockholm i 1929.
Jordebogshåndskriftet er vurderet til at være blevet udfærdiget af to skrivere i Sorø Kloster[6], hvor de har afskrevet fra forskellige typer materiale, som vi nu kun kendes fra denne afskrift.
Svenskeren J. G. Sparfvenfeld erhvervede i slutningen af 1600-tallet de fra klostret bevarede dokumenter, der af Cortfitz Ulfeldt var blevet bragt til København fra Sorø.
Jordebogen blev i Danmark første gang offentliggjort i uddrag 1744-45. Den blev også udgivet i Danmark 1792 af historikeren og bogsamleren P. F. Suhm som Liber Census Daniæ, og den blev senere benyttet i hans Danmarkshistorie.
Jordebogens skrifttype antages at være den i 1300-tallet almindelige i Danmark, benyttet i klostertiden. Man skønner derfor, at der er tale om justerede afskrivninger for de ældste deles vedkommende.
Bl. a. - og velsagtens især - afskrivningsaspektet i KVJ får C. Paludan-Müller - den første af nyere tids historikere om emnet - til at karakterisere håndskriftkomplekset som "en øvebog for skrivere", da han 1871 offentliggjorde en grundig analyse af jordebogen. Paludan-Müller forsvarer sin karakteristik i sin udgivelse "Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift, 1874", foranlediget af en heftig - men for eftertiden særdeles frugtbar - faglig debat omkring Jordebogen.
Paludan-Müllers karakteristik blev efterfølgende afvist. Først i 1873 af arkivar O. Nielsen med hans udgivelse af Valdemar den Andens Jordebog. Det skete "Som en indsigelse herimod (Paludan-Müllers tolkning og karakteristik, og derfor) udgives her jordebogen på ny, idet udgaven følger håndskriftet side for side og linie for linie, for derved at give læseren et så nøjagtigt begreb om dette som muligt."
O. Nielsens konsekvente og særdeles håndfaste reaktion på Paludan-Müllers karakteristik i form af en gennemarbejdet udgave af Kong Valdemar den Andens Jordebog blev nyudgivet og -bearbejdet af Svend Aakjær 1926 i tre bind.
Også juristen og historikeren Johannes Steenstrup tog afstand fra Paludan-Müllers karakteristik i sin "Studier over Kong Valdemars Jordebog, Kjøbenhavn 1874."
Svend Aakjærs udgivelse af jordebogen er den nyeste. Og den rummer ganske skarpsindige beregninger af gennemsnitstal for jordebogens mål- og værdiangivelser. Stod de til troende, ville de udgøre et meget stærkt redskab til analyse af jordbrugsforhold i 1200-tallet.
Historikeren og bogsamleren P. F. Suhm udgav 1792 jordebogen som Liber Census Daniæ, senere benyttet i hans Danmarkshistorie, her illustration af bind 9, udgivet 1808.
Oluf August Nielsens udgivelse af Valdemar den andens Jordebog 1873.
O. Nielsens udgave indeholder udgiverens noter og kommentarer, som er præget af oppositionen til Palludan-Müllers kommentarer og kritik.
KVJ rangerer som en blandt flere middelalderlige ”jordebøger”. Man kalder den også ”Valdemars såkaldte Jordebog”, fordi betegnelsen ”Valdemar” kun er delvist dækkende. Betegnelsen ”Jordebog” er, hvad angår en hel del af indholdet, nærmest misvisende.
 
Johannes Steenstrups reaktion på Paludan-Müllers karakteristik af jordebogen.
Svend Aakjærs nyudgivelse af KVJ.
 

Jordebogens lister

De fleste af listerne i KVJ er over jorder eller indtægter. De nummererede navne præsenteres efter betegnelser i O. Nielsens udgave af KVJ.
Krongodset er her første gang beskrevet samlet i den del, som er den vigtigste til herværende formål, Hovedstykket, der er delt op i
Første Afsnit med kongens private,
Andet Afsnit med kronens gods.
De to afsnit gennemgår kongens len og afgifter fra samtidens - 1231 - len og handelspladser.
Kron- og kongens private gods var så omfattende, at det blev bestyret af fogeder eller høvedsmænd, som der ikke vides meget om, men som ofte er blevet høvedsmand eller foged efter at have tjent i en konges hird eller hær.
I lenstiden blev disse høvedsmænd eller fogeder lensmænd. Det fremgår af kongernes håndfæstninger[7], at lensmændene skulle være af adelig, dansk byrd.
Lensmanden bestyrede lenet og skulle stå til regnskab for indtægterne til rentekammeret[8]. Der var forskellige typer af len, som det vil fremgå i den efterfølgende beskrivelse af overgangen fra sysler til len i henholdsvis Almind- og Sallingsyssel, der her er udvalgt til en sammenlignende undersøgelse.
 
1. Hovedstykket. Første Afsnit Kongens Jordebog.
Opgørelse over kongens indtægter og godser, opgjort efter landsdele. Første Afsnit er kongens private indtægter, besiddelser, patrimonium, Andet Afsnit er kronens, kongelev.
2. Hovedstykket, Kongelevlisten. Andet Afsnit Kronens Jordebog.
Navngiver sig selv sådan. Liste over byer, øer, almindinger og enkelte indtægter over hele landet. Kronens indtægter.
3. Ølisten, Tredje Afsnit Ølisten
Liste over en række øer med angivelse af dyrearter for hver. Formodentlig en oversigt over kongelige jagtregaler på øerne.
4. Vinternatholdlisten, Fjerde Afsnit Kongens Vintergæsteri
Hvad der skal bruges for at bespise kongen ved et todages besøg.
5. Hallandlisten med tillæg, Femte Afsnit Hallandlisten, Sjette Stykke 1 Hallands Grænser, Sjette Stykke 2 Hallands Grænseregulering,
Liste over kongens indtægter af Halland. Herredsopdelt liste med angivelse af skibe, havne, antal bønder og afgifter.
Syvende Stykke Hakon Palnesons godsliste med mere.
  
6. Falsterlisten Ottende Stykke Falster
Tilsyneladende en fuld matrikulering af Falster med angivelse af jordens besiddere.
7. Lollandslisten Niende Stykke Låland
”Kongens jord på Lolland”. Liste over lokaliteter med kongens jordtilliggender.
8. Femernlisten Tiende Stykke Femern
Liste over lokaliteter opgjort i jordmål. Sammenfatning af kongens indtægter. Liste over kongens mænds jord. Liste over slaviske byer.
9. Indtægtslisten Ellefte Stykke. En Indtægtsliste
Blandet liste over kongelige indtægter, opgjort efter landsdele.
Både kongens og kronens iflg. KVJ-ON.
10. Estlandslisterne
Tolfte Stykke Estlands og Preussens provinser Trettende Stykke Estlandslisten. Begge forbigået i KVJ-ON. Opgørelse over ”kiligunder” i de enkelte landsdele. Liste over landskaberne i Preussen. Liste med tal, navne og lokaliteter vedr. landsdelen Harrien.
11. Plovtalslisten Fjortende Stykke Plovtalslisten Stykke 1.
Herredsopdelt liste med plovtal for Sjælland, Lolland og Falster.[9]
12. Købstadslisten Fjortende Stykke 2.
Plovskatten af købstæderne på Sjælland, Lolland og Falster med angivelse af indtægt ud for hver.
13. Broderlisten Femtende Stykke Broderlisten
Liste over stormænd opdelt som ”brødre” i grupper på 3-6 personer.
 
Hovedstykket i KVJ er, som det fremgår, opdelt i to.
Første afsnit med kongens private gods og indtægter (patrimonium),
andet afsnit med kronens gods og indtægter (kongelev), en række byer, købstæder.
Hertil kommer Ellefte stykke Indtægtslisten, hvor der Iflg. O. Nielsen, KVJ-ON s. 22 "ikke er muligt at finde nogen overensstemmelse ... " med flere af oplysningerne i KVJ, og "her findes både kongs- og krongods ...". Om Indtægtslistens værdiangivelser hedder det samme sted i KVJ-ON, "er der rigtignok ingen som helst oplysninger, om her menes mark sølv eller penge. Jeg véd ikke, hvad man skal tænke om dette stykke uden at det måske er gods, der tænkes pantsat."
Det skønnes, at der muligvis kunne have været tale om pantsætning til Abel - der havde hertugdømmet Slesvig i Sønderjylland som fyrstelen siden 1232, men alt i alt usikkert og uafklaret i KVJ-ON.
Derfor bliver det nødvendigt at tage Indtægtslistens værdiangivelser med forbehold - hvis de overhovedet kan bruges til andet end jævnføring med Jordebogens forskellige værdier.
 
Første afsnit, kongens private gods og indtægter, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge for de 11 sysler i Nørrejylland og 3 sysler i Sønderjylland.[10]
Desuden anføres i KVJ "Utland", der i en forklarende note betegnes som Friesia, Friesland fra krongodslisten.
Hertil kommer Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking (med Lister, Lystær herred).
Andet afsnit, kronens indtægter fra byer, købstæder, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge, ukendte udelades:
Hjørring, Aggersborg, Udholm, Hillerslev, Sjørind, Vestervig, Ørum, Plet (Plattæ), Skive (Skyuæ), Aleburgh (kongsgården Ålborg), Wybærgh (kongsgården Viborg), Randrøs (kongsgården Randers), Stensmark, Helgenæs, Arus (kongsgården Århus), Nim, Jelling sogn, Almind sogn, Warwith (kongsgården Varde), Brøns sogn, Højer sogn, Søderup, Kliplev sogn, Hanved sogn, Gelting sogn, Jarnwith, Kamp, Hedeby (tre dele kongelev, en del hertugdømme).
Desuden Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking.
 
Det kan her bemærkes, at Kolding ikke - som Skive i Sallingsyssel - er registreret som krongods i Hovedstykket Andet Afsnit, men derimod er registreret i Første Afsnit som kongens gods. Figurerer også i Indtægtslisten, der ikke kan bestemmes som kongs- eller krongods, formentlig en dobbeltpostering.


11. Stykke. En Indtægtsliste.

Her efter O. Nielsens udgave 1873. O. N. tidsbestemmer Indtægtslisten til før 1250, men senere end KVJ, da der i Indtægtslisten nævnes plovpenge, som først indføres i 1234.[11]
I den øverste illustration selve listen. I den nederste O. Nielsens kommentarer til listen.
Værdien er opgjort i mark penninge (p) for bl.a. Ribe. De øvrige værdiangivelser er også i mark, men det er umuligt at afgøre, om det skulle være rent sølv. Guld kan det næppe være. Ydelse, afgift i mark rent sølv eller penninge (p), fremgår det af O. Nielsens kommentarer.
Der anføres som i Hovedstykket værdi efterfulgt af afgift / indtjening, dog er der nogen usikkerhed i O. Nielsens angivelser, og man kan formentlig hverken tillægge Indtægtslisten eller O. Nielsens kommentarer mere end, hvad det er - sporadiske, måske tilfældige, under alle omstændigheder usikre oplysninger.
Indtægtslisten med kronens og / eller kongens besiddelser og afgifter, indtjening herfra i tabelform.
Ribe 900 (p)
Manø 16
Malt herred 160
Kolding 280 / 80
Gaveslund 120 / 140 (p)
Jelling syssel 110 / 110 (p)
Samsø 300 (p) / 300 (p)
Hamrum herred 30 / 16
Skanderup 60 / 30
Vogns len 220
Horsens 80 / 60 (p)
Århus 80 / 72
Grenå 60
Randers 160 / 45
Brofjerding 24 / 8
Rold 26 m. guld / 40
Lundø 24 m. guld / 10
Ålborg 170 / 24
Bemærk, at Skanderup i Indtægtslisten er Skanderborg. Skanderup i Almind Syssel er i KVJ kongens ejendom, patrimonium, anført med 3 mark rent sølv og 1½ mark havre i ydelse i Hovedstykket, Første Afsnit.
Indtægtslisten er iflg. KVJ-ON både kronens (konnunglev) og kongens private (patrimonium) indtægter. I modsætning til Hovedstykkets opdeling i kongens private og kronens værdier en uspecificeret sammenblanding.
Kaldyng, Kolding er i Indtægtslisten anført med en ydelse på 80 mark sølv, samme ydelse som i kongens liste, patrimonium, KVJ Hovedstykket Første Afsnit. Der kan næppe herske tvivl om, at der må være tale om en dobbeltpostering.
Hvis Kolding skulle have haft samme placering som sammenligningsgrundlaget Skive, så skulle Kolding have været kronens ejendom, kongelev. Man må så her forestille sig den særprægede bogføring, at værdien for Kolding i Indtægstlisten, 280 mark (muligvis) sølv er kronens ejendom, medens ydelsen på 80 mark sølv er taget fra Hovedbogen, Første Afsnit med kongens ejendom.
Med hovedvægt på, at den markante ydelse på 80 mark sølv i Hovedstykket i KVJ er kongens ejendom, antages det, at byen Kolding i modsætning til Skive - og de fleste andre byer har været kongens private og ikke kronens ejendom i 1231.

Værdimålene i Jordebogen, Lübecktraktaten 1340 og Diplomatarium Danicum o. 1400

Jordebogen, KVJ har værdifastsættelser af kongens jordejendom, hvor værdien typisk angives i "mr auri" (mark guld), medens afkastet, ydelsen (”de”) typisk er i "mr puri" (mark sølv).
Der optræder også andre værdiangivelser i KVJ[12], men de anførte i mark guld og sølv vil først og fremmest blive benyttet i denne undersøgelse af den simple grund, at de er fremherskende i Jordebogens Hovedstykket, Første og Andet Afsnit.
Indtægtslisten værdiangivelser er i forhold til Hovedstykkets ikke umiddelbart begribelige. Her er kun Kaldyng, Kolding undersøgt. Det formodes, at værdiangivelsen er i mark sølv. Men det svarer ikke, eller kun dårligt, til værdiangivelserne i Hovedstykket.
Lübecktraktaten benytter pantsætningsværdier i mark sølv, og i det benyttede materiale fra Diplomatarium Danicum er den hovedsageligt benyttede værdi o. 1400 ved pantsætningsværdier lybske mark.
 
Guld var den gang ikke i cirkulation som betalingsmiddel, men blev fra begyndelsen af 12. årh. benyttet til fastsættelse af jordpriser i dele af Danmark, især Sjælland og Jylland. Der er temmelig stor usikkerhed i beregningerne af, hvad guldmålet egentlig dækker over. Det svinger i værdi gennem tid, må man nok antage. Men hvor meget og hvordan er det umuligt at sige noget om på det foreliggende grundlag.

Sammenfattende om Kong Valdemars Jordebog

Det vil være på sin plads her at give en sammenfatning omkring Kong Valdemars Jordebog, indhold og kildeværdi ud fra Kr. Erslevs ganske skarpe og præcise karakteristik efter debatten mellem Paludan-Müller (som Erslev vist var mest enig med og imponeret af), O. Nielsen og Johs. Steenstrup.
Det hedder hos Erslev i Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik, 1877, s. 40-41 og s. 100:
”Hovedstykket (kongegodslisten) og krongodslisten ere utvivlsomt udarbejdede i forbindelse med hinanden, begge altså ved år 1231, uden at dog en nøjere påvisning af deres forhold under udarbejdelsen synes mulig …
Indtægtslisten, denne løse opregning af nogle indtægter, afviger endog i sine angivelser næsten overalt fra Hovedstykket, og når man sammenstiller hin liste med uddraget af Håkon Palmesons skøde, får man det bedste indblik i Jordebogens stykværkagtige sammensætning. …
(Samt) at Hovedstykket fuldstændig mangler ensartethed, at denne evindelige vexlen mellem regelmæssighed og indskud, mellem godsfortegnelse og skødeuddrag, mellem yderlig omstændelighed og den største knaphed eller hel udeladelse ikke kan forenes med tanken om en udjævnende gennemarbejdelse, en endelig redaktion. - Men netop det samme fremtræder i enkelthederne. Sproget er latin og dog findes et par steder danske ord, andensteds hele lange danske notitser.”

Nogle måltal

Det kan til forståelsen af de i Jordebogen fundne værdier blive nødvendigt at benytte omregninger, som er foretaget med neden for anførte måltal.
Måltallene kan kun med forbehold anvendes, flere af tallene er tolkninger af forskellige kilder. De rummer beregninger, ind imellem i stor afstand fra det oprindelige, benyttede kildemateriale. De medtages kun fordi de ind imellem kan være et nødvendigt redskab til forståelsen af kildematerialets brug af forskellige mål.
Omregningsværdier til pengemarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 øre = 3 ørtug = 30 penninge
1 ørtug = 10 penninge
 
Pengemarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 288 penninge?
 
Guldmarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
 
Sterlingens mål
1 pund sterling = 20 skilling = 240 penninge/sterlinger.
1 pund sterling = 1 1/2 mark sterling
 
Toursgrotens mål
1 pund grot = 20 skilling = 240 penninge/groter
 
Den lybske pengemark
1 mark lybsk = 16 skilling = 192 penninge
 
Kornmålet
Saxo beskriver kornprisen i en lovprisning af en svunden tid med overflod, hvilket synes at kunne indikere, at prisen måske var en helt anden på Saxos egen tid. Alligevel viser Skånske Lov, der er omtrent samtidig med Saxo, hen til samme pris, nemlig,
1 mark (sølv) for 1 mark korn.
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 skæpper
1 mark = 288 skæpper?
1 mark = 480 skæpper havre?
1 mark = 12 pund
 
Jordmål
1 bol = 4 fjerdinger = 8 ottinger
-Andre delinger var mulige (treding, sjetting, niding, tolvting), men de optræder sjældent, ikke meget mere end en gang hver.
-Der er ikke videre underinddelinger end ottingen (en sekstendedel udtrykkes som en halv otting).
1 bol = 8 øre skyldjord = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark skyldjord= 8 øre = 24 ørtug = 240penninge
1 mark skyld = 288 penninge?
1 mark gulds jord= 8 mark sølvs jord
1 mark sølvs jord= 8 øre = 24 ørtug
 
Svend Aakjærs gennemsnitsberegninger af nogle måltal er foretaget ud fra Falsterlisten i KVJ. Hans beregninger hører til de mest anvendte i forskningen. Det betyder ikke, de er uproblematiske, tværtimod, men meget anvendt anføres de her[13]:
1 bol var 2 mark skyld, 1 bol var 96 (i 1680 tal) tdr. land, og tilsvarende 1 mark skyld var 48 tdr. land.
For at kunne benytte Aakjærs beregningsmål, skal de kunne omsættes til værdierne i KVJ. Det betyder, at
1 mark skyld her skal sættes = 1 mark guld i jordværdi = 48 tdr. land.
I den mest omfattende undersøgelse, som Aakjær lavede i 1941, har han divideret agerland og hartkorn i Christian V's 1688 matrikel med plovtallene i KVJ.
Resultatet var, at
1 sjællandsk plov i 1240 svarer til knapt 58 td. Agerland (knapt 12 td. htk.) i 1688.
I en forskningskommentar til resultaterne fra plovtalslisten hedder det: "Nærværende afhandling har godtgjort plovtalslistens pålidelighed. Endvidere er det påvist, at der i 1240 var mindre forskel i herredernes opdyrkningsgrad end 450 år senere. Den almindelige opfattelse af, at der var betydelig lighed mellem agrarsamfundet i 1240 og 1688 på Sjælland, er blevet bekræftet på et sikrere grundlag."[14]
 
Det skønnes, at plovskatten, som er årsagen til plovtalslisten, er gennemført o. 1230-40.
Alle beregninger udtrykker gennemsnit af et meget differentieret talmateriale. Og det er for så vidt godt nok. Når man husker at tage det i betragtning ved brug af tallene.
 
Den helt principielle og afgørende indvending mod beregningerne er, at Aakjær har sammenstillet gennemsnitstal fra 1200-tallet med gennemsnitstal for 1680'erne. Det er hele to syvmileskridt væk fra det oprindelige kildemateriale. Og det er ikke så godt, uanset de konklusioner, der drages om plovtalslistens pålidelighed og om ensartetheden i dyrkningsgraden i 1240. og 1688 af Erik Ulsig og Aksel K. Sørensen i deres forskningsrapport om plovtalslisten.
Plovtalslisten repræsenterer på den anden side også kun sjællandske herreder, ikke jyske, som behandles her.
 
Til en vurdering af tallene hører også, at den sorte død[15] efterfølgende gæstede det middelalderlige samfund, vi stifter bekendtskab med i Jordebogen, Indtægtslisten og Lübecktraktaten. Den kostede såmænd også Dronning Margrethe livet 1412 i Flensborg[16].
Man regner med, at pesten kom til Danmark 1349 eller 1350, og at den kunne udrydde op til 30-40 % af en befolkning. Hvor meget den ramte i Danmark, ved vi ikke, men Valdemar Atterdag eftergav i 1354 adskillelige deres dødsstraf, og det kunne meget vel have været p. gr. af manglen på arbejdskraft.
Resultatet af pesten blev ødegårde i Danmark, kan man se. Priserne på jordejendom må være faldet samtidig med, at der blev mangel på arbejdskraft.
 
Med alle de tagne forbehold, vil det være nyttigt i denne undersøgelse at kunne bruge måltallene for henholdsvis mark guld og sølv, der benyttes i KVJ og den lybske mark, der 1407 benyttes som pantsætningsværdi for kongehusets gæld til Johan Skarpenberg, der som pant fik Skivegård ”med tilliggende len og herreder”.
Forholdet mellem guldmarken og den lybske mark er iflg. måltallene 240/192 målt i penninge, eller omsat i et forholdstal svarer 1 guldmark til 1,25 lybske mark.
Jordebogen og øvrigt kildemateriale.

To nørrejyske sysler

Undersøgelsens kildemateriale

Der er tre hovedkomplekser i det primære kildemateriale, der især er benyttet til undersøgelsen af de udvalgte lokaliteter fra det gamle Nørrejylland, Almind, Almundæsysæl og Sallingsyssel, Sallingsysæl[17]:
1. jordebogen fra 1231, Hovedstykket med kongens private gods i første afsnit, kronens gods i andet afsnit. Hertil kommer Indtægtslisten, der er en tilsyneladende uklar sammenblanding af kongens og kronens gods og indtægter.
2. Lübecktraktaten mellem Valdemar 4. Atterdag og hertug Valdemar 3. af Slesvig, Lübeck 19. maj. 1340.
3. Danmarks Riges Breve i Diplomatarium Danicum, først og fremmest pantsætningsdokumenter o. 1400.
Dette Kildemateriale er udvalgt, fordi der her er et i tid bredt spændende kildemateriale - omend sparsomt og karrig med oplysningerne - for tiden 1231 indtil først i 1400-tallet. Og det kan sammenholdes og således muligvis aftvinges heraf afledte informationer.
Jordebogen er den mest komplekse og vanskeligst brugbare af de tre kildegrupperinger. Hovedstykkets Første og Andet Afsnit over henholdsvis konge- og krongods fra 1231 og Indtægtslisten fra hen imod 1250 indeholder indbyrdes modstridende og vanskeligt gennemskuelige oplysninger.
Det ville være komfortabelt, om man kunne benytte en gennemgående areal-, ejendoms- og pengeværdi fra 1231 indtil o. 1400. Det kan man dog ikke uden videre, fordi
1. værdierne kan have ændret sig indholdsmæssigt i løbet af de knap 200 år,
2. der er en uafklaret forskel på mark guld og sølv i Jordebogen i forhold til Lübecktraktatens mark sølv,
3. det er uafklaret, hvorledes lybske mark o. 1400 kan omregnes til tidligere tiders mark værdier.
Men det er så til gengæld opgaven at sammenholde og vurdere de tilgængelige værdier i forhold til hinanden i den analytisk simple ramme, at oplysningerne skal give mening i forhold til det, vi i øvrigt ved.

Sysler og len

 
Syslerne i Jordebogens rækkefølge og betegnelser, retskrivning i parentes:
Nørrejylland, 11 sysler
Vvændlesusæl (Vendsyssel), Thythæsusæl (Thysyssel), Sallingsusæl (sallingsyssel), Harthesusæl (Hardsyssel), Himbersysel (Himmersyssel), Omungærsusæl (Ommersyssel), Abosyssel (Åbosyssel), Lofræthsasæl (Loversyssel), Vvarwithsusæl (Vardesyssel), Jalyngsusæl (Jellingsyssel), Almundæsasæl (Almindesyssel),
Sønderjylland, 3 sysler
Barwithsusæl (Barvidsyssel), Ellæmsusæl (Ellumsyssel), Istathesusæl (Istedsyssel)
 
Lenene i Nørre- og Sønderjylland:
Nørrejylland
Kendte tidsrammer i parentes.
Aggersborg med Han Herred (1373-1441?). Bygholm (1369-1617) eller Stjernholm (1617-1662). Bøvling (f. 1597-1662). Dronningborg (1547-1662). Hald (1536-1662). Hønborg (1369-1493). Kalø (1365-1662). Koldinghus (før? 1389-1662) og Rosborg (efter 1397-1477). Lundenæs (1375-1662). Mariager (1603-1662). Randers (1547-). Riberhus (1368-1662) og Varde (1368-1439). Sejlstrup (1536-1651). Silkeborg (1536-1662). Skanderborg (1369-1662). Skivehus/Skivegård (oplysninger kendes fra 1328 eller 1377-1662). Skodborg (1375-1417). Tordrup (1419-1496). Ørum (1367-1662) og Hillerslev (1406-1423). Åkær (1548-1662). Ålborghus (1340-1662). Århusgård (1536-1662). Åstrup (c. 1400-1662).
Sønderjylland
Flensborg (1411-1557). Gottorp (1489-1493). Haderslev (1372-1643). Nordborg (1410-1490). Padborg (1556). Søgård (1344). Sønderborg (f. 1375-1532) len (1490). Trøjborg (1404-1558). Tønder (f. 1375-1655). Tørning (1426-1528). Åbenrå (1375-1419).
 
 
 
 
 
 
Kort fra Wilh. Marstrand, Herredsinddelingen i Kortet viser ”sysselgrænserne i Jylland efter 1231-fortegnelsen (Jordebogen).”
 
Som administrationsområder afløste lenene syslerne i løbet af tiden o. og efter Jordebogen. Lenene blev afløst af amter 1662.
 
Lenskortet
Efter Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 1996. Herfra benyttes kort. Desuden oversigt med ikke verificerede årstalsangivelser fra Wikipedia.[18]
Bemærk, at både kort og oversigt kan rumme fejl. F. eks. ved man ikke, hvornår Skivegård skifter navn til Skivehus, som er det benyttede navn på Henrik Lerdams kort.
 

Almind Syssel og byen Kolding som grænseområde i kongeriget Danmark

Sysseladministrationen blev i tiden omkring Jordebogen afløst af len og lensvæsen[19]. Der var i lenssystemet to hovedtyper af len.
Der var de større hovedlen med et kongeslot, der omfattede flere herreder, og der var smålen, centreret omkring et adeligt gods. Lensmændene var stort set alle udvalgt fra adelen. Lenstyperne, hvor lensmanden udøvede den kongelige myndighed på stedet var pante-, tjeneste-, afgifts-, regnskabs- og fyrstelen.[20]
Adelige pantelen er lenstyperne i de to til sammenligning udvalgte sysler, Almind og Salling. De forskellige lenstyper ses afmærket på nedenstående kort[21] over de typer len, der fandtes i kongeriget Danmark 1522.
Pantelenene blev i tiden mellem Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag opkøbt af holstenske grever og måtte indløses og købes tilbage af Valdemar Atterdag, især i det midtjyske område fra Kolding mod nord.
I Sønderjylland, syd for Kolding lå det eneste vedblivende danske fyrstelen, hertugdømmet Slesvig[22], som ikke er markeret på Erik Arups lenskort.
Erik Arups Danmarkshistorie, danske len 1522
 
Kolding og Koldinghus optræder første gang skriftligt belyst i Kong Valdemars Jordebog, den del som daterer sig selv 1231, altså året før den arvedeling, som Valdemar 2. Sejr 1232 foranstaltede for sine sønner, Erik (Plovpenning), Abel og Kristoffer. I Jordebogen dog af gode grunde kun Kolding, da borgen opføres senere.
Jordebogens oplysninger om Kolding, Kaldyng er kongens samtidige driftsoplysninger og må tillægges en sandhedsværdi, som ikke kan tillægges de noget senere og ganske usikre efterretninger, vi får om opførelsen af det første Koldinghus i den historieskrivning fra 1500-tallet, vi kender fra Hans Svaning[23] og Arild Hvitfeld. [24]
Og den enkeltstående (næsten) samtidige oplysning i Sorø
Siden den arvefølge, som Valdemar 2. Sejr (1202-41) valgte til sine sønner - først og fremmest Erik 2. Plovpenning som medkonge fra 1232 og Abel som hertug i Sønderjylland - har Kolding med adskillelsen mellem kongeriget og Sønderjylland været den centrale grænseby sammen med det, der blev til Kongeå-grænsen.[25] Det ved grænsen liggende Almind Syssel blev under Valdemar 4. Atterdag til Koldinghus len,[26] der omfattede herrederne Brusk - det tidligere Almind - Jerlev og Holmans samt den østlige halvdel af An(d)st.[27]
Hele området med Koldinghus og nord for den senere Kongeå-grænse var i den mellemliggende tid fra Valdemar 2. Sejr indtil Valdemar 4. Atterdags overtagelse af kongemagten i 1340 blevet til adelige pantelen[28].
Det bemærkelsesværdige ved de første lensmænd på Koldinghus var, at flere kom fra Sønderjylland, også med forbindelse til Flensborg, kan vi se med Valdemar Atterdags valg af lensmand i Kolding.
Den af Valdemar 2. Sejr valgte arvefølge for de tre ægtefødte sønner viste sig at skulle føre til stridigheder både mellem sønnerne, hvor Erik Plovpenning måtte lade livet, formentlig foranlediget af broderen Abel, og til fortsatte stridigheder blandt deres efterkommere.
Det første udslag af efterkommernes stridigheder viste sig mellem Abels søn, Valdemar, der måtte nøjes med at blive hertug i Slesvig, medens fætteren, Christoffers søn, Erik Klipping blev konge i Danmark.
Det sidste kongemord i Danmark blev så mordet på Erik Klipping i Finderup Lade 1286.
Der er flere muligheder blandt antagelserne om årsager til dette mord. Den mest kulørte, som velsagtens kan være lige så sandsynlig som folkeviserne om marsk Stig, der blev dømt fredløs, eller hertug Valdemar af Slesvig, som Erik Klipping var i løbende strid med, kunne være, at Erik Klipping skulle have været ”en liderlig horebuk”.[29]

Slesvig-Holsten og kongeriget Danmark
Da Valdemar 2. Sejrs ældste søn, Valdemar den Unge døde 1232 blev arvefølgen fordelt mellem de yngre halvbrødre. Erik Plovpenning blev kronet som medkonge, broderen Abel fik hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, og den yngste af brødrene, Christoffer fik senere Lolland-Falster som hertugdømme, samtidig med at de begge måtte aflægge troskabsed til Erik Plovpenning som deres konge og dermed overordnede.
Denne arvedeling blev anledning til en bitter strid, som kom til at forme Koldings og Koldinghus’ tidligste historie. Hvis Valdemar Sejrs hensigt i 1232 var at dele sol og vind lige mellem de tre arveberettigede sønner, så blev resultatet ikke godt. Sønnernes forhold til hinanden blev et i generationer indædt modsætningsforhold med drabet på Erik Plovpenning i 1250 som første resultat, drabet på brodersønnen Erik Klipping 1286 i Finderup Lade som et mellemspil, hvorefter kongemord afløstes af andre måder at løse problemerne på.
Ud over Jordebogens oplysninger fra 1231 om Kolding er der også oplysninger at hente hos to danske historieskrivere fra 1500-tallet, Hans Svaning og Arild Hvitfeld, hvis historiske beretninger er ”sammenstillet … og kildemæssigt belyst” af Kr. Erslev[30]. Da Svanings version er gået tabt og kun kendes fragmentarisk, men i den efterfølgende samtid er benyttet af Arild Hvitfeld, er det en indlysende opgave, Kr. Erslev har sat sig for - at sammenholde hvad, der er hvad og konfrontere det med dokumentarisk materiale.
Vi ved ikke, eller kun i begrænset omfang, om der er kildemæssigt belæg, dokumentation for det, de to historikere skriver om Kolding og Koldinghus. Vi ved, at Arild Hvitfeld benytter Hans Svaning, når han ikke har andet og bedre materiale.

Broder- og borgerkrig, kongemord

De to historikere fra 1500-tallet beskriver vedvarende kamphandlinger mellem den danske kong Erik og broderen, hertug Abel af Slesvig. Der er nogen usikkerhed i dateringen, men sammenholdt med bl.a. Rydårbogen skulle disse kamphandlinger have fundet sted siden 1242 og have strakt sig fortløbende indtil drabet på Erik 1250.
Herom hedder det i Hvitfelds gengivelse, at striden mellem brødrene endte med, at Erik erobrede Slesvig og tvang Abel til underkastelse 1250, hvor Erik så ved et besøg hos Abel blev myrdet, og liget sænket i Slien. Først hævdede Abel, at Erik var druknet, men da ”liget opflød kom sandheden for en dag”, som det hedder hos Hvitfeld. Dateringen af mordet er 1250 ”S. Laurentii Aften 5. Idus Augusti”, hvilket svarer til 10. august 1250 efter nutidens tidsregning.

Kolding og Koldinghus under broder-, borgerkrigen

Hans Svaning skriver sin historie som om, Kolding hørte med til hertugdømmet Slesvig. I Hvitfelds version bliver det til, at der har været tale om en pantsættelse.
Der må her være tale om, at Hvitfeld har følt sig foranlediget til at søge en forklaring på Abels besiddelse af Kolding og Koldinghus, som han har været klar over - som vi også kan konstatere det i Kong Valdemars Jordebog - har været en del af Nørrejylland, kongeriget Danmark, ikke Slesvig, som fra 1232 var blevet udskilt som hertugdømme til Abel ved arvedelingen.
Dog er der ikke megen logik i, at de to brødre, som hele Erik Plovpennings regeringstid lå i stadig krigstilstand, skulle have haft et økonomisk mellemværende, der skulle have fået Erik til at pantsætte den centrale grænseby Kolding til Abel. At Kolding på denne tid var en central og for kongemagten værdifuld by, kan vi slutte ud fra Jordebogens oplysninger om den meget betydelige ydelse fra byen til kongen som privat ejendom på 80 mark sølv.
Der er to muligheder med Svaning og hans version af Kolding som en del af hertugdømmet Slesvig. Enten er han dårligt orienteret og tager fejl m.h.t. Kolding, der i Kong Valdemars Jordebog er anført under Almind syssel som en del af kongeriget. Eller også har Abel i de løbende stridigheder 1241-50 med kong Erik erobret Kolding, og har 1248 startet opførelsen af Koldinghus som værn mod den danske kongemagt.
Svaning synes ikke at være i tvivl om, at det var Abel, der byggede Koldinghus. Hans datering af byggeriet er 1248, hvilket Kr. Erslev s. 20 i udgivelsen af de to historikere kommenterer med, at der kan være sket en forveksling mellem 1248 og 1268 i brugen af de latinske tal, hvor MCCXLVIII er forvekslet med MCCLXVIII, altså en ombytning af rækkefølgen på X og L. Der gives ingen nærmere forklaring af Kr. Erslev med hans kommentar, at ”… bygningen af Koldinghus beror vist nok på en forveksling … med LX til XL …”. Hvor han har fået denne dateringskritik fra, svæver således i det uvisse. Bortset fra at Rydårbogen helt tydeligt angiver opførelsen af Koldinghus til 1268 under Erik Klipping: "kuning erik Christofersøn bøyde kalding hws ... M C C lxviii", 1268. 
 
Det mest logiske kunne forekomme at være, at Koldinghus blev opført som en konsekvens af krigshandlingerne mellem Erik og Abel, og så må opførelsestidspunktet være 1248.
Om det er Abel, der som hertug i Slesvig har været bygherre, er et åbent spørgsmål. Men det mener Svaning i det mindste, han har været. Og som underviser af Frederik 2. på Koldinghus må vi formode, at den senere konge her er blevet bibragt denne viden om Danmarkshistorien.
Og selv om Kr. Erslev som kildekritikkens fader - næsten ypperstepræst - nyder stor prestige blandt danske historikere, så er det værd at notere sig, at hans omskrivning af Svanings 1248 til 1268 ikke er et dokumenteret faktum, kun en antagelse, der på trods af Rydårbogens tendens fastholder dens beretning.
Som Hvitfeld har Erslev været skeptisk over for Svaning formodning om Abel som bygherre. Erslev er så gået videre end Hvitfelds forklaring, at der kunne være tale om en pantsættelse, og har fundet en mulig dateringsfejl, hvor Svaning har fejllæst 1268 til 1248.
Alt er usikkert og mangler endegyldig dokumentation. Rydårbogen angiver helt klart og utvetydigt Erik Klipping som bygherre og 1268 som byggeriets start, muligvis fordi Abel som slesvigsk hertug ikke har passet ind i Rydårbogens dansk-tyske fortælling om danske heltegerninger. Det kunne alt i alt forekomme at være rimeligt at tillægge den tidligste historiker, Svaning nogen vægt og konkludere, at Koldinghus muligvis blev bygget af den slesvigsk etablerede hertug Abel i 1248 i en strid med broderen, den danske kong Erik Plovpenning, som han så efterfølger som dansk konge efter drabet på Erik 1250.
 
Kolding og Koldinghus forblev en del af det danske kongerige, som det ses registreret i Jordebogen, og som arvedelingsaftalerne havde været 1232. Men det første Koldinghus har så været opført som en slesvigsk borg i den løbende kamp mellem Valdemar 2. Sejrs efterkommere.
Det ser ud til, at Kolding har ligget helt centralt i striden mellem de to brødre, hvor det senere så også bliver kongerigets grænsestation mod hertugdømmet Slesvig.
Selv om de to historieskrivere lader Abel bygge Koldinghus i 1248, så er det uklart ud fra hvilken position, og han bliver under alle omstændigheder flere gange fordrevet fra byen af kong Erik i deres fremstilling.

Hertugdømmerne
En del af hertugdømmet Slesvigs befolkning var frisere, der formentlig er indvandret fra Holland til Slesvigs vestlige marskområde. Den dansksprogede del af Slesvig gik velsagtens til Sli-Dannevirke.
Med Abel som hertug og efterfølgende begyndte Sønderjylland at udvikle sig til et særligt territorium, hvor hertugerne gradvist overtog de fleste af kongens beføjelser, hvilket 1326 var en fuldbyrdet kendsgerning under den holstenske grev Gerhard[31]. 1440 blev både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten en del af det slesvigske hertugdømme, hvor også Femern sideløbende blev en del af hertugdømmet, endeligt fra 1658.
Hertugslægten efter Abel uddør 1375, hvorefter greverne af Holsten-Rendsborg sætter sig i besiddelse af hertugdømmet, tildelt dem som len af dronning Margrethe 1386, hvilket medførte personalunion mellem Slesvig og Holsten indtil 1864.
Det på længere sigt afgørende i forholdet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig blev Ribe-privilegiet af 5. marts 1460, undertegnet af Christian 1. som håndfæstning ved overtagelsen af Slesvig som fyrstelen efter en barnløs hertugs død. Her var der en formulering i forhold til Holsten, at de to hertugdømmer skulle være "ewig zusammen ungeteilt".[32]
Og uanset, at det blot var en formulering i en tidsbegrænset håndfæstning, så blev det en politisk realitet med Bismarck og Prøjsen under de to slesvigske krige 1848-50 og 1864, hvor Danmark i forsøget på at indlemme Slesvig uden Holsten tabte området mellem Kongeåen og Ejderen til Prøjsen.

Almind Syssel

Almind Syssel er beskrevet i Kong Valdemars Jordebog s. 99-100 i O. Nielsens udgave 1873.
Her først beliggenhed på kort med syssel-, herreds- o.l. navne fra jordebogen.
Almind Syssel var et ud af 11 nørrejyske sysler. Der var 3 sysler syd for det senere Kongeåen, det Sønderjylland der af Valdemar Sejr blev givet til sønnen Abel som hertugdømmet Slesvig. Det er indtegnet med Jordebogens betegnelser på et kort, udfærdiget 1900 af Johannes Steenstrup
Som det fremgår af uddrag af dette kort, så bestod det her gult markerede Almind Syssel af An(d)st (Anzsttath), Jerlev (Jarlæz) og Almind (Almundæ) herreder. Almind Herred kom senere til at hedde Brusk Herred.
Almind Syssel bestod således af disse 3 herreder med tilhørende lokaliteter, sogne og den senere købstad Kolding, byen Kaldyng.
Uddrag af kort, udarbejdet af Johannes Steenstrup til Danmarks Riges Historie (1900). Der var i Jylland 14 sysler, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland. Syslerne var inddelt i et varierende antal herreder og sogne. Kortet benytter geografiske betegnelser fra Kong Valdemars Jordebog.
Almind Syssel i KVR, Rigsarkivets udgave, første[33] og anden side[34].
KVJ, O. Nielsens udgave Almind Syssel - med udgiverens noter.[35]
Almind syssel (Almundæsysæl).
"Kaldyng", Kolding er der i KVJ, Første Afsnit, kongens private ejendom, patrimonium registreret forbavsende lidt om.
Kaldyng ser tilsyneladende ud til at væreplaceret under både Andst (Anzstath) og Almind (Almundæ) Herred.
 
 
Almind Syssel med tilhørende 3 herreder i Rigsarkivets KVJ og O. Nielsens KVJ-ON udgave.
I Jordebogens hoveddel hedder det om Kolding og omegn: "Andst herred (Anzstathæreth). Almundæhæreth. Jorden omkring Kaldyng er 13 mark guld. Af Kaldyng 80 mark rent sølv."
Det kan næsten kun forstås som en placering af Kolding by og jorder mellem Andst og Almind / Brusk herreder.
Og at der har været en værdisættelse på 13 mark guld samt et afkast af byen Kolding på 80 mark rent sølv
Om Kaldyng hedder det: at jorden omkring Kaldyng er 13 mark guld (xiii mr auri) værd.
Og afkastet af (de) Kaldyng er 80 mark rent sølv (de Kaldyng lxxx mr puri).
Og videre om Almind Syssel (Almundæsysæl) - her med O. Nielsens noter - at dette syssel bestod af disse tre herreder:[36]
Andst herred (Anzstathæreth).
Almind herred (Almundæhæreth).
 
Jerlev herred (Jarlæzhaereth).
Andst og Almind angives som om Kaldyng, Kolding er placeret i begge herreder. Om ikke med KVJ-ONs "tuborgklamme", så med tydelig markering af det dobbelte tilhør.
Det afviser O. Nielsen i KVJ-ON som "urimeligt", at Kolding må have hørt til Almind (Brusk) Herred.
I Gauærslund 19 otting (jord) og 3djedelen af en, hver otting er 3 mark sølv, indtægten 140 mark penninge.
Udvalgte lokaliteter. Udtrykket "af" eller i den latinske tekst "de" - kan oversættes til ydelse af.
Af hr. Tokes len utæn wadn[37] 6½ mark korn og 4 mark rent sølv.
Af Hærslef (Herslev sogn og by) 2½ mark korn.
Af Bæcky (Bække) og de 4 nærmeste kirker 9 mark rent sølv og 3½ mark havre.
Af Scandthorp (Skanderup) 3 mark rent sølv og 1½ mark havre.
Af Nybøl (Vester Nebel sogn og by) 16 skilling rug og 1 mark rent sølv.
Af Anzstath (Andst) 10 ører rent sølv og 10 ører havre.
Af Hyarthorp (Hjarup) ½ mark rent sølv og ½ mark havre.
Af Harthwet (Harte), Bramthorp (Bramdrup sogn og by) og Ælmtungæ (Eltang sogn og by).
 
Hvis vi med Saxo sætter 1 mark sølv som ækvivalens til 1 mark korn, og med sporadisk brug af øvrige værdimål, så får vi for de udvalgte lokaliteter i størrelsesmæssig rækkefølge:
Bække med kirker
12½ mark
Hr. Tokes len
10½ mark
Skanderup
4½ mark
Herslev
2½ mark
Andst
2½ mark (8 øre korn = 1 mark)
Nybøl
2 mark (16 skilling= 1 mark lybsk)
Hjarup
1 mark
Harte, Bramdrup, Eltang
Defectus
   
Øverst på værdiskalaen ligger Bække formedelst to kirker. Hr. Tokes len kender vi ikke. For Harte, Bramdrup og Eltang er oplysningerne gået tabt.
 
Den mest værdifulde landsby har været Skanderup med en ydelse på 4½ mark.
 
Johannes Steenstrups kommentar i "studier over Kong Valdemars Jordebog", 1874, s. 311 til denne del af KVJ og O. Nielsens fortolkning er, at Jordebogen her afviger fra ellers sædvanlige registreringer af kongelig (patrimonium) eller kronens (kongelev) ejendom, at der ikke er noget, der tyder på, at der "opregnes Jordegods eller Godsafgifter ...", og at der ikke er noget, i denne del af KVJ, der tyder på, "at Kongen har ejet Gods dér... i de Egne."
Hvis Steenstrup har ret, er det lidt sælsomt, at jordene alligevel optræder i KVJ. Men det gør de, og derfor bliver oplysningerne benyttet.
Dog kan det så muligvis med Steenstrup slås fast, at i tiden for affattelsen af denne del af Jordebogen, 
i 1231 har der endnu ikke været privat kongeligt gods, patrimonium i Almind Syssel og Andst herred. Koldinghus har endnu ikke været etableret som kongeborg.
Men allerede her har "Kaldyng" alligevel været en betydelig by, som kongen helt usædvanligt har haf privat indkomst fra - måske med en endnu uafklaret herredsplacering for kongens private ejendom i både Almind og Andst herreder.

O. 1400 synes det at være et gennemgående træk i det dokumentariske materiale i Diplomatarium Danicum (DiplD), at den mønt, man benyttede ved pantsætningsværdier især var den lybske mark. 
Der kan sammenlignes med de værdier, der for de samme områder kan findes i Kong Valdemars Jordebog 1231-50, vel vidende, at såvel den sorte død som ændrede penge og andre værdimål i løbet af de knap 200 år indtil primo 1400-tallet gør sammenligninger mellem KVJ og 1400-tallet problematiske.
Værdierne i Lübecktraktaten 1340 er ikke så destinationsspecifikke men har pantsætningsværdier for det samlede kongerige, og er derfor med beregninger brugbare.

Almind Syssel og Kolding i KVJ.

Det er som det fremgår til det yderste sparsomt, hvad vi af jordebogen får at vide om Kolding og om forholdet mellem Kolding og det omkringliggende bøndergods.
Vi kan af jordebogen kun udlede, at kongen har haft en betydelig ydelse fra byen Kolding på 80 mark rent sølv, og at kongen desuden - og formentlig helt uden forbindelse til ydelsen på de 80 mark sølv - har haft en jordværdi, velsagtens uden for byen, ansat til en værdi af et mere uanseeligt 13 mark guld.
Det er skønnet, at der måske ikke har været bøndergods tilknyttet Kolding omkring og før 1231, på jordebogens tid.
Hvad de 13 mark guld så har været, er det vanskeligt at give et bud på.
Men lad os antage ud fra jordebogen alene, at den betragtelige ydelse fra byen har være en ydelse fra en handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på dette tidspunkt i 1231 ved den kommende adskillelse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op, det senere Koldinghus.
Lidt mere kan vi få at vide gennem Indtægtslisten over kongens og kronens indtægter, tidsmæssigt senere end de her anførte private, kongelige indtægter, men før 1250.
I Indtægtslisten er der sammen med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv en værdisættelse på 280 mark sølv. I Hovedstykket af KVJ Første Afsnit er jorden omkring Kaldyng angivet til en værdi af 13 mark guld, også her sammen med den betragtelige ydelse på 80 mark rent sølv.[38]
Det er uafklaret, om de 280 mark sølv som en værdibesiddelse i Indtægtslisten er kongens eller kronens ejendom.
Men de 13 mark guld og ydelsen på 80 mark sølv er kongens private ejendom, patrimonium. 
Som anført ligger begge dele tilsyneladende under Almind Herred. Skulle der også (hypotetisk) have været værdier under Andst Herred, er de ikke indført i jordebogen - ud over den tvetydige placering på både Almind og Andst herred, som kan være udtryk for Koldingværdier i begge herreder.
De sparsomme oplysninger om Kolding i KVJ og Indtægtslisten kan - og er blevet - tolket som,[39] "at kongemagten - som i landets øvrige byer - har haft retten til at modtage indtægter mod at yde byen beskyttelse."
Det kan ikke afvises, eftersom "Kaldyng" vitterligt optræder i Jordebogen, men der er kun dokumentation for den ganske betydelige ydelse på 80 mark rent sølv til kongen, patrimonium, og at kronen og / eller kongen måske har haft en værdisættelse på 280 mark sølv for byen Kolding - det kan vi muligvis usikkert slutte ud fra Indtægtslisten.
 
Tilhøret mellem kongemagten i Kolding og de omkringliggende bønderjorder fremgår der ikke noget om i KVJ.
Ej heller noget om, at Kaldyng, Kolding på denne tid har været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder.
I KVJ-ON regnes der tilsyneladende med, at Kaldyng på jordebogens tid har haft købstadsrettigheder. Skønnet begrundes med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og værdisættelsen i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
I givet fald skulle der allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen, og den kan vi tidligst ud fra en meget senere og usikker kilde, Hans Svaning tidsfæste til 1248.
Her må det erindres, at adskillelsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne ved Kolding og den senere Kongeåen først skete omkring og efter nedskrivningen af jordebogens hovedstykke fra 1231.
I byhistorien for Kolding hævdes det, at byen nok er opstået i løbet af 1100-tallet, hvilket mere beror på et skøn end egentlig viden.

Kolding og Skive i en indledende sammenligning

Sammenligner vi Kolding og Skive i Salling syssel, er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder kun værdisættes til to tredjedele af værdisættelsen for Skivegård, 13 mark mod 20 mark guld til Skivegård. Derimod er ydelsen på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig stor i forhold til ydelsen på Skivegård, der trods den højere værdisættelse kun har en ydelse på 20 mark sølv, en fjerdedel af ydelsen fra Kolding.
En tolkningsmulighed kunne være, at der i KVJ om Almindsyssel i første afsnit over kongens private indtægter mangler en væsentlig del af værdisættelsen, der ud over de anførte 13 mark guld så kan have været væsentligt større, også ud over de 40 mark guld, som Skivegård er værdisat til. I det mindste hvis indtægten, ydelsen er proportional med værdisættelsen i de to lokaliteter.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del har været kronens ejendom, Skivegård kongens private ejendom, så er Kolding, placeret i Jordebogens Hovedstykket, Første Afsnit med kongens private ejendom, med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv. Og det er bemærkelsesværdigt, da jordebogens Andet Afsnit er liste over byer, øer, almindinger m.v., som er kronens indtægter.
Kolding har i givet fald som kongens private ejendom indtaget en særstilling i forhold til andre, samtidige byer herunder Skive.
Derimod har kongens private ejendom uden for byen kun været en mindre del med de i 13 mark guld, der figurerer i Hovedlistens Første Afsnit.

Kolding og Koldinghus i historisk overblik

På Jordebogens tid har Kolding haft en helt central rolle i kraft af byens beliggenhed mellem Nørre- og Sønderjylland. Det ses i Jordebogen, at herrederne omkring forsvarsværket Dannevirke ydede nathold, når kongen om sommeren indfandt sig med hæren. Desuden at de rige frisere i Utland blev beskattet særligt hårdt. Det var under opkrævningen af friserskatten, at kong Abel blev dræbt i 1252. Også Valdemar Atterdag måtte 1344 undertvinge de genstridige, frisiske skatteydere med våbenmagt. Friserskatten opkrævedes af den kongelige staller, hans statholder i de frisiske herreder.
I dette værdifulde område, Sønderjylland blev Valdemar Sejr 1187 udnævnt til hertug af broderen, Knud 6., som Valdemar efterfulgte som konge 1202.
Valdemar 2. Sejr var søn af Valdemar d. Store. Han erobrede det meste af Nordtyskland, Holsten og Lauenborg, Lübeck, Mecklenburg og videre områder øst for Oder. Desuden erobringer i Baltikum, herunder Estland. Han blev taget til fange sammen med sønnen, Valdemar den Unge 1223, tabte stort set alle erobringerne 1227 i slaget ved Bornhøved.
Valdemar 2. Sejrs styrke var betinget af et godt samarbejde med bisper og verdslige stormænd.
En del af hans kongemagts styrke afspejles i den arvefølge, han slap afsted med for de tre overlevende, ægtefødte sønner, Erik Plovpenning som medkonge 1232, Abel som hertug i Slesvig og Christoffer 1. som hertug af Lolland og Falster. I efterfølgende indædte magtkampe blev de ved intriger og rettidige dødsfald hinandens efterfølgere som konger i Danmark.
Der findes ikke spor efter den borg, som Abel iflg. Hans Svaning opførte 1248, og som Erik Plovpenning så må have erobret og fordrevet Abel fra, før han blev dræbt og efterfulgt som konge af Abel i 1250.
 
At det skulle have været Erik Klipping, Christoffer 1.’s søn, der 1268 opførte det første Koldinghus, har vi kun Kr. Erslevs formodning om. Samt Rydårbogen, der angiver Erik Klipping som bygherre og 1268 som opførelsesåret.
Her antages det, at det første Koldinghus er født i den heftige strid mellem Abel og Erik Plovpenning, og opført som en ”slagmarksborg” af den slesvigske hertug som et indhug i det kongerige, som hertug Abel og hans efterkommere hellere ville besidde end det mindre prestigefyldte hertugdømme, hvor allerede Valdemar Sejr var blevet hertug 1187.
 
Tidsrammen for Koldinghus som kronens ejendom er herefter 1248 indtil branden 29.-30. marts 1808, hvor Kæmpetårnet og slotskirken bliver ødelagt og Koldinghus lagt i ruiner, en brandtomt, som først med oprettelsen 1890 af Historisk-Antikvarisk Selskab for Kolding og Omegn i et stigende omfang blev erkendt bevaringsværdig, og fra 1892 blev selskabets samlinger anbragt i nordfløjens hvælvede rum, som blev overdækket.
Med genrejsningen af Kæmpetårnet 1931-35 blev der efterfølgende lagt tag over vestfløjen og slotskirken.
Det endelige resultat er, at Koldinghus fra 1970’erne til i dag er blevet gennemgribende restaureret, og nu står som det gedigne monument over centrale dele af Danmarkshistorien, som det vitterligt er.
Koldinghus var kongens ejendom, indtil det blev afhændet 1849 og herefter blev til Museet Koldinghus.
Middelalderborgen Koldinghus fra syd, som rekonstrueret 2002. Vestmurene dateres til slutningen af 1400-tallet og det lidt ældre stenhus, samme århundrede mod nord. Portbygning mod øst, hvor også ladegården har været / er anbragt.
 

Koldinghus fra Abel til Christoffer 2.

Vi ved ikke andet om Koldinghus indtil Christoffer 2., end at der har været en kongsborg, formentlig opført 1248. Christoffer 2. var søn af Erik Klipping, søn af den yngste af Valdemar 2. Sejrs sønner, Christoffer 1.
Erik Klippings ældre søn, Erik Menved efterfulgte faderen som konge 1286-1319. Han havde som stort set alle Valdemar 2. Sejrs efterkommere ambitioner om at erobre land, især i Sverrig og Nordtyskland. Denne ambition er for alle konger kostbar, pengene kan kun skaffes ved skatter. I denne proces skal stormændene acceptere både at miste bøndernes arbejdskraft til soldatertjenesten og at skulle deltage som det, der har gjort dem til stormænd, som krigere.
Stormændene kræver herfor modydelser, som Erik Menved ikke ville give, og der bliver en række oprør, også i og omkring Kolding, hvor Erik Menved forstærker det eksisterende Koldinghus og opretter en ”tvangsborg”, blandt flere andre. I Sjællandske krønike hedder det herom: ” Han byggede nye borge og forstærkede de gamle, og på den måde betvang han de jyske bønders stivsind”. Man kan gennem forskellige middelalderlige årbøger finde frem til hvilke borge, der har været tale om, nemlig fæstningsbyggerier i Horsens, Kalø, Viborg og Ulstrup. I Kolding ved vi, at der kun kan være tale om forstærkninger af den eksisterende fæstning, opført af Abel.
Efterfølgeren Christoffer 2. forsøgte flere gange at overtage broderen, Erik Menveds kongemagt, hvilket først lykkedes ved dennes død 1319.
Christoffer måtte acceptere at få kongemagten på særdeles strenge vilkår med håndfæstningen af 25. januar 1320. Med underskrivelsen blev Christoffer så konge 1320-26, men afsat for manglende overholdelse af håndfæstningens bestemmelser og konge igen 1330-32. I den mellemliggende periode var hertug Valdemar 3. af Slesvig, en sønnesøn af Abel, konge.
Den centrale passage i håndfæstningen, som omhandler borgen i Kolding lyder: ” (15) Frem­deles skal alle borge i Nørrejylland nedrives med undtagelse af Ribe, Kolding og Skanderborg”.[40]
Vi kan heraf slutte, at kongsborgen i Kolding har været af så stor betydning for landet, at den blev en ud af tre, som ikke blev forlangt nedrevet.
Det blev med Valdemar 4. Atterdag, Christoffer 2.’s søn, at genopretningen efter pantsættelserne til de holstenske grever satte ind. Valdemar måtte herunder også indløse Kolding og Koldinghus.
Som en næsten samtidig, men også tydeligt efterrationalisering findes der et ”Jydernes vidnesbyrd om, at hele Jylland, dvs. både Sønderjylland og Nørrejylland, tilhører den danske krone og riget Danmark”, en kommentar, der findes i DiplD 4. august 1421. Ribe. ”Jyderne” er fra kirken biskopper, kapitler, abbeder, provster samt de verdslige riddere, væbnere, borgmestre og rådmænd: ”… Sønderjylland (er) endnu den dag i dag dansk - ganske som i Nørrejylland … thi kong Valdemar (Atterdag) førte krig mod de holstenske herrer herom, mens han levede. Ligeledes tog hans datter dronning Margrete … sagen op, og de holstenske herrer har ikke haft disse førnævnte lande i deres varetægt … (siden)”

Koldinghus som kongerigets grænseområde under Margrethe og Erik af Pommern

Man kan i det dokumentariske materiale i DiplD konstatere, at dronning Margrethe og kong Erik af Pommern havde Kolding og Koldinghus som centralt virkeområde, her i en forlening til rigsråd Mogens Munk, et dokument, underskrevet 5. september 1406 i Ålborg. Det er et genbrev fra ”Hr. Mogens Munk til kong Erik og dronning Margrete på slottene og de faste borge Kolding og Rosborg med tilliggende len og byerne Kolding og Vejle med løfte om at holde dem til jomfru Katrines og Danmarks riges hånd, hvis både kongen og dronningen skulle dø.”
Kronens, kongemagtens ret til det len, som her gives til Munk er det centrale i forleningens ordlyd om et område, hvor strid og konflikt med hertugdømmerne præger aktiviteterne.
Dronning Margrethes ganske imponerende taktiske sans i det politiske, ind imellem temmeligt voldelige spil, kan man se i et dokument, hvor Margrethe får udvirket, at pave Johannes 23. ”pålægger biskopperne af Slesvig, Ribe og Viborg at undersøge kong Erik Plovpennings levned og de beretninger om mirakler ved hans grav, som dronning Margrete har underrettet ham om, med henblik på optagelse af ham blandt kirkens helgener.”
Det har været et ganske potent træk med kirkens støtte til den danske kongemagt omkring de sønderjyske trakasserier, som Margrethe her har fået udvirket.[41]

Ombygning af Koldinghus fra borg til slot

Da Koldinghus siden 1248 har været et fæstningsværk til brug ved angreb uden krudt og kugler, har det oprindeligt været omkranset af voldgrave indtil 1500-tallet, hvor de forsvarsmæssigt mistede deres betydning.
Hvor man ikke ved om og i givet fald hvor meget, Erik Menved skulle have bygget om i forbindelse med sine fæstningsbyggerier, herunder også Koldinghus, så er der mere kontant viden i form af de bygningsrester, ombygninger, der tilskrives de danske konger Christoffer 3. af Bayern (1440-48), Christian 1. (1448-81) og Hans (1481-1513). Hvor Christian 1. så er den første repræsentant for den oldenborgske slægt, der stammer fra Aldenburg, grænseområdet mellem frisere og sachsere. Christian 1. var før kongetitlen i Danmark tituleret grev Christian 8. af Oldenborg.[42]
Den ældste del af det Koldinghus, der er tilbage, er nordsiden, ud mod Slotssøen. Den blev bygget af kong Christoffer af Bayern, altså en gang i 1440’erne. Den vestlige side af Koldinghus blev bygget af kong Hans eller forgængeren Christian 1., så velsagtens i sidste halvdel af 1400- eller begyndelsen af 1500-tallet.
Af de ældst bevarede dele af Koldinghus ses her nordfløjen, udateret foto, og vestfløjen efter de gennemgribende restaureringer siden 1970’erne.
Ombygningen fra befæstet borg til beboeligt renæssanceslot sker under reformationens konge, Christian 3. (1534-59), som opholder sig og dør på slottet.
Vestfløjen med skytteloft var allerede blevet forhøjet. Herefter opførtes sydfløjen 1550-51, 1551-52 blev østfløjen opført og forbundet med nordfløjens middelalderhus. Den østre del blev anlagt med den bevarede port, og i den egentlige kongebolig, sydfløjen blev der også et kapel - hvis det ikke allerede har været i middelalderbygningen.[43]
Christian 3.’s ombygning af Koldinghus 1548-52 er næsten samtidigt illustreret med dette udsnit af Georg Brauns prospekt af Kolding, der er dateret 1587. Prospektet giver en god illustration af den her stadigt eksisterende voldgrav og ladegårdens placering øst for slottet, set fra syd.
Slottet på borgbanken var nu blevet et firfløjet anlæg med hvidkalkede mure og grågrønne skifertage, hedder det i Nationalmuseets beskrivelse. Tagene blev udsmykket med rundbuede taggavle og kviste”i højmoderne italieniserende stil (‘vælske gavle’)”, som det videre hedder. Desuden i slotsgården trappetårne med etagespir, der hævede sig over tagryggene, som det også fremgår af prospektet. [44] Man skal ved prospektet som en ellers glimrende illustration være opmærksom på, at dimensioner og afstande er der taget på med let hånd.[45]
Christian 3. boede på Koldinghus sammen med dronning Dorothea, som efter kongens død 1559 fik Koldinghus og Sønderborg slot som ”livgeding”, d.v.s. en art enkepension, hvor hun oppebar indtægterne af det gods, som tilhørte kronen indtil hun døde 1571. Både sønnen Frederik 2. og sønnesønnen Christian 4. er født og opvokset på Koldinghus.
Frederik 2. havde som huslærer historikeren Hans Svaning. Noget kunne tyde på, at den formentlig ordblinde Frederik ikke lærte så meget, men det er værd at notere sig, at Hans Svaning som ophavsmand til, at det var Abel, der 1248 byggede det første Koldinghus, har opholdt sig på stedet.[46]
Det er også værd at bemærke sig, at Christian 4. har haft en barndom med en eller anden form for tilknytning til det af farfaren, Christian 3. stærkt renoverede slot. Som den senere så byggeglade så byggede videre på. Født 1577 var Christian kun 11, da han med faderens død blev konge, men med en formynderregering og først kroning til konge 1596 som 19-årig. Og han har formentlig ikke opholdt sig meget på Koldinghus men dog periodisk.
En brand i 1597 hærgede ikke mindst nordfløjen og førte til en omfattende ombygning 1598-1616 under Christian 4. Kronologisk kan vi iagttage, at dette byggeri har været et af hans første projekter som kronet regent. Som faderens Kronborg ved indsejlingen til Øresund, kan man måske forestille sig, at Koldinghus skulle være det danske kongeslot, der mødte tilrejsende fra syd, på den anden side af det, der toldmæssigt var Kongeå- grænsen.

Byggekongen Christian 4. starter med Koldinghus

Konsekvensen af branden blev ombygning af nordfløjens køkkenregioner, forlængelse af vestfløjen med plads ved nordfløjen til en kirke og Kæmpetårnet. Overopsynet med det pompøse byggeri blev overladt til den siddende lensmand, Caspar Markdanner, hvis virksomhed i Koldinghus Len ses i f. eks. sognekirken i Skanderup.
Christian 4. var også optaget af andet byggeri, hvor Koldinghus så muligvis er blevet mindre interessant at få afsluttet. Der blev i årene 1610-14 foretaget udskiftning af de gamle tårnes bindingsværk, nedrivning af vestfløjens middelalderlige sydmur a.h.t. en udvidelse af dansesalen i vestfløjens overbygning samt udskiftning af trappetårnet mellem øst- og nordfløjen, også en rest fra det middelalderlige byggeri.
 
 
 
 
 
 
 
Koldinghus, P. Resens Atlas 1626 iflg. Kolding Stadsarkiv.
Peder Hansen Resen levede 1625-88. Den korrekte datering for Koldinghus i Resens Atlas skulle være 1677.
Ud over byggeriet af Koldinghus bidrog Christian 4. også med sine for land og ham selv uheldige krigsdeltagelse. Man kan kun skønne, hvor store skaderne har været på Koldinghus som følge af krigene og lejesoldaters skalten og valten med by og slot. En synsforretning, som blev foretaget 1660, er gået tabt. Men skaderne på Koldinghus har nok ikke været det væsentlige for den omkring boende befolkning

Svenskekrige, kongemagt og skattetryk

Velstand og driftsmæssig fremgang i 1500-tallet ændrede sig dramatisk i det nye århundrede. I løbet af 30 år blev Jylland tre gange hærget af tropper, der krævede forsyninger såvel til mandskab som til et stort antal heste. Det skete to gange under Christian 4., en gang under sønnen Frederik 3. Begge markante konger i Danmarkshistorien, der traf for landet katastrofalt fejlslagne beslutninger om krigsførelse. Første gang var Kejserkrigen 1625-1629, anden gang den første svenske krig 1643-1645, begge under Christian 4. og tredje gang den anden svenske krig under Frederik 3. 1657-1660, hvor det gik helt galt.
Frederik 3. begik 1. juni 1657 den dumhed at erklære Sveriges Karl 10 Gustav (1622-1660) krig, medens denne var på krigstogt i Polen. I modsætning til både Christian 4. og Frederik 3. var Karl 10 Gustaf en begavet hærfører, og han ilede straks til Danmark for at tage den danske udfordring op, tvært imod Frederik 3. s forventninger om det modsatte. Det kom til at koste den danske befolkning rigtig dyrt.
Ved disse 30 års svenskekrige udsattes civilbefolkningen for grusomheder, nød, død og ødelæggelse i stor målestok. Da Karl 10. Gustaf 23. okt. 1657 opslog sit hovedkvarter i Kolding fortsatte svenskerne en brandbeskatning af befolkningen, som var indledt i de tidligere svenskekrige. Det var især den sydlige del af Jylland, Koldinghus, Haderslev og Riberhus Len - det senere Nordslesvig - der led under de voldsomme krigshandlinger. Der var polske tropper, som ”hjalp” imod svenskerne, samtidig med at de hærgede og plyndrede i Koldinghus området. Ikke nok med det, de spredte også en dødelig plettyfus. Det fortælles i beretninger herom, at almuen døde i tusindvis, flere lå så længe, at de måtte samles op med greb, præsterne i Kolding og omegn kunne ikke følge med til at få begravet de mange døde. Især er situationen i Vonsild Sogn velbeskrevet p. gr. af en lokal præst, som førte en overordentlig omhyggelig kirkebog, især bemærkelsesværdig med en omfattende samling af levnedsbeskrivelser. En analyse af kirkebøgernes afdøde i tidsrummet 1685-1707 viser, at kun omkring en fjerdedel var fra sognet og den nærmeste omegn, resten tilflyttere til det krigshærgede område.[47] Man kan ud fra præstens, pastor Johannes Rüdes optegnelser fra 1659 se, at indbyggerne i Vonsild var fordrevne, hvis de ikke var slået ihjel eller døde af pest. De overlevende søgte asyl i Kolding, hvor Rüde dette år forrettede sine første kirkelige handlinger i sognet. Man kan forestille sig, uden at vide det præcist og dokumenterbart, at situationen har været tilsvarende i andre dele af de omkring Kolding liggende landsbyer.

Udbedring efter svenskekrigenes skader på Koldinghus

Skaderne efter svenskekrigene blev kun middelmådigt udbedret før næste lidt større renovering under Frederik 4. 1720-26. Hensigten var at få en mere bekvem og passende residens for den enevældige konge i provinsen, hvilket resulterede i en gennemgribende modernisering.
Der blev restaureret med større vinduer, små tagkviste og på vestfløjens gårdfacade en sandstensportal, dateret 1720 og Frederik 4.s navn. Indvendigt blev der ændret på nogle stokværksinddelinger, synes det at fremgå af nogle opmålinger fra 1740.[48] Desuden blev der også renoveret og udskiftet i slotskirken.
 
Christian 3.’s slotskirke, sydfacaden og indvendigt mod vest, nu indrettet som foredragssal.
Der er kun kendskab til to slotskirker som del af Koldinghus[49], den af Christian 3. opførte i sydfløjen og den af Christian 4. opførte i forbindelse med Kæmpetårnet.
 
Christian 4.’s forlængelse af vestfløjen med kirke, dansesal og tårn set fra nordvest.
Ruinen af slotskirken set mod nordvest, foto 1909.

Koldinghus, slot, ladegård, len

Koldinghus blev med Christian 3., droning Dorothea, sønnen Frederik 2. og ombygningsmæssigt dennes søn Christian 4. decideret kongebolig. Herefter, også som en konsekvens af Christian 4.’s og Frederik 3.’s krige mod svenskerne gik Koldinghus en forfaldsperiode i møde, midlertidigt stabiliseret med Frederik 4.’s renoveringer, med den endelige status om brandtomt og ruin fra 1808.
Caspar Markdanner, lensmand 1585-1618, under prædikestolen i Skanderup Kirke, opsat 1589 og Markdanners gravepitaf, Rønninge Kirke. Markdanner var også særdeles aktiv i forhold til Anst Kirke.[50]
Caspar Markdanner har selv sørget for sit eftermæle med sit navn i flere folkekirker, herunder Andst og Skanderup, her 1589, som det fremgår af inskriptionen. Et rygte uden belæg siger, at CM skulle være søn af Christian 3. og en bondepige fra Andst.

Lensmændene på Koldinghus

Indtil 1662, hvor amter afløste len, residerede der en række lensmænd på Koldinghus, når kongefamilien ikke selv boede der. Som anført er det tidligere Almind syssel som len blevet efterfulgt af en række pantelen. Med Caspar Markdanner var lenet blevet et regnskabslen, hvor lensmanden, her Caspar Markdanne i forhold til Frederik 2. var en art forvalter med en ganske god og rigelig løn, fremgår det af hans lensbrev.[51]
Som anført fik Christian 3.’s enke, dronning Dorothea Koldinghus som enkeresidens. I tiden mellem 1559 og Dorotheas død 1571 var enkedronningen ganske aktiv, f. eks. med etablering af Slotsmøllen og et saltværk i Harte. Dronningen har her vist en god praktisk sans, salt var et vigtigt redskab til opbevaring af fordærvelige fødevarer.[52]
En liste over lensmænd på Koldinghus indtil 1662, som det har været muligt at finde oplysninger om[53].
Beskrivelse af lensforholdet
Sammenfatning
Der har muligvis i tiden indtil 1300 været et par gejstlige lensmænd på Koldinghus. Der er blevet nævnt Dominus Petrus, Advocatus de Kaldinge (Frater Xiicotai iJanoe), 1278. 1279, hvis eksistens det ikke har været muligt at verificere. O. 1300 nævnes i Diplomer og andre Brevskaber en gejstlig (Advocatus) i Kolding i forbindelse med en konflikt mellem "villianis Kaldingensibus ... og Lybec", hvor kilden er en årbog for byen Lübeck
Muligvis gejstlige lensholdere i tiden indtil og med o. 1300.
Tilsyneladende kammermester og marsk Ludvig Albertsøn Eberstein 1326, død 1328, der har optrådt sammen med Grev Gert og hertug Valdemar af Slesvig, der i forhold til Valdemar Atterdag optrådte i fællesskab for at få pantelenene betalt. Eberstein skulle af Grev Gert have fået Koldinghus og Riberhus Len i Livseje. Er kun fundet registreret med en tabt tekst i DiplDan
Måske i pantsætningstiden efter Valdemar 2. Sejr en eller flere slesvig-holstenske lensmænd i tiden indtil Valdemar Atterdags indløsning af pantelenene. Ludvig Eberstein er samtidig registreret som den første lensmand på Skivegård.
Laurentius Lafrinson, høvedsmand paa Koldinghus 1334.
 
Timme og Dose Gadendorp, 1340. 1348. To holstenske Adelsmænd på Koldinghus iflg. A. Hvitfeld.
Holstenske lensmænd indtil 1348?
28. sept. 1390 Jens Thomesen, Slotsherre paa Koldinghus, skjænker 40 Heste til Ribe Domkirke og Kapitel; Hoppeføllene maa ikke sælges. — In profesto b. Michaelis archangeli. Udt. i Kinch, Ribe Bys Hist, indtil Reform. S. 255—56.
Valdemar Atterdags og dronning Margrethes lensmænd
Mogens Munk til Boller. Blev 1406 forlenet med Kolding og Rotsborg ved Vejle. Død 1410 i Slaget mod holstenerne ved Eggebak.
Morten Jensen Gyrsting indtil 1437. Også rigsråd, døde 1448. Kæmpede for Flensborg mod holstenerne, var med i slaget v. Flensborg 1427.
 
Timme Nielsen Rosenkrans 1452, død 1457
 
Mogens Ebbesen Galt af Rudbjerg 1477.
Konflikt mellem tilhængere af Christian 2. og Frederik 1. / Christian 3. 1516-45. Kolding besættes af Johan Rantzaus tropper.
Afløses af Niels Eriksen, der havde været Hofmester for Christian 2. fra 1487 til sin død 1516. Christian 2.'s tilhængere opholdt sig på Koldinghus, efterfølgeren Oluf Nielsen Rosenkrantz skiftede side og deltog i hyldningen af Frederik 1. som konge, blev optaget i rigsrådet og fik sit tabte gods Vallø tilbage.
Oluf Nielsen Rosenkrantz til Vallø, 1516-1523. Han døde 1545.
Holger Rosenkrans til Boller 1523-27, død 1534 i Slaget ved Svenstrup mod Skipper Clement. Med Holger Rosenkrantz blev Lenet et regnskabslen. Må ikke forveksles med den senere, "lærde" Holger Rosenkrantz til Rosenholdm.
Mogens Bilde 1527-36. Da Grevefejden udbrød, hyldede han Christian 3., men mistede alligevel 1536 sin forlening og blev udstødt af Rigsrådet. Var knyttet til den katolske opposition.
 
Kaj Rantzau 1536-42, en holstensk Adelsmand.
Den sidste holstener bliver lensmand under Christian 3.
Han efterfulgtes dog af en dansk Mand Christoffer Johansen Lindenov, 1542 til omkring 1545. Han ejede herregårdene Fovslet og Drenderup i Ødis Sogn.
  
Iver Krabbe fra ca. 1545 til 1555. Han var hjemmehørende på Salling Østergård. Med sin hustru Magdalene Banner fik han desuden Skivegård som len 1549-61, og startede før sin død 1561 byggeriet af det nuvarende Krabbesholm. Med Iver Krabbe fik Lensmandene gejstlig Jurisdiktion i Lenet.
Fra 1549-61 får Koldinghus og Skivegård samme lensmand, den ivrige fortaler for reformationen, Iver Krabbe.
Jørgen Rosenkrantz 1555—59. Blev Dronning Dorotheas lensmand på Dronningborg efter Koldinghus. Far til Hoger Rosenkrantz, Rosenholm, rigsråd.
 
Povl Huitfeld 1559-63.
Lensmænd under dronning Dorothea med livseje på Koldinghus 1559-71 og herefter Frederik 2. Indtil og med Caspar Markdanner lensmænd med ret tætte relationer til kongehuset.
Morten Svendsen (Bolle) 1563 til Dronning Dorotheas Død 1571, derefter kong Frederik 2.'s lensmand til sin død 1574.
Vincents Juul til Hesselmed, 1574-77.
Laurids Skram 1577-79.
Henrik Belov 1579-85, fra Mecklenburg, kom til Danmark efter Frederik 2.s ægteskab med en mecklenborgsk fyrstedatter.
Caspar Markdanner til Søgaard, 1585-1618.
Otto Brahe Pedersen til Krogsholm (og Torbenfelt) 1617—23.
  
Gunde Lange til Bregninge 1623-31.
  
Ernst Normand til Selsø 1631-43. Fra Pommern til det danske Hof.
 
Mogens Bilde til Tirsbak 1643-48. Deltog i krigen med Sverrig, 1643— 44. Enken, Margrete Lunge, havde lenet til 1649.
 
Ebbe Gyldenstjerne til Tygestrup 1649-51.
 
Jørgen Sefeld til Visborg 1651-53.
 
Sten Bilde til Karsgård, 1653-61, slottets sidste Lensmand
 
 
Listen over lensmænd synes at kunne vise, at efter den tumultariske situation med broder-, borgerkrigen mellem Valdemar 2. Sejrs sønner har der tilsyneladende først været et gejstligt styre i den vigtige grænseby, umiddelbart efterfulgt af holstenske grever i pantsætningstiden indtil Valdemar Atterdags tilbagekøb af pantelenene, og at tiden med holstenske grever endelig afsluttes 1348.
Noget kunne tyde på, at også kongsgården i Salling syssel, Skivegård har haft holstenske lensmænd i pantsætningstiden. Her er den første, registrerede lensmand Ludvig Eberstein, der er registreret 1328, samme år som på Koldinghus, året hvor Eberstein døde.
Det er ikke tilfældigt, at Eberstein optræder som lensmand på både Koldinghus og Skivegård, to kongsgårde, hvor Eberstein blandt andet har optrådt som panthaver og har fået kongsgården som len i pant. Selv om Eberstein er af nordtysk greveslægt, ser det ud til, at han stort set har været indvandret til Danmark i tiden efter Valdemar Sejr. Han ses nævnt første gang 1313, og han blev i bemærkelsesværdig udstrækning en af långivere til Erik Menved i tiden op til dennes død 1319. Hhan var både kongelig kammermester og marsk. Hans enke søgte efter 1328 støtte hos de holstenske grever, bl.a. grev Johan til sikring af Ebersteins efterladte pantbesiddelser.
Valdemar Atterdag og Margrethe har tilsyneladende sørget for, at der på Koldinghus var en garant imod den stadige konflikt mod syd.
I den urolige overgangsperiode mellem Christian 2. og Christian 3., reformationen og kampen om magten mellem konge, kirke og stormandsfraktioner, kom Koldinghus igen i orkanens øje. Hertil kommer så den holstenske feltherre, Johan Rantzau, der slår bondeoprøret under Skipper Clement og sikrer Christian 3. kongemagten i Danmark.
Det bliver så også under Christian 3., den sidste holstener bliver lensmand på Koldinghus. På samme tid skifter Koldinghus fra at være pantelen til at blive et regnskabslen.
Koldinghus lens nære tilknytning til kongehuset er her iagttagelig med kongelig residens siden Christian 3 og med tidens markante lensmand Caspar Markdanner, som rygtet vil vide skulle være halvbroder til Frederik 2.
Bemærkelsesværdigt er det også, at netop under Christian 3. får Koldinghus og Skivegård en fælles lensmand med Iver Krabbe til Salling Østergård, der vel politisk opportunt gik ivrigt ind for reformationen.
Her ligger så også overgangstiden til en kommende tids periodiske, skiftende til vedvarende forfald. Men indledt med et afgørende bygningsmæssigt aftryk, sat af Christian 4., medens Caspar Markdanner var lensmand på slottet.


Amtmænd på Koldinghus

Med enevælden i Danmark fra 1660 blev adelens magt reduceret, og amter afløste 1662 lenene som administrative områder. Amtmændene var i forhold til lensmændene langt mindre magtfulde efterfølgere i embedet.
Med enevælden i Danmark fra 1660 blev adelens magt reduceret, og amter afløste fra 1662 lenene som administrative områder. De i 1662 tilbageværende 49 len blev omlagt til 24 amter. I modsætning til de adelige lensmænd blev amtmændene med tiden til professionelle embedsmænd, og de fik færre ansvarsområder, end lensmændene havde haft. De i Kolding fungerende amtmænd boede på Koldinghus 1662-1773, hvor der blev lagt om til større amter, og Koldinghus Amt ophørte med at eksistere, amtstuen flyttede til Vejle.[54]
Lensmændene havde haft civile opgaver som eksempelvis skatteopkrævere men også militære funktioner. Amtmændene fik ingen militære opgaver og skatteopkrævning overgik til amtsforvalterembedet. Heller ikke retten til at besætte en række underordnede lokale stillinger - amtsskrivere, ridefogeder, skovriddere, herreds- og birkefogeder, borgmestre og rådmænd blev overladt til amtmændene, men blev nu forbeholdt kongen i tråd med enevældens koncentration af magten hos monarken.
Desuden ville kongemagten nu fratage adelen eneretten på lensmandsembederne, og man udnævnte derfor også borgerlige personer til amtmænd og stiftsamtmænd.
Efter nedlæggelsen af Koldinghus Amt 1773 boede der en amtsforvalter på slottet indtil branden 1808.
 

Fra forfald til brandtomt

Inden branden 1808 var Koldinghus godt i gang med at blive en skygge af sig selv med manglende vedligehold. Branden og statsbankerotten 1813 bevirkede, at det fine slot og mindesmærke over århundreders Danmarkshistorie siden 1248 nu blev en regulær genbrugsplads, hvor byens borgere efter forgodtbefindende kunne hente sten og vraggods, der var blevet tilbage efter branden.

Kongeåen som toldsted, smugleriet i Skanderup Sogn

Vi hører første gang om problemer med kongens vigtige indtægtskilde, tolden skellet mellem Nørre- og Sønderjylland i et åbent brev, 1545, fra Christian 3., der på denne tid tog permanent ophold på Koldinghus: ”Eftersom Os er forekommet, at mange, baade indlændiske og udlændiske Købmænd, Herremænds-Bud, Bønder og anden Almue, over Isevad, Falkevad, Astrup Møllevad (Ejstrup Møllevad) og igennem Gieldballe, Hieredrup (Hjarup), Klechbæk (Klebæk) og andre ulovlige Vadesteder og Veje imellem Kolding og Ribe udfører og driver Heste og Øgføl, Øksen, Køer, Korn, Flyttelæs og andet Gods og dermed forkrænker Vor og Kronens Told, da befales, at alt skal udføres over Kolding og Ribe under Straf som for andet Tyveri.”[55] I yderligere et åbent kongeligt brev af 1. januar 1567 kan man se, at der nu som en næsten selvfølgelig ting blev smuglet. Her nævnes forskellige af smuglernes drivveje: Ejstrup Møllevad (Kolding Aa), Hjarup, Skanderup og Klebæk (en Gren af Nagbøl Aa, der falder ud i Kongeåen). Smuglerierne blev oftest udført helt åbenlyst, idet kreaturerne fra markederne i Kolding blev drevet ad de søndre veje ad Ribe til under foregivende af, at tolden skulde betales i Ribe, hvor studene så blev drevet sydpå, ufortoldede.
Disse kongelige breve var dog ingenlunde tilstrækkelige, smuglerierne fortsatte ved toldgrænsen. Christian 4. udnævnte derfor 4 vadstedsridere,[56] to for tolderen i Kolding, to for tolderen i Ribe. De var dårligt lønnede, og skulle først og fremmest leve af den provision, de kunne skaffe sig ved at opfange smuglergods. Det gjorde dem selvfølgelig overordentligt forhadte blandt egnens beboere, der har set smugleriet som en god måde at skaffe sig ekstra indtægter på.
Mellem de to åer i Skanderup og Vamdrup sogne var der ingen naturhindringer for smuglerne, og her søgte de så naturligvis hen. Foruden vadstedsriderne var der på dette område også i nogen tid ansat en, der blev kaldt toldinspektør. Her kender man en fra 1668, der hed Carsten Hansen, som boede i Bastrup, altså på den søndre side af åen.
Det blev i 1689 befalet, at alle heste og kreaturer på begge sider af ”Vadestederne mellem Kolding og Foldingbro … skulde brændemærkes to gange om året. Dette omfattede de fire kongerigske sogne syd for Kolding Aa, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup. Ligesom de sønderjyske herreder Frøs og Kalslund, hvor optælling og indbrænding af heste og kreaturer også skulde gennemføres for at kunne føre kontrol med det omfangsrige smugleri i disse told-, og smuglersogne. Hidtil havde der ingen fast toldgrænse været, men kun et Grænsedistrikt. Efterhånden samlede toldgrænsen sig om Skodborg og Kolding Aa. Så dukker navnet Kongeåen op. Det udspringer velsagtens af folkemunde som et naturligt navn for åen, hvor kongens told skule betales. Navnet nævnes ikke i nogen forordning fra dengang. Det anvendes første gang i en Tingbog fra Gørding og Malt Herreder for 1698”.[57]
Der berettes om flere eksempler på voldelige episoder mellem de lokale fra Skanderup Sogn og vadstedsriderne. I 1654 skulle en vadestedrider i Kolding have fået hovedet skåret af formedelst Jens Knudsen Glad fra Skanderup.
Under en pest på Kolding egnen 1654 har vi en beretning fra præsten i Vonsild, Johannes Ryde.[58] Ryde, har optegnet, hvad han om søndagen ville oplæse fra prædikestolene i sine to kirker, Vonsild og Dalby. Også vidste han, hvad der foregik i de tætte skove mellem Fovslet og Hjarup, Seest og Vonsild.
I kolding Byting er der en retsudskrift fra 15. okt. 1645, hvor der er tingsvidner ”af 8 Dannermænd”. Herunder Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, hvis vidneforklaring Jørgen Jensen Stub af Skanderup bekræftede, nemlig at de af vadestedsdriverne opbragte stude var af studedriveren faret vild og derfor anbragt i en stald i byen for natten. Det samme blev bevidnet af Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, som svor, at ”Jacob Skrædder kom til ham i Gelballe om natten hen imod Dag og beklagede sig, at han var drevet vild med 2 Stude og derfor bad ham om at gaa med sig og drive studene til Kolding. Jørgen Jensen Stub af Skanderup vidnede det samme”.[59]
I 1782 klagede en grænsekontrollør Zahn over det store Smugleri i de 4 sogne, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup, som holdt kro og hentede hele læs ”Brændevin, Hør og Tobak fra de »holstenske« (slesvigske) Købstæder, hvorved de ikke alene forsynede selve Sognene, men endog udførte store Dele deraf til Jylland.”[60]
Skanderup var efter 1727 mærkeligt stillet. Toldlinjen kom her til at gå midt igennem sognet, den gik 1727 – 1850 rundt om Nagbøl Skov og fulgte Drabæks Mølleå.[61] Der måtte herefter bevogtningsmandskab til, hver gang kirken skulle repareres, og der skulle føres materialer hertil nordfra. Og præsten skulle over sogneskellet for at udføre kirkelige handlinger i resten af sognet. Præsten fik et særligt ”Promemoria” 19. oktober 1776, der udvidedes 16. april 1796, så han kunne passere toldskellet i sit sogn. For den almindelige befolkning var dette i medfør af besvær og ubekvemme omveje til f. eks. Kolding, blot for at komme fra en nordlig til en sydlig del af sognet, en kilde til irritation og utilfredshed. Måske ikke mindst foranlediget af meget tjenesteivrige og ufleksible toldere. Der er et eksempel på en sag i forbindelse med en tolders måde at jage efter smugbrænding, der gav anledning til en kommissionssag imod ham med raadmand Hans Diechmann og landvæsenskommissær Arent Steenstrup som kongelige Kommissarier[62], hvorefter man ikke hører mere til denne tolder i sognet.


Koldinghus Amt i Chr. 5.s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Efter 1600-tallets tabte svenskekrige[63] oprettedes der i Danmark militære rytterdistrikter fra 1670, Koldinghus Rytterdistrikt blev oprettet 1680.
Kolding Rytterdistrikt blev afviklet som fæstegods og solgt på auktion 1765-67. Koldinghus havde som rytterdistrikt gods i Brusk, Holmans, Elbo og Jerlev herreder samt strøgods i Andst, efter 1696 desuden i Nørvang og Tørrild herreder.
Salget medførte, at de omfattede bønder blev selvejere før landboreformernes skifte fra fæste til selveje. Denne proces er grundigt beskrevet i Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts selvejere i: Samlinger til jydsk historie og topografi 4. rk., 4. bd., 1922-24.
 

Koldinghus Amt 1662-1793

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark.
Her kan det være passende at starte med "Koldinghus Amt"[64] fra 1777 i Nicolai Jonges "Danmarksbeskrivelse".
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er 10066 Tdr. Hartkorn" ud over det priviligerede hartkorn, som var tillagt herre- og præstegårde.
Brusk herred angives at omfatte "1) Den Kiøbstæd Koldings Kirkesogn; 2) Hospitalets Sogn i Kolding; 3) Æltangsogn; 4) Vilstrupsogn; 5) Almindesogn; 6) Harthesogn; 7) Bramdrupsogn; 8) Starupsogn; 9) Nebelsogn 10) Herslevsogn; 11) Viumsogn".
Ud over det her af Jonge anførte var der også sogne fra Andst herred, som inddrages her.
Jonge mener, at Kolding "allerede Aar 1236 har været en Kiøbstæd i Kong Valdemar den Andens Tid; thi om denne Konges Privilegier, givne Kolding, meldes i Kong Kristian den Førstes Privilegium, dateret Koldingslot Aar 1452."
Det er ikke umiddelbart indlysende, at Kolding af den grund allerede i 1236 skulle have været købstad, men så ved vi det, at Kolding kort tid efter KVJ 1231 skulle være blevet købstad.
Jonge mener om Koldinghus, at "dette Slot er bygt Aar 1248, som et Værn og Grændsehuus for de Danskes Indfald udi Sønderjylland." Dateringen til 1248 har Jonge formentlig overtaget fra Svanings datering.[65] Der er herefter en temmelig nøje beskrivelse af Koldinghus, som det så ud på Christian 3.'s dødsdag i 1559.
Det anføres, at Koldinghus har været kongelig residens, især ved rejser til hertugdømmerne, og at det har været beboet af den kongelige amtmand. Desværre er der ingen oplysninger om jordtilliggende og tdr. hartkorn.
Men det er der derimod om, at "Koldingaae og den over samme Aae anlagte Broe, kaldet Koldingbroe eller Toldskielbroen, er Toldskiellet imellem Nørrejylland og Hertugdømmet Slesvig, hvor ingen Heste, Staldøxen eller Sviin maa passere over samme Broe, førend den kongelige Told først er erlagt deraf i Kolding." Navneskiftet fra Skodborg å til "Kongeåen" nævnes ikke af den kongeligt respektfulde Jonge.
Det er kun lidt og småt, der meddeles fra og om Andst herred: "Skanderupsogn bestaaer af Skanderupbye; Nagbølle, hvor Præstegaarden ligger; Dollerupbye; Lunderskovbye; Gielballebye; Rollesmølle; Drabekmølle. Paa Sognets Mark findes mange hedenske Begravelser og Offersteder. ... Hiarupsogn bestaaer allene af Hiarupbye, som er meget stor. "
 
Registrering under Kolding Kiøbsted i 1688 matriklen, Colding Slottes Ladegaard og en registrering med diplomhæng, også under Colding Slott.
Kolding Kiøbsted, registreret under både Brusk og Andst herred. Indledes med "Borgernes Navne". Kolding Slottes ladegård er registreret med 28 tdr. hartkorn.[66]
Her må vi huske på, at registreringen i KVJ havde "Kaldyng" registreret under både Andst og Almind herred.
Man kunne muligvis heraf aflede, at værdien, de 13 mark guld "omkring Kaldyng" har været ladegårdsjord placeret i Andst og Brusk herred.
Og at afkastet på de 80 mark sølv så har været kongens afkast af, ydelse fra selve byen Kaldyng.

Koldinghus i 1844 matriklen

1841 har Kolding Slot og Ladegård intet anført som hartkorn. Kiøbstadt har som privilegeret 73 tdr. som uprivilegeret 28 tdr. hartkorn. Næsten tilsvarende oplysninger finder man i 1844 matriklen.[67]
Matrikelfortegnelsen for Kolding Købstad 1844, Rigsarkivet. registreret under Kolding Byfoged, Kolding bys matrikel.
Brusk Herredsfoged har for 1844 nedenstående registrering, Rigsarkivet. Der er for Colding Sogn, Kolding Slot og Ladegaard med Kongen som ejer registreret mindre end 1 tdr. hartkorn.[68]
 

Koldinghus len før det blev ryttergods.

Ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel fik Frederik 2. 1578-79 samlet alt gods i Anst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev herreder under kronen og lagde det under regnskabslenet Koldinghus.[69]
Ryttergodset blev ved en forordning 1680, 27. oktober reorganiseret, så de rytterpligtige bønder (med 8 tdr. hartkorn og derover) blev frigjort fra rytterpligten, som de så måtte betale sig fra[70]. Den næste store rytterforordning af 1695, 10. august byggede videre på 1680 forordningen.[71]
Matriklen af 1688 kom ofte til at betyde en forringelse af de få selvejerbønders forhold, de måtte fortsat svare „landgilde" til kongen eller en herremand, som de var underlagt.
Med ryttergodsets afvikling 1756-67 blev fæsterne her selvejere.
Det er ikke undersøgt (endnu), hvor meget gods, der var tilbage på Koldinghus herefter. Men med 1844 matriklen og herefter ser det ud til, at der ikke mere var godsdrift på Koldinghus.
Helt tilsvarende afviklingen af Skivehus som gods.

Sammenfatning, Koldinghus fra middelalderfæstning over kongeslot til ruin.

I kølvandet på Valdemar 2. Sejrs set i bakspejlet mindre heldige arvedeling mellem sønnerne, hvor kongerigets grænse til hertugdømmet Slesvig kom til at ligge ved det senere Kongeåen, blev Koldinghus, symbolet på kongerigets port til hertugdømmet Slesvig, tilsyneladende opført af valdemarsønnen Abel, der i første omgang ”kun” var blevet hertug i Slesvig. Det er, hvad Frederik 2.’s huslærer på Koldinghus mente at vide, o. 1600 viderebragt af en efterfølgende dansk historiker, Arild Hvitfeld. Selv om det sammenholdt med Kong Valdemars Jordebog om Kolding er sært, at den første slesvigske hertug skulle bygge Koldinghus i kampene med den danske konge, Erik Plovpenning, så er det langt mindre historisk korrekt med Kr. Erslev at tilbagevise og postulere, at årstallet skulle være en ombytning af de latinske tegn til 1268, hvor Erik Klipping så bliver udnævnt til bygherre. Det er der ikke andet belæg for end Erslev slet funderede antagelse, og må afvises i forhold til Hans Svanning, der med den tætte relation til det danske kongehus må formodes at have en form for belæg for sin antagelse om Abel som bygherre. Det ville være godt at få et arkæologisk vidnesbyrd, men det skulle så i givet fald findes begravet under de middelalderlige dele, nord- og vestmurene.
Selv om Valdemar Atterdag og dennes datter, dronning Margrethe har været åbenlyst optaget af forsvarsværket Koldinghus ved kongerigets sydgrænse, så er der intet, der tyder på, at de selv skulle have opholdt sig på den befæstede borg.
Koldinghus havde med reformationen i Danmark og nye militære magtmidler, først og fremmest krudt og kugler mistet sin betydning som fæstningsborg, men blev af ikke umiddelbart begribelige grunde valgt som jysk kongeresidens af Christian 3., enkeresidens for dronning Dorothea, herefter residens for Frederik 2. Og endelig et bygge- og omformningsobjekt for Frederiks byggeglade søn Christian 4.
Svenskekrigene, der fulgte i fodsporet af Christian 4. med ødelæggende konsekvenser for både befolkningen og Koldinghus. Frederik 4. rettede lidt op på ødelæggelserne, men da havde slottet stort set mistet sin betydning, som med branden 1808 længe fik lov at ligge hen i forfald.
 

Salling Syssel og Skive.

Sallingsyssel er i KVJ inddelt i seks herreder, to på Mors, Morsø Søndre og Nørreherred, et i Fjends (Fjallandshæreth), tre i Salling, Rødding (Rythinghæreth), Hindborg (Hærnburghæreth) og Nørre Herred (Nørgæhæreth). Det mindste herred er Hindborg med Skive by.
Skiuagarthæ, Skivegård er registreret i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev.
 
 
KVJ Hovedstykket Første Afsnit, d.v.s. kongens ejendom og indtægter, ydelser herfra i Sallingsysæl.
Angivet værdi
Angivet ydelse
Morsø Sønder og Nørre herred
Hver 6 mark sølv ved leding.
Agerø, Karby sogn Nørre herred, 18 mark guld
Ingen ydelse anført
Fjends herred,
12 mark penninge
Trevad i Vridsted, Fly sogn og by, 21½ mark guld
  
Lundø 24 mark guld[72]
10 mark rent sølv
Højslev sogn og by, 9 mark guld
  
Rødding, Hindborg herred
  
Brøndum 13 mark guld
  
Nørre herred
  
Skivegård 40 mark guld[73]
20 mark sølv
Harre herred
20 mark penninge
 
Kongens ejendom, patrimonium, Skivegård har med en værdisættelse til 40 mark guld været en anseelig besiddelse. Indtægten herfra er i jordebogen angivet til 20 mark sølv.
Kongen har i Sallingsyssel sammenlagt en angivet værdi på 125½ mark guld, hvoraf Skivegård udgør ca. en tredje del.
Den største ydelse i sølv kommer således også fra Skivegård, men hertil kommer en betydelig ydelse fra Lundø i Fjends herred.[74]
I Hovedstykket Andet Afsnit, Kronens Jordebog, Konunglef optræder Skyuæ, Skive uden nogen oplysninger med værdiangivelser.
I sammenligningen mellem Kolding og Skive er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder som patrimonium kun værdisættes til to tredjedele af værdisættelsen for Skivegård. Derimod er ydelsen af Kolding på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig i forhold til ydelsen af Skivegård med i forhold hertil kun 20 mark sølv. Og byen Skive, der er registreret som kronens ejendom uden værdisættelse og ydelse.
 

Salling Syssel, Skivegård og Skive

I den videre sammenligning mellem de to valgte nørrejyske sysler, Almind og Salling syssel kan der for Salling syssel i Diplomatarium Danicum passende startes med at fokusere på rigsråd og ridder Johan Skarpenberg i en række økonomiske transaktioner, hvor kongemagten er indblandet, først og fremmest i transaktioner omkring Skivegård med tilhørende len og herreder i starten af 1400-tallet.
Johan Skarpenberg
Johan Skarpenberg er registreret som ridder og sad konstaterbart i Rigsrådet, også efter dronning Margrethes død i 1412[75].
Om Johan Skarpenberg fremgår det af en registrering i Diplomatarium Danicum 17. maj 1406[76] i et domsbrev, at "Estrup hovgård som ligger i Brøndum sogn i Hellum herred tilfalder Johan Skarpenberg efter hans oldefar Niels Bugge.”[77]
Niels Bugge blev myrdet 1358 efter et møde med Valdemar Atterdag, som svor sin saligheds ed på ikke at have været bagmand. Niels Bugge og Valdemar Atterdag var i åben konflikt, da Niels Bugge meget belejligt for Valdemar blev myrdet.
Johan Skarpenberg er således konstaterbart efterkommer af den mægtige og rige Niels Bugge, og han er utvivlsomt søn af dennes datter Else Nielsdatter Bugge og Gotskalk Skarpenberg til Hald.
Niels Bugge har således næppe været Johan Skarpenbergs oldefar, snarest morfar, hvilket betyder, at der må være tale om en fejl i domsbrevet.
Skarpenberg har tilsyneladende været særdeles velhavende og meget engageret i gods- og ejendomshandel, ofte hvor kongehuset var indblandet, fremgår det af Diplomatariet.
Han skulle iflg. biografiske oplysninger have reddet dronning Margrethe fra et komplot. Dette fremgår ikke af kildematerialet, snarere at han har været et både bjergsomt og stridbart gemyt.
Som eks. på stridbarheden bliver han 1405 med bopæl i Trøjborg bandlyst af kannikerne i Ribe[78] for "overgreb mod Løgum Kloster". Om bopælen på Trøjborg Slot i Tønder ses i Diplomatarium Danicum 22. sept. 1407, at "Hr. Johan Skarpenberg kvitterer dronning Margrete for 4000 lybske mark for Trøjborg", som dronning Margrethe så må have betalt for slottet, der senere blev pantsat til Ribe bispestol af Margrethe for 5000 lybske mark, fremgår det af DiplD 23. sept. 1407[79].
 
Med fokus på forholdet til kongemagten er der videre i Diplomatarium Danicum 30. nov. 1407 et genbrev fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe, hvor Skarpenberg for et tilgodehavende på "5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck ... (får) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm[80] og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland."[81]
Det fremgår også af det dokumentariske materiale, at Johan Skarpenberg havde ejendomme i både Salling og Fjends. I 1404 Skøder han Spøttrup og Spøttrup sø til biskoppen i Viborg.
Skarpenberg har således ejet det, der senere er blevet til Spøttrup Borg, men det fremgår af skødebrevet, at han da var bosat i Lund[82].
 
Også 1407 sælger Johan Skarpenberg Tranholm gård (Vendsyssel) og gods til dronning Margrete.
29. aug. 1412 fremgår det, at "Johan Skarpenberg skøder dronning Margrete det gods, han forhen havde pantsat biskop Lave i Viborg” for. Meget slidt tekst, men det formodes, at være til Margrethe, der dør 1412 i Flensborg.
 
I det hele taget fremgår det af dokumentsamlingen i DiplD, at Skarpenberg skøder gods og låner penge til kongehuset i et betydeligt omfang.
Om det er frivilligt eller efter pres fra kongehuset, kan man ikke se, men der overdrages også en del af Skarpenbergs gods til biskoppen i Viborg - 1404 de nævnte besiddelser i Spøttrup og Spøttrup Sogn til domkirken i Viborg, 22. jan. 1407 skøder han "alt sit gods i Brøndum til bispebordet i Viborg", 19. jan. 1408 er der et "testamente af hr. Johan Skarpenberg. Lyder paa nogit gotz y Mønsted y Fiendsherrit som er giffuit till bøgning tiill domkyrcke."
Det kan have været i god forståelse og sympati med kongehuset. Der kan også have været tale om, at Skarpenberg er blevet holdt i meget kort snor af Margrethe efter fjendskabet med og elimineringen af Bugge slægten som leder af en adelig opposition. Hvad der har været tale om, er det ikke muligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag.
Men rigsråd Johan Skarpenberg af Bugge-slægten synes helt klart at have handlet i overensstemmelse med og støttet kongehuset, medens Margrethe levede.

Flensborg, Kolding og Skivegård

Der er i Diplomatarium Danicum to transaktioner omkring Flensborg, som kan bidrage til oplysninger om den lybske mark, som er værdimåleren i 1407 ved panteværdien af "den faste borg" Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm med Skive birk", der sættes til 5000 lybske mark værd i pantsat værdi.
De 5000 lybske mark kan sammenholdes med Dipl.D. 21. september 1409, hvor der på Borgen Hindsgavl indgås "overenskomst mellem kong Erik 7. af Pommern ... at kongen skal have Flensborg i pant for 10000 mark lybsk, dog undtages, hvad grev Klaus' datter og fru Helene af Haderslev ejer, og borgen Nyhus, som er pantsat til Lars Heest ..."
Denne overenskomst suppleres med dokument 9. oktober 1409, Flensborg, der omhandler en pantsættelse af "Flensborg by og borgen Nyhus til kong Erik 7. af Pommern og dronning Margrete for 11400 mark lybsk, dog med undtagelse af, hvad hertuginden af Sachsen, grev Klaus' datter, og fru Helene af Haderslev skal have..." Altså helt samme forbehold som 21. september overenskomsten, men med et højere pantsætningsbeløb.
Det er umuligt at finde en forklaring på forskellene i beløb, men måske er det et udslag af dronning Margrethes evne til at nå frem til de bedste og mest indbringende resultater - også efter en tilsyneladende afsluttet handel.
Med de anførte undtagelser for Flensborg, har "den faste borg Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder ..." været lidt mindre end halvt så meget værd i pantsætningsværdi som Flensborg. Eller 44 til 50 % af pantsætningsværdien for Flensborg.
 
Det andet gods, som Skivegård kan sammenlignes med er slottet Trøjborg[83], som Johan Skarpenberg havde pant i, og som dronning Margrethe 1407 indløser for 4000 lybske mark. Trøjborg har været et betydeligt gods ved Tønder, som Valdemar Atterdag oprindeligt skulle have benyttet som kongeslot. 22. september 1407 pantsætter dronning Margrethe slottet med Lø herred til biskop Eskil af Ribe for 5000 lybske mark.
 
Om de anførte transaktioner skal tolkes som den ellers benhårde Johan Skarpenbergs underlegne stilling i forhold til dronning Margrethe, hvor Skarpenberg bliver dårligt betalt for sine lån til kongehuset, er det umuligt at komme nærmere. Men hvis det har været en regulær og ligeværdig økonomisk transaktion, som Skarpenberg har været involveret i med Skivegård, så har Skivegård ”… med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland" haft knap halvdelen af den værdi, som Flensborg havde på samme tid.
Desværre er hverken værdier og ydelser af Flensborg eller Trøjborg omtalt i KVJ. Og det vanskeliggør unægteligt et forsøg på at få sammenlignelige værdier for Skivegård i disse sønderjyske områder.
 
Hvis vi uden yderligere dokumentation antager, at Flensborg og Kolding som centrale byer i henholdsvis kongeriget og hertugdømmet Slesvig måske tilnærmelsesvis har haft samme værdi både på jordebogens tid, 1231 og på tiden for de her benyttede dokumenter fra DiplD, så har vi en tænkelig værdisættelse.
 
  1. Den faste borg Skivegård, dækkende Hindborg herred, der yder 20 mark sølv med sit tilliggende på 40 mark guld, samt Nørre og Harre herreder med ydelser på henholdsvis 20 mark sølv og 20 mark penninge. Og endelig Rødding herred og Skive Birk, hvor der ikke i KVJ er anført værdimål. Alt i alt en ydelse på over 40 mark sølv.
  2. Pantsætningsværdien heraf er i 1407 på 5000 lybske mark.
  3. Flensborg pantsættes 1409 for 10000 til 11400 lybske mark, mere end det dobbelte af pantsætningsværdien for Skivegård m.v.
  4. Kolding har i KVJ en ydelse til kongen på 80 mark sølv, det dobbelte af ydelsen af Skivegård og øvrige kongelige besiddelser i Salling syssel.
De formodede værdisættelser korresponderer rimeligt i betragtning af, at Skivegård m.v. kan beregnes til ca. den halve værdi af Flensborg, hvilket giver Flensborg, der muligvis kan værdisættes på niveau med Kolding, en hypotetisk ydelse på omkring 80 mark sølv som ydelsen på Kaldyng, Kolding i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.
 
Den foreløbige konklusion med belæg i KVJ’s oplysninger om kongens og kronens værdier og ydelser af og fra Kolding og Skivegård, Skive, kombineret med pantsætningsværdier, konstateret o. 1400 for Skivegård og Flensborg, er, at Flensborg og Kolding har den dobbelte værdi og ydelse i forhold til Skivegård, Skive.
I Jordebogens værdier og ydelser har værdien for Skivegård, Skive været en ydelse på 40 mark sølv, det halve af ydelsen fra Kolding på 80 mark sølv.
I pantsætningsværdier o. 1400 har Flensborg haft lidt mere end den dobbelte værdi af Skivegård, Skive, henholdsvis 10-11.000 og 5000 mark sølv, hvilket på det noget ufuldstændige grundlag giver belæg for at sige, at Kolding og Flensborg hver for sig har haft den dobbelte værdi i forhold til Skivegård, Skive.

Skivegård fra mark guld, mark sølv, lybske mark til anslået størrelse

Tilbage står at få givet et realistisk og holdbart bud på størrelsen af kongsgården Skhiuægarthæ, Skivegård ud fra de oplysninger, vi har i KVJ og DiplD.
I en artikel i Skivebogen 2012 om Gl. Skivehus[84] er der et mindre gennemskueligt regnestykke, hvor der ud fra KVJ er gjort forsøg på at give et bud på størrelsen af Skivegårds jordtilliggende.
Her bruges oplysninger fra Hovedstykket Første Afsnit, dog fejlagtigt angivet som krongods. Det anføres korrekt, at værdien i 1231 er sat til 40 mark guld, og at afkastet var 20 mark sølv. Men herefter går det galt.
Der henvises til, at ” tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land.”[85]
Hvilken vurdering fremgår ikke, men resultatet må karakteriseres som udokumenteret og under alle omstændigheder uden angivelse af benyttede måltal. Det er ikke Svend Aakjærs.
Og når der henvises til ”vurderingen” kan det i princippet være alt fra 1688 til 1844 eller senere matrikuleringer.
Her kan der med tidligere anførte forbehold forsøges gjort brug af Sv, Aakjærs måltal.
Først genbrevet i DiplD 30. nov. 1407 fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe: for et tilgodehavende på "5000 lybske mark ... (får Skarpenberg) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk..."
 
De 5000 lybske mark i 1407 korresponderer med flg. værdier i KVJ:
  1. Skivegård med tilliggende har en værdi på 40 mark guld og en ydelse på 20 mark sølv,
  2. I Hindborg herred har kongen 13 mark guld,
  3. Rødding har ingen værdifastsættelse i KVJ, og området har formentlig først efter Johan Skarpenbergs overdragelse til Viborg bispen fået en mere anseelig værdi,
  4. Nørre herred er sat til en ydelse på 10 mark sølv,
  5. Harre herred er sat til en ydelse på 20 mark penninge.
Hvis vi går ud fra, at der er fuldstændig ækvivalens mellem værdi og ydelse, så får vi:
  1. Skivegård 40 mark guld, ydelse 20 mark sølv,
  2. I Hindborg herred har kongen i Brøndum en værdi på 13 mark guld. Der er ikke angivet nogen ydelse for Brøndum, hvilket sammenholdt med Skivegårds fejlagtige herredsplacering måske kunne betyde, at der i alt kun er 20 mark guld i værdi for Skivegård i Hindborg, ikke 20 + 13 mark guld.
  3. Nørre Herred kan ansættes til værdien 20 mark guld med ydelsen 10 mark sølv, men der kunne også her være tale om dobbeltpostering som mellem Hindborg og Skivegård, så de 10 mark sølv i virkeligheden blot er halvdelen af de allerede for Skivegård anførte,
  4. Harre Herred - ydelsen på 20 penninge er så ubetydelig, at det ikke giver mening med nogen omregning.
Sammenlagt er der så i KVJ 73 eller 60 eller 40 mark guld med en ydelse på 36 eller 30 eller 20 mark sølv, der i 1407 gives i pant for 5000 lybske mark, som kongehuset skylder Johan Skarpenberg.
Hvis vi (endnu mere usikkert) bruger Sv. Aakjærs omregnede måltal, så må vi for det første konstatere, at det ikke er muligt at omregne til plovtal. Kun kan vi her benytte Aakjærs omregning fra tdr. land til tdr. hartkorn.
Hvis vi går ud fra, at 1 mark skyld (guldmark værdien) er 48 tdr. land, så har pantsætningsværdien i 1407 omfattet 73 eller 60 eller 40 * 48 tdr. land= 3504 eller 2880 eller 1920 tdr. land, der svarer til ca. 725 / 600 eller 400 tdr. hartkorn.
Forskellen mellem de 60, 73 og 40 mark guld er medtaget, fordi Bøndum fra Hindborg herred er angivet med 13 mark guld i værdi uden nogen ydelse. Og fordi Nørre herred måske er en del af ydelsen til Skivegård. Både Nørre herred og Brøndum kan muligvis være en del af den mark guld værdi, der er anført for Skivegård.
Det står helt åbent ud fra det, vi ved og ikke ved med oplysningerne fra Hovedstykket Første Afsnit.
 
Her skal gentages nok et forbehold, at Johan Skarpenberg kan være blevet påtvunget værdierne omkring Skivegård i 1407 til en urealistisk høj pris.
Men det påvirker ikke omregningen fra mark til tdr. land og hartkorn.
De omregnede måltal er spekulative, men ud fra dem kunne her være et bud på størrelsen af Skivegård i tiden 1231 indtil o. 1400.
I runde tal har Skivegård med tilliggende omfattet et sted mellem 3500 og 2000 tdr. land eller det, der svarer til et sted mellem 725 og 400 tdr. hartkorn i 1688 mål.
 
De anslåede jordtilliggender til Skivegård beregnet efter Svend Aakjærs måltal er baseret på tal og værdier fra 1688. Men det er dog tættere på 1231 end alle senere vurderinger.
Den lybske mark kan ud fra dokumenter i DiplD konstateres anvendt i Danmark fra 1200-tallet, se f. eks. 28. juni 1329[86], hvor kong Kristoffer erkender en gæld på 200 lybsk med afdrag på samme. Der er eksempler i DiplD med en lollandsk gård, der skødes for 12 lybske mark, en jysk mølle, der skødes for 70 lybske mark, henholdsvis 1315 og 1339. Det er for usikkert til at beregne noget på.
Men med alle forbehold for metode og det mangelfulde kildemateriale kan vi skønne, at den gennemsnitlige pris for gennemsnitlige gårde / bol med eller uden møller har været 25-40 lybske mark, så har pantsætningsværdien i 1407 med 5000 lybske mark dækket over 125-200 gårde af gennemsnitsstørrelse og uden hensyntagen til værdien af Skivegård - som under alle omstændigheder er blevet drevet af bønder på tilhørende gårde.
Sammenligner vi disse værdier med de pantsætningsværdier, som Valdemar 4. Atterdag forhandler sig frem til i Lübeck 1340, hvor hovedparten af Danmark er pantsat til de holstenske grever, så er Jylland og Fyn pantsat for 100.000 mark sølv. Heraf er Jylland sat til 35.000 mark sølv, Fyn til 41.000 mark sølv. Resten 24.000 mark sølv er medgift, som Valdemar 4. Atterdag får ved at ægte Valdemar 3.'s søster Helvig.[87]
 
Valdemar 3. er efterkommer efter Valdemar Sejs søn Abel, hertug i Slesvig, og han optræder som mellemmand mellem de holstenske grever, som har pantsætningstilgodehavender i forhold til den danske konge Valdemar 4. Atterdag. Hans afregning med Valdemar Atterdag må formodes at korrespondere med en økonomisk og politisk realitet, som det ikke er muligt nærmere at karakterisere.
Man kan af Lübecktraktaten aflæse, at hertug Valdemar 3. må have overladt hertugdømmet Slesvig til grev Gerts arvinger, og han har til gengæld fået pantene i Jylland og på Fyn, som så skal betale hertug Valdemars genovertagelse af Slesvig.
Jylland er i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er delt op i fire dele: 1) en fjerdedel med Kalø og nord herfor, 2) en fjerdedel med Horsens, 3) en fjerdedel med Kolding, 4) en fjerdedel med Ribe.
Desuden får Valdemar Atterdag, som det hedder i Lübeckaftalen, at ” med Helvig skal følge en medgift på 24.000 mark sølv. For dette beløb får Valdemar Atterdag overdraget borgen i Ålborg med Vendsyssel, Thy, Hanherred og Himmerland”.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes at dække realiteter som værdi og ydelse.
Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire delei 1340 har haft en pantsætningsværdi på en fjerdedel af de 35.000 mark sølv, altså hver 8.750 mark sølv.
 
Der må formodes at være et betydeligt spring mellem værdien af mark sølv i 1340 og de lybske mark i 1407, hvor Skivegård m.m. har en pantsætningsværdi på 5000 lybske mark.
Men skulle værdien af Skivegård i 1407 tangere ca. halvdelen af Lübecktraktatens nordlige fjerdedel af Jylland fra Kalø til området o. Ålborg, så har Skivegård til og med dronning Margrethe været en ganske betydelig kongsgård.
Og Lübecktraktatens værdisættelse af området nord for Kalø med Skivegård til samme værdi som for området med Kolding med Koldinghus korresponderer fint med de foretagne værdiberegninger ud fra KVJ og DiplD, hvis vi går ud fra, at Skivegård i Lübeckaftalen har udgjort ca. halvdelen af dette områdes værdisættelse, og at Kolding og Koldinghus har udgjort hele værdien af denne fjerdedel.

Fra Skivegård til Skivehus

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark, herunder hans beskrivelse af "Skivehus Amt"[88] fra 1777.
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er over 5200 Tønder ... Amtet har sin egen Amtmand, men Amtsforvalteren har begge Amterne (Hald og Skivehus) under den kongelige Amtstue, som holdes af ham i Skive." Om Hindborg herred skriver Jonge: "Dette Herred indbefatter eet Kiøbstædkirkesogn og otte Landsbyekirkesogne, hvilke ere: 1) den Kiøbstæds Skivekirkesogn; 2) Resensogn; 3) Hemsogn; 4) Hindborgsogn; 5) Dølbyesogn; 6) Brøndumsogn; 7) Hvidbergsogn; 8) Oddinsesogn; 9) Ottingsogn. Dette Hindborgherred er samlet tilligemed Røddingherred under een Provst."
Jonge trækker sin beskrivelse tilbage til 1326, hvor han daterer Skives privilegier som købstad. Han nævner også "Skivehuus" uden dog tilsyneladende at have stiftet bekendtskab med KVJ.
En mere detaljeret beskrivelse af udviklingen på det hertil hørende specifikke område finder vi i hartkornsmatriklerne.

Skivehus Amt i Chr. 5. s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Man kan ikke uden videre sammenligne et gods i KVJ og i 1688 matriklen.[89] Matriklen er enevældens grundlag for beskatning af bønderne. De få selvejere, ca. 2 %, indbetalte selv hartkornsskatten til de amtstuer, der blev oprettet 1662.
Godsejeren skulle på grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Som kompensation for denne skatteadministration fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed[90] for deres hovedgårdsjord - som derfor ikke blev matrikuleret. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km).
1 tønde hartkorn er = 8 skæpper (skp) = 32 fjerdingkar (fier) = 96 album.
I den summariske Extract er der i den endelige Summa kun anført i hele tønder hartkorn.
 
Skivehus Amt 1688 matrikel, opgjort i gammel og ny matrikel. Ingen gammel matrikel for Skivehus Amt anført i den Summariske Extract. Den gamle matrikel er med i herredsoversigterne.
Nørre herred, Harre herred, Røding herred, Hindborg herred med tilhørende sogne.
Hartkorn
tønder
 
skæpper, fierding og album
 
Nørre herred
1576
ikke medtaget her
Harre herred
1530
    
Rødding herred
1424
    
Hindborg herred
1411
    
Til sammen
5941
    
 
Det fremgår af matriklen, at Skivehus Slot 1688 er gået tilbage fra 39 i den gamle til 28 tdr. hartkorn i den nye matrikel. Det kan formentlig kun tilskrives ændrede retningslinjer og præciseringer af kriterier - som endte med det næsten for alle tilfredsstillende skattegrundlag i 1844 matriklen.
I enevældens skattepolitik, der var koncentreret omkring jordejendom, opgøres der i hartkorn, hvoraf noget er "privilegeret hartkorn", f. eks. adelige sædegårde over 200 tdr. hartkorn, der får skattefrihed for at opkræve hartkornskatter af den skattepligtige bønderjord, samt de fleste embedsjorder og købstadsjorder.
De i 1688 anførte tdr. hartkorn for Skivehus har været for ladegårdens hartkorn. Det af fæstebønder drevne, hartkornbeskattede areal er registreret og beskattet særskilt for disse områder.
Hvis de beregnede hektarværdier ud fra KVJ er bare nogenlunde korrekte, og der sammenholdes med 1688 matrikuleringen for Skivehus Slot, som Skivegård nu er kommet til at hedde, så er der med 28 tdr. hartkorn, der i Jylland vel svarer til velsagtens o. 14*26, d.v.s. 364 ha., tale om en delmængde af ladegårdens tidligere privilegerede og bøndergodsets uprivilegerede hartkorn.
Noget af forklaringen kunne være, at der har været tale om frasalg af hovedgårdsjorden, især af Christian Gjedde indtil fraflytning og salg 1689 og 1693 af Skivehus.[91]
Der kan også have været tale om regulære reduceringer i jordtilliggende i de hyppige pantsætninger og pantsætningsskift.
Den oprindeligt store kongsgård, det centrale midtpunkt i den lille by Skive er på vejen til navnet Skivehus som kongens personlige ejendom blevet pantsat til som regel adelige lensmænd, der som f. eks. Johan Skarpenberg lånte den stort set altid trængende konge penge og fik kongsgården i pant.
De kongelige lensmænd har i tiden, indtil Skivehus 1661 blev overdraget til Ove Gjeddes arvinger bestyret kongsgårdens ladegård og bøndergods.
Og i rækken af først adelige pantebestyrere, senere økonomisk trængte ejere af den tidligere kongsgård, blev Skivehus bragt til den status, der kan konstateres i 1688 matriklen, "Sckifvhus Slot" med kun 28 tdr. hartkorn.
Til sammenligning med Skivehus i 1688 kan der peges på det nærtliggende Bustrup, som under grevens fejde i 1534 var blevet brændt ned. Og som først i 1766 blev opført i dens nuværende skikkelse.
Den temmeligt uanseelige Bustrup hofvitsgaard i Ramsing Sogn reduceres i 1688 matriklen fra 70 til 46 tdr. hartkorn. Men med et betydeligt større jordtilliggende end Skivehus.
Eller det af Iver Krabbe og Magdelene Banner 1554-61 nyopførte Krabbesholm[92]. Magdalene Banner havde sammen med Iver Krabbe (der dør 1561) Skivegård i pant 1549-72.
Bemærk navnet 1688: Krabsholmskofvitgard - det tidligere Skovshoved bliver efterhånden til Krabbesholm. Rimeligt nok, det er Iver Krabbe og Magdelene Banner, der bygger det Krabbesholm, vi kender i dag.
 
Størrelsesforholdet i 1688 er
Bustrup Hovedgård
40 tdr. hartkorn
Krabbesholm
30 tdr. hartkorn
Skivehus
26 tdr. hartkorn
Hvornår forfald og reduktion af jordtilliggende for Skivegård er sket, er det umuligt at sige. Men med registreringen i 1688 matriklen som Skivehus er forfald og reduktion tydeligt i gang.
En (desværre ikke helt fuldkommen) liste over ejerne af Skivegård, Skivehus[93], som indtil 1660 var kongens private ejendom, patrimonium.
Den sidste ejer af Skivehus, Gl. Skivehus, efterkommer af familien Jensen, Niels Nygaard solgte 2014 noget af Skivehus til Jensen og Jensen Invest samt Knud Bjerre, resten, de "gamle huse", herunder borgkælderen og Parsbergs bindingsværksbygning blev købt af Skive Kommune for 4 mio. kr.[94] Købet skete i forbindelse med, at ejeren havde ansøgt om nedrivning "af de gamle huse" for at skaffe plads til byggeri af boliger ved Skive Å.
1791 var Skivehus blevet solgt på en offentlig auktion til justitsråd Chistian Lange, Eskjær, der karakteriseres som en moderne landmand.
Det har vel været derfor, han flyttede først ladegården, så en del af borggården op på hovedgårdsjorden, hvor han opførte herregården Ny Skivehus.
Det oprindelige Skivehus blev samtidig til Gamle Skivehus. Udflytningen skete 1792-1794. Og herefter var der mildest talt ikke meget tilbage af det, der en gang havde været Skivegård og Skivehus.
 

Skivehus i 1844 matriklen

Afløseren for Skivehus, Ny Skivehus fik en kort historie som herregård. Da gården 1806 blev solgt med tilhørende fæstegårde var der i alt 73 tdr. hartkorn, 1817 gik gården på tvangsauktion, 1901 blev gården solgt til Per Odgaard, der udstykkede jorderne i parceller.
 
 

Sammenfatning, Almind syssel og Kolding sammenlignet med Flensborg og Sallingsyssel, Skive

KVJ's lokale oplysninger fra Salling syssel er sammenholdt med den anden nørrejyske lokalitet, Almind syssel. Begge sammenholdt med byen Flensborg i den sønderjyske del af kongeriget, fra 1232 hertugdømmet Slesvig.
Lübecktraktaten er indgået i Lübeck mellem Valdemar 4. Atterdag og Valdemar 3. af Slesvig 19. maj 1340.
Findes i Danmarks riges breve / 3. Række, 1340-1375. 1. Bind - 9. Bind, v. Franz Blatt, der har oversat den latinske tekst, Danske sprog-og litteraturselskab. København: Munksgaard, 1958-1982.
Her den refererede del, gengivet efter Franz Blatts oversættelse.
I indledningen af traktaten opereres der med
  • Medgiften til Valdemar Atterdags søster Helvig, 24.000 mark sølv
  • Panteværdi, samlet for Jylland og Fyn 100.000 mark sølv
  • Panteværdi for Fyn 41.000 mark sølv
  • Panteværdi for Jylland 35.000 mark sølv - der så deles i fire fjerdedele.
 
Almind syssel og Kolding.
Hovedstykket, Første Afsnit i KVJ med den beskedne værdisættelse på13 mark guld er blevet fortolket til, at kongen ikke skulle have ejet gods i egnene omkring Kolding.
Men der kan lige så vel have været tale om, at den på den anden side betragtelige ydelse fra byen på 80 mark sølv kan have været en ydelse fra en markant handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på tidspunktet, 1231 for den kommende adskillelse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.
Det er ikke præcist dokumenterbart[95], men Kolding har muligvis allerede på Jordebogens tid været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder.
Sandsynlighedsbeviset kunne være den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og den særprægede - måske utroværdige - værdisættelse i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
Måske har der så allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen, dog nok tidligst, som anført af Hans Svaning, opført 1248 af hertug Abel, Slesvig.
Omsat til ydelsen på Skivegård m.v. på over 40 mark sølv, så har Kaldyng, Kolding været velsagtens det dobbelte værd med ydelsen på 80 mark sølv.
Ligesom Flensborg.
Der er i Diplomatarium Danicum to transaktioner omkring Flensborg, hvor en pantsætningsværdi for Flensborg på 10-11.400 lybske mark kan sammenlignes med panteværdien af "den faste borg" Skivegård på 5000 lybske mark i pantsat værdi.
Omsat til Jordebogens mark guld, så har Flensborg og Kolding velsagtens så også her haft den dobbelte værdi af Skivegård, måske o. 80 mark guld.
Hvis det er realistisk at ansætte Koldings værdi til 80 mark guld, så kan det sammenholdes med Indtægtslistens 280 mark sølv i værdisættelse.
Den beskedne registrering i 1688 matriklen på 28 tdr. hartkorn til Kolding Slottes Ladegård, helt identisk med hartkornsregistreringen for "Schifvehuus Slot", kan være udtryk for salg og pantsætning som for Skivehus, eller at kongens tilliggende gods slet og ret ikke har været ret stort i og omkring Kolding.
Selv om Koldinghus i perioder i særdeleshed var kongeligt benyttet som beboelse, nærmere betegnet Christian 3. siden 1545, enkedronning Dorothea 1559-1571, herefter Frederik 2. Christian 4. har formentlig ikke boet meget på Koldinghus, men har i forlængelse af Christian 3. foretaget de mest omfattende restaureringer, til- og ombygninger.
Det bemærkelsesværdige ved Koldinghus i forhold til Skivegård er, at denne kongsborg har nok været kronens, ikke kongens private ejendom som Skivegård.
Manglende vedligehold og forfald starter begge steder med svenskekrigenes ødelæggelser, ikke mindst Koldinghus. Koldinghus bliver ikke som Skivehus solgt ved overgangen fra len til amt 1662, men forfaldet er også her konstaterbart, og enden som brandtomt og ruin fra 1808 kan siges at være en værre udgave af forfaldet på Skivehus.
 
Salling syssel, Skive
Skivegård er registreret i KVJ i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Med en anseelig værdisættelse for Skivegård på 40 mark guld, hvoraf ydelsen er 20 mark sølv.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev. Her er hverken angivet værdi eller ydelse for byen i modsætning til Kolding i Almind syssel.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del, og har været kronens ejendom, Skivegård kongens, så er Kolding med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv ikke at betragte som tilhør til kronen som på jordebogens tid var det sædvanlige, men til kongen. Dette dokumenteres af, at denne ydelse er ført i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.
Kongsgården i Skive er således betydeligt højere værdisat end den endnu knapt registrerede kongsgård Koldinghus. På jordebogens tid, 1231 er byen Kaldyngs ydelse på de 80 mark sølv til kongen dog det væsentlige i forhold til byen Skives tilsyneladende manglende ydelse til kronen.
Værdifastsættelsen af Skivehus til den halve værdi af Kolding og Flensborg kan udledes af de pantsætninger, dronning Margrethe foretager med kongens gods i starten af 1400-tallet. Skivegård med tilliggende gives i pant for 5000 lybske mark, der er direkte sammenlignelig med den samtidige panteværdi af Flensborg på 10 - 11.400 lybske mark.
I 1407 henholdsvis 1409 har Skivegård med tilliggende haft ca. halvdelen af værdien af Flensborg. Springet til sammenligningen med Kolding er vanskeligere.
Her skal der tages udgangspunkt i både pantsætningsværdien af Skivegård med tilliggende len og herreder i 1407, der omsættes til de ydelser, der kan konstateres i KVJ for de samme pantsatte værdier. En sammenlagt ydelse her på 40 mark sølv jævnføres så med ydelsen af Kolding på 80 mark sølv. Konklusionen her bliver så, at Kolding har været det dobbelte værd af Skivehus m.v. og derfor af samme pantsætningsværdi som Flensborg.
Det er væsentligt her at konstatere, at det helt åbenbart er byen Kolding, der har givet kongsgården Koldinghus værdi. Hvor det forholder sig omvendt med kongsgården i Skive, hvor det er kongsgården, der oprindeligt nok har været byens fundament. Skive er 1231 registreret som krongods men ikke værdisat.
Endelig er der så de meget generelle værdimål, der kan konstateres i Lübeck traktaten fra 1340.
Hvor realistiske disse værdier har været i alle andre sammenhænge, er det umuligt at sige noget om. Men de i traktaten nedskrevne har været en politisk realitet af forhandlingerne mellem Valdemar Atterdag, de holstenske panthavere og den i traktaten optrædende parthaver, velsagtens traktatens mellemmand til de holstenske grever, Valdemar 3. af Slesvig.
I Lübecktraktaten er Jylland i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er som anført delt op i fire dele, hvor Kolding, Koldinghus og Skive, Skivegård er i hver deres fjerdedel.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes i vid udstrækning at dække realiteter som værdier og ydelser, som vi har konstateret i KVJ. Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire dele har haft en pantsætningsværdi på lidt under 8.750 mark sølv i 1340.
De stipulerede fjerdedele med en værdi på 8.750 mark sølv til hver fjerdedel svarer herefter rimeligt til de pantsætningsværdier, der er konstateret i Diplomatarium Danicum.
Kolding og Koldinghus ligger med en værdi på 8.750 mark sølv i underkanten af den teoretiske værdi, vi ud fra KVJ kunne udregne.
Skive og Skivegård skulle i givet fald, når vi regner tilbage fra pantsætningsværdien i 1407 udgøre over halvdelen af den fjerdedel af Jyllands værdi, der er afsat i Lübeck traktaten.
Det er en forbavsende stor andel, når vi tager i betragtning, at i dette område ligger også Kalø og Viborg.
 
Bibliografi
 
5, C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel Koldinghus Amt Rigsarkivet. Hentet fra Registratur, registre til Chr. 5.s matrikel: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43
5., C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel 1688-1691. Hentet fra Rigsarkivet Skivehus Amt: https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?epid=17035738#134528,21028588
Arup, E. (1925). Danmarks Historie 1-2.
Bender, S. K. (1973). Saltværket ved Kolding . Vejle Amts Årsskrift, s. 114ff.
Blatt, F. (.-4. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra Lübecktraktaten 1340: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/
BREVSKABER, C. F. (1889). REGESTA DIPLOMATICA HISTORIÆ DANICÆ. Kjøbenhavn: THIELES BOGTRYKKER DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS OMSORG.
Diplomatarium Danicum. Cit. DiplDan. (u.d.). Hentet fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet: https://diplomatarium.dk/
Eliassen, P. (1910). Kolding fra middelalder til nutid. Kolding: Konrad Jørgensens Bogtrykkeri.
Eliassen, P. (1926). Kongeaaen. Kolding: Konrad Jørgensens Bogtrykkeri.
Erslev, K. (1875). Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik.
Erslev, K. (1882). Dronning Margrethe og Erik af Pommern.
forfattere, F. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra https://danmarkshistorien.dk/
Grinder-Hansen, K. (1996). Møntfornyelse (renovatio monetae) i Danmark fra år 1200 til Christopher II’s død i 1332. Oslo.
Hansen., L. M. (u.d.). De overlevende - Brusk Herred anno 1660, . http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal .
Jonge, N. (1777). ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge.
Kong Valdemars jordebog, Rigsarkivets udgave. Cit. KVJ. (1190-1300). Rigsarkivet, Arkivfunktionen for samlinger af arkivalier dannet af Rigsarkivet: C 8 Kong Valdemars Jordebog (1190 - 1300).
Kr. Erslev, H. S. (1928). Svaning-Hvitfeld, Svanings Danmarkskrønike 1241-1282 sammenstillet med Hvitfeld og kildemæssigt oplyst. København: G. E. C. Gad.
Kræmmer, M. (2015). Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Århus Universitet.
Lerdam, H. (1996). Danske len og lensmænd 1370-1443 . Museum Tusculanums Forlag.
Marstrand, W. (1937). Herredsinddelingen i Danmark. København: SÆRTRYK af Tidsskrift for Opmaalings- og Matrikulsvæsen.
Mortensen, N. (2012). Gamle Skivehus. Skivebogen.
Nationalmuseet, D. K. (2009). Slotskirker på Koldinghus . Hentet fra http://danmarkskirker.natmus.dk/vejle/kolding-koldinghus-slotskirker/
Nielsen, O. (1867). Bidrag til Oplysning om Sysselinddelingen i Danmark, Afhandling skreven for den filosofiske Doktorgrad. København: G. E. C. Gad.
Nielsen, O. (1873). Kong Valdemar den andens Jordebog. Cit. KVJ-ON. København: G. E. C. Gad.
Paludan-Müller, C. (1874). Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift.
Steenstrup, J. (1874). Studier over Kong Valdemars Jordebog. København.
Steenstrup, J. C. (1874). Professor Dr. C. Paludan-Moller og Kong Valdemars Jordebog Endnu et Indlæg til Forsvar for Sidstnævnte. Kjøbenhavn: Forlagt af Rudolph Klein.
Suhm, P. F. (1792). Liber Census Daniæ.
Ulsig, E., & Sørensen, A. K. (1981-1982). Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat.
Aakjær, S. (1926-1945). Kong Valdemar den andens Jordebog 1-3.
Aakjær, S. (1959 - 1961). MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK. Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3.
 

Noter og henvisninger


[1] Kong Valdemars Jordebog, cit. KVJ har speciel fokus i denne undersøgelse, suppleret af øvrigt primært kildemateriale, som er udvalgt efter undersøgelsens behov. Brugen af KVJ sker i form af de oprindelige udgivelser siden O. Nielsens Kong Valdemar den Andens Jordebog, 1873. Desuden er der benyttet nyere undersøgelser og forskningsdiskussioner om især mål og vægt i højmiddelalderen.
Med nogen respekt - ind imellem også forundring - er Svend Aakjærs beregningsforsøg undersøgt, benyttet delvist og med forbehold.
Alle oplysninger er tilpasset og bearbejdet her, men beror for de generelle oversigters vedkommende især på en nyere ph.d. afhandling ved Århus Universitet 2015, Michael Kræmmer, Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Herfra er især benyttet tabeller i bearbejdet form over forskellige værdimål.
Kong Valdemars Jordebog er en vigtig kilde til viden om middelalderens Danmark i perioden o. 1100 til o. 1300
Den rangerer emne- og indholdsmæssigt blandt en række andre kilder fra samme tidsrum, der også dækker geografisk mere specifikke områder:
Diplomatarium Danicum/Danmarks riges Breve (cit. DiplD)
Lunds Mindebog (memoriale fratrum) og Præbendelisten
Lunds Gavebog
Roskilde Gavebog
Ribe Oldemoder. Samling af adkomster, indtægtsangivelser og kirkelige vedtægter for Ribe domkapitel og bispestol.
Sorø Kloster Gavebog
Roskilde domkapitels Jordebog
Århuskapitlets Jordebog.
[2] De mere tekniske betegnelser er patrimonium for kongens gods, kongelev for krongodset. Disse betegnelser benyttes gennemgående i O. Nielsens og Johs. Steenstrups kommentarer til og fortolkninger af KVJ.
[3] Se O. Nielsen, Sysselinddelingen i Danmark, især s. 48-86. Kong Valdemars Jordebog var hovedkilden i Oluf Nielsens disputats om sysselinddelingen.
[4] Se Rigsarkivets digitaliserede udgave https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/44
[5] O. Nielsen har en indgående karakteristik af KVJ i hans Sysselinddelingen i Danmark, 1867, især s. 2ff.
[7] Hvor kongen lover, bliver pålagt at overholde landets love og respektere adelens privilegier, først og fremmest med Danehoffet som øverste domstol. Kongeeden kendes siden Harald Blåtand, den første egentlige håndfæstning er Erik Klippings 1282, se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/haandfaestning/.
[8] Rentekammeret omtales første gang i 1550’erne, men blev med enevælden fra 1660 det vigtigste og mest omfattende kollegium i den enevældige administration. Ved overgangen til ministerier i 1848 blev Rentekammeret erstattet af Indenrigs- og Finansministeriet. Oprindeligt har Rentekammeret været en del af Danske Kancelli, der kendes fra 1100-tallet.
[9] Det ser ud til, at en plovskat allerede 1231, på Jordebogens tilblivelsestid er under indførelse. Den ser ud til at være afløser for Valdemar 2. Sejrs hyppige møntomvekslinger, der havde samme for kongemagten indtægtsgivende formål. Navnet hæftes så på Valdemar 2. Sejrs efterfølger, sønnen Erik Plovpenning. Iflg. foredrag af Grinder-Hansen, Oslo 1996, https://www.danskmoent.dk/artikler/kgh1200.htm.
[10] Se afsnit om Sysler og len.
[11] Iflg. KVJ-ON, s. 22.
[12] Konstaterede værdimål i mark (mr): puri, auri, annuatim, argenti, annone, auene, argn, siliginis, frumenti, den. Eller i korn, havre, rug.
[13] Se Svend Aakjær, Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3 MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK.
[14] Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981 - 1982) Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat, Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen. Axel Kjær Sørensen har hovedansvaret for den statistiske analyse. Erik Ulsig for det øvrige. A. Kjær Sørensen har foretaget de indlagte regressions- og korrelationsanalyser, der er undersøgelsens metode. Regressionsanalysen går ud på at undersøge hvilken liniær sammenhæng, der er mellem 2 variabler. Korrelationskoefficienten (r) beregnes på en sådan måde, at en fuldstændig sammenhæng vil give: r = 1, mens ingen sammenhæng vil give: r = O. Jo nærmere r ligger 1, des stærkere sammenhæng, og jo nærmere r ligger O, des svagere.
[16] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/margrethe-1-1353-1412/. Kr. Erslev er i sin Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, s. 431 mindre kategorisk: ”Dronningen opholdt sig 24. okt 1412 på sit skib … da hun pludselig blev syg, måske ramt af den pest, der rasede i Flensborg …”
[17] Det er tilfældigt udvalgte sysler. Dog er Almindsyssel det centrale og selvfølgelige valg som kongeriget Danmarks grænseområde til hertugdømmet Slesvig. Sallingsyssel har som Kolding også en kongsgård, Skivegård, hvilket giver en rimelig sammenligningsramme.
[18] Se https://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Len_i_Danmark.
[19] Len kommer af ordet ”låne”. Man lånte jord for eller med en modydelse. Det er almindeligt at forestille sig lensvæsenet som et hierarkisk system af afhængighedsforhold, "lenspyramiden" med en konge eller fyrste i spidsen som den øverste lensherre, og bonden, fæsteren i bunden, der ”låner” jord af herremanden mod betaling i form af arbejde (hoveri) og pengemæssig (landgilde) ydelse. Herunder selvfølgelig det meget væsentlige i det hele taget at få jorden dyrket.
[21] Erik Arups Danmarkshistorie, se https://fynhistorie.dis-danmark.dk/files/images/danske%20len%201522.jpg. Om tiden fra Valdemar 2. Sejrs død 1241 indtil Valdemar 4. Atterdag (1340-1375) og dennes datter Margrethe hedder det i den ældre, nationale historieskrivning, at ”det danske rige var bragt til afgrundens rand … Danmark var udstykket mellem et par holstenske grever og en skare tyske og enkelte danske adelsmænd, der fra rigets borge undertrykte og udpinte hele landet… (hvor) Valdemar Atterdag (så herefter) tog … fat på landets frigørelse for fremmedherredømmet.” Kr. Erslev, Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, 1882, bd. 1, s. 2 og 6, her i modificeret retskrivning.
[23] Hans Svaning ca. 1500-20.9.1584, født i fattig, fynsk familie, universitetsuddannelse. Svaning arbejdede med sin store Danmarkshistorie hvortil han tilvejebragte et større materiale, noget årbogs- og krønikeoverlevering, som endnu kunne findes lokalt eller som han fik lejlighed til at afskrive, mundtlige beretninger og spredte aktstykker fra rigets arkiver, som han blev givet indblik i. Den tilsyneladende færdige Historia Danica blev 1579 henlagt i Universitetsbiblioteket og brændte 1728. Hvitfeld fik adgang til manuskriptet og har benyttet oplysninger herfra.
[24] Arild Hvitfeld 1546-1609, Chr. 4.’s rigskansler, forfatter til Danmarks Riges Krønike, hvor Hvitfeld også benytter oplysninger fra Svaning.
[25] Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2. Det største tilløb er Vejen Å fra nord. Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å. Navneændringen udsprang af det lokale vid i forbindelse med en omfattende smugling, hvor kongen ellers skulle oppebære toldafgifter.
[26] Koldinghus Len dateres 1389 indtil 1662, hvor lenene blev omlagt til amter første gang. Koldinghus blev len under Valdemar Atterdag, hvis første lensmand på Koldinghus blev udnævnt før 1389 en gang, hvis efter 1375 har det været under dronning Margrethe. Koldinghus som kongeslot og -residens skulle have været færdigbygget i 1248 iflg Hans Svaning, korrigeret af Kr. Erslev til 1268.
[27] Delingen af "Anst Herred" skyldes, at herredet indtil 1573, hvor Skodborg Len blev nedlagt, var del af både Koldinghus og Skodborg Len. Herefter var Andst Herred en del af Koldinghus Len indtil 1662, hvor lenene omdannedes til amter, Koldinghus Amt. Ved den senere amtsinddeling 1793 kom Andst Herred under Ribe Amt. Kolding blev som en del af Brusk herred del af Vejle Amt indtil kommunalreformen i 2007
[28] Se Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag 1996. Det er overordentlig sporadisk, hvad der anføres om Koldinghus Len: Henning Meinstorf, Holsten anføres efter 1389 lensmand på Koldinghus - i givet fald udnævnt under dronning Margrethe - efterfulgt af den "sønderjyske væbner Johannes Thommesen Lindenov 1390-96, Mogens Munk med Rosborg og Koldinghus 1406-10, Claus Joernsen Lange 1419-23, Morten Jensen Gyrstinge fra Flensborg på Koldinghus i 1430'erne, rigsråd Niels Eriksen Gyldenstjerne fra 1439.
[29] Der er vist også kun få og mindre pålidelige kilder til denne karakteristik, som er anført i danmarkshistorie.dk, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/erik-5-klipping-1249-1286/. Men at Erik skulle være blevet ”tildelt 86 knivstik, heraf kun et under maven” kunne godt tilskrives en vis ophidselse i gerningsøjeblikket.
[30] Hans Svaning levede ca. 1500-1584, officiel historieskriver for de danske konger Christian 3. og Frederik 2., bl.a. med hensigten at bruge historieskrivningen som propaganda over for den samtidige svenske historieskrivning, der blev opfattet som antidansk propaganda. Han har fået som prædikat, at han fabulerer og gætter, hvis han ikke har kilder. Hans manuskript til ”Danmarkskrøniken” Historia Danica, er afsluttet 1579, men gik tabt ved brand på universitetsbiblioteket 1728. Vi kender det derfor stort set kun ud fra Arild Hvitfeldts brug af manuskriptet. Der findes dog, hvad Kr. Erslev kalder ”Svaning-Brudstykket”, som iflg. Erslev er blevet til som afskrift af Svanings manuskript.
Arild Hvitfeld, 1546-1609, benytter Svaning, når han ikke har bedre kilder. Hvitfeld har som Christian 4.’s rigskansler et omfattende kendskab til årbøger og sagsakter. Hvitfeldt har skrevet Danmarks Riges Krønike i ti kvartbind, der tidsmæssigt omfatter ”de ældste tider” indtil Christian 3.’s regeringstid. Værket skulle være blevet til 1596-1604.
Kr. Erslev har genudgivet de to historikere, hvor Hvitfeldt helt åbenbart har benyttet Svaning, men så også ”kildemæssigt oplyst”, først og fremmest med årbøger og andet primært kildemateriale, herunder også kilder, der kan konstateres benyttet af de to historikere. Svaning-Hvitfeldt, udgivet af Kr. Erslev, Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, Kbh. 1928. Herfra er benyttet først og fremmest referencer i moderne retskrivning fra s. 4f., 20f. og 44f.
[31] Se Diplomatarum Danicum, tema om Slesvig.
[32] Ribebrevet, Ribe-privilegiet eller Ribe overenskomsten, en håndfæstning, som den holstenske adel og den danske konge Christian 1. indgik 5. marts 1460. Trykt i Quellen zur dänischen Rechts- und Verfassungsgeschichte, Peter Lang 2008. Se uddrag:
[35] Noter til O. Nielsens udgave af KVJ: 1) Holmans herred, der ikke nævnes her, hed opr. Holmbomothæreth … Det har sandsynligvis på jordebogens tid været en del af Jerlev herred. 2) Gaverslund sogn og by, Holmans herred. Kongen ejede altså her 58 mark sølv. … 3) Andst herred. Hvis dette sted skal forstås således, at den jord omkring Kolding både hørte til Andst og Almind herred, må det første have gået længer mod øst end nu, men det er ikke rimeligt, da Harte og Bramdrup c. 1340 hørte til Brusk herred (Ribe oldemoder s. 109). … 4) Bække sogn og by, Andst herred. Bække og de følgende kirker har altså været kongens c: han har haft besættelsesret og oppebåret kirketienderne. »De 4 nærmeste kirker« kan ikke være de 4, der hernæst nævnes, da disses afgift af havre overskrider hines. De må søges i herredet og er formodentlig Verst, Erst (Lejrskov), Gæsten, Jordrup eller Vamdrup. …
[36] Almindsyssels tre herreder med O. Nielsens kommentarer.
[37] Her optræder et len i en tid, hvor der stadig administreres efter sysler. »ulæn wadn« c: udenfor vand er formodenlig det s. 99 anm. 8 omtalte »Elendæ« (Elbo herred) ...
[38] Tilsyneladende har man helt opgivet at give dokumenterede oplysninger om "Kaldyng" i tiden o. KVJ og før opførelsen af Koldinghus - se Wikipedia, som anført neden for, Den store danske om Koldinghus, den officielle hjemmeside for Koldinghus, Slots- og Kulturstyrelsen. I Wikipedia angives det fejlagtigt, at Kolding i Jordebogen skulle være ansat til 80 mark guld. Det ville i givet fald have været udtryk for et særdeles stort gods. Det fremgår heller ikke af KVJ, og det er formentlig en fejlagtig læsning, når det hævdes, at "byen er ansat til 80 mark guld, mens landet om den er ansat til 13 mark." Det sidste er korrekt, medens det første er både forkert og misvisende. Der er tale om "80 mark rent sølv", og det anføres tydeligt som ydelsen fra byen, "af Kaldyng". Desuden i Indtægtslisten til en værdi på 280 mark sølv med en indtjening på 80 mark sølv. Det er en betydelig og bemærkelsesværdig værdi og indtjening. Forsøg på omregning af disse sølvværdier er næppe realistiske.
[39] I en historisk redegørelse for Danmarks kirker, herunder Kolding. http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Vejle_0573-0582_01.pdf.
[41] DiplD 1410. 25. maj-1412. 28. oktober, Pave Johannes 23.
[43] Faktuelle oplysninger fra Nationalmuseets Slotskirker på Koldinghus.
[44] Skifertagene er arkæologisk påvist, og det skulle være ”skifer fra Fumay i Ardennerne”.
[45] P. Eliassen, Kolding, s. 81 i kommentar til prospektet.
[46] P. Eliassen, der 1910 har skrevet sin grundige Kolding historie har kun læst Arild Huitfeld om ophavsmand til Abel som bygherre. Kr. Erslevs bog Svaning-Huitfeld udkom 1928, så det er ikke at forvente, at Eliassen skulle vide noget om Huitfelds forlæg i Svanning.
[47] Bl. a. beskrevet i De overlevende - Brusk Herred anno 1660, Laura Meyer Hansen. http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal. Der er en helt enestående beskrivelse af svenskekrigenes konsekvenser i Vonsild Kirkebog 1659-1708. Først og fremmest et resultat af sognepræsten Johannes Rüde (1633-1707), der tiltræder som præst i Vonsild i 1659, og som herefter fører en helt enestående kirkebog m.h.t. at fortælle om sognets vilkår i stort og småt. En fortræffelig kilde til denne svenskekrigs konsekvenser i et af de omkring Kolding liggende sogne.
[48] C. Bruhn iflg. Nationalmuseet om Slotskirkerne.
[49] Begge Koldinghus kirker er overordentlig indgående beskrevet i Nationalmuseets Slotskirker på Koldinghus, s. 934-977, efterfulgt af beskrivende oversigt over Frederik 4.’s restaureringer s. 977-981.
[50] Muligvis fordi moderen skulle være en skomagerdatter i Anst, undfanget med Christian 3. Der blev under alle omstændigheder sørget godt for Markdanners uddannelse, og det var vel ikke så ilde at blive lensmand på egnen, hvor man er kommet til verden.
[51] Refereret i P. Eliassen, Kolding …, s. 38ff., som også s. 48ff. har en (ufuldstændig) oversigt over kendte lensmænd på Koldinghus.
[52] Susanne Krogh Bender, Saltværket ved Kolding.
[53] Forlæg til listen er P. Eliassen, Kolding fra middelalder til nutid, afsnit om lensmænd, efterprøvet med supplerende kilder, hvor det er skønnet fornødent.
[54] Dog med den sidste amtsforvalter i Kolding indtil 1814 iflg. P. Eliassen, Kolding, s. 147ff., hvor også alle amtmænd listes op.
[55] Her citeret efter P. Eliassen, Kongeaaen, s. 9ff.
[56] P. Eliassen ibidem.
[57] P. Eliassen, anførte værk, s. 21ff.
[59] P. Eliassen, Kongeaaen, s. 24.
[60] Ibidem s. 52f.
[61] Se f. eks. Sporet ved Nagbøl Skov. Se også Kongelige rescripter, resolutioner og collegialbreve for ..., Del 6, Bind 8.
[62] (Jyske Tegneiser, Rigsarkivet, 1787 12/1 og 1788 10/4).
[65] Se Kr. Erslev, Svaning-Hvitfeld, s. 20, note 21, hvor Kr. Erslev uden egentlig begrundelse anfører, at Svaning har forvekslet 1268 med 1248.
[69] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924)
[72] En forbavsende stor værdi og ydelse for den lille halvø i Fjends herred.
[73] Hovedstykket Andet Afsnit. Skivegård er så blevet kongens ejendom efter 1231, og derfor fejlplaceret herredsmæssigt. Formoder O. Nielsen i sine kommentarer.
[74] I dag er Lundø et mindre område, præget af sommerhuse og turisme. Det kan ikke have været jordens bonitet, der gav den forbavsende store ydelse på Jordebogens tid, men måske et betydeligt fiskeri, der måske allerede her har været en del af det hanseatiske sildemarked?
[75] Det fremgår af en undersøgelse i Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412.
[80] Det er eneste gang i DiplD, Salling nævnes som Sallingholm.
[85] Det hedder i Skivebogen 2012: ”Skivegård var krongods (nej, det var kongens private gods) og blev i jordebogen ansat til en værdi af 20 mark sølv og »er med sit tilliggende 40 mark guld værd. … «tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land. Indtægterne fra jorden tilfaldt kronen, og der har formentlig også allerede i middelalderen været indtægter fra broerne, som de rejsende til og fra Salling har været nødt til at passere.” Bemærk, at det ikke anføres noget belæg for beregningen til de 500 tdr. land, ”vurderingen”, hvilken?
[87] I Lübeck traktaten, 1340. 19. maj. Lübeck, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/. Indgået mellem hertug Valdemar af Slesvig (ca. 1315-1364), som tidligere havde været dansk konge 1326-30, og Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-1375, konge fra 1340). Traktaten indledes med, at Valdemar 4. Atterdag erkender en skyld til søsteren Helvig, gift med hertug Valdemar 3., medgiften på 24.000 mark lødigt sølv, ”som vi skal slå af på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland står i pant for. Således bliver derefter Fyn med dertil hørende øer stående som pant for 41.000 mark lødigt sølv, og Jylland bliver stående som pant for 35.000 lødige mark, bortset fra Ålborg… som han (kongen) skal have og besidde med alle kongelige rettigheder.
[88] Se https://h58.dk/Jonge_dk/Skivehus- Amt.pdf.
[89] Matrikulering var i Danmark beskatningsgrundlag for den enevældige kongemagt. Fra enevældens start i 1660 blev der indsendt jordebøger, der skulle være grundlag for beskatningen. Der kom matrikler for samtlige herreder i Danmark i henholdsvis 1662, 1664, 1688 og 1844. 1664 matriklen, amtsstuematriklen, også kaldet "Gammel Matrikel" kom kun til at fungere indtil 1688, hvor den blev afløst af Chr. 5.'s "Nye Matrikel", som var gældende indtil 1844. Blandt forskelle mellem den gamle og den nye matrikel kunne være simple justeringer af urimeligheder i målemetode.
Efter 1844 matriklen regner man som en tommelfingerregel med, at 1 td. hartkorn på øerne var omtrent 6 ha, i Jylland, omtrent 14 ha og for hele landet omtrent 10 ha.
På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, beregnedes fæstebøndernes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand i amterne, der fra 1662 afløste lenene som administrationsområde.
Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord, "priviligeret hartkorn". Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn havde godsejeren mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.
[91] Niels Mortensen, Skivebogen 2012.
[93] Ejerlister er udarbejdet af Niels Mortensen i Skivebogen 2012.
[94] iflg. Skive Folkeblad 14. april 2014.
[95] Kun en sandsynlighed, der bekræftes af de ikke alt for pålidelige oplysninger i ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge, 1777.

Rydårbogen er skrevet af en munk i Ryd Kloster (v. Flensborg) op til 1288, som er årbogens sidst registrerede år. Tiden før 1157 omhandler sagntiden. Herefter, indtil 1288 en årbog med årets begivenhed(er) i meget kort form.
Årbogens tendens er at skildre kampen mellem dansk og tysk med danskerne i helterollen, se Anders L. Knudsen herom og andre udgivelseskommentarer. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
© Skanderup Sogns historie