Man kan ikke umiddelbart finde oplysninger om folketallet i Skanderup Sogn for 1940-45 i Danmarks Statistik. Men man kan i  Statistikbanken få tal for hovedlandsdelene, hvor man for JyllandJylland kan udregne væksten i folketallet 1930-40 til at være på 6,1 %, væksten 1940-45 til 5,9 %. Med lidt god vilje kan den gennemsnitlige befolkningsvækst for Jylland sættes til 2*6 %, dvs. 12 % for perioden 1930-45.

Ud fra folketællingn Skanderup Sogn i 1930, der var på 2321 personer, kan man så estimere det gennemsnitlige folketal i Skanderup Sogn 1940-45 til at være 2600. Og med en maksimal modstandsfrekvens på 50 personer, kan man anslå modstandsfrekvensen til 1,9 % i LunderskovLunderskov. Landsgennemsnittet var omkring 2 %.

Langt de fleste lokale modstandsfolk var i det, der kaldtes en militærgruppe. Resten af modstandsaktiviteterne fordelte sig i Lunderskov på sabotage og andet. Der er ingen registreret på jernbanesabotage! 

 

Under Almen illegal virksomhed er Lings og C. Olsen registreret. I Modstandsdatabasen er det Karl V. Olesen, som benævnes C. Olsen. K. V. Olesen var ret sikkert tilknyttet jernbanesabotagen.

Det kan næppe passe, at der i Lunderskov kun var en enkelt eller et par stykker involveret i jernbanesabotage, men hvis vi godtager sabotage og jernbanesabotage under et, dvs. 4 involveret, så er statistikken nok ca. retvisende, så vidt det kan vurderes ud fra de foreliggende oplysninger. Anden organisationstilknytning kan ikke findes i registraturen for Lunderskov. 

Kønsfordelingen er simpel, der var kun mænd i modstandsbevægelsen i Skanderup Sogn, primært fra Lunderskov, enkelte fra Nagbøl, Gjelballe, Skanderup, en enkelt fra Seest.

Ledere. Der er registreret 1 byleder, Chr. Jacobsen og en enkelt leder af andet, N. Chr. Frode Lings. Begge Lunderskov.

Se Statsministeriet, Jernbanesabotage, s. 13

 

Ud fra de oplysninger, der kan udledes af oven for anførte arrestationer for jernbanesabotage, så var lederen i oktober portør Lings, medens K. V. Olesen og Linnet var med i samme arrestationsaktion. Desuden anfører Thomas Hansen i sit erindringshæfte, Min barndomsvej Klebækvej, 2010, at også Sigfred Kiel var med i jernbanesabotagen. Dette kan dog ikke bekræftes af andre kilder, men må anses for at være kendt og pålideligt erindringsstof.

Der omtales i samme erindringshefte en jernbanesabotage, som en familie på Højgaard, Klebækvej oplevede med sabotage mod et godtog, hvor polske fanger blev sat til at slukke ilden i brændende benzinvogne og nedskudt, når de begyndte at brænde (s. 6). Det må formodes at have været enten under den begyndende sabotage i 1943 eller - mere sandsynligt - 1944-45, hvor de fleste aktioner fandt sted.

Endelig omtales det i Trommer (nærbillede, s. 306), at Christian Jacobsen fra Rødding i midten af marts blev sat ind som leder af jernbanesabotagegruppen i Lunderskov, som i midten af februar havde måttet gå under jorden. Det har formentlig været den Chr. Jacobsen, der i Modstandsdatabasen er registreret som mejeribestyrer (Skanderup Mejeri), byleder og født i 1895.

Det stod længe uantastet i dansk historieskrivning, at den danske modstandsbevægelse gennem omfattende jernbanesabotage i krigens sidste måneder ydede et værdifuldt militært bidrag til den vest allierede krigsførelse i direkte samarbejde med SHAEF , overkommandoen for de vest allierede styrker på Kontinentet.

Denne opfattelse af jernbanesabotagens betydning var baseret på beretninger fra de involverede, og den holdt indtil Aage Trommers disputats fra 1971, Jernbanesabotagen i Danmark. 

Trommers arbejde er uomgængeligt, og enhver, der vil beskæftige sig seriøst med jernbanesabotagen, må forholde sig til hans resultater. De benyttes her som rettesnor for beskrivelsen af de betingelser, den lokale modstandskamp opererede under.

Som jernbaneknudepunkt var Lunderskov et indlysende mål for jernbanesabotagen, der først startede for alvor i 1944. Dog blev den allerførste jernbanesabotage udført mellem 06. og 07. nov. 1942 ved Espergærde på Sjælland, udført af KOPA, som senere blev til BOPA. Man kan i litteraturen om besættelsestiden i Kolding se anført, at jernbanesabotagen også skulle være startet i Lunderskov allerede i 1942. Denne oplysning må dog nok bero på en misforståelse. Der kan findes oplysninger om, at et godstog i 1942 påkørte et andet godstog i Lunderskov, 3 blev dræbt .  Det er vist nok billedet af denne togulykke, der bliver bragt som (en noget misvisende) illustration til C.-G. G. Schøllers beretning i Danmarks Befrielse 1945-1995, s. 14, og misforståelsen mht. jernbanesabotage i Lunderskov i 1942 er muligvis udsprunget herfra.

Det fremgår også af C.-G. G. Schøllers beretning, at han som chef for modstandsbevægelsens Region I (Nordjylland) i april 1944 deltog i et indledende eksperiment omkring jernbanesabotage på hovedbanen Kolding-Bramminge, vest for Lunderskov. Forsøget, som Schøller kaldte det, blev iflg. Schøller af andre karakteriseret som begået af "amatøragtige fjolser", fordi kun den ene skinne var blevet sprængt. Schøller selv kalder det i sin beretning for et "videnskabeligt forsøg", hvor der med vilje kun blev sprængt den ene skinne. Man kan i andre beretninger  omkring jernbanesabotagen se, at det blev underøgt grundigt, hvordan man mest muligt effektivt foretog sprængninger, også m.h.p. at skade det sagesløse togpersonale mindst muligt. 

Den første sabotageaktion v. Espergærde i 1942 var i første omgang en "teknisk fiasko", idet der af de aktionerende kommunister under Ejgil Larsen blev benyttet den såkaldt kinesiske metode med at fjerne en kortere skinnelængde og bøje den til den rigtige side i et sving. Men aktionen fik som resultat, at der rejstes tyske krav om øget bevogtning af jernbanespor og -broer, og fra 20. februar 1943 indførtes ekstraordinær bevogtning af bl.a. strækningen København-Esbjerg og Frederikshavn-Padborg, hvilket jo så også omfattede Lunderskov. Dette korps kom til at bestå af 1200 politifolk og et tilsvarende antal DSB "svelletællere", som eksisterede indtil politiet blev taget af tyskerne 19. september 1943. Der blev af dette korps aflagt grundige rapporter til Gestapo. Iflg. Trommer er der ingen eksempler på, at sabotører er blevet pågrebet ved denne bevogtning.

I de af Trommer opstillede oversigter over jernbanesabotagen figurerer Lunderskov-Bramminge med sporskiftesprængninger og afsporinger i 1944 og 1945. 

Man kan af de forskellige beretninger om jernbanesabotagen se, at der herefter fra 1944 og indtil befrielsen blev foretage adskillige sabotageaktioner på strækningerne omkring Lunderskov. Man kan også af beskrivelserne se, at det krævede en betydelig teknisk kunnen og viden om samt besiddelse af sprængstoffer for at kunne foretage vellykket jernbanesabotage.

Af kortet fremgår det, at jernbanestrækningen o. Lunderskov var et relativ hyppigt sabotagemål. Det fremgår også af kortet, at det især var banestrækningerne i Jylland, som var sabotagemål. Og her igen specielt strækningerne o. Struer - Holstebro - Herning, mellem Vejle-Brande og omkring Aarhus - Silkeborg - Skanderborg.

Kortet er taget fra den hjemmeside under statsministeriet, som blev oprettet i forbindelse med A. Fogh Rasmussens ret pludselige interesse for besættelseshistorien i 2003, hvor Danmark engagerede sig i den primært amerikanske og kun diskutabelt FN godkendte aktion i Irak. Men kortet bliver jo ikke misvisende alene af den grund.

Værnemagten tog sine forholdsregler over for det tiltagende modstandsarbejde, herunder skilt med teksten: "Gennemfart + fotografering forbudt! Den Tyske Værnemagt." Fundet på Skarregård, Sdr. Stenderup, men den oprindelige placering kendes ikke. Museet på Koldinghus.

 

 

Følger man Trommers korrigerede liste for "aktioner mod jernbaner", var der i 1942 øst for Store Bælt den omtalte ved Snekkersten-Espergærde - herefter 111 i 1943, 311 i 1944, 1103 i 1945. Heraf flest på øvrige jyske baner end de østjyske, dvs. flest, hvor region III, II og I - og hermed Lunderskov - var involveret (jernbanesabotage, s. 42-43).

Der var selvfølgelig impulsive, enkeltpersonbaserede aktioner, som f. eks. sten på skinnerne mellem Vejen og Andst 11. marts 1943 og adskillige "telefonbomber", som efterhånden blev negligeret p. gr. af deres manglende udførelse. Men ellers var der generelt tale om organiserede aktioner, hvor der stod centralt ledede grupper bag. De kommunistiske sabotagegrupper arbejdede under centrale direktiver, herunder malersvend Hans Peter Poulsen, der af partiet var blevet sendt fra Odense til Esbjerg, hvor han f. eks. var med i en aktion i Lunderskov 10. august 1943. De af kommunisterne ledede aktioner i 1943 havde ikke jernbanerne som vigtigste mål - de var snarest, hvad man kan kalde provokationsaktioner, men de fik nok den politiske effekt, at samarbejdspolitikken hermed kom til at lakke hurtigere mod enden, endegyldigt samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943.

 

Ved siden af de kommunistiske aktioner i 1943 gik den britiske organisation SOE i 1943 også aktivt ind i overvejelser omkring jernbanesabotagens strategiske betydning.

Helt centralt her stod SOE officeren Ole Geisler, der var med til at organisere nedkastningsgrupperne, bl. a. Hvidsten-gruppen. Geisler planlagde bl. a. en sprængning i Fredericia, men denne og en række andre mislykkedes og hele gruppen omkring Geisler blev trevlet op mod slutningen af 1943-44, hvor der af SOE blev påbudt et sabotagestop.

Sabotagestoppet fra 1944 udsprang af de vestallieredes planer om den invasion, som kom til at finde sted 06. juni 1944 i Normandiet, D-dag. Det var også i denne forbindelse, at Danmark blev inddelt i regioner, i første omgang 6, senere de 7, som andetsteds er illustreret grafisk og talmæssigt.

Det overordnede hensyn blev herefter koordineringen med den allierede krigsførelse.

Der blev nedsat et militærudvalg, M-udvalget, som skulle koordinere, så den danske indsat blev mest muligt tilpasset til den samlede, allierede planlægning. Flemming Juncker blev her uformel Jyllandsleder, indtil hans illegale lejlighed i Aarhus blev invaderet af Gestapo.

Herefter overtog Bennike og Toldstrup ledelsen, hvilket skulle vise sig at være en mindre heldig konstellation. Da jernbanesabotagen fra juni 1944 blev sat i gang, var Jyllandsledelsen delt mellem de stridende parter, Bennike og Toldstrup, indtil februar 1945, hvor Bennike befæstede sin magt, først og fremmest ved en alliance med de politikere, som han helt rigtigt havde set skulle komme til at spille den væsentligste rolle efter krigen.

Disse politikere, ikke mindst socialdemokraterne, var ligesom Bennike og militæret i øvrigt noget betænkelige ved de politiske yderfløje, som dominerede i Frihedsrådet, DKP og Dansk Samling.

Toldstrup tilsluttede sig og stillede op for Dansk Samling efter krigen - uden dog at komme i Folketinget.

I løbet af 1944 indtil krigsafslutningen i 1945 blev der udarbejdet forskellige planer for jernbanesabotagen, primært i Jylland, der heller aldrig havde været egentlig omfattet af det centralt af SOE i 1944 pålagte sabotagestop. I den stigning i aktiviteterne, der var et resultat af SOE's planer og ophør af sabotagestoppet, blev der af en ledende kommunist fra Kolding, bosat i Esbjerg, Kai Ibsen taget kontakt til portør Lings i Lunderskov. Denne kontakt skulle være etableret allerede fra 1943 gennem et partimedlem - det må have været Alveen, der jo i efteråret 1943 var flygtet til Lunderskov.

Fra 1944 afløstes Kai Ibsen af premierløjtnant B. B. Iversen, Bennikes håndgangne mand. Nok et sikkert tegn på, at Lunderskov, da jernbaneaktionen startede for alvor hen imod sommeren 1944, da var det under Bennikes absolutte styring.  

		Der skulle i Danmark i løbet af besættelsen være foretaget et antal af 1526 jernbanesabotager. Heraf skulle knap 1/3 være foretaget i Region III. Lokalarkivet i Lunderskov og tilstødende lokalarkiver har 42 registranter over jernbanesabotage.   Højskolelærer Johannes Rosendahl, Rødding var en af lederne af jernbanesabotagen i Region III, var medlem af Ringen.   "Af de 112 tog, der blev afsporet eller væltet her i landet under krigen, mødte de 34 deres skæbne i Region III. Af 16 ødelagte vandtårne til brug for lokomotiver stod de syv i Region III. Af 24 sprængte broer lå de syv hernede, og af 383 ødelagte sporskifter var de 85 i brug i Syd- og Sønderjylland."
Kai Ibsen, Kolding, Esbjerg	Niels Chr. F. Lings og Johs. Rosendahl	Fra Klokkestablen på Skamling.

 

Sprængstoffet til aktionerne blev nedkastet af englænderne og centralt fordelt og ledet af Bennike. Lunderskov fik sine 200 kg i starten af september 1944. Det skjultes først på L. Reinholdts kornlager. Noget blev anbragt i et par mælkejunger til hurtig brug, og velsagtens 04. september blev en stor ladning anbragt i et vognskur hos Arne Eskesen, Nagbøl. Heraf blev ca. 100 kg leveret til Vamdrup. Under pres fra Bennike på Toldstrup blev der o. september også leveret 5 maskinpistoler til Lunderskov (nærbillede, s. 186). Fra 04. september 1944 var Lings's gruppe i aktion, instrueret i brugen af sprængstof af Iversen, og velsagtens med Schøllers erfaringer fra april in mente. Gruppens aktioner foregik 04., 06., 16., 19., 24. september og 05. oktober. Der blev lagt magnetminer på benzintog - se her Thomas Hansens erindringer - der skete afsporinger, men den vigtigste aktion - mod en nordgående tysk materieltransport mislykkedes. Lings blev arresteret sammen med K. V. Olesen, Linnet formentlig også i samme aktion, og resten af gruppen måtte gå under jorden (jernbanesabotage, s. 200 m.v.). Marius Dich oprettede ny gruppe til erstatning for den optrevlede, måske bistået af Holger Jensen, byleder i Kolding. Herefter kunne det se ud til, at Chr. Jacobsen i midten af marts 1945 som lokal leder genoptog sabotagearbejdet fra Rødding (nærbillede, s. 306). Der findes en beskrivelse i et tjenestetelegram fra 2. Distrikt af aktionen 06. september 1944 i Lunderskov. Det hedder her i uddrag: (Der) opstod brand i to benzintankvogne ... skyldes utvivlsomt sabotage ... Fortoget blev ført ind til Kolding og bagtoget til Ejstrup ... Begge spor blev en del ødelagte ... Søndre spor atter farbart kl. 08,11, nordre spor kl. 10,04. (Nærbillede, s. 201) I perioden februar - april 1945 var der en række aktioner på strækningerne omkring Lunderskov: skinnesprængning og afsporing Lunderskov-Vamdrup, Lunderskov-Andst, Lunderskov-Ejstrup (her også et brosprængningsforsøg). I maj 1945 en sporskiftesprængning på Lunderskov Station. (jernbanesabotage 347-348).   

I den først planlagte aktion overtog Lunderskov den plads, som Fredericia havde været tiltænkt i Geislers plan.

I slutningen af januar 1944 blev kaptajn K. Kjeldsen bedt om at rekognoscere baneterrænnet ved Lunderskov "med henblik på dets ødelæggelse ved sabotage." Kjeldsen underøgte sagen, og han rapporterede tilbage, at "sabotagen mod disse store og velbevogtede objekter var alt for store opgaver for de små grupper, vi rådede over ..." (her efter jernbanesabotage, s. 82-83).

Lunderskov projektet blev lagt i papirkurven, først og fremmest fordi Londons planer gik i en anden retning.

Resultatet heraf blev Stockholm-direktivet, der blev formuleret i april 1944 i forhandlinger mellem repræsentanter for SOE og Frihedsrådet (jernbanesabotage, s. 83f.). Det havde som mål stort set alle betydelige jernbanestrækninger, eller som Trommer formulerer det, er det især i Jylland lettest at "opregne strækninger, der ikke er udpeget ... alt i alt gør den indtryk af at være et ufærdigt hastværksarbejde." (jernbanesabotage, s. 84 og 86).

Det var alt sammen ufærdige planer og usikkerhed, og herunder iværksatte Bennike det oven for nævnte sprængtekniske forsøg, ledet af Schøller.

Nogle få dage efter landgangen i Normandiet kom der så en revideret udgave af Stockholm-direktivet, jernbanesabotagen skulle indplaceres i en større sammenhæng, i de allieredes operationer i Frankrig, dvs. hindre eller forsinke tyske troppebevægelser bort fra Danmark. Toldstrup og de øvrige regioner modtog den reviderede operationsbefalings fulde tekst, hvorimod Bennike til sine underlagte enheder, herunder region III, kun udsendte en forkortet udgave i oversættelse (jernbanesabotage, s. 90). Dette skulle iflg. Trommer være helt i tråd med hans politik, at centralisere ledelsen af alt arbejde i Jylland. Bennike var overordentlig skeptisk over for mulighederne, herunder for sprængning af broer, og han var påvirket af en række mislykkede aktioner, bl. a. også Schøllers "forsøg". Der er desuden eksempler på, at Bennike misforstod givne instrukser. Alt i alt gav dette en række kommunikationsproblemer mellem Jyllandsledelsen under Bennike og SOE. Problemerne og den manglende effektivitet sammenfattes af Trommer således (jernbanesabotage, s. 92) i, at man manglede at sende en decideret jernbanemand som supplement til ingeniørofficeren (Bennike) - der manglede i ledelsen det nødvendige stabsarbejde. Lokalt i Lunderskov gjorde man sit bedste, først under ledelse af en kommunistisk sabotagegruppe under Kai Ibsen, senere under Bennike, repræsenteret ved Iversen og med Schøller som udøver af et forsøg, som det kunne være vanskeligt at se udbyttet af. Resultatet blev nogle aktioner i 1943 og 1944-45, som der ikke var nogen stor taktisk effekt af, men som kan have været medvirkende til at fremme modviljen mod samarbejdspolitikken. Og et sikkert resultat var to lokale i koncentrationslejr tilligemed en samtidig dræbt under flugtforsøg.

 

 

SHAEF Forkortelse for Supreme Headquarters of the Allied Expeditionary Forces, altså "de allierede styrkers hovedkvarter", hvis chef var den amerikanske general (senere republikanske præsident) Dwight D. Eisenhower. De allierede styrker gik i land i Normandiet 06. juni 1944.

 

Se en tidligere modstandsmands erindringer omkring jernbanesabotagen, spec. i 1944, http://www.aage-staffe.dk/images%20B%204/B%204%20april%202012%20web/B%204%20K%208%20april%202012%20web.pdf

 

Lings har 2 registreringer i Modstandsdatabasen, dels en vist overflødig, kun baseret på Aa. Trommers (da ganske kompetente) undersøgelser, registreret med bopæl i Kolding. Dels en registrering med bopæl i Lunderskov, hvor man af ikke gennemskuelige grunde har stavet navnet forkert.

 

Der er adskillige dokumenterende henvisninger o. C. G. Schøller i Frihedsmuseets database.

 

Jernbanesabotage i og o. Lunderskov.