Der er i øjeblikket 73376 frigivne personnanvne i modstandsdatabasen, 19231 endnu ikke frigivne. Det burde være uproblematisk at fordele de fundne, frigivne personnavne på regioner. Men af helt uigennemskuelige årsager er der mindre variationer i tallene, når de beregnes regionsvis. Med det forbehold skulle det her bragte diagram alligevel være illustrerende for modstandsbevægelsens regionsmæssige fordeling.

 

Modstandsbevægelsen blev i løbet af 1943 og endeligt i 1944 opdelt i 7 regioner.

Region III var opdelt i distrikter og lokaliteter. Lokaliteten Lunderskov var (eller blev) en del af Vejen Distrikt, der var del af Region III Sydjylland.

Region III var med 6385 (heraf 1061 endnu ikke offentliggjorte) registrerede medlemmer af modstandsbevægelsen en af de medlemsmæssigt mindre regioner, lidt større end Region IV Fyn men dog betydeligt større end Region VII Bornholm.

Denne organisatoriske inddeling var et resultat af et direktiv fra SOE, London, som dec. 1943 sendte major Flemming Muus til Danmark. Han fik godsejer Flemming Juncker til at påtage sig det organisatoriske arbejde med Jylland. Juncker benyttede unge ikke-militære assistenter, først stud. theol. Chr. Ulrich Hansen, der blev taget og likvideret af tyskerne i febr. 1944. Herefter Anton Toldstrup fra Skive. Begge unge og  overordentligt talentfulde.

Det var i øvrigt Juncker, der gav Anton Jensen, tolderen fra Skive dæknavnet Toldstrup - det skulle være let at huske.

Den militære assistance blev en ældre officer med sprængningsekspertise, den i 1943 55-årige oberstløjtnant Vagn Bennike. Bennikes placering i Jylland, hvor han efterhånden fik manøvreret sig frem til en ledende position som Jyllandsleder fik stor betydning for region III, Sydjylland, som han var chef for. Det er ganske artige historier om Bennikes kvalifikationer og hans forhold til Toldstrup, som man kan underholde sig med.

Hvis man vil se dem lidt mere indgående, så beskrives de i et særskilt afsnit, Toldstrup og Bennike, en konflikt i den danske modstandsbevægelse.

Aage Trommers kritik af Bennike går ikke i detaljer, men kan sammenfattes som manglende kvalifikationer mht. togdrift, han var mere optaget af at centralisere magten hos sig selv end om effektiviteten i jernbanesabotagen, han havde manglende viden og forståelse samt et paranoid, vel misundelsesrelateret forhold til Toldstrup, som af ledende kræfter i SOE karakteriseredes som Europas mest taktisk begavede nedkastningschef.

I efterskriftet til Kære Fætter, s. 191 skriver Fl. Juncker i 1989 indledende om Toldstrup, at "... diplomat var han ikke." Den ret selvhøjtidelige Bennike forstod slet og ret ikke Toldstrups ind imellem bidende ironi. Juncker skriver videre, at det var en belastning for forholdet mellem de to mænd, at Bennike var "overdrevent" sikkerhedsorienteret, hvor Toldstrup var meget lidt optaget af kommandoveje og hele tiden opmærksom på "markens uophørlige og fra dag til dag hurtigt skiftende krav." (Kære Fætter, s. 193). Og videre skriver Juncker, at "... det ikke alene var modsætninger mellem Toldstrups løben store risici belønnet med enorme resultater og Bennikes passive form med små resultater og enorm Security ... (men også, at Toldstrup) i sommeren 1944 rejser til København for at træffe ... Flemming Muus - med det formål om muligt at få Bennike udskiftet." Toldstrup beder Muus om fuld diskretion, men denne går til Frihedsrådet med anmodningen, hvorved Bennike ret snart bliver orienteret. Hermed er "en uforsonlig krig erklæret, og skylden (har) alene Muss'", skriver Juncker (Kære Fætter, s. 194).

Region III var oprindeligt opdelt i 22 distrikter, men som det fremgår af Aage Trommers forskning, har der snarere været 14, dvs. at der har været foretaget en sammenlægning af de mindste af distrikterne. I denne sammenlægning er Vejen, Brørup, Gørding, Holsted, Holsted Stationsby, Lunderskov og Vamdrup blevet til lokaliteter i Vejen Distrikt.

Kortet neden for er af så dårlig en kvalitet, at man kun vanskeligt kan se de 14 distrikter (sorte markeringer), som blev et resultat af sammenlægningen af de oprindeligt 22 (markeret som røde cirkler). Klik på kort for forstørrelse. Men man kan da se, at det især var Vejen Distrikt, som var et resultat af sammenlægningerne i Region III.  

Frihedskæmper armbind med Koldinghus som motiv. Museet på Koldinghus.

Modstandsbevægelsens omfang

 

Snedker Emanuel Højer Hauchilt Koch Alveen er registret med tilhør til Kolding, hvor han deltog i produktion og distribution af det illegale Budstikken, som det ligeledes illegale DKP i Kolding udgav fra juni til december 1943. Det kan have været i forbindelse med en arrestationsaktion omkring Budstikken i 1943, at Alveen flygtede til Lunderskov, hvor han kom til at arbejde som snedker. Man kan i erindringsmaterialet se, at Budstikken blev uddelt i Lunderskov, velsagtens fremskyndet som et resultat af Alveens ankomst til byen. 

Likvideringen af Alveen 02.10.1943 skete som beskrevet i forbindelse med en arrestationsaktion, hvor Alveen forsøgte at flygte. Det var på samme tid, at mejeribestyrer B. Hald måtte gå under jorden.

 

Lokalt og konstaterbart har det kun været muligt at identificere 2 KZ-indsatte.

Den ene var overportør Niels Chr. Frode Lings, der 06. okt. 1944 blev taget for sabotage, indsat i Frøslevlejren og herfra ført til Neungamme. 

Iflg. mundtlige oplysninger fra svigersønnen, Niels Aunsbjerg Nielsen, så havde Lings ud over at være overportør en radioforretning over for Hvidkilde, registreret i Fru Lings' navn. Lings overlevede de kortvarige ophold i Frøslev og Neungamme og flyttede herfra til Horsens. 

Den anden var arbejdsmand Karl Valdemar Olesen fra Gjelballe, som ikke er registreret under Lunderskov men under Frøslevlejren og Kolding. K. V. Olesen blev arresteret 06.10.1944, samme dato som N. C. F. Lings, begge for jernbanesabotage. Han blev 13.1.1945 overført til Neungamme. Han døde i Sverige af tuberkulose (iflg. Helge Kappel Pedersen - uden navneangivelse, men bekræftet af brodersønnen Kaj Olesen) 23.4.1945. Det fremgår desuden af registreringen for portør Linnet, at han også blev arresteret i okt. 1944, men der er ingen data, der antyder, at han skulle være sendt hverken til Frøslev og / eller Neungamme. Der er i det hele taget meget få data om Linnet, men det er af Kaj Olesen bekræftet, at der i Lunderskov var en portør og modstandsmand af det navn.

 

 

 

Aldersmæssigt kunne Marie Lings Aunsbjerg Nielsen godt være en datter af modstandsmanden Lings. Hvad hun også var iflg. mundtlig samtale med ægtefællen Niels Aunsbjerg Nielsen.

Ikke bosat i sognet men med rod herfra, finder man på Hørup Kirke, Sydals et gravmonument over Niels P. Korsgaard, født 28.11.1896 i Skanderup, betegnet som overgendarm, død i KZ-lejren Schandelah, en underafdeling af Neungamme, 27.11.1944. Han er ikke medregnet i tabellen.

Det er derimod flg. med tvivlsom tilknytning til lokaliteten Lunderskov: slagter Karl Jørgensen, Kolding, mejeribestyrer B. E. K. Hald, Vejle og Robert Vindum Kiel, som er medregnet.  

 

 

Det er noget vanskelig at udrede sammenfattende karakteristikker af den lokale modstandsbevægelse med den p.t. ganske uigennemskuelige måde, Modstandsdatabasen er opbygget på. Man er nødsaget til at kombinere forskellige former for søgning for at få et korrekt billede - personsøgning kan foretages på distrikt, men omfatter ikke organisationstilknytning - og mangler en hel del personer, som af uigennemskuelige grunde kun er søgbare efter andre kriterier. Søgning på organisationstilknytning og modstandsaktiviteter løser problemet med de kriterier, der giver mangler i personsøgningen. Til gengæld kan man her ikke søge efter distrikt men kun efter lokalitet!

Det vil være muligt ud fra de registrerede personnavne, som er frigivet, at lave en opdeling på køn (det er simpelt, der er kun registreret mænd), alder, geografisk placering (det er gjort, men kan muligvis for meget lokalkendte være overraskende, da registreringen ikke altid er lige præcis - det er den dog som regel, så vidt det kan kontrolleres) og erhvervsmæssig status.

Den erhvervsmæssige status skal suppleres, dvs. opdateres. F. eks. er Carl Møller, Nagbøl registreret som mekaniker, men er senere mere kendt som fabrikant. Lauge Reinholdt er registreret som købmand, hvad han også var, bl.a., men han er også kendt som foderstofhandler.

Med forbehold for misforståelser, registreringsmangler og manglende opdatering viser en simpel optælling, at der blandt de registrerede er 16 tilknyttet landbrug (gårdejere, boelsmænd, medhjælpere), 6 arbejde ved jernbanen (portør m.v.), 3 politi o.l., 8-9 fag- og ufaglærte arbejdere / håndværkere, 4-5 selvstændige i byerhverv. Hertil kommer 2 mejeribestyrere, 1 elev, 1 kontrolassistent, 1 mejerist, 1 fiskemester, 1 lagerforvalter og 1 bankassistent, 52 i alt. Altså dominans inden for landbrugserhvervet, hvilket ikke er så forbavsende for et landsogn.

 

Den aldersmæssige fordeling for modstandsbevægelsen i hele lokaliteten Lunderskov er meget lig den, man ser i den øvrige del af Danmark. Der er enkelte blandt de registrerede, hvor aldersmæssige oplysninger mangler:  

Aldersfordelingen bandt modstandsfolken i lokaliteten Lunderskov 

Fødselsår	1880-1897	1900-1909	1910-1920	1921-1927
Antal	11	10	18	8

 

Hvis vi sætter aldersmålingstidspunktet til 1943, så var den ældste i gruppen af de ældste modstandsfolk 63 år, og det var blandt de ældre, ledelsesfunktionerne lå.

Der var relativt mange unge mennesker under 30 år. Sammenligner man med byer med videregående uddannelser, har der dog i Lunderskov været en mindre andel af helt unge i modstandsbevægelsen.

 

Af de 52 her registrerede er der forsøgt justeret for dobbeltregistreringer, som er anført i tabellen. Men der kan være andre faldgruber, og der kan givet også være regulære misforståelser, fordi lokalkendskabet, der ligger bag denne undersøgelse, er af en noget ældre dato. 

 

Tages der forbehold for evt. dobbeltregistreringer og andre registreringssærpræg, var der i Skanderup Sogn 5 modstandsfolk i Nagbøl, 1 i Seest, 1 i Gelballe, Christian Viggo Christensen, som er registreret i Lunderskov, 2 i Skanderup og 46 i Lunderskov, hvor Seest er med, 52 i alt.

Hertil kommer 4 endnu ikke offentliggjorte.

De to i Skanderup registrerede er begge tilknyttet landbrugserhvervet, Sigfred Kiel er registreret som landmand, han er velkendt i sognet, og ham finder man ved personsøgning. Poul Larsen derimod finder man kun ved at søge på ”type af modstandsarbejde”, her ”almen illegal aktivitet”. Adspurgt kunne lokalhistorikeren Thomas Christensen huske Poul Larsen som landbrugsmedhjælper i Skanderup. Kilden til registreringen af Poul Larsen er Ib Nordby, Var vi også med? Kirken under besættelsen 1940-45, (Ib Nordby, 1990) s. 181.  

Ib Nordbys undersøgelse udspringer af et forskningsprojekt på Odense Universitet af KFUM og K's og FDF’s holdninger til og deltagelse i modstandskampen. Disse organisationer med tilknytning til Indre Mission havde i 1940 katagorisk afvist at gå ind i Dansk Ungdomssamvirke, der i nogen grad forholdt sig kritisk til samarbejdspolitikken. Hvor KFUM og K advarede mod det illegale arbejde, ” kristen først, national siden”, synes Nordbys undersøgelse at vise, at FDF prioriterede omvendt. For at imødegå efterkrigstidens kritik indkaldte KFUM og K’s ledelse indberetninger fra organisationens lokalforeninger om medlemmernes deltagelse i illegalt arbejde. Disse indberetninger er Nordbys kildegrundlag for bogens 2. del, som kvantitativt er undersøgelsens vægtigste. 

Noget kunne tyde på, at Poul Larsen må have været ansat på en gård med tilknytning til Indre Mission, men det er ganske usikkert ud fra de sparsomme, tilgængelige oplysninger at sige noget præcist herom. Noget kunne ret sikkert tyde på tilknytning til KFUM, da det er indberetningerne hertil, Nordby har benyttet.

Det er lidt interessant at konstatere, at der omkring snedkermester Roldsgaard, Storegade 19 i Lunderskov har været en temmelig livlig aktivitet i modstandsbevægelsen. 

3 snedkere, ansat hos snedkermester Roldsgaard figurerer i den her bragte del af modstandsdatabasen for Lunderskov: Aage Hilmar Skouboe, Ejnar Anholm Lorentzen og Svend Aage Glindfelt. Desuden kan man se, at den stort set jævnaldrende maskinarvejder Harald Dreyer Roldsgaard også var med i modstandsbevægelsen. Ud over den fælles arbejdsplads hos snedkermester Roldsgaard fulgtes de 3 snedkere også i det af Ejnar A. Lorentzen i 1940 grundlagte Lunderskov Møbelfabrik, LM.

 

Man kan ud fra det dokumenterede tilhør til modstandsbevægelsen af to personer, tilknyttet KFUM og de to mejeribestyrere for henholdsvis Lunderskov og Skanderup Mejeri, for det søndags- og ikke-søndags-hvilende mejeri, konstatere, at de religiøse skillelinjer ikke gjorde sig særskilt gældende i modstandsbevægelsen. Af de 52 registrerede modstandsfolk kan helt sikkert konstateres 3-4 med tilknytning til Indre Mission og 2 (Chr. Jacobsen, Skanderup Mejeri og Arne Eskesen med familiemæssige relationer) tilknyttet valgmenigheden. Dvs. henholdsvis 6 og 4 % af modstandsbevægelsen. Om årsagen til det manglende engagement i modstandsbevægelsen for Indre Mission så har været den kristelige prioritet som KFUM og K havde på organisatorisk plan, kan man ikke sige noget fornuftigt om. Tilsvarende kan man heller ikke sige, at valgmenighedens engagement i modstandsbevægelsen var bemærkelsesværdig, mejeribestyreren og måske en enkelt herudover. De knap ca., 2 %, der gik ind i modstandsbevægelsen lokalt må nok siges at have haft andre prioriteter end de for sognet sædvanlige religiøse skillelinjer. 

Det er ikke muligt at finde oplysninger om tidspunktet for indtræden i modstandsarbejdet. Mange indtrådte i 1942-43. En del formentlig også i 1945, meget tæt op ad befrielsen, hvor risikoen var til at overse.

Både under og efter krigen var det almindeligt at demonstrere sit nationale sindelag med et kongeemblem. Sølvmærket er fra 1945, det andet er et alternativt mærke, lavet af en udsavet 2-øre under besættelsen. Museet på Koldinghus.

Af ledere er der registreret mejeribestyrer Chr. Jacobsen i Lunderskov. Det kan kun være Skanderup Mejeri, som jo også lå i Lunderskov. Mejeribestyreren for Lunderskov Mejeri hed dengang B. Hald, og han var også modstandsmand.

B. Hald måtte i 1943 gå under jorden. Iflg. en mundtlig fortalt beretning var han til begravelse i Skanderup Kirke, og hertil kom der en advarsel om, at han nu var eftersøgt af besættelsesmagten.

Det vides også i den mundtlige beretning, at B. Hald flygtede til Vejle, hvor han under alle omstændigheder blev registreret som del af modstandsbevægelsen her, dog under andet navn.

B. Hald er ikke entydigt registreret under Vejle, hvor han givet har benyttet et af sine mange dæknavne efter at være gået under jorden. Fotoet, som B. Hald er registreret med, er et legitimationskort, det har helt andet navn og andre personlige data end registraturen for B. Hald i øvrigt.

Hvis B. Hald har været involveret i jernbanesabotage, har det næppe været i Lunderskov, hvor jernbanesabotagen først startede i 1944, hvor Hald var gået under jorden og formentlig opholdt sig i Vejle. Datteren, Inger Arnbjerg-Nielsen har i sin beretning om faderen alligevel en historie om faderen og en jernbanesabotageaktion - som dog næppe kan have fundet sted i Lunderskov .

Desuden var der to portører Lings og Linnet - sidstnævnte har meget få data men er af K. Olesen bekræftet som et navn i Lunderskov. Der eksisterer kun et foto af Lings foran Lings Radio - Lings og Linnet kunne have været samme person, men må ud fra de foreliggende oplysninger antages at være to portører, hvor Lings har været den mest fremtrædende som leder. Og i modsætning til alle de øvrige - formentlig dog også Chr. Jacobsen, B. Hald, K. V. Olesen og Linnet - var der her tale om registrering for jernbanesabotage og "almen illegal aktivitet". Hvor alle de øvrige, også undtaget Karl V. Olesen, er registreret som "militærgruppe".

 

Robert Vindum Kiel er medtaget i denne lokaloversigt, fordi han er registreret med tilhør til "Kielsminde pr. Lunderskov". Ellers er han tilknyttet Den Danske Brigade, 1. bataljon. Han er registreret for at være mødt i brigaden 16-03-1944, overført til Sättra Brunn, Håtunaholm 1.5.1944, overført til 1. bataljon 1.5.1945. Det er ret tilfældigt, at Robert Vindum Kiel overhovedet er fundet, men det skyldes mere den manglende logik i databaseregistreringen end virkeligheden, må man nok antage. Robert V. Kiel figurerer ikke under de af lokalhistorikeren Thomas Christensen anførte med tilhør til Kielsminde, men adspurgt kunne TC klart bekræfte, at Robert V. Kiel kom fra Kielsminde.

Arbejdsmand Karl Valdemar Olesen blev taget af tyskerne 06. okt. 1944 sammen med N. C. F. Lings for jernbanesabotage. I Frøslevlejrens fangekartotek hedder det om arrestationsbegrundelsen, at det var "sabotage".

Der er i Modstandsdatabasen ingen data omkring Karl V. Olsen, hvis man søger under Lunderskov. Han er registreret under lokaliteten Kolding og Frøslevlejren. Men det fremgår af materiale på Lunderskov Lokalarkiv, at han boede i Gjelballe, og at han døde 23. april under opholdet i Neungamme. Med disse oplysninger kan man så også slå ham op i Modstandsdatabasen, hvor han er registreret med data, der bekræfter oplysningerne på Lokalarkivet. I Frøslevlejrens kartotek er han registreret som Carl Valdemar Olesen. Som Lings blev K. V. Olesen ført til Frøslevlejren og herfra til Neungamme, hvor han døde af tuberkulose 23. april, dvs. kort før krigsafslutningen, medens Lings overlevede.  

Det kunne også være interessant, om der kunne gives et bud på de partimæssige tilhørsforhold. Det eneste, der vides med sikkerhed, er, at E. H. H. K. Alveen var tilknyttet DKP. Og det er velkendt, at netop denne partitilknytning betød en næsten sikker modstandsaktivitet - i det mindste efter Tysklands angreb på Sovjetunionen. Kommunistloven betød jo, at tilværelsen som kommunist ikke længere var sikret af de normale demokratiske frihedsrettigheder.

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

---

Nordby.  I Nordbys undersøgelse hedder det: ”Sigfred Kiel (har) virket i Lunderskov, Poul Larsen (har) virket i Hoptrup”. Underskrevet 18.6.1945 af Johs. Nielsen. På trods af disse lokalitetsangivelser fastholdes i overensstemmelse med Modstandsdatabasen Sigfred Kiel og Poul Larsen med tilhør i Skanderup. Poul Larsen har næppe lokal tilknytning, har ikke kunnet findes ved opslag i kirkebøger for Skanderup Sogn.

 

Selv om jernbanesabotage er bærende i datterens historie om faderen, må der være tale om en eller anden form for erindringsforskydning. Eller også har den jernbanesabotage, som omtales ikke fundet sted i Lunderskov, men omkring Halds tilholdssted i Vejle, da han var gået under jorden. Desværre døde Inger Arnbjerg-Nielsen i 2000, så det er ikke muligt at undersøge beretningens elementer nærmere. Men i en samtale med Kaj Olesen fra Lunderskov, en brodersøn af Karl V. Olesen, fremgik det, at der næppe har været nogen form for egentlig jernbanesabotage i Lunderskov i 1943.

 

Aa. Trommer, Jernbanesabotagen i Danmark, 1971

 

Vejen Distrikt. Iflg Nationalmuseet reduceredes de 22 distrikter i Region III til 14, der fik navnet Vejen Distrikt, som kom til at bestå af: Vejen, Brørup, Gørding, Holsted, Holsted Stationsby, Lunderskov, Vamdrup. Aage Trommer bruger den herved fremkomne distriktsinddeling, men det fremgår ikke, hvornår forenklingen foregik eller hvilken betydning, den fik i praksis.

 

Thomas Christensen, Skanderup Sogns Historie, 1996

 

 

I modstandsdatabasen er Alveen registreret med fornavnet Emmanuel. Desuden også med fornavnet Emanuel. Der er formentlig tale om en af flere dobbeltregistreringer i modstandsdatabasen.

 

Helge Kappel Pedersens beretning i Danmarks Befrielse 1945-1995, HJV 1995, s. 7ff. HKP startede med at medtage Budstikken fra Kolding, hvor han gik i skole.