I Koldinghus Len havde Frederik 2. i 1578—79 ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel samlet alt gods i Andst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev Herreder under kronen.
Der var i denne proces klager fra bønderne over, at gårdene i samme by ofte var ulige store, og over for stor ulighed i byrdernes fordeling, dvs. de skatter og afgifter, bønderne - både fæstere og de få selvejere, 324 i Koldinghus Len i 1614[1] - skulle betale.
Man kan ud fra kilderne[2] se, at bymarken var delt i marker, Skanderup i 2, Sønder- og Nørremark, Gelballe i 4, alle verdenshjørnerne. Man kan i modelbogen se, at Skanderups 2 marker var delt i 8 indtægter[3], Gelballes i 10, de øvrige af sognets landsbyer i 9 indtægter.
Under denne inddeling var der så agre, smalle strimler jord, som lå fordelt mellem landsbyens gårde, således at hver gård fik en nogenlunde andel af god og dårligere dyrkningsjord.
Iflg. 1688 matriklen var der i Andst Herred 314 gårde, heraf 11 enestegårde.[4] De 314 gårde havde 1504,02 tdr. hartkorn, dvs. gennemsnitsstørrelsen var 4,8 tdr. hartkorn. Hertil kom 55 huse med jord, 5 huse uden jord. Der var 1552,65 tdr. hartkorn i alt inkl. huse med jord.[5] Skanderup og Hjarup, 2 af de største byer i og omkring Skanderup Sogn havde hver 94 tdr. hartkorn. Man kan heraf udlede, hvis der har været 17-18 gårde i Skanderup o. 1688, at gennemsnitsstørrelsen har været o. 5 tdr. hartkorn, lidt over herredsgennemsnittet.
Skovene i Andst Herred kunne se ud til ofte at have været rebede, delt mellem bønderne, hvilket i Koldinghus Lens regnskaber har medført adskillige udsagn om forskelle i gårdenes skovpart.
Køb og salg af krongods i sognet 1535-1765[6]
Man kan i de af Rigsarkivet udgivne dokumenter identificere navne på købere af og deres tilgodehavender i forhold til kronen. Men mht. de anførte jorder i sagens natur desværre først fra 1662, 1664 og 1688 matrikelbetegnelserne. Forarbejderne til 1688 matriklen, markbøgerne indeholder opmålinger af hver landsbys og gårds marktilliggender.
Før denne matrikel er det gennemgående stort set umuligt at identificere de anførte handlers placering mht. toft eller i landsbyfællesskabet. Der er oplysninger, om det er gårde, bol eller anden jord, om der er tale om specielle ydelser i form af tiende o.l.
Alt i alt er det derfor stort set umuligt at bruge oplysningerne til andet end at placere transaktionerne landsbyvis og hvem, der handler med kronen med hvad, men ellers ikke nærmere beskrevet.
Et interessant aspekt ved de i Skanderup Sogn handlede jorder er, at der er flere kirker involveret på forskellig vis. Selvfølgelig Skanderup Kirke.
23. marts 1579 får Kierstine Ulfeldt til Vranderup[7] bl.a. en gård i Gelballe, hvor der er jord, hvoraf der svares landgilde[8] til Skanderup Kirke. Og ”… i Nagbøl 1 G(ård). og 1 Kirkejord, der bruges til Gaarden”. Desuden en gård i Skanderup, hvor der svares landgilde til Kolding Kirke. Senere, i 1580, mageskiftede K. Ulfeldt hovedgården i Seest til kronen. 16. juli 1579 får ”Peder Rantzov til Vamdrup[9] … i Skanderup 3 G(årde). for Jord og en Toft, som tilhører Andst og Skanderup kirker. 22. marts 1580 afstår Kirstine Ulfeldt ”… Jord, som bruges til den ene Gaard (i Skanderup), men hører til Kolding Kirke. Oberst Ditlev Brochtorph overtog i 1698 4 kirkejorder i Skanderup og i 1699 ”1 stk. Kirkeskov i Lyng Sønden for Skanderup Kirke”.
Man vil bemærke, at der i sognet i byerne Skanderup, Nagbøl og Gjelballe, var kirkejord, som tilhørte især Skanderup men også Andst og Kolding Kirker.
Desuden er det lidt bemærkelsesværdigt, at man 13. dec. 1664 kan se, at Fredericia Skoles betjente og en del af rektors løn finansieres af ”2 gode Kirketiender fra Skanderup S …”. Kirkeværgerne og kapitlet ved Ribe Domkirke får i 1554 og afhænder i 1578 gårde i Dollerup, Skanderup og Lunderskov.
Ud over kirken er der enkeltstående transaktioner, som er interessante i forhold til sognets historie.
22. dec. 1578 får Christoffer Lindenov til Valbygaard ved Slagelse ” 1 Mølle, kaldet Drabecks Mølle”. Det er første gang Drabæks Mølle optræder i en skriftlig kilde.
 |
| Caspar Markdanners gravsten, Kolding Stadsarkiv. |
Man kan 1604, 24. febr. se, at ”Casper Marckdanner til Siøgaard får gårde på Fyn for gårde i Dollerup og Lunderskov” (Bd. 1, s. 342).
Det er også interessant, at en velhavende dame som Magdalene Banner, Krabbesholm i Skive 24. juli 1573 sælger ”… i Andsted H(erred), Skanderup S(ogn) og By 1 G(ård)”,(Bd 1 s. 135). Magdalene Banner var gift med Iver Krabbe til Østergaard i Salling, som startede byggeriet af Krabbesholm. Magdalene Banner fuldførte det smukke, sengotiske byggeri.
Selvejerbønder i Skanderup Sogn
En række skøder og overdragelser viser, at der i Nagbøl , Dollerup og Skanderup, især Nagbøl, Skanderup var selvejerbønder i 1600-tallet i Koldinghus Rytteridistrikt , nøje gennemgået i Hans Knudsen i Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924). Thomas Christensen har skrevet en artikel herom, hvor Hans Knudsens undersøgelser benyttes.
Forskellen på en fæster og en selvejerbonde har været minimal. I stedet for den indfæstning[10], som fæsterne skulle betale, skulle selvejerbonden svare ’husbondhold’[11].
Skanderup Sogn hørte under Koldinghus Len og Amt indtil 1793 og hermed også Koldinghus Rytterdistrikt i en stor del af perioden. Konkret manifesterede det sig i Skanderup positivt med en rytterskole fra 1725.
Mere blandet var den beskatningsmæssige konsekvens af at høre under rytterdistriktet. Ved 1664 matrikuleringen blev alle gårde ansat til hartkorn[12] som standardiseret mål. 8 tdr. hartkorn skulle nu svare en rytter med fuld udrustning til de i 1670 oprettede rytterdistriktet. Bønderne kunne selv afgøre, om de ville ride for gården, eller om de ville betale for den rytter, der skulle stilles. Under alle omstændigheder var det en fast udgift, som var pålagt alle gårde for hver 8 tdr. hartkorn. Der skulle altså knap og nap 2 gårde af gennemsnitstørrelse til at svare den krævede rytter til rytterdistriktet.
Med den skånske krig 1675-79 forsøgte den danske Christian V at tilbageerobre Skåne, Halland og Blekinge, som var blevet tabt ved Roskildefreden i 1658, men forgæves. Frankrig ønskede ingen ændringer. Det eneste resultat af krigen blev derfor store militære udgifter, som også fik konsekvenser for tilstanden i Koldinghus Ryttergods. Der var nu næsten ingen bønder, der ønskede at ride for rytterdistriktets gårde, og i 1680 skiltes rytter og bonde helt.[13]
Ud fra sessionsprotokoller for det 2. jyske Regiment, dvs. Kolding Rytterdistrikts godser er der mulighed for ret detaljeret at undersøge forholdene for både fæstere og selvejere i distriktet. Man kan især få indblik i forholdene for selvejerne, fordi disse var en torn i øjet på de forskellige regimentskrivere på Koldinghus, da selvejerbønderne (med rette) klagede over manglende hensyntagen til deres rettigheder, når de blev beskattet af rytterdistriktet.
Især ophidsede de en regimentskriver Søren Blanchsted, som i 1690’erne klagede over, at selvejerbønderne ødelagde beskatningsgrundlaget af deres jorder ved at bortsælge jorden. Desuden irriterede det også Blanchsted, at selvejerne havde husmandshold, som de plyndrede med så mange afgifter, at husmændene ikke kunne betale noget til kongen, dvs. til rytterdistriktet. Denne skattefrihed for selvejerbøndernes husmænd fik Blanchsted i 1690 afskaffet, kan man se af hans optegnelser.[14]
Selveje og fæste
Efter Grevens Fejde, i 1536, var en hel del selvejerbønder blevet gjort til fæstere, således at selvejerbøndernes antal nu var o. 10 %. Dette antal faldt ret markant i årene herefter.
Generelt må man nok også sige, at det ikke har været stort bedre at være blandt de ca. 2 % selvejere i slutningen af 1600-tallet end at have været fæstebonde. Skredet til det bedre, og her først og fremmest for de lidt større bondebrug, gårdejerne, skete først med landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet.
Fra 1200-tallet var de største jordejere / godsejere skattefri. Alle andre blev alle pålagt at betale leding, dvs. en skat til krigsførelse foruden arbejde (inne) og underhold til kongemagten ved rejser (ægt) og stud (havreskat) fra tidligere tid.[15]
Uanset om bonden var fæster eller selvejende, skulle der svares enten landgilde (fæstebønderne) eller husbondhold (selvejerne), ægt (forplejningsforpligtigelser i forbindelse med rejser, foretaget af kongen eller hans embedsmænd), inne og fæstebøndernes hoveri, selvejerbønderne desuden bondeskyld[16].
Selvejerbønderne forsøgte at reducere deres andel af disse afgifter i forhold til fæsterne. Desuden forsøgte de som nævnt at opretholde over for kronen deres andel af skatter fra husmændene. Blanchsted gjorde en stor og stort set med held kronet indsats for at reducere disse selvejerfordele.
Blanchsted blev i 1694 arresteret, fordi han ikke ”… kunde faa sine Regnskaber i Orden”. Hans to efterfølgere blev arresteret af samme grund. Spørgsmålet er nok, om skylden for disse regimentsskriveres sørgelige skæbne ikke snarest har ligget i ryttergodsets slette tilstand som et resultat af svenskekrigene. Derfor nok også den hårde fremfærd mod de påholdende selvejerbønder.
I Koldinghus Len var der 324 selvejerbønder i 1614 iflg. Hans Knudsen. I Skanderup Sogn kunne det se ud til, at der har været 8 selvejerbønder i 1690. I selve Skanderup var der 3 selvejere[17]: Mariegaard (nr. 2), Helenesminde (nr. 3) og nr. 1, der senere blev lagt ind under Wissingsminde. Resten finder man i Nagbøl, hvor selvejerne vist især har været placeret. Iflg. TC skulle der have været 5 og et selvejerboel. Kun hvis vi fraregner det af TC angivne selvejerboel passer antallet med Hans Knudsens meget velunderbyggede oplysninger.
Men uanset antallet vil det nok være mest af interesse for detaljen, hvordan det i løbet af middelalderen er gået med selvejerbønders og fæsteres rettigheder, end evt. kvalitative forskelle i evner eller vilkår, som man måtte formode at kunne finde mellem fæstere og selvejere før landboreformerne. M.a.o. har der heller ikke i Skanderup Sogn eller i Kolding Rytterdistrikt som sådan været de helt store forskelle mellem selvejerbønder og fæstere. De har i 1500-tallet oprindeligt været væsentligt bedre stillet end fæsterne, men de var en torn i øjet på konge-, statsmagten og dennes repræsentanter, i Kolding Rytterdistrikt især regimentsskriveren.
herreder, Vejle, Kolding og Fredericia købstæder (Koldinghus Amt), 1 bd
[3] Der oplyses intet om forholdet mellem marker og indtægter, men der er givet skøn på, at indtægterne har været fordelt på de 2 eller 4 marker, således at en indtægt har været et samlet stykke jord, en gård.
[4] Bebyggelsesbilledet uden for købstæderne var landsbyer, der var langt den mest dominerende bebyggelsesform, enestegårde, der især fandtes i hedeprægede egne med få gårde i landsbyerne, og hovedgårde, dvs. adelige godser.
[5] Horsens Museum. Oplysninger fra Henrik Pedersen, De danske landbrug fremstillet på grundlag af forarbejderne til Chr. V's matrikel 1688. Kbh. 1928. Senere forskning har sat spørgsmålstegn ved de af H. Pedersen anførte statistiske bearbejdelser, f. eks. mht. opdeling efter bosættelse (ejerlav), der snarere må opfattes som en stednavnefortegnelse, og mht. at der ofte kan være tale om flere brugere pr. matrikelenhed. Der er i forskellige landsdele benyttet forskellig opmålingsteknik. Endelig er de angivne hartkornsmål snarest arbitrære skattemål og kan næppe bruges til nogen form for sammenligning geografisk eller over tid. Alt i alt skal den refererede statistik tages med de her givne forbehold.
[6] Gennemgang af Kronens Skøder paa afhændet og erhvervet Jordegods i Danmark fra Reformationen til Nutiden, bd. 1-5 v. Rigsarkivet 1892-1995. Uddrag af relevante arkivpakker. Alt fra Skanderup Sogn.
[8] Med reformationen overgik alt kirkegods til kronen - som jo også sælger her. Men den nævnte langilde må formodes at have været specielt tilegnet kirken.
[10] Der kunne være tale om arve- eller livsfæste. Fæstebrevet skal altid tinglæses. Indfæstningen er en engangsafgift. Desuden betales en årlig fæsteafgift for brugen af den fæstede gård til ejeren, kongen eller en godsejer.
[11] Husbondhold har den oprindelige betydning, at kongen var husbond i forhold til selvejerbønderne.
[12] Navnet stammer oprindeligt fra landgildeafgifter, som blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, såkaldt hårdt eller ”hart” korn. Landgilde var fæstebondens faste årlige afgift i naturalier og penge til herremanden, som ejede fæsterens gård.
[13] Det følgende bygger på Hans Knudsens undersøgelse i Kolding Rytterdistrikts selvejere - fra 1924 ganske vist, men undersøgelsen er stadig det grundigste og mest informerende, der foreligger om emnet.
[14] Her refereret efter Hans Knudsens undersøgelse: ”… ved Sessionen |1690 bemærker (Blanchsted): „Samme Husmænd har aldrig til Kongen givet en Skilling førend forgangen Aar, jeg lærte dennem at betale den første Kopskat".
[15] Fritagelsen for de kongelige afgifter ved overdragelse af gods til adelige ses f. eks. i Diplomatarium Danicum, 5. række, frihedsbrev på gods ved overdragelse til en ”væbner og hans arvinger” i 1413. Dette medførte selvfølgelig spekulation hos selvejerbønder og godsejere i at indgå fæsteforhold for at slippe for afgifterne til kongemagten.
[16] Med enevælden blev det almindeligt, at kronen kunne overdrage de skatter, som også selvejere var pligtige at yde kongen (landgilde eller husbondhold, ægt, dvs. kørsel og hoveri / inne, arbejde på krongodset) til private - i form af ”bondeskyld”.