Landbrug i Danmark, en oversigt.
Ejendomsstrukturen i Danmark under enevælden var af et tæt net af godser, der hver bestod af en hovedgård, hvortil hørte en kreds af underliggende fæstegårde. Fæstegodset blev administreret fra hovedgården, hvor godsforvalteren skulle holde styr på fæsterne og deres afgifter til godset.
Fæstebønderne udgjorde hovedparten af bondestanden, idet selvejerbønder 1688 er opgjort til kun at have ejet 2 % af jorden. Overgangen til fæste antages at være startet i 1200 tallet og især at have fundet sted i tiden mellem reformationen 1536 og 1688 matriklen, lovgrundlaget for skatten af jord, den enevældige statsmagts finansielle grundlagt.
Den traditionelle opfattelse af landsbyfællesskabet, som det fungerede før udskiftningen og landboreformerne, hvor det mest markante var ophævelsen af stavnsbåndet 20. juni 1788, er den ideologiske, holdningsmæssige opfattelse, at fællesskabsbonden som beskrevet af Ludvig Holberg var sløv, dorsk og uvidende som et resultat af godsejernes undertrykkelse samt fællesskabets snærende bånd og restriktioner på den frie, individuelle udfoldelse.
Historikere med denne mere eller mindre ubevidste holdningsmæssige opfattelse, har oftest begrænset sig til at undersøge forholdet mellem herremand og fæstebonde med udgangspunkt i fæstebreve og i det ubestemte hoveri, der var den synlige undertrykkelse af bondestanden før landboreformer og udskiftning. Herunder også de af landsbyfællesskabet afstukne rammer for den enkelte fæstebonde.
Derimod har der været en beklageligt manglende interesse for at undersøge den omhandlede bondestand ud fra andre og mere uhildede perspektiver.
Et mere bredt undersøgende perspektiv kan hævdes at være blevet forsøgt foretaget indledningsvis af Poul Bjerge, lokalhistoriker og lærer på Askov Højskole, som sammen med en anden højskolemand, Povl Hansen har foretaget undersøgelser ud fra faktiske vilkår, hvor opmærksomheden blev rettet mod bøndernes dagligdag, herunder indsamling af gamle landsbylove, der er blevet udgivet som Danske Vider og Vedtægter. Desværre videreført af Aug. F. Schmidt, som er blevet stærkt kritiseret af faghistorikere for usystematisk kildeindsamling, unøjagtig tekstgengivelse, manglende baggrundsforskning, dårligt noteapparat og uoverskuelig opbygning. Der er anmeldelser, hvor også P. Bjerges indsats kritiseres på samme vis som Aug. F. Schmidt.
Landsbyerne med de inkluderede fæstegårde.
 |
En hovedgård, Gammel Viffertsholm og en fæstegård.
|
Betegnelsen hovedgård benyttes om en godsejers (herremands) standsmæssige bolig med tilhørende adelsprivilegier: skattefrihed for den jord, som adelen selv drev, fra 1527 også tiendefrihed, d.v.s. den skat, der fra middelalderen blev betalt til kirken - ligeligt fordelt mellem sognepræsten, sognekirken og bispen, hvis andel kongen overtog efter reformationen.
Konstaterbart en landbrugsøkonomi, hvor tidens magtforhold og magtkampe var endt med den enevældige kongemagt over for den foregående tids kriger- og jordejende klasse, adelen, der nu måtte indpasse sig under den enevældige konge.
 |
 |
 |
| "I 1660 blev enevælden indført i Danmark ved et statskup. Her fik kongen uindskrænket magt som enevældig konge af Guds nåde." Frederik 3., Maleri af N. A. Abildgaard, 1783. Statens Museum for Kunst. | "Under enevælden var Danmark en af Europas mest militariserede stater set i forhold til størrelse. Samfundet var indrettet, så der var penge, forsyninger og soldater nok til at forsvare landet og opruste til krig. " Trætavle fra Frederik 5. tid, har været brugt som pynt eller muligvis som skydeskive. Nationalmuseet. | Avis for Bønder 1780. Landskabsmalerier med gårde o.l. var de mest yndede motiver med bønder fra 1700-tallet. Man interesserede sig ikke for dagliglivet i landsbyerne. En undtagelse er dette avishoved, der forestiller møde i et bylag. Formålet med Avis for Bønder var at delagtiggøre bønderne i de mange nye forslag til driftsmæssige forbedringer. Avisen var således et produkt af selv samme reformbevægelse, som startede udskiftningen og dermed gjorde bylaget overflødigt. Det kongelige Bibliotek. Bol og by 1990-2, H. Schummel. |
På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det blevet meget overkommeligt at beregne fæsternes skatter. Efter beregningen skulle jordskatterne så opkræves og leveres til amtsforvalteren, den kongelige embedsmand.
Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden - eller måske snarere ikke havde en afløser for ham til at få fæstejorden dyrket.
 |
| Fæsteprotokol fra Clausholm Gods 1731-1776. |
Godserne som enevældens skatteadministration
Godsejerne var omhyggelige med at undgå indblanding fra de offentlige myndigheder i udøvelsen af deres private ejendomsret. Derfor påtog de sig gerne de forskellige offentlige administrative opgaver på kongens vegne.De få selvejere, der ikke hørte under et gods, indbetalte selv skatten til amtstuen - det stedlige skattekontor.
Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn, var der mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve (2.500 tdr. h.) og baron (1.000 tdr. h.).
På godset var det ridefogeden, der stod for den daglige drift og kontakten til fæstebønderne. Det betød, at på godskontoret blev derholdt regnskab dels med godsets egen økonomi, dels med fæstebøndernes hoveriarbejde og afgifter til staten. Det var også her, man tog sig af udskrivningen af soldater blandt bønderne og af retssager, der skulle for birketinget. Et birk var en retskreds, og grevskaber og baronier havde birkeret, dvs. ret til at udnævne dommer og skriver ved birketinget, den laveste retsinstans. Godset var således en vigtig del af det enevældige statsapparat.
Den største opgave under enevælden var administrationen af jordskatterne, som fæsterne som brugere af jorden skulle betale. Denne opgave blev i 1662 overdraget godsejerne. På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det en let sag at beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden - eller måske snarere ikke havde en afløser for ham til at dyrke den fæstede jord.
Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn var der fra 1671 den anførte mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.
En tilsvarende løsning blev valgt ved etableringen af en permanent soldaterudskrivning i 1701. Også her benyttedes 1688 matriklen som udskrivningsgrundlag, da der endnu ikke eksisterede nogen folketælling.
Retsvæsen
Et birk var en retskreds, og grevskaber og baronier havde birkeret, dvs. ret til at udnævne dommer og skriver ved birketinget, den laveste retsinstans. Godset var således en vigtig del af det enevældige statsapparats retsvæsen.
Da de adelige godsejere i første halvdel af 1500-tallet fik hals- og håndsret over deres bønder, fik de ansvar for at rejse påtale, ikke alene hvis deres bønder havde været offer for en forbrydelse – men også hvis de havde begået én.
Med Danske Lov i 1683 stadfæstede enevælden hals- og håndsretten og de adelige godsejeres ansvar for, at brud på strafferetten på deres godser blev tiltalt. Som en slags forløber for nutidens offentlige anklageinstans fik adelstanden under enevælden pligt – og ikke blot ret – til at sørge for dette væsentlige element i den lokale retshåndhævelse.
Hals- og håndsretten indebar, at godsejerne også i et vist omfang var ansvarlige for fuldbyrdelsen af korporlige straffe idømt ved domstolene.
 |
"Håndskrevet eksemplar af Christian 5.s Danske Lov, 1690. Indtil 1683 var Danmark opdelt i et jysk, et sjællandsk og et skånsk retsområde. Først med Danske Lov gjaldt samme lov og ret i hele landet." |
Soldatertjeneste-, udskrivning, bøndernes plads i systemet
Godserne blev inddelt i såkaldte lægd, og for hver 20 tønder hartkorn fæstegods, skulle der stilles en soldat. Det stod godsejerne frit for at udpege soldateremnerne, og hvis de udvalgte karle opfyldte de fysiske krav, blev der ikke ved de amtslige sessioner gjort indsigelser mod godsejernes valg.
Soldatertiden var normalt seks år, men bortset fra et par årlige store øvelser forblev karlen i tjeneste på den gård, hvor han tjente. Om søndagen måtte han trave til samlingsstedet ved en måske fjerntliggende kirke og gøre eksercits med mange strabadser og prygl. Endelig var der faren for krig, som alle vidste, kunne være den visse død. Så soldatertjenesten var forhadt og kunne derfor misbruges af godsejeren til at presse karle til at overtage en forsømt fæstegård og derved undgå udskrivning. Dette var en del af en utilsigtet kompensation for godsejeren.
Foruden pligten til at springe soldat kom i 1733 stavnsbåndet, der bandt bondekarlene til det gods, hvor de var født, i alderen fra 14 til 36 år. Det blev gentagne gange udvidet, så stavnsbåndet fra 1774 til dets ophævelse i 1788 gjaldt fra 4 til 40 år. Godsejerens argument var, at når han kunne pålægges en bøde, hvis han ikke kunne stille det pligtige antal soldater, så måtte han også have hold på det unge mandskab. En lige så stærk realitet var godsejerens ønske om at have mandskab til at overtage fæstegårdene. Og godsejerne havde ikke magt til at tvinge en karl til at overtage en fæstegård.
Dette godsejerstyre løste mange administrative problemer på lokalt plan for enevælden, selvom det lagde sig som en barriere mellem enevælden og de administrerede. Det pålagde også godsejerne administrative og økonomiske byrder. Men først og fremmest øgede det tvangen og ufriheden for bønderne og deres sønner.
Det kunne dog også forøge trygheden for fæstebønderne, når godsejeren i egen interesse satte sine økonomiske midler ind som sikkerhedsnet for sine fæstebønders skatter.
Dagliglivet i landsbyfællesskabet
Landsbysamfundet var rammen om tilværelsen for langt den største del af befolkningen, hvor der blev budt på arbejdsfællesskab, nabostridigheder, venskaber og forelskelser samt, hvad nabolandsbyerne kunne byde på. Man kunne her være fælles om problemer med syge børn og dyr og udveksle erfaringer og meninger. Her foregik kort sagt alt det, der hørte til landbefolkningens dagligliv. Desværre er der meget lidt kildemateriale til dette vigtige aspekt af Danmarkshistorien. Det siger næsten sig selv. At kunne læse, skrive og meddele sig var kun få forbeholdt på den tid, og stort set ingen bønder. Ludvig Holberg skrev som forfatter og godsejer om bønder i sin levetid 1684-1754. Og man får i hans værker mange sikkert rammende karakteristikker, som selvfølgelig kan bruges i mangel af bedre.
 |
 |
| Et grandestævne | Ludvig Holbergs bonde, Jeppe |
Landsbyens øverste myndighed var gårdmændene, granderne, hvad enten de var fæstere eller selvejere. Husmændene havde meget lidt at sige. Grandestævnet var under ledelse af oldermanden, et hverv der ofte gik på omgang mellem gårdmændene. Grandestævnet tog bestemmelse om alle praktiske forhold vedrørende dyrkningen af jorden, der nødvendigvis måtte aftales og samordnes, da hver gård havde sin jord opdelt i lange smalle agre, der var spredt over hele marken. Grandestævnet traf afgørelser om gærder, smed og byhyrde og andre fælles anliggender og administrerede den viden og erfaring om landbruget, der var opbygget gennem mange generationer. Det afgjorde stridigheder mellem bymændene, idømte boder og varetog i det hele taget alt, hvad der hørte til reguleringen af det lille samfunds liv.
Det var også grandestævnet, der kunne vedtage og ændre landsbyens vedtægt, som var et udtryk for landsbyens anerkendte selvstyre. Vedtægterne var egentlige love, dvs. at de gjaldt for alle landsbyens beboere. De handlede om „hegn og gærde og anden bys nytte og tarv”. De er sikkert gamle, men de ældste skriftlige, vi kender, er fra tiden omkring 1500. Der kan have været skrevne vedtægter tidligere, som blot ikke er bevaret, men at de dukker op nu, er måske ikke uden sammenhæng med det, godsejerne ved samme tid gjorde for at præcisere og fastslå deres rettigheder. Den ældste af de få bevarede landsbyvedtægter er fra landsbyen Allesø på Fyn (omkring 1500), og af den fremgår det, at gårdmændene var helt på det rene med, at de stod over for politiske modstandere: „Når vi sidder på stævne og handler om vor bys sager og andet, som vi ikke vil, at hver mand skal vide, og nogen går bort fra stævnet og åbenbarer vor tale for vor vederpart [modpart] eller andre, som vi ikke vil det skulle vide, han skal give en tønde øl til byen og ingen nåde have.” Allesøbønderne har også fundet det påkrævet at formulere sig konkret om solidariteten i konflikter med herskabet: „Kommer nogen gildebroder eller gildesøster i stor overfaldskade, så at han overfaldes af sit herskab af vrang forføring og onde folks skyld, så at han nødes til at vogte på sin ære og gods og aftinge for sig [forhandle om bødebetaling], da skal de andre gildebrødre hjælpe ham noget af deres gods, dog skal den hjælp være efter to naboers sigelse.” Det kan være, at det er på grund af den slags bestemmelser, at de senere nedskrevne landsbyvedtægter skulle godkendes af herskabet, før de blev gyldige. Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at værneren her opfattes som modpart.
Det gildebroder- og -søsterskab, der er tale om i vedtægten, skriver sig uden tvivl fra meget gammel tid. En sjællandsk vedtægt fra århundredets slutning har ordene: „Når vi drikker vort gildehov …”, en formulering, der sikkert går tilbage til før kristendommen trængte igennem. Hverken landsbyboerne eller deres sognepræster har vel længere haft kendskab til disse ords oprindelige betydning efter den sammenblanding, der i århundredernes løb er sket af kristendom og ældre meget bestandige folkelige forestillinger. Gilderne fandtes både i købstæder og på landet, og i det omfang vi kan spore dem omkring 1500, synes de nærmest at være forbindelser af religiøs og social art og, som det fremgår af citatet, med et element af solidaritet og gensidig understøttelse. Som udtryk for sammensmeltningen af folkelige og katolske forestillinger og med navne efter helgener, blev gilderne kraftigt bekæmpet af myndighederne efter reformationen og overlevede til sidst kun som selskabelige foreninger, hvilket gør det yderst vanskeligt at danne sig en mening om deres funktion og betydning tidligere. På landet ser det ud til, at en del af deres funktioner blev overtaget af det almindelige sociale fællesskab i landsbyerne.
Driftsfællesskab
Når det var så afgørende for en landsby at have faste vedtægter for de interne funktioner, skyldtes det først og fremmest driftsfællesskabet omkring byens jordtilliggender.
Disse kunne ejes af én eller flere godsejere. Men uanset ejendomsret blev brugsretten udøvet i fællesskab af fæstere med jordtilliggende, ligesom selvejerbonden optrådte på linie med fæsterne i denne sammenhæng.
Bymarken var rebet d.v.s. fordelt mellem fæsterne, så de alle havde en lod i hver af byens vange i forhold til det hartkorn, de havde fæstet og som igen svarede til opmålingen og vurderingen i matriklen af 1688. Men beslutningerne om driften blev taget på bystævnet eller grandestævnet, som det også kaldtes. Uden om den dyrkede jord lå de store overdrev (udyrkede arealer), som hørte til byen alene eller blev udnyttet i fællesskab med andre byer. Hvorledes kvægets græsning foregik på disse overdrev og på byens marker mellem afgrøderne, var centrale emner for landsbyvedtægterne og grandestævnets beslutninger.
For at det fælles arbejde med markdrift og kvægavl kunne lykkes, måtte der være faste regler for arbejdet. Det var måske næsten lige så nødvendigt, at det var fastsat, hvorledes beslutningerne blev truffet i de tilfælde, hvor viden og vedtægten ikke indeholdt retningslinier for arbejdet. Også landsbyens ydre ressourcer i tørvemoser og krat krævede reguleringer for at dække landsbyens behov længst muligt. Dybest set handler landsbyens vedtægter om fællesskabets udnyttelse af de givne naturressourcer, som godsejeren havde ejendomsretten til, men hvor brugsretten var overladt til den enkelte landsbybeboer, som udnyttede den i fællesskab med sine naboer eller grander, som de kaldtes.
Kernen i viden og vedtægterne var således drifts- og arbejdsfællesskabet.
Hvem var granderne Hvem deltog i grandestævnet og havde ret og pligt til at træffe beslutninger om landsbyens ressourcer? Det findes præcist defineret i Voer og Ørsteds landsbyvedtægter: »Alle og enhver, som have rebdræt jord her på marken, skal betimeligen indfinde sig ved grandelaugets sædvanlige forsamling, for at høre og svare til hvis dem angår, eller de kan blive tilspurgt om, såfremt de ikke have lovlig forfald.«
M.a.o. havde alle med brugsret til jord - uanset om de var selvejere eller fæstere mødepligt på grandestævnet. Sognepræsten var ganske vist medlem af grandestævnet, som også hans landbrugsbedrift var omfattet af bestemmelserne truffet her. Men han mødte formentlig ikke selv op, men har sendt sin avlskarl i stedet.
Det har næppe været en demokratisk forsamling i moderne forstand, idet kun det øverste lag i landsbysamfundet tog del i ledelsen. Udelukket var således for det første alle unge, karle og piger, som undertiden kunne være organiseret i særlige ungdomslag med det formål at holde gilder og fester for de unge. Udelukket var også alle husmænd, som imidlertid havde interesse i udnyttelsen af græsningsarealer og andre naturressourcer som tørv og gjærdsel til brænde. Da der blev knaphed på ressourcerne i det 18. århundrede, efterhånden som befolkningspresset steg, skulle det vise sig katastrofalt for husmændene, at de var udelukket fra beslutningsprocessen på dette for dem så vigtige felt. Inderster, der sad til leje, var naturligvis heller ikke med. Kvinder var også udelukkede fra grandestævne. Det er dog et spørgsmål, hvorledes det forholdt sig for en enke, der sad som fæster på en gård. Formodentlig har hun sendt en sentant - et visse bud - som det hedder, ligesom i andre tilfælde hvor fæsteren selv var forhindret. Men når der skulle afgives en forpligtende underskrift fra den fæstegård, en enke sad på, var det hende, der måtte skrive under. Blandt de 24 navne under Voer vedtægten fra 1770 findes også Jens Molses enke. Da vedtægten kun er bevaret i kopi, kan vi desværre ikke se, hvorledes hun har skrevet under. Men formentlig har det været med forbogstaver som almindeligt blandt bønder.
I det 16. - 17. århundrede har der formentlig været en sådan balance mellem de sociale grupper i landsbysamfundet, at den enkelte person i sit liv gennemløb alle stadier. Efter barndommen trådte han ind i de unges gruppe, fortsatte til husmændenes og videre til gårdmændenes gruppe, som indebar deltagelse i grandestævnet. Den forlod han igen, når han gik på aftægt og måske blev inderste. Måske var forløbet ikke så skematisk, men der var en udpræget bevægelighed mellem grupperne. Den stærke befolkningstilvækst i sidste halvdel af det 18. århundrede betød en mere permanent tilknytning til husmandsstanden. Nok kunne en husmand blive gårdfæster og omvendt en gårdfæster fæstehusmand.
Men husmands- og håndværkerstanden var ikke længere et gennemgangsled i en livscyklus. Selvom ikke alle disse grupper tog del i beslutningerne, kunne de udmærket blive idømt bøde af grandestævnet, hvis de overtrådte de politimæssige forskrifter i viden.
Kvinder, tyende og husmænd, inderster var de laveste i hierarkiet, og de kunne være ilde stedt beslutningsmæssigt på grande-, bystævnerne.
Selvom Aug. F. Smidth på alle måder er temmelig inkompetent, så har han som alle blinde høns også kunnet finde korn: "Lighedspunktet mellem det gamle og det nye fællesskab må vi finde i rent menneskelige forhold; i evnen og viljen til at stå sammen og løfte i flok - til enhver bymands gavn og til bedste for almenheden. Ligesom der i vort andelsvæsen findes et såre værdifuldt og nationalt set opmuntrende moment i den tanke, at alle er lige indenfor de enkelte foretagender, fælles om fordelene og tabene, således var der også i det gamle danske landsbysamfund en fællesskabets ånd, som ikke kan andet end varme den om hjertet, der har beskæftiget sig med studiet af vor bondehistorie i hine århundreder, da vor bondestand til trods for hovarbejde og stavnsbånd udgjorde en lille stat i staten.
Det er nærliggende at komme på den tanke, at når vort nutidige andelsvæsen har haft så let ved at vinde indgang i de danske landsbyer, har dette faktum sin årsag i, at danske bønder gennem århundreder var "andelshavere" i selve bylavene. Det ligger også nær at gøre opmærksom på, at de landboere, der var til års i 1870-80èrne, næstendels var fødte i de gamle fællesskabstider. I hvert fald kunne deres forældre og bedsteforældre jo levende erindre landsbyfællesskabets tid, og for dem ville det vel ikke have faldet så svært at gå ind i en ny form for samvirke. Hertil kommer så, at man talrige steder i Danmark helt til henimod vort århundrede stadig iliveholdt levn fra fællesskabstiden. Citeret efter August F. Schmidt. Brugsforeningsbladet nr. 8, 1935, s. 582f.
På grandestævne
Mens vi som omtalt har bevaret en række vider og vedtægter, findes der kun få optegnelser om forhandlingerne på grandestævnerne. Vi ved ikke, om der er blevet nedskrevet referater af forhandlingerne eller blot af beslutningerne.
Hvem skulle gøre det? Vi ved meget lidt om bøndernes boglige formåen i det 18. århundrede.
Et egentligt skolevæsen blev først pålagt godsejerne at etablere i 1739, hvor det på ryttergodset var sket allerede i 1721, jvf. etableringen af Rytterdistrikter, rytterskoler.
Vi kan finde kopier af grandernes vedtagelser i godsarkivet, og her se, hvordan det sociale samvær foregik på grandestævnet.
Præsten i Voer, H. P. Piesner, klagede i 1783 til godsejeren på Stenalt over, at der blev drukket alt for meget på bystævnet, hvorom der i vedtægten stod tydeligt i §10: »Om nogle på grandestedet, kirkevej, gildelaug eller anden sømmelig forretning eller forsamling enten befindes i drukkenskab, eller ypper trætte, eller lader høre skjælden, banden, løgn, truen eller anden ulyd, eller også sådanne steder og i sådanne forsamlinger fører gevær med, betale til byens vide hver gang 8 skilling«.
Men de mange bøder, der blev inddrevet og betalt på grandestævne, var en stakket frist i forhold til problemet.
Nok stod der utallige steder i vedtægten, at pengene skulle anvendes til byens nytte. Men hvad var byens nytte? For pastor Piesner så sagen således ud: »Endog den mand, som i fjor kom til Jens Hansens gård, har selv beklaget hos mig, at sligt (d.v.s. drikkeriet) ikke blev hemmet her lige så vel som på andre godser. Thi foruden det, at vide eller mulkt penge, som han ønskede måtte blive anvendt til byens nytte, blev opdrukken, har han sagt mig, at han for sin part måtte desuden i fjor skyde en rigsdaler til, skønt han neppe var her den halve sommer. En skikkelig mand er på sådan måde let forført til liderlighed, thi der drikkes på hans regning ligeså vel som på de andres, og hvi skulle han så ikke drikke med? Den både mod lov og videbog stridende skik,... er vist årsag til både at mange bliver liderlige og til meget andet ondt for byen.«
Dette kunne ses som en alvorlig anklage mod byens styre, hvilket nok også har været tilfældet.
Præst og bymænd var på kant med hinanden i Voer. Da pastor Piesners formål med at sende dette brev til godsejeren var at få byen udskiftet, var han ikke interesseret i at fremstille landsbyfællesskabet fra den mest fordelagtige side. Måske var bymændene i Voer mere drikfældige end andre steder? Men en tilsvarende anklage mod forholdene på andre bystævner træffes flere steder. Klager til retsvæsenet over uretfærdige bøder pålagt af grandestævnerne ledsages af en næsten fast formel om, at pengene er blevet drukket op på bystævne.
Præsterne fik i 1772 som tidligere omtalt pålagt at foretage indberetning om overholdelse af helligdagsforordningerne. I indberetningerne fra Viborg stift klages der også over det alvorlige drikkeri på grandestævnerne, der som tidligere omtalt afholdtes om søndagen og derfor faldt ind under emnet for indberetningen. »Den uskik, hvor bymændene om søndagen efter prædiken holde stævne eller møde, i henseende til deres bys vedtægter eller anden indbyrdes overlæg. Ved samme lejlighed gøre de sig et drikkelag, hvorudi de i blandt dem, som elske for meget stærk drik, overvælde sig og blive drukne og tilbringe så sabbattens øvrige del med sværmen og Guds fortørnelse.«
Sådan fortsætter en række præster helt på pastor Piesners melodi. Men pastor Mørch i Gjerding forsøgte at se sagen fra bondens side også. Vel fandt han det beklageligt, at der afholdtes grandestævner om søndagen. Men hvornår skulle de ellers afholdes? Det krævede, at der blev påbudt en anden ugedag hertil. Og så måtte godsejerne ikke tilsige til hoveri på denne ugedag iflg. pastor Mørchs forslag.
Men man ønskede ikke at forbyde grandestævnerne, dertil havde de alt for central en placering i bøndernes dyrkningsfællesskab.
Dyrkningsfællesskab
Baggrunden for de detaljerede videbestemmelser var dyrkningsfællesskabet i landsbyen, som alle med brugsret til jorden deltog i uanset ejendomsforhold i øvrigt. Alligevel siges der intet i vedtægten for Voer og Ørsted om landsbyens driftsform. Det har været så selvfølgeligt for alle, at det blev anset for overflødigt at fastslå, hvilket sædskifte der skulle følges. Men da Ørsted by i 1739 tog beslutning om en ny driftsform, blev den højtideligt nedskrevet.
Der havde hidtil været tre vange i rotation i Ørsted (Bovang, Tingvang og Hevringvang), hvor de to blev dyrket, mens den tredje hvilede. Desuden blev resten drevet i en egen rotation med 4 års brug og 4 års hvile. Efter det nye omdriftssystem skulle de tre vange hver deles i to, således at der blev seks vange fordelt med 3 års brug og 3 års hvile. Hovedsystemet var en 6 vangs omdrift med 3 års hvile og 3 års dyrkning. Ved siden af eksisterede to andre systemer: Den årlige dyrkning af 1/3 af Bovangen, formentlig den del, der lå nærmest byen og derfor var blevet gødet stærkest gennem årene. Og så hedejorden, som formentlig var senest opdyrket og fulgte et sædeskifte, der var almindelig anvendt på mager jord.
Bønderne havde enstemmigt vedtaget den nye driftsform. Derefter blev et udvalg på 8 mænd, fire fra Stenalt og fire fra Hevringholm, de to største lodsejere i Ørsted, udvalgt til at forestille vedtægten for godsejerne. Vedtagelsesdokumentet skulle gælde som foreløbigt bevis, indtil »et formeligt instrument derover kan blive forfattet«. Det var underskrevet af de otte mænd i udvalget. Siden er dyrkningsaftalen formentlig blevet tinglyst - i hvert fald henvises der i det endelige dokument fra 21. november 1740.
Hvilken rolle spillede godsejeren i driftsomlægningen?
Den er først blevet forelagt ham efter vedtagelsen iflg. formuleringen i det foreløbige dokument. I dokumentet fra 1740 med samtlige bønders underskrifter omtales vedtægten som den »efter vores herskab og forsvars befaling og vilje den derover enstemmige vedtægt«. Intet i første dokument fra 1739 tydede på herskabets indgriben, men det var vigtigt for landsbyen at fremhæve lodsejernes sanktion. Kun en af lodsejerne underskrev dokumentet den 24. november, og det skete udtrykkeligt på hans fæstebondes vegne. Derimod blev det ikke underskrevet af de andre lodsejere i byen, men alene af de 24 bønder, som besad brugsretten til jorden. Derimod har det sammensatte ejerforhold i Ørsted nødvendiggjort en særlig omstændelig procedure med inddragelse af den offentlige tinglysning.
I 1743 havde Lejrskov bymænd under Koldinghus rytterdistrikt besluttet at opdyrke et stykke hede og lægge den til deres nye vang ved Lejrskov kirke for at forbedre høbjergningen. Også sognepræsten, Henrik Morville, støttede beslutningen for sin præstegårds andel i fællesskabet. Men de to beboere Peder Jepsen og Mads Pedersen, fra enestegården, Asbøllgård, var imod nyopdyrkningen. De havde kun 2 otting jord i fællig på Lejrskov bymark, og i forhold hertil havde de græsningsret på den fælles hede for 8 høveder, 4 heste og får i snesetal. Derudover betalte de 3 rigsdaler for 44 - 48 høveders græsning, så de var på ingen måde interesseret i en udvidelse af det dyrkede areal på fællesgræsningens bekostning. Derfor protesterede de mod indhegningen og mod ændringen af det traditionelle dyrkningssystem. Regimentsskriveren rejste til Lejrskov og holdt åstedsforretning med gode mænd fra bylaget. Hans vurdering var på linie med sognepræstens, at indhegningen var til gavn for fællesskabet i almindelighed og heller ikke til skade for de to Asbøller. Men i det forlig, han søgte at få tilvejebragt mellem parterne, indgik dog en nedsættelse afbetalingen for Asbølles ekstra græsning til 2 rigsdaler årlig for kreaturerne. Deres heste og får skulle herefter ikke græsse på heden om sommeren, men kun om vinteren. Alle skulle tage del i den nye indhegning, der var betingelsen for nyopdyrkningen. Det var endvidere vigtigt for bymændene at få understreget, at Peder Jepsen og Mads Pedersen ikke med henvisning hertil kunne sabotere fremtidige ændringer i dyrkningssystemet.
Da de to gårdmænd ikke ville gå ind på forligsforslaget, blev det forelagt sessionen. Her opnåede de yderligere nedsættelse af græsningsafgiften til 8 mark. Og derved blev det. Resultatet blev således, at grandestævnets fællesbeslutning blev opretholdt. Men til gengæld fik de to mænd fra Asbøl den indrømmelse, at den græsningsret, de lejede af byen, var blevet ringere ved driftsomlægningen.
Disse eksempler er fra fællesskabets storhedstid, før befolkningsforøgelsen satte ind og før udskiftningen. Det var, som det er fremgået, absolut ikke et statisk dyrkningsfællesskab, men der skete stadige ændringer. Disse blev foretaget efter fælles beslutning på grandelaget, hvor mindretallet måtte bøje sig. Men fra midten af det 18. århundrede startede den reformbevægelse i Danmark, der langsomt ophævede fællesskabet først mellem flere byer (1759) senere inden for landsbyerne (1781) med udskiftning og udflytning.
Dermed opstod der en anden holdning til fællesskabets funktion i praksis. Hvorledes denne opløsningsproces er foregået, ved vi meget lidt om. Så sent som i 1795 opstod der en voldsom dispute mellem Søren Hansen Torst og de øvrige bymænd i Todbjerg sogn, Øster Lisbjerg herred i Randers Amt. Årsagen var, at Søren Torst på egen hånd havde indhegnet sin mark, så de andres kreaturer ikke kunne græsse der om efteråret, selvom hans kreaturer græssede på deres marker. Byen var blevet udskiftet i 1791, men havde altså stadig et vist mål af fællesdrift. Modsætningerne, der havde resulteret i en strøm af skældsord fra Søren Torst mod de andre, blev indbragt for den nyoprettede forligelseskommision for området. Forliget pålagde Søren Torst en bøde for skældsordene, hvorimod de øvrige måtte love at lukke ledene, når de passerede hans mark. Der var således ikke længere tale om at bøje den enkelte efter flertallets vilje i spørgsmål om driften af marken.
Det er et tydeligt vidnesbyrd om, at fællesskabet var på retræte. Et sådant forlig havde været utænkeligt 50 år tidligere.
Kvæghold
Der har ofte i dansk landbohistorisk forskning været fokuseret så stærkt på landsbystyrets agerdyrkningsfællesskab, at man ganske har overset kvægholdets betydning.
Man var i 1700 tallet kommet i en situation, hvor man ikke længere blot kunne indtage ny jord til græsning. Man kunne heller ikke blot udvide det dyrkede areal på græsningsarealernes bekostning. Hvor skulle man så få nye græsarealer fra? Og jorden kunne ikke dyrkes med tilstrækkeligt udbytte uden at få tilført gødningsstoffer.
Der var kommet en hårfin balance i de samlede landbrugsressourcer og deres udnyttelse. Sagt med et moderne udtryk, så eksisterede der en økologisk balance, som man udmærket kendte og formåede at tage bestik af. Man vidste, at landsbyens samlede naturgivne ressourcer var begrænsede. Derfor indeholdt vider og vedtægter for de to lokaliteter Voer og Ørsted bestemmelser om, at landsbyens uskiftede jord ikke måtte udlejes til udenbys folk uden husbondens tilladelse. Den skulle tilbydes byens folk til samme pris.
Befolkningstilvæksten krævede, at der blev produceret mere føde. Gårdantallet i landsbyerne blev ikke forøget i det 17. - 18. århundrede før landboreformerne.
Men den iagttagelige befolkningstilvækst skete hos husmænd uden jord og indsiddere, der sad til leje hos andre. De levede af håndværk, daglejerarbejde og kvægavl i beskeden målestok, for så vidt som de kunne få stillet græs til rådighed.
Det kan i de bevarede vedtægter for Voer og Ørsted ses, at reguleringen af græsningen optager mere og mere plads, samtidig med at husmændene skubbes ud af fællesskabets rettigheder. Vedtægterne giver et klart billede af udviklingsforløbet, selv om vi ikke kan se alle reaktioner på ændringen.
Det viser, at husmændenes udelukkelse fra græsningsrettigheder ikke altid er forbundet med udskiftningen, som det har været den almindelige opfattelse hidtil. Processen er startet tidligere.
Byens hyrde
Selv om hegnene var istandsat og blev vedligeholdt efter vedtægtens bestemmelser, kunne kreaturerne ikke drive rundt uden opsyn. Der var behov for en hyrde, som hver morgen drev dyrene ud af byen til overdrevet, engen, fællesvangen eller stubmarkerne - afhængigt af årstiden og afgrødernes vækst.Vedtægterne havde faste terminer for afgræsningen.
Byens hyrder hørte heller ikke til byens ansete folk. Pastor Piesner betegnede dem som stoddere.
En mærkelig historie fra Koldinghus rytterdistrikt viser, at de heller ikke altid blev godt behandlet af bymændene.
Der var hyrdetvang. Bymændene i Tolstrup under det 2. jyske regiments gods klagede i 1703 over mølleren Niels Marcussen, som ikke ville deltage i betalingen af byhyrdens løn. Møllerens argument var, at han selv havde ansat en hyrde til sine dyr og altså slet ikke benyttede den fælles hyrde. Men sessionen erklærede, at når der var fællesgræsning i Tolstrup, så skulle også alle bymænd bidrage til hyrdens løn efter billighed, d.v.s. efter andelen i den hjord, som græssede.
Landsbysmeden
Endnu en person var afhængig af byfællesskabet, samtidig med at han var helt nødvendig for bøndernes bedrift. Det var smeden. Underligt nok er han overhovedet ikke nævnt i vedtægterne for Voer og Ørsted, selvom han var ansat og lønnet af landsbyfællesskabet.
Normalt fæstede han smedie og lidt jord af godsejeren. Desværre vides intet om Voer smedens lønforhold. Men normalt blev smeden lønnet med korn, eller han fik lidt jord hos bønderne, svarende til tjenestefolks lønnesæd.
Smeden opfattes almindeligvis som den mest ansete håndværker i landsbyen - næst efter mølleren.
Vurdering af fællesdriften
Den fælles driftsform kan anskues som en metode til at udnytte de givne og begrænsede ressourcer, der stod til rådighed for landsbysamfundet. Det er klart, at den fælles beslutningsproces betød en hindring for den enkeltperson, som havde andre ideer om driftsformen end de øvrige bønder. Driftsformen under fællesskabet kunne ikke ændres hurtigere, end den mest sendrægtige af bønderne kunne følge med.
Udskiftningen blev indledning til den voldsomme ekspansion både inden for kornavl og husdyrhold, som skulle kendetegne dansk landbrug i de næste par hundrede år. Derfor er fællesskabet blevet bedømt på baggrund af denne ekspansion og er kommet til at stå som den gamle slendrians periode.
Fællesskabet kan imidlertid også betragtes som et fælles instrument til at udnytte de givne naturressourcer på den bedste måde. Vel var driftssystemet ikke statisk, men ressourcerne måtte bruges således, at balancen i systemet ikke blev ødelagt. Fællesskabets driftssystem kan naturligvis kritiseres ud fra vor viden om den optimale udnyttelse af det 18. århundredes ressourcer. Nutidens teoretikere og praktikere vil give den stedlige pastor Piesner ret i hans kritik og forslag til forbedringer.
Græsarealerne kunne udnyttes langt mere effektivt, end det skete i mange landsbyer. Men det tilhørte den følgende tid at gennemføre den nødvendige driftsomlægning.
Fællesskabet må bedømmes ud fra sine egne forudsætninger. Noget andet er, at det er interessant at vide, på hvilke punkter datidens driftssystem ikke slog til. Det er også et vigtigt område for landbohistoriske undersøgelser.
Den største anke mod landsbyfællesskabet kunne hævdes at være den sociale hårdhed og uretfærdighed, det udviste mod husmænds og inderstes krav på deltagelse i græsningsrettigheder.
Disse havde ikke plads på grandestævnet og kunne dermed ikke deltage i beslutningsprocessen. Derfor blev de også udelukket fra udnyttelse af de givne naturressourcer, da knapheden viste sig. I dette spørgsmål stod godsejerne på fæstebøndernes side, hvorimod der er fremdraget flere eksempler på, at ledelsen på ryttergodser har været mere tilbøjelig til at holde hånden over husmændene.
Det er hidtil i dansk historieforskning blevet fremstillet, som om det først var udskiftningsbevægelsen, der udelukkede husmændene og så at sige ofrede dem for at sikre gårdmændenes fremvækst i det danske landbosamfund. Men denne udvikling kan som anført her følges længere tilbage. Den kan ses som en følge af befolkningsforøgelsen i det 18. århundrede og den hermed forbundne kamp om de givne naturressourcer.