Ostegrosserer Peter Michaelsen, Lunderskov

Peter Michaelsen er født 1. juli 1884 i Gesten. Døde 25. februar 1953 på Kolding sygehus, begravet på Gesten Kirkegård 2. marts 1953.
Hans ostegrossererforretning ligger (lå) Jernbanegade 2 og 4, Lunderskov.
Hans far var dyrlæge (også tituleret kredsdyrlæge, en helt ubestemmelig titel) A. Michaelsen, Gesten. Faderen ser ud til at have været aktiv dyrlæge og landmand indtil 1914, hvor han byggede aftægtsbolig i Øster Gesten.
 
I nogle måneder i 1916 annoncerede Peter Michaelsen om salg af klaverer og flygler, som kunne se ud til at være indkøbt i et antal af 30 + 6 flygler i Tyskland. Her angives bolig at være ”Flensburg”, men med midlertidig adresse og tlf. nr. i Lunderskov. [1]

[1] Om det er tilfældigt, at Peter Michaelsen ikke blev grosserer i klaverer og flygler er det ikke muligt at sige noget om. Dog er der lokale erindringer fra hjemmet i Vestergade 9, hvor der var et flygel (som ikke kunne sælges i 1916?). Det musikalske element i familien er dog kommet til udtryk gennem barnebarnet Johan Michaelsen, der er organist i Grøndalskirken.
[1] Utrykt beretning af Johan Michaelsen, Peter Meyer Michaelsen, om faderen som ostegrosserer i Lunderskov
 

 

Jyllandsposten 15. maj 1916. Annonceteksten angiver bopæl i Flensburg, men med adresse og telefon i Lunderskov også. Klaverer tilbydes til 610-798 kr. Flygler tilbydes til 876-1220 kr. Der annonceres i forskellige landsdækkende dagblade indtil august 1916.  
 
 
Med afslutningen af 1. verdenskrig blev Peter Michaelsen aktiv i FLENSBORGBEVÆGELSEN, som ønskede Flensborg og Mellemslesvig tilbage til Danmark. Han blev medlem af hovedbestyrelsen.
Den tabte krig i 1864 havde trukket grænsen mellem Tyskland og Danmark ved Kongeåen. Danmark tabte her hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Danmark blev som resultat heraf en homogen, dansktalende småstat. Men der var dansktalende syd for grænsen.
Efter Tysklands nederlag i 1. v. krig skulle grænserne justeres, efter nationalitetsprincippet. Dette blev indarbejdet i Versailles-fredens principper og krævedes først og fremmest af USA’s præsident W. Wilson i form af princippet om ”den nationale selvbestemmelsesret”.
Der blev fremsat rabiate og nationalistiske (historisk begrundede) krav om Danmark til Ejderen, repræsenteret ved DANNEVIRKEBEVÆGELSEN, d.v.s. alle 3 zoner til Danmark uanset  afstemningsresultat. GRÆNSEFORENINGEN stiftedes i 1920 efter folkeafstemningen om den dansk-tyske grænse, som kun gav dansk flertal i zone 1, d.v.s. etablering af den nuværende grænse.
 
 

Fra 1920 var P. Michaelsen aktiv i den lokale afdeling af Sønderjysk Forening, det senere Grænseforeningen, hvor der i bestyrelsen og blandt medlemmer var aktive fortalere for Danmark til Ejderen og Dannevirke. Peter Michaelsen blev hurtigt et markant medlem af bestyrelsen.

I starten, indtil den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933, var han skeptisk i forhold til den rabiate Ejder-linje i Grænseforeningen, men herefter blev han, stærkest markeret ved nogle skolesager i grænseområdet, overbevist tilhænger af Ejder-linjen.

Engagementet i den danske grænseproblematik forstås måske bedst ved at se på kortet over afstemningszoner efter 1. verdenskrig i det gamle danske område Slesvig og syd herfor Hosten og Lauenborg. Da afstemningsresultatet i 1920 ”kun” gav zone 1 til Danmark, zone 2 med Flensborg var og forblev tysk, blev det en strategi, også for tidligere mere moderate tilhængere af FLENSBORGBEVÆGELSEN, at arbejde for en international (ikke-tysk) kontrol af området.

 

Danmarks statsminister 1945-47, venstremanden Knud Kristensen faldt for et radikalt mistillidsvotum i 1947, fordi han i modsætning til Danmarks officielle politik udtrykte ”privat sympati” for denne tanke. Peter Michaelsen tilhørte mere eller mindre udtalt den ”Dannevirke-kritiske” del af Grænseforeningen. I øvrigt sammen med den markante historiker Vilhelm la Cour. Men også sammen med denne foretog han en diametral vending i forhold til Ejder politikken fra 1933 ved nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Vilhelm la Cour kom her endelig ind i Grænseforeningens hovedbestyrelse, Michaelsen blev næstformand. For Peter Michaelsen var forløbet formentlig, at da Grænseforeningen i 1930 og 1934 skulle tage stilling til skolespørgsmålene i henholdsvis Slesvig by og Tønning, var han mest stemt for en blød start i lejede lokaler i stedet for at bygge nyt. I Dannevirkemændenes øjne var en sådan vaklende indstilling kættersk. Men med Hitlers magtovertagelse og fra 1934 var Michaelsen klart Ejdermand, hvilket formentlig gjorde ham til næstformand i hovedbestyrelsen.

Det kan således ikke udelukkes, at Peter Michaelsen, ostegrosserer i Lunderskov har været medvirkende til at få Danmarks daværende statsminister, Knud Kristensen til at fastholde det politisk sprængfarlige standpunkt ”privat” at sympatisere med tanken om en særlig status til Flensborg og Mellemslesvig, som Knud Kristensen allerede fra en grundlovstale i 1946 havde givet udtryk for. Iflg. sønnen, Peter Meyer Michaelsen var Knud Kristensen juli 1947 under en tale på Skamlingsbanken på besøg hos Peter Michaelsen, der var ”med i Skamlingsbankeselskabet”. Under alle omstændigheder blev Knud Kristensen fældet af et mistillidsvotum 4. okt. 1947, som banede vej for en socialdemokratisk Hedtoft regering, hvor Knud Kristensens meget ”Flensborg-kritiske” udenrigsminister, Gustav Rasmussen fortsatte som udenrigsminister. Hvortil Knud Kristensens bramfri, vestjyske kommentar skulle have været: "a sæjer walbekom".

 

Ud over politisk indflydelse på landspolitisk niveau i grænsespørgsmålet var Peter Michaelsen også i to omgange medlem af sognerådet i Skanderup Sogn. Herfra kan refereres fra det af sønnen, Peter M. Michaelsen anførte i hans kortfattede beretning til Lunderskov og Omegns Lokalarkiv om faderen[1]:

”I må hellere få beretningen om min Fars indtræden i Sognerådet, som han var medlem af i 2 perioder. Da han første gang blev valgt og var til det konstituerende møde, der som de andre møder afholdtes på ”Fattiggården” i Skanderup, indledte sognerådsformanden, Johan Nielsen, Indremissionsk. ”Jeg vil gerne byde velkommen til de nye medlemmer, undtagen Michaelsen” (han var valgmenighedsmand). - Nå, det overlevede han, og jeg forstod, at der udviklede sig et godt og venskabeligt samarbejde, idet missionen fandt ud af, at Far – udover at have mange kontakter – kunne bidrage til at løse mange af sognets problemer.

Der er en historie om, at Far ved et sognerådsmøde fortalte, at han den foregående nat i en drøm havde drømt, at Johan Nielsen var død og var på vej op i himlen ad en lang stige. På stigen skulle han sætte kryds for hver synd, han havde begået. Pludselig blev der tumult, idet sognerådsformanden var på vej nedad igen, fordi han skulle bruge mere kridt.”

Den her omtalte sognerådsformand var ejeren af Grønvanggaard i Skanderup. Han var sognerådsformand 1919-23, som så må have været Michaelsens første periode i sognerådet. Historien illustrerer et sogneråd, hvor der var et enkelt medlems flertal for Indre Mission. Og desuden en situation, der formentlig hyppigt har udspillet sig i det indremissionsk dominerede sogneråd. Konflikternes rod var først og fremmest af religiøs og kulturel art.

Den indremissionske sognerådsformand Johan Nielsen og hans efterfølger, den ligeledes indremissionske Knud Knudsen fra Gelballe, kunne være uenig om mindre betydningsfulde spørgsmål som økonomi og strukturelle ting som f. eks. vejføring.

Men i religiøse og skolepolitiske spørgsmål (ansættelse af indremissionske lærere) var de helt enige.

 

Ud fra det noget spinkle materiale kan det med rimelig sikkerhed konkluderes, at ostegrosserer Peter Michaelsen har været privat bosiddende i Flensborg fra 1910, hvor han giftede sig med Margrethe Meyer. Velsagtens bosiddende i Lunderskov, Vestergade 9, Duborg siden 1920, muligvis allerede forretningsmæssigt beskæftiget i Lunderskov fra 1916, Peter Michaelsen optræder i Skanderup Sogns folketællingsmateriale fra 1921.

Han kommer fra egnen, idet faderen, A. Michaelsen var dyrlæge i Gesten.

Ved 1921 folketællingen tituleredes han købmand, fra 1925 grosserer. Peter Michaelsens osteforretning må således formodes at være startet mellem 1921 og 1925.

 

 

Jernbanegade 2, Peter Michaelsens ostelager. Foto fra 1989 iflg. lokalarkivet. 

Det har ikke været muligt at finde materiale om grossistvirksomheden produktionsmæssige side. På et foto, som lokalarkivet daterer til 1920, er det 3 personer excl. Michaelsen beskæftiget i et ostelager, som må formodes at være Jernbanegade 2, som også er den adresse lokalarkivet angiver.

 

Forretningen har været omfattende nok til at sønnen Johan Michaelsen ved faderens død i 1953 har videreført forretningen. Den har jo under alle omstændigheder været fint beliggende mellem de to mejerier, Skanderup og Lunderskov, og lige op ad jernbanestationen i Lunderskov. Også selv om der var tale om et søndagshvilende og et mejeri, der arbejdede alle ugens 7 dage.

  P. Michaelsens ostelager, Jernbanegade 2. Iflg. lokalarkivet foto fra 1920. 

Iflg. Johan Michaelsens søn, Johan Michaelsen, afhændede faderen firmaet en gang i begyndelsen af 1990’erne. Firmaet er for længst ophørt som grossistvirksomhed i ost. De tilbageblevne bygninger ser aktuelt ikke ud til at være i brug. Det nationale engagement i Grænseforeningen må vel formodes at være motiveret ved ægteskabet med Margrethe Meyer fra Flensborg. Der er dog intet i sognets øvrige aktiviteter, der tyder på, at Peter Michaelsen som valgmenigheds- eller som Grænseforenings mand har øvet en særskilt indflydelse på sognets politiske og kulturelle liv. Som beskrevet tilhørte Peter Michaelsen politisk det ikke-indremissionske mindretal, men der er intet i det foreliggende materiale, også fra den offentlige debat, der tyder på særskilte aktiviteter her. Selv er Peter Michaelsen begravet på Gesten Kirkegård, sønnen Johan Michaelsen på Skanderup Valgmenigheds Kirkegård. Der har vel været så meget af den lokale modsætning til Indre Mission, at det ville være utænkeligt med en gravplads på Skanderup Kirkegård? Man kan måske sige, at Peter Michaelsen har været et rimeligt typisk eksempel på en grundtvigianer, et medlem af valgmenigheden i det religiøst splittede sogn. Erhvervsmæssig og økonomisk succes (formentlig) gav ingen pardon hos Indre Mission, når det kom til kulturelle og politiske spørgsmål. Her var religionen i Peter Michaelsens tid stadig fuldt dominerende. 

 

  Foto af Peter Michaelsen 1920-30. Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. 

Grænsesten som historiske monumenter med Anlægget i Lunderskov som eksempel på det flygtige og tilfældige.

Grænsesten nr. 117 fra 1864 Kongeå grænsen blev i 1922 placeret i Anlægget i Lunderskov.
Her er den - ud over at være en monumental påmindelse om dansk grænsehistorie - også et stykke lokal grænsehistorie.    
Hvad angår stenens placering, kan der ikke herske tvivl om, at det forholder sig som refereret i Kolding Folkeblad 15. Januar 1922 fra generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening (afholdt som anført tirsdag, dvs. 10. januar), at grænsesten nr. 117 i 1922 var blevet erhvervet gennem Lunderskov Borgerforening, hvis daværende formand, Peter Michaelsen gennem sine kontakter til Sønderjysk Centralforening, der siden 1920 sammen med andre sønderjyske foreninger blev til Grænseforeningen, var blevet opmærksom på, hvad der skulle ske med de nu tidligere grænsesten fra 1864, Kongeå grænsen, og den i 1922 af Indenrigsministeriet formulerede anmodning om opstilling i offentlige anlæg af de nu kasserede og opgravede grænsesten fra 1864 grænsen. Peter Michaelsens rolle i 1922 var ikke tilfældig, han blev efterfølgende medlem af bestyrelsen og næstformand i Grænseforeningen, fremgår det af Axel Johnsens Danevirkemænd og Ejderfolk, Flensborg 2005. 
P. Michaelsens og Borgerforeningens initiativ medførte den samtidige etablering af Anlægget i Lunderskov, hvor grænsestenen skulle placeres. Den specifikke formulering om offentlige placeringer, ikke private, var det samtidige udtryk for 1864 grænsestenenes noget kaotiske skæbne efter etableringen af den nye, 1920 grænse.
Der har lokalt verseret en ubekræftet antagelse om, at erhvervelsen af grænsestenen skete gennem Peter Michaelsens foredragsvirksomhed i det sønderjyske område. Der er intet belæg for denne antagelse, og det er uvist, hvordan eller hvorfor lokalarkivet gennem en årrække har fået den version nedfældet - og videreført af andre lokalarkiver, Grænseforeningen m.fl. 
 
Men uanset den lokale vildfarelse kan grænsesten som markeringer mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig fortælle om et langt og ind imellem kompliceret forhold mellem det danske kongerige og de sydlige hertugdømmer, først og fremmest Slesvig.
Desuden kan man - mere sporadisk og hensat til mere fortolkende betragtninger - iagttage, hvorledes forskellige grænsemarkeringer afspejler den samtidige opfattelse af forholdet til den sydlige nabo.
 
Den del af Kongeriget Danmark, som Slesvig syd for Nørrejylland var en del af, blev til et fyrstelen under Valdemar Sejrs arvedeling mellem sønnerne i 1232. Valdemar Sejrs kvaliteter i øvrigt ufortalt, så viste det sig, at udnævnelsen af den ældste søn, Erik Plovpenning til medkonge, sønnerne Christoffer til hertug af Lolland Falster og Abel til "kun" hertug af Slesvig, kom til at medføre en uforsonlig broderkrig med langsigtede konsekvenser.
Broderkrigen mellem Kong Erik og hertug Abel udspillede sig næsten straks 1242-50 efter Valdemar Sejrs død i 1241. De stridende parter var Erik Plovpenning og Abel, der blev drevet ned gennem kongeriget, hvor han umiddelbart før Slesvig skulle han have startet byggeriet af det første Koldinghus i 1248 som et noget særpræget beliggende forsvarsværk i kampen mod den danske kongemagt. Særpræget i betragtning af, at Abel under broderstriden var hertug i Slesvig, og at Kolding, kan man se i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, var beliggende i Nørrejylland.
Erik Plovpenning sejrede i broderstriden, men blev myrdet 1250 under et besøg hos Abel, der efterfulgte ham som konge.
Skaden med Slesvig som hertugdømme var sket, det var nu adskilt fra den nørrejyske del af kongeriget Danmark, hvor slutpunktet blev nederlaget i 1864 og Prøjsens indlemmelse af de danske hertugdømmer i det, der blev det tyske kejserrige med Bismarck som kansler.
Christian 1.'s håndfæstning 5. marts 1460 blev et yderligere instrument i Bismarcks kispus med kongeriget Danmark i brugen af Ribe-Privilegiet, der gjorde Slesvig og Holsten "evigt uadskillelige". 
 
Gennem tiderne har der således mellem Danmark og det, der nu har betegnelsen Tyskland, været forskellige grænser og grænsemarkeringer før den nuværende 1920 grænse.
Det afspejler sig i forskellige tiders grænsemarkeringer, grænsesten, hvor hovedvægten her ligger på 1864 grænsens markering af grænseskellet. 
  • Den ældste og mest omfattende markering af Danmark til Ejderen findes på Rendsborg, Ejderen, hvor Danmark til Ejderen proklameres.
  • På Koldinghus er der en grænsesten fra Frederik d. 6.'s tid, fra begyndelsen af 1800-tallet, som markerer grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig.
  • Den tabte krig til Prøjsen, 1864 og Kongeå grænsen medførte 128 trægrænsepæle, der blev afløst af et formentligt tilsvarende antal grænsesten.    
I dagens Danmark er der 280 grænsesten, der siden 1920 har adskilt Danmark fra Tyskland. De går fra Skomagerhus til Vadehavet. Nr. 1 og nr. 280 har opsætningsdatering og pyramidetop, de øvrige har flad top med sigtelinje og national indskrift mod Danmark, D og Deutsches Reich Preussen, DRP.
Efter nederlaget til Prøjsen, som ved fredsslutningen indlemmede hertugdømmet Slesvig og trak Kongeå grænsen, blev der 1864-65 opsat 128 grænsepæle af træ, der gik fra Spækbro ved Vadehavet til Hejlsminde ved Lillebælt. Disse grænsepæle var naturligvis ikke langtidsholdbare og blev løbende erstattet af et tilsvarende antal grænsesten af granit i perioden 1891-1915. Herom hedder det i Ribe Stifts-Tidende 15. oktober 1891, at "de 128 Træpæle ...have maattet begynde at vige for varigere Mærker ..."  Malende hedder det herom i Dagbladet Hejmdal 11. november 1895, "Grænsepælene imellem Danmark og Slesvig er efterhaanden blevne raadne og mangelfulde, og de erstattes derfor nu i Følge Ribe Stiftstid. af Grænsesten. Men Sten kan ogsaa forgaa."
Den nationale fortrøstning til en grænseændring er her mejslet i sten!
Der hersker usikkerhed mht., om alle 128 eller kun 121 grænsepæle erstattedes af grænsesten af granit.
Man kan muligvis gå ud fra, at der har været 128 grænsepæle på samme placering som de efterfølgende grænsesten af granit.
 
I betragtning af, at grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig før 1864 var markeret med granit grænsesten, tilsvarende en grænsesten fra Frederik 6.s tid, der findes opsat i haven til Koldinghus, kan det undre, at man 1864-65 opsatte trægrænsepæle. Måske en markering af troen på, at disse grænsepæle var midlertidige?
En endnu mere markant grænsemarkering før 1864 har været nedenstående inskription i Rendsborg fæstningens søndre port, hvor der på latin er en indskrift, der siger, at Ejderen (hvor Rendsborg ligger) er Romerrigets grænse. I denne version atter en tidstypisk konstatering fra 1919, hvor drøftelser om Danmark til Ejderen kunne offentliggøres efter at have været umuliggjort med nederlaget til Prøjsen i 1864.
 

Iflg. Viborg-Stiftstidende 13. maj 1919, hvor den tyske krigsmaskine er blevet slået i 1. verdenskrig, skulle denne indskrift i en grænsesten, indmuret i Rendsborg fæstningens søndre port på latin have forkyndt: "Ejderen er Romerrigets Grænse." 
Hvor der i tiden før 1864 kan findes eksempler på nærmest pompøse grænsesten mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne, så var 1864 trægrænsepæle tilsvarende ynkeligt tidsbegrænsede. De efterfølgende grænsesten i granit var i et holdbart materiale, men af andre grunde end grænsepælenes skæbne blev de alligevel mere flygtige end deres materielle tilstedeværelse betingede. Om ikke andet så med den hast og i det omfang, de forsvandt. Af de 128 granitsten var der i 1922 o. 90 tilbage. I dag kan der optælles o. 50.  
 
Sydvestjyske Museer er i deres undersøgelser af de 128 grænsestens skæbne i genforeningsjubilæumsåret 2020 kommet til den opfattelse, at der nærmest har hersket kaotiske forhold omkring de grænsesten, som skulle fjernes fra den gamle Kongeå grænse, hvor lokale hamstrede egne grænsesten, nogle røg velsagtens i skærveknuseren, andre er blot blevet og forbliver borte. Lidt symptomatisk kunne drøftelsen i Ribe Byråd, refereret i Ribe Stifts-tidende 24. januar 1922 være. Borgmesteren orienterede om Indenrigsministeriets tilbud til Ribe om at modtage nogle af de nu overflødige 1864 grænsesten til opstilling i Ribe. Der blev vedtaget at udtale, at man "kunde ønske at faa om muligt et Par Grænsesten ... særlig ved Soldater-Mindesmærket ..." Et par særdeles forbeholdne røster refereres også, som ikke syntes at "saadanne Steen ... ville være til nogen Pynt."
Fra det officielle Danmark blev der 1922 gjort sporadiske - men åbenbart alt for sene - bestræbelser på bevare stenene for eftertiden.
Til det kaotiske hører, at 1864 grænsestenene også blev stjålet, hvorom det hedder i Kolding Folkeblad 24. januar 1922 i en artikel "Om bortførte Grænsesten", at Fæsted Kommuneråd havde anmodet Indenrigsministeriet om at kunne benytte de i og omkring kommunen beliggende grænsesten til et genforeningsminde, som der blev rejst en hel del af på den tid.
Kommunen var iflg. artiklen ikke hurtig nok, idet en uidentificeret lastbil afhentede stenen, før kommunen havde fået samlet grænsestenene ind. Avisen skriver: "De stjaalne Sten har følgende Numre: 34, 35, 36, 37, 38, 40, 41 ..." Til det yderligere kaotiske hører, at det er de i Kolding Folkeblad annoncerede, stjålne sten, der angives opsat i forbindelse med den snurrige genforeningssten i Fæsted.
Om Fæsted med en genforeningssten, skrevet med runer, omgivet af angiveligt 1864 grænsesten med numrene 34-38 er et gennemført kopi arrangement, inkl. grænsestenene, står hen i det uvisse. Men Grænseforeningen ser ud til at have anerkendt stenene som originale. Hvilket også fotografiet med den snurrige genforeningssten, inkl. grænsesten nr. 35 indikerer, at de er. Om så avisartiklen er en "and", eller grænsestenene er fundet efterfølgende, kan ikke afgøres på det givne grundlag.
 
 
Grænsestenen i Lunderskov set fra den danske inskriptionsside. Grænseforeningen. 
 
Grænsestenen i Lunderskov står, hvor den blev placeret i 1922 som sten nr. 117 ud af de den gang 128 grænsemarkeringer, der blev irrelevante med grænseændringen i 1920. Mindst 121 af 1864 trægrænsepælene blev fortæret af tidens tand, rådnede, og blev erstattet af grænsesten af granit i den sidste del af perioden op til 1920, hvor grænsestene blev fjernet og erstattet af de 280 grænsesten ved den nye grænse. 
Der hersker tvivl om, hvor mange af 1864 grænsestenene er blevet af, her er optalt 50 manglende grænsesten + / - nogle tvivlsomme registreringer. Hvor der til gengæld er vished om placeringen af grænsesten nr. 117 i Lunderskov - på en placering, der klart er en anden end grænsestenens oprindelige placering. Som i øvrigt også må anses for ikke at være verificeret.
 
Det nuværende antal af grænsesten i granit efter grænsedragningen i 1920 og deres placering fremgår helt eller delvist af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse, BKI nr 252 af 08/06/1922. Der er som anført 280 af disse, nuværende grænsesten.
Der er desværre ingen officiel dokumentation (bekendtgørelse el. lign.) om de 128 - muligvis kun 121 af granit, resten af træ - nummererede granit grænsesten fra Kongeå grænsen 1864 - 1920. Der kan muligvis findes sporadiske bemærkninger i akter mellem Danmark og Prøjsen for perioden 1856-1864.
Forhåbentlig er Fredericia Museums oplysninger om 1864 grænsestenene korrekte.
Den eneste officielle dokumentation om stenene er udenrigsministeriets slutprotokol 1909 angående en lokal grænselinje, BKI nr 21503 af 02/07/1909. Her kan der hentes oplysninger om grænsesten nr. 22-23.
Der er bestræbelser på at få tilbageført stenene fra Kongeågrænsen til deres oprindelige placering, hvilket kun vil være delvist muligt med de grænsesten, der har undgået tidens tand.
1864 grænsestenene af granit blev forarbejdet af en i øvrigt mindre kendt sten- og billedhugger, C. Schwartz, bosat i det dengang tyske Haderslev. De fleste af stenene fik indgraveret Kr. Dm. for Kongeriget Danmark på den ene side og Kr. Pr. for Königreich Preussen på den anden. Udgifterne blev fordelt mellem Prøjsen og Danmark.
 
Uanset, at Indenrigsministeriet efter genforeningen anmodede om, at de eksisterende grænsesten blev opgravet og opstillet på offentlige steder, så må det konstateres, at et er en meddelelse, udsendt gennem pressen, noget ganske andet har været de faktiske forhold, se listen over de 128 grænsesten, der blev opstillet ved 1864 grænsen.
Det kan konstateres, at man med Indenrigsministeriets anmodning om opstilling af grænsestenene på offentlige områder regnede med o. 90 eksisterende sten ud af de 128, hvilket indikerer o. 38 forsvundne sten i 1922. I herværende optælling er der mindst 50 forsvundne 1864 grænsesten.
Så meget om baggrunden for grænsesten nr. 117, der blev opstillet i området ved Drabæks Mølle området, over for Møllegade 21, i et område, som Lunderskov Borgerforening havde erhvervet til opstilling af grænsestenen, og som blev til Anlægget i Lunderskov.
 
Anlægget i Lunderskov beskrives i en omtale i Kolding Folkeblad 27. november 1922, som et "smukt Udslag af (Lunderskov) Borgerforenings Bestræbelser ..." Og at det "... nylig er blevet anlagt paa en ideel Plads i saare skønne Omgivelser ... næsten i eet med de to private Anlæg: Drabæks Mølle og Hvidkilde." Det her anførte er uomtvisteligt og iagttagbart. Og det er en samtidig beskrivelse, hvor de afgørende begivenheder omkring grænsestenen og dens placering i det område, som blev til Anlægget i Lunderskov fandt sted.
Ejendommen Hvidkilde lå og ligger ved Storegade 44 i Lunderskov. Området omkring Hvidkilde ligger stadig tydeligt placeret som en udstykning fra Drabæks Mølle, som et parkområde med et åløb, der ved Drabæks Mølle breder sig ud til en sø, hvor den herskabelige villa med parkanlæg blev opført 1913 af fiskeeksportør Poul Hansen, født i Lunderskov 1875, hvor han blev pioner og ganske velhavende som dambrugsejer i det område, hvor han opførte Hvidkilde. Den anden Mølle, Rolles Mølle etablerede også dambrug med ejeren Niels Jørgen Nielsen, som dog ikke fik samme økonomiske succes som Poul Hansen med dambruget på Hvidkilde området.
Det fremgår af samtidige matrikelkort, at Lunderskov Anlæg som Hvidkilde må være udstykket fra Drabæks Mølle.
Hvidkildes arv fra Poul Hansen som fiskeeksportør er de tidligere fiskedamme i parken til Hvidkilde. Desuden Hellas, som Poul Hansen lod opføre til datteren. I forlængelse af parken til Hvidkilde blev området til grænsesten nr. 117 etableret som Anlægget i Lunderskov, i et område fra Drabæks Mølle, på den anden side af Møllegade i forhold til Hvidkilde.
Det fremgår af blandt andet Silkeborg Avis 19. januar 1922, at Indenrigsministeriet efter 1. verdenskrigs fredsslutning og ændringen af Kongeågrænsen fra 1864 til den nuværende grænse, ønskede at de, som det hed, ca. 90 grænsesten fra Kongeå grænsen blev tildelt de sønderjyske amter sammen med grænseamterne Vejle og Ribe, sidstnævnte det amt, hvor Skanderup Sogn og Lunderskov var placeret.
Betingelsen for at modtage en grænsesten var, at den skulle opstilles offentligt - ikke privat. Hvilket må antages at have været helt centralt for beslutningen om at etablere Anlægget i Lunderskov.
 
 
Poul Hansen erhvervede Hvidkilde med tilhørende park fra Drabæks Mølle, som i forlængelse heraf havde området omkring den nuværende Anlægsvej, Møllegade over mod Drabæks Mølle, området, der blev til Anlægget i Lunderskov, hvor grænsestenen blev opstillet overfor Møllegade 21.
Der kan i etableringen af anlægget iagttages et hertil hensigtsmæssigt personsammenfald i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, hvor både Drabæks Mølles Møller C. S. Nielsen, købmand, senere ostegrosserer Peter Michaelsen, dambruger og fiskeeksportør Poul Hansen, Hvidkilde og mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, der netop var flyttet fra Skanderup til Lunderskov, var fremtrædende medlemmer i tiden efter afslutningen af 1. verdenskrig og genforeningen af Sønderjylland med Danmark.
De kan formodes gennem Lunderskov Borgerforening at have udvirket, at Lunderskov Anlæg blev placeret som nabo til Hvidkilde parken med en yderligere udstykning fra Drabæks Mølle.
 
Ud over den erhvervsmæssige virksomhed var ostegrosserer Peter Michaelsen som tidligere anført lokalpolitisk aktiv som medlem af sognerådet i Skanderup. Men placeringen af en grænsesten i det, der blev Lunderskov Anlæg, skyldes helt utvivlsomt hans gode forbindelser i Lunderskov Borgerforening, samt bopæl i Flensborg indtil 1910-16.
P. Michaelsen var særdeles aktiv i Flensborgbevægelsen, Grænseforeningen. Og i denne sammenhæng helt sikkert blandt de andre fra Lunderskov Borgerforening nævnte de helt centrale lokale aktører i, at man fik en grænsesten til anbringelse i Anlægget i Lunderskov.
Det fremgår af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, hvor det i et referat af generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening hedder: "Formanden, Kbm. P. Michaelsen, afgav Beretning om det forløbne Aar ... Formanden oplyste, at Sønderjysk Forening (senere Grænseforeningen, stiftet 1879) havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i Tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget".
Det fremgår ganske klart af dette avisreferat af Borgerforeningens generalforsamling i 1922, at Peter Michaelsen er blevet kontaktet - muligvis af den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening - og at han på Lunderskov Borgerforenings vegne har modtaget grænsestenen som en gave til foreningen, forudsat, at Borforeningen kunne stille et område til rådighed, hvilket er blevet det ret nyetablerede Lunderskov Anlæg - der kan formodes etableret inden for rammerne af Borgerforeningen som en opfyldelse af betingelsen for at modtage stenen, at der var tale om en offentlig, ikke en privat placering af stenen.
Foruden Poul Hansen, Hvidkilde, der havde været formand i Borgerforeningen før P. Michaelsen sad i Borgerforeningens bestyrelsen også Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle, som så har været villig til at stille det område, som blev til Anlægget i Lunderskov til rådighed.
Filantropi har der næppe været tale om - betingelserne for at stille området til disposition for Borgerforeningen kan sandsynligvis konstateres i arkivmaterialet fra Lunderskov Borgerforening?
Der kan næppe herske tvivl om, at Anlægget i Lunderskov er blevet etableret på foranledning af Lunderskov Borgerforening, hvor de drivende kræfter har været P. Michaelsen, muligvis P. Hansen, Hvidkilde, og under alle omstændigheder C. S. Nielsen, Drabæks Mølle.
Selvom mange af de nu nedlagte grænsesten på kaotisk vis forsvandt, så fremgår det af referatet fra Lunderskov Borgerforenings generalforsamling 1922, at den til Lunderskov tildelte grænsesten blev tilbudt efter de af Indenrigsministeriet annoncerede regler, som krævede grænsestenen anbragt i et offentligt anlæg.
Lokalarkivets oplysning, at "Michaelsen ... var formand for den lokale grænseforening" er ikke korrekt, han var formand for Lunderskov Borgerforening, der fik grænsestenen tilbudt. At den skulle være "honorar for et foredrag" forekommer misvisende i forhold til den her fremlagte, samtidige dokumentation. Der er forgæves søgt bekræftende dokumentation. Teksten er efterfølgende blevet rettet af arkivet, men bibeholdes her for sammenhængens skyld.
Indholdsmæssigt referat af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, Grænsestenen kommer til det nyetablerede Anlægget i Lunderskov:
Formanden (for Lunderskov Borgerforening) oplyste, at Sønderjysk Forening (kan have været lokalafdelingen for Lunderskov og Omegn) havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget. (Michaelsen) roste Arbmd. Knud Buhl for den Maade, hvorpaa han havde vedligeholdt Anlæget.
 
Det korte af det lange må være,
  • at anlægget forudgående muligheden for at modtage en grænsesten er blevet anlagt,
  • at (lokalafdelingen af) Sønderjyske Forening har forhørt sig om muligheden for at få en grænsesten, som har foranlediget kontakt til Lunderskov Borgerforening (v. formand P. Michaelsen),
  • som har været den private forening i Lunderskov, der har kunnet / villet påtage sig opgaven at stille et område til rådighed.
 
Grænsestenen kan således konstateres opstillet i det til formålet nyetablerede Anlæg i Lunderskov - efter de af Indenrigsministeriet stillede betingelser om et offentligt anlæg.
Det forholder sig næppe - eller kun i modificeret form - som tidligere anført af Lunderskov Lokalarkiv, at Peter Michaelsen fik grænsestenen som gave for et foredrag. Og slet ikke i den helt misvisende version, at P. Michaelsen skulle have "lånt" stenen og glemte at levere den tilbage. Denne version må bero på fri og løssluppen fantasi, der ikke burde finde anvendelse i seriøs historieformidling.
 
Grænseforeningen har kolporteret samme misvisende version, som præsenteres i kommentarerne fra Lunderskov Arkiv til grænsesten nr. 117. Grænseforeningen henviser som kilde til Slots og Kulturstyrelsen, hvor det ikke har været muligt at få bekræftet denne ubekræftede løbehistorie. Slots og Kulturstyrelsen henviser til Museum Sønderjylland, hvis ekspert på området afviser rygtet om grænsestenen som en gave til P. Michaelsen i anledning af et foredrag. 
 
Det forholder sig utvivlsomt som anført i Kolding Folkeblad 15. februar i referat af Peter Michaelsens formandsberetning til generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening.
Nemlig at den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening havde søgt om at få en af de på Indenrigsministeriets foranledning i januar 1922 ved Haderslev Amts amtmand indsamlede grænsesten ved Kongeågrænsen. Til anbringelse på det, der blev etableret som et offentligt sted i Ribe Amt, i Anlægget i Lunderskov, nyoprettet til formålet.
 
Indenrigsministeriets formulering herom var, at stenene "ikke (skulle) tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg..."
Lunderskov Borgerforening fik stenen opstillet med Peter Michaelsen som formand og utvivlsom drivende kraft i det formentlig med dette formål for øje nyanlagte Lunderskov Anlæg, som derfor iflg. kriterierne skulle være et "offentligt anlæg".
 
Det kan naturligvis ikke udelukkes, at P. Michaelsen har holdt et foredrag i en af de Sønderjyske Foreninger, eller på anden vis er blevet opmærksom på grænsestenens eksistens og for muligheden for at få den opstillet i Lunderskov - på de af Indenrigsministeriet givne betingelser. 
Men det kan helt afvises, at grænsestenen er erhvervet som gave til P. Michaelsen som privatperson.
Man kan forestille sig, at Poul Hansen, Hvidkilde, P. Michaelsen og Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle med deres position i henholdsvis Borgerforeningen og kendskab til lokalafdelingen af Sønderjysk Forening har fundet ud af at få Anlægget i Lunderskov gjort til en del af Borgerforeningens aktiver - og herved muliggjorde en opstilling af grænsestenen i et område, der ikke var privat.
Betingelserne for overdragelsen af området til Anlægget i Lunderskov må formodes at fremgå af Borgerforeningens arkivmateriale og arkivmateriale fra lokalafdelingen af Sønderjysk Forening. Det er ikke undersøgt her.

 

    
Det hedder i Silkeborg Avis 19. januar 1922 om "De gamle Grænsesten", som efter nederlaget til Prøjsen i 1864 blev opstillet ved den nye grænse ved Kongeåen:
"Efter Indenrigsministeriets Anmodning har Amtmanden over Haderslev Amt ladet samtlige Grænsesten opgrave ved den gamle Grænse fra 1864 ... og tage i Forvaring for at bevare dem fra Ødelæggelse. Der er saaledes indsamlet ca. 90 Sten (128 iflg. Grænseforeningen m.fl. oplysninger), som Ministeriet mener bør fordeles og anbringes på passende Steder i de fire sønderjydske Amter og de to tidligere danske Grænseamter, Vejle og Ribe Amter, og Ministeriet bemærker ..., at det finder det rettest, at Stenene ikke tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg, ved Forsamlingshuse og lignende Steder."
Iflg. Jyllandsposten skulle "15 sten til fordeling" i Ribe Amt.
Iflg. Aarhuus Stifts-Tidende 22. november 1922 skulle "af de gamle Grænsesten ... tilstilles Vejle Amt ... paa Skamlingsbanken, ved ... Niels Kjeldsen Monumentet ... ved Monumenter for Rytterfægtninger ..."
    
 
Fiskeeksportør Poul Hansen lod i 1913 det synlige symbol for sin erhvervsmæssige succes, Hvidkilde opføre.
Det fremgår af forskellige annonceringer i Kolding Folkeblad, at Poul Hansen som formand for Borgerforeningen i Lunderskov blev afløst af P. Michaelsen i 1922. Det fremgår yderligere af annoncering for samme forening i Kolding Folkeblad 24. marts 1924, at Poul Hansen, Hvidkilde og Peter Michaelsen i samme forening sad i bestyrelse med mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, Møller Nielsen, Drabæks Mølle. Og at den samme kreds i 1922 bekæmpede et forslag om at fratage spiritusbevillingen fra Jernbanerestaurationen i Lunderskov, Kolding Folkeblad 10. maj 1922.
      De tre i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, der 1921-22 skønsmæssigt var aktive i bestræbelsen for at få en grænsesten til Lunderskov, og som i den forbindelse har medvirket til at skabe et offentligt rum til stenen med etablering af Anlægget i Lunderskov. 
 
De her dokumenterede antagelser om grænsestenens vej til Anlægget i Lunderskov kan muligvis konkret be- eller afkræftes ved et gennemsyn af arkivmaterialet til Lunderskov Borgerforening. Lidt afhængigt af hvor velbevaret og omfattende det af sønnesønnen Johan Michaelsen indleverede materiale om Borgerforeningen er.
 
 
Placeringen af de 128 grænsesten af granit 1864 (der afløste grænsetræpælene, især i perioden 1915-1920) - 1920:
 
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup angiver at have "liste over grænsestens senere placering."
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup har 01.07-10.01 1864 Flytning af grænsesten og erstatning af træpæle med grænsesten, 1864 grænsen. Fotokopi. Samt forskellige uddrag af grænsereguleringsprotokoller.

Forsvundne, ikke bevarede 1864 grænsesten ud af 121 / 128, som afløste 128 trægrænsepæle 1864-65
Nr. 12 ? Nr. 15 Nr. 19 ? Nr. 21 Nr. 23 Nr. 26
Nr. 28 Nr. 29 Nr. 30 Nr. 33 Nr. 41 Nr. 45
Nr. 48 ? Nr. 60 Nr. 65 Nr. 73 Nr. 78 Nr. 79
Nr. 80 Nr. 81 Nr. 82 Nr. 83 Nr. 84 Nr. 87
Nr. 90 Nr. 91 nr. 92 Nr. 93 ? Nr. 94 Nr. 95
Nr. 96 Nr. 97 Nr. 100 Nr. 102 Nr. 103 Nr. 104
Nr. 105 Nr. 106 Nr. 107 Nr. 108 Nr. 110 Nr. 111
Nr. 112 Nr. 113 Nr. 115 Nr. 118 Nr. 120 Nr. 121
Nr. 123 Nr. 124        
 9 9 8 8 8 8
 
50 grænsesten ud af 128 har unddraget sig registrering. Denne undersøgelse er ganske simpel - kun Grænseforeningens og lokalarkivernes registreringer er søgt.

 

Grænsestensillustrationer
 Kort 1908 Kongeaa grænsen
En grænsesten på Koldinghus, oprindeligt placeret ved Haderslevvej, byskellet. Teksten på stenen er F.R. VI Haderslev Amt, altså taget i brug i Frederik 6.'s regeringstid, velsagtens primo 1800 tallet. Den nu helt forsvundne grænsesten nr. 96 har åbenbart stået i Bastrup, og er blevet bragt til Koldinghus? 
 
 

De 128 grænsepæle, der blev opsat ved Kongeåen 1864-65, eksisterer naturligvis ikke mere, blev alle erstattet af grænsesten af granit, hovedsageligt i perioden 1895 - 1915. Meddelelsen i Hejmdal kunne antyde den officielle start på udskiftningen af grænsepælene.

          
Kongestenen Koldingvej har en række grænsesten, af Christiansfeld Arkiv angivet som nr. 88, 99 (nr. 99 er del af bænk, er åbenbart forkert overmalet), 116, 122, 128. Da der er tale om bænke med to sten til hver bænk, skal man enten se on location eller gætte sig frem. Sten nr. 88 er fritstående.
Grænsesten nr. 99, 116, 122, 128 kunne være sidesten til to bænke.
Hestestenen Frederikshøj har 1864 grænsestenene nr. 16 og 18 som indgangsparti.
Det fremgår af de to fotografiske illustrationer af grænsesten 101 og 117, at der i eftertiden er tilføjet en beskrivelse af det historiske monument nr. 101 - nemlig, at det har fungeret som grænsesten i tiden 1864-1920. Hvilket dog kun er en variant af sandheden, da grænsesten først erstattede de rådnende grænsepæle af træ i perioden 1891-1915.
Grænsesten efter 1920. 
Grænsesten nr. 1 står ved Skomagerhus, hvor Kruså’en løber ud i Flensborg Fjord, og grænsesten nr. 280 er placeret yderst ude mod Vadehavet oppe på diget. Kun disse to, yderste grænsesten har påført dato for grænsedragningens begyndelse samt pyramidial top. Alle de øvrige grænsesten har ikke denne datering, og de har i toppen, i midten en lille fordybning, som er de såkaldte sigtelinjer ud til siderne.
Mod nord er der indhugget et rødt D for Danmark og mod syd et sort DRP for Deutsches Reich Preussen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
© Skanderup Sogns historie