[1] Om det er tilfældigt, at Peter Michaelsen ikke blev grosserer i klaverer og flygler er det ikke muligt at sige noget om. Dog er der lokale erindringer fra hjemmet i Vestergade 9, hvor der var et flygel (som ikke kunne sælges i 1916?). Det musikalske element i familien er dog kommet til udtryk gennem barnebarnet Johan Michaelsen, der er organist i Grøndalskirken.
[1] Utrykt beretning af Johan Michaelsen, Peter Meyer Michaelsen, om faderen som ostegrosserer i Lunderskov
|
Jyllandsposten 15. maj 1916. Annonceteksten angiver bopæl i Flensburg, men med adresse og telefon i Lunderskov også. Klaverer tilbydes til 610-798 kr. Flygler tilbydes til 876-1220 kr. Der annonceres i forskellige landsdækkende dagblade indtil august 1916. |
|
Med afslutningen af 1. verdenskrig blev Peter Michaelsen aktiv i FLENSBORGBEVÆGELSEN, som ønskede Flensborg og Mellemslesvig tilbage til Danmark. Han blev medlem af hovedbestyrelsen.
Den tabte krig i 1864 havde trukket grænsen mellem Tyskland og Danmark ved Kongeåen. Danmark tabte her hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Danmark blev som resultat heraf en homogen, dansktalende småstat. Men der var dansktalende syd for grænsen.
Efter Tysklands nederlag i 1. v. krig skulle grænserne justeres, efter nationalitetsprincippet. Dette blev indarbejdet i Versailles-fredens principper og krævedes først og fremmest af USA’s præsident W. Wilson i form af princippet om ”den nationale selvbestemmelsesret”.
Der blev fremsat rabiate og nationalistiske (historisk begrundede) krav om Danmark til Ejderen, repræsenteret ved DANNEVIRKEBEVÆGELSEN, d.v.s. alle 3 zoner til Danmark uanset afstemningsresultat. GRÆNSEFORENINGEN stiftedes i 1920 efter folkeafstemningen om den dansk-tyske grænse, som kun gav dansk flertal i zone 1, d.v.s. etablering af den nuværende grænse.
|
Fra 1920 var P. Michaelsen aktiv i den lokale afdeling af Sønderjysk Forening, det senere Grænseforeningen, hvor der i bestyrelsen og blandt medlemmer var aktive fortalere for Danmark til Ejderen og Dannevirke. Peter Michaelsen blev hurtigt et markant medlem af bestyrelsen.
I starten, indtil den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933, var han skeptisk i forhold til den rabiate Ejder-linje i Grænseforeningen, men herefter blev han, stærkest markeret ved nogle skolesager i grænseområdet, overbevist tilhænger af Ejder-linjen.
Engagementet i den danske grænseproblematik forstås måske bedst ved at se på kortet over afstemningszoner efter 1. verdenskrig i det gamle danske område Slesvig og syd herfor Hosten og Lauenborg. Da afstemningsresultatet i 1920 ”kun” gav zone 1 til Danmark, zone 2 med Flensborg var og forblev tysk, blev det en strategi, også for tidligere mere moderate tilhængere af FLENSBORGBEVÆGELSEN, at arbejde for en international (ikke-tysk) kontrol af området.
Danmarks statsminister 1945-47, venstremanden Knud Kristensen faldt for et radikalt mistillidsvotum i 1947, fordi han i modsætning til Danmarks officielle politik udtrykte ”privat sympati” for denne tanke. Peter Michaelsen tilhørte mere eller mindre udtalt den ”Dannevirke-kritiske” del af Grænseforeningen. I øvrigt sammen med den markante historiker Vilhelm la Cour. Men også sammen med denne foretog han en diametral vending i forhold til Ejder politikken fra 1933 ved nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Vilhelm la Cour kom her endelig ind i Grænseforeningens hovedbestyrelse, Michaelsen blev næstformand. For Peter Michaelsen var forløbet formentlig, at da Grænseforeningen i 1930 og 1934 skulle tage stilling til skolespørgsmålene i henholdsvis Slesvig by og Tønning, var han mest stemt for en blød start i lejede lokaler i stedet for at bygge nyt. I Dannevirkemændenes øjne var en sådan vaklende indstilling kættersk. Men med Hitlers magtovertagelse og fra 1934 var Michaelsen klart Ejdermand, hvilket formentlig gjorde ham til næstformand i hovedbestyrelsen.
Det kan således ikke udelukkes, at Peter Michaelsen, ostegrosserer i Lunderskov har været medvirkende til at få Danmarks daværende statsminister, Knud Kristensen til at fastholde det politisk sprængfarlige standpunkt ”privat” at sympatisere med tanken om en særlig status til Flensborg og Mellemslesvig, som Knud Kristensen allerede fra en grundlovstale i 1946 havde givet udtryk for. Iflg. sønnen, Peter Meyer Michaelsen var Knud Kristensen juli 1947 under en tale på Skamlingsbanken på besøg hos Peter Michaelsen, der var ”med i Skamlingsbankeselskabet”. Under alle omstændigheder blev Knud Kristensen fældet af et mistillidsvotum 4. okt. 1947, som banede vej for en socialdemokratisk Hedtoft regering, hvor Knud Kristensens meget ”Flensborg-kritiske” udenrigsminister, Gustav Rasmussen fortsatte som udenrigsminister. Hvortil Knud Kristensens bramfri, vestjyske kommentar skulle have været: "a sæjer walbekom".
Ud over politisk indflydelse på landspolitisk niveau i grænsespørgsmålet var Peter Michaelsen også i to omgange medlem af sognerådet i Skanderup Sogn. Herfra kan refereres fra det af sønnen, Peter M. Michaelsen anførte i hans kortfattede beretning til Lunderskov og Omegns Lokalarkiv om faderen[1]:
”I må hellere få beretningen om min Fars indtræden i Sognerådet, som han var medlem af i 2 perioder. Da han første gang blev valgt og var til det konstituerende møde, der som de andre møder afholdtes på ”Fattiggården” i Skanderup, indledte sognerådsformanden, Johan Nielsen, Indremissionsk. ”Jeg vil gerne byde velkommen til de nye medlemmer, undtagen Michaelsen” (han var valgmenighedsmand). - Nå, det overlevede han, og jeg forstod, at der udviklede sig et godt og venskabeligt samarbejde, idet missionen fandt ud af, at Far – udover at have mange kontakter – kunne bidrage til at løse mange af sognets problemer.
Der er en historie om, at Far ved et sognerådsmøde fortalte, at han den foregående nat i en drøm havde drømt, at Johan Nielsen var død og var på vej op i himlen ad en lang stige. På stigen skulle han sætte kryds for hver synd, han havde begået. Pludselig blev der tumult, idet sognerådsformanden var på vej nedad igen, fordi han skulle bruge mere kridt.”
Den her omtalte sognerådsformand var ejeren af Grønvanggaard i Skanderup. Han var sognerådsformand 1919-23, som så må have været Michaelsens første periode i sognerådet. Historien illustrerer et sogneråd, hvor der var et enkelt medlems flertal for Indre Mission. Og desuden en situation, der formentlig hyppigt har udspillet sig i det indremissionsk dominerede sogneråd. Konflikternes rod var først og fremmest af religiøs og kulturel art.
Den indremissionske sognerådsformand Johan Nielsen og hans efterfølger, den ligeledes indremissionske Knud Knudsen fra Gelballe, kunne være uenig om mindre betydningsfulde spørgsmål som økonomi og strukturelle ting som f. eks. vejføring.
Men i religiøse og skolepolitiske spørgsmål (ansættelse af indremissionske lærere) var de helt enige.
Ud fra det noget spinkle materiale kan det med rimelig sikkerhed konkluderes, at ostegrosserer Peter Michaelsen har været privat bosiddende i Flensborg fra 1910, hvor han giftede sig med Margrethe Meyer. Velsagtens bosiddende i Lunderskov, Vestergade 9, Duborg siden 1920, muligvis allerede forretningsmæssigt beskæftiget i Lunderskov fra 1916, Peter Michaelsen optræder i Skanderup Sogns folketællingsmateriale fra 1921.
Han kommer fra egnen, idet faderen, A. Michaelsen var dyrlæge i Gesten.
Ved 1921 folketællingen tituleredes han købmand, fra 1925 grosserer. Peter Michaelsens osteforretning må således formodes at være startet mellem 1921 og 1925.
|
Jernbanegade 2, Peter Michaelsens ostelager. Foto fra 1989 iflg. lokalarkivet. |
Det har ikke været muligt at finde materiale om grossistvirksomheden produktionsmæssige side. På et foto, som lokalarkivet daterer til 1920, er det 3 personer excl. Michaelsen beskæftiget i et ostelager, som må formodes at være Jernbanegade 2, som også er den adresse lokalarkivet angiver.
Forretningen har været omfattende nok til at sønnen Johan Michaelsen ved faderens død i 1953 har videreført forretningen. Den har jo under alle omstændigheder været fint beliggende mellem de to mejerier, Skanderup og Lunderskov, og lige op ad jernbanestationen i Lunderskov. Også selv om der var tale om et søndagshvilende og et mejeri, der arbejdede alle ugens 7 dage.
|
P. Michaelsens ostelager, Jernbanegade 2. Iflg. lokalarkivet foto fra 1920. |
Iflg. Johan Michaelsens søn, Johan Michaelsen, afhændede faderen firmaet en gang i begyndelsen af 1990’erne. Firmaet er for længst ophørt som grossistvirksomhed i ost. De tilbageblevne bygninger ser aktuelt ikke ud til at være i brug. Det nationale engagement i Grænseforeningen må vel formodes at være motiveret ved ægteskabet med Margrethe Meyer fra Flensborg. Der er dog intet i sognets øvrige aktiviteter, der tyder på, at Peter Michaelsen som valgmenigheds- eller som Grænseforenings mand har øvet en særskilt indflydelse på sognets politiske og kulturelle liv. Som beskrevet tilhørte Peter Michaelsen politisk det ikke-indremissionske mindretal, men der er intet i det foreliggende materiale, også fra den offentlige debat, der tyder på særskilte aktiviteter her. Selv er Peter Michaelsen begravet på Gesten Kirkegård, sønnen Johan Michaelsen på Skanderup Valgmenigheds Kirkegård. Der har vel været så meget af den lokale modsætning til Indre Mission, at det ville være utænkeligt med en gravplads på Skanderup Kirkegård? Man kan måske sige, at Peter Michaelsen har været et rimeligt typisk eksempel på en grundtvigianer, et medlem af valgmenigheden i det religiøst splittede sogn. Erhvervsmæssig og økonomisk succes (formentlig) gav ingen pardon hos Indre Mission, når det kom til kulturelle og politiske spørgsmål. Her var religionen i Peter Michaelsens tid stadig fuldt dominerende.
|
Foto af Peter Michaelsen 1920-30. Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. |
Grænsesten som historiske monumenter.
Grænsesten nr. 117 fra Kongeå grænsen blev i 1922 omplaceret til Anlægget i Lunderskov som en konsekvens af Versailles fredens grænseændring i 1920 til den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland.
Grænsestenen er et stykke lokal grænsehistorie. Men den er samtidig - som alle grænsesten fra 1864 - et monument over dansk, gennem næsten 800 år, til tider konfliktfyldt grænsehistorie.
Om stenens placering i Lunderskov forholder det sig helt utvivlsomt som refereret i Kolding Folkeblad 15. Januar 1922 i en nyhedsartikel fra den tirsdag d. 10. januar 1922 afholdte generalforsamling i Lunderskov Borgerforening, at formanden, Peter Michaelsen kunne berette, at grænsesten nr. 117 var blevet erhvervet gennem Lunderskov Borgerforening. Hvad Peter Michaelsen ikke sagde, men hvad alle deltagerne i generalforsamlingen så udmærket har vidst, så har formanden gennem sine sønderjyske rødder og kontakter til Sønderjysk Centralforening, der siden 1920 sammen med andre sønderjyske foreninger blev til Grænseforeningen, været meget opmærksom på, hvad der skulle ske med de nu tidligere grænsesten fra 1864, Kongeå grænsen.
Man kan af generalforsamlingsreferatet udlæse, at man har været ganske opmærksom på den i 1922 af Indenrigsministeriet formulerede anmodning om opstilling i offentlige anlæg af de nu kasserede og opgravede grænsesten fra 1864 grænsen.
Peter Michaelsens rolle i 1922 var derfor ikke tilfældig. Efter at have skiftet bopæl fra Flensborg til Lunderskov i tiden op til starten af 1. verdenskrig, blev han efterfølgende medlem af bestyrelsen og næstformand i Grænseforeningen, fremgår det af en af de mere indgående, nyere beskrivelser af grænse og grænseproblematik i mellemkrigstiden, Dannevirkemænd og Ejderfolk, Flensborg 2005. Peter Michaelsens barnebarn, organist Johan Michaelsen fortæller fra samme tid, at P. Michaelsens bopælsskifte fra Flensborg til Lunderskov skete for at undgå tysk militærtjeneste.
Peter Michaelsens og Borgerforeningens initiativ medførte den samtidige etablering af Anlægget i Lunderskov, hvor grænsestenen skulle placeres. Den specifikke formulering om offentlige placeringer, ikke private, var det samtidige udtryk for 1864 grænsestenenes noget kaotiske skæbne efter etableringen af den nye, 1920 grænse, hvor der i samtiden verserede historier om veritabel hamstring af de tidligere grænsesten, men iblandet ligegyldighed i forhold til det kapitel i Danmarkshistorien, hvor Kongeågrænsen var en markering af nederlaget i 1864 til Prøjsen.
Der har lokalt, i Lunderskov verseret en ubekræftet antagelse om, at erhvervelsen af grænsestenen skete gennem Peter Michaelsens foredragsvirksomhed i det sønderjyske område. Der er intet belæg for denne antagelse, og det er uvist, hvordan eller hvorfor lokalarkivet gennem en årrække har fået denne version nedfældet - og videreført af andre lokalarkiver, Grænseforeningen m.fl.
Der er ikke en omfattende kildedokumentation for den her præsenterede version af, hvordan grænsesten 117 kom til Lunderskov, kun den anførte avisartikel, som på forespørgsel til lokalarkivet ikke kan suppleres med materiale fra Lunderskov Borgerforening, der åbenbart er fortæret af tidens tand.
Til gengæld er og var lokalarkivets tidligere bragte vandrehistorie om grænsestenen som en gave, et "lån" til Michaelsen i anledning af et foredrag kildemæssigt helt ubekræftet. Og i forhold til den kendte, historiske virkelighed også ganske usandsynlig.
Men uanset den lokale vildfarelse kan grænsesten som markeringer mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig fortælle om et langt og ind imellem kompliceret forhold mellem det danske kongerige og de sydlige hertugdømmer, først og fremmest Slesvig.
Desuden kan man - mere sporadisk og hensat til mere fortolkende betragtninger - iagttage, hvorledes forskellige grænsemarkeringer afspejler den samtidige opfattelse af forholdet til den sydlige nabo.
De samtidige opfattelser søges her udtrykt i samtidens aviser, hvor de naturligvis er blevet filtreret gennem mere eller mindre repræsentative og journalistiske skribenter.
Den sønderjyske forhistorie
Den del af Kongeriget Danmark, som Slesvig syd for Nørrejylland udgjorde, blev til et fyrstelen med Valdemar Sejrs arvedeling mellem hans i 1232 tilbageblevne tre sønner efter halvbroderens, Valdemar den Unges død i 1231.
Valdemar Sejrs kvaliteter i øvrigt ufortalt, så viste det sig, at udnævnelsen af den ældste søn, Erik Plovpenning til medkonge, sønnerne Christoffer og Abel til henholdsvis hertug af Lolland Falster og Abel til "kun" hertug af Slesvig, skulle komme til at medføre en uforsonlig broderkrig med langsigtede konsekvenser i forhold til Slesvig.
Broderkrigen mellem Kong Erik og hertug Abel udspillede sig næsten umiddelbart 1242-50 efter Valdemar Sejrs død i 1241. Abel blev i broderstriden drevet ned gennem kongeriget, hvor han umiddelbart før Slesvig skulle have startet byggeriet af det første Koldinghus i 1248 som et noget særpræget beliggende forsvarsværk i kampen mod den danske kongemagt. Særpræget i betragtning af, at Abel under broderstriden var hertug i Slesvig, og at Kolding, kan man se i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, var beliggende i kongeriget, i Nørrejylland.
Erik Plovpenning sejrede i broderstriden, men blev myrdet 1250 og kastet i Slien under et besøg hos Abel, der kortvarigt efterfulgte ham som konge.
Slesvig som hertugdømme var og blev en etableret kendsgerning. Hertugdømmet Slesvig var nu adskilt fra den nørrejyske del af kongeriget Danmark, hvor slutpunktet blev nederlaget i 1864 til Prøjsen og indlemmelse af de danske hertugdømmer i det, der blev det tyske kejserrige med O. von Bismarck som kansler.
Christian 1.'s håndfæstning 5. marts 1460 blev et mellemspil og et yderligere instrument i Bismarcks kispus med kongeriget Danmark i tiden omkring 1864 gennem brugen af Ribe-Privilegiet, der gjorde Slesvig og Holsten "evigt uadskillelige". Vedtagelsen i Danmark af Novemberforfatningen, 18. nov. 1863, der indførte et fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig, Danmark til Ejderen, gav Bismarck let spil i det daværende internationale diplomati, som blev effektueret med Danmarks nederlag i 1864 og Kongeågrænsen.
|
|
Kongeriget Danmark og hertugdømmerne. |
Danmark og den nuværende grænse. Grænseforeningen |
Danmarks grænser og grænsemarkeringer mod syd
Gennem tiderne har der mellem Danmark og det, der nu har fået betegnelsen Tyskland, været forskellige grænser før den nuværende 1920 grænse.
Det afspejler sig i forskellige tiders grænsemarkeringer, grænsesten, som 1864 grænsens markering af grænseskellet kan sammenlignes med:
- en ældre og demonstrativ markering af Danmark til Ejderen, der findes i Rendsborg, Ejderen - hvor Danmark til Ejderen proklameres,
- en grænsesten på Koldinghus fra Frederik d. 6.'s tid, fra begyndelsen af 1800-tallet, som har markeret grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig.
Kongeå grænsen
Den tabte krig til Prøjsen i 1864 og Kongeå grænsen medførte opstilling af 128 trægrænsepæle, der i tiden indtil 1920 grænsen blev afløst af et formentligt tilsvarende antal grænsesten af granit.
I dagens Danmark er der 280 grænsesten, der siden 1920 har adskilt Danmark fra Tyskland. De går fra Skomagerhus ved Flensborg Fjord til Vadehavet. Nr. 1 og nr. 280 har opsætningsdatering og pyramidetop, de øvrige har flad top med sigtelinje og national indskrift mod Danmark, D og Deutsches Reich Preussen, DRP mod syd. Af navnet Prøjsen som den sydlige nabo, vil man med lidt historisk eftertanke kunne se, at det historiske Tyskland har undergået forandringer siden - Prøjsen blev afskaffet som statsdannelse af det nazistiske Tyskland og blev de jure afskaffet med Moskva konferencen i 1947.
Det fremgår af et grænseeftersyn, refereret i Kolding Folkeblad 23. september 1921, at grænsestenene var nu ganske vist af granit, men "ved Kobbermøllebugten er Pælene af Eg. Ved Besigtigelsen viste alt sig at være i Orden." Trægrænsepæle i grænseområdet mod syd har således været et kendt fænomen.
Efter nederlaget til Prøjsen, som ved fredsslutningen i 1864 indlemmede hertugdømmet Slesvig og trak Kongeå grænsen, blev der 1864-65 opsat 128 grænsepæle af træ, der gik fra Spækbro ved Vadehavet til Hejlsminde ved Lillebælt. Disse grænsepæle var naturligvis ikke langtidsholdbare og blev løbende erstattet af et tilsvarende antal grænsesten af granit i perioden 1891-1915. Herom hedder det i Ribe Stifts-Tidende 15. oktober 1891, at "de 128 Træpæle ...have maattet begynde at vige for varigere Mærker ..." Malende hedder det herom i Dagbladet Hejmdal 11. november 1895, at "Grænsepælene imellem Danmark og Slesvig er efterhaanden blevne raadne og mangelfulde, og de erstattes derfor nu i Følge Ribe Stiftstid. af Grænsesten. Men Sten kan ogsaa forgaa."
Den nationale fortrøstning til en grænseændring er her mejslet i sten!
Der skulle herske usikkerhed mht., om alle 128 eller kun 121 grænsepæle erstattedes af grænsesten af granit. Hvor 7 overlevende trægrænsepæle kommer fra, vides ikke. Så mange har der næppe været ved Kobbermøllebugten.
Man kan muligvis gå ud fra, at der har været 128 grænsepæle på samme placering som de efterfølgende grænsesten af granit.
I betragtning af, at grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig før 1864 var markeret med granit grænsesten, tilsvarende en grænsesten fra Frederik 6.s tid, der findes opsat i haven til Koldinghus, kan det undre, at man 1864-65 kun opsatte trægrænsepæle. Måske en markering af troen på, at disse grænsepæle var midlertidige?
En endnu mere markant grænsemarkering før 1864 har været inskriptionen i Rendsborg fæstningens søndre port, hvor der på latin er en indskrift, der siger, at Ejderen (hvor Rendsborg ligger) er Romerrigets grænse. I denne avisversion er der atter en tidstypisk konstatering fra 1919, hvor drøftelser om Danmark til Ejderen kunne offentliggøres efter at have været umuliggjort med nederlaget til Prøjsen i 1864.
|
Iflg. Viborg-Stiftstidende 13. maj 1919, hvor den tyske krigsmaskine er blevet slået i 1. verdenskrig, skulle denne indskrift i en grænsesten, indmuret i Rendsborg fæstningens søndre port på latin have forkyndt: "Ejderen er Romerrigets Grænse."
|
Hvor der i tiden før 1864 kan findes eksempler på nærmest pompøse grænsesten mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne, så var 1864 trægrænsepæle tilsvarende næsten ynkeligt tidsbegrænsede. De efterfølgende grænsesten i granit var i et holdbart materiale, men af andre grunde end grænsepælenes skæbne blev de alligevel mere flygtige end deres materielle tilstedeværelse betingede. Om ikke andet så med den hast og i det omfang, de forsvandt. Af de 128 granitsten kunne der i 1922 konstateres efter opgravningen i 1920 at være o. 90 tilbage. Herefter er der kommet flere til ved nogen ihærdig eftersporing.
Sydvestjyske Museer er i deres undersøgelser af de 128 grænsestens skæbne i genforeningsjubilæumsåret 2020 kommet til den opfattelse, at der nærmest har hersket kaotiske forhold omkring de grænsesten, som skulle fjernes fra den gamle Kongeå grænse, hvor lokale hamstrede egne grænsesten, andre er blot blevet borte. Drøftelsen i Ribe Byråd, refereret i Ribe Stifts-tidende 24. januar 1922, kunne betegnes som lidt symptomatisk.
Borgmesteren i Ribe refereres her for at have orienteret om Indenrigsministeriets tilbud til Ribe om at modtage nogle af de nu overflødige 1864 grænsesten til opstilling i Ribe. Det blev vedtaget at udtale, at man "kunde ønske at faa om muligt et Par Grænsesten ... særlig ved Soldater-Mindesmærket ..." Et par særdeles forbeholdne røster refereres også, som ikke syntes at "saadanne Steen ... ville være til nogen Pynt."
Til det kaotiske hører, at 1864 grænsestenene også blev stjålet, hvorom det hedder i Kolding Folkeblad 24. januar 1922 i en artikel "Om bortførte Grænsesten", at Fæsted Kommuneråd havde anmodet Indenrigsministeriet om at kunne benytte de i og omkring kommunen beliggende grænsesten til et genforeningsminde, som der blev rejst en hel del af på den tid.
Kommunen var iflg. artiklen ikke hurtig nok, idet en uidentificeret lastbil afhentede stenen, før kommunen havde fået samlet grænsestenene ind. Avisen skriver: "De stjaalne Sten har følgende Numre: 34, 35, 36, 37, 38, 40, 41 ..." Til det yderligere kaotiske hører, at det er de i Kolding Folkeblad annoncerede, stjålne sten, der angives opsat i forbindelse med den snurrige genforeningssten i Fæsted.
Om Fæsted med en genforeningssten, skrevet med runer, omgivet af angiveligt 1864 grænsesten med numrene 34-38 er et gennemført kopi arrangement, inkl. grænsestenene, kunne stå hen i det uvisse. Men Grænseforeningen ser ud til at have anerkendt grænsestenene som originale. Hvilket også fotografiet med den snurrige genforeningssten, inkl. grænsesten nr. 35 indikerer, at de er. Deres eksistens bekræftes også af Tagesens registrering.
Om så avisartiklen er en "avisand", eller grænsestenene er fundet efterfølgende, kan ikke afgøres på det givne grundlag.
Men fra det officielle Danmark blev der 1922 gjort sporadiske bestræbelser på bevare stenene for eftertiden, hvilket grænsesten nr. 117, anbragt i offentlige omgivelser i Anlægget i Lunderskov, er et eksempel på.
Uanset, at Indenrigsministeriet efter genforeningen anmodede om, at de eksisterende grænsesten blev opgravet og opstillet på offentlige steder, så må det konstateres, at et er en meddelelse, udsendt gennem pressen, noget ganske andet har været de faktiske forhold, se listen over de 128 grænsesten, der blev opstillet ved 1864 grænsen.
Så meget om baggrunden for grænsesten nr. 117, der blev opstillet i området ved Drabæks Mølle området, over for Møllegade 21, i et område, som Lunderskov Borgerforening havde erhvervet til opstilling af grænsestenen, og som blev til Anlægget i Lunderskov.
I "Bekjendtgørelse angaaende af den fremtidige Grænse mellem Kongeriget Danmark og Slesvig m.m. Kjøbenhavn, d. 22. juli 1865" fastsættes grænse og placeringen af grænsepælene.
Oversigtsmæssigt drejer det sig iflg. en refereret Kommissions-Protokol om, at grænsepælene nr. 1-22 var placeret fra hvor "Vester-Vedsted Sogn ender, løber herfra i væsentlig østlig Retning og for største Delen langs med en vaad Grøft paa den sydlige Grænse af Sognene V. -Vedsted, Ribe og Seem indtil Grænsepæl Nr. 22".
Herefter beskrives der videre uden at nævne grænsepælene 23-25, 28-36, 43-53.
"... og naar ved Grænsepæl Nr. 26 Gjelsaaen ved Gjelsbro ... Fra Gjelsaaens Foreningspunkt med Fladsaa løber Landegrænsen langs den højre Bred af Fladsaaen og den sydlige Bygrænse af Obekjær til Grænsepæl Nr. 27 ... ; herfra langs den østlige Bygrænse af Obekjær indtil den Nord for nævnte By frem springende Vinkel ved Grænsepæl Nr. 36.
Herfra gennemskærer en ved Grænsepælene Nr. 37 til Nr. 42 markeret lige Grænselinje Mosen indtil hint Punkt af Hjortvadia, som dannes ved Skæringen af den i Fredstraktaten omtalte lige Linje imellem Sydøstpunktet af Hjortlunds østlige Bygrænse og den Nord for Obekjær fremspringende Vinkel. ... langs Hjortvadaa opad indtil hint Punkt (Grænsepæl Nr. 43), hvor den østlige Bygrænse af Kalslund trætter Aaen, og tortsætter sig langs den omtalte Grænse Øst for nævnte By og Villebølle By, derefter Vest for Byerne Hjortvad , Bavnegaard og Ravning indtil Kongeaaen ved Grænsepæl Nr. 54.
... Fra Grænsepæl Nr. 54 ved Kongeaaen danner Midten af nævnte Vandløb Landegrænsen indtil det Punkt (Grænsepæl Nr. 59), hvor den vestlige Grænse af Vamdrup Sogn Nord for Holte træffer paa Vandløbet. ...
Fra Grænsepæl Nr. 59 løber Landegrænsen i sydlig Hovedretning imellem Sognene Skodborg og Vamdrup indtil Grænsepæl Nr. 73; herfra i sydøstlig Retning imellem Sognene Vamdrup og Jels indtil Grænsepæl Nr. 79, videre i sydlig Retning ... til Grænsepæl Nr. 80 ved det tredobbelte Grænsepunkt af Sognene Steppinge, Ødis og Jels; fra Grænsepæl Nr. 80 i østlig Hovedretning og imellem Sognene Ødis og Steppinge indtil Grænsepæl Nr. 91 ved Fovsaa, følger herfra det nævnte Vandløb og imellem Sognene Ødis paa den ene og Steppinge og Frørup paa den anden Side indtil Grænsepæl Nr. 94; herfra følger Landegrænsen Brænøres sydlige Bygrænse indtil Grænsepæl Nr. 99.
... Fra Grænsepæl Nr. 99 gaar Landegrænsen imellem Sognene Frørup og Taps indtil Grænsepæl Nr. 101. Efter den af Regeringerne billigede Udveksling af Landstrækninger skulde [af Taps Sogn] kun Bven Skoverup lægges til Hertugdømmet Slesvig. Da der imidlertid herved Vest for Byen vilde være fremkommet en smal 'Lunge af jysk Gebet, som ragede ind i Slesvig. gik den danske Grænseregulerings-Kommissær, Hr. Major v. Schøller, ind paa til Afrunding af Landegrænsen ligeledes at afstaa et Stykke Land af den danske By Tapsøre til Hertugdømmet Slesvig.
... Fra Grænsepæl Nr. 101 gaar Landegrænsen først i østlig og derefter i sydlig Retning indtil Grænsepæl Nr. 104 ved Nordvestgrænsen af Byen Skoverup. Ved denne Strækning er den nordlige Grænse markeret af det nu afstaaede, i forrige § omtalte Gebet af det danske Sogn Taps.
... Fra Grænsepæl Nr. 104 løber Landegrænsen paa den nordlige Grænse af Skoverup By indtil Grænsepæl Nr. 110 ved Tapsaaen; herfra langs det nævnte Vandløb i sydlig Retning indtil Grænsepæl Nr. 111; herfra i østlig Retning over Grænsepæl Nr. 112 til Grænsepæl Nr. 115 ved den gamle Landevej. ... .
Fra Grænsepæl Nr. 115 følger Landegrænsen den gamle Chaussee imod Nord indtil Grænsepæl Nr. 114; herfra gaar den i østlig Retning imellem Sognene Taps og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 116; videre imellem Sognene Vejstrup og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 120; herfra imellem Sognene Vejstrup og Alter indtil Grænsepæl Nr. 124; saa videre imellem Sognene Hejis og Aller indtil Grænsepæl Nr. 126, fortsætter sig herfra igennem Midten af Hejlsminde-Bugt og naar imellem de to Grænsepæle 127 og 128 (den første paa dansk, og den sidste paa slesvigsk Grund) Midten af Hejlsminde-Bugtens Munding ved Lille Bælt."
De traktatligt nævnte og stedligt placerede grænsepæle kan jævnføres med de her tabellarisk opstillede grænsepæle / -sten, som er reguleret efter grænsestenenes nuværende placering.
I det omfang, det er muligt, angives både oprindelig og nuværende placering af 1864 grænsestene. Det store og omfattende registreringsarbejde er allerede gjort. Hvor der kan rejses tvivl, eller hvor der er konstaterbare problemer, er det anført.
En del af herværende registreringsarbejde er blevet gjort, før den benyttede registreringsundersøgelse dukkede op som en mulighed, derfor er der en del unødvendige henvisninger (links) til f. eks. Grænseforeningen. Til gengæld har Grænseforeningen så ind imellem kommentarer, som det kan være nyttigt at stifte bekendtskab med.
Indledende grupperinger, der ikke tilhører den egentligt numerisk ordnede oversigt.
- Grænsestenene nr. 17, 20, 25, 39, 40, 44, 50, 51, 52, 53. Placeret i forbindelse med genforeningsstenen i Gram.
- Sten nr. 17, 20, 25, 39, 40, 44, 50-53.
- Råhede sluse, sten nr. 1. Vester Vedsted, Ribe, sten nr. 2. Plougstrup Krat, sten nr. 3. Glostrup, sten nr. 4, købt privat 1920. Alternative placeringer.
- Alslev, sten nr. 5, privat, købt, graveret 1921. Varde Museum, sten nr. 6. Ændret med indhugget genforeningsbudskab, Folkehjemmet, Aabenraa,
5 grænsesten, sten nr. 7, 7c, 9, 76, 119. 7c er både en dansk og tysk sten, Rømø og Aabenraa.
- Sten 5-7, 7c, 9, 76, 119.
- Genforeningsstenen i Gram, omgivet af 4 grænsesten nr. 22 og 28 - 30 og 31. To af dem har oprindeligt stået i Obbekær og Gelsbro.
- Dæmningen over Augustenborg Fjord/Lillehav, grænsesten nr. 23.
- Ribe, i "nærheden af sten nr. 7c", sten nr. 8. 7c lå i henholdsvis Aabenraa og Rømø!
|
- Sten nr. 1. I registrering Råhede Sluse.
- Sten nr. 2. I registrering Vester Vedsted Ungdomsskole.
- Sten nr. 3. I registrering Plougstrup Krat.
- Sten nr. 4. I registrering Ejby, Glostrup.
- Sten nr. 5.I registrering Nr. Alslev.
- Sten nr. 6.I registrering Varde Museum.
- Sten nr. 7. I registrering Folkehjem Aabenraa.
- Sten nr. 8. I registrering Bov, Padborg.
- Sten nr. 9. I registrering Folkehjem Aabenraa.
- Sten nr. 10. Hævdes at ligge på lager i Ribe, findes i registrering ved Ribe Amtmandsgård.i
- Sten nr. 11. I registrering Ribe Kunstmuseum.
- Sten nr. 12. Skulle være helt forsvundet, og have stået ved Roager. Registreret som gravsten på Vester Vedsted Kirkegård? I registrering uidentificeret.
- Sten nr. 13 er søgt i Grænseforeningens oplysninger uden resultat. Nordborg Lokalhistoriske Arkiv har den placeret i Pøl. Bekræftes i registrering.
- Sten nr. 14. Lintrup Kirkegård, mindesten. Bekræftes i registrering.
- Sten nr. 15. I registrering Skamlingsbanken. Kan muligvis være blandt de grænsesten, som Lemvig Folkeblad 20. november 1922 nævner "opstilles i Vejle Amt ... paa Skamlingsbanken".
- Sten nr. 16 og 18 er placeret Frederikshøj, Christiansfeld som markering til en genforeningssten. Nuværende placering af nr. 16 anføres i registrering som Taps. 18 også Taps.
- Sten nr. 17. Gram Slotskro i registrering.
- Sten nr. 18.
- Sten nr. 19. Muligvis oprindelig placering ved Vamdrup iflg. frimærke. Nu i registrering som Skærbæk Museum.
- Sten nr. 20. I registrering ved Genforeningsstenen på Gram Slotskro. Der er 10 grænsesten her, nr. 53, 25, 50, 17, 44, 39, 51, 40, 52 og 20.
- Sten nr. 21. Tønder Kunstmuseum i registrering.
- Sten nr. 22. Harreby i registrering.
- Sten nr. 23. Dæmningen Augustenborg i registrering.
- Sten nr. 24, kælderrum på Sønderborg Slot, Ugeavisen Sønderborg 15. februar 2018. Blev iflg. Hejmdal 8. november 1922 "hentet til Nørherredhus ... Stenen vil blive rejst ved Hovedindgangen til Forsamlingshuset". I registrering placeret i Nordborg.
- Sten nr. 25. I registrering placeret ved Gram Slotskro.
- Sten nr. 26. I registrering placeret på Koldinghus.
- Sten nr. 27, 32, 67 og nr. 68 står i Kruså under genforeningsstenen. Sten 27 er i registrering placeret i Kruså.
- Sten nr. 28. I registrering placeret i Harreby.
- Sten nr. 29. I registrering pladeret i Tønder, Amtsmandsboligen.
- Sten nr. 30. I registrering placeret i Harreby.
- Sten nr. 31. I registrering placeret i Harreby.
- Sten nr. 32. I registrering placeret i Kruså.
- Sten nr. 33. I registrering placeret i Møgeltønder.
- Sten nr. 34, 35, 36, 37, 38 Fæstedstenen Rødding. Fæstedstenen blev 1920 hugget i runer som genforeningssten iflg. den lokale turistguide. Man kan næppe fæste megen lid til de bragte oplysninger. Grænseforeningen har en artikel, hvor eksistensen af grænsestenene 34 - 38 anerkendes. Kolding Folkeblad 24. januar 1922 meddeler om grænsestene, 34-38, 40-41 som stjålne.
- Sten nr. 34. I registrering placeret i Fæsted.
- Sten nr. 35. I registrering placeret i Fæsted.
- Sten nr. 36. I registrering placeret i Fæsted.
- Sten nr. 37. I registrering placeret i Fæsted.
- Sten nr. 38. I registrering placeret i Fæsted.
- Sten nr. 39. I registrering placeret v. Gram Slotskro.
- Sten nr. 40. I registrering placeret v. Gram Slotskro.
- Sten nr. 41. I registrering placeret ved Rødding Højskole.
- Sten nr. 42. står bag genforeningsstenen på Kegnæs. I registrering placeret i Kegnæs.
- Sten nr. 43, skulle være væltet ned i Hjortvad Å 1920. I registreringen også placeret her.
- Sten nr. 44. I registreringen placeret ved Gram Slotskro.
- Sten nr. 45. I registreringen placeret hos Ahlmann, Sønderborg. Ahlmann-skolen.
- Sten nr. 46, Placeret på privat grund, Ribe. I registreringen placeret i Hjortvad.
- Sten nr. 47 er placeret ved vejen ud for Overgård i Hjortvad. I registreringen placeret Hjortvad.
- Sten nr. 48, sten nr. 49. Iflg. ugeavisen.dk skulle nr. 49 være blevet genopstillet på vejkrydset Koldingvej / Villebølvej i Kalvslund. Nr. 48 skulle være på Schackenborg.
- I registreringen er sten nr. 48 placeret i Møgeltønder.
- Sten nr. 49 er i registreringen placeret i Tønder, Amtsmandsbolig.
- Sten nr. 50. I registreringen placeret som Gram Slotskro., som også blandt andre reklamer for krovirksomheden viser et par grænsesten og deres placering.
- Sten nr. 51. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
- Sten nr. 52. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
- Sten nr. 53. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
- Sten nr. 54. Fynshav, Augustenborg. I registreringen placeret som Fynshav.
- Sten nr. 55. Haderslev Katedralskole. Når man studerer skolens to sten (der for øvrigt blev opmalet i 2017 i forbindelse med skolens 450 års jubilæum) ses det, at de har numrene 55 og 56. I skolens skriftlige beretning er som kilder til genforeningen i 1920 anført "to grænsesten ... ved indgangen til skolen", som her konstateres, har nr. 55 og 56. I registreringen er nr. 55 og nr. 56 nærmest misvisende under betegnelsen "Dobbelt".
- Sten nr. 56. Haderslev Katedralskole.
- Sten nr. 57. "Grænsepæl nr. 57 er faktisk ikke et genforeningsminde, men en cementkopi, lavet af en tidligere ejer af ejendommen bag cementstenen." I registreringen er der tale om en dobbelt sten, som befinder sig to steder: "Dansk side: Skt Jørgen Skolen (VUC) i Sønderborg og Tysk side: Bülowskolen i Dybbøl By".
- Sten nr. 58, 59, 61, 63, 69, 71 Kirkepladsen Skodborg, Rødding.
- Sten 58-59. I registreringen er både sten nr. 58 og sten nr. 59 placeret i Skodborg, ved kirken.
- Sten nr. 60. I registreringen Assendrup ved Vejle.
- Sten nr. 61. Skodborg, Brudepladsen. I registreringen Skodborg Kirke.
- Sten nr. 62. I registreringen Vejle Museum.
- Sten nr. 63. I registreringen Skodborg Skole.
- Sten nr. 64. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup angiver placering sammen med sten nr. 63 ved Genforeningsmindet i Skodborg. I registreringen uidentificeret.
- Sten nr. 65. I registreringen Blåkjær Skov.
- Sten nr. 66. Skamlingsbanken, skelsten. I registreringen Skamlingsbanken.
- Sten nr. 67. I registreringen Kruså.
- Sten nr. 68. I registreringen Kruså.
- Sten nr. 69. I registreringen Skodborg Skole.
- Sten nr. 70. I registreringen Sønderborg Slot.
- Sten nr. 71. Er registreret under Arkæologi Sydvestjylland. I registreringen Skodborg Kirke.
- Sten nr. 72, har oprindeligt stået sydvest for Vamdrup, står nu i Fredericia. I registreringen Fredericia.
- Sten nr. 73. I registreringen Jels Troldkær.
- Sten nr. 74, står nu i Jels Voldsted, tidligere o. Vamdrup. Grænsen ved Bastrup Troldkær. I registreringen Jels Voldsted.
- Sten nr. 75 ser ud til at være blevet forvekslet med grænsesten nr. 72. I registreringen Jels Bodilskær.
- Sten nr. 76. I registreringen Folkehjem, Aabenraa.
- Sten nr. 77. I registreringen Jels genforeningsstenen.
- Sten nr. 78. I registrering Haderslev Museum.
- Sten nr. 79. I registrering Sønderborg Slot.
- Sten nr. 80. I registrering Haderslev Museum.
- Sten nr. 81. I registrering Haderslev Museum.
- Sten nr. 82. I registrering uidentificeret.
- Sten nr. 83. I registrering uidentificeret.
- Sten nr. 84. I registrering Haderslev Museum.
- Sten nr. 85. Ødis Bramdrup. I registrering Haderslev Museum.
- Sten nr. 86. En fabulerende tekst, gåtur o. Stepping. I registrering uidentificeret.
- Sten nr. 87. I registrering Sønderborg, Amtmandsbolig.
- Sten nr. 88. Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej. I registrering Frederikshøj.
- Sten nr. 89. V. mindestenen Høkkelsbjerg, Taps. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup. Sammen med yderligere 4 sten: 99, 116, 122, 128. I registrering uidentificeret. Rommersmose, Højrup.
- Sten nr. 90. I registrering uidentificeret.
- Sten nr. 91. I registrering Sønderborg Slot.
- Sten nr. 92. I registrering Sønderborg Slot.
- Sten nr. 93. Findes ikke i Frederikshøj, formentlig fejlagtig oplysning under grænsesten nr. 99. I registrering Frederikshøj.
- Sten nr. 94. I registrering Ødisvej Gyldenhave.
- Sten nr. 95. I registrering uidentificeret.
- Sten nr. 96. Har muligvis stået i Bastrup, fjernet og anbragt på Koldinghus? I registrering Ødisvej Gyldenhave.
- Sten nr. 97. I registrering Amtsmandsbolig Sønderborg.
- Sten nr. 98. Lintrup Kirkegård, mindesten. I registrering Lintrup Kirke.
- Sten nr. 99, Christiansfeld Arkiv, står i haven på Geltinggård, Taps. Kan så ikke også stå ved Høkkelsbjerg. I registrering Geltinggård.
- Sten nr. 100. I registrering uidentificeret.
- Sten nr. 101 er registreret i Starup af Vester Starup Sogns Lokalhistoriske Arkiv. I registrering Starup Plantage.
- Sten nr. 102. I registreringen GG Museet.
- Sten nr. 103. I registreringen Haderslev Museum.
- Sten nr. 104. I registreringen uidentificeret.
- Sten nr. 105. I registreringen uidentificeret.
- Sten nr. 106. I registreringen Sønderborg Slot.
- Sten nr. 107. I registreringen Haderslev Museum.
- Sten nr. 108. I registreringen Haderslev Museum.
- Sten nr. 109. I registreringen Jels genforeningssten.
- Sten nr. 110. I registreringen Vibøge Sydals.
- Sten nr. 111. I registreringen GG Museet.
- Sten nr. 112. Stod oprindeligt i Frederikshøj iflg. en uverificeret beskrivelse. I registreringen GG Museet.
- Sten 113. ??, nr. 114 i dag ved Frederikshøj, nr. 115? nr. 116, nr. 117, nr. 118?, nr. 119, nr. 120? I registreringen Haderslev Museeum.
- Sten nr. 114. I registreringen Haderslev Museeum.
- Sten nr. 115. I registreringen Sønderskov Museum Vejen.
- Sten nr. 116. Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej. Kan så ikke også stå ved Høkkelsbjerg. I registreringen Frederikshøj.
- Sten nr. 117. I registreringen Lunderskov.
- Sten nr. 118. I registreringen Lintrup Kirke.
- Sten nr. 119. I registreringen Folkehjem Aabenraa.
- Sten nr. 120. I registreringen Haderslev Museum.
- Sten nr. 121. I registreringen Haderslev Museum.
- Sten nr. 122. Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej. Høkkelsbjerg? I registreringen Frederikshøj.
- Sten nr. 123. Stod oprindeligt i Fjællebro iflg. en uverificeret beskrivelse. I registreringen Højtoft Aabenraa.
- Sten nr. 124. I registreringen uidentificeret.
- Sten nr. 125. Lintrup Kirkegård, mindesten. I registreringen Lintrup Kirke.
- Sten nr. 126, Stavnsbjerg, Hejls, Hejlsminde. I registreringen Stavnsbjerg Hejls.
- Sten nr. 127. Hejls Kongeå Skole. I registreringen Hejls.
- Sten nr. 128 er iflg. Christiansfeld Arkiv opsat på Koldingvej. Det er kun 1 bænk, der må være 2 grænsesten? Høkkelsbjerg? I registreringen Frederikshøj.
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup har 01.07-10.01 1864 Flytning af grænsesten og erstatning af træpæle med grænsesten, 1864 grænsen. Fotokopi. Samt forskellige uddrag af grænsereguleringsprotokoller.
De 128 grænsesten fra 1864 er nu for de flestes vedkommende registreret.
14 af de 128 sten, stenene nr. 12, 64, 82, 83, 86, 89, 90, 95, 100, 104, 105, 114,115, 124 er forsvundet på forskellig vis.
Alt forudsat, at den nuværende registrering er udført korrekt.
Grænsestenen i Lunderskov står, hvor den blev placeret i 1922 som sten nr. 117 ud af de den gang 128 grænsemarkeringer, der blev irrelevante med grænseændringen i 1920. Mindst 121 af 1864 trægrænsepælene blev fortæret af tidens tand, rådnede, og blev erstattet af grænsesten af granit i den sidste del af perioden op til 1920, hvor grænsestenene blev fjernet og erstattet af de 280 grænsesten, der blev opsat ved den nye grænse.
Det nuværende antal grænsesten i granit efter grænsedragningen i 1920 og deres placering fremgår helt eller delvist af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse, BKI nr 252 af 08/06/1922.
Til identificering af de 128 - muligvis kun 121 af granit, resten af træ - nummererede granit grænsesten fra Kongeå grænsen 1864 - 1920 findes der dokumentet for fredstraktaten i 1864, Kommissions -Protokol, affattet af de vedkommende høje Regeringers Grænseregulerings Kommissærer til Udførelse af Artiklerne V og VI i den i Wien d. 30. Oktober 1864 sluttede Fredstraktat. Her angives grænsestenenes i grupperinger inddelte geografiske lokationer.
Senere, officiel dokumentation om stenene er udenrigsministeriets slutprotokol 1909 angående en lokal grænselinje, BKI nr 21503 af 02/07/1909. Her kan der hentes oplysninger om grænsesten nr. 22-23.
Der er bestræbelser på at få tilbageført grænsestenene fra Kongeågrænsen til deres oprindelige placering, hvilket kun vil være delvist muligt med de grænsesten, der har undgået tidens tand.
1864 grænsestenene af granit blev forarbejdet af en i øvrigt mindre kendt sten- og billedhugger, C. Schwartz, bosat i det dengang tyske Haderslev. De fleste af stenene fik indgraveret Kr. Dm. for Kongeriget Danmark på den ene side og Kr. Pr. for Königreich Preussen på den anden. Udgifterne blev fordelt mellem Prøjsen og Danmark.
Grænsestenen i Lunderskov set fra den danske inskriptionsside.
|
|
Anlægget i Lunderskov beskrives i en omtale i Kolding Folkeblad 27. november 1922, som et "smukt Udslag af (Lunderskov) Borgerforenings Bestræbelser ..." Og at det "... nylig er blevet anlagt paa en ideel Plads i saare skønne Omgivelser ... næsten i eet med de to private Anlæg: Drabæks Mølle og Hvidkilde." Det her anførte er uomtvisteligt og iagttagbart. Og det er en samtidig beskrivelse, hvor de afgørende begivenheder omkring grænsestenen og dens placering i det område, som blev til Anlægget i Lunderskov fandt sted.
Ejendommen Hvidkilde lå og ligger ved Storegade 44 i Lunderskov. Området omkring Hvidkilde ligger stadig tydeligt placeret som en udstykning fra Drabæks Mølle, som et parkområde med et åløb, der ved Drabæks Mølle breder sig ud til en sø, hvor den herskabelige villa med parkanlæg blev opført 1913 af fiskeeksportør Poul Hansen, født i Lunderskov 1875, hvor han blev pioner og ganske velhavende som dambrugsejer i det område, hvor han opførte Hvidkilde. Den anden Mølle, Rolles Mølle etablerede også dambrug med ejeren Niels Jørgen Nielsen, som dog ikke fik samme økonomiske succes som Poul Hansen med dambruget på Hvidkilde området.
Det fremgår af samtidige matrikelkort, at Lunderskov Anlæg som Hvidkilde må være udstykket fra Drabæks Mølle.
|
Hvidkildes arv fra Poul Hansen som fiskeeksportør er de tidligere fiskedamme i parken til Hvidkilde. Desuden Hellas, som Poul Hansen lod opføre til datteren. I forlængelse af parken til Hvidkilde blev området til grænsesten nr. 117 etableret som Anlægget i Lunderskov, i et område fra Drabæks Mølle, på den anden side af Møllegade i forhold til Hvidkilde.
|
|
Det fremgår af blandt andet Silkeborg Avis 19. januar 1922, at Indenrigsministeriet efter 1. verdenskrigs fredsslutning og ændringen af Kongeågrænsen fra 1864 til den nuværende grænse, ønskede at de, som det hed, ca. 90 grænsesten fra Kongeå grænsen blev tildelt de sønderjyske amter sammen med grænseamterne Vejle og Ribe, sidstnævnte det amt, hvor Skanderup Sogn og Lunderskov var placeret.
Betingelsen for at modtage en grænsesten var, at den skulle opstilles offentligt - ikke privat. Hvilket må antages at have været helt centralt for beslutningen om at etablere Anlægget i Lunderskov.
Poul Hansen erhvervede Hvidkilde med tilhørende park fra Drabæks Mølle, som i forlængelse heraf havde området omkring den nuværende Anlægsvej, Møllegade over mod Drabæks Mølle, området, der blev til Anlægget i Lunderskov, hvor grænsestenen blev opstillet overfor Møllegade 21.
Der kan i etableringen af anlægget iagttages et hertil hensigtsmæssigt personsammenfald i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, hvor både Drabæks Mølles Møller C. S. Nielsen, købmand, senere ostegrosserer Peter Michaelsen, dambruger og fiskeeksportør Poul Hansen, Hvidkilde og mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, der netop var flyttet fra Skanderup til Lunderskov, var fremtrædende medlemmer i tiden efter afslutningen af 1. verdenskrig og genforeningen af Sønderjylland med Danmark.
De kan formodes gennem Lunderskov Borgerforening at have udvirket, at Lunderskov Anlæg blev placeret som nabo til Hvidkilde parken med en yderligere udstykning fra Drabæks Mølle.
Ud over den erhvervsmæssige virksomhed var ostegrosserer Peter Michaelsen som tidligere anført lokalpolitisk aktiv som medlem af sognerådet i Skanderup. Men placeringen af en grænsesten i det, der blev Lunderskov Anlæg, skyldes helt utvivlsomt hans gode forbindelser i Lunderskov Borgerforening, samt bopæl i Flensborg indtil 1910-16.
P. Michaelsen var særdeles aktiv i Flensborgbevægelsen, Grænseforeningen. Og i denne sammenhæng helt sikkert blandt de andre fra Lunderskov Borgerforening nævnte de helt centrale lokale aktører i, at man fik en grænsesten til anbringelse i Anlægget i Lunderskov.
Det fremgår af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, hvor det i et referat af generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening hedder: "Formanden, Kbm. P. Michaelsen, afgav Beretning om det forløbne Aar ... Formanden oplyste, at Sønderjysk Forening (senere Grænseforeningen, stiftet 1879) havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i Tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget".
Det fremgår ganske klart af dette avisreferat af Borgerforeningens generalforsamling i 1922, at Peter Michaelsen er blevet kontaktet - muligvis af den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening - og at han på Lunderskov Borgerforenings vegne har modtaget grænsestenen som en gave til foreningen, forudsat, at Borforeningen kunne stille et område til rådighed, hvilket er blevet det ret nyetablerede Lunderskov Anlæg - der kan formodes etableret inden for rammerne af Borgerforeningen som en opfyldelse af betingelsen for at modtage stenen, at der var tale om en offentlig, ikke en privat placering af stenen.
Foruden Poul Hansen, Hvidkilde, der havde været formand i Borgerforeningen før P. Michaelsen sad i Borgerforeningens bestyrelsen også Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle, som så har været villig til at stille det område, som blev til Anlægget i Lunderskov til rådighed.
Filantropi har der næppe været tale om - betingelserne for at stille området til disposition for Borgerforeningen kan sandsynligvis konstateres i arkivmaterialet fra Lunderskov Borgerforening?
Der kan næppe herske tvivl om, at Anlægget i Lunderskov er blevet etableret på foranledning af Lunderskov Borgerforening, hvor de drivende kræfter har været P. Michaelsen, muligvis P. Hansen, Hvidkilde, og under alle omstændigheder C. S. Nielsen, Drabæks Mølle.
Selvom mange af de nu nedlagte grænsesten på kaotisk vis forsvandt, så fremgår det af referatet fra Lunderskov Borgerforenings generalforsamling 1922, at den til Lunderskov tildelte grænsesten blev tilbudt efter de af Indenrigsministeriet annoncerede regler, som krævede grænsestenen anbragt i et offentligt anlæg.
|
Lokalarkivets oplysning, at "Michaelsen ... var formand for den lokale grænseforening" er ikke korrekt, han var formand for Lunderskov Borgerforening, der fik grænsestenen tilbudt. At den skulle være "honorar for et foredrag" forekommer misvisende i forhold til den her fremlagte, samtidige dokumentation. Der er forgæves søgt bekræftende dokumentation. Teksten er efterfølgende blevet rettet af arkivet, men bibeholdes her for sammenhængens skyld. |
|
Indholdsmæssigt referat af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, Grænsestenen kommer til det nyetablerede Anlægget i Lunderskov:
Formanden (for Lunderskov Borgerforening) oplyste, at Sønderjysk Forening (kan have været lokalafdelingen for Lunderskov og Omegn) havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget. (Michaelsen) roste Arbmd. Knud Buhl for den Maade, hvorpaa han havde vedligeholdt Anlæget.
Det korte af det lange må være,
- at anlægget forudgående muligheden for at modtage en grænsesten er blevet anlagt,
- at (lokalafdelingen af) Sønderjyske Forening har forhørt sig om muligheden for at få en grænsesten, som har foranlediget kontakt til Lunderskov Borgerforening (v. formand P. Michaelsen),
- som har været den private forening i Lunderskov, der har kunnet / villet påtage sig opgaven at stille et område til rådighed.
|
Grænsestenen kan således konstateres opstillet i det til formålet nyetablerede Anlæg i Lunderskov - efter de af Indenrigsministeriet stillede betingelser om et offentligt anlæg.
Det forholder sig næppe - eller kun i modificeret form - som tidligere anført af Lunderskov Lokalarkiv, at Peter Michaelsen fik grænsestenen som gave for et foredrag. Og slet ikke i den helt misvisende version, at P. Michaelsen skulle have "lånt" stenen og glemte at levere den tilbage. Denne version må bero på fri og løssluppen fantasi, der ikke burde finde anvendelse i seriøs historieformidling.
Grænseforeningen har kolporteret samme misvisende version, som præsenteres i kommentarerne fra Lunderskov Arkiv til grænsesten nr. 117. Grænseforeningen henviser som kilde til Slots og Kulturstyrelsen, hvor det ikke har været muligt at få bekræftet denne ubekræftede løbehistorie. Slots og Kulturstyrelsen henviser til Museum Sønderjylland, hvis ekspert på området afviser rygtet om grænsestenen som en gave til P. Michaelsen i anledning af et foredrag.
Det forholder sig utvivlsomt som anført i Kolding Folkeblad 15. februar i referat af Peter Michaelsens formandsberetning til generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening.
Nemlig at den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening havde søgt om at få en af de på Indenrigsministeriets foranledning i januar 1922 ved Haderslev Amts amtmand indsamlede grænsesten ved Kongeågrænsen. Til anbringelse på det, der blev etableret som et offentligt sted i Ribe Amt, i Anlægget i Lunderskov, nyoprettet til formålet.
Indenrigsministeriets formulering herom var, at stenene "ikke (skulle) tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg..."
Lunderskov Borgerforening fik stenen opstillet med Peter Michaelsen som formand og utvivlsom drivende kraft i det formentlig med dette formål for øje nyanlagte Lunderskov Anlæg, som derfor iflg. kriterierne skulle være et "offentligt anlæg".
Det kan naturligvis ikke udelukkes, at P. Michaelsen har holdt et foredrag i en af de Sønderjyske Foreninger, eller på anden vis er blevet opmærksom på grænsestenens eksistens og for muligheden for at få den opstillet i Lunderskov - på de af Indenrigsministeriet givne betingelser.
Men det kan helt afvises, at grænsestenen er erhvervet som gave til P. Michaelsen som privatperson.
Man kan forestille sig, at Poul Hansen, Hvidkilde, P. Michaelsen og Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle med deres position i henholdsvis Borgerforeningen og kendskab til lokalafdelingen af Sønderjysk Forening har fundet ud af at få Anlægget i Lunderskov gjort til en del af Borgerforeningens aktiver - og herved muliggjorde en opstilling af grænsestenen i et område, der ikke var privat.
Betingelserne for overdragelsen af området til Anlægget i Lunderskov må formodes at fremgå af evt. arkivmateriale fra lokalafdelingen af Sønderjysk Forening. Det er ikke undersøgt her. Man kunne også have håbet på arkivmateriale fra Lunderskov Borgerforening, som iflg. oplysninger søgt hos Lokalarkivet i Lunderskov ikke eksisterer.
|
Det hedder i Silkeborg Avis 19. januar 1922 om "De gamle Grænsesten", som efter nederlaget til Prøjsen i 1864 blev opstillet ved den nye grænse ved Kongeåen:
"Efter Indenrigsministeriets Anmodning har Amtmanden over Haderslev Amt ladet samtlige Grænsesten opgrave ved den gamle Grænse fra 1864 ... og tage i Forvaring for at bevare dem fra Ødelæggelse. Der er saaledes indsamlet ca. 90 Sten (128 iflg. Grænseforeningen m.fl. oplysninger), som Ministeriet mener bør fordeles og anbringes på passende Steder i de fire sønderjydske Amter og de to tidligere danske Grænseamter, Vejle og Ribe Amter, og Ministeriet bemærker ..., at det finder det rettest, at Stenene ikke tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg, ved Forsamlingshuse og lignende Steder."
Iflg. Jyllandsposten skulle "15 sten til fordeling" i Ribe Amt.
Iflg. Aarhuus Stifts-Tidende 22. november 1922 skulle "af de gamle Grænsesten ... tilstilles Vejle Amt ... paa Skamlingsbanken, ved ... Niels Kjeldsen Monumentet ... ved Monumenter for Rytterfægtninger ..."
|
|
Fiskeeksportør Poul Hansen lod i 1913 det synlige symbol for sin erhvervsmæssige succes, Hvidkilde opføre.
Det fremgår af forskellige annonceringer i Kolding Folkeblad, at Poul Hansen som formand for Borgerforeningen i Lunderskov blev afløst af P. Michaelsen i 1922. Det fremgår yderligere af annoncering for samme forening i Kolding Folkeblad 24. marts 1924, at Poul Hansen, Hvidkilde og Peter Michaelsen i samme forening sad i bestyrelse med mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, Møller Nielsen, Drabæks Mølle. Og at den samme kreds i 1922 bekæmpede et forslag om at fratage spiritusbevillingen fra Jernbanerestaurationen i Lunderskov, Kolding Folkeblad 10. maj 1922.
|
|
|
|
De tre i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, der 1921-22 skønsmæssigt var aktive i bestræbelsen for at få en grænsesten til Lunderskov, og som i den forbindelse har medvirket til at skabe et offentligt rum til stenen med etablering af Anlægget i Lunderskov. |
De her dokumenterede antagelser om grænsestenens vej til Anlægget i Lunderskov kan muligvis konkret be- eller afkræftes ved et gennemsyn af arkivmaterialet til Lunderskov Borgerforening. Lidt afhængigt af hvor velbevaret og omfattende det af sønnesønnen Johan Michaelsen indleverede materiale om Borgerforeningen er.
Grænsestensillustrationer
|
Kort 1908 Kongeaa grænsen |
|
En grænsesten på Koldinghus, oprindeligt placeret ved Haderslevvej, byskellet. Teksten på stenen er F.R. VI Haderslev Amt, altså taget i brug i Frederik 6.'s regeringstid, velsagtens primo 1800 tallet. Den nu helt forsvundne grænsesten nr. 96 har åbenbart stået i Bastrup, og er blevet bragt til Koldinghus?
|
De 128 grænsepæle, der blev opsat ved Kongeåen 1864-65, eksisterer naturligvis ikke mere, blev alle erstattet af grænsesten af granit, hovedsageligt i perioden 1895 - 1915. Meddelelsen i Hejmdal kunne antyde den officielle start på udskiftningen af grænsepælene.
|
|
Kongestenen Koldingvej har en række grænsesten, af Christiansfeld Arkiv angivet som nr. 88, 99 (nr. 99 er del af bænk, er åbenbart forkert overmalet), 116, 122, 128. Da der er tale om bænke med to sten til hver bænk, skal man enten se on location eller gætte sig frem. Sten nr. 88 er fritstående.
Grænsesten nr. 99, 116, 122, 128 kunne være sidesten til to bænke.
|
|
|
Hestestenen Frederikshøj har 1864 grænsestenene nr. 16 og 18 som indgangsparti. |
|
Det fremgår af de to fotografiske illustrationer af grænsesten 101 og 117, at der i eftertiden er tilføjet en beskrivelse af det historiske monument nr. 101 - nemlig, at det har fungeret som grænsesten i tiden 1864-1920. Hvilket dog kun er en variant af sandheden, da grænsesten først erstattede de rådnende grænsepæle af træ i perioden 1891-1915. |
|
|
Grænsesten efter 1920.
Grænsesten nr. 1 står ved Skomagerhus, hvor Kruså’en løber ud i Flensborg Fjord, og grænsesten nr. 280 er placeret yderst ude mod Vadehavet oppe på diget. Kun disse to, yderste grænsesten har påført dato for grænsedragningens begyndelse samt pyramidial top. Alle de øvrige grænsesten har ikke denne datering, og de har i toppen, i midten en lille fordybning, som er de såkaldte sigtelinjer ud til siderne.
Mod nord er der indhugget et rødt D for Danmark og mod syd et sort DRP for Deutsches Reich Preussen.
|
Haandbog i det nordslesvigske spørgsmaals historie: dokumenter, aktstykker, kort og statistiske oplysninger vedrørende Sønderjylland,
udgivet af de Samvirkende sønderjydske foreninger, Redaktør Franz Christopher von Jessen
Udgiver Det nordiske forlag, 1901.
Denne udgivelse er benyttet som gentryk af
Kommissions-Protokol, affattet af de vedkommende høje Regeringers Grænseregulerings Kommissærer til Udførelse af Artiklerne V og VI i den i Wien d. 30. Oktober 1864 sluttede Fredstraktat.
Her er der en gennemgang og identificering af Kongeå grænsens grænsepæle.
Peter Tagesen har imponerende registreret alle 128 grænsesten. Der er sten, som ikke er beskrevet nærmere, blot angivet med stennummer. Her vil der ved link til grænsestenen være en bemærkning, der indikerer mangelfulde oplysninger.