Brugermenu  

   
Samtidig med den religiøse udvikling i Skanderup Sogn var perioden fra junigrundloven 1849 og frem til systemskiftet i 1901 også tiden, hvor de politiske partier blev dannet og fik en ledende rolle i landspolitikken.
Det helt interessante ved Skanderup Sogn er, at man her tilsyneladende afviger fra den landspolitiske tendens i den sognepolitik, som er konstateret i Niels Clemmensens disputats, Konflikt og konsensus i kommunen.
Her påvises ret overbevisende, at provisorietiden med variationer også markerer en markant tilbagegang for Højre på det kommunale plan, således som det også sker landspolitisk. På det kommunale plan dog uden markering af partipolitisk tilhørsforhold, der først bliver konstaterbart fra århundredskiftet. Men i NC's undersøgelse udmøntet i skiftet til sognerådsformænd, der er bønder i stedet for det store hartkorn og præster.
Dette skift er ikke konstaterbart i Skanderup Sogn, da det store hartkorn her er proprietærgårde, ikke godsejere. Desværre er det udgivne materiale for Skanderup Sogn desuden mangelfuldt, når der skal sammenlignes. 
Sognerådets forhandlingsprotokoller 1868-1903 findes ikke mere for Skanderup Sogn. Men på et begrænset materiale, Hans Lund Hansens undersøgelse, der baserer sig på Statistiske Meddelelser og samtidigt avismateriale, kan man godt give en rimelig beskrivelse af den politiske situation i sognet.
Man bemærker i diagrammet neden for over stemmetallene, at stemmeafgivningen (som ikke var hemmelig før 1901) ret entydigt viser markant fremgang for Højre og tilsvarende tilbagegang for Venstre fra 1887 til 1920.
Pastor C. E. Moe forlader sognet i 1922, og det kan under alle omstændigheder konstateres, at Venstre mellem 1920 og 1924 (startende landspolitisk med venstreregeringen Neergaard) her vinder markant ind på Det Konservative Folkepartis stemmeandel.
En smagsprøve på det sognepolitiske er det således muligt at give med de tal, som Hans Lund Hansen har fundet i Statistiske Meddelelser, dog kun fra 1909, hvor valgsystemet skiftede fra reglerne i 1867-ordningen med bl.a. valgret til kvinder,og Hans Lund Hansen har her så besluttet at udelade det af divergerende lovgivning prægede materiale fra 1841 frem til 1909.
Ud over Hans Lund Hansens tal er det også muligt at benytte tallene fra sogneforhandlingsprotokollerne, der i øvrigt bekræfter Lund Hansens tal. Fra 1903-09 var der 7 medlemmer i sognerådet, hvor fordelingen var 4 til 'de andre', 3 til Indre Mission. Fra 1913-54 med 9 medlemmer var den mandatmæssige stilling 5 Indre Mission, 4 'andre'.
Andre: i 1909 gårdmænd, husmænd, næringsdrivende

           i 1913 fællesliste
           i 1917 uden for Indre Mission
           i 1921 socialdemokrater (1), valgmenigheden, borgerliste i Lunderskov
           i 1925 grundtvigianere, tjenestemandslister
Indre Mission: i 1921 Sognemenigheden, i 1925 byliste og landliste. 
Under provisorietiden, hvor Venstre landspolitisk øgede sit stemmetal markant på bekostning af en vigende tilslutning til Højre, kan man i Skanderup Sogn konstatere, at Venstres fremgang stopper ret præcist o. den tid, hvor C. J. Moe kommer til sognet som sognepræst. Og at den udvikling fortsætter indtil Moe forlader sognet i 1922.
Bortset fra denne politiske tendens i forhold til det landspolitiske, vinder tilhængerne af Indre Mission et knebent flertal i sognerådet i 1913, som bevares indtil 1954, hvor Simon Simonsen, Wissingsminde, medlem af valgmenigheden i Skanderup, bliver sognerådsformand.
 
Det kan helt sikkert konstateres, at pastor Moe forkyndte, at politik var en verdslig forsyndelse mod livet i Gud - og hvad han og meningsfæller ellers kunne finde på at sige om den rette kristelige adfærd. Under alle omstændigheder fremgår det ret tydeligt, både af Moes udsagn og af hans stemmeafgivning (som kan konstateres, stemmeafgivning var som anført ikke hemmelig før 1901), at han foretrak Højre, som jo så i hans optik må have været nærmere Gud, end Venstre var det.
Det kan med god dokumentation konstateres, at en folkelig religiøsitet i Skanderup Sogn tilsyneladende har betydet en noget anderledes politisk adfærd end i den øvrige del af Danmark i tiden under og umiddelbart efter Højres dødsdans under provisorietiden, indtil dannelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915.

Religionen i Skanderup Sogn, skiftet under C. J. Moe

I Skanderup Sogn var det en brydningstid, præget af demokratiseringsprocessen under junigrundloven, sogneforstander-, sognerådsbestemmelserne og den indbyggede konflikt i Folketinget mellem befolkningsflertallet, Venstre og den konservative garanti, det bedre borgerskab og de større jordejere, De Nationalliberale, Højre.
Det hovedsageligt benyttede kildemateriale til denne karakteristik er C. J. Moes Oplevelser, 1927, hvor han skriver om sin tid som sognepræst i Skanderup 1885-1922.
Han giver her udtryk for sine fundamentale religiøse holdninger og sin opfattelse af religionens samfundsmæssige betydning. F. eks. på skoleområdet, hvor det med tilfredshed konstateres, at sognet efter hans første tid i sognet, hvor Missionen var ugleset og blev holdt uden for indflydelse i sogneråd og skolekommission, så var ”alle sognets lærere og lærerinder troende mennesker” ved hans afrejse fra sognet i 1922[1].
Erindringerne har en lang række subjektive vurderinger, som her kun skal bruges til at karakterisere den indremissionske forkyndelse i den samfundsmæssige kontekst.
Det er så heldigt, at modtagelsen af denne religiøse og politiske hvirvelstorm kan man få et udmærket indblik i gennem de Erindringer, som førstelæreren ved Gjelballe Skole, Peter Nissen har nedskrevet. De er udgivet i Vejle Amts Årbog 1975-77, men er formentlig nedskrevet i pensionsperioden 1906-1923, hvor Peter Nissen i 1923 døde knap 80 år gammel. Uanset, om disse erindringer er skrevet ud fra nøje notater, først på pensionen eller i de sidste år, så er manuskriptet - som andre debatindlæg o.l. - lagt i skuffen mhp. udgivelse, opbevaret af svigersønnen, Johannes Dons, lærer i bl. A. Tvis og Ejsing.[2] Nissen kommenterer grundigt religion, skole og undervisning under det, han anser for at være en ulykke for sognet, hvilket f. eks. ses i dette uddrag af Nissens Erindringer: ”Skanderup Sogn skal jo ”helliggøres” og det kan kun ske ved, at I.M. får Magten i Menighedsraad og Sogneraad; thi saa faar den også Magten i Kirken og Skolen. Og Magten er altid Ret i saa hellige Hænder”. Uanset, hvad man måtte mene om disse vurderende betragtninger, så har vi her formentlig en rigtig god kilde til reaktionen mod Moe blandt de ikke-missionske sogneboere.
 

Carl Julius Moe

C. J. Moe er født i 1848, fem år yngre end førstelærer Peter Nissen, Gjelballe. Moes far var først skolebestyrer i Roskilde, herefter præst i Ribe, hvor Moe tog studentereksamen i 1866, teologisk kandidat i 1872. Herefter kapellan indtil han 1877-1885 blev præst i Harboøre, i Skanderup 1885-1922. Medlem af bestyrelsen for Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark i 1909, formand 1915. I både Harboøre og Skanderup tog Moe kampen op mod drikkeri, hvad han opfattede som den overdrevne og skadelige brug af brændevin. Om brændevinen hedder det i Oplevelser, at ”Drukkenskaben led et stort Nederlag”. Men for Moe var ”dens Bekæmpelse (ikke) mere nødvendig end andre Synders (bekæmpelse)”.[3] Mest berømt er her en prædiken i Harboøre i 1881 og en episode, hvor brudgommen lugtede stærkt af brændevin, hvor Moe nægtede at forrette vielsen. Umiddelbart ser det ud til, at Moe havde det lettere, mødte mindre modstand i Harboøre end i Skanderup. Der var megen ”overtro” i Harboøre, men også en gennemgående respekt for præsten. Iflg. Moe skulle der her gøres en indsats for at få inddraget ”Helligånden” i den praktiserede religion, men det lykkedes da vist helt til fulde. Efter Moes vurdering i Oplevelser, så var hans indsats kun begyndelsen, herefter ”brød (Livet) frem med Kraft paa Harboøre.”[4]
I Skanderup var et synligt resultat af Moes virke Missionshuset Pella fra 1889. Desuden blev der givet startskud til søndagsskoler og ungdomsarbejde (spejder, FDF, KFUM og K). Som i Harboøre fik Moe mange tilhængere i Skanderup, men så til gengæld her også adskillige modstandere, som i 1910 med ”Skanderup-Hjarup Valgmenighed” foretog sognebåndsløsning fra folkekirken, Skanderup Kirke under Moe. I sine erindringer fra 1926 anfører Moe, at kun ca. ”350” af sognets ca. 2400 indbyggere tilsluttede sig valgmenigheden. Han har ret i, at missionen var flest, hvilket ses af sognerådsvalgene fra 1913, hvor missionen har 1 stemmes flertal. Men modsat Harboøre rejste der sig i Skanderup Sogn en markant modstand mod Moe og hans forkyndelse. Principperne i modstanden ser man klart dokumenteret i Peter Nissens Erindringer. At modstanden også skyldtes Moes noget kantede og fordømmende facon fremgår her tydeligt, men det væsentlige, der her vælges fremhævet, er dog det religiøst moralske, skolen og samfundet.
Iflg. Moes erindringer var der en næsten overraskende forskel imellem den menighed, han forlod i Harboøre i 1882 og den, han kom til i Skanderup. Der var ”en helt anden Luft … så klam og kold.” Der var kun ”en Snes Mennesker i Kirke om Søndagen.” Derfor var det nok ”Gud, der ville have mig til Skanderup.”[5] Ved sit 25 års jubilæum i sognet, hedder det fra Moe, at der med dannelsen af valgmenigheden i 1910 nu skulle være et ”mægtigt grundtvigsk Fremstød”. Dette førte dog kun til 1 menighedsrådsmedlem ud af 4, og til sognerådsvalget blev ”Missionens liste … nu den sejrende.”[6]Moe mødte modstand og havde modgang i Skanderup. Men hans budskab vandt helt klart flertal i det heraf delte sogn.
Under sine prædikener, der først og fremmest havde budskabet om ”omvendelse” og i sin kommunikation med sognet, f. eks. gennem konfirmationsundervisningen, kunne Moe med sine upolerede udtalelser og sin facon støde mange, og det gjorde han helt klart. F. eks. var der en episode, der blev indklaget til ministeriet, hvor Moe under konfirmationsundervisningen havde spurgt, om nogen kunne beskrive en ”grundtvigianer”, der ”sværmede rundt omkring ligesom Oldenborrerne i denne Tid”. Striden fik oven i købet den dimension, at Moe ”i spøg” havde sagt, at oldenborrer, dem ”plejede man jo at samle ind og koge dem for at komme af med dem.”[7]
 

Moes forkyndelse, reaktionen i sognet

Det vil formentlig være passende at indlede dette afsnit med Moes begravelsesprædiken over 48 druknede fiskere fra Harboøre, hvor Moe var blevet kaldt fra Skanderup 27. nov. 1893 for at holde begravelsen over de omkomne fra den gamle menighed. Moe må nok på trods af de 8 års afstand fra embedet i Harboøre have kendt de omkomne personligt. Han sagde bl.a. ” - Hvad nytter det at nægte, at en del af dem, som ligger her i disse kister, ikke havde noget liv i Kristus.” Den omvendende tone fortsættes til de efterladte: ” - hvis I nu ikke omvender jer, kunne I aldrig frelses!” Der er også trøstende sekvenser i talen, men det er helt utvivlsom, at det forkyndende og omvendende har været i fokus.[8]
Det forkyndende, omvendende ses i forstærket og direkte form i talen om mennesket som ”en falden skabning”, altså ”en fortabt slægt”. At der er en evig fortabelse og en ond menneskeslægt er for den indremissionske prædikant ikke en trussel men en grum virkelighed. Gud er ikke en mild, gammel mand, der ikke tager det så nøje med den menneskelige synd. Han er derimod ”en hellig Gud, hvis Vrede hviler over den syndige Slægt, og til hvem der derfor kun er adgang ved Jesus Kristus, der gav sit liv som en Genløsningsbetaling for os.” Når omvendelsen derefter er sket, så må ”hele Livet i Kirke, Hjem og Skole, i Handel og Politik, i Strid og Fred lægges ind under Gud for at styres og helliges af ham.”[9]
Endelig til yderligere illustration af den konflikt, som Moe også skabte i forhold til kolleger, sin samtid og oven i købet i forhold til helt eller delvist ligesindede inden for den indremissionske bevægelse, både p. gr. af budskabet, men også p. gr. af den uforsonlige tone, som ledsagede budskabet. I Kolding Folkeblad var der 18.-19. juli 1899 en udførlig omtale af en konflikt mellem præsten i Vonsild, Johs. Clausen og C. J. Moe fra Skanderup.[10]
Præsten, der tog til orde over for Moe, var Johs. Clausen[11], præst i Vonsild 1895-1908, hvor han døde. Clausen var medstifter af Indre Mission og gode venner med Vilh. Bech. Han udtrådte 1874 af den indremissionske bestyrelse, hvor han på dette tidspunkt nærmest var blevet grundtvigianer. Bevarede dog livslangt venskabet med Bech, og var og havde været enig med denne i vigtigheden af at holde sig inden for folkekirken og bekæmpe sekteriske bevægelser. Johs. Clausens efterhånden noget frie forhold til, men også sympati for, Indre Mission er velsagtens forklaringen på den debat, der i 1899 blev indledt med Moe, og som resulterede i en klage til den også indremissionsk orienterede Viggo Gøtszche, biskop I Ribe 1895 indtil sin død i1901.
Johs. Clausen indgiver klage over kollega i Skanderup, C. J. Moe i april 1899 iflg. Kolding Folkeblad. I avisen omtales Johs. Clausens nys udkomne skrift, hvor konflikten med Moe er behandlet.
Clausen er utilfreds med sammen med andre folkekirkepræster af en kollega, Moe, der også virker i folkekirken, at blive omtalt som ”åndeligt døde”, og at han og kolleger ”vildleder Mennesker i deres Saligheds Sag”.
Indkaldt til samtale med biskoppen har Moe tilsyneladende givet en tolkning af de udtalelser, som Clausen har klaget over, som medfører, at biskoppen nøjes med at udtale, at der er blevet ”… gjort Uret ved at sætte Stemplet: døde og vantro på Mænd, som ikke fortjene saadan en Dom.” Iflg. avisen advarer biskoppen til slut mod at præster kommer ind i hinandens sogne. Dette refererer både til situationen i Skanderup, hvor modstandere af Moe indkaldte andre præster, og sluttelig i 1910 dannede valgmenigheden, og IM’s præster, der prædikede i grundtvigianske o.a. sogne.
Det fremgår ret klart, at Moe har været ganske uforsonlig i sin sprogbrug, men at han i forhold til (den indre missionsk orienterede) biskop Gøtszche taktisk har været i stand til at fortolke og forklare sin position.
 

Reaktionen fra de ikke-missionske

Som repræsentant til en nærmere beskrivelse af konflikterne i forbindelse med Moes forkyndelse er valgt Peter Nissen, der sammen med broderen som lærere ved sognet skoler oplevede brydningstiden med en Moe, der i Skolekommissionen stærkt markerede missionens synspunkter.
Om Moes holdning til det kristne budskab har Peter Nissen indlagt flere diskuterende dialoger. Det væsentlige i Nissens holdning til Moe er, at for Moe var ”alle mennesker af naturen Djævelens Børn … hans Prædiken gik altid ud på Omvendelse … ”.
Moe var desuden tilsynsførende med sognets skoler som medlem af skolekommissionen, og herom beretter Nissen fra Gelballe: ”Pastor Moe var ikke fornøjet med Undervisningen i Religion.” Uviljen mod Moe skinner her tydeligt igennem, Moe havde ikke engang underrettet Nissen selv, men havde blot ladet det høre, at sådan var det. Desuden var Nissen vred over Moes ”upædagogiske” overhøring af eleverne, og han giver som eksempel på Moes efter hans mening ganske utidige indblanding, at Moe gav sig i kast med en diktat, hvor han gik alt for hurtigt frem.
Sammenfattende altså en betydelig indblanding i skolernes undervisning efter Peter Nissens mening. Om Moes religiøse holdning er der dialoger, hvor Nissen tydeligt har haft behov for at få udtrykt sig meget klart herom. Nissen anfører i en af dialogerne med Moe, at alle mennesker er ”Guds børn”.  Hertil skulle Moe have svaret, at Jesus havde sagt til jøderne ”I er af en fader, Djævelen.” Nissen mente heller ikke, at det var nok at høre om Faderen, Sønnen og Helligånden, hvor Moe iflg. Nissen svarede, ”vi kan ikke frelses uden menneskelige Vidnesbyrd”. Man kan vel sige, at syndsbevidstheden, den menneskelige forkyndelse og omvendelsens nødvendighed er markante stridspunkter mellem Moes tilhængere og modstandere.
 


[1] Moe, Oplevelser s. 133.
[2] Oplysningerne om Johannes Dons er sparsomme, men det fremgår af udgivelsen af P. Nissens erindringer i 1975, at han havde manuskriptet og ”velvilligt” gav det til udgivelse.
[3] Moe, Oplevelser s. 118.
[4] Moe, Oplevelser, s. 66.
[5] Moe, Oplevelser, s. 66-67.
[6] Moe, Oplevelser, s. 131-132.
[7] Moe, Oplevelser, s. 72-73. Sognet har muligvis været noget plaget af oldenborrer. I 1906 fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokol, at der ingen oldenborrer var dette år.
[8] Citeret efter udsendelse i dr.dk, omtale af filmen Guds Børn 2001.
[9] Man fornemmer her en fundamentalisme, der i sin konsekvens betyder, at religionen er styrende for alt, også politik. Her skal man være opmærksom på, at de vestlige, repræsentative demokratier netop præciserer adskillelsen mellem religion og politik.
[10] Kolding Folkeblad, tirsdag og onsdag 18. og 19. juli, begge dage fremtrædende indslag på avisens forside.
Der skal her gives en karakteristik af religion og samfund i Skanderup Sogn i en brydningstid, præget af demokratiseringsprocessen under junigrundloven og sogneforstander-, sognerådsbestemmelserne og den indbyggede konflikt mellem befolkningsflertallet, Venstre og den konservative garanti, det bedre borgerskab og de større jordejere, De Nationalliberale, Højre.
Det benyttede kildemateriale til denne karakteristik er C. J. Moes Oplevelser, 1927, hvor han skriver om sin tid som sognepræst i Skanderup1885-1922. Han giver her udtryk for sine fundamentale religiøse holdninger og sin opfattelse af religionens samfundsmæssige betydning. F. eks. på skoleområdet, hvor det med tilfredshed konstateres, at sognet efter hans første tid i sognet, hvor Missionen var ugleset og blev holdt uden for indflydelse i sogneråd og skolekommission, så var ”alle sognets lærere og lærerinder troende mennesker” ved hans afrejse fra sognet i 1922[1]. Erindringerne har en lang række subjektive vurderinger, som her kun skal bruges til at karakterisere den indremissionske forkyndelse i den samfundsmæssige kontekst. Det er så heldigt, at modtagelsen af denne religiøse og politiske hvirvelstorm kan man få et udmærket indblik i gennem de Erindringer, som førstelæreren ved Gjelballe Skole, Peter Nissen har nedskrevet. De er udgivet i Vejle Amts Årbog 1975-77, men er formentlig nedskrevet i pensionsperioden 1906-1923, hvor Peter Nissen døde knap 80 år gammel. Uanset, om disse erindringer er skrevet ud fra nøje notater, først på pensionen eller i de sidste år, så er manuskriptet - som andre debatindlæg o.l. - lagt i skuffen mhp. udgivelse, opbevaret af svigersønnen, Johannes Dons, lærer i bl. A. Tvis og Ejsing.[2] Nissen kommenterer grundigt religion, skole og undervisning under det, han anser for at være en ulykke for sognet, hvilket f. eks. ses i dette uddrag af Nissens Erindringer: ”Skanderup Sogn skal jo ”helliggøres” og det kan kun ske ved, at I.M. får Magten i Menighedsraad og Sogneraad; thi saa faar den også Magten i Kirken og Skolen. Og Magten er altid Ret i saa hellige Hænder”. Uanset, hvad man måtte mene om disse vurderende betragtninger, så har vi her formentlig en rigtig god kilde til reaktionen mod Moe blandt de ikke-missionske sogneboere.

Sogn og sognerådsformænd 1903-1943

Sognerådets forhandlingsprotokoller 1868-1903 er bortkommet og kan derfor ikke benyttes til at klarlægge sognerådsaktiviteterne i denne ellers yderst interessante periode. Dels p. gr. af jernbanens opkomst og derfor Lunderskovs tiltagende betydning i sognet. Men også - og ikke mindst - fordi det kunne have været interessant at kortlægge sognerådets aktiviteter i spændingsfeltet mellem pastor C. J. Moe C. J. Moe og hans præference for Højre Højre, sammenholdt med provisorietidens forfatningskamp, der forrykkede balancen mellem de partipolitiske modpoler Højre og Venstre, oppositionspartiet, som netop i perioden, hvor Moe i 1885 kom til Skanderup Skanderup, gik ind i den afgørende magtkamp mod Estrups provisoriske finanslove. Venstre havde flertal i Folketinget, men det behøvede regeringen og Estrup ikke tage sig af med et flertal i Landstinget og kongens ret til at udnævne regeringen uanset flertallet i Folketinget.

Moes ankomst til Skanderup

Skanderup i 1885 var netop året, hvor Danmark formentlig har været tættest på en revolution. Der dannedes riffelforeninger og agiteredes for skattenægtelse over for en regering, der ikke ville respektere folketingsflertallet, dvs. Venstre og et også stadig stærkere Socialdemokrati. Regeringen svarede igen med "mundkurvecirkulærer" og konsekvente foranstaltninger imod det spirende folkelige oprør, som oven i købet blev ledsaget af et skudattentat mod Estrup i 1885.
Det kunne have været interessant at få klarlagt de lokale spor, som denne forfatningskamp også må have efterladt i Skanderup Skanderup  Sogn. Men her må der inddrages andet materiale til belysning af forholdene, først og fremmest den lokale presse.
Ud fra de gennemgåede sogneforhandlingsprotokoller kan det konstateres, at Indre Mission Indre Mission  i 1913 erobrede sognerådsformandsposten, som blev bibeholdt uafbrudt indtil 1954.
Fra 1903 indtil 1913 varThomas Hansen , gårdejer i Klebæk og P. Midtgaard, gårdejer i Nagbøl Nagbøl  sognerådsformænd som de sidste repræsentanter, før Indre Mission Indre Mission  erobrede flertal og formandspost.
1913-1919 blev tømrermester J. C. Hansen, Lunderskov Lunderskov sognerådsformand sognerådsformand  som konsekvens af Indre Missions flertal på 5 ud af sognerådets 9 medlemmer. 
Man kan fastslå det indremissionske flertals medlemmer ud fra de sammenhænge, hvor de gjorde fælles front i sognerådsarbejdet.
Johan Nielsen , gårdejer i Skanderup, efterfulgte J. C. Hansen som formand 1919-1923, og han blev efterfulgt af gårdejer Knud Knudsen , Gelballe, sognerådsformand sognerådsformand  1923-1943.
Politisk repræsenterede Johan Nielsen og Knud Knudsen henholdsvis Højre / Det Konservative og Venstre.[12] Man kan muligvis sige, at de repræsenterede henholdsvis tiden under og efter C. J. Moe C. J. Moe med deres respektive partipolitiske tilknytning. Knud Knudsen Knud Knudsen  det forventelige, Venstre som repræsentant for gårdejerstandens naturlige politiske orientering. Johan Nielsen, også repræsentant for gårdejerstanden, men præget af tiden under C. J. Moe Moe  og den vækkelsesagtige tilstand under Indre Missions første tid i sognet, hvor der i vid udstrækning blev en orientering mod Højre / Det Konservative Folkeparti som et resultat af Moes forkyndelse og holdning til politik.
Det kan i forhandlingsprotokollerne konstateres, at de to her nævnte arbejdede sammen, hvor det drejede sig om en indre missionsk linje, først og fremmest ved skole og læreransættelser i den periode, hvor de begge sad i sognerådet, dvs. indtil Johan Nielsens afgang fra sognerådet i 1933.
Som illustrerende eksempel forhandlingsprotokollen fra 18.11.1927. Her protesterede fire fra mindretallet (ud af ni) mod den ensidige ansættelse af lærere med tilknytning til Indre Mission Indre Mission . Protesten blev imødegået i fællesskab af sognerådsformanden, Knud Knudsen Knudsen, der var erklæret venstremand, og den tidligere sognerådsformand sognerådsformand  1919-23, Johan Nielsen, som var konservativ, men begge fra flertalsgruppen, Indre Mission. Eksemplet er helt symptomatisk for samarbejde og skillelinjer i sognerådet - at skillelinjer ikke var partipolitiske.
Mindretallet klagede til ministeriet, hvilket blev taget op som selvstændigt punkt 9.2.1928, hvor flertallet karakteriserede klagen som en "tendentiøs" fremstilling.
Det konkrete i sagen var besættelse af en tredjelærerstilling ved Dollerup Dollerup  Skole[13], men protesten afspejler, at der her har været tale om et mønster med at foretrække lærere med tilknytning til Indre Mission Indre Mission , hvilket man ikke har været så tilfreds med i mindretallet. Ud over den her nævnte klagesag, har der tidligere været gjort bemærkninger o. læreransættelser, f. eks. i Gjelballe Gelballe  i 1918[14], hvor også en lærer med indremissionsk tilknytning var blevet foretrukket iflg. forhandlingsprotokollen 8.4.1918.
Alle de her nævnte lærere ses repræsenteret på kirke-skole billede fra sognet.
Det kan således konstateres, at der har været samarbejdet omkring det holdningsmæssige, religionen, og formentlig helt uanset politisk observans i øvrigt.
Derimod kan der også konstateres divergerende interesser i det indremissionske flertal, f. eks. i planer omkring udretning af en vej gennem Skanderup Skanderup  by.
I 1932 blev der af Johan Nielsen Nielsen  og den lokale, indremissionske smedemester i Skanderup - begge medlemmer af sognerådet - protesteret mod udretning af vejen gennem byen. Argumenterne var, at det var for dyrt, og at det generede de berørte parceller, f. eks. Johan Nielsens, der ville få en offentlig vej helt ind til gården. Smedens forretning ville komme til at ligge væk fra den nyetablerede vej.
Sognerådet under den også indremissionske formand Knud Knudsen Knudsen  vedtog og gennemførte uanfægtet vejføringen.[15]   
 

Religion - mission og skolevæsen.

Om den lokale skoleudvikling før, efter reformationen, under Danske Lov, rytterskoler, Chr. 6.'s skolelove 1739-40, 1814-skoleloven m.v. se Kirke, skole og sogn
Som det fremgår af diagrammet over sognerådsvalg oven for, vandt Indre Mission Indre Mission  i 1913 flertal i sognerådet, et som regel helt snævert flertal (fem ud af sognerådets fra 1909 ni medlemmer). Dette flertal bevaredes i hele den her undersøgte periode, indtil 1954, hvorefter to på hinanden følgende proprietærer fra Skanderup Skanderup  uden indremissionsk tilknytning blev valgt som formænd.
Det har været muligt delvist at identificere sognerådsformændenes partitilhørsforhold til både Det Konservative Konservative  Folkeparti Det Konservative Folkeparti  (indtil 1915 Højre Højre) og Venstre inden for flertallet, Indre Mission Indre Mission . Partitilhørsforholdet har ret tydeligt været uden betydning for det indre sammenhold i sognerådsgruppen. Tværtimod udmøntede uenighed sig på tværs af partiskel, især o. læreransættelser og afholdssagen, hvor de religiøse skillelinjer har været bestemmende.
Før den konfrontatoriske linje i skolesager, dvs. før Indre Mission Indre Mission  fik flertallet fra 1913, kan man uden iagttagelige konflikter konstatere et relativ fredeligt samarbejde o. skolevæsenet i sognet.
Der var tilskud til Lunderskov Lunderskov  Friskole fra nov. 1910 og fremover. Der ydedes et tilskud på kr. 5 per barn, hvilket gør det muligt at skønne elevtallet til mellem 50 og 70 i tiden o. 1. verdenskrig.
Lunderskov  Privatskole, der fungerede 1895/96-1922 var tilknyttet Indre Mission Indre Mission  og omtales ikke i sognerådets forhandlingsprotokoller. Skolen lå i Storegade Storegade , hvor senere Sparekassens bygning kom til at ligge.[17]
1907 blev der opslået et folkeskolelærerindeembede, 500 kr. + 50 kr. for håndarbejde, bolig og brændsel, uddannet i orgelspil vil blive foretrukket - uden iagttagelige betingelser i øvrigt. 
Mindre dramatisk end besættelsen af lærerembeder efter 1913, i det mindste mht. religiøse skillelinjer, var også skolebyggeriet i sognet Skanderup .


[1] Moe, Oplevelser s. 133.
[2] Oplysningerne om Johannes Dons er sparsomme, men det fremgår af udgivelsen af P. Nissens erindringer i 1975, at han havde manuskriptet og ”velvilligt” gav det til udgivelse.
[3] Moe, Oplevelser s. 118.
[4] Moe, Oplevelser, s. 66.
[5] Moe, Oplevelser, s. 66-67.
[6] Moe, Oplevelser, s. 131-132.
[7] Moe, Oplevelser, s. 72-73. Sognet har muligvis været noget plaget af oldenborrer. I 1906 fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokol, at der ingen oldenborrer var dette år.
[8] Citeret efter udsendelse i dr.dk, omtale af filmen Guds Børn 2001.
[9] Man fornemmer her en fundamentalisme, der i sin konsekvens betyder, at religionen er styrende for alt, også politik. Her skal man være opmærksom på, at de vestlige, repræsentative demokratier netop præciserer adskillelsen mellem religion og politik.
[10] Kolding Folkeblad, tirsdag og onsdag 18. og 19. juli, begge dage fremtrædende indslag på avisens forside.
[12] Iflg. kilder i den fælles familie.
[13] Ansættelse af P. Juhl som 3. lærer v. Dollerup Skole i 1928.
[14] Ansættelse af T. Madsen som 1. lærer ved Gjelballe Skole i 1918.
[15] Alt det her og i det flg. afsnit anførte fremgår af sognerådets forhandlingsprotokoller. Problemet med Johan Nielsens gård, Grønvanggaard, fremgår af matrikelkortet, se appendix 2.
[16] Indholdet af 1814-anordningerne:
[17] N. Chr. Lings, utrykte erindringer fra tiden i Lunderskov 1920-64.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
© Skanderup Sogns historie