Religion og politik i Skanderup Sogn, skiftet under C. J. Moe

Den religiøse udvikling i Skanderup Sogn i forbindelse med ansættelsen af Harboøre præsten C. J. Moe som sognepræst 1885-1922 markerede starten på et skel i sognet mellem tilhængere af Indre Mission og den Valgmeninghed, som 1910 blev resultatet af dette religiøse skel.
Udskillelsen i de to religiøse grupperinger havde sit udspring i den politiske transformationsperiode fra junigrundloven 1849 frem til systemskiftet i 1901, tiden hvor den enevældige kongemagt blev afløst af en stadigt bredere folkelig deltagelse i styringen af samfundet, idet der med junigrundloven blev indført magtens tredeling:
1) den udøvende magt hos regering og regeringsapparatet i form af hertil hørende institutioner og personale,
2) den lovgivende magt hos Rigsrådet / Rigsdagen som befolkningens repræsentanter,
3) den dømmende magt hos domstolene.
Iflg. 1849 junigrundlovens § 19, 1866 grundlovens § 13 og 1953 grundlovens § 14 er og var det kongen, der udnævner og afskediger regering og ministre. Denne ret har siden 1901 været formel, idet kravet om parlamentarisme betyder, at en regering siden da ikke har kunnet sidde med et flertal imod sig i Folketinget.
Rigsrådet, fra 1864 Rigsdagen, fra 1953 Folketinget har som befolkningens repræsentanter i det repræsentative demokrati den lovgivende magt.
Som repræsentativt forum for befolkningen blev Rigsdagen først indskrænket i repræsentativiteten med 1866 grundloven, herefter væsentligt udvidet med 1915 grundloven.
Spørgsmålet om hvem der havde valgret, skulle kunne være med til at vælge repræsentanterne til den lovgivende magt omfattede alder, ejendomsbesiddelse og køn.
 
I tiden indtil 1901 blev det stadigt tydeligere, at den siddende regering, udpeget af kongen, udsprunget af de politiske grupperinger omkring Højre havde et problem i Folketinget, hvor de politiske grupperinger omkring Venstre fra 1872 udgjorde et flertal.
Med 1866 grundloven var det bestemt, at love skulle vedtages i begge Rigsdagens kamre, hvor der til førstekammeret, Landstinget var indirekte og privilegeret valg, der betød 12 kongeudvalgte medlemmer og sikring af plads til 18 godsejere ud af Landstingets 66 medlemmer.
Til Folketinget var der almindelig valgret, som grundlovsfæstet 1915 blev udvidet til de fem f'er: Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser, Forbrydere, Fallenter og Fremmede.
Alderskriteriet er efterfølgende gradvist blevet sænket fra 30 år som valgret til Folketinget, 40 år til 1866 grundlovens Landsting.
 
I denne løbende og ganske konfliktfyldte overgang fra junigrundlovens begrænsede muligheder for den bredere befolknings deltagelse i styringen af samfundet dannedes de politiske partier med start i 1870 ud fra de politiske grupperinger, der var opstået i og uden for det parlamentariske arbejde, og de fik herefter en ledende rolle i landspolitikken.
Selvom Det Forenede Venstre siden 1872 havde flertal i Folketinget, udnævnte kongen fortsat helt automatisk Højre grupperingerne som regeringsbærende i fuld overensstemmelse med grundlovens bestemmelser indtil systemskiftet 1901, hvor det blev en uskreven regel kun at udnævne en regering, der ikke havde et flertal imod sig i Folketinget. Denne parlamentariske regel blev grundlovsfæstet med 1953 grundlovens § 15 om mistillid.
 
Venstres krav var siden partidannelsen i 1870 parlamentarisme, d.v.s. en regering, der udsprang af Folketingets flertal. Desuden begrænsning af militærudgifterne (Københavns Befæstning) og sociale reformer.
Højre grupperingerne henviste som regeringsparti / den politiske gruppering, der havde regeringsmagten indtil 1901 helt korrekt til 1866 grundlovens ligestilling af Landstinget og Folketinget.
 
Først fra 1870 er der egentlige politisk partier i Danmark. Indtil da kan man tale om "politiske grupperinger", der spændte fra Venstre over Centrum til Højre. Her illustreret med aviser, der var tilknyttet disse grupperinger. Som det fremgår er der en glidende overgang fra Centrum til Højre, hvor J. B. S. Estrup som godsejer og repræsentant for Højre var regeringsleder (konsejlpræsident) 1875-1894.
 
I den situation, hvor det regeringsbærende parti Højre løbende siden 1872 kom i mindretal i Folketinget, hvor de årligt vedtagne finanslove skulle bevilge de finansielle ressourcer til statens løbende udgifter, besluttede Højre, repræsenteret af J. B. S. Estrup at regere ved hjælp af provisoriske, foreløbige finanslove uden vedtagelse i Folketinget.
Det resulterede i det forløb af forfatningskampen 1866-1901, som kaldes provisorietiden 1885-1894.
De heraf følgende problemer fik mest af alt karakter af et politisk opgør i befolkningen mellem den nye tids bondeflertal, som havde flertal i Folketinget og den gamle tids privilegerede klasser, især godsejerne, som havde flertal i Landstinget.
 
I Skanderup Sogn blev præsten fra Harboøre, C. J. Moe ansat 1885-1922, der hvor provisorietiden startede, og hvor den politiske kamp mellem Højre og Venstre nåede sit dramatiske højdepunkt.
Den landspolitiske tendens i sognepolitikken, som bl. a. er konstateret i Niels Clemmensens disputats, Konflikt og konsensus i kommunen var, at Venstre i denne periode også lokalt blev en dominerende faktor. På det kommunale plan dog uden markering af partipolitiske tilhørsforhold, der først fra århundredskiftet for alvor dukkede op i lokalpolitikken. Men i den refererede undersøgelse ses der et skifte til sognerådsformænd, der var bønder i stedet for det store hartkorns godsejere og de lokale præster. Og det betød iflg. undersøgelsen et politisk skifte fra Højre til Venstre.
Dette skift er ikke konstaterbart i Skanderup Sogn, da det store hartkorn her er proprietærgårde, ikke godsejere.
Desværre er desuden det tilgængelige kildemateriale for Skanderup Sogn mangelfuldt, når der skal sammenlignes, idet tidens tand har gjort det af med sognerådets forhandlingsprotokoller 1868-1903 for Skanderup Sogn. Det betyder, at denne centrale periodes sognerådsmedlemmer, herunder også sognerådsformænd ikke kan identificeres.
Men på et begrænset materiale, inspireret af en undersøgelse, foretaget af den i Lunderskov opvoksede Hans Lund Hansen, der ud over C. J. Moes erindringer m.v. har benyttet Statistiske Meddelelser og samtidigt avis materiale til en undersøgelse af Moes indflydelse på den politiske udvikling i Skanderup Sogn, kan man godt give en rimelig beskrivelse af den politiske situation i sognet med start fra junigrundloven af 1849 over grundlovsrevisionen 1866 til systemskiftet 1901.Her koncentreret omkring provisorietiden og C. J. Moes ansættelse som sognepræst netop ved provisorietidens begyndelse 1885. De politiske spændinger og modsætningsforhold var landspolitisk allerede en del af 1870'erne, hvor Venstre fik flertal i Folketinget, og hvor den første provisoriske finanslov blev gennemført 1877.
Det vil her være på sin plads, som Hans Lund Hansen så udmærket har gjort det, at undersøge den nyansatte pastor Moes holdning til politik, om han ud over den religiøse vækkelse i sognet, hvor han personificerede konflikten mellem Indre Mission og Grundtvigianere, det der blev til Valgmenigheden i Skanderup, da sognekirken var indremissionsk, også har haft en form for politisk indflydelse.
Det kan konstateres, at C. J. Moe i den religiøse forkyndelse vendte sig imod det politiske som noget verdsligt og ligegyldigt i forhold til troen på Gud. Men at Højre var at foretrække, når det endelig skulle være.
Derfor vil det være helt nærliggende med inspiration fra Hans Lund Hansen at undersøge, om der i Skanderup Sogn, i tiden med C. J. Moe som sognepræst, 1885-1922, hvor provisorietidens forfatningskamp udspillede sig som den politiske kamp mellem Venstre og Højre, kan konstateres en politisk effekt af, at den indremissionske del af religionen i sognet blev forkyndt af en forkynder, der anså Højre for at være nærmere Gud end Venstre.
Hans Lund Hansens undersøgelse skal her suppleres med en nøje gennemgang af det af ham benyttede kildemateriale sammen med yderligere kildemateriale, der er skønnet nødvendigt at inddrage, suppleret med perspektiveringer fra herværende undersøgelse.
 
Materialet fra Danmarks Statistik, Statistiske Meddelelser er ganske nøje gennemgået og sammenholdt med samtidige aviser, hvor det har været nødvendigt med oplysninger ud over Statistiske Meddelelser.
Der er her udgivelser af landstings- og folketingsvalg siden 1848, efter 1953 kun folketingsvalg naturligvis, da Landstinget blev afskaffet ved grundlovsrevisionen i 1953.
I Statistiske Meddelelser 1880 for Folkethingsvalgene 1876 og 1879 er der en inddeling af vælgerne efter "de Valgberettigedes Fordeling paa Livsstilling". Der er i udgivelsen også statistiske oplysninger om denne inddeling s. 192-198, som ikke er medtaget her. Men disse oplysninger er nyttige, hvis man vil undersøge den begrænsede valgrets udslag i fordelingen på "Livsstilling".
Der er i materialet fra Statistiske Meddelelser statistik for "valgberettigede" og "indtegnede" vælgere og først fra 1854-55 resultater fra "Folkethingsvalg".
Udgivelsesårene er 1848, 1849, 1852 og 1853, herefter løbende statistik til folketingsvalgene for hele perioden 1854 - 2007.
Der er til herværende undersøgelse inddraget statistisk materiale fra folketingsvalgene 1876, 1879, 1881, 1884, 1887, 1890, 1892, 1895, 1898 og løbende 1901-1926 samt 1932 og 1945. Denne udvælgelse for at få flest muligt valgtal for C. J. Moe tid i sognet, både før og umiddelbart efter.
Det statistiske materiale til folketingsvalgene inddrager først efterhånden de politiske partier som afløser for personer på valg. De første politiske partibetegnelser, der dukker op sammen med folketingskandidaterne forekommer først fra 1876 i Statistiske Meddelelser, og her benyttes forkortede partibetegnelser : V.R. (Venstrereformpartiet), F.V (Det forhandlende Venstre), S (Den socialdemokratiske Gruppe), H. (Folketingets Højre), Fk. Frikonservative, A. (Agrar), U. (uden for Grupperne). I Skanderup forekommer kun forskellige betegnelser for Venstre og for Højre indtil og med 1898.
1. februar 1901 ændres valgloven, således at der nu er hemmelig afstemning. Tidligere tider "Kaaring" af kandidater (uden afstemning) bliver helt afskaffet. I Skanderup Sogn har der dog kun været "Kaaring" før 1869.
Valglovsændringen fra 1901 bevirker, at der herefter ikke kan identificeres kandidatstemmer særskilt for Skanderup Sogn 1901, 1903, 1906, 1909, 1910, 1913, 1915 og 1920. Her bliver de afgivne stemmer kun opgjort som en del af 6. valgkreds, Vonsild, Vejle Amt, der foruden Skanderup omfatter 10 andre lokaliteter. Dette umuliggør en videre optælling af folketingskandidaternes stemmetal særskilt i Skanderup Sogn for disse valgår. 1918, 1924 og 1926 og herefter har igen afgivne stemmer på partier og kandidater i Skanderup Sogn særskilt i 6. valgkreds.
Ud over folketingsvalgene i Skanderup og i Vonsild kredsen, som Hans Lund Hansen sammenligner, er det skønnet nødvendigt at inddrage de landsdækkende folketingsvalg for hele Danmark, da Vonsild kredsen også kan iagttages at have været under indflydelse af indflydelsen fra C. J. Moe, muligvis i mindre udstrækning, men under alle omstændigheder konstaterbart i f. eks. det nærtliggende Vamdrup.   
 
Med C. J. Moes holdning til politik konstaterer Hans Lund Hansen først ud fra det af ham benyttede valgmateriale, en sammenligning mellem valgdeltagelsen i Skanderup Sogn sammenlignet med valgdeltagelsen i hele Vonsild Kredsen, at stemmeprocenten efter at have ligget over Vonsild Kredsens i Skanderup 1872-95, så ligger den under indtil 1922.
Altså en konsekvens af Moes forkyndelse, finder Hans Lund Hansen, hvis underbyggende statistik kan ses her.
I den her foretagne undersøgelse af valgdeltagelsen og efterfølgende stemmetal på politiske grupperinger, de senere politiske partier er der inddraget statistisk materiale fra samme kilde, Statistiske Meddelelser og, hvor nødvendigt, sammenholdt med samtidigt avismateriale.
Ud over valgdeltagelsen i Skanderup og Vonsild kredsen er der a.h.t. et bredere sammenligningsgrundlag også her medtaget valgdeltagelsen fra hele Danmark.
Hvis vi tager udgangspunkt i grafikken, som repræsentation for tallenes tale, så er der tilsat en lineær kurve en såkaldt "tendenslinje", som i regnearket Excel er en funktion, også kaldet en "regressionsanalyse". Den benyttes til at illustrere tendensen i en længere årrække. Regresseionslinjen kan så sammenholdes med de faktiske målinger, som søjlerne repræsenterer.
Det fremgår helt tydeligt, at valgdeltagelsen, stemmeprocenten i Skanderup Sogn i perioden 1876 indtil 1945 ligger pænt over valgdeltagelsen i Vonsild kredsen og i hele Danmark, hvor de to ret nøje følger hinanden, begge pænt under valgdeltagelsen i Skanderup Sogn.
Valgdeltagelsen, set ud fra de enkelte års målinger, viser, at stemmeprocenten i Skanderup faldt og lå under eller på niveau med Vonsild kredsen og hele Danmark fra 1876 til 1881 (før Moes ankomst til sognet), hvor den stort set blev liggende indtil 1892. Fra 1892 indtil 1898 lå stemmeprocenten i Skanderup over med undtagelse af 1898, hvor Vonsild kredsen lå øverst, men dog lå Skanderup over stemmeprocenten i hele Danmark i 1898.
I perioden 1918-1945 ligger Skanderup gennemgående højere end Vonsild men ca. på niveau med eller lidt over stemmeprocenten i hele Danmark.
Der er næppe belæg for at konkludere, at C. J. Moe skulle have haft nogen betydning for stemmeprocenten i Skanderup Sogn i form af, at han skulle have fremmet opfattelsen af, at politik ikke har været værd at beskæftige sig med i forhold til troen på Gud o.l. Tværtimod er der i Skanderup Sogn en bemærkelsesværdig høj stemmeprocent, både i forhold til Vonsild kredsen som et hele og i forhold til stemmeprocenten i hele Danmark.
 
Anderledes forholder det sig med stemmeafgivningen på de politiske partier, hvor den samtidige presse helt klart forbinder C. J. Moe med Højre.
Ud over Moes egne udtalelser i hans erindringer m.v. og hans stemmeafgivning, der indtil 1901 ikke var hemmelig, så er en episode i nabobyen Vamdrup ganske illustrerende - også som en demonstration af, at Moes politiske og religiøse holdninger ikke har været begrænset til Skanderup Sogn men formentlig til flere dele af Vonsild kredsen, ikke mindst til nærtliggende byer som Hjarup og Vamdrup, hvilket kan give problemer, når man sammenligner Skanderup Sogn med resten af Vonsild kredsen, hvor Moes indflydelse i et eller andet omfang også har gjort sig gældende.
Episoden fra Vamdrup er fra 1894, hvor C. J. Moe havde prædiket i Vamdrup Kirke og udtalt sig fordømmende - til almindelig forargelse iflg. den samtidige presse - om Lærer Hansen i Vamdrup, der havde været initiativtager til en adresse til kulturministeren, hvor man gjorde opmærksom på, at der ikke var flertal for en indre missionsk præst i Vamdrup.
I Horsens Arbejderblad blev det 21. okt. 1894 omtalt som et problem for Gdr. Jeppe Paulin, Vamdrup, der som Moe-tilhænger kunne miste stemmer ved valget.
Hvad han dog ikke skete, idet Moe tilhængeren, Gdr. Jeppe Paulin i Vonsild kredsen fortsatte 1892 valgets fremgang for Højre og stemmeflertal i forhold til Venstre.
Dette også som en illustration af, at Moes indflydelse ikke uden videre kan undersøges særskilt i Skanderup Sogn. Og da slet ikke uden videre kan sammenlignes med resten af Vonsild kredsen, hvor Moe indflydelsen også har gjort sig gældende.
Hans Lund Hansen konkluderer ud fra sin undersøgelse, at Højre står svagere i Skanderup Sogn end i Vonsild kredsen 1881-1887, herefter indtil 1898 en stærk stigning i Højres stemmeandel i Skanderup Sogn sammenlignet med Vonsild kredsen. Fra 1918 er der stadig Højre, nu konservativ dominans, hvilket vender brat i 1924.
 
I herværende opfølgende undersøgelse er Skanderup Sogn både sammenlignet med Vonsild kredsen og med hele Danmark, idet der som anført må tages forbehold over for kun at konkludere ud fra sammenligninger mellem Skanderup og resten af Vonsild kredsen. 
Ved valg til Rigsdagen var der til Landstinget privilegeret valgret, til Folketinget begrænset valgret, både m.h.t. alder, køn og socialt.
Før 1870 var der ikke valg med partitilhør men valg af personer.
M.h.t. det benyttede materiale, Statistiske Meddelelser under Danmarks Statistik, så var Ved folketingsvalg 1854-61 Skanderup under Ribe Amt fjerde Valgkreds med stemmeafgivning i Bække By, Bække Sogn. Her var der valg ved "Kaaring".
Fra og med folketingsvalgene 1869, 1872 og 1873 er Skanderup registreret under Vejle Amt, men nu under 6. valgkreds, afstemning i Vonsild, hvor det herefter anføres, at Hjarup og Vamdrup, Skanderup og Seest er "af Ribe Amt". I denne kreds er der ikke "Kaaring" men valg ved afgivne stemmer. 
Antallet af vælgere blev betragteligt forøget med den udvidede valgret fra 1915 og med indlemmelsen af Sønderjylland syd for Kongeåen fra 1920, det sidste dog uden betydning for stemmetallene i Skanderup Sogn.
 
Det ville være misvisende af konkludere ud fra de absolutte stemmetal, hvis det relative styrkeforhold mellem de politiske partier skal illustreres. Her er det mest illustrativt at benytte procentandele.
I Skanderup Sogn var styrkeforholdet mellem Venstre og Højre ved folketingsvalgene indtil 1890 en temmelig markant føring til Venstre med 70-80% af de afgivne stemmer
 
Indtil 1892 er Venstre i Skanderup Sogn det absolut største parti ved folketingsvalgene siden 1876. Herefter starter det fald, som fra 1895-98 gør Højre til partiet med de største stemmetal.
Højre bevarer positionen som sognets største parti indtil og med 1932. Efter besættelsen, ved folketingsvalget i 1945 er Venstre atter det største parti men med et Socialdemokratiet, der ganske vist mister stemmer i forbindelse med besættelsen og formentlig samarbejdspolitikken, som nu har overhalet de konservative i stemmetal. Og Det Kommunistiske Parti har ligeledes i 1945 fået en pæn andel af stemmerne i sognet.
Stemmeprocenterne i Vonsild kredsen viser en ret stabil Venstre majoritet indtil 1892, hvor Moe tilhængeren gdr. Jeppe Paulin fra Vamdrup gav Højre flertal 1892, 1895 og tabte stemmer i 1898, hvilket muligvis kan forklares med, at gdr. A. Jessen fra Hjarup, der repræsenterede Reform Venstre stillede op og fik 87 stemmer mod Paulins 81 dette år - alene i Skanderup Sogn. I Vonsild kredsen overhalede Venstre 1898 Højre med 947 stemmer mod 749. Styrkeforholdet mellem Venstre og Højre / Konservative er med en svag dominans til Højre / konservative indtil 1926, hvorefter Venstre er procentuelt størst 1932 og ikke mindst 1945. Også her med en konstant vækst af den socialdemokratiske stemmeandel fra 1918 til 1945. Besættelsen har her ikke haft en iagttagelig virkning, muligvis fordi jernbanesabotagen især var markant i Lunderskov, Skanderup Sogn.
Samlede landsdækkende resultater resultater opgør Danmarks Statistik først fra 1918 med registrering efter partier. Derfor er der først landsdækkende tal fra 1918.
På landsplan har Venstre siden 1901 været markant stemmeførende i forhold til konservative frem til 1945. Fra dannelsen af Det Radikale Venstre i 1905 har dette parti og Socialdemokratiet haft stort set stigende stemmeprocenter frem til 1918, hvor Radikale taber stemmeandele. Det er også perioden, hvor Socialdemokratiet stemmemæssigt fra 1924 bliver Folketingets største parti.
I hele perioden siden 1901 har Højre / Konservative stemmemæssigt været klart mindre end Venstre og siden 1903 end Socialdemokratiet.
I Skanderup Sogn har Højre / Konservative stemmesæssigt været det største parti 1895 til og med 1932. I Vonsild kredsen har Højre / Konservative stemmemæssigt været det største parti 1892 til og med 1926 bortset fra 1898, hvor en formentlig konkurrencedygtig Venstre kandidat til den indremissionske Højre kandidat gav Venstre en højere stemmeprocent end Højre.
Alt i alt kan det konstateres, at Højre / Konservative står langt stærkere stemmemæssigt i Skanderup Sogn og i Vonsild kredsen end i resten af Danmark, hvor Venstre siden 1872 og stemmemæssigt og procentuelt siden 1901 markant har overhalet Højre i resten af Danmark.
Det kan også konstateres, at Højre i Skanderup Sogn lidt senere end i Vonsild kredsen overhaler Venstre stemmemæssigt, 1895, hvor det allerede sker i Vonsild kredsen 1892, men at Skanderup Sogn så mere markant og stabilt end Vonsild kredsen beholdre Højre / Konservativt stemmeflertal indtil 1932.
Det kan med føje konstateres, at C. J. Moe kunne se ud til at have trukket både Vonsild kredsen og Skanderup Sogn stemmemæssigt mod Højre, hvor provisorietidens konflikt styrkede Venstre i resten af Danmark.
Muligvis kan den ekstra markante stemmeandel til Højre i Skanderup Sogn også forklares med, at J. B. S. Estrup som indenrigsminister med sin Lov om Udvidelse af det jyske Jernbanenet i 1868 har været stærkt medvirkende til etableringen af Lunderskov som et jernbaneknudepunkt.

Sognepolitikken
Danmarks Statistik har en publikationsfortegnelse over valg til de kommunale råd, der spænder fra 1900. Det statistiske materiale er er publiceret i Statistiske Meddelelser, 4. række, forskellige bind og hæfter.
De år, hvor der er oplysninger om Skanderup Sogn er der angivet stemmer på og antal kandidater "udenfor Indre Mission" og "Indre Mission". I Danmarks Statistik er kaldet til disse valgstatistikker en pdf-fil med link til tabellerne.
 
Fra 1903-09 var der 7 medlemmer i sognerådet, hvor fordelingen var 4 til 'de andre', 3 til Indre Mission. Fra 1913-25 med 9 medlemmer var den mandatmæssige stilling 5 Indre Mission, 4 'Andre'.
Allerede fra 1929 mistede Indre Mission sit flertal i sognerådet, og det var for bestandigt. Som ved folketingsvalgene lokalt og på landsplan vandt Socialdemokratiet stærkt terræn, og i 1954 var 3 af de "Andre" i sognerådet socialdemokrater.

Andre:
i 1909 gårdmænd, husmænd, næringsdrivende
i 1913 fællesliste
i 1917 uden for Indre Mission
i 1921 socialdemokrater (1), valgmenigheden, borgerliste i Lunderskov
i 1925 grundtvigianere, tjenestemandslister
Indre Mission:
i 1921 Sognemenigheden, i 1925 byliste og landliste.
 
 
I provisorietiden (1885-1894), hvor Venstre landspolitisk øgede sit stemmetal markant på bekostning af en vigende tilslutning til Højre, kan man i Skanderup Sogn konstatere, at Venstres fremgang stopper o. den tid, hvor C. J. Moe er kommet til sognet som sognepræst, fra 1892-95. Og at den udvikling fortsætter også efter, Moe har forladt sognet i 1922.
Bortset fra denne politiske tendens i forhold til det landspolitiske, vinder tilhængerne af Indre Mission et knebent flertal i sognerådet i 1913, som bevares indtil og med 1925.
 
Pastor C. J. Moe forkyndte, at politik var en verdslig forsyndelse mod livet i Gud - og hvad han og meningsfæller ellers kunne finde på at sige om den rette kristelige adfærd. Under alle omstændigheder fremgår det ret tydeligt, både af Moes udsagn og af hans stemmeafgivning (som kan konstateres, stemmeafgivning var som anført ikke hemmelig før 1901), at han foretrak Højre, som jo så i hans optik må have været nærmere Gud, end Venstre var det.
 
Det kan med god dokumentation konstateres, at en folkelig religiøsitet i Skanderup Sogn tilsyneladende har betydet en noget anderledes politisk adfærd end i den øvrige del af Danmark i tiden under og umiddelbart efter Højres dødsdans under provisorietiden, indtil dannelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915. Hvor Venstre i provisorietiden blev det dominerende politiske parti, gik Højre markant tilbage. I Skanderup Sogn, der som andre lokalt selvstyrende enheder måtte forventes underlagt den samme tendens, gik det i C. J. Moes tid modsat, Højre og Indre Mission dominerede sognet indtil og efter Moes fratræden 1922.

Religionen i Skanderup Sogn, skiftet under C. J. Moe

I Skanderup Sogn var det en brydningstid, præget af demokratiseringsprocessen under junigrundloven, sogneforstander-, sognerådsbestemmelserne og den indbyggede konflikt i Folketinget mellem befolkningsflertallet, Venstre og den konservative garanti, det bedre borgerskab og de større jordejere, De Nationalliberale, Højre.
Det hovedsageligt benyttede kildemateriale til denne karakteristik er C. J. Moes Oplevelser, 1927, hvor han skriver om sin tid som sognepræst i Skanderup 1885-1922.
Han giver her udtryk for sine fundamentale religiøse holdninger og sin opfattelse af religionens samfundsmæssige betydning. F. eks. på skoleområdet, hvor det med tilfredshed konstateres, at sognet efter hans første tid i sognet, hvor Missionen var ugleset og blev holdt uden for indflydelse i sogneråd og skolekommission, så var ”alle sognets lærere og lærerinder troende mennesker” ved hans afrejse fra sognet i 1922[1].
Erindringerne har en lang række subjektive vurderinger, som her kun skal bruges til at karakterisere den indremissionske forkyndelse i den samfundsmæssige kontekst.
Det er så heldigt, at modtagelsen af denne religiøse og politiske hvirvelstorm kan man få et udmærket indblik i gennem de Erindringer, som førstelæreren ved Gjelballe Skole, Peter Nissen har nedskrevet. De er udgivet i Vejle Amts Årbog 1975-77, men er formentlig nedskrevet i pensionsperioden 1906-1923, hvor Peter Nissen i 1923 døde knap 80 år gammel. Uanset, om disse erindringer er skrevet ud fra nøje notater, først på pensionen eller i de sidste år, så er manuskriptet - som andre debatindlæg o.l. - lagt i skuffen mhp. udgivelse, opbevaret af svigersønnen, Johannes Dons, lærer i bl. A. Tvis og Ejsing.[2] Nissen kommenterer grundigt religion, skole og undervisning under det, han anser for at være en ulykke for sognet, hvilket f. eks. ses i dette uddrag af Nissens Erindringer: ”Skanderup Sogn skal jo ”helliggøres” og det kan kun ske ved, at I.M. får Magten i Menighedsraad og Sogneraad; thi saa faar den også Magten i Kirken og Skolen. Og Magten er altid Ret i saa hellige Hænder”. Uanset, hvad man måtte mene om disse vurderende betragtninger, så har vi her formentlig en rigtig god kilde til reaktionen mod Moe blandt de ikke-missionske sogneboere.
 

Carl Julius Moe

C. J. Moe er født i 1848, fem år yngre end førstelærer Peter Nissen, Gjelballe. Moes far var først skolebestyrer i Roskilde, herefter præst i Ribe, hvor Moe tog studentereksamen i 1866, teologisk kandidat i 1872. Herefter kapellan indtil han 1877-1885 blev præst i Harboøre, i Skanderup 1885-1922. Medlem af bestyrelsen for Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark i 1909, formand 1915. I både Harboøre og Skanderup tog Moe kampen op mod drikkeri, hvad han opfattede som den overdrevne og skadelige brug af brændevin. Om brændevinen hedder det i Oplevelser, at ”Drukkenskaben led et stort Nederlag”. Men for Moe var ”dens Bekæmpelse (ikke) mere nødvendig end andre Synders (bekæmpelse)”.[3] Mest berømt er her en prædiken i Harboøre i 1881 og en episode, hvor brudgommen lugtede stærkt af brændevin, hvor Moe nægtede at forrette vielsen. Umiddelbart ser det ud til, at Moe havde det lettere, mødte mindre modstand i Harboøre end i Skanderup. Der var megen ”overtro” i Harboøre, men også en gennemgående respekt for præsten. Iflg. Moe skulle der her gøres en indsats for at få inddraget ”Helligånden” i den praktiserede religion, men det lykkedes da vist helt til fulde. Efter Moes vurdering i Oplevelser, så var hans indsats kun begyndelsen, herefter ”brød (Livet) frem med Kraft paa Harboøre.”[4]
I Skanderup var et synligt resultat af Moes virke Missionshuset Pella fra 1889. Desuden blev der givet startskud til søndagsskoler og ungdomsarbejde (spejder, FDF, KFUM og K). Som i Harboøre fik Moe mange tilhængere i Skanderup, men så til gengæld her også adskillige modstandere, som i 1910 med ”Skanderup-Hjarup Valgmenighed” foretog sognebåndsløsning fra folkekirken, Skanderup Kirke under Moe. I sine erindringer fra 1926 anfører Moe, at kun ca. ”350” af sognets ca. 2400 indbyggere tilsluttede sig valgmenigheden. Han har ret i, at missionen var flest, hvilket ses af sognerådsvalgene fra 1913, hvor missionen har 1 stemmes flertal. Men modsat Harboøre rejste der sig i Skanderup Sogn en markant modstand mod Moe og hans forkyndelse. Principperne i modstanden ser man klart dokumenteret i Peter Nissens Erindringer. At modstanden også skyldtes Moes noget kantede og fordømmende facon fremgår her tydeligt, men det væsentlige, der her vælges fremhævet, er dog det religiøst moralske, skolen og samfundet.
Iflg. Moes erindringer var der en næsten overraskende forskel imellem den menighed, han forlod i Harboøre i 1882 og den, han kom til i Skanderup. Der var ”en helt anden Luft … så klam og kold.” Der var kun ”en Snes Mennesker i Kirke om Søndagen.” Derfor var det nok ”Gud, der ville have mig til Skanderup.”[5] Ved sit 25 års jubilæum i sognet, hedder det fra Moe, at der med dannelsen af valgmenigheden i 1910 nu skulle være et ”mægtigt grundtvigsk Fremstød”. Dette førte dog kun til 1 menighedsrådsmedlem ud af 4, og til sognerådsvalget blev ”Missionens liste … nu den sejrende.”[6]Moe mødte modstand og havde modgang i Skanderup. Men hans budskab vandt helt klart flertal i det heraf delte sogn.
Under sine prædikener, der først og fremmest havde budskabet om ”omvendelse” og i sin kommunikation med sognet, f. eks. gennem konfirmationsundervisningen, kunne Moe med sine upolerede udtalelser og sin facon støde mange, og det gjorde han helt klart. F. eks. var der en episode, der blev indklaget til ministeriet, hvor Moe under konfirmationsundervisningen havde spurgt, om nogen kunne beskrive en ”grundtvigianer”, der ”sværmede rundt omkring ligesom Oldenborrerne i denne Tid”. Striden fik oven i købet den dimension, at Moe ”i spøg” havde sagt, at oldenborrer, dem ”plejede man jo at samle ind og koge dem for at komme af med dem.”[7]
 

Moes forkyndelse, reaktionen i sognet

Det vil formentlig være passende at indlede dette afsnit med Moes begravelsesprædiken over 48 druknede fiskere fra Harboøre, hvor Moe var blevet tilkaldt fra Skanderup 27. nov. 1893 for at holde begravelsen over de omkomne fra den gamle menighed. Moe må nok på trods af de 8 års afstand fra embedet i Harboøre have kendt de omkomne personligt. Han sagde bl.a. ” - Hvad nytter det at nægte, at en del af dem, som ligger her i disse kister, ikke havde noget liv i Kristus.” Den omvendende tone fortsættes til de efterladte: ” - hvis I nu ikke omvender jer, kunne I aldrig frelses!” Der er også trøstende sekvenser i talen, men det er helt utvivlsom, at det forkyndende og omvendende har været i fokus.[8]
Det forkyndende, omvendende ses i forstærket og direkte form i talen om mennesket som ”en falden skabning”, altså ”en fortabt slægt”. At der er en evig fortabelse og en ond menneskeslægt er for den indremissionske prædikant ikke en trussel men en grum virkelighed. Gud er ikke en mild, gammel mand, der ikke tager det så nøje med den menneskelige synd. Han er derimod ”en hellig Gud, hvis Vrede hviler over den syndige Slægt, og til hvem der derfor kun er adgang ved Jesus Kristus, der gav sit liv som en Genløsningsbetaling for os.” Når omvendelsen derefter er sket, så må ”hele Livet i Kirke, Hjem og Skole, i Handel og Politik, i Strid og Fred lægges ind under Gud for at styres og helliges af ham.”[9]
Endelig til yderligere illustration af den konflikt, som Moe også skabte i forhold til kolleger, sin samtid og oven i købet i forhold til helt eller delvist ligesindede inden for den indremissionske bevægelse, både p. gr. af budskabet, men også p. gr. af den uforsonlige tone, som ledsagede budskabet. I Kolding Folkeblad var der 18.-19. juli 1899 en udførlig omtale af en konflikt mellem præsten i Vonsild, Johs. Clausen og C. J. Moe fra Skanderup.[10]
Præsten, der tog til orde over for Moe, var Johs. Clausen[11], præst i Vonsild 1895-1908, hvor han døde. Clausen var medstifter af Indre Mission og gode venner med Vilh. Bech. Han udtrådte 1874 af den indremissionske bestyrelse, hvor han på dette tidspunkt nærmest var blevet grundtvigianer. Bevarede dog livslangt venskabet med Bech, og var og havde været enig med denne i vigtigheden af at holde sig inden for folkekirken og bekæmpe sekteriske bevægelser. Johs. Clausens efterhånden noget frie forhold til, men også sympati for, Indre Mission er velsagtens forklaringen på den debat, der i 1899 blev indledt med Moe, og som resulterede i en klage til den også indremissionsk orienterede Viggo Gøtszche, biskop I Ribe 1895 indtil sin død i1901.
Johs. Clausen indgiver klage over kollega i Skanderup, C. J. Moe i april 1899 iflg. Kolding Folkeblad. I avisen omtales Johs. Clausens nys udkomne skrift, hvor konflikten med Moe er behandlet.
Clausen er utilfreds med sammen med andre folkekirkepræster af en kollega, Moe, der også virker i folkekirken, at blive omtalt som ”åndeligt døde”, og at han og kolleger ”vildleder Mennesker i deres Saligheds Sag”.
Indkaldt til samtale med biskoppen har Moe tilsyneladende givet en tolkning af de udtalelser, som Clausen har klaget over, som medfører, at biskoppen nøjes med at udtale, at der er blevet ”… gjort Uret ved at sætte Stemplet: døde og vantro på Mænd, som ikke fortjene saadan en Dom.” Iflg. avisen advarer biskoppen til slut mod at præster kommer ind i hinandens sogne. Dette refererer både til situationen i Skanderup, hvor modstandere af Moe indkaldte andre præster, og sluttelig i 1910 dannede valgmenigheden, og IM’s præster, der prædikede i grundtvigianske o.a. sogne.
Det fremgår ret klart, at Moe har været ganske uforsonlig i sin sprogbrug, men at han i forhold til (den indre missionsk orienterede) biskop Gøtszche taktisk har været i stand til at fortolke og forklare sin position.
 

Reaktionen fra de ikke-missionske

Som repræsentant til en nærmere beskrivelse af konflikterne i forbindelse med Moes forkyndelse er valgt Peter Nissen, der sammen med broderen som lærere ved sognet skoler oplevede brydningstiden med en Moe, der i Skolekommissionen stærkt markerede missionens synspunkter.
Om Moes holdning til det kristne budskab har Peter Nissen indlagt flere diskuterende dialoger. Det væsentlige i Nissens holdning til Moe er, at for Moe var ”alle mennesker af naturen Djævelens Børn … hans Prædiken gik altid ud på Omvendelse … ”.
Moe var desuden tilsynsførende med sognets skoler som medlem af skolekommissionen, og herom beretter Nissen fra Gelballe: ”Pastor Moe var ikke fornøjet med Undervisningen i Religion.” Uviljen mod Moe skinner her tydeligt igennem, Moe havde ikke engang underrettet Nissen selv, men havde blot ladet det høre, at sådan var det. Desuden var Nissen vred over Moes ”upædagogiske” overhøring af eleverne, og han giver som eksempel på Moes efter hans mening ganske utidige indblanding, at Moe gav sig i kast med en diktat, hvor han gik alt for hurtigt frem.
Sammenfattende altså en betydelig indblanding i skolernes undervisning efter Peter Nissens mening. Om Moes religiøse holdning er der dialoger, hvor Nissen tydeligt har haft behov for at få udtrykt sig meget klart herom. Nissen anfører i en af dialogerne med Moe, at alle mennesker er ”Guds børn”. Hertil skulle Moe have svaret, at Jesus havde sagt til jøderne ”I er af en fader, Djævelen.” Nissen mente heller ikke, at det var nok at høre om Faderen, Sønnen og Helligånden, hvor Moe iflg. Nissen svarede, ”vi kan ikke frelses uden menneskelige Vidnesbyrd”. Man kan vel sige, at syndsbevidstheden, den menneskelige forkyndelse og omvendelsens nødvendighed er markante stridspunkter mellem Moes tilhængere og modstandere.
 
[1] Moe, Oplevelser s. 133.
[2] Oplysningerne om Johannes Dons er sparsomme, men det fremgår af udgivelsen af P. Nissens erindringer i 1975, at han havde manuskriptet og ”velvilligt” gav det til udgivelse.
[3] Moe, Oplevelser s. 118.
[4] Moe, Oplevelser, s. 66.
[5] Moe, Oplevelser, s. 66-67.
[6] Moe, Oplevelser, s. 131-132.
[7] Moe, Oplevelser, s. 72-73. Sognet har muligvis været noget plaget af oldenborrer. I 1906 fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokol, at der ingen oldenborrer var dette år.
[8] Citeret efter udsendelse i dr.dk, omtale af filmen Guds Børn 2001.
[9] Man fornemmer her en fundamentalisme, der i sin konsekvens betyder, at religionen er styrende for alt, også politik. Her skal man være opmærksom på, at de vestlige, repræsentative demokratier netop præciserer adskillelsen mellem religion og politik.
[10] Kolding Folkeblad, tirsdag og onsdag 18. og 19. juli, begge dage fremtrædende indslag på avisens forside.
Der skal her gives en karakteristik af religion og samfund i Skanderup Sogn i en brydningstid, præget af demokratiseringsprocessen under junigrundloven og sogneforstander-, sognerådsbestemmelserne og den indbyggede konflikt mellem befolkningsflertallet, Venstre og den konservative garanti, det bedre borgerskab og de større jordejere, De Nationalliberale, Højre.
Det benyttede kildemateriale til denne karakteristik er C. J. Moes Oplevelser, 1927, hvor han skriver om sin tid som sognepræst i Skanderup1885-1922. Han giver her udtryk for sine fundamentale religiøse holdninger og sin opfattelse af religionens samfundsmæssige betydning. F. eks. på skoleområdet, hvor det med tilfredshed konstateres, at sognet efter hans første tid i sognet, hvor Missionen var ugleset og blev holdt uden for indflydelse i sogneråd og skolekommission, så var ”alle sognets lærere og lærerinder troende mennesker” ved hans afrejse fra sognet i 1922[1]. Erindringerne har en lang række subjektive vurderinger, som her kun skal bruges til at karakterisere den indremissionske forkyndelse i den samfundsmæssige kontekst. Det er så heldigt, at modtagelsen af denne religiøse og politiske hvirvelstorm kan man få et udmærket indblik i gennem de Erindringer, som førstelæreren ved Gjelballe Skole, Peter Nissen har nedskrevet. De er udgivet i Vejle Amts Årbog 1975-77, men er formentlig nedskrevet i pensionsperioden 1906-1923, hvor Peter Nissen døde knap 80 år gammel. Uanset, om disse erindringer er skrevet ud fra nøje notater, først på pensionen eller i de sidste år, så er manuskriptet - som andre debatindlæg o.l. - lagt i skuffen mhp. udgivelse, opbevaret af svigersønnen, Johannes Dons, lærer i bl. A. Tvis og Ejsing.[2] Nissen kommenterer grundigt religion, skole og undervisning under det, han anser for at være en ulykke for sognet, hvilket f. eks. ses i dette uddrag af Nissens Erindringer: ”Skanderup Sogn skal jo ”helliggøres” og det kan kun ske ved, at I.M. får Magten i Menighedsraad og Sogneraad; thi saa faar den også Magten i Kirken og Skolen. Og Magten er altid Ret i saa hellige Hænder”. Uanset, hvad man måtte mene om disse vurderende betragtninger, så har vi her formentlig en rigtig god kilde til reaktionen mod Moe blandt de ikke-missionske sogneboere.

Sogn og sognerådsformænd 1903-1943

Sognerådets forhandlingsprotokoller 1868-1903 er bortkommet og kan derfor ikke benyttes til at klarlægge sognerådsaktiviteterne i denne ellers yderst interessante periode. Dels p. gr. af jernbanens opkomst og derfor Lunderskovs tiltagende betydning i sognet. Men også - og ikke mindst - fordi det kunne have været interessant at kortlægge sognerådets aktiviteter i spændingsfeltet mellem pastor C. J. Moe C. J. Moe og hans præference for Højre Højre, sammenholdt med provisorietidens forfatningskamp, der forrykkede balancen mellem de partipolitiske modpoler Højre og Venstre, oppositionspartiet, som netop i perioden, hvor Moe i 1885 kom til Skanderup Skanderup, gik ind i den afgørende magtkamp mod Estrups provisoriske finanslove. Venstre havde flertal i Folketinget, men det behøvede regeringen og Estrup ikke tage sig af med et flertal i Landstinget og kongens ret til at udnævne regeringen uanset flertallet i Folketinget.

Moes ankomst til Skanderup

Skanderup i 1885 var netop året, hvor Danmark formentlig har været tættest på en revolution. Der dannedes riffelforeninger og agiteredes for skattenægtelse over for en regering, der ikke ville respektere folketingsflertallet, dvs. Venstre og et også stadig stærkere Socialdemokrati. Regeringen svarede igen med "mundkurvecirkulærer" og konsekvente foranstaltninger imod det spirende folkelige oprør, som oven i købet blev ledsaget af et skudattentat mod Estrup i 1885.
Den kortfattede årsagsforklaring var, at kongen iflg. grundloven havde retten til at udnævne regeringen uden hensyn til Folketingets flertal, der efterhånden og temmelig markant var samlet under det, der 1870 blev til partiet Venstre. Estrup kunne i denne situation heller ikke få sine finanslove igennem, og han og regeringen besluttede derfor at regere med "provisoriske" finanslove, som grundloven muliggjorde.
Det kunne have været interessant at få klarlagt de lokale spor, som denne forfatningskamp også må have efterladt i Skanderup Skanderup Sogn. Men her må der inddrages andet materiale til belysning af forholdene, først og fremmest den lokale presse, da den tids sogneforhandlingsprotokol er gået tabt.
Ud fra de gennemgåede sogneforhandlingsprotokoller kan det konstateres, at Indre Mission Indre Mission i 1913 erobrede sognerådsformandsposten, som blev bibeholdt uafbrudt indtil 1954.
Fra 1903 indtil 1913 var Thomas Hansen , gårdejer i Klebæk og P. Midtgaard, gårdejer i Nagbøl Nagbøl sognerådsformænd som de sidste repræsentanter, før Indre Mission Indre Mission erobrede flertal og formandspost.
1913-1919 blev tømrermester J. C. Hansen, Lunderskov Lunderskov sognerådsformand sognerådsformand som konsekvens af Indre Missions flertal på 5 ud af sognerådets 9 medlemmer.
Man kan fastslå det indremissionske flertals medlemmer ud fra de sammenhænge, hvor de gjorde fælles front i sognerådsarbejdet.
Johan Nielsen , gårdejer i Skanderup, efterfulgte J. C. Hansen som formand 1919-1923, og han blev efterfulgt af gårdejer Knud Knudsen , Gelballe, sognerådsformand sognerådsformand 1923-1943.
Politisk repræsenterede Johan Nielsen og Knud Knudsen henholdsvis Højre / Det Konservative og Venstre.[12] Man kan muligvis sige, at de repræsenterede henholdsvis tiden under og efter C. J. Moe C. J. Moe med deres respektive partipolitiske tilknytning. Knud Knudsen det forventelige, Venstre som repræsentant for gårdejerstandens naturlige politiske orientering. Johan Nielsen, også repræsentant for gårdejerstanden, men præget af tiden under C. J. Moe Moe og den vækkelsesagtige tilstand under Indre Missions første tid i sognet, hvor der i vid udstrækning blev en orientering mod Højre / Det Konservative Folkeparti som et resultat af Moes forkyndelse og holdning til politik.
Det kan i forhandlingsprotokollerne konstateres, at de to her nævnte arbejdede sammen, hvor det drejede sig om en indre missionsk linje, først og fremmest ved skole og læreransættelser i den periode, hvor de begge sad i sognerådet, dvs. indtil Johan Nielsens afgang fra sognerådet i 1933.
Som illustrerende eksempel forhandlingsprotokollen fra 18.11.1927. Her protesterede fire fra mindretallet (ud af ni) mod den ensidige ansættelse af lærere med tilknytning til Indre Mission. Protesten blev imødegået i fællesskab af sognerådsformanden, Knud Knudsen, der var erklæret venstremand, og den tidligere sognerådsformand 1919-23, Johan Nielsen, som var konservativ, men begge fra flertalsgruppen, Indre Mission.
Eksemplet er helt symptomatisk for samarbejde og skillelinjer i sognerådet - at skillelinjer ikke var partipolitiske.
Mindretallet klagede til ministeriet, hvilket blev taget op som selvstændigt punkt 9.2.1928, hvor flertallet karakteriserede klagen som en "tendentiøs" fremstilling.
Det konkrete i sagen var besættelse af en tredjelærerstilling ved Dollerup Dollerup Skole[13], men protesten afspejler, at der her har været tale om et mønster med at foretrække lærere med tilknytning til Indre Mission, hvilket man ikke har været så tilfreds med i mindretallet. Ud over den her nævnte klagesag, har der tidligere været gjort bemærkninger o. læreransættelser, f. eks. i Gjelballe Gelballe i 1918[14], hvor også en lærer med indremissionsk tilknytning var blevet foretrukket iflg. forhandlingsprotokollen 8.4.1918.
Alle de her nævnte lærere ses repræsenteret på kirke-skole billede fra sognet.
 
Det kan således konstateres, at der har været samarbejdet omkring det holdningsmæssige, religionen, og formentlig helt uanset politisk observans i øvrigt.
Derimod kan der også konstateres divergerende interesser i det indremissionske flertal, f. eks. i planer omkring udretning af en vej gennem Skanderup Skanderup by.
I 1932 blev der af Johan Nielsen og den lokale, indremissionske smedemester i Skanderup - begge medlemmer af sognerådet - protesteret mod udretning af vejen gennem byen. Argumenterne var, at det var for dyrt, og at det generede de berørte parceller, f. eks. Johan Nielsens, der ville få en offentlig vej helt ind til gården. Smedens forretning ville komme til at ligge væk fra den nyetablerede vej.
Sognerådet under den også indremissionske formand Knud Knudsen vedtog og gennemførte uanfægtet vejføringen.[15]
 

Religion - mission og skolevæsen.

Om den lokale skoleudvikling før, efter reformationen, under Danske Lov, rytterskoler, Chr. 6.'s skolelove 1739-40, 1814-skoleloven m.v. se Kirke, skole og sogn
Som det fremgår af diagrammet over sognerådsvalg oven for, vandt Indre Mission Indre Mission i 1913 flertal i sognerådet, et som regel helt snævert flertal (fem ud af sognerådets fra 1909 ni medlemmer). Dette flertal bevaredes i hele den her undersøgte periode, indtil 1954, hvorefter to på hinanden følgende proprietærer fra Skanderup Skanderup uden indremissionsk tilknytning blev valgt som formænd.
Det har været muligt delvist at identificere sognerådsformændenes partitilhørsforhold til både Det Konservative Konservative Folkeparti Det Konservative Folkeparti (indtil 1915 Højre Højre) og Venstre inden for flertallet, Indre Mission Indre Mission . Partitilhørsforholdet har ret tydeligt været uden betydning for det indre sammenhold i sognerådsgruppen. Tværtimod udmøntede uenighed sig på tværs af partiskel, især o. læreransættelser og afholdssagen, hvor de religiøse skillelinjer har været bestemmende.
Før den konfrontatoriske linje i skolesager, dvs. før Indre Mission Indre Mission fik flertallet fra 1913, kan man uden iagttagelige konflikter konstatere et relativ fredeligt samarbejde o. skolevæsenet i sognet.
Der var tilskud til Lunderskov Lunderskov Friskole fra nov. 1910 og fremover. Der ydedes et tilskud på kr. 5 per barn, hvilket gør det muligt at skønne elevtallet til mellem 50 og 70 i tiden o. 1. verdenskrig.
Lunderskov Privatskole, der fungerede 1895/96-1922 var tilknyttet Indre Mission Indre Mission og omtales ikke i sognerådets forhandlingsprotokoller. Skolen lå i Storegade Storegade , hvor senere Sparekassens bygning kom til at ligge.[17]
1907 blev der opslået et folkeskolelærerindeembede, 500 kr. + 50 kr. for håndarbejde, bolig og brændsel, uddannet i orgelspil vil blive foretrukket - uden iagttagelige betingelser i øvrigt.
Mindre dramatisk end besættelsen af lærerembeder efter 1913, i det mindste mht. religiøse skillelinjer, var også skolebyggeriet i sognet Skanderup .
[1] Moe, Oplevelser s. 133.
[2] Oplysningerne om Johannes Dons er sparsomme, men det fremgår af udgivelsen af P. Nissens erindringer i 1975, at han havde manuskriptet og ”velvilligt” gav det til udgivelse.
[3] Moe, Oplevelser s. 118.
[4] Moe, Oplevelser, s. 66.
[5] Moe, Oplevelser, s. 66-67.
[6] Moe, Oplevelser, s. 131-132.
[7] Moe, Oplevelser, s. 72-73. Sognet har muligvis været noget plaget af oldenborrer. I 1906 fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokol, at der ingen oldenborrer var dette år.
[8] Citeret efter udsendelse i dr.dk, omtale af filmen Guds Børn 2001.
[9] Man fornemmer her en fundamentalisme, der i sin konsekvens betyder, at religionen er styrende for alt, også politik. Her skal man være opmærksom på, at de vestlige, repræsentative demokratier netop præciserer adskillelsen mellem religion og politik.
[10] Kolding Folkeblad, tirsdag og onsdag 18. og 19. juli, begge dage fremtrædende indslag på avisens forside.
[12] Iflg. kilder i den fælles familie.
[13] Ansættelse af P. Juhl som 3. lærer v. Dollerup Skole i 1928.
[14] Ansættelse af T. Madsen som 1. lærer ved Gjelballe Skole i 1918.
[15] Alt det her og i det flg. afsnit anførte fremgår af sognerådets forhandlingsprotokoller. Problemet med Johan Nielsens gård, Grønvanggaard, fremgår af matrikelkortet, se appendix 2.
[16] Indholdet af 1814-anordningerne:
[17] N. Chr. Lings, utrykte erindringer fra tiden i Lunderskov 1920-64.
 
Fordeling af de valgberettige efter livsstilling.

1. Militære og civile højere embedsmænd 2. Ditto lavere embedsmænd 3. Jordbrugere inddelt efter tdr. hartkorn 4. Haandværk og industrdrift efter ejere og ansatte 5. Handel og vareomsætning 6. Næring af Søen 7. Jordløse 8. Pensionister, aftægt o.l. 9. Lever af Formue 10. Andet, Ubestemt
 
Iflg. Statistiske Meddelelser s. 34-35.
Vejle Amts 6. Valgkreds har en særskilt afdeling for Ribe Amt, der omfatter Hjarup-Vamdrup, Skanderup, Seest.
 
Hans Lund Hansens undersøgelse.
Pastor C. E. Moe blev ansat 1885 forlader sognet i 1922, og det kan under alle omstændigheder konstateres, at Venstre mellem 1920 og 1924 (landspolitisk med venstreregeringen Neergaard) nu igen får markant flere stemmer end Det Konservative Folkeparti (Højre).
 
Valgdeltagelsen iflg. HLH.
Hans Lund Hansen, publicering s. 185
Stemmeafgivning fordelt på politiske partier iflg. HLH.
Folketingsvalget 1872. Statistiske Meddelelser, Tolvte Bind, hvor alle resultater skal gennemses og beregnes v. hj. af valgte personer. Se også Danmarkshistorien.dk.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
© Skanderup Sogns historie