Krigens start, besættelsen
Danmark blev besat 09. april 1940 af Tyskland efter kortvarige militære kampe. Der var kun sporadisk og ukoordineret modstand, som blev indstillet efter få timer. Det danske militær eksisterede dog fortsat så nogenlunde under samarbejdspolitikkens vinger indtil Operation Safari 29. august 1943, hvor tyskerne tog kontrol med de dele af det danske militær, det lykkedes dem at overtage. En del af flåden blev sænket, og Den lille Generalstab blev en militær modstandsgruppe under resten af besættelsen - ind imellem i konflikt med Frihedsrådet, som ikke bare rummede, men havde et ganske kraftigt element af kommunister. Det var mildt formuleret ikke dette politiske segment, der dominerede i militæret. Centrum for den tyske strategiske interesse var dog ikke Danmark men Norge, hvis havne og fjorde den tyske flåde ønskede at benytte i den atlantiske u-bådskrig og til at sikre malmtransporten fra Sverige. Danmark var til dette formål blot en nødvendig brik i spillet. En ganske vist overordentlig vigtig brik for den tyske krigsførelse, hvor man var parat til at gøre meget for at bevare stabile og rolige forhold i det besatte Danmark.
Danmark - og hermed Skanderup Sogn - under besættelsen er tidsmæssigt og indiskutabelt perioden mellem besættelsen 09. april 1940 og befrielsen 05. maj 1945 efter besættelsesmagtens kapitulation over for de allierede styrker 04. maj.
Periodens problemstillinger og - især - tolkningen af disse var og er en ganske diskutabel sag.
På det mere overordnede plan har samarbejdspolitikken været diskuteret - også i en politisk sammenhæng.
På et mere fagligt plan - men bestemt også med mange følelser involveret, ikke mindst, når det har drejet sig om tidligere modstandsfolk - har der været debat omkring modstandsbevægelsens aktioner, ikke mindst stikkerlikvideringer og jernbanesabotagen har været et diskussionsemne og i nogen udstrækning genstand for film o.a. dramatiserende fiktion.
Noget af modstandsbevægelsens top - den civile og velsagtens mest effektive del, her repræsenteret ved den borgerlige del af modstandsbevægelsen, Fl. Juncker og Anton "Toldstrup" Jensen. Samt den militære del - som frygtede DKP's dominans i modstandsbevægelsen, og som ind imellem arbejdede ualmindelig dårligt sammen med den civile del af modstandsbevægelsen. Her repræsenteret ved Flemming B. Muus og Vagn Bennike. |
Den lille generalstab - General E. Gørtz, kaptajn C. V. Hjalf og kaptajn P. V. T. Ahnfeldt-Mollerup. Om E. Gørtz, se interview og kommentar af Erik Haaest. |
||||
Tidligere frivillige fra kampen mod Franco i den spanske borgerkrig og forskellige studentergrupperinger begyndte den aktive modstand efter Tysklands overfald på Sovjetunionen i juni 1941, indledte en egentlig industrisabotage i december 1941, og i december 1942 røvede de sprængstoffer i Faxe Kalkbrud. Kampen krævede nu en stærkere organisering, og i april 1943 stiftedes BOPA som en sammenslutning af illegale grupper af både borgerlig og kommunistisk observans.
Eigil Larsen, der var ledende og med i starten af BOPA.
|
|
Modstandsbevægelsen bestod primært af helt unge og dristige mænd, der i udvalgte tilfælde blev bærende organisatorisk og i handlekraft.
I sommeren 1942 startede en dansk modstandsbevægelse så småt - efter tilløbet i form af kommunistiske aktioner fra sommeren 1941.
Indtil da var cirka 300 sabotagehandlinger registreret, men der var hovedsageligt tale om uorganiserede og tilfældige aktioner, typisk udført af enkeltpersoner og rettet imod den tyske værnemagts materiel. I løbet af sommeren 1942 fik sabotagen en alvorligere karakter, og den blev derfor en trussel imod den dansk-tyske samarbejdspolitik. Det var helt naturligt de danske kommunister, der førte an i det illegale og af samarbejdsregeringen fordømte arbejde. I september 1942 udførtes den første, om end mislykkede, jernbanesabotage.
I sommeren 1942 blev den store kommunistisk ledede sabotagegruppe BOPA (Borgerlige Partisaner) etableret, efterfulgt af andre store modstandsgrupper - på initiativ fra de politiske yderfløje, fra DKP til KU og Dansk Samling. Modstanden sigtede mod såvel besættelsesmagten som samarbejdspolitikerne.
Fra efteråret 1943 startede modstandskampen for alvor og tog fart.