Kirke, skole og sogn

Indholdsfortegnelse
  1. Ansgar som den vist nok første underviser i Danmark. 
  2. Undervisning i øvrigt før reformationen.
  3. Reformationen og undervisningen.
  4. Kirkeordinansen 1537, oprettelsen af latinskoler. Latinskolen i Kolding.
  5. Danske Lov 1683 og undervisningen.
  6. Fredrik 4. s rytterskoler.
  7. Pietismen, Chr. 6. og undervisningen.
  8. Skoler og undervisning før 1814.
  9. 1814 skoleordninger, folkeskolen. 
  10. Oversigt over de vigtigste skolelove siden 1814.
  11. Om skolens undervisere - degne, de katolske degne, kendte degne i Skanderup og Hjarup, andre lokale degne, præster og lærere o. 1850-1939 . 
  12. Skolebygninger.
  13. Indre Mission som forlængelse af pietismen og valgmenigheden 
En form for skoleundervisning er i Danmark første gang historisk konstaterbar med missionæren Ansgars undervisning af 12 drenge o. 830. Drengene skulle oplæres i det kristne budskab. Dette formål fortsætter med variationer i skoleundervisningen helt op til vor egen tid.
Skolens formål har især været opdragelse i den kristne børnelærdom, hvor de medfølgende elementer så har været at lære at læse, skrve og regne.
 
   
Ansgar og efterfølgeren Rimbert - der har skrevet en art helgenlegende om Ansgar - portrætteret på kalkmaleri i Vor Frue Kirke, Skive, 1522. 
Kalkmaleriet ses nok mest rigtigt som katolsk propaganda. Man har i 1522 kun haft Rimberts glorificerende beskrivelse af Ansgar at forholde sig til.
Ud over kalkmaleriet er der et uidentificerbart Ansgar portræt, som er indlagt i den her refererede Rimbert udgivelse.
Ansgar var iflg. Rimberts beskrivelse i en meget ung alder, o. 15 år, underviser ved skolen i Gammel Corbie. Oplysningerne om Ansgars undervisning af de 12 drenge findes i Rimberts kap. 7 om Ansgar.
Der skal selvfølgelig tages alle mulige forbehold for anerkendelsen af Ansgar som Danmarkshistoriens første underviser.
Men i og med, at Ansgar missionerede i Danmark - uden større resultater dog - har der nok været noget om snakken i Rimberts levnedbeskrivelse.
Op gennem middelalderen var den katolske kirkes institutioner, kirker og klostre omdrejningspunkt for den undervisning, der mere eller mindre sporadisk fandt sted.
Den første danske, egentlige skolelov kom i kølvandet på reformationen - Kirkeordinansen af 1537, der i 1539 forelå i en dansk oversættelse af den latinske tekst fra 1537.
Resultatet heraf var en række latinskoler i købstæderne. På landet var det iflg. kirkeordinansen sædedegne og latinskolernes peblinge, løbedegne, der var ansvarlige for undervisningen i den "kristne børnelærdom". 
 
Datidens degne var en broget - en under alle omstændigheder i mange henseender noget ringe stillet - skare.
Som illustration her en velformuleret og godt funderet vurdering fra en ekspert - og forfatter til den spændende bog om degnesønnen, Niels Heidenreich, der i 1802 stjal guldhornene og omsmeltede dette nationale klenodie kun for at berige sig:
"At være degn kan være et slidsomt og utaknemmeligt arbejde ... 1700-tallets degne er en broget skare, og regeringens vision om en lærd stand af uddannede degne er og bliver en drøm. I den ene ende findes mænd, der er blevet ansat uden andre kvalifiktioner end deres erfaringer som skoleholdere. De har oprindelig været bønder, håndværkere, sømænd lakajer, vævere ... For dem er jobbet som degn en social opstigning ... I den anden ende findes de teologiske studenter ... der er blevet degne i håbet om en at få et ledigt præstekald, (som) ... med årene bliver mere og mere forbitrede over deres skæbne." Niels Heydenreichs far var en fordrukken degn af den første kategori.
 
Degne. 
Historisk har degneinstitutionen eksisteret tilbage i den katolske tid, hvor bisper og stift har været den styrende instans i kirke og skole.
Efter reformationen hedder det i Kirkeordinansen om degne og præster, at de skal "nyde samme privilegier, som de havde i bispernes tid ..."
Degnene var kirkelige bestillingsmænd, der medvirkede ved gudstjenesternes sang og hjalp præsterne med forskellige embedsforretninger, men de var ikke som præsterne ordineret til et embede.
Disse degne kaldtes oprindeligt sædedegne, d.v.s. i sognet bosatte sognedegne modsat løbedegnene, som disciplene fra de med kirkeordinansen eksisterende latinskoler kaldtes. I Kirkeordinansen hedder det om løbedegnene, at når et sogn, der ligger inden for 2 mil fra købstadens latinskole har en degn, der "dør eller afgår", da skal "der tilskikkes af (latin)skolen ... de personer, som så lærde og forstandige ere ...", at de kunne oppebære degnelønnen og undervise sognets børn. Selv om det kun var latinskolernes ældste klasser, der kunne varetage denne funktion, var det mere et indtjeningsgrundlag for latinskolen end et ønske i sognet at se sig betjent af disse løbedegne. Se eksempler på lokale protester imod tildelingen af løbedegne, som startede lige fra etablering af ordningen under Christian 3., kan man se af f. eks. dokumenter fra Viborg Stift i Diplomatarium Vibergense.
Utilfredsheden med løbedegnene medførte, at de blev erstattet af sædedegne med Christian 5.'s Danske Lov fra 1683, dog ikke fra den ene dag til den anden, men i perioden 1683-1739. Her Danske Lov, kap. XV specifikt Om Dægne og Substitutter.
 
I kølvandet på reformationens latinskoler og den middelmådige undervisning, der udsprang herfra, fulgte fra 1721 rytterskolerne (kun i rytterdistrikterne), og med konfirmationen i 1736 og medfølgende krav om at kunne læse og lære den autoriserede katekismus uden ad, kom der med 1739 forordningen om undervisning på landet en pietistisk orienteret, landsdækkende undervisning indtil skolereformen i 1814, anordninger om "Almueskolevæsenet paa Landet" og "Almueskolevæsenet i Kjøbstæderne". Reglement for skolen i København. Latinskolen blev nu til "den lærde skole", og der indførtes skolepligt for alle børn i kongeriget Danmark med en ny landsdækkende lov om almueskolevæsenet.
Om degne hedder det i 1739 forordningen som en tilsigtet forbedring af degnenes kvalifikationer, at ingen kan tildeles "... noget Deigne-Kald, som ikke tilforn har tient enten ved Latinske eller Danske Skoler, som Hører ( underordnet skolelærer) eller Skoleholder (ledende skolelærer), og derved beviist sig at have de Qvalitæter og Videnskaber, som til en god Skoleholder udkræves, og siden opregnes ..." Det bliver skået fast (omend nok ikke altid efterlevet), at degne skal have de nødvendige kundskaber, og de skal have vist duelighed som undervisere. Her om hedder det: "Saa bør dog Meenigheden og Kirken ey bebyrdes med nogen uduelig eller til Skolehold utienlig Deign ... Men om nogen skikkelig Student tre Aar vel har forrettet Skoleholder-Embede, saa han derfor kand fremviise gode Skudsmaal; saa skal han siden frem for alle andre til Deigne-Kald befordres, om han det forlanger. "
  

Før reformationen

De ældste, kendte skoler i Danmark var skoler i domkirkebyerne (kapitels- eller katedralskoler) og klosterskoler.
De ældste danske domskoler lå i Lund, Roskilde, Viborg og Ribe, alle er fra begyndelsen af 1100-tallet. Disse skoler havde som deres primære formål at uddanne præster og andre kirketjenere.
Fra senmiddelalderen, hen i 1400-tallet finder vi (køb)stadsskoler, der i sit pensum ud over kirkens budskab, også tog hensyn til elevernes behov, hvis de skulle arbejde og virke i den fysiske verden. Ofte blev disse skoler benyttet som en slags forskoler til katedralskolernes undervisning.
Med reformationen overtog kongemagten de af kirkerne tidligere drevne skoler. Undervisningssproget var stadig latin. Hvem og hvor mange, der gik i disse skoler, er det vanskeligt, reverenter umuligt at vurdere ud fra det fragmentariske kildemateriale.
Men almindelig skolegang for alle har der ikke været tale om.
 
Mens statsmagten før reformationen har overladt landalmuens boglige uddannelse til landsbyen, præsten, degnen eller en veldædig herremand i et omfang, vi stort set ikke ved noget om, var den straks mere omsorgsfuld, da der blev oprettet latinskoler, der siden reformationen blev underlagt statslig lovgivning. Det var mestendels præste-, købmands- og håndværkerbørn, der befolkede latinskolerne, og formålet var at forberede disciplene til præstegerningen. 
Blandt disciplene var der også ind imellem en begavet degnesøn. Aldrig kvinder og formentlig næsten aldrig almindelige bønders børn.
 
Der blev i Norden først ret sent oprettet universiteter, i 1477 i Uppsala og i 1479 i København. Det absolutte hovedfag var teologi, hvor det krævedes af de optagne studenter, at de fra latinskolen havde lært at beherske - netop - latin. Det var kun de færreste af latinskolernes elever, der nåede til universitetet og erhvervede sig en teologisk embedseksamen. Færre endnu, der fik et med studierne eftertragtet præstekald.
 
Der findes ingen vidnesbyrd om skoledrift i Kolding eller på Koldingegnen før reformationen. Gråbrødreklostret kan have haft en klosterskole, før gråbrødrene blev forvist fra Kolding i 1529 som et led i reformationen.
Hvis der før reformationenb har fundet undervisning sted, har det sandsynligvis været en form for hjemmeundervisning for nogle få udvalgte. D.v.s. adelen og de mest velstillede i byen Kolding. Der har næppe været undervisning for almuen ude på landet.

Reformationen

Titelbladet til den luthersk orienterede præst Christiern Pedersens bog ”Om at holde børn til skole” fra 1531. – Illustrationen er gengivet fra første bind af fembindsværket ”Dansk Skolehistorie” fra Aarhus Universitetsforlag, som er skrevet af Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen. Foto: Det Kongelige Bibliotek
 
En del af reformationens idemæssige indhold var, at det enkelte menneske nu skulle kunne læse Bibelen (på dansk). Undervisning og kristendom blev fortsat en helt sammenhængende størrelse, hvilket har haft langtrækkende konsekvenser for skole og undervisning i Danmark.

Latinskolerne

Efter reformationen oprettedes der til afløsning for klosterskolerne latinskoler.
Det skete efter Kirkeordinansen 1537, der 1539 blev oversat fra latin til dansk. Her blev det bestemt, at alle købstæder skulle have en latinskole. 
Formålet med latinskolerne blev under indtryk af dygtige katolske jesuitters effektive undervisningsmetoder at få en luthersk kristendomsopfattelse indoktrineret.
De fleste af de med reformationen og efter Kirkeordinansen oprettede latin- eller katedralskoler blev nedlagt umiddelbart efter 1737, oftest 1739-40. I nogle byer er der senere genopstået skoler. Her anføres i oversigtsmæssig form kun de skoler, der er bevaret op til vor tid med angivelse af oprettelsesår og (som regel) nuværende navn.
Ålborg Katedralskole 1540 Viborg Katedralskole 1100 Århus Katedralskole 1195 Randers Statsskole 1542
Ribe Katedralskole 1145 Fredericia Gymnasium 1664 Horsens Statsgymnasium 1532 Kolding Gymnasium 1542
Haderslev Katedralskole 1567 Sønderborg 1804? Odense Katedralskole 1283 Nyborg Gymnasium 1410
Nakskov Gymnasium 1471 Nykøbing F. Katedralskole 1498 Helsingør 1483 Hillerød 1568
Metropolitanskolen 1209 Roskilde Katedralskole o. 1000 Slagelse 1508 Vordingborg 1551-55
Herlufsholm 1566 Sorø 1586    
 
Flere af disse latinskoler var små, med 2-3 lektier (klasser), med en skolemester (rektor) og et par hørere (lærere). I 1590 blev det fastslået af disse små skoler ikke kunne dimittere til universitetet, dertil var udbyttet af undervisningen helt åbenbart for ringe.
De store skoler havde 4-5 lektier og lige så mange hørere foruden skolemesteren.
 
Alle skolerne var afhængige af elevernes tiggeri og indtægter fra elevers og læreres deltagelse i kirkelige handlinger. Samt af at eleverne, peblingene kunne få stillinger som degne på landsbyskoler i nærheden. Ofte til de lokale degnes utilfredshed. Muligvis også de lokale beboeres, der måtte lægge børn til denne undervisning.
 
Undervisningen i latinskolerne var ringe, er der adskillige eksempler på. Skolernes lærerne skiftede hurtigt, de universitetsuddannede forsvandt når de havde fået et præsteembede. De tilbageblevne var ikke god reklame for latinskolerne. Velhavende familier sendte deres sønner til skoler i udlandet.
For at gardere sig mod latinskolernes ind imellem utroligt ringe undervisning afholdt Universitetet i København en optagelsesprøve, examen artium, en eller to gange årligt.
1675 indførtes på universitetet philosophicum der var minimum for at kunne undervise i latinskolen.
Men alt i alt var undervisningen på latinskolerne så ringe, at der blev et erkendt behov for at få etableret noget bedre - Universitetet klagede over, at de studenter, der søgte om optagelse, havde for dårlige forkundskaber, især sprogfærdighederne klagedes der over.
I 1620 blev Christian 4. og Rigsrådet enige om, at det ville være nyttigt at oprette videregående skoler, gymnasier, i en række stiftsbyer.
Foruden gymnasierne oprettedes der i Sorø en særlig skole for adelsdrenge. Formålet med den fornemme skole var ikke at forberede adelssønnerne til universitetet, men til at blive statstjenere. Derfor kom undervisningen foruden de fag, der lærtes i gymnasiet, også til at omfatte jura, historie, fransk, italiensk, ridning, fægtning - og dans. Det blev også forbudt de unge adelsfolk at rejse udenlands, før de var fyldt nitten. Dels sparede det kongeriget Danmark for penge til dyre udenlandsrejser, dels blev risikoen for at de unge mennesker skulle blive påvirket af jesuitter, calvinister og andre kættere reduceret.  
 
I 1850 overføres retten til at afholde studentereksamen fra Universitetet til latinskolerne / gymnasiet, i 1871 indføres matematisk-naturvidenskabelig linje, i 1903 den nysproglige linje foruden den klassisksproglige.
I 1903 afskaffes Latinskolen, og piger får adgang til gymnasiet 

Latinskolen i Kolding

Ret hurtigt efter Kirkeordiansen, i 1542 ser man Kolding Lærde Skole som navn i en note, første gang 7-6-1542. Herefter i 1566 en note om en skolebygning, der opføres på Kirketorvet på foranledning af dronning Dorothea. Hvor skolen så har ligget, indtil nedlæggelsen i 1975.
I 1728 en note om en ny skolebygning igen, som i 1845 erstattes af nok en nybygning
Da Kolding Latinskole for første gang i 1542 nævnes, har skolen fået tildelt kongetiende af Almind sogn. Skolen er oprettet af Christian 3. efter reformationen. Da han døde i 1559, bosatte hans enkedronning Dorothea sig på Koldinghus, og hun sørgede i 1566 for, at det første skolehus til Kolding Latinskole blev oprettet.
Det nye skolehus blev lagt i det nordvestlige hjørne af kirkegården ved Sct. Nicolai Kirke - her blev gymnasiet liggende frem til 1975.
I 1728 var det af dronning Dorothea opførte skolehus så faldefærdigt, at man satte gang i byggeriet af et nyt, som stod færdigt d. 26 marts 1732.
Den nye skole blev opført på samme sted som det gamle skolehus.
I 1937 startedes en omfattende udvidelse, som stod færdig i 1942. Med denne udvidelse havde man nået det maksimale for, hvor stor bygningen kunne blive, med den plads der var til rådighed med den daværende beliggenhed.
 
I 1855 er der en note om nedlæggelse ved lov af 10-4-1855, med ophør som lærd skole i august 1856. 1856 note om, at skolen overdrages til Vejle Amt og genåbnes i november som Vejle Amts højere Realskole. 1880 note om, at skolen overtages af Koldings byråd og starter 17-8-1880 under navnet Kolding Latin- og Realskole. I 1903 note om, at navnet ændres til Kolding højere Almenskole. I 1948 note om, at skolenavnet ændres til Kolding Gymnasium. I 1973 note om, at skolen overtages af Vejle Amt under navnet Kolding Amtsgymnasium og HF-kursus, som i 1975 flytter til Skovvangen.
Kolding Lærde skole, latinskolen, dateret 1840-45. Bygningen må så formodes at være opført 1728 Samme skole set fra den søndre gavl. Før denne bygning har vi kendskab til dronning Dorotheas skolebygning fra 1566 og
Det senere Kolding Gymnasium havde til huse her, indtil det i 1975 blev flyttet. Herunder som det så ud 1977. latinskolen, som den skulle have set ud o. 1542 iflg. et ældre tryk, som man kan finde i Kolding Stadsarkiv.
 
Hvem og hvor mange fra Hjarup og Skanderup sogne, der blev peblinge, om nogen på latinskolen i Kolding fra 1542 indtil nyere tid, er det ganske umuligt at sige noget om.
Men man kan meget vel forestille sig, at der i de to sogne ud over helt lokale degne har været peblinge fra latinskolen i Kolding som undervisere, de såkaldte degne substitutter eller "løbedegne".
 
Der har ikke været andre, slet ikke veldædige herremænd, til at bekymre sig om almuens undervisning, end den omhu, der udgik fra Koldinghus. 
Som illustration af tiden som latinskole og dens kvalitet, når det gjaldt pryglestraffen, kan man læse den gruopvækkende historie om peblingen, der i 1737 fik så grundige prygl, at han døde efterfølgende af en hjerneblødning, Kolding Latinskole i 1737. 
 
I Skanderup Sogn er der i folketællingsmaterialet fundet flg. degne:
Jens Christensen Lindum, Nagbølle Bye, Degn til Schandrup Sogn, 1787. Niels Christian Bjerrum, der bor i en Degnebolig, Skolen i 1855 og 1860. Niels Skougaard eller Skovgaard, sognedegn og skolelærer i Skanderup Bye i 1834 og 1840.
I Hjarup Sogn:
Laue Høeg, degn for Hjarup Sogn og Bye, 1787. Hans Jacobsen, skoleholder og degnens substitut 1801 i Hjarup Bye. 
  
 
 
Christian 5. Danske Lov 1683[1]
Landskabslovene erstattes i 1683 af Chr. 5.’s Danske Lov, den første samlede lovgivning for hele Danmark.
Det fremgår af 1. Art: [2-4-1], at præsterne skal sørge for ”Ungdommens Undervisning i Børnelærdommen”. Hele VI. Capitel udstikker reglerne for denne undervisning, at det er præsterne, der sammen med ” Dægnene, eller Substituterne” står for undervisningen. Ud over undervisningen i kirken søndag, skal degnene sørge for undervisningen en gang ugentligt.
 
Pietismen med centralt tyngdepunkt i kongehuset resulterede i, at de to pietistiske konger, Frederik 4. og Christian 6. gav deres særskilte bidrag til skole og undervisning i Danmarki form af først Frederik 4.'s rytterskoler, fulgt op af Christian 6.'s efterfølgende skolelove for hele landet.
 
 
Der findes på Det Kgl. Bibliotek 8 samtidige rytterdistriktskort, der dækker beskrivelsen af 9 af de 12 rytterdistrikter.
I 1700-tallet gentog pietismen, at skolernes formål især skulle være at lære børnene at læse Bibelen. Der blev som konsekvens af denne tankegang under Frederik 4. oprettet 241 rytterskoler  1722-1727  i hele landet, d.v.s. skoler i tilknytning til de rytterdistrikter, der blev oprettet under den store nordiske krig 1700-1721.
Skolerne blev oprettet i de 12 rytterdistrikter, som krongodset blev inddelt i 1715-18.
 
Antallet af regimenter var 12, til hvilke der altså så kom til at svare 12 rytterdistrikter, der fik navn efter de amter eller landsdele, hvor ryttergodset var beliggende.
Der var 6 på Sjælland (København, Frederiksborg, Kronborg, Tryggevælde, Antvorskov og Vordingborg rytterdistikter), 1 på på Falster, 1 på på Lolland (og delvist på Falster), 1 på Fyn og 3 i Jylland (Dronningborg, Skanderborg og Koldinghus rytterdistrikter).
Men ingen rytterskoler i Vest-, Midtvest- og Nordjylland.
De 241 rytterskoler blev således geografisk ganske skævt fordelt på Østjylland, Fyn, øerne og Sjælland. I Nord- og Vestjylland var der ingen rytterskoler.
Her var det oftest kirken og stedlige godsejere, der stod for undervisningen - på opfordring fra kronen om at gøre ligeså, hvor der ikke blev anlagt rytterskoler. De benyttede degne var oftest af ganske tvivlsom kvalitet. Dette var nok hovedregelen i almueskolerne.
I købstæderne har situationen ikke været stort bedre med de "løbedegne", som udsprang af latinskolerne.
 
De 12 rytterdistrikters 241 rytterskole, beliggenheden Kort fra Prins Carls Skolemuseum 
 
Christian 6. s skolelove af 23. januar 1739 og 29. april 1740 for hele landet[2]
Det centrale i de nye skolelove var, at børnene skulle kunne læse (Bibelen), og denne undervisning var gratis. Derimod skulle der betales for at lære at skrive og regne.
Nåleøjet for at have lært tilstrækkeligt var den i 1736 indførte konfirmation, hvor man skulle kunne læse salmer og tekster fra Bibelen samt den lutherske katekismus[3]. Luther mente selv, at den skulle læres udenad.
Biskop Erik Pontoppidan udarbejdede en dialogbaseret lærebog, Sandhed til Gudfrygtighed, som fra 1737 var lærebogen, der blev benyttet.
 
Først med 1814-skoleloven kom der en bedring af undervisningen. Loven betød, at der nu var etableret en egentlig folkeskole. 
Der var iflg. 1814-skoleloven 7 års skolepligt, der fra 1855 blev til undervisningspligt, hvilket gav grundlag for et frodigt friskolevæsen. Der blev nu oprettet et todelt skolevæsen, almueskoler på landet og skoler i byerne. I begge var der 7 års gratis undervisning. Skolerne blev delt i 2 klasser, den nederste for 7-10 årige, den øverste for 11-14 årige. Der blev undervist i kristendom, læsning, skrivning og regning.
På landet gik børnene i skole 3 hele dage i ugen. I byerne 6 halve dage i ugen. 
 
Fra bønnebogen Hortulus Animae (Siælens Urtegård), udgivet i Wittenberg 1552. (Foto: Det Kongelige BIbliotek)  Skolestue 1814, som menes at stamme fra Viborgegnen.
 
Skoler og undervisere før 1814
Latinskolerne og deres forgængere, kloster- og byskolerne, har ikke været for andre end den del af befolkningen, der havde råd til en uddannelse af børnene. D.v.s. de mest velstillede i byerne og på landet formentlig kun børn fra herregårdene.
Med købstædernes latinskoler efter reformationen ved vi, at eleverne fra de ældste klasser, peblinge, som nu i de øverste klasser var placeret i det, der betegnedes "mesterlektien", kunne have krav på at blive beskikket som løbedegne på sikkert lokalt forskellige betingelser. De fleste degnestillinger blev formentlig betjent af lokale, der om muligt havde lige så ringe forudsætninger som løbedegnene. Heriblandt var der somme, der end "ikke kunne synge latin".
Degnene forestod degnelæsningen før søndagens gudstjeneste, velsagtens i form af, at degnen fremsagde tekster fra Luthers lille katekismus, som børnene derpå gentog, indtil de kunne den udenad. Hvor meget læsefærdighed, der er kommet ud af disse læsninger, kan man have sin tvivl om. Degnen og hans medhjælper, "substitutten", var kirkelige tjenere, der først og fremmest forestod sangen ved gudstjenesten, bad ind- og udgangsbønnen, gjorde rent i kirken og forestod kirkeringningen. Undervisningen ud over søndagens degnelæsning er velsagtens foregået i eller ved kirken, muligvis hos degnen, hvis han havde en bolig med den nødvendige plads, men egentlige skolehuse har givetvis været sjældne. Som et godt tegn på, at den undervisning, der blev forrettet af løbedegnene, ikke har været ret god, kan man anføre, at velstillede forældre sendte deres børn til udlandet for at blive undervist, f. eks. Tycho Brahe. der dog 1546-59, hvor han 13 år gammel kom på universitetet, blev undervist af sin kapable farbror. 
Der findes i Danmark stort set ingen skolebygninger 1700-tallets rytterskoler og skoler, opført som en konsekvens af 1739-40 skolelovene.
 
De vigtigste skolelove, ændringer og tilføjelser til folkeskolen efter 1814
1814 skoleanordningerne
Der blev indført en adskillelse mellem almueskoler, købstadsskoler og by-, herunder københavnske skoler med skoleanordningerne i 1814. Der blev lagt vægt på læsning, skrivning og regning, men i høj grad også religion og det holdningspåvirkende fag, historie, der i vid udstrækning blev til indoktrinering af konge- og fædrelandssindede holdninger.
På landet var der af hensyn til det praktiske arbejde kun skolegang hver anden dag.
Der findes ikke mange illustrationer, der viser skoleundervisningen i begyndelsen af 1800-tallet.
Denne tegning fra omkring 1870 skulle illustrere, hvordan undervisning kunne foregå på en københavnsk skole før 1850. Man ser læreren engageret med spanskrøret, men samtidig foregår der både læsning ved pultene og indbyrdes undervisning mellem eleverne ved tavler på væggene.
Tegner er P.C. Klæstrup, og tegningen er fra hans bog ”Mine erindringer om livet i København i Tidsrummet 1815-1840”, Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek.  
 
Friskoleloven 1855.
1814-loven talte om skolepligt i syv år. Fra 1855 blev der tale om undervisningspligt, hvor forældre og værger selv kunne stå for børnenes undervisning under myndighedernes tilsyn.
Denne lovgivning var fundamentet for et frodigt friskolevæsen i Danmark med skoler, der kun i begrænset omfang var underlagt statslig kontrol, med pædagogisk og idémæssig frihed.
Mange friskoler blev drevet efter Grundtvigs og Christen Kolds skoletanker med vægt på samtale og fortælling.
Det var en nydannelse på skoleområdet på landet, som også kom til at indvirke på den offentlige skole i perioden.
Med Christen Kolds friskole i Dalby ved Kerteminde, grundlagt 1852, blev spiren lagt til friskoletraditionen. Fotografi fra begyndelsen af 1900-tallet.
Skoleloven 1903.
Loven skabte den såkaldte enhedsskole. Gymnasieskolen var indtil da en skole, man begyndte i og afsluttede uden sammenhæng med folkeskolen.
1903 blev gymnasiet en treårig overbygning på mellemskolen, der var fireårig, og hvis basis var barneskolen: "I Tilslutning til Folkeskolens Undervisning for Børn i 11-12 Aars Alderen meddeles den højere Almenundervisning først i Mellemskolen, siden i Gymnasiet", som det blev formuleret i lovens paragraf 1.
Hermed blev der også adgang for piger i gymnasieskolen, hvad der ikke havde været før.
Anskuelsesundervisningen blev indskrevet i et cirkulære i 1900. Væsentligt var det, at fra 1903 kunne piger også deltage i undervisningen i gymnasieskolen og blive indskrevet - ligesom drengene - direkte fra folkeskolen. Tegning Carl Heinrich Wilke. 
1937 loven
"Folkeskolen er den kommunale Skole for Børn i den undervisningspligtige Alder samt de Mellemskoleklasser, der slutter sig hertil. Til Folkeskolen kan der være knyttet andre Eksamensklasser eller eksamensfri Klasser efter de i denne Lov givne Regler. Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber. Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære."
  
9. oktober 1950 var en mandag. I 1950 fik en pige eftersidning for at løbe ind i drengegården!
Sådan kunne der se ud i en mellemskole - eller i en realskole, den private i Vamdrup 1956
 
Folkeskoleloven 1958 og Den Blå Betænkning
For det første blev land- og byskoler nu ligestillet. Desuden afskaffede man mellemskolen, således at skolens syv første klasser var et samlet forløb, mens eleverne efter 7. klasse enten kunne forlade skolen, gå i en treårig realafdeling for de boglige, eller følge 8. og 9. klasse for de praktisk orienterede. Allerede i 6. klasse skulle eleverne dog normalt deles i en boglig og en almen linje.
 
Senere undervisningsminister K. Helveg Petersen gennemførte forgængerens, Jørgen Jørgensens, arbejde med den blå betænkning. Helveg var formand for læseplansudvalget bag betænkningen. Begge Rad. V.
Folkeskoleloven 1975
Faglige færdigheder i stedet for "kundskabstilegnelse", eleverne skulle "lære at lære". I 1972 udvidelse af undervisningspligten fra syv til ni år.
Realskoleafdelingen afskaffes, grundkursus og udvidet kursus i kompetencegivende fag (sprog og matematik). Fremlagt af Venstres Tove Nielsen (Skive-bremsen), gennemført af Ritt Bjerregaard, S.
   
 Tidl. undervisningsminister Tove Nielsen, Venstre  Tidl. undervisningsminister Ritt Bjerregaard, S
Eksempler på lokale degne. 
Med etableringen af Latinskolen i Skive blev det af Christian 3. gjort vitterligt 7. februar 1545, at Oddense  Sogn skulle betale deres kongetiende, d.v.s. 1/3 af den kvæg- og korntiende, der skulle ydes, til skolemesteren i Skive. Den skulle opkræves af "Stiftslensmanden Hr. Otte Krumpen". Herefter udspiller der sig en række sager, hvor skolemesteren i Skive helt åbenbart som en del af sit udkomme har at levere "løbedegne" i form af latinskolens ældste elever til de lokale skoler. 1548 fælder Viborg Kapitel dom over, at "Haasum og Ramsing Sogne" skal anvende "løbedegne". 1555 samme dom over "Hjerk og Harre Sogne". Denne dom stadfæstes i 1556 efter protester fra "Sognemændene", der ikke ønskede at anvende den tildelte "løbedegn". 1556 er der et vidnesbyrd fra degnen i Mogenstrup, Thise Sogn, at han skal give "Vadmel og Sko til en Pebling i Skive Skole".
I 1559 afskediges Latinskolens skolemester, Søren Brun for "pligtforsømmelser" i forbindelse med vold og værtshusslagsmål, som skolens peblinge var involveret i.
Som en konsekvens af, at der med skolelovene 1739-40 (og i realiteten med konfirmationen i 1736) var blevet indført undervisningspligt, også på landet, blev det i Estvad og Rønbjerg pålagt godsejeren til Estvadgård, Sekretær Johan Severin Benzon - fra 1720'erne ejer af gården - sammen med sognepræsten i 1740 at sørge for den lokale skole. Forud havde der været "en degneskole" i Estvad. Fra auktionen over degnens dødsbo i 1737 kan man danne sig et indtryk af, hvor usselt det har været at være degn. Det er blevet anslået, at en degneløn o. 1740 har været på o. 20 Rigsdaler årligt mod en sognepræst, der har på samme tid har fået o. 200 Rigsdaler. Hertil kommer for begges vedkommende nogle naturalieydelser, bl.a. efter 1740 også i form af degnebolig. Der findes en udmærket beskrivelse af degn og skole i Estvad 1740-1814.
 
 
 
Skolebygninger i 1700-tallet
 
  
Tegninger og materialekrav til rytterskolerne blev vistnok udarbejdet af arkitekten J.C. Krieger. I marts 1722 startede opførelsen af 149 næsten identiske skoler. Variationer findes der dog i resten af de 241 rytterskoler.  
En rytterskole fra Koldinghus Rytterdistrikt i landsbyen Skanderup. Foto fra o. 1950. Eksisterer stadig, velrestaureret. Foto fra lokalarkivet.
 
 
Folkeskolens lærere
Først med seminarieuddannelsen af lærerne blev kvaliteten så nogenlunde i orden. Blaagaards Seminarium i København, grundlagt 1791, var det første seminarium, der forestod læreruddannelsen. Som et supplement oprettedes en række Præstegårdsseminarier, hvor den lokale sognepræst forestod undervisningen. Der blev løbende etableret forbedringer, i 1857 af det faglige og pædagogiske niveau, i 1860 med en eksamen for vordende lærerinder, og endelig med seminarieloven i 1894, hvor læreruddannelsen blev 3-årig. Fra 1894 kunne lærerne blive videreuddanet med kurser på Statens Lærerkursus, der fra 1943 blev omdøbt til Danmarks Lærerhøjskole.  
 
 Oplysninger givet af Poul Tolstrup, som henviser til Landsarkivet, Skive Rådstue dokumenter 1715-1825, hvor det fremgår, at amtsprovsten og Skive præsten Bregendahl sælger lokalerne til Skive.
 
 
 Jeppe Akjær har i hans AF MIN HJEMSTAVNS SAGA UDI BONDEHISTORIE, 1919 helliget et helt kapitel til "fra Skive gamle latinskole". Denne artikel er også udkommet i Historisk Aarbog 1915. Aakjær har ikke helt styr på, hvor skolen var placeret, mener at vide, at det nok har været "Sydvest for Byen omme i Kirkens Nærhed". Og det passer jo meget godt med en placering mellem Vestergade og Reberbanen. Aakjær har ikke så meget - faktisk intet - positivt at sige om skolen. En ringe bygning, en lettere korrumperet rektor, som for egen vindings skyld sørger for, at skolens peblinge dækker byens og oplandets degneembeder. Der gives eksempler på, at de fra latinskolen udgåede degne har været endog særdeles ringe. Latinskolen var alt i alt en billig og sekundær aflægger til latinskolen i Viborg. Iflg. Aakjær kunne der ikke findes eksempler på, at peblinge fra Skive Latinskole har fundet vej til universitetet.
Jeppe Aakjærs beskrivelse af latinskolen er med en hel del fornøden kildebelæg. Men troværdigheden kan det uden nøje kontrol af de benyttede kilder være vanskeligt at forholde sig til. Det bedste er nok selv at gå til de tilgængelige primære kilder. Se (som pdf) uddrag af Aakjærs beskrivelse.
 
 
 

[1] Hele loven findes samlet som pdf. Dele af loven er udgivet af Retsinformation.
[2] Kommenteret og kildemæssigt præsenteret i Danmarkshistorien.dk.
[3] Kommenteret og præsenteret i Danmarkshistorien.dk.
[4]  Christen Lassen Tychonius var sognepræst i Skive fra 1702 og stiftsprovst i Viborg fra 1727. Han skulle have været en særdeles lærd og belæst mand, hvis bogsamlinger også brændte et par gange ved ildebrande i Skive og Viborg.
 

Diplomatarium Vibergense og branden i Viborg 1726 

Alle de her bragte oplysninger fremgår af A. Heises indledning til udgivelsen i 1879. Carl Arnold Leopold Heise, 1837-1915, historiker, dr. phil., bl.a. rektor for Viborg Katedralskole.
 
Ved branden i Viborg 1726 brændte foruden Rådhuset, bispegården, Landstingets domhus også arkivet i Viborg Domkirke.
De tabte dokumenter. altstykker rubricerer Heise således:
1) Viborg Stifts breve, det katolske bispearkiv, d.v.s. 13-1400 breve angående bispedømmets jordegods,
2) breve angående Asmild Kloster og stiftets kirkegods (dog intet om domkapitlets og domkirkens jordegods),
3) dele (heldigvis kun dele) af domkapitlets arkiv,
4) Vendelbo Stifts breve, det børglumske bispearkiv,
5) Børglum Klosters arkiv,
6) Ø Klosters breve,
7) det viborgske Skt. Hans Klosters breve,
8) Sebber Klosters breve,
9) Ørslev Klosters breve, indleveret 1585, året efter Hans Lindenovs overtagelse af klosteret, i 1609 fik kapitlet ordre om at udlevere "Skjel-brevene" (nok breve om markskel) vedr. Staarupgaards og Ørslev Klosters ejendomme,
10) Lundenæs Slots breve,
11) adelige brevkister (hensat under Grevens Fejde for en sikkerheds skyld er det - vist nok fejlagtigt - blevet hævdet - det er en tung og omfattende pdf-fil, 258 sider),
13) Rådhusarkivet, her er dog en del dokumenter reddet,
14) Stiftsarkivet blev stort set reddet, selv om enkelte dokumenter herfra også er gået tabt. Se f. eks. Skovgaard Museet.
Omstændighederne ved at en del af de i Diplomatarium Vibergense udgivne dokumenter endnu er bevaret er, at en magister Kristen Eriksen, præst ved Sortebrødre kirken i Viborg ville skrive en Viborg bys krønike og derfor kopierede en del af dokumenterne i domkirken. Hans udgivelse er trykt i 1727, efter hans død i 1711. Kopibogen over dokumenterne blev sendt til Skive, hvor den brændte i mag. Tychonius’ varetægt ved en af de mange brande i Skive.
Der var en ekstra kopi i Viborg, der er blevet reddet.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Det kan være vanskeligt helt at forstå den rolle, som kirke og religion spiller i forskellige dele af samfundet.
Når der i lokaliteter som Skanderup og Hjarup / Vamdrup sogne kan konstateres markante, længerevarende religiøse modsætninger og konflikter, skal man givetvis både undersøge de historiske, de lokale og de personlige elementer for helt at forstå tingene nuanceret og ordentligt.
Pietismen, som den kom til udtryk med Christian 6. og han indførlse af konfirmation og konfirmationsundervisning, er et element, som kommer temmelig klart til udtryk i Moes formidling af det indremissionske budskab.
 
Pietisme i Danmark, Christian 6.'s forordning om konfirmation 1736. Museklik på billede for større gengivelse Erik Pontoppidan, professor, biskop i Bergen udgiver 1737 sin Sandhed til Gudfrygtighed som katekismeforklaring, skrevet på Christian 6.s anmodning som standard for den nyindførte konfirmationsundervisning.
.
I ca. 100 år mellem 1850 og 1950 var religion, kirke og skole omdrejningspunkter for dagligdag, omgangsformer og personlige relationer i et omfang, som det aktuelt måske kan være vanskeligt at forholde sig til. Især markant var tiden, hvor Carl J. Moe var sognepræst i Skanderup Sogn 1885-1922.
Det kan være på sin plads at indlede med et citat fra fra Henrik Pontoppidans litterære mesterværk Lykke Per.
I sin søgen efter sit religiøse ståsted hedder det her om Per:   
Med sin uophørlig voksende Trang til at komme tilbunds i sig selv, til at forstaa sit eget Væsen endog i dets flygtigste Fornemmelser, tog han fat paa en historisk Undersøgelse af det religiøse Liv i det Tidsrum, hvorfra Størsteparten af disse Skrifter stammede. Han førtes ved dette Studium helt tilbage til Pietismen under Kristian den Sjette og herfra atter fremad gennem Oplysningstidens herrnhutiske Separatisme til den mærkelige Lægmandsbevægelse i Aarhundredets Begyndelse, hvoraf Samtidens store, folkelig-religiøse Vækkelse langsomt var vokset frem. Skildringerne af hine fynske og jyske Bondesønner og Landsbyhaandværkere og deres støtte og stædige Kamp mod Datidens rationalistiske Rettroenhed fængslede ham stærkt. Disse Ensomme, der paa Apostelvis vandrede fra By til By og vidnede, og som af den Grund bespottedes af Mængden, forfulgtes af Præsterne og kastedes i Fængsel af Øvrigheden; disse smaa Menigheder rundtom med deres evangeliske, fra Verden helt bortvendte Liv, – det var jo selve den hellige Historie gentaget paa hjemlig Grund.
Henrik Pontoppidan, Lykke Per, skrevet 1898-1904, endeligt (gen-)udgivet og omskrevet i 1908. Her citeret efter 7. udgave, 3. oplag, bind 2, s. 271 - men med den oprindelige tekst fra 1898-1904. Pontoppidan citatet neden for er fra den nye udgave bind 2, s. 337.
Vi har her Lykke Per, Peter Andreas Sidenius efter opgøret med den jødiske Jakobe, af den velhavende Salomon familie. Per har forladt den polytekniske naturvidenskabelighed og oppositionen til hans i generationer præstelige familie. Hans ambitioner har lidt vedvarende nederlag, og han er i færd med en tilbagevenden til en form for religiøs ydmyghed, som han ellers har taget stærk afstand fra. Især i modsætningsforholdet til faderens strenge kristendomsopfattelse.
Heller ikke med sin tilbagevenden til den religiøse livsopfattelse falder Lykke Per til ro.
Han har opgivet den "falske lykke", den erhvervsmæssige og sociale prestige kunne have givet ham, som en indholdstom illusion. I den religiøse tænksomhed finder han - den for ham "lalleglade" - grundtvigianisme, personificeret ved svigerfaderen, pastor Blomberg, alt for overfladisk og intetsigende.
Man aner her en tilbøjelighed for den mere fanatiske kristendom, som man ville kunne finde hos "de stærke jyder", Indre Mission o.a. gudelige bevægelser.
Til slut forlader Lykke Per både familie og religion i sin søgen efter sig selv. Og han dyr desillusioneret, men ganske afklaret i ensomhed, i pagt med naturen i "et fattigt, vejrpisket land, hvor fårene selv ved midsommertid har ondt ved at bjerge føden."
 
 
Klik på billede for at få en forstørbar version.
Man bemærker, at den seneste tidsangivelse på forsidens øverste kirke-skole billede for Skanderup Sogn er 1938. Billedet må derfor være komponeret herefter.
Man bemærker også, at der ikke er fundet plads til den anden halvdel af sognet, valgmenigheden fra 1910, billeder herefter. Selv om pastor Moes præstetid i Skanderup Sogn 1885-1922 har haft stor betydning for modsætningsforholdet mellem grundtvigianere og Indre Mission, skal man ikke undervurdere tilsvarende modsætninger i Hjarup, her uden Moe som markør.
Skanderup Valgmenighedskirke fra 1910, tidligere Skanderup Mejeri.
Skanderup Efterskole 1920. Elevhold 1914-15. Bemærk, både piger og karle. Skanderup Efterskole startede 1914, forstander Palle Kirk.
Skanderup Friskole erhvervedes i 1920, lå over for valgmenighedspræstens bolig. 1918-20 blev friskolens elever undervist på efterskolen.
 
Det er ret symptomatisk for den deling af sognet, som blev en realitet under først og fremmest C. J. Moes tid som sognepræst 1885-1922. De valgte billeder illustrerer således sognet i en brydningstid, hvor samfundslivet opdelte sig ret skarpt over en ca. 100 årig periode. I det store historiske perspektiv vel en parentes, for de deltagende nok et livsvilkår af ganske vital betydning. Når der i de følgende billedkommentarer og -citater optræder parenteser o. årstal, f. eks. (19), er det fordi originalteksten mangler det fulde årstal.
 
Øverst 4 præster, hvor den I kronologisk ældste, U. K. Schmidth ikke er repræsenteret ved foto: Sognepræster ved Skanderup Kirke. U. Schmidt 1834-70. N. Jørgensen (18)70-85. C. J. Moe (18)85-1922. J. C. Berthelsen (19)23-. Der er på originalbilledet anvendt forkert stavemåde for Schmidth. Øverst desuden 8 lærere og en lærerinde. Nederst 5 lærere og 3 lærerinder.
Antallet af lærere skal ses over tid indtil o. 1938, hvor billedet formentlig er komponeret.
Lærerne fra Skanderup starter lidt før 1900, Dollerup fra 1865, Gjelballe fra 1877.
 
Først 5 fra Skanderup Skole: 2 lærere, 2 førstelærere, 1 forskolelærerinde. Når Rose.Schmidt anføres indtil 1903, må der være tale om 2 lærere: H. P. Rose, der afløser N. C. Bjernum i 1868, som så har afløst 3 lærere efter sognedegnen Skovgaards død i 1847.
H. P. Rose har været ansat 1868-1891, lærer Schmidt har så fungeret 1891-1903.
Der har selvfølgelig været lærere før de på billedet anførte, men af forskellige grunde, konflikter o.l. er de så ikke medtaget.
Skanderup Skole. Rose.Schmidt til 1903. C. Pedersen (19)03-10. 1. lærere, C. Jørgensen (19)10-37. N. A. Frederiksen (19)37-. f-l-inde A. Petersen 1919-
Dernæst Dollerup Skole: 2 lærere, 2 førstelærere, 3 anden lærere, 1 tredjelærer, 2 forskolelærerinder.
Dollerup Skole. K. Birk 1865-76. 1. lærere, N. Nissen (18)76-1921. N. P. Larsen (19)21-. 2. lærere. M. Andersen 1909-21. S. Jensen (19)22-27. N. Mygind (19)27-. 3. lærer. P. Juhl 1928-. F-l-inder. A. Kjær 1895-1933. C. Poort (19)34-. M. Madsen 1923-.
Endelig Gjelballe Skole: 1 lærer, 2 førstelærere, 1 forskolelærerinde.
Gjelballe Skole. P. Nissen 1877-1906. 1. lærere. C. Bydstrup (19)06-17. T. Madsen (19)18-. Folkeskolelærerinde C. Thorø 1918-. C. Thorø er ikke portrætteret. (1938).
Lærer P. Nissen, Gjelballe har nedskrevet erindringer om egen tid som skoleelev, udgivet i 2 dele, 1975 og 1977. Ganske interessant læsning, hvis man vil have indblik i datidens pædagogik. Men i særdeleshed fordi P. Nissen i sine erindringer har en skolemands vurdering af C. J. Moe som præst, menneske og skolekommissionsformand.
P. Nissen er en god kristen, men han bryder sig mildt sagt ikke meget om Moe, hans forkyndelse og hans medvirken til, at sognets lærere bliver tilknyttet Indre Mission stort set over en kant.
P. Nissen var lærer i Gjelballe 1877-1906, dvs. også i 1888 med skiftet fra Gelballe Gamle Skole til Gjelballe Skole. P. Nissen døde i 1923 næsten 80 år gammel. Man kan sammenholde P. Nissens erindringer med C. J. Moes erindringer fra 1926, Oplevelser. Man kan med godt udbytte udnytte de to subjektive erindringer til en formentlig præcis karakteristik af tidens religiøse brydninger som de også kom til udtryk i skolen.
Den gamle rytterskole i Skanderup - som den gamle bygning ser ud i dag og 0. 1950.  
 
Afløseren for rytterskolen i Skanderup 1842, fotografi o. 1900. Afløses i 1908 af den ny Skole. Herunder privat fotografi fra velsagtens o. 1990-2000.
 
Gelballe skoler
Gelballe Gamle Skole, foto o. 1990 og Gelballevej 70 aktuelt Gelballe Gamle Skole, biskolen , maleri 1888.  Gelballe Gamle Skole efter nedlæggelsen som skole? Hvor den muligvis også har været pogeskole.
I forbindelse med nedlæggelse af rytterskolen i Skanderup blev det 1840-41 besluttet 3 nye skoler, hovedskolen i Skanderup 1842, 1 biskole i Dollerup og 1 biskole i Gjelballe.
 
 Gelballe Ny Skole 1888, tegning af lærer P. Nissens ven, lærer Nielsen fra Vad. Gelballe Ny Skole blev udvidet i 1924.
 
Skoler i Dollerup og Lunderskov
Biskolen i Dollerup, som sogneforstanderskabet besluttede oprettet 1842.  Over for den gamle biskole opføres i 1883 en ny Dollerup Skole, Skolevej 23-27, nu "Dollerup gamle Skole".  
    
I 1923 bygges en ny skole i Dollerup, Skolevej 19-21. Bliver fra 1979 efterskole. Kongsbjergskolen på Reinholdts Bakke 1979. Lunderskov Privatskole 1895/96-1922, Storegade, hvor senere Sparekassen kom til at ligge, Storegade 24.
 
 
Det store fællesbillede indeholder Skanderup Kirke ind- og udvendigt, Skanderup Skole fra 1908, Gjelballe Skole fra 1885, udvidet 1924, Dollerup Skole fra 1883, der i 1923 blev suppleret med yderligere en skole i Dollerup. Desuden præstegården, der indtil 1924 lå i Nagbøl.
 
Oplysninger om valgmenighedskirken finder man ved at museklikke på billedet af kirken . Der er her oplyst relativ detaljeret omkring navne og personer.
Det skal der også, hvor der skrives for lokalkendte. Meget detaljerede, lokalt specifikke oplysninger vil dog i fremstillingen blive henvist til noter og appendiks a.h.t. læsevenligheden. På den anden side eksisterer Skanderup Sogn ikke i en isoleret tidslomme, men er en del af Danmark og verden. Derfor vil der være skønnet nødvendige baggrundsoplysninger. Men også her reduceret til det strengt nødvendige, det lokale er i fokus.
Endelig benyttes der deciderede fagudtryk, hvor det har været nødvendigt, igen reduceret til det strengt nødvendige a.h.t. læsevenligheden.
Det til fremstillingen benyttede materiale er omtalt i tilslutning til de afsnit i fremstillingen, hvor det benyttes.
Som hovedregel vil stavemåden i kildernes navne være bibeholdt. Dog er der for egenavnene Andst og Gjelballe gennemført denne stavemåde på trods af periodiske varianter (Anst, Gelballe) i kilderne. Anst er dog bibeholdt som herredsnavn, Anst Herred. Desuden vil gårdnavne, der ender på -gaard alle blive stavet med denne form.
 
 Henrik Pontoppidan Slægten Pontoppidan omfatter kendte historikere, teologer og forfatter. En forfar til Henrik er Erik Pontoppidan, biskop i Bergen, professor og kendt for bl.a. Den Danske Atlas I-II, 1763-64 og han pietistiske katekismusforklaring, 1737. Henrik Pontoppidan blev født i 1857. Hans far var præst og havde et magert kald i Randers, hvor han prædikede en mørk og syndsbetonet kristendom. Pontoppidans romanfigur Per forholder sig som Peter Andreas Sidenius overordentlig kritisk og i opposition til denne faderfigur.

Den historiske baggrund for de folkelige bevægelser i Danmark i 1800-tallet, som Pontoppidan romanfigur Lykke Per helt klar forholder sig overordentlig kritisk til som Peter Andreas Sidenius i forhold til faderen, der som Pontoppidans far også var præst et sted på Randers egnen.

De folkelige bevægelser, især de selvbevidste bønder med rod i grundtvigianismen, højskolebevægelsen, andelsbevægelsen. Men uden Indre Mission og denne bevægelses forgængere.
De gudelige vækkelser, Indre Mission.
Med grundloven i 1849 bliver enevældens statslige kirke en folkekirke, hvor der var religionsfrihed som krævet i grundlovens kap. 8, friheds- og menneskerettighedskapitlet. Folkets frihedsrettigheder blev så sikret med loven om sognebåndsløsning 1855 og valgmenighedsloven 1868.
 
Om degne, drukfældige, inkompetente, foragtede, se Tyven, Den utrolige historie om manden, der sfjal guldhornene, Ulrik Langen, Politikens Forlag 2015, især 1. del.
 
Vi ved ud fra en gravsten på Skanderup Kirkegård, at på biskolen i Dollerup underviste ”duelige og nidkjære” lærer S. L. Hansen i 9 år indtil sin død i 1854 som 36 årig. Velsagtens den første lærer i Dollerup.
De taknemmelige beboere i Dollerup kan meget vel være inspireret af de problemer, beboerne i Skanderup havde med de lokale lærere efter Skovgaard og indtil ansættelsen af Rose.
Lærer Hansens efterfølger, som også overtog enken var en lærer Pedersen. Fra 1865-76 lærer K. Birk, og fra 1876-1921, lærer Nikolaj Nissen, broder til lærer Nissen, biskolen i Gelballe. 
Der blev i 1883 opført en ny skole ud over den i Dollerup opførte biskole, igen i Dollerup, Skolevej 23-27. Denne skole hedder nu ”Dollerup Gamle Skole”. Ved siden af denne skole blev der i 1923 bygget en ny skole, Skolevej 19-21. Der blev i løbet af 1950-60'erne bygget til på Skolevej. I 1979 blev en helt ny skole, Kongsbjergskolen på Reinholdts Bakke indviet. Dollerup Skole blev efterskole. 
 
 
 
 
Lunderskov Privatskole.
Før Indre Mission i 1913 fik flertal i sognerådet og blev i stand til at ansætte lærere med den ”rigtige” religiøse holdning, måtte man i Dollerup-Lunderskov ty til en privat friskole, Lunderskov Privatskole, der fungerede 1895/96-1922. Skolen lå i Storegade, hvor senere Sparekassens bygning kom til at ligge. Oplysninger fra N. Chr. Lings, utrykte erindringer fra tiden i Lunderskov 1920-64.
 
 

Carl Julius Moe

C. J. Moe er født i 1848, fem år yngre end førstelærer Peter Nissen, Gjelballe. Moes far var først skolebestyrer i Roskilde, herefter præst i Ribe, hvor Moe tog studentereksamen i 1866, teologisk kandidat i 1872. Herefter kapellan indtil han 1877-1885 blev præst i Harboøre, i Skanderup 1885-1922. Medlem af bestyrelsen for Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark i 1909, formand 1915. I både Harboøre og Skanderup tog Moe kampen op mod drikkeri, hvad han opfattede som den overdrevne og skadelige brug af brændevin. Om brændevinen hedder det i Oplevelser, at ”Drukkenskaben led et stort Nederlag”. Men for Moe var ”dens Bekæmpelse (ikke) mere nødvendig end andre Synders (bekæmpelse)”.[1] Mest berømt er her en prædiken i Harboøre i 1881 og en episode, hvor brudgommen lugtede stærkt af brændevin, hvor Moe nægtede at forrette vielsen. Umiddelbart ser det ud til, at Moe havde det lettere, mødte mindre modstand i Harboøre end i Skanderup. Der var megen ”overtro” i Harboøre, men også en gennemgående respekt for præsten. Iflg. Moe skulle der her gøres en indsats for at få inddraget ”Helligånden” i den praktiserede religion, men det lykkedes da vist helt til fulde. Efter Moes vurdering i Oplevelser, så var hans indsats kun begyndelsen, herefter ”brød (Livet) frem med Kraft paa Harboøre.”[2]
I Skanderup var et synligt resultat af Moes virke Missionshuset Pella fra 1889. Desuden blev der givet startskud til søndagsskoler og ungdomsarbejde (spejder, FDF, KFUM og K). Som i Harboøre fik Moe mange tilhængere i Skanderup, men så til gengæld her også adskillige modstandere, som i 1910 med ”Skanderup-Hjarup Valgmenighed” foretog sognebåndsløsning fra folkekirken, Skanderup Kirke under Moe. I sine erindringer fra 1926 anfører Moe, at kun ca. ”350” af sognets ca. 2400 indbyggere tilsluttede sig valgmenigheden. Han har ret i, at missionen var flest, hvilket ses af sognerådsvalgene fra 1913, hvor missionen har 1 stemmes flertal. Men modsat Harboøre rejste der sig i Skanderup Sogn en markant modstand mod Moe og hans forkyndelse. Principperne i modstanden ser man klart dokumenteret i Peter Nissens Erindringer. At modstanden også skyldtes Moes noget kantede og fordømmende facon fremgår her tydeligt, men det væsentlige, der her vælges fremhævet er dog det religiøst moralske, skolen og samfundet.
Iflg. Moes erindringer var der en næsten overraskende forskel imellem den menighed, han forlod i Harboøre i 1882 og den, han kom til i Skanderup. Der var ”en helt anden Luft … så klam og kold.” Der var kun ”en Snes Mennesker i Kirke om Søndagen.” Derfor var det nok ”Gud, der ville have mig til Skanderup.”[3] Ved sit 25 års jubilæum i sognet, hedder det fra Moe, at der med dannelsen af valgmenigheden i 1910 nu skulle være et ”mægtigt grundtvigsk Fremstød”. Dette førte dog kun til 1 menighedsrådsmedlem ud af 4, og til sognerådsvalget blev ”Missionens liste … nu den sejrende.”[4]Moe mødte modstand og havde modgang i Skanderup. Men hans budskab vandt helt klart flertal i det heraf delte sogn.
Under sine prædikener, der først og fremmest havde budskabet om ”omvendelse” og i sin kommunikation med sognet, f. eks. gennem konfirmationsundervisningen, kunne Moe med sine upolerede udtalelser og sin facon støde mange, og det gjorde han helt klart. F. eks. var der en episode, der blev indklaget til ministeriet, hvor Moe under konfirmationsundervisningen havde spurgt, om nogen kunne beskrive en ”grundtvigianer”, der ”sværmede rundt omkring ligesom Oldenborrerne i denne Tid”. Striden fik oven i købet den dimension, at Moe ”i spøg” havde sagt, at oldenborrer, dem ”plejede man jo at samle ind og koge dem for at komme af med dem.”[5]

[1] Moe, Oplevelser s. 118.
[2] Moe, Oplevelser, s. 66.
[3] Moe, Oplevelser, s. 66-67.
[4] Moe, Oplevelser, s. 131-132.
[5] Moe, Oplevelser, s. 72-73. Sognet har muligvis været noget plaget af oldenborrer. I 1906 fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokol, at der ingen oldenborrer var dette år.

Skole og undervisning i Danmark og lokalt

 
På Ansgars tid Før reformationen Med reformationen Kirkeordinansen 1537/39 Latinskolen i Kolding
Christian 5. Danske Lov 1683 Frederik 4.'s rytterskoler Chri. 6., 1739-40 forordningen Skoler og undervisere før 1814 1814 skoleloven
Underviserne - degne og degnekategorier Degne i Skanderup og Hjarup. Og i Skive Folkeskolens lærere Skolebygninger Skolebygninger i Skanderup Sogn - i Dollerup
Pietisme, stærke jyder Præster og lærere i Skanderup Sogn Valgmenigheden  

Lokalvalg fra 1868 

Det er yderst begrænset, hvad der i pressen er fundet om egnens lokalvalg.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
© Skanderup Sogns historie