LM Erik Lorentzen

 
           
LM 1961, Møllegade, luftfotografi. Før udvidelsen på Drosselvej. Nabo til Lunderskov Andelsmejeri. Erik Lorentzen o. 1970, Lokalarkivet.

Oplysninger fra Erik Lorentzen, Ejnar Lorentzens søn

...
Vedr. dine spørgsmål:
Selve opstartsfasen i 1940 kender jeg af gode grunde ikke rigtig noget til, og det første jeg rigtig kan huske er opførelsen af værkstedsbygningen på Møllegade.
Bygningen bag hotellet husker jeg svagt, men hvad de producerede der husker jeg ikke.
Eneste direkte minde jeg har om den bygning er, at jeg ved de gemte våben til modstandsbevægelsen på loftet. Uden dog selv at være involveret i modstandsbevægelse.
Det gør jeg der imod fra Møllegade.
Der blev i starten produceret kakkelborde, børnemøbler og hylder/reoler af forskellig størrelse.
Snart blev det dog også til campingvogne, og opstarten/begyndelsen skete ganske som du beskriver det. Og udviklingen af disse LM vogne sker også i store træk som du beskriver det.
I 58/59 kommer så de engelske vogne ind i billedet. De var meget billigere end de danskproducerede, og samtidig meget lettere, således det blev muligt for familier med mindre biler at trække disse.
Eneste problem var dog at hverken Far eller Åge kunne tale to ord engelsk. Til det formål blev så ansat en Jørgen Christiansen, som skulle have køre denne import af vogne fra den engelske koncern med mærker som Sprite og Eccles. Og det blev lynhurtig en kæmpe succes.
Jørgen var en glimrende/fantastisk sælger, og denne del af virksomheden voksede eksplosivt. Og her syntes jeg der mangler noget i din beskrivelse. Nemlig oprettelsen af virksomheden Caravans International i/s. Den blev stiftet i 60erne og blev en kæmpe virksomhed med importen af engelske og tyske vogne.
Samtidig blev også Obi Teltfabrik i Odense opkøbt af virksomheden. CI, som det blev kaldt i daglig tale, fik til huse i bygningerne på Møllegade da caravanproduktionen flyttede til Drosselvej. Og her lå den til selve virksomheden blev opløst engang først i 70.erne. Virksomheden havde på tidspunktet sidst i 60erne importen af caravans til både Danmark/Sverige/Norge og Island. Omsætningsmæssigt var det kæmpestort, og tjente masser af penge. Prøv at kigge det firma lidt efter i bøgerne. Det er mindst lige så spændende som Glasfiber.
Far og Åge havde altid betragtet sig som ligemænd, dog var det far som stod i papirerne som den reelle ejer. Den side af sagen interesserede nemlig overhovedet ikke Åge.
Da selskabet LM Glasfiber blev stiftet, syntes min far dog ikke at det forsat skulle være et uformel ejerskab, og Åge fik ved stiftelsen af det I/S 50 % af kapitalen. Økonomisk har det nok ikke været noget problem, for jeg tror ikke selskabskapitalen har været særlig stor, for de manglede konstant kapital, da virksomhederne jo udviklede sig hurtigere en indtjeningen kunne følge med.
Og fars første opgave var hele tiden at finde pengene til udvidelserne. Men, de kom på en eller anden måde altid i rette tid.
Jeg husker engang i begyndelsen af 60 erne, måske 61 eller 62, hvor jeg var med far en tur på Fyn, hvor han skulle have et møde med en kunde der ønskede at købe 10 stk Siesta´er som han/kunden ville prøve at sælge i Tyskland.
Problemet var ikke bare at få vognene solgt til denne mand, men også at få ham til et betale forud for alle vognene. Og det lykkedes på en eller anden måde at få elle pengene med hjem fra turen.
Jeg husker far sige, at der var vi heldige, for de havde virkelig ikke penge til lønninger til næste lønudbetaling.
Og sådan var det ofte. Christiansen som havde kontor i stueetagen i bygningen på Møllegade, råbte ofte til min far når der var en lønudbetaling om hjørnet, at nu lukkede han altså op for vinduet, så de stegte duer kunne flyve ind. Og de kom altid. Helt vildt, når jeg sådan tænker tilbage på det.
Til dit sidste spørgsmål omkring fars salg af hans 50% af aktiekapitalen i LM Glasfiber, er egentlig godt nok belyst, selv om det ikke er sandheden.
Men, det forgik som alt andet imellem Far og Åge på en ordentlig måde, og de var stadig lige gode venner efter salget, og arbejdede sammen lige til fars død, selv om samarbejdet selvfølgelig var væsentlig mindre.
...
 
 
Fabrikshallen på Møllegade ... den ved jeg ikke præcis hvornår den blev bygget. Den blev jo bygget ad 2 omgange. Først selve fabrikshallen, og nogle år senere blev den sidste del bygget til. Der var nemlig bolig i den øverste etage, og den flyttede vi ind i omkring 1952, så den første del blev bygget omkring 50. Jeg kan ikke genkende navnet Comtex  i Gøteborg, men LM Camping fabrikerede jo apteringer til alle Nimbus bådene i mange år. Faktisk lige til de gik konkurs engang sidst i 90´erne. Men, om selve firmaet bag Nimbusnavnet var Comtex, kan jeg ikke svare på.
...
 

LM Camping, en læretid 1966-69

Karen Schelde Larsen om LM Camping – min læretid m.v. 1966-69

I skolen i 8. klasse skulle man jo tage stilling til, hvilket erhverv man ville vælge at ernære sig ved i fremtiden. Min kære lærer Nielsen på Andst Centralskole spurgte mig i den anledning:
”Hvad laver du i din fritid, lille Karen?”
”Joeh, da syr jeg dukketøj” var mit svar.
”Jamen så skal du jo være syerske” sagde han.
”Nej, det skal jeg da i hvert fald ikke” var mit svar.
”Jamen, hvad kan du så godt li' at lave?” spurgte han.
Jeg tænkte mig grundigt om, og svarede noget med, at jeg elskede at sidde i fred og ro og lave mine skriftlige lektier så fine og flotte, som muligt. Jeg havde været med min mor på et kontor, hvor der sad en dame med et stempel. Når man havde sådan et stempel, tænkte jeg, så havde man en vis magt og vidste, hvordan tingene var og skulle være. Så jeg svarede lærer Nielsen, at jeg gerne ville på et kontor, hvis han da troede, jeg kunne det.
”Jamen, det kan du da, lille Karen” - og så kom jeg i erhvervspraktik på kontoret hos LM Camping i Lunderskov.
De havde et telefon-omstillingsbord lignende et, jeg tidligere havde set på telefoncentralen i Vamdrup, dog her i mindre udgave.
Det er ikke et omstillingsbord fra LM Camping, men bekræftet som
et tilsvarende af en tidligere kollega til Karen Schelde Larsen, Jona Tander,
som iflg. Karen Schelde Larsen "var på virksomheden 26 eller 29 år ...
(og) at hun har arbejdet med det gamle omstillingsbord." 
Jeg fortsatte i 9. klasse på Fynslundskolen i Lejrskov/Jordrup, og hen ad efteråret 1966 blev der telefoneret fra LM Camping til min mor, at man manglede en kontorelev, om det var noget for mig. Min mor snakkede med min klasselærer Møller, som sagde, at jeg kunne lære lige så meget ved at komme i lære og gå på Handelsskole, som de kunne lære mig i 9. klasse. Så sådan blev det. Det blev aftalt med LM Camping, at jeg kunne starte i lære 1. december 1966. Jeg startede, og den 11. december tog mine forældre med på Lorentzens kontor, et fint kontor med mahogni-skrivebord og stole, hvor mine forældre og jeg sad med front mod Lorentzen.
Sagerne blev drøftet, og lærekontrakten skrevet under af alle parter.
Jeg var kun 15 år, da jeg startede i lære, så det var noget af en omvæltning for mig, men alle var søde og venlige mod mig, og jeg tog imod udfordringerne på min stille måde. Jeg skulle sidde ved skranken, kassen og telefonomstillingen, der hvor kunderne kom ind.
Der var nu kommet nyt omstillingsbord i en mere moderne udgave. Der var en glasluge ud til butikken med udstilling af campingvogne og forskelligt campingudstyr.
Og så var der en speciel duft af linoleumsgulv og rengøringsmidler.
For fru Jørgensen vimsede rundt og vaskede gulve, pudsede vinduer og hyggesnakkede.
 
Bag skranken ud mod vejen var først salgschefens kontor, hvor der på væggen var et billede af Lorentzens første hjemmelavede campingvogn på tur med familien, nemlig deres 2 ældste børn Erik og Grethe*.
Derefter kom bogholderens kontor, hvor der var et konference- eller mødebord. Så kom Lorentzens kontor og frokoststuen for værkstedets personale. Overfor var fru Jørgensens rum med rengøringsmidler, vand og bademuligheder. Dernæst kom nedgangen til værkstedet, hvor man til højre kunne komme ind i et lille mørkt køkken, hvor jeg kunne lave kaffe og vaske op, som blev mit job som elev.
Hver formiddag kl. 9 gav firmaet nemlig kaffe og rundstykker, som det blev mit job at tage med fra Bager Nielsen* på min vej til arbejde om morgenen.
I min middagspause skulle jeg hente kager til kaffen samme sted, så jeg fik 1/2 time ekstra til at gå mig en tur efter kager eller andet til kaffen. Dette var dog for egen regning, som blev betalt hos bageren en gang om måneden.
Så skulle jeg kræve penge ind hos kagespiserne. Nu var det ikke min stærke side at bede nogen om penge, og værkfører Bertelsen var en højtråbende mand, som jeg ikke altid vidste, hvor jeg havde. Så den dag i dag skylder han mig stadig omkring 16 kr. :-(
Han sagde, at han kunne gå på Hotel for de penge, jeg ville have for kager! Når jeg i min middagspause gik tur til bageren, kunne jeg enten gå ad Nørregade eller ad Jernbanegade.
I Jernbanegade kom jeg forbi smed Kiels smedeværksted. Det var noget af en udfordring med smedelærlingene. Min mor havde lært mig, at jeg bare skulle lade som ingenting, når nogen piftede efter mig. Når det blev for slemt med smedelærlingene, valgte jeg at gå ad Nørregade i en periode.
På disse byture var jeg også tit i banken med checks og kontanter. Pengesedlerne skulle lægges i bundter og vende samme vej, ellers bliver de sure i banken, sagde Jona.
På Posthuset skulle jeg købe frimærker og sende anbefalede breve og småpakker. Når der ellers skulle betales penge til kreditorerne, foregik det pr. giro – konto 1 18 59 – som blev samlet i en rødbedefarvet kuvert og sendt til Girokontoret i København.
Noget af det første jeg skulle lære, var at gøre kassen op. Og den skulle stemme – ellers måtte der være noget, vi havde glemt. Alle på kontoret blev spurgt, hvis der var differencer, og kun meget undtagelsesvis blev der lavet et bilag med kassedifference.
Jeg skulle også skrive kvitteringer til kunderne, enten når de betalte kontant ved skranken eller sendte en check med posten. Så var der karbonpapir i et kvitteringssæt, så vi havde et bilag til kassen. Een gang kom jeg til at vende karbonpapiret forkert, så bilaget var blankt.
Bogholder Hartmann havde set det, men afslørede mig ikke over for kunden. Han var ellers en bestemt herre indimellem. En gang jeg havde skrevet en stencil med et salgsbrev, som skulle duplikeres til kunderne – og havde lavet en slåfejl, som jeg bare havde skrevet oveni og duplikeret i 100 eksemplarer – så kom han med hele stakken og smed den direkte i min papirkurv med ordene: ”AT SÅDAN NOGET KAN VI SIMPELTHEN IKKE VÆRE BEKENDT AT SENDE UD TIL KUNDERNE” - jeg dukkede mig, men fik derefter lært at bruge det lyserøde korrekturlak på den hårde måde!
Indimellem kom der tyske kunder, og Hartmann var god til tysk. Jeg skulle give en tysk kunde penge tilbage i ”Kleingeld”, hvis du da ved, hvad det betyder, sagde han. ”Jo, jo – det ved jeg skam godt”, sagde jeg, og lagde småpengene på skranken med et lille genert smil.
En tysk kunde vi havde, som kørte i Mercedes, ville også have Mercedes-hjulkapsler på sin Safir-campingvogn, koste hvad det ville, og det fik han.
LM står jo for Lunderskov Møbelfabrik, hvad der ikke er mange, der ved, når man spørger sig omkring.
På møbelfabrikken blev der bl.a. lavet børnemøbler i fyrretræ. Små børnestole med et hjerte udskåret i ryglænet, og slagbænke til opbevaring af legetøj. Dette kunne man stadig bestille i begyndelsen af min læretid, og så skulle der gives viderebestilling til Jørgen Jørgensen i Løjt Kirkeby, som producerede børnemøblerne. Han snakkede ravende sønderjysk og var lidt svær at forstå sommetider.
Op til Påske var der rigtig gang i salget af campingvogne. Så havde vi syn på Drosselvej, hvor de bremsede og blinkede med lygterne.
Kaj Sommerlund fra Autoværkstedet i Nørregade monterede anhængertræk på bilerne. Een gang havde de været nødt til at save et benzinrør af, for at få plads til anhængertrækket – med det resultat, at kunden efter lang tid opdagede, at han havde tabt 1/2 liter benzin, hver gang han svingede enten til højre, eller var det måske venstre? Så det blev noget med en erstatningssag.
Jeg skulle udfylde papirerne til brug ved synene, og det foregik jo på skrivemaskine. Og så skulle der serveres kaffe og kage for synsfolkene. De var nogle gange noget højrøstede, og en gang der blev råbt ”Poulsen”, stillede jeg straks, og så spørgende ud, hvad der nu var galt. For frk. Poulsen blev jeg kaldt, selvom jeg kun var en efterhånden 16-års pige. Det viste sig så, at det var noget med en kunde, der også hed Poulsen.
Een af mine opgaver var at dele løn ud til værkstedspersonalet. Det var i kontanter med lønseddel, begge dele i en lille lønningspose med rude, lignende disse:
 
Det var en hyggelig opgave. Så lærte jeg navnene på værkstedspersonalet, og de var glade og venlige, når jeg delte løn ud til dem.
Der var Giovanni Mautone, en dygtig møbelsnedker fra Italien, Olav Christensen i malerværkstedet, William Olsen, Sigvald Jensen, Hans Nielsen, Jacob Frederiksen og Regner Holm i det store værksted, Marie Madsen, som gjorde rent i campingvognene og vist nok også sommetider syede gardiner til dem, Jeppe Olsen, som lavede alt muligt forefaldende arbejde, bl.a. gjorde rent i rabatterne.
De skulle hver dag udfylde en dagseddel til lønudregning. En kopi bagpå dagsedlen var perforerede strips med et arbejdskortnummer. Disse strips skulle så ende i en stor kuvert – arbejdskort, - som blev brugt til at holde styr på faktureringen, når kunderne skulle betale for reparation og andet af deres campingvogne. Jeppe Olsen skrev jo så sommetider rabatter, og jeg vidste jo, at kunderne nogle gange fik rabat, så den spekulerede jeg lidt på, indtil det gik op for mig, hvad meningen var. Arbejdskortene, brevpapir, fakturablanketter, kuverter og andre tryksager fik vi trykt i Lunderskov Bogtrykkeri hos Frederik Tander. Det var hans kone, fru Tander, der passede butikken. Bag disken havde hun en luge ned til manden på trykkeriet i kælderen, hvor man kunne høre de larmende trykkerimaskiner. Når man så kom og skulle hente noget, bukkede hun sig ned, åbnede lugen og råbte med ru stemme: ”FREDERIK, hvordan går det med det og det?”
En anden ansat var en ung maler, Ulla. Hun havde mange forskellige arbejdsopgaver med at vedligeholde bygningen og kontoret. Hun blev også sendt ud i Lorentzens sommerhuse for at holde 5 dem pæne til udlejning. Een gang kom hun ind på kontoret og fortalte, at hun ved et uheld havde spildt en hel bøtte maling på fliserne ved et af sommerhusene. Hun var meget ked af det, men Lorentzen var jo en rar og rolig mand, og man hørte ham aldrig skælde ud.
Vi arbejdede også lørdag formiddag, men skiftedes til det, for det var kun nødvendigt med én på kontoret om lørdagen. Så da jeg havde været der i et stykke tid, var jeg alene på kontoret en lørdag formiddag. Lorentzen kom med noget, jeg skulle renskrive, som skulle stilles op i punkter. Det var jo før tekstbehandlingstiden, så jeg startede på skrivemaskinen og brugte romertal til punkterne. Da jeg så kom til punkt V og derover, kom jeg i knibe. Jeg måtte rådføre mig med fru Jørgensen, som vimsede rundt og gjorde rent til søndagens kundebesøgende.
En anden lørdag havde Lorentzen besøg af guldsmed Olsen på kontoret, og han bad mig om at lave kaffe til dem. Jeg skulle jo så varme vand i en fløjtekedel over gasblus, men gasflasken var blevet tom. Så skulle jeg bede Regner Holm om at få skiftet gas, og det skulle han jo nok gøre. Han havde travlt med noget andet og havde ikke lige forstået, at det hastede. Så hvad skulle jeg nu gøre. Lorentzen og guldsmed Olsen sad og ventede på kaffen, og jeg lille elev kunne jo ikke være bekendt at jage med Regner Holm. Jeg tror jeg efter nogen tid fik serveret noget værre pjaskevand på Lorentzens kontor, men der kom ingen klager eller sure miner. Senere var der dog nogen, der havde hørt om disse moderne kaffemaskiner, om jeg ikke syntes, at det kunne være en god idé. Nåeh, det vidste jeg nu ikke lige. Jeg kom jo fra et sparsommeligt hjem derude i Gejsing, hvor man ikke smed om sig med pengene til luksusting. Så jeg sagde, at jeg da sagtens kunne lave kaffe, som jeg plejede – men kaffemaskine fik vi.
Så var der kun opvasken at klare i køkkenet fremover. I frokoststuen til værkstedspersonalet var der automat, så de kunne få kakao og bouillon.
En morsom ting fra frokoststuen, der blev snakket om, var at én af værkstedsfolkene havde fået osten med på arbejde. Hans kone havde smurt madpakke til ham og lagt den i en boks, der var magen til osteboksen, så der sad den stakkels mand med osten. Det grinede de meget af den dag.
Efterhånden blev jeg jo lært op i opgaverne på kontoret. En væsentlig ting var bogholderiet, og vi havde en larmende grøn Olivetti-bogholderimaskine, som stod på et klapbord, så man havde plads til bilagene, der blev sorteret i en passende arbejdsvenlig rækkefølge.
Når bogholderimaskinen var i gang, kunne det virkelig høres, at man lavede noget. I dag skulle man nok have haft høreværn på, og hvis man ikke lige havde hørt, at telefonen ringede bagved, så blev der kastet med papirskugler, så den nye bogholder Søren Borg kunne høre, hvad der blev sagt i telefonen.
Kontokortene var i 2 metalkasser på hjul, så de kunne flyttes rundt og køres ind i arkivet om natten.
Een kasse for debitorer, gule kontokort, hvor der var kontoudtog og karbonpapir i, så man kunne sende kontoudtog til kunderne, når det var formålstjenstligt.
De stod i alfabetisk orden med faner med A, B, C osv., men de kom nogle gange til at se lidt flossede ud.
Det var så en opgave for 6 eleven, at få gjort lidt orden på det. I den anden kasse var der kreditorer, lyserøde/pinkfarvede kontokort, også i alfabetisk orden, og så var der øvrige kontokort til bogføringen af driften.
Foran alle grupperne var der et gråt gruppekort, hvor man skulle tømme gruppens bogføringsresultat ud, for regnskabet skulle stemme på en 1-øre. Hvis det ikke stemte, brugte vi dage på at finde fejlen.
Der var noget med, at hvis tværsummen af differencen var lig med 9, så kunne det være 2 cifre, der var forbyttet. En gang om måneden skulle grupperne tælles op, og der skulle laves en Balance til Lorentzen. Bagved det hele var der i bogholderimaskinen en journal, én for købsfakturaer, én for salgsfakturaer, én for kassebilag, én for bankbilag, én for girobilag og én for diverse bilag, som kunne være rettelser m.v., som revisorerne fandt på.
En gang imellem havde vi nemlig besøg af revisorerne. Så skulle det hele være færdigt og blev gennemgået minutiøst af revisorerne i dagevis. Revisorerne skulle så også have kaffe, rundstykker og kage til eftermiddagskaffen. En af revisorerne kom ud til mig ved skranken og spurgte, hvordan det gik med at få kassen til at stemme.
Hold da kæft, tænkte jeg, hvad er der nu galt – og jeg blev ganske rød i hovedet, og vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Men så reddede Jona mig med ordene, at det gik da ganske godt.
Alle købsfakturaer blev nummereret i en ”Købsbog”, og der måtte ikke mangle numre. Når de var bogført, blev de først stemplet med et rødt stempel: Bogført xx.xx.1967, og så blev de arkiveret i alfabetisk orden, så man havde hver kreditor for sig.
Når der blev solgt en campingvogn, blev der først på salgschefen/sælgerens kontor lavet en Slutseddel med alle aftaler. De fleste kunder betalte ikke kontant, og så skulle der laves en Købekontrakt, med karbonpapir, så vi havde en kopi til os selv, og med renteberegning og serieveksler med afdragene. Det blev min opgave. Jeg havde en tabel til renteberegningen, og i en alder af 16 år klarede jeg det som en mis. Tit havde kunderne accepteret alle 36 veksler, inden de blev udfyldt, og så skulle jeg duplikere navn og dato m.v. på i spritduplikatoren. Den var dog ikke altid så stabil, så nogle gange trak den vekslerne skævt ind.
Det ville banken ikke godkende, og så måtte vi sende de mislykkede veksler ud til kunderne med en forklaring og bede dem acceptere nogle nye veksler.
Købekontrakterne blev så finansieret af banken. Når så kunderne ville købe ny campingvogn eller af andre grunde ville indfri veksler/købekontrakter skulle banken regne ud, hvilket beløb indfrielsen kunne gøres for. For at holde styr på ”vekselbogholderiet”, fandt Jona og bogholderen på, at vi kunne lave ”vekselbilag” med en tekst på blankt papir, der svarede til originalvekslerne.
Så fik vi snedkerværkstedet til at save en gang A4 papir over på langs, så størrelsen svarede til vekslernes størrelse.
Så skulle disse vekselbilag bogføres hver måned, et kompliceret system, men det virkede.
En lørdag formiddag, hvor jeg var alene på kontoret, kom en kunde og ville have at vide, hvor meget han skyldte. Jeg prøvede at forklare ham det, men han troede ikke rigtig på sådan et lille pigebarn, så han rev kontokortet ud af hånden på mig med ordene: ”MÅ JEG SE”, og det måtte jeg jo lade ham gøre.
Om han så forstod meningen med det, ved jeg ikke.
For at blive udlært kontorassistent, skulle man samtidig gå på Handelsskole og tage Handelsmedhjælpereksamen, det der senere kom til at hedde EFG. Det foregik på Vejen Handelsskole, og en lille bus kørte rundt i området og samlede os kontorelever op.
Jeg skulle stå på ved Banegården i Lunderskov, og så kørte vi over Jels og Skodborg til Vejen.
Her kom jeg til at gå sammen med nogle jævnaldrende kontorelever fra området. Nogle af dem havde realeksamen eller i hvert fald 9. klasses eksamen, men jeg klarede mig helt godt. Jeg lærte jo tingene i praksis hos LM Camping og Jona. Så da vi skulle lære om veksler, spurgte læreren, om der var nogen, der kendte andre eksempler, end dem han talte om. Så fortalte jeg om serieveksler, og det havde jeg jo helt styr på.
Nogle af drengene fnisede ad mig og sagde, at det nok var ”Dags Dato blanketter” jeg snakkede om, de vidste jo ikke bedre. 
Så oprandt dagen, hvor Lorentzens havde sølvbryllup. Der var morgensang i privaten i Møllegade, men vi på kontoret, måtte jo passe vores arbejde. Da fru Jørgensen havde ryddet op efter festlighederne i privaten, kom hun op på kontoret med resterne. Der var rigeligt med rundstykker, ost og pålæg, og så var der en del wienerbrød. Så det hele blev sat på skranken og vi mæskede os så rigeligt. Da vi havde ryddet op efter herlighederne, ringede fru Lorentzen - godt bedugget, og spurgte, om vi havde smagt på sagerne. Jeg takkede mange gange, og sagde at der var jo rigeligt til os, og vi havde rigtig nydt det. ”Ja, der var jo levninger nok” - sagde hun, ”så også til dem på værkstedet” - var hendes næste bemærkning. ”Ja – ja” - svarede jeg. Og så var samtalen forbi. Der stod jeg med 2 stykker wienerbrød, men jeg havde jo lovet hende også at dele ud på værkstedet.
Så nu var gode råd dyre. Jeg kom jo fra et hjem, hvor man havde hørt noget om, at en hel folkeskare kunne bespises med 5 brød og 2 fisk, så jeg tog en skarp kniv i køkkenet og skar de 2 stykker wienerbrød i 10 stykker på lidt under en cm hver.
Så gik jeg ud på værkstedet og delte brødebetynget ud, mens jeg fortalte, at der jo var sølvbryllup i privaten.
Alle takkede mig mange gange, og der var ingen dumme kommentarer, måske nogle skæve smil.
Værkfører Bertelsen kunne være en noget højtråbende og bestemt mand, men det var nok også nødvendigt i hans stilling, hvor han havde ansvar både opefter, nedefter og over for kunderne.
En dag var der nogen, der fandt på at holde lidt grin med ham. Så man sagde til ham, at der var en skade på én af de nye campingvogne i udstillingen. Det var jo ikke så godt at udstille sådan en campingvogn, så han gik ud i butikken og inspicerede campingvognene. Nej, sagde han, da han kom tilbage, han kunne da ikke se nogen skade. ”Jo, på den sidste, prøv at se efter igen” fik han besked på ”lidt højere oppe”. Han kiggede, og kunne stadig ikke se nogen skade. ”Jo, oppe på taget” - og så gik han derud igen, og fandt endelig den udstoppede skade, som var placeret på taget.
Han brummede noget, men det grinede vi meget af den dag.
I begyndelsen af min læretid cyklede jeg til Lunderskov, og når jeg havde fri, kørte jeg sommetider bag om værkstedet for at komme hjem. Her mødte jeg en dag Freddy Lorentzen i fuld fart på sin knallert, og vi tørnede lige imod hinanden.
Vi blev vist lige forskrækkede begge to, og jeg fik nogle ømme tommelfingre af at holde fast i cykelstyret. Freddy standsede jo og spurgte, om der var sket noget med mig eller cyklen. Han sagde, at hvis der var sket noget med cyklen, så skulle hans far nok betale.
Senere, da jeg fik sparet penge sammen, anskaffede jeg mig en Velo Solex, og så gik det bare derudaf:
Her fotograferet af min mor - hjemme i Gejsing - foran lokumsdøren.
Engang blev hele personalet inviteret til fimafest på Industrien i Kolding sammen med Lorentzen og fruen, først med spisning og så med Sans Souci-forestilling. Det har nok været dyrt, men Lorentzen var god mod sit personale.
Af og til kom Åge Skouboe på besøg i sit arbejdstøj og tit med en cigar i hånd og mund. Han spurgte efter Lorentzen, og de fik sig nogle gode snakke inde på Lorentzens kontor og ude på værkstedet. Han var også en stille og rolig mand.
Vi havde fået tapetseret inde på kontorgangen ved skranken med noget mørkt trælignende tapet, og han kommenterede dette tapet med ordene, at man nu godt kunne se, at det ikke var ægte træ med de åreaftegninger. Jo, han var ikke møbelsnedker for ingenting!
Sønnen Flemming kom også på besøg indimellem og fik sig en snak med Jona. Han var i lære hos ”Oste-Michaelsen,” og han var byens flotte fyr, omend lille og splejset, men med mørkt hår. Min mor, der var lærer, havde haft ham som elev på Lunderskov Skole, og hun havde haft ham med hjemme i Gejsing og se ”bedriften”. Min lillesøster Ulla havde ham med i hestestalden, der stod som min Bedstefar havde forladt den i 1948 – med brosten, rebmaskine, spindelvæv, hesten Tulle og en herlig duft af hest og hestepærer.
”Sikke noget gammelt lort,” mente Flemming – til stor forargelse for min kære lillesøster, som elskede vores hest.
Vi havde nogle kendte kunder, bl.a. gartner Alfred Petersen fra Bellinge, som af og til ringede og skulle snakke med Lorentzen. Jeg mener, gartner Petersen havde en Safir campingvogn. Han snakkede rigtig fynsk og var en venlig mand.
Buster Larsen ringede også en gang og snakkede med bogholder Søren Borg, som grinede meget af, hvad der blev sagt i den anden ende. Det var vist en morsom samtale. Og så var der dødsdrome-køreren Franz Krüger. Alle sådan nogle gøglere var jo glade for campinglivet eller nomade-tilværelsen, eller hvad man skal kalde det.
Engang havde vi også nogle zigeunere som kunder. De troede, de kunne betale med en spådom på vores sælger. Da de fandt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre, ville der pludselig ske sælgeren alverdens ulykker. Men den gik ikke, de måtte betale ligesom alle andre.
Produktionsmæssige detaljer i samarbejdet med LM Glasfiber kan jeg ikke fortælle så meget om; men vi fakturerede til hinanden, og en gang jeg sad dybt begravet midt i denne fakturering, kom jeg til at sige LM Glasfiber, da jeg tog telefonen. Det skabte lidt forvirring, men heldigvis var det fra Glasfiber, de ringede, så det krævede bare en forklaring.
På et tidspunkt blev der lavet mandskabsvogne til Militæret i den militærgrønne farve. De var støbt i glasfiber og kom over til LM Camping for at få monteret inventar, tror jeg.
 
Så nærmede dagen sig, hvor jeg var udlært, nemlig den 30. november 1969. Jeg var fyldt 18 år, og kunne så flytte hjemmefra.
Jeg spurgte Lorentzen, om jeg kunne låne den store hvide varevogn til at flytte mine få møbler i. Det mente han dog ikke var nogen god idé. Jeg havde nemlig lige fået kørekort, og han mente ikke, det var forsvarligt at lade mig køre i den store bil. Men jeg måtte låne den lille stationcar, og jeg lovede Lorentzen, at det var min far, der skulle være chauffør.
Jeg havde valgt at forlade min dejlige læreplads og havde fået arbejde i Kolding. I afskedsgave fik jeg en Bing og Grøndahl porcelænsfigur - ”De læsende børn.”
 
Mit lærebrev blev udfyldt af Søren Borg og Jona, som sad og spøgede med, om jeg nu havde opnået duelighed i faget eller ej, men de blev enige om, at det havde jeg.
Senere fik jeg en fin anbefaling.
Jeg arbejdede så i Kolding i 5 år, blev gift og fik barn, og ønskede så at gå ned på deltid. Det kunne min arbejdsplads ikke nøjes med, og jeg blev opsagt.
Så faldt jeg over en annonce, at LM Camping søgte en deltids kontorassistent, og det passede jo lige på mig. Så den stilling søgte jeg og fik den.
De mente dog, at jeg selv skulle have lov til at betale annoncen :-)
Så var alt ved det gamle igen, der var ikke sket de store forandringer på kontoret, men det var nok her, de dårligere tider begyndte, for sønnen Erik Lorentzen startede med Kolding Ship-Shop, en forretning på Kolding Lystbådehavn, hvor man kunne købe udstyr m.v. til lystbåde. Der fik jeg så lidt arbejde med at føre debitor-bogholderi for ham. Han havde en stak papirer med til mig på LM kontoret en gang imellem.
Så blev der igen holdt firmafest, denne gang sammen med LM Glasfiber, og selvfølgelig fik vi ørreder til forret. Nu, hvor jeg var blevet mor, og min datter Vibeke startede i børnehave hen ad efteråret, fik hun de første 3 måneder 5 børnesygdomme, så jeg måtte forsømme en del, hvad jeg ikke var så stolt af, men jeg havde ikke rigtig andre pasningsmuligheder, og så meldte barn nummer to sin ankomst.
Det hele endte med en opsigelse, da der heller ikke var meget gang i salget af campingvogne om vinteren, så det var nok også bedst for alle parter.
Men en dejlig og lærerig tid hos LM Camping havde jeg haft.
 
 
* Jacob Nielsen havde bagerforretning, nabo til købmand Mogensen, Storegade Lunderskov, lige før Hotel Lunderskov, i retning mod Lunderskov Jernbanestation.

Ostegrosserer Peter Michaelsen, Lunderskov

Peter Michaelsen er født 1. juli 1884 i Gesten. Døde 25. februar 1953 på Kolding sygehus, begravet på Gesten Kirkegård 2. marts 1953.
Hans ostegrossererforretning ligger (lå) Jernbanegade 2 og 4, Lunderskov.
Hans far var dyrlæge (også tituleret kredsdyrlæge, en helt ubestemmelig titel) A. Michaelsen, Gesten. Faderen ser ud til at have været aktiv dyrlæge og landmand indtil 1914, hvor han byggede aftægtsbolig i Øster Gesten.
 
I nogle måneder i 1916 annoncerede Peter Michaelsen om salg af klaverer og flygler, som kunne se ud til at være indkøbt i et antal af 30 + 6 flygler i Tyskland. Her angives bolig at være ”Flensburg”, men med midlertidig adresse og tlf. nr. i Lunderskov. [1]

[1] Om det er tilfældigt, at Peter Michaelsen ikke blev grosserer i klaverer og flygler er det ikke muligt at sige noget om. Dog er der lokale erindringer fra hjemmet i Vestergade 9, hvor der var et flygel (som ikke kunne sælges i 1916?). Det musikalske element i familien er dog kommet til udtryk gennem barnebarnet Johan Michaelsen, der er organist i Grøndalskirken.
[1] Utrykt beretning af Johan Michaelsen, Peter Meyer Michaelsen, om faderen som ostegrosserer i Lunderskov
 

 

Jyllandsposten 15. maj 1916. Annonceteksten angiver bopæl i Flensburg, men med adresse og telefon i Lunderskov også. Klaverer tilbydes til 610-798 kr. Flygler tilbydes til 876-1220 kr. Der annonceres i forskellige landsdækkende dagblade indtil august 1916.  
 
 
Med afslutningen af 1. verdenskrig blev Peter Michaelsen aktiv i FLENSBORGBEVÆGELSEN, som ønskede Flensborg og Mellemslesvig tilbage til Danmark. Han blev medlem af hovedbestyrelsen.
Den tabte krig i 1864 havde trukket grænsen mellem Tyskland og Danmark ved Kongeåen. Danmark tabte her hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Danmark blev som resultat heraf en homogen, dansktalende småstat. Men der var dansktalende syd for grænsen.
Efter Tysklands nederlag i 1. v. krig skulle grænserne justeres, efter nationalitetsprincippet. Dette blev indarbejdet i Versailles-fredens principper og krævedes først og fremmest af USA’s præsident W. Wilson i form af princippet om ”den nationale selvbestemmelsesret”.
Der blev fremsat rabiate og nationalistiske (historisk begrundede) krav om Danmark til Ejderen, repræsenteret ved DANNEVIRKEBEVÆGELSEN, d.v.s. alle 3 zoner til Danmark uanset  afstemningsresultat. GRÆNSEFORENINGEN stiftedes i 1920 efter folkeafstemningen om den dansk-tyske grænse, som kun gav dansk flertal i zone 1, d.v.s. etablering af den nuværende grænse.
 
 

Fra 1920 var P. Michaelsen aktiv i den lokale afdeling af Sønderjysk Forening, det senere Grænseforeningen, hvor der i bestyrelsen og blandt medlemmer var aktive fortalere for Danmark til Ejderen og Dannevirke. Peter Michaelsen blev hurtigt et markant medlem af bestyrelsen.

I starten, indtil den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933, var han skeptisk i forhold til den rabiate Ejder-linje i Grænseforeningen, men herefter blev han, stærkest markeret ved nogle skolesager i grænseområdet, overbevist tilhænger af Ejder-linjen.

Engagementet i den danske grænseproblematik forstås måske bedst ved at se på kortet over afstemningszoner efter 1. verdenskrig i det gamle danske område Slesvig og syd herfor Hosten og Lauenborg. Da afstemningsresultatet i 1920 ”kun” gav zone 1 til Danmark, zone 2 med Flensborg var og forblev tysk, blev det en strategi, også for tidligere mere moderate tilhængere af FLENSBORGBEVÆGELSEN, at arbejde for en international (ikke-tysk) kontrol af området.

 

Danmarks statsminister 1945-47, venstremanden Knud Kristensen faldt for et radikalt mistillidsvotum i 1947, fordi han i modsætning til Danmarks officielle politik udtrykte ”privat sympati” for denne tanke. Peter Michaelsen tilhørte mere eller mindre udtalt den ”Dannevirke-kritiske” del af Grænseforeningen. I øvrigt sammen med den markante historiker Vilhelm la Cour. Men også sammen med denne foretog han en diametral vending i forhold til Ejder politikken fra 1933 ved nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Vilhelm la Cour kom her endelig ind i Grænseforeningens hovedbestyrelse, Michaelsen blev næstformand. For Peter Michaelsen var forløbet formentlig, at da Grænseforeningen i 1930 og 1934 skulle tage stilling til skolespørgsmålene i henholdsvis Slesvig by og Tønning, var han mest stemt for en blød start i lejede lokaler i stedet for at bygge nyt. I Dannevirkemændenes øjne var en sådan vaklende indstilling kættersk. Men med Hitlers magtovertagelse og fra 1934 var Michaelsen klart Ejdermand, hvilket formentlig gjorde ham til næstformand i hovedbestyrelsen.

Det kan således ikke udelukkes, at Peter Michaelsen, ostegrosserer i Lunderskov har været medvirkende til at få Danmarks daværende statsminister, Knud Kristensen til at fastholde det politisk sprængfarlige standpunkt ”privat” at sympatisere med tanken om en særlig status til Flensborg og Mellemslesvig, som Knud Kristensen allerede fra en grundlovstale i 1946 havde givet udtryk for. Iflg. sønnen, Peter Meyer Michaelsen var Knud Kristensen juli 1947 under en tale på Skamlingsbanken på besøg hos Peter Michaelsen, der var ”med i Skamlingsbankeselskabet”. Under alle omstændigheder blev Knud Kristensen fældet af et mistillidsvotum 4. okt. 1947, som banede vej for en socialdemokratisk Hedtoft regering, hvor Knud Kristensens meget ”Flensborg-kritiske” udenrigsminister, Gustav Rasmussen fortsatte som udenrigsminister. Hvortil Knud Kristensens bramfri, vestjyske kommentar skulle have været: "a sæjer walbekom".

 

Ud over politisk indflydelse på landspolitisk niveau i grænsespørgsmålet var Peter Michaelsen også i to omgange medlem af sognerådet i Skanderup Sogn. Herfra kan refereres fra det af sønnen, Peter M. Michaelsen anførte i hans kortfattede beretning til Lunderskov og Omegns Lokalarkiv om faderen[1]:

”I må hellere få beretningen om min Fars indtræden i Sognerådet, som han var medlem af i 2 perioder. Da han første gang blev valgt og var til det konstituerende møde, der som de andre møder afholdtes på ”Fattiggården” i Skanderup, indledte sognerådsformanden, Johan Nielsen, Indremissionsk. ”Jeg vil gerne byde velkommen til de nye medlemmer, undtagen Michaelsen” (han var valgmenighedsmand). - Nå, det overlevede han, og jeg forstod, at der udviklede sig et godt og venskabeligt samarbejde, idet missionen fandt ud af, at Far – udover at have mange kontakter – kunne bidrage til at løse mange af sognets problemer.

Der er en historie om, at Far ved et sognerådsmøde fortalte, at han den foregående nat i en drøm havde drømt, at Johan Nielsen var død og var på vej op i himlen ad en lang stige. På stigen skulle han sætte kryds for hver synd, han havde begået. Pludselig blev der tumult, idet sognerådsformanden var på vej nedad igen, fordi han skulle bruge mere kridt.”

Den her omtalte sognerådsformand var ejeren af Grønvanggaard i Skanderup. Han var sognerådsformand 1919-23, som så må have været Michaelsens første periode i sognerådet. Historien illustrerer et sogneråd, hvor der var et enkelt medlems flertal for Indre Mission. Og desuden en situation, der formentlig hyppigt har udspillet sig i det indremissionsk dominerede sogneråd. Konflikternes rod var først og fremmest af religiøs og kulturel art.

Den indremissionske sognerådsformand Johan Nielsen og hans efterfølger, den ligeledes indremissionske Knud Knudsen fra Gelballe, kunne være uenig om mindre betydningsfulde spørgsmål som økonomi og strukturelle ting som f. eks. vejføring.

Men i religiøse og skolepolitiske spørgsmål (ansættelse af indremissionske lærere) var de helt enige.

 

Ud fra det noget spinkle materiale kan det med rimelig sikkerhed konkluderes, at ostegrosserer Peter Michaelsen har været privat bosiddende i Flensborg fra 1910, hvor han giftede sig med Margrethe Meyer. Velsagtens bosiddende i Lunderskov, Vestergade 9, Duborg siden 1920, muligvis allerede forretningsmæssigt beskæftiget i Lunderskov fra 1916, Peter Michaelsen optræder i Skanderup Sogns folketællingsmateriale fra 1921.

Han kommer fra egnen, idet faderen, A. Michaelsen var dyrlæge i Gesten.

Ved 1921 folketællingen tituleredes han købmand, fra 1925 grosserer. Peter Michaelsens osteforretning må således formodes at være startet mellem 1921 og 1925.

 

 

Jernbanegade 2, Peter Michaelsens ostelager. Foto fra 1989 iflg. lokalarkivet. 

Det har ikke været muligt at finde materiale om grossistvirksomheden produktionsmæssige side. På et foto, som lokalarkivet daterer til 1920, er det 3 personer excl. Michaelsen beskæftiget i et ostelager, som må formodes at være Jernbanegade 2, som også er den adresse lokalarkivet angiver.

 

Forretningen har været omfattende nok til at sønnen Johan Michaelsen ved faderens død i 1953 har videreført forretningen. Den har jo under alle omstændigheder været fint beliggende mellem de to mejerier, Skanderup og Lunderskov, og lige op ad jernbanestationen i Lunderskov. Også selv om der var tale om et søndagshvilende og et mejeri, der arbejdede alle ugens 7 dage.

  P. Michaelsens ostelager, Jernbanegade 2. Iflg. lokalarkivet foto fra 1920. 

Iflg. Johan Michaelsens søn, Johan Michaelsen, afhændede faderen firmaet en gang i begyndelsen af 1990’erne. Firmaet er for længst ophørt som grossistvirksomhed i ost. De tilbageblevne bygninger ser aktuelt ikke ud til at være i brug. Det nationale engagement i Grænseforeningen må vel formodes at være motiveret ved ægteskabet med Margrethe Meyer fra Flensborg. Der er dog intet i sognets øvrige aktiviteter, der tyder på, at Peter Michaelsen som valgmenigheds- eller som Grænseforenings mand har øvet en særskilt indflydelse på sognets politiske og kulturelle liv. Som beskrevet tilhørte Peter Michaelsen politisk det ikke-indremissionske mindretal, men der er intet i det foreliggende materiale, også fra den offentlige debat, der tyder på særskilte aktiviteter her. Selv er Peter Michaelsen begravet på Gesten Kirkegård, sønnen Johan Michaelsen på Skanderup Valgmenigheds Kirkegård. Der har vel været så meget af den lokale modsætning til Indre Mission, at det ville være utænkeligt med en gravplads på Skanderup Kirkegård? Man kan måske sige, at Peter Michaelsen har været et rimeligt typisk eksempel på en grundtvigianer, et medlem af valgmenigheden i det religiøst splittede sogn. Erhvervsmæssig og økonomisk succes (formentlig) gav ingen pardon hos Indre Mission, når det kom til kulturelle og politiske spørgsmål. Her var religionen i Peter Michaelsens tid stadig fuldt dominerende. 

 

  Foto af Peter Michaelsen 1920-30. Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. 

Grænsesten som historiske monumenter med Anlægget i Lunderskov som eksempel på det flygtige og tilfældige.

Grænsesten nr. 117 fra 1864 Kongeå grænsen blev i 1922 placeret i Anlægget i Lunderskov.
Her er den - ud over at være en monumental påmindelse om dansk grænsehistorie - også et stykke lokal grænsehistorie.    
Hvad angår stenens placering, kan der ikke herske tvivl om, at det forholder sig som refereret i Kolding Folkeblad 15. Januar 1922 fra generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening (afholdt som anført tirsdag, dvs. 10. januar), at grænsesten nr. 117 i 1922 var blevet erhvervet gennem Lunderskov Borgerforening, hvis daværende formand, Peter Michaelsen gennem sine kontakter til Sønderjysk Centralforening, der siden 1920 sammen med andre sønderjyske foreninger blev til Grænseforeningen, var blevet opmærksom på, hvad der skulle ske med de nu tidligere grænsesten fra 1864, Kongeå grænsen, og den i 1922 af Indenrigsministeriet formulerede anmodning om opstilling i offentlige anlæg af de nu kasserede og opgravede grænsesten fra 1864 grænsen. Peter Michaelsens rolle i 1922 var ikke tilfældig, han blev efterfølgende medlem af bestyrelsen og næstformand i Grænseforeningen, fremgår det af Axel Johnsens Danevirkemænd og Ejderfolk, Flensborg 2005. 
P. Michaelsens og Borgerforeningens initiativ medførte den samtidige etablering af Anlægget i Lunderskov, hvor grænsestenen skulle placeres. Den specifikke formulering om offentlige placeringer, ikke private, var det samtidige udtryk for 1864 grænsestenenes noget kaotiske skæbne efter etableringen af den nye, 1920 grænse.
Der har lokalt verseret en ubekræftet antagelse om, at erhvervelsen af grænsestenen skete gennem Peter Michaelsens foredragsvirksomhed i det sønderjyske område. Der er intet belæg for denne antagelse, og det er uvist, hvordan eller hvorfor lokalarkivet gennem en årrække har fået den version nedfældet - og videreført af andre lokalarkiver, Grænseforeningen m.fl. 
 
Men uanset den lokale vildfarelse kan grænsesten som markeringer mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig fortælle om et langt og ind imellem kompliceret forhold mellem det danske kongerige og de sydlige hertugdømmer, først og fremmest Slesvig.
Desuden kan man - mere sporadisk og hensat til mere fortolkende betragtninger - iagttage, hvorledes forskellige grænsemarkeringer afspejler den samtidige opfattelse af forholdet til den sydlige nabo.
 
Den del af Kongeriget Danmark, som Slesvig syd for Nørrejylland var en del af, blev til et fyrstelen under Valdemar Sejrs arvedeling mellem sønnerne i 1232. Valdemar Sejrs kvaliteter i øvrigt ufortalt, så viste det sig, at udnævnelsen af den ældste søn, Erik Plovpenning til medkonge, sønnerne Christoffer til hertug af Lolland Falster og Abel til "kun" hertug af Slesvig, kom til at medføre en uforsonlig broderkrig med langsigtede konsekvenser.
Broderkrigen mellem Kong Erik og hertug Abel udspillede sig næsten straks 1242-50 efter Valdemar Sejrs død i 1241. De stridende parter var Erik Plovpenning og Abel, der blev drevet ned gennem kongeriget, hvor han umiddelbart før Slesvig skulle han have startet byggeriet af det første Koldinghus i 1248 som et noget særpræget beliggende forsvarsværk i kampen mod den danske kongemagt. Særpræget i betragtning af, at Abel under broderstriden var hertug i Slesvig, og at Kolding, kan man se i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, var beliggende i Nørrejylland.
Erik Plovpenning sejrede i broderstriden, men blev myrdet 1250 under et besøg hos Abel, der efterfulgte ham som konge.
Skaden med Slesvig som hertugdømme var sket, det var nu adskilt fra den nørrejyske del af kongeriget Danmark, hvor slutpunktet blev nederlaget i 1864 og Prøjsens indlemmelse af de danske hertugdømmer i det, der blev det tyske kejserrige med Bismarck som kansler.
Christian 1.'s håndfæstning 5. marts 1460 blev et yderligere instrument i Bismarcks kispus med kongeriget Danmark i brugen af Ribe-Privilegiet, der gjorde Slesvig og Holsten "evigt uadskillelige". 
 
Gennem tiderne har der således mellem Danmark og det, der nu har betegnelsen Tyskland, været forskellige grænser og grænsemarkeringer før den nuværende 1920 grænse.
Det afspejler sig i forskellige tiders grænsemarkeringer, grænsesten, hvor hovedvægten her ligger på 1864 grænsens markering af grænseskellet. 
  • Den ældste og mest omfattende markering af Danmark til Ejderen findes på Rendsborg, Ejderen, hvor Danmark til Ejderen proklameres.
  • På Koldinghus er der en grænsesten fra Frederik d. 6.'s tid, fra begyndelsen af 1800-tallet, som markerer grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig.
  • Den tabte krig til Prøjsen, 1864 og Kongeå grænsen medførte 128 trægrænsepæle, der blev afløst af et formentligt tilsvarende antal grænsesten.    
I dagens Danmark er der 280 grænsesten, der siden 1920 har adskilt Danmark fra Tyskland. De går fra Skomagerhus til Vadehavet. Nr. 1 og nr. 280 har opsætningsdatering og pyramidetop, de øvrige har flad top med sigtelinje og national indskrift mod Danmark, D og Deutsches Reich Preussen, DRP.
Efter nederlaget til Prøjsen, som ved fredsslutningen indlemmede hertugdømmet Slesvig og trak Kongeå grænsen, blev der 1864-65 opsat 128 grænsepæle af træ, der gik fra Spækbro ved Vadehavet til Hejlsminde ved Lillebælt. Disse grænsepæle var naturligvis ikke langtidsholdbare og blev løbende erstattet af et tilsvarende antal grænsesten af granit i perioden 1891-1915. Herom hedder det i Ribe Stifts-Tidende 15. oktober 1891, at "de 128 Træpæle ...have maattet begynde at vige for varigere Mærker ..."  Malende hedder det herom i Dagbladet Hejmdal 11. november 1895, "Grænsepælene imellem Danmark og Slesvig er efterhaanden blevne raadne og mangelfulde, og de erstattes derfor nu i Følge Ribe Stiftstid. af Grænsesten. Men Sten kan ogsaa forgaa."
Den nationale fortrøstning til en grænseændring er her mejslet i sten!
Der hersker usikkerhed mht., om alle 128 eller kun 121 grænsepæle erstattedes af grænsesten af granit.
Man kan muligvis gå ud fra, at der har været 128 grænsepæle på samme placering som de efterfølgende grænsesten af granit.
 
I betragtning af, at grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig før 1864 var markeret med granit grænsesten, tilsvarende en grænsesten fra Frederik 6.s tid, der findes opsat i haven til Koldinghus, kan det undre, at man 1864-65 opsatte trægrænsepæle. Måske en markering af troen på, at disse grænsepæle var midlertidige?
En endnu mere markant grænsemarkering før 1864 har været nedenstående inskription i Rendsborg fæstningens søndre port, hvor der på latin er en indskrift, der siger, at Ejderen (hvor Rendsborg ligger) er Romerrigets grænse. I denne version atter en tidstypisk konstatering fra 1919, hvor drøftelser om Danmark til Ejderen kunne offentliggøres efter at have været umuliggjort med nederlaget til Prøjsen i 1864.
 

Iflg. Viborg-Stiftstidende 13. maj 1919, hvor den tyske krigsmaskine er blevet slået i 1. verdenskrig, skulle denne indskrift i en grænsesten, indmuret i Rendsborg fæstningens søndre port på latin have forkyndt: "Ejderen er Romerrigets Grænse." 
Hvor der i tiden før 1864 kan findes eksempler på nærmest pompøse grænsesten mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne, så var 1864 trægrænsepæle tilsvarende ynkeligt tidsbegrænsede. De efterfølgende grænsesten i granit var i et holdbart materiale, men af andre grunde end grænsepælenes skæbne blev de alligevel mere flygtige end deres materielle tilstedeværelse betingede. Om ikke andet så med den hast og i det omfang, de forsvandt. Af de 128 granitsten var der i 1922 o. 90 tilbage. I dag kan der optælles o. 50.  
 
Sydvestjyske Museer er i deres undersøgelser af de 128 grænsestens skæbne i genforeningsjubilæumsåret 2020 kommet til den opfattelse, at der nærmest har hersket kaotiske forhold omkring de grænsesten, som skulle fjernes fra den gamle Kongeå grænse, hvor lokale hamstrede egne grænsesten, nogle røg velsagtens i skærveknuseren, andre er blot blevet og forbliver borte. Lidt symptomatisk kunne drøftelsen i Ribe Byråd, refereret i Ribe Stifts-tidende 24. januar 1922 være. Borgmesteren orienterede om Indenrigsministeriets tilbud til Ribe om at modtage nogle af de nu overflødige 1864 grænsesten til opstilling i Ribe. Der blev vedtaget at udtale, at man "kunde ønske at faa om muligt et Par Grænsesten ... særlig ved Soldater-Mindesmærket ..." Et par særdeles forbeholdne røster refereres også, som ikke syntes at "saadanne Steen ... ville være til nogen Pynt."
Fra det officielle Danmark blev der 1922 gjort sporadiske - men åbenbart alt for sene - bestræbelser på bevare stenene for eftertiden.
Til det kaotiske hører, at 1864 grænsestenene også blev stjålet, hvorom det hedder i Kolding Folkeblad 24. januar 1922 i en artikel "Om bortførte Grænsesten", at Fæsted Kommuneråd havde anmodet Indenrigsministeriet om at kunne benytte de i og omkring kommunen beliggende grænsesten til et genforeningsminde, som der blev rejst en hel del af på den tid.
Kommunen var iflg. artiklen ikke hurtig nok, idet en uidentificeret lastbil afhentede stenen, før kommunen havde fået samlet grænsestenene ind. Avisen skriver: "De stjaalne Sten har følgende Numre: 34, 35, 36, 37, 38, 40, 41 ..." Til det yderligere kaotiske hører, at det er de i Kolding Folkeblad annoncerede, stjålne sten, der angives opsat i forbindelse med den snurrige genforeningssten i Fæsted.
Om Fæsted med en genforeningssten, skrevet med runer, omgivet af angiveligt 1864 grænsesten med numrene 34-38 er et gennemført kopi arrangement, inkl. grænsestenene, står hen i det uvisse. Men Grænseforeningen ser ud til at have anerkendt stenene som originale. Hvilket også fotografiet med den snurrige genforeningssten, inkl. grænsesten nr. 35 indikerer, at de er. Om så avisartiklen er en "and", eller grænsestenene er fundet efterfølgende, kan ikke afgøres på det givne grundlag.
 
 
Grænsestenen i Lunderskov set fra den danske inskriptionsside. Grænseforeningen. 
 
Grænsestenen i Lunderskov står, hvor den blev placeret i 1922 som sten nr. 117 ud af de den gang 128 grænsemarkeringer, der blev irrelevante med grænseændringen i 1920. Mindst 121 af 1864 trægrænsepælene blev fortæret af tidens tand, rådnede, og blev erstattet af grænsesten af granit i den sidste del af perioden op til 1920, hvor grænsestene blev fjernet og erstattet af de 280 grænsesten ved den nye grænse. 
Der hersker tvivl om, hvor mange af 1864 grænsestenene er blevet af, her er optalt 50 manglende grænsesten + / - nogle tvivlsomme registreringer. Hvor der til gengæld er vished om placeringen af grænsesten nr. 117 i Lunderskov - på en placering, der klart er en anden end grænsestenens oprindelige placering. Som i øvrigt også må anses for ikke at være verificeret.
 
Det nuværende antal af grænsesten i granit efter grænsedragningen i 1920 og deres placering fremgår helt eller delvist af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse, BKI nr 252 af 08/06/1922. Der er som anført 280 af disse, nuværende grænsesten.
Der er desværre ingen officiel dokumentation (bekendtgørelse el. lign.) om de 128 - muligvis kun 121 af granit, resten af træ - nummererede granit grænsesten fra Kongeå grænsen 1864 - 1920. Der kan muligvis findes sporadiske bemærkninger i akter mellem Danmark og Prøjsen for perioden 1856-1864.
Forhåbentlig er Fredericia Museums oplysninger om 1864 grænsestenene korrekte.
Den eneste officielle dokumentation om stenene er udenrigsministeriets slutprotokol 1909 angående en lokal grænselinje, BKI nr 21503 af 02/07/1909. Her kan der hentes oplysninger om grænsesten nr. 22-23.
Der er bestræbelser på at få tilbageført stenene fra Kongeågrænsen til deres oprindelige placering, hvilket kun vil være delvist muligt med de grænsesten, der har undgået tidens tand.
1864 grænsestenene af granit blev forarbejdet af en i øvrigt mindre kendt sten- og billedhugger, C. Schwartz, bosat i det dengang tyske Haderslev. De fleste af stenene fik indgraveret Kr. Dm. for Kongeriget Danmark på den ene side og Kr. Pr. for Königreich Preussen på den anden. Udgifterne blev fordelt mellem Prøjsen og Danmark.
 
Uanset, at Indenrigsministeriet efter genforeningen anmodede om, at de eksisterende grænsesten blev opgravet og opstillet på offentlige steder, så må det konstateres, at et er en meddelelse, udsendt gennem pressen, noget ganske andet har været de faktiske forhold, se listen over de 128 grænsesten, der blev opstillet ved 1864 grænsen.
Det kan konstateres, at man med Indenrigsministeriets anmodning om opstilling af grænsestenene på offentlige områder regnede med o. 90 eksisterende sten ud af de 128, hvilket indikerer o. 38 forsvundne sten i 1922. I herværende optælling er der mindst 50 forsvundne 1864 grænsesten.
Så meget om baggrunden for grænsesten nr. 117, der blev opstillet i området ved Drabæks Mølle området, over for Møllegade 21, i et område, som Lunderskov Borgerforening havde erhvervet til opstilling af grænsestenen, og som blev til Anlægget i Lunderskov.
 
Anlægget i Lunderskov beskrives i en omtale i Kolding Folkeblad 27. november 1922, som et "smukt Udslag af (Lunderskov) Borgerforenings Bestræbelser ..." Og at det "... nylig er blevet anlagt paa en ideel Plads i saare skønne Omgivelser ... næsten i eet med de to private Anlæg: Drabæks Mølle og Hvidkilde." Det her anførte er uomtvisteligt og iagttagbart. Og det er en samtidig beskrivelse, hvor de afgørende begivenheder omkring grænsestenen og dens placering i det område, som blev til Anlægget i Lunderskov fandt sted.
Ejendommen Hvidkilde lå og ligger ved Storegade 44 i Lunderskov. Området omkring Hvidkilde ligger stadig tydeligt placeret som en udstykning fra Drabæks Mølle, som et parkområde med et åløb, der ved Drabæks Mølle breder sig ud til en sø, hvor den herskabelige villa med parkanlæg blev opført 1913 af fiskeeksportør Poul Hansen, født i Lunderskov 1875, hvor han blev pioner og ganske velhavende som dambrugsejer i det område, hvor han opførte Hvidkilde. Den anden Mølle, Rolles Mølle etablerede også dambrug med ejeren Niels Jørgen Nielsen, som dog ikke fik samme økonomiske succes som Poul Hansen med dambruget på Hvidkilde området.
Det fremgår af samtidige matrikelkort, at Lunderskov Anlæg som Hvidkilde må være udstykket fra Drabæks Mølle.
Hvidkildes arv fra Poul Hansen som fiskeeksportør er de tidligere fiskedamme i parken til Hvidkilde. Desuden Hellas, som Poul Hansen lod opføre til datteren. I forlængelse af parken til Hvidkilde blev området til grænsesten nr. 117 etableret som Anlægget i Lunderskov, i et område fra Drabæks Mølle, på den anden side af Møllegade i forhold til Hvidkilde.
Det fremgår af blandt andet Silkeborg Avis 19. januar 1922, at Indenrigsministeriet efter 1. verdenskrigs fredsslutning og ændringen af Kongeågrænsen fra 1864 til den nuværende grænse, ønskede at de, som det hed, ca. 90 grænsesten fra Kongeå grænsen blev tildelt de sønderjyske amter sammen med grænseamterne Vejle og Ribe, sidstnævnte det amt, hvor Skanderup Sogn og Lunderskov var placeret.
Betingelsen for at modtage en grænsesten var, at den skulle opstilles offentligt - ikke privat. Hvilket må antages at have været helt centralt for beslutningen om at etablere Anlægget i Lunderskov.
 
 
Poul Hansen erhvervede Hvidkilde med tilhørende park fra Drabæks Mølle, som i forlængelse heraf havde området omkring den nuværende Anlægsvej, Møllegade over mod Drabæks Mølle, området, der blev til Anlægget i Lunderskov, hvor grænsestenen blev opstillet overfor Møllegade 21.
Der kan i etableringen af anlægget iagttages et hertil hensigtsmæssigt personsammenfald i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, hvor både Drabæks Mølles Møller C. S. Nielsen, købmand, senere ostegrosserer Peter Michaelsen, dambruger og fiskeeksportør Poul Hansen, Hvidkilde og mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, der netop var flyttet fra Skanderup til Lunderskov, var fremtrædende medlemmer i tiden efter afslutningen af 1. verdenskrig og genforeningen af Sønderjylland med Danmark.
De kan formodes gennem Lunderskov Borgerforening at have udvirket, at Lunderskov Anlæg blev placeret som nabo til Hvidkilde parken med en yderligere udstykning fra Drabæks Mølle.
 
Ud over den erhvervsmæssige virksomhed var ostegrosserer Peter Michaelsen som tidligere anført lokalpolitisk aktiv som medlem af sognerådet i Skanderup. Men placeringen af en grænsesten i det, der blev Lunderskov Anlæg, skyldes helt utvivlsomt hans gode forbindelser i Lunderskov Borgerforening, samt bopæl i Flensborg indtil 1910-16.
P. Michaelsen var særdeles aktiv i Flensborgbevægelsen, Grænseforeningen. Og i denne sammenhæng helt sikkert blandt de andre fra Lunderskov Borgerforening nævnte de helt centrale lokale aktører i, at man fik en grænsesten til anbringelse i Anlægget i Lunderskov.
Det fremgår af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, hvor det i et referat af generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening hedder: "Formanden, Kbm. P. Michaelsen, afgav Beretning om det forløbne Aar ... Formanden oplyste, at Sønderjysk Forening (senere Grænseforeningen, stiftet 1879) havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i Tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget".
Det fremgår ganske klart af dette avisreferat af Borgerforeningens generalforsamling i 1922, at Peter Michaelsen er blevet kontaktet - muligvis af den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening - og at han på Lunderskov Borgerforenings vegne har modtaget grænsestenen som en gave til foreningen, forudsat, at Borforeningen kunne stille et område til rådighed, hvilket er blevet det ret nyetablerede Lunderskov Anlæg - der kan formodes etableret inden for rammerne af Borgerforeningen som en opfyldelse af betingelsen for at modtage stenen, at der var tale om en offentlig, ikke en privat placering af stenen.
Foruden Poul Hansen, Hvidkilde, der havde været formand i Borgerforeningen før P. Michaelsen sad i Borgerforeningens bestyrelsen også Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle, som så har været villig til at stille det område, som blev til Anlægget i Lunderskov til rådighed.
Filantropi har der næppe været tale om - betingelserne for at stille området til disposition for Borgerforeningen kan sandsynligvis konstateres i arkivmaterialet fra Lunderskov Borgerforening?
Der kan næppe herske tvivl om, at Anlægget i Lunderskov er blevet etableret på foranledning af Lunderskov Borgerforening, hvor de drivende kræfter har været P. Michaelsen, muligvis P. Hansen, Hvidkilde, og under alle omstændigheder C. S. Nielsen, Drabæks Mølle.
Selvom mange af de nu nedlagte grænsesten på kaotisk vis forsvandt, så fremgår det af referatet fra Lunderskov Borgerforenings generalforsamling 1922, at den til Lunderskov tildelte grænsesten blev tilbudt efter de af Indenrigsministeriet annoncerede regler, som krævede grænsestenen anbragt i et offentligt anlæg.
Lokalarkivets oplysning, at "Michaelsen ... var formand for den lokale grænseforening" er ikke korrekt, han var formand for Lunderskov Borgerforening, der fik grænsestenen tilbudt. At den skulle være "honorar for et foredrag" forekommer misvisende i forhold til den her fremlagte, samtidige dokumentation. Der er forgæves søgt bekræftende dokumentation. Teksten er efterfølgende blevet rettet af arkivet, men bibeholdes her for sammenhængens skyld.
Indholdsmæssigt referat af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, Grænsestenen kommer til det nyetablerede Anlægget i Lunderskov:
Formanden (for Lunderskov Borgerforening) oplyste, at Sønderjysk Forening (kan have været lokalafdelingen for Lunderskov og Omegn) havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget. (Michaelsen) roste Arbmd. Knud Buhl for den Maade, hvorpaa han havde vedligeholdt Anlæget.
 
Det korte af det lange må være,
  • at anlægget forudgående muligheden for at modtage en grænsesten er blevet anlagt,
  • at (lokalafdelingen af) Sønderjyske Forening har forhørt sig om muligheden for at få en grænsesten, som har foranlediget kontakt til Lunderskov Borgerforening (v. formand P. Michaelsen),
  • som har været den private forening i Lunderskov, der har kunnet / villet påtage sig opgaven at stille et område til rådighed.
 
Grænsestenen kan således konstateres opstillet i det til formålet nyetablerede Anlæg i Lunderskov - efter de af Indenrigsministeriet stillede betingelser om et offentligt anlæg.
Det forholder sig næppe - eller kun i modificeret form - som tidligere anført af Lunderskov Lokalarkiv, at Peter Michaelsen fik grænsestenen som gave for et foredrag. Og slet ikke i den helt misvisende version, at P. Michaelsen skulle have "lånt" stenen og glemte at levere den tilbage. Denne version må bero på fri og løssluppen fantasi, der ikke burde finde anvendelse i seriøs historieformidling.
 
Grænseforeningen har kolporteret samme misvisende version, som præsenteres i kommentarerne fra Lunderskov Arkiv til grænsesten nr. 117. Grænseforeningen henviser som kilde til Slots og Kulturstyrelsen, hvor det ikke har været muligt at få bekræftet denne ubekræftede løbehistorie. Slots og Kulturstyrelsen henviser til Museum Sønderjylland, hvis ekspert på området afviser rygtet om grænsestenen som en gave til P. Michaelsen i anledning af et foredrag. 
 
Det forholder sig utvivlsomt som anført i Kolding Folkeblad 15. februar i referat af Peter Michaelsens formandsberetning til generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening.
Nemlig at den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening havde søgt om at få en af de på Indenrigsministeriets foranledning i januar 1922 ved Haderslev Amts amtmand indsamlede grænsesten ved Kongeågrænsen. Til anbringelse på det, der blev etableret som et offentligt sted i Ribe Amt, i Anlægget i Lunderskov, nyoprettet til formålet.
 
Indenrigsministeriets formulering herom var, at stenene "ikke (skulle) tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg..."
Lunderskov Borgerforening fik stenen opstillet med Peter Michaelsen som formand og utvivlsom drivende kraft i det formentlig med dette formål for øje nyanlagte Lunderskov Anlæg, som derfor iflg. kriterierne skulle være et "offentligt anlæg".
 
Det kan naturligvis ikke udelukkes, at P. Michaelsen har holdt et foredrag i en af de Sønderjyske Foreninger, eller på anden vis er blevet opmærksom på grænsestenens eksistens og for muligheden for at få den opstillet i Lunderskov - på de af Indenrigsministeriet givne betingelser. 
Men det kan helt afvises, at grænsestenen er erhvervet som gave til P. Michaelsen som privatperson.
Man kan forestille sig, at Poul Hansen, Hvidkilde, P. Michaelsen og Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle med deres position i henholdsvis Borgerforeningen og kendskab til lokalafdelingen af Sønderjysk Forening har fundet ud af at få Anlægget i Lunderskov gjort til en del af Borgerforeningens aktiver - og herved muliggjorde en opstilling af grænsestenen i et område, der ikke var privat.
Betingelserne for overdragelsen af området til Anlægget i Lunderskov må formodes at fremgå af Borgerforeningens arkivmateriale og arkivmateriale fra lokalafdelingen af Sønderjysk Forening. Det er ikke undersøgt her.

 

    
Det hedder i Silkeborg Avis 19. januar 1922 om "De gamle Grænsesten", som efter nederlaget til Prøjsen i 1864 blev opstillet ved den nye grænse ved Kongeåen:
"Efter Indenrigsministeriets Anmodning har Amtmanden over Haderslev Amt ladet samtlige Grænsesten opgrave ved den gamle Grænse fra 1864 ... og tage i Forvaring for at bevare dem fra Ødelæggelse. Der er saaledes indsamlet ca. 90 Sten (128 iflg. Grænseforeningen m.fl. oplysninger), som Ministeriet mener bør fordeles og anbringes på passende Steder i de fire sønderjydske Amter og de to tidligere danske Grænseamter, Vejle og Ribe Amter, og Ministeriet bemærker ..., at det finder det rettest, at Stenene ikke tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg, ved Forsamlingshuse og lignende Steder."
Iflg. Jyllandsposten skulle "15 sten til fordeling" i Ribe Amt.
Iflg. Aarhuus Stifts-Tidende 22. november 1922 skulle "af de gamle Grænsesten ... tilstilles Vejle Amt ... paa Skamlingsbanken, ved ... Niels Kjeldsen Monumentet ... ved Monumenter for Rytterfægtninger ..."
    
 
Fiskeeksportør Poul Hansen lod i 1913 det synlige symbol for sin erhvervsmæssige succes, Hvidkilde opføre.
Det fremgår af forskellige annonceringer i Kolding Folkeblad, at Poul Hansen som formand for Borgerforeningen i Lunderskov blev afløst af P. Michaelsen i 1922. Det fremgår yderligere af annoncering for samme forening i Kolding Folkeblad 24. marts 1924, at Poul Hansen, Hvidkilde og Peter Michaelsen i samme forening sad i bestyrelse med mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, Møller Nielsen, Drabæks Mølle. Og at den samme kreds i 1922 bekæmpede et forslag om at fratage spiritusbevillingen fra Jernbanerestaurationen i Lunderskov, Kolding Folkeblad 10. maj 1922.
      De tre i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, der 1921-22 skønsmæssigt var aktive i bestræbelsen for at få en grænsesten til Lunderskov, og som i den forbindelse har medvirket til at skabe et offentligt rum til stenen med etablering af Anlægget i Lunderskov. 
 
De her dokumenterede antagelser om grænsestenens vej til Anlægget i Lunderskov kan muligvis konkret be- eller afkræftes ved et gennemsyn af arkivmaterialet til Lunderskov Borgerforening. Lidt afhængigt af hvor velbevaret og omfattende det af sønnesønnen Johan Michaelsen indleverede materiale om Borgerforeningen er.
 
 
Placeringen af de 128 grænsesten af granit 1864 (der afløste grænsetræpælene, især i perioden 1915-1920) - 1920:
 
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup angiver at have "liste over grænsestens senere placering."
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup har 01.07-10.01 1864 Flytning af grænsesten og erstatning af træpæle med grænsesten, 1864 grænsen. Fotokopi. Samt forskellige uddrag af grænsereguleringsprotokoller.

Forsvundne, ikke bevarede 1864 grænsesten ud af 121 / 128, som afløste 128 trægrænsepæle 1864-65
Nr. 12 ? Nr. 15 Nr. 19 ? Nr. 21 Nr. 23 Nr. 26
Nr. 28 Nr. 29 Nr. 30 Nr. 33 Nr. 41 Nr. 45
Nr. 48 ? Nr. 60 Nr. 65 Nr. 73 Nr. 78 Nr. 79
Nr. 80 Nr. 81 Nr. 82 Nr. 83 Nr. 84 Nr. 87
Nr. 90 Nr. 91 nr. 92 Nr. 93 ? Nr. 94 Nr. 95
Nr. 96 Nr. 97 Nr. 100 Nr. 102 Nr. 103 Nr. 104
Nr. 105 Nr. 106 Nr. 107 Nr. 108 Nr. 110 Nr. 111
Nr. 112 Nr. 113 Nr. 115 Nr. 118 Nr. 120 Nr. 121
Nr. 123 Nr. 124        
 9 9 8 8 8 8
 
50 grænsesten ud af 128 har unddraget sig registrering. Denne undersøgelse er ganske simpel - kun Grænseforeningens og lokalarkivernes registreringer er søgt.

 

Grænsestensillustrationer
 Kort 1908 Kongeaa grænsen
En grænsesten på Koldinghus, oprindeligt placeret ved Haderslevvej, byskellet. Teksten på stenen er F.R. VI Haderslev Amt, altså taget i brug i Frederik 6.'s regeringstid, velsagtens primo 1800 tallet. Den nu helt forsvundne grænsesten nr. 96 har åbenbart stået i Bastrup, og er blevet bragt til Koldinghus? 
 
 

De 128 grænsepæle, der blev opsat ved Kongeåen 1864-65, eksisterer naturligvis ikke mere, blev alle erstattet af grænsesten af granit, hovedsageligt i perioden 1895 - 1915. Meddelelsen i Hejmdal kunne antyde den officielle start på udskiftningen af grænsepælene.

          
Kongestenen Koldingvej har en række grænsesten, af Christiansfeld Arkiv angivet som nr. 88, 99 (nr. 99 er del af bænk, er åbenbart forkert overmalet), 116, 122, 128. Da der er tale om bænke med to sten til hver bænk, skal man enten se on location eller gætte sig frem. Sten nr. 88 er fritstående.
Grænsesten nr. 99, 116, 122, 128 kunne være sidesten til to bænke.
Hestestenen Frederikshøj har 1864 grænsestenene nr. 16 og 18 som indgangsparti.
Det fremgår af de to fotografiske illustrationer af grænsesten 101 og 117, at der i eftertiden er tilføjet en beskrivelse af det historiske monument nr. 101 - nemlig, at det har fungeret som grænsesten i tiden 1864-1920. Hvilket dog kun er en variant af sandheden, da grænsesten først erstattede de rådnende grænsepæle af træ i perioden 1891-1915.
Grænsesten efter 1920. 
Grænsesten nr. 1 står ved Skomagerhus, hvor Kruså’en løber ud i Flensborg Fjord, og grænsesten nr. 280 er placeret yderst ude mod Vadehavet oppe på diget. Kun disse to, yderste grænsesten har påført dato for grænsedragningens begyndelse samt pyramidial top. Alle de øvrige grænsesten har ikke denne datering, og de har i toppen, i midten en lille fordybning, som er de såkaldte sigtelinjer ud til siderne.
Mod nord er der indhugget et rødt D for Danmark og mod syd et sort DRP for Deutsches Reich Preussen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Sogneforstanderskaber, sogneråd og sognerådsmøder i Skanderup Sogn

1841-68.
Det ses af Sogneforstanderprotokol 1841-68, første møde 21. jan. 1842, at det første sogneforstanderskab i Skanderup Sogn bestod af 7 medlemmer: 1) de fødte medlemmer, som var formanden Christen Hansen Juhl , Nagbølgaard, pastor Ulrik K. Schmidth, Nagbøl (underskriver sig konsekvent kun Schmidth) og herredsfogeden med stemmeret, når han deltog, 2) de valgte medlemmer, som var gårdejer Hans Buch, Skanderup Nørgaard, gårdejer Anders S. Fløjstrup, Enghavegaard, Gjelballe, gårdejer Jeppe Iversen Buch, Harbogaarden, Skanderup, gårdejer Rasmus Højrup, Dollerup og møller Poul Knudsen, Drabæks Mølle, Lunderskov. Ulrik K. Schmidth var sognepræst i Skanderup 1834-70.
Som det i 1841 anordningen kræves, er der i sogneforstanderskabet som fødte medlemmer en sognepræst, pastor SchmidthSchmidth, og formanden må være repræsentanten for det store hartkorn, dvs. 32 tdr., også født medlem. Det er 1842-1855 C. H. Juhl, Nagbølgaard. Herefter indtil 1862 Carl A valgret. von Bülow, også Nagbølgaard. Bülow dog efter 1855-ordningen og derfor ikke født medlem.
I anordningen fra 1841 hedder det om hartkornskravet, at " ...den eller de lodsejere, der af sognedistriktets hartkorn ejer i det mindste 32 tønder, hvorved dog skov- og mølleskyld kun beregnes med det halve, samt bo i sognedistriktet, eller, hvis dette ikke er tilfældet, dog er villige til at indtræde i forstanderskabet."
Da SkanderupSkanderup Sogn ikke har haft lodsejere, der levede op til kravet om 32 tdr. h., har man så iflg. anordningen kunnet vælge blandt de mulige, dvs. de "villige", som så nok er blevet adspurgt blandt de største af sognets lodsejere, hvortil ejeren af Nagbølgaard hørte.
Iflg. Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave, 5. bind, 1898-1906 var der flg. større gårde i sognet[1]:
”Gaarden Wissingsminde har 16½ Td. H … Dollerupgaard har 18 Td. H … Nagbølgaard har 141/4 Td. H … 4 Huse og en Smedje … Rolles Mølle, Gd. m. Vandmølle, har 13½ Td. H …”
Af andre gårde nævnes i Trap: Skanderupgaard; Mariegaard. Nørgaard. Nørgaardslund; Rosenlund; Nygaard; Frederiksminde; Dolleruplund; Gjelballegaard; Elisabethslyst; Dorotheasminde; Grønvanggaard.
I mangel af det helt store hartkorn har man således som født medlemskab ladet sig nøje med ejeren af Nagbølgaard sammen med den lokale sognepræst. Og en herredsfoged skulle der være. Han har ikke nødvendigvis følt sig kaldet til at deltage i alle møder.
 
1855 reformen af sogneforstanderskaberne
Den mindre halvdel valgtes af samtlige, som også var valgbare til Folketinget, dvs. ingen fra de 7F’er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere).
Den større halvdel valgtes af de højeste kommunale skatteydere over det foregående år.
Præster og det store hartkorn mister det fødte medlemskab. Præsterne beholder dog beføjelser i fattig- og skolevæsen med stemmeret i disse sager.
Herredsfogeden kunne deltage i forhandlingerne uden stemmeret. Der skulle være et ulige antal medlemmer. Amtsrådet, 7-11 medlemmer ulige antal: Mindre ½ valgtes her af de største skatteydere. Større ½ valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne.
 
Som det fremgår oven for blev valgreglerne i 1855 ændret, og præster mistede sammen med det store hartkorn det fødte medlemskab - pastor Schmidth forsvinder fra sogneforstanderskabet fra 1855. Og det blev nu lovfæstet, at der skulle være et ulige antal medlemmer.
Man kan af forhandlingsprotokollen se, at møderne 1842-68 som regel foregik i NagbølNagbøl, hvor jo både sognepræsten og formanden havde til huse indtil 1862. Efter 1875 (her kun konstaterbart fra 1903) var mødestedet som regel Fattiggaarden over for SkanderupSkanderup Kirke.
Nagbølgaard havde ejeren Chr. H. Juhl som født repræsentant (det store hartkorn, som i dette tilfælde dog var i reduceret størrelse) og formand, herefter Carl A valgret. von BülowBülow, formand indtil 1862 (hvor han flyttede fra egnen). Bülow var repræsentant efter 1855-ordningen uden fødte medlemmer, men hvor den største halvdel (4) skulle vælges blandt de højeste kommunale skatteydere. 
 
Sammenligning af sogneforstanderskaberne 1841-55 og 1855-68, oversigt over mødeindhold.
Der er ingen iagttagelige forskelle i sagsbehandlingen.
De fødte medlemmer, præsten og herredsfogeden forsvandt med 1855-ordningen. I Præstø og Randers reduceredes i samme tidsperiode præsternes andel af formandskabet med 30-40 %.

I Skanderup forsvandt præsten helt. Men det var jo også i den før-indremissionske periode.

Derimod skete der ikke iagttagelige ændringer i formandskabet i øvrigt, der stadig blev varetaget af de største bønder, om ikke det indtil 1855 krævede 32 td. hartkorn, som jo ikke fandtes i denne størrelse i sognet.
Man kunne måske have forventet, at jernbanens komme ville have afspejlet sig i sogneforstanderskabets forhandlinger, men som et statsligt foretagende behøvede jernbanenjernbanen jo ikke behandling her, og jernbanen afspejles sig så heller ikke i sognerådsreferaterne. 
Sogneforstanderskabets ny tildelte opgaver omfattede hovedsagelig tilsyn med og vedligehold af kommunens biveje og fordeling af sognekørsel (§ 17), meddelelse af bevillinger til krohold, håndværk, mølledrift, brændevinsbrænding, udtaleret i sundhedssager, herunder læge- og jordemodervæsen m.v. (§ 18), tilsyn med brandassurancevæsen (§ 19) samt i øvrigt med de til rådighed stående midler at søge at hindre betleri og løsgængeri og derved støtte sognefogederne i varetagelsen af disses pligter desangående, herunder bidrage til at fremme og opretholde god politiorden (§ 20).
Sogneforstanderskabets sagsbehandlinger er refereret godt og pålideligt af TC, s. 214-227. Herfra en bearbejdet oversigt, som er nøje kontrolleret i protokollen.
 

[1] Se afsnit om sognets hartkorn.

Fra Karl Møllers Maskinfabrik Nagbøl til GKN Wheels

Det hele startede i Nagbøl med Karl Møllers far, smeden Erik Møller. Iflg. Karl Møllers søn, Jørn Møller fødtes Karl Møller ind i familien som smed i 6. generation.

Karl Møllers Maskinfabrik producerede fra 1941 til midten af 1960’erne ca. 600 tipvognsmotorlokomotiver, især til eksport. Sammen med Pedershåb Maskinfabrik, Brønderslev, Danmark var Karl Møllers Maskinfabrik den tids to største.[1]

Karl Møllers Maskinfabrik startede i Nagbøl i 1904, hvor faderen, Erik Møller købte jord til sit smedeværksted på Nagbølvej. Da der i forvejen var en smed i Nagbøl kaldte Erik Møller sit sted for et maskinværksted.[2] I Erik Møllers hus er nu indrettet et museum for den tidligere maskinfabrik.

Indtil 1943 blev fabrikken drevet af Erik Møller sammen med de to sønner, Karl og Johannes Møller iflg. Karl Møllers søn, Jørn Møller. De fremstillede maskiner til tørveindustrien, som den gang var udbredt i moserne rundt om i Nagbøl. Meget af materialerne til fremstilling var gamle biler som blev bygget om til skinnelokomotiver til at trække tipvogne som man havde i moserne. Mange af maskinerne, som de producerede i 30erne var opfundet af faderen Erik under første verdenskrig. Resterne af bilerne i øvrigt blev lavet om til landbrugsvogne som de lokale bønder købte.

Man kan i samtidige aviser se Erik Møller annoncere med sine til tørvefremstilling beregnede produkter: ” Tørveværk til salg. Et brugt tørveværk med forme, tipvogne, spor og en vandsnegl står til salg ved henvendelse til Erik Møller”, ” Et transportabelt tørveværk med spor, tipvogne og forme, til en daglig produktion af ca. 70.000 tørv, står til salg straks hos Erik Møller”, ” Maskiner til salg. .... 1 stk. ny tørvemaskine med elevator og dyndbeholder. Produktion ca. 80,000 daglig, transportabel. 2 à 300 meter spor samt nogle tipvogne, 500 mm sporvidde. ,,,, Erik Møller pr. Nagbøl”, ” Et nyt tørveværk med et godt, brugt lokomobil til en daglig produktion af 50,000 tørv står til salg hos Erik Møller”, ” For tørvefabrikanter. Et transportabelt tørveværk med pumper, elevatorer og dyndbeholder til en produktion af 60,000 tørv om dagen, elevatorkæder, vogne til udkørsel af tørvemassen samt en presser med elevator sælges af Erik Møller, Nagbøl pr. Lunderskov.[1]

Efter Karl Møllers overtagelse af fabrikken i 1943 indledte han fremstillingen af de i indledningen nævnte skinnelokomotiver samt landbrugsvogne. Det kunne i det samtidige avismateriale se ud til, at ikke var egenproduktion af lokomotiver før fra slutningen af 1944: ”1 stk. 700 m/m motorlokomotiv lejes omg. eller 1 stk. 600 m/m motorlokomotiv, der kan omforandres til 700 m/m sporvidde. Carl Møller, Nagbøl”.[2] Allerede i okt. - dec. 1944 hed det i Jyllandsposten: ” Motorlokomotiver, 2½ til 4½ tons, med eller uden generator, leveres fra lager. Priser fra 8200 kr. med generator. Karl Møller, Maskinfabrik, Nagbøl pr. Lunderskov.[3] 

Lige efter krigen var det svært at skaffe materialer, hvorfor Karl Møller besluttede selv at fremstille nav og fælge til produktionen. Da der var problemer med at få fælgene presset runde, konstruerede Karl Møller sine egne valsere, som iflg. Jørn Møller stadig findes på fabrikken den dag i dag. Råmaterialerne kom på den tid fra Uldall`s Jernstøberi i Vejen.[4] I samarbejde med dette firma blev der købt metal og andet godt fra tyskernes bunkere på vestkysten. Med dette stål kunne man fremstille diverse værktøjer til presserne, idet stålet kunne hærdes. Yderlige købtes reserve hydraulik pumperne fra Tirpitz[5] kanonerne. Der blev konstrueret en hydraulik presse med modhold, og efter mange forsøg lykkedes det at presse en trillebør kasse af et stykke.[6] Denne presse kunne trykke med 1000 tons. I denne periode blev der virkelig produceret mange trillebøre, man havde et slogan: Er manden træt og ganske mør, det hjælper med en Nagbøl bør.

Med erfaringerne begyndte man at producere reservedunke til brændstof. Med samme erfaringer startedes en produktion af helpressede radiatorer. Side løbende med ovenstående blev der fremstillet skinnelokomotiver, også til eksport. I et samarbejde med broderen Johannes Møller begyndte eventyret med motor vejtromler. I Nagbøl tilvirkedes valserne, vendegearene og forgaflen, som så blev kørt til Arnitlund for der at blive samlet. Jørn Møller mindes, at de to fik en ordre på mange tromler til Indonesien, som han giver kommentaren ”godt gået af sådanne smede knægte”.

I 1973 solgte Karl Møller fabrikken til GKN Wheels. fra 1973 og frem til 1979 var svigersønnen K.E. Lausen administrerende direktør i det nye firma. Johan Aarøe Møller var her ansat som teknisk direktør. I 1979 forlod K.E. Lausen GKN-wheels og Johan Møller blev administrerende direktør frem til ca. 1990 hvor han blev teknisk direktør, og samtidig direktør for GKN-wheels forsknings- og udviklingsafdeling i England. I 1992 gik Johan Møller på pension.[1] 

GKN Wheels farbikken i dag

[1] Det fremgår af tilgængelige oplysninger i øvrigt, at Johan Møller blev ansat hos Karl Møller 1966-10-07,

forlod GKN Wheels Nagbøl A/S 1992-10-28 for at gå på pension. http://bizsurf.dk/personer/johan-aaroe-moller#


[1] Jyllandsposten 24.-26.03,1916, 04.-06.07.1916, 04.08.1917, 11. 13. 15.06.1918, Politiken 06.-08.05.1917

[2] Jyllandsposten 22.06.1944- 23.06.1944- 24.06.1944

[3] Jyllandsposten 15.10.1944, 29.10.1944, 12.11.1944, 03.121944, 10.12.1944, 17.121944, 31.12.1944

[4] Alt iflg. Jørn Møller. Uldalls Jernstøberi A/S blev grundlagt i 1944, http://www.birn.com/uldalls-jernstoeberi-a/s.html. Senere overtaget af Holstebro firmaet Vald. Birn. 

[5] Tirpitz-stillingen bestod af to bunkere, som var en del af Atlantvolden, som den tyske besættelsesmagt opførte langs Nordsøens kyster. De ligger på Tane Hedevej i Blåvand, og det sydlige er nu oprettet som museum. Bunkerne blev planlagt i 1943-44, men var endnu ikke opført ved befrielsen i 1945. Batteriet blev således aldrig bygget færdig. Kanonerne og andre dele til batteriet var placeret på Guldager station nord for Esbjerg, broerne over Varde å var for svage til at bære vægten. Derfor kom de aldrig videre. I årene 1951-52 blev de skåret op i Guldager og solgt som skrot.

[6] Iflg. Jørn Møller: ” jeg tror "gal Thorsen" lurede ham kunsten efter med den første helpressede stålvask”. Dette kan dog ikke bekræftes af en diskussion i Ingeniøren af den hertil knyttede produktionsproces. Iflg. denne skulle ideen være kommet fra GAL Thorsens værktøjsmagere, brødrene Harald og Svend Wermouth Jensen. http://ingeniordebat.dk/index.php?topic=1575.0

[2] http://historiskatlas.dk/PrintGeo.aspx?GeoID=7469

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  1. Skatter og afgifter til stat og kirke i Danmark
  2. Hartkornsopgørelser 1688 og 1844
  3. Det lokale landsbyfællesskab, trevangsbruget
  4. Landsbyvedtægter
   
© Skanderup Sogns historie