 |
 |
Der er i Skanderup ingen bonde eller præst, som har efterladt sig skrifter, som kunne gøre det muligt for os at følge livet i dagligdagens mangfoldighed, før vi kommer op i nyere tid. Det havde også været dejligt med en eller flere bevarede landsbyvedtægter, selv om udsagnsevnen i den slags kilder nok må karakteriseres som noget begrænset. Dels kan der være forskel på regler og praksis, dels kan der lokalt være skævet til andre lokaliteters regler, som man kan ane ud fra de her præsenterede eksempler på landsbyvedtægter.
Hvis man ikke skal gå til arkiverne, især Landsarkivet i Viborg, og her foretage et allerede foretaget rekonstruktionsarbejde, så er der i 1938 udkommet Danske Vider og Vedtægter i 5 bind v. Poul Bjerge, T. J. Søegaard og August F. Schmidt.[1]
Resultatet af brugen af dette værk er dog ganske nedslående. Der er ingen vider for nogen dele af Skanderup Sogn. Heller ikke for lokaliteter inden for Anst Herred. Fra tiden under Koldinghus Amt, dvs. 1662-1783 er der vider fra Børkop i Holmans Herred 1723, Skærup samme herred 1756, Eltang Brusk Herred 1667 og Almind samme herred 1709. Der er noget - men ret pauvert - fra Ribe Amt: kun vider og vedtægter fra Ribe, Varde, Henne i Vester Horne Herred og Sønderhoe Fanø, Skads Herred.
Det vil være meningsløst at bruge dette materiale til andet end en generel karakteristik af indholdet af landsbyvedtægter og vider. Det må formodes, at generelt har landsbyvedtægterne for landsbyerne i Skanderup Sogn nok haft et nogenlunde tilsvarende indhold som de geografisk nærtliggende landsbyer, som her skal refereres.
Viderne fra Kolding Amt, Holmans og Brusk Herreder er divergerende i indhold, men kan refereres for indhold mht. hovedtræk.
Børkop i Holmans Herred fra 1723, refereret fra retssag, nedfældet i Koldinghus birketingbog for den 15. januar 1737, har 15 paragraffer, der omhandler
- indhegning med grøft og gærde af egen grund og ager,
- ved aktiviteter skal der tages hensyn til ikke at skade ”anden mands sæd”,
- forskellige regler om ikke uden tilladelse at inddrage fælles jord til dyrkning eller kvæghold,
- respekt for andres gærder,
- der er mødepligt til grandestævner (fællesmøder),
- der skal udvises respekt for flertalsafgørelser,
- videfogedens påbud skal følges, og han må ikke udsættes for skældsord o.l.
- Ved dødsfald er der regler for ligfølge og fortæring af øl, brændevin m.v.,
- der gives bøder for ukvemsord, banden o.l. ad grande- eller videfogeden[2], når han udpanter for brud på vedtægterne.
- Alt i Børkop med nøje angivelse af bødetakster til kongen og til landsbyen.
Skærup i Holmans herred fra 1756. Vedtægterne er ufuldstændige, i 20 paragraffer, hvor de første 8 mangler.
- Der er regler for anbringelse af kreaturer efter høst på en kornvang,
- regler for antallet af kreaturer på fællesarealer, hvor gårdene skal medregne tilhørende husmands- og boelssteder,
- husmænd skal betale ekstra per høved til lodsejerne, da det er dem, der har udgifter til markgærderne.
- For at forebygge ”svig ved græsningen” skal alle fællesgræssende høveder, heste, svin m.v. brændemærkes, brændejernenes gåen på skift er anført nøje med navns nævnelse, husmænd får brændt via lodsejer,
- og der skal være nøje kontrol med, om der kommer fremmede kreaturer på græsning. Det anføres nøje, hvilke dyr med anført alder, hvilket antal, der må være på angivne ottinger, der er opmålt ved sidste landmåling.
Også her angives nøje bødetakster, øjensynligt kun til landsbyen. Det bemærkelsesværdige her er takster og begrundelser for husmænd og bol.[3]
Eltang, Brusk Herred, domsafgørelse o. vedtægter fra 1667 og Almind, samme herred 1709, videbrev for Kolding Hospitals bønder i 29 paragraffer.
Sagen fra Eltang er efter Brask Herreds tingbog for den 27. juli 1667. Her refereres i retssagen ”videbref, som grander och nabuor i Eltang hafver giort år 1648 den 28. mai”. Det er kun de 2 indledende paragraffer i den her så ældst kendte vide. Den omhandler
- en art social udligning, de velhavende skal give til de mindre velhavende.
- Og - lidt bemærkelsesværdigt - at en lodsejer kan blive pålagt at give ½ tønde øl, såfremt hans hustru ikke deltager i mødet.[4]
Almind Herreds videbrev i 29 paragraffer
- er først og fremmest bemærkelsesværdigt ved de også her nøje specificerede bødetakster,
- og at de stort set konsekvent skal gives med halvdelen til landsbyen og halvdelen til ”de fattige”.
- Paragrafferne omhandler indhegning, nøje regulering af dyreholdets græsning,
- ingen færdsel på tilpløjede og -såede agre,
- alle skal deltage i den fælles høstning,
- regulering for at holde hest, som ” … kand springe vore hopper…”,
- små kræ (gæs, svin m.v.) skal vogtes, så de ikke gør skade.
- Der er flere paragraffer, der i detaljer beskriver skader og bøder i forbindelse med dyrehold,
- hvis karle eller sønner gør skade på andre lodsejeres jord, er det husbonden, der er ansvarlig og betaler bøder,
- forbud mod at fremmede graver tørv eller slår lyng på fælleden,
- ingen må slå græs på fælleden,
- regler for, at man skal hjælpe grandfogeden med at inddrive bøder, der må ikke bruges ukvemsord over for denne,
- man skal lukke gærder mv. efter sig.
- Alle regler skal meddeles til alle af grandefogeden.
- Det bestemmes endelig i § 27, at ” Alle de bøder, som efter dette videbref kand forefalde, måe ingenlunde bruges til drik og fylderier, men skal, når de fattiges først er frataget, anvendes til byens nytte eller og uddeles til enhver lodseiere efter hans gårds hartkorn.”
I vedtægterne for Sønderhoe er det lidt andre men også her helt dagligdags og meget praktiske ting, der sættes regler op for i 19 paragraffer. De første tre omhandler,
- hvorledes og hvornår man høster tang,
- en om fælles fragt,
- en om kørsel med vogne,
- en om færdsel på dyrkede marker, der medfører skader på afgrøderne,
- en om vedligeholdelse af alfarveje,
- en om tyring af kreaturer, så de ikke gør skade på de fælles marker m.v.
- Alt med nøje opregning af bødetakster for begåede forseelser eller svigt i forhold til de fælles pligter.
Alt viser selvfølgelig noget om dagen og vejen i tiden. Men altså desværre er der intet helt lokalt fra Skanderup Sogn.
Der kan derfor kun siges noget helt generelt ud fra de tilgængelige vider og vedtægter fra Koldinghus og Ribe Amt. Man kan måske antage, at det geografisk nærtliggende Skanderup Sogn har haft ca. tilsvarende regler for dagliglivet i 16-1700-tallets landsbyer.
Det ligger under alle omstændigheder fast, at den enevældige administration fra 1660 fortsat overlod ganske meget selvstyre til landsbyerne, hvor de fleste gårde, hoveparten fæstere, nogle ganske få selvejere, befandt sig. Uden for fællesskabet var der også nogle ganske få enkeltgårde - som med landboreformerne blev den helt dominerende driftsform, også for gårdene, placeret i de gamle landsbyers dyrkningsfællesskab. Der var ingen lovgivning om dette lokale fællesskab. I Danske Lov fra 1683[5] forudsattes landsbyvedtægternes eksistens, men der blev ikke i loven givet regler for fællesskabet.
Sammenfattende kan man vel sige, at det landsbyfællesskab, som med landboreformerne afløstes af en meget mere individualiseret bondestand, havde en lang række regler, som vel afspejler de problemer, der var forbundet med fællesskabet.
Landsbyfællesskabets regler, sammenfatning
I det daglige arbejde med jord og husdyrhold skulle der således tages hensyn til fællesskabets regler, både mht. dyrehold og markdrift. Den fælles arbejdsproces i dyrkningen af jorden krævede ligelig deltagelse, fordeling af de fælles goder / fælles arealer skulle sikres mod misbrug, der skulle udvises hensyn i arbejdsprocessen, respekt for arbejdet med dyrkningen af jorden, så man ikke ødelagde andres arbejde med at så og pløje. Desuden også regler for dyreholdets udsætning på de dyrkede vange eller fællesarealer. Der har her formentlig været tale om gardering mod misbrug og sikring af, at gødningen fra kreaturholdet indgik i det kredsløb, som den til kreaturerne benyttede vang også skulle have gavn af.
Man kan måske udlæse, at sognets forskellige landsbyer også havde regler mod andre landsbybeboeres misbrug af de sikkert noget lukkede landsbyfællesskaber. Man kan meget vel forestille sig, at landsbyfællesskabet i Skanderup med de fleste gårde og således også de største fællesarealer, har haft regler, der skulle forhindre misbrug fra de omkringliggende, mindre landsbyfællesskaber.
Man kan måske også udlæse, at dødsfald var en af lejlighederne til lidt fest og indtagelse af øl og brændevin, som der så også blev givet regler for m.h.p. at undgå potentielle misbrugere.
Om der også i Skanderup har været regler for, at gårdejernes ægtefæller, kvinderne skulle deltage i grandestævner, får stå hen som et åbent spørgsmål.
Landsbyfællesskabet i Skanderup har ind i 1600-tallet været ledsaget af en adelig sædegård, Skanderupgaard, indtil en gang før 1660, hvor det af Nygårds Sedler fremgår, at Skanderupgaard er en bondegård under Koldinghus Len, ejet af Mogens Krag til Kaas.[6] I 1600-tallet må Skanderupgaard derfor anses for også efter sædegårdstiden at have været ejet en del af tiden af en adelig og derfor næppe en del af det landsbyfællesskab, som har været underlagt vider og vedtægter i stil med de her refererede.
Der var i Skanderup desuden 3 selvejergårde, Mariegaard, Helenesminde og den gård, som senere blev til Wissingsminde. Hvordan landsbyfællesskabet har forholdt sig til disse selvejerbønder, har vi ingen efterretninger om. Men det fremgår tydeligt af de tilgængelige kilder, at regimentskriveren på Koldinghus (og hermed kongen, statsmagten) har haft et noget anstrengt forhold til selvejerbønder i almindelighed. Og at han så rigeligt sørgede for at disse bønder blev beskattet særskilt hårdt.[7]
[1] Ja, det er højskolelæreren med de usædvanligt mange skriftlige udgivelser af varierende kvalitet, herunder også Skanderup Sogns Historie. Danske Vider og Vedtægter er kritiseret for sjuske-, herunder også ganske alvorlige fejl, dvs. sproglige misforståelser og fejl, der må karakteriseres som faglig inkompetence. Værket er alligevel nøje gennemgået - og brugt med forsigtighed - i håbet om at kunne finde vider eller landsbyvedtægter fra Skanderup.
[2] Landsbyers sognefogeder dengang. Men vide-, grandefogeder og oldermænd var en funktion af landsbyernes selvstyre, sognefogederne derimod repræsentanter for centralmagten, se afsnit om sognefogeder, evt. også eks. her.
[3] Bol er siden vikingetiden en betegnelse for bondegårde, som så senere har været lige store i modsætning til gårde i almindelighed. Bol kan også betegne mindre gårde, en mellemting mellem husmænd og bøndergårde. Endelig kan bol være et mål for flere gårde. I de her refererede vedtægter må det antages, at bol har haft betydningen mindre gård.
[4] ”… hver mand skal tage sin høstrue med sig, uden hun hafver louglig forfald. Hver det icke giør, bøde en half tønde øl i lauget.”
[6] Nygårds Sedler. At den til bondegård degraderede, tidligere sædegård, nu ejes af den adelige Mogens Krag til Kaas betyder selvfølgelig ikke, at Krag boede på gården, hvilket må anses for ikke bare overordentligt, men helt usandsynligt. Han levede 1625-1676, boede og døde på Kaas ved Skive. Det nuværende Kaas blev opført i 1635 af faderen Niels Krag. Om Skanderupgaard som sædegård indtil starten af 1600-tallet, se her.