Peter Michaelsen er født 1. juli 1884 i Gesten. Døde 25. februar 1953 på Kolding sygehus, begravet på Gesten Kirkegård 2. marts 1953.
Hans ostegrossererforretning ligger (lå) Jernbanegade 2 og 4, Lunderskov.
Hans far var dyrlæge (også tituleret kredsdyrlæge, en helt ubestemmelig titel) A. Michaelsen, Gesten. Faderen ser ud til at have været aktiv dyrlæge og landmand indtil 1914, hvor han byggede aftægtsbolig i Øster Gesten.
 
I nogle måneder i 1916 annoncerede Peter Michaelsen om salg af klaverer og flygler, som kunne se ud til at være indkøbt i et antal af 30 + 6 flygler i Tyskland. Her angives bolig at være ”Flensburg”, men med midlertidig adresse og tlf. nr. i Lunderskov. [1]


[1] Om det er tilfældigt, at Peter Michaelsen ikke blev grosserer i klaverer og flygler er det ikke muligt at sige noget om. Dog er der lokale erindringer fra hjemmet i Vestergade 9, hvor der var et flygel (som ikke kunne sælges i 1916?). Det musikalske element i familien er dog kommet til udtryk gennem barnebarnet Johan Michaelsen, der er organist i Grøndalskirken.
 
Jyllandsposten 15. maj 1916. Annonceteksten angiver bopæl i Flensburg, men med adresse og telefon i Lunderskov også. Klaverer tilbydes til 610-798 kr. Flygler tilbydes til 876-1220 kr. Der annonceres i forskellige landsdækkende dagblade indtil august 1916.  
 
 

Med afslutningen af 1. verdenskrig blev Peter Michaelsen aktiv i FLENSBORGBEVÆGELSEN, som ønskede Flensborg og Mellemslesvig tilbage til Danmark. Den tabte krig i 1864 havde trukket grænsen mellem Tyskland og Danmark ved Kongeåen. Danmark tabte her hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Danmark blev som resultat heraf en homogen, dansktalende småstat. Men der var dansktalende syd for grænsen.

Efter Tysklands nederlag i 1. v. krig skulle grænserne justeres, efter nationalitetsprincippet. Dette blev indarbejdet i Versailles-fredens principper og krævedes først og fremmest af USA’s præsident W. Wilson i form af princippet om ”den nationale selvbestemmelsesret”.

Der blev fremsat rabiate og nationalistiske (historisk begrundede) krav om Danmark til Ejderen, repræsenteret ved DANNEVIRKEBEVÆGELSEN, d.v.s. alle 3 zoner til Danmark uanset  afstemningsresultat. GRÆNSEFORENINGEN stiftedes i 1920 efter folkeafstemningen om den dansk-tyske grænse, som kun gav dansk flertal i zone 1, d.v.s. etablering af den nuværende grænse.

 
Fra 1920 var P. Michaelsen aktiv i Grænseforeningen, hvor der i bestyrelsen og blandt medlemmer var aktive fortalere for Danmark til Ejderen og Dannevirke. Peter Michaelsen blev hurtigt et markant medlem af bestyrelsen. I starten, indtil den nazistiske magtovertagelse i Tyskland, var han skeptisk i forhold til den rabiate Ejder-linje i Grænseforeningen, men herefter blev han, stærkest markeret i nogle skolesager i grænseområdet, overbevist tilhænger af Ejder-linjen.
Engagementet i den danske grænseproblematik forstås måske bedst ved at se på kortet over afstemningszoner efter 1. verdenskrig i det gamle danske område Slesvig og syd herfor Hosten og Lauenborg. Da afstemningsresultatet i 1920 ”kun” gav zone 1 til Danmark, zone 2 med Flensborg var og forblev tysk, blev det en strategi, også for tidligere mere moderate tilhængere af FLENSBORGBEVÆGELSEN, at arbejde for en international (ikke-tysk) kontrol af området.
 
Danmarks statsminister 1945-47, venstremanden Knud Kristensen faldt for et radikalt mistillidsvotum i 1947, fordi han i modsætning til Danmarks officielle politik udtrykte ”privat sympati” for denne tanke. Peter Michaelsen tilhørte mere eller mindre udtalt den ”Dannevirke-kritiske” del af Grænseforeningen. I øvrigt sammen med den markante historiker Vilhelm la Cour. Men også sammen med denne foretog han en diametral vending i forhold til Ejder politikken fra 1933 ved nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Vilhelm la Cour kom her endelig ind i Grænseforeningens hovedbestyrelse, Michaelsen blev næstformand. For Peter Michaelsen var forløbet formentlig, at da Grænseforeningen i 1930 og 1934 skulle tage stilling til skolespørgsmålene i henholdsvis Slesvig by og Tønning, var han mest stemt for en blød start i lejede lokaler i stedet for at bygge nyt. I Dannevirkemændenes øjne var en sådan vaklende indstilling kættersk. Men med Hitlers magtovertagelse og fra 1934 var Michaelsen klart Ejdermand, hvilket formentlig gjorde ham til næstformand i hovedbestyrelsen.
Det kan således ikke udelukkes, at Peter Michaelsen, ostegrosserer i Lunderskov har været medvirkende til at få Danmarks daværende statsminister, Knud Kristensen til at fastholde det politisk sprængfarlige standpunkt ”privat” at sympatisere med tanken om en særlig status til Flensborg og Mellemslesvig, som Knud Kristensen allerede fra en grundlovstale i 1946 havde givet udtryk for. Iflg. sønnen, Peter Meyer Michaelsen var Knud Kristensen juli 1947 under en tale på Skamlingsbanken på besøg hos Peter Michaelsen, der var ”med i Skamlingsbankeselskabet”. Under alle omstændigheder blev Knud Kristensen fældet af et mistillidsvotum 4. okt. 1947, som banede vej for en socialdemokratisk Hedtoft regering, hvor Knud Kristensens meget ”Flensborg-kritiske” udenrigsminister, Gustav Rasmussen fortsatte som udenrigsminister. Hvortil Knud Kristensens bramfri, vestjyske kommentar skulle have været: "a sæjer walbekom".
 
Ud over politisk indflydelse på landspolitisk niveau i grænsespørgsmålet var Peter Michaelsen også i to omgange medlem af sognerådet i Skanderup Sogn. Herfra kan refereres fra det af sønnen, Peter M. Michaelsen anførte i hans kortfattede beretning til Lunderskov og Omegns Lokalarkiv om faderen[1]:
”I må hellere få beretningen om min Fars indtræden i Sognerådet, som han var medlem af i 2 perioder. Da han første gang blev valgt og var til det konstituerende møde, der som de andre møder afholdtes på ”Fattiggården” i Skanderup, indledte sognerådsformanden, Johan Nielsen, Indremissionsk. ”Jeg vil gerne byde velkommen til de nye medlemmer, undtagen Michaelsen” (han var valgmenighedsmand). - Nå, det overlevede han, og jeg forstod, at der udviklede sig et godt og venskabeligt samarbejde, idet missionen fandt ud af, at Far – udover at have mange kontakter – kunne bidrage til at løse mange af sognets problemer.
Der er en historie om, at Far ved et sognerådsmøde fortalte, at han den foregående nat i en drøm havde drømt, at Johan Nielsen var død og var på vej op i himlen ad en lang stige. På stigen skulle han sætte kryds for hver synd, han havde begået. Pludselig blev der tumult, idet sognerådsformanden var på vej nedad igen, fordi han skulle bruge mere kridt.”
Den her omtalte sognerådsformand var ejeren af Grønvanggaard i Skanderup. Han var sognerådsformand 1919-23, som så må have været Michaelsens første periode i sognerådet. Historien illustrerer et sogneråd, hvor der var et enkelt medlems flertal for Indre Mission. Og desuden en situation, der formentlig hyppigt har udspillet sig i det indremissionsk dominerede sogneråd. Konflikternes rod var først og fremmest af religiøs og kulturel art.
Den indremissionske sognerådsformand Johan Nielsen og hans efterfølger, den ligeledes indremissionske Knud Knudsen fra Gelballe, kunne være uenig om mindre betydningsfulde spørgsmål som økonomi og strukturelle ting som f. eks. vejføring.
Men i religiøse og skolepolitiske spørgsmål (ansættelse af indremissionske lærere) var de helt enige.
 
Ud fra det noget spinkle materiale kan det med rimelig sikkerhed konkluderes, at ostegrosserer Peter Michaelsen har været privat bosiddende i Flensborg fra 1910, hvor han giftede sig med Margrethe Meyer. Velsagtens bosiddende i Lunderskov, Vestergade 9, Duborg siden 1920, muligvis allerede forretningsmæssigt beskæftiget i Lunderskov fra 1916, Peter Michaelsen optræder i Skanderup Sogns folketællingsmateriale fra 1921.
Han kommer fra egnen, idet faderen, A. Michaelsen var dyrlæge i Gesten.
Ved 1921 folketællingen tituleredes han købmand, fra 1925 grosserer. Peter Michaelsens osteforretning må således formodes at være startet mellem 1921 og 1925.
Jernbanegade 2, Peter Michaelsens ostelager. Foto fra 1989 iflg. lokalarkivet. 
Det har ikke været muligt at finde materiale om grossistvirksomheden produktionsmæssige side. På et foto, som lokalarkivet daterer til 1920, er det 3 personer excl. Michaelsen beskæftiget i et ostelager, som må formodes at være Jernbanegade 2, som også er den adresse lokalarkivet angiver.
 
Forretningen har været omfattende nok til at sønnen Johan Michaelsen ved faderens død i 1953 har videreført forretningen. Den har jo under alle omstændigheder været fint beliggende mellem de to mejerier, Skanderup og Lunderskov, og lige op ad jernbanestationen i Lunderskov. Også selv om der var tale om et søndagshvilende og et mejeri, der arbejdede alle ugens 7 dage.
  P. Michaelsens ostelager, Jernbanegade 2. Iflg. lokalarkivet foto fra 1920. 
Iflg. Johan Michaelsens søn, Johan Michaelsen, afhændede faderen firmaet en gang i begyndelsen af 1990’erne. Firmaet er for længst ophørt som grossistvirksomhed i ost. De tilbageblevne bygninger ser aktuelt ikke ud til at være i brug. Det nationale engagement i Grænseforeningen må vel formodes at være motiveret ved ægteskabet med Margrethe Meyer fra Flensborg. Der er dog intet i sognets øvrige aktiviteter, der tyder på, at Peter Michaelsen som valgmenigheds- eller som Grænseforenings mand har øvet en særskilt indflydelse på sognets politiske og kulturelle liv. Som beskrevet tilhørte Peter Michaelsen politisk det ikke-indremissionske mindretal, men der er intet i det foreliggende materiale, også fra den offentlige debat, der tyder på særskilte aktiviteter her. Selv er Peter Michaelsen begravet på Gesten Kirkegård, sønnen Johan Michaelsen på Skanderup Valgmenigheds Kirkegård. Der har vel været så meget af den lokale modsætning til Indre Mission, at det ville være utænkeligt med en gravplads på Skanderup Kirkegård? Man kan måske sige, at Peter Michaelsen har været et rimeligt typisk eksempel på en grundtvigianer, et medlem af valgmenigheden i det religiøst splittede sogn. Erhvervsmæssig og økonomisk succes (formentlig) gav ingen pardon hos Indre Mission, når det kom til kulturelle og politiske spørgsmål. Her var religionen i Peter Michaelsens tid stadig fuldt dominerende. 
 
  Foto af Peter Michaelsen 1920-30. Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. 
 


[1] Utrykt beretning, Peter Meyer Michaelsen, om faderen som ostegrosserer i Lunderskov