Ud over at være nedkastningschef og derfor modtager af sprængstoffer og våben fra englænderne (SOE), var Anton Ingersøn Toldstrup Jensen også blandt ledende medlemmer af SOE en højt berømmet leder af jernbanesabotagen i region I Nordjylland. Han sørgede for direkte forbindelse mellem sabotagegrupperne og DSB ansatte, informationerne disse imellem løb hurtigt og effektivt, sabotagegrupperne var altid velforsynede med sprængstof og våben, Toldstrup var jo nedkastningschef. Og Toldstrup var enormt mobil og hermed altid et skridt foran Gestapo.

Alle disse kvaliteter manglede Vagn Bennike.

Beskrivelse af forholdet mellem Vagn Bennike og Anton Toldstrup	Se Statsministeriet, Jernbanesabotage, s. 13

 

Der er en brevveksling mellem Bennike og Toldstrup, hvor Bennike beder om flere og bedre forsyninger. Toldstrup vidste udmærket, at Bennike var fikseret på centraliseringen af magten hos sig selv, og Toldstrup ønskede kun at aflevere forsyninger til de grupper, der var virkeligt aktive. Da Bennike var både centralistisk og langsom blev kvaliteten af hans operative kunnen også derefter.

Det vidste Toldstrup, og han handlede derefter.

På det mere personlige plan omgav Bennike sig med et omfattende sikkerhedsapparat, hvilket medførte adskillige mindre venlige vittigheder herom. Utilfredsheden med hans sendrægtighed og omstændelighed var årsag til klager en masse. Der er eksempler på indkaldelse til møder, der tog 60 timer tur-retur, hvor mødet tog 5 minutter og fandt sted på en skovsti i vintervejr med kulde og sne (Trommer, Myte og sandhed i besættelseshistorien, 1974, s. 83).

Toldstrup derimod var blot enormt mobil og havde "næse" for at skifte position i rette tid, det lykkedes aldrig Gestapo at opspore ham.

 

Da et af Bennikes opdrag var jernbanesabotage, og da Toldstrups aktioner var langt mere effektive end hans egne (veldokumenteret i Trommers forskning), blev Toldstrup yderligere et af Bennikes handicap. Udsagn fra Toldstrup og breve fra Bennike skulle vise, at Bennike var parat til at gå endog meget langt for at slippe af med Toldstrup, dvs. en likvidation. Men Toldstrup var jo overordentlig vanskelig at få ram på. Gestapo kunne ikke, så hvorfor skulle Bennike kunne? 

Se videre om Toldstrup og Bennike i en noget polemisk men tilsyneladende veldokumenteret artikel. Dog er artiklen på centrale punkter umulig at kontrollere, f. eks. Bennikes brev om likvidation af Toldstrup.