Folkeliv og dagligdag, det dagligliv, som levedes i den her behandlede ca. 100 års periode fra 1800-tallet til midten af 1900-tallet, kan kun tegnes troværdigt i det omfang, kilderne tillader det.
Den ret sparsomme, offentlige debat kan bidrage til portrætteringen. Hertil er der benyttet lokale dagblade [1] som Kolding Avis, Kolding Folkeblad og Kolding Social-Demokrat, Kolding Folkeblad.
Folkemindestof[2] kan være et væsentligt supplement, hvis kvaliteten er i orden. Det eneste, der findes decideret om Skanderup Sogn er Otto Korsgaards af Aug. F. Schmidt redigerede erindringer om Folkeliv i Skanderup Sogn, udgivet 1924, fortalt i 1922.
Jeppe Aakjær ville oprindeligt have været historiker. Som det fremgår, interesserede han sig også for "folkeminder". Det må nok antages, at det har været hovedårsagen til, at Aug. F. Schmidt kom på Jenle.
August F. Schmidt har skrevet meget, se f. eks. Bibliografi, udgivet 1959. Det må formodes, at gravstenen på Brabrand Kirkegård udtrykker den betegnelse, som Aug. F. Schmidt selv har ønsket. Folkemindeforsker er heller ikke en beskyttet titel.
Af fagfolk er Aug. F. Schmidt kritiseret en del, se f. eks. anmeldelse af Danske  Vider og Vedtægter. Samt en mere sammenfattende, ikke rosende, men ret dækkende beskrivelse af Schmidt fra fødsel i Gesten, arbejde ved landbruget, ophold på Skanderup Efterskole 1915-16 og den sikkert omfattende læsning, der førte frem til at blive højskolelærer.
Schmidt kom i sin egenskab af "folkemindeforsker" også hos Jeppe Aakjær på Jenle, og han bidrog som bekendt af Aakjær også ganske markant til det af Aakjær redigerede årsskrift Skivebogen med adskillige artikler af varierende kvalitet. F. eks. 1923, 1924, 1928, 1929, 1933, 1934, 1940, 19581959 
Otto Korsgaard er 1 ud af 2416 personer i Skanderup Sogn i 1921, inkl. kvinder og børn, som dengang jo ikke ytrede sig så meget i den offentlige debat.
Korsgaard står uden for Indre Mission og Grundtvigianismen. Efter eget udsagn tilhører han ”den gamle Skole og lever i den Kristendom, jeg er blevet opdraget til i mit Hjem og hos min Lærer og Præst.”[3]
Selv om Korsgaard kun er en enkelt stemme, sikkert ikke engang repræsentativ, så ser han ud til at have haft en fortræffelig iagttagelsesevne og en glimrende hukommelse.
Desværre har udgiveren Aug. F. Schmidt undladt[4] ”flere karakteristiske og morsomme Historier om Stridighederne mellem Indre-Mission og de øvrige Sognefolk.”[5]
Til bestemmelse af sognets embedsmænd i perioden efter landboreformerne kan man benytte Kongelig Hof- og Statskalender, der er udkommet siden 1801. Desværre er de laveste i myndighedshierarkiet, som her er medtaget, herredsfogederne. Det betyder, at de helt lokale sognefogeder ikke er medtaget.
Omkring sognefogederne i Koldinghus Amt er der foretaget en række glimrende undersøgelse af Johs. Lind[6], dels i en undersøgelse af lenstiden[7], dels af tiden indtil 1750[8],
eller i realiteten indtil Chr. 7.’s forordning fra 1791 om "sognefogeders beskikkelse, deres embedsforretninger og belønninger".
Der findes desuden en beretning om selvejerbonden Peder Jensen Buch, Nagbølgård 1671-1759. Han bliver (som så mange andre i sognet også) taget for smugling.
 
Langt mere konkret er antallet af mennesker, der har boet i forskellige dele af sognet gennem tiderne.

Befolkningen, antal og placering i sognet gennem tiderne

Ud over folketællingsmaterialet kan der i nogen udstrækning søges oplysninger i lensregnskaberne m.v. fra Koldinghus Len.
Tidsmæssigt vil tilstrækkelige, ind imellem nødtørftige oplysninger fra dette kildemateriale kunne give befolkningsmæssige oplysninger tilbage fra 1610, sporadisk fra 1573.
     

Folkelivet

Det ville være dejligt, om det kunne lade sig gøre at tegne et veldokumenteret billede af livet i lyst og nød et par hundrede år tilbage.
Det eneste kildemateriale til sådan en beskrivelse er det, der har aftegnet sig i den lokale presse fra midten af 1800-tallet, et sparsomt fotografisk materiale og enkelte bidrag fra folkemindeindsamlingen, hvor der som anført kun er et enkelt bidrag fra selve Skanderup Sogn[9].
Og det er helt klart i underkanten, hvis billedet skal blive både korrekt og rimeligt nuanceret.
Ud fra det foreliggende materiale ville der mere eller mindre fyldestgørende kunne skitseres i varierende omfang o. flg. temaer:
1) bygninger, beboelse, Lunderskov, Skanderup, Gelballe, 2) arbejde og arbejdstid, 3) skikke, 4) fattige og velstillede 5) toldgrænsen omkring sognet, 6) klædedragt, 7) kirkeliv, religion, tro / overtro, 8) politik.
 
Tro og trolddom aflejret i det, man siger til og om hinanden og tror på, kan sige ganske meget om en lokalbefolknings mentalitet. Man kender lidt til den officielle kamp mod menigmands trosforestillinger ud fra biskop E. Pontoppidans bog fra 1736, Fejekost til at udfeje den gamle surdejg, genudgivet Kbh. 1923 v. Olrik.
I flæng kan fra den almindelige folketro anføres, at en frugtsommelig kvinde ikke måtte gå over rindende vand, hun måtte ikke lade sit vand på kirkegården, så ville barnet ikke kunne ligge tørt. Ved dårlig luft måtte hånd eller tørklæde ikke holdes for munden, det ville give barnet dårlig ånde. Moderen måtte, hvis der kom fremmede ikke kigge gennem døren, så ville barnet blive skeløjet, hun måtte ved slagtning ikke få blod på sig, så ville barnet få et rødt modermærke. Og en stoppenål i puderne hos det nyfødte barn ville gøre det stålsat.
 
Specifikt fra Skanderup kan vi her lade Otto Korsgaard få ordet.
Han refererer til en gammel kones fortælling og varsel om dødsfald med ”5-6 Kvinder i sort Tøj, og skønt det var meget tørt vejr, gik de endda og løftede skørterne op, som i det værste regnvejr … ikke længe efter døde Fortællerskens Mor, og da hun skulle lægges i Kisten, blev det et øsende Regnvejr, og de 5-6 Koner … Nabokoner …” kom til gården. En anden historie handlede om en mand, der sad død i sin kørevogn med forspændte heste, og disse heste ville ikke røre sig ud af stedet, da de blev spændt for ligvognen.
 
De landsdækkende folkelige bevægelser har hver for sig og i den historiske kontekst været i modsætning til hinanden, indædt og uforsonligt ind imellem. Men bevægelserne kan også betragtes som et helhedsbegreb, der dækker over
  • de gudelige vækkelser fra 1820'erne over
  • grundtvigianismen og
  • Indre Mission jævnsides med
  • andels- og højskolebevægelsen,
  • husmandsbevægelsen,
  • arbejderbevægelsen og
  • en spirende kvindebevægelse, som dog nok kun har haft vilkår og svage vækstmuligheder i de større byer. Næppe og ikke konstaterbart i de her behandlede landsogne.
De gudelige bevægelser har deres rod i pietismen, som især praktiseredes og favoriseredes af de enevældige konger Frederik 4. og Christian 6. Den folkelige del kom især til udtryk som en reaktion mod rationalistiske, d.v.s. fornuftsprægede præster. Rationalistisk teologi er knyttet til oplysningstidens idealer, og prægede protestantisk teologi ca. 1750-1830.
Pietisme, d.v.s. en mere følelsesmæssig tro dukkede op i Danmark under indtryk af, at de to enevældige konger Frederik 4. og - især - Christian 6. var grebet af denne trosretning, hvorfor den fik karakter af en statslig autoriseret trosretning.
Kirken var en vigtig del af kongens magt, hvorfor pietisme rent faktisk kunne være en trussel mod den enevældige konge pga. dens mulige afstandtagen til kirken.
Den Herrnhutiske Brødremenighed fik med det pietist-venlige hof fodfæste i Danmark.
I 1733 valgte Christian 6. halle-pietismen som den gren, der skulle dominere i Danmark. Vel først og fremmest fordi, denne gren var den mest kongetro af de foreliggende muligheder.
Forud for det opbrud i de folkelige bevægelser, der førte frem til enevældens afskaffelse og folkestyrets etablering med junigrundloven i 1849, kan der konstateres en stigende - og en folkelig - aktivitet i Danmark fra 1820'erne.
Der var tale om en uafhængig folkebevægelse, som nok kunne have støtte blandt forskellige teologer og præster, men den var ledet fra almuens egne rækker. Der var tale om en ny selvbevidsthed blandt Danmarks almue, som her kom til udtryk.
Selv om der i de religiøse vækkelser var tale om et livskraftigt, folkeligt element, kom der dog i midten af 1800-tallet et skifte fra at være en uorganiseret lægmandsbevægelse til at blive en organisering i 3 grupperinger: 
Indre Mission og grundtvigianerne - begge bevægelser var domineret af teologer/præster - og Luthersk Mission, som fortsat var en lægmandsbevægelse. 
     
 M. Rørbye Samsø, 1847 En bondestue  C. Dalsgaard, Gudelig forsamling 1861  
Provisorietidens Danmark oplevede et politisk skred fra Højre til Venstre, hvor det nationalliberale centrum og det helstatsorienterede Højre kom til at stå over for det, der i 1870 blev til Det Forenede Venstre, bøndernes og husmændenes parti.
Med landbrugets øgede produktion og eksport af animalske produkter, hvor andelsbevægelsen spillede en hovedrolle, blev perioden 1870-1914 landbrugets økonomiske glansperiode, hvor Venstres økonomiske liberalisme, kravet om markedskræfternes frie spil var nøje tilpasset den økonomiske udvikling.[10] Venstre blev den naturlige repræsentant for gårdejerstandens krav om toldfrihed, nedsættelse af den gamle hartkornskat, jordskatten og i stedet overgang til indkomst- og formueskat.
På det idemæssige plan havde den tidlige liberalisme i Danmark så betydelig en kulturpersonlighed som Georg Brandes[11], der hyldede den frie tanke, fri af religion og konventioner, og sammen med de ledende personligheder i Venstre  formuleredes der en politik, hvor Venstre stod bag de økonomiske krav kombineret med grundtvigianernes krav om større frihed, dvs. frisind i kirke og skole. Parløbet mellem den økonomiske og kulturelle liberalisme ser man tydeligt i den tids ledende venstrepolitikeres tilknytning til grundtvigianismen.[12]
Med denne politik vandt Venstre  i 1872 flertal i Folketinget, medens regeringen fortsat var de nationalliberale og godsejernes politiske repræsentanter, der efterhånden var blevet til det politiske Højre.
Hermed blev tidens politik ikke blot en kamp om økonomiske interessemodsætninger men også en politisk kulturkamp. Den gamle nationalliberale kulturelite havde en indgroet, nedladende holdning til den almindelige mand, bonden, som de ikke mente at kunne overlade den politiske magt.
Selv om Grundloven ikke gav et flertal i Folketinget krav på at få regeringsmagten, så skulle der et flertal til for at få finansloven vedtaget i Folketinget, hvor Venstre demonstrerede partiets magtfulde utilfredshed gennem brug af visnepolitikken, dvs. manglende medvirken til de helt nødvendige finanslove. Her brugte regeringen så som modtræk de provisoriske finanslove uden Folketingets medvirken, hvilket var ganske lovligt, men det øgede ikke tilslutningen til det regeringsbærende parti Højre, tværtimod, Højre svækkedes løbende frem mod parlamentarismens de facto indførelse i 1901, og denne svækkelse fortsatte i realiteten indtil en begyndende politisk renæssance med dannelsen af afløseren, Det Konservative Folkeparti i 1915.
Venstres dominans, tiltagende styrke i landbefolkningen ser man sært nok langt mindre udtalt i Skanderup Sogn end i andre landsogne, idet den religiøse faktor, dvs. konflikten mellem Indre Mission og Grundtvigianismen synes at have haft en klart modificerende indvirkning på provisorietidens ellers landsdækkende politiske tendens.[13]
I Skanderup Sogn var gårdmændene naturligt nok for et landsogn også dominerende i sognerådspolitikken. Men Højre, senere Det Konservative  Folkeparti, synes her at have spillet en noget mere markant rolle i det partipolitiske billede end de fleste landsogne i øvrigt. En væsentlig årsag til denne tendens kan sandsynligvis med føje hævdes at have været C. J. Moes[14] tilstedeværelse 1885-1922 som sognepræst i Skanderup Kirke.
Moes embedsperiode har for en stor dels vedkommende været direkte påvirket af provisorietidens konflikter sammen med de eftervirkninger af provisorietiden, som på landsplan betød en politisk styrkelse af Venstre på bekostning af Højre.
Men C. J. Moe  var højremand, kan man se af hans politiske stemmeafgivning.[15] Og det er vel egentlig ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning Venstres tilknytning til grundtvigianismen på den kulturpolitiske fløj.
De konstaterede politiske holdninger i Skanderup Sogn i perioden kan naturligvis også have haft andre forklaringer, men sammenfaldet mellem Moe, Indre Mission og Højres stærke position i sognet er bemærkelsesværdig.
 
Tidligere borgmester i Kolding 1916-1923, Oluf Bech beskriver i sine erindringer den politiske situation lokalt i Kolding og på landsplan således: "I september 1908 kom Alberti-affæren[16], der vakte megen opsigt og skadede partiet Venstre, hvor han var regeringsmedlem. I samme måned skulle der foretages valgmandsvalg til landstingsvalgene. Ved valgene satte Kolding antallet af højrevalgmænd stærkt i vejret og viste, at der var vækst i partiet. Bestyrelsen søgte at udnytte dette mest muligt, så i marts 1909, da der skulle være byrådsvalg, lykkedes det partiet at sætte 3 medlemmer ind i byrådet, hvoraf jeg var den ene."
 
Oluf Bech blev altså valgt ind i Kolding Byråd i 1909[17] sammen med to andre for Højre, og blev senere i 1916 som konservativ valgt som borgmester. Bechs egen forklaring er den fremgang, som Højre fik i kølvandet på den belastning, som Alberti-skandalen var for Venstre.
Der kan ikke herske tvivl om, at Venstre svækkedes på landsplan med domfældelsen af Alberti og de spor, skandalen trak ind i Venstre - venstremanden J. C. Christensen blev aldrig igen statsministerkandidat. Der kan næppe heller herske tvivl om, at den lokalpolitiske situation i Kolding var et udslag af en svækkelse af Venstre.
Det styrkede Højre og senere afløseren, Det Konservative Folkeparti, kan i Skanderup udmærket også være et resultat af den samme politiske udviklingstendens i Alberti-skandalens kølvand.
Men stemmetallene for lokal- og folketingsvalg i Skanderup sogn viser også, at styrkelsen af Højre starter før Alberti, at den faktisk falder fint sammen med Moes ankomst til sognet.
Man kan velsagtens pege på, at et Venstre  i markant fremgang svækkedes af Alberti-skandalen, at lokale religions- og kulturpolitiske faktorer har gjort sig gældende og endelig, at lokalpolitikken dengang som nu har lokale indslag, som kan gøre landspolitiske tendenser mindre vigtige.

Venstre, Højre, Grundtvigianisme og Indre Mission

Som folkestyrets første tid efter junigrundloven udviklede sig til en kamp mellem Venstre og Højre, bønder over for godsejere og byernes bedre borgerskab, så opstod der parallelt hermed, hvad man sikkert bedst kan kalde en kulturkamp med religiøs bagklang - mellem grundtvigianisme og Indre Mission.
Grundtvigianismen appellerede i princippet til frisind og liberalisme, dvs. politisk til Venstre og kulturelt til den første og dominerende del af højskolebevægelsen. Man nedtonede her arvesynden og fokuseringen på det syndige menneske til fordel for en accept af mennesket og dets aktiviteter i et mangfoldigt menneskeliv.
Det, der med Vilh. Beck blev til Den Kirkelige Forening for Indre Mission var for det første et opgør mod det, som man anså for rationalismens manglende inderlighed i troen og en i forhold til grundtvigianerne langt stærkere fokusering på arvesynden. Den stærke syndsbevidsthed resulterede i en forsagelse af den verdslige del af tilværelsen, som kom til udtryk i store dele af det kulturelle liv, f. eks. teater og ballet, fordømmelse af kødets lyster, både når det kom til dans og udtryk i kunsten. På den måde kunne Indre Mission nok forekomme en anelse kulturfjendsk.
For at illustrere forskellen mellem de to bevægelsers indholdsmæssige budskab kan det være relevant kort at lade bevægelsernes fædre, N. F. S. Grundtvig og V. Bech selv komme til orde, begge tekster er fra 1867.
N. F. S. Grundtvig, Prædiken over Klinten blandt Hveden, 1867.
”… jorden … er den store skueplads for den kamp på liv og død, som Guds søn, der såede hveden, det er sandheden, og han fjende Djævelen, som såede klinten, det er løgnen, i tidens løb fører med hverandre. Dernæst ser vi også, at det var kun tant med de skriftkloges påstand om, at menneskelivet ved syndefaldet skulle have tabt Guds billede, og således mistet al sin lighed med guddomslivet, thi hveden blev jo efter Herrens lignelse ikke ødelagt af klinten, og sandheden ikke opslugt af løgnen, men kun blandet dermed …”
Vilh. Beck, Fjorten Prædikener, 1867.
”… der er to slags mennesker i denne verden, to flokke, verdensbørnenes store vantro flok og gudsbørnenes lille troende flok … verdensbørnenes kristendom, den er at ligne ved et gammelt råddent bindingsværkshus, hvori man nok kan leve tåleligt nogen tid, men hvor man ikke har det godt, og som til sidst styrter sammen om dem. Det er menneskevisdommens og menneskekløgtens kristendom, forstandens og fornuftens rådne bindingsværk … bliver du boende i denne bindingsværkskristendom indtil din dødsdag, så omkommer du i helvedes luer. …”
 
 
 

[1] Kolding Folkeblad startede udgivelse i 1872 som del af de bergske venstreblade, som modstykke til den konservative Kolding Avis, udkommet siden 1849, i 1929 bliver avisen købt af Berlingske Tiden og omdøbes til Jyske Tidende. Kolding Social-Demokrat 1898-1971.
1800-tallets folkelige bevægelser er nok det nærmeste, den nuværende generation af danskere kommer til en umiddelbar fælles og erindringsstærk baggrund. Ud over det fælles sprog, selvfølgelig.
[2] En førende figur i folkemindeforskningen var Evald Tang Kristensen 1843-1929, født i Nr. Bjert. På trods af nogen lokal tilknytning har Tang Kristensen ikke skrevet decideret om Skanderup Sogn. Det meste af hans produktion er digitaliseret. Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie, 1996 er - øvrige kvaliteter ufortalt - ikke et folkeminde, men en sognehistorie.
[3] Fra Ribe Amt 1923-27, s. 133.
[4] Aug. F. Schmidt har i det hele taget skrevet meget, men desværre af en ganske springende kvalitet.
[5] Fra Ribe Amt 1923-27, s. 139.
[6] Johs. Linds undersøgelser er i vid udstrækning benyttet, og kun stedvis er der foretaget kontrol via det primære kildemateriale
[7] http://geltzer.dk/artikler/sgflen.php. Linket er nedlagt og genopstår formentlig aldrig. Den her liggende dokumentation er tabt.
[8] http://geltzer.dk/artikler/sgf1750.php Linket er nedlagt og genopstår formentlig aldrig. Den her liggende dokumentation er tabt.

[9] Otto Korsgaard, Folkeliv i Skanderup Sogn. Generelt er pionererne inden for folkemindesamlingen Svend Grundtvig, Axel Olrik, H. F. Feilberg og E. Tang Kristensen. Desuden har A. F. Schmidt her som på så mange andre områder ydet bidrag med direkte relevans for Skanderup, udgivelsen af O. Korsgaards erindringer fra 1922.
 
 
[11] 1842-1927, det litterære Venstre. Brandes kan også benævnes som kulturradikalismens åndelige fader, primært med udspring i hans kritik af den litterære romantik. Kulturradikalismen er bl.a. religionskritik, opgør med nedarvede sociale normer, kritik af den victorianske seksualmoral og sædelighed, antimilitarisme samt åbenhed over for andre kulturelle impulser end de traditionelle, klassiske og vestlige. Alt sammen elementer, der mere klart kom til at præge udbryderne fra Venstre i 1905, Det Radikale Venstre.
[12] Chresten Berg 1829-1891, Sofus Høgsbro 1822-1902, Frede Bojsen 1841-1926.
[13] Niels Clemmensen har i en disputats undersøgt og dokumenteret, at den socioøkonomiske fordeling i sogneforstanderskabernes og sognerådenes ledelse skifter fra det store hartkorn, præster og skolelærere til almindelige bønder i løbet af provisorietiden. Det kan landspolitisk rubriceres som et skifte fra Højre til Venstre. Helt så simpelt er det næppe i lokalpolitikken, hvor nære, lokale interesser brydes under andre former end de landspolitiske. Hvordan skal undersøges her.
[14] Carl Julius Moe 1848-1927.
[15] Hemmelige valg indførtes først i 1901. Indtil da meddelte vælgerne mundtligt valgbestyrelsen, hvem de stemte på.
[16)Se den førende socialdemokrat, F. Borbjergs kommentar til Alberti - afspejler den samtidige, landspolitiske situation på næsten eksemplarisk vis. 
   
© Skanderup Sogns historie