Jeppe Aakjær ville oprindeligt have været historiker. Som det fremgår, interesserede han sig også for "folkeminder". Det må nok antages, at det har været hovedårsagen til, at Aug. F. Schmidt kom på Jenle.
	August F. Schmidt har skrevet meget, se f. eks. Bibliografi, udgivet 1959. Det må formodes, at gravstenen på Brabrand Kirkegård udtrykker den betegnelse, som Aug. F. Schmidt selv har ønsket. Folkemindeforsker er heller ikke en beskyttet titel. Af fagfolk er Aug. F. Schmidt kritiseret en del, se f. eks. anmeldelse af Danske  Vider og Vedtægter. Samt en mere sammenfattende, ikke rosende, men ret dækkende beskrivelse af Schmidt fra fødsel i Gesten, arbejde ved landbruget, ophold på Skanderup Efterskole 1915-16 og den sikkert omfattende læsning, der førte frem til at blive højskolelærer. Schmidt kom i sin egenskab af "folkemindeforsker" også hos Jeppe Aakjær på Jenle, og han bidrog som bekendt af Aakjær også ganske markant til det af Aakjær redigerede årsskrift Skivebogen med adskillige artikler af varierende kvalitet. F. eks. 1923, 1924, 1928, 1929, 1933, 1934, 1940, 1958, 1959

Befolkningen, antal og placering i sognet gennem tiderne iflg. især folketællingsoplysninger

1769 Folketælling Andst Herred og Skanderup Sogn

	1769 Folketællingen. Det fremgår, at både Herreds- og den specifikke sogneoptælling er foretaget i Nagbølle Præstegaard. Forstørrelse øverste del. Forstørrelse nederste ".   Der kan konstateres en ikke helt indlysende brug af tabelformen, som kan formodes - dels at være indbygget i tabeltekst og -form, som er udfærdiget af den enevældige statsadministration, dels den lokale præst i Nagbølle Præstegaard, som måske har truffet ikke tilsigtede valg for både herred og sogn i skema- udfyldelsen. Dog er der inddelt og udfyldt på helt tilsvarende vis i Aalborg Stift, Sejerslef Sogn og flere andre, udvalgte destinationer: Der er opdelt i Mandfolk og Fruentimmere, alder, ægteskabelig status (gift eller ugift) og socio-økonomisk.
	Inddelingen i Rubriquer er en socio-økonomisk inddeling, men synes her umiddelbart at være overskrift til en aldersmæssig inddeling. Den socio-økonomiske inddeling kommer efterfølgende med tal, ført af den lokale præst. Der er desuden inddelt efter gifte og ugifte, hvor de ugifte er placeret i Rubrique 6, der så igen fordeles på Rubriquer. Det giver nogle ikke ganske overskuelige sammentællingsproblemer! Og det er umuligt at vide, om de i det foregående anførte børn er med i Rubrique 6, eller efter hvilke kriterier, der er skelnet mellem børn og andre ugifte.
	De mindste landsbyer, Nagbøl og Dollerup er specificerede sammen med de to lokale vandmøller. Vandmøllernes ringe folketal står næppe i forhold til den betydning, de har haft, også økonomisk for centralmagten.

1. Rangs-Personer, Proprietaerer, som ingen Rang have, Justits- og alle andre kongel. Betiente, saa og Forpagtere, Forvaltere, Ridefogeder og deslige, med deres Hustruer og hos sig havende Børn. Rangs-personer blev lovbestemt med Rangforordningen af 25. maj 1671, og der var først og fremmest tale om en ny titel- og embedsadel, som den enevældige kongemagt etablerede. Forordningen gav den enevældige konge ret til at give de kongeligt udnævnte embedsmænd rang og derved status over tidligere tiders fødselsadel. Kongen ønskede at knytte en ny rangadel tættere til kongemagten og samtidig få mulighed for at give embedsmændene af borgerlig oprindelse en relativt høj social position i samfundet. Desuden placeredes i denne øverste samfundsklasse de velhavende (Proprietaerer) og andre kongelige embedsmænd med familier. I Schanderup Sogn var der i alt 98 personer i denne rangklasse.
2. Gejstligheden samt Kirke- og Skole-Betjente, saa og Studentere med deres Hustruer og hos sig havende Børn. Præst, lærere, studenter, der underviste.
3. Bønder og andre Jordbrugere, som sig deraf aleene og ikke af Søfart og Havfiskerie tillige ernære, saa og Møllere, Kromænd, Skovfogder, Skovløbere, Husmænd, Inderster og deslige med deres Hustruer og deres hos sig havende Børn.
4. Søfarende og Fiskere, iberegnet saavel dem, der med Tilladelse ere i Fahrten eller paa Reiser, som de, der tillige ernære sig af Jordbrug med deres Hustruer og deres hos sig hørende Børn.
5. Fabriquerer og Handværker, samt deres Svende og Læredrenge med deres Hustruer og hos sig havende Børn.
6. Alle ugifte Personer inden for Rubrique 2-7. Er herværende tabel fordelt på disse kategorier.
7. Alle Tjenestefolk og Daglejere.
8. De udi dette Sogn hjemmehørende, som med Pas paa nogen Tid ere paa Udenrigs Reiser ... Der er ingen rejsende, udenlandsdanskere i sognet.
9. Hospitals Lemmer samt andre vanføre, gebrekkelige og afsindige Personer.

1787 folketællingen er registreret i Rigsarkivet, Skanderup Sogn, s. 81-85.

Folkelivet

Det eneste kildemateriale til sådan en beskrivelse er det, der har aftegnet sig i den lokale presse fra midten af 1800-tallet, et sparsomt fotografisk materiale og enkelte bidrag fra folkemindeindsamlingen, hvor der som anført kun er et enkelt bidrag fra selve Skanderup Sogn^[9].

Og det er helt klart i underkanten, hvis billedet skal blive både korrekt og rimeligt nuanceret.

Ud fra det foreliggende materiale ville der mere eller mindre fyldestgørende kunne skitseres i varierende omfang o. flg. temaer:

1) bygninger, beboelse, Lunderskov, Skanderup, Gelballe, 2) arbejde og arbejdstid, 3) skikke, 4) fattige og velstillede 5) toldgrænsen omkring sognet, 6) klædedragt, 7) kirkeliv, religion, tro / overtro, 8) politik.

 

Tro og trolddom aflejret i det, man siger til og om hinanden og tror på, kan sige ganske meget om en lokalbefolknings mentalitet. Man kender lidt til den officielle kamp mod menigmands trosforestillinger ud fra biskop E. Pontoppidans bog fra 1736, Fejekost til at udfeje den gamle surdejg, genudgivet Kbh. 1923 v. Olrik.

I flæng kan fra den almindelige folketro anføres, at en frugtsommelig kvinde ikke måtte gå over rindende vand, hun måtte ikke lade sit vand på kirkegården, så ville barnet ikke kunne ligge tørt. Ved dårlig luft måtte hånd eller tørklæde ikke holdes for munden, det ville give barnet dårlig ånde. Moderen måtte, hvis der kom fremmede ikke kigge gennem døren, så ville barnet blive skeløjet, hun måtte ved slagtning ikke få blod på sig, så ville barnet få et rødt modermærke. Og en stoppenål i puderne hos det nyfødte barn ville gøre det stålsat.

 

Specifikt fra Skanderup kan vi her lade Otto Korsgaard få ordet.

Han refererer til en gammel kones fortælling og varsel om dødsfald med ”5-6 Kvinder i sort Tøj, og skønt det var meget tørt vejr, gik de endda og løftede skørterne op, som i det værste regnvejr … ikke længe efter døde Fortællerskens Mor, og da hun skulle lægges i Kisten, blev det et øsende Regnvejr, og de 5-6 Koner … Nabokoner …” kom til gården. En anden historie handlede om en mand, der sad død i sin kørevogn med forspændte heste, og disse heste ville ikke røre sig ud af stedet, da de blev spændt for ligvognen.

 

De landsdækkende folkelige bevægelser har hver for sig og i den historiske kontekst været i modsætning til hinanden, indædt og uforsonligt ind imellem. Men bevægelserne kan også betragtes som et helhedsbegreb, der dækker over

• de gudelige vækkelser fra 1820'erne over
• grundtvigianismen og
• Indre Mission jævnsides med
• andels- og højskolebevægelsen,
• husmandsbevægelsen,
• arbejderbevægelsen og
• en spirende kvindebevægelse, som dog nok kun har haft vilkår og svage vækstmuligheder i de større byer. Næppe og ikke konstaterbart i de her behandlede landsogne.

De gudelige bevægelser har deres rod i pietismen, som især praktiseredes og favoriseredes af de enevældige konger Frederik 4. og Christian 6. Den folkelige del kom især til udtryk som en reaktion mod rationalistiske, d.v.s. fornuftsprægede præster. Rationalistisk teologi er knyttet til oplysningstidens idealer, og prægede protestantisk teologi ca. 1750-1830.

Pietisme, d.v.s. en mere følelsesmæssig tro dukkede op i Danmark under indtryk af, at de to enevældige konger Frederik 4. og - især - Christian 6. var grebet af denne trosretning, hvorfor den fik karakter af en statslig autoriseret trosretning.

Kirken var en vigtig del af kongens magt, hvorfor pietisme rent faktisk kunne være en trussel mod den enevældige konge pga. dens mulige afstandtagen til kirken.

Den Herrnhutiske Brødremenighed fik med det pietist-venlige hof fodfæste i Danmark.

I 1733 valgte Christian 6. halle-pietismen som den gren, der skulle dominere i Danmark. Vel først og fremmest fordi, denne gren var den mest kongetro af de foreliggende muligheder.

Forud for det opbrud i de folkelige bevægelser, der førte frem til enevældens afskaffelse og folkestyrets etablering med junigrundloven i 1849, kan der konstateres en stigende - og en folkelig - aktivitet i Danmark fra 1820'erne.

Der var tale om en uafhængig folkebevægelse, som nok kunne have støtte blandt forskellige teologer og præster, men den var ledet fra almuens egne rækker. Der var tale om en ny selvbevidsthed blandt Danmarks almue, som her kom til udtryk.

Selv om der i de religiøse vækkelser var tale om et livskraftigt, folkeligt element, kom der dog i midten af 1800-tallet et skifte fra at være en uorganiseret lægmandsbevægelse til at blive en organisering i 3 grupperinger: 

Indre Mission og grundtvigianerne - begge bevægelser var domineret af teologer/præster - og Luthersk Mission, som fortsat var en lægmandsbevægelse. 

M. Rørbye Samsø, 1847 En bondestue	C. Dalsgaard, Gudelig forsamling 1861

Provisorietidens Danmark oplevede et politisk skred fra Højre til Venstre, hvor det nationalliberale centrum og det helstatsorienterede Højre kom til at stå over for det, der i 1870 blev til Det Forenede Venstre, bøndernes og husmændenes parti.

Med landbrugets øgede produktion og eksport af animalske produkter, hvor andelsbevægelsen spillede en hovedrolle, blev perioden 1870-1914 landbrugets økonomiske glansperiode, hvor Venstres økonomiske liberalisme, kravet om markedskræfternes frie spil var nøje tilpasset den økonomiske udvikling.^[10] Venstre blev den naturlige repræsentant for gårdejerstandens krav om toldfrihed, nedsættelse af den gamle hartkornskat, jordskatten og i stedet overgang til indkomst- og formueskat.

På det idemæssige plan havde den tidlige liberalisme i Danmark så betydelig en kulturpersonlighed som Georg Brandes^[11], der hyldede den frie tanke, fri af religion og konventioner, og sammen med de ledende personligheder i Venstre  formuleredes der en politik, hvor Venstre stod bag de økonomiske krav kombineret med grundtvigianernes krav om større frihed, dvs. frisind i kirke og skole. Parløbet mellem den økonomiske og kulturelle liberalisme ser man tydeligt i den tids ledende venstrepolitikeres tilknytning til grundtvigianismen.^[12]

Med denne politik vandt Venstre  i 1872 flertal i Folketinget, medens regeringen fortsat var de nationalliberale og godsejernes politiske repræsentanter, der efterhånden var blevet til det politiske Højre.

Hermed blev tidens politik ikke blot en kamp om økonomiske interessemodsætninger men også en politisk kulturkamp. Den gamle nationalliberale kulturelite havde en indgroet, nedladende holdning til den almindelige mand, bonden, som de ikke mente at kunne overlade den politiske magt.

Selv om Grundloven ikke gav et flertal i Folketinget krav på at få regeringsmagten, så skulle der et flertal til for at få finansloven vedtaget i Folketinget, hvor Venstre demonstrerede partiets magtfulde utilfredshed gennem brug af visnepolitikken, dvs. manglende medvirken til de helt nødvendige finanslove. Her brugte regeringen så som modtræk de provisoriske finanslove uden Folketingets medvirken, hvilket var ganske lovligt, men det øgede ikke tilslutningen til det regeringsbærende parti Højre, tværtimod, Højre svækkedes løbende frem mod parlamentarismens de facto indførelse i 1901, og denne svækkelse fortsatte i realiteten indtil en begyndende politisk renæssance med dannelsen af afløseren, Det Konservative Folkeparti i 1915.

Venstres dominans, tiltagende styrke i landbefolkningen ser man sært nok langt mindre udtalt i Skanderup Sogn end i andre landsogne, idet den religiøse faktor, dvs. konflikten mellem Indre Mission og Grundtvigianismen synes at have haft en klart modificerende indvirkning på provisorietidens ellers landsdækkende politiske tendens.^[13]

I Skanderup Sogn var gårdmændene naturligt nok for et landsogn også dominerende i sognerådspolitikken. Men Højre, senere Det Konservative  Folkeparti, synes her at have spillet en noget mere markant rolle i det partipolitiske billede end de fleste landsogne i øvrigt. En væsentlig årsag til denne tendens kan sandsynligvis med føje hævdes at have været C. J. Moes^[14] tilstedeværelse 1885-1922 som sognepræst i Skanderup Kirke.

Moes embedsperiode har for en stor dels vedkommende været direkte påvirket af provisorietidens konflikter sammen med de eftervirkninger af provisorietiden, som på landsplan betød en politisk styrkelse af Venstre på bekostning af Højre.

Men C. J. Moe  var højremand, kan man se af hans politiske stemmeafgivning.^[15] Og det er vel egentlig ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning Venstres tilknytning til grundtvigianismen på den kulturpolitiske fløj.

De konstaterede politiske holdninger i Skanderup Sogn i perioden kan naturligvis også have haft andre forklaringer, men sammenfaldet mellem Moe, Indre Mission og Højres stærke position i sognet er bemærkelsesværdig.

 

Tidligere borgmester i Kolding 1916-1923, Oluf Bech beskriver i sine erindringer den politiske situation lokalt i Kolding og på landsplan således: "I september 1908 kom Alberti-affæren^[16], der vakte megen opsigt og skadede partiet Venstre, hvor han var regeringsmedlem. I samme måned skulle der foretages valgmandsvalg til landstingsvalgene. Ved valgene satte Kolding antallet af højrevalgmænd stærkt i vejret og viste, at der var vækst i partiet. Bestyrelsen søgte at udnytte dette mest muligt, så i marts 1909, da der skulle være byrådsvalg, lykkedes det partiet at sætte 3 medlemmer ind i byrådet, hvoraf jeg var den ene."

 

Oluf Bech blev altså valgt ind i Kolding Byråd i 1909^[17] sammen med to andre for Højre, og blev senere i 1916 som konservativ valgt som borgmester. Bechs egen forklaring er den fremgang, som Højre fik i kølvandet på den belastning, som Alberti-skandalen var for Venstre.

Der kan ikke herske tvivl om, at Venstre svækkedes på landsplan med domfældelsen af Alberti og de spor, skandalen trak ind i Venstre - venstremanden J. C. Christensen blev aldrig igen statsministerkandidat. Der kan næppe heller herske tvivl om, at den lokalpolitiske situation i Kolding var et udslag af en svækkelse af Venstre.

Det styrkede Højre og senere afløseren, Det Konservative Folkeparti, kan i Skanderup udmærket også være et resultat af den samme politiske udviklingstendens i Alberti-skandalens kølvand.

Men stemmetallene for lokal- og folketingsvalg i Skanderup sogn viser også, at styrkelsen af Højre starter før Alberti, at den faktisk falder fint sammen med Moes ankomst til sognet.

Man kan velsagtens pege på, at et Venstre  i markant fremgang svækkedes af Alberti-skandalen, at lokale religions- og kulturpolitiske faktorer har gjort sig gældende og endelig, at lokalpolitikken dengang som nu har lokale indslag, som kan gøre landspolitiske tendenser mindre vigtige.

Venstre, Højre, Grundtvigianisme og Indre Mission

Som folkestyrets første tid efter junigrundloven udviklede sig til en kamp mellem Venstre og Højre, bønder over for godsejere og byernes bedre borgerskab, så opstod der parallelt hermed, hvad man sikkert bedst kan kalde en kulturkamp med religiøs bagklang - mellem grundtvigianisme og Indre Mission.

Grundtvigianismen appellerede i princippet til frisind og liberalisme, dvs. politisk til Venstre og kulturelt til den første og dominerende del af højskolebevægelsen. Man nedtonede her arvesynden og fokuseringen på det syndige menneske til fordel for en accept af mennesket og dets aktiviteter i et mangfoldigt menneskeliv.

Det, der med Vilh. Beck blev til Den Kirkelige Forening for Indre Mission var for det første et opgør mod det, som man anså for rationalismens manglende inderlighed i troen og en i forhold til grundtvigianerne langt stærkere fokusering på arvesynden. Den stærke syndsbevidsthed resulterede i en forsagelse af den verdslige del af tilværelsen, som kom til udtryk i store dele af det kulturelle liv, f. eks. teater og ballet, fordømmelse af kødets lyster, både når det kom til dans og udtryk i kunsten. På den måde kunne Indre Mission nok forekomme en anelse kulturfjendsk.

For at illustrere forskellen mellem de to bevægelsers indholdsmæssige budskab kan det være relevant kort at lade bevægelsernes fædre, N. F. S. Grundtvig og V. Bech selv komme til orde, begge tekster er fra 1867.

N. F. S. Grundtvig, Prædiken over Klinten blandt Hveden, 1867.

”… jorden … er den store skueplads for den kamp på liv og død, som Guds søn, der såede hveden, det er sandheden, og han fjende Djævelen, som såede klinten, det er løgnen, i tidens løb fører med hverandre. Dernæst ser vi også, at det var kun tant med de skriftkloges påstand om, at menneskelivet ved syndefaldet skulle have tabt Guds billede, og således mistet al sin lighed med guddomslivet, thi hveden blev jo efter Herrens lignelse ikke ødelagt af klinten, og sandheden ikke opslugt af løgnen, men kun blandet dermed …”

Vilh. Beck, Fjorten Prædikener, 1867.

”… der er to slags mennesker i denne verden, to flokke, verdensbørnenes store vantro flok og gudsbørnenes lille troende flok … verdensbørnenes kristendom, den er at ligne ved et gammelt råddent bindingsværkshus, hvori man nok kan leve tåleligt nogen tid, men hvor man ikke har det godt, og som til sidst styrter sammen om dem. Det er menneskevisdommens og menneskekløgtens kristendom, forstandens og fornuftens rådne bindingsværk … bliver du boende i denne bindingsværkskristendom indtil din dødsdag, så omkommer du i helvedes luer. …”