Skanderup og Hjarup sogne har en geografisk placering tæt på Skodborg Å, der siden o. 1700 i folkemunde er blevet omdøbt til Kongeåen
Ved en arvemæssig deling mellem Valdemar Sejrs sønner blev denne å i 1232 til Danmarks grænse til hertugdømmerne Slesvig, siden også Holsten, fra 1815-64 desuden Lauenborg.
Siden Christian 1. og indtil 1864 var Slesvig-Holsten i personalunion med Danmark, men også en del af det tyske rige, delt i 1920 efter sprog og ønske om nationalt tilhør, således  at den dansk-tyske grænse nu går mellem det nuværende Sønderjylland, Nordslesvig og Tyskland, ved Clausenlinjen. De to sogne har således ligget som en del af Koldinghus Len, siden Koldinghus Amt 1389-1793, med kongemagten i den geografiske nærhed på Koldinghus og liggende op til en dansk toldgrænse ved Kongeåen. Og med en god og frugtbar jord, uden andre herresæder end Koldinghus, der kunne gøre sig gældende i Skanderup og Hjarup sogne.
 

I 1749 rejste kong Frederik 5. fra Køben­havn til Fladstrand (Frederikshavn). Rejsen gennem Dan­mark blev skildret af en ung officer, P.I. Grønvold i et halvt hundrede raderinger.  

https://ww til sw.koldinghus.dk/slottets-historie/koldinghus%27-historie/koldinghus-billedbog.aspx

Koldings betydning i 1500-tallet ses umiddelbart ved, at skiftende konger ofte benyttede Koldinghus som residens, hvorved mange fornemme personer blev trukket til byen, hvilket skabte et godt grundlag for byens næringsliv. Kolding var desuden en vigtig handelsby med især en indbringende okseeksport til hertugdømmerne. Men i begyndelsen af 1600-tallet var de gode tider forbi, især foranlediget af Christian 4.'s og Frederik 3.'s krige, der gik hårdt ud over både byen, slottet og det omkringliggende land. I kølvandet på de fremmede soldater fulgte de ødelæggende pestepidemier.
Koldinghus brugtes i 1600-tallet primært som lens- og amtmandssæde. I 1700-tallet havde Kolding eksport af landbrugsprodukter til Norge og København, men havnens tilstand var så ringe, at skibene måtte ankre op på fjorden.
Koldinghus rytterdistrikt blev i 1765, altså før landbrugsreformerne, frasolgt til selveje, og der har derfor ikke været mange fæstebønder tilbage på egnen. Af de få overleverede kilder herom fremgår det, at fæstebønderne i Koldinghus Rytterdistrikt nok har haft langt tåleligere forhold end fæstebønder på andre hoved- og herregårde. Koldinghus lå i så tilpas afstand fra Skanderup og Hjarup sogne, at der i fæstetiden nok har været ganske rimelige forhold for fæstebønder og de få selvejere. Og selvejet kom tidligt, allerede fra 1765, hvor det i resten af landet først skete med landboreformerne og udskiftningen.
Koldinghus Amt blevt nedlagt i 1793, og Koldinghus Slot brændte i 1808, men det begyndte dog at gå fremad igen for Kolding efter disse tilbageslag. 
 
Den modsætnning til adels- og kongemagten, som kom til udtryk gennem de folkelige og gudelige bevægelser fra starten af 1800-tallet, og som kulminerede med folkestyre og 1849 grundloven, har lokalt været til stede som i resten af Danmark.
At den lokale kulturkamp skulle blive en sammenblanding af folkelige og gudelige bevægelser med hovedvægt på de gudelige, lå vel ikke i den historiske krystalkugles perspektiver inden 1800-tallet.
Den lokale kulturkamp blev i folkestyrets første årtier en kamp om noget, som blev til en kamp om den politiske styring af skole og den kirkelige forkyndelse.
 

Attentatet på J. B. S. Estrup 21. okt. 1885 kl. 5 eftermiddag ved porten til hans bolig forløb uden overdreven presseomtale. I Folketinget fremlagde Venstres leder Chresten Berg en beklagelse af attentatet til vedtagelse i Folketinget. Attentatet var ikke højt prioriteret i Kolding Folkeblad, der bragte historier om lokalt ansatte, der trodsede deres arbejdsgiver, der som  Højremand krævede Estrup-sympati tilkendegivelser. I stedet for refererer avisen udtalelser om, at Estrup ikke var sin opgave voksen. Det medførte iflg. Kolding Folkeblad fyring af de ansatte.

 E. Pontoppidan, hvis katekismusforklaring fra 1737, Sandhed til gudfrygtighed, blev lovbefalet til brug for undervisning i kristendom. De gudeligt vakte i 1800-tallet foretrak Pontoppidan frem for efterfølgere. Pontoppidan er teologisk en overgangsfigur mellem oplysningstidens rationalisme og pietisme.    Det mislykkede attentat mod Estrup 21. 1885 kan betegnes som en art kulmination i forfatningskampen mellem Venstre og Estrups Højre.  
 
Den Kultur- eller politiske kamp, provisorietiden har været i den offentlige debat, således som den kom til udtryk i pressen, kan man kun skønne om i den lokale hverdag i Skanderup og Hjarup sogne. De lokale holdninger herom kommer ikke til udstryk i den lokale presse, først og fremmest Kolding Folkeblad, der er gennemset for at finde vidnesbyrd herom. 
Man må muligvis nok forestille sig, at tidens dominerende politiske debat i provisorietiden i de to sogne har været erstattet af en debat i og omkring de gudelige vækkelser. Eller - helt konaterbart - konflikten mellem Indre Mission og den grundtvigianske bevægelse. I Skanderup konstaterbart med ansættelsen af pastor Moe ved sognekirken fra 1885. I Hjarup har der under skolelæreren Niels Henriksen, ansat 1831-1860 været en salmebogsstrid i forhold til den efter Henriksens mening rationalistiske præst. Velsagtens et udslag af påvirkning fra "de stærke jyder" og en gudelig vækkelse før den af Moe foranledigede i Skanderup.
 
Sognepræst Henrik Carl Wilhelm Find var præst i Hjarup-Vamdrup Sogn ved Hjarup Kirke 1837-72. Forgængeren i præsteembedet 1812-36 var Jørgen Jørgensen, hvem det lykkedes at få degnen Oluf Hansen Lind afsat efter mange stridigheder. Denne salmebogsstrid og degnefyringen er beskrevet af provst J. Nissen i Fra Ribe Amt 1905
 
 
 
 
 
 

 
 
Clausenlinjen. Navngivet efter historikeren og sønderjyden H. V. Clausen, der allerede i 1890 ud fra et godt lokalkendskab og stor historisk viden foreslog grænsen ved denne linje.  
 
Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2. Det største tilløb er Vejen Å fra nord.
Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å. Navneskiftet er et udslag af en art folkemundes ironi. Kongen havde som en økonomisk givtig rettighed at kunne opkræve told ved passage til og fra kongeriget. Og grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig gik ved Skodborg Å, omdøbt til Kongeåen. 
Åen som grænse blev et resultat af en arvedeling mellem Valdemar Sejrs sønner. Det skete i 1232, hvor Valdemar Sejr kronede Erik Plovpenning som sin medkonge. Som kompensation fik sønnen Abel hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, hvilket skabte adskillelsen af Slesvig fra kongeriget Danmark. Det skabte et fra kongeriget Danmark adskilt Sønderjylland mellem Kongeåen og Ejderen.
 
 Christian 1. var konge i Danmark 1448-1481. Han blev 1460 valgt til hertug af Slesvig-Holsten, og hermed var der en personalunion mellem de tyske hertugdømmer og kongeriget Danmark indtil 1864, hvor Prøjsen under Bismarck erobrede området. I 1920 blev den dansksindede og -sprogede del af Sønderjylland så en del af Danmark igen.
 
Attentatet på Estrup 21. okt. 1885.
Estrup skulle ved ankomsten til sin private bolig være blevet spurgt af attentatmanden, om han  var Estrup. Ved det bekræftende svar blev der affyret to skud, et ramte en knap i vesten og forårsagede ingen skade! Det anbdet skud var en forbier. Estrup gik efterfølgende til et aftalt arrangement.
Reaktionerne på det mislykkede attentat på landets konseilspræsident (statsminister) bærer stærkt præg af provisorietidens politiske konflikt.
Lokalt kan der i Kolding Folkeblad kun konstateres på ikke fremtrædende pladser i avisen, at der var forøvet attentat på "hr. Estrup".
I en kommentar i Kolding Folkeblad til begivenheden hedder det  d. 22. okt. 1885 under overskriften Et Attentat, at "Som I saa, skal I ogsaa høste. Hr Estrups Regeringssystem bringer slette Frugter i den ulykkelige Tilstand, hvori han ført Landet..."
Kolding Folkeblad 22. okt. 1885
 
 
   
© Skanderup Sogns historie