Johannes Steenstrups Danmarks kort. Man kan identificere de 3 lande og i Jylland de 14 forskelligt farvede sysler. Gamle herredsgrænser er markeret med fuldt optrukne, røde linjer, stiplede for nyere herredsgrænser. Ved museklik på kortet bliver det muligt at forstørre et område, man vælger ved at klikke i det med musen. Den ældste, administrative inddeling af Danmark i historisk tid, dvs. fra Jellingestenene og tiden omkring Harald Blåtand, har været inddelingen i lande, hvor de 3 vigtigste var Jylland (m. Fyn og Langeland), Skåne (m. Halland, Blekinge og Bornholm) og Sjælland (m. Møn, Lolland og Falster).
 

Sogne og kommuner, administrative inddelinger

Den ældste, administrative inddeling af Danmark i historisk tid, dvs. fra Jellingestenene og tiden omkring Harald Blåtand, har været inddelingen i lande, hvor de 3 vigtigste var Jylland(m. Fyn og Langeland), Skåne (m. Halland, Blekinge og Bornholm) og Sjælland (m. Møn, Lolland og Falster).
I middelalderen var Jylland inddelt i 14 sysler indtil reformationen i 1536, hvor syslerne helt forsvandt. Syslerne var inddelt i et antal herreder.
Skanderup og Hjarup Sogn, Andst Herred (på kortet Anzstath) var i sysselinddelingen del af Almindsyssel. De øvrige herreder her var Brusk, Elbo, Holmans, Jerlev og Slavs Herred.
Sysselinddelingen blev afløst af inddelingen i len i løbet af tiden før og efter reformationen.
Skanderup og Hjarup Sogn er blandt Andst Herreds 10 sogne.
 
Kort udarbejdet af Johannes Steenstrup til Danmarks Riges Historie (1900)[i].
Her kun Almindsyssel mellem Vejle og Kolding.
 
Koldinghus Len 1389-1662. Koldinghus blev len under Valdemar Atterdag, hvis første lensmand på Koldinghus blev udnævnt o. eller før 1389[ii]. Koldinghus som kongeslot og -residens stod færdigbygget i 1268.
 
 
 
 
Danske len 1522, Arups Danmarkshistorie, kun len nord for kongeåen.[iii]
Det restaurerede og det gamle Koldinghus, foto kan hentes i Slots- og Kulturstyrelsen.
 
 
 
Med overgangen fra len til amter fra 1662 kom Andst Herred  under Koldinghus Amt.
Der var 45 amter, næsten tilsvarende antallet af len før omlægningen til amter.
Med en ændring af amtsinddelingen 1793 kom Andst Herred indtil 1970 under Ribe Amt. I denne omlægning var der 24 amter indtil 1970.
I perioden 1842-1906 udgjorde Hjarup og Vamdrup Sogne fælles sogneforstanderskab, -kommune[iv], Vamdrup-Hjarup Sognekommune. Fra 1906 var Hjarup Sogn en selvstændig sognekommune.
 
 
 
 
                               
 
Med kommunalreformen i 1970 reduceredes amternes antal til 13 + 1, dvs. 3 hovedstadskommuner med amtsfunktion, 14 amter i alt. Skanderup Sogn blev en del af LunderskovLunderskov Kommune, Vejle Amt. Hjarup Sogn blev en del af Vamdrup Kommune, Vejle Amt.
Med strukturreformen i 2004 inddeltes Danmark i 5 regioner fra 2007. Skanderup og Hjarup Sogn er nu en del af Kolding Kommune, der er en del af Region Syddanmark.
Ringen er sluttet efter nogle hundrede år med forskellig amtsligt tilhørsforhold, således at Skanderup og Hjarup Sogn nu igen er en del af - ikke Koldinghus Len, men af - Kolding Kommune.

Det lokale selvstyre

Når vi i dag siger folkestyre, så tænker vi især på den almindelige, lige og hemmelige valgret med tilhørende valgbarhed. Men det er på den lange bane, at det efterhånden er blevet sådan. Historisk er både lands- og lokalpolitikken en ganske tidsbestemt variant af det, vi i dag opfatter som folkestyre. Det blev formelt etableret med junigrundlovenjunigrundloven 1849, der afløste enevælden, men med en række privilegier og forbehold, som siden gradvist er modificeret mod et stadigt mere omfattende folkestyre.
Lovgivningsmæssigt drejer det lokale sig om købstadslovgivningen fra 1837, anordning om sogneforstanderskabersogneforstanderskaber fra 1841, over love og anordninger af 1855 til Lov om Landkommunernes styrelse af 06.07. 1867, der varer indtil det egentlige gennembrud i den almindelige og lige valgret med kvindernes kommunale valgret i 1908, grundlovsfæstet 1915. Der sker løbende ændringer fra 1933, i 1950 og 1965. Endelig forsvinder sognerådene med kommunalreformen i 1970.
Det administrative grundlag for lokalstyret i Danmark er enevældenenevælden (1660/65-1849), hvor der blev styret via kirken, lens- og amtmænd – og hvor amtmændene under enevælden erstattede de funktioner, som tidligere de adelige lensmænd havde haft - suppleret med amtsskrivere og amtsforvaltere på det skattemæssige område.
I købstæderne havde enevælden foruden borgmestre byfogeder. Endelig var der fra 1791 herredsfogeder XE "herredsfogeder som dommere og efterhånden også med andre administrative opgaver under enevælden - politisager, tinglysning, skifte og overformynderi m.v. 
Frederik d. 6. besluttede i 1831 under indtryk af de revolutionære uroligheder i Europa 1830 at oprette de rådgivende stænderforsamlinger, som fungerede frem til 1848[v], som blev effektueret i 1834 med Forordning ang. Provinsialstændernes Indretning i Danmark. Det førte så også i 1848-49 frem til junigrundlovens markering af enevældens ophør.
Skellet i udviklingen er således junigrundloven og de første spæde tiltag til en demokratisering af central- og lokalstyre op til og fra 1849. Junigrundloven med overgang fra enevælde til folkestyre giver sig selv som et demokratisk tiltag, om end man bemærker den overordentligt begrænsede valgret, som i folkemunde blev kaldt for forbehold over for ’de syv F’er’: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. Desuden var der en endnu mere privilegeret valgret til Landstinget i form af alder, indkomst-formue og indirekte valg af valgmænd, der så udpegede medlemmerne til Landstinget[vi] - et førstekammer for de helt privilegerede klasser. Og det må her erindres, at love skulle gennem både Folketing og Landsting for at få lovkraft.
Der var over for folkestyrets demokratiseringspotentialer en udbredt skepsis (blandt de vel- og bedrestillede) i forhold til almuens / bøndernes / pøbelens evne til at styre og tage beslutninger, som også skulle gælde de privilegerede.  

Valglovsbestemmelser

Fra 1849 til 1915 var der flertalsvalg i enkeltmandskredse (som man stadig bruger i f. eks. UK og med variationer i USA). Indtil 1901 var afstemningen offentlig, dvs. ikke hemmelig.
I 1908 fik kvinder kommunal valgret som et resultat af Landstingets reducerede indflydelse med systemskiftet i 1901, hvor folketingsparlamentarisme i praksis blev gennemført med udnævnelsen af den første flertals-, Venstre-regering. Kvindernes valgret grundlovfæstedes i 1915 
Med grundloven af 1915 blev vælgerantallet mere end fordoblet ved rigsdagsvalg i medfør af valgret til kvinder, tyende, gradvis sænkelse af valgretsalderen og ophævelse af kravet om bopælspligt i valgkredsen i en periode før valget.
For første gang forudsatte valgloven nu også, at kandidaterne som hovedregel var tilsluttet politiske partier. Hver kommune i en valgkreds skulle udgøre mindst 1 afstemningsområde, 10 % af vælgerne kunne kræve yderligere opdeling.
Med valgloven af 1920 indførtes der forholdstalsvalg med kreds- og tillægsmandater, som vi kender det i dag. De tidligere enkelmandsvalgkredse blev til opstillingskredse. 

Sogne- og købstadslovgivningen 

For købstæderne[vii] og hovedstaden blev der med udtalelse fra stænderne givet en anordning angaaende købstædernes økonomiske bestyrelse af 24. okt. 1837[viii], der var gældende indtil købstadsloven af 26. maj 1868. Valgberettigede og valgbare var de mest velhavende, dvs. 3-9 % af købstædernes næringsdrivende borgerskab til borgerrepræsentationerne.  Disse borgerrepræsentationer kan nærmest betragtes som et billigt supplement til den statslige forvaltning, som også under enevældenenevælden opererede med ”eligerede borgere”.  

Overgang fra enevældig forvaltning til lokalt selvstyre

Det landkommunale selvstyre var både før og efter junigrundloven i 1849 også en decideret statslig forvaltning, hvor der var blevet et stigende behov for et (så nogenlunde) folkeligt supplement. Om ikke andet så (også her) a.h.t. gratis arbejdskraft i form af de lokale repræsentanter, som blev indført med anordning om sogneforstanderskabersogneforstanderskaber i 1841.
Det landkommunale selvstyre starter således med inspiration fra den samtidige købstadslovgivning, med anordning ang. landkommunevæsenet 13.8.1841.
Der kommer en justering med Lov om sogneforstanderskabernes og amtsrådenes sammensætning af 22.3.1855[ix]. Endelig kommer der med Lov om landkommunernes styrelse 06.07. 1868[x] den lov, som markerer navneskiftet fra sogneforstanderskaber XE "sogneforstanderskaber til sogneråd XE "sogneråd.
Umiddelbart ville man forvente en glidende overgang til demokratisering af det lokale selvstyre. Det kan man vel også godt sige, der i nogen grad var tale om, men helt afgjort inden for de rammer, som det nationale borgerskab og det store hartkorn fandt bedst. Og med de begrænsninger, som lå i de stramninger i den folkelige indflydelse, som allerede lå i junigrundloven, og som blev strammet jævnt op med den følgende tids grundlovsændringer op til provisorietiden XE "provisorietiden.
Først med parlamentarismens faktiske gennemførelse i 1901 og kvindernes kommunale valgret i 1908 kan demokratiseringen siges at være slået så nogenlunde igennem.  Dvs. før 1901 / 1908 ingen indflydelse til de 7 F'er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere), en indflydelse som først endeligt blev formaliseret med 1915 grundloven. 
Skal der siges noget sammenfattende om det lokale selvstyre i perioden fra 1841, er det først og fremmest, at hovedopgaverne i sognekommunerne var fattig-, skolevæsenet samt vejene. Sygehus var amtslige opgaver.
I byerne under købstadslovgivningen var opgaverne flere og øgedes løbende i industrialiseringens kølvand med f. eks. renovation, kloakering, vand-, el- og gasforsyning.
En yderligere forskel på forvaltningen i sognekommuner og byer var, at de tiltagende velfærdsordninger, som ikke mindst blev krævet af et stadig stærkere Socialdemokrati omkring skoler, alderdomshjem, sygehuse m.v.

1841 sogneforstanderskaberne

Fødte medlemmer: sognepræsten, herredsfogeden med stemmeret, alle jordejere med 32 tdr. hartkorn og mere (det helt store hartkorn).
Valgte medlemmer: 4-9, afhængigt af kommunens befolkningsmæssige størrelse, som havde mindst 1 tdr. hartkorn, uanset fæste eller eje, altså ingen repræsentation af husmænd.
Amtsrådet: Amtmanden, en af amtets provster, udnævnt af kancelliet, dvs. centralmagtens repræsentanter.
Lokale repræsentanter: sædegårdsejere valgte 3 medlemmer, hvis sædegårdenes hartkorn var ½ af amtets samlede hartkorn, ellers 2 repræsentanter.  3 eller 4 valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne, hvor centralmagten og det store hartkorn jo også var godt repræsenteret.

1855 reformen af sogneforstanderskaberne

Den mindre halvdel valgtes af samtlige, som også var valgbare til Folketinget, dvs. ingen fra de 7F’er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere).
Den større halvdel valgtes af de højeste kommunale skatteydere over det foregående år.
Præster og det store hartkorn mister det fødte medlemskab.  Præsterne beholder dog beføjelser i fattig- og skolevæsen med stemmeret i disse sager.  Herredsfogeden kunne deltage i forhandlingerne uden stemmeret.
Der skulle være et ulige antal medlemmer.
Amtsrådet, 7-11 medlemmer ulige antal:
Mindre halvdel valgtes her af de største skatteydere.
Større halvdel valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne. 

1867 kommunalreformen, sogneråd

I stedet for sogneforstanderskaber er navnet nu sognerådsogneråd. Sognepræsten gled helt ud som født medlem, herredsfogeden mistede retten til at tiltræde forhandlingerne, og formandens stemme var ikke længere udslagsgivende ved stemmelighed. Derimod skærpedes amtsrådenes kontrol med den kommunale administration og virksomhed. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt, der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.
Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. 
Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet. 
Denne bestemmelse ses i praksis i Skanderup i konflikten mellem den lovmæssige skolekommissionsformand, den indremissionske pastor C. J. Moe og førstelæreren i Gelballe Skole, P. Nissen, der mildt beskrevet ikke sympatiserede med Moes måde at være skolekommisionsformand på.
I 1908 fik alle over 25 år, både kvinder og mænd, kommunal valgret. Skyldte man i skat, blev valgretten dog stadig frataget - indtil Steinckes socialreform i 1933.
Der kom en ny lov om kommunernes styrelse i 1933, som var gældende indtil 1965. Sogneråd skulle stadig bestå af et ulige antal medlemmer, der udgjorde mindst 5 og højst 19 personer. Ændringer heri krævede amtsrådets tilladelse.
Sognerådsformand og -næstformand valgtes med absolut flertal, og var forpligtede til at fungere i hele valgperioden.  
[ii] Valdemar Atterdag døde 1375 og blev i praksis efterfulgt af datteren Margrethe 1.
[v]  En stænderforsamling er et repræsentativt organ, der i Danmark i perioden fra 1200-tallet til 1849 repræsenterede samfundets forskellige stænder (adel, gejstlighed, borgere, i Norden også bønderne). Stænderne kunne være rådgivende over for fyrsten, i nogle sager endda beslutningstagende.   
[vi] Landstinget udgjorde sammen med Folketinget Rigsdagen 1849-1953. Landstinget var Rigsdagens ”konservative garanti” med mere privilegeret valgret og valgbarhed end til Folketinget og endda i starten med kongevalgte medlemmer.
[vii] Lokalt var der Kolding, Fredericia, Vejle i Vejle Amt. Der er 68 købstæder i alt.
[viii] Collegial Tidenden nr. 47, 06. november 1837.
[ix] Love og Anordninger 1855.
[x] Love og Anordninger 1867.