Landsogn og stationsby.

I begyndelsen var der et landsogn med vandmøller og landsbyfællesskab, så kom der jernbane og stationsby til.
Erik Pontoppidans Danske Atlas er udgivet 1763-81. Sådan har Skanderup og Hiarup Sogne været placeret efter Pontoppidans opfattelse. Ved Colding med Coldinghuus, hovedbyen i det tidligere Koldinghus Len, nu (fra 1662-1793) Koldinghus Amt.
De landsbyer, Pontoppidan har fundet plads til på sit kort, nord for den helt iøjnefaldende Kongeå, er Andst, hovedbyen i Andst Herred og Sogn, Skanderup, hovedbyen i Skanderup Sogn, Hiarup sammen med Vamdrup, i Hiarup-Vamdrup Sogn. Og endelig Seest Sogn, her kaldet Seste. 
Drabæks Mølle, frimærkestempel 1926 Lunderskov Jernbanestation, frimærkestempel 1920'erne
 
 

kirke

   
Skanderup Kirke 1947 og plan for ombygning af kirken 1871-73 

præster og skolelærere, kirke, skoler og præstebolig

 
Hjarup Kirke og Præstegård
 *

Dette kirke-, skolebillede er taget o. eller lidt før 1940. Det dækker typisk den del af sognet, der har udelukket valgmenighedskirke, fri- og efterskole. Der har tidligere været et link til et mere detaljeret foto på https://collab.au.dk, der ser ud til nu at være et nedlagt site.

i medgang og modgang, i sorrig og glæde har vandret til hobe

   
Skanderup Mejeri, opført 1888, valgmenighedskirke 1922. Lunderskov Mejeri, opført 1895-96, søndagshvilende
Skanderup Mejeri, opført i Lunderskov v. jernbanen i 1912
Rytterskolen i Skanderup, opført 1725, hovedskole indtil 1842
 
Skanderup Skole, hovedskole fra 1908. Biskolen i Dollerup 1842-83
   
 Dollerup Skole 1883  Gelballe Biskole 1842-1883
Gelballe Skole, formentlig m. lærer Nissen, nok den nye skole, d.v.s. efter 1888.  Gelballe nye Skole 1888, udvidet 1924
 
Lokalhistorie er fordybelse i noget, man kender rigtig godt - sammen med andre, man er vokset op sammen med, eller som man har levet sammen med en rum tid, måske det meste af livet.
Det betyder for mange, at "dybest brønd giver klarest vand", som Jeppe Aakjær i 1916 formulerede det med "historiens sang".
For Aakjær betød det en fordybelse i det, han holdt allermest af - den hjemlige natur med dens mennesker, dyreliv, og historie.  
 
Herværende lokalhistorie er fra en egn ved Kongeåen, der siden Valdemar Sejrs sønner, fra 1241 var den sydligste del af det danske kongerige, grænsende til hertugdømmet Slesvig. Og derfor også fra 1864 indtil 1920 skillelinjen melle Danmark og Prøjsen, fra 1871 det under Prøjsen forenede Tyskland.
 
Den her behandlede lokalitet, Skanderup Sogn, blev med 1241 grænsen en regulær smuglercentral, da stats-, kongemagten skulle have told af det, der krydsede kongerigets grænser. 
Da det industrialiserede samfunds transportformer, herunder jernbanen fra 1866, gjorde en mindre del af sognet, landsbyen Lunderskov til et trafikalt centrum, ændredes det tidligere landsbysamfund fundamentalt. Det markerede overgangen fra landbo- til det moderne, industrialiserede samfund.
Af mange forskellige årsager blev det lille lokalsamfund herefter præget af en religiøs splittelse, som startede med den indremissionske præst, C. J. Moe, da han i 1885 blev sognepræst i Skanderup. Og hermed de facto skabte en forbindelse mellem indremissionske familier i Harboøre og Skanderup sogne, som varede en menneskealder, gensidige, religiøst betingede besøg indtil langt op i 1960'erne.
 
Man kan ved sammenligning af forskelligtartede historiske forløb få et perspektiv og en forståelse for det enkelte lokalsamfund, som ellers kan have en tendens til at drukne i detaljer.
Derfor vil der i denne sognehistorie være perspektiverende sammenligninger med en anden og andre, noget anderledes lokalhistorier. I sammenligningen vil indgå mere iøjnefaldende historiske levn - som herregårde, klostre og andre historiske monumenter, som i andre lokaliteter kalder på opmærksomheden.
Historiske monumenter er alle tegn på et levet liv, som har overlevet tidens tand. Uanset disse og andre tegn på, at nogle samfundslag har haft mere favorable vilkår end den dagligdag, som blev et vilkår for de fleste, så vil der her blive gjort et forsøg på at afdække rammer og vilkår for den mere ydmyge lokalitet, der i et langt historisk forløb har været Skanderup Sogn
Med kun sparsomme fortidslevn og kun en enkelt - måske et par stykker - sædegård(e), som slet ikke har sat sig bygningsmæssige spor, har vi her en meget landlig aflægger til Kolding, hvor man oven i købet har haft en residerende kongemagt (Christian 3.). Men som fra 1866 bliver et efterhånden udbygget trfikalt knudepunkt, som på et tidspunkt, hvor resten af kongeriget var præget af provisorietidens politiske konflikter, gerådede ud i religiøse modsætninger, som givetvis har været lige så ressourcekrævende for den lokale befolkning, som provisorierne har været det i resten af landet. 
   
  
    
Skanderup Sogn er geografisk placeret lidt syd for Kolding men nord for Kongeåen. Den sønderjyske historie med hertugdømmerne som en del af det danske kongerige ligger altså tæt på. Perioden fra 1864 indtil genforeningen i 1920 kom til at betyde et afgørende skel til den del af Sønderjylland, som kom under Tyskland, hvor befolkningen som tyske statsborgere skulle deltage på taberens side under 1. verdenskrig.
Flere ting både adskiller og forener i området omkring Kongeåen. Sproget er dansk, hvor sproget nede omkring Ejderen hovedsageligt er tysk. Men dialekten nord for Kongeåen adskiller sig klart fra den sønderjyske dialekt, som man finder mere og mere udtalt sydpå, men først fra Kongeåen.
 
Madkulturen i form af det voluminøse kaffebord med kaffe og kager blev et nationalt pejlingspunkt mellem dansk og tysk i løbet af 1800-tallet og var stadfæstet o, 1900. Kaffen var fælles for de to nationaliteter fra 1700-tallet. Den finere kagebagning opstod først med de små støbejernskomfurer i husholdningerne fra midten af 1800-tallet, også fælles for begge nationaliteter. Men i Sønderjylland syd for Kongeåen chikanerede de tyske myndigheder de dansksindedes møder på kroer og hoteller. En konsekvens heraf var, at dansksindede sønderjyder i stort tal opførte forsamlingshuse, som havde en anden funktion end forsamlingshusene nord for Kongeåen, der især var motiveret af højskolebevægelsen og provisorietidens modsætning til den godsejerdominerede Estrup-regering.
Syd for Kongeåen måtte man bruge forsamlingshusene som alternativ til kroer og hoteller, og derfor uden spiritusbevilling, dvs. uden kaffepuncher og grogger. I stedet måtte man holde sig til kaffebordets glæder, og her blev det de danske (ikke-stemmeberettigede) kvinders opgave at byde på bedst og mest fra kaffebordets kagesortiment.
Huset Frihed ved Kongeaaens toldgrænse Kongeaastien, sten ved toldgrænsen
Nord for Kongeåen kunne man nok kun finde en svag afglans af dette rige og mangfoldige kaffebord, ligesom man også kunne finde sønderjysk rugbrød. Men ikke i den variation, som man kunne finde syd for Kongeåen. Det samme gælder nok madkulturen i øvrigt. Det sønderjyske køkken, der er krydret af tyske slagtertraditioner med røget kød og egnsspecifikke urter, findes også i afdæmpet form nord for åen.
Ud over dagliglivet, som afspejles i sprog og madkultur, så er de folkelige bevægelser, som i sidste halvdel af 1800-tallet byggede forsamlings- og missionshuse, endnu mere markant forskellige nord og syd for Kongeåen.
Mod syd var det nationale i fokus. Nord for og i Skanderup Sogn har det været religiøse og politiske problemer af specifik dansk karakter, som har været styrende for dagligdagen. Man kan med nogen føje hævde, at syd for Kongeåen var 1864 et omdrejningspunkt, som i Skanderup Sogn nok snarere var 1885, pastor C. J. Moes ankomst til sognet. Midt i provisorietidens politiske spændingsfelt mellem godsejere og bønder, Venstre og Højre, højskole-, andels- og den gryende arbejderbevægelse.
 
Dette aspekt skal undersøges nøjere sammen med tilgængelig viden om hartkornsfordelingen før og efter landboreformerne, dvs. det typiske landsogn i et herred, hvor der kun var strøgods under Koldinghus, (stort set) ingen sædegårde med fornem og tidstypisk arkitektur og tilhørende foregangsmænd.
Hensigten er her at afdække, hvordan landbruget fordelte sig på brugsstørrelser før og efter landboreformerne, hvordan dette landbrugssamfund dannede rammen om jernbanens og den heraf følgende industrialisering af Lunderskov.
Hartkornsfordeling og industrialisering er ikke umiddelbare komponenter til en helhedsforståelse af sognets religiøse og politiske liv. Men nogle gennemgående og egnsspecifikt markante træk i sognets udvikling, er det ambitionen at kunne tegne.
 
Samt en placering af sognets besættelsestidshistorie, der selvfølgelig bærer præg af at være et lokalt jernbaneknudepunkt. Man skal her kigge nøje efter, hvis der skal findes træk, der kan spores til den religiøse splittelse i sognet.
 
Skanderup Sogn i 1600-tallet led som resten af landet under et par kongers krigspolitik. Tidligere tiders stormagtsambitioner fra vikingetidens herredømme over England under Knud d. Store, vikingernes hærgen i Europa over valdemarerne frem til Kalmarunionen, et Norden under dansk ledelse, adskiller sig markant fra Danmark under Christian 4. og sønnen Frederik 3. Her oplevede landet en krigspolitik, der i forholdet til Sverige blev katastrofal. Konsekvenserne for almuen i Koldinghus Len var død, nød og elendighed.
Bag enevældens indførelse og 1688 matrikuleringen som en metode til at effektivisere beskatningen og betale de økonomiske omkostninger ved svenskekrigene, er der en rigtig trist baggrund i den berørte almues elendighed som en konsekvens af krigene.
Enevældens indførelse var kongemagtens ufortjente belønning for en i øvrigt fejlslagen krigspolitik, et led i magtspillet, hvor adelen og Rigsrådet tabte den hidtidige magt, som håndfæstningerne siden 1282 symboliserede.
Svenskekrigene som udslagsgivende faktor behandles, men der gøres ikke forsøg på en klarlægning af mere detaljerede konsekvenser for sognet af svenskekrigene. Materialet er her overordentlig sparsomt. Der er stort set ingen pålidelige beretninger ud over det administrative kildemateriale.  
 

Madkulturen:  Det sønderjyske køkken er glimrende sat ind i en kulturhistorisk sammenhæng af museumsinspektør ved Sønderjyllands Museum, Inge Adriansen i Smag på Sønderjylland Madkultur uden grænser, Gyldendal 2012, s. 14-23 og især s. 118-124.
 
Den religiøse fejde i Skanderup Sogn:
Der går knap og nap et par hundrede år fra opførelsen af Frederik d. 4.s rytterskole i Skanderup i 1725 indtil det regulære slagsmål om skolernes vigtige dannelsesfunktion fra starten af 1900-tallet. Det er ikke tilfældigt, at skole og kirke med personale afbildes sammen på skole-kirke billedet. Det var her, stridens kerne lå.