Danmarks landboreformer havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål. Bønderne så i starten af reformerne til med nogen uvilje, selvejendom var jo for de fleste noget ganske ukendt. Man frygtede også at miste det kendte rygstød med godsejernes hjælp til skatterestancer, såsæd m.v.
Derfor var den politiske øvelse at vinde både bønder og godsejere for reformerne, idet der skulle ske udstykning fra hovedgårdene og salg til fæsterne.
Regeringen oprettede i 1786 en statslig kreditkasse til formidling af lån til selvejerkøb. Desuden blev godsejerne ved forskellige begunstigelser opmuntret til salg af fæstegods. Reformregeringen indså, at husmændene var den kommende tids landarbejdere, som der ville blive behov for både på godserne uden tidligere tiders hoveri og hos gårdmændene[1]. Derfor voksede husmændenes antal eksplosivt. Efter reformerne var der næsten lige mange bøndergårde og husmandsbrug, hvor der o. 1700 havde været næsten 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug.[2]
Og landboreformerne må siges at have levet op til reformregeringens forventninger.
I kølvandet på den industrielle revolution i England fra slutningen af 1700-tallet og en markant stigning i befolkningstallet steg efterspørgslen efter landbrugsvarer og hermed landbrugspriserne kraftigt indtil revolutions- og Napoleonskrigene fra 1789 og ind i 1800-tallet.
Den egentlige vending kom med krigsinflationen og pengereformen 1807-13.
Rigsbanken afløstes af et privat interessentskab, Nationalbanken i 1818, og Nationalbanken førte fra 1818-35 en antiinflatorisk pengepolitik, som gav en yderligere og mærkbar landbrugskrise, der kom til at forløbe 1813 - 1828 med faldende priser og vanskeligheder med at klare lån, optaget under krigsinflationen.
Tiden 1828 - 1857 var derimod for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”.
Peder Hansen, Høstbillede, 1910
Bruttofaktorindkomst 1828-1856, 1929 priser. 
Selv om den her bragte graf over produktionen illustrerer fremgang i landbrugsproduktionen, ses det tydeligt, at øvrige erhverv også har haft en stigende produktion, dog i vid udstrækning stimuleret af landbrugsudviklingen.
Landbruget var i denne opgangsperiode karakteriseret ved udvidelse af landbrugsarealet - overdrev, mose- og engkultivering - hvilket gav grobund for et øget besætningshold, hermed også mere gødning[1], mergling og dræning. Alt dette sammen med en markant forøgelse af arbejdskraften som resultat af befolkningsstigningen og den markante oprettelse af husmandsbrug. Produktiviteten øgedes også i medfør af overgang til 2-hestes svingplov mod 4-6-hestes hjulplove, brug af svenskharven, der erstattede forårspløjningen, tromler og tærskemaskiner. De teknologiske landvindinger fremmede oprettelse af jernstøberier og maskinfabrikker i provinsbyerne. Den samlede produktion i landbruget øgedes med over 60 % 1830-60 med en endnu kraftigere afledet effekt i byerhvervene.
Den gunstige prisudvikling i landbruget skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.
Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget var jernbanenettet. På længere sigt kostede det arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika[2]. 
Man kan af diagrammet se, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var landbrugskrise og afdæmpet vækst i Danmark.
Landbrugets krise var i første omgang et udslag af et omfattende kornprisfald, konkurrencen fra oversøiske kornprodukter, desuden protektionistiske foranstaltninger mod danske landbrugsprodukter især fra Sverige, Tyskland og England. Kornprisfaldet fremmede lysten til at deltage i mejeridrift på andelsbasis, og andelsbevægelsen startede og fik fra 1880’erne sin storhedstid.
Andelstanken gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne.
De middelstore gårdmandsbrug blev således ledende i denne udvikling med andelsbevægelsens mejerier og slagterier.
 
Fra 1895 - 1914, udbruddet af 1. verdenskrig var der prisstigninger og almindelig økonomisk vækst.
Varepriser og lønninger steg, det samme gjorde priserne på landbrugsprodukter, hvor der var tale om en stigning i prisindekset på 32 %.[1] I denne periode slog industrialiseringen også for alvor igennem. Det ser man lokalt især på befolkningstilvæksten i stationsbyen Lunderskov.
Som man vil kunne se af efterfølgende diagram, så er der i denne periode tale om en betydelig vækst i produktionen, i BFI generelt og i landbrugsproduktionen. Stigningen var udtryk for en jævnt sund økonomisk vækst, hvor prisstigningerne lå under stigningen i produktionen.
Bruttofaktorindkomst 1896-1914, 1929 priser[2]
1. verdenskrig betød for landbruget stigende omkostninger og produktionsnedgang, hvor det lykkedes landbruget at øge pengeindkomsterne væsentligt i kraft af gode afsætningsmuligheder og prisforhold på verdensmarkedet. Det samlede resultat var, at landbruget bibeholdt dets andel af bruttofaktorindkomsten. Industriproduktionen havde god fordel af krigstidens gode efterspørgselsforhold og den udenlandske konkurrences delvise bortfald.
Bruttofaktorindkomst 1914-1918, 1929 priser
Mellemkrigstiden 1918-40 var præget af manglende vækst med en desorganiseret international økonomi. Både landbrug og industri kæmpede mod faldende priser, valutadumping[1] og heraf afledt faldende produktion.
1920ernes kriseagtige tilstand, især for byerhvervene, bedredes fra 1927, hvor man frem til 1930ernes økonomiske krise så en stadig bedring i de økonomiske vilkår for både landbrug og øvrige erhverv.
Bruttofaktorindkomst 1918-1930, 1929 priser
Verdenskrisens problemer med devalueringer, toldgrænser, importregulering og heraf følgende indskrænkning i verdenshandelen er velkendt og afspejler sig tydeligt i produktionstallene.
I Danmark fik man med bredt politisk krisesamarbejde gennem Valutacentralen i 1932 og Kanslergadeforlige i 1933, dvs. en reguleringsøkonomi i princippet noget lig den, der førtes under 1. verdenskrig, et bredt funderet krisesamarbejde, der i modsætning til især Tyskland foregik i et fordrageligt parlamentarisk samarbejde.
I perioden 1929 – 1939 er landbrugsudviklingen stort set stagnerende i produktions- og eksportværdi. Det samme gælder landbrugets prisindeks. Industri og øvrige erhverv har derimod et svagt stigende produktionsindeks og en årlig vækstrate 1930-39 på 2,3 %, næsten det dobbelte af landbrugets årlige vækstrate.[1]
Under 2. verdenskrig var der produktionsnedgang og vareknaphed, dog med en væsentlig bedre forsyningssituation end i de krigsførende lande. Kalorieforbruget faldt kun med o. 10 %.[2]
 
Bruttofaktorindkomst 1939-1945, i 1929 priser
 
1945 – 57, efterkrigstiden, også kaldet genopbygningsperioden.
Sammenlignet med tiden efter 1. verdenskrig var der nu en mere bevidst statslig styring af den økonomiske vækstproces og et langt bedre organiseret internationalt samarbejde, de første efterkrigsår med udgangspunkt i OEEC, der senere blev til OECD.[1]
Alligevel var tiden fra 1953 i landbruget præget af en noget afdæmpet udvikling, hvad man også kan aflæse af BFI diagrammet i logaritmisk skala. Den midlertidige afdæmpning hang sammen med den foregående tids meget intensive dyrkningsform, og det blev fra 1953 væsentligt dyrere at importere foderstoffer til den animalske produktion, hvor vækstraten derfor faldt jævnt årtiet ud.
Der er også en jævn afgang af arbejdskraft fra landbruget. I 1956-57 overhaler industrien arbejdskraftmæssigt landbruget.
Det var et problem for det danske samfund med stagnationen i landbruget, da landbrugets valutaindtjening i midten af 1950erne udgjorde ca. halvdelen af Danmarks valutaindtjening.[2]
 
Bruttofaktorindkomst 1950-1963, i 1929 priser, logaritmisk skala
 
 
Perioden 1957 - 1970 kaldes under et vækst- og velstandssamfundet.
Her opstod det europæiske fællesmarked og som et modtræk frihandelsområdet EFTA. De europæiske toldmure over for landbrugsvarer lykkedes det aldrig OEEC at liberalisere, og Danmark havde et permanent problem indtil medlemskabet af EF i 1972, der senere blev til EU.
I denne periode voksede det offentlige eksplosivt, velfærdssamfundet var født.
 
Nogle indkomster i sognet i 1921
Ind imellem kan man hente ret uventede oplysninger i folketællingsmaterialet. Ud over navne, husstandsstørrelser og efterfølgende muligheder for at beregne eller finde relevante folketal, er der sporadisk spredte oplysninger om religion, varighed af ophold på stedet og ind imellem indkomstoplysninger. Som eksempel her fra 1921 - efter 1. verdenskrig og gullaschbaronerne, før 1930'ernes økonomiske krise - en lærerinde, Anna Petersen, Skanderup kr. 2803, en gårdejer, Lunderskov kr. 6800 og en arbejdsmand, Lunderskov kr. 2500 i årsindkomst. Af de gennemsete var højeste årsindkomst kr. 9000, laveste kr. 1564, en lagerarbejder. 
 
 
 
 
 
 
 
 Fodnoter

[1] I samtiden slog især partiet Venstre på, at den økonomiske styring var et udslag af ”socialistisk”, dvs. socialdemokratisk planøkonomi, hvor Venstre indtil 1963 var fortaler for den rene markedsregulering i et formaliseret VK samarbejde. OEEC var et resultat af den amerikanske Marshall hjælp, i realiteten en formuleret betingelse, der hed frihandel og internationalt samarbejde omkring verdenshandelen. Dog uden det, der i løbet af den første efterkrigstid blev til østblokken, den sovjetisk dominerede interessesfære i Europa.
[2] Sv. Aa. Hansen, Dansk økonomisk vækst, bd. 2, s. 142. Se diagram flg. sides diagram over vækstudviklingen
 

[1] Hvis et land har faldende valutakurser falder købekraften, import fra andre lande. Til gengæld stiger konkurrenceevnen, eksport til andre lande. Det var især Tysklands hyperinflation og valutakrise, der plagede det danske erhvervsliv. Krisen i Tyskland blev ikke bedre af de helt ublu krigsskadeerstatninger, som især Frankrig insisterede på.

[1] Sv. Aa. Hansen, bd. 1, s. 278.
[2] Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260. Det kan være vanskeligt at aflæse grafiske vækstforløb når der benyttes absolutte tal. I logaritmisk skala, som bedre sammenligner kvantitativt meget forskellige skalaer, ser diagrammet således ud:
Bruttofaktorindkomst 1896-1914, 1929 priser, logaritmisk skala
 
 

[1] Kunstgødning vandt først indpas i 1870-erne.
[2] Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, 1971, disputats om dansk udvandring til Amerika i perioden 1868-1914. Og Christian Winthers digt fra 1835, der senere blev til billedbogen med A. Schmidts illustrationer. Iflg. Hvidt var der tale om en udvandring fra Danmark 1850-1914 på o. 300.000 mennesker.

[1] De heraf afledte sociale problemer blev det en senere tids opgave at løse. Loven om afskaffelse af hoveriet 1799 omfattede ikke husmændene, dvs. brug på under 20 tdr. land, afhængigt af jordens bonitet. Husmandsklassen er med rette blevet karakteriseret som ”landboreformernes stedbørn”, hvis vilkår først bedredes med andelsbevægelsen og lovkomplekserne fra 1899 og 1919 om oprettelse af statshusmandsbrug.
[2] Fridlev Skrubbeltang har i Den danske husmand. I Kbh. 1952, s. 68 er der anslået 55.000 og 60.000 som antallet af gårde og husmandbrug efter landboreformerne, heraf blandt husmændene 20.000 jordløse og 15.-16.000 daglejere og indsidere.
 

[1] 31 % iflg. Sv. Aa. Hansen, Dansk økonomisk vækst, bd. 2, s. 67, 73.
[2] Sv. Aa. Hansen, Dansk økonomisk vækst, bd. 2, s. 104.
 
 
Appendiks 2
Skanderup Sogn o. 1900 iflg. Trap
Skanderup Sogn omgives af Lejrskov, Andst, Vamdrup, Hjarup og Seest Sogne samt Vejle Amt (Brusk Hrd.). Kirken, noget vestl., ligger over 1 1/4 Mil V. S. V. for Kolding. De især mod N. højtliggende, ujævne og bakkede Jorder (Ulveryg, 289 F., 91 M.) ere mod N. overvejende sandede, mod Ø. lerblandede, i øvrigt sandmuldede og frugtbare. En Del Skov (Rosenlund, Wissingsminde, Nørgaard Sk.). Paa Nordgrænsen løber Kolding Aa. Gennem Sognet gaa Landevejen fra Kolding til Foldingbro og Banen fra Kolding over Lunderskov til Esbjærg. 
 
Fladeindholdet 1901: 7021 Td. Ld., hvoraf 3590 besaaede (deraf med Hvede 15, Rug 493, Byg 546, Havre 1096, Boghvede 13, Frøavl 6, Blandsæd til Modenhed 651, Grøntf. 113, Kartofler 38, andre Rodfrugter 612, andre Handelspl. 7), Afgræsn. 1566, Høslæt, Brak, Eng m. m. 1035, Have 79, Skov 439, Moser og Kær 134, Veje og Byggegr. 168, Vandareal m. m. 9 Td. Kreaturhold 1898: 421 Heste, 2162 Stkr. Hornkvæg (deraf 1380 Køer), 351 Faar, 1542 Svin og 38 Geder. Ager og Engs Hrtk. 1895: 362 Td.; 76 Selvejergde. med 333, 138 Huse med 29 Td. Hrtk. og 106 jordløse Huse.
Befolkningen, 1/2 1901: 1791 (1801: 451, 1840: 882, 1860: 1248, 1890: 1687), boede i 307 Gaarde og Huse; Erhverv 1890: 123 levede af immat. Virksomhed, 1025 af Jordbr., 2 af Gartneri, 349 af Industri, 102 af Handel, 14 af forsk. Daglejervirks., 56 af deres Midler, og 16 vare under Fattigv. 
I Sognet Skanderup Kirke (i Vald. Jrdb.: Scandthorp) og Byerne: Skanderup med Skole, Missionshus (opf. 1882 -det er forkert, i 1889, JN), Mølle og Andelsmejeri; Gjelballe med Skole; Lunderskov, stor Stationsby — 1/2 1901: 77 Huse og 532 Indb. — med Friskole, Andelsmejeri, Savmølle, Teglværk m. m., Købmandshdlr., Gæstgiveri, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postkontor; Dollerup med Skole; Nagbøl med Præstegd., Fattiggaard (opr. 1875, Plads for 34 Lemmer) og Teglværk. Klebæk, Gde. og Huse; Lurendal, Huse. Gaarden Wissingsminde har 16 1/2 Td. H., 357 Td. Ld., hvoraf 10 Eng, 27 Skov, Resten Ager; 2 Huse. Dollerupgaard har 18 Td. H., 350 Td. Ld., hvoraf 30 Eng og Mose, 12 Skov, Resten Ager. Nagbølgaard har 14 1/4 Td. H., 242 Td. Ld., hvoraf 15 Eng, 20 Skov, 7 Mose, Resten Ager; 4 Huse og en Smedje. Rolles Mølle, Gd. med Vandmølle, har 13 1/2 Td. H., 182 Td. Ld., hvoraf 12 Eng, 12 Skov, Resten Ager. Andre Gaarde: Skanderupgd. (5 Td. H.); Mariegd.Nørgd. (8 Td. H.); Nørgaardslund (7 5/8 Td. H); RosenlundNygd.FrederiksmindeDolleruplund (5 Td. H.); Gjelballegd. (7 Td. H.); Elisabethslyst (8 Td. H.); DorotheasmindeGrønvanggd. m. m. Drabæks Vandmølle. Stort Anlæg af Fiskedamme tæt ved Rolles Mølle. 
Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave 5. bind, Anst Herred, 1898-1906
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
© Skanderup Sogns historie