Skole-, kirke- og foreningsliv i Gelballe, Hjarup og Skanderup

Forbundsskolen, Budstikken - historie og perspektiver

Skanderup Kirke og præstegård, da den lå i Nagbøl Skanderup Valgmenighedskirke og præstebolig v. kirke, efter- og friskole Hjarup Kirke og præstegård
Lunderskov mejeri, søndagshvilende Skanderup Mejeri Hjarup Mejeri i 1918 og det tidligere mejeri
 
Skanderup-Hjarup Forbundsskole Skanderups rytterskole Gelballe biskole1842-88                 Hjarup Skole 1913

Indledning
Landsbyerne Gelballe, Hjarup og Skanderup har deres oprindelse i to nabosogne, Skanderup og Hjarup[1].
Folketal[2]
1787
1840
  1870
1901
  1911
  1921
  1930
2010
2018
Skanderup Sogn
512
  882
  1433
1802
  2247
  2416
  2321
3986
4176
  Skanderup by
182
  273
    497
 680
   748
   647
    630
370
 428
  Gelballe by
  96
  213
    417
 303
   260
   304
    311
  xx
   xx
Hjarup Sogn
260
  374
    515
 610
   573
   553
    536
548
 553
  Hjarup by
260[3]
  298
    500
 505
     xx
     xx
      xx
397
 414
Med jernbanen fra 1866 og den heraf ledsagende industrielle udvikling blev de tre landsbyer opland til hver deres to stationsbyer, Hjarup til Vamdrup og Skanderup, Gelballe til Lunderskov.
Med nederlaget til Prøjsen i 1864 og tabet af den del af kongeriget, der lå syd for Kongeåen blev Vamdrup grænsestation til Prøjsen, som senere i 1871 med Tysklands samling under Prøjsen blev den dansk-tyske grænse indtil genforeningen i 1920.
I perioden 1842-1906[4] dannede Vamdrup og Hjarup fælles sogneforstanderskab, -kommune, hvor Vamdrup blev grænsestation først og fremmest fordi de syd for Vamdrup liggende områder mod Kongeå-grænsen var for sumpede til etablering af en jernbane- og grænsestation.
Ved anlægget af jernbanen i 1866 - og før anlægget af den sydjyske tværbane i 1874 - var Lunderskov kun en meget ubetydelig station med et krydsningsspor og et kort læssespor. Jernbanestationen var oprindeligt en træbygning. Et rimeligt gæt kunne være 50-100 m. nord for den nuværende jernbanestation.
Den i oktober 1874 nyopførte, i dag fredede stationsbygning[5] fik en passende, måske endda overdreven størrelse i forhold til Lunderskov som jernbaneknudepunkt.
De tre landsbyer har således deres rod i to forskellige sogne, tilknyttet to forskellige stationsbyer, da de i 1962 bliver forenet i et skolesamarbejde på tværs af de gamle sogneskel.
I Kolding Kommunes udviklingsplan for Hjarup og Skanderup, Gelballe i 2008[6] hedder det:
”Hjarup indgår i et landsbysamarbejde med Skanderup(, Gelballe). Dette samarbejde indebærer bl.a. idrætsforening, børnehave og Forbundsskolen, der fysisk er placeret ved Skanderup, men som også har elever fra Hjarup … (og Gelballe)”
Den historiske baggrund, samarbejdsprocessen i 1962 og samarbejdsmønstre inden for skole, kirke, forenings- og samfundsliv i de tre landsbyer er fokus for denne undersøgelse.
Det lokale fremtidsperspektiv skulle hermed gerne have et solidt fundament i den historiske baggrund og de beskrevne, lokale forudsætninger.
 
Der er henvisninger som slutnoter. Man må så slå op i den sidste del, hvis man ønsker at se henvisningernes indhold. Der henvises fortrinsvis til benyttede kilder og litteratur, hvor man skal kunne kontrollere, om dokumentationen er i orden. Der vil også kunne være forklarende henvisninger. Men i det store og hele skulle teksten helst kunne læses uden for megen brug af henvisningerne.

Fortidsminder og kulturlandskaber

Som Cæsar inddelte Gallien i tre dele, kan man tilsvarende inddele Jylland.
Nørre- og Sønderjylland skilte oprindeligt ved Kongeåen, hvor Sønderjylland lå mellem Ejderen og Kongeåen, resten var Nørrejylland.
Med en nyere inddeling kan man inddele efter Nordjylland nord for Limfjorden med hævet havbund og flade kystsletter, Midtjylland og Sønderjylland syd for Kongeåen.
Midtjylland kan deles efter istidens hovedstilstandslinje, hvor den vestlige del, Vestjylland har flade og sandede hedesletter, den østlige del, Østjylland er kuperet og præget af moræneaflejringer.
Skanderup og Hjarup Sogn ligger i Østjylland med grænse til Kongeåen og hermed til en sønderjysk historisk tradition.

Kulturlandskabet Gelballe, Hjarup, Skanderup

Af Frede Nielsen, tidligere Skovtrolden og naturvejleder

Isdækninger under Weichsel istiden
Weischel istiden startede for ca. 117.000 år siden og ophørte for ca. 11.500 år siden.
For 50 - 45.000 år siden var en stor del af vort land isdækket i form af det ”Gammelbaltiske isfremstød”, som kom fra sydøst og dækkede alle øerne og store dele af Jylland – nemlig den sydøstlige del.
For 45 - 29.000 år siden. Afsmeltning.
I det område, der før afsmeltningen var isdækket lå der efter afsmeltningen meget store såkaldte ”Dødisområder” tilbage efter afsmeltningen.
For 31 - 27.000 år siden kom der et fremstød fra Norge ”Det norske isfremstød”. Dette fremstød dannede en randmoræne (israndslinje) fra Bovbjerg i Vestjylland til syd om Djursland.
For 27- 23.000 år siden ny afsmeltning.
Efter afsmeltningen af dette isdække lå der nu også i de afsmeltede områder store dødisklumper tilbage lige som samme slags klumper stadig var aktuelle i det område, der tidligere var dækket af Det gammelbaltiske isfremstød.
For 23 - 21.000 år siden. Nu kom så det næste fremstød. Denne gang fra øst/nordøst den såkaldte ”Svenske is”. Samtidig med, at der skete en ny nedisning i det nordlige Jylland. Dette fremstød dækkede igen øerne samt den østlige del af Jylland, hvor der dannedes en randmoræne fra Viborg i nord til Padborg i syd (i dag den jyske højderyg). Altså var Nord og Østjylland isdækket, mens Vestjylland var isfrit.
For 21 - 19.000 år siden delvis afsmeltning.
For 19 - 18.000 år siden nyt fremstød fra sydøst ”Det ungbaltiske fremstød”. Her nåede isen frem til en linje fra det sydlige Djursland og derfra mod syd i en svag vestlig bue til Padborg.
For 18 - 16.000 år siden kom den endelige afsmeltning således, at det meste af Danmark var fri for egentlige gletschere, men dog med meget store dødisklumper forskellige steder i landskabet.
Helt fri for is blev vi først for 11.500 år siden. (Dog lå der stadig mange steder i landskabet store dødisklumper). [7]
Alle de efter afsmeltningen tidligere isdækkede overflader blev præget af isfremrykninger i kolde perioder samt tilbagesmeltninger i lunere perioder. Resultatet blev, at landskabet efter istidens slutning i disse tidligere isdækkede områder blev til et morænelandskab med bakker og dale, mens det vestlige Jylland, som jo ikke havde været isdækkede, blev udjævnet af store smeltevandsmæng­der samt præget af enorme sandede aflejringer.
Landskabet i Gelballe, Hjarup og Skanderup.
Som det ses af forannævnte er der tale om istidslandskaber i Gelballe, Hjarup og Skanderup. Blot er der ret stor forskel på de enkelte områder, som de fremstår i dag.
At komme fra forskellige retninger til Skanderup området byder på spændende landskabsoplevelser. Egentlig er der tale om, at den største del af Skanderup området ligger hen som et noget fladt område med overvejende lette jordtyper, bortset den østlige del af området, hvor der findes et lidt mere moræneagtigt landskab, mens der i Gelballe og Hjarup området er et bakke/dale landskab og jorden er her generelt af sværere typer.
Alt dette skyldes forannævnte is og smeltevandsbevægelser i Weichsel istiden.
Ser man på landskabet fra en drone vil man kunne konstatere, at den centrale del af Skanderup området omkranses af en højderyg, der startende fra vest bevæger sig mod nord, nordøst – mod øst og videre mod sydøst og til slut mod syd (Se kortudsnit nedenfor). Langs yderranden af denne højderyg ligger Gelballe mod nord - Møllevang området mod øst og Hjarup området mod sydvest og syd.
For omtalte højderyg er skabt af isfremstød fra lidt forskellige retninger. Højderyggen er på et tidspunkt i afsmeltningstiden dannet som randmoræne. I gletscheren blev der gennem tiden dannet nogle gletscherporte, hvor igennem smeltevandsmængder kunne strømme ud i det foran liggende landområde som flettede flodsystemer - den centrale del af Skanderup området. Herved er der sket det samme som i Vestjylland med udjævning af landskabet samt aflejring af sand og lettere jord­typer. Alt sammen dog i mindre målestok forstås. Selve Skanderup området fremstår altså i dag som et hedesletteareal for størstedelens vedkommende.
Konklusionen bliver, at landskabet ved Gelballe formentlig er dannet ved, at tidligere randmoræner er blevet istryksforstyrret af sandsynligvis flere nye isfremstød fra andre retninger, hvilket har forårsaget omlejringer samt skabt et forstyrret landskab bestående af tilfældige bakker og dale med dødishuller.
Hjarup området er i høj grad præget af tunnel/smeltevandsdalen, der strækker sig fra nordøst mod sydvest og går direkte gennem byen. I denne dal har Hjarup Bæk sit forløb. Endvidere er landskabet præget af den ret store randmoræne ”Fløjbjerg” sydøst for byen, der er dannet af det ungbaltiske isfrem­­stød i et fremstød som følge af temperaturfald i afsmeltningstiden. I Hjarup området er jordbunden overvejende leret muldjord med høj dyrkningsværdi.
Billedet af det centrale Skanderup tydeliggøres ved at kortlægge forskellige i dag eksisterende småvandløb. Begyndende fra vest: Et lille vandløb fra området nord for Skanderup Sognekirke, som løber mod syd fra kirkebyen for senere at have sammenløb med Skanderup Bæk ved Nagbøl Mose. Længere mod nordøst finder man Skanderup Bæk, som udspringer på en af Wissingsmindes østlige marker. Dette vandløb løber vestpå gennem Skanderup og videre mod Nagbøl Mose. I det videre findes et mindre vandløb, som fra Gården Rosenlund løber mod syd til Hjarup (her sammenløb med Hjarup Bæk midt i byen). Hjarup Bæk udspringer i en lille lund ved Andestrupgård sydøst for Møllevang og løber gennem Hjarup By og ud i Søgård Sø. Mellem Hjarup og Skanderup udspringer Klebæk på Gården Engholms mark og løber mod syd. Skanderup Bæk og Klebæk løber sammen vest for Nagbøl området, for lidt senere at slå sig sammen med Nagbøl Nørremose Bæk og Nagbøl Søndermose Bæk i området ved Nagbøl Mose. Vandløbet herfra og til udløbet i Bønstrup Sø i Vamdrup kaldes i dag for Nagbøl Bæk. Dette vandløb slutter sig til Bønstrup Sø nordfra og fortsætter efter udløbet fra denne som Bønstrup Å.
 
I den sydlige del af Hjarup udspringer Fløjbjerg Bæk og den løber derfra mod vest indtil den løber sammen med Hjarup  Bæk lige øst for Søgård Sø og derfra løber den ud i søens vestende og fortsætter derefter som Vamdrup Å. Vamdrup Å løber gennem byen og ved Vamdrup Kirke løber den sammen med Bønstrup Å, for kort derefter at forenes med Kongeåen lidt længere mod vest.
Når man i dag søger udspringet af disse små vandløb i landskabet støder man nogle steder på, at de udspringer fra en kilde, men studier af højdekurver på geodætiske kort viser, ar de fleste må have haft udgangspunkt i gletscherporte. Det må anses for rimeligt at fastslå, at alle disse små vandløb i slutningen af Istiden var svulmende smeltevandsfloder, der har haft omtrentlige forløb som disse små dejlige vandløb i dag. Af gode grunde findes der ikke noget samtidigt kortmateriale, så vi må nøjes med, hvad vore øjne kan se kombineret med lidt fantasi.
Med i betragtning skal tages, at der i senistiden og i tiden efter istidens ophør er sket store forandringer i landskabsbilledet især på hedeslettearealer, hvor der er sket transport af materialer i form af jordflydning samt vindtransport af lettere jordtyper. I sammenhæng har disse aktiviteter udjævnet landskabet og dermed skjult de tidligere floddale dannet af smeltevandsfloder.
Endvidere er der tale om, at man af dyrkningsmæssige årsager har udrettet mange vandløb i nyere tid.
Hermed et bud på hvorledes landskabet i Gelballe, Hjarup og Skanderup området formentlig er skabt i Weichsel istiden efter ovenstående recept.
 
Istidsjægere i Skanderup/Nagbøl området
De første spor af mennesker i Danmark stammer fra den såkaldte ”Hamburgkultur”, fordi mange af deres bopladser er fundet i Holsten nær Hamburg. Deres tilstedeværelse i Danmark knytter sig til, at store rensdyrflokke, som levede i Nordtyskland på dette tidspunkt i den varme del af året søgte nordpå til Danmark for at undgå de enorme sværme af kvægmyg, som var en stor plage for dem. Det kunne lønne sig at tage ophold i koldere områder, hvor der var færre myg. Sporene er fra omkring 15.300 til 14.000 år før nutid.
I Danmark er fundet bopladser fra Hamburg kulturen blandt andet ved Jels Oversø og Slotseng i Sønderjylland og ved Sølbjerg på Lolland.
Federmesser-kulturen, senpalæolitisk jægerkultur, navngivet efter tyske fund og kendt i store dele af Europa; i Frankrig kaldes kulturen azilien[8]. De fleste dateringer af bopladser falder inden for den forholdsvis varme Allerødtid[9] ca. 11.800-11.000 f.Kr. Federmesser-kulturen kendes i Danmark fra overfladefund af karakteristiske flintredskaber, og de første sikre bopladser blev udgravet 1990-93 ved Slotseng[10] i Sønderjylland.[11]
 
Istidens slutning.
Ahrensburg jægerne levede i kuldeperioden Yngre Dryas for omkring 12.500 til 11.500 før nutid, som var Weichsel istidens sidste krampetrækning. Det var meget koldt, og landskabet må i det store og hele have været regulær tundra.
Også Ahrensburgjægerne har fra Tyskland været på visit i vores land i slutningen af Istiden, hvor de har fulgt rensdyrene på deres vandringer nordpå i den lune del af året.
Både på bopladserne ved Stellmoor og Meiendorf lå fundene fra Ahrensburg kulturen ovenpå fund fra Hamburg kulturen, og det giver en temmelig klar antydning af, at Ahrensburg jægerne var efter­kommere af Hamburg jægerne.
Umiddelbart øst for Nagbøl Nørremose og ca. en kilometer vest for Skanderup Kirke, blev der for nogle år siden fundet en skafttungespids fra Ahrensburgkulturen.
 
En lignende pilespids blev i 1979 fundet på Brandsø i Lillebælt (den røde pil til højre). Begge pilespidser er knap 7,5 cm lange.
Frede Nielsen

Istid og stenalder

Neanderthaler og Cro-Magnon. De har begge levet under istiden. Cro-magnon, en homo sapiens, er noget senere end neanderthaleren, kan formentlig dateres til mellem 100.000-35.000 år gamle, og de fortrængte den fysisk betydeligt stærkere neanderthaler[12].
 
Efter sidste istid begynder Danmarks forhistoriske tid, dvs. kun arkæologiske, ingen skriftlige kilder. Før og under istiden er der næsten intet materiale, der kan fortælle om liv og levevilkår.
Ældste jægerstenalder, dvs. hvor der i Danmark kun var jægere og samlere, ingen bofaste. Sættes af nogle arkæologer til o. 13 000 - o. 9 000 f. Kr. Det er nok en del nærmere 9 000 end 13 000, hvis det skal fastholdes, at Danmark næppe var beboet under istiden. Hvis man (rimeligt realistisk) antager, at der har levet mennesker i Danmark under den første opvarmningsperiode fra ca. 12.700-10.700 f. Kr. og herefter nok først igen fra o. 9.700 f. Kr., så passer den anførte tidsangivelse så nogenlunde.
Kystbopladserne fra denne periode ligger nu på havets bund. Jægerne kunne den gang gå til England.
I Hjarup Mose er der gjort fund fra den tid, og desuden er der mellem Gamst Søenge og Dollerup Sø 8 lokaliteter, hvor der er fundet skafttungespidser, som dog ikke kan forbindes med egentlige bopladser, men som kan være bortskudte pilespidser fra jægere længere syd fra.
 
Skafttungespidser.[13]
Ældre jægerstenalder, med mere bofaste, kystbopladser kan tidfæstes til o. 9000 - o. 4000 f. Kr. med maglemose- (indtil o. 6400 f. Kr.), kongemose- (indtil o. 5400 f. Kr.), og ertebøllekultur (o. 5400 - o. 4000 f. Kr.).
Bue og pil var i løbet af ertebøllekulturen blevet jagtredskaber. I modsætning til de relativt store skafttungespidser finder man nu mange og ganske små pilespidser af flint.
Man har formentlig flyttet bopladser mellem kyst om sommeren og indlandssøer / åer om vinteren. Efteristidens bevægelser i landskorpen efter afsmeltningen har druknet de syddanske kystbopladser med tilhørende fiskeredskaber. Fund herfra viser for alvor havets betydning som fødekilde.
Bondestenalderen o. 4000 - o. 1700 f. Kr. var tiden, hvor den fastboende bonde afløste den omstrejfende jæger og samler med tamdyr, kornavl, keramik, slebne økser og en ny gravkultur - lange jordhøje med indvendige pæleinddelinger og trækamre. Afløstes af storstensgravene med små stenkister i rund- eller langhøje, -dysser. De klassiske dysser kendes i tusindvis over hele landet. Efter dyssen kom jættestuerne, der var større kamre med gang, som blev genbrugt ofte, og derfor kan indeholde snesevis af skeletter, hensætninger af lerkar m.m.
Fra omkring 2800 f.Kr. kommer der som noget nyt den såkaldte enkeltgravskultur. Kulturen er bedst kendt fra Jyllands magre jorder, hvor skeletsporene er vasket helt ud. Gammelkendte redskaber ændrede sig, både flintøkser, stridsøkser og lerkar. Bopladserne synes indskrænket til enkeltgårde. Der kendes mange grave fra enkeltgravskulturen. Man har såmænd også benyttet tidligere tiders jættestuer til enkeltgravskulturens døde. 
Som overgang til bronzealderen kalder man tiden fra o. 2400 - o. 1700 f. Kr. for dolketid. Der bliver her flintminedrift, sine steder i næsten stordriftsformat. Der fortsættes med stenbyggede enkeltgrave - med genbrug som i jættestuerne - og i Midtjylland uden høj.

Bronzealderen 

O. 1700 - o. 500 f. Kr. Ud over at Danmark helt uden egne metaller nu blev en af Europas største forbrugere af bronze til våben m.v. pr. km2, er gravhøjene vel nok det mest markante - de ligger i Danmark jævnt fordelt over hele landet. Der var relativt varmt og tørt i Danmark i denne periode, tidligere tiders skovarealer blev fortrængt af græsningsarealer til husdyrene. De mange gravhøje fra bronzealderen, gravhøje med en højde på ofte op mod 4 m, er ofte også anlagt på markante bakkedrag. Bronzealderens gravhøje kan ligge i grupper eller på rad og række. Bosættelsen synes at have været enkeltstående to- eller treskibede langhuse, ikke landsbyer som vi senere kender det.
 
 
Stursbøl Plantage ved Jels. Her findes cirka 70 gravhøje fra bronzealderen[14].
 
Jernalderen inddeles efter fundenes særlige kendetegn i 1) før romersk jernalder, o. 500 f. Kr. - o. 1 e. Kr. (der er ikke noget, der hedder år 0), 2) romersk jernalder, o. 1 - o. 400 e. Kr., 3) germansk jernalder, o. 400 - o. 800 e. Kr.
Det blev o. 400 f. Kr. koldere i Danmark, og der kom nu mere sammenhængende bebyggelser, hvor man kunne bo på det samme sted eller blot flytte nogle få hundrede meter væk. I før romersk jernalder bredte brandgravsskikken sig, dvs. de døde blev brændt og lagt i en urne, som blev anbragt på en flad mark, evt. ved siden af en eksisterende gravhøj.
Fra romersk jernalder ændrede gravskikkene sig igen. Efter brandgraven kom nu skeletgraven igen, navnlig til begravelser af de mere velstående. Gravpladser med skelet- og brandgrave benyttes gennem århundreder, en enkelt med 2500 grave over et tidsspand på omkring 500 år. I yngre romertid skete der flere vigtige fornyelser. Landbruget gik endnu mere over til kvægavl end i bronzetiden. Havre og rug samt hør vandt frem som afgrøder.

Vikingetid.

 
 
 
De to Jellinge sten anser man normalt for at være Danmarks dåbsattest. I det mindste er de monumenter over vikingekongen Harald Blåtands bekendtgørelse, at han samlede og kristnede hele Danmark. Kombineret med den viden, som vikingeborgene giver os om en stærk centralmagt, kan man nok godt fæste lid til denne lidt reklameprægede bekendtgørelse. Men der har været kamp om magten, hvilket viser sig ved sønnen, Svend Tveskægs voldelige magtovertagelse. 
 
Danmarks vikingetid, navngivet efter, hvad datidens beboere også kaldte sig selv, i det mindste de af dem, der drog på sørøver- og handelstogter, og kan dateres til ca. 800 - ca. 1050, altså lidt ind i den periode, hvor Danmark i princippet var gået over til kristendommen. Man har fra denne periode "Trelleborgene"[15], hvoraf Fyrkat og Aggersborg ligger i Midtjylland. Disse borge har enten været "tvangsborge", dvs. beregnet på, at centralmagten kunne holde styr på befolkningen, eller de har været beregnet på erobringstogter ud af landet. Måske begge dele. Til disse anlæg hører også lokalt Harald Båltands Ravningbro anlæg[16] over Vejle ådal, ca. 10 km syd for kongesædet i Jelling.

Lokale fund 

Lokale fund og fortidsminder med tilhørende oversigtskort finder man i Kulturministeriet, Slots- og Kulturstyrelsen.
De her fundne arkæologiske fundresultater er de centraliserede registreringer af formentlig alle kendte udgravninger.[17]
Som det fremgår af oversigtkortet er det især Dollerup, Nagbøl - sammen med nabobyerne Gejsing, Lejrskov, St. Andst og Hjarup - som rummer ind imellem bemærkelsesværdige fund og fortidsminder. I byerne Skanderup og Gelballe er der relativt få.
Man har nok oprindeligt bosat sig langs å og vandløb i Kolding ådal. Herfra så vel udflytning til torp-byerne, bl.a. Skanderup, Hjarup samt - ikke mindst kunne fundene tyde på - Dollerup-Nagbøl området.
Kortets røde cirkler markerer fredede fortidsminder, de blå repræsenterer ikke-fredede fund og fortidsminder.
I dag kan man i Kulturstyrelsens registrering konstatere mellem 60-75 mere eller mindre velbevarede fortidsminder - samt fund - inden for Skanderups sognegrænse. Heraf dog kun 5 fredede, og disse hovedsageligt op ad sognegrænsen til Gejsing og Lejrskov, hvor der er massivt flere, især i Lejrskov området. Uden for Skanderups sognegrænse er der mod sydøst i Hjarup og Fovslet[18] et større antal fredede oldtidsminder. I og omkring Hjarup by 3 fredede og 7 ikke-fredede. I Fovslet Skov 12 fredede, og i og omkring Svanemosen o. 50 ikke fredede fund.

Ikke-fredede fund, Skanderup-Gelballe

Søndergyden, jernalderskår, fundet 2002.
Hjarupvej, affaldsgrube fra før romersk jernalder, fundet ved byggemodning 2006.
Wissingsminde, affaldsgrube med urne fra ældre romersk jernalder, fundet 2000.
Skanderup Kirkeby, fund af bronzebeslag fra middelalder (1067-1535), vest for kirken, fundet 2003.
Elisabetslyst v. Gelballevej, fund af keramik m.v. fra jernalder, fund i 2000.
Dakavej, kogegrube og keramik fra bronzealder, fundet 2002.
Gelballehave, fund af stenlag i 1953, der blev tolket som en røse, dvs. en stensat gravhøj, som kan være alt fra stenalder til jernalder. Hvis det da overhovedet er en røse.
Store Bremhøjgård, stenalderfund og slibesten fra yngre jernalder / vikingetid, fund i 2000.
Vestergaard, oppløjede affaldsgruber, oldtid, ellers ingen nærmere datering, fundet i 2000.

Fredede og ikke-fredede fund i Hjarup

 
 
Som det fremgår af Slots- og Kulturstyrelsens oversigt over fund, er Hjarup og især Fovslet Skov og Svanemosen ualmindeligt rig på fortidsfund[19]. Kun en del af Fovslet Skov hører under det gamle Hjarup Sogn, resten hører under Ødis Sogn.
Fovslet og Svanemosen har været krongods under Koldinghus. Svanemose området øst for Fovslet Skov er markeret som kulturarvsareal. Svanemosen var oprindeligt en højmose, der nu fra 2007 er blevet ført tilbage til den oprindelige tilstand med en sur og iltfattig jordbund. Hvor der tidligere har været tørvegravning i området, bliver det nu et åbent, sumpet landskab uden træer og græs, hvor højmosen vokser opad - heraf navnet - med nye lag af sphagnummosser, mens de nederste lag omdannes til tørv.

Fredede fund i Hjarup

·         Ved Hjarup Kirkegård er der en stenplankebro med en 1.5 m bred pille i midten, der er opbygget af flere lag stablede sten. Broen fører over Hjarup Bæk, og den formodes anlagt en gang i middelalderen, efter 1067.[20]
·         Vejmærke ved Enghøjgård. En 1.20 m høj vejafmærkningssten af granit, der står ved stenplankebroens nordøstlige hjørne langs vejsiden. Formodes sat på et tidspunkt o. 1661 eller herefter.
·         En vejkiste ved Mejerigården, under vejen over Hjarup bæk, ca. 12 m syd for ovennævnte stenplankebro. Formodes anlagt o. 1661 eller herefter.

Fredede fund i Fovslet Skov

·         I den sydvestlige del af Fovslet Skov er der et voldsted, der består af to banker, et øst-vest orienteret plateau med kant mod de to små banker, med spor af en lav kronvold. Dateres til tidlig middelalder, o. 1067.
·         Et voldsted, en flad firesiddet banke og vandgrav i det gamle Fovslet, øst for det foran nævnte. Banken ledsages i vest af en voldgrav.
·         Lidt nord for ovennævnte voldsted er der en rundhøj, der formodes dateret til nok en gang i bondestenalderen, o. 3950 f. Kr. eller herefter.
·         Ca. midt i Fovslet Skov er der en gammel afdelingssten over skovbrug med romettallet I, firkantet, ca. 65 cm høj og med afrundet top.
·         I den nordøstlige del af Fovslet Skov nok en velbevaret rundhøj, samme datering som oven for. Nord herfor yderligere fem rundhøje og yderligere vest herfor to rundhøje. I og sydvest for Hjarup Præstegårdsskov, i Fovslet Skov ligger yderligere en + tre rundhøje.
·         Egelund voldsted. Mellem Hjarup og Søgårde. Voldstedet består af en ca. 6 m høj, oval borgbanke. I den sydøstlige side af banken er en græsklædt sænkning.

Ikke-fredede fund i Hjarup

·         Ved Østergårdsvej er der et formodet voldsted, der ligger som en banke omgivet af en bæk på vest-, syd- og østsiden og et sumpet område mod nord. Kunne som voldstederne i Fovslet Skov have været en tidlig middelalderborg eller en større gård fra samme tid.
·         Omkring Vestergård er der fundet flere bronzegenstande på en bakkehøjning. De formodes dateret til yngre germansk jernalder/vikingetid.
·         Omkring Egelund mod Søgårde er der en række jernalderfund. Og ved Egelund voldsted er der en rundhøj.

Ikke-fredede fund i Fovslet Skov og Svanemosen

  • Omkring Svanemosen, både på nord, øst og sydsiden, har der været mange stenalderfund, som hovedsageligt stammer fra indlandsbopladser langs bredderne af den tidligere sø. Foruden stenalderfundene er der i og omkring mosen fremkommet enkeltfund fra jernalderen, ligesom der er registreret spor efter mulige bopladser på bakkedragene øst herfor.
  • To rundhøje og to jernalderfund i Fovslet Skov.
  • I Svanemosen er der fundet mosepotter, heraf en enkelt, der kan dateres til jernalderen.
Sogne og kommuner, administrative inddelinger
Den ældste, administrative inddeling af Danmark i historisk tid, dvs. fra Jellingestenene og tiden omkring Harald Blåtand, har været inddelingen i lande, hvor de 3 vigtigste var Jylland (m. Fyn og Langeland), Skåne (m. Halland, Blekinge og Bornholm) og Sjælland (m. Møn, Lolland og Falster).
I middelalderen var Jylland inddelt i 14 sysler indtil reformationen i 1536, hvor syslerne helt forsvandt. Syslerne var inddelt i et antal herreder.
Skanderup og Hjarup Sogn, Andst Herred (på kortet Anzstath) var i sysselinddelingen del af Almindsyssel. De øvrige herreder her var Brusk, Elbo, Holmans, Jerlev og Slavs Herred.
Sysselinddelingen blev afløst af inddelingen i len i løbet af tiden før og efter reformationen.
Skanderup og Hjarup Sogn er blandt Andst Herreds 10 sogne.
 
Kort udarbejdet af Johannes Steenstrup til Danmarks Riges Historie (1900)[21].
Her kun Almindsyssel mellem Vejle og Kolding.
 
Koldinghus Len 1389-1662. Koldinghus blev len under Valdemar Atterdag, hvis første lensmand på Koldinghus blev udnævnt o. eller før 1389[22]. Koldinghus som kongeslot og -residens stod færdigbygget i 1268.
 
 
       
Danske len 1522, Arups Danmarkshistorie, kun len nord for kongeåen.[23]
Det restaurerede Koldinghus, foto kan hentes i Slots- og Kulturstyrelsen.
 
Med overgangen fra len til amter fra 1662 kom Andst Herred under Koldinghus Amt.
Der var 45 amter, næsten tilsvarende antallet af len før omlægningen til amter.
Med en ændring af amtsinddelingen 1793 kom Andst Herred indtil 1970 under Ribe Amt. I denne omlægning var der 24 amter indtil 1970.
I perioden 1842-1906 udgjorde Hjarup og Vamdrup Sogne fælles sogneforstanderskab, -kommune[24], Vamdrup-Hjarup Sognekommune. Fra 1906 var Hjarup Sogn en selvstændig sognekommune.
 
 
Amtsinddelingen 1682-1793. Med den enevældige kongemagt fra 1660 blev administrationen gennem len afløst af de i 1662 etablerede 45 amter. På kortet er ikke afsat de sønderjyske amter, Haderslev, Tønder, Åbenrå og Løgum Kloster, Sønderborg og Nordborg.
 
Amtsinddelingen 1793 til 1970.
 
Med kommunalreformen i 1970 reduceredes amternes antal til 13 + 1, dvs. 3 hovedstadskommuner med amtsfunktion, 14 amter i alt. Skanderup Sogn blev en del af Lunderskov Kommune, Vejle Amt. Hjarup Sogn blev en del af Vamdrup Kommune, Vejle Amt.
Med strukturreformen i 2004 inddeltes Danmark i 5 regioner fra 2007. Skanderup og Hjarup Sogn er nu en del af Kolding Kommune, der er en del af Region Syddanmark.
Ringen er sluttet efter nogle hundrede år med forskellig amtsligt tilhørsforhold, således at Skanderup og Hjarup Sogn nu igen er en del af - ikke Koldinghus Len, men af - Kolding Kommune.

Det lokale selvstyre

Når vi i dag siger folkestyre, så tænker vi især på den almindelige, lige og hemmelige valgret med tilhørende valgbarhed. Men det er på den lange bane, at det efterhånden er blevet sådan. Historisk er både lands- og lokalpolitikken en ganske tidsbestemt variant af det, vi i dag opfatter som folkestyre. Det blev formelt etableret med junigrundloven 1849, der afløste enevælden, men med en række privilegier og forbehold, som siden gradvist er modificeret mod et stadigt mere omfattende folkestyre.
Lovgivningsmæssigt drejer det lokale sig om købstadslovgivningen fra 1837, anordning om sogneforstanderskaber fra 1841, over love og anordninger af 1855 til Lov om Landkommunernes styrelse af 06.07. 1867, der varer indtil det egentlige gennembrud i den almindelige og lige valgret med kvindernes kommunale valgret i 1908, grundlovsfæstet 1915. Der sker løbende ændringer fra 1933, i 1950 og 1965. Endelig forsvinder sognerådene med kommunalreformen i 1970.
Det administrative grundlag for lokalstyret i Danmark er enevælden (1660/65-1849), hvor der blev styret via kirken, lens- og amtmænd – og hvor amtmændene under enevælden erstattede de funktioner, som tidligere de adelige lensmænd havde haft - suppleret med amtsskrivere og amtsforvaltere på det skattemæssige område.
I købstæderne havde enevælden foruden borgmestre byfogeder. Endelig var der fra 1791 herredsfogeder som dommere og efterhånden også med andre administrative opgaver under enevælden - politisager, tinglysning, skifte og overformynderi m.v. 
Frederik d. 6. besluttede i 1831 under indtryk af de revolutionære uroligheder i Europa 1830 at oprette de rådgivende stænderforsamlinger, som fungerede frem til 1848[25], som blev effektueret i 1834 med Forordning ang. Provinsialstændernes Indretning i Danmark. Det førte så også i 1848-49 frem til junigrundlovens markering af enevældens ophør.
Skellet i udviklingen er således junigrundloven og de første spæde tiltag til en demokratisering af central- og lokalstyre op til og fra 1849. Junigrundloven med overgang fra enevælde til folkestyre giver sig selv som et demokratisk tiltag, om end man bemærker den overordentligt begrænsede valgret, som i folkemunde blev kaldt for forbehold over for ’de syv F’er’: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. Desuden var der en endnu mere privilegeret valgret til Landstinget i form af alder, indkomst-formue og indirekte valg af valgmænd, der så udpegede medlemmerne til Landstinget[26] - et førstekammer for de helt privilegerede klasser. Og det må her erindres, at love skulle gennem både Folketing og Landsting for at få lovkraft.
Der var over for folkestyrets demokratiseringspotentialer en udbredt skepsis (blandt de vel- og bedrestillede) i forhold til almuens / bøndernes / pøbelens evne til at styre og tage beslutninger, som også skulle gælde de privilegerede.  

Valglovsbestemmelser

Fra 1849 til 1915 var der flertalsvalg i enkeltmandskredse (som man stadig bruger i f. eks. UK og med variationer i USA). Indtil 1901 var afstemningen offentlig, dvs. ikke hemmelig.
I 1908 fik kvinder kommunal valgret som et resultat af Landstingets reducerede indflydelse med systemskiftet i 1901, hvor folketingsparlamentarisme i praksis blev gennemført med udnævnelsen af den første flertals-, Venstre-regering. Kvindernes valgret grundlovfæstedes i 1915 
Med grundloven af 1915 blev vælgerantallet mere end fordoblet ved rigsdagsvalg i medfør af valgret til kvinder, tyende, gradvis sænkelse af valgretsalderen og ophævelse af kravet om bopælspligt i valgkredsen i en periode før valget.
For første gang forudsatte valgloven nu også, at kandidaterne som hovedregel var tilsluttet politiske partier. Hver kommune i en valgkreds skulle udgøre mindst 1 afstemningsområde, 10 % af vælgerne kunne kræve yderligere opdeling.
Med valgloven af 1920 indførtes der forholdstalsvalg med kreds- og tillægsmandater, som vi kender det i dag. De tidligere enkelmandsvalgkredse blev til opstillingskredse. 

Sogne- og købstadslovgivningen 

For købstæderne[27] og hovedstaden blev der med udtalelse fra stænderne givet en anordning angaaende købstædernes økonomiske bestyrelse af 24. okt. 1837[28], der var gældende indtil købstadsloven af 26. maj 1868. Valgberettigede og valgbare var de mest velhavende, dvs. 3-9 % af købstædernes næringsdrivende borgerskab til borgerrepræsentationerne.  Disse borgerrepræsentationer kan nærmest betragtes som et billigt supplement til den statslige forvaltning, som også under enevælden opererede med ”eligerede borgere”.  

Overgang fra enevældig forvaltning til lokalt selvstyre

Det landkommunale selvstyre var både før og efter junigrundloven i 1849 også en decideret statslig forvaltning, hvor der var blevet et stigende behov for et (så nogenlunde) folkeligt supplement. Om ikke andet så (også her) a.h.t. gratis arbejdskraft i form af de lokale repræsentanter, som blev indført med anordning om sogneforstanderskaber i 1841.
Det landkommunale selvstyre starter således med inspiration fra den samtidige købstadslovgivning, med anordning ang. landkommunevæsenet 13.8.1841.
Der kommer en justering med Lov om sogneforstanderskabernes og amtsrådenes sammensætning af 22.3.1855[29]. Endelig kommer der med Lov om landkommunernes styrelse 06.07. 1868[30] den lov, som markerer navneskiftet fra sogneforstanderskaber til sogneråd.
Umiddelbart ville man forvente en glidende overgang til demokratisering af det lokale selvstyre. Det kan man vel også godt sige, der i nogen grad var tale om, men helt afgjort inden for de rammer, som det nationale borgerskab og det store hartkorn fandt bedst. Og med de begrænsninger, som lå i de stramninger i den folkelige indflydelse, som allerede lå i junigrundloven, og som blev strammet jævnt op med den følgende tids grundlovsændringer op til provisorietiden.
Først med parlamentarismens faktiske gennemførelse i 1901 og kvindernes kommunale valgret i 1908 kan demokratiseringen siges at være slået så nogenlunde igennem.  Dvs. før 1901 / 1908 ingen indflydelse til de 7 F'er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere), en indflydelse som først endeligt blev formaliseret med 1915 grundloven. 
Skal der siges noget sammenfattende om det lokale selvstyre i perioden fra 1841, er det først og fremmest, at hovedopgaverne i sognekommunerne var fattig-, skolevæsenet samt vejene. Sygehus var amtslige opgaver.
I byerne under købstadslovgivningen var opgaverne flere og øgedes løbende i industrialiseringens kølvand med f. eks. renovation, kloakering, vand-, el- og gasforsyning.
En yderligere forskel på forvaltningen i sognekommuner og byer var, at de tiltagende velfærdsordninger, som ikke mindst blev krævet af et stadig stærkere Socialdemokrati omkring skoler, alderdomshjem, sygehuse m.v.

1841 sogneforstanderskaberne

Fødte medlemmer: sognepræsten, herredsfogeden med stemmeret, alle jordejere med 32 tdr. hartkorn og mere (det helt store hartkorn).
Valgte medlemmer: 4-9, afhængigt af kommunens befolkningsmæssige størrelse, som havde mindst 1 tdr. hartkorn, uanset fæste eller eje, altså ingen repræsentation af husmænd.
Amtsrådet: Amtmanden, en af amtets provster, udnævnt af kancelliet, dvs. centralmagtens repræsentanter.
Lokale repræsentanter: sædegårdsejere valgte 3 medlemmer, hvis sædegårdenes hartkorn var ½ af amtets samlede hartkorn, ellers 2 repræsentanter.  3 eller 4 valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne, hvor centralmagten og det store hartkorn jo også var godt repræsenteret.

1855 reformen af sogneforstanderskaberne

Den mindre halvdel valgtes af samtlige, som også var valgbare til Folketinget, dvs. ingen fra de 7F’er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere).
Den større halvdel valgtes af de højeste kommunale skatteydere over det foregående år.
Præster og det store hartkorn mister det fødte medlemskab.  Præsterne beholder dog beføjelser i fattig- og skolevæsen med stemmeret i disse sager.  Herredsfogeden kunne deltage i forhandlingerne uden stemmeret.
Der skulle være et ulige antal medlemmer.
Amtsrådet, 7-11 medlemmer ulige antal:
Mindre halvdel valgtes her af de største skatteydere.
Større halvdel valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne. 

1867 kommunalreformen, sogneråd

I stedet for sogneforstanderskaber er navnet nu sogneråd. Sognepræsten gled helt ud som født medlem, herredsfogeden mistede retten til at tiltræde forhandlingerne, og formandens stemme var ikke længere udslagsgivende ved stemmelighed. Derimod skærpedes amtsrådenes kontrol med den kommunale administration og virksomhed. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt, der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.
Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. 
Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet. 
Denne bestemmelse ses i praksis i Skanderup i konflikten mellem den lovmæssige skolekommissionsformand, den indremissionske pastor C. J. Moe og førstelæreren i Gelballe Skole, P. Nissen, der mildt beskrevet ikke sympatiserede med Moes måde at være skolekommisionsformand på.
I 1908 fik alle over 25 år, både kvinder og mænd, kommunal valgret. Skyldte man i skat, blev valgretten dog stadig frataget - indtil Steinckes socialreform i 1933.
Der kom en ny lov om kommunernes styrelse i 1933, som var gældende indtil 1965. Sogneråd skulle stadig bestå af et ulige antal medlemmer, der udgjorde mindst 5 og højst 19 personer. Ændringer heri krævede amtsrådets tilladelse.
Sognerådsformand og -næstformand valgtes med absolut flertal, og var forpligtede til at fungere i hele valgperioden.  

Skanderups sognelokaliteter, lokalitetshistorie[31]

Geografisk omfatter Skanderup Sogn landsbyerne Skanderup, Nagbøl, Dollerup, Gelballe og forskellige lokaliteter i tilknytning hertil. Desuden landsbyen Lunderskov, der med jernbanen fra 1866 bliver til et jernbaneknudepunkt, en stationsby af ganske central betydning som knudepunkt til det i 1864 til Prøjsen tabte Slesvig og Holsten samt den vestlige del af Danmark, dvs. Esbjerg.
Andelsmejeriernes start på landsplan i 1882[32] resulterede helt i sognets ånd på den tid i Skanderup Mejeri 1888, som fra 1895-96 fik det søndagshvilende Lunderskov Mejeri som alternativ.[33] Krydret med det særlige raffinement, at det gamle Skanderup Mejeri flyttede til Lunderskov ved jernbanen, og dets bygninger i Skanderup blev i 1922 ombygget til kirke for den valgmenighed, der var blevet dannet i 1910. Smukt fulgt op af valgmenighedens omkringliggende efter- og friskole.
Der er ingen forsamlingshuse i sognet, før Gelballe Forsamlingshus ret sent blev opført i 1908. Fra 1889 er der et missionshus, Pella i Kirkebyen.[34]
Et noget ”dødt sogn” mht. folkelige bevægelser før opsplitningen i Indre Mission og valgmenigheden har man i religiøse kredse kaldt det. Men den religiøse vækkelse har vel så for de samme kredse været reaktionen mod dette åndelige dødbideri. Og hvilken vækkelse!
Skanderup Sogn[35] omgives af Lejrskov, Andst, Vamdrup, Hjarup og Seest Sogne samt Vejle Amt, Brusk Herred. De især mod nord højtliggende, ujævne og bakkede Jorder (Ulveryg, 289 F., 91 M.) er mod nord overvejende sandede, mod øst lerblandede, i øvrigt sandmuldede og frugtbare. Der er en del skov, som bl.a. omfatter Rosenlund, Wissingsminde og Skanderup Nørgaard. På nordgrænsen løber Kolding Å. 
Befolkning og erhverv 1890: 123 levede af immateriel virksomhed, 1025 af jordbrug, 2 af gartneri, 349 af industri, 102 af handel, 14 af forskellig daglejervirksomhed, 56 af deres formue, og 16 var under fattigvæsenet. 
I Sognet ligger Skanderup Kirke, fra 1922 også Skanderup Hjarup Valgmenighedskirke.

Skanderup Kirke

Skanderup Kirke er i brev fra 1397[36] viet til St. Nikolaj og nævnes første gang i 1280 ved skødning af krongods til biskoppen i Ribe i Valdemars Jordebog[37]
Kirken er en romansk kvaderstensbygning fra formentlig o. 1200. Først i senmiddelalderen (midten af 1300-tallet indtil reformationen 1536) opførtes tårnet, der i 1871 forsynedes med det nuværende spir. 
En gammel, fornem sydportal blev i 1862 flyttet hen som indgang i tårndelen, hvilket nok medførte, at tårnet i 1871 måtte totalrenoveres. Tårnet hører til de usædvanligt store, og der var allerede før renovationen i 1871 problemer med, at væggene var ustabile. Derfor de mange murbindere.
Apsis mod øst er opført i 1934. Der har desuden i senmiddelalderen fundet en udvidelse sted mod vest, det nuværende indgangsparti.
Nordsidens kvaderstensmurværk er meget velbevaret og med oprindelige, små romanske, rundbuede vinduer.
Norddørens tympanon er et nærmere eftersyn værd. Den forestiller Kristus med Paulus og Peter. Den samme komposition ser man i Vamdrup og Andst kirker, hvor Andst kirke mht. tympanon har den bedste håndværksmæssige kvalitet.
Under kejserkrigen 1625-29 og Torstenssonfejden 1643-45, alt under Christian 4., blev kirken plyndret. Ved kongebrev i 1746 blev det sognemændene pålagt at reparere skaderne.[38]
Iflg. en indberetning i Danske Kancelli i 1792 om kirkernes tilstand konstateredes der et forfald, hvorom det hed, at kvæget fik lov at græsse på kirkegården.
Præstegården, der lå i Nagbøl, flyttedes i 1924 til Skanderup mellem kirken og Missionshuset i Pellabyen.
Om kirkens indre og inventar kan det bemærkes, at lofterne i både det pudsede kor og trælofter er af nyere dato, dvs. fra midten af 1800-tallet indtil en renovation i 1934. Der er fine loftindskrifter og rester af romanske kalkmalerier. Det ældste af inventaret er den romanske døbefont, desuden er der også den senmiddelalderlige højaltertavle.
Samt prædikestolen opsat af Caspar Markdanner i 1589.[39]
 
 
 
Om Caspar Markdanner, født 1533, kan det ses fremført, at han skulle være 'uægte' søn af Christian 3. og en skomagerdatter fra Kolding, dvs. Andst. Christian 3. døde på Koldinghus i 1559, så tilknytningen til Kolding har været uomtvistelig. 
Caspar Markdanner blev først i 1571 adlet ved det kejserlige hof i Østrig. Han blev herefter i 1585 af Frederik 2. gjort til lensmand på Koldinghus, hvilket han var indtil sin død i 1618. Han har udvist stor interesse for Andst (Kirke), hvorfra hans moder siges at stamme, også udover det af Frederik 2. i 1592 beordrede tårn (med det ejendommelige løgspir) til kirken. Hans herresæde(r) var herregården Rønninge Søgaard, en gave fra kongen, Frederik 2., desuden ved giftemål Vejlegaard på Fyn. Som den velhavende mand, han var, ejede han også nogle gårde i Skanderup Sogn.
Caspar Markdanner har også efterladt sig spor i Skanderup Kirke, hvor prædikestolen fra 1589 iflg. indskrift er opsat af Caspar Markdanner. Lokalt mener man at vide, at træfiguren, der bærer prædikestolen skulle være en afbildning af Markdanner. Det kan godt så nogenlunde passe med Markdanners alder i 1589, hvor han var 56. Han blev 85 år gammel.  

Landsbyen Skanderup.

 
Matrikelkort Skanderup, 1846[40]
I Skanderup optræder flg. stednavne ud over Skanderup:
Klebæk, Møllevang, Skanderup Kirkeby, Ulveryg, Søndermose.
Byen kaldes i Valdemars Jordebog[41] Scandthorp. Oprindeligt har navnet således været Skandorp eller -torp. Det har i løbet af 14-1500-tallet udviklet sig til Schanderup. 
Efterleddet i Skanderup kommer af torp[42]. Efterleddet torp kendes fra den tidlige vikingetids landsbyer o. 850 til middelalder o. 1350. Det er et af de allermest udbredte efterled, som findes i afledte varianter som -trup, -drup, -rup. Forleddet må formodes at kunne være mands- eller slægtsnavnet Skandi. Der er udflytninger fra Skanderup til Klebæk med udskiftningerne i slutningen af 1700-tallet. Klebæk har endelsen bækk, et vandløbsnavn fra 1490 (Klefbek). Der findes originale matrikelkort for sognet.[43]

Landsbyen Gelballe.

 
Matrikelkort Gelballe 1846[44]
I Gelballe optræder flg. stednavne ud over Gelballe: Gelballe Skov, Gelballeskov, Gelballehave.
De første skriftlige efterretninger, det har været muligt at finde om Gelballe er en adkomstregistrering fra 1540[45]. Samt fra en afskrift af en kilde fra 1498.
I 1610 nævnes 9 gårde, som ved matrikuleringerne i 1644 og 1688 bliver til 12. Gelballe er et naturnavn, efterleddet -balle har betydningen 'jævnt stigende forhøjning' eller 'afdeling af landsby'. Navnet Gilleballe skulle stamme fra 1469[46], fra 1664 ses navnet som Gielballe. Usikker betydning, men det kan være, at der har vokset ”gyvel” her. Kan også i andre lokaliteter end Skanderup Sogn have haft betydningen ”gold”. I folketællingsmaterialet er stavemåden Gjelballe eller Gielballe.[47] 
Af matrikelkortet 1846 fremgår det tydeligt, at Gelballe er væsentligt større end Nagbøl og Dollerup, men mindre end Skanderup. Der er i gelballe relativt flere gårde placeret uden for landsbyen end i Skanderup og Hjarup.
Gelballe Forsamlingshus, Gelballevej 37, skulle være opført 1908. Man kunne forestille sig, at dette byggeri har skullet matche missionshuset Pella bygningsmæssigt, dog næppe så rummeligt. Iflg. Moes erindringer skulle Pella kunne rumme op til 800 mennesker. 
 
 
 
Gelballe Forsamlingshus fra 1908.[48]
Missionshuset Pella fra 1889.[49]

Hjarup Sognelokaliteter, lokalitetshistorie

 
Matrikelkort Hjarup by 1843[50].
I Hjarup optræder flg. stednavne ud over Hjarup: Gaarsholt, Karensminde, Nyskov, Svanemose, Svanemosehus, Søeslette, Søgård, Søslette.
 
Hjarup Sogn[51] er det mindste i Andst Herred, omgivet af Vamdrup, Seest, Skanderup og Vamdrup sogne samt noget af Vejle Amt, Nr. Tyrstrup Herred.
Indtil 1906 var Hjarup en del af Hjarup-Vamdrup Sogn. Adskillelsen i to sogne blev gennemført efter langvarige drøftelser, et møde 8. nov. 1904 refereres at have varet fra ”kl. 2 til kl. 11”.[52]
Som Skanderup er Hjarup et torp-navn.[53] Navnet Hjarup kendes ikke før 1231[54], og her er navnet Hyarthorp. Senere betegnelser er: ”Hiarthorp" og ” Hiartherop".[55] I Kancelliets brevbøger fra 1544 er betegnelsen Hiarderupe By og Sogn. Der er ingen pålidelige tolkninger af forleddet, som muligvis kan være et gammeldansk mandenavn, Hior.
Hjarup var i 1688 en større landsby med en helt klar toftestruktur[56], hvor ingen af landsbyens gårde lå uden for landsbyen, og kun få blev udflyttet ved udskiftningen i landbruget, der startede med en række forordninger fra 1758 og ind i det flg. århundrede[57].
De højtliggende, temmeligt jævne jorder er dels sandede, dels lerblandede med ler til underlag. Der er nogen skov o. præstegården. En lille å løber gennem sognet til Søgård Sø i Vamdrup Sogn.
Befolkning og erhverv i 1890: 10 levede af immaterielle virksomheder, 407 jordbrugere, 103 af industri, 24 af handel, 1 af daglejervirksomhed, 19 levede af deres formue, 9 under fattigvæsenet.
Der er kirke, præstegård, skole, missionshus, opført i 1876[58], gymnastikhus, opført i 1900, andelsmejeriet, og landbohjem. Der nævnes flg. gårde: Enghavegård, Eliselund, Hjarupgård, Lindegård, Mariegård, Damgård, Enghøjgård.[59] Missionshuset blev i 1887 overtaget af Indre Mission, hvilket tidsmæssigt svarer meget godt til etableringen af Missionshuset Pella i Skanderup i 1889.
 
Missionshuset i Hjarup t.h. Huset t.v. var et tidligere sløjdlokale og værksted, der blev nedtaget, da missionshuset i 1990 brændte.[60]
 
 

Kirken og præstegården.[61]

Kirken ligger omtrent midt i sognet, ca. 11/4 mil sydvest for Kolding. Den er indtil reformationen i 1536 indviet til St. Laurentius, kan man se på altertavlen. Kirken har skib og kor i samme højde, våbenhus, er i romansk stil af rå granit. Der er lagt mure omring ved en restaurering i 1868, hvor også skibet blev forlænget og våbenhuset påsat ”nye kamgavle”. Granitdøbefont og prædikestol er fra o. 1600.
Hvor Hjarup Sogn første gang nævnes i Kong Valdemars Jordebog i 1231, nævnes Hjarup Kirke først i 1280, hvor Erik Nielsen. Saxehage, Hjarup mark, havde oppebåret tiende fra 5 kirkesogne, deriblandt Hjarup sogn. Erik Nielsen var i gæld til Ribe Bispestol, og i denne forbindelse nævnes Hjarup kirke i Ribe Oldemor.[62]
Kirken fik senere følgende ejere: Koldinghus, Trøjborg og Østerbygård indtil kirken i 1912 blev selvejende.
Det fremgår af kilderne, at kronen havde betydelige jorder i sognet, at Hjarup fra 1500-tallet har været hovedsogn til Vamdrup Kirke, indtil Vamdrup i 1875 blev et selvstændigt pastorat.
Sognepræst Jens Petersen Welling skriver i en indberetning i 1690,at præstegårdens bygninger blev afbrændt af polske krigsfolk under svenskekrigene, i 1659.
J. P. Wellings søn og efterfølger i Hjarup, sognepræst Peter Bering kunne i 1707 indberette, at han ”med store bekostninger og besværinger havde bygget præstegården.” Og hvilken præstegård!
Det var med enevælden i 1660 blevet bestemt, at præstegårde skulle være præsternes private ejendom og udgift. Og det har så været situationen for sognepræst Peter Bering, der selv har bekostet den fine præstebolig, der i 1707 var resultatet.
Præsteboligen blev bygget i 15 fag, alt er lavet i meget svært egetømmer, det meste fuldkantet og på 13 tommer. I gavlene, især i nordgavlen er der meget fine tømmerkonstruktioner. Der er på en del af loftsrummene meget brede egeplanker, ligesom spærene i tagkonstruktionen er af eg.
Præstegården skulle være et godt eksempel på, hvordan man byggede stuehuse til større gårde og præstegårde i 1700-tallet.
Efter nogle år med manglende vedligeholdelse er den i klasse A fredede præstegård nu i en meget fin stand, og må siges at være en af egnens attraktioner. Det skal ses på baggrund af, at der i sogneforhandlingsprotokollen for Hjarup 11. juni 1963 blev behandlet en forespørgsel fra menighedsrådet om tilskud til renovering af den da noget forfaldne præstebolig, der ellers ville blive flyttet til Hjerl Hede. Sognerådet bevilgede penge til renoveringen.
Svenskekrige, enevælde og skattetryk lokalt
Den befolkningsmæssige og økonomiske situation i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig og op i Koldinghus Len omkring 1620 og igen omkring år 1700 er to væsensforskellige verdener. Jordebøger, amts- og toldregnskaber fortæller omkring 1620 om et landområde med stor velstand, hvor alle gårde og landsbyer er i god drift. Bønderne kan betale deres skatter og landgilde, og de kan eksportere korn, heste og stude sydpå.
Men Skanderup og Hjarup Sogn i 1600-tallet led som resten af landet i tiden herefter under et par kongers krigspolitik. Tidligere tiders stormagtsambitioner fra vikingetidens herredømme over England under Knud d. Store, vikingernes hærgen i Europa over valdemarerne frem til Kalmarunionen, et Norden under dansk ledelse, adskiller sig markant fra Danmark under Christian 4. og sønnen Frederik 3.
Under disse to konger oplevede landet en krigspolitik, der i forholdet til Sverige blev katastrofal. Konsekvenserne for almuen i Koldinghus Len var død, nød og elendighed.
Bag enevældens indførelse og 1688 matrikuleringen som en metode til at effektivisere beskatningen og bl. a. betale de økonomiske omkostninger ved svenskekrigene er der en rigtig trist baggrund i den berørte almues elendighed som en konsekvens af krigene. Enevældens indførelse var kongemagtens ufortjente belønning for en i øvrigt fejlslagen krigspolitik, et led i magtspillet, hvor adelen og Rigsrådet tabte den hidtidige magt, som håndfæstningerne siden 1282 symboliserede. Der skal her ikke gøres forsøg på en klarlægning af mere detaljerede konsekvenser for sognet af svenskekrigene. Materialet er hertil for sparsomt. Der er stort set ingen pålidelige beretninger ud over det administrative kildemateriale. Dog med en enkelt undtagelse i den helt bemærkelsesværdige kirkebog, der blev ført af præsten i Vonsild under sidste del af svenskekrigene.
 
Johannes Rüdes kirkebog for Vonsild 1659-1708 findes i original på Landsarkivet i Aabenraa, i uddrag, i fotografiske gengivelser på Stadsarkivet i Kolding.[63]
I løbet af 30 år blev Jylland tre gange hærget af tropper, der krævede forsyninger såvel til mandskab som til et stort antal heste. Det skete to gange under Christian 4., en gang under sønnen Frederik 3.
Første gang var Kejserkrigen 1625-1629, anden gang den første svenske krig 1643-1645, begge under Christian 4., og tredje gang den anden svenske krig under Frederik 3. 1657-1660, hvor det gik helt galt.
Frederik 3. begik 1. juni 1657 den dumhed at erklære Sveriges Karl 10 Gustav (1622-1660) krig, medens denne var på krigstogt i Polen. I modsætning til både Christian 4. og Frederik 3. var Karl 10. Gustaf en begavet hærfører, og han ilede straks til Danmark for at tage den danske udfordring op, tvært imod Frederik 3. s forventninger om det modsatte. Det kom til at koste den danske befolkning rigtig dyrt.
Da Karl 10. Gustaf 23. okt. 1657 opslog sit hovedkvarter i Kolding fortsatte svenskerne en brandbeskatning af befolkningen, som var indledt i de tidligere svenskekrige. Det var især den sydlige del af Jylland, Koldinghus, Haderslev og Riberhus Len - Nordslesvig, der led under de voldsomme krigshandlinger. Der var polske tropper, som ”hjalp” imod svenskerne, samtidig med at de hærgede og plyndrede i Koldinghus området. Ikke nok med det, de spredte også en dødelig plettyfus.
Det fortælles i beretninger herom, at almuen døde i tusindvis, flere lå så længe, at de måtte samles op med greb, præsterne i Kolding og omegn kunne ikke følge med til at få begravet de mange døde. Især er situationen i Vonsild Sogn velbeskrevet p. gr. af den lokale præst, som førte en overordentlig omhyggelig kirkebog, især bemærkelsesværdig med en omfattende samling af levnedsbeskrivelser. En analyse af kirkebøgernes afdøde i tidsrummet 1685-1707 viser, at kun omkring en fjerdedel var fra sognet og den nærmeste omegn, resten tilflyttere til det krigshærgede område, hvor størstedelen døde eller fordrevne.[64]
Man kan ud fra Vonsild præstens, pastor Johannes Rüdes optegnelser fra 1659 se, at indbyggerne i Vonsild var fordrevne, hvis de ikke var slået ihjel eller døde af pest. De overlevende søgte asyl i Kolding, hvor Rüde dette år forrettede sine første kirkelige handlinger i sognet. Man kan forestille sig, uden at vide det præcist og dokumenterbart, at situationen har været tilsvarende i Skanderup og Hjarup Sogn.
Det hedder herom i 1629: Skanderup: „Gaardene er slet uddøde af Pest, saa Korn og Fodring er bleven stjaalen“ . Gelballe: 7 Gaarde brændt. Seest: Hartvig Jacobsens Gaard nedbrudt. „Kan ingen Skyld give i Aar, halvt ad Aare“[65].
For Skanderup Sogn starter kirkebogsoptegnelserne med ”1. Hovedkirkebog” 1692-1758, altså noget for sent i forhold til de ødelæggende svenskekrige. Og slet ikke ført med de fortællende detaljer, som pastor Rüde har med. Af kirkebogsoptegnelserne for hele landet fremgår det, at Kolding egnen har været ekstraordinært hårdt ramt. Man kan af kirkebøgerne se, at polakkerne især ophold sig langs Jyllands østkyst og ikke mindst i Kolding og omegn.
Af Andst Herreds Tingbog 1682-83 kan man 20. juli læse i anledning af en proces mod den lokale præst i Veerst for forsømmelighed med betaling af skyld på præstegården, proces mod præsten Niels Pedersen Kragelund: ”… For Niels Pedersen Kragelund mødte studiosus Niels Nielsen Kragelund. Han fremlagde sin faders skriftlige svar: Præstegården ligger ved alfar vej; blev under svenskekrigen ganske spoleret; han fik frataget alt og var forjaget fra hus og hjem i 3 år. Præstegården blev nedbrudt og brændt af polakkerne (som også nedbrændte størsteparten af sognet) … Kong Frederik 3.'s benådningsbrev af 16/3 1661, at præsterne i Andst herred skulle nyde hjælp af Århus, Ålborg og Viborg stifter; men de har aldrig fået en skilling deraf.”
Det fremgår yderligere af forskellige tingbogsudskrifter for Andst Herred, at ” Jorden … siden svenskerkrigen (har) ligget øde og udyrket.”[66] Ud over at illustrere kronens, Frederik 3.’s mangelfulde støtte til den hårdt plagede befolkning, viser disse tingbogsudskrifter, at den sidste svenskekrig har efterladt sig ødelæggende spor i Andst Herred.
Den plyndring, Jylland var udsat for, og de afgifter, bønderne måtte yde til besættelsesmagten, knækkede en igangværende økonomisk opgangskurve. Efter Kejserkrigen var der store uregelmæssigheder i kronens indtægter fra bønderne i Nordslesvig og handelen med heste og stude gik stærkt tilbage, men hen mod år 1640 synes tingene at være tilbage omkring situationen i 1620. Torstenssonfejden og dens plyndringer førte til en direkte forarmelse af landbefolkningen ikke blot i Nordslesvig, men i store dele af Jylland. I de følgende år begynder der at komme uregelmæssigheder i administrationen, kilderne er mangelfulde - det peger i sig selv på store problemer - og de viser, at landet nu er præget af fattigdom og nedbrændte gårde. Landgilderegisteret (1642-44) vidner om mange forarmede og fattige bønder i Koldinghus området, som ikke kan betale deres landgilde, hvorfor gælden bliver tinglyst på de respektive ejendomme. Der er eksempler på helt op til 1/3 af alle ejendomme, der ikke kan betale landgilde, flere fordi de var øde og afbrændte. Det betød også, at godsejerne ikke fik deres indtægter. Kronen var i Koldinghus Len godsejeren, hvilket ingenlunde betød, at bønderne slap lettere, end de ellers ville have gjort. Selv om kronens fejslagne krigspolitik var ulykkernes årsag.
Frederik 3. gav uagtet ondernes årsag direkte ordre til, at hans fæstebønder skulle betale deres ”contributioner” til kronen. Oven i købet skulle de bedrestillede betale ekstra for de mange, der var ude af stand til at betale. Det medførte naturligvis, at mange gav op og efterlod sig ødegårde, hvor kongen så forgæves måtte søge sine indtægter. Omkring 1650 var også godsejere og købstædernes købmænd ramt af krisen.
Skanderup Kirke blev plyndret under både kejserkrigen 1625-29 og Torstenssonfejden 1643-45. Desuden blev både Drabæks og Rolles Møller afbrændt under de 30 års svenskekrige. Her har lejesoldaternes sold vel været blandt den bedste i sognet, rigeligt med korn, dvs. mad.
Ud fra de foreliggende (noget sparsomme) kildeudsagn og ved at sammenholde med forholdene i nærtliggende sogne, forekommer det rimeligt at antage, at Skanderup og Hjarup Sogn som de omkringliggende i Koldinghus Len har været hårdt ramt af svenskekrigene. Der kan ikke herske tvivl om, at det har været en forfærdelig tid i sognene, først og fremmest for almuen. Som beskrevet om Hjarup Præstgård blev den afbrændt i 1659 under 2. svenske krig 1657-60.

Landboreformerne - Gelballe, Hjarup og Skanderup

Landboreformer og hartkornsopgørelser i 1688 og 1844

 
Iflg. historikeren E. Arup[67] var landsbyfællesskabet oprindeligt et plovfællesskab nødvendiggjort med hjulploven[68], der kom til Danmark i 1100-tallet sammen med trevangsbruget.
Ved undersøgelser af landsbyfællesskaber benytter man de ret pålidelige oplysninger om landsbyfællesskabet og dets dyrkningsforhold, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688[69].
 
 
Hjulploven[70]
Svingploven af træ, forstærkninger af jern[71], tages i anvendelse o. 1800 i Danmark.

Trevangsbruget

Denne dyrkningsform har tre vange med treårig rotation i den dyrkede jord med rug, byg, udyrket fælled, hvor kvæget kunne gå, samt overdrev. Markbøger fra 1683 kunne tyde på, at man i Jylland modsat Sjælland og på øerne havde 3-4 år før skifte. Det skyldes muligvis, at man ikke havde hegn om vangene i Jylland.
Agerjordens vange deltes i åse, der deltes i agre. Hver gård havde en ager i hver ås.
I store dele af Jylland, herunder Andst Herred, havde man som variant til trevangsbruget sædeskifter, hvor hver vang eller tægt dyrkedes 3, 4, undertiden i 5 år. Men det betød så også, at hvilejorden fik mere end et enkelt hvileår. Hvileåret var en nødvendighed, da der ofte var mangel på gødning, ikke mindst fordi dyreholdet antalsmæssigt var langt mindre, end det blev i løbet af 1800-tallet med selvejerbrug og forbedret teknologi.
Med 1688 matriklen fik man opmålt og overblik over antal landsbyer, gårdene og fordelingen på herreder og de i 1682 nyoprettede amter. I Koldinghus Amt var der relativt mange landsbyer, 230 i 1682.
I landsbyerne, også i Skanderup og Hjarup Sogn, lå hver gård på tofte af varierende størrelser. Tofterne indeholdt bygninger, kål-, abildgård m.v., og deres størrelse var efter landskabslovenes bestemmelser retningsgivende for gårdens andel af den fælles bymark[72].
Jord- og dyrkningsfællesskabet i Skanderup og Hjarup Sogn omfattede fæste- og selvejergårde. Praktiske forhold medførte en omfattende fælles regulering, bl.a. i forbindelse med hegn og gærder og andre større arbejder, ligesom justering og omfordeling af de tilmålte ressourcer, betegnet rebning og omrebning, skete inden for jordfællesskabets rammer. Uden for fællesskabet lå så tofterne ved de enkelte gårde, samt anden særjord, ofte betegnet enemærker eller løkker.[73]
Til bestemmelse af de enkelte landsbyer er der i en Skanderup sognehistorie benyttet matrikelkort og -ansættelser 1688, 1844, 1883 og enkelte andre kort. Desuden fotokopier af skøder m.v. samt et ret righoldigt fotografisk materiale i øvrigt[74].
I denne sognehistorie benyttes til bestemmelse af sognets gårde, hvad der kaldes en ”gammel” og en ”ny matrikel”. Den gamle er Christian 5.’s 1688-matrikel[75]. Selv om den i forhold til 1662-64, Landgilde- og Amtsstuematriklen[76] var ny og overordentlig grundig og hermed levede op til statsmagtens behov for at få et præcist grundlag for beskatningen, blev det med landboreformerne og udskiftningen i slutningen af 1700-, begyndelsen af 1800-tallet nødvendigt med en ”ny matrikel”, som først var afsluttet i 1844. Der blev massivt inddraget overdrev og krat i de enkelte landsbyer samtidig med udskiftningen. Den nye matrikel havde også mere graduerede bonitetsbestemmelser end 1688-matriklen.
En oversigt over de to matrikler for sognets enkelte gårde finder man under Miljøministeriet, Geodatastyrelsen.[77] Man kan benytte de to matrikler til at sammenligne landsbyernes hartkornstørrelser i landsbyernes gårde før og efter udskiftningen.
Matriklerne har en hovedinddeling i ager- og eng- samt skovskyld. Disse er igen opgjort i tønder (tdr.), skæpper (sk), fjerdingkar (fk) og album (alb).[78]

Skanderup og Hjarup Sogns hartkornsopgørelser i 1688 og 1844

1688 matr.[79]
Gårde
I alt
 
antal
Tdr. hartk.
Tdr. hartk.
Dyrket tdr.l.[80]
Skanderup
17
93,74
94,94
549,0
Gelballe
12
52,65
52,65
326,2
Hjarup
17
92,52
94,06
530,5
For Hjarup er by og sogn slået sammen i hartkornsopgørelsen. Hjarup Sogn og Skanderup by var stort set lige store m.h.t. antal gårde og tdr. hartkorn, Gelballe mindst.
I Hartkorns Extract for Andst Herred[81] finder man Skanderup Sogn fordelt således: Nagbølle og Dollerup Byer samt Drabæks Mølle s. 136ff, Lunderskov og Gielballe Byer, s. 140ff, Skanderup
Bye, s. 147ff. Hjarup Sogn og Bye, s. 154ff. Her finder man det gamle hartkorn (1688) og det nye (1844) fordelt på gårde og byer. Man kan her først og fremmest se, hvilken ændring i hartkorn, udskiftningen og landboreformerne medførte, både for de enkelte gårde og for landsbyerne. Her medtages kun de bymæssige ændringer.
Den ny matrikel 1844 skulle som anført afløse den gamle matrikel 1688, der var blevet utidssvarende som beskatningsgrundlag. Kun agerjorden var opmålt i 1682-83. Nyopdyrket jord herefter blev så skattefri. Først 1786 blev det forbudt at fraskille jord fra matrikulerede ejendomme uden deling af hartkornet - en operation, som havde gjort en del ejendomme skattefri.
Landboreformernes udskiftning, som ligger mellem de to matrikler, havde som formål at samle bøndernes splittede jorder og give dem forholdsvis lige så meget samlet jord, som de før havde haft i strimler, fordelt på vange, åse og agre. Opmåling og fordeling skete ved kongeligt udnævnte landmålere, der skulle opmåle efter areal og bonitet (hartkorn). Og det gjorde man så på forventet efterbevilling - at bønderne frivilligt gik ind i udskiftningen, enten som fæstere eller som selvejere. Selveje foretrak langt de fleste.
1844 matriklen som beskatningsgrundlag skyldes således først og fremmest landboreformernes udskiftning, herunder udflytning af gårde og omfordeling af jord, men også opdyrkning af hidtil utakseret jord.
Skanderups, Lunderskov, Gjelballes og Hjarup Sogns samlede hartkorn[82]
Gammel 1688 matrikel
 
Ny 1844 Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
94
3
3
3/4
Hjarup Sogn
150
 
2
23/4
60
85
5
2
Lunderskov, Gjelballe[83]
121
5
3
¼
43
94
4
1
3/10
Skanderup
135
4
1
44
239
4
2
13/4
Hele Skanderup Sogn
365
1
1
53
Det fremgår tydeligt, at der er tale om en forøgelse af hartkornet i begge sogne i tiden mellem de to matrikuleringer, den største forøgelse skete i Hjarup
Går man lidt mere i detaljer, kan det konstateres, at de største hartkornsforøgelser skete på Skanderup Sogns to møller, Drabæks og Rolles Mølle. Desuden skete der i begge sogne forøgelser på en række mindre matrikler. Kun i mindre grad var der hartkornsforøgelser på de større matrikler, herunder selvejernes. Det har vel næsten været landboreformernes naturlige konsekvens.

Krongods i Koldinghus Len

I Koldinghus Len havde Frederik 2. i 1578—79 ved mageskifter med adelsgods og Ribe Domkapitel samlet alt gods i Andst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev Herreder under kronen.
Iflg. 1688 matriklen var der i Andst Herred 314 gårde, heraf 11 enestegårde.[84] De 314 gårde havde 1504,02 tdr. hartkorn, dvs. gennemsnitsstørrelsen var 4,8 tdr. hartkorn. Hertil kom 55 huse med jord, 5 huse uden jord. Der var 1552,65 tdr. hartkorn i alt inkl. huse med jord.[85] Skanderup og Hjarup, to af de største byer i og omkring Skanderup Sogn havde hver 94 tdr. hartkorn. Man kan heraf udlede, at når der har været 17 gårde i henholdsvis Skanderup og Hjarup i 1688, så har gennemsnitstørrelsen været o. 5 tdr. hartkorn, lidt over herredsgennemsnittet.

Landboreformerne lokalt

Med udskiftningen blev landsbyernes i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.
På matrikelkort over Skanderup og Gelballe 1846 og Hjarup 1843 ser man tydeligt resultatet af landboreformernes udskiftning. Skanderup, Hjarup og Gelballe by ligger stadig midt i markarealerne. Kigger man nøje efter, kunne det se ud til, at Skanderupgaard, den tidligere sædegård (matrikel 12a) i 1846 stadig har en betragtelig størrelse, hvilket også fremgår af den ”ny matrikel”, 1844 matriklen. 
Kigger vi nærmere på de tre byer, kan vi se, at byens største gårde efter udskiftningen og landboreformerne ligger her i den skikkelse, som stort set varede ved til langt ind i 1900-tallet.
Matrikelkort Hjarup 1843.
I Hjarup er der stadig i dag flg. gårde, som kan følges tilbage til 1688 og 1844 matriklerne: Mariegård, matr. 9a, Lindegård, matr. 12a, Enghavegård, matr. 4a, Præstegården, matr. 1a, Damgård, matr. 15a, Mejerigården, matr. 6a, Thomasminde, matr. 7a, Vestergård, matr. 13e, Kastaniegården, matr. 1n, ved Slottet, 28b, Enghøjgård, matr. 5a, Hjarupgård, matr. 2a[86].
 
Matrikelkort Gelballe 1846.
I Gelballe er der stadig i dag flg. gård som kan følges tilbage til 1688 og 1844 matriklerne: Kirstinelund, matr. 29s, Gelballehave, matr. 20a, Gelballegård, matr. 21a, Højdegård, matr. 23a, Rold, matr. 24a, Lille Bremhøjgård, matr. 27a, Store Bremhøjgård, matr. 33a, Dortheasminde, matr. 28a, Elisabetslyst, matr. 29a, Østergaard, matr. 31a.
 
 
 
Matrikelkort Skanderup 1846.
I Skanderup er der stadig i dag flg. gårde, som kan følges tilbage til 1688 og 1844 matriklerne: Mariegaard, matr. 4a, Wisingsminde, matr. 6a, Helenesminde, matr. 2a, Grønvanggaard, matr. 8a, Skanderupgaard, matr. 12a, Ejersminde, matr. 10a.
Kongeåen, grænsehistorie
 
Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen, sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2.  Det største tilløb er Vejen Å fra nord. Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å.
Åen blev under Valdemar Sejrs sønner, d.v.s. i 1200-tallet skillelinje mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig. Det skete i 1232, hvor Valdemar Sejr kronede Erik Plovpenning som sin medkonge. Som kompensation fik Abel hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, hvilket skabte adskillelsen af Slesvig fra kongeriget Danmark, Sønderjylland mellem Kongeåen og Ejderen.
Den statsretlige skillelinje mellem hertugdømmet Slesvig og kongeriget Danmark blev yderligere bekræftet ved Ribe-overenskomsten i 1460[87], hvor der blev skabt en personalunion mellem Danmark, Slesvig og Holsten. Fra anden halvdel af 1500-t. frem til 1850 var åen en del af toldgrænsen mellem kongeriget og hertugdømmet. Det havde særlig betydning for den jyske udførsel af okser, hvoraf der skulle betales eksporttold til kongen. Det var medvirkende til at åen i folkemunde gradvis skiftede navn fra Skodborg Å til Kongeåen. Efter krigen 1864 lagde åen frem til 1920 navn til den dansk-tyske grænse.
Bemærk, syd vender op (mod nord)
 
 
I 1851 blev toldgrænsen flyttet sydpå til Ejderen, og det blev for første gang i århundreder muligt frit at krydse Kongeåen. Med krigen i 1864 opstod så Kongeå-grænsen.
 
Postkort med motiver fra Kongeå grænsen, Skodborghus, d.v.s.. før 1920. 
De kongerigske enklaver omkring Ribe blev ved fredslutningen i 1864 mageskiftet med de 8 sogne syd for Kolding (Sønder Bjert, Vejstrup, Sønder Stenderup, Dalby, Vonsild, Ødis, Taps og Hejls sogne).

Kongeåen som toldsted, smugleriet i Skanderup og Hjarup Sogn

Vi hører første gang om problemer med kongens vigtige indtægtskilde - tolden i sognet - i et åbent brev, 1545, fra Christian 3., der jo jævnligt opholdt sig på Koldinghus: ”Eftersom Os er forekommet, at mange, baade indlændiske og udlændiske Købmænd, Herremænds-Bud, Bønder og anden Almue, over Isevad, Falkevad, Astrup Møllevad (Ejstrup Møllevad) og igennem Gieldballe, Hieredrup (Hjarup), Klechbæk (Klebæk) og andre ulovlige Vadesteder og Veje imellem Kolding og
Ribe udfører og driver Heste og Øgføl, Øksen, Køer, Korn, Flyttelæs og andet Gods og dermed forkrænker Vor og Kronens Told, da befales, at alt skal udføres over Kolding og Ribe under Straf som for andet Tyveri.”[88] I yderligere et åbent kongeligt brev af 1. januar 1567 kan man se, at der nu som en næsten selvfølge blev smuglet. Her nævnes forskellige af smuglernes drivveje: Ejstrup Møllevad (Kolding Aa), Hjarup, Skanderup og Klebæk (en Gren af Nagbøl Aa, der falder ud i Kongeåen). Smuglerierne blev oftest udført helt åbenlyst, idet kreaturerne fra markederne i Kolding blev drevet ad de søndre veje ad Ribe til under foregivende af, at tolden skulde betales i Ribe, hvor studene så blev drevet sydpå, ufortoldede.[89]
Disse kongelige breve var dog ingenlunde tilstrækkelige. Smuglerierne fortsatte ved toldgrænsen. Christian 4. udnævnte derfor 4 vadstedsridere,[90] 2 for tolderen i Kolding, 2 for tolderen i Ribe.
De var dårligt lønnede, og skulle først og fremmest leve af den provision, de kunne skaffe sig ved at opfange smuglergods. Det gjorde dem selvfølgelig overordentligt forhadte blandt egnens beboere, der har set smugleriet som en god måde at skaffe sig ekstra indtægter på.
Mellem de to å’er i Skanderup og Vamdrup sogne var der ingen naturhindringer for smuglerne, og her søgte de så naturligvis hen. Foruden vadstedsriderne var der på dette område også i nogen tid ansat en, der blev kaldt toldinspektør. Her kender man en fra 1668, der hed Carsten Hansen, som boede i Bastrup, altså på den søndre side af åen.
Det blev i 1689 befalet, at alle heste og kreaturer på begge sider af ”Vadestederne mellem Kolding og Foldingbro” skulde brændemærkes to gange om året. Dette omfattede de 4 kongerigske sogne syd for Kolding Aa, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup. Ligesom de sønderjyske herreder Frøs og Kalslund, hvor optælling og indbrænding af heste og kreaturer også skulde gennemføres for at kunne føre kontrol med det omfangsrige smugleri i disse told-, og smuglersogne. Hidtil havde der ingen fast toldgrænse været, men kun et Grænsedistrikt. Efterhånden samlede toldgrænsen sig om Skodborg og Kolding Aa. Så dukker navnet Kongeåen dukker op. Det udspringer velsagtens af folkemunde som et naturligt navn åen, hvor kongens told skule betales. Navnet nævnes ikke i nogen forordning fra dengang. Det anvendes første gang i en Tingbog fra Gørding og Malt Herreder for 1698.[91]
Der berettes om flere eksempler på voldelige episoder mellem de lokale fra Skanderup Sogn og vadstedsriderne. I 1654 skulle en vadestedrider i Kolding have fået hovedet skåret af formedelst Jens Knudsen Glad fra Skanderup.
Under en pest på Kolding egnen i 1654 har vi en beretning fra præsten i Vonsild, Johannes Rüde.[92] Rüde, har optegnet, hvad han om søndagen ville oplæse fra prædikestolene i sine to kirker, Vonsild og Dalby. Også han kendte til, hvad der foregik i de tætte skove mellem Fovslet og Hjarup, Seest og Vonsild: ”I, Vonsild og Sests samtlige Grander, Eder giver jeg til Kende, at jeg mig ganske frasiger den nørre Moosgærde, som jeg haver hidtil i 16 Aar gærdet, af Aarsag, at jeg ikke samme kan for arge Nattegængere og Ransmænd (tør vel sige Kongens Toldsoiqerel ) holde vedlige. I Gaar Nat brød de Staverne op og lod Heste og Bæster igennem fra Sest. Dette maa dog undersøges og straffes. Jeg er ikke skyldig at holde Lyset om Natten for de Sesters Ross- (Heste) og Studekøbere! Gud advare og straffe dem for Jesu Christi retfærdige Doms Skyld. Amen!”[93]
I kolding Byting er der en retsudskrift fra 15. okt. 1645, hvor der er tingsvidner ”af 8 Dannermænd”. Herunder Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, hvis vidneforklaring Jørgen Jensen Stub af Skanderup bekræftede, nemlig at de af vadestedsdriverne opbragte stude var af studedriveren faret vild og derfor anbragt i en stald i byen for natten. Det samme blev bevidnet af Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, som svor, at ”Jacob Skrædder kom til ham i Gelballe om natten hen imod Dag og beklagede sig, at han var drevet vild med 2 Stude og derfor bad ham om at gaa med sig og drive studene til Kolding. Jørgen Jensen Stub af Skanderup vidnede det samme”.[94]
I 1782 klagede en grænsekontrollør Zahn over det store Smugleri i de 4 sogne, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup, som holdt kro og hentede hele læs ”Brændevin, Hør og Tobak fra de »holstenske« (slesvigske) Købstæder, hvorved de ikke alene forsynede selve Sognene, men endog udførte store Dele deraf til Jylland.”[95]
 
 
Skanderup var efter 1727 mærkeligt stillet. Toldlinjen kom her til at gå midt igennem sognet, den gik 1727 – 1850 rundt om Nagbøl Skov og fulgte Drabæks Mølleå.[96] Der måtte herefter bevogtningsmandskab til, hvor gang kirken skulle repareres, og der skulle føres materialer hertil nordfra. Og præsten skulle over sogneskellet for at udføre kirkelige handlinger i resten af sognet. Præsten fik et særligt ”Promemoria” 19. oktober 1776, der udvidedes 16. april 1796, så han kunne passere toldskellet i sit sogn. For den almindelige befolkning var dette i medfør af besvær og ubekvemme omveje til f. eks. Kolding, blot for at komme fra en nordlig til en sydlig del af sognet, en kilde til irritation og utilfredshed. Måske ikke mindst foranlediget af meget tjenesteivrige og ufleksible toldere. Der er et eksempel på en sag i forbindelse med en tolders måde at jage efter smugbrænding, der gav anledning til en kommissionssag imod ham med raadmand Hans Diechmann og landvæsenskommissær Arent Steenstrup som kongelige Kommissarier[97], hvorefter man ikke hører mere til denne tolder i sognet.
De slesvigske krige
Kongeriget og hertugdømmerne før og efter krigen i 1864
Den danske hær sejrede ved Fredericia i 1849 og Isted i 1850 under første Slesvigske Krig 1848-50. Sejrene fik kun moralsk betydning og betød en dansk hang til selvovervurdering, som blev katastrofal i 1864. Der var tale om (knebne) danske sejre, som ret beset ikke burde have medført den fejlagtige opfattelse i Danmark, at man kunne opnå en dansk national løsning.
I slaget ved Isted er de danske tab opgjort til 845 faldne, 2045 sårede og 368 tilfangetagne. Oprørshæren mistede tilsvarende 534, 1202 og 1072. På dansk side 3258, på slesvig-holstensk side 2806 i alt.[98]
Under internationalt pres måtte den danske regering efter afslutningen af første slesvigske krig love, at der ville blive indført en fællesforfatning for helstaten, at Slesvig ikke ville blive knyttet nærmere til kongeriget end Holsten, og at alle dele af staten skulle være ligestillede. Disse betingelser blev brudt med novemberforfatningen af 1863 og førte til krigen i 1864, som Danmark tabte. Under stormen på Dybbøl 18. april 1864 havde Danmark voldsomme tabstal, mistede ca. 4.700 mand, heraf 1.700 døde og sårede samt 3.000 tilfangetagne. Den prøjsiske hær mistede ca. 1.200 døde og sårede, men ingen tilfangetagne.
Præcise opgørelser over de faldne findes ikke.  De manglende tabsopgørelser skyldes især vanskeligheder med at gøre tabene op - blandt de sårede kan være livsvarigt invaliderede og så hårdt sårede, at de døde hurtigt efter opgørelsen. Og på den anden side sårede, som efterfølgende igen kunne indkaldes til militærtjeneste, Skønsmæssigt vil det formentlig være rimeligt at antage, at o. 2000 døde i forbindelse med krigen i 1864.
 
Mindesmærke for faldne i slaget ved Ejstrup 1849, rejst ved en mindehøjtidelighed på Skanderup Kirkegård, mindehøjtideligheden på Lunderskov Gjæstgiveri. Omtalt og ret indgående refereret i Kolding Folkeblad 26. april 1874.
Efter nederlaget ved Dybbøl blev Fredericia rømmet i slutningen af april, og hæren koncentreredes på Fyn og Sjælland, dog med mindre hærenheder på Als, som blev slået af prøjserne i slutningen af juni. Resten af Jylland, op til Ålborg blev besat af prøjserne og østrigerne, og fredens hårde betingelser blev underskrevet 30. oktober 1864.
Et var, at den danske hær næsten blev slagtet ved Dybbøl, men fra Sønderborg til Skagen blev østrigerne og prøjserne et alment jysk problem.
Der var i Danmark blevet indført almindelig værnepligt ved lov af 12. februar 1849[99].  Hvor mange i sognet havde så direkte krigsdeltagelse i de slesvigske krige? Til besvarelse af dette spørgsmål er kildematerialet folketællinger, kirkebøger og lægdsruller[100] først og fremmest.
Det har ydermere været muligt at identificere de faldne i Hjarup og Skanderup Sogn i både 1. og 2. slesvigske krig. Hvis vi tager sognenes folketal som et gennemsnit mellem 1840 og 1870 folketallet, så var sognenes tabsprocent o. 0,22[101] mod en landsdækkende tabsprocent på 0,13[102]. Selv om sognene kunne forekomme overrepræsenteret, skal man også være opmærksom på, at der er tale om et landsogn, hvor militærtjenesten har været mere udbredt end i resten af befolkningen, også selv om der i 1849 indførtes almindelig værnepligt.
 
Faldne fra Hjarup 1849-64[103]
·         Henriksen, Peter Lauritz, Hjarup, 18de Infanteri-Regiment, 3die Compagni, Frivillig Menig nr. 553, 29 jun, bog 1864, side 149.
·         Buch, Hans Jeppesen, Hjarup, Artilleriet, 3die Fæstningscompagni, Constabel nr. 10.38, 11 apr, bog 1864, side 81.
·         Sørensen, Hans, Hjarup, 6te Infanterie-Bataillon, 1ste Compagni, Menig nr. 81 , bog 1849, side 145.
Faldne fra Skanderup 1849-64
·         Hansen, Mathias, Skanderup , 1ste Trainkudskedepot, Trainkudsk nr. 20, 6 jun, bog 1864, side 173.
·         Jensen, Anders, Skanderup, 3die Reserve-Bataillon, 2det Compagni, Menig nr. 244, 4 dec, bog 1850, side 75.
·         Nissen, Peter Jacob Edvard, Skanderup, 6te Infanteri-Regiment, 5te Compagni, Menig nr. 94, 29 apr, bog 1864, side 116.
·         Svendsen, Mads, Skanderup, 7de Linie-Infanteri-Bataillon, 2det Compagni, Menig nr. 153, 4 oct, bog 1850, side 56.
Med syv døde i løbet af de to slesvigske krige og med den tidsmæssige og geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, kunne man måske forvente en speciel national variant i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid.  Ud over de registrerede faldne og sårede er der de savnede. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater[104].
Med flere døde i løbet af de to slesvigske krige og med den tidsmæssige og geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, kunne man måske forvente en speciel national variant i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid.  Ud over de registrerede faldne og sårede er der de savnede. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater.
Men i stedet udspiller der sig en lidt uventet variant, en lokal konflikt mellem Indre Mission, inspireret af højremanden og den stærkt indre missionske C. J. Moe med den heraf følgende, naturlige modstander, grundtvigianismen, provisorietidens folkelige Venstre bevægelse, den landspolitiske opposition til Estrups højreregering.

Hjarup som grænseby

Ifølge folketællingen i 1860[105] boede der i Hjarup sogn 543 mennesker fordelt på 76 gårde og huse[106]. Der er en samtidig beretning om grænsesituationen efter 1864 i Hjarup Vamdrup Sogn, Erindringer af Vilh. Bruhn. [107] Bruhn fik 1866 Plads som leder af mejeridriften og tilsynshavende over ”Kreaturbesætningen paa Elisalund ved Hjarup”.
Den største gård i landsbyen var Hjarupgård. Uden for landsbyen lå den store, den gang nye gård, Elisalund, ejet af C. T. Wissing, som iflg. Bruhn med Elisalund skabte ”en sammenstykket Gaard” fra 1840 og ”nogle følgende Aar.”
Da Bruhn blev ansat for at varetage mejeridriften på gården, var ejeren i hans beskrivelse: ”G. E. Grüner (der) blev en kendt Mand inden for dansk Landbrug. Han ejede Elisalund i Hjarup Sogn 1866-73 …”[108]. Han må have købt gården af Carl Theodor Wissing, der ejede Elisalund 1840-66[109].
 
Citat fra propr. Vilh. Lunds eringringer. Han blev 1866 ansat som mejerist og tilsynshavende på Elisalund, Hjarup, foto fra 1919[110]
”Aftenerne var de fornøjeligste. Grüner fortalte om Gaarden og Forholdene paa Egnen, og disse var ganske ejendommelige for Elisalunds Vedkommende. Halvdelen af Marken laa i Danmark, men
den anden var delt i to Dele, hvoraf den ene var tysk og den anden hørte til det saakaldte »Lapjylland«, som der da endnu ikke var truffet endelig Afgørelse om, men som senere blev dansk. Det var jo meget mærkelige Forhold, og de Karle, der var født i Sønderjylland, kunde vi ikke bruge paa de tyske Jorder, for saa tog Gendarmerne dem uden videre.”

Andre modsætninger i grænselandet

Af mere voldsom karakter er beskrivelsen af prøjsiske tropper, der åbenbart har været hyppige gæster på begge sider af 1864-grænsen. Der er både en beskrivelse af en konfliktsituation mellem Grünner, hvis søster bar et Dannebrog på en vogn, der kørte på Elisalunds marker syd for grænsen, men også en mere voldsom episode i Skanderup, hvor der ”… var en preussisk Artillerikaptajn, der rykkede ind paa Wissingsminde, hvor han under Piskesmæld og Kommandoraab rullede et Batteri ind paa den store Gaardsplads og stillede Kanonerne i en lang Række op mod Hovedbygningen med Mundingerne mod Vinduerne. De mange Heste anbragtes i Laden, dels i Langloen, hvor Havre- og Hvedeneg smedes ned til dem fra Gulvene, dels i selve Gulvene ovenpaa Sæden. Det var en højst brutal Adfærd, og Proprietær (Landvæsenskommissær) Krog-Meyers Familie tilbragte en urolig Nat, hvor alle laa paa Gulvene af Frygt for Kanonerne…” Iflg. Bruhn tilhørte Wissingsminde Krog-Meyer 1862-1875. Det ses af en oversigt over ejendomshandler, at ”Landvæsenskommissær Krogh-Meyer” købte Wissingsminde med 370 Tdr. Land Ager for 72.000 Rigsdaler. Efter at være afhændet af Krogh-Meyer gik gården på tvangsauktion, hvor den blev erhvervet af Carl Frederik Adolph Schlegel i april 1880, som havde gården indtil 1891. Den blev her overtaget af en holstensk militærmand Carl Friederich Christian von Ladiges, som forlod gården i april 1900 efter at have solgt besætningen. Der blev annonceret ”arrestdekret” på denne ”tyske adelsmand”. I april 1900 afholdes der tvangsauktion over von Ladiges’ løsøre. Endelig tvangsauktion[111] annonceres 13. juni 1900 over ”357 Tdr. Land med ca. 16½ Tdr. Hartkorn”. Gården overtages af Kolding Sparekasse som ”ufyldestgjort Panthaver”.[112] 26. marts 1904 anføres A. Høyer i en avisomtale som ejer af Wissingsminde. Det fremgår af en landsretsdom omkring ejendomssalær for salget af Wissingsminde, at A. Høyer i 1903 købte gården af Kolding Sparekasse.[113].
Med lidt god vilje kan man se trakasserierne omkring Wissingsminde som et på egnen demonstreret modsætningsforhold til den tyske nabo. Oven i købet bliver køberen i 1904 ”den dansksindede” fra Slesvig tilflyttede A. Høyer.[114]
 
 

Skanderup Sogn, sognepolitikken

Sammenfattende om sognerådets arbejde fra 1903 kan man sige, at møderne hovedsageligt blev holdt på Fattiggården over for Skanderup Kirke. Periodisk, mere sjældent på Lassens Hotel, og kun enkelte gange på Afholdshotellet og / eller Missionshotellet. I det senere forløb også ind imellem på en lokalitet, der kaldes Kommunegården. Fra 1934 er der varierende betegnelser som Kommunekontoret, Raadhuset o.l., som formentlig dækker over den bygning, som kom til at afløse Fattiggården som mødested fra 1934. Ind imellem kunne man også mødes hos et sognerådsmedlem, som regel formandens (gård).
De behandlede sager var i vid udstrækning ekspeditionssager, formentlig uden anledning til større debat.
Det er først og fremmest skolen og læreransættelser samt afholdssagen med konsekvenser for ønskede spiritusbevillinger, der kommer i spil som ideologisk slagmark i sognerådet, dvs. mellem Indre Mission og "de andre", som efterhånden samlede sig i valgmenigheden. Desuden dukker den gryende arbejderbevægelse selvfølgelig også op i sognerådet, selv om der kan forekomme naturlige repræsentanter, som alligevel først og fremmest synes at være identificeret med en af de to religiøse fronter. 

Religion som politisk markør i Skanderup Sogn under og efter provisorietiden

Ved siden af den specielle, religiøse determinant i Skanderup Sogn var perioden fra junigrundloven 1849 og frem til systemskiftet i 1901 også tiden, hvor de politiske partier blev dannet og fik en ledende rolle i landspolitikken, måske nok modificeret og anderledes i sognepolitikken. 
Det helt interessante ved Skanderup og heraf afledt, Hjarup Sogn er, at man tilsyneladende lokalt afviger fra den landspolitiske tendens i sognepolitikken, hvor det klart kan påvises, at provisorietiden med variationer også markerer en markant tilbagegang for Højre på det kommunale plan, således som det også sker landspolitisk[134]. På det kommunale plan dog som regel uden markering af partipolitisk tilhørsforhold, der først bliver konstaterbart fra århundredskiftet. Man ser på landsplan et skifte til sognerådsformænd, der er bønder i stedet for repræsentanter for det store hartkorn og præster. Dette skift er ikke konstaterbart i Skanderup og Hjarup Sogn, da det store hartkorn her er proprietærgårde, ikke godsejere.
Desværre er det udgivne materiale for Skanderup Sogn mangelfuldt. Sognerådets forhandlingsprotokoller 1868-1903 eksisterer ikke mere.
Men på det foreliggende materiale for Skanderup Sogn, en fortræffelig undersøgelse over religion og politik i Skanderup Sogn[135], der er baseret på Statistiske Meddelelser, og brug af samtidigt avismateriale, kan man beskrive situationen som her anført.
Det sognepolitiske er det muligt at give et billede af med de tal, som Hans Lund Hansen har fundet i Statistiske Meddelelser, dog kun siden 1909, hvor valgsystemet skiftede fra reglerne i 1867-ordningen og gav bl.a. valgret til kvinder. Hans Lund Hansen har her så besluttet at udelade det af divergerende lovgivning prægede materiale fra 1841 frem til 1909. Ud over Hans Lund Hansens tal er det også muligt at benytte tallene fra sogneforhandlingsprotokollerne, der i øvrigt bekræfter Lund Hansens tal. Desuden de tal, som refereres i den samtidige dagspresse.

Provisorietiden i Skanderup Sogn

For helt at forstå de i det efterfølgende diagram præsenterede stemmetal her en kort præsentation af historien omkring partiet Venstre, som blev dannet som parti i 1870 under navnet Det Forenede Venstre.
Partiet fik fra 1872 flertal i Folketinget, men kongen kunne - og ville - udnævne en regering fra Højre, og det vedblev han med indtil systemskiftet i 1901, hvor den første Venstre regering blev udnævnt, og hvor parlamentarismen så rent faktisk blev indført før den grundlovsmæssige sikring i 1953.
Det Forenede Venstre indførte så ”visnepolitikken”, undlod at stemme for de finanslove, der årligt skulle vedtages for at få den statslige samfundshusholdning til at fungere. Modsvaret til dette var Højres og Estrup regeringens provisoriske finanslove, provisorietiden, der startede 1877, fortsatte med 1880'ernes visnepolitik og afsluttedes med Rigsdagens årlige hjemsendelse før finanslovene 1885-94. Dette blev også tiden med riffelforeninger, skattenægtelse, mundkurvscirkulærer, de blå gendarmer, der skulle holde styr på Venstres tilhængere, de oprørske bønder.
Fra 1895 kaldtes partiet for Venstrereformpartiet. Og som repræsentant for den del af partiet, som var indstillet på at forhandle med Højre var der Det Moderate Venstre. Med udskillelsen af Det Radikale Venstre i 1905, blev der nok en navneændring i 1910 til Venstre, en sammenslutning af Venstrereformpartiet og Det Moderate Venstre. Navnet ændredes i 1963 til Venstre Danmarks Liberale Parti.
Figur 1 Stemmeafgivning ved folketingsvalgene i Skanderup Sogn 1881-1924 i %
 
Man bemærker i diagrammet over stemmetallene, at stemmeafgivningen (som ikke var hemmelig før 1901) ret entydigt viser markant fremgang for Højre og tilsvarende tilbagegang for Venstre fra 1887 til 1920. Højre bliver i klar modsætning til den landspolitiske tendens i 1895 større i Skanderup Sogn end Venstre. Pastor C. E. Moe forlader sognet i 1922, og det kan under alle omstændigheder konstateres, at Venstre mellem 1920 og 1924 (Venstreregeringen Neergaard) genvinder den landspolitiske position og her vinder markant ind på Det Konservative Folkepartis stemmeandel. 
Det kan helt sikkert konstateres, at pastor Moe forkyndte, at politik var en verdslig forsyndelse mod livet i Gud - og hvad han og meningsfæller ellers kunne finde på at sige om den rette kristelige adfærd. Under alle omstændigheder fremgår det ret tydeligt, både af Moes udsagn og af hans stemmeafgivning (som kan konstateres, stemmeafgivning var som anført ikke hemmelig før 1901), at han foretrak Højre, som jo så i hans optik må have været nærmere Gud, end Venstre var det.
Fra 1903-09 var der 7 medlemmer i sognerådet, hvor fordelingen var 4 til 'de andre', 3 til Indre Mission. Fra 1913-54 var den mandatmæssige stilling 5 Indre Mission, 4 'andre'.
Figur 2 Sognerådsvalg i Skanderup 1909-1925, mandattal
 
 
Skanderup Sogneråd, lister 1909-25
Andre: i 1909 gårdmænd, husmænd, næringsdrivende
            i 1913 fællesliste
            i 1917 uden for Indre Mission
            i 1921 socialdemokrater (1), valgmenigheden, borgerliste i Lunderskov
            i 1925 grundtvigianere, tjenestemandslister
Indre Mission: i 1921 Sognemenigheden, i 1925 byliste og landliste. 
Det kan med god dokumentation konstateres, at en folkelig religiøsitet i Skanderup Sogn tilsyneladende har betydet en noget anderledes politisk adfærd end i den øvrige del af Danmark i tiden under og umiddelbart efter Højres dødsdans under provisorietiden, indtil dannelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915. 

Religionen i Skanderup Sogn, skiftet under C. J. Moe

Vi har her at gøre med en lidt bemærkelsesværdig fremtrædelsesform af religion og samfund, et Skanderup Sogn i en brydningstid, præget af demokratiseringsprocessen under junigrundloven, de i sogneforstander-, sognerådsbestemmelserne indlagte regler og den indbyggede konflikt mellem befolkningsflertallet, Venstre og den konservative garanti, det bedre borgerskab og de større jordejere, De Nationalliberale, Højre.
I Skanderup, Hjarup og Gelballe blev varianten til brydningstiden efter junigrundloven, tabet af danske områder syd for Kongeåen og under provisorietidens konflikter religiøst betonet og for mange det omdrejningspunkt, som dominerede der lokale dagligliv  helt afgørende.
Det benyttede kildemateriale til belysning af de religiøse opfattelser er især C. J. Moes Oplevelser, 1927, hvor han skriver om sin tid som sognepræst i Skanderup1885-1922. Han giver her udtryk for sine fundamentale religiøse holdninger og sin opfattelse af religionens samfundsmæssige betydning. F. eks. på skoleområdet, hvor det med tilfredshed konstateres, at sognet efter hans første tid i sognet, hvor Missionen var ugleset og blev holdt uden for indflydelse i sogneråd og skolekommission, så var ”alle sognets lærere og lærerinder troende mennesker” ved hans afrejse fra sognet i 1922[136]. Erindringerne har en lang række subjektive vurderinger, som her kun skal bruges til at karakterisere den indremissionske forkyndelse i den samfundsmæssige kontekst.
Det er så heldigt, at modtagelsen af denne religiøse og politiske hvirvelstorm kan man få et udmærket indblik i gennem de Erindringer, som førstelæreren ved Gelballe Skole, Peter Nissen har nedskrevet om egen tid som skoleelev, udgivet i 2 dele, 1975 og 1977.[137] P. Nissen har i sine erindringer en skolemands vurdering af C. J. Moe som præst, menneske og skolekommissionsformand.
P. Nissen er en god kristen, men han bryder sig mildt sagt ikke meget om Moe, hans forkyndelse og hans medvirken til at sognets lærere bliver tilknyttet Indre Mission stort set over en kant. P. Nissen var lærer i Gelballe 1877-1906, dvs. også i 1888 med skiftet fra Gelballe Gamle Skole til Gelballe Skole. P. Nissen døde i 1923 næsten 80 år gammel.
Uanset, om disse erindringer er skrevet ud fra nøje notater, først på pensionen eller i de sidste år, så er manuskriptet - som andre debatindlæg o.l. - lagt i skuffen mhp. udgivelse, opbevaret af svigersønnen, Johannes Dons, lærer i bl. a. Tvis og Ejsing.[138] Nissen kommenterer grundigt religion, skole og undervisning under det, han anser for at være en ulykke for sognet, hvilket f. eks. ses i dette uddrag af Nissens Erindringer:
”Skanderup Sogn skal jo ”helliggøres” og det kan kun ske ved, at I.M. får Magten i Menighedsraad og Sogneraad; thi saa faar den også Magten i Kirken og Skolen. Og Magten er altid Ret i saa hellige Hænder”. Uanset, hvad man måtte mene om disse vurderende betragtninger, så har vi her formentlig en rigtig god kilde til reaktionen mod Moe blandt de ikke-missionske sogneboere.
Man kan sammenholde P. Nissens erindringer med C. J. Moes erindringer fra 1926, Oplevelser. Man kan med godt udbytte udnytte de to subjektive erindringer til en formentlig præcis karakteristik af tidens religiøse brydninger som de også kom til udtryk i skolen.

Carl Julius Moe

C. J. Moe er født i 1848, fem år yngre end førstelærer Peter Nissen, Gelballe. Moes far var først skolebestyrer i Roskilde, herefter præst i Ribe, hvor Moe tog studentereksamen i 1866, teologisk kandidat i 1872. Herefter kapellan indtil han 1877-1885 blev præst i Harboøre, i Skanderup 1885-1922. Medlem af bestyrelsen for Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark i 1909, formand 1915. I både Harboøre og Skanderup tog Moe kampen op mod drikkeri, hvad han opfattede som den overdrevne og skadelige brug af brændevin. Om brændevinen hedder det i Oplevelser, at ”Drukkenskaben led et stort Nederlag”. Men for Moe var ”dens Bekæmpelse (ikke) mere nødvendig end andre Synders (bekæmpelse)”.[139] Mest berømt er her en prædiken i Harboøre i 1881 og en episode, hvor brudgommen lugtede stærkt af brændevin, hvor Moe nægtede at forrette vielsen. Umiddelbart ser det ud til, at Moe havde det lettere, mødte mindre modstand i Harboøre end i Skanderup. Der var megen ”overtro” i Harboøre, men også en gennemgående respekt for præsten. Iflg. Moe skulle der her gøres en indsats for at få inddraget ”Helligånden” i den praktiserede religion, men det lykkedes da vist helt til fulde. Efter Moes vurdering i Oplevelser, så var hans indsats kun begyndelsen, herefter ”brød (Livet) frem med Kraft paa Harboøre.”[140]
I Skanderup var et synligt resultat af Moes virke Missionshuset Pella fra 1889. Desuden blev der givet startskud til søndagsskoler og ungdomsarbejde (spejder, FDF, KFUM og K). Som i Harboøre fik Moe mange tilhængere i Skanderup, men så til gengæld her også adskillige modstandere, som i 1910 med ”Skanderup-Hjarup Valgmenighed” foretog sognebåndsløsning fra folkekirken, Skanderup Kirke under Moe.
I sine erindringer fra 1926 anfører Moe, at kun ca. ”350” af sognets ca. 2400 indbyggere tilsluttede sig valgmenigheden. Han har ret i, at missionen var flest, hvilket ses af sognerådsvalgene fra 1913, hvor missionen har 1 stemmes flertal. Men modsat Harboøre rejste der sig i Skanderup Sogn en markant modstand mod Moe og hans forkyndelse. Principperne i modstanden ser man klart dokumenteret i Peter Nissens Erindringer. At modstanden også skyldtes Moes noget kantede og fordømmende facon fremgår her tydeligt, men det væsentlige, der her vælges fremhævet, er dog det religiøst moralske, skolen og samfundet.
Iflg. Moes erindringer var der en næsten overraskende forskel imellem den menighed, han forlod i Harboøre i 1882 og den, han kom til i Skanderup. Der var ”en helt anden Luft … så klam og kold.” Der var kun ”en Snes Mennesker i Kirke om Søndagen.” Derfor var det nok ”Gud, der ville have mig til Skanderup.”[141] Ved sit 25 års jubilæum i sognet, hedder det fra Moe, at der med dannelsen af valgmenigheden i 1910 nu skulle være et ”mægtigt grundtvigsk Fremstød”. Dette førte dog kun til 1 menighedsrådsmedlem ud af 4, og til sognerådsvalget blev ”Missionens liste … nu den sejrende.”[142]  Moe mødte modstand og havde modgang i Skanderup. Men hans budskab vandt helt klart flertal i det heraf delte sogn.
Under sine prædikener, der først og fremmest havde budskabet om ”omvendelse” og i sin kommunikation med sognet, f. eks. gennem konfirmationsundervisningen, kunne Moe med sine upolerede udtalelser og sin facon støde mange, og det gjorde han helt klart. F. eks. var der en episode, der blev indklaget til ministeriet, hvor Moe under konfirmationsundervisningen havde spurgt, om nogen kunne beskrive en ”grundtvigianer”, der ”sværmede rundt omkring ligesom Oldenborrerne i denne Tid”. Striden fik oven i købet den dimension, at Moe ”i spøg” havde sagt, at oldenborrer, dem ”plejede man jo at samle ind og koge dem for at komme af med dem.”[143]

Moes forkyndelse, reaktionen i sognet

Det vil formentlig være passende at indlede dette afsnit med Moes begravelsesprædiken over 48 druknede fiskere fra Harboøre, hvor Moe var blevet kaldt fra Skanderup 27. nov. 1893 for at holde begravelsen over de omkomne fra den gamle menighed. Moe må nok på trods af de 8 års afstand fra embedet i Harboøre have kendt de omkomne personligt. Han sagde bl.a. ” - Hvad nytter det at nægte, at en del af dem, som ligger her i disse kister, ikke havde noget liv i Kristus.” Den omvendende tone fortsættes til de efterladte: ” - hvis I nu ikke omvender jer, kunne I aldrig frelses!” Der er også trøstende sekvenser i talen, men det er helt utvivlsom, at det forkyndende og omvendende har været i fokus.[144]
Det forkyndende, omvendende ses i forstærket og direkte form i talen om mennesket som ”en falden skabning”, altså ”en fortabt slægt”. At der er en evig fortabelse og en ond menneskeslægt er for den indremissionske prædikant ikke en trussel men en grum virkelighed. Gud er ikke en mild, gammel mand, der ikke tager det så nøje med den menneskelige synd. Han er derimod ”en hellig Gud, hvis Vrede hviler over den syndige Slægt, og til hvem der derfor kun er adgang ved Jesus Kristus, der gav sit liv som en Genløsningsbetaling for os.” Når omvendelsen derefter er sket, så må ”hele Livet i Kirke, Hjem og Skole, i Handel og Politik, i Strid og Fred lægges ind under Gud for at styres og helliges af ham.”[145]
Endelig til yderligere illustration af den konflikt, som Moe også skabte i forhold til kolleger, sin samtid og oven i købet i forhold til helt eller delvist ligesindede inden for den indremissionske bevægelse, både p. gr. af budskabet, men også p. gr. af den uforsonlige tone, som ledsagede budskabet. I Kolding Folkeblad var der 18.-19. juli 1899 en udførlig omtale af en konflikt mellem præsten i Vonsild, Johs. Clausen og C. J. Moe fra Skanderup.[146]
Præsten, der tog til orde over for Moe, var Johs. Clausen[147], præst i Vonsild 1895 til sin død i 1908. Clausen var medstifter af Indre Mission og gode venner med Vilh. Bech. Han udtrådte 1874 af den indremissionske bestyrelse, hvor han på dette tidspunkt nærmest var blevet grundtvigianer. Bevarede dog livslangt venskabet med Bech, og var og havde været enig med denne i vigtigheden af at holde sig inden for folkekirken og bekæmpe sekteriske bevægelser. Johs. Clausens efterhånden noget frie forhold til, men også sympati for, Indre Mission er velsagtens forklaringen på den debat, der i 1899 blev indledt med Moe, og som resulterede i en klage til den også indremissionsk orienterede Viggo Gøtszche, biskop I Ribe 1895 indtil sin død i1901.
Johs. Clausen indgiver klage over kollega i Skanderup, C. J. Moe i april 1899 iflg. Kolding Folkeblad. I avisen omtales Johs. Clausens nys udkomne skrift, hvor konflikten med Moe er behandlet.
Clausen er utilfreds med sammen med andre folkekirkepræster af en kollega, Moe, der også virker i folkekirken, at blive omtalt som ”åndeligt døde”, og at han og kolleger ”vildleder Mennesker i deres Saligheds Sag”.
Indkaldt til samtale med biskoppen har Moe tilsyneladende givet en tolkning af de udtalelser, som Clausen har klaget over, som medfører, at biskoppen nøjes med at udtale, at der er blevet ”… gjort Uret ved at sætte Stemplet: døde og vantro på Mænd, som ikke fortjene saadan en Dom.” Iflg. avisen advarer biskoppen til slut mod at præster kommer ind i hinandens sogne. Dette refererer både til situationen i Skanderup, hvor modstandere af Moe indkaldte andre præster, og sluttelig i 1910 dannede valgmenigheden, og IM’s præster, der prædikede i grundtvigianske o.a. sogne.
Det fremgår ret klart, at Moe har været ganske uforsonlig i sin sprogbrug, men at han i forhold til (den indre missionsk orienterede) biskop Gøtszche taktisk har været i stand til at fortolke og forklare sin position.

Reaktionen fra de ikke-missionske

Som repræsentant til en nærmere beskrivelse af konflikterne i forbindelse med Moes forkyndelse er valgt Peter Nissen, der sammen med broderen som lærere ved sognet skoler oplevede brydningstiden med en Moe, der i Skolekommissionen stærkt markerede missionens synspunkter.
 
 
Pastor C. J. Moe
Lærer P. Nissen, Gelballe Skole o. 1900 og den indremissionsk ansatte lærer i Gelballe, Th. Madsen kan man se på Skanderup Sogns kirke-, skole portrættering fra o. 1935-40, her i relevant uddrag.
Om Moes holdning til det kristne budskab har Peter Nissen indlagt flere diskuterende dialoger. Det væsentlige i Nissens holdning til Moe er, at for Moe var ”alle mennesker af naturen Djævelens Børn … hans Prædiken gik altid ud på Omvendelse … ”.
Moe var desuden tilsynsførende med sognets skoler som medlem af skolekommissionen, og herom beretter Nissen fra Gelballe: ”Pastor Moe var ikke fornøjet med Undervisningen i Religion.” Uviljen mod Moe skinner her tydeligt igennem, Moe havde ikke engang underrettet Nissen selv, men havde blot ladet det høre, at sådan var det. Desuden var Nissen vred over Moes ”upædagogiske” overhøring af eleverne, og han giver som eksempel på Moes efter hans mening ganske utidige indblanding, at Moe gav sig i kast med en diktat, hvor han gik alt for hurtigt frem.
Sammenfattende altså en betydelig indblanding i skolernes undervisning efter Peter Nissens mening. Om Moes religiøse holdning er der dialoger, hvor Nissen tydeligt har haft behov for at få udtrykt sig meget klart herom. Nissen anfører i en af dialogerne med Moe, at alle mennesker er ”Guds børn”.  Hertil skulle Moe have svaret, at Jesus havde sagt til jøderne ”I er af en fader, Djævelen.” Nissen mente heller ikke, at det var nok at høre om Faderen, Sønnen og Helligånden, hvor Moe iflg. Nissen svarede, ”vi kan ikke frelses uden menneskelige Vidnesbyrd”. Man kan vel sige, at syndsbevidstheden, den menneskelige forkyndelse og omvendelsens nødvendighed er markante stridspunkter mellem Moes tilhængere og modstandere.
Sogn og sognepolitik i en brydningstid
 
Ved sognerådsvalget marts 1909, hvor mandattallet var udvidet fra 7 til 9 mandater fik den missionske liste C kun 4 mandater.
 
Kolding Social-Demokrat 3. marts 1909
Kolding Folkeblad 10. dec. 1900
 Sognerådets forhandlingsprotokoller 1868-1903 er bortkommet og kan derfor ikke benyttes til at klarlægge sognerådsaktiviteterne i denne ellers yderst interessante periode. Især fordi det kunne have været interessant at kortlægge sognerådets aktiviteter i spændingsfeltet mellem pastor C. J. Moe og hans præference for Højre, sammenholdt med provisorietidens forfatningskamp, der forrykkede balancen mellem de partipolitiske modpoler Højre og Venstre, oppositionspartiet, som netop i perioden, hvor Moe i 1885 kom til Skanderup, gik ind i den afgørende magtkamp mod Estrups provisoriske finanslove.
Moes ankomst til Skanderup i 1885 var netop året, hvor Danmark formentlig har været tættest på en revolution. Der dannedes riffelforeninger og agiteredes for skattenægtelse over for en regering, der ikke ville respektere folketingsflertallet, dvs. Venstre og et også stadig stærkere Socialdemokrati. Regeringen svarede igen med "mundkurvecirkulærer" og konsekvente foranstaltninger imod det spirende folkelige oprør, som oven i købet blev ledsaget af et skudattentat mod Estrup i 1885.
Det kunne have været interessant at få klarlagt de lokale spor, som denne forfatningskamp også må have efterladt i Skanderup Sogn.

Sognerådsvalg, flertallet skifter 

Ved sognerådsvalget i 1900-01 hedder det i Kolding Folkeblad 10. december 1900: ”De højstbeskattedes Valg til Skanderup Sogneraad foregik … i Lunderskov Kro. … Politiske Anskuelser … har kun spillet en ganske uvæsentlig Rolle ved Valget… derimod stod Slaget paa, om man skulle have Missionsmænd eller Ikke-Missionsmænd i Raadet … ” De missionske var mødt talstærkt op, med Moe i spidsen. Alligevel vandt den ikke-missionske liste.
 Skanderup Sogneråd får tilladelse til at udvide medlemstal fra 7 til 9 vedvalget i 1909[148]. Også ved dette valg bevarede de ikke-missionske flertallet, 5 mod 4 valgte kandidater.
Ud fra de gennemgåede sogneforhandlingsprotokoller kan det konstateres, at Indre Mission i 1913 erobrede sognerådsformandsposten. Flertallet blev bibeholdt uafbrudt indtil 1954.
Fra 1903 indtil 1913 var Thomas Hansen, gårdejer i Klebæk og P. Midtgaard, gårdejer i Nagbøl sognerådsformænd som de sidste repræsentanter, før Indre Mission erobrede flertal og formandspost.
1913-1919 blev tømrermester J. C. Hansen, Lunderskov sognerådsformand som konsekvens af Indre Missions flertal på 5 ud af sognerådets 9 medlemmer. 
Man kan fastslå det indremissionske flertals medlemmer ud fra de sammenhænge, hvor de gjorde fælles front i sognerådsarbejdet.
Johan Nielsen, gårdejer i Skanderup, efterfulgte J. C. Hansen som formand 1919-1923, og han blev efterfulgt af gårdejer Knud Knudsen, Gelballe, sognerådsformand 1923-1943.
Politisk repræsenterede Johan Nielsen og Knud Knudsen henholdsvis Højre / Det Konservative Folkeparti og Venstre.[149] Man kan muligvis sige, at de repræsenterede henholdsvis tiden under og efter C. J. Moe med deres respektive partipolitiske tilknytning. Knud Knudsen det forventelige, Venstre som repræsentant for gårdejerstandens naturlige politiske orientering. Johan Nielsen også repræsentant for gårdejerstanden, men præget af tiden under C. J. Moe og den vækkelsesagtige tilstand under Indre Missions første tid i sognet, hvor der i vid udstrækning blev en orientering mod Højre / Det Konservative Folkeparti som et resultat af Moes forkyndelse og holdning til politik.
Det kan i forhandlingsprotokollerne konstateres, at de to her nævnte arbejdede sammen, hvor det drejede sig om en indre missionsk linje, først og fremmest ved skole og læreransættelser i den periode, hvor de begge sad i sognerådet, dvs. indtil Johan Nielsens afgang fra sognerådet i 1933.
Som illustrerende eksempel forhandlingsprotokollen fra 18.11.1927. Her protesterede fire fra mindretallet (ud af ni) mod den ensidige ansættelse af lærere med tilknytning til Indre Mission. Protesten blev imødegået i fællesskab af sognerådsformanden, Knud Knudsen, der var erklæret venstremand, og den tidligere sognerådsformand 1919-23, Johan Nielsen, som var konservativ, men begge fra flertalsgruppen, Indre Mission. Eksemplet er helt symptomatisk for samarbejde og skillelinjer i sognerådet - at skillelinjer ikke var partipolitiske.
Mindretallet klagede til ministeriet, hvilket blev taget op som selvstændigt punkt 9.2.1928, hvor flertallet karakteriserede klagen som en "tendentiøs" fremstilling.
Det konkrete i sagen var besættelse af en tredjelærerstilling ved Dollerup Skole[150], men protesten afspejler, at der her har været tale om et mønster med at foretrække lærere med tilknytning til Indre Mission, hvilket man ikke har været så tilfreds med i mindretallet. Ud over den her nævnte klagesag, har der tidligere været gjort bemærkninger o. læreransættelser, f. eks. i Gelballe i 1918[151], hvor også en lærer med indremissionsk tilknytning var blevet foretrukket iflg. forhandlingsprotokollen 8.4.1918.
Det kan således konstateres, at der har været samarbejdet omkring det holdningsmæssige, religionen, og formentlig helt uanset politisk observans i øvrigt.
Derimod kan der også konstateres divergerende interesser i det indremissionske flertal, f. eks. i planer omkring udretning af en vej gennem Skanderup by.
I 1932 blev der af Johan Nielsen og den lokale, indremissionske smedemester i Skanderup - begge medlemmer af sognerådet - protesteret mod udretning af vejen gennem byen. Argumenterne var, at det var for dyrt, og at det generede de berørte parceller, f. eks. Johan Nielsens, der ville få en offentlig vej helt ind til gården. Smedens forretning ville komme til at ligge væk fra den nyetablerede vej.
Sognerådet under den også indremissionske formand Knud Knudsen vedtog og gennemførte uanfægtet vejføringen.[152]  

Andelsbevægelsen

Bruttofaktorindkomst 1828-1856, 1929 priser.  
 
Tiden 1828 - 1857 var for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”.
Den i perioden gunstige økonomiske udvikling illustreres i dette diagram, baseret på statistik fra Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260, i 1929 priser[153].
Den her illustrerede gunstige produktions- og prisudvikling i landbruget, der endnu er klart førende i forhold til andre erhvervsmæssige sektorer, skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.
Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget var jernbanenettet. På længere sigt kostede det arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika[154].
Fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var der landbrugskrise og afdæmpet vækst.
Landbrugets krise var i første omgang et udslag af et omfattende kornprisfald, konkurrencen fra oversøiske kornprodukter, desuden protektionistiske foranstaltninger mod danske landbrugsprodukter især fra Sverige, Tyskland og England. Kornprisfaldet fremmede lysten til at deltage i mejeridrift på andelsbasis, og andelsbevægelsen med andelsmejeriet i Hjedding i 1882[155], og fik fra 1880’erne sin storhedstid.
Andelstanken gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne.
De middelstore brug blev ledende i denne udvikling.
Den markante og økonomisk meget favorable udvikling af mejeridriften som andelsmejerier får i Skanderup og Hjarup Sogn en variant, hvor religiøse kredse blev dybt uenige om samarbejdet i forhold til søndagshvilende mejerier. Uforsonligheden var med pastor Moes disciple og modstandere af en art, så det også fik økonomiske konsekvenser.

To sogne, fælles kamp mellem religiøse principper og økonomi

De to sogne, Skanderup og Hjarup gennemløb på hver deres vis det økonomiske opsving og den teknologiske revolution, som andelsbevægelsen kom til at udgøre for mejeridriften. Der blev oprettet mejerier i henholdsvis Hjarup og Skanderup, Skanderup som andelsmejeri i 1888, Hjarup som fællesmejeri fra 1885, fra 1889 som andelsmejeri. Økonomisk var de to sogne således på den slagne vej med andelsmejerier allerede fra deres start i 1880’erne.
Men i Skanderup var der i 1885 landet en tidsindstillet faktor med ansættelsen af den stærkt indremissionske præst C. J. Moe. De religiøse holdninger, som pastor Moe lagde ud i eget og Hjarup Sogn stod ikke til megen debat. Og trods forsøg på kompromis og fælles drøftelser brød de af vækkelsen ramte mælkeleverandører ud af de to nyetablerede mejerier og startede deres eget, søndagshvilende mejere, Lunderskov Mejeri, stiftende generalforsamling februar 1896.[156]

Andelsmejerierne i Skanderup og Lunderskov

 
 
 
 
Skanderup Mejeri kort før det flyttedes til jernbanen i Lunderskov. I 1922 valgmenighedskirke. Og det nyopførte Skanderup Mejeri o. 1916.
Dansk Mejeristat, s. 532, udgivet 1931: "Andelsmejeriet Skanderup oprettet 1888. Ombygget 1912. Udvidet 1916 under Medvirken af Arkitekt." Mejeribestyrer Chr. Jacobsen er interessant som aktiv modstandsmand, sammen med mejeribestyrer B. Hald, Lunderskov Andelsmejeri. Den fælles modstandskamp har her overtrumfet de religiøse modsætninger, åbenbart. Chr. Jacobsen blev som 32 årig mejeribestyrer i 1927, som langt de fleste mejeribestyrere uddannet på Ladelund Mælkeriskole, stammer fra Vejen. Bemærk, at formanden, Valdemar Thomsen har været elev på Dalum Mejeriskole. Valdemar Thomsen indgik senere i ledelsen af organisationen ”Landbrugernes Sammenslutning” og blev ved folketingsvalget i 1932 valgt til Folketinget af Venstre i Vejle Amt som repræsentant for LS. Han brød med Venstre og deltog i stiftelsen af ”Det Frie Folkeparti”, som senere skiftede navn til ”Bondepartiet”, hvis formand han blev.
Ved folketingsvalgene 1935, 1939 og 1943 valgtes han til Folketinget i Vejle Amt som repræsentant for dette parti. Han blev efter befrielsen tiltalt efter straffelovstillægget for sine forhold under besættelsen, men blev frikendt ved endelig landsretsdom.
Det kunne være interessant at vide, hvilket forhold Valdemar Thomsen og mejeribestyrer Chr. Jacobsen havde til hinanden.
Skanderup Mejeri begyndte som andelsmejeri i 1888, hvor der annonceres efter en ”duelig” mejerist. Flyttedes 1912 fra Skanderup til Lunderskov, osteriet tilbyggedes i 1916. Havde 120 leverandører med 1400 køer omkring 1918.[157]
Skanderup Mejeris første formænd var H. F. Bech 1888-1909, proprietær A. Høyer, Wissingsminde 1909-15, proprietær S. Haue, Wissingsminde herefter. Annonceringen efter mejerist i 1888 var underskrevet Knipschildt, Skanderup Nygaard.[158]
 
Lunderskov Mejeri o, 1895.[159]
Lunderskov Andelsmejeri, Dansk Mejeristat, s. 516-17. Her anføres oprettelse 1895, udvidelse 1902 med særskilt beboelse og udvidelse 1926 "under Medvirken af Arkitekt Th. Rolver, Kolding. Der formentlig har været inspireret af de arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier i bl.a. Jordrup og Hjarup.
Lunderskov Andelsmejeri blev oprettet som søndagshvilende mejeri i 1895-96[160], og havde fra start 130 leverandører med 950 køer.[161] Som det fremgår af registreringen i Dansk Mejeristat, så var den daværende bestyrer som efterfølgeren Hald tilknyttet Indre Mission, idet han forudgående Lunderskov havde været mejeribestyrer på Harboøre Andelsmejeri, den stedlige Indre Missions venskabsby, pastor Moes tidligere pastorat. Også formanden, gårdejer Helenesminde, Skanderup repræsenterer tilknytningen til Indre Mission, der jo også her havde fået etableret det søndagshvilende mejeri i forhold og modsætning til Skanderup Mejeri. 
Her udspiller mejerihistorien sig i dets lokale særpræg, splittelsen mellem ønsket om et søndagshvilende (Lunderskov Mejeri, der oprettes i 1895-96 ud fra dette ønske), og det ikke søndagshvilende Skanderup Mejeri fra 1888, der flyttes til Lunderskov i en ny mejeribygning, opført i 1912, hvor den tidligere mejeribygning i Skanderup i 1922 bliver valgmenighedskirke.
En lidt interessant parentes er, at de to senere mejeribestyrere, B. Hall og Chr. Jacobsen begge var aktive i modstandsbevægelsen under besættelsen.
Mejeridebatten
Både Lunderskov og Skanderup Mejeri var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret.
Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede. Der er dog fundet et enkelt eksempel på en art læserbrev om emnet, som i Kolding Folkeblad blev kaldt ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde,[162] andelshaver i Skanderup Mejeri.
Det har ikke været muligt at finde svar på Høyers indlæg i debatten, som her skal refereres som et godt eksempel. Ikke fordi Høyers synspunkter har været uimodsagt, nok snarere tvært imod. Og heller ikke fordi hans synspunkter anses for en rimelig beskrivelse af de indremissionske andelshavere. Men fordi debatindlægget formentlig har været ganske repræsentativt for den holdning, der har hersket omkring mejeri problematikken.
Det fremgår af referater for generalforsamlinger, også i Hjarup Mejeri, at afgangen af andelshavere til det søndagshvilende Lunderskov Mejeri har været et økonomisk problem.
Det er lidt usædvanligt, at en proprietær i ”orkanens øje” indlader sig på noget så usædvanligt i tiden som at ytre sig offentligt i en lokal avis. Men Høyer var efter fire år i Skanderup Sogn blevet indvalgt til så mange tillidsposter, at han velsagtens næsten har følt sig kaldet til at kommentere en problematik, hvor han selv må have mærket de økonomiske konsekvenser i betydelig grad.
I sin aviskommentar henviser Høyer til missionens manglende vilje til at gå på kompromis, også selv om de var blevet tilbudt selv at holde egen mælk hjemme søndag. Men de ville i tiden op til bruddet i 1895-96 ikke levere mælk til et mejeri, som kørte søndag for at behandle mælk fra andelshavere, der gerne ville levere mælk om søndagen. I denne forbindelse harcelerer Høyer så over, at der leveres mælk og fløde til et mejeri syd for grænsen, i Leert: ”Hvor kan det være, at De nu med god Samvittighed kan sende Deres Fløde over til et Mejeri paa den anden Side Grænsen, der arbejder saavel Helligdagene saavel som Søndagene…” Høyer bemærker videre, at missionen jo så nok har ændret holdning, og at ” … der kunne komme et Samarbejde i Gang, saa vi kunne holde stille med det ene Mejeri … Det ville være en stor økonomisk Vinding …” Høyer slutter på trods af denne opfordring af med at konstatere, at Lunderskov og Bastrup Mejeri nok selv stryger gevinsten med samarbejdet mod syd i stedet for at indgå i en lokal forståelse og lokalt samarbejde.

Hjarup Mejeri

Hjarup Mejeri blev oprettet året efter Skanderup Mejeri, i 1889,[163] men begyndte allerede i 1885 som fællesmejeri.[164]
I 1887 annonceres der efter en ”Mejerielev … Løn gives”. 22. december 1893 kan man i Jyllands-Posten læse, at Hjarup Mejeri er blevet nomineret i den bedste tredjedel på en smørudstilling, hvor der deltog ”75 Mejerier, hvoraf 7 Herregaardsmejerier, 68 Andels- og Fællesmejerier …” 7. marts 1914 er der meddelelse om, at Hjarup Mejeri sammen med 2 andre mejerier har fået sølvmedalje for ”Ost af Sødmælk”[165]
Mejeriet blev arkitekttegnet og ombygget i sin nuværende skikkelse i 1915.[166]
Formand for mejeriet fra start som andelsmejeri var folketingsmand A. Jessen, 1888-1915, som blev efterfulgt af proprietær J. Thomsen, Thomasminde. Mejeribestyrer fra 1912 var Martin Jensen.[167]
 
Hjarup Mejeri efter ombygningen i 1915.[168] Og som Hjarup Mejeri så ud før nedlæggelsen 1978.
   
Hjarup Mejeri er blevet til et forsamlingshus, som borgerne efter 1978 har taget sig af.
 
Simon Simonsen, der er født og opvokset på Skanderup Nørregaard, overtog i 1949 gården Wissingsminde med mælkelevering til Hjarup Mejeri, hvor han blev mejeriformand i 1955, indtil mejeriet lukkede i 1978.
Det var iflg. sønnen, Jens Simonsens utrykte erindringer et klart økonomisk plus at levere mælk til Hjarup Mejeri i stedet for til Skanderup eller Lunderskov Mejeri, hvor striden om søndagshvile har gjort dem begge uøkonomiske i drift. I det mindste i forhold til Hjarup Mejeri.

Et herregårdsmejeri i Hjarup Sogn

Før Hjarup Fælles- og Andelsmejeri var der som i det øvrige Danmark også herregårdsmejerier[169] i sognet.
Om situationen omkring herregårdsmejeriet på Elisalund i 1866 beretter den daværende ansvarlige for mejeridriften på gården, senere proprietær Vilh. Bruhn i sine erindringer, En vinter paa Elisalund[170].
Bruhn skulle ved sin ansættelse for ½ år på gården fra 1. nov. 1866 ”sætte Mejeriet paa samme Fod som paa Ladegaarden …”[171].
Bruhn giver i sin beretning en god beskrivelse af Elisalund, som gården har set ud i 1866: ”Hovedbygningen var tildels oplyst, en køn hvid Bygning med høj Kælder under det hele og høj Stentrappe til Hoveddøren. Hovedbygningen var flankeret af to lave Længer, den tilhøjre var Køkken, Folkestue etc., den til venstre Mejeriet, min tilkommende Residens.” Bruhn oplyser i tilknytning hertil, at Wissing havde opført hovedbygningen i 1856.
Da Bruhn bliver præsenteret for røgter, malkepiger m. fl. i tilknytning til stald og mejeri, vækker det forbavselse, at der nu skulle ansættes en mand, ”… der skulde lave Smør og Ost, det var aldrig
før forefaldet i deres Praksis… Jeg vejede og opsiede Mælken i Bøtterne, Pigerne fyrede op og var yderst villige til at vise mig, hvor de forskellige Ting, som skulde bruges, var, Termometer, Smørfarve o. 1. … Kærnen og Flødetønderne var sure og ildelugtende, saa vi maatte straks
have dem udkogt med gloende Sten i Vandet.”
Og videre hedder det som en beskrivelse af arbejdsgangen på gårdens mejeri: ” Kl. 2 (om eftermiddagen, må det være) begyndte Fodringen m. v. i Stalden, og jeg var i Beskæftigelse med at ælte Smørret, sætte Farve til og vende Ostene; Kl. 4 blev der malket, og ved 6-Tiden var Arbejdet til Ende.” Bruhn beretter videre, at han til sin forbavselse erfarede, at smørret på Elisalund skulle opbevares flere måneder, indtil marts-april, før det skulle sendes til køberen, en grosserer i Flensborg, til en fast pris, ”… der maatte vist her en særlig omhyggelig Behandling til, for at det kunde staa sig i flere Maaneder, navnlig med Æltning og noget mere Salt …”
Formentlig har vi her en ganske indsigtsfuld beskrivelse af herregårdsmejeridriften før andelsmejeriernes indtog med deraf følgende kvalitetsløft i produktionen. Bruhn har dog skrevet sine erindringer med nogen bagklogskab, erindringerne slutter i 1911.
Som forsamlingshus afløser mejeriet et tidligere forsamlingshus, der iflg. samtidige beskrivelser skulle have været placeret over for mejeriet. Hjarup Mejeri lukkes som mejeri i 1978.

Forsamlingshus i Hjarup

Der er kun få efterretninger om det tidligere forsamlingshus i Hjarup. Kolding Folkeblad har 20. februar 1878 en annoncering af ”et bibelsk Foredrag”, tilsvarende er der 20. marts 1878 nok en annoncering af et foredrag ved en ”Missionær” og 28. dec. annonceres en ”Nytaarsprædiken”. I Folkebladet Sydjylland er der 28. december 1901 annoncering af oplæsning, 8. dec. 1905 er der litterær aftenunderholdning, 21. febr. 1908 dilettant etc.
Fra starten på annonceringer for Hjarup Forsamlingshus i 1878 til o. 1900 ser der ud til at være et skifte fra arrangementer af kristeligt, missionerende indhold til mere kulturelt betonede arrangementer, folkedans og baller. Der annonceres med arrangementer, hvor der er foredrag af lærere fra Askov, gymnastikopvisninger med ”Bal til Kl. 2”.
 24. november 1917 annonceres der i Folkebladet Sydjylland af Palle Kirk om møder i forsamlingshuset for ”Skanderup-Hjarup Ungdomsforening”.

Fra mejeri til forsamlingshus

Den lokale indsats for at redde mejeriet fra at lide samme skæbne som Lunderskov og Skanderup Mejeri, der begge er nedrevne, er bemærkelsesværdig.
I Hjarup var der efter nedlæggelsen af mejeriet i 1978 en markant indsats, der medførte, at Vamdrup Kommune gav støtte, også økonomisk, til at Hjarup Mejeri fra medio 1980’erne kunne indrettes som aktivitetshus m.v.
Den nuværende funktion som forsamlingshus, udlejning af festlokaler, forum for Landsbyforeningen, samlingssted for klubber og foreninger har sin baggrund i et meget aktivt samvirke, der lokalt formentlig kan tidsfæstes til etableringen af Skanderup-Hjarup Forbundsskole i 1962.
Skoler, kirker og Sogn
Rytterskolerne i Koldinghus Rytterdistrikt[172] og Skanderup Sogn.
Skanderup og Hjarup Sogn hørte under Koldinghus Len og Amt indtil 1793 og hermed også Koldinghus Rytterdistrikt i en stor del af perioden. Konkret manifesterede det sig i Skanderup positivt med en rytterskole, der må være bygget i 1725[173].
 
 
 
Rytterskolen i Skanderup o. 1900, blev suppleret med pogeskolen fra 1854 indtil formentlig 1908.[174]
Rytterskolen i dag, erhvervet af produkthandler i 1950'erne, hvis børn har renoveret.
I Kolding Rytterdistrikt var der 25 byer med rytterskoler, herunder Skanderup, hvor rytterskolen blev taget i brug i 1725 iflg. tilgængelige oplysninger (inskription under den her afbildede, officielle Frederik 4. inskription). Frederik 4. inskriptionen anfører året 1721, der under alle omstændigheder er året for starten på rytterskolerne.
 
Rytterskolens inskriptionstavle, dateret 1721, der nu befinder på Forbundsskolen, Hjarupvej. Disse sandstenstavler blev placeret på alle rytterskolerne.
Den latinske tekst i oversættelse: Denne skole tillige med 240 lignende har VI FREDERIK DEN FJERDE... i året 1721 opført i de distrikter, som af mig er oprettet til altid at underholde 12 ryttereskadroner.
Ved bygning af ny skole i 1842 blev mindestenen lagt i Nagbøl Præstegård (med inskriptionen nedad!). Ved tilbageførsel til 1908 skolen var toppen forsvundet, derfor erstattet med efterligning.
 
Et enkelt år skulle der i denne lille rytterskole, sognets største skole, have været indskrevet 106 elever[175]: 44 fra Skanderup, 20 fra Lunderskov, 22 fra Hjarup, 9 fra Gjelballe, 7 fra Nagbøl og 4 fra Drabæks og Rolles Møller.
I løbet af 1700-tallet blev der bygget skolehuse i Hjarup, Gjelballe og et fælles skolehus for Nagbøl, Dollerup og Lunderskov.
Mere blandet var den beskatningsmæssige konsekvens af at høre under rytterdistriktet. Ved 1664 matrikuleringen blev alle gårde ansat til hartkorn[176] som standardiseret mål. 8 tdr. hartkorn skulle nu svare en rytter med fuld udrustning til de i 1670 oprettede rytterdistriktet. Bønderne kunne selv afgøre, om de ville ride for gården, eller om de ville betale for den rytter, der skulle stilles. Under alle omstændigheder var det en fast udgift, som var pålagt alle gårde for hver 8 tdr. hartkorn. Der skulle altså knap og nap 2 gårde af gennemsnitstørrelse til at svare den krævede rytter til rytterdistriktet.
Under enevælden i tiden omkring landboreformerne blev der i 1789 nedsat en kommission til forbedring af det danske skolevæsen, Den Store Skolekommission. Kommissionens arbejde resulterede i
1814-anordningerne om børns skolegang[177], som man kan kalde Danmarks første folkeskolelov, der lå i forlængelse af ordningen med rytterskoler, opført under Frederik 4. 1721-27.
Der indførtes skolepligt for alle børn. Der var tre skolelove: en for København, en for købstæderne og en for landdistrikter.
På landet var der skolegang hver anden dag, i byerne hver dag, og ferierne var tilrettelagt ud fra landbrugets behov for børnenes arbejdskraft.
For alle tre ordninger var essensen den samme: at danne gode kristne, i anden række nyttige og loyale borgere.
Denne skoleopdeling eksisterede helt frem til 1958, hvor der ved en lovændring blev formuleret én fælles lov for det danske skolevæsen.
I Skanderup Sogn vandt Indre Mission i 1913 flertal i sognerådet, et som regel helt snævert flertal (fem ud af sognerådets fra 1909 ni medlemmer). Dette flertal bevaredes i hele den her undersøgte periode, indtil 1954, hvorefter to på hinanden følgende proprietærer fra Skanderup uden indremissionsk tilknytning blev valgt som formænd. Den ene sad i spidsen for det sogneråd, som sammen med
Det har i Skanderup Sogn været muligt delvist at identificere sognerådsformændenes partitilhørsforhold til både Det Konservative Folkeparti (indtil 1915 Højre) og Venstre inden for flertallet, Indre Mission. Partitilhørsforholdet har ret tydeligt været uden betydning for det indre sammenhold i sognerådsgruppen. Tværtimod udmøntede uenighed sig på tværs af partiskel, især o. læreransættelser og afholdssagen, hvor de religiøse skillelinjer har været bestemmende.
Før den konfrontatoriske linje i skolesager, dvs. før Indre Mission fik flertallet fra 1913, kan man uden iagttagelige konflikter konstatere et relativ fredeligt samarbejde o. skolevæsenet i sognet.
Der var tilskud til Lunderskov Friskole fra nov. 1910 og fremover. Der ydedes et tilskud på kr. 5 per barn, hvilket gør det muligt at skønne elevtallet til mellem 50 og 70 i tiden o. 1. verdenskrig.
Lunderskov Privatskole, der fungerede 1895/96-1922 var tilknyttet Indre Mission og omtales ikke i sognerådets forhandlingsprotokoller. Skolen lå i Storegade, hvor senere Sparekassens bygning kom til at ligge.[178]
Mindre dramatisk end besættelsen af lærerembeder efter 1913 mht. religiøse skillelinjer, var både før og efter 1913 det fysiske skolebyggeri.

Skolebyggeriet i Skanderup sogn.

I Koldinghus Rytterdistrikt blev der opført 25 rytterskoler[179] i flg. byer: Seest, Skanderup, Vester Vamdrup, St. Andst, Ø. Gjesten, Veerst, Vraa, Egtved, Ammitsbøl, Højen, Aagaard, Harte, Eltang, Nr. Bjært, Almind, Herslev, Smidstrup, Skærup, Andkjær, Pjedsted, Gaarslev, Bredstrup, Taulov, Erritsø, Vejlby.
Hver skole skulle som grundlag have et hartkornsmål, nemlig 230 tdr. Oprindeligt var hartkornsmålet 280 tdr., hvilket gav 20 skoler, men Koldinghus fik yderligere tildelt 6, senere reduceret til 5, hvilket gav det nye hartkornsmål.
I Andst Herred placeredes på denne baggrund 5 rytterskoler. Af de 25 rytterskoler eksisterer halvdelen ikke mere, de fleste er ombygget til ukendelighed. Den gamle rytterskole i Skanderup er nænsomt restaureret og velbevaret.
I 1842 blev det i sogneforstanderskabets første møde 21. jan. behandlet og med senere ændringer besluttet at bygge 3 nye skoler: 1) en hovedskole i Skanderup til afløsning af den eksisterende helt brøstfældige rytterskole, en af Frederik d. 4.’s besluttede rytterskoler i 1720-21, 2) en biskole i Dollerup og 3) en biskole i Gelballe.
I drøftelserne indgik at flytte hovedskolen hen til Skanderup Kirke, så der kunne være ca. lige langt for sognets landsbyer. Men herom kunne man ikke enes. Ej heller om en mere ligelig fordeling af skolejorden, der lå i Skanderup i tilknytning til hovedskolen her.
Det første møde i sogneforstanderskabet, 21. Jan. 1842 omhandlede udelukkende sognets skoler. Man kan af slutanmærkningen se, at mødet varede 13½ time, fra kl. 10-23½. Altså en sag af den yderste vigtighed.
Det fremgår, at man forhandlede med skoledegn Skovgaard om opførelse af en ny skole på degnens toft, og det endelige resultat blev den parcel, der i dag er Svinget 11, matrikel 13d og 13e, overfor matrikel 8a (Grønvanggaard, hvis ejer dengang var A. P. Terpager). Den endelige placering over for Grønvanggaard affødte nogen debat, idet det oprindeligt var drøftet at bygge på skoledegnens toft ved den gamle skole. Skoledegnen Skovgaard har nok været en tålmodig mand, han accepterede de ændringer, der blev resultatet af nogle beboeres ønske om placeringen over for Grønvanggaard. Denne grund tilhørte også Skovgaard. 
Det fremgår af senere behandlinger i sogneforstanderskabet, at hovedskolen i Skanderup kom til at råde over hele 12 tdr. land, hvilket gav årsag til nogen drøftelse, hvor de langt mindre tilliggender til Dollerup og Gelballe biskoler blev anført som mindre rimeligt.
Der var i sogneforstanderskabet også uenighed mellem skolepatronerne for Dollerup og Gelballe, R. Højrup og S. Fløjstrup, på den ene side og skolepatronen for Skanderup, J. Buch, fordi Buch skulle have skaffet det bedste materiale til Skanderup.
 
 
Svinget 11, afløseren for rytterskolen fra 1842
og Skanderup Skole, opført i 1908.
 
Klagen blev sendt til Amtsskoledirektionen, som bestemte en omfordeling af materialerne, hvorefter byggeriet kunne gå i gang. Der blev til formålet af en åbenbart velhavende gårdmand i Ødis Bramdrup lånt 1680 Rigsdaler i sølv. 
 
Pogeskolen Kastaniealle 34 efter skiftet fra stråtag o. 1953-55. Skolegangen her er formentlig ophørt i 1908, da sognerådet solgte bygningen, først som daglejerbolig, siden erhvervet til almindelig beboelse.
Det kunne være denne bygning, som sogneforstanderskabet i 1854 fik en ansøgning om mht. etablering af pigeskole fra skolelærerenke, enkemadam Bottler, som blev anbefalet. Der blev her undervist i bl.a. "fruentimmerhåndarbejde”.[180]
Medens denne skole var i funktion, dvs. indtil 1908, har der også været en pige- eller pogeskole lige overfor på Kastaniealle 34.
Det var dog først med lov om Borger- og Almueskoler fra 1856, det blev lovfæstet, at børn, "poger" i alderen 6-9 år kunne undervises i "pogeskoler", dvs. uden uddannet lærer. Det kan meget vel have været sådan en skole, enkemadam Bottler fik lov at etablere i 1854. Med forskolelærerindeuddannelsen fra 1892 begyndte man at skelne mellem "pogeskolerne" og forskoler, der indgik i det almindelige skolesystem. Og det har sikkert været i denne forbindelse, pogeskolen Kastaniealle 34 blev nedlagt i1908[181]. Pogeskoler bortfaldt helt med Folkeskoleloven af 1937. Det mest sandsynlige er, at pogeskolen blev nedlagt i 1908, hvor den blev solgt, og hvor den nye skole i Skanderup blev taget i brug.
Hovedskolen i Skanderup fik en ny, større og rummelig bygning i 1908, der ligger ved det tredje sving, som i 1930erne blev rettet ud sammen med to andre sving mod Lunderskov. Grunden til den nye skole fra 1908 blev solgt af A. Høyer, Wissingsminde, der havde købt den "gamle pogeskole" for 1200 kr. Og efter at have benyttet den som daglejerbolig solgt den igen som almindelig bolig.
Juni 1908 forelå der tilbud på opførelse af Skanderup Skole for kr. 27.275, og der låntes hertil kr. 30.000 - fremgår det af sognerådsprotokollen for 1908. Iflg. Kolding Folkeblad 17. sept. 1908 fik sognerådet tilladelse til at optage et lån på kr. 30.000 til ”Indkøb af Byggeplads og Opførelse af en Skole”. 
Den i 1908 i Skanderup opførte skole blev i 1962 afløst af en forbundsskole lidt uden for byen, ved vejen mod Hjarup, som skulle modtage elever fra Gelballe, Skanderup og Hjarup til og med 7. årgang.
Men med den indremissionske dominans i sognerådet og ansættelsen af lærere i sognets skoler, som passede til flertallets religiøse opfattelse, blev der naturligvis et behov for en anden type skole, som de ikke-indremissionske kunne bruge som alternativ.

Valgmenighed, friskole og efterskole i Skanderup, Hjarup og Gelballe

Reaktionen på missionens fremmarch med C. J. Moe 1885-1922 var etableringen af Valgmenigheden i 1910, Skanderup Efterskole og Skanderup Friskole. 
   
 
Valgmenighedskirken, ombygget af tidligere Skanderup Mejeri i 1922
 
 
Efterskolen opført 1914
Friskole fra 1918, i denne bygning fra 1920
Valgmenigheden i Skanderup blev anerkendt ved kgl. resolution af 15. april 1910. Oprindelig hed valgmenigheden Hjarup-Skanderup Valgmenighed, fra 1911 var Andst med.
I dag er navnet Skanderup grundtvigske Valgmenighed.
Før den officielle anerkendelse som valgmenighed blev det i dagspressen 15. marts 1910 annonceret, at ”den ny Valgmenighed i Hjarup … har valgt Pastor Nørgaard i S. Vilstrup til sin Præst. Valgmenigheden begynder med 170 Familier i Skanderup og Hjarup Sogne.”[182]
Der var ved valgmenighedens start 20 familier fra Hjarup, ca. 100 fra Skanderup Sogn.
Utilfredsheden med pastor C. Moes uforsonlige, indremissionske linje kom til udtryk ved at nogle ikke indremissionske søgte sognebåndsløsning til den grundtvigianske præst i Askov, Axel Helweg. Men han følte sig mildest talt ikke velkommen i Skanderup Kirke under pastor Moe. Han meddelte ikke at ville deltage mere i 1910. Derimod ses det ved annoncering i dagspressen i juli 1910, at pastor Nørgaard prædikede i Skanderup Kirke.[183]
Skanderup Efterskole
Med oprettelsen af Skanderup Efterskole i 1914 ansatte man som forstander Palle Kirk. Sammen med valgmenighedskirkens præst, Asger B. Eskesen, der i 1918 efterfulgte valgmenighedspræsten siden 1910, Anders Nørgaard, blev treklangen kirke, skole, efterskole i 1920 etableret med erhvervelsen af friskolen over for valgmenighedspræstens bolig. Asger B. Eskesen var valgmenighedspræst 1918-1954.
Man kan af efterskolens annoncering efter elever i Kolding Folkeblad se, at man fra start har sigtet på det, der i mange år blev efterskolens praksis, at have piger som elever i sommerhalvåret, drenge i vinterhalvåret. Det kunne dog ud fra annonceringen i Kolding Folkeblad fra 28. maj over september til oktober se ud til, at det første års tilmeldinger har nødvendiggjort at oprette et kønsblandet i stedet for et rent drengehold fra 03. november 1914.[184]
 
 
 
Annoncering i Folkeblader Sydjylland 2. april 1914.
Og foto af det kønsblandede elevhold 1914-15.
Med krigsårene lukkedes grænsen til Tyskland, d.v.s. ved Kongeåen, og en del af elevgrundlaget var hermed skåret bort.
Palle Kirk udnævnte efter krigen efterskolen til at være en ”genforeningsskole”. Dette blev en markant succes med god elevsøgning. Palle Kirk og hustruen Kirstine fejrede 25 års jubilæum i 1939, og samme år skiftede skolen til forstanderparret Ellen og Olav Helstrup Andersen. Med forstanderskiftet i 1939 omdøbtes skolen til Skanderup Ungdomsskole. I 2007 fik skolen igen det oprindelige navn, Skanderup Efterskole.[185]
Helstrup Andersen blev efterfulgt som forstander af en af skolens lærere, Oluf Klinting, der fungerede som forstander fra 1966, hvor skolen blev en selvejende institution med rene 10 mdr. karle-, drengehold frem til 1981, hvor man fik optag af kønsblandede hold.
I 1950’erne underviste Oluf Klinting som idrætslærer under Helstrup Andersen på Skanderup Efterskole sognets drenge i gymnastik - både de missionske og de grundtvigiansk opfostrede.
I forbindelse med valgmenigheden oprettedes der i 1918 så også en friskole.
De tre centrale institutioner, kirken, efterskolen og friskolen kom til at ligge centralt på matriklerne 9 og 10[186] i Skanderup, hvor de blev den institutionelle ramme om Hjarup-Skanderup Valgmenighed.
 
Foto af skolens elever i 1955. 34 elever, 1 lærer, 1 forskolelærerinde.

Skanderup Friskole

Skanderup Friskole kom til at fungere 1918 til 2010, hvor skolen gik konkurs. Det forsøgtes at videreføre skolen som Skanderup Ny Friskole fra 2013. Det hed her i uddrag, hvor skolen præsenterede sig selv: ” Friskoletanken er ikke ny. Den går tilbage til midten af 1800-tallet, hvor Grundtvig og Kold gjorde sig tanker og erfaringer med børn og skole. … I Skanderup har der været friskole siden 1918. Der er historie forbundet med stedet og der er ekko af børneleg gennem tiderne mellem murene. … ” Kresten Kold (1816-1870) og Grundtvig (1788-1872) citeres for vægten på kultur, modersmål og historie, den folkelige enhed, fortællingen, det talte ord.
Man kan muligvis forestille sig, at Skanderup-Hjarup Forbundsskole siden 1962 har ændret skolesituationen så meget, at behovet for en friskole er reduceret til at punkt, hvor elevgrundlaget ikke har været tilstrækkeligt.
 

Skoler i Gelballe

Gelballe Skoles første skolehus skulle iflg. Kolding Stadsarkivs oplysninger være blevet bygget i 1764. Iflg. samme oplysninger blev den ny skole bygget i 1885[188] og i 1924 tilføjet en gymnastiksal.
Skolen blev besluttet nedlagt i 1962 og børnene overført til den nye Skanderup Hjarup Forbundsskole.[189] Som det fremgår af noterne er oplysningerne fra Kolding Stadsarkiv ikke helt troværdige.
 
Der har som i Skanderup indtil 1908 også i Gelballe været en pogeskole, kan man se af en annoncering i 1903 efter ”en Lærerinde … også ueksamineret” til at undervise børnene i pogeskolen. 1911 bliver Pogelærerinden kaldet til Forskolelærerinde.
   
     
Iflg. Peter Nissens erindringer[190] fungerede Gelballe Gamle Skole indtil 1888, og har først med beslutningen i sogneforstanderskabet om en biskole i Gelballe i 1842, været landsbyens skolehus.
Før 1842 blev eleverne formentlig og utvivlsomt sendt til rytterskolen, hovedskolen i Skanderup. Den Gamle Skole blev afløst af en skolebygning lige overfor Gelballevej 70.
Her ses også en moderne version af huset. Nederst den nye skole fra 1888.
I Gjelballe blev den nye skole fra 1888 udvidet i 1924.[191] Den gamle skole har muligvis fungeret som pogeskole både før og efter opførelsen af den nye skole i Gelballe fra 1888.
Lærer P. Nissen, Gelballe har nedskrevet erindringer om egen tid som skoleelev og om det problematiske forhold, han havde til præsten i Skanderup Sogn 1885-1922, C. J. Moe. [192]
I Peter Nissens erindringer var undervisningstiden på Den ”gamle” skolebygning i Gelballe perioden 1876-1888, og der kan næppe herske tvivl om, at der har været undervist i den gamle skole indtil 1888. Peter Nissens erindringer må tillægges betydeligt mere vægt end det af Kolding Stadsarkiv anførte.
 

Hjarups skoler

 
 
Ud fra de fotografier, der er på Kongeaamuseet af skolebygninger i Hjarup, kunne det se ud til, at Hjarup gamle Skole fra 1811 velsagtens i 1913 blev afløst af en ny skolebygning, der i 1962 så blev afløst af Forbundsskolen.
Den gamle Skole lå midt i byen, hvor der i og omkring 1904 var ”en Kolonialhandel”.[193] Denne skole ses afbildet her t.v. Tilbygningen kunne meget vel ligne en tidligere kolonialhandel.
På Kolding Stadsarkiv[194] er der forskelligt materiale for Skanderup, Hjarup Skolevæsen med arkivstart i 1849. Det fremgår af materiale om rytterskolen i Skanderup, at den også havde elever fra Hjarup ud over eleverne fra Skanderup Sogns distrikter.[195]
Af materialer fra Kongeaamuseet[196] fremgår det, at der i Hjarup har været en skole før 1913. I folketællingsmaterialet for 1834, 1840 og 1845 optræder Hjarup Bye Skole med lærer Niels Hendriksen, fra 1840 også hustru Ane Poulsdatter samt børn.
Ved folketællingen i 1801 er der ”en Skoleholder og Degnens Substitut”, Hans Jacobsen. Der er her ikke angivet nogen skole for Hjarup. I Kongeaamuseets materialer er der et foto af ”Hjarup gamle Skole”, der dateres til at have været skole 1811-1834. I 1787 folketællingen er der hverken lærer / degn eller skole nævnt i Hjarup.
Det må ud fra det foreliggende materiale skønnes, at en selvstændig (bi)skole i Hjarup er taget i brug mellem 1801 og 1834, hvor det fremgår, at der har været en lærer ansat på en skole i Hjarup. Og ud fra lokalarkivets tidsangivelse har der fra 1811 været en skolebygning i Hjarup, Hjarup gamle Skole. Der har formentlig ikke i Hjarup som i Skanderup og Gelballe været nogen pogeskole.[197]

Skanderup-Hjarup Forbundsskole 1962-1963

Skanderup-Hjarup Forbundsskole[198] er en folkeskole med elever fra 0. - 7. kl. Skolen har desuden tre specialklasser med elever hovedsageligt fra de gamle Vamdrup og Lunderskov kommuner. Efter 7. kl. er de naturlige overbygningsskoler i Vamdrup og Lunderskov, men en del af eleverne vælger en overbygningsskole i Kolding.
I tilknytning til skolen ligger Centerklasseafdelingen Grønnebakken, der er for elever med vanskeligheder inden for det autistiske spektrum, som har brug for vidtgående specialundervisning.[199]
 
 

Forbundsskolen som afløser for eksisterende landsbyskoler

Simon Simonsen, ejer af Wissingsminde siden 1949, blev i 1958 indvalgt i og formand for Skanderup Sogneråd. Iflg. sønnen, Jens Simonsen, var sognerådsarbejdet ”ikke noget for ham”. Hvad der derimod betød noget for ham var, at Skanderup Forbundsskole blev bygget i hans formands- og sognerådsperiode, 1958-1962.[200]
I 1961 kan man 13. jan. i Kolding Folkeblad læse, at de to sogneråd for Skanderup og Hjarup har nedsat et fællesudvalg, der skal planlægge byggeriet af en ny forbundsskole. Fællesudvalget, der skal fremme det højst prioriterede fælles skolebyggeri, består af sognerådsformanden Aage Knudsen, Hjarup som formand for udvalget. Øvrige medlemmer er Johs. Friis, Rasmus Nielsen og Anna Jeppesen fra Hjarup. Og fra Skanderup sognerådsformanden Simon Simonsen, Viggo Christensen, Gelballe, Karl Sejrup og Holger Skrydstrup, Lunderskov. Udvalget skal besigtige forskellige muligheder for skolebyggeri. Placeringen bliver på en mark, der købes af gårdejer Peter Kragh, Hjarupvej 14-16, Skanderup.
Man bemærker, at der i etableringen af Forbundsskolen var ledende lokalpolitiske kræfter, sognerådsformændene for Hjarup og Skanderup Sogn. Selv om formand for fællesudvalget var sognerådsformand Aage Knudsen, Hjarup, så har det været vigtigt, at også den respekterede og især organisationsmæssigt slagkraftige sognerådsformand, Simon Simonsen fra Skanderup helhjertet gik ind for tanken om Forbundsskolen[201].
Det kunne se ud til, at Forbundsskolen er blevet til lidt på trods af tidens tendens med at samle eleverne i skolemæssige centre, her i Vamdrup og Lunderskov, og at det lokale skolesamarbejde blev etableret på trods af, at Vamdrup og Lunderskov kommuner kunne have sparet ” penge ved at flytte lokalområdets elever til de eksisterende skoler i centerbyerne.”[202] 
Det lokale udviklingssamarbejde, som startede med Forbundsskolen og videreudvikledes med Budstikken i 1987 med et mellemspil omkring lokal opbakning til at bevare det i 1978 nedlagte Hjarup Mejeri, kunne være et eksempel på et godt samspil mellem involverede lokalpolitikere, der blev tilskyndet og bakket op af en aktiv og engageret lokalbefolkning.

Foreningsliv omkring og i tilknytning til Forbundsskolen

De tre landsbyers samarbejde omkring det første fælles projekt, Forbundsskolen resulterede i et ganske vidt forgrenet samarbejde. Ud over oprettelsen af et fælles lokalblad, Budstikken[203], blev der etableret Landsbyforeninger[204] for de tre lokaliteter, et ganske velfunderet samarbejde og aktiviteter i og omkring det gamle Hjarup mejeri, Skanderup-Hjarup Idrætsforening, Spejdere i Hjarup.

Sammenfatning, historiske perspektiver på det lokale samarbejde

Hvis der skal males med den meget brede historiske pensel, så kan vi konstatere, at resultatet af istidens afsmeltninger blev til et morænelandskab med bakker og dale, hvor den største del af Skanderup kom til at ligge hen som et noget fladt område med overvejende lette jordtyper, bortset den østlige del af området, hvor der er et lidt mere moræneagtigt landskab. Gelballe og Hjarup området har et landskab, der er mere præget af bakker og dale, hvor jorden generelt er af en noget sværere karakter.
De tre landsbyers vandløb løber mod Nagbøl Mose, Søgård og Bønstrup Søer.
Det kan konstateres, at området allerede under og ved istidens afslutning har været besøgt af jægere og samlere, der så her har kunnet opretholde livet.
Især i Hjarup området og omkring Fovslet Skov er der gjort mange og interessante fund fra forhistorisk tid.
Administrativt har de tre landsbyer været en del af den gamle sysselinddeling, Almindsyssel, herunder del af Andst Herred, som bestod af ti sogne, som indtil 1573 var delt mellem Skodborg og Koldinghus Len. De tre landsbyer var 1389-1662 en del af Koldinghus Len, herefter Koldinghus Amt 1662-1793. 1793-1970 var de tre landsbyer en del af Ribe Amt. Hjarup og Vamdrup tilhørte 1842-1906 samme sogn, Hjarup-Vamdrup Sognekommune. Fra 1906-1970 var der to separate sogne indtil 1970-2005, hvor Hjarup blev en del af Vamdrup Kommune, Skanderup og Gelballe del af Lunderskov Kommune.
Med strukturreformen fra 2004, ikrafttræden  2007 er de tre landsbyer alle blevet en del af Kolding Kommune.
Der hører tre kirker til landsbyerne.
Skanderup Kirke kan føres tilbage til Kong Valdemar (Sejrs) Jordebog fra 1231, hvor kirken så senest må være bygget. Den romanske kvaderstensbygning er før reformationen i 1536 blevet forsynet med tårn, som blev noget beskadiget, da sydportalen i 1862 blev flyttet til tårndelen.
Skanderup Kirke blev som Hjarup Kirke plyndret og beskadiget under 1600-tallets svenskekrige.
Hjarup Kirke er formentlig opført lidt senere end Skanderup Kirke, i 1200-tallet, vel o. 1280. Hjarup har indtil 1875 været hovedsogn til Vamdrup Kirke. Som i Skanderup blev der også i Hjarup hærget og plyndret omkring kirken under svenskekrigene. I 1659 blev præstegården brændt af og genopført i sin nuværende skikkelse til brug fra 1707.
Skanderup Valgmenighedskirke bliver i 1922 ombygget af Skanderup Mejeris tidligere bygning i Skanderup af den i 1910 etablerede Hjarup-Skanderup Valgmenighed. Skanderup Mejeri var i 1912 blevet flyttet til Lunderskov ved jernbanen.
Svenskekrigene, 1625-29, 1643-45 og 1657-60 har kostet dyrt i menneskeliv og lidelser i store dele af landet, men ikke mindst - og temmelig godt dækket kildemæssigt - i landsbyområderne Skanderup, Hjarup og Gelballe, hvor den svenske konge fra 1657 havde sit hovedkvarter i Kolding.
Med Landboreformerne, udskiftningen og overgang fra dyrkningsfællesskab til selvejergårde kan man kort beskrive udviklingen i lokalområdet ud fra 1688 og 1844 matriklerne. Der skete en tydelig vækst i det dyrkede areal, hartkornet, størst i Hjarup.
Kongeåen, landsbyernes grænsehistorie.
Allerede under Valdemar Sejr og hans sønner, fra 1232, bliver hertugdømmet Slesvig udskilt fra kongeriget som fyrstelen. Hermed bliver Kongeåen, omdøbt fra Skodborg Å, fordi her skulle kongen have sin told af de varer, der blev fragtet over grænsen. Det gav selvfølgelig en livlig smuglertrafik i området, og ud over smugleriet blev der begået regulære mord på de kongeligt ansatte vadestedsriddere.
Da Danmark tabte krigen mod Prøjsen i 1864 og fra etableringen af Det Tyske Kejserrige i 1871, kom den dansk-tyske grænse til at gå netop ved Kongeåen. Og det gav mærkbare grænseproblemer i de lokale byer, ikke mindst Hjarup, hvor en gård, Elisalund havde marker på begge sider af grænsen. Desuden var der en mærkbar tysk-prøjsisk militær tilstedeværelse i lokalområdet.
Under de slesvigske krige var der syv registreret faldne fra Skanderup-Hjarup området.
Under provisorietidens strid mellem Højre og Venstre i en konflikt, hvor bøndernes politiske parti, Venstre stod for visnepolitikken, og hvor Danmark har været det nærmeste en regulær borgerkrig, som kan konstateres i historisk tid[205], kan man undre sig over, at dette stort set ikke har sat sig andre spor lokalt, end at de politisk aktive i Skanderup Sogn i modsætning til de fleste andre lokaliteter i vid udstrækning og i stigende omfang stemte på godsejerpartiet Højre.
Man kan også undre sig over, at modsætningsforholdet til den vindende part i de slesvigske krige, Prøjsen, Tyskland ikke har spillet en større rolle som fjendebillede, end det stort set ikke eksisterende, som det har været muligt at konstatere.
Svaret på den noget akavede politiske situation under provisorietiden og det manglende eller kun sporadisk konstaterbare engagement i holdningen til den store nabo mod syd kan formentlig tilskrives den religiøse vækkelse under den indremissionske højremand, pastor C. J. Moe, præst i Skanderup Sogn 1885-1922.
Det heraf følgende religiøse modsætningsforhold i Skanderup, Hjarup, Gelballe området resulterede i dannelsen af en grundtvigiansk valgmenighed i 1910, Skanderup Efterskole 1914 Skanderup Friskole 1918. Valgmenigheden som et resultat af den indremissionske forkyndelse i Skanderup sognekirke med pastor Moe. Skolerne som et resultat af den indremissionske dominans i sognerådet, der resulterede i ansættelsen af ligesindede lærere i sognets skoler.
Først med ansættelsen af personalet på Skanderup-Hjarup Forbundsskole var denne politik endegyldigt forbi.
Under besættelsestiden 1940-45 var der i lokalområdet uddeling af et illegalt blad, fremstillet i Kolding, som hed Budstikken. En aktiv uddeler af bladet blev likvideret i okt. 1943 i Lunderskov.
Af de i alt 52 registrerede modstandsfolk i distrikt Lunderskov, som det organisatorisk hed, var der to fra Skanderup og en fra Gelballe. Lidt bemærkelsesværdigt er de to mejeribestyrere på henholdsvis det søndagshvilende Lunderskov Mejeri og det ikke-søndaghvilende Skanderup Mejeri begge ledende personer i den lokale modstandskamp.
 
 
 

Bibliografi

(u.d.). Kirkebøger.
1814-anordningerne. (u.d.).
Adriansen, I. (2012). Smag på Sønderjylland Madkultur uden grænser. Gyldendal.
Aktuel Naturvidenkab 6. (2006).
Andersen, R. (2006). Lunderskov Kommunes historie. Koldingbogen .
Anst Herreds Tingbog 1679-81 og 1682-83. . (u.d.).
Asschenfeldt-Birkebæk, C. (1966). Fra grænsestation til industriby. Vamdrup: Vamdrup Kommune.
Avisartikler og -annoncer. (u.d.). Kolding Folkeblad.
Avisartikler og -annoncer. (u.d.). Jyllands-Posten.
Avisartikler og -annoncer. (u.d.). Folkebladet Sydjylland.
Birkebæk, C. A. (1968). Egnen omkring Kongeåens kilder.
Bruhn, V. (1866). Erindringer fra Elisalund.
Busck, S. (2011). Et landbosamfund i opbrud Sundby Mors 1600-1800. Århus Universitet.
Christensen, C. V. (1894). De jyske Kirkebøgers Bidrag til Belysning af Krigen 1657-59 . . Historisk Tidsskrift, Bind 6, Række 5.
Christensen, I. A. (u.d.). Anden slesvigske krig 1864. Forhistorie, forløb og følger. Sønderborg Slot, Tøjmuseet, pdf-udgivelse, . Hentet fra http://www.museum-sonderjylland.dk/siderne/Det-sker/documents/1864-Dansk.pdf
Christensen, T. (1995). Danmarks Befrielse 1945-1995. HJV.
Christensen, T. (2009). Koldingegnens selvejerbønder . Hentet fra http://www.kolding.dk/pdf/20091119132712.pdf.
Chritensen, T. (1996). Skanderup Sogns historie.
Clemmensen, N. (2011). Konflikt og konsensus i kommunen.
Cohen, A. D. (1851). Krigen i Aarene 1848,1849, 1850 og de faldnes Minde.
Cohen, W. (1865). Krigen 1864 de faldnes Minde.
Dahlerup, T. (1981-82). Om tienden. . Fortid og Nutid.
Diplomatarium Danicum. Danmarks Riges Breve . . ( (1932-2009)). Hentet fra Det danske Sprog- og Litteraturselskab.: http://diplomatarium.dk/
Eliasen, P. (1910 / 1973). Kolding fra Middelalder til Nutid I-II.
Eliassen, P. (. (1926). Kongeaaen. . Kolding: Konrad Jørgensens Bogtrykkeri.
Eliassen, P. (1926). Kongeåen.
Ellbrecht, G. (1918). Danske Mejerier bd. 4.
Flere. (??). Koldinghus. Hentet fra Koldinghus: http://www.koldinghus.dk/om-koldinghus/koldinghus-historie.htm
Folketal efter byområde. (u.d.). Hentet fra Danmarks Statistik: http://www.statistikbanken.dk/bef44.
Folketællinger. (u.d.). Hentet fra http://www.sa.dk/
Forhandlingsprotokoller, Skanderup Sogn. (1842-1954). (u.d.).
(forskellige). Kolding Folkeblad.
(Forskellige ). Kolding Avis.
Forskellige dagblade. (u.d.).
Forskellige. (u.d.). Danmarkshistorien.dk. Hentet fra Danmarkshistorien: http://danmarkshistorien.dk/
Fortid og Nutid. ( 2001). https://tidsskrift.dk/index.php/fortidognutid/article/view/49604/91949.
Frandsen, K.-E. (1983). Vang og tægt. Dyrkningssystemer i Danmarks landsbyer 1682-83. Aarhus: Aarhus Universitet.
Hansen, L. M. (1994). De overlevende - Brusk Herred anno 1660. Koldingbogen.
Hansen, S. A. (1984). Økonomisk vækst i Danmark, bd. 1 og 2. Akademisk Forlag.
Hansen, T. (2010). Min barndomsvej Klebækvej minder i ord og billede. Lunderskov: Lokalhistorisk Arkiv Lunderskov.
Historisk folketal på sogne . (u.d.). Danmarks Statistik.
http://modstand.natmus.dk/Forside.aspx. (u.d.). Modstandsdatabasen. Frihedsmuseets modstandsdatabase. Nationalmuseet, Frihedsmuseet.
Hvidt, K. (1971). Chr. 5.'s Danske Lov http://bjoerna.dk/DL-1683-internet.pdf. .
Ingen. (1939). Sognekort, Skanderup. Hentet fra https://collab.au.dk/: https://collab.au.dk/DPBlibfile/sognekort/Documents/3206.jpg
Jonge, N. (1777). Danmarksbeskrivelse, Koldinghus Amt, . Hentet fra http://www.h58.dk/Jonge_dk/Koldinghus-Amt.pdf.
Jyske Lov . (u.d.). http://www.kb.dk/export/sites/kb_dk/da/nb/tema/jyske_lov.pdf, http://www.bsb-muenchen-digital.de/~web/web1003/bsb10036730/images/index.html?digID=bsb10036730&pimage=1&v=pdf&nav=0&l=de.
Knudsen, G. (1919). De danske matrikler og deres benyttelse ved historiske undersøgelser. Særtryk af Fortid og Nutid, bd. 2.
Knudsen, H. (1924). Selvejerbønder i Koldinghus Rytterdistrikt. Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4. .
Kongeriget Danmark, 3. udgave, 5. Bind. . (1898-1906). Trap. .
Korsgaard, O. (1924). Folkeliv i Skanderup Sogn. . Fra Ribe Amt, s. 107ff.
Kristiansen, A. (2018). Skanderup Efterskole Skanderup Ungdomsskole Skanderup Efterskole. Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv.
Kronens Skøder paa afhændet og erhvervet Jordegods i Danmark fra Reformationen til Nutiden, bd. 1-5 . (1892-1955). København: Rigsarkivet.
Larsen, H. (u.d.). Fællesskabet i Ribe Amt i det 17. Aarhundrede. . Fra Ribe Amt, s. 475-504.
Lings, N. C. (u.d.). utrykte erindringer fra tiden i Lunderskov 1920-64.
LÆGDSRULLER. (2012). SOGNEFORTEGNELSE 1789 - 2012. Rigsarkivet.
Miljøministeriet. (u.d.). Historiske kort på nettet, . (u.d.).
Moe, C. J. (1926). Oplevelser.
Nissen, P. (u.d.). Erindringer, førstelærer ved Gjelballe Skole, . Vejle Amts Årbog 1975-77.
Nordby, I. (1990). Var vi også med? .
Nordisk Forskningsinstitut. (u.d.). Danmarks Stednavne. http://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk/.
Olesen, V. A. (1992). Skanderup Valgmenighedskirke. Hentet fra http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Ribe_2580-2582.pdf
Provst J. Nissen, B. (u.d.). https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/viewFile/76676/110650. Hentet fra foredrag i Vamdrup i 1904: https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/viewFile/76676/110650
Ribe brevet. (u.d.). Grænseforeningen.
Rigsarkivet. (u.d.). Kong Valdemars Jordebog. Hentet fra Kong Valdemars Jordebog: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/44
Rigsarkivet. (1892). Kronens Skøder bd. 1-5.
Rüde, J. (1995). Vonsild Kirkebog 1659-1708. Hentet fra http://vonsilds-slaegter.dk/431_de-skrivek.htm.
Schmidt, A. F. (1925). Skanderup Sogn I-II.
Simonsen, J. (2018). Fra fæstebonde til farmer. Forlaget Kahrius.
Simonsen, J. (u.d.). Lidt om Skanderup Nørregaard og Wissingsminde. Upubliceret.
Simonsen, N. (2014). Bøgerne månen og hendes firehjulstrækker . Asger Schnacks Forlag.
Skrubbeltang, F. (1952). Den danske husmand. Kbh.
Steenstrup, J. (1874). Studier over Kong Valdemars Jordebog .
Tingsteder og Retsdage . (u.d.). Historie/Jyske Samlinger, B. 4. (1917). . http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ho/ho_4rk_0003-PDF/ho_4rk_0003_75574.pdf.
Trommer, A. (1973). Modstandsarbejde i nærbillede.
Valgmenighed, S. (u.d.). Skanderup Valgmenigheds Historie, . (u.d.). Hentet fra http://www.skanderup-valgmenighed.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=13&Itemid=9.
Aarsberetninger, G. . ((1856-58). ). Samling af danske kongers haandfæstninger og andre lignende acter.
 

Noter og henvisninger

 

[1] Lovgivningsmæssigt drejer det lokale sig om købstadslovgivningen fra 1837, anordning om sogneforstanderskaber fra 1841, over love og anordninger af 1855 til Lov om Landkommunernes styrelse af 06.07. 1867, der varer indtil det egentlige gennembrud i den almindelige og lige valgret med kvindernes kommunale valgret i 1908, grundlovsfæstet 1915. Der sker løbende ændringer fra 1933, i 1950 og 1965. Endelig forsvinder sognerådene med kommunalreformen i 1970.
[2] Folketællinger efter amt, herred, sogn, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/rif/rif-collection/7 . Under Skanderup Sogn er ikke medtaget folketal for Lunderskov, Dollerup og Nagbøl. De første folketællinger i Danmark er i 1787, efter 1930 er folketællinger ikke mere tilgængelige blandt de historiske, de skal efterfølgende søges specifikt i Danmarks Statistik, https://www.statistikbanken.dk/statbank5a/SelectVarVal/saveselections.asp. Alle tal, også de helt aktuelle er rubriceret efter de gamle sognegrænser.
[3] Alle er registreret som bosiddende i ”Hjarup Sogn og Bye”. Det er formentlig en registreringsfejl.
[4] Adskillelsen i to sogne, kommuner kan konstateres drøftet fra 1903, men med mellemrum også før. Begrundelsen for adskillelsen var, at det fælles sogn var ved at blive administrativt for stort, og at der siden 1870’erne havde været to pastorater. Der var flertal i både Vamdrup og Hjarup for adskillelsen, størst dog i Hjarup. Beskrevet af tidligere skoleinspektør og kommunalbestyrelsesmed i Vamdrup, Mogens Jessen i Vamdrup 1866-1966, se Bibliografi.
[5] Det fremgør af samtidige aviser, at den nye stationsbygning stod færdig tirsdag 22. sept. 1874.
[7] Geoviden de sidste 150.000 år: http://geocenter.dk/xpdf/geoviden-2-2005.pdf
[12] Aktuel Naturvidenskab 6, 2006.
[22] Valdemar Atterdag døde 1375 og blev i praksis efterfulgt af datteren Margrethe 1.
[25]  En stænderforsamling er et repræsentativt organ, der i Danmark i perioden fra 1200-tallet til 1849 repræsenterede samfundets forskellige stænder (adel, gejstlighed, borgere, i Norden også bønderne). Stænderne kunne være rådgivende over for fyrsten, i nogle sager endda beslutningstagende.   
[26] Landstinget udgjorde sammen med Folketinget Rigsdagen 1849-1953. Landstinget var Rigsdagens ”konservative garanti” med mere privilegeret valgret og valgbarhed end til Folketinget og endda i starten med kongevalgte medlemmer.
[27] Lokalt var der Kolding, Fredericia, Vejle i Vejle Amt. Der er 68 købstæder i alt.
[28] Collegial Tidenden nr. 47, 06. november 1837.
[29] Love og Anordninger 1855.
[30] Love og Anordninger 1867.
[31] Til bestemmelse af de tre byers navne er der bl.a. benyttet Fortegnelse over stednavne i Ribe Amt v. Stednavneudvalget under Ministeriet for kulturelle anliggender, 1967. Desuden især Danmarks Stednavne, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet. Se http://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk/ . En let tilgængelig oversigt er Bent Jørgensen, Danske stednavne, 2008.
[33] Se afsnit om andelsbevægelse og mejerierne.
[34] Iflg. Trap 3, bd. 5, udg. 1904 er missionshuset fra 1882. Thomas Christensen anfører i sin Skanderup Sogns Historie, at "missionshuset "PELLA"" blev opført i 1890, hvilket medførte navnet "Pellaby" til kirkebyen.  I Moes erindringer, Oplevelser anføres der herom, s. 84f, at der i sognet 4 år efter hans ankomst, dvs. i 1989 blev udtrykt ønske om et missionshus, som Moe dog ønskede, der skulle være penge til først. Frivillige bidrag resulterede i, at der blev bygget så stort, at der kunne rummes "800 Mennesker ... Grundstenen blev lagt d. 16. April 1889, og Huset indviedes d. 18. September samme Aar."
Der kan ikke herske tvivl om, at Moe har ret i sin tidsangivelse. Pella er en østjordansk by, hvortil jødekristne flygtede under krigen med romerne i 66 e. Kr.
I perioden fra o. 1870 blev der i Danmark bygget ca. 900 missionshuse samtidig med, at der blev opført o. 1600 forsamlingshuse. Begge byggerier er monumenter over de folkelige bevægelser i slutningen af 1800 tallet.
[35] Retskrivningsmæssigt modificeret og lettere omformuleret. Der er fjernet detaljerede oplysninger om landbrugsdriften. Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave 5. bind, Anst Herred, 1898-1906. http://runeberg.org/trap/3-5/0820.html
[36] Diplomatarium Danicum, der indeholder kilder på originalsprog (som regel latin) og dansk 789-1450, kan kaldes online på https://diplomatarium.dk/
[37] Se foregående henvisninger.
[38] Se nærmere herom under beskrivelsen af svenskekrigene.
[39] Det fremgår af indskriften ”opsat på befaling af Caspar Markdanner”, http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Ribe_2541-2579.pdf
[41] Valdemars Jordebog er et håndskrift, fortegnelse over krongodset før og o. Valdemar Sejr. De fleste relevante optegnelser er fra 1231, kommenteret (af Erik Kromann) og udgivet af Rigsarkivet, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/44/17098347/17288012, selve Jordebogen kan læses på https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17004022#123495,18115000. Det er vanskeligt at læse, hvis man ikke er øvet i original skriftlæsning. Jordebogen er også udgivet i en god og læselig udgave i 1873 v. arkivar O. Nielsen, kan kaldes som pdf på http://dspace.ut.ee/bitstream/handle/10062/39459/est_a_1407_ocr.pdf    
[43] 1820-47, 1847-69, 1869-85,1885-1942, og herefter en række matrikelkort 1942-78 i dele, tilsvarende 1978-96, som man skal sammenstykke, hvis der ønskes overblik over hele lokaliteten. I givet fald søges der fra kald til matrikelkort på nettet, og her udfylder man søgefeltet med bynavn eller kode. Man kan også få kort over ejerlav og matrikler for hele Skanderup Sogn. Det gælder for alle kort, at man kan zoome ind ved at trække et klart markeret, rødt rektangel omkring det, man ønsker at studere nærmere.
[45] Københavns Universitet har et navneforskningsprojekt, hvor der også laves registreringer over navne med adkomst til jord (Landbohistorisk Selskab, adkomstregistrering 1513-50). Fra 1513 er der som navnevarianter til Gelballe fundet Giilballi og Giilballe. I 1540, 1544 og 1546 nævnes en navngiven bonde i Gelballe, se https://soeg.ku.dk/?q=gilleballe&localdomain=soeg.ku.dk&sa=S%C3%B8g&gcse=003802773804381141234%3A2j5u8uupemo
[46] Set anført af Aug. F. Schmidt, Skanderup Sogn I-II, 1925. Denne udgivelse er på flere punkter fejlbehæftet, oplysningerne, også om Gelballe, må derfor tages med forbehold.
[47] Se 1846 matrikelkort.
[48] Der er bevaret forhandlingsprotokoller, love m.v. tilbage fra 1908 for Gelballe Forsamlingshus - https://arkiv.dk/vis/2547336
[49] Der er stort set intet arkivmateriale om Missionshuset Pella på Lunderskov Lokalarkiv, https://arkiv.dk/soeg?searchString=Missionshus%2C%20Skanderup%20Sogn&arkiv=325, men initiativ og igangsættelse er beskrevet i C. J. Moes Erindringer fra 1926. 
[51] Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave 5. bind, Anst Herred, 1898-1906,  http://runeberg.org/trap/3-5/0822.html
[52] Kolding Folkeblad 8. nov. 1904, Hjarup og Vamdrup Sognes Adskillelse.
[53] Varianterne -trup, -drup og -rup. Som Skanderup således en udflytter landsby fra vikingetid og middelalder.
[54] Nævnes i Kong Valdemars (Sejrs) Jordebog, 1231.
[55] I Ribe Oldemor, Ribe Domkapitels fortegnelser over stiftets kirker og tilgodehavender herfra.
[56] En toft, jord til landsbyens bygninger, hvor de ligger sammen, uden for landsbyens marker.
[58] Det i 1876 opførte grundtvigske frimenighedshus, blev i 1887 købt af Indre Mission iflg. oplysninger fra Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup https://arkiv.dk/vis/2474389. Der er her medlemsfortegnelser m.v. fra tiden o. 1887.
[60] Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup https://arkiv.dk/vis/2478883
[62] Ribe domkapitels brevbog bestående af 29 pergamentblade, ført fra slutningen af 1200-tallet indtil ca. 1322. Kirkerne i Ribe Stift, hvorunder Hjarup Kirke hører, er indeholdt i en fortegnelse.
[63] Se også publikation, udgivet af Kolding Stadsarkiv i 1996, Vonsild i krig og fred, Laura M. Hansen,  https://stadsarkiv.kolding.dk/administrator/components/com_kolding_publikationer/media/597cff9569a634b0bf6baefc0b95ae27-hele-bogen.pdf    
[64]   Bl. a. beskrevet i De overlevende - Brusk Herred anno 1660, Laura Meyer Hansen. http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal.  Der er en helt enestående beskrivelse af svenskekrigenes konsekvenser i Vonsild Kirkebog 1659-1708. Først og fremmest et resultat af sognepræsten Johannes Rüde (1633-1707), der tiltræder som præst i Vonsild i 1659, og som herefter fører en kirkebog, der fortæller om sognets vilkår i stort og småt.  En fortræffelig kilde til denne svenskekrigs konsekvenser i et sogn nær Skanderup og Hjarup. Findes på Kolding Stadsarkiv, https://www.arkiv.dk/vis/4720722.
[65] Citeret efter P. Eliassen, Kolding fra middelalder til nutid, 1910, s. 127, en rapport om situationen i 1629.
[66] Anst Herreds Tingbog 1679-81 og 1682-83.
[68] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.
[69] Erstatter 1662/64 matriklen (landgilde- og amtsstuematriklen), der var enevældens første forsøg på registrering af jorden som skattegrundlag. Hartkornet var her udregnet efter fæstebøndernes landgilde tilbage fra 1500-tallet. Det overvejende håndskrevne matrikuleringsmateriale (gotisk håndskrift) består af 3 protokolrækker. Den mest omfangsrige er de såkaldte markbøger og eng- skov og græsningsprotokoller udformet i 1681-83. Dernæst følger modelbøgerne, der blev udformet i perioden 1684-86 og endelig de egentlige matrikelprotokoller fra 1687-89.
[70] Hjulplov. Efter kalkmaleri i Hald Kirke. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).
[72] Toft er beslægtet med ordet tomt, betyder jordlod, der er udskilt fra den dyrkede fællesjord, hustofte til bygninger.
[73] Begrebet ”Toft” har i en undersøgelse af Sundby på Mors en helt anden betydning end på Øerne, hvor det oftest var en særlig ager ud for hver enkelt gård med bredder proportionalt med gårdens andel af ”bymålet” hyppigt målt i otting (1/8 af et bol). Steen Busck, Et landbosamfund i opbrud I+II.
[74] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie, 1996.
[75] Særligt værdifulde er her markbøgerne, der indeholder de rigeste topografiske oplysninger, dvs. gamle marknavne. For hvert herred findes en Skov-, Eng- og Græsningstaksationsprotokol. Selve hartkornsansættelsen sker i Modelbøgerne eller beregningsprotokollerne, en for hvert herred.
[76] Riberhus Amts Matrikel 1662, findes i Rigsarkivets Matrikelarkiv (1818 B) bliver hurtigt fulgt op af Amtsstuematriklen af 1664, Matrikelarkivet nr. 1819, Koldinghus Amt. Denne ældste af matriklerne giver et godt billede af, hvad man dyrkede, omsat til hartkorn og afgifter. Man kan se, at en del gårde havde særjord ud over jordfællesskabet, tidligere tiders naturalieydelser er omregnet til hartkorn, og man kan af disse udlede specielle produkter for hver egn. Endelig er der i disse ældste matrikler rester af tidligere tiders skatter: gæsteri, ledingsskat, høstskat, sommerskat, kongestød (stuth). Se Gunnar Knudsen, De danske Matrikler … http://www.dis-danmark.dk/bibliotek/900059.pdf.
[77] http://hkpn.gst.dk/ . Man skal slå op på ”Protokoller”, her finder man både hartkornsprotokoller og sogneprotokoller. Der er delt op i privilegerede og uprivilegerede hartkorn. Adelens hartkorn var privilegeret, dvs. skattefri. Desuden var købstads- og embedsjorder (f. eks. præstegårde) fri for hartkornsbeskatningen, købstæderne dog i stedet pålagt en grundskyld. Nagbøl var den eneste af sognets byer, der havde privilegeret hartkorn, idet præstegården lå her, Denne skattefrihed bortfaldt i 1850.
[78] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.
[79] Henrik Pedersen, De danske Landbrug … Christian V’s Matrikel 1688, 1975, s. 137-138.
[80]   Differencen mellem gårde og i alt udgøres af huse med ingen eller kun lidt jord.
[81] Er glimrende kommenteret og analyseret af Gunnar Knudsen i De danske matrikler og deres benyttelse ved historiske undersøgelser, 1919, https://www.dis-danmark.dk/bibliotek/900059.pdf
[82] I de foretagne beregninger over procentandele og -fordelinger er tønder, skæpper, fjerdingkar, album og penning omregnet til decimaler. Der er selvfølgelig ikke tale om decimaler, således som det fremgår af note 19. Omregningen til decimaler er helt simpel, antallet af skæpper divideres med 8, fjerdingkar med 32, album med 96. Beregningsmæssigt er den foretagne simplificering kun konstaterbar ud på decimalerne, der derfor her er undladt.
[83]  De to lokaliteter er slået sammen i begge matrikuleringer.
[84] Bebyggelsesbilledet uden for købstæderne var landsbyer, der var langt den mest dominerende bebyggelsesform. Enestegårde fandtes især i hedeprægede egne med få gårde i landsbyerne, og som hovedgårde, dvs. adelige godser.
[85] Horsens Museum, se http://www.horsensmuseum.dk/Kulturmiljoer/HovedtrakVejleAmt/Landsbyer.aspx . Oplysninger fra Henrik Pedersen, De danske landbrug fremstillet på grundlag af forarbejderne til Chr. V's matrikel 1688. Kbh. 1928. Senere forskning har sat spørgsmålstegn ved de af H. Pedersen anførte statistiske bearbejdelser, f. eks. mht. opdeling efter bosættelse (ejerlav), der snarere må opfattes som en stednavnefortegnelse, og mht. at der ofte kan være tale om flere brugere pr. matrikelenhed. Der er i forskellige landsdele benyttet forskellig opmålingsteknik. Endelig er de angivne hartkornsmål snarest arbitrære skattemål og kan næppe bruges til nogen form for sammenligning geografisk eller over tid. Alt i alt skal den refererede statistik tages med de her givne forbehold.
[86] Er en sammenlægning af 2 gårde I 1845, stuehus opført i 1842, se https://tidsskrift.dk/frakvangaardtilhumlekule/article/download/103263/152318
[88] Her citeret efter P. Eliassen, s. 9ff.
[89] Ibidem.
[90] Se f. eks. artikel i Jyllandsposten 1954, http://www.vejenminiby.dk/9000/9000_pdf_filer/mord-paa-kro-1738.pdf  om et skænderi i 1738 på Vejen Kro mellem vadstedsridere og lokale, alt imedens en drift stude smugledes over toldgrænsen. Se også Vejle Amts Årbog 1954, http://aarbog.vejlebib.dk/VejleAmtsAarbog1954/VejleAmtsAarbog1954.pdf,  og P. Eliassen, Kongeaaen, s. 14ff.
[91] P. Eliassen, s. 21ff.
[93] Citeret efter P. Eliassen, s. 24f.
[94] Ibidem.
[95] Næsten som senere tiders grænsehandel. Citeret efter P. Eliassen, s. 52f.
[96] Se f. eks. Sporet ved Nagbøl Skov, http://www.spor.dk/sporene/soenderjylland/nagboel-skov.  Se også Kongelige rescripter, resolutioner og collegialbreve for ..., Del 6,Bind 8.
[97] Jyske Tegneiser, Rigsarkivet, 1787 12/1 og 1788 10/4.
[99] Mod tidligere stort set kun bønderne skulle alle nu aftjene værnepligt. Det var dog stadig muligt for bedrestillede at ”købe sig fri”. Værnepligten hvilede således forsat tungest på bondestanden, hvilket blev et argument i demokratiseringsprocessen efter 1849 for den almindelige eller - i det mindste - mere udbredte stemmeret. http://www.h58.dk/Mil/Vaernepligtslov_1849.pdf
[100] Lægdsruller, Sognefortegnelse 1789 – 2012. Skanderup var 4. udskrivningskreds.
Skanderup
1789-1793
1. jy. dist.
Koldinghus a
34-35
1794-1850
1. jy. dist.
Ribe a.
72-73
1851-1861
8. u. dist.
Ribe a.
72-73
1862-1913
4. u. kreds
75
1914-
4. u. kreds
75
                   
Hjarup var også 4. udskrivningskreds.
Hjarup
1789-1793
1. jy. dist.
Koldinghus a.
37
(1843-1861 med Ødis sogn)
1794-1850
1. jy. dist.
Ribe a.
75
1851-1861
8. u. dist.
Ribe a.
75
1862-1913
4. u. kreds
78
1914-
4. u. kreds
78
                   
 
[101] 2 eller 3 ud af ca. 1350 indbyggere giver 0,15 eller 0,22 %.
[102] Ca. 2000 ud af et samlet indbyggertal på 1,6 mio., hvis vi tager befolkningstallet efter tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg til Prøjsen.
[103] Registrerede soldater finder man i folketællingen 1850. De her registreret faldne er anført i A. D. og Wilh. Cohens bøger fra 1851 og 1865, kontrolleret i folketællinger, kirkebøger og lægdsruller. Med de anførte forbehold kan man regne med, at her har vi et mindstemål af faldne, formentlig det korrekte antal. 
[107] Fra En Vinter paa Elisalund, Hjarup, Af Propt. Vilh. Bruhns Erindringer. https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/download/75851/109825
[108] Gustav Grüner var 1827-1869 også godsejer på Kærup ved Ringsted, se http://www.danskeherregaarde.dk/manorholder/k/kaerup/ejerraekke.aspx
[111] Annonceret med alle detaljer i Ribe Stifts-Tidende 14. juni 1900.
[112] Vestjyllands Socialdemokrat 7. juli 1900.
[113] Kolding Sparekasse offentliggør 15. juli 1904 i Kolding Folkeblad et tab på ”kr. 12.406,85 … ved den i 1900 overtagne … nu bortsolgte Avlsgaard …”
[114] Høyer skulle iflg. omtale i samtidens presse have været for ”dansksindet” til at blive tålt i Sønderjylland, hvorfra han så flyttede for i 1903 at købe Wissingsminde efter en tvangsauktion. Han sælger Wissingsminde igen 1915.
[134] Undersøgt og grundigt dokumenteret i Niels Clemmensen, Konflikt og konsensus i kommunen, Præstø og Randers Kommune, som formentlig kan anses for repræsentative for hele Danmark. Disputats, udgivet 2011.
[135] Hans Lund Hansen, Nogle undersøgelser over forhold i Skanderup Sogn, Fra Ribe Amt 1969, s. 177-226
[136] Moe, Oplevelser s. 133.
[138] Oplysningerne om Johannes Dons er sparsomme, men det fremgår af udgivelsen af P. Nissens erindringer i 1975, at han havde manuskriptet og ”velvilligt” gav det til udgivelse.
[139] Moe, Oplevelser s. 118.
[140] Moe, Oplevelser, s. 66.
[141] Moe, Oplevelser, s. 66-67.
[142] Moe, Oplevelser, s. 131-132.
[143] Moe, Oplevelser, s. 72-73. Sognet har muligvis været noget plaget af oldenborrer. I 1906 fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokol, at der ingen oldenborrer var dette år.
[144] Citeret efter udsendelse i dr.dk, omtale af filmen Guds Børn 2001, http://www.dr.dk/Tro/Temaer/Himlen+over+Danmark+-+mission+blandt+s%C3%B8mand/20061031184303.htm
[145] Man fornemmer her en fundamentalisme, der i sin konsekvens betyder, at religionen er styrende for alt, også politik. Her skal man være opmærksom på, at de vestlige, repræsentative demokratier netop præciserer adskillelsen mellem religion og politik.
[146] Kolding Folkeblad, tirsdag og onsdag 18. og 19. juli, begge dage fremtrædende indslag på avisens forside.
[148] Ribe Stifts-Tidende  8. januar 1909.
[149] Iflg. kilder i den fælles familie.
[150]Ansættelse af P. Juhl som 3. lærer v. Dollerup Skole i 1928.
[151] Ansættelse af T. Madsen som 1. lærer ved Gjelballe Skole i 1918.
[152] Alt det her og i det flg. afsnit anførte fremgår af sognerådets forhandlingsprotokoller. Problemet med Johan Nielsens gård, Grønvanggaard, fremgår af matrikelkort for Skanderup.
[153] 1929 priser betyder, at tallene er faste, dvs. renset for inflation. Nationalregnskabsbegreberne (faktor, produktion og indkomst, netto og brutto) bruges og defineres af Danmarks Statistik. BFI er et samfunds samlede produktion, hvor væksten i denne periode overgås af landbrugets vækstrate. Diagrammet er I logaritmisk skala, hvor man bedst kan sammenligne vækstrater.
[154] Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, 1971, disputats om dansk udvandring til Amerika i perioden 1868-1914. Og Christian Winthers digt fra 1835, der senere blev til billedbogen med A. Schmidts illustrationer. Iflg. Hvidt var der tale om en udvandring fra Danmark 1850-1914 på o. 300.000 mennesker.
[156] Kolding Folkeblad 5. februar 1896. Der indkaldes denne dato som ”Erindringsliste” og med angivelse af klokkeslæt samme dag, ”kl. 4”.
[157] Iflg. Danske Mejerier, bd. 4, s. 224.
[158] Ernst Frants Hans Knipschildt 1852-1926. Ejede Skanderup Nygaard v. Lunderskov og Skanderupgaard. Formand for andelsmejeriet i Kolding. Blev efter en vækkelse i 1901 missionær og solgte sine gårde, se https://wc.rootsweb.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=reinge2002&id=I2367.
[159] Foto fra Danske Mejerier, bd. 4.
[160][160] Generalforsamling 5. februar 1896, Kolding Folkeblad 5. februar 1896.
[161] Iflg. Danske Mejerier, bd. 4, s. 207.
[162] Høyer skulle iflg. omtale i samtidens presse have været for ”dansksindet” til at blive tålt i Sønderjylland, hvorfra han så flyttede for i 1903 at købe Wissingsminde efter en tvangsauktion. Han sælger Wissingsminde igen 1915. Høyer havde forskellige tillidsposter, bl.a. var han en overgang formand for Kolding Herreds Landboforening. Han solgte marts 1908 den grund, som den nye Skanderup Skole blev bygget på i 1909.
[163] Lokalhistorisk Arkiv Vamdrup, https://arkiv.dk/vis/2184611. Iflg. Landsbyforeningen i Hjarup blev mejeriet bygget i 1915 og eksisterede som mejeri indtil 1978,  http://www.hjarup.dk/index.php?id=hjarup-sogns-landsbyforening, se også https://arkiv.dk/vis/2478699 
[164] Iflg. Danske Mejerier bd. 4, s. 182f.
[165] Jyllands-Posten 22. december 1893 og Kolding Folkeblad 19. december 1887, Holstebro Avis 7. marts 1914.
[166] Arkitekt Lind, Skive.
[167] Bliver på Lokalarkivet Vamdrup, https://arkiv.dk/vis/2478699, kaldt Knud Jensen. Kun i enkelte af lokalarkivets registreringer er den mangeårige mejeribestyrer Martin Jensen registreret, f. eks. https://arkiv.dk/vis/2478794. Martin Jensen blev efterfulgt af sønnen Knud Jensen som mejeribestyrer på Hjarup Mejeri, hvilket forklarer de svingende navneregistreringer. Hans Iversen Straarup, 1845-1948, ejer af Hjarup Vestergaard var medstifter af og formand for Hjarup Mejeri, før det blev andelsmejeri, http://rasmussenweb.dk/aner/getperson.php?personID=I346&tree=tree1.
[168] Foto fra Danske Mejerier, bd. 4.
[169] Den noget uhygiejniske produktion af smør blev forbedret ved de såkaldte herregårdsmejerier, der efter holstensk og hollandsk mønster kunne håndtere større mælkemængder på en mere ensartet måde end på de enkelte bøndergårde.
[170] Fra En Vinter paa Elisalund, Hjarup, Af Propt. Vilh. Bruhns Erindringer.
[171] Har formentlig har været ladegården til et gods på Sjælland, hvor V. Bruhn havde været landvæsenselev efter studentereksamen
[173] Om rytterskoler, se s. 9-63 i Vejle Amts Aarbog, 1972.
[174] Under meddelelser om afhændelse af fast ejendom i Kolding Social-Demokrat 13. juni 1910 hedder det, at den gamle Pogeskole ”2710 Kvadratalen” er solgt for 1200 kr.
[175] Iflg. en oversigtsmæssig redegørelse på Kolding Kommune http://www.kolding.dk/pdf/20091119133612.pdf.
[176] Navnet stammer oprindeligt fra landgildeafgifter, som blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, såkaldt hårdt eller ”hart” korn. Landgilde var fæstebondens faste årlige afgift i naturalier og penge til herremanden, som ejede fæsterens gård.
[177] Indholdet af 1814-anordningerne: Første capitel. Om skoledistricter, faste skoler og omgangs-skolehold.
Andet capitel. Om ungdommens antagelse og fordeling i skolerne og om tiden til underviisningen
Tredje capitel. Om udeblivelse fra skolen og om skolebørnenes kirkegang
Fierde capitel. Om underviisningens og om skolebørnenes offentlige overhørelse samt udgang af skole
Femte capitel. Om skoledisciplinen
Sjette capitel. Om tilsynet med skolevæsenet
Syvende capitel. Om skolelærernes beskikkelse
Ottende capitel. Om skolernes bygning og vedligeholdelse samt om skolelærernes lønning
[178] N. Chr. Lings, utrykte erindringer fra tiden i Lunderskov 1920-64.
[179] Om rytterskoler, se s. 9-63 i Vejle Amts Aarbog, 1972, http://aarbog.vejlebib.dk/VejleAmtsAarbog1972/VejleAmtsAarbog1972.pdf
[180] Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol.
[181] I folketællingsmaterialet for 1901 eksisterer “pogeskolen” stadig.
[182] Herning Folkeblad 15. marts 1910.
[183] F. eks. Kolding Social-Demokrat 8. juli 1910.
[184]           
[185] Oplysninger om Skanderup Efter- og Ungdomsskole findes i en veldokumenteret beretning på Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv, v. Arne Kristiansen.
[187] Niels Simonsens fine digtsamling fra 2014 ”Bøgerne månen og hendes firehjulstrækker, s. 35-36.
[188] Det er formentlig forkert, skal nok være 1888.
[189] Se https://arkiv.dk/vis/2212763. Stadsarkivets kilde er sekundær: Richard Andersen: Lunderskov Kommunes Historie, Koldingbogen 2006 s. 191 ff. Og oplysningernes dateringer o. Gelballe skoler er tvivlsomme.
[191] Gelballe Gamle Skole findes som fotografi på Lokalarkivet Lunderskov. Den nye skole fra 1888 ses her også fremstillet i en samtidig tegning af en ven til skolens lærer 1876-1906, Peter Nissen. Vennen hed N. Nielsen, Vad.
Sammenholder man tegning og et nyere foto af skolen, kan man se, at skolen er blevet udvidet med yderligere længer. Det skete i 1924.
[192] Erindringer, førstelærer ved Gjelballe Skole, Peter Nissen. De er udgivet i Vejle Amts Årbog 1975-77, men er formentlig nedskrevet i pensionsperioden 1906-1923, hvor Peter Nissen døde knap 80 år gammel. Opbevaret af svigersønnen, Johannes Dons, lærer i bl. A. Tvis og Ejsing, som har stillet manuskriptet til rådighed til udgivelse.
[193] Provst J. Nissen, Brørup, foredrag i Vamdrup i 1904, https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/viewFile/76676/110650
[195] Et enkelt år skulle der i denne lille rytterskole, sognets største skole, have været indskrevet 106 elever : 44 fra Skanderup, 20 fra Lunderskov, 22 fra Hjarup, 9 fra Gjelballe, 7 fra Nagbøl og 4 fra Drabæks og Rolles Møller.
[197] Der er ikke i samtidens aviser og referater fra sognerådsforhandlinger fundet omtale eller henvisning til en pogeskole i Hjarup. Men man kan selvfølgelig ikke afvise eksistensen af sådan en skole med et argumentum e silentio
[198] Sognerådets forhandlingsprotokoller, Skanderup og Hjarup.
[200] Sønnen Jens Simonsen, utrykt om faderen.
[201] I sønnen, Jens Simonsens utrykte beretning om far og farfar, Jens Simonsen, Skanderup Nørregaard og Simon Simonsen, Wissingsminde hedder det om Simon Simonsens lokalpolitiske engagement som sognerådsformand en enkelt periode 19058-62, at det politiske arbejde ikke ”var noget for ham”. Men at det, der i denne politiske periode betød noget for ham var, ”at de fik bygget Skanderup Forbundsskole i de år.”
[202] Budstikken i 25 år, “Hele livet - hele døgnet - hele samfundet”, hans Julius, http://www.hjarup.dk/arkiv/files/pdf/Budstikken163/3599_budstikken163_aug2012_web.pdf
[203] Budstikken har i Den Danske Ordbog betydningen ”en kort stav af træ eller jern … udbredelse af en meddelelse.” I praksis har navnet dækket over 1. et illegalt blad (som her, under besættelseb), 2. en ugeavis, et tidsskrift, 3. en kurervirksomhed.
[204] Hjarup Sogns Landsbyforening blev stiftet 24. april 1985 som konsekvens af lukningen af Hjarup Mejeri i 1978. Efter lukningen af mejeriet var bygningerne i nogle år ramme om forskellige private erhverv, indtil de blev overtaget af Vamdrup Kommune på en tvangsauktion. Bygningerne var meget forfaldne, og kommunen foreslog at rive de karakteristiske bygninger ned. Dette var Hjarups beboere meget imod, og for at forene og koordinere kræfterne mod nedrivningen dannedes landsbyforeningen. Cit. http://www.hjarup.dk/index.php?id=hjarup-sogns-landsbyforening.
[205] Når der ses bort fra stridigheder mellem konger og rivaliserende tronaspiranter i den tidlige middelalder.