**Indholdsfortegnelse, landbrug i Danmark**
1. Fra istid til jægere, samlere	2. Tidligste landbrugsdrift	3. Bondestenalderen	4. Vikingetiden, redskaber	5. Landsbyfællesskab, fæste
6. Middelalder	7. Enevælden	8. Landsbyerne	9. Skat, retsvæsen, militærtjeneste	10. Landsbyfællesskabet
11. Landboreformer	12. Landboreformer, hartkorn og teknologi	13. Kornsalgsperioden efter Napoleonskrigene	14. Afsætningskrise og andelsbevægelse	15. Mejerierne
16. Andelsbevægelsen socialt, kulturelle aspekter		17. Jeppe Aakjær	18. Mejeriarkitektur, mejerier i og o. Skive
19. Landbrugsskoler, mejeridrift		20. Mejeribestyrere i Skive området		21. Thise Mejeri, forhistorien
22. Thise Mejeri	23. Mejerierne i Fjends	24. Søndagshvile i Fjends	25. Herregårdsmejerier og andelsbevægelse i Fjends
26. Mejeriet i Hald	27. Svineslagterier i Skive, Viborg området
28. Et lokalområde med søndagshvilende mejerier
Den lokale mejeridebat	Standpunkter i debatten
29. Benyttet materiale, andelsbevægelsen

Istiderne

Det antages, at jordens klima for 2,6 mio år siden ændrede sig med temperaturfald og med skiftende koldere og varmere perioder. I Danmark og Skandinavien kan der konstateres fire istider og tilhørende lidt varmere mellemistider.

Den sidste istid i Danmark, Weichsel antages at være begyndt for 115.000 år siden og sluttet o. 9.700 fvt. De første mennesker, der var kommet til Danmark i slutningen af istiden, kunne ikke overvintre, fordi det endnu var for koldt. Denne tidsalder kaldes palæolitikum, ældre stenalder eller jægerstenalder, hvis yngre del varer til afslutningen af den sidste istid, der anses for endeligt afsluttet o. 9.700 - 9.300 fvt.

Før istidens afslutning var der en mellemistid fra o. 11.700 indtil 10.900 med højere temperaturer, helt op til 15-17 c^oom sommeren, hvor man forestiller, at de her indvandrende jægere og samlere kun har været deltidsbosat i Danmark. Omkring 10.900 fvt. faldt temperaturen på store dele af den nordlige halvkugle igen. Især blev vintrene koldere, hvilket for mennesker, dyr og planter må have været vanskeligt at overleve.

Temperaturfaldet varede imidlertid kun til omkring 9.700 fvt., så vendte klimaet igen, og denne gang dramatisk og temmelig hurtigt, hvilket betyder, at temperaturen fortsatte med langsomt at stige i de næste flere tusinde år. Og nu vandrede mennesker igen ind fra syd, og denne gang for at slå sig ned permanent. Med sig havde de indvandrende jægere og samlere forskellige redskaber og våben. Begge dele var som tidligere lavet af træ, flint og knogler, men de brugte også muslingeskaller, fiskeben og andre naturmaterialer.

Den tidligste herefter følgende udvikling mod fast bosættelse, dyrkning af jorden, landbrugsdrift menes ikke at have ført til den helt store revolution af mad og madlavning. De største ændringer var at man nu begyndte at spise færre fisk og muslinger, og at man omvendt begyndte at spise mere brød og grød - og at drikke øl - altså især dyrkede fødevarer, ikke så meget kød, skønner man ud fra de arkæologiske spor.

Landbruget kunne ikke producere føde nok til disse spiseændringer, hvorfor de første mange generationer af bønder fortsatte med både fiskeri, jagt og indsamling af bær, agern, nødder, frugt, svampe, rødder og hvad man ellers kunne finde i naturen. Ydermere brugte de første bønder i Danmark åbenbart kun dyrenes kød og skind. Det var først da det næste bondefolk - hyrdefolket - indvandrede, at brug af mælk og produktion af ost fulgte med.

Da den tids befolkning blev fastboende, fik man brug for specialister og dermed også mere arbejdsdeling med pasning af dyr, dyrke jorden eller gå på jagt. Og desuden dukkede her måske de første egentlige håndværkere op, flintesmeden og pottemageren.

Danmark var et af de sidste steder i Europa hvor man begyndte på den måde at dyrke jorden og holde husdyr.

Først for omkring 6.000 år siden, 4000 fvt. nåede landbruget til Danmark i egentlig forstand, og datidens danskere blev fastboende bønder med huse, husdyr og dyrkede planter. Denne tidsperiode kaldes yngre stenalder eller bedre bondestenalderen. Et par tusinde år senere end de første landbrug i de kendte flodkulturer, Mesopotamien, Ægypten, Indien og Kina.

Flodkulturer, ældste landbrugs- og bykulturer.

I bondestenalderen begyndte man at begrave de døde på en ny måde, nemlig i grave bygget af store sten (megalitter), først som stendysser, senere som jættestuer. Sådanne grave findes over det meste af Vesteuropa, i Nordafrika og i Kaukasus, og de er med til at underbygge teorien om at landbruget blev udbredt takket være et nyt folk der trængte op gennem Europa.

De store stengrave findes imidlertid især i de områder, der er længst væk fra det område i Mellemøsten hvor landbruget opstod.

Men de store stengrave viser også at samfundet havde materielt overskud til at bygge dem. Et folk der lever på kanten af sultegrænsen kunne næppe have bygget gravene. Interessant er det også, at det først er omkring 3.500 fvt. – altså ca. 500 år inde i bondestenalderen - at man begynder at bygge grave af sten. Inden da brugte man træ og jord (de såkaldte langhøje).

På det tidspunkt kan det ikke være mangel på træ, der er årsag til at man begyndte at bruge sten, det må snarere være for at markere social status. Og det er rimeligt at antage, at først nu blev Danmark et klassesamfund med tydelige forskelle på vilkårene for rig og fattig, også efter døden.

Nu havde man værdier at præsentere og beskytte.

I løbet af bondestenalderen (4000-1700 fvt.) var der kommet et nyt folk til Danmark. Det var hyrdefolket, som kom fra sydøst og havde forbindelse til yamnaya-kulturen, der dengang blomstrede på det ukrainske og sydrussiske sletteland nord for Sortehavet.

Kernosovskyi stenstelen, midt 3. årt. f.Kr., Yamnaya-kultur, Ukraine Historical Museum. Licens: CC BY SA 4.0

Det er blevet diskuteret, om man kan tale om indoeuropæere i Danmark allerede før yamnaya-kulturen. Arkæologiske fund, fremlagt og kommenteret 2023-24, viser, at yamnaya-kulturen og dens gravhøje finder man i dansk bronzealder, og at det så må antages at være herfra, danskere skulle være blevet indoeuropæere.

I vikingetiden bosatte man sig mere permanent, og de dyrkede marker kom nu til at ligge samme sted omkring landsbyerne.

Omkring 1000 evt. kan der konstateres en betydelig befolkningstilvækst, som i Europa skønnes at være en fordobling i løbet af 300 år til et folketal på 40 mio., en befolkningstilvækst der fortsatte indtil 1300-tallets pestepidemier. I det nuværende danske område menes folketallet at være steget fra ca. 500.000 omkring 800 evt. til ca. 1 mio. i 1200-tallet.

Befolkningstilvæksten skabte behov for mere effektive dyrkningsmetoder i landbruget. I Danmark blev der også tale om nyopdyrkning af store arealer, hvorunder der blev anlagt mere end 2000 landsbyer.

Teknologisk var brugen af muldfjæls- og den store hjulplov i den intensiverede dyrkning af jorden vigtig. Den kunne med muldfjælet vende jorden mere effektivt end tidligere plovtyper, således som beskrevet i Fortid og Nutid 1, 1938, A. Steenberg, Danske Plovtyper i Oldtid og Middelalder.

Den tunge hjulplovs afløser var svingploven, der under inspiration fra England og Holland kom til Danmark 1770.


Arden, pløjeredskab siden jernalderen. Som blev afløst af muldfjælsploven, kalkmaleri Elmelunde Kirke, Møn, dateret 1462-1507.	Eksempel på hjulplov, Gl. Estrup, Landbrugsmuseet.	Svingploven.

Der blev i denne periode også indført sædskifte, hvor forskellige afgrøder og brakperioder uden opdyrkning roterede mellem de forskellige marker, som kaldtes vange.

Vangene blev gødet med husdyrgødning fra dyr, der græssede på brakmarkerne og omkringliggende naturområder. Bønderne var i høj grad selvforsynende, og landbrugsdriften ser ud til at have eksisteret i et lukket system uden samkvem med og tilførsel af næringsstoffer udefra.

Fra midten af 1200-tallet blev landsbyfællesskabet og fæstegårdsdrift almindeligt, særligt i Østdanmark. Ved fæstegårdsdrift lejede bonden sin gård og jord af godsejeren, og fæstebønderne blev senere også pålagt at arbejde på godsejerens jord.

Hver gård i landsbyen havde mange smalle markstrimler, der var fordelt på landsbyens fælles vange, som der typisk var tre af. På den måde var både den gode og dårlige jord fordelt mellem landsbyens gårde. Det må dog nok anses for diskutabelt, om det var fordelingsmæssige, teknologiske (den tunge hjulplov) eller andre årsager, som betingede landsbyfællesskabets opståen.

Den her skitserede model af en landsby har 8 gårde (de skraverede felter), som lå på hver sin toft. Gårdens størrelse var retningsgivende for dens andel af jorden.

De ikke skraverede felter har 3 jordløse huse, et gadekær med bystævneplads foran og kirken.

Landsbymarken er her opdelt i 3 vange, der igen er opdelt i åse, der er opdelt i de lange strimler, kaldet agre.

Det her skitserede trevangsbrug var fremherskende i Østjylland og på øerne.

Se f. eks. Steen Busck, Et landbosamfund i opbrud Sundby Mors 1660-1800, spec. s. 569-592, 1261.

Det danske samfund blev i 13-1400-tallet for alvor et standssamfund, hvor bønderne blev ufrie, havde herrer, var underlagt konge, kirke eller adel.

I Valdemarstiden, d.v.s. fra Valdemar d. Store 1157 til Valdemar Sejrs død i 1241, skete der en udvikling med kongens hird, kongens følge af elitekrigere, som efterhånden blev til herremænd, som kun kongen, bisperne og de fyrstelige lensmænd måtte have i deres tjeneste. Herremandsstanden var åben nedad til selvejerbønderne, hvor dog kun de bedst stillede kunne blive optaget. Men med den kraftige befolkningstilvækst frem til og med 1200-tallet blev der i stigende grad tale om formindskelse af gårdbrugene ved deling, ofte i en udstrækning, så det kunne være vanskeligt at brødføde hele den familie, som gårdens ejere udgjorde.

Fra omkring midten af 1200-tallet ser det ud til, at strukturen på de store godser ændredes som et resultat af den jorddeling, der havde fulgt befolkningstilvæksten. Den typiske ejendomsstruktur inden for landbruget blev relativt store, såkaldte brydegårde, der havde mindre landbogårde og små gårdsædestavne tilknyttet.

Gårdsædestavnene var det, som senere kaldtes for huse med og uden jord. Beboerne af disse, gårdsæderne er formentlig trællenes efterkommere i den forstand, at da slaveriet efterhånden forsvandt, fik disse mulighed for at gifte sig og bosætte sig for sig selv. I Rigs Vandring, edda-digt fra 14. århundrede, der menes at afspejle forholdene i vikingetiden, ses en næsten samtidig beskrivelse af de sociale forskelle.

Brydegårdene var for store til at kunne drives af en familie. Til gengæld var landbogårdene for små. Så meningen var, at landboer og gårdsæder skulle levere arbejdskraft til brydegårdene, der herved blev i stand til at yde meget store afkast til ejerne, godsejerne.

I ældre middelalder, d.v.s. indtil den sorte død fra 1348, var udviklingen, at de bønder, der påtog sig ledingspligten, den tids militærtjeneste, de havde også de økonomiske ressourcer til at stille med hest og tunge, kostbare våben, og de blev efterhånden bosiddende på de større hovedgårde. Det blev tidligt med det privilegium, at de havde skattefrihed i forhold til kongen, den tids statsmagt, til gengæld for ledingsplgten.

Derfor blev det simpel hovedregning, at mest muligt jord skulle lægges ind under hovedgårdenes skattefrihed.

Men jorden skulle dyrkes, og det blev den så ved at omlægge til brydegårde, en art forvaltergård, og til betydeligt mindre gårde, der blev drevet af gårdsæder (se oven for).

Bøndergårdene blev drevet af landboer og gårdsæder. Deres gårde var som regel store nok til at kunne forsørge en familie, men varierede ellers betydeligt i størrelse.

I Danmark var kun 2 % selvejere, resten var fæstegårde. Fra omkring 1500 var reglen, at fæstebønderne fæstede for livstid, og hermed rådede over gården og dens ressourcer. Til gengæld skyldte de ejeren, herremanden (kirke, krone eller adel) afgifter, tjenester, herunder deltagelse i leding og lydighed.

Sammenfattende finder vi arbejdskraften til jordens dyrkning i form af landboer og gårdsæder socialt lavest placeret. Kun få af disse var selvejerbønder, resten fæstere.

Herover var der så brydegårdene, som i forskellige perioder har haft betegnelser som herregårde, hovedgårde, sædegårde m.v.

Landbruget socialt. strukturelt og teknologisk fra middelalderen over enevælden

På hovedgårdene boede adelen, bisper eller repræsentanter for klostre. Fra reformationen i 1536 (og Christian 3.'s håndfæstning) var hovedgårdene skattefri, forudsat at ejerne, d.v.s. adelen. evt. en foged, selv beboede dem. En hovedgård defineredes derfor ikke efter størrelse (de kunne sine steder være mindre end de største gårde i nabolaget), men efter status, d.v.s. om den var beboet af en adelig eller - før reformationen - en kirkelig repræsentant. Kravet til en hovedgård, sædegård om ejerens eller en fogeds bopæl (sæde) på gården er formuleret i Frederik 1.s håndfæstning 1524.

En herre- eller hovedgård var som begreb grundlagt i 13-1400-tallet - curia principalis ^*, d.v.s. bispers og klostres vigtigste gårde, når der var tale om kirkelige hovedgårde, men også betegnelse for adelige hovedgårde i øvrigt.

De var tidligt i udviklingen fra 1200-tallet blevet fri for skat og fra 1536 også for tiende. Forudsætningen for disse privilegier var sæde på gården. Derfor kaldtes herre- og hovedgårde også sædegårde. Hertil kom yderligere et begreb, knyttet til hovedgården, en ladegård, hvorfra jorden dyrkedes.

Man kan i kort form skelne mellem borggårde med herskabsbolig og hovedgårde uden herskabsbolig, d.v.s. en ladegård. Efterhånden er ordet ladegård erstattet af 'avlsgård'.

Indtil 1660 (enevældens indførelse, svækkelse af adelens magt) var der tale om en gård med en adelig herre eller ejet af kirkelige institutioner.

Herefter kunne kongen give privilegier til en gård, så den kunne kalde sig en herregård på niveau med de oprindeligt adelige herregårde. Der blev hertil etableret grevskaber, baronier sammen med tidligere tiders stamhuse, som fik privilegier på niveau med, ja endda ud over den gamle adels privilegier. Hovedrige købmænd kunne nu toppe ambitionerne og samtidig yde en skærv til kongemagten ved at blive ejere af en herregård med tilhørende gods. Forskellen på de adelige og de borgerligt ejede herregårde var først og fremmest færre rettigheder, f. eks. ikke hals- og håndsret over godsets bønder.

Herregårdene som praktisk begreb forsvandt i 1903 med tiendeløsningen.

Som noget nyt med enevældens godssystem skulle godserne nu indkræve skatter fra godsets skattepligtige bønder, og de skulle sørge for at udskrive soldater blandt bønderne. Et ganske effektivt disciplinærmiddel, idet bønderne nødigt brugte den sparsomme fritid på militær eksercits, som både kunne være en anstrengende og brutal foreteelse.

De nye godsejere beholdt tiendefriheden, og skattefriheden betinget af, at ejeren inden for 2 danske mil (ca. 15 km) ejede 200 tdr. htk. skattepligtig bøndergods, som han selv var ansvarlig for at kræve skat ind fra. I modsætning til tidligere tiders adelige privilegier var der nu mere klart tale om noget for noget, d.v.s. skarpt opmålte pligter m.h.t. skatteinddrivelse og soldaters rekruttering til gengæld for mere sparsomme privilegier i form af skattefrihed og rettigheder i forhold til fæstebønderne.

Ejendomsstrukturen i Danmark under enevælden var af et tæt net af godser, der hver bestod af en hovedgård, hvortil hørte en kreds af underliggende fæstegårde. Fæstegodset blev administreret fra hovedgården, hvor godsforvalteren skulle holde styr på fæsterne og deres afgifter til godset.

Fæstebønderne udgjorde hovedparten af bondestanden, idet selvejerbønder 1688 er opgjort til kun at have ejet 2 % af jorden. Overgangen til fæste antages som anført at være startet i 1200 tallet og især at have fundet sted i tiden mellem reformationen 1536 og 1688 matriklen, lovgrundlaget for skatten af jord, som blev den enevældige statsmagts finansielle grundlag.

Den traditionelle opfattelse af landsbyfællesskabet, som det fungerede før udskiftningen og landboreformerne, hvor det mest markante var ophævelsen af stavnsbåndet 20. juni 1788, er den ideologiske, holdningsmæssige opfattelse, at fællesskabsbonden som beskrevet af Ludvig Holberg var sløv, dorsk og uvidende som et resultat af godsejernes undertrykkelse samt fællesskabets snærende bånd og restriktioner på den frie, individuelle udfoldelse.

Historikere med denne mere eller mindre ubevidste holdningsmæssige opfattelse, har oftest begrænset sig til at undersøge forholdet mellem herremand og fæstebonde med udgangspunkt i fæstebreve og i det ubestemte hoveri, der var den synlige undertrykkelse af bondestanden før landboreformer og udskiftning. Herunder også de af landsbyfællesskabet afstukne rammer for den enkelte fæstebonde.

Derimod har der været minder interesse for at undersøge den omhandlede bondestand ud fra andre og mere uhildede perspektiver.

Et mere bredt undersøgende perspektiv kan hævdes at være blevet forsøgt foretaget indledningsvis af Poul Bjerge, lokalhistoriker og lærer på Askov Højskole, som sammen med en anden højskolemand, Povl Hansen har foretaget undersøgelser ud fra faktiske vilkår, hvor opmærksomheden blev rettet mod bøndernes dagligdag, herunder indsamling af gamle landsbylove, der er blevet udgivet som Danske Vider og Vedtægter. Desværre videreført af Aug. F. Schmidt, som helt berettiget er blevet stærkt kritiseret af faghistorikere for usystematisk kildeindsamling, unøjagtig tekstgengivelse, manglende baggrundsforskning, dårligt noteapparat og uoverskuelig opbygning. Der er anmeldelser, hvor også P. Bjerges indsats kritiseres på samme vis som Aug. F. Schmidts.

Landsbyerne med de inkluderede fæstegårde

En hovedgård, Gammel Viffertsholm og en fæstegård.

Betegnelsen hovedgård benyttes om en godsejers (herremands) standsmæssige bolig med tilhørende adelsprivilegier: skattefrihed for den jord, som adelen selv drev, fra 1527 også tiendefrihed, d.v.s. den skat, der fra middelalderen blev betalt til kirken - ligeligt fordelt mellem sognepræsten, sognekirken og bispen, hvis andel kongen overtog efter reformationen.

Danmark var en landbrugsøkonomi, hvor den kommende tids borgerskab 1665 allierede sig med kongemagten over for den foregående tids kriger- og jordejende klasse, adelen, som med kongeloven nu måtte indpasse sig under den enevældige kongemagt.



"I 1660 blev enevælden indført i Danmark ved et statskup. Her fik kongen uindskrænket magt som enevældig konge af Guds nåde." Frederik 3., Maleri af N. A. Abildgaard, 1783. Statens Museum for Kunst.	"Under enevælden var Danmark en af Europas mest militariserede stater set i forhold til størrelse. Samfundet var indrettet, så der var penge, forsyninger og soldater nok til at forsvare landet og opruste til krig. " Trætavle fra Frederik 5. tid, har været brugt som pynt eller muligvis som skydeskive. Nationalmuseet.	Avis for Bønder 1780. Landskabsmalerier med gårde o.l. var de mest yndede motiver med bønder fra 1700-tallet. Man interesserede sig ikke for dagliglivet i landsbyerne. En undtagelse er dette avishoved, der forestiller møde i et bylag. Formålet med Avis for Bønder var at delagtiggøre bønderne i de mange nye forslag til driftsmæssige forbedringer. Avisen var således et produkt af selv samme reformbevægelse, som startede udskiftningen og dermed gjorde bylaget overflødigt. Det kongelige Bibliotek. Bol og by 1990-2, H. Schummel.

Den største opgave for enevælden var administrationen af jordskatterne, som fæsterne som brugere af jorden skulle betale. Denne skatteopkrævning blev i 1662 overdraget godsejerne.

På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det blevet meget overkommeligt at beregne fæsternes skatter. Efter beregningen skulle jordskatterne så opkræves og leveres til amtsforvalteren, den kongelige embedsmand.

Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden - eller måske snarere ikke havde en afløser for ham til at få fæstejorden dyrket.

Fæsteprotokol fra Clausholm Gods 1731-1776.

Godserne som enevældens skatteadministration

Enevældens godsejere var omhyggelige med at undgå indblanding fra de offentlige myndigheder i udøvelsen af deres private ejendomsret. Derfor påtog de sig i egen interesse de forskellige offentlige administrative opgaver på kongens vegne.

De få selvejere, der ikke hørte under et gods, indbetalte selv skatten til amtstuen - det stedlige skattekontor.

Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 præciseret, hvornår de havde bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn, var der mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve (2.500 tdr. h.) og baron (1.000 tdr. h.).

På godset var det ridefogeden, der stod for den daglige drift og kontakten til fæstebønderne. Det betød, at på godskontoret blev der holdt regnskab dels med godsets egen økonomi, dels med fæstebøndernes hoveriarbejde og afgifter til staten. Det var også her, man tog sig af udskrivningen af soldater blandt bønderne og af retssager, der skulle for birketinget. Et birk var en retskreds, og grevskaber og baronier havde birkeret, dvs. ret til at udnævne dommer og skriver ved birketinget, den laveste retsinstans. Godset var således en vigtig del af det enevældige statsapparat.

Den største opgave under enevælden var administrationen af jordskatterne, som fæsterne som brugere af jorden skulle betale. Denne opgave blev i 1662 overdraget godsejerne. På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det en let sag at beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden - eller måske snarere ikke havde en afløser for ham til at dyrke den fæstede jord.

Tilsvarende blev inddraget i administrationen ved etableringen af en permanent soldaterudskrivning i 1701. Også her benyttedes 1688 matriklen som udskrivningsgrundlag, da der endnu ikke eksisterede nogen folketælling.

Retsvæsen

Et birk var en retskreds, og grevskaber og baronier havde birkeret, dvs. ret til at udnævne dommer og skriver ved birketinget, den laveste retsinstans. Godset var således en vigtig del af det enevældige statsapparats retsvæsen.

Da de adelige godsejere i første halvdel af 1500-tallet fik hals- og håndsret over deres bønder, fik de ansvar for at rejse påtale, ikke alene hvis deres bønder havde været offer for en forbrydelse – men også hvis de havde begået én.

Med Danske Lov i 1683 stadfæstede enevælden hals- og håndsretten og de adelige godsejeres ansvar for, at brud på strafferetten på deres godser blev tiltalt. Som en slags forløber for nutidens offentlige anklageinstans fik adelstanden under enevælden pligt – og ikke blot ret – til at sørge for dette væsentlige element i den lokale retshåndhævelse.

Hals- og håndsretten indebar, at godsejerne også i et vist omfang var ansvarlige for fuldbyrdelsen af korporlige straffe idømt ved domstolene.

"Håndskrevet eksemplar af Christian 5.s Danske Lov, 1690. Indtil 1683 var Danmark opdelt i et jysk, et sjællandsk og et skånsk retsområde. Først med Danske Lov gjaldt samme lov og ret i hele landet."

Soldatertjeneste, -udskrivning, bøndernes plads i systemet

Godserne blev inddelt i såkaldte lægd, og for hver 20 tønder hartkorn fæstegods, skulle der stilles en soldat. Det stod godsejerne frit for at udpege soldateremnerne, og hvis de udvalgte karle opfyldte de fysiske krav, blev der ikke ved de amtslige sessioner gjort indsigelser mod godsejernes valg.

Soldatertiden var normalt seks år, men bortset fra et par årlige store øvelser forblev karlen i tjeneste på den gård, hvor han tjente. Om søndagen måtte han trave til samlingsstedet ved en måske fjerntliggende kirke og gøre eksercits med mange strabadser og prygl. Endelig var der faren for krig, som alle vidste, kunne være den visse død. Så soldatertjenesten var forhadt og kunne derfor misbruges af godsejeren til at presse karle til at overtage en forsømt fæstegård og derved undgå udskrivning. Dette var en del af en utilsigtet kompensation for godsejeren.

Foruden pligten til at springe soldat kom i 1733 stavnsbåndet, der bandt bondekarlene til det gods, hvor de var født, i alderen fra 14 til 36 år. Det blev gentagne gange udvidet, så stavnsbåndet fra 1774 til dets ophævelse i 1788 gjaldt fra 4 til 40 år. Godsejerens argument var, at når han kunne pålægges en bøde, hvis han ikke kunne stille det pligtige antal soldater, så måtte han også have hold på det unge mandskab. En lige så stærk realitet var godsejerens ønske om at have mandskab til at overtage fæstegårdene. Og godsejerne havde ikke magt til at tvinge en karl til at overtage en fæstegård.

Dette godsejerstyre løste mange administrative problemer på lokalt plan for enevælden, selvom det lagde sig som en barriere mellem enevælden og de administrerede. Det pålagde også godsejerne administrative og økonomiske byrder. Men først og fremmest øgede det tvangen og ufriheden for bønderne og deres sønner.

Det kunne dog også forøge trygheden for fæstebønderne, når godsejeren i egen interesse satte sine økonomiske midler ind som sikkerhedsnet for sine fæstebønders skatter.

Landsbyfællesskabet

Iflg. historikeren E. Arup var landsbyfællesskabet oprindeligt et plovfællesskab, nødvendiggjort ved at hjulploven^{^[1]} blev taget i brug i Danmark i 1000- 1100-tallet sammen med trevangsbruget.

Ved undersøgelser af landsbyfællesskaber benytter man de ret pålidelige oplysninger om landsbyfællesskabet og dets dyrkningsforhold, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688^{^[2]}.

Der findes digitale, historiske matrikelkort. De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være udmærkede kilder til udskiftningens umiddelbare virkninger. Se her som eks. et lokalt matrikelkort fra 1846 og fra 1882.

Hjulploven, landsbyfællesskabets teknologiske forudsætning.

Arden, pløjeredskab siden jernalderen.	Muldfjælsploven var forløberen for hjulploven, hvor hjulene udgjorde forskellen. Elmelunde Kirke, Møn. Kalkmalerierne er dateret til 1462-1507.	Hjulploven ^[3] Se også afbildning efter kalkmaleri i Hald Kirke. Muldfjælsploven er her med hjul. Nederst Gl. Estrup, Landbrugsmuseet.

Som det teknologiske aspekt i landbrugsudviklingen kan vi i første omgang lade agerdyrkningens nok vigtigste redskab, muld- og hjulploven - sammen med harven og tromlen - tegne billedet. Efterfølgeren til hjulploven, svingploven tages i anvendelse o. 1800 i Danmark, efter udskiftningen^[4].

Sammenhængen mellem landsbyfællesskabet og brugen af muldfjælsploven - der i løbet af middelalderen blev afløst af hjulploven, som sammen med brug af heste i stedet for okser og en bringesele, der lod hestene trække med bringen (brystet) i stedet for med halsen - kan antages at have været den tunge hjulplovs krav om stor trækkraft, som medførte, at den mest rationelle dyrkningsmetode var at dyrke markerne i langstrakte dele, så der ikke skulle vendes så meget med den tunge plov.

Hvilket blev udmøntet i den fordeling i lange agre inden for vangene, som blev det karakteristiske i landsbyfællesskabet.

Her var trevangsbruget mere praktisk både dyrkningsmæssigt og økonomisk end det alternative tovangsbrug, hvor man lod halvdelen af det dyrkede areal ligge brak, imod kun en tredjedel i trevangsbruget.

Trevangsbruget

Denne dyrkningsform har tre vange med treårig rotation, den dyrkede jord (rug, byg, udyrket fælled, hvor kvæget kunne gå) + overdrev. Markbøger fra 1683 synes at vise, at i Jylland modsat Sjælland og øerne havde 3-4 år før skifte. Det skyldes muligvis, at man ikke havde hegn om vangene i Jylland.

Agerjordens vange deltes i åse, der deltes i agre. Hver gård havde en ager i hver ås. Som anført en inddeling, befordret af brugen af den tunge hjulplov.

I store dele af Jylland havde man varianter til trevangsbruget sædeskifter, hvor hver vang / tægt dyrkedes 3, 4, undertiden i 5 år. Men det betød så også, at hvilejorden fik mere end et enkelt hvileår. Hvileåret var en nødvendighed, da der ofte var mangel på gødning, ikke mindst fordi dyreholdet antalsmæssigt var langt mindre, end det blev i løbet af 1800-tallet med selvejerbrug, forbedret teknologi og især med andelsbevægelsens overgang til den animalske produktion som den dominerende.

Dagligliv i landsbyfællesskabet

Landsbysamfundet var rammen om tilværelsen for langt den største del af befolkningen, hvor der blev budt på arbejdsfællesskab, nabostridigheder, venskaber, forelskelser med tilhørende lokale forskelle, samt hvad nabolandsbyerne kunne byde på. Man kunne være fælles om problemer med syge børn og dyr og udveksle erfaringer og meninger. Her foregik kort sagt alt det, der hørte til landbefolkningens dagligliv.

Desværre er der meget lidt kildemateriale til dette vigtige aspekt af Danmarkshistorien. Det siger næsten sig selv. At kunne læse, skrive og meddele sig var kun få forbeholdt på den tid, og stort set ingen bønder. Ludvig Holberg skrev som forfatter og godsejer om bønder i sin levetid 1684-1754. Og man får i hans værker mange sikkert rammende karakteristikker, som selvfølgelig kan bruges i mangel af bedre. Men bondens egen mund var lukket for skriftlige meddelelser.


Et grandestævne	Ludvig Holbergs bonde, Jeppe, malet af W. Marstrand (1810-1873), Den Hirschsprungske Samling, København.

Landsbyens øverste myndighed var gårdmændene, granderne, hvad enten de var fæstere eller selvejere. Husmændene havde meget lidt - om overhovedet noget - at sige. Grandestævnet lededes af oldermanden, et hverv der ofte gik på omgang mellem gårdmændene. Det tog bestemmelse om alle praktiske forhold vedrørende dyrkningen af jorden, der nødvendigvis måtte aftales og samordnes, da hver gård havde sin jord opdelt i lange smalle agre, der var spredt over hele marken. Grandestævnet traf afgørelser om gærder, smed og byhyrde og andre fælles anliggender og administrerede den viden og erfaring om landbruget, der var opbygget gennem mange generationer. Det afgjorde stridigheder mellem bymændene, idømte boder og varetog i det hele taget alt, hvad der hørte til reguleringen af det lille samfunds liv.

Det var også grandestævnet, der kunne vedtage og ændre landsbyens vedtægt, som var et udtryk for landsbyens anerkendte selvstyre.

Vedtægterne var de facto love, dvs. at de gjaldt for alle landsbyens beboere. De handlede om „hegn og gærde og anden bys nytte og tarv”. De er sikkert gamle, men de ældste skriftlige levn, vi kender, er fra tiden omkring 1500. Der kan have været skrevne vedtægter tidligere, som blot ikke er bevaret, men at de er dukket op, er måske ikke uden sammenhæng med det, godsejerne ved samme tid gjorde for at præcisere og fastslå deres rettigheder.

Den ældste af de få bevarede landsbyvedtægter er fra landsbyen Allesø på Fyn (omkring 1500), og af den fremgår det, at gårdmændene var helt klar over, at de stod over for politiske modstandere: „Når vi sidder på stævne og handler om vor bys sager og andet, som vi ikke vil, at hver mand skal vide, og nogen går bort fra stævnet og åbenbarer vor tale for vor vederpart [modpart] eller andre, som vi ikke vil det skulle vide, han skal give en tønde øl til byen og ingen nåde have.” Allesø bønderne har også fundet det påkrævet at formulere sig konkret om solidariteten i konflikter med herskabet: „Kommer nogen gildebroder eller gildesøster i stor overfaldskade, så at han overfaldes af sit herskab af vrang forføring og onde folks skyld, så at han nødes til at vogte på sin ære og gods og aftinge for sig [forhandle om bødebetaling], da skal de andre gildebrødre hjælpe ham noget af deres gods, dog skal den hjælp være efter to naboers sigelse.”

Det kan meget vel tænkes, at det har været på grund af den slags bestemmelser, at de senere nedskrevne landsbyvedtægter skulle godkendes af herskabet, før de blev gyldige. Det er under alle omstændigheder bemærkelsesværdigt, at værneren i det her citerede opfattes som modpart.

Det gildebroder- og -søsterskab, som fremgår af den citerede vedtægt, er helt utvivlsomt fra meget gammel tid. Der kan sammenlignes med en senere sjællandsk vedtægt: „Når vi drikker vort gildehov …”, der er tolket som en formulering, der kan antages at gå tilbage til før kristendommen o. Jellingestenene blev officiel religion.

Det må antages, at hverken landsbyboerne eller deres sognepræster længere har haft kendskab til disse ords oprindelige betydning efter den sammenblanding, der i tidernes løb er sket af kristendom og ældre, folkelige forestillinger. Gilderne fandtes både i købstæder og på landet, og i det omfang vi kan spore dem omkring 1500, synes de nærmest at være en blanding af religiøse og sociale forestillinger og - som det fremgår af det citerede - med et element af solidaritet og gensidig understøttelse. Som udtryk for sammensmeltningen af folkelige og katolske forestillinger og med navne efter helgener, blev gilderne ihærdigt bekæmpet af myndighederne efter reformationen og overlevede til sidst kun som selskabelige foreninger, hvilket gør det yderst vanskeligt at forstå deres funktion og betydning tidligere. På landet kunne det se ud til, at en del af deres funktioner blev overtaget af det almindelige sociale fællesskab i landsbyerne.

Driftsfællesskab

Når det var så afgørende for en landsby at have faste vedtægter for landsbyfunktionerne, skyldtes det først og fremmest driftsfællesskabet omkring byens jordtilliggender.

Disse kunne ejes af én eller flere godsejere. Men uanset ejendomsret blev brugsretten udøvet i fællesskab af fæstere med jordtilliggende, ligesom selvejerbonden optrådte på linje med fæsterne i denne sammenhæng.

Bymarken var rebet d.v.s. fordelt mellem fæsterne, så de alle havde en lod i hver af byens vange i forhold til det hartkorn, de havde fæstet og som igen svarede til opmålingen og vurderingen i matriklen af 1688. Men beslutningerne om driften blev taget på bystævnet eller grandestævnet. Uden om den dyrkede jord lå de store overdrev (udyrkede arealer), som hørte til byen alene eller blev udnyttet i fællesskab med andre byer. Hvorledes kvægets græsning foregik på disse overdrev og på byens marker mellem afgrøderne, var centrale emner for landsbyvedtægterne og grandestævnets beslutninger.

For at det fælles arbejde med markdrift og kvægavl kunne lykkes, måtte der være faste regler for arbejdet. Det var måske næsten lige så nødvendigt, at det var fastsat, hvorledes beslutningerne blev truffet i de tilfælde, hvor viden og vedtægten ikke indeholdt retningslinjer for arbejdet. Også landsbyens ydre ressourcer i tørvemoser og krat krævede reguleringer for at dække landsbyens behov længst muligt. Landsbyens vedtægter handlede om fællesskabets udnyttelse af de givne naturressourcer, som godsejeren havde ejendomsretten til, men hvor brugsretten var overladt til den enkelte landsbybeboer, som udnyttede den i fællesskab med sine naboer eller grander, som de kaldtes.

Kernen i vor viden om vedtægterne er således drifts- og arbejdsfællesskabet.

Hvem var granderne. Hvem deltog i grandestævnet og havde ret og pligt til at træffe beslutninger om landsbyens ressourcer? Det findes præcist defineret i Voer og Ørsteds landsbyvedtægter, citeret efter Birgit Løgstrup, Landsbyfællesskabet i det 18. årh.: »Alle og enhver, som have rebdræt jord her på marken, skal betimeligen indfinde sig ved grandelaugets sædvanlige forsamling, for at høre og svare til hvis dem angår, eller de kan blive tilspurgt om, såfremt de ikke have lovlig forfald.«

M.a.o. havde alle med brugsret til jord - uanset om de var selvejere eller fæstere - mødepligt på grandestævnet. Sognepræsten var ganske vist medlem af grandestævnet, ligesom også hans landbrugsbedrift var omfattet af bestemmelserne truffet her. Men han mødte næppe selv op, men har sendt sin avlskarl i stedet.

Det har kun været det øverste lag i landsbysamfundet, der tog del i ledelsen. Udelukket har for det første været alle unge, karle og piger, som undertiden kunne være organiseret i særlige ungdomslag med det formål at holde gilder og fester for de unge. Udelukket var også alle husmænd, som imidlertid havde interesse i udnyttelsen af græsningsarealer og andre naturressourcer som tørv og gjærdsel til brænde. Da der blev knaphed på ressourcerne i det 18. århundrede, efterhånden som befolkningspresset steg, skulle det vise sig katastrofalt for husmændene, at de var udelukket fra beslutningsprocessen på dette for dem så vigtige felt. Inderster, der sad til leje, var naturligvis heller ikke med. Kvinder var også udelukkede fra grandestævne. Det er dog et spørgsmål, hvorledes det forholdt sig for en enke, der sad som fæster på en gård. Formodentlig har hun sendt en sentant, et visse bud, ligesom hvor fæsteren selv har været forhindret. Men når der skulle afgives en forpligtende underskrift fra den fæstegård, enken sad på, var det hende selv, der måtte skrive under.

Blandt de 24 navne under Voer vedtægten fra 1770 findes også Jens Molses enke. Da vedtægten kun er bevaret i kopi, kan vi desværre ikke se, hvorledes hun har skrevet under. Men formentlig har det været med forbogstaver, som det har været almindeligt blandt bønder.

I det 16. - 17. århundrede har der formentlig været en sådan balance mellem de sociale grupper i landsbysamfundet, at den enkelte person i sit liv gennemløb alle stadier. Efter barndommen trådte han ind i de unges gruppe, fortsatte til husmændenes og videre til gårdmændenes gruppe, som indebar deltagelse i grandestævnet. Den forlod han igen, når han gik på aftægt og måske blev inderste. Måske var forløbet ikke så skematisk, men der var en udpræget bevægelighed mellem grupperne. Den stærke befolkningstilvækst i sidste halvdel af det 18. århundrede betød en mere permanent tilknytning til husmandsstanden. Nok kunne en husmand blive gårdfæster og omvendt en gårdfæster fæstehusmand, men husmands- og håndværkerstanden var ikke længere et gennemgangsled i en livscyklus.

Selvom ikke alle disse grupper tog del i beslutningerne, kunne de udmærket blive idømt bøde af grandestævnet, hvis de overtrådte de politimæssige forskrifter i viden.

Kvinder, tyende og husmænd, inderster var de laveste i hierarkiet, og de kunne være ilde stedt beslutningsmæssigt på grande-, bystævnerne.

Selvom Aug. F. Smidth på alle måder er en temmelig inkompetent historiker, så har han som alle blinde høns også kunnet finde korn: "Lighedspunktet mellem det gamle og det nye fællesskab må vi finde i rent menneskelige forhold; i evnen og viljen til at stå sammen og løfte i flok - til enhver bymands gavn og til bedste for almenheden. Ligesom der i vort andelsvæsen findes et såre værdifuldt og nationalt set opmuntrende moment i den tanke, at alle er lige indenfor de enkelte foretagender, fælles om fordelene og tabene, således var der også i det gamle danske landsbysamfund en fællesskabets ånd, som ikke kan andet end varme den om hjertet, der har beskæftiget sig med studiet af vor bondehistorie i hine århundreder, da vor bondestand til trods for hovarbejde og stavnsbånd udgjorde en lille stat i staten.

Det er nærliggende at komme på den tanke, at når vort nutidige andelsvæsen har haft så let ved at vinde indgang i de danske landsbyer, har dette faktum sin årsag i, at danske bønder gennem århundreder var "andelshavere" i selve bylavene. Det ligger også nær at gøre opmærksom på, at de landboere, der var til års i 1870-80èrne, næstendels var fødte i de gamle fællesskabstider. I hvert fald kunne deres forældre og bedsteforældre jo levende erindre landsbyfællesskabets tid, og for dem ville det vel ikke have faldet så svært at gå ind i en ny form for samvirke. Hertil kommer så, at man talrige steder i Danmark helt til henimod vort århundrede stadig iliveholdt levn fra fællesskabstiden. Citeret efter August F. Schmidt. Brugsforeningsbladet nr. 8, 1935, s. 582f.

På grandestævne

Mens vi som omtalt har bevaret en række vider og vedtægter, findes der kun få optegnelser om forhandlingerne på grandestævnerne. Vi ved ikke, om der er blevet nedskrevet referater af forhandlingerne eller blot af beslutningerne.

Hvem skulle gøre det? Vi ved meget lidt om bøndernes boglige formåen i det 18. århundrede.

Et egentligt skolevæsen blev først pålagt godsejerne at etablere i 1739, hvor det på ryttergodset var sket allerede i 1721, jvf. etableringen af Rytterdistrikter, rytterskoler.

Vi kan finde kopier af grandernes vedtagelser i godsarkivet, og her se, hvordan det sociale samvær foregik på grandestævnet.

Præsten i Voer, H. P. Piesner, klagede i 1783 til godsejeren på Stenalt over, at der blev drukket alt for meget på bystævnet, hvorom der i vedtægten stod tydeligt i §10: »Om nogle på grandestedet, kirkevej, gildelaug eller anden sømmelig forretning eller forsamling enten befindes i drukkenskab, eller ypper trætte, eller lader høre skjælden, banden, løgn, truen eller anden ulyd, eller også sådanne steder og i sådanne forsamlinger fører gevær med, betale til byens vide hver gang 8 skilling«.

Men de mange bøder, der blev inddrevet og betalt på grandestævne, var en stakket frist i forhold til problemet.

Nok stod der utallige steder i vedtægten, at pengene skulle anvendes til byens nytte. Men hvad var byens nytte? For pastor Piesner så sagen således ud: »Endog den mand, som i fjor kom til Jens Hansens gård, har selv beklaget hos mig, at sligt (d.v.s. drikkeriet) ikke blev hemmet her lige så vel som på andre godser. Thi foruden det, at vide eller mulkt penge, som han ønskede måtte blive anvendt til byens nytte, blev opdrukken, har han sagt mig, at han for sin part måtte desuden i fjor skyde en rigsdaler til, skønt han neppe var her den halve sommer. En skikkelig mand er på sådan måde let forført til liderlighed, thi der drikkes på hans regning ligeså vel som på de andres, og hvi skulle han så ikke drikke med? Den både mod lov og videbog stridende skik,... er vist årsag til både at mange bliver liderlige og til meget andet ondt for byen.«

Dette kunne ses som en alvorlig anklage mod byens styre, hvilket nok også har været tilfældet.

Præst og bymænd var på kant med hinanden i Voer. Da pastor Piesners formål med at sende dette brev til godsejeren var at få byen udskiftet, var han ikke interesseret i at fremstille landsbyfællesskabet fra den mest fordelagtige side. Måske var bymændene i Voer mere drikfældige end andre steder? Men en tilsvarende anklage mod forholdene på andre bystævner træffes flere steder. Klager til retsvæsenet over uretfærdige bøder pålagt af grandestævnerne ledsages af en næsten fast formel om, at pengene er blevet drukket op på bystævne.

Præsterne fik i 1772 som tidligere omtalt pålagt at foretage indberetning om overholdelse af helligdagsforordningerne. I indberetningerne fra Viborg stift klages der også over det alvorlige drikkeri på grandestævnerne, der som tidligere omtalt afholdtes om søndagen og derfor faldt ind under emnet for indberetningen. »Den uskik, hvor bymændene om søndagen efter prædiken holde stævne eller møde, i henseende til deres bys vedtægter eller anden indbyrdes overlæg. Ved samme lejlighed gøre de sig et drikkelag, hvorudi de i blandt dem, som elske for meget stærk drik, overvælde sig og blive drukne og tilbringe så sabbattens øvrige del med sværmen og Guds fortørnelse.«

Tilsvarende en række præster helt som pastor Piesner. Men pastor Mørch i Gjerding forsøgte at se sagen fra bondens side også. Vel fandt han det beklageligt, at der afholdtes grandestævner om søndagen. Men hvornår skulle de ellers afholdes? Det krævede, at der blev påbudt en anden ugedag hertil. Og så måtte godsejerne ikke tilsige til hoveri på denne ugedag iflg. pastor Mørchs forslag.

Men man ønskede ikke at forbyde grandestævnerne, dertil havde de alt for central en placering i bøndernes dyrkningsfællesskab.

Kvæghold

Der har ofte i dansk landbohistorisk forskning været fokuseret så meget på landsbystyrets agerdyrkningsfællesskab, at man har overset kvægholdets betydning.

Man var i 1700 tallet kommet i en situation, hvor man ikke længere blot kunne indtage ny jord til græsning. Man kunne heller ikke blot udvide det dyrkede areal på græsningsarealernes bekostning. Hvor skulle man så få nye græsarealer fra? Og jorden kunne ikke dyrkes med tilstrækkeligt udbytte uden at få tilført gødningsstoffer.

Der var kommet en hårfin balance i de samlede landbrugsressourcer og deres udnyttelse, der eksisterede en økologisk balance, som man udmærket kendte og formåede at tage bestik af. Man vidste, at landsbyens samlede naturgivne ressourcer var begrænsede. Derfor indeholdt vider og vedtægter for de to lokaliteter Voer og Ørsted bestemmelser om, at landsbyens uskiftede jord ikke måtte udlejes til udenbys folk uden husbondens tilladelse. Den skulle tilbydes byens folk til samme pris.

Befolkningstilvæksten krævede, at der blev produceret mere føde. Gårdantallet i landsbyerne blev ikke forøget i det 17. - 18. århundrede før landboreformerne.

Men den iagttagelige befolkningstilvækst skete hos husmænd uden jord og indsiddere, der sad til leje hos andre. De levede af håndværk, daglejerarbejde og kvægavl i beskeden målestok, for så vidt som de kunne få stillet græs til rådighed.

Det kan i de bevarede vedtægter for Voer og Ørsted ses, at reguleringen af græsningen optager mere og mere plads, samtidig med at husmændene skubbes ud af fællesskabets rettigheder. Vedtægterne giver et klart billede af udviklingsforløbet, selv om vi ikke kan se alle reaktioner på ændringen.

Det viser, at husmændenes udelukkelse fra græsningsrettigheder ikke altid er forbundet med udskiftningen, som det har været den almindelige opfattelse hidtil. Processen er startet tidligere.

Byens hyrde

Selv om hegnene var istandsat og blev vedligeholdt efter vedtægtens bestemmelser, kunne kreaturerne ikke drive rundt uden opsyn. Der var behov for en hyrde, som hver morgen drev dyrene ud af byen til overdrevet, engen, fællesvangen eller stubmarkerne - afhængigt af årstiden og afgrødernes vækst.Vedtægterne havde faste terminer for afgræsningen.

Byens hyrder hørte heller ikke til byens ansete folk. Pastor Piesner betegnede dem som stoddere.

En mærkelig historie fra Koldinghus rytterdistrikt viser, at de heller ikke altid blev godt behandlet af bymændene.

Der var hyrdetvang. Bymændene i Tolstrup under det 2. jyske regiments gods klagede i 1703 over mølleren Niels Marcussen, som ikke ville deltage i betalingen af byhyrdens løn. Møllerens argument var, at han selv havde ansat en hyrde til sine dyr og altså slet ikke benyttede den fælles hyrde. Men sessionen erklærede, at når der var fællesgræsning i Tolstrup, så skulle også alle bymænd bidrage til hyrdens løn efter billighed, d.v.s. efter andelen i den hjord, som græssede.

Landsbysmeden

Endnu en person var afhængig af byfællesskabet, samtidig med at han var helt nødvendig for bøndernes bedrift. Det var smeden. Underligt nok er han overhovedet ikke nævnt i vedtægterne for Voer og Ørsted, selvom han var ansat og lønnet af landsbyfællesskabet.

Normalt fæstede han smedie og lidt jord af godsejeren. Desværre vides intet om Voer smedens lønforhold. Men normalt blev smeden lønnet med korn, eller han fik lidt jord hos bønderne, svarende til tjenestefolks lønnesæd.

Smeden opfattes almindeligvis som den mest ansete håndværker i landsbyen - næst efter mølleren.

Vurdering af fællesdriften

Den fælles driftsform kan anskues som en metode til at udnytte de givne og begrænsede ressourcer, der stod til rådighed for landsbysamfundet. Det er klart, at den fælles beslutningsproces betød en hindring for den enkeltperson, som havde andre ideer om driftsformen end de øvrige bønder. Driftsformen under fællesskabet kunne ikke ændres hurtigere, end den mest sendrægtige af bønderne kunne følge med.

Udskiftningen blev indledning til den voldsomme ekspansion både inden for kornavl og husdyrhold, som skulle kendetegne dansk landbrug i de næste par hundrede år. Derfor er fællesskabet blevet bedømt på baggrund af denne ekspansion og er kommet til at stå som den gamle slendrians periode.

Fællesskabet kan imidlertid også betragtes som et fælles instrument til at udnytte de givne naturressourcer på den bedste måde. Vel var driftssystemet ikke statisk, men ressourcerne måtte bruges således, at balancen i systemet ikke blev ødelagt. Fællesskabets driftssystem kan naturligvis kritiseres ud fra vor viden om den optimale udnyttelse af det 18. århundredes ressourcer. Nutidens teoretikere og praktikere vil give den stedlige pastor Piesner ret i hans kritik og forslag til forbedringer.

Græsarealerne kunne udnyttes langt mere effektivt, end det skete i mange landsbyer. Men det tilhørte den følgende tid at gennemføre den nødvendige driftsomlægning.

Fællesskabet må bedømmes ud fra sine egne forudsætninger. Noget andet er, at det er interessant at vide, på hvilke punkter datidens driftssystem ikke slog til. Det er også et vigtigt område for landbohistoriske undersøgelser.

Den største anke mod landsbyfællesskabet kunne hævdes at være den sociale hårdhed og uretfærdighed, det udviste mod husmænds og inderstes krav på deltagelse i græsningsrettigheder.

Disse havde ikke plads på grandestævnet og kunne dermed ikke deltage i beslutningsprocessen. Derfor blev de også udelukket fra udnyttelse af de givne naturressourcer, da knapheden viste sig. I dette spørgsmål stod godsejerne på fæstebøndernes side, hvorimod der er fremdraget flere eksempler på, at ledelsen på ryttergodser har været mere tilbøjelig til at holde hånden over husmændene.

Det er hidtil i dansk historieforskning blevet fremstillet, som om det først var udskiftningsbevægelsen, der udelukkede husmændene og så at sige ofrede dem for at sikre gårdmændenes fremvækst i det danske landbosamfund. Men denne udvikling kan som anført her følges længere tilbage. Den kan ses som en følge af befolkningsforøgelsen i det 18. århundrede og den hermed forbundne kamp om de givne naturressourcer.

Landboreformer, overgang fra fæste til selveje

Baggrunden for landboreformerne i Danmark var i første omgang stigende priser på landbrugsvarer i Vesteuropa fra 1750. Afledt heraf et ønske fra især godsejerne om en rationalisering af landbrugsdriften, så de gode økonomiske betingelser kunne udnyttes. Skulle bønderne selv have bestemt, var der næppe blevet ændret noget i anledning af de gode landbrugspriser.

Siden landboreformerne i sidste halvdel af 1700-tallet blev fæstegodset gradvist solgt fra, og fra midten af 1800-tallet valgte mange godsejere i stedet for fæstegårde at intensivere herregårdenes hovedgårdsdrift.

Lovgivningsmæssigt blev det muliggjort, at de ellers med restriktioner belagte grevskaber, baronier og stamhuse nu også kunne frasælge fæstegodset, hvilket var med til et tilskynde en proces, hvor fæstebønderne blev selvejere, og herregårdenes drift koncentrerede sig om hovedgården.

Perioden fra ca. 1760-1810 blev præget af en stor bølge af fæstegodssalg, mest intenst i det vestlige Jylland, hvor der i nogle tilfælde også blev inkluderet frasalg af selve herregårdens hovedgårdsjord.

Halvdelen af landets fæstegårde overgik i denne periode til selvejergårde. Årtierne efter Grundlovens indførelse i 1849 blev også præget af fæstegodssalg, men udfaldet blev denne gang anderledes. Nu valgte mange godsejere, frem for at fokusere på deres fæstegårde, i høj grad at sælge fæstegodset og i stedet intensivere hovedgårdens drift. Fæstegodsets samlede antal faldt fra ca. 22.000 fæstegårde i 1850 til omkring 5.000 i 1885 – eller fra 30,4% af landets samlede hartkorn til 7%.

I 1919 blev lensafløsningen gennemført, hvilket betød, at godserne skulle afgive betydelige mængder jord til staten, mod at blive fri ejendom, der kunne sælges, hvad det ikke kunne som len med lensprivilegier. Jorden omkring de tidligere stamhuse blev udstykket til mindre husmandsparceller som jordrentebrug, hvor jorden forblev i statens eje, mens bonden betalte en årlig jordrente til staten. Bonden eller statshusmanden kunne lade ejendommen gå i arv, men han kunne ikke sælge den.

Ved lensafløsningen skiftede det danske landskab karakter. Hvor der gennem den danske historie havde været store sparsomt bebyggede landarealer, skød småejendomme nu op rundt omkring i landskabet/det åbne land.

I Nordfjends har der været flg. herregårde: Ørslev Kloster, Staarupgaard, Strandet. Og lidt uden for området: Skivehus, Krabbesholm, Estvadgaard og Taarupgaard.

Andre herregårde i Limfjordslandet: Astrup, Bustrup, Eskjær, Grinderslev Kloster, Nørgård, Hegnet, Jungetgård, Kjeldgård, Kærgårdsholm, Kaas, Spøttrup Borg, Østergård. Endelig markedsføres Hesthave ved Spøttrup også som herregård, hvad der ingenlunde er tale om i gængs og historisk forstand. Derimod er betegnelsen lade- eller avlsgård dækkende.

Bonde og fæstegård under enevælden, 1600-1800 tallet. Nationalmuseet med præsentation af rekonstrueret bondestue, arbejdsdeling, årets gang på fæstegården. Bondegård, husmandssted.

	Maleri P. Julius Larsen 1852, Sjællandsk bondegård

Husmandssted i Karup i Midtjylland, 1895.

Landboreformerne

De danske landboreformer er er i den fagligt velanskrevne del af den nyere landbohistorie karakteriseret ved at have kørt i nogle spor,

1) ophævelsen af landsbyfællesskabet, som sammen med 2) en reform af fæstevæsenets betingelser, som 3) banede vejen fra fæste til det overordnede formål, selvejet.

Man kan også sige, at der i samtiden har været et ønske om landbrugstekniske forbedringer inden for landbruget, som nok først og fremmest blev formuleret af såkaldt fremskridtsvenlige godsejere sammen med den enevældige kongemagt. Godt understøttet af oplysningstidens opgør med den hidtil dominerende pietisme og forløber for romantikken.

Den rationelle tanke, den naturvidenskabelige erkendelse, en verdensorden, der ikke var styret af Gud men af de naturvidens love.

Det var tanker, som Ludvig Holberg og andre i den bedre del af det enevældige samfund interesserede sig for.

Almindelige bønders mening har næppe interesseret nogen, og er under alle omstændigheder ikke ikke blevet nedfældet i troværdig form til eftertiden.

Der har desuden - muligvis i forlængelse af oplysningstidens tanker - været et ønske om også at forbedre fæstebøndernes retsstilling.

Landboreformerne havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål.

Bønderne deltog i starten af reformerne med nogen skepsis. Selveje var jo for de fleste noget ganske ukendt. Man frygtede også at miste det kendte rygstød med godsejernes hjælp til skatterestancer, såsæd m.v.

Derfor har den politiske øvelse med reformønskerne velsagtens drejet sig om at vinde både bønder og godsejere for reformerne, idet der skulle ske udstykning fra hovedgårdene og salg af jorden til fæstebønderne.


Denne samtidige illustration af en fæstebonde op til landboreformerne er givet tendentiøs i den forstand, at den dækker det reformvenlige synspunkt - gå ind for reformerne, så bliver livet bedre og lettere.	Fæstebønder til bystævne, som ser ud til at være glade for fællesskabet. Desværre er Rasmus Christensens akvarel en senere tids opfattelse, o. 1900. Frimærkemotiv. Om fæstebønderne i almindelighed har været så begejstrede for "frisættelsen", som Eckersbergs maleri neden for giver udtryk for, skal nok tages med god portion skepsis.

Regeringen oprettede i 1786 Den kongelige Kreditkasse til formidling af lån til selvejerkøb.

På den anden side blev godsejerne ved forskellige begunstigelser opmuntret til salg af fæstegods.

Reformregeringen har også haft et (økonomisk rationelt) blik for, at husmændene var den kommende tids landarbejdere, som der ville blive behov for både på godserne uden tidligere tiders hoveri og hos gårdmændenes mellemstore driftsenheder. På længere sigt også som rekrutteringsgrundlag til industrielt arbejde. Hvis det ikke har været helt forudset, så har det passet som fod i handske ind i den kommende tids landbrugsmæssige og industrielle udvikling.

De iværksatte foranstaltninger fik husmændenes antal til at vokse eksplosivt. Efter landboreformerne var der næsten lige mange bøndergårde og husmandsbrug, hvor der o. 1700 havde været næsten 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug.

Med 1688 matriklen havde man fået opmålt og fået overblik over antal landsbyer, gårdene og fordelingen på herreder og de i 1682 nyoprettede amter. I Koldinghus Amt var der relativt mange landsbyer, 230 i 1682. I Viborg Amt var der 156 sogne med tilhørende landsbyer iflg. Danske Byer og Sogne, 11. Bind Viborg Amt, Kbh. 1934.

I landsbyerne lå hver gård på tofte af varierende størrelser. Toften indeholdt bygninger, kål-, abildgård m.v., og toftens størrelse var efter landskabslovenes bestemmelser retningsgivende for gårdens andel af den fælles bymark.^[5]

Jord- og dyrkningsfællesskabet omfattede både fæste- og selvejergårde. Praktiske forhold medførte en omfattende fælles regulering, bl.a. i forbindelse med hegn og gærder og andre større arbejder, ligesom justering og omfordeling af de tilmålte ressourcer, betegnet rebning og omrebning, skete inden for jordfællesskabets rammer. Uden for fællesskabet lå tofterne, der var indhegnede, mindre jordstykker ved de enkelte gårde, samt anden særjord, ofte betegnet enemærker eller løkker.^{^[6]}

Til bestemmelse af de enkelte landsbyer er der i en sognehistorie benyttet matrikelkort og -ansættelser 1688, 1844, 1883 og enkelte andre kort. Desuden fotokopier af skøder m.v. samt et ret righoldigt fotografisk materiale.^{^[7]}

Landsbyernes gårde kan bestemmes i en ”gammel” og en ”ny matrikel”.

Den gamle matrikel er Christian 5.’s 1688-matrikel.^[8] Selv om denne matrikel i forhold til 1662-64, Landgilde- og Amtsstuematriklen^[9] var overordentlig grundig og levede op til statsmagtens behov for at få et præcist grundlag for beskatningen, blev det med landboreformerne og udskiftningen i slutningen af 1700-, begyndelsen af 1800-tallet nødvendigt med en ”ny matrikel”, som først var afsluttet i 1844.

Der blev massivt inddraget overdrev og krat i de enkelte landsbyer samtidig med udskiftningen. Den nye matrikel havde også mere graduerede bonitetsbestemmelser end 1688-matriklen.

En oversigt over de to matrikler for sognenes enkelte gårde finder man under Miljøministeriet, Geodatastyrelsen.^[10] Man kan benytte de to matrikler til at sammenligne landsbyernes hartkornstørrelser i landsbyernes gårde før og efter udskiftningen.

Matriklerne har en hovedinddeling i ager- og eng- samt skovskyld. Disse er igen opgjort i tønder (tdr.), skæpper (sk), fjerdingkar (fk) og album (alb).^[11]

Landboreformer og hartkornsopgørelser i 1688 og 1844

Som eksempel på et reformforløb, blev Koldinghus Rytterdistrikt oprettet i 1680 og blev solgt på auktion 1765-67. Allerede i dette forløb blev en del bønder selvejere, og denne proces fortsatte og førtes til ende med landboreformerne, hvor selvejet helt afløste fæstet og de tidligere landsbyfællesskabers driftsformer.

Landboreformerne fandt sted i flere omgange.

Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28. december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring.

Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.

Det betød, at fra 1781 tog udskiftningen fart, idet regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje.

Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.

Landboreformerne betød en markant forøgelse landsbyernes dyrkede areal, kan man se ud fra 1688 og 1844 matriklerne.

Den ny 1844 matrikel skulle afløse den gamle 1688 matrikel, der var blevet utidssvarende som beskatningsgrundlag.

For det første var kun agerjorden opmålt i 1682-83, nyopdyrket jord herefter var skattefri. Først 1786 blev det forbudt at fraskille jord fra matrikulerede ejendomme uden deling af hartkornet - som havde gjort en del ejendomme skattefri.

Den udskiftning med landboreformerne, der ligger mellem de to matrikler, havde som formål at samle bøndernes splittede jorder og give dem forholdsvis lige så megen samlet jord, som de før havde haft i strimler, fordelt på vange, åse og agre.

Opmåling og fordeling skete ved kongeligt udnævnte landmålere, der skulle opmåle efter areal og bonitet (hartkorn). Og det gjorde man så på forventet efterbevilling, at bønderne frivilligt gik ind i udskiftningen, enten det var som fæstere eller som selvejere.

1844 matriklen som beskatningsgrundlag blev først og fremmest forårsaget af landboreformernes udskiftning, herunder udflytning af gårde og omfordeling af jord, men også opdyrkning af hidtil utakseret jord.

Det fremgår tydeligt af konkrete hartkorns optællinger, at der er tale om en forøgelse af hartkornet i undersøgte landsbyer.

Det kunne også se ud til, at det især var de mindre matrikler, gårde, der fik hartkornsforøgelsen og kun i mindre grad hartkornsforøgelser på de lidt større matrikler, gårde.

Med udskiftningen blev landsbyernes i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.

Dansk landbrug efter landboreformerne

En rimeligt entydig illustration af den økonomiske udvikling i Danmark er i udgangspunktet beregnede tal og diagrammer, hvor der benyttes mål for den økonomiske udvikling og vækst i nationalregnskabsbegrebernes statistiske oplysninger.

Bruttofaktorindkomsten (BFI) er den samlede produktion, bruttonationalproduktet målt i faktorpriser, markedspriser uden offentlige tilskud, skatter og afgifter. Et derfor skønnet mere relevant mål end BNP, bruttonationalproduktet, når udviklingen i landbrugsproduktionen skal søges sammenlignet med den erhvervsmæssige udvikling i øvrigt.

Der benyttes for overskuelighedens skyld i diagrammerne en logaritmisk skala, der reducerer spredningen i meget forskelligtartede tal på y-aksen.

Den logaritmiske skala er konstrueret ud fra de faktiske tal i mio. kr., således at log 1 på diagrammets y-akse er = 0, log 10 er = 1, log 100 er = 2 etc. Alt med tilhørende decimaler, hvilket gør det mere overskueligt at iagttage og sammenligne store numeriske forskelle grafisk.

For at komme så nogenlunde udenom de almindelige prismæssige udsving, herunder inflationen, benyttes der opgørelser i faste, her 1929 priser, der mere rent afspejler den produktionsmæssige udvikling end med de af markedet bestemte prisudsving.

Først et samlet overblik 1818-1975

Bruttofaktorindkomst 1818-1975 i 1929 priser

Bruttofaktorindkomst 1818 -1975 i 1929 priser, logaritmisk skala

Den samlede produktion, bruttofaktorindkomsten, BFI ses i perioden 1818 - 1975 at være steget fra 441 mio. kr. til 23.551 mio. kr i faste 1929 priser.

I sammenligningen af stigningstakten i BFI og i landbrugsproduktionen viser den 10 tals logaritmiske skala overskueligt og sammenligneligt Y-aksens vækstrater. Lige store skridt på den (positive) logaritmiske skala svarer til samme procentuelle vækst

Det kan konstateres, at den samlede vækst i produktionen (BFI) i hele perioden har haft større vækstrater end i landbrugsproduktionen, som på den anden side har været forudsætningen for den stigende, samlede produktion.

Den første (1850-80) og anden industrielle revolution (fra 1960) i Danmark ses markeret med iagttagelige vækstrater i både landbrugs- og den øvrige samfundsmæssige produktion. Den landbrugsmæssige vækst har drevet en heraf afledt og forstærket vækst frem i en række sekundære (håndværk, industri) og tertiære (serviceerhverv) erhvervsgrene.

Tendensen tager fra 1950-60erne virkelig fart, hvilket markerer, at den 2. industrielle revolution i Danmark startede her.

Landbruget blev herfra afløst af sekundære og tertiære erhverv som de produktionsmæssigt dominerende erhverv.

Landboreformerne havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål.

I kølvandet på den industrielle revolution i England fra slutningen af 1700-tallet og en generel, markant stigning i befolkningstallet steg efterspørgslen efter landbrugsvarer og hermed landbrugspriserne kraftigt. Denne gunstige udvikling for landbruget varede indtil revolutions- og Napoleonskrigene fra 1789 og ind i 1800-tallet.

Den egentlige økonomiske vending kom med krigsinflationen og pengereformen 1807-13.

Rigsbanken afløstes af et privat interessentskab, Nationalbanken i 1818, og Nationalbanken førte fra 1818-35 en antiinflatorisk pengepolitik, som gav en mærkbar landbrugskrise, der kom til at forløbe 1813 - 1828 med faldende priser og vanskeligheder med at klare lån, optaget under krigsinflationen.

Tiden 1828 - 1857 var derimod for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”.


Anna Ancher I Høstens Tid 1901	Plakat, kornhøst med le.

Bruttofaktorindkomst 1828-1856, 1929 priser i logaritmisk skala

Selv om den her bragte graf over produktionen illustrerer, at der i perioden 1828-1856, kornsalgsperioden har været fremgang i landbrugsproduktionen, så fremgår det tydeligt, at øvrige erhverv også har haft en mere end tilsvarende, stigende produktion.

Landbruget var i denne opgangsperiode karakteriseret ved udvidelse af landbrugsarealet - overdrev, mose- og eng-kultivering - hvilket gav grobund for et øget besætningshold, hermed også mere gødning, mergling og dræning.

Alt dette sammen med en markant forøgelse af arbejdskraften som resultat af befolkningsstigningen og den markante oprettelse af husmandsbrug efter landboreformernes udskiftning.


Hjulplov som model	Hjulplov Gammel Estrup	Svingplove Landbrugsmaskiner, -redskaber, Gl. Estrup

Produktiviteten øgedes også som et resultat af overgang til 2-hestes svingplov mod 4-6-hestes hjulplove, brug af svenskharven, der erstattede forårspløjningen, tromler og tærskemaskiner. De teknologiske landvindinger fremmede oprettelse af jernstøberier og maskinfabrikker i provinsbyerne. Den samlede produktion i landbruget øgedes med over 60 % 1830-60 med en endnu kraftigere afledet effekt i byerhvervene.


Svenskharve Museum Odense	Landbrugsmaskiner 1856, annonce fra H. P. Allerups Maskinfabrik, Odense. Bemærk svingplove og svenskharver.

Den gunstige prisudvikling i landbruget skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.

Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget var jernbanenettet. På længere sigt kostede det arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika.

Andelsbevægelsens økonomiske forudsætninger

Den prismæssige stagnation i Danmark fra o. 1870 varede ved indtil 1885. Den skyldtes et fortsat fald i vegetabilske priser, der kompenseredes ved stigningen i den animalske produktions priser.

Omstillingen fra planteavl til dyrisk produktion satte mejeridrift og slagterier i fokus, især mejeridriften, hvor smørproduktionen voksede fra 24 til 75 mio. kg i perioden 1861-1893. Smøreksporten var især højdespringeren^{^[3]} i perioden med gennembrud for fælles- og andelsmejerier 1880 til 1899. Der var en fordobling af mejeriproduktionen, og værdien af smøreksporten voksede 4½ gange. Dette i sammenligning med svineproduktion og -eksport, der fordobledes i perioden indtil 1899. Herefter voksede ikke mindst svineproduktionens andel.

Det bevirkede, at især de middelstore landbrugs gårdmænd markerede sig i førertrøjen i forhold til herregårdsdriften og de større landbrug.

På mejerifronten blev tidligere tiders produktion af smør på først og fremmest herregårdsmejerierne, hollænderierne afløst af en ny tids fælles- og andelsmejerier.

Overgangen fra individuel og privat hjemmeslagtning til storproduktion på slagterier ser ud til at have været en kombination af landbrugets omlægning fra planteavl til primært husdyrbrug kombineret med først og fremmest importforbud for svinekød på det tyske marked 1887-89, som fremskyndede en allerede igangværende interesse for de anderledes krav til bacon på det angelsaksiske i stedet for flæsk til det tyske marked.

Overgangsfasen blev ledsaget af samtidige herregårdsslagtninger^[4], som satte herregårdsmejerierne ud af spillet. Resultatet blev dominans af de efterfølgende fælles- og andelsmejerier, ind imellem bygget som gode eksempler på den tiltagende velstand blandt ejerne, de middelstore landbrug. Og med andelsmejerierne som klart førende i udviklingen.

På slagteriområdet var der i startfasen, fra 1887 både andels- og private slagterier. Der blev gjort et forgæves forsøg på at skabe en samlet slagterifusion for at undgå det, initiativtagerne anså for "skadelig konkurrence" mellem andels- og de private slagterier.

Fælles for mejerier og slagterier i dag er det, at den økonomiske og teknologiske udvikling har medført en gennemgribende centralisering på begge produktionsområder. Små, lokale mejerier og slagterier findes stort set ikke mere. Den i starten herskende opfattelse, at man skulle undgå "den skadelige konkurrence" er nu blevet realiseret. Andelsbevægelsens og de private små virksomheder eksisterer kun i det omfang, at de - som f. eks. Thise Mejeri - har været i stand til at effektuere "den skadelige konkurrence" med et konkurrencedygtigt alternativ.

Det er bemærkelsesværdigt, at et meget lille, lokalt Thise Mejeri med en start som fællesmejeri, overgang til andelsmejeri, en kort periode som privatejet mejeri, nu som andelsmejeri med økologiske interessenter har etableret sig som et overordentligt konkurrencedygtigt alternativ til næsten monopolet Arla Foods.

I Skive, Salling, Fjends, på Fur og Mors afløste en ny tids fælles- og andelsmejerier i startfasen 1880-90’erne hinanden og videreførte - langt de fleste som andelsmejerier - mejeriudviklingen, indtil nedlæggelser med stordriftens rationaliseringer.

I Fjends lokaliteten Hald sattes dette punktum i 1970, stort set samtidigt med den generelle, landsdækkende tendens til lukninger af små, lokale mejerier.

Landbrugskrise og mejeribrug

Man kan i statistikkerne for den økonomiske udvikling i Danmark se, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var krise i landbrugsproduktionen og afdæmpet vækst i erhvervet,^[5] netop i perioden, hvor fælles- og andelsmejerier kom til at dominere mejeridriften.

Faldende kornpriser fremmede motivationen til en forbedring af mejeridriften, og startede blandt mindre mælkeproducenter, hus-, boels- og gårdmænd^[6] brugen af fælles- og andelsmejerier.

Fælles- og andelsmejerierne gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne. Derfor blev de middelstore brug ledende i en udvikling, der kulminerede med det første andelsmejeri i Hjedding 1882 og herefter var der i perioden 1860-1903, hvor den første mejeritælling i Danmark blev foretaget, en udvikling der førte frem til en klar dominans af andelsmejerierne.

Hvor det havde været større gårde og godserne, som havde været ledende i udviklingen indtil andelsbevægelsens start 1882-88, så kom de middelstore gårdmandsbrug nu i førertrøjen.

Illustreret med tal for landbrugsproduktionen ser man tydeligt, hvorledes situationen udviklede sig med det resultat, at ikke mindst mejeridrift og smørproduktion blev den førende sektor i dansk samfundsøkonomi i perioden op til 1914, hvor i øvrigt godsejernes politiske dominans med Estrup og provisorietiden var i fokus i Danmarkshistorien.^[7]

Ved århundredskiftet til 1900-tallet tabte godsejerne både den økonomiske og politiske magt.

Hvor mejeridriftens forløb var en markant overgang fra de store landbrugs og godsejernes hollænderier til fælles- og andelsmejerier med en glidende overgang fra fælles- til dominans af andelsmejerierne, så var forløbet anderledes i svineproduktionen.

Der var forgæves fusionsforsøg^[8] mellem de private og svineslagterierne 1890-91. Sammenbruddet i disse forhandlinger var både økonomisk og politisk betinget - andelsbevægelsens bønder brød sig ikke om "kapitalisterne", de private slagteriejere, som de mistænkte for at ville snyde dem. Og især var det et handicap for topfolkene i den private slagteriverden, hvis de begrundet kunne mistænkes for at sympatisere med Højre, provisorietidens tabende part på den politiske front.

Fra herregårdsmejerier, hollænderier til fælles- og andelsmejerier

Inden egentlig mejeridrift startede i løbet af 1700-årenes Danmark, lavede man smør på almuevis, almuesmør. Det var et mælkeprodukt af lav kvalitet, som almuen stort set kun brugte i egen husholdning. Til denne produktion lod man fade med mælk stå nogle dage på producenternes hylder under loftet, hvor der så øverst dannede sig et smørlag - ofte med fluer og utøj i mælken, og smørkvaliteten blev derfor højst uensartet og et resultat af den enkelte producents krav til hygiejnen. Samtidige kritikere hævdede, at den tids almuesmør kun var velegnet til brug som vognsmørelse.

Der skete derimod en væsentlig forbedring i smørproduktionen på samtidens herregårdsmejerier, der efter holstensk og hollandsk forbillede kunne håndtere større mælkemængder på en mere ensartet og hygiejnisk måde, ofte under ledelse af fagkyndige "mejersker", som havde særlig forstand på mælkebehandling. Arbejdet med køer var oprindeligt et kvindeområde, som mænd ikke beskæftigede sig med. Der blev 1836 indført en toårig uddannelse som mejerske^[9], som tydeligt markerer dette forhold.


Mejerske på uidentificeret postkort 1910-20. Sådan kunne der godt have set ud på Hald Mejeri 1886-92, hvis Ane Kirstine Kjær havde deltaget i fællesmejeriets drift. Dog ikke med det lurmærkede papir på væggen, der først blev registreret varemærke 1901. Der pakkes dritler med smør fra den store kærne, og der er vægte og lodder i forskellige størrelser.	Disse mælkekuske ved Hannæs Mejeri, Thisted Kommune er fotograferet nok nogle år efter mejeriets start 1911. Tilsvarende kunne man muligvis se i Hald, hvor der 1893 var fem registrerede ruter, fra 1898 seks og særskilt smørkørsel - med et tilsvarende antal mælkekuske.

Smørproduktionen var især blevet udviklet i hertugdømmet Holsten, der var en del af det danske kongerige indtil 1864, og i Holland. Et dansk herregårdsmejeri blev ofte kaldt for et hollænderi. I Oeconomisk Journal fra 1757 hedder det: "Den, som selv har Hollænderiet, maa i det ringeste holde en Meyerske."

Omkring 1830 indførtes fra Holsten det såkaldte bøttemejeri med store flade bøtter, der havde en stor overflade, og som blev placeret i tør luft^[10]. En yderligere forbedring af smørkvaliteten skete, da man gik over til at nedsænke fade og beholdere med mælk i vand, senere kombineret med ismejerier, hvor isen fremmede smørdannelsen.

Sammenfattende om herregårdsmejerierne, hollænderierne forholdt det sig sådan, at behandlingen af mælk, hvad enten der stod ost eller smør på menuen, helt overvejende var en kvindesag, hvor herregårdene havde ansatte mejersker til arbejdet.

Salget af varerne blev derimod varetaget af mænd, ligeledes administrationen af de underordnede ansatte, som blev varetaget af de såkaldte hollændere.

På de danske bondegårde var arbejdet med mælken bondekonernes og pigernes domæne.

Så længe det danske kornsalg til de industrialiserede områder i Europa, og her især England, gik godt - og det gælder primært tiden 1830-70'erne - manglede man kontante tilskyndelser til en mere organiseret og gennemført kvalitet i smørproduktion og -eksport. Det kom der med landbrugskrise og omlægning fra vegetabilsk, især kornproduktion til animalsk landbrugsproduktion.

Fællesmejerier især i Østdanmark

Landbruget stod i en helt ny situation med problemerne i planteavlsproduktionen, hvor løsningen blev selv at bruge planteavlen som foder i en animalsk produktion.

Herregårdsmejerierne kunne tage kampen op om markederne for animalsk produktion, men der var desuden driftige unge mejerister og andre, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør. Disse aktiviteter gik under betegnelsen fællesmejerier og var især hyppigt forekommende i Østdanmark. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her tale om en form for lukkede interessentskaber snarere end fællesmejerier. Eller som tilfældet var i Hald, en landmand med en mejeristuddannelse, der for egen regning og risiko købte og drev fællesmejeriet i Hald med leverance fra både de store - "ØrslevKloster, Lerchenborg og Baadsgaard" - middelstore og mindre bedrifter på egnen. Leverancen fra ”de store” er interessant, da det må betyde, at de her tidligere eksisterende herregårdsmejerier, hollænderier må være blevet nedlagt eller har været under ophør.

Andelsmejerier i Sydvestjylland

I Vestjylland var situationen anderledes end i det østlige Danmark. Med gødningskrævende sandjord og før grundlæggelsen af Esbjerg Havn (byggeri af havnen fra 1868) med mangel på eksporthavne har området aldrig haft en stor kornproduktion. I stedet satsede man på eksport af svin og levende kvæg. Denne satsning var o. 1880 ved at blive vanskelig i området. For det første var jorden gødningsmæssigt ved at være "presset". Dertil kom eksportproblemer til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I 1864 havde Danmark desuden mistet Altona som udskibningshavn. I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark.

Men i stedet for at lade herregården - dem var der ikke så mange af i Vestjylland - eller en mejerist fra et fællesmejeri "skumme fløden", valgte man i vid udstrækning selv og i fællesskab at høste fortjenesten ved etableringen af andelsmejerier.

Fællesskabs- eller andelstanken blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på forskellige landbrugsskoler i området, bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup, måske også af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne med næsten ens gårdstørrelser.

Resultatet blev oprettelsen af andelsmejeriet i Hjedding 1882 med flere lignende initiativer samme år. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg det førende område for andelsbevægelsen.

Allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier, 1888 var det store gennembrudsår.

I gennembrudsfasen var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden meldte husmændene sig også ind i andelsbevægelsen.

1894 var der i alt 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163^[11].

Det er skønnet, at omkring 1890 leverede ca. en tredjedel af samtlige landbrug mælk til andelsmejerier^[12]. Men herefter bliver andelsmejerierne stadigt mere dominerende.

I en opgørelse over Mejeribruget i Danmark 1914^[13] er der ”Oplysninger fra 1503 Mejerier, … 681 paa Øerne og 822 i Jylland ... 1380 betegnet som Smørmejerier og 123 som Handelsmejerier.”

De vigtigste i opgørelsen er smørmejerierne, hvor handelsmejerierne blot køber og videresælger mælk i modsætning til smørmejerierne, der udskiller fløde og kærner smør.

Af de 1380 smørmejerier er ”1168, Andelsmejerier, 196 er Fællesmejerier og 16 Herregaardsmejerier.”

Procentuelt var de 1380 smørmejerier i 1914 fordelt således:

Andelsmejerier	Fællesmejerier	Herregårdsmejerier
84,6 %	14,2 %	1,2 %

Den samme kilde, Statistiske Meddelelser har en usikker opgørelse over mejeriernes antalsmæssige udvikling 1900, 1906, 1909, 1914^[14]. Den kan ikke bruges direkte, da handelsmejerier udskilles som særskilt gruppe i 1914, men der kan konstateres en klar vækst i andelsmejerierne over for et fald i antallet af fælles- og herregårdsmejerier.

I 1955 var der 1256 andelsmejerier og 224 privatmejerier, 20 år senere var der 218 andelsmejerier og 76 privatmejerier.^[15]

Udvalgte aspekter af mejeriernes og slagteriernes landbrugssamfund

Der er her valgt en skønlitterær vinkel på den dagligdag og de samlivsformer, som har præget Danmark og befolkningen kulturelt og socialt i hundredåret 1870-1970.

Til periodens begyndelse er valgt Jeppe Aakjær, først og fremmest den diskussion om samtidens karlekamre, der blev rejst med Vredens børn, 1904 og hans forudgående læserbreve i Skive Folkeblad om emnet.

Albert Dams Så kom det ny Brødkorn, 1934 har en indlevet skildring af livet i Skanderup Sogn, Skanderborg,^[16] hvor man næsten kan lugte møddingen på den gårdsplads, hvor den med driftsmæssig succes blev forvist til et mere diskret sted på gården. Sammen med malende karakteristikker af beboere og arbejdskraft på gårde og i husene.

Samtidig debat omkring kvinder, mejeridrift og karlekamre

Bemærk, at der 1888 på et udstillingsmejeri i København i præsentationen af en ny tids mejeridrift optræder 4 mejersker, ingen mænd, ingen mejerister.

Mælk og mejeridrift var før fælles- og andelsmejerierne klart et område, hvor kvinder, mejerskerne spillede den dominerende, håndværksmæssige rolle på hollænderierne.

Efter andelsmejeriernes gennembrudsår 1888 kan man i ”Mælkeritidende”, udg. Af Dansk Mejeristforening, 1892 s. 130 ff. se en debat omkring kvinders og mænds rolle i mejerifaget, først og fremmest den ledende stilling som mejeribestyrer.

De debatterende mænd anerkendte her de kvindelige mejerskers positive rolle, men nu skulle man passe på ikke at ødelægge mejerierhvervet, hvor mændenes konkurrence om den ledende mejeribestyrerstilling var ødelæggende nok, syntes nogle debattører. Og, hævdede man, kvinder magtede og forstod ikke den nye, komplicerede teknologi, som nu optrådte i mejerifaget. Ej heller kunne de ”med skørter og kjoler” risikere den farlige omgang med en ny tids maskiner. Endelig mente de mandlige debattører ikke, at kvinder havde fysik til at tumle med de tunge spande og smørdritler, hvor det også krævede en stålsat mand at stå model til de ind imellem stridbare andelshaveres krav til og indvendinger mod den daglige mejeridrift. For slet ikke at tale om kvinders manglende format til at skulle lede mejeriets daglige personale. "Foruden selve Mejeripersonalet er der en hel Del Mælkekuske - stundom raa Personer. Og ... alle Slags Mennesker ... som ikke alle er saa nemme at komme til Rette med - Aandsdannelsen er desværre kun ringe og … Agtelsen for Kvinden endnu mindre. "Dog "Smørrets Pasning det kan det være rart for Properhedens Skyld at have en Kvinde … ” til at varetage.

En enkelt kvindelig mejeribestyrer og en mejerske frabad sig den mandlige bekymring og anførte, at det helt afgørende som tilforn var evne og vilje til at bestride det stadigt mere krævende arbejde.

Udviklingen inden for mejeriområdet fortsatte hen mod mandlig dominans. Søren Hansen Salling, forstanderen på Ribe Mælkeriskole deltog også i debatten med et indlæg i Mælkeritidende under overskriften ”Vore Mejersker”.

Iflg. forstander Salling havde ”vore Mejersker … spillet en fremragende Rolle … da Bøttemejeriet var i sin Blomstring. Da færdedes Mejersken ren og pyntelig med det store skinnende hvide Lærredsforklæde i Mælkekælderen med Myndighed og Værdighed og med enevældig Magt.”

Men, hævdede forstander Salling, nu var den tid helt ovre, Mejerskerne ”har tabt Hovevedet” og er blevet fortrængt af mejerister. ”… Mejerskerne har en lige saa begrundet Ret til at være med i Kapløbet om de gode Stillinger i Mejerigerningen, naar de kan møde frem med den samme praktiske og teoretiske Dygtighed som Mejeristerne sidder inde med. Men vil de erhverve sig denne Dygtighed? - Dette Spørgsmaal maa de selv besvare. - Hidtil har de haardnakket svaret nej! idet kun omkring ved 5 Mejersker har søgt vore Mælkeriskoler, naar disse har været søgt af 100 Mejerister. Om de en Gang, inden det er for sent, kommer til at svare ja, vil Tiden vise. Nærværende Stykke vil jo ikke ægge dem, hvis det fremdeles er sandt, at „Mejerskerne ikke læser Mælkeritidende - eller „Hvad vi vil”. Ribe Mælkeriskole, d. 20/2 1892.”

	Undtagelsen, der bekræfter reglen, Kirsten Nielsen kaldet Kjesten Mejersk, gik af som mejeribestyrer i 1944 efter 40 års tjeneste ved Bjergesø Andelsmejeri. Hun var da den sidste kvindelige mejeribestyrer i Danmark.^[17]

Eller Jeppe Aakjær, Mejerisang, Digte 1885-1908

...

De Mejerister er

et eviglystigt Folkefærd,

med Latter, Larm og Sang

henrinder Dagen lang;

med Støvlen fuld af Vand

og Næven i en Flødespand,

i Sprøjt af alle Slags,

de boltrer sig som Lax.

Drik Mejeristens Skaal

i Kjærnemælk til bredfuldt Maal,

og tøm den til dens Bund,

for Kjærnemælk er sund,

og det er Standen med,

og derfor skal paa dette Sted

nu Mejeristen ha'

et dansk Hurra, Hurra!

Jebjærg Mejeri, Juli 1888.^{^[18]}

Ud over Jeppe Aakjærs markering af mejerister frem for mejersker, så ser vi her en hyldest til vennen, Esper Andersen og hans fællesmejeri fra 1884 i Jebjerg.

I et mandsdomineret samfund med gårdmænd og mandlige mejerister som udviklingens spydspidser var der ikke megen debat om mejerskernes tabte terræn i tidens erhvervsudvikling. Det blev der derimod med en debat med Jeppe Aakjær i front, som kom til at betyde en ændring i Tyendeloven fra 10. maj 1854, afløst af Medhjælperloven 6. maj 1921.^[19]Et markant resultat af en debat, der udsprang af Jeppe Aakjærs beskrivelser af forholdene på datidens karlekamre. Først som læserbrev i Skive Folkeblad 17. marts 1890, så med romanen Vredens Børn, der udkom dec. 1904.

Forholdene på disse karlekamre har ikke andet med mejeridriften at gøre, end at vi bliver præsenteret for en side af tilværelsen hos nogle leverandører af mælk, som Jeppe Aakjær gav udtryk for at have set udspille sig i Salling og Fjends. Uanset hvor meget, der har været om Jeppe Aakjærs iagttagelser, så blev de debatteret og fik en politisk indflydelse, som formentlig de færreste forfattere direkte kan fremvise med en litterær indsats.

Før Jeppe Aakjær 1904 skrev romanen Vredens Børn, fokuseret på forholdene for datidens tyende på landet, havde han i Skive Folkeblad 17. marts 1890 en beskrivelse af forholdene på karlekamrene ”trindt om i det kjære Salling og Fjends Herred”.

Aakjær gav her en malende beskrivelse af karlekamrene som ”Pestkuler”, ”Karlebaase”, hvor ”Aljen fra Kreaturerne ved Siden af har banet sig Vej under Dørtræet ind i Kammeret”. En beskrivelse, som mildest talt ikke vakte begejstring hos ”vore Gaardmænd”, som Jeppe Aakjær hermed fik et langvarigt, dårligt forhold til.

Dog var han samtidig gode venner med den væsentligste bidragyder til Jenle, proprietær Per Odgaard (1851-1910). Samt med den teknisk begavede mejerist, Esper Andersen (1859-1936), begge som Aakjær selv dybt rodfæstede i Salling og Fjends.

Et enkelt eksempel på den lokale reaktion, som den kom til udtryk i Skive Folkeblad, da Jeppe Aakjærs roman, Vredens Børn udkom 1904.

Opponenten til Aakjær anførte, at der kan være tyendeforhold, som bør ændres, men at "... hr. Jeppe Aakjær ... har skadet ... det gode Forhold mellem Husbonde og Tyende paa Landet..." med den debat, han har skabt.

Det er ganske sigende for debatten om Vredens Børn, at Venstres aviser stort set alle fokuserede på reaktioner på bogen, som kunne læses i Skive Folkeblad. Et indlæg 21. dec. 1904 satte spørgsmålstegn ved, om Jeppe Aakjær overhovedet nogensinde havde været i de af ham beskrevne karlekamre. Eller den anden reaktionstype i de samme blade, at det var den rendyrkede socialistiske agitation, som Jeppe Aakjær sammen med meningsfællen Johan Skjoldborg udøvede, f.eks. Svendborg Avis 24. dec. 1904, som citerer Skive Folkeblad 21. dec. 1904.

Socialismeprædikatet fremføres i Skive Folkeblad 24. dec. 1904 under overskriften "Digter-Socialisterne - Ude efter Tyendet", hvor Ringsted Folketidende citeres for at skrive, at "de to Digtere Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær ... gav nyttige Raad ... (om), at man skal søge at faa Tyendet ind under de samvirkende Fagforbund. Altsaa ren og skjær Socialisme".

Læserbrevsskribenten i Skive Folkeblad 21. dec. 1904 anfører at have været nabo til forældrene i Aakjær, som var ordentlige folk, der ikke var bekendt for en "urenhed", der gav fnat, hvor Jeppe så skulle have fået den fra. "Nej, vi kjender Jeppe ... en nabosøn ... som helst vilde lade de andre Søskende gjøre Arbejdet og selv være fri … ”

Jeppe Aakjær reagerede på kritikken i Skive Folkeblad 15. jan. 1905 med et svar umiddelbart efter udgivelsen af Vredens Børn, som "er mere omtalt og udskjældt, end den er læst..." Det har sikkert ikke gjort kritikerne mildere stemt, at Aakjær efter at have inddraget statistisk belæg for forekomsten af fnat og manglende renlighed "i vore Landdistrikter" karakteriserer kritikerne henholdsvis som et "... enfoldigt menneske ..., der haandterer Pennen som en Møggreb og anser det for god Journalistik at kaste blækflasken i Hovedet paa sin Modstander."

Skribenten, hvis pen karakteriseres som "Møggreb" af Aakjær, ser ud til at være Joh. Østergaard.
Eller den her citerede Mads Jepsen, som "har redet min Ryg, fra jeg første Gang traadte ind paa Forfatterbanen ... for at forvrænge mine Ord og Hensigter."


Det er Jeppe Aakjærs "plageånd", Mads Jepsen, som han 1905 tager til genmæle mod. Et i Venstre pressen ofte citeret "nabo-inlæg" mod Jeppe Aakjær, sign. Joh. Østergaard.

Som eksempel på det forvrængende i Mads Jepsens debatstil citerer Jeppe Aakjær ham for i anledning af en tale sammen med udkomsten af Vredens Børn kun at have læst et ufuldstændigt referat af talen i "Social-Demokraten for 10. dec.". Og at have kommenteret både tale og bog med bemærkninger, hvor "enhver enfoldig Læser (må) tro, at det er noget, Jeg (Aakjær) har sagt ... (nemlig): Ret saa! Giv dem bare deres Fedt, de forædte Storbønder ... Fnat har hveranden Karl og Pige! Bonden er ligeglad ... Jo, vi kjender dem disse dovne Sognekonger!"

Hertil bemærker Aakjær, at "... det er den almindelige Opfattelse, at netop saadan har jeg talt ... thi det staar jo at læse i Aviserne ... Og dog har jeg ikke sagt et Ord af alt dette ... det er uhæderlig Journalistik..."

Jeppe Aakjær er helt tydeligt glad for en anmeldelse af hans bog, som forfatterkollegaen, den nationalkonservative Valdemar Rørdam har givet 28. dec. 1904, og som Mads Jepsen iflg. Aakjær har "forvrænget". Han anfører fra Rørdams anmeldelse og tilkendegivelse om sagen, at "Karlekamret er overalt utilladeligt slet. Som Aakjær skildrer det ..., saaledes er det ganske rigtigt den Dag i Dag på Tusinder af store og smaa Gaarde Landet over ... Jeg har selv set det, jeg kan bekræfte den fuldkomne Paalidelighed af Aakjærs Skildring."

Et sammenfattende indtryk af diskussionen omkring karlekamrene kan man måske få i referatet af en "Diskussion i Studenterforeningen om Landbruget i den moderne Litteratur" med deltagelse af en repræsentant for "de større Jordejere", over for litteraturen, repræsenteret ved Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær, her refereret efter Bornholms Avis og Amtstidende 28. februar 1905. Fortaleren for jordejerne karakteriserer fremstillingen af tyendets forhold "som en stor Overdrivelse, fuld af Misvisninger, helt igennem tendentiøs ... han vilde (dog) indrømme, at Karle- og Pigekamrene ofte kunde være bedre ... men først og fremmest kom det an paa Beboerne selv ..."

Jeppe Aakjær svarede, at "intet var skrevet i hans Bog, uden bygget ud fra Selvsyn ... Godsejer, Landstingsmand Rottbøl fandt, at Aakjærs Forsvar var at gaa uden om Sagen, han vilde have kunnet forstaa Jeppe Aakjær, hvis han havde haft i Sinde at tale Socialisternes Sag, men dette nægtede Aakjær kraftigt."

Mejerierne, Ladelund Landbrugsskole og mejeriarkitekten E. V. Lind^[23]

Fælles- og andelsmejerier Skive, Salling, Fjends, Fur og på Mors.

Fællesmejerierne var som anført fra start dominerende på øerne, andelsmejerierne i Jylland. Lokalt har der været tale om en variant med fælles- og andelsmejerier, hvis placering, størrelse og startfase her skal være sammenligningsgrundlaget for en nærmere behandling af Hald Fælles- og Andelsmejeri samt Thise Mejeri.

Materialet hertil, givet de valgte geografiske afgrænsninger, er i første række den samlede og i vid udstrækning samtidige oversigt i udgivelsen Danske Mejerier 1915-17 over fælles- og

andelsmejerier. Man skulle umiddelbart tro, at bd. 3, 1917 med mejerier i det nordvestjyske område ville være en komplet, nyttig og troværdig kilde, men det har vist sig desværre ikke at være tilfældet, både m.h.t. fuldstændighed og nøjagtighed i registreringen.^[20] Ej heller kan man stole på, at alt er korrekt registreret på lokalarkiverne, hvor der både kan forekomme faktuelle fejl og - selvfølgelig - manglende oplysninger.^[21] Alle oplysninger er forsøgt sammenholdt med samtidige avisoplysninger, først og fremmest Skive Folkeblad.^[22] Desuden er her benyttet Skivebogen 1974, s. 34-82, en m.h.t. mejerier, slagterier og andelsbevægelse temmelig ufuldstændig oversigt over Skiveegnens udvikling 1870-1890.

De her præsenterede mejerier havde - eller fik - ishus, der kunne rumme 80-200 m³ is, rund elle firkantet skorsten o. 20-25 m høj, en vandkilde, brønd el. vandløb, evt. udnyttelse af ”Kloakvand … til Overrisling”, forskellige former for vægte og centrifuger, ”Kærneæltere”, flødebassiner, kedler til opvarmning, "Forvarmere og Pasteurer”, evt. Ringkølere”, træostekar, transportspande.

Periodens mejeribygninger blev fra o. 1910 præget af den lokale arkitekt E. V. Lind, ikke dominerende lokalt, men i det samlede mejeribyggeri i Danmark skulle Lind have bidraget med arkitekttegninger til 342 mejerier^[24].

Danske Mejerier Bd. 1-4, som dækker perioden indtil 1918, har kun 54 mejerier registreret som tegnet af Arkitekt Lind, primært i forbindelse med mejeriombygninger. Resten må være herefter.

Linds mejeriarkitektur henter bl.a. inspiration fra vestjyske klitgårde, og hans mejerier vurderes til have omfattet et samlet hele af mejeribestyrerbolig, vognport og mejeri.^[25]

Alle de indtil 1918 observerede mejerier lå placeret i Jylland, flest i Viborg, Randers, Ringkøbing og Thisted amter, samt Aarhus og Omegns mejerikreds.

Profeten ser således ud til at have været rimeligt anerkendt i sin hjemstavn og tilliggende omegne.


Mejerikreds	Antal mejerier	%	Mejerikreds	Antal mejerier	%
Aarhus og Aarhus og Omegn	9	15,5	Randers Amt	10	17,2
Hobro og Omegn	1	1,7	Silkeborg og Omegn	1	1,7
Vendsyssel	1	1,7	Hjørring Amt	2	3,4
Hammerum Herred	2	3,4	Viborg Amt	12	20,7
Thisted Amt	7	12,1	Ringkøbing Amt	10	17,2
Ribe Amt	2	3,4	Sydjysk	1	1,7

Mejerier i alt				58	100,0

Lokale mejerier, tegnet af arkitekt E. V. Lind

Det er værd at konstatere, at Skive Andelsmejeri ved oprettelsen har været et efter tidens brug temmelig fornemt to etagers langhus med kvistparti.

Det ændres ved E. V. Linds ombygning i 1911 til et typisk E. V. Lind mejeri i Bedre Byggeskik stil, som ved ombygningen i 1931 bevarer denne stil, men udvider pladsmæssigt ved næsten at fordoble langhuset.

Bygningen er bevaret i Thomsensgade som beboelse med kun relativt få stilmæssige ændringer.

Det ældste, kendte foto af Højslev Andelsmejeri er publiceret i bd. 3 af det næsten samtidige værk, Danske Mejerier bd. 1-4, hvor bind 3 udkom 1917. Dette fotografi må formodes at være taget kort tid efter mejeriets ombygning i 1914 ved arkitekt E. V. Lind. Det kan sammenholdes med fotografier fra o. 1950 og 1959, og vi kan så se, at huset op til mejeriet o. 1914 har ligget lige ud til jernbanen.

Det har muligvis 1914 også været opført som bolig for mejeribestyreren, eller det har ligget der fra mejeriets start, det er umuligt at konstatere i folketællingerne, hvor man blot kan konstatere, at mejeribestyreren var bosat i "Østerris".

Som mejeribestyrerbolig må det være H. S. Omanns familie på fotoet.

Mejeribestyrer Hans Sørensen Oemann er i 1916 folketællingen^{^[26]} registreret på matr. 3y (eller v), Østerris, Højslev Stationsby med familie, 4 børn, 4 mejerielever, tjenestepige og en slægtning. Der må have været fuldt hus i den forholdsvis beskedne bolig.

Tre af matriklerne i Højslev Stationsby har alle prædikatet "Østerris By, Højslev", 3y med tilføjelsen "(820864)", 1471 m².

I den nærmere bestemmelse af byggeri, udvidelser og flytning af mejeriet og "Alfa Brugsen", som efterfølgende helt har overtaget (og nedrevet) den gamle mejeribygning, har det desværre ikke været muligt at få en præcis kronologi for de luftfotografier, der er arkiveret under Det Kongelige Bibliotek.^{^[27]}

Men med brug af de sparsomme oplysninger i folketællingsmaterialet fra 1901 og flg. år, der viser mejeribestyrere bosat på Højslev Andelsmejeri, kan vi ud fra matrikelfortegnelsen fastslå, at matrikelnummeret, hvor Højslev Andelsmejeri var placeret, er 3y, husnummer er Viborgvej 214. I 1901 folketællingen er matrikelfortegnelsen undladt, men Højslev Andelsmejeri har løbenummer 11 ud af 27, matriklerne er alle 3 med forskellige bogstaveringer, dog ingen med y. Ejeren anføres som Højslev Kommune. I 1906 folketællingen er H. S. Oemann blevet mejeribestyrer, matrikelnummer 3.

De her anførte lokale eksempler på mejerier, tegnet af arkitekt E. V. Lind, Skive, er repræsentative og eksemplariske for de 342 andelsmejerier^[28], den produktive, lokale arkitekt har tegnet. I kronologisk rækkefølge er der flg. lokale Lind mejerier:

Godthaab i Jebjerg opført 1908, Nr. Lem Brodal 1910, Skive Andelsmejeri 1911 og Højslev Andelsmejeri 1914.

Foto af Skive Andelsmejeri er af byarkivet dateret til o. 1915, altså fire år efter opførelsen.

Mejerierne har alle den typiske kvist facade med et rundbuet parti og udluftningskanal i tagryggen, som stort set er gennemgående for Linds mejeriarkitektur.

Skive Andelsmejeri står stadig genkendelig i Thomsensgade 18.

Lind er lokalt også arkitekt på Sparkær Andelsmejeri 1916 og Durup Andelsmejeri 1916. Med lidt lignende byggestil på Gamstrup Andelsmejeri 1911, muligvis inspirator for Hald Andelsmejeri^[29].

Mejerier på Fur, i Mors, Salling og Fjends

Mejerioversigten er geografisk inddelt og er desuden i nogen udstrækning struktureret efter de benyttede lokalarkiver. I videst mulig udstrækning med oplysninger om både fælles- og andelsmejerier, oprettelsestidspunkt(er), antal leverandører og omfattede besætningsstørrelser på opgørelsestidspunktet, dvs 1917, hvor oplysningerne stammer fra i Danske Mejerier. Størrelse og benyttet mejeriteknik er nøje registreret i Danske Mejerier men er oftest helt eller delvist manglende i lokalarkivernes og den samtidige presses oplysninger.

Fur

Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, Fur Andelsmejeri ca. 1925. Iflg. arkivet er mejeriet nyopført 1924 i Nederby, arkitekt er tydeligt E. V. Lind.

Det ene registrerede andelsmejeri på Fur har haft et fællesmejeri som forgænger.

Første gang Skive Folkeblad omtaler "Fur Mejeri" er 19. marts 1891, hvor der annonceres efter "en Mejerielev ... der fra 1. Maj kan faa Plads paa Fur Mejeri". Fællesmejeriet på Fur kan således konstateres etableret senest 1891. I Skive Folkeblad er der 17. juli 1903 en berigtigelse fra Kristen Andersen af en omtale af mejeriets priser, som skulle være "laveste Notering ... idet Fællesmejeriet her betaler efter højeste og ikke laveste Notering."

Fællesmejeriet på Fur har således 1903 været nødsaget til at korrigere den lokale presseomtale af mejeriets priser til leverandørerne. Disse har velsagtens som i andre lokaliteter^[37] været ganske opmærksomme på muligheden for selv at tage hele gevinsten med oprettelserne af andelsmejerier.

14. april 1905 hedder det i Skive Folkeblad, at "Fur mejeri vil fra 1. August overgaa til at være Andelsmejeri, idet Beboerne har kjøbt Mejeriet af Mejerist Andersen ... for saa vidt vides 6500 kr."

I mejerifortegnelsen er Fuur Andelsmejeri registreret oprettet 1905 med 210 leverandører, 400 køer.

På en ekstraordinær generalforsamling april 1924 blev det besluttet at bygge et nyt mejeri, og det oplyses her 29. april 1924, at der er 199 andelshavere.

Hvis der regnes på oplysningerne fra 1917, var der på Fur 210 leverandører med 400 køer, 1,9, knap 2 køer per leverandør.

Iflg. biografiske oplysninger fra en mejerielev i 1930’erne var mejeriet på dette tidspunkt ”søndagshvilende”. ^[38] Mejeribestyrer Chr. Christensen ”var 1907 paa Ladelund Mælkeriskole. Blev 1909 Bestyrer paa Fuur.”^[39]

Det fremgår ikke af andre kilder, at der skulle have været "søndagshvile", ej heller af dagsordnerne for de årlige generalforsamlinger. Tværtimod er der i Skive Folkeblad en annoncering 21. dec. 1925 med, at "Fur Mejeri kører 2. Juledag."

Mors

Mejerier, registreret i Morsø Lokalhistoriske Arkiv[40] og i Danske Mejerier Bd. 3.

Der oprettedes ret tidligt og ret mange fælles- og andelsmejerier på Mors, start allerede 1881 og i alt 13 mejerier^[41].

1.	Assels Andelsmejeri, oprettet 1888, 325 leverandører 1600 køer. Bestyrer Niels Jacobsen, Dalum Mælkeriskole. Ombygget af E. V. Lind 1924.
2.	Damsgaards Mølle Andelsmejeri, oprettet 1890, ombygget 1907, 223 leverandører, 800 (?) køer. Bestyrer S. Bredahl, Ladelund Mælkeriskole.
3.	Faartoft Mejeri omtales i Danske Mejerier Bd. 3, s. 228 som forgænger til Flade Andelsmejeri, oprettet 1883, andelsmejeri 1894, bestyrer 1907-13 Kr. Søndergaard, Ladelund Mælkeriskole. Iflg. Anna Thorsen, Minder fra Mors og Thy blev Faartoft Mejeri revet ned 1913, da Solbjerg Andelsmejeri blev opført.
4.	Solbjerg Andelsmejeri, oprettet 1913, arkitekt Lind, 160 leverandører, 700 køer, bestyrer Kr. Søndergaard, kommer fra Faartoft, Ladelund Mælkeriskole.
5. 6. 7.	Erslev Andelsmejeri, oprettet 1887, senere til- og ombygget, 400 leverandører, 1800 køer, bestyrer N. A. Christensen, Ladelund Mælkeriskole.	Starter som Tødsø Fællesmejeri 1881 v. Ole Kristensen, som blev til det første andelsmejeri på Mors, Erslev. Et fællesmejeri i Sejerslev fra midten af 1880’erne måtte nedlægges.

8.	Flade Andelsmejeri, oprettet 1913, bygning v. arkitekt Lind, 171 leverandører, 734 køer, bestyrer J. Jensen, Ladelund Mælkeriskole.
7.	Hovgaard Andelsmejeri, Sejerslev, 200 leverandører, 700 køer, bestyrer Th. M. Lynggaard, Ladelund Mælkeriskole.
8.	Jølby Andelsmejeri, fællesmejeri 1882, andelsmejeri 1893, 300 leverandører, 1200 køer, bestyrer Kr. Rasmussen, Dalum Mælkeriskole.
9. 10.	Karby Andelsmejeri, 1882-88 Hvidbjerggaard Fællesmejeri, herefter andelsmejeri, 1893 bygges Karby Mejeri,	Iflg. Danske Mejerier Bd. 3, s. 285-86 fællesmejeri 1882-86, nybygget andelsmejeri 1893, iflg. Dansk Mejeristat, s. 437 "Ombygning 1911 og 24 under Medvirken af Arkitekt E. V. Lind, Skive." Det er desværre umuligt at sige, hvori de respektive ombygninger 1911 9g 1924 bestod, men det oprindelige mejerihus er her helt typisk blevet forsynet med den karakteristiske Lind gennemgående kvistbygning med rundbuede vinduespartier.
11.	Lødderup Andelsmejeri, 350 leverandører, 1476 køer, bestyrer J. Korsgaard, Dalum Mælkeriskole.
12.	Solbjerg Andelsmejeri, oprettet 1913, arkitekt Lind, 160 leverandører, 700 køer, bestyrer Kr. Søndergaard, Ladelund Mælkeriskole.
13.	Dueholm Mejeri, vandmejeri på herregården Dueholm, købes 1903 af A. Chr. Haaning, mejeriejer indtil 1930’erne[42], 50 leverandører, 300 køer. Fungerede som mejeri indtil 1983, hvor museet købte mejeriet.
Dueholm Herregård, malet 1838 af R. H. Kruse. Iflg. oplysninger fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv ligger mejeriet længst t.v. på arkivbilledet, hvor der ikke er en mejeriskorsten. Det er en tegning af Dueholm Mejeri o. 1930, Morsø Lokalhistoriske Arkiv. Dueholm Mejeri er del af Dueholm Kloster, herregård indtil 1890’erne. De middelalderlige dele af mejeriet er tinglyst fredet.

Mejeribygningen er først opført i det middelalderlige Dueholm Kloster en gang i 1300-tallet. Omkring 1800 blev bygningen omlagt fra studestald til den tids herregårdsmejeri under inspiration fra Holsten. Efter at være blevet andelsmejeri blev det slået sammen med Erslev Mejeri. I 1984 blev det nedlagt og solgt til Morslands Historiske Museum.

Oplysningerne fra Danske Mejerier om de her karakteriserede mejerier er udgivet 1917 og må formodes at være dækkende for 1916-17.

Hvis vi går ud fra, at vi her har alle Morsøs mejerier^[43], så kan der optælles 2622 leverandører med 11259 køer. Det giver en gennemsnitsbesætning på 4,3 køer fordelt på 12 mejerier.^[44] Eller det gennemsnitlige antal leverandører og gennemsnitlige antal køer til hvert af de samme 12 mejerier er henholdsvis 219 leverandører og 938 køer.

Det kan konstateres, at leverandørerne på Mors havde mere end den dobbelte besætningsstørrelse i forhold til Fur, hvor gennemsnittet var 1,9.

Salling

Mejerier, registreret i Sallingsund Lokalarkiv, Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, Spøttrup Lokalarkiv og - først og fremmest - Danske Mejerier Bd. 3, der er en stort set samtidig, udgivet 1917 fortegnelse. Materialet skal sammenholdes og justeres for åbenbare fejl, som kan forekomme i både lokalarkivernes registreringer og i Danske Mejerier.

Med forbehold for gengangere kan der i Salling konstateres registreret 14 fælles- og andelsmejerier. Der tages udgangspunkt i Danske Mejerier og sammenholdes med lokalarkiverne.

Durup Andelsmejeri er oprettet 1892, ombygget 1916 v. arkitekt E. V. Lind, 320 leverandører, 1300 køer. Bestyrer N. K. Højmark, Ladelund Mælkeriskole.^{^[45]}
Gamstrup Andelsmejeri i Roslev er oprettet 1886 iflg. Sundsøre Lokalarkiv.^[46] Og 1911 med nedlæggelse af ”Roslev og Kirkeby Mejerier”^[47], 220 leverandører, 1000 køer.^[48] Byggestilen ligner typisk arkitekt E. V. Lind. Arkitekten fremgår ikke i Danske Mejerier, Bd. 3, s. 492, heller ikke af Sallingsund Lokalarkivs, men derimod sporadisk af Sundsøre Lokalarkivs registreringer. Bestyrer M. Sørensen Ribe Mælkeriskole.
Roslev Andelsmælkeri. 2. sept. 1889 meddeles der i Skive Folkeblad om afholdelse af licitation på mælkekørsel for ”Roslev Mejeri”, overtaget af Gamstrup 1911. I Roslev har der desuden siden 1893 været Nordsalling Andelsmejeri, 352 leverandører, 1790 køer, bestyrer siden 1898 Jens Chr. Lund, ingen anført Mælkeriskole.^[49] Over Møjbæk Mejeri kan identificeres som registreret af Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, hvor det fremgår, at mejeriet senere bliver til Nordsalling Andelsmejeri^[50].
Frem Andelsmejeri, oprettet 1897, med 349 leverandører, 1300 køer. Bestyrer Kr. Kristiansen, Ladelund Mælkeriskole. Hurup i Thy. Bliver ombygget inden 1932.
Jebjerg Mejeri oprettes som fællesmejeri af Esper Andersen 23.10.1884. Med annoncering i Skive Folkeblad 6. april 1893 af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., bliver fællesmejeriet til Jebjerg Andelsmejeri, og med annoncering 23. juni 1893 om mælkekørsel m.v. for Jebjerg Andelsmejeri ses omlægningen gennemført. Som Jebjerg Andelsmejeri er der 193 leverandører med 900 køer, der hurtigt bliver til 260 leverandører.^{^[51]} Som andelsmejeri bliver det til Godthaab Andelsmejeri,^[52] oprettet 1894, ombygget 1908 v. Arkitekt Lind, med 170 leverandører, 1150 køer. Bestyrer Chr. Christensen, Ladelund Mælkeriskole. Der er store spring i oplysninger i Danske Mejerier og Sundsøre Lokalarkiv mht. antallet af leverandører og køer o. 1900-17
Saugstrup Andelsmejeri oprettes 1892, mejeribestyrerens ”Hustru er Mejerske”, 126 leverandører.^[53] Luftfoto 1948-52 af det ombyggede, nu Lind tegnede mejeri. Bestyrer S. Rasmussen, ingen anført mælkeriskole.

Lem Mejeri, som kunne se ud til at være startet 1884 som fællesmejeri, oprettes 1889 som Brodal Andelsmejeri.^[23] Andelsmejeriet havde 324 leverandører med 1700 køer.

Krejbjerg Andelsmejeri oprettes 1907 med 75 leverandører og o. 500 køer^[27]. I Skivebogen 1974, s. 48 nævnes som fællesmejerier i overgangsfasen fra herregårdsmejerierne her flg. ikke umiddelbart identificerbare: ”Grynnerup^[28], Over Møjbæk^[29], Vium Thinggård”.

Danelykke Andelsmejeri, oprettet 1892 med 174 leverandører, 1200 køer.^[32]

Ramsing Andelsmejeri, oprettet 1885 med 135 leverandører, 800 køer.

Rødding Andelsmejeri, oprettet 1889, 178 leverandører med 1000 køer^[33].

Rødding Andelsmejeri ved Viborg er oprettet 1887, ombygget af E. V. Lind 1911.

Skive Andelsmejeri, oprettet 1893, 273 leverandører, 1100 køer^[34].

Thise Mejeri

Som langt de fleste af de tidlige fælles- og andelsmejerier er Thise Mejeri oprettet i 1880'erne.

År	Antal mejerier
1888	914
1894	1507
1940'erne	o. 1600
1950'erne	o. 1400

Omkring 1900 kulminerede antallet af mejerier.

Man kan allerede i 1950'ernes - endnu svagt - faldende antal mejerier aflæse, at tidligere tiders karakteristik med mange og små mejerier er ved at rinde ud.

Thise Mejeri starter ikke bare traditionelt som et lille fællesmejeri, men som "filial" til et lille, privat fællesmejeri i Jebjerg i 1886 eller 1887. Det traditionsbundne fortsætter 1893 med, at Thise Mejeri som så mange andre fællesmejerier bliver til et andelsmejeri. Men så brydes traditionen 1969 ved igen at blive et privatejet mejeri, der 1988 kommer til at lægge mejeribygninger til et andelsmejeri, bestående af økologiske interessenter.

De historiske rødder er sammenvævede og bliver rammen om en ny tids økologisk andelsmejeri i en anderledes kombination af andels- og private mejerielementer.

	Thise - Andelsmejeriet Dybbækdal 1904-10. Foto Sundsøre Lokalarkiv.
Foto fra Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv. Ledsagende tekst i Salling Landboforening 1842-1991, s. 16. De første mejerier i Salling var Lem og Jebjerg … 1884.	Thise Mejeri blev anlagt som privat, fællesmejeri 1886 eller 1887 i tilknytning til Esper Andersens mejeri i Jebjerg. Mejeriet blev af beboerne overtaget som Andelsmejeri "Dybbækdal" 27. april 1893 med sognefoged Jens Kr. Jensen om formand. Andelsmejeriet sælges til mejeribestyrer P. E. Pedersen, der overtager mejeriet 1.4.1969.	Thise Mejeri fungerede som privatejet mejeri fra 1969 indtil 1988, hvor mejeriet igen blev et - nu økologisk - andelsmejeri. Ved udvidelsen af mejeriet i 1998 erhvervede P. E. Pedersens søn Poul Johs. Pedersen som mejeridirektør for andelsmejeriet naboejendommen i forbindelse med udvidelse og ombygning. Thise Mejeris bygninger overtog han efter faderen i februar 1992 sammen med Erik Ellebæk, fremgår det af Skive Folkeblad 29. febr. 1992.

Thise Mejeri - historik - Egne oplysninger 2018-19	I Thise Mejeris egen historik er kun medregnet tiden, da det private Dybbækdal fik økologiske leverandører og (igen) blev andelsselskab , Thise Mejeri A.m.b.a.

Grundlagt	1988
Selskabsform	Andelsselskab
Selskabsnummer	12425694
Antal andelshavere	70 – Se alle andelshavere →
Mælkemængde	105 mio. kg økologisk mælk
Antal produkter	85 (mælk, syrnede produkter, smør og ost)
Antal varenumre	300 – Se alle produkter →
Omsætning 2018	1.035 mio. kroner
Eksport til	Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Belgien, Kina, USA
Eksportandel	25-30 %
Antal ansatte	240
Antal tankbiler	5
Antal kølebiler	5

Mejeriorganiseringen

De mange små mejerier blev allerede fra 1912 organiseret i De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation - i 1972 ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation og i 1997 til Mejeriforeningen.

Mejeriforeningens forgængere begyndte allerede i løbet af første halvdel af det 20. århundrede også at varetage de private mejeriers interesser.

De mange små mejerier var med den decentrale stuktur og manglende teknologisk udvikling efterhånden en hæmsko for de rationaliseringer, som den centrale virksomhedsanalyse forudsagde, der måtte til.

Mejeriforeningen nedsatte derfor i slutningen af 1950'erne et planlægningsudvalg, der fra 1958-1964 foretog en omfattende analyse af hele den danske mejerisektor. På denne baggrund tog man i 1960’erne fat på at gennemføre en modernisering af mejerisektoren, hvor løsningen var en landsdækkende andelsorganisation, hvor den hidtil adskilte produktion og afsætning blev samlet.

Få store og teknologisk moderne mejerier i tæt samarbejde med salgsarbejdet blev den konstruktion, som i løbet af 1960'erne reducerede antallet af mejerier, der blev erstattet af få landsdækkende selskaber, der både omfattede produktion og afsætning i én landsdækkende andelsorganisation. Det skete stort set i løbet af 1960'erne.

Det største af de landsdækkende selskaber blev Mejeriselskabet Danmark (MD), der blev dannet i 1970, og som i løbet af 1970’ene og 1980’erne fusionerede og ekspanderede stærkt. Det skiftede i 1988 navn til MD Foods.

I perioden 1974-1977 blev MD, som var udsprunget af landmejerierne, også dominerende på bymejeriernes traditionelle marked. En del mejeriselskaber meldte sig ud af MD samarbejdet og kom fra 5. januar 1978 til at hedde Jysk Kløver Mælk, stiftet 1971, herefter bare Kløver Mælk, som 1998-99 så fusionerede med MD Foods efter en priskrig de to mejeriselskaber imellem.

Parallelt med den danske udvikling foregik der en nogenlunde tilsvarende svensk koncentration i virksomheden Mjölkcentralen, der i 1975 skiftede navn til Arla.

I 2000 fusionerede MD Foods med svenske Arla og dannede Arla Foods med hovedkvarter hos MD Foods i Aarhus.

Hermed fordobledes omsætningen og antallet af mælkeleverandører.

2004 overtog Arla Foods en canadisk osteimportør og -producent. Året efter indledtes et kinesisk partnerskab om produktion af mælkepulver til det kinesiske marked. Samme år kuldsejlede planerne om en fusion med Hollands store mejeriselskab Campina. Men planerne om at vokse internationalt blev ikke opgivet, tværtimod.

Efter 1960-70'ernes omfattende fusionering og centralisering er der 2019 i Mejeriforeningen registreret 26 mejeriselskaber med 52 driftssteder som medlemmer. Her er langt det største Arla Foods, verdens 6. største mejerikoncern.

Næststørst er iflg. Mejeriforeningen Thise Mejeri. Hertil kommer 14 mejerier, der ikke er medlemmer af Mejeriforeningen.

Af Mejeriforeningens medlemmer er der seks, der har mælkeindlevering fra økologiske landmænd:

Arla Foods,
Thise Mejeri,
De økologiske mejerier, Naturmælk og Øllingegård, som siden 2017 har været et mejeri, De Økologiske Mejerier,
Them Andelsmejeri,
Bornholms Andelsmejeri,
Mammen Mejerierne.

Der er desuden to mejerier, Vestmælk og Osterhusumer Meierei, der sender mælk fra økologiske mælkeproducenter til tyske mejerier.

Thise Mejeri skiller sig ud ved som en af de første - et lille, privatejet, tidligere fælles- og andelsmejeri - at have set mulighederne i og at have vovet sig ud i den økologiske produktion. Og som det eneste af de lokale, tidligere fælles- og andelsmejerier at have overlevet i superligaen med en position som Danmarks næststørste mejerikoncern.

Det lille andelsmejeri Dybbækdal blev solgt til den daværende mejeribestyrer som privatejet mejeri i perioden, hvor mejericentraliseringer var den dominerende tendens. Efterfølgende blev mejeriejeren kontaktet af en kreds af økologiske landmænd, der som andelsinteressenter blev leverandører til et Thise Mejeri med økologi som varemærke i en periode, hvor den økologiske trend endnu ikke var slået igennem.

Mejeriejeren, der lagde mejeri til de økologiske iværksættere, blev fra 1992 efterfulgt som mejeriejer af den også mejeriuddannede søn.

Det lille landmejeri har med den økologiske drift været i stand til at tage kampen op mod den anden trend i mejeridriften, de store mejerikoncerners dominans.

Ladelund Landbrugsskole

Med andelsmejeriernes brug af centrifuger til at adskille fløden fra mælken, således at fløden senere kunne kærnes til smør, opstod der et behov for bedre uddannet arbejdskraft.

Specielt de mange nye andelsmejeribestyrelsers krav om, at afregningen til mælkeproducenterne skulle ske i forhold den leverede mælks fedtindhold medførte, at der skulle kunne kontrolleres og beregnes ved hjælp af et kontrolapparat og en differensberegning, et arbejde, som forudsatte en vis uddannelse.

Det medførte i praksis, at man sjældent kunne få ansættelse som mejeribestyrer uden at have deltaget i sådan et kursus, bl. a. fordi deltagerne på disse kurser lærte, hvordan man betalte leverandørerne i forhold til mælkens fedtindhold.

Ladelund Landbrugsskole ved Vejen blev oprettet i 1879 af Niels Pedersen, der fungerede som lærer på den af ham privatejede skole indtil hans fratræden 1909. Skolen fik en helt gennemgribende betydning for dansk mejeribrug, da den oprettede landets første kursus for mejerister i 1887, en uddannelse, der kom til at udstikke rammerne for mejeristernes uddannelse i de efterfølgende 75 år. Samtidig med skolen oprettedes Ladelund Mejeri 1879, bygget ind i Landbrugsskolens øvrige bygninger. Der blev desuden også drevet eget landbrug.

Mejeriet er 1918 registreret i Danske Mejerier, bd. 4 med 39 leverandører, 270 køer. Af udstyr var der vægte, forvarmer (Pasteurer og Ringkøler fra Kolding), kærneælter Hamlet, kedel fra Kolding, Caroc & Leth maskine, træostekar, flødebassin, Handykrukker, transportspande^[30].

I behovet for en mere formaliseret uddannelse til mejerifaget var Ladelund absolut forud for sin tid. Det Kongelige Landhusholdningsselskab^[31] afholdt Juli 1890 et bestyrelsesmøde, hvor det blev vedtaget at nedsætte et udvalg, der skulle overveje en forbedret uddannelse af ”Mejeripersonalet”.

Juni 1891 barslede udvalget med forslag om, at staten skulde bidrage økonomisk til 1) praktisk uddannelse på mønstermejerier, eller 2) ”Ophold paa gode Mælkeriskoler.”

Teoretiske, kortere kurser for mejeribestyrere startede på Ladelund og Dalum Mælkeriskoler fra juli 1909, og de blev efterfølgende udvidet med mindst et kursus i hvert amt, 19 i alt. Dette antal faldt dog hurtigt til, at man 1918 ”… nu er gaaet over til kun at have 6”.^[32]

I det historiske afsnit i Danske Mejerier, bd. 4 omtales kun Ladelund, Dalum og Ribe Mælkeriskoler,^[33] som må anses for at være de eneste med den grundlæggende mejerist- og mejeribestyrer uddannelse. Ladelund og Dalum Mælkeriskoler indførte samme undervisningstid og ensartede afgangs prøver med fælles censorer. Ribe Mælkeriskole havde en særstilling i kraft af at være et specifikt uddannelsessted for tidligere mejersker i mejerierhvervet.

Næsten samtidig med Ladelund startede Dalum Landbrugsskole. Grundlagt 1886 blev skolen 1889 til Dalum Landbrugs- og Mejeriskole. I tilknytning til Ladelund oprettedes 1889 Ribe Mælkeriskole, tilsyneladende også med det specifikke formål at give kvinder, tidligere mejersker mulighed for at få en mejeristuddannelse.^[34]

De lokale mejeribestyrere

har for de flestes vedkommende været på ”Ladelund Mælkeriskole”.

Undtagelser er M. Sørensen, Gamstrup Andelsmejeri, der har været på ”Ribe Mælkeriskole”, L. Mogensen Kjeldbjerg på ”Dalum Mælkeriskole”, J. C. Lund Nordsalling Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, S. Rasmussen Saugstrup Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, M. Graversen Sparkær Andelsmejeri på ”Dalum Mælkeriskole”, A. C Haaning, Dueholm, der heller ikke er registreret med ”Mælkeriskole”.^[35]

Den sidste mejeribestyrer i Hald, S. Mehlsen er uddannet på Dalum Mejeriskole, fremgår det af Skive Folkeblad 29.09.1970, da mejeriet blev nedlagt. Forgængeren D. Danielsen er uddannet som mejerist på Ladelund. Den første mejeribestyrer på Hald Andelsmejeri, C. Gravgaard har det ikke været muligt at finde uddannelsesmæssige oplysninger om.^[36]

1909 blev den privatejede skole omdannet til A/S Ladelund Landbrugs- og Mælkeriskole og 1966 til den selvejende institution Ladelund Landbrugs- og Mejeriskole, fra 1973 Ladelund Landbrugsskole.

I den her foretagne lokale opgørelse er resultatet, at 7 ud af 36 lokale mejeribestyrere havde 1917-18 ikke været på "Ladelund Mælkeriskole". Blandt disse 2-3 uden ophold på "Mælkeriskole" overhovedet.

Lokalt har mejeristuddannelsen for o. 80 % af de registrerede mejeribestyrere været ophold på Ladelund Mælkeriskole.

Hvis denne lokale statistik korresponderer med en landsdækkende, skulle uddannelsen til det gode job som mejeribestyrer hovedsageligt være foregået via en uddannelse på "Ladelund Mælkeriskole".

Landsdækkende har fordelingen formentlig været hovedsageligt Ladelund og Ribe Mælkeriskoler i Jylland og Dalum Mejeriskole hovedsageligt resten af landet.

Centrifugering og behandling af mælken

Det centrale princip i centrifugen er, at den kan adskille væsker med forskellig vægtfylde, og det blev fundamentet i fælles- og andelsmejeriernes succes med brugen af centrifugen i mælkebehandlingen. På trods af tidens almindelige skepsis ved det nye, så viste alle forsøg og udbredelsen af kendskab hertil, at Maglekilde-mælkecentrifugen fra 1878 og dens efterfølgere gav en effektiv og hurtig metode til at skille fløde fra mælk, og centrifugen blev en af periodens vigtigste danske opfindelser. Ud over at kunne udskille mælkens fedtkugler og regulere fedtindholdet kunne centrifugen også udskille smudspartikler og bakteriesporer. Desuden blev der indført varmebehandling med pasteurisering, sterilisering, membranfiltrering og homogenisering. Det betyder, at den behandlede mælk blev bakteriebehandlet og fik et ensartet udseende.

Opfinderne og ophavsmændene, N. J. Fjord og L. C. Nielsen gjorde en række forsøg med forskellige centrifugeringsmetoder, og de medvirkede til undersøgelser af Maglekilde-centrifugen sammen med nye centrifuger fra B&W. Centrifugens overlegenhed over de gamle flødeafsætningssystemer blev fastslået, og senere fortsattes samarbejdet mellem Fjord og L. C. Nielsen med konstruktionen af fintmærkende dynamometre.

Som dette fik betydning for mejeriudviklingen i det hele taget, så selvfølgelig også lokalt.

Thise som fælles-, andels- og privatejet mejeri

Thise Mejeri oprettes 1887 ”nærmest som filial” af Jebjerg, hedder det i Sundsøre Lokalhistoriske Arkivs bemærkninger til mejeriet.

Iflg. Danske Mejerier, bd. 3, er Thise Mejeri oprettet 1886 og blev 1893 til Dybbækdal Andelsmejeri med 140 leverandører, 610 køer.^[25]

Sommeren 1968 kunne det se ud til, at det lille mejeri har stået ved en skillevej. Der indkaldes til generalforsamling 24. juni med en konstatering af, at mejeriet snart vil være det eneste mejeri uden tankvognskørsel. Andelshaverne skal spørges, om man er indstillet på en større investering eller øget samarbejde, f. eks. sammenlægning med et nabomejeri.

19. nov. 1968 besluttes det iflg. Skive Folkeblad 20. nov. på en ekstraordinær generalforsamling med "et markant flertal" at sælge andelsmejeriet til mejeribestyrer P. E. Pedersen, som siden 1955 har været mejeribestyrer på Mejeriet Dybbækdal, der på overtagelsestidspunktet har omkring 160 andelshavere.

Det bliver mejeribestyrerens søn, Poul Johannes Pedersen, der kommer til at videreføre Thise Mejeri. Han er født og opvokset på mejeriet, bliver student fra Skive Gymnasium 1974, aftjener sin værnepligt i hovedstaden og bliver mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981, hvor han vender tilbage til og bliver ansat på Dybbækdal.

1983 bliver Poul Pedersen ansat på De Danske Sukkerfabrikkers udviklingsmejeri i Nr. Vium ved Videbæk, der 1985 bliver slået sammen med den engelske mejerivirksomhed Pasilac og bliver til APV Pasilac. Som nygift bliver Poul J. Pedersen boende i den nyerhvervede bolig over for mejeriet i Thise, medens han er ansat i Videbæk.

Det nystartede, økologiske Thise Mejeri køber 1988 udstyr i APV Pasilac, hvor Poul Pedersen er ansat. Iflg. Poul Pedersens erindringer om et møde, hvor de økologiske landmænd var forsamlet hos faderen P. E. Pedersen, blev det forsikret fra landmændene, at de ville betale, selv om de nok lige p.t. havde lidt svært ved det. Og herfra var Poul J. Pedersen "fuldstændig solgt til Thise Mejeri", som han så overtager endeligt efter faderen sammen med Erik Ellebæk i 1992.

Tradition og historik omkring økologisk og biodynamisk jordbrug, baggrunden for de økologiske landmænds henvendelse til Mejeriet Dybbækdal.

Det korte af det lange i forskel og ligheder mellem biodynamisk og økologisk jordbrug er, at begge dyrkningsformer undlader at anvende kunstgødning og sprøjtemidler.

Biodynamisk jordbrug er funderet i et særligt natursyn, antroposofien, grundlagt af den østrigske antroposof Rudolf Steiner i 1924, den første danske forening som aflægger heraf dannes 1936.

Fødevarestyrelsen har en oversigt over økologiske virksomheder i Danmark.

EU's økologiforordninger fastsætter detaljerede regler for produktion, forarbejdning, import, mærkning og markedsføring af økologiske fødevarer.
Hertil kommer en specifik dansk lovgivning, Økologiloven. Der er på Fødevarestyrelsens hjemmeside temmelig detaljerede informationer om produktion og salg af økologiske fødevarer.

Økologiske mejeriprodukter fremstilles aktuelt som anført oven for af Arla Foods, Thise Mejeri, De Økologiske Mejerier, Them Andelsmejeri, Bornholms Andelsmejeri og Mammen Mejerierne.

Etablering af producentforening og mejeri med økologiske mejeriprodukter 1987.

I 1980'erne var forbrugermønstret omkring økologiske produkter helt anderledes begrænset end i dag, og interessen i en økologisk produktion havde fået en barriere i det efterhånden stærkt centraliserede mejerivæsen. Det var først i sommeren 1993 i uge 29, at SuperBrugsen startede en massiv økologikampagne, som slog igennem hos forbrugerne.

På Fyn havde Fuglevig Andelsmejeris andelshavere 1981 besluttet at levere deres mælk til MD, hvorved mejeriet blev sat til salg. Her forhindrede MD tre økologiske og biodynamiske landmænd i at erhverve mejeriet.MD indgik 1977 en aftale med FDB om at blive eneleverandør af mælk til denne trediedel af det danske marked.

Den centrale spiller om den økologiske mælk blev FDB (COOP), som januar 1988 sammen med danske supermarkeder kunne annoncere med at have fået den økologiske mælk frem i butikkerne. Optakten hertil havde været en kamp, hvor både økologer, Kløver Mælk og mælkegiganten MD Foods (det senere Arla Foods) sloges om retten til en plads i Brugsens kølediske.

Forudgående var der foregået en kamp, hvor lokale interessenter måtte kæmpe med mejerigiganterne næsten fra hus til hus for at få realiseret et mere og mere udbredt ønske om at kunne producere mælken økologisk.

I dec. 1986 modtog Kløver Mælk en henvendelse fra en række økologiske og biodynamiske bønder, som der blev reageret meget hurtigt på, og de etablerede kontakt med nogle af økologerne og biodynamikerne for at undersøge muligheden for en mælkeaftale. Hvis Kløver Mælk kunne sikre sig en eneaftale med de økologiske avlere, og holde MD udenfor, ville der være fri bane uden om Dan-Mælk-aftalen fra 1978. For Kløver Mælks mejerier ville det betyde, at de for første gang i mange år kunne levere mælk direkte til Brugsen.

Dan-Mælk-aftalen 1978 er en aftale, som omfattede mere end hver femte liter mælk, der sælges i landet, og som forpligtede FDB til at købe al sin konsummælk fra Dan-Mælk, et selskab kontrolleret af Mejeriselskabet Danmark, MD. Alle andre mejerier blev lukket ude.

Aftalerne trådte i kraft i løbet af 1978 i Jylland og i Storkøbenhavn, mens Fyn og Øerne øst for Storebælt foreløbig måtte afvente, at MD med lastbiltransport af mælken fra Jylland udkonkurrerede Fynsk Mælk.

Modvilligt måtte Fynsk Mælk derfor indlede fusionsforhandlinger med MD, som faldt på plads i efteråret 1980. Dermed havde MD skaffet sig en dominerende stilling på de tre største lokalmarkeder for konsummælk, Storkøbenhavn, Århus og Odense.

Dan-Mælk-aftalerne blev først ført fuldt ud i livet i 1982. De betød, at MD nåede op på en markedsandel på konsummarkedet på 40 % mod en andel på 10 % i 1970 (Jørgen Fink, Mælk monopol og myte, AaU 2008).

Dan-Mælk-aftalen forhindrede som anført, at FDB købte råmælken og selv tappede den på kartoner. FDB måtte derfor meddele producenterne, at mælken heller ikke kunne tappes på FDB's eget mejeri, Kongstedlund. Økologer og biodynamikere måtte selv finde et mejeri, som FDB kunne købe mælken fra.

I det tidlige forår 1987 meddelte de to konkurrerende mejeriselskaber i forhold til den økologiske mælk, MD og Kløver Mælk pludseligt, at de ville arbejde sammen om den økologiske mælk.

I løbet af 1987 var hele det danske mejerimarked forvandlet til én stor jagtmark for biodynamikere og økologer, der søgte efter et sted, der ville behandle mælken udenom de store selskaber, MD og Kløver Mælk.

Mejeriselskaberne indkaldte til et møde og spillede ud med et forslag om en aftale, der foreslog en merpris i forhold til almindelig mælk, som var det halve af det, landmændene selv havde forestillet sig. Desuden ville Mejeriselskaberne ikke give landmændene nogen form for medbestemmelse over markedsføringen, blandt andet fordi den økologiske mælk ikke måtte opreklameres som bedre end anden mælk.

Der blev taget kontakt til FDB, og den 1. september 1987 blev der enighed om en aftale, hvor FDB kunne købe mælken fra andre, økologiske leverandører end Dan-Mælk.

FDB havde hermed vist sin leverandør, Dan-Mælk, at man insisterede på at ville have mælken. Samtidig havde FDB også vist, at det kunne lade sig gøre at forhandle sig til aftaler med økologerne. Spørgsmålet var kun, om MD nu var villig til at påtage sig den besværlige opgave. I modsat fald var det demonstreret, at FDB var klar til at købe mælken udenom Dan-Mælk-aftalen.

Mens de store mejeriselskaber forhandlede videre, gik jyderne i gang med at at etablere et helt nyt mejeriselskab, Naturmælk A.m.b.a.

Det nydannede Naturmælk havde nu reelt monopol på økologisk mælk i Jylland, og MD var tvunget til at komme overens med de jyske producenter, hvis de ville forhindre, at Naturmælk kunne handle uden om Dan-Mælk-aftalen i Jylland.

Det nydannede Naturmælk fik travlt. Det blev en prestigesag for jyderne, at de skulle være på markedet før MD startede produktionen 1. februar 1988 på Sjælland.

Den 31. januar 1988, dagen før MDs produktion skulle gå i gang, havde jyderne også sikret sig TV-Avisens tilstedeværelse, da de begyndte tapningen af den første økologiske mælk.

Starten på Thise Mejeri

Samtidigt med etableringen af Naturmælk, Øllingegaard kontaktede i 1987 en lille gruppe på seks økologiske mælkeproducenter fra Thy, Herning og Salling i Nordvestjylland Peter E. Pedersen, ejer af Mejeriet Dybbækdal i Thise for at forhøre sig om mulighederne for at få afsat økologisk mælk til det lille mejeri, hvor der samme år rapporteres om et godt, solidt salg af det lille mejeris Danbo ost, hvor mejeriet har fået tilkendt en ærespræmie. Der er syv medarbejdere på mejeriet i 1987, heriblandt mejeriejeren og ægtefælle.

Det går så godt for mejeriet - muligvis kombineret med henvendelsen fra de økologiske landmænd - at der planlægges efter at få vedtaget en lokalplan for Thise med en 3200 kvm udvidelse af mejeriet, som omtales på et borgermøde, refereret i Skive Folkeblad 29. okt. 1987.

Leverancen af økologisk mælk starter sommeren 1988 fra seks leverandører:

1) et forsøgslandbrug, ejet af familien Just, Ørnhøj,

2) I/S Toftdal,

3) Jens Handrup, Thy,

4) Erling Englyst, Thise,

5) Poul Pedersen, Rørup.

Formanden for og leverandør til det nystartede, økologiske andelsselskab er 6) Erling Larsen, Balling.

Der forhandles i 1988 en aftale på plads om, at Mejeriet Dybbækdal skulle indveje, forarbejde og tappe den økologiske mælk mod betaling. Producentforeningen skulle tage sig af distribution og markedsføring af de økologiske produkter, sødmælk og tykmælk, der a.h.t. at bevare produkternes naturlige udgangspunkt skulle være uhomogeniseret.

Producentforeningen omdannes så til et andelsselskab med navnet Thise Mejeri A.m.b.a., og 30. august 1988 annoncerer "formanden for det landmandsejede mejeri", gårdejer Erling Larsen, at mejeriet den 2. september 1988 er klar til at tappe de første kartoner økomælk med mejeriets navn på. I Skive Folkeblad 30. august 1988 oplyses det desuden, at mejeriets økologiske investeringer af interessenterne er søgt dækket gennem tilskud fra Jordbrugsdirektoratet, hvor der er søgt 1,664 mio. kr., hvoraf der er modtaget 600.000 kr., som dækker de foretagne investeringer med de 40%, som lovgivningen betinger.

Det bliver i første omgang en meget begrænset produktion, idet de store mejeriselskaber har kædeaftaler med butikkerne, som ikke efterspørger økologiske varer på dette tidspunkt. Mejeriets aftale med producenterne er, at mejeriet kan tilbagekøbe den økologiske mælk, som det ikke lykkes at få solgt.

I 1989 lykkes det at få afsat lidt til mindre grossister og distributører, men ikke som økologiske produkter. I stedet sælges der til Mejeriet Dybbækdal, som anvender produktionen til konventionelle produkter, herunder mejeriets osteproduktion. Det resulterer det følgende år, 1990 i, at mejeriets samlede underskud for de første 25 måneder runder 1 mio. kr.


De for producenter og mejeri vanskelige afsætningsvilkår i starten af den økologiske produktion afspejler sig også i salgsannonceringer, der ikke er overvældende mange, men nødvendige for at få gjort opmærksom på eksistensen af et økologisk alternativ.

Sammen med økomejerierne Grindsted Mejeri og Naturmælk indtræder Thise Mejeri 1990 i et fælles afsætningsselskab, Dansk Naturmælk.

Økonomisk strategisk bliver der hermed mulighed for at få økonomisk tilskud. Men det helt store gennembrud kommer, da Dansk Naturmælk og selskabet Kløvermælk tegner kontrakt med FDB (i dag: COOP) om at levere mælk til kædens butikker under DanMælk-mærket, som indtil da har været forbeholdt MD Foods. Aftalen indebærer, at Thise Mejeri med et slag kan afsætte halvdelen af sin mælk som økologisk - den hidtil største andel i mejeriets historie. Det er et vigtigt gennembrud, og det ligger før den helt store vending med SuperBrugsens økologikampagne midt i 1993.

Det økologiske vendepunkt, markedsudvidelse

I 1992 sælger Peter E. Pedersen Mejeriet Dybbækdal til sin søn Poul J. Pedersen og dennes arbejdskollega på udviklingsmejeriet i Vium Erik Ellebæk (1947-2014).

Samme år udløber DanMælk-aftalen med FDB, og kort efter lukker selskabet Dansk Naturmælk. Efter et par år med relativ stabil afsætning skal det lille mejeri igen på jagt efter nye distributører. Det sker i 1993, hvor Thise Mejeri begynder at levere Danbo-oste til FDB, det år, hvor FDB iværksætter sin omfattende kampagne for økologiske fødevarer. Og det kan givetvis karakteriseres som det økologiske gennembrudsår, også for Thise Mejeri.

For første gang i mejeriets historie kan Thise Mejeri i 1994 afsætte al den indvejede øko-mælk som økologiske mejeriprodukter. Der rapporteres i Skive Folkeblad 8. dec. 1994 om pladsproblemer på mejeriet p. gr. af den stigende efterspørgsel. Det kommer til at betyde, at der nu er 17 leverandører og omkring fire millioner l indvejet mælk 1993-94 med en prognose på stigning det følgende år.

I 1995 indgår Thise Mejeri en fem-årig samhandelssaftale med FDB, som blandt andet har til formål at udvikle et komplet sortiment af økologiske surmælksprodukter.

Samme år underskriver Thise Mejeri en aftale med FDB’s Irma-kæde om salg af økologisk drikkemælk.

Omkring gennembrudsåret 1993 er der sket en næsten tredobling i antallet af interessenter i det økologiske Thise Mejeri, fra 6 til 17.

Mejeriet udvider produktionskapacitet og -områder

I 1996 danner Thise Mejeri og Mejeriet Dybbækdal et fælles produktionsselskab for de to mejerier. Salget af økologiske mejeriprodukter går strygende. F.eks. sendes der dagligt 14.000 liter konsummælk afsted til Irma-kædens butikker. For at følge med efterspørgslen må Thise Mejeri købe mælk fra Grindsted Mejeri i Nordjylland og det nystartede Øllingegaard Mejeri i Nordsjælland. I Daugbjerg Kalkgruber lagres Jens Langkniv-oste, ostenes Rolls Royce, som Poul Pedersen formulerer det til Skive Folkeblad 11. juli 1996.

Mejeriet har nu 39 andelshavere og en årlig indvejning på 9 mio. kg.

I 1997 fusionerer Thise Mejeri med Grindsted Mejeri, som har problemer, indgår samarbejdsaftale med det lille Gedsted Mejeri, som producerer økologiske blåskimmeloste. På opfordring af Irma-direktør Alfred Josefsen udvikler Thise Mejeri i 2001 en fedtfattig mælk med fyldig smag: En jersey skummetmælk med 0,5 %, forløberen for minimælk.

Arla og "katastrofen" E coli 0157

Negativ medieomtale af Arla i 2003 øger interessen for produktionen fra Thise Mejeri. Det følgende år, 2004 vendes denne situation på hovedet, hvor 25 personer i hovedstadsområdet meldes at være blevet syge i tidsrummet september 2003 indtil marts 2004 af den frygtede bakterie E. coli 0157, hvor Thise Mejeri mistænkes for at være kilden.

Regeringen beordrer på anbefaling fra Statens Seruminstitut mejeriet lukket 27. marts.

1. april 2004 kunne Finans meddele, at Thise Mejeri var blevet frifundet for bakteriemistanken, hvilket medførte en forespørgsel til fødevareminister M. Fischer Boel (V).

På forespørgslens s. 3249 om erstatning hedder det, at "Et eventuelt spørgsmål om kompensation skal således behandles efter de almindelige erstatningsretlige principper." Svaret blev afgivet til forespørgeren, økologiens politiske moster, folketingsmedlem, fhv. fødevareminister (S), Ritt Bjerregaard. Svarene fra fødevareministeren 12. maj 2004 til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri afgives og stiles til forespørgeren, Ritt Bjerregaard (S).

Kort refereret siges det i svaret, at nedlukningen skete af hensyn til forbrugernes sikkerhed, idet der var "en begrundet mistanke om, at denne (smittebærende) fødevare var mælk fra Thise Mejeri." Det hedder videre, at selv om der ikke ved de foretagne undersøgelser er gjort fund af bakterien, så har nedlukningen været nødvendig. Afsluttende udtaler fødevareministeren sin anerkendelse af, at "Thise Mejeri i forløbet har løftet sit ansvar på en meget professionel måde og har gennemført alle nødvendige tiltag for at skabe fuld sikkerhed om produktionen."

Det detaljerede forløb og omkostningerne for mejeriets direktør Poul Pedersen, hustruen Winnie Pedersen og familiens børn beskrives fint og indlevende i Merete Just, Mod og mandshjerte, 2015, portrætafsnit med Poul Pedersen, s. 103-137.

Da mejeriet på anbefaling fra direktør Kaare Mølbak fra Fødevarestyrelsen straks 27. marts lukker produktionen ned og iværksætter grundige undersøgelser, så belejres Thise og familien af presse og TV, og den ellers sindige Poul Pedersen får søvnløse nætter.

De mange og grundige laboratorieundersøgelser kan ikke påvise bakterier i Thise mælken og efter 3 uger og et produktionstab på o. 1 million kroner kan mejeriet genåbne. Forholdet til den bedste og mest solide aftager COOP viser sin soliditet i forløbet, og afsætningen af mejeriets produkter forøges efterfølgende.

Den for et økologisk mejeri potentielt ganske ubehagelige affære fik ikke negative konsekvenser, tværtimod.

I 2005 blev der indgået aftale med COOP (tidligere FDB) om at udvide leverancen til samtlige kædens butikker - herunder Fakta. Med denne aftale kunne man for første gang nogen sinde købe Thise-mælk overalt i Danmark.

I slutningen af 2005 er mejeriet oppe på 64 ansatte efter nyansættelser i november på 10 medarbejdere.

Fortsatte udvidelser

I 2006 tog man det første spadestik til opførelsen af et nyt og stort mejerianlæg, og man startede produktionen af Skyr, det klassiske, islandske surmælksprodukt.

I 2007 lukkes Grindsted Mejeri. Thise overtager produktionen af hvidskimmeloste. Thise Mejeri overtager en ejendom med tilhørende ostelager ved Bovbjerg Fyr syd på Thyborøn.

Samme år overtager Thise Mejeri hele ejerskabet af mejeriet i Thise, og Mejeriet Dybbækdal lejer sig ind hos Thise Mejeri. Ejer-/lejerrollerne er hermed helt skiftet om mellem de to mejerier i forhold til Thise Mejeris etablering hos Mejeriet Dybbækdal i 1988.

2008 lanceres Vesterhavsosten. Samme år 1. september indvies det nye, højteknologiske mejerianlæg: En tilbygning på 9.000 kvm., som blandt andet rummer to palleteringsrobotter, fire fuldautomatiske tappelinjer, fem nye ostekar, ny skummesal, ny indvejning, kølelager m.m. Pris: 210 mio. kr.

Med finanskrisen bliver der overskud af mælk. Thise opretter derfor datterselskabet Vechtenaer BV i Holland for at kunne få solgt betydelige mængder overskudsmælk til et hollandsk øko-mejeri og for selv at kunne få startet salget af Thiseprodukter op i Beneluxlandene.

Skyr salget eksploderer 2009-2011.

I 2012 er der stigende salg, men skrantende økonomi, hvor ledergruppen går ned i løn iflg. mejeriets egne oplysninger.

Fra 2012 til 2013 fordobles salget af Skyr, mejeriet har med 80 andelshavere en daglig mælkeleverance på o. 250.000 l mælk. Der er vækst og overskud, og selv om der er andelshavere, der melder sig ud, fordi de kan få mere for deres mælk hos konventionelle mejerier, kommer der nye til, og der sælges masser af skyr og ost og fra 2015 langtidsholdbar mælk til Kina.

I 2015 bliver der med det finurligt dækkende navn Thise & Ko også etableret kødproduktion. Der har siden 2012 været en tilbagegang i andelshavere til 66 i 2015, hvor der dog med de gode resultater er forventninger om ny andelshavere, hvilket også viser sig at kommet til at holde stik.

I en omtale i Skive Folkeblad 9. nov. 2020 af, at Thise Mejeri nu også satser på en produktion af mælk fra soyafri besætninger, hedder det, at det forventes, at "mere end 30 af mejeriets 75 landmænd" i 2021 vil producere soyafrit.

De p.t. 75 interessenter er næsten en fordobling af andelshavere siden 1996, men en tilbagegang fra o. 80 før krisen i 2012.

Ikke blot har Arla fået en jævnbyrdig konkurrent i Thise, men åbenbart også Danish

Mejerierne i Fjends

Mejerier registreret i Æ Fjandbo Arkiv og Danske Mejerier, bd. 3^[35]. Med forbehold for gengangere er der her registreret 7 fælles- og andelsmejerier.

Højslev Andelsmejeri, oprettet 1892, ombygget 1914 v. E. V. Lind, 260 leverandører, 1500 køer. Det oprindelige Højslev Andelsmejeri blev 1960 ombygget til den nuværende bygning Viborgvej 235. Så vidt det har været muligt at efterspore, lå det oprindelige Højslev Andelsmejeri, hvor nu Højslev Brugsforening ligger, Viborgvej 214. Det ser ud til, at mejeribestyreren, registreret ved 1901 folketællingen var bosat i Østerris, der er et område mellem Højslev Stations- og Højslev Kirkeby. Dog er Østerris også i folketællingerne en betegnelse for matrikelnumre i Højslev Stationsby, hvor nu Højslev Brugsforening ligger.


Det er umiskendeligt det af E. V. Lind tegnede Højslev Andelsmejeri 1914, der her er luftfotograferet, muligvis omkring flytningen af mejeriet til Viborgvej 235. I så fald skal fotoet dateres ca. 10 år senere end dateringen i Det Kongelige Bibliotek o. 1950.	Højslev Andelsmejeri, Viborgvej 235, registreret som luftfoto 1955, opført som afløser for Viborgvej 214. Erhvervet af Diana Lys, tilsvarende Hald Andelsmejeri, ved mejeriernes ophør. Det nye mejeri stod opført 14. jan. 1960 iflg. Skive Folkeblad. Opførelsen var foregående blevet drøftet på et par generalforsamlinger siden 1956. Det Kongelige Biblioteks datering må derfor være forkert. Der er et næsten tilsvarende, tydeligt senere luftfoto, dateret 1967, se neden for.

Stoholm Andelsmejeri, oprettet 1886, tilbygning 1905, med 230 leverandører, 1000 køer.

Kjeldbjerg Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 med leverandører, 1000 køer.

Sparkær Andelsmejeri, oprettet 1916, 67 leverandører, 350 køer.

Borup Andelsmejeri, oprettet 1886, ombygget v. arkitekt E. V. Lind 1914, 129 leverandører, 911 køer.

Trevad Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 leverandører, 1200 køer.^[36]

Hald Mejeri, oprettet 1886, 1893 andelsmejeri, 188 leverandører, 1100 køer, Ishuset rummer 80m³ Is.^[37^]

Hald Mejeri

Mejeriet var fra starten i 1886 et fællesmejeri, etableret af en driftig, lokal iværksætter, Kristen J. Kjær. Men det blev andelsmejerierne og den nyopfundne centrifuge, der gjorde danske mejeriprodukter konkurrencedygtige på eksportmarkederne, og det blev også virkeligheden for mejeriet i Hald.

Omlægningen fra plante- til dyrisk produktion som et resultat af landbrugskrisen fra 1870'erne ses konkret eksemplificeret med det lille Hald Mejeri, der får et produktionsforløb, som tydeligt ses hos de fleste af de øvrige lokale mejerier.

I denne lokale avisartikel fra 1907 er der informationer om Hald Mejeris tidligste historie indtil 1907, som kan suppleres med oplysninger fra 50-års jubilæet, der fejredes 2. juli 1936. Begge artikler findes i Skive Folkeblads arkiv^[6].

Tiden herefter, indtil mejeriet nedlægges i 1970, kan så nogenlunde rekonstrueres ud fra løbende meddelelser i dagspressen, især Skive Folkeblad, naturligvis. Samt oplysninger fra lokale med familiemæssig tilknytning til mejeriet eller med lokalhistorisk interesse.

Det er begrænset, hvad der findes af egentligt arkivmateriale til dette lille, lokale mejeri. Arkivmaterialet findes opbevaret i Erhvervsarkivets, nu Rigsarkivets datasamlinger som forhandlingsprotokoller 02. 03. 1893 til 06. 02. 1970, generalforsamlingsprotokoller 23. 12. 1894 til 08. 07. 1970, en medlemsprotokol 1959-60 og love, dateret 1959^[7].

Som det fremgår, er der kun arkivmateriale til Hald Andelsmejeri, desværre ikke til tiden 1886-93 som fællesmejeri.

Der er ganske få, brugbare oplysninger om fællesmejeriet i andelsmejeriets forhandlingsprotokol for den første tid, 1893-1917.

Mejerigrundlæggeren

Hald Mejeri blev grundlagt 2. juli 1886 af Kristen Jensen Kjær fra Bøstrup som et privat fællesmejeri, der hurtigt kom med i tidens dominerende mejeriform, idet det 1893 blev opkøbt som andelsmejeri. Men først og fremmest var mejeriet fra start til slut et veldrevet mejeri med præmierede kvalitetsprodukter i en meget konkurrencepræget branche.


Hald Mejeri, som det har set ud efter ombygningen 1911^[38],	og mejeribestyrer D. C. Danielsen, om hvem det hedder, at han ”Var paa Ladelund Mælkeriskole 1897”.

Mejeriet var med ”Rund 25 m høj Skorsten … Ishuset rummer 80 m³ Is”^[39].

Når det af Kristen Kjær oprettede mejeri i Hald kaldes et fællesmejeri, dækker udtrykket over, at de tilsluttede landbrug leverede mælken til fællesmejeriet, men at det skete på ejerens, Kristen Kjærs, risiko og regning, hvor andelsmejerierne, som navnet siger, var et i fællesskab og med fælles risiko drevet foretagende.

Det skulle iflg. en af andelsbevægelsens historikere, Claus Bjørn^[40] have været et særkende for det nordlige og vestlige Jylland, at fælles- og andelsmejerierne vandt indpas stort set samtidigt i 1880'erne, og det passer jo fint med Kristen Kjærs fællesmejeri i Hald.

Det hedder i Hald Andelsmejeris forhandlingsprotokol om overgangen fra fælles- til andelsmejeri, at ”Den 14de Februar kjøbte beboerne af Ørslevkloster og Lundø sogne tilligemed beboerne af Majgård Degnsgård og Sejstrup Hald Fællesmejeri til Andelsmejeri af Kristen Kjær for 7500 kr. … Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.

Det er vel, hvad man kunne kalde en glidende overgang for Kristen Kjær fra den mejeridrift, han valgte med den manglende mulighed for at overtage slægtsgården i Bøstrup til etablering på gården Skovmølle med en overgangsposition som formand for det andelsmejeri, han havde ejet og bestyret som fællesmejeri.

Lokalområder tilsluttet Hald Andelsmejeri, andelshavere, interessenter

Det kan ud fra arkivmaterialet fastslås, hvilke lokalområder, der var med fra andelsmejeriets start, nemlig de to sogne, Ørslevkloster og Lundø samt områderne i Højslev Sogn, Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup, hvor Kristen Kjær med købet af Skovmølle 1891 havde bosat sig i Majgårde.

Den samtidige forhandlingsprotokol bruger betegnelsen fra ”Fællesmejeri til Andelsmejeri”. Og det fremgår i øvrigt, at Kristen Kjær som sælger og nyvalgt formand for bestyrelsen selv måtte gå i banken og hæfte for lånet til mejerikøbet. Beboerne fra Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup var fra områder, der hørte under Højslev Sogn og derfor lige så naturligt kunne være blevet interessenter i Højslev Andelsmejeri, der var startet året før, 1892.

Men med Bent Kjær fra Skovmølle som mejeriets initiativtager, formand for andelsmejeriet og fra 1891 med Skovmølle, der også hører og hørte under Højslev Sogn, har naboerne velsagtens derfor valgt Hald i stedet for Højslev Andelsmejeri. Der er ingen tilgængelige oplysninger om antallet af leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri. Men i andelsmejeriets forhandlingsprotokol er der en ”Fortegnelse over andelshavere 13. maj 1893”, optalt til 128 interessenter. Der er overstregninger over interessentnavne, hvor forklaringen et enkelt sted er, at der er ”solgt”. Af den slags overstregninger er der 15.

Det realistiske skøn vil være, at der 1893 var 128 interessenter i andelsmejeriet. Leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri har formentlig været et tilsvarende antal, da fællesmejeriet blev solgt. Interessenterne kom både fra Ørslevkloster, Lundø og Højslev sogne, herfra dog kun Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup fra Højslev, fremgår det af forhandlingsprotokollen 1893, hvor det også fremgår, at der var særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.

I avisartiklen fra 1907 fortæller mejeribestyrer D. Danielsen, at interessenterne ”nu er 180 i Antal”, hvilket må karakteriseres som en pæn tilvækst, 52 interessenter på 14 år.

De næste oplysninger om interessenter findes i Medlemsprotokol Hald Andelsmejeri, vedtægtsændring 21 nov. 1959. Her er der i protokollen nummereret 241 interessenter, heriblandt en hel del overstregede. De overstregede findes som gengangere. Hvorfor det er gjort således, er det vanskeligt at gennemskue. Men det må anses for helt overvejende sandsynligt, at der i og omkring 1959 har været 241 interessenter i Hald Andelsmejeri. På et tidspunkt, hvor der to år forinden i formandsberetningen på årets generalforsamling 1957 blev fremført, at der havde været den største mælkemængde i mejeriets tid. Og hvor det her blev anført, at forøgelsen nok især var sket med tilkomst af nye interessenter. Det hedder herom på generalforsamlingen 13. okt. 1956, at der er kommet ”9 nye Medlemmer fra Strandet Mark, Mælkemængden er steget med 400.000 Pund.”

I Ørslevkloster & Ørum Sogne- og Kirkeblad nr. 4 med Peter og Jens Bavnshøjs kommentarer til 1907 artiklen om Hald Mejeri anføres det, at der var ”mere end 200 leverandører til mejeriet” 1950-60, hvilket stort set bekræftes af protokollen. Antallet af interessenter ses helt tydeligt at have varieret over tid med tilkomne og frafald. Samt at have varieret efter lokaliteter.

	1893	1959
Hald	33	21
Gl. Hald		14
Sdr. Hald		4
Vester Hald		9
Lundø	17	17
Bøstrup	21	21
Hejlskov	15	19
Lund	10	21
Sejstrup	6	14
Majgaard	4	6
Degnsgaard	2	4
Ørum		1
Bruddahl	2	2
Virksund		3
Strandet		6
Kloster Mark		6
Lærkenborg	3	1
Ravnkildegaard		1
Baadsgaard	1	16
Skovmølle	1	1
Ørslev Kloster	1	1
Ikke lokaliseret	12	10
	128	198

Medlemstallet blev opgjort 21. nov. 1959 i anledning af den første vedtægtsændring i mejeriets historie, de oprindelige vedtægter findes ikke i de bevarede arkivalier. Det oprindelige medlemstal er opført i forhandlingsprotokollen 14. febr. 1893.

Besynderligt nok er der i begge fortegnelser et næsten identisk antal ikke lokalitetsanførte medlemmer. Hvis det antages, at disse fordeler sig som de lokalitetsanførte, er der her en glimrende bestemmelse af både lokaliteter og lokalitetsudvikling.

Der er 1959 optalt 198 interessenter i alt, excl. udstregninger. Der er nummerering op til 241. Det kan derfor formodes, at der har været op til 241 andelshavere før optællingen fra 1959.

Det oprindelige antal andelshavere 1893 er optalt til 128 interessenter i alt, også excl. udstregninger, der formodes foretaget ved salg, fraflytning m.v. fra den anførte ejendom. Da mejeriet blev nedlagt i 1970, skete det med en afstemning 9. dec. 1969 om ”sammenslutning med Viborg Egnens Mejeriselskab”, hvor der var 100 ja, 17 nej, 5 blanke. Forud for afstemningen var der i protokollen en opgørelse per 9. jan. 1969, hvor ”antallet af andelshavere i Hald Mejeri er 188”.

Fra en start med 128 interessenter i 1893 over 180 i 1907 med et formodet højdespring til 241 i tiden omkring eller før 1959, 198 i 1959, slutter mejeriet næsten, som det blev præsenteret 1907, med 188 interessenter ved nedlæggelsen 1970.

Skal tallenes klare tale kommenteres, kan man sige, at interessenterne i Hald Andelsmejeri startede i en udpræget blomstringsperiode for de mindre andelsmejerier og leverandørerne hertil, gårdmandsbrugene. Der er så løbede kommet flere interessenter til, indtil 1960’ernes tendens til stordrift medførte mejerinedlæggelser og stordrift inden for området.

Lokalitetsmæssigt kan det bemærkes, at den tidligere hovedgård, Ørslev Kloster sammen med aflæggerne Lærkenborg og Ravnkildegaard samt Baadsgaard og Skovmølle, mejerigrundlæggerens gård, er noteret særskilt uanset lokalitet i fortegnelserne. Samt at Ørslev Kloster ud over tabet af hovedgårdsprædikatet splittes op med 6 interessenter i Kloster Mark.

Desuden at Hald har været den dominerende lokalitet, senere opsplittet i mindre dele, at Bøstrup, Kristen Kjærs fødeby, oprindeligt har været talmæssigt dominerende, fulgt godt op af Hejlskov og Lund, at Lundø har ligget stabilt i medlemstallet, at det oprindelige Baadsgaard er blevet splittet op i 16 interessenter.

Desuden kan det bemærkes, at der i tiden op til 1959 kommer lidt fjernere liggende lokaliteter som Virksund, Strandet og Ørum til.

Søndagshvile problematikken

Det økonomiske udbytte for landmændene i den gunstige mejeriudvikling svækkedes dog betragteligt ved opsplitningen i søndagshvilende og de øvrige syv dage i ugen kørende mejerier. Debatten herom og de økonomiske konsekvenser kan ses eksemplificeret i sogne med markante islæt af "stærke jyder" og Indre Mission^[41].

I Viborg området var der 1930 kun 7,6 % søndagshvilende mejerier mod over halvdelen i midt- og vestjyske områder med "stærke jyder" og Indre Mission^[42].

I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri 1893-1917 kan man se, at debatten omkring søndagshvile også har været oppe at vende lokalt. Det fremgår af protokollen 28. jan. 1896, at ”Det vedtoges at Mejeriet skal arbejde alle højtidsdage fra 1. juli.” Samme år, 17. marts 1896, fremgår det af forhandlingsprotokollen, at kørsel på alle højtidsdage vedtoges, og at § 25 i vedtægterne sattes ud af kraft. De oprindelige vedtægter er ikke opbevaret i de tilgængelige arkivalier, men det må formodes, at man i 1893 har indsat en bestemmelse i § 25 om mejeridriften på søgne- og helligdage.

Søndagshvile problematikken har således været så presserende, at man har haft en paragraf i de oprindelige vedtægter om ikke at have mælkekørsel på ”højtidsdage”. Denne paragraf sattes blot tre år senere ud af kraft.

Skulle der have været en diskussion af problemet, afspejles det ikke i forhandlingsprotokollen, og helt pragmatisk vedtages det 19. dec. 1912, at Mejeriet holder stille Juledag og Paaskedag, 22. marts 1918, at ”Mejeriet holder stille Paaskedag.” Det er der ikke så meget søndagshvile over, men et formentlig i enighed konfirmeret princip om at respektere de religiøse regler uden at skade økonomien unødvendigt.

Kristen Kjær som mejerimand i herregårdsmejeriernes sidste tid

Herregårdsmejeriernes sidste tid er perioden op til o. sidst i 1880’erne, starten af 1890'erne, hvor fælles- og andelsmejerier helt og aldeles afløste tidligere tiders herregårdsmejerier / hollænderier. Lokalt kan der i Ørslevkloster Sogn, som lokalområdet hed indtil kommunalreformen 1970, være tale om to herregårdsmejerier, som man har kunnet levere mælk til, enten til det lokale Ørslev Kloster eller til Staarupgaard, som har været de nærmest liggende muligheder. Staarupgaard kan konstateres at have eksisteret maj 1893, men er tilsyneladende forsvundet 1894.

Der figurerer ikke andre herregårdsmejerier eller hollænderier i lokalområdet, hvis den her benyttede ” Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894” står til troende. Her er Staarupgaard ikke med i fortegnelsen.

Hollænderiet på Krabbesholm, som i 1870-80’erne har været en mejeri mulighed i transitionsperioden mellem kornsalgsperioden og fremvæksten af fælles- og andelsmejerierne, ses som motiv på frimærker dateret 1906 og 1908. 1907 var Krabbesholm blevet højskole, og hollænderiet givet nedlagt. Vi ved, at hollænderiet stadig var virksomt 1894.

Marie Jespersen skriver i en artikel i Skivebogen, 1964, s. 88 erindringer om sin tid fra august 1886-87 som stuepige på Krabbesholm, om "Mejeriet ... (der) vendte ud mod fjorden, at kusken og staldkarlen boede her også ... (sammen med) gartneren, mejeristen, mejerielever ..." m. fl. Her bekræftes den almindelige antagelse ikke, at hollænderiet havde en selvstændig bygning, tværtimod ser Krabbesholms hollænderi ud til at være bygget til den eksisterende bindingsværksbygning. Det har velsagtens været i bindingsværksbygningen, der har været beboelse. Hollænderiet har været af en temmelig middelmådig størrelse, der næppe kunne modtage al den mælk fra egnen, som kunne dukke op i løbet af 1880’erne før etableringen af fælles- og andelsmejerier.

Ørslev Kloster herregårdsmejeri indtil o. 1870

Herregårdsmejeriets / hollænderiets placering fremgår af den skitse, som slotsforvalter på Ørslev Kloster, Garry Keyes har lavet efter beretning 1975 fra ejeren 1907-13, Fritz Grotians to sønner, Knud og Valdemar. Iflg. Garry Keyes blev mejeriet på Ørslev Kloster nedlagt under salg og godsslagtning ved ejerne Richter og især svigersønnen Hans Jørgen Ring de Fønss, ejere af klosteret 1828-1874. Nedlæggelsen er sket senest ved Ring de Fønss' salg 1874.

Matrikelkort fra 1796, hvor der givet har været et herregårdsmejeri tilknyttet nordfløjen også. Og velsagtens også nord for den del af ladegården, som har været direkte knyttet til kirke og kloster. Da "hollænderier" før 1800-tallet som regel havde selvstændige bygninger, kan et kvalificeret gæt være, at "hollænderiet" har været en af de små "klatter" t.v. for matrikelbetegnelsen. Hollænderiet har formentlig været placeret på den nuværende parkeringsplads til kirken.

Foto 1903, hvor de to Grotian sønner ses til hest foran nordfløjsbygningen. Det har været tiden, da Fritz Grotian var forvalter. Han var ejer 1907-13. Garry Keyes har fundet fotoet i klosterarkiverne. Det kunne muligvis være taget med vinklen fra det gamle mejeri op til Nørreport. Se GK's skitse. Men mejeriet var her for længst nedlagt, senest 1874.

Lokale herregårdsmejerier

I Nord- og Vestjylland var fælles behandling af mælken før 1880’erne stort set ukendt. Der var i lokalområdet kun få herregårdsmejerier, ingen i Fjends ud over Ørslev Kloster.^[43]Der kan næppe herske tvivl om, at de mindre brugs mælk er blevet behandlet på de nærmeste herregårdsmejerier i det omfang, der ikke er brugt i egen husholdning. I en fortegnelse over herregaardsmejerier fra 1894^[44] er der i lokalområdet registreret

Østergaard pr. Roslev	Jungetgaard pr. Roslev	Nørgaard pr. Jebjærg
Eskjær pr. Roslev^[45]	Bustrup pr. Skive	Krabbesholm pr. Skive

Der har som den eneste realistiske, lokale mulighed før den her refererede opgørelse over herregårdsmejerier fra 1894 været et herregårdsmejeri, hollænderi på Ørslev Kloster, nordfløjen v. ladegården, som blev nedlagt o. 1870-74.

Det sædvanlige, normale ved oprettelsen af et fællesmejeri var, at bagmanden var en driftig, fagligt kompetent mejerist, som havde blik for de muligheder, der helt klart var til stede i Fjends området.

Kristen Kjær fra Bøstrup blev så den, der slog til og greb muligheden 1886 med fællesmejeriet i Hald. Det er uafklaret, hvorledes man lokalt har kunnet klare sig uden leveringsmuligheden til Ørslev Kloster i perioden 1870-74 indtil 1886, hvor Kristen Kjær startede sit fællesmejeri i Hald.

Mejerisituationen på etableringstidspunktet for Kristen Kjær og overgangen til Hald Andelsmejeri 1893 beskrives fint og samtidigt i den her refererede opgørelse fra 1894, ifølge hvilken der på landsplan fandtes ”… 990 Andelsmejerier (deraf 83 i Sønder-Jylland), 234 Fællesmejerier (deraf 19 i Sønder-Jylland)og 283 Herregaardsmejerier, ialt 1507 Mejerier (deraf 102 i Sønder-Jylland).

Fortegnelse over Mejerier, 1894, Danske Mejeristforening
	Mejerier	Andelsmejerier	Fællesmejerier	Herregårdsmejerier
Antal incl. Sønderjylland	1507	990	234	283
Procentandel		66	15	19

Kun seks år efter opgørelsen i 1888, refereret neden for, er der 1894 en klar dominans af andelsmejerier med en særdeles bemærkelsesværdig vækst i andelen af mejerier, 66 mod 43 % i 1888. Det er lidt bemærkelsesværdigt, at herregårdsmejerierne kunne se ud til at have fået en opblomstring 1888-1894, hvor konkurrencen fra de mindre fælles- og andelsmejerier så nok har været for stærk, kombineret med at vi her også er inde i perioden med "herregårdsslagtninger".

I denne formentlig pålidelige optælling fra 1888 var der i Danmark i alt 914 mejerier,

andelsmejerier udgjorde 43%, fællesmejerier 51%, øvrige, bl.a. herregårdsmejerier 6%.

Tendensen i Jylland med overvægt af andelsmejerier blev den for hele landet gældende virkelighed.

Mejeristifteren i Hald

Kristen Jensen Kjær^[46]er født 9. februar 1856 og opvokset i Bøstrup, hvor han allerede som 23-årig i 1880 folketællingen^[47] sammen med broderen er registreret som gårdejere på faderens, Jens Hansen Kjærs gård. I 1890 folketællingen^[48] har den ældre bror, Hans Jensen Kjær overtaget gården i Bøstrup, og Kristen Kjær er her registreret som "Mejeriejer" i Hald.

Brødrene Hans og Kristen Kjær overtog slægtsgården siden 1724 i Bøstrup i 1880, da faderen iflg. familien var begyndende dement.

Traditionen på landet var og har været, at den ældste søn skulle have slægtsgården, hvorfor så den ældste, Hans Kjær er blevet eneejer kort tid efter registreringen af de to brødres fælleseje i 1880.

Senest nok 1886 eller 1887 blev selve gården nedrevet og flyttet fra landsbyfællesskabet i Bøstrup ud på de tilhørende marker, oplyser familien. Med den ældre broders overtagelse af gården i Bøstrup har Kristen Kjær stået ved en skillevej. Det fremgår af folketællingsmaterialet og kirkebøger, at i forbindelse med købet af byggegrund til mejeriet i Hald^[49], som har matr. 17a og er hus nr. 136 i 1901 folketællingen^[50] er Kristen Kjær 5. nov. 1886 nok efterfølgende blevet gift. I kirkebogen beskrives begivenheden således ”Ungkarl, Mejerist Kristen Jensen af Hald … Pige Ane Kirstine Madsen af Hald … (Husholderske)” er blevet ”copulerede”, dvs viede.^[51] Ved den første barnedåb, Ejvind Kjær, 16. okt. 1887 er faderen ”Mejerist Kristen Jensen …” med Kjær navnet i en tuborg-klamme.

Det kan heraf sluttes, at Kristen Jensen Kjær efter 1880 folketællingens registrering af ham og broderen Hans Jensen Kjær som ejere på faderens gård i Bøstrup formentlig har taget en uddannelse som mejerist. Iflg. familien skulle det have været på Ladelund Mælkeriskole. Det kunne meget vel have været tilfældet. Forstanderen på Ladelund Landbrugsskole havde etableret undervisning her fra 1880, og fra 1882 var skolen blevet en del af N. J. Fjords forsøgsvirksomhed med centrifugering af mælken, metode til bestemmelse af fedtindholdet i mælken m.v.^[52]

Kirkebogens sidst registrerede kirkelige handlinger, før der er at par åbenbart bortkomne sider i kirkebogen, er i Ørslevkloster Sogn 11. dec. 1891, hvor ægteparret Kristen og Ane Kirstine Kjær kan konstateres at have fået trillinger. Forudgående er gården Skovmølle blevet købt i april 1891. Kristen og Kirstine Kjær har en dødsannonce i over to af ægteparrets trillinger 23. marts 1891. Herefter skulle Ane Kirstine Kjær være død, ramt af et kuglelyn oplyser familien.^[53]

Efter 29. januar 1892 er der igen registrering i kirkebogen af døde kvinder i Ørslevkloster Sogn. Dødsfaldet må så være sket på Skovmølle i tiden mellem marts 1891 og 29. jan. 1892, hvor der mangler registreringer i kirkebogen.

Gården skovmølle er efter de foreliggende oplysninger købt ganske kort tid efter det annoncerede dødsfald for de to af Kjær familiens hold trillinger, der er født 1888. I Skive Folkeblad hedder det i dødsmeddelelsen 23. marts 1891, at de to drenge ”døde henholdsvis den 17. og 20. Marts 2 Aar gamle”. Familien havde herefter en søn fra 1887 og den overlevende trilling fra 1888, Sejer Kjær.

Det hedder i Skive Folkeblads 50-års jubilæumsartikel 30. juni 1936, at Kristen Kjær "havde lært Mejerifaget". Det kan så formentlig slås fast, at han før 1886 er blevet uddannet mejerist og har fået blik for mejeribrugets muligheder, hvilket førte ham til køb af byggegrund og oprettelse af Hald Mejeri 2. juli 1886^[54]. Det er muligvis de økonomiske resultater ved mejeridriften, der har sat ham i stand til at vende tilbage til landbruget med købet af Skovmølle 1. april 1891.^[55]

Skovmølle ligger Majgårdsvej 15, medens vindmøllen, som ses på foto fra o. 1905, blev bygget over for Hald Mejeri o. 1896, på Bådsgårdsvej 48a, hvor gården på Lærkenborgvej 6 stadig har markeret tilstedeværelsen af Hald Mølle. Navnet Skovmølle må formodes at stamme fra tiden med vandmølle, der ligger ca. 50 m fra gården, som ligger relativt tæt op til den til mejeri erhvervede grund i Hald.

Kristen J. Kjær er i 1901 folketællingen^[56] og i 1906 folketællingen^[^57] registreret som ejer af denne gård med matr. nr. 3 i Højslev Sogn. Iflg. aktuelle oplysninger om gården er stuehuset opført kort før Kristen Kjærs overtagelse 1891. Og i dette stuehus skulle der 1894-1917 have været indrettet friskole, angiveligt fordi skolevejen til Højslev Kirkeby var for lang. Hvorfor skolen i Hald ikke kunne bruges, forlyder der ikke noget om. Men begrundelsen for oprettelsen af en friskole på Skovmølle har muligvis snarere været udtryk for sympati for grundtvigianske høj- og friskoletanker.^[58]

Fra 1893 og frem til 1906 folketællingen får Kristen Kjær 7 børn mere med en ny ægtefælle, Maren Kirstine Poulsen Kjær, som det er umuligt at konstatere kirkelig vielse med i de eksisterende kirkebøger, hvor der mangler oplysninger for især 1892 og 1893. Men det fremgår af 1901 folketællingen, at der er kommet fire børn til fra 1893 indtil 1900. I 1906 folketællingen er det blevet til yderligere tre børn, og nu hedder den tidligere husholderske i folketællingen ”Husmoder Maren Kirstine Poulsen Kjær”^[59].

Mølledrift i området omkring Majgårde og Hald

Kristen Kjær blev også indirekte en del af områdets mølledrift med købet af Skovmølle, hvortil der hører en vandmølle^[60]. Vandmølledrift har været omfattet af ”mølletvang” indtil 1862, dvs en god og stabil indtjening for ejeren, oprindeligt klostre, senere, efter reformationen 1536, kongen. Vindmøllen, som ses på 1905 fotoet, er iflg. 1901 folketællingen beliggende på matr. 4a, hvor det om ejerskabet i folketællingen hedder ”Møllen Kristjan Nielsen”. Det kunne i folketællingen se ud til, at K. Nielsen og ægtefællen Kirsten Nielsen på møllematriklen har haft to husnumre, 170 og 171. Vindmøllen er nok bygget o. 1896 ved Bådsgårdsvej 48a af A. K. Nielsen, far til rugebilejer Aage Nielsen, der 1967 flyttede møllen for at bygge et garageanlæg.^[61]

Vindmøllen var oprindeligt bygget som en hollændermølle. Da ”hatten” blæste af 1919 blev den erstattet af en klapsejler, som figurerer på nederste foto.

Mejeridrift og mejeribestyrere på Hald Mejeri og Andelsmejeri

Startproduktionen på Hald Mejeri skulle have været ”2000 P(un)d Mælk om Dagen”, der i dårlige perioder kunne falde helt til 800 Pund om Dagen hedder det i 1907 artiklen herom. Umiddelbart efter starten af Hald Mejeri ser man i f. eks. Horsens Folkeblad 22. sept. 1887 Kristen Kjær annoncere med ”Et Parti Ost ønskes til kjøbs”. Formentlig en god indikation på ønske om og vilje til at få gang i mejeridriften.

Og mejeridriften kom åbenbart til at gå så godt, at man på egnen mente, at Kjær da ”vist tjente for mange Penge” ved mejeridriften^[62]. Denne opfattelse har nok været medvirkende til, at mejeriet 1893 blev købt som Hald Andelsmejeri, hvor Kristen Kjær som anført solgte sit fællesmejeri for 7500 kr.

Samtidig med overtagelsen af Hald Mejeri som andelsmejeri hedder det i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgaard lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 … og Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.

Kristen Kjær beholder formandsposten indtil 26. juli 1896, hvor Kr. Gjeddebæk Baadsgaard bliver formand.

18. jan. 1899 går Kristen Kjær ud af bestyrelsen, broderen Hans Kjær Bøstrup vælges ind og bliver formand. Kristen Kjær fortsatte således nogle år i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri efter mejerisalget i 1893, men har herefter, delvist som afgående formand 1896 og endeligt helt ud af bestyrelsen i 1899, koncentreret sig om driften af Skovmølle. Sønnen, den eneste overlevende af trillingerne fra 1888, Sejer Kjær blev 1922 som ejer af Skovmølle indvalgt i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri iflg. Skive Folkeblad 13. dec. 1922.

Mejeribestyrer D. C. Danielsen, der efterfulgte C. Gravgaard 1. nov. 1897 som mejeribestyrer, fortæller i 1907-artiklen om de ældste andelsmejerier, at den årlige mælkemængde i dette tiår er vokset fra ”2 Mill. til 5 Mill. P(un)d”, at antallet af leverandører 1907 var 180, herunder ”enkelte store Leverandører som Ørslevkloster, Lerchenborg og Baadsgaard.” Iflg. Skive Folkeblads referat fra generalforsamlinger i Hald Andelsmejeri var der 1919 en årsproduktion af sødmælk på 2,8 mio. pund med samme mængde skummet- og kærnemælk. 1926 var der indvejet 7,7 mio. pund sødmælk, 7,3 mio. pund skummet- og kærnemælk^[63].

De oplyste mælkemængder på mejeriet kan suppleres med en formandsoplysning på generalforsamlingen 11. nov. 1957, at ”Mælkemængden havde (dette år) været den største i Mejeriets Tid.” Det har helt tydeligt gået ganske udmærket for mejeriet i 1950’erne.

Kartoffelkogning

Til udnyttelse af overskudsvarmen fra mejeriet, har der tidligt ved mejeriet været kartoffelkogeri, kan man se af forhandlingsprotokollen. Det blev udvidet og flyttet i 1950’erne iflg. Jens og Peter Bavnshøj i deres kommentarer til 1907 artiklen. Der blev her anlagt ”tre nye kartoffelkogere på en stor betonbelagt plads ved siden af mejeribygningerne. De ses på luftfotografi fra 1959, som også viser - fra en anden vinkel - at der her stadig var hestetrukken mælkekørsel og aflæsning af mælkespande .

Ved et eftersyn 18.jan. 1968 blev det pålagt mejeriet, at ”Kartoffelkogning skal foregå mindst 25 m fra mejerivirksomheden.” Det fremgår ikke af forhandlingsprotokollens oplysninger, hvordan og om dette problem blev løst, men det har nok ikke bidraget til at forlænge mejeriets levetid, da man startede drøftelserne omkring sammenlægning til et større mejeriselskab. Det fremgår, at tidligere tiders aflæsningsrampe 1959 er forsvundet og erstattet af to døre, hvor mælkejungerne læsses ind fra den stadig hestetrukne mælkekørsel til mejeriet.

Mælkekørsel

Den lokale mælkekørsel afspejler ganske godt driften på Hald Andelsmejeri. Også variationerne over tid, der giver en god fornemmelse for interessenternes placering i lokalområdet.

Iflg. 50 års-jubilæumsartiklen i Skive Folkeblad 30. juni 1936 var der fra start kun to mælkekuske på mejeriet, fhv. Husmand Peter Kr. Jensen, Ørslevkloster Mark og Niels Peter Bech, Sejstrup. Efterhånden kom der flere til. I 1936 var der iflg. jubilæumsartiklen "18 Mælkekuske, der hvert aar bringer 11-12 Millioner Pund Mælk til Mejeriet".

Oplysningerne i jubilæumsartiklen om kun to mælkekuske ved andelsmejeriets start svarer slet ikke til, hvad der kan konstateres i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, hvor der fra start må have været mindst 5-7 mælkekuske.

Ved andelsmejeriets start fremgår det af forhandlingsprotokollen, at der oprettedes ”Kontrakter for Mælkekørsel, (1) Hejlskov tur, (2) Bøstrup Lund, (3) Lundø, (4) Hald Majgård Degnsgård og (5) Sejstrup, Sejstrup og Sønder Hald, (6) Smørkjørslen fra Mejeriet til Højslev St.”, 6 nummererede kørsler, herunder særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.

Denne mælkekørselsordning, der illustrerer mejeriets geografiske område specificeres nærmere maj 1898, fremgår det af forhandlingsprotokollen. Følgende kørselsordninger anføres her med den betaling, mælkekuskene, med brug af egne, hestetrukne mælkevogne, fik:

1. Hejlskov, 39 kr. mdl.,

2. Bøstrup, 45 kr. mdl.,

3. Lund 30 kr. mdl.,

4. Lundø, 60 kr. mdl.,

5. Hald Majgård, Degnsgård og Sejstrup, 55 kr. mdl.,

6. Sejstrup og Sønder Hald, 42 kr. mdl.

Forskellene i den månedlige betaling er ikke helt gennemskuelige, men har formentlig været begrundet i afstanden til mejeriet.

Om ”Smørkjørselen til Højslev St. eller Skive Banegård” hedder det maj 1898, at ”Undertegnede har paataget sig forannævnte Løn for henholdsvis 3 kroner 20 øre og 4 kroner 70 øre om ugen”. Det skal formentlig forstås som løn til henholdsvis Højslev St. og til Skive Banegård. Til Højslev bliver lønnen så 166,4 til Skive 244,4 kr. årligt. Sammenlagt 410,80 kr. årligt, som kunne forekomme i underkanten i forhold til f. eks Bøstrup, hvor den månedlige betaling på 45 kr. giver 540 kr. årligt.

Men det har muligvis givet mere slitage og større arbejde at køre med mælkespande end kørslen med smør, hvor der vitterligt har været større afstand til både Højslev Station og Skive Banegård.

Der er løbende justeringer af løn og udskiftninger i mælkekørslen, men gennemgående har der været 6-7 mælkekuske med en særskilt smørtransport til Højslev Station og Skive Banegård i andelsmejeriets startperiode.

Der har løbende været ændringer og justeringer i mælkekørselen. Her nogle formodet repræsentative uddrag.

Mælkekørsel 12. april 1919:

Hejlskov, Lund, Sejstrup, Majgaard Søndre og Nordre, Lundø Søndre og Nordre, Hald Kjærland og By, Gl. Hald. + Smørkørselen 65 kr. pr. md. i 3 år.

De øvrige ruter 44-200 kr. pr. md.

Der var her 10 ruter foruden smørkørselen.

13. marts 1926 er der nytilkomne ruter, som giver et ruteantal på 14 foruden smørkørselen. Det er Gl Hald, Baadsgaard samt to ruter i Lund, No. 1 og 2.

21. marts 1929 er der 18 Mælkeruter, der yderligere omfatter Hejlskov Mark og By, Virksund, Gl og Sdr Hald, Baadgaard Mark og Ørslevkloster. Der kommer yderligere ruter til. 31. marts 1933.

Dette antal holder sig til og med 12. april 1947, hvor der angives flg. mælkeruter:

1. Lærkenborg,

2. og 3. Hejlskov,

4. Virksund,

5. Bøstrup,

6. og 7. Gl. og Sdr. Hald,

8. Sejstrup,

9. Hald By,

10. Lundø,

11. og 12. Majgaarde,

13. Hald Kærland,

14. Hald Vestermark,

15. Baadsgaard,

16. og 17. Lund,

18. Kloster Mark.

To nummereringer ved et område betyder to ruter i området.

Ruteantallet holder sig herefter på o. 20, men der er mælkekuske, der har flere ruter.

Der sker en glidende forøgelse i mælkekørslen med den stigende mælkemængde, som konstateres 1957. Det kan ganske nøje følges i forhandlingsprotokollen, hvor der hvert år er kommentarer til og fortegnelser over foretagne licitationer af kørslen.

Her kan der til tiden med mælkekørselens største omfang illustreres med to licitationer i henholdsvis 1956 og 1957.

28. april 1956 licitation over mælkekørslen. Der er intet anført om brug af eget køretøj, om betalingen er pr. år eller pr. md. Der kan ud fra priser og sammenligning m. andre års licitationer dog kun være tale om betaling per md.:

1. Lærkenborg, S. Kudal 240 kr.

2. Hejlskov Vest, B. Kristense, 440 kr.

3. Hejlskov By, Kr. Kølhede, 390 kr.

4. og 5. Virksund og Bøstrup, K. Kølhede + E. Ramsdahl, 790 kr.

6. Gl. Hald, J. Kr. Jensen, 350 kr.

7. Sdr. Hald, Frede Kudal m. fl. 350 kr.

8. Sejstrup, Oskar Jespersen, 480 kr.

9. Hald By, N. Kr. Madsen, 235 kr.

10. og 11. Lundø N og V, L. Smed Petersen, 800 kr.

12 Majgaard Syd, Kr. Laursen, 410 kr.

13. Majgaard Nord, Jens Petersen, 350 kr.

14. og 15. Hald Vest og Hald Kærland, Sigvald Petersen 450 kr.

16. Baadsgaard h., Otto Kjeldsen, 430 kr.

17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl + Kr. Kølhede, 790 kr.

19. og 20. Kloster Mark og Strandet Mark, Kr. Kølhede, 470 kr.

Licitation over mælkekørslen 27. april 1957:

1. Lærkenborg, D. Ramsdahl

2. Hejlskov Vest, Børge Christiansen

3. Hejlskov By, Th. Poulsen

4. Virksund, Th. Poulsen

5. Bøstrup, Th. Poulsen

6. Gl. Hald, J. kr. Jensen

7. Sdr. Hald, Knud Pedersen m.fl.

8. Sejstrup, Knud Pedersen m.fl.

9. Hald By, N. Chr. Madsen

10. og 11. Lundø Vest og Nord, P. Smed Pedersen

12. Maigaard Syd, Børge Knudsen m. fl.

13. Maigaard Nord, Knud Pedersen

14. og 15. Hald Vestermark, Hald Kærland, Sigvald Pedersen

16. Baadsgaard Mark, Marinus Pedersen

17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl

19. og 20. Kloster Mark, Strandet Mark.

Aflønning fra 230 til 790 kr. per måned.

Antallet af mælkekuske er usikkert, der er kuske, der har flere ruter, men skønsmæssigt har der 1957 været 13-14 mælkekuske, og nok ca. tilsvarende de efterfølgende år.

Dette omfang har formentlig været situationen, da man på en ekstraordinær generalforsamling 17. april 1969 havde en afstemning om mælkeafhentning med lastvogn, der ville koste andelshaverne 325.000 kr. Forslaget blev først vedtaget men senere forkastet med stemmetallet 70 imod, 62 for. Muligvis også fordi der var mælkekuske, der for egen regning og med anden, supplerende kørsel havde anskaffet sig lastvogne til mælkekørselen.

Mejeribestyrere

Fra start var der grundlæggeren Kristen Kjær 1886-93, der ved omlægningen til andelsmejeri 1893 som anført blev afløst af C. Gravgaard 1893-97.

Om andelsmejeriets mejeribestyrer hedder det i forhandlingsprotokollens første indskrivninger, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgård lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 …”

I Skive Folkeblad 29.09.1970 hedder det i anledning, at mejeriet nedlægges og sælges til ”lysfabrikant fra Sparkjær, Gert Olesen, at mejeriet de første år som privatejet havde ”daværende mejeribestyrer Gravgaard som leder af mælkeproduktionen”. Der er mindre fejl i artiklen, f. eks. at ”mejeriet blev bygget i begyndelsen af 80’erne …”, hvor vi ved, at det var 1886. Men på den anden side er det mejeribestyrer i 1970, Svend Mehlsen, der udtaler sig om mejeriet, som han har bestyret siden 1938. Og han må formodes at have været velorienteret om sine forgængere.

Derfor kan det tænkes, at selv om Kristen Kjær som uddannet mejerist startede Hald Mejeri, så har han muligvis med købet af Skovmølle april 1891 fået behov for en mejeribestyrer i skikkelse af C. Gravgaard inden salget som andelsmejeri 1893?

1901 folketællingen er et af de få steder, hvor der kan indhentes nærmere oplysninger om C. Gravgaard. Han er født 29. okt. 1869 i Thisted Amt. Allerede her må vi forkaste ham som mejeribestyrer hos Kristen Kjær fra 1886, hvor han så kun har været 17 år gammel. Men muligvis siden 1891, hvor han kan have erhvervet sig en mejeristuddannelse.

Der er ingen tvivl om, at det er den ”rigtige” C. Gravgaard, der her 1901 er folketællingsoplysninger om. Han anføres at have 2 døde børn, og det ved vi, han som mejeribestyrer havde, da der i Skive Folkeblad 04. maj 1896 annonceres en 3 mdr. gammel søn, Leon, og igen i Skive Folkeblad 04. sept. 1897 annoncering af en 8 mdr. gammel søn, Leon, der er døde, annonceret af Anine og C. Gravgaard, Hald Mejeri.

Han anføres i folketællingen at være blevet gift 1893, ægtefællen er ved 1901 folketællingen død, og ud over de to døde børn er der en søn fra 1894 og en datter fra 1898.

Hans tid som mejeribestyrer blev ganske kort, han blev afløst af mejerist D. C. Danielsen 1897-1938.

I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri hedder det om ansættelsesforholdet, at der 10. sept. 1896 er aftalt forlænget ansættelse indtil januar 1898 for Mejeribestyrer Chr. Gravgaard. Året efter hedder det 10. august 1897, at der er møde med Bestyreren for at søge en overenskomst, idet han ”som bekjendt for en tid siden har kjøbt Ejendom, og af denne grund ynsker at fraflytte Pladsen til første November … i stedet for til første Januar 1898. Underskrevet af C. Graugaard og bestyrelsen.

26. aug. 1897 hedder det i forhandlingsprotokollen, at der var indkommet 56 ansøgere til Bestyrelsespladsen paa Hald Mejeri, hvoraf der udtages 9.

30. aug. 1897 blev der indkaldt ”3 til Pladsen som Bestyrer" og 10. sept.1897 indgås der ”Aftale mellem Mejerist Daniel Chr. Danielsen og Bestyrelsen. Efterfølgende bliver bestyrelsen 10. okt.1897 enig med ”Gravgaard om at møde på mejeriet ”… for at ordne overtagelsen af Lageret.”

På mødet 9. nov. 1897 er Gravgaard ”ikke tilstede” og der konstateres, at der er medtagne maskiner, der skal repareres. Formanden Kr. Gjeddebæk pålægges at undersøge mulighederne. I en parentes til de medtagne maskiner anføres det i protokollen, at det ”(dog er uden at der kan paalægges Gravgaard noget af særlig Betydning for uforsvarlig Brug)”.

Under alle omstændigheder har der nok mellem bestyrelsen og Gravgaard været talt om maskinerne på en måde, der kunne være medvirkende til Gravgaards manglende deltagelse.

Mælken sendes midlertidigt til Borup og Højslev mejerier.

Der kan næppe herske tvivl om, at der har været problemer i forholdet mellem mejeribestyrer Gravgaard og andelsbestyrelsen for Hald Andelsmejeri. Og dette på trods af, at mejeribestyrer C. Gravgaard 7. maj 1895 i Skive Folkeblad annonceres som den ene af to lokale smørudstillere, der er blevet tildelt præmie, "Sølvpotageskeer" af Viborg Amts Mejeristforening, og at mejeriet 2. sept. 1895 fik højeste karakter ”for udstillet Smør fra 27 Mejerier” iflg. Skive Folkeblad.

C. Gravgaard har været en mejeribestyrer med gode resultater i mejeridriften, men som af bestyrelsen med efterfølgeren for Kristen Kjær som formand kritiseres for mangelfuldt vedligehold af mejeriets maskinpark.

Gravgaard deltager ikke i overdragelsesforretningen til efterfølgeren, Mejerist Daniel Chr. Danielsen, der iflg. forhandlingsprotokollen 10.9.1897 indgår aftale med mejeribestyrelsen om ansættelse som mejeribestyrer. Udeblivelsen fra overdragelsesforretningen kan muligvis tages som udtryk for en ikke alt for god stemning mellem den tidligere mejeribestyrer og mejeribestyrelsen.

I Skive Folkeblad annonceres det 15. jan. 1900 ved C. Gravgaard, at ”Skive Bryggeri og Maltgjøreri, Vestergade Skive … modtager Byg til Maltning”. Ansættelsen ved Skive Bryggeri og Maltgiøreri kan velsagtens have været resultatet af Gravgaards jobskifte 1897.

I 1901 folketællingen er Gravgaard blevet ”forhenværende byggemester med formue”. Det er formentlig en fejlskrivning for ”bryggemester”, hvor han så i løbet af et års tid er blevet forhenværende.

Hans to efterfølgere havde betydeligt længere ansættelsesforhold ved Hald Andelsmejeri, end han fik.

Daniel C. Danielsen blev 1938 efterfulgt af svigersønnen, Svend Mehlsen 1938-1970 som mejeribestyrer. Også Mehlsen fik 1954 tildelt en førstepræmie for sin smørleverance til et aftagerfirma i Århus.

Udvidelser i og justeringer af mejeridriften

Efter formandsskiftet, hvor Kr. Gjeddebæk, Baadsgaard 26. juli ved bestyrelseskonstitueringen bliver valgt som efterfølger for Kristen Kjær, konstateres det i forhandlingsprotokollen 10. aug. 1896, at ” Spildevand har gjort brøndvandet ubrugeligt til afbenyttelse i mejeriet”, og at det skal ”afledes”.

Det kunne se ud til, at mejeriets problemer med kølevandet bliver løst på fordelagtig vis ved en aftale med bestyreren, den senere ejer på Ørslev Kloster, hvorom det i forhandlingprotokollen 13. November 1908 hedder, at ”Proprietær Grotrian erklærer, at han og efterfølgende ejere vil tage imod Mejeriets Spildevand, som det hidtidig har gaaet …” Spildevandet er blevet afsat til varierende priser, men det kunne se ud til, at mejeriet har fået en god løsning, som er blevet videreført med andre aftagere efterfølgende, da Ørslev Kloster kom i driftsmæssige vanskeligheder.

Der kom yderligere forbedringer i mejeridriften 10. juni 1898 med udnævnelse af ”20 kontrolassistenter”.

Uddannelsen af kontrolassistenter startede på Ladelund 1895.^[64]Kontrolassistenter var et resultat af en ”ydelseskontrol”, der indførtes på andelsmejerierne fra 1895. De første kontrolassistenter skulle have logi og forplejning på de gårde, de kontrollerede, samtidig med at deres ankomst til kontrollen skulle være hemmelig, så kontrollen kunne afspejle den daglige drift af gårdens besætning. Det kunne nok være svært foreneligt med begge dele på en gang, men det vigtigste var, at kontrolassistenterne skulle måle køernes ydelse, fedtindholdet og - ikke mindst - flødeindholdet, som var særdeles vigtig i smørproduktionen.

Som brugen af kontrolassistenter var en sikring af den fælles bestræbelse på kvalitet og ensartethed i mælkeproduktion og mejeridrift, kan man også konstatere en ganske konsekvent justits over for andelshavere, der brød de fælles regler. I forhandlingsprotokollen 20. februar 1894 for Hald Andelsmejeri, noteres det, at en andelshaver møder op som ”mistænkt for forfalskning af den leverede mælk … (, at han) vedgik at have taget af fløden, … idømtes en Mult af 10 kr. (og) … blev udsat af foreningen.”

I 1950’erne var antallet af kontrolassistenter reduceret til 2.

Den først konstaterbare udvidelse af mejeriet ses i Skive Folkeblad 15. okt. 1898, hvor Kristian Gjeddebæk, Baadsgaard indkaldte skriftlige tilbud på at få opført ”et Ishus ved Hald Andelsmejeri”.

18. jan. 1899 fremgår det af forhandlingsprotokollen, at det vedtages at anskaffe ny fløde pasteuriseringsapparat samt medlemskab af Danske Mejeriers Smørmærkeforening.

11. marts 1901 fremgår det, at der er anskaffet et Kogeapparat til Skummet Mælk + Mælkepumpe og en Smøræltemaskine. 4. juli 1902 er der registreret en Centrifugekugle og en ny Kjærner fra Skive Jernstøberi, henholdsvis til 225 og 450 kr.

Herefter skete der en større udvidelse 1910-11, hvor "Mejeriet (blev) næsten helt ombygget, og der indsattes nye Maskiner", hedder det i jubilæumsartiklen 1936.

Ombygningskarakteristikken kunne dog se ud som noget af en overdrivelse i forhold til det, der kan konstateres i forhandlingsprotokollen fra 5. marts 1910 indtil 30. juli 1910.

Bygningsmæssige ændringer

Det ser ud til, at der først på en ordinær generalforsamling 5. marts 1910 i Hald Forsamlingshus var ”… Forslag … fremme angaaende en Ombygning i Mejeriet, som forkastedes…” 1. juli 1910. Dernæst ”Ifølge Opfordring fra 22 Leverandører afholdt Hald Mejeri ekstra Generalforsamling… 30 Juli 1910 … Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, hvilket vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Uenigheden fortsætter 20. Marts 1911, hvor der på en ”Ekstra Genereralforsamling er Forslag til Flødeenheder (afregningsmetode) fremme, som forkastedes.” Denne afregningsmetode vedtages herefter på generalforsamling 19. dec. 1911 med 61 Stemmer mod 49, og vedtages igen på Ekstra Generalforsamling 6. januar 1912 med 56 ja, 43 imod.

Her var der igen ”Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, som vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Hvor stor denne udvidelse har været, er det umuligt at fastslå på det foreliggende grundlag.

Det fremgår af de her benyttede fotografier, at udvidelsen med skummehallen har været en betragtelig udvidelse af det oprindelige Hald Mejeri. Før denne udvidelse har mejeriet været et typisk mindre mejeri, som de så ud 1880-90’erne, naturligvis, eftersom mejeriet er opført 1886. Sammenlignet med andre lokale mejerier fra de her udvalgte områder, ser Hald Mejeri ud til fra start at have været et betydeligt og bygningsmæssigt godt konstrueret mejeri. Især forekommer udvidelsen med skummehallen 1911 at være udtryk for tidens bedre mejeribyggestil, meget lig den, arkitekt E. V. Lind stod for på den tid, skummehallen blev bygget.

Tidsmæssigt inddelt falder mejeriets bygningshistorie således:

Kristen Kjærs Hald Mejeri.
Udvidelser indtil 1907?
Udvidelser med skummehallen 1911.
Udvidelser og ombygning 1956.

Forløbet kan så nogenlunde illustreres fotografisk.


Hald Mejeri, som det muligvis så ud, da Kristen Kjær byggede 1886, kan kun illustreres med en meget usikker foto-identifikation. Mejeriskorstenen ser forkert ud i forhold til de senere, der er runde. Det er næppe sandsynligt, at der mellem 1886 og 1907 er bygget ny mejeriskorsten. Der er intet anført herom i forhandlingsprotokollerne fra 1893. Herunder Hald Andelsmejeri, som det har set ud 1907, før ombygningen, tilføjelsen af skummehallen, som ses afbildet som Hald Andelsmejeri i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, mejeriet o. 1911 v. ombygning med skummehal iflg. udgivelsen 1917.



Hald Andelsmejeri, luftfotografier 1950'erne

Det er meget begrænset, hvad medlemsprotokol og generalforsamlingsreferater kan dokumentere omkring mejeribygningen. Men i løbet af 1910-11 bliver det med et stort flertal vedtaget at bygge den skummehal, som nok har været den væsentligste bygningsudvidelse i mejeriets levetid. Der var her en aflæsningsrampe til mælkespande, som kan identificeres på luftfotoet både 1948 og 1959, men såmænd også på mejeriet, som det fremstod 1907.

Aflæsningsramperne er senere erstattet af transportbånd iflg. lokale oplysninger, men det har så først været i 1960’erne. På generalforsamlingen 13. okt. 1956 blev det konfirmeret, at der skulle være bygningsændringer sammen med en større fornyelse og udskiftning af mejeriets maskiner. Af bygningsændringer kan det på luftfotografiet fra 1959 konstateres, at der er kommet nye kartoffelkogere til, som 1968 blev påbudt flyttet længere væk fra mejeriet. Maskinanskaffelsen var tydeligt omfattende.

De anskaffede maskiner kan som eksempler ses specificeret i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501.

Der har formentlig ikke været udskiftning af vægtene, men ”… Forvarmer, Pasteur og Ringkøler fra Fr. Christensen. - 1 Titan og 1 B & W Centrifuge. - Kærneælteren ”Silkeborg”. - Kedel fra Th. Th. Sabroe. - Caroc & Leth Maskine.^[65]



Salmonsens Konversationsleksikon daterer denne smøræltemaskine 1880-1910.	Elektrisk smørkærner 1920’erne, Energimuseet.

Den anskaffede B & W Centrifuge, kunne have været en centrifuge for håndkraft som illustreret her eller Titan centrifugen som de ligeledes her illustrerede. Her også med eksempler på pasteuriseringsapparat. Den illustrerede smøræltemaskine i en ældre version 1880-1910 og en elektrificeret efterfølger fra 1920’erne.

Den næste, større udvidelse af mejeriet kommer i den periode i 1950’erne, hvor produktion, leverancer og - så nogenlunde - priser var i top. Sept. 1956 udvidede mejeriet nordfløjen og fik en ny smørkærner, to år efter købte mejeriet en ny smørpakkemaskine, meddeles det i Skive Folkeblad 10. nov. 1958. I forbindelse med mejeriets generalforsamling 21. nov. 1958 udtrykte bestyrelsen ønske om yderlige oplysninger om den Smørpakkemaskine, som Skive Folkeblad hævder, der skulle være købt.

Udskiftningen i 1956 af smørkærnemaskine kunne have været fra trækærneren i midten til stålkærneren t.h. Vi ved dog fra Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, 1917, at Hald Mejeri før 1917 må have anskaffet ”Kærneælteren Silkeborg”, som ses afbildet neden for. Denne kærner blev berømmet for dens lange holdbarhed, især 1908-modellen.^[66]

På generalforsamlingen 13. okt. 1956 hedder det i forbindelse med en konstateret mælkemængde på 400.000 pund, at der er installeret nye maskiner for ca. 80.000 kr., bygningsændringer for ca. 105.000 kr. trods overslag på 84.000 kr.

17. august 1957 vedtog bestyrelsen at anskaffe et ”Vandrensningsanlæg til Mejeriet”, hvor der var et tilbud på 5600 kr.Og endelig besluttede man på generalforsamlingen 8. nov. 1958, at der skulle udarbejdes nye vedtægter, ”da de gamle er stærkt forældede.” De nye vedtægter vedtages 1. dec. 1959 med 16 paragraffer. Godkendes enstemmigt 21. nov. 1959.

Her var det maksimale antal registrerede interessenter 241. Kun et tiår før mejeriet 1970 måtte lukke og slukke.

Mejeriets drift havde betydning for egnens befolkning både som arbejdsplads, men også mejeriudsalget, hvor man kunne købe mejeriprodukterne.

I forhandlingsprotokollen hedder det herom 25. april 1917, at ”Butiksudsalget bortliciteredes til Birgitte Ryde for 90 kr. for ½ år. I 1917-18 protokollen anføres, at der til licitationen hører ”2% af Omsætningen”.

På generalforsamlingen 13. okt. 1956 meddeles det, at der nu kunne ”købes pasteuriseret Sødmælk i Flaske … med Udsalg i Virksund.” Tidligere har man afhentet den mejerifriske mælk i spande. Det fremgår ikke, om flaskesalget også omfattede mejeriudsalget i Hald fra okt. 1956.

Overgang til stordrift, nedlukning, brandtomt

En ny tids vinde kan konstateres omkring det lille, kvalitetsprægede mejeri i løbet af 1960’erne, hvor en lang række mindre mejerier lægges ind under større. På generalforsamlingen, refereret i Skive Folkeblad 14. nov. og 17. dec. 1969 blev det udmeldt, at ”mejeriet sidste aar indvejede 8,2 mill. kg mælk med en fedtprocent paa 4,00”. Men der ville være udsigt til ”udgifter paa omkring 150.000 kr. til kloak- og rensningsanlæg.” Det gav anledning til drøftelse af sammenlægning med Skiveegnens eller Viborgegnens Mejeriselskab.

Man besluttede at gå ind i Viborgegnens med 100 stemmer for, 17 imod. 122 af foreningens 188 daværende medlemmer deltog i generalforsamlingen. Skive Folkeblad har 29. sept. 1970 i anledning af, at Hald Mejeri lukker, talt med mejeribestyrer Svend Mehlsen, der nu går på pension efter at have været ansat siden 1938.

Mehlsen fortæller, at mejeribestyrer D. C. Danielsen det meste af sin tid som mejeribestyrer 1897-1938 havde 4 ansatte til daglig drift.

Ved lukninger er der 2 ansatte foruden Mehlsen, Chr. Pedersen og en vikar. Mejeribygninger blev herefter købt af stearinlysfabrikanten fra Sparkjær, der her etablerer sig som Diana Lys. Og undgik således nedrivning, hvilket naturligvis glædede den afgående mejeribestyrer Mehlsen ved nedlæggelsen. 5. juni 1978 meldes der om brand første gang, med kun mindre skader.

11. sept. samme år nedbrænder hele fabrikken og dermed også det gamle mejeri.

En noget trist og ufortjent afslutning på en god placering i det danske mejerivæsen. Men tendensen mod stordrift fortsatte, Mejeriselskabet Danmark, MD Foods fusionerer 1999 med svenske Arla og bliver til Arla Foods amba., der p.t. har en markedsandel på o. 90% af dansk produceret mælk iflg. egne oplysninger.^[67]

De mange små andelsmejerier er blevet en verdenskoncern, andelsejerskabet er afløst af et multinationalt amba, andelsselskab med begrænset ansvar. De mange små andelsmejerier dannede i 1912 De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, som i 1972 blev ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation, som igen i 1997 blev ændret til Mejeriforeningen.

Mejeriforeningen har en opgørelse over den aktuelle mejeri produktion. Der anføres i 2019 at have været en årlig mælkeproduktion på 5,61 mia. kg og en eksportindtægt på 21,1 mia. kr.^[68] Denne produktion er fordelt på 31 medlemmer af Mejeriforeningen^[69], herunder langt den største mejerisammenslutning Arla Foods og 14 mejerier, der ikke er medlemmer af mejeriforeningen^[70].

Det har været en rejse fra mange, 1507 små andelsmejerier i 1894 til de ret få, 45 mejerier i dagens Danmark, hvor Arla Foods er størst, en international mejerivirksomhed, der spænder over 21 globale destinationer.^[71]

Svineslagterier, andels- og private slagterier

Svineslagtning og -slagterier blev ligesom mælk og mejeridrift en ny tids centrale produktionsområder. For slagterier som produktionssteder, der var afledt af den før det industrielle gennembrud helt dominerende landbrugsproduktion, var landbrugskonjunkturerne helt afgørende for slagteriernes produktionsudvikling.

Men selv om slagterier og mejerier havde en fælles baggrund i forarbejdning af animalske landbrugsprodukter, så blev slagterierne ikke placeret decentralt som de små fælles- og andelsmejerier.

Både på mejeri- og slagteriområdet gjorde det sig gældende, at den dyriske landbrugsproduktion i Danmark med den oversøiske konkurrence på korn og faldende kornpriser fra 1870'erne blev tiltagende vigtig for dansk landbrug samtidig med, at nederlaget til Prøjsen (fra 1871 Tyskland, Det Tyske Kejserrige) i 1864 rykkede den dansk-tyske grænse op til Kongeåen. Uanset dette problem i forhold til Prøjsen, det senere Tyskland, var der en eksportforøgelse af svinekød til Prøjsen, Tyskland med en næsten tredobling fra 1860 til 1890.

I det her behandlede lokalområde, Skive, Salling, Fur, Mors, Fjends, Viborg blev der anlagt tre andelsslagterier i henholdsvis Nykøbing Mors, Skive og Viborg. Andelsslagterierne efterfulgte og blev konkurrenter til private slagterier - et i Skive og et i Viborg. Eller rettere to forskellige ejere af det private slagteri i Skive, men samme slagteri og placering Brårupgade 16.

I samme geografiske område og samme tidsrum, dvs efter herregårdsmejerierne / hollænderierne, i fælles- og andelsmejeriernes etableringsperiode, var der 1) Fur Mejeri, der afløstes af Fuur Andelsmejeri, 2) på Mors 13 fælles- og andelsmejerier, 3) i Salling 14 fælles- og andelsmejerier, 4) i Fjends 7 fælles- og andelsmejerier, i alt 35 mejerier, hvor der var 3-5 centralt placerede slagterier i Nykøbing Mors, i Skive og i Viborg:

1) Nykøbing M Morsø Andelsslagteri 1914-76,

2) i Skive Thompsons Svineslagteri 1889-1910, Koopmanns Svineslagteri 1910-53, Skive Andelsslagteri 1903-72 - i oversigten over Landbrugets Forædlings Virksomheder er der foruroligende mange fejl herom: Thompsons Svineslagteri mangler, Koopmanns overtagelse er fejldateret, hvortil kommer en hel del slåfejl,

3) i Viborg A/S Koopmann Svineslagteri 1902-1912, der afløses af Viborg Andelssvineslagteri 1912-72.

Viborg og Skive Andelsslagterier fusionerer 1972, inkluderer Morsø Andelsslagteri 1976 under det fælles navn Jutland Slagterierne.

Der fusioneres nok en gang i 1990 i en endnu større fusion, Vestjyske Slagterier Struer. Her indgår Struer-Hurup Andelssvineslagterierne, Sydvestjyske Andelsslagterier, Esbjerg, Royal Dane/Quality Slagterierne og og fra 1995 Koopmann Slagterierne, Silkeborg.

Danish Crown navnet kommer fra Kolding slagteriet af samme navn, som sept. 1986 bliver overtaget af Tulip. Under dette navn og som led i en igangværende fusionsbølge kommer Danish Crown fra okt. 1990 til at dække hele det østlige Jylland fra Vojens til Limfjorden samt hele Nordjylland og Fyn. Men endnu ikke den midt-vestjyske fusion, som Skive Andelsslagteri tilhører, Vestjyske Slagterier. Sjælland og Lolland-Falster er samlet under det nye navn Steff-Houlberg. Uden for står TICAN (fusionen Thisted-Fjerritslev Andelsslagteri fra 1978).

Danish Crown forsøger i tiden fra 1995 indtil 1998-99 at få et samarbejde etableret mellem de resterende slagterigiganter under navnet "Slagteriselskab Danmark". Februar 1999 godkender EU Kommissionen så, at Danish Crown fusionerer med Vestjyske Slagterier. I 2001 overtager Danish Crown også Steff-Houlberg, 2010 omdannes Danish Crown fra et andelsforetagende til et A/S.

Afdelingen i Skive brænder som del af Danish Crown 2007 og nedlægges 2008.

Slagteribranchen går fra at være temmelig centreret til at være et stort set landsdækkende monopolforetagende, Danish Crown Holding A/S.

Fra 1887 til 1889 kom der et tysk importforbud for svinekød, der ramte den danske eksport af svineflæsk hårdt.

Det medførte en øjeblikkelig og radikal omlægning fra tysk flæskeeksport til eksport af bacon til England.

Omlægningen betød, at flæsket nu måtte sælges direkte fra Danmark til England, hvor der før havde været en betydelig transit eksport af svinkød og -flæsk over Hamborg-Altona.

I England solgtes svinekødet under betegnelsen "Continental bacon". Flæskesalget foregik ved engelske kommissionærer på Londons flæskebørs, og de solgte udelukkende til grossister, med hvem de var sammensluttet i en såkaldt baconring. Her var grossisterne forpligtede til kun at købe fra engelske kommissionærer med et stort set engelsk handelsmonopol - og ikke direkte fra slagterierne.

Denne rings monopol i flæskehandelen forsøgte de danske svineeksportører, centreret omkring De samvirkende danske andelsslagterier, stiftet 1897 at bryde, hvilket først delvist lykkedes efter 1902 med dannelsen af Danish Bacon Company som salgsagenturfirma for dansk flæsk.

Samtidig med omvæltningen i salget af svinekød fra 1887 etablerede L. Peter Bojsen i Horsens det første andelssvineslagteri som en direkte konsekvens.

Kravet til slagteribranchen blev med omlægningen til engelsk bacon eksport længere, slankere svin og renlighed. Bacon var et mere ømfindtligt produkt end flæsk.

En af pionererne i denne proces var Philip W. Heyman (født 15. november 1837 i København, død 15. december 1893 samme sted), dansk direktør, Tuborgs grundlægger, og på trods af at være af ortodoks jødisk familiebaggrund spiste han gerne det svinekød, som også blev hans levevej.

1866 anlagde Heyman sammen med handelsfirmaet H. Puggaard & Co. Københavns Svineslagteri, som han senere blev eneejer af, og han anlagde efterhånden flere svineslagterier, hvor han til fremme af disse virksomheder udførte et betydeligt arbejde for forbedring af svineracerne i Danmark.

Det var med bistand af C.F. Tietgen, Heyman oprettede og opkøbte svineslagterier og iværksatte en eksport til England af magert bacon. Netop bistanden fra Tietgen skulle vise sig at være et politisk handicap, da Tietgen 1884 havde offentliggjort sin støtte til Christopher Hage, "en liberal højremand" som folketingskandidat for regeringspartiet Højre. Selv om Hage blev valgt med både socialdemokratiske og Venstre stemmer, så markerede Tietgen sig som ganske vist i økonomisk henseende liberal, men også som støtte til det parti, Højre og Estrup, der tabte provisoriestriden til Det forenede Venstre. Og i provisorietiden var den politiske forståelse for modstanderes synspunkter ikke overvældende.

Ved grundlæggelsen af det første andelssvineslagteri 1887 i Horsens med venstremanden Peter Bojsen som initiativtager og formand så Heyman en klar trussel, både en økonomisk og en politisk i det provisoriedelte Danmark under Estrup, en trussel han forsøgte at gardere sig imod.

L. Peter Bojsen, 15.4.1838 - 27.5.1922 var landøkonom, skoleleder og politiker. I politisk henseende var han nok den mindst betydningsfulde af de 3 Bojsen brødre. Emil og Frede Bojsen var engageret i den politiske inderkreds i Venstre, kan man se i den offentliggjorte brevveksling, Tre Venstremænd v. Harald Jørgensen 1962.

De nye tider og betingelser som et resultat af det tyske importforbud for svin 1887-89 fik hurtigt lokale konsekvenser i form af Skive Svineslagteri.

Andelsmejerierne i Skanderup og Lunderskov

Skanderup Mejeri begyndte som andelsmejeri i 1888, hvor der lokalt annonceredes efter en ”duelig” mejerist, underskrevet Knipschildt, Skanderup Nygaard som formand.

Mejeriet blev 1912 flyttet fra Skanderup til Lunderskov, osteriet tilbyggedes i 1916 og havde 120 leverandører med 1400 køer omkring 1918.^{^[1]} 1931 var der 108 leverandører med 1230 køer, en gns. besætningsstørrelse, der gik fra 11,7 i 1918 til 11,4 i 1931. Der er således ikke ændring i ca. besætningsstørrelser, men der er fald i andelshavere, der er gået til det søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri.

Det skal her bemærkes, at de i tabellen benyttede tal for Sogne med delte mejerier er fra 1930, hvilket selvfølgelig kan give variationer til de anførte tal fra 1918.

Men Skanderup Mejeri hørte fortsat til blandt de delte mejerier, der havde de største besætninger per mælkeleverandør.

Mejeribestyrerne på Skanderup Mejeri og andelsbestyrelsens formænd nævnes i en 25 års jubilæumsartikel i Kolding Folkeblad 27. okt. 1913.

Den første formand for bestyrelsen var Ernst Frants Hans Knipschildt indtil 1895. Stavemåden kan variere, i Danske Mejerier, Bd. 4, s. 208, hvor han beskrives som formand for Lunderskov Mejeri 1895-97, er stavemåden Knipshill. I 1890 folketællinger er navnet Ernst Frantz Hans Knipschildt, Gaardeier i Skanderup

Han ejede Skanderup Nygaard v. Lunderskov og Skanderupgaard.

Efter en religiøs "vækkelse" i 1901 blev han missionær og solgte sine gårde. Annonceringen efter mejerist i 1888 var underskrevetKnipschildt, Skanderup Nygaard 1888-1895.^{^[2]}

Efterfølgende formænd var:

H. F. Beck 1895-1909,som iflg. Kolding og Omegn 1904 var sognerådsmedlem og bosiddende i Skanderup.

Proprietær A. Høyer Wissingsminde var formand 1909 indtil 1915.

Proprietær S. Haue, Wissingsminde 1915-25.

Folketingsmand og proprietær Valdemar Thomsen, Rosenlund blev formand 1925, fremgår det af Dansk Mejeristat, s. 533 fra 1932, og han her her været med til at ansætte mejeribestyrer Chr. Jacobsen, der under besættelsen blev en ledende modstandsmand i Lunderskov. På dette punkt helt i overensstemmelse med B. Hald, mejeribestyrer på det søndagshvilende Lunderskov Mejeri.

Den første mejeribestyrer var R. Jepsen fra Thorsted indtil 1910.

Herefter J. P. Nielsen fra Kellerup (Danske Mejerier 4, s. 224), formentlig bestyrer indtil ansættelsen af Chr. Jacobsen i 1927. Forudgående har Chr. Jacobsen været ansat som elev på Vejen Andelsmejeri.

Mejeribestyrer Chr. Jacobsen var under besættelsen som anført sammen med mejeribestyrer B. Hald, Lunderskov Andelsmejeri aktiv i modstandsbevægelsen. Den fælles modstandskamp har her åbenbart overtrumfet de religiøse modsætninger og det driftsøkonomiske konkurrenceforhold.

Chr. Jacobsen blev ligesom langt de fleste mejeribestyrere uddannet på Ladelund Mælkeriskole.

Formanden for Skanderup Mejeri siden 1925 - som således har været central i udvælgelsen af den nye mejeribestyrer i 1927 - var Valdemar Thomsen, Rosenlund. Han anføres som havende været elev på Dalum Mejeriskole, altså med gode mejerifaglige forudsætninger.

Valdemar Thomsen indgik senere i ledelsen af organisationen ”Landbrugernes Sammenslutning” og blev ved folketingsvalget i 1932 valgt til Folketinget af Venstre i Vejle Amt som repræsentant for LS.

Han brød med Venstre og deltog i stiftelsen af ”Det Frie Folkeparti”, som senere skiftede navn til ”Bondepartiet”, hvis formand han blev.

Ved folketingsvalgene 1935, 1939 og 1943 valgtes han til Folketinget i Vejle Amt som repræsentant for dette parti. Han blev efter befrielsen tiltalt efter straffelovstillægget for sine forhold under besættelsen, men blev frikendt ved endelig landsretsdom.

Det kunne være interessant at vide, hvilket forhold Valdemar Thomsen og mejeribestyrer Chr. Jacobsen havde til hinanden under besættelsen.

Men det er der næppe nedfældet noget skriftligt om.

Denne mejeriundersøgelses forfatter har som helt ung student med rod i Skanderup Sogn talt med Valdemar Thomsen om besættelsestiden. Han følte sig uretfærdigt behandlet, og har skrevet et ikke ret kendt skrift herom, der hedder "Jeg anklager Rigsdagen". Denne pjece er i lidt ændret form udgivet 1969, Valdemar Thomsen, En fældende anklage. Historiens dom. Den kan søges på Google Books.

Modstandsbevægelsen lagde umiddelbart efter besættelsen afstand til Valdemar Thomsen, selv om han i Landsretten blev frikendt for de anklager om samarbejde med værnemagten, han blev anklaget for.

Valdemar Thomsen havde i 1934 som folketingspolitiker for Venstre agiteret for landbrugets vilkår og havde her et sprogbrug, der mindede om nazisternes, hvilket medførte en skarp reaktion fra Venstres daværende formand, Oluf Krag. Og det blev starten på Det Fri Folkeparti.

De standpunkter, som Bondepartiet - og Valdemar Thomsen - gav udtryk for kan godt sammenlignes med samtidens fascistiske tilkendegivelser. Men sådan talte man i vide kredse i 1930'ernes Danmark. Det gør ikke Valdemar Thomsen til nazist eller nazi sympatisør, det viser Landsrettens frifindelse af ham for de rejste anklager.

Der skete også en tilnærmelse mellem Landboernes Sammenslutning, LS og nazisterne. Men ikke mellem Bondepartiet og nazisterne.

Skanderup Mejeri blev nedlagt som mejeri i 1962.^[3]

Lunderskov Mejeri blev oprettet som søndagshvilende mejeri i 1895-96^{^[1]}, og havde fra start 130 leverandører med 950 køer, en gns. besætningsstørrelse på 7,3.^{^[2]}

Vi kan heraf slutte, at leverandørerne til det søndagshvilende Lunderskov Mejeri har haft mindre bedrifter end leverandørerne til Skanderup Mejeri. Under alle omstændigheder havde flere leverandører færre køer. Det fremgår også af tabellen over delte mejerier, hvor Lunderskov Mejeri dog lå over de søndagshvilende mejeriers gennemsnitsstørrelse.

Her udspiller mejerihistorien sig i dets lokale særpræg, splittelsen mellem ønsket om et søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri og det i sognet første, ikke søndagshvilende Skanderup Andelsmejeri fra 1888, der flyttedes til Lunderskov i en ny mejeribygning, opført i 1912. Begge mejerier blev økonomisk rationelt placeret ved jernbanen, men økonomisk urentabelt opdelt i to enheder med heraf følgende større driftsomkostninger.

Som nævnt er det en interessant parentes er, at de to senere mejeribestyrere, B. Hall og Chr. Jacobsen begge var aktive i modstandsbevægelsen under besættelsen.^[3]

Lunderskov Mejeri blev nedlagt i 1971.^[4] Der byggedes ældreboliger, da mejeriet blev nedrevet i 1990’erne.^[5]

Lunderskov Andelsmejeri oprettes 1895 iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 207, som det hedder "ved Stationen". En beliggenhed, som Skanderup Andelsmejeri fulgte op 1912, dog i den anden ende af stationsområdet. Iflg. Dansk Mejeristat, s. 516-17 "Udvidet med særskilt Beboelse 1902 samt 1926 under Medvirken af Arkitekt Th. Rolver." Denne udvidelse under medvirken af Arkitekt Rolver har været inspireret af eller en del af samme arkitektoniske trend, som de af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier i bl.a. Jordrup og Hjarup.

Mejeriet nedbrændte juli 1982 efter 1969 at være blevet del af Sydjysk Mejeriselskab iflg. Hejmdal 14. april 1969. Esbjerg Folkeblad har 28. december 1895 meddelelser om "Thinglæste Ejendomshandeler". Her fremgår det, at der gives skøde fra "Herman Madsen til Lunderskov Andelsmejeri". Herman Madsen er i 1901 folketællingen registreret som gårdejer på en mindre gård (1 karl og 1 tjenestepige) i Lunderskov.


Mejeriudgivelsen er fra 1917, og det kan konstateres, at sådan så Lunderskov Andelsmejeri, et simpelt langhus med beboelse, udnyttet tagetage. Der er en forbavsende lighed med Lunderskov Kro, Muligvis blot billigt, gentaget byggeri.		Det kan konstateres, at det i 1926 ombyggede Lunderskov Andelsmejeri under medvirken af "Arkitekt Th. Rolver, Kolding er væsentligt ændret og nu fremtræder i den byggestil, som fra 1915 anbefaledes af "Bedre Byggeskik", en byggestil, som arkitekt E. V. Lind, Skive var den førende mejeriarkitekt i.
Mejeriet lå som nabo til Lunderskov Kro, Hotel Lunderskov, der blev ombygget lidt før mejeriet, dog i en noget anderledes arkitektur.

		Over for mejeriet byggede P. Michelsen sit ostelager v. jernbanestatioen.

Ud fra de to mejerifortegnelser, Danske Mejerier 1914-17 og Dansk Mejeristat 1931-32 kan der for Lunderskov Andelsmejeri så nogenlunde rekonstrueres rækken af formænd og mejeribestyrere.

Formænd:

Den første har været Propr. Knipshill 1895-97 (Danske Mejerier 4, s. 208). Han var formand for Skanderup Andelsmejeri indtil 1895, hvor den religiøse vækkelse, der 1901 gjorde ham til indremissionær, velsagtens har betinget skiftet til Lunderskov Mejeri.

Herefter 1897-1919 Gdr. L. Nissen, Lunderskov.

1919-43 gdr. H. Knud Knudsen, Gjelballe, der også var sognerådsformand 1923-43.

Mejeribestyrere:

Den første meddelelse om mejeribestyrer på Lunderskov Andelsmejeri kan konstateres i Slagelse-Posten 4. sept. 1896, hvor der refereres fra "Den 4de sjællandske Mejeriudstilling ... (at der meddeles) hædrende Omtale (til) Lunderskov Mejeri ... Bestyrer Andersen". Næsten samtidig har Kronborg Mejeri, Veerst, der holder 25 års jubilæum 1913, grundigt omtalt i Kolding Folkeblad 5. sept. 1913, en mejeribestyrer J. B. Schmidt, der bor i Lunderskov, der ikke må forveksles med den stedlige mejeribestyrer på Lunderskov Mejeri. Herning Folkeblad meddeler 11. juni 1912, at "A. M. Andersens Hustru Hansine ... Lunderskov Mejeri" er død.

Hvornår Andersen ophører med at være mejeribestyrer har det ikke været muligt at konstatere, men iflg. Danske Mejerier, Bd. 4, s. 208 er A. Jensen, Harboøre fra 1. maj 1916 bestyrer på Lunderskov Mejeri.

Formodentlig har A. M. Andersen været mejeribestyrer 1895/96 indtil 1916, hvor han så er blevet afløst af mejeribestyrer Andreas Jensen.

I tiden under pastor C. J. Moe, der 1885 fra Harboøre overtog præsteembedet i Skanderup, som han varetog indtil 1922, var det symptomatisk for Skanderup Sogn, at det søndagshvilende Lunderskov Mejeri så også fandt en mejeribestyrer i Moes hjemsogn indtil 1885, Harboøre.

Formodentlig har Andreas Jensen været ansat som mejeribestyrer indtil ansættelsen af Børge Hald.

Det fremgår af Folket, Silkeborg 24. februar 1939, at der var "83 ansøgere til Mejeribestyrerstilling ... (oplyst af) Sognerådsform. Knudsen".

Sognerådsformanden, Knud Knudsen var gårdejer i Gelballe og naturligvis del af kredsen omkring det søndagshvilende "Lunderskov Andelsmejeri", også i funktionen som sognerådsformand.

Det fremgår af 1940 folketællingen, at B. Hald nu var blevet mejeribestyrer på Lunderskov Mejeri.

Af Dansk Mejeristat, s. 209 fremgår det, at B. Hald har været "Mejeribestyrer paa Store Binderup A/M" siden 1. juli 1931.

Af 1940 folketællingen fremgår det, at ægteparret Hald havde tre børn fra 1933-37, alle født i Store Binderup, og det passer fint med, at Børge Hald må være blevet mejeribestyrer i Lunderskov mellem 1939-1940.

Børge Hald er åbenbart ud af en slægt med flere mejeribestyrere - faderen K. K. Hald var som en del af sin mejeristuddannelse mejerist i Lunderskov, før han 1905 blev mejeribestyrer på Fuur og 1909 på Thyholm Mejeri, iflg. Dansk Mejerier Bd. 3, s. 302.

Farbroderen P. K. Hald startede uddannelsen som mejerist på Fuur 1905, og blev fra 1916 mejeribestyrer på Elmely Mejeri iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 27.

De havde alle, også Børge Hald, et ophold på Ladelund Mælkeriskole som et led i deres uddannelse.

Det faglige grundlag og tilknytningen til Indre Mission var på plads ved ansættelsen af B. Hald.

Til det faglige grundlag i mejeridriften hører, at mejeriet tilsyneladende også var på teknologisk forkant.

Det fremgår af en omtale i Jyllandsposten 7. aug. 1912, at der i Kolding var "en Vogn- og Beslagsmed Hansen ... (der havde) faaet Patent paa en Maskine til Rensning af Centrifuge-Tallerkenen ...", der tidsmæssigt reducerede rensningen fra 1½ time til 5 minutter for en mejerist. "Maskinen anvendes paa Lunderskov Mejeri."

Mejerihistorien udstiller sig med Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri i dets lokale særpræg - splittelsen mellem ønsket om et søndagshvilende (Lunderskov, der oprettes i 1895-96 ud fra dette ønske), og det ikke søndagshvilende Skanderup Andelsmejeri fra 1888, der flyttedes til Lunderskov i en ny mejeribygning, opført i 1912, hvor den tidligere mejeribygning i Skanderup i 1922 bliver valgmenighedskirke.

Den interessante parentes er, at de to mejeribestyrere, B. Hall og Chr. Jacobsen begge var aktive i modstandsbevægelsen under besættelsen.

Fællesmejeriet i Gjælballe

For tidligt på vej eller uden blik for den nye tid?

Det fremgår af lokale avisannonceringer, at der før oprettelsen af Skanderup Andelsmejeri har været et mindre tilløb til et fællesmejeri i Gjælballe.

Rigsarkivet har intet registreret herom, men registreringen fremgår af en Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg. 1894, småtryk på Det Kongelige Bibliotek.


Denne gård, som "Gaardejer Jacobsen" sælger til hr. Bonde af Skovhusene i Slesvig med tilhørende "udvendig Besætning og Inventar, Mejeri- og Bryggersredskaber ..." kan muligvis være det fællesmejeri, der brænder 11. juni 1883.		"Gjælballes Fællesmejeri" med "Bygninger der vare opførte i Fjord ... Stuehus ... en Mejeribygning ... Svinestald" brændte 11. juni 1883. Der er ingen navne- og gårdangivelse, men det kunne være Bonde fra Slesvig, der har nyopført et fællesmejeri til gården med mejeriredskaber, købt iflg. meddelelse i Kolding Folkeblad 21. Juli 1881.

Året efter branden på fællesmejeriet søges der o Jyllandsposten 22. juli 1884 en mejeribestyrer til det, der så godt kunne være et genopført mejeri. For Gjelballe Mejeri, muligvis det samme, brændte mejeri, annoncerer "Forpagter ... Eilersen" 13. marts 1885 efter en mejerielev. Det er usikkert, om det er samme mejeri, men gårdens og fællesmejeriets mulige ejer har måske ladet en forpagter forestå den kombinerede gård- og mejeridrift, hvor der så også er søgt en kombineret mejeribestyrer og røgter, så vidt, det kan udlæses af annonceringen i Jyllandsposten 22. juli 1884. En noget usædvanlig kombination, hvor de professionelle fælles- og andelsmejerier har taget over fra tidligere tiders herregårds- og - især - gårdmejerier.

Det første vidnesbyrd om "Gjælballe Fællesmejeri" er meddelelsen om, at der ved en brand 11. juni 1883 er brændt stuehus, mejeribygning og svinestald, som alt iflg. avisreportagen skulle være opført året før, altså 1882. Det kan således muligvis sluttes, at der i Gjælballe har været et gårdmejeri med sædvanlig gårddrift i øvrigt, der så også er oprettet som fællesmejeri året før 1883, hvor det er registreret at være brændt 11. juni 1883.

Dette antages her at være sammenhængende med gården, der annonceres solgt 21 juli 1881 til Bonde, der har købt Jakobsens gård med bl.a. mejeriredskaber, og som så har bygget nyt mejeri, stuehus og svinestald. Tilstedeværelsen af mejeriredskaber på den solgte gård til Bonde er et ganske svagt grundlag at formode sammenhæng på, men kildematerialet er for sparsomt til at kunne give en præcis og detaljeret beskrivelse af dette fællesmejeri i Gjælballe.

Det er registreret i den samtidige og autentiske Fortegnelse over Mejerier fra 1894, der findes på Det Kongelige Bibliotek som småtryk, udgivet af Dansk Mejeriforening.

"FORTEGNELSE OVER ANDELS-, FÆLLES- og HERREGAARDS-MEJERIER

DAMP - CENTRIFUGE - MÆLKERIER

UDGIVET AF DANSK MEJERISTFORENING

ANDEN UDGAVE SLUTTET 1. JUNI 1894"

Denne mejerifortegnelse har ikke registreret Lunderskov Andelsmejeri - naturligvis, da mejeriet først oprettes 1895-96.

Derimod er der under II. Fællesmejerier registreret Gjelballe pr. Lunderskov, muligvis på den af Bonde købte gård med kombineret mejeri- og landbrugsbyggeri i 1882. Registreringen i 1894 har så været lige før nedlæggelsen af Gjelballe Fællesmejeri, der formodes at være sket i 1895.

Skanderup pr. Lunderskov er registreret under nørrejyske andelsmejerier. Naturligvis, da Skanderup Andelsmejeri er oprettet 1888. Og Nørrejylland gik til Kongeåen, hvor Sønderjylland startede.

Hvis betegnelsen fællesmejeri i Kolding Folkeblad og i 1894 fortegnelsen accepteres for pålydende, så har der været tale om et af de fællesmejerier, der i det østlige Danmark gik forud for andelsbevægelsen med gennembruddet i 1882 med Hjedding Andelsmejeri.

Disse tidlige fællesmejerier omfattede som regel større mælkeproducenter, der slog sig sammen og aflønnede en mejerist.

Der har hyppigst været tale om en form for lukket interessentselskab. Eller en privat gårdmand, der for egen regning og risiko købte og drev et fællesmejeri. I tilfælde med succes med leverance fra både de store, middelstore og mindre bedrifter på egnen.

I Gjelballe kunne det se ud til at have været den 1881 fra Slesvig tilkommende gårdmand, Bonde, der med en forpagter har igangsat et fællesmejeri, kombineret med almindelig gårddrift.

Leverancen fra ”de store” kan lokalt være interessant, da det må betyde, at de her tidligere eksisterende herregårdsmejerier, hollænderier er blevet nedlagt.

I 1894 fortegnelsen kan der på egnen i og o. Skanderup Sogn konstateres flg. herregårdsmejerier, også kaldet hollænderier:

Bramdrupgaard pr. Vamdrup, Bøgelund pr. Kolding, Hesselballegaard pr. Kolding, Højgaard pr. Kolding, Lykkesgaard pr Kolding, Skovgaard pr. Kolding.

Men der er 1894 ikke registreret herregårdsmejerier helt lokalt, så det nærmeste må have været Bramdrupgaard i Vamdrup.

I mejerifortegnelsen af 1894 lå 35 % af fællesmejerierne i Nørrejylland. I Skanderup Sogn var der her registreret dette ene fællesmejeri i Gjelballe, som formentlig kun har eksisteret 1882-1895, hvor Lunderskov Andelsmejeri startede.

I modsætning til fællesmejeriet i Hjarup, Enghavegaard, der fungerede 1885 til 1889, og som blev omdannet til andelsmejeri, så ophørte fællesmejeriet i Gjelballe slet og ret.

Det er ikke undersøgt, hvor stor en konkurrence herregårdsmejerierne har været lokalt til andels- og fællesmejerierne. Men alle andre her registrerede, undtaget Gjælballe Mejeri klarede sig i konkurrencen.

Det er mest sandsynligt, at Gjelballe Fællesmejeri med opkomsten af Lunderskov Mejeri i tilgift til det nærtliggende Skanderup Mejeri har opgivet ævred og har opløst sig selv.

I 1890 folketællingen er Gaardejer Nis Kristian Bonde, født i Aller, Slesvig, registreret, og han må 1890 have været bosiddende på gården.

Men den i annonceringerne nævnte forpagter Eilersen på formentlig samme gård er ikke indgået i nogen folketælling, og må have været på egnen for kort tid til at være blevet registreret i denne og den foregående 1885 folketælling.

I Jyllandsposten 22. Juli 1884 annonceres der efter en i virkeligheden kombineret Mejeribestyrer, der også kan fungere som røgter ved at kunne "malke ... og fodre Svinene ..."

Den her anførte gård og / eller mejeri kan ikke identificeres ud fra annonceringen. 5. aug. 1884 i Fyens Stiftstidende annoncerer Forpagter Eilersen efter en mejerist, hvilket muligvis medfører, at Mejerist G. J. Petersen på "Gjælballe Mejeri" annoncerer efter stilling som mejerist i Jyllandsposten 14. oktober 1885.

Det kan måske formodes, at der juli 1884 er blevet ansat en mejeribestyrer, at der fra august 1884 har været to mejerister, og at mejerist G. J. Petersen så i okt. har haft en anledning til at søge ny mejeriststilling. Enten fordi Gjælballe Mejeri ikke har kunne skaffe tilstrækkeligt mange leverandører, eller at mejerist Petersen er blevet overflødig med den i marts 1885 søgte mejerielev.

Der er i 1890 folketællingen som anført registreret en "Gaard 19", med "Gaardejer Nis Kristian Bonde". Der er i hans husholdning en "Jomfru" en "Tjenestepige" og en "Tjenestekarl". Altså ikke en særligt stor gård, som det er svært at forestille sig har været med tilhørende mejeri, hvis der ikke netop her er forsøgt en konstruktion med kombination af gård- og fællesmejeridrift.

Med opkomsten af først Hjarup Fællesmejeri 1885, der blev til Hjarup Andelsmejeri 1889, Skanderup Andelsmejeri i 1888, senere efterfulgt af Lunderskov Andelsmejeri i 1895 blev Gjelballe Fællesmejer fra 1882 kun en parantes.

Det lille fællesmejeri i Gjælballe har åbenbart ikke kunnet klare sig i forhold til Skanderup og Lunderskov, selv om det tilsyneladende har været ganske tidligt på færde.

Der har muligvis været for meget landbrug og gårddrift i forhold til mejeridriften.

Hjarup Mejeri

Hjarup Mejeri blev oprettet året efter Skanderup Mejeri, i 1889, men begyndte allerede i 1885 som fællesmejeri iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 182-83. Det hed indtil det blev andelsmejeri Mejeriet Enghavegård.I 1887 annonceres der efter en ”Mejerielev … Løn gives”. 22. december 1893 kan man i Jyllands-Posten læse, at Hjarup Mejeri er blevet nomineret i den bedste tredjedel på en smørudstilling, hvor der deltog ”75 Mejerier, hvoraf 7 Herregaardsmejerier, 68 Andels- og Fællesmejerier …” 7. marts 1914 er der meddelelse om, at Hjarup Mejeri sammen med 2 andre mejerier har fået sølvmedalje for ”Ost af Sødmælk”

Mejeriet blev arkitekttegnet og ombygget i sin nuværende skikkelse i 1915 af arkitekt E. V. Lind, Skive, som er den arkitekt, der har tegnet flest mejerier i Danmark, 343 i alt, heraf lokalt to ganske bemærkelsesværdige i Hjarup og Jordrup.

Formand for mejeriet fra start som andelsmejeri var folketingsmand A. Jessen, 1888-1915, som blev efterfulgt af proprietær J. Thomsen, Thomasminde, Hjarup. Simon Simonsen, der 1949 overtog Wissingminde i Skanderup valgte i stedet for det traditionelle Skanderup Mejeri på Wissingsminde at levere til Hjarup Mejeri, hvor han var formand 1955, indtil mejeriet lukkede 1978.

Mejeribestyrer fra 1912 var Martin Jensen. Før Martin Jensen kan der ud fra forskellige avisnotitser konstateres, at Hjarup Mejeri 1892 havde en mejerist, O. Skouenborg, som 1899 ses som mejeribestyrer på Vamdrup Andelsmejeri, Hjarup har fået en mejeribestyrer Bramsen, som formodes at have været Martin Jensens forgænger.


Hjarup Mejeri efter ombygningen i 1915. Et af de smukkeste eksempler på de mange af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier.	Og som Hjarup Mejeri så ud før nedlæggelsen 1978.

	Hjarup Mejeri er efter nedlæggelsen 1978 blevet til et af de lokale drevet forsamlingshus.

Vamdrup Andelsmejeri, Bastrup Andelsmejeri

Vamdrup Andelsmejeri

Iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 233-34 startede mejeriet i Vamdrup som fællesmejeri 1883, andelsmejeri 1888.

Det er værd at bemærke, at der i Danske Mejerier Bd. 4, udg. 1918 anføres "5 Medarbejdere (Mejerske)". Om alle 5 eller kun en enkelt medarbejder har været kvindelige mejersker, er det ikke muligt at afgøre. Men der har i Vamdrup åbenbart med den relativt tidlige start i 1883 været tale om at indgå i den tradition, at mejerierhvervet var et kvindeerhverv, indtil mændene hurtigt tog over med de karrieremuligheder, der blev i det fremgangsrige erhverv.

I 1918 registreringen var der 160 leverandører med 1200 køer. Iflg. Dansk Mejeristat, s. 544 var der 1932 186 leverandører med 1300 køer, en tilbagegang fra 7,5 køer per andelshaver til 7 køer per andelshaver.

Der er således tale om et mejeri, hvor andelshaverne har relativt små, gennemsnitlige besætningsstørrelser, som oven i købet har en faldende tendens 1918-1932.

Bastrup Andelsmejeri

Som det hedder i Danske Mejerier Bd. 4, s. 154, så "gik Mælken til Vamdrup Andelsmejeri" før oprettelsen af Bastrup Andelsmejeri 1897, og "Mejeriet ligger stille om Søndagen".

Oprettelsen sker et par år efter det også søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri. I sammenligning med Lunderskov var Bastrup et betydeligt mindre mejeri, også et mejeri med temmeligt små besætningsstørrelser blandt andelshaverne. Til gengæld ser mejeriet ud til at have haft et temmelig godt mælkeudbytte i forhold til køernes antal.

Som nabomejerierne i Skanderup Sogn var det også et problem for Bastrups andelshavere med delingen i forhold til ikke-søndagshvilende mejerier. Her oven i købet med et særskilt problem omkring "særligt store Transportudgifter", som det hedder i Kolding Folkeblads referat af mejeriets generalforsamling 12. dec. 1903. "Andelshaverne bor temmelig spredt (og) der er ... Leverandører fra den østlige Del af af Hjarup Sogn, "der har) over 1 Mil fra Mejeriet." Det fremgår også af dette generalforsamlingsreferat, at den formentligt noget skrabede regnskabsbalance "med 102.744 Kr. 3 Øre" blev fremlagt og godkendt, men med forklaringen, at mejeriet ud over de store transportudgifter desuden "kun arbejder de søgne Dage."

Iflg. Dansk Mejeristat, s. 460 blev mejeriet udvidet 1923. Det fremgår her, at mejeribestyreren siden 1897, Chr. Hansen stadig her anføres som bestyrer. Som årgang 1854 må pensionen formodes at have ligget nær. Men i Ærø Venstreblad hedder det 12. april 1933, at "Mejeribestyrer Hansen, Bastrup Mejeri ... fyldte 79 Aar. Han er trods Alderen rask og arbejdsdygtig og deltager i det daglige Arbejde i Mejeriet." Chr. Hansen dør to år senere, 81 gammel som landets ældste mejeribestyrer. Iflg. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup blev mejeriet nedlagt 1968.

Mejeridebatten

Både Lunderskov og Skanderup Mejeri var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret.

Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede. Der er dog fundet et enkelt eksempel på en art læserbrev om emnet, som i Kolding Folkeblad blev kaldt ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde,^{^[6]} andelshaver i Skanderup Mejeri.

Det har ikke været muligt at finde svar på Høyers indlæg i debatten, som her skal refereres som et godt eksempel. Ikke fordi Høyers synspunkter har været uimodsagt, nok snarere tvært imod. Og heller ikke fordi hans synspunkter anses for en rimelig beskrivelse af de indremissionske andelshavere. Men fordi debatindlægget formentlig har været ganske repræsentativt for den holdning, der har hersket omkring mejeri problematikken.

Det fremgår af referater for generalforsamlinger, også i Hjarup Mejeri, at afgangen af andelshavere til det søndagshvilende Lunderskov Mejeri har været et økonomisk problem.

Det er lidt usædvanligt, at en proprietær i ”orkanens øje” indlader sig på noget så usædvanligt i tiden som at ytre sig offentligt i en lokal avis. Men Høyer var efter fire år i Skanderup Sogn blevet indvalgt til så mange tillidsposter, at han velsagtens næsten har følt sig kaldet til at kommentere en problematik, hvor han selv må have mærket de økonomiske konsekvenser i betydelig grad.

I sin aviskommentar henviser Høyer til missionens manglende vilje til at gå på kompromis, også selv om de var blevet tilbudt selv at holde egen mælk hjemme søndag. Men de ville i tiden op til bruddet i 1895-96 ikke levere mælk til et mejeri, som kørte søndag for at behandle mælk fra andelshavere, der gerne ville levere mælk om søndagen. I denne forbindelse harcelerer Høyer så over, at der leveres mælk og fløde til et mejeri syd for grænsen, i Leert: ”Hvor kan det være, at De nu med god Samvittighed kan sende Deres Fløde over til et Mejeri paa den anden Side Grænsen, der arbejder saavel Helligdagene saavel som Søndagene…” Høyer bemærker videre, at missionen jo så nok har ændret holdning, og at ” … der kunne komme et Samarbejde i Gang, saa vi kunne holde stille med det ene Mejeri … Det ville være en stor økonomisk Vinding …” Høyer slutter på trods af denne opfordring af med at konstatere, at Lunderskov og Bastrup Mejeri nok selv stryger gevinsten med samarbejdet mod syd i stedet for at indgå i en lokal forståelse og lokalt samarbejde.

Der har helt sikkert i forbindelse med den "religiøse vækkelse", der skete med pastor C. J. Moes ankomst til Skanderup Sogn 1885, lige da mejerier og andelsbevægelse blev dominerende i datidens hovederhverv, landbruget, været en livlig debat omkring både praktiske og holdningsmæssige aspekter.

Helt iagttagelig lokale konsekvenser kan iagttages i antallet af leverandører, køer og produktionsresultater som indvejet sødmælk og smørproduktionen.

Disse formentlig rimeligt troværdige oplysninger kan aflæses i Danske Mejerier Bd. 4, 1916, s. 182, 207, 224 og i Dansk Mejeristat 1931, s. 491, 516-17, 532-33.

Produktionsmængden per ko er udregnet ud fra indvejet sødmælk og antal køer, altså en kvantitativ målestok for ydelsen per ko.

Skanderup Andelsmejeri
	Leverandører	Antal køer	Indvejet sødmælk Mio. kg.	Smørproduktion kg	Stigende mængde indvejet sødmælk og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko er 1916 på 2,1.
1916	120	1400	1910-11 2,45 1915-16 2,89	92.270 109.370

1930	108	1230	1912-13 3,17 1913-14 3,39 1914-15 3,23 1927-28 3,36 1928-29 3,32 1929-30 3,88	127.620 132.670 121.670 131.835 127.987 147.629	Fald i antal leverandører siden 1916, jævn, stort set uforandret mængde indvejet sødmælk og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,2.
			1928-29 er kun 11 mdr., 1 md. må formodes lagt til 1929-30.

Lunderskov Andelsmejeri
	Leverandører	Antal køer	Indvejet sødmælk Mio. kg	Smørproduktion kg
1916	130	950	1895-96 1,13 1911-12 2,48 1913-14 2,74	-	Stigende mængde indvejet sødmælk. Den relative produktionsmængde per ko er 1914 på 2,9.
				Ingen oplysninger om smørproduktion indtil 1927-28.
1930	140	1100	1912-13 2,51 1913-14 2,74 1914-15 - 1927-28 3,25 1928-29 3,40 1929-30 3,77	- - - 130.000 139.618 153.272	Jævnt stigende mængde indvejet sødmælk og smørproduktion i tiden indtil 1930. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,4.

Hjarup Andelsmejeri
	Leverandører	Antal køer	Indvejet sødmælk Mio. kg	Smørproduktion kg
1916	45	550	1897-98 1,32 1910-11 1,61 1915-16 1,32	48.380 62.410 49.590	Stort set uforandret indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1916 p. gr. af fald 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,4.
1930	47	570	1927-28 1,91 1928-29 1,99 1929-30 2,05	52.593 62.939 67.435	Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion i løbet af 1920'erne indtil 1930. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,6.
Vamdrup Andelsmejeri
	Leverandører	Antal køer	Indvejet sødmælk Mio. kg	Smørproduktion kg
1916	160	1200	1897-98 1,99 1910-11 3,22 1915-16 3,14	71.090 101.440 119.320	Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,6.
1930	186	1300	1927-28 3,81 1928-29 4,18 1929-30 4,63	141.405 160.189 174.013	Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,6.
Bastrup Andelsmejeri
	Leverandører	Antal køer	Indvejet sødmælk	Smørproduktion
1916	89	500	1897-98 0,879 1911-12 1,61 1915-16 1,35	32.560 62.050 52.360	Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,7.
1930	106	650	1927-28 2,07 1928-29 2,25 1929-30 2,51	79.937 90.278 99.885	Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,9.

Mejerierne Skanderup, Lunderskov, Vamdrup, Bastrup og Hjarup var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret. Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede.

Debatten omkring Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri kommer til orde i Kolding Folkeblad 4. marts 1910 i et indlæg, som Kolding Folkeblad kaldte ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, og hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde, andelshaver i Skanderup Mejeri, formand 1909-1915.

Tilsvarende i Kolding Folkeblad 19. dec. 1908 et signeret, unavngivet indlæg i debatten om forholdene mellem Vamdrup og Bastrup Andelsmejeri.

Mejerierne som religionens vartegn.

Det har ikke været muligt at finde direkte svar på de to indlæg i debatten, som præsenteres her, og som skal refereres som gode eksempler på partsindlæg.

Synspunkterne har næppe været uimodsagt, nok snarere tvært imod.

Ej heller anses disse synspunkter for en dækkende karakteristik af de indremissionske andelshavere eller af holdningen til det praktisk-økonomiske i forhold til de principielle, religiøse holdninger.

Men debatindlæggene formodes rimelig repræsentativt at afspejle i det mindste de holdninger, der var til at inddrage religionen i mejeridriften, som den kom til udtryk uden for de indre missionske kredse.

Det fremgår af meget knappe referater fra generalforsamlinger, at afgangen af andelshavere til de søndagshvilende mejerier har været et økonomisk problem for begge parter.

Det er lidt usædvanligt, at en proprietær i ”orkanens øje” indlader sig på noget så usædvanligt i tiden som at ytre sig offentligt i en lokal avis. Men Aksel Høyer, Wissingsminde var efter fire år i Skanderup Sogn blevet indvalgt til så mange tillidsposter, at han velsagtens næsten har følt sig kaldet til at kommentere en problematik, hvor han selv må have mærket de økonomiske konsekvenser i betydelig grad, både organisatorisk som formand for og som leverandør til Skanderup Andelsmejeri.

I sin aviskommentar henviser Høyer til missionens manglende vilje til at gå på kompromis, også selv om den var blevet tilbudt selv at holde egen mælk hjemme søndag. Men man ønskede i tiden op til bruddet i 1895-96 ikke at levere mælk til et mejeri, som kørte søndag for at behandle mælk fra andelshavere, der gerne ville levere mælk om søndagen.

I denne forbindelse harcelerer Høyer så over, at der leveres mælk og fløde til et mejeri syd for grænsen, i Leert: ”Hvor kan det være, at De nu med god Samvittighed kan sende Deres Fløde over til et Mejeri paa den anden Side Grænsen, der arbejder saavel Helligdagene saavel som Søndagene…” Høyer bemærker videre, at missionen jo så nok har ændret holdning, og at ” … der kunne komme et Samarbejde i Gang, saa vi kunne holde stille med det ene Mejeri … Det ville være en stor økonomisk Vinding …”

Høyer slutter på trods af denne imødekommende opfordring af med at konstatere, at Lunderskov og Bastrup Mejeri nok selv stryger gevinsten ved samarbejdet mod syd i stedet for at indgå i en lokal forståelse og lokalt samarbejde.

Hvor A. Høyer som repræsentant for det ikke-søndagshvilende mejeri i Skanderup formulerer sig polemisk i forhold til de søndagshvilende tilhængere, så er repræsentanten for Vamdrup, Bastrup mejerierne mest optaget af den økonomiske ulempe ved delingen, og han appellerer til især det søndagshvilende Bastrup med den økonomiske argumentation, at leverandørerne til Vamdrup Andelsmejeri kan få "42,21 Øre (mere) per P(un)d leveret Sødmælk."

Standpunkterne bag søndagshvilende mejerier

Man kan måske få en fornemmelse af debatten og dens kanter ved at følge den såkaldte "Vamdrup Sag", som udspillede sig 1894 - nærmest som en slags optakt til de lokale mejeridelinger - i forbindelse med, at den indremissionske sognepræst fra Skanderup, C. J. Moe var blevet indkaldt som vakance prædikant i Vamdrup.

Der havde åbenbart forud for den prædiken, Moe afholdt 14. okt. i Vamdrup været en henvendelse om ikke at få en indre missionsk præst. Iflg. Kolding Folkeblad 16. okt. 1884 fik dette Moe til fra prædikestolen at "irettesætte Menigheden ... (for at) have bedet om en Præst, der ikke taler Sandhed." Dette fik degnen, "Lærer Hansen" til i et efter gudstjenesten på et af ham indkaldt møde uden for kirken, hvor Moe deltog, at hævde over for Moe, at han - såfremt han havde læst "Adressen", d.v.s. henvendelsen om vacanceprædikant - havde "fremført en Løgn".

Desuden meddelte en række Vamdrup borgere, herunder sognerådsformanden i et i Kolding Folkeblad 20. okt. offentliggjort brev af 17. okt. 1894, at de følte sig "æreskrænkede" af pastor Moes udtalelser i dagens prædiken.

Nøgleordet er velsagtens, hvis man skal følge C. J. Moes tankegang, at man ikke i Vamdrup Kirke har villet høre "sandheden".

"Vamdrup Sagen" gik til Højesteret, hvor både pastor Moe og "Lærer Hansen" idømtes en bøde, Moe 200 Kr., "Lærer Hansen" 50 Kr., parterne skulle dele sagens omkostninger. Alt iflg. Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 14. okt. 1896.

Man kan også følge de tilgængelige, offentliggjorte meddelelser om adskillelsen mellem søndagshvilende og ikke-søndagshvilende mejerier.

Der er "i Smidstrup på Vejleegnen ... oprettet et Mejeri ... der ikke skal arbejde om Søndagen ... rejst af Missionsfolk og har faaet Navnet Søndagshvile", hedder det i Fyens Stiftstidende 7. nov. 1904.

Om Tørring Andelsmejeri hedder det i Kolding Social-Demokrat 31. maj 1900 "at et Mindretal ... forlangte ... at Mejeriet fuldstændig skulle indstille sin Virksomhed paa alle Aarets Søn- og Helligdage ... Der tilbødes, at de, der ønskede det, maatte beholde Mælken hjemme ... (på søn- og helligdage. Men) alle af Indre Mission udmeldte sig ... og har nu bygget sig et Mejeri ved Kirkeby i Houe."

Jyllands-Posten og Varde Folkeblad, henholdsvis 25. og 23. okt. 1901 beskriver, at i 1897 "udtraadte af Bøvling Mejerikreds i Vestjylland alle de Interessenter, der hørte til Indre Mission ... " fordi de ikke kunne få søn- og helligdagshvile og "oprettede et nyt Mejeri". I Herning Folkeblad 2. marts 1897 hedder det herom, at "de andre havde indrømmet dem, at Mejeriet maatte staa stille om Søn- og Helligdage de 6 Vintermaaneder, men Missionsfolkene var konsekvente og hævdede, at er det Synd ... om Vinteren, er det det ogsaa om Sommeren."

I Svendborg Avis 29. sept. 1903 hedder det om mejerisituationen i Harboøre, at "den herværende yderste Fløj af Indre Mission" ikke skiller sig ud p. gr. af "søndagsarbejde eller lignende, men kun ... at de Udtraadte ikke vil have noget som helst til fælles med dem, der ikke slutter sig til dem i religiøs Henseende."

De refererende avisers holdning til missionen kommer mere eller mindre klart til udtryk, men det centrale er, at der som for pastor C. J. Moe er en uomtvistelig "sandhed", at det er syndigt at arbejde og levere mælk på en hvile- og helligdag. Den "sandhed" er man så helt åbenbart villig til at betale prisen for.

Der er lavet en undersøgende karakteristik af sogne, hvor der var delte mejerier.

Ideen til sammenligningen mellem ikke-søndagshvilende og søndagshvilende mejerier er hentet fra Harry Haue, Mejerikrigen, Fortid og Nutid, 27. Bind 1977-78. Tallene er fra Dansk Mejeristat, de relevante amter, egen bearbejdning m.h.t. de gennemsnitlige besætningsstørrelser.

Sogne med delte mejerier - gennemsnitlige besætningsstørrelser
Ikke søndagshvile, mejerinavn	Oprettel-sesår	Antal andels-havere	Antal køer	Gns. køer per andelshaver	Søndagshvile, mejerinavn	Oprettel-sesår	Antal andels-havere	Antal køer	Gns. Køer per andelshaver	Mejerikreds
Bindslev	1888	194	1900	9,8	Søndagshvile	1908	57	500	8,8	Hjørring Amt
Bækmarksbro	1886	220	1200	5,5			57	500	8,8	Hjørring Amt
Bøvling	1886	80	850	10,6	Brandborg	1897	126	1100	8,7	Ringkøbing Amt
Gårslev, Sølund	1887	89	550	6,2	Fælleslykke	1901	35	304	8,7	Vejle Amt
Harboøre	1897	82	420	5,1	Harboøre Ny	1903	34	170	5,0	Ringkøbing Amt
Hjarup	1885/1888	47	570	12,2	Bastrup	1897	106	650	6,1	Ribe Amt
Lydum	1885	73	450	6,2	Sdr. Vium	1925	62	450	7,3	Ribe Amt
Nr. Nissum	1887	103	892	8,7	Elmely	1903	49	350	7,1	Ringkøbing Amt
Sejerø	1895	58	420	7,2	Tadebæk	1889	63	420	6,7	Holbæk Amt
Skanderup	1888	108	1230	11,4	Lunderskov	1895/1896	140	1100	7,9	Ribe Amt
Smidstrup	1888	125	1050	8,4	Søndagshvile	1904	100	700	7,0	Vejle Amt
Tørring	1887	168	1000	6,0	Houe	1899	70	505	7,2	Randers Amt
Vamdrup	1888	186	1300	7,0	Bastrup	1897				Ribe Amt
Gennemsnit		118	909	7,7			77	568	7,4

Landsgennemsnit		110	900	8,2
Umiddelbart iøjnefaldende er det, at ud af de 11 søndagshvilende mejerier i Danmark, befinder der sig 10 i Jylland. Heraf 4 i Ribe Amt, 3 i Ringkøbing Amt og de sidste 3 fordelt på Hjørring, Randers og Vejle amter. Lokalt har der med hele 2 søndagshvilende mejerier, Bastrup og Lunderskov været et godt tilskud til overrepræsentationen i Ribe Amt. Halvdelen såmænd. Som et udtryk for den gennemsnitlige besætningsstørrelse i mejerierne er der her udregnet antal køer per andelshaver i de enkelte mejerier, hvilket kan tages som udtryk for, hvor store andelshavernes besætninger gennemsnitligt var på hvert enkelt mejeri. Her viser det sig, at blandt sogne med delte mejerier finder vi de ikke-søndaghvilende Hjarup og Skanderup med andelshavere, der har de gennemsnitligt største besætninger, henholdsvis 12,2 og 11,4 køer per andelshaver. Der er landsdækkende ikke nogen iøjnefaldende forskel på besætningsstørrelser i henholdsvis ikke-søndagshvilende med 7,7 og søndagshvilende mejerier med 7,4 i gennemsnitlig besætningsstørrelse. Dog kan det bemærkes, at områder med delte mejerier for begge kategoriers vedkommende med henholdsvis 7,7 og 7,4 i gennemsnitlig besætningsstørrelse ligger under den landsdækkende, gennemsnitlige besætningstørrelse på 8,2. Det kan med forbehold velsagtens tages som udtryk for den driftsøkonomiske ulempe for andelshaverne i at være tilknyttet mejerier, der måtte konkurrere om tilstrækkelige leverancer med de omkostninger, som det indebar. Lokalt er det ret tydeligt, at de ikke-søndagshvilende Hjarup og Skanderup mejerier havde gennemsnitligt større besætninger per andelshaver - et udtryk for gennemsnitligt større driftsenheder - med henholdsvis 12,2 og 11,4 køer per andelshaver. I kontrast til de søndagshvilende mejerier Lunderskov og Bastrup, der havde 7,9 og 6,1 køer per andelshaver. Men at man ikke bare kan konkludere, at dette størrelsesforhold gælder generelt kan man lokalt se ved besætningsstørrelserne per andelshaver på Vamdrup Andelsmejeri, der var på 7,0, d.v.s. større end på det søndagshvilende Bastrup, men mindre end det søndagshvilende Lunderskov med 7,9 køer per andelshaver. Uanset besætningsstørrelser og produktionstal, var den økonomiske nøgle for andelshaverne mælkens kvalitetsgodkendelse, dens fedtprocent og den pris, som andelshaveren herefter fik for den leverede mælk. Kvaliteten var leverandørens opgave. Prisen fra mejeriet afhang af den rentabilitet, som bl.a. også afhang af antallet af andelshavere.

1894, samme år og umiddelbart før "Vamdrup Sagen" holdt sognepræsten i Vamdrup, pastor Hans Petersen Traustedt sin afskedsprædiken iflg. Ribe Stifts-Tidende 12. sept. 1894, se også Danmarks Præstehistorie 1885-1914, v. S. Elvius, s. 226-27.

Det betød muligvis morgenluft for "Tilhængerne af Indre Mission" og kan velsagtens - ud over kendskabet til C. J. Moe i nabosognet Skanderup - have foranlediget "Adressen" om ikke at få en indre missionsk præst som vacanceprædikant.

Mejerieffektiviteten

Skanderup Andelsmejeri
	Leverandører	Antal køer	Indvejet sødmælk Mio. kg.	Smørproduktion kg	Stigende mængde indvejet sødmælk og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko er 1916 på 2,1.
1916	120	1400	1910-11 2,45 1915-16 2,89	92.270 109.370

1930	108	1230	1912-13 3,17 1913-14 3,39 1914-15 3,23 1927-28 3,36 1928-29 3,32 1929-30 3,88	127.620 132.670 121.670 131.835 127.987 147.629	Fald i antal leverandører siden 1916, jævn, stort set uforandret mængde indvejet sødmælk og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,2.
			1928-29 er kun 11 mdr., 1 md. må formodes lagt til 1929-30.

Lunderskov Andelsmejeri
	Leverandører	Antal køer	Indvejet sødmælk Mio. kg	Smørproduktion kg
1916	130	950	1895-96 1,13 1911-12 2,48 1913-14 2,74	-	Stigende mængde indvejet sødmælk. Den relative produktionsmængde per ko er 1914 på 2,9.
				Ingen oplysninger om smørproduktion indtil 1927-28.
1930	140	1100	1912-13 2,51 1913-14 2,74 1914-15 - 1927-28 3,25 1928-29 3,40 1929-30 3,77	- - - 130.000 139.618 153.272	Jævnt stigende mængde indvejet sødmælk og smørproduktion i tiden indtil 1930. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,4.

Hjarup Andelsmejeri
	Leverandører	Antal køer	Indvejet sødmælk Mio. kg	Smørproduktion kg
1916	45	550	1897-98 1,32 1910-11 1,61 1915-16 1,32	48.380 62.410 49.590	Stort set uforandret indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1916 p. gr. af fald 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,4.
1930	47	570	1927-28 1,91 1928-29 1,99 1929-30 2,05	52.593 62.939 67.435	Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion i løbet af 1920'erne indtil 1930. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,6.
Vamdrup Andelsmejeri
	Leverandører	Antal køer	Indvejet sødmælk Mio. kg	Smørproduktion kg
1916	160	1200	1897-98 1,99 1910-11 3,22 1915-16 3,14	71.090 101.440 119.320	Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,6.
1930	186	1300	1927-28 3,81 1928-29 4,18 1929-30 4,63	141.405 160.189 174.013	Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,6.
Bastrup Andelsmejeri
	Leverandører	Antal køer	Indvejet sødmælk	Smørproduktion
1916	89	500	1897-98 0,879 1911-12 1,61 1915-16 1,35	32.560 62.050 52.360	Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,7.
1930	106	650	1927-28 2,07 1928-29 2,25 1929-30 2,51	79.937 90.278 99.885	Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,9.

Tilsvarende i Kolding Folkeblad 19. dec. 1908 et signeret, unavngivet indlæg i debatten om forholdene mellem Vamdrup og Bastrup Andelsmejeri.

Benyttet materiale:

Ørslevkloster-Ørum Sogne- og Kirkeblad, Hald Mejeri af Jens og Peter Bavnshøj

Samtidige aviser

Mundtlige oplysninger fra lokale og familiemæssigt tilknyttede til mejeridriften

Claus Bjørn i Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, tidsskriftartikel. Claus Bjørn har udgivet Dansk Mejeribrug 1882-2000, 1982, artiklen er del heraf.

Stat. Medd. 4. Rk, 22 Bd, 5. Hft. (1906) s. 7 ff.

Oeconomisk Journal fra 1757

Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, Fjends Egnshistorisk Forening 2005.

Forskellige historiske mejeritidsskrifter.

Årsrapporter m.v. fra Arla Foods.

Garry Keyes, klosterforvalter på Ørslev Kloster sammen med ægtefællen Janne Fruergaard Keyes. Garry Keyes er middelalderarkæolog og har qua sin stilling på Ørslev Kloster et omfattende kendskab til dets arkiv, akæologi og historie. Oplysninger og fotografisk materiale vedr. hollænderi o. a. godsdrift på Ørslev Kloster.

Birger Schütte, Eskjær, oplysninger om godsets herregårdsmejeri.

Salling Landboforening 1842-1992, Skive.

Almindelig historisk viden fra f. eks. Wikipedia, og - ikke mindst - den fra Aarhus Universitet fortræffelige danmarkshistorien.dk.

Oplysninger om Jebjerg Mejeri: Skive Folkeblad 6. april 1893 annoncering af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., Skive Folkeblad 23. juni 1893 annoncerer Jebjerg Andelsmejeri om mælkekørsel m.v.

Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2737116

Skiveegnens Jul 1982, Sallings herregårdsmejerier, Roslev Andels Mælkeri.

Andelsmejerierne på Mors af Svend Korsgaard, Jul på Mors 1975.

Danske Mejerier, bd. 1-4, v. G. Ellbrecht og H. Appel, Kbh. 1915-1918.^[72]

Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894, Danske Mejeristforening, Fortegnelse over … Andels-, Fælles- og Herregaardsmejerier.

Sv. Aage Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, bd. I og II, 1972, 1974.

Kontrolforeningen for Vejen og Omegn, af Jens Johansen, Ladelund, Særtryk af Mælkeritidende 1896.

100 År Med Ydelseskontrol 1895-1995, Udgivet af Landsudvalget for Kvæg, april 1995.

Tre Venstremænd, En brevveksling v. Harald Jørgensen, Kbh. 1962

Jul. Schoveling, Tidens Hjul og Tietgen 1857-1897, Kbh. 1929

Noget arkivmateriale:

Hald Andelsmejeri, mejeri, Hald, Skive.1893-1970 (5).

Forhandlingsprotokoller 1893-1970, medlemsprotokol 1959-60. A: 1523 B: 31.121

Koopmanns slagterier har indleveret arkivmateriale til Erhvervsarkivet, det er registrertet i Rigsarkivets beholdninger, intet særskilt for Skive Slagteri. Ud over de her anførte lokaliteter er arkivmaterialet fra Silkeborg Slagteri:

1907	1978	A/S J. D. Koopmanns Svineslagteri, Lemvig
1890		J. D. Koopmanns Svineslagteri
1890		J. D. Koopmanns Svineslagteri, Bestyrelsen
1890		J. D. Koopmanns Svineslagteri, Generalforsamlingen
1924		J.D. Koopmanns Svineslagteri
1870	1940	Koopmann, Wilhelm August
1890		Koopmanns slagteri i Thisted

En yderligere specifikation af arkivmaterialet fra Koopmann. Leverandørhovedbogen omfattert kun Silkeborg Slagteri:

1929	1971	Baconkontrollen
1925	1966	Bygningstegninger, Silkeborg og Rødding
1891	1895	Diverse vedr. priser på svin, indenlands og udenlands
1915	1925	Fortegnelse over unge under 18 år
1920	1950	Fotos af udrensning af skinker mv.
1940	1960	Fotos, opskæringer
1990	1997	Gæstebog
1965	1968	Kalkulationer
1890	1960	Leverandørhovedbog
1960	1970	Præsentationsmappe af Denny. SPecial Cut and boned meat
1959	1968	Saltningsprotokoller
1890	1960	Tegning
1914	1948	Veterinærinspektørens protokol

Noter og henvisninger

[1]

Bruttofaktorindkomst (BFI), kun landbrug 1850-1899, 1929 priser.

[2] Ejere eller brugeren af et mindre, mellemstore landbrug. En boelsmand er en mellemting mellem en husmand og en gårdmand, idet en husmand har mindre end 1 tønde hartkorn, en boelsmand mellem 1 og 2 og en gårdmand mere end 2 tønder, op til 12 tønder hartkorn, hvor proprietærbetegnelsen starter. Hartkorn er en måleenhed, hvor jordens ydeevne og areal indregnes, og blev oprindeligt fra 1644-matriklen og frem regnet i tønder.

Højslev Mejeri. I Skiveegnens stationsbyer v. Tage Ibsen, Skive Museum 2007, hedder det s. 12, "14. januar 1960 kunne Højslev Mejeri tage et helt nyt mejeri på Viborgvej 235 i brug...I 1989 lukkede MD Foods Højslev Mejeri." Denne datering bekræftes af Skive Folkeblad 14. jan. 1960, hvor der er en artikel med overskriften "Det nye mejeri i Højslev tages i brug i formiddag. Det passer ikke kronologisk med Rigsarkivets luftfoto af det nye mejeri, dateret 1955.

I en forespørgsel til Det Kongelige Bibliotek, der står for registreringen af de benytte luftfotografier til bestemmelse af aktiviteterne omkring Højslev Andelsmejeri, var svaret: "Det er meget muligt, der i de tilfælde, du her har fundet er tale om senere nyoptagelser, der bare er blevet ført til protokol under det gamle serienummer (og årstal). Da vi imidlertid ikke har ressourcer til at kontrollere, om der evt. er tale om nyoptagelser ved hvert enkelt serie, der lægges online, har vi truffet en principbeslutning om, at optagelsesåret er det år, der er registret i det oprindelige arkiv." Det er ikke så betryggende for brugen af arkivet som kildemateriale, og har her medført sandsynlighedsskøn, som mere ønskværdigt hellere skulle have været autoritative.

Forespørgselen omhandlede først og fremmest luftfoto af Højslev Mejeri på Viborgvej 235, hvor dateringen 1955 slet ikke korresponderer med virkelighedens kronologi.

R. H. Thompson, Corderoy. Se f. eks. Skive Folkeblad 23. aug. 1889, hvor der orienteres om det engelske selskabs køb af byggegrund ved Jernbanen, om grundens størrelse, arkitekten på slagteriet m.v. Slagteribygningen skal "hvis Vejret tillader det" være "fuldt færdigt, saa det kan begynde sin Virksomhed midt i November Maaned." Start bliver dog først refereret 4. dec. 1889, hvor der er en levende beskrivelse af slagteprocessen med jernlænke om bagben, kniven og skoldekarret.

J. D. Koopmann. Se Kraks Vejviser 1894 - stiftet 2. maj 1887 af Hamborg købmanden J. D. Koopmann og E. H. M. Denny, London, en irsk købmand.

Det er Jørn Beck Christensen, Skive, der har henledt opmærksomheden på det denne slagterikoncerns betydning lokalt.

Det er muligvis den nye markedsplads i Skive, Hans Smidth har som motiv på hans ”Fra et jysk Marked” 1895, hvor en af skitserne også har Skive Mølle (? under alle omstændigheder en mølle) i bagrunden.

A. Axelsen Drejer: Andelssvineslagterierne i Danmark 1887-1962 udgivet af De samvirkende danske andelssvineslagterier (1962) og Erhvervshistorisk Årbog 1965, s. 136ff. og især s. 156ff. (afsnit om Flæskeeksporten og kvalitetstilpasningen). I den offentliggjorte brevveksling mellem Tre Venstremænd er det broderen Frede Bojsen, der brevveksler med de senere henholdsvis konseilpræsident (begge) og statsminister Niels Neergaard og Klaus Berntsen.

Tidens Hjul og Tietgen, Jul. Schovelin, Kbh. 1920, her refereret fra s. 376f.

Bøttemejeri, holstensk mejerivæsen i Danmark.


A. la Cour 1841-1906 var landbrugsskoleforstander, har bidraget til landbrugstidsskrifter, Tidsskrift for Landøkonomi m.m. Han var hyppigt benyttet foredragsholder i landbrugs-kredse og beskæftede sig omfattende med landbrugsfaglige spørgsmål.

Om mejersker, mejeripersonale og mejeridrift i øvrigt hedder det i artikler fra o. 1840-50'erne:

Om "U d d a n n e l s e af Me j e r s k e r og M e j e r i b ø d kere.

Samtidig med, at man paa saa mange Maader i Aarene efter 1840 bestræbte sig for at vække Interesse for Kvægavlen og bringe den ind i et ret Spor, maatte man selvfølgelig føle Trang til et ordentlig uddannet Personale.

Hidtil havde man saa godt som altid indforskreven baade Mejersker og Mejeribødkere fra Holsten, hvor man jo var langt forude for os paa dette Omraade, ...

I Efteraaret 1843 er der anbragt 3 unge Piger, en i Holsten, en paa Ourupgaard og en paa Aalstrup, og Komiteen tilraader bestemt, at den dygtigste anbringes i Holsten, »da Stiftet derved sikkres bestandig at have Mejersker, der have gjennemgaaet de bedste Skoler i det Land, hvor Smørproduktionen unægtelig staaer højest, en Fordel, vi burde ønske at kunne se udstrakt paa alle vore andre Industrigrene tillige«. ...

Efter Krigen (det må være 1. slesvigske krig 1848-50) opgaves denne Foranstaltning, væsentligst fordi Landhusholdningsselskabet nu anbragte en Del unge Piger her i Stiftet som Mejerskelærlinge, hvilken Foranstaltning det alt 1836 havde paabegyndt. - Med Uddannelse af Mejeribødkere blev det ikke til meget, idet der kun blev antaget 2 (1848—49), men vi vare dog forude for Landhusholdningsselskabet, som først begyndte dermed 1853....

Bøttemejerier, der startede o. 1830 med mælk, der blev siet ned i flade bøtter ser man fortsat indtil o. 1900.

Thise Fællesmejeri 1886 eller 1887? Alle numre af Skive Folkeblad 1886-87 er gennemset. Der er ikke fundet omtale af noget Thise Fællesmejeri / Mejeri i 1886. Det beviser ingen ting - der kan være mangt og meget, der ikke bliver avisomtalt. Der kan også være tale om manglende opmærksomhed i den noget langstrakte gennemlæsning. Der er 1887 fundet en avisomtale, der viser, at 15. nov 1887 eksisterer Thise Fællesmejeri. Rigsarkivet har ikke arkivalier for mejeriet. For Esper Andersen er der afleveret 1939 af fru Marie Nederby Andersen, Skive. Arkivalietid fra: 1892 til 1936. Omfang: 2 pk. Jvf. RAj. nr. A-11. Der er breve 1904-36, og også 1904-36 breve fra uidentificerede brevskrivere, sange, telegrammer m.m. M.a.o. intet af interesse o. Thise Mejeri. På det foreliggende grundlag er det umuligt at afgøre, om Thise Mejeri er grundlagt 1886 eller 1887.

Staarupgaard herregårdsmejeri.

Mejeriforeningen. En simpel optælling på foreningens egen hjemmeside giver 60 produktionssteder. Divergensen kan muligvis skyldes registreringer som det tidligere Thise Mejeri, Mejeriet Dybbækdal A/S, der er medregnet, men hvor der vitterligt kun er et produktionssted, Thise Mejeri.

Skive Folkeblad 25. april 1968 om Thise Mejeris jubilæum. Skive Folkeblad 30. aug. 1988 v. starten som andelsmejeri, 20. juli 1998 ved udvidelsen af mejeriet. Om andelsmejeriet Dybbækdal, se Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv.

Poul Johannes Pedersen er søn af den private ejer af Thise Mejeri 1968/69-88, mejeribestyrer og -ejer, P. E. Pedersen. Han er matematisk-fysisk student fra Skive Gymnasium 1974 (Skive Gymnasium, årsskrift 1974, s. 17), mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981.

P. J. Pedersen er p.t. administrerende direktør for Thise Mejeri amba, 310 ansatte, direktør for Engdal A/S, direktør for Thise Food Ingredients aps, Komplementarselskabet Mejeriet Dybbækdal aps, Mejeriet Dybbækdal P/S. Alt beliggende Sundsørevej 62, Thise Mejeri.

Thise Mejeri, udvidelser.


I artiklen omtales "mejeriingeniør Poul Pedersen", mejeriejerens søn, som nu er blevet medarbejder på familiens mejeri.

Ritt Bjerregaard.

Ved starten som økologisk andelsmejeri var der "seks økologiske landmænd fra Ringkøbing og Viborg amter" bag mejeriet. Ved udvidelsen i 1998 er efterspørgslen efter mejeriets økologiske produkter blevet så stor, at udvidelsen har været helt nødvendig, og mejeriet er her vokset til 45 økologiske leverandører. Aktuelt beskæftiger mejeriet 310 ansatte.

Thise Mejeri, P. Pedersen og Erik Ellebæk

[1] Se efterfølgende diagrammer over landbrugsproduktionen 1860-1935.

[2] https://www.ft.dk/folkestyret/grundloven-og-folkestyret/grundlovens-og-folkestyrets-udvikling.

[3] ^] O. H. Larsen, Landbrugets historie og statistik, 3. udg., Kbh. 1937.

Smørproduktion og eksport af landbrugsprodukter i mio. kr. og indeks, 1880=100
	mejeri	Indeks	svin	Indeks	smøreksport	Indeks	svineeksport	Indeks
1880	91	100	58	100	26	100	25	100

1899	183	201	75	129	119	458	54	216

[4] Med landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet startede en proces med udstykning af herregårdenes jorder til de tidligere fæstegårde, der nu blev selvejere, se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/forsvundne-herregaarde-fra-grubbesholm-i-1761-til-saebyholm-i-2014/ og https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/herregaarde/.

[5] Bruttofaktorindkomst (BFI), kun landbrug 1850-1899, 1929 priser.

[6] Ejere eller brugeren af mindre og mellemstore landbrug. En boelsmand er en mellemting mellem en husmand og en gårdmand, idet en husmand har mindre end 1 tønde hartkorn, en boelsmand mellem 1 og 2 og en gårdmand mere end 2 tønder, op til 12 tønder hartkorn, hvor proprietærbetegnelsen starter. Hartkorn er en måleenhed, hvor jordens ydeevne og areal indregnes, og blev oprindeligt fra 1644-matriklen og frem regnet i tønder.

[7] Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1720-1914, bd. II, s. 234-35.

[8] Se afsnit om svineslagterier.

[9] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/debat-om-kvinder-som-mejeribestyrere-1892/.

[10] Bøttemejerier fik mælk, der blev siet ned i flade bøtter, og man ser dem i Danmark fra o. 1830 og fortsat indtil o. 1900.

Det Kongelige Bibliotek har udgivet (https://tidsskrift.dk/tidsskriftlandoekonomi/issue/view/6863 Landøkonomisk Foreningsvirksomhed i 76 Aar, v. A. La Cour, 1885. Giver et fint samtidigt (1880’erne) portræt af forskellige landbrugsfaglige problemstillinger, herunder også mejeridriften. På Tidsskrift for Landøkonomi 1819-1894, https://tidsskrift.dk/tidsskriftlandoekonomi/issue/archive kan man hente adskillige pionerartikler om landbrug, herunder også mejeri- og slagterivæsen. Fra gennembrudsårene i 1180-90’erne kan nævnes J. C. la Cour, B. Bøggild, N. J. Fjord m.fl. Disse og flere foregangsmænd er biograferet i Danske Mejerier Bd. 4, s. 311-331.

[11] Se http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/andelsmejerier/.

[12] Claus Bjørn i Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, https://tidsskrift.dk/bolm/article/download/104675/153540/. Den første officielle tælling fra 1903 i Stat. Medd. 4. Rk, 22 Bd, 5. Hft. (1906) s. 7 ff. viser, at andelsmejerierne nu var blevet den dominerende mejeriform.

[13] Udgivet af Danmarks Statistik 1915, Statistiske Meddelelser, Fjerde Række, Ni og Fyrretyvende Bind, Første Hæfte, https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetStatMed.aspx?id=18113 .

[14] Antal Mejerier:

	1900	1906	1909	1914
Andelsmejerier	1029	1056	1157	1168
Fællesmejerier	266	-	238	196
Herregaardsmejerier	264	-	90	16
Handelsmejerier	-	-	-	123
I alt	1559		1485	1503

[15] https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/mejerirationaliseringer-siden-1960/.

[16] Som ikke må forveksles med Skanderup Sogn v. Kolding, http://skanderupsognshistorie.dk/, som i samme periode havde mere religiøst betingede konflikter, der ikke har fokus i Albert Dams Skanderup Sogn.

[17] Odsherred Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/452835.

[18] Se afsnit om Thise Mejeri.

[19] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/tyendes-retsstilling-1683-1921/ og https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/tyendeloven-af-10-maj-1854/.

[20] Det er forbavsende, hvilke mejerier der er faldet uden for registrering, f. eks. Jebjerg Mejeri, i Viborg og Thisted Amt er kun registret to mejerier, Andelsmejeriet Vindum og Dueholm Mejeri, Mors, se bd. 4, s. 450-51, selv om der indholdsmæssigt er registret 18 fælles- og andelsmejerier inden for de her valgte områder.

[21] Oplysninger fra Sallingsund Lokalarkiv, Sundsøre lokalarkiv, Spøttrup lokalarkiv, Skive byarkiv, Æ Fjandbo Arkiv, Morsø Lokalhistoriske Arkiv.

[22] Skive Folkeblad skulle formodes at have en så nogenlunde nøje registrering af det lokale, men desuden er også benyttet Aviser i Mediestream, http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis.

[23] Mejerioplysninger er en sammenfatning af Danske Mejerier, bd. 3, passim om de her behandlede lokalmejerier. Her er også registreret, hvilke mejerier E. V. Lind har været arkitekt på. Oplysninger om Ladelund Landbrugsskole og Ladelund Mejeri i Danske Mejerier, bd. 4, s. 240f. og Rigsarkivets Daisy registrering af Ladelund Landbrugsskole.

[24] E. V. Linds gravsted i Skive, https://www.gravsted.dk/person.php?navn=erikvlind. Det ser ikke umiddelbart ud til, at der er gjort noget ud af at fremskaffe dokumentation for oplysningerne, https://www.gravsted.dk/index.php?side=omsiden

[25] Se om E. V. Lind https://da.linkfang.org/wiki/Erik_V._Lind.

[26] https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=70725#70725,12906707

[27] Om Højslev Mejeri hedder det i Skiveegnens stationsbyer v. Tage Ibsen, Skive Museum 2007, s. 12, at "14. januar 1960 kunne Højslev Mejeri tage et helt nyt mejeri på Viborgvej 235 i brug... I 1989 lukkede MD Foods Højslev Mejeri." Denne datering bekræftes af Skive Folkeblad 14. jan. 1960, hvor der er en artikel med overskriften "Det nye mejeri i Højslev tages i brug i formiddag. Det passer ikke kronologisk med Rigsarkivets luftfoto af det nye mejeri, der er dateret 1955.

I en forespørgsel til Det Kongelige Bibliotek, der står for registreringen af de benytte luftfotografier til bestemmelse af aktiviteterne omkring Højslev Andelsmejeri, var svaret: "Det er meget muligt, der i de tilfælde, du her har fundet er tale om senere nyoptagelser, der bare er blevet ført til protokol under det gamle serienummer (og årstal). Da vi imidlertid ikke har ressourcer til at kontrollere, om der evt. er tale om nyoptagelser ved hver enkelt serie, der lægges online, har vi truffet en principbeslutning om, at optagelsesåret er det år, der er registret i det oprindelige arkiv."

Det er ikke så betryggende for brugen af arkivet som kildemateriale, og har her medført sandsynlighedsskøn, som mere ønskværdigt hellere skulle have været autoritative.

Forespørgselen omhandlede først og fremmest luftfoto af Højslev Mejeri på Viborgvej 235, hvor dateringen 1955 slet ikke korresponderer med virkelighedens kronologi.

[28] Se oversigt med samtidige foto over mejerier, tegnet af E. V. Lind før 1918, http://historisksamfundskive.dk/10-historie/263-mejerier-tegnet-af-arkitekt-e-v-lind-for-1918.

[29] Efter udseendet at dømme ligner Gamstrup Andelsmejeri et typisk Lind tegnet mejeri. Men det er det ikke registreret som i Danske Mejerier, bd. 3, s. 492. Sundsøre Lokalarkiv har derimod registreret mejeriet som opført af arkitekt E. V. Lind.

Ej heller Hald Andelsmejeri, s. 500-01 er registreret som tegnet af Lind, hvor heller ikke andelsmejeriets forhandlingsprotokoller, ført siden 1893 nævner Lind som arkitekt på ombygninger og udvidelser, der er foretaget af det tidligere fællesmejeri.

[30] Danske Mejerier, bd. 4, s. 240-42.

[31] Se https://1769.dk/about/historie/, herefter Landhusholdningsselskabet.

[32] Danske Mejerier, bd. 4, s. 304-306.

[33] Danske mejerier, bd. 4, s. 319-331.

[34] Se https://www.kvinfo.dk/side/444/?action=3&opslagid=638, hvor det fremgår, at ”det ikke er ganske let at erholde vel lønnede Pladser for Mejersker, da Andelsmejerier meget ofte heller vælger en ung, meget lidt erfaren Mejerist end en ældre, erfaren Mejerske…” I læreplanen indgår bl.a. ” Mælkens Betaling efter Flødeprocent (ca. 50 Timer) med Benyttelse af Differensberegning samt praktisk Indøvelse.”

[35] Alle oplysninger som registreret 1917 i Danske Mejerier, bd. 3, passim.

[36] C. Gravgaard ses ikke registreret i Danske Mejerier. Han kan muligvis være registreret i Dansk Mejeristforening, der blev oprettet 1887. Det er ikke undersøgt.

[37] Se f.eks. Hald Mejeri, afsnit om Mejerigrundlæggeren.

[38] Danske Mejerier, bd. 3., s. 490-91, biografiske oplysninger 1932-33, Niels Kristensen, http://www.dindorpkristensen.dk/aner/Aner/n4.html. Sundsøre Lokalarkiv oplyser intet om søndagshvile. Mejeriet nedlægges 1970.

[39] Danske Mejerier Bd. 3, s. 491.

[40] Danske Mejerier, bd. 3, s. 307, s. 261, 265, 269, 270, 283, 285-86, 288, 297. Og Morsø Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/4971246, https://arkiv.dk/vis/5657527, https://arkiv.dk/vis/5651587. Desuden er der om mejerierne på Mors benyttet en meget grundig artikel, Andelsmejerierne på Mors af Svend Korsgaard, som er offentliggjort i Jul på Mors 1975, https://dis-danmark.dk/bibliotek/911106.pdf.

[41] Antallet er usikkert, ligesom oplysningerne fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv, der kun omtaler mejerierne Assels, Dueholm, Lødderup, Flade og Øster Jølby sammen med 2 uidentificerede mejeri fotos og omtale af Bakholm Mejeri, Hjørring. Outrup Mejeri omtales kun som nedlagt v. omtale af Damsgaard Mølle, https://arkiv.dk/vis/5857170.

[42] Se f, eks. Skive Folkeblad 1. april 1931, hvor Mejeriejer Haaning optræder som en af de større skatteydere.

[43] Der mangler oplysninger i Danske Mejerier for Faartoft Mejeri.

[44] Der mangler oplysninger for Faartoft Mejeri, som bliver afløst af Solbjerg Mejeri.

[45] Danske Mejerier, bd. 3, s. 482.

[46] Se https://arkiv.dk/vis/2736713.

[47] Skive Folkeblad 20. februar 1911.

[48] Danske Mejerier, bd. 3, s. 492.

[49] Danske Mejerier, bd. 3, s. 524.

[50] F.eks. https://arkiv.dk/vis/2753795.

[51] Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2737116^.

[52] Danske Mejerier, bd. 3, s. 495.

[53] Danske Mejerier, bd. 3, s. 536. Mejeriet er tilsyneladende kun registreret i Skive Byarkiv, fordi det er tegnet af arkitekt E. Lind, se https://arkiv.dk/vis/4374173. Det betyder, at mejeriet må være blevet ombygget efter 1917, hvor det oprindelige Saugstrup Mejeri er registreret.

[23] Lem og Jebjerg er i Skivebogen 1974, s. 47-49 nævnt som fællesmejerier fra 1884. Faktuelt kan man i Skive Folkeblad 27. aug. 1884 se, at ”Beboerne omkring Nr. Lem Mejeri bedes afhente … Transportspande … ved Skive Havn ,,,” I Danske Mejerier, bd. 3, s. 474 fremgår det ikke, at der er tale om Brodal Andelsmejeri som afløser for Lem Mejeri som fællesmejeri.

[27] Danske Mejerier, bd. 3, s. 514, Spøttrup Lokalhistorisk Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2748765.

[28] I Skivebogen 1974 kaldet ”Grønnerup”.

[29] Er registreret 1928-86 på Sundsøre Lokalarkiv, https://arkiv.dk/vis/2733585.

[32] Danske Mejerier, bd. 3, s. 477.

[33] Danske Mejerier, bd. 3, s. 530 og 532, hvor Rødding Andelsmejeri ved Viborg er registreret. Dette mejeri er opført 1911 og tegnet af arkitekt E. V. Lind.

[34] Danske Mejerier, bd. 3, s. 542.

[25] Danske Mejerier, bd. 3, s. 483-84. Det er ikke umiddelbart til at afgøre, om den rigtige datering er 1886 eller 1887. En nøje gennemgang af samtidens aviser, både landsdækkende og lokale har ingen referencer til Thise Fællesmejeri i 1886. Men der kan konstateres en bekendtgørelse af 18. nov. 1887, hvor der er "Indleveringssted i Thise hos Fællesmejeriet, i Jebjerg hos Th. Andersen". Thise Fællesmejeri har således eksisteret 18. nov. 1887 og før, men hvor meget før, har det ikke været muligt at finde dokumentation for.

[35] Danske Mejerier, bd. 3, s. 511, 547, 545, 509. Den præcise lokalisering af Højslev Andelsmejeri er forsøgt fastlagt ud fra forskellige slægtshistoriske oplysninger om mejeriet, hvoraf det fremgår af optegnelser om slægtsrelaterede personer, født på mejeriet, tilsyneladende har været bosat Østerris, Højslev, se f. eks. http://knudsen-oemann.dk/onewebmedia/s-h-oemann-smed.pdf. Det fremgår ydermere af 1901 folketællingen, at mejeribestyrer på Højslev Andelsmejeri, Hans Sørensen Oemann er bosat i Østerris. Se https://www.ddd.dda.dk/asp/alle_opl.asp. Østerris har været en stedbetegnelse i Højslev Stationsby. Højslev Andelsmejeri, som arkitekt E. V. Lind 1914 ombyggede, er og var placeret, hvor nu Højslev Brugsforening med parkeringsplads ligger, Viborgvej 214. Det er helt uomtvisteligt det af Lind tegnede mejeri, som er foreviget med et luftfoto fra 1948-52.

[36] Danske Mejerier, bd. 3, s. 555. Vinderup Egnshistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2172691.

[37] Danske Mejerier, bd 3, s. 500.

[6] Jubilæumsartiklen 30. juni 1936

[7] Hald Andelsmejeri, mejeri, Hald, Skive. 1893-1970 (5). Forhandlingsprotokoller 1893-1970, medlemsprotokol 1959-60. A: 1523 B: 31.121.

[38] Det 1911 ombyggede Hald Andelsmejeri kunne i arkitekturen godt være inspireret af de af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier, der netop på denne tid bliver fremtrædende i mejeribyggeriet. Registreringen i Danske Mejerier, bd. 3, s. 500 har ikke Lind som arkitekt. Og der er intet i forhandlingsprotokollen, der antyder involvering af arkitekt. Bygningen som den ses fremtræde på foto i Danske Mejerier må formodes at være Kristen Kjærs mejeri fra 1886, sandsynligvis med tilbygningen fra 1911 placeret som et kryds gennem det oprindelige mejeri. Til sammenligning med Lind arkitekturen Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471-72.

Hald Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 501 Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471

Hald Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 501	Borup Andelsmejeri, Danske Mejerier, bd. 3, s. 471

1911 ombygningen kunne godt være inspireret af Linds mejeriarkitektur. Det har været mejeriet, som det blev afbildet 1907, der blev ombygget 1911 - med et lidt mere fremtrædende udspring til aflæsningsrampen og med en for Lind arkitekturen typisk udluftning i tagrygningen. Hvis det sidste foto er Hald Mejeri, er det taget før 1907 fotoet, og der må have været tale om en i forhandlingsprotokollen uregistreret ombygning. I forhold til 1907 er både mejeriet og privatboligen udvidet.

[39] Danske Mejerier, bd. 3, 1917, s. 500-501.

[40] Se Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, https://tidsskrift.dk/bolm/article/download/104675/153540/

[41][41] Se http://skanderupsognshistorie.dk/erhvervsvirksomheder/mejerier-og-andelsbevaegelse#soendagshvile

[42] Se oversigt Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890 neden for.

[43] Claus Bjørn i Fællesmejerierne … ” Behandling af flere landbrugs mælk på et sted var således på det nærmeste ukendt i Vendsyssel før oprettelsen af de første andelsmejerier i 1886”. Claus Bjørn har kun undersøgt forholdene i Vendsyssel. For Fjends området er den ingen undersøgelser af mejeridriften.

[44] Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894, Danske Mejeristforening, Fortegnelse over … Andels-, Fælles- og Herregaardsmejerier.

[45] Eskjær figurerer ikke i den anførte oversigt, men Birger Schütte, Eskjær meddeler på forespørgsel, at der på Eskjær blev oprettet et hollænderi på Eskjær af Chr. Lange, der ejede godset fra 1781, og at det har været i drift indtil o. 1903. Iflg. Birger Schütte blev hollænderiet på Eskjær oprettet med bistand fra ejeren 1792-1804 på Østergaard, Thomas Thomsen.

[46] Alle faktuelle oplysninger om Kristen Kjær og familien er taget Folketællinger 1880, 1890, 1901, 1906 samt mundtlige oplysninger fra efterkommere.

[47] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=55388#55388,11974686. Bemærk, at Kristen Jensen Kjær er søn af Jens Hansen Kjær - som den tids skik er navnet en markering af fornavnet på den, man er søn af.

[48] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=59245#59245,12175265 og https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=59245#59245,12175265

[49] Købet og besiddelsen fremgår af 1890 folketællingen

[50] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=22708#22708,2630636

[51]

[52] Se https://denstoredanske.lex.dk/N.J._Fjord og https://biografiskleksikon.lex.dk/Niels_Pedersen_-_forstander.

[53] Oplyst af oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.

[54] Hald Mejeri har i 1901 folketællingen matr. nr. 17a, hus. nr. 178, registreret under Ørslevkloster Kommune. Skovmølle har under samme folketælling matr. nr. 3. Den gamle vandmølle hertil ligger på matr. 3a-b, vindmøllen på matr. 3a iflg. Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 28-32 og s. 84-85. Købsdatoen er oplyst af familien, oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.

[55] Købstidspunktet er oplyst af oldebarnet Peter Sejer Kjølhede Kjær.

[56] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=21691#21691,2105885

[57] Se https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=11274#11274,314299

[58] Se Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 84-85.

[59] Folketællinger 1901 og 1906

[60] Skovmølle, Matr. nr. 3 i Højslev Kommune i 1901 folketællingen, i Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 84-85 betegnet som matr. nr. 3a m. fl., Majgårdvej 15, vandforsyning fra Hald bæk og slugten til Majgård.

[61] Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, s. 28-32.

[62] 1907 artiklen om ”De ældste Andelsmejerier”.

[63] Skive Folkeblad 27. dec. 1919, 10. dec. 1926

[64] Særtryk af Mælkeritidende 1896, Kontrolforeningen for Vejen og Omegn, https://www.landbrugsinfo.dk/-/media/landbrugsinfo/public/5/7/4/kontrolforeningen_vejen_1896.pdf

[65] Caroc & Leth, er jernstøberi og maskinfabrik i Aarhus med produktion af mejeri- og dampmaskiner. Leverancen til Hald Mejeri har muligvis været en smøræltemaskine.

[66] Se Museum Silkeborg, afskrifter af maskinfabrikkens folianter, https://www.museumsilkeborg.dk/bilag-3

[67] Se https://www.arla.com/company/investor/annual-reports/.

[68] Se https://mejeri.dk/branchen/branchen-i-tal

[69] Se https://mejeri.dk/branchen/om-mejeribranchen/mejerier-i-dk Mejerier i Danmark

Medlemmer af Mejeriforeningen

1)Arla Foods

2)Asaa Andelsmejeri

3)Barrit Mejeri

4)Bornholms Andelsmejeri

5)Fayrefield Foods A/S

6)Grøndal Mejeri v/Uhrenholt A/S

7)Gundestrup Mejeri og Bryghus

8)Ingstrup Mejeri

9)JBJ Ost

10)Jernved Mejeri

11)Kerry Ingredients

12)Kirkeby Cheese Export A/S

13)Kirkeby & Thrane

14)Lactosan A/S

15)Lindved Mejeri v/BT Ost

16)Løgismose Meyers A/S

17)Mammen Mejerierne A/S

18)MBM, Meginfelag Búnaðarmanna

19)Mille Food A/S

20)NATURMÆLK

21)Nørager Mejeri

22)Nørup Mejeri

23)Ostebørsens Gårdmejeri

24)SøMælk

25)Sønderhaven Gårdmejeri

26)Sonlac A/S

27)Them Andelsmejeri

28)Thise Mejeri

29)Ullerslev Mejeri I/S

30)Vest Mælk ApS

31)Aabybro Mejeri

[70] Se https://mejeri.dk/branchen/om-mejeribranchen/mejerier-i-dk/ikke-medlemmer Mejerier i Danmark, Ikke-medlemmer af Mejeriforeningen

1)Brandbjerg Gårdmejeri

2)Elmegaard Mejeri

3)Enghavegård Osteri

4)Gedsted Mejeri A/S

5)Hansens Flødeis ApS

6)Humlebæk Mikro Mejeri

7)Hårbølle Mejeri og Osteri

8)La Treccia

9)Mejerigaarden A/S

10)Skee Ismejeri ApS

11)Sondrup Gårdmejeri, Øko Ged & Grønt

12)Svaneke Ismejeri ApS

13)Tebstrup Gedeosteri

14)Vebbestrup Flødeis

[71] Se https://www.arla.dk/om-arla/kontakt/arla-i-andre-lande/. Det er overraskende vanskeligt at finde præcise talmæssige oplysninger om Arla på virksomhedens egne hjemmesider.

[72] Hvis formålet med denne undersøgelse havde været at få en oversigt over, med samtidige fotografier, af de af arkitekt E. V. Lind indtil 1918 tegnede mejerier, 342 i alt, så er Danske Mejerier et glimrende værk at tage udgangspunkt i.

BFI og landbrugsproduktion 1850-1900, 1929 priser, log skala	Landbrugsproduktionen 1850-1900 i log skala

Den diagrammatiske illustration viser, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var landbrugskrise og afdæmpet vækst, hvor BFI udviklingen illustrerer, at væksten i den øvrige samfundsproduktion fortsatte.

Landbrugets krise var i første omgang et udslag af et omfattende kornprisfald, konkurrencen fra oversøiske kornprodukter, desuden protektionistiske foranstaltninger mod danske landbrugsprodukter især fra Sverige, Tyskland og England. Kornprisfaldet fremmede lysten til at deltage i mejeridrift på andelsbasis, og andelsbevægelsen startede og fik fra 1880’erne sin storhedstid.

Andelsbevægelsen gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne.

De middelstore brug blev ledende i denne udvikling.

Fra 1895 - 1914, udbruddet af 1. verdenskrig var der prisstigninger og almindelig økonomisk vækst, varepriser og lønninger steg, det samme gjorde priserne på landbrugsprodukter, hvor der var tale om en stigning i prisindekset på 32 %. I denne periode slog industrialiseringen også for alvor igennem. Det ser man lokalt bl.a. på befolkningstilvæksten i stationsbyen Lunderskov i Skanderup Sogn, der ellers var et decideret landsogn. Eller befolkningstilvæksten i Skive og omegn i samme periode.

Som man vil kunne se af efterfølgende diagram, så er der i denne periode tale om en betydelig vækst i produktionen, BFI, generelt og i landbrugsproduktionen. Stigningen er på henholdsvis 55,5 og 62 %, altså en jævnt sund stigning, hvor prisstigningerne ligger under stigningen i produktionen.

Bruttofaktorindkomst 1896-1914, 1929 priser

1. verdenskrig betød for landbruget stigende omkostninger og produktionsnedgang, men det lykkedes landbruget at øge pengeindkomsterne væsentligt i kraft af gode afsætningsmuligheder og prisforhold på verdensmarkedet. Det samlede resultat var, at landbruget bibeholdt dets andel af bruttofaktorindkomsten. Industriproduktionen havde god fordel af krigstidens gode efterspørgselsforhold og den udenlandske konkurrences delvise bortfald.

Bruttofaktorindkomst 1914-1918, 1929 priser

Mellemkrigstiden var præget af manglende vækst med en desorganiseret international økonomi. Både landbrug og industri kæmpede mod faldende priser, valutadumping og heraf afledt faldende produktion.

1920ernes kriseagtige tilstand, især for byerhvervene, bedredes fra 1927, hvor man frem til 1930ernes økonomiske krise så en stadig bedring i de økonomiske vilkår for både landbrug og øvrige erhverv.

Bruttofaktorindkomst 1918-1930, 1929 priser

Verdenskrisens problemer med devalueringer, toldgrænser, importregulering og heraf følgende indskrænkning i verdenshandelen er velkendt og afspejler sig tydeligt i produktionstallene.

I Danmark fik man med bredt politisk krisesamarbejde gennem Valutacentralen i 1932 og Kanslergadeforlige i 1933, d.v.s. en reguleringsøkonomi i princippet noget lig den, der førtes under 1. verdenskrig, et bredt funderet krisesamarbejde, der i modsætning til især Tyskland foregik i et fordrageligt parlamentarisk samarbejde.

I perioden 1929 – 1939 er landbrugsudviklingen stort set stagnerende i produktions- og eksportværdi. Det samme gælder prisindeks. Industri og øvrige erhverv har derimod et svagt stigende produktionsindeks og en årlig vækstrate 1930-39 på 2,3 %, næsten det dobbelte af landbrugets årlige vækstrate.

Under 2. verdenskrig var der produktionsnedgang og vareknaphed, dog med en væsentlig bedre forsyningssituation end i de krigsførende lande. Kalorieforbruget faldt kun med o. 10 %.

Bruttofaktorindkomst 1939-1945, i 1929 priser

1945 – 57, efterkrigstiden, også kaldet genopbygningsperioden.

Sammenlignet med tiden efter 1. verdenskrig var der nu en mere bevidst statslig styring af den økonomiske vækstproces og et langt bedre organiseret internationalt samarbejde, de første efterkrigsår med udgangspunkt i OEEC, der senere blev til OECD.

Alligevel var tiden fra 1953 i landbruget præget af en noget afdæmpet udvikling, hvad man også kan aflæse af BFI diagrammet i logaritmisk skala. Den midlertidige afdæmpning hang sammen med den foregående tids meget intensive dyrkningsform, og det blev fra 1953 væsentligt dyrere at importere foderstoffer til den animalske produktion, hvor vækstraten derfor faldt jævnt årtiet ud.

Der er også en jævn afgang af arbejdskraft fra landbruget, i 1956-57 overhaler industrien arbejdskraftmæssigt landbruget.

Det er et problem for det danske samfund med stagnationen i landbruget, da landbrugets valutaindtjening i midten af 1950erne udgør ca. halvdelen af Danmarks valutaindtjening.

Bruttofaktorindkomst 1950-1963, i 1929 priser, logaritmisk skala

Perioden 1957 - 1970 kaldes under et vækst- og velstandssamfundet.

Her opstod det europæiske fællesmarked og som et modtræk frihandelsområdet EFTA. De europæiske toldmure over for landbrugsvarer lykkedes det aldrig OEEC at liberalisere, og Danmark havde et permanent problem indtil medlemskabet af EF i 1972, der senere blev til EU.

I denne periode voksede den offentlige sektor eksplosivt, velfærdssamfundet var født.

Diagrammer her er baseret på statistik fra Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260. 1929 priser betyder, at tallene er faste, d.v.s. renset for inflation. Nationalregnskabsbegreberne (faktor, produktion og indkomst, netto og brutto) bruges og defineres af Danmarks Statistik.

I logaritmisk skala er benyttet 10 tals logaritmen, således at de absolutte tals 10'ere er logaritmen 1 med decimaler, 100'ere er logaritmen 2 med decimaler etc.

Husmændenes vilkår efter landboreformerne.

De af landboreformerne afledte sociale problemer blev det en senere tids opgave at løse. Loven om afskaffelse af hoveriet 1799 omfattede ikke husmændene, dvs. brug på under 20 tdr. land, afhængigt af jordens bonitet. Husmandsklassen er med rette blevet karakteriseret som ”landboreformernes stedbørn”, hvis vilkår først bedredes med andelsbevægelsen og lovkomplekserne fra 1899 og 1919 om oprettelse af statshusmandsbrug. Fridlev Skrubbeltang har i Den danske husmand. I Kbh. 1952, s. 68 anslået 55.000 og 60.000 som antallet af gårde og husmandbrug efter landboreformerne, heraf blandt husmændene 20.000 jordløse og 15.-16.000 daglejere og indsidere.

Udvandring fra Danmark. Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, 1971, disputats om dansk udvandring til Amerika i perioden 1868-1914. Og Christian Winthers digt fra 1835, der senere blev til billedbogen med A. Schmidts illustrationer. Iflg. Hvidt var der tale om en udvandring fra Danmark 1850-1914 på o. 300.000 mennesker.

Valutadumping: Et land, der devaluerer sin valuta gør udenlandske varere dyrere i hjemlandet og egne varer billigere og mere konkurrencedygtige hos samhandelspartnerene. Dette økonomiske instrument benyttedes meget i mellemkrigstiden, til stor skade for den internationale samhandel.

[1] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.

[2] Erstatter 1662/64 matriklen (landgilde- og amtsstuematriklen), der var enevældens første forsøg på registrering af jorden som skattegrundlag. Hartkornet var her udregnet efter fæstebøndernes landgilde tilbage fra 1500-tallet. Det overvejende håndskrevne matrikuleringsmateriale (gotisk håndskrift) består af 3 protokolrækker. Den mest omfangsrige er de såkaldte markbøger og eng- skov og græsningsprotokoller udformet i 1681-83. Dernæst følger modelbøgerne, der blev udformet i perioden 1684-86 og endelig de egentlige matrikelprotokoller fra 1687-89.

[3] Hjulplov. Efter kalkmaleri i Hald Kirke. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).


Langt de fleste illustrationer af muldfjælsploven er med hjul, altså hjulploven. Her illustreres den mere effektive jordvending end med arden. Og tilpasningen til lange agre.

Den bedste faghistoriske tilgang til forskellige plovtyper er A. Steenberg, Fortid og Nutid bd. 12, 1937-38, Danske Plovtyper i Oldtid og Middelalder. Eller Grith Lerche, om muldfjælsploven og den højryggede ager.

[4] Teknologihistorie, Systime, https://teknologihistorie.systime.dk/index.php?id=132.

[5] Toft er beslægtet med ordet tomt, betyder jordlod, der er udskilt fra den dyrkede fællesjord, hustofte til bygninger.

[6] Begrebet ”Toft” har i en undersøgelse af Sundby på Mors en helt anden betydning end på Øerne, hvor det oftest var en særlig ager ud for hver enkelt gård med bredder proportionalt med gårdens andel af ”bymålet” hyppigt målt i otting (1/8 af et bol). Steen Busck, Et landbosamfund i opbrud I+II.

[7] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie, 1996.

[8] Særligt værdifulde er her markbøgerne, der indeholder de rigeste topografiske oplysninger, dvs. gamle marknavne. For hvert herred findes en Skov-, Eng- og Græsningstaksationsprotokol. Selve hartkornsansættelsen sker i Modelbøgerne eller beregningsprotokollerne, en for hvert herred.

[9] Riberhus Amts Matrikel 1662, findes i Rigsarkivets Matrikelarkiv (1818 B) bliver hurtigt fulgt op af Amtsstuematriklen af 1664, Matrikelarkivet nr. 1819, Koldinghus Amt. Denne ældste af matriklerne giver et godt billede af, hvad man dyrkede, omsat til hartkorn og afgifter. Man kan se, at en del gårde havde særjord ud over jordfællesskabet, tidligere tiders naturalieydelser er omregnet til hartkorn, og man kan af disse udlede specielle produkter for hver egn. Endelig er der i disse ældste matrikler rester af tidligere tiders skatter: gæsteri, ledingsskat, høstskat, sommerskat, kongestød (stuth). Se Gunnar Knudsen, De danske Matrikler …

[10] http://hkpn.gst.dk/ . Man skal slå op på ”Protokoller”, her finder man både hartkornsprotokoller og sogneprotokoller. Der er delt op i privilegerede og uprivilegerede hartkorn. Adelens hartkorn var privilegeret, dvs. skattefri. Desuden var købstads- og embedsjorder (f. eks. præstegårde) fri for hartkornsbeskatningen, købstæderne dog i stedet pålagt en grundskyld. Nagbøl var den eneste af sognets byer, der havde privilegeret hartkorn, idet præstegården lå her, Denne skattefrihed bortfaldt i 1850.

[11] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.

I Diplomatarium Danicum er der en søgefacilitet. Søgning på Cutria Principalis giver 218 dokumenter 1259-1410.

[1] Generalforsamling 5. februar 1896, Kolding Folkeblad 5. februar 1896.

[2] Iflg. Danske Mejerier, bd. 4, s. 207.

[3] Se første del, afsnit om besættelsestiden lokalt.

[4] Se Lokalarkivet, https://arkiv.dk/vis/2547222.

[5] Se Lokalarkivet, https://arkiv.dk/vis/2551414.

[6] Høyer skulle iflg. omtale i samtidens presse have været for ”dansksindet” til at blive tålt i Sønderjylland, hvorfra han så flyttede for i 1903 at købe Wissingsminde efter en tvangsauktion. Han sælger Wissingsminde igen 1915. Høyer havde forskellige tillidsposter, bl.a. var han en overgang formand for Kolding Herreds Landboforening. Han solgte marts 1908 den grund, som den nye Skanderup Skole blev bygget på i 1909. Og det var Høyer, der 1922 sørgede for, at det tidligere Skanderup Mejeri blev købt og omdannet til valgmenighedskirke.

[1] Bl. a. beskrevet i De overlevende - Brusk Herred anno 1660, Laura Meyer Hansen. http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal. Der er en helt enestående beskrivelse af svenskekrigenes konsekvenser i Vonsild Kirkebog 1659-1708. Først og fremmest et resultat af sognepræsten Johannes Rüde (1633-1707), der tiltræder som præst i Vonsild i 1659, og som herefter fører en helt enestående kirkebog m.h.t. at fortælle om sognets vilkår i stort og småt. En fortræffelig kilde til denne svenskekrigs konsekvenser i et sogn nær Skanderup.

[2] Anst Herreds Tingbog 1679-81 og 1682-83.

[3] Det kunne synes, at rette bager for smed ikke er eller har været noget enestående fænomen.

[4] Hans Knudsen op. cit., s. 322.

[5] Koldinghus, Dronningborg og Skanderborg.

[6] Dvs. Jord, der tilhørte en sædegård, der ligger med mere end 2 mils afstand.

[7] Ja, det er højskolelæreren med de usædvanligt mange skriftlige udgivelser af varierende kvalitet, herunder også Skanderup Sogns Historie. Danske Vider og Vedtægter er kritiseret for sjuske-, herunder også ganske alvorlige fejl, dvs. sproglige misforståelser og fejl, der må karakteriseres som faglig inkompetence. Værket er alligevel nøje gennemgået - og brugt med forsigtighed - i håbet om at kunne finde vider eller landsbyvedtægter fra Skanderup.

[8] Landsbyers sognefogeder dengang. Men vide-, grandefogeder og oldermænd var en funktion af landsbyernes selvstyre, sognefogederne derimod repræsentanter for centralmagten, se afsnit om sognefogeder, evt. også eks. her.

[9] Bol er siden vikingetiden en betegnelse for bondegårde, som så senere har været lige store i modsætning til gårde i almindelighed. Bol kan også betegne mindre gårde, en mellemting mellem husmænd og bøndergårde. Endelig kan bol være et mål for flere gårde. I de her refererede vedtægter må det antages, at bol har haft betydningen mindre gård.

[10] ”… hver mand skal tage sin høstrue med sig, uden hun hafver louglig forfald. Hver det icke giør, bøde en half tønde øl i lauget.”

[11] Danske lov findes i digitaliseret form, her i pdf-udgave.

[12] Nygårds Sedler. At den til bondegård degraderede, tidligere sædegård, nu ejes af den adelige Mogens Krag til Kaas betyder selvfølgelig ikke, at Krag boede på gården, hvilket må anses for ikke bare overordentligt, men helt usandsynligt. Han levede 1625-1676, boede og døde på Kaas ved Skive. Det nuværende Kaas blev opført i 1635 af faderen Niels Krag. Om Skanderupgaard som sædegård indtil starten af 1600-tallet, se her.

[13] Se s. afsnit om Selveje og fæste.

[14] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.

[15] Erstatter 1662/64 matriklen (landgilde- og amtsstuematriklen), der var enevældens første forsøg på registrering af jorden som skattegrundlag. Hartkornet var her udregnet efter fæstebøndernes landgilde tilbage fra 1500-tallet. Det overvejende håndskrevne matrikuleringsmateriale (gotisk håndskrift) består af 3 protokolrækker. Den mest omfangsrige er de såkaldte markbøger og eng- skov og græsningsprotokoller udformet i 1681-83. Dernæst følger modelbøgerne, der blev udformet i perioden 1684-86 og endelig de egentlige matrikelprotokoller fra 1687-89.

[16] Begrebet ”Toft” har i en undersøgelse af Sundby på Mors en helt anden betydning end på Øerne, hvor det oftest var en særlig ager ud for hver enkelt gård med bredder proportionale med gårdens andel af ”bymålet” hyppigt målt i otting (1/8 af et bol). Steen Busck,

[17] Beskrevet i Historisk Tidsskrift, Karl-Erik Frandsen, Vang og tægt.

[18] Se videre herom i afsnittet om Landboreformerne.

[19] Særligt værdifulde er her markbøgerne, der indeholder de rigeste topografiske oplysninger, dvs. gamle marknavne. For hvert herred findes en Skov-, Eng- og Græsningstaksationsprotokol. Selve hartkornsansættelsen sker i Modelbøgerne eller beregningsprotokollerne, en for hvert herred.

[20] Riberhus Amts Matrikel 1662, findes i Rigsarkivets Matrikelarkiv (1818 B) bliver hurtigt fulgt op af Amtsstuematriklen af 1664, Matrikelarkivet nr. 1819, Koldinghus Amt. Denne ældste af matriklerne giver et godt billede af, hvad man dyrkede, omsat til hartkorn og afgifter. Man kan se, at en del gårde havde særjord ud over jordfællesskabet, tidligere tiders naturalieydelser er omregnet til hartkorn, og man kan af disse udlede specielle produkter for hver egn. Endelig er der i disse ældste matrikler rester af tidligere tiders skatter: gæsteri, ledingsskat, høstskat, sommerskat, kongestød (stuth). Se Gunnar Knudsen, De danske Matrikler …

[21] http://hkpn.gst.dk/ . Man skal slå op på ”Protokoller”, her finder man både hartkornsprotokoller og sogneprotokoller. Der er delt op i privilegerede og uprivilegerede hartkorn. Adelens hartkorn var privilegeret, dvs. skattefri. Desuden var købstads- og embedsjorder (f. eks. præstegårde) fri for hartkornsbeskatningen, købstæderne dog i stedet pålagt en grundskyld. Nagbøl var den eneste af sognets byer, der havde privilegeret hartkorn, idet præstegården lå her, Denne skattefrihed bortfaldt i 1850.

[22] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.

[23] I de foretagne beregninger over procentandele og -fordelinger er tønder, skæpper, fjerdingkar, album og penning omregnet til decimaler. Der er selvfølgelig ikke tale om decimaler, således som det fremgår af note 61. Omregningen til decimaler er helt simpel, antallet af skæpper divideres med 8, fjerdingkar med 32, album med 96. Beregningsmæssigt er den foretagne simplificering kun konstaterbar ud på decimalerne, der derfor her er undladt. Se forskellige matrikeloplysninger 1, 2, 3, 4

[24] Lå mellem Grønvanggaard og Wissingsminde, overtaget af Wissingsminde

[25] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, 1924, s. 321

[26] Modelbøgerne i Chr. V’s Matrikel, S 6396-97. 1749. Holmans, Elbo, Jerlev, Brusk og Anst

herreder, Vejle, Kolding og Fredericia købstæder (Koldinghus Amt), 1 bd

[27] Der oplyses intet om forholdet mellem marker og indtægter, men der er givet skøn på, at indtægterne har været fordelt på de 2 eller 4 marker, således at en indtægt har været et samlet stykke jord, en gård.

[28] Bebyggelsesbilledet uden for købstæderne var landsbyer, der var langt den mest dominerende bebyggelsesform, enestegårde, der især fandtes i hedeprægede egne med få gårde i landsbyerne, og hovedgårde, dvs. adelige godser.

[29] Horsens Museum. Oplysninger fra Henrik Pedersen, De danske landbrug fremstillet på grundlag af forarbejderne til Chr. V's matrikel 1688. Kbh. 1928. Senere forskning har sat spørgsmålstegn ved de af H. Pedersen anførte statistiske bearbejdelser, f. eks. mht. opdeling efter bosættelse (ejerlav), der snarere må opfattes som en stednavnefortegnelse, og mht. at der ofte kan være tale om flere brugere pr. matrikelenhed. Der er i forskellige landsdele benyttet forskellig opmålingsteknik. Endelig er de angivne hartkornsmål snarest arbitrære skattemål og kan næppe bruges til nogen form for sammenligning geografisk eller over tid. Alt i alt skal den refererede statistik tages med de her givne forbehold.

[30] Gennemgang af Kronens Skøder paa afhændet og erhvervet Jordegods i Danmark fra Reformationen til Nutiden, bd. 1-5 v. Rigsarkivet 1892-1995. Uddrag af relevante arkivpakker. Alt fra Skanderup Sogn.

[31] En nu nedrevet hovedgård i Seest.

[32] Med reformationen overgik alt kirkegods til kronen - som jo også sælger her. Men den nævnte langilde må formodes at have været specielt tilegnet kirken.

[33] Vamdrupgaard, som Rantzau i 1602 mageskiftede med mølle og gods for Trøjborg len.

[34] Der kunne være tale om arve- eller livsfæste. Fæstebrevet skal altid tinglæses. Indfæstningen er en engangsafgift. Desuden betales en årlig fæsteafgift for brugen af den fæstede gård til ejeren, kongen eller en godsejer.

[35] Husbondhold har den oprindelige betydning, at kongen var husbond i forhold til selvejerbønderne.

[36] Navnet stammer oprindeligt fra landgildeafgifter, som blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, såkaldt hårdt eller ”hart” korn. Landgilde var fæstebondens faste årlige afgift i naturalier og penge til herremanden, som ejede fæsterens gård.

[37] Det følgende bygger på Hans Knudsens undersøgelse i Kolding Rytterdistrikts selvejere - fra 1924 ganske vist, men undersøgelsen er stadig det grundigste og mest informerende, der foreligger om emnet.

[38] Her refereret efter Hans Knudsens undersøgelse: ”… ved Sessionen |1690 bemærker (Blanchsted): „Samme Husmænd har aldrig til Kongen givet en Skilling førend forgangen Aar, jeg lærte dennem at betale den første Kopskat".

[39] Fritagelsen for de kongelige afgifter ved overdragelse af gods til adelige ses f. eks. i Diplomatarium Danicum, 5. række, frihedsbrev på gods ved overdragelse til en ”væbner og hans arvinger” i 1413. Dette medførte selvfølgelig spekulation hos selvejerbønder og godsejere i at indgå fæsteforhold for at slippe for afgifterne til kongemagten.

[40] Med enevælden blev det almindeligt, at kronen kunne overdrage de skatter, som også selvejere var pligtige at yde kongen (landgilde eller husbondhold, ægt, dvs. kørsel og hoveri / inne, arbejde på krongodset) til private - i form af ”bondeskyld”.

[41] Se matrikelkort med gårde og gårdnumre næste i appendix 2.

[42] Artikel af Troels Dahlerup i Fortid og Nutid 1981-82, Om tienden,

[43] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie.

[44] Hent matrikelkort 1846. Hent matrikelkort 1882

[45] Se mere detaljeret matrikelkort over Skanderup by i appendix 2.

[1] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.

[3] Hjulplov. Efter kalkmaleri i Hald Kirke. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).


	Langt de fleste illustrationer af muldfjælsploven er med hjul, altså hjulploven. Her illustreres den mere effektive jordvending end med arden. Og tilpasningen til lange agre.

[4] Teknologihistorie, Systime, https://teknologihistorie.systime.dk/index.php?id=132.

[5] Toft er beslægtet med ordet tomt, betyder jordlod, der er udskilt fra den dyrkede fællesjord, hustofte til bygninger.

[7] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie, 1996.

[11] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.

[2] Anst Herreds Tingbog 1679-81 og 1682-83.

[3] Det kunne synes, at rette bager for smed ikke er eller har været noget enestående fænomen.

[4] Hans Knudsen op. cit., s. 322.

[5] Koldinghus, Dronningborg og Skanderborg.

[6] Dvs. Jord, der tilhørte en sædegård, der ligger med mere end 2 mils afstand.

[10] ”… hver mand skal tage sin høstrue med sig, uden hun hafver louglig forfald. Hver det icke giør, bøde en half tønde øl i lauget.”

[11] Danske lov findes i digitaliseret form, her i pdf-udgave.

[13] Se s. afsnit om Selveje og fæste.

[14] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.

[17] Beskrevet i Historisk Tidsskrift, Karl-Erik Frandsen, Vang og tægt.

[18] Se videre herom i afsnittet om Landboreformerne.

[22] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.

[24] Lå mellem Grønvanggaard og Wissingsminde, overtaget af Wissingsminde

[25] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, 1924, s. 321

[26] Modelbøgerne i Chr. V’s Matrikel, S 6396-97. 1749. Holmans, Elbo, Jerlev, Brusk og Anst

herreder, Vejle, Kolding og Fredericia købstæder (Koldinghus Amt), 1 bd

[31] En nu nedrevet hovedgård i Seest.

[32] Med reformationen overgik alt kirkegods til kronen - som jo også sælger her. Men den nævnte langilde må formodes at have været specielt tilegnet kirken.

[33] Vamdrupgaard, som Rantzau i 1602 mageskiftede med mølle og gods for Trøjborg len.

[35] Husbondhold har den oprindelige betydning, at kongen var husbond i forhold til selvejerbønderne.

[41] Se matrikelkort med gårde og gårdnumre næste i appendix 2.

[42] Artikel af Troels Dahlerup i Fortid og Nutid 1981-82, Om tienden,

[43] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie.

[44] Hent matrikelkort 1846. Hent matrikelkort 1882

[45] Se mere detaljeret matrikelkort over Skanderup by i appendix 2.

[1] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.

[3] Hjulplov. Efter kalkmaleri i Hald Kirke. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).


	Langt de fleste illustrationer af muldfjælsploven er med hjul, altså hjulploven. Her illustreres den mere effektive jordvending end med arden. Og tilpasningen til lange agre.

[4] Teknologihistorie, Systime, https://teknologihistorie.systime.dk/index.php?id=132.

[5] Toft er beslægtet med ordet tomt, betyder jordlod, der er udskilt fra den dyrkede fællesjord, hustofte til bygninger.

[7] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie, 1996.

[11] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.

Appendiks 2

Skanderup Sogn o. 1900 iflg. Trap

Skanderup Sogn omgives af Lejrskov, Andst, Vamdrup, Hjarup og Seest Sogne samt Vejle Amt (Brusk Hrd.). Kirken, noget vestl., ligger over 1 1/4 Mil V. S. V. for Kolding. De især mod N. højtliggende, ujævne og bakkede Jorder (Ulveryg, 289 F., 91 M.) ere mod N. overvejende sandede, mod Ø. lerblandede, i øvrigt sandmuldede og frugtbare. En Del Skov (Rosenlund, Wissingsminde, Nørgaard Sk.). Paa Nordgrænsen løber Kolding Aa. Gennem Sognet gaa Landevejen fra Kolding til Foldingbro og Banen fra Kolding over Lunderskov til Esbjærg.

Fladeindholdet 1901: 7021 Td. Ld., hvoraf 3590 besaaede (deraf med Hvede 15, Rug 493, Byg 546, Havre 1096, Boghvede 13, Frøavl 6, Blandsæd til Modenhed 651, Grøntf. 113, Kartofler 38, andre Rodfrugter 612, andre Handelspl. 7), Afgræsn. 1566, Høslæt, Brak, Eng m. m. 1035, Have 79, Skov 439, Moser og Kær 134, Veje og Byggegr. 168, Vandareal m. m. 9 Td. Kreaturhold 1898: 421 Heste, 2162 Stkr. Hornkvæg (deraf 1380 Køer), 351 Faar, 1542 Svin og 38 Geder. Ager og Engs Hrtk. 1895: 362 Td.; 76 Selvejergde. med 333, 138 Huse med 29 Td. Hrtk. og 106 jordløse Huse.

Befolkningen, 1/2 1901: 1791 (1801: 451, 1840: 882, 1860: 1248, 1890: 1687), boede i 307 Gaarde og Huse; Erhverv 1890: 123 levede af immat. Virksomhed, 1025 af Jordbr., 2 af Gartneri, 349 af Industri, 102 af Handel, 14 af forsk. Daglejervirks., 56 af deres Midler, og 16 vare under Fattigv.

I Sognet Skanderup Kirke (i Vald. Jrdb.: Scandthorp) og Byerne: Skanderup med Skole, Missionshus (opf. 1882 -det er forkert, i 1889, JN), Mølle og Andelsmejeri; Gjelballe med Skole; Lunderskov, stor Stationsby — 1/2 1901: 77 Huse og 532 Indb. — med Friskole, Andelsmejeri, Savmølle, Teglværk m. m., Købmandshdlr., Gæstgiveri, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postkontor; Dollerup med Skole; Nagbøl med Præstegd., Fattiggaard (opr. 1875, Plads for 34 Lemmer) og Teglværk. Klebæk, Gde. og Huse; Lurendal, Huse. Gaarden Wissingsminde har 16 1/2 Td. H., 357 Td. Ld., hvoraf 10 Eng, 27 Skov, Resten Ager; 2 Huse. Dollerupgaard har 18 Td. H., 350 Td. Ld., hvoraf 30 Eng og Mose, 12 Skov, Resten Ager. Nagbølgaard har 14 1/4 Td. H., 242 Td. Ld., hvoraf 15 Eng, 20 Skov, 7 Mose, Resten Ager; 4 Huse og en Smedje. Rolles Mølle, Gd. med Vandmølle, har 13 1/2 Td. H., 182 Td. Ld., hvoraf 12 Eng, 12 Skov, Resten Ager. Andre Gaarde: Skanderupgd. (5 Td. H.); Mariegd.; Nørgd. (8 Td. H.); Nørgaardslund (7 5/8 Td. H); Rosenlund; Nygd.; Frederiksminde; Dolleruplund (5 Td. H.); Gjelballegd. (7 Td. H.); Elisabethslyst (8 Td. H.); Dorotheasminde; Grønvanggd. m. m. Drabæks Vandmølle. Stort Anlæg af Fiskedamme tæt ved Rolles Mølle.

Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave 5. bind, Anst Herred, 1898-1906

Landsbyen Skanderup.

Kort-uddrag fra 1820-47 matriklen.

Man kan på matrikelkortet neden for identificere flg. gårde:^{^[1]} 1. en tidligere selvejergård, senere lagt ind under Wissingsminde, 2. Mariegaard, 3. Helenesminde, vel o. det nuværende Kastanie Alle 24, nu udflyttet til position lidt sydvest for Mariegaard, 1820 jordlod er overtaget af Wissingsminde^{^[2]}, 4. Grønvanggaard, hvor man kan se, at gården havde to bygninger, laden og kostalden op til / ind i en med Wissingsminde fælles markvej og det, der med vejudretningen i Skanderup i 1932-33 blev til den senere Kastanie Alle, 5. Skanderupgaard (matrikel 12a), som stadig var en af de største gårde i 1820, 6. Damkjærgaard, mellem Grønvanggaard, og hvor Skanderup Skole fra 1908 kommer til at ligge, flyttes senere ud af byen mod Skanderup Landevej, 7. nu nedlagt gård, under Wissingsminde, 8. ligger, hvor brugsen senere blev placeret, lagt under Skanderupgaard, 9. har været beliggende ved den vestlige Wissingsmindevej, har været under Grønvanggaard, nu nedlagt, villa, benyttet af bl.a. Mariegaard som aftægtsbolig, 10. Tvedsgård, senere flyttet til Klebæk, 11. selvejergård mellem Grønvanggaard og Wissingsminde, også lagt under Wissingsminde, 12. Harbogaarden, senere fodermesterboliger for Mariegaard, søndagsskole m.v., 13. Ejersminde, 14. og 16. tidligere Skanderup Nørgaard, før den blev flyttet til Egeskovvej, 15. Langagergaard Smedegyden, nu flyttet til Klebæk, 17. præstens anneksgaard, mellem Grønvanggaard og Wissingsminde, senere overtaget af Wissingsminde. Lidt syd for Helenesminde har desuden ligget den tidligere degnetoft på ca. 12 td. land, som bl.a. lærer Skovgaard havde. Desuden har der vist været flere nu nedlagte eller udflyttede gårde o. smedegyden.

Af de 17 gamle gårde i 1688 matriklen bliver der med landboreformernes begyndende udskiftning, fra 1774 iflg. TC 24 matrikler, hvortil kommer yderligere 4 huse, altså 28 matrikler i alt.

Landsbyen Nagbøl.[3]

Der var 12 gamle gårde i 1688 matriklen. Matrikelkortet 1853-69 viser, at der her er væsentligt færre. Her skal man helt ud i yderkanterne for at finde et antal gårde, der størrelsesmæssigt bringer Nagbøl over Dollerups størrelse. Det bliver ikke stort anderledes med matriklerne efter 1688. På det her bragte matrikelkort, kan man identificere 3-5 gårde, på den foregående matrikel 7-8.[4]

Man kan på matrikelkortet se 3, som er Nagbølgaard, landsbyens største gård, og herfra kom også det tidlige sogneforstanderskabs formand og fødte medlem Christen Hansen Juhl.[5]

[1] Matrikelkortet og oplysninger fra TC.

[2] De 3 her nævnte gårde var således de eneste, tidligere selvejergårde. Foruden Skanderupgaard, som har været ”adelig sædegård”, hvilket ikke har forhindret den i senere at blive fæstegård.

[3] Se matrikelkort for Lunderskov neden for.

[4] De er alle og mere til udførligt beskrevet i TC, s. 44-62.

[5] 1842-55.

Landbrug i Danmark, en oversigt

Indholdsfortegnelse, landbrug i Danmark

Istiderne

Landbruget socialt. strukturelt og teknologisk fra middelalderen over enevælden

Landsbyerne med de inkluderede fæstegårde

Godserne som enevældens skatteadministration

Retsvæsen

Soldatertjeneste, -udskrivning, bøndernes plads i systemet

Landsbyfællesskabet

Trevangsbruget

Dagligliv i landsbyfællesskabet

Driftsfællesskab

På grandestævne

Kvæghold

Byens hyrde

Landsbysmeden

Vurdering af fællesdriften

Landboreformer, overgang fra fæste til selveje

Landboreformerne

Landboreformer og hartkornsopgørelser i 1688 og 1844

Dansk landbrug efter landboreformerne

Andelsbevægelsens økonomiske forudsætninger

Landbrugskrise og mejeribrug

Fra herregårdsmejerier, hollænderier til fælles- og andelsmejerier

Fællesmejerier især i Østdanmark

Andelsmejerier i Sydvestjylland

Udvalgte aspekter af mejeriernes og slagteriernes landbrugssamfund

Samtidig debat omkring kvinder, mejeridrift og karlekamre

Mejerierne, Ladelund Landbrugsskole og mejeriarkitekten E. V. Lind[23]

Mejerier på Fur, i Mors, Salling og Fjends

Ladelund Landbrugsskole

De lokale mejeribestyrere

Centrifugering og behandling af mælken

Svineslagterier, andels- og private slagterier

Andelsmejerierne i Skanderup og Lunderskov

Fællesmejeriet i Gjælballe

Vamdrup Andelsmejeri, Bastrup Andelsmejeri

Vamdrup Andelsmejeri

Bastrup Andelsmejeri

Mejeridebatten

Mejerierne som religionens vartegn.

Standpunkterne bag søndagshvilende mejerier

Mejerieffektiviteten

Appendiks 2

Skanderup Sogn o. 1900 iflg. Trap

Mejerierne, Ladelund Landbrugsskole og mejeriarkitekten E. V. Lind^[23]