Som Cæsar inddelte Gallien i tre dele, kan man tilsvarende inddele Jylland.

Nørre- og Sønderjylland skilte oprindeligt ved Kongeåen, hvor Sønderjylland lå mellem Ejderen og Kongeåen, resten var Nørrejylland.

Med en nyere inddeling kan man inddele efter Nordjylland nord for Limfjorden med hævet havbund og flade kystsletter, Midtjylland og Sønderjylland syd for Kongeåen. Midtjylland kan deles efter istidens hovedstilstandslinje, hvor den vestlige del, Vestjylland har flade og sandede hedesletter, den østlige del, Østjylland er kuperet og præget af moræneaflejringer. Skanderup og Hjarup Sogn ligger i Østjylland med grænse til Kongeåen og hermed til en sønderjysk historisk tradition.

 

Af Frede Nielsen, tidligere Skovtrolden og naturvejleder

Weischel istiden startede for ca. 117.000 år siden og ophørte for ca. 11.500 år siden.

For 50 – 45.000 år siden var en stor del af vort land isdækket i form af det ”Gammelbaltiske isfremstød”, som kom fra sydøst og dækkede alle øerne og store dele af Jylland – nemlig den sydøstlige del.

45 – 29.000 år siden. Afsmeltning.

I det område, der før afsmeltningen var isdækket lå der efter afsmeltningen meget store såkaldte ”Dødisområder” tilbage efter afsmeltningen.

31 – 27.000 år siden kom der et fremstød fra Norge ” Det norske isfremstød”. Dette fremstød dannede en randmoræne (israndslinje) fra Bovbjerg i Vestjylland til syd om Djursland.

27 – 23.000 år siden ny afsmeltning.

Efter afsmeltningen af dette isdække lå der nu også i de afsmeltede områder store dødisklumper tilbage lige som samme slags klumper stadig var aktuelle i det område, der tidligere var dækket af Det gammelbaltiske isfremstød.

23 – 21.000 år siden. Nu kom så det næste fremstød. Denne gang fra øst/nordøst den såkaldte ”Svenske is”. Samtidig med, at der skete en ny nedisning i det nordlige Jylland. Dette fremstød dækkede igen øerne samt den østlige del af Jylland, hvor der dannedes en randmoræne fra Viborg i nord til Padborg i syd (i dag den jyske højderyg). Altså var Nord og Østjylland isdækket, mens Vestjylland var isfrit.

21 - 19.000 år siden delvis afsmeltning.

19 – 18.000 år siden nyt fremstød fra sydøst ”Det ungbaltiske fremstød”. Her nåede isen frem til en linje fra det sydlige Djursland og derfra mod syd i en svag vestlig bue til Padborg.

18 – 16.000 år siden kom den endelige afsmeltning således, at det meste af Danmark var fri for egentlige gletschere, men dog med meget store dødisklumper forskellige steder i landskabet.

Helt fri for is blev vi først for 11.500 år siden. (Dog lå der stadig mange steder i landskabet store dødisklumper).

Alle de efter afsmeltningen tidligere isdækkede overflader blev præget af isfremrykninger i kolde perioder samt tilbagesmeltninger i lunere perioder. Resultatet blev, at landskabet efter istidens slutning i disse tidligere isdækkede områder blev til et morænelandskab med bakker og dale, mens det vestlige Jylland, som jo ikke havde været isdækkede, blev udjævnet af store smeltevandsmæng­der samt præget af enorme sandede aflejringer.

Som det ses af forannævnte er der tale om istidslandskaber i Gelballe, Hjarup og Skanderup. Blot er der ret stor forskel på de enkelte områder, som de fremstår i dag.

At komme fra forskellige retninger til Skanderup området byder på spændende landskabsoplevelser. Egentlig er der tale om, at den største del af Skanderup området ligger hen som et noget fladt område med overvejende lette jordtyper, bortset den østlige del af området, hvor der findes et lidt mere moræneagtigt landskab, mens der i Gelballe og Hjarup området er et bakke/dale landskab og jorden er her generelt af sværere typer.

Alt dette skyldes forannævnte is og smeltevandsbevægelser i Weichsel istiden.

Ser man på landskabet fra en drone vil man kunne konstatere, at den centrale del af Skanderup området omkranses af en højderyg, der startende fra vest bevæger sig mod nord, nordøst – mod øst og videre mod sydøst og til slut mod syd (Se kortudsnit nedenfor). Langs yderranden af denne højderyg ligger Gelballe mod nord – Møllevang området mod øst og Hjarup området mod sydvest og syd.

Weischel istiden startede for ca. 117.000 år siden og ophørte for ca. 11.500 år siden.

Helt fri for is blev vi først for 11.500 år siden. Dog lå der stadig mange steder i landskabet store dødisklumper.

Alle de efter afsmeltningen tidligere isdækkede overflader blev præget af isfremrykninger i kolde perioder samt tilbagesmeltninger i lunere perioder. Resultatet blev, at landskabet efter istidens slutning i disse tidligere isdækkede områder blev til et morænelandskab med bakker og dale, mens det vestlige Jylland, som jo ikke havde været isdækkede, blev udjævnet af store smeltevandsmæng­der samt præget af enorme, sandede aflejringer.

Som det ses af forannævnte er der tale om istidslandskaber i Gelballe, Hjarup og Skanderup. Blot er der ret stor forskel på de enkelte områder, som de fremstår i dag.

Egentlig er der tale om, at den største del af Skanderup området ligger hen som et noget fladt område med overvejende lette jordtyper, bortset den østlige del af området, hvor der findes et lidt mere moræneagtigt landskab, mens der i Gelballe og Hjarup området er et bakke/dale landskab og jorden er her generelt af sværere typer.

Alt dette skyldes is og smeltevandsbevægelser i Weichsel istiden.

 

 

Den centrale del af Skanderup området omkranses af en højderyg, der fra vest bevæger sig mod nord, nordøst – mod øst og videre mod sydøst og til slut mod syd. Langs yderranden af denne højderyg ligger Gelballe mod nord - Møllevang området mod øst og Hjarup området mod sydvest og syd.

Omtalte højderyg er skabt af isfremstød fra lidt forskellige retninger. Højderyggen er på et tidspunkt i afsmeltningstiden dannet som randmoræne. I gletscheren blev der gennem tiden dannet nogle gletscherporte, hvor igennem smeltevandsmængder kunne strømme ud i det foran liggende landområde som flettede flodsystemer - den centrale del af Skanderup området. Herved er der sket det samme som i Vestjylland med udjævning af landskabet samt aflejring af sand og lettere jord­typer. Alt sammen dog i mindre målestok, forstås. Selve Skanderup området fremstår altså i dag som et hedesletteareal for størstedelens vedkommende.

Konklusionen bliver, at landskabet ved Gelballe formentlig er dannet ved, at tidligere randmoræner er blevet istryksforstyrret af sandsynligvis flere nye isfremstød fra andre retninger, hvilket har forårsaget omlejringer samt skabt et forstyrret landskab bestående af tilfældige bakker og dale med dødishuller.

Hjarup området er i høj grad præget af tunnel/smeltevandsdalen, der strækker sig fra nordøst mod sydvest og går direkte gennem byen. I denne dal har Hjarup Bæk sit forløb. Endvidere er landskabet præget af den ret store randmoræne ”Fløjbjerg” sydøst for byen, der er dannet af det ungbaltiske isfrem­­stød i et fremstød som følge af temperaturfald i afsmeltningstiden. I Hjarup området er jordbunden overvejende leret muldjord med høj dyrkningsværdi.

Billedet af det centrale Skanderup tydeliggøres ved at kortlægge forskellige i dag eksisterende småvandløb. Begyndende fra vest: Et lille vandløb fra området nord for Skanderup Sognekirke, som løber mod syd fra kirkebyen for senere at have sammenløb med Skanderup Bæk ved Nagbøl Mose. Længere mod nordøst finder man Skanderup Bæk, som udspringer på en af Wissingsmindes østlige marker. Dette vandløb løber vestpå gennem Skanderup og videre mod Nagbøl Mose. I det videre findes et mindre vandløb, som fra Gården Rosenlund løber mod syd til Hjarup (her sammenløb med Hjarup Bæk midt i byen). Hjarup Bæk udspringer i en lille lund ved Andestrupgård sydøst for Møllevang og løber gennem Hjarup By og ud i Søgård Sø. Mellem Hjarup og Skanderup udspringer Klebæk på Gården Engholms mark og løber mod syd. Skanderup Bæk og Klebæk løber sammen vest for Nagbøl området, for lidt senere at slå sig sammen med Nagbøl Nørremose Bæk og Nagbøl Søndermose Bæk i området ved Nagbøl Mose. Vandløbet herfra og til udløbet i Bønstrup Sø i Vamdrup kaldes i dag for Nagbøl Bæk. Dette vandløb slutter sig til Bønstrup Sø nordfra og fortsætter efter udløbet fra denne som Bønstrup Å.

I den sydlige del af Hjarup udspringer Fløjbjerg Bæk og den løber derfra mod vest indtil den løber sammen med Hjarup Bæk lige øst for Søgård Sø og derfra løber den ud i søens vestende og fortsætter derefter som Vamdrup Å. Vamdrup Å løber gennem byen og ved Vamdrup Kirke løber den sammen med Bønstrup Å, for kort derefter at forenes med Kongeåen lidt længere mod vest.

Når man i dag søger udspringet af disse små vandløb i landskabet støder man nogle steder på, at de udspringer fra en kilde, men studier af højdekurver på geodætiske kort viser, ar de fleste må have haft udgangspunkt i gletscherporte. Det må anses for rimeligt at fastslå, at alle disse små vandløb i slutningen af Istiden var svulmende smeltevandsfloder, der har haft omtrentlige forløb som disse små dejlige vandløb i dag. Af gode grunde findes der ikke noget samtidigt kortmateriale, så vi må nøjes med, hvad vore øjne kan se kombineret med lidt fantasi.

Med i betragtning skal tages, at der i senistiden og i tiden efter istidens ophør er sket store forandringer i landskabsbilledet især på hedeslettearealer, hvor der er sket transport af materialer i form af jordflydning samt vindtransport af lettere jordtyper. I sammenhæng har disse aktiviteter udjævnet landskabet og dermed skjult de tidligere floddale, dannet af smeltevandsfloder.

Endvidere er der tale om, at man af dyrkningsmæssige årsager har udrettet mange vandløb i nyere tid.

I Skanderup, Gelballe, Hjarup området er der kun i Hjarup, Fovslet området fredede fund iflg. Slots- og Kulturstyrelsen. I Skanderup, Gelballe er der ni ikke-fredede fund. I Hjarup, Fovslet er der ni fredede fund og lavt regnet syv ikke-fredede fund.

Se http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/.

Som det fremgår af Slots- og Kulturstyrelsens oversigt over fund, er Hjarup og især Fovslet Skov og Svanemosen ualmindeligt rig på fortidsfund . Kun en del af Fovslet Skov hører under det gamle Hjarup Sogn, resten hører under Ødis Sogn.

Fovslet og Svanemosen har været krongods under Koldinghus. Svanemose området øst for Fovslet Skov er markeret som kulturarvsareal. Svanemosen var oprindeligt en højmose, der nu fra 2007 er blevet ført tilbage til den oprindelige tilstand med en sur og iltfattig jordbund. Hvor der tidligere har været tørvegravning i området, bliver det nu et åbent, sumpet landskab uden træer og græs, hvor højmosen vokser opad - heraf navnet - med nye lag af sphagnummosser, mens de nederste lag omdannes til tørv.

 

 

       Ved Hjarup Kirkegård er der en stenplankebro med en 1.5 m bred pille i midten, der er opbygget af flere lag stablede sten. Broen fører over Hjarup Bæk, og den formodes anlagt en gang i middelalderen, efter 1067.

       Vejmærke ved Enghøjgård. En 1.20 m høj vejafmærkningssten af granit, der står ved stenplankebroens nordøstlige hjørne langs vejsiden. Formodes sat på et tidspunkt o. 1661 eller herefter.

       En vejkiste ved Mejerigården, under vejen over Hjarup bæk, ca. 12 m syd for ovennævnte stenplankebro. Formodes anlagt o. 1661 eller herefter.

       I den sydvestlige del af Fovslet Skov er der et voldsted, der består af to banker, et øst-vest orienteret plateau med kant mod de to små banker, med spor af en lav kronvold. Dateres til tidlig middelalder, o. 1067.

       Et voldsted, en flad firesiddet banke og vandgrav i det gamle Fovslet, øst for det foran nævnte. Banken ledsages i vest af en voldgrav.

       Lidt nord for ovennævnte voldsted er der en rundhøj, der formodes dateret til nok en gang i bondestenalderen, o. 3950 f. Kr. eller herefter.

       Ca. midt i Fovslet Skov er der en gammel afdelingssten over skovbrug med romettallet I, firkantet, ca. 65 cm høj og med afrundet top.

       I den nordøstlige del af Fovslet Skov nok en velbevaret rundhøj, samme datering som oven for. Nord herfor yderligere fem rundhøje og yderligere vest herfor to rundhøje. I og sydvest for Hjarup Præstegårdsskov, i Fovslet Skov ligger yderligere en + tre rundhøje.

       Egelund voldsted. Mellem Hjarup og Søgårde. Voldstedet består af en ca. 6 m høj, oval borgbanke. I den sydøstlige side af banken er en græsklædt sænkning.

Ved Østergårdsvej er der et formodet voldsted, der ligger som en banke omgivet af en bæk på vest-, syd- og østsiden og et sumpet område mod nord. Kunne som voldstederne i Fovslet Skov have været en tidlig middelalderborg eller en større gård fra samme tid.

Omkring Vestergård er der fundet flere bronzegenstande på en bakkehøjning. De formodes dateret til yngre germansk jernalder/vikingetid.

Omkring Egelund mod Søgårde er der en række jernalderfund. Og ved Egelund voldsted er der en rundhøj.

Omkring Svanemosen, både på nord, øst og sydsiden, har der været mange stenalderfund, som hovedsageligt stammer fra indlandsbopladser langs bredderne af den tidligere sø. Foruden stenalderfundene er der i og omkring mosen fremkommet enkeltfund fra jernalderen, ligesom der er registreret spor efter mulige bopladser på bakkedragene øst herfor.

·To rundhøje og to jernalderfund i Fovslet Skov.

I Svanemosen er der fundet mosepotter, heraf en enkelt, der kan dateres til jernalderen.