Grænsesten som historiske monumenter med Anlægget i Lunderskov som eksempel på det flygtige og tilfældige.

Grænsesten nr. 117 fra 1864 Kongeå grænsen blev i 1922 placeret i Anlægget i Lunderskov.
Her er den - ud over at være en monumental påmindelse om dansk grænsehistorie - også et stykke lokal grænsehistorie.    
Hvad angår stenens placering, kan der ikke herske tvivl om, at det forholder sig som refereret i Kolding Folkeblad 15. Januar 1922 fra generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening (afholdt som anført tirsdag, dvs. 10. januar), at grænsesten nr. 117 i 1922 var blevet erhvervet gennem Lunderskov Borgerforening, hvis daværende formand, Peter Michaelsen gennem sine kontakter til Sønderjysk Centralforening, der siden 1920 sammen med andre sønderjyske foreninger blev til Grænseforeningen, var blevet opmærksom på, hvad der skulle ske med de nu tidligere grænsesten fra 1864, Kongeå grænsen, og den i 1922 af Indenrigsministeriet formulerede anmodning om opstilling i offentlige anlæg af de nu kasserede og opgravede grænsesten fra 1864 grænsen. Peter Michaelsens rolle i 1922 var ikke tilfældig, han blev efterfølgende medlem af bestyrelsen og næstformand i Grænseforeningen, fremgår det af Axel Johnsens Danevirkemænd og Ejderfolk, Flensborg 2005. 
P. Michaelsens og Borgerforeningens initiativ medførte den samtidige etablering af Anlægget i Lunderskov, hvor grænsestenen skulle placeres. Den specifikke formulering om offentlige placeringer, ikke private, var det samtidige udtryk for 1864 grænsestenenes noget kaotiske skæbne efter etableringen af den nye, 1920 grænse.
Der har lokalt verseret en ubekræftet antagelse om, at erhvervelsen af grænsestenen skete gennem Peter Michaelsens foredragsvirksomhed i det sønderjyske område. Der er intet belæg for denne antagelse, og det er uvist, hvordan eller hvorfor lokalarkivet gennem en årrække har fået den version nedfældet - og videreført af andre lokalarkiver, Grænseforeningen m.fl. 
 
Men uanset den lokale vildfarelse kan grænsesten som markeringer mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig fortælle om et langt og ind imellem kompliceret forhold mellem det danske kongerige og de sydlige hertugdømmer, først og fremmest Slesvig.
Desuden kan man - mere sporadisk og hensat til mere fortolkende betragtninger - iagttage, hvorledes forskellige grænsemarkeringer afspejler den samtidige opfattelse af forholdet til den sydlige nabo.
 
Den del af Kongeriget Danmark, som Slesvig syd for Nørrejylland var en del af, blev til et fyrstelen under Valdemar Sejrs arvedeling mellem sønnerne i 1232. Valdemar Sejrs kvaliteter i øvrigt ufortalt, så viste det sig, at udnævnelsen af den ældste søn, Erik Plovpenning til medkonge, sønnerne Christoffer til hertug af Lolland Falster og Abel til "kun" hertug af Slesvig, kom til at medføre en uforsonlig broderkrig med langsigtede konsekvenser.
Broderkrigen mellem Kong Erik og hertug Abel udspillede sig næsten straks 1242-50 efter Valdemar Sejrs død i 1241. De stridende parter var Erik Plovpenning og Abel, der blev drevet ned gennem kongeriget, hvor han umiddelbart før Slesvig skulle han have startet byggeriet af det første Koldinghus i 1248 som et noget særpræget beliggende forsvarsværk i kampen mod den danske kongemagt. Særpræget i betragtning af, at Abel under broderstriden var hertug i Slesvig, og at Kolding, kan man se i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, var beliggende i Nørrejylland.
Erik Plovpenning sejrede i broderstriden, men blev myrdet 1250 under et besøg hos Abel, der efterfulgte ham som konge.
Skaden med Slesvig som hertugdømme var sket, det var nu adskilt fra den nørrejyske del af kongeriget Danmark, hvor slutpunktet blev nederlaget i 1864 og Prøjsens indlemmelse af de danske hertugdømmer i det, der blev det tyske kejserrige med Bismarck som kansler.
Christian 1.'s håndfæstning 5. marts 1460 blev et yderligere instrument i Bismarcks kispus med kongeriget Danmark i brugen af Ribe-Privilegiet, der gjorde Slesvig og Holsten "evigt uadskillelige". 
 
Gennem tiderne har der således mellem Danmark og det, der nu har betegnelsen Tyskland, været forskellige grænser og grænsemarkeringer før den nuværende 1920 grænse.
Det afspejler sig i forskellige tiders grænsemarkeringer, grænsesten, hvor hovedvægten her ligger på 1864 grænsens markering af grænseskellet. 
  • Den ældste og mest omfattende markering af Danmark til Ejderen findes på Rendsborg, Ejderen, hvor Danmark til Ejderen proklameres.
  • Koldinghus er der en grænsesten fra Frederik d. 6.'s tid, fra begyndelsen af 1800-tallet, som markerer grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig.
  • Den tabte krig til Prøjsen, 1864 og Kongeå grænsen medførte 128 trægrænsepæle, der blev afløst af et formentligt tilsvarende antal grænsesten.    
I dagens Danmark er der 280 grænsesten, der siden 1920 har adskilt Danmark fra Tyskland. De går fra Skomagerhus til Vadehavet. Nr. 1 og nr. 280 har opsætningsdatering og pyramidetop, de øvrige har flad top med sigtelinje og national indskrift mod Danmark, D og Deutsches Reich Preussen, DRP.
Efter nederlaget til Prøjsen, som ved fredsslutningen indlemmede hertugdømmet Slesvig og trak Kongeå grænsen, blev der 1864-65 opsat 128 grænsepæle af træ, der gik fra Spækbro ved Vadehavet til Hejlsminde ved Lillebælt. Disse grænsepæle var naturligvis ikke langtidsholdbare og blev løbende erstattet af et tilsvarende antal grænsesten af granit i perioden 1891-1915. Herom hedder det i Ribe Stifts-Tidende 15. oktober 1891, at "de 128 Træpæle ...have maattet begynde at vige for varigere Mærker ..."  Malende hedder det herom i Dagbladet Hejmdal 11. november 1895, "Grænsepælene imellem Danmark og Slesvig er efterhaanden blevne raadne og mangelfulde, og de erstattes derfor nu i Følge Ribe Stiftstid. af Grænsesten. Men Sten kan ogsaa forgaa."
Den nationale fortrøstning til en grænseændring er her mejslet i sten!
Der hersker usikkerhed mht., om alle 128 eller kun 121 grænsepæle erstattedes af grænsesten af granit.
Man kan muligvis gå ud fra, at der har været 128 grænsepæle på samme placering som de efterfølgende grænsesten af granit.
 
I betragtning af, at grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig før 1864 var markeret med granit grænsesten, tilsvarende en grænsesten fra Frederik 6.s tid, der findes opsat i haven til Koldinghus, kan det undre, at man 1864-65 opsatte trægrænsepæle. Måske en markering af troen på, at disse grænsepæle var midlertidige?
En endnu mere markant grænsemarkering før 1864 har været nedenstående inskription i Rendsborg fæstningens søndre port, hvor der på latin er en indskrift, der siger, at Ejderen (hvor Rendsborg ligger) er Romerrigets grænse. I denne version atter en tidstypisk konstatering fra 1919, hvor drøftelser om Danmark til Ejderen kunne offentliggøres efter at have været umuliggjort med nederlaget til Prøjsen i 1864.
 

Iflg. Viborg-Stiftstidende 13. maj 1919, hvor den tyske krigsmaskine er blevet slået i 1. verdenskrig, skulle denne indskrift i en grænsesten, indmuret i Rendsborg fæstningens søndre port på latin have forkyndt: "Ejderen er Romerrigets Grænse." 

Hvor der i tiden før 1864 kan findes eksempler på nærmest pompøse grænsesten mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne, så var 1864 trægrænsepæle tilsvarende ynkeligt tidsbegrænsede. De efterfølgende grænsesten i granit var i et holdbart materiale, men af andre grunde end grænsepælenes skæbne blev de alligevel mere flygtige end deres materielle tilstedeværelse betingede. Om ikke andet så med den hast og i det omfang, de forsvandt. Af de 128 granitsten var der i 1922 o. 90 tilbage. I dag kan der optælles o. 50.  
 
Sydvestjyske Museer er i deres undersøgelser af de 128 grænsestens skæbne i genforeningsjubilæumsåret 2020 kommet til den opfattelse, at der nærmest har hersket kaotiske forhold omkring de grænsesten, som skulle fjernes fra den gamle Kongeå grænse, hvor lokale hamstrede egne grænsesten, nogle røg velsagtens i skærveknuseren, andre er blot blevet og forbliver borte. Lidt symptomatisk kunne drøftelsen i Ribe Byråd, refereret i Ribe Stifts-tidende 24. januar 1922 være. Borgmesteren orienterede om Indenrigsministeriets tilbud til Ribe om at modtage nogle af de nu overflødige 1864 grænsesten til opstilling i Ribe. Der blev vedtaget at udtale, at man "kunde ønske at faa om muligt et Par Grænsesten ... særlig ved Soldater-Mindesmærket ..." Et par særdeles forbeholdne røster refereres også, som ikke syntes at "saadanne Steen ... ville være til nogen Pynt."
Fra det officielle Danmark blev der 1922 gjort sporadiske - men åbenbart alt for sene - bestræbelser på bevare stenene for eftertiden.
Til det kaotiske hører, at 1864 grænsestenene også blev stjålet, hvorom det hedder i Kolding Folkeblad 24. januar 1922 i en artikel "Om bortførte Grænsesten", at Fæsted Kommuneråd havde anmodet Indenrigsministeriet om at kunne benytte de i og omkring kommunen beliggende grænsesten til et genforeningsminde, som der blev rejst en hel del af på den tid.
Kommunen var iflg. artiklen ikke hurtig nok, idet en uidentificeret lastbil afhentede stenen, før kommunen havde fået samlet grænsestenene ind. Avisen skriver: "De stjaalne Sten har følgende Numre: 34, 35, 36, 37, 38, 40, 41 ..." Til det yderligere kaotiske hører, at det er de i Kolding Folkeblad annoncerede, stjålne sten, der angives opsat i forbindelse med den snurrige genforeningssten i Fæsted.
Om Fæsted med en genforeningssten, skrevet med runer, omgivet af angiveligt 1864 grænsesten med numrene 34-38 er et gennemført kopi arrangement, inkl. grænsestenene, står hen i det uvisse. Men Grænseforeningen ser ud til at have anerkendt stenene som originale. Hvilket også fotografiet med den snurrige genforeningssten, inkl. grænsesten nr. 35 indikerer, at de er. Om så avisartiklen er en "and", eller grænsestenene er fundet efterfølgende, kan ikke afgøres på det givne grundlag.
 
 
Grænsestenen i Lunderskov set fra den danske inskriptionsside. Grænseforeningen
 
Grænsestenen i Lunderskov står, hvor den blev placeret i 1922 som sten nr. 117 ud af de den gang 128 grænsemarkeringer, der blev irrelevante med grænseændringen i 1920. Mindst 121 af 1864 trægrænsepælene blev fortæret af tidens tand, rådnede, og blev erstattet af grænsesten af granit i den sidste del af perioden op til 1920, hvor grænsestene blev fjernet og erstattet af de 280 grænsesten ved den nye grænse. 
Der hersker tvivl om, hvor mange af 1864 grænsestenene er blevet af, her er optalt 50 manglende grænsesten + / - nogle tvivlsomme registreringer. Hvor der til gengæld er vished om placeringen af grænsesten nr. 117 i Lunderskov - på en placering, der klart er en anden end grænsestenens oprindelige placering. Som i øvrigt også må anses for ikke at være verificeret.
 
Det nuværende antal af grænsesten i granit efter grænsedragningen i 1920 og deres placering fremgår helt eller delvist af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse, BKI nr 252 af 08/06/1922. Der er som anført 280 af disse, nuværende grænsesten.
Der er desværre ingen officiel dokumentation (bekendtgørelse el. lign.) om de 128 - muligvis kun 121 af granit, resten af træ - nummererede granit grænsesten fra Kongeå grænsen 1864 - 1920. Der kan muligvis findes sporadiske bemærkninger i akter mellem Danmark og Prøjsen for perioden 1856-1864.
Forhåbentlig er Fredericia Museums oplysninger om 1864 grænsestenene korrekte.
Den eneste officielle dokumentation om stenene er udenrigsministeriets slutprotokol 1909 angående en lokal grænselinje, BKI nr 21503 af 02/07/1909. Her kan der hentes oplysninger om grænsesten nr. 22-23.
Der er bestræbelser på at få tilbageført stenene fra Kongeågrænsen til deres oprindelige placering, hvilket kun vil være delvist muligt med de grænsesten, der har undgået tidens tand.
1864 grænsestenene af granit blev forarbejdet af en i øvrigt mindre kendt sten- og billedhugger, C. Schwartz, bosat i det dengang tyske Haderslev. De fleste af stenene fik indgraveret Kr. Dm. for Kongeriget Danmark på den ene side og Kr. Pr. for Königreich Preussen på den anden. Udgifterne blev fordelt mellem Prøjsen og Danmark.
 
Uanset, at Indenrigsministeriet efter genforeningen anmodede om, at de eksisterende grænsesten blev opgravet og opstillet på offentlige steder, så må det konstateres, at et er en meddelelse, udsendt gennem pressen, noget ganske andet har været de faktiske forhold, se listen over de 128 grænsesten, der blev opstillet ved 1864 grænsen.
Det kan konstateres, at man med Indenrigsministeriets anmodning om opstilling af grænsestenene på offentlige områder regnede med o. 90 eksisterende sten ud af de 128, hvilket indikerer o. 38 forsvundne sten i 1922. I herværende optælling er der mindst 50 forsvundne 1864 grænsesten.
Så meget om baggrunden for grænsesten nr. 117, der blev opstillet i området ved Drabæks Mølle området, over for Møllegade 21, i et område, som Lunderskov Borgerforening havde erhvervet til opstilling af grænsestenen, og som blev til Anlægget i Lunderskov.
 
Anlægget i Lunderskov beskrives i en omtale i Kolding Folkeblad 27. november 1922, som et "smukt Udslag af (Lunderskov) Borgerforenings Bestræbelser ..." Og at det "... nylig er blevet anlagt paa en ideel Plads i saare skønne Omgivelser ... næsten i eet med de to private Anlæg: Drabæks Mølle og Hvidkilde." Det her anførte er uomtvisteligt og iagttagbart. Og det er en samtidig beskrivelse, hvor de afgørende begivenheder omkring grænsestenen og dens placering i det område, som blev til Anlægget i Lunderskov fandt sted.
Ejendommen Hvidkilde lå og ligger ved Storegade 44 i Lunderskov. Området omkring Hvidkilde ligger stadig tydeligt placeret som en udstykning fra Drabæks Mølle, som et parkområde med et åløb, der ved Drabæks Mølle breder sig ud til en sø, hvor den herskabelige villa med parkanlæg blev opført 1913 af fiskeeksportør Poul Hansen, født i Lunderskov 1875, hvor han blev pioner og ganske velhavende som dambrugsejer i det område, hvor han opførte Hvidkilde. Den anden Mølle, Rolles Mølle etablerede også dambrug med ejeren Niels Jørgen Nielsen, som dog ikke fik samme økonomiske succes som Poul Hansen med dambruget på Hvidkilde området.
Det fremgår af samtidige matrikelkort, at Lunderskov Anlæg som Hvidkilde må være udstykket fra Drabæks Mølle.
Hvidkildes arv fra Poul Hansen som fiskeeksportør er de tidligere fiskedamme i parken til Hvidkilde. Desuden Hellas, som Poul Hansen lod opføre til datteren. I forlængelse af parken til Hvidkilde blev området til grænsesten nr. 117 etableret som Anlægget i Lunderskov, i et område fra Drabæks Mølle, på den anden side af Møllegade i forhold til Hvidkilde.
Det fremgår af blandt andet Silkeborg Avis 19. januar 1922, at Indenrigsministeriet efter 1. verdenskrigs fredsslutning og ændringen af Kongeågrænsen fra 1864 til den nuværende grænse, ønskede at de, som det hed, ca. 90 grænsesten fra Kongeå grænsen blev tildelt de sønderjyske amter sammen med grænseamterne Vejle og Ribe, sidstnævnte det amt, hvor Skanderup Sogn og Lunderskov var placeret.
Betingelsen for at modtage en grænsesten var, at den skulle opstilles offentligt - ikke privat. Hvilket må antages at have været helt centralt for beslutningen om at etablere Anlægget i Lunderskov.
 
 
Poul Hansen erhvervede Hvidkilde med tilhørende park fra Drabæks Mølle, som i forlængelse heraf havde området omkring den nuværende Anlægsvej, Møllegade over mod Drabæks Mølle, området, der blev til Anlægget i Lunderskov, hvor grænsestenen blev opstillet overfor Møllegade 21.
Der kan i etableringen af anlægget iagttages et hertil hensigtsmæssigt personsammenfald i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, hvor både Drabæks Mølles Møller C. S. Nielsen, købmand, senere ostegrosserer Peter Michaelsen, dambruger og fiskeeksportør Poul Hansen, Hvidkilde og mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, der netop var flyttet fra Skanderup til Lunderskov, var fremtrædende medlemmer i tiden efter afslutningen af 1. verdenskrig og genforeningen af Sønderjylland med Danmark.
De kan formodes gennem Lunderskov Borgerforening at have udvirket, at Lunderskov Anlæg blev placeret som nabo til Hvidkilde parken med en yderligere udstykning fra Drabæks Mølle.
 
Ud over den erhvervsmæssige virksomhed var ostegrosserer Peter Michaelsen som tidligere anført lokalpolitisk aktiv som medlem af sognerådet i Skanderup. Men placeringen af en grænsesten i det, der blev Lunderskov Anlæg, skyldes helt utvivlsomt hans gode forbindelser i Lunderskov Borgerforening, samt bopæl i Flensborg indtil 1910-16.
P. Michaelsen var særdeles aktiv i Flensborgbevægelsen, Grænseforeningen. Og i denne sammenhæng helt sikkert blandt de andre fra Lunderskov Borgerforening nævnte de helt centrale lokale aktører i, at man fik en grænsesten til anbringelse i Anlægget i Lunderskov.
Det fremgår af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, hvor det i et referat af generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening hedder: "Formanden, Kbm. P. Michaelsen, afgav Beretning om det forløbne Aar ... Formanden oplyste, at Sønderjysk Forening (senere Grænseforeningen, stiftet 1879) havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i Tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget".
Det fremgår ganske klart af dette avisreferat af Borgerforeningens generalforsamling i 1922, at Peter Michaelsen er blevet kontaktet - muligvis af den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening - og at han på Lunderskov Borgerforenings vegne har modtaget grænsestenen som en gave til foreningen, forudsat, at Borforeningen kunne stille et område til rådighed, hvilket er blevet det ret nyetablerede Lunderskov Anlæg - der kan formodes etableret inden for rammerne af Borgerforeningen som en opfyldelse af betingelsen for at modtage stenen, at der var tale om en offentlig, ikke en privat placering af stenen.
Foruden Poul Hansen, Hvidkilde, der havde været formand i Borgerforeningen før P. Michaelsen sad i Borgerforeningens bestyrelsen også Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle, som så har været villig til at stille det område, som blev til Anlægget i Lunderskov til rådighed.
Filantropi har der næppe været tale om - betingelserne for at stille området til disposition for Borgerforeningen kan sandsynligvis konstateres i arkivmaterialet fra Lunderskov Borgerforening?
Der kan næppe herske tvivl om, at Anlægget i Lunderskov er blevet etableret på foranledning af Lunderskov Borgerforening, hvor de drivende kræfter har været P. Michaelsen, muligvis P. Hansen, Hvidkilde, og under alle omstændigheder C. S. Nielsen, Drabæks Mølle.
Selvom mange af de nu nedlagte grænsesten på kaotisk vis forsvandt, så fremgår det af referatet fra Lunderskov Borgerforenings generalforsamling 1922, at den til Lunderskov tildelte grænsesten blev tilbudt efter de af Indenrigsministeriet annoncerede regler, som krævede grænsestenen anbragt i et offentligt anlæg.
Lokalarkivets oplysning, at "Michaelsen ... var formand for den lokale grænseforening" er ikke korrekt, han var formand for Lunderskov Borgerforening, der fik grænsestenen tilbudt. At den skulle være "honorar for et foredrag" forekommer misvisende i forhold til den her fremlagte, samtidige dokumentation. Der er forgæves søgt bekræftende dokumentation. Teksten er efterfølgende blevet rettet af arkivet, men bibeholdes her for sammenhængens skyld.
Indholdsmæssigt referat af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, Grænsestenen kommer til det nyetablerede Anlægget i Lunderskov:
Formanden (for Lunderskov Borgerforening) oplyste, at Sønderjysk Forening (kan have været lokalafdelingen for Lunderskov og Omegn) havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget. (Michaelsen) roste Arbmd. Knud Buhl for den Maade, hvorpaa han havde vedligeholdt Anlæget.
 
Det korte af det lange må være,
  • at anlægget forudgående muligheden for at modtage en grænsesten er blevet anlagt,
  • at (lokalafdelingen af) Sønderjyske Forening har forhørt sig om muligheden for at få en grænsesten, som har foranlediget kontakt til Lunderskov Borgerforening (v. formand P. Michaelsen),
  • som har været den private forening i Lunderskov, der har kunnet / villet påtage sig opgaven at stille et område til rådighed.
 
Grænsestenen kan således konstateres opstillet i det til formålet nyetablerede Anlæg i Lunderskov - efter de af Indenrigsministeriet stillede betingelser om et offentligt anlæg.
Det forholder sig næppe - eller kun i modificeret form - som tidligere anført af Lunderskov Lokalarkiv, at Peter Michaelsen fik grænsestenen som gave for et foredrag. Og slet ikke i den helt misvisende version, at P. Michaelsen skulle have "lånt" stenen og glemte at levere den tilbage. Denne version må bero på fri og løssluppen fantasi, der ikke burde finde anvendelse i seriøs historieformidling.
 
Grænseforeningen har kolporteret samme misvisende version, som præsenteres i kommentarerne fra Lunderskov Arkiv til grænsesten nr. 117. Grænseforeningen henviser som kilde til Slots og Kulturstyrelsen, hvor det ikke har været muligt at få bekræftet denne ubekræftede løbehistorie. Slots og Kulturstyrelsen henviser til Museum Sønderjylland, hvis ekspert på området afviser rygtet om grænsestenen som en gave til P. Michaelsen i anledning af et foredrag. 
 
Det forholder sig utvivlsomt som anført i Kolding Folkeblad 15. februar i referat af Peter Michaelsens formandsberetning til generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening.
Nemlig at den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening havde søgt om at få en af de på Indenrigsministeriets foranledning i januar 1922 ved Haderslev Amts amtmand indsamlede grænsesten ved Kongeågrænsen. Til anbringelse på det, der blev etableret som et offentligt sted i Ribe Amt, i Anlægget i Lunderskov, nyoprettet til formålet.
 
Indenrigsministeriets formulering herom var, at stenene "ikke (skulle) tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg..."
Lunderskov Borgerforening fik stenen opstillet med Peter Michaelsen som formand og utvivlsom drivende kraft i det formentlig med dette formål for øje nyanlagte Lunderskov Anlæg, som derfor iflg. kriterierne skulle være et "offentligt anlæg".
 
Det kan naturligvis ikke udelukkes, at P. Michaelsen har holdt et foredrag i en af de Sønderjyske Foreninger, eller på anden vis er blevet opmærksom på grænsestenens eksistens og for muligheden for at få den opstillet i Lunderskov - på de af Indenrigsministeriet givne betingelser. 
Men det kan helt afvises, at grænsestenen er erhvervet som gave til P. Michaelsen som privatperson.
Man kan forestille sig, at Poul Hansen, Hvidkilde, P. Michaelsen og Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle med deres position i henholdsvis Borgerforeningen og kendskab til lokalafdelingen af Sønderjysk Forening har fundet ud af at få Anlægget i Lunderskov gjort til en del af Borgerforeningens aktiver - og herved muliggjorde en opstilling af grænsestenen i et område, der ikke var privat.
Betingelserne for overdragelsen af området til Anlægget i Lunderskov må formodes at fremgå af Borgerforeningens arkivmateriale og arkivmateriale fra lokalafdelingen af Sønderjysk Forening. Det er ikke undersøgt her.

 

    

Det hedder i Silkeborg Avis 19. januar 1922 om "De gamle Grænsesten", som efter nederlaget til Prøjsen i 1864 blev opstillet ved den nye grænse ved Kongeåen:
"Efter Indenrigsministeriets Anmodning har Amtmanden over Haderslev Amt ladet samtlige Grænsesten opgrave ved den gamle Grænse fra 1864 ... og tage i Forvaring for at bevare dem fra Ødelæggelse. Der er saaledes indsamlet ca. 90 Sten (128 iflg. Grænseforeningen m.fl. oplysninger), som Ministeriet mener bør fordeles og anbringes på passende Steder i de fire sønderjydske Amter og de to tidligere danske Grænseamter, Vejle og Ribe Amter, og Ministeriet bemærker ..., at det finder det rettest, at Stenene ikke tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg, ved Forsamlingshuse og lignende Steder."
Iflg. Jyllandsposten skulle "15 sten til fordeling" i Ribe Amt.
Iflg. Aarhuus Stifts-Tidende 22. november 1922 skulle "af de gamle Grænsesten ... tilstilles Vejle Amt ... paa Skamlingsbanken, ved ... Niels Kjeldsen Monumentet ... ved Monumenter for Rytterfægtninger ..."
    
 
Fiskeeksportør Poul Hansen lod i 1913 det synlige symbol for sin erhvervsmæssige succes, Hvidkilde opføre.
Det fremgår af forskellige annonceringer i Kolding Folkeblad, at Poul Hansen som formand for Borgerforeningen i Lunderskov blev afløst af P. Michaelsen i 1922. Det fremgår yderligere af annoncering for samme forening i Kolding Folkeblad 24. marts 1924, at Poul Hansen, Hvidkilde og Peter Michaelsen i samme forening sad i bestyrelse med mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, Møller Nielsen, Drabæks Mølle. Og at den samme kreds i 1922 bekæmpede et forslag om at fratage spiritusbevillingen fra Jernbanerestaurationen i Lunderskov, Kolding Folkeblad 10. maj 1922.
      De tre i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, der 1921-22 skønsmæssigt var aktive i bestræbelsen for at få en grænsesten til Lunderskov, og som i den forbindelse har medvirket til at skabe et offentligt rum til stenen med etablering af Anlægget i Lunderskov. 
 
De her dokumenterede antagelser om grænsestenens vej til Anlægget i Lunderskov kan muligvis konkret be- eller afkræftes ved et gennemsyn af arkivmaterialet til Lunderskov Borgerforening. Lidt afhængigt af hvor velbevaret og omfattende det af sønnesønnen Johan Michaelsen indleverede materiale om Borgerforeningen er.
 
 
Placeringen af de 128 grænsesten af granit 1864 (der afløste grænsetræpælene, især i perioden 1915-1920) - 1920:
 
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup angiver at have "liste over grænsestens senere placering."
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup har 01.07-10.01 1864 Flytning af grænsesten og erstatning af træpæle med grænsesten, 1864 grænsen. Fotokopi. Samt forskellige uddrag af grænsereguleringsprotokoller.

Forsvundne, ikke bevarede 1864 grænsesten ud af 121 / 128, som afløste 128 trægrænsepæle 1864-65
Nr. 12 ? Nr. 15 Nr. 19 ? Nr. 21 Nr. 23 Nr. 26
Nr. 28 Nr. 29 Nr. 30 Nr. 33 Nr. 41 Nr. 45
Nr. 48 ? Nr. 60 Nr. 65 Nr. 73 Nr. 78 Nr. 79
Nr. 80 Nr. 81 Nr. 82 Nr. 83 Nr. 84 Nr. 87
Nr. 90 Nr. 91 nr. 92 Nr. 93 ? Nr. 94 Nr. 95
Nr. 96 Nr. 97 Nr. 100 Nr. 102 Nr. 103 Nr. 104
Nr. 105 Nr. 106 Nr. 107 Nr. 108 Nr. 110 Nr. 111
Nr. 112 Nr. 113 Nr. 115 Nr. 118 Nr. 120 Nr. 121
Nr. 123 Nr. 124        
 9 9 8 8 8 8
 
50 grænsesten ud af 128 har unddraget sig registrering. Denne undersøgelse er ganske simpel - kun Grænseforeningens og lokalarkivernes registreringer er søgt.


 

Grænsestensillustrationer
 Kort 1908 Kongeaa grænsen
En grænsesten på Koldinghus, oprindeligt placeret ved Haderslevvej, byskellet. Teksten på stenen er F.R. VI Haderslev Amt, altså taget i brug i Frederik 6.'s regeringstid, velsagtens primo 1800 tallet. Den nu helt forsvundne grænsesten nr. 96 har åbenbart stået i Bastrup, og er blevet bragt til Koldinghus? 
 
 

De 128 grænsepæle, der blev opsat ved Kongeåen 1864-65, eksisterer naturligvis ikke mere, blev alle erstattet af grænsesten af granit, hovedsageligt i perioden 1895 - 1915. Meddelelsen i Hejmdal kunne antyde den officielle start på udskiftningen af grænsepælene.

          

Kongestenen Koldingvej har en række grænsesten, af Christiansfeld Arkiv angivet som nr. 88, 99 (nr. 99 er del af bænk, er åbenbart forkert overmalet), 116, 122, 128. Da der er tale om bænke med to sten til hver bænk, skal man enten se on location eller gætte sig frem. Sten nr. 88 er fritstående.
Grænsesten nr. 99, 116, 122, 128 kunne være sidesten til to bænke.
Hestestenen Frederikshøj har 1864 grænsestenene nr. 16 og 18 som indgangsparti.
Det fremgår af de to fotografiske illustrationer af grænsesten 101 og 117, at der i eftertiden er tilføjet en beskrivelse af det historiske monument nr. 101 - nemlig, at det har fungeret som grænsesten i tiden 1864-1920. Hvilket dog kun er en variant af sandheden, da grænsesten først erstattede de rådnende grænsepæle af træ i perioden 1891-1915.
Grænsesten efter 1920
Grænsesten nr. 1 står ved Skomagerhus, hvor Kruså’en løber ud i Flensborg Fjord, og grænsesten nr. 280 er placeret yderst ude mod Vadehavet oppe på diget. Kun disse to, yderste grænsesten har påført dato for grænsedragningens begyndelse samt pyramidial top. Alle de øvrige grænsesten har ikke denne datering, og de har i toppen, i midten en lille fordybning, som er de såkaldte sigtelinjer ud til siderne.
Mod nord er der indhugget et rødt D for Danmark og mod syd et sort DRP for Deutsches Reich Preussen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Bygninger som folkelivets spejl i Lunderskov

Indtil jernbanens ankomst var Lunderskov en lille landsby i Skanderup Sogn, herefter blev den lille landsby sognets mere og mere betydelige stationsby.
Det afspejler sig også i stationsbyens bygningshistorie.

Landsbyen Lunderskov

Da Lunderskov 1810 (Napoleonskrigene, franske soldater på Koldinghus, 2 år efter branden) var en lille landsby skete der på Lunderskov Mark et rovmord på et Fruentimmer.
Og det fremgår af annonceringen 22. febr. 1838, at landsbyen var præget af landbrug. Den tids bygninger eksisterer ikke mere.
 
 
Lokale erindringer om de slesvigske krige: Otto Korsgaard om kampene ved Ejstrup og Kolding 1849.
 
Jernbanedrift i Danmark og lokalt: Strækningen København-Roskilde åbnede 1847 som kongeriget Danmarks første jernbane - med hjemmel i Jernbaneloven af 15. maj 1844. Altona-Kiel jernbanen i hertugdømmet Holsten åbnede 1844. Da den danske konge var hertug i Holsten indtil 1864, kan denne banestrækning henregnes som den første danske jernbanestrækning.
18. juni 1863 annonceres der i Ribe Stifts-Tidende om arbejde ved anlæggelsen af jernbanen i Lunderskov.
Det er ganske småt, hvad der kan indhentes af oplysninger om den første jernbanestation i Lunderskov. I Ribe Stifts-Tidende 31. juli 1867 hedder det i en artikel om Veisager, at der på vejstrækningen mellem "Tinghøjgaard over Dollerup til Lunderskov Stationen ..." kunne anlægges en vej til "Fragtkørsel". Men ellers intet yderligere om Lunderskov Stationen.
Vi ved m.a.o. stort set hverken hvor Stationen har ligget, og slet ikke, hvilken bygningstype, der har været. I en salgsannonce for en "Proprietærgaard" i Dollerup hedder det, at den ligger "kun 10 Minutters Vei fra den nye Jernbanestation i Lunderskov."
Forbindelsen til Esbjerg og opførelsen af Lunderskov Station 1874

Jernbanestationen og det over for liggende Gjæstgiveri 1866. Hvis den første jernbanestation 1866 har ligget lige over for Gjæstgiveriet, har det ligget over for Jernbanegade 5. Denne placering synes bekræftet ved meddelelse i Kolding Folkeblad 3. marts 1874 om udvidelse af Kolding og Lunderskov Jernbanestation, hvor det om Lunderskov hedder, at "det ... er paatænkt at bygge en ny og større Hovedbygning ... (og at) det tillige er nødvendigt at flytte den for at give Stationspladsen den nødvendige Udvidelse." Altså formentlig en flytning fra placeringen over for Gjæstgiveriet til en placering over for Landbohjemmet, der senere blev til Lassens Hotel.

Lunderskov Kro før L. C. Finnemann 1909 overtager og ombygger til Hotel Lunderskov.
Samtidig med at jernbanen blev ført gennem Lunderskov 1866 blev den første, ikke mere eksisterende stationsbygning opført over for det, der blev Lunderskov Gjæstgiveri, hvis vigtigste funktion formentlig indtil 1888 har været postekspedition, at være brevsamlingsted.     
  Gjæstgiver, Høker, Maltgører 
   
   

   

Gjæstgiver, Høker, Maltgjører, Kjøbmand

Landsbyens første erhverv fra lands- til stationsby
Nis Chr. Juhl  Specielt o. familien Juhl  N. N. Reinholdt
 
Jernbanens ankomst til Lunderskov i 1866 udløser over for den oprindelige, mindre jernbanestation et Lunderskov Gjæstgiveri med varetagelse af Postexpeditionen her, indtil den bliver flyttet til den nye i 1874 byggede jernbanestation. Men stadig - formentlig indtil 1888 - med Gjæstgivergaarden som brevsamlingssted. Herefter har hele postekspeditionen Ligget på jernbanestationen, hvor det siden 1894 har været drøftet at oprette en af jernbanen selvstændig postekspedition. Man køber herefter i 1898 af "Maltgjører" Nis Chr. Juhl den bygning på Frederiksgade 4, der bliver til Lunderskov Posthus og postmesterbolig, indtil nedlæggelse og nedrivning i 1981.[1]
 
Den helt centrale person her er Gjæstgiver, Maltgjører, Høker, Kjøbmand Nis Christensen Juhl.
Ud over disse erhvervsbetegnelser kunne man tilføje, at N. Chr. Juhl desuden har ejet og handlet med en del ejendomme i Lunderskov, f. eks. næsten naboejendommen til Gjæstgiveriet, den senere lægebolig, som N. Chr. Juhl sælger til dette formål i 1909 for 9.500 kr.
I 1868 forpagter N. Chr. Juhl den af proprietær Hviid, Dollerup i 1866 erhvervede ejendom over for jernbanestationen af nu ”Enkemadam Hviid”.
Man må nok forestille sig, at den af Hviid købte eller opførte ejendom, Lunderskov Gjæstgivergaard har fået Gjæstgiver funktionen på enkens initiativ efter erhvervelsen i 1866. Bevillingen som Gjæstgiver må være givet af Ribe Amtsraad. Nis Chr. Juhls forpagtning er for 5 år med ”en aarlig Afgift af 450 Rd iflg Aalborg Stiftstidende 4. nov. 1868. Det fremgår af ansøgninger til Ribe Amtsraad i 1874 og 1879 om Gjæstgiveri i Lunderskov, at disse er blevet forkastet, så Nis Juhl har siddet uantastet på sit Gjæstgiver privilegium, indtil i 1901 folketællingen, hvor Gjæstgiver bevillingen kunne se ud til at være frasolgt til det, der har været tilbygningen til den oprindelig Gjæstgivergaard, Lunderskov Kro, Hotel.
Det har ikke været muligt at finde kilder til, om Gjæstgiverbygningen i 1866-68 har været nyopført. Og heller ikke om den oprindeligt har været med den tilbygning, som man har kunnet se konturerne af på Jernbanegade 1, og som blev udgjort af Lunderskov Kro op til og med Lunderskov Afholdshotel, som i 1934 blev fjernet for at give plads til et nybygget alderdomshjem.
 
Retten til at drive Gjæstgiveri findes i Næringsfrihedsloven af 29. dec. 1857. De heri centrale bestemmelser og betingelser for gæstgiveri findes i § 59 og § 61. Der har ikke været anden form for privilegier forbundet med at drive Gjæstgiveri, end at det efter Næringslovens bestemmelser krævede et foreløbigt næringsbevis.
Kort efter Nis Chr. Juhls erhvervelse, forpagtning af Lunderskov Gjæstgiveri var der et par ansøgninger om at kunne få ligså, som blev afvist i Ribe Amtsraad. Men omkring 1900 kan der næppe herske tvivl om, at den driftige Nis Chr. Juhl ikke fandt Gjæstgiveriet ulejligheden værd mere.
 
I folketællingen 1911, som oplysningsmæssigt udmærker sig ved at have matrikelbetegnelser, kan man konstatere, at 1909 køberen af Lunderskov Kro, omdøbt til Hotel Lunderskov, L. C. Finnemann med familie boede på matr. 2aq, medens matr. 2g og 2dk beboedes af købmand Juhl og familie. Matrikelnumrene 2g, 2dk og 2aq dækker over det, der nu er Jernbanegade 1 og 3.
Ud fra tidligere folketællinger kan man se, at Lunderskov Gjæstgivergaard lå på matr. 2g, altså det nuværende Jernbanegade 1. Ved at sammenholde med 1911 folketællingens oplysninger, så var Christen Juhl bestyrer (for faderen Nis Christensen Juhl) af den tidligere Gjæstgivergaard, der nu er blevet manufakturhandel. Hvor ejeren, faderen var købmand / høker på matr.nr. 2g m. fl.
Hvis rigtigt aflæst i folketællingerne har der været købmandsbutik i Nørregade op mod Møllegade, ejet sammen med den af sønnen Chr. Juhl bestyrede manufakturhandel på Jernbanegade 1.[2]
 
§ 59 Om Gjæstgiveri og Krohold.
Ret til at herbergere Reisende indbefattes ikke under noget af de i §58 nævnte Næringsbrug.
Borgerskab paa Gjæstgiveri (holde Herbergeersted eller Kro) berettiger ikke til noget Slags Varesalg ud af Huset, ei heller til at drive Brændeviinsbrænderi, Bryggeri eller Bageri.
Paa Landet kan dette Næringsbrug indtil videre alene finde Sted ifølge kongelig Bevilling, der udfærdiges gjennem; Indenrigsministeriet. Bevillingen bestemmer tillige Omfanget af de Rettigheder, der skulle være forbundne med samme.
Den, der erhverver Bevillingen har at løse Næringsbeviis. 
 
§61 Om Beværtning og Tagen i Logis, som er Enhver tilladt.
At beværte ved sluttet Bord og sende tillavet Mad ud af Huset ansees som fri Næring.
Ligeledes staaer det Enhver frit for at udleie Værelser ugeviis eller for længere Tid, samt for de saaledes Indlogerede at tilberede Spise- og Drikkevarer.
 
Familien Juhl
 
 
I 1870, to år efter forpagtningen af Enkemadam Hviids Gjæstgiveri for fem år, er Nis Chr. Juhl registreret som Gjæstgiver og Husfader. Folketællingsmaterialet er mildt berettet ikke karakteriseret ved præcise stavemåder. Tællingen herunder fra 1890 har oven i købet været igennem et indtastningsbureau, hvor der kan indløbe yderligere fejl.
 
Folketælling i 1890 
Navn:  Alder:  Status:  Stilling i familien:  Erhverv:   
Nis Kristensen Juhl   46 Gift   Husfader   Høker    
Karoline Ulrikke Salling   44 Gift   Husmoder       
Karl Ulrik Juhl !!   15 Ugift   Barn       
Kristen Sofus Juhl   10 Ugift   Barn       
Kristen Juhl   2 Ugift   Barn      Sønnen Chresten Juhl, som overtager Jernbanegade 1 efter Nis Chr. Juhls død i 1924. Gift med Karen Juhl, datter af skomager Thomsen, Storegade 14.
Johannes Salling Juhl   6 Ugift   Barn       
Marie Hansen Sørensen   19 Ugift   Jomfru       
Folketælling i 1921. Nis Chr. Juhl er husfader, sønnen Chresten Juhl og svigerdatteren Karen Thomsen er logerende som Manufakturhandler og Expeditrice.
 
 
Chresten og Karen Juhl i baghaven til Jernbanegade 1, C. Juhls svigerforældre, skomager Thomsen og frue samme sted. Foto af Jernbanegade 1 er dateret dec. 1954. Bemærk skyggen fra det nok i 1934 nedrevne Lunderskov Afholdshotel.
Matrikler og bebyggelser på Jernbanegade.
  
I 1906 bor Nis Chr. Juhl på matr. 2n, der bliver solgt som lægebolig i 1909, Torvet 3, Lunderskov I 1911 folketællingen bor Kjøbmand Nis Chr. Juhl på matr. 2g, det tidligere Gjæstgiveri, nu købmands- og manufakturhandel, og L. C. Finnemann bor med Gjæstgiveri som erhverv på matr. 2aq, nu Hotel Lunderskov, tidligere Lunderskov Kro, Stationskro, senere Lunderskov Afholdshotel og fra 1934 aldersomshjem. 
  
 
 
 

 

 
 
 
 
 
 
 
 

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
N. N. Reinholdt
 
Som det fremgår overtager købmand, isenkræmmer, foderstofhandler m.v. N. N. Reinholdt sin forretning i Lunderskov efter C. Th. Oxholm, der kunne se ud til bl.a. at have handlet med produkter til husdyr.
Det fremgår af folketællingen i 1901, at N. N. Reinholdt er blevet gift med Hanne Kirstine Reinholdt fra Lejrskov, og at de i 1901 har 6 børn. Det fremgår af denne folketælling, at N. N. Reinholdt er født 1852 i Sønderjylland, og at han er kommet til sognet i 1879, og at han i 1901 har en "Blandet Kjøbmandshandel". Bopæl i 1901 er matr.nr. 13d i Dollerup.
Reinholdt annoncerer fra start med sæde-, foderkorn m.v. og andre landbrugsrelaterede produkter, velsagtens starten på den senere foderstofforretning. Men hertil kommer hurtigt også "colonialprodukter". Og kun 8 år efter overtagelsen af købmandshandelen handler Reinholdt sågar med spiritus. I et sogn hvor pastor C. J. Moe siden 1882 formentlig hver søndag - mindst - har tordnet mod spiritus og alle dets gerninger.
Ud over slagtilbud fungerer Reinholdts forretning også som rådgiver omkring de bedste produkter til alt til landbruget hørende. Og varesortimentet er lang tid før, den slags blev almindeligt, et moderne supermarked, varehus værdigt.
N. N. Reinholdt er således særdeles aktiv i både det landlige sogneområdes og stationsbyens liv. I 1898 er han en af medstifterne af Lunderskov Teglværk. 
Sønnen Lauge Reinholdt følger i helt op på faderens virksomhed. I 1917 er L. Reinholdt opstillet på den ikke-missionske liste b til kommunevalget. Og under besættelsen bliver L. Reinholdt aktiv i modstandsbevægelsen.
 
 
Af folketælling 1901 fremgår det, at N. N. Reinholdt bor matr.nr. 13d, i folketællingen ganske rigitgt og formelt placeret i Dollerup By, men det i Lunderskov på det senere Storegade 48, Reinholdt køber og nybygger sin købmands- og som det hedder i 1916 "Trælast, Korn, Kul etc" forretning. Under alle omstændigheder er Reinholds den eneste "Købmandsforretning", der i 1916 er registreret i Lunderskov. Hvor Reinholdt bygger Storegade 48, bliver i 1913 Hvidkilde opført som næsten nabo, Storegade 44. I en udbudslicitation fra Kolding Kommune i 2012 fremgår det, at samtlige bygninger på matr. 13d er nedrevet og udbydes til salg som boligbebyggelse.
Navn: Nis Nissen Reinholdt Alder: 27 Civilstand: Ugift
Fødested: Agerskov, Sønderjylland     
Fam.nr: 19 Matr.nr: Et hus Stednavn: Lunderskov   
Sogn: Skanderup Kilde: FT-1880 KIPnr: D4571 Lbnr: 891
 
   
 
Museklik for reference
 
 
Iflg. Lokalarkivet er Reinhodts købmandsgård bygget 1882-1883, altså 2-3 år efter overtagelsen i 1879. I folketælling 1901 er N. N. Reinholdt bosat i Dollerup på matr.nr. 13d. Selv om Reinholdt nok har følt sig bosat i Lunderskov, så har hans købmands-, foderstof- og trælasthandel faktisk formelt været placeret i Dollerup.
  
  
   
   
   
Tømmerhandel i 1920. Familiens arkiv, Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv
Ud over N. N. Reinholdt har der senest fra folketællingen i 1921 været en købmand mere i Lunderskov, Marius Andersen, der havde butik Storegade 3 indtil 1934, hvor han bliver ejer af Lunderskov Missionshotel
 
 
I 1930 folketællingen har sønnen Lauge Reinholdt overtaget forretningen som Købmand. I 1921 folketællingen var han  lagerforvalter hos faderen N. N. Reinholdt.
Blandt de i Skanderup Sogn 52 i modstandsbevægelsen registrerede finder man også Lauge Reinholdt, oven i købet ved en registreringsfejl registreret 2 gange.​
Foto fra familien Reinholdt til Lokalarkivet indleveret materiale. Mejeribestyrer Jacobsen, Skanderup Mejeri var også med i modstandsbevægelsen - hvor man også finder mejeribestyrer Hald, Lunderskov Mejeri, E. A. Lorentzen og Aa. Skouboe, LM, Carl Møller, Nagbøl. Man finder m.a.o. adskillige af det kommende erhvervslivs spidser i Skanderup Sogns modstandsbevægelse. Antalsmæssigt var der desuden adskillige, ansat ved jernbanen. Og desuden Svend Aa. Glindfeldt, som Lorentzen og Skouboe arbejdede sammen med i det nystartede LM.

 

 
Proprietær Hviid og Enkemadam Hviid  Det har ikke været muligt at finde familien Hviid i hverken 1855, 1860 eller 1870 folketællingerne. Det ligger nok fast, at Nis Chr. Juhl i 1868 erhverver sit Gjæstgiveri. Enkemadam Hviid findes også i en Skatteliste for Kolding Kommune 1874. Desuden er Enkemadam Hviid nævnt som ejer af en gård i Sorø Amts-Tidende 8. nov. 1855. Hvis der er tale om den samme Enkemadam Hviid i både 1855, 1866 og 1874, bosiddende i både Sorø, Lunderskov med en gård i Dollerup, hvor hun tituleres som "Proprietær Hviid", så har der været tale om en mangfoldig og mystisk kvinde, der har haft formåen og gøremål langt ud over det for kvinder gængse i 1800-tallet. 
 


[1] Som yderligere dokumentation for, at det nye posthus kommer til at ligge på Frederiksberggade 4 fra 1898, er der foretage kontrolopslag i folketællingsmaterialet for 1890 og 1901, at postmester Bodholdt i 1901 bor i det ”nye” posthus på matr. nr. 2 by og 2bz. (Historiske matrikelkort 1883, Skanderup Sogn). Hvor Folkebladet Sydjylland blot meddeler, at ”Maltgjører Juhls Ejendom” er erhvervet som postkontor, så kan man i folketællingen for 1890 se, at der er registreret en Høker Nis Kristensen Juhl, 46 år, personløbenr, 128. I husstanden er der ægtefælle og 4 børn. I matrikelkort 1883 kan man se, at 2by og 2bz er det senere posthus’ matrikelnr. Man kan i folketællingerne ikke se, hvilken ejendom, Nis Juhl bor i, hvilket er et problem, da Nis Juhl løbende var involveret i ejendomshandler. Det mest sandsynlige, når man sammenholder oplysningerne er, at Nis Juhl har boet i boligen til den gamle Gjæstgivergaard, senere manufakturhandel, Jernbanegade 1. Det viser f. eks. oplysninger i folketællingen 1921, 3 år før Nis Juhls død i 1924, at husfaderen er Nis Christensen Juhl, ”kolonial”, og at søn og svigerdatter, Chresten Juhl og Karen Kathrine Thomsen, henholdsvis ”Manufakturhandler” og ”Expeditrice” er ”Logerende”.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Der bliver etableret jernbaneforbindelse gennem landbyen Lunderskov i 1866. Annonceringen af dette anlægsarbejde ser man fra 1863.
 
Med tabet af hertugdommerne Slesvig og Holsten i 1864 blev der behov for at anlægge en eksporthavn til fremme af Danmarks handel med landene ved Nordsøen, d.v.s. England og de nordiske lande.
Det blev besluttet, at denne skulle ligge i Strandby, der nu er en bydel i Esbjerg. Havnen blev etableret 1868. Se Dagbladet København 21. febr. 1865, hvor det hedder: "At Indenrigsministeren har forelagt Rigsdagen et ... Lovforslag ..., at der skal anlægges en jernbane mellem Vamdrup ... og Strandby paa Jyllands Vestkyst." Der så bliver til Esbjerg.
Det hedder videre i samme avisartikel, at der var 3 muligheder: "Vamdrup, der er Endestation for den østjydske Bane, Landsbyen Lunderskov ... eller endelig Veile."
Der gives i avisartiklen udtryk for, at valget af Lunderskov ville gøre banestrækningen kortere, men med større anlægs- og driftsomkostninger end ved valget af Vamdrup, der i stedet for etablering af en sidebane ville være en fortsættelse af "den jydske Jernbane."
Forbindelsen blev med indvielse 3. okt. 1874 til Lunderskov-Esbjerg-banen, en del af den vestjyske længdebane, altså valg af Lunderskov i stedet for Vamdrup og Vejle. 
1874 stationsbygningen ud mod baneterrænet i 1905. Og ud mod Store- og Jernbanegade 1910.
 
Storegade i Lunderskov i tiden omkring 50 års jubilæet som stationsby
Illustreret med samtidige postkort, der har fotografiske motiver fra stationsbyen før og omkring 1. verdenskrig.
Det er relativt simpelt at datere postkort, især hvis de er med frankering og poststempel. Den tidsmæssige fastsættelse af motivet er ikke nødvendigvis den samme som poststemplet, som også mangler på de ubrugte kort. 
Blandt de her benyttede postkort er det klart ældste motiv Storegade med fokus på Landbohjemmet Lunderskov, der blev nedrevet og ombygget til Lassens Hotel ved årsskiftet 1905-06.
Lokalarkivet vurderer dette kort til at være fra 1890. Mere realistisk vurderet snarere fra o. 1900, formentlig 1904-05, hvor den i okt. 1904 nedbrændte naboejendom kan konstateres endnu ikke er genopført i form af købmands- og bagerforretning Storegade 3 og 5.
Tilsvarende tilfældigt og ukorrekt vurderer lokalarkivet det andet af de øverste postkort, men nu tidsmæssigt den anden vej, til 1920, hvor den korrekte tidsfastsættelse er 1910.
De første to postkort har motiv fra jernbanestationen ned ad Storegade, de efterfølgende fra Storegade op mod Jernbanestationen.
Bemærkelsesværdigt er det, at der mellem formentlig 1904-05, postkortet med Landbohjemmet og postkortet med poststempel fra 1907 er kommet elektricitet til Lunderskov. 1904-05 var der i gadebilledet kun telefonmaster, der med elektricitetens komme skiftede gadeside, som det fremgår af postkortene.
Telefonen kom til Danmark i 1877. Der var i 1900 o. 25.000 telefoner i Danmark - som det fremgår, var der på dette tidspunkt også telefoner i Lunderskov.
Danmarks første elværk var Køges, opført 1891. Blandt lokale elværker herefter kan nævnes Vejle 1895, Kolding 1898, Fredericia 1907, Vonsild 1907. Konstateringen her er, at der er kommet elektricitet til Lunderskov mellem 1905 og 1907.
 
 
Landbohjem Lunderskov, der ombygget blev til Lassens Hotel 1905-06, ses her på postkort dateret 29.09.1906, hvor ombygningen til Lassens Hotel var sket. Med en forstørrelse (museklik på postkortet) fremgår det temmelig tydeligt, at naboejendommen, et ølbryggeri, der nedbrændte 1904 stadig mangler i gadebilledet hvorfor fotoet måske kan dateres til efter 1. nov. 1904, men før årsskiftet 1905-06, hvor Lassens Hotel er opført. 
  Postkort uden frimærke og poststempel, dateret 1910. Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv daterer ukorrekt til 1920. Der er en skomager-, træskohandel i den husrække, der med elektricitetens komme til Lunderskov fik elmaster - det er Storegade 14, hvor bygningen over for - i husrækken med telefonmaster - kunne være Storegade 11, hvor Lunderskov Brugsforening kom til at ligge fra 1914.
     
Elmasterne er naturligt nok kommet lidt senere til Storegade end telefonmasterne, da telefoner som alment forbrugsgode ligger tidsmæssigt lidt før den almindelige brug af el.
Det fremgår af postkortet, dateret til 1907, at der har været indlagt el i Lunderskov i 1907, altså relativt tidligt i forhold til omkringliggende lidt større byer.
 
Postkort med poststempel, dateret 1907, Storegade set op mod jernbanestationen og udateret postkort, samme motiv, formentlig også før eller o. 1. verdenskrig 1914.

Fra lands- til stationsby

Man kan af matrikelkortene før 1866 se, at nabolandsbyen Dollerup i 1821 og 1846 størrelsesmæssigt ikke afveg meget fra landsbyen Lunderskov.
I 1610 nævnes i Lunderskov 5 gårde, 5 husmandsteder og 2 møller (Drabæks og Rolles Mølle). Som Lunderskov Mark kendes der tidligst en beskrivelse fra 1579. Navnet Lunderskoff optræder 1451-1513. Der er tale om et naturnavn, lund og skov.
I landsbyen Lunderskov har der været en landsbygade, nu Storegade, hvor gårdene og husene var placeret. 15 gårde og nogle huse er optalt ved folketællingen i 1870.
Der er begrænsede muligheder for at skaffe sig viden om tiden, før landbyen Lunderskov i 1866 blev stationsby. I første omgang i forhold til nabostationsbyen Vamdrup var der kun "en lille Station" imod "den store Banegaard i Vamdrup", som det hedder i en kommentar i Middelfart Avis 3. august 1866, hvor man forholdt sig noget regeringskritisk i forhold til, at strækningen Kolding - Vamdrup var besluttet at skulle afvente åbningen af strækningen Kolding Fredericia.
Livet i den lille landsby Lunderskov har før jernbanen været typisk for livet langt ude på landet med de glæder og problemer, der var dengang.
Der kan blandt flere muligheder anføres noget så dramatisk som et lokalt rovmord.
Herom hedder det 6. april 1810 i en avisomtale af "Indbrud og Mord" på et enligt "Fruentimmer ved Navn Karen Thomasdatter" i et hus "kalder Sønderborg paa Lunderskov Mark. ... Foruden noget Uldent og Linned medtoge Misgierningsmændene et rundt og glat Sølvskospænde ... ".
Det kunne forekomme, at have været et beskedent udbytte, der har foranlediget mordet på den enlige kvinde på et formentlig ganske øde sted på Lunderskov Mark.
Drabæks og Rolles Mølle.
I 1781 tildeltes møller Rasmus Christian Matthiesen, Rolles Mølle en pris på "20 Rdl" for sine bistader. "Han har drevet denne Avl i 7 Aar og opelsket dem alle af unge Stader.
Drabæks Mølle i 1845. Efter afdøde møller Poul Knudsen og hans ligeledes afdøde hustru bortsælges "Drabæks Vandmølle ... hvortil altid haves fornødet Vand". Hartkorn Mølleskyld er 9 Tønder 4 Skipæn 2 Fjerdingkar. "Bygningerne afgive Bopæl for en Familie udenfor Bondestanden ..." d.v.s.nok af en mere fornem karakter end almindelig bondegård. "Jorderne udgjøre 200 Tdr. Land geometrisk Maal, hvoriblandt 7 Tdr. Land god Skov ... endvidere bortsælges samme dag en Boet tilhørende Halvpart i Kierketienden af nogle Ejendomme i Lunderskov." Drabæks Mølle har således i 1845 været en stor mølle med en (formentlig) ret fornem bolig. Og møllen har åbenbart været tillagt kirketiende fra nogle ejendomme i Lunderskov.
I landsbyen Lunderskov fik stationsbyen så sit udspring, da landsbyen blev stationsby fra 1866 med heraf følgende aktiviteter, der i første omgang udspandt sig omkring jernbanedriften i form af gæstgiveri, kro- og hoteldrift samt postvæsen.
Efterfølgende kom der forskellige former for handel, service og anden erhvervsvirksomhed, der her er medtaget i en skønsmæssig vurdering af de væsentligste karakteristika, som enten ikke eller kun utilstrækkeligt er behandlet i den lokale historieskrivning.
Jernbanedriftens omfang af person- og godstransport er kun berørt perifert.
Udvælgelseskriteriet har været virksomheder, bygninger og enkeltpersoner, der har spillet en iagttagelig rolle for stationsbyens liv og udvikling.
Det er uomtvisteligt, at med jernbanens komme i 1866 indvarsledes der en ny tid for Lunderskov og hele sognet. Jernbanen var udtryk for den industrielle produktions gennembrud i landbrugs Danmark, et nyt samfundssystem, hvor arbejdskraften gradvist skiftede fra et arbejdskrævende landbrug til den industrielle produktion, der så også muliggjorde effektiviseringer i landbrugsproduktionen.

I den første fase af denne udvikling omkring 1866 er det naturlige udvælgelseskriterium aktiviteten i og omkring jernbanen. Senere kom der flere industrielle virksomheder til som supplement til og afløsning for landbrugsproduktionen og den hertil knyttede handel og håndværk.
Ud fra de her valgte kriterier er udvalgt Nis Chr. Juhl, der kom til Lunderskov som Gjæstgiver i 1868 fra Dollerup. Han blev Gjæstgiver, Høker, Kjøbmand og handelsmand med nær tilknytning til den nyanlagte jernbane og især Postfunktionen, der kom til Lunderskov sammen med jernbanen. Nis Chr. Juhl havde sin rod i det stadigvæk - også i stationsbyen - dominerende landbrugserhverv. Han kom fra det med Lunderskov indtil 1866 jævnstore Dollerup, hvor familien sad på nogle af de større hartkorn inden for landbruget.
Desuden sønderjyden N. N. Reinholdt, der i 1879 købte en købmandshandel, der efterhånden kom til at indeholde et ganske bredt varesortiment, beliggende på det, der senere er blevet til Reinholdts Bakke. En overgang handlede og annoncerede N. N. Reinholdt også med et iflg. annonceringen meget effektivt middel, en sæbe mod filipenser. Men ellers var det dominerende i Reinholdts varesortiment foderstof og træhandel, så vidt det kan vurderes ud fra de samtidige annonceringer.
Reinholdts kundekreds var således helt klart landbrug og produkter til og fra dette erhverv. I 1916 ser man N. N. Reinholdt omtalt som den tilsyneladende eneste købmand i Lunderskov, hvor man jo så bl.a. må have set bort fra Nis Chr. Juhls forskellige forretningsaktiviteter.
I 1921 folketællingen var Marius Andersen, Storegade 3 også registreret som Kjøbmand, hvilket gav stationsbyen status som arnested for opfinderen Eli Andersen, Diesella. Marius Andersen er registret som købmand i forskellige folketællinger, indtil han en overgang blev hotelejer med købet af Lunderskov Missionshotel i 1934.

I den første tid som stationsby etableredes der ved jernbanen to mejerier. At det blev til to var en konsekvens af den religiøse tvedeling i sognet mellem Indre Mission og "de andre". Som en yderligere del af andelsbevægelsen kom der i alle sognets byer også brugsforeninger, herunder Lunderskov Brugsforening.
Der var også en række større og mindre handlende, manufakturhandel m.v. Og automobilværksteder, der supplerede landsbyernes lokale smede, der fortsat tog sig af landbrugsredskaber. Her kunne man få repareret og serviceret den stadigt voksende automobilpark.
Af lidt større firmaer med tilknytning til landbruget kan også nævnes P. Michaelsens ostegrossistfirma, der som mejerierne blev anbragt i tilknytning til jernbanen.
Hertil kom den i 1943 opførte kødfoderfabrik, som i 1948 blev til DAKA. I et lidt længere perspektiv var DAKA udløberen af en lokal sæbeproduktion, der startede allerede i 1907. Beliggenheden var a.h.t. de medfølgende lugtgener m.v. uden for byen, på Dakavej 12.
Dog blev den indledende sæbeproduktion midlertidigt også flyttet til Lunderskov by, til Hermes i Møllegade.

I kølvandet på det stadigt mere industrialiserede Danmark udviklede der sig i Lunderskov og Nagbøl to betydelige virksomheder med rigtigt mange arbejdspladser.
Lunderskov Møbelfabrik, LM - senere med glasfiber campingvogn-, båd- og vindmøllevingeproduktion - der repræsenterede en industriel produktion, som i første omgang sigtede på det industrialiserede og serviceorienterede samfunds fritidsmuligheder. Under energikrisen i 1970-80'erne blev der yderligere etableret en produktion af vindmøllevinger, som med 1970'ernes energi- og den aktuelt overhængende klimakrise kom helt på forkant med den fortsatte udvikling af industrisamfundet.
LM Wind Power er i dag blevet del af det multinationale General Electric.
Karl Møllers Maskinfabrik i Nagbøl har tilsvarende udviklet sig til det multinationale, GKN Wheels. Dog slet ikke i samme liga som LM Wind Power.

Beslutning om jernbaneknudepunkt i Lunderskov

Det primære kildemateriale til beslutningsprocessen omkring både det første jyske jernbanenet, der 1866 førtes til Lunderskov, og den sydbane, som blev besluttet trukket fra Lunderskov til Esbjerg, er Rigsdagstidende.[2] Her fremgår det, at daværende indenrigsminister J. B. S. Estrup som konsekvens af, at det jyske jernbanehovednet i 1866 var etableret, 6. januar 1868 fremsatte to lovforslag, 1) om bygning af en havn i Esbjerg, og 2) i tilknytning hertil ”en passende baneforbindelse” til resten af landet, dvs. det etablerede jyske jernbanenet.
24. april 1868 kom så ”Lov om Udvidelse af det jyske Banenet”.[3]
Det blev besluttet, at det nye banenet skulle udgå fra Lunderskov, men hvor også Vamdrup havde været i spil.
Ind i overvejelserne gik den fra 1864 gældende grænse ved Kongeåen, som man planlagde ændret - Hvad den jo også blev, dog først i 1920. Problemet med Vamdrup var, at en linjeføring herfra til Esbjerg ville komme til at strække sig gennem den gang - og siden 1864 - tysk område.
Lov om den endelige linjeføring Esbjerg-Gørding-Vejen-Lunderskov blev vedtaget 11. maj 1870, og ”den 9,7 Mil lange sydjydske Tværbane (Lunderskov-Esbjerg-Varde) aabnedes d. 3dje 0kt. 1874”.[4]
Samme år som lovens vedtagelse blev der til det kommende jernbanebyggeri i 1870 sluttet kontrakt med et konsortium bestående af firmaet Baron Gedalia & Co., justitsråd E. C. Møller og muremester Lauritz Petersen København)[5].

Jernbanens ankomst og den omkringliggende by

Det umiddelbare område omkring jernbanen ved start i 1866 strakte sig i forhold til den nuværende Jernbanegade fra området, hvor jernbanestationen markerer krydset mellem Storegade og Jernbanegade og langs jernbanesporet. Dette område kan ses på matrikelkort over Lunderskov, der dækker perioden 1904-27, og hvor der skal fokuseres på matrikelkortets nordøstlige hjørne, området o. jernbanesporet fra Kolding til jernbanestationen.
Omtale af en nybygget jernbanestation hører vi om 7. maj 1866 i en salgsannonce i Flyveposten fra Proprietær Hviid fra Dollerup, som med salget af gården samtidig har købt det, der fra 1868 kan konstateres som Lunderskov Gjæstgiveri eller Gjæstgivergaard.
Proprietær Hviid solgte sin gård med "en god Beliggenhed, kun 10 Minutters Vei fra den nye Jernbanestation i Lunderskov." Lars Hviid blev hurtigt herefter i kirkebogen anført som død 17. august 1868. I kirkebogen anføres under "Haandtering og Opholdssted ... Gjæstgiver ved Stationen i Lunderskov".
Iflg. Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis 4. nov. 1868 bortforpagtede "Enkemadame Hviid i Lunderskov ... sit ved Lunderskov Station beliggende Gjæstgiveri til hr. N. Juhl ... med den til Stedet hørende Jordlod, hvorpaa kan holdes 2 Køer ..."
Den spæde start for den nyetablerede stationsby har været banesporet, en hurtigt herefter udskiftet jernbanestation af træ. Samt det stort set samtidigt eller umiddelbart efterfølgende ved jernbanen etablerede Gjæstgiveri på det, der senere blev Jernbanegade 1. Det er umuligt ud fra det foreliggende kildemateriale at komme nærmere etableringen af Lunderskov Gjæstgiveri, end at det har været mellem proprietær Hviids annoncerede salg af gården i Dollerup 7. maj 1866 og Enkemadame Hviids annoncerede bortforpagtning til N. Juhl 4. nov. 1868. Men da Lars Hviid ved sin død i kirkebogen 18.-24. august anføres som Gjæstgiver, så er det næppe urimeligt at formode, at Proprietær Hviid ved salget af sin gård, annonceret i Flyveposten 7. maj 1866 har bygget det hus, der blev bortforpagtet som Gjæstgiveri efter hans død nov. 1868, og at han i denne forbindelse en gang i 1866 er blevet Gjæstgiver.  

Jernbane og jernbanestation

Før anlæggelsen af jernbane og jernbanestation i Lunderskov annonceredes der allerede 13. juni 1863 efter "Jernbanearbeidere ... til stadig Beskæftigelse ved Jernbanen i Lunderskov ..." i ... Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende.
Ved anlæggelsen af jernbanen i 1866 - og før anlæggelsen af den sydjyske tværbane i 1874 - var Lunderskov kun en meget ubetydelig station med et krydsningsspor og et kort læssespor. Jernbanestationen var oprindeligt en træbygning, formentlig o. 50 m. nord for den nuværende jernbanestation, over for det lidt senere end jernbanen i 1866 opførte Lunderskov Gjæstgiveri, det nuværende Jernbanegade 1.
 
Den oprindelige stationsbygning må formodes at være blevet opført samtidigt med måske lidt før den af proprietær Hviid opførte bygning, der inden 1868 er blevet til det af enkemadame Hviid bortforpagtede Gjæstgiveri.
Det formodes således, at jernbanestation og Gjæstgiveri er kommet næsten samtidigt til Lunderskov. Lokaliteten i Lunderskov er formentlig også valgt af familien Hviid til Gjæstgiveri i bevidstheden om den gode placering med jernbanens ankomst til Lunderskov, således som det også fremgår af den annoncerede salgsmeddelelse for Proprietær Hviids gård.
At Lunderskov blev andet og mere end en lille og helt ubetydelig station skyldes helt klart, at Lunderskov blev udvalgt som knudepunkt for forbindelsen til Esbjerg.
Iflg. Dagbladet København 21. februar 1865 var det allerede her besluttet, at der skulle "anlægges en Jernbane mellem Vamdrup Station ... og Strandby (som blev til Esbjerg) paa Jyllands Vestkyst ..." Man kunne vælge mellem "Landsbyen Lunderskov" eller "Vamdrup, der er Endestation for den østjyske Bane ... eller Veile." Avisreferatet anså det for det mest hensigtsmæssige at vælge Vamdrup, sekundært Vejle.
I et referat fra møde i Ribe Amtsraad, hvor "Kjøreplanen for den jydsk-fyenske Jernbane" blev behandlet, hedder det i Skanderborg Avis og Advertissementstidende 19. okt. 1868, at Amtsraaddet havde ladet anlægge "en chausseret Vei fra Kolding-Ribe Landevei for at lette Færdselen til Lunderskov Station. Men Tiderne skifte, og som Kjøreplanen nu er lagt for Kolding-Vamdrup, er Lunderskov Station halvveis overflødig for den hele store Omegn, og den nye Vei er for den til liden Nytte." Ærgrelsen over spildte penge til ingen nytte toner klart frem. Men dette ændrede sig markant med beslutningen om Lunderskov som knudepunkt for Esbjerg forbindelsen. 
4. februar 1870 meddeles det i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis, at Indenrigsministeren i Folketinget har "forelagt et Lovforslag om en Jernbane fra Esbjerg Havn over Gjørding til Lunderskov Station paa den østjyske Jernbane." 26. febr. 1870 var der 1. behandling af lovforslaget.
Beslutningen om Lunderskov frem for Vamdrup var nu truffet, og den første markering af den nye situation med Lunderskov som jernbaneknudepunkt blev den nye stationsbygning, der blev bygget i 1874.
Uddybende skal der i det følgende behandles:
  • Opførelsen af den nu fredede Lunderskov Jernbanestation i forbindelse med etableringen af tværbanen i 1874,
  • postomdeling og posthus, der blev etableret med jernbanens ankomst, senere flyttet til Frederiksberggade 4,
  • Landbohjem, gæstgiveri, kro, hotel, restauration, som alt opstår i forbindelse med jernbanens ankomst. Og som for de fleste etablissementers vedkommende gik svære tider i møde i konkurrence med hinanden og sat i verden et sted, hvor udskænkning af spiritus i vid udstrækning blev en del af den lokalpolitiske kamp mellem Indre Mission og "de andre", som senere blev repræsenteret ved Valgmenigheden i Skanderup i kølvandet på ansættelsen af den indremissionske præst C. J. Moe ved Skanderup Sognekirke i 1885.
Som det fremgår af den samtidige pressedækning begyndte byggeriet af den nye stationsbygning i Lunderskov i sommeren 1874, første gang annonceret 20. april 1874, var byggeriet i september 1874 stort set afsluttet, og ”den 9,7 Mil lange sydjydske Tværbane (Lunderskov-Esbjerg-Varde) aabnedes d. 3dje 0kt. 1874”.
Her - må man formode - har den nye stationsbygning i Lunderskov så nok været færdigopført.
Okt. 1874 som tidpunkt for åbningen af den sydjyske banestrækning bekræftes af forskellige indslag i den dagsaktuelle presse.
Man kan af det samtidige avismateriale se, at Bygningsarbejdet på Lunderskov Station med etableringen af den sydjyske tværbane til Esbjerg blev udbudt i Licitation 20. april og 6. juli 1874, og at tilbuddene skulle være overbaneingeniør C. Bayer i hænde inden 17. juli 1874.[6]
I entreprisen lå foruden en ny hovedbygning en ny lokomotivremise. På den nye stations østside blev der så anlagt en tosporet lokomotiv- langremise. Projekt med tværbane og jernbanestation var som anført færdigt 3. okt. 1874.
I Slots- og Kulturstyrelsens fredningsbeskrivelse af Lunderskov Jernbanestation fra 1992 anføres fredningsomfanget som hovedbygning og pakhus, opført af N. P. Holsøe som arkitekt. Hovedbygningen anførtes oprindeligt opført 1887, pakhuset i 1888 i den videre beskrivelse af de to fredede bygninger, hvor der angives BBR, matrikelnummer o. a. praktiske oplysninger. Disse misvisende dateringer er nu rettet til det korrekte opførelsesår, som er 1874.
Det her benyttede avismateriale kan ikke benyttes til hverken at godtgøre særskilte opførelsesår for hoved- og lagerbygning, eller om disse to fredede bygninger er opført samme eller forskellige år.
Da DSB’s strækningsregistrant og BBR oplysninger heller ikke er pålidelige, er det på det foreliggende grundlag vanskeligt at komme det nærmere, end at hovedbygningen til Lunderskov Jernbanestation må have været opført i eller omkring oktober 1874, hvor tværbanen til Esbjerg blev taget i brug. Lagerbygningen muligvis lidt senere, hvis vi tager de nu rettede fredningsoplysningerne til efterretning. Det fine, gamle vandtårn, som i 2014 blev nedrevet, skulle efter meget troværdige oplysninger være opført i 1916.
Lunderskov Station, postkort, dateret 1911. Lunderskov Station, udateret postkort, formentlig 1920-30'erne. Efter 1916 (vandtårnet), før 1934 (hvor De Gamles Hjem erstatter Lunderskov Afholdshotel).

Stationsbygningen

Den i oktober 1874 nyopførte stationsbygning fik en passende, måske endda overdreven størrelse i forhold til Lunderskov som jernbaneknudepunkt. Det toetagers midterparti flankeres af enetagers partier. Alt i alt en stor og harmonisk bygning, også i sammenligning med tilsvarende stationsbygninger.
Linjen mod Esbjerg blev i første omgang trukket uden hensyn til de byer, som banen løb forbi. Først senere har disse byer, f. eks. Andst, Vejen, Brørup m.fl. etableret sig som stationsbyer.
Fra folketællingen for 1880 kan man få sparsomme men ret gode supplerende oplysninger omkring stationsbygningen i Lunderskov.
Her boede to husstande, begge ansat ved jernbanen og med familie. Samt tilhørende disse to husstande midlertidige beboere i sognet, som også var ansat ved banen.
Den oprindelige træstations status som brevsamlingssted fra 1866 blev efter opførelsen af den nye stationsbygning i 1874 efter nogen driftstid også ændret til funktionen postekspedition.
Der er anført to husfædre i 1880, 1) Niels Hansen, stationsinspektør, med kone og 2 plejebørn. Desuden 2) Niels Peter Sundblad, restauratør, med kone, 2 børn og 2 tjenestepiger.
Ud over disse husfædre med familier, var der på stationsbygningens matrikel og dets løbe nr. registreret flg. som ansatte ved banen, men også helt klart uden bosiddende familier på matriklen - dvs. på tillægsliste som midlertidigt bosat i sognet og altså på stationens matrikel:
Kristian F. Sunds, fyrbøder, A. P. Hansen, togfører, A. Lorens, konduktør, Jakob Kjærulf, lokomotivfører.
De kommer alle fra henholdsvis Esbjerg og Varde iflg. Tillægsliste A. Lokomotivføreren førte (oprindeligt) lokomotivet, togføreren kontrollerede togets sammensætning, bremser og (i dag) især billettering mv.
I den daværende stationsbygning har der således i 1880 boet 14 mennesker, heraf 4 børn. Pladsmæssigt kunne det nok have været et problem. Ikke mindst, da der også skulle være plads til de øvrige funktioner, tilhørende stationsbygningen, nemlig postekspedition og restaurant, som N. P. Sundblad repræsenterede som Husfader i stationsbygningen.
Alle den tids stationsbygninger havde stort set samme arkitekt, N. P. C. Holsøe.
Banegårdens vandtårn. Remisen med drejeskive
I debatten omkring det nu nedrevne vandtårn til Lunderskov Banegård kunne man iagttage f. eks. dette indlæg i Jyske Vestkysten 29. sept. 2008: ” Vandtårnet er et af de få DSB-vandtårne, der stadig eksisterer, også selv om det ikke har været benyttet til sit oprindelige formål i mange år.
Samtidig indgår det i en helhed på Lunderskov station, hvor både stationsbygning, pakhus, vandtårn, remise, drejeskive, kulgård og kolonnehus er bevaret. En sådan tilsvarende hel samling af jernbanerelaterede bygninger, som de brugtes på større knudepunkter, findes kun bevaret ganske få andre steder i Danmark. Andre steder er en eller flere bygninger for længst revet ned.” Ydermere hedder det i Kulturstyrelsens kommentarer til fredningen af stationsbygningen i 1992: "Det vil være et stort tab for stationsmiljøet, om dette markante vandtårn forsvandt."
Nu er altså så også vandtårnet i Lunderskov nedrevet.
Kort over danske jernbanestrækninger oprettet mellem 1847-1875."Historisk Atlas Danmark" (1987). Samt en Jernbane og Postliste fra 1877 (Kolding By og Omegn 1877).
 
 

Jernbanestation, postomdeling og Lunderskov Gjæstgivergaard

Sammen med stationsbygningen fra 1866 blev der indrettet brevsamlingssted og senere postekspedition i tilknytning til stationsbygningen.
Vurderet ud fra det samtidige avis materiale, f. eks. Folkebladet Sydjylland 6. okt. 1897, ser det ud til, at der siden 1894 har været drøftelser om at adskille jernbane- og postfunktion, hvilket skete i 1898 med ibrugtagning af posthus og -ekspedition Frederiksberggade 4. Dette posthus blev erstattet af et nyt i Vestergade 2 i 1981 og nedrevet i 1985.
Postomdelingen i Lunderskov blev formentlig varetaget som et brevsamlingssted i - eller i tilknytning til - stationsbygningen fra og med jernbanens ankomst i 1866.
Så vidt det har kunnet konstateres, skete der ikke nogen ændring heri med opførelsen af den nuværende Lunderskov Station i 1874.
I udliciteringen til byggeriet af den nye jernbanestation hed det i annonceringen i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874, at der ud over den nye jernbanebygning i Lunderskov skulle bygges en ”Postexpedition” i Kolding.
Det må betyde, at den første jernbanestations brevsamlingssted fra 1866 blev fortsat med den nye bygning, hvor postekspeditionen så fortsat har været i Kolding.
Først i 1887 blev der ”Postexpedition” i Lunderskov iflg. Officielle Meddelelser 1887, s. 53. Og man kan f. eks. i Folkebladet Sydjylland 16. nov. 1893 se, at ”Postexpeditionen” i Lunderskov midlertidigt er overdraget ”Postexpedient J. H. Jacobsen”.
Og med denne flytning af Postexpeditionen ophørte postfunktionen fra Lunderskov Gjæstgivergaard, som ellers havde haft denne funktion siden jernbanens ankomst til Lunderskov i 1866 og indtil 1887-88, så vidt man kan konstatere ud fra annoncering af ”Landposten” og ”Dagvogne” fra Lunderskov Gjæstgivergaard..
Af Folkebladet Sydjylland 6. okt. 1897 fremgår det, at man siden 1894 havde drøftet, at jernbanebestyreren havde fuldt nok at gøre med opgaverne på ”Krydsningsstationen”, hvor der efterhånden var et ”Brevantal på 122.000”. Tre gange så stort et aktivitetsniveau som Vamdrup Station var man oppe på i 1911 med et tilsvarende større personale på 29 mand.
Problemet i Lunderskov var, at et ”Postexpeditionslokale” ikke kunne tilvejebringes inden for rammerne af den eksisterende jernbanebygning. Da det bygningsmæssige problem var løst med flytningen til Frederiksgade 4, udnævnte man så 5. nov. 1898 ”Postexpedient” J. R. Bodholdt, Horsens til ”Postmester” i Lunderskov.
1. dec. 1898 kunne Folkebladet Sydjylland ydermere meddele, at ”Lunderskov Postkontor … flyttes fra Jærnbanestationen hen til Maltgjører Juhls Ejendom …”, hvor den nye postmester så tiltrådte postmesterembedet.

Jernbanestation, gjæstgiveri, kro, hoteldrift

I den nye stationsbygning fra 1874 ses også en jernbanerestauration registreret fra 1877. Den oprindelige stationsbygning fra 1866 var af træ, og som i de fleste af tidens stationsbyer blev der ud over stationsbygningens restaurant også anlagt en kro eller en Gjæstgivergaard over for jernbanen. I Lunderskov var det den af Nis C. Juhl i 1868 forpagtede Gjæstgivergaard. 
Gjæstgiveriets primære funktion har dog nok især været som "Brevsamlingssted" for den med jernbanen bragte post.
I Lunderskov kom der desuden til at ligge - lidt forskudt i forhold til jernbanestationen og som nabo til det oprindelige og først etablerede "Gjæstgiveri" - Lunderskov Kro / Hotel, senere kaldet Finnemanns Kro - eller af ham selv omdøbt til Hotel Lunderskov, som 1913 blev afløst af Lunderskov Afholdshotel. En annoncering i Jyllandsposten 7. marts 1920 af "Staldforpagtning af Rejsestalde og tilhørende 3 Tdr. Land ..." ved en Staldforpagter P. Valdsted kunne tyde på, at der ikke har været megen hoteldrift ud over rejsestaldens aktiviteter. Rejsestalden ser ud til at have været en oprindelig del af stedet med de mange betegnelser som kro eller hotel.
Herefter lå dette sted formentlig hen i uvirksomhed indtil nedrivning i 1934 til fordel for et nyopført De gamles Hjem.
Som kro eller hotel har dette sted fra o. 1905 og fra 1909 som Finnemanns Hotel Lunderskov afløst det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri samtidig med, at det oprindelige Gjæstgiveri er blevet købmands- og manufakturforretning, tidligst konstaterbar i denne funktion i 1906 men formentlig startet tidligere.
Det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri ligger stadig placeret Jernbanegade 1 som tidligere købmands- og manufakturforretning.
 
Sammenfattende kan det konstateres, at postekspeditionen i Lunderskov med jernbanens ankomst i 1866 startede med brevsamlingssted og / eller ekspedition med postvogn fra det formentlig lige over for den nyopførte jernbanestation i træ liggende Lunderskov Gjæstgivergaard, nu Jernbanegade 1.
Denne funktion lå her i al den tid, stedet var forpagtet eller ejedes af Gjæstgiver Juhl, der solgte stedet o. 1888, hvor postfunktionen ophørte. Dagvogne med post fra Lunderskov Gjæstgivergaard er første gang konstateret annonceret 24. dec. 1878 i Kolding Folkeblad. Det er usikkert, formentlig tvivlsomt, at også Hviids korte til som Gjæstgiver indtil 1868 har været med postomdeling. Hvornår Gjæstgiver N. C. Juhl fik funktionen er heller ikke konstaterbart, men senest 24. dec. 1878.
Høker Nis Christensen Juhl var i 1890 registreret som ejer af det hus i Lunderskov, som i 1898 blev solgt som Posthus. Den samme Nis Christensen Juhl var i 1870 folketællingen registreret som ”Gjæstgiver” Juhl, der må antages at være ophørt med at være Gjæstgiver i 1888-90 hvor postekspeditionen er ophørt fra Lunderskov Gjæstgivergaard.
Man kan af folketællingsmaterialet se, at Nis C. Juhl i 1890 har været 46 år gammel, og han har således i en moden alder skiftet fra Gjæstgiver til at være Høker i det, der senere blev posthus. Meget apropos må man sige, det tidligere postomdelingssted taget i betragtning.
Nis C. Juhl ser ud til at have været eksponent for jernbanens startfase, hvor Gjæstgiveri og postomdeling var placeret her, med Gjæstgiveriet som brevsamlingssted. Da postekspeditionen 1888 blev en selvstændig funktion på jernbanestationen, solgte Nis C. Juhl sit Gjæstgiveri og blev høker i den ejendom på Frederiksgade, som han 1898 kunne sælge som posthus, da postekspeditionen blev flyttet væk fra jernbanestationen. Senere, senest 1906 har N. C. Juhl generhvervet det tidligere Gjæstgiveri, nu som manufakturhandel.

Lunderskovs første krohold, Gjæstgiveri og hoteldrift

Der kan ikke herske tvivl om, at der ikke før jernbanens ankomst til den lille landsby har eksisterede nogen form for gæstgiveri eller krohold i Lunderskov.
Fra 1866 er der i umiddelbar forlængelse af jernbanen og formentlig over for den oprindelige stationsbygning hurtigt blevet etableret et Gjæstgiveri, der på matriklen ved siden af er blevet efterfulgt af forskellige etablissementer på det samme sted, som er blevet kaldt Lunderskov Kro, Lunderskov Stationskro, Hotel Lunderskov, Lunderskov Afholdshotel.
Endelig blev der i 1934 ved skæbnens ironi opført et alderdomshjem på matriklen for fallerede værtshuse. Eller hvad man nu skal kalde den bygning, hvis væsentligste funktion ser ud til at have været den tilhørende rejsestald.
Også i tilknytning til jernbanestationen, i det nuværende Storegade var  placeret først Lunderskov Landbohjem, senere Lassens Hotel, der i 1918 solgtes og blev til Lunderskov Missionshotel, der så senere og endeligt i 1943 blev til Hotel Lunderskov, nu med spiritusbevilling.

Gjæstgiveri, hotel- og krodrift, et tværsnit af varierende betegnelser 1868-1920

I særklasse blandt gjæstgiverier, kroer og hoteller var fra start Lunderskov Jernbanerestauration, som med Sundblad fik den første og i lang tid eneste spiritusbevilling i stationsbyen.
De samtidige omtaler af de over for den oprindelige jernbanestation fra 1866 liggende bygninger varierer en hel del og kan gøre en præcis identifikation vanskelig.
Det helt utvivlsomt tidligste etablissement er Lunderskov Gjæstgiveri eller Lunderskov Gjæstgivergaard.

Gjæstgiveriet

Ved Folketællingen i 1870 var Nis Christensen Juhl Gjæstgiver og 25 år gammel. Nis C. Juhl forpagtede 1868 som anført af Enkemadame Hviid dennes Gjæstgiveri over for stationen, og i 1870 folketællinger er Juhl erhvervsmæssigt tituleret som Gjæstgiver, hvilket må betyde, at han velsagtens kort efter forpagtningen har købt den forpagtede ejendom.
I 1870 har matrikelnummeret på Gjæstgiveriet betegnelsen "et Huus". Der er ikke i folketællingsmaterialet registreret nogen Gjæstgiver før Nis C. Juhl - naturligvis, den foregående folketælling er fra 1860. I 1870 folketællingen er den absolut største lokalitet i Skanderup Sogn Skanderup by. Nagbøl, Dollerup og Lunderskov er registreret som en mindre lokalitet under et.
Enkemadame Hviid ses her ikke registreret i Lunderskov. Enten er hun flyttet eller død, men det må formodes, at N. C. Juhl har købt den forpagtede ejendom mellem 1868 og 1870.
Man kan forestille sig, at Lars Hviid og hans hustru med salget af en gård i Dollerup i 1866 har købt eller bygget ejendommen i Lunderskov, som i 1868 er "enkemadam Hviids Gjæstgiveri". Og at Nis C. Juhl som født og opvokset i Dollerup er blevet (gjort) opmærksom på de muligheder, der kunne ligge i et Gjæstgiveri så tæt på jernbanestationen i Lunderskov.
Bevidstheden herom kan man se i salgsformuleringen, at gården i Dollerup blev solgt til "Stamhusbesidder Møller ... med en god Beliggenhed, kun 10 Minutters Vei fra den nye Jernbanestation i Lunderskov ..." .
Især efter anlægget af den sydlige tværbane og opførelsen af den nye jernbanestation i 1874 har flere haft lyst til at etablere Gjæstgiveri - kan man se på (afviste) ansøgninger herom til Ribe Amtsråd.
 
Stedet omtales under forskellige navne i perioden fra 1868, indtil det i 1905 iflg. Jyllandsposten 26. februar bortbyttes, mageskiftes med en ejendom på Vejen Østermark, og her bliver vurderet til 60.000 kr.
Det er formodentlig her, N. C. Juhl generhverver sit tidligere Gjæstgiveri og omdanner det til manufakturhandel.
Denne dato, 26. februar 1905 er sidste omtale af Lunderskov Gjæstgiveri eller -gaard.
I Vejviser for Kolding og Omegn 1894 anføres under ”Kroer og Gjæstgiverier": Lunderskov Kro, »Landbohjem« Lunderskov, Lunderskov Stationsrestauration.” Her er Lunderskov Gjæstgiveri ikke medregnet som "Kroer og Gjæstgiverier" kan man konstatere.
Ophøret af postfunktionen o. 1888 har formentlig været begyndelsen til enden for Lunderskov Gjæstgivergaard, idet denne funktion har været den oprindelige og vigtigste.
Første gang, vi hører om arrangementer på stedet, er ved en sammenkomst omkring en mindesten, sat ved Skanderup Kirke til minde om slaget ved Ejstrup 23. april 1849, hvor der var tre fra sognet faldne (men navnemæssigt ukendte) soldater. Sammenkomsten i denne anledning er refereret i Kolding Folkeblad 26. april 1874, og den blev afholdt på ”Lunderskov Gjæstgiveri”. Desuden kan man i Kolding Folkeblad 15. sept. 1876 se annoncering af en præmieuddeling i Kolding Omegns Landboforening, afholdt på ”Lunderskov Gjæstgivergaard”.
Fra 1878-79 og frem til 1888 nævnes Gjæstgiver Juhl som Station for Dagpostvogne i Kolding Folkeblad .
Gjæstgiver N. C. Juhl afhænder helt tydeligt sit Gjæstgiveri med ophøret af funktionen som station for postvogne. I folketællingen for 1890 er der kommet en ny gjæstgiver, Hans Jepsen Damgaard, og herefter kunne dagpostvogne fra Gjæstgivergaarden se ud til at være ophørt.
I avisomtaler er der et spring frem til 1899, hvor der i Kolding Folkeblad 23. dec. 1899 annonceres med ”Dans 2. juledag” på stedet. I 1901 folketællingen er der på Lunderskov Gjæstgivergaard en ”staldforpagter”, Hans Lauridsen og en ”Gjæstgiver” Laurids Poulsen Lauridsen.
N. C. Juhl må blandt flere andre lokale ejendomshandler have genkøbt det afhændede Gjæstgiveri, som han i Jyllandsposten 8. sept. 1906 annoncerer som "Manufaktur- og Trikotageforretning ... Kjøbmandshus, der ligger lige over for Lunderskov Station ... og hvor der i 40 Aar har været dreven forretning ønskes afhændet eller bortlejet."
Det kunne se ud til, at sønnen, C. Juhl først fra 1917 bliver ejer af manufakturhandelen i den tidligere Gjæstgivergaard.
 
Der, hvor det for alvor bliver uoverskueligt, og hvor der opstår de mest urigtige antagelser, er omkring et etablissement, der på et tidspunkt ser ud til at have været bygget sammen med, helt sikkert senere udskilt fra Lunderskov Gjæstgiveri under en række i samtiden varierende betegnelser: Lunderskov Kro, Lunderskov Stationskro, Lunderskov Hotel, Hotel Lunderskov og til sidst Lunderskov Afholdshotel.
Under disse betegnelser er de præcise, dedikerede hits i samtidens aviser: 327 for Lunderskov Kro, som starter 13. maj 1872 med et omtalt skolemøde på stedet. Der er hits på denne betegnelse, også efter et konstateret navneskifte til Hotel Lunderskov 20. april 1909, hvor L. C. Finnemann sælger møbler m.v. fra det overtagne hotel.
Der er 76 hits for Lunderskov Stationskro, det første 28. november 1873, hvor Ribe Amtsraad har stedet på sin dagsorden. 30. maj 1907 er sidste omtale, hvor stedet mageskiftes af H. P. Hansen for 50.000 kr.
Lunderskov Hotel har 27 hits mod Hotel Lunderskovs 313 hits. Begge disse navne sammenblandes helt åbenbart med det fra 1906 eksisterende Lassens Hotel. Fra april 1909 begynder L. C. Finnemann at annoncere under navnet Hotel Lunderskov. Endelig er der 25 hits for afløseren for Hotel Lunderskov, Lunderskov Afholdshotel.
Lokalarkivet daterer dette postkortfoto til 1910.
Fotografiet må være taget efter 1913, hvor Lunderskov Afholdshotel oprettes i forlængelse af lukningen af Hotel Lunderskov juli 1913 på krav af kreditorerne. Den først konstaterbare avisannoncering for Afholdshotellet er Kolding Folkeblad 6. jan. 1914. Afholdshotellet ophører med at eksistere senest 1934.
Lunderskov Afholdshotel har bygningsmæssigt givet levet en hensygnende tilværelse, indtil det fra især 1928 drøftedes, at det skulle rives ned for at give plads til De gamles Hjem, hvilket skete i 1934.
 
Indtil da blev det dog købt og solgt til helt gode priser, formentlig først og fremmest p. gr. af beliggenheden. Men med 1930'ernes økonomiske krise har det nok været helt slut med status som hotel.
Om De gamles Hjem Solhjem hedder det temmelig forkert hos Lokalarkivet, at det skulle være opført i 1920 efter en brand!
Rygter om ikke eksisterende brande er fælles for det tidligere Lunderskov Landbohjem og Lunderskov Afholdshotel.
Manglende viden og fake news går oftest hånd i hånd.
I Kolding Folkeblad annonceres der 29. nov. 1922 om "Danseskolen paa Lunderskov Afholdshotel", hvilket ret tydeligt indikerer, at stedet ikke kan være brændt i 1920.
 
Hvis det er dette køb i marts 1919, der i maj udbydes til salg, kunne det tyde på et skidt køb, sammenlignet med en sommerrestauration i Krybily, der sælges 23.000 kr. billigere, også marts 1919.
I annoncering i Kolding Folkeblad 31. oktober 1922 fungerer stedet som filial til ejendomshandel i Vamdrup.

På trods af de mange temmeligt forkerte oplysninger om overgangen fra Lunderskov Afholdshotel til bygningen af "De gamles Hjem" i 1934, så har Lokalarkivet også dette fine postkort med motiv fra det næsten nybyggede etablissement. Poststemplets dato er 1936.
 

Den omtumlede kro- og hotelhistorie

Som Hotel Lunderskov annonceres i Jyllandsposten 12. juli 1909 ”Mine nymonterede Værelser og 1. Kl. Køkken anbefales Dhrr. Rejsende. Ærb. L. C. Finnemann”. Også i Jyllandsposten, 21. nov. 1911 søges ”ældre, erfaren Kogejomfru eller Kokkepige” til Hotel Lunderskov, L. C. Finnemann.
Finnemanns Hotel Lunderskov gik i 1913 på tvangsauktion.
I folketællingen 1911 er Finnemann registreret som bosat i Lunderskov fra 1909, tilflyttet fra Vamdrup, fremgår det her.
I denne oplysningsmæssigt ret detaljerede folketælling kan man konstatere, at L. C. Finnemann med familie boede på matr. 2aq, medens matr. 2g og 2dk, det tidligere Lunderskov Gjæstgiveri beboedes af købmand Juhl og familie.
De to matrikelnumre dækker over det, der nu er Jernbanegade 1 og 3. Ud fra tidligere folketællinger kan man se, at Lunderskov Gjæstgivergaard lå på matr. 2g, altså det nuværende Jernbanegade 1.
Ved at sammenholde med 1911 folketællingens oplysninger kan det konstateres, at Christen Juhl var bestyrer (for faderen Nis Christensen Juhl) af den tidligere Gjæstgivergaard, der nu var blevet manufakturhandel.
Ejeren, faderen var købmand / høker på matr.nr. 2gi m. fl. ejendomme, bl.a. Nørregade op mod Møllegade, som han ejede ud over den af sønnen Chr. Juhl bestyrede købmands- og manufakturhandel, Jernbanegade 1.
Hvordan den gamle Gjæstgivergaard oprindeligt har set ud, da den blev opført af proprietær Hviid i 1866, er det umuligt at sige noget om, men på et fotografi af Jernbanegade 1, matr. nr. 2g, dateret 1954, kan man se, at der har været en bygning tilknyttet, som forkert hævdes at være forsvundet ved en brand.
Denne bygning har været beliggende på den på et tidspunkt udskilte matrikel 2aq, som har eksisteret under betegnelserne Lunderskov Kro, Lunderskov Stationskro, Lunderskov Hotel og Hotel Lunderskov. Det mest sandsynlige er, at denne bygning efter en omtumlet tilværelse fra L. C. Finnemann, der gik fallit i 1913, herefter Lunderskov Afholdshotel, som så 1934 er blevet nedrevet for at give plads til opførelsen af De gamles Hjem på den hertil hørende matrikel.
Det fremgår af annonceringer om nymonterede værelser på Hotel Lunderskov fra juli 1909 at L. C. Finnemann her er startet som hotelejer.
Forudgående ser man annonceringer i Kolding Folkeblad f. eks. 30. maj og 21. juli 1903 af auktioner over afgrøder og løsøre i Ødis og Sjølund ved gårdejer og forpagter L. C. Finnemann, annonceret af Kancelliraad Nyholm , Kolding.
Auktionerne vidner ikke om stor økonomisk soliditet, og det blev da også en ganske kort karriere, 4 år som hotelejer i Lunderskov. Finnemann gik fallit, kom på tvangsauktion med sit hotel, som blev lukket af politiet i juli 1913.
Det fallerede hotel fik iflg. Folkebladet Sydjylland 9. juli 1913 ikke fornyet sin hotel bevilling. Forudgående havde der iflg. Folkebladet Sydjylland 7. maj 1913 været afholdt et møde, hvor det blev drøftet at drive hotellet som aktieselskab og som afholdshotel. I denne funktion blev hotellet drevet, indtil det med annoncering i bl.a. Fyens Stiftstidende 18. maj 1919 blev udbudt til salg.
Der kan næppe herske tvivl om, at Lunderskov Gjæstgiveri og Lunderskov Kro oprindeligt eller ret hurtigt er blevet sammenbygget. Ud fra det benyttede og formentlig eneste eksisterende materiale er det umuligt at sige det helt præcist og dokumenteret.
Lunderskov Kro før L. C. Finnemann L. C. Finnemanns fra 1809 Hotel Lunderskov
Man kunne måske forestille sig - hvis der ikke slet og ret har været tale om en for ikke lokale regulær navneforbistring - at Gjæstgiveriet mest har koncentreret sig om postfunktionen, at den hermed sammenbyggede Lunderskov Kro ret tidligt, fra 1872, har overtaget mere og mere kro- og hoteldrift, som er endeligt overtaget i 1905, hvor Gjæstgiveriet ser ud til at blive købmands- og senere manufakturhandel.
Herefter bliver det 1909 overtaget af L. C. Finnemann, der forlader det som fallitbo i 1913.
Sidste annoncering fra Finnemann er registreret i 1911, hvor man måske kan forestille sig en stille vandring hen imod fallitten i 1913.
Hotel Lunderskov sælges efter den også kortvarige funktion som Lunderskov Afholdshotel iflg. Folkebladet Sydjyllend 3. maj 1919 til "hotelejer Niels Chr. Nielsen".
Herefter optræder stedet i annonceringer for f. eks. køb og salg af landejendomme.
Beslutningen om at bygge De gamles Hjem i 1934 på den matrikel, som Hotel Lunderskov havde ligget på har formentlig været taget i en konstatering af områdets manglende funktion efter perioden med fejlslagen hoteldrift siden 1909.
Der er ingen konstaterbar omtale af, at der også her som ved Landbohjemmet 1905-06 skulle have været en brand udløsende årsag til byggeriet af De gamles Hjem.
Man kan måske konstatere, at ildebrande som fejlslagne hotellers endeligt er den lokale betegnelse for de nedrevne bygninger? 
Jernbanegade 1 som manufakturforretning 1950'erne Da Jernbanegade 1 stadig var sammenbygget med det senere nedrevne Afholds Hotel m.v., nok 1920'erne
Efter nogen debat i sognerådet omkring placering af et nyt alderdomshjem - hvor bl.a. Fattiggården var i spil - blev det besluttet at placere De gamles Hjem, hvor Lunderskov Afholdshotel havde ligget, stort set uvirksom siden 1920'erne. Bygningen blev nedrevet og De gamles Hjem opført 1934.
Fattiggården solgtes samme år til en lokal gårdejer, M. Kjær.

Fra Landbohjem til Hotel Lunderskov
Oskar Lassen var i 1901 folketællingen registreret som agerbruger og som foreningsvært på Lunderskov Landbohjem. Denne titel dækker over, at Landbohjemmet var et opholdssted, drevet af foreningen Lunderskov Landbohjem. Personalet på Landbohjemmet kan man iagttage ud fra folketællingen i 1901. Her er Oskar Lassen registreret som husfader, foreningsvært og agerbruger. Altså helt forventelige prædikater, når han var vært i den forening, han formentlig også har været medlem af, Lunderskov Landbohjem, som det hed. 
Lunderskov Landbohjem på postkort, dateret 29.09.1906, året hvor det allerede var blevet nedrevet for at skabe plads til Lassens Hotel.
Lassens Hotel kort tid efter opførelsen 1905-06. Bemærk, at der her stadig som ved afbildningen af Landbohjemmet mangler elmaster, som vi fra et postkort, dateret 1907 kan iagttage.
Man kunne godt forestille sig, at det er den gamle kælder fra Landbohjemmet, det nye Lassens Hotel er bygget oven på. Det kunne man lokalt ret simpelt afklare i form af en arkæologisk undersøgelse af den stadigt eksisterende kælder.
Placeret lidt mod syd, også over for jernbanestationen, den nye fra 1874, har vi Lunderskov Landbohjem, der blev til Lassens Hotel i 1906, Lunderskov Missionshotel i 1918, der senere blev til Hotel Lunderskov i 1943.
Starten som Lunderskov Landbohjem ser ud til at have været 1889, og stedet eksisterede indtil 1906, hvor det ombygget blev til Lassens Hotel, navngivet efter den tidligere forpagter af Landbohjemmet og fra 1905 ejer, hvor han så ombyggede.
Man kan undre sig over, at et så nyt byggeri som Landbohjemmet fra 1889 allerede skulle nedrives for at give plads til det betydeligt større Lassens Hotel, der afløste det ydmyge Landbohjemmet, hvor Lassen havde været bestyrer. Men måske spillede ambitionen om et skelsættende pragtbyggeri og en tro på stationsbyens muligheder ind. Kombineret med forvisningen om en ikke så truende konkurrence fra de nært liggende etablissementer, det stort set nedlagte Gjæstgiveri og Finnemanns hotelforsøg på naboejendommen.  
Landbohjemmet har oprindeligt været en klub eller en forening, bestående af landbrugere, fremgår det af de samtidige annonceringer. Der har eksisteret tilsvarende foreninger i dele af Danmark tilbage fra 1800-tallets start, og de må formodes at være forløbere for de senere landbo- og, endnu senere, husmandsforeninger. Lokalt Kolding Herreds Landboforening, KHL, der blev stiftet 26. februar 1869.
Lunderskov Landbohjem var med pensionat, mødelokaler m.v. Det første vi hører om foreningen - og dermed bygningen med Landbohjemmet er i en annonce i Folkebladet Sydjylland 4. okt. 1889, hvor der annonceredes med et møde på Lunderskov Landbohjem i "Skanderup Hesteassuranceforening". Annoncen er underskrevet (Carl Adolph Frederik) Schlegel, ejeren af Wissingsminde i Skanderup, se folketælling 1890.
6. dec. 1889 annonceres der om generalforsamling i "Lunderskov og Omegns Landbohjem".
Det kan således med rimelighed antages, at både forening og bygning startede med at optræde som Lunderskov Landbohjem i 1889.
 
Lunderskov Landbohjem var en forening (selskab hed det den gang) med en valgt bestyrelse, og Oskar Lassen var i 1901 folketællingen registreret som agerbruger og som foreningsvært for Landbohjemmet, sammen med søsteren Dora, der i denne folketælling var registreret som husbestyrerinde. I 1906 folketællingen var Oskar Lassen registreret som vært på Lassens Hotel, søsteren som værtinde.
I 1901 folketællingen ser det ud til, at søskendeparret bor bag Landbohjemmet, fra 1906 bor de på matr.nr. 2ci, hvor det nyopførte Lassens Hotel kom til at ligge.
Udviklingen fra Lunderskov Landbohjem til Lassens Hotel ser ud til at være foregået i tiden mellem 12. aug. 1905 - hvor O. Lassen på vegne af Landbohjemmet udskrev "Licitation over Byggearbejde" på en sal og en hestestald til Landbohjemmet - indtil starten af 1906, hvor der i februar kan konstateres navneskifte til Lassens Hotel.
Lassens Hotel, temmelig nyopført o. 1907, lige før telefonmaster skifter til venstre gadeside, set fra jernbanestationen.
Baggården til hotellet. Her en noget senere udgave af den af Lassen 15. aug. 1905 udliciterede og opførte sal. Den samtidigt opførte hestestald er her for længst nedrevet
Salen er i generationer brugt som fest- og balsal.
Som anført var Oskar Lassen oprindeligt foreningsvært for Landbohjemmet. Det har ikke været muligt at klarlægge, hvorfor og i hvilken egenskab Oskar Lassen i Kolding Folkeblad 12. august 1905 udbød til licitation over "en Sal og en Hestestald ved Landbohjemmet ...", men det er temmelig sandsynligt, at Oskar Lassen på dette tidspunkt har erhvervet Landbohjemmet. Og formuleringen "ved Landbohjemmet" har været med den placering af salen, som fremgår af det noget senere foto oven for. Salen lå parallelt sammen med hestestalden, hvilket har givet en afgrænset hotelgård.
At O. Lassen nu har haft ambitioner om at satse på en form for egen hoteldrift fremgår også af, at der i referatet fra Ribe Amtsraads møde 9. marts 1905 fremgår, at der forelå "fra Oscar Gustav Heinrich Lassen ... et Andragende om Bevilling til at drive Gæstgiveri i ... det nuværende Landbohjem." På dette tidspunkt, i marts 1905, må Lassen således have haft dispositionsret over Landbohjemmet. Det fremgår også, at "Herredsfogeden syntes ikke, man skulle anbefale det." En sten på vejen for den hotel ambitiøse Lassen.
Kort tid herefter annonceredes der 21. febr. 1906 i 'Folkebladet Sydjylland om en aktivitet i de nu tidligere Landbohjem-lokaler under navnet Lassens Hotel.
Ud fra annonceringer i den samtidige presse, Folkebladet Sydjylland, kunne det se ud til, at Oskar Lassen nok har erhvervet Landbohjemmet i 1905. Og i febr. 1906 dukker de første annonceringer fra Lassens Hotel op.
Foreninger af samme type som Lunderskov Landbohjem findes også i omegnens mindre byer. Der høres sporadisk om foreningsarrangementer i 1906. Men herefter hører vi ikke mere til den forening. Sammenligner man med andre Landbohjem, så kunne et fællestræk være, at de som forsamlingshuse syd for Kongeåen blev bygget og dannet for at kunne mødes på egne (danske) betingelser uden de tyske myndigheders indblanding.
Da Lunderskov Landbohjem var en forening med lokaler nord for Kongeåen, skal der dog nok søges andre begrundelser for denne forenings dannelse. Forudsætningen for at belyse dette er, at der er bevaret foreningsarkivalier.
   
Efterfølgende svirrede der med rygter om brandstiftelse og pyromani, f. eks Kolding Folkebald 5. nov. 1904 om ildebranden -"Noget tyder paa, at Ilden maa være paasat ... Er der en Brandstifter i Byen"
Brandtomten ser ud til stadig at have været på nabogrunden til Landbohjemmet på postkortet med motiv herfra.
 
Lassens Hotel under opførelse. Hestestald og sal bag hovedbygningen, der her er under opførelse, blev udbudt i licitation aug. 1905. Man har så - formentlig i tilknytning hertil eller ret hurtigt efter - besluttet at nedrive Landbohjemmet. Fotoet må være før der i febr. 1906 annonceres med Lassens Hotel, formentlig i det tidlige efterår (se håndværkernes beklædning) 1905.
Det hævdes uden nogen form for dokumentation -  og formentlig ganske forkert - i den lokale historieskrivning, at Landbohjemmet skulle være brændt i forbindelse med opførelsen af den nye bygning, som kom til at hedde Lassens Hotel fra begyndelsen af 1906.
Der har ikke i nogen del af de lokale eller landsdækkende aviser været omtale af ildebrand i Lunderskov i forbindelse med Landbohjemmets forsvinden til fordel for Lassens Hotel.
At Lunderskov Landbohjem skulle være brændt i stedet for slet og ret at være blevet revet ned af Oskar Lassen for at skaffe plads til den imponerende bygning, som fra 1906 hed Lassens Hotel, er et ukvalificeret gæt, der ikke ses dokumenteret i det eksisterende kildemateriale.
Der er formentlig tale om en mindre god research i det samtidige, lokale avismateriale, hvor antagelsen om, at en brand skulle have været Landbohjemmets endeligt muligvis kan skyldes en ret voldsomme brand, som flere aviser omtaler 31. okt. 1904 i en naboejendom til Landbohjemmet, Det gamle Ølbryggeri, som det kaldes.
Det fremgår faktisk af den eneste afbildning, der eksisterer af Landbohjemmet Lunderskov, postkortet, som er frankeret 29.06.1906, at der ligger en tom plads, som kunne være brandtomten fra branden 31. okt. 1904, hvilket daterer kortets fotografiske gengivelse til efter okt. 1904 men før ombygningen til Lassens Hotel
Sammenligner man det nyopførte Lassens Hotel med den enkelte afbildning på et postkort, vi har af Landbohjemmet, kunne man måske formode, at det tidligere Landbohjems kælder fortsatte som kælder i det nye hotel.
 
Af fotoet af opførelsen kan man se, at der nu i stedet for det i okt. 1904 nedbrændte ølbryggeri er blevet bygget på det nuværende Storegades nr. 3 og 5, formentlig de bygninger, der blev til købmands- (fra 1934 Hans Mogensen) og bagerbutik (fra 1934 Jacob Nielsen). Den ved branden i 1904 nedbrændte bygning ved siden af Landbohjemmet må formodes at være blevet genopbygget lidt før nedrivningen af Landbohjemmet og før byggeriet af Lassens Hotel i efteråret 1905.
 
Bygningsmæssigt er Lassen Hotel så afgjort den mest imponerende af byens kroer, værtshuse og hoteller o. århundredskiftet.
Med hestestalden og den til Landbohjemmet i 1905 tilbyggede sal, var Lassens Hotel byens største samlingssted og i princippet en hjørnesten i foreningsliv m.v. i stationsbyen Lunderskov.
Men afholdsbevægelsen og missionen sørgede for, at der ikke var nogen spiritusbevilling før 1943. Og det har givet været et driftsmæssigt handicap.
 
Søsteren til ejeren af det nyopførte Lassens Hotel, Dora Lassen var husbestyrerinde. Der er yderligere en søster, Marie Lassen, 2 stk. tyende og 2 mandlige logerende. Det har været et absolut mindre etablissement, også når man sammenligner med personalet iflg. 1911 folketællingen. Her er Oskar Lassen og Dora Lassen henholdsvis gæstgiver og husbestyrerinde. Der er desuden 3 pensionærer, 6 logerende, 1 ”tjenestetyende”, 1 hotelkarl, 1 serveringsjomfru, 1 kogejomfru, 1 stuepige, 2 køkkenpiger. Desuden bor der en staldforpagter, Jens C. Laustsen med kone og børn.
Lassens Hotel nåede også at blive hotel med biograf, før det i 1918 blev købt som Lunderskov Missionshotel. Det mest bemærkelsesværdige ved Lunderskov Missionshotel kunne hævdes at være, at Henrik Pontoppidan, litterær nobelpristager, forfatter til bl. a. Lykke Per d. 9. juli 1920 opholdt sig på hotellet.
Pontoppidan meddelte herfra, at "Der skal efter Sigende ikke være en Seng at opdrive i nogen sønderjysk By, saa jeg tror nok, jeg gjorde klogt i at holde mig paa denne Side Grænsen. Her har jeg et udmærket Værelse (for 3 Kr. pr. Døgn), og jeg kan herfra nogenlunde let komme til alle de Steder, hvor der i disse Dage festes.
Lassens Hotel var flere gange til debat i sognerådet mht. spiritusbevilling og gæstgiveri. Allerede før det indremissionske flertal i sognerådet fra 1913 blev det nedstemt at give denne bevilling.
 
De første annonceringer fra Lassens Hotel starter 21. febr. 1906. 
Lassens Hotel blev til Lunderskov Missionshotel ved salg til et konsortium i marts 1918. Det er en del af købet, at dette hotel ikke skal have udskænkning af "stærke Drikke", spiritus.
I tiden o. 1. verdenskrig toppede Dansk Afholdsforening med o. 69.000 medlemmer. Man kan i Kraks Vejviser se, at det tidligere missionshotel mellem 1942 og 1944 er blevet til Hotel Lunderskov. Navneændringen kan muligvis skyldes en nu opnået spiritusbevilling. Navneændringen fra Lunderskov Missionshotel til Hotel Lunderskov mellem 1942 og 1944 er uomtvistelig, hvis man tager Kraks Vejviser for at være retvisende. Og det kan man som regel være rimeligt tryg ved.
Det nyopførte Lasens hotel med navnet i gavlen. Bemærk, at elmaster mangler her som ved foto af Landbohjemmet. Dog kunne der se ud til at have været en masteanordning, som måske har været til en foreløbig elforsyning i det nye Lassens Hotel. Og som Lunderskov Missionshotel. Her er kommet elmaster, og telefonmasten har skiftet side i Storegade - fra den modsatte side af hotellet til samme side. Postkortet markeret Marinus Andersen sælger iflg. Krak sin købmandsbutik til Hans Mogensen mellem 1934 og 1935, hvor postkortet med Marius Andersens navn må være fra.
Muligvis fra 1934-35 kan man formode, at hotellet ophørte med driften som missionshotel, hvor det blev købt af købmand Marius Andersen, der havde købmandsbutik Storegade 3, nabo til hotellet. Her blev købmandsbutikken solgt til Hans Mogensen.
I folketælling 1940 ses som hotelejer i Storegade en kun 28 år gammel K. P. Andersen. Herefter Valdemar Kjær Gydesen, der havde hotellet 1949 - 1961.
Familien Thrane havde hotellet 1961 til 2001, hvor der i Jyske Vestkysten 9. sept. 2001 er et "vemodigt" afskedsinterview med hotelejer Kirsten Thrane Madsen, datter af Andreas Thrane, der overtog hotellet i 1961.
 
Hotellet gik konkurs i 2012.

Lunderskov Stationsrestauration

Derimod har der tilsyneladende ikke været forsøg på at hindre spiritusudskænkning på Lunderskov Stationsrestauration, som fra 1877 i adskillige år havde den samme restauratør, N. P. Sundblad. I de tilgængelige sogneprotokoller figurerer stedet simpelthen ikke som diskussionsemne mht. spiritusbevilling.
Ud over at være restauratør i en menneskealder i Lunderskov, var N. P. Sundblad også et par år 1881-82 agent i den massive udvandring, der foregik fra Danmark i et omfang af 172.073 udvandrede 1868-1900 . Der annonceredes med Sundblad som agent i pressen. Men hvor mange, der er udvandret fra sognet under indflydelse heraf, kan der ikke siges noget om ud fra det gennemsete kildemateriale. Det har nok ikke været alverden. Netop i 1880’erne gik det rigtig godt for landbrugslandet Danmark. Så der har ikke været den umiddelbare tilskyndelse, begrundet i nød, som ellers har været drivkraften i store dele af udvandringsbølgen fra Europa i disse år. Iflg. det hovedværk, som grundigst har undersøgt udvandringen fra Danmark , var der en markant forøgelse af udvandringen i 1880-84, men et markant fald fra 1895-99. Det relevante materiale, hvis Sundblads rolle i udvandringen skulle undersøges, ville være registreringer i Vejle Byfogedarkiv 1879-85. Samt materiale fra politiets årsberetninger og forskellige statistiske sammendrag, der i givet fald skulle sammenholdes.
O. 1910 kunne det se ud til, at N. P. Sundblad disponerede over en eller flere ejendomme omkring Jernbanestationen, hvor butikker, værelser kunne fås til leje.
Hotel- og restaurationsvæsen i Lunderskov afspejler temmeligt nøje de herskende religiøse og - afspejlet i sognerådet - politiske magtforhold, suppleret med den o. århundredskiftet ganske stærke afholdsbevægelse i modstanden mod den spiritusbevilling, der tidligst i 1943 blev givet til Hotel Lunderskov, som Lunderskov Missionshotel på dette tidspunkt har taget navneforandring til. Medens spiritusudskænkning uden problemer har kunnet foretages på jernbanerestaurationen siden 1877.
 
Stationsbyens centrale færdselsåre var Storegade, hvor det tidlige byggeri startede omkring stationsbygningen.
 
Lunderskov brugsforening.
Iflg. de historiske stamdata, der kan findes om Lunderskov Brugsforening, nuværende adresse Iver DahlsVej 4, 6640 Lunderskov, så er oprettelsen som brugsforening sket i dec. 1895. Den første annoncerede generalforsamling blev afholdt på Lunderskov Kro 22. okt. 1896.
I Kraks Vejviser 1896 kan man finde nys vedtage vedtægter for FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger. Man kan her iagttage et pænt lokalt islæt fra henholdsvis Vester Nebel og Gjesten.
 
 
 
Religion, mejerier, modstandsbevægelsen. Religiøse kampe nationalt samarbejde.
 
 
 
 
 
 
 
 

 

Noter og dokumentation


Bygningen, der husede Lunderskov Gjæstgivergaard, eksisterer stadig som Jernbanegade 1 i Lunderskov.
 
Byggeplaner mv. er kun set refereret af Jens Bruun-Petersen i Jernbanehistorisk årbog ’99. Det forekommer til gengæld at være en veldokumenteret og -researchet beskrivelse.
 
Departementstidende 1868 hæfte 22 – 23.
 
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 9, Første række (1877), Danmarks Statistik. De danske Jærnbaner. Samt annonceret i adskillige aviser, f. eks. Thisted Amtsavis 29. sept. 1874.
 
G. A. Gedalia var vekselerer, der tjente rigtig godt på entrepriser med jernbanebyggeri.. Titlen ”baron” fik han af den italienske stat i 1870. I april 1875 gik Gedalia fallit. Justitsråd E. C. Møller figurerer i en skibsliste fra 1873, som måske forklarer hans engagement i projektet. Oplysninger her også fra Nationaløkonomisk Tidsskrift 1877. F. eks. annonceret i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874. Fhv. museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou hævder i en artikel i Kolding Senior (http://www.koldingsenior.dk/senior151145.pdf), at stationsbygningen først blev opført i 1887-88 efter tegninger af Holsøe fra 1866. Denne fejlagtige datering skyldes formentlig en tilsvarende fejlagtig datering ved fredningen af stationsbygningerne i 1992. Se flg. note.
 
Fredningsoplysningen om, at Lunderskov Station skulle være opført 1866, stammer (bl.a.) fra DSB’s strækningsregistrant. Af samme fremgår det, at stationsbygningen skulle være opmålt 1881, hvilket ikke harmonerer med hverken 1887 eller 1888 som opførelses år. I så fald skulle man have opmålt endnu ikke opførte bygninger. Alle disse modstridende og forkerte dateringsoplysninger er nu rettet til det korrekte opførelsesår 1874.
Stationsbygningen af træ fra 1866 fik ved ombygningen i sten fra 1874 i 1877 spiritusbevilling som det eneste sted i Lunderskov, før Hotel Lunderskov også med navneændringen i 1943 fik bevillingen.
 
Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, Aarhus 1971, s. 539. tabeller s. 541. Det udvandringsrelaterede materiale er ikke gennemset. Heller ikke diverse statistiske publikationer omkring befolkningstællinger, se f- eks. Kr. Hvidt, s. 68.
 
Sundblads ejendomme: F. eks. annoncering i Folkebladet Sydjylland 2. nov. 1910
 
I Kraks Vejviser 1942 figurerede hotellet stadig som Lunderskov Missionshotel, i Kraks Vejviser 1944 er navnet ændret til Hotel Lunderskov. Af protokoller for Lunderskov og Omegns Grundejerforening fremgår det, at man 3.2.1943 afholdt møde på Hotel Lunderskov (gennemset af Anna Jespersen, meddelt herfra). Navneændringen (og evt. også spiritusbevilling) i forbindelse hermed må således være sket senest 3.2.1943, formentlig en gang i 1942.
 
I 1901 var der foruden huse 7 gårde, 1 med mølle (der burde have været 2, men det fremgår ikke af folketællingsmaterialet), 8 boelsteder, 1 skole, 1 stationsbygning, 1 posthus
(samme matrikel 2b som stationsbygningen, men her 2by og 2bz), 1 Landbohjem, 1 brugsforening, 1 gjæstgivergård, 1 mejeri.
Og hertil som identificerbare stillingsbetegnelser: formand, sagfører, postmester, maler, snedker, skomagere, portører. Desuden fra optegnelser fra 1894 (en Vejviser for Kolding Omegn) for Lunderskov flg. registrerede stillingsbetegnelser i redigeret oversigtsform: forligsmægler, vurderingsmand, stationsforstander, postekspeditør, jordemoder, telefonist (som iagttageligt bierhverv), bager, bødkere, klodsemager (træsko), kalkværk, klude-, benhandler, kro-, restaurationsdrift, malere, møllere, sadelmager, skræddere, slagter, smed, urmager, mejeridrift.
Alt i alt ser man landsbyens tidligere erhvervsbetegnelser, hvor stationsbyens nye er kommet til. Man bemærker i Vejviseren for 1894, at der foruden andelsmejerierne Skanderup og Lunderskov var et fællesmejeri i Gjelballe og et mejeri på Dollerupgård. I 1902 er der kun de to andelsmejerier tilbage, Skanderup og Lunderskov Mejeri. I det nærliggende Hjarup var der Hjarup Andelsmejeri, og 1897 blev Bastrup Mejeri grundlagt som et søndagshvilende mejeri ligesom Lunderskov Andelsmejeri.
 
 

Niels Peter Sundblad. Niels Peter Sundblad er iflg. Folketællingen født i 1851. Han var stadig restauratør på Jernbanerestaurationen i 1920’erne, hvorefter der kom et par problematiske kvinder iflg. Niels Lings’ erindringer, ikke udgivet, det her anførte er skrevet i 1980.
 

 
[2] Byggeplaner mv. er kun set refereret af Jens Bruun-Petersen i Jernbanehistorisk årbog ’99. Det forekommer til gengæld at være en veldokumenteret og -researchet beskrivelse.
[3] Departementstidende 1868 hæfte 22 – 23.
[4] Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 9, Første række (1877), Danmarks Statistik. De danske Jærnbaner. Samt annonceret i adskillige aviser, f. eks. Thisted Amtsavis 29. sept. 1874.
[5] G. A. Gedalia var vekselerer, der tjente rigtig godt på entrepriser med jernbanebyggeri.. Titlen ”baron” fik han af den italienske stat i 1870. I april 1875 gik Gedalia fallit. Justitsråd E. C. Møller figurerer i en skibsliste fra 1873, som måske forklarer hans engagement i projektet. Oplysninger her også fra Nationaløkonomisk Tidsskrift 1877.
[6] F. eks. annonceret i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874. Fhv. museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou hævder i en artikel i Kolding Senior (http://www.koldingsenior.dk/senior151145.pdf), at stationsbygningen først blev opført i 1887-88 efter tegninger af Holsøe fra 1866. Denne fejlagtige datering skyldes formentlig en tilsvarende fejlagtig datering ved fredningen af stationsbygningerne i 1992.
Postekspedition og jernbane
Et postkort med Hilsen fra Lunderskov. Der er motiv fra både jernbanen og fra det, der i 1898 blev udskilt fra stationsbygningen som posthus. Poststemplets dato er 21.10.1908.
 
Desuden er der neden for et motiv fra Storegade, i retning fra stationsbygningen og nedad Storegade. Det er et postkort fra 1912, t.v. med Storegade 27, hvor mølleren Anton Boisen i 1907 startede et mølleri under navnet Lunderskov Stations Mølle. I 1946 blev stedet overtaget af Tove og H. K. Madsen, som startede cykel-, motorcykel, senere automobilforretning og -værksted her. Forretningen blev afhændet til Thomsen Auto 2006.
På fotoet ses foran Lunderskov Stationsmølle et bud for ”colonial isenkram”. Det kunne meget vel være et bud fra den af N. Reinholdt i nov. 1879 overtagne forretning.
Navnet Lunderskov Stations Mølle ses (omend utydeligt) på Storegade 27 fotoets husgavl. Desuden kunne det se ud til, at den eldrevne mølle har haft et "udvalg af korn, foderstof, malt, mel, ?".
Der er i forgrunden af fotoet et bud, hvor teksten på budcyklen er "Colonial og Isenkram".
Med N. N. Reinholdts brede varesortiment kunne det meget vel være et bud fra dennes forretning. I 1879 overtog den da 27 årige N. N. Reinholdt fra C. Th. Oxholm en forretning, der vist hovedsageligt den gang handlede med dyrefoder.
 
Som supplerende dokumentation for, at det nye posthus, foto t.v., kom til at ligge på Frederiksberggade 4 fra 1898, er der foretaget kontrolopslag i folketællingsmaterialet for 1890 og 1901, bekræftet i matrikelfortegnelsen for 1883, at postmester Bodholdt bor i det ”nye” posthus på matr. nr. 2 by og 2bz.
Hvor Folkebladet Sydjylland blot meddeler, at ”Maltgjører Juhls Ejendom” er erhvervet som postkontor, så kan man i folketællingen for 1890 se, at der er registreret en Høker Nis Kristensen Juhl, 46 år, personløbenr, 128. I husstanden er der ægtefælle og 4 børn. I matrikelkort 1883 kan man se, at 2by og 2bz er posthusets matrikelnr.
 
 
 
 
Landbohjemmet.
Det hævdes lokalt i forskellige sammenhænge, at Lassens Hotel blev opført efter en brand i Landbohjemmet.
Forkerte oplysninger bliver ikke mere rigtige af at blive gentaget, således som det er tilfældet med historien om, at Landbohjemmet skulle være brændt, oven i købet nedbrændt.
Man kan se denne oplysning i Thomas Christensens Skanderup Sogns Historie, s. 182 og s. 188 - muligvis viderebragt i eller foranlediget af - Historisk Atlas om Hotel Lunderskov og i Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv. Lokalarkivet hævder oven i købet, at den af O. Lassen i 1905 for Landbohjemmet opførte hestestald blev bygget sammen med det nye Lassens Hotel, hvilket kun er rigtigt i og med, at Lassen byggede, men det skete, før han i 1905-06 som ejer byggede Lassens Hotel.
Hvem der først har bragt historien om Landbohjemmets brand på bane er ikke så vigtig. Branden må formentlig karakteriseres som en ubefæstet løbehistorie, måske foranlediget af en temmelig voldsom brand i nabobygningen ved siden af Landbohjemmet i 1904.
Desværre har det ikke været muligt at finde dokumentation for, om Landbohjemmet blev nedrevet for at skaffe plads til den ambitiøse nyopførelse, som Lassens Hotel vitterligt var. Eller om bygningen skulle være nedbrændt - i så fald uden at branden blev registreret i pressen .
Men det mest sandsynlige er nok, at den postulerede brand har været en ildebrand i 1904 i naboejendommen til Landbohjemmet, som så er blevet til en ikke-eksisterende brand i Landbohjemmet.
Historisk Atlas om Lunderskov Hotel.
"Hotel Lunderskov blev opført i 1905 på brandtomten hvor Landbohjemmet havde ligget. Hotellet ligger i Storegade og er en bygning som der bliver lagt mærke til, når man kommer til Lunderskov. Da hotellet blev opført var bygherren Lassen og de første år hed hotellet Lassens hotel. I tilknytning til hotellet blev der bygget en stor staldbygning, som i mange år var forpagtet af Jens Laustsen der tog sig ag heste og køretøjer, når gæsterne kom til hotellet."
Kort fortalt hævdes det i Historisk Atlas formentlig fejlagtig og under alle omstændigheder uden dokumentation, at Lassens Hotel blev bygget, på brandtomten.
Og for det andet, at hestestalden, der jo blev bygget af Landbohjemmet i 1905 blev bygget i tilknytning til det nye hotel. 
Det sidste om hestestalden er kun delvist rigtigt i den forstand, at der oprindeligt blev udliciteret til hestestald og en sal, som så må formodes at være bygget først, og at den totale hotelombygning så kom herefter, næsten sideløbende med bygning af hestestald og sal til det, der blev det nye hotel.
 

Salget af Hviids gård i Dollerup 1866. Bortforpagtning af Lunderskov Gjæstgivergaard til Nis Juhl.

Og en anden gårdhandel i Dollerup
Propritær Hviid sælger sin gård i Dollerup - og køber, opfører muligvis den ejendom over for "Lunderskov Station", som enkemadam Hviid i nov. 1868 bortforpagter til "hr. N. Juhl"
Enkemadam Hviids bortforpagtning af sit over for "Lunderskov Station" beliggende Gjæstgiveri.
 
 
 

Fra Landbohjemmet til Lassens Hotel.

 
Skiftet fra Lunderskov Landbohjem til Lassens Hotel sker i begyndelsen af 1906. Den tidligst konstaterede annoncering for Lassen Hotel er 6. febr. 1906. Den seneste annoncering for Lunderskov Landbohjem er 29. dec. 1905.
Man må nok forestille sig, at Lassen i august 1905 har startet omlægningen med den da udbudte licitation over hestestald og en ny sal til Landbohjemmet.
Ydermere forholder det sig nok sådan, at den i 1905 i licitation udbudte - og vel samme år opførte - sal er den endnu eksisterende baggårdstilbygning til Hotel Lunder.
Og at O. Lassen har nedrevet de gamle bygninger til Lunderskov Landbohjem og opført sit nye Lassens Hotel med den i 1905 opførte sal som tilbygning til det herefter nyopførte hotel
Baggården til hotellet. Formentlig den af Lassen i 1905 opførte sal. I generationer brugt som fest- og balsal. Lassens Hotel kort tid efter opførelsen 1905-06. Man kunne godt forestille sig, at det er den gamle kælder fra Landbohjemmet, det nye Lassens Hotel er bygget oven på.
Landbohjemmet på postkort, dateret 29.09.1906, hvor det uomtvisteligt må være blevet fjernet af Lassen for at skabe plads til hans nye Lassens Hotel. - Som kunne se ud til at være bygget på fundament og kælder til Landbohjemmet.
.
1849 mindehøjtidelighed på Lunderskov Gjæstgiveri 23, april 1874
Mindehøjtidelighed på Skanderup kirkegård og i Lunderskov Gjæstgiveri for faldne fra sognet under treårskrigen, 1. slesvigske krig i 1849, slaget ved Ejstrup 23. april 1849. Sært nok synes de tre ukendte faldne, der i 1874 fik rejst deres mindesten, ikke at være registreret i den her anførte henvisning.
Mindesten 1874


Mindesten på Skanderup Kirkegård, opsat i 1874 til minde om slaget ved Ejstrup. Se herom. Privat foto. Mindestenens tekst:
Her under hvile 3 ukendte soldater, faldne i kampen for fædrelandet i slaget ved Ejstrup 13. april 1849.
Deres navne kjendes ikke, men deres daad skal lyse for kommende slægter.
Dette mindesmærke rejstes 25 aarsd 1874.
Mindehøjtideligheden blev afholdt i Lunderskov Gjæstgivergaard 1874.
 
Lunderskov Biograf på Lassens Hotel i 1909. Lassen sælger sit hotel som Lunderskov Missionshotel i 1918
 
Lunderskov Missionshotel
 
 
Folketælling 1940.
Navnet på hotelejeren i 1940 kan være vanskeligt at tyde. Det er sikkert, at han er født i 1912, altså 28 år gammel. Efternavnet Andersen og tituleringen som hotelejer i Storegade ligger også fast. Museklik for at få en forstørrelse.
 
Marinus Andersen er registreret som købmand i Kraks Vejviser 1934. I samme registrant finder vi Lunderskov Missionshotel. I Kraks Vejviser 1935 finder vi som købmand i Lunderskov Hans Mogensen, der her helt tydeligt har overtaget Marius Andersens købmandsbutik Storegade 3 i Lunderskov. Desuden optræder Lunderskov Missionshotel løbende, indtil navneskiftet til Hotel Lunderskov 1942-43.
Første generalforsamlinger i Lunderskov Brugsforening og Skanderup Brugsforening.
 
Finnemann.
 
 
Landbohjemmet
 
 
 
Jernbanestation og omliggende bebyggelser
Lunderskov Jernbanestation, postkort, som er dateret 1905, hvilket passer fint, før 1909, hvor Finnemann ombyggede Lunderskov Kro med en ekstra etage. Se bygninger bag pakhuset og neden for. Udsnit af udateret postkort, der må kunne dateres til o. 1920-30, efter 1909, hvor Finnemann satte en ekstra etage på Lunderskov Kro. Finnemanns træbelægning af øverste etage er åbenbart senere fjernet.
Lunderskov Kro før Finnemann Hotel Lunderskov med Finnmanns ombygning i eller o. 1909.
Lunderskov Jernbanestation o. 1910 - Finnemanns nyrenoverede Hotel Lunderskov kunne godt være bygningen i baggrunden, modsat sationsbygningere - hvor man også ser skorstenen til Lunderskov Mejeri.
Desværre er det umuligt at bestemme placeringen i forhold til Jernbanegade 1, det tidligere Gjæstgiveri, som fysisk ligger tættere på gaden end det tidligere Hotel Lunderskov / Lunderskov Kro / Lunderskov Stationskro.
L. C. Finnemann, fra gårdejer, -forpagter i Sjøllund til hotelejer i Lunderskov 1909 indtil fallit i 1913.
Selv om det var tiden op til 1. verdenskrig, så var der ikke megen gullasch i Finnemanns aktiviteter. Han købte en formentlig noget konkurrenceramt Lunderskov Kro, der omdøbt til Hotel Lunderskov - uden spiritusbevilling - måtte konkurrere med Lassens Hotel, der heller ikke måtte udskænke stærke drikke. Men Lassen Hotel var bygningsmæssigt en imponerend efterfølger til det i 1906 ombyggede Landbohjem.
Med Finnemann ude af billedet i 1913 blev Hotel Lunderskov købt som afholdshotel, blev til Lunderskov Afholdshotel, der eksisterede indtil 1919, hvor det blev udbudt til salg, året efter at Lassens Hotel var blevet til Lunderskov Missionshotel.
Man kan i bagklogskabens klare lys undre sig over, at der både etableres et afholds.- og et missionshotel i så lille en by. Men det var jo Skanderup Sogn i vækkelsens tid under pastor Moe, så det har vel været næsten helt naturligt.
  Hotel Lunderskov bliver Lunderskov Afholdshotel
Familien Juhl, Gjæstgiveri m.v.
 
Lokale opfindere.
Prædikatet som opfinder er ikke patentbeskyttet. Marius Andersens søn, Eli Andersen, Aage Skouboe på LM og Karl Møller Nagbøl kan på hver deres områder karakteriseres som opfindere på deres respektive områder. Eller som bærere af innovative evner, d.v.s. i stand til at omsætte gode ideer i praksis.
 
Gjæstgiveri, kroer og hoteller, en samlet oversigt
Lunderskov Gjæstgivergaard, som den har set ud som manufakturhandel og den gang, den før 1934 var sammenbygget med Lunderskov Kro, Stationskro og Hotel. Der så med L. C. Finnemann i 1909 blev til Hotel Lunderskov og fra 1913 Lunderskov Afholdshotel. Indtil det formentlig blev nedrevet i 1934 for at give plads til De gamles Hjem. Det er ud fra det eksisterende kildegrundlag ikke muligt at sige, om Gjæstgivergaarden blev bygget før eller efter Enkemadam Hviids overtagelse i 1866 og N. Chr. Juhls efterfølgende forpagtning i 1868. Ej heller, om de to bygninger fra start har været opført sammen.
Lunderskov Kro, Stationskro og Lunderskov Hotel, som stedet må have set ud før Finnemanns ombygning i 1909.
Lunderskov Afholdshotel 1913-1919 - en justering af Finnemanns ombygning.
L. C. Finnemanns Hotel Lunderskov 1909-13.
Landbohjemmet blev i 1906, i 1905 ombygget af den tidligere bestyrer på Landbohjemmet, Oskar Lassen, herefter omdøbt til Lassens Hotel. I marts 1918 overtaget af et konsortium som Lunderskov Missionshotel. i 1942-43 bliver stedet med spiritusbevilling til Hotel Lunderskov.
Loklalt er det hævdet, formentlig urigtigt, at det tidligere Landbohjem skulle være nedbrændt før Oskar Lassens ombygning. Det mest sandsynlige er nok, at den ildebrand, der i 1904 var i naboejendommen til Landbohjemmet, er den fjer, som er blevet til den høne, der florerer som en ikke-eksisternede ildebrand i Landbohjemmet.
 
 
 
 
 
Lunderskov Jernbanestation i 1866 Lunderskov o 1904, matrikelkort, klik for forstørrelse
Transport ved Lunderskov Station o. 1900 Lunderskov Station i 1911
Lunderskov jernbanestation med vandtårn, udateret postkort, formentlig o. 1920-30'erne. Opløsningen er for dårlig til en præcis bestemmelse af bygningerne t. h., men det kunne se ud som manufakturhandelen og Hotel Lunderskov - eller nok snarere Lunderskov Afholdshotel - før opførelsen af De gamles Hjem i 1934.
Lunderskov jernbanestation, måske o. 1930-50
Lunderskov Landbohjem ses på dette postkort dateret 29.09.1906, hvor efterfølgeren Lassens Hotel har været opført.
Det er formentlig en misforståelse - og en nu almindeligt fremført vandrehistorie - at Lunderskov Landbohjem skulle være nedbrændt før opførelsen af Lassens Hotel, der startede i august 1905.
 
Bemærk, at der kun er telefon-, ingen elmaster i byen på tidspunktet for fotografiet.
Lassens Hotel under opførelse som afløser for Landbohjemmet, 1905-06. Man må formode, at de nye hotelbygninger har været klar i starten af febr. 1906, hvor annonceringen for Lasens Hotel i stedet for Landbohjemmet starter. Man kan konstatere, at hestestalden, som Lassen udbyder i licitation til Landbohjemmet i august 1905 tydeligt er opført inden resten af det tidligere Landbohjemmet ombygges til Lassens Hotel med navne- og ejerskift i 1906.
Kolding Folkeblad annoncerer 30. maj 1906 et møde på Lassens Hotel 1. juni for "Medlemmer af det tidligere Lunderskov Landbohjem."
Lunderskov Gjæstgiveri, som bygningen så ud som manufakturhandel i 1950'erne, Jernbanegade 1. Det vil muligvis være en rimelig antagelse, at det gamle, oprindelige Gjæstgiveri er blevet ombygget samtidigt med ombygningen af Finnemanns Hotel. Lunderskov Kro, Stationskro, senere Hotel Lunderskov, Finnemanns afløser for Lunderskov Gjæstgiveri, samt 1913-19 Lunderskov Afholdshotel, Jernbanegade 3.
 
Og Jernbanegade 1-3 i dag, det tidligere Lunderskov Gjæstgiveri og senere manufakturhandel samt afløseren for Lunderskov Kro eller Hotel fra 1934, det tidligere alderdomshjem. Se en samlet beskrivelse af Nis Chr. Juhl, jernbanen, Gjæstgiveri, Postexpedition og de matrikler, hvor Gjæstgiveri, Kro og Hotel var placeret.
 
 
 
Gjæstgiveriet og jernbanen
Jernbanegade 1 i Lunderskov som manufakturhandel i 1950'erne.
Formentlig bygget i 1866, og efterfølgende var her placeret Lunderskov Gjæstgiveri og brevsamlingssted indtil 1888.
Det fremgår af annonceringen i Aalborg Stiftstidende 4. nov. 1868, at et eksisterende Gjæstgiveri ved Lunderskov Station bortforpagtes til N. Juhl.
Gaardejer Simon Nielsen, Lunderskov forsøger flere gange efterfølgende med ansøgninger til Ribe Amtsråd også at få lov til at drive Gjæstgiveri, hvilket dog hver gang blev afslået.
 
Det kan af denne detalje i postkort med Lunderskov Jernbanestation se ud til, faktisk iagttages, at Lunderskov Kro, senere Hotel Lunderskov og Lunderskov Afholdshotel har været sammenbygget med det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri, senere manufakturhandel. Se foto oven for.
Med opførelsen af De gamles Hjem i 1934 har man så sikkert slet og ret fjernet denne bygning, der nok mildest talt ikke har været en succes som kro- og hoteldrift. Skulle den som forkert postuleret være nedbrændt, så er manufakturhandelen, den gamle Gjæstgivergaard sluppet heldigt og uden iagttagelige konsekvenser.
 

Værtshuse, kro(er), hotel

Lunderskov Kro, som stedet nok har set ud før Finnemanns overtagelse. Det blev formentlig restaureret ved L. C. Finnemanns overtagelse i 1909. Som Lunderskov Stationskro annonceres der auktion på stedet i Folkebladet Sydjylland 3. april 1894.
 
I annonceringer kalder Finnemann sit etablissement Hotel Lunderskov.
 
Lunderskov Gjæstgivergaard over postudbringning til mageskifte i 1905, hvor stedet ophører som Gjæstgiveri.
 
 
 
 
En samtidig avisannoncering - med to forskellige navne for det samme hotel - er symptomatisk for navneforvirringen o. Lunderskov Hotel og Hotel Lunderskov.
Vi ved, at først med L. C. Finnemann blev den tidligere Lunderskov Kro til Hotel Lunderskov, som så i 1913 blev til Lunderskov Afholdshotel.
O. Lassen døbte heldigvis sin afløser for Landbohjemmet Lassens Hotel, der så i 1918 blev til Lunderskov Missionshotel. Og først i 1943 til Hotel Lunderskov.
 
 
 
 
Her et foto, dateret til o. 1930 af lokalarkivet, med Christian og hustru Karen Juhl i baghaven til Jernbanegade 1. Bygningen i baggrunden ligner på besnærende vis et parti fra Hotel Lunderskov. Iflg. Tapio Juhl, der er vokset op på denne adresse, er der tale om et udhus "... med pissoir, lokummer, vaskehus, brænderum samt et stort loft, hvor (der) øverst (var) henlagt hejsehjulet, når tungere købmandsvarer skulle på lager."
Juhls matrikler lå ved siden af, matr.nr. 2aq, hvor kro-, hotelbygningen kunne se ud til at være ombygget eller nyopført mellem 1905 og 1909, hvor L. C. Finnemann overtager matr. 2aq. Der findes et foto, hvor man helt tydeligt ser tilbygningen fra den tidligere kro-, hotelbygning til Jernbanegade 1 fremgå.
Desuden et foto af skomager Thomsen i baghaven. Karen Juhl er datter af skomager Thomsen iflg. oplysninger fra familien.
Lunderskov Skomagerforretning Storegade 14. I personidentifikationen har Lunderskov Lokalarkiv valgt at se bort fra kvinderne på fotoet
 
 
Jernbanen 1866
 
 
 
Lunderskov Landbohjem på postkort, dateret 29.09.1906, året hvor det blev nedrevet for at skabe plads til Lassens Hotel.
Lassens Hotel kort tid efter opførelsen 1905-06. Man kunne godt forestille sig, at det er den gamle kælder fra Landbohjemmet, det nye Lassens Hotel er bygget oven på.
Placeret lidt mod syd, også over for jernbanestationen, den nye fra 1874, har vi Landbohjemmet, der blev til Lassens Hotel i 1906, der blev til Lunderskov Missionshotel i 1918, der senere blev til Hotel Lunderskov 1943.
Starten som Lunderskov Landbohjem ser ud til at have været 1889, og stedet eksisterede indtil 1906, hvor det ombygget blev til Lassens Hotel, navngivet efter den tidligere forpagter af Landbohjemmet og fra 1905 ejer, hvor han så ombyggede.
Landbohjemmet har oprindeligt været en klub eller en forening, bestående af landbrugere, fremgår det af de samtidige annonceringer. Der har eksisteret tilsvarende foreninger i dele af Danmark tilbage fra 1800-tallets start, og de må formodes at være forløbere for de senere landbo- og, endnu senere, husmandsforeninger. Lokalt Kolding Herreds Landboforening, KHL, der blev stiftet 26. februar 1869.
Lunderskov Landbohjem var med pensionat, mødelokaler m.v. Det første vi hører om foreningen - og dermed bygningen med Landbohjemmet er i en annonce i Folkebladet Sydjylland 4. okt. 1889, hvor der annonceredes med et møde på Lunderskov Landbohjem i "Skanderup Hesteassuranceforening". Annoncen er underskrevet (Carl Adolph Frederik) Schlegel, ejeren af Wissingsminde i Skanderup, se folketælling 1890.
6. dec. 1889 annonceres der om generalforsamling i "Lunderskov og Omegns Landbohjem". Det kan med rimelighed antages, at både forening og bygning startede med at optræde som Lunderskov Landbohjem i 1889.
 
Lunderskov Landbohjem var en forening (selskab hed det den gang) med en valgt bestyrelse, og Oskar Lassen var i 1901 folketællingen registreret som agerbruger og som foreningsvært for Landbohjemmet, sammen med søsteren Dora, der i denne folketælling var registreret som husbestyrerinde. I 1906 folketællingen var Oskar Lassen registreret som vært på Lassens Hotel, søsteren som værtinde.
I 1901 folketællingen ser det ud til, at søskendeparret bor bag Landbohjemmet, fra 1906 bor de på matr.nr. 2ci, hvor det nyopførte Lassens Hotel kom til at ligge.
Udviklingen fra Lunderskov Landbohjem til Lassens Hotel ser ud til at være foregået i tiden mellem 12. aug. 1905 - hvor O. Lassen på vegne af Landbohjemmet udskrev "Licitation over Byggearbejde" på en sal og en hestestald til Landbohjemmet - indtil starten af 1906, hvor der i februar kan konstateres navneskifte til Lassens Hotel.
Og som Lunderskov Missionshotel. Her er kommet elmaster, og telefonmasten har skiftet side i Storegade. Baggården til hotellet. Formentlig den af Lassen i 1905 opførte sal. I generationer brugt som fest- og balsal.
Som anført var Oskar Lassen oprindeligt foreningsvært for Landbohjemmet. Det har ikke været muligt at klarlægge, hvorfor Oskar Lassen i 1905 udbød til licitation over "en Sal og en Hestestald ved Landbohjemmet ...", men det er temmelig sandsynligt, at Oskar Lassen på dette tidspunkt har erhvervet Landbohjemmet. Kort tid herefter annonceredes der 21. febr. 1906 i 'Folkebladet Sydjylland om en aktivitet i de nu tidligere Landbohjem-lokaler under navnet Lassens Hotel.
Ud fra annonceringer i den samtidige presse, Folkebladet Sydjylland, kunne det se ud til, at Oskar Lassen nok har erhvervet Landbohjemmet i 1905. Og i febr. 1906 dukker de første annonceringer fra Lassens Hotel op. Foreninger af samme type som Lunderskov Landbohjem findes også i omegnens mindre byer. Der høres sporadisk om foreningsarrangementer i 1906. Men herefter hører vi ikke mere til den forening. Sammenligner man med andre Landbohjem, så kunne et fællestræk være, at de som forsamlingshuse syd for Kongeåen blev bygget og dannet for at kunne mødes på egne (danske) betingelser uden de tyske myndigheders indblanding.
Da Lunderskov Landbohjem var en forening med lokaler nord for Kongeåen, skal der dog nok søges andre begrundelser for denne forenings dannelse. Forudsætningen for at belyse dette er, at der er bevaret foreningsarkivalier.
Det hævdes - udokumenteret og formentlig ganske forkert - i den lokale historieskrivning, at Landbohjemmet skulle være brændt i forbindelse med opførelsen af den nye bygning, som kom til at hedde Lassens Hotel fra begyndelsen af 1906.
Der har ikke i nogen del af de lokale eller landsdækkende aviser været omtale af ildebrand i Lunderskov i forbindelse med Landbohjemmets forsvinden til fordel for Lassens Hotel.
At Lunderskov Landbohjem skulle være brændt i stedet for slet og ret at være blevet revet ned af Oskar Lassen for at skaffe plads til den imponerende bygning, som fra 1906 hed Lassens Hotel, er en mulighed, der ikke ses dokumenteret i det eksisterende kildemateriale.
Antagelse om, at en brand skulle have været Landbohjemmets endeligt kan muligvis skyldes en ret voldsomme brand, som flere aviser omtaler 31. okt. 1904 i en naboejendom til Landbohjemmet.
Sammenligner man det nyopførte Lassens Hotel med den enkelte afbildning på et postkort, vi har af Landbohjemmet, kunne det godt tyde på, at det tidligere Landbohjems kælder fortsatte som kælder i det nye hotel.
Bygningsmæssigt er Lassen Hotel så afgjort den mest imponerende af byens kroer, værtshuse, hoteller o. århundredskiftet.
Med hestestalden og den til Landbohjemmet i 1905 tilbyggede sal, var Lassens Hotel byens største samlingssted og i princippet en hjørnesten i foreningsliv m.v. i stationsbyen Lunderskov.
Men afholdsbevægelsen og missionen sørgede for, at der ikke var nogen spiritusbevilling før 1943. Og det har givet været et driftsmæssigt handicap.
Søsteren til ejeren af det nyopførte Lassens Hotel, Dora Lassen var husbestyrerinde. Der er yderligere en søster, Marie Lassen, 2 stk. tyende og 2 mandlige logerende. Det har været et absolut mindre etablissement, også når man sammenligner med personalet iflg. 1911 folketællingen. Her er Oskar Lassen og Dora Lassen henholdsvis gæstgiver og husbestyrerinde. Der er desuden 3 pensionærer, 6 logerende, 1 ”tjenestetyende”, 1 hotelkarl, 1 serveringsjomfru, 1 kogejomfru, 1 stuepige, 2 køkkenpiger. Desuden bor der en staldforpagter, Jens C. Laustsen med kone og børn.
Lassens Hotel, der efterfulgte Landbohjemmet nåede også at blive hotel med biograf, før det i 1918 blev købt som Lunderskov Missionshotel. Det mest bemærkelsesværdige ved Lunderskov Missionshotel kunne hævdes at være, at Henrik Pontoppidan, litterær nobelpristager, forfatter til bl. a. Lykke Per d. 9. juli 1920 opholdt sig på hotellet.
Pontoppidan meddelte herfra, at "Der skal efter Sigende ikke være en Seng at opdrive i nogen sønderjysk By, saa jeg tror nok, jeg gjorde klogt i at holde mig paa denne Side Grænsen. Her har jeg et udmærket Værelse (for 3 Kr. pr. Døgn), og jeg kan herfra nogenlunde let komme til alle de Steder, hvor der i disse Dage festes.
Lassens Hotel var flere gange til debat i sognerådet mht. spiritusbevilling og gæstgiveri. Allerede før det indremissionske flertal i sognerådet fra 1913 blev det nedstemt at give denne bevilling.
De første annonceringer fra Lassens Hotel starter 21. febr. 1906. Hotelbyggeriet må således nok formodes at være startet i 1905. Efter opførelsen af "hestestald og en sal", d.v.s. den del af hotellet, som senere blev hotellets forsamlings- og balsal. Denne del af hotellet blev udbudt i licitation af Oskar Lassen som forretningsfører for Landbohjemmet.
Lassens Hotel bliver til Lunderskov Missionshotel ved salg til et konsortium i marts 1918. Det er en del af købet, at dette hotel ikke skal have udskænikning af "stærke Drikke", spiritus.
I tiden o. 1. verdenskrig toppede Dansk Afholdsforening med o. 69.000 medlemmer. Man kan i Kraks Vejviser se, at det tidligere missionshotel mellem 1942 og 1944 er blevet til Hotel Lunderskov. Navneændringen kan muligvis skyldes en nu opnået spiritusbevilling. Navneændringen fra Lunderskov Missionshotel til Hotel Lunderskov mellem 1942 og 1944 er uomtvistelig, hvis man tager Kraks Vejviser for at være retvisende. Og det kan man som regel være rimeligt tryg ved.
Det nyopførte Lasens hotel med navnet i gavlen. Bemærk, at elmaster mangler her som ved foto af Landbohjemmet. Dog kunne der se ud til at have været en masteanordning, som måske har været til en foreløbig elforsyning i det nye Lassens Hotel. Og som Lunderskov Missionshotel. Her er kommet elmaster, og telefonmasten har skiftet side i Storegade - fra den modsatte side af hotellet til samme side. Postkortet markeret Marinus Andersen sælger iflg. Krak sin købmandsbutik til Hans Mogensen mellem 1934 og 1935, hvor postkortet med Marius Andersens navn må være fra.
Muligvis fra 1934-35 kan man formode, at hotellet ophørte med driften som missionshotel, hvor det blev købt af købmand Marius Andersen, der havde butik Storegade 3, nabo til hotellet.
I folketælling 1940 ses som hotelejer i Storegade en kun 28 år gammel K. P. Andersen. Herefter Valdemar Kjær Gydesen, der havde hotellet 1949 - 1961.
Familien Thrane havde hotellet 1961 til 2001, hvor der i Jyske Vestkysten 9. sept. 2001 er et "vemodigt" afskedsinterview med hotelejer Kirsten Thrane Madsen, datter af Andreas Thrane, der overtog hotellet i 1961.
Hotellet gik konkurs i 2012.

Lunderskov Stationsrestauration

Derimod har der tilsyneladende ikke været forsøg på at hindre spiritusudskænkning på Lunderskov Stationsrestauration, som fra 1877 i adskillige år havde den samme restauratør, N. P. Sundblad. I de tilgængelige sogneprotokoller figurerer stedet simpelthen ikke som diskussionsemne mht. spiritusbevilling.
Ud over at være restauratør i en menneskealder i Lunderskov, var N. P. Sundblad også et par år 1881-82 agent i den massive udvandring, der foregik fra Danmark i et omfang af 172.073 udvandrede 1868-1900 . Der annonceredes med Sundblad som agent i pressen. Men hvor mange, der er udvandret fra sognet under indflydelse heraf, kan der ikke siges noget om ud fra det gennemsete kildemateriale. Det har nok ikke været alverden. Netop i 1880’erne gik det rigtig godt for landbrugslandet Danmark. Så der har ikke været den umiddelbare tilskyndelse, begrundet i nød, som ellers har været drivkraften i store dele af udvandringsbølgen fra Europa i disse år. Iflg. det hovedværk, som grundigst har undersøgt udvandringen fra Danmark , var der en markant forøgelse af udvandringen i 1880-84, men et markant fald fra 1895-99. Det relevante materiale, hvis Sundblads rolle i udvandringen skulle undersøges, ville være registreringer i Vejle Byfogedarkiv 1879-85. Samt materiale fra politiets årsberetninger og forskellige statistiske sammendrag, der i givet fald skulle sammenholdes.
O. 1910 kunne det se ud til, at N. P. Sundblad disponerede over en eller flere ejendomme omkring Jernbanestationen, hvor butikker, værelser kunne fås til leje.
Hotel- og restaurationsvæsen i Lunderskov afspejler temmeligt nøje de herskende religiøse og - afspejlet i sognerådet - politiske magtforhold, suppleret med den o. århundredskiftet ganske stærke afholdsbevægelse i modstanden mod den spiritusbevilling, der tidligst i 1943 blev givet til Hotel Lunderskov, som Lunderskov Missionshotel på dette tidspunkt har taget navneforandring til. Medens spiritusudskænkning uden problemer har kunnet foretages på jernbanerestaurationen siden 1877.
 
Stationsbyens centrale færdselsåre var Storegade, hvor det tidlige byggeri startede omkring stationsbygningen.
 
Lunderskov brugsforening.
Iflg. de historiske stamdata, der kan findes om Lunderskov Brugsforening, nuværende adresse Iver DahlsVej 4, 6640 Lunderskov, så er oprettelsen som brugsforening sket i dec. 1895. Den første annoncerede generalforsamling blev afholdt på Lunderskov Kro 22. okt. 1896.
I Kraks Vejviser 1896 kan man finde nys vedtage vedtægter for FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger. Man kan her iagttage et pænt lokalt islæt fra henholdsvis Vester Nebel og Gjesten.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

Noter og dokumentation


Bygningen, der husede Lunderskov Gjæstgivergaard, eksisterer stadig som Jernbanegade 1 i Lunderskov.
 
Byggeplaner mv. er kun set refereret af Jens Bruun-Petersen i Jernbanehistorisk årbog ’99. Det forekommer til gengæld at være en veldokumenteret og -researchet beskrivelse.
 
Departementstidende 1868 hæfte 22 – 23.
 
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 9, Første række (1877), Danmarks Statistik. De danske Jærnbaner. Samt annonceret i adskillige aviser, f. eks. Thisted Amtsavis 29. sept. 1874.
 
G. A. Gedalia var vekselerer, der tjente rigtig godt på entrepriser med jernbanebyggeri.. Titlen ”baron” fik han af den italienske stat i 1870. I april 1875 gik Gedalia fallit. Justitsråd E. C. Møller figurerer i en skibsliste fra 1873, som måske forklarer hans engagement i projektet. Oplysninger her også fra Nationaløkonomisk Tidsskrift 1877. F. eks. annonceret i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874. Fhv. museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou hævder i en artikel i Kolding Senior (http://www.koldingsenior.dk/senior151145.pdf), at stationsbygningen først blev opført i 1887-88 efter tegninger af Holsøe fra 1866. Denne fejlagtige datering skyldes formentlig en tilsvarende fejlagtig datering ved fredningen af stationsbygningerne i 1992. Se flg. note.
 
Fredningsoplysningen om, at Lunderskov Station skulle være opført 1866, stammer (bl.a.) fra DSB’s strækningsregistrant. Af samme fremgår det, at stationsbygningen skulle være opmålt 1881, hvilket ikke harmonerer med hverken 1887 eller 1888 som opførelses år. I så fald skulle man have opmålt endnu ikke opførte bygninger. Alle disse modstridende og forkerte dateringsoplysninger er nu rettet til det korrekte opførelsesår 1874.
Stationsbygningen af træ fra 1866 fik ved ombygningen i sten fra 1874 i 1877 spiritusbevilling som det eneste sted i Lunderskov, før Hotel Lunderskov også med navneændringen i 1943 fik bevillingen.
 
Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, Aarhus 1971, s. 539. tabeller s. 541. Det udvandringsrelaterede materiale er ikke gennemset. Heller ikke diverse statistiske publikationer omkring befolkningstællinger, se f- eks. Kr. Hvidt, s. 68.
 
Sundblads ejendomme: F. eks. annoncering i Folkebladet Sydjylland 2. nov. 1910
 
I Kraks Vejviser 1942 figurerede hotellet stadig som Lunderskov Missionshotel, i Kraks Vejviser 1944 er navnet ændret til Hotel Lunderskov. Af protokoller for Lunderskov og Omegns Grundejerforening fremgår det, at man 3.2.1943 afholdt møde på Hotel Lunderskov (gennemset af Anna Jespersen, meddelt herfra). Navneændringen (og evt. også spiritusbevilling) i forbindelse hermed må således være sket senest 3.2.1943, formentlig en gang i 1942.
 
I 1901 var der foruden huse 7 gårde, 1 med mølle (der burde have været 2, men det fremgår ikke af folketællingsmaterialet), 8 boelsteder, 1 skole, 1 stationsbygning, 1 posthus
(samme matrikel 2b som stationsbygningen, men her 2by og 2bz), 1 Landbohjem, 1 brugsforening, 1 gjæstgivergård, 1 mejeri.
Og hertil som identificerbare stillingsbetegnelser: formand, sagfører, postmester, maler, snedker, skomagere, portører. Desuden fra optegnelser fra 1894 (en Vejviser for Kolding Omegn) for Lunderskov flg. registrerede stillingsbetegnelser i redigeret oversigtsform: forligsmægler, vurderingsmand, stationsforstander, postekspeditør, jordemoder, telefonist (som iagttageligt bierhverv), bager, bødkere, klodsemager (træsko), kalkværk, klude-, benhandler, kro-, restaurationsdrift, malere, møllere, sadelmager, skræddere, slagter, smed, urmager, mejeridrift.
Alt i alt ser man landsbyens tidligere erhvervsbetegnelser, hvor stationsbyens nye er kommet til. Man bemærker i Vejviseren for 1894, at der foruden andelsmejerierne Skanderup og Lunderskov var et fællesmejeri i Gjelballe og et mejeri på Dollerupgård. I 1902 er der kun de to andelsmejerier tilbage, Skanderup og Lunderskov Mejeri. I det nærliggende Hjarup var der Hjarup Andelsmejeri, og 1897 blev Bastrup Mejeri grundlagt som et søndagshvilende mejeri ligesom Lunderskov Andelsmejeri.
 
 

Niels Peter Sundblad. Niels Peter Sundblad er iflg. Folketællingen født i 1851. Han var stadig restauratør på Jernbanerestaurationen i 1920’erne, hvorefter der kom et par problematiske kvinder iflg. Niels Lings’ erindringer, ikke udgivet, det her anførte er skrevet i 1980.
 

 
[2] Byggeplaner mv. er kun set refereret af Jens Bruun-Petersen i Jernbanehistorisk årbog ’99. Det forekommer til gengæld at være en veldokumenteret og -researchet beskrivelse.
[3] Departementstidende 1868 hæfte 22 – 23.
[4] Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 9, Første række (1877), Danmarks Statistik. De danske Jærnbaner. Samt annonceret i adskillige aviser, f. eks. Thisted Amtsavis 29. sept. 1874.
[5] G. A. Gedalia var vekselerer, der tjente rigtig godt på entrepriser med jernbanebyggeri.. Titlen ”baron” fik han af den italienske stat i 1870. I april 1875 gik Gedalia fallit. Justitsråd E. C. Møller figurerer i en skibsliste fra 1873, som måske forklarer hans engagement i projektet. Oplysninger her også fra Nationaløkonomisk Tidsskrift 1877.
[6] F. eks. annonceret i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874. Fhv. museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou hævder i en artikel i Kolding Senior (http://www.koldingsenior.dk/senior151145.pdf), at stationsbygningen først blev opført i 1887-88 efter tegninger af Holsøe fra 1866. Denne fejlagtige datering skyldes formentlig en tilsvarende fejlagtig datering ved fredningen af stationsbygningerne i 1992.
Postekspedition og jernbane
Et postkort med Hilsen fra Lunderskov. Der er motiv fra både jernbanen og fra det, der i 1898 blev udskilt fra stationsbygningen som posthus. Poststemplets dato er 21.10.1908.
 
Desuden er der neden for et motiv fra Storegade, i retning fra stationsbygningen og nedad Storegade. Det er et postkort fra 1912, t.v. med Storegade 27, hvor mølleren Anton Boisen i 1907 startede et mølleri under navnet Lunderskov Stations Mølle. I 1946 blev stedet overtaget af Tove og H. K. Madsen, som startede cykel-, motorcykel, senere automobilforretning og -værksted her. Forretningen blev afhændet til Thomsen Auto 2006.
På fotoet ses foran Lunderskov Stationsmølle et bud for ”colonial isenkram”. Det kunne meget vel være et bud fra den af N. Reinholdt i nov. 1879 overtagne forretning.
Navnet Lunderskov Stations Mølle ses (omend utydeligt) på Storegade 27 fotoets husgavl. Desuden kunne det se ud til, at den eldrevne mølle har haft et "udvalg af korn, foderstof, malt, mel, ?".
Der er i forgrunden af fotoet et bud, hvor teksten på budcyklen er "Colonial og Isenkram".
Med N. N. Reinholdts brede varesortiment kunne det meget vel være et bud fra dennes forretning. I 1879 overtog den da 27 årige N. N. Reinholdt fra C. Th. Oxholm en forretning, der vist hovedsageligt den gang handlede med dyrefoder.
 
Som supplerende dokumentation for, at det nye posthus, foto t.v., kom til at ligge på Frederiksberggade 4 fra 1898, er der foretaget kontrolopslag i folketællingsmaterialet for 1890 og 1901, bekræftet i matrikelfortegnelsen for 1883, at postmester Bodholdt bor i det ”nye” posthus på matr. nr. 2 by og 2bz.
Hvor Folkebladet Sydjylland blot meddeler, at ”Maltgjører Juhls Ejendom” er erhvervet som postkontor, så kan man i folketællingen for 1890 se, at der er registreret en Høker Nis Kristensen Juhl, 46 år, personløbenr, 128. I husstanden er der ægtefælle og 4 børn. I matrikelkort 1883 kan man se, at 2by og 2bz er posthusets matrikelnr.
 
 
 
 
Landbohjemmet.
Det hævdes lokalt i forskellige sammenhænge, at Lassens Hotel blev opført efter en brand i Landbohjemmet.
Forkerte oplysninger bliver ikke mere rigtige af at blive gentaget, således som det er tilfældet med historien om, at Landbohjemmet skulle være brændt, oven i købet nedbrændt.
Man kan se denne oplysning i Thomas Christensens Skanderup Sogns Historie, s. 182 og s. 188 - muligvis viderebragt i eller foranlediget af - Historisk Atlas om Hotel Lunderskov og i Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv. Lokalarkivet hævder oven i købet, at den af O. Lassen i 1905 for Landbohjemmet opførte hestestald blev bygget sammen med det nye Lassens Hotel, hvilket kun er rigtigt i og med, at Lassen byggede, men det skete, før han i 1906 som ejer byggede Lassens Hotel.
Hvem der først har bragt historien om Landbohjemmets brand på bane er ikke så vigtig. Branden må formentlig karakteriseres som en ubefæstet løbehistorie, måske foranlediget af en temmelig voldsom brand i nabobygningen ved siden af Landbohjemmet i 1904.
Desværre har det ikke været muligt at finde dokumentation for, om Landbohjemmet blev nedrevet for at skaffe plads til den ambitiøse nyopførelse, som Lassens Hotel vitterligt var. Eller om bygningen skulle være nedbrændt - i så fald uden at branden blev registreret i pressen .
Men det mest sandsynlige er nok, at den postulerede brand har været en ildebrand i 1904 i naboejendommen til Landbohjemmet, som så er blevet til en ikke-eksisterende brand i Landbohjemmet.
Historisk Atlas om Lunderskov Hotel.
"Hotel Lunderskov blev opført i 1905 på brandtomten hvor Landbohjemmet havde ligget. Hotellet ligger i Storegade og er en bygning som der bliver lagt mærke til, når man kommer til Lunderskov. Da hotellet blev opført var bygherren Lassen og de første år hed hotellet Lassens hotel. I tilknytning til hotellet blev der bygget en stor staldbygning, som i mange år var forpagtet af Jens Laustsen der tog sig ag heste og køretøjer, når gæsterne kom til hotellet."
Kort fortalt hævdes det i Historisk Atlas formentlig fejlagtig og under alle omstændigheder uden dokumentation, at Lassens Hotel blev bygget, på brandtomten af Lunderskov Landbohjem. Og for det andet, at hestestalden, der jo blev bygget af Landbohjemmet i 1905 blev bygget i tilknytning til det nye hotel.
 

Salget af Hviids gård i Dollerup 1866. Bortforpagtning af Lunderskov Gjæstgivergaard til Nis Juhl.

Og en anden gårdhandel i Dollerup
Propritær Hviid sælger sin gård i Dollerup - og køber, opfører muligvis den ejendom over for "Lunderskov Station", som enkemadam Hviid i nov. 1868 bortforpagter til "hr. N. Juhl"
Enkemadam Hviids bortforpagtning af sit over for "Lunderskov Station" beliggende Gjæstgiveri.
 
 
 

Fra Landbohjemmet til Lassens Hotel.

 
Skiftet fra Lunderskov Landbohjem til Lassens Hotel sker i begyndelsen af 1906. Den tidligst konstaterede annoncering for Lassen Hotel er 6. febr. 1906. Den seneste annoncering for Lunderskov Landbohjem er 29. dec. 1905.
Man må nok forestille sig, at Lassen i august 1905 har startet omlægningen med den da udbudte licitation over hestestald og en ny sal til Landbohjemmet.
Ydermere forholder det sig nok sådan, at den i 1905 i licitation udbudte - og vel samme år opførte - sal er den endnu eksisterende baggårdstilbygning til Hotel Lunder.
Og at O. Lassen har nedrevet de gamle bygninger til Lunderskov Landbohjem og opført sit nye Lassens Hotel med den i 1905 opførte sal som tilbygning til det herefter nyopførte hotel
Baggården til hotellet. Formentlig den af Lassen i 1905 opførte sal. I generationer brugt som fest- og balsal. Lassens Hotel kort tid efter opførelsen 1905-06. Man kunne godt forestille sig, at det er den gamle kælder fra Landbohjemmet, det nye Lassens Hotel er bygget oven på.
Landbohjemmet på postkort, dateret 29.09.1906, hvor det uomtvisteligt må være blevet fjernet af Lassen for at skabe plads til hans nye Lassens Hotel. - Som kunne se ud til at være bygget på fundament og kælder til Landbohjemmet.
.
1849 mindehøjtidelighed på Lunderskov Gjæstgiveri 23, april 1874
Mindehøjtidelighed på Skanderup kirkegård og i Lunderskov Gjæstgiveri for faldne fra sognet under treårskrigen, 1. slesvigske krig i 1849, slaget ved Ejstrup 23. april 1849. Sært nok synes de tre ukendte faldne, der i 1874 fik rejst deres mindesten, ikke at være registreret i den her anførte henvisning.
Mindesten 1874


Mindesten på Skanderup Kirkegård, opsat i 1874 til minde om slaget ved Ejstrup. Se herom. Privat foto. Mindestenens tekst:
Her under hvile 3 ukendte soldater, faldne i kampen for fædrelandet i slaget ved Ejstrup 13. april 1849.
Deres navne kjendes ikke, men deres daad skal lyse for kommende slægter.
Dette mindesmærke rejstes 25 aarsd 1874.
Mindehøjtideligheden blev afholdt i Lunderskov Gjæstgivergaard 1874.
 
Lunderskov Biograf på Lassens Hotel i 1909. Lassen sælger sit hotel som Lunderskov Missionshotel i 1918
 
Lunderskov Missionshotel
 
 
Folketælling 1940.
Navnet på hotelejeren i 1940 kan være vanskeligt at tyde. Det er sikkert, at han er født i 1912, altså 28 år gammel. Efternavnet Andersen og tituleringen som hotelejer i Storegade ligger også fast. Museklik for at få en forstørrelse.
 
Marinus Andersen er registreret som købmand i Kraks Vejviser 1934. I samme registrant finder vi Lunderskov Missionshotel. I Kraks Vejviser 1935 finder vi som købmand i Lunderskov Hans Mogensen, der her helt tydeligt har overtaget Marius Andersens købmandsbutik Storegade 3 i Lunderskov. Desuden optræder Lunderskov Missionshotel løbende, indtil navneskiftet til Hotel Lunderskov 1942-43.
Første generalforsamlinger i Lunderskov Brugsforening og Skanderup Brugsforening.
 
Finnemann.
 
 
Landbohjemmet
 
 
 
Jernbanestation og omliggende bebyggelser
Lunderskov Jernbanestation, postkort, som er dateret 1905, hvilket passer fint, før 1909, hvor Finnemann ombyggede Lunderskov Kro med en ekstra etage. Se bygninger bag pakhuset og neden for. Udsnit af udateret postkort, der må kunne dateres til o. 1920-30, efter 1909, hvor Finnemann satte en ekstra etage på Lunderskov Kro. Finnemanns træbelægning af øverste etage er åbenbart senere fjernet.
Lunderskov Kro før Finnemann Hotel Lunderskov med Finnmanns ombygning i eller o. 1909.
Lunderskov Jernbanestation o. 1910 - Finnemanns nyrenoverede Hotel Lunderskov kunne godt være bygningen i baggrunden, modsat sationsbygningere - hvor man også ser skorstenen til Lunderskov Mejeri.
Desværre er det umuligt at bestemme placeringen i forhold til Jernbanegade 1, det tidligere Gjæstgiveri, som fysisk ligger tættere på gaden end det tidligere Hotel Lunderskov / Lunderskov Kro / Lunderskov Stationskro.
L. C. Finnemann, fra gårdejer, -forpagter i Sjøllund til hotelejer i Lunderskov 1909 indtil fallit i 1913.
Selv om det var tiden op til 1. verdenskrig, så var der ikke megen gullasch i Finnemanns aktiviteter. Han købte en formentlig noget konkurrenceramt Lunderskov Kro, der omdøbt til Hotel Lunderskov - uden spiritusbevilling - måtte konkurrere med Lassens Hotel, der heller ikke måtte udskænke stærke drikke. Men Lassen Hotel var bygningsmæssigt en imponerend efterfølger til det i 1906 ombyggede Landbohjem.
Med Finnemann ude af billedet i 1913 blev Hotel Lunderskov købt som afholdshotel, blev til Lunderskov Afholdshotel, der eksisterede indtil 1919, hvor det blev udbudt til salg, året efter at Lassens Hotel var blevet til Lunderskov Missionshotel.
Man kan i bagklogskabens klare lys undre sig over, at der både etableres et afholds.- og et missionshotel i så lille en by. Men det var jo Skanderup Sogn i vækkelsens tid under pastor Moe, så det har vel været næsten helt naturligt.
  Hotel Lunderskov bliver Lunderskov Afholdshotel
Familien Juhl, Gjæstgiveri m.v.
 
Lokale opfindere.
Prædikatet som opfinder er ikke patentbeskyttet. Marius Andersens søn, Eli Andersen, Aage Skouboe på LM og Karl Møller Nagbøl kan på hver deres områder karakteriseres som opfindere på deres respektive områder. Eller som bærere af innovative evner, d.v.s. i stand til at omsætte gode ideer i praksis.
 
Gjæstgiveri, kroer og hoteller, en samlet oversigt
Lunderskov Gjæstgivergaard, som den har set ud som manufakturhandel og den gang, den før 1934 var sammenbygget med Lunderskov Kro, Stationskro og Hotel. Der så med L. C. Finnemann i 1909 blev til Hotel Lunderskov og fra 1913 Lunderskov Afholdshotel. Indtil det formentlig blev nedrevet i 1934 for at give plads til De gamles Hjem. Det er ud fra det eksisterende kildegrundlag ikke muligt at sige, om Gjæstgivergaarden blev bygget før eller efter Enkemadam Hviids overtagelse i 1866 og N. Chr. Juhls efterfølgende forpagtning i 1868. Ej heller, om de to bygninger fra start har været opført sammen.
Lunderskov Kro, Stationskro og Lunderskov Hotel, som stedet må have set ud før Finnemanns ombygning i 1909.
Lunderskov Afholdshotel 1913-1919 - en justering af Finnemanns ombygning.
L. C. Finnemanns Hotel Lunderskov 1909-13.
Landbohjemmet blev i 1906, i 1905 ombygget af den tidligere bestyrer på Landbohjemmet, Oskar Lassen, herefter omdøbt til Lassens Hotel. I marts 1918 overtaget af et konsortium som Lunderskov Missionshotel. i 1942-43 bliver stedet med spiritusbevilling til Hotel Lunderskov.
Loklalt er det hævdet, formentlig urigtigt, at det tidligere Landbohjem skulle være nedbrændt før Oskar Lassens ombygning. Det mest sandsynlige er nok, at den ildebrand, der i 1904 var i naboejendommen til Landbohjemmet, er den fjer, som er blevet til den høne, der florerer som en ikke-eksisternede ildebrand i Landbohjemmet.
 
 
 
 
 
Lunderskov Jernbanestation i 1866 Lunderskov o 1904, matrikelkort, klik for forstørrelse
Transport ved Lunderskov Station o. 1900 Lunderskov Station i 1911
Lunderskov jernbanestation med vandtårn, udateret postkort, formentlig o. 1920-30'erne. Opløsningen er for dårlig til en præcis bestemmelse af bygningerne t. h., men det kunne se ud som manufakturhandelen og Hotel Lunderskov - eller nok snarere Lunderskov Afholdshotel - før opførelsen af De gamles Hjem i 1934.
Lunderskov jernbanestation, måske o. 1930-50
Lunderskov Landbohjem ses på dette postkort dateret 29.09.1906, hvor efterfølgeren Lassens Hotel har været opført.
Det er formentlig en misforståelse - og en nu almindeligt fremført vandrehistorie - at Lunderskov Landbohjem skulle være nedbrændt før opførelsen af Lassens Hotel, der startede i august 1905.
 
Bemærk, at der kun er telefon-, ingen elmaster i byen på tidspunktet for fotografiet.
Lassens Hotel under opførelse som afløser for Landbohjemmet, 1905-06. Man må formode, at de nye hotelbygninger har været klar i starten af febr. 1906, hvor annonceringen for Lasens Hotel i stedet for Landbohjemmet starter. Man kan konstatere, at hestestalden, som Lassen udbyder i licitation til Landbohjemmet i august 1905 tydeligt er opført inden resten af det tidligere Landbohjemmet ombygges til Lassens Hotel med navne- og ejerskift i 1906.
Kolding Folkeblad annoncerer 30. maj 1906 et møde på Lassens Hotel 1. juni for "Medlemmer af det tidligere Lunderskov Landbohjem."
Lunderskov Gjæstgiveri, som bygningen så ud som manufakturhandel i 1950'erne, Jernbanegade 1. Det vil muligvis være en rimelig antagelse, at det gamle, oprindelige Gjæstgiveri er blevet ombygget samtidigt med ombygningen af Finnemanns Hotel. Lunderskov Kro, Stationskro, senere Hotel Lunderskov, Finnemanns afløser for Lunderskov Gjæstgiveri, samt 1913-19 Lunderskov Afholdshotel, Jernbanegade 3.
 
Og Jernbanegade 1-3 i dag, det tidligere Lunderskov Gjæstgiveri og senere manufakturhandel samt afløseren for Lunderskov Kro eller Hotel fra 1934, det tidligere alderdomshjem. Se en samlet beskrivelse af Nis Chr. Juhl, jernbanen, Gjæstgiveri, Postexpedition og de matrikler, hvor Gjæstgiveri, Kro og Hotel var placeret.
 
 
 
Gjæstgiveriet og jernbanen
Jernbanegade 1 i Lunderskov som manufakturhandel i 1950'erne.
Formentlig bygget i 1866, og efterfølgende var her placeret Lunderskov Gjæstgiveri og brevsamlingssted indtil 1888.
Det fremgår af annonceringen i Aalborg Stiftstidende 4. nov. 1868, at et eksisterende Gjæstgiveri ved Lunderskov Station bortforpagtes til N. Juhl.
Gaardejer Simon Nielsen, Lunderskov forsøger flere gange efterfølgende med ansøgninger til Ribe Amtsråd også at få lov til at drive Gjæstgiveri, hvilket dog hver gang blev afslået.
 
Det kan af denne detalje i postkort med Lunderskov Jernbanestation se ud til, faktisk iagttages, at Lunderskov Kro, senere Hotel Lunderskov og Lunderskov Afholdshotel har været sammenbygget med det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri, senere manufakturhandel. Se foto oven for.
Med opførelsen af De gamles Hjem i 1934 har man så sikkert slet og ret fjernet denne bygning, der nok mildest talt ikke har været en succes som kro- og hoteldrift. Skulle den som forkert postuleret være nedbrændt, så er manufakturhandelen, den gamle Gjæstgivergaard sluppet heldigt og uden iagttagelige konsekvenser.
 

Værtshuse, kro(er), hotel

Lunderskov Kro, som stedet nok har set ud før Finnemanns overtagelse. Det blev formentlig restaureret ved L. C. Finnemanns overtagelse i 1909. Som Lunderskov Stationskro annonceres der auktion på stedet i Folkebladet Sydjylland 3. april 1894.
 
I annonceringer kalder Finnemann sit etablissement Hotel Lunderskov.
 
Lunderskov Gjæstgivergaard over postudbringning til mageskifte i 1905, hvor stedet ophører som Gjæstgiveri.
 
 
 
 
En samtidig avisannoncering - med to forskellige navne for det samme hotel - er symptomatisk for navneforvirringen o. Lunderskov Hotel og Hotel Lunderskov.
Vi ved, at først med L. C. Finnemann blev den tidligere Lunderskov Kro til Hotel Lunderskov, som så i 1913 blev til Lunderskov Afholdshotel.
O. Lassen døbte heldigvis sin afløser for Landbohjemmet Lassens Hotel, der så i 1918 blev til Lunderskov Missionshotel. Og først i 1943 til Hotel Lunderskov.
 
 
 
 
Her et foto, dateret til o. 1930 af lokalarkivet, med Christian og hustru Karen Juhl i baghaven til Jernbanegade 1. Bygningen i baggrunden ligner på besnærende vis et parti fra Hotel Lunderskov. Iflg. Tapio Juhl, der er vokset op på denne adresse, er der tale om et udhus "... med pissoir, lokummer, vaskehus, brænderum samt et stort loft, hvor (der) øverst (var) henlagt hejsehjulet, når tungere købmandsvarer skulle på lager."
Juhls matrikler lå ved siden af, matr.nr. 2aq, hvor kro-, hotelbygningen kunne se ud til at være ombygget eller nyopført mellem 1905 og 1909, hvor L. C. Finnemann overtager matr. 2aq. Der findes et foto, hvor man helt tydeligt ser tilbygningen fra den tidligere kro-, hotelbygning til Jernbanegade 1 fremgå.
Desuden et foto af skomager Thomsen i baghaven. Karen Juhl er datter af skomager Thomsen iflg. oplysninger fra familien.
Lunderskov Skomagerforretning Storegade 14. I personidentifikationen har Lunderskov Lokalarkiv valgt at se bort fra kvinderne på fotoet
 
 
Jernbanen 1866
 
 Matrikelkort.
 
Skanderup Sogn 1846, dollerup 1821-46, Lunderskov 1904  Museklik for forstørrelse 
  
  
  
 
 
 
 
 
 
 
 
   
© Skanderup Sogns historie