De danske landboreformer er er i en respektabel del af landbohistorien karakteriseret ved at have kørt i tre spor, 1) ophævelsen af landsbyfællesskabet, 2) en reform af fæstevæsenets betingelser, der 3) lettede overgangen fra fæste til selveje.
Iflg. historikeren E. Arup var landsbyfællesskabet oprindeligt et plovfællesskab, nødvendiggjort ved at hjulploven[1] blev taget i brug i Danmark i 1000- 1100-tallet sammen med trevangsbruget.
Ved undersøgelser af landsbyfællesskaber benytter man de ret pålidelige oplysninger om landsbyfællesskabet og dets dyrkningsforhold, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688[2].
Der findes digitale, historiske matrikelkort. De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være udmærkede kilder til udskiftningens umiddelbare virkninger. Se her som eks. et lokalt matrikelkort fra 1846 og fra 1882.
| Hjulploven, landsbyfællesskabets teknologiske forudsætning. | ||
 |
 |
   |
|
Arden, pløjeredskab siden jernalderen.
|
Muldfjælsploven var forløberen for hjulploven, hvor hjulene udgjorde forskellen. Elmelunde Kirke, Møn. Kalkmalerierne er dateret til 1462-1507.
|
Hjulploven [3] Se også afbildning efter kalkmaleri i Hald Kirke. Muldfjælsploven er her med hjul. Nederst Gl. Estrup, Landbrugsmuseet.
|
Som det teknologiske aspekt i landbrugsudviklingen kan vi i første omgang lader agerdyrkningens nok vigtigste redskab, hjulploven - sammen med harven og tromlen - tegne billedet. Efterfølgeren til hjulploven, svingploven tages i anvendelse o. 1800 i Danmark, efter udskiftningen[4].
Sammenhængen mellem landsbyfællesskabet og brugen af muldfjælsploven - der i løbet af middelalderen blev afløst af hjulploven, som sammen med brug af heste i stedet for okser og en bringesele, der lod hestene trække med bringen (brystet) i stedet for med halsen - kan antages at have været den tunge hjulplov, der krævede stor trækkraft, og mest rationelt kunne dyrkes ved at gøre markerne meget lange, så der ikke skulle vendes så meget med den tunge plov.
Hvilket blev udmøntet i den fordeling i lange agre inden for vangene, som blev det karakteristiske i landsbyfællesskabet.
Her var trevangsbruget i denne henseende mere praktisk både dyrkningsmæssigt og økonomisk end det alternative tovangsbrug, hvor man lod halvdelen af det dyrkede areal ligge brak, imod kun en tredjedel i trevangsbruget.
Trevangsbruget
Denne dyrkningsform har tre vange med treårig rotation, den dyrkede jord (rug, byg, udyrket fælled, hvor kvæget kunne gå) + overdrev. Markbøger fra 1683 synes at vise, at i Jylland modsat Sjælland og øerne havde 3-4 år før skifte. Det skyldes muligvis, at man ikke havde hegn om vangene i Jylland.
Agerjordens vange deltes i åse, der deltes i agre. Hver gård havde en ager i hver ås.
I store dele af Jylland, herunder Andst Herred, havde man varianter til trevangsbruget sædeskifter, hvor hver vang / tægt dyrkedes 3, 4, undertiden i 5 år. Men det betød så også, at hvilejorden fik mere end et enkelt hvileår. Hvileåret var en nødvendighed, da der ofte var mangel på gødning, ikke mindst fordi dyreholdet antalsmæssigt var langt mindre, end det blev i løbet af 1800-tallet med selvejerbrug, forbedret teknologi og især med andelsbevægelsens overgang til den animalske produktion som den dominerende.
Med 1688 matriklen fik man opmålt og overblik over antal landsbyer, gårdene og fordelingen på herreder og de i 1682 nyoprettede amter. I Koldinghus Amt var der relativt mange landsbyer, 230 i 1682.
I landsbyerne, også i Skanderup og Hjarup Sogn, lå hver gård på tofte af varierende størrelser. Toften indeholdt bygninger, kål-, abildgård m.v., og toftens størrelse var efter landskabslovenes bestemmelser retningsgivende for gårdens andel af den fælles bymark.[5]
Jord- og dyrkningsfællesskabet i Skanderup og Hjarup Sogn omfattede fæste- og selvejergårde. Praktiske forhold medførte en omfattende fælles regulering, bl.a. i forbindelse med hegn og gærder og andre større arbejder, ligesom justering og omfordeling af de tilmålte ressourcer, betegnet rebning og omrebning, skete inden for jordfællesskabets rammer. Uden for fællesskabet lå tofterne, der var indhegnede, mindre jordstykker ved de enkelte gårde, samt anden særjord, ofte betegnet enemærker eller løkker.[6]
Til bestemmelse af de enkelte landsbyer er der i en Skanderup sognehistorie benyttet matrikelkort og -ansættelser 1688, 1844, 1883 og enkelte andre kort. Desuden fotokopier af skøder m.v. samt et ret righoldigt fotografisk materiale.[7]
Den gamle er Christian 5.’s 1688-matrikel.[8] Selv om denne matrikel i forhold til 1662-64, Landgilde- og Amtsstuematriklen[9] var overordentlig grundig og levede op til statsmagtens behov for at få et præcist grundlag for beskatningen, blev det med landboreformerne og udskiftningen i slutningen af 1700-, begyndelsen af 1800-tallet nødvendigt med en ”ny matrikel”, som først var afsluttet i 1844. Der blev massivt inddraget overdrev og krat i de enkelte landsbyer samtidig med udskiftningen. Den nye matrikel havde også mere graduerede bonitetsbestemmelser end 1688-matriklen.
En oversigt over de to matrikler for sognets enkelte gårde finder man under Miljøministeriet, Geodatastyrelsen.[10] Man kan benytte de to matrikler til at sammenligne landsbyernes hartkornstørrelser i landsbyernes gårde før og efter udskiftningen.
Matriklerne har en hovedinddeling i ager- og eng- samt skovskyld. Disse er igen opgjort i tønder (tdr.), skæpper (sk), fjerdingkar (fk) og album (alb).[11]
Skanderup og Hjarup Sogns hartkornsopgørelser i 1688 og 1844
Koldinghus Rytterdistrikt oprettedes i 1680 og blev solgt på auktion 1765-67. Her blev en del bønder i bl.a. Andst Herred - og hermed Hjarup og Skanderup Sogn - selvejere, og denne proces fortsatte og førtes til ende med landboreformerne, hvor selvejet helt afløste de tidligere landsbyfællesskabers driftsformer.
Landboreformerne fandt sted i flere omgange. Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28. december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring. Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781. Fra 1781 tog udskiftningen fart, da regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje. Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet. Landboreformerne betød en markant forøgelse i de tre landsbyers dyrkede areal, kan man se ud fra 1688 og 1844 matriklerne. Især i Hjarup.
|
1688 matr.[12]
|
Gårde
|
I alt[13]
|
||
|
antal
|
Tdr. hartk.
|
Tdr. hartk.
|
Dyrket tdr.l.
|
|
|
Skanderup
|
17
|
93,74
|
94,94
|
549,0
|
|
Gelballe
|
12
|
52,65
|
52,65
|
326,2
|
|
Hjarup
|
17
|
92,52
|
94,06
|
530,5
|
For Hjarup er by og sogn slået sammen i hartkornsopgørelsen. Hjarup og Skanderup by var stort set lige store m.h.t. antal gårde og tdr. hartkorn, Gelballe mindst.
I Hartkorns Extract for Andst Herred[14] finder man Skanderup Sogn fordelt således: Nagbølle og Dollerup Byer samt Drabæks Mølle s 136ff, Lunderskov og Gielballe Byer, s, 140ff, Skanderup Bye, s. 147ff. Hjarup Sogn og Bye, s. 154ff. Her finder man det gamle hartkorn (1688) og det nye (1844) fordelt på gårde og byer. Man kan her først og fremmest se, hvilken ændring i hartkorn, udskiftningen og landboreformerne medførte, både for de enkelte gårde og for landsbyerne. Her medtages kun de bymæssige ændringer.
På matrikelkort over Skanderup 1820-47 ser man tydeligt resultatet af landboreformernes udskiftning i Skanderup. Skanderup by ligger stadig midt i markarealerne. Kigger man nøje efter, kunne det se ud til, at Skanderupgaard, den tidligere sædegård (matrikel 12a) Skanderupgaard i 1820 stadig havde en betragtelig størrelse, hvilket også fremgår af den ”ny matrikel”, 1844 matriklen.
Kigger vi nærmere på Skanderup by, kan vi se, at byens største gårde efter udskiftningen og landboreformerne ligger her i den skikkelse, som stort set varede ved til langt ind i 1900-tallet.
Når de oprindelige matrikler fra 17-1800 tallet anføres så detaljeret for Skanderup, er det først og fremmest fordi Skanderup så tydeligt (endnu) har bevaret store dele af den historiske matrikulering, dvs. de gamle gårde.
I Nagbøl, Dollerup - især - og Gjelballe er der tale om langt mindre lokaliteter, og her er koncentrationen i den bymæssige bebyggelse derfor også langt mindre udtalt.
Skanderups, Lunderskov, Gjelballes og Hjarup Sogns samlede hartkorn[15]
|
Gammel 1688 matrikel
|
Ny 1844 Matrikel
|
% vækst
|
|||||||
|
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
||
|
94
|
3
|
3
|
3/4
|
Hjarup Sogn
|
150
|
2
|
23/4
|
60
|
|
|
85
|
5
|
2
|
2½
|
Lunderskov, Gjelballe[16]
|
121
|
5
|
3
|
1/4
|
43
|
|
94
|
4
|
1
|
3/10
|
Skanderup
|
135
|
4
|
1
|
2½
|
44
|
|
239
|
4
|
2
|
13/4
|
Hele Skanderup Sogn
|
365
|
1
|
1
|
1½
|
53
|
Den ny matrikel 1844 skulle afløse den gamle matrikel 1688, der var blevet utidssvarende som beskatningsgrundlag. For det første var kun agerjorden opmålt i 1682-83, nyopdyrket jord herefter var skattefri. Først 1786 blev det forbudt at fraskille jord fra matrikulerede ejendomme uden deling af hartkornet - som havde gjort en del ejendomme skattefri.
Den udskiftning med landboreformerne, der ligger mellem de to matrikler, havde som formål at samle bøndernes splittede jorder og give dem forholdsvis lige så megen samlet jord, som de før havde haft i strimler, fordelt på vange, åse og agre. Opmåling og fordeling skete ved kongeligt udnævnte landmålere, der skulle opmåle efter areal og bonitet (hartkorn). Og det gjorde man så på forventet efterbevilling, at bønderne frivilligt gik ind i udskiftningen, enten det var som fæstere eller selvejere (langt de fleste).
1844 matriklen som beskatningsgrundlag skyldes først og fremmest landboreformernes udskiftning, herunder udflytning af gårde og omfordeling af jord, men også opdyrkning af hidtil utakseret jord.
Det fremgår tydeligt, at der er tale om en forøgelse af hartkornet i begge sogne, størst i Hjarup i tiden mellem de to matrikuleringer.
De største hartkornsforøgelser skete på Skanderup Sogns to møller, Drabæks og Rolles Mølle. Desuden skete der i begge sogne forøgelser på en række mindre matrikler. Kun i mindre grad var der hartkornsforøgelser på de større matrikler, herunder selvejernes.
Krongods i Koldinghus Len
I Koldinghus Len havde Frederik 2. i 1578—79 ved mageskifter med adel og Ribe Domkapitel samlet alt gods i Andst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev Herreder under kronen.
Iflg. 1688 matriklen var der i Andst Herred 314 gårde, heraf 11 enestegårde.[17] De 314 gårde havde 1504,02 tdr. hartkorn, dvs. gennemsnitsstørrelsen var 4,8 tdr. hartkorn. Hertil kom 55 huse med jord, 5 huse uden jord. Der var 1552,65 tdr. hartkorn i alt inkl. huse med jord.[18] Skanderup og Hjarup, 2 af de største byer i og omkring Skanderup Sogn havde hver 94 tdr. hartkorn. Man kan heraf udlede, at når der har været 17 gårde i henholdsvis Skanderup og Hjarup i 1688, så har gennemsnitstørrelsen været o. 5 tdr. hartkorn, lidt over herredsgennemsnittet.
Landboreformerne lokalt
Med udskiftningen blev landsbyernes i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.
|
Matrikelkort Hjarup 1846.
I Hjarup er der stadig i dag flg. gårde, som kan følges tilbage til 1688 og 1844 matriklerne: Mariegård, matr. 9a, Lindegård, matr. 12a, Enghavegård, matr. 4a, Præstegården, matr. 1a, Damgård, matr. 15a, Mejerigården, matr. 6a, Thomasminde, matr. 7a, Vestergård, matr. 13e, Kastaniegården, matr. 1n, ved Slottet, 28b, Enghøjgård, matr. 5a, Hjarupgård, matr. 2a[19].
|
||
 |
Matrikelkort Gelballe 1846.
I Gelballe er der stadig i dag flg. gård som kan følges tilbage til 1688 og 1844 matriklerne: Kirstinelund, matr. 29s, Gelballehave, matr. 20a, Gelballegård, matr. 21a, Højdegård, matr. 23a, Rold, matr. 24a, Lille Bremhøjgård, matr. 27a, Store Bremhøjgård, matr. 33a, Dortheasminde, matr. 28a, Elisabetslyst, matr. 29a, Østergaard, matr. 31a.
|
|
 |
Matrikelkort Skanderup 1846
I Skanderup er der stadig i dag flg. gårde, som kan følges tilbage til 1688 og 1844 matriklerne: Mariegaard, matr. 4a, Wisingsminde, matr. 6a, Helenesminde, matr. 2a, Grønvanggaard, matr. 8a, Skanderupgaard, matr. 12a, Ejersminde, matr. 10a.
|
|
Ud over udskiftningens selvstændiggørelse af det enkelte bondebrug i forhold til fællesskabet var der med landboreformerne også tale om en gradvis overgang fra fæste til selveje.
Reformerne fandt sted i flere omgange.
Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28.december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring. Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.
Fra 1781 tog udskiftningen fart, da regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje. Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.
Hertil kom, at stavnsbåndet fra 1733 blev ophævet med forordning af 20. juni 1788.
Der findes desværre kun umiddelbart tilgængelige, d.v.s. digitale, historiske matrikelkort tilbage fra 1820. De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være en udmærket kilde til udskiftningens umiddelbare virkninger. Dog kan mange af kortene indeholde oplysninger, som er overtegnet de oprindelige kort. Derfor kan de være vanskelige at fortolke.
Herunder plan over en landsby med marker inden og efter udskiftningen. Man kan tydeligt se, at de enkelte bondebrug havde små strimler flere steder på bymarken i modsætning til tiden efter udskiftningen, hvor bøndergårdenes marker er blevet samlet og gårdene (som regel) udflyttet fra landsbyfællesskabet
På denne skitse over Sdr. Vestud, Møn, ser man tydeligt, hvorledes de enkelte gårdes jordstrimler, der her for en enkelt gård er sortmarkeret, fordeler sig på landsbyfællesskabets 3 vange
Med udskiftningen blev landsbyens i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.
Trevangsbruget, d.v.s. opdeling af marken i 3 vange, hvor den ene altid lå brak og altså kun dyrkning af hver vang 2 år i træk, var på den tid det almindeligste. I store dele af Jylland, herunder Anst Herred, havde man dog sædeskifter, hvor jorden dyrkedes 3, 4, undertiden i 5 år. Men det betød så også, at hvilejorden fik mere end et enkelt hvileår. Hvileåret var ganske nødvendigt, da der ofte var mangel på gødning, ikke mindst fordi dyreholdet antalsmæssigt var langt mindre, end det blev i løbet af 1800-tallet med selvejerbrug, forbedret teknologi og fra 1880'erne med andelsbevægelsens fremdrift for den animalske produktion.
Man kan ud fra kilderne se, at bymarken lokalt i den her foretagne lokalundersøgelse af Anst Herred, Skanderup Sogn var delt i marker, Skanderup i 2, Sønder- og Nørremark, Gelballe i 4, alle verdenshjørnerne. Man kan i modelbogen se, at Skanderups 2 marker var delt i 8 indtægter, Gelballes i 10, de øvrige af sognets landsbyer i 9 indtægter.
Under denne inddeling var der så agre, smalle strimler jord, som lå fordelt mellem landsbyens gårde, således at hver gård fik en nogenlunde andel af god og dårligere dyrkningsjord.
Iflg. 1688 matriklen var der i Anst Herred 314 gårde, heraf 11 enestegårde. De 314 gårde havde 1504,02 tdr. hartkorn, d.v.s. gennemsnitsstørrelsen var 4,8 tdr. hartkorn. Hertil kom 55 huse med jord, 5 huse uden jord. Der var 1552,65 tdr. hartkorn i alt inkl. huse med jord. Skanderup og Hjarup, 2 af de største byer i og omkring Skanderup Sogn havde hver 94 tdr. hartkorn. Man kan heraf udlede, hvis der har været 17-18 gårde i Skanderup o. 1688, at gennemsnitstørrelsen har været o. 5 tdr. hartkorn, lidt over herredsgennemsnittet.
Skovene i Anst Herred kunne se ud til ofte at have været rebede, delt mellem bønderne, hvilket i Koldinghus Lens regnskaber har medført adskillige udsagn om forskelle i gårdenes skovpart.
På matrikelkort over Skanderup og Gelballe 1846 og Hjarup 1843 ser man tydeligt resultatet af landboreformernes udskiftning. Skanderup, Hjarup og Gelballe by ligger stadig midt i markarealerne. Kigger man nøje efter, kunne det se ud til, at Skanderupgaard, den tidligere sædegård (matrikel 12a)i 1846 stadig har en betragtelig størrelse, hvilket også fremgår af den ”ny matrikel”, 1844 matriklen.
Kigger vi nærmere på de tre byer, kan vi se, at byens største gårde efter udskiftningen og landboreformerne ligger her i den skikkelse, som stort set varede ved til langt ind i 1900-tallet.
[1] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.
[2] Erstatter 1662/64 matriklen (landgilde- og amtsstuematriklen), der var enevældens første forsøg på registrering af jorden som skattegrundlag. Hartkornet var her udregnet efter fæstebøndernes landgilde tilbage fra 1500-tallet. Det overvejende håndskrevne matrikuleringsmateriale (gotisk håndskrift) består af 3 protokolrækker. Den mest omfangsrige er de såkaldte markbøger og eng- skov og græsningsprotokoller udformet i 1681-83. Dernæst følger modelbøgerne, der blev udformet i perioden 1684-86 og endelig de egentlige matrikelprotokoller fra 1687-89.
[4] Teknologihistorie, Systime, https://teknologihistorie.systime.dk/index.php?id=132
[5] Toft er beslægtet med ordet tomt, betyder jordlod, der er udskilt fra den dyrkede fællesjord, hustofte til bygninger.
[6] Begrebet ”Toft” har i en undersøgelse af Sundby på Mors en helt anden betydning end på Øerne, hvor det oftest var en særlig ager ud for hver enkelt gård med bredder proportionalt med gårdens andel af ”bymålet” hyppigt målt i otting (1/8 af et bol). Steen Busck, Et landbosamfund i opbrud I+II.
[7] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie, 1996.
[8] Særligt værdifulde er her markbøgerne, der indeholder de rigeste topografiske oplysninger, dvs. gamle marknavne. For hvert herred findes en Skov-, Eng- og Græsningstaksationsprotokol. Selve hartkornsansættelsen sker i Modelbøgerne eller beregningsprotokollerne, en for hvert herred.
[9] Riberhus Amts Matrikel 1662, findes i Rigsarkivets Matrikelarkiv (1818 B) bliver hurtigt fulgt op af Amtsstuematriklen af 1664, Matrikelarkivet nr. 1819, Koldinghus Amt. Denne ældste af matriklerne giver et godt billede af, hvad man dyrkede, omsat til hartkorn og afgifter. Man kan se, at en del gårde havde særjord ud over jordfællesskabet, tidligere tiders naturalieydelser er omregnet til hartkorn, og man kan af disse udlede specielle produkter for hver egn. Endelig er der i disse ældste matrikler rester af tidligere tiders skatter: gæsteri, ledingsskat, høstskat, sommerskat, kongestød (stuth). Se Gunnar Knudsen, De danske Matrikler …
[10] http://hkpn.gst.dk/ . Man skal slå op på ”Protokoller”, her finder man både hartkornsprotokoller og sogneprotokoller. Der er delt op i privilegerede og uprivilegerede hartkorn. Adelens hartkorn var privilegeret, dvs. skattefri. Desuden var købstads- og embedsjorder (f. eks. præstegårde) fri for hartkornsbeskatningen, købstæderne dog i stedet pålagt en grundskyld. Nagbøl var den eneste af sognets byer, der havde privilegeret hartkorn, idet præstegården lå her, Denne skattefrihed bortfaldt i 1850.
[11] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.
[12] Henrik Pedersen, De danske Landbrug … Christian V’s Matrikel 1688, 1975, s. 137-138.
[13] Differencen mellem gårde og i alt udgøres af huse med ingen eller kun lidt jord.
[14] Er glimrende kommenteret og analyseret af Gunnar Knudsen i De danske matrikler og deres benyttelse ved historiske undersøgelser, 1919, https://www.dis-danmark.dk/bibliotek/900059.pdf
[15] I de foretagne beregninger over procentandele og -fordelinger er tønder, skæpper, fjerdingkar, album og penning omregnet til decimaler. Der er selvfølgelig ikke tale om decimaler, således som det fremgår af note 19. Omregningen til decimaler er helt simpel, antallet af skæpper divideres med 8, fjerdingkar med 32, album med 96. Beregningsmæssigt er den foretagne simplificering kun konstaterbar ud på decimalerne, der derfor her er undladt.
[16] De to lokaliteter er slået sammen i begge matrikuleringer.
[17] Bebyggelsesbilledet uden for købstæderne var landsbyer, der var langt den mest dominerende bebyggelsesform, enestegårde, der især fandtes i hedeprægede egne med få gårde i landsbyerne, og hovedgårde, dvs. adelige godser.
[18] Horsens Museum. Oplysninger fra Henrik Pedersen, De danske landbrug fremstillet på grundlag af forarbejderne til Chr. V's matrikel 1688. Kbh. 1928. Senere forskning har sat spørgsmålstegn ved de af H. Pedersen anførte statistiske bearbejdelser, f. eks. mht. opdeling efter bosættelse (ejerlav), der snarere må opfattes som en stednavnefortegnelse, og mht. at der ofte kan være tale om flere brugere pr. matrikelenhed. Der er i forskellige landsdele benyttet forskellig opmålingsteknik. Endelig er de angivne hartkornsmål snarest arbitrære skattemål og kan næppe bruges til nogen form for sammenligning geografisk eller over tid. Alt i alt skal den refererede statistik tages med de her givne forbehold.
[19] Er en sammenlægning af 2 gårde I 1845, stuehus opført i 1842, se https://tidsskrift.dk/frakvangaardtilhumlekule/article/download/103263/152318