Karen Schelde Larsen om LM Camping – min læretid m.v. 1966-69
I skolen i 8. klasse skulle man jo tage stilling til, hvilket erhverv man ville vælge at ernære sig ved i fremtiden. Min kære lærer Nielsen på Andst Centralskole spurgte mig i den anledning:
”Hvad laver du i din fritid, lille Karen?”
”Joeh, da syr jeg dukketøj” var mit svar.
”Jamen så skal du jo være syerske” sagde han.
”Nej, det skal jeg da i hvert fald ikke” var mit svar.
”Jamen, hvad kan du så godt li' at lave?” spurgte han.
Jeg tænkte mig grundigt om, og svarede noget med, at jeg elskede at sidde i fred og ro og lave mine skriftlige lektier så fine og flotte, som muligt. Jeg havde været med min mor på et kontor, hvor der sad en dame med et stempel. Når man havde sådan et stempel, tænkte jeg, så havde man en vis magt og vidste, hvordan tingene var og skulle være. Så jeg svarede lærer Nielsen, at jeg gerne ville på et kontor, hvis han da troede, jeg kunne det.
”Jamen, det kan du da, lille Karen” - og så kom jeg i erhvervspraktik på kontoret hos LM Camping i Lunderskov.
De havde et telefon-omstillingsbord lignende et, jeg tidligere havde set på telefoncentralen i Vamdrup, dog her i mindre udgave.
 |
|
Det er ikke et omstillingsbord fra LM Camping, men bekræftet som
et tilsvarende af en tidligere kollega til Karen Schelde Larsen, Jona Tander,
som iflg. Karen Schelde Larsen "var på virksomheden 26 eller 29 år ...
(og) at hun har arbejdet med det gamle omstillingsbord."
|
Jeg fortsatte i 9. klasse på Fynslundskolen i Lejrskov/Jordrup, og hen ad efteråret 1966 blev der telefoneret fra LM Camping til min mor, at man manglede en kontorelev, om det var noget for mig. Min mor snakkede med min klasselærer Møller, som sagde, at jeg kunne lære lige så meget ved at komme i lære og gå på Handelsskole, som de kunne lære mig i 9. klasse. Så sådan blev det. Det blev aftalt med LM Camping, at jeg kunne starte i lære 1. december 1966. Jeg startede, og den 11. december tog mine forældre med på Lorentzens kontor, et fint kontor med mahogni-skrivebord og stole, hvor mine forældre og jeg sad med front mod Lorentzen.
Sagerne blev drøftet, og lærekontrakten skrevet under af alle parter.
 |
 |
Jeg var kun 15 år, da jeg startede i lære, så det var noget af en omvæltning for mig, men alle var søde og venlige mod mig, og jeg tog imod udfordringerne på min stille måde. Jeg skulle sidde ved skranken, kassen og telefonomstillingen, der hvor kunderne kom ind.
Der var nu kommet nyt omstillingsbord i en mere moderne udgave. Der var en glasluge ud til butikken med udstilling af campingvogne og forskelligt campingudstyr.
Og så var der en speciel duft af linoleumsgulv og rengøringsmidler.
For fru Jørgensen vimsede rundt og vaskede gulve, pudsede vinduer og hyggesnakkede.
Bag skranken ud mod vejen var først salgschefens kontor, hvor der på væggen var et billede af Lorentzens første hjemmelavede campingvogn på tur med familien, nemlig deres 2 ældste børn Erik og Grethe*.
Derefter kom bogholderens kontor, hvor der var et konference- eller mødebord. Så kom Lorentzens kontor og frokoststuen for værkstedets personale. Overfor var fru Jørgensens rum med rengøringsmidler, vand og bademuligheder. Dernæst kom nedgangen til værkstedet, hvor man til højre kunne komme ind i et lille mørkt køkken, hvor jeg kunne lave kaffe og vaske op, som blev mit job som elev.
Hver formiddag kl. 9 gav firmaet nemlig kaffe og rundstykker, som det blev mit job at tage med fra Bager Nielsen* på min vej til arbejde om morgenen.
I min middagspause skulle jeg hente kager til kaffen samme sted, så jeg fik 1/2 time ekstra til at gå mig en tur efter kager eller andet til kaffen. Dette var dog for egen regning, som blev betalt hos bageren en gang om måneden.
Så skulle jeg kræve penge ind hos kagespiserne. Nu var det ikke min stærke side at bede nogen om penge, og værkfører Bertelsen var en højtråbende mand, som jeg ikke altid vidste, hvor jeg havde. Så den dag i dag skylder han mig stadig omkring 16 kr. :-(
Han sagde, at han kunne gå på Hotel for de penge, jeg ville have for kager! Når jeg i min middagspause gik tur til bageren, kunne jeg enten gå ad Nørregade eller ad Jernbanegade.
I Jernbanegade kom jeg forbi smed Kiels smedeværksted. Det var noget af en udfordring med smedelærlingene. Min mor havde lært mig, at jeg bare skulle lade som ingenting, når nogen piftede efter mig. Når det blev for slemt med smedelærlingene, valgte jeg at gå ad Nørregade i en periode.
På disse byture var jeg også tit i banken med checks og kontanter. Pengesedlerne skulle lægges i bundter og vende samme vej, ellers bliver de sure i banken, sagde Jona.
På Posthuset skulle jeg købe frimærker og sende anbefalede breve og småpakker. Når der ellers skulle betales penge til kreditorerne, foregik det pr. giro – konto 1 18 59 – som blev samlet i en rødbedefarvet kuvert og sendt til Girokontoret i København.
Noget af det første jeg skulle lære, var at gøre kassen op. Og den skulle stemme – ellers måtte der være noget, vi havde glemt. Alle på kontoret blev spurgt, hvis der var differencer, og kun meget undtagelsesvis blev der lavet et bilag med kassedifference.
Jeg skulle også skrive kvitteringer til kunderne, enten når de betalte kontant ved skranken eller sendte en check med posten. Så var der karbonpapir i et kvitteringssæt, så vi havde et bilag til kassen. Een gang kom jeg til at vende karbonpapiret forkert, så bilaget var blankt.
Bogholder Hartmann havde set det, men afslørede mig ikke over for kunden. Han var ellers en bestemt herre indimellem. En gang jeg havde skrevet en stencil med et salgsbrev, som skulle duplikeres til kunderne – og havde lavet en slåfejl, som jeg bare havde skrevet oveni og duplikeret i 100 eksemplarer – så kom han med hele stakken og smed den direkte i min papirkurv med ordene: ”AT SÅDAN NOGET KAN VI SIMPELTHEN IKKE VÆRE BEKENDT AT SENDE UD TIL KUNDERNE” - jeg dukkede mig, men fik derefter lært at bruge det lyserøde korrekturlak på den hårde måde!
Indimellem kom der tyske kunder, og Hartmann var god til tysk. Jeg skulle give en tysk kunde penge tilbage i ”Kleingeld”, hvis du da ved, hvad det betyder, sagde han. ”Jo, jo – det ved jeg skam godt”, sagde jeg, og lagde småpengene på skranken med et lille genert smil.
En tysk kunde vi havde, som kørte i Mercedes, ville også have Mercedes-hjulkapsler på sin Safir-campingvogn, koste hvad det ville, og det fik han.
LM står jo for Lunderskov Møbelfabrik, hvad der ikke er mange, der ved, når man spørger sig omkring.
På møbelfabrikken blev der bl.a. lavet børnemøbler i fyrretræ. Små børnestole med et hjerte udskåret i ryglænet, og slagbænke til opbevaring af legetøj. Dette kunne man stadig bestille i begyndelsen af min læretid, og så skulle der gives viderebestilling til Jørgen Jørgensen i Løjt Kirkeby, som producerede børnemøblerne. Han snakkede ravende sønderjysk og var lidt svær at forstå sommetider.
Op til Påske var der rigtig gang i salget af campingvogne. Så havde vi syn på Drosselvej, hvor de bremsede og blinkede med lygterne.
Kaj Sommerlund fra Autoværkstedet i Nørregade monterede anhængertræk på bilerne. Een gang havde de været nødt til at save et benzinrør af, for at få plads til anhængertrækket – med det resultat, at kunden efter lang tid opdagede, at han havde tabt 1/2 liter benzin, hver gang han svingede enten til højre, eller var det måske venstre? Så det blev noget med en erstatningssag.
Jeg skulle udfylde papirerne til brug ved synene, og det foregik jo på skrivemaskine. Og så skulle der serveres kaffe og kage for synsfolkene. De var nogle gange noget højrøstede, og en gang der blev råbt ”Poulsen”, stillede jeg straks, og så spørgende ud, hvad der nu var galt. For frk. Poulsen blev jeg kaldt, selvom jeg kun var en efterhånden 16-års pige. Det viste sig så, at det var noget med en kunde, der også hed Poulsen.
Een af mine opgaver var at dele løn ud til værkstedspersonalet. Det var i kontanter med lønseddel, begge dele i en lille lønningspose med rude, lignende disse:
 |
Det var en hyggelig opgave. Så lærte jeg navnene på værkstedspersonalet, og de var glade og venlige, når jeg delte løn ud til dem.
Der var Giovanni Mautone, en dygtig møbelsnedker fra Italien, Olav Christensen i malerværkstedet, William Olsen, Sigvald Jensen, Hans Nielsen, Jacob Frederiksen og Regner Holm i det store værksted, Marie Madsen, som gjorde rent i campingvognene og vist nok også sommetider syede gardiner til dem, Jeppe Olsen, som lavede alt muligt forefaldende arbejde, bl.a. gjorde rent i rabatterne.
De skulle hver dag udfylde en dagseddel til lønudregning. En kopi bagpå dagsedlen var perforerede strips med et arbejdskortnummer. Disse strips skulle så ende i en stor kuvert – arbejdskort, - som blev brugt til at holde styr på faktureringen, når kunderne skulle betale for reparation og andet af deres campingvogne. Jeppe Olsen skrev jo så sommetider rabatter, og jeg vidste jo, at kunderne nogle gange fik rabat, så den spekulerede jeg lidt på, indtil det gik op for mig, hvad meningen var. Arbejdskortene, brevpapir, fakturablanketter, kuverter og andre tryksager fik vi trykt i Lunderskov Bogtrykkeri hos Frederik Tander. Det var hans kone, fru Tander, der passede butikken. Bag disken havde hun en luge ned til manden på trykkeriet i kælderen, hvor man kunne høre de larmende trykkerimaskiner. Når man så kom og skulle hente noget, bukkede hun sig ned, åbnede lugen og råbte med ru stemme: ”FREDERIK, hvordan går det med det og det?”
En anden ansat var en ung maler, Ulla. Hun havde mange forskellige arbejdsopgaver med at vedligeholde bygningen og kontoret. Hun blev også sendt ud i Lorentzens sommerhuse for at holde 5 dem pæne til udlejning. Een gang kom hun ind på kontoret og fortalte, at hun ved et uheld havde spildt en hel bøtte maling på fliserne ved et af sommerhusene. Hun var meget ked af det, men Lorentzen var jo en rar og rolig mand, og man hørte ham aldrig skælde ud.
Vi arbejdede også lørdag formiddag, men skiftedes til det, for det var kun nødvendigt med én på kontoret om lørdagen. Så da jeg havde været der i et stykke tid, var jeg alene på kontoret en lørdag formiddag. Lorentzen kom med noget, jeg skulle renskrive, som skulle stilles op i punkter. Det var jo før tekstbehandlingstiden, så jeg startede på skrivemaskinen og brugte romertal til punkterne. Da jeg så kom til punkt V og derover, kom jeg i knibe. Jeg måtte rådføre mig med fru Jørgensen, som vimsede rundt og gjorde rent til søndagens kundebesøgende.
En anden lørdag havde Lorentzen besøg af guldsmed Olsen på kontoret, og han bad mig om at lave kaffe til dem. Jeg skulle jo så varme vand i en fløjtekedel over gasblus, men gasflasken var blevet tom. Så skulle jeg bede Regner Holm om at få skiftet gas, og det skulle han jo nok gøre. Han havde travlt med noget andet og havde ikke lige forstået, at det hastede. Så hvad skulle jeg nu gøre. Lorentzen og guldsmed Olsen sad og ventede på kaffen, og jeg lille elev kunne jo ikke være bekendt at jage med Regner Holm. Jeg tror jeg efter nogen tid fik serveret noget værre pjaskevand på Lorentzens kontor, men der kom ingen klager eller sure miner. Senere var der dog nogen, der havde hørt om disse moderne kaffemaskiner, om jeg ikke syntes, at det kunne være en god idé. Nåeh, det vidste jeg nu ikke lige. Jeg kom jo fra et sparsommeligt hjem derude i Gejsing, hvor man ikke smed om sig med pengene til luksusting. Så jeg sagde, at jeg da sagtens kunne lave kaffe, som jeg plejede – men kaffemaskine fik vi.
Så var der kun opvasken at klare i køkkenet fremover. I frokoststuen til værkstedspersonalet var der automat, så de kunne få kakao og bouillon.
En morsom ting fra frokoststuen, der blev snakket om, var at én af værkstedsfolkene havde fået osten med på arbejde. Hans kone havde smurt madpakke til ham og lagt den i en boks, der var magen til osteboksen, så der sad den stakkels mand med osten. Det grinede de meget af den dag.
Efterhånden blev jeg jo lært op i opgaverne på kontoret. En væsentlig ting var bogholderiet, og vi havde en larmende grøn Olivetti-bogholderimaskine, som stod på et klapbord, så man havde plads til bilagene, der blev sorteret i en passende arbejdsvenlig rækkefølge.
 |
Når bogholderimaskinen var i gang, kunne det virkelig høres, at man lavede noget. I dag skulle man nok have haft høreværn på, og hvis man ikke lige havde hørt, at telefonen ringede bagved, så blev der kastet med papirskugler, så den nye bogholder Søren Borg kunne høre, hvad der blev sagt i telefonen.
Kontokortene var i 2 metalkasser på hjul, så de kunne flyttes rundt og køres ind i arkivet om natten.
Een kasse for debitorer, gule kontokort, hvor der var kontoudtog og karbonpapir i, så man kunne sende kontoudtog til kunderne, når det var formålstjenstligt.
De stod i alfabetisk orden med faner med A, B, C osv., men de kom nogle gange til at se lidt flossede ud.
Det var så en opgave for 6 eleven, at få gjort lidt orden på det. I den anden kasse var der kreditorer, lyserøde/pinkfarvede kontokort, også i alfabetisk orden, og så var der øvrige kontokort til bogføringen af driften.
Foran alle grupperne var der et gråt gruppekort, hvor man skulle tømme gruppens bogføringsresultat ud, for regnskabet skulle stemme på en 1-øre. Hvis det ikke stemte, brugte vi dage på at finde fejlen.
Der var noget med, at hvis tværsummen af differencen var lig med 9, så kunne det være 2 cifre, der var forbyttet. En gang om måneden skulle grupperne tælles op, og der skulle laves en Balance til Lorentzen. Bagved det hele var der i bogholderimaskinen en journal, én for købsfakturaer, én for salgsfakturaer, én for kassebilag, én for bankbilag, én for girobilag og én for diverse bilag, som kunne være rettelser m.v., som revisorerne fandt på.
En gang imellem havde vi nemlig besøg af revisorerne. Så skulle det hele være færdigt og blev gennemgået minutiøst af revisorerne i dagevis. Revisorerne skulle så også have kaffe, rundstykker og kage til eftermiddagskaffen. En af revisorerne kom ud til mig ved skranken og spurgte, hvordan det gik med at få kassen til at stemme.
Hold da kæft, tænkte jeg, hvad er der nu galt – og jeg blev ganske rød i hovedet, og vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Men så reddede Jona mig med ordene, at det gik da ganske godt.
Alle købsfakturaer blev nummereret i en ”Købsbog”, og der måtte ikke mangle numre. Når de var bogført, blev de først stemplet med et rødt stempel: Bogført xx.xx.1967, og så blev de arkiveret i alfabetisk orden, så man havde hver kreditor for sig.
Når der blev solgt en campingvogn, blev der først på salgschefen/sælgerens kontor lavet en Slutseddel med alle aftaler. De fleste kunder betalte ikke kontant, og så skulle der laves en Købekontrakt, med karbonpapir, så vi havde en kopi til os selv, og med renteberegning og serieveksler med afdragene. Det blev min opgave. Jeg havde en tabel til renteberegningen, og i en alder af 16 år klarede jeg det som en mis. Tit havde kunderne accepteret alle 36 veksler, inden de blev udfyldt, og så skulle jeg duplikere navn og dato m.v. på i spritduplikatoren. Den var dog ikke altid så stabil, så nogle gange trak den vekslerne skævt ind.
Det ville banken ikke godkende, og så måtte vi sende de mislykkede veksler ud til kunderne med en forklaring og bede dem acceptere nogle nye veksler.
Købekontrakterne blev så finansieret af banken. Når så kunderne ville købe ny campingvogn eller af andre grunde ville indfri veksler/købekontrakter skulle banken regne ud, hvilket beløb indfrielsen kunne gøres for. For at holde styr på ”vekselbogholderiet”, fandt Jona og bogholderen på, at vi kunne lave ”vekselbilag” med en tekst på blankt papir, der svarede til originalvekslerne.
Så fik vi snedkerværkstedet til at save en gang A4 papir over på langs, så størrelsen svarede til vekslernes størrelse.
Så skulle disse vekselbilag bogføres hver måned, et kompliceret system, men det virkede.
En lørdag formiddag, hvor jeg var alene på kontoret, kom en kunde og ville have at vide, hvor meget han skyldte. Jeg prøvede at forklare ham det, men han troede ikke rigtig på sådan et lille pigebarn, så han rev kontokortet ud af hånden på mig med ordene: ”MÅ JEG SE”, og det måtte jeg jo lade ham gøre.
Om han så forstod meningen med det, ved jeg ikke.
For at blive udlært kontorassistent, skulle man samtidig gå på Handelsskole og tage Handelsmedhjælpereksamen, det der senere kom til at hedde EFG. Det foregik på Vejen Handelsskole, og en lille bus kørte rundt i området og samlede os kontorelever op.
Jeg skulle stå på ved Banegården i Lunderskov, og så kørte vi over Jels og Skodborg til Vejen.
Her kom jeg til at gå sammen med nogle jævnaldrende kontorelever fra området. Nogle af dem havde realeksamen eller i hvert fald 9. klasses eksamen, men jeg klarede mig helt godt. Jeg lærte jo tingene i praksis hos LM Camping og Jona. Så da vi skulle lære om veksler, spurgte læreren, om der var nogen, der kendte andre eksempler, end dem han talte om. Så fortalte jeg om serieveksler, og det havde jeg jo helt styr på.
Nogle af drengene fnisede ad mig og sagde, at det nok var ”Dags Dato blanketter” jeg snakkede om, de vidste jo ikke bedre.
Så oprandt dagen, hvor Lorentzens havde sølvbryllup. Der var morgensang i privaten i Møllegade, men vi på kontoret, måtte jo passe vores arbejde. Da fru Jørgensen havde ryddet op efter festlighederne i privaten, kom hun op på kontoret med resterne. Der var rigeligt med rundstykker, ost og pålæg, og så var der en del wienerbrød. Så det hele blev sat på skranken og vi mæskede os så rigeligt. Da vi havde ryddet op efter herlighederne, ringede fru Lorentzen - godt bedugget, og spurgte, om vi havde smagt på sagerne. Jeg takkede mange gange, og sagde at der var jo rigeligt til os, og vi havde rigtig nydt det. ”Ja, der var jo levninger nok” - sagde hun, ”så også til dem på værkstedet” - var hendes næste bemærkning. ”Ja – ja” - svarede jeg. Og så var samtalen forbi. Der stod jeg med 2 stykker wienerbrød, men jeg havde jo lovet hende også at dele ud på værkstedet.
Så nu var gode råd dyre. Jeg kom jo fra et hjem, hvor man havde hørt noget om, at en hel folkeskare kunne bespises med 5 brød og 2 fisk, så jeg tog en skarp kniv i køkkenet og skar de 2 stykker wienerbrød i 10 stykker på lidt under en cm hver.
Så gik jeg ud på værkstedet og delte brødebetynget ud, mens jeg fortalte, at der jo var sølvbryllup i privaten.
Alle takkede mig mange gange, og der var ingen dumme kommentarer, måske nogle skæve smil.
Værkfører Bertelsen kunne være en noget højtråbende og bestemt mand, men det var nok også nødvendigt i hans stilling, hvor han havde ansvar både opefter, nedefter og over for kunderne.
En dag var der nogen, der fandt på at holde lidt grin med ham. Så man sagde til ham, at der var en skade på én af de nye campingvogne i udstillingen. Det var jo ikke så godt at udstille sådan en campingvogn, så han gik ud i butikken og inspicerede campingvognene. Nej, sagde han, da han kom tilbage, han kunne da ikke se nogen skade. ”Jo, på den sidste, prøv at se efter igen” fik han besked på ”lidt højere oppe”. Han kiggede, og kunne stadig ikke se nogen skade. ”Jo, oppe på taget” - og så gik han derud igen, og fandt endelig den udstoppede skade, som var placeret på taget.
Han brummede noget, men det grinede vi meget af den dag.
I begyndelsen af min læretid cyklede jeg til Lunderskov, og når jeg havde fri, kørte jeg sommetider bag om værkstedet for at komme hjem. Her mødte jeg en dag Freddy Lorentzen i fuld fart på sin knallert, og vi tørnede lige imod hinanden.
Vi blev vist lige forskrækkede begge to, og jeg fik nogle ømme tommelfingre af at holde fast i cykelstyret. Freddy standsede jo og spurgte, om der var sket noget med mig eller cyklen. Han sagde, at hvis der var sket noget med cyklen, så skulle hans far nok betale.
Senere, da jeg fik sparet penge sammen, anskaffede jeg mig en Velo Solex, og så gik det bare derudaf:
 |
Her fotograferet af min mor - hjemme i Gejsing - foran lokumsdøren.
Engang blev hele personalet inviteret til fimafest på Industrien i Kolding sammen med Lorentzen og fruen, først med spisning og så med Sans Souci-forestilling. Det har nok været dyrt, men Lorentzen var god mod sit personale.
Af og til kom Åge Skouboe på besøg i sit arbejdstøj og tit med en cigar i hånd og mund. Han spurgte efter Lorentzen, og de fik sig nogle gode snakke inde på Lorentzens kontor og ude på værkstedet. Han var også en stille og rolig mand.
Vi havde fået tapetseret inde på kontorgangen ved skranken med noget mørkt trælignende tapet, og han kommenterede dette tapet med ordene, at man nu godt kunne se, at det ikke var ægte træ med de åreaftegninger. Jo, han var ikke møbelsnedker for ingenting!
Sønnen Flemming kom også på besøg indimellem og fik sig en snak med Jona. Han var i lære hos ”Oste-Michaelsen,” og han var byens flotte fyr, omend lille og splejset, men med mørkt hår. Min mor, der var lærer, havde haft ham som elev på Lunderskov Skole, og hun havde haft ham med hjemme i Gejsing og se ”bedriften”. Min lillesøster Ulla havde ham med i hestestalden, der stod som min Bedstefar havde forladt den i 1948 – med brosten, rebmaskine, spindelvæv, hesten Tulle og en herlig duft af hest og hestepærer.
”Sikke noget gammelt lort,” mente Flemming – til stor forargelse for min kære lillesøster, som elskede vores hest.
Vi havde nogle kendte kunder, bl.a. gartner Alfred Petersen fra Bellinge, som af og til ringede og skulle snakke med Lorentzen. Jeg mener, gartner Petersen havde en Safir campingvogn. Han snakkede rigtig fynsk og var en venlig mand.
Buster Larsen ringede også en gang og snakkede med bogholder Søren Borg, som grinede meget af, hvad der blev sagt i den anden ende. Det var vist en morsom samtale. Og så var der dødsdrome-køreren Franz Krüger. Alle sådan nogle gøglere var jo glade for campinglivet eller nomade-tilværelsen, eller hvad man skal kalde det.
Engang havde vi også nogle zigeunere som kunder. De troede, de kunne betale med en spådom på vores sælger. Da de fandt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre, ville der pludselig ske sælgeren alverdens ulykker. Men den gik ikke, de måtte betale ligesom alle andre.
Produktionsmæssige detaljer i samarbejdet med LM Glasfiber kan jeg ikke fortælle så meget om; men vi fakturerede til hinanden, og en gang jeg sad dybt begravet midt i denne fakturering, kom jeg til at sige LM Glasfiber, da jeg tog telefonen. Det skabte lidt forvirring, men heldigvis var det fra Glasfiber, de ringede, så det krævede bare en forklaring.
På et tidspunkt blev der lavet mandskabsvogne til Militæret i den militærgrønne farve. De var støbt i glasfiber og kom over til LM Camping for at få monteret inventar, tror jeg.
Så nærmede dagen sig, hvor jeg var udlært, nemlig den 30. november 1969. Jeg var fyldt 18 år, og kunne så flytte hjemmefra.
Jeg spurgte Lorentzen, om jeg kunne låne den store hvide varevogn til at flytte mine få møbler i. Det mente han dog ikke var nogen god idé. Jeg havde nemlig lige fået kørekort, og han mente ikke, det var forsvarligt at lade mig køre i den store bil. Men jeg måtte låne den lille stationcar, og jeg lovede Lorentzen, at det var min far, der skulle være chauffør.
Jeg havde valgt at forlade min dejlige læreplads og havde fået arbejde i Kolding. I afskedsgave fik jeg en Bing og Grøndahl porcelænsfigur - ”De læsende børn.”
Mit lærebrev blev udfyldt af Søren Borg og Jona, som sad og spøgede med, om jeg nu havde opnået duelighed i faget eller ej, men de blev enige om, at det havde jeg.
Senere fik jeg en fin anbefaling.
Jeg arbejdede så i Kolding i 5 år, blev gift og fik barn, og ønskede så at gå ned på deltid. Det kunne min arbejdsplads ikke nøjes med, og jeg blev opsagt.
Så faldt jeg over en annonce, at LM Camping søgte en deltids kontorassistent, og det passede jo lige på mig. Så den stilling søgte jeg og fik den.
De mente dog, at jeg selv skulle have lov til at betale annoncen :-)
Så var alt ved det gamle igen, der var ikke sket de store forandringer på kontoret, men det var nok her, de dårligere tider begyndte, for sønnen Erik Lorentzen startede med Kolding Ship-Shop, en forretning på Kolding Lystbådehavn, hvor man kunne købe udstyr m.v. til lystbåde. Der fik jeg så lidt arbejde med at føre debitor-bogholderi for ham. Han havde en stak papirer med til mig på LM kontoret en gang imellem.
Så blev der igen holdt firmafest, denne gang sammen med LM Glasfiber, og selvfølgelig fik vi ørreder til forret. Nu, hvor jeg var blevet mor, og min datter Vibeke startede i børnehave hen ad efteråret, fik hun de første 3 måneder 5 børnesygdomme, så jeg måtte forsømme en del, hvad jeg ikke var så stolt af, men jeg havde ikke rigtig andre pasningsmuligheder, og så meldte barn nummer to sin ankomst.
Det hele endte med en opsigelse, da der heller ikke var meget gang i salget af campingvogne om vinteren, så det var nok også bedst for alle parter.
Men en dejlig og lærerig tid hos LM Camping havde jeg haft.
