Grænsesten nr. 117 og Anlægget i Lunderskov

Grænsesten som historiske monumenter.

     
Grænsesten indmuret i Rendsborg fæstningens søndre port forkynder på latin: "Ejderen er Romerrigets Grænse." Grænsesten på Koldinghus fra Frederik d. 6.'s tid, o. 1800. Grænsesten nr. 117, Lunderskov, Kongeå grænsen. 1920 grænsesten, nr. 1, 280 og nr. 31 fra Kobbermølle. 
Menu
 
Grænsesten nr. 117 fra Kongeå grænsen blev i 1922 omplaceret til Anlægget i Lunderskov som en konsekvens af Versailles fredens grænseændring i 1920 til den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland.
Grænsestenen er et stykke lokal grænsehistorie. Men den er samtidig - som alle grænsesten fra 1864 - et monument over en til tider konfliktfyldt dansk grænsehistorie over næsten 800 år.
Om stenens placering i Lunderskov forholder det sig helt utvivlsomt som refereret i Kolding Folkeblad 15. Januar 1922 i et avisreferat af den tirsdag d. 10. januar 1922 afholdte generalforsamling i Lunderskov Borgerforening, hvor formanden, Peter Michaelsen kunne berette, at grænsesten nr. 117 var blevet erhvervet gennem Lunderskov Borgerforening. Hvad Peter Michaelsen ikke sagde, men hvad alle deltagerne i generalforsamlingen så udmærket har vidst, så havde formanden gennem sine sønderjyske forbindelser - tidligere bopæl i Flensborg - og kontakter til Sønderjysk Centralforening, der siden 1920 sammen med andre sønderjyske foreninger blev til Grænseforeningen, været meget opmærksom på, hvad der skulle ske med de nu tidligere grænsesten fra 1864, Kongeå grænsen.
Man kan af generalforsamlingsreferatet se, at man desuden har været ganske opmærksom på den i 1922 af Indenrigsministeriet formulerede anmodning om opstilling i offentlige anlæg af de nu kasserede og opgravede grænsesten fra 1864 grænsen.
Peter Michaelsens rolle i 1922 var derfor ikke tilfældig. Efter at have skiftet bopæl fra Flensborg til Lunderskov i tiden op til starten af 1. verdenskrig, blev han efterfølgende medlem af bestyrelsen og næstformand i Grænseforeningen, fremgår det af en af de mere indgående, nyere beskrivelser af grænse og grænseproblematik i mellemkrigstiden, Dannevirkemænd og Ejderfolk, Flensborg 2005. Peter Michaelsens barnebarn, organist Johan Michaelsen fortæller fra samme tid, at P. Michaelsens bopælsskifte fra Flensborg til Lunderskov skete for at undgå tysk militærtjeneste.
 
Peter Michaelsens og Borgerforeningens initiativ medførte den samtidige etablering af Anlægget i Lunderskov, hvor grænsestenen skulle placeres. Den specifikke formulering om offentlige placeringer, ikke private, var det samtidige udtryk for 1864 grænsestenenes noget kaotiske skæbne efter etableringen af den nye, 1920 grænse, hvor der i samtiden verserede historier om veritabel hamstring af de tidligere grænsesten, men iblandet ligegyldighed i forhold til det kapitel i Danmarkshistorien, hvor Kongeågrænsen var en markering af nederlaget i 1864 til Prøjsen. 
Der har lokalt, i Lunderskov verseret en ubekræftet antagelse om, at erhvervelsen af grænsestenen skete gennem Peter Michaelsens foredragsvirksomhed i det sønderjyske område. Der er intet belæg for denne antagelse, og det er uvist, hvordan eller hvorfor lokalarkivet gennem en årrække har fået denne version nedfældet - og videreført af andre lokalarkiver, Grænseforeningen m.fl. 
Der er ikke en omfattende kildedokumentation for den her præsenterede version af, hvordan grænsesten 117 kom til Lunderskov, kun den anførte avisartikel, som på forespørgsel til lokalarkivet ikke kan suppleres med materiale fra Lunderskov Borgerforening, der åbenbart er fortæret af tidens tand.
Til gengæld er og var lokalarkivets tidligere bragte vandrehistorie om grænsestenen som en gave, et "lån" til Michaelsen i anledning af et foredrag kildemæssigt helt ubekræftet. Og i forhold til den kendte, historiske virkelighed også ganske usandsynlig.
 
Men uanset den lokale vildfarelse kan grænsesten som markeringer mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig fortælle om et langt og ind imellem kompliceret forhold mellem det danske kongerige og de sydlige hertugdømmer, først og fremmest Slesvig.
Desuden kan man - mere sporadisk og hensat til mere fortolkende betragtninger - iagttage, hvorledes forskellige grænsemarkeringer afspejler den samtidige opfattelse af forholdet til den sydlige nabo.
De samtidige opfattelser formodes her at komme til udtryk i samtidens aviser, hvor de naturligvis er blevet filtreret gennem mere eller mindre repræsentative og journalistiske skribenter.  

Den nye grænse i 1920, genforeningen, gamle og nye grænsesten

"Den nye grænse" proklameredes i Kolding Folkeblad 27. december 1920 - grænsen mellem Danmark og Tyskland træder i kraft "i sin hele Udstrækning til Lands og til Vands den 1. Januar kl. 8 Formiddag... Grænsestenene og -pælene er fortløbende nummereret (1-279)..." Der skulle vitterligt være opsat 280 grænsesten ved 1920 grænsen.Den sidste muligvis med nogen forsinkelse.
Uanset begejstringen i forbindelse med genforeningen med den del af Danmark, som Slesvig, så var der forskellige opfattelser på alle planer:
Hvor skulle den nye grænse gå? Til Ejderen? Eller skulle man acceptere zoneinddelingen og 1920 afstemningsresultatet?
Man kan sige, at det var spørgsmål på den store klinge, hvor svaret vakte røre, uanset hvilket svar, der blev givet.
Så var der spørgsmålet om de gamle, 128 grænsesten, erindringen om nederlaget i 1864.
Der blev rejst genforeningssten, mange omkranset af de tidligere Kongeå grænsesten. Nationale tilkendegivelser, omkranset af 1864 nederlagets grænsesten.
De nye grænsesten var officielt opsat 1. januar 1921. De gamle grænsesten blev åbenbart enten glemt eller negligeret indtil der som meddelt i flere aviser, bl.a. Jyllandsposten 19. januar 1922, at fra Indenrigsministeriet kom en anmodning til "Amtmanden over Haderslev Amt" om at sørge for at få opgravet de gamle grænsesten og tage dem "i Forvaring og bevare dem fra Ødelæggelse." Man formodede, at der skulle være "ca. 90 Sten" af de oprindeligt 128 sten fra Kongeå grænsen. 
Kongeåstenene blev stjålet, placeret om genforeningssten, og endelig bestemt til fordeling i "de fire sønderjyske Amter og de to tidligere Grænseamter, Vejle og Ribe Amter... i offentlige Anlæg..." Vejle Amt tildeltes 9 grænsesten (Jyllandsposten 19. november 1922), Ribe Amt tildeltes ca. 10 til Fæsted Kommune iflg. Heimdal 20 januar 1922, flere kom til. Darum Sogneråd vedtog iflg. Ribe Stifts-Tidende 7. februar 1922 at aftage en enkelt, Ribe Byråd vedtog iflg. referat i Ribe Stifts-Tidende 24. januar 1922 at aftage "et par stykker". Begejstringen for indenrigsministeriets tilbud synes at have været noget begrænset i Ribe.

Kongeå grænsen

Den tabte krig til Prøjsen i 1864 og Kongeå grænsen havde medført opstilling af 128 trægrænsepæle, der i tiden indtil 1920 grænsen blev afløst af et formentligt tilsvarende antal grænsesten af granit.
I dagens Danmark er der 280 grænsesten, der siden 1920 har adskilt Danmark fra Tyskland. De går fra Skomagerhus ved Flensborg Fjord til Vadehavet. Nr. 1 og nr. 280 har opsætningsdatering og pyramidetop, de øvrige har flad top med sigtelinje og national indskrift mod Danmark, D og Deutsches Reich Preussen, DRP mod syd. Af navnet Prøjsen som den sydlige nabo, vil man med lidt historisk eftertanke kunne se, at det historiske Tyskland har undergået forandringer siden - Prøjsen blev afskaffet som statsdannelse af det nazistiske Tyskland og blev de jure afskaffet ved Moskva konferencen i 1947.
Det fremgår af et grænseeftersyn, refereret i Kolding Folkeblad 23. september 1921, at grænsestenene var nu ganske vist af granit, men "ved Kobbermøllebugten er Pælene af Eg. Ved Besigtigelsen viste alt sig at være i Orden." Trægrænsepæle i grænseområdet mod syd har således været et kendt, videreført fænomen. 
Efter nederlaget til Prøjsen, som ved fredsslutningen i 1864 indlemmede hertugdømmet Slesvig og trak Kongeå grænsen, blev der 1864-65 opsat 128 grænsepæle af træ, der gik fra Spækbro ved Vadehavet til Hejlsminde ved Lillebælt. Disse grænsepæle var naturligvis ikke langtidsholdbare og blev løbende erstattet af et tilsvarende antal grænsesten af granit i perioden 1891-1915. Herom hedder det i Ribe Stifts-Tidende 15. oktober 1891, at "de 128 Træpæle ...have maattet begynde at vige for varigere Mærker ..."  Malende hedder det herom i Dagbladet Hejmdal 11. november 1895, at "Grænsepælene imellem Danmark og Slesvig er efterhaanden blevne raadne og mangelfulde, og de erstattes derfor nu i Følge Ribe Stiftstid. af Grænsesten. Men Sten kan ogsaa forgaa."
Den nationale fortrøstning til en grænseændring er her mejslet i sten!
Der skulle herske usikkerhed mht., om alle 128 eller kun 121 grænsepæle erstattedes af grænsesten af granit. Hvor 7 overlevende trægrænsepæle kommer fra, vides ikke. Så mange har der næppe været ved Kobbermøllebugten.
Man kan muligvis gå ud fra, at der har været 128 grænsepæle på samme placering som de efterfølgende grænsesten af granit. 

Den sønderjyske forhistorie

Den del af Kongeriget Danmark, som Slesvig syd for Nørrejylland udgjorde, blev til et fyrstelen med Valdemar Sejrs arvedeling mellem hans i 1232 tilbageblevne tre sønner efter halvbroderens, Valdemar den Unges død i 1231.
Valdemar Sejrs kvaliteter i øvrigt ufortalt, så viste det sig, at udnævnelsen af den ældste søn, Erik Plovpenning til medkonge, sønnerne Christoffer og Abel til henholdsvis hertug af Lolland Falster og Abel til "kun" hertug af Slesvig, skulle komme til at medføre en uforsonlig broderkrig med langsigtede konsekvenser i forhold til Slesvig.
Broderkrigen mellem Kong Erik og hertug Abel udspillede sig næsten umiddelbart 1242-50 efter Valdemar Sejrs død i 1241. Abel blev i broderstriden drevet ned gennem kongeriget, hvor han før Slesvig skulle have startet byggeriet af det første Koldinghus i 1248 som et noget særpræget beliggende forsvarsværk i kampen mod den danske kongemagt. Særpræget i betragtning af, at Abel under broderstriden var hertug i Slesvig, og at Kolding, kan man se i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, var beliggende i kongeriget, i Nørrejylland.
Erik Plovpenning sejrede i broderstriden, men blev myrdet 1250 og kastet i Slien under et besøg hos Abel, der kortvarigt efterfulgte ham som konge.
Slesvig som hertugdømme var og blev en etableret kendsgerning. Hertugdømmet Slesvig var nu adskilt fra den nørrejyske del af kongeriget Danmark, hvor slutpunktet blev nederlaget i 1864 til Prøjsen og indlemmelse af de danske hertugdømmer i det, der blev det tyske kejserrige med O. von Bismarck som kansler.
Christian 1.'s håndfæstning 5. marts 1460 blev et mellemspil og et yderligere instrument i Bismarcks kispus med kongeriget Danmark i tiden omkring 1864 gennem brugen af Ribe-Privilegiet, der gjorde Slesvig og Holsten "evigt uadskillelige". Vedtagelsen i Danmark af Novemberforfatningen, 18. nov. 1863, der indførte et fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig, Danmark til Ejderen, gav Bismarck let spil i det daværende internationale diplomati, som blev effektueret med Danmarks nederlag i 1864 og Kongeågrænsen.
Kongeriget Danmark og hertugdømmerne. Danmark og den nuværende grænse. Grænseforeningen

Danmarks grænser og grænsemarkeringer mod syd 

Gennem tiderne har der mellem Danmark og det, der nu har fået betegnelsen Tyskland, været forskellige grænser før den nuværende 1920 grænse.
Det afspejler sig i forskellige tiders grænsemarkeringer, grænsesten, som 1864 grænsens markering af grænseskellet kan sammenlignes med: 
  • en ældre og demonstrativ markering af Danmark til Ejderen, der findes i Rendsborg, Ejderen - hvor Danmark til Ejderen proklameres,
  • en grænsesten på Koldinghus fra Frederik d. 6.'s tid, fra begyndelsen af 1800-tallet, som har markeret grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig.
 
I betragtning af, at grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig før 1864 var markeret med granit grænsesten, tilsvarende en grænsesten fra Frederik 6.s tid, der findes opsat i haven til Koldinghus, kan det undre, at man 1864-65 kun opsatte trægrænsepæle. Måske en markering af troen på, at disse grænsepæle var midlertidige?
En endnu mere markant grænsemarkering før 1864 har været inskriptionen i Rendsborg fæstningens søndre port, hvor der på latin er en indskrift, der siger, at Ejderen (hvor Rendsborg ligger) er Romerrigets grænse. I denne avisversion er der atter en tidstypisk konstatering fra 1919, hvor drøftelser om Danmark til Ejderen kunne offentliggøres efter at have været gjort helt usandsynlig med nederlaget til Prøjsen i 1864.
 
Iflg. Viborg-Stiftstidende 13. maj 1919, hvor den tyske krigsmaskine er blevet slået i 1. verdenskrig, skulle denne indskrift i en grænsesten, indmuret i Rendsborg fæstningens søndre port på latin have forkyndt: "Ejderen er Romerrigets Grænse." 
Hvor der i tiden før 1864 kan findes eksempler på nærmest pompøse grænsesten mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne, så var 1864 trægrænsepæle tilsvarende næsten ynkeligt tidsbegrænsede. De efterfølgende grænsesten i granit var i et holdbart materiale, men af andre grunde end grænsepælenes skæbne blev de alligevel mere flygtige end deres materielle tilstedeværelse betingede. Om ikke andet så med den hast og i det omfang, de (næsten) forsvandt. Af de 128 granitsten kunne der i 1922 konstateres efter opgravningen i 1920 at være o. 90 tilbage. Herefter er der kommet flere til ved  nogen ihærdig eftersporing.
 
Sydvestjyske Museer er i deres undersøgelser af de 128 grænsestens skæbne i genforeningsjubilæumsåret 2020 kommet til den opfattelse, at der nærmest har hersket kaotiske forhold omkring de grænsesten, som skulle fjernes fra den gamle Kongeå grænse, hvor lokale hamstrede egne grænsesten, andre er blot blevet borte. Drøftelsen i Ribe Byråd, refereret i Ribe Stifts-tidende 24. januar 1922, kunne betegnes som lidt symptomatisk.
Borgmesteren i Ribe refereres her for at have orienteret om Indenrigsministeriets tilbud til Ribe om at modtage nogle af de nu overflødige 1864 grænsesten til opstilling i Ribe. Det blev vedtaget at udtale, at man "kunde ønske at faa om muligt et Par Grænsesten ... særlig ved Soldater-Mindesmærket ..." Et par særdeles forbeholdne røster refereres også, som ikke syntes at "saadanne Steen ... ville være til nogen Pynt."
Til det kaotiske hører, at 1864 grænsestenene også blev stjålet, hvorom det hedder i Kolding Folkeblad 24. januar 1922 i en artikel "Om bortførte Grænsesten", at Fæsted Kommuneråd havde anmodet Indenrigsministeriet om at kunne benytte de i og omkring kommunen beliggende grænsesten til et genforeningsminde, som der blev rejst en hel del af på den tid.
Kommunen var iflg. artiklen ikke hurtig nok, idet en uidentificeret lastbil afhentede stenen, før kommunen havde fået samlet grænsestenene ind. Avisen skriver: "De stjaalne Sten har følgende Numre: 34, 35, 36, 37, 38, 40, 41 ..." Til det yderligere kaotiske hører, at det er de i Kolding Folkeblad annoncerede, stjålne sten, der angives opsat i forbindelse med den snurrige genforeningssten i Fæsted.
Om Fæsted med en genforeningssten, skrevet med runer, omgivet af angiveligt 1864 grænsesten med numrene 34-38 er et gennemført kopi arrangement, inkl. grænsestenene, kunne stå hen i det uvisse, men er usandsynligt. Grænseforeningen ser ud til at have anerkendt grænsestenene som originale. Hvilket også fotografiet med den snurrige genforeningssten, inkl. grænsesten nr. 35 indikerer, at de er. Deres eksistens bekræftes også af Tagesens registrering.
Om så avisartiklen om deres forsvinden er en "avisand", eller grænsestenene er fundet efterfølgende, kan ikke afgøres på det givne grundlag. 
Men fra det officielle Danmark blev der i 1922 gjort sporadiske bestræbelser på bevare stenene for eftertiden, hvilket grænsesten nr. 117, anbragt i offentlige omgivelser i Anlægget i Lunderskov, er et eksempel på.  
 
Uanset, at Indenrigsministeriet efter genforeningen anmodede om, at de eksisterende grænsesten blev opgravet og opstillet på offentlige steder, så må det konstateres, at et er en meddelelse, udsendt gennem pressen, noget andet har været de faktiske forhold, se listen over de 128 grænsesten, der blev opstillet ved 1864 grænsen.
Så meget om baggrunden for grænsesten nr. 117, der blev opstillet i området ved Drabæks Mølle området, over for Møllegade 21, i et område, som Lunderskov Borgerforening havde erhvervet til opstilling af grænsestenen, og som blev til Anlægget i Lunderskov.
 

De dansk-tyske grænsepæle iflg. den i 1864 sluttede fredstraktat.

I "Bekjendtgørelse angaaende af den fremtidige Grænse mellem Kongeriget Danmark og Slesvig m.m. Kjøbenhavn, d. 22. juli 1865" fastsættes grænse og placeringen af grænsepælene.
Grænseaftalerne findes i Rigsarkivets pakker med Grænsereguleringen.
Oversigtsmæssigt drejer det sig iflg. en refereret Kommissions-Protokol om, at grænsepælene nr. 1-22 var placeret fra hvor "Vester-Vedsted Sogn ender, løber herfra i væsentlig østlig Retning og for største Delen langs med en vaad Grøft paa den sydlige Grænse af Sognene V. -Vedsted, Ribe og Seem indtil Grænsepæl Nr. 22".
Herefter beskrives der videre uden at nævne grænsepælene 23-25, 28-36, 43-53.
 "... og naar ved Grænsepæl Nr. 26 Gjelsaaen ved Gjelsbro ... Fra Gjelsaaens Foreningspunkt med Fladsaa løber Landegrænsen langs den højre Bred af Fladsaaen og den sydlige Bygrænse af Obekjær til Grænsepæl Nr. 27 ... ; herfra langs den østlige Bygrænse af Obekjær indtil den Nord for nævnte By frem springende Vinkel ved Grænsepæl Nr. 36.
Herfra gennemskærer en ved Grænsepælene Nr. 37 til Nr. 42 markeret lige Grænselinje Mosen indtil hint Punkt af Hjortvadia, som dannes ved Skæringen af den i Fredstraktaten omtalte lige Linje imellem Sydøstpunktet af Hjortlunds østlige Bygrænse og den Nord for Obekjær fremspringende Vinkel. ... langs Hjortvadaa opad indtil hint Punkt (Grænsepæl Nr. 43), hvor den østlige Bygrænse af Kalslund trætter Aaen, og tortsætter sig langs den omtalte Grænse Øst for nævnte By og Villebølle By, derefter Vest for Byerne Hjortvad , Bavnegaard og Ravning indtil Kongeaaen ved Grænsepæl Nr. 54.
... Fra Grænsepæl Nr. 54 ved Kongeaaen danner Midten af nævnte Vandløb Landegrænsen indtil det Punkt (Grænsepæl Nr. 59), hvor den vestlige Grænse af Vamdrup Sogn Nord for Holte træffer paa Vandløbet. ...
Fra Grænsepæl Nr. 59 løber Landegrænsen i sydlig Hovedretning imellem Sognene Skodborg og Vamdrup indtil Grænsepæl Nr. 73; herfra i sydøstlig Retning imellem Sognene Vamdrup og Jels indtil Grænsepæl Nr. 79, videre i sydlig Retning ... til Grænsepæl Nr. 80 ved det tredobbelte Grænsepunkt af Sognene Steppinge, Ødis og Jels; fra Grænsepæl Nr. 80 i østlig Hovedretning og imellem Sognene Ødis og Steppinge indtil Grænsepæl Nr. 91 ved Fovsaa, følger herfra det nævnte Vandløb og imellem Sognene Ødis paa den ene og Steppinge og Frørup paa den anden Side indtil Grænsepæl Nr. 94; herfra følger Landegrænsen Brænøres sydlige Bygrænse indtil Grænsepæl Nr. 99.
... Fra Grænsepæl Nr. 99 gaar Landegrænsen imellem Sognene Frørup og Taps indtil Grænsepæl Nr. 101. Efter den af Regeringerne billigede Udveksling af Landstrækninger skulde [af Taps Sogn] kun Bven Skoverup lægges til Hertugdømmet Slesvig. Da der imidlertid herved Vest for Byen vilde være fremkommet en smal 'Lunge af jysk Gebet, som ragede ind i Slesvig. gik den danske Grænseregulerings-Kommissær, Hr. Major v. Schøller, ind paa til Afrunding af Landegrænsen ligeledes at afstaa et Stykke Land af den danske By Tapsøre til Hertugdømmet Slesvig.
... Fra Grænsepæl Nr. 101 gaar Landegrænsen først i østlig og derefter i sydlig Retning indtil Grænsepæl Nr. 104 ved Nordvestgrænsen af Byen Skoverup. Ved denne Strækning er den nordlige Grænse markeret af det nu afstaaede, i forrige § omtalte Gebet af det danske Sogn Taps.
... Fra Grænsepæl Nr. 104 løber Landegrænsen paa den nordlige Grænse af Skoverup By indtil Grænsepæl Nr. 110 ved Tapsaaen; herfra langs det nævnte Vandløb i sydlig Retning indtil Grænsepæl Nr. 111; herfra i østlig Retning over Grænsepæl Nr. 112 til Grænsepæl Nr. 115 ved den gamle Landevej. ... .
Fra Grænsepæl Nr. 115 følger Landegrænsen den gamle Chaussee imod Nord indtil Grænsepæl Nr. 114; herfra gaar den i østlig Retning imellem Sognene Taps og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 116; videre imellem Sognene Vejstrup og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 120; herfra imellem Sognene Vejstrup og Alter indtil Grænsepæl Nr. 124; saa videre imellem Sognene Hejis og Aller indtil Grænsepæl Nr. 126, fortsætter sig herfra igennem Midten af Hejlsminde-Bugt og naar imellem de to Grænsepæle 127 og 128 (den første paa dansk, og den sidste paa slesvigsk Grund) Midten af Hejlsminde-Bugtens Munding ved Lille Bælt."
 
De traktatligt nævnte og stedligt placerede grænsepæle kan jævnføres med de efterfølgende, tabellarisk opstillede grænsepæle / -sten, grænsestenenes nuværende placering er et vigtigt kriterium, dog underordnetgrænsestenenes oprindeligt numeriske rækkefølge.  
 
Placeringen af de 128 grænsesten af granit 1864, der afløste grænsetræpælene, især i perioden 1915-1920:
I det omfang, det er muligt, angives både oprindelig og nuværende placering af 1864 grænsestene. Det store og omfattende registreringsarbejde er allerede gjort. Hvor der kan rejses tvivl, eller hvor der er konstaterbare problemer, er det anført.
En del af herværende registreringsarbejde er blevet gjort, før den benyttede registreringsundersøgelse dukkede op som en mulighed, derfor er der en del unødvendige henvisninger (links) til f. eks. Grænseforeningen. Til gengæld har Grænseforeningen så ind imellem kommentarer, som det kan være nyttigt at stifte bekendtskab med.
 
Grupperinger af grænsestenene, der ikke tilhører den egentligt numerisk ordnede oversigt. 
De 128 grænsesten fra Kongeå grænsen i numerisk rækkefølge:
  1. Sten nr. 1. I registrering Råhede Sluse.
  2. Sten nr. 2. I registrering Vester Vedsted Ungdomsskole.
  3. Sten nr. 3. I registrering Plougstrup Krat.
  4. Sten nr. 4. I registrering Ejby, Glostrup.
  5. Sten nr. 5.I registrering Nr. Alslev.
  6. Sten nr. 6.I registrering Varde Museum.
  7. Sten nr. 7. I registrering Folkehjem Aabenraa. 
  8. Sten nr. 8. I registrering Bov, Padborg.
  9. Sten nr. 9. I registrering Folkehjem Aabenraa.
  10. Sten nr. 10. Hævdes at ligge på lager i Ribe, findes i registrering ved Ribe Amtmandsgård.i
  11. Sten nr. 11. I registrering Ribe Kunstmuseum.
  12. Sten nr. 12. Skulle være helt forsvundet, og have stået ved Roager. Registreret som  gravsten på Vester Vedsted Kirkegård? I registrering uidentificeret.
  13. Sten nr. 13 er søgt i Grænseforeningens oplysninger uden resultat. Nordborg Lokalhistoriske Arkiv har den placeret i Pøl. Bekræftes i registrering.
  14. Sten nr. 14. Lintrup Kirkegård, mindesten. Bekræftes i registrering.
  15. Sten nr. 15.  I registrering Skamlingsbanken. Kan muligvis være blandt de grænsesten, som Lemvig Folkeblad 20. november 1922 nævner "opstilles i Vejle Amt ... paa Skamlingsbanken".
  16. Sten nr. 16 og 18 er placeret Frederikshøj, Christiansfeld som markering til en genforeningssten. Nuværende placering af nr. 16 anføres i registrering som Taps. 18 også Taps.
  17. Sten nr. 17. Gram Slotskro i registrering.
  18. Sten nr. 18.
  19. Sten nr. 19. Muligvis oprindelig placering ved Vamdrup iflg. frimærke. Nu i registrering som Skærbæk Museum.
  20. Sten nr. 20. I registrering ved Genforeningsstenen på Gram Slotskro. Der er 10 grænsesten her, nr. 53, 25, 50, 17, 44, 39, 51, 40, 52 og 20. 
  21. Sten nr. 21. Tønder Kunstmuseum i registrering.
  22. Sten nr. 22. Harreby i registrering.
  23. Sten nr. 23. Dæmningen Augustenborg i registrering.
  24. Sten nr. 24, kælderrum på Sønderborg Slot, Ugeavisen Sønderborg 15. februar 2018. Blev iflg. Hejmdal 8. november 1922 "hentet til Nørherredhus ... Stenen vil blive rejst ved Hovedindgangen til Forsamlingshuset". I registrering placeret i Nordborg.
  25. Sten nr. 25. I registrering placeret ved Gram Slotskro.
  26. Sten nr. 26. I registrering placeret på Koldinghus.
  27. Sten nr. 27, 32, 67 og nr. 68 står i Kruså under genforeningsstenen. Sten 27 er i registrering placeret i Kruså.
    • Sten 27, 32, 67, 68.
  28. Sten nr. 28. I registrering placeret i Harreby.
  29. Sten nr. 29. I registrering pladeret i Tønder, Amtsmandsboligen.
  30. Sten nr. 30. I registrering placeret i Harreby.
  31. Sten nr. 31. I registrering placeret i Harreby.
  32. Sten nr. 32. I registrering placeret i Kruså. 
  33. Sten nr. 33. I registrering placeret i Møgeltønder.
    • Sten nr. 34, 35, 36, 37, 38 Fæstedstenen Rødding. Fæstedstenen blev 1920 hugget i runer som genforeningssten iflg. den lokale turistguide. Man kan næppe fæste megen lid til de bragte oplysninger. Grænseforeningen har en artikel, hvor eksistensen af grænsestenene 34 - 38 anerkendes. Kolding Folkeblad 24. januar 1922 meddeler om grænsestene, 34-38, 40-41 som stjålne.
  34. Sten nr. 34. I registrering placeret i Fæsted.
  35. Sten nr. 35. I registrering placeret i Fæsted.
  36. Sten nr. 36. I registrering placeret i Fæsted.
  37. Sten nr. 37. I registrering placeret i Fæsted.
  38. Sten nr. 38. I registrering placeret i Fæsted.
  39. Sten nr. 39. I registrering placeret v. Gram Slotskro.
  40. Sten nr. 40. I registrering placeret v. Gram Slotskro.
  41. Sten nr. 41. I registrering placeret ved Rødding Højskole.
  42. Sten nr. 42. står bag genforeningsstenen på Kegnæs. I registrering placeret i Kegnæs.
  43. Sten nr. 43, skulle være væltet ned i Hjortvad Å 1920. I registreringen også placeret her. 
  44. Sten nr. 44. I registreringen placeret ved Gram Slotskro.
  45. Sten nr. 45. I registreringen placeret hos Ahlmann, Sønderborg. Ahlmann-skolen.
  46. Sten nr. 46, Placeret på privat grund, Ribe. I registreringen placeret i Hjortvad.
  47. Sten nr. 47 er placeret ved vejen ud for Overgård i Hjortvad. I registreringen placeret Hjortvad.
    • Sten nr. 48, sten nr. 49. Iflg. ugeavisen.dk skulle nr. 49 være blevet genopstillet på vejkrydset Koldingvej / Villebølvej i Kalvslund. Nr. 48 skulle være på Schackenborg.
  48. I registreringen er sten nr. 48 placeret i Møgeltønder.
  49. Sten nr. 49 er i registreringen placeret i Tønder, Amtsmandsbolig.
  50. Sten nr. 50. I registreringen placeret som Gram Slotskro., som også blandt andre reklamer for krovirksomheden viser et par grænsesten og deres placering.
  51. Sten nr. 51. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
  52. Sten nr. 52. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
  53. Sten nr. 53. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
  54. Sten nr. 54. Fynshav, Augustenborg. I registreringen placeret som Fynshav.
  55. Sten nr. 55. Haderslev Katedralskole. Når man studerer skolens to sten (der for øvrigt blev opmalet i 2017 i forbindelse med skolens 450 års jubilæum) ses det, at de har numrene 55 og 56. I skolens skriftlige beretning er som kilder til genforeningen i 1920 anført "to grænsesten ... ved indgangen til skolen", som her konstateres, har nr. 55 og 56. I registreringen er nr. 55 og nr. 56 nærmest misvisende under betegnelsen "Dobbelt".
  56. Sten nr. 56. Haderslev Katedralskole.
  57. Sten nr. 57. "Grænsepæl nr. 57 er faktisk ikke et genforeningsminde, men en cementkopi, lavet af en tidligere ejer af ejendommen bag cementstenen." I registreringen er der tale om en dobbelt sten, som befinder sig to steder: "Dansk side: Skt Jørgen Skolen (VUC) i Sønderborg og Tysk side: Bülowskolen i Dybbøl By". 
  58. Sten nr. 58, 59, 61, 63, 69, 71 Kirkepladsen Skodborg, Rødding.
  59. Sten 58-59. I registreringen er både sten nr. 58 og sten nr. 59 placeret i Skodborg, ved kirken.
  60. Sten nr. 60. I registreringen Assendrup ved Vejle.
  61. Sten nr. 61. Skodborg, Brudepladsen. I registreringen Skodborg Kirke.
  62. Sten nr. 62. I registreringen Vejle Museum.
  63. Sten nr. 63. I registreringen Skodborg Skole.
  64. Sten nr. 64. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup angiver placering sammen med sten nr. 63 ved Genforeningsmindet i Skodborg. I registreringen uidentificeret.
  65. Sten nr. 65. I registreringen Blåkjær Skov.
  66. Sten nr. 66. Skamlingsbanken, skelsten. I registreringen Skamlingsbanken.
  67. Sten nr. 67. I registreringen Kruså.
  68. Sten nr. 68. I registreringen Kruså.
  69. Sten nr. 69. I registreringen Skodborg Skole.
  70. Sten nr. 70. I registreringen Sønderborg Slot.
  71. Sten nr. 71. Er registreret under Arkæologi Sydvestjylland. I registreringen Skodborg Kirke.
  72. Sten nr. 72, har oprindeligt stået sydvest for Vamdrup, står nu i Fredericia. I registreringen Fredericia.
  73. Sten nr. 73. I registreringen Jels Troldkær.
  74. Sten nr. 74, står nu i Jels Voldsted, tidligere o. Vamdrup. Grænsen ved Bastrup Troldkær. I registreringen Jels Voldsted.
  75. Sten nr. 75 ser ud til at være blevet forvekslet med grænsesten nr. 72. I registreringen Jels Bodilskær.
  76. Sten nr. 76. I registreringen Folkehjem, Aabenraa.
  77. Sten nr. 77. I registreringen Jels genforeningsstenen.
  78. Sten nr. 78. I registrering Haderslev Museum.
  79. Sten nr. 79. I registrering Sønderborg Slot.
  80. Sten nr. 80. I registrering Haderslev Museum.
  81. Sten nr. 81. I registrering Haderslev Museum.
  82. Sten nr. 82. I registrering uidentificeret.
  83. Sten nr. 83. I registrering uidentificeret.
  84. Sten nr. 84. I registrering Haderslev Museum.
  85. Sten nr. 85. Ødis Bramdrup. I registrering Haderslev Museum.
  86. Sten nr. 86. En fabulerende tekst, gåtur o. Stepping. I registrering uidentificeret.
  87. Sten nr. 87. I registrering Sønderborg, Amtmandsbolig.
  88. Sten nr. 88. Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej.  I registrering Frederikshøj.
  89. Sten nr. 89. V. mindestenen Høkkelsbjerg, Taps. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup. Sammen med yderligere 4 sten: 99, 116, 122, 128. I registrering uidentificeret. Rommersmose, Højrup.
  90. Sten nr. 90. I registrering uidentificeret.
  91. Sten nr. 91. I registrering Sønderborg Slot.
  92. Sten nr. 92. I registrering Sønderborg Slot.
  93. Sten nr. 93. Findes ikke i Frederikshøj, formentlig fejlagtig oplysning under grænsesten nr. 99. I registrering Frederikshøj.
  94. Sten nr. 94. I registrering Ødisvej Gyldenhave.
  95. Sten nr. 95. I registrering uidentificeret.
  96. Sten nr. 96. Har muligvis stået i Bastrup, fjernet og anbragt på Koldinghus? I registrering Ødisvej Gyldenhave.
  97. Sten nr. 97. I registrering Amtsmandsbolig Sønderborg.
  98. Sten nr. 98. Lintrup Kirkegård, mindesten. I registrering Lintrup Kirke.
  99. Sten nr. 99, Christiansfeld Arkiv, står i haven på Geltinggård, Taps. Kan så ikke også stå ved Høkkelsbjerg. I registrering Geltinggård.
  100. Sten nr. 100. I registrering uidentificeret.
  101. Sten nr. 101 er registreret i Starup af Vester Starup Sogns Lokalhistoriske Arkiv. I registrering Starup Plantage.
  102. Sten nr. 102. I registreringen GG Museet.
  103. Sten nr. 103. I registreringen Haderslev Museum.
  104. Sten nr. 104. I registreringen uidentificeret.
  105. Sten nr. 105. I registreringen uidentificeret.
  106. Sten nr. 106. I registreringen Sønderborg Slot.
  107. Sten nr. 107. I registreringen Haderslev Museum.
  108. Sten nr. 108. I registreringen Haderslev Museum.
  109. Sten nr. 109. I registreringen Jels genforeningssten.
  110. Sten nr. 110. I registreringen Vibøge Sydals.
  111. Sten nr. 111. I registreringen GG Museet.
  112. Sten nr. 112. Stod oprindeligt i Frederikshøj iflg. en uverificeret beskrivelse. I registreringen GG Museet.
  113. Sten 113. ??, nr. 114 i dag ved Frederikshøj, nr. 115? nr. 116, nr. 117, nr. 118?, nr. 119, nr. 120? I registreringen Haderslev Museeum.
  114. Sten nr. 114. I registreringen Haderslev Museeum.
  115. Sten nr. 115. I registreringen Sønderskov Museum Vejen.
  116. Sten nr. 116. Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej. Kan så ikke også stå ved Høkkelsbjerg. I registreringen Frederikshøj.
  117. Sten nr. 117. I registreringen Lunderskov.
  118. Sten nr. 118. I registreringen Lintrup Kirke.
  119. Sten nr. 119. I registreringen Folkehjem Aabenraa.
  120. Sten nr. 120. I registreringen Haderslev Museum.
  121. Sten nr. 121. I registreringen Haderslev Museum.
  122. Sten nr. 122. Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej. Høkkelsbjerg? I registreringen Frederikshøj.
  123. Sten nr. 123. Stod oprindeligt i Fjællebro iflg. en uverificeret beskrivelse. I registreringen Højtoft Aabenraa.
  124. Sten nr. 124. I registreringen uidentificeret.
  125. Sten nr. 125. Lintrup Kirkegård, mindesten. I registreringen Lintrup Kirke.
  126. Sten nr. 126, Stavnsbjerg, Hejls, Hejlsminde. I registreringen Stavnsbjerg Hejls.
  127. Sten nr. 127. Hejls Kongeå Skole. I registreringen Hejls.
  128. Sten nr. 128 er iflg. Christiansfeld Arkiv opsat på Koldingvej. Det er kun 1 bænk, der må være 2 grænsesten? Høkkelsbjerg? I registreringen Frederikshøj.
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup angiver at have "liste over grænsestens senere placering."
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup har 01.07-10.01 1864 Flytning af grænsesten og erstatning af træpæle med grænsesten, 1864 grænsen. Fotokopi. Samt forskellige uddrag af grænsereguleringsprotokoller.
De 128 grænsesten fra 1864 er nu for de flestes vedkommende registreret.
14 af de 128 sten, stenene nr. 12, 64, 82, 83, 86, 89, 90, 95, 100, 104, 105, 114,115, 124 er forsvundet på forskellig vis.
Alt forudsat, at den nuværende registrering er udført korrekt.

 
Grænsestenen i Lunderskov står, hvor den blev placeret i 1922 som sten nr. 117 ud af de den gang 128 grænsemarkeringer, der blev irrelevante med grænseændringen i 1920. Mindst 121 af 1864 trægrænsepælene blev fortæret af tidens tand, rådnede, og blev erstattet af grænsesten af granit i den sidste del af perioden op til 1920, hvor grænsestenene blev fjernet og erstattet af de 280 grænsesten, der blev opsat ved den nye grænse. 
Der hersker - eller har hersket - tvivl om, hvor mange af 1864 grænsestenene er blevet af. Hvor der til gengæld er vished om placeringen af grænsesten nr. 117 i Lunderskov - på en placering, der klart er en anden end grænsestenens oprindelige placering. En placering som i øvrigt også må anses for ikke at være verificeret med de givne beskrivelser. 
Det nuværende antal grænsesten i granit efter grænsedragningen i 1920 og deres placering fremgår helt eller delvist af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse, BKI nr 252 af 08/06/1922. 
Til identificering af de 128 - muligvis kun 121 af granit, resten af træ - nummererede granit grænsesten fra Kongeå grænsen 1864 - 1920 findes der dokumentet for fredstraktaten i 1864, Kommissions -Protokol, affattet af de vedkommende høje Regeringers Grænseregulerings Kommissærer til Udførelse af Artiklerne V og VI i den i Wien d. 30. Oktober 1864 sluttede Fredstraktat. Her angives grænsestenenes i grupperinger inddelte geografiske lokationer.
Der kan muligvis findes yderligere, sporadiske bemærkninger i akter mellem Danmark og Prøjsen for perioden 1856-1864.
Desuden har Fredericia Museum oplysninger om 1864 grænsestenene.
Senere, officiel dokumentation om stenene er udenrigsministeriets slutprotokol 1909 angående en lokal grænselinje, BKI nr 21503 af 02/07/1909. Her kan der hentes oplysninger om grænsesten nr. 22-23.
 
Der er bestræbelser på at få tilbageført grænsestenene fra Kongeågrænsen til deres oprindelige placering, hvilket kun vil være delvist muligt med de grænsesten, der har undgået tidens tand.
1864 grænsestenene af granit blev forarbejdet af en i øvrigt mindre kendt sten- og billedhugger, C. Schwartz, bosat i det dengang tyske Haderslev. De fleste af stenene fik indgraveret Kr. Dm. for Kongeriget Danmark på den ene side og Kr. Pr. for Königreich Preussen på den anden. Udgifterne blev fordelt mellem Prøjsen og Danmark.
 
Grænsestenen i Lunderskov set fra den danske inskriptionsside.Grænseforeningen.
Den i Lunderskov placerede grænsesten er velbevaret og repræsentativ for de 128 grænsesten 1864-1920.
Grænsesten nr. 117 har tidligere iflg. 1864 traktatens Kommissions-Protokol været således placeret:
"Grænsepæl Nr. 114; herfra gaar den i østlig Retning imellem Sognene Taps og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 116; videre imellem Sognene Vejstrup og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 120 ..." Grænsesten nr. 117 må således have været geografisk placeret et sted mellem Taps, Tyrstrup og Vejstrup - eller i det, der 1864 blev til de otte sogne, der blev udskilt af Slesvig og sammen med nogle sogne ved Ribe og Ærø blev den del af Danmark i bytte for de kongerigske enklaver Ved Ribe, Haderslev Amt i Vestslesvig.
Iflg. de mest rammende beskrivelser heraf i udvalgt Historisk Atlas skulle grænsestenen have stået mellem Frederikshøj og Fjællebro, mellem nr. 112 og 123. Denne brede version har lokalarkivet i Lunderskov også.
 
Grænsestenen blev således ikke flyttet så langt væk fra sin oprindelige placering. Men flyttet blev den i 1922.
Anlægget i Lunderskov beskrives i en omtale i Kolding Folkeblad 27. november 1922, som et "smukt Udslag af (Lunderskov) Borgerforenings Bestræbelser ..." Og at det "... nylig er blevet anlagt paa en ideel Plads i saare skønne Omgivelser ... næsten i eet med de to private Anlæg: Drabæks Mølle og Hvidkilde." Det her anførte er uomtvisteligt og iagttagbart. Og det er en samtidig beskrivelse, hvor de afgørende begivenheder omkring grænsestenen og dens placering i det område, som blev til Anlægget i Lunderskov fandt sted.
Ejendommen Hvidkilde lå og ligger som Storegade 44 i Lunderskov. Området omkring Hvidkilde ligger stadig tydeligt placeret som en udstykning fra Drabæks Mølle, som et parkområde med et åløb, der ved Drabæks Mølle breder sig ud til en sø, hvor den herskabelige villa med parkanlæg blev opført 1913 af fiskeeksportør Poul Hansen, født i Lunderskov 1875, hvor han blev pioner og ganske velhavende som dambrugsejer i det område, hvor han opførte Hvidkilde. Den anden Mølle, Rolles Mølle etablerede også dambrug med ejeren Niels Jørgen Nielsen, som dog ikke fik samme økonomiske succes som Poul Hansen med dambruget på Hvidkilde området.
Det fremgår af samtidige matrikelkort, at Lunderskov Anlæg som Hvidkilde må være udstykket fra Drabæks Mølle.
Hvidkildes arv fra Poul Hansen som fiskeeksportør er de tidligere fiskedamme i parken til Hvidkilde. Desuden Hellas, som Poul Hansen lod opføre til datteren. I forlængelse af parken til Hvidkilde blev området til grænsesten nr. 117 etableret som Anlægget i Lunderskov, i et område fra Drabæks Mølle, på den anden side af Møllegade i forhold til Hvidkilde.
Det fremgår af de samtidige aviser, blandt andet Silkeborg Avis 19. januar 1922, at Indenrigsministeriet efter 1. verdenskrigs fredsslutning og ændringen af Kongeågrænsen fra 1864 til den nuværende grænse, ønskede at de, som det hed, ca. 90 grænsesten fra Kongeå grænsen blev tildelt de sønderjyske amter sammen med grænseamterne Vejle og Ribe, sidstnævnte det amt, hvor Skanderup Sogn og Lunderskov var placeret.
Betingelsen for at modtage en grænsesten var, at den skulle opstilles offentligt - ikke privat. Hvilket må antages at have været helt centralt for beslutningen om at etablere Anlægget i Lunderskov. Man kan ydermere ræsonnere sig frem til, at hele planlægningen med at få en grænsesten til Lunderskov nok har indebåret, at Anlægget i Lunderskov er blevet etableret og har stået klar til grænsestenen før annonceringen på generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening om opstillingen, formentlig i 2021 en gang.
 
Poul Hansen erhvervede i 1913 Hvidkilde med tilhørende park fra Drabæks Mølle, som i forlængelse heraf desuden havde området omkring den nuværende Anlægsvej, Møllegade over mod Drabæks Mølle, området, der blev til Anlægget i Lunderskov, hvor grænsestenen blev opstillet overfor Møllegade 21.
Der kan i etableringen af anlægget iagttages et hertil hensigtsmæssigt personsammenfald i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, hvor både Drabæks Mølles ejer, Møller C. S. Nielsen, købmand, senere ostegrosserer Peter Michaelsen, dambruger og fiskeeksportør Poul Hansen, Hvidkilde var fremtrædende medlemmer i tiden efter afslutningen af 1. verdenskrig og genforeningen af Sønderjylland med Danmark. I bestyrelsen var desuden mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, der netop var flyttet fra Skanderup til Lunderskov. Sidstnævnte formentlig uden betydning i denne sammenhæng.
De øvrige kan formodes gennem Lunderskov Borgerforening at have udvirket, at Lunderskov Anlæg blev placeret som nabo til Hvidkilde parken med en yderligere udstykning fra Drabæks Mølle.
 
Ud over den erhvervsmæssige virksomhed var ostegrosserer Peter Michaelsen som tidligere anført lokalpolitisk aktiv som medlem af sognerådet i Skanderup. Men placeringen af en grænsesten i det, der blev Lunderskov Anlæg, skyldes helt utvivlsomt hans gode forbindelser i Lunderskov Borgerforening, samt bopæl i Flensborg indtil 1910-16.
P. Michaelsen var særdeles aktiv i Flensborgbevægelsen, Grænseforeningen. Og i denne sammenhæng helt sikkert blandt de andre fra Lunderskov Borgerforening nævnte helt centrale, lokale aktører, der udvirkede, at man fik en grænsesten til anbringelse i Anlægget i Lunderskov.
Dette fremgår af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, hvor det i et referat af generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening hedder: "Formanden, Kbm. P. Michaelsen, afgav Beretning om det forløbne Aar ... Formanden oplyste, at Sønderjysk Forening (senere Grænseforeningen, stiftet 1879) havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i Tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget".
Det fremgår ganske klart af dette avisreferat af Borgerforeningens generalforsamling i 1922, at Peter Michaelsen er blevet kontaktet - muligvis af den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening - og at han på Lunderskov Borgerforenings vegne har modtaget grænsestenen som en gave til foreningen, forudsat, at Borforeningen kunne stille et område til rådighed, hvilket er blevet det ret nyetablerede Lunderskov Anlæg - der kan formodes etableret inden for rammerne af Borgerforeningen som en opfyldelse af betingelsen for at modtage stenen, at der var tale om en offentlig, ikke en privat placering af stenen.
Foruden Poul Hansen, Hvidkilde, der havde været formand i Borgerforeningen før P. Michaelsen sad i Borgerforeningens bestyrelsen også Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle, som så har været villig til at stille det område, som blev til Anlægget i Lunderskov til rådighed.
Filantropi har der næppe været tale om - betingelserne for at stille området til disposition for Borgerforeningen kunne sandsynligvis konstateres i arkivmaterialet fra Lunderskov Borgerforening, såfremt materialet havde været bevaret. Hvad lokalarkivet har meddelt, det ikke er.
Der kan næppe herske tvivl om, at Anlægget i Lunderskov er blevet etableret på foranledning af Lunderskov Borgerforening, hvor de drivende kræfter har været P. Michaelsen, muligvis P. Hansen, Hvidkilde, og under alle omstændigheder C. S. Nielsen, Drabæks Mølle.
Selvom mange af de nu nedlagte grænsesten på kaotisk vis forsvandt, så fremgår det af referatet fra Lunderskov Borgerforenings generalforsamling 1922, at den til Lunderskov tildelte grænsesten blev tilbudt efter de af Indenrigsministeriet annoncerede regler, som krævede grænsestenen anbragt i et offentligt anlæg.
Lokalarkivets oplysning, at "Michaelsen ... var formand for den lokale grænseforening" er ikke korrekt, han var formand for Lunderskov Borgerforening, der fik grænsestenen tilbudt. At den skulle være "honorar for et foredrag" forekommer misvisende i forhold til den her fremlagte, samtidige dokumentation.
Der er forgæves søgt bekræftende dokumentation for lokalarkivets oplysninger. Teksten er efterfølgende blevet rettet af arkivet, men bibeholdes her som illustration.
Indholdsmæssigt referat af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, Grænsestenen kommer til det nyetablerede Anlægget i Lunderskov:
Formanden (for Lunderskov Borgerforening) oplyste, at Sønderjysk Forening (kan muligvis have været lokalafdelingen for Lunderskov og Omegn) "havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget. (Michaelsen) roste Arbmd. Knud Buhl for den Maade, hvorpaa han havde vedligeholdt Anlæget."
 
Det korte af det lange må være,
  • at anlægget forudgående muligheden for at modtage en grænsesten er blevet anlagt,
  • at (lokalafdelingen af?) Sønderjyske Forening har forhørt sig om muligheden for at få en grænsesten, som har foranlediget kontakt til Lunderskov Borgerforening (v. formand P. Michaelsen),
  • som har været den private forening i Lunderskov, der har kunnet / villet påtage sig opgaven at stille et område til rådighed.
 
Grænsestenen kan således konstateres opstillet i det til formålet nyetablerede Anlæg i Lunderskov - efter de af Indenrigsministeriet stillede betingelser om et offentligt anlæg.
Det forholder sig næppe - eller kun i modificeret form - som tidligere anført af Lunderskov Lokalarkiv, at Peter Michaelsen fik grænsestenen som gave for et foredrag. Og slet ikke i den helt misvisende version, at P. Michaelsen skulle have "lånt" stenen og glemte at levere den tilbage. Denne version må bero på fri og løssluppen fantasi, der ikke burde finde anvendelse i seriøs historieformidling.
 
Grænseforeningen har kolporteret samme misvisende version, som præsenteres i kommentarerne fra Lunderskov Arkiv til grænsesten nr. 117. Grænseforeningen henviser som kilde til Slots og Kulturstyrelsen, hvor det ikke har været muligt at få bekræftet denne ubekræftede løbehistorie. Slots og Kulturstyrelsen henviser til Museum Sønderjylland, hvis ekspert på området afviser rygtet om grænsestenen som en gave til P. Michaelsen i anledning af et foredrag. 
 
Det forholder sig utvivlsomt som anført i Kolding Folkeblad 15. februar i referat af Peter Michaelsens formandsberetning til generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening.
Nemlig at den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening havde søgt om at få en af de på Indenrigsministeriets foranledning i januar 1922 ved Haderslev Amts amtmand indsamlede grænsesten ved Kongeågrænsen. Til anbringelse på det, der blev etableret som et offentligt sted i Ribe Amt, i Anlægget i Lunderskov, nyoprettet til formålet.
 
Indenrigsministeriets formulering herom var, at stenene "ikke (skulle) tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg..."
Lunderskov Borgerforening fik stenen opstillet med Peter Michaelsen som formand og utvivlsom drivende kraft i det formentlig med dette formål for øje nyanlagte Lunderskov Anlæg, som derfor iflg. kriterierne skulle være et "offentligt anlæg".
 
Det kan naturligvis ikke udelukkes, at P. Michaelsen har holdt et foredrag i en af de Sønderjyske Foreninger, eller på anden vis er blevet opmærksom på grænsestenens eksistens og for muligheden for at få den opstillet i Lunderskov - på de af Indenrigsministeriet givne betingelser. 
Men det kan helt afvises, at grænsestenen er erhvervet som gave til P. Michaelsen som privatperson.
Man kan forestille sig, at Poul Hansen, Hvidkilde, P. Michaelsen og Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle med deres position i henholdsvis Borgerforeningen og kendskab til lokalafdelingen af Sønderjysk Forening har fundet ud af at få Anlægget i Lunderskov gjort til en del af Borgerforeningens aktiver - og herved muliggjorde en opstilling af grænsestenen i et område, der ikke var privat.
Betingelserne for overdragelsen af området til Anlægget i Lunderskov må formodes at fremgå af forhandlingsprotokoller el. lign. fra lokalafdelingen af Sønderjysk Forening. Dog ser det umiddelbart ud til, at lokalarkivet kun har registreret nogle årbøger o.l. Det er ikke undersøgt her.
Man kunne også have håbet på arkivmateriale fra Lunderskov Borgerforening, som iflg. oplysninger søgt hos Lokalarkivet i Lunderskov ej heller eksisterer.
 
    
Det hedder i Silkeborg Avis 19. januar 1922 om "De gamle Grænsesten", som efter nederlaget til Prøjsen i 1864 blev opstillet ved den nye grænse ved Kongeåen:
"Efter Indenrigsministeriets Anmodning har Amtmanden over Haderslev Amt ladet samtlige Grænsesten opgrave ved den gamle Grænse fra 1864 ... og tage i Forvaring for at bevare dem fra Ødelæggelse. Der er saaledes indsamlet ca. 90 Sten (128 iflg. Grænseforeningen m.fl. oplysninger), som Ministeriet mener bør fordeles og anbringes på passende Steder i de fire sønderjydske Amter og de to tidligere danske Grænseamter, Vejle og Ribe Amter, og Ministeriet bemærker ..., at det finder det rettest, at Stenene ikke tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg, ved Forsamlingshuse og lignende Steder."
Iflg. Jyllandsposten skulle "15 sten til fordeling" i Ribe Amt.
Iflg. Aarhuus Stifts-Tidende 22. november 1922 skulle "af de gamle Grænsesten ... tilstilles Vejle Amt ... paa Skamlingsbanken, ved ... Niels Kjeldsen Monumentet ... ved Monumenter for Rytterfægtninger ..."
    
 
Fiskeeksportør Poul Hansen lod i 1913 det synlige symbol for sin erhvervsmæssige succes, Hvidkilde opføre.
Det fremgår af forskellige annonceringer i Kolding Folkeblad, at Poul Hansen som formand for Borgerforeningen i Lunderskov blev afløst af P. Michaelsen i 1922. Det fremgår yderligere af annoncering for samme forening i Kolding Folkeblad 24. marts 1924, at Poul Hansen, Hvidkilde og Peter Michaelsen i samme forening sad i bestyrelse med mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, Møller Nielsen, Drabæks Mølle. Og at den samme kreds i 1922 bekæmpede et forslag om at fratage spiritusbevillingen fra Jernbanerestaurationen i Lunderskov, Kolding Folkeblad 10. maj 1922.
      De tre i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, der 1921-22 skønsmæssigt var aktive i bestræbelsen for at få en grænsesten til Lunderskov, og som i den forbindelse har medvirket til at skabe et offentligt rum til stenen med etablering af Anlægget i Lunderskov. 
De her dokumenterede antagelser om grænsestenens vej til Anlægget i Lunderskov kunne muligvis konkret be- eller afkræftes ved et gennemsyn af arkivmaterialet til Lunderskov Borgerforening. Lidt afhængigt af hvor velbevaret og omfattende det af sønnesønnen Johan Michaelsen indleverede materiale om Borgerforeningen er. En forespørgsel til lokalarkivet og sønnesønnen Johan Michaelsen viser, at der kun er registreret en enkelt i denne sammenhæng helt ligegyldig notits fra Peter Michaelsens søn, Johan Michaelsen.

De slesvigske krige og lokalt udvalgte områder ved Kongeå grænsen

For en sammenligning med også nørrejyske områder, se denne undersøgelse.
Grænsesten nr. 117 kan ud over at være blevet flyttet fra en anden lokalitet også give lokale perspektiver på de slesvigske krige i form af af de slesvigske krige, som de udspillede sig lokalt.
Kolding købstad samt de tilgrænsende landsogne Skanderup og Hjarup er udvalgt som lokale eksempler på aspekter ved første og anden slesvigske krig.
I en tidligere foretaget undersøgelse har problemstillingen været, hvordan Lov om almindelig Værnepligt 12. februar 1849 ændrede militærtjenesten fra kun at omfatte bønder til en bredere værnepligt i løbet af de to slesvigske krige.
Identificering af deltagende soldater i de slesvigske krige kan ske ud fra tildelte og modtagne erindringsmedaljer og andet supplerende materiale, bl.a. relevante lægdsruller for perioden.
Lægdsrullerne er ordnet kronologisk og sognevis i Rigsarkivets registrering.

De slesvigske kriges lokale deltagelse

Hvem og hvor mange deltog lokalt med direkte krigsdeltagelse i de slesvigske krige?
Svaret herpå kan søges gennem en sammenligning af land og by i de her udvalgte Kongeå områder
Besvarelsen af det stillede spørgsmål forudsætter et fokuseret kildemateriale. Det helt generelle vil være folketællinger, kirkebøger, lægdsruller og specifikke dele fra forsvarsarkiverne.
Det retningsgivende kildemateriale om krigsdeltagelsen 1848-50 og 1864, som ret detaljeret kan kortlægges ud fra Forsvarets Arkiver, er de ansøgninger om erindringsmedaljer, som blev tilbudt alle krigsdeltagende soldater i begge de slesvigske krige.
Ansøgningsproceduren blev desværre for den optimale brugbarhed til en undersøgelse af hvem, der kæmpede i de slesvigske krige, igangsat ret sent, 1876 for krigsdeltagelsen i både 1848-50 og 1864.
 
Det er skønnet, at "i runde tal bestod de danske væbnede styrker ved krigsudbruddet (1864) af 52.000 mand."
Dette skøn skal formentlig ikke tillægges nogen højere form for visdom, men sammenholdt med, at der dokumenterbart var 49.085 ansøgninger om erindringsmedalje i 1876 for krigsdeltagelse, så er det næppe meget ved siden af at skønne, at der 1864 har været o. 50.000, muligvis op mod 52.000 krigsdeltagende soldater fra kongeriget Danmark.
Det må antages, at det er vanskeligere at nå frem til det korrekte antal af soldater i krigen 1848-50, hvor den tidsmæssige afstand til 1876 må formodes i et betydeligt større omfang at have reduceret ansøgernes antal i forhold til de faktisk deltagende soldater.
I skønnene over de deltagende soldater i krigene formodes det så også, at det må have været det gennemgående i datidens Danmark, at man søgte erindringsmedalje for sin krigsdeltagelse.
Hvis disse skøn og formodninger holder stik, så vil ansøgningerne om erindringsmedaljer for deltagelse i de to slesvigske krige kunne betragtes som et retningsgivende og korrekt billede af krigsdeltagelsen i de slesvigske krige.
Sammenholdt med især det samtidige folketællingsmateriale formodes ansøgningerne om erindringsmedalje og listerne over faldne og døde i de undersøgte lokaliteter ydermere at kunne dokumentere krigsdeltagelsen så nogenlunde socialt.
Som en sidegevinst giver de anførte stillingsbetegnelser et indblik i den tids - 1876 og herefter - brug af stillingsbetegnelser.

Ansøgningerne om erindringsmedaljer  ​

 
 
Der er 36.388 ansøgningsdokumenter om erindringsmedalje 1848-50. Og 49.085 ansøgningsdokumenter om erindringsmedalje 1864. Det indledende initiativ blev taget af Frederik 7. i 1848 efter slaget ved Bov, fulgt op af Christian 9. efter slaget ved Dybbøl 1864.
Ansøgningsmuligheden blev for begge krige endeligt igangsat oktober 1876.
De fleste faktuelle oplysninger herom kan findes i Generalstabens udgivelser.
Det fremgår af Krigsministeriets meddelelse januar 1876 om betingelserne for at modtage erindringsmedalje, at: 
  • man skulle have deltaget i kampene 1848-50 eller 1864 eller have "en Medalje for dem, som have deltaget i begge Krigene..."
  • man afgav med ansøgningen tillige en erklæring om, at man "hverken har udstaaet Strafarbeide eller ... er fundet skyldig i et i den offentlige Mening vanærende Forhold."
I princippet men næppe i praksis har man kunnet få to erindringsmedaljer, den særskilte medalje for deltagelse i begge krige. Dobbelt krigsdeltagelse har dog ikke har kunnet konstateres i det her gennemgåede materiale.
Kender man efternavne på ansøgere til erindringsmedaljer, kan man i en personsøgning alfabetisk søge på både 1848-50/51 og 1864 krigsdeltagelse.
Rigsarkivet har til herværende undersøgelse mere brugbare totaloversigter over alle ansøgninger, der er fordelt i forskellige kategorier. Der er en inddeling efter amter 1848-50 og amter 1864. Man kan nederst i de håndskrevne ansøgninger se angivet, hvilken by og / eller hvilket sogn, ansøgeren kommer fra, ud over den angivne stillingsbetegnelse, alt i ansøgningsårene, der starter 1876. 
Til undersøgelsen er der udvalgt:
  1. Fra Ribe Amt, Andst Herred. Ud over alle ansøgere fra Andst Herred er alle ansøgere fra Skanderup og Hjarup Sogn udvalgt særskilt som formodet repræsentative for ikke-bymæssige områder tæt på Kongeåen.
  2. Fra Vejle Amt, Kolding Købstad. Ud af 13 herreder og 2 byer er der kun udvalgt Kolding By som den bymæssige repræsentant ved Kongeåen.
I Rigsarkivets fortegnelse over erindringsmedaljer er registreret "de udfærdigede", hvor der også er en kategori for "udfærdigede - ikke afhentede ansøgninger". Der er for 1848-50 registreret 148 ikke afhentede ansøgninger. For 1864 er der registreret 764 ikke afhentede ansøgninger. Det fremgår af kategorien "senere ansøgninger", at der blev ansøgt helt indtil 1924 om erindringsmedaljer.
Der er ansøgninger fra udlandet, samt såkaldt "uberettigede" og andre ansøgningskategorier, som sammen med den almindelige usikkerhed i og med, at erindringsmedaljerne først kunne søges fra 1876, der gør det vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at benytte disse registreringer som helt præcise vidnesbyrd om, hvor mange og hvilke krigsdeltagere, der har været i de to krige.
På trods af de således helt åbenbare svagheder, især det tidsmæssige spænd mellem krigene og ansøgningsmuligheden fra 1876, så formodes ansøgningerne at kunne bruges som en retningsgivende indikator for krigsdeltagelsen m.h.t. antal, fordeling på land, by og de angivne stillingsbetegnelser.
Sammen med Generalstabens, A. D. Cohens og V. Cohens registreringer af de faldne under de slesvigske krige formodes disse kilder samlet at kunne give et repræsentativt indtryk af den lokale krigsdeltagelse - hvem deltog, hvem mistede livet i kampene?
 
Deltagelsesaspektet bliver i undersøgelsen sammenholdt med intentionerne i Lov om almindelig Værnepligt 12. februar 1849. 
Skal man have samtidens oplevelse af og holdningstilkendegivelser omkring krigene, kræves der ud over samtidens avisreportager erindringer, dagbøger mv. Og lokalt finder man om de slesvigske krige kun i noget begrænset omfang dette erindringsmateriale.

Krigsdeltagelse og tabstal i de enkelte lokaliteter

I princippet kunne der i alle de udvalgte lokaliteter indlægges personrelaterede undersøgelser, men det er skønnet unødvendigt inden for denne undersøgelses rammer, hvor undersøgelsens fokus er en sammenligning af de udvalgte lokaliteter m.h.t krigsdeltagelsen, om de deltagende soldater som konsekvens af Lov om almindelig Værnepligt af 12. februar 1849 i væsentlig grad har omfattet andre stillingsbetegnelser end tidligere tiders bønder, samt de lokale reaktioner og eller oplevelser i forbindelse hermed.
Personregistrering med navn kunne være relevant, hvis det også skulle undersøges, om der har været gengangere fra første slesvigske krig til 1864 krigen. Det er ikke systematisk undersøgt, men udtagne stikprøver viser ingen personlige gengangere i de to krige. Hvilket også aldersmæssigt ville have været uhensigtsmæssigt med et tidsspænd på o. 15 år og en ca. indkaldelsesalder på 20-25 år.
1848-50 er der i undersøgelsen flg. registreringer:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 258 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 45 registreringer.
  2. Kolding Købstad 111 registreringer.
1864 er der flg. registreringer:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 353 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 62 registreringer.
  2. Kolding By 202 registreringer.
De undersøgte lokaliteter under de slesvigske krige 1848-50 og 1864.
Den i forhold til de to slesvigske krige sent åbnede mulighed i 1876 for at kunne ansøge om erindringsmedaljer for deltagelse i den ene eller - ikke konstateret - begge krige betyder:
  • En fra 12 til 25 eller flere års afstand til krigsdeltagelsen i de registrerede ansøgninger.
  • Denne tidsmæssige afstand betyder et naturligt frafald af afdøde krigsdeltagere ud over dem, der ikke har kunnet eller evt. ikke har villet ansøge.
  • Det betyder yderligere, at de angivne bopæls- og stillingsbetegnelser på ansøgningstidspunktet kan variere betydeligt i forhold til tidspunktet for krigsdeltagelsen. De helt åbenbare eksempler er stillingsbetegnelser, der opstod i forbindelse med den jernbane, der i de undersøgte lokalområder blev etableret som et resultat af Jernbaneloven af 10. marts 1861, her Kolding-Lunderskov-Vamdrup forbindelsen 1866. Der optræder her stillingsbetegnelser i relation til en jernbane, som under krigene endnu ikke var oprettet, men det var den på ansøgningstidspunktet, 1876 og herefter, og det giver i forhold til tiden for krigsdeltagelsen en forkert stillingsbetegnelse. Det er indlysende problematisk at ekstrapolere en erhvervsfordeling, der er opgivet 1876 til henholdsvis 1848-50 og 1864, idet den tidsmæssige afstand mellem krigsdeltagelsen og ansøgningerne om erindringsmedalje, hvor spørgsmålene om stilling og bopæl var de på ansøgningstidspunktet gældende, kort og godt betyder, at angivne lokaliteter og stillingsbetegnelser alle er post festum i forhold til krigsdeltagelsen. Ydermere er der eksempler på, at spørgsmålsformuleringen "Hvilken er Deres nuværende Stilling" også har kunnet misforstås, og et par steder i de benyttede ansøgninger om erindringsmedalje er blevet besvaret som ægteskabelig stilling især. Og selv om både den tids geografiske og erhvervsmæssige mobilitet var begrænset - nok mere begrænset i land- end i byområderne - så giver den tidsmæssige afstand mellem krigene og ansøgningerne helt åbenbare indskrænkninger i en meningsfuld sammenligning af bopæl og stillingsbetegnelser i de to krige.
  • Til gengæld er de angivne stillingsbetegnelser i betragtning af den tids begrænsede stillingsmobilitet i et livsforløb anset for at kunne benyttes som rimeligt dækkende karakteristikker i krigsdeltagelsens Stillingsbetegnelser, når der inddeles i oversigtsmæssige kategorier. 
I den videre behandling af de søgte og bevilgede erindringsmedaljer vil det være et næsten selvstændigt formål at benytte tidens, de fra 1876 formulerede stillingsbetegnelser. Derfor er så vidt muligt både stavemåde og de udfyldte skemaers evt. egne indplaceringer af Stillingsbetegnelserne i forhold til hinanden bibeholdt - det giver en indikation af, hvorledes ansøgerne selv placerede de benyttede stillingsbetegnelser i forhold til hinanden.
De samtidigt (1876) anførte stillingsbetegnelser skal forsøges sammenholdt med den generelle og landsdækkende, historiske erhvervsfordeling.
Det ville have været værdifuldt at have haft adgang til de undersøgte lokalområders erhvervsfordeling i vurderingen af stillingsbetegnelserne i de benyttede erindringsmedalje ansøgninger.
Danmarks Statistik har en oversigt, Befolkningen i 150 år, der generelt viser, at Danmark under de slesvigske krige stadig var et landbrugssamfund. Det bekræftes af en elektronisk oversigt 1787-1901, som Rigsarkivet har udgivet. Men dette statistiske materiale findes ikke. Det har i det eksisterende statistiske materiale kun været muligt at konstruere en landsdækkende erhvervsfordeling, opgjort på trods af Hans Chr. Johansens konstatering af problemerne i det statistiske materiale med at kunne skelne landbrug og håndværk i tiden før 1901. 
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Erhverv
1787
1801
1840
1860
1880
Landbrug mv.
363
%
508
%
597
%
727
%
889
%
%
  
43,2
  
54,9
  
46,5
  
45,4
  
45,1
Fiskeri og søfart
24
  
18
  
35
  
44
  
54
  
%
  
2,9
  
1,9
  
2,7
  
2,7
  
2,7
Daglejere, arbejdsmænd
209
  
200
  
170
  
242
  
182
  
%
  
24,9
  
21,6
  
13,3
  
15,1
  
9,2
Landbrug i alt
596
71,0
726
78,4
802
62,5
1013
63,2
1125
57,0
Håndværk og industri
114
  
72
  
251
  
347
  
451
  
%
  
13,6
  
7,8
  
19,6
  
21,7
  
22,9
Handel og omsætning
26
  
32
  
46
  
78
  
134
  
%
  
3,1
  
3,5
  
3,6
  
4,9
  
6,8
Serviceerhverv
59
  
55
  
82
  
92
  
132
  
%
  
7,0
  
5,9
  
6,4
  
5,7
  
6,7
Andet
45
  
41
  
102
  
71
  
127
  
%
  
5,4
  
4,4
  
8
  
4,4
  
6,4
I alt
840
100,1
926
100
1283
100,1
1601
99,9
1969
99,8
 
I erhvervsfordelingen på landsplan 1787-1880 er landbrug i alt opgjort inkl. fiskeri, daglejere og arbejdsmænd.
Dette på trods af evt. problemer med at skelne mellem landbrug og håndværk i perioden indtil 1901, når det drejer sig om stiilingsbetegnelser som Arbeidsmand, Dagleier o.l., der ofte inkluderer en form for håndværk som bi- eller delvis beskæftigelse.
I kategoriseringen af de udvalgte, lokale ansøgninger om erindringsmedalje har det været muligt at udskille stillingsbetegnelsen Arbeidsmand særskilt i forhold til stillingsbetegnelser, der direkte er anført som Landarbeider o.l.
Under alle omstændigheder er det konstaterbare, at landbrugserhvervet i denne opstilling går fra en personfordeling på 71 % til 57 % af de beskæftigede i tiden mellem landboreformer og industrialisering.
Den herunder anførte, gennemsnitlige erhvervsfordeling 1860-1880 er udregnet som et simpelt gennemsnit af tabelværdierne oven for og skulle i princippet kunne benyttes som direkte sammenligning med ansøgningerne om de erindringsmedaljer, der er indgivet siden 1876.
Dog så også kun i modificeret form der, hvor det i erindringsmedalje ansøgningerne også ud fra sammenhængen er muligt at henføre stillingsbetegnelsen Arbeidsmand til kategorien landbrug. Det er undladt at kategorisere Arbeidsmand under landbrug i de udvalgte byområder, fordi det her vil være tvivlsomt, hvornår stillingsbetegnelsen Arbeidsmand dækker over en til landbrug knyttet stilling, eller der er tale om en ufaglært arbejder o.l. inden for de sekundære erhverv.
De gennemsnitlige procentsatser er periodens andele af alle erhvervsbeskæftigede personer. Her af Danmarks Statistik angivet med landarbejdere og arbejdsmænd under et i kategorien landbrug.
  •          landbrug i alt 60,1 %,
  •          håndværk og industri 22,3 %,
  •          handel og service, 12,1 %
  •          andet 5,4 %
Desuden kan de udvalgte områders folketal, som er registreret i folketællingerne umiddelbart sammenholdes med krigsdeltagelse som procent heraf. Det giver en fordeling på land og by, som så nærmere skal præciseres ved at sammenholde med de udvalgte områders fordeling på stilling.
Det er umiddelbart indlysende og forventeligt, at landområder med en større andel af landbrugserhverv end byområderne også vil have en større andel af krigsdeltagende i løbet af skiftet fra den værnepligt, der tidligere kun hvilede på bønderne indtil den almene værnepligt fra 1849.

Krigsdeltagelsen i forhold til folketallet

Principielt skulle den almindelige værnepligt, der blev indført med loven af 12. februar 1849 være ligeligt fordelt på by og land og på forskellige stillingsbetegnelser i modsætning til tidligere tiders værnepligt, der havde været pålagt forskellige kategorier af bønder og landarbejdere, hvilket kan betegnes som en militær værnepligt, der udsprang af jorden, men som nu fra 1849 blev direkte person- i stedet for jordafhængig. 
Den nye lov om almindelig værnepligt var en ganske omfattende reform, der for så vidt også var en naturlig konsekvens af det folkestyre, som junigrundloven var udtryk for. Der var naturligvis forskellige overgangsbestemmelser og holdninger til det rimelige i den nye lovs konsekvenser.
Danmarks Statistik har udgivet specificerede folketællinger for 1801, 1840, 1860, 1870 og 1880. Herfra er der udvalgt og beregnet et gennemsnit af 1870 og 1880 folketællingernes folketal, hvilket er skønnet mest korrekt i forhold til ansøgningsåret 1876 og herefter for erindringsmedaljer.
De registrerede og udregnede gennemsnitlige % andele for krigsdeltagelse, d.v.s. modtagere af erindringsmedaljer ser således ud.
Erindringsmedaljer i % af folketallet 1870 og 1880 i udvalgte byer og landområder
% andel af folketal
Andst herred
Skanderup Sogn, Hjarup
Kolding
    
1848-50
2,9
2,9
1,8
    
1864
2,9
3,9
3,2
    
Man kan sige, at under første slesvigske krig 1848-50, hvor den almindelige værnepligt blev indført 1849, levede de krigsdeltagende soldaters, erindringsmedalje modtagernes andele af befolkningen helt op til forventningerne, at de største procentdele finder man i de mest udpræget landlige områder, hvor beskæftigelsen inden for landbruget har været dominerende - Skanderup Sogn og Andst Herred med 2,9 % mod Koldings kun 1,8 %.
Landområderne havde større krigsdeltagelse end byområdet Kolding.
Krigsdeltagelsen 1864 i Kongeå området ændrede sig med en markant stigning i Koldings krigsdeltagelse i forhold til landområderne i Andst Herred, hvor Koldings krigsdeltagelse lå over herredets, men dog stadig under krigsdeltagelsen i landsognene - Skanderup og Hjarup.

Lokalitetsundersøgelsen

Præsentationen af registrerede stillingsbetegnelser i de her udvalgte lokalområder vil være i sammenfattede kategorier, men med henvisninger til de specificerede tabeller, der er udarbejdet som dokumentation for de sammenfattede resultater. 
Hensigten er at undersøge krigsdeltagelsen blandt de udvalgte områders stillingsbetegnelser, som de blev angivet i 1876 og fremefter, og her forsøge at få præciseret om og i hvilket omfang, den almindelige værnepligt har haft konsekvenser for krigsdeltagelsen i de slesvigske krige.
Det vil inden for den givne undersøgelses præmisser give mening at foretage en hovedopdeling med stillingsbetegnelser, der kan henregnes til beskæftigelse inden for landbrug overfor andre stillingsbetegnelser, hvor forskellige former for håndværk, handel og service samt andre stillingsbetegnelser, der historisk har dækket det bedre borgerskab eller fattige o.a. fra samfundets bund kan konstateres.
Formålet med denne hovedopdeling er at kunne konstatere om, og i hvilket omfang krigsdeltagelsen
  • undergik et skifte fra landbrugserhvervet til andre stillingsbetegnelser i løbet af de to slesvigske krige,
  • om der i forhold til folketal, erhvervsfordeling og evt. andre forhold kan påpeges skift i krigsdeltagelsen som en konsekvens af ændringen i den militære værnepligt fra 1849. 
Det ville være værdifuldt at kunne skelne mellem ejere af landbrugsejendomme, ejendomsstørrelser og forskellige former for ansat og lejet arbejdskraft. Det tillader materialet ikke, dertil er der ikke spurgt eller svaret præcist nok i ansøgningsskemaerne.
Dog kan der så nogenlunde etableres kategorier med stillingsbetegnelserne Gaardmænd, -ejere over for Huus- og Boelsmænd, sammen med noget diffuse kategorier som Landmand, Bonde, Jordbruger, Forpagter o.l. Samt endelig en sammenfattende kategori med Karle, Røgtere, Dagleiere, Arbeidsmand o.l., som må betragtes som de lavest placerede i hierarkiet på landet.
Der er adskillige eksempler i det benyttede materiale på, at stillingsbetegnelsen er angivet med flere betegnelser som f.eks. Huusmand, Boelsmand og Dagleier eller Arbeidsmand, hvorfor der er indbyggede problemer med at finde dækkende kategorier med et entydigt indhold.
Omkring stillingsbetegnelsen Arbeidsmand kunne der i tiden omkring og efter 1876 herske tvivl om, hvorvidt der i princippet kunne være tale om en lidt senere tids ufaglærte arbejdskraft. I det benyttede materiale viser der sig i en lang række tilfælde klart, at betegnelsen snarest er dækkende for Dagleiere o.a. mere løs arbejdskraft i den tids landbrug.
Betegnelsen Arbeidsmand formodes derfor primært at have dækket over landarbejdere, daglejere o.l., især når det drejer sig om landsogne som Skanderup og Hjarup.
Den samlede hovedgruppering ”tilknyttet landbrug” vil således komme til at rumme hele spektret fra højt til lavt placeret i det sociale hierarki, men hvor det er muligt med belæg i kilderne, vil der blive peget på, hvilke dele af spektret inden for de valgte områder, der har været tale om.

Kolding By

Tabellens Arbeidsmand er udskilt fra landbrug. Andre arbejdere, 6 i 1848-50 og 13 i 1864 er medregnet under håndværk o.l.
Stillingsbetegnelser, der er relateret til jernbanen er sammen med uidentificerede og specielle medregnet under andet.
Grupperet fordeling af deltagende soldaters stillingsbetegnelser i Kolding i de slesvigske krige 1848-50 og 1864
 
1848-50
%
1864
%
Landbrug
9
8,1
13
6,4
Arbeidsmand
22
19,8
28
13,9
Håndværk o.l.
36
32,4
97
48,0
Handel, service o.l.
30
27,0
56
27,7
Andet
14
12,6
8
4,0
 
111
100,0
202
100,0
I Kolding var der som i Skanderup og Hjarup Sogn i begge de slesvigske krige en relativt dominerende stillingsbetegnelse, Arbeidsmand, der sammen med stillingsbetegnelser som arbejdere o.l. udgjorde 25,7 % og 21,8 % i henholdsvis 1848-50 og 1864 af alle stillingsbetegnelserne. 
Til gengæld var der i Kolding naturligvis ikke andre nævneværdige stillingsbetegnelser i relation til landbruget - de udgjorde under begge de slesvigske krige 6-8 % af stillingsbetegnelserne.
Stillingsbetegnelser inden for handel, service o.a. bedsteborgerlige stillingsbetegnelser udgjorde under begge de slesvigske krige o.  27 % af stillingsbetegnelserne, omkring en fjerdedel med svagt stigende tendens. Og temmelig usædvanligt kan Kolding 1864 også inkludere både en dyrlæge og en apoteker blandt modtagerne af erindringsmedalje, hvilket konstaterbart ikke var tilfældet 1848-50.
 
Krigsdeltagelse for gruppen med stillingsbetegnelser inden for service, handel m.v. kan muligvis i nogen udstrækning forklares med kampene i og omkring Kolding i 1849. Der var i Kolding ingen lokale tab under de slesvigske krige, men markante træfninger i selve byen og omkringliggende områder kan måske have været medvirkende årsag til krigsdeltagelse for denne gruppering.
 
Stillingsgruppen håndværkere, der omfattede både mestre og svende udgjorde 32,4 % i første slesvigske krig. I 1864 krigen udgjorde denne gruppe 48,0 %.
Denne stigning i andelen af håndværkere fra første slesvigske krig til 1864 krigen kunne meget vel være et resultat af den almindelige værnepligt, som blev indført ved lov 12. februar 1849 som en konsekvens af især borgerkrigens uroligheder i 1848.
Der var i loven undtagelsesbestemmelser, som det næppe har været muligt for almindelige håndværkere at benytte. Derimod fremgår det af oplysninger fra en den gang - i 1849 - i Kolding beskæftiget farmaceut, senere apoteker, at han ikke blev indkaldt til militærtjeneste p. gr. af lovens undtagelsesbestemmelser.
Murere og Tømrere var de dominerende stillingsbetegnelser inden for håndværks kategorien 1848-50. Murere udgjorde i de to krige henholdsvis 7,1 og 6,9 % af alle stillingsbetegnelser. Gruppen af Tømrere, Skibstømrere, Snedkere, "Mestersvend paa Skibsværftet", der formodes at have været skibstømrer, udgjorde 8 % af alle 1848-50, men i 1864, hvor de dominerende håndværksgrupper stadig var Murere, Tømrere, Skibstømrere, var det nu med en dominerende håndværksgruppe af Snedkere med en samlet andel på 9,4 % af alle.
Krigsdeltagelsen i Kolding By, Købstad i forhold til folketallet lå under første slesvigske krig betydeligt under landsgennemsnittet på 2,3 % mod 1,8 % for Koldings krigsdeltagelse i forhold til folketallet. Det ændrede sig markant med Koldings krigsdeltagelse i 1864, hvor landsgennemsnittet var 2,8 %. 1864 lå krigsdeltagelsen for Kolding by med 3,2 % af folketallet betydeligt over landsgennemsnittet. Ikke helt så højt som landsognet Skanderup med 3,9 % af folketallet, men med højere krigsdeltagelse end i Andst Herred med 2,9 %.
Sammenholdt med spredningen på de udvalgte grupper af stillingsbetegnelser kan man måske formode, at erfaringerne i Kolding By med krigshandlingerne i 1849 kan have medført en forøget villighed til krigsdeltagelse i 1864 end den, der var forudsat i loven om den almindelige værnepligt. 
De tapre landsoldater i de slesvigske krige i Kolding og på egnen omkring Kongeåen var bønder i den forstand, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand var en landarbejder, men det er umuligt at konstatere, hvor mange under denne stillingbetegnelse, der har været daglejere, landarbejdere o.l. i Kolding By.
Der har både i byen Kolding og i Skanderup og Hjarup Sogn været en stor gruppe med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som må skønnes at have været den tids betegnelse for landarbejdere, hvilket også er direkte konstaterbart i flere af de anførte stillingsbetegnelser. Men alternativt er det umuligt at afgøre, hvor mange, der har været ufaglært arbejdskraft i Koldings sekundære byerhverv, der fra 1840’erne var i tydelig vækst, og det er konstaterbart, at der I byen Kolding i krigsdeltagelsen var en klar dominans især i 1864 krigen af forskellige former for håndværk, som samlet i en fælles kategori blev den største gruppe i 1864 med 48 % af alle de registrerede stillingsbetegnelsers krigsdeltagelse i Kolding.
På trods af ganske voldsomme kampe om Kolding og Ejstrup 20. - 23. april 1849, kan der hverken i Kolding eller tilstødende landsogne konstateres civile tab, ej heller tab i de danske styrker, der omfattede lokalt indkaldte.

Skanderup og Hjarup Sogn

Inddelingen af de registrerede erindringsmedaljer for Skanderup Sogn og Hjarup kan som de øvrige gøres op i en fordeling på lokaliteter og på erhverv. 
Lokalitetsfordelingsmuligheden gælder alle de undersøgte lokaliteter med landområder, hvor herreder er inddelt i sogne, og det enkelte sogn er opdelt i tilhørende landsbyer.
Der kan konstateres et skifte i den lokale krigsdeltagelse fra især Hjarup og Skanderup til især Lunderskov fra første slesvigske krig til 1864 krigen, som kun kan tages som udtryk for situationen på optællingstidspunktet 1876 og herefter, hvor den nytilkomne stationsby, Lunderskov som beskæftigelsesområde har sat sit præg på ansøgernes antal og stillingsbetegnelser. Også selv om ansøgerne måske som krigsdeltagere har boet andre steder i sognene. Hvad de sandsynligvis har.
I de anførte stillingsbetegnelser forekommer der helt indlysende kun ansatte ved jernbanen p. gr. af det sene tidspunkt, 1876 og herefter, hvor ansøgningsskemaerne blev udfyldt.
For de mange ved landbrug beskæftigede er det nok et mindre problem med skifte i stillingsbetegnelser fra krigene indtil 1876, men det er både for Andst Herred og i de to sogne helt åbenbart misvisende med registrerede jernbaneansatte, som i forhold til de to krige har været en efterfølgende stillingsbetegnelse. Jernbanen gjorde fra 1866 Lunderskov til en stationsby.

Folketællinger og krigsdeltagelse

Man kan ud fra folketællingen i 1850 identificere 12 fra Skanderup Sogn og ingen fra Hjarup, der var registreret som soldater, hvilket så viser sig at være noget misvisende for sognets og Hjarups deltagere i den første slesvigske krig, hvor der vurderet ud fra antallet af ansøgte erindringsmedaljer var 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup, i alt 45 godkendte ansøgere til erindringsmedalje for deltagelse i krigen 1848-50. Dette antal må betragtes som et mindste- og formentlig temmelig korrekt mål for den lokale krigsdeltagelse 1848-50.
Den manglende overensstemmelse med folketællingen kan skyldes optællingstidspunktet for folketællingen, hvor de optalte måske har været hjemsendt fra militærtjenesten, og har fået en civil stillingsbetegnelse i folketællingen. 
Sammenholder man personoplysninger i 1850 folketællingen, hvor der er registreret 12 som soldater fra Skanderup Sogn, med de 25 ansøgere fra Skanderup Sogn om erindringsmedalje for krigsdeltagelse 1848-50, så er det bemærkelsesværdigt, at kun 3 fra de i folketællingen registrerede optræder som ansøgere til erindringsmedalje. De resterende 9 soldater fra 1850 folketællingen må så enten være afgået ved døden, eller de har af anden grund i 1876 undladt at ansøge om erindringsmedaljen. 
En kontroloptælling af Skanderup Sogns folketal i 1850 folketællingen viser et folketal inkl. kvinder og børn på 1056 personer, hvor Hjarup Sogn ved 1850 tællingen havde optalt 468 personer, hvoraf ingen er registreret indkaldt som soldat. Men befolkningsmæssigt har de to sognes folketal nok kunnet betinge 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup.
I betragtning af indførelsen af den almindelige værnepligt 12. februar 1849 har Skanderup Sogns og Hjarups krigsdeltagelse helt utvivlsomt mindst været de 45 registrerede ansøgere til erindringsmedaljen frem for det antal, der kan udlæses af 1850 folketællingen.
Første slesvigske krig
Vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 45 erindringsmedaljer under første slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogn, var der 37 krigsdeltagende personer, 82,2 % med stillingsbetegnelser inden for landbruget. Heraf havde hovedparten betegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. landarbejder eller Huus-, Boelsmand. Med betegnelsen Gaardeier, Gaardmand var der 5 personer eller 11,1 %. Hertil kom stillingsbetegnelsen inden for håndværk o.l., der udgjorde 5 personer, 11,1 % med stillingsbetegnelser som Muremester, Snekersven, Tømrer, Høker og Straatækker. Der var en restgruppe på 3 personer, 6,7 % med stillingsbetegnelser som Ledvogter, Sygdom og Gift.
Der er tydeligt tale om krigsdeltagende soldater fra sogne med erhverv tilknyttet landbrug, og her først og fremmest det mindre hartkorn, tyende og landarbejdere. Sammenlignet med Andst Herred som helhed udgjorde gruppen med Gaardmand, -eier, det lidt større hartkorn en mindre del, 11,1 % sammenlignet med herredets 25,2 %.
1864 krigen, udviklingen siden første slesvigske krig
Krigsdeltagelsen i 1864 krigen var stadig hovedsageligt med stillingsbetegnelser inden for landbrug, 42 personer eller 67,7 % af de krigsdeltagende i sognet. 
Krigsdeltagelsen i Skanderup og Hjarup Sogn fra første slesvigske til 1864 krigen viser en ret konstant krigsdeltagelse fra håndværk o.l. på 5-7 personer, 11,1-11,3 %. Stillingsbetegnelserne 1864 var 2 Vævere, heraf desuden en også angivet som Indsidder, 4 Skræddere, 1 Smed.
I 1864 kom hertil 3 Møllere, 1 fra Skanderup og 2 Mølleforpagtere på henholdsvis Drabæks og Rolles Mølle. Også 1864 i samme gruppe af blandede stillingsbetegnelser med i alt 13 personer eller 21 % var der som yderligere stillingsbetegnelser angivet 2 som Insider, Indsidder, 6 angivet som Jernbaneassistent, Vandpumper ved Banen, Stationsforvalter, Ledvogter i Dollerup, Colonne Formand, 1 Politibetjent og 1 Huseier.
Sammenholdes krigsdeltagelsen i Skanderup Sogn og Hjarup fordelt på anførte stillingsbetegnelser med lokalområdets krigsdeltagelse i forhold til folketallet, så kan det konstateres, at ganske vist formindskedes den procentuelle krigsdeltagelse for stillingsbetegnelser inden for landbruget fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 82,2 til 67,7 %, men i forhold til folketallet skete der også en forøgelse i krigsdeltagelsen.
Det er især ansatte ved den først i 1866 anlagte jernbane, der afløser krigsdeltagelsen fra landbrugets faldende andel.
Det er en væsentlig variant i forhold til krigsdeltagelsen i Andst Herred som helhed, hvor landbrugets faldende andel især kom fra handel, service o.l.
Den forøgede krigsdeltagelse for andre end stillingsbetegnelser inden for landbrug peger i retning af en realisering af 1849 lovens intentioner om at gøre værnepligten om ikke almindelig så mere almindelig. Dog med forbehold over for de i 1876 med stillingsbetegnelser inden for jernbanedriften.

Faldne, døde fra Skanderup og Hjarup Sogn under de slesvigske krige

Ud over de som krigsdeltagende registrerede soldater, var der 1850 registreret 5 faldne fra Skanderup og Hjarup Sogn, heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Dollerup og 1 fra Hjarup. Dødsregistreringen tyder på, at det formentlig har været under første slesvigske krigs blodigste slag, der fandt sted ved Isted 25. juli 1850, hvor der var 3258 døde og sårede på dansk, 2806 på slesvig-holstensk side. Tallene varierer efter opgørelsesmetode, men eksemplificerer under alle omstændigheder, at under første slesvigske krig var den danske sejr dyrekøbt. 
Det har ydermere været muligt at identificere 5, muligvis 6 fra Skanderup og Hjarup Sogn, som faldt i 1864, heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Hjarup og 1 fra Dollerup. Den sjette er vanskeligt identificerbar, men kan muligvis antages at have været fra Skanderup.
I Skanderup Sogn har man ud over en mindesten i Gelballe Skov fulgt traditionen syd for Kongeå grænsen op med en mindesten for ukendte soldater. I Skanderup blev de faldne optalt til 3, som faldt under kampene ved Ejstrup.
Ved en temmelig nøje gennemgang af Sønderjyllands Museums samling af mindesten er der fundet yderligere nok en i 1864 falden soldat med formodet lokalt tilhør, Niels Nielsen Lind, Hjarup. Ud fra V. Cohens angivelser var der 5 faldne i 1864, som af Cohen er registreret til at have været fra Skanderup Sogn og Hjarup. Her figurerer Niels Nielsen Lind, Hjarup ikke.
Der kan findes adskillige registreret, både danske og tyske soldater, der faldt v. slagene i og omkring Kolding 23. april 1849. Men alle uden konstaterbart lokalt tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.
Hvor der lokalt har været 10-11, muligvis 12 registreret som døde i løbet af de to slesvigske krige, med den over gennemsnitlige krigsdeltagelse og med den geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, her kunne man måske forvente en speciel lokal variant af nederlagets nationalisme i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid.
Det kræver adgang til et noget bredere og mere repræsentativt erindringsmateriale end det benyttede at kunne slutte noget mere præcist herom. Men tilsyneladende blev der netop i landsognet Skanderup og Hjarup ud af de her undersøgte lokalområder især og snarest tale en religiøs frem for en national kulturkamp i kølvandet på de slesvigske krige i form af en temmelig indædt konflikt mellem Indre Mission og en heraf affødt valgmenighedskirke.
I den grundtvigiansk- og højskole orienterede del af kulturkampen var der tydelige nationalistiske elementer, som ikke ses komme til udtryk i områdets indremissionske bevægelse. 
I tilgift til de konstaterbart faldne kommer de savnede soldater. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater, med tilhørende katalognumre, dog tilsyneladende ingen med tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.

Folketællingsoplysninger og ansøgningerne om erindringsmedalje

I vurderingen af hvem og hvor mange, der var soldater i de slesvigske krige, forekommer det rimeligt at antage, at tallene for ansøgere til erindringsmedaljer må være retvisende i forhold til folketællingernes registrering. 
Krydskontrol af folketællingernes tal for soldater og tallene for ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer kunne meget vel tyde på, at der især i treårskrigen kan have været indkaldt betydeligt flere soldater end de 36.388, der har søgt om erindringsmedalje. Og at der således også i Skanderup og Hjarup Sogn må antages at have været flere indkaldte soldater end de 45, der er registreret som ansøgere til erindringsmedalje.
De manglende ansøgere må så formodes at være afgået ved døden på ansøgningstidspunktet.
De i Skanderup og Hjarup Sogn 45 ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer må antages at have været et absolut mindstemål for krigsdeltagelsen.

Sammenfattende om landdistrikterne i Andst Herred, herunder Skanderup, Hjarup Sogn

Der kan med den benyttede kategorisering konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i Andst Herred, i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Det antaget lidt større hartkorn i stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, har en krigsdeltagelse, der i Andst Herred udgør 10,9-12,7 %, i Skanderup, Hjarup Sogn 11,1-9,7 %, altså under herredsandelen og med faldende tendens frem til 1864 i modsætning til herredets stigende procentandel.
Landdistriktet Andst Herred lå stillingsbeskrivelses- og erhvervsmæssigt langt over den gennemsnitlige befolkningsandel, der var beskæftiget inden for landbrug m.v. Den landsdækkende andel er for 1860-80 beregnet til 48,0 %.
Det kan desuden konstateres, at Skanderup og Hjarup sogn lå med en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen end resten af Andst Herred, hvilket formentlig skyldes, at jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og medførte de konstaterede ændringer i stillingsbetegnelserne, hvor landbruget ellers i sognet før jernbanens ankomst dominerede mere markant.   
 

Krigsdeltagelsen i de udvalgte landdistrikter

Der kan konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i Andst Herred og i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
 
I tabelform kan reduktionen i de udvalgte landdistrikters krigsdeltagelse illustreres således:
Reduktion i landdistrikternes procentuelle landbrugsandele, procentpoint
Andst Herred
Skanderup, Hjarup
11,5
14,5
Det antaget lidt større hartkorn med stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, havde i Andst Herred en krigsdeltagelse på 10,9% i første slesvigske krig, i 1864 krigen 12,7 %, hvor krigsdeltagelsen i Skanderup, Hjarup Sogn gik fra 11,1 til 9,7 %.  Eller under første slesvigske krig omkring herredsandelen men med et fald i 1864 krigen, hvor herredets krigsdeltagelse for denne gruppe var stigende.
Det kan ydermere konstateres, at Skanderup og Hjarup Sogn havde en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen i begge slesvigske krige end resten af Andst Herred, formentlig fordi jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og havde ændret stillingsbetegnelserne væk fra den dominans, landbruget havde i sognet før jernbanens ankomst i 1866. Og stiilingsbetegnelserne er anført 1876, hvor der potentielt og de facto ret realistisk kan være foretaget et erhvervsskift fra landbrug til et byerhverv, f.eks. til jernbanen.

Krigsdeltagelsen i det udvalgte byområde

Det er - forhåbentlig med rette - taget for givet, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand i de udvalgte landområder var en stillingsbetegnelse, der dækkede over landarbejder, daglejer m.v. inden for langbrugserhvervet.
Men når det gælder det udvalgte byområde, kræver denne stillingsbetegnelse nærmere overvejelse, om man her også uden videre med stillingbetegnelser, angivet siden 1876 fortsat kan gå ud fra, at Arbeidsmand altid har været en stillingsbetegnelse, som dækkede daglejer o.l. ved landbrug?
Stillingsbetegnelser med landbrug, hvor Arbeidsmand er udskilt og opgjort som procentdel af alle i lokaliteten.
Andst Herred
Heraf Arbeidsmand
Krig
84,4
21,7
1848-50
73,7
15,3
1864
Skanderup, Hjarup Sogn
    
82,2
37,8
1848-50
67,7
14,5
1864
Kolding
    
29,7
26,1
1848-50
22,3
20,8
1864
     
   
1848-50
   
1864
Selvom det antages, at Arbeidsmand nogenlunde entydigt i landområderne er en form for Landarbejder, Daglejer m.v., beskæftiget inden for landbrug, er denne antagelse i byområderne tvivlsom, også selv om ansøgningsskemaernes stillingsbetegnelser med Arbeidsmand, som konkret har kunnet konstateres at have været tilknyttet en form for sekundære erhverv, er sorteret fra.
Landbrug uden Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
  
 
Kolding
Andst Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Gennemsnit
1848-50
3,6
62,8
44,4
48,6
1864
1,5
58,4
53,2
38,6
Inden for alle de valgte områder er landbrugets andel af stillingsbetegnelserne faldet fra første til anden slesvigske krig. Landbrugets faldende andel i krigsdeltagelsen har været markant størst i de udvalgte byområder, omkring en halvering.
I landområderne har landbrugets andel i krigsdeltagelsen også været faldende, men her er der tale om mere beskedne fald fra første til anden slesvigske krig, mindst i Andst Herred med lidt mere end 4 procentpoint. Her dog med varianten, at landbrugets krigsdeltagelse i Skanderup, Hjarup Sogn er steget med næsten 9 procentpoint, hvilket muligvis skal ses i sammenhæng med faldet i krigsdeltagelsen for lokalområdets stillingsbetegnelse Arbeidsmand, som her nok må anses for at have været landarbejdere o.l. Den forøgede krigsdeltagelse fra første til anden slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogne må formentlig konstateres at have været det mindre hartkorn, Huusmænd o.l., da både det større hartkorn, Gaardmand, -eier og landarbejdere o.l. med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand havde faldende krigsdeltagelse.
Det er konstaterbart, at andelen for Arbeidsmand i begge slesvigske krige i byområdet Kolding har ligget over den gennemsnitlige andel for Arbeidsmand. Kolding har været mindre præget af stillingsbetegnelser inden for landbrug. I Kolding har stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok i temmelig høj grad dækket over en tilknytning til sekundære erhverv.  
Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
  
 
Kolding
Andst Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Gennemsnit
1848-50
26,1
21,7
37,8
21,2
1864
20,8
15,3
14,5
14,6
I Kolding er der som ”andre arbejdere” registreret Maskinarbejder, Jernstøbearbeider, Arbejder (ved) Kolding Gasværk, Jernbanearbejder, Fabriksarbejder, Tobaks- og Cigararbeider.
Med landsognene Skanderup, Hjarup med størstedelen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug, er Kolding det bymæssige, hvor der kun har været ganske få stillingsbetegnelser inden for landbrug i de to slesvigske krige, når Arbeidsmand fraregnes.
 
Samlet karakteristik af de udvalgte områders krigsdeltagelse i de to slesvigske krige.
Det er en historisk kendsgerning, at militærtjenesten i enevældens Danmark for menige soldater var pålagt bønderne, at militærtjenesten så at sige udsprang af jorden, idet herremændene først og fremmest måtte bidrage til behovet for militært personel gennem dem, der dyrkede jorden for dem, bønderne.
Skiftet til den almindelige værnepligt med 1849 loven formodedes indledende at kunne aflæses i krigsdeltagelsen i begge de slesvigske krige, mest og tydeligst, naturligvis i 1864 krigen.
Krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige, her undersøgt gennem de søgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagelse fra 1876, viser et klart fald i de landbrugstilknyttede stillingsbetegnelsers andel.
Med lokale variationer og variationer mellem land- og byområde som påvist.

Lokale erindringer om de slesvigske krige

Første slesvigske krig

Kampene om Kolding og Ejstrup i bl.a. den lokale historiefortælling, -erindring.

Ud over det, man kan lade sig fortælle af de samtidige tegninger og avisreportager, findes der en helt kortfattet beretning om slaget ved Ejstrup, som bygger på (næsten) samtidige lokale erindringer om første slesvigske krig af den lokale Otto Korsgaard, født 1854 og bosat over for Skanderup Kirke, mellem Skanderup og Lunderskov.
Der kan kun være tale om, hvad Otto Korsgaard har hørt fortalt om begivenhederne i 1848-49, da han først er født 1854. Men det kan også i andre sammenhænge konstateres, at Otto Korsgaard har været en engageret iagttager af alt, der rørte sig samfundsmæssigt i hans lokalområde.
Der er også benyttet lokale militærhistoriske oplysninger fra militærhistorikeren Axel Liljefalk, der som kommandant i Fredericia fra 1902 må formodes at have været rimeligt velorienteret i de lokale slag omkring Fredericia især, men vel også om Kolding og Ejstrup, som har været emne for et foredrag, afholdt 1908 i Seest.
A. Liljefalk er klart mere detaljeret i disse beskrivelser end både Generalstabens og oberstløjtnant Tuxens beskrivelser. Generalstaben, fordi der her ikke er noget om 1849 krigshandlingerne, som Tuxen så til gengæld har beskrevet, men mindre detaljeret end Liljefalk.
A. Liljefalk kan naturligvis ikke benyttes som kilde til den lokale erindring om de slesvigske krige, som han aldersmæssigt ikke har kunnet deltage i. Men man kan sige, at han som O. Korsgaard er en lidt senere tids lokale iagttager, Liljefalk med helt oplagte militære og historiefaglige kompetencer.
Som lokale erindringer kan man naturligvis og især benytte den samtidige presses beskrivelser af begivenhederne. Blot må man her være opmærksom på, at der i den samtidige presse er en tydelig sammenblanding af national propaganda, oftest med fokus på de militære begivenheder og en helt mangelfuld markering af, hvornår der er tale om journalistik, og hvornår der refereres meddelelser fra privatpersoner.
Men på trods heraf turde det være uomtvisteligt, at den samtidige presse kan være en god kilde til den samtidige erindring. Ikke mindst i en tid, hvor det var særdeles ualmindeligt, at almindelige mennesker ytrede sig skriftligt i erindringer o.l.

Erindringer om krigens indflydelse på samfærdsel og kommunikation

På det helt overordnede plan, den daglige samfærdsel og kommunikation, så kan man i en avismeddelelse fra 3. april 1849, der omhandler situationen i og omkring Kolding 28. marts, konstatere, at der var ganske store problemer med samfærdslen mellem Kolding og Haderslev, hvor postforbindelsen var ophævet, og "formelig afbrudt for enhver levende Skabning, der ikke kan flyve, idet Veiene flere Steder gjøres ufremkommelige ... og ubrugbare til at befærdes af den forventede danske Armee."
Det fremgår heraf, at de slesvig-holstenske tropper allerede før våbenhvilens ophør 2. april 1849 har kontrolleret dele af Nordslesvig op til Kongeåen.
I en avismeddelelse 6. april 1849, der beskriver situationen 4. april hedder det, at der var opført "Barrikader" omkring Vonsild og Kolding i anledning af, at "General Ryes Brigade ... rykkede over Grændsen paa 3 forskjellige Steder ... Vonsild og Christiansfeldt ... Størstedelen over Foldingbro ... Hovedstyrken under Rye selv ... gjennem Hjarup efter Øddis, Stepping og Maugstrup ..."
Sidstnævnte rute er noget bagvendt beskrevet, men der menes under alle omstændigheder ruten fra de sydlige områder op mod Hjarup og herefter videre frem mod nord for Kolding.
De opførte barrikader blev fjernet af "Drenge fra Kolding...", det som de var i stand til, og resten blev "... sløjfet af Folk fra Kolding og Vonsild i forening med vore Ingenieurer..."
I Dannevirke 16. april 1849 hedder det om 11. april, at man i Kolding forberedte sig på fjendens
komme, at General Bonin nu havde slået sig ned i Haderslev. I en meddelelse samme dag forlyder det fra Kolding, at "Fjendens nærmeste Forposter stode 1 Miil Syd for den nørrejydske Grænse..." ved Kongeåen.

Erindringer om lokale forventninger til krigens komme

Det helt lokalt berettende om disse begivenheder får vi i Otto Korsgaards beretning, som han vel som anført har fået det fortalt af forældrene og den generation, han er opvokset blandt.
Da der var optakt til krigen i 1848 (6 år før Korsgaard blev født), begyndte man "saa smaat at tale om Krig, som der toges Forholdsregler imod... Sogneraadet raadslog om, hvad der skulde gøres. Præsten (U. K. Schmidth) var Sogneraadsformand og en gal Gaardmand var Næstformand. Gaardmanden "vilde have slesvig-holstenerne slaaet ihjæl med det samme.
...Præsten og en Hestehandler, Chr. Juhl, i Nagbøl, som ogsaa var en Slags Sognefoged, var Højstkommanderende.
... den 3. April 1849 begyndte Fjendtlighederne paany. Det kom til et Slag ved Kolding og Ejstrup den 23. April. Slaglinien naaede fra Rolles Mølle ved Lunderskov til Kolding. Olav Rye kommanderede dette Slag.
..."
Som det fremgår, er det ikke nye og forbavsende detaljer om slagets eller slagenes gang (20. og 23. april 1849); men taget som en lokal erindring, formidlet fra generationen forud, så får vi da her det lokale aspekt med i form af de personer, som man i sognet har set stå i spidsen for de lokale reaktioner på begivenhederne.

Erindringer om slaget ved Ejstrup, lokale mindesmærker, festligholdelsen af 25-års jubilæet
Otto Korsgaard, Skanderup fortæller videre ret udførligt om det, som han må have fået fortalt om begivenhederne ved Ejstrup.
"Om Slaget ved Ejstrup er der en Del at fortælle... En (dansk) Underofficer, som blev degraderet paa Grund af en lille Rus stod oppe paa et Dige nede ved Vrannerup og skød paa Tyskerne og alt imedens drak han af sin Feltflaske. Han var bestemt af sine Kammerater til Dannebrogsmand. Nu blev det betragtet, som (om) han var ked af Livet og selv vilde skydes. ..."
Denne kuriøse historie suppleres med nok en bemærkelsesværdig iagttagelse i en fortælling om det lokale mindesmærke for 3 ukendte soldater.
O. Korsgaard fortæller herom:
"Der ligger 5 Soldater begravede paa Skanderup Kirkegaard. Der staar rigtignok paa Mindesmærket, som blev rejst over dem paa 25-Aars Dagen (1874), at der kun hviler 3 danske Soldater, men man ved ikke bestemt, om der ligger 3 eller 5.
25 Aar efter havde Folk glemt, om der laa 3 Danskere og 2 Tyskere eller omvendt. Resten af de faldne ligger paa Kolding, Seest, Bramdrup og Harte Kirkegaarde.”
Og videre beretter O. Korsgaard: ”En dansk Soldat ligger i Vrannerup. Han hedder Jens Pedersen og er fra Hornslet ved Aarhus. Han blev gravet op inde i Skoven paa 25 Aarsdagen og ført til Vejen (ikke byen, men vejen fra Gelballe til Kolding), hvor han nu ligger.
Hans Kone og to Sønner var til Stede ved Festen (i 1874). Den ene af Sønnerne holdt en Tale.
Der var bagefter Musik og Dans i et Skov Telt.
En anden dansk Soldat fandtes 8 Dage efter Slaget i en Toft i Gelballe Skov. Han havde spist det halve af sin Brødskorpe. Nogle Røvere havde skaaret alle Knapperne af hans Vaabenfrakke. Hvor han var fra, vides ikke. Han ligger paa Skanderup Kirkegaard.
Da Soldaterne efter Treaarskrigens Slutning kom hjem, blev der gjort stor Ære af dem.
En af Soldaterne, der var med - han var fra Skanderup[58] - blev budt med til et stort Gilde paa Dollerupgaard. Laden var flot pyntet, og der kom en hel stegt Gris ind paa Bordet. Den stod ligesom den var levende — med en Citron i Munden. De, som havde været med i Krigen, sad øverst til Bords."
En Mand ved Navn Gyde Andersen var blevet Dannebrogsmand og sad derfor paa Hæderspladsen imellem Præst og Lægdsmand. Der blev holdt Taler og sunget Sange og bagefter gik Dansen til den lyse Morgen."
Det bemærkelsesværdige ved Otto Korsgaards beretning er, at han problematiserer mindesmærket på Skanderup Kirkegård, hvad angår antallet af begravede, og om de alle var danske. Desuden bemærker man, at erindringen om begivenhederne i sognet er omkranset af festligheder, hvor der spises og drikkes på passende vis i erindringen om 25-årsdagen for slaget ved Ejstrup og Kolding. Den i forbifarten omtalte Gyde Andersen, Dannebrogsmand figurerer ikke blandt de fra Skanderup Sogn og Hjarup deltagende soldater i krigen 1848-50. Ej heller har det været muligt at finde belæg for, at der på Skanderup Kirkegård skulle være begravet den soldat, der blev fundet i Gelballe Skov, plyndret for knapperne på våbenfrakken.

Erindringer om kamphandlingerne i Kolding

Ud over Otto Korsgaards beretning, der helt naturligt er fokuseret på hans hjemsted i Skanderup Sogn, mellem Skanderup og Lunderskov, så er der også en temmelig detaljeret beretning fra "en Dame" fra Kolding, som i en avisartikel med beretningen, hvor beretteren også kaldes "T".
Artiklen er udformet som en tilsendt øjenvidneberetning, som må skønnes journalistisk at være tilføjet avisskribentens ganske omfattende viden om krigens våben, krigens forløb og indhold.
Bliver her refereret og citeret som en samtidig beretning om oplevelsen af kampene i Kolding og omegn 23. april 1849.
Beretningen starter med, at man blev vækket kl. 5 om morgenen d. 23. april ved at danske tropper under heftig kanonild angreb Kolding for at tilbageerobre byen, som slesvig-holstenerne havde indtaget 20. april.
Den berettende Dame, "T" må have været velorienteret, for hun havde hørt, at fjenden vidste, at angrebet ville finde sted (!) og derfor havde forskanset sig grundigt.
Alligevel kan der berettes om, at fjendens tropper havde døde og faldne, "overstrøet" på "Veien fra Kolding til Vonsyld". Disse faldne skulle være kommet fra kampene "nordenfor Kolding og i denne Byes Gader". Også i "Gjelballe Skov" kan T. berette om voldsomme kampe, hvor fjenden blev slået "efter en frygtelig Kamp."
De voldsomme kampe i både Kolding og "i Gjelballe Skov", som den velorienterede dame har kunnet berette om, bliver fra start karakteriseret som sejrrige danske kampe, hvor "vore Danske vare saa modige, at de endog sang, medens de læssede deres Døde paa Vognene... Saaledes bleve de ved i to Dage og Nætter og endnu i dag ligge Døde her i Egnen, som ikke have kunnet føres bort."
Det svarer jo ikke til de faktisk forekommende hændelser, hvor vi ved, at danskerne blev slået både i Kolding og ved Ejstrup. Og det forekommer temmelig usandsynligt, at Damen "T" skulle have været iagttager til de kampe, der berettes om. Her må der være tale om en journalistisk orienteret beretning, nok på anden eller tredje hånd.
Ud over situationen i Kolding kan den velorienterede Dame også fortælle om situationen i Skanderup, hvor fjenden havde placeret det, vi ved må have været den 2. Brigade, som iflg. damen T. var placeret i "Schulz' Gaard i Skanderup", d.v.s. Wissingsminde, hvor fjenden holdt "et frygteligt Huus. Murene ere brudte ned og fra Hullerne kigge Kanoner frem; alle Popler i Alleen ere omhuggede og Veiene barrikaderede..."
Fra Schulz's gård ved vi fra 1850 folketællingen, at herfra var 3 karle registreret som soldater i krigen 1848-50. Om karlene her har meldt sig som konsekvens af de slesvig-holstenske troppers ophold, eller om de er blevet indkaldt til militærtjeneste som konsekvens af loven af 12. februar 1849 om almindelig værnepligt, er det ikke muligt at afgøre. Alderen på de 3 soldater fra Schultz's gård var i 1850 henholdsvis 23, 27 og 28 år .
De voldsomme kampe hævdes i deres kølvand at have haft ran og rov af privat ejendom. "Tydskerne have, hvor de ere treengte frem , taget alt Sølv og Guld, Linned og alle Fødevare , intet levnes. Bonin skal have givet dem Tilladelse."
Det fremgår også af artiklen, at den refererede Dame, "T" må være kommet hjem den foregående dag "... fra Haderslev ..." Om Haderslev og især Christiansfeldt beretter T. videre, at der her især var lazaretter, hvortil sårede var blevet bragt fra kampene på Als og anbragt i kirker og brødremenighedens lokaler. Hertil blev også bragt døde og sårede fra kampene ved Kolding. "...Hun var inde i Kirken og saae her det gruelige Syn, hvorledes en stor Ballie stod her, fyldt med afsatte Been, Arme og udskaarne Stykker Kjød. De Soldater og Bønder, som hjalp de Saarede og Lemlæstede af de ankommende Vogne, græd af Smerte."
Ud over krigshandlingernes gru berettes der også om en dansk præst i området ved Christiansfeldt, som var blevet fyret og erstattet af en tysk præst.
Desuden hævdes en stedlig "Kjøbmand Aagaard i Kolding" at være blevet transporteret til Rendsborg. Begrundelsen for denne i og for sig noget besynderlige handling kommer lidt længere henne i "T"s beretning: "De vare trængte ind i hans Huus, havde taget Alt, hvad de fik fat paa, drukket hans Viin og ladet Resten løbe paa Gulvet. Manden blev herover saa rasende, at han d. 23. ikke tog i Betænkning at skyde 4 af dem, hvorpaa han blev overmandet og taget tilfange."
Og i samme boldgade om oprørernes hensynsløse fremfærd: "Den første Dag, da Tydskerne kom til Kolding, tvang de derværrende Overauditør, Borger- og Politimester Qvistgaard til at føre dem til Hans Viinkjærlder, hvor de drak, saalaenge de kunde og spildte Resten."
Denne familie får vi lejlighed til at følge videre under kamphandlingerne, hvorom det hedder, "Da Byen d. 23. blev beskudt, maatte Qvistgaards hele Familie, Husets Folk og Postfører ("Navnet er ulæseligt" anfører den refererende journalist) sidde i en lille Kjælder. Da Byen saa begyndte at brænde, maatte Qvistgaard, for at bringe sin Familie i Sikkerhed, tilfods løbe med denne ud af Byen. Hans Frue var endnu i Morgendragt, havde kun faaet Tid til at tage en Kaabe om. Medens de søgte at komme ud fra den brændende By, peb Kugler og Granater omkring dem, indtil de fandt Sikkerhed bag Bakkerne."
 
Dannevirke 2. maj 1849 Kjøbenhavn. Af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn, dat. d. 26. April.

Erindringer om kampene ved og omkring Kolding 

Den avisformidlede beretning fra "T" er samtidig, men tydeligt tendentiøs og propaganderende i sit budskab. Det er umuligt at sondre mellem, hvad henholdsvis den evt. berettende "Dame" og journalisten har bidraget med. Og der er i beretningen adskillige iagttagelser, som hverken kan være selvoplevet, eller som kan godtages som autentiske iagttagelser, gjort af den helt åbenbart ganske velorienterede Dame.
Det fremgår, at der har været tale om hårde og blodige kampe omkring Kolding, hvor de "tydske" besættelsestropper har plyndret og stjålet fra private. I Skanderup har der været en militær indkvartering på Wissingsminde.
 
"T"'s beretning kan sammenholdes med en erindrende beretning, også fra Kolding, men nedskrevet og udgivet omkring 25 år efter begivenhederne, i erindringer udgivet i Vejle Amt Aarbøger 1922, Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen efter optegnelser af Apoteker A. H. H. Worsaae, Aabenraa, der som farmaceut kom til Kolding Apotek 1844. Han forlod igen Kolding i 1849. Udgivet og kommenteret af P. Eliassen.

En farmaceuts erindringer om værnepligtsloven og kampene omkring Kolding i 1849

Det fremgår ikke af Eliassens udgivelse, hvornår apoteker A. H. H.  Worsaae har skrevet sine erindringer, men de er formentlig nedskrevet sammen med andre erindringer, der også omfatter Worsaaes tid i Aabenraa som apoteker i eller omkring 1876, en betydelig tidsmæssig afstand til begivenhederne i Kolding.
Worsaae meddeler først, at han ikke blev indkaldt som soldat efter den nye lov om almindelig værnepligt, da denne lov kun "... udskrev en Del af det Mandskab til Krigstjeneste, der hidtil havde været fritaget ... og da jeg var født 14 Dage før den Tid, fra hvilken Loven fik gyldig Virkning…" blev han, Worsaae fritaget. Selvom han gerne ville have været med, anføres det i erindringerne.
Worsaae nævner i forbifarten slavekrigen, der karakteriseres som en ”latterlig” affære, der indtraf efter Slaget ved Slesvig.
Der kan i Worsaaes beretning konstateres en sympatiserende beskrivelse af de prøjsiske tropper og en tilsvarende negativ beskrivelse af de slesvig-holstenske "Friskarer", som prøjserne ikke ønskede ind i byen Kolding, hvorfor de iflg. Worsaae så blev anbragt "... til Bøndernes Fortvivlelse og Skræk...", altså også ude på landet. 
Vi må formode, at de "tydske" tropper, som "T" avisrefereret oven for har beskrevet som tyve, røvere og ransmænd har omfattet de her af Worsaae som "Friskarer" betegnede, men som så senere i 1849 blev optaget i "den unge slesvigholstenske Arme".
De første "Friskarer" i 1848 blev hurtigt sendt tilbage, og herom hedder det hos Worsaae, at "... efter nogle Dages Forløb blev samtlige Bander ført tilbage over Grænsen, og siden hørte vi ikke Tale om dem førend Aaret efter, da en stor Del af dem vendte tilbage efter at være optagne i den unge slesvigholstenske Arme…"
Videre i en karakteristik af disse slesvig-holstenere, hedder det, at de havde fået "... deres Dannelse ved et Universitet, (og) saa godt som uden Undtagelse var (de) slesvigholstensk sindede og Sværmere for den tyske Enhed, hvorimod Adelen og næsten alle Stabsofficererne var konservative og royalistiske, og ligesom de hadede Oprøret og hvad dermed stod i Forbindelse, saaledes omtalte de altid Danmark og de danske med nogenlunde Retfærdighed…"
I Worsaaes øjne var fjenden en blanding af ret sympatiske, konservative prøjsere og så de slesvig-holstensk sindede "Sværmere", der 20. april 1849 besatte Kolding, hvor det danske modangreb blev sat ind tre dage senere, 23. april 1849.
Worsaae beskriver d. 23. april som dagen med "... det blodige Slag i og ved Kolding, ganske sikkert den sørgeligste Episode i den treaarige Krig næst efter den ulykkelige Affære ved Ekernførde (5. april 1849)... (hvor) daværende Løjtnant L. Castenskiolds raske, men fortvivlede Indhug ... (kun) resulterede i, at vore Husarer og deres smukke Heste blev nedskudt af fjendtlige Kugler."
Og så kommer der i Worsaaes erindringer en efterrationaliserende kritik af den danske general Bülows kampplanlægning: "I Stedet for at omgaa Byen, som Fjenden da vilde være bleven nødt til at rømme, angreb vor Arme selve Byen. I mange Timer rasede Kampen i Gaderne, og snart var Torvet besat af de danske og snart af Tyskerne… Paa Apotekets Trappe og i Forstuen laa en Mængde døde og saarede … jeg gik tilbage til Apoteket, da Geværskydningen var ophørt, eftersom de danske var Herrer over Byen. Men nu begyndte Slesvigholstenerne paa den skændigste Maade at overøse den aabne By med Brandgranater. Den i Forvejen af Kanonkugler stærkt beskadigede By brændte nu paa flere Steder. Paa Torvet var der Ild i flere Huse, og en Gaard tæt ved Apoteket stod i lys Lue… For at Byen ikke skulde blive aldeles ødelagt, trak de danske Tropper sig tilbage, fulgt af en Mængde Flygtninge, som søgte at redde, hvad reddes kunde..."
Worsaaes beskrivelse af de voldsomme kamphandlinger omhandler store bymæssige skader, og rejser spørgsmålet, om der også har været civile tab, hvorom intet direkte postuleres i Worsaaes erindringer.
Efter de tabte kampe i og omkring Kolding begav Worsaae sig mod Fredericia, hvorfra han kan berette, at han "... kort efter ... fra Volden ... (så) det hjerteskærende Syn af vore Tropper, slagne i Fægtningen ved Gudsø, i ilsomt Tilbagetog … Oprørsarmeen under General Bonin laa for Fredericia, som den belejrede. Mange syge og saarede sendtes hver Dag derfra til Kolding, hvor vi havde fem Lazaretter, som altid var overfyldt..."
Og videre hedder det i Worsaaes beretning: "… Efter Slaget (ved Fredericia) kunde de danske ikke forfølge deres Sejr den 6. Juli, da deres Kavalleri var udmattet..."
Lokale erindringer om militære og civile tab under 1849 kampene i Kolding området 
Worsaaes relativt omfattende beretning om situationen i Kolding, Vonsild og Christiansfeldt, de kortfattede oplysninger hos O. Korsgaard samt T's samtidige avisberetning kan suppleres med at konstatere, om der var lokale, der led fysisk overlast ved kamphandlingerne, om der i kirkebøger for 1848-49 skulle være registreret mænd, som kunne være døde som konsekvens af krigshandlingerne. Hvis ikke, må det være rimeligt at slutte, at der heller ikke har været civile tab blandt kvinder og børn. 
Der ser ikke ud til at have været civile tab i Skanderup Sogn, hvor der ikke i kirkebogen 1849 er registreret dødsfald blandt mænd, som kan relateres til kampene i og omkring Ejstrup, Harte og Bramdrup. Der er heller ikke dødsfald blandt mænd for den sags skyld i kirkebogen 1848, som kan tilskrives nogen form for krigshandling.
I Kolding Sankt Nicolaj Sogn er der blandt registrerede døde mænd 23. april 1849 fem unavngivne mænd, hvor det i Anmærkninger anføres, at det er faldne soldater fra slaget i Kolding ved Sønderbro, heraf to der blev ramt af kugler (i en ulæselig kontekst). Der mangler navne og alder på fire af de faldne, tilsyneladende "Insurgenter", altså oprørere. En enkelt - også uden aldersangivelse - hedder Ole Henriksen, men er tilsyneladende også ikke-dansk.
Af T.s beretning fremgår det, at der den følgende dag, 24. april i Christiansfeldt " ... begravedes 37 Døde, og Præsten Røntgen var tilligemed en Officeer henne for at afpæle Grave til Flere."
Men det har helt givet også her været kampdeltagende faldne soldater, som der har været tale om. 
Fra kampene omkring Kolding 20. - 23. april skal det bemærkes, at tabstallene her var langt de største, både i forhold til 1848 uden kamptab og 1864 med en enkelt falden fra Kolding. Langt de største kamptab var slagene 23. april ved Ejstrup og omkring Kolding, hvor der iflg. Cohens registrering var 150 faldne.
Ud over den blodige 23. april, var der tab ved træfninger i og omkring Gudsø, hvor der var tale om regulære kamphandlinger.
Helt uforklarligt er der 15. og 16. juli henholdsvis et og tre dødsfald, som skete "under March", dødstal, der er på niveau med træfningerne omkring Gudsø.
Det fremgår af A. D. Cohens liste over faldne 1849-50 i og omkring Kolding, at tre af de faldne i første omgang blev begravet i "Fru Theilades Have". Den første, der blev begravet her faldt 20. april, de to andre d. 23. april. De tre her begravede er senere blevet flyttet til Kolding Kirkegård.
Det skulle iflg. Cohen være sket på foranledning af "Tydskerne", at de tre blev begravet i denne private have. Det er næppe muligt at få klarlagt hvorfor det har været belejligt at begrave de tre faldne soldater i en privat have, måske oven i købet i en have med gejstlige relationer, så vidt det har været muligt at konstatere ud fra andre, tilgængelige oplysninger. I folketællingerne er der to muligheder for identifikation: 1) Mecaline Severine Theilade og / eller Elise Theilade, Helligkorsgade 198a, Kolding Købstad, folketælling 1840, 2) Mette Regine Theilade, Korsgade, Kolding Købstad, folketælling 1845.
Avisen Dannevirke omtaler 22. april 1850 "Pastor Theilade", der udtaler sig om en træfning omkring Viuf. Hvis det er korrekt konstateret, at oprørshæren 23. april har begravet 3 faldne i have med relation til en gejstlig, måske oven i købet en provst, så er det forståeligt, at de senere er blevet opgravet og flyttet til Kolding Kirkegård.

Erindringer fra anden slesvigske krig

Slaget ved Vorbasse - en dansk sejr blandt mange nederlag

Efter den danske rømning af Dannevirke 5.-6. februar 1864 og tilbagetrækningen til Dybbøl blev de prøjsiske styrker efterfølgende fordelt i de tre anførte korps, som blev stillet over for de danske divisioner, således som det fremgår af Generalstabens strategiske kort 1891.
Det prøjsiske I Korps i området omkring Dybbøl over Sønderborg til Als kom til at stå over for danske første og anden division, der var marcheret fra Dannevirke til Dybbøl.
Det prøjsiske andet Korps stod i området fra Haderslev til Christiansfeld.
Det prøjsiske tredje Korps omkring Kolding, Fredericia og Vejle stod over for danske tredje division i Fredericia og fjerde division, der hovedsageligt bestod af ryttere, placeret omkring Vejle og nord for Kolding.
Det havde vist sig, at både Dybbøl og Fredericia var dårligt udrustede til de kommende kampe, hvorimod rytterne omkring Kolding og Vejle kom til at stå for en af de ganske få - stort set den eneste - sejrrige danske kamp i 1864.
Denne konstatering indebærer nok en konstatering, at rytterkampen(e)s succes stod i iøjnefaldende kontrast til de store problemer, der var omkring fæstningsværkerne Dannevirke, Dybbøl og Fredericia, ikke mindst som et resultat af det helt utilstrækkeligt vedligehold, som kan henføres til politiske beslutninger, der indebar manglende bevillinger.
Danske tredje og femte dragonregiment var placeret omkring Vejle, og herfra var tredje dragonregiments femte eskadrons ryttere blevet sendt til området sydvest for Vejle til området omkring Vejen, hvor de skulle rekognoscere og lave små fremstød mod prøjserne.

Erindringen om slaget ved Vorbasse 

I den lange række af 1864 nederlag var der, som det fremgår, tale om en ganske bemærkelsesværdig sejr, som i de samtidige meldinger blev beskrevet med stigende patos.
Viborg Stiftstidende og Adresse Avis meddelte 2. marts 1864 i "Telegrammer Kiøbenhavn, den 1ste Marts, Kl. 7,27 Aften. (Officielt).
I gaar Sammenstød ved Skjødegaard og Skjødebjerg tæt ved Vorbasse imellem Varde og Fredericia imellem Eskadronen Moe af 3die Dragonregiment og 2 fjendtlige Husareskadroner.
Vi mistede 6 Saarede, 3 Savnede og 5 Heste, men vi toge omtr. 30 Fanger..."
Det fremgår, at femte Eskadron her også kaldes Eskadronen Moe. Der er enslydende meddelelse om denne fægtning i en lang række aviser 2. marts 1864.
De følgende dage er der beskrivelser af "de i Mandags (29. februar) ved Vorbasse fangne preussiske Husarer..." Dagbladet København 5. marts 1864 har "modtaget et Brev fra Veile-Egnen". Der er her tale om en betydeligt dramatiseret historie, hvor "tvende (prøjsiske) Eskadroner fra Skanderup" var blevet sendt over Bække mod Vorbasse, hvor "vore vakre Dragoner sprang på Hestene, en Deel paa de nøgne Heste (uden sadel) samt uden Hjelme..." Andre aviser har tilsvarende (postulerede) øjenvidne beretninger her og de følgende dage.
Noget forsinket i forhold til træfningen i Vorbasse, der fandt sted 29. februar, meddeler Dagbladet (Københvn) 7. marts 1864, "Fra vor Meddeler i Veileegnen have vi endvidere modtaget Følgende, dateret den 3die Marts : om Natten efter Træfningen arriverede den preussiske Ritmester tilfods tilbage til Gjelballe, og omtrent paa samme Tid ankom dertil, ligeledes tilfods, en menig preussisk Husar, som havde gjemt sig i en Grøft paa Skjødegaards Mark, indtil Alt var roligt, og derved var undgaaet vore Dragoners Opmærksomhed.
Flere preussiske Heste kom ligeledes uden Ryttere til Gjelballe. Af sine mere eller mindre saarede Heste bragte Fjenden hjem til Gjelballe og Skanderup 30 Stykker. I Gjelballe savnede Fjenden 28 Mand af de der indkvarterede og i Skanderup 10 Mand. Igaar Morges forlod en meget stor Rekognosceringspatrouille Kolding og red imod Veerst, formodenlig for at hævne sig paa Vore. ... " 
Ud over tabstal for og flugtbeskrivelser fra de prøjsiske styrker, viser denne meddelelse, at der har været placeret prøjsiske styrker i både Gelballe og i Skanderup, som er blevet dirigeret til Vorbasse for at få gjort kål på de danske rekognosceringsryttere fra tredje Dragonregiments femte eskadron. Samt at der har ligget "en meget stor (prøjsisk) Rekognosceringspatrulje" i Kolding.
Lidt senere, 4. marts 1864 rapporteredes der "fra et Øjenvidne", at de prøjsiske spioner åbenbart havde fundet ud af, at for Moes egen afdeling af femte eskadron i Vorbasse var der 29. februar organiseret en "Hesteparade", hvor officerer og en dyrlæge skulle kontrollere "Hestenes Sundhedstilstand". Denne del af eskadronen har således været ukampdygtig under hestesynet. Men iflg. det berettende øjenvidne blev de hurtigt klar og slog resolut den prøjsiske overmagt, der var overrasket over, at denne del af eskadronen så hurtigt var blevet klar. I en opfølgende meddelelse 9. marts 1864 bekræftes det, at prøjserne ganske vist havde to husareskadroner på egnen, men at kun den ene nåede frem, således at prøjserne havde "c. 100 Mand, og paa vor Side Deeltog kun c. 46 Dragoner ...".
Om overmandingen af forposterne berettes der, at medens der var "hesteparade" hos ritmester Moe i Vorbasse blev en vagtmester og en korporal med 3 mand overmandet af prøjsere, men så kom sekondløjtnant Saurbrey med 20 mand dem og Moe til undsætning.
De prøjsiske husarer meddeles i aviserne at være faldet i snefyldte grøfter, og der blev taget 30 til fange, heriblandt en læge, hedder det i en avismeddelelse 9. marts 1864. 
Erindringer om ryttertræfningen ved Vorbasse finder man også, f.eks. i Roskilde Avis 8. april 1922 og Jyllandsposten 15. april 1922, hvor den erindrende soldat, Jens Peter Hviid må være født i 1840'erne eller før. Der er i hans erindringer adskillige faktuelle fejl omkring træfningen, men kan vel betragtes som et levn af de erindringer, der var omkring ryttertræfningen. Eller som de forekommer i nekrologer og digte.
En helt samtidig beskrivelse af begivenhederne 28. og 29. februar 1849 finder man i en dagbog "en Dames Dagbog fra Kolding 1864". Det er selvfølgelig sparsomt, hvad den skrivende købmandsfrue, der husede mere end 20 forbundssoldater, kan berette om begivenheder i og omkring Vorbasse. Men taget som et vidnesbyrd om den effektivitet, hvormed den lokale snak, velsagtens befordret af oplysninger fra forbundstropperne, der har kunnet give meddelelser herom, så er dagbogens oplysninger informerende. Dagbogen er ført hver dag med start 1. februar 1864.
Der er som anført her også gode informationer om Niels Kjeldsen affæren allerede samme dag, "Søndag den 28. Februar".
Den ganske levende beskrivelse i dagbogen kunne som anført tyde på at være erhvervet ved beretninger fra forbundstropper indlogeret hos Kolding familien, hvilket ikke mindst fremgår af dagbogens beretning om Niels Kjeldsen 28. februar.
Den følgende dags dagbogsoptegnelser, "Mandag den 29. Februar" meddeler, at "… I Dag har her været Røre i Gaden. Infanteriet har øvet sig i et Par Timet. I Middags kom en lukket Vogn med en dansk Husarofficer og en Trompeter som Parlamentær, hvad det nu har at betyde, godt eller ondt. …"
Her var budskabet om Vorbasse ikke nået frem samme dag, måske først den følgende dag, fordi det var en for forbundstropperne ikke så heldig begivenhed.
Men i dagbogen "Tirsdag den 1. Marts (hedder det, at) … I Gaar har vi gjort et godt Kup. 40 af vore Dragoner har taget 51 af de blaa Husarer til Fange. De ligger langs med Grænsen, og dette skete et Par Mil inde ved Vorbasse…"
Involverede danske dragoner og antal tilfangetagne varierer en smule i forhold til andre oplysninger, men må under alle omstændigheder formodes at være blevet meddelt således til den dagbogsførende dame. Der har naturligvis i denne af forbundstropperne meddelte version intet været om - og slet ikke med navn - Sekondløjtnant Saurbreys indsats. 
Iflg. foredrag af premierløjtnant O. F. Gedde i 1903[145] havde Saurbrey på Skjødebjerggaard kun 20 mand. De resterende 10 mand må, såfremt dette er korrekt, have været mænd, som ritmester Moe fik sendt afsted fra Vorbasse, da det blev kendt, at prøjserne angreb.
O. F. Gedde sluttede sit foredrag af med om Saurbrey at erklære: "Sekondløjtnant Saurbrey, Helten fra Vorbasse, nævnes han ofte, og visselig ikke med Urette; thi det var i første Linie ham og alene ham, der ved sin modige og absolut resolutte Optræden skaffede os Sejren." 

Vorbasse Krigshavn

Man kunne i princippet forestille sig en sammenhæng, hvor beskrivelsen af den stort set eneste fægtning med dansk sejr i 1864, "Cavellerifægtningen ved Vorbasse" 29. februar 1864, at den i den daglige omtale kunne have ført til hædersbetegnelsen "Vorbasse Krigshavn".
Blot er der i den lille midtjyske by Vorbasse kun et gadekær.
De navnkundige husarer fra femte Eskadron, Eskadronen Moe har muligvis ind imellem været forsamlet omkring gadekæret i Vorbasse, før de i nogen spredt fægtning p. gr. af den afholdte "Hesteparade" d. 29. februar under V. Saurbreys ledelse begav sig i kamphandlinger med de prøjsiske styrker.
Men gadekæret i Vorbasse har næppe spillet nogen som helst rolle under de aktioner, femte eskadron havde. Tvært imod så hedder det i de første efterretninger om kamphandlingerne, at det var "ved Vorbasse". Det fremgår af foredraget i 1903 af premierløjtnant O. F. Gedde, Ribe, at de to dele af Eskadronen Moe opholdt sig i henholdsvis landsbyen Vorbasse, samt ved Skjødegaard / Skjødebjerggaard.
Ritmester Moe og Premierløjtnant Castenskjold opholdt sig i Vorbasse under "Hesteparaden" indtil der kom melding om det prøjsiske angreb, hvor helten - bliver han udnævnt til af O. F. Gedde - sekondløjtnant Saurbrey skyndsomst begav sig til sin afdeling af eskadronen på Skjødebjerggaard. 
Krigshavnsbetegnelsen er således særdeles tvivlsom, et vittighedslignende udtryk i den helt konkrete situation. Onde tunger vil endda hævde, at en datidig gøgler, som ofte optrådte i Vorbasse, Professor Labri skulle være ophavsmand til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".
Det har været muligt at finde et spor fra Labri til Vorbasse Krigshavn, nemlig Isefjordposten 6. okt. 1919, som kan berette herom, at ”en ung journalist spørger "Professor Labri" til hans mening om Venstre politikeren J. C. Christensen”,[147] hvortil Labri selvfølgelig kun vil servere en vittighed: "Det gør mig altid ondt, naar Venner kommer i Knibe ... men paa denne højtidsfulde Dag har jeg og min skønne Ledsagerinde forladt Vorbasse Krigshavn, hvor vi nylig har givet Forestilling for Kongen af Kerteminde ..."
Niveauet og den sproglige fantasi i Labris verbale udfoldelser fremgår klart og tydeligt. Men alligevel kan udtrykket udmærket være opstået før Professor Labri gjorde det til en vittighed.
Selvom det i princippet godt kunne være gøgleren Labri, der omkring 1919 har fundet på udtrykket Vorbasse Krigshavn i forbindelse med, at han hellere serverede sproglige finurligheder end at rode sig ind i noget, der kunne være en politisk diskussion med stærke holdninger for og imod en højaktuel politisk person. Hvad J. C. Christensen angik, så var det ikke blot Alberti-skandalen,[148] man erindrede, når talen kom på J. C. Christensen, men også hans magtfulde optræden i forskellige sammenhænge i partiet Venstre, hvor det nok ikke altid har været lige let at være partifælle med ham. Så her skulle Labri ikke have noget klinket.
Ud over den pludselige indskydelse i 1919 kan Professor Labri også slet og ret have hørt udtrykket, når han har været på et af sine besøg i Vorbasse.
I Kolding Folkeblad 4. april 1891 nævnes "en Kadet fra Vorbasse Krigshavn", hvilket viser, at udtrykket har været offentligt kendt også i 1891. Der er i Kolding Folkeblad 1. juli 1899 en artikel, En Tur over Heden, hvor en cyklist har taget turen, bl.a. fordi han har hørt om Vorbasse Krigshavn.
Professor Labri, som oprindeligt hed Johannes Marius Dines Petersen, Johannowitz (Johannes med vittighederne, som han også skulle have kaldt sig) er født 1863, og kunne i princippet godt have fundet på udtrykket "Vorbasse Krigshavn" allerede før 1891. Det fremgår blot ikke af nogen konkret dokumentation, at han, Labri har serveret udtrykket, før det nævnes i Kolding Folkeblad 1891 og 99.
Og skulle han være født i Vorbasse, som ind imellem hævdet, så fremgår det ikke af den stedlige kirkebog. Derimod er der i kirkebogen for Nyborg Sogn registreret Johannes Marius Dines Petersen, født 5. august 1863. Præsten skriver i en anmærkning: Han kaldes "Professor Labri". Signeret T. Løgstrup.
De første annonceringer af Professor Labri som tryllekunstner m.v. ser ud til at forekomme i aviserne fra 1893-94, de allerførste med begrænset succes, som det fremgår af samtidige aviser.[150] Om det er 1893, som er starten på karrieren som "Professor Labri" eller 1886, som Labri selv kunne finde på at hævde er vanskeligt at afgøre. Og heller ikke afgørende vigtigt i denne sammenhæng.
Det er sikkert og vist, at Professor Labri ofte har haft Vorbasse med i de rablende bemærkninger, som han blev kendt for. F.eks. Holstebro Dagblad 7. november 1911, hvor Labri annoncerer sit "25 Aars Jubilæum paa Fredag 8 Dage (start må så have været 15. november 1886 som gøgler, såfremt det er dette jubilæum, Labri vil lade "forløbe i Stilhed") ..." Der bliver her serveret mange fine vitser om Vorbasse, dog ikke om "Vorbasse Krigshavn". Han meddeler, at han "har søgt Embede som Fodermester på Vorbasse Fattiggaard ... (at han gerne vil være) Havnefoged i Vorbasse, hvor 33 store Skibe er strandede i den senere Tid ... (samt omtaler) den hellige Pave af Vorbasse..."
Det fremgår, at Vorbasse optræder i Labris sprudlende ordforråd. Men om krigshavnen skulle have optrådt før 1891 eller 1899, hvor den også bliver omtalt i bl.a. Kolding Folkeblad 1. juli, det får stå hen i det uvisse. 
Man kunne - med lige så megen rimelighed som Labri-myten - antage, at glæden over sejren 29. februar 1864, over de brave husarer, der havde været placeret i og omkring byen, samt det eksisterende gadekær, har affødt krigshavn navnet, som det først har været muligt at konstatere komme skriftligt til udtryk i Kolding Folkeblad 1891. Og som først betydeligt senere kan konstateres brugt som en af Professor Labris talrige sproglige udfoldelser.
Lokalhistorisk Arkiv Vorbasse ser mest ud til at hælde til professor Labri som oprindelse til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".
Men derfor kan det sagtens være en opstået vandrehistorie, der som bekendt ikke bliver mere sand af mange gentagelser.

sammenfatning

Set i helikopterperspektiv kan de slesvigske krige karakteriseres som en videreførelse af udenrigspolitiske beslutninger, der mere hvilede på håbefulde hensigter end gode analyser af konsekvenserne.
Fra Christian d. 4.’s, over det enevældige Danmarks svenske krige til de slesvigske kriges endelige reduktion af det danske kongerige til en lilleputstat har Danmarks vej i forhold til de udenrigspolitiske medspillere været tornebestrøet.
De slesvigske krige kostede stort set ikke civile ofre i modsætning til svenskekrigene. Og i erindringerne fra de to slesvigske krige var holdningen til besættelsesmagten ikke meget fordømmende ud over de økonomiske konsekvenser af besættelsestroppernes krav om økonomisk underhold og forplejning. Regulære plyndringer og terrorlignende aktioner kan man ikke konstatere meget af i den samtidige presse og de behandlede erindringer.
De slesvigske krige er i princippet et resultat af de beslutninger, som et valgt folkestyre - med begrænset valgret ganske vist - havde truffet. I tiden 1848-49 dog i samspil med en svækket, enevældig kongemagt. Men nu i modsætning til tidligere tiders konge-rigsråds, senere den enevældige kongemagts beslutninger, så også tilsat et begrænset folkeligt element.
 
Det nationalliberale, bedre borgerskab, der havde regerings- og beslutningsmagten sammen med kongen efter junigrundlovens bestemmelser traf i begge slesvigske krige beslutninger, der stred mod historiske aftaler om Slesvig og Holsten, som man fejlagtigt vurderede kunne accepteres af de stormagter, som den absolutte modstander, Prøjsen, Tyskland også var en del af. Det derfor naive ønske om et Danmark til Ejderen var aldrig en mulighed. Og for at gøre ondt værre, så var de militære forberedelser og den militære strategi slet ikke på højde med modstanderens.
De krigsdeltagende soldater har været i fokus for undersøgelsen, og det kan konstateres, at tidligere tiders udelukkende soldatertjeneste, som havde været en forpligtelse, der påhvilede dem, der arbejdede med jorden, især de mindst velstillede, efter den almindelige værnepligt nu var blevet en personlig, erhvervsmæssigt mere bred forpligtelse.
 
Det kan konstateres, at i landsognene i Skanderup og Hjarup nord for Kongeåen havde de slesvigske krige ikke synderlig nationalisme fremmende effekt, måske reduceret af en religiøs vækkelse, der i stedet gav en mærkbar religiøs splittelse i de undersøgte landsogne. Som et eksempel på en samtidig kommentar til situationen efter 1864 kunne disse betragtninger iKolding Folkeblad 21. januar 1884 tjene.I artiklen sammenlignes "de otte sogne" med resten af Tyrstrup Herred, Haderslev Amt, som blev en del af Prøjsen i 1864.
Økonomisk går det rigtig godt i Danmark, hedder det. Landbrugspriserne er bedre i nord end i syd. Endnu bedre står det til med "Fedekvæg og Smør" - og den personlige frihed. Men "Titulaturen" er der gået inflation i nord for grænsen. Gårdejere blev først proprietærer, siden godsejere.Det landlige snobberi har i "de otte sogne" været så fremtrædende, at i det mindste denne skribent har bemærket det.
 
 
Grænsestensillustrationer
 Kort 1908 Kongeaa grænsen
En grænsesten på Koldinghus, oprindeligt placeret ved Haderslevvej, byskellet. Teksten på stenen er F.R. VI Haderslev Amt, altså taget i brug i Frederik 6.'s regeringstid, velsagtens primo 1800 tallet.
Kunne muligvis være den af P. E. omtalte skelsten for Kolding Søndermark i Kolding Folkeblad 8. september 1904?
Som P. E. helt åbenbart har fundet det ganske forkert at flytte fra oprindelig placering.
 
Den nu næsten forsvundne grænsesten nr. 96 har åbenbart stået i Bastrup, og blev bragt til Koldinghus? Skulle nu stå Ødisvej, Gyldenhave?
De 128 grænsepæle, der blev opsat ved Kongeåen 1864-65, eksisterer naturligvis ikke mere. De blev alle erstattet af grænsesten af granit, hovedsageligt i perioden 1895 - 1915. Meddelelsen i Hejmdal kunne antyde den officielle start på udskiftningen af grænsepælene.
          
Kongestenen Koldingvej har en række grænsesten, af Christiansfeld Arkiv angivet som nr. 88, 99 (nr. 99 er del af bænk, er åbenbart forkert overmalet), 116, 122, 128. Da der er tale om bænke med to sten til hver bænk, skal man enten se on location eller gætte sig frem. Sten nr. 88 er fritstående.Grænsesten nr. 99, 116, 122, 128 kunne være sidesten til to bænke.
Hestestenen Frederikshøj har 1864 grænsestenene nr. 16 og 18 som indgangsparti.
Fotografiske illustrationer af grænsesten 117 og 101.
Grænsesten 101 er en variant med sort tekst mod Danmark, og der er i forhold til andre grænsesten tilføjet en beskrivelse af det historiske monument, at det har fungeret som grænsesten i tiden 1864-1920. Hvilket dog kun er en variant af sandheden, da grænsesten først erstattede de rådnende grænsepæle af træ i perioden 1891-1915. Man bliver ikke klogere på, hvorfor stenen er ekstraordinært ingraveret 1864 / 1920, heller ikke af arkivoplysninger.
Det fremgår af Grænseforeningens oplysninger, at det kun er den danske side ud mod vejen, der har den tilføjede tidsrumsmarkering.
Grænsesten efter 1920. 
Grænsesten nr. 1 står ved Skomagerhus, hvor Kruså’en løber ud i Flensborg Fjord, og grænsesten nr. 280 er placeret yderst ude mod Vadehavet oppe på diget. Kun disse to, yderste grænsesten har påført dato for grænsedragningens begyndelse samt pyramidial top. Alle de øvrige grænsesten har ikke denne datering, og de har i toppen, i midten en lille fordybning, som er de såkaldte sigtelinjer ud til siderne.
Mod nord er der indhugget et rødt D for Danmark og mod syd et sort DRP for Deutsches Reich Preussen.
I den samtidige presses meddelelser om de nye grænsesten blev antallet angivet som 1-279. I en avisartikel, Vestkysten 6. maj 2021 hævdes antallet at være blevet forøget fra 278 til 280. 
Haandbog i det nordslesvigske spørgsmaals historie: dokumenter, aktstykker, kort og statistiske oplysninger vedrørende Sønderjylland,
udgivet af de Samvirkende sønderjydske foreninger, Redaktør Franz Christopher von Jessen
Udgiver Det nordiske forlag, 1901.
Denne udgivelse er benyttet som gentryk af  
Kommissions-Protokol, affattet af de vedkommende høje Regeringers Grænseregulerings Kommissærer til Udførelse af Artiklerne V og VI i den i Wien d. 30. Oktober 1864 sluttede Fredstraktat.
Her er der en gennemgang og identificering af Kongeå grænsens grænsepæle.
 
Peter Tagesen har imponerende registreret alle 128 grænsesten. Der er sten, som ikke er beskrevet nærmere, blot angivet med stennummer. Her vil der ved link til grænsestenen være en bemærkning, der indikerer mangelfulde oplysninger.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
© Skanderup Sogns historie