• Du er her:  
  • Hjem
  • Lokaliteterne

En landsbydrengs erindringer fra Skanderup Sogn

Erindringer er velsagtens snarerest, hvad man vælger at huske, og hermed også at lade gå i glemmebogen.
Dette kortfattede erindringsafsnit til lokalhistorien for Skanderup Sogn er tænkt som en introduktion til den fremlagte sognebeskrivelse i form af lidt faktuelt om forfatterens, redaktørens, altså min personligt oplevede tid i sognet, en tid hvor modsætningerne mellem Indre Mission og Valgmenigheden fortsat var en væsentlig del.
Den tilknytning til sognets liv, jeg har haft, da jeg var bosat i Skanderup Sogn, kunne i princippet karakterisere mig som en part af det religiøse modsætningsforhold, og hermed min sognehistorie som et partsindlæg. Hvad jeg ville være grumt ked af, så har jeg i dette erindringsafsnit ikke udtrykt mig klart nok.
Det skulle gerne fremgå af både erindringsafsnittet og af den tilhørende sognehistorie i øvrigt, at det ikke er helt så simpelt at forudskikke evt. indbygget subjektivitet og personlige holdninger.
Det er med erindringerne hensigten at give en beskrivelse af den del af livets gang i sognet, der falder inden for den tidsmæssige ramme, som nu en gang er min som erindringsskribent - født 1943, jeg forlod sognet i 1962.
Hensigten er at gøre det så nøje og så dækkende, som det er muligt i den givne skribentposition, nu på en betydelig afstand af liv og begivenheder den gang. Men også som en kærlig refleksion over det, som var, og hvordan det nu er ak, så ganske forandret.
Skiftet fra Skanderup Sogn til en uddannelse ved Aarhus Universitet og en mildt fortalt noget anderledes dagligdag var nøje planlagt.
Men den samfundsmæssige udvikling kunne den gang som nu kun anes som den stille susen i træerne eller forårsvindens komme som budbringer om det evigt nye sammen med det gammelkendte.
Oplevelsen af 1960'ernes ungdomsoprør blev formentlig anderledes med studietidens røde faner, teoretiske udfoldelser og andet, der udsprang af studenterlivet i Aarhus, end den ville have været i Skanderup Sogn.
Samtidig kom der som en åbenbaring nye musikalske oplevelser, der startede med Beatles, Rolling Stones, Bob Dylan og alle de velsignelser, folke- og pigtrådsmusikken kastede af sig. Det højlydte blev suppleret med det maleriske i klædedragt, frisurer m.v.
Øvrige kulturelle muligheder var også noget af et skift i muligheder og tilskyndelser.
Men uanset alle omskiftelser og tiderne, der ændrede sig (for nu at citere Bob Dylan), så skal der både i erindringer og i den øvrige sognehistorie tilstræbes en professionel og balanceret tilgang til og udvælgelse af stoffet. Herunder også med en erkendelse af, at jeg ikke kan løbe fra at have været en del af, part i det her beskrevne lokalsamfund.
Partsbeskrivelser er som al historieskrivning med indbygget subjektivitet. Personlige erindringer da ikke mindst.
Også selv om jeg som oplevende part har haft en kritisk og forbeholden tilgang til meget af det oplevede.
 
I erindringerne og i den præsenterede historieskrivning har jeg gjort, hvad jeg har været i stand til, for at komme tættest muligt på den beskrevne historiske virkelighed, både i form af udvælgelse og vurderinger af kildematerialet, og ved at sammenholde det lokalt iagttagede i et danmarkshistorisk perspektiv.
Jeg har brugt alt det, jeg har i værktøjskassen som uddannet historiker. Om det har været tilstrækkeligt, kan jeg ikke selv afgøre. Det må vel komme an på en prøve.
Det helt personligt oplevede under opvæksten i landsbyen Skanderup skulle gerne være renset for uvedkommende, personlige detaljer. Kun det for den historiske interesse formodet vedkommende er medtaget.
De mere personlige erindringer er uden den dokumentation, noter og henvisninger, som er normen i resten af den lokalhistoriske fremstilling.
Det er en tekstligt omfattende lokalhistorie, og den kan være ret krævende som læsestof, hvis man skal nærlæse og følge den henvisende dokumentation i noter og linkede henvisninger.
Men den proces kan for de flestes vedkommende udelades.
Og der er indholdsoversigter og menuer, der giver valgmuligheder i stofudvælgelsen.
 
Lunderskov den 25/12 1970, hensatte lokomotiver R 959, H 798, N 205 og 210 med vandtårnet i baggrunden.
Disse ildsprudlende maskiner gjorde en cykeltur til Lunderskov til en stor oplevelse. Jernbanebroen, den sidste del af vejen fra Skanderup, ad Jernbanegade til Lunderskov, var et godt udkigspunkt til jernbanens pulserende liv den gang.
 
Den i dette afsnit oplevede barn- og ungdomstid, 1943-62 er retrospektivt betragtet en ganske central periode i Danmarkshistorien, hvor omstillingen fra landbrugs- til industrisamfund for alvor fandt sted. Denne omstilling skete i løbet af 1950’erne i forlængelse af det første industrialiseringsspring i slutningen af 1800-tallet, hvor manifestationen lokalt især var jernbanens ankomst til Lunderskov i 1866.
Det ved jeg som fortæller, men det indgik ikke i min forståelse af livet dengang. Det bliver det dog ikke mindre sandt af. Men det siger måske noget om, at der kan være en betragtelig forskel mellem det levede liv og den måde, det bliver omtalt efterfølgende. Vel både fordi det oplevende menneske kan blive gradvist mere indsigtsfuldt, men nok også fordi det fortællende perspektiv vanskeligt kan rumme lugten, smagen af det intense nu.
Man må i fortællingen lade sig nøje med de perspektiverende refleksioner, hvor der pilles lidt ud hist og lidt her.

Et landsogn med stationsby og religiøse skillelinjer

Partsbeskrivelsen bærer helt sikkert præg af min opvækst i et indremissionsk miljø, som socialt stratificeret var en del af de lidt større gårdmandsbrug i landsbyen Skanderup. Her var det antallet af tønder hartkorn, gårdens størrelse, evnen til at drive et rentabelt landbrug og det religiøse tilhør, der var afgørende i social henseende.
Jeg blev som det første af 5 børn således født ind i et driftigt, jævnt velstående, hektarmæssigt et lidt større gårdbrug og altså med tilhør til Indre Mission. Mine forældre var ud af familier, som var blevet en del af vækkelsen, som det hed, da den fra Harboøre indtil da ansatte præst, C. J. Moe blev præst i Skanderup Sogn 1885-1922.
Hele min forældregeneration var med et par enkelte, tydeligt markerede undtagelser, hvad man i de kredse kaldte troende, et resultat af pastor Moes både berygtede og virkningsfulde prædikantvirksomhed.
Min farfar, der flyttede fra Gelballe som gårdejer for ved giftemål at blive gårdejer på Grønvanggaard i Skanderup, var som sognerådspolitiker først højremand, senere konservativ, et vist nok forventeligt resultat af pastor Moes forkyndelse i sognet.
Min morfar, gårdejer i nabobyen Gelballe var så meget yngre, at han igen helt naturligt blev Venstremand i sit sognepolitiske liv - han var sognerådsformand 1923-43. Samtidigt med at også han var erklæret indremissionsk. Familiemæssigt vist egentlig en ganske repræsentativ fordeling af samspillet mellem religion og politik i perioden under og efter C. J. Moe.
Det er konstaterbart, at forholdet mellem de politiske partier Højre og Venstre i Skanderup Sogn afveg markant fra den politiske, herunder lokalpolitiske situation i resten af Danmark.
På landsplan viser nyere undersøgelser, at der også på det kommunalpolitiske plan var konstaterbare ændringer af styrkeforholdet mellem Højre og Venstre som et resultat af provisorietiden 1885-1894. Højres stemmeandel faldt, Venstre overhalede Højre markant i stemmeantal.
I Skanderup gik det i C. J. Moes tid i sognet nærmest omvendt.
C. J. Moe var konstaterbart tilhænger af Højre. Stemmeafgivningen i Skanderup Sogn ved folketingsvalgene viser en markant stigning i Højres stemmeandel efter C. J. Moes ansættelse 1882 og fra århundredskiftet et flertal for Højre, hvor det i resten af Danmark tydeligt var Venstre, der gik frem, Højre der gik tilbage.
I lokalpolitikken vandt Indre Mission flertal fra 1913, hvilket fik en markant indflydelse på ikke mindst ansættelsen af sognets skolelærere. Her var det ligegyldigt, om man politisk tilhørte Højre, Venstre, evt. var lidt skabssocialdemokrat. Det afgørende var, om man tilhørte Indre Mission eller "de andre".
 
Landsbyen og landbrugssamfundet havde under min opvækst en tydelig kontrast i stationsbyen Lunderskov med et erhvervsliv, som udfoldede sig ud over servicen til de omkringliggende landbrug. Men også her var de religiøse skillelinjer markante og iagttagelige på lige fod med arbejderbevægelsens politiske og faglige aktiviteter.
Da jeg en gang lidt efter konfirmationsalderen fra banegården blev sendt afsted af en ved DSB ret nyansat trafikassistent for at købe wienerbrød, blev jeg pålagt, at det ikke måtte være "missionsbrød". Han kunne jo ikke vide, at min onkel var den indremissionske bager i Lunderskov. Som i øvrigt bagte udmærket wienerbrød. Men missionsk bagt har det jo nok været. Og jeg tog de 100 meter ekstra og fik købt noget ikke-missionsbrød hos bager Holger Skrydstrup.

Et gårdmandsbrug i den lille landsby Skanderup

Rammerne var et gårdmandsbrug, hvor trækkraften i markarbejdet de første 5-10 år af min levetid var 3-4 spand heste og en hertil hørende hestestald, hvor der også var en foleboks, dvs. et rum hvor de fødende hopper kunne gå med deres føl i den første tid. En storslået begivenhed var engang o. 1950, hvor en gråskimlet belgierhoppe fik tvillinger.
Hesteholdet var belgier- og jyde-, store, bredryggede arbejdsheste. De blev på et tidspunkt afløst af mere slanke og elegante frederiksborgere og endelig de sidste hestehold, der var oldenborgere. Der var en jævn fordeling mellem hopper og vallakker, dvs. kastrerede hingste. Det var jo arbejdsheste, så der var ikke tid til og brug for fyrrige hingste.
Senere kom der først en, så et par traktorer til - et af resultaterne af den amerikanske Marshall-hjælp i 1950’ernes Danmark - medens hestene gradvist forsvandt. Det var et helt mærbart skred i udviklingen, da gamle kassevogne, tidligere hestetrukne, produceret hos den lokale ”hjuler”, dvs. en karetmager, nu blev afløst af vogne med gummihjul og med en drejemekanisme, der blev tilpasset traktorens trækkraft. I erindringen står klart en ombygget, gammeldags kassevogn, som havde en meget ringe drejekapacitet i forhold til de nye, traktordrevne vogne. Det kunne man helt klart konstatere, når der blev manøvreret med den nytilkomne Ferguson traktor.
Selv om de første mejetærskere kom til Danmark i 1930'erne som afløsning for tidligere tiders selvbindere og høleer, så dukkede de først op for alvor i slutningen af 1950'erne, herunder også i Skanderup.
Indbegrebet af den tids gode liv på landet var en arbejdsdag, der i høsten og andre travle tider kunne være lang og anstrengende, hvor man gik bag hestene eller kørte i vogne, trukket af dem. I høstens tid blev der som regel bragt hjemmelavet øl, kaffe og vand ud til den i marken hårdtarbejdende arbejdskraft. Det var formentlig en arbejdsfremmende foranstaltning. Øllet havde en stærk smag af humle og var helt klart aldeles spiritusfri. Det stærkeste, vi i den tid på gården kunne finde var kirsebærvin.
Kun når min far var forkølet desuden også snaps, hvoraf en flaske blev konsumeret på forkølelsens første dag, så var helbredelsen en kendsgerning. Der var fædrene forkølelser højst en gang om året, ind imellem kun hvert andet år.
Når arbejdsdagen så var forbi, skulle hestene lige en tur ned i den nærtliggende branddam for at blive svalet af. Herefter blev de striglet hjemme i stalden. Det var karlenes arbejde. Med mekaniseringen blev det hele mere effektivt og ikke så slidsomt, men noget af charmen i arbejdsfællesskabet forsvandt vel også.
I min allertidligste erindring var gårdens folkehold på 2-3 karle til markarbejdet, 1-2 piger til husholdning samt børnepasning. Senere blev det færre med den tiltagende mekanisering og behovet for arbejdskraft i byerhvervene.
Desuden en fodermester, der boede i et lille hus, der hørte til gården.
Mit barndomshjem, Grønvanggaard, som det så ud o. 1950. Med stråtækt fodermesterhus t.h. og stråtækt nabohus, den tidligere "pogeskole" over for. Det sidste stråtag forsvandt på Grønvanggaard 1949, på de øvrige her nævnte bygninger i løbet af 1950'erne. Den træbevoksede have bag gården stødte op til Wissingsminde. Markvejen t.h. for gården førte også op til denne sognets største gård. Over for Grønvanggaard lå - ud over den tidligere "pogeskole" - også den skole, som 1842 afløste den gamle rytterskole. Og et luftfoto kort forinden, 1947, da gården stadig havde noget stråtag og - som man kan se - en mødding meget praktisk midt i gården. Hvor der desuden var en gårdpumpe til vand, som blev brugt til at vande dyreholdet - og lidt til brug i husholdningen!

Livet på gården

Gårdens folkehold var placeret i værelser i stuehusets vestre ende, stue- og loftsetagen med fælles vaskerum ved ”bryggerset” og en ”borgerstue”, hvor man bl.a. spiste sammen med familien og i øvrigt kunne opholde sig, hvis man da ikke sad i dagligstuen og deltog i kort-, damspil o.l. Når man betænker tyendelovgivning og forhold for tyendet på landet bare nogle årtier tidligere, var det ganske anstændige forhold, der her blev budt folkeholdet.
De ”bedste” karle var efter min fars udsagn andre bønders sønner, som skulle ud og afprøve og lære erhvervet. Skiftedag for både karle og piger var her som andre steder 1. maj og 1. november, lønnen var dengang, i 1950’erne nogle få hundrede kroner i måneden, med en betydeligt bedre købekraft end i dag, men dog stadig ikke et godt opsparingspotentiale.
Ud over karle, piger og fodermester kom der også jævnligt kontrolassistenter på besøg for at "kontrollere" hygiejne, ydelse m.v. i mælkeproduktionen.
Der var forskellige personlighedstyper her imellem. En gang i min førskolealder var jeg kommet så meget på kant med en kontrolassistent, at han stak mig en ret syngende lussing. Min mor skældte ud, da hun hørte herom. Det så jeg som en opfordring til selv at gribe til handling, hvilket blev en flaske tyktflydende sirup i mandens stramtsiddende filthat, der var lagt fra i forbindelse med et af dagens måltider.
Kontrolassistenten blev ikke glad, da han tog den på. Selv om det kun var en skaldet isse, der måtte stå model til den klæbrige substans, blev der råbt noget op, kunne jeg høre fra mit omhyggeligt valgte skjulested.
Maden på mine forældres gård var god og tilpasset, at der blev arbejdet hårdt i stald og på mark. Det var såmænd ikke alle gårde, heller ikke hvor ejerne var holdne, økonomisk vel aflagte, hvor dette var tilfældet, kunne man blive oplyst om fra tyende hos madmødre, hvor der blev sparet på alt det, som gav god mad.
Alle måltider, undtaget morgenmaden, så vidt jeg husker, blev begyndt og afsluttet med en bordbøn, ved middagsmåltidet kl. 12 også ledsaget af oplæsning af et kortere skriftsted.
 
Grønvanggaard o. 1958. De fire skorstenes funktion var opvarmning i 1. bryggers, afdelingen for folkehold, 2. køkkenafdelingen, 3. stuer, værelser, 4. pensionistafdelingen, der sidst blev sådan benyttet af min farfar og -mor. D.v.s. folkehold, bryggers, madkælder mod vest med pigeværelser i stueetagen, karle på loft. Køkken, stuer værelser i midten med kvist, der blev bygget ved farfars overtagelse af gården 1910. Pensionistafdeling mod øst. Der var 3 indgangsdøre til hver sin afdeling og "folkedør i gavlen mod vest.
Gårdspladsen blev fejet og luget for græs. Her en "karl", proprietærsøn o. 1959. Kørte mig på hospital, da min gymnastiklærer brækkede min fod under en tackling i fodbold.
På gårdspladsen, foto t.v. ser man, at den gamle pumpe af træ stadig står der med vandhane som nabo, o. 1958.
 

Gårdens stuehus

Den firlængede gård med de fire skorstene til hver sin del af det rummelige stuehus vidnede om rimeligt holdne vilkår for gårdens beboere.
Da min farfar flyttede fra sin gård i Gelballe, Højdegaard for ved giftemål at blive ejer af Grønvanggaard, blev der på det den gang stråtækte - som gårdens øvrige bygninger - stuehus tilføjet et kvistparti, hvor der i stueetagen var dagligstue, en større og finere opholdsstue og en feststue.
Af stuehusets tre dobbeltdøre var der her fra den midterste husets hovedindgang uden arbejdstøj og -støvler, hvor der var en trappe med træpaneler og små krybe- og sætte fra sig rum.
Over stuerne og entreen, på loftsetagen var der tre store rum, det ene med kakkelovn, som erindres benyttet til opvarmning ved børnefødsler, skulle de falde ledsaget af årets kuldeperioder.
De to værelser uden denne facilitet blev brugt som børneværelser.
Der var fra disse soverum udgang til det øvrige loftsrum, der i soverumsdelen var ca. halveret i bredden.
Over køkkenet, midt i stuehuset var der på loftsetagen en rektangulær kartoffelopbevaringskasse. Køkkenets træloft gav varme fra køkkenet til kartoflerne, så de ikke fik frostskader i løbet af vinteren.
Den del af loftet, der ikke var inddraget til midterafdelingens soveværelser og den vestlige dels karleværelser var domineret af de fire skorstene. Og der var sirligt ophængt seletøj og ridesadler til hestene.
Den første tid, jeg husker fra dette loft, har været lidt efter den tyske besættelse og tiden med forskellige former for rationering. Der var store spande med raffineret sukker, som det næppe har været meningen, at børnene skulle smage på eller lege med.
Der var en trappe fra loftet ved karlenes værelser, ned til et bryggers med stengulv. Det medførte høje jammerhyl, hvis der ved en fejltagelse blev cyklet på den trehjulede ned ad trappen, ned på det sten-, cementbelagte bryggersgulv.
I den vestlige del af loftet var der karleværelser, hvor det ene var så stort, at der som hovedregel boede mindst to karle her. Med en servante til hver. Det andet, noget mindre var et enkeltmandsværelse. Disse karleværelser lå lige over bryggers og bade-, vaskerum til karlene i stueetagen. I stueetagen herunder var der også pigeværelse, borgerstue, forsænket kælderrum med en rulle, fyldt med kampesten for at gøre rulningen, udglatningen af vasketøjet mere effektivt.
I det kolde kælderrum var der desuden saltkar til opbevaring af slagtede dyr, henkogningshylder med havens frugt og grøntsager, der var blevet tilberedt til længere tids opbevaring.
Dette rum mistede en del af sin betydning, da køleskabe og frysere gjorde deres indtog, især fra 1960'erne.
Mellem køkken og kælderrummet lå et stort badeværelse, oprindeligt med en stor brændeovn til opvarmning og det varme badevand. Det oprindelige lokum i et lille tilstødende hus ude på gårdspladsen, sat op i en vinkel til grisestalden, blev erstattet af installeret wc og rindende vand i dette badeværelse.
Det store landkøkken var oprindeligt med et komfur med to bageovne, vandbeholder til opvarmning af vand og plads til 6 gryder - så vidt jeg husker.
Der var her også plads til køkkenborde, spiseafdeling, der især i sommertiden blev suppleret med spisning i den lige over for liggende "borgerstue".
I tilknytning til køkkenet, mellem køkken og feststue, var der et spisekammer med brødskærer, skabe og hylder til forskellige former for madvarer. Gammelt brød blev lagt i en skuffe og benyttet til øllebrød, når karlene skulle have et ordentligt tilskud af kulhydrater ca. en gang ugentligt.
Den østlige del af stuehuset var i den tid, jeg kan huske, pensionistafdeling for mine bedsteforældre, medens de levede. Herefter blev pensionistkøkkenet fjernet, og afdelingen fungerede som værelser - der var ganske kolde om vinteren, før der blev lagt centralvarme ind i 1950'erne.
 

Religionens udslag i sognets sociale liv

Hvis det var muligt - det var det dog slet ikke altid - foretrak mine forældre at hverve karle og piger, som kom i det lokale KFUM og KFUK[1]. Det blev vi børn også anbefalet at deltage i, og det må nok have været noget af en prøvelse for mine forældre, at jeg konsekvent nægtede at deltage i den slags. Forventningen til deltagelsen var der fra konfirmationen og i den efterfølgende ungdomstid.
Et enkelt år i det lokale FDF blev det dog til. Kristeligheden var her krydret med en ”smart” uniform og forskellige aktiviteter, som kunne fastholde interessen, hos mig dog kun i et enkelt år. Der var for meget løvsav og opbyggelige prædikener efter min smag.
Man kunne også komme i søndagsskole. Det lå ret fast, at blive sendt hertil, når forældrene var i kirke - jeg husker ikke den præcise fordeling mellem kirkegang og søndagsskolen, men det var under alle omstændigheder en del af opdragelsen at komme i kirken også. Der blev i søndagsskolen sunget, bedt bønner og holdt opbyggelige taler af lokale troende. Jeg erindrer endnu den opbyggelige beretning om en trekant, lavet af pilefletpinde, ophængt over indgangsdøren i søndagsskolen. Den malende historie var, at den symboliserede samvittigheden. Og hvis man ikke rettede sig efter dens advarsler mod et syndigt levned, så ville den efterhånden blive slidt kuglerund og derfor blive helt virkningsløs som advarsel mod det syndige, tvi og skam.
Det syndige var simpelt og veldefineret. Ingen bandeord, et tugtigt levned, dvs. afholdenhed, både seksuelt og mht. spiritus, ingen kortspil og dans. Derimod var det sært nok ikke syndigt at deltage i sanglege, som berøringsmæssigt i forhold til det andet køn var meget lig den utugtige dans.
I min barndoms naivitet bad jeg en gang, hvor mine legekammerater skulle i danseskole, om også at kunne få lov til at deltage. Det blev lodret afvist og betød, at alle mine senere forsøg på dansegulvet blev en sær forestilling af hjemmelavede kompositioner og regulære krumspring til ikke udelt fornøjelse for mine dansepartnere.
Til et ordentligt og ikke syndigt levned hørte også, at man ikke spillede kort. Forbuddet gjaldt dog kun ”rigtige” spillekort med spar, klør, hjerter og ruder. Derimod kunne man udmærket spille ”pirat”, en slags whist med kort, der overhovedet ikke lignede de nævnte, men som havde fire farver og samme kortværdier.
I modsætning til den almindelige, mildt berettet lidt kedsommelige søndagsskole, var det overkommeligt og ikke helt uinteressant at skulle deltage i en i sommerferien afholdt søndagsskolelejr. Det af sognet benyttede opholdssted var placeret ved Lillebælt, tæt på Fredericia, kaldet Lyngsbo.
Opholdet var noget, man kunne deltage i aldersmæssigt et sted fra præpuberteten, hvor det andet køn var begyndt at blive interessant, og det kunne man så godt få til at ligne en interessant aktivitet, selv om der blev sunget, bedt og fortalt opbyggelige historie. Der blev faktisk også appelleret til det kreative med opførelse af sketcher og mindre dialoger, som lejrskolens børn så underholdt forældrene med, når de et par dage ind i lejrugen kom på besøg.
 
Selv sportsaktiviteter var inddelt i tilhør til KFUM og K eller ”de andre”. Så vidt jeg husker, spillede de største talenter i både fod- og håndbold for KFUM og K. Der var slet ikke problemer for sportsinteresserede her. Det religiøse betød ikke, at man så mindre konsekvent og alvorligt på de sportslige udøvelser. Var man ikke god nok, var der heller ikke en plads på holdet. Her hjalp hverken tilgivelse, næstekærlighed eller nogen form for Helligånd. Kunne man spille, var man med, hvis ikke var man ude.
En anden ganske heldig kombination af sport og religiøst tilhør var de ugentlige bordtennis aftener i det daværende Menighedshus, barakken mellem det daværende kommunekontor og bager Jac. Nielsen og købmand Mogensen i Lunderskov. Her blev der i lidt mere end vinterhalvåret spillet bordtennis på livet løs. Der kom også mange, som missionen ikke sagde noget, men som kunne lide at spille bordtennis. Det var til det yderste velfungerende, en god reklame for Menighedshuset, hvis det også har været hensigten.
 
Der var kirkegang hver søndag med den ovennævnte variation med søndagsskolen. Der var altid et betydeligt fremmøde, i det mindste som jeg erindrer det. Skulle der komme nye ansigter, blev det bemærket. Man vidste også ret præcist, hvem der sammen med organisten lagde tonen for salmesangen. Nye kærestepar deklarerede velsagtens uformelt her i kirken deres forhold, og sognebørn, indkaldt til militæret viste her til almindelig beundring de evt. erhvervede vinkler og stjerner på uniformen. Organisten, en ugift frøken, velsagens også af indremissionsk tilsnit, fungerede også som lærer i klaverspil. Hun har i sit lille hus nok været et tålmodigt vidne til adskillige, der som jeg ikke havde fået øvet etuder og andet gebrækkeligt som grundlag for den korrekte nodelæsning.
 
En væsentlig del af det religiøse liv i Skanderup, også i dette tidsrum, var møder mellem menighederne i Harboøre og Skanderup. Selvfølgelig et resultat af pastor C. J. Moes virksomhed i de to sognes menigheder.
Betragtet i et overordnet perspektiv var det et umage møde mellem bønder og fiskere, men de var knyttet sammen af religionen. Der var årligt to møder, et i Skanderup og et i Harboøre. De deltagende familier blev indlogeret hos hinanden, og der var møder i Missionshuset, når værterne var menigheden i Skanderup.
I erindringen står stærkt et møde, hvor en jættestor fisker med fuldskæg stod op og nærmest talte i tunger, sådan opfattede jeg det i det mindste. Han råbte op om Helligånden og lignende religiøse begreber. Sognepræsten var dengang Johs. Danielsen, en formentlig på alle måder god missionsmand. Men jeg erindrer helt tydeligt fra dette møde, at han nok har fornemmet, at det religiøse overdrev her var nået til en grænse, han mente ikke burde overskrides, og han sagde en række helt begribelige ting om evangelierne, det kristne budskab m.v., og han afsluttede så med stille og roligt at bede Fadervor.
I min erindring tog det brodden af det religiøse overdrevs værste udskejelser, og resten af mødet forløb i god ro og orden.
Her besluttede jeg så, at den slags lå uden for min begrebsverden, og at jeg ikke mere ville deltage i den slags møder. Det har jeg overholdt uden større besvær siden. Det var mig f. eks. langt vanskeligere at holde op med at ryge.
 
Til det missionske liv hørte også samtalemøder. Jeg husker ikke hvor hyppigt, og jeg deltog af gode grunde aldrig, det var ikke for børn. Men jeg husker tydeligt fra iagttagelsespositionen min fars langvarige forberedelser, når mine forældre var værtspar. Det var værtens opdrag at finde passende skriftsteder og indlede med en ligeledes passende fortolkning, fremsat med den usikkerhed ved at tale i offentlige forsamlinger, som hele livet prægede min far. Jeg tror ikke, det har været nogen udelt fornøjelse for ham, men det hørte jo med. Værtinden, min mor, var mere i sit es, hun skulle sørge for kaffe og kringle, og det var jo helt som det plejede.
Kønsrollefordelingen var ikke til debat i de tider.
 

Skolegang

Skanderup Skole var en almindelig landsbyskole 1.-7. klasse, de første 3 klasser hos forskolelærerinden, herefter førstelæreren i 1908 skolens østlige afdeling med læskur. Lærerne var helt op i 1950’erne stadig helt naturligt en del af Indre Mission.
Skolegangen var en skueplads for de sociale skel i Skanderup. Der skulle en i særdeleshed dygtig mønsterbryder til for at bryde den helt iagttagelige rangorden blandt skolens elever. Bagest i klassen blev fra dag et placeret de elever, som kom fra småkårs hjem, daglejere, fodermestre m.v. De skulle være endog særdeles dygtige for at kunne overstige lærerens forhåndsforventninger. Det skete vist nok, men det er kun noget, jeg har hørt om.
Første skoledag var en stor oplevelse, det var noget nyt og spændende at begynde i skolen, der lå lige op til Grønvanggaard. Vi var 4 drenge i den nye første klasse: Leif, Oluf, Poul og mig. Vi kunne genkende hinanden, der var jo ikke så mange jævnaldrende i Skanderup, men landsbyen strakte sig over nogle kvadratkilometer med gårde, få huse og den lille landsby med bager, brugsforening håndværkere foruden gårdene og de her ansatte. Så det blev en i realiteten ny bekendtskabskreds, der her blev grundlagt på overskuelig vis - det var en særdeles fåtallig klasse, også efter den tids forhold.
Poul og jeg blev anbragt ved siden af hinanden forrest i klassen ved et skolebord med pult, bænk og to huller i pulten.
Som den spøgefugl, Poul skulle vise sig at være, foreslog han, at jeg skulle stikke en finger ned i et af de to huller i pulten. Der viste sig at være blæk i dette hul, som fluks blev tørret af i ansigt og hår på Poul.
Så havde vi ligesom fået set hinanden an, og vi kom efterfølgende til hinandens fødselsdage, indtil jeg skulle på realskole.
De første 3 år blev vi undervist i forskolen af forskolelærerinden, ansat siden 1919, dvs. fra tiden med krav i sognerådet om tilknytning til Indre Mission. Hun var ved min skolestart slemt plaget af leddegigt. Vi fik lært at læse, skrive og regne. Bibelhistorie- og historietimerne var ganske udmærkede, godt tilsat nordiske gudesagn o.l. Skulle der afstraffes, skete det ved ophold i ”det sorte hul” under trappen op til den private bolig ovenpå. Det var faktisk lidt af en fornøjelse at være anbragt her, hullets beholdning af frugt og syltetøj taget i betragtning.
Førstelæreren, som kun blev oplevet i den korte tid, der gik inden realskolen, var en da ny afløser for den mangeårigt ansatte lærer Frederiksen, om hvem der gik mange historier om hidsighed og afstraffelsesmetoder. Men også om god og kompetent undervisning, når der var elever, som kunne eller gad tage fra.
 
Skolefoto fra Skanderup Skole 1950 og 1954. Bemærk 1950 foto, eleven t.v. på bænken er farbror til fodboldspilleren Jan Mølby. Han er også med på 1954 foto 1. række midt.
1950 skolefoto. De yngste elever så nogenlunde første og anden række, herefter blandet. Forskolelærer frøken Petersen t.v., førstelærer Frederiksen t.h. Nederst den daværende 1. - 3. måske 4. klasse på udflugt til København i 1954 - må det være. Efter sommerferien var det realskole for den ene af disse elever, der skulle foretage dette skifte. Der må have været elever, der ikke har villet eller kunnet deltage i denne hovedstadsrejse. De deltagende 11 elever har været 5. - 7. klasse.
Der er her kommet en ny lærer, Høst Madsen, hvor den hjemmegående frue ledsagede mand og den rejselysne klasse.
 
Skulle man have lidt mere boglig uddannelse, så forlod man Skanderup Skole i starten af 5. klasse, hvor man havde gået fra marts til sommerferien for at komme i real- eller mellemskole, hvor man lagde 5 klasser oveni for at erhverve en real- eller en præliminæreksamen, dvs. 9 års skolegang. Den dengang nærmest beliggende realskole var Vamdrup Private Realskole, bestyret af en missionsmand. Det forhindrede dog ikke, at også ikke-missionske familier satte elever i denne skole. Ville man hurtigere gennem systemet og videre i gymnasiet, var det helt klart mere effektivt at tage turen omkring Kolding og gå direkte ind på Kolding Gymnasium. Den private realskole i Vamdrup sigtede på det sikre, en præliminæreksamen, som skolen og de fleste forældre tilrådede. Det var jo ikke sikkert, at de boglige evner rakte til gymnasiet, som dengang var for de ganske få.
 
Hvor det var trygt og under kendte rammer at gå i Skanderup Skole, i det mindste når man kom fra en lidt større gård, så var det nyt og lidt betænkeligt at komme ind i realskolens ukendte omgivelser. Pædagogikken bar præg af, at pryglestraffen langt fra var afskaffet. Min sanglærer, som det kaldtes dengang, vidste, at jeg kom fra en lidt større gård i oplandet, og da vi engang en times tid havde sunget Aakjær og talt om husmænds usle vilkår, spurgte han, om der var nogen, der ikke var begejstret for Jeppe Aakjær. Det havde jeg faktisk ingen kvalificeret mening om, men for at være lidt med i undervisningen erklærede jeg, at jeg ikke brød mig så meget om samme Aakjær. Det medførte prygl med violinbuen, indtil der kun var nogle ynkelige stumper tilbage, som næppe kunne få meget mere ud af de tarme fra smedens kat, som var violinens melodiske fundament.
Realskolebestyreren var et iltert gemyt, som uden betænkningstid brugte sin krogede egestok til korporlig afstraffelse. Men samtidig holdt han helt uforlignelige timer i dansk og historie, hvor han gjorde det hele levende og begribeligt ved f. eks. at anbringe sin korte, kuglerunde krop, liggende på et bord, om det skulle være nødvendigt, for at forklare eller illustrere noget i dagens lektie. Der blev kun undtagelsesvist hørt i lektien. Til gengæld blev der hørt ivrigt efter.
Når der blev afholdt prøver i aritmetik og geometri i skolens store fællesrum, skulle man bare iagttage, om der var fråde omkring skolebestyrerens mund for at vide, om man havde løst opgaven korrekt.
Vamdrup Realskole 1956. Tysk-, engelsk-, fransklærer frk. Jørgensen 1. række midt. Der er en jævn fordeling af elever fra Vamdrup 7, Lunderskov 3, Skanderup 2, Ødis m.v. 9, heraf 15 med eksamensbevis.
 Skolens lærere: sang- m.v. lærer Poulsen, sproglærer Jørgensen, skolebestyrerparret A. C. og Ina Andersen, en den gang nyansat lærerinde, frk. Petersen?, M. Jessen, svigersøn til, senere selv skolebestyrer og byrådsmedlem i Vamdrup. Spillede fodbold med eleverne iklædt de sko, man ser, medens eleverne havde gummisko eller sandaler. Det kostede knubs og skader.
 

Opvækst på gården og i landsbyen

Et spændende og godt kapitel i livet på landet på den fædrene gård var alle de mange lege- og beskæftigelsesmuligheder.
Et var at hjælpe i marken, det kunne være spændende, når man fik lov til at styre hestene eller traktoren foran et eller andet redskab, som regel en vogn, en hø vender, -rive eller andet, som ikke krævede særlig ekspertise eller omhu.
Knap så muntert var det at hakke eller læsse roer, for ikke at tale om al bøvlet med roetoppen. Eller blive placeret i møddingen og læsse tilkommende vogne, som kørte møget ud på marken.
Det allerværste var faktisk at blive sat til at hjælpe med tærskningen. Det var som regel min far og en karl, der passede selve tærskeværket. Vi med talenter til dette mindre bemidlede kunne så få lov til at tage halm fra eller læsse kornneg over på tærskeværket. Det var hårdt arbejde, det støvede betydeligt og var ganske ubehageligt.
Men der, hvor det var rigtig sjovt, var de næsten ubegrænsede legemuligheder.
Laderne indeholdt til opbevaring for tærskning, kreaturfoder m.v. kornneg, hø og halm. Selv om det støvede og faktisk kunne være ret farligt, med risiko for sammenstyrtning af halm og hø, så var det jo helt fantastisk her at kunne grave gange og lege skjul. Eller hoppe ud i det uendelige halmhav fra overliggende bjælker.
Man kunne gå på opdagelse i naturen, dvs. de dyrkede marker og skov med tilhørende kilder, bække, mergelgrave og damme. I bækken kunne man fange hundestejler og ørreder, eller vandrotter, hvis man var uheldig. På markerne kunne man finde diger og områder med ræve- og grævlingehuler, jage harer op, finde fuglereder - eller bare gå rundt og nyde naturen. Hvis man skulle have været så heldig at få lov til at overtage et vækkeur, glemt i et af karle- eller pigekamrene ved skiftedag, så kunne det forekomme, at det blev sat til at ringe lidt før fodermesteren begyndte sin dont ved 5-tiden. Og så kunne man uden at blive forstyrret undersøge alt det, man kendte fra en helt anden vinkel i dagtimerne.
 
Ud over den slags helt accepterede aktiviteter, var der jo også diverse gale streger. Man vidste godt, at den var helt gal, når mor med panik i stemmen meddelte, at nu skulle man se til at komme ned fra den tagryg. I det hele taget var der ikke tvivl om, hvad der var inden for, henholdsvis en overskridelse af grænsen til det tilladelige. Blot var det som regel sjovest at overskride grænsen.
I valget af legekammerater var det helt uden betydning, om der var tilhør til missionen, valgmenigheden, eller de blot befandt sig uden for disse to stridende parter.
Min bedste legekammerat og senere ven og medsvirebroder var naboens søn, som på ingen måde havde tilhør til hverken missionen eller gårdmændenes kreds. Faderen var cykelsmed, arbejdsmand, tørvegraver og meget andet, der krævede godt håndelag.
En anden god ven og kammerat var valgmenighedspræstens eneste søn. Den rummelige præstegård havde bordtennis på loftet, hvor vi kunne finde på at spille i store dele af døgnets og ugens timer, hvor der ikke var skolegang. Vi omgikkes så meget, at faderen ville drikke en øl samme med min far en dag, hvor han så ham i en til præstegården tilgrænsende mark. Her gik der dog en grænse, som min far ikke ville overskride. Den øl blev vist desværre aldrig drukket.
 
Landsbyens smed havde 2 svende og som regel en lærling. Næsten halvdelen af smedjen var afdeling for skoning af landbrugets arbejdsheste. I selve smedjen var der blæsebælg og ambolt samt andet naturligt smedjetilbehør. Smedesvendene var også spændende for drengene i den forstand, at de ind imellem havde store, fine motorcykler. En gang var der en svend med en ”gammel” Nimbus fra før 2. verdenskrig med en art kakkelovnsrør som benzintank. De bandeord, der kunne fyge i smedjen sammen med gnisterne fra det rødglødende jern var heller ikke at foragte. Det var jo ikke hverdagskost hjemme på gården.
Ved siden af smeden lå bageren og brugsen. Bagerens hjemmebagte, ”sønderjyske” rugbrød bar som regel mærker af børnetænder, når det rygende varmt blev hjembragt. Det blev der ikke sagt noget til, det var vel ikke værre end en harket hosteklat ved middagsbordet i borgerstuen.
Bager Søllingvraa o. 1930. Sås aldrig i butikken, det var fru Søllingvraa, der solgte runde flødeis til 15 øre stykket. Smeden i Skanderup o. 1940, smed Henriksen, hvis bilen er repræsentativ. Skanderup Brugsforening ved siden af smedebygningens lokale til hesteskoning. Benzintanken, Jolly Cola - vel o. 1960.
 
Desuden var der en ”hjuler” dvs. en karetmager, en tømrer og en tømrer uden egen forretning, som blev kaldt ”flasketømreren”, en flink mand som lønningsdagen nok har givet tilnavnet.
Nabo til fødegården var den lokale vognmand, hvis eneste bandeord var ”filen i’et do”, det blev til gengæld brugt en del. Han var berømt for at insistere på at køre lastbilerne i højeste gear op ad selv de største bakker. Til gengæld forlangte hans chauffører, at det var dem, der skulle køre de gode og mest driftssikre af lastbilerne. Som regel stod der her også motorcykler og ældre biler af flere forskellig slags. Og der var ikke megen kontrol med hvem, der kørte i hvad.
Det var et rigtig godt legeeldorado supplement til gårdens aktivitetsmuligheder.
 
Saxildhus Klaaborg ind- og udvendigt i 1930'erne
Et særligt kapitel i barneårene var indkøbsturene i Kolding, som kunne blive foretaget i familiens bil, såfremt far kunne afsætte tid fra gårdens dont. Ellers foregik turen med mor, ind imellem i følgeskab med en anden gårdmandskone. Og det foregik så med bus, eftersom kvinder den gang sjældent havde kørekort. Bussen var en Brændekilde bus fra Jels, der gik i rute til Skanderup over Lunderskov og Gjelballe til Kolding.
Som hovedregel blev sådan en dag i Kolding suppleret med et besøg på et konditori. Der var to muligheder for os i Kolding den gang. Den ene, Saxildhus var stort set udelukket p. gr. af prisen. Den anden - og reglen - var Klaaborg Konditori.
Skaberen af Saxildhus, Bertram Knudsen er født 14. juni 1881, søn af toldassistent C. L. Knudsen. Han døde barnløs i 1954, adoptivsønnen var død ved en færdselsulykke.
Bygningen, Bertram Knudsen gjorde kendt og berømt, var oprindeligt 4 ejendomme i herredsfoged Saxilds have. G. C. Saxild (1811-85) var herredsfoged for Anst, Slavs, Jerlev og en del af Brusk Herred. 1865 blev han tillige herredsskriver. Ved sin afsked udnævntes han marts 1885 til etatsråd.
Bertram Knudsen blev udlært som bager. Allerede som mestersvend i København blev han berømt for sin markante kvalitetsholdning, og han er ophavsmand til det i 1953 varemærkeregistrerede slogan: Det er smørret, der gør’t. BK ville hellere dø en naturlig død end bruge margarine.
Han lejede lokaler i det nybyggede Saxildhus 3. nov. 1905. Købte og omdannede til Hotel Saxildhus i 1942 efter gennemgribende renovering.
Der blev startet med bageri og konditori i kælderen, herefter restaurations- og selskabslokaler samt tesalon. Konditorudsalget flyttede fra kælderen til 1. sal. Morgenbrød, konditorkager, othellolagkage, kransekager, hjemmelavet chokolade, påskeæg, marcipangrise.
Spies og Kristian X hørte til de mest kendte kunder. Ulastelige selskabslokaler med tykke tæpper, kgl. porcelæn, jacket klædte inspektører, picoloer var firmaets profil. Og priserne var selvfølgelig herefter
I 1950 omdannedes virksomheden til et aktieselskab. Efter Bertram Knudsens død gik det langsomt ned ad bakke for virksomheden. En turbulent periode sluttede med, at bygmester Per Glerup i 1976 købte bygningen. Han fortsatte selv hoteldriften, mens bageriet blev forpagtet ud. Det lukkede i 1988 og erstattedes af en pub, der lukkede i 2012. Der er to restauranter i bygningen, som begge er forpagtet ud. Og bygningen er i 2004 blevet hvidt vandskuret.
Nærmeste konkurrent var vel Klaaborg Konditori i Østergade, oprettet 1914, udvidet 1928, lukket som konditori 1972.
Og det var hovedsageligt her de indkøbende damer fra Skanderup, ind imellem ledsaget af ægtefæller, og altså med børnene på slæb, indtog kaffe og kager.


Skanderup var i denne overgang mellem landbrugs- og industrisamfund et fantastisk sted, hvor en svunden tid i 1950’erne svandt ganske langsomt, dog ubønhørligt, medens tiden så til gengæld accelererede i 1960’erne. Men da tabte jeg så tilknytningen, var rejst bort i uddannelsesøjemed.
I denne levnedsbeskrivelse er undladt beskrivelsen af teenageårene for en i forhold til missionen noget frafalden.
Der kunne gives begivenhedsrige skildringer af det liv, der udspillede sig på efterfølgeren for Lassens Hotel, Hotel Lunderskov - i en tid, hvor spiritusbevillingen var kommet i hus.
Mere fredeligt kunne man gå hen på den senere borgmester Holger Skrydstrups bageri og cafeteria, hvor man også kunne komme og få wienerbrød efter en nat med tant og fjas på hotellet, eller hvor man blot tog hen, drak en tår kaffe og drøftede verdenssituationen med jævnaldrende.
Når det var tiltrængt med variation til forlystelseslivet i Lunderskov, hvor der også var biograf, dog ikke af avantgardistisk tilsnit, så kunne man tage til Kolding, hvor jeg havde en hel del fornøjelse af at gå til jazzkoncerter på Slotshotellet, ikke så langt fra det dengang helt forfaldne Koldinghus.
Alternativt kunne man gå på Trocadero, også kaldet Palmehaven eller på Casino i Låsbygade.
Trocadero var for de pæne slipsedrenge med piger. Det var Casino ikke.
 

[1] Kristelige foreninger for unge mænd eller kvinder. Kristelig betød her tilknyttet Indre Mission.
 
Erindringer er et lidt pompøst begreb,der oftest dækker det, som offentligt kendte personer nedskriver til egen håndtering af deres eftermæle.
Det er ingenlunde hensigten her.
Men det kan være på sin plads at blive relevant informeret om mig som fortæller, min baggrund og lidt personlig habitus.
Jeg er uddannet som historiker fra Aarhus Universitet, embedseksamen 1971, og opvokset på Grønvanggaard i Skanderup - det er min faglige baggrund og min personlige interesse for dette lokalsamfund.
Jeg er opkaldt efter min farfar, Johan Nielsen, der er født på Højdegård i Gelballe, hvor han var gårdejer 1898-1910. Han giftede sig 1910 som enkemand med enken på Grønvanggaard, Kirstine M. Nielsen, født Schelde Jensen. Deres fælles, eneste søn, min far, Jens Rasmus Nielsen overtog Grønvanggaard, først som forpagter, senere ejer.
 
Jernbane og lokomotiver. Modeller og detaljer er for jernbane entusiaster. Men her et par henvisninger.
Jernbanernes teknologi og kulturhistorie. En fin, ganske detaljeret tidsskriftsartikel, der bygger på DSB's Maskinafdeling, der også har registreret materiale før DSB's overtagelse af jernbanenettet i 1885, Rigsarkivet. Samt materiale i privateje, der især er indsamlet af tidligere DSB ansatte.
Eller mere oversigtsmæssigt jernbanen.dk, som har ok illustrationer af forskellige damplokomotiver. Og i øvrigt af næsten alt, hvad er har haft hjul på i jernbanehistorien.
 
Begrebet høle, kender jeg ikke fra Skanderup, hvor vi slet og ret kaldte dette redskab med skaft og det lange, skarpe blad for en le. Min far var perfekt i brugen, der især var at få skåret kornet i markernes hjørner, så selvbinder, senere mejetærsker kunne komme omkring uden at beskadige kornaksene for meget.
 
 
Jørn Westberg. Sad efterfølgende både i menighedsrådet som en stemme for de ikke-missionske, hvor han også blev formand og i kommunalbestyrelsen for den daværende Lunderskov kommune, valgt ind for Socialdemokratiet.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Skanderup Sogn iflg. Trap 1898-1906

Skanderup Sogn o. 1900 iflg. Trap
Skanderup Sogn omgives af Lejrskov, Andst, Vamdrup, Hjarup og Seest Sogne samt Vejle Amt (Brusk Hrd.).
Kirken, noget vestl., ligger over 1 1/4 Mil V. S. V. for Kolding.
De især mod N. højtliggende, ujævne og bakkede Jorder (Ulveryg, 289 F., 91 M.) ere mod N. overvejende sandede, mod Ø. lerblandede, i øvrigt sandmuldede og frugtbare.
En Del Skov (Rosenlund, Wissingsminde, Nørgaard Sk.).
Paa Nordgrænsen løber Kolding Aa. Gennem Sognet gaa Landevejen fra Kolding til Foldingbro og Banen fra Kolding over Lunderskov til Esbjærg.
Fladeindholdet 1901: 7021 Td. Ld., hvoraf 3590 besaaede (deraf med Hvede 15, Rug 493, Byg 546, Havre 1096, Boghvede 13, Frøavl 6, Blandsæd til Modenhed 651, Grøntf. 113, Kartofler 38, andre Rodfrugter 612, andre Handelspl. 7), Afgræsn. 1566, Høslæt, Brak, Eng m. m. 1035, Have 79, Skov 439, Moser og Kær 134, Veje og Byggegr. 168, Vandareal m. m. 9 Td. Kreaturhold 1898: 421 Heste, 2162 Stkr. Hornkvæg (deraf 1380 Køer), 351 Faar, 1542 Svin og 38 Geder. Ager og Engs Hrtk. 1895: 362 Td.; 76 Selvejergde. med 333, 138 Huse med 29 Td. Hrtk. og 106 jordløse Huse.
Befolkningen, 1/2 1901: 1791 (1801: 451, 1840: 882, 1860: 1248, 1890: 1687), boede i 307 Gaarde og Huse; Erhverv 1890: 123 levede af immat. Virksomhed, 1025 af Jordbr., 2 af Gartneri, 349 af Industri, 102 af Handel, 14 af forsk. Daglejervirks., 56 af deres Midler, og 16 vare under Fattigv.
I Sognet Skanderup Kirke (i Vald. Jrdb.: Scandthorp) og Byerne: Skanderup med Skole, Missionshus (opf. 1882 -det er forkert, i 1889, JN), Mølle og Andelsmejeri; Gjelballe med Skole;
Lunderskov, stor Stationsby — 1/2 1901: 77 Huse og 532 Indb. — med Friskole, Andelsmejeri, Savmølle, Teglværk m. m., Købmandshdlr., Gæstgiveri, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postkontor;
Dollerup med Skole;
Nagbøl med Præstegd., Fattiggaard (opr. 1875, Plads for 34 Lemmer) og Teglværk.
Klebæk, Gde. og Huse; Lurendal, Huse.
Gaarden Wissingsminde har 16 1/2 Td. H., 357 Td. Ld., hvoraf 10 Eng, 27 Skov, Resten Ager; 2 Huse.
Dollerupgaard har 18 Td. H., 350 Td. Ld., hvoraf 30 Eng og Mose, 12 Skov, Resten Ager.
Nagbølgaard har 14 1/4 Td. H., 242 Td. Ld., hvoraf 15 Eng, 20 Skov, 7 Mose, Resten Ager; 4 Huse og en Smedje.
Rolles Mølle, Gd. med Vandmølle, har 13 1/2 Td. H., 182 Td. Ld., hvoraf 12 Eng, 12 Skov, Resten Ager.
Andre Gaarde: Skanderupgd. (5 Td. H.); Mariegd.; Nørgd. (8 Td. H.); Nørgaardslund (7 5/8 Td. H); Rosenlund; Nygd.; Frederiksminde; Dolleruplund (5 Td. H.); Gjelballegd. (7 Td. H.); Elisabethslyst (8 Td. H.); Dorotheasminde; Grønvanggaad. m. m. Drabæks Vandmølle. Stort Anlæg af Fiskedamme tæt ved Rolles Mølle.
 
Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave 5. bind, Anst Herred, 1898-1906  

Skanderup og Hjarup, sognelokaliteter

Landsby- og stednavne i Skanderup og Hjarup sogne

Før og omkring 1000 e. Kr., d.v.s. o. vikingetiden i Danmark, var de fremherskende landsbynavne med endelserne -inge (Brejninge), som er de ældste. Dernæst kommer endelsen -lev (Gårslev), -løse (Vanløse) og -sted (Vedsted).
År 900—1200 voksede den danske befolkning betydeligt. Stormændene og deres sønner drog på vikingetogter. Bønderne ryddede skove, opdyrkede markerne og indrettede de nye landsbyer og bosteder, der har endelserne -strup, -rup, -drup, -trup, og senere -bol, -bøl og -rød.
Disse landsbyer myldrede frem på den tid. Det er torp-byerne, som er opstået på en ældre bys, stormændenes, adelbyens udmark.
Overklassen har nok ikke set med milde øjne på udflytterne. Ordet "tølper" skulle være en afledt form af udflytterstedet, "torpen", og kan næppe have været en betegnelse, der er opstået blandt torperne selv.
 
Foruden de fem landsbyer i Skanderup Sogn er der i sognet tre mindre bebyggelser med særskilte navne.
Klebæk [kle'bæg] består af gårde og huse i Sognets sydvestlige hjørne. I Markbogen fra 1683 findes navnet Klegebech, som nok stammer fra bækken Klegebæk, der udgør noget af sognegrænsen mellem Skanderup, Hjarup og Vamdrup sogne. Navnet kommer nok af, at bækken har været noget "klæg", d.v.s. med lerblandet sandjord. Området ligger mellem to bække, bækken ved Kirken og sogneskelsbækken.
Gården Tvedsgård har navn efter at ligge mellem de to, tvende bække. Det er den ældste gård i Klebæk (findes på Markkortet fra 1774). Endnu findes Navnet Tvedsbro, broen over de to åer Åkjær Å og Lunderskov Å, hvor de i sogneskellet løber sammen til Kolding Å.
Hesselvad. Navnet kommer af, at der har været et gammelt vadested over åen der, hvor bredderne var bevoksede med hasseltræer.
Vad er et vadested, hvor vandet er så lavt, at man kan vade over.
Endelig er der Vedel, som også betyder vadested. På Egnen bliver dette sted aldrig kaldt andet end Putihul [poti'hål]. Putihul siges af nogle at stamme fra 1808, da spaniolerne lå indkvarterede der. Navnet kunne også stamme fra en mand, der ejede den ene af Hesselvads ejendomme, Hesselvadgård. Han sagde nemlig, at han og hans Naboer var puttede ned i et hul!
 
Hesselvad Bro, en begravelsesplads fra bronzealderen, Gl. Landevej 17, Lunderskov
Kortet findes i Aug. Fr. Schmidt, Stednavne i Skanderup Sogn, Fra Ribe Amt 1923. 
Romertallene henviser til steder, hvor Aug. Fl. Schmidt mener, der knytter sig forskellige fortællinger om overtro, som han udførligt beretter om. Selv om der er mange lokaliteter med, er der mangler, her en enkelt, som er fundet i forbindelse med et konstateret fund af jernalderskår i lokaliteten Søndergyden i Skanderup.

Gjelballe og Lunderskov

Navne, der hører til kortnumrene. Henvisninger er til Aug. Fr. Schmidts forklaringer, tilpasset og justeret, hvor det har været skønnet nødvendigt. Med nødvendige undtagelser er Aug. F. Schmidt citeret direkte i omtalen af de forskellige lokaliteter.
Gjelballe finder man nordøstligt på A. F. Schmidts kort. Lunderskov lidt nordvestligt i kortets midte sammen med Skanderup.
1. Hesselvad. 2. Lurendal - begge Lunderskov lokaliteter. Herefter følger Gjelballe lokaliteter.
3. Himmelbjerget, 4. Fårehullet 5. Fårebanken, 6. Trindhaven, 7. Blindtarmen, 8. Møllevriddet, 9. Høgeengen, 10. Sneppekrattet (i skoven er specielle jægernavne), 11. Tykmave (et stort, enligtstående bøgetræ), 12. Langdal (nord for Gjelballe), 13. Rold, 14. Roldsgård, 15. Rolles-Mølle (formentlig afledt af Rold, som muligvis ved en skrivefejl en gang er blevet stavet med to l'er (1769: Rolles Mølle i Danske Atlas), 16. Ryland, 17. Store Roldmark, 18. Gruen (på Rold markerne), 19. Over- og Neder-Fælled, 20. Snogen, 21. Forte ("Æ Fut", en drivvej til kreaturerne mellem to gærder - vist nok en tidligere, meget benyttet smuglervej), 22. Bakkerunden, 23. Åhaverne, 24. Granskoven, 25. Granly, 26. Velsnap (Flauenfeldt).

Landsbyen Gelballe / Gjelballe.

I 1610 nævnes 9 gårde, som ved matrikuleringerne i 1644 og 1688 bliver til 12.
Gjelballe er et naturnavn, efterleddet -balle har betydningen 'jævnt stigende forhøjning' eller 'afdeling af landsby'. Navnet Gilleballe stammer fra 1469. Fra 1664 ses navnet som Gielballe. Usikker betydning, men det kan være, at der har vokset 'gyvel' her. Kan også i andre lokaliteter end Skanderup Sogn have haft betydningen 'gold'.
I folketællingsmaterialet er stavemåden Gjelballe eller Gielballe. Se matrikelkort. Af matrikelkortet 1821-47 fremgår det tydeligt, at Gjelballe er væsentligt større end Nagbøl og Dollerup, men mindre end Skanderup. Det er den tidligere sognerådsformand 1923-43, Knud Knudsens gård Kirstinelund, der ligger som den ene gård th. i kortet ved gennemfartsvejen.
Matrikelkort 1821-47, den del, der indeholder Gjelballe.
Matrikelkort 1846 hele Skanderup Sogn, museklik på kortet for større version.
Se folketal for Gelballe og Skanderup Sogn 1787-1930
 

Lunderskov

27. Bremhøj, 28. Ole Svendsens, 29. Troldfold, 30. Blæsbjærg, 31. Lådne Krog, 32. Vandingssted (æ si'l), 33. Persillevejen, 34. Stralsund, 35. Sorte Gryde, 36. Tvedsbro, 37. Åkjær Å, 38. Spidshøj, 39. Træbro-Banke, 40. Grisdal, 41. Drabæks-Mølle, 42. Gunhilds Mose, 43. Skovlundsfald, 44. Blegebek, 45. Husted Mose, 46. Husted Mark, 47. Møllermarken, 48. Fynbomarken, 49. Kjeldsbæk, 50. Reinholds Banke, 51. Hotelmarken, 52. Dronning Margrethes Dal, 53. Kragmose.
Man kan af matrikelkortene før 1866 se, at det nært Lunderskov liggende Dollerup i 1821 og 1846 ikke afviger meget fra nabolandsbyen Lunderskov størrelsesmæssigt.
I 1610 nævnes 5 gårde, 5 husmandsteder og 2 møller (Drabæks og Rolles Mølle). Som Lunderskov mark kendes der tidligst en beskrivelse fra 1579. Navnet Lunderskoff optræder 1451-1513. Der er tale om et naturnavn, lund og skov.
Som landsby, dvs. før jernbanen i 1866 med tilhørende stationsbygning og kro næsten lige over for, har der i Lunderskov været en landsbygade, nu Storegade, hvor gårdene og husene var placeret. 15 gårde og nogle huse er optalt med folketællingen i 1870.
 
Lunderskov 1821, matrikelkort,
 
Og Lunderskov som stationsby, matrikelkort 1904. Museklik for forstørrelse.
 
Se folketal for Lunderskov og Skanderup Sogn 1787-1930.

Dollerup

54. Søkavlen, 55. Enemærke, 56. Slotsmarken, 57. Slotsbanken, 58. Tvede, 59. Sortebjærg, 60. Kjællingbæk, 61. Kjællingrendsten, 62. Huerlemosefald, 63. Grostien, 64. Tvillinghøjene, 65. Ravnehøj, 66. Det røde Led, 67. Markdam, 68. Indvang.
Landsbyen Dollerup.
Der har i 1610 iflg. Koldinghus Lens regnskaber været 4 gårde og 2 boelsteder i Dollerup.
Ved folketællingen i 1787 (den første er fra 1769) har der været 10 familier, altså en absolut lille lokalitet. Ses første gang omtalt i 1469. Som Skanderup er det et torp navn. Forleddet kan have betydningen dal, kan måske alternativt være et navn.
Dollerup har matrikelkort fælles med Nagbøl.
Se folketal for Dollerup og Skanderup Sogn 1787-1930.
Matrikelkort 1821-47, den del, der indeholder Dollerup, Nagbøl i periferien af Skanderup Sogn
Dollerupgaard har været ejet af Caspar Markdanner, muligvis også beboet af den adelige slægt Sandberg . Det er dog usikkert. Men den sædegård i Dollerup, som har eksisteret, har nok været Dollerupgaard. Baron Holger Stampe ejede Dollerupgaard 1868-1875 . Det er usikkert og ikke dokumenterbart, at Markdanner og Stampe skulle have haft sæde på gården. Der har formentlig for Anst Herred været herredsting i Dollerup.
69. Rakkehat, 70. Langekrog, 71. Husabuskene, 72. Dollerup Bagkavl, 73.Fårekavlen, 74. Lang-Agre, 75. Hajbén (Paiben?), 76. Store- og Lille Rode, 77. Bitte-Kjær, 78. æ Skowkawl , 79. Vamdrupvejen. a „æ Vandropvæj", 80. "Kutrabbegy" (Kotrappegyden), 81. Rovedmaj (i Anst Sogn ligger Byen Roved), 82. Holte, 83. Bumsekjær, 84. Albuen (æ Albu'), 85. Ulvborrekjær.

Nagbøl

Landsbyen Nagbøl, matrikelkort 1821-53
Matrikelkort 1821-53, den del, der indeholder Nagbøl.
Efterleddet bølle i Nagbøl kommer af bol, der formentlig har betydningen enkeltgård.
I modsætning til torp byerne er de fælleder eller udmarker fra moderbyerne. Sammen med bol navne vil der som regel være et mandenavn. Nagbøl ses omtalt første gang i 1468.
På det her benyttede matrikelkort, Skanderup Sogn 1846 fremgår det tydeligt - sammenholdt med Skanderup, Lunderskov og Gjelballe - at Nagbøl og Dollerup (neden for) var sognets to mindste lokaliteter. Nagbøl og Dollerup har haft fælles ejerlav og byjord, beliggende mellem landsbyerne.
Der var 12 gamle gårde i 1688 matriklen. Matrikelkortet 1821-53 viser, at der her er væsentligt færre. Her skal man helt ud i yderkanterne for at finde et antal gårde, der størrelsesmæssigt bringer Nagbøl over Dollerups størrelse. Det bliver ikke stort anderledes med matriklerne herefter, der kan kaldes 1853-69, 1869-85, 1885-1918 og endelig 1978-96 (flere i en noget ringe kvalitet). Man kan museklikke på det kort, man kalder, hvorved der bliver et stort kort, velegnet til nærmere studier, hvis det skulle ønskes.
På de her bragte matrikelkort, kan man identificere 3-5 gårde, på foregående matrikeler, det tidligste 1821-53 kan man identificere 7-8.
Ved kald af de her udvalgte matrikelkort, skal kan museklikke på kortet, der så bliver ganske detaljeret, og specielt interesserede kan her, lidt afhængigt af den tidsbestemte kortkvalitet, studere ønskede detaljer lidt nærmere.
Det kan være vanskeligt at lokalisere matriklerne
 
Se folketal for Nagbøl og Skanderup Sogn 1787-1930

Skanderup

Landsbyen Skanderup.
86. Kirkedammen, 87. Pellabyen, 88. Døvkjær, 89. Tvedsgård, 90. Vestermarken og Grydsfeldts Mose, 91. Visevejen (skiller mellem Skanderup og Klebæk Marker, viser vejen mod Vamdrup), 92. Maderne, 93. Knudsminde (nu Helenesminde), 94. Skidensig, 95. Vestermarken, 96. Heden, 97. Kirketoften, 98. æ Gjælbal'æ Jøn' (med en Mergelkule (X), hvor en hvid dame spøger om natten, da hun har druknet sit barn i den), 99. Povls Mose, 100. Mikkelstoft, 101. Wissingsmindes Mark, 102. Hundehullerne (ved Mariegaard, her druknes kattekillinger og hundehvalpe), 103. Slapmaj, 104. Trindam (branddam v. Wissingsminde), erstattes af Vesterbæk, vesten for 106. Maren Ganderups, der lå, hvor 1908-skolen byggedes, 105. Drejjevad (det 3. vad), 107. Slusen, 108. Engholm, 109. Damkjærgård, 110. Rørkjærgård, 111. "æ Par'gomju.'r'', 112. Parkumlund, 113. Ravnsbjærg, 114. Jordmodervejen, 115. Kålhaven, 116. Grønhaw, 117. Hestekavle, 118. Møllekavl, 119. Surekjær, 120. Skanderup Nørgård, 121. Egeskov, 122. Skjælmsholt, 123. Ulverøgel.
Geografisk omfatter Skanderup Sogn landsbyerne Skanderup, Nagbøl, Dollerup, Gjelballe (Gelballe) og forskellige lokaliteter i tilknytning hertil. Desuden landsbyen Lunderskov, der med jernbanens anlæggelse fra 1866 bliver til et jernbaneknudepunkt, en stationsby af ganske central betydning som knudepunkt til det i 1864 til Prøjsen tabte Slesvig og Holsten samt den vestlige del af Danmark, dvs. Esbjerg.
 
Oprindeligt har navnet været Skandorp eller -torp. Det har så i løbet af 14-1500-tallet udviklet sig til Schanderup.
Efterleddet i Skanderup kommer således af torp. Efterleddet torp kendes fra den tidlige vikingetids landsbyer o. 850 til middelalder o. 1350.
Det er et af de allermest udbredte efterled, som findes i afledte varianter som -trup, -drup, -rup. Forleddet må formodes at kunne være mands- eller slægtsnavnet Skandi.
Der er udflytninger fra Skanderup til Klebæk med udskiftningerne i slutningen af 1700-tallet. Klebæk har endelsen bækk, et vandløbsnavn fra 1490 (Klefbek).
Der findes originale matrikelkort for 1820-47, 1847-69, 1869-85,1885-1942 , og herefter en række matrikelkort 1942-78 i dele, tilsvarende 1978-96, som man skal sammenstykke, hvis der ønskes overblik over hele lokaliteten. I givet fald søges der fra kald til matrikelkort på nettet, og her udfylder man relevante søgefelter.
 
To gårde i Skanderup, Grønvanggaard og Wissingsminde.
Skanderup Mejeri 1888 og Skanderup Mejeri fra 1912 ved jernbanen i Lunderskov.  
​
Uddrag af 1820-47 matriklen.
Matrikelbetegnelser er fra 1844 matriklen. Matrikelnummerfortegnelsen 1860-1955. Findes digitaliseret i Rigsarkivet, Skanderup Sogn s. 137-151 i den originale fortegnelse, hvor fortegnelsen for Skanderup By er s. 148-151.
Matrikelopmålingen blev foretaget mellem 1805 og 1822. 1820-1847 matriklen er signeret 1820, men kortet anfører selv at være opmålt i 1772.
Matrikelfortegnelserne er nummereret: 1a-h, 2a-q, 3, 4a-f, 5a-b, 6a-e, 7a-b, 8a-n, 9a-g, 10a-k, 11a-æ, 12a-l, 13a-e, 14a-i, 15a-g, 16a-g, 17a-e, 18, 19a-d, 20a-c, 21, 22a-b, 23, 24, 25, 26, 27.
Der er til matrikelnumrene tilhørende foliobetegnelser, hvor f. eks. matriklerne 6a,b,c og 7a har samme foliobetegnelse, d.v.s. alle Wissingsminde. Tilsvarende Wissingsminde kan man med kontrol i foliobetegnelserne se, hvilke gårde, der med forskellige matrikelfortegnelser må være de samme gårde på tidspunktet for matrikelfortegnelsen.
1847-1869 matrikelkortet meddeler selv at være en kopi af 1772 opmålingen, nu dateret 1847.
Her er derfor medtaget matrikelfortegnelsen 1869-1885, som også meddeler 1772 opmålingen som udgangspunkt, men at være "Omtegnet i 1869 af E. Hansen".
 
Herunder desuden Christian 5.'s 1688 matrikel for Schanderup Sogn, markbøgerne. Her kan man med flid og læsekyndighed finde ejernavne og størrelse på opmålte jordstykker. Men ingen matrikelnumre, der kan sammenholdes med 1844 matriklen.
Bemærk, at der kan konstateres matrikelnumre på samme folio betegnelse på Wissingsminde og Mariegaard. De 8 fælles matrikelnumre 8c,d,f og g mod Seest og Hjarup var skovmatrikler til Skanderups større gårde.
Museklik på kort for forstørrelse
 
 
Man kan ud fra matrikelkort og registre til matrikelregistranterne identificere gårde, ejere og brugere på forskellige tidspunkter.
1688 matriklen er registreret unde Koldinghus Len. Her er Skanderup Sogn registreret fra s. 144.
 
I 1844 matriklen er antallet af matrikler i Skanderup By alene 152 matrikler (s. 141-152).
Se folketal for Skanderup og for Skanderup Sogn 1787-1930.  

Sognets befolkning og fordeling på lokaliteter 

 
Aug. Fr. Schmidt er født i Gesten 1899, var på Skanderup Efterskole 1915-16. Desværre er stort set al folkemindearbejde, der stammer fra Aug. Fl. Schmidt mangelfuldt. Hans artikel om Stednavne i Skanderup Sogn fra 1923 bærer også præg af mangler og sjusk. Alligevel er det her skønnet mest hensigtsmæssigt stort set helt at bibeholde A. F. Schmidts tekst, som altså med få undtagelser benyttes som direkte citat. Om ikke andet fordi der er benyttet så mange beskrivelser ud fra den stedlige dialekt, at en omskrivning ville tabe væsentlige oplysninger om netop dialekten.
Som titlen på Schmidts artikel også angiver, så er hovedsigtet at undersøge stednavnestoffet.
 
I det følgende angiver Aug. Fr. Schmidt den geografiske rækkefølge for de af ham beskrevne lokale stednavne.
 
Vort Udgangspunkt bliver Sognets nordøstlige Del, Gjelballe Østermark, og derfra går vi videre Vest på over Lunderskov Markerne, så (mod syd) Dollerup-Nagbøl Marker, Klebæk, og til sidst (fra syd mod sydøst) Skanderup Markerne, hvorefter vi slutter i Sognets sydøstlige Hjørne (nord for Hjarup) ved Siden af vort Udgangspunkt.
Gelballe delen mod nordøst. Som Schmidt mindre logisk starter med den nordvestlige del i Lunderskov delen.
 
Hesselvad (1) navnet ses første gang i markbog fra1638 - i det nordvestlige hjørne af sognet. Hessel er den jyske Form for Hassel. Det er nogle få ejendomme, der ligger gemt i dalen ved Åkjær Å lige øst for Kolding-Ribe landevej. Der har været et gammelt vadested over åen der, hvis bredder er bevokset med hasseltræer. Vad er et Vadested, hvor Vandet er så lavt, at man kan vade over. Hedder nu i daglig tale Putihul, som kan være en lokal betegnelse for at være gemt bort i et hul.
(2)Lurendal er navnet på en lille samling huse syd for Lunderskov Station. Nu er Lurendal tildels dækket til på grund af dobbeltsporets krav om udvidelser. Navnet Lurendal siges at stamme fra en mand, Søren Thygesen, som boede i et hus dær, og dette blev helt skjult for det øvrige Lunderskov, da den høje banedæmning kom ved jernbanens anlæg. Desforuden var Bebyggelsen omgivet af Banker til de øvrige Sider, så nu kom Beboerne til at „lure i en Dal"! Navnet stammer fra omkring 1870.
 
Herefter kommer så Gelballe delen.
Først er der Himmelbjerget (3), Fårehullet (4) og Fårebanken (5); temmelig nye Navne. Trindhaven [æ trindhaw] (6) er et lille Stykke Eng omgivet af Hegn og Bakker. Have betyder enten en indhegnet Mark eller en indhegnet Skovlod. Trind har her Betydningen rund, kredsrund. Blindtarmen (7) er et skarpt Knæk på Skovvejen, hvor det så ud, før den ny Skovvej blev anlagt, som om Vejen endte blindt. Tarm betyder en snæver Vej, så hvilken af Betydningerne man skal lægge i „æ Blindtarm", er vanskeligt at afgøre. Huset, der ligger paa Hjørnet, hedder enten Blindtarmen eller Knutenborg efter en gammel Ejer, som nu er død. Møllevriddet (8) æ mölevrcejt er lidt længere mod Syd på den gamle Skovvej. 1683 findes østligst på Gjelballe Østermark Skallumholt (Schallum Holt). Dette Navn findes endnu bevaret i ændret Form i Gårdnavnet Kallunholt som tidligere har ligget lige på den anden Side Sognegrænsen i Seest Sogn. Nu er den efter en Brand flyttet ud til Landevejen ved Hylke i Seest Sogn. Skalle betyder et Stykke Mark uden Plantevækst. Holt betyder en lille Skov. Dette Navn passer ualmindelig godt til Stedet. Frit oversat må det nærmest betyde Marken ved Skoven. ... Dette Navn burde frem til Ære og Værdighed igen for denne Sognets østligste Bebyggelse.
Høgeengen (9) og Sneppekrattet (10) i Skoven er specielle Jægernavne. Tykmave (11) [æ ty'kmaw] er et stort, enligtstående Bøgetræ, der har en mærkelig „Gevækst" eller Overgroning rundt om hele Stammen.
Langdal (12) fortsætter sig hen over Gjelballegårds Mark, hvor der er en (nu tildækket) Mergelgrav (V) ved hvilken der hver Midnat sad en hvid Dame og svøbte sit Barn - og videre forbi Rold, Bremhøj og Velsnap, forbi Snogen og ender helt nede ved Ådalen. Langdal' er et godt Naturnavn.
Gjelballe nørremark: Rold (13) 1683 også Rold er uden Tvivl et ældgammelt Navn, der har afgivet Navnestof både til Store og Lille Roldmark. Roldsgård (14), der er gået over til Slægtsnavn, og Rolles-Mølle (15) er uden Tvivl afledt af samme Ord, men er muligvis ved en Skrivefejl i ældre Tid blevet stavet med to l'er (1769: Rolles Mølle, Danske Atlas); det udtales nu Rål's Møl'. „Æ Ro-l-marker" er et storslået og bakkerigt Landskab, fyldt med mange Stednavne. I Markbogen 1683 findes to Enge på Gjelballe Nørremark: Roleskifte og Rolleskiær - også af Rold. Hvad Rold betyder, er vanskeligt at afgøre. En folkelig Forklaring (Folkeetymologi) er den, at Navnet kommer af at rulle, i den Betydning, at Vogne og sligt ruller let ned ad Bakkerne! ... Rå kan på Oldnordisk betyde Grænsepæl. Old betyder Fællesjord, Overdrev, Udmark. Den omtrentlige Betydning af Rold må så blive Grænsemarken, hvilket Navn passer godt til Roldmarkernes Beliggenhed: de er yderst på Gjelballe Mark og grænser op til Lejrskov Sogn. På Rold findes Navnet Ryland (af rydde) og tæt Øst derfor „Æ Laj'sgåw" (16); efter en gammel Eneboer Nikolaj. Store Roldmark (17) hed i ældre Tid Hvolbølkawl, da den hørte under Hvolbølgård i Lejrskov Sogn. På Roldmarkerne er endvidere Brandsgrue, Grube, og Gruen, (18) [æ gru']. Grue betyder på Folkemålet en dyb, snæver Dal, der minder om en Gruekedel. Foruden de to „Gruer" her, findes der en „Grue" på Rolles-Mølles Mark Syd for Banen ... og to i Gjelballeskov, hvoraf dog den ene er beliggende tæt bag Sognegrænsen i Seest Sogn. I Markbogen findes et Damgru på Skanderup Nørremark. Endvidere er der Over- og Neder-Fælled (19) (æ Fælet) samt Snogen (20), et Naturnavn, en lang, smal, snoet Bakke, der 1683 hedder Gylden Snog. Dette Navn kan bedst forklares på denne Måde, at når æ Snog' om Sommeren var bevokset med udsprungen Gyvel, gav de Bakkepartiet et „gyldent" Skær, som man endnu kan se det ovre på Hvolbølgårds Marker i Lejrskov Sogn. Ved det sydøstlige Hjørne af Roldmarkerne er „æ' Fut" (21). Det er et Sted, hvor Markvejene skiller sig i to. „Æ" Fut" er det samme som Forte, en Drivvej til Kreaturerne, som Regel mellem to Gærder. Dette passer også her. Nu fører „æ' Fut" ned til tre små Ejendomme: Bakkerunden (22), forhen Kragelund, samt Fjedtstak og Smørstak! ... Nede ved Åen er de smukke Partier Åhaverne (23).
Spadserer man så gennem Fællederne Nord for Roldmarkerne langs med Åen mod Vest, kommer man til Granskoven (24) med Granly; dærfra mod Syd op over den store Jærnbanegrusgrav (25) kommer man til Velsnap (26), 1683: Wilsnapgab, Veeldsnap, der mærkeligt nok endnu i Folkemålet har bevaret to lignende Udtaleformer: (vilsnob og vælsnab). Ordet forklares som vel snappet og det Sted, hvor man snappede Vildtet. Snabe betyder en Skovstrækning, der strækker sig ind i Marken, også sid og sur Mark. Begge Dele kan passe i dette Tilfælde! Kan også betyde en smal Spids Agerland i Hedejord, hvilket er den sandsynligste Forklaring her.
Wilsnapgab hører 1683 under Gjelballe Nørremark og Veelsnap under Lunderskov. På Markkortet 1772 går Skjellet mellem Lunderskov og Gjelballe Marker ad Vejen, der nu fører ned til Gården Vendborg. Nu hører Velsnap under Gården Flauenfeldt, (i gi. Tid under Gjelballegrd.) hvilket Navn skal hentyde til Marken, som hører til den. Flanen (nu flået) er en gammel Tillægsmåde af Verbet flå. (Smlgn. gå-gawn). Her i Betydningen nøgen, bar. Felt betyder efter Tysk „Feld" åben Mark. ... Ved Mark forstår vi nu et Område, hvor der ikke findes Træer. Mark kan også betyde Grænsen for et Område. Navnet Flauenfeldt er måske givet Marken og senere ført over på Gården af en Tysker eller en Mand,
Lunderskov mark: Overfor Rold på Vestsiden af Langdal findes Sognets navnkundigste Bakke Bremhøj (27), hvorfra der er en storslået Udsigt. Bremhøj har givet Navn til Gårdene St. og Lille Bremhøjgård. På Generalstabskortene findes tre Bremhøje, men kun den ene af de 3 i Rad liggende Høje har Navnet i daglig Tale. ... Thingsted har der været dær, og Rettersted, henholdsvis på den vestligste og midterste. 1683: Bremhøjsaggerre; på Lunderskov Mark: ...Rimeligst vil det være at tolke Ordet Bretn som Bræmme, Kant (smlgn. Skovbræmme, Tøjbræmme), da de tre Bremhøje i Fortsættelsen af Roldbankerne og de øvrige Bakkepartier danner den yderste Højdebræmme for Sogoldfold (29) et gammelt Marknavn, der nu et gået over til Gårdnavn. ... Bakken på Landevejen ud for den vest¬ ligste af Bremhøjene hedder Blæsbjærg (30) [blæjsbjær're], fordi det er det højeste Punkt på Vejen mellem Gjelballe og Lunderskov. Gården, der blev bygget på Blæsbjærg for få År siden, hedder Vestergård! Syd derfor på Gjelballe Vestermark stod for en Del År siden et enligt Piletræ (VI) midt på Marken. Hvis det blev fældet vilde Gården (Dortheasmipde) brænde. En ny Ejer kom, fældede Træet - trods sin Viden om Træet -, og kort efter (2/6 1912) brændte Gården! Det yderste Hjørne af Gjelballe Vestermark mod Syd hedder Lådne Krog (31), hvilket Navn det Hus bærer, som nu er bygget dær. Lodden er alm. i Stednavne for Mark, der er bevokset med Krat eller Græs. Her har det været Græs.
Nede ved Korsvejen, hvor Lunderskov og Gjelballe Marker mødes, er der en Grøft med et lille Vandfald, som om Sommeren stemmes op, så de omkringliggende Ejendomme bruger det til Vandingssted (32). Det kaldes æ si.'l. En Sil er en Stenkiste under en Vej, hvorigennem Vandet ledes. På Norsk bet. Ordet en meget lille Bæk, og denne Betydning passer bedst her, da Sil ikke kendes i Dialekten i Betydning af en Stenkiste, selv om Vandet kommer igennem en Stenkiste og bliver en lille Bæk, hvori Silen er. Verbet silre (om Vandet) bruges ikke i Egnens Dialekt, såvidt jeg veed. Vejene har også Navne. Gjelballe Kirkevej mod Syd, Persillevejen (Parcelvej?) (33) [æpa'silevæj] mod Nord, Hovedvejen efter Lunderskov hedder Stralsund (34)...
På Lunderskov-Markerne er ikke ret mange gamle Navne bevarede. ... Sorte Gryde (35), en udgravet Kæmpehøj. Tvedsbro (36) er Broen ved Sogneskjellet, omtalt tidligere. Ved Åkjær Å (37) er Træuldsfabrikken Åkjærdal; æ' stue kro.'g er en større Bugt i Åen, som snor sig hen gennem Dalen, forbi Putihul. Det høje Bakke¬ parti, der hæver sig hen mellem de to føromtalte Ådale, hedder Spidshøj, 1683: Spidshøj (38), og Gården, der ligger på det højeste Punkt, er Spidshøjgård. Imellem denne og Træbro-Banke (39) ligger Grisdal (40), 1683: Griisdall. 1683: Træbroe-fald.
Sognets mest idylliske Plet - Vandmøllen Drabæks-Mølle (41), 1683: Drabecks Mølle under Dollerup. Sandsynligst må Navnet tolkes som et Naturnavn: Drag, Bakkedrag, hvilke der er til begge Sider af Åen. Øst for Drabæks-Mølle, Nord for Lunderskov, er en lille Dalsænkning, oprindelig Mose, nu opdyrket, der hedder Gunhilds Mose (42). Nord for Skovlundgård, den ældste Gård i Lunderskov er Skovlundsfald (43), 1683: Schoulunds-Fald. og Syd derfor er Blegebek (44), 1683: Blegebechs-Fald; rimeligvis brugt som Blegeplads; Blege i Betydningen Kridt kan det næppe være, da Pladsen er lille. Øst derfor på Kildegårds Mark er Husted Mose (45) og Husted Mark (46). Slægtsnavnet Husted var meget udbredt dær på Egnen i gi. Tid, nu er der kun en enkelt Slægt tilbage. Hvor nu de fem nye Ejendomme ligger ved Landevejen mellem Lunderskov og Gjelballe (Stralsund-Stykket), var forhen Møllermarken (47) mod Nord og Fynbomärken (48) mod Syd. Disse fire nævnte Marknavne er nu næsten glemte. Over det ved Siden af liggende Lykkesgård [VII] (Lykke, et indhegnet Stk. Jord, et Indelukke, to Gårde med dette Navn i Sognet). Kildegårds Mark Syd for Vejen hed 1683: Kiehl- Bechs-Fald, hvoraf endnu en lille Eng hedder Kjeldsbæk (49), af Kilde, der på Folkemålet hedder æ kjæt eller æ kvel, så Kildegård har fået sit rette Navn! På Vejen mellem Kjeldsbæk og Bøgely (Grd.), hvor der tidligere var en Grusgrav (VIII), går en hovedløs Hest og spøger om Natten.
Vest for Lunderskov er Rejnholds Banke (50), hvor man mod Syd har Hotelmarken (51) og mod Nord Dronning Margrethes Dal (52) med Udsigt over Lunderskov og Lurendal. Der har været mange Kæmpehøje deromkring, og de har givet Navn til Kongsbjerggård, der tidligere hed Kraghus efter den overforliggende Kragmose (53).
1683 fandtes endvidere på Lunderskov-Markerne følgende Navne: Fårehede, Lindbiergskifte, Skallekjeldsfald (Schallekildsfald), Brendsperholm, Bruhnhøy, Lundsbierg, Mølvejs-agerfald, Ormager, Meel-Mose; maaske Mellem eller Melde. Østerdams-Fald, Nørhede-fald, Ravnholt, (Rafnholdt), Måderne (tAayeme, Engene). Lunderskov havde da 7 Gårde, hvoraf den ene et Boissted på 4 Tdr. Ld.
Dollerup:
Ved Dollerup Sø, der nu til Dels er udtørret, har vi Søkavlen (54). Kavl, Kobbel bet. en indhegnet Mark, opr. Jordlod, Græsgang, Fælleseje. Endvidere Gård¬ navnene Dollerup Søgård og Sølyst. Der findes to Fælleder (af fælles) og Enemærke (55), også 1683 tilligemed Bønstrup Enemærke. Enemærke er et Stykke Særjord, kunde ejes af en Udensogns-Mand el. lgn. Ved Gården Dolleruplund ligger Slotsmarken (56) og Slotsbanken (57), hvor der i gi. Dage (efter Sagnet) lå en Røverborg; da, kunde man sejle helt ind til Dollerup. Sådan fortæller gamle Folk. Sejladsen er ikke helt usandsynlig. Ingen Rester vidner om gammel Bebyggelse. Tvede (58) er tidligere omtalt. I Sortebjærg (59) skal en Kæmpe ligge begravet. Bækken, der løber under Vejen ved Dollerupgård, hedder Kjællingbæk (60) og er en Fortsættelse af Kjællingrendsten (61), der flyder ned under Sydbanen henne Øst for Skolen og ud i Dollerupgårds Eng Syd for Landevejen. I Engen Nord for denne er Hvirvelkær, 1683: Huerlemosefald (62), udt. Wirrælkjæe' og Grostien (63) af Gro' Stin, Grå Stine? Oppe ved Vestbanen er Tvillinghøjene (64), der nu til Dels er forsvundne, men ovenfor er Ravnehøj (65); 1683: Rafuenshoysaggerne, hvor en Bjergkone spinder om Natten. Tæt ved Nagbøl er Det røde Led (66), [æ' rø- 'Læj], 1683: Rødlogsfald, hvor gamle Folk altid taler om, at det spøger, og om Natten - særlig i Sneknog - gik man vild dær. Nord for Nørre-Mose og Nagbøl Skov er Marknavnene: Markdam (67), Indvang (68); Vang, indhegnet Område.
Nagbøl:
Rakkehat (69) og Langkrog (70), 1683: Langkrogager. Der flyder Tirsbæks' forbi. Tirsbæk(s) er vist et Personnavn, der er gået over til Navn på et lille Vandløb. En nøjere Forklaring har jeg ikke kunnet opdrive i dette Tilfælde. I Nagbøl Skov er Husar¬ buskene (71), hvor Husarerne i 1848 bandt deres Heste. Bagved Skoven er Dollerup Bagkavl (72). Imellem Mosen og Skoven er Fårekavlen (73), Lang-Agre (74) og Hajbén (Paiben?) (75). Mosen stikker frem som et Hajbén, forklares der! Endvidere er Store- og Lille Rode (76). På Markkortet 1821 findes Rodhaugerne ved Nagbøl Skov. Smlgn. Rodeinddeling, f. Eks. 4 Roder å 22 Lod. Bitte-Kjær (77) og æ Skowkawl (78) er beliggende mellem Nørre-Mose og Vamdrup¬ vejen. Fra „æ Vandropvæj" (79) fører ,æ 'Kutrabbegy" (80) (Kotrappegyden) op i Skoven. Navnet kommer af de „TrapperKøerne på deres Gang til Skoven dan¬ ner i Vejens Smadder. Gyde bet. en smal Vej. Dette Navn er uden Tvivl det samme som æ Fut ved Gjelballe. 1683 haves også: Foerteagerfald og Gyevay. Ned mod Sognegrænsen findes en Skovlykke Rovedmaj (81), 1683: Rout-May. Nærmest Sognegrænsen i Anst Sogn er Byen Roved, der sikkert har paavirket Navnegivningen. Syd for ,æ Sønnæmues* er Holte (82) og Bumse¬ kjær (83), Slang-Eng (slanke); Brede-Eng, Broengen og Store Eng.
I Mosen er Lygums-Mose (efter et Personnavn) og Albuen (84) (æ Albu') 1683: Ålboenge, begge Ålbuenge, samt Ulvborrekjær (85), 1683: Ulfgrafkiær? Ved Nagbølgdrd (IX) står et gammelt Træ. Når dette fældes, brænder Gården. For nogle År siden brændte Gården, men Træet er ikke fældet endnu! Mellem Kirken [æ Kjcer'g] og Lunderskov findes Kirkemarken, vistnok det gamle Tammisbølle1, hvor forhen Præstegården lå. I gammel Tid kaldtes Kirken „Nåbøl Kjcer'g", også på Markkortet 1774: Nagbølle Kirke, opmålt af Wesenberg. 1683 var Nagbøl og Dollerup een Mark tilsammen; begge Byer var på 13 Gårde ialt, og Nr. 13 var Præstegården. Af gamle Navne fandtes da foruden de nævnte føl¬ gende: Stenborgsagerfald (Stenborrigsagerfald). Boehøj. Bo, Persn. Holgades-fald. Hampe-bierge-agerfald. Thomaes flodsagerfald. Bregendall, af Bregner. Korslykkefald (Korse Løcke-fald). Boldis-pøttisfald, af Bolles Bolhøjs. Pøt = Pyt. Wispøt, måske af Vese, Sump. Nyedamsfald. Wederhøysfald, af Vejr-? Seiberg-fald. Nagbølle-Løcke (Lykke). Gadebierge-fald. Smidedams-fald (Smede ell. Smidje-). Roi Fald, af oldn. ruth: Rydning; Ancherhafue Agre (Ankerhaveagre). Suermesigfald, måske Surmosesigfald; Sig, blød Eng. Åskrog-aggerre; Ås, Bakke. Grødbiergsfald, enten Gryde el. Sten (oldn.: Grjøt 7 Gryt 7" Gryd). Korsveyfald. Arszdalsfald. Ars, Ås, d. e. Rumpe. Lange Kårs Vej. St. Steens Agre. Kidickevrengefald, Ukrudtsplanten Kiddike (raphanus raphamistrum). Loge- Agerre (Lågeagre), måske ved Røde Led. Af Engnavne var der: Malmpøt, Malm, Sand, Fælleshave (Fællighafue). Hastkiær. Reyerhavefald. Estkiær, Royereng. Bønstrup; Landsby i Vamdrup Sgn., opr. Biørns Thorp. Rævehuller (Refuehulle). Sivagerhave (Sifueagerhave). Begge Kalvehaverne. Spegisvase: Vase, en over fugtig Grund lagt ophøjet Vej. Stage-Enge. Brill-Eng; se Brildskifter. Alboe og Aalkrog Eng; Albue, Bugt på en Vej. Liedekiær, måske Led-Kjær. Rølkiær. Eegelund. Rørkiær. Thoer May. Bymader (Byemayer). Kvildeng. Synder og Nørre Kiær. Spreensig. Kleinsmedetofte (1683) i Nagbøl som Bymændene tilhøre. På Markkort 1821 findes Otteshauge ved Dolleruplund. Nu en Gård i L. Anst med dette Navn. I et Benådningsbrev fra 1479 findes Navnet Karlsbygge, beliggende på Skanderup Mark. Øst for Kirken var 1638: Degne-Tojt.
Skanderup:
Ved Kirken, der ligger på Skanderup Byjord nu, er Kirkedammen, 1683: Kierchesig. (86), Bebyggelsen ved Kirken kaldes ofte (for Spøg) Pellabyen (87) efter Missionshuset Pella. ... Sydvest for Kirken findes Døvkjær (88). (1683: Døfkier Mosefoder, ikke godt Høe, mådelig Bygjord). Døv bet. ofte dårlig Jord. Smlgn. en døv Hjølle (en sløj Le). På KlebækMarkerne, der er et Tvede, deraf Tvedsgård (89). Af Marknavne er der kun Vestermarken og Grydsfeldts Mose (90), 1683: Gryedkiær, men flere karakteristiske Gårdnavne. Visevejen skiller mellem Skanderup og KlebækMarker. Den „viserVej" til Vamdrup, hedder det. 1683 findes Wiisvay - agerreschift og Wiishkier. Wiisvey er nok .et Vad, der er blevet til Vej. Visevejen har tidligere gået gennem Engene, hvilke findes på Skanderup-Siden af Vejen i Måderne (92) [æ maj'er], nemlig fire, der har haft Navn efter Mænd, som nu er døde. Nu er Måderne udtørrede og opdyrkede, (1683: Udi Mayerne) og en Gård Knudsminde (93), nu Helenesminde er bygget omtrent på dette Sted. Endvidere findes Skidensig (94). Nord for Vejen fra Skanderup efter Kirken er Vestermarken (95), 1683: Westeragerschift; dernæst Heden, (96) hvilket Navn findes 4 Steder omkring Skanderup, hvor der nu er dyrket Jord. Kirketoften (97). På Wissingsmindes (101) Mark er æ Gjælbal'æ Jøn', 1683: Eet Fald ad Gielballe led. På samme Mark er en Mergelkule (X), hvor en hvid Dame spøger om Natten, da hun har druknet sit Barn i den. En Variant fortæller, at hun kører med en Guldbør. Man går let vild dersteds, og gamle Folk advarer mod at færdes der ved Nattetide. Povls Mose (99) er en lille Trekant nu opdyrket Hyrejord. Mikkelstoft (100) er vist nu snart glemt. Hundehullerne (102) ved Mariegård bruges til at drukne Kattekillinger og Hundehvalpe i. Sneglebanken i Hjørnet af Wissingsmindes Have er omflydt af en Bæk. Sneglene sætter sig på dens Skrænt. Slapmaj (103) tyder sig selv. Trindam (104), en nu omtrent tildækket forhenværende Branddam, var forsynet med Trinstene ved den ene Side, for at man kunde komme tørskoet igennem de „Skanderup Vandplasker", som der hentydes til i en gammel Byremse; undersøgt i Kold. Flkbl. iejt 1921. Af Vandplasker var også Slusen (107); et Stk. Eng, der blev overrislet med Vand. Tæt derved var Drejjevad (105), der forklares som tredie Vad. Den nuværende Branddam hed der Vesterbæk og ligger Vesten for Maren Ganderups (106), hvor nu den nye Skole er bygget. Overfor er Mannegård [mannego.'r], fordi der bor mange Folk dær (flere Partier). Ned efter Hjarup til er tre Gårde med Naturnavne, der svarer til deres Beliggenhed: Engholm (108), gået over til Slægtsnavn; Damkjærgård (109), to Gårde i Sognet med dette Navn, og Rørkjærgård (110). På Engholms Mark er Store Runde, Lille Runde og Rundbanke. Oppe på „æ Par'gomju.'r'' (111) findes foruden Gårdnavnene Ravnsbjærg (113). Parkum eller Perkum er et gammelt Marknavn, (1683: parckum May) der har afgivet Gårdnavnet Parkumlund (112). Parkum eller Perkum må antages at komme af Plantenavnet Perikum, (hypericum perforatum) der i ældre Tid brugtes til at sættes på Brændevin som Råd mod Mavesmærter, til Tobak og til at hindre Hekseri. Ved Jordmodervejen (114) til Gjelballe er foruden Annexjorden (har hørt til Præstegården) to Huse i Kålhaven (115), hvoraf den ene: Gundes-Hul ligger over for en Eng: Grønhaw (116). Nordøst for de store Gårde (Skanderup Nørgård, Nørgårdslund, Rosenlund) er to Hestekavle (117) og en Møllekavl (118), foruden to af de tidligere omtalte Heder (96). Tæt ved Rosenlund er Surekjær (119) [æ surkjæ.'r], 1683: Suurkier, og i Mosen Nord der¬ for er fundet et Dødningehoved, som skulde være af en svensk Rytter, der er sunket i Bløde dersteds. Tæt ved Skanderup Nørgård (120) findes en lille enligtliggende Skov Egeskov (121) [æ egesgåw], og når den fældes, brænder Gården. Ved samme Gård færdes en hovedløs Hest om Natten. På Marken dertil er en Mergelgrav, hvori der i gi. Tid blev nedputtet Liget af en Røgter, Ejeren havde slået ihjæl. Først hang Liget i Mælkebrønden hjemme ved Gaarden, men sålænge det hang dær, var der Uro og Spøgeri på Går¬ den - særlig i Staldene om Natten. Så blev hans Lig, der nu var svundet ind til et Skelet, en Nat af Ejeren taget op og puttet i bemeldte Mergelgrav. Så blev der Ro på Gården. Sådan fortæller Folkesagnet. På Rosenlunds Mark, Øst for „æ Jormovæj" ligger et Højdedrag kaldet Skjælmsholt (122), hvor der tidligere lå en Hytte, som blev brugt til Skole. En anden Forklaring til Skjælmsholt er denne, at det var Navnet på en Gård (Højrupsminde) i Skanderup. Dette Navn havde sin Oprindelse af, at dens Ejer en Dag, han gik på Marken, blev fulgt i Hælene af et stadig rullende Nøgle Garn; det gjorde holdt ved Markskjellet! Det var næ Sgjælm" (eufemistisk Udtryk for den Slemme, Fanden), som havde fulgt ham. Så kommer vi til det sidste Marknavn af de nukendte på vor Vandring Sognet rundt, nemlig Ulverøgel (123), [æ ulrøg'el/, der er Sognets højeste Punkt, 289 Fod (91 Meter). Røgel, Rygel betyder en aflang Bakke, As, Stak; smlgn. Tørverygle. Det er beliggende Nordøst for Rosenlund, tæt ind til Gjelballe Skjel, hvorfra vi gik ud. Et Generalstabsmærke er rejst dær. En storslået Udsigt er der dærfra. Man ser Skamling, Lille-Bælt og skimter Fyn. Mod Vest ser man bl. a. Læborg Kirke og Gjesten Kirke. Mod Syd og Nord stænger Skovene Udsigten en Del. Det er et af Egnens skønneste Udsigtspunkter. Der fortælles, at Ulvene holdt til dær i gammel Tid og dæraf Navnet. Skanderup havde 1683 16 Gårde og 4 Boelsmænd. På denne Tid brugtes følgende Navne, som nu er glemte: Broelund, Boelkrog, Boel, Tygjehøyfald, Tidselbjerg (Tidtzell-bierrig), Lærtidtzellfald, maaske Ler, Årdhoyzfald, Ård, Plov, Bredekjæragev (Brekiærager), Slumtofte: Slum, Slom, en Slummer, Søvn (?). Lopholm, af Loppe? Ovenstel (Offuenstell). Blærretoft: Blærre, Kile i Marken. Gåsspjæld (Gåszpiold). Hvedebjerg (Hvedebierre). Lusetvedsfald (Luszetuedtfald). Roloch-Kyeg? Rævebjerg (Reffbierre). Langfeldtholtt. Hjulholt? (Hyfffel-Hollt). Horagger. Blå-borrigsfald. Hommelboer; jfr.: Hommeler Gård i Gjelballe 1683 og det nuværende Hummelgård i Bønstrup. Mellemkier. Disse var på Skanderup Nørremark; på Søndermarken var følgende: Elemiskiær; enten af Almisse eller Almo, et Stk. Land til Græsning eller Tørvegravning. 2 Mayer. Esthuor? Næedd måske Næde. Weed? Liehie, vistnok Ler-Hede. Dollersiig. Sønderkiersfald. Af Engnavne har der været Binkkrog (Binchkroeg). Strommelsesdiifte med Westkiær og Hyrdeng. Nederkier. Foliekier, af Føl ell. Fole, Hoppe. Thruenmay, måske Trudmaj. Flye; Fly, Vandpyt med flad Grund. Walszekier, Brudeseng. Hoeleeng, Hole, Hul? Rand¬ kier. Breemay, den brede Eng. Morszmay; Morseng, M6r: Mosejord, Sumpjord, Moreng. På Vidskb. Selskb. Kort (1804) findes Navnene: Vedstoll, Barne-Hus og Stamp-Hus på Skanderup Jorder.
 
Søndergyden i Skanderup:
Markering af jernalderfundet i Søndergyden fra Slots- og Kulturstyrelsen. Sændergyden, set fra Svinget, Kataniealle i dag. T.v. bolig og værksted for landsbyens daværende "hjuler" den gang, der skulle repareres landbrugsvogne af træ med træhjul. T.h. "søndagsskolen", som meget sigende lå lige over for hovedskolen fra 1908..
 

Skanderup og Hjarup sogne

Landsbyerne Dollerup, Gelballe, Hjarup, Nagbøl og Skanderup har deres tilhør i to nabosogne, Skanderup og Hjarup[1].
Med jernbanen fra 1866 og den heraf ledsagende industrielle udvikling blev landsbyerne opland til hver deres to stationsbyer, Hjarup til Vamdrup, de øvrige til Lunderskov.
1842-1906[1] var Vamdrup og Hjarup i et fælles sogneforstanderskab, der fra 1867 blev afløst af sogneråd som ledelse i landkommunen - se Det lokale selvstyre.
I denne periode blev Vamdrup grænsestation - først og fremmest fordi de syd for Vamdrup liggende områder mod Kongeå-grænsen var for sumpede til etablering af en jernbane- og grænsestation her.
Ved anlægget af jernbanen i 1866 - og før anlægget af den sydjyske tværbane i 1874 - var Lunderskov kun en meget ubetydelig station med et krydsningsspor og et kort læssespor. Jernbanestationen var oprindeligt en træbygning. Et rimeligt gæt kunne være o. 50 m. nord for den nuværende jernbanestation.
Den i oktober 1874 nyopførte, i dag fredede stationsbygning fik en passende, måske endda overdreven størrelse i forhold til Lunderskov som jernbaneknudepunkt.
Adskillelsen af Hjarup - Vamdrup i to sogne kan konstateres drøftet fra 1903, men med mellemrum også før. Begrundelsen for delingen var, at det fælles sogn var ved at blive administrativt for stort, og at der siden 1870’erne havde været to pastorater.
Og Vamdrup var desuden i 1866 sammen med Lunderskov blevet stationsby.
Adskillelsen i Hjarup og Vamdrup sogne blev gennemført efter langvarige drøftelser, et møde 8. nov. 1904 refereres at have varet fra ”kl. 2 til kl. 11”.[ii]
Der var flertal i både Vamdrup og Hjarup for adskillelsen, størst dog i Hjarup.
Delingen er beskrevet af tidligere skoleinspektør og kommunalbestyrelsesmed i Vamdrup, Mogens Jessen i udgivelsen Vamdrup 1866-1966, se Bibliografi
Hjarup Sogn[i] blev som resultat af udskillesen fra Vamdrup i perioden 1906-70 Andst Herreds mindste sogn, omgivet af Vamdrup, Seest og Skanderup sogne samt noget af Vejle Amt, Nr. Tyrstrup Herred.
Med nederlaget til Prøjsen i 1864 og tabet af den del af kongeriget, der lå syd for Kongeåen blev Vamdrup grænsestation til Prøjsen, som senere i 1871 med Tysklands samling under Prøjsen blev den dansk-tyske grænse indtil genforeningen i 1920.
Landsbyerne har således deres rod i to forskellige sogne og var tilknyttet to forskellige stationsbyer, da Hjarup, Gelballe og Skanderup i 1962-63 bliver forenet i et skolesamarbejde på tværs af de gamle sogneskel.

Hjarup

Som Skanderup er Hjarup et torp-navn.[iii] Navnet Hjarup kendes ikke før 1231[iv], og her er navnet Hyarthorp. Senere betegnelser er: ”Hiarthorp" og ” Hiartherop".[v] I Kancelliets brevbøger fra 1544 er betegnelsen Hiarderupe By og Sogn. Der er ingen pålidelige tolkninger af forleddet, som muligvis kan være et gammeldansk mandenavn, Hior.
Hjarup var i 1688 en større landsby med en helt klar toftestruktur[vi], hvor ingen af landsbyens gårde lå uden for landsbyen, og kun få blev udflyttet ved udskiftningen i landbruget, der startede med en række forordninger fra 1758 og ind i det flg. århundrede[vii].
I matrikelkort for Hjarup by 1843 optræder flg. stednavne ud over Hjarup: Gaarsholt, Karensminde, Nyskov, Svanemose, Svanemosehus, Søeslette, Søgård, Søslette.[viii]
De højtliggende, temmeligt jævne jorder er dels sandede, dels ler-blandede med ler til underlag. Der er nogen skov o. præstegården. En lille å løber gennem sognet til Søgård Sø i Vamdrup Sogn.
Der er kirke, præstegård, skole og missionshus, opført i 1876 som grundtvigsk frimenighedshus[i]. Desuden gymnastikhus, opført i 1900, andelsmejeri, og landbohjem.
Missionshuset blev i 1887 overtaget af Indre Mission, hvilket tidsmæssigt svarer meget godt til etableringen af Missionshuset Pella i Skanderup i 1889. Og C. J. Moes ansættelse som sognepræst i Skanderup Sogn 1885-1922.
De mest præcise oplysninger om gårdene i Hjarup får man i utrykte publikationer af Johs. Friis, Gårdene i Hjarup[ii]. Der var iflg. hans undersøgelser 18 gårde o. 1700, hvoraf de fleste, 15 hørte under Kolding Rytterdistrikt, heriblandt 5 selvejergårde.[iii] Antallet af gårde er i dag ændret som et resultat af sammenlægninger og nyoprettelser.
Hjarup havde en hollændermølle, opført 1881 Hjarup Mølle. Vognmand P. Ellsgaard Kjeldsen. købte i 1936 møllen, Fjøjbjergvej 51, som blev nedrevet i 1950 efter en brand.[iv] ”Hjarup indgår i et landsbysamarbejde med Skanderup(, Gelballe). Dette samarbejde indebærer bl.a. idrætsforening, børnehave og Forbundsskolen, der fysisk er placeret ved Skanderup, men som også har elever fra Hjarup … (og Gelballe).”
Stationsbyerne Lunderskov og Vamdrup har henholdsvis 3.096 og 4.927 indbyggere, Kolding by 60.508, Kolding Kommunes 92.505 indbyggere i 2018.
Folketallet i de tidligere Skanderup og Hjarup sognes landsbyer3) er langt mere beskedent.
 
Folketallet i Skanderup og Hjarup sogne
Folkeral1) 1787 1840 1870 1860 1901 1911 1921 1930  1945  1960  1980  2000 2010 2018 2021
Skanderup Sogn 512 882 1433 1248 1802 2247 2416 2321 2358 2471 3065 3485 3986 4176  4172
Skanderup By 182 273  497 460  680  748  647  630 xx xx 2074) 249  370  428   440
Gelballe By  96 213  417 338  303  260  304  311 xx xx xx xx xx xx xx
Lunderskov  99 178  157 118  355  842 1017  957 xx xx 2083 2517 2969 3096  3060
Nagbøl  70 108   151  213  265  229  214 xx xx xx xx xx xx xx
Dollerup  65 110  3621) 171  251  232  219  209 xx xx xx xx xx xx xx
Hjarup Sogn 260 374  515 xx  610  573  553  536 552 557 506 509  548  553   543
Hjarup By2) 260 298  500 xx  505 xx xx xx xx xx xx xx  397  414   417
Kolding By 1659 2611 5400 xx 12516 14188 17128 16378 xx xx 41374 53447 57087 60508 61222
xx Ingen data.
[1]Sammenlagt Dollerup og Nagbøl.
1) Folketællinger efter amt, herred, sogn søges på folketællinger online, Rigsarkivet, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/rif/rif-collection/7. Rigsarkivet har kun data til og med 1940 p. gr. af de inkluderede personoplysninger.
Danmarks Statistik har en Statistikbank, hvor der kan søges på borgere efter sogn fra 1925 til aktuel statistik. Denne statistik er også rubriceret efter de gamle sognegrænser.
Folketællingsmaterialet indtil 1930 er manuelt optalt ud fra de håndskrevne lister for hver sognelokalitet i Skanderup Sogn. Statistikbanken kan have tal fra 1925.
De første folketællinger i Danmark foretages 1787. De historiske folketællinger er kun offentligt tilgængeligeindtil 1930-40. Efterfølgende år søges specifikt i Danmarks Statistiks Statistikbank, https://www.statistikbanken.dk/statbank5a/SelectVarVal/saveselections.asp. Alle tal, også de helt aktuelle er rubriceret efter de gamle sognegrænser.
2) Alle er registreret som bosiddende i ”Hjarup Sogn og Bye”. Det er formentlig en registreringsfejl.
3) Statistik fra Danske Kommuner. Og Danmarks Statistik, Statistikbanken, folketal efter byområder og landdistrikter.
4) Folketal 1990.
 
Den demonstrativt stærkere befolkningsvækst i Skanderup i forhold til Hjarup (Sogn) skyldes helt tydeligt i Skanderup stationsbyen Lunderskov og i Hjarup adskillelsen fra stationsbyen Vamdrup.
Stationsbyernes befolkningsvækst er markant i forhold til landsbyernes.
Diagrammet i logaritmisk skala - der muliggør sammenligning af meget store og mindre data, og som bedst illustrerer vækst i data - viser tydeligt, at befolkningstallet i de to stationsbyer Kolding og Lunderskov er markant i forhold til den stagnerende befolkningsudvikling i landsbyerne. Tidsmæssigt var befolkningstallet allerede i vækst i Kolding før jernbanens ankomst 1866. For Lunderskov betød det den befolkningsvækst, som skulle blive karakteristisk for den tidligere lille landsbys ændring til stationsby og fra 1874 jernbanetransportens sydlige jernbaneknudepunkt.
Man kan velsagtens også tage den stagnerende befolkningstilvækst i stationsbyerne i første del af 1900-tallet som et udtryk for nogle konsekvenser af verdenskrigenes og 1930'ernes økonomiske krise.
 
De her bragte tal er de officielle folketællinger, som er indscannet af Dansk Data Arkiv, men som mest simpelt kan hentes fra Statens Arkivalier Online. Det er håndskrevne dokumenter, hvor lokale præster og degne har været skrivere, efterhånden afløst af sognerådspolitikere. Der er ret stor forskel på læselig- og ordentlighed.
Man kan uagtet læseligheden detaljere optællingerne efter de byer, som sognene består af. Folketællingsmaterialet kan desuden findes i Danmarks Statistiks Statistikbanken under befolkning, organiseret efter forskellige perioder. Der er her sket en anonymisering af og udvælgelse af de befolkningsmæssige oplysninger.
 
 
Folketallet i Skanderup Sogn stiger jævnt indtil o. 1920. Sognets befolkningsmæssigt to største byer er Skanderup og Gjelballe indtil den begyndende industrialisering og hermed jernbanedrift i Lunderskov fra 1866. Mht. folketal var Lunderskov indtil da størrelsesmæssigt nr. 3. Men Lunderskov overhaler Gjelballe allerede i 1901 og i tiden indtil 1911 også Skanderup. Går man mere detaljeret ind i de tilgængelige befolkningstal, så var der allerede i 1906 i Lunderskov 635 indbyggere mod 509 i Skanderup. Der er i denne periode en nærmest eksplosiv befolkningstilvækst i Lunderskov i forhold til resten af sognet, og stationsbyen bliver herefter sognets ubetinget mest folkerige by med handel, service og senere produktionsvirksomhed som de fremherskende erhverv.
Sammenholder man befolkningsudviklingen i Skanderup Sogn med hele Danmark, så bemærker man, at 1920-30'erne er præget af svag befolkningsvækst i landet som helhed, 8,1 % 1921-30 mod en vækst på 18,1 % det foregående tiår. Men i landsognet Skanderup er der 1921-30 en direkte negativ vækst % på -3,9. I landsbyerne er det især i Skanderup, Dollerup og Nagbøl - men ikke Gjelballe, at der kan konstateres en negativ befolkningsvækst i forbindelse med 1920'erne og verdenskrisen fra 1929. I stationsbyen Lunderskov kan der konstateres et lille fald i befolkningen.
Også sammenlignet med andre landsbyer kunne den negative befolkningsvækst i Skanderup Sogn 1921-30 se ud til at have været bemærkelsesværdig. Man kan dog nok næppe tilskrive det, at pastor C. J. Moe i 1922 forlod sognet, selvom det kunne være fristende at forsøge etableret en direkte fysisk konsekvens af det åndelige livs hermed velsagtens begyndende normalisering.
Der er dog nok snarere tale om en økonomisk betinget stagnation på egnen, som man også kan konstatere i den nærtliggende stationsby Vamdrup.
Diagram med statistikken i tabellen neden for, her dog kun folketallet i Skanderup Sogn 1787-1930
Landsbyerne Gelballe, Hjarup og Skanderup har deres oprindelse i to nabosogne, Skanderup og Hjarup[1].
Folketal[2]
1787
1840
  1870
1901
  1911
  1921
  1930
2010
2018
Skanderup Sogn
512
  882
  1433
1802
  2247
  2416
  2321
3986
4176
  Skanderup by
182
  273
    497
 680
   748
   647
    630
370
 428
  Gelballe by
  96
  213
    417
 303
   260
   304
    311
  xx
   xx
Hjarup Sogn
260
  374
    515
 610
   573
   553
    536
548
 553
  Hjarup by
260[3]
  298
    500
 505
     xx
     xx
      xx
397
 414
 
 
Folketallet i Danmark 1901-2022 Danmarks Statistik Statistikbanken
 
Folketal i Danmark 1901-2022 diagram


Hjarup Sognelokaliteter, lokalitetshistorie

Hjarup Sogn var fra 1906-70 Andst Herreds mindste sogn, omgivet af Vamdrup, Seest, Skanderup og Vamdrup sogne samt noget af Vejle Amt, Nr. Tyrstrup Herred.
Indtil 1906 var Hjarup en del af Hjarup-Vamdrup Sogn. Adskillelsen i to sogne blev gennemført efter langvarige drøftelser, et møde 8. nov. 1904 refereres at have varet fra ”kl. 2 til kl. 11”.
Som Skanderup er Hjarup et torp-navn. Navnet Hjarup kendes ikke før 1231 , og her er navnet Hyarthorp. Senere betegnelser er: ”Hiarthorp" og ” Hiartherop". I Kancelliets brevbøger fra 1544 er betegnelsen Hiarderupe By og Sogn. Der er ingen pålidelige tolkninger af forleddet, som muligvis kan være et gammeldansk mandenavn, Hior.
Hjarup var i 1688 en større landsby med en helt klar toftestruktur , hvor ingen af landsbyens gårde lå uden for landsbyen, og kun få blev udflyttet ved udskiftningen i landbruget, der startede med en række forordninger fra 1758 og ind i det flg. århundrede .
I matrikelkort for Hjarup by 1843 optræder flg. stednavne ud over Hjarup: Gaarsholt, Karensminde, Nyskov, Svanemose, Svanemosehus, Søeslette, Søgård, Søslette. De højtliggende, temmeligt jævne jorder er dels sandede, dels ler-blandede med ler til underlag. Der er nogen skov o. præstegården. En lille å løber gennem sognet til Søgård Sø i Vamdrup Sogn.
Hjarup Kirke
Missionshuset i Hjarup
Missionshuset i Hjarup t.h. Huset t.v. var et tidligere sløjdlokale og værksted, der blev nedtaget, da missionshuset i 1990 brændte.[i]
 
[i] Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup https://arkiv.dk/vis/2478883
 
Der er kirke, præstegård, skole og missionshus, opført i 1876 som grundtvigsk frimenighedshus[i]. Desuden gymnastikhus, opført i 1900, andelsmejeri, og landbohjem.
Missionshuset blev i 1887 overtaget af Indre Mission, hvilket tidsmæssigt svarer meget godt til etableringen af Missionshuset Pella i Skanderup i 1889. Og C. J. Moes ansættelse som sognepræst i Skanderup Sogn 1885-1922.
De mest præcise oplysninger om gårdene i Hjarup får man i utrykte publikationer af Johs. Friis, Gårdene i Hjarup[ii]. Der var iflg. denne undersøgelse 18 gårde o. 1700, hvoraf de fleste, 15 hørte under Kolding Rytterdistrikt, heriblandt 5 selvejergårde.[iii] Antallet af gårde er i dag ændret som et resultat af sammenlægninger og nyoprettelser.
Hjarup havde en hollændermølle, opført 1881 Hjarup Mølle. Vognmand P. Ellsgaard Kjeldsen. købte i 1936 møllen, Fjøjbjergvej 51, som blev nedrevet i 1950 efter en brand.[iv]
 
Kirken og præstegården.[i]
Kirken ligger omtrent midt i sognet. Den er indtil reformationen i 1536 indviet til St. Laurentius, kan man se på altertavlen. Kirken har skib og kor i samme højde, våbenhus, er i romansk stil af rå granit. Der er lagt mure omring ved en restaurering i 1868, hvor også skibet blev forlænget og våbenhuset påsat ”nye kamgavle”. Granitdøbefont og prædikestol er fra o. 1600.
Hvor Hjarup Sogn første gang nævnes i Kong Valdemars Jordebog i 1231, nævnes Hjarup Kirke først i 1280, hvor Erik Nielsen. Saxehage, Hjarup mark, havde oppebåret tiende fra 5 kirkesogne, deriblandt Hjarup sogn. Erik Nielsen var i gæld til Ribe Bispestol, og i denne forbindelse nævnes Hjarup kirke i Ribe Oldemor.[ii]
Kirken fik senere følgende ejere: Koldinghus, Trøjborg og Østerbygård indtil kirken i 1912 blev selvejende.
Det fremgår af kilderne, at kronen havde betydelige jorder i sognet, at Hjarup fra 1500-tallet har været hovedsogn til Vamdrup Kirke, indtil Vamdrup i 1875 blev et selvstændigt pastorat.
Sognepræst Jens Petersen Welling skriver i en indberetning i 1690,at præstegårdens bygninger blev afbrændt af polske krigsfolk under svenskekrigene, i 1659.
J. P. Wellings søn og efterfølger i Hjarup, sognepræst Peter Bering kunne i 1707 indberette, at han
”med store bekostninger og besværinger havde bygget præstegården.” Og hvilken præstegård!
Det var med enevælden i 1660 blevet bestemt, at præstegårde skulle være præsternes private ejendom og udgift. Og det har så været situationen for sognepræst Peter Bering, der selv har bekostet den fine præstebolig, der i 1707 var resultatet.
Præsteboligen blev bygget i 15 fag, alt er lavet i meget svært egetømmer, det meste fuldkantet og på 13 tommer. I gavlene, især i nordgavlen er der meget fine tømmerkonstruktioner. Der er på en del af loftsrummene meget brede egeplanker, ligesom spærene i tagkonstruktionen er af eg.
Præstegården skulle være et godt eksempel på, hvordan man byggede stuehuse til større gårde og præstegårde i 1700-tallet.
Efter nogle år med manglende vedligeholdelse er den i klasse A fredede præstegård nu i en meget fin stand, og må siges at være en af egnens attraktioner. Det skal ses på baggrund af, at der i sogneforhandlingsprotokollen for Hjarup 11. juni 1963 blev behandlet en forespørgsel fra menighedsrådet om tilskud til renovering af den da noget forfaldne præstebolig, der ellers ville blive flyttet til Hjerl Hede.
Sognerådet bevilgede pengene til renoveringen, fremgår det af sogneforhandlingsprotokol for Hjarup Sogn.
 
 
Skanderup Sogn, Geodatstyrelsen, matrikelkort 1883. Klik på kort for forstørrelse, se evt. også matrikelkort fra 1846.
 
 

Skanderup Sogn og de folkelige bevægelser

 
Det er lidt bemærkelsesværdigt, at 1800-tallets folkelige bevægelser med højskoler, andelsbevægelse, forsamlings- og missionshuse overfladisk set ikke har efterladt sig markante spor i sognet i forhold til mange andre lokaliteter. Ikke før den indremissionske præst C. J. Moe 1885 blev ansat som præst i Skanderup Kirke.
 
Andelsmejeriernes start i 1882 resulterede helt i sognets ånd i Skanderup Mejeri 1888, som fra 1895-96 fik det søndagshvilende Lunderskov Mejeri som alternativ. Krydret med det særlige raffinement, at det gamle Skanderup Mejeri flyttede til Lunderskov ved jernbanen, og det gamle Skanderup Mejeri blev i 1922 ombygget til kirke for den valgmenighed, der var blevet dannet i 1910. Smukt fulgt op af valgmenighedens omkringliggende efter- og friskole.
Der var så til gengæld ingen højskoler, her måtte sognets unge drage udensogns til deres foretrukne, enten grundtvigianske eller indre missionske højskole. Der var et enkelt forsamlingshus i sognet, i Gelballe, fra 1889 også et missionshus, Pella, beliggende ved Skanderup Kirke.
Gelballe Forsamlingshus, Gelballevej 37, skulle være opført 1908. Man kunne forestille sig, at dette byggeri har skullet matche missionshuset Pella bygningsmæssigt, dog næppe så rummelig. Iflg. Moes erindringer skulle Pella kunne rumme op til 800 mennesker.
Missionshuset Pella indvendigt, og som det ser ud i dag, overtaget af firmaet J. C. Trading. Opført i 1889 iflg. Moes erindringer fra 1926. Et missionshus bliver som oftest opført i forbindelse med "en vækkelse". Moe flyttede fra Harboøre til Skanderup i 1885. Derfor - og fordi Moe nok må betragtes som et mere troværdigt vidne end Trap i denne sammenhæng - kan der næppe herske tvivl om, at missionshuset Pella er opført i 1889.
Pella er en østjordansk by, hvortil jødekristne flygtede under krigen med romerne i 66 e. Kr. I perioden fra o. 1870 blev der i Danmark bygget ca. 900 missionshuse samtidig med, at der blev opført o. 1600 forsamlingshuse. Begge byggerier er monumenter over de folkelige bevægelser i slutningen af 1800 tallet. Pella bruges som navn til flere missionshuse.
Et noget ”dødt sogn” mht. folkelige bevægelser før opsplitningen i Indre Mission og valgmenigheden har man i religiøse kredse kaldt det. Men den religiøse vækkelse har vel så for de samme kredse været reaktionen mod dette åndelige dødbideri. Og hvilken vækkelse!
Dollerup gamle biskole Dollerup ny biskole 1883 Dollerup Skole 1897, lærer Nissen t.v.
Sognets hovedskole, rytterskolen i Skanderup 1725-1844. Hovedskolen i Skanderup 1842-1908. Skanderup Skole fra 1908.
Gelballe biskole 1842-88 Gelballe ny skole 1885, udvidet 1924 Elever og lærer Gelballe skole, formentlig o. 1900
 
[i] Det i 1876 opførte grundtvigske frimenighedshus, blev i 1887 købt af Indre Mission iflg. oplysninger fra Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup https://arkiv.dk/vis/2474389. Der er her medlemsfortegnelser m.v. fra tiden o. 1887.
 
Hjarup Sogn var fra 1906-70 Andst Herreds mindste sogn, omgivet af Vamdrup, Seest, Skanderup og Vamdrup sogne samt noget af Vejle Amt, Nr. Tyrstrup Herred.
[i] Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave 5. bind, Anst Herred, 1898-1906, http://runeberg.org/trap/3-5/0822.htmlI perioden 1842-1906[1] dannede Vamdrup og Hjarup fælles sogneforstanderskab, -kommune, hvor Vamdrup i denne periode blev grænsestation - først og fremmest fordi de syd for Vamdrup liggende områder mod Kongeå-grænsen var for sumpede til etablering af en jernbane- og grænsestation.
[ii] Johs. Friis, Gårdene i Hjarup Oplysninger om ejerforhold. Utrykt publikation på Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup. Johs. Friis er gået særdeles grundigt til værks, har orienteret sig i matriklerne fra 1644, 1688 og 1844. 1688 matriklen angiver Friis, at han ikke har, derimod har han de to andre.
[iii] Mejerigaarden, herfra udskilles i 1733 Thomasminde, Enghavegaard, Toftegaard, der senere blev til Hjarup Damgaard, Hjarupgaard, Hjarup Vestergaard, Enghøjgaard, Mariegaard, Elisalund, Østergaard, Halvgaard / Skovhøjgaard. Hertil kommer Højvang, Tankedal, Lerkenborg, Svanemoselund, Søslettegaard, Fredensbo, Lindegaard, Poulsminde, Baungaard, Sandholmgaard, Nordskovgaard.
[iv] Oplysninger fra Lokalarkivet, http://vamdrup-arkiv.dk/hjarup_arkiv.html.
 
[i]Det i 1876 opførte grundtvigske frimenighedshus, blev i 1887 købt af Indre Mission iflg. oplysninger fra Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup https://arkiv.dk/vis/2474389. Der er her medlemsfortegnelser m.v. fra tiden o. 1887.
[ii]Johs. Friis, Gårdene i Hjarup Oplysninger om ejerforhold. Utrykt publikation på Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup. Johs. Friis er gået særdeles grundigt til værks, har orienteret sig i matriklerne fra 1644, 1688 og 1844. 1688 matriklen angiver Friis, at han ikke har, derimod har han de to andre.
[iii]Mejerigaarden, herfra udskilles i 1733 Thomasminde, Enghavegaard, Toftegaard, der senere blev til Hjarup Damgaard, Hjarupgaard, Hjarup Vestergaard, Enghøjgaard, Mariegaard, Elisalund, Østergaard, Halvgaard / Skovhøjgaard. Hertil kommer Højvang, Tankedal, Lerkenborg, Svanemoselund, Søslettegaard, Fredensbo, Lindegaard, Poulsminde, Baungaard, Sandholmgaard, Nordskovgaard.
[iv] Oplysninger fra Lokalarkivet, http://vamdrup-arkiv.dk/hjarup_arkiv.html.
 
 
[ii] Kolding Folkeblad 8. nov. 1904, Hjarup og Vamdrup Sognes Adskillelse.
[iii] Varianterne -trup, -drup og -rup. Som Skanderup således en udflytter landsby fra vikingetid og middelalder.
[iv] Nævnes i Kong Valdemars (Sejrs) Jordebog, 1231.
[v] I Ribe Oldemor, Ribe Domkapitels fortegnelser over stiftets kirker og tilgodehavender herfra.
[vi] En toft, jord til landsbyens bygninger, hvor de ligger sammen, uden for landsbyens marker.
 

 

[ii] Ribe domkapitels brevbog bestående af 29 pergamentblade, ført fra slutningen af 1200-tallet indtil ca. 1322. Kirkerne i Ribe Stift, hvorunder Hjarup Kirke hører, er indeholdt i en fortegnelse.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Befolkningen, folketællinger i Danmark og Skanderup Sogn

Det er uproblematisk at skitsere den befolkningsmæssige udvikling og sammensætning i Skanderup Sogn fordelt på sognets landsbyer.
Man benytter her de 18 folketællinger fra 1787-1930, som er tilgængelige med 5-10 års intervaller fra Statens Arkiver - her dog mere hårdhændet udvalgt.
I tiden efter 1930 har Danmarks Statistik de fleste af de nødvendige oplysninger - dog er der her en privatlivsklausul på folketællingsmaterialet.
Langt mere problematisk er det at få oplysninger for tiden før folketællingerne.
Selv om det i Lukasevangeliet, forfattet o. 80-100 e. Kr., berettes, at der under kejser Augustus, dvs. o. Kr. fødsel blev foretaget en folketælling, så skal vi langt længere frem i tiden, før dette blev almindeligt i vor del af verden.
 
Folketællingen 1769 adskiller sig fra de efterfølgende på flere måder - kun opsummerende skemaer blev sendt til centraladministrationen. De ansvarlige myndigheder (præsterne på landet og magistraterne i byerne) udarbejdede derfor ikke detaljerede skemaer - de var først og fremmest uden navne på enkeltpersoner.
 
I de fleste optællingsområder var som eksemplificeret her "i TienesteVærendeGevordene" militært personel holdt uden for folkeoptællingen. Denne undtagelsesformulering var ikke anført for Færøerne, Holsten, Oldenburg og Delmenhorst og Slesvig. Ej heller for Aalborg Generaltabel.
Den hyppigst brugte formulering i undtagelsesbestemmelsen var "de udi Tieneste værende Gevorbene Ryttere, Dragoner og Soldater, samt de ved de nationale saavelsom gevorbne Regimenter staaende Under-Officerer og Tambourer, for deres egne Persohner undtagen, men deres hustruer og Børn ibegreben".
Det optalte folketal for det i Koldinghus Lens Rytterdistrikt, Schanderup Sogn er således eksklusive de egentlige militært tilknyttede mænd men inklusive deres hustruer og børn.
   
1769 folketællingens områder var: Fyns Stift, Færøerne, Holsten, København, Oldenburg og Delmenhorst, Ribe Stift (hvor Andst Herred, Skanderup Sogn, Hjarup Sogn er placeret), Sjællands Stift, Slesvig, Viborg Stift (her kun Viborg Stift Hellum Herred, Hindsted Herred), Ålborg Stift.
"Dokumenter vedr. folketællingen 1769" (registraturnummer 352.34) er tilføjet denne arkivserie, da pakken viste sig indeholde skemaerne for Slesvig, Holsten og Oldenburg-Delmenhorst. Selve folketællingen 1769 findes ikke. Der blev ikke anvendt fortrykte skemaer og der skulle ikke indsendes en kopi til Rentekammeret, kun disse oversigter. Af den "rigtige" folketælling er således kun enkelte lokaliteter i Sønderjylland samt Horsens Nørregades og Søndergades roder blevet bevaret." 
Der er foretaget en optælling ud fra de overleverede tællinger, som helt åbenlyst mangler materiale fra: Aarhus, Haderslev, Helsingør, Lolland-Falster, Roskilde Stift. Materialet fra Viborg Stift har kun to herreder, som nu hører til Aalborg Amt.
Alt i alt en noget problematisk folketælling, hvis formålet er at få en præcis og dækkende tælling for hele Danmark.
Folketælling 1769, de optalte områder
Fyns Stift
125.529
Færøerne
4.774
Holsten
59.679
København
70.514
Oldenburg og Delmenhorst
62.854
Ribe Stift
89.055
Sjællands Stift
188.657
Slesvig Stift
80.577
Viborg Stift Hellum Herred
1.400
Viborg Stift Hindsted Herred
5.810
Aalborg Stift generaltabel
73.516
Aalborg Stift herrederne
20.953
I alt
783.318
Trods mangler er 1769 folketællingen i Ribe stift, Andst Herred, Koldinghus Len punktvis ganske informativ:
1769 Folketælling Andst Herred og Skanderup Sogn
1769 Folketællingen.
Det fremgår, at både Herreds- og den specifikke sogneoptælling er foretaget i Nagbølle Præstegaard.
 
Der kan konstateres en ikke helt indlysende brug af tabelformen, som kan formodes - dels at være indbygget i tabeltekst og -form, som er udfærdiget af den enevældige statsadministration,
dels den lokale præst i Nagbølle Præstegaard, som måske har truffet ikke tilsigtede valg for både herred og sogn i skema- udfyldelsen. Dog er der inddelt og udfyldt på helt tilsvarende vis i Aalborg Stift, Sejerslef Sogn og flere andre, udvalgte destinationer:
Der er opdelt i Mandfolk og Fruentimmere, alder, ægteskabelig status (gift eller ugift) og socio-økonomisk.
 
 
Inddelingen i Rubriquer er en socio-økonomisk inddeling, men synes her umiddelbart at være overskrift til en aldersmæssig inddeling.
Den socio-økonomiske inddeling kommer efterfølgende med tal, ført af den lokale præst.
Der er desuden inddelt efter gifte og ugifte, hvor de ugifte er placeret i Rubrique 6, der så igen fordeles på Rubriquer.
Det giver nogle ikke ganske overskuelige sammentællingsproblemer! Og det er umuligt at vide, om de i det foregående anførte børn er med i Rubrique 6, eller efter hvilke kriterier, der er skelnet mellem børn og andre ugifte.
De mindste landsbyer, Nagbøl og Dollerup er specificerede sammen med de to lokale vandmøller. Vandmøllernes ringe folketal står næppe i forhold til den betydning, de har haft, også økonomisk for centralmagten.
Man kan ud fra 1769 folketællingen om ønsket kortlægge 1) fordelingen Mandfolk, Fruentimmere, 2) aldersfordelingen, 3) gifte, ugifte. 
Særdeles informerende om datidens sociale forhold i sognet er tællingen inddelt i Rubrique 1-9, som i medfør af registreringen ikke kan fordeles på lokaliteter.
  1. Rangs-Personer, Proprietaerer, som ingen Rang have, Justits- og alle andre kongel. Betiente, saa og Forpagtere, Forvaltere, Ridefogeder og deslige, med deres Hustruer og hos sig havende Børn. Rangs-personer blev lovbestemt med Rangforordningen af 25. maj 1671, og der var først og fremmest tale om en ny titel- og embedsadel, som den enevældige kongemagt etablerede. Forordningen gav den enevældige konge ret til at give de kongeligt udnævnte embedsmænd rang og derved status over tidligere tiders fødselsadel. Kongen ønskede at knytte en ny rangadel tættere til kongemagten og samtidig få mulighed for at give embedsmændene af borgerlig oprindelse en relativt høj social position i samfundet. Desuden placeredes i denne øverste samfundsklasse de velhavende (Proprietaerer) og andre kongelige embedsmænd med familier. I Schanderup Sogn var der i alt 98 personer i denne rangklasse.
  2. Gejstligheden samt Kirke- og Skole-Betjente, saa og Studentere med deres Hustruer og hos sig havende Børn. Præst, lærere, studenter, der underviste.
  3. Bønder og andre Jordbrugere, som sig deraf aleene og ikke af Søfart og Havfiskerie tillige ernære, saa og Møllere, Kromænd, Skovfogder, Skovløbere, Husmænd, Inderster og deslige med deres Hustruer og deres hos sig havende Børn.
  4. Søfarende og Fiskere, iberegnet saavel dem, der med Tilladelse ere i Fahrten eller paa Reiser, som de, der tillige ernære sig af Jordbrug med deres Hustruer og deres hos sig hørende Børn.
  5. Fabriquerer og Handværker, samt deres Svende og Læredrenge med deres Hustruer og hos sig havende Børn.
  6. Alle ugifte Personer inden for Rubrique 2-7. Er herværende tabel fordelt på disse kategorier.
  7. Alle Tjenestefolk og Daglejere.
  8. De udi dette Sogn hjemmehørende, som med Pas paa nogen Tid ere paa Udenrigs Reiser ... Der er ingen rejsende, udenlandsdanskere i sognet.
  9. Hospitals Lemmer samt andre vanføre, gebrekkelige og afsindige Personer.
 
Andst Herred, Skanderup Sogn Øvrige herreder, fordeling på Rubriquer / sociale kategorier - Mandfolk + Fruentimmer
  Andst Herred % Schanderup Sogn % Coldinghuus Amt %
1. Rangs-Personer 27 1     208 1
2. Gejstlighed o.a. embedsmænd 87 3 14 3 461 2
3. Bønder, Jordbrugere 1406, som har 1439 Børn 45 163, som har 169 Børn 28 9267, som har 9298 Børn 39
4. Søfarende, Fiskere Ingen   Ingen   145, som har 146 Børn 1
5. Haandværkere o.l. 154, Børn? 5 49 8 912, Børn? 4
6. Ugifte Personer 1087 35 237 41 8928 38
7. Tjenestefolk, Daglejere 327 10 104 18 3348 14
8. Rejsende, Udlandsdanskere 4 0 Ingen      
9. Vanføre o.l. 49 2 13 2 527 2
I alt excl. børn 3141 100 580 100
23796
 100
 
 
Aldersforedlingen Mandfolk og Fruentimmere i Skanderup Sogn og dets lokaliteter - afledt efter teksten til Ribe Stift, Generaltabel over Landsogne
  <=8 Aar % fra 8-16 Aar % fra 16 -24 Aar % fra 24 -32 Aar % fra 32 -40 Aar % fra 40 -48 Aar % => 48 Aar %
Schanderup 30 30,6 26   13   36   15   12   28  
Gielballe 27 27,6 15                       
Lunderschou 18 18,4 16                       
Nagbølle 14 14,3 12                       
Dollerup 8 8,1 9                       
Rolles Mølle 1 1 3                       
Drabechs Mølle 0 0 3                       
Hele sognet  98   84   63   74   48   92      
 
Det er indlysende, at oplysninger om folketallet i Danmark før 1769 ikke bare er usikre, de beror på skøn, som kun tages i anvendelse i mangel af andet og bedre.
De mest almindeligt kendte gætteparametre mht. befolkningstallet i Danmark før 1769 er: 1) Stednavne, hvor f. eks. torp-endelsen (som i Skanderup m. fl.) med ret stor sikkerhed tidsfæstes til tiden fra vikingetid til o. 1300. Man har så også gættet på, at mængden af torp-navne kunne antyde en befolkningsforøgelse før befolkningstilbagegangen med pesten, den sorte død i midten af 1300-tallet. 2) Angivelserne af regnskaber i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Det havde jo været dejligt, om disse regnskaber var præcise og specifikke. Men dels er kun bønderne optalt (ikke familie og tyende), dels er der kun en liste for Halland, som man så skal til at skønne andre lokaliteter ud fra. 3) Knytlingesagaen, dvs. en islandsk saga om Danmarks historie fra Harald Blåtand (o. 980) til Knud d. Hellige (død 1086), nedskrevet o. 1300. Det er en til det yderste upålidelig kilde (saga) især o. beskrivelsen af Knud d. Hellige. Men der kan i kapitel 32 være brugelige oplysninger i oversigten over skipæn og kirker. Skipæn er afledt af udsagnsordet skipa, der betyder “at ordne”, og som i forbindelse med vikingetidens leding har betydningen at udstyre et skib med krigere og proviant. Altså et område med konkrete forpligtelser over for kongen, såvel som kirker har interesser i mængden af bønder, som kunne yde tiende. Man kan skønsmæssigt regne med 900 skipæn med et varierende antal havne i hele landet. Alt sparsomt med oplysninger om befolkningstallet og ganske svært fortolkeligt, når der skal laves statistik. 4) Kirkerne, mere tyndt og spredt i Jylland end i resten af landet og er almindeligvis tolket som udtryk for befolkningstætheden. Kirker blev for størstepartens vedkommende bygget over en periode på o. 250 år indtil o. 1300, de tidligste var bygget af træ, enkelte bevarede stenkirker fra 1060-80, men først fra 1200-tallet gennemgående af tegl. Også her er det overordentlig usikkert at bruge kirkerne til skøn over befolkningstallet. Det er faktisk umuligt, idet de lige så godt kunne være udtryk for økonomisk frem- eller tilbagegang.
Der blev fra midten af 1300-tallet nedlagt kirker, og der var som et resultat af pesten og vel også almindelig økonomisk tilbagegang en befolkningstilbagegang indtil velsagtens tiden omkring reformationen (1536).
Før folketællingerne kan man ud fra lensregnskaberne 1559-1662 danne sig et skøn over folketallet i forskellige len, herunder folketallet i Koldinghus Len, hvor Skanderup Sogn er udvalgt særskilt. 
De håndskrevne lensregnskaber for Koldinghus kan specificeres som
  • Jordebøger 1573-1654, d.v.s. fortegnelse over ejerens, Koldinghus, faste ejendom med angivelse af omfanget af hver enkelt brugers (fæsters) leje i form af bl.a. landgildeydelser og hoveri. Den tidligst kendte jordebog er Kong Valdemars Jordebog, 1231.
  • Regnskaber 1610-1661, omhandler afgrøder, husdyrhold, skove, møller og fiskeri, om købstæderne, om varepriserne, stednavne og personnavne, om kirkelige forhold, herunder bispe- og klostergodsets historie og sognenes præsterækker, om embedsmænd, bygningshistorie og kulturforhold. I bedste fald usikre) fortegnelser over lokaliteters beboere.
  • Ekstraskattemandtaller 1610-1657. Normalt vil man i ekstraskattemandtaller år efter år kunne finde hele rækker af navne på både gårdmænd, husmænd og håndværkere, men som betegnelsen antyder, så kan man ikke vide, hvor ufuldstændige disse fortegnelser er.
  • Kvittansiarumsbilag 1585-1661. Kvitteringer for forskellige bilag.
Her er der ind imellem angivet navn, bopæl, beskæftigelse m.v. for enkeltpersoner på sognet lokaliteter i denne lokalitetsrækkefølge - Skanderup, Nagbøl, Dollerup, Gilballe, Lunderskouf, Raalismølle, Drabeckmølle. 
I brugen af dette materiale formodes det, at oplysningerne er troværdige og så præcise, som lensherren af økonomiske og administrative årsager har ønsket dem.
Med folketællingsmaterialet er vi på anderledes sikker grund. 
De her bragte tal har kildebelæg i de officielle folketællinger, som er indscannet af Dansk Data Arkiv, men som mest simpelt kan hentes fra Statens Arkivalier Online. Det er håndskrevne dokumenter, hvor lokale præster og degne har været skrivere, efterhånden afløst af sognerådspolitikere. Der er ret stor forskel på læselig- og ordentlighed. Kunne man fyre somme af de skrivende med tilbagevirkende kraft ville det have været en lettelse. Men det er i øvrigt muligt at registrere navnene på de skrivende sognepræster, sognerådsformænd m.v. fra start til slut. Hvis man da kan læse, hvad der står. Og - endnu bedre - at detaljere optællingerne til de byer, som sognene består af.  
Med folketællingsmaterialet fra 1787 og fremefter registreres 1) hver familie med personnavne og "hvad enhver Person er udi Familien", ægtestand, herunder "ægte", "uægte" børn, "Ugivt eller Givt" - personnavne i modsætning til 1769 tællingen, 2) alder, 3) "Titel, Embede" m.v.
 
Folketallet i Skanderup og Hjarup sogne samt Kolding by (1769) 1787-2018
Folketal[i]
1769
1787
1840
1860
 1870 
 1880 
 1901
 1911
 1921
 1930
2010
2018
Skanderup Sogn
499
 512
  882
 1248
  1433
 1657
 1802
  2247
 2416
  2321
3986
4176
  Lunderskov
82
   99
  178 
  118
   157
   233
   355
    842
 1017
    957
2969
3096
  Skanderup by
160
 182
  273
  460
   497
   617
   680
    748
   647
    630
 370
 428
  Gelballe, Nagbøl,        Dollerup
240
 231
  431
  660
    779
   807
   767
    757
   752
    734
 647
 652
Hjarup Sogn
230
 260
  374
  
    515
  
   610
    573
   553
    536
 548
 553
  Hjarup by
230
 260[ii]
  298
  
    500
  
   505
     xx
     xx
      xx
 397
 414
Kolding by
  
1659
2611
  
  5400
  
12516
14188
17128
16378
57087
60508

[i] Folketællinger efter amt, herred, sogn, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/rif/rif-collection/7. De første folketællinger i Danmark er i 1769 / 1787. Der er 1769 særskilte optælling for Rolles og Drabecks Møller, som ikke er medtaget i tabellen, 17 personer i alt. Tabellen er over "saavel Mand- som Quindekjønnet udi Schanderup Sogn eller Præstegjeld med dertil hørende Annex under Riber Stift (de udi Tjeneste værende gevorbene Ryttere, Dragoner og Soldater, samt de ved de nationale saavelsom Regimenter staaende Under-Officerer og Tambourer, for deres egne Persohner undtagen, men deres Hustruer og Børn ibegreben) saaledes som dets Tal befandtes at være 15de Augusti 1769.
Selvom 1769 tallene er eksl. soldater m.v. i sognet, så må de rigtige tal skønsmæssigt ligge mellem de her anførte 1769 og 1787 tal.
efter 1930 er folketællinger ikke mere tilgængelige blandt de historiske, de skal efterfølgende søges specifikt i Danmarks Statistik. Alle tal, også de helt aktuelle er rubriceret efter de gamle sognegrænser.
[ii] Alle er 1769 og 1787 registreret som bosiddende i ”Hjarup Sogn og Bye”. Det er formentlig en registreringsfejl.
Folketallet i Skanderup og Hjarup Sogne stiger jævnt indtil o. 1920. Sognets befolkningsmæssigt to største byer er Skanderup og Gjelballe indtil den begyndende industrialisering og hermed jernbanedrift i Lunderskov fra 1866. Mht. folketal var Lunderskov indtil da størrelsesmæssigt nr. 3 i Skanderup Sogn. Men Lunderskov overhaler Gjelballe allerede i 1901 og i tiden indtil 1911 også Skanderup. Går man mere detaljeret ind i de tilgængelige befolkningstal, så var der allerede i 1906 i Lunderskov 635 indbyggere mod 509 i Skanderup. Der er i denne periode en nærmest eksplosiv befolkningstilvækst i Lunderskov i forhold til resten af sognet, og stationsbyen bliver herefter sognets ubetinget mest folkerige by med handel, service og senere produktionsvirksomhed som de fremherskende erhverv. 
Sammenholder man befolkningsudviklingen i Skanderup Sogn med hele Danmark, så bemærker man, at 1920-30'erne er præget af svag befolkningsvækst i landet som helhed, 8,1 % 1921-30 mod en vækst på 18,1 % det foregående tiår. Men i landsognet Skanderup er der 1921-30 en direkte negativ vækst % på -3,9. I landsbyerne er det især i Skanderup, Dollerup og Nagbøl - men ikke Gjelballe, at der kan konstateres en negativ befolkningsvækst i forbindelse med 1920'erne og verdenskrisen fra 1929. I stationsbyen Lunderskov kan der konstateres et lille fald i befolkningen. Også i Hjarup Sogn stagnerer befolkningsvæksten fra 1920'erne.
Også sammenlignet med andre landsbyer kunne den negative befolkningsvækst i Skanderup og Hjarup Sogne 1921-30 synes relativt bemærkelsesværdig.
Man kan dog nok næppe tilskrive det, at pastor C. J. Moe i 1922 forlod sognet, selvom det kunne være fristende at forsøge etableret en direkte fysisk konsekvens af det åndelige livs hermed velsagtens begyndende normalisering. 
Der er dog nok snarere tale om en økonomisk betinget stagnation på egnen, som man også kan konstatere i den nærtliggende stationsby Vamdrup.
Diagram med statistikken i tabellen oven for, folketallet i Skanderup og Hjarup 1787-2019. 
 
Denne historiske tidsserie fra Danmarks Statistik har en noget tung grafik. Man skal vælge det ønskede sogn fra et Danmarkskort (som evt. kan forstørres). Så skal man nederst i skærmbilledet vælge årstal (fra 1925 til nyeste år). Til slut fører man musen op på det valgte sogn på Danmarkskortet, hvor sognetallet så kommer som et museanimeret billede. For de mere detaljerede muligheder er der nok ikke andet at gøre end at forsøge sig frem. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Underkategorier

Lunderskov

Gelballe

   
© Skanderup Sogns historie