Danmarks slesvigske krige i lokalt perspektiv

H. W. Bissen Den Tapre Landsoldat, Fredericia
Fotograf J. S. Christensen Den Tapre Landsoldat

Danmarks slesvigske krige I lokalt perspektiv

Andst Herred, Skanderup, Hjarup Sogn, Kolding, Fjends Herred, Ørslevkloster Sogn, Viborg, Skive

 
Johan Nielsen 
 
 
 Indledning[1]
De to slesvigske krige 1848-50 og 1864 resulterede i første omgang i et Danmark, der geografisk kun var en skygge af vikingetidens, Harald Blåtands og efterfølgeres magtfulde kongeriger.
Det var en konsekvens af flere ting, ikke mindst forholdet til den sydlige nabo, Det tysk-romerske Rige, der 1815 blev til Det Tyske Forbund, hvor Danmarks modstander i den første slesvigske krig sammen med de slesvig-holstenske oprørere blev et stadigt mere magtfuld Prøjsen som den væsentligste repræsentant for Det Tyske Forbund.
Med sejrene over Danmark 1864, Østrig 1866 og over Frankrig 1870 blev Prøjsen i 1871 drivkraft i dannelsen af Det Tyske Kejserrige, som så også blev den mægtige nabo, der nu næsten havde opslugt det før så magtfulde Danmark, hvor svenskekrigene også havde taget deres del.
En slags mellemproportional blev etableret med fredsslutningen efter 1. verdenskrig og 1920 grænsen, som Christian 10. red hen over 10. juli 1920 på sin hvide hest. Og her så med en tysk nabo, der var blevet til Weimarrepublikken, der blev til Det Tredje Rige, der efter 2. verdenskrig blev delt i to, DDR, Øst- og BRD, Vesttyskland, som med genforeningen 3. okt. 1990 blev til Forbundsrepublikken Tyskland.
Danmark samt Slesvig, Holsten og Lauenborg, kort 1889.
Ud over den dansk-tyske konflikt om de slesvigske hertugdømmer er der med det benyttede materiale også muligheder for at afdække udvalgte lokale krigshandlinger og - i mere begrænset omfang - lokale beboeres oplevelser og beskrivelser af krigene 1848-50 og 1864. Krigserindringer søges belyst gennem den samtidige presse og de få erindringer, dagbøger o.l., der herudover findes. [2]
Sammen med den lokale erindring om krigene er det skønnet vigtigt også at få undersøgt, hvem de krigsdeltagende soldater fra de udvalgte områder egentlig var. Det bliver i undersøgelsen gjort ved at lade de lokalt krigsdeltagende soldater præsentere sig selv gennem de ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer, som blev tilbudt både første slesvigske krigs og 1864 krigens soldater, med ansøgningsfrist fra 1876.
Selv om dette materiale i sagens natur ikke kan være fuldt dækkende for registreringen af alle de i krigene deltagende soldater - især ikke for krigen 1848-50 - så repræsenterer materialet en indbygget dokumentation af de registrerede krigsdeltageres erhvervsmæssige "Stilling" og lokalitet, som der bliver spurgt om i ansøgningsskemaerne fra 1876, der var starten på muligheden for at kunne ansøge. 
Uden for registreringen, som dette materiale muliggør, kommer de lokale, krigsdeltagende soldater, der faldt eller døde under krigshandlingerne. De formodes i et rimeligt dækkende omfang at være registreret i A. D. og Vilhelm Cohens respektive og samtidige udgivelser, De faldnes Minde, 1851 og 1864. 
Krige respekterer ikke sogne- eller andre internt administrative grænser. Med de slesvigske krige var der desuden overskridelser af og konflikt om den statslige grænse mellem Det Tyske Forbund og kongeriget Danmark.
De behandlede lokalområder er udvalgt til at være Slesvigs nordlige grænse ved Kongeåen, hvor Andst[3] Herred, især Skanderup og Hjarup Sogns lokaliteter er udvalgt som landlige områder sammen med byområdet Kolding. Og ikke mindst de her og i landområderne tilhørende kamphandlinger især i 1849.
Til sammenligning er der udvalgte lokalområder i Skive og Viborg By og Købstad samt Fjends Herred, her især Ørslevkloster Sogn. Det er et område med geografisk afstand til den slesvigske problematik, hvor der har været krigsdeltagende soldater men uden egentlige kamphandlinger i området bortset fra den prøjsiske sprængning af en jernbanebro 27. - 28. juni 1864 ved Langaa. Samt lokaliteten, hvor den danske 4. division opholdt sig på flugt fra de forfølgende forbundstropper.

Forhistorien og 1920 grænsedragningen

I vikingetiden var Dannevirke forsvarsværk og grænse mellem Danmark og den tysk-romerske kejsers udstrakte rige mod syd. Danmark gik på denne tid, o. 800 til Ejderen, Slesvigs sydgrænse mod Holsten.
Slesvig var således en del af Danmark, indtil Valdemar Sejr 1232 fordelte kongeriget Danmark mellem sine sønner, så Erik Plovpenning blev hans medkonge og efterfølger, Abel blev hertug af Slesvig og Christoffer blev hertug af Lolland-Falster.
Lolland-Falster blev aldrig et problem i forhold til Det tysk-romerske Rige, men det blev derimod adskillelsen mellem hertugdømmet Slesvig og Nørrejylland, hvor Abel som den første danske konge også forudgående var blevet hertug i Slesvig.
Dette forhold blev formaliseret i og med, at den danske konge i 1460 blev hertug af Slesvig samt greve af Holsten og her også fra 1474 hertug.
I formaliseringen var det helt afgørende, at den danske konge 5. marts 1460 underskrev Ribebrevet, hvor kongen over for den slesvig-holstenske adel forpligtigede sig til at sikre freden og - ikke mindst samt helt afgørende - samhørigheden mellem Slesvig og Holsten. Herom hedder det i Ribebrevets punkt 8 i originalteksten: ”dat se bliven ewich tosamende ungedelt” - at de evigt skal forblive udelt sammen.
Hermed blev den danske konge i Slesvig som i andre middelalderlige len den lensherre, som mod forskellige modydelser gav sig selv Slesvig som len, d.v.s. et lån. En situation, hvor den danske konge var både udlåner og låntager, lensherre og lensmand. Det er der ikke så mange ben i, en helt sædvanlig situation i middelalderen, bortset fra, at lensherre og lensmand som regel var to forskellige personer med hver deres personlige præferencer i lensforholdet.
Problemet var og blev Ribebrevets nedfældede princip om samhørigheden mellem Slesvig og Holsten, som den danske konge som lensherre og lensmand havde forpligtiget sig og kongeriget Danmark til.
For i Holsten var lensherren den tyske kejser, som den danske konge havde et len hos, nemlig det holstenske hertugdømme. Som jo skulle være og forblive evigt udelt og sammen med Slesvig.
Holsten blev efter Napoleonskrigene i 1815 sammen med Lauenborg en del af Det Tyske Forbund, hvor den danske konge som hertug i Holsten, Lauenborg var repræsenteret i Forbundsdagen.
Der er således en ganske lang historik for et tvedelt forhold mellem hertugdømmernes forskellige dele og den danske kongemagt. Situationen blev ikke mindre kompleks med februar og marts revolutionerne i Europa 1848, hvor nationalitetsprincippet, den folkelige opfattelse af eget nationale tilhør og sprog blev et bærende princip, som i Danmark i den nationalliberale bevægelse blev til et ønske om Danmark til Ejderen, altså omfattende Slesvig, hvilket helt åbenbart var i strid med den slesvig-holstenske optik inden for Det Tyske Forbund.
Som en parentes kan det her bemærkes, at Christian 4. benyttede sin position som hertug i Slesvig-Holsten til at omgå det danske rigsråds adelige medlemmer, der var modstandere af hans ønske om 1625 at deltage i Trediveårskrigen, som den ganske ofte krigsorienterede konge ønskede - og fik held til - at involvere Danmark i. 
Zoneinddelingen ved 1920 afstemningen om Slesvigs nationale tilhør
Slesvig-Holsten fik det nationale tilhørsforhold endeligt afgjort i 1920 efter nationalitetsprincippet, og den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland blev her en etableret kendsgerning.
I forhold til hertugdømmerne blev der kun foretaget folkeafstemning i Slesvig, det eneste af hertugdømmerne, hvor der var mulighed for at finde en dansktalende og -sindet befolkning.
Den nuværende grænse blev fastlagt efter tilkendegivelser af ønske om nationalt tilhørsforhold ved folkeafstemningen.
Afstemningsområderne i Slesvig var inddelt i 3 zoner. En inddeling, der var nøje udtænkt m.h.p. bedst muligt at afspejle ønskerne om nationalt tilhørsforhold, og afstemningen blev en succes i den forstand, at 1920 grænsen mellem Danmark og Tyskland har været en af Europas mest stabile og samarbejdsorienterede siden 1920.
Tilhængerne af Danmark til Ejderen, at Danmark skulle have hele Slesvig var ikke tilfredse.
Desuden var der i Danmark i nogle kredse et mere realistisk ønske om at dele af 2. zone, især Flensborg skulle have været lagt sammen med 1. zone, hvor der var et sikkert dansksindet flertal.
Begge synspunkter manglede politisk gennemslagskraft, men var dog repræsenteret i de kræfter, der udløste påskekrisen 1920 i Danmark.

Danmark fra enevælde til konstitutionelt monarki, forholdet til hertugdømmerne

Danmark i "folkelig" uro marts 1848
Slesvig-holstenernes indtagelse af fæstningen Rendsborg 24. marts 1848.[4] 
Den Provisoriske Regiering proklameredes 24. marts 1848 og udsendtes ugen efter som opråb til "det danske folk". 
Hvor den slesvig-holstenske nationalisme kom til udtryk i Rendsborg 24. marts 1848, så blev folketoget til Christiansborg 21. marts 1848 starten til et endeligt for den danske enevælde, Danmarks styreform siden 1660.
Den enevældige kongemagt blev af en samarbejdsvillig Frederik 7. under indtryk af den nationalliberale folkestemning udskiftet til et konstitutionelt monarki med folkestyre. Hermed var grunden lagt til systemskiftet med junigrundloven 1849 i Danmark.
Folkestemning er nok et misvisende udtryk i den forstand, at det primært var en stemning blandt det bedre borgerskab og de veluddannede, der gjorde sig gældende. Men der var i løbet af 1840'erne blevet formuleret et nationalliberalt krav om en konstitutionel forfatning, herunder en sammenknytning mellem Danmark og hertugdømmet Slesvig, der blandt nationalliberale opfattedes som en del af det nationale Danmark.
Det formodes i en undersøgelse af stemning og holdning i datidens tyske nationalisme, at der var forskel mellem by og land, hvilket velsagtens også har været tilfældet i Danmark.
Under indtryk af de europæiske revolutioner og begivenhederne i København, som blev anset for at være et forkasteligt "pøbelvælde", iværksatte de slesvig-holstenske ledere 23.-24.marts 1848 en opstand imod Danmark i forening med Det Tyske Forbund.
En provisorisk regering blev dannet i Kiel, proklameret 24. marts 1848 og anerkendt i Holsten og Sydslesvig, medens Nordslesvig forblev loyal over for den danske konge. Oprørerne indtog eller kuppede herefter våbenarsenalet i Rendsborg - og borgerkrigen i Danmark var skudt i gang.
I opråbet til "Det danske Folk" hed det bl.a.: "Danske Mænd; Hertugdømmet Slesvigs Selvstændighed beror paa faste Conventioner! Disse brydes aldeles naar Hertugdømmet med Magt omvandles til en Provins af Danmark." 
Lederne af hertugdømmerne ønskede at bevare et samlet Slesvig-Holsten og beholde den danske konge som deres hertug og have ham som repræsentant i Det Tyske Forbund. Men de ville ikke være en del af, "en Provins" af Danmark.
Nationalisme og nationalistisk tilhør fandt her et markant udtryk. Om man bredt eller kun sporadisk og spredt kunne tale om dansk- og tysksindede borgere i hertugdømmerne på denne tid er ikke hermed fastslået. Men der blev under alle omstændigheder her appelleret til en gryende folkelig nationalisme i Slesvig-Holsten, som der blev det i Danmark.
Og at Slesvig-Holsten havde erklæret sig løsrevet fra Danmark var en realitet med dannelsen af Den Provisoriske Regering for Slesvig-Holsten.
I Danmark blev der lagt an til borgerkrigen imod "Insurgenterne", som de slesvig-holstenske oprørere blev kaldt.

De slesvigske krige

Militære kampe, -dispositioner og involverede militærpersoner vil ikke være fremtrædende i denne fremstilling af de slesvigske krige. Det har andre og mere kyndige i vid udstrækning taget sig af. Men som behandlet emne skal krigene have en skønnet nødvendig og påkrævet grundig behandling. Der henvises til forskellige militærhistoriske fremstillinger, som er benyttet, og hvor man kan få ridset mere detaljerede hovedlinjer op af de to kriges militære aspekter.[5]
Militærhistorikeren, oberst og kommandant i Fredericia siden 1902, A. Liljefalk er i vid udstrækning benyttet som militærkyndig ekspert i kampbeskrivelserne, når det gælder området omkring Fredericia, Kolding og Skanderup Sogn. Han er - om ikke samtidig - så generationsmæssigt og lokalt tæt på treårskrigens begivenheder i dette område.
Liljefalks bøger om de slesvigske krige er m.h.t. det her benyttede udgivet 1888. Hans tilgang er overordentlig specifik og detaljeret omkring militære dispositioner og personer.[6]
Især skal fremhæves det primære kildemateriale, der benyttes og præsenteres i udgivelser af Generalstaben om begge de slesvigske krige. Bindene, der omhandler treårskrigen er udgivet 1867-80. Bindene, der omhandler 1864 krigen er udgivet 1890-91. Alle altså noget post festum.
Udvælgelsen af det dokumentariske materiale og de historiske beskrivelser og vurderinger i Generalstabens udgivelser er underlagt den tids politiske kampe og hensyn, men det svækker ikke værdien af især det dokumentariske materiale. 
Desuden er benyttet den også militærkyndige oberstløjtnant C. F. F. E. Tuxens Krigen 1848-50, udgivet 1888.[7]

Første slesvigske krig, treårskrigen 1848-1850, borgerkrig og stormagtskonflikt

Treårskrigen var fra start i marts 1848 en borgerkrig i det danske kongerige mellem danske styrker og en slesvig-holstensk hær, som fik støtte af Det Tyske Forbund med Prøjsen som ledende tysk forbundsstat, hvorved borgerkrigen også blev en international konflikt, der involverede tidens europæiske stormagter. Først og fremmest England, Frankrig og Rusland ud over Prøjsen.
De slesvig-holstenske styrker blev slået i kamphandlingernes første slag 9. april 1848 ved Bov, nord for Flensborg. Oprørernes, Insurgenternes[8] samlede styrke her var ca. 6.000 mand. De danske styrker talte ca. 11.000 mand.[9] Den danske hær sejrede, før de tyske forbundstropper nåede frem.
Faldne, sårede, fangne, slaget ved Bov 9. april 1848[10]
Forbundstropperne, Insurgenterne
1096
Danske tropper
94

Fra Rendsborg 24. marts til Prøjsens krigserklæring, "Optræden paa Kamppladsen" 12. april 1848

Der kom så i løbet af april 1848 en krigserklæring fra Det Tyske Forbund.[11]
Der er flere usikre avisforlydender om, at det ville medføre en prøjsisk krigserklæring, hvis Danmark fortsat havde fjendtlige tropper i Slesvig, der bekæmpede slesvig-holstenerne. De fleste aviser henviste til den prøjsiske oberst E. von Bonin som budbringer. Datoerne angives her som 11. og 12. april med henvisninger til "Oberst Bonin" som øverstkommanderende. I en militærhistorisk oversigt bliver dateringen kontrafaktisk sat til 18. april.
Det bedste primære kildemateriale til at afgøre indhold og datering af denne krigserklæring må formodes at være Generalstabens udgivelser med det her indlagte arkivmateriale fra Den dansk-tydske Krig.[12]
Der findes i Generalstabens arkivmateriale en "Skrivelse fra Oberst Bonin til Commandeuren for de danske Forposter." Uddrag af skrivelsen lyder "Dass ich die Instruction erhalten habe, jeden ferneren Angriff von dänisehen auf holsteinische Truppen, wo sich auch diese befinden mögen, als eine Kriegserklärung von Seiten Dänemarks gegen die koniglich preussische Regierung zu betrachten. ... (Underskrevet) Rendsburg, den 11ten April 1848. von Bonin Oberst und Commandeur der preussischen Truppen im Herzogthum Holstein."
Der er ingen tvivl om, at oberst Bonin d. 11. april 1848 giver udtryk for, at han som "Commandeur" for de prøjsiske tropper har fået "Instruction", instruks (uden angivelse af fra hvem!) om at betragte ethvert dansk angreb på de slesvig-holstenske tropper som en krigserklæring, "eine Kriegserklärung". Denne skrivelse blev fulgt op af en tilsvarende, dateret 12. april 1848.
Disse erklæringer eller skrivelser af 11. og 12. april 1848 har været baggrund for, at det danske Krigsministerium kan citere den danske konge for - her i dansk oversættelse af kongens på tysk formulerede budskab - "til det yderste at ville forsvare vort hertugdømme Slesvig", underskrevet Frederik Rex 12. april 1848, Flensborg.[13]

Slaget ved Slesvig 23. april 1848

Efter den danske sejr 9. april nåede den prøjsiske general F. Wrangel frem til krigshandlingerne, og i slaget ved Slesvig, tæt på Dannevirke, slog og trængte hans tropper 23. april 1848 den danske hær tilbage.
Danskerne stod med ca. 12.000 mand over for, hvad der kunne være blevet en næsten overvældende overmagt med Insurgenternes ca. 9.000 mand, prøjsernes ca. 12.000 mand og Forbunds-Divisionens ca. 10.000 mand. Forbunds-Divisionen nåede ikke frem, og prøjserne under von Bonin deltog kun delvist. Tuxen anslår, at danskerne 23. april kom til at stå over for ca. 17.000 mand, formodentlig færre. Der var på dansk side 816 faldne, sårede og tilfangetagne, "de fjendtlige Tropper" tilsvarende 461.[14] 
Slaget ved Slesvig rapporteredes grundigt i danske avisartikler.[15] Dagen efter slaget rapporteredes der af en "Officier af 5te Dragon-Regiment, dateret 2. Paaskedag" - som var mandag 24. april - at "vi havde med en dobbelt overlegen Fjende at gjøre ...", og at prøjserne talte 20-25.000 mand. I samme avis blev det 30. april 1848 anslået, at der var "12.000 danske mod 30.000 Preussere". Og videre hed det, at "General Wrangel Søndag Aften tog hovedkvarter i Slesvig, General Bonin (hans næstkommanderende) ved Dannevirke og Husby". Titlen som general kunne se ud til at være en forfremmelse af von Bonin fra oberst til general i april-dagene 1848.
Som det fremgår, så underdrev den danske presse ikke modstandernes talmæssige styrke. De danske tab var under alle omstændigheder betydeligt større end de slesvig-holstenske og forbundstroppernes.
Slaget ved Slesvig var således en advarsel om den slesvig-holstenske og prøjsiske styrke. General Wrangel rykkede frem til Flensborg og Sønderborg, hvor de danske styrker befandt sig på Als uden at udgøre nogen egentlig trussel over for forbundshæren.
 
Det var hovedsageligt - om ikke udelukkende - bønder, der 1848 måtte trække i trøjen.

General Wrangel går ind i Nørrejylland 1848

2. maj 1848 krydsede Wrangel Kongeåen og gik dermed fra Slesvig ind i Nørrejylland. Indmarchen i kongeriget Danmark indledte Wrangel med et opråb, dateret Christiansfeldt 1. maj 1848, hvor han manede til ro og til at affinde sig med, at hans tropper skulle have forsyninger. Allerede 11. maj 1848 hed det i Morgenposten om de udskrevne rekvisitioner i Vejle, at de omfattede "18.400 Pd. Brød, 9.200 Pd. Kjød, 2.300 Pd. Ris, 1.150 Pd. Smør ...", tobak, brændevin, vin, sukker og cigarer. Man formodede, at så store mængder også skulle "oplægges i Magasiner eller sendes til det slesvigske", hvilket må betegnes som det danske pressebillede af en grådig fjendes ublu krav.
Herefter bevægede Wrangel og hans tropper sig op gennem Jylland, hvor Fredericia og Kolding uden modstand blev besat de følgende dage i maj. 
Slesvig-holstenerne, Insurgenterne fulgte efter de prøjsiske tropper og sendte enheder helt op til Aarhus, men de slog sig primært ned i trekantområdet Fredericia, Vejle, Kolding.
Der kan ikke herske tvivl om, at de fjendtlige troppers besættelse og krav til den stedlige befolkning har betydet et mærkbart indslag i dagligdagen. - Wrangel udsendte 1. maj sit varsel om, der ville blive pålagt "Jyderne" rekvisitioner og efterfølgende i en proklamation af 18. maj 1848, at han og hans tropper ville tage selv, hvis man ikke frivilligt afleverede det fornødne til hans besættelsestropper.
Om konsekvenserne hed det i Fædrelandet 21. maj 1848, at ”i hele Landet mellem Vejle, Fredericia og Kolding er snart alt Forraad paa Levnedsmidler udtømt, og hvad værre er, Vintersæden nedtrædes, og Vaarsæden har ikke kunnet blive lagt, da Bønderne stedse ere i Kjørselsreqvisitioner.”
Det fremgår af de samtidige aviser, f.eks. også Fædrelandet 21. maj 1848, at Wrangel selv måtte inddrive de "Rekvisitioner", han fandt nødvendige for at hans og de slesvig-holstenske troppers behov kunne blive dækket.
Iflg. A. Liljefalk[16] var det Wrangels og von Bonins strategi at udpine den i trekantområdet besatte del af Nørrejylland, ikke blot med krav på fødemidler, men også på "Heste, Linned, Klæde og Læder."
Uanset hvad rekvisitionerne affødte af reaktioner, må man nok konstatere, at besættelseshæren i lighed med den danske hær havde behov for forsyninger, som meget naturligt medførte gnidninger i forhold til dem, der skulle levere disse forsyninger. Den samlede sum af reaktioner i pressen og de observerede erindringer varierer fra en opfattelse af tyvagtig grådighed til forståelse for behovene. Krydret med forskellige opfattelser af nationale karakteristika hos østrigere, prøjsere, Insurgenter og andre af fremmed herkomst, en jævn og alment forekommende blanding af personlige fordomme og faktuelle konstateringer. Jo mere fremmedartet, jo flere fordomme velsagtens.
 
 
I den satiriske avis Corsaren (1840-1855, som også karikerede Søren Aa. Kierkegaard et par år forinden) fremstilledes general H. F. E. G. von Wrangel og hans danske modpart general H. C. F. Hedemann således 7. juli 1848. 
"G. Wrangel. Aa, højtærede! hvorfor vilde De ikke blive herovre; vi skulde nok have moret os! Kom lidt herover igjen. F. Hedemann. De er altfor artig; nei kom De hellere herover, højtærede! her er saadan en deilig Plads; aa, hvad! kom! De vil ikke fortryde det, Deres Exellence!
Lokalt har man næppe, hverken i Kolding eller de omkringliggende landområder haft adgang til eller interesse for Corsarens harcelering over krigsbegivenhederne i 1848, og da slet ikke i forhold til de rekvisitioner, man især i området op til og omkring Kongeåen måtte affinde sig med.
På den anden side, så blev H. C. F. Hedemann som et resultat af marts oprøret i 1848 af krigsminister Tscherning som nyudnævnt oberst nu udtaget som overkommandant for armekorpset ved Kolding, fremgår det af avismeddelelser 30. marts 1848, hvorfra han så som generalmajor, med hovedkvarter i Kolding 31. marts kunne udsende en proklamation imod de slesvig-holstenske oprørere. Om Hedemann nåede at blive særligt kendt i Kolding området er nok tvivlsomt, idet han af Krigsminister Tscherning allerede 16. juni som øverstkommanderende blev udskiftet med general Krogh iflg. samtidige avisforlydender i august 1848.[17]
Erindringsmaterielet til disse begivenheder er sparsomt. Forbavsende nok kan der fra de omkringliggende lokalområder findes enkelte, fragmenterede udsagn. Men det er langt fra tilstrækkeligt til at få et nogenlunde bredt indblik i lokalbefolkningens oplevelse af situationen.
De samtidige aviser har kun antydningsvis andet end beretninger om stedfundne træfninger, der til gengæld ofte er ganske indgående behandlet.

Rusland griber ind, fællesregeringen i hertugdømmerne

Prøjsens og Wrangels militære aktiviteter i Jylland blev på foranledning af Rusland tvunget til ophør fra 25. maj 1848, og besættelsestropperne vendte tilbage til hertugdømmerne og Prøjsen. Hertugdømmet Slesvig gik op til Kongeåen, og her forblev der i 1849 konstaterbare tyske aftryk i dagligdagen.
Den efterfølgende Malmökonvention 26. august 1848[18] bestemte, at hertugdømmerne skulle rømmes for danske og tyske tropper, og at der skulle være en dansk-prøjsisk accepteret Fællesregering for Slesvig og Holsten til afløsning af Den provisoriske slesvig-holstenske Oprørsregering. Altså slet og ret en proklamering af en dansk helstat, som hverken de nationalliberale eller slesvig-holstenerne brød sig om - med hver deres synsvinkel som begrundelse.

Fra Provisorisk til Fællesregering i hertugdømmerne

Den slesvig-holstenske Fællesregering på Gottorp Slot, som afløste Den Provisoriske Slesvig-Holstenske Regering endeligt fra 23. okt. 1848.[19]
 
Th. Grev Reventlow og Fællesregeringens medlemmer, set fra venstre A. F.W. Preusser, Adolf von Moltke og Friedrich Boysen, Ernst Heintze. E. Heintzes fulde navn var Friherre (baron) Josias Friedrich Ernst von Heintze-Weissenrode, hvilket forklarer navnet v. Heintze på illustrationen af Fællesregeringen.
Denne Fællesregering fik sæde på Gottorp Slot, og kaldtes også Gottorp regeringen.
Ordningen blev dog kun en stakket frist i konflikten. 
Her et dansk synspunkt på Fællesregeringen for Slesvig og Holsten, iklædt titlen Den danske Styrelse i Slesvig fra 1850-1864, et historisk Grundris v. Dr. Alex Thorsøe:
"Den provisoriske slesvig-holstenske Oprørsregering havde behersket Slesvig fra Foraaret 1848 til Oktober samme Aar. Efter dens Tilbagetræden indsattes paa Gottorp i Overensstemmelse med Vaabenstilstandskonventionen i Malmø en Fællesregering for Slesvig og Holsten, bestaaende af fem Mænd.[20] Denne Regering, der kun skulde være en Bestyrelseskommission, som forvaltede Hertugdømmerne i den lovlige Herskers Navn, optraadte straks som en souveræn Myndighed, hvis Stræben gik ud paa Grundlæggelsen af en selvstændig Stat Slesvig-Holsten. Den satte den slesvig-holstenske Statsgrundlov i Kraft, kundgjorde Loven om Valg til den tydske Nationalforsamling, opretholdt Forbudet mod det danske Flag, lod Hertugdømmernes Handelsskibe føre et særskilt Flag og tilsidesatte Bestemmelserne om de militære Garnisoner." 
Eller helt kort - ønsket, håbet om Danmark til Ejderen var uforenligt med en slesvig-holstensk forbundsstat i Det Tyske Forbund. Og de uforenlige ønsker blev hverken forligt eller søgt tilgodeset med den kun kort - fra 26. august 1848 indtil 3. april 1849 siddende Fællesregering.

Danmarks utilstrækkelige militær, Lov om almindelig Værnepligt
 
Hans Chr. Bjerg: Stavnsbånd og værnepligt — omkring værnepligtsreformen 1788. Værnepligtsstyrelsen 1988. Her beskrives udviklingen af den personlige bondeværnepligt fra udskrivningsreformen med stavnsbåndets ophævelse 1788 indtil Loven om den almindelige værnepligt.
Det viste sig hurtigt under treårskrigens forskellige kampe, at det danske militær i forhold til især den prøjsiske krigsmaskine var mangelfuldt og ineffektivt.
Hertil kom i den spirende debat siden stænderforsamlingerne fra 1834 et stadig mere udtalt ønske om en ændring og en mere ligelig fordeling af militærtjenesten i Danmark.
Den tidligst kendte militære organisation, som den danske kongemagt kunne gøre brug af, var en ledingsordning tilbage fra vikingetiden, hvor frie, våbenføre mænd for egen regning kunne indkaldes til krigstogter, efterhånden suppleret med eller afløst af hvervede tropper. Hvor det snart blev klart, at det var billigere om end ikke bedre - som især Christian 4. mente - at forpligtige landets krigsduelige befolkning hertil. 
Indtil stavnsbåndets ophævelse 1788 blev landmilitæret udskrevet blandt selvejerbønder og fæstebønder på kronens gods, og i øvrigt var værnepligten tilknyttet jorden, hvor godsejerne skulle udskrive soldater i forhold til jordens størrelse.
Denne ordning var et resultat af Frederik d. 4.'s forordning om landmilitsen 1701, hvor godsejerne var blevet pålagt at stille med en bondekarl for hver 20 tdr. hartkorn af godset. Denne faktuelle værnepligt for bønder varede med variationer igennem det efterfølgende stavnsbånd fra 1733, som blev ophævet 1788.
Bonden er fra 1800 ikke mere stavnsbunden, men skal stadig blive i et distrikt, hvor han kan komme på session.
"Saa ville Vi allernaadigst fritage Jordegods-Eyerne fra at levere Folk til Krigs-Tjeneste, hvilken herefter skal fordres umiddelbar, som en almindelig og personlig Pligt imod Os og Fædrenelandet;
§ 1. Stavnsbaandet til Godserne skal aldeles opføre fra de 1ste Januarii Aar 1800, saa alle af Bondestanden i Danmark ... skulle have Frihed til at opholde dem i de, til Land-Milice-Indretningens Vedligholdelse, foreskrevne Districter, indtil de af Sessionen have faaet Afskeeds- eller Friheds-Passer ..."
§ 3. Alt Mandkiøn af Bondestanden ... skal ikke være bundet til Godserne længere ... de maa opholde dem i de herefter for det unge Mandskab og Landsoldaterne bestemte Districter ...
§ 6. ..." Straffebestemmelser, hvis man ikke på tilbørlig vis kommer på session.
Stavnsbindingen til godserne er slut, men bønderne fortsætter med en binding til sessions distrikterne. 
Med ophævelsen af stavnsbåndet var der også tale om en militær udskrivningsreform, hvor hvervningen af soldater fra at have været tilknyttet jorden blev til en personlig pligt, men kun for bønderne - og med mulighed for at kunne købe sig til fritagelse, hvis man vel at mærke var velbeslået nok til at kunne betale.
Til gengæld for at få ophævet stavnsbåndet, der sikrede godsejerne arbejdskraft, blev de fritaget for at skulle udskrive bønderne som soldater. Denne funktion overgik til de i 1662 oprettede amter med personligt fremmøde på sessionerne, hvor godsejerne nu ikke mere var lægdsrulleførere.  
Købstædernes befolkning og de bedrestillede på landet var fritaget for denne militærtjeneste, dog kunne lodser, søfolk og fiskere i købstæderne være forpligtiget til optagelse i sømilitsen.
Borgere, gejstlige og adelige var stadig som hidtil fritaget for militær udskrivning - de medvirkede kun i hærens kommando funktioner.
Det blev debattens udgangspunkt, hvorfor der her fortsat skulle være privilegier for en mindre befolkningsdel, hvor det store flertal, bønderne var undtaget.
Den nye lov om værnepligt havde en række undtagelsesbestemmelser §4-6, hvor bl.a. Geistlige og Skolelærere blev undtaget værnepligten. Debatten om loven var i argumentationen for og imod ligestilling temmelig mangfoldigt, herunder også omkring rimeligheden i at pålægge embedsstanden og købstadsbeboere den samme militære byrde, som hidtil kun havde været landbefolkningens.
Undersøgelsen af de erhvervsmæssige stillingsbeskrivelser i ansøgningerne fra 1876 om erindringsmedaljer[21] har som formål at påvise værnepligtlovens praksis under de slesvigske krige, idet disse ansøgninger anses for at være repræsentative for krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige. 
Forventningen til krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige ud fra værnepligtslovens intentioner og debatten herom er,
  • at loven med dens vedtagelse 1849, under første slesvigske krig sammen med de indbyggede undtagelsesbestemmelser kun kan forventes at have givet en indledende bredere rekruttering til militærtjenesten end tidligere tiders bønder og økonomisk mindre kapable personer, tilknyttet landbruget,
  • men at lovens praktiske konsekvenser vil kunne aflæses i konstaterede forskelle mellem krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige.  

Våbenhvile og oprustning, general E. von Bonin går ind i Nørrejylland 1849

 
 
Friedrich Heinrich Ernst Graf (greve, titel som del af navnet) von Wrangel (1784-1877). Generalmajor.
Og afløseren som generalmajor efter Malmö-konventionen, E. von Bonin (1793-1865), også krigsminister 1852-54 og 1858-59. Se Dansk Militærhistorie. Begge prøjsiske junkere.
Med den usikre våbenhvile og uden en afgørelse af stridspunkterne mellem de slesvig-holstenske og de dansk-nationalliberale blev der i Danmark indført almindelig værnepligt 12. febr. 1849 for at forbedre den danske militære kunnen.
Den almindelige værnepligt blev i første omgang indført ved en midlertidig anordning i september 1848, idet der i forbindelse med starten af Treårskrigen hurtigt blev erkendt et behov for en større militær styrke.
De slesvig-holstenske styrker stod med våbenhvilens endeligt 3. april 1849 med nok en prøjsisk general, E. von Bonin som øverstkommanderende, idet Bonin med Malmøkonventionen 26. aug. 1848 overtog general Wrangels position som øverstkommanderende for de slesvig-holstenske styrker. Før E. von Bonin blev udnævnt til øverstkommanderende generalmajor, havde han været oberst med Wrangel som øverstkommanderende.

Orkanens øje fra april 1849 til juli 1850

Som prøjsisk øverstkommanderende rykkede Generalmajor von Bonin efter våbenhvilens ophør 2. april 1849 op gennem Nordslesvig og fortsatte sin fremrykning til Nørrejylland.
9. april 1849 meddelte Kongelig Privilegeret Aarhus Stiftstidende, at Bonins næstkommanderende, Oberstløjtnant Zastrow rykkede ind i Haderslev med sin generalstab, og at general Bonins ankomst ventedes samme dag.
I avisen Dannevirke hed det, at danske tropper 11. april havde forskanset sig i og omkring Kolding, medens man afventede general Bonins udspil fra Haderslev. Senere fik Bonin hovedkvarter i Vonsild.
 
Parolen, som soldaterne gik i kamp mod "slesvig-holstenerne" med iflg. A. Liljefalk.
Herefter gik de tyske og slesvig-holstenske styrker mod Kolding, der blev besat 20. april, medens de danske tropper trak sig tilbage og forberedte et modangreb 23. april.
Efter de her indledte forsøg på generobring i og omkring Kolding slog de danske styrker d. 6. juli 1849 den tysk, slesvig-holstenske hær i slaget ved Fredericia.
Herefter blev en præliminær fred indgået, stadfæstet med en fredstraktat mellem Danmark og Prøjsen, Det Tyske Forbund, 2. juli 1850. Men kort efter brød kampene igen ud, da slesvig-holstenerne ikke havde opgivet kampen for et af Danmark uafhængigt Slesvig-Holsten.
Slesvig-holstenerne led i slaget ved Isted 25. juli 1850 et stort nederlag.
Krigen sluttede først endeligt i januar 1851 med de stormagtsindgreb, som gjorde borgerkrigens resultater til parenteser.
Helstaten var stadig en realitet, og med Londontraktaten af 8. maj 1852,[22] som udelukkede, at Danmark nogensinde kunne integrere Slesvig i det danske kongerige, var fundamentet lagt for, at de Nationalliberales ønske om et Danmark med Slesvig til Ejderen skulle udløse den krig i 1864, hvor Kongeåen blev Danmarks grænse til det, der under Prøjsens og Bismarcks lederskab fra 1871 blev til Det Tyske Kejserrige.

Kampene omring Kolding og Ejstrup 20. - 23. april 1849

 
 
Kolding ved borgerkrigens udbrud marts 1848, set og malet af Martinus Christian Wesseltoft Rørbye, Soldater ved forskansningen ved Sønderbro. Eller samme kunstner, motiv fra Søndergade. Iflg. Kolding Stadsarkiv er begge malerier fra 1848.
Altså året før de voldsomme begivenheder i og omkring Kolding 20. - 23. april 1849.
Sønderbro ved Kolding Aa og Søndergade, Sønderbro ved Koldinghus med det afbildede toldsted har været en central del i forsvaret af Kolding, Centralt beliggende i forhold til Ejstrup og Vranderup, der ligger i en afstand af 6-8 km fra Sønderbro.
Den nyudnævnte øverstkommanderende von Bonins hurtige fremrykning efter våbenhvilens ophør 2. april 1849 blev i aktionerne i området omkring Kolding og befæstningsbyen Fredericia en demonstration af effektiv strategisk planlægning, der i første omgang udmanøvrerede den danske modstander i området omkring Kolding.[23]
Planlægning af og udførelse af kampene
Ud over det dokumentariske materiale, der kan søges i Rigsarkivet, kan der til kortlægning af de militære operationer omkring Kolding i april-dagene 1849 benyttes fremstillende materiale så tæt på begivenhederne som muligt og med adgang til Krigsministeriets oplysninger.
Generalstaben slutter sin 2den Del 2. april 1849, og har derfor intet om begivenhederne i og omkring Kolding. Eller for den sags skyld om kampene ved Fredericia 6. juli.
Det har derimod A. D. Cohen, De faldnes Minde, 1851.[24]
Denne fremstilling fra 1851 er det nærmeste, man kommer det samtidige, bortset fra de samtidige avisberetninger. A. D. Cohens fremstilling har dog ikke nogen militærfaglig kompetence, og kan i kampbeskrivelserne kort karakteriseres som en ukritisk og forherligende fremstilling af den danske krigsindsats.
Militærfaglig kompetence er der derimod i oberstløjtnant Tuxens og oberstløjtnant A. Liljefalks respektive fremstillinger, begge udgivet 1888. De har begge haft et nøje kendskab til Generalstabens udgivelser fra 1867, 1873 og 1880 om de slesvigske krige. Og man kan muligvis formode, at de begge bevidst har gjort egne fremstillinger af netop kampene omkring Kolding ganske detaljerede i betragtning af Generalstabens tavshed om 1849 i tiden efter 2. april.

Angrebet på Kolding 20. april 1849 

Øverstkommanderende for de prøjsiske styrker, Generalløjtnant Karl Ludvig Ernst von Prittwitz[25] havde 2. april med det prøjsiske garde-infanteri hovedkvarter i Flensborg, generalløjtnant von Bonin havde med de slesvig-holstenske styrker et mere fremskudt hovedkvarter i Aabenraa.
De tyske tropper udgjorde ca. 46.700 mand med 8.750 heste, de danske styrker ca. 41.000 mand med 6.000 heste.
På dansk side var der et korps under General Rye, der bestod af "5. Infanteri Brigade, 1. og 2. Kavaleri Brigade, 2. og 6. Batteri, et Espingolbatteri og en Ingenieur- afdeling", som det blev besluttet skulle operere i Nørrejylland, medens hele den øvrige hærstyrke skulle samles på Als, hvor denne del af de danske styrker skulle have en udelukkende defensiv funktion.
Rye trak sine tropper væk fra stillingerne på Als fra d. 6. april, hvor han trak sig op nord for den jyske Kongeå-grænse med "Forposter langs Kolding- og Vester Nebel Aa."[26]
General Bülow blev 15. april udnævnt til overgeneral for de danske styrker som afløser for general G. C. von Krogh efter konflikter mellem denne, Krigsministeriet og krigsministeren måske især.
Ud over den tids vanlige politiske indblanding i det militærstrategiske fik Krogh også skylden for det katastrofale forløb af slaget ved Eckernförde 5. april 1849, hvor Danmark mistede et linieskib og en fregat.
Det slesvig-holstenske korps fulgte langsomt efter den danske oprykning i Nørrejylland, og var 15. april placeret omkring Haderslev og Christiansfeldt. Iflg. Dannevirkes beskrivelse 20. og 23. april 1849 havde general von Bonin sit hovedkvarter på Vonsild Kro under kampene omkring Kolding.
Det rapporteredes fra Krigsministeriet,[27] at en større fjendtlig patrulje kl. 2½ om eftermiddagen d. 19. april angreb de danske forposter fra Vonsild, men at Insurgenterne sidst på eftermiddagen var blevet slået tilbage. D. 20. april blev det videre rapporteret, at de danske ”Forposter havde vekslet Skud med Fjenden …”, og at skudvekslingen fra kl. 11 forstærkedes med kanonader mod Kolding by.
Oprørsstyrkerne, Insurgenerne ser ud til under ledelse af von Bonin 20. april i Kolding at have sat sig "i Besiddelse af den sydlige Forstad indtil Broen ..." Rye havde ved dette angreb trukket "sit Korps (tilbage) bag Almind Dalen."[28]
A. D. Cohen har en temmelig glorificerende fremstilling af begivenhederne 20. april - at "Kolding var besat af Forposterne af Generalmajor von Ryes Corps, der efter tapper Modstand..." trak sig tilbage til "Almindedalen", hvorefter fjenden "occuperede" byen.[29]
20. april angrebet resulterede i, at de slesvig-holstenske styrker kunne placere sig med "Avantgarden i Kolding; 1. Brigade i Vonsild og Dalby; 2. Brigade i Ødis og Skanderup; Reserve-Artilleriet i Christiansfeldt".[30]
Slesvig-holstenernes vellykkede angreb på Kolding 20. april skal nok ses som en konsekvens af overgeneral Biilows opfattelse af situationen op til det slesvig-holstenske angreb på Kolding 20. april, hvor han mente - ud over at ville holde den defensive position på Als - at "Styrken paa Fyen (d.v.s. Moltkes brigader) burde overføres til Jylland især af Hensyn til Fredericias Dækning, og at General Ryes Korps, der ansaas for meget eksponeret, burde støttes ved, at 3. og 4. Brigade (placeret i Middelfart) rykkede frem og tog Stilling bag Kolding Aa med Ryes Korps paa højre Fløj."
Men her gik det så temmelig galt med et af planlægningens centrale punkter, nemlig tilførslen af kampstyrker.
Liljefalk anfører herom, at "inden 3. og 4. Brigade vare overførte til Jylland...", blev der angrebet 20. april, hvor den slesvig-holstenske avantgarde satte sig i besiddelse af "den sydlige Forstad indtil Broen" i byen Kolding.
Det slesvig-holstenske angreb på Kolding d. 20. april er også beskrevet af en tysk, formentlig militær iagttager, placeret i Skanderup, som ses refereret i Dannevirke 26. april 1849.
"I dag d. 20. April er Kolding taget af Avantgarden under Oberst v. Zastrov's Befaling. Fægtningen foran og i Kolding har varet 2 til 3 Timer; ... Efterat Skandserne ved Byens Indgang vare tagne, fandt vore Tropper (oprørerne) en temmelig lang Modstand i Byens Gader, som tildeels vare barrikaderede; ogsaa fra Husene blev der fyret, og flere af Vore saaredes ...
Efterat dette var skeet paa høire Fløi, rykkede ogsaa den venstre frem imod Middag uden at støde paa Fjenden, og besatte Landsbyerne i det søndre Jylland. Vore Forposter staae nu nordenfor Kolding, over Lunderskov og Dollerup til Nagbøl. Fjenden skal have trukken sig tilbage til Fredericia."
Om angrebet på Kolding 20. april hedder det videre i den samtidige presse, nu med dansk synsvinkel,[31] at man havde forventet det fjendtlige angreb dagen før, d. 19. april, men "det paafulgte først i Morges (20. april), da største Deel af vore Tropper havde trukket sig ud af Byen ... (hvor) der tales om en saaret Indvaaner ..."
Hvis denne iagttagelse i den samtidige avisdækning er korrekt, så har der ud over, at 3. og 4. Brigade ikke nåede frem til kamphandlingerne også været en fejlvurdering dagen før, hvor angrebet var ventet, som medførte manglende kampforventning og - velsagtens - kampparathed d. 20. april.
Der var desuden avisforlydender om, at "Gjæstgivergaarden i Kolding under Insurgenternes (oprørernes) Angreb d. 20. ... (er) lagt i Aske og flere Indvaanere dræbte og saarede."
Disse mere dramatiserede presseforlydender kan man formentlig se bort fra og snarere fæste lid til en ”officiel Meddelelse” om ødelæggelserne i Kolding, hvor det hedder, at ”saavidt vides ere ingen af Byens Indvaanere blevet dræbte …”[32] Det fremgår desuden af undersøgte registreringer i kirkebøgerne,[33] at der ikke er konstaterbare dødsfald blandt beboerne i Kolding by eller i Skanderup Sogn som et resultat af kampene, hverken d. 20. eller d. 23. april.  
I A. Liljefalks fremstilling startes der med en temmelig nøje beskrivelse af de slesvig-holstenske militære formationer under ledelse af general Bonin og oberst Zastrow.
General Bonins næstkommanderende Oberst Zastrow var kommandør for "Insurgenterne", og han skulle varetage erobringen af Kolding, som general Wrangel også havde erobret i 1848.
Over for de strategisk stærke slesvig-holstenske dispositioner besluttede den danske forpostkommandør F. L. Faber kun at bruge et enkelt kompagni til forsvar af byen Kolding, hvilket A. Liljefalk giver udtryk for ikke var så fornuftigt. Hvad vel så også må opfattes som en ikke direkte formuleret kritik af general Ryes, overgeneral Bülows m. fl. dispositioner i kamphandlingerne.
Det fremgår af den samtidige presse og de officielle meddelelser herfra, at man i forsvaret af Kolding ikke skulle "indlade sig paa noget haardnakket Forsvar" af Kolding og omegn.
Om det er Rye, Bülow, andre eller et samråd i den militære ledelse, der forud for slagmarkens realiteter har truffet centrale og fejlslagne beslutninger om forsvaret af Kolding, er det ikke muligt at vurdere på det foreliggende kildegrundlag, men det fremgår tydeligt, at de danske dispositioner var aflæst af forbundsstyrkerne, og at der var planlægningsfejl i styrkeforsyningen.
Der blev som konsekvens af de trufne beslutninger kun "Jægere af Kompagniet Caroc og 4 Espingoler (forlademaskingeværer) tilbage under løjtnant Schows ledelse, som skulle kæmpe mod "hele Zastrows Brigade."
Den spagfærdige danske modstand over for de tyske angreb beskrives lidt nøjere i Dannevirke med brug af tyske avisers efterretninger om kampene 20. april 1849 i Kolding.
Først med en efterretning fra en meddeler, placeret i Skanderup, at oberst v. Zastrov har indtaget Kolding fra "Skandserne ved Byens Indgang", velsagtens mod syd, mod Vonsild. Herefter var der "en temmelig lang Modstand i Byens Gader..." Og man forfulgte de flygtende danskere "omtrent en Miil nordfor Kolding."
Der blev taget en del fanger i byens huse, og herefter rykkede man ud og "besatte Landsbyerne i det søndre Jylland", hvilket betød, at "Vore Forposter staae nu norden for Kolding, over Lunderskov og Dollerup til Nagbøl. Fjenden (danskerne) skal have trukken sig tilbage til Fredericia."
Ud over den spagfærdige danske modstand i Kolding bemærkes det her, at oprørsstyrkerne ved 20. april angrebet også besatte landsbyerne mod syd i Skanderup Sogn.
Videre hedder det ud fra de tyske avisefterretninger i Dannevirke som supplerende korrektiv til det i det foregående anførte, at "i andre mindre maadeholdne Beretninger fortælles, at Tydskerne først have taget Skandserne", som danskerne refereres at være gode til at bygge, hvorefter man havde "slaaet Kolding Porte ind … uden Artilleri, erobret Byen og derpaa i Stormskritt, syngende ”Schleswig-Holstein", marscheret gjennem Gaderne."
Sidstnævnte er en mere overmodig og tysk-forherligende version iflg. Dannevirke.
Det refereres videre, at man (tyskerne) havde taget 16 danske Jægere til fange i Kolding, og at de var blevet anbragt "i Haderslev Latinskoles Locale."
Endelig hedder det i reportagen med de tyske aviser som kilde, at danskerne havde "fegtet tappert ... men at de af ubegribelige Grunde pludselig gik tilbage og forsvandt."
De tilfangetagne 16 "Jægere" må formentlig have været de temmelig fåtallige fra Kompagniet Caroc, som Iflg. Dannevirke så blev taget til fange og indespærret på Haderslev Latinskole.
Det skal også i avisreportagen bemærkes, at de tappert kæmpende danskere "af ubegribelige Grunde" pludselig gik tilbage og forsvandt.
Vel nok en bekræftelse af, at forsvaret af Kolding d. 20. april havde været alt for fåtalligt og ”ubegribeligt”.
 
Espingolen var et forlademaskingevær, som opfindsomme danske militærfolk opfandt i første halvdel af 1800-tallet.
Udstillet på Tøjmuseet København.
Her Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske Forening.
De slesvig-holstenske styrkers vellykkede angreb på Kolding 20. april skete således uden nævneværdig modstand, men dog med kampe, skudvekslinger og sårede soldater i Kolding by.
Det herefter besatte område meddeles at være posteringer nord for Kolding, desuden mod syd og vest over Lunderskov, Dollerup og Nagbøl.
Den slesvig-holstenske 2. Brigade blev med 20. april angrebet placeret i Skanderup og i Ødis.
En meddelelse om de danske styrkers tilbagetrækning til Fredericia efter "Insurgenternes" angreb på og forskansning i Kolding 20. april er nok snarest udtryk for, at generalmajor Ryes tropper havde trukket sig tilbage til Almind-området som anført af Tuxen, muligvis også med afdelinger til Fredericia.
Under de efterfølgende kampe omkring Kolding blev en slesvig-holstensk Brigade "skudt frem til Hjarup og Skanderup tæt syd for Gjelballeskoven." Der må her være tale om den af Tuxen[34] og i Dannevirke omtalte 2. brigade i Skanderup og Ødis.
Det var en ubehagelig overraskelse for de kommanderende danske generaler Rye og Bülow, at de slesvig-holstenske styrker så hurtigt i forbindelse med angrebet d. 20. april var blevet samlet omkring Kolding, hurtigere end det havde været muligt at få de danske styrker rykket hertil. 
Det var de danske generalers strategi at binde store slesvig-holstenske styrker i Kolding og aflede fjendens "Opmærksomhed fra Overgangen ved Egstrup".[35] Men endemålet var den tilbageerobring af Kolding, som forsøgtes efterfølgende.

Forsøget på at tilbage erobre Kolding 22. - 23. april 1849

 
Iflg. en tipoldefarbrors efterkommer skulle P. Hansen Wiuff være født i Seest 1802, høker og værtshusholder Låsbygade 69 i Kolding under slaget om Kolding 23. april.[36]
Generalmajor Bülow og overkommandoen planlagde efter de indledende slesvig-holstenske angreb 20. april at tilbageerobre Kolding, og regnede med hertil at kunne benytte yderligere kampklare tropper, placeret bl.a. på Fyn, som dog fortsat blev forsinket i forhold til den planlagte dag, 22. april. Det gav slesvig-holstenerne mulighed for at trække store styrker frem til det angreb, de vidste ville komme, og de fik indrettet en militært stærk stilling i og omkring Kolding by i forlængelse af dispositionerne 20. april.
Tuxen[37] mener at kunne konstatere, at "Overkommandoen (formodede), at kun Insurgenternes Avantgarde-Brigade stod ved Kolding, men at deres Hovedstyrke endnu stod ved Haderslev."
Man skønnede derfor "Forholdene gunstige til en offensiv Bevægelse", hvor "Planen var at iværksætte et overraskelsesangreb mod ”Fjendens Avantgarde i Kolding” samtidig med, at General Ryes Korps skulle dække op imod ”muligt Vest paa detacherede fjendtlige Tropper, (og) sende en mindre Styrke, navnlig Kavalleri, over Egstrup og Seest frem mod Fjendens Retrætelinie."
Denne plan blev fastholdt, selv da Overkommandoen blev klar over, at det var hele den slesvig-holstenske Hær, der stod ved Kolding. Hertil kom, at "... General Rye sendte Melding om, at paa Grund af manglende Bromateriel vilde hans Fremrykning blive forsinket...”
Det var jo vitterligt ikke så godt, og såmænd ikke det eneste, der ikke gik som planlagt.
At det fortsat gik temmelig galt fremgår ikke mindst af A. Liljefalks fremstilling, der her er fokuseret omkring Ryes position ved Kolding Aa, omkring den indledende del af slaget ved Ejstrup.
De danske dispositioner fik "General Bonin til at befale en delvis Omdislocation ... i Ødis, ... Afmarch til et Cantonnement[38] i Hjarup og Skanderup ... tilvejebringelse af en Colonnevej mellem Skanderup og Gjelballe, Nord for hvilket sidste Sted Corpset skulde overtage Forposttjenesten til henimod Vrannerup...” Her stod så slaget, ”der udkæmpedes paa Skanderup Sogns Grund i Gelballe Skov mod den 2den slesvig-holstenske Brigade." Det var den slesvig-holstenske brigade, som iflg. Tuxen var blevet placeret i Ødis og Skanderup.[39]
Samtidig var området omkring Kolding belejret af den slesvig-holstenske "1. Brigade (, der) fik Ordre til at koncentrere sig mellem Seest og Kolding for i fornødent Fald at kunne anvendes enten imod Kolding eller imod Vest", hvor jo Rye befandt sig i Ejstrup - Gelballe området.
De slesvig-holstenske styrker var i overtal i forhold til de danske soldater iflg. Liljefalk, der især som undertallige nævner "Skytter af Jægerkompagniet". Disse havde som refereret under kampene 20. april også deltaget i de her indledende kampe, og en del af dem, 16 iflg. avisernes dækning af begivenhederne, sad i fangenskab i Haderslev.
Medens der i denne situation stadig stod danske enheder i Kolding standsede General Biilow de militære operationer, ”eftersom han ansaa en Fremrykning mod Batterierne syd for Kolding for betænkelig..." Og den med "Længsel imødesete Hjælp fra General Rye ... udeblev..."[40] måtte Bülow også konstatere.

Strategien omkring og slaget ved Ejstrup - Ryes tropper i problemer.

 
 
General Olaf Rye
General Fr. R. H. Bülow
Den planlagte hjælp fra Rye i kampen om Kolding var udtænkt i en situation, hvor Rye var blevet anbragt ved Kolding Aa ved Ejstrup, hvor "nogle af hans Tropper havde besat Vrannerup Hovgaard og By og drevet Fjenden tilbage til Højderne vest for Seest Mølleaa..."[41]
Men så kom der "et Par Baterier af 2. slesvig-holstenske Brigade, der til Understøttelse for Forposterne ved Vrannerup var sat i Marche fra Hjarup mod Gjelballe..." Og det betød, at Rye var og forblev låst fast på dette sted uden for Kolding. Hvorfra han havde skullet komme Kolding til hjælp, vel at mærke.
 
 
Samtidige tegninger af det danske modangreb på det af oprørerne besatte Kolding.[42]
Litografisk kopi af F. C. Lunds tegning med koldinghus set fra nordøst. Kunne være en selvoplevet situation.[43]
 
Om Ryes fastlåste position hedder det i Liljefalks beskrivelse, at "det blev nødvendigt ikke alene at opgive enhver Tanke om Fremrykning mod Seest, men endog at anvende alle disponible Kræfter til at holde Stand mod dette Angreb, ja Kl. 11 Formiddag maatte Rye i stedet for at række Hovedkorpset en hjælpende Haand indlede Tilbagetog og endda anmode om et Par Batterier til Assistance ved Egstrup."[44]
I Liljefalks fremstilling af Ryes problemer ved Ejstrup hedder det videre, at "8 friske slesvig-holstenske Kompagnier brød ... frem mod vore i Skoven spredte Skytter af Jægerkompagniet ... Stødet ramte særligt Jægerne, og under en livlig Skydefægtning blev de trængt ud af Skoven. De fjendtlige Støttetropper standsede i Skovbrynet, medens Kæden fulgte efter vore vigende Skytter ud paa Marken, frem imod Vrannerup Hovgaard."[45]
Rye og hans tropper var under så meget pres, at de i stedet for at komme Kolding til hjælp måtte have bistand, hvilket nok må ses som en af de umiddelbart væsentlige grunde til at kampene i og omkring Kolding blev tabt.
Afsluttende om de samlede tab ved slaget ved Ejstrup, hedder det hos A. Liljefalk: 
"Aarsagen til dette ringe Held var fortrinsvis den, at Angrebsplanen var lagt uden Kendskab til Fjendens Styrke og dennes Fordeling. Rye kunde dog have bødet herpaa ved at lade i det mindste en Del af sit forholdsvis stærke Rytteri gaa over Aaen Vest for Rollesmølle og saaledes naa frem Syd for den skjulende Gjelballe Skov for at se, hvad der foregik der."
Det fremgår således af Liljefalks fremstilling, at Rye fra Lunderskov, Rollesmølle havde en position, hvorfra han principielt ville have kunnet sat ind for at undgå det katastrofale nederlag omkring Ejstrup og Gelballe skov.
Danskernes problemer i kampene i og omkring Kolding illustreres i telegrammer til Hovedkvarteret fra general Rye 23. april kl. 11 og kl. 12½. Alt citeret efter A. Liljefalk[46], hvor det i foredragsudgaven anføres, at Kampen om selve Vrannerup Hovgaard var den heftigste.
Iflg. de af Liljefalk refererede telegrammer fra Rye til hovedkvarteret d. 23. april, så var situationen midt på dagen, kl. 11 indtil 12½ iflg. Liljefalk nærmest katastrofal for Ryes tropper - der var i Gjelballe Skov en ukendt mængde af ”friske fjendtlige afdelinger”, og i telegrammerne anmodes der om assistance.
Det har ikke været muligt at finde de af Liljefalk citerede Olaf Rye udsagn i de samtidige kilder, hverken samtidige aviser eller meddelelser fra de militære efterretninger fra Krigsministeriet.
Men de af Liljefalk citerede meddelelser afspejler under alle omstændigheder den realitet, at de danske styrker under general O. Rye havde store problemer i kampene omkring Kolding Aa og overgangen i Ejstrup. Og at Rye i stedet for at kunne gå over Gelballe til Seest mod Kolding for at hjælpe til med et angreb mod fjenden i Kolding, måtte rekvirere hjælp til kampene ved Ejstrup og Vrannerup.
Hvorfor det gik så galt for Rye og hans tropper kunne muligvis illustreres ved de samtidige efterretninger om hans og hans troppers dispositioner.[47] Under angrebet på Kolding 20. april rapporteredes Rye at have haft sit hovedkvarter i Viuf, altså nord for Kolding.[48] Herfra har Rye og hans tropper så placeret sig mod vest i Eistrup ”for at kunne gaae over Koding Aa …” og komme til undsætning i Kolding.[49]
Slaget om Kolding fandt forsinket sted d. 23. april 1849 i stedet for som planlagt d. 22. april. Og uventet mod en slesvig-holstensk modstander, der stod i og omkring Kolding i stedet for som forventet for hovedstyrkens vedkommende, at "den endnu stod ved Haderslev." Samtidig med denne fejlvurdering havde oprørsstyrkerne fået nys om de danske planer, som de så kunne bruge i deres planlægning af kamphandlingerne. [50]
General Bülow indledte i forsøget på at kaste fjenden tilbage med et angreb på to flanker nordfra, hvor den østlige var under kommando af generalmajor Bülow selv ved Taulov.
Den anden flanke var under kommando af generalmajor Rye og generalmajor Moltke, som stod ved Harte og Almind, hvorfra de mod vest skulle erobre broen ved Ejstrup og vadestedet ved Påby og derefter angribe fjenden i Kolding.
 
En samtidig tegning af Kolding set fra syd, hvor man ud fra de beskadigede bygninger slutter, at det må være tegnet umiddelbart efter kampene 23. april 1849.[51]
General von Bonin havde iflg. Liljefalk[52] fået nys om, at Moltke med to batailloner skulle komme Rye til undsætning. Han sluttede deraf, at det danske angreb fra Gelballe og Seest ikke ville kunne finde sted, hvis der blev sat ind i området Gelballe, Vrannerup, Eistrup. General von Bonins efterretninger satte ham, som det fremgår, i stand til egenhændigt at forhindre, at general Rye kunne foretage sig andet end at tilkalde hjælp fra den trængte position omkring Vrannerup og Ejstrup.
I en hævdet øjenvidneberetning (Dannevirke 1. maj 1849) beskrives der d. 23. april, hvad der karakteriseres som voldsomme kamphandlinger ved Bramdrupgaard nord for Kolding, o. Bramdrupdam, Harte.
Disse kamphandlinger gjorde stillingen på "den søndre Aabred" o. Ejstrup vanskelig, også fordi en ufærdig pontonbro var blevet lagt vest for Ejstrup i stedet for mod øst. Hævdes det af den samtidige, formentlig militært kyndige iagttager.[53]
Om de videre kamphandlinger hedder det: ”Imedens Himlen farvedes sort af Røgskyer, som hævede sig fra Kolding, bleve Markerne omkring Bramdrupgaard vædede af de Tydskes og de Danskes Blod. Fægtningen blev ført med den største Hidsighed …
Omsider opnaaede Fjendens Granater det samme ved Ejstrup som ved Kolding, og da Kampen henimod Kl. 3 standsede, var den blodige Valplads, som havde en Miils Udstrækning, tilsløret af Røgen fra de tvende Kiæmpebaal ved begge dens Endepunkter.
Hvor mange Offere denne forfærdelige Dag har krævet, tør jeg ikke opgive…”
Det anføres videre af den militærkyndige iagttager, at Kolding by under dagens kampe blev svært beskadiget. I avisartiklen hedder det videre om kampenes uheldige forløb: "Den Fjende, Vore paa denne Dag havde at bestille med, vare uden Tvivl kun slesvig-holstenere; de vare heller neppe meget stærkere end vore tre Brigader, men de havde langt sværere Artilleri, vare stærke ved en mægtig Reserve og en yderst fordeelagtig Stilling …" Ud over konstateringen af, at fjenden hovedsageligt var slesvig-holstenere, så forklares deres krigslykke med bedre våben (Artilleri), den uforudsete "mægtige Reserve" og den "fordelagtige Stilling".
Det kan ikke ses som andet end en anerkendelse af en bedre fjende, og må selvfølgelig suppleres med en passende portion national harme: "... og endelig skyede de ikke saadanne Midler for at oprette de lidte Tab, som at skyde en aaben By i Brand med Granater, for uhindret at kunne kaste deres Tropper over paa den anden Fløj (til Ejstrup), hvor de bleve os langt overlegne. Tilstanden i Kolding vil jeg ikke forsøge at beskrive, som Øienvidner skildrer den; der fortælles de grueligste og sørgeligste Optrin. Dog haaber jeg, at Byen langtfra er bleven en Askehob..." 
Altså et hensynløst angreb på en by, Kolding og dens beboere for "uhindret" at kunne koncentrere sig om Ejstrup og Vrannerup.
I avisens fremstilling er det så mindre væsentligt, at "... Amtmand Lehmann kjørte dertil, efterat den (23. aprilo 1849) var bleven besat af Fjenden og er ikke vendt tilbage; rimeligviis er han (taget til) Fange."[54]
Om Orla Lehmann og hans besøg som amtmand i Vejle er der en udførlig beskrivelse af i Aarhus Stiftstidende 2. maj 1849.
På trods af de voldsomme krigshandlinger, hvor det i avisens beskrivelse er tale om en Kolding by i brand, så tager Orla Lehmann til byen, dog efter samråd omkring det sikkerhedsmæssige med general O. Rye.
Ved ankomsten blev Lehmann ført til general Bonins hovedkvarter i Vonsild, hvor Bonin erklærede Lehmann for at være så vigtig en person, at han fik ham sendt til Slesvig, hvor han blev overgivet til Krigsminister Jacobsen og indsat på Gottorp Slot.
Så kunne det næsten ikke blive værre - en førende nationalliberal skikkelse som Orla Lehmann spærret inde på Gottorp Slot, den slesvig-holstenske fællesregerings residens indtil 26. marts 1849, hvor det af Det Tyske Forbund blev til Statholderskab til at administrere hertugdømmerne.
Alt helt utvivlsomt til E. von Bonins store fornøjelse - sammen med nogle aprildage, hvor han havde forudset de danske dispositioner, havde nydt godt af fejlslagne danske troppeforstærkninger - og så oven i hatten at kunne pågribe en ledende nationalliberal som Orla Lehmann. Rosinen i pølseenden til de vellykkede, militære dispositioner.
Krigsministeriets officielle rapport 22. maj 1849 om døde, sårede og savnede under slaget om Kolding 23. april angiver "61 Døde, 442 Saarede og 153 Savnede". Heriblandt angives særskilt tabstallene for "Officerer og Underofficerer".
Der er næppe i Krigsministeriets tal inkluderet civile tab. Dog kan Krigsministeriet i Fædrelandet 27. april 1849 meddele, at "i Kolding skulle den 23de April omtrent 10 Gaarde og Huse paa Søndergade og Rendebanen være afbrændte; af Indvaanere ere, saa vidt bekjendt, ingen dræbte eller saarede..." Tuxen og Liljefalk angiver ikke tabstal for kampene i og omkring Kolding i dagene 20. - 23. april.
Der har formentlig ikke været civile tabstal under kampene.
 
 
Nutidige kort med angivelse af de byer og positioner, som april kampene ved og omkring Kolding i 1849 drejede sig om. Et forstørret kort kan kaldes digitalt.[55]


Kampene om Kolding og Ejstrup i bl.a. den lokale historiefortælling, -erindring.

Ud over det, man kan lade sig fortælle af de samtidige tegninger og avisreprotager, findes der en helt kortfattet beretning om slaget ved Ejstrup, som bygger på (næsten) samtidige lokale erindringer om første slesvigske krig af den lokale Otto Korsgaard, født 1854 og bosat over for Skanderup Kirke, mellem Skanderup og Lunderskov.[56]
Der kan kun være tale om, hvad Otto Korsgaard har hørt fortalt om begivenhederne i 1848-49, da han først er født 1854. Men det kan også i andre sammenhænge konstateres, at Otto Korsgaard har været en engageret iagttager af alt, der rørte sig samfundsmæssigt i hans lokalområde.
Som det også fremgår af det foregående, er der benyttet lokale militærhistoriske oplysninger fra militærhistorikeren Axel Liljefalk, der som kommandant i Fredericia fra 1902 må formodes at have været rimeligt velorienteret i de lokale slag omkring Fredericia især, men vel også om Kolding og Ejstrup, som har været emne for et foredrag, afholdt 1908 i Seest.
A. Liljefalk er klart mere detaljeret i disse beskrivelser end både Generalstabens og oberstløjtnant Tuxens beskrivelser. Generalstaben, fordi der her ikke er noget om 1849 krigshandlingerne, som Tuxen så til gengæld har beskrevet, men mindre detaljeret end Liljefalk.
A. Liljefalk kan naturligvis ikke benyttes som kilde til den lokale erindring om de slesvigske krige, som han aldersmæssigt ikke har kunnet deltage i. Men man kan sige, at han som O. Korsgaard er en lidt senere tids lokale iagttager, Liljefalk med helt oplagte militære og historiefaglige kompetencer.
Som lokale erindringer kan man naturligvis og især benytte den samtidige presses beskrivelser af begivenhederne. Blot må man her være opmærksom på, at der i den samtidige presse er en tydelig sammenblanding af national propaganda, oftest med fokus på de militære begivenheder og en helt mangelfuld markering af, hvornår der er tale om journalistik, og hvornår der refereres meddelelser fra privatpersoner.
Men på trods heraf turde det være uomtvisteligt, at den samtidige presse kan være en god kilde til den samtidige erindring. Ikke mindst i en tid, hvor det var særdeles ualmindeligt, at almindelige mennesker ytrede sig skriftligt i erindringer o.l.

Erindringer om krigens indflydelse på samfærdsel og kommunikation

På det helt overordnede plan, den daglige samfærdsel og kommunikation, så kan man i en avismeddelelse fra 3. april 1849, der omhandler situationen i og omkring Kolding 28. marts, konstatere, at der var ganske store problemer med samfærdslen mellem Kolding og Haderslev, hvor postforbindelsen var ophævet, og "formelig afbrudt for enhver levende Skabning, der ikke kan flyve, idet Veiene flere Steder gjøres ufremkommelige ... og ubrugbare til at befærdes af den forventede danske Armee."
Det fremgår heraf, at de slesvig-holstenske tropper allerede før våbenhvilens ophør 2. april 1849 har kontrolleret dele af Nordslesvig op til Kongeåen.
I en avismeddelelse 6. april 1849, der beskriver situationen 4. april hedder det, at der var opført "Barrikader" omkring Vonsild og Kolding i anledning af, at "General Ryes Brigade ... rykkede over Grændsen paa 3 forskjellige Steder ... Vonsild og Christiansfeldt ... Størstedelen over Foldingbro ... Hovedstyrken under Rye selv ... gjennem Hjarup efter Øddis, Stepping og Maugstrup ..."
Sidstnævnte rute er noget bagvendt beskrevet, men der menes under alle omstændigheder ruten fra de sydlige områder op mod Hjarup og herefter videre frem mod nord for Kolding.
De opførte barrikader blev fjernet af "Drenge fra Kolding...", det som de var i stand til, og resten blev "... sløjfet af Folk fra Kolding og Vonsild i forening med vore Ingenieurer..."
I Dannevirke 16. april 1849 hedder det om 11. april, at man i Kolding forberedte sig på fjendens
komme, at General Bonin nu havde slået sig ned i Haderslev. I en meddelelse samme dag forlyder det fra Kolding, at "Fjendens nærmeste Forposter stode 1 Miil Syd for den nørrejydske Grænse..." ved Kongeåen.

Erindringer om lokale forventninger til krigens komme

Det helt lokalt berettende om disse begivenheder får vi i Otto Korsgaards beretning, som han vel som anført har fået det fortalt af forældrene og den generation, han er opvokset blandt.
Da der var optakt til krigen i 1848 (6 år før Korsgaard blev født), begyndte man "saa smaat at tale om Krig, som der toges Forholdsregler imod... Sogneraadet raadslog om, hvad der skulde gøres. Præsten (U. K. Schmidth) var Sogneraadsformand og en gal Gaardmand var Næstformand. Gaardmanden "vilde have slesvig-holstenerne slaaet ihjæl med det samme.
...Præsten og en Hestehandler, Chr. Juhl, i Nagbøl, som ogsaa var en Slags Sognefoged, var Højstkommanderende.
... den 3. April 1849 begyndte Fjendtlighederne paany. Det kom til et Slag ved Kolding og Ejstrup den 23. April. Slaglinien naaede fra Rolles Mølle ved Lunderskov til Kolding. Olav Rye kommanderede dette Slag.
..."
Som det fremgår, er det ikke nye og forbavsende detaljer om slagets eller slagenes gang (20. og 23. april 1849); men taget som en lokal erindring, formidlet fra generationen forud, så får vi da her det lokale aspekt med i form af de personer, som man i sognet har set stå i spidsen for de lokale reaktioner på begivenhederne.
 
 
Axel Liljefalks soldater illustrationer er sikkert dækkende for uniformer og bevæbning. Her en "Fodgarder", "Infanterist", "Jæger" - som vi hører om under kommando af Major Wilster - en "Artillerist", "Husar", "Dragon" og "Hestegardist".

Erindringer om slaget ved Ejstrup, lokale mindesmærker, festligholdelsen af 25-års jubilæet
Otto Korsgaard, Skanderup fortæller videre ret udførligt om det, som han må have fået fortalt om begivenhederne ved Ejstrup.
"Om Slaget ved Ejstrup er der en Del at fortælle... En (dansk) Underofficer, som blev degraderet paa Grund af en lille Rus stod oppe paa et Dige nede ved Vrannerup og skød paa Tyskerne og alt imedens drak han af sin Feltflaske. Han var bestemt af sine Kammerater til Dannebrogsmand. Nu blev det betragtet, som (om) han var ked af Livet og selv vilde skydes. ..."
Denne kuriøse historie suppleres med nok en bemærkelsesværdig iagttagelse i en fortælling om det lokale mindesmærke for 3 ukendte soldater.
O. Korsgaard fortæller herom:
"Der ligger 5 Soldater begravede paa Skanderup Kirkegaard. Der staar rigtignok paa Mindesmærket, som blev rejst over dem paa 25-Aars Dagen (1874), at der kun hviler 3 danske Soldater, men man ved ikke bestemt, om der ligger 3 eller 5.
25 Aar efter havde Folk glemt, om der laa 3 Danskere og 2 Tyskere eller omvendt. Resten af de faldne ligger paa Kolding, Seest, Bramdrup og Harte Kirkegaarde.”
Og videre beretter O. Korsgaard: ”En dansk Soldat ligger i Vrannerup.[57] Han hedder Jens Pedersen og er fra Hornslet ved Aarhus. Han blev gravet op inde i Skoven paa 25 Aarsdagen og ført til Vejen (ikke byen, men vejen fra Gelballe til Kolding), hvor han nu ligger.
Hans Kone og to Sønner var til Stede ved Festen (i 1874). Den ene af Sønnerne holdt en Tale.
Der var bagefter Musik og Dans i et Skov Telt.
En anden dansk Soldat fandtes 8 Dage efter Slaget i en Toft i Gelballe Skov. Han havde spist det halve af sin Brødskorpe. Nogle Røvere havde skaaret alle Knapperne af hans Vaabenfrakke. Hvor han var fra, vides ikke. Han ligger paa Skanderup Kirkegaard.
Da Soldaterne efter Treaarskrigens Slutning kom hjem, blev der gjort stor Ære af dem.
En af Soldaterne, der var med - han var fra Skanderup[58] - blev budt med til et stort Gilde paa Dollerupgaard. Laden var flot pyntet, og der kom en hel stegt Gris ind paa Bordet. Den stod ligesom den var levende — med en Citron i Munden. De, som havde været med i Krigen, sad øverst til Bords."
En Mand ved Navn Gyde Andersen var blevet Dannebrogsmand og sad derfor paa Hæderspladsen imellem Præst og Lægdsmand. Der blev holdt Taler og sunget Sange og bagefter gik Dansen til den lyse Morgen."
Det bemærkelsesværdige ved Otto Korsgaards beretning er, at han problematiserer mindesmærket på Skanderup Kirkegård, hvad angår antallet af begravede, og om de alle var danske. Desuden bemærker man, at erindringen om begivenhederne i sognet er omkranset af festligheder, hvor der spises og drikkes på passende vis i erindringen om 25-årsdagen for slaget ved Ejstrup og Kolding. Den i forbifarten omtalte Gyde Andersen, Dannebrogsmand figurerer ikke blandt de fra Skanderup Sogn og Hjarup deltagende soldater i krigen 1848-50.[59] Ej heller har det været muligt at finde belæg for, at der på Skanderup Kirkegård skulle være begravet den soldat, der blev fundet i Gelballe Skov, plyndret for knapperne på våbenfrakken.

Erindringer om kamphandlingerne i Kolding

Ud over Otto Korsgaards beretning, der helt naturligt er fokuseret på hans hjemsted i Skanderup Sogn, mellem Skanderup og Lunderskov, så er der også en temmelig detaljeret beretning fra "en Dame" fra Kolding, som i en avisartikel med beretningen, hvor beretteren også kaldes "T".
Artiklen er udformet som en tilsendt øjenvidneberetning, som må skønnes journalistisk at være tilføjet avisskribentens ganske omfattende viden om krigens våben, krigens forløb og indhold.
Bliver her refereret og citeret som en samtidig beretning om oplevelsen af kampene i Kolding og omegn 23. april 1849.
Beretningen starter med, at man blev vækket kl. 5 om morgenen d. 23. april ved at danske tropper under heftig kanonild angreb Kolding for at tilbageerobre byen, som slesvig-holstenerne havde indtaget 20. april.
Den berettende Dame, "T" må have været velorienteret, for hun havde hørt, at fjenden vidste, at angrebet ville finde sted (!) og derfor havde forskanset sig grundigt.
Alligevel kan der berettes om, at fjendens tropper havde døde og faldne, "overstrøet" på "Veien fra Kolding til Vonsyld". Disse faldne skulle være kommet fra kampene "nordenfor Kolding og i denne Byes Gader". Også i "Gjelballe Skov" kan T. berette om voldsomme kampe, hvor fjenden blev slået "efter en frygtelig Kamp."
De voldsomme kampe i både Kolding og "i Gjelballe Skov", som den velorienterede dame har kunnet berette om, bliver fra start karakteriseret som sejrrige danske kampe, hvor "vore Danske vare saa modige, at de endog sang, medens de læssede deres Døde paa Vognene... Saaledes bleve de ved i to Dage og Nætter og endnu i dag ligge Døde her i Egnen, som ikke have kunnet føres bort."
Det svarer jo ikke til de faktisk forekommende hændelser, hvor vi ved, at danskerne blev slået både i Kolding og ved Ejstrup. Og det forekommer temmelig usandsynligt, at Damen "T" skulle have været iagttager til de kampe, der berettes om. Her må der være tale om en journalistisk orienteret beretning, nok på anden eller tredje hånd.
Ud over situationen i Kolding kan den velorienterede Dame også fortælle om situationen i Skanderup, hvor fjenden havde placeret det, vi ved må have været den 2. Brigade, som iflg. damen T. var placeret i "Schulz' Gaard i Skanderup", d.v.s. Wissingsminde, hvor fjenden holdt "et frygteligt Huus. Murene ere brudte ned og fra Hullerne kigge Kanoner frem; alle Popler i Alleen ere omhuggede og Veiene barrikaderede..."
Fra Schulz's gård ved vi fra 1850 folketællingen[60], at herfra var 3 karle registreret som soldater i krigen 1848-50. Om karlene her har meldt sig som konsekvens af de slesvig-holstenske troppers ophold, eller om de er blevet indkaldt til militærtjeneste som konsekvens af loven af 12. februar 1849 om almindelig værnepligt, er det ikke muligt at afgøre. Alderen på de 3 soldater fra Schultz's gård var i 1850 henholdsvis 23, 27 og 28 år .
De voldsomme kampe hævdes i deres kølvand at have haft ran og rov af privat ejendom. "Tydskerne have, hvor de ere treengte frem , taget alt Sølv og Guld, Linned og alle Fødevare , intet levnes. Bonin skal have givet dem Tilladelse."
Det fremgår også af artiklen, at den refererede Dame, "T" må være kommet hjem den foregående dag "... fra Haderslev ..." Om Haderslev og især Christiansfeldt beretter T. videre, at der her især var lazaretter, hvortil sårede var blevet bragt fra kampene på Als og anbragt i kirker og brødremenighedens lokaler. Hertil blev også bragt døde og sårede fra kampene ved Kolding. "...Hun var inde i Kirken og saae her det gruelige Syn, hvorledes en stor Ballie stod her, fyldt med afsatte Been, Arme og udskaarne Stykker Kjød. De Soldater og Bønder, som hjalp de Saarede og Lemlæstede af de ankommende Vogne, græd af Smerte."
Ud over krigshandlingernes gru berettes der også om en dansk præst i området ved Christiansfeldt, som var blevet fyret og erstattet af en tysk præst.
Desuden hævdes en stedlig "Kjøbmand Aagaard i Kolding" at være blevet transporteret til Rendsborg. Begrundelsen for denne i og for sig noget besynderlige handling kommer lidt længere henne i "T"s beretning: "De vare trængte ind i hans Huus, havde taget Alt, hvad de fik fat paa, drukket hans Viin og ladet Resten løbe paa Gulvet. Manden blev herover saa rasende, at han d. 23. ikke tog i Betænkning at skyde 4 af dem, hvorpaa han blev overmandet og taget tilfange."
Og i samme boldgade om oprørernes hensynsløse fremfærd: "Den første Dag, da Tydskerne kom til Kolding, tvang de derværrende Overauditør, Borger- og Politimester Qvistgaard til at føre dem til Hans Viinkjærlder, hvor de drak, saalaenge de kunde og spildte Resten."
Denne familie får vi lejlighed til at følge videre under kamphandlingerne, hvorom det hedder, "Da Byen d. 23. blev beskudt, maatte Qvistgaards hele Familie, Husets Folk og Postfører ("Navnet er ulæseligt" anfører den refererende journalist) sidde i en lille Kjælder. Da Byen saa begyndte at brænde, maatte Qvistgaard, for at bringe sin Familie i Sikkerhed, tilfods løbe med denne ud af Byen. Hans Frue var endnu i Morgendragt, havde kun faaet Tid til at tage en Kaabe om. Medens de søgte at komme ud fra den brændende By, peb Kugler og Granater omkring dem, indtil de fandt Sikkerhed bag Bakkerne."
 
Dannevirke 2. maj 1849 Kjøbenhavn. Af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn, dat. d. 26. April.

Erindringer om kampene ved og omkring Kolding 

Den avisformidlede beretning fra "T" er samtidig, men tydeligt tendentiøs og propaganderende i sit budskab. Det er umuligt at sondre mellem, hvad henholdsvis den evt. berettende "Dame" og journalisten har bidraget med. Og der er i beretningen adskillige iagttagelser, som hverken kan være selvoplevet, eller som kan godtages som autentiske iagttagelser, gjort af den helt åbenbart ganske velorienterede Dame.
Det fremgår, at der har været tale om hårde og blodige kampe omkring Kolding, hvor de "tydske" besættelsestropper har plyndret og stjålet fra private. I Skanderup har der været en militær indkvartering på Wissingsminde.
"T"'s beretning kan sammenholdes med en erindrende beretning, også fra Kolding, men nedskrevet og udgivet omkring 25 år efter begivenhederne, i erindringer udgivet i Vejle Amt Aarbøger 1922, Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen efter optegnelser af Apoteker A. H. H. Worsaae, Aabenraa, der som farmaceut kom til Kolding Apotek 1844. Han forlod igen Kolding i 1849. Udgivet og kommenteret af P. Eliassen[61].

En farmaceuts erindringer om værnepligtsloven og kampene omkring Kolding i 1849

Det fremgår ikke af Eliassens udgivelse, hvornår apoteker A. H. H.  Worsaae har skrevet sine erindringer, men de er formentlig nedskrevet sammen med andre erindringer, der også omfatter Worsaaes tid i Aabenraa som apoteker i eller omkring 1876[62], en betydelig tidsmæssig afstand til begivenhederne i Kolding.
Worsaae meddeler først, at han ikke blev indkaldt som soldat efter den nye lov om almindelig værnepligt, da denne lov kun "... udskrev en Del af det Mandskab til Krigstjeneste, der hidtil havde været fritaget ... og da jeg var født 14 Dage før den Tid, fra hvilken Loven fik gyldig Virkning…" blev han, Worsaae fritaget. Selvom han gerne ville have været med, anføres det i erindringerne.
Worsaae nævner i forbifarten slavekrigen[63], der karakteriseres som en ”latterlig” affære, der indtraf efter Slaget ved Slesvig.
Der kan i Worsaaes beretning konstateres en sympatiserende beskrivelse af de prøjsiske tropper og en tilsvarende negativ beskrivelse af de slesvig-holstenske "Friskarer", som prøjserne ikke ønskede ind i byen Kolding, hvorfor de iflg. Worsaae så blev anbragt "... til Bøndernes Fortvivlelse og Skræk...", altså også ude på landet. 
Vi må formode, at de "tydske" tropper, som "T" avisrefereret oven for har beskrevet som tyve, røvere og ransmænd har omfattet de her af Worsaae som "Friskarer" betegnede, men som så senere i 1849 blev optaget i "den unge slesvigholstenske Arme".
De første "Friskarer" i 1848 blev hurtigt sendt tilbage, og herom hedder det hos Worsaae, at "... efter nogle Dages Forløb blev samtlige Bander ført tilbage over Grænsen, og siden hørte vi ikke Tale om dem førend Aaret efter, da en stor Del af dem vendte tilbage efter at være optagne i den unge slesvigholstenske Arme…"
Videre i en karakteristik af disse slesvig-holstenere, hedder det, at de havde fået "... deres Dannelse ved et Universitet, (og) saa godt som uden Undtagelse var (de) slesvigholstensk sindede og Sværmere for den tyske Enhed, hvorimod Adelen og næsten alle Stabsofficererne var konservative og royalistiske, og ligesom de hadede Oprøret og hvad dermed stod i Forbindelse, saaledes omtalte de altid Danmark og de danske med nogenlunde Retfærdighed…"
I Worsaaes øjne var fjenden en blanding af ret sympatiske, konservative prøjsere og så de slesvig-holstensk sindede "Sværmere", der 20. april 1849 besatte Kolding, hvor det danske modangreb blev sat ind tre dage senere, 23. april 1849.
Worsaae beskriver d. 23. april som dagen med "... det blodige Slag i og ved Kolding, ganske sikkert den sørgeligste Episode i den treaarige Krig næst efter den ulykkelige Affære ved Ekernførde (5. april 1849)... (hvor) daværende Løjtnant L. Castenskiolds raske, men fortvivlede Indhug ... (kun) resulterede i, at vore Husarer og deres smukke Heste blev nedskudt af fjendtlige Kugler."
Og så kommer der i Worsaaes erindringer en efterrationaliserende kritik af den danske general Bülows kampplanlægning: "I Stedet for at omgaa Byen, som Fjenden da vilde være bleven nødt til at rømme, angreb vor Arme selve Byen. I mange Timer rasede Kampen i Gaderne, og snart var Torvet besat af de danske og snart af Tyskerne… Paa Apotekets Trappe og i Forstuen laa en Mængde døde og saarede … jeg gik tilbage til Apoteket, da Geværskydningen var ophørt, eftersom de danske var Herrer over Byen. Men nu begyndte Slesvigholstenerne paa den skændigste Maade at overøse den aabne By med Brandgranater. Den i Forvejen af Kanonkugler stærkt beskadigede By brændte nu paa flere Steder. Paa Torvet var der Ild i flere Huse, og en Gaard tæt ved Apoteket stod i lys Lue… For at Byen ikke skulde blive aldeles ødelagt, trak de danske Tropper sig tilbage, fulgt af en Mængde Flygtninge, som søgte at redde, hvad reddes kunde..."
Worsaaes beskrivelse af de voldsomme kamphandlinger omhandler store bymæssige skader, og rejser spørgsmålet, om der også har været civile tab, hvorom intet direkte postuleres i Worsaaes erindringer.
Efter de tabte kampe i og omkring Kolding begav Worsaae sig mod Fredericia, hvorfra han kan berette, at han "... kort efter ... fra Volden ... (så) det hjerteskærende Syn af vore Tropper, slagne i Fægtningen ved Gudsø, i ilsomt Tilbagetog … Oprørsarmeen under General Bonin laa for Fredericia, som den belejrede. Mange syge og saarede sendtes hver Dag derfra til Kolding, hvor vi havde fem Lazaretter, som altid var overfyldt..."
Og videre hedder det i Worsaaes beretning: "… Efter Slaget (ved Fredericia) kunde de danske ikke forfølge deres Sejr den 6. Juli, da deres Kavalleri var udmattet..."
Lokale erindringer om militære og civile tab under 1849 kampene i Kolding området 
Worsaaes relativt omfattende beretning om situationen i Kolding, Vonsild og Christiansfeldt, de kortfattede oplysninger hos O. Korsgaard samt T's samtidige avisberetning kan suppleres med at konstatere, om der var lokale, der led fysisk overlast ved kamphandlingerne, om der i kirkebøger for 1848-49 skulle være registreret mænd, som kunne være døde som konsekvens af krigshandlingerne. Hvis ikke, må det være rimeligt at slutte, at der heller ikke har været civile tab blandt kvinder og børn. 
Der ser ikke ud til at have været civile tab i Skanderup Sogn, hvor der ikke i kirkebogen 1849 er registreret dødsfald blandt mænd, som kan relateres til kampene i og omkring Ejstrup, Harte og Bramdrup. Der er heller ikke dødsfald blandt mænd for den sags skyld i kirkebogen 1848, som kan tilskrives nogen form for krigshandling.
I Kolding Sankt Nicolaj Sogn er der blandt registrerede døde mænd 23. april 1849 fem unavngivne mænd, hvor det i Anmærkninger anføres, at det er faldne soldater fra slaget i Kolding ved Sønderbro, heraf to der blev ramt af kugler (i en ulæselig kontekst). Der mangler navne og alder på fire af de faldne, tilsyneladende "Insurgenter", altså oprørere. En enkelt - også uden aldersangivelse - hedder Ole Henriksen, men er tilsyneladende også ikke-dansk.
Af T.s beretning fremgår det, at der den følgende dag, 24. april i Christiansfeldt " ... begravedes 37 Døde, og Præsten Røntgen var tilligemed en Officeer henne for at afpæle Grave til Flere."
Men det har helt givet også her været kampdeltagende faldne soldater, som der har været tale om. 
Fra kampene omkring Kolding 20. - 23. april skal det bemærkes, at tabstallene her var langt de største, både i forhold til 1848 uden kamptab og 1864 med en enkelt falden fra Kolding. Langt de største kamptab var slagene 23. april ved Ejstrup og omkring Kolding, hvor der iflg. Cohens registrering var 150 faldne.
Ud over den blodige 23. april, var der tab ved træfninger i og omkring Gudsø, hvor der var tale om regulære kamphandlinger.
Helt uforklarligt er der 15. og 16. juli henholdsvis et og tre dødsfald, som skete "under March", dødstal, der er på niveau med træfningerne omkring Gudsø.
Det fremgår af A. D. Cohens liste over faldne 1849-50 i og omkring Kolding, at tre af de faldne i første omgang blev begravet i "Fru Theilades Have". Den første, der blev begravet her faldt 20. april, de to andre d. 23. april. De tre her begravede er senere blevet flyttet til Kolding Kirkegård.
Det skulle iflg. Cohen være sket på foranledning af "Tydskerne", at de tre blev begravet i denne private have. Det er næppe muligt at få klarlagt hvorfor det har været belejligt at begrave de tre faldne soldater i en privat have, måske oven i købet i en have med gejstlige relationer, så vidt det har været muligt at konstatere ud fra andre, tilgængelige oplysninger. I folketællingerne er der to muligheder for identifikation: 1) Mecaline Severine Theilade og / eller Elise Theilade, Helligkorsgade 198a, Kolding Købstad, folketælling 1840, 2) Mette Regine Theilade, Korsgade, Kolding Købstad, folketælling 1845.[64]
Avisen Dannevirke omtaler 22. april 1850 "Pastor Theilade", der udtaler sig om en træfning omkring Viuf. Hvis det er korrekt konstateret, at oprørshæren 23. april har begravet 3 faldne i have med relation til en gejstlig, måske oven i købet en provst, så er det forståeligt, at de senere er blevet opgravet og flyttet til Kolding Kirkegård.

Fra Kolding 23. april til Fredericia 6. juli 1849

Da slesvig-holstenerne var tæt på at afskære Ryes og Moltkes brigader, trak Bülow sig tilbage mod Vejle og Fredericia. Kampene omkring Kolding havde de kongetro danskere tabt til oprørerne.
Slesvig-holstenernes sejr ved Kolding betød, at der nu blev truffet beslutning om at invadere Nørrejylland, hvilket skete i begyndelsen af maj 1849.
Bülow besluttede 3. maj 1849 at indtage en stilling vest for Elbodalen og kom i kamp med de fjendtlige styrker ved "Det skarpe hjørne" hvor Fredericia-Kolding og Snoghøj-Koldinglandevejene mødes. Slesvig-holstenerne blev her kastet tilbage gennem Gudsøpasset, som blev besat. I rapportuddrag fra Krigsministeriet hedder det, at oprørsstyrkerne, forbundshæren nu forberedte et angreb på begge de danske afdelinger den 7. maj. Danskerne måtte på grund af den overlegne modstand trække sig tilbage. 3 af de faldne fra 7. maj ligger begravet på Sdr. Vilstrup kirkegård, hvor et mindesmærke er opsat.
Et andet mindesmærke over to, der faldt samme dag, står på bakken ved Gudsø.
Treårskrigens afsluttende kampe
Der udkæmpedes herefter iflg. de officielle efterretninger fra Armeen / Krigsministeriet flere træfninger med udfald fra "Fæstningen i Fredericia". 
Efter de tabte kampe omkring Kolding og kampe i og omkring Gudsø 7. maj blev de danske styrker tredelt iflg. Tuxen.[65] Det medførte, at Ryes Korps blev anbragt ved Vejle, resten af Det Nørrejyske Kops i Fredericia og Flankekorpset på Als, hvor en del i starten af juni under general de Meza blev sendt til Fredericia.
I planlægningen af udfaldet fra fæstningen i Fredericia juli 1849 blev de tilhørende hærstyrker iflg. Tuxen,[66] brigaderne 3., 4.,5. og 6. samt Kavalleriet og Reserve-Artilleriet, brigaderne under generalerne Schleppegrell, Moltke, Rye og de Meza.
Under udfaldet fra Fredericia natten til 6. juli 1849 slog den danske hær de slesvig-holstenske belejrere tilbage.
Uden for Fredericia Fæstning lå 14.000 slesvig-holstenske soldater i løbegrave, bag skanser og med belejringsapparater. Inden for murene stod 19.000 danske soldater klar til kamp.
Scenen var sat til det store slag.
Den danske general Rye sneg sig ud af fæstningens porte med sine mænd kl. 1 om natten og bevægede sig nordpå langs stranden.
Der blev kæmpet indædt, mand mod mand. Efter voldsomme kampe blev slesvig-holstenernes skanser erobret. Danskerne havde vundet, men blandt de døde lå general Rye.
Danskerne havde 1856 faldne og sårede, "Fjendens Tab" var 1333 faldne og sårede.[67]
Kampene ved Fredericia blev på flere måder en skæbnesvanger dansk sejr. De fik om ikke andet enorm moralsk betydning for danskerne, som nu i flere kredse, ikke mindst de beslutningstagende, næsten følte sig uovervindelige. 

Fra Kolding til Fredericia og Isted, fra april indtil 6. juli 1849 og 25.-26. juli 1850

Efter i første Slesvigske Krig 1848-50 at have tabt kampene o. Kolding i starten af krigen, sejrede den danske hær ved Fredericia i 6. juli 1849 og Isted 25.-26. juli 1850.
Ved Isted var de danske tab 3618 soldater, de slesvig-holstenske 2808 soldater.[68]
Slaget ved Mysunde 12. september 1850 var den sidste træfning under treårskrigen, og den fandt sted efter Fredstraktaten 2. juli 1850 mellem Danmark og Prøjsen, Det Tydske Forbund.
Sejrene fik kun moralsk betydning, da stormagterne Rusland og England ikke forholdt sig til krigens stridspunkter.
Men sejrene kom til at betyde en dansk hang til selvovervurdering, som blev katastrofal i 1864. Der var tale om (knebne) danske sejre, hvor de danske mandskabstab gennemgående var større end de slesvig-holstenske, og sejre som ret beset ikke burde have medført den fejlagtige opfattelse i Danmark, at man kunne opnå en dansk national løsning på problemet med hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
 
 
Slaget ved Fredericia, Niels Simonsen, maleri 1851
Slaget på Isted Hede, J. Sonne, maleri 1876

Treårskrigens mindesmærker i området omkring Kongeåen

Kendte og ukendte soldater er der mange af i krige. Generalerne er færre - og aldrig ukendte.
En hel del af de lokale mindesmærker har navne på de soldater, man har besluttet at rejse mindesmærker for.
Og rigtigt mange af mindesmærkerne er rejst ved 25-års jubilæet for kamphandlingerne i 1849, bl. a. en mindesten på Skanderup Kirkegård.
Den anonymiserede hyldest til de faldne soldater blev iværksat i en situation, hvor der også var faldne fra Dollerup og Skanderup,[69] som ganske vist var omkommet ved kamphandlinger og eftervirkninger heraf i området omkring Rendsborg og Flensborg i 1850 og 1851. I de helt lokale kampe 23. april 1849 omkring Kolding og Ejstrup var der ingen lokalt faldne, hverken fra Skanderup Sogn eller fra Kolding.[70]
25 år efter kampene i og omkring Kolding blev der på Skanderup Kirkegård opsat en mindesten over 3 ukendte danske soldater. Kolding Folkeblad havde 26. april 1874 en omtale af festligholdelsen ved indvielsen af dette mindesmærke, hvor det hed - her gengivet i et kort resume på nudansk:
Man havde været på kirkegården for "at overvære indvielsen af det rejste mindesmærke over 3 faldne soldater.
Den lokale præst hr. pastor Jørgensen citerede her et skriftsted til vidne om "den dåd, de øvede i fædrelandets tjeneste, og som de lod deres liv for."
Der var en fane, som dækkede stenen, og som blev hejst på en flagstang bag ved gravhøj og sten.
Man samledes herefter i Lunderskov Gjæstgiveri til et fællesmåltid.
Her deltog også en gammel fattig mand, der var indbudt som æresgæst, idet han var den eneste, der kunne give lidt oplysning om "de jordedes begravelsesmåde ... idet han den 23. april 1849 henimod aften af tyskerne blev kommanderet til at nedgrave de døde."
Denne beskrivelse af fejringen af 25-års jubilæet for slaget ved Ejstrup kan man sammenholde med Otto Korsgaards erindringer herom, hvor hovedbudskabet er, at der var 5, ikke 3 døde soldater, muligvis ikke engang alle danske. Man skal nok skal forestille sig, at Otto Korsgaard også har orienteret sig i den lokale presse fra 1874, som han så har krydret med sin egen version.
Der var et passende lokalt islæt i arrangementet.
Men arrangementet har muligvis også været betinget af en efter 1864 ret udbredt national trang til at dyrke den nationale selvfølelse med noget symbolsk, hvor der kun havde været få og små sejre. Men så da i det mindste en mindesten over den modstandsvilje og kampånd, som blev udvist i de lokale kampe omkring Kolding, som man så kunne varme sig ved i den nationalt triste situation fra 1864 indtil genforeningen i 1920.
I Skanderup Sogn var de i treårskrigen lokalt faldne eller deltagende soldater åbenbart - om ikke gået i glemmebogen i 1874 - så i anledningen ikke lige løbet i erindringen i forbindelse med 25 års festlighederne. 
Kolding Stadsarkiv og treårskrigen - her kun offentliggjorte, fotografiske gengivelser af mindesmærker m.v.
Fotografi o. 1890 af nu fjernet mindesmærke.
Maleri 1848 soldater v. Sønderbro.
Harte kortudsnit o. dansk fremrykning, tegnet o. 1850.

Første slesvigske krig i Viborg, Skive området

I denne del af Nørrejylland var man af gode grunde, den geografiske afstand og den sparsomme samfundsmæssige kommunikation, åbenbart mindre påvirket af, at Kongeriget Danmark gennemlevede en borgerkrig, end det var tilfældet i området omkring Kongeåen, hvor disse krigshandlinger ikke kunne gå ubemærket hen.
Lokalt kan det konstateres, at der som resultat af borgerkrigen, første slesvigske krig har været 2 faldne fra Viborg, en menig og en underjæger, faldet ved slaget ved Fredericia 6. juli 1849, og 2 faldne fra Skive, begge underkorporaler, den ene faldet ved Fredericia 6. juli 1849, den anden hårdt såret og død under kamphandlingerne ved Isted 25.-26. juli 1850.[71]
Både Viborg, Skive og Fjends området havde soldater, der var indkaldt og deltog i begge de slesvigske krige. Viborg havde 101 soldater, der deltog i 1848-50 krigen, 84 soldater, der deltog i 1864 krigen. Skive havde henholdsvis 58 og 66, Fjends Herred havde henholdsvis 157 og 184, Ørslevkloster Sogn havde henholdsvis 20 og 14, som deltog i de to slesvigske krige.[72]
Men på trods af de lokale krigsvidnesbyrd i form af faldne under kamphandlingerne, dog kun to i både Viborg og i Skive, så hævdes det i en lokal præsentation af den lokale erindring om kamphandlingerne og baggrunden herfor at have været sparsom, først og fremmest hvad angår første slesvigske krig.
I tiden før det slesvig-holstenske oprør, indtagelsen af fæstningen i Rendsborg og dannelsen af den provisoriske slesvig-holstenske regering 24. marts 1848, var det iflg. en velskrevet og rimeligt veldokumenteret artikel af Gudmund Schütte i Skivebogen 1936 "... overhovedet ikke ... gaaet op for Sallingsysselboerne, at Danmark havde en Sydgrænse."[73]
Grænsen til svenskerne og konflikterne med det skandinaviske broderfolk var derimod velkendt og "... spøgte ... i Fjandboernes Hjærner."[74]
Manglende kendskab til og interesse for den slesvigske grænse ser man iflg. G. Schütte manifesteret med Peter Hjorth Lorenzen,[75] der talte dansk i den slesvigske stænderforsamling i 1842. Her sendte stort set alle andre nørrejyske herreder end lige netop Salling-Fjends Herred anerkendende adresser til P. Hjorth Lorenzen i anledning af hans dansk nationale holdning i den konfliktsituation, der var under opsejling omkring det nationale tilhørsforhold i Slesvig-Holsten.[76]
Men det var der ingen interesse for i Salling-Fjends området, hævder G. Schütte i sin artikel.
Derimod vakte en ikke-begivenhed, Slavekrigen netop det postyr i Salling-Fjends, som situationen omkring ønsket om et Danmark til Ejderen og det slesvig-holstenske oprør mod de dansk, nationale bestræbelser ikke i sig selv i sig selv havde kunnet bevirke.
I forbindelse med oprørernes indtagelse af fæstningen i Rendsborg 23.-24. marts 1848 bredte der sig det rygte, at slaverne (som man kaldte tugthusfangerne) i Rendsborg var blevet løsladt af oprørerne. Denne "falske nyhed" om, at slaverne fra straffeanstalten i Rendsborg var brudt ud, og at de nu drog som en hærgende skare op igennem Jylland, blev som den voksede og spredte sig op gennem Jylland til den fjer, som H. C. Andersen så fint har beskrevet som fødselshjælper til adskillige fuldfede høns, efterhånden som rygterne nåede frem.
Ude i sogne og landsbyer dannede man vagtværn og fandt gamle våben frem. Man fik undervejs nyheder om, at "slavehæren", der var set snart her og snart dér, og havde gjort skrækkelige ugerninger, brændt byer af, smidt børnene ind i flammerne, skudt alle mænd og voldtaget kvinderne, efterhånden som de kom frem.
Hvordan de vedholdende og hurtigt udbredte rygter er opstået og har udspillet sig, er det næppe muligt at udrede, selv om G. Schütte i sin artikel i Skivebogen,[77] foreslår "den danske Stændermand Krüger fra Bevtoft"[78] som uforvarende igangsætter.
Den famøse ikke-begivenhed er af gode grunde, den geografiske nærhed, også blevet behandlet i området omkring Kongeåen,[79] hvor det i en erindring herom hedder: "Marts 1848 (bredte) det Rygte (sig) pludselig som en Løbeild (og) fløj ud over næsten hele Jylland, at de rendsborgske Slaver (Tugthusfanger) vare bievne løsladte af Oprørerne, og at de nu i et Antal af 600 eller flere drog plyndrende og brændende op giennem Landet."[80] I den her refererede artikel afvises det, at der var anden konkret anledning til rygtets opståen end avisernes meddelelser og de få kommunikationsmidler på den tid.
En blandt flere avismeddelelser herom, der specifikt omhandlede Salling, Fjends området, finder man i Thisted kongelig allernaadigste privilegerede Amtsavis og Advertissementstidende Løverdaqen den 2de April 1848, hvor der var "... Efterretning som modtoges ... fra Nyekiøbing om at en Skare løsladte Slaver fra Rendsborg fæstning havde viist sig i Salling og at der endog holdtes en blodig Træfning ved Skive (som) foruroligede i høi Grad Kjøbstadens og Landets Beboere, der blev opraabte til Forsvar ved Fjordkysten. Men nyhederne viste sig senere at være ugrundet. Imidlertid bleve der Vagtposter for Natten udsatte i Byen og langs fjordbredden."[81]
Allerede i samtiden blev der gjort grin med det postyr, den falske nyhed afstedkom. I det satiriske blad Corsaren kunne det 28. april 1848 meddeles: "Den Provisoriske Regering skal (ifølge Börsenhalle?) have modtaget nedenstaaende Skrivelse fra samtlige Slaver i Rendsborg Fæstning: Protest! Landsmænd og Brødre! Vor Gunst tilforn ... Givet i Slaveriet i Rendsborg, April 1848 ..."[82]
G. Schütte fremdrager i Skivebogen[83] flere gode eksempler på den kampvilje, der lokalt viste sig i det falske rygtes første tid.
Som eksempel på en patriotisk vækkelse med udgangspunkt i rygter og en form for massehysteri er Slavekrigen 1848 et glimrende eksempel.
Men selv om krigen 1848-50 var på geografisk afstand, så må de - ganske vist ret få - faldne og de lokalt indkaldte soldater til krigstjeneste formodes at have skabt en form for lokal bevidsthed om krigen, der omfattede andet og mere end "Slavekrigens" overdrev af massehysteri.
 
Hans Smidth, Stormklokkerne 1848. Slavekrigen varsles på Skive egnen. Den lokale Hans Smidth ironiserer smukt og malerisk over røret i anledning af rygtet om "slavehæren" - høtyve, -leer og andet godt for hånden værende blev taget i brug. Malet 1897.
 På den anden side kunne Limfjordsbyen Løgstør være et supplerende eksempel på områdets noget tvetydige forhold til det slesvig-holstenske.
Da Limfjorden 1825 brød igennem til Vesterhavet, blev Løgstør Bredning stadigt vanskeligere at besejle. Derfor besluttede man at anlægge den kanal, som blev døbt Frederik den VII's Kanal. Byggeriet startede 1856 og var afsluttet 1861. Ud over at være et stort og dyrt anlægsarbejde, så skulle kanalen udgraves med et stort forbrug af arbejdskraft, som planlæggerne havde forestillet sig at kunne skaffe i Løgstør området. Det kunne man ikke, da beboerne her havde god fortjeneste ved den problematiske besejling ad Løgstør Bredning. Derfor importerede man tysk, især slesvig-holstensk arbejdskraft, hvor der var erfaringer fra byggeriet af Kielerkanalens forgænger Ejderkanalen.[84]
Der går endda det rygte i Løgstør, at behovet for en muskelstærk graver og stenknuser blev afhjulpet med ansættelsen af en ung, hærdebred slesvig-holstener, hvis krøller og brune øjne stadig kan spores i Løgstør og omegn.
Faktuelt kan der til den hævdede ligegyldighed over for det slesvigske spørgsmål op til og under krigen / borgerkrigen 1848-50 henvises til den faktiske krigsdeltagelse i området. Der var fra Skive By 58 ansøgere til erindringsmedaljer for deltagelse i krigen 1848-50, og til erindringsmedaljerne for 1864 var der herfra 66 ansøgere.[85] Den lokale krigsdeltagelse må antages at have været forholdsmæssigt lige så mærkbar i Salling-Fjends som i de øvrige lokalområder, geografisk tættere på begivenhederne.[86]
Selv om massekommunikationen den gang havde langt mindre gennemslagskraft, må man nok forestille sig, at krigens nærhed, også under første slesvigske krig, har manifesteret sig gennem den personlige krigsdeltagelse. Men der har naturligvis været forskel på en krigsdeltagende by som Kolding i april 1849 og byer som Skive og Viborg, hvor der til sammenligning kun har verseret skrækhistorier om Slavehæren. Men antallet af krigsdeltagende soldater i treårskrigen har i Skive været sammenligneligt med de krigsdeltagende soldater fra Kolding.[87]

Treårskrigens afslutning og resultater

Krigen blev ikke afgjort på slagmarken, den sluttede først i begyndelsen af 1851, da stormagterne gennemtvang en fred, Fredstraktaten mellem Danmark og Prøjsen, Det Tyske Forbund 2. juli 1850.[88]
Slesvig-holstenerne var utilfredse med fredstraktatens status quo og fortsatte kampene, men blev slået i slaget ved Isted 25. juli 1850.[89]
Den løsning, der blev trumfet igennem med fredstraktaten, var stort set blot en tilbagevenden til situationen før 1848 i form af en formel genoprettelse af det danske monarki.
I 1864 blussede konflikten atter op, og danskerne opdagede hurtigt, at de ikke længere kunne leve højt på sejren ved Fredericia. Så langt fra.
 
 
Det må antages, at der har været en betragtelig forskel i den nationale begejstring, der blev udvist ved f.eks. møderne på Skamling, her tegnet illustration af den første sprogfest 18. maj 1843 og de krigsdeltagende soldaters oplevelser, her formodet samtidigt litografi med faldne og sårede fra slaget ved Isted 25. juli 1850, Museum Sønderjyllands Mediearkiv.[90]
Kommandostrukturen i den danske hær i de to slesvigske krige er beskrevet af oberstløjtnant C. F. F. E. Tuxen i hans ”i det væsentlige strategiske Skitse” af de to slesvigske krige, strukturen 1848-50 og hans hærens kommandostruktur 1. februar 1864.[91]

Novemberforfatningen 1863

 
 
D. G. Monrad og C. C. Hall - 1864 katastrofens politiske fædre. Begge Nationalliberale. Hall fremsatte og gennemførte forslag til Novemberforfatningen.[92] Monrad måtte lægge ryg til konsekvensen. Men først fik han dog fyret general C. de Meza for at have rømmet Dannevirke, som de Meza (med rette) skønnede ikke kunne forsvares. Foreviget med Niels Simonsens ikoniske maleri af rømningen 6. febr. 1864.
Med Novemberforfatningen, 18. nov. 1863 blev der indført et fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig, Danmark til Ejderen. Det var et klart brud på Ribebrevet 5. marts 1460[93] og Londontraktaten 8. maj 1852,[94] at Slesvig og Holsten skulle være et samlet hele. Hermed blev en lang række tysktalende i Slesvig gjort til danskere på trods af indgåede, internationale aftaler.
Under internationalt pres havde den danske regering efter afslutningen af første slesvigske krig lovet, at der ville blive indført en fællesforfatning for helstaten, at Slesvig ikke ville blive knyttet nærmere til kongeriget end Holsten, og at alle dele af staten skulle være ligestillede.
Bruddet på disse betingelser var den sikre kollisionskurs i forhold til en række tyske delstater, først og fremmest Prøjsen, hvor jernkansleren Otto von Bismarck formentlig har været særdeles tilfreds med de gode diplomatiske betingelser, han havde fået foræret til at starte en krig mod et militært og diplomatisk nemt bytte for den prøjsiske vej mod (gen)skabelsen af det tyske kejserrige.

Anden slesvigske krig 1864

Det tyske Forbund vedtog 1. okt. 1863 en "Execution" ved Østrig, Prøjsen, Sachsen og Hannover, hvis ikke kundgørelsen af 30. marts 1863 om den senere, 18. november 1863 i Danmark vedtagne Novemberforfatning blev trukket tilbage. Kamptropperne skulle i givet fald stilles af Østrig og Prøjsen i fællesskab.
31. jan. 1864 opfordrede den prøjsisk-østrigske øverstbefalende von Wrangel den danske øverstbefalende de Meza til at rømme Slesvig. Det blev afslået, og krigen startede 1. februar 1864.
På trods af den helt åbenbare demonstration under første slesvigske krig af den danske hærs svagheder, så var erfaringerne "gaaede tabte for Udviklingen af Hærvæsenet ..."[95]
Ud over de iflg. Tuxen helt åbenbare mangler i hærens opbygning og ressourcer så kom hertil "... for Infanteriets Vedkommende Underlegenhed i Bevæbning."
Flåden skulle sikre, "at vi vare Herrer paa Havet ..." hvilket også fejlede iflg. Tuxen[96], da planerne om anskaffelsen et panserskib "af Størrelse som Rolf Krake ... og Kjøb af en i Skotland under Bygning værende Pandserfregat ..." mislykkedes. Den ene blev ikke bygget, den anden nåede ikke frem "før ved Krigens Slutning."
Til den militære ledelse blev de Meza udnævnt som overgeneral med oberst H. Kauffmann som stabschef. Hærenhederne bestod af 1. division under generalløjtnant Gerlach, 2. division under Generalmajor du Plat, 3. division under generalmajor Steinmann og 4. division under generalløjtnant Hegermann-Lindencrone. Samt en artilleri- og en ingeniørkommando.
Den samlede mandskabsstyrke ved Dannevirke "udgjorde kun c. 35.000 Mand."
Fæstningsværkerne Dannevirke, Dybbøl og Fredericia var kun nødtørftigt og utilstrækkeligt sat i stand ved foretagne befæstningsarbejder i 1861 især og efterfølgende mindre opfølgninger 1862 og 1863.
Det prøjsiske 1. Korps udgjorde 20.000 mand, det østrigske 2. Korps udgjorde 19.200 mand, det 3. prøjsiske Korps udgjorde 9600 mand. I alt omkring 50.000 mand udgjorde de fjendtlige styrker, som ydermere blev "forøgede under Krigen".[97]

Dannevirke, Mysunde kom under angreb fra 1. februar.

Krigsrådet med den øverstkommanderende general de Meza besluttede at forlade Dannevirke, hvilket blev påbegyndt d. 5. februar om aftenen, og man nåede i glat vinterføre frem til Flensborg 6. februar.
 
Samtidigt træsnit af skanse på Dannevirke, Museum Sønderjylland.[98]
 
 
Tilbagetrækningen fra Dannevirke 5.-6. februar 1864, samtidigt maleri af Niels Simonsen. Udgivelsen General de Meza (1792-1865) og samtidigt træsnit, Museum Sønderjylland.
Krigsrådets beslutning om at forlade Dannevirke blev mildest talt ikke modtaget med begejstring fra politisk hold, hvilket kom til udtryk ved konseilpræsident (statsminister) D. G. Monrads meddelelse herom til Folketinget: "Jeg seer mig ikke i Stand til at give Dem en Forklaring af, hvad der har bevæget Krigsraadet til, med 10 Stemmer mod 1, at beslutte Opgivelsen af Dannevirkestillingen ..."[99]
Ud over de politiske reaktioner, men velsagtens også affødt af dem, vakte det  harme i vide kredse, at "denne Stilling har Generallieutenant de Meza ... opgivet uden Sværdslag, overladt uden Ofre til en fjendtlig Hær ..." I Dagbladet København beskrev man 7. februar 1864 "Tilbagetoget fra Dannevirke (... som) en uoprettelig politisk Fejl".[100]
At rette bager for smed var også kendt den gang, ser man af en avisoverskrift 16. febr. 1864: "Kan General de Meza vende tilbage til Overkommandoen?" Stormvejret omkring de Meza blev også politisk i den forstand, at man kunne konstatere 17. februar, at "Regeringen i Kjøbenhavn ikke gav Befalingen til Dannevirkes Opgivelse."[101]
General de Meza blev kaldt til København, generalløjtnant Lüttichau overtog midlertidigt kommandoen, indtil Krigsminister Carl Lundbye 28. februar 1864 fyrede C. J. de Meza som overgeneral, og samtidigt lod ham erstatte af generalløjtnant Gerlach som øverstkommanderende. General de Meza døde halvandet år senere som en formentlig noget bitter mand over at have gjort, hvad han anså for sin pligt i en situation, hvor Dannevirke var dårligt vedligeholdt, omgivet af vand, der med denne vinters stærke frost gjorde Dannevirke stort set umulig at forsvare.
Den militærfaglige vurdering af Dannevirkes tilstand afspejles i Tuxens beskrivelse heraf[102], hvor det uden subjektive tilkendegivelser nøgternt anføres, at "... Forskandsningerne (var) ikke fuldførte ... alle Arbejder vedrørende Stillingens fortifikatoriske Armering..." manglede, etc., etc. 
Man kan formentlig med føje stille sig det spørgsmål, om 1864 krigen også var et udtryk for en gennemført dårlig kommunikation mellem den politiske og den militære ledelse, som vi ser det komme til udtryk i personkonflikten mellem krigsminister C. C. Lundbye og den militære leder general de Meza.[103] I et referat fra Statsråd 26. februar 1864, hvor krigsminister Lundbye får de Meza fjernet fra den militære overkommando hedder det: "Krigsministeren var derfor kommet til den konklusion, at enten måtte general de Meza fratræde kommandoen, eller også kunne krigsministeren ikke længere blive stående i den stilling, som han havde den ære at indtage."
Begrundelsen kan vel koges ned til, at de Meza havde taget konsekvensen af den manglende vedligeholdelse af Dannevirke, som politikerne ikke havde fået besluttet sig til at iværksætte. Og Lundbye syntes i situationen, at de Meza havde handlet uden om det politiske, som han, krigsminister Carl Lundbye stod for. Hvor det så samtidigt var kendt og berygtet, at den officersuddannede[104] krigsminister ikke kunne lade være med at blande sig i de militærfaglige beslutninger.

Træfninger efter Dannevirke 

De danske styrker havde efter Dannevirke rømningen 5. - 6. februar "en meget blodig Fægtning ved Sankelmark ... Løverdag" d. 6. februar med østrigske styrker. De danske tab var 783, de østrigske 433 mand.[105]
Forbundstroppernes første Korps blev på Als og ved Dybbøl. Andet og tredie Korps blev sendt op i Jylland, til Fredericia og "videre ind i Jylland".[106]
Dybbølstillingen var i stort set samme tilstand som i 1861, hvor det blev udbygget med "84 stkr. glatløbet Skyts ... et ikke ringe Antal Skyts til Skandserne, deriblandt en Del riflet." Men der manglede barakker, kolonneveje m.v.[107] De danske styrker ved Sundved og på Als stod over for det prøjsiske første Korps, der satte sig "fast paa Halvøen Broager ...", Nybøl og Stenderup eller, som det hedder i Generalstaben 1864,[108] "Fjenden havde bemægtiget sig Broagerland."
Der var en fægtning 22. februar, hvor prøjserne angreb de danske forposter ved Dybbøl i et overraskelsesangreb i ly af sne og blæst. Tabstallene taler deres tydelige sprog - et tab på 372 danskere, 37 prøjsere.[109]
Generalstaben karakteriserer situationen således: "Overkommandoen udtalte vel i en Dagsbefaling en Dadel (heraf) ..., men at den i Virkeligheden selv skjønnede Forpostarrangementet uheldigt, ses deraf, at den strax efter Kampen trak Forpostlinien tilbage, besatte Stillingen stærkere og omordnede Kommandoforholdene."
Den prøjsiske belejring af Dybbøl blev foretaget med deres første Korps og indledtes 15. marts med en efterfølgende træfning 17. marts om forpostterrænnet, som danskerne tabte. De danske mandskabstab var 677, prøjsernes 154 mand iflg. Tuxen[110], iflg. Generalstabens redegørelse om 1864[111] var de danske mandskabstab 677, prøjsernes 138.
Under alle omstændigheder igen et sviende dansk nederlag. Forpoststillingerne til Dybbøl måtte stort set opgives.
D. 15. marts erobrede prøjserne også Femern, hvor der iflg. Generalstaben kun var anbragt en fåtallig dansk styrke, men som iflg. Generalstaben om 1864[112] også viste danske mangler til søs.

Slaget ved Dybbøl 18. april 1864

Efter rømningen af Dannevirke 5.-6. februar var de danske styrker blevet trukket til fæstningsværkerne ved Dybbøl og Fredericia.
Om Dybbøl skrev Generalstaben 1864[113]: "Hovedopmærksomheden maatte dog rettes paa den forsømte Tilstand, hvori Dybbølstillingen henlaa, medens Angrebet af en overlegen Fjende stod for Døren."
Prøjsen og Østrig forhandlede med hinanden om, hvordan de skulle rykke frem i Jylland. Prøjsen samlede i Vonsild omkring 10.000 mand. Over for dem stod der ca. halvt så mange danske soldater ved Vejle, og en eskadron til hest på ca. 100 mand, placeret på Vorbasseegnen. Resten af forbundshæren, over 35.000 prøjsere stod i Dybbøl over for godt 10.000 danskere.
Den danske underlegenhed var markant, både i forberedelsen af forsvarsværker, antal af soldater, men formentlig også i udrustning, hvor de prøjsiske styrker havde hurtigere bagladegeværer over for danskernes langsommere - muligvis mere pålidelige - forladegeværer. Vigtigere, så havde prøjserne riflede bagladekanoner, der gjorde stor skade på Dybbøls skanser, hvilket var ganske demoraliserende for de talmæssigt underlegne danske styrker.
Under stormen på Dybbøl 18. april 1864 led Danmark betydelige tab, men præcise opgørelser over de faldne findes ikke ud over de af Tuxen anførte tal, som der ikke kan findes egentligt belæg for.
De manglende tabsopgørelser skyldes især vanskeligheder med at gøre tabene op - blandt de sårede kan have været livsvarigt invaliderede og så hårdt sårede, at de døde hurtigt efter opgørelsen og på den anden side sårede, som efterfølgende igen kunne indkaldes til militærtjeneste.
 
Generalstaben 1864, 2. del, s. 133
Der var efter kampene ved Dybbøl mindre træfninger med forventede angreb, som dog udeblev. Der var en forpostlinje ved Stougaard, Ragebøl, Dybbøl Kirke og Avnbjerg.
 
Generalstaben 1864, 2. del, s. 168.
Som det fremgår, så var de danske tab betydeligt større end forbundsstyrkernes i begge de slesvigske krige, men da ikke mindst i 1864 krigen.[114]

Forbundstroppernes indrykning i Nørrejylland

Ud over kampene på Als og ved Dybbøl rykkede forbundsstyrkernes andet og tredje Korps op i Jylland, hvor der 18. februar var kamphandlinger (igen som 23. april 1849) ved Ejstrup. Her forlod de danske styrker hurtigt Kolding, og forbundstropperne rykkede ind i byen.
Den danske fjerde Division trak sig tilbage til Vejle stillingen, hvor femte eskadron af tredje dragonregiment rykkede mod vest, hvor de 29. februar slog to forbundseskadroner ved Vorbasse. 
8. marts rykkede under feltmarskal Wrangel tredje Korps fra Kolding mod Fredericia, andet Korps mod Vejle stillingen. Danske tab ved Fredericia var 212, forbundsstyrkernes tab var 20 mand.
Ved Vejle var de danske tab 179, forbundsstyrkerne 92 mand[115].
Fjerde Division trak sig fra 9. til 17. marts fra Horsens til Skanderborg, fra 12. marts mod nord og nordvest mod Viborg og Skive, fodfolket til Langå og herfra med tog til Skive.
Forbundstropperne blev holdt i uvidenhed om ruten, og divisionen nåede 13. marts Skive, hvor man af presseforlydender 13.-14. marts kan se, der var frygt for angreb fra forbundstropperne.
P. gr. af vejret kunne overførslen til Mors først foretages 16.-17. marts.[116] Her forblev divisionen i 14 dage og fra 3. april rykkede fjerde Division fra Mors så ned til syd for Silkeborg.
28. marts var der kampe ved Sundved, hvor Rolf Krake fra panserbatteriet deltog, og hvor forbundstropperne måtte trække sig tilbage. Tabene var 219 danskere, 188 fra forbundsstyrkerne.[117] 
Belejringen af Dybbølstillingen indtil 18. april 1864 betød massiv beskydning under opbygningen til det endelige angreb. Herunder var det daglige personelle tab "ca. 40 -45 Døde og Saarede". De sidste dage af belejringen tiltog belejringsbeskydningen, og antallet af døde og sårede var stigende, helt op til over 100 dagligt.
Hovedangrebet på Dybbøl fandt sted 18. april, og tab af dansk personel denne dag var 4834 mand, heriblandt divisionsgeneral, generalmajor du Plat. Forbundsstyrkernes persontab var 1201 mand.[118]
Med Dybbølstillingens fald flyttedes store dele af styrkerne til Fredericia. Tilbage på Als blev ca. 20.000 mand under general Steinmann.
Efter nederlaget ved Dybbøl blev også Fredericia rømmet i slutningen af april, og hæren koncentreredes herefter på Fyn og Sjælland, dog med mindre hærenheder på Als, som blev slået af prøjserne 29. juni, Dommedag Als. [119]
Fjerde division under general Hegermann-Lindencrone var rykket til det sydlige Jylland i begyndelsen af april, men trak sig ved Dybbølstillingens fald d. 18. april atter tilbage til Mors.
25. april krævede Krigsministeriet Fredericia rømmet, da man hverken anså Als eller Fredericia som værende stærke nok i forhold til fjenden.
I stedet ville man forstærke fjerde division i Vendsyssel og samle en feltarme på Fyn, der talte ca. 35.000 mand.[120]
Den påtænkte offensive bevægelse frem over Limfjorden med fjerde division og de styrker, den var forstærket med blev bragt til ophør ved en månedlang våbenhvile 12. maj – 26. juni 1864. Under våbenhvilen besluttede Overkommandoen, at "sikre Fyen ved en betydelig Troppestyrke..." og reducere Vendsyssels og Als's strategiske betydning, hvilket betød, at der på øen Als herefter kun var "c. 10.000 Kombattanter".
Dommedag Als 29. juni 1864 blev en helt ulige kamp for de forsvarende danskere under general Steinmann. Der var 3074 døde og sårede danskere, mod forbundsstyrkernes 372 mand.[121]
Herefter blev den vigtigste opgave "Fyens Forsvar", og alle tropper blev overført til Fyn.
Forbundstropper rykkede 8. juli frem mod Limfjorden, de danske styrker under oberstløjtnant Beck trak sig tilbage til Frederikshavn, og østrigerne besatte herefter Mors, prøjserne rykkede frem til Frederikshavn.[122]
Herefter var hele Jylland stort set okkuperet, idet resten af Jylland, op til Ålborg blev besat af prøjserne og østrigerne.
Den danske hær bestod af o. 50.000 mand.[123] Første og anden division stod på Als og ved Dybbøl, tredje division stod ved Fredericia. Resten, fjerde division flygtede foran prøjserne og østrigerne hele vejen op gennem Jylland, heraf navnet ”røven af fjerde division” - det var nemlig, hvad prøjserne og østrigerne så.
Første division var efter kampene på Als foreløbigt ukampdygtig. Anden og tredje division fik den nærmeste og vigtigste opgave, forsvaret over til Fyn, hvortil de blev overført og placeret ved Lillebælt for at sikre en evt. truet kyst.
Kommandøren for den flygtende fjerde division var generalløjtnant Cai Hegermann-Lindencrone,[124] som 8. marts 1864 forgæves forsøgte at standse de østrigske styrker ved Vejle, hvorfra han trak sig op i Jylland til Skanderborg og herfra til Skive, hvorfra han d. 14. og 15. marts forsøgte at komme til Mors med sine soldater. Ventetiden i Skive benyttede han til at få fjernet stemplerne fra de lokomotiver, der havde brag ham og hans brigade til Skive. Hegermann kom over og blev på Mors indtil 5. april, hvor han blev sat over og marcherede til Skive.  
Som det fremgår af Generalstabens kort, så var de tyske forbundsstyrkers første Korps (prøjsisk) anbragt ved Dybbøl, andet Korps (østrigsk) ved Haderslev, tredje Korps (prøjsisk) ved Kolding.
Lokalt var de danske styrkers tredje Division placeret ved Fredericia, fjerde Division ved Vejle og tredje Dragonregiments femte Eskadron trak sig efter den vellykkede træfning ved Vorbasse 29. februar (skuddag) til Grindsted.
Ca. halvdelen af de fjendtlige og danske styrker har således befundet sig i trekantområdet. Især her må beboerne have været påvirket af krigens nære tilstedeværelse.
Et var, at den danske hær, som det hedder, blev slagtet ved Dybbøl, og at der var Dommedag på Als 29. juni 1864. Men fra Sønderborg til Skagen blev østrigerne og prøjserne også et alment jysk problem.
Ribe Stifts-Tidende kan 20. februar med en lokalt placeret major meddele, at posten fra Kolding var gået til og fra Skodborghus "af Frygt for fjendtlige Tropper". Yderligere hed det herom: "I Lunderskov, Skanderup Sogn, 1½ Mil vest for Kolding, skal der i Torsdags have været fjendtlige Tropper." Selv om nyhederne om "fjendtlige Tropper" formidles som forlydende, så har der - de militære positioner taget i betragtning - nok været noget om snakken. 
 
Nutidigt Google kort, hvor områdets danske og prøjsiske enheder er placeret.

Slaget ved Vorbasse - en dansk sejr blandt mange nederlag[125]

Efter den danske rømning af Dannevirke 5.-6. februar 1864 og tilbagetrækningen til Dybbøl blev de prøjsiske styrker efterfølgende fordelt i de tre anførte korps, som blev stillet over for de danske divisioner, således som det fremgår af Generalstabens strategiske kort 1891.
Det prøjsiske I Korps i området omkring Dybbøl over Sønderborg til Als kom til at stå over for danske første og anden division, der var marcheret fra Dannevirke til Dybbøl.
Det prøjsiske andet Korps stod i området fra Haderslev til Christiansfeld.
Det prøjsiske tredje Korps omkring Kolding, Fredericia og Vejle stod over for danske tredje division i Fredericia og fjerde division[126], der hovedsageligt bestod af ryttere, placeret omkring Vejle og nord for Kolding.
Det havde vist sig, at både Dybbøl og Fredericia var dårligt udrustede til de kommende kampe, hvorimod rytterne omkring Kolding og Vejle kom til at stå for en af de ganske få - stort set den eneste - sejrrige danske kamp i 1864.
Denne konstatering indebærer nok en konstatering, at rytterkampen(e)s succes stod i iøjnefaldende kontrast til de store problemer, der var omkring fæstningsværkerne Dannevirke, Dybbøl og Fredericia, ikke mindst som et resultat af det helt utilstrækkeligt vedligehold, som kan henføres til politiske beslutninger, der indebar manglende bevillinger.
Danske tredje og femte dragonregiment var placeret omkring Vejle, og herfra var tredje dragonregiments femte eskadrons ryttere blevet sendt til området sydvest for Vejle til området omkring Vejen, hvor de skulle rekognoscere og lave små fremstød mod prøjserne.
 
Den dansk-tydske Krig 1864, udgivet af Generalstaben 1891. Kortet viser de danske og de tyske forbundsstyrkers placering 1. marts 1864, dagen efter slaget ved Vorbasse. 4. division har åbenbart allerede placeret sig nord for Vejle.[127] Museklik for forstørrelse. Rigsarkivet 3. Afdeling (Forsvarets Arkiver).
 

Succes kriterier omkring Vorbasse

Uanset den mangelfulde kommunikation mellem den politiske og den militære ledelse af operationerne i 1864, så kan det være på sin plads med en lidt mere indgående beskrivelse af femte eskadrons gennemgående heldigt gennemførte aktioner i området omkring Vorbasse.
Man kan godt sige, at i området Vejle, Fredericia, Kolding mod vest til Vejen, Vorbasse opstod i nederlagets stund i 1864 to mytelignende fortællinger om dansk heltedåd,
1.       om helten Niels Kjeldsen, der ene mand på sin hest og med sin ryttersabel kæmpede mod prøjsisk overmagt syd for Vejle og blev skudt ned bagfra 28. februar 1864,
2.       træfningen omkring Vorbasse dagen efter, 29. februar 1864, hvor en mindre dansk rytterstyrke slog en dobbelt så talrig prøjsisk husarstyrke på flugt. Træfningen ved Vorbasse 29. febr. 1864 er lokalt beskrevet - et år forsinket - i et privat brev fra Vorbasse,[128] hvor skribenten muligvis var skolelærer i Vorbasse, hvilket man har ment at kunne udlede af den indledende bemærkning om 29. februar 1864, hvor "der ingen Skole (var) paa Grund af Fægtningen ved Skødeberg (må være Skjødeberg)".[129]
Det vil være på sin plads at se på samtidens beskrivelser i datidens aviser, sammenholdt med de i eftertidens af nederlaget skabte behov for at dyrke de få myter, der kunne styrke den nationale selvbevidsthed.
 
 
"Heltemaleri" 1901 af Frantz Henningsen.[130]
Maleri af Rasmus Christiansen 1931.[131]
Niels Kjeldsen var 23 år gammel, da han blev dræbt under træfningen 28. februar 1864. Som bondesøn fra Ullererup ved Give (mellem Kolding og Herning) blev han indkaldt som værnepligtig til sjette dragonregiment. I en dødsannoncering over Niels Kjeldsen 17. marts meddeles det, at han var Dragon i "4de Eskadron". Det fremgår af Generalstabens Den dansk-tydske Krig 1864, III del, Kjøbenhavn 1892, at 6. dragonregiment var en del af 4. Division, som på Generalstabens kort ses placeret nord for Vejle. 4. Eskadron var "et vestre Streifkorps".[132]
I en samtidig "Dagbog fra Kolding 1864"[133], ført med "en brav og dygtig, ung Husmoders Øjne", og desuden, så vidt man kan skønne ud fra dagbogen, et for forbundsstyrkerne attraktivt sted at blive indlogeret, hedder det om Niels Kjeldsen affæren: "Søndag den 28. Februar. … De (forbundsstyrkerne) var stødt paa 4 Dragoner. De 3 overgav sig straks, men den fjerde bandede paa, at han hverken gav eller tog mod Pardon. Han huggede om sig som en rasende og skulde have hugget Haanden af en Husar. Derefter vendte han om og vilde fly, men saa skød de paa ham, og Kuglen gik gennem Nakken og ud af Ansigtet, saa han faldt død om med det samme..."
Denne helt samtidige, dugfriske version af Niels Kjeldsen hændelsen, kan dagbogsskriveren have fået fra de logerende forbundstropper, der enten var med under eller hurtigt er blevet underrettet om affæren.
Eftersom dagbogens formulering er, at "De var stødt paa...", og med de ganske konkrete beskrivelser, kan det meget vel have været deltagere i affæren, der har berettet ved hjemkomsten samme dag, hvor dagbogen også er ført denne dag. De centrale oplysninger her er, at Niels Kjeldsen var den eneste af de 4 dragoner, der valgte at kæmpe, at han "huggede om sig som en rasende". Denne beskrivelse dækker vel over, at man har anset manden for lettere forrykt. Og det eneste Niels Kjeldsen åbenbart fik ud af det var, at han fik "hugget Haanden af en Husar", før han blev skudt gennem hovedet bagfra - bagfra må det jo helt tydeligt have været. Men iflg. denne version, fordi han "vendte om og ville fly".

Niels Kjeldsens død i kamp med prøjsiske husarer ved Blaakjærskov 28. februar 1864

I de samtidige aviser kom de første beretninger herom fra "... et Brev fra Veileegnen, dateret 6te Marts (1864)", hvor det fremgik, at "den Dragon, der kæmpede saa tappert mod fire preussiske ved Blaakjærskov ..." var "blevet skrækkeligt mishandlet ... med Hjælmen revet af ... som Seierstrophæ ...", fundet og bragt til Vejle, hvor liget af Niels Kjeldsen blev overdraget faderen fra Give, hvor han blev begravet med mange Dannebrogsflag, der "vajede over Baaren". Allerede her, en uges tid efter begivenheden, var den første forvanskning kommet til i form af, at de 4 danske dragoner nu var blevet til 4 prøjsere, som Niels Kjeldsen kæmpede imod ene mand.
Det ser ud til, at den forherligende mytedannelse omkring Niels Kjeldsen for alvor startede 9. april 1881 med denne annoncering: "Udkommen er og faas i alle Boglader, Niels Kjeldsen. En dansk Dragons Kamp og død 1864. Et Digt af Martin Kok." Prisen var 1 kr. eller 2. kr. indbunden.[134] 
 
Karl Halfdan Eduard Larsen udgav 1902 en grundig undersøgelse af træfningen 28. februar 1864 med brug af stadigt levende vidner, herunder også grev Lüttichau, der havde affyret det dræbende skud mod Niels Kjeldsen. Udgivet som Dragon Niels Kjeldsen og hans Drabsmand i 1864.[135]
I den ophidsede debat, der fulgte mytedrabet i K. Larsens bog, blev han støttet af dansk historieforsknings nok største orakel, dansk kildekritiks fader, Kr. Erslev, der i Historisk Tidsskrift skrev en artikel med opbakning af og ros til "Prof. Karl Larsen". Hvor Erslev har fundet K. Larsens titel er ikke godt at vide, men hermed fik Erslev så på vanlig vis sat tingene på plads. Næppe blandt mytens mest ihærdige og vrede tilhængere. Men vel hos en del mere rationelt tænkende med respekt for historisk dokumentation.

Træfningen omkring Vorbasse 29. februar 1864

Dagen efter den prøjsiske tilfangetagetagelse af Niels Kjeldsen og hans gruppe forberedte prøjserne at gøre det helt af med 5. eskadron, som de havde "et godt Øje til" iflg. et brev fra sekondløjtnant Valdelin Saurbrey til moderen 1. marts 1864.[136]
Chefen for tredje dragonregiments femte eskadron, ritmester E. E. Moe og premierløjtnant Castenskjold med 4 underofficerer og en trompeter samt 41 menige var indkvarteret i Vorbasse. Resten af eskadronen var fordelt i området med tre feltvagter, 7 mand i henholdsvis Bække og Kragelund Huse, og 19 mand på Skjødegaard under kommando af sekondløjtnant V. Saurbrey.
Ud over disse feltvagter var der 20 mand indkvarteret på Skødebjerggaard under løjtnant Valdelin Saurbreys kommando.
I et skolelærerbrev om træfningen nævnes Skødebjerg som stedet for træfningen, og at det var her, "Lieutenant Saurbrey (havde) Kommando".[137]
Ritmester E. E. Moe sendte samme dag, 29. februar fra Grindsted en rapport om træfningen til sine overordnede i første kavaleribrigade i Vejle.[138]
To eskadroner prøjsiske husarer med 250 mand var sendt ud for at fjerne Moes femte eskadron, da de havde "et godt Øje til" eskadronens aktioner, der sinkede den prøjsiske fremrykning. Omkring 90 af disse husarer blev p. gr. af forkerte efterretninger i Bække, hvilket betød, at det var 160 prøjsere, der skulle gøre det af med de 100 danskere.
I den første avisdækkede efterretning 2. marts fra ryttersammenstødet mellem de danske dragoner og prøjserne 29. februar 1864 lyder beskrivelsen, at der var "c. 50 Mand af 3die Dragonregiments 5. Eskadron og c. 100 Mand af det 8de preussiske Husarregiment ...". Altså 50 danskere over for 100 prøjsere.[139]
Der er enighed mellem ritmester Moe og sekondløjtnant Saurbrey i deres respektive beretninger om, at prøjserne ankom fra Lejrskov med 2 eskadroner husarer, for at angribe den danske eskadron, der var blevet flyttet fra Fitting til de positioner, som man ud fra Moes indberetning kan udlede må have ligget omkring eller mellem Vorbasse og Bække, d.v.s. forposterne, Skødebjerggaard[140] og Vorbasse.
Der havde 29. februar 1849 ikke været efterretninger om prøjsiske troppebevægelser, så ritmester Moe foranstaltede som planlagt i Vorbasse en hesteparade, hvor hestenes sundhedsmæssige tilstand skulle kontrolleres.
Hestene var netop blevet klar efter paraden, da der kom melding om "Fjendens Fremrykning ... og fra Forposterne...", at de, forposterne var blevet "kastede tilbage".
Sekondløjtnant V. Saurbrey modtog disse efterretninger sammen med ritmester Moe i Vorbasse, hvor han "heldigvis (var) mødt til Hest" og han vendte så "Hjem" til sit kvarter på Skjødebjerggaard, hvorfra han "som et galt Menneske" måtte opmuntre soldaterne på Skjødebjerggaard til at gøre modstand, hvilket hjalp forenet med, at der kom hjælp fra "en del af det fra (Ritmester Moe) kommende Mandskab", og det lykkedes at befri "Overvagtmester Jøns og de fangne Dragoner", der i overraskelsesangrebet på forposterne var blevet taget til fange.
Det lykkedes herefter sekondløjtnant Saurbrey og hans deling at nedkæmpe den prøjsiske modstander, der flygtede, og - som han skriver til moderen den følgende dag - nu var "hele Eskadronen kommen til Hest og vores Sejr belønnedes nu med at gøre nogle 30 Fanger og 22 Heste." I hans sejrsberetning til moderen indgår også en for prøjserne lidet flatterende øjenvidneberetning: "Nu gik det lystigt, Ritmesteren var den første, der stak af, dernæst hele Flokken, som vi pryglede efter bedste Evne, indtil jeg pludselig opdager, at jeg med tre Mand er ganske alene mellem dem, mens de andre fulgte en 50 Alen efter. Jeg maatte standse et Øjeblik for at faa Folkene med."
Valdelin Saurbrey beretter videre i brevet til sin mor 1. marts 1864, "tænk dig hvor komisk, med 30 Mand (forjog vi) ca. 140 Preussere." Da ritmester Moe nåede frem flygtede de prøjsere, som Saurbrey allerede stort set havde overmandet. Eller som ritmester Moe fortæller i sin indberetning om afslutningen ved Vorbasse: "Sekondløjtnant Saurbrey, der heldigvis var til Hest, kastede sig over ... (fjenden) med en Del af det fra Skjødeberg kommende Mandskab og ... (befriede de tilfangetagne forposter, hvorefter) Fjenden ... saa gav sig paa vild Flugt og forfulgtes indtil paa den anden Side af Kragelund ... hvorfra Fjenden fik støtte af det ved Gesten og Ravnholt Hede posterede Infanteri, (og han) ... trak han sig (herfra) igen videre tilbage til sin tidligere Stilling bag Koldingaae."[141]

Erindringen om slaget ved Vorbasse 

I den lange række af 1864 nederlag var der, som det fremgår, tale om en ganske bemærkelsesværdig sejr, som i de samtidige meldinger blev beskrevet med stigende patos.
Viborg Stiftstidende og Adresse Avis meddelte 2. marts 1864 i "Telegrammer Kiøbenhavn, den 1ste Marts, Kl. 7,27 Aften. (Officielt).
I gaar Sammenstød ved Skjødegaard og Skjødebjerg tæt ved Vorbasse imellem Varde og Fredericia imellem Eskadronen Moe af 3die Dragonregiment og 2 fjendtlige Husareskadroner.
Vi mistede 6 Saarede, 3 Savnede og 5 Heste, men vi toge omtr. 30 Fanger..."
Det fremgår, at femte Eskadron her også kaldes Eskadronen Moe. Der er enslydende meddelelse om denne fægtning i en lang række aviser 2. marts 1864.
De følgende dage er der beskrivelser af "de i Mandags (29. februar) ved Vorbasse fangne preussiske Husarer..." Dagbladet København 5. marts 1864 har "modtaget et Brev fra Veile-Egnen". Der er her tale om en betydeligt dramatiseret historie, hvor "tvende (prøjsiske) Eskadroner fra Skanderup" var blevet sendt over Bække mod Vorbasse, hvor "vore vakre Dragoner sprang på Hestene, en Deel paa de nøgne Heste (uden sadel) samt uden Hjelme..." Andre aviser har tilsvarende (postulerede) øjenvidne beretninger her og de følgende dage.
Noget forsinket i forhold til træfningen i Vorbasse, der fandt sted 29. februar, meddeler Dagbladet (Københvn) 7. marts 1864, "Fra vor Meddeler i Veileegnen have vi endvidere modtaget Følgende, dateret den 3die Marts : om Natten efter Træfningen arriverede den preussiske Ritmester tilfods tilbage til Gjelballe, og omtrent paa samme Tid ankom dertil, ligeledes tilfods, en menig preussisk Husar, som havde gjemt sig i en Grøft paa Skjødegaards Mark, indtil Alt var roligt, og derved var undgaaet vore Dragoners Opmærksomhed.
Flere preussiske Heste kom ligeledes uden Ryttere til Gjelballe. Af sine mere eller mindre saarede Heste bragte Fjenden hjem til Gjelballe og Skanderup 30 Stykker. I Gjelballe savnede Fjenden 28 Mand af de der indkvarterede og i Skanderup 10 Mand. Igaar Morges forlod en meget stor Rekognosceringspatrouille Kolding og red imod Veerst, formodenlig for at hævne sig paa Vore. ... " 
Ud over tabstal for og flugtbeskrivelser fra de prøjsiske styrker, viser denne meddelelse, at der har været placeret prøjsiske styrker i både Gelballe og i Skanderup, som er blevet dirigeret til Vorbasse for at få gjort kål på de danske rekognosceringsryttere fra tredje Dragonregiments femte eskadron. Samt at der har ligget "en meget stor (prøjsisk) Rekognosceringspatrulje" i Kolding.
Lidt senere, 4. marts 1864 rapporteredes der "fra et Øjenvidne", at de prøjsiske spioner åbenbart havde fundet ud af, at for Moes egen afdeling af femte eskadron i Vorbasse var der 29. februar organiseret en "Hesteparade", hvor officerer og en dyrlæge skulle kontrollere "Hestenes Sundhedstilstand". Denne del af eskadronen har således været ukampdygtig under hestesynet. Men iflg. det berettende øjenvidne blev de hurtigt klar og slog resolut den prøjsiske overmagt, der var overrasket over, at denne del af eskadronen så hurtigt var blevet klar. I en opfølgende meddelelse 9. marts 1864 bekræftes det, at prøjserne ganske vist havde to husareskadroner på egnen, men at kun den ene nåede frem, således at prøjserne havde "c. 100 Mand, og paa vor Side Deeltog kun c. 46 Dragoner ...".
Om overmandingen af forposterne berettes der, at medens der var "hesteparade" hos ritmester Moe i Vorbasse blev en vagtmester og en korporal med 3 mand overmandet af prøjsere, men så kom sekondløjtnant Saurbrey med 20 mand dem og Moe til undsætning.
De prøjsiske husarer meddeles i aviserne at være faldet i snefyldte grøfter, og der blev taget 30 til fange, heriblandt en læge, hedder det i en avismeddelelse 9. marts 1864. 
Erindringer om ryttertræfningen ved Vorbasse finder man også, f.eks. i Roskilde Avis 8. april 1922 og Jyllandsposten 15. april 1922, hvor den erindrende soldat, Jens Peter Hviid må være født i 1840'erne eller før. Der er i hans erindringer adskillige faktuelle fejl omkring træfningen, men kan vel betragtes som et levn af de erindringer, der var omkring ryttertræfningen. Eller som de forekommer i nekrologer og digte.[142] 
En helt samtidig beskrivelse af begivenhederne 28. og 29. februar 1849 finder man i en dagbog "en Dames Dagbog fra Kolding 1864".[143] Det er selvfølgelig sparsomt, hvad den skrivende købmandsfrue, der husede mere end 20 forbundssoldater, kan berette om begivenheder i og omkring Vorbasse. Men taget som et vidnesbyrd om den effektivitet, hvormed den lokale snak, velsagtens befordret af oplysninger fra forbundstropperne, der har kunnet give meddelelser herom, så er dagbogens oplysninger informerende. Dagbogen er ført hver dag med start 1. februar 1864.
Der er som anført her også gode informationer om Niels Kjeldsen affæren allerede samme dag, "Søndag den 28. Februar".
Den ganske levende beskrivelse i dagbogen kunne som anført tyde på at være erhvervet ved beretninger fra forbundstropper indlogeret hos Kolding familien, hvilket ikke mindst fremgår af dagbogens beretning om Niels Kjeldsen 28. februar.
Den følgende dags dagbogsoptegnelser, "Mandag den 29. Februar" meddeler, at "… I Dag har her været Røre i Gaden. Infanteriet har øvet sig i et Par Timet. I Middags kom en lukket Vogn med en dansk Husarofficer og en Trompeter som Parlamentær, hvad det nu har at betyde, godt eller ondt. …"
Her var budskabet om Vorbasse ikke nået frem samme dag, måske først den følgende dag, fordi det var en for forbundstropperne ikke så heldig begivenhed.
Men i dagbogen "Tirsdag den 1. Marts (hedder det, at) … I Gaar har vi gjort et godt Kup. 40 af vore Dragoner har taget 51 af de blaa Husarer til Fange. De ligger langs med Grænsen, og dette skete et Par Mil inde ved Vorbasse…"
 
Nutidigt foto af Skjødebjerggaard, et par kilometer sydøst for Vorbasse, hvor løjtnant V. Saurbrey 29. februar 1864 var indkvarteret sammen med 23 dragoner fra 3. Dragonregiments 5. eskadron, som slog de overtallige prøjsiske styrker. Foto Sune Wadskjær Nielsen.
Samt maleri af Karl Hansen-Reistrup 1892. Iflg. Sune Wadskjær Nielsens kommentar, har kunstneren malet de preussiske husarer med forkerte uniformer, idet 1. Westfaliske husarregiment nr. 8, som de danske dragoner kæmpede mod, havde mørkegrå,  næppe garderhusarregimentets røde uniforer. De danske dragoner er korrekt afbildet i lyseblå uniformer.
 
Jørgen Sonne har malet samme motiv i 1877, hvor vinterlandskabet er nogenlunde det samme, hvor de danske dragoner er klædt i lyseblå uniformer og bærer dragonhjælme over for de prøjsiske husarer i mørkegrå uniformer.[144]
 
Involverede danske dragoner og antal tilfangetagne varierer en smule i forhold til andre oplysninger, men må under alle omstændigheder formodes at være blevet meddelt således til den dagbogsførende dame. Der har naturligvis i denne af forbundstropperne meddelte version intet været om - og slet ikke med navn - Sekondløjtnant Saurbreys indsats. 
Iflg. foredrag af premierløjtnant O. F. Gedde i 1903[145] havde Saurbrey på Skjødebjerggaard kun 20 mand. De resterende 10 mand må, såfremt dette er korrekt, have været mænd, som ritmester Moe fik sendt afsted fra Vorbasse, da det blev kendt, at prøjserne angreb.
O. F. Gedde sluttede sit foredrag af med om Saurbrey at erklære: "Sekondløjtnant Saurbrey, Helten fra Vorbasse, nævnes han ofte, og visselig ikke med Urette; thi det var i første Linie ham og alene ham, der ved sin modige og absolut resolutte Optræden skaffede os Sejren." 

Vorbasse Krigshavn

Man kunne i princippet forestille sig en sammenhæng, hvor beskrivelsen af den stort set eneste fægtning med dansk sejr i 1864, "Cavellerifægtningen ved Vorbasse" 29. februar 1864, at den i den daglige omtale kunne have ført til hædersbetegnelsen "Vorbasse Krigshavn".
Blot er der i den lille midtjyske by Vorbasse kun et gadekær.[146]
De navnkundige husarer fra femte Eskadron, Eskadronen Moe har muligvis ind imellem været forsamlet omkring gadekæret i Vorbasse, før de i nogen spredt fægtning p. gr. af den afholdte "Hesteparade" d. 29. februar under V. Saurbreys ledelse begav sig i kamphandlinger med de prøjsiske styrker.
Men gadekæret i Vorbasse har næppe spillet nogen som helst rolle under de aktioner, femte eskadron havde. Tvært imod så hedder det i de første efterretninger om kamphandlingerne, at det var "ved Vorbasse". Det fremgår af foredraget i 1903 af premierløjtnant O. F. Gedde, Ribe, at de to dele af Eskadronen Moe opholdt sig i henholdsvis landsbyen Vorbasse, samt ved Skjødegaard / Skjødebjerggaard.
Ritmester Moe og Premierløjtnant Castenskjold opholdt sig i Vorbasse under "Hesteparaden" indtil der kom melding om det prøjsiske angreb, hvor helten - bliver han udnævnt til af O. F. Gedde - sekondløjtnant Saurbrey skyndsomst begav sig til sin afdeling af eskadronen på Skjødebjerggaard. 
Krigshavnsbetegnelsen er således særdeles tvivlsom, et vittighedslignende udtryk i den helt konkrete situation. Onde tunger vil endda hævde, at en datidig gøgler, som ofte optrådte i Vorbasse, Professor Labri skulle være ophavsmand til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".
Det har været muligt at finde et spor fra Labri til Vorbasse Krigshavn, nemlig Isefjordposten 6. okt. 1919, som kan berette herom, at ”en ung journalist spørger "Professor Labri" til hans mening om Venstre politikeren J. C. Christensen”,[147] hvortil Labri selvfølgelig kun vil servere en vittighed: "Det gør mig altid ondt, naar Venner kommer i Knibe ... men paa denne højtidsfulde Dag har jeg og min skønne Ledsagerinde forladt Vorbasse Krigshavn, hvor vi nylig har givet Forestilling for Kongen af Kerteminde ..."
Niveauet og den sproglige fantasi i Labris verbale udfoldelser fremgår klart og tydeligt. Men alligevel kan udtrykket udmærket være opstået før Professor Labri gjorde det til en vittighed.
Selvom det i princippet godt kunne være gøgleren Labri, der omkring 1919 har fundet på udtrykket Vorbasse Krigshavn i forbindelse med, at han hellere serverede sproglige finurligheder end at rode sig ind i noget, der kunne være en politisk diskussion med stærke holdninger for og imod en højaktuel politisk person. Hvad J. C. Christensen angik, så var det ikke blot Alberti-skandalen,[148] man erindrede, når talen kom på J. C. Christensen, men også hans magtfulde optræden i forskellige sammenhænge i partiet Venstre, hvor det nok ikke altid har været lige let at være partifælle med ham. Så her skulle Labri ikke have noget klinket.
Ud over den pludselige indskydelse i 1919 kan Professor Labri også slet og ret have hørt udtrykket, når han har været på et af sine besøg i Vorbasse.
I Kolding Folkeblad 4. april 1891 nævnes "en Kadet fra Vorbasse Krigshavn", hvilket viser, at udtrykket har været offentligt kendt også i 1891. Der er i Kolding Folkeblad 1. juli 1899 en artikel, En Tur over Heden, hvor en cyklist har taget turen, bl.a. fordi han har hørt om Vorbasse Krigshavn.
Professor Labri, som oprindeligt hed Johannes Marius Dines Petersen, Johannowitz (Johannes med vittighederne, som han også skulle have kaldt sig) er født 1863, og kunne i princippet godt have fundet på udtrykket "Vorbasse Krigshavn" allerede før 1891. Det fremgår blot ikke af nogen konkret dokumentation, at han, Labri har serveret udtrykket, før det nævnes i Kolding Folkeblad 1891 og 99.
Og skulle han være født i Vorbasse, som ind imellem hævdet, så fremgår det ikke af den stedlige kirkebog. Derimod er der i kirkebogen for Nyborg Sogn registreret Johannes Marius Dines Petersen, født 5. august 1863. Præsten skriver i en anmærkning: Han kaldes "Professor Labri". Signeret T. Løgstrup.[149]
De første annonceringer af Professor Labri som tryllekunstner m.v. ser ud til at forekomme i aviserne fra 1893-94, de allerførste med begrænset succes, som det fremgår af samtidige aviser.[150] Om det er 1893, som er starten på karrieren som "Professor Labri" eller 1886, som Labri selv kunne finde på at hævde er vanskeligt at afgøre. Og heller ikke afgørende vigtigt i denne sammenhæng.[151]
Det er sikkert og vist, at Professor Labri ofte har haft Vorbasse med i de rablende bemærkninger, som han blev kendt for. F.eks. Holstebro Dagblad 7. november 1911, hvor Labri annoncerer sit "25 Aars Jubilæum paa Fredag 8 Dage (start må så have været 15. november 1886 som gøgler, såfremt det er dette jubilæum, Labri vil lade "forløbe i Stilhed") ..." Der bliver her serveret mange fine vitser om Vorbasse, dog ikke om "Vorbasse Krigshavn". Han meddeler, at han "har søgt Embede som Fodermester på Vorbasse Fattiggaard ... (at han gerne vil være) Havnefoged i Vorbasse, hvor 33 store Skibe er strandede i den senere Tid ... (samt omtaler) den hellige Pave af Vorbasse..."
Det fremgår, at Vorbasse optræder i Labris sprudlende ordforråd. Men om krigshavnen skulle have optrådt før 1891 eller 1899, hvor den også bliver omtalt i bl.a. Kolding Folkeblad 1. juli, det får stå hen i det uvisse. 
Man kunne - med lige så megen rimelighed som Labri-myten - antage, at glæden over sejren 29. februar 1864, over de brave husarer, der havde været placeret i og omkring byen, samt det eksisterende gadekær, har affødt krigshavn navnet, som det først har været muligt at konstatere komme skriftligt til udtryk i Kolding Folkeblad 1891. Og som først betydeligt senere kan konstateres brugt som en af Professor Labris talrige sproglige udfoldelser.
Lokalhistorisk Arkiv Vorbasse ser mest ud til at hælde til professor Labri som oprindelse til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".[152]
Men derfor kan det sagtens være en opstået vandrehistorie, der som bekendt ikke bliver mere sand af mange gentagelser.

Andre erindringer fra Andst Herred om krigen i 1864

Fra Andst Herred og Kolding har det været muligt at benytte forskellige former for erindringsmateriale. Som den eneste dagbogslignende, lokale erindring, ført af en, der deltog i krigshandlingerne i 1864, er der benyttet en ikke udgivet dagbog, som må formodes efter militærtjenesten at være blevet redigeret til en dagbogslignende beretning.
Dagbogsskriveren, Gregers Kristensen var menig soldat, jordejer, husmand i Hejnsvig ved Grindsted, da han deltog i krigen i 1864 som ”soldat ved det 6te inft. Regiments 2. Comp. No. 65”.[153]
I 1890 og 1901 folketællingerne[154] er Gregers Kristensen anført som ”jordbruger, husmand, født sept. 1834”, 55 år gammel, hvilket svarer til en alder på 29 ved indkaldelsen i 1863. Gregers Kristensen var 1890 gift og havde 5 børn i alderen 1-17 år iflg. folketællingerne.[155]
 
Gregers Christensens ansøgning om erindringsmedalje.
Det fremgår, at tjenestetiden blev anført i næsten overensstemmelse med dagbogens angivelser, 10. Decbr. 1863 til 14. August 1864.
Under krigsdeltagelsen i 1864 var Gregers Kristensen gift og havde et barn. Han er tildelt erindringsmedalje[156] for sin deltagelse i 1864 krigen. I ansøgningen er navnet i modsætning til folketællingerne og den ikke udgivne dagbog Christensen og ikke Kristensen.[157]
Gregers Christensens dagbog er næsten helt uden personlige oplysninger og fremtræder som en bevidst strengt kronologisk og geografisk opbygget beretning. Formentlig skrevet ud fra notater, der er taget under militærtjenesten, da der ret nøje angives både klokkeslæt og datoer i de nedfældede erindringer.
Gregers Christensen meldte sig 10. dec. 1863 som nyindkaldt soldat ”i staden Slesvig”. Indkaldelsen var en klar konsekvens af konflikten mellem Prøjsen, Det Tyske Forbund og Danmark - forårsaget af den danske 1863 novemberforfatning, hvor Slesvig blev en del af kongeriget Danmark. Og desuden en konsekvens af den almindelige værnepligt, der var blevet indført 12. februar 1849.
Iflg. dagbogen blev munderingen først udleveret 12. dec., to dage efter indkaldelsen, hvilket måske kan tages som udtryk for den mangelfulde praktiske forberedelse til krigen, som var en uundgåelig konsekvens af den førte danske politik i forhold til hertugdømmerne.
Mellem jul og nytår blev de nyindkaldte soldater ved ankomsten til Slesvig lagt i ”Kvarter” i landsbyen Dørpsted.[158] Der blev her udleveret våben, som 1. februar for første gang var de indkaldtes besiddelse af skarpladte våben.
Tilbagetrækningen fra Dannevirke 6. februar nævnes ikke specifikt i dagbogen, men Gregers Christensen var her i Hollingstedt, den vestlige del af Dannevirke, på retræte den hele nat, og han deltog i en træfning ved Oversø mod østrigske tropper.[159]
Da han var en del af 6. regiment blev han ikke involveret i de blodige kampe på Als.
Det fremgår, at Gregers Christensens kompagni d. 7. februar om natten var kommet til Sønderborg lidt uden for byen, tilsyneladende indlogeret på en bondegård, hvor soldaterne ”lå i noget halm…”
Det bemærkes i dagbogen, at soldaterne fik ”ærter til middagsmad”, og at de ”såmænd også var noget tjenlige til at få noget og spise.”
D. 15. februar kom Gregers Christensens regiment og kompagni til ”Dybbøl Præstegård, hvor vi lå som hovedstyrke.”
22. februar var der angreb på skansen, hvor ”Geværkuglerne peb, granaterne lyste … (hvorefter soldaterne) trak sig ind til Ragebøl … med streng frost … ingen varm mad, men levede af brød og brændevin … undertiden … en kop sort kaffe til 4 skilling pr. næse.”
Det omtales i dagbogen, at kompagniet 24. februar ”var på arbejde ved skanse nr. 9-10”, og at man marcherede herfra og til Sønderborg, hvorefter man vendte tilbage til skanse 4d.
Afstanden mellem Dybbøl og Sønderborg er skønsmæssigt 3-4 km.
26. februar afløstes regiment og kompagni som hovedstyrke ved Dybbøl og ”tog stilling i Tvingegården for at modtage prøjserne…”, som åbenbart ikke dukkede op, og soldaterne drog 27. februar igen til Sønderborg, herfra ud på landet, til Egen på Als, hvor soldaterne lå indtil 5. marts.
I dagbogen iagttaget fra positionen på Als og i Sønderborg begyndte d. 14. marts ”bombardementet fra Broager land … (og) d. 16. … (blev) flere granater sat ind i Sønderborg, tændte brand og gjorde stor skade. ”
Herefter blev regiment og kompagni fra 17. marts forpost på Dybbøl, hvor ”vort tab var omtrent 3-400 mand.” Men det var først under beskydningen 20. marts, at de første i Gregers Christensens kompagni blev dræbt. Der var heftige kampe 28. og 29. marts med ubetydelige tab af egne, men flere prøjsiske tab, som i dagbogen formodes at være sket, fordi ”fjenden var kommet så tæt på vore skanser, at de var blevet beskudt … både fra løbegravene af infanteriet og fra skanserne af kanonader.”
I tiden frem til 10. april var der stærk beskydning af Sønderborg og Dybbøl, og ”Dybbøl Mølle blev nedskudt kl. 2 om eftermiddagen.” D. 18. april lå kompagniet i reserve i en skov ved Ulkebøl Nørremark.”[160] Stormen på Dybbøl d. 18. april 1864 er ikke særskilt omtalt her ud over, at ”… tabet var denne dag stort … medens fjenden havde fået held til at bemægtige sig vor fremskudte Dybbølstilling.”
Fra slutningen af april til ind i maj bliver det i dagbogen iagttaget, at ”… ikke et skud faldt i de 6 dage, fjenden sløjfede vore skanser og var så lystige.”
Herefter har dagbogen i løbet af maj 1864 aktiviteter som læsning, skiveskydning, eksercits, ”lønning” m.v.
 
Den i dagbogen omtalte skanse 4d ses her på en plantegning udført 1862. Der var i Dybbøl 10 skanser.[161]
 
10. juni kommer regiment og kompagni ved afløsning til kvarter i Oksbøl.
25. juni anfører dagbogen, at ”da var våbenhvilen udløbet.”
Der er her tale om fredskonferencen i London, der foregik efter angrebet på Dybbøl 18. april, fra den 20. april til den 25. juni 1864, hvor der var våbenhvile, som ophørte da det viste sig, at Danmark - hvor der var intern splittelse mellem de nationalliberales ønsker og kongens ønske om at bevare helstaten - ikke kunne nå frem til et forhandlingsresultat i forhold til Det Tyske Forbund, repræsenteret ved Prøjsens kansler Bismarck.
Krigshandlingerne startede derfor igen, og 29. juni erobrede Prøjsen Als med Dybbølstillingen. I dagbogen hedder det herom, at ”den dag blev Als erobret undtagen Kegnæs, hvor vort kompagni måtte ligge.”
I løbet af juli 1864 var der retræte fra Als, og om kompagniet anføres det 20. juli, at der ”var vi på arbejde ved Middelfart, på jernbanen opkastede vi løbegrave…”
På denne tid var Monrads nationalliberale regering gået af, og fra 8. juli havde C. A. Bluhme indledt fredsforhandlinger med Prøjsen og Østrig.
Herefter beretter dagbogen om forskellige aktiviteter. Afmarch d. 31. juli, hvor kompagniet havner på Sjælland, hvorfra der fra Høje Tåstrup d. 11. august var afmarch til Køge med ophold her indtil 15. august, hvor ”vi opnåede den store glæde at komme på hjemrejsen…” 
Ud over at være en temmelig nøje ført, personlig registrant over krigsbegivenhederne i 1864, så illustrerer Gregers Christensens beretning periodisk krigsdeltagelsens mangelfulde forsyningssituation. Og i sporadiske glimt forholdet til de deltagende officerer, som Gregers Christensen knapt kendte ved navn, men med bemærkninger til udtalelser fra dem, hvis regiment og kompagni blev rost. Stillingsmæssigt er Gregers Christensen også som mindre jordbruger et typisk eksempel på krigsdeltagelsen, således som det mere specifikt fremgår af efterfølgende afsnit om den lokale krigsdeltagelse.  

1864 i Viborg, Skive området[162]

Den danske fjerde division under generalløjtnant Hegermann-Lindencrone[163] trak sig allerede før slaget ved Dybbøl og i løbet af marts 1864 op over Horsens og Skanderborg mod Viborg og Skive. Målet var Mors, hvor Hegermann-Lindencrone og hans 4. division mentes bedre at kunne klare sig over for de forfølgende forbundstropper.[164] Hensigten var i første omgang, at Hegermann-Lindencrone og hans fjerde division i Nørrejylland skulle forhindre forbundstropperne i "med mindre Styrker at udbrede sig til denne Landsdel."
En del af den tilbagetrækkende, danske styrke skulle fra Langå transporteres med den nyanlagte jernbane til Skive.[165] Her opholdt styrken sig så 13. og 14. april i frygt for et eventuelt fjendtligt angreb, som dog ikke kom, og 16. - 17. april blev overførslen til Mors så foretaget. 
De danske og prøjsisk-østrigske militære organisationsforhold og bevægelser efter slaget ved Dybbøl 18. april 1864 er udførligt beskrevet i Generalstabens 3. bind om 1864.[166]
Da det danske nederlag ved Dybbøl var en realitet 18. april 1864 rykkede de forfølgende prøjsiske og (især) østrigske styrker 26. april ind i Viborg, 28. april stod de i Dommerby, 30. april blev Skive besat.
Iflg. Generalstaben havde de tyske forbundstropper efterladt Divisionen Münster med en kombineret Kommando i Viborg under Generalmajor von Bornstedt. Noget af denne styrke blev også sendt til Skive, hvor der var en jernbaneforbindelse under etablering. Med krigstidens forhindringer.
Jernbanestrækningerne Aarhus-Randers og Langaa-Viborg var blevet åbnet driftsmæssigt inden krigsudbruddet 1864, nemlig 21. juli 1863 iflg. Dagbladet København.[167]
Strækningen Viborg-Skive var egentlig først planlagt til driftsmæssig åbning i oktober 1864,[168] men var næsten anlagt, da 1864 krigen startede, og blev herunder istandsat og benyttet driftsmæssigt, bl.a. som oven for anført til den danske troppetransport, som 16.-17 april gik videre fra Skive til Mors. Forudgående var Hegermann-Lindencrones tropper i marts 1864 blevet transporteret med den nyanlagte, endnu ikke færdigt anlagte jernbane fra Langå til Skive.[169] 
En nærmere, samtidig beskrivelse af situationen omkring forbindelsen Langå-Skive/Struer kan man finde i en adresse til indenrigsministeren fra 29 sogneforstanderskaber "i Omegnen af Skive" 16. april 1864, meddelt i Dagbladet København 29. april 1864. Det fremgår af denne adresse, at jernbanestrækningen Langaa-Skive i marts var blevet benyttet til troppetransport, men at man nu, 16. april også gerne ville have banestrækningen "aabnet for Publikum". 
Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis meddelte 10. maj 1864, at forbundsstyrkerne denne dag og dagen før "... fra Skive ved Hestekraft har ført ... pr. Jernbane og videre herfra ad Linien til Langaa flere Locomotiver og et stort Antal Waggons ... vel nærmest for at berøve vore Tropper Leiligheden til Brugen heraf ...", hvilket også viser, at jernbanelinjen Skive-Langaa har været funktionel i maj 1864, men at forbundstropperne også havde indledt bestræbelserne på at tilintetgøre denne transportmulighed.  
Under forbundsstyrkernes besættelse af stort set hele Nørrejylland blev der etableret våbenhvile 12. maj med genoptagelse af krigshandlingerne 25. juni.[170] 
De tyske forbundstropper truede under våbenhvilen med at sprænge jernbaneforbindelsen Viborg-Skive ud af funktion. Straks efter de genoptagne fjendtligheder blev der gjort alvor af truslen, og broen ved Langå blev sprængt i luften d. 27. juni 1864 ”ved Krudtminer”.[171]
General von Falckenstein havde samtidig, 26. juni lavet en "Bekendtgørelse" til Jyllands Beboere, og lokalt meddelt i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. juni 1864, at man nu var overgået til "de allierede Armeers Administration ... som man skal rette sig efter ... og aflevere til samme Skatter og Landets andre Indkomster ..."
Sprængning af Langaa broen 27. juni 1864
 
I Skive åbnede jernbanedriften med den første jernbanestation 17. okt. 1864, tydeligt forsinket af krigen i 1864. Krigen 1864 - 200 træsnit i Forsvarets Arkiver.
 
Der blev igen 1. august 1864 indgået en ny våbenhvile, hvor forbundstropperne forinden fordrev Hegermann-Lindencrones tropper fra Fur. Bådejerne blev her af de danske tropper pålagt at føre deres både til Mors, så de tyske tropper ikke kunne få fat i dem. Som også anført af G. Schütte i Skivebogen[172],  var der 9 furboere, der nægtede at gøre dette, og som konsekvens fik de deres både ødelagt af de danske tropper, så de ikke skulle falde i fjendens hænder. De gæve Furboere nægtede i en høflig skrivelse til den prøjsiske konge at modtage "50 Rigsdaler preussisk Kurant" i erstatning.
Denne opbyggelige historie ses også i samtiden i f.eks. Sjællands-Posten 25. august 1864. Som det fremgår af avisreferatet, var den af von Falckenstein tilbudte sum 65 Rigsdaler preussisk Kurant. Uanset de manglende 15 rigsdalers skæbne - dem hører man ikke om, det kan også være almindelig journalistisk sjusk - så har den fælles fjende, ikke mindst personificeret i von Falckenstein, utvivlsomt været godt for det lokale sammenhold i 1864 dagene. 
Dags-Telegrafens farvelvise til von Falckenstein 14. august 1864 er demonstrativ med antydningen af, at Den Kullede Greve nu af Niels Ebbesen og andre gode jyder var blevet forvist fra det område. Og demonstrerer, hvordan man - efter nogle måneders plage med beskatning og irritation over den fremmede prøjser - var blevet ganske uglad ved hans tilstedeværelse.[173]
Men netop holdningen til von Falckenstein kan måske også eksemplificere, at meningerne var delte, også dengang.[174]
I modsætning til borgerkrigens start i marts dagene 1848, så blev Viborg og Skive egnen ved krigsudbruddet 1. februar 1864 nu direkte krigsdeltagende, og denne gang ikke blot i det fatamorgana, som Slavekrigen havde været.
Hvad angår den direkte krigsdeltagelse, så er der 1864 registreret 3 faldne fra Skive, 2 faldet ved Dybbøl, 1 død af tyfus, begravet på Sandager Kirkegård. Fra Viborg er der 1864 registreret 2 døde, 1 faldet ved Dybbøl, 1 død af tyfus, begravet på Garnisonskirkegården i København.[175]
De af  Jens Clausen i Skivebogen 1931 anførte navne kan ikke verificeres i de af Cohen registrerede dødslister.[176]
Navn
Lokalitet
Lokal kirkebog
Fangenskab
Niels Simonsen
Dølby
Intet dødsfald registreret.
Magdeburg
Mads Lauridsen
Øster Grønning
Intet dødsfald registreret.
Niels Thomsen
Fur
Jeppe Pedersen
Brøndum
Intet dødsfald registreret.
Peter Eriksen
Frammerslev
Søgt i Krejbjerg og Oddense.
Jens Jensen
Skive
Intet dødsfald registreret.
Laurs Kristensen
Skive
Intet dødsfald registreret.
N. C. Melgaard
Skive
Intet dødsfald registreret.
Küstrin
Jens Nielsen
Sparkær
Magdeburg
C. Petersen
Selde
Intet dødsfald registreret.
M. Jensen
Mønsted
Intet dødsfald registreret.
H. Jensen 
Heilskov
Intet dødsfald registreret.
Jens Clausen navne er også kun anført som "danske Fanger". Men det anføres dog også, at "Dødsbudskab naaede til ikke faa Hjem." Hertil kom iflg. Clausen også forskellige ondartede sygdomme, der plagede lokalt.
På det foreliggende grundlag er det ikke muligt at afgøre, om Jens Clausens 11 i Magdeburg og 1 i Küstrin tilfangetagne også blev til dødsfald, som under alle omstændigheder ikke er registreret af Cohen.
De af Jens Clausen anførte navne, nævnt som tilfangetagne - med lokalitet, og hvor de er anført som fanger fremgår af ovenstående tabel. Der er som kontrol af, om der skulle være evt. dødsfald i forbindelse med de anførte navne foretaget en gennemgang af de relevante sognekirkers fortegnelse over døde mænd 1864 og 1865. Der er her ikke fundet dødsregistreringer for de af Jens Clausen nævnte navne. 
Der er ikke afgørende grunde til at erklære Cohen tabslisterne som værende mere troværdige og præcise end de oplysninger, vi får fra Jens Clausen. Blot er der det problem med Jens Clausens oplysninger, at vi ikke får noget belæg for de af ham anførte navne. Selvom kirkebøgernes dødsregistreringer for 1864 og 1865 ikke viser nogen af de af Jens Clausen anførte som døde, kan det selvfølgelig ikke dermed konstateres, om de pågældende skulle være døde i det fangenskab, de har været i.
En forsigtig konklusion kunne måske være, at der næppe har været flere dødsfald som en konsekvens af 1864 krigen, end de af Cohen anførte 3 fra Skive og 2 fra Viborg.
Rigsarkivet har Sallinglands Herredsfoged med lægdsrulle 1840-1918,[177] som ikke er gennemset i denne undersøgelse.[178] Det betyder, at de her i det følgende formidlede, lokale veteranberetninger udvælgelsesmæssigt har tilfældighedens karakter. Men da formålet ikke er et statistisk holdbart overblik over områdets veteraner, skønnes det til formålet at være et rimeligt udvalg.
 

Oplevelsen af tiden før og under 1864 krigen i Skive

Før krigsudbruddet 1. februar 1864 udtryktes der i Skive Avis 15. januar 1864 et højstemt "Farvel til vore bortdragende Krigere", som i sammenligning med den lokale ligegyldighed i forhold til den slesvigske problematik i 1848 nok må karakteriseres som mere patriotisk.
"Telegram til Skive Avis ... 7. februar kl. 5 Eftermiddag ... Stor Forbitrelse ... overalt, baade i Rigsdagen ... og i Folket. "Det hedder videre, at "Conseilpræsidenten" har givet udtryk for at, han fralægger Kongens og sin "Andel i Tilbagetoget".
Den postulerede almindelige forargelse over den af de Meza beordrede tilbagetrækning får her fuld skrue.
Dog kan der konstateres en variant i holdningen til  Dannevirke rømningen allerede 10. februar 1864 i Skive Avis i dens kommentar til en proklamation fra Kong Christian Rex og D. G. Monrad, konseilpræsidenten, som her bringes i et uddrag:
"Soldater! Modtager derfor Eders Konges Tak!
Dannevirke er opgivet. I Fjendens Vold ere de Kanoner, der skulde have lammet hans Hovmod. Aabent ligger Landet for Fjenden.
Dybt føler jeg med Eder, hvad vi derved have tabt.
Men, mine Venner! Jeg har kun denne ene Armee til Landets Forsvar, og Eders krigskyndige Førere have formeent, at jeg ej længer vilde have nogen Armee, dersom I ei nu trak Eder tilbage. Derfor toge de Beslutningen at vige."
Skive Avis har som kommentar hertil i den landsdækkende presse fundet en særdeles regeringskritisk anmærkning, som må formodes også at være blevet en del af den lokale opfattelse af den nu helt åbenbare problematiske krigssituation, hvor i første omgang den "krigskyndige Fører", general de Meza måtte bære den øjeblikkelige konsekvens i form af fordømmelse:
"Kongens Proclamation til Hæren bliver af "Dagbladet" underkastet en drøi og næppe ganske ufortjent Critik. -Under det Indtryk, - hedder det - der er fremkaldt ved Røminngen af Danevirke, klinger denne Proclamation, for hvilken Biskop Monrad bærer Ansvaret, næsten som Haan."
I Jens Clausens artikel i Skivebogen 1931,[179] der bygger på avisartikler fra 1864, refereres det, at den tyske overgeneral Wrangel, da man viste ham de Mezas portræt skulle have sagt, "Jeg vil sige Dem, at den Mand har frelst den danske Arme; jeg kalder det ikke Klogskab, men Visdom, at han trak sig tilbage." 
Men i erkendelsens stund, hvor krigens realiteter med Dannevirke rømningen blev åbenbar, skulle der i Skive og omegn efterfølgende vise sig "stor Iver for at lindre vore Soldaters Nød."
Der skulle være blevet dannet en Uldkomite af "en række Skivedamer". Samt en "Forfriskningskomite".[180] Desuden blev der oprettet en komite af pastorinde Adamine Kierumgaard sammen med 6 andre damer fra Skive, ganske vist annonceret i Skive Avis 4. januar 1864 - altså før Dannevirkes rømning - som skulle forsyne de vinterfrysende soldater med varmt undertøj o.l.[181] 
De her ironiserende eksempler på lokalt engagement i 1864 krigens første dage finder man både i Gudmund Schüttes artikel i Skivebogen 1936 og i Jens Clausens artikel i Skivebogen 1931.[182]
Men eksemplerne kan velsagtens tages som udtryk for, at allerede før de prøjsiske og østrigske styrker nåede op til Limfjorden, var der en større optagethed af krigens realiteter at spore på Skive egnen end under den første slesvigske krig.
Allerede torsdag d. 28. april havde forbundstropperne været ved Dommerby og Jordbromølle, men først 30. april skete indrykningen fra Viborg i Skive med 3.000 mand under Brigadegeneral von Bornstedt iflg. Jens Clausen.[183] 
I modsætning til erindringer[184] fra Viborg - også selv om der refereres til disse erindringer i Skivebogen[185] - beskrives forbundstroppernes rekvisitioner i Skive som overdrevne og medførte også her, at der blev taget "prominente borgere" som gidsler for at inddrage rekvisitionerne. Her anføres - også i modsætning til Viborg-erindringerne - i Skivebogen,[186] at "mest hadet af alle var Falckenstein, som kun var i Skive et par gange. Var Banen blevet aabnet før sidst i Oktober, var han nok kommet noget oftere." Samme banestrækning skulle Falckenstein have forsøgt få færdigbyggeriet noget tidligere iflg. Clausen, så forbundstropperne kunne benytte den, men forgæves, den blev først åbnet officielt 17. oktober 1864.[187] Og det har vel bl.a. været den sprængte bro i Langå, der har været problemet. 
Det forekommer ikke usandsynligt, at den af J. Clausen postulerede modvilje mod Falckenstein først og fremmest var udsprunget af, at det var ham, der i juni eksekverede jernbanebroen ved Langå sprængt. Under alle omstændigheder kunne Skive Avis 18. august 1864 meddele, at "Englænderne ville gjøre Alt for at faae fuldstændig Skadeserstatning for den af General Vogel v. Falckenstein unødvendigt foretagne Sprængning af Jernbanebroen ved Langaa." 

Brevveksling, veteranberetninger fra Skiveegnen 1864

Skivebogen har et bind med brevveksling[188] og et bind med veteranberetninger,[189] som her skal refereres og citeres for at få et indtryk af, hvilke lokale erfaringer, men har kunnet udveksle efter krigen i 1864. Fotografiske gengivelser af veteraner skal først og fremmest søges på Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, som det fremgår neden for. De to uden arkivangivelse er scannet fra Skivebogen 80. bind 1989.
Ud over de her sidste to i Skivebogen 80. bind portrætterede veteraner fra 1864 - Jens Laugesen, Lihme og Mathias Nielsen, Ramsing, er der yderligere portrætteret Hans Sørensen, Lem, Peter Hedegaard, Lem, Bertel Pedersen, Vester Lem, Andreas Dooleweerdt, Rødding.
Udvalget har antageligt sin forklaring i, at meddeleren er Niels Sørensen fra Lem. Uanset udvælgelseskriterier, hvor man bemærker, at der bl.a. ikke er repræsenteret veteraner fra Skive, så er det en værdifuld samling af veteranberetninger, som her er offentliggjort i Skivebogen, 80. bind, foranlediget udgivet ved daværende museumsforstander / -inspektør Jens Ole Lefevre.[190]
Hans Sørensen, Lem blev som 25-årig indkaldt 1. december 1863, og var med ved Dannevirke, hvor han fik koldbrand i en fod, blev behandlet i København og sendt tilbage til Dannevirke, hvor han var med i de Mezas tilbagetrækning fra Dannevirke til Dybbøl. Her blev han oppasser for den af Krigsministeriet 20. april meddelte som nyudnævnt sekondløjtnant, kadet ved det kongelige svenske Krigsakademi, B. G. B. C. Baron Sparre.[191] Løjtnant Sparre ses usåret tilfanget efter slaget ved Dybbøl 18. april 1864.[192] Iflg. Hans Sørensen var Sparre "en krigslysten Vovehals ...", som stod oprejst midt i sin deling, da den blev stormet og beordrede "Skyd nu, for der er noget at skyde på ..." hvorefter han, da "de tyske var nået tæt på ..." råbte "smid nu Vaabnene Folkens, ellers kommer der ikke en eneste af os levende herfra". Her blev så Sparre taget til fange. Han blev 28. okt. 1864 udnævnt til Ridder af Dannebrog.[193] Hans Sørensen blev også taget til fange, ført over Flensborg til Hamborg, Berlin og blev indsat i fæstningen Posen,[194] hvor fangerne "sultede som Ravne".
 
Sønderborg Lokalhistoriske Arkiv, ”Beboere af Sønderborg på flugt under Bombardement”, tegnet af Fr. Visby. Kunne tjene som illustration til de fra Hedegaard refererede oplevelser 2. april 1864.
Peter Hedegaard, Lem blev 1864 som 23 årig indkaldt og ansat som militærarbejder i 2. ingeniørregiment, som ikke er omtalt i Generalstabens eller Tuxens fortegnelser, hvorimod der her er flere ingeniørkompagnier.[195] P. Hedegaard var med til at udbedre Dybbøl stillingen, men kom herfra til brandkorpset i Sønderborg, hvor han oplevede "omkring Midten af Marts ... en Granat fra Broager ... der slog ned i en Retirade ... (hvilket) udbredte en væmmelig Stank." Han oplevede også bombardementet af Sønderborg 2. april og Dybbøl 18. april, begge dele på afstand, hvorfra han kan berette om både blodige lemlæstelser, iblandet lokale vittigheder.
Jens Laugesen, Lihme[196] blev indkaldt som 32-årig forstærkningsmand 18. januar 1864. Han blev sendt til Fredericia, hvorfra han blev sendt til Nørresundby efter rømningen af Fredericia. Det må betyde, at J. Laugesen har været i den retirerende 4. division. Med våbenhvilen i maj[197] blev J. Laugesens forstærkningsmandskab "hjempermitteret", og da Laugesen var en gift mand med et lille husmandssted, kunne han fra sit sted være naboerne behjælpelig med f.eks. at redde heste, som ellers ville være blevet beslaglagt af forbundstropperne, der var ankommet fra slutningen af april 1864.
Mathias Nielsen, Ramsing blev udskrevet 1857 som 22-årig, "men tilbyttede sig et frinummer, så han først blev indkaldt hen på foråret 1864." Han kom først på rekrutskole anbragt ved 7. regiment på Fyn. Med Mathias Nielsens egen formulering, så "mærkede de ikke noget til fjenden, så de få døde, de havde, døde strådøden."
Mathias Nielsen var ved indkaldelsen gift og havde 2 børn, og med "Jylland oversvømmet af fjenden" blev det konen, Kirsten, der fik de største problemer under krigen, først og fremmest fordi fjenden "attråede rørigt gods ... (men) penge, kød og lignende fik hun sammen med noget gammelt tøj smidt ind i den inderste krog af bagerovnen ... ", hvor det ikke lykkedes forbundstropperne at finde det.
Bertel Pedersen, Vester Lem var som 27-årig i 1864 "frispiller" og blev først indkaldt 15. februar 1864 til en måneds rekrutskole, og blev herfra sendt til Dybbøl 17. - 18. marts. 18. april var hans kompagni blevet forflyttet til Als, og han undgik således denne dags hårde kamp ved Dybbøl.
Als blev erobret af forbundstropperne 29. juni og Bertel Pedersens deling retirerede til Høruphav, hvor de var imellem dem, der ikke kom med udskibningen af danske soldater, og de blev taget til fange, anbragt på Sønderborg Slot og herefter Gravensten kirke, hvor der "som Nødtørfthuse var anbragt 5 store kar oppe ved alteret..." som flød over, da de ikke kunne tage mosten. Herfra blev fangerne sendt til en fæstning i Herfort, hvor der var dårlig kost iflg. Bertel Pedersen. Generalstaben[198] beskriver erobringen af Als, tilbagetoget til Kegnæs og udskibningen fra Høruphav, som indgår i Bertel Pedersens beretning.
Andreas Dooleweerdt Haasum var ligesom Bertel Pedersen "frispiller", da han som 27-årig blev indkaldt til samme kompagni som denne. De lå sammen indtil 2. april, hvor Andreas D. blev såret af en granat sammen med Jens Laursen fra Lem, der døde af sårfeber i Augustenborg 5. maj. Denne oplysning kan ikke bekræftes af Vilhelm Cohen, der ikke har registreret Jens Laursen fra Lem blandt de faldne. Jens Laursen er ikke et ualmindeligt navn, men der er ingen samtidige aviser heller, der omtaler ham som omkommet. Gennemgang af kirkebogen for Lem Sogn 1856-1877, døde mænd har ikke registreret Jens Laursen. Heller ikke kirkebogen for Augustenborg Sogn, døde mænd og kvinder 1853-1882 har nogen registratur på Jens Laursen.[199]
Andreas D. fik sit ene ben bortamputeret i Sønderborg og kom på lazarettet i Augustenborg, herfra overført til Aalholm, hvor han blev udskrevet i september. Den nu invalide Andreas D skulle bevæge sig mellem Nykøbing Mors og Hvidbjerg, før han vendte tilbage til Haasum og efterfølgende bosatte sig i Rødding. Han måtte betale sin sidste skilling for at få en transportmulighed. Da det blev kendt på egnen, hævdes det at have medført en vise, der skulle omhandle en Morsingbo, der mod betaling transporterede krøblingen Andreas D. 
Det har ikke været muligt i gennemsete aviser 1864-80 at finde den vise, som er aftrykt i Skivebogen.[200]
Skive Folkeblad 1914, erindringsartikler af og om de lokale veteraner 
Under overskriften Vore Veteraner er der i Skive Folkeblad 21. november 1914 en artikel om Mads Sørensen, Rønbjerg, hvor han var bosat, gift og boede til leje.[201] Men født i Bers[202], hvorfor han også lokalt blev kaldt Mads Behrs. Han blev som 32årig indkaldt i januar 1864 som "Forstærkningsmand" og kom til Dannevirke, hvilket ikke omtales yderligere i artiklen. Han var 2 gange med til at "storme Dybbøl", må altså have været en del af forbundshæren, hvilket også fremgår af, at han havde været "Infanterist ... med Garnison i Kiel". Ved stormen på Dybbøl 18. april var Mads Sørensen "allerede permitteret". Han kom hjem efter påske, blev sejlet til Nykøbing Mors og "spadserede gennem Salling til sit Hjem..."
Det særprægede ved denne historie er, at Mads Sørensen som "Infanterist" i forbundshæren havde bosat sig i Rønbjerg og herfra havde deltaget i 1864 krigen på tysk side. Men sådan hævdes det i artiklen at have været.
9. maj 1914 omtales i Skive Folkeblad en veteranaften i Sevel, hvor der havde deltaget "12 Veteraner - hvoraf endog de 3 fra Treaarskrigen".
13. maj 1914 er der en omfattende artikel i Skive Folkeblad om Peder Kr. Pedersen Hede, Vadum under overskriften Veteraner fra 1864. Han havde været med Hegermann Lindencrones Korps.
P. K. P. Hede blev som 23-årig rekrut i Randers 29. juni 1863. Han kom til Dannevirke, hvilket ikke omtales nærmere. Men herfra kom han til at stå under Hegermanns kommando, og deltog således i retræten op gennem Jylland, hvor smædenavnet "General Baglæns" opstod, fremgår det af artiklen. 
 
Skive Folkeblad 13. maj 1914
 
P. K. P. Hede har forfattet en "Dagbog" under overskriften "Angaaende Marchen", som tilsyneladende refereres, så vidt det kan skønnes ud fra ordlydende i artiklen. Starten på dagbogen er 17. dec. 1863, hvilket forklarer den manglende omtale af Dannevirke. Her har Hegermanns korps således været i gang med tilbagetrækningen op gennem Jylland. Med nøje angivelser af dato beskrives marchen op mod og igennem Salling. 23. februar 1864 gik turen gennem Viborg og Skive.
Det kan kun betyde, at dele af Hegermanns korps er blevet sendt afsted til fods før togtransporten over Langå i marts 1864[203]. Afrejsen fra Mors sættes til 1. juli 1864. 
Hans Sørensen, Opperby, begravet på Lem Kirkegård. Skive Folkeblad annoncerer 4. november 1914 jordefærd for Hans Sørensen. Det oplyses kun, at han har været veteran fra 1864, indkaldt som 26- årig. 
Breve fra 1864[204]
De originale breve meddeles at befinde sig på Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv, Ramsing. De er udvalgt og refereret til Skivebogen af Jens Peter Hansen, Ramsing. De omfatter tiden 18. januar til 24. april 1864. Niels Sørensen Brand blev indkaldt som 34-årig, var med i "forstærkningsmandskabet" fra Viborg 1. januar 1864 og formodes at have være indkaldt nogle gange før.
15. januar 1864 er der brev fra Aarhus, hvor N. S. Brand fortæller, at der var 15 mand indkvarteret hos "apotekerens", heriblandt 5 fra Sevel Sogn, som kom herfra til garnisionstjeneste i København. Herfra kommenterer han i et brev de Mezas tilbagerømningsbeslutning fra Dannevirke, som han beretter i første omgang blev karakteriseret som "landsforræderi", men med mere besindighed antog officererne herefter, at der var "handlet klogt..."[205]
I marts er N. S. Brand forflyttet til garnisonen i Fredericia. Her boede han under noget usle forhold, han lå på en stue med "kun fire mand ... og halm nok at ligge på, men klæderne har jeg ikke haft af kroppen, siden vi rejste fra København..." o. 1. februar.
Det kan - og kunne - også være uhygiejnisk at være i krig.
Hjemme i Ramsing var der på samme tid kommet danske tropper, hvor konen beretter om, at de "fandt Dorte hendes saltkar ... og tog flæsk og kød ... og hentede kål i kålgården ... og kogte selv kål..."
Ulempen ved rekvisitioner har åbenbart været ca. den samme, uanset om det var danske eller forbundsstyrker, det drejede sig om.
Under stormen på Dybbøl 18. april skriver N. S. Brand om, at det var "en bagatel at være her" i Fredericia. Og videre fremgår det af brevvekslingen, at N. S. Brand ikke har hørt noget om, at ”der skulle være gået nogen til her af omegnen ... (hvor der ellers) gik nok så uhyre mange til af vore tropper."
Der er ikke brevveksling for resten af krigen, og man (Jens Peter Hansen) ved ikke, hvornår han blev hjemsendt. 

Erindringer om 1864 krigen i Viborg

Vilh. Thomsens erindringer i Historisk Aarbog, 5. Bind 1913, den senere Skivebogen har titlen Vor tyske Indkvartering, En Skoledrengs Erindringer fra Invasionens Tid.
Titel og indhold røber, at det er knap 50 år gamle erindringer fra 1864 krigens Viborg. Bringes her i tilpasset referat, illustreret med citater fra erindringerne.
26. april, dagen for forbundsstyrkernes ankomst til Viborg medførte skræk og milde former for panik, selv om man var ”en lille Smule forberedte paa Invasionen”, også da Hegermann-Lindecrones korps forudgående havde passeret Viborg - eller rettere – soldaterne var blevet sat på toget i Viborg.[206] Der må være tale om den i princippet på dette tidspunkt, 26. april 1864 ikke færdiggjorte forbindelse via Langå til Skive.[207]
De ankommende forbundstropper spurgte, hvor de danske dragoner var blevet af, hævdes det i erindringerne.[208] En del af forbundstropperne drog af sted igen – til Skive ved vi – men der forblev ”omtrent 11.000 Mand under Kommando af General Grev Münster” i Viborg. Den næstkommanderende var ”en smuk og elskværdig Mand, der optraadte med stor Takt.”
Forholdet til besættelsesmagten var så godt, som det i situationen var muligt iflg. erindringerne.
Og som kommentar til udskrivning af forsyninger, anføres det, at ”… de mange Beretninger om tyske Overgreb og Skændselsgerninger, hvormed Aviserne var fyldte, i det væsentlige er urigtige.” De fleste respekterede ejendomsretten iflg. V. Thomsen, dog mere prøjserne end østrigerne, hvorimod ”Polakker, Kroater og lignende fine Folk, skulde man lukke godt for sine Sager … baade Preusserne og Østrigerne røvede efter Kommando, men de sidste stjal tillige paa fri Haand.”
Dog hedder det også om besættelsesmagtens fortæring, at ”den tyske Hær rekvirerede sine Fornødenheder, Furage, Kød, Vin, Tobak og Cigarer, som de danske Myndigheder maatte udlevere mod behørig Kvittering.”
Der berettes også om hemmelige, ildesete men vedvarende affærer mellem lokale kvinder og de forbundstyske soldater, en enkelt opretholdt efter krigen forbindelsen med en i hende særdeles interesseret soldat, og ”de blev gift og drog til Berlin…”
Om sprogproblemerne i forhold til besættelsesmagten gives der også kommenterede eksempler, f.eks. en tysker, der ville på loftet med et tællelys for at finde ”Futter”, som han ville købe, hvortil konen på stedet svarede med et advarende råb: ”Nix pinedø, ingen Lys o æ Lowt om æ Awten … (hvilket medførte, at) Manden blev saa imponeret over sin Kones Sprogkyndighed, at han udbrød: Jøsses Kjesten, ka Do snak Tysk!”
I den erindrendes eget hjem blev indlogeret[209] ”en halv Snes Mand af 10de schlesiske Regiment … de fleste smaa skikkelige Linnedvævere … der var meget stilfærdige af Hensyn til min Moder, som laa dødssyg af Tæring …” Senere i sine erindringer fortæller han,[210] at ”hjemme blev der tildelt os 13 polske Jægere, hvoraf kun … en Underofficer kunde tale forstaaeligt Tysk … og de kastede deres snavsede Tøj (på steder) … som vi selv beboede …” Faderen forslog så til polakkernes tilfredshed, at de kunne få ”den preussiske Zahlmeister til at flytte”, så de kunne få hans værelse, hvilket lykkedes til Zahlmeisterens store harme, og han ”flyttede (derfor) ind paa Preislers Hotel”.
Beretteren har malende karakteristikker af besættelsestropperne, inddelt efter nationale kendetegn. ”I Modsætning til de stive Preussere er der noget flot og krigerisk ved de østrigske Tropper…”, herefter tilsvarende malende beskrivelser af beklædningen. Og ”Polakkerne var nogle slemme Svinepelse, men godmodige…” Og videre, da der som afløsning af prøjserne kom ”brandenburgske Trænsoldater, ret ubehøvlede Karle…”
Desuden denne kommentar i de nationale karakteristikker: ”Medens Schleswig-Holstenerne var meget hadske overfor alt hvad der var dansk, var dette ingenlunde Tilfældet med Preusserne og Østrigerne…”
Da general Wrangel ”29de April … gav Ordre til, at der i Jylland skulle en stor Sum som Vederlag for … Skade … paa tyske Handelsskibe … deraf skulle Viborg … betale 50.000 Thaler … hvilket var mange Penge for en fattig lille By som Viborg…” nægtede flere at betale, og der blev arresteret ”en halv Snes eller flere af Byens ansete Mænd…”, hvor rygtet gik, at de skulle til Rendsborg. De kom dog kun til Randers, hvor de efter nogen tid blev løsladt.
 
På fotografiet af Generalkommandoen for 2. Kombinerede Armee Corps i Jylland optræder Generalmajor von Falckenstein, som er positivt omtalt i Vilh. Thomsens erindringer fra Viborg. Fotografiet må formodes at være taget i Randers.[211] Falckenstein ovenfor på et officielt militærfoto, som muliggør identifikation af general von Falkenstein som nr. 3 forrest fra venstre på fællesfotoet.
Vilh. Thomsen kan som en af de få - i de samtidige aviser finder man ingen - udtale sig rosende om den kommanderende general Vogel von Falckenstein, der havde ”Hovedkvarter i Randers”.[212] Især i forhold til Wrangel, der karakteriseres som ”den gamle, gnavne og taabelige Wrangel” optrådte von Falckenstein ”med stor Takt og Duelighed …” ledsaget af et eksempel på, hvorledes Falckenstein, da Wrangel blev stødt over en rosende udtalelse om en anden feltherre ved Dybbøl, forklarede Wrangel, at det var ham, der var ment, da udtrykket ”Hærskarernes Herre” blev benyttet.
Som afslutning refererer V. Thomsen en ”tysk Beretning”, hvor det om forbundstropperne, da de var kommet til Viborg 26. april, hedder at der blev sendt patruljer ud mod ”Hobro, Randers, Uldbjerg og Skive”. Kun i Skive fandt man danske tropper, der var blevet drevet tilbage. Fra Dommerby og ”den høje Kyst ved Limfjorden (måske fra Ulbjerg?) saa man nu Skive og erkendte at Byen var besat, og at der var opkastet en Skanse på Kirkegaarden. Da man havde faaet denne Underretning, vendte Commandet tilbage til Viborg.” Som vi ved, kom de tyske tropper dog også til Skive senere. Men skulle altså have stoppet op d. 26. april p. gr. af danske tropperstyrker her. Hvilket vist næppe kan have været tilfældet, da vi i Generalstabens oplysninger kan erfare, at de danske tropper forlod Skive 16.-17. april mod Mors.[213]
De flygtende danske dragoner kunne have set ud som afbildet på disse to fotografier, først officererne, herefter almindelige soldater.[214]
   
Afsluttende kommentar til benyttede erindringer om de slesvigske krige
Det lokale erindringsmateriale er af begrænset omfang, når man ser bort fra de samtidige aviser.
For Skanderup Sogn findes der umiddelbart tilgængeligt Otto Korsgaards erindringer om 1864[215]. På Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv kan man finde Maren Madsdatter Emborgs erindringer[216], der - så vidt det kan skønnes ud fra en udarbejdet oversigt - kun viderebringer helt personrelaterede oplysninger, meget sporadisk tilsat forskellige former for andenhånds oplysninger om krigshandlinger, som MME har hørt om. 
Iflg. O. Korsgaard blev prøjserne 1864 hurtigt afløst af østrigere, der blev indkvarteret i Skanderup. Hos Korsgaards familie var der optræk til indkvartering af 6 østrigere. De steder, hvor østrigerne og ungarerne tiltvang sig indkvartering var der problemer med tyveri og krav på plads på gårdene, hvor der ellers skulle være kreaturer.
Østrigernes general var indkvarteret på Wissingsminde i Skanderup, en underofficer hos præsten i Nagbøl. På Wissingsminde blev der uddelt pryglestraf til de soldater, der havde stjålet. Korsgaard beretter om, at en lokal karl på en af gårdene havde anklaget de østrigske soldater for at have stjålet, hvor det viste sig, at det var karlen selv. Karlen fik prygl af de østrigske soldater og stjal herefter ikke mere.
Vorbasse træfningen 29. februar 1864 i den lokale erindring fylder naturligvis en del lokalt.[217]
Det var iflg. Korsgaard en afdeling prøjsiske soldater fra Skanderup og Gelballe, o. 300 mand, ledet af en prøjsisk løjtnant på en fuksrød hest, der drog ud og led nederlag i rytterfægtningen ved Vorbasse 29. februar. Løjtnanten kom hjem med sabelhug i halsen, og de hjemkomne soldater så ikke glade ud. Efterfølgende begyndte de at skændes om, hvad der var gået galt ved Vorbasse træfningen.
De benyttede erindringer om 1864 i Skive, Viborg området findes trykt i forskellige årgange af Skivebogen. Herunder er der også veteranberetninger, en brevveksling og erindringer fra Viborg.[218] Til sammenligning med veteranberetningerne fra Skive og omegn om krigsdeltagelsen 1864 er der fra Andst Herred Gregers Christensens dagbogsoptegnelser for krigsdeltagelsen herfra.
Af gode grunde - 1848-50 krigen nåede ikke til Skive, Viborg området - så er der kun i Skanderup og Kolding egentligt erindringsmateriale fra treårskrigen.
Krigen 1848-50 i Skanderup Sogn kan man finde beskrevet i Otto Korsgaards erindringer, d.v.s. hvad han har fået fortalt om treårskrigen, hvor han ikke var født endnu. Det bliver beretningen ikke mindre farverig og spændende af, men den autentiske troværdighed kan helt givet sættes til diskussion.
Erindringer om krigen 1848-50 i Skanderup og Kolding findes i form af en Dame, kaldet T, som i avisform har beskrevet det, som postuleres oplevet af hende i 1849 omkring Kolding og Skanderup. Endelig har en lokal farmaceut, Worsaae, i 1849 bosat i Kolding, noget senere skrevet sine erindringer herom. 
 
 
 
 

Afslutningen på 1864 krigen, Wienertraktaten 30. oktober 1864[220]

Krigen 1864 var over for de tyske forbundstropper fra start ved Dannevirke over Dybbøl en lang række af nederlag, hvor den ufuldstændige militære forberedelse, urealistiske forhåbninger til udenlandsk støtte og urealistiske krav under fredsforhandlingerne gjorde fredsbetingelserne til det ultimative nederlag, afståelsen af Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Kongeriget Danmark fik nu sin grænse til den sejrrige tyske forbundsmagt ved Kongeåen.
Disse betingelser kunne den lokale militærguvenør, generalmajor Vogel von Falckenstein fra Viborg 1. august 1864 meddele som en Bekjendtgjørelse i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis af 3. august 1864 fra sit hovedkvarter i Randers, og som en konsekvens af den foreløbige fredsaftale, der var blevet underskrevet 1. august 1864.  

Freden, fredsbetingelserne 1864

Fredens hårde betingelser blev underskrevet 30. oktober 1864 af en dansk regering, hvis urealistiske krav gjorde det muligt for Otto von Bismarck at opnå for Prøjsen optimale fredsbetingelser.
Den østrigske flåde var kommet frem i Kattegat og skabte bekymring for, at resten af landet inkl. København skulle lide samme skæbne som Jylland.
Der blev derfor indgået en våbenhvile 20. juli, og 30. oktober 1864 undertegnedes fredsaftalerne i Wien, hvor Danmark stod mere isoleret og svagt, end de forhandlende politikere nåede at erkende. Fredsaftalerne blev lang fra, som politikerne ønskede og urealistisk forventede.

De slesvigske kriges lokale deltagelse

Hvem og hvor mange deltog så lokalt med direkte krigsdeltagelse i de slesvigske krige?
Svaret herpå kan søges gennem en komparativ analyse af de udvalgte lokaliteter. Altså en sammenligning af land og by og af to områder i Nørrejylland med placering henholdsvis ved Kongeåen og Jylland omkring Limfjorden.
Besvarelsen af det stillede spørgsmål forudsætter et fokuseret kildemateriale. Det helt generelle vil være folketællinger, kirkebøger, lægdsruller og specifikke dele fra forsvarsarkiverne.
Det retningsgivende kildemateriale om krigsdeltagelsen 1848-50 og 1864, som ret detaljeret kan kortlægges ud fra Forsvarets Arkiver, er de ansøgninger om erindringsmedaljer, som blev tilbudt alle krigsdeltagende soldater i begge de slesvigske krige.
Ansøgningsproceduren blev desværre for den optimale brugbarhed til en undersøgelse af hvem, der kæmpede i de slesvigske krige, igangsat ret sent, 1876 for krigsdeltagelsen i både 1848-50 og 1864. Denne svaghed skal der naturligvis tages højde for i brugen og konklusionerne.
Analyseresultater kan ikke give svar, som ikke fremgår af det benyttede kildemateriale.
Det skønnes, at "i runde tal bestod de danske væbnede styrker ved krigsudbruddet (1864) af 52.000 mand."[221]
Dette skøn skal formentlig ikke tillægges nogen højere form for visdom, men sammenholdt med, at der dokumenterbart var 49.085 ansøgninger om erindringsmedalje i 1876 for krigsdeltagelse, så er det næppe meget ved siden af at skønne, at der 1864 har været o. 50.000, muligvis op mod 52.000 krigsdeltagende soldater fra kongeriget Danmark.
Det må antages, at det er vanskeligere at nå frem til det korrekte antal af soldater i krigen 1848-50, hvor den tidsmæssige afstand til 1876 må formodes i et betydeligt større omfang at have reduceret ansøgernes antal i forhold til de faktisk deltagende soldater.
I skønnene over de deltagende soldater i krigene formodes det så også, at det må have været det gennemgående i datidens Danmark, at man søgte erindringsmedalje for sin krigsdeltagelse.
Hvis disse skøn og formodninger holder stik, så vil ansøgningerne om erindringsmedaljer for deltagelse i de to slesvigske krige kunne betragtes som et retningsgivende og korrekt billede af krigsdeltagelsen i de slesvigske krige.
Sammenholdt med især det samtidige folketællingsmateriale[222] formodes ansøgningerne om erindringsmedalje og listerne over faldne og døde i de undersøgte lokaliteter ydermere at kunne dokumentere krigsdeltagelsen socialt.
Som en sidegevinst giver de anførte stillingsbetegnelser et indblik i den tids - 1876 og herefter - brug af stillingsbetegnelser.   

Ansøgningerne om erindringsmedaljer  

​

 
 
Der er 36.388 ansøgningsdokumenter om erindringsmedalje 1848-50. Og 49.085 ansøgningsdokumenter om erindringsmedalje 1864. Det indledende initiativ blev taget af Frederik 7. i 1848 efter slaget ved Bov, fulgt op af Christian 9. efter slaget ved Dybbøl 1864.
Ansøgningsmuligheden blev for begge krige endeligt igangsat oktober 1876.
De fleste faktuelle oplysninger herom kan findes i Generalstabens udgivelser.[223]
Det fremgår af Krigsministeriets meddelelse januar 1876 om betingelserne for at modtage erindringsmedalje, at: 
  • man skulle have deltaget i kampene 1848-50 eller 1864 eller have "en Medalje for dem, som have deltaget i begge Krigene..."
  • man afgav med ansøgningen tillige en erklæring om, at man "hverken har udstaaet Strafarbeide eller ... er fundet skyldig i et i den offentlige Mening vanærende Forhold."
I princippet men næppe i praksis har man kunnet få to erindringsmedaljer, den særskilte medalje for deltagelse i begge krige. Dobbelt krigsdeltagelse har dog ikke har kunnet konstateres i det her gennemgåede materiale.
Kender man efternavne på ansøgere til erindringsmedaljer, kan man i en personsøgning alfabetisk søge på både 1848-50/51 og 1864 krigsdeltagelse.[224]
Rigsarkivet har til herværende undersøgelse mere brugbare totaloversigter over alle ansøgninger, der er fordelt i forskellige kategorier. Der er en inddeling efter amter 1848-50 og amter 1864. Man kan nederst i de håndskrevne ansøgninger se angivet, hvilken by og / eller sogn, ansøgeren kommer fra, ud over den angivne stillingsbetegnelse, alt i ansøgningsårene, der starter 1876. 
Til undersøgelsen er der udvalgt:
  1. Ribe Amt, Andst Herred. Ud over alle ansøgere fra Andst Herred er alle ansøgere fra Skanderup og Hjarup Sogn udvalgt særskilt som formodet repræsentative for ikke-bymæssige områder tæt på Kongeåen.
  2. Vejle Amt, Kolding Købstad. Ud af 13 herreder og 2 byer er der kun udvalgt Kolding By som den bymæssige repræsentant ved Kongeåen. 
  3. Viborg Amt, Skive Købstad og Viborg Amt, Viborg By, hvor disse to formodet ret forskellige bymæssige områder i Viborg Amt er udvalgt som bymæssige repræsentanter fra Nørrejylland.
  4. Viborg Amt, Fjends Herred. Ud af de 14 herreder i Viborg Amt er en ikke-bymæssig lokalitet udvalgt som formodet repræsentativ, nemlig hele Fjends Herred, herunder særskilt Ørslevkloster Sogn. 
I Rigsarkivets fortegnelse over erindringsmedaljer er registreret "de udfærdigede", hvor der også er en kategori for "udfærdigede - ikke afhentede ansøgninger". Der er for 1848-50 registreret 148 ikke afhentede ansøgninger. For 1864 er der registreret 764 ikke afhentede ansøgninger. Det fremgår af kategorien "senere ansøgninger", at der blev ansøgt helt indtil 1924 om erindringsmedaljer.
Der er ansøgninger fra udlandet, samt såkaldt "uberettigede" og andre ansøgningskategorier, som sammen med den almindelige usikkerhed i og med, at erindringsmedaljerne først kunne søges fra 1876, der gør det vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at benytte disse registreringer som helt præcise vidnesbyrd om, hvor mange og hvilke krigsdeltagere, der har været i de to krige.
På trods af de således helt åbenbare svagheder, især det tidsmæssige spænd mellem krigene og ansøgningsmuligheden fra 1876, så formodes ansøgningerne at kunne bruges som en retningsgivende indikator for krigsdeltagelsen m.h.t. antal, fordeling på land, by og de angivne stillingsbetegnelser.
Sammen med Generalstabens, A. D. Cohens og V. Cohens[225] registreringer af de faldne under de slesvigske krige formodes disse kilder samlet at kunne give et repræsentativt indtryk af den lokale krigsdeltagelse - hvem deltog, hvem mistede livet i kampene?
Deltagelsesaspektet bliver i undersøgelsen sammenholdt med intentionerne i Lov om almindelig Værnepligt 12. februar 1849. 
Skal man have samtidens oplevelse af og holdningstilkendegivelser omkring krigene, kræves der ud over samtidens avisreportager erindringer, dagbøger mv. Og lokalt finder man om de slesvigske krige kun i noget begrænset omfang dette erindringsmateriale.

Krigsdeltagelse og tabstal i de enkelte lokaliteter 

Udtagning på navngivne personer kunne i princippet realiseres med navn, stilling / erhverv, militære grad, militære enheder og år for krigsdeltagelse, alder, fødested og bopæl. Det er kun gjort i begrænset omfang, men der er i undersøgelsens elektroniske del indlagt kald til alle disse personlige oplysninger.[226]
I undersøgelsen er der kun gjort brug af de registreredes antal, geografisk placering og angivne stillingsbetegnelser.
I princippet kunne der i alle de udvalgte lokaliteter indlægges personrelaterede undersøgelser, men det er skønnet unødvendigt inden for denne undersøgelses rammer, hvor undersøgelsens fokus er en sammenligning af de udvalgte lokaliteter m.h.t krigsdeltagelsen, om de deltagende soldater som konsekvens af Lov om almindelig Værnepligt af 12. februar 1849 i væsentlig grad har omfattet andre stillingsbetegnelser end tidligere tiders bønder, samt de lokale reaktioner og eller oplevelser i forbindelse hermed.
Personregistrering med navn kunne være relevant, hvis det også skulle undersøges, om der har været gengangere fra første slesvigske krig til 1864 krigen. Det er ikke systematisk undersøgt, men udtagne stikprøver viser ingen personlige gengangere i de to krige. Hvilket også aldersmæssigt ville have været uhensigtsmæssigt med et tidsspænd på o. 15 år og en ca. indkaldelsesalder på 20-25 år.
1848-50 er der i undersøgelsen flg. registreringer:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 258 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 45 registreringer.[227]
  2. Kolding Købstad 111 registreringer.
  3. Viborg By 101 registreringer.
  4. Skive Købstad 58 registreringer.
  5. Fjends Herred 157 registreringer. 
1864 er der flg. registreringer:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 353 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 62 registreringer.[228]
  2. Kolding By 202 registreringer.
  3. Viborg By 85 registreringer.
  4. Skive By 66 registreringer.
  5. Fjends Herred 184 registreringer.
De undersøgte lokaliteter under de slesvigske krige 1848-50 og 1864.[229] 
Den i forhold til de to slesvigske krige sent åbnede mulighed i 1876 for at kunne ansøge om erindringsmedaljer for deltagelse i den ene eller - ikke konstateret - begge krige betyder:
  • En fra 12 til 25 eller flere års afstand til krigsdeltagelsen i de registrerede ansøgninger.
  • Denne tidsmæssige afstand betyder et naturligt frafald af afdøde krigsdeltagere ud over dem, der ikke har kunnet eller evt. ikke har villet ansøge.
  • Det betyder yderligere, at de angivne bopæls- og stillingsbetegnelser på ansøgningstidspunktet kan variere betydeligt i forhold til tidspunktet for krigsdeltagelsen. De helt åbenbare eksempler er stillingsbetegnelser, der opstod i forbindelse med den jernbane, der i de undersøgte lokalområder blev etableret som et resultat af Jernbaneloven af 10. marts 1861, Langå-Viborg 1863, Langå-Skive 1865, Kolding-Lunderskov-Vamdrup 1866. Der optræder her stillingsbetegnelser i relation til en jernbane, som under krigene endnu ikke var oprettet, men det var den på ansøgningstidspunktet, 1876 og herefter, og det giver i forhold til tiden for krigsdeltagelsen en forkert stillingsbetegnelse. Det er indlysende problematisk at ekstrapolere en erhvervsfordeling, der er opgivet 1876 til henholdsvis 1848-50 og 1864, idet den tidsmæssige afstand mellem krigsdeltagelsen og ansøgningerne om erindringsmedalje, hvor spørgsmålene om stilling og bopæl var de på ansøgningstidspunktet gældende, kort og godt betyder, at angivne lokaliteter og stillingsbetegnelser alle er post festum i forhold til krigsdeltagelsen. Ydermere er der eksempler på, at spørgsmålsformuleringen "Hvilken er Deres nuværende Stilling" også har kunnet misforstås, og et par steder i de benyttede ansøgninger om erindringsmedalje er blevet besvaret som ægteskabelig stilling især. Og selv om både den tids geografiske og erhvervsmæssige mobilitet var begrænset - nok mere begrænset i land- end i byområderne - så giver den tidsmæssige afstand mellem krigene og ansøgningerne helt åbenbare indskrænkninger i en meningsfuld sammenligning af bopæl og stillingsbetegnelser i de to krige.
  • Til gengæld er de angivne stillingsbetegnelser i betragtning af den tids begrænsede stillingsmobilitet i et livsforløb anset for at kunne benyttes som rimeligt dækkende karakteristikker i krigsdeltagelsens Stillingsbetegnelser, når der inddeles i oversigtsmæssige kategorier. 
I den videre behandling af de søgte og bevilgede erindringsmedaljer vil det være et næsten selvstændigt formål at benytte tidens, de fra 1876 formulerede stillingsbetegnelser. Derfor er så vidt muligt både stavemåde og de udfyldte skemaers evt. egne indplaceringer af Stillingsbetegnelserne i forhold til hinanden bibeholdt - det giver en indikation af, hvorledes ansøgerne selv placerede de benyttede stillingsbetegnelser i forhold til hinanden.
De samtidigt (1876) anførte stillingsbetegnelser skal forsøges sammenholdt med den generelle og landsdækkende, historiske erhvervsfordeling.[230]
Det ville have været værdifuldt at have haft adgang til de undersøgte lokalområders erhvervsfordeling i vurderingen af stillingsbetegnelserne i de benyttede erindringsmedalje ansøgninger.[231]
Danmarks Statistik har en oversigt, Befolkningen i 150 år,[232] der generelt viser, at Danmark under de slesvigske krige stadig var et landbrugssamfund. Det bekræftes af en elektronisk oversigt 1787-1901, som Rigsarkivet har udgivet. Men dette statistiske materiale findes ikke.[233]
Det har i det eksisterende statistiske materiale kun været muligt at konstruere en landsdækkende erhvervsfordeling, opgjort på trods af Hans Chr. Johansens konstatering af problemerne i det statistiske materiale med at kunne skelne landbrug og håndværk i tiden før 1901.
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Erhverv
1787
1801
1840
1860
1880
Landbrug mv.
363
%
508
%
597
%
727
%
889
%
%
  
43,2
  
54,9
  
46,5
  
45,4
  
45,1
Fiskeri og søfart
24
  
18
  
35
  
44
  
54
  
%
  
2,9
  
1,9
  
2,7
  
2,7
  
2,7
Daglejere, arbejdsmænd
209
  
200
  
170
  
242
  
182
  
%
  
24,9
  
21,6
  
13,3
  
15,1
  
9,2
Landbrug i alt
596
71,0
726
78,4
802
62,5
1013
63,2
1125
57,0
Håndværk og industri
114
  
72
  
251
  
347
  
451
  
%
  
13,6
  
7,8
  
19,6
  
21,7
  
22,9
Handel og omsætning
26
  
32
  
46
  
78
  
134
  
%
  
3,1
  
3,5
  
3,6
  
4,9
  
6,8
Serviceerhverv
59
  
55
  
82
  
92
  
132
  
%
  
7,0
  
5,9
  
6,4
  
5,7
  
6,7
Andet
45
  
41
  
102
  
71
  
127
  
%
  
5,4
  
4,4
  
8
  
4,4
  
6,4
I alt
840
100,1
926
100
1283
100,1
1601
99,9
1969
99,8
I erhvervsfordelingen på landsplan 1787-1880   er landbrug i alt opgjort inkl. fiskeri, daglejere og arbejdsmænd.
Dette på trods af evt. problemer med at skelne mellem landbrug og håndværk i perioden indtil 1901, når det drejer sig om stiilingsbetegnelser som Arbeidsmand, Dagleier o.l., der ofte inkluderer en form for håndværk som bi- eller delvis beskæftigelse.
I kategoriseringen af de udvalgte, lokale ansøgninger om erindringsmedalje har det været muligt at udskille stillingsbetegnelsen Arbeidsmand særskilt i forhold til stillingsbetegnelser, der direkte er anført som Landarbeider o.l.
Den herunder anførte, gennemsnitlige erhvervsfordeling 1860-1880 er udregnet som et simpelt gennemsnit af tabelværdierne oven for og skulle i princippet kunne benyttes som direkte sammenligning med ansøgningerne om de erindringsmedaljer, der er indgivet siden 1876.
Dog så også kun i modificeret form der, hvor det i erindringsmedalje ansøgningerne også ud fra sammenhængen er muligt at henføre stillingsbetegnelsen Arbeidsmand til kategorien landbrug. Det er undladt at kategorisere Arbeidsmand under landbrug i de udvalgte byområder, fordi det her vil være tvivlsomt, hvornår stillingsbetegnelsen Arbeidsmand dækker over en til landbrug knyttet stilling, eller der er tale om en ufaglært arbejder o.l. inden for de sekundære erhverv.
De gennemsnitlige procentsatser er periodens andele af alle erhvervsbeskæftigede personer. Her af Danmarks Statistik angivet med landarbejdere og arbejdsmænd under et i kategorien landbrug.
  •          landbrug i alt 60,1 %,
  •          håndværk og industri 22,3 %,
  •          handel og service, 12,1 %
  •          andet 5,4 %
Desuden kan de udvalgte områders folketal, som er registreret i folketællingerne umiddelbart sammenholdes med krigsdeltagelse som procent heraf. Det giver en fordeling på land og by, som så nærmere skal præciseres ved at sammenholde med de udvalgte områders fordeling på stilling.
Det er umiddelbart indlysende og forventeligt, at landområder med en større andel af landbrugserhverv end byområderne også vil have en større andel af krigsdeltagende i løbet af skiftet fra den værnepligt, der tidligere kun hvilede på bønderne indtil den almene værnepligt fra 1849.

Krigsdeltagelsen i forhold til folketallet

Principielt skulle den almindelige værnepligt, der blev indført med loven af 12. februar 1849 være ligeligt fordelt på by og land og på forskellige stillingsbetegnelser i modsætning til tidligere tiders værnepligt, der havde været pålagt forskellige kategorier af bønder og landarbejdere, hvilket kan betegnes som en militær værnepligt, der udsprang af jorden, men som nu fra 1849 blev direkte person- i stedet for jordafhængig. 
Den nye lov om almindelig værnepligt var en ganske omfattende reform, der for så vidt også var en naturlig konsekvens af det folkestyre, som junigrundloven var udtryk for.[234] Der var naturligvis forskellige overgangsbestemmelser og holdninger til det det rimelige i den nye lovs konsekvenser.[235]
Danmarks Statistik har udgivet specificerede folketællinger for 1801, 1840, 1860, 1870 og 1880. Herfra er der udvalgt og beregnet et gennemsnit af 1870 og 1880 folketællingernes folketal, hvilket er skønnet mest korrekt i forhold til ansøgningsåret 1876 og herefter for erindringsmedaljer.[236]
De registrerede og udregnede gennemsnitlige % andele for krigsdeltagelse, d.v.s. modtagere af erindringsmedaljer ser således ud.
Erindringsmedaljer i % af folketallet 1870 og 1880 i udvalgte byer og landområder
% andel af folketal
Andst herred
Skanderup Sogn, Hjarup
Kolding
Fjends Herred
Skive
Viborg
1848-50
2,9
2,9
1,8
2,1
2,5
1,4
1864
2,9
3,9
3,2
2,4
2,9
1,2
Man kan sige, at under første slesvigske krig 1848-50, hvor den almindelige værnepligt blev indført 1849, levede de krigsdeltagende soldaters, erindringsmedalje modtagernes andele af befolkningen helt op til forventningerne, at de største procentdele finder man i de mest udpræget landlige områder, hvor beskæftigelsen inden for landbruget har været dominerende - Skanderup Sogn og Andst Herred med 2,9 % mod Koldings kun 1,8 % og især Viborgs kun 1,4 %.
Landområderne havde større krigsdeltagelse end byområderne Kolding og Viborg. Dog ikke i forhold til Skive Købstad, der her lå på niveau med landområderne, forbavsende nok med større krigsdeltagelse end det her udvalgte landområde, Fjends Herred.
Krigsdeltagelsen 1864 i Kongeå området ændrede sig med en markant stigning i Koldings krigsdeltagelse i forhold til landområderne i Andst Herred, hvor Koldings krigsdeltagelse lå over herredets, men dog stadig under krigsdeltagelsen i landsognene - Skanderup og Hjarup.
I det nørrejyske område ses denne ændring fra første til anden slesvigske krig ikke, Viborg har som byområde stadig markant mindre krigsdeltagelse end både Skive Købstad og landområdet Fjends Herred. Landområdet Fjends Herred har mindre krigsdeltagelse en byområdet Skive, hvilket dels kan være en konsekvens af den almindelige værnepligt, men måske også at Skive under 1864 krigen stadig har været en art mellemting mellem det nærtliggende byområde, Viborg og landområdet Fjends Herred.

Lokalitetsundersøgelsen, problemstilling og metode 

Præsentationen af registrerede stillingsbetegnelser i de udvalgte lokalområder vil være i sammenfattede kategorier, men med henvisninger til de specificerede tabeller, der er udarbejdet som dokumentation for de sammenfattede resultater. 
Hensigten er at undersøge krigsdeltagelsen blandt de udvalgte områders stillingsbetegnelser, som de blev angivet i 1876 og fremefter, og her forsøge at få præciseret om og i hvilket omfang, den almindelige værnepligt har haft konsekvenser for krigsdeltagelsen i de slesvigske krige.
Hertil hører også et regionalt aspekt, om der kan konstateres forskelle mellem de undersøgte lokaliteter ved Kongeåen og de udvalgte nørrejyske lokaliteter. Samt om der er konstaterbare forskelle mellem land- og byområder.
I krigsdeltagelsen i % af folketallet er de udvalgte områder omkring Kongeåen førende i forhold til de udvalgte nørrejyske områder. Bortset fra, at Skive som byområde i det nørrejyske har flere træk fælles med de udvalgte landområder i krigsdeltagelsen, så er der også en helt markant forskel på Kolding og Viborg som udvalgte byområder fra første slesvigske krig til 1864 krigen. 
Det vil inden for den givne undersøgelses præmisser give mening at foretage en
hovedopdeling med stillingsbetegnelser, der kan henregnes til beskæftigelse inden for landbrug overfor andre stillingsbetegnelser, hvor forskellige former for håndværk, handel og service samt andre stillingsbetegnelser, der historisk har dækket det bedre borgerskab eller fattige o.a. fra samfundets bund kan konstateres.
Formålet med denne hovedopdeling er at kunne konstatere om, og i hvilket omfang krigsdeltagelsen
·         undergik et skifte fra landbrugserhvervet til andre stillingsbetegnelser i løbet af de to slesvigske krige,
·         om der i forhold til folketal, erhvervsfordeling og regionale forskelle kan påpeges skift i krigsdeltagelsen som en konsekvens af ændringen i den militære værnepligt fra 1849. 
Der vil i undersøgelsen blive henvist til dokumentation i de udvalgte lokaliteters optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje. Desuden vil de herfra grupperede tabeller blive anvendt. Disse tabeller er konstrueret med henblik på en overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser, og der er grupperet inden for den erhvervsfordeling, der ønskes undersøgt. 
De inden for landbrugserhvervet benyttede stillingsbetegnelser omfatter mange og ganske forskelligt artede stillingsbetegnelser.
Det ville være værdifuldt at kunne skelne mellem ejere af landbrugsejendomme, ejendomsstørrelser og forskellige former for ansat og lejet arbejdskraft. Det tillader materialet ikke, dertil er der ikke spurgt eller svaret præcist nok i ansøgningsskemaerne.
Dog kan der så nogenlunde etableres kategorier med Stillingsbetegnelserne Gaardmænd, -ejere over for Huus- og Boelsmænd, sammen med noget diffuse kategorier som Landmand, Bonde, Jordbruger, Forpagter o.l. Samt endelig en sammenfattende kategori med Karle, Røgtere, Dagleiere, Arbeidsmand o.l., som må betragtes som de lavest placerede i hierarkiet på landet.
Der er adskillige eksempler i det benyttede materiale på, at stillingsbetegnelsen er angivet med flere betegnelser som f.eks. Huusmand, Boelsmand og Dagleier eller Arbeidsmand, hvorfor der er indbyggede problemer med at finde dækkende kategorier med et entydigt indhold.
Omkring stillingsbetegnelsen Arbeidsmand kunne der i tiden omkring og efter 1876 herske tvivl om, hvorvidt der i princippet kunne være tale om en lidt senere tids ufaglærte arbejdskraft. I det benyttede materiale viser der sig i en lang række tilfælde klart, at betegnelsen snarest er dækkende for Dagleiere o.a. mere løs arbejdskraft i den tids landbrug.
Betegnelsen Arbeidsmand formodes derfor primært at have dækket over landarbejdere, daglejere o.l., især når det drejer sig om landsogne som Skanderup og Hjarup. Tvivlen bliver der forsøgt taget hånd om i gennemgangen af de udvalgte byområder, der dog også har vist sig at være så forskellige, at det ikke befordrer præcisionen i indplaceringen af Arbeidsmand i de valgte kategorier. 
Den samlede hovedgruppering ”tilknyttet landbrug” vil således komme til at rumme hele spektret fra højt til lavt placeret i det sociale hierarki, men hvor de er muligt med belæg i kilderne, vil der blive peget på, hvilke dele af spektret inden for de valgte områder, der har været tale om.

Lokaliteten Andst Herred

 
Her foretages undersøgelsen af det regionale område ved Kongeåen på herreds niveau i forhold til sogne- og det bymæssige niveau med Skanderup, Hjarup Sogn og Kolding By, Købstad. 
Det kan indledende konstateres, at krigsdeltagelsen i herredet i første slesvigske krig sammen med landsognene Skanderup og Hjarup med 2,9 % lå pænt over krigsdeltagelsen i Kolding By, der havde en krigsdeltagelse på 1,8 % i forhold til folketallet.
Der skete en betydelig ændring med krigsdeltagelsen i forhold til folketallet i 1864 krigen, hvor Andst Herred forblev på samme niveau, men hvor både Skanderup, Hjarup Sogn med 3,9 % og Kolding By med 3,2 % lå over herredets krigsdeltagelse i forhold til folketallet.
Principielt ville det være muligt at beskrive både lokaliteten Andst Herred og de øvrige, undersøgte lokalområder med personangivelser på baggrund af de i det dokumentariske materiale indlagte kald til ansøgningsskemaerne med de personlige specifikationer med bl.a. navn, by og sogn. Personspecifikationer er kun foretaget for lokaliteterne Skanderup, Hjarup Sogn fra Kongeå området og for Ørslevkloster Sogn fra det nørrejyske område. Ud over navn og lokalitet på landsby og sogneniveau kunne der i langt de fleste tilfælde også indhentes oplysninger om militære enheder, militær rang o.l. Det forekommer med det tilgængelige kildemateriale ikke at være relevant med disse oplysninger, ej heller med det givne formål med undersøgelsen.
Dokumentationen for undersøgelsen ses i Stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864 for Andst Herred,[237] og stillingsbetegnelserne her er ydermere grupperet i de til undersøgelsen valgte stillingskategorier, 1848-50 og 1864.[238] 

Stillingsbetegnelser inden for landbrug 1848-50

I denne gruppe var der ud af 258 personer 218 personer med stillingsbetegnelser inden for landbrug.
Fordelingen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug var 58 personer med stillingsbetegnelser som Gaardmand, Gaardeier, Selveier, 66 som Landarbeider, Landarbeidsmand, Røgter, Arbeidsmand, Tjenestekarl, 94 som Huus-, Selveierhuus-, Fæstehus-, Boelsmand, Fisker i trange Kaar, Invalideforsørgelse, svagelig Krigsinvalid, Indsidder, Dagleier.
De 218 personer med Stillingsbetegnelser inden for forskellige grupperinger af landbrug 1848-50 udgjorde 85,2 % af alle områdets stillingsbetegnelser. 
Det er muligt - og giver mening - her at konstatere, at omkring en fjerdedel, 58 personer, 26,6 % af de krigsdeltagende havde en stillingsbeskrivelse som Gaardmand, -Eier eller Selveier. Resten, de fleste, 160 personer, 73,4 % havde Stillingsbetegnelser inden for det minimale hartkorn samt forskellige former for tyende og landarbejdere.
Der var således i landområdet Andst Herred en ganske markant krigsdeltagelse i første slesvigske krig af hovedsageligt stillingsbetegnelser inden for erhvervsgruppen landbrug.
Andst Herred, stillingsbetegnelser 1848-50 af 258 bevilgede ansøgninger   
I alt landbrug 
Gaardmand, Gaard-eier,
Landmand, Bonde,
Avlsbruger, Selveier m.v.
Landarbeider, Landarbeidsmand, Røgter, Huusmand m. fl.
Ansøgninger i alt, landbrugs%
218
58
160
258
%
26,6
73,4
84,5

Stillingsbetegnelser inden for landbrug 1864

Der var 1864 ud af 353 personer i alt 260 personer i landbrugsgruppen og her 45 personer med stillingsbetegnelser som Gaardeier og Gaardmand, 61 som Landmand, Bonde, Bunde, Selveier, Jordbruger, Avlsbruger, hvor der også supplerende var Vognmand som stillingsbetegnelse, 82 som Huus-, Boelsmand, Leiehusmand og Dagleier, 18 som Tjeneste-, Arbeids-, Avlskarl og 54 som Arbeidsmand.
I alt udgjorde de 260 personer med Stillingsbetegnelser inden for landbrug 73,7 % i 1864. 
Der er et konstaterbart fald i landbrugets andel - fra 85,2% til 73,7 % - i krigsdeltagelsen fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Der er også et konstaterbart fald i krigsdeltagelse for gruppen med det formodet største hartkorn, Gaardeier og -Mand der er faldet fra 26,6 % til 12, 7 % af de krigsdeltagende, medens det absolut mindste hartkorn, Huusmand o.l. samt tyende med et fald fra 73,4 % til 43,6 % også er reduceret betydeligt i krigsdeltagelse.
Krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelser inden for landbruget faldt i Andst Herred i løbet af de to slesvigske krige. Med det konstaterbart største fald for det større hartkorn med mere end en halvering. De mindre hartkorn, husmænd o.l. samt tyende, daglejere o.l. havde et lidt mindre fald til o. 40 % i krigsdeltagelsens andel.
I forhold til landsgennemsnittet med 60,1 % beskæftiget inden for landbrug i Danmark i perioden 1860-80, så må landbrugets andel af krigsdeltagelsen i Andst Herred stadig karakteriseres om betydelig men med faldende tendens.
Stillingsbetegnelser i Andst Herred 1864 af 353 bevilgede ansøgninger   
Landbrug
Gaardeier, Landmand, Bonde,
Bunde, Avlsbruger,
- og Vognmand, Selveier,
Jordbruger
Dagleier og Leiehusman
og Huus Mand, Hus-, Boelsmand,
Tjeneste-, Arbeids-, Avlskarl, Arbeidsmand 
Landbrug i alt
Landbrugs% af i alt
 
106
154
260
353
%
40,8
59,2
100
73,7

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. 1848-50 og 1864

I denne gruppe var der 1848-50 ud af 258 personer 14 med stillingsbetegnelser som Murer, Tømrer, Sne(d)ker med mestre, ind imellem samtidigt Huusmand eller Jordbruger og 16 med stillingsbetegnelser som Væver, Skrædder, -Mester, Smed, hvor alle samtidigt benævnte sig som Husmand. Eller stillingsbetegnelser som Høker, Bødker, Hjuler, Træskomand, Straatækker, ind imellem samtidigt hermed benævnt Husmand. Her er der således et konstaterbart problem med blandede stillingsbetegnelser.
Ses der bort fra den samtidige yderligere betegnelse som Huusmand, så antages håndværksstillingsbetegnelserne her at være den korrekte kategorisering.
Under denne forudsætning var der i alt under første slesvigske krig 30 personer eller 11,7 % med stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l., men hvor de fleste havde nogen konstaterbar sideløbende tilknytning til landbrug.
I håndværksgruppen var der i 1864 krigen ud af 353 personers stillingsbetegnelser 21 som Murer, Tømrer, Snedker, Maler, Skrædder, Uhrmager med mestre, 18 som både væver og Insidder, Træskomand, Skomager, Træarbeider, Træflisefabrikant, Ølbrygger, Bødker, Smed, Vognfabrikant, Slagter og 6 personer som Møller, -Svend, Mølleforpagtere (begge Rolles og Drabæks Mølle).
I 1864 var der i alt 45 personer eller 12,7 % med stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. 
Landsgennemsnittet for beskæftigede inden for håndværk, industri o.l. var 1860-80 på 22,3 %. Krigsdeltagelsen for håndværk o.l. i Andst Herred lå betydeligt under, o. 11-13 %.
Selvom der er ændringer i de konkrete stillingsbetegnelser og færre med tilhørende stillingsbetegnelser som Husmand o.l., så er håndværksgruppens procentandel relativt konstant under begge de slesvigske krige.
Landbrugets faldende procentandel må således være kommet fra andre stillingsbetegnelser.

Stillingsbetegnelser inden for handel, service og andet, herunder uspecificeret

Der var 1848-50 ud af 258 personer en enkelt Høker, som med sin stillingbeskrivelse repræsenterede gruppen handel og service. Desuden var der 8 personer, 3,2 %, som repræsenterede en Skolelærer, Aftægt, Partikuloir, uidentificerede Stillingsbetegnelser og en Jernbanearbeider samt en Ledvogter. 
Der var 1864  ud af 353 personer som repræsentanter for handel og service 8 personer med stillingsbetegnelser som Kornhandler, Kjøbmand, Handelsmand, Høker og Husmand på Landet, 5 personer som Bestyrer på Fattiggaard i Veerst, Holte (Vamdrup) og Bekke[239], 5 personer som Indsidder, 6 personer som henholdsvis Skolelærer, Praktiserende Læge, Ingeniør (fra Veerst), Postbud, Politibetjent, 13 personer ved jernbanen med stillingsbetegnelser som Jernbaneassistent, Vandpumper, Colonne Formand (Vamdrup og Lunderskov), Banearbeider, Ledvogter, Porteur, Maskinpadser, Vognopsynsmand, og 11 uidentificerede.
Det giver 48 personer eller 10,2 % for de ganske sammenbragte stillingsbetegnelser inden for handel og service og 3,1 % for de uidentificerede stillingbetegnelser.
Tallene er ikke så oplysende for gruppens sammensætning, men en ret klar indikation af, at forskydningen i Andst Herred i krigsdeltagelsen fra landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser er sket med bidrag fra andre stillingsbetegnelser end håndværk i en gruppe, der sammenfattende kan kaldes handel, service, liberale erhverv og andet, uidentificeret. Denne gruppe er procentuelt vokset med over 30 % og kan således næsten matche faldet i landbrugets andel på o. 40 %.
Andst Herred er som landområde et godt eksempel på, at den almindelige værnepligt fra 1849 kom til at betyde, at krigsdeltagelsen i forhold til folketallet reduceredes i forhold til den konstaterede krigsdeltagelse 1864 i Kolding By, der især har Stillingsbetegnelser inden for gruppen af byerhverv.
I Andst Herred er der lidt ud over det almindelige både en læge, en lærer og en ingeniør som krigsdeltagere i 1864. 

Lokaliteterne Skanderup Sogn og Hjarup 

 
Schleswig, nebst einem theile v. Jutland u. Funen 1850, Konturkoloreret litografi C. Flemming.
Herunder Koloreret litografi tillige militairt orienteringskaart over Krigsskuepladsen C. Henckels K. A. Kjöbenhavn, 1850. Bemærk Skodborg Aa, Kongeaaen som grænse indtil Vamdrup, hvor åen bliver til bække, der løber til Skanderup og Hjarup. Bækken danner i Skanderup skel mellem Wissingsminde og Grønvanggaard, løber igennem og ”fodrer” landsbyens to branddamme.[240]
Inddelingen af de registrerede erindringsmedaljer for Skanderup Sogn og Hjarup kan som de øvrige gøres op i en fordeling på lokaliteter og på erhverv. 
Lokalitetsfordelingsmuligheden gælder alle de undersøgte lokaliteter med landområder, hvor herreder er inddelt i sogne, og det enkelte sogn er opdelt i tilhørende landsbyer. Det giver dog næppe nogen mening at slutte noget ud fra den fundne registrering på sognets lokalområder, hvor ændringer i de lokale folketal skal iagttages sideløbende, og så specificerede lokale folketal har Danmarks Statistik ikke.[241]
Der kan konstateres et skifte i den lokale krigsdeltagelse fra især Hjarup og Skanderup til især Lunderskov fra første slesvigske krig til 1864 krigen, som kun kan tages som udtryk for situationen på optællingstidspunktet 1876 og herefter, hvor den nytilkomne stationsby, Lunderskov som beskæftigelsesområde har sat sit præg på ansøgernes antal og stillingsbetegnelser. Også selv om ansøgerne måske som krigsdeltagere har boet andre steder i sognene.
I de anførte stillingsbetegnelser forekommer der helt indlysende kun ansatte ved jernbanen p. gr. af det sene tidspunkt, 1876 og herefter, hvor ansøgningsskemaerne blev udfyldt.
For de mange ved landbrug beskæftigede er det nok et mindre problem med skifte i stillingsbetegnelser fra krigene indtil 1876, men det er både for Andst Herred og i de to sogne helt åbenbart misvisende med registrerede jernbaneansatte, som i forhold til de to krige har været en efterfølgende stillingsbetegnelse.

Folketællinger og krigsdeltagelse

Man kan ud fra folketællingen i 1850[242] identificere 12 fra Skanderup Sogn og ingen fra Hjarup,[243] der var registreret som soldater, hvilket så viser sig at være noget misvisende for sognets og Hjarups deltagere i den første slesvigske krig. Vurderet ud fra antallet af ansøgte erindringsmedaljer var der 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup, i alt 45 godkendte ansøgere til erindringsmedalje[244] for deltagelse i krigen 1848-50. Dette antal må betragtes som et mindste- og formentlig temmelig korrekt mål for den lokale krigsdeltagelse 1848-50.
Den manglende overensstemmelse med folketællingen kan skyldes optællingstidspunktet for folketællingen, hvor de optalte måske har været hjemsendt fra militærtjenesten, og har fået en civil stillingsbetegnelse i folketællingen. 
Sammenholder man personoplysninger i 1850 folketællingen, hvor der er registreret 12 som soldater fra Skanderup Sogn, med de 25 ansøgere fra Skanderup Sogn om erindringsmedalje for krigsdeltagelse 1848-50, så er det bemærkelsesværdigt, at kun 3 fra de i folketællingen registrerede optræder som ansøgere til erindringsmedalje. De resterende 9 soldater fra 1850 folketællingen må så enten være afgået ved døden, eller de har af anden grund i 1876 undladt at ansøge om erindringsmedaljen. 
En kontroloptælling af Skanderup Sogns folketal i 1850 folketællingen viser et folketal inkl. kvinder og børn på 1056 personer,[245] hvor Hjarup Sogn ved 1850 tællingen havde optalt 468 personer,[246] hvoraf ingen er registreret indkaldt som soldat. Men befolkningsmæssigt har de to sognes folketal nok kunnet betinge 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup.
I betragtning af indførelsen af den almindelige værnepligt 12. februar 1849 har Skanderup Sogns og Hjarups krigsdeltagelse helt utvivlsomt mindst været de 45 registrerede ansøgere til erindringsmedaljen frem for det antal, der kan udlæses af 1850 folketællingen.

Stillingsangivelserne 1848-50 og 1864 i Skanderup Sogn og Hjarup

Som dokumentation for de følgende undersøgelsesresultater henvises der til de for Andst Herred[247] optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje samt tilsvarende for Skanderup Sogn og Hjarup 1848-50[248] og 1864[249].  Desuden er der sammenfattende tabeller[250] til en mere overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser. 
De inden for landbrugserhvervet benyttede stillingsbetegnelser omfattede som anført mange og ganske forskelligartede stillingsbetegnelser.
Første slesvigske krig
Vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 45 erindringsmedaljer under første slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogn, var der 37 krigsdeltagende personer, 82,2 % med stillingsbetegnelser inden for landbruget[251]. Heraf havde hovedparten betegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. landarbejder eller Huus-, Boelsmand. Med betegnelsen Gaardeier, Gaardmand var der 5 personer eller 11,1 %.  Hertil kom stillingsbetegnelsen inden for håndværk o.l., der udgjorde 5 personer, 11,1 % med stillingsbetegnelser som Muremester, Snekersven, Tømrer, Høker og Straatækker. Der var en restgruppe på 3 personer, 6,7 % med stillingsbetegnelser som Ledvogter, Sygdom og Gift.[252]
Der er tydeligt tale om krigsdeltagende soldater fra sogne med erhverv tilknyttet landbrug, og her først og fremmest det mindre hartkorn, tyende og landarbejdere. Sammenlignet med Andst Herred som helhed udgjorde gruppen med Gaardmand, -eier, det lidt større hartkorn en mindre del, 11,1 % sammenlignet med herredets 25,2 %.
1864 krigen, udviklingen siden første slesvigske krig
Krigsdeltagelsen i 1864 krigen[253] var stadig hovedsageligt med stillingsbetegnelser inden for landbrug, 42 personer eller 67,7 % af de krigsdeltagende i sognet. 
Krigsdeltagelsen i Skanderup og Hjarup Sogn fra første slesvigske til 1864 krigen viser en ret konstant krigsdeltagelse fra håndværk o.l. på 5-7 personer, 11,1-11,3 %. Stillingsbetegnelserne 1864 var 2 Vævere, heraf desuden en også angivet som Indsidder, 4 Skræddere, 1 Smed.
I 1864 kom hertil 3 Møllere, 1 fra Skanderup og 2 Mølleforpagtere på henholdsvis Drabæks og Rolles Mølle. Også 1864 i samme gruppe af blandede stillingsbetegnelser med i alt 13 personer eller 21 % var der som yderligere stillingsbetegnelser angivet 2 som Insider, Indsidder, 6 angivet som Jernbaneassistent, Vandpumper ved Banen, Stationsforvalter, Ledvogter i Dollerup, Colonne Formand, 1 Politibetjent og 1 Huseier.
Sammenholdes krigsdeltagelsen i Skanderup Sogn og Hjarup fordelt på anførte stillingsbetegnelser med lokalområdets krigsdeltagelse i forhold til folketallet, så kan det konstateres, at ganske vist formindskedes den procentuelle krigsdeltagelse for stillingsbetegnelser inden for landbruget fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 82,2 til 67,7 %, men i forhold til folketallet skete der også en forøgelse i krigsdeltagelsen.
Det er især ansatte ved den først i 1866 anlagte jernbane, der afløser krigsdeltagelsen fra landbrugets faldende andel.
Det er en væsentlig variant i forhold til krigsdeltagelsen i Andst Herred som helhed, hvor landbrugets faldende andel især kom fra handel, service o.l.
Den forøgede krigsdeltagelse for andre end stillingsbetegnelser inden for landbrug peger i retning af en realisering af 1849 lovens intentioner om at gøre værnepligten om ikke almindelig så mere almindelig. Dog med forbehold over for de i 1876 med stillingsbetegnelser inden for jernbanedriften.[254]

Faldne, døde fra Skanderup og Hjarup Sogn under de slesvigske krige

Ud over de som krigsdeltagende registrerede soldater, var der 1850 registreret 5 faldne fra Skanderup og Hjarup Sogn[255], heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Dollerup og 1 fra Hjarup. Dødsregistreringen tyder på, at det formentlig har været under første slesvigske krigs blodigste slag, der fandt sted ved Isted 25. juli 1850, hvor der var 3258 døde og sårede på dansk, 2806 på slesvig-holstensk side.[256] Tallene varierer efter opgørelsesmetode, men eksemplificerer under alle omstændigheder, at under første slesvigske krig var den danske sejr dyrekøbt. 
Det har ydermere været muligt at identificere 5, muligvis 6 fra Skanderup og Hjarup Sogn, som faldt i 1864,[257] heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Hjarup og 1 fra Dollerup. Den sjette er vanskeligt identificerbar, men kan muligvis antages at have været fra Skanderup.
I Skanderup Sogn har man ud over en mindesten i Gelballe Skov fulgt traditionen syd for kongeågrænsen op med en mindesten for ukendte soldater. I Skanderup blev de faldne optalt til 3, som faldt under kampene ved Ejstrup.[258]
Ved en temmelig nøje gennemgang af Sønderjyllands Museums samling af mindesten[259] er der fundet yderligere nok en i 1864 falden soldat med formodet lokalt tilhør, Niels Nielsen Lind, Hjarup. Ud fra V. Cohens angivelser var der 5 faldne i 1864,[260] som af Cohen er registreret til at have været fra Skanderup Sogn og Hjarup. Her figurerer Niels Nielsen Lind, Hjarup ikke.
Der kan findes adskillige registreret, både danske og tyske soldater, der faldt v. slagene i og omkring Kolding 23. april 1849. Men alle uden konstaterbart lokalt tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.
Hvor der lokalt har været 10-11, muligvis 12 registreret som døde i løbet af de to slesvigske krige,[261] med den over gennemsnitlige krigsdeltagelse og med den geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, her kunne man måske forvente en speciel lokal variant af nederlagets nationalisme i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid.
Det kræver adgang til et noget bredere og mere repræsentativt erindringsmateriale end det benyttede at kunne slutte noget mere præcist herom. Men tilsyneladende blev der netop i landsognet Skanderup og Hjarup ud af de her undersøgte lokalområder især og snarest tale en religiøs frem for en national kulturkamp[262] i kølvandet på de slesvigske krige i form af en temmelig indædt konflikt mellem Indre Mission og en heraf affødt valgmenighedskirke.
I den grundtvigiansk- og højskole orienterede del af kulturkampen var der tydelige nationalistiske elementer, som ikke ses komme til udtryk i områdets indremissionske bevægelse. 
I tilgift til de konstaterbart faldne kommer de savnede soldater. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater,[263] med tilhørende katalognumre,[264] dog tilsyneladende ingen med tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.

Folketællingsoplysninger og ansøgningerne om erindringsmedalje

I vurderingen af hvem og hvor mange, der var soldater i de slesvigske krige, forekommer det rimeligt at antage, at tallene for ansøgere til erindringsmedaljer må være retvisende i forhold til folketællingernes registrering.[265]  
Krydskontrol af folketællingernes tal for soldater og tallene for ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer kunne meget vel tyde på, at der især i treårskrigen kan have været indkaldt betydeligt flere soldater end de 36.388, der har søgt om erindringsmedalje. Og at der således også i Skanderup og Hjarup Sogn må antages at have været flere indkaldte soldater end de 45, der er registreret som ansøgere til erindringsmedalje.
De manglende ansøgere må så formodes at være afgået ved døden på ansøgningstidspunktet.
De i Skanderup og Hjarup Sogn 45 ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer må antages at have været et absolut mindstemål for krigsdeltagelsen.

Sammenfattende om landdistrikterne i Andst Herred, herunder Skanderup, Hjarup Sogn

Der kan med den benyttede kategorisering konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i Andst Herred, i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Det antaget lidt større hartkorn i stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, udgør i Andst Herred 10,9-12,7 %, i Skanderup, Hjarup Sogn 11,1-9,7 %, altså under herredsandelen og med faldende tendens frem til 1864 i modsætning til herredets stigende procentandel.
Landdistriktet Andst Herred lå stillingsbeskrivelses- og erhvervsmæssigt langt over den gennemsnitlige befolkningsandel, der var beskæftiget inden for landbrug m.v. Den landsdækkende andel er for 1860-80 beregnet til 48,0 %.[266]
Det kan desuden konstateres, at Skanderup og Hjarup sogn lå med en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen end resten af Andst Herred, hvilket formentlig skyldes, at jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og medførte de konstaterede ændringer i stillingsbetegnelserne, hvor landbruget ellers i sognet før jernbanens ankomst dominerede mere markant.   

Lokaliteten Kolding By

 
I forhold til stillingsbetegnelserne i Andst Herreds landområder kan Kolding by, købstad, Vejle Amt naturligvis fremvise mere omfattende og noget anderledes stillingsbetegnelser.
Der foretages også i Kolding By en hovedopdeling med stillingsbetegnelser, der kan henregnes til beskæftigelse inden for landbrug, set i forhold til andre stillingsbetegnelser.
I en større by som Kolding må der forventes forskellige former for stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l., handel, service o.l. samt en gruppe af stillingsbetegnelser for det bedre borgerskab i øvrigt.
Som dokumentation henvises der til de for Kolding By og Købstad [267] optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje. Der er også for Kolding sammenfattende tabeller[268] til en mere overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser. 
Det ville også i Kolding have været værdifuldt at kunne skelne mellem ejere og forskellige former for ansat og lejet arbejdskraft. Det tillader materialet ej heller her, eller kun sporadisk. Dertil er der ikke spurgt og svaret præcist nok i 1876.
Der kunne for så vidt i tiden omkring og fra 1876 i Kolding være tvivl om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, der i princippet kunne være en på denne og en lidt senere tids ufaglærte arbejdskraft inden for de sekundære erhverv, men som i det benyttede materiale i en række konstaterbare tilfælde klart har vist sig at være en betegnelse, der er dækkende for landarbejdere, daglejere o.l.[269] Dette naturligvis især når det drejer sig om landsogne som Skanderup og Hjarup samt Andst Herred. I Kolding er dette en mere tvivlsom antagelse.
Der har sikkert været landarbejdere bosat i den tids Kolding, men om det gælder alle, der har angivet stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, er det umuligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag, ansøgningerne om erindringsmedaljer.[270] Der kan dog næppe være tvivl om, at stiilingsbetegnelsen dækker over den tids socialt lavest placerede i både land- og byerhverv, i byerhvervene - som i Kolding - så muligvis også i nogen udstrækning en stillingsbetegnelse for den tids ufaglærte arbejdskraft.
Hvor det har været muligt og direkte angivet i ansøgningsmaterialet, der er andre med stillingsbetegnelser i kombination med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand blevet udskilt som de arbejdere i de sekundære erhverv, som deres stillingsbetegnelser angiver.

Stillingsbetegnelser inden for landbrug i de to slesvigske krige

De registrerede erindringsmedaljer for Kolding By viser i en sammenlignende opstilling med grupperede stillingsbetegnelser for begge de slesvigske krige, at der vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 111 erindringsmedaljer for deltagere i første slesvigske krig og 202 for deltagere i 1864 krigen i Kolding By, Købstad kan konstateres en gruppe med direkte tilknytning til landbrug med stillingsbetegnelser som Fæstemand Koldinggaard, Dagleier, Gartner, Huusmand, Landarbeider, Gaardekarl, hvor der 1848-50 var 9 personer, hvortil kom 22 med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, der her anses for at have været landarbejdere. Det kan dog ikke afvises, at en større eller mindre del af de 22 personer med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand kan have været beskæftiget i sekundære erhverv som ufaglært arbejdskraft.
Sammenlagt udgjorde disse 31 personer 27,9 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50.[271] Alternativt udgjorde de 9 personer med helt sikker landbrugstilknytning 8,1 %.
Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for deltagelse i 1864 krigen har 13 personer med direkte tilknytning til landbrug samt 28 med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand. Her som ved første slesvigske krig er andre arbejdere end de direkte som Arbeidsmand anførte fjernet, og stillingsbetegnelsen Arbeidsmand for de medtagne formodes også her at have været landarbejdere, blot bosat i byen Kolding. 
Sammenlagt udgjorde disse 41 personer 20,3 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1864.[272] Alternativt udgjorde de 13 personer med direkte tilknytning til landbrug 6,4%.
Der kan konstateres et svagt men ikke bemærkelsesværdigt fald i stillingsbetegnelser knyttet til landbrug fra første til anden slesvigske krig i Kolding. Og dette uanset, om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand medregnes under landbrug.[273]

Stillingsbetegnelser inden for håndværk, industri o.l. i de to slesvigske krige

En gruppe med anførte stillingsbetegnelser for andre arbejdere end direkte opgivet som Arbeidsmand var Fabriks-, og Maskinarbeider, Tobaks-, Cigararbeider, Lagerarbeider, Ølhenter. I denne kategori var der i 1848-50 og 1864 tilkendegivet 5 henholdsvis 13 personer. 
Sammenlagt udgjorde de 5 personer 5,4 % af bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50,[274] i 1864[275] udgjorde de 13 personer 6,4 %. 
Gruppen af forskellige former for håndværk 1848-50 havde stillingsbetegnelserne Murer, Tømrer, Skibstømrer, Sneedkermester, Mestersvend Skibsværftet, Skomager (Mester), Skrædder, Væver, Sadelmager, Bøtker, Klodsmager, Maler, Fotografik, Kalkværksbestyrer, Brenderibestyrer, Borger og Mester.
1864 var stillingsbetegnelserne Murer, Uhrmager, Skrædder, Smed, -mester, Skomager, Farver, Snedker, Tømrer, Skibstømrer, Bager, Slagter, Bødker, Gjørtler, Maler, Sadelmager, Typograf, Rullemand, Stenhugger.
Gruppen af håndværkere inkl. andre arbejdere udgjorde henholdsvis 36 i 1848-50 og 97 personer i 1864. 
Sammenlagt udgjorde de 36 personer 32,4 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje i 1848-50[276] og de 97 personer 48,0 % i 1864.[277]
Der var tale om både mestre og svende.
Der kan i Kolding konstateres en stigning i stillingsbetegnelser knyttet til håndværk fra første til anden slesvigske krig, der regnet i procentpoint overgår faldet i landbrugets andel i krigsdeltagelsen.  

Stillingsbetegnelser inden for en gruppering af handel, service og blandet bedre borgerskab

I en temmelig sammenbragt gruppe af stillingsbetegnelser, som overordnet kan kaldes handel, service, offentlige myndighedspersoner samt det bedre borgerskab, finder man 1848-50 stillingsbetegnelser som Detaillist, Kjøbmand, Vognmand, Kusk, Bybud, Logi, Telegrafbud, Procurator, Skovfoged og Markmand, Stormmaaler, Hospitalsforstander, Politibetjent, Amtmand, Toldassistent, Værtshusholdere, Gæstgivere.
Disse stillingsbetegnelser udgjorde tilsammen 30 personer eller 27,0 % i 1848-50.
I samme gruppering finder man 1864 stillingsbetegnelserne Kjøbmand, Detailhandler, Handelsmand, Commis, Marschandiser, Toldofficiant, Politibetjent, Bestyrer af Apotek,[278] Dyrlæge, Musicus, Instrumentsliber, Møller, Møllebygger, Ølbrygger, -handler, -tapper, Værtshus-, Kroholder, Giestgiver.
Denne kategoris stillingsbetegnelser udgjorde sammenlagt 56 personer eller 27,7 % i 1864.
Gruppen med stillingsbetegnelser inden for handel, service og blandet, bedre borgerskab er konstaterbart forøget på niveau med håndværksgruppen i løbet af de to slesvigske krige, og har udgjort en temmelig stor andel af de krigsdeltagende soldater i begge de slesvigske krige.[279] 

Stillingsgrupper med uidentificerbare, blandede og fåtallige stillingsbetegnelser

Den i realiteten misvisende gruppe 1848-50 med stillingsbetegnelser inden for den først efter de slesvigske krige etablerede jernbanedrift har 2 stillingsbetegnelser som Jernbane Arbeider og -Restauratør. I 1864 er der 5 tilsvarende stiilingsbetegnelser som Stationsbud ved Kolding Jernbane, Karl ved Jysk Fynske Jernbaner, Jernbaneassistent, Jernbanebetjent og Ledvogter, Portør ved Jernbanestationen Kolding.
Der er desuden en gruppe ikke-identificerbare, d.v.s. ulæselige og fåtallige stillingsbetegnelser som Graver, Brøndborer, Ølhenter, Fattiggaard, Invalid o.l., som 1848-50 udgjorde 14 personer, 12,6 %, og som 1864 udgjorde 8 personer, 4,0 %.[280]   

Sammenfatning Kolding By

De anførte resultater i simplificeret tabelform er kommenteret i forhold til de originale angivelser af stillingsbetegnelserne i ansøgningsskemaerne.
Arbeidsmand er udskilt fra landbrug. Andre arbejdere, 6 i 1848-50 og 13 i 1864 er medregnet under håndværk o.l. Stillingsbetegnelser, der er relateret til jernbanen er sammen med uidentificerede og specielle medregnet under andet.
Grupperet fordeling af deltagende soldaters stillingsbetegnelser i Kolding i de slesvigske krige 1848-50 og 1864
 
1848-50
%
1864
%
Landbrug
9
8,1
13
6,4
Arbeidsmand
22
19,8
28
13,9
Håndværk o.l.
36
32,4
97
48,0
Handel, service o.l.
30
27,0
56
27,7
Andet
14
12,6
8
4,0
 
111
100,0
202
100,0
I Kolding var der som i Skanderup og Hjarup Sogn i begge de slesvigske krige en relativt dominerende stillingsbetegnelse, Arbeidsmand, der sammen med stillingsbetegnelser som arbejdere o.l. udgjorde 25,7 % og 21,8 % i henholdsvis 1848-50 og 1864 af alle stillingsbetegnelserne. 
Til gengæld var der i Kolding naturligvis ikke andre nævneværdige stillingsbetegnelser i relation til landbruget - de udgjorde under begge de slesvigske krige 6-8 % af stillingsbetegnelserne.
Stillingsbetegnelser inden for handel, service o.a. bedsteborgerlige stillingsbetegnelser udgjorde under begge de slesvigske krige o.  27 % af stillingsbetegnelserne, omkring en fjerdedel med svagt stigende tendens. Og temmelig usædvanligt kan Kolding 1864 også inkludere både en dyrlæge og en apoteker blandt modtagerne af erindringsmedalje, hvilket konstaterbart[281] ikke var tilfældet 1848-50.
Krigsdeltagelse for gruppen med stillingsbetegnelser inden for service, handel m.v. kan muligvis i nogen udstrækning forklares med kampene i og omkring Kolding i 1849. Der var i Kolding ingen lokale tab under de slesvigske krige, men markante træfninger i selve byen og omkringliggende områder kan måske have været medvirkende årsag til krigsdeltagelse for denne gruppering.
Stillingsgruppen håndværkere, der omfattede både mestre og svende udgjorde 32,4 % i første slesvigske krig. I 1864 krigen udgjorde denne gruppe 48,0 %.
Denne stigning i andelen af håndværkere fra første slesvigske krig til 1864 krigen kunne meget vel være et resultat af den almindelige værnepligt, som blev indført ved lov 12. februar 1849[282] som en konsekvens af især borgerkrigens uroligheder i 1848.
Der var i loven undtagelsesbestemmelser, som det næppe har været muligt for almindelige håndværkere at benytte. Derimod fremgår det af oplysninger fra en den gang - i 1849 - i Kolding beskæftiget farmaceut, senere apoteker,[283] at han ikke blev indkaldt til militærtjeneste p. gr. af lovens undtagelsesbestemmelser.
Murere og Tømrere var de dominerende stillingsbetegnelser inden for håndværks kategorien 1848-50. Murere udgjorde i de to krige henholdsvis 7,1 og 6,9 % af alle stillingsbetegnelser. Gruppen af Tømrere, Skibstømrere, Snedkere, "Mestersvend paa Skibsværftet", der formodes at have været skibstømrer, udgjorde 8 % af alle 1848-50, men i 1864, hvor de dominerende håndværksgrupper stadig var Murere, Tømrere, Skibstømrere, var det nu med en dominerende håndværksgruppe af Snedkere med en samlet andel på 9,4 % af alle.
Krigsdeltagelsen i Kolding By, Købstad i forhold til folketallet lå under første slesvigske krig betydeligt under landsgennemsnittet på 2,3 % mod 1,8 % for Koldings krigsdeltagelse i forhold til folketallet. Det ændrede sig markant med Kolding krigsdeltagelsen i 1864, hvor landsgennemsnittet var 2,8 %. 1864 lå krigsdeltagelsen for Kolding by med 3,2 % af folketallet betydeligt over landsgennemsnittet. Ikke helt så højt som landsognet Skanderup med 3,9 % af folketallet, men med højere krigsdeltagelse end i Andst Herred med 2,9 %.
Sammenholdt med spredningen på de udvalgte grupper af stillingsbetegnelser kan man måske formode, at erfaringerne i Kolding By med krigshandlingerne i 1849 muligvis kan have medført en forøget villighed til krigsdeltagelse i 1864 end den, der var forudsat i loven om den almindelige værnepligt. 
De tapre landsoldater i de slesvigske krige i Kolding og på egnen omkring Kongeåen var bønder i den forstand, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand var en landarbejder, men det er umuligt at konstatere, hvor mange under denne stillingbetegnelse, der har været daglejere, landarbejdere o.l. i Kolding By.
Der har både i byen Kolding og i Skanderup og Hjarup Sogn været en stor gruppe med 
stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som må skønnes at have været den tids betegnelse for landarbejdere, hvilket også er direkte konstaterbart i flere af de anførte stillingsbetegnelser.[284] Men alternativt er det umuligt at afgøre, hvor mange, der har været ufaglært arbejdskraft i Koldings sekundære byerhverv, der fra 1840’erne var i tydelig vækst,[285] og det er konstaterbart, at der I byen Kolding i krigsdeltagelsen var en klar dominans især i 1864 krigen af forskellige former for håndværk, som samlet i en fælles kategori blev den største gruppe i 1864 med 48 % af alle de registrerede stillingsbetegnelsers krigsdeltagelse i Kolding.

Lokaliteten Fjends Herred 

 
Kort over den vestlige Deel af Viborg Amt, tegnet af Th. Gliemann Mansa, Konglt. Steentr. A[brahamsson, 1825.
Her undersøges et samlet regionalt område omkring Limfjorden på herreds niveau i forhold til et sogne- og det bymæssige niveau med Ørslevkloster Sogn, Skive og Viborg By, Købstad. 
Dokumentationen for denne del af undersøgelsen ses i Stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864 for Fjends Herred med de hertil ydermere grupperede, til undersøgelsen valgte stillingskategorier, 1848-50 og 1864.[286]

Krigsdeltagelse og folketal

I forhold til folketallet ligger krigsdeltagelsen lavere i Fjends Herred end i landområderne ved Kongeåen, hele Andst Herred, herunder Skanderup Sogn, nemlig en krigsdeltagelse i Fjends Herred med 2,1 og 2,4 % i de to slesvigske krige mod 2,9 % for Andst Herred i begge krige og i Skanderup og Hjarup Sogn med henholdsvis 2,9 og 3,9 % i de to krige.[287]
Den lavere krigsdeltagelse i dette landområde i forhold til landområdet ved Kongeåen kan tjene som en indledende konstatering, der i den videre undersøgelse skal suppleres med dette landområdes krigsdeltagelse i forhold til de udvalgte byområder Skive og Viborg, som også er udvalgt fra Limfjordsområdet.
Der blev i herredet for krigen 1848-50 indgivet og bevilget 157 ansøgninger om erindringsmedalje. Tilsvarende blev der for krigen 1864 indgivet og bevilget 184 ansøgninger om erindringsmedalje.[288] 

Stillingsbetegnelser inden for landbrug

I første slesvigske krig er der stort set kun registreret ansøgere til bevilgede erindringsmedaljer for personer med stillingsbetegnelser inden for landbrug, nemlig 152 personer, 96,8 % af alle, hvor stillingsbetegnelser som Gaardmand, -eier, Landmand, Jordbruger, Fiskeri, Avlsbruger, Huus-, Hus-, Boels-, Bolsmand, Husfæster, Tjenestekarl, udgjorde 133 personer.
Med stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand", som må formodes at have været daglejere, landarbejdere, inkluderet i gruppen med landbrug, var der 19 personer.  
Endelig var der 5 personer med andre stillingsbetegnelserne.
Gaardmand-, eier udgjorde 50 personer eller 31,8 % af alle, en betydelig repræsentation af det bedre hartkorn over for de resterende 102 personer, 65,0 % af alle, som repræsentanter for det mindre hartkorn med Husmand o.l., tyende og daglejere.
Stillingsbetegnelser i Fjends Herred 1848-50 af 157 bevilgede ansøgninger    
Landbrug         
Gaardmand
Landmand, Jord-, Avlsbruger,
Fiskeri, Huus-,Boelmand,
Husfæster, Tjenestekarl,
Arbeis-, Aftægtsmand, Insider
Skovfoged, Tømrer, Uidentificeret
I alt
152
 
50
 
102
5
157
96,8
32,9
67,1
3,2
%
I Fjends Herred var i første slesvigske krig soldater-, krigstjenesen helt dominerende, med 96,8 % hentet fra stillingsbetegnelser inden for landbrug.
Til sammenligning var der i Andst Herred 218 personer eller ”kun” 85,2 % med Stillingsbetegnelser inden for forskellige grupperinger af landbrug i første slesvigske krig.
Heraf udgjorde omkring en fjerdedel, 26,6 % af de krigsdeltagende personer stillingsbetegnelser som Gaardmand, -Eier eller Selveier, hvilket her karakteriseres som det bedre hartkorn.
I 1864 krigen afveg Fjends Herred ikke meget men dog noget, idet de 184 bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje for langt de flestes vedkommende stadig havde stillingsbetegnelser inden for landbrug med 159 personer eller 85,9 %.
Stillingsbetegnelserne under landbrug var Gaardeier, -mand, forpagter, Landmand, Tjenestekarl, Jordbruger, Røgter, Avlsmand, Lanmand, Huusmand, Husmand, Landarbeider, Bols-, Boelsmand, Arbeids-, Arbejdsmand, Indsidder, Fisker, Gartner, Skovfoged.
1864 udgjorde stillingsbetegnelsen Gaardeier, -mand, -forpagter 43 personer eller 23,2 %, der repræsenterede det bedre hartkorn, medens det mindre hartkorn med husmand o.l. samt daglejere, tyende o.l. udgjorde 116 personer eller 62,7 %.
Til sammenligning var krigsdeltagelsen inden for stillingsbetegnelser med landbrug i Andst Herred 85,2 og 73,7 % i henholdsvis første slesvigske krig og 1864 krigen. Her var det bedre hartkorns krigsdeltagelse med o. 11-12 % betydeligt lavere end de tilsvarende 23 - 27 % i Fjends Herred i 1864.
Stillingsbetegnelser i Fjends Herred 1864 af 184 bevilgede ansøgninger
 
Landbrug  
I alt og % af i alt 184.      
Gaardeier, -mand, forpagter
Landmand, Tjenestekarl,
Jordbruger, Røgter, Avls-,
Lanmand, Huusmand, Landarbeider,
Boelsmand, Arbeidsmand
Insidder, Gartner, Skovfoged
I alt
159
 
43
 
110
 
6
184
86,4
 
27,0
 
69,2
 
3,8
%

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l.

Af de resterende 5 personer, der i første slesvigske krig ikke kunne henregnes under landbrug, var der 1 stillingsbetegnelse som Skovfoged, 2 som Tømrer og 2 uidentificerbare.
I 1864 krigen var der Inden for håndværk o.l. 15 personer, 8,1 % med stillinsbetegnelser som Teglbrænder, Gaard- og Teglværkseier, Tømrer, Murer, Snedker og Indsidder, Møller, MølleBygger, -Svend.
Der var ikke mange håndværksfag repræsenteret i krigsdeltagelsen, men dog flere 1864 end i første slesvigske krig.

Stillingsbetegnelser handel, service og andet

I første slesvigske krig er der ingen registreret i denne restgruppe.
1864 var der i den blandede gruppe af stillingsbetegnelser 11 personer, 6 % med stillingsbetegnelserne Købmand, Detailist, Paa Forsorg, Skolelærer og Kirkesanger, Statsbanerne samt 5 uidentificerbare.
Selv om Fjends Herred fra første slesvigske krig til 1864 krigen reducerer landbrugets andel, er der stadig tale om en ganske dominerende andel fra landbruget, velsagtens nok, fordi dette erhverv har været stort set det eneste, dog med en mindre tilkomst af håndværks-, handel m.fl. erhverv i 1864. 
I Andst Herred er der tilsvarende i 1864 krigen 260 personer eller ”kun” 73,7 % med Stillingsbetegnelser inden for landbrug.
I begge landområderne, Fjends og Andst Herred er der tale om et fald i landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser fra første slesvigske til 1864 krigen, men i Fjends Herred med markant flere landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser end i Andst Herred. For så vidt to modsatrettede tendenser, når man medtager krigsdeltagelsen i forhold til folketallet, der var 2,9 % i begge slesvigske krige i Andst Herred mod 2,1 og 2,4 % i Fjends Herred, faktisk den laveste i begge slesvigske krige blandt de udvalgte landområder.

Lokaliteten Fjends Herred med Ørslevkloster Sogn  

 
Ørslev Kloster fra syd og i Danmarks Statistik.
 
 
Stillingsbetegnelserne for at have deltaget i første slesvigske krig omfatter i det lille landsogn Ørslevkloster 21 personer, der alle kan rubriceres inden for landbrug, nemlig som Gaardmand, Huus-, Hus-, Boelsmand, Landmand, Jordbrug og Fiskeri, Arbeidsmand, Tjenestekarl, Aftægtsmand.
Heraf 4 eller 19 % med stillingsbetegnelsen Gaardmand, det lidt større hartkorn mod 17 eller 81 % med stillingsbetegnelser som Huusmand o.l., det lille hartkorn samt tyende, aftægt o.l.
Krigsdeltagelsen faldt 1864 fra 21 personer i første slesvigske krig til i 1864 krigen kun at udgøre 15 personer.
Selv for et landsogn er det bemærkelsesværdigt, at der 1864 kun var en møllebygger og en skovfoged, velsagtens i skoven til herregården Ørslev Kloster, der i stiilingsfortegnelserne varierer i forhold til de ved landbrug beskæftigede. 1864 var der kun en enkelt Gaardmand, det lidt større hartkorn. Resten var det mindre hartkorn, Fisker og en Gartner.
Og sammenlignet med landsognet Skanderup Sogn og Hjarup er der kun en minimal repræsentation af stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. daglejere, landarbejdere. Der var i dette landsogn ej heller tilkommet en jernbane, der som andre steder, også i landsognene Skanderup og Hjarup i 1876 satte sit præg på stillingsbetegnelserne.
Derimod var der både 1848-50 og 1864 stillingsbetegnelser med fiskeri, som kan tilskrives beliggenheden ved Limfjorden. 
  
J. J. Bruun, Schifve, ... Ao. 1755.[289]Lokaliteterne 1-11 er trukket op og er: 1. Vor Frue Kirche, 2. Torvit, 3. Schifve-Huus, 4. Vester-gade, 5. Adel-gaden, 6. Nørre-gaden, 7. Øster-gaden, 8. Ting-gaden, 9. Slots-gaden, 10. Sønder-Bye, 11. Schifve-Aae.
 
Skive Købstad, Trap, kort 1900. 
I dette format er kortet vanskeligt aflæselig. Derfor en medfølgende digital henvisning fra Trap Beskrivelse af Kongeriget Danmark III Udgave. [290] Som Skive så ud efter den relativt nyanlagte jernbane og begyndende industrialisering. Men stadig præget af landbruget som omkringliggende, dominerende hovederhverv.
 
1755 kortet er vendt syd-nord, Trap kortet nord-syd.
 
 
De registrerede erindringsmedaljer for Skive By[291] bærer præg af, at der til byområdet også hørte deciderede landområder i det, der den gang var byens yderområder.
Der blev til første slesvigske krig fra Skive By, Købstad indsendt og bevilget 58 ansøgninger om erindringsmedalje for krigsdeltagelse.
Der skal for Skive som for de øvrige byområder tages forbehold over for placeringen af stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som her i den indledende tabellariske oversigt er placeret under henholdsvis landbrug og håndværk o.l. Der er helt afgjort ikke tale om et enten eller, således som stillingsbetegnelsen her er placeret for overskuelighedens skyld.
Stillingsbetegnelser 1848-50 og 1864, Skive[292]
1848-50
1864
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
34
58,6
21
36,2
21
31,8
9
13,6
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
12
20,7
25
43,1
21
31,8
33
50,0
Handel, service, andet
Handel, service, andet
12
20,7
12
20,7
24
36,4
24
36,4
I alt    58    
100,0
58
100,0
66
100,0
66
100,0

Stillingsbetegnelser inden for landbrug

Den mangelfulde viden om, hvad stillingsbetegnelserne anno 1876 de facto dækker over, giver en heraf følgende tvetydighed i nogle af de heraf afledte slutninger.
Af de 34, potentielt kun 21 stillingsbetegnelser inden for landbrug var der 2 Gaardmænd 1848-50, men ingen af de 21, potentielt kun 9 i 1864 var med stillingsbetegnelser fra det lidt større hartkorn. Stillingsbetegnelserne Husmand, Huusmand, Boelsmand figurerer med 11 personer eller 19 % 1848-50. I 1864 var der ikke registreret personer med disse stillingsbetegnelser.
I begge de slesvigske krige var i Skive stillingsbetegnelsen Arbeidsmand - ligesom i landlokaliteten Andst Herred ved Kongeåen - den som enkeltstående stillingsbetegnelse dominerende. I Andst Herred med henholdsvis 21,7 % og 15,3 % af stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864, i Skive med 13 personer, 22,4 % i første slesvigske krig, i 1864 krigen 12 personer, 18,2 % med stillingbetegnelsen Arbeidsmand.  
I tabellen forudsættes det, at denne stillingsbetegnelse kan have dækket over forskellige former for landarbejdere eller alternativt ufaglært arbejdskraft i de sekundære erhverv i Skive by. Den alternative gruppering for stillingsbetegnelsen er derfor håndværk o.l., hvor det desværre er helt umuligt at nuancere i forhold til et enten, eller.
Af andre stillingsbetegnelse, grupperet under landbrug var der i første slesvigske krig angivet 6 personer som Landmand, Land- eller Avlsbruger, 1 Dagleier og 1 Fisker, 8 personer i alt.
I 1864 var der 21 personer med andre stillingsbetegnelser inden for landbrug 3 Gaards-, Tjenestekarl, 1 Fattiggaardsbestyrer, 1 Fisker, 4 Landmand eller Jordbruger. 
Krigsdeltagelsen for landbrug fra første slesvigske krig til 1864 krigen faldt fra 58,6 til 31,8 %, hvis Arbeidsmand er helt inkluderet som arbejdskraft i dette erhverv. Ellers har faldet i landbrugets krigsdeltagelse været fra 36,2 til 13,6 %. Under alle omstændigheder et stort og betydeligt fald.

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l.

Lige så sikkert, som der kan konstateres et fald i krigsdeltagelsen inden for grupperingen landbrug fra første slesvigske krig til 1864 krigen, lige så sikkert kan der i Skive konstateres en stigning i krigsdeltagelsen inden for grupperingen håndværk o.l. Her er stigningen excl. Stillingsbetegnelsen Arbeidsmand fra 12 til 21 personer, fra 20,7 til 31,8 %. Incl. Arbeidsmand er stigningen fra 25 til 33 personer, fra 43,1 til 50,0 %
Stillingsbetegnelserne under første slesvigske krig var 3 Skomager, -mester, 2 Snedker hvoraf 1 også Møbelhandler, 1 Rebslager, 4 Murer, -mester, 1Tømmermester, 1 Naalmager Skive Fattiggaard.
Stillingsbetegnelserne 1864 var 5 Skomager, -svend, -mester, 1 Sadelmagermester, 1 Slagter, 1 Blikkenslager, 3 Maler, -mester, Farver, 1 Smed, 1 Bødker, 1 Uhrmager. 
De to stillingsgrupper inden for henholdsvis landbrug og håndværk o.l. kan som krigsdeltagende med den indbyggede usikkerhed omkring stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok bedst anskues i relation til den sidste gruppering med handel, service, andet, hvis forøgelse i krigsdeltagelsen svarer til den samlede nedgang i landbrug, håndværk o.l.

Stillingsbetegnelser inden for handel, service og andre, blandede erhvervsgrupper

Som samlet gruppe forøgedes krigsdeltagelsen for handel, service og andet fra 12 til 24 personer, fra 20,7 til 36,4 % i krigsdeltagelsen.
Under første slesvigske krig omfattede denne gruppe 5 personer med stillingsbetegnelserne 3 Kjøbmand, Købs-, Detailhandel, 1 Vertshusholder, 1 Bankbogholder, som tilsammen udgjorde 8,6 %.
I en blandet gruppe var der 2 Banearbeider, Pakhuskarl Skive Station, 1 Kongelig Toldassistent, 1 Betjent, 1 Pakhuskarl, 2 uidentificerbare, som tilsammen udgjorde 7 personer eller 12,1 %.
Under 1864 krigen var der 11 personer, 16,7 % med stillingsbetegnelsen inden for gruppen handel og service, heraf 2 Kjøbmand, 4 Verts-, Værtshusholder, Restauratør, Hoteleier, 1 Marskandiser, 1 Conditor, 1 Boghandler, 1 Manufaktur, 1 Træhandler.
I en blandet gruppe var der 13 personer, 19,7 %, heraf 2 Skolelærere (i Landsogn), 1 Bestyrer af Realskole, 1 ansat ved Banen. De resterende 9 var 1 Opsynsmand, 1 Fører (?Lokomotiv?), 1 Staldforpagter, 1 Ungkarl, 5 uidentificerbare.  
Med stillingsbetegnelser som Handel, Bankbogholder, Kjøbmand, Manufaktur, Marskandiser, Værtshus m.v. - var der henholdsvis 11,9 % i 1848-50 og 14,4 % i 1864.
Som et ganske vist lidet og fattigt byområde startede Skive i første slesvigske krig med stor krigsdeltagelse fra stillingsbetegnelser inden for landbrug, 58,8 %, som falder til 31,8 % i 1864 krigen, hvis stillingsbetegnelsen Arbeidsmand henregnes under landbrug ellers fra 36,2 til 13,6 %.
Ændringen i krigsdeltagelsen fordelt på grupperede stillingsbetegnelser sker fra landbrug især og håndværk o.l. til en næsten jævn tredeling mellem landbrug, håndværk o.l., med handel, service og blandede stillingsbetegnelser i den sidste tredjedel.
Skiftet kan formentlig også her primært forklares med intentionerne i loven om almindelig værnepligt 12. februar 1849, hvor Skive By forekommer relativt eksemplarisk.

Lokaliteten Viborg By[293]
I modsætning til landstendensen, hvor det størrelsesmæssige forhold mellem ansøgningerne om erindringsmedalje 1848-50 og 1864 var 42,6 % mod 57,4 % af alle ansøgningerne, så har Viborg 1864 færre, nemlig 85, hvor der 1848-50 var 101 ansøgninger. Stort set omvendt resten af de her gennemgåede lokaliteter, samt resten af landet, hvor der kan konstateres flere krigsdeltagere i 1864 end i første slesvigske krig.
Stillingsbetegnelserne i de indsendte ansøgninger om erindringsmedaljer for Viborg By, Købstad har i dokumentationstabellen for begge de slesvigske krige[294] angivet den lokalitet, Viborg Mark, hvor Stillingsbetegnelser inden for landbrug især er placeret. Også her er der indlagt mulighed for kald til dokumentationen for tabellens oplysninger.
Der er også for Viborg fremstillet grupperede tabeller med Stillingsbetegnelserne for både første slesvigske krig[295] og for 1864 krigen[296].

Stillingsbetegnelser inden for landbrug

Landbrugets andel af krigsdeltagende soldater faldt fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 37 personer eller 36,3 % til 22 personer, 25,9 % af alle.
1848-50 var der 1 person med stillingsbetegnelsen Gaardeier, men ingen fra det lidt større hartkorn 1864. Der var første slesvigske krig 20 personer, 19,8 % med stillingsbetegnelser som Landbrug, Landmand, Avlsbruger, Jorsmand, -bruger. Tilsvarende var der 1864 med stillingsbetegnelsen Avlsbruger 4 personer. 2 personer med stillingsbetegnelser som Forvalter og Gartner 1848-50 var 1864 blevet til 2 personer med stillingsbetegnelsen Huusmand, Bolsmand.
Den største stillingsbetegnelse, grupperet under landbrug var under begge de slesvigske krige Arbeidsmand med 14 og 13 personer, 13,9 % til 15,3 % af de krigsdeltagende inden for landbrugsgruppen fra første til anden slesvigske krig.

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l.

Denne gruppe af stillingbeskrivelser gik fra 38 personer, 37,6 % i første slesvigske krig til 41 personer, 48,2 % i 1864 krigen.
Det viser en ret markant stigning i krigsdeltagelsen i Viborg for Stillingsbetegnelserne inden for håndværk o.l.
Der er adskillige angivelser af, om der i stillingsbetegnelsen har været tale om en ansat, svend o.l. eller en ”Mester”, ejer af virksomheden. Besvarelserne er dog her som i de øvrige lokaliteter for upræcise og tilfældige på dette punkt til, at det vil være muligt at foretage en sådan opdeling.
De i gruppen registrerede stillingsbetegnelser for 1848-50 krigen var i antalsmæssig rækkefølge, 9 Skomager, -mester, 6 Tømrer, -svend, -mester, 4 Steenhugger, Brobygger, -lægger, 3 Murer, -svend, 2 Skrædder, -mester, 2 Smed, -mester, 2 Malermester, Farver, 2 Garver, en af hver med flg. betegnelser: Kunstdreier, Lysestøber, Teglbrænder, Saddelmager, Snedkersvend, Glarmester, Skorstensfeiermester, Jernstøbearbeider. 
De i gruppen registrerede stillingsbetegnelser for 1864 krigen var i antalsmæssig rækkefølge, 9 Skomager, -mester, -svend, 8 Murer, -svend, Muurmester, Dreier, Tømre, Snedker, -svend, 4 Maler, -mester, Maler og Fotograf, 4 Slagter, -mester, Slagter og Værtshusholder, 2 Skrædder, -mester, 2 Ølbrygger, Bryggeri Forpagter, Dania, 2 Smed, Guldsmed, en af hver med flg. betegnelser: Fabriks Arbeider (som er 13 år yngre end Jernstøbearbeideren fra 1848-50)[297], Bagermester, Bogbinder, Væver, Bødkermester, Garver Svend, Karetmager, Handskemager, Vægter, Fabrikant.

Stillingsbetegnelser inden for handel, service og andet

Denne gruppe med noget blandede Stillingsbetegnelser omfattede under første slesvigske krig 26 personer, 25,7 %, under 1864 krigen 22 personer, 25,9 %. Altså en antalsmæssigt relativt konstant gruppe af Stillingsbetegnelser i Viborg under de slesvigske krige.
De 26 stillingsbetegnelserne 1848-50 i antalsmæssig rækkefølge er 4 Kjøbmand og handelsagent, Detailhandler, Handlende Slesvig, 2 Kontorist, Bogholder, 2 Politibetjent (siden 25. oktober 1858), Betjent, 2 Overbanemester, Ledvogter, 2 Værtshusholder, 2 Kongelig Postfører, Particulier, en af hver med betegnelserne Bybud, Træhandler, Fragtkører, Skolelærer, Medhjælper Viborg Apothek, Orgonom? Og 4 uidentificeret.
De 22 stillingsbetegnelser 1864 i antalsmæssig rækkefølge er 6 Kjøbmand, 5 Restaurateur, Værtshusholder, Vertshusholder, en af hver med betegnelserne Træhandler, Bog- og Papirhandler, Ølhanler, Redaktør og Udgiver af Viborg Stiftstidende, Fuldmægtig, Pakhusforvalter, Formand Jysk fynske Jernbaner og 4 uidentificerbar.
Sammenfattende sammenligning af stillingsbetegnelserne i erindringsmedalje ansøgningerne  
Udgangspunktet for sammenligningen mellem de udvalgte lokaliteter er den almindelige værnepligt, som blev indført 12. februar 1849 i Danmark som afløsning for en værnepligt, der tidligere kun havde påhvilet bønderne, dem der arbejdede med jorden.
I de ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagende soldater angives i ansøgningerne fra 1876 og fremefter bopæl og stillingsbetegnelse. Det er disse besvarelser, der har været udgangspunkt for en undersøgelse af stillingsbetegnelserne i de udvalgte områder. 
Umiddelbart må det forventes, at krigsdeltagelsen i første slesvigske krig har større andel af personer, beskæftiget inden for landbrug end krigsdeltagelsen i begge krige. Først og fremmest fordi loven om almindelig værnepligt først blev indført under og som en konsekvens af første slesvigske krig.
Til vurderingen af krigsdeltagelsens udvidelse til andre erhvervsgrupper end landbrug hører også et sammenligningsgrundlag i den generelle erhvervsfordeling i perioden omkring de slesvigske krige.
I Danmarks Statistiks erhvervsfordeling for Danmark på landsplan 1787-1880   er landbrug i alt opgjort inkl. fiskeri, daglejere og arbejdsmænd for kongeriget Danmark afgrænset til hertugdømmet Slesvig ved Kongeåen.[298]
Denne erhvervsfordeling er foretaget på trods af erkendte problemer med at skelne mellem landbrug og håndværk i perioden indtil 1901, når det drejer sig om stiilingsbetegnelser som Huusmand, Arbeidsmand, Dagleier o.l., der ofte inkluderer en form for håndværk som bi- eller delvis beskæftigelse. Og ydermere med de problemer, der i øvrigt er forbundet med på den tid at adskille sekundær erhvervstilknytning især inden for byområderne, når det drejer sig om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand.
Den her fundne gennemsnitlige erhvervsfordeling 1860-1880 er udregnet som et simpelt gennemsnit, og benyttes som direkte korrespondance til ansøgningerne om erindringsmedaljer, indgivet siden 1876.[299]
De gennemsnitlige procentsatser er periodens andele af alle erhvervsbeskæftigede personer.
  • landbrug i alt 60,1 %,
  • håndværk og industri 22,3 %,
  • handel og service, 12,1 %
  • andet 5,4 %
Desuden kan de udvalgte områders folketal, som er registreret i folketællingerne umiddelbart sammenholdes med krigsdeltagelse som procent heraf. Det giver en fordeling på land og by, som så sammenholdes med de udvalgte områders fordeling på stilling.
Det er her umiddelbart indlysende og forventeligt, at landområder med en større andel af landbrugserhverv end byområderne også vil have en større andel af krigsdeltagende i løbet af skiftet fra den værnepligt, der tidligere kun hvilede på bønderne indtil den almene værnepligt 1849.
I denne sammenligning var krigsdeltagelsen 1848-50 mindst i de to byområder Viborg og Skive og på tredjepladsen landområdet Fjends Herred. 1864 var krigsdeltagelsen mindst i Viborg, Fjends Herred og Skive i nævnte rækkefølge, altså den nordlige del af undersøgelsesområdet, hvor områderne ved Kongeåen havde klart den største krigsdeltagelsesprocent, Andst Herred dog på niveau med Skive.[300]
Tilbage står den relativt simple opgave at konstatere, hvor meget landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser reduceredes i løbet af de slesvigske krige, og hvilke stillingsbetegnelser, der tog over som en konsekvens af den almindelige værnepligt siden 1849.

Krigsdeltagelsen i de udvalgte landdistrikter

Der kan konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i Andst Herred og i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
I Fjends Herred var krigsdeltagelsen inden for landbrug 96,8 %, med et fald til 85,9 % i 1864 krigen. Landsognet Ørslevkloster i Fjends Herred havde kun få krigsdeltagende soldater i de slesvigske krige, 21 personer i første slesvigske krig, hvor alle havde stillingsbetegnelser inden for landbrug, med et fald til 15 personer i 1864 krigen, hvor kun to, en skovfoged og en møllebygger erhvervsmæssigt lå uden for, men dog stadig forbundet med stillingsbeskrivelserne inden for landbrug. [301]
I tabelform kan reduktionen i de udvalgte landdistrikters krigsdeltagelse illustreres således:
Reduktion i landdistrikternes procentuelle landbrugsandele, procentpoint
Andst Herred
Skanderup, Hjarup
Fjends Herred
Ørslevkloster
11,5
14,5
10,9
13,3
Det antaget lidt større hartkorn med stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, havde i Andst Herred en krigsdeltagelse på 10,9% i første slesvigske krig, i 1864 krigen 12,7 %, hvor krigsdeltagelsen i Skanderup, Hjarup Sogn gik fra 11,1 til 9,7 %.  Eller under første slesvigske krig omkring herredsandelen men med et fald i 1864 krigen, hvor herredets krigsdeltagelse for denne gruppe var stigende.
I Fjends Herred var det lidt større hartkorns krigsdeltagelse, d.v.s. Gaardmænd, -eiere, som udgjorde henholdsvis 31, 8 % og 23,2 % af områdets krigsdeltagelse i de to slesvigske krige, ganske betydelig og overskred langt krigsdeltagelsen for samme gruppe i landdistrikterne ved Kongeåen. Ørslevkloster Sogn havde blandt sine krigsdeltagende henholdsvis 4 og 1 fra denne gruppe, det lidt større hartkorn, hvilket mere svarer til samme gruppes andel i landdistrikterne ved Kongeåen.   
De behandlede landdistrikter lå stillingsbeskrivelses- og erhvervsmæssigt langt over den gennemsnitlige befolkningsandel, der var beskæftiget inden for landbrug m.v. Den landsdækkende andel er for 1860-80 beregnet til 48,0 %.[302]
Det kan ydermere konstateres, at Skanderup og Hjarup Sogn havde en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen i begge slesvigske krige end resten af Andst Herred, formentlig fordi jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og havde ændret stillingsbetegnelserne væk fra den dominans, landbruget havde i sognet før jernbanens ankomst i 1866. Og stiilingsbetegnelserne er anført 1876, hvor der potentielt og de facto ret realistisk kan være foretaget et erhvervsskift fra landbrug til et byerhverv, f.eks. til jernbanen. 
Landområderne i Fjends Herred derimod havde en fortsat ganske dominerende andel fra landbruget, velsagtens nok, fordi dette erhverv har været stort set det eneste, dog med en mindre tilkomst af håndværks-, handel m.fl. erhverv i 1864. 

Krigsdeltagelsen i de udvalgte byområder

Det er - forhåbentlig med rette - taget for givet, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand i de udvalgte landområder var en stillingsbetegnelse, der dækkede over landarbejder, daglejer m.v. inden for langbrugserhvervet.
Men når det gælder de udvalgte byområder, kræver denne stillingsbetegnelse nærmere overvejelse, om man her også uden videre med stillingbetegnelser, angivet siden 1876 fortsat kan gå ud fra, at Arbeidsmand altid har været en stillingsbetegnelse, som dækkede daglejer o.l. ved landbrug?
Stillingsbetegnelser med landbrug, hvor Arbeidsmand er udskilt og opgjort som procentdel af alle i lokaliteten.
Andst Herred
Heraf Arbeidsmand
Fjends herred
Heraf Arbeidsmand
Krig
84,4
21,7
96,8
12,1
1848-50
73,7
15,3
84,4
11,4
1864
Skanderup, Hjarup Sogn
  
Ørslevkloster Sogn
    
82,2
37,8
100
14,3
1848-50
67,7
14,5
66,7
6,7
1864
Kolding
  
Skive
    
29,7
26,1
58,6
22,4
1848-50
22,3
20,8
31,8
18,2
1864
   
Viborg
    
   
36,7
13,9
1848-50
   
25,9
15,3
1864
Selvom det antages, at Arbeidsmand nogenlunde entydigt i landområderne er en form for Landarbejder, Daglejer m.v., beskæftiget inden for landbrug, er denne antagelse i byområderne tvivlsom, også selv om ansøgningsskemaernes stillingsbetegnelser med Arbeidsmand, som konkret har kunnet konstateres at have været tilknyttet en form for sekundære erhverv, er sorteret fra.[303]
Landbrug uden Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
  
 
Kolding
Viborg
Skive
Andst Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Fjends Herred
Ørslevkloster Sogn
Gennemsnit
1848-50
3,6
22,8
36,2
62,8
44,4
84,7
85,7
48,6
1864
1,5
10,6
13,6
58,4
53,2
73,0
60,0
38,6
Inden for alle de valgte områder er landbrugets andel af stillingsbetegnelserne faldet fra første til anden slesvigske krig. Landbrugets faldende andel i krigsdeltagelsen har været markant størst i de udvalgte byområder, omkring en halvering.
I landområderne har landbrugets andel i krigsdeltagelsen også været faldende, men her er der tale om mere beskedne fald fra første til anden slesvigske krig, mindst i Andst Herred med lidt mere end 4 procentpoint. Her dog med varianten, at landbrugets krigsdeltagelse i Skanderup, Hjarup Sogn er steget med næsten 9 procentpoint, hvilket muligvis skal ses i sammenhæng med faldet i krigsdeltagelsen for lokalområdets stillingsbetegnelse Arbeidsmand, som her nok må anses for at have været landarbejdere o.l. Den forøgede krigsdeltagelse fra første til anden slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogne må formentlig konstateres at have været det mindre hartkorn, Huusmænd o.l., da både det større hartkorn, Gaardmand, -eier og landarbejdere o.l. med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand havde faldende krigsdeltagelse.
Det største fald i landbrugets krigsdeltagelse kan konstateres i landområdet Fjends Herred, mest markant i Ørslevkloster Sogn.
Byområdet Skive har en i forhold til Viborg - og Kolding især - markant stor krigsdeltagelse fra landbrug i første slesvigske krig, med et betydeligt fald, men stadig flere krigsdeltagende fra Landbrug end Kolding og Viborg under anden slesvigske krig.
Andelen i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelsen ”Arbeidsmand”, undtaget Viborg by har tilsvarende landbrugets andel været faldende fra første til anden slesvigske krig. I Viborg er andelen for ”Arbeidsmand” steget, ikke meget men dog med næsten et par procentpoint.
Det er konstaterbart, at andelen for Arbeidsmand i begge slesvigske krige i byområderne Kolding og Skive har ligget over den gennemsnitlige andel for Arbeidsmand. Men som det ses, ikke i Viborg.
Skives og Koldings relativt store andel for krigsdeltagende med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand i har formentlig i forhold til Viborg hver sin forklaring. Kolding har som Viborg været mindre præget af stillingsbetegnelser inden for landbrug. Men især i Kolding har stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok i temmelig høj grad dækket over en tilknytning til sekundære erhverv.  
Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
    
 
Kolding
Viborg
Skive
Andst Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Fjends Herred
Ørslevkloster Sogn
Gennemsnit
1848-50
26,1
13,9
22,4
21,7
37,8
12,1
14,3
21,2
1864
20,8
15,3
18,2
15,3
14,5
11,4
6,7
14,6
I Kolding er der som ”andre arbejdere” registreret Maskinarbejder, Jernstøbearbeider, Arbejder (ved) Kolding Gasværk, Jernbanearbejder, Fabriksarbejder, Tobaks- og Cigararbeider.
Med landsognene Skanderup, Hjarup og markant Fjends Herred som yderpunkter med størstedelen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug, repræsenterer Kolding det andet yderpunkt, det bymæssige, hvor der kun har været ganske få stillingsbetegnelser inden for landbrug i de to slesvigske krige, når Arbeidsmand fraregnes.
Afstanden mellem Kolding og i forhold til Viborg, Skive m.h.t. andelen af stillingsbetegnelser inden for landbrug er betydeligt større end den indbyrdes forskel mellem Viborg og Skive i de to slesvigske krige. 
Viborgs forholdsvis lavere andel med stillingsbetegnelsen Arbejdsmand, Arbejder, 13,9  og 15,3 % mod Koldings 25,1 % og 20,8 % i henholdsvis første og anden slesvigske krig kan muligvis dække over en tidligere industrialisering i Kolding kombineret med anderledes sociale stratificering i Viborg, der dog næppe har gjort sig gældende på anden måde, end at andelen af personer med stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand", Arbeider", uanset om det var landarbejdere eller ufaglærte, generelt har været lavere i Viborg end i de øvrige bymæssige områder.
Samlet karakteristik af de udvalgte områders krigsdeltagelse i de to slesvigske krige.
De til undersøgelsen udvalgte områder er tilsigtet at skulle repræsentere de slesvigske kriges centrum omkring Kongeåen og et geografisk noget fjernere område, hvor der i Nørrejylland er et udpræget landområde, Fjends Herred og to formodet noget forskellige byområder, Viborg og Skive. Den her indbyggede fordeling mellem land- og byområder er ved Kongeåen også søgt tilvejebragt med valget af Andst Herred med især Skanderup Sogn og Kolding Købstad og By.
Det er en historisk kendsgerning, at militærtjenesten i enevældens Danmark for menige soldater var pålagt bønderne, at militærtjenesten så at sige udsprang af jorden, idet herremændene først og fremmest måtte bidrage til behovet for militært personel gennem dem, der dyrkede jorden for dem, bønderne.
Skiftet til den almindelige værnepligt med 1849 loven formodedes indledende at kunne aflæses i krigsdeltagelsen i begge de slesvigske krige, mest og tydeligst, naturligvis i 1864 krigen.
Krigsdeltagelsen i de to slesvigske krige, her undersøgt gennem de søgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagelse fra 1876, viser et klart fald i de landbrugstilknyttede stillingsbetegnelsers andel.
Med lokale variationer og variationer mellem land- og byområder som påvist.

Afslutning, sammenfatning

Set i helikopterperspektiv kan de slesvigske krige karakteriseres som en videreførelse af udenrigspolitiske beslutninger, der mere hvilede på håbefulde hensigter end gode analyser af konsekvenserne.
Fra Christian d. 4.’s over det enevældige Danmarks svenske krige til de slesvigske kriges endelige reduktion af det danske kongerige til en lilleputstat har Danmarks vej i forhold til de udenrigspolitiske medspillere været tornebestrøet.
De slesvigske krige kostede stort set ikke civile ofre i modsætning til svenskekrigene. Og i erindringerne fra de to slesvigske krige var holdningen til besættelsesmagten ikke meget fordømmende ud over de økonomiske konsekvenser af besættelsestroppernes krav om økonomisk underhold og forplejning. Regulære plyndringer og terrorlignende aktioner kan man ikke konstatere meget af i den samtidige presse og de behandlede erindringer.
De slesvigske krige er i princippet et resultat af de beslutninger, som et valgt folkestyre - med begrænset valgret ganske vist - havde truffet. I tiden 1848-49 dog i samspil med en svækket, enevældig kongemagt. Men nu i modsætning til tidligere tiders konge-rigsråds, senere den enevældige kongemagts beslutninger, så også tilsat et begrænset folkeligt element.
Det nationalliberale, bedre borgerskab, der havde regerings- og beslutningsmagten sammen med kongen efter junigrundlovens bestemmelser traf i begge slesvigske krige beslutninger, der stred mod historiske aftaler omkring Slesvig og Holsten, som man fejlagtigt vurderede kunne accepteres af de stormagter, som den absolutte modstander, Prøjsen, Tyskland også var en del af. Det derfor naive ønske om et Danmark til Ejderen var aldrig en mulighed. Og for at gøre ondt værre, så var de militære forberedelser og den militære strategi slet ikke på højde med modstanderens.
De krigsdeltagende soldater har været i fokus for undersøgelsen, og det kan konstateres, at tidligere tiders udelukkende soldatertjeneste, som havde været en forpligtelse, der påhvilede dem, der arbejdede med jorden, især de mindst velstillede, efter den almindelige værnepligt nu var blevet en personlig, erhvervsmæssigt mere bred forpligtelse.
Med de påviste, lokale variationer.   

Kilder og litteratur

Kildemateriale:
Ansøgninger om erindringsmedalje Andst Herred 1848-50. 258 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Andst Herred 1864. 353 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Kolding By 1848-50. 111 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Kolding By 1864. 202 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Viborg By 1848-50. 101 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Viborg By 1864. 85 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Skive By 1848-50. 58 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Skive By 1864. 66 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Fjends Herred 1848-50. 157 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Fjends Herred 1864. 184 bevilgede ansøgninger.
Der er udarbejdet (sekundære) registre, databaser over faldne og deltagende soldater i de slesvigske krige.
Registrene er udarbejdet efter Vilhelm Cohen, Krigen 1864 og de faldnes Minde, udgivet 1865. Samt efter faderen A. D. Cohen, Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851.
Begge bøger er som kildemateriale sekundært, og begge ganske vanskelige at verificere i forhold til det primære kildemateriale.
Det fremgår af V. Cohens forord, at hans (og faderens) værker hviler på de bedste, officielle kilder, herunder militære oplysninger, dvs. materiale, som i dag skal søges i især krigsarkiverne.
Selv om Cohen udgivelserne er sekundære, er de her benyttet som det mest overkommelige materiale, sporadisk sammenholdt med primært kildemateriale i form af folketællinger, kirkebøger og militære arkiver mv.
Men det er bedre, om end vanskeligere, at gå til arkiverne.
Med de foretagne, kontrollerende korrektioner anses de for at være retvisende til herværende brug. Også selvom der ved foretagne kontrolopslag i arkivmaterialet er fundet fejl og uoverensstemmelser. Som der naturligvis er taget forbehold over for i fremstillingen.
Primært kildemateriale finder man først og fremmest registreret i Rigsarkivet samt i nogen udstrækning lokalarkiverne, her Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv og Kolding Stadsarkiv. Dog ikke Lokalhistorisk Arkiv, Vorbasse, viser henvendelse.
Samt sporadisk i andre i sammenhængen relevante lokalarkiver, der alle kan søges på arkiv.dk.
De militære arkiver er benyttet af Generalstaben, som har udgivet fyldige redegørelser for krigene 1848-50 og 1864 krigen. For begge udgivelser anføres det, at de er "Udarbejdet på Grundlag af officielle Documenter og med Krigsministeriets Tilladelse." Selv om der er brugt officielle dokumenter, er der tale om udvælgelse til de beretninger, som Generalstaben har fundet det passende at bringe.

Erindringer

Det, man først og fremmest kan benytte erindringsmateriale til, er at få et indtryk af begivenhedernes indflydelse på dagligliv og daglige gøremål. Det var for den her behandlede tid, midten af, slutningen af 1800-tallet kun et fåtal i den brede befolkning, der kunne og ville nedskrive deres erindringer, oplevelser. Og det giver en klar mangel i dette materialets evne til at fungere som udtryk for oplevelsesaspektet ved begivenhederne. Vi får stort set kun materiale fra den bedrestillede og veluddannede del af befolkningen.

Prins Frederik af Nørs erindringer[304], Optegnelser af Prinds Friedrich af Schleswig-Holstein-Noer, fra Aarene 1848-50, Kjøbenhavn 1861. Prinsen af Nør sætter ikke sit lys under en skæppe. Der er kritik af de fleste generalers, herunder oberst, senere general Bonins, strategiske kunnen. Der lægges heller ikke skjul på Prinsens centrale rolle i Den Provisoriske Regering, der 23. okt. 1848 blev endeligt afløst af Fællesregeringen med sæde på Gottorp Slot.

http://skanderupsognshistorie.dk/images/sampledata/Krige/ProvisoriskeReg48Noer.jpg
I Fortalen fremlægger Frederik af Nør sin udgave af sandheden om Den Provisoriske Regering, hvor han var centralt placeret, som det fremgår af den i Optegnelser indlagte præsentation af regeringens personer.
 
Samtidens aviser kan være gode kilder til at afspejle folkestemningen. Faktuelle oplysninger skal man søge i andet, primært kildemateriale.
Problemet med datidens aviser kan være / er, at skribenterne ofte fremtræder anonymiserede, f. eks. i Dannevirke 2. maj 1849 "af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn dateret 26. April ..." o.l., eller slet og ret manglende angivelse af skribenten.
Det giver det helt åbenbare problem, at det kan være vanskeligt at afdække avisartiklens mere præcise tendens. Oftest fremgår det af de samtidige avisartikler, at der har været militærkyndige skribenter på spil, enten som informanter eller som direkte skribenter.
Men benyttet som kilder til det brede begreb "den samtidige folkestemning", så går det vel an, kombineret med andet, mere gennemskueligt kildemateriale. 
De mest benyttede aviser i denne sammenhæng er Dannevirke (udgivet i Haderslev 1838-1975, talerør for dansksindede i Sønderjylland), Aarhus Stiftstidende (grundlagt 1794, nu ejet af Jysk Fynske Medier), der citerer Dannevirke. Fædrelandet (organ for de nationalliberale 1834-88). Men i princippet er alle danske, samtidige aviser benyttet.
Gennemgående ser avisernes reportager mest af alt ud som propaganda for den danske krigsførelse mod "Insurgenterne", "Preusserne" eller barr "Fjenden" med oftest nøje beskrivelser af de militære bevægelser og dispositioner, stort set intet eller kun sporadisk om krigen og befolkningen.
 
Det, man først og fremmest kan benytte erindringsmateriale til, er at få et indtryk af begivenhedernes indflydelse på dagligliv og daglige gøremål. Det var for den her behandlede tid, midten af, slutningen af 1800-tallet kun et fåtal i den brede befolkning, der kunne og ville nedskrive deres erindringer, oplevelser. Og det giver en klar mangel i dette materialets evne til at fungere som udtryk for oplevelsesaspektet ved begivenhederne. Vi får stort set kun materiale fra den bedrestillede og veluddannede del af befolkningen.
Erindringer o.l. fra Viborg, Skive området er i forhold til de andre her undersøgte lokalområder temmelig enestående bevaret i forskellige udgaver af Skivebogen eller - som den oprindeligt hed, indtil den blev omdøbt af Jeppe Aakjær - Historisk Aarbog for Skive og Omegn.
  • 5. Bind 1913, Vilh. Thomsen, Vor tyske Indkvartering, En Skoledrengs Erindringer fra Invasionens Tid, s. 137-164. Omhandler en selvoplevet tid, invasionen af tyske tropper 1864 i Viborg med sporadiske erindringsglimt fra Skive og omegn.
  • 28. Bind 1936, Gudmund Schütte, Salling-Fjends Herreder og vor Grænsekamp, s. 70-124. Grundig og veldokumenteret fremstilling. Som dokumentation for Sallingsysselboernes manglende interesse i Sønderjylland i 1848-50 henviser G. Schütte til P. Lauridsens Da Sønderjylland vaagnede, Bd. 1, s. 218. 28. Bind. G. Schüttes artikel er den eneste af Skivebogens artikler, hvor første slesvigske krig optræder.
  • 23. Bind 1931, Jens Clausen, Tyskertid i Skiveegnen 1864, s. 1-33. Bygger på samtidige avisskildringer. Jens Clausen er absolut sekundær i forhold til de avisartikler, han har benyttet, men selv om J. Clausens avisudvælgelse kan anfægtes, så kan man f.eks. se, hvordan de udvalgte avisartikler (og måske Jens Clausens egne holdninger?) afspejler en anden stemning i forhold til besættelsesmagten end den, der kommer til udtryk i Viborg ved Vilh. Thomsen, 5. Bind 1913.
  • 68. Bind 1977, Jens Peter Hansen Ramsing, Breve fra 1864. Brevveksling melllem en fra Ramsing indkaldt og hans kone i Ramsing.
  • 80. Bind 1989, Niels Sørensen Lem, Veteraner fra 1864. Udgivet på foranledning af museumsdirektør / -forstander Jens Ole Lefevre. Artiklen består af 15 artikler i Skive Folkeblad, indsendt af Niels Sørensen Lem 1914 i anledning af 50-året for krigen i 1864. Det er i bemærkelsesværdig udstrækning erindringer fra og omkring Lem området. Der er i de indsendte erindringer, formidlet af Niels Sørensen Lem til Skive Folkeblad i 1914, oplysninger, som ikke korresponderer med andet, mere primært kildemateriale, samt oplysninger, som det har været umuligt at verificere. Det svækker troværdigheden af dette ellers temmeligt enestående erindringsmateriale.
Erindringer fra treårskrigen, Kolding. Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen. Ved P. Eliassen, VEJLE AMTS AARBØGER 1922. Apoteker A. H. H. Worsaae, Svaneapoteket Abenraa, nogle Træk fra Worsaaes Ophold som Farmaceut paa Kolding Apotek 1844-49.
Dagbog Kolding 1864, Marie Louise Sophie Halby, født Grandjean Begivenheder i 1864 set fra et Borgerhjem og med en brav og dygtig, ung Husmoders Øjne, begynder Dagen før den fjendtlige Besættelse af Kolding, 17. februar 1864, offentliggjort v. P. Eliassen i VEJLE AMTS AARBØGER UDGIVNE AF VEJLE AMTS HISTORISKE SAMFUND 1923-24, s. 22-91. Det fremgår af Dagbogen, at den er påbegyndt skrevet i Kolding 17. februar, afsluttet 9. september 1864. Dagbogen er omhyggeligt ført næsten hver dag - med indførte undskyldninger hvis ikke. Det kunne se ud til at være en fælles beslutning sammen med flere kvindelige medlemmer af familien Grandjean, hvor det i dagbogen hævdes, at den mest vedholdende har været dagbogsføreren Maria selv. Maria havde ved dagbogsskrivningen 2 børn, var gift med en formodentlig velhavende Kolding købmand, Peter August Halby, Låsbygade 42, Kolding. Disse faktuelle oplysninger findes i udgiveren P. Eliassens indledning s. 23. 
Generalstaben Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. 1. Del Krigen i 1848, Kjøbenhavn 1867, 2. Del Krigen i 1849, Kjøbenhavn 1873, 3. Del Krigen i 1850, Kjøbenhavn 1880.
Og Generalstaben, Den dansk-tydske Krig 1864, Del I, II, III, Kjøbenhavn 1890-1891.
Generalstaben blev etableret 20. januar 1808 som Hærens øverste, selvstændige kommandomyndighed i Danmark, direkte under Krigsministeriet.
Generalstabens udgivelser er "udarbejdet paa Grundlag af officielle Dokumenter og med Krigsministeriets Tilladelse. Kjøbenhavn 1867, Nyborg 1875, Kjøbenhavn 1880.
Oversigt over den active Hærs Formation og Inddeling Formationen - der tillige viser de Personalforandringer, der i Løbet af Vaabenstilstandsperioden vare foregaaede i Afdelingernes Commando; ligeledes skal kortelig anføres, hvorledes Udviklingen var foregaaet i de mange forskjellige, indre Forhold, der spille en saa væsenlig Rolle for en Hærs Existents."
Man kan sammenholde de militære beskrivelser her med Frands Frederik Elias Tuxens beskrivelser til brug ved officersskolens undervisning af officerer. Sammenligningen viser, at Generalstabens og Tuxens beskrivelser er stort set identiske. Under alle omstændigheder er dispositionen i Tuxen identisk med Generalstabens, der for krigene 1848-50 er den oprindelige version. I beskrivelsen af 1864 kampene er Tuxen muligvis mere autentisk end Generalstabens beskrivelser, især fordi Tuxen var med i kampene, og her har udgivet (1888) før Generalstaben (1890-91). Det formodes ikke, at der kommer nyt frem ved at benytte to formentlig næsten identiske fremstillinger af den samme vinkel på krigene, den militærstrategiske.
De 2 gange Cohen udgivelser er næsten samtidige. De benyttes i vid udstrækning og uden megen betænkelighed af lokal- og slægtshistorikere.
Generalstabens udgivelser er også næsten samtidige, som Cohen udgivelserne er materialet sekundært i forhold til Krigsministeriets dokumenter.
Generalstaben indeholder som Cohen udgivelserne fyldige berettende elementer om krigene, som kan være brugbare, korrekt benyttet. Ud over det berettende stof kan det være et problem, at der i Generalstabens udgivelser er foretaget en udvælgelse af stoffet, som der kan og skal kompenseres for med dokumentarisk materiale fra Rigsarkivet og Krigsministeriet.
  • Indledende bemærkninger s. 1-41 o. den politiske situation og forhistorie i og o. hertugdømmerne.
  • Oversigt over den danske Hærs og Flådes Tilstand og Dislocation ved Oprørets Udbrud, s. 41-55.
  • Oprørets Fremgang, de første Operationer af den . slesvigbolstenske Hær samt de dertil nærmest knyttede Begivenheder, s. 56-101.
  • Foreløbige Foranstaltninger fra dansk Side samt Rustningerne og de første Operationer til Bekjæmpelse af den oprørske Bevægelse, s. 101-159.
  • Angrebet paa Insurgenthæren og dennes Nederlag, s. 159-224.
  • Nekrologer s. 225ff.
  • Bilag: Reskripter, proklamationer, lister over oprørets personer, o. Provisoriske Regering, div. skrivelser,
    • Styrkefortegnelse, Bilag 10 a. Marche -Tableau for det nørrejydske Armecorps fra den 25de Marts til den 5de April 1848. Bilag 10 b. Tilsvarende for det venstre slesvigske flankekorps.
    • Tabsliste for fægtningen ved Bov.
  • Andet Afsnit, 12. april indtil våbenstilstanden i Malmø, s. 229-542 + Bilag. von Bonins krigserklæring, s. 237.
    • Kongens Rejse i Slesvig. - De diplomatiske Forhandlinger, der gik forud for Fredsbruddet med Tydskland.
    • Forholdene ved det danske Armeecorps fra den 13e til den 22de ApriI.
    • Forholdene paa den fjendlige Side fra den 13de til den 22de April.
    • Slaget ved Slesvig den 23de April, Armeecorpsets Retraite til Als og det nordlige Slesvig samt de dertil nærmest knyttede Begivenheder.
    • Bilag: Noter, beslutninger, bestemmelser
    • Tabsliste for Fægtningen S. for Ekernførde den 21de April 1848
    • Bilag 21. General-Styrkeliste over det Nørrejydske Armeecorps efter Styrkelisterne fra den 20de April 1848.
    • Tabsliste for Slaget ved Slesvig 23. April
    • Tabsliste for Fægtningen ved Oversø den 24de April 1848.
1. Afsnit Våbenstilstandsperioden.
2den September 1848-2den April 1849.
Foranstaltninger og Bestemmelser hovedsagelig af
militair Natur i Anledning af Vaabenstilstanden.
Forhandlingerne i Frankfurtt angaaende Veiltagelsen af Vaahenstilstanden - Diplomatiske
Forhantllinger angaaeude Tilvejebringelsen af
en ny ny Fællesregjerlng fol'' Hertngdommerne:
- den nye Regjerings Installation.
Begivenheder og Forhold ved den danske Hær
i Maanederne September og October indtil
Armeecorpsets Opløsning.
De politiske Forhold efter Installationeu af FælIesregjeringen,
- Den danske Regjerings
Skridt i Anledning af Fællesregjeringens Optræden
og med Hensyn til de forestaaende
Fredsunderhandiinger. Vaabenstilstalldens
Opsigelse. Fredsunderhandlingerne i London.
Fjendligbedel''lIes Gjenudbrud.
Begivenheder og Forhold ved den danske hær i
Tidsrummet fra Armecorpsets Opløsningg til
Fjendtlighedernes Gjenudbrud.
Begivenheder og Forhold ved den danske Marine
under Vaabenstilstanden.
De politiske og militaire Forhold i Hertugdømmerne
i den senere Del af Vaabeustilstandsperioden.
  • Concentrationen af Rigstropperne; disses Dialocation
    den 2den April s. 377. Afslutning
 
 
s. 1-414 + Bilag
Gjæringen i Hertugdømmerne. — Foranstaltninger, hovedsagelig af militair Natur, i Anledning af Vaabenstilstanden. Vanskeligheder ved Gjennemførelsen af Vaabenstilstanden ; Forhandlinger for at fjerne disse; Bestyrelsescommissionens Installation. Forhold ved den danske Hær indtil Armee- corpsets Opløsning.
Forholdenes Udvikling i Hertugdømmet Slesvig; den passive Modstand mod Bestyrelsescommissionen; de prenssiske Occnpationstroppers Optræden; Reclamatiouer i den Anledning. Statholderskabet aabner Underhandlinger i Kjebenhavn.
 
Begivenheder og Forhold ved den danske Hær fra Armeecorpsets Oplosning indtil Udgangen af Marts 1850.
 
Fredsunderhandlingerne i Berlin. Skrift fra den danBke Regjerings Side i Anledning af Tilstanden i Hertugdømmerne og den hele politiske Situation. Forhandlinger i Kjøhenbavn med holstenske Afsendinge. Freden sluttes. Forhandlinger om Arvefølge-spørgsmaalet.
 
Begivenheder og Forhold ved deu danske Hær fra April 1850 indtil Indrykningen i Slesvig. — Bestyrelsescommissionen fratræder; en kongelig Regjeringscommissair ndnævnes for Slesvig.
 
Begivenheder og Forhold ved den danske Marine under Vaabeustilstanden.
 
Forholdene ved den slesvig-holstenske Hær og Marine indtil Fjendlighedernes Gjenoptagelse.
 
Bilag, 24 i alt, herunder officielle bemærkningner anordninger m.v. o. de endelige aftaler o. Slesvig-Holsten:
Proklamation fra Statholderskabet, Protocol over Installeringen af Bestyrelsescommissionen for Hertugdømmet Slesvig.
Flensborg den 29de August 1849. Offentlig Bekjendtgjørelse, Boning og Pechlin, 25. August 1849, Bekjendtgjørelse angaaende Tiltrædelsen af den for ''Hertugdømmet Slesvig under Vaabenstilstanden i Overensstemmelse med Conventionen af 10de Juli d. A. beskikkede Bestyrelsescommission. 25. August 1849, efterfølgende Bekjendtgjørelse m.v., officielle henvendelser, proklamationer, Memorandum, bemærksninger m.v., Convention angaaende Nordslesvigs Besættelse af'' svensk-norske Tropper. 13. August 1849, Hemmelig Artikel, 13. August 1849.
 
 
Tilsvarende treårskrigen har Generalstaben udgivet
Den dansk-tydske Krig 1864 1ste Del, Kjøbenhavn 1890, Den dansk-tydske Krig 1864 2den Del, Kjøbenhavn 1891, Den dansk-tydske Krig 1864, 3die Del, Kjøbenhavn 1892, Den dansk-tydske Krig, 1864, Atlas, Kjøbenhavn 1892.
  
Rigsarkivet har Kartotek over faldne i 1848-50 og 1864. Det er Cohen registrene.
Desuden de slesvigske krige, som er en bredere række kartoteker og arkivsamlinger.
Rigsarkivets "De slesvigske krige" har som grundsubstans forsvarets arkiver, her inddraget som "Kartotek over faldne 1848-50 og 1864". Det er alfabetisk ordnede kopier over faldne soldaters navne. Har man et navn, f. eks. fra Cohens udarbejdede registre, så kan man her krydskontrollere med det primære kildemateriale.
Rigsarkivets "De slesvigske krige" er en bredere adgang til forskelligt arkivmateriale, som Rigsarkivet selv kalder "arkivskabte hjælpemidler".
Der er f. eks. og først og fremmest i denne sammenhæng de af Cohen udarbejdede tabslister, alfabetisk ordnet af R. Lemming. Desuden en hel del i denne sammenhæng ikke brugbare registreringer, flere også udarbejdet af R. Lemming.
Rigsarkivet, Register over døde i krigen 1864, v. R. Lemming, Aarhus 1997, afskrift efter V. Cohen, men sat i alfabetisk orden, også efter fødested. III del.
Rigsarkivet, Register over døde i krigen 1848-50, v. R. Lemming, Aarhus 1997, afskrift efter A. D. Cohen, men sat i alfabetisk orden, også efter fødested. III del.
Der er adskillige registreret med ukendt fødested.
Fødested Dollerup 1848-50.
Fødested Kolding 1864.
Fødested Skanderup 1864.
Fødested Dollerup 1864. Der er ingen registreret fra Dollerup, kun Dollerup Nørremark v. Viborg.
Fødested Skive 1848-50.
Fødested Viborg 1848-50, ingen.
Fødested Skive 1864.
Fødested Viborg 1864.
Rigsarkivet, Forsvarets Arkiver (FOARK), Arkivfunktionen for Forsvarets Arkivers Originale Medaljesager Ansøgninger om erindringsmedalje 1864. Selv om ikke alle overlevende skulle have fået søgt om erindringsmedalje, så må dette arkiv anses for retningsgivende som en fortegnelse over 1864 krigens deltagere. Der er en amtslig inddeling, alfabetisk inddeling for København. Der var ca. 55.000 ansøgninger til erindringsmedalje 1876.
Viborg Amt er herredsinddelt, særskilt fortegnelse for Skive by med 67 registreringer, Viborg by med 179 registreringer. Hertil kommer de til amtet hørende herreder.
Under Vejle Amt er Kolding By med 202 registreringer. 
Under Ribe Amt, Andst Herred er der 350 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 60 registreringer.
Krigen 1848-50 ... med udførligere Skildring af nogle enkelte Kampe, udarbejdet 1888 som grundlag for Foredrag i Officersskolens næstældste Klasse, ved Oberstlieutenant Tuxen, Kjøbenhavn 1895. Christian Frederik Frands Elias Tuxen 1837-1903 startede ved militæret 1853, begyndte officersuddannelsen 1857, adjudant ved 2. infanteribrigade 1864, deltog i kampene ved Mysunde, Dybbøl og Als, Krigsminister, 1879-87, herefter lærer i krigskunst ved officersskolen. Det benyttede manuskript er "anden Udgave" ved Oberstlieutenant Pontoppidan. De faktuelle slagskildringer, f. eks. af kampene i og omkring Kolding april 1849 og kampene i 1864, hvor Tuxen deltog, må formodes at være troværdige omkring det faktuelle og nøje afstemt med det dokumentariske materiale samt det officielle billede af "krigsvirkeligheden" i Generalstaben og Krigsministeriet. Tuxens fremstilling er delt i to dele i samme udgivelse fra 1895.
Del 1, 1848-50. Slaget ved Bov, s. 11ff., slaget ved Slesvig, s. 21ff., Kolding, Ejstrup, Gudsø, s. 49ff., slaget ved Isted, s. 82ff.
Del 2, 1864, Dannevirke, s. 18ff., Dybbøl, s. 38-66, kampene omkring Als, våbenhvile, s. 67-80, Nørrejylland, Kolding, Vorbasse, s. 31-37.
Tuxen anfører selv Generalstaben som kilde til hans fremstilling af Krigen 1848-50. Dispositionen for fremstillingen af 1864 krigen demonstrerer, at også her er Generalstaben kilde. Men her er det også sandsynligt, at egne kamperfaringer spiller en rolle i fremstillingen.
Tuxens fremstilling sammenholdes løbende med Generalstabens beskrivelser af de militære operationer. I fremstillingen af 1864 kampene har Tuxen selvstændig værdi, fordi han her selv har deltaget i de anførte kampe.
Tuxen benyttes også særskilt i beskrivelsen af kampene i 1849, da Generalstaben her slutter sin fremstilling i Bind 2 ved våbenstilstandens afslutning 2. april 1849, s. 378 med efterfølgende trykfejlsfortegnelse og dokumentariske bilag, s. 1-49. Generalstabens Bind 3 starter med 1850.
Det er uafklaret, hvorfor treårskrigens begivenheder fra 3. april og året ud i 1849 er undladt i Generalstabens beskrivelse. Men det er konstaterbart, at sådan er det.
Krigsministeriet har "diverse materialer" med tabslister, dødsattester m.v. for 1863-64. Der findes en dagbog, Peter Andersen, Bøstrup, Langeland om krigens trivialiteter 1864.
Militærhistorie i øvrigt.
Dansk militærhistorie, treårskrigen og krigen 1864. Ikke alt er med, f.eks. ikke Kolding 23. april 1849, men der er en udmærket søgefacilitet til det meste. Der kan også søges og findes på Nyere dansk militær-historie 1848-1990.
Axel Liljefalk, Felttogene i vore første frihedsår, Bd. 1-3, 1888. Født i 1848 er A. Liljefalk ikke et førstehåndsvidne til treårskrigen, hvor han var barn i København. Men han var fra 1902 oberst, regimentchef og kommandant i Fredericia, hvilket kombineret med hans historiske og professionelt militære interesser gør ham til en god observatør. Men kombineret med den sære stavemåde Egstrup for Ejstrup må der naturligvis tages det forbehold over for Liljefalk, at han er et klart andenhånds vidne, der dog har lokal viden og gode faglige forudsætninger for at forstå og formidle den viden, der trækkes på her.De detaljerede militære oplysninger og dispositioner har Liljefalk helt tydeligt dokumentation for i Generalstabens udgivelser 1867, 1870 og 1873 om Den dansk-tydske Krig 1848-50.
 
Om Wilster.
Corpscommandeuren, Major Wilster, forfremmede en af de i denne nekrolog nævnte faldne officerer " ... efterat Falkenskjold med Hæder havde deltaget i Fægtningerne den 28de Maj og den 5te Juni, forfremmede han ham til Overjæger og under 15de Juli s. A. indstillede han ham til Officer. Han blev dog først efter om Vinteren at have gjennemgaaet en Commandoskole den 10de Marts 1849 udnævnt til Secondlieutenant i Krigsreserven.
Nekrologer over de i Felttoget 1850 faldne danske Officer Særligt Aftryk af Nekrologerne i Generalstabens Værk : Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848—50, 3die Dels 2det Afsnit. Kjobenhavn. Trykt hos J. H. Schultz. 1887. Det Kongelige Bibliotek.
Wilster nævnes desuden i Lærer C. A. Bloms egen beretning om den nationale vækkelse set fra »de otte sogne«.
Af Erik Blom. Ikke identificeret udgivelsesår. Men samtidig beretning om Wilster som kommandant i Kolding, som Blom forgæves henvendte sig til:
Den sidste presning, som oprørerne her i Nordslesvig foretog 1849, var inddrivningen af det såkaldte tvungne lån. De kunne ikke blive færdige med alle sogne, og derfor tog de klogeligen de største summer.
Jeg henvendte mig både mundtlig og skriftlig til major Wilster, der dengang lå i Kolding, om beskyttelse, som også blev lovet, men udeblev.
I Stenderup sogn blev pengene ikke udleverede formedelst en energisk protest af gårdmand Niels Moos, der formåede de mænd, der allerede havde vognen forspændt for at køre til Haderslev med pengene, til at blive hjemme.
Havde jeg ikke været syg, medens Bjert sogn betalte sine 1550 rd. cour., så var dette måske heller ikke sket.
Den lokale historiefortælling om slaget ved Ejstrup. 
Otto Korsgaards beretning er desværre formidlet af Aug. F. Schmidt, Skanderup Sogn, 1926, hvorfra Korsgaard citaterne stammer.
De kortfattede oplysninger hos O. Korsgaard kan suppleres med at konstatere, om lokale led fysisk overlast ved kamphandlingerne, om der i kirkebøger for 1848-49 skulle være registreret mænd, som kunne være døde som konsekvens af krigshandlingerne. Hvis ikke, må det være rimeligt at slutte, at der heller ikke har været civile tab blandt kvinder og børn.
Der ser ikke ud til at have været civile tab i Skanderup Sogn, hvor der ikke i kirkebogen 1849 er dødsfald blandt mænd, som kan relateres til kampene i og omkring Ejstrup, Harte og Bramdrup.
Der er heller ikke dødsfald blandt mænd for den sags skyld i kirkebogen 1848, der kan tilskrives nogen form for krigshandling.
I Kolding Sankt Nicolaj Sogn er der blandt registrerede døde mænd 23. april 1849 fem unavngivne mænd, hvor det i Anmærkninger anføres, at det er faldne soldater fra slaget i Kolding ved Sønderbro, heraf to der blev ramt af kugler (i en ulæselig kontekst). Der mangler navne og alder på fire af de faldne, tilsyneladende "Insurgenter", altså oprørere. En enkelt - også uden aldersangivelse - hedder Ole Henriksen, men er tilsyneladende også ikke-dansk.
Nekrologer over de i Felttoget 1850 faldne danske Officer Særligt Aftryk af Nekrologerne i Generalstabens Værk : Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848—50, 3die Dels 2det Afsnit. Kjöbenhavn. Trykt hos J. H. Schultz. 1887. Det Kongelige Bibliotek.
Wilster nævnes desuden i Lærer C. A. Bloms egen beretning om den nationale vækkelse set fra »de otte sogne«.
Af Erik Blom. Ikke identificeret udgivelsesår. Men samtidig beretning om Wilster som kommandant i Kolding, som Blom forgæves henvendte sig til:
Den sidste presning, som oprørerne her i Nordslesvig foretog 1849, var inddrivningen af det såkaldte tvungne lån. De kunne ikke blive færdige med alle sogne, og derfor tog de klogeligen de største summer.
Jeg henvendte mig både mundtlig og skriftlig til major Wilster, der dengang lå i Kolding, om beskyttelse, som også blev lovet, men udeblev.
I Stenderup sogn blev pengene ikke udleverede formedelst en energisk protest af gårdmand Niels Moos, der formåede de mænd, der allerede havde vognen forspændt for at køre til Haderslev med pengene, til at blive hjemme.
Havde jeg ikke været syg, medens Bjert sogn betalte sine 1550 rd. cour., så var dette måske heller ikke sket.
 
Danske synspunkter på det slesvigske spørgsmål. Uddrag af synspunktmateriale:
Sønderjyske Aarbøger, udgivne af H. P. Hanssen-Nørremølle, P. Skan og Gustav Johannsen,1900, Flensborg.
Indholdsfortegnelse: G. Schütte: Var Anglerne Tyskere? 1899, 1—61. P. Skau: J P. Friis. 1890, 29-31. De danske Landdagsmænds Stilling og Virksomhed i Provindslanddagen. 1890, 72—101. Degn og Lærer, Dannebrogsmand A. Kloster i Sommersted og hans Slægt. 1892, 161—81. P. Skovrøy : Optanternes Retsstilling. 1899, 91—107. P. Sveistrup : Sønderjylland under det prøjsiske Herredomme. I Folkemængden i 1867—85. II Den sønderjydske Befolknings Kulturtrin. 1890, 238—63. Thygesen: To Dokumenter vedkommende Tyreholdet i Stendrup By i det 16de Aarhundrede. 1895, 278—81. J. Ulrik: Vort Folks Sydgrænse. 1894, 247—48. C. P. Wolff: Om Landbrugets Kreditforhold. 1893, 12 - 27. X. Optanternes Retsstilling. 1899, 108 — 13. De "47". 1894, 157—60. En preussisk Dom fra Anno 1895. 1895, 282—88. [Ang. Brugenaf Navnet Sønderjylland.]En preussisk Dom. 1897, 246—49. [Ang. Ophævelsen af „Aar- bøgernes“ Beslaglæggelse. Rendsborg 31. marts 1848.  
Erindringer
Rigsarkivet har en arkivkategori, der hedder Generalstabens Taktiske Afdeling, Generalstabens Krigsføringsdepot Såkaldt "senere indkomne sager" vedr. krigen i 1864, hvor der findes et privat brev, dateret I. II. 1865, Vorbasse pr. Kolding. Her er der omtale - ca. 1 år efter - af "1864 d. 29. Febr." - se Rigsarkivet, O. P. Linde Brev med skolelærerens beretning fra Vorbasse om fægtningen, .
Det er altid mest værdifuldt at have samtidige (29. febr. 1864) førstehåndsvidner (til stede ved fægtningen), når en historisk begivenhed skal beskrives mest muligt korrekt. Ingen af disse kriterier er opfyldt her - den berettende skolelærer er lokal, men det er tydeligt, at han har fået sine informationer fra en samtidig avislæsning, måske suppleret med lokale beretninger.
Som dog her ikke bidrager med nye informationer.
Det mest interessante i skolelærerens brev er i den her givne sammenhæng vægtning i personskildringer og hændelsesforløb.
Dagbogsblade fra 1864, optegnelser af menig Frederik Hansen, Nybøl, udgivet af Forening for Boghaandværk. 1964. Omhandler både dagbogsnotater fra en murers værnepligt 30. maj 1853 - 7. okt. 1854, som måtte melde sig som 34-årig 18. januar 1864, og ”kom hjem den 20de (august 1864) om Morgenen Klokken 7”.
Samtidens aviser kan være gode kilder til at afspejle folkestemningen. Faktuelle oplysninger skal man søge i andet, primært kildemateriale.
Problemet med datidens aviser kan være / er, at skribenterne ofte fremtræder anonymiserede, f.eks. i Dannevirke 2. maj 1849 "af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn dateret 26. April..." o.l., eller slet og ret manglende angivelse af skribenten.
Det giver det helt åbenbare problem, at det kan være vanskeligt at afdække avisartiklens mere præcise tendens. Oftest fremgår det af de samtidige avisartikler, at der har været militærkyndige skribenter på spil, enten som informanter eller som direkte skribenter.
Men benyttet som kilder til det brede begreb "den samtidige folkestemning", så går det vel an, kombineret med andet, mere gennemskueligt kildemateriale. 
De mest benyttede aviser i denne sammenhæng er Dannevirke (udgivet i Haderslev 1838-1975, talerør for dansksindede i Sønderjylland), Aarhus Stiftstidende (grundlagt 1794, nu ejet af Jysk Fynske Medier), der citerer Dannevirke. Fædrelandet (organ for de nationalliberale 1834-88). Men i princippet er alle danske, samtidige aviser benyttet.
Gennemgående ser avisernes reportager mest af alt ud som propaganda for den danske krigsførelse mod "Insurgenterne", "Preusserne" eller bare "Fjenden" med oftest nøje beskrivelser af de militære bevægelser og dispositioner, stort set intet eller kun sporadisk om krigen og befolkningen.
 
Deltagere og faldne i de slesvigske krige:
 
Erindringsmedaljerne fra 1876, antal fordelt på de udvalgte geografiske områder, procentandele af beregnet folketal.
Område Folketal 1870 Folketal 1880 Gennemsnitligt folketal Erindr. medaljer 1848-50 % af folketal Erindr. medaljer 1864 % af folketal
Andst (Anst) Herred  11029 11877 11453 258 2,9 335 2,9
Skanderup Sogn og Hjarup 1433 1657 1545 45 2,9 61 3,9
Kolding By, Købstad 5400 7141 6270 111 1,8 202 3,2
Viborg By, Købstad 6422 7653 7038 101 1,4 85 1,2
Skive By, Købstad 2059 2521 2290 58 2,5 66 2,9
Fjends Herred 7113 8085 7759 156 2,1 184 2,4
I alt og % gns.      36195 729   2,3 933  2,8 
I beregning af Erindringsmedaljernes % andel af folketallet 1870 og 1880 er der anvendt et ligeligt fordelt gennemsnit af de to års folketal, som så skønnes at være brugbart for året 1876, hvor ansøgningerne om erindringsmedalje blev muliggjort.
 

Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagelse 1848-50 og 1864 i An(d)st Herred, Skanderup Sogn og Hjarup, Kolding, Viborg, Skive og Fjends Herred 

 
Registreret som soldater i Skanderup Sogn i 1850 folketællingen
Navn Alder Født Adresse Erhverv Bemærkninger  Nr. erindrings-medalje
(Christopher ...? Feiter) !!  22 Give  Skanderup By  Krigstjeneste i Aarhus  Her aldrig fået ophold i sognet   
(Hans Mathias Vilster) 24 Vamdrup Skanderup By  Soldat, Tjeneste i Slesvig, Dagleier Indført og streget ud.   
Poul Nielsen Korsgaard 27 i Frørup Skanderup By Soldat, indkvarteret på gård?   25.
Christoffer Frederiksen 27 i Høien Skanderup By  Soldat, registreret på gård uden for familien, karl?  Hos P. Schultz, Wissingsminde?  
Knud Hansen 27 i sognet Lunderskov Tjenestefolk, Soldat, Indkaldt   12.
Laurits Andersen 29 i sognet Skanderup By Dagleier, Soldat, Indkaldt    
Niels Hansen Knud 23 Alminde Skanderup By Soldat, bor hos Murer    
Johan Peder Schmidt 28 i sognet Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk Hos P. Schultz, Wissingsminde  
Rasmus Madsen Damgaard 23 i sognet Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk  Hos P. Schultz, Wissingsminde?  
Poul Christian Hansen 24 i Andst Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk    15.
Iver Andersen 31 i Seest Skanderup By  Soldat, Indkaldt, registreret på gård uden for familien, karl?    
Frederik Johansen Lager 28 i Harthe Skanderup By  Soldat, Tjenestefolk     
    I alt 12 registreret i folketællingen 1850 som soldater.   
I 1850 folketællingen er der på P. Schultz's gård i Skanderup registreret 31 personer, heraf 3 indkaldte soldater.
Der er ikke fundet registrerede soldater i 1850 folketællingen fra Hjarup Sogn. 
Ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50 og 1864 Andst Herred
  Stillingsbetegnelser 1848-50 af 258 bevilgede ansøgninger Stillingsbetegnelser 1864 af 353 bevilgede ansøgninger  
1.  Gaardmand, Kragelund Smedemester, Seest 1. 
2.  Insider, Gamst Fattig?, Seest 2. 
3.  Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup Arbeidsmand, Gesten 3. 
4.  Arbeidsmand, Vamdrup Gaardejer, Lejrskov  4. 
5.  Gaardmand, ? Høker paa Landet, Lejrskov  5. 
6.  Gaardeier, Gamst Væver, Hjarup  6. 
7.  Landmand, Egtved  Landboelsmand, Øster Vamdrup  7. 
8.  Arbeidsmand, Gamst  Gaardeier, Seest  8. 
9.  Arbeidsmand, Gjelballe  Engmaaler?, Lejrskov  9. 
10.  Arbeidsmand, Seest Banearbeider, Lunderskov 10. 
11.  Arbeidsmand, Bekke Murer og Tømrer, Jordrup 11. 
12.  ?Husmand, Veerst Landm?, Lejrskov 12. 
13.  Landmand, Jordrup Tjeneste?, Leierskov 13. 
14.  Huusmand, Store Andst Landpostbud, Seest 14. 
15.  Landboelsmand og Murer, Vamdrup Husmand, Veerst  15. 
16.  ??, Gamst Landmand, Lejrskov  16. 
17.  Gaardeier, Hjarup Portør, Lunderskov  17. 
18.  Landpostbud, Vamdrup Huusmand, Gjesten  18. 
19.  Landmand, Bekke Gaardmand, Seest  19. 
20.  Arbeismand, Hjarup Landmand, Jordrup  20. 
21.  Husmand, Jordrup Arbeidsmand, Seest  21. 
22.  Gaardmand, Bekke Husmand, Veerst  22. 
23.  Tjenestekarl, Egtved Husmand, Gamst Mark, Lunderskov Station  23. 
24.  Selveierhuusmand, Leierskov Gaardeier, Bastrup, Vamdrup  24. 
25. Bonde Husmand, Jordrup  Huus Mand og Dagleier, Hjarup  25.
26. Landmand, Gjesten Huusmand, Andst, Lunderskov Station 26.
27. Tjeneste?, Ingen Bopæl, Veerst Landmand Gaardeier, Vamdrup 27.
28. Husmand, Jordrup Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup 28.
29. ??, Vamdrup Jernbaneassistent, Lunderskov 29.
30. Smed og Huusmand, Andst Arbeidsmand, Dollerup 30.
31. Murmester og Tømmermand, Lejrskov Gaardmand, Øster Vamdrup, Hjarup 31.
32. Murer og Tømrer, Leirskov Selveier, Skanderup 32.
33. Huusmand, Vester Vamdrup, Vamdrup  Landmand, Jordrup  33.
34. Gaardeier, Hjarup  Landmand (Boelsmand), Sest Mark  34.
35. Gaardmand, Seest  Landmand, Sest  35.
36. Husmand, Veerst  Gaardeier og Folketingsmand, Seest* 36.
37. Gaardeier, Hjarup  Bonde Husmand, Leierskov  37.
38. Arbejdsmand, Seest  Arbeidsmand, Øster Vamdrup  38.
39. Boelsmand, Jordrup Huusmand, Gjesten  39.
40. Gaardmand, Egholt, Leierskov  Huusmand (overstreget) Gaardmand, Egtved  40.
41. Tjenestekarl, Lejerskov Gaardmand, Lejerskov 41.
42. Arbeismand, Gjelbale Arbeidsmand, Leierskov 42.
43. Husmand og Væver, Leierskov Skræder, Leierskov 43.
44. Husmand, Sest Landmand Forpagter, Bække 44.
45. Husmand, Nagbøl Vandpumper ved Jernbanen, Husmand, Dollerup 45.
46. Som Arbeidsmand, Leierskov Murer, Seest 46.
47. Akkordarbeiter, Skanderup Landmand, Leierskov 47.
48. Landmand (Boelsmand), Sest ArbeidsMand, Gjelballe Skov 48.
49. Lejehusmand, Vamdrup Gaardleier, Leierskov 49.
50. Husmand, Nagbøl Arbeidsmand, Seest 50.
51. Huusmand, Leierskov Kornhandler, Vamdrup 51.
52. Husmand, Leierskov Tjenestekarl, Seest 52.
53. Tjener paa Ure Mark, Leirskov Avlbruger, Jordrup 53.
54. Landmand, Leirskov Avlsbruger, Andst 54.
55. Bonde, Bække  Husmand og Høker, Lunderskov 55.
56. Arbeidsmand, Andst Arbeidsmand, Leirskov 56.
57. Huusmand, Andst  Hjulmand, Seest  57.
58. Selveier, Husmand, Øster Gjesten  Murer og Tømmer, Leirskov  58.
59. Gaardeier, Leierskov  ??, Vester Gjesten Mark  59.
60. Selveier, Øster Gjesten   Træarbeider, Seest  60.
61. Arbeidsmand, Leirskov  Skolelærer, Gejsing, Andst  61.
62. Arbeidsmand, Hjarup  Landmand, Lunderskov  62.
63. Daglejer, Lejrskov  Gaardeier, Skanderup  63.
64. Husmand, Veerst  Gift Snedker, Seest 64.
65. Huusmand, Gjesten  Insider, Veerst  65.
66. Huusmand, Bække  Gaardeier, Leirskov  66.
67. Leiehuusmand, Bække  Husman, Gjesten  67.
68. Svagelig Krigsinvalid, Bastrup, Vamdrup  Arbeismand, Gjesten  68.
69. Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup  Høker, Gamst  69.
70. Landmand, Leierskov Mark  Colonne Formand ved Jerenbanen, Lunderskov  70.
71. Huusmand, Gamst  Arbeidsmand Undervorporal, Hjarup  71.
72. Murer ??, Vamdrup  Arbeidsmand, Vamdrup  72.
73. Arbeidsmand, Gjelballe  Ingeniør Sergent, Veerst  73.
74. Leiehusmand, Skanderup  Colonne Formand ved jernbanen, Vamdrup  74.
75. Murermester, Skanderup  Huusmand, Bastrup, Vamdrup  75.
76. Snekersven, Gjelballe  Leiehuusmand, Østergjesten  76.
77. FæstehusMand, Bække  Uhrmager, Leierskov  77.
78. Landmand, Andst  Arbeidsmand Undercorporal, Hjarup  78.
79. Insider, Bække  Skræder, Hjarup  79.
80. Husmand, Leirskov  Arbeidskarl, Dollerup  80.
81. Gaardmand, Bække  Møllersvend, Øster Vamdrup  81.
82. Husmand, Bække Arbeidsmand, Vamdrup Station 82.
83. Huusmand, Bække Gaardmand, Gamst  83.
84. Husmand, Bekke Arbeidsmand, Leierskov  84.
85. Bonde eller Landmand, Ferup, Lejerskov Gaardmand, Andst  85.
86. Husmand (Landarbeider), Sest Arbeismand, Vamdrup  86.
87. Væver, Jordrup Væver,  Gjesten  87.
88. Gaardeier, Bække Huusmand, Vamdrup  88.
89. Husmand, Bække Murer, Andst  89.
90. Gaardeier, Bastrup, Vamdrup Husmand, Veerst  90.
91. Tømmere og Jordbruger, Lejrskov Møller, Skanderup  91.
92. Insidder, Lejrskov Husmand, Andst  92.
93. Gaardmand, Seest ??Mægler, Andst  93.
94. LandarbeidsMand, Vamdrup Arbedsmand, Vamdrup  94.
95. Huusmand, Bastrup, Vamdrup Huusmand, Leirskov  95.
96. Arbeismand, Vester Vamdrup Mark Gaardmand, Andst  96.
97. Ledvogter, Seest Væver, Store Andst  97.
98. ??binder, Leierskov Bonde, Leirskov  98.
99. Gaardmand, Hjarup Bonde, Egtved  99.
100. Landmand, Gamst Mark Gaardmand, Seest  100.
101. Arbejdsmand, Gejsing Mark, Andst Arbeidsmand, Dollerup  101.
102. Husmand, Hjarup, Skanderup Arbeidsmand, Øster Giesten  102.
103. Arbejdsmand, Øster Gjesten Skanderup Ledvogter ved danske Statsbaner, ??  103.
104. Arbeidsmand, Vester Gjesten Mark Stationsforvalter, Lunderskov  104.
105. Avlsbruger, Jordrup Arbeidsmand, Seest  105.
106. Gaardmand, Lunderskov Arbeidsmand, Vamdrup  106.
107. ??, Øster Gjesten Skov ??, Øster Gjesten  107.
108. Boelsmand, Gamst Gaardeier, Hjarup  108.
109. Indsider, Vestergjesten Tømrer, Nagbølle  109.
110. Arbeidsmand, Husmand, St. Andst Land ?, Geising 110.
111. Huusmand, Øster Vamdrup Landmand, Jordrup  111.
112. Fæstehusmand, Gjesten Landmand, Hjarup  112.
113. Gaardmand, Bekke Huusmand, Gamst  113.
114. Huusmand, Veerst Landmand, Geising  114.
115.  Husmand, Veerst  ?arbeidsmand, Geising  115. 
116.  Husmand, Veerst  Fæstehusmand, Bække  116. 
117.  Arbeidsmand, Andst  Indsidder, ??  117. 
118.  Leiehusmand, Vester Gjesten Mark  ?Bondesinærer nu Fortiden?, Seest  118. 
119.  Boelsmand, Andst  Arbeidsmand, Vamdrup  119. 
120.  Boelsmand, Hjarup  Selveier, Gjesten  120. 
121.  Bonde, Leirskov  Husmand, Veerst  121. 
122.  Trykkender paa Grund af Sygdom, Nagbølle Mark Huusmand, Geising Mark  122. 
123.  Husmand og ?, Veerst  Arbeidsmand, Øster Gesten  123. 
124.  Husmand, Veerst  Husmand, Nagbøl  124. 
125.  Husmand, Veerst  Huuseier, Skanderup  125. 
126.  Boelsmand, Skanderup  Land bols Mand, Vamdrup  126. 
127.  Landmand, Vester Vamdrup  Husmand og ?, Veerst  127. 
128.  Arbeismand, Bastrup, Vamdrup  Gårdejer, Lejrskov  128. 
129.  Husmand, Jordrup  Landmand, Lejrskov  129. 
130.  Gaareier, Øster Gjesten   Bonde, Vorbasse?  130. 
131.  Arbeidsmand, Selveier, Husmand, Øster Gjesten  Huusmand, Bække  131. 
132.  Husmand, Andst  Smed og Vognfabrikant, Vamdrup  132. 
133.  Boelsmand, Hjarup  Insidder, Geising  133. 
134.  Skræddermester og Eier af Jordlod paa 6 Tdr. Land, Vamdrup  Porteur ved danske Statsbaner, Vamdrup  134. 
135.  Huuseier og Tømmer Mester, Geising  Træflisfabrikant, Lejrskov  135. 
136.  Gaardeier, Gamst, Andst  Arbeidsmand, Gjesten  136. 
137.  Lannarbeider, Vamdrup  Gaardmand, Geising  137. 
138.  Arbeidsmand, Hjarup  Landboelsmand, Leirskov  138. 
139. Arbeidsmand, Hjarup Bestyrer paa Veerst Bekke Fattiggaard, Bekke  139. 
140. Smed, Seest Arbeidsmand, Bastrup, Vamdrup  140. 
141. Arbeidsmand, Seest Høker paa Landet Leierskov  141. 
142. Huusmand og Fisker i trange Kaar, Ferup Avlsbruger og Vognmand, Jordrup  142. 
143. Landmand, Store Andst Vognopsynsmand Vamdrup Station  143. 
144. Møllebygger, Seest Insidder, Lunderskov  144. 
145. Boelsmand, Vester Gjesten Mark Landmand, Vamdrup  145. 
146. Gaardeier, Andst Huusmand, Store Andst  146. 
147. Høker, Skanderup Gaardmand, Vamdrup  147. 
148. ?? og Arbeidsmand, Nagbølle Avlskarl paa Dollerupgaard, Dollerup 148. 
149. Husmand Murer og Tømrer, Leirskov Seleier Huusmand, Skanderup  149. 
150. Gaardeier, Vamdrup Landbolsmand, Lunderskov  150. 
151. Jern Banearbeider, Seest Gaardmand, Bække  151. 
152. Avlsbruger og Hjuler, Vamdrup Landmand, Bastrup, Vamdrup  152. 
153. Huusmand, Lejrskov Mark Gaardeier, Vamdrup  153. 
154. Skolelærer, Seest, saaret 23. April (Kolding) og 6. Juli Selveier, Gjesten  154. 
155. Indsidder, Lejrskov Landmand, Andst  155. 
156. Arbeidsmand, Sest Huusmand, Lejrskov  156. 
157. Husmand, Gamst Tjenestekarl, Jordrup  157. 
158. Husmand Invalideforsørgelse, Skanderup Huusmand, Lille Andst  158. 
159. Fæste Husmand, Bække Skræder og Landbolsmand, Vamdrup  159. 
160. Boelsmand, Dollerup Landmand, Lille Andst  160. 
161. Arbeismand, bække  Ledvogter, Andst  161. 
162. Arbeidsmand, Gamst Mark  Arbeidsmand, Vamdrup  162. 
163. indsidder, Gjesten  Tjenestekarl, Hjarup  163. 
164. Jeg er ?? og Landmand, Lille Andst  Smed, Skanderup  164. 
165. Arbeidsmand, Store Andst  Bonde, St. Andst  165. 
166. Gaardeier i St. Andst  Ølbryger, Store Andst  166. 
167. Indsidder og Arbeidsmand, Lunderskov  Gaardmand, Vamdrup  167. 
168. Arbeismand, Hjarup  ??mand, Jordrup  168. 
169. Arbeider, Seest  Landmand, Store Andst  169. 
170. Landmand, Leierskovmark  Bonde, Andst  170. 
171.  Huusmand, Seest  Arbeidsmand, Andst  171. 
172.  Arbeidsmand, Geising  Huusmand, Andst  172. 
173.  Tjenestekarl, Hjarup  Hustommersven?. Seest  173. 
174.  Gaard og Avlsmand, Andst  Bonde, Skanderup  174. 
175.  Bonde, Øster Gjesten  Selveier, Gjesten  175. 
176.  Huusmand, Øster Gjesten  Landbrugsmand?, Øster Vamdrup  176. 
177.  Arbeidsmand, Vamdrup  Husmand, Veerst  177. 
178.  Husmand, Veerst  ?hjælper, Vamdrup  178. 
179.  Gaardeier, Øster Gjesten  Gaardmand, Jordrup  179. 
180.  Husmand, Skanderup  Arbeidsmand, Nagbølle  180. 
181.  Husmand, Jordrup  Træskomager, Øster Vamdrup 181. 
182.  Avlsmand, Andst  Bonde Gaardeier, Uhre  182. 
183.  Arbeidsmand og ?, Leierskov  ?karl, Leirskov  183. 
184.  Jordbruger og Tømrer, Andst  Murer, Gamst  184. 
185. Tjenestekarl, Vamdrup  Husmand, Veerst  185. 
186. Arbeidsmand, Hjarup  Tjenestekarl, Seest  186. 
187. Landmand, Vamdrup  Husmand, Veerst  187. 
188. Smed, Vester Vamdrup  Huusmand, Torsted ! 188. 
189. Bonde, Vamdrup  Muremester, Ødis  189. 
190. Arbeidsmand, Leierskov  Snedker, Leirskov  190. 
191. Arbeismand, Vester Vamdrup  Landmand, Vamdrup  191. 
192. Arbeidsmand, Leirskov  Gaardeier, Dollerup  192. 
193. Ledvogter ved den Sydjyske Jernbane, Vamdrup  Indsider og ?, Gjesten  193. 
194. Smed, Bekke  Landmand, Bekke  194. 
195. Husmand, Leirskov  Bolsmand, Gjesten  195. 
196. Arbeismand, Hjarup  Politibetjent og Selveier, Lunderskov 196. 
197. Gaardmand, Geising  Arbeidsmand, Jordrup  197. 
198. Sneker, Geising  Landmand, Seest  198. 
199. Huusmand, Leirskov  Arbeismand, Vamdrup, Bastrup Mark  199. 
200. Huusmand og Smed, Leirskov  Gaardeier, Veerst  200. 
201. Tømrer, Lunderskov  Tjenestekarl, Egtved  201. 
202. Gaardeier, Leirskov  Leiehusmand og Dagleier, Gjesten  202. 
203. Arbeismand, Vamdrup  Tjenestekarl, Bastrup, Vamdrup  203. 
204. Gaardmand, Vamdrup  Arbeismand, Bekke  204. 
205. Husmand, St. Andst  Landmand, Egtved  205. 
206. Væver, Gjesten  Landmand, Seest  206. 
207. Landmand, Gjesten  Hjuler, Lejerskov  207. 
208. Landmand, Jordrup  Arbeismand, Vamdrup  208. 
209. Arbeismand, Hjarup  Arbeidsmand, Leirskov  209. 
210. Boelsmand, Jordrup  Bødker, Leirskov  210. 
211. Landmand, Jordrup  Husmand, Bekke  211. 
212. Huusmand, Jordrup  Selveier og Arbeidsmand, Seest  212. 
213. Indsidder, Jordrup  Gaarmand, Veerst  213. 
214. Aftægtsmand, Jordrup  Arbeidsmand med Skovl og?, Vamdrup  214. 
215. Bødker, Bekke  Huusmand, Geising, Andst  215. 
216. Huusmand, Jordrup  Handelsmand, Bekke  216. 
217. Husmand, Veerst  Huusmand, Bastrup, Vamdrup  217. 
218. Huusmand, Lille Andst  Landboelsmand, Vamdrup  218. 
219. Huusmand, Seest  Huusmand, Bastrup, Vamdrup  219. 
220. Huusmand, Andst  Arbeidsmand, Andst  220. 
221. Landmand, Lejrskov  Maskinpadser ved Statsbanerne, Vamdrup  221. 
222. Bonde, Leirskov  Arbeidsmand, Gjelballe  222. 
223. Huus Mand, Vamdrup  Huusmand, Jordrup  223. 
224. Landmand, Andst  Husmand, Seest  224. 
225. Leiehusmand, Bekke  Huusmand, Gjesten  225. 
226. Partikuloir, Seest** Møller, Andst  226. 
227. Arbejdsmand, Andst  Indsidder og Væver, Lunderskov  227. 
228. Selveier?, Vamdrup  Husmand, Lejrskov  228. 
229. Huusmand, Leierskov  Mølleforpagter, Rolles mølle  229. 
230. Gift og Huusmand, Nagbølle  Gaardeier, Gamst, Andst  230. 
231. Boelsmand, Hjarup  Bonde, Leirskov  231.
232. Træskomand, Andst  Arbeidsmand, Selveierhusmand, Øster Gjesten  232.
233. Huusmand Arbeidsmand, Hjarup  Landmand, Lejrskov  233.
234. Ledvogter, Dollerup  Arbeidsmand, Seest  234.
235. Straatækker, Gjelballe  Gartner, Lejrskov  235.
236. Gift Gaarsholdt, Hjaarup  Bonde, Geising  236.
237. Arbeidsmand, Skanderup Dollerup Husmand, Løvlund, Grene  237.
238. Husmand, Gjelballe Mark  Husmand og Familiefader, St. Andst  238.
239. Gårdmand, Andst  Tjenestekarl, Lejrskov  239.
240. Gaardmand, Veerst  Arbeismand, Vamdrup  240.
241. Huusmand?, Gjesten  Skomagersvend, Bastrup, Vamdrup  241.
242. ? og Insider, Leirskov Kjøbmand, Vamdrup  242.
243. Gaarmand, Gjesten  Landmand, Vamdrup  243.
244. Husmand, Leirskov  Træskomand, Skanderup  244.
245. Husmand, Leirskov  Landmand, Skanderup  245.
246. Arbeid Mand, Vamdrup Mark  Gaarman, Nagbølle  246.
247. Indsider, Veerst  Arbeismand, Seest  247.
248. Husmand, Vamdrup  Husmand, Bekke  248.
249. Husmand og Tømrer, Leirskov  Arbeidsmand, Dollerup Mark  249.
250. Skræder og Husmand, Andst  Haandværker, Skræder, Skanderup  250.
251. Indsider og Dagleier, Gjesten Skræder, Vester Vamdrup  251. 
252. Gaardejer, Bække Landmand, Bekke  252. 
253. Indsider og Dagleier, Gjesten Indsider, Veerst  253. 
254. Huusmand, Bekke Politibetjent, Leirskov  254. 
255. Bondemand, Geising Praktiserende Læge, Officersaspirant, St. Andst  255. 
256. Boelsmand, Gjesten Landboelseier, Lunderskov  256. 
257. Landmand, Gamst Landmand, Bastrup, Veile Amt!  257. 
258. Røgter, Hjarup Arbeismand, Bastrup, Vamdrup  258. 
    Husmand, Leirskov  259. 
    Husmand, Veerst  260. 
    Murer og Tømrer, Bastrup, Vamdrup  261.
    Fæstehusmand, Gjesten  262.
    Huusmand, Gjesten  263.
    Tjennestekarl, Gjesten  264.
    Jordbruger, Egtved  265.
    Landmand, Gamst, Andst  266.
    Husmand, Gamst, St. Andst  267.
    Tjenestekarl, Lejrskov  268.
    Jordbruger, Veerst  269.
    Gift ... Arbeidsmand, Leirskov  270.
    Dagleier, Veerst  271.
    Snedker, Seest  272.
    Indsidder, Skanderup  273.
    Gaarmand, Gamst, Andst  274.
    Skomager, Hjarup  275.
    Tjenestekarl, Bekke  276.
    Indsidder og Arbeidsmand, Leirskov  277.
    Ungkarl, Dagleier, Leirskov  278.
    Boelsmand og Bonde, Skanderup  279.
    Tjenestekarl, Gjelballe  280.
    Gaardmand, Bekke  281.
    Gaardmand, Bekke 282.
    Møller, Øster Vamdrup, Vamdrup  283.
    Huusmand, Gamst, Andst 284.
    Huusmand, Vamdrup 285.
    Kjøbmand, Jordrup 286.
    Høkker, Bekke 287.
    Landboelsmand, Vamdrup 288.
    Ledvogter ved de danske Statsbaner, Vamdrup 289.
    Landmand, Jordrup 290.
    Murer og Tømmersvend, Gjesten 291.
    Arbeis Mand Huusmand, Bastrup, Vamdrup 292.
    Skrædermester, Vamdrup 293.
    Gaardmand, Leirskov 294.
    Huusmand, Bekke 295.
    Bunde, Bastrup, Vamdrup 296.
    Tjenestekarl, Store Andst 297.
    Smed, Hjarup 298.
    Huusmand, Vamdrup 299.
    Smed, Bekke 300.
    Selveier, Gjesten 310.
    Landboelsmand, Bastrup, Vamdrup 311.
    Hus Mand, Seest? 312.
    Gaardmand, Bekke 313.
    Landboelsmand, Leirskov 314.
    Bonde, Jordrup 315.
    Gaardaier, Bastrup, Vamdrup 316.
    Husmand, Seest 317.
    Snekermester, Vamdrup 318.
    Gaareier, Seest 319.
    Tjenestekarl, Skanderup 320.
    Gaardmand, Leirskov 321.
    Insider, Skanderup 322.
    Møller, Mølleforpagter, Drabæks Mølle 323.
    Arbeidsmand, Leirskov 324.
    Husmand, Veerst 325.
    Landmand, Geising 326.
    Huusmand, Øster Gjesten 327.
    Arbeismand, Leirskov 328.
    Arbejdskarl, Jordrup 329.
    Husmand, Veerst 330.
    Landmand, Jordrup 331.
    Porteur, Vamdrup Station 332.
    Landmand, Gjelballe  333.
    Arbeidsmand, Øster Vamdrup Mark 334.
    Boelsmand, Seest Mark 335.
    Gift Husmand og Arbeidsmand, Andst Mark 336.
    Bonde, Geising 337.
    Landmand Gaardmand, Leirskov 338.
    Bonde, Holte, Vamdrup 339.
    Huusmand, Bekke 340.
    Landmand, Bastrup Mark, Vamdrup 341.
    Husmand, Nagbølle Mark 342.
    Gaareier, Store Andst 343.
    Arbeidsmand, Vamdrup 344.
    Gaarman, Øster Gjesten 345.
    Bestyrer paa Holte Fattiggaard, Vamdrup 346.
    Landmand, Øster Vamdrup 347.
    Malermester, Vamdrup 348.
    Smed, Gamst, Andst 349.
    Gaardmand, Seest 350.
    Slagter, Seest 351.
    Fattig?, Seest 352.
    Skrædder, Nagbølle 353.
* Hans Andersen Buch, Particulier - privatmand.
 
Andst Herred, stillingsbetegnelser 1848-50 af 258 bevilgede ansøgninger      
Landbrug  Gaardmand, Gaardeier Landmand, Bonde, Avlsbruger Selveier m.v. Landarbeider, Landarbeids-mand, Røgter Arbeidsmand Huus-, Selveierhuus-, Leiehuus-, og Fisker i trange Kaar, Boelsmand, Fæste-husmand, og Invalide-forsørgelse Tjenestekarl Svagelig Krigsinvalid Indsidder, Dagleier m.v. I alt % af alle  
  28 28 2 3 56 84 7 1 9 218    
%  10,9 10,9 0,8 1,2 21,9 32,8 2,7 0,4 3,5   85,1  
        Landarbeider, Husmand m. fl. kun inkl. Arbeidsmand                                  160   62,0
Håndværk o.l.  Murer, -Mester, og Tømrer Tømrer, Huusmand, Jordbruger m.v. Sneker, Snekersvend Møllebygger Væver og Husmand, Skrædder-mester, Skrædder og Husmand Jernbane-arbeider, Ledvogter Smed (og Huusmand) Høker, Bødker, Hjuler,  Træskomand, Straatækker  
  5 7 2 1 5 2 5 3 2 32    
%  2 2,7 0,8 0,4 2 0,8 2 1,2 0,8   12,7  
Andet  Uidentificer-bar, Aftægt, Partikuloir Skolelærer                  
  5 1               6    
%  1,9 0,4                 2,3  
  I alt                 256 100,1  
                         
Stillingsbetegnelser i Andst Herred 1864 af 353 bevilgede ansøgninger        
Landbrug  Gaardeier Landmand, Bonde, Bunde, Avlsbruger, - og Vognmand Selveier, Jordbruger Dagleier og Leiehusman og Huus Mand Huus-, Hus-, Boelsmand  Tjeneste-, Arbeids-, Avlskarl Arbeidsmand I alt %      
  45 52 9 4 78 18 54 260        
%  12,7 14,7 2,5 1,1 22,1 5,1 15,3   73,7      
        Landarbeider, Husmand m. fl. kun inkl. Arbeidsmand 154   43,6    
Håndværk o.l.  Murer og Tømrer, Snedker, -Mester, Malermester Skrædder, Skrædemester, Uhrmager Væver, og Indsidder Træskomand, Skomager -Arbeider, Træflisfabrikant, Ølbrygger, Bødker Møller, -Svend, Mølleforpagter Smed, og Vognfabrikant, -Mester Slagter          
  13 8 5 6 6 6 1 45        
 % 3,7 2,3 1,4 1,7 1,7 1,7 0,3   12,7      
Andet  Bestyrer Holte, Bekke, Veerst Fattiggaard, Fattig? Jernbane-assistent, Vandpumper, Colonne Formand Vamdrup, Lunderskov, Banearbeider, Ledvogter, Porteur, Maskinpadser ved Statsbanerne, Vognopsyns-mand Vamdrup Statione Skolelærer, Praktiserende Læge, Ingeniør Indsidder Postbud, Politibetjent Uidentificeret          
  5 13 3 5 3 11   40        
 % 1,4 3,7 0,8 1,4 0,8 3,1     11,3      
Handel, service  Kornhandler, Handelsmand, Kjøbmand Høker og Husmand, paa Landet              
  4 4              8        
 % 1,1 1,1                2,3      
                353 100      
  
Ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50 Andst Herred, Skanderup Sogn og Hjarup
 
Ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50, Forsvarets Arkiver, Ribe Amt, Andst Herred,
De i Skanderup Sogn og Hjarup registrerede ud af 258 i Andst Herred 
  Stillingsbetegnelser  
1. Niels Peter Henriksen Arbejdsmand Gjelballe
2. Søren Lind Gaardejer Hjarup
3. Iver Lauritsen Arbeismand Hjarup
4. Peder Pedersen Gaardeier Hjarup
5. Hans Madsen Gaardeier Hjarup
6. Lars Jespersen Arbeismand Gjelbale
7. Rasmus Christensen Huusmand Nagbøl
8. Søren Olesen Tovel Husmand Nagbøl
9.Jens Christensen Arbejdsmand Hjarup
10. Andreas Carl Møller Arbejdsmand Gjelballe
11. Thyge Hansen Leiehusmand Skanderup
12. Knud Knudsen Hansen Muremester Skanderup
13. Hans Peter Lauritzen Snekersven Gjelballe
14. Nicolai Christiansen Gaardmand Hjarup
15. Poul Hansen  Husmand  Hjarup, Skanderup 
16. Johan Frederik Hansen Arbejdsmand  Øster Gjesten Skanderup 
17. Niels Villadsen Gaardmand  Lunderskov 
18. Søren Jensen Boelsmand Hjarup Skanderup
19. Jørgen Hansen Sygdom Nagbølle Mark
20. Peter Bruhn Boelsmand Hjarup
21. Søren Hansen Arbeidsmand Hjarup
22. Peter Larsen Arbeidsmand Hjarup
23. Christian Jensen Høker Skanderup
24. Christian Rasmussen Arbeidsmand Nagbøl
25. Poul Nielsen Korsgaard (169) Husmand Invalidefors. Skanderup
26. Erik Jensen Hermansen   Boelsmand Dollerup 
27. Jens Andersen  Indsidder, Arbejdsmand Lunderskov 
28. Niels Lauritsen Arbeismand Hjarup
29. Niels Poulsen Meiland Tjenestekarl Hjarup
30. Hans Peder Madsen Husmand Skanderup
31. Ole Knudsen Arbeidsmand Hjarup
32. Anders Andersen Raadvad Arbeismand Hjarup
33. Christen Christensen Tømrer Lunderskov
34. Søren Nielsen Eltang Arbeidsmand Hjarup
35. Niels Pedersen Ebberup Gift og Huusmand Nagbølle
36. Johan Kyed Mogensen Boelsmand Hjarup
37. Claus Koch Sørensen Toft Hjarup
38. Jens Clausen Lunding Ledvogter Dollerup
39. N. Christensen Straatækker Gjelballe
40. Hans Peter Jørgensen Holst Gift Gaarsholdt Hjarup
41. Niels Andersen Arbejdsmand Dollerup
42. Jens Madsen Gamstmark Husmand GjelballeMark
43. Peter Laursen Røgter Hjarup
44. Christoffer Frederiksen Akkordarbeider Skanderup
45. Hans Ebbesen. Deltog 23. april ved Kolding. Boelsmand Skanderup
 
Ansøgninger om erindringsmedalje 1864 Andst Herred, Skanderup Sogn og Hjarup.
De fra Skanderup Sogn og Hjarup registrerede ud af 350 i Andst Herred
  Stillingsbetegnelser  
1. Jens Peder Hansen Østergaard Skrædder Nagbøl
2. Søren Andersen Banearbejder  Lunderskov 
3. Jørgen Christensen Barsø  Portør Lunderskov 
4. Peter Jørgensen Birkedal Husmand   Lunderskov
5. Jørgen Peter Andersen Væver Hjarup
6. Mads Jørgensen Bonde Husmand Lunderskov Station
7. Johan Heinrik Bostrup jernbaneassistent Lunderskov
8. Peter Henrik Boysen Arbeidsmand Dollerup
9. Johann Brodersen Selveier, Undercorporal Skanderup
10.Peder Nielsen Christensen Vandpumper ved Jernbanen, Husmand  Dollerup
11.Jes Hansen Christiansen ArbeidsMand Gjelballe Skov 
12. Mikkel Andersen Dons Landmand   Lunderskov
13. Jacob Poulsen Due Gaardeier Skanderup
14. Jørgen Jepstrup Fløjstrup Arbejdsmand Undercorporal Hjarup
15. Jacob Erlandsen (Skjærbæk) Colonne Formand ved Jerenbanen Lunderskov
16. Hans Nielsen Geertsen Skræder Hjarup
17. Peter Geill Arbejdskarl Dollerup 
18. Charsten Jørgen Hansen Møller Skanderup
19. Christen Nissen Hansen Husmand Andst Hjarup
20. Laurits Petersen Hansen Arbejdsmand Dollerup 
21. Mathias Christian Hansen  Ledvogter Lunderskov 
22. Niels Hansen  Stationsforvalter  Lunderskov 
23. Simon Evertsen Hansen  Tømrer  Nagbølle Skov 
24. Christian Haugaard  Landmand Hjarup 
25. Ditlef Heinrich Hautschildt Husmand  Gamst pr. Lunderskov 
26. Peter Jensen Houborg  Husmand Nagbøl 
27. Søren Hansen Høi   Huseier Skanderup 
28. Søren Jensen  Insidder Lunderskov 
29. Hans Peder Jepsen   Avlskarl Dollerupgaard  Dollerup 
30. Peder Jepsen  Landboelsmand Lunderskov
31. Johan Henrik Jørgensen Tjenestekarl Hjarupgaard Hjarup
32. Jens Jørgensen Smed Skanderup
33. Christian Petersen Klausen Bonde Skanderup
34. Jens Koch Arbejdsmand Nagbølle
35. Lauge Larsen Gaardejer Dollerup
36. Peter Holt Lausen Politibetjent og Selveier Lunderskov
37. Søren Nielsen Lim Gaardejer Hjarup
38. Anders Nielsen Arbeidsmand Gjelballe
39. Henrik Nielsen Indsidder og Væver Lunderskov
40. Jens Nielsen Mølleforpagter Rolles Mølle
41. Carl Sørensen Nord Træskomand Skanderup
42. Niels Christian Nyboe Landmand Skanderup
43. Petter Jensen Nørgaard Gaarman Nagbølle
44. Johan Peter Orloff Arbeidsmand Dollerup Mark
45. Jørgen Madsen Orloff Haandværker, Skræder Skanderup
46. Christen Petersen Petersborg Huus Landboelseseier Lunderskov
47. Peter Petersen Indsidder Skanderup
48. Phillipp Pedersen Skomager Hjarup
49. Andreas Olesen Poulsen Vedstenlund  Boelsmand og bpnde Skanderup
50. Hans Poulsen Haastrup Tjenestekarl Gjelballe
51. Jens Poulsen Schmidt Smed Hjarup
52. Jacob Clausen Snore Tjenestekarl Skanderup
53. Peter Petersen Steengaard Insider Skanderup
54. Christian Sørensen Møller Mølleforpagter Drabæks Mølle Lunderskov
55. Nis Jensen Sørensen Landmand Gjelballe
56. Peder Christian Thomsen Husmand Nagbølle Mark
57. Christen Boijesen Huus Mand og Dagleier Hjarup
58. Jørgen Hansen Bragh Gaardeier Øster Vamdrup, Jarup
59. Søren Peter Jørgensen Dam Husmand og Høker Lunderskov
60. Peter Hansen Tvedegaard Gaardeier Hjarup
61. Niels Anker Jepsen  Seleier Huusmand Skanderup
62. Jens Peder Hansen Østergaard Skrædder Nagbølle
 
Ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50, grupperede stillingsbetegnelser. 
Skanderup Sogn, Hjarup 1848-50 i alt 45 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedaljer
Landbrug   Gaardmand,-eier Huus-, Hus-, Leiehus-, Boelsmand Arbeidsmand, Akkordarbeider Tjenestekarl I alt %
5 14 17 1 37  
11,1 31,1 37,8 2,2   82,2
Håndværk o.l.   Snekersven, Tømrer Høker Straatækker Muremester  
2 1 1 1 5  
4,4 2,2 2,2 2,2   11,1
Andet   Ledvogter Sygdom Gift      
1 1 1   3  
2,2 2,2 2,2     6,7
I alt         45 100
Ansøgninger om erindringsmedalje 1864, grupperede stillingsbetegnelser 
1864 Andst Herred, Skanderup Sogn og Hjarup, i alt 62 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedaljer 
  Gaardmand, -eier Huusmand, landboelseier, Seleier, Husmand Arbeidsmand Selveier, Huusmand, Dagleier Landmand, bonde Arbeids,-Avls-, Tjenestekarl I alt %
Landbrug 6 12 9 2 8 5 42  
  9,7 19,4 14,5 3,2 12,9 8,1   67,7
Håndværk o.l. Væver, Indsidder Skrædder Smed          
  2 4 1       7  
  3,2 6,5 1,6         11,3
Andet Insider, Indsidder Jernbaneassistent, Vandpumper, Stationsforvalter, Ledvogter, Colonne Formand Politibetjent Møller, Mølleforpagter (Skanderup, Drabæks og Rolles Mølle) Huseier      
  2 6 1 3 1   13  
  3,2 9,7 1,6 4,8 1,6     21,0
I alt              62 100,0
 
 
Fordeling 1864 på Skanderup Sogns byer, Hjarup af ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer.
Hjarup Skanderup Gelballe Nagbøl  Dollerup Lunderskov Rolles Mølle Drabæks Mølle I alt
18 9 6 5 2 3 43
Fordeling 1864 på Skanderup Sogns byer, Hjarup af ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer.
9 13 4 5 7 16 1 1 56
 
Kolding By 1848-50 og 1864 fordelt på erhverv, stillingsbetegnelser. Uden navneangivelser. I den registrerede rækkefølge
  Stillingsbetegnelser 1848-50 Stillingsbetegnelser 1864  
1.  Brenderibestyrer Murer Svend 1.
2.  Materialist Sadelmagermester 2.
3.  Arbejdsmand Vagt?? 3. 
4.  Vognmand Murer? 4. 
5.   Ulæseligt? Detailhandler 5. 
6.  Værthusholder Graver Kolding Kirkegaard 6. 
7.   ? ?? 7. 
8.   ? Farver 8. 
9.  Arbejdsmand  ? 9. 
10.  Arbejdsmand HuusMand 10. 
11.  Murer Lager 11. 
12.  Arbejdsmand Jernstøbersvend 12. 
13.  Tømmermester Detailhandler 13. 
14.  Arbejdsmand Vognmand 14. 
15.  Arbejdsmand Marchandiser 15. 
16.  Vognmand Uhrmager 16. 
17.  Murersvend Uhrmager 17. 
18.  Murer Fæstemand og Kammertjener 18. 
19.  Værtshusholder Instrumentsliber 19. 
20.  Detaillist Arbejdsmand 20. 
21.  Fæstemand Koldingsgaard Murer 21. 
22.  Værtshusholder  ?? 22. 
23.  Arbejdsmand Arbejdsmand 23. 
24.  Toldassistent Bestyrer af Apothek 24. 
25.  Arbejdsmand Murer 25. 
26.  Skibstømrer Ledvogter ved Banen 26. 
27.  Skomager?  Skomager 27. 
28.  Gartner Dagleier 28.
29.   ?  ? 29.
30.  Arbejder Kolding Gasværk Krovært 30. 
31.  Murer Arbeismand 31.
32.  Fotografik Kun lidt Arbeide 32.
33.   ? Vognmand 33.
34.  Detailist Vertshusholder 34.
35.  Arbeismand Musicus Trompeter 35.
36.  Maskinarbeider ?? 36.
37.  Skræddermester Tobaksarbeider 37.
38.  Kolding Fattiggaard Arbeidsmand 38.
39.  Ølhenter Farver 39.
40.  Murer Veershusholder 40.
41.  Restauratør paa Kolding Banegaard Arbeismand 41.
42.  Sneedkermester Murer 42.
43.  Vognmand Møller 43.
44.  Maler Skreder 44.
45.  Klodsmager Tobaks??svend 45.
46.  Slagter Typograf 46.
47.  Arbejdsmand Arbeidsmand 47.
48.  Beielsmand ?  Værtshusførelse og Murer 48.
49.  Avlsbruger Snedker Svend 49.
50.  Invalid og kan intet Arbeide udrette Snedker 50.
51.   ? Landarbejder 51.
52.  Dagleier Arbeidsmand 52.
53.  Urmager Værthuseholder 53.
54.  Kjøbmand Bager 54.
55.  Klodsmager Værtshusholder 55.
56.  Arbeidsmand Detajlist 56.
57.  Murersvend Kjøbmand 57.
58.  Jernbanearbeider Porteur 58.
59.  Amtsvejmand Arbeidsmand 59.
60  Tyende Slagter 60.
61.  Tømmermester ?? 61.
62.  Skræder Snedker 62.
63.  Stormmaaler ? Skomager 63.
64.  Hospitalforstander Toldofficiant 64.
65.  Politibetjent Farversvend 65.
66.  Arbeidsmand Skomager 66.
67.  Skomagermester Gjørtler 67.
68.  Arbeidsmand Arbeidsmand 68.
69.  Arbejsmand Vognmand 69.
70.  Skomagermester Arbeidsmand 70.
71.  Værtshusholder Snedkermester 71. 
72.  Gjestgiver Dagleier 72. 
73.  Arbeismand Sadelmager 73. 
74.  Dagleier Pakhus Formand 74. 
75.  Sadelmager Skomager 75. 
76.  Tømrer Skibstømmerer 76. 
77.   ? Bødker 77. 
78.  Murermester Vertshusholder 78. 
79.  Mestersvend paa Skibsværftet Snedker 79. 
80.  Væver Skomager 80. 
81.  Daglaier ?broder 81. 
82.  ? Logi Stationsbud ved Kolding Jernbanestation 82.
83.  Skibstømrersvend Købmand 83.
84.  Murer Smedemester 84.
85.  Skrædermester Arbeidsmand 85.
86.  Arbeidsmand Smed 86.
87.  Værtshusholder Arbeidsmand 87.
88.  Fabriksarbeider ?? 88.
89.  Tømmerer Gartner 89.
90.  Kornmaler ? Giestgiver 90.
91.  Telegrafbud Farversvend 91.
92.  Skovfoged og Markmand Arbeidsmand 92.
93.  Borger og Mester Arbeidsmand 93.
94.  ? og Arbeidsmand Saviskjære ? 94.
95.  Arbeidsmand Skrædder 95.
96.  Procurator Arbeidsmand 96.
97.  Bøtker Dagleier ?? 97.
98.  Arbeidsmand Snedker 98.
99.  Kalkværksbestyrer Skræder 99.
100.  Bogbinder Snedker 100.
101.  Gartner Tjenestekarl 101.
102.  Møllekusk Ølbrygger 102.
103.  Tømrer Maler 103.
104.  Bybud Murer 104.
105.  Arbeidsmand Maler 105.
106.  Fabriksarbejder Pompemager 106.
107.  Jernstøberarbejder Arbeidsmand 107.
108.  Skræder Murersvend 108.
109.  Arbeidsmand Arbeids Mand 109.
110.  Kiøbmand ?Karl ved Jysk Fynske Jernbaner 110.
111.  Arbeidsmand Patrouillebetjent 111.
    Arbeidsmand 112. 
    Gaardekarl 113.
    Arbeidsmand 114.
    Arbeidsmand 115.
    Jernbaneassistent 116.
    ?? 117.
    Politibetjent 118.
    Handelscomis 119.
    ??  120.
    Arbejdsmand 121. 
    Farver ?  122.
    Vertshusholder og Øltapper 123.
    Tjeneste Karl 124.
    Jernbanetjent Ledvogter 125.
    Ledvogter 126.
    Kjøbmand 127. 
    Jordmodermand 128. 
    Møllerbygger 129. 
    Snedker 130. 
    Veimand 131. 
    Dyrlæge 132. 
    Arbeidsmand 133. 
    Privat Landpost 134. 
    Former og fabrikant 135. 
    Landinspec ?? 136. 
    Skræder 137. 
    Arbeismand 138. 
    Herremagasin 139. 
    Snedker 140. 
    Sadelmagerformand 141. 
    Daglaier 142. 
    Murersvend 143. 
    ?? 144. 
    Arbeidsmand 145. 
    Musikus Jacob Nielsen 146. 
    Skibstømrer 147. 
    Værtshusholder 148. 
    Guldsmed 149. 
    Muremester 150. 
    ?? 151. 
    Arbeidsmand 152. 
    Ølhandler 153. 
    Snedker 154. 
    Arbeidsmand 155. 
    Gartner og Detailhandler 156. 
    Vægter ?  157.
    Slagter 158.
    Murer 159.
    Rullemand 160.
    Arbeidsmand 161.
    Steenhugger 162.
    Portør ved Jernbanestationen Kolding 163.
    Muremester 164.
    Arbeidsmand 165.
    Muremester 166.
    Portør ved de Danske Statsbaner 167.
    Brøndgraver og Pumpemager 168.
    Tømmer 169.
    Arbejdsmand 170.
    Skomagersvend 171.
    ?? 172.
    Kjøbmand 173.
    Arbeidsmand 174.
    Skomager 175.
    Tømmer 176.
    Murersvend 177.
    Snedker 178.
    Snedker 179.
    Arbeidsmand 180.
    Arbeidsmand 181.
    Tømmer 182.
    Arbeidsmand 183.
    Gift og er Arbeismand 184.
    Overportør Kolding Banegaard 185.
    Arbejdsmand 186.
    Skomager 187.
    Cigararbejder 188.
    Handelsmand 189.
    Gartner 190.
    Vognmand 191.
    Udlandsophold 192.
    Politibetjent 193.
    Arbeidsmand 194.
    Danselærer 195.
    Arbeidsmand 196.
    Tømrer 197.
    Arbeidsmand 198.
    Bager 199.
    Bagermester 200.
    Guldsmedsvend 201.
    Snedker 202.
I efterfølgende tabeller er de benyttede stillingsbetegnelser i henholdsvis 1848-50 og 1864 er bibeholdt, indledt med sammenfattende tabeler. De sammenfattede tabeller er en simplificering af de samtidige stillingsbetegnelser.
Kolding 1848-50, i alt 111 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedaljer, grupperede stillingsbetegnelser med % dele heraf
  Tilknyttet landbrug* Arbeids-mand  Andre arbejdere**

Forskellige håndværk***

Handel og service****

 Jernbane-restauratør, -arbejder 

Offentlig myndighed, bedre borgerskab*****

 Kolding Fattiggaard  Uidentificeret, andre  I alt
  9 22 5 31 23 2 7 3 9 111
%  8,1 19,8 4,5 27,9 20,7 1,8 6,3 2,7 8,1 100,0
 * Med stillingsbetegnelserne Avlsbruger, Kornmaler, Fæstemand Koldinghus, Dagleier, Tyende, Gartner.
 ** Med stillingsbetegnelserne Maskinarbejder, Jernstøbearbeider, Arbejder Kolding Gasværk, Jernbanearbejder, Fabriksarbejder.
 *** Med stillingsbetegnelserne Murer, Tømrer, Skibstømrer, Sneedkermester, Mestersvend Skibsværftet, Skomager (Mester), Skrædder, Væver, Sadelmager, Bøtker, Klodsmager, Maler, Fotografik, Kalkværksbestyrer, Brenderibestyrer, Borger og Mester.
 **** Med stillingsbetegnelserne Detaillist, Kjøbmand, Vognmand, Kusk, Bybud, Logi, Telegrafbud, Værtshusholder, Restauratør Kolding Banegård.
 ***** Med stillingsbetegnelserne Procurator, Skovfoged og Markmand, Stormmaaler, Hospitalsforstander, Politibetjent, Amtmand, Toldassistent.
           
Kolding 1864, 202 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedeljer, grupperede stillingsbetegnelser med % dele heraf
  Tilknyttet landbrug* Arbeidsmand Andre arbejdere** Forskellige håndværk*** Handel og service**** Offentlig myndighed, bedre borgerskab**** Jernbanen, Ledvogter, Stationsbud  Værtshusholder, Kroholder, Giestgiver  I alt  
  13 28 13 84 33 13 8 10 202 
% 6,4 13,9 6,4 41,6 16,3 6,4 4,0 5,0 100,0 
 * Med stillingsbetegnelserne Huusmand, Landarbeider, dagleier,Tjeneste-, Gaardekarl, Gartner.
 ** Med stillingsbetegnelserne  Tobaks-, Cigararbeider    
 *** Med stillingsbetegnelserne Murer, Uhrmager, Skrædder, Smed, -mester, Skomager, Farver, Snedker, Tømrer, Skibstømrer, Bager, Slagter, Bødker, Gjørtler, Maler, Sadelmager, Typograf, Rullemand, Stenhugger.
 **** Med stillingsbetegnelserne Detailhandler, Kjøbmand, Handelsmand, Commis, Marschandiser.
 ***** Med stillingsbetegnelserne Toldofficiant, Politibetjent, Bestyrer af Apotek, Dyrlæge, Musicus, Instrumentsliber, Møller Møllebygger, Ølbrygger, -handler, -tapper. 
 
Kolding 1848-50 i alt 111 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje, stillingsbetegnelser 
Arbejdsmand, Maskinarbejder, arbejder Kolding Gasværk, Jernstøberiarbejder Murer Tømrer, Skibstømrer, Sneedkermester, Mestersvend Skibsværftet Skomager(mester) Gartner Værtshusholder, Gjestgiver I alt

 

 

            
29 8 9 4 2 6 58
26,1 7,2 8,1 3,6 1,8 5,4 52,3 %    
Skrædder, Væver Detaillist, Kjøbmand Sadelmager, Bøtker, Klodsmager, Maler Fotografik Vognmand, Kusk  Bybud, Logi Telegrafbud                      I alt
5 3 5 1 4 3                                  21                                                             
4,4 2,7 4,4 0,9 3,5 2,7             18,6         %    
Jernbanerestauratør Toldassistent Daglejer, Tyende Avlsbruger, Kornmaler, Slagter Fæstemand Koldingsgaard

Kolding Fattiggaard,

Ølhenter, Invalid    I alt
1 1 4 3 1 3 13      
0,9 0,9 3,5 2,7 0,9 2,7 11,6           %    
Stormmaaler, Hospitalsforstander, Politibetjent, Amtsvejmand Procurator, Skovfoged og Markmand  Kalkværks-, Brenderibestyrer, Borger og Mester  Diverse uidentificeret  I alt    
4 2 3 12 21        
3,5 1,8 2,7 10,6 18,6                                                            %      
Kolding 1864 i alt 202 registrerede og bevilgede ansøgninger om erindringsmedelje     
Arbejdsmand, Tobaks-, cigararbejder Murer Uhrmager Skomager Skreder, Skrædder Smed, Smedemester Skomager Farver Snedker Tømrer, Skibs-tømrer I alt  
44 14 2 8 4 6 9 5 13 6 111  
21,8 6,9 1 4 2 3 4,5 25 6,4 3 55 %
Bager, Slagter Smed, Smedemester Bødker, Gjørtler, Maler Sadelmager Møller, Møllebygger Gartner Bestyrer af Apotek, Dyrlæge Ølbrygger, -handler, -tapper Rullemand, Steenhugger Typograf, Musicus, Instrument-sliber    I alt
5 5 4 3 2 3 2 3 2 3 32  
2,5 2,5 2 1,5 1 1,5 1 1,5 1 1,5 15,8 %
Værtshus-holder o.l., Kroholder Detailhandler, Kjøbmand, Handelsmand, Commis, Marchandiser Ledvogter m.v. ved Banen, Stationsbud m.v. ved Jernbanen Husmand, Landarbejder, daglejer,Tjeneste-, Gaardekarl Vognmand Portør, Porteur Toldofficiant, politibetjent Diverse, uidentificeret  I alt
10 15 8 8 4 4 3 7 59         
5 7,5 4 4 2 2 1,5 3,5 29,2   %
 
Ansøgning om erindringsmedalje Skive By 1848-50 og 1864
Under Skive By er registreret landsogne, som anføres her kontra Skive By / Kjøbstad 
  Stillingsbetegnelser 1848-50 Stillingsbetegnelser 1864  
1. Arbejdsmand, Skive Skomager, Skive 1. 
2. Skomagermester, Skive Kjøbmand, Skive 2. 
3. Landmand, Skive Landsogn Fattiggaards Bestyrer, Skive 3. 
4. Arbejdsmand, Skive Landsogn, Egeris By Kjøbmand, Skive 4. 
5.  Husmand, Ramsing Sogn og By Ungkarl, Skive 5. 
6.  Køer og Detailhandel, Thise Sogn og By Tjenestekarl, Skive 6. 
7.  Arbeidsmand, Breum Bye Gaardskarl, Skive 7. 
8.  Landmand, LlThorum Sogn ??, Skive 8. 
9.  Husmand, Lime Sogn, Smedemark By Landmand, Skive 9. 
10.  Huusmand, Ramsing Sogn og By Slagter, Skive 10. 
11.  Boelsmand, Knud By, Rødding Tjenestekarl, Skive Thorup? 11. 
12.  Arbeismand, Hindborg By Værthusholder, Skive 12. 
13.  Husmand, Resen By Condittor, Skive  13. 
14.  Daglejer, Hem By og Sogn Blikenslager, Skive 14. 
15.  Huusmand, Rogild i Resen Sogn Skomager, Skive 15. 
16.  Snedker og Møbelhandler, Skive Hoteleier, Skive 16. 
17.  ??, Skive Farver, Skive 17. 
18.  ??, Skive Opsynsmand, Skive 18. 
19.  Skomager, Skive Skomagermester, Skive 19. 
20.  Bankbogholder, Skive Arbeidsmand, Skive Mark 20. 
21.  ??, Skive ?fører, Skive 21. 
22.  Musiker og Arbeidsmand, Skive Manufaktur?, Skive 22. 
23. Konditor, Skive Bestyrer af Skive Realskole, Skive* 23. 
24. Kjøbmand, Skive Arbeidsmand, Skive 24. 
25. Murermester, Skive Arbeidsmand, Skive 25. 
26. ??, Skive Maler, Skive 26. 
27. Skomager, Skive ??, Skive 27. 
28. Avlsbruger, Skive Hedemark Marskandiser, Skive 28. 
29. Muremester, Skive  ??, Aasted harre 29. 
30. Banearbeider, Skive Bødker, Skive 30. 
31. ?Betjent, Skive Smed, Skive 31. 
32. Kongelig Toldassistent, Skive Restauratør, Skive 32. 
33. Arbeidsmand, Skive Skomagersvend, Skive 33. 
34. Fisker, Skive Sadelmagermester, Skive 34. 
35. Arbeidsmand, Skivehuus mark Uhrmager, Skive 35. 
36. Arbeidsmand, Skive Karetmager, Skive 36. 
37. Arbeidsmand, Skive ?Mester, Skive 37. 
38. Vertshusholder, Skive Arbeidsmand, Skive 38. 
39. Landbruger, Skive Arbeidsmand, Skive 39. 
40. ??, Skive Gartner, Skive 40. 
41. Tømmermester, Skive Arbeidsmand, Skive 41. 
42. Murer, Skive Vertshuusholder, Skive 42. 
43. Pakkuskarl paa Skive Station Arbeismand, Skive 43. 
44. Arbeidsmand, Skive Arbeidsmand, Skive 44. 
45. Snedker, Skive Landmand, Skive 45. 
46. Vognmand, Skive Arbeidsmand, Skive 46. 
47. Rebslager, Skive Haandværker, Staarup Mark 47. 
48. Muremester, Skive Arbejdsmand, Skive 48. 
49. Arbeidsmand, Skive Boghandler, Skive 49. 
50. Kjøbmand, Skive Tømmermester, Skive Vesterfælled 50. 
51. Husmann, Skive Braarupmark Skolelærer i Skive Landsogn, Skive 51. 
52. Husmand, Skive Træhandler, Skive 52. 
53. Arbeidsmand, Skive Arbeismand, Skive  -  Tambohus 53. 
54. Boelsmand, Skive Hedemark Landmand, Skive 54. 
55. Naalmager, Skive Fattiggaard Arbeidsmand, Skive 55. 
56. Arbeidsmand, Skive Murer, Skive 56. 
57. Gaardmand, Hindborg Jordbruger, Skive Hedemark 57. 
58. Gaardmand, Vinde, Skive Skomager, Skive 58. 
    Fisker, Skive 59.
    Malermester, Skive 60.
    Farver, Skive 61.
    Arbejder, Tøndering By, Harre 62.
    Tømmer??, Skive 63.
    Staldforpagter, Skive 64.
    Andsat ved Banen, Skive 65.
    Farver, Skive 66.
*Skive private Realskole optræder med annonceret generalforsamling 6. okt. 1882. Private realskoler har eksisteret siden 1700-tallet. Skive Byarkiv angiver ingen datering, men et bygningsfoto o. 1890 viser en relativt nyopført bygning Frederiksgade 21, det nuværende Aakjærskolen. Erindringsansøgningerne er udfyldt fra 1876 og nogle år herefter. Caspar Henrik Wolffsen Hasselriis anfører sig som "Bestyrer af Skive Realskole". I Folketælling 1880 er han registreret som 40 år gammel Skoleinspektør og Husfader, bosiddende Frederiksgade, 2. Rode, Matr. 25 bb, Forhuset, Stuen. 
Iflg. Danmarks Privatskoleforenings Realskolen gennem 200 år, 2010, var Skive private Realskole ejet af et privat interessentselskab indtil 1886, hvor kommunen overtog skolen. Det kan med sikkerhed konstateres, at Skive private Realskole har eksisteret før 1880, hvor C. H. Wollfsen Hasselriis var skoleinspektør ved folketællingen. Iflg. anden undersøgelser er realskolen og Frk. Sørensens Pigeskole begge oprettet i Frederiksgade 1877. Realskolen lå før 1877 i Kirkegade, Skive.
 
 
Stillingsbetegnelser 1848-50, Skive     
Landbrug   Husmand, Huusmand, Boelsmand Landmand, -bruger, Avlsbruger Gaardmand Arbeidsmand (1 og musiker) Dagleier Fisker I alt og %
11 6 2 13 1 1 34 
%                   19,0 10,3 3,4 22,4 1,7 1,7  58,6
Håndværk o.l.   Skomager, -mester Tømmemester Murer, -mester Snedker (og Møbelhandler) Rebslager Naalmager Skive Fattiggaard
3 1 4 2 1 1 12 
%                     5,2 1,7 6,9 3,4 1,7 1,7  20,7
Handel og service  Kjøbmand, Købs-, Detailhandel Vertshusholder Bankbogholder     
3   1 1     5 
Andet    %                     5,2   1,7 1,7      8,6
Banearbeider, Pakhuskarl Skive Station Kongelig Toldassistent Betjent Pakhuskarl Uidentificerbar   
2 1 1 1 2   7 
%                     3,4 1,7 1,7 1,7 3,4 0,0  12,1
I alt              58 100
 
Stillingsbetegnelser 1864 Skive       
Landbrug   Gaardskarl, Tjenestekarl Fattiggaardsbestyrer Landmand, Jordbruger Arbeidsmand Fisker         I alt og %
3 1 4 12 1         21 
4,5 1,5 6,1 18,2 1,5          31,8
Håndværk o.l.   Skomager-, Mester, Svend, Sadelmager-mester Blikkenslager Slagter Bødker Smed Maler, Malermester, Farver Uhrmager Murer, Tømmer, -mester, Karetmager, Haandværker Arbejder   
6 1 1 1 1 3 1 6 1 21 
9,1 1,5 1,5 1,5 1,5 4,5 1,5 9,1 1,5  31,8
Handel, service   Kjøbmand Vært-, Verthusholder, Restauratør, Hoteleier Marskandiser Conditor Boghandler Træhandler Manufaktur     
2 4 1 1 1 1 1     11 
3,0 6,1 1,5 1,5 1,5 1,5 1,5      16,7
Andet    Skolelærer (i Landsogn), Bestyrer Realskole Ansat ved Banen Uidentificerbar, Opsynsmand, Fører?, Ungkarl, Staldforpagter     
3 1 9             13 
4,5 1,5 13,6              19,7
I alt         66 100,0
 
Stillingsbetegnelser 1848-50 og 1864, Skive
1848-50
1864
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
34
58,6
21
36,2
21
31,8
9
13,6
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
12
20,7
25
43,1
21
31,8
33
50,0
Håndværk o.l. gns. % excl. og incl. Arbeidsmand
31,9
Håndværk o.l. gns. % excl. og incl. Arbeidsmand
40,9
Handel, service, andet
Handel, service, andet
12
20,7
12
20,7
24
36,4
24
36,4
I alt    58    
100,0
58
100,0
66
100,0
66
100,0
 
Ansøgning om erindringsmedalje Viborg By 1848-50 og 1864, uden navneangivelser, i den registrerede rækkefølge.
Under Viborg By er der registreret landsogne, som er anført her contra Viborg By
  Stillingsbetegnelser 1848-50 Stillingsbetegnelser 1864  
1. Huusmand, Viborg Mark Bagermester 1. 
2. Skomager Skrædder 2. 
3. Tømrer  Maler 3. 
4. Skræder Arbeidsmand 4. 
5. Skomager Kjøbmand 5. 
6. Kunstdreier Ølbrygger 6. 
7. Skomagermester ?? 7. 
8. ? og Glarmester Arbeidsmand 8. 
9. 
  		 Snedkersvend Slagter 9. 
10.  Skomager Landmand, Viborg mark  10. 
11.  Landbruger, Viborg Mark  Redaktør og Udgiver af Viborg Stiftstidende  11. 
12.  ?Procurator? Skrædermester 12. 
13.  ? Viborg Mark Restaurateur 13. 
14.  Skomager Skomager 14. 
15.  Avlsbruger Fuldmægtig 15. 
16.  Avlsbruger Formand jysk fynske Jernbaner  16. 
17.  Smedemester Arbeidsmand 17. 
18.  Murer Arbeidsmand 18. 
18.  ?Jorsmand, Viborg Mark  Træhandler 19. 
19.  ?? Kjøbmand 20. 
20.  Malermester Skomager 21. 
21.  Arbejdsmand Arbeidsmand 22. 
22.  Arbejdsmand Huusmand, Viborg By og Mark  23. 
23.  Orgonom? Arbedsmand 24. 
24.  Arbeidsmand Skomager 25. 
25.  Fragtkører Bolsmand 26. 
26.  Farver Arbeismand 27. 
27.  Steenhugger og Brobygger Skomager 28. 
28.  Steenhugger Kjøbmand 29. 
29.  Skræddermester Smed 30. 
30.  Landmand, Viborg Vestermark  Bog- og papirhandler 31. 
31.  Avlsbruger Kjøbmand 32. 
32.  Landmand, Viborg Mark  Værtshusholder 33. 
33.  Jernstøbearbejder Murersvend 34. 
34.  Avlsmand Kjøbmand 35. 
35.  Medhjælper paa Viborg Apothek Fabriks Arbeider og  36. 
36.  Skomager Bryggeri Forpagter, Dania  37. 
37.  Tømmersvend Dreier 38. 
38.  Kjøbmand og Handelsagent Arbejsmand 39. 
39.  ?Forvalter Arbeidsmand 40. 
40.  Bybud Arbsmand 41. 
41.  Landmand, Viborg Mark  Verthusholder 42. 
42.  Kontorist Landmand, Viborg Mark  43. 
43.  Natvægter Muurmester 44. 
44.  Skomagersvend Maler 45. 
45.  Avlsbruger, Viborg ?Mark  Kjøbmand 46. 
46.  Skomagermester Skomager 47. 
47.  Politibetjent - siden 25. October 1858  Tømre 48. 
48.  ?? Arbeidsmand 49. 
49.  Murersvend Pakhusforvalter 50. 
50.  Skomager Skomagermester 51. 
51.  Skolelærer Slagtermester 52. 
52.  Garver Væver 53. 
53.  Arbeidsmand Guldsmed 54. 
54. Saddelmager Snedker 55. 
55. Bogholder Landmand, Viborg Mark  56. 
56. ArbeisMand Avlsbruger, Viborg Mark  57. 
57. Arbeitsmand Murer 58. 
58. Landmand, Viborg Mark Snedkersvend 59. 
59. Arbeidsmand Bødkermester 60. 
60. Avlsbruger Restauratør 61. 
61. Tømmermester Restaurateur 62. 
62. Avlsbruger, Viborg Kjøbstads Mark Avlsbruger i Viborg  63. 
63. Tømmersvend Slagter 64. 
64. Arbeidsmand ?? 65. 
65. Overbanemester ved de jysk fyndske Jernbaner Slagter og Værtshusholder 66. 
66. Ledvogter Jernbanen Viborg Skive Bogbinder 67. 
67. Arbejdsmand Murersvend 68. 
68. ?? Garver Svend 69. 
69. Gartner Skomagersvend 70. 
70. Landmand, Viborg Nørremark Avlsbruger 71. 
71. Landmand, Viborg Nørremark Malermester 72. 
72. Landmand, Viborg Mark Karetmager 73.
73. Værthusholder Arbeidsmand 74. 
74. Arbeidsmand Handskemager 75. 
75. Brolægger, Sct. Mathiasgade Maler og Fotograf 76. 
76. ?betjent ?? 77. 
77. Arbeismand Vægter 78. 
.78.. Arbeidsmand Fabrikant 79. 
79. Arbeidsmand Gjæstgiver 80. 
80. Træhandler Avlsbruger, Viborg Mark  81. 
81. Broligger, Elsborg Skomagersvend 82. 
82. Overretsbud? Skomager 83. 
83. Teglbrænder Ølhanler 84. 
84. Arbeidsmand Arbeidsmand, Viborg Kjøbstadsmark  85. 
85. Skorstensfeiermester    
86. Brænderibestyrer    
87. Kjøbmand    
88. Detailhandler    
89. Handlende, Slesvig    
90. Værtshusholder    
91. Tømrer    
92. Politibetjent    
93. Murersvend    
94. Gaardeier, Viborg Nørremark     
95. Lysestøber    
96. Ikke oplyst    
97. Tømrer    
98. Kongelig Postfører    
99. Particulier, Slesvig    
100. Smed    
101. Avlsbruger, Viborg Kjøbstadsmark     
 
 
Ansøgning om erindringsmedalje Viborg By 1848-50 i alt 101
Landbrug Gaardeier Landbrug, Landmand Viborg Mark Avlsbruger, Jorsmand, Jorsbruger, ?  Viborg Mark Arbeidsmand Forvalter Gartner     I alt og i %
  1 9 11   14 1 1     37 
  1,0 8,9 10,9 0,0 13,9 1,0 1,0      36,7
Håndværk o.l. Jernstøbe-arbeider Skomager, -mester Skorstens-feiermester Skræddermester, Skræder  Tømrer, -svend, -mester Glarmester Snedkersvend Murer, -svend Smed, -mester  
  1 9 1 2 6 1 1 3 2 26 
  1,0 8,9 1,0 2,0 5,9 1,0 1,0 3,0 2,0  25,7
  Malermester, Farver Steenhugger, Brobygger, Brolægger, Broligger Garver Saddelmager Garver Teglbrænder Lysestøber Kunstdreier   
  2   4 1 1 1 1 1 1 12 
  2,0   4,0 1,0 1,0 1,0 1,0 1,0 1,0  11,9
Handel, service Kjøbmand og handelsagent, Detailhandler, Handlende Slesvig Bybud Kontorist, Bogholder Træhandler Fragtkører           
  4 1 2 1 1         9 
  4,0 1,0 2,0 1,0 1,0          8,9
Andet Skolelærer Medhjælper Viborg Apothek Natvægter Politibetjent siden 25. oktober 1858, Betjent Overbanemester, Ledvogter Værthusholder Overretsbud Kongelig Postfører, Particulier Ikke oplyst, Orgonom  
  1 1 1 2 2 2 1 2 5 17 
  1,0 1,0 1,0 2,0 2,0 2,0 1,0 2,0 5,0  16,8
I alt           101 100,0
 
 Viborg, stillingsbetegnelser 1864 i alt 85       
Landbrug Landmand Viborg Mark Huusmand, Bolsmand Viborg Mark Avlsbruger Viborg Mark Arbeidsmand (bl.a. Viborg Mark)    I alt og i %
  3 2 4 13       22 
  3,5 2,4 4,7 15,3       25,9    
Håndværk o.l. Fabriks Arbeider Bagermester Skrædder, -mester Maler, -mester, Maler og Fotograf Ølbrygger, Bryggeri Forpagter, Dania Slagter, -mester, Slagter og Værtshusholder Smed, Guldsmed Bogbinder Murer, -svend, Muurmester, Dreier, Tømre, Snedker, -svend
  1 1 2 4 2 4 2 1 8 25 
  1,2 1,2 2,4 4,7 2,4 4,7 2,4 1,2 9,4  29,4
  Væver Bødkermester Garver Svend Karetmager Handskemager Vægter Fabrikant Skomager, -mester, -svend  
  1 1 1 1 1 1 1 9   16 
  1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 1,2 10,6    18,8
Handel, service Restaurateur, Værtshusholder, Vertshusholder Træhandler Kjøbmand Bog- og Papirhandler Ølhanler       
  5 1 6 1 1      14 
  5,9 1,2 7,1 1,2 1,2      16,5    
Andet Redaktør og Udgiver af Viborg Stiftstidende Fuldmægtig Jysk fynske Jernbaner, Formand Pakhusforvalter Uidentificeret      
  1 1 1 1 4      8 
  1,2 1,2 1,2 1,2 4,7      9,4     
I alt           85 100,0
 
Stillingsbetegnelser 1848-50 og 1864, Viborg   
1848-50    1864   
Landbrug incl. Arbeidsmand % Landbrug excl. Arbeidsmand % % Landbrug incl. Arbeidsmand % Landbrug excl. Arbeidsmand % %
37 36,6 23 22,7   22 25,9 9 10,6  
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
38 37,6 52 51,5   41 48,2 54 63,5  
Håndværk o.l. gns. % excl. og incl. Arbeidsmand 44,6 Håndværk o.l. gns. % excl. og incl. Arbeidsmand 55,9
Handel, service, andet     Handel, service, andet    
26 25,7 26 25,7   22 25,9 22 25,9  
I alt     101 100,0 101 99,9   85 100,0 85 100,0  
 
Ansøgning om erindringsmedalje Fjends Herred 1848-50 og 1864, i den registrerede rækkefølge
  1848-50, stillingsbetegnelse, by / sogn 1864, stillingsbetegnelse, by / sogn  
1. Gaardmand, Hald, Ørslevkloster Gaardeier, Kvols 1. 
2. Gaardmand, Mønsted Arbeid Mand, Løvel 2. 
3. Husmand, Feldingbjerg Bolsmand, Fly 3. 
4. Gaardeier, Feldingbjerg  Tjenestekarl, Smollerup  4. 
5. Gaardmand, Hald, Ørslevkloster  Gaard?Forpagter?, Mønsted?  5. 
6. Sognefoged og Gaardeier, Kobberup  Husmand og Landarbeider, Smollerup 6. 
7. Gaardeier, Kobberup  Huus Mand, Gammelstrup  7. 
8. Gaardmand og Sognefoged, Gammelstrup  Gaardmand, Fly 8. 
9. Tjenestekarl, Ørslevkloster Landmand, Gammelstrup 9. 
10.  Gaardmand, Vroue  Teglbrænder, Søby Teglværk, Kobberup 10. 
11.  Huusmand, Højslev  Tjenestekarl, Dommerby  11. 
12.  Landmand, Ørum  Landmand, Sparkær   12. 
13.  Huusmand, Mønsted  Huusmand, Vroue  13. 
14.  Avlsbruger, Frederiks  Arbejdsmand, Resen  14. 
15.  Gaardeier, Vinkel  Snedker, Høislev 15. 
16.  Gaardmand, Vridsted  Huusmand, Frederiks  16. 
17.  Arbeidsmand, Højslev  Huusmand, Fly  17. 
18.  Gaardeier, Søby, Kobberup  Landmand, Dommerby  18. 
19.  Huusmand, Mønsted  Huusmand, Frederiks  19. 
20.  Gaardmand, Vroue  Huusmand, Smollerup  20. 
21.  Arbeidsmand, Dommerby Gaardmand, Høislev  21. 
22.  Gaardmand, Smollerup  Røgter, Vinkel  22. 
23. Arbeidsmand, Halskov Husmand, Heilskov 23.
24. Jordbruger, Smollerup Huusmand, Hald 24.
25. Huusmand, Staarup Landmand, Søndre Ørum 25.
26. Boelsmand, Daugbjerg Arbeidsmand, Hjarbæk, Vorde 26.
27. Gaardmand, Mønsted  Arbeisman, Sparkjær  27.
28. Huusmand og Jordejer, Høislev Station  Landmand, Sparkjær  28.
29. Husmand, Dommerbye  Gaardmand, Sjørup  29.
30. ??, Smollerup  Gaardmand, Vroue  30.
31. Jordbruger, Vroue Landmand, Fly  31.
32. Arbeismand, Dommerby  Arbeidsmand, Tastum  32.
33. Huusmand og Smed, Sparkjær  Huus- og Arbeidsmand, Mønsted  33.
34. Gaardejer, Resen Huusmand og Jordbruger, Højslev  34.
35.  Gaardmand, Sparkjær  Tømrer, Feldingbjerg, Stoholm  35. 
36. Aftægtsmand, Kobberup (født 1824) Gaardmand, Høislev 36.
37. Arbeismand, Halskov Husmand, Frederiks 37.
38. Gaardmand, Vroue  Landmand, Fly 38.
39. Gaardmand, Mønsted  Landmand, Mønsted  39.
40. Gaardmand, Smollerup Boelsmand, Kobberup  40.
41. Huusmand, Knudbye  Arbeidsmand, Smollerup  41.
42. Landmand, Dommerby  Jordbruger, Høislev  42.
43. Arbeidsmand, Baadsgaard Mark  Gaardeier, Søby, Høislev Station  43.
44. Husmand, Vinkelplet, Høislev  Landmand, Gaardeier, Tastum, Kobberup  44.
45. Arbeidsmand, Daugbjerg  Arbeidsmand, Hald By  45.
46. Arbeismand, Dommerby  Landmand, Høislev  46.
47. Gaardmand, Mønsted  Huusmand, Resen  47.
48. Mølle og Gaardeier, Mønsted  Arbeidsmand, Frederiks 48.
49. Landmand Gaardeier, Gammelstrup  Gaardmand, Frederiks, Refenfelde  49.
50. Huus- og Arbeidsmand, Mønsted  Huusmand, Frederiks  50.
51. Skovfoged, Daugbjerg Skov  Gaard- og Teglværkseier, Gammelstrup  51.
52. Gaardmand, Svenstrup, Høislev  Arbeidsmand, Staarupgaard, Høislev  52.
53. Huusmand, Hald Mark  Gaardmand, Fly  53.
54. Boelsmand, Resen  Boelsmand, Daugbjerg  54.
55. Tjenestekarl, Høislev  Landmand, Fly  55.
56. Boelsmand, Vinkel, Høislev Gaardmand, Lundø 56.
57. Gaardmand, Mønsted Arbeismand, Fly 57.
58. Huusmand, Mønsted  Huusmand, Gammelstrup  58.
59. Gaardeier, Feldingbjerg, Stoholm  Landmand, Vinkelplet  59.
60. Gaardeier og ?, Fly  Landmand, Feldingberg  60.
61. Huusmand, Sparkiær  Boelsmand, Hejlskov, Ørslevkloster Sogn  61.
62. Gaardmand, Svenstrup, Høislev  Landmand, Gammelstrup  62.
63. Gaardmand, Ørum  Gartner, Kobberup  63.
64. Landmand, Husmand, Fly  Arbeiskarl, Sparkjær  64.
65. Arbeider, Sønder Ørum  Landmand og Møller, Sparkjær  65.
66. Landmand, Resen  Gaardmand, Fly  66.
67. Husmand, Hald By  Bolsmand, Vinkel  67.
68. Huusmand, Gammelstrup  Arbeidsmand, Gammelstrup  68.
69. Jordbrug og Fiskeri, Lundø  ??mester, Fly Mølle  69.
70. Boelsmand, Sparkjær  Gaardmand, Taarup   70.
71. Husmand, Smollerup  Boelsmand, Hald  71.
72. Arbeidsmand, Høislev  Gaardmand og Sogneraadsmand, Resen  72.
73. Arbeidsmand, Søvang, Høislev  Lanman, Gaareier, Kvols  73.
74. Tjenestekarl, Dommerby  Murer, Halskov, Høislev  74.
75. Aftægtsmand, Feldingbjerg, Stoholm  ?Insider?, Vridsted  75.
76. Ikke oplyst, Seistrup  Huusmand, Svenstrup, Høislev  76.
77. Gaardmand, Dommerby  Huusmand, Gammelstrup  77.
78. Bolsmand, Mønsted  Landmand, Vinkel  78.
79. Gaardmand, Smollerup  Jordbruger, Gaardmand, Halskov, Høijslev  79.
80. Gaardmand, Lundø  Gaardmand, Resen  80.
81. Boelsmand, Daugbjerg  Gaardmand, Resen  81.
82. Landmand, Ørum  Huusmand, Vridsted  82.
83. Gaardmand, Daugbjerg  Gaardmand og Detaillist, Smollerup  83.
84. Landsmand, Tastum, Kobberup  Landmand, Vridsted  84.
85. Bolsmand, Resen  Detailist, Daugbjerg  85.
86. Avlsbruger, Smollerup Huusmand, Bærs  86.
87. Huusman, Sparkiær  Jordbruger, Fly  87.
88. Gaardmand, Mønsted  Husmand, Frederiks  88.
89. Boelsmand, Vroue  Gaardmand, Faarup  89.
90. Huusmand, Daugbjerg  Husmand, Gammelstrup  90.
91. Gaardeier, Tastum  Gaardmand, Smollerup  91.
92. Arbeidsmand, Dagleier, Sønder Resen  Gaardmand, Frederiks  92.
93. Boelsmand, Kobberup  Boelsmand, Daugbjerg  93.
94. Arbeidsmand, Daugbjerg  Gaardmand, Ørum  94.
95. Husmand, Bøstrup, Lund  Møllebyger, Lundø  95.
96. Aftægtsmand, Degnsgaare, Høislev  Insider og Murer, Høislev* 96.
97. Insider og ?, Mønsted* Jordbruger og Murer, Halskov, Høislev  97.
98. Gaardmand og ?,  Resen Gaardmand, Smollerup  98.
99. GaardMand, Smollerup  Huusmand, Daugbjerg  99.
100. Landmand, Kobberup  Arbeidsmand, Daugbjerg  100.
101.  Huusmand, Knudby, Taaarup  Gaardmand, Feldingbjerg  101. 
102.  Jordbruger, Vroue  Boelsmand, Resen** 102. 
103. Huusmand, Vroue  Gaardmand, Frederiks  103.
104. Arbeidsmand, Laanum  ?, Kvols  104.
105. Gaardmand, Fly  Gaardmand, Vridsted  105.
106. Gaardmand, Dommerby  Gaardmand, Brudal, Højslev  106.
107. Landmand, Dollerup  Landmand, Frederiks  107.
108. Boelsmand, Vroue  Paa Forsorg, Kobberup  108.
109. Aftægtsmand, Ørum  Huusmand, Resen, Sparkjær  109.
110. Gaardmand, Gammelstrup  Fisker, Ørslevkloster  110.
111. Huusmand, Mønsted  Boelsmand, Mønsted  111.
112. Husmand, Knudby  Gaardeier og Landmand, Mønsted  112.
113. Huusmand, Høgild, Resen  Landmand, Fly  113.
114. Aftægtsmand, Hald  Snedker, Mønsted  114.
115. Huusmand, Lund, Ørslevkloster  Huus- og Arbeidsmand, Mønsted  115.
116. Huusmand, Laanum  Landmand, Sparkjær  116.
117. Huusmand, Hald, Ørslevkloster  Huusmand, Frederiks  117.
118. Arbeidsmand, Daugbjerg  Tjenestekarl, Halskov  118.
119. Huusmand, Sparkjær  Arbeidsmand, Mønsted  119.
120. Landmand, Mønsted  Landmand, Feldingbjerg  120.
121. Husfæster, Sønder Resen, Sparkjær  Landmand, Fly  121.
122. Gaardmand, Ørum Landmand, Mønsted 122.
123. Husmand, Resen Landmand eller Huusmand, Mønsted 123.
124. Landmand, Sønder Ørum Købmand?, Sparkjær 124.
125. Huusmand og Arbeidsmand, Lundø Mølle Svend, Søby 125.
126. Gaardmand, Bøstrup, Ørslevkloster Bolsmand, Mønsted 126.
127. Boelsmand, Hald, Ørslevkloster Gaardeier, Kobberup 127.
128. Arbeidsmand, Daugbjerg Gaardmand, Mollerup 128.
129. Husmand, Mønsted Formand ved De Danske Statsbaner, Stoholm 129.
130. Gaardmand, Mønsted Huusmand og Arbeidsmand, Staarup 130.
131. Arbeidsmand, Gammelstrup  Boelsmand, Feldingbjerg  131.
132. Gaardeier, Resen  Arbeidsmand, Taarup  132.
133. Husmand, Resen  Landmand, Taaarup  133.
134. Tømrer, Mønsted  Gaardmand, Resen  134.
135. Huus Mand, Hald, Ørslevkloster  ?Mand, Sparkjær 135.
136. Huusmand og Tømrer, Staarup, Høislev  Gartner, Ørslevkloster  136.
137. Husmand, Staarup, Høislev  Huusmand, Hald, Ørslevkloster  137.
138. Bolsmand, Mønsted  Gaardmand og Jordbruger, Dommerby  138.
139. Huusmand, ??  Gaardmand, Mønsted  139.
140.  Huusmand, Mønsted  Ugift, Kobberup  140.
141.  Gaardmand, Mønsted  Gaardmand, Kobberup  141. 
142. Huusmand, Smollerup Huusmand, Fly  142. 
143. Arbeider, Høislev Landmand, Fly  143. 
144. Huusmand, Daugbjerg Skovfoged på Hovedgaarden, Ørslevkloster  144. 
145. Arbeidsmand, Daugbjerg Gaardmand, Taarup  145. 
146. Sognefoged og Gaardmand, Daugbjerg Huusmand, Vroue  146. 
147. Landman, Fly Avlsmand, Smollerup  147. 
148. Landmand, Dommerby Gaardmand, Vroue  148. 
149. Landmand, Lundø  Landmand, Søndre ?  149. 
150. Jordbruger, Gaardmand, Svenstrup, Høislev  Landmand, Sparkjær  150. 
151. Gaardmand, Taarup  Fisker, Indsidder, Heilskov, Ørslevkloster  151. 
152. Avlsbruger?, ? ??, Laanum 152.
153. Huusmand, Hald, Ørslevkloster Gaardman, Løvel 153.
154. Landmand, Fly Gaardeier, Søby, Høislev 154.
155. Huusmand, Østerriis, Høislev Arbeidsmand, Fly 155.
156. Gaardmand, Høislev Landmand, Sønder Ørum 156.
157. Gaardmand, Gammelstrup Gaardmand, Fly 157.
    Huusmand, Frederiks 158.
    Huusmand, Lundø 159.
    Tømmer, Høislev 160.
    Arbesmand, Staarup, Høislev 161.
    Indsider, Laanum 162.
    Arbeidsmand, Høislev 163.
    Gaardmand, Taarup 164.
    Arbajdsmand, Søby 165.
    Landmand, Vridsted 166.
    Huusmand, Staarup, Høislev 167.
    Arbaid Mand ved Mønsted kalkværk, Bonde 168.
    Gaardmand, Mønsted 169.
    Jordbruger, Halskov, Høislev 170.
    Bolsmand, Fly 171.
    Tjenestekarl, Feldingbjerg 172.
    Insidder og Snedker, Degnsgaard Mark, Høislev 173.
    Huusmand med stor Familie, trange Kaar, Høislev 174.
    Gaardmand, Vroue 175.
    Arbeidsmand, Taarup 176.
    Landmand, Mønsted 177.
    Arbeidskarl, Sparkjær 178.
    Skolelærer og Kirkesanger, Sønder Resen 179.
    Landmand Tjenestekarl, Stoholm 180.
    Gaareier Avsbruger, Laanum 181.
    Landmand, Mønsted 182.
    Vognsætter ved Statsbanen, Sparkjær 183.
    Møller, Stoholm 184.
*En insidder var lejer hos en gård- eller en husmand. 
** Alle her anførte Resen lokaliteter er Resen ved Viborg, naturligvis, da Resen Sogn, Skive ikke er en Fjends lokalitet. 
 
Ansøgning om erindringsmedalje Fjends Herred, Ørslevkloster Sogn 1848-50 og 1864, i den registrerede rækkefølge. 
  1848-50 Navn 1848-50 Stillingsbetegnelse, by   1864 Navn 1864 stillingsbetegnelse, by  
1. Christen Pedersen  Gaardmand, Hald Vestermark Frederik Christensen  Husmand, Heilskov  1. 
2. Anders Christensen  Gaardmand, Hald  Svend Christensen  Huusmand, Hald  2. 
3. Anders Peter Andersen  Tjenestekarl, Lerkenborg, Ørslevkloster  Niels Mogensen  Arbeidsmand, Hald  3. 
4. P. Mortensen  Arbeidsmand, Halskov  Jacob Jacobsen  Gaardmand, Lundø  4. 
5.  Christen Nielsen  Huusmand, Staarup By  Christen Mose Jensen  Boelsmand, Heilskov  5. 
6.  Peder Christensen  Arbeismand, Halskov  Niels Jensen  Boelsmand, Hald  6. 
7.  Søren Andersen  Arbeidsmand, Baadsgaard Mark  Hans Jensen Laigaard  Møllebyger, Lundø  7. 
8.  Jens Christian Nielsen  Huusmand, Hald Mark   Christen Mortensen  Fisker, Ørslevkloster  8. 
9.  Peder Jørgensen  Husmand, Hald By  Christen Nielsen  Tjenestekarl, Hald Kro 9. 
10. Niels Christian Pedersen Jordbrug og Fiskeri, Lundø Simon Nielsen  Gartner, Ørslevkloster  10. 
11. Peder jensen Gaardmand, Lundø Thomas Nielsen  Huusmand, Hald, Ørslevkloster  11. 
12. Frederik Nielsen Husmand, Bøstrup, Lund Frederik Peter Pedersen  Skovfoged, Ørslevkloster  12. 
13. Peder Johansen Aftægtsmand, Hald Niels Pedersen  Fisker, Indsidder, Heilskov  13. 
14. Jens Christian Laursen Husmand, Lund Jens Poulsen  Huusmand, Lundø  14. 
15. Jens Pedersen Skovhuus Huusmand, Hald, Ørslevkloster Peder Jensen  Jordbruger, Halskov, Østerris  15. 
16. Niels Nielsen Hansen Gaardmand, Bøstrup     16. 
17. Jens Jensen Boelsmand, Hald      
18. Lars Christian Jensen Huus Mand, Hald, Ørslevkloster      
19. Anders Jensen Landmand, Lundø      
20. Peder Thomsen Huusmand, Hald, Ørslevkloster      
21. Jens Christian Sørensen Vinde Huusmand, Lund, Ørslevkloster      
 
Under stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand" o.l. i ansøgningsskemaerne til erindringsmedalje fremgår det ind imellem af bopælsangivelse på f. eks. en gård i de ikke-bymæssige områder, at der nok oftest har været tale om en landarbejder, en Dagleier f. eks.
 
Fjends Herred 1848-50, grupperet, 157 i alt     
Landbrug         
Gaardmand, -eier, Landmand Jordbruger, Fiskeri, Avlsbruger Huus-, Hus-, Boels-, Bolsmand, Husfæster Tjenestekarl Arbeismand Aftægtsmand Insider I alt %
50 13 7 54 3 19 5 1 152  
31,8 8,3 4,5 34,4 1,9 12,1 3,2 0,6 65,0  96,8
      Husmand, Landarbeider m.fl. inkl. Arbeidsmand 102  
Andet         
Skovfoged Tømrer Uidentificerbar      
1 2 2           5  
0,6 1,3 1,3             3,2
         157  
 
Fjends Herred 1864, grupperet 184 i alt     
Landbrug        
Gaardeier, -mand, forpagter Landmand, Tjenestekarl, Jordbruger, Røgter, Avlsmand, Lanmand Huusmand, Husmand, Landarbeider, Bols-, Boelsmand Arbeids-, Arbejdsmand Indsidder, Fisker Gartner Skovfoged I alt %
43 43 46 21 3 2 1 159  
23,2 23,2 24,9 11,4 1,6 1,1 0,5  63,0  85,9
  Husmand, Landarbeider m.fl. inkl. Arbeidsmand 116  
Håndværk o.l.       
Teglbrænder, Gaard- og Teglværkseier Tømrer Murer Snedker og Indsidder Møller, -Byger, -Svend,     
2 2 3 3 5     15  
1,1 1,1 1,6 1,6 2,7       8,1
Andet        
Købmand, Detailist Paa Forsorg o.l. Skolelærer og Kirkesanger Statsbaner Uidentificerbar      
2 1 1 2 5     11  
1,1 0,5 0,5 1,1 2,7       5,9
        185 100,0
 
Ørslevkloster Sogn 1848-50 , grupperet, 21 i alt      
Landbrug       
Gaardmand  Huus-, Hus-, Boelsmand Landmand, Jordbrug og Fiskeri Arbeidsmand Tjenestekarl Aftægtsmand I alt %
4 10 2 3 1 1 21  
19,0 47,6 9,5 14,3 4,8 4,8   100,0
 
Ørslevkloster Sogn 1864 , grupperet, 15 i alt    
Landbrug
Gaardmand Huus-, Boelsmand Jordbruger, Tjenestekarl Arbeidsmand Fisker Gartner I alt %
1 6  2 1 2 1 13  
6,7 40,0 13,3 6,7 13,3 6,7   86,7
Andet         
Møllebygger Skovfoged            
1 1          2  
6,7 6,7            13,3
        15 100
 
Stillingsbetegnelser med landbrug - Arbeidsmand, Landarbejder o.l. 
i de slesvigske krige er udskilt særskilt, også opgjort som procentdel af alle
Andst Herred
 Arbeidsmand-del Fjends herred Arbeidsmand-del Krig
85,2 21,9 96,8 12,1 1848-50
73,7 15,3 85,9 11,4 1864
Skanderup, Hjarup Sogn   Ørslevkloster Sogn    
82,2 37,8 100 14,3 1848-50
67,7 14,5 86,7 6,7 1864
Kolding   Skive    
27,9 19,8 58,6 22,4 1848-50
20,3 13,9 31,8 18,2 1864
    Viborg    
    36,6 13,9 1848-50
    25,9 15,3  1864
 
Grupperede stillingsbetegnelser, landbrug uden Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864 
  Kolding Viborg Skive Andst Herred Skanderup, Hjarup Sogn Fjends Herred Ørslevkloster Sogn Gennemsnit
1848-50 8,1 22,7 36,2 63,3 44,4 84,7 85,7 48,6
1864 6,4 10,6 13,6 58,4 53,2 74,5 60,0 38,6
         
Grupperede stillingsbetegnelser, Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864  
  Kolding Viborg Skive Andst Herred Skanderup, Hjarup Sogn Fjends Herred Ørslevkloster Sogn Gennemsnit
1848-50 19,8 13,9 22,4 21,9 37,8 12,1 14,3 21,2
1864 13,9 15,3 18,2 15,3 14,5 11,4 6,7 14,6
 
 Registreret som faldne i 1850-51
Skanderup Sogn By i Sognet, den faldne stammer fra  
Christensen, Jacob, 11te Linie, Infanteri, Bataillon, 4de Compagni, Menig nr. 230, 13 feb 1851. Død af Typhus. Begravet paa St. Michaelis Kirkegaard 16. febr. Dollerup Død af tyfus i Slesvig 1851.
Jensen, Christian 1. - 189. Saaret 24. juli, død i Flensborg, begravet på Sct. Marie Kirkegaard 25. juli. Dollerup Død i Flensborg 1851.
Svendsen, Mads, 7de Linie, Infanteri Bataillon, 2det Compagni, Menig nr. 153, 4 oct, 1850 Skanderup Såret, død i Rendsborg 1850.
Jensen, Anders, saaret d. 3. nov. v. Kochendorff. Død i Rendsborg 4. dec. Begravet her. 2, 244. Skanderup Såret, død i Rendsborg 1850.
Menig Sørensen, Hans. 6. Inf. Batteri, 1. - 81. Højre Been. Hjarup Amputeret ben 1849.
Kolding faldne 1849
Hans Petersen, Enhed 1.F.J.3.76. Ukendt (for A. D. Cohen) amt. Ikke konstateret registreret andre steder end hos Cohen, der angiver Koldinghuus som fødested. Det kan muligvis være en fejlregistrering for "Koldinghuus Amt"? Denne tvivlsomme registrering kan muligvis kun ses som et tegn på, at før den almindelige værnepligt blev indført 12. febr. 1849 var det stort set kun bønder, der blev menige soldater. Det forklarer, at Kolding ingen faldne soldater havde 1849. Koldinghuus  
Kolding faldne i øvrigt, soldater fra andre destinationer 1850-51
A. D. Cohen, De Faldnes Minde, Odense 1851 har en samlet oversigt s. 129, hvor der er 2407 faldne, savnede i alt.
1848 i alt 323, heraf Slesvig 164,
1849 i alt 988, heraf Fredericia 501, Kolding 150
 1850 i alt 1096, heraf Isted 841
I Kolding Folkeblad er der i 1874 en notits om en mindehøjtidelighed for 3 ukendte i 1849 faldne soldater med mindesten på Skanderup Kirkegård.
 
Registreret som faldne 1864, fra Skanderup og Hjarup
3. Peter Jacob Edvard Nissen fra Skanderup Skanderup død paa Augustenborg Laz. den 29 April af Sygdom, begravet paa Augustenborg Kirkegaard den 1 Mai.
1. Mathias Hansen fra Skanderup Skanderup død paa Skjoldemose Laz. den 6 Juni af Typhus, begravet paa Steenstrup Kirkegaard den 10 Juni.
Hans Jeppesen Buch, 3. Fæstningskompagni, Konstabel Hjarup Faldet 11. april, begravet i Sønderborg.
Peter Lauritz Hendriksen, Frivillig, Menig Hjarup Savnet 29. juni, begravet.
Menig Jens Petersen, Dollerup Dollerup Savnet ved Dybbøl 18. april, begravet.
? Trainkudsk nr. 20, 1. Trainkudskedepot Uidentificerbare, næppe fra Skanderup Sogn. Nr. 94 kan muligvis være P. J. Edvard Nissen fra Skanderup.
? Ukendt Menig nr. 94, 6. Infanteri-Regiment, 5. Kompagni Død 6. juni 1864
? Skjoldemose Lazaret (Typhus) Død 29. april 1864
? Augustenborg Lazaret (Sygdom) Begravet 10. juni 1864
? Steenstrup Kirkegaard Begravet 1. maj 1864, Augustenborg Kirkegaard
? 2. Lorentz Petersen fra Dollerupnørremark Menig nr. 173, 12. Infanteri-Regiment, 2. Kompagni Død 21. maj 1864 Det er formentlig Dollerup Nørremark øst for Flensborg  
? Augustenborg Lazaret (Sygdom) Begravet 26. maj 1864, Augustenborg Kirkegaard Uidentificerbar.
Kolding faldne 1864    
2. 224. Menig Jens Christian Jversen (Kolding) Hertil komme 4 døde, begravet i Kolding, men fra andre byer  
  Søren Jensen (Linaae) Saaret den 18 April og fangen, død paa Kolding Laz. den 16 Mai, begravet paa Kolding Kirkegaard den 20 Mai.
  Thomas Petersen (Tødsø) Saaret den 18 April og fangen, dod paa Kolding Laz. den 1 Mai, begravet paa Kolding Kirkegaard den 6 Mai.
  Rasmus Mikkelsen (Assendrup) Saaret den 18 April og fangen, ded paa Kolding Laz. den 10 Mai, begravet paa Kolding Kirkegaard den 16 Mai.
  Menig Peter Christian Jørgensen (Kjøbenhavn) Savnet ved Fredericia den 8 Marts, begravet sandsynligviis paa Kolding Kirkegaard den 10 Marts.
Registreret som faldne 1848-50 fra Skive, Viborg
 
2. 71. Jens Christensen Skive, 6te Reserve-Bataillon, 2det Compagni, Menig nr. 71, falden d. 6 Juli, begravet i Fredericia d. 8 Juli. 1849
 Jensen, Peter Christian, Resen, 9de Linie-Infanteri-Bataillon, 3die Compagni, Menig nr. 119, 6 jul 1849. Der er i Resen Kirke ved Ringkøbing en mindetavle, som udelukker, at dette kan være Resen ved Skive.
 
Undercorporal 12te lette Bat.4.213. Ole Frederik Lorentzen Skive, v. Been under Knæet amputeret 1850, ved Isted.
2 fra Skive. 1 er faldet 1849 i Fredericia, 1 har ved Isted fået amputeret ben 1850.
 
4. 67. Menig Christian Christensen Nørre-Viborg, falden d. 6 Juli, begr. i Frederieia d. 8 Juli.
2 fra Viborg. 2 er faldet 1849 i Fredericia.
 
2. 204. Hans Peter Jensen Ungstrup, saaret d. 6 Juli, død paa Viborg Laz. d. 7 Novbr., begravet paa Viborg Domkirkes Kirkegaard d. 12 Novbr.
  
Registreret som faldne, fra Skive Viborg 1864
 
1. Compagni, 3. Vaabenmester Jens Christian Thomassen Vissing (Skive), saaret den 18 April og fangen, død paa Rinkenæs Laz. den 3 Mai, begravet paa Rinkenæs Kirkegaard den 5 Mai.
Petersen, Jens Houe, Hvidbjerg, 11te Infanteri-Regiment , Menig nr. 3 F 70, 6 feb, 1864 - tvivlsomt, om det er Hvidbjerg v. Skive.
 
7. Compagni, Menig 249. Søren Vedsø Berner (Skive), død paa Gyldensteens Laz. den 27 Mai af Typhus, begravet paa Sandager Kirkegaard den 31 Mai.
 
 
4de Infanteri Regiment, 6te Compagni, Menig 572, Christen Lauritzen, Dommerby (Skive), død 27 April.
 3 fra Skive. 2 døde v. Dybbøl, 1 af tyfus.
 
4. 71. Anton Ludvig Martinus Terkelsen (Viborg) død paa Kjøbenhavns Laz. den 4 Marts af Typhus, begravet paa Garnisonskirkegaard den 9 Marts.
 
  Menig Mads Veis Severin Poulsen (Viborg), saaret den 18 April, død paa Augustenborg Laz. den 27 April, begravet paa Augustenborg Kirkegaard den 1 Mai. 2 fra Viborg. 1 død v. Dybbøl, 1 af tyfus.
 
I forhold til treårskrigen, hvor der ikke kan konstateres faldne fra Skanderup Sogn, er der 1864 faldet 3 fra Skanderup Sogn, 2 fra Hjarup.
Kolding har 1864 en enkelt falden. Og selv om der faldt mange i og omkring Kolding april til maj 1849, så var der her også kun en enkelt falden, der vil kunne registreres som en lokalt falden.
Ud over registrerede soldater, som vi kun kender af navn, er der også rejst mindesmærker, gravminder af lokale, der enten har oplevet eller hørt beretninger om stedfundne træfninger med faldne soldater.
De fleste, måske alle faldne, registreret 1851 er faldet ved kampe i Nordslesvig, kunne det se ud til.
 
Seest Lokalhistorisk Forening har 2018 udgivet en beretning i pdf v. P. Thornberg, Hylke Seest. Om den her faldne soldat hedder det i A. D. Cohen i 1851 udgivne værk om faldne soldater: "Jens Petersen Hornslet, (savnet d. 23 April v. Eistrup), falden og begravet samme Dag af Fjenden paa Gjelballe Mark i en Udkant af Vranderup Skov, i Nærheden af Veien fra Gjelballe efter Kolding. Der er en reference til den her nystartede, Kolding Avis. Statsbibliotekets avis samling mangler flere numre af de tidlige årgange - se referat og reference neden for.
Kolding Avis - i uddrag og nudansk referat: En dansk soldat faldt på Gjelballe Mark i nærheden af byen. En husmand bosat i nærheden oplyste, at oprørerne (Insurgenterne) havde begravet ham på et smukt sted. Men han var ganske udplyndret, derfor uden skulder distinktioner. Men på han skjorte var indsyet med rød tråd I. P. H. S. samt sort tråd I. P. S. Der var i egetræet udskåret et batteri, der ikke havde været med i slaget 23. april, og det skønnes så at må have været 4. reserve batteri, der har meldt Jørgen Petersen Hornslet savnet.
Ukendt bland os, vist savnet hjemme ...
Mindestenen på Skanderup Kirkegård
Mindesten på Skanderup Kirkegård, opsat i 1874 til minde om slaget ved Ejstrup. Se herom. Privat foto. Mindestenens tekst: "Her under hvile 3 danske soldater, faldne i kampen for fædrelandet i slaget ved Ejstrup 23. april 1849. Deres navne kjendes ikke, men deres daad skal lyse for kommende slægter. Dette mindesmærke rejstes 25 aarsd(agen) 1874.På Harte Kirkegård er der en gravsten med navne på tre faldneI slaget ved Isted er de danske tab opgjort til 845 faldne, 2045 sårede og 368 tilfangetagne. Oprørshæren mistede tilsvarende 534, 1202 og 1072. På dansk side 3258, på slesvig-holstensk side 2806 i alt.
På trods af krigens realiteter, hvor også general Schleppegrell og oberst Læsøe mistede livet, rejste man i Flensborg på foranledning af De Nationalliberale, bl.a. Orla Lehmann, H. W. Bissens skulptur af Isted løven. Til liden begejstring for de tysksindede. Efter 1864 blev monumentet udsat for hærværk og flyttet til Berlin, hvorfra det kom til Danmark i 1945. Det blev i 1947 opstillet ved Tøjmuseet. Først i 2011 blev monumentet genrejst på sin plads i Flensborg.
Mindesten ukendte soldater.
MSS-206-07, MSS-220A-D, MSS-223. MSS-225, MSS-229-30, MSS-236, MSS-241, MSS-243, MSS-244A, MSS-246-47, MSS-268-70, MSS-272A, MSS-274B, MSS-284, MSS-292-94, MSS-296-97, MSS-301, MSS-303-04, MSS-306-08, MSS-310, MSS-320, MSS-326, MSS-333, MSS-391H
Det er en meget fin, nøje, præcis og gennemført registrering, Sønderjyllands Museum har foretaget.
Bemærk, at A. D. Cohen også her er benyttet i de omfattende registreringer.
  • Dansk gravkors over korporal Niels Nielsen Lind ved 10. Regiments 1. Kompagni i 1864 Augustenborg Kirkegård 1864: Her hviler N. Lind fra Hjarup ved Kolding, Corporal ved 10. Rgmts. 1. Comp. saaret d. 28. Marts 1864 ved Dybbøl død d. 18. April samme Aar paa Augustenborg Lazaret. † På bagsiden: Den Jord, hvorfor du stred, du hviler i Gid Gud velsigne Dig, til evig Tid. Jernkors: h. 110, b. 87 cm. Niels Nielsen Lind blev såret den 28. marts, hvor 10. Regiments 1. Kompagni deltog i fordrivelsen af de preussiske styrker, som var trængt frem til Dybbøløsten. Han døde på Augustenborg Lazaret den 18. april og blev begravet den 19. april 1864. Niels Nielsen Lind kunne være et eksempel på, at V. Cohen, De faldnes Minde ikke altid er helt tilforladelig. Her er N. N. Lind registreret som "midlertidig Corporal" fra Haderslev, s. 129.
  • Dansk gravsten over 14 danske soldater i 1849 Brødremenighedens Kirkegård i Christiansfeld 1849 / 1909. På forsiden hedder det: FRED MED EDER I BOLDE KÆMPERE SOM FIK BANESAARET UNDER SLAGET I OG VED KOLDING DEN 23. APRIL FOR DANMARKS RETFERDIGE SAG. På bagsiden hedder det: MÆND AF THYRSTRUP SOGN SATTE DETTE MINDE OVER 14 AF DERES DANSKE KRIGERE DER HER FANDT HVILE. På højre side: DETTE MINDESMÆRKE, FJÆRNET FRA SIN PLADS PAA KIRKEGAARDEN I CHRISTIANSFELD 1864, GENREJSTES HER 1909. KOMMENDE SLÆGT VIL FREDE DETTE MINDE. Jernmonument med kors og marmorplade omgivet af granitpiller og jernstænger. H. 195, b. 68 cm, fodstykker 20 cm. De 14 soldater i graven blev efter slaget ved Kolding den 23. april 1849 ført til Christiansfeld af de slesvig-holstenske styrker og begravet her 24. april - 21. maj 1849. Soldaternes efternavne jf. indskriften er ifølge Cohen 1853 deres hjemsteder - Brødremenighedens Kirkegård i Christiansfeld 1849 / 1909 På marmorpladen: P.R. Svendstorp Artillericonstabel + 27. April 1849 N.N. Gaarde 5. Linie Bataillon + 23. April 1849 L.R. Woldtofte 5. Linie Bataillon + 11. maj 1849 L.I. Windeleff 6. Linie Bataillon + 23. April 1849 I.I. Borringskov 7. Linie Bataillon + 23. April 1849 R.H. Gylling 7. Linie Bataillon + 23. April 1849 C.O. Svenstrup 7. Linie Bataillon + 19. Maj 1849 I.K. Houtved 9. Linie Bataillon + 23. April 1849 I.E. Eskildsen 1. Jægerkorps + 23. April 1849 C.S.M. Poetzhold 1. Jægerkorps + 25. April 1849 C.H. Lassen 1. Jægerkorps + 25. April 1849 I.C.I. Ludstrup 1. Jægerkorps + 24. April 1849 P.P. Flade 1. Jægerkorps + 23. April 1849 C.I. Leisten 4. Res. Bataillon + 23. April 1849 Jernmonument med kors og marmorplade omgivet af granitpiller og jernstænger. Marmortavlen har h. 85, b. 65 cm. På kirkegården er også en enkeltgrav med marmorplade for frivillig underjæger Carl Theodor Poetzhold (MSS-425). Det må være den samme person, som her anført som C.S. M. Poetzhold. Dansk GPS: CARL THORVALD MARINUS POETZHOLD, FRIVILLIG SKARPSKYTTE VED 1. JÆGERCORPS, FØDT D. 10. JUNI 1819 I KJØBENHAVN, SAARET D. 23. APRIL 1849 I SLAGET VED KOLDING, DØD D. 25. I SAMME MAANED Marmorplade h. 72, b. 47 cm Carl Thorvald Marinus Poetzhold blev efter slaget ved Kolding den 23. april af de slesvig-holstenske styrker ført til Christiansfeld. Her døde han den 25. april og blev begravet den 26. april 1849.
 
Rendsborg 31. marts 1848
Protesten til det danske folk, at folket i København har "tvunget" den danske konge, "vor Hertug" til at gøre Slesvig til "en Provins af Danmark".
 
Løjtnant Krenski ses kun nævnt hos Liljefalk (og i den afskrift fra Liljefalk, Aug. Fr. Schmidt har foretaget til Skanderup Sogn). Der er en usikker notits om Krenski som løjtnant i Historisk Samfund for Ribe Amt.
General Wrangels opråb 1. maj 1848.
I Uddrag.
 
Til Jyllands Indvaanere!
En tysk seirrig Hær vil imorgen overskride Eders Lands Grænse; ikke i fjendtlig Hensigt kommer den til Eder, derfor tilraader jeg Eder: Blive i Eders fredelige Boliger ... Jeg kan ikke fritage Eder for at tilveiebringe Hærens Fornødenheder ... (ved manglende imødekommenhed) nødsages mine Tropper til selv at indkvartere sig og selv tage sig alle til deres Livsophold henhørende Midler efter eget Tykke ...
 
Slaget ved Slesvig 23. april 1848. Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 26. og 27. april 1848
Kompagniet Caroc, Kolding 20. april 1849
Fyens Stiftstidende 23. april 1848 (Kbh. 22. april) (Dagsposten). (Officielt). Kjøbenhavn d. 22 April. Den 20 om Morgenen Kl. 7 rykkede Insurgenterne (oprørerne) med en betydelig Styrke frem til Angreb paa Kolding, hvilken By var besat af vore Forposter, der havde Ordre til ikke at indlade sig paa noget haardnakket Forsvar, og som derfor rømmede Kolding Kl. 9. … I den midlertidige Stilling, som Forposterne indtoge Nord for Bramdrup, vistes en fjendtlig Kavalleriafdeling tilbage med nogle Kanonskud.
Da Fjenden afstod fra alt videre Angreb, indtoge vore Tropper Kl. 4 om Eftermiddagen et Kantonnement og udstillede deres Forposter, fra hvilke en Deling Kavaleri Kl. 6 trængte frem til Møllen nordfor Kolding, hvor der stod en stærk fjendtlig Feltvagt. Paa vor Side var det især 1ste Espingolbatteri og 1ste Jægerkorps, der beskøde Fægtningen, og af Jægerkorpset var navnlig Kompagniet Caroc meget stærkt i Ilden.
 
Kolding 20. april 1849, Dannevirke 26. april 1849
Dannevirke 26. april 1849
… De tydske Blades Beretninger om Indragelsen af Colding d. 20. ds. ere i det Hele taget overensstemmendc og temmelig sandfærdige. Naturligviis følge nogle Pralerier med om Insursenternes Tapperhed og Friskarernes Heltebedrifter.
”Börsenhalle" beskrives Affairen saaledes fra Skanderup i Jylland:
I dag, d 20. April er Kolding taget af Avantgarden under Oberst v. Zastrorv's Befaling. Fægtningen foran og i Kolding har varet 2 til 3 Timer; i Ilden vare 9. og 10. Infanteri- Bataillon, saavel som I. og 2. Jaegercorps.
Efter at Skandserne ved Byens Indgang vare tagne, fandt vore Tropper en temmelig lang Modstand i Byens Gader, som tildeels vare barrikaderede; ogsaa fra Husene blev der fyret og flere af Vore saaredes. Da Byen var taget, fortsatte 9. Bataillion (Friskarerne) Fjendens Forfølgelse omtrent en Miil nordfor Kolding.
Tabet paa vor Side er i det Hele taget ubetydeligt, nemlig henved 30 Døde og Saarede, (efter Bonins Indberetning 11 Døde og 25 Saarede) blandt hvilke en Officeer Hamel af 2. Jærgercorps.
I Husene have vi gjort en deel Fanger; hvis Antal endnu er ubestemt. Eflerat dette var skeet paa høire Fløi, ryktede ogsaa den venstre frem imod Middag, uden at støde paa Fjenden, og besatte Landsbyerne i det søndre Jylland.
Vore Forposter staae nu norden for Kolding, over Lunderskov og Dollerup til Nagbøl. Fjenden skal have trukken sig tilbage til Fredericia.
I andre mindre maadeholdne Beretninger fortælles , at Tydskerne først have taget Skandserne ”i hvis Bygning de Danske besidde en udmærket Færdighed" , derpaa slaaet Kolding Porte ind … uden Artilleri, erobret Byen og derpaa i Stormskritt, syngende ”Schleswig-Holstein" , marscheret gjennem Gaderne.
I selve Husene vil man have taget 16 danske Jægere tilfange. I ”Alt.Merc." fortælles, at disse 16 Fangne sidde i Haderslev Latinskoles Locale. General v. Donin, som synes at vaere kommen bag efter med Hovedkorpset , skal have trykket de slesvigholsteenskc Soldaters Haand og været overmaade fornøiet. Samme General har sendt en Indberetning om Affairen til Statsholderskabet i Slesvig, hvori han roser sine Troppers Mod i høj Grad.
I ”Hamb. Corr." af 23. meldes, at man venter, at hele den Slesvig-Holstenske Hær under Bonin vil beesætte Jylland, medens Rigstropperne forblive i Slesvig. Iøvrigt hedder det, al de Danske have fegtet tappert , ligesom ved Uldrup, men at de af ubegribeligt Grunde pludselig gik tilbage og forsvandt (fra Kolding).
Slaget ved Kolding og Ejstrup 23. april 1849
Dannevirke om 23. april 1849.
Avisens Brev fra en Dame. Ser indholdsmæssigt ud til at være en journalistisk bearbejdning af meddelelse / Brev fra en Dame, der i artiklen Kaldes T.
Artiklen kan muligvis anskues som en tilsendt øjenvidneberetning, der er sammenflettet med avisskribentens ganske omfattende viden om krigens våben og krigens forløb og indhold. Her hele artiklen i datidens skrivemåde, kun sporadisk justeret.
 
Dannevirke 2. maj 1849 Kjøbenhavn, d. 2. Mai. (Af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn, dat. d. 26. April.)
"I Mandags Morges (d. 23.) Kl. 5 begyndte her omkring en gruelig Kanonade og jog os hurtig af Sengene. Vi erfore snart, at det var vore Tropper, som rykkede frem mod Kolding, og det er vist, at vi denne Gang beredte Fjenden en blodig Dag.
Som man hører, var han i forveien nøie underrettet om dette Angreb, havde … forskanset sig og ventede allerede vore Tropper Dagen forud. Trods dette leed hans Troppeafdelinger overmaade meget, og Veien fra Kolding til Vonsyld blev overstrøet med Døde, hidbragte fra Scenen nordenfor Kolding og i denne Byes Gader. Ligesom her, drev Vore ogsaa vestpaa Fienden tilbage. Her vilde han ikke forlade Gjelballe Skov, men maatte dog efter en frygtelig Kamp.
Tenk, de Danske jog ham flere Gange ud og maatte endda trække sig tilbage. Men tilidst maatte Fjenden forlade Skoven. Hans 1. Jaegerkorps blev paa nogle faa Mand nær opløst. Vore Danske vare saa modige, at de endog sang, medens de læssede deres Døde paa Vognene, ja deres Mod var mageløst, -overalt Geværsalver under den blodige Jagt; vore Espingoler gjorde ogsaa megen nytte.
Alle de Vogne, som Tyskerne kunde faae fat paa, bleve tagne for at bortføre Døde og Saarede. De Døde lagde de nederst og de Saarede ovenpaa, og saasnart Vognene længere sydpaa vare aflæsssede, maatte de vende tilbage for at hente flere. Saaledes bleve de ved i to Dage og Nætter og endnu idag ligge Døde her i Egnen, som ikke have kunnet føres bort.
Man siger, at Slaget ved Slesvig ifjor ikke kan sammenlignes med dette heftige Sammenstød. Gud styrke vore tappre Tropper fremdeles, at alle Forrædere maae falde.
Sørgeligt, at disse , efter at være pidskede ud af jydsk Grund, fik Leilighed fra Grændsehøiene at hævne sig paa det ulykkelige Kolding. Hele Himlen var sort af Røg fra den brændende By, og vore seierrige Danske maatte for at formilde dens Skæbne afstaae fra deres Seirsnydelse og gaae tilbage.
Nu besatte Tydskerne ogsaa Gjelballe, Lunderskov og Skanderup.
Bonin ligger i Vonsyld Kro og hele Oprørsstyrken er atter paa denne Side Grændsen.
Als har Fjenden vel opgivet og mod Fredericia har han kke stort i Sinde. Han venter, som man kan mærke, et nyt Angreb af Vore.
I Schulz' Gaard i Skanderup (nu Wissingsminde, Peter Schulz ejede gården på denne tid) holder han et frygteligt Huus. Murene ere brudte ned og fra Hullerne kigge Kanoner frem; alle Popler i Alleen ere omhuggede og Veiene barrikaderede. Her vil han forsvare sig, hvis han kan. En Officeer har sagt til Madam Schulz, at de matte belave sig paa Alt, thi naar de Danske trængte frem, blev Gaarden stukken i Brand.
Paa Vamdrup Hovgaard pebe Kuglerne rædsomt, men skulle dog kun have draebt en Ko paa Stalden.
Tydskerne have, hvor de ere treengte frem , taget alt Sølv og Guld, Linned og alle Fødevare , intet levnes. Bonin skal have givet dem Tilladelse. I Seest Mølle lykkedes de de Danske at trænge ind i Gaarden, der var fuld af Tydskere. De skøde 5 af dem og saarede en Mængde.
T. kom igaar hjem fra Haderslev; hun fortæller, at der intet Militær fandtes i denne By undtagen det, som tilhørte Lazaretherne; Rigstropperne vare langere sydpaa. I Haderslev havde man ventet i flere Dage paa deres Ankomst, men forgjæves.
Bayerne og Saarerne skal have lidt frygteligt i Sundeved. Man forsikkrede i Haderslev, at de vare opløste. I Christiansfeldt syntes heller intet Militær, men mangfoldige Saarede. Kirken er indrettet til Lazareth, alle Bænke ere bortryddede og 3 Kakkelovne anbragte i Herrnhuternes Tempel. Ogsaa Brødrehuset er indrettet til Lazareth. Tydskerne tage til disse Sygesteder Linned og Sengcklader, hvor det findes.
Da den nye Eiers Kone af Taarning Mølle, Madam Buchwald, i Søndags ankom til Stedet med Indboet fra Slesvig, fratoge hendes Landsmænd hende strax hendes fine Sengeklæder og førte dem til Lazaretherne paa Christiansfeldt.
T. var i Christiansseldt d. 23. Vidne til, hvorledes de Døde og Saarede bragtes dertil fra Slaget ved Kolding. Den følgende Dag begraves i Christiansfeldt 37 Døde, og Præsten Røntgen var tilligemed en Officeer henne for at afpæle Grave til Flere.
Hun var inde i kirken og faae her det gruelige Syn, hvorledes en stor Ballie stod her, fyldt med afsatte Been, Arme og udskaarne Stykker Kjød. De Soldater og Bønder, som hjalp de Saarede og Lemlastede af de ankommende Vogne, græd af Smerte.
4 Hauptmænd foruden flere Officerer ligge i Christiansfeldt haardt saarede. Flere preuisiske Officerer vare underveis sydfra for at udfylde de ledigblevne Pladser i Insurgenthæren.
I Nordslesvig skal det see jammerligt ud overalt, og de stakkels Jndvaanere ere meget forknytte. Alene i Taarning Molle ligge 250 Mand, der danne en Slags Vagtstue. Den ankomne ny Eier have Fjenderne, uagtet han selv er en slem Tydsker og altsaa af deres Kjød og Blod, villet myrde, fordi han ikke vilde give dem Noget at leve af. Som Følge heraf maa han opholde sig paa Christiansfeldt. Vaaningshuset i Taarning Mølle har Fjenden reent ramponeret, Dørene ere slaaede itu med store Stene og Vinduesruder findes ingen flere af. Da Broen er ødelagt, saa kan Møllen ikke gaae. Den afsatte Pastor Lindenhan i Thyrstrup, som hidtil dog er bleven boende i Præstegaarden, venter at blive jaget bort en af Dagene af den udnævnte tydske Præst, som er ankommen med sin Familie.
Fjenden har for et Par Dage siden ført en Deel as den tydske Flaade, naemlig 24 Kanonbaade, paa Vogne sydfra gjennem Haderslev og Christiansfeldt nordpaa , mulig til Stenderup, lige overfor Hindsgavl, eller til Kolding Fjord. Hver Baad blev trukken paa en Vogn med 6 Heste for; Kanonerne og Befæstning vilde komme bagefter. (Sandsynlig er det Pontoner, for ved disse at prøve paa en Landgang i Nærheden af Middelfart).
Fjenderne have transporteret Kjøbmand Aagaard i Kolding til Rendsborg. De vare trængte ind i hans Huus, havde taget Alt, hvad de fik fat paa, drukket hans Viin og ladet Resten løbe paa Gulvet. Manden blev herover saa rasende, at han d. 23. ikke tog i Betænkning at skyde 4 af dem, hvorpaa han blev overmandet og taget tilfange.
Blandt de til Christiansfeldt ankomne saarede Tydskere befandt sig ogsaa en saaret dansk Husar. De Fjendtlige omringede ham og sagde: »Gode Ven". Men Husaren vendte sig om og sagde: »Vi ere vistnok ikte Venner." Nogle Officeerer traadte hen til ham, klappede ham paa Skuldrene eg sagde: Du er en brav og dygtig Karl, hvem er Din Kommandør?" "Hegermann-Lindcucrone." ”I er et modigt Folk".
Den første Dag, da Tydskerne kom til Kolding, tvang de derværrende Overauditør, Borger- og Politimester Qvistgaard til at føre dem til Hans Viinkjærlder. hvor de drak, saalaenge de kunde og spildte Resten. Da Byen d. 23. blev beskudt, maatte Qvistgaards hele Familie, Husets Folk og Postfører (Navnet er ulæseligt) sidde i en lille Kjælder. Da Byen saa begyndte at brænde, maatte Qvistgaard, for at bringe sin Familie i Sikkerhed, tilfods løbe med denne ud af Byen. Hans Frue var endnu i Morgendragt, havde kun faaet Tid til at tage en Kaabe om. Medens de søgte at komme ud fra den brændende By, peb Kugler og Granater omkring dem, indtil de fandt Sikkerhed bag Bakkerne.

Orla Lehmann i Kolding 23. april 1849
”Om Amtmand Lehmanns Fængsling i Kolding optage vi efter Fædrelandet Følgende; Uagtet Amtmanden vidste, at et Angreb denne Dag var foretaget paa Kolding forblev han tilstede i Amtshuset i Veile, for at udføre de paatrangende Forretninger, som en saadan Dag kunde medføre. Først da han efter Kl. 2 af Flygtninge og siden af et Bud blev underret om Koldings Brand og Befolkningens betrængte Stilling, fattede ban den Beslutning at begive sig derhen, fordi denne By var det Sted af Amtet, der nu meest krævede hans personlige Nærværelse. Underveis blev ban vel oplyst om, at vore Tropper igjen havde forladt Kolding, og at denne By altsaa atter var i Fjendens Vold, hvoraf fulgte, at hans personlige Sikkerhed vilde være meget udsat ved at gaae videre; men paa den anden Side forekom hans Nærværelse paa Steder under saa vanskelige Forhold ham dobbelt nødvendig, og han besluttede alligevel at fortsætte sin Reise did, hvilket General Rye, som han traf undervejs, ogsaa billigede. … Han begav sig derpaa til de fjendtlige Forposter, som han traf et kort Stykke Nord for Kolding. Ved begge Forpostkjæder modtoges han med Høflighed, idel Officiererne erklærede, ar de antog, at hans personlige Sikkerhed ikke var udsat for mindste Fare … Så førtes han af de Dragoner, der havde ledsaget ham fra Forposterne, for den paa Stedet Høistcommanderende Oberst Sr. Paul. Her blev han omringet af støiende og skjaldende Personer… Herefter førtes han til General Bonin i Vonsyld. … General Bonin anstillede sig vantro med Hensyn til Lehmanns Beretning om, at han først havde forladt Veile efterat have modtaget Efterretning om Koldings Brand, og erklærede, at han var en for vigtig Person, til at Generalen paa egen Haand turde raade over ham. Han holdt sig forpligtet til at sende ham til det høje Statholderstab for Hertugdømmerne. Bonin forbigik saaledes den høistbefalende General, og sendte Amtmanden over Veile Amt, ledsaget af en Officier til Slesvig, hvor han blev overgiven til Krigsminister Jacobsen og sat som Fange paa Gottorp Slot, hvor han var den 20de."
Rolles Mølle.
Det har ikke været muligt umiddelbart at verificere Liljefalks oplysninger på dette punkt. Men Generalstaben omtaler troppebevægelser omkring Rolles Mølle.
Falden soldat med fødested Koldinghuus iflg. A. D. Cohen.
Den her faldne soldat, Hans Petersen er kun registreret af A. D. Cohen. Han findes ikke i Forsvarets arkiver, kartotek over faldne, Rigsarkivet. Han findes heller ikke lokalt begravet i Kolding, er ikke registreret i kirkebogen over døde mænd i 1849.
 
”Indenlandske Efterretninger. Kjøbenhavn den 18de April 1848.
De i de sidste Dage indkomne Indberetninger til Krigsministeriet melde om Begivenhederne ved Hæren, at Oberst v. Bonin, Høistcommanderende over de preussiske Tropper i Holsten den 11te April havde ladet Captain v. Læssøe af Generalstaben, der var gaaet forud for Hovedkvarteret til Slesvig, meddele, at Angreb af de danske Tropper paa holstenske, hvor disse end maatte være, vilde Ifølge ham meddelte Instructioner blive anseet som en Krigserklæring imod Preussen … Til Svar herpaa modtog Oberst Bonin en allerhøieste Skrivelse, hvori der udtaltes , at denne Erklæring fra ham vistnok maatte ansees som en Misforstaaelse; … Fremdeles udtalte Hr. v. Bonin atter, at ethvert nyt Angreb paa Forbundets finclusive Holstens Tropper var en Krigserklæring.”
Generalstabens datering af den prøjsiske krigserklæring er, som det fremgår, 11.-12. april 1848.
Jens Engberg, Det slesvigske spørgsmål 1850-1853.
S. 237: "Byerne behandles for sig, fordi stemningen dèr var anderledes end på landet ... I byerne var der ikke længere spor af den gammeldags kongetroskab, som man endnu kunne appellere til hos de tyske på landet..."
A. D. Cohen 1851 - Faldne, afdøde, der kan relateres til kampene omkring Kolding    
Der er skønsmæssigt medtaget alle faldne, døde, som ud fra datering og geografisk placering kan relateres til kampene omkring Kolding 20. og 23. april samt de efterfølgende kampe omkring Gudsø i maj, Fredericia i juni. Som det fremgår af den første registrering, så er enkelte - kun enkelte - medtaget alene, kun fordi de kan relateres til Kolding. A. D. Cohens oplysninger er så vidt muligt søgt verificeret og suppleret med andet dokumentarisk materiale.
Faldne 23. april 1849 Faldne 20. april 1849 Faldne Gudsø 7. maj 1849 Døde under marchen 15. - 16. juli 1849 Andet, forskelligt
        Jæger Rasmus Larsen Børkop, 4, død i Kolding Laz. d. 23 Septbr. af Typhus, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 28 Septbr.
Premier-Lieutenant Julius v. Høyer, dødl. saaret d. 23 April ved Kolding, død paa Middelfart Lazareth d. 24 April, begravet paa Middelfart Kirkegaard, d. 26 April        
Sappeur Johannes Christian Neumann Djerget, saaret den 23 April ved Kolding, dod paa Middelfart Lazareth den 1V Mai, begravet paa Middelfart Kirkeg. den 22 Mai.        
Sappeur Christen Andersen Opsund, falden d. 23 April ved Kolding, begravet paa Kolding Kirkegaard den 28 April.        
  Bombardeer Peter Emiliue Grønholm, falden ved Kolding d. 20 April, begravet af Tydskerne i Frue Theilades Have, senere opgravet og begravet af Vore paa Kolding Kirkegaard d. 28 April.      
Major Conrad Ferdinand v. Schindel, (Commandeur), falden d. 23 April ved Kolding, begravet paa Kolding Kirkeg. d. 26 April.        
Menig Carl Christian Jacobsen, saaret d. 23 April v. Kolding, død paa Middelfart Laz. d. 15 Mai, begravet paa Middelfart Kirkeg. d. 18 Mai.        
I. C. Rasmussen Trunderup, falden d. 23 April, begr. paa Kolding ? Kirkeg. d. 26 April.        
Hans Rasmussen Skydebjerg, dødl. saaret d. 23 April ved Kolding, død samme Dag under Transporten og begravet paa Thaulov Kirkeg. d. 24 April.        
Rasmus H Brylle, falden d. 23 April, begr. paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Lars Larsen Odense, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Menig Carl Christian Jacobsen, saaret d. 23 April v. Kolding, død paa Middelfart Laz. d. 15 Mai, begravet paa Middelfart Kirkeg. d. 18 Mai.        
I. C. Rasmussen Trunderup, falden d. 23 April, begr. paa Kolding ? Kirkeg. d. 26 April.        
Undercorp. Niels Christian Jeppesen Odense, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Lars Larsen Odense, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Undereorp. Hans Georg Ludvig Iohansen BrahesBorg, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Capitain Rasmus v. Bonnichscn, saaret d. 23 April ved Kolding, død paa Frederieia Laz. d. 25 April, begravet paa Fredericia Kirkegaard d. 27 April.        
Corporal Søren Hansen Qvorup, falden d. 23 April ved Kolding, begravet paa Bramdrup? Kirkegaard d. 25 April.        
Søren Hansen Erritzø, falden d. 23 April ved Kolding, begravet i sit Hjem paa Erritzø Kirkegaard d. 29 April. 2        
Menig Anders Hansen, (savnet d. 23 April), sandsynlig død i Kolding d. 10 Mai? - begravet paa Kolding Kirkeg. d. 12 Mai.        
Laurs Jørgensen Moldruphedehuus, falden d. 23 April ved Kolbing, begravet paä Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Jens Søren Sørensen Gerslev, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Christen Poulsen Skjoldborg, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Peter Christian Poulsen Nørre-Skjoldborg, (savnet d. 23 April), saaret og fangen, død i Kolding d. 10 Mai, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 12 Mai.        
    Menig Mads Andersen Bindslev, saaret d. 7 Mai ved Gudsø og falden i Fjendens Hænder, død samme Dag og begravet i Kolding d. 9 Mai.    
Gen.-Lieutn. Carl Christian August v. Füssel, saaret d. 23 April ved Kolding. død paa Middelfart Laz. d. 1 Mai, begravet paa Middelfart Kirkegaard d. 4 Mai.        
Menig Hans Thomsen Gammelgab, falden d. 23 April, begravet paa Harthe Kirkegaard d. 27 April.        
Com.-Sergeant Johannes Schröder Thomsen, saaret d. 3 April ved Haderslev, død paa Kolding Laz. d. 30 April, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 1 Mai.        
Foureer Johannes Eduard Eskildsen, saaret d. 23 April ved Kolding (og savnet) sandsynlig død samme Dag - begravet i Christianöseldt d. 24 April.        
Underjæger Jeppe Christensen Asboe, saaret d. 20 April ved Kolding (og savnet), død samme Dag og nedgravet af Tydskerne i Fru Theilades Have, senere begravet af Vore, paa Kolding Kirkegaard d. 28 April.        
Mads Jensen Klim, falden d. 20 April ved Kolding, nedgravet af Tydskerne i Fru Theilades Have, senere begravet af Vore, paa Kolding Kirkegaard d. 28 April.        
Jens Henriksen Allerup, falden d. 23 April ved Kolding, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Officeer-Oppasser Jens Andersen Anneberghuus, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Jæger Lars Ottesen Haarbye, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Undersergeant Lars Hansen Martofte, falden d. 23 April, begr. paa Kolding ? Kirkegaard d. 26 April. 3        
Christen Christensen Bøgeskov, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 28 April.        
        Undercorporal Søren Mogensen Voldum, falden d. 3. april ved Haderslev, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 8. april.
Jens Petersen Hornslet, (savnet d. 23 April v. Eistrup), falden og begravet samme Dag af Fjenden paa Gjelballe Mark i en Udkant af Vranderup Skov, i Nærheden af Veien fra Gjelballe efter Kolding.        
Undercorporal Niels Christensen Ertebølle, saaret d. 23 April, død paa Kolding Laz. d. 8 Mai, Legravet paa Kolding Kirkegaard d. 11 Mai.        
Niels Knudsen Glintvad, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 28 April.        
Undercorporal Johan Peter Christian Frederiksen, falden d. 23 April, Legr. paa Kolding? Kirkegaard d. 28 April.        
Poul Jensen Skyum, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Corporal Jacob Olsen, falden d. 23 April ved Kolding, Legr. paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Prem.-Lieutn. Johan Christian Julius v. Meincke, falden d. 23 April ved Kolding, begravet paa Fredericia Kirkegaard d. 27 April.        
Undercorporal Anders Christian Pedersen Blaaberg Rehsted, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkegaard d. 26 April.        
Hans Jacobsen Lee, falden d. 23 April, begr. paa Kolding? Kirkegaard d. 28 April.        
Hans Christian Christensen Kjærsgaard, falden d. 23 April, begr. paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
Søren Nielsen Skovhuse, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 28 April.        
Christen Andersen Skaarup, saaret d. 23 April, død i Kolding paa det fjendtlige Laz. d. 10 Mai, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 12 Mai.        
Jens Christensen Nyborg, falden d. 23 April, begravet paa Kolding? Kirkeg. d. 26 April.        
    Friv. Underjærger Henning Olsen Kjøbenhavn, saaret d. 7 Mai ved Gudsø, død paa Kolding Laz. den samme Dag, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 9 Mai.    
    Underjærger Ivar Ivarsen Smedegaard, falden d. 7 Mai ved Gudsø, begravet paa Hans Jeppesens Mark, uden for Gudsø By, tæt ved Landeveien tilvenstre fra Snoghøi til Kolding.    
    Carl Christian Hansen Ægtved, saaret d. 7 Mai ved Gudsø, død samme Dag og falden i Fjendens Hærnder, begravet uden for Gudsø By, ikke langt fra Landeveien tilhøire fra Snoghøi til Kolding, paa Eltang Mark tæt ved et Gjærde    
        Hans Petersen Koldinghuus, (savnet d. 6 Juli), sandsynlig falden - begravet i Fredericia d. 8 Juli.
Gardehusar Niels Pedersen Gjeddesdahlshuus, falden d. 23 April v. Kolding, begravet paa Thaulov Kirkegaard d. 24 April.        
      Peder Pedersen Ebberup, død pludselig paa Marschen d. 15 Juli v. Dons Bye, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 18 Juli.  
      Menig Poul Christian Hansen Lydum, død paa Marschen d. 16 Juli og indbragt død til Kolding, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 18 Juli.  
      Jæger Jens Nielsen Nye-Jydstrup, 3, død paa Marschen d. 16 Juli, og indbragt til Kolding, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 18 Juli.  
        Paul Nielsen Lundegaard, 5, død i Kolding Laz. d. 20 Juli af Typhus, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 22 Juli.
      Underkorp. Anders Poulsen Tvermose, 18, død paa Marschen d. 16 Juli, indbragt død til Kolding, begravet paa Kolding Kirkegaard d. 18 Juli.  
Trinitatis Kirkegaard i Fredericia, der gjemmer de Faldne fra Kolding og Gudsø, og de mange tapre Helte fra 6 Juli 1849, vil snart blive prydet med et prægtigt og kostbart Mindesmærke, hvortil der er indkommet frivillige Bidrag, nærsten fra hele Landet. Kolding den 23 April .        
Faldne, døde i alt, der kan relateres til Kolding
47, heraf 2 i Fru Theilades Have, prem. L. Meincke 1 i Fru Theilades Have. 4 1 død under march i Dons Bye, 3 døde under march d. 16 juli andre steder. 4, heraf 2 af typhus.
 
Otto Korsgaards beretning om krigen i 1864, som han huskede den og det, han havde fået fortalt om den i sognet.
Prøjserne havde vi ikke ret længe her i Skanderup. Efter dem kom Østrigerne i 3 Hold. Det Hold, der kom igennem Skanderup, begyndte at komme Kl. 1 Middag og Gennemmarschen blev ved til Kl. 8 Aften. Tilsidst kom Kanoner og Bagage, og alle dem, som var bievne tilbage, fordi de ikke kunde holde Marschen ud.
Henved Kl. 10 Aften kom 6 Mand ind til os. De vilde selv tage Kvarter, men min Fader vilde have Kvarterseddelen at se, men den havde de ikke.
De satte deres Geværer og begyndte med Grovheder. De satte Næven for min Faders Pande, men det hjalp heller ikke. Han vilde se Kvarterseddelen.
Saa satte de Bajonetten paa og gjorde Udfald. Dette blev for meget for min Moder. Hun besvimede og vi Børn græd. Min Bedstemoder derimod, hun var ret en Danekvinde, sagde modigt: „No ska a mi Sjæl hint æ General!"
Ordet General forstod de, og de for ud af Døren med det samme. En halv Time senere kom en Læge med sin Tjener. De blev 5 Dage. Det var ordentlige Folk.
Lægen havde en trekantet Hat paa med store, sorte Fjer i. Den satte han i Vinduet. Der var ingen Østrigere, som kom ind, saalænge vi havde ham.
Fra Gelballe haves ogsaa et Par Meddelelser om de fremmede Troppers Indkvartering: En Aften kom der en lille Afdeling østrigske Husarer ridende ind paa Gelballegaard og forlangte Kvarter, som de ogsaa fik. Gaardens egne Heste maatte ud i Vognporten.
Da de østrigske Husarer var bænkede, kom en stor Afdeling tyske Dragoner, som ogsaa forlangte Kvarter. Hertil var ikke god Plads, da Laderne var fulde af Sæd, men ind skulde de.
Tyskerne jog saa alle Kreaturene ud af Staldene. Skønt det var Snevejr klarede de sig endda. De gik i Læ ved Haven og bjærgede Føden ved at æde en stor Høstak, som stod udenfor Gaarden.
Ejeren, Mourids Stanius, var vred, og skønt han kunde Tysk, hjalp det ikke, hvor meget han end gjorde Protest. Til Slut sagde han: „Ja, Køerne kan I jage ud, men Tyren skal I Fanden tage mig lade staa," hvad de ogsaa gjorde.
Stanius ejede en sjælden Pibe af Merskum, som han havde gemt under Pengeskabet. Tyskerne og Østrigerne lagde Beslag paa alle Gaardens Stuer, men de kunde ikke forliges.
De fyrede i Kakkelovne, saa de var gloende, og strøede Halm i Stuerne. Da de drog videre, var Piben borte.
Det mærkelige ved Pibehistorien er dette, at omkring 40-50 Aar senere (må så være 1904-14) fandt Stanius Piben hos en Gæstgiver i København, der ejede den, men Gæstgiveren vilde ikke sælge Piben. Østrigerne og Ungarerne (kom først 1867 i personalunion) blev længe i Skanderup.
Det var nogle smaa, mørke Folk.
Min (O. K.s) Skolekammerat, Jørgen Hansen og jeg, var alletider sammen, naar jeg da ikke var omme paa Wissingsminde, hvor jeg var meget. Alt var spærret. Ingen Steder kunde vi komme for Vagter.
- Omme paa Wissingsminde laa Østrigernes General og der var ogsaa Straffestedet.
Nede i Køreporten blev, naar een skulde straffes, hele Besætningen eller Indkvarteringen opstillet; Synderen blev lagt paa en Bænk uden Vaabenfrakke, Armene ned, en Rem om Haandleddene, ligesaa om Benene, derefter stod en Underofficer med en to Alen lang Spanskrør og slog ham.
Sønnen paa Gaarden og jeg saa det tit. Det var uhyggeligt at høre, hvorledes det arme Menneske skreg. Senere blev det forbudt os Drenge at se derpaa, af hvem ved jeg ikke.
Underofficeren, der laa indkvarteret hos Præsten i Nagbøl, havde gerne to Spanskrør med, naar han kom. Imens han var inde hos Generalen efter Ordrer, lagde han Prygleredskaberne i Vandtruget.
Naar Synderen havde faaet de Slag, han var idømt, kom han om i et gammelt Hus udenfor Smedien, hvor han fik en Lænke om Benene eller blev spændt helt krum. Saa sad han der en vis Tid, og blev saa afløst af en anden, som skulde straffes. Det var mest for Tyveri, der brugtes Pryglestraf. Det var nu ikke altid Østrigerne, som stjal.
En lille Undtagelse skal her fortælles. Der tjente en Karl og en Pige paa „Grønhavegaard" (Grønvanggaard?).
Karlen var nu saadan en lille vigtig een, og Pigen var ogsaa lidt fin paa det. Der var ikke mange af deres Medtjenere, som kunde lide dem, fordi de holdt sig lidt for gode. Der laa en 10—12 Mand Østrigere og en Løjtnant indkvarteret paa Gaarden. Madammen havde flere Gange mærket, der var gaaet Svind i forskellige Ting, nu blev et Lammelaar borte, saa noget Smør, derefter en Pølse og flere andre Ting. Hun klagede derfor over det tyske Tyvepak.
Manden sagde det til Løjtnanten, og denne holdt saa et skarpt Forhør over Soldaterne, som stadigt nægtede. Dette gentog sig flere Gange. Soldaterne var kede af det, men en Dag blev Sagen opklaret. Karlen havde glemt at lukke sin Kiste, mens han var paa Markarbejde.
Dette saa Soldaterne, de gik straks til Løjtnanten og viste ham Kistens Indhold, der bestod af alt det, Madammen savnede.
Løjtnanten kaldte hende og Manden ud at se paa Herlighederne. Løjtnanten gav Soldaterne Lov til selv at straffe Karlen. Om Middagen, da han kom ridende hjem fra Marken, stod de østrigske Soldater indenfor Porten og tog imod ham. De rev ham ned af Hesten og gennempryglede ham.
Han stjal ikke mere.
- En anden lille Episode indtraf hos en af vore Naboer. Han kunde ikke lide, at Østrigerne tog Kløverhø og Havreneg at strø under Hestene. Det var nemlig Artilleri, vi dengang havde.
Han skældte dem ud, men det skulde han ikke have gjort, for han maatte flygte op i Skoven til Gaarden „Rosenlund", hvor han gemte sig i tre Dage og Nætter paa Loftet.
Saa kom han en Morgen ind til os længe før Dag og spurgte om den Indkvartering endnu laa i hans Gaard, hvortil min Fader kunde svare, at den var rejst, og saa turde han komme hjem igen.
Lige ved Siden af os laa et Daglejerhus, som Østrigerne indrettede til Slagtehus. Jeg har aldrig set saa store Stude, som der blev slagtede, ej heller har jeg set saa barbarisk en Maade at slagte dem paa.
Naar en Stud skulde slagtes, fik den Reb om alle Benene og saa rykkede en 4—5 Østrigere, mens 2 andre slog Studen i Hovedet med en Økse - lige meget hvor de traf - indtil den døde. Naar den saa var falden, fo’r alle Mand over Studen og skar dens Hals over.
- I den Tid vi havde Prøjserne, boede der en tysk Spion ude i en Hytte paa Grænsen mellem Skanderup og Nagbøl Jorder. Han havde en halv Dør lagt op paa en Jorddynge og derunder var en Bænk af Græstørv. Vi saa ham tit, men anede ikke, han var Spion.
Tyskerne spurgte os Knægte : „Haben sie nicht die Dänen gesehen" (Har I ikke set Danskerne). Vi svarede nej. De troede, vore Forældre talte om det. Vi vidste ikke, hvor Danskerne var. Det eneste, vi vidste, var, at kort før Prøjserne kom, var der en Nat kommet et Regiment Dragoner ridende gennem Skanderup. Hvor de blev af, vidste ingen.
Der var en Dragon, som havde sunget udenfor Smedien, da de red forbi: „Naar Trommen den brummer, Halvmaanen den lyser, ak mit lille Hjærte, hvad tænker du da!" Det var en af vore Daglejere paa Gaarden (Wissingsminde), der havde hørt det.
En Dag skal jeg love for, at Tyskerne var glade for, de havde den Spion. Han havde nemlig opdaget, at der laa et halvt Regiment danske Dragoner ude ved Skødebjærg. Tyskerne holdt omme ved Høkeren, som tillige var Bager, da de fik Budskabet.
De fik hver en Pægl Brændevin og et 4 Skillings Franskbrød med i Saddeltasken. De var meget glade og sagde : „In Tag sal vi di Dense huggen!" (Heute sollen wir die Dänen schlagen : I Dag skal vi hugge Danskerne).
Deres Øjne straalede af Glæde. Det rygtedes over hele Byen og der var mange, som var spændte paa, hvad det vilde ende med. Vi stod og saa Prøjserne ride ud af Skanderup. En prøjsisk Løjtnant red paa en meget smuk fuksrød Hest, der dansede saa flot, naar han red paa den. Det var røde Husarer. Der var vel en 300 Mand, for de kom ogsaa fra Gelballe og de andre Byer i Sognet.
- Om Aftenen da de kom hjem, saa de ikke glade ud. Løjtnanten havde faaet et Sabelhug i Halsen og de andre var saa gale som nogle Tyskere kunde være ; thi de havde lidt Nederlag i den Rytterfægtning som udkæmpedes ved Vorbasse den 29. Febr. 1864.
Om Aftenen var der stort Spektakel blandt Tyskerne. Den ene sagde, at den anden ikke havde gjort sin Pligt, og derfor blev den anden gal. En Husmand, der var Forkarl paa vor Nabos Gaard og hed Niels Tromslaar, da hans Fader vist havde været Trommeslager ved Hæren, sad og hørte, hvordan de skændtes. Han spurgte : „Hvorfor skød I ikke?" „Sissen, sissen, de fordømte Dauere kom met die aalen faste Messe lige uns die Kofe!" (Schieszen, schieszen, die verfluchten Dänen kom mit den alenlangen Sabeln gerade beim Kopfe gegen uns, o: Skyde, skyde, de fordømte Danskere kora med den alenlange Sabel lige over Hovedet paa os).
- Ægtkørsel. Nu traf det sig, at vor Nabos tre Karle var i Ægt, da der kom Bud, at en fjerde Vogn ogsaa skulde afsted.
Naboen havde kun en Dreng og et Par unge Heste, der var lidt livlige. Han turde derfor ikke lade Drengen køre med dem. Han kom saa over, om min Fader ikke kunde køre. Det var han ikke rigtig med paa, men tog sig det dog paa, da han ikke skulde længere end til Kolding med Huder og Talg af Studene, der var blevne slagtede. Han kunde komme hjem til Aften.
Men baade vor Nabo og Fader gjorde fejl Regning. Da han kom til Kolding, skulde han med til Vejle, fra Vejle skulde Ægtkuskene til Horsens, derfra til Aarhus, der var intet at stille op dermed.
Ægtkuskene laa i mange Dage indkvarterede paa Herregaarden Rosenholm.
Der blev min Fader syg af det raa Kød de fik at spise, og sagde det til den Underofficer, som havde Kommandoen. Underofficeren sagde, han skulde følge med til den Øverstbefalende. Der fik han Pas og kunde rejse hjem.
Da han kom hjem, havde han været borte i tre Uger, og maatte nu ligge syg i Sengen en hel Maaned. Vi troede han døde, men han kom sig dog.
En Morgen vi sad indenfor og saa ud, hvorledes hele Byen var fuld af Kanoner, Vogne og Militær, fik min Fader Øje paa en Bondekarl i Arbejdsdragt og med østrigsk Felthue paa. Det var Avlskarlen Preben omme fra Wissingsminde. Han kom ind og bad om en Bid Brød og en Dram; thi han var sulten. Han havde ikke været i Seng hele Natten, fordi han havde kørt alle Kanoner og alt Bagage ned til Byen oppe fra Gaardens Mark. Han var blevet jaget op af Sengen og ud med et Par Heste. Han havde faaet mange Prygl denne Nat og havde mistet sin Kasket.
Der var flere Ægtkuske, som kom hjem med en hel lille Kapital. Jeg kendte en omme fra Wissingsminde, der kom hjem med overmaade mange Uhre og meget andet, som han sagde, han havde købt af Tyskerne; enten har Tyskerne stjaalet dem eller ogsaa Kuskene selv.
De, som havde ligget i Nærheden af Fredericia, var særligt godt udstyrede.
- Engang under Krigen blev Ejeren af Gelballegaard, Stanius, tilsagt til „Ejt" for Tyskerne. Han skulde møde med en Karl og Hest og Vogn. Hvor Køretøjet skulde hen, vidstes ikke. Da Stanius et Par Dage efter var i Kolding for at søge Oplysning om sit Spand, saa han i Søndergade nogle Tyskere banke en Ægtkusk. Han overtalte Tyskerne til at lade Prygleriet være ; Karlen var fra Thygesminde i Sdr. Stenderup.
Stanius fik nu at vide, at hans Vogn vistnok fandtes i en af Gaardene i Slotsgade. Tyskerne drog Dagen efter fra Kolding, og da kom Stanius’ Befordring ogsaa hjem.
Karlen havde faaet Hestene skjult i en Kælder, og paa denne Maade undgik han at komme med Tyskerne.
Vi Drenge gik jo ved de fremmede Soldater hver Dag og fik Lov til at komme med til Rideøvelser hos Artilleriet. Det var Løjer! Vi sad paa Haandhestene. Naar de red i Runde, fik vi den store Omgang, da vi jo sad paa den yderste Hest, men vi fik ikke Lov til at faa Tøjlen. Vi maatte holde fast i Manken. Det kneb at holde sig fast, naar der lige fra rolig Gang blev kommanderet „Marsch", „Marsch", for saa sprang Hestene med det samme af Sted - og holdt vi ikke godt i, kunde vi falde bagud.
Ligesaa galt var det, naar der blev kommanderet „Holdt", saa var vi lige ved at gaa forud, saa vi sad helt henne ved Hovedet paa Hesten. Vi kendte snart Kommandoen, da vi lærte noget Tysk af Soldaterne.
- Det værste, der næsten er at berette, var Forholdet mellem Pigerne og Tyskerne. Dengang Tyskerne rejste hjem, var der fem Vognladninger Piger, der blev holdt tilbage nede ved Vojens. Jeg kendte da fem af saadanne Damer. Nogle blev gift og fik det helt godt, andre fulgte efter Tyskerne. Der var en, der blev sendt tilbage hjem fra Hamborg, men hun var ikke til noget mere.
- Efter at de fjendtlige Krigsfolk var borte, fandt vi mange smaa Erindringer efter dem - særlig Knive. En Mand fandt en hel Reparationstaske: en „Tegnebog", som vi kaldte den, med Knive, Tænger og andre Ting i, hvilke vist havde tilhørt en Dyrlæge."
O. Korsgaards erindringer er udgivet og - desværre - redigeret af August F. Schmidt, som er født og opvokset i / ved Skanderup Sogn, som derfor har haft hans bevågenhed. Det har givet sig udtryk i hans arbejder som "folkemindeforsker", som han titulerer sig. Herunder adskilligt, der relaterer sig til Skanderup Sogn.
I en anmeldelse af en af Aug. F. Schmidts udgivelser hedder det:
"Hvis August F. Schmidt agter at fortsætte med udgivelsen af danske Vider, maa det haa­bes, at han for fremtiden tager tilstrækkeligt hensyn til de al­mindelige principper for videnskabelig udgivelsesteknik. Johan Hvidtfeldt."
Denne bidende kritik, formuleret af en af dansk historieforsknings kapaciteter, rammer desværre plet. 
Nationalitetsprincippet var et af den amerikanske præsident Wilsons 14 punkter (krav) ved 1. verdenskrigs afslutning.
Kilder: Inge Adriansen og Jens Ole Christensen, Anden slesvigske krig 1864. Forhistorie, forløb og følger, Sønderborg Slot, Tøjmuseet.
Den provisoriske regering for Slesvig-Holsten, oprettet som led i den tyske opstand mod Danmark den 24. marts 1848 i Kiel. Blev efter malmøvåbenstilstanden og Malmøkonventionen 26. august 1848 afløst af Fællesregeringen for Slesvig-Holsten og den danske immidiatkommission, der fungerede indtil våbenstilstandens ophør 1. maj 1849. Slesvig-Holsten blev fra 1868 en provins i kongeriget Prøjsen sammen med Sachsen-Lauenborg, efter 1871 provins i Det Tyske Kejserrige. Den provisoriske regering i Slesvig-Holsten.
Se f. eks. Grænseforeningens og tallene i Gyldendals Store Danske. Opgjort anderledes - og vist nok forkert - er tallene fra Aarhus Universitet, Danmarkshistorien. Sidstnævnte tal vil formentlig blive korrigeret fra et samlet tabstal på ca. 6400 til et betydeligt mindre. De forkerte oplysninger er nu nedtaget, men kunne tidligere identificeres på dette nu døde link.
 
Soldater fra 1826 og 1828 - der er iflg. kirkebogen for Skanderup født 14 "af Mandkøn" i sognet begge disse år, herunder 3 dødfødte. Det har ikke været muligt her at identificere de to soldater.
De kan enten være fejlregistreret til Skanderup eller være født i et andet sogn.
Selv om der var avismeddelelser om faldne i Slesvig fra sognet, både før og efter Dybbøl, så hører vi ikke herom i Otto Korsgaards beretning.
Sappeur, se Rigsarkivet, Forsvarets Arkiver, Arkivskabte Hjælpemidler: Kartotek over Raket-, Sappeur- og Ingeniørkorpsets Underofficerer (1800 - 1900) - soldater, der underminerede fjendens fæstningsværker, gravede skyttegrave til at transportere artilleri under fjendtlig beskydning, senere brugt om ingeniørsoldater, især mineryddere.
Foureer. Udtrykket stammer fra fransk (fourir). I Hæren var det en befalingsmand, der sørgede for regnskab, proviant og indkvartering.
Fru Theilades Have. Det har ikke været muligt at identificere hvem og hvilken have ud over de informationer, der kan udledes af folketællingerne og en enkelt avisomtale af en provst Theilade i Starup ved Kolding. Men af en eller anden grund blev tre faldne foreløbigt begravet i denne have.
Om Grev Gustav Lüttichau. Harald Graf v. Lüttichau har udgivet Berlin 2011. Her forsvares Gustav Lüttichau (naturligvis) mod myten om "det fejge mord på Niels Kjeldsen": Gustav nahm als Fähnrich bei den preussischen Gardehusaren am Feldzug l864 gegen Dänemark teil.
Während eines Patrouillengefechts tötete er den dänischen Dragoner Niels Kjeldsen am Wege von Kolding nach Vejle in Jutland. Bald nach Kriegsende nahmen sich Dichter, Maler und Schriftsteller dieser Geschichte an und machten aus Niels Kjeldsen einen Helden und aus Gustav Lüttichau einen Mörder. In einer Schrift von Prof. Karl Larsen "Dragon Niels Kjeldsen og hans Drabsmand" (Köpenhagen 1902) führte dieser das Geschehen einer historischen Klärung zu und stellte fest, dass Niels Kjeldsen in einem ehrlichen Kampf fiel.
Karl Larsen wurde dann stark angefeindet, weil man meinte, er hätte dem dänischen Volk einen Helden nehmen wollen. So entstand eine ganze Reihe von Schriften über dieses Ereignis (Q 129, Q 130, Q 131, Q 132, Q 133, Q 134, Q 135, Q 136, Q 137, Q 138, Q 140, Q 141, Q 142). Gustav schrieb einige Briefe ?ber dieses Geschehen an seine Eltern, die noch teilweise erhalten sind. Sie werden auszugsweise in R 1410.2, R 1410.3, R 1410.4 und R 1410.5 im Regestenteil gebracht, ebenso wie der Briefwechsel mit Prof. Larsen (R 1512, R 1509, R 1510, R 1511. R 1512, R 1513, R 1514, R 1516, R 1517, R 1518).
Kort refereret så henvises der i Lüttichau slægtshisstorien til det, vi ved fra den danske historieskrivning, først og fremmest fra "Prof. Karl Larsen", som det hedder i lighed med Kr. Erslevs kommentar til Karl Larsen bog fra 1902. - Niels Kjeldsen gøres til en helt, der uforfærdet kæmper mod overmagten, som kun med et bagholdsangreb, mord, et skud gennem hovedet på Niels Kjeldsen kan overvinde den tapre dansker.
Helt så firkantet, heroiserende er den danske historieskrivning om 1864 dog ikke.
Rigsarkivet har en arkiv kategori, der hedder Generalstabens Taktiske Afdeling, Generalstabens Krigsføringsdepot Såkaldt "senere indkomne sager" vedr. krigen i 1864, hvor der findes et privat brev, dateret I. II. 1865, Vorbasse pr. Kolding. Her er der omtale - ca. 1 år efter - af "1864 d. 29. Febr." - se Rigsarkivet, O. P. Linde Brev med skolelærerens beretning fra Vorbasse om fægtningen, .
Det er altid mest værdifuldt at have samtidige (29. febr. 1864) førstehåndsvidner (til stede ved fægtningen), når en historisk begivenhed skal beskrives mest muligt korrekt. Ingen af disse kriterier er opfyldt her - den berettende skolelærer er lokal, men det er tydeligt, at han har fået sine informationer fra en samtidig avislæsning, måske suppleret med lokale beretninger.
Som dog her ikke bidrager med nye informationer.
Det mest interessante i skolelærerens brev er i den her givne sammenhæng vægtning i personskildringer og hændelsesforløb.
Vorbasse d. I-II-1865.pr. Kolding
Adresseret til
Velbaarne fru Ritmester Bruun
Adresseringen og brevets arkivering i Generalstabens arkiver giver anledning til at formode, at det næppe har været en skolelærer i Vorbasse, der har skrevet dette brev, således som det er formodet i Rigsarkivets arkivering, hvor det er katalogiseret under 4. division O. P. Linde Brev med skolelærerens beretning fra Vorbasse om fægtningen.
 
Brevet, uddrag.
...1864 - d. 29. Febr. ingen Skole paa Grund af Fægtningen ved Skødeberg. 3 Regiments 5 Esq. laa indquarteret ... paa Skødeberg, under Lieutenant Saurbreys Commando, og feltvagt paa Skødeberg og i Kragelund. Dragonerne var beordrede til ... et Raab: Fjenden kommer ... Feltvagten ved Skødegaard ... Vagten laa i Quarter og røg deres Pibe ... Ritmester Moe og Lieutenant Karstenskjold gik i Morgensko i Præstegaarden ... Nu blev der rigtignok et Røre. Ti Minutter efter den første Alarm fra Korporal Klopmann (? Skal formentlig være gårdejer, korporal Klockmann, der omtales i nekrolog 9. jan 1891.) ... (Bud til) Ritmesteren om ... at komme sine Folk til Hjælp.
Fjenden, de var 2 eskadroner ... 70 Mand gik mod Vorbasse ... de andre mod Bekke ... Fægtningen begyndte ved Skødegaard
I Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1864 meddeles om "Besættelse af Skolelærerembeder", at A. M. Møller er "kaldet til at være Skolelærer og Kirkesanger i Vorbasse." I Aalborg Stiftstidende ... 31. marts 1864 meddeles der under Udnævnelser, at "Skolel. i Vorbasse P. Teil besk(ikkes) til at være Skolel(eder) og Kirkesanger i Henne.
Herværende skribent kunne formodes at være den forhenværende skolelærer, der har haft tid og lyst til i sit brev at skrive om træfningen 29. febr. 1864 i Vorbasse. Men det kan han ikke være, da han ikke hedder P. Teil.
Hvem og hvilken tilknytning til skolen, brevskribenten er og har, er derfor uafklaret. Men at han har brevvekslet med "Velbaarne fru Ritmester Bruun", hvor ritmesteren i datidens officers nomenklatur var en slags major i rytteriet, kunne måske tages som udtryk for en særlig omhu med militære anliggender. Og at han ikke er helt sikker på den lokale korporal Klockmanns navn kunne ydermere være udtryk for middelmådigt lokalkendskab.
Det ligner en senere tilføjelse i kirkebogen, at Johannes M. D. Petersen bliver udnævnt til at have kaldenavnet "professor Labri". T. Løgstrup, som har sat sin signatur var sognepræst i Nyborg 1908-23, hvor navnet "Professor Labri" var kendt. Præsten 1859-70, som må have døbt Johannes M. D. Petersen, var C. G. Schaper.
 
A. D. Cohen Faldne og døde 1848, 1849, 1850
A. D. Cohen, Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850, De faldnes Minde, Kjøbenhavn 1851, s. 129.
Tabstal i alt 2407. Kolding 23. april 1849 er 150, incl. faldne ved Ejstrup.
 
V. Cohen Faldne og døde 1864.
Som det fremgår skelner V. Cohen mellem tabstal for Officerer - tabstal 807 og resten, d.v.s. underofficerer og menige - tabstal 2020
* i Listerne ved saaret, betyder: har været amputeret. † betyder, et Gravminde, skjænket af HS. Majestæt Kongen.
Tallene foran Navnene betyde Cornppagni og Nummer; Tallene umiddelbart efter Navnene, betyde fra hvad Amt de have været.
0 er Staden Kjøbenhavn. 1 Kjøbenhavns Amt, 2 Frederiksborg, 3 Roskilde, 4 Holbek, 5 Sorø og 6 Præstø. — 7 Odense og 8 Svendborg. — 9 Mariboe. — 10 Aalborg, 11 Hjørring, 12 Thisted, 13 Viborg, 14 Aarhuus, 15 Skander:rborg, 16 Randers, 17 Nibe, 18 Ringkjøbing og 19 Veile Amt. — 20 til 32 være fra Slesvig (med Undtagelse af 28 og 29 fra Als og 31 fra Ærøe).

Skive Viborg

Det har været muligt at identificere 5 faldne under de slesvigske krige fra Skive og nærmeste omegn.
Jensen, Peter Christian, Resen, 9de Linie-Infanteri-Bataillon, 3die Compagni, Menig nr. 119, 6 jul 1849. Der er i Resen Kirke ved Ringkøbing en mindetavle, som udelukker, at dette kan være Resen ved Skive.
Christensen, Jens, Skive, 6te Reserve-Bataillon, 2det Compagni, Menig nr. 71, 6 juli 1849
Lorentzen, Ole Frederik, Skive, Amputerede (Invalider) fra 1850, 12te lette Batteri, Undercorporal nr. 213 , bog 1850
Berner, Søren Vedsø, Skive, 9de Infanteri-Regiment, 7de Compagni, Menig nr. 249, 27 maj 1864
Vissing, Jens Christian Thomassen, Skive, 9de Infanteri-Regiment, 1ste Compagni, Vaabenmester nr. 3, 3 maj 1864
Lauritzen, Christen, Dommerby, 4de Infanteri-Regiment, 6te Compagni, Menig nr. 572, 27 apr, 1864
Petersen, Jens Houe, Hvidbjerg, 11te Infanteri-Regiment , Menig nr. 3 F 70, 6 feb, 1864 - tvivlsomt, at det er Hvidbjerg v. Skive.
I Skive området har der, såfremt tallene er retvisende, mindst været 2 omkomne som resultat at 3-årskrigen og 3 som resultat af krigen i 1864. 3-årskrigen var en borgerkrig, 1864 var en national krig mod en ydre fjende, Prøjsen. Det vil give mening at undersøge det lokale tabstal i 1864 i forhold til tabene i resten af Danmark.
Vi kan med V. Cohen sætte de samlede tabstal for Danmark til ca. 2.000-2.100.
Ca. 2.000 ud af et samlet indbyggertal på 1,6 mio., hvis vi tager befolkningstallet efter tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg til Prøjsen, giver en tabsprocent på landsplan på 0,13. I Skive kan vi tage gennemsnittet af 1860 og 1870 befolkningstallet, dvs. 1884 indbyggere, hvor der i 1864 faldt 3, dvs. en tabsprocent på 0,21. Hvis vi fraregner J. H. Petersen, Hvidbjerg, fordi det kan være Hvidbjerg et andet sted end i Skive området, bliver tabsprocenten 0,16, dvs. lidt over landsgennemsnittet, hvilket kan skyldes, at Skive området på trods af status som købstad befolkningsmæssigt stadig har været præget af bønder. Og uanset den almindelige værnepligt fra 1849, var der stadig relativt flest bønder i den danske hær. Med alle forbehold over for et statistisk materiale, der i realiteten ikke indbyder til at regne med decimaler.
W. Rosenstands glorificerende maleri fra 1894 af slaget ved Dybbøl.
 
 
Femern
Generalstaben 1864, 2. del, s. 194-195.
 
Den danske hær 1850, Tuxen,s. 71-72
Den aktive Hær deltes i 2 Divisioner, et ReserveKavalleri og et Reserve-Artilleri.
1. Division (Generalmajor Moltke).
3.Brigade...
4.Brigade ...
6.Brigade ...
Gardehusar-Divisionen...
Artillerikommandoen ...
I Jylland mod den slesvigske grænse
2. Division (Generalmajor Schleppegrell).
1. Brigade...
2. Brigade...
På Als
Resten på Fyen og i Standkvarterer
5. Brigade ...
4. Dragon-Regiment...
Artillerikommandoen ...
III. Res.-Kavalleriet (Generalmajor Flindt). 3., 5., 6. Dragon-Regiment.
Et Batteri.
IV. Res.-Artilleriet (Oberst Fibiger)....Kanon Batteri.
Et Feltingenieur-Detachement, Train o. s. v.
Hæren talte altsaa 32 Batterier, 19 Eskadroner, 96 Kanoner og et Ingenieur-Detachement, ialt c. 41.000 Kombattanter, c. 4.000 Nonkombattanter og lidt over 8200 Heste.
s. 73-74
I den slesvig-holstenske Hær havde 10 Batailloner glatløbede Musketter af preussisk Model, 5 Batailloner og
samtlige Jægerkorpser Spidskuglerifler;
Hos os - den danske hær - fandtes, hvad der var en Ulempe, et stort Antal forskellige Geværer og indenfor hver enkelt Afdeling mindst 2 Slags. - Taprifler fandtes i større Antal ved Jægerkorpserne og tildels ved de lette Batailloner.
 
Den danske hær 1. februar 1864 iflg. Tuxen s. 7-8:
Hærens Sammensætning d. 1. Februar var følgende:
Overgeneral: Generallieutenant de Meza.
Stabschef: Oberst H. Kauffmann.
I. Division (Generallieutenant GerIach).
1. Brigade (2. og 22. Regiment) (Oberst Las son).
2.        ,,   (3. og 18.       ,,     )(Generalmajor Vogt).
3.        ,,   (16. og 17.      "     ) (Oberst Wørishøffer).
                 4. Dragonregiments 2. Halvregiment.
                                         2 Batterier.
                                 1 Ingenieurkompagni.
2. Division (Generalmajor du Plat).
4. Brigade           (4. og 6. Regiment) (Generalmajor Wilster).
5.       ,,              (7. og 12.       "    ) (Oberst Harbou).
6.       ,,              (5. og 10.        "   ) (Oberst Bülow).
 
                               Gardehusarregimenlets 1. Halvregiment.
2 Batterier.
1 Ingenieurkompagni.
3. Division (Generalmajor Steinmann).
7. Brigade (1. og 11. Regime11t) (Oberst Max Müller).
8.     "      (9. og 20.       " )         (Oberst Scharffenberg).
9.     "      (19. og 21.     " )         (Oberst Neergaard).
4. Dragonregiments 1. Halvregiment
2 Batterier.
1 Ingenienrkompagni.
4. Division (Generallieutenant Hegermann-Lindencrone)
1. Kavaleribrigade (3. og 5. Dragonregiment) (Generalmajor Honnens).
2. Kavaleribrigade (Bestod ved Krigens Begyndelse og eendnu længe derefter kun af 6. Dragonregiment)
(Oberst Scharffe11berg).
1 Batteri.
Infanterireserven (Generalmajor Caroc).
8. og 15. Regiment.
Armeens Artilleri (Generallieutenant Lüttichau).
Reserveartilleriet (4 Batterier, af hvilke dog kun havdes Raadighed over I½),
4 Kompagnier Fæslningsartilleri.
Parker, o. s. v.
lngenieurkommandoen (Oberstlieutenant Dreyer).
Et Ingenieurkompagni og Ingenieurparken vare lngenieur-Kommandoen direkte underlagte
Fodfolksregimenterne vare, som tidligere anført kun paa 2 Batailloner.
Hærens Styrke ved Dannevirke udgjorde kun c. 35.000 Mand.
 
Løgstør. De mere maleriske og vanskeligt dokumenterbare oplysninger fra og omkring Løgstør er blevet formidlet på en guided sejltur på Frederik den VII's Kanal med turbåden Grevinde Danner.
Skive Avis 1864.
 
Skive Avis 4. januar 1864
Medens Soldaterne ligge i Felten og døie alle de Ulemper, et Vinterfelttog medfører ... hjælp til uldent Undertøi ... Muffedisser, Mavebælter og Strømper ... 
Enhver af os Undertegnede modtage med Taknemlighed ethvert nok saa lidet Bidrag, og skulle samvittighedsfuldt faae det besørget til de Trængende blandt vore Soldater.
Ulrikka Nielsen Rosalia Friis
Adamine Kierumgaard Anna Behrens
Andrea Nielsen Emilie Gorm
Charlotte Lillienskjold  
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
 
Bådejerne på Fuur, reaktionen på von Falckensteins tilbud om erstatning for 9 ødelagte både. 
Fiskerne paa Fuur.
Fra Skive meldes til "Dagbladet":
Da Hagermanns Division forlod Mors, blev Fuurboerne anmodede om at bringe deres Baade til Mors, og da 9 af dem undlod at efterkomme denne Ordre, blev deres Baade af vort Militair gjort ubrugelige for Øieblikket.
Over denne, som man meente, for Eierne temmelig haarde Forholdsregel blev der klaget i et Provindsblad, og dette har formodentlig bevæget Militair Gouvernøren Vogel v. Falckenstein til at gjøre sin høie Monark opmærksom paa den Fuurboerne af de danske Soldater tilføiede Skade.
Efter en Korrespondance imellem Vogel v. Falkenstein og Sogneforstanderskabet paa Fuur, som fra hans Side førtes paa Tydsk, men fra deres Side paa Dansk, blev der sendt Fiskerne 65 Rdl., som vare tagne af de kongelige Skatter for Juli Maaned, med det Tilføiende, at det skete paa hans allernaadigste Konges, Kongen af Preussens Befaling. Fuurboerne modtog ikke denne Erstatningssum, men tilbagesendte den til den kongelige Giver med en høflig Undskyldning.
De viste her den rette Takt, idet de vistnok maae have erkjendt, at Landets Børn kun af Landets egen Konge kunne modtage en saadan Erstatning, og denne deres Tillid til Danmarks Konge i denne Sag vil visselig ikke blive skuffet. Fiskernes Skrivelse er saalydende:
Gjennem Stiftamtet i Viborg er der tilstillet os 50 Rdl. preussisk Kourant, som en Gave fra Hs. Maj. Kongen af Preussen, til Vederlag for vore Baade, som bleve ituslagne af det danske Militair. Vi paaskjønne med den dybeste Taknemlighed Kongens Naade imod os; men under de nærværende Forhold, da saa megen Lidelse er ført over vort Fædreland, vilde det stride mod vore Følelser, vort Hjertelag, at modtage denne Naade. Vi tillade os derfor at tilbagesende de 50 Rdl. preussisk Kurant.
Fuur, underskriverne.
Farvel til von Falckenstein. 
 
 
Langaa.
Jernbanen fra Viborg til Skive, uddrag.
Under 2den Marts d.Aa. blev der tilstillet hans Excellence Indenrigsministeren en Adresse fra Forstanderskaberne for 29 Landsogne i Omegnen af Skive ... om, at Jenbanen fra Viborg til Skive aabnes til Brug snarest muligt...
Efterat General Hegermanns Korps paa Retraiten var ankommet hertil, blev Driften af Jernbamem fra Aarhuus til Viborg standset indtil videre, og det var saaledes aldeles i sin Orden, at Jernbanen hertil ikke dengang blev aabnet for Publikum.
Nu er Jernbanen fra Aarhuus til Viborg imidlertid atter aabnet, og vi blev derfor bittert skuffede over, at Jernbanen fra Viborg til Skive ikke samtidig blev aabnet for Publikum, saa meget mere som Arbeidet er saavidt fremmet, at Banen allerede i Midten af Marts blev benyttet til at befordre Militaire.
Vel mangler Banen endnu nogen Begrusning, hvilken Mangel imidlertid med Lethed vil kunne afhjælpes i Løbet af 14 Dage ... Begrusningen kan paaføres til hvilkensomhelst Tid...
(I håbet) ... at Jernbanen ... maa blive aabnet ... snarest muligt og senest 1ste Mai ...
Skive, den 16de April 1864 ...
 
Skive Folkeblad 1914, artikler om, med veteraner. 
Apoteker Worsaaes erindringer 1848-49 i uddrag. 
"Efter Oprørets Udbrud 1848 blev Kolding Centralpunktet for Operationerne, og da Apoteket var et yndet Samlingssted for mange af de ledende Personer, kom jeg til at faa et Indblik i mange Forhold og kom til at tage en vis Del i mange af de Begivenheder, som min unge Alder (26 Aar) ellers vilde have holdt mig fjærnt fra.
Alt skulde samles i Kolding, inden de militære Operationer kunde begynde, og først efter Træfningen ved Bov blev der aabnet andre Veje. Som rimeligt er, vilde jeg gerne følge andre unge Menneskers Eksempel ved at gribe Musketten, men min Principal satte sig bestemt derimod, saa jeg maatte opgive mit Forsæt.
Senere da Septemberloven udskrev en Del af det Mandskab til Krigstjeneste, der hidtil havde været fritaget, kom jeg heller ikke med, da jeg var født 14 Dage før den Tid, fra hvilken Loven fik gyldig Virkning.
Den krigeriske Begejstring greb jo dengang de allerfredeligste Folk, og da Rygtet om de i Rendsborg udbrudte Slaver kom til Kolding, et Rygte, som forøvrigt naaede helt op til det nordligste Jylland og overalt fremkaldte Forvirring, passerede der saa komiske, for ikke at sige latterlige Ting i krigerisk Retning, at jeg tror det er bedst at forbigaa den Sag i Tavshed, tilmed da der i sin Tid blev skrevet saa meget derom. Efter Slaget ved Slesvig strømmede de tyske Skarer md over Landet, og i Kolding og Omegn fik vi i Kvarter de prøjsiske Gardetropper, som nylig havde kæmpet med Oprørerne i Berlins Gader…
Hvis Aaret 1848 havde været byrdefuldt i mange Henseender for Kolding By, havde det dog bragt et hidtil ukendt Liv og Røre i Byen, bragt en Mængde Penge i Cirkulation og en stor Fortjeneste for mange, ligesom det havde været rigt paa opløftende Momenter. Aaret 1849 blev ikke mindre rigt paa Begivenheder, men var skæbnesvangert i mange Henseender og bragte Byen· megen Sorg og Nød. Den 3. April 1849 rykkede en Del af den danske Hær over Grænsen og besatte den nordlige Del af Slesvig efter at have leveret nogle smaa Fægtninger, ligesom en anden Del af Hæren rykkede ind fra Sundeved, men efter den ulykkelige Affære ved Eckernførde trak vore Tropper sig atter tilbage, resp. for Slesvigholstenerne og for Rigstropperne.
Den 20. April blev Kolding efter en kort Modstand besat af Fjenden. Til Kommandant fik vi en vis Major von Hacke, som ogsaa havde været Kommandant i Aabenraa og der indlagt sig en sørgelig Berømmelse ved sin voldsomme Optræden mod de ansete danske Borgere. Han kommanderede den 9. slesvigholstenske Bataillon, der for største Delen var dannet af forhenværende Friskaremænd, og Mandskabet traadte op paa en Maade, som ganske svarede til dets høje Chefs Opførsel…
Hr. von Hacke havde desværre Ret (i en forudsigelse om angreb af danske tropper på Kolding, Ejstrup m.v.). Den næste Dag (23. april) stod det blodige Slag i og ved Kolding, ganske sikkert den sørgeligste Episode i den treaarige Krig næst efter den ulykkelige Affære ved Ekernførde.
Den mig givne Meddelelse skaffede mig en søvnløs Nat, og ved Daggry var jeg paa Benene. Fra et Loftsvindue saa jeg daværende Løjtnant L. Castenskiolds raske, men fortvivlede Indhug, og saa med Sorg vore Husarer og deres smukke Heste blive nedskudt af fjendtlige Kugler. I Stedet for at omgaa Byen, som Fjenden da vilde være hleven nødt til at rømme, angreb vor Arme selve Byen. I mange Timer rasede Kampen i Gaderne, og snart var Torvet besat af de danske og snart af Tyskerne… Tre Gange blev Torvet taget med Storm af de danske, men atter forladt, men hver Gang vi hørte de danske Huraer, maatte vi ud for at byde Soldaterne Forfriskninger, og vore Piger uddelte Smørrebrød og Vin, medens Kuglerne peb over deres Hoveder…
Men nu begyndte Slesvigholstenerne paa den skændigste Maade at overøse den aabne By med Brandgranater. Den i Forvejen af Kanonkugler stærkt beskadigede By brændte nu paa flere Steder. Paa Torvet var der Ild i flere Huse, og en Gaard tæt ved Apoteket stod i lys Lue…
Lidt uden for Byen mødte vi Amtmand Orla Lehmann, som kom kørende fra Vejle. I korte Træk fortalte jeg ham Dagens Begivenheder, og da han erklærede, at han vilde søge at formaa Fjenden til at standse med Ødelæggelsen af Byen, fraraadede jeg ham hans Forsæt, men forgæves. Som bekendt blev han behandlet som Krigsfange og straks ført som Arrestant til Rendsborg… Kort efter havde jeg fra Volden det hjerteskærende Syn at se vore Tropper, slagne i Fægtningen ved Gudsø, i ilsomt Tilbagetog, saa at de forskellige Vaabenarter var blandede imellem hinanden… Efter at have tilbragt 5 Aar i Kolding, forlod Worsaae i November 1849 Byen.

Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880, bearbejdet tabel, udarbejdet af Hans Chr. Johansen.

Erhverv  - 1000 personer og i % andele 1787 1801 1840 1860 1880
Landbrug mv. 363 508 597 727 889
% 43,2 54,9 46,5 45,4 45,1
Fiskeri og søfart 24 18 35 44 54
%  2,9 1,9 2,7 2,7 2,7
Daglejere og arbejdsmænd 209 200 170 242 182
%  24,9 21,6 13,3 15,1 9,2
Håndværk og industri 114 72 251 347 451
%  13,6 7,8 19,6 21,7 22,9
Handel og omsætning 26 32 46 78 134
%  3,1 3,5 3,6 4,9 6,8
Serviceerhverv 59 55 82 92 132
%  7,0 5,9 6,4 5,7 6,7
Andet 45 41 102 71 127
%  5,4 4,4 8,0 4,4 6,4
I alt 840 926 1283 1601 1969
 

Danmarks Statistik, Statistiske Meddelelser, tredie række, 4. Bd. Folkemængden 1880, 1870, 1860, 1840, 1801.

Her folketal i uddrag, tilpasset de slesvigseke krige, især udskrivningen af erindringsmedaljer 1876.
Nationalitetsprincippet var et af den amerikanske præsident Wilsons 14 punkter (krav) ved 1. verdenskrigs afslutning.
Kilder: Inge Adriansen og Jens Ole Christensen, Anden slesvigske krig 1864. Forhistorie, forløb og følger, Sønderborg Slot, Tøjmuseet, pdf-udgivelse, http://www.museum-sonderjylland.dk/siderne/Det-sker/documents/1864-Dansk.pdf
Den provisoriske regering for Slesvig-Holsten, oprettet som led i den tyske opstand mod Danmark den 24. marts 1848 i Kiel. Blev efter malmøvåbenstilstanden og Malmøkonventionen 26. august 1848 afløst af Fællesregeringen for Slesvig-Holsten og den danske immidiatkommission, der fungerede indtil våbenstilstandens ophør 1. maj 1849. Slesvig-Holsten blev fra 1868 en provins i kongeriget Prøjsen sammen med Sachsen-Lauenborg, efter 1871 provins i Det Tyske Kejserrige. Den provisoriske regering i Slesvig-Holsten.
Se f. eks. Grænseforeningens og tallene i Gyldendals Store Danske. Opgjort anderledes - og vist nok forkert - er tallene fra Aarhus Universitet, Danmarkshistorien. Sidstnævnte tal vil formentlig blive korrigeret fra et samlet tabstal på ca. 6400 til et betydeligt mindre. 
 
23. marts offentliggøres der i Kongelige Brevposter Berlingske ... Tidende, dateret 7. april 1864 en "Liste over danske Krigsfanger", som indeholder menig J. Therkildsen, Skanderup. I samme avis er der "Lister fra Armeen over Døde, Saarede og Savnede". I en senere meddelelse i Silkeborg Avis 11. april 1864 meddeles om nok en krigsfange fra Skanderup, "Nr. 317 Menig P. Hansen af Skanderup, 8. Regiment, 4. Kompagni", hvor J. Therkildsen var i samme kompagni, men i 1. Kompagni. Endelig kan der fra Skanderup konstateres Thomas Thomsen, død i et prøjsisk lazareth 1. maj 1864, begravet på Varnæs Kirkegård. Formentlig et eksempel på faldne og sårede fra Skanderup Sogn, hvor dødsårsagen under alle omstændigheder er deltagelsen i den del af krigen, hvor tabene var størst.
Lokalt deltagende soldater og faldne i de to slesvigske krige, Skanderup Sogn og Kolding samt Viborg og Skive,
som kan identificeres ud fra det eksisterende kildemateriale.
Navne og alder på sognets soldater i de slesvigske krige med deltagelse i de slesvigske krige.
 
Erindringsmedaljer: Oprindelig skrivemåde er bibeholdt så vidt muligt, de håndskrevne meddelelser har kunnet tydes.
Danmarks Statistik
har en oversigt, Befolkningen i 150 år, der generelt viser, at Danmark under de slesvigske krige stadig var et landbrugssamfund. Det bekræftes af en elektronisk oversigt 1787-1901, som Rigsarkivet har udgivet. Men dette statistiske materiale findes ikke. Det har i det eksisterende statistiske materiale kun været muligt at konstruere en landsdækkende erhvervsfordeling.[297]
Danmarks Statistik, Statistiske Meddelelser, tredie række, 4. Bd. Folkemængden 1880, 1870, 1860, 1840, 1801.
 
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Her er der benyttet folketal i uddrag, der er tilpasset de slesvigske krige, især udskrivningen af erindringsmedaljer 1876. 
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Erhverv
1787
1801
1840
1860
1880
Landbrug mv.
363
 
508
 
597
 
727
 
889
 
%
 
43,2
 
54,9
 
46,5
 
45,4
 
45,1
Fiskeri og søfart
24
 
18
 
35
 
44
 
54
 
%
 
2,9
 
1,9
 
2,7
 
2,7
 
2,7
Daglejere, arbejdsmænd
209
 
200
 
170
 
242
 
182
 
%
 
24,9
 
21,6
 
13,3
 
15,1
 
9,2
Landbrug i alt
596
71,0
726
78,4
802
62,5
1013
63,2
1125
57,0
Håndværk og industri
114
 
72
 
251
 
347
 
451
 
%
 
13,6
 
7,8
 
19,6
 
21,7
 
22,9
Handel og omsætning
26
 
32
 
46
 
78
 
134
 
%
 
3,1
 
3,5
 
3,6
 
4,9
 
6,8
Serviceerhverv
59
 
55
 
82
 
92
 
132
 
%
 
7,0
 
5,9
 
6,4
 
5,7
 
6,7
Andet
45
 
41
 
102
 
71
 
127
 
%
 
5,4
 
4,4
 
8
 
4,4
 
6,4
I alt
840
100,1
926
100
1283
100,1
1601
99,9
1969
99,8
I erhvervsfordelingen på landsplan 1787-1880 er landbrug i alt opgjort inkl. fiskeri, daglejere og arbejdsmænd. Dette på trods af evt. problemer med at skelne mellem landbrug og håndværk i perioden indtil 1901, når det drejer sig om stiilingsbetegnelser som Arbeidsmand, Dagleier o.l., der ofte inkluderer en form for håndværk som bi- eller delvis beskæftigelse. Den her fundne gennemsnitlige erhvervsfordeling 1860-1880, udregnet som et simpelt gennemsnit, benyttes som direkte korrespondance til ansøgningerne om erindringsmedaljer, indgivet siden 1876.
 
Danske synspunkter på det slesvigske spørgsmål. Uddrag af synspunktmateriale:
Sønderjyske Aarbøger, udgivne af H. P. Hanssen-Nørremølle, P. Skan og Gustav Johannsen,1900, Flensborg.
Indholdsfortegnelse: G. Schütte: Var Anglerne Tyskere? 1899, 1—61. P. Skau: J P. Friis. 1890, 29-31. De danske Landdagsmænds Stilling og Virksomhed i Provindslanddagen. 1890, 72—101. Degn og Lærer, Dannebrogsmand A. Kloster i Sommersted og hans Slægt. 1892, 161—81. P. Skovrøy : Optanternes Retsstilling. 1899, 91—107. P. Sveistrup : Sønderjylland under det prøjsiske Herredomme. I Folkemængden i 1867—85. II Den sønderjydske Befolknings Kulturtrin. 1890, 238—63. Thygesen: To Dokumenter vedkommende Tyreholdet i Stendrup By i det 16de Aarhundrede. 1895, 278—81. J. Ulrik: Vort Folks Sydgrænse. 1894, 247—48. C. P. Wolff: Om Landbrugets Kreditforhold. 1893, 12 - 27. X. Optanternes Retsstilling. 1899, 108 — 13. De "47". 1894, 157—60. En preussisk Dom fra Anno 1895. 1895, 282—88. [Ang. Brugenaf Navnet Sønderjylland.]En preussisk Dom. 1897, 246—49. [Ang. Ophævelsen af „Aar- bøgernes“ Beslaglæggelse.]Rendsborg 31. marts 1848. 

 

Lokalitetsanalyse

Lokaliteten An(d)st Herred

Her foretages undersøgelsen af det regionale område ved Kongeåen på herreds niveau i forhold til sogne- og det bymæssige niveau med Skanderup, Hjarup Sogn og Kolding By, Købstad. 
Det kan indledende konstateres, at krigsdeltagelsen i herredet i første slesvigske krig sammen med landsognene Skanderup og Hjarup med 2,9 % lå pænt over krigsdeltagelsen i Kolding By, der havde en krigsdeltagelse på 1,8 % i forhold til folketallet.
Der skete en betydelig ændring med krigsdeltagelsen i forhold til folketallet i 1864 krigen, hvor An(d)st Herred forblev på samme niveau, men hvor både Skanderup, Hjarup Sogn med 3,9 % og Kolding By med 3,2 % lå over herredets krigsdeltagelse i forhold til folketallet.
Dokumentationen for undersøgelsen ses i Stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864 for An(d)st Herred,[1] og stillingsbetegnelserne her er ydermere grupperet i de til undersøgelsen valgte stillingskategorier, 1848-50 og 1864.[2] 
Lokalitetens stillingsbetegnelser inden for landbrug 1848-50
I denne gruppe var der ud af 258 personer 218 personer med stillingsbetegnelser inden for landbrug.
Fordelingen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug var 58 personer med stillingsbetegnelser som Gaardmand, Gaardeier, Selveier, 66 som Landarbeider, Landarbeidsmand, Røgter, Arbeidsmand, Tjenestekarl, 94 som Huus-, Selveierhuus-, Fæstehus-, Boelsmand, Fisker i trange Kaar, Invalideforsørgelse, svagelig Krigsinvalid, Indsidder, Dagleier.
De 218 personer med Stillingsbetegnelser inden for forskellige grupperinger af landbrug 1848-50 udgjorde 85,2 % af alle områdets stillingsbetegnelser. 
Det er muligt - og giver mening - her at konstatere, at omkring en fjerdedel, 58 personer, 26,6 % af de krigsdeltagende havde en stillingsbeskrivelse som Gaardmand, -Eier eller Selveier. Resten, de fleste, 160 personer, 73,4 % havde Stillingsbetegnelser inden for det minimale hartkorn samt forskellige former for tyende og landarbejdere.
An(d)st Herred, stillingsbetegnelser 1848-50 af 258 bevilgede ansøgninger   
I alt landbrug 
Gaardmand, Gaard-eier,
Landmand, Bonde,
Avlsbruger, Selveier m.v.
Landarbeider, Landarbeidsmand, Røgter, Huusmand m. fl.
Ansøgninger i alt, landbrugs%
218
58
160
258
%
26,6
73,4
84,5
Der var således i landområdet An(d)st Herred en ganske markant krigsdeltagelse i første slesvigske krig af hovedsageligt stillingsbetegnelser inden for erhvervsgruppen landbrug og her især de lavest placerede i det erhvervsmæssige, sociale hierarki.
Stillingsbetegnelser inden for landbrug 1864
Der var 1864 ud af 353 personer i alt 260 personer i landbrugsgruppen og her 45 personer med stillingsbetegnelser som Gaardeier og Gaardmand, 61 som Landmand, Bonde, Bunde, Selveier, Jordbruger, Avlsbruger, hvor der også supplerende var Vognmand som stillingsbetegnelse, 82 som Huus-, Boelsmand, Leiehusmand og Dagleier, 18 som Tjeneste-, Arbeids-, Avlskarl og 54 som Arbeidsmand.
I alt udgjorde de 260 personer med Stillingsbetegnelser inden for landbrug 73,7 % i 1864. 
Der er et konstaterbart fald i landbrugets andel - fra 85,2% til 73,7 % - i krigsdeltagelsen fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Der er også et konstaterbart fald i krigsdeltagelse for gruppen med det formodet største hartkorn, Gaardeier og -Mand der er faldet fra 26,6 % til 12, 7 % af de krigsdeltagende, medens det absolut mindste hartkorn, Huusmand o.l. samt tyende med et fald fra 73,4 % til 43,6 % også er reduceret betydeligt i krigsdeltagelse.
Krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelser inden for landbruget faldt i An(d)st Herred i løbet af de to slesvigske krige. Med det konstaterbart største fald for det større hartkorn med mere end en halvering. De mindre hartkorn, husmænd o.l. samt tyende, daglejere o.l. havde et lidt mindre fald til o. 40 % i krigsdeltagelsens andel.
I forhold til landsgennemsnittet med 60,1 % beskæftiget inden for landbrug i Danmark i perioden 1860-80, så må landbrugets andel på 73,7 % af krigsdeltagelsen i An(d)st Herred stadig karakteriseres om betydelig men med faldende tendens i forhold til treårskrigen.
Stillingsbetegnelser i An(d)st Herred 1864 af 353 bevilgede ansøgninger   
Landbrug
Gaardeier, Landmand,
Bonde, Bunde, Avlsbruger, -
og Vognmand, Selveier, Jordbruger
Dagleier og Leiehusman
og Huus Mand, Hus-,
Boelsmand, Tjeneste-, Arbeids-,
Avlskarl, Arbeidsmand 
Landbrug i alt
Landbrugs% af i alt
 
106
154
260
353
%
40,8
59,2
100
73,7
Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. 1848-50 og 1864
I denne gruppe var der 1848-50 ud af 258 personer 14 med stillingsbetegnelser som Murer, Tømrer, Sne(d)ker med mestre, ind imellem samtidigt Huusmand eller Jordbruger og 16 med stillingsbetegnelser som Væver, Skrædder, -Mester, Smed, hvor alle desuden benævnte sig som Husmand. Eller stillingsbetegnelser som Høker, Bødker, Hjuler, Træskomand, Straatækker, ind imellem desuden benævnt Husmand.
Her er der et konstaterbart problem med blandede stillingsbetegnelser.
Ses der bort fra den samtidige yderligere betegnelse som Huusmand, så antages de håndværksmæssige stillingsbetegnelserne her at være den korrekte kategorisering.
Under denne forudsætning var der i alt under første slesvigske krig 30 personer eller 11,7 % med stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l., men hvor de fleste havde nogen konstaterbar og sideløbende tilknytning til landbrug.
I håndværksgruppen var der i 1864 krigen ud af 353 personers stillingsbetegnelser 21 som Murer, Tømrer, Snedker, Maler, Skrædder, Uhrmager med mestre, 18 som både væver og Insidder, Træskomand, Skomager, Træarbeider, Træflisefabrikant, Ølbrygger, Bødker, Smed, Vognfabrikant, Slagter og 6 personer som Møller, -Svend, Mølleforpagtere (begge Rolles og Drabæks Mølle).
I 1864 var der i alt 45 personer eller 12,7 % med stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. 
Landsgennemsnittet for beskæftigede inden for håndværk, industri o.l. var 1860-80 på 22,3 %. Krigsdeltagelsen for håndværk o.l. i An(d)st Herred lå betydeligt under, o. 11-13 %.
Selvom der er ændringer i de konkrete stillingsbetegnelser og færre med tilhørende stillingsbetegnelser som Husmand o.l., så er håndværksgruppens procentandel relativt konstant under begge de slesvigske krige.
Landbrugets faldende procentandel må således være kommet fra andre stillingsbetegnelser.
Stillingsbetegnelser inden for handel, service og andet, herunder uspecificeret
Der var 1848-50 ud af 258 personer en enkelt Høker, som med sin stillingbeskrivelse repræsenterede gruppen handel og service. Desuden var der 8 personer, 3,2 %, som repræsenterede en Skolelærer, Aftægt, Partikuloir, uidentificerede Stillingsbetegnelser og en Jernbanearbeider samt en Ledvogter. 
Der var 1864  ud af 353 personer som repræsentanter for handel og service 8 personer med stillingsbetegnelser som Kornhandler, Kjøbmand, Handelsmand, Høker og Husmand på Landet, 5 personer som Bestyrer på Fattiggaard i Veerst, Holte (Vamdrup) og Bekke[3], 5 personer som Indsidder, 6 personer som henholdsvis Skolelærer, Praktiserende Læge, Ingeniør (fra Veerst), Postbud, Politibetjent, 13 personer ved jernbanen med stillingsbetegnelser som Jernbaneassistent, Vandpumper, Colonne Formand (Vamdrup og Lunderskov), Banearbeider, Ledvogter, Porteur, Maskinpadser, Vognopsynsmand, og 11 uidentificerede.
Det giver 48 personer eller 10,2 % med de ganske sammenbragte stillingsbetegnelser inden for handel og service og 3,1 % for de uidentificerede stillingbetegnelser.
Tallene er ikke så oplysende for gruppens sammensætning, men en ret klar indikation af, at forskydningen i An(d)st Herred i krigsdeltagelsen fra landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser er sket med bidrag fra andre stillingsbetegnelser end håndværk i en gruppe, der sammenfattende kan kaldes handel, service, liberale erhverv og andet, uidentificeret.
Denne gruppe er procentuelt vokset med over 30 % og kan således næsten matche faldet i landbrugets andel på o. 40 %.
An(d)st Herred er som landområde et godt eksempel på, at den almindelige værnepligt fra 1849 kom til at betyde, at krigsdeltagelsen i forhold til folketallet reduceredes i forhold til den konstaterede krigsdeltagelse 1864 i Kolding By, der især har Stillingsbetegnelser inden for gruppen af byerhverv.
I An(d)st Herred er der lidt ud over det almindelige både en læge, en lærer og en ingeniør som krigsdeltagere i 1864. 
Lokaliteterne Skanderup Sogn og Hjarup 
Schleswig, nebst einem theile v. Jutland u. Funen 1850, Konturkoloreret litografi C. Flemming.
Inddelingen af de registrerede erindringsmedaljer for Skanderup Sogn og Hjarup kan som de øvrige gøres op i en fordeling på lokaliteter og på erhverv. 
Der kan konstateres et skifte i den lokale krigsdeltagelse fra især Hjarup og Skanderup til især Lunderskov fra første slesvigske krig til 1864 krigen, som kun kan tages som udtryk for situationen på optællingstidspunktet 1876 og herefter, hvor den nytilkomne stationsby, Lunderskov som beskæftigelsesområde har sat sit præg på ansøgernes antal og stillingsbetegnelser. Også selv om ansøgerne måske som krigsdeltagere har boet andre steder i sognene.
I de anførte stillingsbetegnelser forekommer der helt indlysende kun ansatte ved jernbanen p. gr. af det sene tidspunkt, 1876 og herefter, hvor ansøgningsskemaerne blev udfyldt.
For de mange ved landbrug beskæftigede er det nok et mindre problem med skifte i stillingsbetegnelser fra krigene indtil 1876, men det er både for An(d)st Herred og i de to sogne helt åbenbart misvisende med registrerede jernbaneansatte, som i forhold til de to krige har været en efterfølgende stillingsbetegnelse.

Stillingsangivelserne 1848-50 og 1864 i Skanderup Sogn og Hjarup

Som dokumentation for de efterfølgende undersøgelsesresultater henvises der til de for An(d)st Herred[4] optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje samt tilsvarende for Skanderup Sogn og Hjarup 1848-50[5] og 1864[6].  Desuden er der sammenfattende tabeller[7] til en mere overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser. 
De inden for landbrugserhvervet benyttede stillingsbetegnelser omfattede som anført mange og ganske forskelligartede stillingsbetegnelser.
Lokalitetens stillingsbetegnelser inden for landbrug 1848-50
Vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 45 erindringsmedaljer under første slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogn, var der 37 krigsdeltagende personer, 82,2 % med stillingsbetegnelser inden for landbruget[8]. Heraf havde hovedparten betegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. landarbejder eller Huus-, Boelsmand. Med betegnelsen Gaardeier, Gaardmand var der 5 personer eller 11,1 %.  Hertil kom stillingsbetegnelsen inden for håndværk o.l., der udgjorde 5 personer, 11,1 % med stillingsbetegnelser som Muremester, Snekersven, Tømrer, Høker og Straatækker. Der var en restgruppe på 3 personer, 6,7 % med stillingsbetegnelser som Ledvogter, Sygdom og Gift.[9]
Der er tydeligt tale om krigsdeltagende soldater fra sogne med erhverv tilknyttet landbrug, og her først og fremmest det mindre hartkorn, tyende og landarbejdere. Sammenlignet med An(d)st Herred som helhed udgjorde gruppen med Gaardmand, -eier, det lidt større hartkorn en mindre del, 11,1 % sammenlignet med herredets 25,2 %.

1864 krigen, udviklingen efter første slesvigske krig i lokalområdet

Krigsdeltagelsen i 1864 krigen[10] var stadig hovedsageligt med stillingsbetegnelser inden for landbrug, 42 personer eller 67,7 % af de krigsdeltagende i sognet. 
Krigsdeltagelsen i Skanderup og Hjarup Sogn fra første slesvigske til 1864 krigen viser en ret konstant krigsdeltagelse fra håndværk o.l. på 5-7 personer, 11,1-11,3 %. Stillingsbetegnelserne 1864 var 2 Vævere, heraf desuden en også angivet som Indsidder, 4 Skræddere, 1 Smed.
I 1864 kom hertil 3 Møllere, 1 fra Skanderup og 2 Mølleforpagtere på henholdsvis Drabæks og Rolles Mølle. Også 1864 i samme gruppe af blandede stillingsbetegnelser med i alt 13 personer eller 21 % var der som yderligere stillingsbetegnelser angivet 2 som Insider, Indsidder, 6 angivet som Jernbaneassistent, Vandpumper ved Banen, Stationsforvalter, Ledvogter i Dollerup, Colonne Formand, 1 Politibetjent og 1 Huseier.
Sammenholdes krigsdeltagelsen i Skanderup Sogn og Hjarup fordelt på anførte stillingsbetegnelser med lokalområdets krigsdeltagelse i forhold til folketallet[11], så kan det konstateres, at ganske vist formindskedes den procentuelle krigsdeltagelse for stillingsbetegnelser inden for landbruget fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 82,2 til 67,7 %, men i forhold til folketallet skete der også en forøgelse i krigsdeltagelsen.
Det er især ansatte ved den først i 1866 anlagte jernbane, der afløser krigsdeltagelsen fra landbrugets faldende andel.
Det er en væsentlig variant i forhold til krigsdeltagelsen i An(d)st Herred som helhed, hvor landbrugets faldende andel især kom fra handel, service o.l.
Den forøgede krigsdeltagelse for andre end stillingsbetegnelser inden for landbrug peger i retning af en realisering af 1849 lovens intentioner om at gøre værnepligten om ikke almindelig så mere almindelig. Der må her helt klart tages forbehold over for de i 1876 anførte stillingsbetegnelser inden for jernbanedriften, der meget vel kan have haft udgangspunkt i stillingsbetegnelser inden for landbrug.[12]

Folketællinger, erindringsmedaljer og krigsdeltagelse

I vurderingen af hvem og hvor mange, der var soldater i de slesvigske krige, forekommer det rimeligt at antage, at tallene for ansøgere til erindringsmedaljer må være retvisende i forhold til folketællingernes registrering.  
En kontroloptælling af Skanderup Sogns folketal i 1850 folketællingen viser et folketal inkl. kvinder og børn på 1056 personer,[13] hvor Hjarup Sogn ved 1850 tællingen havde optalt 468 personer.[14] Befolkningsmæssigt har de to sognes folketal nok kunnet betinge de 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup, der er registreret og godkendt som erindringsmedaljeansøgere.
Muligheden for at en del af de krigsdeltagende soldater har været afgået ved døden på tidspunktet, hvor der kunne søges erindringsmedalje, er så absolut en mulighed med en estimeret ansøgningsalder i 1876 på 52 år og levealderen den gang. Som illustration til problemet kan der henvises til, at der er registreret ansøgere til erindringsmedalje, der har anført sig som værende på "Aftægt" i Høislev, Ørum, og Hald, Ørslevkloster Sogn[15]. 
Alligevel er det forbavsende, at kun 3 ud af de 12 i 1850 folketællingen som soldater registrerede i Skanderup Sogn har søgt om erindringsmedalje[16].
Hvis det skulle være landsdækkende - at det kun var en fjerdedel af soldaterne i krigen 1848-50, der søgte om erindringsmedalje i 1876 og herefter - så ville det betyde, at de 36361 godkendte ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50 kun skulle være udtryk for en fjerdedel af treårskrigens deltagende soldaterne, hvilket ikke kun er usandsynligt, det er udelukket.
Krydskontrollen af folketællingerne og erindringsmedaljeansøgningerne kunne meget vel tyde på, at der især i treårskrigen kan have været indkaldt betydeligt flere soldater end de 36361, ansøgere til erindringsmedaljer, som er blevet godkendt.
Det må således formodes både landsdækkende og i Skanderup og Hjarup Sogn at have været flere indkaldte soldater end de som ansøgere og godkendte til erindringsmedalje.
Faldne, døde fra Skanderup og Hjarup Sogn under de slesvigske krige
Ud over de som krigsdeltagende registrerede soldater, var der 1850 registreret 5 faldne fra Skanderup og Hjarup Sogn[17], heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Dollerup og 1 fra Hjarup. Dødsregistreringen tyder på, at det formentlig har været under første slesvigske krigs blodigste slag, der fandt sted ved Isted 25. juli 1850[18], hvor der var 3258 døde og sårede på dansk, 2806 på slesvig-holstensk side.[19] Tallene varierer efter opgørelsesmetode, men eksemplificerer under alle omstændigheder, at under første slesvigske krig var den danske sejr dyrekøbt. 
Det har ydermere været muligt at identificere 5, muligvis 6 fra Skanderup og Hjarup Sogn, som faldt i 1864,[20] heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Hjarup og 1 fra Dollerup. Den sjette er vanskeligt identificerbar, men kan muligvis antages at have været fra Skanderup.
I Skanderup Sogn har man ud over en mindesten i Gelballe Skov fulgt traditionen syd for kongeågrænsen op med en mindesten for ukendte soldater. I Skanderup blev de ukendt faldne optalt til 3, faldet under kampene ved Ejstrup.[21]
Ved en temmelig nøje gennemgang af Sønderjyllands Museums samling af mindesten[22] er der fundet yderligere nok en i 1864 falden soldat med formodet lokalt tilhør, Niels Nielsen Lind, Hjarup. I V. Cohens registrering[23] var der 5 faldne i 1864,[24] som af Cohen er registreret til at have været fra Skanderup Sogn og Hjarup. Her figurerer Niels Nielsen Lind, Hjarup ikke.
Der kan findes adskillige registreret, både danske og tyske soldater, der faldt v. slagene i og omkring Kolding 23. april 1849. Men alle uden konstaterbart lokalt tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.
Hvor der lokalt har været 10-11, muligvis 12 registreret som døde i løbet af de to slesvigske krige,[25] med den over gennemsnitlige krigsdeltagelse og med den geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, så kunne man måske forvente en speciel lokal variant af nederlagets nationalisme i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid.
Det kræver adgang til et noget bredere og mere repræsentativt erindringsmateriale end det benyttede at kunne slutte noget mere præcist herom. Men tilsyneladende blev der netop i landsognet Skanderup og Hjarup ud af de her undersøgte lokalområder især og snarest tale en religiøs frem for en national kulturkamp[26] i kølvandet på de slesvigske krige i form af en temmelig indædt konflikt mellem Indre Mission og en heraf affødt valgmenighedskirke.
I den grundtvigiansk- og højskole orienterede del af kulturkampen var der tydelige nationalistiske elementer, som ikke ses komme til udtryk i områdets indremissionske bevægelse. 
I tilgift til de konstaterbart faldne kommer de savnede soldater. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater,[27] med tilhørende katalognumre,[28] dog tilsyneladende ingen med tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.
Sammenfattende om landdistrikterne i An(d)st Herred, herunder Skanderup, Hjarup Sogn
Der kan med den benyttede kategorisering konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i An(d)st Herred, i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Det antaget lidt større hartkorn i stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, udgjorde i An(d)st Herred 10,9-12,7 %, i Skanderup, Hjarup Sogn 11,1-9,7 %, altså under herredsandelen og med faldende tendens frem til 1864 i modsætning til herredets stigende procentandel.
Landdistriktet An(d)st Herred lå stillingsbeskrivelses- og erhvervsmæssigt langt over den gennemsnitlige befolkningsandel, der var beskæftiget inden for landbrug m.v. Den landsdækkende andel er for 1860-80 beregnet til 48,0 %.[29]
Det kan desuden konstateres, at Skanderup og Hjarup sogn havde med en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen end resten af An(d)st Herred, hvilket formentlig skyldes, at jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og medførte de konstaterede ændringer i stillingsbetegnelserne, hvor landbruget ellers i sognet før jernbanens ankomst dominerede mere markant.   

Lokaliteten Kolding By

I forhold til stillingsbetegnelserne i An(d)st Herreds landområder kan Kolding by, købstad, Vejle Amt naturligvis fremvise mere omfattende og noget anderledes stillingsbetegnelser.
Der foretages også i Kolding By en hovedopdeling med stillingsbetegnelser, der kan henregnes til beskæftigelse inden for landbrug, set i forhold til andre stillingsbetegnelser.
I en større by som Kolding må der forventes forskellige former for stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l., handel, service o.l. samt en gruppe af stillingsbetegnelser for det bedre borgerskab i øvrigt.
Som dokumentation henvises der til de for Kolding By og Købstad [30] optalte, bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje. Der er også for Kolding sammenfattende tabeller[31] til en mere overskuelig præsentation af de fra 1876 benyttede stillingsbetegnelser. 
Det ville også i Kolding have været værdifuldt at kunne skelne mellem ejere og forskellige former for ansat og lejet arbejdskraft. Det tillader materialet ej heller her, kun sporadisk. Dertil er der ikke spurgt og svaret præcist nok i 1876.
Der kunne for så vidt i tiden omkring og fra 1876 i Kolding være tvivl om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, der i princippet kunne være en på denne og en lidt senere tids ufaglærte arbejdskraft inden for de sekundære erhverv, men som i det benyttede materiale i en række konstaterbare tilfælde klart har vist sig at være en betegnelse, der er dækkende for landarbejdere, daglejere o.l.[32] Dette gælder naturligvis især, når det drejer sig om landsogne som Skanderup og Hjarup samt An(d)st Herred. I Kolding er det en mere tvivlsom antagelse.
Der har sikkert været landarbejdere bosat i den tids Kolding, men om det gælder alle, der har angivet stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, er det umuligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag, ansøgningerne om erindringsmedaljer.[33] Der kan dog næppe være tvivl om, at stiilingsbetegnelsen dækker over den tids socialt lavest placerede i både land- og byerhverv, i byerhvervene - som i Kolding - så muligvis også i nogen udstrækning en stillingsbetegnelse for den tids ufaglærte arbejdskraft.
Hvor det har været muligt og direkte angivet i de ansøgninger om erindringsmedalje, hvor der er andre stillingsbetegnelser i kombination med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som klart er sekundære erhvervsbetegnelser, er disse blevet udskilt som de arbejdere i de sekundære erhverv, som deres stillingsbetegnelser peger hen på.

Stillingsbetegnelser inden for landbrug i Kolding i de to slesvigske krige

De registrerede erindringsmedaljer for Kolding By viser i en sammenlignende opstilling med grupperede stillingsbetegnelser for begge de slesvigske krige, at der vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 111 erindringsmedaljer for deltagere i første slesvigske krig og 202 for deltagere i 1864 krigen i Kolding By, Købstad kan konstateres en gruppe med direkte tilknytning til landbrug i form af stillingsbetegnelser som Fæstemand Koldinggaard, Dagleier, Gartner, Huusmand, Landarbeider, Gaardekarl, hvor der 1848-50 var 9 personer, hvortil kom 22 med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, der her anses for at have været landarbejdere. Det kan dog ikke afvises, at en større eller mindre del af de 22 personer med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand kan have været beskæftiget i sekundære erhverv som ufaglært arbejdskraft på ansøgningstidspunktet 1876.
Sammenlagt udgjorde disse 31 personer 27,9 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50.[34] Alternativt udgjorde de 9 personer med helt sikker landbrugstilknytning 8,1 %.
Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for deltagelse i 1864 krigen har 13 personer med direkte tilknytning til landbrug samt 28 med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand. Her som ved første slesvigske krig er andre arbejdere end de direkte som Arbeidsmand anførte fjernet, og stillingsbetegnelsen Arbeidsmand for de medtagne formodes også her at have været landarbejdere, blot bosat i byen Kolding. 
Sammenlagt udgjorde disse 41 personer 20,3 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1864.[35] Alternativt udgjorde de 13 personer med direkte tilknytning til landbrug 6,4%.
Der kan konstateres et svagt men ikke bemærkelsesværdigt fald i stillingsbetegnelser knyttet til landbrug fra første til anden slesvigske krig i Kolding. Og dette uanset, om stillingsbetegnelsen Arbeidsmand medregnes under landbrug eller sekundære erhverv.[36]

Stillingsbetegnelser inden for håndværk, industri o.l. i Kolding i de to slesvigske krige

En gruppe med anførte stillingsbetegnelser for andre arbejdere end direkte opgivet som Arbeidsmand var Fabriks-, og Maskinarbeider, Tobaks-, Cigararbeider, Lagerarbeider, Ølhenter. I denne kategori var der i 1848-50 og 1864 tilkendegivet 5 henholdsvis 13 personer. 
Sammenlagt udgjorde de 5 personer 5,4 % af bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje 1848-50,[37] i 1864[38] udgjorde de 13 personer 6,4 %. 
Gruppen af forskellige former for håndværk 1848-50 havde stillingsbetegnelserne Murer, Tømrer, Skibstømrer, Sneedkermester, Mestersvend Skibsværftet, Skomager (Mester), Skrædder, Væver, Sadelmager, Bøtker, Klodsmager, Maler, Fotografik, Kalkværksbestyrer, Brenderibestyrer, Borger og Mester.
1864 var stillingsbetegnelserne Murer, Uhrmager, Skrædder, Smed, -mester, Skomager, Farver, Snedker, Tømrer, Skibstømrer, Bager, Slagter, Bødker, Gjørtler, Maler, Sadelmager, Typograf, Rullemand, Stenhugger.
Sammenlagt udgjorde 36 personer 32,4 % af de bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje i 1848-50[39] og 97 personer 48,0 % i 1864.[40]
Der var tale om både mestre og svende.
Der kan i Kolding konstateres en stigning i stillingsbetegnelser knyttet til håndværk fra første til anden slesvigske krig, der regnet i procentpoint overgår faldet i landbrugets andel i krigsdeltagelsen.  

Stillingsbetegnelser inden for en gruppering af handel, service og blandet bedre borgerskab i Kolding

I denne temmelig sammenbragt gruppe af stillingsbetegnelser finder man 1848-50 Detaillist, Kjøbmand, Vognmand, Kusk, Bybud, Logi, Telegrafbud, Procurator, Skovfoged og Markmand, Stormmaaler, Hospitalsforstander, Politibetjent, Amtmand, Toldassistent, Værtshusholdere, Gæstgivere.
Disse stillingsbetegnelser udgjorde tilsammen 30 personer eller 27,0 % i 1848-50.
I samme gruppering finder man 1864 Kjøbmand, Detailhandler, Handelsmand, Commis, Marschandiser, Toldofficiant, Politibetjent, Bestyrer af Apotek,[41] Dyrlæge, Musicus, Instrumentsliber, Møller, Møllebygger, Ølbrygger, -handler, -tapper, Værtshus-, Kroholder, Giestgiver.
Denne kategoris stillingsbetegnelser udgjorde sammenlagt 56 personer eller 27,7 % i 1864.
Gruppen med stillingsbetegnelser inden for handel, service og blandet, bedre borgerskab er konstaterbart forøget på niveau med håndværksgruppen i løbet af de to slesvigske krige, og har udgjort en temmelig stor andel af de krigsdeltagende soldater i begge de slesvigske krige.[42] 

Stillingsgrupper med uidentificerbare, blandede og fåtallige stillingsbetegnelser i Kolding

Den i realiteten misvisende gruppe 1848-50 med stillingsbetegnelser inden for den først efter de slesvigske krige etablerede jernbanedrift har 2 stillingsbetegnelser som Jernbane Arbeider og -Restauratør. I 1864 er der 5 tilsvarende stiilingsbetegnelser som Stationsbud ved Kolding Jernbane, Karl ved Jysk Fynske Jernbaner, Jernbaneassistent, Jernbanebetjent og Ledvogter, Portør ved Jernbanestationen Kolding.
Der er desuden en gruppe ikke-identificerbare, d.v.s. ulæselige og fåtallige stillingsbetegnelser som Graver, Brøndborer, Ølhenter, Fattiggaard, Invalid o.l., som 1848-50 udgjorde 14 personer, 12,6 %, og som 1864 udgjorde 8 personer, 4,0 %.[43]   

Sammenfatning Kolding By

De anførte resultater i simplificeret tabelform er kommenteret i forhold til de originale angivelser af stillingsbetegnelserne i ansøgningsskemaerne.
Arbeidsmand er udskilt fra landbrug. Andre arbejdere, heraf 6 i 1848-50 og 13 i 1864 er medregnet under håndværk o.l. Stillingsbetegnelser, der er relateret til jernbanen er sammen med uidentificerede og specielle medregnet under andet.
Grupperet fordeling af deltagende soldaters stillingsbetegnelser i Kolding i de slesvigske krige 1848-50 og 1864
 
1848-50
%
1864
%
Landbrug
9
8,1
13
6,4
Arbeidsmand
22
19,8
28
13,9
Håndværk o.l.
36
32,4
97
48,0
Handel, service o.l.
30
27,0
56
27,7
Andet
14
12,6
8
4,0
 
111
100,0
202
100,0
I Kolding var der som i Skanderup og Hjarup Sogn i begge de slesvigske krige en relativt dominerende stillingsbetegnelse, Arbeidsmand, der sammen med stillingsbetegnelser som arbejdere o.l. udgjorde 25,7 % og 21,8 % i henholdsvis 1848-50 og 1864 af alle stillingsbetegnelserne. 
Til gengæld var der i Kolding naturligvis ikke andre nævneværdige stillingsbetegnelser i relation til landbrug - de udgjorde under begge de slesvigske krige 6-8 % af stillingsbetegnelserne.
Stillingsbetegnelser inden for handel, service o.a. bedsteborgerlige stillingsbetegnelser udgjorde under begge de slesvigske krige o.  27 % af stillingsbetegnelserne, omkring en fjerdedel med svagt stigende tendens. Og temmelig usædvanligt kan Kolding 1864 også inkludere både en dyrlæge og en apoteker blandt modtagerne af erindringsmedalje, hvilket konstaterbart[44] ikke var tilfældet 1848-50.
Krigsdeltagelse for gruppen med stillingsbetegnelser inden for service, handel m.v. kan muligvis i nogen udstrækning forklares med kampene i og omkring Kolding i 1849. Der var i Kolding ingen lokale tab under de slesvigske krige, men markante træfninger i selve byen og omkringliggende områder kan måske have været medvirkende årsag til krigsdeltagelse for denne gruppering.
Stillingsgruppen håndværkere, der omfattede både mestre og svende udgjorde 32,4 % i første slesvigske krig. I 1864 krigen udgjorde denne gruppe 48,0 %.
Denne stigning i andelen af håndværkere fra første slesvigske krig til 1864 krigen kunne meget vel være et resultat af den almindelige værnepligt, som blev indført ved lov 12. februar 1849[45] som en konsekvens af ikke mindst borgerkrigens uroligheder i 1848.
Der var i loven undtagelsesbestemmelser, som det næppe har været muligt for almindelige håndværkere at benytte. Derimod fremgår det af oplysninger fra en den gang - i 1849 - i Kolding beskæftiget farmaceut, senere apoteker,[46] at han ikke blev indkaldt til militærtjeneste p. gr. af lovens undtagelsesbestemmelser.
Murere og Tømrere var de dominerende stillingsbetegnelser inden for håndværks kategorien 1848-50. Murere udgjorde i de to krige henholdsvis 7,1 og 6,9 % af alle stillingsbetegnelser. Gruppen af Tømrere, Skibstømrere, Snedkere, "Mestersvend paa Skibsværftet", der formodes at have været skibstømrer, udgjorde 8 % af alle 1848-50, men i 1864, hvor de dominerende håndværksgrupper stadig var Murere, Tømrere, Skibstømrere, var det nu med en dominerende håndværksgruppe af Snedkere med en samlet andel på 9,4 % af alle.
Krigsdeltagelsen i Kolding By, Købstad 1848-50 med 1,8 % i forhold til folketallet lå betydeligt under landsgennemsnittet på 2,3 %. Dette forhold ændrede sig markant med krigsdeltagelsen i Kolding i 1864, hvor landsgennemsnittet var 2,8 %, medens krigsdeltagelsen for Kolding by 1863 var 3,2 % af folketallet, betydeligt over landsgennemsnittet. Ikke helt så høj krigsdeltagelse som landsognet Skanderup med 3,9 % af folketallet, men med højere krigsdeltagelse end i An(d)st Herred med 2,9 %[47].
Sammenholdt med spredningen på de udvalgte grupper af stillingsbetegnelser kan man formode, at erfaringerne i Kolding By med krigshandlingerne i 1849 muligvis kan have medført en forøget villighed til krigsdeltagelse i 1864 end den, der var forudsat i loven om den almindelige værnepligt. 
De tapre landsoldater i de slesvigske krige i Kolding og på egnen omkring Kongeåen var bønder i den forstand, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand var en landarbejder, men det er umuligt at konstatere, hvor mange under denne stillingbetegnelse, der har været daglejere, landarbejdere o.l. i Kolding By.
Der har både i byen Kolding og i Skanderup og Hjarup Sogn været en stor gruppe med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som må skønnes at have været den tids betegnelse for landarbejdere, hvilket også er direkte konstaterbart i flere af de anførte stillingsbetegnelser.[48] Men alternativt er det umuligt at afgøre, hvor mange, der har været ufaglært arbejdskraft i Koldings sekundære byerhverv, der fra 1840’erne var i tydelig vækst,[49] og det er konstaterbart, at der I byen Kolding i krigsdeltagelsen var en klar dominans især i 1864 krigen af forskellige former for håndværk, som samlet i en fælles kategori blev den største gruppe i 1864 med 48 % af alle de registrerede stillingsbetegnelsers krigsdeltagelse i Kolding.

Lokaliteten Fjends Herred[50] 

Her undersøges et samlet regionalt område omkring Limfjorden på herreds niveau i forhold til det sogne- og det bymæssige niveau med Ørslevkloster Sogn, Skive og Viborg By, Købstad. 
Dokumentationen for denne del af undersøgelsen ses i Stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864 for Fjends Herred med de hertil ydermere grupperede, til undersøgelsen valgte stillingskategorier, 1848-50 og 1864.[51]

Krigsdeltagelse og folketal i Fjends Herred

I forhold til folketallet ligger krigsdeltagelsen lavere i Fjends Herred end i landområderne ved Kongeåen med hele An(d)st Herred, herunder Skanderup Sogn, nemlig en krigsdeltagelse i Fjends Herred med 2,1 og 2,4 % i de to slesvigske krige mod 2,9 % for An(d)st Herred i begge krige og i Skanderup og Hjarup Sogn med henholdsvis 2,9 og 3,9 % i de to krige.[52]
Den lavere krigsdeltagelse i dette landområde i forhold til landområdet ved Kongeåen kan tjene som en indledende konstatering, der i den videre undersøgelse skal suppleres med dette landområdes krigsdeltagelse i forhold til de udvalgte byområder Skive og Viborg, som også er udvalgt fra Limfjordsområdet.
Der blev i herredet for krigen 1848-50 indgivet og bevilget 157 ansøgninger om erindringsmedalje. Tilsvarende blev der for krigen 1864 indgivet og bevilget 184 ansøgninger om erindringsmedalje.[53] 

Stillingsbetegnelser inden for landbrug i Fjends Herred

I første slesvigske krig er der stort set kun registreret ansøgere til bevilgede erindringsmedaljer for personer med stillingsbetegnelser inden for landbrug, nemlig 152 personer, 96,8 % af alle, hvor stillingsbetegnelser som Gaardmand, -eier, Landmand, Jordbruger, Fiskeri, Avlsbruger, Huus-, Hus-, Boels-, Bolsmand, Husfæster, Tjenestekarl, udgjorde 133 personer.
Der var 19 ansøgninger med stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand", som må formodes at have været daglejere, landarbejdere, som er inkluderet i gruppen med landbrug. 
Endelig var der 5 personer med andre stillingsbetegnelserne.
Gaardmand-, eier udgjorde 50 personer eller 31,8 % af alle, en betydelig repræsentation af det bedre hartkorn over for de resterende 102 personer, 65,0 % af alle, som repræsentanter for det mindre hartkorn med Husmand o.l., tyende og daglejere[54].
Stillingsbetegnelser i Fjends Herred 1848-50 af 157 bevilgede ansøgninger    
Landbrug         
Gaardmand
Landmand, Jord-, Avlsbruger,
Fiskeri, Huus-,Boelmand,
Husfæster, Tjenestekarl,
Arbeis-, Aftægtsmand, Insider
Skovfoged, Tømrer,
Uidentificeret
I alt
152
50
102
5
157
96,8
31,8
65,0
3,2
100 %
I Fjends Herred var i første slesvigske krig soldater-, krigstjenesen helt dominerende, med 96,8 % hentet fra stillingsbetegnelser inden for landbrug.
Til sammenligning var der i An(d)st Herred 218 personer eller ”kun” 85,2 % med Stillingsbetegnelser inden for forskellige grupperinger af landbrug i første slesvigske krig.
Heraf udgjorde omkring en fjerdedel, 26,6 % af de krigsdeltagende personer stillingsbetegnelser som Gaardmand, -Eier eller Selveier, hvilket her karakteriseres som det bedre hartkorn.
I 1864 krigen afveg Fjends Herred ikke meget men dog noget, idet de 184 bevilgede ansøgninger om erindringsmedalje for langt de flestes vedkommende stadig havde stillingsbetegnelser inden for landbrug med 159 personer eller 85,9 %.
Stillingsbetegnelserne under landbrug var Gaardeier, -mand, forpagter, Landmand, Tjenestekarl, Jordbruger, Røgter, Avlsmand, Lanmand, Huusmand, Husmand, Landarbeider, Bols-, Boelsmand, Arbeids-, Arbejdsmand, Indsidder, Fisker, Gartner, Skovfoged.
1864 udgjorde stillingsbetegnelsen Gaardeier, -mand, -forpagter 43 personer eller 23,2 %, der repræsenterede det bedre hartkorn, medens det mindre hartkorn med husmand o.l. samt daglejere, tyende o.l. udgjorde 116 personer eller 62,7 %[55].
Til sammenligning var krigsdeltagelsen inden for stillingsbetegnelser med landbrug i An(d)st Herred 85,2 og 73,7 % i henholdsvis første slesvigske krig og 1864 krigen. Her var det bedre hartkorns krigsdeltagelse med o. 11-12 % betydeligt lavere end de tilsvarende 23 - 27 % i Fjends Herred i 1864.
Stillingsbetegnelser i Fjends Herred 1864 af 184 bevilgede ansøgninger
 
Landbrug  
I alt og % af i alt 184.      
Gaardeier, -mand,
forpagter
Landmand, Tjenestekarl,
Jordbruger, Røgter,
Avls-, Lanmand, Huusmand,
Landarbeider, Boelsmand,
Arbeidsmand
Insidder, Gartner,
Skovfoged
I alt
159
43
110
6
184
86,4
27,0
69,2
3,8
%

Stillingsbetegnelser inden for håndværk o.l. i Fjends Herred

Af de resterende 5 personer, der i første slesvigske krig ikke kunne henregnes under landbrug, var der 1 stillingsbetegnelse som Skovfoged, 2 som Tømrer og 2 uidentificerbare.
I 1864 krigen var der Inden for håndværk o.l. 15 personer, 8,1 % med stillinsbetegnelser som Teglbrænder, Gaard- og Teglværkseier, Tømrer, Murer, Snedker og Indsidder, Møller, MølleBygger, -Svend.
Der var ikke mange håndværksfag repræsenteret i krigsdeltagelsen, men dog flere 1864 end i første slesvigske krig.

Stillingsbetegnelser handel, service og andet i Fjends Herred

I første slesvigske krig er der ingen registreret i denne blandede gruppe, hvor der 1864 var 11 personer, 6 % med stillingsbetegnelserne Købmand, Detailist, Paa Forsorg, Skolelærer og Kirkesanger, Statsbanerne samt 5 uidentificerbare.
Selv om Fjends Herred fra første slesvigske krig til 1864 krigen reducerede landbrugets andel, er der stadig tale om en ganske dominerende andel fra landbruget, velsagtens nok, fordi dette erhverv har været stort set det eneste, dog med en mindre tilkomst af håndværks-, handel m.fl. erhverv i 1864. 
I An(d)st Herred var der tilsvarende i 1864 krigen 260 personer eller ”kun” 73,7 % med Stillingsbetegnelser inden for landbrug.
I begge landområderne, Fjends og An(d)st Herred er der tale om et fald i landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser fra første slesvigske til 1864 krigen, men i Fjends Herred med markant flere landbrugstilknyttede stillingsbetegnelser end i An(d)st Herred. For så vidt to modsatrettede tendenser, når man medtager krigsdeltagelsen i forhold til folketallet, der var 2,9 % i begge slesvigske krige i An(d)st Herred mod 2,1 og 2,4 % i Fjends Herred, faktisk den laveste i begge slesvigske krige blandt de udvalgte landområder.

Lokaliteten Fjends Herred med Ørslevkloster Sogn  

Stillingsbetegnelserne for at have deltaget i første slesvigske krig omfatter i det lille landsogn Ørslevkloster 21 personer, der alle kan rubriceres inden for landbrug, nemlig som Gaardmand, Huus-, Hus-, Boelsmand, Landmand, Jordbrug og Fiskeri, Arbeidsmand, Tjenestekarl, Aftægtsmand.
Heraf 4 eller 19 % med stillingsbetegnelsen Gaardmand, det lidt større hartkorn mod 17 eller 81 % med stillingsbetegnelser som Huusmand o.l., det lille hartkorn samt tyende, aftægt o.l.
Krigsdeltagelsen faldt 1864 fra 21 personer i første slesvigske krig til i 1864 krigen kun at udgøre 15 personer[56].
Selv for et landsogn er det bemærkelsesværdigt, at der 1864 kun var en møllebygger og en skovfoged, velsagtens i skoven til herregården Ørslev Kloster, der i stiilingsfortegnelserne varierer i forhold til de ved landbrug beskæftigede. 1864 var der kun en enkelt Gaardmand, det lidt større hartkorn. Resten var det mindre hartkorn, Fisker og en Gartner.
Og sammenlignet med landsognet Skanderup Sogn og Hjarup er der kun en minimal repræsentation af stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. daglejere, landarbejdere. Der var i dette landsogn ej heller tilkommet en jernbane, der som andre steder, også i landsognene Skanderup og Hjarup i 1876 satte sit præg på stillingsbetegnelserne.
Derimod var der både 1848-50 og 1864 stillingsbetegnelser med fiskeri, som kan tilskrives beliggenheden ved Limfjorden[57]. 

Lokaliteten Skive By

De registrerede erindringsmedaljer for Skive By[58] bærer præg af, at der til byområdet også hørte deciderede landområder i det, der den gang var byens yderområder.
Der blev til første slesvigske krig fra Skive By, Købstad indsendt og bevilget 58 ansøgninger om erindringsmedalje for krigsdeltagelse.
Der skal for Skive som for de øvrige byområder tages forbehold over for placeringen af stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som her i den indledende tabeloversigt er placeret særskilt under både landbrug og håndværk o.l. Der er helt afgjort ikke tale om et enten eller, demonstreret som stillingsbetegnelsen her er placeret for overskuelighedens skyld.
Stillingsbetegnelser 1848-50 og 1864, Skive[59]
1848-50
1864
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
Landbrug incl. Arbeidsmand
%
Landbrug excl. Arbeidsmand
%
34
58,6
21
36,2
21
31,8
9
13,6
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. excl. Arbeidsmand
Håndværk o.l. incl. Arbeidsmand
12
20,7
25
43,1
21
31,8
33
50,0
Handel, service, andet
Handel, service, andet
12
20,7
12
20,7
24
36,4
24
36,4
I alt    58    
100,0
58
100,0
66
100,0
66
100,0

Stillingsbetegnelser i Skive inden for landbrug

Den mangelfulde viden om, hvad stillingsbetegnelserne anno 1876 de facto dækker over, giver en heraf følgende tvetydighed i flere af de heraf afledte slutninger.
Af de 34, potentielt kun 21 stillingsbetegnelser inden for landbrug var der 2 Gaardmænd 1848-50, men ingen af de 21, potentielt kun 9 i 1864 var med stillingsbetegnelser fra det lidt større hartkorn. Stillingsbetegnelserne Husmand, Huusmand, Boelsmand figurerer med 11 personer eller 19 % 1848-50. I 1864 var der ikke registreret personer med disse stillingsbetegnelser.
I begge de slesvigske krige var i Skive stillingsbetegnelsen Arbeidsmand - ligesom i landlokaliteten An(d)st Herred ved Kongeåen - den som enkeltstående stillingsbetegnelse dominerende. I An(d)st Herred med henholdsvis 21,7 % og 15,3 % af stillingsbetegnelserne 1848-50 og 1864, i Skive med 13 personer, 22,4 % i første slesvigske krig, i 1864 krigen 12 personer, 18,2 % med stillingbetegnelsen Arbeidsmand. 
I tabellen forudsættes det, at denne stillingsbetegnelse kan have dækket over forskellige former for landarbejdere eller alternativt ufaglært arbejdskraft i de sekundære erhverv i Skive by. Den alternative gruppering for stillingsbetegnelsen er derfor håndværk o.l., hvor det desværre er helt umuligt at nuancere i forhold til et enten, eller.
Af andre stillingsbetegnelse, grupperet under landbrug var der i første slesvigske krig angivet 6 personer som Landmand, Land- eller Avlsbruger, 1 Dagleier og 1 Fisker, 8 personer i alt.
I 1864 var der 21 personer med andre stillingsbetegnelser inden for landbrug 3 Gaards-, Tjenestekarl, 1 Fattiggaardsbestyrer, 1 Fisker, 4 Landmand eller Jordbruger. 
Krigsdeltagelsen for landbrug fra første slesvigske krig til 1864 krigen faldt fra 58,6 til 31,8 %, hvis Arbeidsmand er helt inkluderet som arbejdskraft i dette erhverv. Ellers har faldet i landbrugets krigsdeltagelse været fra 36,2 til 13,6 %.
Under alle omstændigheder et stort og betydeligt fald.

Stillingsbetegnelser i Skive inden for håndværk o.l.

Lige så sikkert, som der kan konstateres et fald i krigsdeltagelsen inden for grupperingen landbrug fra første slesvigske krig til 1864 krigen, lige så sikkert kan der i Skive konstateres en stigning i krigsdeltagelsen inden for grupperingen håndværk o.l. Her er stigningen excl. Stillingsbetegnelsen Arbeidsmand fra 12 til 21 personer, fra 20,7 til 31,8 %. Incl. Arbeidsmand er stigningen fra 25 til 33 personer, fra 43,1 til 50,0 %
Stillingsbetegnelserne under første slesvigske krig var 3 Skomager, -mester, 2 Snedker hvoraf 1 også Møbelhandler, 1 Rebslager, 4 Murer, -mester, 1Tømmermester, 1 Naalmager Skive Fattiggaard.
Stillingsbetegnelserne 1864 var 5 Skomager, -svend, -mester, 1 Sadelmagermester, 1 Slagter, 1 Blikkenslager, 3 Maler, -mester, Farver, 1 Smed, 1 Bødker, 1 Uhrmager. 
De to stillingsgrupper inden for henholdsvis landbrug og håndværk o.l. kan som krigsdeltagende med den indbyggede usikkerhed omkring stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok bedst anskues i relation til den sidste gruppering med handel, service, andet, hvis forøgelse i krigsdeltagelsen svarer til den samlede nedgang i landbrug, relativeret ved fremgangen i håndværk o.l.

Stillingsbetegnelser i Skive inden for handel, service og andre, blandede erhvervsgrupper

Som samlet gruppe forøgedes krigsdeltagelsen for handel, service og andet fra 12 til 24 personer, fra 20,7 til 36,4 % i krigsdeltagelsen[60].
Under første slesvigske krig omfattede denne gruppe 5 personer med stillingsbetegnelserne 3 Kjøbmand, Købs-, Detailhandel, 1 Vertshusholder, 1 Bankbogholder, som tilsammen udgjorde 8,6 %.
I en blandet gruppe var der 2 Banearbeider, Pakhuskarl Skive Station, 1 Kongelig Toldassistent, 1 Betjent, 1 Pakhuskarl, 2 uidentificerbare, som tilsammen udgjorde 7 personer eller 12,1 %[61].
Under 1864 krigen var der 11 personer, 16,7 % med stillingsbetegnelser inden for gruppen handel og service, heraf 2 Kjøbmand, 4 Verts-, Værtshusholder, Restauratør, Hoteleier, 1 Marskandiser, 1 Conditor, 1 Boghandler, 1 Manufaktur, 1 Træhandler.
I en blandet gruppe var der 13 personer, 19,7 %, heraf 2 Skolelærere (i Landsogn), 1 Bestyrer af Realskole, 1 ansat ved Banen. De resterende 9 var 1 Opsynsmand, 1 Fører (af Lokomotiv?), 1 Staldforpagter, 1 Ungkarl, 5 uidentificerbare. 
Som et ganske vist lidet og fattigt byområde startede Skive i første slesvigske krig med stor krigsdeltagelse fra stillingsbetegnelser inden for landbrug, 58,8 %, som faldt til 31,8 % i 1864 krigen, såfremt stillingsbetegnelsen Arbeidsmand henregnes under landbrug. Ellers fra 36,2 til 13,6 %.
Ændringen i krigsdeltagelsen fordelt på grupperede stillingsbetegnelser skete fra landbrug især og håndværk o.l. til en næsten jævn tredeling mellem landbrug, håndværk o.l., med handel, service og blandede stillingsbetegnelser i den sidste tredjedel.
Skiftet kan formentlig også her primært forklares med intentionerne i loven om almindelig værnepligt 12. februar 1849, hvor Skive By forekommer relativt eksemplarisk.
Lokaliteten Viborg By[62]
I modsætning til landstendensen, hvor det størrelsesmæssige forhold mellem ansøgningerne om erindringsmedalje 1848-50 og 1864 var 42,6 % mod 57,4 % af alle ansøgningerne, så har Viborg 1864 færre, nemlig 85, hvor der 1848-50 var 101 ansøgninger[63]. Stort set omvendt resten af de her gennemgåede lokaliteter, samt resten af landet, hvor der kan konstateres flere krigsdeltagere i 1864 end i første slesvigske krig.
Stillingsbetegnelserne i de indsendte ansøgninger om erindringsmedaljer for Viborg By, Købstad har i dokumentationstabellen for begge de slesvigske krige[64] angivet den lokalitet, Viborg Mark, hvor Stillingsbetegnelser inden for landbrug især er placeret. Også her er der indlagt mulighed for kald til dokumentationen for tabellens oplysninger.
Der er også for Viborg fremstillet grupperede tabeller med Stillingsbetegnelserne for både første slesvigske krig[65] og for 1864 krigen[66].
Stillingsbetegnelser i Viborg inden for landbrug
Landbrugets andel af krigsdeltagende soldater faldt fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 37 personer eller 36,6 % til 22 personer, 25,9 % af alle.
1848-50 var der 1 person med stillingsbetegnelsen Gaardeier, men 1864 var der ingen fra det lidt større hartkorn. Der var første slesvigske krig 20 personer, 19,8 % med stillingsbetegnelser som Landbrug, Landmand, Avlsbruger, Jorsmand, -bruger. Tilsvarende var der 1864 med stillingsbetegnelsen Avlsbruger 4 personer, 2 personer med stillingsbetegnelser som Forvalter og Gartner 1848-50 var 1864 blevet til 2 personer med stillingsbetegnelsen Huusmand, Bolsmand.
Den største stillingsbetegnelse, grupperet under landbrug var under begge de slesvigske krige Arbeidsmand med 14 og 13 personer, 13,9 % til 15,3 % af de krigsdeltagende inden for landbrugsgruppen fra første til anden slesvigske krig[67].

Stillingsbetegnelser i Viborg inden for håndværk o.l.

Denne gruppe af stillingbeskrivelser gik fra 38 personer, 37,6 % i første slesvigske krig til 41 personer, 48,2 % i 1864 krigen, hvilket er en ret markant stigning i krigsdeltagelsen i Viborg for Stillingsbetegnelserne inden for håndværk o.l.
Der er adskillige angivelser af, om der i stillingsbetegnelsen har været tale om en ansat, svend o.l. eller en ”Mester”, ejer af virksomheden. Besvarelserne er dog her som i de øvrige lokaliteter for upræcise og tilfældige på dette punkt til, at det vil være muligt at foretage en opdeling.
De i gruppen registrerede stillingsbetegnelser for 1848-50 krigen var i antalsmæssig rækkefølge, 9 Skomager, -mester, 6 Tømrer, -svend, -mester, 4 Steenhugger, Brobygger, -lægger, 3 Murer, -svend, 2 Skrædder, -mester, 2 Smed, -mester, 2 Malermester, Farver, 2 Garver, en af hver med flg. betegnelser: Kunstdreier, Lysestøber, Teglbrænder, Saddelmager, Snedkersvend, Glarmester, Skorstensfeiermester, Jernstøbearbeider. 
De i gruppen registrerede stillingsbetegnelser for 1864 krigen var i antalsmæssig rækkefølge, 9 Skomager, -mester, -svend, 8 Murer, -svend, Muurmester, Dreier, Tømre, Snedker, -svend, 4 Maler, -mester, Maler og Fotograf, 4 Slagter, -mester, Slagter og Værtshusholder, 2 Skrædder, -mester, 2 Ølbrygger, Bryggeri Forpagter, Dania, 2 Smed, Guldsmed, en af hver med flg. betegnelser: Fabriks Arbeider (som er 13 år yngre end Jernstøbearbeideren fra 1848-50)[68], Bagermester, Bogbinder, Væver, Bødkermester, Garver Svend, Karetmager, Handskemager, Vægter, Fabrikant[69].

Stillingsbetegnelser i Viborg inden for handel, service og andet

Denne gruppe med noget blandede Stillingsbetegnelser omfattede under første slesvigske krig 26 personer, 25,7 %, under 1864 krigen 22 personer, 25,9 %. Altså en antalsmæssigt relativt konstant gruppe af Stillingsbetegnelser i Viborg under de slesvigske krige.
De 26 stillingsbetegnelserne 1848-50 i antalsmæssig rækkefølge var 4 Kjøbmand og handelsagent, Detailhandler, Handlende Slesvig, 2 Kontorist, Bogholder, 2 Politibetjent (siden 25. oktober 1858), Betjent, 2 Overbanemester, Ledvogter, 2 Værtshusholder, 2 Kongelig Postfører, Particulier, en af hver med betegnelserne Bybud, Træhandler, Fragtkører, Skolelærer, Medhjælper Viborg Apothek, Orgonom? Og 4 uidentificeret.
De 22 stillingsbetegnelser 1864 i antalsmæssig rækkefølge var 6 Kjøbmand, 5 Restaurateur, Værtshusholder, Vertshusholder, en af hver med betegnelserne Træhandler, Bog- og Papirhandler, Ølhanler, Redaktør og Udgiver af Viborg Stiftstidende, Fuldmægtig, Pakhusforvalter, Formand Jysk fynske Jernbaner og 4 uidentificerbar[70].
 

Stillingsbetegnelsen Arbeidsmand

Stillingsbetegnelser med landbrug, hvor Arbeidsmand er udskilt og opgjort som procentdel af alle krigsdeltagende i lokaliteten[71].
Fald i krigsdeltagelsen i parentes ().
An(d)st Herred
Heraf Arbeidsmand
Fjends herred
Heraf Arbeidsmand
Krig
84,4
21,7
96,8
12,1
1848-50
73,7   (10,7)
15,3    (6,4)
84,4    (12,4)
11,4    (0,7)
1864
Skanderup, Hjarup Sogn
  
Ørslevkloster Sogn
    
82,2
37,8
100
14,3
1848-50
67,7    (14,5)
14,5    (23,3)
66,7   (33,3)
6,7     (7,6)
1864
Kolding
  
Skive
    
27,9
19,8
58,6
22,4
1848-50
20,3    (7,6)
13,9    (5,9)
31,8    (26,8)
18,2    (4,2)
1864
   
Viborg
    
   
36,7   
13,9
1848-50
   
25,9     (10,8)
15,3    (-1,4)
1864
Inden for alle de valgte områder er landbrugets andel i krigsdeltagelsen blandt stillingsbetegnelserne faldet fra første til anden slesvigske krig.
I byområderne har landbrugets andel i krigsdeltagelsen været faldende i et omfang, der kan tolkes som omvendt proportional med urbaniserings- og industrialiseringsgraden[72], med fald i Skive på 26,8, i Viborg 10,8 og Kolding 7,6 procentpoint, en demonstration af den omvendte proportionalitet.
I landområderne ses der her bort fra Ørslevkloster, hvor det statistiske grundlag er for svagt[73].
Skives og Koldings relativt store andel for krigsdeltagende med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand har formentlig i forhold til Viborg hver sin forklaring.
Kolding har som Viborg været mindre præget af stillingsbetegnelser inden for landbrug. Men især i Kolding har stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok i temmelig høj grad dækket over en tilknytning til sekundære erhverv. 
Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
    
 
Kolding*
Viborg
Skive
An(d)st Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Fjends Herred
Ørslevkloster Sogn
Gennemsnit
1848-50
26,1
13,9
22,4
21,7
37,8
12,1
14,3
21,2
1864
21,8
15,3
18,2
15,3
14,5
11,4
6,7
14,6
*De anførte procentsatser for Arbeidsmand i Kolding er inkl. konstaterede stillingsbetegnelser i sekundære erhverv. Arbeidsmand uden sekundære erhverv er 19,8 % i 1848-59 og 13,9 % i 1864.
I Kolding er der som ”andre arbejdere” registreret Maskinarbejder, Jernstøbearbeider, Arbejder (ved) Kolding Gasværk, Jernbanearbejder, Fabriksarbejder, Tobaks- og Cigararbeider.
I Kolding var der bortset fra stillingsbetegnelsen Arbeidsmand en håndværksmæssigt kategoriseret krigsdeltagelsesandel, der gik fra 27,9 til 41,6 % sammen med en handel- og servicefags andel, der gik fra 20,7 til 16,3 % fra treårskrigen til 1864. En temmelig markant forøgelse for sekundære erhvervs krigsdeltagelse. Krigsdeltagelsen i Skive gik i de sekundære erhverv 20,7 til 31,8 %, i Viborg 25,7 til
Med landsognene Skanderup, Hjarup og markant Fjends Herred som yderpunkter med størstedelen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug, repræsenterer Kolding det andet yderpunkt, det bymæssige, hvor der kun har været ganske få stillingsbetegnelser inden for landbrug i de to slesvigske krige, når Arbeidsmand fraregnes.
Afstanden mellem Kolding i forhold til Viborg, Skive m.h.t. andelen af stillingsbetegnelser inden for landbrug er betydeligt større end den indbyrdes forskel mellem Viborg og Skive i de to slesvigske krige. 
Viborgs forholdsvis lavere andel med stillingsbetegnelsen Arbejdsmand, Arbejder, 13,9  og 15,3 % mod Koldings 26,1 % og 21,8 % i henholdsvis første og anden slesvigske krig kan muligvis dække over en tidligere industrialisering i Kolding kombineret med en anderledes social stratificering i Viborg, der dog næppe har gjort sig gældende på anden måde, end at andelen af personer med stillingsbetegnelsen "Arbeidsmand", Arbeider", uanset om det var landarbejdere eller ufaglærte, generelt har været lavere i Viborg end i de øvrige bymæssige områder. Viborg har været et byområde, der i særlig grad var præget af kirke, undervisning og embedsværk, tertiære erhverv.
[3] Bække.
[9] Et illustrerende eksempel på misforståelse af det stillede spørgsmål.
[12] Det er sandsynligt men ikke dokumenterbart, at en større del af de i 1876 inden for jernbanen tidligere har været tilknyttet en stillingsbetegnelse inden for landbrug.
[13] Folketællingen 1850 for Skanderup Sogn er ikke totalt sammentalt, sammentællingen er derfor manuel. Der kan i optællingen være børn registreret som "døde Børn" eller "deres Børn". Optællingen kan være usikker, da det er vanskeligt læselige dokumenter, og der er heller ikke en helt gennemført ensartet systematik i registreringen. Men der er 3 deloptællinger - 351, 303 og 402, der er accepteret som årets totale folketal i Skanderup Sogn, i alt 1056. Se folketællinger on line, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=114677#114677,17282566.
[21] Se afsnit om Erindringer om slaget ved Ejstrup, lokale mindesmærker, festligholdelsen af 25års jubilæet.
[28] Mindesten, registreret af Museum Sønderjylland.
[29] Beregnet ud fra H. Chr. Johansens tabel.
[33] Se H. Chr. Johansens kommentar om det mangelfulde statistiske grundlag før 1901, https://skanderupsognshistorie.dk/slesvigske-krige-lokalt#droecon og #Dkstat.
[41] Jvf. her A. H. H. Worsaaes erindringer om hans tid i Kolding 1849 som farmaceut.
[49] Koldingbogen 2016.
[51] Den samlede oversigt over de ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for Fjends Herred i begge de slesvigske krige, med kald til de enkeltstående ansøgninger findes på https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Fjendserindr. De grupperede oversigter findes på  https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Fjends48 eller #Fjends64 på samme link.
[72] Jo mere urbaniseret, industrialiseret, jo færre tilknyttet det primære landbrugserhverv.

Kilder, arkivalier:

De slesvigske krige lokalt, erindringsmedaljeansøgningerne.
Ansøgninger om erindringsmedalje An(d)st Herred 1848-50. 258 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje An(d)st Herred 1864. 353 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Kolding By 1848-50. 111 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Kolding By 1864. 202 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Viborg By 1848-50. 101 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Viborg By 1864. 85 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Skive By 1848-50. 58 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Skive By 1864. 66 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Fjends Herred 1848-50. 157 bevilgede ansøgninger.
Ansøgninger om erindringsmedalje Fjends Herred 1864. 184 bevilgede ansøgninger.
Erindringsmedaljerne, link til kildekarakteristik og kildematerialet, https://skanderupsognshistorie.dk/slesvigske-krige-lokalt#erindringsmedaljer.
Forsvarets Arkiver, Arkivskabte Hjælpemidler: Kartotek over faldne i 1848-50 og 1864 (1848 - 1864), https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17202143. Alfabetisk ordnet efter efternavn, håndskrevne, indscannede sedler for hver person, optalt til 769 personer.
Lemming, Robert, Forsvarets Arkiver, Register over døde i krigen 1848-1850, 1997 – 1998, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17287952, inddelt i 3 dele, 1. del er afskrift efter Cohen, A. D., Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851.
Lemming, Robert, Forsvarets arkiver, Register over døde i krigen 1864 (1997 - 1997), https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17287954, inddelt i 3 dele, 1. del er afskrift efter Cohen Vilhelm, Krigen 1864 og de faldnes Minde, udgivet 1865.  
Cohen, A. D., Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851.
Cohen Vilhelm, Krigen 1864 og de faldnes Minde, udgivet 1865.
Begge bøger er som kildemateriale sekundært, og begge ganske vanskelige at verificere i forhold til det primære kildemateriale.
Det fremgår af V. Cohens forord, at hans (og faderens) værker hviler på de bedste, officielle kilder, herunder militære oplysninger, dvs. materiale, som i dag skal søges i især krigsarkiverne. A. D. Cohen var rabbiner i Odense iflg. Bing, Otto, Et tidsbillede, Kbh. 1945, indgår i Rigsarkivets arkiver under De slesvigske krige, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/92.
Fredstraktat mellem Danmark og Preussen/Det Tyske Forbund, 2. juli 1850, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/fredstraktat-med-preussendet-tyske-forbund-2-juli-1850.
Krigsministeriet, Forsvarets Arkiver (FOARK), Rigsarkivet, ansøgninger om erindringsmedaljer 1876-1943, https://cs.rigsarkivet.dk/collection/1 .
Lokale kirkebøger 1848-49, undersøgt for lokale dødsfald, der evt. kunne relateres til treårskrigens lokale kampe.
Lokalarkiver. Det er lidt tilfældigt, hvad det har været muligt at efterspørge og finde her. Kolding Stadsarkiv dog undtaget. 
Gravminder, soldater, slesvigske krige.
Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot, Krigergrave og mindesmærker fra De Slesvigske krige i Sønderjylland, udg. 2009-2013, http://www.heltborgfoto.dk/registreringer.pdf.
Museum Sønderjyllands mediearkiv,
Skanderup Sogn,
Debat om almindelig værnepligt i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, 18.-20. december 1848, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/debat-om-almindelig-vaernepligt-i-den-grundlovgivende-rigsforsamling-18-20-december-1848/.
Monrad, D. G, Meddelelse om hærens tilbagetrækning fra Dannevirke 1864, https://dansketaler.dk/tale/meddelelse-om-haerens-tilbagetraekning-fra-dannevirke/.
Rigsarkivet, Erindringsmedaljen for krigene 1848-50 og 1864, oversigt over alle arkivalier, berettigede, uberettigede, udlandet m.v., https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/15.
Forsvarets Arkiver (FOARK), Arkivfunktionen for Forsvarets Arkivers Originale Medaljesager
Forsvarets Arkiver (FOARK), Arkivfunktionen for Forsvarets Arkivers Originale Medaljesager
Rigsarkivet, Udenrigsministeriet 1848-1856, Almindelige dossiersager, Krigen 1848-50 https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21609637#373824,71601575.
Rigsarkivet.
Lægdsruller, Lægdsruller fra lokaladministrationen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/4 og lægdsruller fra centraladministrationen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/170. Kun sporadisk benyttet.
Vorbasse, Sekondløjtnant Valdelin Saurbrey, beskrivelse af kampen ved Vorbasse i et brev til hans mor, 1. marts 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/sekondloejtnant-valdelin-saurbrey-beskrivelse-af-kampen-ved-vorbasse-i-et-brev-til-hans-mor-1-mart.
Vorbasse, uidentificeret brevskriver, brev Vorbasse d. I-II-1865, pr Kolding, adresseret til Velbaarne fru Ritmester Bruun https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Vorbbrev65.
Vorbasse, Moe, Edgar, Even, Officiel rapport om kampen ved Vorbasse, 1. marts 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/edgar-even-moe-officiel-rapport-om-kampen-ved-vorbasse-1-marts-1864.
Gedde, O. F., Premierløjtnant, Ribe, Rytterfægtningen ved Vorbasse
den 29. Februar 1864, Foredrag ved »Historisk Samfund for Ribe Amt«s Møde i Bække, den 25. September 1903.
Wienertraktaten, 30. oktober 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/wienertraktaten-1864,  https://danmarkshistorien.dk/fileadmin/filer/kilder_i_pdf/wienertraktaten_1864.pdf.Wiuff, P. Hansen, Erindring! angaaende Slaget ved Kolding den 23de April 1849. Wiuff skulle iflg. lokalt opslag på Facebook være født i Seest 1802, høker og værtshusholder, Låsbygade 69 under slaget om Kolding 23. april. 
Samtidige aviser.
Gennemgående ser avisernes reportager mest af alt ud som propaganda for den danske krigsførelse mod "Insurgenterne", "Preusserne", "Fjenden" med oftest nøje beskrivelser af de militære bevægelser og dispositioner, stort set intet eller kun sporadisk noget om krigen og befolkningen. De benyttede aviser i uddrag, samlede oversigter, se https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Erindringeraviser, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Wrangelmaj48, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Sksoldater48-50,  https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#SkiveAvis.
Der er digitalt fri adgang til alle de samtidige aviser på Statsbibliotekets Mediestream. Her i alfabetisk rækkefølge et udpluk af de benyttede, samtidige aviser. 
Avertissementstidende 28. april 1838.
Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Den til Forsendelse med de kongelige privilegerede, 20. februar 1849. Lov om almindelig Værnepligt. 
Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. april 1849.
Dannebrog 18. april 1898.
Dannevirke 2. maj 1849,”Brev fra en Dame”.
Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis 28. april 1838.
Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 20. april.
Fyens Stifts Kongelige ene Privilegerede Adresse og Politiske Avis 21. april 1849.
Fædrelandet 26. april 1849.
Kolding Folkeblad 26. april 1898.
Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. april 1849.
Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende 2. april 1848.
Viborg Folkeblad 26. april 1898.
Aarhus Stifts-Tidende, 2. maj 1849, Amtmand Lehmanns Fængsling i Kolding.
Aalborgposten 29. juni 1864. 
Litteratur og fremstillinger.
Adriansen, Inge, Dybbøl Banke 1848-2017, foredrag 4. april 2017 på Dybbøl Mølle.
Bjerg, Hans Chr., Den danske værnepligts historie, Værnepligtsstyrelsen 1988 og Se lige ud, Folk&Forsvar 1999. 
Bjørn, Claus, Carsten Due-Nielsen, Dansk Udenrigspolitiks Historie. Fra Helstat til Nationalstat 1814-1914, 2003.
Buk-Swienty, Tom, Slagtebænk Dybbøl, 2008
Buk-Swienty, Tom, Dommedag Als 29. juni 1864, 2010
Buk-Swienty, Tom, 1864 i billeder, Kbh. 2012.
Christensen, Bent Omkring våbenkøbet i Frankrig 1848, Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 55, nr. 7, 2022.
Christensen, John, Henrik Stevnsborg, 1864 - Fra helstat til nationalstat, 1998
Det Kongelige Biblioteks Billedsamling, Rigsarkivet, Forskellige hel- eller delvist samtidige fremstillinger af kampene omkring Kolding 1849, digital adgang http://www5.kb.dk/,
Enevoldsen, Vibeke, Kampen om de værnepligtige, 19. feb. 2003, https://krigsvidenskab.dk/emne/kampen-om-de-vaernepligtige. Kulturhistorisk analyse af nationalisme faktorer.
Engberg, Jens, Det slesvigske spørgsmål 1850-1853, 1968.
Frisch, Hartvig m. fl., Den Danske Rigsdag 1849-1949, Bind 1, Kbh. 1949.
Hansen, S., Cand.mag., Den jydske Slavekrigs Begyndelse. S. 171-192, Vejle Amts Aarbøger 1905.
Johansen, Claes, Dødsfælden Dannevirke, Aarhus 2014.
Jørgensen, Harald, Statsrådets forhandlinger 1863-1864, bd. IX. Møderne i Geheimestatsrådet 19. januar 1863-8.juli 1864, København, 1970.
Koch, G. J., Slesvig, postkort, litografi af maleri , Slesvig-holstenernes indtagelse af fæstningen
Rendsborg 24. marts 1848, formentlig malet i perioden 1861-1880’erne, hvor Koch var aktiv maler, se https://arkiv.dk/vis/5453439 og https://www.fotohistorie.com/koch-gj-schleswig.html, http://jsja.dk/genealogi/getperson.php?personID=I84479&tree=tree1.
Koch, Martin, Niels Kjeldsen, 3. optryk, J.L. Wisbechs Forlag, Kbh., 1887, pp. 30–38, https://kalliope.org/da/text/kokm2020052204.
Kolding Stadsarkiv, materiale fra kampene 1849,  https://arkiv.dk/soeg?searchstring=kolding+1849+&page=0&valgtearkiverids=326.
Lemming, Robert, Ancher, Johan Peter Andreas, En anden version, I Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 54, nr. 6, 2021
Lemming, Robert, Gæster i Dybbølstillingen 1864: hvem var de, og hvor blev de af? I Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 55, nr. 5 2022
Lyngby, Thomas (red), 1864 – krigen der ændrede Danmark, Det Nationalhistoriske museeum, Frederiksborg Slot, 2014.
Møller, Erik, Helstatens Fald, 1958, genoptryk 1974
Neergaard, N (1916), Under Junigrundloven,II (2 bind), København: Lindhardt og Ringhof
Nielsen, Johs., 1864 – Da Europa gik af lave, Odense 1987.
Noack, J. P., Grundlove er ikke gratis, Rigsarkivet 1999.
Olsen, Albert, Danmark og den engelske Mægling 1848, Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 2 (1947 - 1949) 1-2.
Rasmussen, Mikkel Vedby, Struwe Lars Bangert, Læren af 1864 : Krig, politik og stat i Danmark i 150 år, Syddansk Universitetsforlag 2014.
Skjold Petersen, Karsten, Den danske hærs hvervning af soldater i slutningen af 1700-tallet, Fortid og Nutid september 2001, s. 171-192.
Struwe, Lars B, Soldater er også mennesker, OM FORSKNINGEN I DANSK 1700-TALS
MILITÆRHISTORIE OG NEW MILITARY HISTORY, Historisk Tidsskrift Bind 103 Hæfte 2 (2003).
Thomsen, Rudi, Den almindelige Værnepligts Gennembrud i Danmark. Gyldendal 1949.
Thorsen, Svend, DE DANSKE MINISTERIER 1848-1901 ET H U N D R E D E P O L IT IS K -H IS T O R IS K E B IO G R A F IE R, København 1967. https://jura.ku.dk/jurabog/pdf/biografier/thorsen_danske_statsministerier_1848-1901_1967.pdf.
Thøgersen, Mette, Ladegaard, Landdistrikternes urbanisering 1840-1960, ph.d., udg. på SDU 2007.
Vammen, Hans, Den tomme stat, angst og ansvar i dansk politik 1848-1864. Kbh. 2011.
Vammen, Hans, Casino 1848,  Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 3 (1988).
von Suttner, Bertha, Ned med Vaabnene! En Levnedsskilding, 1ste Bind, Ringsted 1891.
Østergaard, Uffe, Værnepligt og nationalstat, Fokus, 5, DUPI, 1998 og Se lige ud! Folk&Forsvar 1999.
Militærhistorieske fremstillinger:
Generalstaben, Den dansk-tydske Krig 1864, Del I, II, III, Kjøbenhavn 1890-1891.
Generalstaben, Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. 1. Del Krigen i 1848, Kjøbenhavn 1867, 2. Del Krigen i 1849, Kjøbenhavn 1873, 3. Del Krigen i 1850, Kjøbenhavn 1880.
Liljefalk, Axel og Holst, Frits, Felttogene i vore første frihedsaar, Bd. 1-3, 1888.
Liljefalk, Axel, ”Kampen ved Egstrup og Vrannerup”, den 23de April 1849, Foredrag, holdt i Seest Forsamlingshus ved Sammenkomsten mellem Ribe og Vejle Amters historiske Samfund den 16. Juli 1908. Den Del af Foredraget, som omhandlede Kampen om Kolding By, findes optaget i Vejle Amts Aarbøger 1ste Halvbind 1909, https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/download/76717/110691/162217, 
Prittwitz, Karl, Deutsche Biographie, https://www.deutsche-biographie.de/pnd104110538.html, øverstkommanderende for forbundsstyrkerne i treårskrigen. Bonin, Adolf von, Deutsche Biographie, https://www.deutsche-biographie.de/sfz5246.html#adbcontent, leder af den slesvig-holstenske hær.
Straarup, Anders Baadsgaard, Veteran 1864 Erindringsmedaljer. Våbenhistorisk Tidsskrift, bind 55, nr. 3, maj 2022.
Tuxen, Christian, Frederik, Frands, Elias, Krigen 1848-50 og Den dansk-tyske Krig 1864, 1895, Del 1, 1848-50. Del 2, 1864. Cit. Tuxen.
 
Erhvervsstatistik.
Danmarks Statistik, Befolkningen i 150 år, udg. maj 2000, https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=4576&sid=bef150.
Det har i det eksisterende statistiske materiale kun været muligt at konstruere en landsdækkende erhvervsfordeling ud fra Danmarks Statistik, Statistiske Meddelelser, tredie række, 4. Bd. Folkemængden 1880, 1870, 1860, 1840, 1901.
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Tabeller, udarbejdet med relevant kildemateriale og organiseret til specifikke problemstillinger.
Alle erindringsmedaljerne fra 1876, antal fordelt på de udvalgte geografiske områder, procentandele af beregnet folketal, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#allefaldne.
Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagelse 1848-50 og 1864 i An(d)st Herred, Skanderup Sogn og Hjarup, Kolding, Viborg, Skive og Fjends Herred,  https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#alleansoeg.
Herunder også opgjort i de fra stillingsbetegnelserne udvalgte erhvervskategorier.
Usikkerheden omkring stillingsbetegnelsen Arbejdsmand som landarbejder, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#landarbsml
 
Erindringer.
Clausen, Jens, Tyskertid i Skiveegnen 1864, Skivebogen, 23. Bind 1931, s. 1-33.
Eliassen P., VEJLE AMTS AARBØGER 1922. Erindringer fra treårskrigen, Kolding. Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen. Omhandler apoteker A. H. H. Worsaae, Svaneapoteket Abenraa, nogle Træk fra Worsaaes Ophold som Farmaceut paa Kolding Apotek 1844-49. Om Worsaae i Aabenraa.
Eliassen, P. i VEJLE AMTS AARBØGER UDGIVNE AF VEJLE AMTS HISTORISKE SAMFUND 1923-24, s. 22-91. Dagbog Kolding 1864, Marie Louise Sophie Halby, født Grandjean. 
Forening for Boghaandværk. 1964, Dagbogsblade fra 1864, optegnelser af menig Frederik Hansen, Nybøl. Omhandler både dagbogsnotater fra en murers værnepligt 30. maj 1853 - 7. okt. 1854, som måtte melde sig som 34-årig 18. januar 1864, og ”kom hjem den 20de (august 1864) om Morgenen Klokken 7”.
Hansen, Jens Peter, Ramsing, Breve fra 1864.68. Skivebogen, Bind 1977.
Kristensen, Gregers, en ikke udgivet dagbog, som må formodes efter militærtjenesten at være blevet redigeret til en dagbogslignende beretning. Dagbogsskriveren, Gregers Kristensen var menig soldat, jordejer, husmand i Hejnsvig ved Grindsted, da han deltog i krigen i 1864 som ”soldat ved det 6te inft. Regiments 2. Comp. No. 65”.
Rigsarkivet har en arkivkategori, der hedder Generalstabens Taktiske Afdeling, Generalstabens Krigsføringsdepot, Såkaldt "senere indkomne sager" vedr. krigen i 1864, et privat brev, dateret I. II. 1865, Vorbasse pr. Kolding. Omtale - ca. 1 år efter - af "1864 d. 29. Febr.", O. P. Linde Brev med en skolelærers? beretning fra Vorbasse om fægtningen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=16584780#39757,5774027, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Vorbbrev65. 
Schmidt, August F., Folkeliv i Skanderup, nedskrevet 1922. Erindringer af Husmand Otto Korsgaard, født 1854.
Schütte, Gudmund, Salling-Fjends Herreder og vor Grænsekamp, Skivebogen, 28. Bind 1936, s. 70-124.
Sørensen, Niels, Lem, Veteraner fra 1864, Skivebogen, 80. Bind 1989. Artiklen består af 15 artikler i Skive Folkeblad, indsendt af Niels Sørensen Lem 1914 i anledning af 50-året for krigen i 1864.
Thomsen Vilh., Vor tyske Indkvartering, En Skoledrengs Erindringer fra Invasionens Tid, Historisk Aarbog for Skive og Omegn, 5. Bind 1913, s. 137-164.

Noter og henvisninger 
 
[1] Der vil i teksten være markeringer som links, som man vil kunne søge på de elektroniske medier, hvor teksten oprindeligt er placeret, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv eller http://historisksamfundskive.dk/lokalhistorien/danske-krige-og-lokalhistorien/de-slesvigske-krige-lokalt. Der henvises hertil, hvis de yderligere oplysninger, som linkene repræsenterer ønskes. Der er her desuden en betydelig mængde af dokumenterende bilag, som der løbende henvises til i teksten. Den grundige dokumentation skal man således søge her.
[2] Erindringer overleveres naturligvis kun fra den del af befolkningen, der har kunnet eller villet ytre sig skriftligt. 
[3] Eller Anst.
[4] Der findes et postkort fra 1898, litografi af maleri af G. J. Koch, Slesvig, formentlig malet i perioden 1861-1880’erne, hvor Koch var aktiv maler, se https://arkiv.dk/vis/5453439 og https://www.fotohistorie.com/koch-gj-schleswig.html, http://jsja.dk/genealogi/getperson.php?personID=I84479&tree=tree1.
[5] Der henvises til de forskellige militærhistoriske fremstillinger, som er benyttet, hvor man kan få ridset mere detaljerede hovedlinjer op af de to kriges militære aspekter. F.eks. Dansk Militærhistorie, som både har militære detaljer og perspektiverende iagttagelser. Der er desuden mere lokalt orienteret en Fredericias Historie, som ganske detaljeret beskriver kamphandlinger især o. udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849. Denne fremstilling hviler i vid udstrækning på den lokale, militærhistoriske ekspert, Axel Liljefalk. 
Axel Liljefalk (1848-1915), dansk officer, 1895 oberstløjtnant, 1902 oberst i Fredericia - samt militærhistorisk forfatter og - ledsaget af nogen dramatik - den nystiftede Vejle Amts Historiske Samfunds første formand 1905, hvor han også kom i redaktionsudvalget sammen med den flittige Kolding skribent Peter M. E. Eliassen.
[6] A. Liljefalk benyttes en hel del, hvis indgående militærtekniske detaljer skal indgå i historiske undersøgelser omkring de slesvigske krige. Det fremgår af Liljefalks alder, at han ikke selv kan have deltaget i eller direkte oplevet de to slesvigske krige, så han er som resten af de militærhistoriske fremstillinger sekundær i forhold til det dokumentariske materiale til både kamphandlinger og tabstal. På alle centrale og udvalgte punkter er det dokumentariske materiale selvfølgelig også benyttet her, både som kontrol, og hvor en indgående behandling har gjort det påkrævet.
[7] Tuxens udgivelse er en på Generalstaben hvilende fremstilling, udarbejdet som manuskript til Tuxens undervisning på officersskolen. Men Generalstabens 2den Del. Krigen i 1849 afsluttes 2. april 1849, hvor en indgået våbenhvile slutter. Og der er i Generalstabens fremstilling derfor intet, der omhandler kampene i og omkring Kolding, Fredericia området fra 20. april indtil til og med den danske sejr i Fredericia 6. juli 1849.
Det betyder, at hvor Tuxen ellers kan karakteriseres som plagiat af Generalstabens fremstillinger, så har han for 1849 selvstændig værdi, ligesom han også har i fremstillingen af 1864 kamphandlingerne, hvor han selv deltog.
[8] Insurgenterne blev de kaldt af de danske myndigheder og den samtidige, danske presse.
[9] Iflg. Tuxen, s. 13 og 15.
[10] Iflg. Tuxen, s. 20.
[11] Generalstaben Del 1, 1848, s. 237.
[12] Det dokumentariske belæg for krigserklæringen findes i Generalstaben Del 1, 1848, s. 237.
[13] Generalstabens Del 1, 1848, s. 240-41. 
[14] Iflg. Tuxen, s. 30. 
[15] Se eksempler #Slesvigslag48.
[16] Liljefalk bd. 1, kap. 9.
[17] Og Tuxen, s. 41.
[18] Er nøje dokumenteret i Rigsarkivets Alm. Korrespondancesager Litra K. Krigen 1848-50,  https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21609637#373805,71595177. 
[19] Den provisoriske regerings medlemmer var M. T. Schmidt, Friedrich Prins til Slesvig-Holsten, L. Brenner, W. H. Beseler, Th. Olshausen, Th. Grev Reventlow. De ses alle portrætteret i Optegnelser af Prins Friedrich af Schleswig-Holstein-Noer fra Aarene 1848 til 1850, Kjøbenhavn 1861. Th. Grev Reventlow var den eneste genganger i den afbildede version af Fællesregeringen. Medlemmerne her var desuden Friedrich Boysen, Ernst Heintze, A. F.W. Preusser og Adolf von Moltke. E. Heintzes fulde navn var Friherre (baron) Josias Friedrich Ernst von Heintze-Weissenrode, hvilket forklarer navnet v. Heintze på illustrationen af Fællesregeringen.
[20] Th. Graf Reventlow, Friedrich Boysen, Ernst Heintze, A. F.W. Preusser og Adolf von Moltke.
[23] Prins Frederik af Nør har i sine Optegnelser 1848-50 dog ikke megen respekt for von Bonins strategiske kunnen, f.eks. s. 267ff, hvor det anføres, at ”den slesvig-holstenske Armees General …” skulle have beundret Napoleons felttog 1814 men næppe lært meget heraf.
[24] A. D. Cohen, s. 110ff.
[26] Iflg. Tuxen, s. 44-45.
[27] Iflg. Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. april 1849.
[28] Iflg. Tuxen, s. 47-49.
[29] A. D. Cohen, De faldnes Minde, 1851, s. 110ff.
[30] Iflg. Tuxen, s. 49.
[31] I Fyens Stifts Kongelige ene Privilegerede Adresse og Politiske Avis 21. april 1849.
[32] Refereret i Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 28. april 1838.
[34] Tuxen, s. 50.
[35] Liljefalk, Foredrag om Kampene ved Egstrup og Vrannerup, s. 7.
[37] Tuxen,  s. 49ff.
[38] Midlertidig militær forlægning.
[39] I betragtning af Skanderup Sogns strategisk vigtige position under april-kampene om Kolding kunne det have været værdifuldt med lokale erindringer om kampene her. Den lokale Otto Korsgaard kan berette lidt om, hvad han må have hørt fra sin forældregeneration. Dannevirke 2. maj 1849 med avisens ”Brev fra en Dame” har nok de mest detaljerede erindringer i form af affæren fra Schulz’ gård, det senere Wissingsminde.
[40] Tuxen,  s. 50ff.
[41] Tuxen, s. 51.
[43] Oplysninger fra Weilbachs Kunstnerleksikon. Kolding Stadsarkiv har flere spændende eksempler på samtidige illustrationer af kampene i og omkring Kolding 23. april 1849.
[44]  Som Liljefalk konsekvent kalder Ejstrup.
[45] Og videre hedder det her hos Liljefalk, at et andet Batteri under Løjtnant Krenski var gået til Rollesmølle, hvorfra to kompagnier blev kaldt tilbage, da kampene omkring Vrannerup spidsede til. Danskerne forsvarede sig iflg. Liljefalk "meget haardnakket bag Hegnene, og Fæstningen blev staaende ... (men) da Major Wilster (chef for det danske jægerkorps) hørte den stærke Skydning fra Skoven, var han straks klar over, at Fremrykningen mod Seest ikke kunde fortsættes, og efter Samraad med Stabschefen, Major Steinmann, sendte han derfor sit Reservekompagni til Hjælp for vore ved Vrannerup Hovgaard kæmpende Tropper...."
[46] A. Liljefalk, Felttogene i vore første frihedsår, Bd. 2, s. 505 og særskilt (foredrags)udgave om Slaget ved Egstrup.
[47] Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. april 1849,
[48] General Ryes opholdssted I Viuf d. 20. april bekræftes i Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 20. april.
[49][49] Fædrelandet 26. april 1849.
[50] Tuxen, s. 49ff.
[51] Iflg. Kolding Stadsarkiv, som også mener at kunne konstatere, at husene ”har et ekstra svaj og er mere spidse som huse i Tyskland.”
[53] Som ganske vist i Dannevirke 2. maj 1849 karakteriseres som ”Brev fra en Dame”.
[56] Husmand Otto Korsgaard, født 1854, har ved August F. Schmidt udgivet Folkeliv i Skanderup. Iflg. A. F. Schmidt især baseret på faderens erindringer, nedskrevet 1922. Desværre redigeret af A. F. Schmidt på helt uigennemskuelig vis, bl.a. hvor A. F. S. har ment, Korsgaard har udtrykt sig i forhold til sogneanliggender uhensigtsmæssigt, f.eks. religiøse skillelinjer.
[57] Denne navngivne, danske soldat fra Hornslet ligger ved Vranderupvej, Seest Sogn, se http://seestlokalhistoriskeforening.dk/wp-content/uploads/2018/12/Gravmindet-ved-Vranderupvej-for-Jens-Petersen-Hornslet.pdf.
[63] En vandrehistorie om et angreb af ”slaver”, tugthusfanger fra Rendsborg, der drog hærgende gennem Jylland, se  #slavekrigenHS.
[64] Folketællinger, Vejle Amt, Kolding Købstad, https://www.ddd.dda.dk/soeg_person_enkel.asp.
[65] Tuxen, s. 55ff.
[66] Tuxen, s. 65.
[67] Iflg. Tuxen, s. 69.
[68] Iflg. Tuxen, s. 90.
[69] Se #allefaldne. Med de i folketællingen 1850 registrerede soldater i Skanderup Sogn. Desuden #faldSkH med de i 1850-51 registrerede faldne i de undersøgte lokaliteter.
[73] Skivebogen 1936, Salling-Fjends Herreder og vor Grænsekamp, s. 70-71ff.
[74] Sallingsyssel er nok Gudmund Schüttes samlede betegnelse for de herreder, der lå placeret i Salling området. Og så har han desuden specifikt udvalgt Fjends Herred.
[76] Skivebogen 1936, s. 72-73.
[77] Skivebogen 1936, s. 74 og 74ff.
[79] Her udvalgt fra Vejle Amts Aarbøger 1905 Den jydske Slavekrigs Begyndelse. S. 171-192 Af Cand. mag. S. Hansen i Vejie.
[80] Første næsten samtidige avisbeskrivelse af ”Slavekrigen Rendsborg” er Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende 2. april 1848. En bogudgivelse om ”den jyske Slavekrig” omtales i avisen Dannebrog 18. april 1898, i Viborg Folkeblad og Kolding Folkeblad 26. april 1898 på 50-årsdagen,
[83] Skivebogen 1936, s. 72-73.
[86] Se oversigter over deltagende soldater i de undersøgte lokalområder, #allefaldne.
[87] Se henvisning i foregående note, #allefaldne.
[90] Museum Sønderjylland har en temmelig uovertruffen samling af illustrationer fra og af de slesvigske krige, her, https://arkiv.dk/vis/5450503 og generelt https://arkiv.dk/soeg?searchstring=Tre%C3%A5rskrigen&page=1&valgtearkiverids=1414
[91] Interesserede kan få Tuxens beskrivelse i de to kriges kommandostruktur, 1848-50 #haeren1850 og 1864 #haeren1864.
[94] Se traktaten. Se også danmarkshistorien.dk et forsøg på en mytediskussion omkring traktatbrud eller ej.
[95] Iflg. Tuxen, s. 4.
[96] Iflg. Tuxen s. 13-14.
[97] Tuxen, s. 17-18.
[102] Tuxen, s. 13ff.
[104] Kaptajn af 1. grad.
[105] Iflg. Tuxen, s. 28 og Generalstaben, s. 290.
[106] Referater og beskrivelser af 1864 krigens første træfninger er fra især Generalstabens udgivelser 1890-92, #generalstaben1864. 
[107] Iflg. Tuxen, s. 38.
[108] Generalstaben 1864, 2. del, s. 128.
[109] Iflg. Tuxen, s. 40 og Generalstaben 1864, 2. del, s. 143.
[111] Generalstaben 1864. 2. del, s. 181 og s. 194ff.
[112] Generalstaben 1864. 2. del, s. 181 og s. 194ff.
[113] Generalstaben 1864, 2. del, s. 116.
[114] Her vurderet efter de lokale tabstal, se lokale tabstal samlet  #tabstal, for 1850-51, #faldne185051 og 1864, #soldater64. Generalstaben har udgivet samlede tabstal for flere enkeltstående kampe i de to krige.
[115] Iflg. Tuxen, s. 35f.
[116] Iflg. Tuxen s. 37.
[118] Alle tabstal iflg. Tuxen, s. 53 - 67.
[120] Iflg. Tuxen s. 68.
[121] Alt iflg. Tuxen, s. 70-80.
[126] Selvom den danske fjerde division i eftertiden har fået det lidet flatterende navn ”Røven af fjerde Division”, fordi den i løbet af 1864 krigen bevægede sig / flygtede hele vejen fra Dybbøl til Mors, så var det også rytteriet i denne division, der leverede en af 1864 krigens (nok eneste) sejrrige danske slag ved Vorbasse 29. februar 1864, se her eks. på fjerde divisions placeringer. Tuxen har i sin beskrivelse af 1864 kampene s. 32 en oversigt over 4. divisions styrker i slutningen af februar 1864.
[127] 4. division stod iflg. Generalstaben 18. februar 1864 lidt nord for Alminde, #Vorbasse.
[129] Se #Vorbbrev65, Rigsarkivet, privat brev, dateret I. II. (1. februar) 1865, Vorbasse pr. Kolding, omtale af begivenhederne 1864 d. 29. februar.
[130] Se Museum Sønderjylland, Vejle Stadsarkiv. Med en såret højre arm (eller måske kejthåndet), angribes Niels Kjeldsen af prøjseren Gustav Lüttichau med pistol bagfra, skudt i baghovedet, kugle ud af panden iflg. de mere maleriske - men faktisk også samtidigt meddelte - historier. Den samtidige rummer dog mere en beskrivelse af flugt end bagholdsangreb.
[131] Realistisk iflg. Kolding Stadsarkiv.
[132] Den ”heltemodige Niels Kjeldsen” var således også en del af 4. division, se Tuxen s. 32.
[133] Se karakteristik af dagbogens forfatter og udgivelsen, #Koldingdagbog1864.
[135] Se om den såkaldte drabsmand, Lüttichau, #Luttichau.
[137] Se brev i delvis transkription med kommentarer #Vorbbrev65.
[140] Ritmester Moe kalder i sin officielle rapport 1. marts 1849 konsekvent gården for Skjødegaard, beliggende i Skjødeb(j)erg.
[145] Se foredraget indscannet som artikel på pdf: https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/download/76667/110641.
[151] Dog måske nok i forhold til, at den først konstaterbare avismeddelelse om ”Vorbasse Krigshavn” er Kolding Folkeblad 4. april 1891.
[153] Dagbog for Gregers Kristensen, renskrevet i nov. 1972 af oldebarnet Harry Haue, som beredvilligt har stillet dagbogen til disposition. I dagbogen er der ingen stillingsbeskrivelse, i folketællingerne 1890 og 1901 er stillingsbetegnelsen jordejer, husmand. De biografiske oplysninger om Gregers Kristensen fremgår af folketællingerne 1890 og 1891, hvor det fremgår, at han er født i Vorbasse 11. sept. 1834, i 1890 gift og har 5 børn, født 1885-1897.
[155] Folketællingerne er misvisende iflg. slægtsoplysninger fra Gregers Christensens oldebarn, Harry Haue. Han blev gift i 1861 og havde da krigen begyndte fået et barn. I 1890 havde han 12 børn - først 8 med kone nr. 1, dernæst 7 med kone nr. 2. I alt fik han 15 børn.
[157] Derfor bliver efternavnet Christensen anvendt i det følgende.
[158] Det fremgår af Generalstabens 1. del af Den dansk-tyske Krig 1864, s. 134, at 2. divion, 4. brigade skulle bevogte ”Ejdersted,  Stapelholm og Reidedalen til Skandse XVIII inkl. samt (have) Observation af Ejderen paa Strækningen indtil Stensluse.” Gregers Kristensens lokation må således have været i forbindelse med Dannevirke.
[159] Iflg. oplysninger fra Harry Haue.
[160] Her står i dag som mindesmærke for 1864 et sortmalet gravkors.
[162] Om erindringer fra dette lokalområde se #Skivebogen.
[165] Jernbanestrækningerne Aarhus-Randers og Langaa-Viborg var blevet åbnet driftsmæssigt inden krigsudbruddet 1864, nemlig 21. juli 1863 iflg. Dagbladet København.
[166] Generalstaben 3. Bind, 1864, s. 32-52.
[170] Se Generalstaben 1864, 3. Bind, s. 109-130.
[171] Flere aviser refererede Aalborgposten 29. juni 1864 for meddelelse om, at den danske overingeniør fra ”den preussiske General Münster … ” havde modtaget underretning om, at ”Jernbanebroen ved Langaa … Mandag Morgen (27. juni 1864) vilde blive sprængt i Luften.” I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. juli 1864 meddeltes det, at ordren var afgivet af ”den bekjendte General Vogel von Falckensteins Ordre…”
[172] Skivebogen 1936, s. 89.
[174] Falckenstein optæder positivt omtalt i Vilh. Thomsens erindringer fra Viborg.
[178] Også fordi lægdsrullerne iflg. Rigsarkivet mangler registrering for dele af tiden o. de slesvigske krige.
[179] Skivebogen 1931. s. 3.
[183] Skivebogen 1931, s. 9.
[184] Historisk Aarbog for Skive og Omegn 1913, Vilh. Thomsen, s. 137-164.
[185] Skivebogen 1913, s. 146.
[186] Skivebogen 1931, s. 32.
[192] Generalstaben, Del 2, s. 110-111.
[194] Skivebogen 1977, s. 59-60.
[196] De fleste af de efterfølgende 1864 veteraner kan findes beskrevet med foto m.v. på Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv.
[197]Våbenhvile 12. maj 1864, hvorefter krigshandlingerne blev genoptaget 25. juni.
[198] Generalstaben Del 3, s. 241ff.
[202] Har muligvis været en by i Holsten i omegnen af Kiel.
[203] Det civile behov for togtransport ses omtalt i Dagbladet 25. april 1864, dateret 16. april 1864, se #Dagbladetapril64.
[204] En brevveksling mellem Niels Sørensen Brand, Ramsing og hans kone Ane Marie.
[205] Formentlig en efterrationalisering, indflettet i beretningen.
[206] Historisk Aarbog 1913, s. 143.
[207] Jernbanestrækningerne Aarhus-Randers og Langaa-Viborg var blevet åbnet driftsmæssigt inden krigsudbruddet 1864, nemlig 21. juli 1863 iflg. Dagbladet København.
Strækningen Viborg-Skive skulle egentlig først åbnes driftsmæssigt i oktober 1864, men var næsten anlagt, da krigen startede og blev herunder istandsat og benyttet driftsmæssigt, bl.a. som oven for anført til den danske troppetransport, som 16.-17 april gik fra Skive til Mors. Forudgående var Hegermann-Lindencrones tropper i marts 1864 blevet transporteret med den nyanlagte, endnu ikke færdigt anlagte jernbane fra Langaa til Skive.
[209] Historisk Aarbog 1913, s. 148.
[210] Historisk Aarbog 1913, s. 151.
[211] E. von Falckenstein 1797-1885.
[212] General v. Falckenstein meddelte 26. juni 1864 en "Bekendtgørelse" til Jyllands Beboere, lokalt meddelt i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. juni 1864, at man nu var overgået til "de allierede Armeers Administration ... som man skal rette sig efter ... og aflevere til samme Skatter og Landets andre Indkomster..." Iflg. avisen udskrevet fra Falckensteins hovedkvarter i Randers, underskrevet 1. august 1864.
[213] Den danske 4. division under generalløjtnant Hegermann-Lindencrone trak sig allerede før slaget ved Dybbøl og i løbet af marts 1864 over Horsens og Skanderborg mod Viborg og Skive. Målet var Mors.
[214] Fotograferet af Ludvig Luplau, f. 1830, cand. pharm., fotograf i Viborg, emigreret til USA NAVN: Johan Elias Ludvig Luplau. Opholdt sig o. 1863-1870 i Viborg. Emigreret til USA sidst i 1860erne. 1865 medlem af Dansk fotografisk Forening. Var først fotograf i Chicago, senere i Plainfield, Illinois. 
[217] Der henvises til særskilt afsnit om Vorbasse. Her blot opsummerende, at helt lokale erindringer om træfningen ved Vorbasse 29. februar 1864 finder man også i et brev af tvivlsom brugbarhed herom, skrevet ca. 1 år senere. Af betydelig større interesse end dette brev er en samtidigt ført dagbog herom og om 1864 krigen, oplevet i Kolding i, hvad der kaldes en husmors dagbog., hvor der også er supplerende erindringer om nedskydningen af Niels Kjeldsen dagen før, d. 28. febr. 1864. En deltagende sekondløjtnant V. Saurbrey har skrevet et brev til sin mor om Vorbasse træfningen umiddelbart efter træfningen. Endelig er denne stort set eneste danske sejr, ryttertræfningen 1864 beskrevet i samtidigt erindrende avisartikler.
[218] Se #Skivebogen, og afsnit om Oplevelsen af tiden før og under 1864 krigen i Skive.
[226] Skulle man have brug for yderligere personlige oplysninger, kan de enten søges i Rigsarkivets dokumentsamling med erindringsansøgningerne eller i de elektroniske oversigter, der er etableret i forbindelse med denne undersøgelse, hvor man kan starte med faldne i de undersøgte områder. Efterfølgende tabeller vil have de undersøgte områders erindringsmedaljer med navneangivelser o.l.
[227] Se #medaljer1848-50. 1864 registreringerne ligger i sidestillede tabeller til 1848-50 registreringerne.
[228] Se #medaljer1864. 1864 registreringerne ligger i sidestillede tabeller til 1848-50 registreringerne.
[229] Se tabellariske oversigter #medaljer1848-50.
[230] Professor dr.oecon. Hans Chr. Johansen herom: ” Den danske befolknings erhvervsfordeling 1787-1901 (erhvervsudøvere og forsørgede). Ved 1801-folketællingen er en del landhåndværkere formodentlig blevet medtaget blandt husmænd og indgår i tallene for landbrug mv. Før 1901 er det ikke muligt at afgøre, i hvilke danske erhverv daglejere og arbejdsmænd var beskæftigede.” På trods af H. Chr. Johansens konstatering o. daglejere og arbejdsmænd, så er der fundet belæg for i det benyttede kildemateriale at henregne disse stillingsbetegnelser til landbrug. Variationer af befolknings- og erhvervsstatistik finder man i Danmarks Statistik, Befolkningen i 150 år, spec. s. 59ff. H. Chr. Johansen har desuden udgivet Erhverv, arbejdskraft og boligformer på landet i begyndelsen af 1800-tallet, sammenligninger 1801 og 1834, udgivet 2012.
[231] Det nærmeste, det har været muligt at finde, har været Landdistrikternes urbanisering 1840-1960, ph.d. af Mette Ladegaard Thøgersen, udg. på SDU 2007. Kan ikke eller kun sporadisk benyttes til herværende undersøgelse.
[239] Bække.
[240] Iflg. Jyske Vestkysten 20. dec. 2008 ”skulle en gammel bro… ” over bækken repareres, hvor branddammen blev til ”en rislende bæk”.
[245] Folketællingen 1850 for Skanderup Sogn er ikke totalt sammentalt, sammentællingen er derfor manuel. Der kan i optællingen være børn registreret som "døde Børn" eller "deres Børn". Optællingen kan være usikker, da det er vanskeligt læselige dokumenter, og der er heller ikke en helt gennemført ensartet systematik i registreringen. Men der er 3 deloptællinger - 351, 303 og 402, der er accepteret som årets totale folketal i Skanderup Sogn, i alt 1056. Se folketællinger on line, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=114677#114677,17282566.
[249] Se #medaljer1864. Henvisningerne er til digitalt registrerede tabeller, hvori der for de enkelte registreringer er digitale kopier af de originale kilder. Man skal derfor gå til de digitale henvisninger for at få adgang til det dokumentariske materiale, se foregående noter.
[252] Et illustrerende eksempel på misforståelse af det stillede spørgsmål.
[254] Det er sandsynligt men ikke dokumenterbart, at en større del af de i 1876 inden for jernbanen tidligere har været tilknyttet en stillingsbetegnelse inden for landbrug.
[258] Se afsnit om Erindringer om slaget ved Ejstrup, lokale mindesmærker, festligholdelsen af 25 års jubilæet.
[264] Mindesten, registreret af Museum Sønderjylland.
[265] Til kontrol heraf er bl.a. undersøgt 1850 folketællingen for Skanderup Sogn, som herefter er sammenholdt med de 25 fra Skanderup Sogn, der har søgt om erindringsmedalje for deltagelse i treårskrigen.
Det må umiddelbart forventes, at alle i 1850 folketællingen, der er registreret som indkaldte soldater, også vil være registreret som ansøgere til den erindringsmedalje, der blev udbudt fra 1876. Dette forudsat selvfølgelig, at disse soldater 1876 stadig har været i live og har næret et ønske om at få erindringsmedaljen. Tidsforskellen mellem folketællingen og muligheden for at søge erindringsmedalje er 26 år. De indkaldte soldater lå aldersmæssigt mellem 22 og 31 år med en gennemsnitsalder på 26 år.
Muligheden for at en del af de krigsdeltagende soldater har været afgået ved døden på tidspunktet, hvor der kunne søges erindringsmedalje, har således så absolut været til stede med den estimerede ansøgningsalder på 52 år og levealderen den gang. Som illustration til problemet kan der henvises til, at der er registreret ansøgere til erindringsmedalje, der har anført sig som værende på "Aftægt" i Høislev, Ørum, og Hald, Ørslevkloster Sogn. 
Alligevel er det forbavsende, at kun 3 ud af de 12 i 1850 folketællingen som soldater registrerede i Skanderup Sogn har søgt om erindringsmedalje.
Hvis det landsdækkende skulle være tilfældet - at det kun var en fjerdedel af soldaterne i krigen 1848-50, der søgte om erindringsmedalje i 1876 og herefter - så ville det være forbavsende, for ikke at sige helt usandsynligt - om de 36.388 ansøgninger kun skulle være udtryk for en fjerdedel af treårskrigens deltagende soldaterne!
[266] Beregnet ud fra H. Chr. Johansens tabel.
[270] Se også note med H. Chr. Johansens kommentar om det mangelfulde statistiske grundlag før 1901.
[273] Se grupperede stillingsfortegnelser og erhverv, #Koldstilling48.
[278] Jvf. her A. H. H. Worsaaes erindringer om hans tid i Kolding 1849 som farmaceut.
[283] Se #Worsaae.
[285] Koldingbogen 2016.
[286] Den samlede oversigt over de ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for Fjends Herred i begge de slesvigske krige, med kald til de enkeltstående ansøgninger findes på #Fjendserindr. De grupperede oversigter findes på  #Fjends48 eller #Fjends64 på samme link.
[289] Rigsarkivets digitale samlinger, hvor man kan kalde og forstørre kortet til et mere læseligt format, http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object77936/da/.
[293] Se dokumentation på #Viberindr.
[299] Landsgennemsnit er i sammenligning med lokalområderne kun retvisende som gennemsnit, og kan ikke afspejle de betydelige regionale forskelle, som lokalområderne udviser.
[302] Beregnet ud fra H. Chr. Johansens tabel.
[303] De udfyldte ansøgningsskemaer om erindringsmedalje er et for usikkert materiale m.h.t. at kunne skelne præcist mellem betydninger af især stillingsbetegnelsen Arbeidsmand.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Den lokale modstandsbevægelse

Lokaliteten Lunderskov under besættelsen

Modstandsbevægelsen, og hvordan tidens vilkår blev grebet an lokalt
Centrale dele af modstandsbevægelsen i lokaliteten Lunderskov (Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv).
Øverst Arne Eskesen og Niels Chr. Frode Lings.
Nederste billede: Sigfred Kiell øverst t.v., midt fra højre: Carl Nederskov Lund, Jens Chr. Baun ChristensenChristensen, Svend Aage Glindfeldt, Svend Ronald Petersen Bruun, Knud Henrik JensenJensen. Forrest t.v. med skråhuse Henning Brolin Thomsen, ”Tom”. Resten er uidentificerbar.
 

Indledning

Den foreliggende besættelsestidshistorie er skrevet med et ganske snævert lokalt sigte, det gamle Skanderup Sogn og her i besættelsestidens terminologi lokaliteten Lunderskov. Til gengæld er den generelle besættelsestidshistorie stærkt indarbejdet, og den har i vid udstrækning været med til at bestemme disposition og præsentation af det lokale indhold.
Der er skrevet til www i første omgang, hvilket giver nogle her nærliggende tekniske løsninger på noter og henvisninger.
Når der citeres eller trækkes direkte på benyttet materiale, vil der være henvist direkte med værk, kilde og sidetal. Ellers vil der i vid udstrækning være benyttet henvisende link, dvs. man kan i den elektroniske udgave pege med musen og museklikke. Der er også benyttet henvisende link til andre dele af denne fremstilling samt henvisende link til almindelig historisk viden, som det er skønnet for tungt at medtage direkte her.
Indholdsoversigten er også elektronisk, dvs. der linkes til de relevante afsnit. Men for en ordens skyld er der også sat sidetal på, som jo er det eneste brugbare, når man læser papirudgaven.
Endelig er der som vanligt i den mere professionelle del af historieskrivningen en fyldig omtale af benyttede kilder og faglitteratur. Til gengæld er der ikke en egentlig kilde- og litteraturliste, der kun omhandler besættelsestiden, den må man finde i afsnittet med omtale af kilder og litteratur og i den samlede #bibliografi.
Det er også i en elektronisk baseret fremstilling unødvendigt med sag-, person- m.v. registre. Det kan alt søges elektronisk. Dog ikke i papirudgaven, desværre. Her må man ty til den elektroniske del, hvis der skulle opstå behov for at slå op. Eller benytte den indeksering, som her kaldes Sag- og personregister.

Lokal modstandskamp i Skanderup Sogn

Danmark - og hermed Skanderup Sogn - under besættelsen er tidsmæssigt og indiskutabelt perioden mellem besættelsen 09. april 1940 og befrielsen 05. maj 1945 efter besættelsesmagtens kapitulation over for de allierede styrker 04. maj. Periodens problemstillinger og - især - tolkningen af disse var og er en ganske diskutabel sag.
Dagligdagen under besættelsen blev efterhånden præget af varemangel.
Efterhånden som modstanden mod besættelsesmagten og samarbejdspolitikken voksede, blev jernbaner et sabotagemål[1], ikke mindst strækningen o. Lunderskov.
 
Man kunne måske om Lunderskov, hvorfra der kun er skrevne beretninger i helt sporadisk omfang, starte med en beretning fra en indsat i Frøslevlejren[2]. Så vidt det fremgår af teksten en lærerstuderende, der nok kun har været kortvarigt interneret i Frøslev.
Der fortælles her om togtransporten fra Frøslev gennem Lunderskov, formentlig befrielsesaftenen. En større gruppe af beboere, muligvis ikke mindst modstandsfolk fra Lunderskov, var her samlet med lys, iflg. beretningen givetvis informeret om, at der nu kom et tog, som transporterede fanger, frigivet som et resultat af befrielsen:
4.- 5. maj oplevet fra Frøslev-lejren
Oplevet af: Verner Højgaard Jensen
...
Toget skulle kun standse ved de stationer, hvor der var nogen der skulle sættes af. Så snart toget rullede ind på en station, blev det omringet af lokale frihedskæmpere. Man ville på den måde forhindre, at der skulle slippe tyskvenlige ind i toget og gøre os fortræd. Først på aftenen forlod toget Padborg. Det var en utrolig oplevelse at køre op gennem det befriede land. Alle stationerne var fyldte med mennesker, der sang og råbte Hurra. Også fra de stationer hvor toget ikke skulle gøre holdt, lød der sang og hurra-råb. Størst indtryk gjorde Lunderskov. Vi skulle ikke holde. Stationen var helt mørkelagt, men vi kunne på silhuetterne se, at den var stopfyldt med mennesker. På stationsbygningen havde man udspændt et stort Dannebrog belyst måske af 20 kraftige lommelygter, alt imens toget buldrede igennem den mørke station. Det var følelsesmæssigt ved "at slå fødderne væk under os".
Hvis de forsamlede var modstandsfolk, har der velsagtens kunnet være forsamlet omkring 50, flere, hvis der også har været pårørende. Det er det antal, som med sikkerhed vides at have været aktive i modstandsbevægelsen på et eller andet niveau.
Vi har her også udtrykt en periodes tildragelser i et lille lokalsamfund - styret af verdenshistoriske begivenheder, underlagt beslutninger udefra, også i selve modstandskampen. Og med dramatik og livet på spil i tilspidsede situationer. Sammen med en dagligdag, mere og mere mærket af tilstedeværelsen af tyske tropper. Dem har der været ganske mange af, siger både det samtidige materiale og den sparsomme erindringslitteratur. Selvfølgelig, må man sige - i nærheden af det for tyskerne strategisk vigtige jernbaneknudepunkt, Lunderskov Station. Her må tyskerne have været talstærkt indlogeret i byens skolelokaler, i oplandet, også i skoler og på gårdene. Hertil kom varemangel, restriktioner og påbud, som man i stadig stigende omfang blev underlagt.

Krigens start, besættelsen

Danmark blev besat 09. april 1940 af Tyskland efter kortvarige militære kampe. Der var kun sporadisk og ukoordineret modstand, som blev indstillet efter få timer. Det danske militær eksisterede dog fortsat så nogenlunde under samarbejdspolitikkens vinger indtil Operation Safari 29. august 1943, hvor tyskerne tog kontrol med, hvad de kunne få held til. En del af flåden blev sænket, og Den lille Generalstab blev en militær modstandsgruppe under resten af besættelsen - ind imellem i konflikt med Frihedsrådet, som ikke bare rummede, men havde et ganske kraftigt element af kommunister. Det var mildt formuleret ikke dette politiske segment, der dominerede i militæret.
Centrum for den tyske strategiske interesse var dog ikke Danmark men Norge, hvis havne og fjorde den tyske flåde ønskede at benytte i den atlantiske u-bådskrig og til at sikre malmtransporten fra Sverige. Danmark var til dette formål blot en nødvendig brik i spillet. En ganske vist overordentlig vigtig brik for den tyske krigsførelse, hvor man var parat til at gøre meget for at bevare stabile og rolige forhold i det besatte Danmark.

Den lokale modstandskamp, kilder og litteratur

Litteraturen til den lokale modstandskamp i Skanderup og omegn er sparsom, faktisk stort set ikke eksisterende. Der er dog en enkelt udgivelse, Danmarks Befrielse 1945-1995, Andst Lunderskov Vamdrup, udgivet af Hjemmeværnskompagni 3221 i 1995, med forskellige erindringer og beretninger. Desværre udgivet så sent, 50 år efter befrielsen, at der kun er begrænset brugbart erindringsstof i denne udgivelse.
Stort bedre er det ikke med levn fra besættelsestiden fra omegnens museer. Der er kun fundet direkte - og ganske få - levn på Billund Museum og Museum Sønderjylland.[3]Derimod har Museet på Koldinghus 996 genstande, der omhandler alle dagligdagens forhold fra varemangel og -rationering til løbesedler og illegale blade.[4]
Forskellige lokale, der har erindringer om besættelsen, er spurgt og deres oplysninger benyttet med den forsigtighed, som erindringer næsten 70 år tilbage tilsiger - Kaj Olesen, Lunderskov, født 1932, brorsøn til Karl V. Olesen, Thomas Christensen, født 1920, har skrevet bidrag til Danmarks Befrielse 1945-1995, udgivet af HJV 1995, Thomas Hansen, Min barndomsvej Klebækvej minder i ord og billeder, Lokalhistorisk Arkiv Lunderskov 2010. Thomas Hansen, født 1934 har her også lidt erindringsmateriale fra besættelsen.
Der er benyttet forskellige specialafhandlinger, f. eks. af Aage Trommer, Modstandsarbejde i nærbillede, 1973, der specielt omhandler region III, dvs. også i begrænset omfang data fra Lunderskov (cit. nærbillede), sammes disputats, Jernbanesabotagen i Danmark, 1971 (cit. jernbanesabotage), Ib Damgaard Petersen, Faldne i Danmarks Frihedskamp, 1970. Her finder man i nogen udstrækning også relevante oplysninger om det lokale modstandsarbejde.
Ud over de her nævnte er der selvfølgelig Jørgen Hæstrups bøger, især Hemmelig Alliance 1 og 2, 1959. Desuden Hans Kirchhoff, Henning Poulsen, Henrik Nissen m. fl. Men lokalt er de her direkte anvendte og nedenfor anførte de mest anvendelige.
Helt centralt står Aage Trommers forskning, der har været banebrydende, når det drejer sig om jernbanesabotagen i Danmark.
Primært med baggrund i DSB-akter har Trommer påvist, at den danske jernbanesabotage kun medførte minimale forsinkelser, som havde ringe eller måske slet ingen indflydelse på de militære begivenheder længere sydpå. Eller som Trommer formulerer det i sit forord:
”Da jeg begyndte arbejdet med at konfrontere sabotageindsatsen på jernbanerne med den tyske trafik, skete det ud fra en forventning om, at jeg på en eller anden måde ville nå frem til en konstatering af, hvor meget jernbanesabotagen havde betydet, hvor stor dens virkning havde været. Det var med overraskelse, for ikke at sige forbløffelse, at jeg, efterhånden som arbejdet skred frem, måtte erkende, at konfrontationen ubønhørligt tvang mig ud i en påvisning, der er bogens hovedtese: hvor lidt jernbanesabotagen havde været i stand til at influere på det militære begivenhedsforløb i den danske afkrog af Den anden Verdenskrig.”
Det skal her bemærkes, at den manglende effekt af jernbanesabotagen skyldtes ikke mindst en række ledelsesmæssige faktorer, herunder konflikten mellem Jyllandschefen, oberstløjtnant Vagn Bennike og nedkastningschefen Anton Toldstrup. Muligvis en generationskonflikt mellem den ældre Bennike og den ungdommelige og dynamiske Toldstrup. Muligvis også en fagligt betinget harme hos den professionelle officer og ingeniørkyndige Bennike over for den ganske vist militært kyndige Toldstrup, men denne var jo på et langt lavere niveau, "kun" løjtnant af reserven og tolder. Eller slet og ret en personkonflikt, hvor væsensforskellige temperamenter og kunnen blev afgjort i et politisk spil, som den ene, Toldstrup, ikke magtede, hvad derimod karriereofficeren, Bennike, havde udpræget næse for.
Kaptajn Carl-Gustav G. Schøller var Toldstrups (tolder Anton Jensen fra Skive) forgænger som chef for region I, indtil han gik under jorden i maj 1944, hvor han blev afløst af Toldstrup, og igen fra 7.2.1945 chef for regionen, vel primært Bennikes sejr i magtkampen med Toldstrup. Schøller har skrevet en beretning om jernbanesabotagen, Sprængningsforsøget ved Lunderskov 18. - 19. april 1944 (kopi på Lunderskov Lokalarkiv). Schøllers beretning findes i uddrag i Danmarks Befrielse 1945-1995, HJV 1995. Samt hele beretningen i Gå til modstand, Beretninger fra Besættelsen, v. H. J. Lembourn, 1961, s. 137-149.
Der var som anført en ret bitter konflikt mellem Toldstrup, der var nedkastningschef og temporær leder af region I, og oberstløjtnant Vagn Bennike, chef for ingeniørtropperne, modstandschef i Jylland, med i "den lille generalstab", dvs. den militære del af modstandsbevægelsen.
Schøller var - eller blev under konflikten med Toldstrup - Bennikes mand og erstattede som sådan Toldstrup i febr. 1945 som chef for region I, som blev omorganiseret i nøje overensstemmelse med Bennikes direktiver. Toldstrup var blevet indsat af Flemming Juncker, hvis næstkommanderende han blev fra slutningen af 1943, som leder af region I i juni 1944.
Schøllers - og hermed Vagn Bennikes i forhold til Anton Toldstrup - forsigtige samt taktisk misforståede kurs i jernbanesabotagen iflg. Trommer - blev givetvis en væsentlig faktor i jernbanesabotagen i region III. Herom mere i afsnittet om jernbanesabotagen i Lunderskov.
Hvis man interesserer sig for konflikten mellem Anton Toldstrup alias Anton Ingersøn Jensen og oberstløjtnant, senere generalmajor Vagn Bennike, så er Poul Westergaard Jensen, Kære Fætter, 1990 et godt bud. Bogen bringer ikke egentlig nyt og har en svaghed i, at det er vanskeligt at efterprøve dokumentationen, især i de kortere citater. Bogens helt store værdi er fyldige uddrag fra især Toldstrups og Bennikes arkiver. Toldstrup har udgivet sine erindringer, Uden kamp - ingen sejr, og Sv. O. Gade har udgivet en art heltebiografi om Toldstrup. Især i forhold til sidstnævnte er Westergaard Jensens Kære Fætter langt at foretrække.
Skal man ydermere kommentere striden mellem Bennike og Toldstrup, kan man vel nok med føje hævde, at Muus og Bennike plejede deres militære karriere med nogen politisk opportunisme, især i forhold til Socialdemokratiet. Juncker var senere erklæret venstremand, Toldstrup var vel blot politisk naivist, først med tilknytning til Dansk Samling, senere i 1980'ernes betændte flygtningedebat til Den Danske Forening, dvs. den nationale højrefløj. Det interessante ved Juncker og Toldstrup er dog her ikke deres politiske tilhørsforhold, men deres enorme effektivitet i modstandskampen, også i forhold til den militære del af samme.
En af de - om ikke den - bedste biografi over de under besættelsen overordentligt aktive kommunister er Morten Møller, Hvem er Nielsen? 2012 om Børge Houmann. En fortræffelig beskrivelse af kommunisternes helt centrale rolle inden for den illegale presse og de allerførste i sabotageaktionerne, også i Kolding, Lunderskov. I 2009 udgav Morten Møller en tilsvarende biografi om Mogens Fog i 2 bind. Begge de biograferede kommunister var helt centrale aktører under besættelsen. Og såmænd da også i efterkrigstiden.
Og så er der det dokumentariske materiale, registreret og gjort offentlig tilgængeligt i Frihedsmuseets Modstandsdatabase[5]. Der er desuden en ganske omfattende arkivregistrant over besættelsestiden. Her kan man dog ikke umiddelbart finde lokalhistoriske oplysninger. Registranter over de 3 jyske regioner er nøje gennemset uden resultat ud over Trommers registreringer til Modstandsarbejde i nærbillede.
Frihedsmuseets Modstandsdatabase er en uundværlig registrant over modstandsbevægelsen. Skanderup Sogn var organisatorisk del af Region III (Sydjylland), Vejen distrikt, lokaliteten Lunderskov, hvortil også resten af sognet hørte.
I Vejen Distrikt kan man i alt finde 242 registrerede modstandsfolk, som er registreret ved navn og forskellige data. Desuden er der i Vejen Distrikt 65 endnu ikke offentliggjorte personer. Af de offentligt registrerede er der 49 samt 4 endnu ikke offentliggjorte, der hører til lokaliteten Lunderskov. Ved regulering for dobbeltregistreringer og ved krydssøgning bliver antallet stadig 49. Heraf 6 fra Nagbøl, 2 fra Skanderup og en enkelt fra Seest. Men altså alle tilhørende lokaliteten Lunderskov. Hertil kommer en modstandsmand, E. Alveen, flygtet fra Kolding, som mistede livet ved flugtforsøg fra arrestation i Lunderskov. Desuden er her også medtaget Karl V. Olesen, Gjelballe, der er registreret under Kolding og Frøslev, men som blev arresteret i Lunderskov i forbindelse med jernbanesabotagen i 1944.
Går man de her fundne minutiøst igennem, så viser det sig, at en lokalitet som Gjelballe også er registreret som Lunderskov by, f. eks. i registreringen af gårdejer Viggo Christensen. Desuden mangler i registreringen under Lunderskov mejeribestyrer for Lunderskov Mejeri, B. Hald. Denne for så vidt besynderlige mangel skyldes måden, Modstandsdatabasen er opbygget på. Man har desværre benyttet regneark i stedet for en databaseregistrering. Derfor vil der være personer, som har haft et tilhør til lokaliteten Lunderskov, men som er flygtet, evt. havnet i kz-lejr, som er registreret efter sidstnævnte destinationer. Sidstnævnte problemer er der så vidt muligt taget højde for, men det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at der er overset personer, som skal søges andre steder.
Skal man have den mest muligt grundige søgning, hvor man stort set støvsuger alle muligheder, så skal der i Modstandsdatabasen søges i flere omgange: efter 1) personer, 2) organisationstilknytning, 3) tilknytning til undergrundshæren, 4) arten af modstandsarbejdet.
Når det er gjort, skal der renses grundigt ud for dobbeltregistreringer. Dem kan der være overordentligt mange af. For lokaliteten Lunderskov er de gennemgående årsager til dobbeltregistrering, at man ikke på Frihedsmuseet, som har foretaget den elektroniske registrering, har kontrolleret / har sat kompetente fagfolk til at rydde tidslerne bort - velsagtens et økonomisk betinget problem. Som dobbelt-, ind imellem flerdobbelte registreringer har årsagen for lokaliteten Lunderskov typisk været kombinationen af dokumentarisk kildemateriale fra Rigsarkivet eller andre arkiver, som kombineres med forsknings- og berettende beskrivelser. Det vil også blive anført i forbindelse med de fundne personer, og de personer, som er vurderet som forkerte dobbeltregistreringer, hvad fejlkilden har været. Her kan som eksempler nævnes L. Reinholdt, der er registreret som 2 personer, fordi han både ligger i arkivmaterialet og er nævnt i Aage Trommers Modstandsarbejde i nærbillede, 1973. Desuden nogle forkerte registreringer af overportør Lings (kaldes Ling), også fra Trommers bog, hvilket har medført, at Lings er blevet til 3 personer. Portør Linnet figurerer i Modstandsdatabasen ud fra en registrering efter Hans Mørup, På fløjen, 2000, og der er næsten ingen data på ham, blot at han blev arresteret i okt. 1944, ved aktionen mod jernbanesabotører, hvor også Lings og K. V. Olesen blev taget. Ydermere ser det ud til, at Arne Eskesen, Nagbøl, i Trommer er blevet til Arne Eriksen. Ved kontrol af referencen fremgår det tydeligt, at Trommer omtaler Arne Eskesen, ikke Eriksen! Altså en helt banal dobbeltregistrering, som (igen) skyldes sjusk i arbejdet med Modstandsdatabasen. Endelig er der fra Skanderup en registrering af Poul Larsen, som kun er nævnt i Ib Nordbys, Var vi også med? Kirken under besættelsen 1940-45 (Ib Nordby, 1990), s. 181. Hans eksistens er af Thomas Christensen bekræftet, Poul Larsen var under besættelsen landbrugsmedhjælper i sognet, formentlig ansat hos et landbrug med tilknytning til Indre Mission i Skanderup.
Når alle problemerne ved brugen af Modstandsdatabasen er nævnt, skal det dog også siges, at vi her har den mest centrale kilderegistrering, som hidtil er lavet til modstandsbevægelsens historie. Desværre kræver det nogen sagkundskab og omhyggelighed at benytte den professionelt.
Endelig er der Besættelsestidens illegale blade og bøger 1940-1945, der kan benyttes til at stifte bekendtskab med oplysninger, som ikke blev bragt i den officielle presse. Først og fremmest interessant m.h.p. at få indblik i holdninger, der var i opposition til samarbejdspolitikken.
Samarbejdspolitikken var som et resultat af sammenfaldende danske og tyske interesser på en række punkter i høj grad en forhandlingspolitik, hvor Danmark kunne give og tage i de løbende forhandlinger. Dette viste sig f. eks. i spillet omkring jødeaktionen i okt. 1943, hvor forspillet startede allerede i jan. 1942.* Her illustrerede besættelsesmagtens repræsentanter - ikke mindst den rigsbefuldmægtigede Werner Best, som i nov. 1942 afløste C. von Renthe-Fink[6] - stor forståelse for vigtigheden af at bevare kontakt til og forhandling med de samarbejdende danske politikere og myndigheder. Der synes at være dokumentation for, at Best havde en meget lunken holdning til og faktisk modarbejdede effektueringen af den tyske jødepolitik i Danmark, indtil den blev effektueret 01.-02. okt. 1943. Og at Best forudgående sørgede for, at aktionen blev kendt, hvilket gav mulighed for at langt hovedparten af de deportationstruede jøder kunne redde sig til Sverige.[7]
Den socialdemokratisk-radikale regering under Th. Stauning blev ved besættelsen siddende og allerede 10. april udvidet til en national samlingsregering med deltagelse af Venstre og Konservative. Hermed indledtes forhandlings- eller samarbejdspolitikken, dvs. et økonomisk-politisk samarbejde med besættelsesmagten med det formål at bevare mest mulig dansk selvbestemmelse. Det betød bl.a., at danske ønsker og tyske krav løbende blev forhandlet og afstemt gennem det danske udenrigsministerium, der som et led i samarbejds­politikken den 8. juli 1940 fik ny leder, Erik Scavenius, der afløste P. Munch. Samarbejdspolitikken omfattede bl.a. omfattende fødevareleverancer til Tyskland.

Samarbejdspolitikkens problemer

I første halvdel af perioden, indtil 29. aug. 1943, var det således danske politikere i samarbejde med besættelsesmagten, der i hovedtræk administrerede et besat land. Begrundelsen for forhandlings-, samarbejdspolitikken var bl.a., at man hermed kunne beskytte befolkningen mod de værste overgreb. Det kan også anføres, at den dansk-tyske grænse, som blev fastlagt ved folkeafstemning i 1920, var den eneste Versailles-grænse, som Hitler ikke søgte ændret, formentlig nok et resultat af den samarbejdspolitik, som regeringen havde forhandlet sig frem til.
Som et tegn på skærpelse af et ellers næsten gnidningsfrit samarbejdsforhold, kan man se 'telegramkrisen', hvor karrierediplomaten C. von Renthe-Fink blev afløst af SS-officeren Werner Best som befuldmægtiget, og den øverstbefalende for hæren Erich Lüdke, der havde førte en ret tilbageholdende politik, blev afløst af Hermann von Hanneken, der indledte en hårdere kurs i bekæmpelsen af sabotagen. Midt i september 1943 tiltrådte endelig SS-officeren Rudolf Mildner som chef for sikkerhedspolitiet i Danmark.
På den danske side af samarbejdspolitikken afløstes nu socialdemokraten Wilhelm Buhl, der havde været statsminister siden Staunings død i foråret 1942, af den radikale Erik Scavenius, der som aktiv politiker og udenrigsminister under 1. verdenskrig var overbevist om vigtigheden af neutralitet og forsigtighed over for den tyske nabo.
Danske kommunister har dog næppe følt sig beskyttet eller været tilhængere af samarbejdspolitikken, hvor der i aug. 1941 blev vedtaget en lov, som (i strid med grundloven) forbød al kommunistisk virksomhed. Det har nok også knebet noget med danske jøders tillid til samarbejdspolitikken. For dem blev den dog en positiv overraskelse - som Erik Scavenius formulerede det over for besættelsesmagtens repræsentant, Werner Best, så var der ikke med de ca. 8000 registrerede jøder noget "jødeproblem" i Danmark. Ikke før med samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943, hvor den af tyskerne planlagte aktion mod jøderne 01. - 02. okt. 1943 blev "lækket" af en tysk embedsmand, G. F. Duckwitz - allerede d. 28. september, og muligvis på foranledning af W. Best - til socialdemokratiske politikere, således at det lykkedes at evakuere de fleste til Sverige, kun 3-500[8] blev taget under aktionen. Werner Best fik ved denne indsats så meget kredit, at han undgik at blive dømt til døden efter besættelsen. Den meget forsigtige linje over for den danske forhandlings-, samarbejdspolitik illustreres glimrende i Indberetning fra Cecil von Renthe-Fink til det tyske udenrigsministerium 20. januar 1942. I Tyskland havde man besluttet, at der nu skulle der findes en løsning (Endlösung) på det europæiske jødespørgsmål: "Så længe det ud fra hensynet til krigsførelsen og vores totale politiske interesser synes afgørende, at den rolige udvikling i Danmark ikke forstyrres, kan en alvorlig behandling af jødespørgsmålet i Danmark ikke komme i betragtning." De argumenter, Werner Best som rigsbefuldmægtiget sammen med andre repræsentanter for den tyske besættelsesmagt i Danmark fremførte over for Berlin var, at de danske jøder var så få - ud af Europas ca. 11 mio. jøder, anslog man ved Wannsee konferencen efter indberetninger fra Danmark, at der her var 5600, hovedsageligt koncentreret i København. Desuden at de var en integreret del af den danske befolkning, hvor det ville blive opfattet som forfatningsbrud, hvis man fratog dem deres borgerlige rettigheder. Og endelig var der, hævdedes det, ingen jøder på betydningsfulde poster i det danske samfund.
I marts 1943 blev der afholdt rigsdagsvalg, hvor samarbejdspolitikkens partier fik 95,5 % af stemmerne. Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august blev det med departementchefstyret og dannelsen af Frihedsrådet i sept. 1943 mere tydeligt, at der i Danmark ikke var udelt begejstring for samarbejdspolitikken. I løbet af sommeren 1943 var det blevet tydeligt, at tyskerne i krigen var i alvorlige vanske­ligheder, krigslykken så ud til at vende. Dette skulle jo nok heller ikke gøre begejstringen for samarbejdspolitikken større. Som det fremgår af det følgende, var det dog helt frem til besættelsens afslutning kun et forsvindende mindretal, som satte sig op mod besættelsesmagten gennem illegale aktiviteter[9]. Undtagelsen var af gode grunde danske kommunister og jøder, for hvem det selv med et minimalt kendskab til den nazistiske ideologi var klart, at hverken samarbejdspolitik eller passivitet kunne redde dem. De fleste jøder blev i okt. 1943 som nævnt evakueret, kommunisterne derimod var efter Kommunistloven jaget vildt og blev grundstammen i modstandsbevægelsen.

Modstandsbevægelsens organisering

 
Modstandsbevægelsen blev i løbet af 1943 og endeligt i 1944 opdelt i 7 regioner. Region III var opdelt i distrikter og lokaliteter. Lokaliteten Lunderskov var (eller blev) en del af Vejen Distrikt, der var del af Region III Sydjylland.
Region III var med 6426 registrerede medlemmer[10] af modstandsbevægelsen en af de medlemsmæssigt mindre regioner, lidt større end Region IV Fyn men dog betydeligt større end Region VII Bornholm.
Denne inddeling var et resultat af et direktiv fra SOE, London, som dec. 1943 sendte major Flemming Muus til Danmark. Han fik godsejer Flemming Juncker til at påtage sig det organisatoriske arbejde med Jylland.
Juncker benyttede unge ikke-militære assistenter, først stud. theol. Chr. Ulrich Hansen, der blev taget og likvideret af tyskerne i febr. 1944. Herefter Anton Toldstrup fra Skive. Begge unge og overordentligt talentfulde. Det var i øvrigt Juncker, der gav Anton Jensen, tolderen fra Skive dæknavnet Toldstrup, det skulle være let at huske. Den militære assistance blev en ældre officer med sprængningsekspertise, den i 1943 55-årige oberstløjtnant Vagn Bennike. Bennikes placering i Jylland, hvor han efterhånden fik manøvreret sig frem til en ledende position som Jyllandsleder fik stor betydning for region III, Sydjylland, som han var chef for.
Det er ganske artige historier om Bennikes kvalifikationer og hans forhold til Toldstrup, som man kan underholde sig med.
Hvis man vil se dem lidt mere indgående, så beskrives de i et herværende appendiks.
Fordelingen af de 80 619 frigivne personnavne i undergrundshæren
Trommers kritik af Bennike går ikke i detaljer, men kan sammenfattes som manglende kvalifikationer mht. togdrift, han var mere optaget af at centralisere magten hos sig selv end om effektiviteten i jernbanesabotagen, han havde manglende viden og forståelse samt et paranoid, vel misundelsesrelateret forhold til Toldstrup, som af ledende kræfter i SOE karakteriseredes som Europas mest taktisk begavede nedkastningschef.
I efterskriftet til Kære Fætter, s. 191 skriver Fl. Juncker i 1989 indledende om Toldstrup, at "... diplomat var han ikke." Den ret selvhøjtidelige Bennike forstod slet og ret ikke Toldstrups ind imellem bidende ironi. Juncker skriver videre, at det var en belastning for forholdet mellem de to mænd, at Bennike var "overdrevent" sikkerhedsorienteret, hvor Toldstrup var meget lidt optaget af kommandoveje og hele tiden opmærksom på "markens uophørlige og fra dag til dag hurtigt skiftende krav." (Kære Fætter, s. 193). Og videre skriver Juncker, at "... det ikke alene var modsætninger mellem Toldstrups løben store risici belønnet med enorme resultater og Bennikes passive form med små resultater og enorm Security ... (men også, at Toldstrup) i sommeren 1944 rejser til København for at træffe ... Flemming Muus - med det formål om muligt at få Bennike udskiftet." Toldstrup beder Muus om fuld diskretion, men denne går til Frihedsrådet med anmodningen, hvorved Bennike ret snart bliver orienteret. Hermed er "en uforsonlig krig erklæret, og skylden (har) alene Muss'", skriver Juncker (Kære Fætter, s. 194).
Region III var oprindeligt opdelt i 22 distrikter, men som det fremgår af Aage Trommers forskning, har der snarere været 14, dvs. at der har været foretaget en sammenlægning af de mindste af distrikterne. I denne sammenlægning er Vejen, Brørup, Gørding, Holsted, Holsted Stationsby, Lunderskov og Vamdrup blevet til lokaliteter i Vejen Distrikt. Kortet neden for er af så dårlig en kvalitet, at man kun vanskeligt kan se de 14 distrikter (sorte markeringer), som blev et resultat af sammenlægningen af de oprindeligt 22 (markeret som røde cirkler). Klik på kort for forstørrelse. Men man kan da se, at det især var Vejen Distrikt, som var et resultat af sammenlægningerne i Region III.
Kort og oplysninger fra Nationalmuseet om Undergrundshæren samt fra Modstandsdatabasen.
Frihedskæmperarmbind med Koldinghus motiv, Museet på Koldinghus.
 
 
 

Personerne i den lokale modstandskamp

Lokalt foregik modstandskampen som i det øvrige Danmark: Den spæde start fra 1942, eskalering fra 1943, der fra 1944-45 medførte arrestation og deportation til Frøslev- og / eller kz-lejre, hvor flere hundrede tusinder døde. Et af de dødsfald, som i Lunderskov kan konstateres i forbindelse med modstandsarbejdet, var dog ikke deportationsrelateret, men var en direkte likvidation under et arrestationsforsøg. Det andet dødsfald skete kort efter et ophold i kz-lejren Neungamme. En tredje fra Lunderskov, som også opholdt sig i Neungamme i samme tidsrum, slap levende derfra.
Snedker Emanuel[11] Højer Hauchilt Koch Alveen er registret med tilhør til Kolding, hvor han deltog i produktion og distribution af det illegale Budstikken, som det ligeledes illegale DKP i Kolding udgav fra juni til december 1943. Det kan have været i forbindelse med en arrestationsaktion omkring Budstikken i 1943, at Alveen flygtede til Lunderskov, hvor han kom til at arbejde som snedker. Man kan i erindringsmaterialet[12] se, at Budstikken blev uddelt i Lunderskov, velsagtens fremskyndet som et resultat af Alveens ankomst til byen.
Likvideringen af Alveen 02.10.1943 skete som beskrevet i forbindelse med en arrestationsaktion, hvor Alveen forsøgte at flygte. Det var på samme tid, at mejeribestyrer B. Hald måtte gå under jorden.
Lokalt og konstaterbart har det kun været muligt at identificere to lokalt KZ-indsatte.
Den ene var overportør Niels Chr. Frode Lings, der 06. okt. 1944 blev taget for sabotage, indsat i Frøslevlejren og herfra ført til Neungamme.
Iflg. mundtlige oplysninger fra svigersønnen, Niels Aunsbjerg Nielsen, så havde Lings ud over at være overportør en radioforretning over for Hvidkilde, registreret i Fru Lings' navn. Lings overlevede de kortvarige ophold i Frøslev og Neungamme og flyttede herfra til Horsens.
Den anden var arbejdsmand Karl Valdemar Olesen fra Gjelballe, som ikke er registreret under Lunderskov men under Frøslevlejren og Kolding. K. V. Olesen blev arresteret 06.10.1944, samme dato som N. C. F. Lings, begge for jernbanesabotage. Han blev 13.1.1945 overført til Neungamme. Han døde i Sverige af tuberkulose (iflg. Helge Kappel Pedersen - uden navneangivelse, men bekræftet af brodersønnen Kaj Olesen) 23.4.1945. Det fremgår desuden af registreringen for portør Linnet, at han også blev arresteret i okt. 1944, men der er ingen data, der antyder, at han skulle være sendt hverken til Frøslev og / eller Neungamme. Der er i det hele taget meget få data om Linnet, men det er af Kaj Olesen bekræftet, at der i Lunderskov var en portør og modstandsmand af det navn.

Personregistrant over modstandskampens lokale personer

Som det fremgår af registranten neden for, er personnavnene alfabetisk efternavnsordnet og efter by- tilhør. Der er fødselsår og bopælssted. Region, sektion og distrikt er fjernet fra oversigten sammen med andre ikke-informerende detaljer. Geografisk gælder det for alle, at det drejer sig om region III, Sydjylland, Vejen distrikt, lokaliteten Lunderskov. Undtagelserne herfra er B. Hald, som er registreret i Vejle distrikt efter at være flygtet fra Lunderskov, E. H. H. K. Alveen, der er registreret med tilhør i Kolding, men som blev dræbt i Lunderskov og Robert V. Kiel[13], der nok er registreret under Lunderskov, men som hurtigt blev aktiv i Den Danske Brigade uden for Danmark. Desuden Karl V. Olesen, som oprindeligt er registreret i Kolding, men som blev taget for jernbanesabotage i Lunderskov i okt. 1944 sammen med Lings og Linnet, og som også kom i koncentrationslejr men døde i Sverige inden krigens afslutning.
Hvis der findes foto af de registrerede, vil det være indlagt i tabellen som kald på efternavn. På fællesbilledet (de fleste af de registrerede med billede) er der en sort ramme, der markerer den afbildede person.
Efternavn
 
Fornavn
 
Fødselsdato
 
Dødsdato
 
Beskæftigelse
 
By
 
Rang
 
Modstandstype
 
  
Lunderskov
 
                
Alveen
 
Em. H.H.K.
 
6.4.1897
 
02.10.1943
 
Snedker
 
Kolding
 
  
Illegal presse
 
  
Andersen
 
Henry Houborg
 
1.5.1919
 
3.12.1993
 
Landmand
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
  
Bruun
 
Svend Ronald Petersen
 
23.7.1920
 
14.2.1985
 
Kontrolass.
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
  
Christensen
 
Jens Christian Baun
 
20.3.1924
 
08.10.1984
 
Ekstraarbejder
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
  
Christian Viggo
 
29.9.1907
 
13.3.1993
 
Gårdejer
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
  
Dall
 
Ove Husted
 
02.10.1927
 
  
Elev
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
  
Dall
 
Johannes Julius
 
28.12.1894
 
2.11.1971
 
Gårdejer
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
  
Dich
 
Marius
 
    
Portør
 
Lunderskov
 
  
Sabotage
 
  
Eriksen
 
H. K.
 
1.2.1880
 
  
Politiassistent
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Geil
 
Peter
 
1.4.1922
 
  
Portør
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Svend Aage
 
23.3.1920
 
11.5.2000
 
Snedkersvend
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Gydesen
 
Niels Holst
 
24.8.1903
 
23.2.1988
 
Landmand
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Hald
 
Børge E. Kristensen
 
31.7.1906
 
  
Mejeribestyrer, dækidentitet er medhjælper
 
Vejle, Sektion Q, 10. Kompagni
 
  
Militærgruppe
 
    
Hasberg
 
Valdemar
 
19.10.1895
 
27.4.1971
 
Remisearbejde
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Hedegaard
 
Chresten
 
3.9.1920
 
19.4.2001
 
Reservebetjent
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Jacobsen[14]
 
Christian
 
      
Lunderskov
 
  
Sabotage
 
Dobbelt
registrering
 
Jacobsen
 
Chr.
 
10.6.1895
 
  
Mejeribestyrer
 
Lunderskov
 
Byleder
 
Militærgruppe
 
    
Jensen
 
Knud Henrik
 
17.9.1916
 
20.6.1970
 
Vejmand
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Jensen
 
P. Hedensted
 
26.3.1895
 
  
Lagerforvalter
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Jørgensen
 
Hans Christian
 
14.11.1913
 
04.10.2005
 
Manufakturhandler
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Jørgensen
 
Karl
 
    
Slagter
 
Lunderskov
 
Modstandsarbejde i Kolding, usikker, kun Trommer
 
  
Kiel
 
Robert Vindum
 
13.5.1919
 
26.2.2002
 
Landmand, Kielsminde
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Koch
 
Hagbard
 
12.3.1914
 
23.12.1996
 
Mejerist
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Kristensen
 
Ejnar Halvdan
 
27.2.1907
 
31.12.1980
 
Skovfoged
 
Lunderskov
 
Registreret i Region V, kompagnifører
 
Ling
 
N.
 
    
Portør
 
Lunderskov
 
  
Almen illegal aktivitet
 
Tredobbelt
registrering
 
Ling
 
N.
 
    
Portør
 
Lunderskov
 
  
Sabotage
 
  
Lings
 
  
25.1.1897
 
  
Portør
 
Lunderskov
 
Leder
 
Jernbanesabotage
 
    
Linnet[15]
 
      
Portør
 
Lunderskov
 
  
Almen illegal aktivitet
 
Familiens
Efterkommere
findes stadig
i Lunderskov
 
Lorentzen
 
Ejnar Anholm
 
1.11.1914
 
19.9.1988
 
Snedkermester
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Lundqvist
 
Ejner
 
20.9.1911
 
  
Ekstraarbejder
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Møller
 
Hans Petersen
 
29.8.1919
 
1.3.1998
 
Gårdejer
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Møller
 
Peter Beck
 
17.5.1914
 
27.5.1996
 
Fiskemester
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Nielsen
 
Christian
 
22.1.1922
 
  
Reservebetjent
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Nielsen
 
Carl
 
10.3.1921
 
  
Bankassistent
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Nielsen
 
Olav
 
1.1.1921
 
  
Ekstraarbejder
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Nielsen
 
Alex.
 
23.5.1894
 
  
Mekaniker
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Nørgaard
 
Carlo August
 
8.4.1907
 
26.2.1981
 
Boelsmand
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Olesen
 
Karl Valdemar
 
7.4.1911
 
23.4.1945
 
Arbejdsmand
 
Lunderskov, Kolding
 
  
Almen illegal aktivitet
 
    
Olsen
 
Jeppe
 
13.6.1889
 
  
Boelsmand
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Petersen
 
Ørskov
 
2.7.1912
 
  
Politibetjent
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Rasmussen
 
Peter
 
21.1.1887
 
  
Gårdejer
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Ravn
 
Anders Iversen
 
5.8.1901
 
18.12.1973
 
Gårdejer
 
Seest
 
  
Militærgruppe
 
    
Reinholdt
 
L.
 
17.9.1882
 
  
Købmand
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
Dobbelt
registrering
 
L.
 
17.9.1882
 
  
Købmand
 
Lunderskov
 
  
Modtagegruppe
 
    
Roed
 
Johs.
 
24.3.1900
 
  
Købmand
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Roldsgaard
 
Harald Dreyer
 
10.9.1918
 
21.9.1980
 
Maskinarbejder
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Aage Hilmar
 
26.6.1918
 
15.11.1999
 
Snedkersvend
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Sørensen
 
Arnold Andreas
 
26.1.1908
 
24.4.1985
 
Vognmand
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
Thomsen
 
Henning Brolin (Tom)
 
14.03.1924
 
02.01.2005
 
Stationsarbejder
 
Lunderskov
 
  
Militærgruppe
 
    
           
45 i alt, hvis der er justeret korrekt
 
Nagbøl
 
                
Andersen
 
Alfred
 
18.6.1911
 
9.1.1992
 
Mekaniker
 
Nagbøl
 
  
Militærgruppe
 
    
Eriksen
 
Arne
 
    
Gårdejer
 
Nagbøl
 
  
Modtage-gruppe
 
Fejl i
registrering?
 
Arne
 
17.11.1909
 
18.1.1984
 
Gårdejer
 
Nagbøl
 
  
Militærgruppe
 
    
Kroll
 
Henrik Friedrich
 
28.10.1912
 
21.1.1970
 
Maskinarbejde
 
Nagbøl
 
  
Militærgruppe
 
    
Lund
 
Carl Nedenskov
 
10.1.1923
 
07.9.1988
 
Landmand
 
Nagbøl
 
  
Militærgruppe
 
    
Møller
 
Carl
 
30.7.1906
 
10.10.1977
 
Mekaniker
 
Nagbøl
 
  
Militærgruppe
 
    
           
5 i alt, hvis der er justeret korrekt
 
Skanderup
 
                
Kiel
 
Sigfred
 
15.6.1920
 
26.7.1985
 
  
Skanderup
 
  
Almen illegal aktivitet
 
    
Larsen
 
Poul
 
      
Skanderup
 
  
Almen illegal aktivitet
 
    
           
2 i alt
 
Totalt i Skanderup Sogn er 52 registreret som aktive i modstandsbevægelsen.
Aldersmæssigt kunne Marie Lings Aunsbjerg Nielsen godt være en datter af modstandsmanden Lings. Hvad hun også var iflg. mundtlig samtale med ægtefællen Niels Aunsbjerg Nielsen.
Ikke bosat i sognet men med rod herfra, finder man på Hørup Kirke, Sydals et gravmonument over Niels P. Korsgaard, født 28.11.1896 i Skanderup, betegnet som overgendarm, død i KZ-lejren Schandelah, en underafdeling af Neungamme, 27.11.1944. Han er ikke medregnet i tabellen. Det er derimod flg. med tvivlsom tilknytning til lokaliteten Lunderskov: slagter Karl Jørgensen, Kolding, mejeribestyrer B. E. K. Hald, Vejle og Robert Vindum Kiel, som er medregnet.

Modstandskampens organisationstilknytning o. a. fordelingskriterier

Det er noget vanskelig at udrede sammenfattende karakteristikker af den lokale modstandsbevægelse med den p.t. ganske uigennemskuelige måde, Modstandsdatabasen er opbygget på. Man er nødsaget til at kombinere forskellige former for søgning for at få et korrekt billede - personsøgning kan foretages på distrikt, men omfatter ikke organisationstilknytning - og mangler en hel del personer, som af uigennemskuelige grunde kun er søgbare efter andre kriterier. Søgning på organisationstilknytning og modstandsaktiviteter løser problemet med de kriterier, der giver mangler i personsøgningen. Til gengæld kan man her ikke søge efter distrikt men kun efter lokalitet!
Det vil være muligt ud fra de registrerede personnavne, som er frigivet, at lave en opdeling på køn (det er simpelt, der er kun registreret mænd), alder, geografisk placering (det er gjort, men kan muligvis for meget lokalkendte være overraskende, da registreringen ikke altid er lige præcis - det er den dog som regel, så vidt det kan kontrolleres) og erhvervsmæssig status.
Den erhvervsmæssige status skal suppleres, dvs. opdateres. F. eks. er Carl Møller, Nagbøl registreret som mekaniker, men er senere mere kendt som fabrikant. Lauge Reinholdt er registreret som købmand, hvad han også var, bl.a., men han er også kendt som foderstofhandler.
Med forbehold for misforståelser, registreringsmangler og manglende opdatering viser en simpel optælling, at der blandt de registrerede er 16 tilknyttet landbrug (gårdejere, boelsmænd, medhjælpere), 6 arbejde ved jernbanen (portør m.v.), 3 politi o.l., 8-9 fag- og ufaglærte arbejdere / håndværkere, 4-5 selvstændige i byerhverv. Hertil kommer 2 mejeribestyrere, 1 elev, 1 kontrolassistent, 1 mejerist, 1 fiskemester, 1 lagerforvalter og 1 bankassistent, 52 i alt. Altså dominans inden for landbrugserhvervet, hvilket ikke er så forbavsende for et landsogn.
Den aldersmæssige fordeling for modstandsbevægelsen i hele lokaliteten Lunderskov er meget lig den, man ser i den øvrige del af Danmark. Der er enkelte blandt de registrerede, hvor aldersmæssige oplysninger mangler:
Fødselsår
 
1880-1897
 
1900-1909
 
1910-1920
 
1921-27
 
Antal
 
11
 
10
 
18
 
8
 
Hvis vi sætter aldersmålingstidspunktet til 1943, så var den ældste i gruppen af de ældste modstandsfolk 63 år, og det var blandt de ældre, ledelsesfunktionerne lå.
Der var relativt mange unge mennesker under 30 år. Sammenligner man med byer med videregående uddannelser, har der dog i Lunderskov været en mindre andel af helt unge i modstandsbevægelsen.
Af de 52 her registrerede er der forsøgt justeret for dobbeltregistreringer, f. eks. er der dobbeltregistrering for L. Reinholdt, Lings, A. Eskesen. De her nævnte er anført i tabellen. Men der kan være andre faldgruber, og der kan givet også være regulære misforståelser, fordi lokalkendskabet, der ligger bag denne undersøgelse, er af en noget ældre dato.
Tages der forbehold for evt. dobbeltregistreringer og andre registreringssærpræg, var der i Skanderup Sogn 5 modstandsfolk i Nagbøl, 1 i Seest, 1 i Gjelballe, Christian Viggo Christensen, som er registreret i Lunderskov, 2 i Skanderup og 46 i Lunderskov, hvor Seest er med, 52 i alt. Hertil kommer 4 endnu ikke offentliggjorte.
De to i Skanderup registrerede er begge tilknyttet landbrugserhvervet, Sigfred Kiel er registreret som landmand, han er velkendt i sognet, og ham finder man ved personsøgning. Poul Larsen derimod finder man kun ved at søge på ”type af modstandsarbejde”, her ”almen illegal aktivitet”. Adspurgt kunne TC huske Poul Larsen som landbrugsmedhjælper i Skanderup. Kilden til registreringen af Poul Larsen er Ib Nordby, Var vi også med? Kirken under besættelsen 1940-45, (Ib Nordby, 1990) s. 181. [16]
Ib Nordbys undersøgelse udspringer af et forskningsprojekt på Odense Universitet af KFUM og K's og FDF’s holdninger til og deltagelse i modstandskampen. Disse organisationer med tilknytning til Indre Mission havde i 1940 katagorisk afvist at gå ind i Dansk Ungdomssamvirke, der i nogen grad forholdt sig kritisk til samarbejdspolitikken. Hvor KFUM og K advarede mod det illegale arbejde, ” kristen først, national siden”, synes Nordbys undersøgelse at vise, at FDF prioriterede omvendt. For at imødegå efterkrigstidens kritik indkaldte KFUM og K’s ledelse indberetninger fra organisationens lokalforeninger om medlemmernes deltagelse i illegalt arbejde. Disse indberetninger er Nordbys kildegrundlag for bogens 2. del, som kvantitativt er undersøgelsens vægtigste.
Noget kunne tyde på, at Poul Larsen må have været ansat på en gård med tilknytning til Indre Mission, men det er ganske usikkert ud fra de sparsomme, tilgængelige oplysninger at sige noget præcist herom. Noget kunne ret sikkert tyde på tilknytning til KFUM, da det er indberetningerne hertil, Nordby har benyttet.

Modstandsbevægelse og sognets religiøse skillelinjer.

Man kan ud fra det dokumenterede tilhør til modstandsbevægelsen af to personer, tilknyttet KFUM og de to mejeribestyrere for henholdsvis Lunderskov og Skanderup Mejeri, for det søndags- og ikke-søndags-hvilende mejeri, konstatere, at de religiøse skillelinjer ikke gjorde sig særskilt gældende i modstandsbevægelsen. Af de 52 registrerede modstandsfolk kan helt sikkert konstateres 3-4 med tilknytning til Indre Mission og 2 (Chr. Jacobsen, Skanderup Mejeri og Arne Eskesen med familiemæssige relationer) tilknyttet valgmenigheden. Dvs. henholdsvis 6 og 4 % af modstandsbevægelsen. Om årsagen til det manglende engagement i modstandsbevægelsen for Indre Mission så har været den kristelige prioritet som KFUM og K havde på organisatorisk plan, kan man ikke sige noget fornuftigt om. Tilsvarende kan man heller ikke sige, at valgmenighedens engagement i modstandsbevægelsen var bemærkelsesværdig, mejeribestyreren og måske en enkelt herudover. De knap ca., 2 %, der gik ind i modstandsbevægelsen lokalt må nok siges at have haft andre prioriteter end de for sognet sædvanlige religiøse skillelinjer.
Det er ikke muligt at finde oplysninger om tidspunktet for indtræden i modstandsarbejdet. Mange indtrådte i 1942-43. En del formentlig også i 1945, meget tæt op ad befrielsen, hvor risikoen var til at overse.
Både under og efter krigen var det almindeligt at demonstrere sit nationale sindelag med et kongeemblem. Sølvmærket er fra 1945, det andet er et alternativt mærke, lavet af en udsavet 2-øre under besættelsen. Museet på Koldinghus.
 
Af ledere er der registreret mejeribestyrer Chr. Jacobsen i Lunderskov. Det kan kun være Skanderup Mejeri, som jo også lå i Lunderskov. Mejeribestyreren for Lunderskov Mejeri hed dengang B. Hald, og han var også modstandsmand.
B. Hald måtte i 1943 gå under jorden. Iflg. en mundtlig fortalt beretning var han til begravelse i Skanderup Kirke, og hertil kom der en advarsel om, at han nu var eftersøgt af besættelsesmagten.
Det vides også i den mundtlige beretning, at B. Hald flygtede til Vejle, hvor han under alle omstændigheder blev registreret som del af modstandsbevægelsen her, dog under andet navn.
B. Hald er ikke entydigt registreret under Vejle, hvor han givet har benyttet et af sine mange dæknavne efter at være gået under jorden. Fotoet, som B. Hald er registreret med, er et legitimationskort, det har helt andet navn og andre personlige data end registraturen for B. Hald i øvrigt.
Hvis B. Hald har været involveret i jernbanesabotage, har det næppe været i Lunderskov, hvor jernbanesabotagen først startede i 1944, hvor Hald var gået under jorden og formentlig opholdt sig i Vejle. Datteren, Inger Arnbjerg-Nielsen har i sin beretning om faderen alligevel en historie om faderen og en jernbanesabotageaktion - som dog næppe kan have fundet sted i Lunderskov[17].
Desuden var der to portører Lings og Linnet - sidstnævnte har meget få data men er af K. Olesen bekræftet som et navn i Lunderskov. Der eksisterer kun et foto af Lings foran Lings Radio - Lings og Linnet kunne have været samme person, men må ud fra de foreliggende oplysninger antages at være to portører, hvor Lings har været den mest fremtrædende som leder. Og i modsætning til alle de øvrige - formentlig dog også Chr. Jacobsen, B. Hald, K. V. Olesen og Linnet - var der her tale om registrering for jernbanesabotage og "almen illegal aktivitet". Hvor alle de øvrige, også undtaget Karl V. Olesen, er registreret som "militærgruppe".

Andre i modstandsbevægelsen

Robert Vindum Kiel er medtaget, fordi han er registreret med tilhør til "Kielsminde pr. Lunderskov". Ellers er han tilknyttet Den Danske Brigade, 1. bataljon. Han er registreret for at være mødt i brigaden 16-03-1944, overført til Sättra Brunn, Håtunaholm 1.5.1944, overført til 1. bataljon 1.5.1945. Det er ret tilfældigt, at Robert Vindum Kiel overhovedet er fundet, men det skyldes mere den manglende logik i databaseregistreringen end virkeligheden, må man nok antage. Robert V. Kiel figurerer ikke under de af TC anførte med tilhør til Kielsminde, men adspurgt kunne TC klart bekræfte, at Robert V. Kiel kom fra Kielsminde.
Arbejdsmand Karl Valdemar Olesen blev taget af tyskerne 06. okt. 1944 sammen med N. C. F. Lings for jernbanesabotage. I Frøslevlejrens fangekartotek hedder det om arrestationsbegrundelsen, at det var "sabotage". Der er i Modstandsdatabasen ingen data omkring Karl V. Olsen, hvis man søger under Lunderskov. Han er registreret under lokaliteten Kolding og Frøslevlejren. Men det fremgår af materiale på Lunderskov Lokalarkiv, at han boede i Gjelballe, og at han døde 23. april under opholdet i Neungamme. Med disse oplysninger kan man så også slå ham op i Modstandsdatabasen, hvor han er registreret med data, der bekræfter oplysningerne på Lokalarkivet. I Frøslevlejrens kartotek er han registreret som Carl Valdemar Olesen. Som Lings blev K. V. Olesen ført til Frøslevlejren og herfra til Neungamme, hvor han døde af tuberkulose 23. april, dvs. kort før krigsafslutningen, medens Lings overlevede.
Det kunne også være interessant, om der kunne gives et bud på de partimæssige tilhørsforhold. Det eneste, der vides med sikkerhed, er, at E. H. H. K. Alveen var tilknyttet DKP. Og det er velkendt, at netop denne partitilknytning betød en næsten sikker modstandsaktivitet - i det mindste efter Tysklands angreb på Sovjetunionen. Kommunistloven betød jo, at tilværelsen som kommunist ikke længere var sikret af de normale demokratiske frihedsrettigheder.

Modstandsbevægelsens omfang

Man kan ikke umiddelbart finde oplysninger om folketallet i Skanderup Sogn for 1940-45 i Danmarks Statistik. Men man kan i Statistikbanken få tal for hovedlandsdelene, hvor man for Jylland kan udregne væksten i folketallet 1930-40 til at være på 6,1 %, væksten 1940-45 til 5,9 %. Med lidt god vilje kan den gennemsnitlige befolkningsvækst for Jylland sættes til 2*6 %, dvs. 12 % for perioden 1930-45.
Ud fra folketallet i Skanderup Sogn i 1930, der var på 2321 personer, kan man så estimere det gennemsnitlige folketal i Skanderup Sogn 1940-45 til at være 2600. Og med en maksimal modstandsfrekvens på 50 personer, kan man anslå modstandsfrekvensen til 1,9 % i Lunderskov. Landsgennemsnittet var omkring 2 %.
Langt de fleste lokale modstandsfolk var i det, der kaldtes en militærgruppe. Resten af modstandsaktiviteterne fordelte sig i Lunderskov på sabotage og andet. Der er ingen registreret på jernbanesabotage!
Modstandsdatabasens statistik, som ligger til grund for det her anførte diagram, skal tages med et gran salt. Den svarer ikke til nedenfor givne oplysninger, som ud fra det foreliggende materiale må hævdes at være de mest korrekte.
I Lunderskov kan der på særskilt søgning på sabotage findes 3 resultater: 1) Ling, portør, som må formodes at være N. Chr. Frode Lings, 2) mejeribestyrer og byleder Chr. Jacobsen, som muligvis iflg. mundtlige oplysninger fra N. Aunsbjerg Nielsen efterfulgte mejeribestyrer B. Hald, der i 1943 måtte gå under jorden, og 3) portør Marius Dich. Alle de her nævnte er med i denne organisationsregistrering, fordi de figurerer i Aa. Trommers bog fra 1973, Modstandsarbejde i Nærbillede.
Under Almen illegal virksomhed er Lings og C. Olsen registreret. I Modstandsdatabasen er det Karl V. Olesen, som benævnes C. Olsen. K. V. Olesen var ret sikkert tilknyttet jernbanesabotagen
Det kan næppe passe, at der i Lunderskov kun var en enkelt eller et par stykker involveret i jernbanesabotage, men hvis vi godtager sabotage og jernbanesabotage under et, dvs. 4 involveret, så er statistikken nok ca. retvisende, så vidt det kan vurderes ud fra de foreliggende oplysninger. Anden organisationstilknytning kan ikke findes i registraturen for Lunderskov.
Kønsfordelingen er simpel, der var kun mænd i modstandsbevægelsen i Skanderup Sogn, primært fra Lunderskov, enkelte fra Nagbøl, Gjelballe, Skanderup, en enkelt fra Seest.
Ledere. Der er registreret 1 byleder, Chr. Jacobsen og en enkelt leder af andet, N. Chr. Frode Lings. Begge Lunderskov.

Jernbanesabotage i og omkring Lunderskov

Ud fra de oplysninger, der kan udledes af oven for anførte arrestationer for jernbanesabotage, så var lederen i oktober portør Lings, medens K. V. Olesen og Linnet var med i samme arrestationsaktion. Desuden anfører Thomas Hansen i sit erindringshæfte, Min barndomsvej Klebækvej, 2010, at også Sigfred Kiel var med i jernbanesabotagen. Dette kan dog ikke bekræftes af andre kilder, men må anses for at være kendt og pålideligt erindringsstof. Der omtales i samme erindringshefte en jernbanesabotage, som en familie på Højgaard, Klebækvej oplevede med sabotage mod et godtog, hvor polske fanger blev sat til at slukke ilden i brændende benzinvogne og nedskudt, når de begyndte at brænde (s. 6). Det må formodes at have været enten under den begyndende sabotage i 1943 eller - mere sandsynligt - 1944-45, hvor de fleste aktioner fandt sted.
Endelig omtales det i Trommer (nærbillede, s. 306), at Christian Jacobsen fra Rødding i midten af marts blev sat ind som leder af jernbanesabotagegruppen i Lunderskov, som i midten af februar havde måttet gå under jorden. Det har formentlig været den Chr. Jacobsen, der i Modstandsdatabasen er registreret som mejeribestyrer (Skanderup Mejeri), byleder og født i 1895.
Det stod længe uantastet i dansk historieskrivning, at den danske modstandsbevægelse gennem omfattende jernbanesabotage i krigens sidste måneder ydede et værdifuldt militært bidrag til den vest allierede krigsførelse i direkte samarbejde med SHAEF[18], overkommandoen for de vest allierede styrker på Kontinentet.
Denne opfattelse af jernbanesabotagens betydning var baseret på beretninger fra de involverede, og den holdt indtil Aage Trommers disputats fra 1971, Jernbanesabotagen i Danmark.
Trommers arbejde er uomgængeligt, og enhver, der vil beskæftige sig seriøst med jernbanesabotagen, må forholde sig til hans resultater. De benyttes her som rettesnor for beskrivelsen af de betingelser, den lokale modstandskamp opererede under.
Som jernbaneknudepunkt var Lunderskov et indlysende mål for jernbanesabotagen, der først startede for alvor i 1944. Dog blev den allerførste jernbanesabotage udført mellem 06. og 07. nov. 1942 ved Espergærde på Sjælland, udført af KOPA, som senere blev til BOPA. Man kan i litteraturen om besættelsestiden i Kolding se anført, at jernbanesabotagen også skulle være startet i Lunderskov allerede i 1942. Denne oplysning må dog nok bero på en misforståelse. Der kan findes oplysninger om, at et godstog i 1942 påkørte et andet godstog i Lunderskov, 3 blev dræbt[19]. Det er vist nok billedet af denne togulykke, der bliver bragt som (en noget misvisende) illustration til C.-G. G. Schøllers beretning i Danmarks Befrielse 1945-1995, s. 14, og misforståelsen mht. jernbanesabotage i Lunderskov i 1942 er muligvis udsprunget herfra.
Det fremgår også af C.-G. G. Schøllers beretning, at han som chef for modstandsbevægelsens Region I (Nordjylland) i april 1944 deltog i et indledende eksperiment omkring jernbanesabotage på hovedbanen Kolding-Bramminge, vest for Lunderskov. Forsøget, som Schøller kaldte det, blev iflg. Schøller af andre karakteriseret som begået af "amatøragtige fjolser", fordi kun den ene skinne var blevet sprængt. Schøller selv kalder det i sin beretning for et "videnskabeligt forsøg", hvor der med vilje kun blev sprængt den ene skinne. Man kan i andre beretninger[20] omkring jernbanesabotagen se, at det blev underøgt grundigt, hvordan man mest muligt effektivt foretog sprængninger, også m.h.p. at skade det sagesløse togpersonale mindst muligt.
Den første sabotageaktion v. Espergærde i 1942 var i første omgang en "teknisk fiasko", idet der af de aktionerende kommunister under Ejgil Larsen blev benyttet den såkaldt kinesiske metode med at fjerne en kortere skinnelængde og bøje den til den rigtige side i et sving. Men aktionen fik som resultat, at der rejstes tyske krav om øget bevogtning af jernbanespor og -broer, og fra 20. februar 1943 indførtes ekstraordinær bevogtning af bl.a. strækningen København-Esbjerg og Frederikshavn-Padborg, hvilket jo så også omfattede Lunderskov. Dette korps kom til at bestå af 1200 politifolk og et tilsvarende antal DSB "svelletællere", som eksisterede indtil politiet blev taget af tyskerne 19. september 1943. Der blev af dette korps aflagt grundige rapporter til Gestapo. Iflg. Trommer er der ingen eksempler på, at sabotører er blevet pågrebet ved denne bevogtning.
I de af Trommer opstillede oversigter over jernbanesabotagen figurerer Lunderskov-Bramminge med sporskiftesprængninger og afsporinger i 1944 og 1945.
Man kan af de forskellige beretninger om jernbanesabotagen se, at der herefter fra 1944 og indtil befrielsen blev foretage adskillige sabotageaktioner på strækningerne omkring Lunderskov. Man kan også af beskrivelserne se, at det krævede en betydelig teknisk kunnen og viden om samt besiddelse af sprængstoffer for at kunne foretage vellykket jernbanesabotage.
Af kortet fremgår det, at jernbanestrækningen o. Lunderskov var et relativ hyppigt sabotagemål. Det fremgår også af kortet, at det især var banestrækningerne i Jylland, som var sabotagemål. Og her igen specielt strækningerne o. Struer - Holstebro - Herning, mellem Vejle-Brande og omkring Aarhus - Silkeborg - Skanderborg.
Kortet er taget fra den hjemmeside under statsministeriet, som blev oprettet i forbindelse med A. Fogh Rasmussens ret pludselige interesse for besættelseshistorien i 2003, hvor Danmark engagerede sig i den primært amerikanske og kun diskutabelt FN godkendte aktion i Irak. Men kortet bliver jo ikke misvisende alene af den grund.
Værnemagten tog sine forholdsregler over for det tiltagende modstandsarbejde, herunder skilt med teksten: "Gennemfart + fotografering forbudt! Den Tyske Værnemagt." Fundet på Skarregård, Sdr. Stenderup, men den oprindelige placering kendes ikke. Museet på Koldinghus.

Planlægningen af jernbanesabotagen

Følger man Trommers korrigerede liste for "aktioner mod jernbaner", var der i 1942 øst for Store Bælt den omtalte ved Snekkersten-Espergærde - herefter 111 i 1943, 311 i 1944, 1103 i 1945. Heraf flest på øvrige jyske baner end de østjyske, dvs. flest, hvor region III, II og I - og hermed Lunderskov - var involveret (jernbanesabotage, s. 42-43).
Der var selvfølgelig impulsive, enkeltpersonbaserede aktioner, som f. eks. sten på skinnerne mellem Vejen og Andst 11. marts 1943 og adskillige "telefonbomber", som efterhånden blev negligeret p. gr. af deres manglende udførelse. Men ellers var der generelt tale om organiserede aktioner, hvor der stod centralt ledede grupper bag.
De kommunistiske sabotagegrupper arbejdede under centrale direktiver, herunder malersvend Hans Peter Poulsen, der af partiet var blevet sendt fra Odense til Esbjerg, hvor han f. eks. var med i en aktion i Lunderskov 10. august 1943.
De af kommunisterne ledede aktioner i 1943 havde ikke jernbanerne som vigtigste mål - de var snarest, hvad man kan kalde provokationsaktioner, men de fik nok den politiske effekt, at samarbejdspolitikken hermed kom til at lakke hurtigere mod enden, endegyldigt samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943.
Ved siden af de kommunistiske aktioner i 1943 gik den britiske organisation SOE i 1943 også aktivt ind i overvejelser omkring jernbanesabotagens strategiske betydning. Helt centralt her stod SOE officeren Ole Geisler, der var med til at organisere nedkastningsgrupperne, bl. a. Hvidsten-gruppen. Geisler planlagde bl. a. en sprængning i Fredericia, men denne og en række andre mislykkedes og hele gruppen omkring Geisler blev trevlet op mod slutningen af 1943-44, hvor der af SOE blev påbudt et sabotagestop.
Sabotagestoppet fra 1944 udsprang af de vest allieredes planer om den invasion, som kom til at finde sted 06. juni 1944 i Normandiet, D-dag.
Det var også i denne forbindelse, at Danmark blev inddelt i regioner, i første omgang 6, senere de 7, som illustreret ovenfor grafisk og talmæssigt. Det overordnede hensyn blev herefter koordineringen med den allierede krigsførelse.
Der blev nedsat et militærudvalg, M-udvalget, som skulle koordinere, så den danske indsat blev mest muligt tilpasset til den samlede, allierede planlægning. Flemming Juncker blev her uformel Jyllandsleder, indtil hans illegale lejlighed i Aarhus blev invaderet af Gestapo. Herefter overtog Bennike og Toldstrup ledelsen, hvilket skulle vise sig at være en mindre heldig konstellation.
Da jernbanesabotagen fra juni 1944 blev sat i gang, var Jyllandsledelsen - nok uheldigvis - delt mellem de stridende parter, Bennike og Toldstrup, indtil februar 1945, hvor Bennike befæstede sin magt, først og fremmest ved en alliance med de politikere, som han helt rigtigt havde set skulle komme til at spille den væsentligste rolle efter krigen. Disse politikere, først og fremmest socialdemokraterne, var ligesom Bennike og militæret i øvrigt noget betænkelige ved de politiske yderfløje, som dominerede i Frihedsrådet, DKP og Dansk Samling. Toldstrup tilsluttede sig og stillede op for Dansk Samling efter krigen - uden dog at komme i Folketinget.
I løbet af 1944 indtil krigsafslutningen i 1945 blev der udarbejdet forskellige planer for jernbanesabotagen, primært i Jylland, der heller aldrig havde været egentlig omfattet af det centralt af SOE i 1944 pålagte sabotagestop.
I den stigning i aktiviteterne, der var et resultat af SOE's planer og ophør af sabotagestoppet, blev der af en ledende kommunist fra Kolding, bosat i Esbjerg, Kai Ibsen taget kontakt til portør Lings i Lunderskov. Denne kontakt skulle være etableret allerede fra 1943 gennem et partimedlem - det må have været Alveen, der jo i efteråret 1943 var flygtet til Lunderskov. Fra 1944 afløstes Kai Ibsen af premierløjtnant Iversen, Bennikes håndgangne mand. Nok et sikkert tegn på, at Lunderskov, da jernbaneaktionen startede for alvor hen imod sommeren 1944, da var det under Bennikes absolutte styring.
Sprængstoffet til aktionerne blev nedkastet af englænderne og centralt fordelt og ledet af Bennike. Lunderskov fik sine 200 kg i starten af september 1944. Det skjultes først på L. Reinholdts kornlager. Noget blev anbragt i et par mælkejunger til hurtig brug, og velsagtens 04. september blev en stor ladning anbragt i et vognskur hos Arne Eskesen, Nagbøl. Heraf blev ca. 100 kg leveret til Vamdrup. Under pres fra Bennike på Toldstrup blev der o. september også leveret 5 maskinpistoler til Lunderskov (nærbillede, s. 186).
Fra 04. september 1944 var Lings's gruppe i aktion, instrueret i brugen af sprængstof af Iversen, og velsagtens med Schøllers erfaringer fra april in mente. Gruppens aktioner foregik 04., 06., 16., 19., 24. september og 05. oktober. Der blev lagt magnetminer på benzintog - se her Thomas Hansens erindringer - der skete afsporinger, men den vigtigste aktion - mod en nordgående tysk materieltransport mislykkedes.
Lings blev arresteret sammen med K. V. Olesen, Linnet formentlig også i samme aktion, og resten af gruppen måtte gå under jorden (jernbanesabotage, s. 200 m.v.).
Marius Dich oprettede ny gruppe til erstatning for den optrevlede, måske bistået af Holger Jensen, byleder i Kolding. Herefter kunne det se ud til, at Chr. Jacobsen i midten af marts 1945 som lokal leder genoptog sabotagearbejdet fra Rødding (nærbillede, s. 306).
Der findes en beskrivelse i et tjenestetelegram fra 2. Distrikt af aktionen 06. september 1944 i Lunderskov. Det hedder her i uddrag: (Der) opstod brand i to benzintankvogne ... skyldes utvivlsomt sabotage ... Fortoget blev ført ind til Kolding og bagtoget til Ejstrup ... Begge spor blev en del ødelagte ... Søndre spor atter farbart kl. 08,11, nordre spor kl. 10,04. (Nærbillede, s. 201)
I perioden februar - april 1945 var der en række aktioner på strækningerne omkring Lunderskov: skinnesprængning og afsporing Lunderskov-Vamdrup, Lunderskov-Andst, Lunderskov-Ejstrup (her også et brosprængningsforsøg). I maj 1945 en sporskiftesprængning på Lunderskov Station. (jernbanesabotage 347-348)

Sabotageplanlægningen i 1944

I den først planlagte aktion overtog Lunderskov den plads, som Fredericia havde været tiltænkt i Geislers plan.
I slutningen af januar 1944 blev kaptajn K. Kjeldsen bedt om at rekognoscere baneterrænnet ved Lunderskov "med henblik på dets ødelæggelse ved sabotage." Kjeldsen underøgte sagen, og han rapporterede tilbage, at "sabotagen mod disse store og velbevogtede objekter var alt for store opgaver for de små grupper, vi rådede over ..." (her efter jernbanesabotage, s. 82-83).
Lunderskov projektet blev lagt i papirkurven, først og fremmest fordi Londons planer gik i en anden retning.
Resultatet heraf blev Stockholm-direktivet, der blev formuleret i april 1944 i forhandlinger mellem repræsentanter for SOE og Frihedsrådet (jernbanesabotage, s. 83f.). Det havde som mål stort set alle betydelige jernbanestrækninger, eller som Trommer formulerer det, er det især i Jylland lettest at "opregne strækninger, der ikke er udpeget ... alt i alt gør den indtryk af at være et ufærdigt hastværksarbejde." (jernbanesabotage, s. 84 og 86).
Det var alt sammen ufærdige planer og usikkerhed, og herunder iværksatte Bennike det oven for nævnte sprængtekniske forsøg, ledet af Schøller.
Nogle få dage efter landgangen i Normandiet kom der så en revideret udgave af Stockholm-direktivet, jernbanesabotagen skulle indplaceres i en større sammenhæng, i de allieredes operationer i Frankrig, dvs. hindre eller forsinke tyske troppebevægelser bort fra Danmark.
Toldstrup og de øvrige regioner modtog den reviderede operationsbefalings fulde tekst, hvorimod Bennike til sine underlagte enheder, herunder region III, kun udsendte en forkortet udgave i oversættelse (jernbanesabotage, s. 90). Dette skulle iflg. Trommer være helt i tråd med hans politik, at centralisere ledelsen af alt arbejde i Jylland. Bennike var overordentlig skeptisk over for mulighederne, herunder for sprængning af broer, og han var påvirket af en række mislykkede aktioner, bl. a. også Schøllers "forsøg". Der er desuden eksempler på, at Bennike misforstod givne instrukser. Alt i alt gav dette en række kommunikationsproblemer mellem Jyllandsledelsen under Bennike og SOE. Problemerne og den manglende effektivitet sammenfattes af Trommer således (jernbanesabotage, s. 92) i, at man manglede at sende en decideret jernbanemand som supplement til ingeniørofficeren (Bennike) - der manglede i ledelsen det nødvendige stabsarbejde.
Lokalt i Lunderskov gjorde man sit bedste, først under ledelse af en kommunistisk sabotagegruppe under Kai Ibsen, senere under Bennike, repræsenteret ved Iversen og med Schøller som udøver af et forsøg, som det kunne være vanskeligt at se udbyttet af.
Resultatet blev nogle aktioner i 1943 og 1944-45, som der ikke var nogen stor taktisk effekt af, men som kan have været medvirkende til at fremme modviljen mod samarbejdspolitikken.
Og et sikkert resultat var to lokale i koncentrationslejr tilligemed en samtidig dræbt under flugtforsøg.

Frihedsrådet, den illegale presse

Klik for større billede. Klik her for at se oversigt over illegale blade fra Frit Danmark.
 
Modstandsbevægelsen bestod primært af helt unge og dristige mænd, der i udvalgte tilfælde blev bærende organisatorisk og i handlekraft.
I sommeren 1942 startede en dansk modstandsbevægelse så småt. Indtil da var cirka 300 sabotagehandlinger registreret, men der var hovedsageligt tale om uorganiserede og tilfældige aktioner, typisk udført af enkeltpersoner og rettet imod den tyske værnemagts materiel. I løbet af sommeren 1942 fik sabotagen en alvorligere karakter, og den blev derfor en trussel imod den dansk-tyske samarbejdspolitik. Det var helt naturligt de danske kommunister, der førte an i det illegale og af samarbejdsregeringen fordømte arbejde. I september 1942 udførtes den første, om end mislykkede, jernbanesabotage.
I sommeren 1942 blev den store kommunistisk ledede sabotagegruppe BOPA (Borgerlige Partisaner) etableret, efterfulgt af andre store modstandsgrupper - på initiativ fra de politiske yderfløje, fra DKP til KU og Dansk Samling. Modstanden sigtede mod såvel besættelsesmagten som samarbejdspolitikerne. Fra efteråret 1943 startede modstandskampen for alvor og tog fart.
Danmarks Frihedsråd eller bare Frihedsrådet etableredes den 16. september 1943 af modstandsfolk fra Frit Danmark, Ringen, Dansk Samling og DKP, hvortil kom kontakten til de frie danske i udlandet og England via SOE-lederen Flemming B. Muus.
Den nu centralt ledede modstandsbevægelse var den eneste af sin art i de besatte europæiske lande. Ledelsen i Frihedsrådet bestod af Kommunisten Mogens Fog (1904-1990) fra Frit Danmark. Socialdemokraten Frode Jakobsen (1906-1997) fra Ringen (og Holger Danske). Børge Houmann (1902-1994) fra DKP.
De største og vigtigste modstandsorganisationer:
BOPA (Borgerlige Partisaner) blev etableret i sommeren 1942 af en kerne af spaniensfrivillige og kommunister. I løbet af 1943 blev gruppen større og politisk bredere, især studerende og arbejdere blev rekrutteret. Ved befrielsen talte BOPA 175 mand, 40 var døde og ud af i alt 400 var mange arresteret eller flygtet til Sverige.
Holger Danske var den anden store sabotagegruppe, som blev etableret i foråret 1943. Kernen var folk fra Dansk Samling, og gruppens opbygning var løs og antiautoritær med selvstændige undergrupper. Modstandsfolk fra denne gruppe, som "Citronen", "Flammen" og "John", blev efter deres død i frihedskampen nærmest mytologiske skikkelser. Gruppens tabstal var 64, og den var ansvarlig for 200 stikkerdrab. Ved befrielsen talte Holger Danske 350 mand.
Ringen (Dansk Studiering) begyndte i efteråret 1941 som oplysningsorganisation men gik siden aktivt ind i modstandsbevægelsen. Gruppen var socialdemokratisk og ledet af Frihedsrådets Frode Jakobsen. Holger Danske tilsluttede sig i sommeren 1944 Ringen. Ringen nåede op på flere tusinde mere eller mindre løst tilknyttede medlemmer.
Frit Danmark var også en stor oplysningsorganisation.
Den opstod i foråret 1942 på initiativ af den konservative Christmas Møller og kommunisten Aksel Larsen. Frit Danmark blev under Mogens Fog og Børge Houmanns ledelse reelt kommunistisk styret. I løbet af 1943 blev den til en landsdækkende organisation, som bestod af mange små og uafhængige lokal- og faggrupper. Det illegale blad Frit Danmark var landets største med egne trykkerier og et oplag på over 100.000 eksemplarer. Under redaktion af Mogens Fog appellerede bladet til det mere kræsne og akademiske publikum på venstrefløjen.
 

Koncentrationslejre

I Lunderskov er der kun konstateret en enkelt KZ indsat modstandsmand, Niels Chr. Frode Lings, som overlevede. Han er registreret som overportør. I registreringen optræder han på et foto foran Lings Radio, som ejedes af Fru Lings. Han blev arresteret 06-10-1944. Ankomst til Frøslevlejren 07-10-1944. Afgang til KZ Neuengamme 13-1-1945. Han slap fra opholdene i live og bosatte sig efter krigen i Horsens og Viborg.
Men der kan yderligere konstateres, at K. V. Olesen blev arresteret 06.10.1944, samme dato som N. C. F. Lings, og begge for jernbanesabotage. Han blev 13.1.1945 overført til Neungamme. Han døde i Sverige af tuberkulose. Det fremgår desuden af registreringen for portør Linnet, at han også blev arresteret i okt. 1944, men der er ingen data, der antyder, at han skulle være sendt hverken til Frøslev og / eller Neungamme.
Frøslevlejren[21] - som de fleste koncentrationslejrfanger fra Danmark enten har haft som gennemgangs- eller sidste destination - blev opført på dansk grund (ved Padborg) og taget i anvendelse 13. aug. 1944 for at undgå deportation af danske statsborgere til tyske kz-lejre. Forløberen var Horserød-lejren, der fungerede som dansk internat for tyske flygtninge og efter Kommunistloven 22. august 1941 som internat for ledende medlemmer af DKP. Internerede jøder og kommunister blev efter 29. august 1943 overført til kz-lejre i Tyskland. Med den tyske accept af Frøslevlejren fra august 1944 kan man sige, at den danske samarbejdspolitik havde vundet en sejr i og med, at der nu var en aftale om, at danske modstandsfolk skulle anbringes i Frøslevlejren i stedet for de langt, langt barskere tyske kz-lejre.
Ud af ca. 106.000 fanger overlevede ca. 55.000 opholdet i Neungamme. I alt blev ca. 1600 Frøslevfanger deporteret til en tysk kz-lejr. Det har sikkert forværret forholdene i Frøslevlejren, at lejren var bygget til at kunne rumme ca. 1500 fanger, og at antallet i løbet af 1945 steg drastisk til o. 5500 fanger[22].
Frøslevlejren blev fra befrielsen, eller i realiteten 03. aug. 1945, omdøbt til Fårhuslejren, hvor man internerede de ved retsopgøret til landssvigere dømte. Afvikling af lejren blev besluttet tilvejebragt inden 01. sept. 1949. Selv om man kan forholde sig ydmyg mht. det manglende retsgrundlag i disse domfældelser, så kan man også anføre, at de indsatte trods alt undgik de værste udslag af selvjustits, der kom til at koste adskillige menneskeliv i tiden umiddelbart efter befrielsen - uden nogen form for rettergang.
Samarbejde med besættelsesmagten.
Skanderup Sogn har formentlig ligesom andre lokaliteter haft et kartotek over "værnemagere, tyskerpiger m.v." Under alle omstændigheder opfordrede Frihedsrådet lokalkomiteerne til at registrere alt, de havde kendskab til af danske nazister, håndlangere, og hvad man titulerede tyskerpiger. Det er et noget tvivlsom kildemateriale, men det viser dog den lokale foretagsomhed mht. at få gjort op med det, man opfattede som repræsentanter for en tid, der nu lakkede mod enden.
Herunder fortegnelse over, hvor mange der stemte på de forskellige politiske partier i marts 1943. Bemærk den høje stemmeprocent og den ret massive tilslutning til samarbejdspolitikkens partier.
Partier
 
Partiformand
 
Stemmer
 
Pct. af stemmetal
 
Mandater
 
+/-
 
Socialdemokratiet (A)
 
Hans Hedtoft
 
894.632
 
41.70
 
66
 
2
 
Det Konservative Folkeparti (C)
 
John Christmas Møller
 
421.523
 
21,0
 
31
 
5
 
Venstre (D)
 
Knud Kristensen
 
376.850
 
18,7
 
28
 
-2
 
Det Radikale Venstre (B)
 
Hans Jeppesen
 
175.179
 
8,7
 
13
 
-1
 
Dansk Samling (R)
 
Arne Sørensen
 
43.367
 
2,2
 
3
 
3
 
DNSAP (N)
 
Frits Clausen
 
43.309
 
2,1
 
3
 
+/-0
 
Danmarks Retsforbund (E)
 
P. Gregersen
 
31.323
 
1,6
 
2
 
-1
 
Bondepartiet (F)
 
24.572
 
1,2
 
2
 
-2
 
Valgdeltagelse
 
89,5 %
 
        
Kilde
 
Hvem Hvad Hvor 1944, Statistisk Aarbog 1950 side 226
 
        
Valdemar Thomsen fra Skanderup m.fl. blev efter besættelsen ved Byretten idømt fængselsstraf for "landskadelig virksomhed", dvs. deltagelse i Broholm mødet[23] 14.-15.8.1940, hvor Fritz Clausen og de danske nazister (forgæves) forsøgte at overtale Bondepartiet og LS til at indordne sig under nazisterne.
I Broholm mødet deltog Jørgen Sehested, Axel Christian Hartel, Knud Bach, Valdemar Thomsen, grev Fr. M. Knuth, direktør (Aarhus Oliefabrik) Thorkild Juncker, grev Heinrich C. Schimmelmann, Frits Clausen, H. C. Bryld, Børge Bryld, Svend E. Johansen, Freiherr Löw von und zu Steinfurth, Hans Pahl, politidirektør Möller Flensborg.[24]
Der skulle iflg. flere kilder have været sammenstød mellem Frits Clausen og flere af de øvrige deltagere, bl. a. Valdemar Thomsen i manglende accept af DNSAPs tiltænkte, ledende rolle.
Valdemar Thomsen blev frikendt ved Landsretten, altså en relativ nådig udgang på noget, som ellers for mange kunne sammenfattes i dom og fordømmelse "med tilbagevirkende kraft".
Man må også erindre, at det dengang ikke var ulovligt at sympatisere med besættelsesmagten. Tværtimod. Eller for den sags skyld arbejde i Tyskland.
I modsætning til modstandsbevægelsen er der kun få, der har beskæftiget sig med dem, der sympatiserede eller samarbejdede med besættelsesmagten. Over for dem blev der lovgivet med tilbagevirkende kraft for at kunne straffe dem. De blev ramt af en måske forståelig - men ganske retsstridig - hævntørst. Som ikke ramte samarbejdspolitikerne. Eller det velkonsoliderede erhvervsliv som f. eks. A. P. Møller og F. L. Smith. Men derimod ind imellem på helt urimelig vis almindelige mennesker, der ikke vidste bedre, ikke havde den bagklogskab, som vi har i dag.

Forholdet mellem Tolstrup og V. Bennike.

Ud over at være nedkastningschef og derfor modtager af sprængstoffer og våben fra englænderne (SOE, var Toldstrup også blandt ledende medlemmer af SOE en højt berømmet leder af jernbanesabotagen i region I Nordjylland. Han sørgede for direkte forbindelse mellem sabotagegrupperne og DSB ansatte, informationerne disse imellem løb hurtigt og effektivt, sabotagegrupperne var altid velforsynede med sprængstof og våben, Toldstrup var jo nedkastningschef. Og Toldstrup var enormt mobil og hermed altid et skridt foran Gestapo.
Alle disse kvaliteter manglede Bennike. Der er brevveksling mellem Bennike og Toldstrup, hvor Bennike beder om flere og bedre forsyninger. Toldstrup vidste udmærket, at Bennike var fikseret på centraliseringen af magten hos sig selv, og Toldstrup ønskede kun at aflevere forsyninger til de grupper, der var virkeligt aktive. Da Bennike var både centralistisk og langsom blev kvaliteten af hans operative kunnen også derefter. Det vidste Toldstrup, og han handlede derefter.
På det mere personlige plan omgav Bennike sig med et omfattende sikkerhedsapparat, hvilket medførte adskillige mindre venlige vittigheder herom. Utilfredsheden med hans sendrægtighed og omstændelighed var årsag til klager en masse. Der er eksempler på indkaldelse til møder, der tog 60 timer tur-retur, hvor mødet tog 5 minutter og fandt sted på en skovsti i vintervejr med kulde og sne (Trommer, Myte og sandhed i besættelseshistorien, 1974, s. 83).
Toldstrup derimod var blot enormt mobil og havde "næse" for at skifte position i rette tid, det lykkedes aldrig Gestapo at opspore ham.
Da et af Bennikes opdrag var jernbanesabotage, og da Toldstrups aktioner var langt mere effektive end hans egne (veldokumenteret i Trommers forskning), blev Toldstrup yderligere et af Bennikes handicap. Udsagn fra Toldstrup og breve fra Bennike skulle vise, at Bennike var parat til at gå endog meget langt for at slippe af med Toldstrup, dvs. en likvidation. Men Toldstrup var jo overordentlig vanskelig at få ram på. Gestapo kunne ikke, så hvorfor skulle Bennike kunne?
Se videre om Toldstrup og Bennike i en noget polemisk men tilsyneladende veldokumenteret artikel. Dog er artiklen på centrale punkter umulig at kontrollere, f. eks. Bennikes brev om likvidation af Toldstrup.

Besættelse og modstandskamp, betydningen i dag.

Man kan sagtens underholde sig selv med, at de her angivne tal for modstandsbevægelsen ligger i underkanten af den modstand mod besættelsen, som der i virkeligheden har været i befolkningen. Blot skylder man så at give dokumentation for, hvorledes den kom til udtryk. Man kan også tage udgangspunkt i, at en lang række ledende samfundsstøtter, både politikere og i erhvervslivet, var med i samarbejdspolitikken. Og at de først til allersidst erklærede sig som aktive modstandere. Den parlamentariske kommission, som har undersøgt samarbejdsproblematikken, har på det nærmeste begravet skylden på politisk ledelsesniveau. Den har under alle omstændigheder frikendt de samarbejdende politikere. Derimod blev en lang række almindelige mennesker dømt med tilbagevirkende kraft som nazister, stikkere, deltagere i tysk krigstjeneste på østfronten, tyskerpiger og værnemagere. Man kan også tage udgangspunkt i, at tallet 85 131 i den landsdækkende modstandsbevægelse, 50 i lokaliteten Lunderskov, nok snarere er over- end underdrevet. Men det tangerer nok meget godt en dokumentation for den modstandskamp, som det har været muligt at registrere. Hvad man så i øvrigt i datiden har tænkt eller følt i forhold til besættelsesmagten, unddrager sig de fleste anerkendte undersøgelsesmetoder.
Som det fremgår, har der været menneskelige omkostninger, også i modstandskampen i lokaliteten Lunderskov. Det var ikke risikofrit at gå ind i modstandskampen. Noget ganske andet er nutidens opfattelse af besættelse, samarbejdspolitik og modstand. Der er jo ikke mange tilbage, som har oplevet besættelsestiden. Men alligevel er der stadig forskellige holdninger til den tid. De kan variere fra personlige oplevelser med reaktioner på begivenhederne over mere eller mindre uskyldig sentimentalitet til kynisk politisk brug til fremme af inden- og udenrigspolitiske motiver.
Det mest rigtige, der kan siges om besættelsestiden i Lunderskov er velsagtens, at der her som i resten af Danmark kun var et fåtal, der gik ind i modstandskampen, men med en meget bred erhvervsmæssig fordeling. Faktisk var den registrerede modstandsaktivitet lidt under landsgennemsnittet, hvor sydjyske lokaliteter som hovedregel har ligget over. Den højeste pris, livet, blev betalt af den likviderede kommunist, formentlig i forbindelse med det faktum, at han var kommunist og velsagtens også, at han var kendt for medvirken til distribution af det illegale Budstikken.
 
 
[3] Man kan søge på Kulturstyrelsens fortegnelse over museernes samlinger, https://www.kulturarv.dk/mussam/search/GeografiskSearch.action?kommunenummer=621&searchText=Kolding.
[4] Se Kulturstyrelsens registrering, https://www.kulturarv.dk/mussam/Tilknyttede.action?parentId=170588&listType=genstand&parentType=sag.
[5] Desværre er Modstandsbasen, som det vil fremgå i denne fremstilling, opbygget relativt ulogisk, under alle omstændigheder efter ind imellem svært gennemskuelige principper. Det kan forekomme ubegribeligt, at den samme person, som tilhører en bestemt lokalitet eller et givet distrikt, ikke forekommer i personsøgningen, men derimod ved organisationssøgning m.v. Helt galt er det i regnearksversionen (i stedet for det naturlige valg, en database!!), hvor man skal gå frem med den yderste agtsomhed for at undgå fejl. Der er her tale om helt banale, men svært forståelige registreringssærpræg - personkarakteristikker er f. eks. både placeret i regnearkets rækker og kolonner, hvilket giver optællingsproblemer. Den samme person kan med denne registreringsmåde komme til at optræde et helt uforudsigeligt antal gange, uanset hvordan man tæller i regnearket. Der skal desuden tages det forbehold over for Frihedsmuseets Modstandsdatabase, at man i skrivende stund har registreret 85 131 personer, heraf 55 332 søgbare, som kan være kommet med af mere eller mindre tilfældige årsager. Desuden er der i den totale registrering en hel del gengangere under mere eller mindre forskellige navne. Accepterer vi tallene og anser dem for ca. retvisende for den modstand, som kom konkret til udtryk ved at gå ind i modstandsbevægelsen, så var der i Danmark 2,2 % aktive i modstandsbevægelsen. Her tages Modstandsdatabasen totale optælling i forhold til en befolkning på ca. 4 mio. i Danmark på dette tidspunkt - 3.844.312 i 1940, 4.045.232 i 1945. Det må derfor nok konstateres, at det kun var et forsvindende fåtal af befolkningen, der aktivt gik ind i modstandskampen - selv på et tidspunkt i 1945, hvor man ret sikkert kunne konstatere et nært forestående tysk nederlag. Befolkningstal iflg. Danmarks Statistik.
[6] C. von Renthe-Fink blev udskiftet som rigsbefuldmægtiget i anledning af telegramkrisen, et svar fra Christian X på et lykønsknings telegram fra Adolf Hitler på kongens fødselsdag den 26. september 1942, som efter Hitlers mening blev besvaret fornærmende kortfattet. Baggrunden var nok også, at Tysklands repræsentant i Danmark C. von Renthe-Fink havde en for imødekommende kurs i samarbejdspolitikken i den berlinske optik, f. eks. i jødespørgsmålet, som af Renthe-Fink indberettedes som helt irrelevant i Danmark.
Uddrag af W. Best: Die deutsche Politik in Dänemark während der letzten 2 Kriegsjahre, 1950. Under sit fængselsophold i Danmark skrev Best en længere skildring af sin 2 års embedsperiode som rigsbefuldmægtiget. Han rådede i den sammenhæng også over det skriftlige materiale, som var blevet brugt i retssagen mod ham. Skildringen, der omtaler Best i tredje person, slutter med hans underskrift og påtegningen "skrevet i det danske fængsel i Horsens 1950". "... Da den rigsbefuldmægtigede erkendte, at jødeaktionen ikke længere kunne standses, besluttede han sig for et usædvanligt skridt for efter bedste evne i det mindste at reducere resultatet af aktionen, som han forkastede ud fra sin forståelse af de sande tyske interesser [vel underforstået den forhandlende samarbejdspolitik, dog et ikke særligt overbevisende argument med samarbejdspolitikkens sammenbrud umiddelbart forudgående, i august, JN]. Da han fra den øverstbefalende for sikkerhedspolitiet havde erfaret det endelige tidspunkt for aktionen, meddelte han det til en medarbejder, den skibsfartssagkyndige Georg Ferdinand Duckwitz, der med den rigsbefuldmægtigedes viden plejede venskabelige forbindelser til de ledende danske socialdemokrater, og aftalte med ham, at han skulle underrette folketingsmedlem Hans Hedtoft om det. ..." Denne beretning er skrevet efter krigen og selvfølgelig tænkt som et forsvar i sagen mod ham (W. Best). Fremstillingen støttes dog på mange måder ret godt af de samtidige telegrammer, udvekslet mellem Berlin og Best i 1943 forud for aktionen 01. - 02. okt. Kilden er helt klart et defensorat fra en overbevist og i den tidlige karriere radikal nazist. Men også en begavet taktiker med stor forståelse for politiske realiteter, hvilket måske kan være med til at forklare den rigsbefuldmægtigedes holdning og aktiviteter i jødeaktionsforløbet i 1943.
[8] I forskellige indberetninger fra de tyske besættelsesmyndigheder varierer tallet af jøder, der blev
pågrebet fra 344 (brev fra Best til det tyske udenrigsministerium 05. okt. 1943) til 477 (Beretning,
som Best skriver i 1950, medens han sidder fængslet i Danmark).
[9] Man kan desværre ikke i den elektroniske Modstandsdatabase se, hvornår de registrerede er blevet aktive. Her skal arkivmaterialet nok inddrages.
[10] Heri også medregnet ikke offentliggjorte personer.
[11] I Modstandsdatabasen er Alveen registreret med fornavnet Emmanuel.
[12] Helge Kappel Pedersens beretning i Danmarks Befrielse 1945-1995, HJV 1995, s. 7ff. HKP startede med at medtage Budstikken fra Kolding, hvor han gik i skole.
[13] Robert Vindum Kiel er registreret i kirkebogen som født i Nagbøl.
[14] Mejeribestyrer Chr. Jacobsen er ydermere tilsyneladende også registreret som Johannes Jacobsen, der kunne have været mejeribestyreren i Gørding, her mejeribestyrer 1926-63. Der er intet i det lokale arkivmateriale fra Gørding, som siger noget om denne mejeribestyrer som modstandsmand. Heller ikke i nekrolog for Johs. Jacobsen nævnes aktiviteten som modstandsmand. Desværre altså nok et eksempel på Modstandsdatabasens ikke altid helt pålidelige oplysninger. Den mejeribestyrer på Skanderup Mejeri, som hed Chr. Jacobsen, virkede her fra 1927 til sin død i 1950, iflg. meget sparsomme oplysninger i Ribewiki.
[15] Er ufuldstændigt registreret i Modstandsdatabasen. I Folketællinger for 1930 er hentet flg. oplysninger: Carl Marius Linnet, kone og to børn, født 18.03. 1896, gift 1919, ansat ved DSB.
[16] I Nordbys undersøgelse hedder det: ”Sigfred Kiel (har) virket i Lunderskov, Poul Larsen (har) virket i Hoptrup”. Underskrevet 18.6.1945 af Johs. Nielsen. På trods af disse lokalitetsangivelser fastholdes i overensstemmelse med Modstandsdatabasen Sigfred Kiel og Poul Larsen med tilhør i Skanderup. Poul Larsen har næppe lokal tilknytning, har ikke kunnet findes ved opslag i kirkebøger for Skanderup Sogn.
[17] Selv om jernbanesabotage er bærende i datterens historie om faderen, må der være tale om en eller anden form for erindringsforskydning. Eller også har den jernbanesabotage, som omtales ikke fundet sted i Lunderskov, men omkring Halds tilholdssted i Vejle, da han var gået under jorden. Desværre døde Inger Arnbjerg-Nielsen i 2000, så det er ikke muligt at undersøge beretningens elementer nærmere. Men i en samtale med Kaj Olesen fra Lunderskov, en brodersøn af Karl V. Olesen, fremgik det, at der næppe har været nogen form for egentlig jernbanesabotage i Lunderskov i 1943.
[18] Forkortelse for Supreme Headquarters of the Allied Expeditionary Forces, altså "de allierede styrkers hovedkvarter", hvis chef var den amerikanske general (senere republikanske præsident) Dwight D. Eisenhower. De allierede styrker gik i land i Normandiet 06. juni 1944.
[20] Se en tidligere modstandsmands erindringer omkring jernbanesabotagen, spec. i 1944, http://www.aage-staffe.dk/images%20B%204/B%204%20april%202012%20web/B%204%20K%208%20april%202012%20web.pdf
[21] Oplysninger om Frøslev- og efterfølgeren Fårhuslejren er i vid udstrækning baseret på Henrik Skov Kristensen, Straffelejren, Nyt Nordisk Forlag 2011, et uhyre veldokumenteret og professionelt arbejde, der indeholder mange nye og væsentlige bidrag til besættelsestidens historie.
[22] Oplysninger om Frøslev- og efterfølgeren Fårhuslejren er i vid udstrækning hentet fra Henrik Skov Kristensen, Straffelejren, Nyt Nordisk Forlag 2011, et uhyre veldokumenteret og professionelt arbejde, der indeholder mange nye og væsentlige bidrag til besættelsestidens historie.
[23] En kilde til Broholm mødet, dvs. mødet på Broholm Gods, hvor Jørgen Sehested var godsejer og stamhusbesidder, er J. Sehested, Broholm mødet - og andre erindringer fra besættelsestiden, 1973. J. Sehested var fremtrædende medlem af LS (Landboernes sammenslutning) og fra juni 1940 medlem af DNSAP. Sehested var initiativtager til Broholm mødet, der havde til hensigt at etablere samarbejde mellem Bondepartiet, LS og DNSAP. Det siger sig selv, at et sådan defensorat med tilbagevirkende kraft ikke kan bruges som kilde til så meget andet end netop den historie, Sehested gerne ser blive den gældende. For en mere pålidelig og veldokumenteret fremstilling kan der henvises til Henning Poulsens disputats, Besættelsesmagten og de danske nazister, 1970, især s. 184ff. Henning Poulsen benytter som kildemateriale først og fremmest Sehesteds arkiv. De Parlamentariske Kommissioners Beretninger, Bd. I-XIV, 1948-1958, Bd. IV, s. 427, Bd. X, Stenografiske Referater, s. 114. Her finder man kun sparsomme oplysninger.
[24] Henning Poulsen, ibidem.
 
Foto:
Emanuel Alveen  
Arne Eskesen Lings
Børge Hald, mejeribestyrer og modstandsmand
Aa. Skouboe, Glindfeldt og E. Lorentzen, samarbejdspartnere, modstandsbevægelsen
   
    
Viggo Christensen, gårdejer Gelballe  Sigfred Kiel, Landmand Skanderup

 
Sv. Aa. Glindfeldt  Chr. Jacobsen, mejeribestyrer, modstandsmand, byleder 
L. Reinholdt, købmand, foderstof, modstandsbevægelse. Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv. Det er den eneste registratur, lokalarkivet har af mejeribestyrer Chr. Jacobsen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Krige i dansk perspektiv

Ethvert samfund, både det lokale og nationale, bliver berørt - ind imellem endda ret så markant - når der er krig og ufred, som er temaet her.
For at kunne fortælle historien herom, skal der være dokumentation, et iagttageligt kildemateriale.
Går vi langt nok tilbage, er der kun ind imellem usikre eller ikke længere eksisterende, arkæologiske spor. Hvor de skriftlige kilder så begynder at dukke op, vil det være den skrivekyndige del af befolkningen, der formulerer sig. Og her vil den brede, almindelige befolkning oftest mangle at blive italesat.
I denne fremstilling tages der udgangspunkt i ufred, krige og konflikter inden for det, der bliver Danmark, i forhold til andre nationalt afgrænsede områder, her startende med viingetidens kongeriger.
Hvor kildematerialet tillader det, vil disse krige og konflikter så også blive undersøgt lokalt, således at det i bedste fald bliver muligt, at konkretisere de landsdækkende krige og konflikter i deres lokale fremtrædelsesformer.
 
 
De to Jellingesten. Den lille er Gorms. Den store er Harald Blåtands sten, som man daterer til o. 965 e. Kr.
På Haralds sten nævnes Danmark som et land. Derfor kalder man ofte denne sten for "Danmarks dåbsattest". 
      
På den ene side af den store Jellingesten ses Kristus afbildet, på den anden side noget dyreornamentik.
Iflg. Saxo, den danske krønikeskriver (1160-1208) Skulle Thyra, Gorms dronning, have bygget Danevirke som værn mod angreb sydfra. 
 
   
  
Harald 1. Blåtand skulle være blevet omvendt til kristendommen ved Poppos jernbyrd. Her ses Poppo med glorie døbe kongen. Den drevne plade af lueforgyldt kobber er en af syv fra Tamdrup Kirke nær Horsens, som fremstiller kongens omvendelse. De har formentlig oprindelig siddet på et relikvieskrin for Poppo. Pladerne, der dateres til omkring år 1200, er på Nationalmuseet.  
 
 
Først med Gorm og hans søn Harald Blåtand kan man tale om et egentligt dansk rige, der benytter navnet Danmark.
 
Indskriften på Haralds sten lyder oversat (Nationalmuseet eller - bedre - Danmarkshistorien.dk):
"Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Thyre, sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.".Indskriften på den lille Jellingesten er: "Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks pryd"
Den lille Jellingesten bærer indskriften: "Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks pryd".
Jellingestenene er således det første skriftlige vidnesbyrd om en dansk nationalitet. Der har naturligvis også i de forhistoriske kulturer været krige og kampe om livbetingelser og områder. Blot ved vi intet herom, kildematerialet mangler. Derfor tilhører den første krigsførelse, eller måske snarere plyndrings- og handelstogter, med dansk deltagelse vikingetiden.  
 
Trelleborgene blev i 980'erne anlagt på strategiske steder rundt omkring i Danmark. De fund, der Indtil videre har været, er Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Aggersborg i Nordjylland og Trelleborg ved Slagelse. De varierer alle i størrelse med Aggersborg som den klart største med dens. 240 meter i diameter. Men bortset herfra, er de ellers meget ens - med cirkelrunde voldanlæg, med en spidsgrav løbende på ydersiden. Indvendigt var borgene delt i fire kvadranter med langhuse ordnede i karréer, og fire porte, der sikrede adgangen til fæstningen. Borgene kan have været tvangsborge, kongemagtens undertrykkelse af dens undersåtter. Muligvis Harald Blåtands markering over for den oprørske søn, Svend Tveskæg. Eller de kan have været militære forposter for vikingetidens togter mod udlandet. Man kan temmelig præcist datere både Fyrkat og Trelleborg ud fra egestolpernes træringe til opførelse i 980-81. Kongen bag borgene må derfor nok have været Harald Blåtand (958-986/87)
        
Trelleborg ved Slagelse, den bedst bevarede af de danske Trelleborge, foto Gyldendal. Fyrkat i Onsild Ådal sydvest for Hobro blev udgravet i årene 1951-63

Nonnebakken, Odense, Udsnit af Braunius' kort over Odense 1593. Ringvolden er markant på kortet.

Med en hvad man kunne kalde en skæbnesvanger beslutning i Odense Byråd i 1908, fjernede man de sidste rester af den gamle vikingeborg, der havde ligge ved Odense Å, hvor også Munke Mølle havde ligget, men nu flyttet til havnen.

 Aggersborg. Danmarks største vikingeborg. Aggersborg ligger i Han Herred, ved Aggersund på nordsiden af Limfjorden.. 
Nationalmuseet skriver om Ravning enge broen, Vejle ådal: "Samtidig med at de store ringborge blev opført, kom en række broer over vanskelige passager også til. Mest imponerende er broen over Ravning Enge i Vejle ådal blot 10 km syd for Jelling. Broen blev anlagt 979-80. Den er 760 m lang og 5 m bred, og dens bæreevne er beregnet til fem tons. Omkring 1.200 svære egestolper og 600 tværstivere bar broen. 350 hektar egeskov havde man fældet for at skaffe tømmeret. Broen er et eksempel på vikingernes ingeniørmæssige kunnen. De må have foretaget geotekniske undersøgelser forud for byggeriet, idet broen ligger på det eneste mulige sted. Den er kun lidt slidt, hvilket tyder på, at den kun måtte benyttes af kongen og hans mænd. Efter en kort brugsperiode fik de nye broer lov til at forfalde allerede omkring år 1000, hvorefter de blev afløst af vadesteder. "
  
 
Vikingetidens krigsførelse. Vikingetiden dateres o. 800-1050. Især det meget sejldygtige vinkingeskib kan nok tilskrives den succes, vikingerne havde i udplyndringen af resten af Europa, over Grønland til Nordamerika. Knud d. Store, 1018-35, den sidste store vikingekonge, søn af Svend Tveskæg. Knud d. Store var konge i Danmark, England og Norge. Den tysk-romerske kejser anerkendte Ejdergrænsen mellem Danmark og det Tysk-Romerske Kejserrige. 
      
Det ældste af nogle vikingefartøjer, man i 1990'erne fandt i Roskilde Fjord viste sig at være det længste vikingeskib, der nogensinde er fundet. Med sine 37 meter er det hele 7 meter længere end det næststørste, Skuldelev 2. Samtidig var det af en byggemæssig kvalitet, der afslørede dets tilhørsforhold til vikingetidens allerøverste sociale lag.    Gokstadskibet Oslo, Norges største, bevarede vikingeskib, fundet i en gravhøj.    Ved siden af en rekonstruktion fra 1893.
 
 
Kongemagt og Kirke etablerer samarbejde 1050-1131. Der var i denne periode kampe melle især norske og danske rivaler til kongemagten. Denne magtkamp vandt Knud d. Stores søstersøn, Svend Estridsen (1057-76), der blev efterfulgt af 5 sønner (1076-1134 Harald Hen, Knud d. Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod, Niels) 
 
Borgerkrig 1131-1157. Efter drabet på Knud Lavard i 1131 var der borgerkrig eller borgerkrigslignende tilstande i kongeriget. indtil Valdemar (den Store) i 1157 stod som sejrherre. Herefter var der et tæt samarbejde mellem kirke og kongemagt, først personificeret med (ærke)biskop Absalon og Valdemar.
 
Vendertogterne ca. 1100-1185. Krig mod hedenske sørøvere i Østersø området under Valdemarerne, et resultat af den indre magtkonsolidering, der resulterede i en offensiv udenrigspolitik.
Arkona, vendernes borg på Rügen, som Valdemar d. Store iflg. Saxo Gramaticus erobrede i 1169 - først og fremmest ved Absalons hjælp.  Absalons sejr over Bügislav - som Saxo Gramaticus opfattede - eller foretrak at skildre - begivenheden.
Under Valdemar Sejr (1202-41) fortsattes den danske ekspansion, og i 1214 overdrog den tyske kejser, Frederik 2., Valdemar og Danmark officielt alt tyskbehersket land nord og øst for Elben; bl.a. det allerede da ganske betydningsfulde handelscentrum Lübeck.
Kulminationen på Valdemars udenrigspolitiske succeser blev erobringen af det nordlige Estland i 1219. Men herefter vendte billedet. I 1223 blev Valdemar og hans ældste søn taget til fange af én af Valdemars nordtyske vasaller under en jagt i Det Sydfynske Øhav, og der måtte betales en uhyrlig løsesum, som drænede de danske ressourcer betydeligt. Og Valdemar havde ikke heldt til at få revanche, tabte tværtimod i slaget ved Bornhøved i 1227.
 
Magtkampe, kongemagtens opløsning 1241-1340.  Medens Valdemar Sejrs søn Erik Plovpennig blev konge i Danmark, blev en anden søn, Abel hertug af Slesvig. Abel fik Erik myrdet, men det rivaliserende forhold mellem Slesvig og kongeriget Danmark fortsatte helt indtil 1920, hvor en folkeafstemning bestemte det sønderjyske tilhør til Danmark. For at kunne føre en aktiv udenrigspolitik med dyre lejehære og befæstede borge pantsattes og feudaliseredes store dele af Danmark. Et af målene var den rige handelsstad Lübeck. Men alt i alt endte denne politik med et til det yderste forarmet og gældsat Danmark, hvor holstenske grever og oprørske bønder fra 1332 prægede et næsten kaotisk Danmark.  Kongemagtens fallit var total, og landet var formelt og reelt uden konge i otte år tindil 1340. Det betød så også, at landet manglede enhver form for central styring.
 
 
Erik Plovpenning sænkes i Slien, Sct. Bendts Kirke, Ringsted, 1290 Portræt af Kong Abel fra Kronborgtapeterne.
Den sorte død, reformationen 1340-1536. Den styrkede danske kongemagt fra og med Valdemar Atterdag resulterede i Kalmarunionen 1397-1523, kongefællesskabet mellem Danmark, Norge og Sverige. Grevens  Fejde 1534-36 var formelt Danmarks sidste borgerkrig, hvad treårskrigen 1848-51 dog også kan betegnes som. Lübeckerne og tilhængerne af den afsatte Christian 2, stod til at vinde slaget om kongemagten efter Frederik 1.'s død i 1533. Den danske adel blev så enige om at udnævne Christian 3. som konge, og han hvervede Johan Rantzau, en holstens lejetroppefører, som angreb Lübeck fra Holsten og imod alle odds besejrede og tilintetgjorde han Skipper Clement og bondeoprørerne. Tilhængerne af Christian 2. startede bondeoprør, bl.a. under Skipper Clement, blev nedkæmpet af Johan Rantzau. Christian 3.'s sejr i borgerkrigen resulterede i den katolske kirkes forvisning fra magt og kirkegods - der blev  overtaget af kongemagten - og reformationens indførelse i Danmark.
Christian 2. 1513-23. Christian 3. 1536-59. Valgtes med nogen betænkelighed af Rigsrådet for at undgå Chr. 2. Med reformationen fik den danske kongemagt rådighed over en del kirkegods. Grev Christoffer af Oldenburg, kæmpede sammen med Lübeck for at genindsætte Christian 2. 1504-66
 
Det stockholmske blodbad 4. nov. 1520. Chr. 2. lod 82 af sine adelige og gejslige modstandere henrette. Hans Tausen, "den danske Luther". Vor Frue Kirke, kalkmaleri 1522. Og et kalkmaleri i Nationalmuseets database.
 
Felttoget i Ditmarsken 1500. Kong Hans af Danmark, Norge og Sverige ville tvinge bønderne i Ditmarsken til at anerkende ham som hertug. Det mislykkedes, Hans blev slået ved slaget ved Hemmingstedt 17. februar 1500. Ditmarsken. Under Frederik 2. med stormen på Meldorf generobredes Ditmarsken i 1559.
Historiemaleri: Max Friedrich Koch (1910)  Illustrationen er udført af Franz Hogenberg 1589 til en bog om Frederik 2.s liv.

Den nordiske syvårskrig 1563-70. Beskrives  som en lang og opslidende krig, hvor ingen af krigens parter kunne overvinde modstanderen. Derfor sluttede krigen med status quo. Frederik 2. og den svenske kong Erik var begge unge (og måske noget ubesindige) ved krgens start. Danmark-Norge var allieret med Polen og Lübeck over for Sverige. I Skåne optrådte "snaphanerne", som svenskerne kaldte dem. De skulle vogte grænsen i Gænge, herfra navnet "gøngehøvdingen" til gøngen Svend Poulsen, der dog først i 1650'erne blev kendt for sine bedrifter og for sin modstand mod den svenske krigsmagt. Den store danske feltherre i denne krig var Daniel Rantzau. Svenskerne kom til at betale betydelige krigserstatninger, hvilket grundlagde en udvidet uvilje mod Danmark, den tidligere partner i Kalmarunionen.

 Det Kgl. Bibliotek Scener fra Den Nordiske Syvårskrig.     8. september 1963 afsløredes mindestenen for Gøngehøvdingen Svend Povelsen i Lundby på Sydsjælland, hvor Svend Povelsen havde modtaget Lundbygård af Frederik 3. i 1661 for sin indsats under svenskekrigene i 1650'erne. 

 

Johan Rantzau (1492-1565), Daniel Rantzau 1529-1569), hærførere for Danmark. 

 

Kalmarkrigen 1611-13.  Christian 4. ønskede krig imod Rigsrådets ønske for at få anerkendt dansk herredømme over Finnmarken. Danmark fik ikke andet ud af krigen end ret store krigsskadeerstatninger. Og desuden var grunden lagt til et modsætningsforhold til den svenske konge Gustav 2. Adolf.

     
Efter Kalmarkrigen indstiftede Christian 4. "Den væbnede arms orden", som blev givet til dem, der havde udmærket sig særligt i krigen. Motivet fra denne rytterstandart viser det samme motiv, den bøjede, panserklædte arm. Indstriften sammenfatter det militære æresbegreb "Ære oder Dodt" - ære eller død. (Statens Forsvarshistoriske Museum).  Danske tropper landsættes ved belejringen af Kalmar Slot. Af ukendt oprindelse.   Sølvmedalje 1611.
30-årskrigen 1618-48, Kejserkrigen 1625-29. 30-årskrigen udkæmpedes i Tyskland, med kejsermagten og katolikker på den ene side, og protestantiske fyrster på den anden.
Formelt gik Chr. 4. ind som holstensk hertug og leder af den protestantiske hær i det, der blev Kejserkrigen 1625-29. Da Chr. 4. blev slået ved Lutter am Barenberg i 1626 besatte kejserens tropper Jylland nord for Holsten. Ved freden i Lûbeck fik Chr. 4. mulighed for at trække sig ud af krigen uden andre omkostninger end tab af prestige.
     
Portræt af Christian 4. og hans dronning Anna Cathrine. Malet af den nederlandske maler Pieter Isaacsz. Fra: Kongernes Samling - Rosenborg.   Musketerkårde. Musketeren er opkaldt efter sit skydevåben, en lang og kraftig bøsse - ofte så tung, at den måtte støttes på et stativ, når den skulle affyres. Musketererne bar dog ikke kun deres musket, men også en kårde. (Statens Forsvarshistoriske Museum).   
 
Torstenssonskrigen 1643-45. I modsætning til danskerne havde svenskerne stor succes med at deltage i 30-årskrigen på protestanternes side. Dette gjorde Chr. 4. urolig, og han søgte tilnærmelse til den tyske kejser. Den svenske hær under feltmarskal Torstensson gik mod nord, fejede modstanden til side og besatte Holsten, Slesvig og Jylland. Ved freden i Brømsebro 1645 måtte Danmark-Norge afstå Gotland, Øsel, Jämtland og Härjedalen samt Halland til Sverige - Halland dog i princippet kun for en periode af 30 år! Dertil fik Sverige toldfrihed i Øresund.
     
Det var under Torstensonfejden, at Christian den Fjerde mistede sit ene øje. Wilhelm Marstrands portræt af Christian 4. på Trefoldigheden fra ca. 1864.  I 1643 havde svenskerne fået nok af Danmarks grådighed i opkrævningen af Øresundstolden. De iværksatte et hårdt og effektivt angreb, der kom som en total overraskelse for den aldrende Christian 4. Krigen kom til at koste kongen dyrt. Ud over et øje, mistede Chr. 4. store dele af sit rige - Gotland og Øsel i Østersøen, de norske grænseprovinser Jemtland og Herjedalen – samt Halland i 30 år. Desuden for svimlende summer af skibe, mandskab og krigsudstyr. Nederlandene sørgede desuden for, at Chr. 4. blev presset til at nedsætte Øresundstolden. 

Karl Gustav-krigene 1657-60. Frederik 3. erklærer krig mod svenske Karl Gustav, der fører krig i Polen. Svenskerne vender sig lynhurtigt mod Danmark, og begunstiget af en isvinter kommer de op gennem Jylland og over bælterne. Den panikslagne danske regering sluttede freden i Roskilde 26. febr. 1658, hvor Danmark-Norge måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Trondhjem len og Bohuslen til Sverige. Svenskerne må have fortrudt, at de ikke gav danskerne dødsstødet, så 11. august 1658 bankede en svensk hær under Karl Gustav endnu engang på Københavns porte, men denne gang ville Frederik 3. "dø i sin rede". Belejringen blev lang og blodig, men svenskerne kunne ikke forcere de københavnske volde, hvor Danmark også fik støtte fra allierede, bl.a. Polen. Med støtte fra de allierede, erobrede danskerne herefter Fyn tilbage og besejrede den svenske hær i slaget ved Nyborg 14. november 1659. Herefter var krigen stort set slut. I februar 1660 døde Karl Gustav, og det svenske formynderstyre meddelte, at man ønskede en afslutning på krigen. Det skete så med udgangspunkt i aftaler mellem England, Frankrig og Nederlandene ved Freden i København 27.5.1660. Fredsaftalen kom til at ligne den fra 1658 - Trondhjem len og Bornholm kom tilbage under den dansk-norske krone, men de skånske provinser forblev svenske.

      
  Det Kgl. Biblioteks billedsamling, samtidigt stik - to scener fra 1657, første Karl Gustav-krig.  Stormen på København 10.-11. febr. 1659. Samtidigt stik.
      

Skånske krig 1675-79.Christian 5. forsøger at tilbageerobre Skånelandene. Krig og slag blev blodig, med flest danske sejre. Men Frankrig gennemtvang som svensk allieret Roskilde-fredens betingelser. De dansk-norske angrebsstyrker blev støttet af de lokale snaphaner i Skåne. Den svenske flåde blev klart besejret, til lands gik kampene stort set lige op. 

 

   
Dansk indtagelse af Helsingborg 3. juli 1676, maleri af Claus Møinichen fra 1680'erne. Og sænkning af datidens største orlogsskib, Stora Kronan i Slaget ved Øland sommeren 1676. Den danske og nederlandske flåde besejrer den svenske. Maleri af Claus Møinichen, 1686. Snaphane, statue af skulptøren Axel Ebbe 1934, dansk kopi i Præstø 1951. Og Axel Ebbesens skulptur i Hässleholm. 

Den store nordiske krig 1700-21. Med den svenske konge Karl 12. som ung og effektiv aktør bliver Danmark-Norge under Frederik 4. sammen med Rusland under tsar Peter d. Store og Polen-Saksen slået i Nordtyskland og truet i Nordsjælland, hvor Karl 12. er gået i land. Danmark må i 1700 trække sig ud med freden  freden i Traventhal den 18. august 1700, hvor Frederik 4. må give betydelige indrømmelser til hertugen af Holsten-Gottorp.

     
Søhelten Peter Wessel, Tordenskjold nedskyder et svensk krigsskib. Rigsarkivet.  Svenskerne vinder sejre over Polen og Saksen indtil 1709. Besejrer danskerne i slaget ved Helsingborg 10. marts 1710, samtidigt stik. Karl 12. rammes af kugle 11. dec. 1718. Freden i Frederiksborg 3. / 14. juli 1720. Stik fra 1798, Frederiksborg Slot. 
Frederiksborgfreden indebar, at Danmark måtte tilbagegive sine under krigen erobrede områder mod pengeerstatning, mens Sverige dels måtte forpligte sig til ikke at støtte Gottorp mod Danmark, dels mistede sin toldfrihed i Øresund. Desuden garanterede Storbritannien og Frankrig den danske konges ret til Slesvig. Selvom Danmark ikke genvandt Skåne, Halland og Blekinge, betød Frederiksborgfreden en betydelig sikkerhedspolitisk forbedring efter lang tids usikkerhed i forhold til Sverige, der siden det stockholmske blodbad var Danmarks fjende nummer et.
 
Krigen mod Algier og tyttebærkrigen. Sørøvere hærgede Middelhavets handelsruter. Danmark-Norge betalte hvert år Barbareskstaterne (Marokko, Algeriet, Tunis) for at lade danske skibe være i fred. I 1769 ophævede Algier denne aftale, og krigen brød løs. Hvilket gentog sig 1796, 1800, indtil Frankrig erobrede Algeriet i 1830. Tyttebærslaget sommeren 1788: De fleste dansk-norske soldater mistede livet p. gr. af den dårlige forplejning, hvor tyttebærene var en væsentlig del. Danmark-Norge kom med p. gr. af en alliance med Rusland, som den svenske konge Gustav 3. fremprovokerede en krig med. Krigen sluttede resultatløst ved britisk indgriben. Først og fremmest for at redde Sverige.
    
Barbareskpas. Danske og norske handelsskibe havde en underdel som, den, der ses på billedet. De algierske kaperkaptajner medbragte toppene. Ingen af parterne kunne tale sammen eller læse hinandens sprog, men når passets to dele passede sammen, kunne skibet sejle videre. (Statens Forsvarshistoriske Museum).  Samtidigt kort over krigsskuepladsen ved Kvistrum 1788. Det svenske krigsarkiv.  
 
Første Englandskrig, Slaget på Reden, 2. april 1801. Kombinationen af den langvarige krig mellem Frankrig og England, napolenonskrigne og den store danske flåde, som ingen af parterne vil se på den andens side umuliggjorde dansk neutralitetspolitik
       
Slaget på Reden, Peter Villemoes Efter hans død i 1808 blev der på fællesgraven på Odden Kirkegård opstillet en mindestøtte med tekst af N.F.S. Grundvig. Motiv fra Danm.'s Historie i Billeder 1898. Frimærke fra 1910 med Willemoes' fødegård i Assens som motiv. 
 
Anden Englandskrig
                                              
Slaget ved Sjællands Odde 22. marts 1808  Københavns Bombardement 2. - 7. sept. 1807, Danm.s Riges Historie 1896-1907.
 
Freden i Kiel. Danmark havde siden 1807 været allieret med Napoleons Frankrig, og det kom til at koste dyrt. Norge måtte afstås til Sverige, dog beholdt Danmark Grønland, Føræerne og Island. Den danske flåde beholdt England. Danmark var og blev "et lidet og fattigt land".
 
Buchwaldschen Hof i Kiel, bygningen hvor fredstaktaterne blev underskrevet den 14. januar 1814. Foto: Kieler Stadt- und Schifffahrtsmuseum  Wienerkongressen sept. 1814 - juni 1815. Danm.s Riges Historie 1896-1907. 
 
Udviklingen i forholdet mellem kongeriget Danmark og det, der blev til Tyskland, skal spores tilbage til den arvedeling, Valdemar 2. Sejr foranstaltede mellem sin sønner, herunder etablering af fyrstelenet Slesvig under Abel. 
Første slesvigske krig. 1848-1850. Slesvig og Holsten ønskede ikke det demokrati, "pøbelvælde", der fredeligt var indført i kongeriget Danmark i 1848. De to tyske delstater blev støttet af Det Tyske Forbund, først og fremmest Prøjsen. Udfaldet af krigen betragtedes i Danmark som en sejr. Men især Londontraktaten 8. maj 1852 fik betydning for nationalistiske, danske ønsker om grænsen ved Ejderen. Det kunne der ikke være tale om, helstaten skulle bevares med kongeriget Danmark og Slesvig og Holsten "ewig zusammen und ungeteilt". Rigsarkivet har en oversigt over registre vedr. både 3-årskrigen og krigen i 1864. Disse oversigter er nyttige, når der skal indsamles viden om krigenes lokale fremtrædelsesormer. Dele af dette materiale er dog - skønt flittigt brugt af mange lokalhistorikere - sekundært og derfor ikke optimalt.
    
Fredericia slaget 6. juli 1849, dansk sejr. Fredericia Museum er udgiver af billedet.  Londontraktaten, Rigsarkivet.
Krigens "helte". 
 
 
Anden slesvigske krig. 1864. Krigen var et forventeligt resultat af det danske kongeriges novemberforfatning af 1863, som Bismarck udnyttede mesterligt. Den politiske beslutningsproces i Danmark var derimod på grænsen til det naive.
For det første var der i den danske regering en fatal fejlvurdering af de danske muligheder i udenrigspolitikken, hvor Rusland stod svækket over for et stadig stærkere Prøjsen under Bismarcks lederskab. Det indebar helt urealistiske forventninger til danske alliance- og støttemuligheder. Og ikke mindst en helt urealistisk overvurdering af Danmarks militære potentiale.
Hertil kom, at Ejder-politikken ikke var naturligt acceptabel for Christian 9., der efterfulte den Ejder-grænse venlige Frederik 7. som konge i Danmark.
    
18. april stormede de preussiske styrker Dybbøl-stillingen. En for de danske styrker blodig og håbløs affære. Foto Rigsarkivet, det glorificerende maleri "Episode af ottende brigardes modangreb ved Dybbøl 18. april 1864" er malet i 1894 af Vilhelm Rosenstand.
Danmark blev som en konsekvens af 1864 en virkelig lilleput stat, hvor neutraliteten i forhold til den store nabo i syd de næste ca. 100 år blev en helt konstant faktor i dansk udenrigs- og forsvarspolitik. 
 
1. verdenskrig 1914-18. Versailles-traktaten
For Danmark var det en geopolitisk nødvendighed med neutralitet i den krig, der brød ud mellem triple-ententen England, Frankrig, Rusland på den ene side over for centralmagterne, Tyskland, der fra 1871 afløste det tyske forbund under Prøjsens lederskab og blev det tyske kejserrige, og Østrig-Ungarn, det habsburgske monarki. 
Med de to modsatte parter i krigen, Englan og Tyskland, som Danmarks vigtigste handelspartnere og med Tyskland som naboen lige op til døren, der næsten havde halveret det danske kongerige i 1864, stod Danmark ved krigsudbruddet i en vanskelig situation.
Men som neutral, der handlede med begge parter, tjente Danmark faktisk godt på handelen med de krigsførende nationer, idet krigen medførte konstant stigende priser. Driftige handelsfolk tjente kassen i situationen og fik af eftertiden det ikke alt for flatterende navn "gullaschbaroner", vist nok fordi en stor del af eksporten - især til Tyskland - var konserves med denne ret.
Danmark deltog som neutral ikke i krigshandlingerne, men de danske sønderjyder, der i 1864 var blevet tyske statsborgere, skulle gøre soldater- og krigstjeneste. Over 5000 sønderjyder mistede hermed livet.
Krigens vigtigste konsekvens for Danmark var, at en del af det i 1864 tabte Danmark ved en folkeafstemning vendte tilbage som dansk nationalitet.
Politisk var der i første del af krigen stort set borgfred, men de sociale spændinger uden for landets grænser - bl.a. revolutionerne i Rusland i 1917, der resulterede i en kommunistisk magtovertagelse, gjorde sig også gældende i resten af Europa og i Danmark i form af krav om sociale forbedringer, som der set med nutidens øjne bestemt også var behov for.
Ved krigsudbruddet blev værnepligtige i Danmark indkaldt til militærtjeneste, de skulle deltage i en "sikringsstyrke", der hurtigt nåede op på over 60.000 mand. Det var en ulempe for de fleste værnepligtige at skulle indkaldes, og det medførte flere steder lokalt kommunale bevillinger til "de efterladte".
Der var dyrtid og mange steder mangel på boliger. Især for de socialt dårligst stillede var krigstiden en vanskelig periode, selv om den danske neutralitet skabte gyldne tider og "gullasch" i andre kredse.
 
Sikringsstyrken Klampenborg Den sociale nød under krigen medførte, at mange arbejderfamilier blev sat på gaden af kongens foged. Her i Kbh.
 
2. verdenskrig, besættelsen 1940-45
2. verdenskrig var et resultat af det, som mange tyskere, Hitler og nazisterne anså for Versailles-fredens urimelige betingelser. Som især Frankrig havde fået trumfet igennem i form af krigsskadeerstatninger, demilitarisering, afståelser af tyske områder. Og den økonomiske verdenskrise, der startede i 1929, og som i løbet af 1930'erne bragte Hitler og nazisterne til magten i Tyskland. Med tilsvarende autoritære, fascistiske regimer i Italien og i Spanien.
Krigen startede med et militært og økonomisk stærkt Tyskland, der i sept. 1939 invaderede Polen under slagordet "Lebensraum" for det germanske folk mod øst, som jo "bare" var befolket med slaviske folkeslag. I den nazistiske terminologi var der tale om folk og racer, hvor andre blot ville karakterisere germanere og slaver som forskellige sprog, talt af forskellige europæere.
Tyske soldater tager kontrol over lufthavnen i Ålborg 9. april 9. april i Haderslev
Tyskland besatte Danmark 9. april 1940 under "Opertion Weserübung". Danmark blev besat først og fremmest for at have kontrol med forsyninglinierne til Norge, "Weserübung Nord". I Norge blev der regulære kamphandlinger i og med, at den norske nazist Vidkun Quisling 9. april begik statskup. I Danmark var forløbet langt smidigere. Der var i Danmark kun spredte kamphandlinger, som kostede 16 danske soldater livet, tyskerne formentlig lidt flere.
Den tyske "fredsbesættelse" af Danmark betød, at det i Danmark fortsat var danske myndigheder og politikere, der styrede landet. Danmark påberåbte sig suverænitet og neutralitet, som man nok i bakspejlet må karakterisere som fiktive størrelser. 
Men med den efterfølgende samarbejdspolitik blev Danmarks position i en krigførende verden både ganske fredelig og bekvem.
 
 
 
 
 

FN operationer med dansk deltagelse, internationale operationer, overblik

 

 

 

 

Irak

 

 

 

Afghanistan

 

 

Ukraine

Krigen mod Rusland

Dansk støtte til Ukraine det danske udenrigsministeriums version

Danmarks krigsdeltagelse i Ukraine, sammenlignet med deltagelsen i krigene i 1990'erne i det tidligere Jugoslavien, faghistorisk sammenligning

 

 

 

 
 

 

 

Mellemøsten

Israels historie, set ud fra Det Gamle Testamente, korrigeret med egentlige historiske kilder.

Den israelske stats historie siden 1948 og faktuelle oplysninger om land og folk

 

Palæstina faktuelt, historie

 

Den aktuelle situation i de af Israel besatte områder, specielt i Gazastriben

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
© Skanderup Sogns historie