Erindringer er velsagtens snarerest, hvad man vælger at huske, og hermed også at lade gå i glemmebogen.
Dette kortfattede erindringsafsnit til lokalhistorien for Skanderup Sogn er tænkt som en introduktion til den fremlagte sognebeskrivelse i form af lidt faktuelt om forfatterens, redaktørens, altså min personligt oplevede tid i sognet, en tid hvor modsætningerne mellem Indre Mission og Valgmenigheden fortsat var en væsentlig del.
Den tilknytning til sognets liv, jeg har haft, da jeg var bosat i Skanderup Sogn, kunne i princippet karakterisere mig som en part af det religiøse modsætningsforhold, og hermed min sognehistorie som et partsindlæg. Hvad jeg ville være grumt ked af, så har jeg i dette erindringsafsnit ikke udtrykt mig klart nok.
Det skulle gerne fremgå af både erindringsafsnittet og af den tilhørende sognehistorie i øvrigt, at det ikke er helt så simpelt at forudskikke evt. indbygget subjektivitet og personlige holdninger.
Det er med erindringerne hensigten at give en beskrivelse af den del af livets gang i sognet, der falder inden for den tidsmæssige ramme, som nu en gang er min som erindringsskribent - født 1943, jeg forlod sognet i 1962.
Hensigten er at gøre det så nøje og så dækkende, som det er muligt i den givne skribentposition, nu på en betydelig afstand af liv og begivenheder den gang. Men også som en kærlig refleksion over det, som var, og hvordan det nu er ak, så ganske forandret.
Skiftet fra Skanderup Sogn til en uddannelse ved Aarhus Universitet og en mildt fortalt noget anderledes dagligdag var nøje planlagt.
Men den samfundsmæssige udvikling kunne den gang som nu kun anes som den stille susen i træerne eller forårsvindens komme som budbringer om det evigt nye sammen med det gammelkendte.
Oplevelsen af 1960'ernes ungdomsoprør blev formentlig anderledes med studietidens røde faner, teoretiske udfoldelser og andet, der udsprang af studenterlivet i Aarhus, end den ville have været i Skanderup Sogn.
Samtidig kom der som en åbenbaring nye musikalske oplevelser, der startede med Beatles, Rolling Stones, Bob Dylan og alle de velsignelser, folke- og pigtrådsmusikken kastede af sig. Det højlydte blev suppleret med det maleriske i klædedragt, frisurer m.v.
Øvrige kulturelle muligheder var også noget af et skift i muligheder og tilskyndelser.
Men uanset alle omskiftelser og tiderne, der ændrede sig (for nu at citere Bob Dylan), så skal der både i erindringer og i den øvrige sognehistorie tilstræbes en professionel og balanceret tilgang til og udvælgelse af stoffet. Herunder også med en erkendelse af, at jeg ikke kan løbe fra at have været en del af, part i det her beskrevne lokalsamfund.
Partsbeskrivelser er som al historieskrivning med indbygget subjektivitet. Personlige erindringer da ikke mindst.
Også selv om jeg som oplevende part har haft en kritisk og forbeholden tilgang til meget af det oplevede.
I erindringerne og i den præsenterede historieskrivning har jeg gjort, hvad jeg har været i stand til, for at komme tættest muligt på den beskrevne historiske virkelighed, både i form af udvælgelse og vurderinger af kildematerialet, og ved at sammenholde det lokalt iagttagede i et danmarkshistorisk perspektiv.
Jeg har brugt alt det, jeg har i værktøjskassen som uddannet historiker. Om det har været tilstrækkeligt, kan jeg ikke selv afgøre. Det må vel komme an på en prøve.
Det helt personligt oplevede under opvæksten i landsbyen Skanderup skulle gerne være renset for uvedkommende, personlige detaljer. Kun det for den historiske interesse formodet vedkommende er medtaget.
De mere personlige erindringer er uden den dokumentation, noter og henvisninger, som er normen i resten af den lokalhistoriske fremstilling.
Det er en tekstligt omfattende lokalhistorie, og den kan være ret krævende som læsestof, hvis man skal nærlæse og følge den henvisende dokumentation i noter og linkede henvisninger.
Men den proces kan for de flestes vedkommende udelades.
Og der er indholdsoversigter og menuer, der giver valgmuligheder i stofudvælgelsen.
 |
|
Lunderskov den 25/12 1970, hensatte lokomotiver R 959, H 798, N 205 og 210 med vandtårnet i baggrunden.
Disse ildsprudlende maskiner gjorde en cykeltur til Lunderskov til en stor oplevelse. Jernbanebroen, den sidste del af vejen fra Skanderup, ad Jernbanegade til Lunderskov, var et godt udkigspunkt til jernbanens pulserende liv den gang.
|
Den i dette afsnit oplevede barn- og ungdomstid, 1943-62 er retrospektivt betragtet en ganske central periode i Danmarkshistorien, hvor omstillingen fra landbrugs- til industrisamfund for alvor fandt sted. Denne omstilling skete i løbet af 1950’erne i forlængelse af det første industrialiseringsspring i slutningen af 1800-tallet, hvor manifestationen lokalt især var jernbanens ankomst til Lunderskov i 1866.
Det ved jeg som fortæller, men det indgik ikke i min forståelse af livet dengang. Det bliver det dog ikke mindre sandt af. Men det siger måske noget om, at der kan være en betragtelig forskel mellem det levede liv og den måde, det bliver omtalt efterfølgende. Vel både fordi det oplevende menneske kan blive gradvist mere indsigtsfuldt, men nok også fordi det fortællende perspektiv vanskeligt kan rumme lugten, smagen af det intense nu.
Man må i fortællingen lade sig nøje med de perspektiverende refleksioner, hvor der pilles lidt ud hist og lidt her.
Et landsogn med stationsby og religiøse skillelinjer
Partsbeskrivelsen bærer helt sikkert præg af min opvækst i et indremissionsk miljø, som socialt stratificeret var en del af de lidt større gårdmandsbrug i landsbyen Skanderup. Her var det antallet af tønder hartkorn, gårdens størrelse, evnen til at drive et rentabelt landbrug og det religiøse tilhør, der var afgørende i social henseende.
Jeg blev som det første af 5 børn således født ind i et driftigt, jævnt velstående, hektarmæssigt et lidt større gårdbrug og altså med tilhør til Indre Mission. Mine forældre var ud af familier, som var blevet en del af vækkelsen, som det hed, da den fra Harboøre indtil da ansatte præst, C. J. Moe blev præst i Skanderup Sogn 1885-1922.
Hele min forældregeneration var med et par enkelte, tydeligt markerede undtagelser, hvad man i de kredse kaldte troende, et resultat af pastor Moes både berygtede og virkningsfulde prædikantvirksomhed.
Min farfar, der flyttede fra Gelballe som gårdejer for ved giftemål at blive gårdejer på Grønvanggaard i Skanderup, var som sognerådspolitiker først højremand, senere konservativ, et vist nok forventeligt resultat af pastor Moes forkyndelse i sognet.
Min morfar, gårdejer i nabobyen Gelballe var så meget yngre, at han igen helt naturligt blev Venstremand i sit sognepolitiske liv - han var sognerådsformand 1923-43. Samtidigt med at også han var erklæret indremissionsk. Familiemæssigt vist egentlig en ganske repræsentativ fordeling af samspillet mellem religion og politik i perioden under og efter C. J. Moe.
Det er konstaterbart, at forholdet mellem de politiske partier Højre og Venstre i Skanderup Sogn afveg markant fra den politiske, herunder lokalpolitiske situation i resten af Danmark.
På landsplan viser nyere undersøgelser, at der også på det kommunalpolitiske plan var konstaterbare ændringer af styrkeforholdet mellem Højre og Venstre som et resultat af provisorietiden 1885-1894. Højres stemmeandel faldt, Venstre overhalede Højre markant i stemmeantal.
I Skanderup gik det i C. J. Moes tid i sognet nærmest omvendt.
C. J. Moe var konstaterbart tilhænger af Højre. Stemmeafgivningen i Skanderup Sogn ved folketingsvalgene viser en markant stigning i Højres stemmeandel efter C. J. Moes ansættelse 1882 og fra århundredskiftet et flertal for Højre, hvor det i resten af Danmark tydeligt var Venstre, der gik frem, Højre der gik tilbage.
I lokalpolitikken vandt Indre Mission flertal fra 1913, hvilket fik en markant indflydelse på ikke mindst ansættelsen af sognets skolelærere. Her var det ligegyldigt, om man politisk tilhørte Højre, Venstre, evt. var lidt skabssocialdemokrat. Det afgørende var, om man tilhørte Indre Mission eller "de andre".
Landsbyen og landbrugssamfundet havde under min opvækst en tydelig kontrast i stationsbyen Lunderskov med et erhvervsliv, som udfoldede sig ud over servicen til de omkringliggende landbrug. Men også her var de religiøse skillelinjer markante og iagttagelige på lige fod med arbejderbevægelsens politiske og faglige aktiviteter.
Da jeg en gang lidt efter konfirmationsalderen fra banegården blev sendt afsted af en ved DSB ret nyansat trafikassistent for at købe wienerbrød, blev jeg pålagt, at det ikke måtte være "missionsbrød". Han kunne jo ikke vide, at min onkel var den indremissionske bager i Lunderskov. Som i øvrigt bagte udmærket wienerbrød. Men missionsk bagt har det jo nok været. Og jeg tog de 100 meter ekstra og fik købt noget ikke-missionsbrød hos bager Holger Skrydstrup.
Et gårdmandsbrug i den lille landsby Skanderup
Rammerne var et gårdmandsbrug, hvor trækkraften i markarbejdet de første 5-10 år af min levetid var 3-4 spand heste og en hertil hørende hestestald, hvor der også var en foleboks, dvs. et rum hvor de fødende hopper kunne gå med deres føl i den første tid. En storslået begivenhed var engang o. 1950, hvor en gråskimlet belgierhoppe fik tvillinger.
Hesteholdet var belgier- og jyde-, store, bredryggede arbejdsheste. De blev på et tidspunkt afløst af mere slanke og elegante frederiksborgere og endelig de sidste hestehold, der var oldenborgere. Der var en jævn fordeling mellem hopper og vallakker, dvs. kastrerede hingste. Det var jo arbejdsheste, så der var ikke tid til og brug for fyrrige hingste.
Senere kom der først en, så et par traktorer til - et af resultaterne af den amerikanske Marshall-hjælp i 1950’ernes Danmark - medens hestene gradvist forsvandt. Det var et helt mærbart skred i udviklingen, da gamle kassevogne, tidligere hestetrukne, produceret hos den lokale ”hjuler”, dvs. en karetmager, nu blev afløst af vogne med gummihjul og med en drejemekanisme, der blev tilpasset traktorens trækkraft. I erindringen står klart en ombygget, gammeldags kassevogn, som havde en meget ringe drejekapacitet i forhold til de nye, traktordrevne vogne. Det kunne man helt klart konstatere, når der blev manøvreret med den nytilkomne Ferguson traktor.
Selv om de første mejetærskere kom til Danmark i 1930'erne som afløsning for tidligere tiders selvbindere og høleer, så dukkede de først op for alvor i slutningen af 1950'erne, herunder også i Skanderup.
Indbegrebet af den tids gode liv på landet var en arbejdsdag, der i høsten og andre travle tider kunne være lang og anstrengende, hvor man gik bag hestene eller kørte i vogne, trukket af dem. I høstens tid blev der som regel bragt hjemmelavet øl, kaffe og vand ud til den i marken hårdtarbejdende arbejdskraft. Det var formentlig en arbejdsfremmende foranstaltning. Øllet havde en stærk smag af humle og var helt klart aldeles spiritusfri. Det stærkeste, vi i den tid på gården kunne finde var kirsebærvin.
Kun når min far var forkølet desuden også snaps, hvoraf en flaske blev konsumeret på forkølelsens første dag, så var helbredelsen en kendsgerning. Der var fædrene forkølelser højst en gang om året, ind imellem kun hvert andet år.
Når arbejdsdagen så var forbi, skulle hestene lige en tur ned i den nærtliggende branddam for at blive svalet af. Herefter blev de striglet hjemme i stalden. Det var karlenes arbejde. Med mekaniseringen blev det hele mere effektivt og ikke så slidsomt, men noget af charmen i arbejdsfællesskabet forsvandt vel også.
I min allertidligste erindring var gårdens folkehold på 2-3 karle til markarbejdet, 1-2 piger til husholdning samt børnepasning. Senere blev det færre med den tiltagende mekanisering og behovet for arbejdskraft i byerhvervene.
 |
 |
| Mit barndomshjem, Grønvanggaard, som det så ud o. 1950. Med stråtækt fodermesterhus t.h. og stråtækt nabohus, den tidligere "pogeskole" over for. Det sidste stråtag forsvandt på Grønvanggaard 1949, på de øvrige her nævnte bygninger i løbet af 1950'erne. Den træbevoksede have bag gården stødte op til Wissingsminde. Markvejen t.h. for gården førte også op til denne sognets største gård. Over for Grønvanggaard lå - ud over den tidligere "pogeskole" - også den skole, som 1842 afløste den gamle rytterskole. | Og et luftfoto kort forinden, 1947, da gården stadig havde noget stråtag og - som man kan se - en mødding meget praktisk midt i gården. Hvor der desuden var en gårdpumpe til vand, som blev brugt til at vande dyreholdet - og lidt til brug i husholdningen! |
Livet på gården
Gårdens folkehold var placeret i værelser i stuehusets vestre ende, stue- og loftsetagen med fælles vaskerum ved ”bryggerset” og en ”borgerstue”, hvor man bl.a. spiste sammen med familien og i øvrigt kunne opholde sig, hvis man da ikke sad i dagligstuen og deltog i kort-, damspil o.l. Når man betænker tyendelovgivning og forhold for tyendet på landet bare nogle årtier tidligere, var det ganske anstændige forhold, der her blev budt folkeholdet.
De ”bedste” karle var efter min fars udsagn andre bønders sønner, som skulle ud og afprøve og lære erhvervet. Skiftedag for både karle og piger var her som andre steder 1. maj og 1. november, lønnen var dengang, i 1950’erne nogle få hundrede kroner i måneden, med en betydeligt bedre købekraft end i dag, men dog stadig ikke et godt opsparingspotentiale.
Ud over karle, piger og fodermester kom der også jævnligt kontrolassistenter på besøg for at "kontrollere" hygiejne, ydelse m.v. i mælkeproduktionen.
Der var forskellige personlighedstyper her imellem. En gang i min førskolealder var jeg kommet så meget på kant med en kontrolassistent, at han stak mig en ret syngende lussing. Min mor skældte ud, da hun hørte herom. Det så jeg som en opfordring til selv at gribe til handling, hvilket blev en flaske tyktflydende sirup i mandens stramtsiddende filthat, der var lagt fra i forbindelse med et af dagens måltider.
Kontrolassistenten blev ikke glad, da han tog den på. Selv om det kun var en skaldet isse, der måtte stå model til den klæbrige substans, blev der råbt noget op, kunne jeg høre fra mit omhyggeligt valgte skjulested.
Maden på mine forældres gård var god og tilpasset, at der blev arbejdet hårdt i stald og på mark. Det var såmænd ikke alle gårde, heller ikke hvor ejerne var holdne, økonomisk vel aflagte, hvor dette var tilfældet, kunne man blive oplyst om fra tyende hos madmødre, hvor der blev sparet på alt det, som gav god mad.
Alle måltider, undtaget morgenmaden, så vidt jeg husker, blev begyndt og afsluttet med en bordbøn, ved middagsmåltidet kl. 12 også ledsaget af oplæsning af et kortere skriftsted.
 |
 |
 |
| Grønvanggaard o. 1958. De fire skorstenes funktion var opvarmning i 1. bryggers, afdelingen for folkehold, 2. køkkenafdelingen, 3. stuer, værelser, 4. pensionistafdelingen, der sidst blev sådan benyttet af min farfar og -mor. D.v.s. folkehold, bryggers, madkælder mod vest med pigeværelser i stueetagen, karle på loft. Køkken, stuer værelser i midten med kvist, der blev bygget ved farfars overtagelse af gården 1910. Pensionistafdeling mod øst. Der var 3 indgangsdøre til hver sin afdeling og "folkedør i gavlen mod vest. |
Gårdspladsen blev fejet og luget for græs. Her en "karl", proprietærsøn o. 1959. Kørte mig på hospital, da min gymnastiklærer brækkede min fod under en tackling i fodbold.
På gårdspladsen, foto t.v. ser man, at den gamle pumpe af træ stadig står der med vandhane som nabo, o. 1958.
|
|
Gårdens stuehus
Den firlængede gård med de fire skorstene til hver sin del af det rummelige stuehus vidnede om rimeligt holdne vilkår for gårdens beboere.
Da min farfar flyttede fra sin gård i Gelballe, Højdegaard for ved giftemål at blive ejer af Grønvanggaard, blev der på det den gang stråtækte - som gårdens øvrige bygninger - stuehus tilføjet et kvistparti, hvor der i stueetagen var dagligstue, en større og finere opholdsstue og en feststue.
Af stuehusets tre dobbeltdøre var der her fra den midterste husets hovedindgang uden arbejdstøj og -støvler, hvor der var en trappe med træpaneler og små krybe- og sætte fra sig rum.
Over stuerne og entreen, på loftsetagen var der tre store rum, det ene med kakkelovn, som erindres benyttet til opvarmning ved børnefødsler, skulle de falde ledsaget af årets kuldeperioder.
De to værelser uden denne facilitet blev brugt som børneværelser.
Der var fra disse soverum udgang til det øvrige loftsrum, der i soverumsdelen var ca. halveret i bredden.
Over køkkenet, midt i stuehuset var der på loftsetagen en rektangulær kartoffelopbevaringskasse. Køkkenets træloft gav varme fra køkkenet til kartoflerne, så de ikke fik frostskader i løbet af vinteren.
Den del af loftet, der ikke var inddraget til midterafdelingens soveværelser og den vestlige dels karleværelser var domineret af de fire skorstene. Og der var sirligt ophængt seletøj og ridesadler til hestene.
Den første tid, jeg husker fra dette loft, har været lidt efter den tyske besættelse og tiden med forskellige former for rationering. Der var store spande med raffineret sukker, som det næppe har været meningen, at børnene skulle smage på eller lege med.
Der var en trappe fra loftet ved karlenes værelser, ned til et bryggers med stengulv. Det medførte høje jammerhyl, hvis der ved en fejltagelse blev cyklet på den trehjulede ned ad trappen, ned på det sten-, cementbelagte bryggersgulv.
I den vestlige del af loftet var der karleværelser, hvor det ene var så stort, at der som hovedregel boede mindst to karle her. Med en servante til hver. Det andet, noget mindre var et enkeltmandsværelse. Disse karleværelser lå lige over bryggers og bade-, vaskerum til karlene i stueetagen. I stueetagen herunder var der også pigeværelse, borgerstue, forsænket kælderrum med en rulle, fyldt med kampesten for at gøre rulningen, udglatningen af vasketøjet mere effektivt.
I det kolde kælderrum var der desuden saltkar til opbevaring af slagtede dyr, henkogningshylder med havens frugt og grøntsager, der var blevet tilberedt til længere tids opbevaring.
Dette rum mistede en del af sin betydning, da køleskabe og frysere gjorde deres indtog, især fra 1960'erne.
Mellem køkken og kælderrummet lå et stort badeværelse, oprindeligt med en stor brændeovn til opvarmning og det varme badevand. Det oprindelige lokum i et lille tilstødende hus ude på gårdspladsen, sat op i en vinkel til grisestalden, blev erstattet af installeret wc og rindende vand i dette badeværelse.
Det store landkøkken var oprindeligt med et komfur med to bageovne, vandbeholder til opvarmning af vand og plads til 6 gryder - så vidt jeg husker.
Der var her også plads til køkkenborde, spiseafdeling, der især i sommertiden blev suppleret med spisning i den lige over for liggende "borgerstue".
I tilknytning til køkkenet, mellem køkken og feststue, var der et spisekammer med brødskærer, skabe og hylder til forskellige former for madvarer. Gammelt brød blev lagt i en skuffe og benyttet til øllebrød, når karlene skulle have et ordentligt tilskud af kulhydrater ca. en gang ugentligt.
Den østlige del af stuehuset var i den tid, jeg kan huske, pensionistafdeling for mine bedsteforældre, medens de levede. Herefter blev pensionistkøkkenet fjernet, og afdelingen fungerede som værelser - der var ganske kolde om vinteren, før der blev lagt centralvarme ind i 1950'erne.
Religionens udslag i sognets sociale liv
Hvis det var muligt - det var det dog slet ikke altid - foretrak mine forældre at hverve karle og piger, som kom i det lokale KFUM og KFUK[1]. Det blev vi børn også anbefalet at deltage i, og det må nok have været noget af en prøvelse for mine forældre, at jeg konsekvent nægtede at deltage i den slags. Forventningen til deltagelsen var der fra konfirmationen og i den efterfølgende ungdomstid.
Et enkelt år i det lokale FDF blev det dog til. Kristeligheden var her krydret med en ”smart” uniform og forskellige aktiviteter, som kunne fastholde interessen, hos mig dog kun i et enkelt år. Der var for meget løvsav og opbyggelige prædikener efter min smag.
Man kunne også komme i søndagsskole. Det lå ret fast, at blive sendt hertil, når forældrene var i kirke - jeg husker ikke den præcise fordeling mellem kirkegang og søndagsskolen, men det var under alle omstændigheder en del af opdragelsen at komme i kirken også. Der blev i søndagsskolen sunget, bedt bønner og holdt opbyggelige taler af lokale troende. Jeg erindrer endnu den opbyggelige beretning om en trekant, lavet af pilefletpinde, ophængt over indgangsdøren i søndagsskolen. Den malende historie var, at den symboliserede samvittigheden. Og hvis man ikke rettede sig efter dens advarsler mod et syndigt levned, så ville den efterhånden blive slidt kuglerund og derfor blive helt virkningsløs som advarsel mod det syndige, tvi og skam.
Det syndige var simpelt og veldefineret. Ingen bandeord, et tugtigt levned, dvs. afholdenhed, både seksuelt og mht. spiritus, ingen kortspil og dans. Derimod var det sært nok ikke syndigt at deltage i sanglege, som berøringsmæssigt i forhold til det andet køn var meget lig den utugtige dans.
I min barndoms naivitet bad jeg en gang, hvor mine legekammerater skulle i danseskole, om også at kunne få lov til at deltage. Det blev lodret afvist og betød, at alle mine senere forsøg på dansegulvet blev en sær forestilling af hjemmelavede kompositioner og regulære krumspring til ikke udelt fornøjelse for mine dansepartnere.
Til et ordentligt og ikke syndigt levned hørte også, at man ikke spillede kort. Forbuddet gjaldt dog kun ”rigtige” spillekort med spar, klør, hjerter og ruder. Derimod kunne man udmærket spille ”pirat”, en slags whist med kort, der overhovedet ikke lignede de nævnte, men som havde fire farver og samme kortværdier.
I modsætning til den almindelige, mildt berettet lidt kedsommelige søndagsskole, var det overkommeligt og ikke helt uinteressant at skulle deltage i en i sommerferien afholdt søndagsskolelejr. Det af sognet benyttede opholdssted var placeret ved Lillebælt, tæt på Fredericia, kaldet Lyngsbo.
Opholdet var noget, man kunne deltage i aldersmæssigt et sted fra præpuberteten, hvor det andet køn var begyndt at blive interessant, og det kunne man så godt få til at ligne en interessant aktivitet, selv om der blev sunget, bedt og fortalt opbyggelige historie. Der blev faktisk også appelleret til det kreative med opførelse af sketcher og mindre dialoger, som lejrskolens børn så underholdt forældrene med, når de et par dage ind i lejrugen kom på besøg.
Selv sportsaktiviteter var inddelt i tilhør til KFUM og K eller ”de andre”. Så vidt jeg husker, spillede de største talenter i både fod- og håndbold for KFUM og K. Der var slet ikke problemer for sportsinteresserede her. Det religiøse betød ikke, at man så mindre konsekvent og alvorligt på de sportslige udøvelser. Var man ikke god nok, var der heller ikke en plads på holdet. Her hjalp hverken tilgivelse, næstekærlighed eller nogen form for Helligånd. Kunne man spille, var man med, hvis ikke var man ude.
En anden ganske heldig kombination af sport og religiøst tilhør var de ugentlige bordtennis aftener i det daværende Menighedshus, barakken mellem det daværende kommunekontor og bager Jac. Nielsen og købmand Mogensen i Lunderskov. Her blev der i lidt mere end vinterhalvåret spillet bordtennis på livet løs. Der kom også mange, som missionen ikke sagde noget, men som kunne lide at spille bordtennis. Det var til det yderste velfungerende, en god reklame for Menighedshuset, hvis det også har været hensigten.
Der var kirkegang hver søndag med den ovennævnte variation med søndagsskolen. Der var altid et betydeligt fremmøde, i det mindste som jeg erindrer det. Skulle der komme nye ansigter, blev det bemærket. Man vidste også ret præcist, hvem der sammen med organisten lagde tonen for salmesangen. Nye kærestepar deklarerede velsagtens uformelt her i kirken deres forhold, og sognebørn, indkaldt til militæret viste her til almindelig beundring de evt. erhvervede vinkler og stjerner på uniformen. Organisten, en ugift frøken, velsagens også af indremissionsk tilsnit, fungerede også som lærer i klaverspil. Hun har i sit lille hus nok været et tålmodigt vidne til adskillige, der som jeg ikke havde fået øvet etuder og andet gebrækkeligt som grundlag for den korrekte nodelæsning.
En væsentlig del af det religiøse liv i Skanderup, også i dette tidsrum, var møder mellem menighederne i Harboøre og Skanderup. Selvfølgelig et resultat af pastor C. J. Moes virksomhed i de to sognes menigheder.
Betragtet i et overordnet perspektiv var det et umage møde mellem bønder og fiskere, men de var knyttet sammen af religionen. Der var årligt to møder, et i Skanderup og et i Harboøre. De deltagende familier blev indlogeret hos hinanden, og der var møder i Missionshuset, når værterne var menigheden i Skanderup.
I erindringen står stærkt et møde, hvor en jættestor fisker med fuldskæg stod op og nærmest talte i tunger, sådan opfattede jeg det i det mindste. Han råbte op om Helligånden og lignende religiøse begreber. Sognepræsten var dengang Johs. Danielsen, en formentlig på alle måder god missionsmand. Men jeg erindrer helt tydeligt fra dette møde, at han nok har fornemmet, at det religiøse overdrev her var nået til en grænse, han mente ikke burde overskrides, og han sagde en række helt begribelige ting om evangelierne, det kristne budskab m.v., og han afsluttede så med stille og roligt at bede Fadervor.
I min erindring tog det brodden af det religiøse overdrevs værste udskejelser, og resten af mødet forløb i god ro og orden.
Her besluttede jeg så, at den slags lå uden for min begrebsverden, og at jeg ikke mere ville deltage i den slags møder. Det har jeg overholdt uden større besvær siden. Det var mig f. eks. langt vanskeligere at holde op med at ryge.
Til det missionske liv hørte også samtalemøder. Jeg husker ikke hvor hyppigt, og jeg deltog af gode grunde aldrig, det var ikke for børn. Men jeg husker tydeligt fra iagttagelsespositionen min fars langvarige forberedelser, når mine forældre var værtspar. Det var værtens opdrag at finde passende skriftsteder og indlede med en ligeledes passende fortolkning, fremsat med den usikkerhed ved at tale i offentlige forsamlinger, som hele livet prægede min far. Jeg tror ikke, det har været nogen udelt fornøjelse for ham, men det hørte jo med. Værtinden, min mor, var mere i sit es, hun skulle sørge for kaffe og kringle, og det var jo helt som det plejede.
Kønsrollefordelingen var ikke til debat i de tider.
Skolegang
Skanderup Skole var en almindelig landsbyskole 1.-7. klasse, de første 3 klasser hos forskolelærerinden, herefter førstelæreren i 1908 skolens østlige afdeling med læskur. Lærerne var helt op i 1950’erne stadig helt naturligt en del af Indre Mission.
Skolegangen var en skueplads for de sociale skel i Skanderup. Der skulle en i særdeleshed dygtig mønsterbryder til for at bryde den helt iagttagelige rangorden blandt skolens elever. Bagest i klassen blev fra dag et placeret de elever, som kom fra småkårs hjem, daglejere, fodermestre m.v. De skulle være endog særdeles dygtige for at kunne overstige lærerens forhåndsforventninger. Det skete vist nok, men det er kun noget, jeg har hørt om.
Første skoledag var en stor oplevelse, det var noget nyt og spændende at begynde i skolen, der lå lige op til Grønvanggaard. Vi var 4 drenge i den nye første klasse: Leif, Oluf, Poul og mig. Vi kunne genkende hinanden, der var jo ikke så mange jævnaldrende i Skanderup, men landsbyen strakte sig over nogle kvadratkilometer med gårde, få huse og den lille landsby med bager, brugsforening håndværkere foruden gårdene og de her ansatte. Så det blev en i realiteten ny bekendtskabskreds, der her blev grundlagt på overskuelig vis - det var en særdeles fåtallig klasse, også efter den tids forhold.
Poul og jeg blev anbragt ved siden af hinanden forrest i klassen ved et skolebord med pult, bænk og to huller i pulten.
Som den spøgefugl, Poul skulle vise sig at være, foreslog han, at jeg skulle stikke en finger ned i et af de to huller i pulten. Der viste sig at være blæk i dette hul, som fluks blev tørret af i ansigt og hår på Poul.
Så havde vi ligesom fået set hinanden an, og vi kom efterfølgende til hinandens fødselsdage, indtil jeg skulle på realskole.
De første 3 år blev vi undervist i forskolen af forskolelærerinden, ansat siden 1919, dvs. fra tiden med krav i sognerådet om tilknytning til Indre Mission. Hun var ved min skolestart slemt plaget af leddegigt. Vi fik lært at læse, skrive og regne. Bibelhistorie- og historietimerne var ganske udmærkede, godt tilsat nordiske gudesagn o.l. Skulle der afstraffes, skete det ved ophold i ”det sorte hul” under trappen op til den private bolig ovenpå. Det var faktisk lidt af en fornøjelse at være anbragt her, hullets beholdning af frugt og syltetøj taget i betragtning.
Førstelæreren, som kun blev oplevet i den korte tid, der gik inden realskolen, var en da ny afløser for den mangeårigt ansatte lærer Frederiksen, om hvem der gik mange historier om hidsighed og afstraffelsesmetoder. Men også om god og kompetent undervisning, når der var elever, som kunne eller gad tage fra.
 |
|
1950 skolefoto. De yngste elever så nogenlunde første og anden række, herefter blandet. Forskolelærer frøken Petersen t.v., førstelærer Frederiksen t.h. Nederst den daværende 1. - 3. måske 4. klasse på udflugt til København i 1954 - må det være. Efter sommerferien var det realskole for den ene af disse elever, der skulle foretage dette skifte. Der må have været elever, der ikke har villet eller kunnet deltage i denne hovedstadsrejse. De deltagende 11 elever har været 5. - 7. klasse.
Der er her kommet en ny lærer, Høst Madsen, hvor den hjemmegående frue ledsagede mand og den rejselysne klasse.
|
 |
Skulle man have lidt mere boglig uddannelse, så forlod man Skanderup Skole i starten af 5. klasse, hvor man havde gået fra marts til sommerferien for at komme i real- eller mellemskole, hvor man lagde 5 klasser oveni for at erhverve en real- eller en præliminæreksamen, dvs. 9 års skolegang. Den dengang nærmest beliggende realskole var Vamdrup Private Realskole, bestyret af en missionsmand. Det forhindrede dog ikke, at også ikke-missionske familier satte elever i denne skole. Ville man hurtigere gennem systemet og videre i gymnasiet, var det helt klart mere effektivt at tage turen omkring Kolding og gå direkte ind på Kolding Gymnasium. Den private realskole i Vamdrup sigtede på det sikre, en præliminæreksamen, som skolen og de fleste forældre tilrådede. Det var jo ikke sikkert, at de boglige evner rakte til gymnasiet, som dengang var for de ganske få.
Hvor det var trygt og under kendte rammer at gå i Skanderup Skole, i det mindste når man kom fra en lidt større gård, så var det nyt og lidt betænkeligt at komme ind i realskolens ukendte omgivelser. Pædagogikken bar præg af, at pryglestraffen langt fra var afskaffet. Min sanglærer, som det kaldtes dengang, vidste, at jeg kom fra en lidt større gård i oplandet, og da vi engang en times tid havde sunget Aakjær og talt om husmænds usle vilkår, spurgte han, om der var nogen, der ikke var begejstret for Jeppe Aakjær. Det havde jeg faktisk ingen kvalificeret mening om, men for at være lidt med i undervisningen erklærede jeg, at jeg ikke brød mig så meget om samme Aakjær. Det medførte prygl med violinbuen, indtil der kun var nogle ynkelige stumper tilbage, som næppe kunne få meget mere ud af de tarme fra smedens kat, som var violinens melodiske fundament.
Realskolebestyreren var et iltert gemyt, som uden betænkningstid brugte sin krogede egestok til korporlig afstraffelse. Men samtidig holdt han helt uforlignelige timer i dansk og historie, hvor han gjorde det hele levende og begribeligt ved f. eks. at anbringe sin korte, kuglerunde krop, liggende på et bord, om det skulle være nødvendigt, for at forklare eller illustrere noget i dagens lektie. Der blev kun undtagelsesvist hørt i lektien. Til gengæld blev der hørt ivrigt efter.
Når der blev afholdt prøver i aritmetik og geometri i skolens store fællesrum, skulle man bare iagttage, om der var fråde omkring skolebestyrerens mund for at vide, om man havde løst opgaven korrekt.
 |
 |
|
Vamdrup Realskole 1956. Tysk-, engelsk-, fransklærer frk. Jørgensen 1. række midt. Der er en jævn fordeling af elever fra Vamdrup 7, Lunderskov 3, Skanderup 2, Ødis m.v. 9, heraf 15 med eksamensbevis.
|
Skolens lærere: sang- m.v. lærer Poulsen, sproglærer Jørgensen, skolebestyrerparret A. C. og Ina Andersen, en den gang nyansat lærerinde, frk. Petersen?, M. Jessen, svigersøn til, senere selv skolebestyrer og byrådsmedlem i Vamdrup. Spillede fodbold med eleverne iklædt de sko, man ser, medens eleverne havde gummisko eller sandaler. Det kostede knubs og skader. |
Opvækst på gården og i landsbyen
Et spændende og godt kapitel i livet på landet på den fædrene gård var alle de mange lege- og beskæftigelsesmuligheder.
Et var at hjælpe i marken, det kunne være spændende, når man fik lov til at styre hestene eller traktoren foran et eller andet redskab, som regel en vogn, en hø vender, -rive eller andet, som ikke krævede særlig ekspertise eller omhu.
Knap så muntert var det at hakke eller læsse roer, for ikke at tale om al bøvlet med roetoppen. Eller blive placeret i møddingen og læsse tilkommende vogne, som kørte møget ud på marken.
Det allerværste var faktisk at blive sat til at hjælpe med tærskningen. Det var som regel min far og en karl, der passede selve tærskeværket. Vi med talenter til dette mindre bemidlede kunne så få lov til at tage halm fra eller læsse kornneg over på tærskeværket. Det var hårdt arbejde, det støvede betydeligt og var ganske ubehageligt.
Men der, hvor det var rigtig sjovt, var de næsten ubegrænsede legemuligheder.
Laderne indeholdt til opbevaring for tærskning, kreaturfoder m.v. kornneg, hø og halm. Selv om det støvede og faktisk kunne være ret farligt, med risiko for sammenstyrtning af halm og hø, så var det jo helt fantastisk her at kunne grave gange og lege skjul. Eller hoppe ud i det uendelige halmhav fra overliggende bjælker.
Man kunne gå på opdagelse i naturen, dvs. de dyrkede marker og skov med tilhørende kilder, bække, mergelgrave og damme. I bækken kunne man fange hundestejler og ørreder, eller vandrotter, hvis man var uheldig. På markerne kunne man finde diger og områder med ræve- og grævlingehuler, jage harer op, finde fuglereder - eller bare gå rundt og nyde naturen. Hvis man skulle have været så heldig at få lov til at overtage et vækkeur, glemt i et af karle- eller pigekamrene ved skiftedag, så kunne det forekomme, at det blev sat til at ringe lidt før fodermesteren begyndte sin dont ved 5-tiden. Og så kunne man uden at blive forstyrret undersøge alt det, man kendte fra en helt anden vinkel i dagtimerne.
Ud over den slags helt accepterede aktiviteter, var der jo også diverse gale streger. Man vidste godt, at den var helt gal, når mor med panik i stemmen meddelte, at nu skulle man se til at komme ned fra den tagryg. I det hele taget var der ikke tvivl om, hvad der var inden for, henholdsvis en overskridelse af grænsen til det tilladelige. Blot var det som regel sjovest at overskride grænsen.
I valget af legekammerater var det helt uden betydning, om der var tilhør til missionen, valgmenigheden, eller de blot befandt sig uden for disse to stridende parter.
Min bedste legekammerat og senere ven og medsvirebroder var naboens søn, som på ingen måde havde tilhør til hverken missionen eller gårdmændenes kreds. Faderen var cykelsmed, arbejdsmand, tørvegraver og meget andet, der krævede godt håndelag.
En anden god ven og kammerat var valgmenighedspræstens eneste søn. Den rummelige præstegård havde bordtennis på loftet, hvor vi kunne finde på at spille i store dele af døgnets og ugens timer, hvor der ikke var skolegang. Vi omgikkes så meget, at faderen ville drikke en øl samme med min far en dag, hvor han så ham i en til præstegården tilgrænsende mark. Her gik der dog en grænse, som min far ikke ville overskride. Den øl blev vist desværre aldrig drukket.
Landsbyens smed havde 2 svende og som regel en lærling. Næsten halvdelen af smedjen var afdeling for skoning af landbrugets arbejdsheste. I selve smedjen var der blæsebælg og ambolt samt andet naturligt smedjetilbehør. Smedesvendene var også spændende for drengene i den forstand, at de ind imellem havde store, fine motorcykler. En gang var der en svend med en ”gammel” Nimbus fra før 2. verdenskrig med en art kakkelovnsrør som benzintank. De bandeord, der kunne fyge i smedjen sammen med gnisterne fra det rødglødende jern var heller ikke at foragte. Det var jo ikke hverdagskost hjemme på gården.
Ved siden af smeden lå bageren og brugsen. Bagerens hjemmebagte, ”sønderjyske” rugbrød bar som regel mærker af børnetænder, når det rygende varmt blev hjembragt. Det blev der ikke sagt noget til, det var vel ikke værre end en harket hosteklat ved middagsbordet i borgerstuen.
 |
 |
 |
| Bager Søllingvraa o. 1930. Sås aldrig i butikken, det var fru Søllingvraa, der solgte runde flødeis til 15 øre stykket. | Smeden i Skanderup o. 1940, smed Henriksen, hvis bilen er repræsentativ. | Skanderup Brugsforening ved siden af smedebygningens lokale til hesteskoning. Benzintanken, Jolly Cola - vel o. 1960. |
Desuden var der en ”hjuler” dvs. en karetmager, en tømrer og en tømrer uden egen forretning, som blev kaldt ”flasketømreren”, en flink mand som lønningsdagen nok har givet tilnavnet.
Nabo til fødegården var den lokale vognmand, hvis eneste bandeord var ”filen i’et do”, det blev til gengæld brugt en del. Han var berømt for at insistere på at køre lastbilerne i højeste gear op ad selv de største bakker. Til gengæld forlangte hans chauffører, at det var dem, der skulle køre de gode og mest driftssikre af lastbilerne. Som regel stod der her også motorcykler og ældre biler af flere forskellig slags. Og der var ikke megen kontrol med hvem, der kørte i hvad.
Det var et rigtig godt legeeldorado supplement til gårdens aktivitetsmuligheder.
 |
 |
| Saxildhus | Klaaborg ind- og udvendigt i 1930'erne |
Et særligt kapitel i barneårene var indkøbsturene i Kolding, som kunne blive foretaget i familiens bil, såfremt far kunne afsætte tid fra gårdens dont. Ellers foregik turen med mor, ind imellem i følgeskab med en anden gårdmandskone. Og det foregik så med bus, eftersom kvinder den gang sjældent havde kørekort. Bussen var en Brændekilde bus fra Jels, der gik i rute til Skanderup over Lunderskov og Gjelballe til Kolding.
Som hovedregel blev sådan en dag i Kolding suppleret med et besøg på et konditori. Der var to muligheder for os i Kolding den gang. Den ene, Saxildhus var stort set udelukket p. gr. af prisen. Den anden - og reglen - var Klaaborg Konditori.
Skaberen af Saxildhus, Bertram Knudsen er født 14. juni 1881, søn af toldassistent C. L. Knudsen. Han døde barnløs i 1954, adoptivsønnen var død ved en færdselsulykke.
Bygningen, Bertram Knudsen gjorde kendt og berømt, var oprindeligt 4 ejendomme i herredsfoged Saxilds have. G. C. Saxild (1811-85) var herredsfoged for Anst, Slavs, Jerlev og en del af Brusk Herred. 1865 blev han tillige herredsskriver. Ved sin afsked udnævntes han marts 1885 til etatsråd.
Bertram Knudsen blev udlært som bager. Allerede som mestersvend i København blev han berømt for sin markante kvalitetsholdning, og han er ophavsmand til det i 1953 varemærkeregistrerede slogan: Det er smørret, der gør’t. BK ville hellere dø en naturlig død end bruge margarine.
Han lejede lokaler i det nybyggede Saxildhus 3. nov. 1905. Købte og omdannede til Hotel Saxildhus i 1942 efter gennemgribende renovering.
Der blev startet med bageri og konditori i kælderen, herefter restaurations- og selskabslokaler samt tesalon. Konditorudsalget flyttede fra kælderen til 1. sal. Morgenbrød, konditorkager, othellolagkage, kransekager, hjemmelavet chokolade, påskeæg, marcipangrise.
Spies og Kristian X hørte til de mest kendte kunder. Ulastelige selskabslokaler med tykke tæpper, kgl. porcelæn, jacket klædte inspektører, picoloer var firmaets profil. Og priserne var selvfølgelig herefter
I 1950 omdannedes virksomheden til et aktieselskab. Efter Bertram Knudsens død gik det langsomt ned ad bakke for virksomheden. En turbulent periode sluttede med, at bygmester Per Glerup i 1976 købte bygningen. Han fortsatte selv hoteldriften, mens bageriet blev forpagtet ud. Det lukkede i 1988 og erstattedes af en pub, der lukkede i 2012. Der er to restauranter i bygningen, som begge er forpagtet ud. Og bygningen er i 2004 blevet hvidt vandskuret.
Nærmeste konkurrent var vel Klaaborg Konditori i Østergade, oprettet 1914, udvidet 1928, lukket som konditori 1972.
Og det var hovedsageligt her de indkøbende damer fra Skanderup, ind imellem ledsaget af ægtefæller, og altså med børnene på slæb, indtog kaffe og kager.
Skanderup var i denne overgang mellem landbrugs- og industrisamfund et fantastisk sted, hvor en svunden tid i 1950’erne svandt ganske langsomt, dog ubønhørligt, medens tiden så til gengæld accelererede i 1960’erne. Men da tabte jeg så tilknytningen, var rejst bort i uddannelsesøjemed.
I denne levnedsbeskrivelse er undladt beskrivelsen af teenageårene for en i forhold til missionen noget frafalden.
Der kunne gives begivenhedsrige skildringer af det liv, der udspillede sig på efterfølgeren for Lassens Hotel, Hotel Lunderskov - i en tid, hvor spiritusbevillingen var kommet i hus.
Mere fredeligt kunne man gå hen på den senere borgmester Holger Skrydstrups bageri og cafeteria, hvor man også kunne komme og få wienerbrød efter en nat med tant og fjas på hotellet, eller hvor man blot tog hen, drak en tår kaffe og drøftede verdenssituationen med jævnaldrende.
Når det var tiltrængt med variation til forlystelseslivet i Lunderskov, hvor der også var biograf, dog ikke af avantgardistisk tilsnit, så kunne man tage til Kolding, hvor jeg havde en hel del fornøjelse af at gå til jazzkoncerter på Slotshotellet, ikke så langt fra det dengang helt forfaldne Koldinghus.
Alternativt kunne man gå på Trocadero, også kaldet Palmehaven eller på Casino i Låsbygade.
Trocadero var for de pæne slipsedrenge med piger. Det var Casino ikke.
[1] Kristelige foreninger for unge mænd eller kvinder. Kristelig betød her tilknyttet Indre Mission.
Erindringer er et lidt pompøst begreb,der oftest dækker det, som offentligt kendte personer nedskriver til egen håndtering af deres eftermæle.
Det er ingenlunde hensigten her.
Men det kan være på sin plads at blive relevant informeret om mig som fortæller, min baggrund og lidt personlig habitus.
Jeg er uddannet som historiker fra Aarhus Universitet, embedseksamen 1971, og opvokset på Grønvanggaard i Skanderup - det er min faglige baggrund og min personlige interesse for dette lokalsamfund.
Jeg er opkaldt efter min farfar, Johan Nielsen, der er født på Højdegård i Gelballe, hvor han var gårdejer 1898-1910. Han giftede sig 1910 som enkemand med enken på Grønvanggaard, Kirstine M. Nielsen, født Schelde Jensen. Deres fælles, eneste søn, min far, Jens Rasmus Nielsen overtog Grønvanggaard, først som forpagter, senere ejer.
Jernbane og lokomotiver. Modeller og detaljer er for jernbane entusiaster. Men her et par henvisninger.
Jernbanernes teknologi og kulturhistorie. En fin, ganske detaljeret tidsskriftsartikel, der bygger på DSB's Maskinafdeling, der også har registreret materiale før DSB's overtagelse af jernbanenettet i 1885, Rigsarkivet. Samt materiale i privateje, der især er indsamlet af tidligere DSB ansatte.
Eller mere oversigtsmæssigt jernbanen.dk, som har ok illustrationer af forskellige damplokomotiver. Og i øvrigt af næsten alt, hvad er har haft hjul på i jernbanehistorien.
Begrebet høle, kender jeg ikke fra Skanderup, hvor vi slet og ret kaldte dette redskab med skaft og det lange, skarpe blad for en le. Min far var perfekt i brugen, der især var at få skåret kornet i markernes hjørner, så selvbinder, senere mejetærsker kunne komme omkring uden at beskadige kornaksene for meget.
Jørn Westberg. Sad efterfølgende både i menighedsrådet som en stemme for de ikke-missionske, hvor han også blev formand og i kommunalbestyrelsen for den daværende Lunderskov kommune, valgt ind for Socialdemokratiet.