Landets efterskoler fejrer 100-års jubilæet for genforeningen af Sønderjylland med Danmark med en særlig glæde. For kampen for at få Sønderjylland tilbage efter slaget i 1864 til er uden tvivl den historiske begivenhed, der har betydet mest for dannelsen af de 240 efterskoler, vi kender i dag.

Efterskolerne stammer nemlig fra de såkaldte ”Kongeåskoler”, der opstod nord for grænsen efter nederlaget i 1864 til Preussen og Østrig og tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg. I første omgang var skolerne børneskoler, men da tyskerne forbød børneskolerne, blev skolerne til skolehjem efter syv års skolepligt.

Der er flere skoletyper andre steder i landet, der sammen med Kongeåskolerne ender med at blive til efterskolen. Højere bondeskoler, fortsættelsesskoler, skoler for overgangsalderen, drengeskoler og ungdomsskoler bliver i starten af 1900-tallet til den skoleform, som vi kender i dag. Vejen går ad snørklede og mangfoldige historiske stier. Efterskolen er nemlig ikke bygget på en genial idé eller et bestemt pædagogisk princip. Hovedsigtet er livoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse. Arvesølvet er Grundtvig og Kolds oplysning og dannelsestradition, men ser man nærmere på de historiske lag i efterskolen, har Sønderjylland haft afgørende betydning for efterskolens fødsel.

Efter nederlaget i 1864 begynder en systematisk fortyskning i hele Slesvig, og tysk bliver det dominerende undervisningssprog i det meste af Nordslesvig. I 1870’erne indføres mere og mere tyskundervisning i de dansksindede skoler, og dansk bliver forbudt som undervisningssprog i 1888. Det medfører en omfattende protest fra den dansksindede del af befolkningen, som bliver afvist af den preussiske kulturminister Von Goszler med kommentaren: ”Det sprog, Børnene hører hjemme, er en Dialekt, der ligesaa lidt som det Skriftdanske bør læres i Skolen; thi det er en meget plat Dialekt”.

Samtidig sker der en stor udskiftning af lærerne, fordi dansksindede lærere, der nægter at aflægge troskabsed til Preussen, bliver fyret. Udviklingen kulminerer omkring år 1900, hvor der bliver indført mødeforbud, fængselsstraffe og fratagelse af forældremyndigheden for borgere, der agiterer for en genforening med Sønderjylland. Dansksindede forsøger på forskellig måde at kæmpe imod fortyskningen af hele skolesystemet. Det begynder med, at familier ansætter danske huslærere eller såkaldte vandrelærere, og det ender med, at det første danske skolehjem bliver oprettet i 1874 i Skibelund og det andet i 1876 Hejls lige nord for Kongeåen.

Skibelund starter med 13 elever. Nogle af eleverne bor hjemme, men de fleste får kost og logi på skolen til 25 kroner om måneden. Eleverne bliver undervist i dansk litteratur, retstavning, geografi og ikke mindst i Sønderjyllands historie. Gymnastik, fortælling og sang fylder også. Børnene bliver undervist under meget beskedne kår, og dette citat beskriver situationen for både lærere og elever i de første år.

”Drengene og pigerne entrede først op ad en stige der siden skulle benyttes i spisekammerhylden. Så kravlede mor op og far stak så de tre mindste småpiger og en dreng op igennem hullet til hende. Når hun så havde hjulpet dem i seng lukkede far lugen og tag stigen bort. Så var dagens tummel endt og de gik ned i stuen igen. Børnene kom i seng kl. 8.00. Der skal være orden i alt, og ingens steder er det mere nødvendigt end på Skibelund, hvor plads er knap afmålt og tiden må tage i agt” Men det kunde hænde at de store drenge ikke kunne falde i søvn, så lå de og sang hvad de bedst kunne udenad”

Skolehjemmene kommer i krise allerede få år efter oprettelsen, da en ny preussisk lov fra 1884 bestemmer, at børns skolepligt ikke kan betragtes som opfyldt ved skolegang i udlandet. Elevantallet falder i Skibelund fra 54 børn i 1884 til 15 i 1888 og Hejls må en overgang helt lukke. De dansksindedes svar er til gengæld meget kontant og epokegørende. De begynder at sende deres store børn og unge på skole i Danmark efter, at de har overstået skolepligten i Preussen og deres konfirmation. Hermed bliver skolehjemmene for børn til efterskole for unge fra 14 år.

I 1891 nedsætter De Samvirkende Sønderjyske Foreninger et skoleudvalg for at oprette flere efterskoler for drenge og piger. Foreningerne gør meget ud af at udbrede kendskabet til den danske efterskole syd for grænsen via mund til mund-metoden. Kampagnen for danskheden virker, og i 1892 åbner en efterskole i Holsted, i 1895 i Vester Vedsted og i 1897 i Bramming. Senere I 1910 kommer Børkop og i 1914 Skanderup til. Hermed bliver en meget vigtig grundsten for den moderne efterskole skabt.

I 1897 kommer endnu en lov. Alle forældre i Sønderjyllands Amt i Nordslesvig skal tage deres unge ud af efterskolen, ellers bliver de udvist. De dansksindede forældre nægter at bøje sig. I stedet forsøger myndighederne at tage forældremyndigheden fra forældre, der har børn på efterskole i Danmark. Det lykkes kun i beskedent omfang, da forældrene har den lokale dommer på sin side. 

Trods konflikterne med myndighederne og deres nationale karakter, er efterskolerne ikke krigeriske. De er folkelige i Grundtvigsk forstand. For dem handler det mere om retten til selvbestemmelse end at bekrige tyskerne. Med andre ord: Det, der holder drømmen om en genforening i live, er ikke at bekrige Tyskland, men at der i Pragtraktaten ved fredsslutningen mellem Østrig og Preussen i 1866 er blevet stillet i udsigt, at de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning ønsker at blive forenet med Danmark. Det lykkes dog først efter Tysklands nederlag i første verdenskrig at gennemføre drømmen om genforeningen i 1920.  Efter genforeningen var der i mange år en tætte bånd mellem efterskolerne langs Kongeåen og den sønderjyske befolkning, men efterhånden udviklede skoler sig til almene efterskoler, som vi kender dem i dag. Agerskov ungdomsskole åbnede 1919, Hoptrup Høj- og Efterskole i 1920, Løgumgårde i 1920, Rens i 1921 og Nordborg Slot i 1922. De fleste af dem eksisterer her 100 år efter. 

Antallet af elever fra det danske mindretal i Slesvig på danske efterskoler stiger stadig her 100 år efter genforeningen. Efterskolerne har via et tæt samarbejde med Skoleforeningen i Sydslesvig og Grænseforeningen næsten fordoblet antallet af elever fra det danske mindretal fra ca. 60 i skoleåret 2015/16 til 110 i 2019/20. Det er en glædelig udvikling. De fleste elever fra Sydslesvig går på efterskole i Jylland og ikke overraskende i Sønderjylland. Men også Ladelund Ungdomsskole syd for grænsen rekrutterer elever, der ønsker at lære bedre dansk og styrke deres flerkulturelle identitet i respekt for, at de også er tyske statsborgere. Her lærer de om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, herunder fredelig sameksistens mellem mindretallene på hver side af grænsen. Men først og fremmest får de kammerater og venner for livet, der kan styrke de kulturelle og familiære bånd mellem Danmark, Tyskland og mindretallene også i de næste 100 år.