Appendix 1 - økonomisk, erhvervsmæssig udvikling siden landboreformerne

Danmarks landboreformer havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål. Bønderne så i starten af reformerne til med nogen uvilje, selvejendom var jo for de fleste noget ganske ukendt. Man frygtede også at miste det kendte rygstød med godsejernes hjælp til skatterestancer, såsæd m.v.
Derfor var den politiske øvelse at vinde både bønder og godsejere for reformerne, idet der skulle ske udstykning fra hovedgårdene og salg til fæsterne.
Regeringen oprettede i 1786 en statslig kreditkasse til formidling af lån til selvejerkøb. Desuden blev godsejerne ved forskellige begunstigelser opmuntret til salg af fæstegods. Reformregeringen indså, at husmændene var den kommende tids landarbejdere, som der ville blive behov for både på godserne uden tidligere tiders hoveri og hos gårdmændene[1]. Derfor voksede husmændenes antal eksplosivt. Efter reformerne var der næsten lige mange bøndergårde og husmandsbrug, hvor der o. 1700 havde været næsten 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug.[2]
Og landboreformerne må siges at have levet op til reformregeringens forventninger.
I kølvandet på den industrielle revolution i England fra slutningen af 1700-tallet og en markant stigning i befolkningstallet steg efterspørgslen efter landbrugsvarer og hermed landbrugspriserne kraftigt indtil revolutions- og Napoleonskrigene fra 1789 og ind i 1800-tallet.
Den egentlige vending kom med krigsinflationen og pengereformen 1807-13.
Rigsbanken afløstes af et privat interessentskab, Nationalbanken i 1818, og Nationalbanken førte fra 1818-35 en antiinflatorisk pengepolitik, som gav en yderligere og mærkbar landbrugskrise, der kom til at forløbe 1813 - 1828 med faldende priser og vanskeligheder med at klare lån, optaget under krigsinflationen.
Tiden 1828 - 1857 var derimod for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”.
Peder Hansen, Høstbillede, 1910
Bruttofaktorindkomst 1828-1856, 1929 priser. 
Selv om den her bragte graf over produktionen illustrerer fremgang i landbrugsproduktionen, ses det tydeligt, at øvrige erhverv også har haft en stigende produktion, dog i vid udstrækning stimuleret af landbrugsudviklingen.
Landbruget var i denne opgangsperiode karakteriseret ved udvidelse af landbrugsarealet - overdrev, mose- og engkultivering - hvilket gav grobund for et øget besætningshold, hermed også mere gødning[1], mergling og dræning. Alt dette sammen med en markant forøgelse af arbejdskraften som resultat af befolkningsstigningen og den markante oprettelse af husmandsbrug. Produktiviteten øgedes også i medfør af overgang til 2-hestes svingplov mod 4-6-hestes hjulplove, brug af svenskharven, der erstattede forårspløjningen, tromler og tærskemaskiner. De teknologiske landvindinger fremmede oprettelse af jernstøberier og maskinfabrikker i provinsbyerne. Den samlede produktion i landbruget øgedes med over 60 % 1830-60 med en endnu kraftigere afledet effekt i byerhvervene.
Den gunstige prisudvikling i landbruget skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.
Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget var jernbanenettet. På længere sigt kostede det arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika[2]. 
Man kan af diagrammet se, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var landbrugskrise og afdæmpet vækst i Danmark.
Landbrugets krise var i første omgang et udslag af et omfattende kornprisfald, konkurrencen fra oversøiske kornprodukter, desuden protektionistiske foranstaltninger mod danske landbrugsprodukter især fra Sverige, Tyskland og England. Kornprisfaldet fremmede lysten til at deltage i mejeridrift på andelsbasis, og andelsbevægelsen startede og fik fra 1880’erne sin storhedstid.
Andelstanken gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne.
De middelstore gårdmandsbrug blev således ledende i denne udvikling med andelsbevægelsens mejerier og slagterier.
 
Fra 1895 - 1914, udbruddet af 1. verdenskrig var der prisstigninger og almindelig økonomisk vækst.
Varepriser og lønninger steg, det samme gjorde priserne på landbrugsprodukter, hvor der var tale om en stigning i prisindekset på 32 %.[1] I denne periode slog industrialiseringen også for alvor igennem. Det ser man lokalt især på befolkningstilvæksten i stationsbyen Lunderskov.
Som man vil kunne se af efterfølgende diagram, så er der i denne periode tale om en betydelig vækst i produktionen, i BFI generelt og i landbrugsproduktionen. Stigningen var udtryk for en jævnt sund økonomisk vækst, hvor prisstigningerne lå under stigningen i produktionen.
Bruttofaktorindkomst 1896-1914, 1929 priser[2]
1. verdenskrig betød for landbruget stigende omkostninger og produktionsnedgang, hvor det lykkedes landbruget at øge pengeindkomsterne væsentligt i kraft af gode afsætningsmuligheder og prisforhold på verdensmarkedet. Det samlede resultat var, at landbruget bibeholdt dets andel af bruttofaktorindkomsten. Industriproduktionen havde god fordel af krigstidens gode efterspørgselsforhold og den udenlandske konkurrences delvise bortfald.
Bruttofaktorindkomst 1914-1918, 1929 priser
Mellemkrigstiden 1918-40 var præget af manglende vækst med en desorganiseret international økonomi. Både landbrug og industri kæmpede mod faldende priser, valutadumping[1] og heraf afledt faldende produktion.
1920ernes kriseagtige tilstand, især for byerhvervene, bedredes fra 1927, hvor man frem til 1930ernes økonomiske krise så en stadig bedring i de økonomiske vilkår for både landbrug og øvrige erhverv.
Bruttofaktorindkomst 1918-1930, 1929 priser
Verdenskrisens problemer med devalueringer, toldgrænser, importregulering og heraf følgende indskrænkning i verdenshandelen er velkendt og afspejler sig tydeligt i produktionstallene.
I Danmark fik man med bredt politisk krisesamarbejde gennem Valutacentralen i 1932 og Kanslergadeforlige i 1933, dvs. en reguleringsøkonomi i princippet noget lig den, der førtes under 1. verdenskrig, et bredt funderet krisesamarbejde, der i modsætning til især Tyskland foregik i et fordrageligt parlamentarisk samarbejde.
I perioden 1929 – 1939 er landbrugsudviklingen stort set stagnerende i produktions- og eksportværdi. Det samme gælder landbrugets prisindeks. Industri og øvrige erhverv har derimod et svagt stigende produktionsindeks og en årlig vækstrate 1930-39 på 2,3 %, næsten det dobbelte af landbrugets årlige vækstrate.[1]
Under 2. verdenskrig var der produktionsnedgang og vareknaphed, dog med en væsentlig bedre forsyningssituation end i de krigsførende lande. Kalorieforbruget faldt kun med o. 10 %.[2]
 
Bruttofaktorindkomst 1939-1945, i 1929 priser
 
1945 – 57, efterkrigstiden, også kaldet genopbygningsperioden.
Sammenlignet med tiden efter 1. verdenskrig var der nu en mere bevidst statslig styring af den økonomiske vækstproces og et langt bedre organiseret internationalt samarbejde, de første efterkrigsår med udgangspunkt i OEEC, der senere blev til OECD.[1]
Alligevel var tiden fra 1953 i landbruget præget af en noget afdæmpet udvikling, hvad man også kan aflæse af BFI diagrammet i logaritmisk skala. Den midlertidige afdæmpning hang sammen med den foregående tids meget intensive dyrkningsform, og det blev fra 1953 væsentligt dyrere at importere foderstoffer til den animalske produktion, hvor vækstraten derfor faldt jævnt årtiet ud.
Der er også en jævn afgang af arbejdskraft fra landbruget. I 1956-57 overhaler industrien arbejdskraftmæssigt landbruget.
Det var et problem for det danske samfund med stagnationen i landbruget, da landbrugets valutaindtjening i midten af 1950erne udgjorde ca. halvdelen af Danmarks valutaindtjening.[2]
 
Bruttofaktorindkomst 1950-1963, i 1929 priser, logaritmisk skala
 
 
Perioden 1957 - 1970 kaldes under et vækst- og velstandssamfundet.
Her opstod det europæiske fællesmarked og som et modtræk frihandelsområdet EFTA. De europæiske toldmure over for landbrugsvarer lykkedes det aldrig OEEC at liberalisere, og Danmark havde et permanent problem indtil medlemskabet af EF i 1972, der senere blev til EU.
I denne periode voksede det offentlige eksplosivt, velfærdssamfundet var født.
 
Nogle indkomster i sognet i 1921
Ind imellem kan man hente ret uventede oplysninger i folketællingsmaterialet. Ud over navne, husstandsstørrelser og efterfølgende muligheder for at beregne eller finde relevante folketal, er der sporadisk spredte oplysninger om religion, varighed af ophold på stedet og ind imellem indkomstoplysninger. Som eksempel her fra 1921 - efter 1. verdenskrig og gullaschbaronerne, før 1930'ernes økonomiske krise - en lærerinde, Anna Petersen, Skanderup kr. 2803, en gårdejer, Lunderskov kr. 6800 og en arbejdsmand, Lunderskov kr. 2500 i årsindkomst. Af de gennemsete var højeste årsindkomst kr. 9000, laveste kr. 1564, en lagerarbejder. 
 
 
 
 
 
 
 
 Fodnoter
[1] I samtiden slog især partiet Venstre på, at den økonomiske styring var et udslag af ”socialistisk”, dvs. socialdemokratisk planøkonomi, hvor Venstre indtil 1963 var fortaler for den rene markedsregulering i et formaliseret VK samarbejde. OEEC var et resultat af den amerikanske Marshall hjælp, i realiteten en formuleret betingelse, der hed frihandel og internationalt samarbejde omkring verdenshandelen. Dog uden det, der i løbet af den første efterkrigstid blev til østblokken, den sovjetisk dominerede interessesfære i Europa.
[2] Sv. Aa. Hansen, Dansk økonomisk vækst, bd. 2, s. 142. Se diagram flg. sides diagram over vækstudviklingen
 
[1] Hvis et land har faldende valutakurser falder købekraften, import fra andre lande. Til gengæld stiger konkurrenceevnen, eksport til andre lande. Det var især Tysklands hyperinflation og valutakrise, der plagede det danske erhvervsliv. Krisen i Tyskland blev ikke bedre af de helt ublu krigsskadeerstatninger, som især Frankrig insisterede på.
[1] Sv. Aa. Hansen, bd. 1, s. 278.
[2] Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260. Det kan være vanskeligt at aflæse grafiske vækstforløb når der benyttes absolutte tal. I logaritmisk skala, som bedre sammenligner kvantitativt meget forskellige skalaer, ser diagrammet således ud:
Bruttofaktorindkomst 1896-1914, 1929 priser, logaritmisk skala
 
 
[1] Kunstgødning vandt først indpas i 1870-erne.
[2] Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, 1971, disputats om dansk udvandring til Amerika i perioden 1868-1914. Og Christian Winthers digt fra 1835, der senere blev til billedbogen med A. Schmidts illustrationer. Iflg. Hvidt var der tale om en udvandring fra Danmark 1850-1914 på o. 300.000 mennesker.
[1] De heraf afledte sociale problemer blev det en senere tids opgave at løse. Loven om afskaffelse af hoveriet 1799 omfattede ikke husmændene, dvs. brug på under 20 tdr. land, afhængigt af jordens bonitet. Husmandsklassen er med rette blevet karakteriseret som ”landboreformernes stedbørn”, hvis vilkår først bedredes med andelsbevægelsen og lovkomplekserne fra 1899 og 1919 om oprettelse af statshusmandsbrug.
[2] Fridlev Skrubbeltang har i Den danske husmand. I Kbh. 1952, s. 68 er der anslået 55.000 og 60.000 som antallet af gårde og husmandbrug efter landboreformerne, heraf blandt husmændene 20.000 jordløse og 15.-16.000 daglejere og indsidere.
 
[1] 31 % iflg. Sv. Aa. Hansen, Dansk økonomisk vækst, bd. 2, s. 67, 73.
[2] Sv. Aa. Hansen, Dansk økonomisk vækst, bd. 2, s. 104.
 
 
Appendiks 2
Skanderup Sogn o. 1900 iflg. Trap
Skanderup Sogn omgives af Lejrskov, Andst, Vamdrup, Hjarup og Seest Sogne samt Vejle Amt (Brusk Hrd.). Kirken, noget vestl., ligger over 1 1/4 Mil V. S. V. for Kolding. De især mod N. højtliggende, ujævne og bakkede Jorder (Ulveryg, 289 F., 91 M.) ere mod N. overvejende sandede, mod Ø. lerblandede, i øvrigt sandmuldede og frugtbare. En Del Skov (Rosenlund, Wissingsminde, Nørgaard Sk.). Paa Nordgrænsen løber Kolding Aa. Gennem Sognet gaa Landevejen fra Kolding til Foldingbro og Banen fra Kolding over Lunderskov til Esbjærg. 
 
Fladeindholdet 1901: 7021 Td. Ld., hvoraf 3590 besaaede (deraf med Hvede 15, Rug 493, Byg 546, Havre 1096, Boghvede 13, Frøavl 6, Blandsæd til Modenhed 651, Grøntf. 113, Kartofler 38, andre Rodfrugter 612, andre Handelspl. 7), Afgræsn. 1566, Høslæt, Brak, Eng m. m. 1035, Have 79, Skov 439, Moser og Kær 134, Veje og Byggegr. 168, Vandareal m. m. 9 Td. Kreaturhold 1898: 421 Heste, 2162 Stkr. Hornkvæg (deraf 1380 Køer), 351 Faar, 1542 Svin og 38 Geder. Ager og Engs Hrtk. 1895: 362 Td.; 76 Selvejergde. med 333, 138 Huse med 29 Td. Hrtk. og 106 jordløse Huse.
Befolkningen, 1/2 1901: 1791 (1801: 451, 1840: 882, 1860: 1248, 1890: 1687), boede i 307 Gaarde og Huse; Erhverv 1890: 123 levede af immat. Virksomhed, 1025 af Jordbr., 2 af Gartneri, 349 af Industri, 102 af Handel, 14 af forsk. Daglejervirks., 56 af deres Midler, og 16 vare under Fattigv. 
I Sognet Skanderup Kirke (i Vald. Jrdb.: Scandthorp) og Byerne: Skanderup med Skole, Missionshus (opf. 1882 -det er forkert, i 1889, JN), Mølle og Andelsmejeri; Gjelballe med Skole; Lunderskov, stor Stationsby — 1/2 1901: 77 Huse og 532 Indb. — med Friskole, Andelsmejeri, Savmølle, Teglværk m. m., Købmandshdlr., Gæstgiveri, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postkontor; Dollerup med Skole; Nagbøl med Præstegd., Fattiggaard (opr. 1875, Plads for 34 Lemmer) og Teglværk. Klebæk, Gde. og Huse; Lurendal, Huse. Gaarden Wissingsminde har 16 1/2 Td. H., 357 Td. Ld., hvoraf 10 Eng, 27 Skov, Resten Ager; 2 Huse. Dollerupgaard har 18 Td. H., 350 Td. Ld., hvoraf 30 Eng og Mose, 12 Skov, Resten Ager. Nagbølgaard har 14 1/4 Td. H., 242 Td. Ld., hvoraf 15 Eng, 20 Skov, 7 Mose, Resten Ager; 4 Huse og en Smedje. Rolles Mølle, Gd. med Vandmølle, har 13 1/2 Td. H., 182 Td. Ld., hvoraf 12 Eng, 12 Skov, Resten Ager. Andre Gaarde: Skanderupgd. (5 Td. H.); Mariegd.; Nørgd. (8 Td. H.); Nørgaardslund (7 5/8 Td. H); Rosenlund; Nygd.; Frederiksminde; Dolleruplund (5 Td. H.); Gjelballegd. (7 Td. H.); Elisabethslyst (8 Td. H.); Dorotheasminde; Grønvanggd. m. m. Drabæks Vandmølle. Stort Anlæg af Fiskedamme tæt ved Rolles Mølle. 
Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave 5. bind, Anst Herred, 1898-1906
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Danmarks landboreformer

De danske landboreformer er er i den fagligt velanskrevne del af den nyere landbohistorie karakteriseret ved at have kørt i nogle spor,
1) ophævelsen af landsbyfællesskabet, som sammen med 2) en reform af fæstevæsenets betingelser, 3) banede vejen fra fæste til selveje. 
Man kan også sige, at der i tiden har været et ønske om landbrugstekniske forbedringer inden for landbruget, som nok først og fremmest er formuleret af såkaldt fremskridtsvenlige godsejere sammen med den enevældige kongemagt. Godt understøttet af oplysningstidens opgør med den hidtil dominerende pietisme og forløber for romantikken.
Den rationelle tanke, den naturvidenskabelige erkendelse, en verdensorden, der ikke var styret af Gud men af de naturvidens love.
Det var tanker, som Ludvig Holberg og andre i den bedre del af det enevældige samfund interesserede sig for.
Almindelige bønders mening har næppe interesseret nogen, og er under alle omstændigheder ikke ikke blevet nedfældet i troværdig form til eftertiden. 
 
Der har desuden - muligvis i forlængelse af oplysningstidens tanker - været et ønske om også at forbedre fæstebøndernes retsstilling.
Landboreformerne havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål.
Bønderne deltog i starten af reformerne med nogen skepsis. Selveje var jo for de fleste noget ganske ukendt. Man frygtede også at miste det kendte rygstød med godsejernes hjælp til skatterestancer, såsæd m.v.
Derfor har den politiske øvelse med reformønskerne drejet sig om at vinde både bønder og godsejere for reformerne, idet der skulle ske udstykning fra hovedgårdene og salg af jorden til fæstebønderne. Hermed kunne begge de to hovedgrupperinger i datidens landbrug få noget ud af reformerne
 
Denne samtidige illustration af en fæstebonde op til landboreformerne er givet tendentiøs i den forstand, at den dækker det reformvenlige synspunkt. Fæstebønder til bystævne, som ser ud til at være glade for fællesskabet. Desværre er Rasmus Christensens akvarel en senere tids opfattelse, o. 1900. Frimærkemotiv. Om fæstebønderne i almindelighed har været så begejstrede for "frisættelsen", som Eckersbergs maleri giver udtryk for, skal nok tages med god portion skepsis.
Regeringen oprettede i 1786 Den kongelige Kreditkasse til formidling af lån til selvejerkøb.
På den anden side blev godsejerne ved forskellige begunstigelser opmuntret til salg af fæstegods.
Reformregeringen har også haft et (økonomisk rationelt) blik for, at husmændene var den kommende tids landarbejdere, som der ville blive behov for både på godserne uden tidligere tiders hoveri og hos gårdmændenes mellemstore driftsenheder. På længere sigt også som rekrutteringsgrundlag til industrielt arbejde. Hvis det ikke har været helt forudset, så har det passet som fod i handske ind i den kommende tids landbrugsmæssige og industrielle 
De iværksatte foranstaltninger fik husmændenes antal til at vokse eksplosivt. Efter landboreformerne var der næsten lige mange bøndergårde og husmandsbrug, hvor der o. 1700 havde været næsten 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug.
 
Landsbyfællesskabet
Iflg. historikeren E. Arup var landsbyfællesskabet oprindeligt et plovfællesskab, nødvendiggjort ved at hjulploven[1] blev taget i brug i Danmark i 1000- 1100-tallet sammen med trevangsbruget. 
Ved undersøgelser af landsbyfællesskaber benytter man de ret pålidelige oplysninger om landsbyfællesskabet og dets dyrkningsforhold, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688[2].
Der findes digitale, historiske matrikelkort. De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være udmærkede kilder til udskiftningens umiddelbare virkninger. Se her som eks. et lokalt matrikelkort fra 1846 og fra 1882. 
Hjulploven, landsbyfællesskabets teknologiske forudsætning.
Arden, pløjeredskab siden jernalderen.
Muldfjælsploven var forløberen for hjulploven, hvor hjulene udgjorde forskellen. Elmelunde Kirke, Møn. Kalkmalerierne er dateret til 1462-1507.
Hjulploven [3] Se også afbildning efter kalkmaleri i Hald Kirke. Muldfjælsploven er her med hjul. Nederst Gl. Estrup, Landbrugsmuseet.
Som det teknologiske aspekt i landbrugsudviklingen kan vi i første omgang lade agerdyrkningens nok vigtigste redskab, muld- og hjulploven - sammen med harven og tromlen - tegne billedet. Efterfølgeren til hjulploven, svingploven tages i anvendelse o. 1800 i Danmark, efter udskiftningen[4].
Sammenhængen mellem landsbyfællesskabet og brugen af muldfjælsploven - der i løbet af middelalderen blev afløst af hjulploven, som sammen med brug af heste i stedet for okser og en bringesele, der lod hestene trække med bringen (brystet) i stedet for med halsen - kan antages at have været den tunge hjulplovs krav om stor trækkraft, som medførte, at den mest rationelle dyrkningsmetode var at dyrke markerne i langstrakte dele, så der ikke skulle vendes så meget med den tunge plov.
Hvilket blev udmøntet i den fordeling i lange agre inden for vangene, som blev det karakteristiske i landsbyfællesskabet. 
Her var trevangsbruget i denne henseende mere praktisk både dyrkningsmæssigt og økonomisk end det alternative tovangsbrug, hvor man lod halvdelen af det dyrkede areal ligge brak, imod kun en tredjedel i trevangsbruget.  

Trevangsbruget

Denne dyrkningsform har tre vange med treårig rotation, den dyrkede jord (rug, byg, udyrket fælled, hvor kvæget kunne gå) + overdrev. Markbøger fra 1683 synes at vise, at i Jylland modsat Sjælland og øerne havde 3-4 år før skifte. Det skyldes muligvis, at man ikke havde hegn om vangene i Jylland.
Agerjordens vange deltes i åse, der deltes i agre. Hver gård havde en ager i hver ås. Som anført en inddeling, befordret af brugen af den tunge hjulplov.
I store dele af Jylland havde man varianter til trevangsbruget sædeskifter, hvor hver vang / tægt dyrkedes 3, 4, undertiden i 5 år. Men det betød så også, at hvilejorden fik mere end et enkelt hvileår. Hvileåret var en nødvendighed, da der ofte var mangel på gødning, ikke mindst fordi dyreholdet antalsmæssigt var langt mindre, end det blev i løbet af 1800-tallet med selvejerbrug, forbedret teknologi og især med andelsbevægelsens overgang til den animalske produktion som den dominerende.
 
Med 1688 matriklen fik man opmålt og overblik over antal landsbyer, gårdene og fordelingen på herreder og de i 1682 nyoprettede amter. I Koldinghus Amt var der relativt mange landsbyer, 230 i 1682. I Viborg Amt var der 156 sogne med tilhørende landsbyer iflg. Danske Byer og Sogne, 11. Bind Viborg Amt, Kbh. 1934.
I landsbyerne lå hver gård på tofte af varierende størrelser. Toften indeholdt bygninger, kål-, abildgård m.v., og toftens størrelse var efter landskabslovenes bestemmelser retningsgivende for gårdens andel af den fælles bymark.[5]
Jord- og dyrkningsfællesskabet omfattede fæste- og selvejergårde. Praktiske forhold medførte en omfattende fælles regulering, bl.a. i forbindelse med hegn og gærder og andre større arbejder, ligesom justering og omfordeling af de tilmålte ressourcer, betegnet rebning og omrebning, skete inden for jordfællesskabets rammer. Uden for fællesskabet lå tofterne, der var indhegnede, mindre jordstykker ved de enkelte gårde, samt anden særjord, ofte betegnet enemærker eller løkker.[6]
Til bestemmelse af de enkelte landsbyer er der i en Skanderup sognehistorie benyttet matrikelkort og -ansættelser 1688, 1844, 1883 og enkelte andre kort. Desuden fotokopier af skøder m.v. samt et ret righoldigt fotografisk materiale.[7]
Landsbyernes gårde kan bestemmes i en ”gammel” og en ”ny matrikel”.
Den gamle matrikel er Christian 5.’s 1688-matrikel.[8] Selv om denne matrikel i forhold til 1662-64, Landgilde- og Amtsstuematriklen[9] var overordentlig grundig og levede op til statsmagtens behov for at få et præcist grundlag for beskatningen, blev det med landboreformerne og udskiftningen i slutningen af 1700-, begyndelsen af 1800-tallet nødvendigt med en ”ny matrikel”, som først var afsluttet i 1844.
Der blev massivt inddraget overdrev og krat i de enkelte landsbyer samtidig med udskiftningen. Den nye matrikel havde også mere graduerede bonitetsbestemmelser end 1688-matriklen.
En oversigt over de to matrikler for sognenes enkelte gårde finder man under Miljøministeriet, Geodatastyrelsen.[10] Man kan benytte de to matrikler til at sammenligne landsbyernes hartkornstørrelser i landsbyernes gårde før og efter udskiftningen.
Matriklerne har en hovedinddeling i ager- og eng- samt skovskyld. Disse er igen opgjort i tønder (tdr.), skæpper (sk), fjerdingkar (fk) og album (alb).[11]
 

Landboreformer og hartkornsopgørelser i 1688 og 1844

Som eksempel på et reformforløb, blev Koldinghus Rytterdistrikt oprettet i 1680 og blev solgt på auktion 1765-67. Allerede i dette forløb blev en del bønder selvejere, og denne proces fortsatte og førtes til ende med landboreformerne, hvor selvejet helt afløste fæstet og de tidligere landsbyfællesskabers driftsformer.
Landboreformerne fandt sted i flere omgange.
Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28. december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring. Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.
Det betød, at fra 1781 tog udskiftningen fart, idet regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje.
Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.
Landboreformerne betød en markant forøgelse landsbyernes dyrkede areal, kan man se ud fra 1688 og 1844 matriklerne.
 
Den ny 1844 matrikel skulle afløse den gamle 1688 matrikel, der var blevet utidssvarende som beskatningsgrundlag.
For det første var kun agerjorden opmålt i 1682-83, nyopdyrket jord herefter var skattefri. Først 1786 blev det forbudt at fraskille jord fra matrikulerede ejendomme uden deling af hartkornet - som havde gjort en del ejendomme skattefri.
Den udskiftning med landboreformerne, der ligger mellem de to matrikler, havde som formål at samle bøndernes splittede jorder og give dem forholdsvis lige så megen samlet jord, som de før havde haft i strimler, fordelt på vange, åse og agre.
Opmåling og fordeling skete ved kongeligt udnævnte landmålere, der skulle opmåle efter areal og bonitet (hartkorn). Og det gjorde man så på forventet efterbevilling, at bønderne frivilligt gik ind i udskiftningen, enten det var som fæstere eller selvejere (langt de fleste).
1844 matriklen som beskatningsgrundlag blev først og fremmest forårsaget af landboreformernes udskiftning, herunder udflytning af gårde og omfordeling af jord, men også opdyrkning af hidtil utakseret jord.
 
Det fremgår tydeligt af konkrete hartkorns optællinger, at der er tale om en forøgelse af hartkornet i undersøgte landsbyer.
Det kunne også se ud til, at det især var de mindre matrikler, gårde, der fik hartkornsforøgelsen og kun i mindre grad hartkornsforøgelser på de lidt større matrikler, gårde, herunder også tidligere
Med udskiftningen blev landsbyernes i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.
 
 
 
[1] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.
[2] Erstatter 1662/64 matriklen (landgilde- og amtsstuematriklen), der var enevældens første forsøg på registrering af jorden som skattegrundlag. Hartkornet var her udregnet efter fæstebøndernes landgilde tilbage fra 1500-tallet. Det overvejende håndskrevne matrikuleringsmateriale (gotisk håndskrift) består af 3 protokolrækker. Den mest omfangsrige er de såkaldte markbøger og eng- skov og græsningsprotokoller udformet i 1681-83. Dernæst følger modelbøgerne, der blev udformet i perioden 1684-86 og endelig de egentlige matrikelprotokoller fra 1687-89.
[3] Hjulplov. Efter kalkmaleri i Hald Kirke. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).
  Langt de fleste illustrationer af muldfjælsploven er med hjul, altså hjulploven. Her illustreres den mere effektive jordvending end med arden. Og tilpasningen til lange agre.
Den bedste faghistoriske tilgang til forskellige plovtyper er A. Steenberg, Fortid og Nutid bd. 12, 1937-38, Danske Plovtyper i Oldtid og Middelalder. Eller Grith Lerche, om muldfjælsploven og den højryggede ager.
[5] Toft er beslægtet med ordet tomt, betyder jordlod, der er udskilt fra den dyrkede fællesjord, hustofte til bygninger.
[6] Begrebet ”Toft” har i en undersøgelse af Sundby på Mors en helt anden betydning end på Øerne, hvor det oftest var en særlig ager ud for hver enkelt gård med bredder proportionalt med gårdens andel af ”bymålet” hyppigt målt i otting (1/8 af et bol). Steen Busck, Et landbosamfund i opbrud I+II.
[7] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie, 1996.
[8] Særligt værdifulde er her markbøgerne, der indeholder de rigeste topografiske oplysninger, dvs. gamle marknavne. For hvert herred findes en Skov-, Eng- og Græsningstaksationsprotokol. Selve hartkornsansættelsen sker i Modelbøgerne eller beregningsprotokollerne, en for hvert herred.
[9] Riberhus Amts Matrikel 1662, findes i Rigsarkivets Matrikelarkiv (1818 B) bliver hurtigt fulgt op af Amtsstuematriklen af 1664, Matrikelarkivet nr. 1819, Koldinghus Amt. Denne ældste af matriklerne giver et godt billede af, hvad man dyrkede, omsat til hartkorn og afgifter. Man kan se, at en del gårde havde særjord ud over jordfællesskabet, tidligere tiders naturalieydelser er omregnet til hartkorn, og man kan af disse udlede specielle produkter for hver egn. Endelig er der i disse ældste matrikler rester af tidligere tiders skatter: gæsteri, ledingsskat, høstskat, sommerskat, kongestød (stuth). Se Gunnar Knudsen, De danske Matrikler …
[10] http://hkpn.gst.dk/ . Man skal slå op på ”Protokoller”, her finder man både hartkornsprotokoller og sogneprotokoller. Der er delt op i privilegerede og uprivilegerede hartkorn. Adelens hartkorn var privilegeret, dvs. skattefri. Desuden var købstads- og embedsjorder (f. eks. præstegårde) fri for hartkornsbeskatningen, købstæderne dog i stedet pålagt en grundskyld. Nagbøl var den eneste af sognets byer, der havde privilegeret hartkorn, idet præstegården lå her, Denne skattefrihed bortfaldt i 1850.
[11] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Fra enevælde til landboreformer

Landbrug i Danmark, en oversigt.

 
Ejendomsstrukturen i Danmark under enevælden var af et tæt net af godser, der hver bestod af en hovedgård, hvortil hørte en kreds af underliggende fæstegårde. Fæstegodset blev administreret fra hovedgården, hvor godsforvalteren skulle holde styr på fæsterne og deres afgifter til godset.
Fæstebønderne udgjorde hovedparten af bondestanden, idet selvejerbønder 1688 er opgjort til kun at have ejet 2 % af jorden. Overgangen til fæste antages at være startet i 1200 tallet og især at have fundet sted i tiden mellem reformationen 1536 og 1688 matriklen, lovgrundlaget for skatten af jord, den enevældige statsmagts finansielle grundlagt.
Den traditionelle opfattelse af landsbyfællesskabet, som det fungerede før udskiftningen og landboreformerne, hvor det mest markante var ophævelsen af stavnsbåndet 20. juni 1788, er den ideologiske, holdningsmæssige opfattelse, at fællesskabsbonden som beskrevet af Ludvig Holberg var sløv, dorsk og uvidende som et resultat af godsejernes undertrykkelse samt fællesskabets snærende bånd og restriktioner på den frie, individuelle udfoldelse.
Historikere med denne mere eller mindre ubevidste holdningsmæssige opfattelse, har oftest begrænset sig til at undersøge forholdet mellem herremand og fæstebonde med udgangspunkt i fæstebreve og i det ubestemte hoveri, der var den synlige undertrykkelse af bondestanden før landboreformer og udskiftning. Herunder også de af landsbyfællesskabet afstukne rammer for den enkelte fæstebonde.
Derimod har der været en beklageligt manglende interesse for at undersøge den omhandlede bondestand ud fra andre og mere uhildede perspektiver.
Et mere bredt undersøgende perspektiv kan hævdes at være blevet forsøgt foretaget indledningsvis af Poul Bjerge, lokalhistoriker og lærer på Askov Højskole, som sammen med en anden højskolemand, Povl Hansen har foretaget undersøgelser ud fra faktiske vilkår, hvor opmærksomheden blev rettet mod bøndernes dagligdag, herunder indsamling af gamle landsbylove, der er blevet udgivet som Danske Vider og Vedtægter. Desværre videreført af Aug. F. Schmidt, som er blevet stærkt kritiseret af faghistorikere for usystematisk kildeindsamling, unøjagtig tekstgengivelse, manglende baggrundsforskning, dårligt noteapparat og uoverskuelig opbygning. Der er anmeldelser, hvor også P. Bjerges indsats kritiseres på samme vis som Aug. F. Schmidt.
 
Landsbyerne med de inkluderede fæstegårde.
 

 

En hovedgård, Gammel Viffertsholm og en fæstegård.

 

  
Betegnelsen hovedgård benyttes om en godsejers (herremands) standsmæssige bolig med tilhørende adelsprivilegier: skattefrihed for den jord, som adelen selv drev, fra 1527 også tiendefrihed, d.v.s. den skat, der fra middelalderen blev betalt til kirken - ligeligt fordelt mellem sognepræsten, sognekirken og bispen, hvis andel kongen overtog efter reformationen.
 
Konstaterbart en landbrugsøkonomi, hvor tidens magtforhold og magtkampe var endt med den enevældige kongemagt over for den foregående tids kriger- og jordejende klasse, adelen, der nu måtte indpasse sig under den enevældige konge.
 
"I 1660 blev enevælden indført i Danmark ved et statskup. Her fik kongen uindskrænket magt som enevældig konge af Guds nåde." Frederik 3., Maleri af N. A. Abildgaard, 1783. Statens Museum for Kunst. "Under enevælden var Danmark en af Europas mest militariserede stater set i forhold til størrelse. Samfundet var indrettet, så der var penge, forsyninger og soldater nok til at forsvare landet og opruste til krig. " Trætavle fra Frederik 5. tid, har været brugt som pynt eller muligvis som skydeskive. Nationalmuseet. Avis for Bønder 1780. Landskabsmalerier med gårde o.l. var de mest yndede motiver med bønder fra 1700-tallet. Man interesserede sig ikke for dagliglivet i landsbyerne. En undtagelse er dette avishoved, der forestiller møde i et bylag. Formålet med Avis for Bønder var at delagtiggøre bønderne i de mange nye forslag til driftsmæssige forbedringer. Avisen var således et produkt af selv samme reformbevægelse, som startede udskiftningen og dermed gjorde bylaget overflødigt. Det kongelige Bibliotek. Bol og by 1990-2, H. Schummel.
Den største opgave for enevælden var administrationen af jordskatterne, som fæsterne som brugere af jorden skulle betale. Denne skatteopkrævning blev i 1662 overdraget godsejerne.
På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det blevet meget overkommeligt at beregne fæsternes skatter. Efter beregningen skulle jordskatterne så opkræves og leveres til amtsforvalteren, den kongelige embedsmand.
Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden - eller måske snarere ikke havde en afløser for ham til at få fæstejorden dyrket.
Fæsteprotokol fra Clausholm Gods 1731-1776. 

Godserne som enevældens skatteadministration

Godsejerne var omhyggelige med at undgå indblanding fra de offentlige myndigheder i udøvelsen af deres private ejendomsret. Derfor påtog de sig gerne de forskellige offentlige administrative opgaver på kongens vegne.
De få selvejere, der ikke hørte under et gods, indbetalte selv skatten til amtstuen - det stedlige skattekontor.
Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn, var der mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve (2.500 tdr. h.) og baron (1.000 tdr. h.).
På godset var det ridefogeden, der stod for den daglige drift og kontakten til fæstebønderne. Det betød, at på godskontoret blev derholdt regnskab dels med godsets egen økonomi, dels med fæstebøndernes hoveriarbejde og afgifter til staten. Det var også her, man tog sig af udskrivningen af soldater blandt bønderne og af retssager, der skulle for birketinget. Et birk var en retskreds, og grevskaber og baronier havde birkeret, dvs. ret til at udnævne dommer og skriver ved birketinget, den laveste retsinstans. Godset var således en vigtig del af det enevældige statsapparat.
Den største opgave under enevælden var administrationen af jordskatterne, som fæsterne som brugere af jorden skulle betale. Denne opgave blev i 1662 overdraget godsejerne. På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det en let sag at beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden - eller måske snarere ikke havde en afløser for ham til at dyrke den fæstede jord.
 
Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn var der fra 1671 den anførte mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.
En tilsvarende løsning blev valgt ved etableringen af en permanent soldaterudskrivning i 1701. Også her benyttedes 1688 matriklen som udskrivningsgrundlag, da der endnu ikke eksisterede nogen folketælling.

Retsvæsen

Et birk var en retskreds, og grevskaber og baronier havde birkeret, dvs. ret til at udnævne dommer og skriver ved birketinget, den laveste retsinstans. Godset var således en vigtig del af det enevældige statsapparats retsvæsen.
Da de adelige godsejere i første halvdel af 1500-tallet fik hals- og håndsret over deres bønder, fik de ansvar for at rejse påtale, ikke alene hvis deres bønder havde været offer for en forbrydelse – men også hvis de havde begået én.
Med Danske Lov i 1683 stadfæstede enevælden hals- og håndsretten og de adelige godsejeres ansvar for, at brud på strafferetten på deres godser blev tiltalt. Som en slags forløber for nutidens offentlige anklageinstans fik adelstanden under enevælden pligt – og ikke blot ret – til at sørge for dette væsentlige element i den lokale retshåndhævelse.
Hals- og håndsretten indebar, at godsejerne også i et vist omfang var ansvarlige for fuldbyrdelsen af korporlige straffe idømt ved domstolene.
"Håndskrevet eksemplar af Christian 5.s Danske Lov, 1690. Indtil 1683 var Danmark opdelt i et jysk, et sjællandsk og et skånsk retsområde. Først med Danske Lov gjaldt samme lov og ret i hele landet." 

Soldatertjeneste-, udskrivning, bøndernes plads i systemet

Godserne blev inddelt i såkaldte lægd, og for hver 20 tønder hartkorn fæstegods, skulle der stilles en soldat. Det stod godsejerne frit for at udpege soldateremnerne, og hvis de udvalgte karle opfyldte de fysiske krav, blev der ikke ved de amtslige sessioner gjort indsigelser mod godsejernes valg.
Soldatertiden var normalt seks år, men bortset fra et par årlige store øvelser forblev karlen i tjeneste på den gård, hvor han tjente. Om søndagen måtte han trave til samlingsstedet ved en måske fjerntliggende kirke og gøre eksercits med mange strabadser og prygl. Endelig var der faren for krig, som alle vidste, kunne være den visse død. Så soldatertjenesten var forhadt og kunne derfor misbruges af godsejeren til at presse karle til at overtage en forsømt fæstegård og derved undgå udskrivning. Dette var en del af en utilsigtet kompensation for godsejeren.
Foruden pligten til at springe soldat kom i 1733 stavnsbåndet, der bandt bondekarlene til det gods, hvor de var født, i alderen fra 14 til 36 år. Det blev gentagne gange udvidet, så stavnsbåndet fra 1774 til dets ophævelse i 1788 gjaldt fra 4 til 40 år. Godsejerens argument var, at når han kunne pålægges en bøde, hvis han ikke kunne stille det pligtige antal soldater, så måtte han også have hold på det unge mandskab. En lige så stærk realitet var godsejerens ønske om at have mandskab til at overtage fæstegårdene. Og godsejerne havde ikke magt til at tvinge en karl til at overtage en fæstegård.
Dette godsejerstyre løste mange administrative problemer på lokalt plan for enevælden, selvom det lagde sig som en barriere mellem enevælden og de administrerede. Det pålagde også godsejerne administrative og økonomiske byrder. Men først og fremmest øgede det tvangen og ufriheden for bønderne og deres sønner.
Det kunne dog også forøge trygheden for fæstebønderne, når godsejeren i egen interesse satte sine økonomiske midler ind som sikkerhedsnet for sine fæstebønders skatter.

Dagliglivet i landsbyfællesskabet

Landsbysamfundet var rammen om tilværelsen for langt den største del af befolkningen, hvor der blev budt på arbejdsfællesskab, nabostridigheder, venskaber og forelskelser samt, hvad nabolandsbyerne kunne byde på. Man kunne her være fælles om problemer med syge børn og dyr og udveksle erfaringer og meninger. Her foregik kort sagt alt det, der hørte til landbefolkningens dagligliv. Desværre er der meget lidt kildemateriale til dette vigtige aspekt af Danmarkshistorien. Det siger næsten sig selv. At kunne læse, skrive og meddele sig var kun få forbeholdt på den tid, og stort set ingen bønder. Ludvig Holberg skrev som forfatter og godsejer om bønder i sin levetid 1684-1754. Og man får i hans værker mange sikkert rammende karakteristikker, som selvfølgelig kan bruges i mangel af bedre.
   
Et grandestævne  Ludvig Holbergs bonde, Jeppe
 
Landsbyens øverste myndighed var gårdmændene, granderne, hvad enten de var fæstere eller selvejere. Husmændene havde meget lidt at sige. Grandestævnet var under ledelse af oldermanden, et hverv der ofte gik på omgang mellem gårdmændene. Grandestævnet tog bestemmelse om alle praktiske forhold vedrørende dyrkningen af jorden, der nødvendigvis måtte aftales og samordnes, da hver gård havde sin jord opdelt i lange smalle agre, der var spredt over hele marken. Grandestævnet traf afgørelser om gærder, smed og byhyrde og andre fælles anliggender og administrerede den viden og erfaring om landbruget, der var opbygget gennem mange generationer. Det afgjorde stridigheder mellem bymændene, idømte boder og varetog i det hele taget alt, hvad der hørte til reguleringen af det lille samfunds liv.
Det var også grandestævnet, der kunne vedtage og ændre landsbyens vedtægt, som var et udtryk for landsbyens anerkendte selvstyre. Vedtægterne var egentlige love, dvs. at de gjaldt for alle landsbyens beboere. De handlede om „hegn og gærde og anden bys nytte og tarv”. De er sikkert gamle, men de ældste skriftlige, vi kender, er fra tiden omkring 1500. Der kan have været skrevne vedtægter tidligere, som blot ikke er bevaret, men at de dukker op nu, er måske ikke uden sammenhæng med det, godsejerne ved samme tid gjorde for at præcisere og fastslå deres rettigheder. Den ældste af de få bevarede landsbyvedtægter er fra landsbyen Allesø på Fyn (omkring 1500), og af den fremgår det, at gårdmændene var helt på det rene med, at de stod over for politiske modstandere: „Når vi sidder på stævne og handler om vor bys sager og andet, som vi ikke vil, at hver mand skal vide, og nogen går bort fra stævnet og åbenbarer vor tale for vor vederpart [modpart] eller andre, som vi ikke vil det skulle vide, han skal give en tønde øl til byen og ingen nåde have.” Allesøbønderne har også fundet det påkrævet at formulere sig konkret om solidariteten i konflikter med herskabet: „Kommer nogen gildebroder eller gildesøster i stor overfaldskade, så at han overfaldes af sit herskab af vrang forføring og onde folks skyld, så at han nødes til at vogte på sin ære og gods og aftinge for sig [forhandle om bødebetaling], da skal de andre gildebrødre hjælpe ham noget af deres gods, dog skal den hjælp være efter to naboers sigelse.” Det kan være, at det er på grund af den slags bestemmelser, at de senere nedskrevne landsbyvedtægter skulle godkendes af herskabet, før de blev gyldige. Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at værneren her opfattes som modpart.
Det gildebroder- og -søsterskab, der er tale om i vedtægten, skriver sig uden tvivl fra meget gammel tid. En sjællandsk vedtægt fra århundredets slutning har ordene: „Når vi drikker vort gildehov …”, en formulering, der sikkert går tilbage til før kristendommen trængte igennem. Hverken landsbyboerne eller deres sognepræster har vel længere haft kendskab til disse ords oprindelige betydning efter den sammenblanding, der i århundredernes løb er sket af kristendom og ældre meget bestandige folkelige forestillinger. Gilderne fandtes både i købstæder og på landet, og i det omfang vi kan spore dem omkring 1500, synes de nærmest at være forbindelser af religiøs og social art og, som det fremgår af citatet, med et element af solidaritet og gensidig understøttelse. Som udtryk for sammensmeltningen af folkelige og katolske forestillinger og med navne efter helgener, blev gilderne kraftigt bekæmpet af myndighederne efter reformationen og overlevede til sidst kun som selskabelige foreninger, hvilket gør det yderst vanskeligt at danne sig en mening om deres funktion og betydning tidligere. På landet ser det ud til, at en del af deres funktioner blev overtaget af det almindelige sociale fællesskab i landsbyerne.

Driftsfællesskab

Når det var så afgørende for en landsby at have faste vedtægter for de interne funktioner, skyldtes det først og fremmest driftsfællesskabet omkring byens jordtilliggender.
Disse kunne ejes af én eller flere godsejere. Men uanset ejendomsret blev brugsretten udøvet i fællesskab af fæstere med jordtilliggende, ligesom selvejerbonden optrådte på linie med fæsterne i denne sammenhæng.
Bymarken var rebet d.v.s. fordelt mellem fæsterne, så de alle havde en lod i hver af byens vange i forhold til det hartkorn, de havde fæstet og som igen svarede til opmålingen og vurderingen i matriklen af 1688. Men beslutningerne om driften blev taget på bystævnet eller grandestævnet, som det også kaldtes. Uden om den dyrkede jord lå de store overdrev (udyrkede arealer), som hørte til byen alene eller blev udnyttet i fællesskab med andre byer. Hvorledes kvægets græsning foregik på disse overdrev og på byens marker mellem afgrøderne, var centrale emner for landsbyvedtægterne og grandestævnets beslutninger.
For at det fælles arbejde med markdrift og kvægavl kunne lykkes, måtte der være faste regler for arbejdet. Det var måske næsten lige så nødvendigt, at det var fastsat, hvorledes beslutningerne blev truffet i de tilfælde, hvor viden og vedtægten ikke indeholdt retningslinier for arbejdet. Også landsbyens ydre ressourcer i tørvemoser og krat krævede reguleringer for at dække landsbyens behov længst muligt. Dybest set handler landsbyens vedtægter om fællesskabets udnyttelse af de givne naturressourcer, som godsejeren havde ejendomsretten til, men hvor brugsretten var overladt til den enkelte landsbybeboer, som udnyttede den i fællesskab med sine naboer eller grander, som de kaldtes.
Kernen i viden og vedtægterne var således drifts- og arbejdsfællesskabet.
Hvem var granderne Hvem deltog i grandestævnet og havde ret og pligt til at træffe beslutninger om landsbyens ressourcer? Det findes præcist defineret i Voer og Ørsteds landsbyvedtægter: »Alle og enhver, som have rebdræt jord her på marken, skal betimeligen indfinde sig ved grandelaugets sædvanlige forsamling, for at høre og svare til hvis dem angår, eller de kan blive tilspurgt om, såfremt de ikke have lovlig forfald.«
M.a.o. havde alle med brugsret til jord - uanset om de var selvejere eller fæstere mødepligt på grandestævnet. Sognepræsten var ganske vist medlem af grandestævnet, som også hans landbrugsbedrift var omfattet af bestemmelserne truffet her. Men han mødte formentlig ikke selv op, men har sendt sin avlskarl i stedet.
Det har næppe været en demokratisk forsamling i moderne forstand, idet kun det øverste lag i landsbysamfundet tog del i ledelsen. Udelukket var således for det første alle unge, karle og piger, som undertiden kunne være organiseret i særlige ungdomslag med det formål at holde gilder og fester for de unge. Udelukket var også alle husmænd, som imidlertid havde interesse i udnyttelsen af græsningsarealer og andre naturressourcer som tørv og gjærdsel til brænde. Da der blev knaphed på ressourcerne i det 18. århundrede, efterhånden som befolkningspresset steg, skulle det vise sig katastrofalt for husmændene, at de var udelukket fra beslutningsprocessen på dette for dem så vigtige felt. Inderster, der sad til leje, var naturligvis heller ikke med. Kvinder var også udelukkede fra grandestævne. Det er dog et spørgsmål, hvorledes det forholdt sig for en enke, der sad som fæster på en gård. Formodentlig har hun sendt en sentant - et visse bud - som det hedder, ligesom i andre tilfælde hvor fæsteren selv var forhindret. Men når der skulle afgives en forpligtende underskrift fra den fæstegård, en enke sad på, var det hende, der måtte skrive under. Blandt de 24 navne under Voer vedtægten fra 1770 findes også Jens Molses enke. Da vedtægten kun er bevaret i kopi, kan vi desværre ikke se, hvorledes hun har skrevet under. Men formentlig har det været med forbogstaver som almindeligt blandt bønder.
I det 16. - 17. århundrede har der formentlig været en sådan balance mellem de sociale grupper i landsbysamfundet, at den enkelte person i sit liv gennemløb alle stadier. Efter barndommen trådte han ind i de unges gruppe, fortsatte til husmændenes og videre til gårdmændenes gruppe, som indebar deltagelse i grandestævnet. Den forlod han igen, når han gik på aftægt og måske blev inderste. Måske var forløbet ikke så skematisk, men der var en udpræget bevægelighed mellem grupperne. Den stærke befolkningstilvækst i sidste halvdel af det 18. århundrede betød en mere permanent tilknytning til husmandsstanden. Nok kunne en husmand blive gårdfæster og omvendt en gårdfæster fæstehusmand.
Men husmands- og håndværkerstanden var ikke længere et gennemgangsled i en livscyklus. Selvom ikke alle disse grupper tog del i beslutningerne, kunne de udmærket blive idømt bøde af grandestævnet, hvis de overtrådte de politimæssige forskrifter i viden.  
Kvinder, tyende og husmænd, inderster var de laveste i hierarkiet, og de kunne være ilde stedt beslutningsmæssigt på grande-, bystævnerne.
Selvom Aug. F. Smidth på alle måder er temmelig inkompetent, så har han som alle blinde høns også kunnet finde korn: "Lighedspunktet mellem det gamle og det nye fællesskab må vi finde i rent menneskelige forhold; i evnen og viljen til at stå sammen og løfte i flok - til enhver bymands gavn og til bedste for almenheden. Ligesom der i vort andelsvæsen findes et såre værdifuldt og nationalt set opmuntrende moment i den tanke, at alle er lige indenfor de enkelte foretagender, fælles om fordelene og tabene, således var der også i det gamle danske landsbysamfund en fællesskabets ånd, som ikke kan andet end varme den om hjertet, der har beskæftiget sig med studiet af vor bondehistorie i hine århundreder, da vor bondestand til trods for hovarbejde og stavnsbånd udgjorde en lille stat i staten.
Det er nærliggende at komme på den tanke, at når vort nutidige andelsvæsen har haft så let ved at vinde indgang i de danske landsbyer, har dette faktum sin årsag i, at danske bønder gennem århundreder var "andelshavere" i selve bylavene. Det ligger også nær at gøre opmærksom på, at de landboere, der var til års i 1870-80èrne, næstendels var fødte i de gamle fællesskabstider. I hvert fald kunne deres forældre og bedsteforældre jo levende erindre landsbyfællesskabets tid, og for dem ville det vel ikke have faldet så svært at gå ind i en ny form for samvirke. Hertil kommer så, at man talrige steder i Danmark helt til henimod vort århundrede stadig iliveholdt levn fra fællesskabstiden. Citeret efter August F. Schmidt. Brugsforeningsbladet nr. 8, 1935, s. 582f.

På grandestævne

Mens vi som omtalt har bevaret en række vider og vedtægter, findes der kun få optegnelser om forhandlingerne på grandestævnerne. Vi ved ikke, om der er blevet nedskrevet referater af forhandlingerne eller blot af beslutningerne.
Hvem skulle gøre det? Vi ved meget lidt om bøndernes boglige formåen i det 18. århundrede.
Et egentligt skolevæsen blev først pålagt godsejerne at etablere i 1739, hvor det på ryttergodset var sket allerede i 1721, jvf. etableringen af Rytterdistrikter, rytterskoler.
Vi kan finde kopier af grandernes vedtagelser i godsarkivet, og her se, hvordan det sociale samvær foregik på grandestævnet.
Præsten i Voer, H. P. Piesner, klagede i 1783 til godsejeren på Stenalt over, at der blev drukket alt for meget på bystævnet, hvorom der i vedtægten stod tydeligt i §10: »Om nogle på grandestedet, kirkevej, gildelaug eller anden sømmelig forretning eller forsamling enten befindes i drukkenskab, eller ypper trætte, eller lader høre skjælden, banden, løgn, truen eller anden ulyd, eller også sådanne steder og i sådanne forsamlinger fører gevær med, betale til byens vide hver gang 8 skilling«.
Men de mange bøder, der blev inddrevet og betalt på grandestævne, var en stakket frist i forhold til problemet.
Nok stod der utallige steder i vedtægten, at pengene skulle anvendes til byens nytte. Men hvad var byens nytte? For pastor Piesner så sagen således ud: »Endog den mand, som i fjor kom til Jens Hansens gård, har selv beklaget hos mig, at sligt (d.v.s. drikkeriet) ikke blev hemmet her lige så vel som på andre godser. Thi foruden det, at vide eller mulkt penge, som han ønskede måtte blive anvendt til byens nytte, blev opdrukken, har han sagt mig, at han for sin part måtte desuden i fjor skyde en rigsdaler til, skønt han neppe var her den halve sommer. En skikkelig mand er på sådan måde let forført til liderlighed, thi der drikkes på hans regning ligeså vel som på de andres, og hvi skulle han så ikke drikke med? Den både mod lov og videbog stridende skik,... er vist årsag til både at mange bliver liderlige og til meget andet ondt for byen.«
Dette kunne ses som en alvorlig anklage mod byens styre, hvilket nok også har været tilfældet.
Præst og bymænd var på kant med hinanden i Voer. Da pastor Piesners formål med at sende dette brev til godsejeren var at få byen udskiftet, var han ikke interesseret i at fremstille landsbyfællesskabet fra den mest fordelagtige side. Måske var bymændene i Voer mere drikfældige end andre steder? Men en tilsvarende anklage mod forholdene på andre bystævner træffes flere steder. Klager til retsvæsenet over uretfærdige bøder pålagt af grandestævnerne ledsages af en næsten fast formel om, at pengene er blevet drukket op på bystævne.
Præsterne fik i 1772 som tidligere omtalt pålagt at foretage indberetning om overholdelse af helligdagsforordningerne. I indberetningerne fra Viborg stift klages der også over det alvorlige drikkeri på grandestævnerne, der som tidligere omtalt afholdtes om søndagen og derfor faldt ind under emnet for indberetningen.  »Den uskik, hvor bymændene om søndagen efter prædiken holde stævne eller møde, i henseende til deres bys vedtægter eller anden indbyrdes overlæg. Ved samme lejlighed gøre de sig et drikkelag, hvorudi de i blandt dem, som elske for meget stærk drik, overvælde sig og blive drukne og tilbringe så sabbattens øvrige del med sværmen og Guds fortørnelse.«
Sådan fortsætter en række præster helt på pastor Piesners melodi. Men pastor Mørch i Gjerding forsøgte at se sagen fra bondens side også. Vel fandt han det beklageligt, at der afholdtes grandestævner om søndagen. Men hvornår skulle de ellers afholdes? Det krævede, at der blev påbudt en anden ugedag hertil. Og så måtte godsejerne ikke tilsige til hoveri på denne ugedag iflg. pastor Mørchs forslag.
Men man ønskede ikke at forbyde grandestævnerne, dertil havde de alt for central en placering i bøndernes dyrkningsfællesskab.

Dyrkningsfællesskab

Baggrunden for de detaljerede videbestemmelser var dyrkningsfællesskabet i landsbyen, som alle med brugsret til jorden deltog i uanset ejendomsforhold i øvrigt. Alligevel siges der intet i vedtægten for Voer og Ørsted om landsbyens driftsform. Det har været så selvfølgeligt for alle, at det blev anset for overflødigt at fastslå, hvilket sædskifte der skulle følges. Men da Ørsted by i 1739 tog beslutning om en ny driftsform, blev den højtideligt nedskrevet.
Der havde hidtil været tre vange i rotation i Ørsted (Bovang, Tingvang og Hevringvang), hvor de to blev dyrket, mens den tredje hvilede. Desuden blev resten drevet i en egen rotation med 4 års brug og 4 års hvile. Efter det nye omdriftssystem skulle de tre vange hver deles i to, således at der blev seks vange fordelt med 3 års brug og 3 års hvile. Hovedsystemet var en 6 vangs omdrift med 3 års hvile og 3 års dyrkning. Ved siden af eksisterede to andre systemer: Den årlige dyrkning af 1/3 af Bovangen, formentlig den del, der lå nærmest byen og derfor var blevet gødet stærkest gennem årene. Og så hedejorden, som formentlig var senest opdyrket og fulgte et sædeskifte, der var almindelig anvendt på mager jord.
Bønderne havde enstemmigt vedtaget den nye driftsform. Derefter blev et udvalg på 8 mænd, fire fra Stenalt og fire fra Hevringholm, de to største lodsejere i Ørsted, udvalgt til at forestille vedtægten for godsejerne. Vedtagelsesdokumentet skulle gælde som foreløbigt bevis, indtil »et formeligt instrument derover kan blive forfattet«. Det var underskrevet af de otte mænd i udvalget. Siden er dyrkningsaftalen formentlig blevet tinglyst - i hvert fald henvises der i det endelige dokument fra 21. november 1740.
Hvilken rolle spillede godsejeren i driftsomlægningen?
Den er først blevet forelagt ham efter vedtagelsen iflg. formuleringen i det foreløbige dokument. I dokumentet fra 1740 med samtlige bønders underskrifter omtales vedtægten som den »efter vores herskab og forsvars befaling og vilje den derover enstemmige vedtægt«. Intet i første dokument fra 1739 tydede på herskabets indgriben, men det var vigtigt for landsbyen at fremhæve lodsejernes sanktion. Kun en af lodsejerne underskrev dokumentet den 24. november, og det skete udtrykkeligt på hans fæstebondes vegne. Derimod blev det ikke underskrevet af de andre lodsejere i byen, men alene af de 24 bønder, som besad brugsretten til jorden. Derimod har det sammensatte ejerforhold i Ørsted nødvendiggjort en særlig omstændelig procedure med inddragelse af den offentlige tinglysning.
 
I 1743 havde Lejrskov bymænd under Koldinghus rytterdistrikt besluttet at opdyrke et stykke hede og lægge den til deres nye vang ved Lejrskov kirke for at forbedre høbjergningen. Også sognepræsten, Henrik Morville, støttede beslutningen for sin præstegårds andel i fællesskabet. Men de to beboere Peder Jepsen og Mads Pedersen, fra enestegården, Asbøllgård, var imod nyopdyrkningen. De havde kun 2 otting jord i fællig på Lejrskov bymark, og i forhold hertil havde de græsningsret på den fælles hede for 8 høveder, 4 heste og får i snesetal. Derudover betalte de 3 rigsdaler for 44 - 48 høveders græsning, så de var på ingen måde interesseret i en udvidelse af det dyrkede areal på fællesgræsningens bekostning. Derfor protesterede de mod indhegningen og mod ændringen af det traditionelle dyrkningssystem. Regimentsskriveren rejste til Lejrskov og holdt åstedsforretning med gode mænd fra bylaget. Hans vurdering var på linie med sognepræstens, at indhegningen var til gavn for fællesskabet i almindelighed og heller ikke til skade for de to Asbøller. Men i det forlig, han søgte at få tilvejebragt mellem parterne, indgik dog en nedsættelse afbetalingen for Asbølles ekstra græsning til 2 rigsdaler årlig for kreaturerne. Deres heste og får skulle herefter ikke græsse på heden om sommeren, men kun om vinteren. Alle skulle tage del i den nye indhegning, der var betingelsen for nyopdyrkningen. Det var endvidere vigtigt for bymændene at få understreget, at Peder Jepsen og Mads Pedersen ikke med henvisning hertil kunne sabotere fremtidige ændringer i dyrkningssystemet.
Da de to gårdmænd ikke ville gå ind på forligsforslaget, blev det forelagt sessionen. Her opnåede de yderligere nedsættelse af græsningsafgiften til 8 mark. Og derved blev det. Resultatet blev således, at grandestævnets fællesbeslutning blev opretholdt. Men til gengæld fik de to mænd fra Asbøl den indrømmelse, at den græsningsret, de lejede af byen, var blevet ringere ved driftsomlægningen.
Disse eksempler er fra fællesskabets storhedstid, før befolkningsforøgelsen satte ind og før udskiftningen. Det var, som det er fremgået, absolut ikke et statisk dyrkningsfællesskab, men der skete stadige ændringer. Disse blev foretaget efter fælles beslutning på grandelaget, hvor mindretallet måtte bøje sig. Men fra midten af det 18. århundrede startede den reformbevægelse i Danmark, der langsomt ophævede fællesskabet først mellem flere byer (1759) senere inden for landsbyerne (1781) med udskiftning og udflytning.
Dermed opstod der en anden holdning til fællesskabets funktion i praksis. Hvorledes denne opløsningsproces er foregået, ved vi meget lidt om. Så sent som i 1795 opstod der en voldsom dispute mellem Søren Hansen Torst og de øvrige bymænd i Todbjerg sogn, Øster Lisbjerg herred i Randers Amt. Årsagen var, at Søren Torst på egen hånd havde indhegnet sin mark, så de andres kreaturer ikke kunne græsse der om efteråret, selvom hans kreaturer græssede på deres marker. Byen var blevet udskiftet i 1791, men havde altså stadig et vist mål af fællesdrift. Modsætningerne, der havde resulteret i en strøm af skældsord fra Søren Torst mod de andre, blev indbragt for den nyoprettede forligelseskommision for området. Forliget pålagde Søren Torst en bøde for skældsordene, hvorimod de øvrige måtte love at lukke ledene, når de passerede hans mark. Der var således ikke længere tale om at bøje den enkelte efter flertallets vilje i spørgsmål om driften af marken.
Det er et tydeligt vidnesbyrd om, at fællesskabet var på retræte. Et sådant forlig havde været utænkeligt 50 år tidligere.  

Kvæghold

Der har ofte i dansk landbohistorisk forskning været fokuseret så stærkt på landsbystyrets agerdyrkningsfællesskab, at man ganske har overset kvægholdets betydning.
Man var i 1700 tallet kommet i en situation, hvor man ikke længere blot kunne indtage ny jord til græsning. Man kunne heller ikke blot udvide det dyrkede areal på græsningsarealernes bekostning. Hvor skulle man så få nye græsarealer fra? Og jorden kunne ikke dyrkes med tilstrækkeligt udbytte uden at få tilført gødningsstoffer.
Der var kommet en hårfin balance i de samlede landbrugsressourcer og deres udnyttelse. Sagt med et moderne udtryk, så eksisterede der en økologisk balance, som man udmærket kendte og formåede at tage bestik af. Man vidste, at landsbyens samlede naturgivne ressourcer var begrænsede. Derfor indeholdt vider og vedtægter for de to lokaliteter Voer og Ørsted bestemmelser om, at landsbyens uskiftede jord ikke måtte udlejes til udenbys folk uden husbondens tilladelse. Den skulle tilbydes byens folk til samme pris.
Befolkningstilvæksten krævede, at der blev produceret mere føde. Gårdantallet i landsbyerne blev ikke forøget i det 17. - 18. århundrede før landboreformerne.
Men den iagttagelige befolkningstilvækst skete hos husmænd uden jord og indsiddere, der sad til leje hos andre. De levede af håndværk, daglejerarbejde og kvægavl i beskeden målestok, for så vidt som de kunne få stillet græs til rådighed.
Det kan i de bevarede vedtægter for Voer og Ørsted ses, at reguleringen af græsningen optager mere og mere plads, samtidig med at husmændene skubbes ud af fællesskabets rettigheder. Vedtægterne giver et klart billede af udviklingsforløbet, selv om vi ikke kan se alle reaktioner på ændringen.
Det viser, at husmændenes udelukkelse fra græsningsrettigheder ikke altid er forbundet med udskiftningen, som det har været den almindelige opfattelse hidtil. Processen er startet tidligere.

Byens hyrde

Selv om hegnene var istandsat og blev vedligeholdt efter vedtægtens bestemmelser, kunne kreaturerne ikke drive rundt uden opsyn. Der var behov for en hyrde, som hver morgen drev dyrene ud af byen til overdrevet, engen, fællesvangen eller stubmarkerne - afhængigt af årstiden og afgrødernes vækst.Vedtægterne havde faste terminer for afgræsningen.
Byens hyrder hørte heller ikke til byens ansete folk. Pastor Piesner betegnede dem som stoddere.
En mærkelig historie fra Koldinghus rytterdistrikt viser, at de heller ikke altid blev godt behandlet af bymændene.
Der var hyrdetvang. Bymændene i Tolstrup under det 2. jyske regiments gods klagede i 1703 over mølleren Niels Marcussen, som ikke ville deltage i betalingen af byhyrdens løn. Møllerens argument var, at han selv havde ansat en hyrde til sine dyr og altså slet ikke benyttede den fælles hyrde. Men sessionen erklærede, at når der var fællesgræsning i Tolstrup, så skulle også alle bymænd bidrage til hyrdens løn efter billighed, d.v.s. efter andelen i den hjord, som græssede.

Landsbysmeden

Endnu en person var afhængig af byfællesskabet, samtidig med at han var helt nødvendig for bøndernes bedrift. Det var smeden. Underligt nok er han overhovedet ikke nævnt i vedtægterne for Voer og Ørsted, selvom han var ansat og lønnet af landsbyfællesskabet.
Normalt fæstede han smedie og lidt jord af godsejeren. Desværre vides intet om Voer smedens lønforhold. Men normalt blev smeden lønnet med korn, eller han fik lidt jord hos bønderne, svarende til tjenestefolks lønnesæd.
Smeden opfattes almindeligvis som den mest ansete håndværker i landsbyen - næst efter mølleren.

Vurdering af fællesdriften

Den fælles driftsform kan anskues som en metode til at udnytte de givne og begrænsede ressourcer, der stod til rådighed for landsbysamfundet. Det er klart, at den fælles beslutningsproces betød en hindring for den enkeltperson, som havde andre ideer om driftsformen end de øvrige bønder. Driftsformen under fællesskabet kunne ikke ændres hurtigere, end den mest sendrægtige af bønderne kunne følge med.
Udskiftningen blev indledning til den voldsomme ekspansion både inden for kornavl og husdyrhold, som skulle kendetegne dansk landbrug i de næste par hundrede år. Derfor er fællesskabet blevet bedømt på baggrund af denne ekspansion og er kommet til at stå som den gamle slendrians periode.
Fællesskabet kan imidlertid også betragtes som et fælles instrument til at udnytte de givne naturressourcer på den bedste måde. Vel var driftssystemet ikke statisk, men ressourcerne måtte bruges således, at balancen i systemet ikke blev ødelagt. Fællesskabets driftssystem kan naturligvis kritiseres ud fra vor viden om den optimale udnyttelse af det 18. århundredes ressourcer. Nutidens teoretikere og praktikere vil give den stedlige pastor Piesner ret i hans kritik og forslag til forbedringer.
Græsarealerne kunne udnyttes langt mere effektivt, end det skete i mange landsbyer. Men det tilhørte den følgende tid at gennemføre den nødvendige driftsomlægning.
Fællesskabet må bedømmes ud fra sine egne forudsætninger. Noget andet er, at det er interessant at vide, på hvilke punkter datidens driftssystem ikke slog til. Det er også et vigtigt område for landbohistoriske undersøgelser.
Den største anke mod landsbyfællesskabet kunne hævdes at være den sociale hårdhed og uretfærdighed, det udviste mod husmænds og inderstes krav på deltagelse i græsningsrettigheder.
Disse havde ikke plads på grandestævnet og kunne dermed ikke deltage i beslutningsprocessen. Derfor blev de også udelukket fra udnyttelse af de givne naturressourcer, da knapheden viste sig. I dette spørgsmål stod godsejerne på fæstebøndernes side, hvorimod der er fremdraget flere eksempler på, at ledelsen på ryttergodser har været mere tilbøjelig til at holde hånden over husmændene.
Det er hidtil i dansk historieforskning blevet fremstillet, som om det først var udskiftningsbevægelsen, der udelukkede husmændene og så at sige ofrede dem for at sikre gårdmændenes fremvækst i det danske landbosamfund. Men denne udvikling kan som anført her følges længere tilbage. Den kan ses som en følge af befolkningsforøgelsen i det 18. århundrede og den hermed forbundne kamp om de givne naturressourcer.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Dansk landbrug efter landboreformerne, oversigt

En rimeligt entydig illustration af den økonomiske udvikling i Danmark er i udgangspunktet beregnede tal og diagrammer, hvor der benyttes mål for den økonomiske udvikling og vækst i faktiske tal fra nationalregnskabsbegreberne.
Bruttofaktorindkomsten (BFI) er den samlede produktion, bruttonationalproduktet målt i faktorpriser, markedspriser uden offentlige tilskud, skatter og afgifter. Et derfor skønnet mere relevant mål end BNP, bruttonationalproduktet, når udviklingen i landbrugsproduktionen skal søges sammenlignet med den erhvervsmæssige udvikling i øvrigt.
Der benyttes for overskuelighedens skyld i diagrammerne en logaritmisk skala, der reducerer spredningen i tallene på y-aksen.
Den logaritmiske skala er konstrueret ud fra de faktiske tal i mio. kr., således at log 1 på diagrammets y-akse er = 0, log 10 er = 1, log 100 er = 2 etc. Alt med tilhørende decimaler, hvilket gør det mere overskueligt at iagttage og sammenligne store numeriske forskelle grafisk.
For at komme så nogenlunde udenom de almindelige prismæssige udsving, herunder inflationen, benyttes der opgørelser i faste, her 1929 priser, der mere rent afspejler den produktionsmæssige udvikling end med de af markedet bestemte prisudsving.

Bruttofaktorindkomst 1818-1975 i 1929 priser
 
Bruttofaktorindkomst 1818 -1975 i 1929 priser, logaritmisk skala
 
Den samlede produktion, bruttofaktorindkomsten, BFI ses i perioden 1818 - 1975 at være steget fra 441 mio. kr. til 23.551 mio. kr i faste 1929 priser.
I sammenligningen af stigningstakten i BFI og i landbrugsproduktionen viser den 10 tals logaritmiske skala overskueligt og sammenligneligt Y-aksens vækstrater. Lige store skridt på den (positive) logaritmiske skala svarer til samme procentuelle vækst
Det kan konstateres, at den samlede vækst i produktionen (BFI) i hele perioden har haft større vækstrater end i landbrugsproduktionen, som på den anden side har været forudsætningen for den stigende, samlede produktion.
Den første (1850-80) og anden industrielle revolution (fra 1960) i Danmark ses markeret med iagttagelige vækstrater i både landbrugs- og den øvrige samfundsmæssige produktion. Den landbrugsmæssige vækst har drevet en heraf afledt og forstærket vækst frem i en række sekundære (håndværk, industri) og tertiære (serviceerhverv) erhvervsgrene.
Tendensen tager fra 1950-60erne virkelig fart, hvilket markerer, at den 2. industrielle revolution i Danmark startede her.
Landbruget blev herfra afløst af sekundære og tertiære erhverv som de produktionsmæssigt dominerende erhverv.
 
Landboreformerne havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål.
Bønderne deltog i starten af reformerne med nogen skepsis. Selveje var jo for de fleste noget ganske ukendt. Man frygtede også at miste det kendte rygstød med godsejernes hjælp til skatterestancer, såsæd m.v.
Derfor har den politiske øvelse med reformønskerne drejet sig om at vinde både bønder og godsejere for reformerne, idet der skulle ske udstykning fra hovedgårdene og salg til fæstebønderne.
Regeringen oprettede i 1786 Den kongelige Kreditkasse til formidling af lån til selvejerkøb.
På den anden side blev godsejerne ved forskellige begunstigelser opmuntret til salg af fæstegods.
Reformregeringen har også haft (et gustent) blik for, at husmændene var den kommende tids landarbejdere, som der ville blive behov for både på godserne uden tidligere tiders hoveri og hos gårdmændenes mellemstore driftsenheder. På længere sigt også som rekrutteringsgrundlag til industrielt arbejde. Hvis det ikke har været helt forudset, så har det passet som fod i handske ind i den kommende tids landbrugsmæssige og industrielle 
De iværksatte foranstaltninger fik husmændenes antal til at vokse eksplosivt. Efter landboreformerne var der næsten lige mange bøndergårde og husmandsbrug, hvor der o. 1700 havde været næsten 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug.
 
I kølvandet på den industrielle revolution i England fra slutningen af 1700-tallet og en generel, markant stigning i befolkningstallet steg efterspørgslen efter landbrugsvarer og hermed landbrugspriserne kraftigt. Denne gunstige udvikling for landbruget varede indtil revolutions- og Napoleonskrigene fra 1789 og ind i 1800-tallet. 
Den egentlige økonomiske vending kom med krigsinflationen og pengereformen 1807-13. 
Rigsbanken afløstes af et privat interessentskab, Nationalbanken i 1818, og Nationalbanken førte fra 1818-35 en antiinflatorisk pengepolitik, som gav en mærkbar landbrugskrise, der kom til at forløbe 1813 - 1828 med faldende priser og vanskeligheder med at klare lån, optaget under krigsinflationen.
Tiden 1828 - 1857 var derimod for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”.
 
 
Anna Ancher I Høstens Tid 1901
 
 
 
Bruttofaktorindkomst 1828-1856, 1929 priser i logaritmisk skala
 
 
Selv om den her bragte graf over produktionen illustrerer, at der i perioden 1828-1856, kornsalgsperioden har været fremgang i landbrugsproduktionen, så fremgår det tydeligt, at øvrige erhverv også har haft en mere end tilsvarende, stigende produktion. 
Landbruget var i denne opgangsperiode karakteriseret ved udvidelse af landbrugsarealet - overdrev, mose- og engkultivering - hvilket gav grobund for et øget besætningshold, hermed også mere gødning, mergling og dræning.
Alt dette sammen med en markant forøgelse af arbejdskraften som resultat af befolkningsstigningen og den markante oprettelse af husmandsbrug efter landboreformernes udskiftning.
   
 
 Hjulplov som model  Hjulplov Gammel Estrup Svingplove Landbrugsmaskiner, -redskaber, Gl. Estrup
Produktiviteten øgedes også som et resultat af overgang til 2-hestes svingplov mod 4-6-hestes hjulplove, brug af svenskharven, der erstattede forårspløjningen, tromler og tærskemaskiner. De teknologiske landvindinger fremmede oprettelse af jernstøberier og maskinfabrikker i provinsbyerne. Den samlede produktion i landbruget øgedes med over 60 % 1830-60 med en endnu kraftigere afledet effekt i byerhvervene.
 
Svenskharve Museum Odense Landbrugsmaskiner 1856, annonce fra H. P. Allerups Maskinfabrik, Odense. Bemærk svingplove og svenskharver.  
Den gunstige prisudvikling i landbruget skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.
Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget var jernbanenettet. På længere sigt kostede det arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika. 
 
BFI og landbrugsproduktion 1850-1900, 1929 priser, log skala
 
Landbrugsproduktionen 1850-1900 i log skala
 
Den diagrammatiske illustration viser, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var landbrugskrise og afdæmpet vækst, hvor BFI udviklingen illustrerer, at væksten i den øvrige samfundsproduktion fortsatte.
Landbrugets krise var i første omgang et udslag af et omfattende kornprisfald, konkurrencen fra oversøiske kornprodukter, desuden protektionistiske foranstaltninger mod danske landbrugsprodukter især fra Sverige, Tyskland og England. Kornprisfaldet fremmede lysten til at deltage i mejeridrift på andelsbasis, og andelsbevægelsen startede og fik fra 1880’erne sin storhedstid.
Andelsbevægelsen gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne.
De middelstore brug blev ledende i denne udvikling.
Fra 1895 - 1914, udbruddet af 1. verdenskrig var der prisstigninger og almindelig økonomisk vækst, varepriser og lønninger steg, det samme gjorde priserne på landbrugsprodukter, hvor der var tale om en stigning i prisindekset på 32 %. I denne periode slog industrialiseringen også for alvor igennem. Det ser man lokalt bl.a. på befolkningstilvæksten i stationsbyen Lunderskov i Skanderup Sogn, der ellers var et decideret landsogn. Eller befolkningstilvæksten i Skive og omegn i samme periode.
Som man vil kunne se af efterfølgende diagram, så er der i denne periode tale om en betydelig vækst i produktionen, BFI, generelt og i landbrugsproduktionen. Stigningen er på henholdsvis 55,5 og 62 %, altså en jævnt sund stigning, hvor prisstigningerne ligger under stigningen i produktionen.

 

Bruttofaktorindkomst 1896-1914, 1929 priser  
 
1. verdenskrig betød for landbruget stigende omkostninger og produktionsnedgang, men det lykkedes landbruget at øge pengeindkomsterne væsentligt i kraft af gode afsætningsmuligheder og prisforhold på verdensmarkedet. Det samlede resultat var, at landbruget bibeholdt dets andel af bruttofaktorindkomsten. Industriproduktionen havde god fordel af krigstidens gode efterspørgselsforhold og den udenlandske konkurrences delvise bortfald.
 
Bruttofaktorindkomst 1914-1918, 1929 priser
 
 
Mellemkrigstiden var præget af manglende vækst med en desorganiseret international økonomi. Både landbrug og industri kæmpede mod faldende priser, valutadumping og heraf afledt faldende produktion.
1920ernes kriseagtige tilstand, især for byerhvervene, bedredes fra 1927, hvor man frem til 1930ernes økonomiske krise så en stadig bedring i de økonomiske vilkår for både landbrug og øvrige erhverv.
 Bruttofaktorindkomst 1918-1930, 1929 priser
 
 
 
 
 
Verdenskrisens problemer med devalueringer, toldgrænser, importregulering og heraf følgende indskrænkning i verdenshandelen er velkendt og afspejler sig tydeligt i produktionstallene.
I Danmark fik man med bredt politisk krisesamarbejde gennem Valutacentralen i 1932 og Kanslergadeforlige i 1933, d.v.s. en reguleringsøkonomi i princippet noget lig den, der førtes under 1. verdenskrig, et bredt funderet krisesamarbejde, der i modsætning til især Tyskland foregik i et fordrageligt parlamentarisk samarbejde.
I perioden 1929 – 1939 er landbrugsudviklingen stort set stagnerende i produktions- og eksportværdi. Det samme gælder prisindeks. Industri og øvrige erhverv har derimod et svagt stigende produktionsindeks og en årlig vækstrate 1930-39 på 2,3 %, næsten det dobbelte af landbrugets årlige vækstrate.
Under 2. verdenskrig var der produktionsnedgang og vareknaphed, dog med en væsentlig bedre forsyningssituation end i de krigsførende lande. Kalorieforbruget faldt kun med o. 10 %.
Bruttofaktorindkomst 1939-1945, i 1929 priser

 
 
 
 
1945 – 57, efterkrigstiden, også kaldet genopbygningsperioden.
Sammenlignet med tiden efter 1. verdenskrig var der nu en mere bevidst statslig styring af den økonomiske vækstproces og et langt bedre organiseret internationalt samarbejde, de første efterkrigsår med udgangspunkt i OEEC, der senere blev til OECD.
Alligevel var tiden fra 1953 i landbruget præget af en noget afdæmpet udvikling, hvad man også kan aflæse af BFI diagrammet i logaritmisk skala. Den midlertidige afdæmpning hang sammen med den foregående tids meget intensive dyrkningsform, og det blev fra 1953 væsentligt dyrere at importere foderstoffer til den animalske produktion, hvor vækstraten derfor faldt jævnt årtiet ud.
Der er også en jævn afgang af arbejdskraft fra landbruget, i 1956-57 overhaler industrien arbejdskraftmæssigt landbruget.
Det er et problem for det danske samfund med stagnationen i landbruget, da landbrugets valutaindtjening i midten af 1950erne udgør ca. halvdelen af Danmarks valutaindtjening.
  
Bruttofaktorindkomst 1950-1963, i 1929 priser, logaritmisk skala 
 
 
Perioden 1957 - 1970 kaldes under et vækst- og velstandssamfundet.
Her opstod det europæiske fællesmarked og som et modtræk frihandelsområdet EFTA. De europæiske toldmure over for landbrugsvarer lykkedes det aldrig OEEC at liberalisere, og Danmark havde et permanent problem indtil medlemskabet af EF i 1972, der senere blev til EU.
I denne periode voksede den offentlige sektor eksplosivt, velfærdssamfundet var født.
 
 
 
Diagrammer her er baseret på statistik fra Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260. 1929 priser betyder, at tallene er faste, d.v.s. renset for inflation. Nationalregnskabsbegreberne (faktor, produktion og indkomst, netto og brutto) bruges og defineres af Danmarks Statistik.
I logaritmisk skala er benyttet 10 tals logaritmen, således at de absolutte tals 10'ere er logaritmen 1 med decimaler, 100'ere er logaritmen 2 med decimaler etc.
 
 
 
 
Og oven over alting ligger de økonomiske vilkår, som udgør de rammer, der skaber de politiske og kulturelle vilkår i et samspil snarere end et årsag- virkningsforhold.
Der vil her blive fokuseret på den samlede produktion, målt i BFI, og landbrugets andel heraf, alt i faste, dvs. 1929 priser.  
 
Bruttofaktorindkomst 1818-1975, 1929 priser 
 

 

Denne og efterfølgende diagrammer er konstrueret ud fra Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark 1720-1914, 1984, bind 2 med tabeller, s. 249-260.  

 
Bruttofaktorindkomst 1818-1975 i 1929 priser
Den samlede produktion, BFI er steget fra 441 mio. kr. til 23.551 mio. kr. i faste priser. Man kan med den logaritmiske skala sammenligne stigningstakten, og vi ser her, at fra o. 1880 begynder andre erhverv end landbrug produktionsmæssigt at stige markant mest. Denne tendens tager fra 1950erne virkelig fart, og herfra får vi, hvad man kalder den 2. industrielle revolution. Landbruget er herfra afløst af sekundære og tertiære erhverv som de produktionsmæssigt dominerende.
 Bruttofaktorindkomst 1818-1975 i 1929 priser, logaritmisk skala.
  Diagrammer her er baseret på statistik fra Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260. 1929 priser betyder, at de er faste, dvs. renset for inflation. Nationalregnskabsbegreberne (faktor, produktion og indkomst, netto og brutto) bruges og defineres af Danmarks Statistik. BFI kan oversættes til den samlede produktion uden skatter, tilskud og afgifter. Det kan være vanskeligt at aflæse grafiske vækstforløb når der benyttes absolutte tal. I logaritmisk skala kan man bedre sammenligne kvantitativt meget forskellige talstørrelser. Her ikke mindst stigningstakten. 
 
Landboreformerne havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål.
Bønderne så i starten af reformerne til med nogen uvilje, selvejendom var jo for de fleste noget ganske ukendt. Man frygtede også at miste det kendte rygstød med godsejernes hjælp til skatterestancer, såsæd m.v. Derfor var den politiske øvelse at vinde både bønder og godsejere for reformerne, idet der skulle ske udstykning fra hovedgårdene og salg til fæsterne.
Regeringen oprettede i 1786 en statslig kreditkasse til formidling af lån til selvejerkøb. Desuden blev godsejerne ved forskellige begunstigelser opmuntret til salg af fæstegods. Reformregeringen indså, at husmændene var den kommende tids landarbejdere, som der ville blive behov for både på godserne uden tidligere tiders hoveri og hos gårdmændene.
Derfor voksede husmændenes antal eksplosivt. Efter reformerne var der næsten lige mange bøndergårde og husmandsbrug, hvor der o. 1700 havde været næsten 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug.
Og landboreformerne må siges at have levet op til reformregeringens forventninger. I kølvandet på den industrielle revolution i England fra slutningen af 1700-tallet og en markant stigning i befolkningstallet steg efterspørgslen efter landbrugsvarer og hermed landbrugspriserne kraftigt indtil revolutions- og Napoleonskrigene fra 1789 og ind i 1800-tallet.
Den egentlige vending kom med krigsinflationen og pengereformen 1807-13. Rigsbanken afløstes af et privat interessentskab, Nationalbanken i 1818, og Nationalbanken førte fra 1818-35 en antiinflatorisk pengepolitik, som gav en yderligere og mærkbar landbrugskrise, der kom til at forløbe 1813 - 1828 med faldende priser og vanskeligheder med at klare lån, optaget under krigsinflationen.
Tiden 1828 - 1857 var derimod for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”.
Bruttofaktorindkomst 1828-1856, 1929 priser  Bruttofaktorindkomst 1828-1856, 1929 priser, logaritmisk skala 
 
Diagrammer her er baseret på statistik fra Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260. 1929 priser betyder, at tallene er faste, dvs. renset for inflation. Nationalregnskabsbegreberne (faktor, produktion og indkomst, netto og brutto) bruges og defineres af Danmarks Statistik. I logaritmisk skala ser udviklingen ud som diagrammet t.h. 
 
Selv om den her bragte graf over produktionen 1828-56 illustrerer fremgang i landbrugsproduktionen, ses det tydeligt, at øvrige erhverv også har haft en stigende produktion, dog i vid udstrækning stimuleret af landbrugsudviklingen.
Landbruget var i denne opgangsperiode karakteriseret ved udvidelse af landbrugsarealet - overdrev, mose- og engkultivering - hvilket gav grobund for et øget besætningshold, hermed også mere gødning , mergling og dræning. Alt dette sammen med en markant forøgelse af arbejdskraften som resultat af befolkningsstigningen og den markante oprettelse af husmandsbrug.
Produktiviteten øgedes også i medfør af overgang til 2-hestes svingplov mod 4-6-hestes hjulplove, brug af svenskharven, der erstattede forårspløjningen, tromler og tærskemaskiner. De teknologiske landvindinger fremmede oprettelse af jernstøberier og maskinfabrikker i provinsbyerne. Den samlede produktion i landbruget øgedes med over 60 % 1830-60 med en endnu kraftigere afledet effekt i byerhvervene.
Den gunstige prisudvikling i landbruget skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.
Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget var jernbanenettet. På længere sigt kostede det arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika.
 
Landbrugskrisen indtil 1894
Bruttofaktorindkomst 1850-1900, 1929 priser  
Man kan af diagrammet se, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var landbrugskrise og afdæmpet vækst. 
 
Landbrugets krise var i første omgang et udslag af et omfattende kornprisfald, konkurrencen fra oversøiske kornprodukter, desuden protektionistiske foranstaltninger mod danske landbrugsprodukter især fra Sverige, Tyskland og England. Kornprisfaldet fremmede lysten til at deltage i mejeridrift på andelsbasis, og andelsbevægelsen startede og fik fra 1880’erne sin storhedstid. Andelstanken gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne. De middelstore brug blev ledende i denne udvikling. Fra 1895 - 1914, udbruddet af 1. verdenskrig var der prisstigninger og almindelig økonomisk vækst, varepriser og lønninger steg, det samme gjorde priserne på landbrugsprodukter, hvor der var tale om en stigning i prisindekset på 32 %. I denne periode slår industrialiseringen også for alvor igennem. Det ser man lokalt især på befolkningstilvæksten i stationsbyen Lunderskov.
 
Som man vil kunne se af efterfølgende diagram, så er der i denne periode tale om en betydelig vækst i produktionen, BFI, generelt og i landbrugsproduktionen. Stigningen er på henholdsvis 55,5 og 62 %, altså en jævnt sund stigning, hvor prisstigningerne ligger under stigningen i produktionen.  
 
Bruttofaktorindkomst 1896-1914, 1929 priser 
  Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260.  
1. verdenskrig betød for landbruget stigende omkostninger og produktionsnedgang, men det lykkedes landbruget at øge pengeindkomsterne væsentligt i kraft af gode afsætningsmuligheder og prisforhold på verdensmarkedet. Det samlede resultat var, at landbruget bibeholdt dets andel af bruttofaktorindkomsten. Industriproduktionen havde god fordel af krigstidens gode efterspørgselsforhold og den udenlandske konkurrences delvise bortfald. 
Bruttofaktorindkomst 1914-1918, 1929 prise  Bruttofaktorindkomst 1918-1930, 1929 priser 
   
 
Mellemkrigstiden var præget af manglende vækst med en desorganiseret international økonomi. Både landbrug og industri kæmpede mod faldende priser, valutadumping og heraf afledt faldende produktion. 1920ernes kriseagtige tilstand, især for byerhvervene, bedredes fra 1927, hvor man frem til 1930ernes økonomiske krise så en stadig bedring i de økonomiske vilkår for både landbrug og øvrige erhverv.  
Bruttofaktorindkomst 1939-1945, i 1929 priser 
  Hvis et land har faldende valutakurser falder købekraften, import fra andre lande. Til gengæld stiger konkurrenceevnen, eksport til andre lande. Det var især Tysklands hyperinflation og valutakrise, der plagede det danske erhvervsliv. Krisen i Tyskland blev ikke bedre af de helt ublu krigsskadeerstatninger, som især Frankrig insisterede på. De nedenfor anførte statistiske oplysninger kommer fra Sv. Aa. Hansen, Dansk økonomisk vækst, bd. 2, s. 67, 73 og bd. 2, s. 104.  
 
Verdenskrisens problemer med devalueringer, toldgrænser, importregulering og heraf følgende indskrænkning i verdenshandelen er velkendt og afspejler sig tydeligt i produktionstallene.
I Danmark fik man med bredt politisk krisesamarbejde gennem Valutacentralen i 1932 og Kanslergadeforlige i 1933, dvs. en reguleringsøkonomi i princippet noget lig den, der førtes under 1. verdenskrig, et bredt funderet krisesamarbejde, der i modsætning til især Tyskland foregik i et fordrageligt parlamentarisk samarbejde.
I perioden 1929 – 1939 er landbrugsudviklingen stort set stagnerende i produktions- og eksportværdi. Det samme gælder landbrugets prisindeks. Industri og øvrige erhverv har derimod et svagt stigende produktionsindeks og en årlig vækstrate 1930-39 på 2,3 %, næsten det dobbelte af landbrugets årlige vækstrate.
Under 2. verdenskrig var der produktionsnedgang og vareknaphed, dog med en væsentlig bedre forsyningssituation end i de krigsførende lande. Kalorieforbruget faldt kun med o. 10 %.  
 
1945 – 57, efterkrigstiden, også kaldet genopbygningsperioden. Sammenlignet med tiden efter 1. verdenskrig var der nu en mere bevidst statslig styring af den økonomiske vækstproces og et langt bedre organiseret internationalt samarbejde, de første efterkrigsår med udgangspunkt i OEEC, der senere blev til OECD. Alligevel var tiden fra 1953 i landbruget præget af en noget afdæmpet udvikling, hvad man også kan aflæse af BFI diagrammet i logaritmisk skala. Den midlertidige afdæmpning hang sammen med den foregående tids meget intensive dyrkningsform, og det blev fra 1953 væsentligt dyrere at importere foderstoffer til den animalske produktion, hvor vækstraten derfor faldt jævnt årtiet ud. Der er også en jævn afgang af arbejdskraft fra landbruget. I 1956-57 overhaler industrien arbejdskraftmæssigt landbruget. Det var et problem for det danske samfund med stagnationen i landbruget, da landbrugets valutaindtjening i midten af 1950erne udgjorde ca. halvdelen af Danmarks valutaindtjening.  
Bruttofaktorindkomst 1950-1963, i 1929 priser, logaritmisk skala  
   
 
Perioden 1957 - 1970 kaldes under et vækst- og velstandssamfundet. Her opstod det europæiske fællesmarked og som et modtræk frihandelsområdet EFTA. De europæiske toldmure over for landbrugsvarer lykkedes det aldrig OEEC at liberalisere, og Danmark havde et permanent problem indtil medlemskabet af EF i 1972, der senere blev til EU. I denne periode voksede det offentlige eksplosivt, velfærdssamfundet var født.  
 
Produktionsudvikling i faste (2010) priser, landbrug m.v., industri og resten, d.v.s. især private og offentlige serviceerhverv. Det fremgår af de faktiske tal, at serviceerhvervenes andel langt overstiger den primære landbrugs. og den sekundære industriproduktion. Det ses ydermere, at 1960'erne er startpunktet for en endog overordentlig kraftig vækst i serviceydelser, hvilket også fremgår af logaritmediagrammet, som også viser den i sammenligning kraftigste vækst i serviceerhvervene (ikke mindst de offentlige) i 1960'erne.
 

Produktionsudvikling i faste (2010) priser, landbrug m.v., industri og resten, d.v.s. især private og offentlige serviceerhverv - i logaritmisk skale.

Det fremgår af logaritme diagrammet, at væksten i de tre sektorer af samfundsøkonomien stort set er ens, medens serviceerhvervenes andel langt overstiger den primære landbrugs. og den sekundære industriproduktion - som anført oven for. 
 
I perioden 1966-2017 er der i den samlede produktion en makant vækst indtil 1970'ernes to oliekriser. Herefter er der fra midten af 1990'erne indtil finanskrisen fra 2006 igen en markant økonomisk vækst. Efter produktionsfaldet 2006 når den samlede produktion først igen op på 2006-niveau i 2012. og herefter er der igen stabil, omend begrænset vækst i produktionen. 
Husmændenes vilkår efter landboreformerne.
De af landboreformerne afledte sociale problemer blev det en senere tids opgave at løse. Loven om afskaffelse af hoveriet 1799 omfattede ikke husmændene, dvs. brug på under 20 tdr. land, afhængigt af jordens bonitet. Husmandsklassen er med rette blevet karakteriseret som ”landboreformernes stedbørn”, hvis vilkår først bedredes med andelsbevægelsen og lovkomplekserne fra 1899 og 1919 om oprettelse af statshusmandsbrug. Fridlev Skrubbeltang har i Den danske husmand. I Kbh. 1952, s. 68 anslået 55.000 og 60.000 som antallet af gårde og husmandbrug efter landboreformerne, heraf blandt husmændene 20.000 jordløse og 15.-16.000 daglejere og indsidere.
 
Udvandring fra Danmark. Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, 1971, disputats om dansk udvandring til Amerika i perioden 1868-1914. Og Christian Winthers digt fra 1835, der senere blev til billedbogen med A. Schmidts illustrationer. Iflg. Hvidt var der tale om en udvandring fra Danmark 1850-1914 på o. 300.000 mennesker.
 
Valutadumping: Et land, der devaluerer sin valuta gør udenlandske varere dyrere i hjemlandet og egne varer billigere og mere konkurrencedygtige hos samhandelspartnerene. Dette økonomiske instrument benyttedes meget i mellemkrigstiden, til stor skade for den internationale samhandel.
 
 
 
 
 
 

Kolding Rytterdistrikt før landboreformerne

Den befolkningsmæssige og økonomiske situation i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig og op i Koldinghus Len omkring 1620 og igen omkring år 1700 er to væsensforskellige verdener. Jordebøger, amts- og toldregnskaber fortæller omkring 1620 om et landområde med stor velstand, hvor alle gårde og landsbyer er i god drift. Bønderne kan betale deres skatter og landgilde, og de kan eksportere korn, heste og stude sydpå.

Svenskekrige, enevælde og skattetryk

Velstand og driftsmæssig fremgang ændrer sig herefter dramatisk.
I løbet af 30 år blev Jylland tre gange hærget af tropper, der krævede forsyninger såvel til mandskab som til et stort antal heste. Det skete to gange under Christian 4., en gang under sønnen Frederik 3. Begge markante konger i Danmarkshistorien, der traf for landet katastrofalt fejlslagne beslutninger om krigsførelse.
Første gang var Kejserkrigen 1625-1629, anden gang den første svenske krig 1643-1645, begge under Christian 4. og tredje gang den anden svenske krig under Frederik 3. 1657-1660, hvor det gik helt galt. Frederik 3. begik 1. juni 1657 den dumhed at erklære Sveriges Karl 10 Gustav (1622-1660) krig, medens denne var på krigstogt i Polen. I modsætning til både Christian 4. og Frederik 3. var Karl 10 Gustaf en begavet hærfører, og han ilede straks til Danmark for at tage den danske udfordring op, tvært imod Frederik 3. s forventninger om det modsatte. Det kom til at koste den danske befolkning rigtig dyrt.
Ved disse 30 års svenskekrige udsattes civilbefolkningen for grusomheder, nød, død og ødelæggelse, uset i mands minde.
Da Karl 10. Gustaf 23. okt. 1657 opslog sit hovedkvarter i Kolding fortsatte svenskerne en brandbeskatning af befolkningen, som var indledt i de tidligere svenskekrige. Det var især den sydlige del af Jylland, Koldinghus, Haderslev og Riberhus Len - Nordslesvig - der led under de voldsomme krigshandlinger.
Der var polske tropper, som ”hjalp” imod svenskerne, samtidig med at de hærgede og plyndrede i Koldinghus området. Ikke nok med det, de spredte også en dødelig plettyfus. Det fortælles i beretninger herom, at almuen døde i tusindvis, flere lå så længe, at de måtte samles op med greb, præsterne i Kolding og omegn kunne ikke følge med til at få begravet de mange døde. Især er situationen i Vonsild Sogn velbeskrevet p. gr. af en lokal præst, som førte en overordentlig omhyggelig kirkebog, især bemærkelsesværdig med en omfattende samling af levnedsbeskrivelser.
En analyse af kirkebøgernes afdøde i tidsrummet 1685-1707 viser, at kun omkring en fjerdedel var fra sognet og den nærmeste omegn, resten tilflyttere til det krigshærgede område.[1] Man kan ud fra præstens, pastor Johannes Rüdes optegnelser fra 1659 se, at indbyggerne i Vonsild var fordrevne, hvis de ikke var slået ihjel eller døde af pest. De overlevende søgte asyl i Kolding, hvor Rüde dette år forrettede sine første kirkelige handlinger i sognet. Man kan forestille sig, uden at vide det præcist og dokumenterbart, at situationen har været tilsvarende i Skanderup Sogn.
 
For Skanderup Sogn starter kirkebogsoptegnelserne med ”1. Hovedkirkebog” 1692-1758, altså noget for sent i forhold til de ødelæggende svenskekrige. Og slet ikke ført med de fortællende detaljer, som pastor Rüde har med. Af kirkebogsoptegnelserne for hele landet fremgår det, at Kolding egnen har været ekstraordinært hårdt ramt, medens f. eks. Mors helt har undgået svenskekrigenes rædsler og overgreb. Man kan af kirkebøgerne se, at polakkerne især ophold sig langs Jyllands østkyst og ikke mindst i Kolding og omegn.
Af Anst Herreds Tingbog 1682-83 kan man 20. juli læse i anledning af en proces mod den lokale præst i Veerst for forsømmelighed med betaling af skyld på præstegården, proces mod præsten Niels Pedersen Kragelund: ”… For Niels Pedersen Kragelund mødte studiosus Niels Nielsen Kragelund. Han fremlagde sin faders skriftlige svar: Præstegården ligger ved alfar vej; blev under svenskekrigen ganske spoleret; han fik frataget alt og var forjaget fra hus og hjem i 3 år. Præstegården blev nedbrudt og brændt af polakkerne (som også nedbrændte størsteparten af sognet) … Kong Frederik 3.'s benådningsbrev af 16/3 1661, at præsterne i Anst herred skulle nyde hjælp af Århus, Ålborg og Viborg stifter; men de har aldrig fået en skilling deraf.” Det fremgår yderligere af forskellige tingbogsudskrifter for Anst Herred, at ” Jorden … siden svenskerkrigen (har) ligget øde og udyrket.”[2] Ud over at illustrere kronens, Frederik 3.’s mangelfulde støtte til den hårdt plagede befolkning, viser disse tingbogsudskrifter, at den sidste svenskekrig har efterladt sig markante spor i Anst Herred.
Den plyndring, Jylland var udsat for, og de afgifter, bønderne måtte yde til besættelsesmagten, knækkede en igangværende økonomisk opgangskurve. Efter Kejserkrigen var der store uregelmæssigheder i kronens indtægter fra bønderne i Nordslesvig og handelen med heste og stude gik stærkt tilbage, men hen mod år 1640 synes tingene at være tilbage omkring situationen i 1620. Torstenssonfejden og dens plyndringer førte til en direkte forarmelse af landbefolkningen ikke blot i Nordslesvig, men i store dele af Jylland. I de følgende år begynder der at komme uregelmæssigheder i administrationen, kilderne er mangelfulde - det peger i sig selv på store problemer - og de viser, at landet nu er præget af fattigdom og nedbrændte gårde. Landgilderegisteret (1642-44) vidner om mange forarmede og fattige bønder i Koldinghus området, som ikke kan betale deres landgilde, hvorfor gælden bliver tinglyst på de respektive ejendomme. Der er eksempler på helt op til 1/3 af alle ejendomme, der ikke kan betale landgilde, flere fordi de var øde og afbrændte. Det betød også, at godsejerne ikke fik deres indtægter. Kronen var i Koldinghus Len godsejeren, hvilket ingenlunde betød, at bønderne slap lettere, end de ellers ville have gjort. Selv om kronens fejslagne krigspolitik var ulykkernes årsag.
Frederik 3. gav uagtet ondernes årsag direkte ordre til, at hans fæstebønder skulle betale deres ”contributioner” til kronen. Oven i købet skulle de bedrestillede betale ekstra for de mange, der var ude af stand til at betale. Det medførte naturligvis, at mange gav op og efterlod sig ødegårde, hvor kongen så forgæves måtte søge sine indtægter. Omkring 1650 var også godsejere og købstædernes købmænd ramt af krisen.
Skanderup Kirke blev plyndret under både kejserkrigen 1625-29 og Torstenssonfejden 1643-45. Desuden blev både Drabæks og Rolles Møller afbrændt under de 30 års svenskekrige. Her har lejesoldaternes sold vel været blandt den bedste i sognet, rigeligt med korn, dvs. mad.
Der findes ingen mundtlige beretninger om livet under svenskekrigene. Ud fra de foreliggende (noget sparsomme) kildeudsagn og ved at sammenholde med forholdene i nærtliggende sogne, forekommer det rimeligt at antage, at Skanderup Sogn som de omkringliggende i Koldinghus Len har været hårdt ramt af svenskekrigene. Der kan ikke herske tvivl om, at det har været en forfærdelig tid i sognet, først og fremmest for almuen.
Trediveårskrigen 1618-48 kostede mange millioner mennesker livet. Som i Danmark med svenskekrigene var dødsårsagen dog ikke som på billedet krigen, men snarere sult og sygdom i kombination med landsknægte, hvis sold var plyndring af civilbefolkningen.
Hans Ulrich Franck Der geharnischte Reiter, 1643

Enevælden indføres 1660

Som et resultat af oprustningen i forbindelse med først Christian 4.’s krige, senere svenskekrigene 1657-60 opstod der et stærkt behov for øgede statsindtægter. Der blev i 1660 indkaldt til Stænderforsamling, og her forsøgte adelsstanden at fastholde hævdvundne principper om skattefrihed. Det gav kongen mulighed for sammen med de øvrige stænder, borgerstanden og gejstligheden at indføre enevælden. Den fjerde stand, bønderne var det blevet sædvane at anse for at være tilstrækkeligt repræsenteret gennem godsejerne, dvs. den jordejende adel hovedsageligt. Enevælden indførtes i 1660 som et resultat af de privilegerede stænders (adelens) stædige fastholden af hævdvundne privilegier (først og fremmest skattefriheden) i en situation, der var skabt af kongemagtens fejlslagne udenrigspolitik.[3] Havde Frederik 3. fiasko i udenrigspolitikken, havde han succes indenrigspolitisk, hvor adelen udmanøvreredes i et samspil med borgere og gejstlighed.
Enevælden kunne nu opkræve de skatter, der var så stort et behov for. Man havde tænkt sig at indføre en konsumtions- og en stempelpapirs afgift. Der kunne dog hermed ikke inddrives de nødvendige skatter hurtigt nok. Derfor blev der 05. november 1660 pålagt en kopskat.
Denne skat blev pålagt per hoved på alle over 12 år, beløbsmæssigt gradueret efter skatteevnen. En biskop skulle betale 4 rigsdaler, andre gejstlige, lektorer m. fl. 2 rigsdaler og således videre gradueret nedefter i det sociale hierarki. Der skulle også betales kopskat for hustru og børn over 12 år, hvilket resulterede i et voldsomt lavt tal i registrerede børn i denne aldersklasse.

Rytterdistrikterne

Svenskekrigene demonstrerede et akut behov for effektivisering af det danske militære beredskab. Et af elementerne heri var rytteriet, der som alt andet skulle finansieres. Det naturligste var at lade det direkte underholde gennem krongodsets finansielle ressourcer, dvs. pålæg til de omfattede bønder. 23. april 1670 blev den første Anordning om Rytterdistrikter udstedt for Sjælland, for hele landet 01. august, dog først med forordning fra 05. oktober 1670. I forordningens artikel 2 hedder det: ”Den, som bor paa en Ryttergaard, skal enten selv ride og være Rytter eller og holde for sig en dygtig Karl med tilbehørig Hest, Gevehr og Klæder, som det sig bør, og paa Mønstringen kan for godt agtes".[4]Dette pålæg i rytterdistriktet gjaldt både fæstere og selvejerbønder.
Rytterdistrikterne blev således oprettet efter 1670 i bestræbelserne på at få revanche over Sverige. Af de i alt 12 oprettede rytterdistrikter lå de 3 i Jylland[5]. De oprettedes på krongodserne.

Kolding Rytterdistrikt

Koldinghus Rytterdistrikt oprettedes i 1680 og blev solgt på auktion 1765-67. Her blev en del bønder i bl.a. Anst Herred- og hermed Skanderup Sogn - selvejere, og denne proces fortsatte og førtes til ende med landboreformerne, hvor selvejet helt afløste de tidligere landsbyfællesskaber.
Rytterdistriktet i Kolding havde godser i Elbo, Holmans, Brusk og Jerlev Herreder. I Anst Herred var der kun strøgods[6].

Skanderup Sogn, landsbyvedtægter, lokalt selvstyre, dagligdag

Der er i Skanderup ingen bonde eller præst, som har efterladt sig skrifter, som kunne gøre det muligt for os at følge livet i dagligdagens mangfoldighed, før vi kommer op i nyere tid. Det havde også været dejligt med en eller flere bevarede landsbyvedtægter, selv om udsagnsevnen i den slags kilder som regel er begrænset til specifikt lokale forhold. Og her kun reglerne, hvorfra den daglige praksis kan variere i et uigennemskueligt omfang.
Hvis man ikke skal gå til arkiverne, især Landsarkivet i Viborg, og her foretage et allerede foretaget rekonstruktionsarbejde, så er der i 1938 udkommet Danske Vider og Vedtægter i 5 bind v. Poul Bjerge, T. J. Søegaard og August F. Schmidt.[7]
Resultatet af brugen af dette værk er dog ganske nedslående. Der er ingen vider for nogen dele af Skanderup Sogn. Heller ikke for lokaliteter inden for Anst Herred. Fra tiden under Koldinghus Amt, dvs. 1662-1783 er der vider fra Børkop i Holmans Herred 1723, Skærup samme herred 1756, Eltang Brusk Herred 1667 og Almind samme herred 1709. Der er noget - men ret pauvert - fra Ribe Amt: kun vider og vedtægter fra Ribe, Varde, Henne i Vester Horne Herred og Sønderhoe Fanø, Skads Herred.
Det vil være meningsløst at bruge dette materiale til andet end en generel karakteristik af indholdet af landsbyvedtægter og vider.
Det må formodes, at generelt har landsbyvedtægterne for landsbyerne i Skanderup Sogn nok haft et nogenlunde tilsvarende indhold som de geografisk nærtliggende landsbyer, som her skal refereres.
Viderne fra Kolding Amt, Holmans og Brusk Herreder er divergerende i indhold, men kan refereres for indhold mht. hovedtræk.
Børkop i Holmans Herred fra 1723, refereret fra retssag, nedfældet i Koldinghus birketingbog for den 15. januar 1737, har 15 paragraffer, der omhandler indhegning med grøft og gærde af egen grund og ager, ved aktiviteter skal der tages hensyn til ikke at skade ”anden mands sæd”, forskellige regler om ikke uden tilladelse at inddrage fælles jord til dyrkning eller kvæghold,respekt for andres gærder, der er mødepligt til grandestævner (fællesmøder), der skal udvises respekt for flertalsafgørelser, videfogedens påbud skal følges, og han må ikke udsættes for skældsord o.l.
Ved dødsfald er der regler for ligfølge og fortæring af øl, brændevin m.v., der gives bøder for ukvemsord, banden o.l. ad grande- eller videfogeden[8], når han udpanter for brud på vedtægterne.
Alt i Børkop med nøje angivelse af bødetakster til kongen og til landsbyen.
Skærup i Holmans Herred fra 1756.
Vedtægterne er ufuldstændige, i 20 paragraffer, hvor de første 8 mangler.
Der er regler for anbringelse af kreaturer efter høst på en kornvang, regler for antallet af kreaturer på fællesarealer, hvor gårdene skal medregne tilhørende husmands- og boelssteder,
husmænd skal betale ekstra per høved til lodsejerne, da det er dem, der har udgifter til markgærderne.
For at forebygge ”svig ved græsningen” skal alle fællesgræssende høveder, heste, svin m.v. brændemærkes, brændejernenes gåen på skift er anført nøje med navns nævnelse, husmænd får brændt via lodsejer, og der skal være nøje kontrol med, om der kommer fremmede kreaturer på græsning. Det anføres nøje, hvilke dyr med anført alder, hvilket antal, der må være på angivne ottinger, der er opmålt ved sidste landmåling.
Også her angives nøje bødetakster, øjensynligt kun til landsbyen. Det bemærkelsesværdige her er takster og begrundelser for husmænd og bol.[9]
Eltang, Brusk Herred, domsafgørelse o. vedtægter fra 1667 og Almind, samme herred 1709, videbrev for Kolding Hospitals bønder i 29 paragraffer.
Sagen fra Eltang er efter Brask Herreds tingbog for den 27. juli 1667. Her refereres i retssagen ”videbref, som grander och nabuor i Eltang hafver giort år 1648 den 28. mai”. Det er kun de 2 indledende paragraffer i den her så ældst kendte vide. Den omhandler en art social udligning, de velhavende skal give til de mindre velhavende.
Og - lidt bemærkelsesværdigt - at en lodsejer kan blive pålagt at give ½ tønde øl, såfremt hans hustru ikke deltager i mødet.[10]
Almind Herreds videbrev i 29 paragraffer er først og fremmest bemærkelsesværdigt ved de også her nøje specificerede bødetakster, og at de stort set konsekvent skal gives med halvdelen til landsbyen og halvdelen til ”de fattige”.
Paragrafferne omhandler indhegning, nøje regulering af dyreholdets græsning, ingen færdsel på tilpløjede og -såede agre, alle skal deltage i den fælles høstning,
regulering for at holde hest, som ” … kand springe vore hopper…”, små kræ (gæs, svin m.v.) skal vogtes, så de ikke gør skade.
Der er flere paragraffer, der i detaljer beskriver skader og bøder i forbindelse med dyrehold, hvis karle eller sønner gør skade på andre lodsejeres jord, er det husbonden, der er ansvarlig og betaler bøder, forbud mod at fremmede graver tørv eller slår lyng på fælleden, ingen må slå græs på fælleden, regler for, at man skal hjælpe grandfogeden med at inddrive bøder, der må ikke bruges ukvemsord over for denne, man skal lukke gærder mv. efter sig.
Alle regler skal meddeles til alle af grandefogeden.
Det bestemmes endelig i § 27, at ” Alle de bøder, som efter dette videbref kand forefalde, måe ingenlunde bruges til drik og fylderier, men skal, når de fattiges først er frataget, anvendes til byens nytte eller og uddeles til enhver lodseiere efter hans gårds hartkorn.”
I vedtægterne for Sønderhoe er det lidt andre men også her helt dagligdags og meget praktiske ting, der sættes regler op for i 19 paragraffer. De første tre omhandler,
hvorledes og hvornår man høster tang,
en om fælles fragt,
en om kørsel med vogne,
en om færdsel på dyrkede marker, der medfører skader på afgrøderne,
en om vedligeholdelse af alfarveje,
en om tyring af kreaturer, så de ikke gør skade på de fælles marker m.v.
Alt med nøje opregning af bødetakster for begåede forseelser eller svigt i forhold til de fælles pligter.
 
Alt viser selvfølgelig noget om dagen og vejen i tiden.
Men altså desværre er der intet helt lokalt fra Skanderup Sogn.
Der kan derfor kun siges noget helt generelt ud fra de tilgængelige vider og vedtægter fra Koldinghus og Ribe Amt.
Man kan måske antage, at det geografisk nærtliggende Skanderup Sogn har haft ca. tilsvarende regler for dagliglivet i 16-1700-tallets landsbyer.
Det ligger under alle omstændigheder fast, at den enevældige administration fra 1660 fortsat overlod ganske meget selvstyre til landsbyerne, hvor de fleste gårde, hoveparten fæstere, nogle ganske få selvejere, befandt sig. Uden for fællesskabet var der også nogle ganske få enkeltgårde - som med landboreformerne blev den helt dominerende driftsform, også for gårdene, placeret i de gamle landsbyers dyrkningsfællesskab. Der var ingen lovgivning om dette lokale fællesskab. I Danske Lov fra 1683[11] forudsattes landsbyvedtægternes eksistens, men der blev ikke i loven givet regler for fællesskabet.
Sammenfattende kan man vel sige, at det landsbyfællesskab, som med landboreformerne afløstes af en meget mere individualiseret bondestand, havde en lang række regler, som vel afspejler de problemer, der var forbundet med fællesskabet.

 

Landsbyfællesskabets regler, sammenfatning

I det daglige arbejde med jord og husdyrhold skulle der således tages hensyn til fællesskabets regler, både mht. dyrehold og markdrift. Den fælles arbejdsproces i dyrkningen af jorden krævede ligelig deltagelse, fordeling af de fælles goder / fælles arealer skulle sikres mod misbrug, der skulle udvises hensyn i arbejdsprocessen, respekt for arbejdet med dyrkningen af jorden, så man ikke ødelagde andres arbejde med at så og pløje. Desuden også regler for dyreholdets udsætning på de dyrkede vange eller fællesarealer. Der har her formentlig været tale om gardering mod misbrug og sikring af, at gødningen fra kreaturholdet indgik i det kredsløb, som den til kreaturerne benyttede vang også skulle have gavn af.
Man kan måske udlæse, at sognets forskellige landsbyer også havde regler mod andre landsbybeboeres misbrug af de sikkert noget lukkede landsbyfællesskaber. Man kan meget vel forestille sig, at landsbyfællesskabet i Skanderup med de fleste gårde og således også de største fællesarealer, har haft regler, der skulle forhindre misbrug fra de omkringliggende, mindre landsbyfællesskaber.
Man kan måske også udlæse, at dødsfald var en af lejlighederne til lidt fest og indtagelse af øl og brændevin, som der så også blev givet regler for m.h.p. at undgå potentielle misbrugere.
Om der også i Skanderup har været regler for, at gårdejernes ægtefæller, kvinderne skulle deltage i grandestævner, får stå hen som et åbent spørgsmål.
Landsbyfællesskabet i Skanderup har ind i 1600-tallet været nabo en adelig sædegård, Skanderupgaard, indtil en gang før 1660, hvor det af Nygårds Sedler fremgår, at Skanderupgaard nu er en bondegård under Koldinghus Len, ejet af Mogens Krag til Kaas.[12]
I 1600-tallet må Skanderupgaard anses for også efter sædegårdstiden at have været ejet en del af tiden af en adelig og derfor næppe en del af det landsbyfællesskab, som har været underlagt vider og vedtægter i stil med de her refererede.
Der var i Skanderup desuden 3 selvejergårde, Mariegaard, Helenesminde og den gård, som senere blev til Wissingsminde. Hvordan landsbyfællesskabet har forholdt sig til disse selvejerbønder, har vi ingen efterretninger om. Men det fremgår tydeligt af de tilgængelige kilder, at regimentskriveren på Koldinghus (og hermed kongen, statsmagten) har haft et noget anstrengt forhold til selvejerbønder i almindelighed. Og at han så rigeligt sørgede for at disse bønder blev beskattet særskilt hårdt.[13]

Det lokale landsbyfællesskab

Iflg. historikeren E. Arup var landsbyfællesskabet oprindeligt et plovfællesskab nødvendiggjort med hjulploven[14], der kom til Danmark i 1100-tallet, sammen med trevangsbruget.
Ved undersøgelser af landsbyfællesskaber benytter man de ret pålidelige oplysninger om landsbyfællesskabet og dyrkningsforholdene inden for dette, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688[15].
Hjulplov. kalkmaleri i Hald Kirke.
Landbrugssamfundets bosættelses- og dyrkningsformer fra middelalderen indtil landboreformerne:
  • Enestegårde lå for sig selv uden for landsbyerne og var ikke en del af dyrkningsfællesskabet.
  • Enkeltgårde lå også for sig selv, men var underlagt en landsbys dyrkningsfællesskab.
  • Selvejergårde udgjorde med 1688 matriklens udformning ca. 2 % af de eksisterende gårde. Selvejerbønderne fandtes især omkring hertugdømmerne og i nærheden af kongelige borge. Altså to faktorer, som skulle fremme selvejet i Skanderup Sogn.
  • Fæstebrug, dyrket af fæstere, bønder der lejede jorden hos konge, kirke eller den adelige godsejer udgjorde langt hovedparten af gårdene. Der kan anføres mange grunde til at fæstebønder efterhånden afløste selvejere: især selvejerbønderne blev pålagt ekstraskatter og afgifter, helt op til det dobbelte, selvejet mistedes som regel også som konsekvens af bondeoprør. I realiteten var det kun de største gårde, der havde råd til at forblive i selveje.
  • Dyrkningsfællesskabet. Jord- og dyrkningsfællesskabet i Skanderup Sogn omfattede fæste- og selvejergårde. Praktiske forhold medførte en omfattende fælles regulering, bl.a. i forbindelse med hegn og gærder og andre større arbejder, ligesom justering og omfordeling af de tilmålte ressourcer, betegnet rebning og omrebning, skete inden for jordfællesskabets rammer. Uden for fællesskabet lå tofterne, der var indhegnede, mindre jordstykker ved de enkelte gårde, samt anden særjord, ofte betegnet enemærker eller løkker.[16]
Trevangsbruget har tre vange med treårig rotation, den dyrkede jord (rug, byg, udyrket fælled, hvor kvæget kunne gå) + overdrev. Markbøger fra 1683 synes at vise, at i Jylland modsat Sjælland og øerne havde 3-4 år før skifte. Skyldes muligvis, at man ikke havde hegn om vangene i Jylland.
Agerjordens vange deltes i åse, der deltes i agre. Hver gård havde en ager i hver ås.
I Nordvestjylland er der en variant, som kaldes Limfjordssystemet. Man kan her skelne mellem forskellige former for mere eller mindre trevangsbrug og alsædebruget, der i reglen var forbundet med store græsningsarealer og et betydeligt kvæghold, idet den intensive udnyttelse af jorden krævede megen staldgødning. Alsædebruget er ofte blevet betragtet som det ældste af dyrkningssystemerne.
Med Limfjordssystemet er der tale om en underlig blanding af dyrkningssystemerne, nemlig alsædebrug, græsmarksbrug uden tægter og græsmarksbrug med tægter. Tægter er vange, blot ikke indhegnede.[17]
I store dele af Jylland, herunder Anst Herred, havde man som variant til trevangsbruget sædeskifter, hvor hver vang / tægt dyrkedes 3, 4, undertiden i 5 år. Men det betød så også, at hvilejorden fik mere end et hvileår. Hvileåret var ganske nødvendigt, da der ofte var mangel på gødning, ikke mindst fordi dyreholdet antalsmæssigt var langt mindre, end det blev i løbet af 1800-tallet med selvejerbrug og forbedret teknologi.
Med Chr. 5.’s matrikel fra 1688 fik man opmålt og overblik over antal landsbyer, gårdene og fordelingen på herreder og de nyoprettede amter. I Koldinghus Amt var der relativt mange, 230, landsbyer i 1682.
I landsbyerne, også i Skanderup Sogn, lå hver gård på tofte af varierende størrelser. Toften indeholdt bygninger, kål-, abildgård m.v., og toftens størrelse var efter landskabslovenes bestemmelser retningsgivende for gårdens andel af bymarken
Til bestemmelse af de enkelte landsbyer er der i TC's sognehistorie benyttet matrikelkort og -ansættelser 1688, 1844, 1883 og enkelte andre kort. Desuden fotokopier af skøder m.v. samt et ret righoldigt fotografisk materiale.[18]
I sognehistorien benyttes til bestemmelse af sognets gårde en ”gammel” og en ”ny matrikel”.
Den gamle matrikel er Christian 5.’s 1688-matrikel.[19] Selv om denne matrikel i forhold til 1662-64, Landgilde- og Amtsstuematriklen[20] var overordentlig grundig og levede op til statsmagtens behov for at få et præcist grundlag for beskatningen, blev det med landboreformerne og udskiftningen i slutningen af 1700-, begyndelsen af 1800-tallet, hvor der massivt blev inddraget overdrev og krat i de enkelte landsbyer samtidig med udskiftningen, nødvendigt med en ”ny matrikel”, som først var afsluttet i 1844. Den nye matrikel havde også mere graduerede bonitetsbestemmelser end 1688-matriklen.
En oversigt over de to matrikler for sognets enkelte gårde finder man under Miljøministeriet, Geodatastyrelsen.[21]
Man kan benytte de to matrikler til at sammenligne landsbyernes hartkornstørrelser i landsbyernes gårde før og efter udskiftningen.
Matriklerne havde privilegerede (skattefri) og uprivilegerede ansættelser. Der var en hovedinddeling i ager- og eng- samt skovskyld. Disse blev igen opgjort i tønder (tdr.), skæpper (sk), fjerdingkar (fk) og album (alb).[22]

Sognets hartkornsopgørelser i 1688 og 1844

I Hartkorns Extract for Anst Herred finder man Skanderup Sogn fordelt således: Nagbølle og Dollerup Byer samt Drabæks Mølle s 136ff, Lunderskov og Gielballe Byer, s, 140ff, Skanderup Bye, s. 147ff. Her finder man det gamle hartkorn (1688) og det nye (1844) fordelt på gårde og byer. Man kan her først og fremmest se, hvilken ændring i hartkorn, udskiftningen og landboreformerne medførte.
Skanderup Sogns samlede hartkorn[23]
Gammel matrikel
Gl. %
Byerne
Ny %
Ny Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
59
2
2
115/16
25
Nagbølle og Dollerup, Drabæks Mølle
29,3
 
 
107
7
  
13/4
82
85
5
2
2½
36
Lunderskov, Gjelballe
33,2
121
5
3
1/4
43
94
4
1
3/10
39
Skanderup
37,0
135
4
1
2½
44
239
4
2
13/4
100
Hele sognet
100
365
1
1
1½
53
 
Det fremgår tydeligt, uanset om synsvinklen lægges på byernes % andele i hartkornsforøgelsen mellem 1688 og 1844 eller deres procentuelle vækst, at der var tale om en forøgelse af hartkornet i sognet (52,7 %). Det fremgår lige så markant tydeligt, at hartkornsforøgelsen især skete i Nagbøl og Dollerup med Drabæks Mølle. Drabæks Mølle er opført under Dollerup, har matr. nr. 13. Der var her tale om en forøgelse fra 2 tdr., 5 sk, 3 fk, 2½ alb. til 8,6,3,2½, dvs. en vækst på 241 %, langt over hartkornsforøgelsen i selv dette vækstområde. Også Rolles Mølle, matr. nr. 10, under Lunderskov by forøgede sit hartkorn betydeligt, fra 3,4,2,2½ til 9,5,2,1½., dvs. 178 %. Rolles Mølle havde både før og efter hartkornsforøgelsen større hartkorn end Drabæks Mølle. Selv om Rolles Mølle har bidraget til hartkornsforøgelsen i Lunderskov, Gjelballe fra gammel til ny matrikel, så er det stadig helt klart i Nagbølle, Dollerup med Drabæks Mølle, hartkornsforøgelsen sker.
Sognets landsbyer, matrikelstørrelser fra 1688 indtil 1844 matriklen
Det er ikke her hensigten at lave en fremstilling, hvor man kan følge de enkelte gårde og deres ejere. Her må man gå til Thomas Christensen, Skanderup Sogns Historie.
Derimod er det hensigten at få et overblik over, hvorledes de enkelte brug, matrikler udviklede sig mellem den gamle og den nye matrikel, dvs. hvilken betydning landboreformerne fik for den gamle jordfordeling efter tofternes størrelse. Om muligt også, om der kan konstateres afvigende forhold for de ret få selvejere.
Ikke alle matrikler vil blive medtaget, i princippet kun de mest illustrative for udviklingen. Som hovedregel er matrikler under 1 tdr. undladt, hvis de ikke er skønnet vigtige til beskrivelse af en tendens i udviklingen.
I alt er der i sognet med den nye 1844 matrikel 169 matrikler. Heraf er der 19 nye matrikler.
Nagbølle Bye i 7 her udvalgte matrikler af 8, ingen nye.
I Nagbøl har de mindste matrikler her den største hartkornsvækst fra 1688 til 1844, de to største matrikler har henholdsvis en relativ lav og en relativ høj vækst %. Det er matrikel nr. 3, Nagbølgaard, der har den 3. største vækst % i Nagbøl. Se appendiks 2.
Gammel matrikel
Matr.nr.
Gård
Ny Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
7
  
3
1
1
Præstegård
9
4
1
23/4
34
9
6
1
23/8
3
Nagbølgaard
17
5
1
  
82
4
2
2
2
4
  
6
6
    
56
3
4
1
1
5
  
3
7
3
1
9
4
2
2
2
6
  
7
1
2
  
67
1
6
3
1
7
  
3
4
3
1½
110
 
4
2
2
8
  
1
  
2
2
142
 
Dollerup Bye i 11 her udvalgte matrikler af 14, 3 nye matrikler, 15,16, 18B.
I Dollerup er den absolutte højdespringer i hartkornsforøgelsen Drabæks Mølle tæt fulgt af matrikel 17, et af de mindste brug. Væksten for de større brug ligger under gennemsnittet.
Gammel matrikel
Matr.nr.
Gård
Ny Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
9
    
1/4
9
  
13
7
1
1/4
54
3
1
3
3/4
10
  
6
1
3
2
93
5
5
  
23/8
11A
  
9
2
1
1/4
64
 
2
3
1
11C
    
4
1
1/4
51
3
4
1
7/8
12
  
5
3
3
23/4
55
2
5
3
217/24
13
Drabæks Mølle
8
6
3
23/4
233
1
5
1
1
14
  
2
4
3
23/4
57
       
15
  
2
4
3
3/4
100
       
16
  
1
7
3
1/4
100
 
1
1
2
17
    
5
1
21/4
276
 
2
3
1/8
18A
    
5
1
13/4
95
 

Skanderup Bye i 19 her udvalgte matrikler af 59. 5 nye matrikler, 1, 20-24.

Den største vækst i Skanderup med udskiftningen var de nye matrikler, som ikke eksisterede før 1844 matriklen. De største gårde, matriklerne 6-7, 8, 9 og 12, fordelte sig med en sammenlægning af matrikler til Wissingsminde, der hermed voksede betydeligt i forhold til før udskiftningen, og den største fremgang i øvrigt for matrikel 9 (Skanderup Nørgaard) og 12 (Skanderupgaard, den tidligere sædegård) med henholdsvis 75 og 37 %.. Se Appendiks 2.

 

Gammel matrikel

Matr.nr.

Gård

Ny Matrikel

% vækst

Tdr

Sk

Fk

Alb

Tdr

Sk

Fk

Alb
       

1[24]

Skolelærerjord

  

6

2

1½

100

1

5

2

  

2a og b

Præstejord

2

3

  

2

46
 

2

2

½

3a

Mariegaard

  

3

1

½

30

7

1

1

1½

4a

7

3

1

1

3

2

4

  

2

5

Buchs Gaard

3

6

3

1

53

15

4

3

3/5

6

Wissingsminde

12

1

3

1

-22
       

7a

8

1

1

1½

100

10

5

1

2

8a

Grønvanggaard

13

3

2

½

26

10

7

1

1

9a

Sk. Nørgaard

19

  

3

½

75

3

7

3

½

10a

Ejersminde

4

2

1

½

8

2

5

  

1½

10b

Jægerspris

4

5

2

23/4

79

3

2

  

1

11a

Langagergaard

5

7

0

2

81

2

  

1

2½

11b

Koløkkegaard

1

7

    

-9

10

5

3

1

12a

Skanderupgaard

14

5

  

2

37

4

2

  

2

13a

Helenesminde

4

4

1

1½

6

4

5

1

2½

14a

Harbogården

7

6

1

11/4

66

1

6

  

25/16

14b

Hagstedgaard

1

2

1

11/4

-27

2

1

  

1½

14c

1

5

2

1

-21

1

5

  

9/10

16a

Damkjærgaard

3

2

3

2½

106

2

5

1

½

17

Rørkjærgaard

4

  

2

½

53
 
Lunderskov Bye i 13 her udvalgte matrikler af 32, 5 nye matrikler.
I Lunderskov er højdespringeren i vækst af hartkorn klart Rolles Mølle. Ellers sker hartkornsforøgelsen i de mindre brug, herunder også med den nye matrikels nyoprettede.
Gammel matrikel
Matr.nr.
Gård
Ny Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
       
1
  
1
1
2
½
100
3
1
2
1
2a
  
4
2
1
23/4
35
2
3
  
15/24
2b
  
2
3
1
1/4
-1
4
2
2
2½
3a
  
4
4
1
13/4
5
2
6
1
1½
4a
  
3
6
2
21/4
37
2
3
  
3/4
4b
  
3
  
2
2
29
5
3
1
17/8
5
  
7
1
  
11/4
32
1
6
1
27/8
6
  
2
6
3
11/4
59
1
4
  
11/4
7
  
1
6
1
3/4
18
 
6
3
23/16
8
  
1
7
1
2
122
       
9
  
1
1
  
1/4
100
3
4
2
2
10
Rolles Mølle
9
5
2
1½
171
 
5
3
21/4
11a
  
1
    
2
38
Gielballe Bye i 14 matrikler af 56, 8 nye matrikler.
Der er ingen decideret store hartkorn (o. eller over 10, gns. er o. 5 tdr.). Ud over at den samlede hartkornstilvækst i Gielballe og Lunderskov er sognets laveste, så er fordelingen i Gielballe overordentlig jævn. Matr. 29A bliver landsbyens største og har den største vækst på 53 %.
Gammel matrikel
Matr.nr.
Gård
Ny Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
5
3
1
11/4
20a
  
6
3
2
3/4
18
 
6
3
13/4
20b
    
5
2
  
-20
5
  
1
1/4
21a
  
6
6
3
2
36
2
1
  
2
22a
  
3
2
  
1
52
3
    
11/3
23a
  
3
3
2
2
15
3
1
2
13/4
24
  
3
6
3
2
21
1
5
1
22/3
25
  
2
1
  
1
27
2
6
3
3/5
26
  
3
2
2
13/4
17
2
3
3
½
27a
  
2
4
2
13/4
6
5
  
3
21/4
28
  
7
1
  
1/4
39
4
6
2
1½
29a
  
7
3
  
3/4
53
2
6
2
2
30a
  
4
    
11/4
42
2
1
    
30b
  
2
5
2
11/4
27
2
6
2
1½
32
  
3
1
1
13/4
12
                         
 
Der forekommer ikke at være belæg for mere vidtgående konklusioner omkring jordfordelingen før og efter landboreformerne, fra den gamle til den nye matrikel.
1) De største hartkornsforøgelser skete på sognets 2 møller, Drabæks og Rolles Mølle. Desuden 2) forøgelser på en række mindre matrikler. 3) Kun i mindre grad hartkornsforøgelser på de større matrikler, herunder selvejernes.
Ud over dyrkningsfællesskabet og fæstesystemet var det et problem for bønderne, at godsejerne var pålagt at udpege soldater til 6 års tjeneste ved ordningen med permanent soldaterudskrivning fra 1701 (landmilitsen). Bønderne blev boende, men skulle bruge sparsom fritid til eksercits, prygl og at være udsatte for faren for krig, svenskekrigene. Desuden fra 1733 stavnsbindingen, der efterhånden kom til at gælde alderen 4-40 år med binding til det gods, hvor man var født.

Krongods i Koldinghus Len

I Koldinghus Len havde Frederik 2. i 1578—79 ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel samlet alt gods i Anst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev Herreder under kronen.
Der var i denne proces klager fra bønderne over, at gårdene i samme by ofte var ulige store, og over for stor ulighed i byrdernes fordeling, dvs. de skatter og afgifter, bønderne - både fæstere og de få selvejere, 324 i Koldinghus Len i 1614[25] - skulle betale.
Man kan ud fra kilderne[26] se, at bymarken var delt i marker, Skanderup i 2, Sønder- og Nørremark, Gjelballe i 4, alle verdenshjørnerne. Man kan i modelbogen se, at Skanderups 2 marker var delt i 8 indtægter[27], Gjelballes i 10, de øvrige af sognets landsbyer i 9 indtægter.
Under denne inddeling var der så agre, smalle strimler jord, som lå fordelt mellem landsbyens gårde, således at hver gård fik en nogenlunde andel af god og dårligere dyrkningsjord.
Iflg. 1688 matriklen var der i Anst Herred 314 gårde, heraf 11 enestegårde.[28] De 314 gårde havde 1504,02 tdr. hartkorn, dvs. gennemsnitsstørrelsen var 4,8 tdr. hartkorn. Hertil kom 55 huse med jord, 5 huse uden jord. Der var 1552,65 tdr. hartkorn i alt inkl. huse med jord.[29] Skanderup og Hjarup, 2 af de største byer i og omkring Skanderup Sogn havde hver 94 tdr. hartkorn. Man kan heraf udlede, hvis der har været 17-18 gårde i Skanderup o. 1688, at gennemsnitstørrelsen har været o. 5 tdr. hartkorn, lidt over herredsgennemsnittet.
Skovene i Anst Herred kunne se ud til ofte at have været rebede, delt mellem bønderne, hvilket i Koldinghus Lens regnskaber har medført adskillige udsagn om forskelle i gårdenes skovpart.
Køb og salg af krongods i sognet 1535-1765[30]
Man kan i de af Rigsarkivet udgivne dokumenter identificere navne på købere af og deres tilgodehavender i forhold til kronen. Men mht. de anførte jorder i sagens natur desværre først fra 1662 matrikelbetegnelser. Og gennemgående er det stort set umuligt at identificere de anførte handlers placering mht. toft eller i landsbyfællesskabet. Der er oplysninger, om det er gårde, bol eller anden jord, om der er tale om specielle ydelser i form af tiende o.l.
Alt i alt er det derfor stort set umuligt at bruge oplysningerne til andet end at placere transaktionerne landsbyvis og hvem, der handler med kronen med hvad, men ellers ikke nærmere beskrevet.
Et interessant aspekt ved de i Skanderup Sogn handlede jorder er, at der er flere kirker involveret på forskellig vis. Selvfølgelig Skanderup Kirke.
23. marts 1579 får Kierstine Ulfeldt til Vranderup[31] bl.a. en gård i Gielballe, hvor der er jord, hvoraf der svares landgilde[32] til Skanderup Kirke. Og ”… i Nagbøl 1 G(ård). og 1 Kirkejord, der bruges til Gaarden”. Desuden en gård i Skanderup, hvor der svares landgilde til Kolding Kirke. Senere, i 1580, mageskiftede K. Ulfeldt hovedgården i Seest til kronen. 16. juli 1579 får ”Peder Rantzov til Vamdrup[33] … i Skanderup 3 G(årde). for Jord og en Toft, som tilhører Andst og Skanderup kirker. 22. marts 1580 afstår Kirstine Ulfeldt ”… Jord, som bruges til den ene Gaard (i Skanderup), men hører til Kolding Kirke. Oberst Ditlev Brochtorph overtog i 1698 4 kirkejorder i Skanderup og i 1699 ”1 stk. Kirkeskov i Lyng Sønden for Skanderup Kirke”.
Man vil bemærke, at der i sognet i byerne Skanderup, Nagbøl og Gjelballe, var kirkejord, som tilhørte især Skanderup men også Andst og Kolding Kirker.
Desuden er det lidt bemærkelsesværdigt, at man 13. dec. 1664 kan se, at Fredericia Skoles betjente og en del af rektors løn finansieres af ”2 gode Kirketiender fra Skanderup S …”. Kirkeværgerne og kapitlet ved Ribe Domkirke får i 1554 og afhænder i 1578 gårde i Dollerup, Skanderup og Lunderskov.
Ud over kirken er der enkeltstående transaktioner, som er interessante i forhold til sognets historie.
22. dec. 1578 får Christoffer Lindenov til Valbygaard ved Slagelse ” 1 Mølle, kaldet Drabecks Mølle”. Det er første gang Drabæks Mølle optræder i en skriftlig kilde.
Man kan 1604, 24. febr. se, at ”Casper Marckdanner til Siøgaard får gårde på Fyn for gårde i Dollerup og Lunderskov” (Bd. 1, s. 342).
Det er også interessant, at en velhavende dame som Magdalene Banner, Krabbesholm i Skive 24. juli 1573 sælger ”… i Ansted H(erred), Skanderup S(ogn) og By 1 G(ård)”,(Bd 1 s. 135). Magdalene Banner var gift med Iver Krabbe til Østergaard i Salling, som startede byggeriet af Krabbesholm. Magdalene Banner fuldførte det smukke, sengotiske byggeri.

Selvejerbønder i Skanderup Sogn

En række skøder og overdragelser viser, at der i Nagbøl, Dollerup og Skanderup, især Nagbøl, var selvejerbønder i 1600-tallet i Koldinghus Rytteridistrikt, nøje gennemgået i Hans Knudsen i Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924). Thomas Christensen har skrevet en artikel herom, hvor Hans Knudsens undersøgelser benyttes.
Forskellen på en fæster og en selvejerbonde har været minimal. I stedet for den indfæstning[34], som fæsterne skulle betale, skulle selvejerbonden svare ’husbondhold’[35].
Skanderup Sogn hørte under Koldinghus Len og Amt indtil 1793 og hermed også Koldinghus Rytterdistrikt i en stor del af perioden. Konkret manifesterede det sig i Skanderup positivt med en fra 1725.
Mere blandet var den beskatningsmæssige konsekvens af at høre under rytterdistriktet. Ved 1664 matrikuleringen blev alle gårde ansat til hartkorn[36] som standardiseret mål. 8 tdr. hartkorn skulle nu svare en rytter med fuld udrustning til de i 1670 oprettede rytterdistriktet. Bønderne kunne selv afgøre, om de ville ride for gården, eller om de ville betale for den rytter, der skulle stilles. Under alle omstændigheder var det en fast udgift, som var pålagt alle gårde for hver 8 tdr. hartkorn. Der skulle altså knap og nap 2 gårde af gennemsnitstørrelse til at svare den krævede rytter til rytterdistriktet.
Med den skånske krig 1675-79 forsøgte den danske Christian V at tilbageerobre Skåne, Halland og Blekinge, som var blevet tabt ved Roskildefreden i 1658, men forgæves. Frankrig ønskede ingen ændringer. Det eneste resultat af krigen blev derfor store militære udgifter, som også fik konsekvenser for tilstanden i Koldinghus Ryttergods. Der var nu næsten ingen bønder, der ønskede at ride for rytterdistriktets gårde, og i 1680 skiltes rytter og bonde helt.[37]
Ud fra sessionsprotokoller for det 2. jyske Regiment, dvs. Kolding Rytterdistrikts godser er der mulighed for ret detaljeret at undersøge forholdene for både fæstere og selvejere. Man kan især få indblik i forholdene for selvejerne, fordi disse var en torn i øjet på de forskellige regimentskrivere på Koldinghus, da selvejerbønderne (med rette) klagede over manglende hensyntagen til deres rettigheder, når de blev beskattet af rytterdistriktet.
Især ophidsede de en regimentskriver Søren Blanchsted, som i 1690’erne klagede over, at selvejerbønderne ødelagde beskatningsgrundlaget af deres jorder ved at bortsælge jorden. Desuden irriterede det også Blanchsted, at selvejerne havde husmandshold, som de plyndrede med så mange afgifter, at husmændene ikke kunne betale noget til kongen, dvs. til rytterdistriktet. Denne skattefrihed for selvejerbøndernes husmænd fik Blanchsted i 1690 afskaffet, kan man se af hans optegnelser.[38]

Selveje og fæste

Efter Grevens Fejde, i 1536, var en hel del selvejerbønder blevet gjort til fæstere, således at selvejerbøndernes antal nu var o. 10 %. Dette antal faldt ret markant i årene herefter.
Generelt må man nok også sige, at det ikke har været stort bedre at være blandt de ca. 2 % selvejere i slutningen af 1600-tallet end at have været fæstebonde. Skredet til det bedre, og her først og fremmest for de lidt større bondebrug, gårdejerne, skete først med landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet.
Fra 1200-tallet var de største jordejere / godsejere skattefri. Alle andre blev alle pålagt at betale leding, dvs. en skat til krigsførelse foruden arbejde (inne) og underhold til kongemagten ved rejser (ægt) og stud (havreskat) fra tidligere tid.[39]
Uanset om bonden var fæster eller selvejende, skulle der svares enten landgilde (fæstebønderne) eller husbondhold (selvejerne), ægt (forplejningsforpligtigelser i forbindelse med rejser, foretaget af kongen eller hans embedsmænd), inne og fæstebøndernes hoveri, selvejerbønderne desuden bondeskyld[40].
Selvejerbønderne forsøgte at reducere deres andel af disse afgifter i forhold til fæsterne. Desuden forsøgte de som nævnt at opretholde over for kronen deres andel af skatter fra husmændene. Blanchsted gjorde en stor og stort set med held kronet indsats for at reducere disse selvejerfordele.
Blanchsted blev i 1694 arresteret, fordi han ikke ”… kunde faa sine Regnskaber i Orden”. Hans to efterfølgere blev arresteret af samme grund. Spørgsmålet er nok, om skylden for disse regimentsskriveres sørgelige skæbne ikke snarest har ligget i ryttergodsets slette tilstand som et resultat af svenskekrigene. Derfor nok også den hårde fremfærd mod de påholdende selvejerbønder.
I Koldinghus Len var der 324 selvejerbønder i 1614 iflg. Hans Knudsen. I Skanderup Sogn kunne det se ud til, at der har været 8 selvejerbønder i 1690. I selve Skanderup var der 3 selvejere (nr. 2), Helenesminde (nr. 3) og nr. 1, der senere blev lagt ind under Wissingsminde[42]. Tiende indføres i 1100-tallet af kong Niels, vist i realiteten af Knud d. Hellige (1080-86). Som navnet siger, udgjorde denne kirkeskat en tiendedel af de skattepligtiges, dvs. bøndernes afgrøde.
Tienden kan groft inddeles i 3 dele: 1) til byggeri af kirkerne, 2) til præsternes underhold og 3) til biskopperne. Især den sidste del var forhadt. Med reformationen overtog kronen kirkegodset, og den tidligere bispetiende blev nu kongetiende. Adelen slap med reformationen for at betale tiende, men den tiende, der betaltes af det øvrige gods blev så en skat på bønderne. Tiendeholderen var så forpligtiget til at underholde den tilhørende kirke.
Tienden var en naturalieafgift, som først fra 1856 kunne afløses af et pengebeløb. Tiende blev endeligt afløst af en lov om kirkeskat fra 1920.
Efterhånden kom stud- og ledingsskat til at betyde mindre for kongens indtægter. Stigende betydning fik told på handelsbyerne. Og med reformationen fik indtægterne fra det fra kirken overtagne krongods stigende betydning.
Med enevælden i 1660, svenskekrigene mv. var staten blevet mere og mere forgældet, og det medførte ønske om faste og stabile indtægter fra jorden, dvs. hartkornsskatten. I byerne øgedes tolden på handel med konsumtionsafgiften, der opkrævedes indtil 1852. Først i 1903 indførtes der formue- og indkomstbeskatning.
 
Landboreformernes virkning i Skanderup Sogn kan man i TC’s fremstilling[43] se med den tilhørende udskiftning fra landsbyfællesskabets jordfordeling, som startede i 2. halvdel af 1700-tallet.
Ud over udskiftningens selvstændiggørelse af det enkelte bondebrug i forhold til fællesskabet var der med landboreformerne også tale om en gradvis overgang fra fæste til selveje.
Reformerne fandt sted i flere omgange.
Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28.december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring. Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.
Fra 1781 tog udskiftningen fart, da regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje. Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.
I TC's beskrivelse opereres der med udskiftningsår, som ligger ret tilfældigt i forhold til disse forordninger. Men de må under alle omstændigheder have udskiftningsforordningerne som forudsætning.
Hertil kom, at stavnsbåndet fra 1733 blev ophævet med forordning af 20. juni 1788.
Der findes desværre kun umiddelbart tilgængelige, dvs. digitale, historiske matrikelkort tilbage fra 1820.[44] De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være en udmærket kilde til udskiftningens umiddelbare virkninger. Dog kan mange af kortene indeholde oplysninger, som er overtegnet de oprindelige kort. Derfor kan de være vanskelige at fortolke.
Herunder plan over en landsby med marker inden udskiftningen. De enkelte bondebrug havde små strimler flere steder på bymarken i modsætning til tiden efter udskiftningen, hvor bøndergårdenes marker er blevet samlet og gårdene (som regel) udflyttet fra landsbyfællesskabet. Se videre Danmarkshistorie.dk.
Med udskiftningen blev landsbyens i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.
På matrikelkort over Skanderup 1820-47 ser man tydeligt resultatet af landboreformernes udskiftning i Skanderup. Skanderup by ligger stadig midt i markarealerne. Kigger man nøje efter, kunne det se ud til, at Skanderupgaard, den tidligere sædegård (matrikel 12a) i 1820 stadig havde en betragtelig størrelse, hvilket også fremgår af den ”ny matrikel”, 1844 matriklen.
Kigger vi nærmere på Skanderup by, kan vi se, at byens største gårde efter udskiftningen og landboreformerne ligger her i den skikkelse, som stort set varede ved til langt ind i 1900-tallet.[45]
Når de oprindelige matrikler fra 17-1800 tallet anføres så detaljeret for Skanderup, er det først og fremmest fordi Skanderup så tydeligt (endnu) har bevaret store dele af den historiske matrikulering, dvs. de gamle gårde. I Nagbøl, Dollerup - især - og Gjelballe er der tale om langt mindre lokaliteter, og her er koncentrationen i den bymæssige bebyggelse derfor også langt mindre udtalt.
[1] Bl. a. beskrevet i De overlevende - Brusk Herred anno 1660, Laura Meyer Hansen. http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal. Der er en helt enestående beskrivelse af svenskekrigenes konsekvenser i Vonsild Kirkebog 1659-1708. Først og fremmest et resultat af sognepræsten Johannes Rüde (1633-1707), der tiltræder som præst i Vonsild i 1659, og som herefter fører en helt enestående kirkebog m.h.t. at fortælle om sognets vilkår i stort og småt. En fortræffelig kilde til denne svenskekrigs konsekvenser i et sogn nær Skanderup.
[2] Anst Herreds Tingbog 1679-81 og 1682-83.
 
[3] Det kunne synes, at rette bager for smed ikke er eller har været noget enestående fænomen.
[4] Hans Knudsen op. cit., s. 322.
[5] Koldinghus, Dronningborg og Skanderborg.
[6] Dvs. Jord, der tilhørte en sædegård, der ligger med mere end 2 mils afstand.
[7] Ja, det er højskolelæreren med de usædvanligt mange skriftlige udgivelser af varierende kvalitet, herunder også Skanderup Sogns Historie. Danske Vider og Vedtægter er kritiseret for sjuske-, herunder også ganske alvorlige fejl, dvs. sproglige misforståelser og fejl, der må karakteriseres som faglig inkompetence. Værket er alligevel nøje gennemgået - og brugt med forsigtighed - i håbet om at kunne finde vider eller landsbyvedtægter fra Skanderup.
[8] Landsbyers sognefogeder dengang. Men vide-, grandefogeder og oldermænd var en funktion af landsbyernes selvstyre, sognefogederne derimod repræsentanter for centralmagten, se afsnit om sognefogeder, evt. også eks. her.
[9] Bol er siden vikingetiden en betegnelse for bondegårde, som så senere har været lige store i modsætning til gårde i almindelighed. Bol kan også betegne mindre gårde, en mellemting mellem husmænd og bøndergårde. Endelig kan bol være et mål for flere gårde. I de her refererede vedtægter må det antages, at bol har haft betydningen mindre gård.
[10] ”… hver mand skal tage sin høstrue med sig, uden hun hafver louglig forfald. Hver det icke giør, bøde en half tønde øl i lauget.”
[11] Danske lov findes i digitaliseret form, her i pdf-udgave.
[12] Nygårds Sedler. At den til bondegård degraderede, tidligere sædegård, nu ejes af den adelige Mogens Krag til Kaas betyder selvfølgelig ikke, at Krag boede på gården, hvilket må anses for ikke bare overordentligt, men helt usandsynligt. Han levede 1625-1676, boede og døde på Kaas ved Skive. Det nuværende Kaas blev opført i 1635 af faderen Niels Krag. Om Skanderupgaard som sædegård indtil starten af 1600-tallet, se her.
[14] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.
[15] Erstatter 1662/64 matriklen (landgilde- og amtsstuematriklen), der var enevældens første forsøg på registrering af jorden som skattegrundlag. Hartkornet var her udregnet efter fæstebøndernes landgilde tilbage fra 1500-tallet. Det overvejende håndskrevne matrikuleringsmateriale (gotisk håndskrift) består af 3 protokolrækker. Den mest omfangsrige er de såkaldte markbøger og eng- skov og græsningsprotokoller udformet i 1681-83. Dernæst følger modelbøgerne, der blev udformet i perioden 1684-86 og endelig de egentlige matrikelprotokoller fra 1687-89.
[16] Begrebet ”Toft” har i en undersøgelse af Sundby på Mors en helt anden betydning end på Øerne, hvor det oftest var en særlig ager ud for hver enkelt gård med bredder proportionale med gårdens andel af ”bymålet” hyppigt målt i otting (1/8 af et bol). Steen Busck,
[17] Beskrevet i Historisk Tidsskrift, Karl-Erik Frandsen, Vang og tægt.
[18] Se videre herom i afsnittet om Landboreformerne.
[19] Særligt værdifulde er her markbøgerne, der indeholder de rigeste topografiske oplysninger, dvs. gamle marknavne. For hvert herred findes en Skov-, Eng- og Græsningstaksationsprotokol. Selve hartkornsansættelsen sker i Modelbøgerne eller beregningsprotokollerne, en for hvert herred.
[20] Riberhus Amts Matrikel 1662, findes i Rigsarkivets Matrikelarkiv (1818 B) bliver hurtigt fulgt op af Amtsstuematriklen af 1664, Matrikelarkivet nr. 1819, Koldinghus Amt. Denne ældste af matriklerne giver et godt billede af, hvad man dyrkede, omsat til hartkorn og afgifter. Man kan se, at en del gårde havde særjord ud over jordfællesskabet, tidligere tiders naturalieydelser er omregnet til hartkorn, og man kan af disse udlede specielle produkter for hver egn. Endelig er der i disse ældste matrikler rester af tidligere tiders skatter: gæsteri, ledingsskat, høstskat, sommerskat, kongestød (stuth). Se Gunnar Knudsen, De danske Matrikler …
[21] http://hkpn.gst.dk/ . Man skal slå op på ”Protokoller”, her finder man både hartkornsprotokoller og sogneprotokoller. Der er delt op i privilegerede og uprivilegerede hartkorn. Adelens hartkorn var privilegeret, dvs. skattefri. Desuden var købstads- og embedsjorder (f. eks. præstegårde) fri for hartkornsbeskatningen, købstæderne dog i stedet pålagt en grundskyld. Nagbøl var den eneste af sognets byer, der havde privilegeret hartkorn, idet præstegården lå her, Denne skattefrihed bortfaldt i 1850.
[22] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.
[23] I de foretagne beregninger over procentandele og -fordelinger er tønder, skæpper, fjerdingkar, album og penning omregnet til decimaler. Der er selvfølgelig ikke tale om decimaler, således som det fremgår af note 61. Omregningen til decimaler er helt simpel, antallet af skæpper divideres med 8, fjerdingkar med 32, album med 96. Beregningsmæssigt er den foretagne simplificering kun konstaterbar ud på decimalerne, der derfor her er undladt. Se forskellige matrikeloplysninger 1, 2, 3, 4
[24] Lå mellem Grønvanggaard og Wissingsminde, overtaget af Wissingsminde
[25] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, 1924, s. 321
[26] Modelbøgerne i Chr. V’s Matrikel, S 6396-97. 1749. Holmans, Elbo, Jerlev, Brusk og Anst
herreder, Vejle, Kolding og Fredericia købstæder (Koldinghus Amt), 1 bd
[27] Der oplyses intet om forholdet mellem marker og indtægter, men der er givet skøn på, at indtægterne har været fordelt på de 2 eller 4 marker, således at en indtægt har været et samlet stykke jord, en gård.
[28] Bebyggelsesbilledet uden for købstæderne var landsbyer, der var langt den mest dominerende bebyggelsesform, enestegårde, der især fandtes i hedeprægede egne med få gårde i landsbyerne, og hovedgårde, dvs. adelige godser.
[29] Horsens Museum. Oplysninger fra Henrik Pedersen, De danske landbrug fremstillet på grundlag af forarbejderne til Chr. V's matrikel 1688. Kbh. 1928. Senere forskning har sat spørgsmålstegn ved de af H. Pedersen anførte statistiske bearbejdelser, f. eks. mht. opdeling efter bosættelse (ejerlav), der snarere må opfattes som en stednavnefortegnelse, og mht. at der ofte kan være tale om flere brugere pr. matrikelenhed. Der er i forskellige landsdele benyttet forskellig opmålingsteknik. Endelig er de angivne hartkornsmål snarest arbitrære skattemål og kan næppe bruges til nogen form for sammenligning geografisk eller over tid. Alt i alt skal den refererede statistik tages med de her givne forbehold.
[30] Gennemgang af Kronens Skøder paa afhændet og erhvervet Jordegods i Danmark fra Reformationen til Nutiden, bd. 1-5 v. Rigsarkivet 1892-1995. Uddrag af relevante arkivpakker. Alt fra Skanderup Sogn.
[31] En nu nedrevet hovedgård i Seest.
[32] Med reformationen overgik alt kirkegods til kronen - som jo også sælger her. Men den nævnte langilde må formodes at have været specielt tilegnet kirken.
[33] Vamdrupgaard, som Rantzau i 1602 mageskiftede med mølle og gods for Trøjborg len.
[34] Der kunne være tale om arve- eller livsfæste. Fæstebrevet skal altid tinglæses. Indfæstningen er en engangsafgift. Desuden betales en årlig fæsteafgift for brugen af den fæstede gård til ejeren, kongen eller en godsejer.
[35] Husbondhold har den oprindelige betydning, at kongen var husbond i forhold til selvejerbønderne.
[36] Navnet stammer oprindeligt fra landgildeafgifter, som blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, såkaldt hårdt eller ”hart” korn. Landgilde var fæstebondens faste årlige afgift i naturalier og penge til herremanden, som ejede fæsterens gård.
[37] Det følgende bygger på Hans Knudsens undersøgelse i Kolding Rytterdistrikts selvejere - fra 1924 ganske vist, men undersøgelsen er stadig det grundigste og mest informerende, der foreligger om emnet.
[38] Her refereret efter Hans Knudsens undersøgelse: ”… ved Sessionen |1690 bemærker (Blanchsted): „Samme Husmænd har aldrig til Kongen givet en Skilling førend forgangen Aar, jeg lærte dennem at betale den første Kopskat".
[39] Fritagelsen for de kongelige afgifter ved overdragelse af gods til adelige ses f. eks. i Diplomatarium Danicum, 5. række, frihedsbrev på gods ved overdragelse til en ”væbner og hans arvinger” i 1413. Dette medførte selvfølgelig spekulation hos selvejerbønder og godsejere i at indgå fæsteforhold for at slippe for afgifterne til kongemagten.
[40] Med enevælden blev det almindeligt, at kronen kunne overdrage de skatter, som også selvejere var pligtige at yde kongen (landgilde eller husbondhold, ægt, dvs. kørsel og hoveri / inne, arbejde på krongodset) til private - i form af ”bondeskyld”.
[41] Se matrikelkort med gårde og gårdnumre næste i appendix 2.
[42] Artikel af Troels Dahlerup i Fortid og Nutid 1981-82, Om tienden,
[43] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie.
[45] Se mere detaljeret matrikelkort over Skanderup by i appendix 2.
 

Appendiks 2

Skanderup Sogn o. 1900 iflg. Trap
Skanderup Sogn omgives af Lejrskov, Andst, Vamdrup, Hjarup og Seest Sogne samt Vejle Amt (Brusk Hrd.). Kirken, noget vestl., ligger over 1 1/4 Mil V. S. V. for Kolding. De især mod N. højtliggende, ujævne og bakkede Jorder (Ulveryg, 289 F., 91 M.) ere mod N. overvejende sandede, mod Ø. lerblandede, i øvrigt sandmuldede og frugtbare. En Del Skov (Rosenlund, Wissingsminde, Nørgaard Sk.). Paa Nordgrænsen løber Kolding Aa. Gennem Sognet gaa Landevejen fra Kolding til Foldingbro og Banen fra Kolding over Lunderskov til Esbjærg. 
 
Fladeindholdet 1901: 7021 Td. Ld., hvoraf 3590 besaaede (deraf med Hvede 15, Rug 493, Byg 546, Havre 1096, Boghvede 13, Frøavl 6, Blandsæd til Modenhed 651, Grøntf. 113, Kartofler 38, andre Rodfrugter 612, andre Handelspl. 7), Afgræsn. 1566, Høslæt, Brak, Eng m. m. 1035, Have 79, Skov 439, Moser og Kær 134, Veje og Byggegr. 168, Vandareal m. m. 9 Td. Kreaturhold 1898: 421 Heste, 2162 Stkr. Hornkvæg (deraf 1380 Køer), 351 Faar, 1542 Svin og 38 Geder. Ager og Engs Hrtk. 1895: 362 Td.; 76 Selvejergde. med 333, 138 Huse med 29 Td. Hrtk. og 106 jordløse Huse.
Befolkningen, 1/2 1901: 1791 (1801: 451, 1840: 882, 1860: 1248, 1890: 1687), boede i 307 Gaarde og Huse; Erhverv 1890: 123 levede af immat. Virksomhed, 1025 af Jordbr., 2 af Gartneri, 349 af Industri, 102 af Handel, 14 af forsk. Daglejervirks., 56 af deres Midler, og 16 vare under Fattigv. 
I Sognet Skanderup Kirke (i Vald. Jrdb.: Scandthorp) og Byerne: Skanderup med Skole, Missionshus (opf. 1882 -det er forkert, i 1889, JN), Mølle og Andelsmejeri; Gjelballe med Skole; Lunderskov, stor Stationsby — 1/2 1901: 77 Huse og 532 Indb. — med Friskole, Andelsmejeri, Savmølle, Teglværk m. m., Købmandshdlr., Gæstgiveri, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postkontor; Dollerup med Skole; Nagbøl med Præstegd., Fattiggaard (opr. 1875, Plads for 34 Lemmer) og Teglværk. Klebæk, Gde. og Huse; Lurendal, Huse. Gaarden Wissingsminde har 16 1/2 Td. H., 357 Td. Ld., hvoraf 10 Eng, 27 Skov, Resten Ager; 2 Huse. Dollerupgaard har 18 Td. H., 350 Td. Ld., hvoraf 30 Eng og Mose, 12 Skov, Resten Ager. Nagbølgaard har 14 1/4 Td. H., 242 Td. Ld., hvoraf 15 Eng, 20 Skov, 7 Mose, Resten Ager; 4 Huse og en Smedje. Rolles Mølle, Gd. med Vandmølle, har 13 1/2 Td. H., 182 Td. Ld., hvoraf 12 Eng, 12 Skov, Resten Ager. Andre Gaarde: Skanderupgd. (5 Td. H.); Mariegd.; Nørgd. (8 Td. H.); Nørgaardslund (7 5/8 Td. H); Rosenlund; Nygd.; Frederiksminde; Dolleruplund (5 Td. H.); Gjelballegd. (7 Td. H.); Elisabethslyst (8 Td. H.); Dorotheasminde; Grønvanggd. m. m. Drabæks Vandmølle. Stort Anlæg af Fiskedamme tæt ved Rolles Mølle. 
Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave 5. bind, Anst Herred, 1898-1906

Landsbyen Skanderup.

Kort-uddrag fra 1820-47 matriklen.
Man kan på matrikelkortet neden for identificere flg. gårde:[1] 1. en tidligere selvejergård, senere lagt ind under Wissingsminde, 2. Mariegaard, 3. Helenesminde, vel o. det nuværende Kastanie Alle 24, nu udflyttet til position lidt sydvest for Mariegaard, 1820 jordlod er overtaget af Wissingsminde[2], 4. Grønvanggaard, hvor man kan se, at gården havde to bygninger, laden og kostalden op til / ind i en med Wissingsminde fælles markvej og det, der med vejudretningen i Skanderup i 1932-33 blev til den senere Kastanie Alle, 5. Skanderupgaard (matrikel 12a), som stadig var en af de største gårde i 1820, 6. Damkjærgaard, mellem Grønvanggaard, og hvor Skanderup Skole fra 1908 kommer til at ligge, flyttes senere ud af byen mod Skanderup Landevej, 7. nu nedlagt gård, under Wissingsminde, 8. ligger, hvor brugsen senere blev placeret, lagt under Skanderupgaard, 9. har været beliggende ved den vestlige Wissingsmindevej, har været under Grønvanggaard, nu nedlagt, villa, benyttet af bl.a. Mariegaard som aftægtsbolig, 10. Tvedsgård, senere flyttet til Klebæk, 11. selvejergård mellem Grønvanggaard og Wissingsminde, også lagt under Wissingsminde, 12. Harbogaarden, senere fodermesterboliger for Mariegaard, søndagsskole m.v., 13. Ejersminde, 14. og 16. tidligere Skanderup Nørgaard, før den blev flyttet til Egeskovvej, 15. Langagergaard Smedegyden, nu flyttet til Klebæk, 17. præstens anneksgaard, mellem Grønvanggaard og Wissingsminde, senere overtaget af Wissingsminde. Lidt syd for Helenesminde har desuden ligget den tidligere degnetoft på ca. 12 td. land, som bl.a. lærer Skovgaard havde. Desuden har der vist været flere nu nedlagte eller udflyttede gårde o. smedegyden.
Af de 17 gamle gårde i 1688 matriklen bliver der med landboreformernes begyndende udskiftning, fra 1774 iflg. TC 24 matrikler, hvortil kommer yderligere 4 huse, altså 28 matrikler i alt.

Landsbyen Nagbøl.[3]

Matrikelkort 1821-53 Matrikelkort 1853-69
Der var 12 gamle gårde i 1688 matriklen. Matrikelkortet 1853-69 viser, at der her er væsentligt færre. Her skal man helt ud i yderkanterne for at finde et antal gårde, der størrelsesmæssigt bringer Nagbøl over Dollerups størrelse. Det bliver ikke stort anderledes med matriklerne efter 1688. På det her bragte matrikelkort, kan man identificere 3-5 gårde, på den foregående matrikel 7-8.[4]
Man kan på matrikelkortet se 3, som er Nagbølgaard, landsbyens største gård, og herfra kom også det tidlige sogneforstanderskabs formand og fødte medlem Christen Hansen Juhl.[5]
 
[1] Matrikelkortet og oplysninger fra TC.
[2] De 3 her nævnte gårde var således de eneste, tidligere selvejergårde. Foruden Skanderupgaard, som har været ”adelig sædegård”, hvilket ikke har forhindret den i senere at blive fæstegård.
[3] Se matrikelkort for Lunderskov neden for.
[4] De er alle og mere til udførligt beskrevet i TC, s. 44-62.
[5] 1842-55.

Appendiks 1

Økonomisk og erhvervsmæssig udvikling siden landboreformerne.
Landboreformerne havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål. Bønderne så i starten af reformerne til med nogen uvilje, selvejendom var jo for de fleste noget ganske ukendt. Man frygtede også at miste det kendte rygstød med godsejernes hjælp til skatterestancer, såsæd m.v.
Derfor var den politiske øvelse at vinde både bønder og godsejere for reformerne, idet der skulle ske udstykning fra hovedgårdene og salg til fæsterne.
Regeringen oprettede i 1786 en statslig kreditkasse til formidling af lån til selvejerkøb. Desuden blev godsejerne ved forskellige begunstigelser opmuntret til salg af fæstegods. Reformregeringen indså, at husmændene var den kommende tids landarbejdere, som der ville blive behov for både på godserne uden tidligere tiders hoveri og hos gårdmændene[1]. Derfor voksede husmændenes antal eksplosivt. Efter reformerne var der næsten lige mange bøndergårde og husmandsbrug, hvor der o. 1700 havde været næsten 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug.[2]
Og landboreformerne må siges at have levet op til reformregeringens forventninger.
I kølvandet på den industrielle revolution i England fra slutningen af 1700-tallet og en markant stigning i befolkningstallet steg efterspørgslen efter landbrugsvarer og hermed landbrugspriserne kraftigt indtil revolutions- og Napoleonskrigene fra 1789 og ind i 1800-tallet.
Den egentlige vending kom med krigsinflationen og pengereformen 1807-13.
Rigsbanken afløstes af et privat interessentskab, Nationalbanken i 1818, og Nationalbanken førte fra 1818-35 en antiinflatorisk pengepolitik, som gav en yderligere og mærkbar landbrugskrise, der kom til at forløbe 1813 - 1828 med faldende priser og vanskeligheder med at klare lån, optaget under krigsinflationen.
Tiden 1828 - 1857 var derimod for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”.
 
Peder Hansen, Høstbillede
 mst 182 Bruttofaktorindko8-1856, 1929 priser[3]    
 
                        
 
[1] De heraf afledte sociale problemer blev det en senere tids opgave at løse. Loven om afskaffelse af hoveriet 1799 omfattede ikke husmændene, dvs. brug på under 20 tdr. land, afhængigt af jordens bonitet. Husmandsklassen er med rette blevet karakteriseret som ”landboreformernes stedbørn”, hvis vilkår først bedredes med andelsbevægelsen og lovkomplekserne fra 1899 og 1919 om oprettelse af statshusmandsbrug.
[2] Fridlev Skrubbeltang har i Den danske husmand. I Kbh. 1952, s. 68 er der anslået 55.000 og 60.000 som antallet af gårde og husmandbrug efter landboreformerne, heraf blandt husmændene 20.000 jordløse og 15.-16.000 daglejere og indsidere.
[3] Diagrammer her er baseret på statistik fra Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260. 1929 priser betyder, at tallene er faste, dvs. renset for inflation. Nationalregnskabsbegreberne (faktor, produktion og indkomst, netto og brutto) bruges og defineres af Danmarks Statistik. I logaritmisk skala ser udviklingen således ud i
Bruttofaktorindkomst 1828-1856, 1929 priser, logaritmisk skala
 





 

 
 
 
  1. 1688 og 1844 matrikler, oversigt
  2. Sognefogeder og andre lokale fogeder
  3. Rytterdistrikter, rytterskoler
  4. Krongods i Koldinghus Len
   
© Skanderup Sogns historie