Tiden 1828 - 1857 var for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”.
Den i perioden gunstige økonomiske udvikling illustreres i diagrammerne med landsdækkende statistik i 1929, faste priser [1].
Den her illustrerede gunstige produktions- og prisudvikling i landbruget, der endnu er klart førende i forhold til andre erhvervsmæssige sektorer, skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.
Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget var jernbanenettet. På længere sigt kostede det arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika[2].
Fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var der landbrugskrise og afdæmpet vækst, hvad man også kan se på diagrammet over landbrugsproduktionen 1850-1900.
Landbrugets krise var i første omgang et udslag af et omfattende kornprisfald, konkurrencen fra oversøiske kornprodukter, desuden protektionistiske foranstaltninger mod danske landbrugsprodukter især fra Sverige, Tyskland og England. Kornprisfaldet fremmede lysten til at deltage i mejeridrift på andelsbasis, og andelsbevægelsen startede med andelsmejeriet i Hjedding i 1882[3], og fik fra 1880’erne sin storhedstid.
Andelstanken gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne.
De middelstore brug blev ledende i denne udvikling.
Andelsmejerierne i Skanderup og Lunderskov
 |
 |
Skanderup Mejeri begyndte som andelsmejeri i 1888, hvor der lokalt annonceredes efter en ”duelig” mejerist, underskrevet Knipschildt, Skanderup Nygaard som formand.
Mejeriet blev 1912 flyttet fra Skanderup til Lunderskov, osteriet tilbyggedes i 1916 og havde 120 leverandører med 1400 køer omkring 1918.[1] 1931 var der 108 leverandører med 1230 køer, en gns. besætningsstørrelse, der gik fra 11,7 i 1918 til 11,4 i 1931. Der er således ikke ændring i ca. besætningsstørrelser, men der er fald i andelshavere, der er gået til det søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri.
Det skal her bemærkes, at de i tabellen benyttede tal for Sogne med delte mejerier er fra 1930, hvilket selvfølgelig kan give variationer til de anførte tal fra 1918.
Men Skanderup Mejeri hørte fortsat til blandt de delte mejerier, der havde de største besætninger per mælkeleverandør.
 |
Mejeribestyrerne på Skanderup Mejeri og andelsbestyrelsens formænd nævnes i en 25 års jubilæumsartikel i Kolding Folkeblad 27. okt. 1913.
Den første formand for bestyrelsen var Ernst Frants Hans Knipschildt indtil 1895. Stavemåden kan variere, i Danske Mejerier, Bd. 4, s. 208, hvor han beskrives som formand for Lunderskov Mejeri 1895-97, er stavemåden Knipshill. I 1890 folketællinger er navnet Ernst Frantz Hans Knipschildt, Gaardeier i Skanderup
Han ejede Skanderup Nygaard v. Lunderskov og Skanderupgaard.
Efter en religiøs "vækkelse" i 1901 blev han missionær og solgte sine gårde. Annonceringen efter mejerist i 1888 var underskrevetKnipschildt, Skanderup Nygaard 1888-1895.[2]
Efterfølgende formænd var:
H. F. Beck 1895-1909,som iflg. Kolding og Omegn 1904 var sognerådsmedlem og bosiddende i Skanderup.
Proprietær A. Høyer Wissingsminde var formand 1909 indtil 1915.
Proprietær S. Haue, Wissingsminde 1915-25.
Folketingsmand og proprietær Valdemar Thomsen, Rosenlund blev formand 1925, fremgår det af Dansk Mejeristat, s. 533 fra 1932, og han her her været med til at ansætte mejeribestyrer Chr. Jacobsen, der under besættelsen blev en ledende modstandsmand i Lunderskov. På dette punkt helt i overensstemmelse med B. Hald, mejeribestyrer på det søndagshvilende Lunderskov Mejeri.
Den første mejeribestyrer var R. Jepsen fra Thorsted indtil 1910.
Herefter J. P. Nielsen fra Kellerup (Danske Mejerier 4, s. 224), formentlig bestyrer indtil ansættelsen af Chr. Jacobsen i 1927. Forudgående har Chr. Jacobsen været ansat som elev på Vejen Andelsmejeri.
Mejeribestyrer Chr. Jacobsen var under besættelsen som anført sammen med mejeribestyrer B. Hald, Lunderskov Andelsmejeri aktiv i modstandsbevægelsen. Den fælles modstandskamp har her åbenbart overtrumfet de religiøse modsætninger og det driftsøkonomiske konkurrenceforhold.
Chr. Jacobsen blev ligesom langt de fleste mejeribestyrere uddannet på Ladelund Mælkeriskole.
Formanden for Skanderup Mejeri siden 1925 - som således har været central i udvælgelsen af den nye mejeribestyrer i 1927 - var Valdemar Thomsen, Rosenlund. Han anføres som havende været elev på Dalum Mejeriskole, altså med gode mejerifaglige forudsætninger.
Valdemar Thomsen indgik senere i ledelsen af organisationen ”Landbrugernes Sammenslutning” og blev ved folketingsvalget i 1932 valgt til Folketinget af Venstre i Vejle Amt som repræsentant for LS.
Han brød med Venstre og deltog i stiftelsen af ”Det Frie Folkeparti”, som senere skiftede navn til ”Bondepartiet”, hvis formand han blev.
Ved folketingsvalgene 1935, 1939 og 1943 valgtes han til Folketinget i Vejle Amt som repræsentant for dette parti. Han blev efter befrielsen tiltalt efter straffelovstillægget for sine forhold under besættelsen, men blev frikendt ved endelig landsretsdom.
Det kunne være interessant at vide, hvilket forhold Valdemar Thomsen og mejeribestyrer Chr. Jacobsen havde til hinanden under besættelsen.
Men det er der næppe nedfældet noget skriftligt om.
Denne mejeriundersøgelses forfatter har som helt ung student med rod i Skanderup Sogn talt med Valdemar Thomsen om besættelsestiden. Han følte sig uretfærdigt behandlet, og har skrevet et ikke ret kendt skrift herom, der hedder "Jeg anklager Rigsdagen". Denne pjece er i lidt ændret form udgivet 1969, Valdemar Thomsen, En fældende anklage. Historiens dom. Den kan søges på Google Books.
Modstandsbevægelsen lagde umiddelbart efter besættelsen afstand til Valdemar Thomsen, selv om han i Landsretten blev frikendt for de anklager om samarbejde med værnemagten, han blev anklaget for.
Valdemar Thomsen havde i 1934 som folketingspolitiker for Venstre agiteret for landbrugets vilkår og havde her et sprogbrug, der mindede om nazisternes, hvilket medførte en skarp reaktion fra Venstres daværende formand, Oluf Krag. Og det blev starten på Det Fri Folkeparti.
De standpunkter, som Bondepartiet - og Valdemar Thomsen - gav udtryk for kan godt sammenlignes med samtidens fascistiske tilkendegivelser. Men sådan talte man i vide kredse i 1930'ernes Danmark. Det gør ikke Valdemar Thomsen til nazist eller nazi sympatisør, det viser Landsrettens frifindelse af ham for de rejste anklager.
Der skete også en tilnærmelse mellem Landboernes Sammenslutning, LS og nazisterne. Men ikke mellem Bondepartiet og nazisterne.
Skanderup Mejeri blev nedlagt som mejeri i 1962.[3]
Lunderskov Mejeri blev oprettet som søndagshvilende mejeri i 1895-96[1], og havde fra start 130 leverandører med 950 køer, en gns. besætningsstørrelse på 7,3.[2]
Vi kan heraf slutte, at leverandørerne til det søndagshvilende Lunderskov Mejeri har haft mindre bedrifter end leverandørerne til Skanderup Mejeri. Under alle omstændigheder havde flere leverandører færre køer. Det fremgår også af tabellen over delte mejerier, hvor Lunderskov Mejeri dog lå over de søndagshvilende mejeriers gennemsnitsstørrelse.
Her udspiller mejerihistorien sig i dets lokale særpræg, splittelsen mellem ønsket om et søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri og det i sognet første, ikke søndagshvilende Skanderup Andelsmejeri fra 1888, der flyttedes til Lunderskov i en ny mejeribygning, opført i 1912. Begge mejerier blev økonomisk rationelt placeret ved jernbanen, men økonomisk urentabelt opdelt i to enheder med heraf følgende større driftsomkostninger.
Som nævnt er det en interessant parentes er, at de to senere mejeribestyrere, B. Hall og Chr. Jacobsen begge var aktive i modstandsbevægelsen under besættelsen.[3]
Lunderskov Mejeri blev nedlagt i 1971.[4] Der byggedes ældreboliger, da mejeriet blev nedrevet i 1990’erne.[5]
 |
 |
 |
|
Lunderskov Andelsmejeri oprettes 1895 iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 207, som det hedder "ved Stationen". En beliggenhed, som Skanderup Andelsmejeri fulgte op 1912, dog i den anden ende af stationsområdet. Iflg. Dansk Mejeristat, s. 516-17 "Udvidet med særskilt Beboelse 1902 samt 1926 under Medvirken af Arkitekt Th. Rolver." Denne udvidelse under medvirken af Arkitekt Rolver har været inspireret af eller en del af samme arkitektoniske trend, som de af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier i bl.a. Jordrup og Hjarup.
Mejeriet nedbrændte juli 1982 efter 1969 at være blevet del af Sydjysk Mejeriselskab iflg. Hejmdal 14. april 1969. Esbjerg Folkeblad har 28. december 1895 meddelelser om "Thinglæste Ejendomshandeler". Her fremgår det, at der gives skøde fra "Herman Madsen til Lunderskov Andelsmejeri". Herman Madsen er i 1901 folketællingen registreret som gårdejer på en mindre gård (1 karl og 1 tjenestepige) i Lunderskov.
 |
 |
|
|
Mejeriudgivelsen er fra 1917, og det kan konstateres, at sådan så Lunderskov Andelsmejeri, et simpelt langhus med beboelse, udnyttet tagetage. Der er en forbavsende lighed med Lunderskov Kro, Muligvis blot billigt, gentaget byggeri. |
Det kan konstateres, at det i 1926 ombyggede Lunderskov Andelsmejeri under medvirken af "Arkitekt Th. Rolver, Kolding er væsentligt ændret og nu fremtræder i den byggestil, som fra 1915 anbefaledes af "Bedre Byggeskik", en byggestil, som arkitekt E. V. Lind, Skive var den førende mejeriarkitekt i. | |
| Mejeriet lå som nabo til Lunderskov Kro, Hotel Lunderskov, der blev ombygget lidt før mejeriet, dog i en noget anderledes arkitektur. | ||
 |
 |
|
 |
Over for mejeriet byggede P. Michelsen sit ostelager v. jernbanestatioen. | |
Ud fra de to mejerifortegnelser, Danske Mejerier 1914-17 og Dansk Mejeristat 1931-32 kan der for Lunderskov Andelsmejeri så nogenlunde rekonstrueres rækken af formænd og mejeribestyrere.
Formænd:
Den første har været Propr. Knipshill 1895-97 (Danske Mejerier 4, s. 208). Han var formand for Skanderup Andelsmejeri indtil 1895, hvor den religiøse vækkelse, der 1901 gjorde ham til indremissionær, velsagtens har betinget skiftet til Lunderskov Mejeri.
Herefter 1897-1919 Gdr. L. Nissen, Lunderskov.
1919-43 gdr. H. Knud Knudsen, Gjelballe, der også var sognerådsformand 1923-43.
Mejeribestyrere:
Den første meddelelse om mejeribestyrer på Lunderskov Andelsmejeri kan konstateres i Slagelse-Posten 4. sept. 1896, hvor der refereres fra "Den 4de sjællandske Mejeriudstilling ... (at der meddeles) hædrende Omtale (til) Lunderskov Mejeri ... Bestyrer Andersen". Næsten samtidig har Kronborg Mejeri, Veerst, der holder 25 års jubilæum 1913, grundigt omtalt i Kolding Folkeblad 5. sept. 1913, en mejeribestyrer J. B. Schmidt, der bor i Lunderskov, der ikke må forveksles med den stedlige mejeribestyrer på Lunderskov Mejeri. Herning Folkeblad meddeler 11. juni 1912, at "A. M. Andersens Hustru Hansine ... Lunderskov Mejeri" er død.
Hvornår Andersen ophører med at være mejeribestyrer har det ikke været muligt at konstatere, men iflg. Danske Mejerier, Bd. 4, s. 208 er A. Jensen, Harboøre fra 1. maj 1916 bestyrer på Lunderskov Mejeri.
Formodentlig har A. M. Andersen været mejeribestyrer 1895/96 indtil 1916, hvor han så er blevet afløst af mejeribestyrer Andreas Jensen.
I tiden under pastor C. J. Moe, der 1885 fra Harboøre overtog præsteembedet i Skanderup, som han varetog indtil 1922, var det symptomatisk for Skanderup Sogn, at det søndagshvilende Lunderskov Mejeri så også fandt en mejeribestyrer i Moes hjemsogn indtil 1885, Harboøre.
Det fremgår af Folket, Silkeborg 24. februar 1939, at der var "83 ansøgere til Mejeribestyrerstilling ... (oplyst af) Sognerådsform. Knudsen".
Sognerådsformanden, Knud Knudsen var gårdejer i Gelballe og naturligvis del af kredsen omkring det søndagshvilende "Lunderskov Andelsmejeri", også i funktionen som sognerådsformand.
Det fremgår af 1940 folketællingen, at B. Hald nu var blevet mejeribestyrer på Lunderskov Mejeri.
Af Dansk Mejeristat, s. 209 fremgår det, at B. Hald har været "Mejeribestyrer paa Store Binderup A/M" siden 1. juli 1931.
Af 1940 folketællingen fremgår det, at ægteparret Hald havde tre børn fra 1933-37, alle født i Store Binderup, og det passer fint med, at Børge Hald må være blevet mejeribestyrer i Lunderskov mellem 1939-1940.
Børge Hald er åbenbart ud af en slægt med flere mejeribestyrere - faderen K. K. Hald var som en del af sin mejeristuddannelse mejerist i Lunderskov, før han 1905 blev mejeribestyrer på Fuur og 1909 på Thyholm Mejeri, iflg. Dansk Mejerier Bd. 3, s. 302.
Farbroderen P. K. Hald startede uddannelsen som mejerist på Fuur 1905, og blev fra 1916 mejeribestyrer på Elmely Mejeri iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 27.
De havde alle, også Børge Hald, et ophold på Ladelund Mælkeriskole som et led i deres uddannelse.
Det faglige grundlag og tilknytningen til Indre Mission var på plads ved ansættelsen af B. Hald.
 |
|
 |
Til det faglige grundlag i mejeridriften hører, at mejeriet tilsyneladende også var på teknologisk forkant.
Det fremgår af en omtale i Jyllandsposten 7. aug. 1912, at der i Kolding var "en Vogn- og Beslagsmed Hansen ... (der havde) faaet Patent paa en Maskine til Rensning af Centrifuge-Tallerkenen ...", der tidsmæssigt reducerede rensningen fra 1½ time til 5 minutter for en mejerist. "Maskinen anvendes paa Lunderskov Mejeri."
Mejerihistorien udstiller sig med Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri i dets lokale særpræg - splittelsen mellem ønsket om et søndagshvilende (Lunderskov, der oprettes i 1895-96 ud fra dette ønske), og det ikke søndagshvilende Skanderup Andelsmejeri fra 1888, der flyttedes til Lunderskov i en ny mejeribygning, opført i 1912, hvor den tidligere mejeribygning i Skanderup i 1922 bliver valgmenighedskirke.
Den interessante parentes er, at de to mejeribestyrere, B. Hall og Chr. Jacobsen begge var aktive i modstandsbevægelsen under besættelsen.
Fællesmejeriet i Gjælballe
For tidligt på vej eller uden blik for den nye tid?
Det fremgår af lokale avisannonceringer, at der før oprettelsen af Skanderup Andelsmejeri har været et mindre tilløb til et fællesmejeri i Gjælballe.
Rigsarkivet har intet registreret herom, men registreringen fremgår af en Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg. 1894, småtryk på Det Kongelige Bibliotek.
 |
 |
|
|
Denne gård, som "Gaardejer Jacobsen" sælger til hr. Bonde af Skovhusene i Slesvig med tilhørende "udvendig Besætning og Inventar, Mejeri- og Bryggersredskaber ..." kan muligvis være det fællesmejeri, der brænder 11. juni 1883.
|
"Gjælballes Fællesmejeri" med "Bygninger der vare opførte i Fjord ... Stuehus ... en Mejeribygning ... Svinestald" brændte 11. juni 1883. Der er ingen navne- og gårdangivelse, men det kunne være Bonde fra Slesvig, der har nyopført et fællesmejeri til gården med mejeriredskaber, købt iflg. meddelelse i Kolding Folkeblad 21. Juli 1881. | |
 |
 |
|
| Året efter branden på fællesmejeriet søges der o Jyllandsposten 22. juli 1884 en mejeribestyrer til det, der så godt kunne være et genopført mejeri. For Gjelballe Mejeri, muligvis det samme, brændte mejeri, annoncerer "Forpagter ... Eilersen" 13. marts 1885 efter en mejerielev. Det er usikkert, om det er samme mejeri, men gårdens og fællesmejeriets mulige ejer har måske ladet en forpagter forestå den kombinerede gård- og mejeridrift, hvor der så også er søgt en kombineret mejeribestyrer og røgter, så vidt, det kan udlæses af annonceringen i Jyllandsposten 22. juli 1884. En noget usædvanlig kombination, hvor de professionelle fælles- og andelsmejerier har taget over fra tidligere tiders herregårds- og - især - gårdmejerier. | ||
Det første vidnesbyrd om "Gjælballe Fællesmejeri" er meddelelsen om, at der ved en brand 11. juni 1883 er brændt stuehus, mejeribygning og svinestald, som alt iflg. avisreportagen skulle være opført året før, altså 1882. Det kan således muligvis sluttes, at der i Gjælballe har været et gårdmejeri med sædvanlig gårddrift i øvrigt, der så også er oprettet som fællesmejeri året før 1883, hvor det er registreret at være brændt 11. juni 1883.
Dette antages her at være sammenhængende med gården, der annonceres solgt 21 juli 1881 til Bonde, der har købt Jakobsens gård med bl.a. mejeriredskaber, og som så har bygget nyt mejeri, stuehus og svinestald. Tilstedeværelsen af mejeriredskaber på den solgte gård til Bonde er et ganske svagt grundlag at formode sammenhæng på, men kildematerialet er for sparsomt til at kunne give en præcis og detaljeret beskrivelse af dette fællesmejeri i Gjælballe.
Det er registreret i den samtidige og autentiske Fortegnelse over Mejerier fra 1894, der findes på Det Kongelige Bibliotek som småtryk, udgivet af Dansk Mejeriforening.
|
"FORTEGNELSE OVER ANDELS-, FÆLLES- og HERREGAARDS-MEJERIER
DAMP - CENTRIFUGE - MÆLKERIER
UDGIVET AF DANSK MEJERISTFORENING
ANDEN UDGAVE SLUTTET 1. JUNI 1894"
|
 |
Denne mejerifortegnelse har ikke registreret Lunderskov Andelsmejeri - naturligvis, da mejeriet først oprettes 1895-96.
Derimod er der under II. Fællesmejerier registreret Gjelballe pr. Lunderskov, muligvis på den af Bonde købte gård med kombineret mejeri- og landbrugsbyggeri i 1882. Registreringen i 1894 har så været lige før nedlæggelsen af Gjelballe Fællesmejeri, der formodes at være sket i 1895.
Skanderup pr. Lunderskov er registreret under nørrejyske andelsmejerier. Naturligvis, da Skanderup Andelsmejeri er oprettet 1888. Og Nørrejylland gik til Kongeåen, hvor Sønderjylland startede.
Hvis betegnelsen fællesmejeri i Kolding Folkeblad og i 1894 fortegnelsen accepteres for pålydende, så har der været tale om et af de fællesmejerier, der i det østlige Danmark gik forud for andelsbevægelsen med gennembruddet i 1882 med Hjedding Andelsmejeri.
Disse tidlige fællesmejerier omfattede som regel større mælkeproducenter, der slog sig sammen og aflønnede en mejerist.
Der har hyppigst været tale om en form for lukket interessentselskab. Eller en privat gårdmand, der for egen regning og risiko købte og drev et fællesmejeri. I tilfælde med succes med leverance fra både de store, middelstore og mindre bedrifter på egnen.
I Gjelballe kunne det se ud til at have været den 1881 fra Slesvig tilkommende gårdmand, Bonde, der med en forpagter har igangsat et fællesmejeri, kombineret med almindelig gårddrift.
Leverancen fra ”de store” kan lokalt være interessant, da det må betyde, at de her tidligere eksisterende herregårdsmejerier, hollænderier er blevet nedlagt.
I 1894 fortegnelsen kan der på egnen i og o. Skanderup Sogn konstateres flg. herregårdsmejerier, også kaldet hollænderier:
Bramdrupgaard pr. Vamdrup, Bøgelund pr. Kolding, Hesselballegaard pr. Kolding, Højgaard pr. Kolding, Lykkesgaard pr Kolding, Skovgaard pr. Kolding.
Men der er 1894 ikke registreret herregårdsmejerier helt lokalt, så det nærmeste må have været Bramdrupgaard i Vamdrup.
I mejerifortegnelsen af 1894 lå 35 % af fællesmejerierne i Nørrejylland. I Skanderup Sogn var der her registreret dette ene fællesmejeri i Gjelballe, som formentlig kun har eksisteret 1882-1895, hvor Lunderskov Andelsmejeri startede.
I modsætning til fællesmejeriet i Hjarup, Enghavegaard, der fungerede 1885 til 1889, og som blev omdannet til andelsmejeri, så ophørte fællesmejeriet i Gjelballe slet og ret.
Det er ikke undersøgt, hvor stor en konkurrence herregårdsmejerierne har været lokalt til andels- og fællesmejerierne. Men alle andre her registrerede, undtaget Gjælballe Mejeri klarede sig i konkurrencen.
Det er mest sandsynligt, at Gjelballe Fællesmejeri med opkomsten af Lunderskov Mejeri i tilgift til det nærtliggende Skanderup Mejeri har opgivet ævred og har opløst sig selv.
I 1890 folketællingen er Gaardejer Nis Kristian Bonde, født i Aller, Slesvig, registreret, og han må 1890 have været bosiddende på gården.
Men den i annonceringerne nævnte forpagter Eilersen på formentlig samme gård er ikke indgået i nogen folketælling, og må have været på egnen for kort tid til at være blevet registreret i denne og den foregående 1885 folketælling.
I Jyllandsposten 22. Juli 1884 annonceres der efter en i virkeligheden kombineret Mejeribestyrer, der også kan fungere som røgter ved at kunne "malke ... og fodre Svinene ..."
Den her anførte gård og / eller mejeri kan ikke identificeres ud fra annonceringen. 5. aug. 1884 i Fyens Stiftstidende annoncerer Forpagter Eilersen efter en mejerist, hvilket muligvis medfører, at Mejerist G. J. Petersen på "Gjælballe Mejeri" annoncerer efter stilling som mejerist i Jyllandsposten 14. oktober 1885.
Det kan måske formodes, at der juli 1884 er blevet ansat en mejeribestyrer, at der fra august 1884 har været to mejerister, og at mejerist G. J. Petersen så i okt. har haft en anledning til at søge ny mejeriststilling. Enten fordi Gjælballe Mejeri ikke har kunne skaffe tilstrækkeligt mange leverandører, eller at mejerist Petersen er blevet overflødig med den i marts 1885 søgte mejerielev.
Der er i 1890 folketællingen som anført registreret en "Gaard 19", med "Gaardejer Nis Kristian Bonde". Der er i hans husholdning en "Jomfru" en "Tjenestepige" og en "Tjenestekarl". Altså ikke en særligt stor gård, som det er svært at forestille sig har været med tilhørende mejeri, hvis der ikke netop her er forsøgt en konstruktion med kombination af gård- og fællesmejeridrift.
Med opkomsten af først Hjarup Fællesmejeri 1885, der blev til Hjarup Andelsmejeri 1889, Skanderup Andelsmejeri i 1888, senere efterfulgt af Lunderskov Andelsmejeri i 1895 blev Gjelballe Fællesmejer fra 1882 kun en parantes.
Det lille fællesmejeri i Gjælballe har åbenbart ikke kunnet klare sig i forhold til Skanderup og Lunderskov, selv om det tilsyneladende har været ganske tidligt på færde.
Der har muligvis været for meget landbrug og gårddrift i forhold til mejeridriften.
Hjarup Mejeri blev oprettet året efter Skanderup Mejeri, i 1889, men begyndte allerede i 1885 som fællesmejeri iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 182-83. Det hed indtil det blev andelsmejeri Mejeriet Enghavegård.I 1887 annonceres der efter en ”Mejerielev … Løn gives”. 22. december 1893 kan man i Jyllands-Posten læse, at Hjarup Mejeri er blevet nomineret i den bedste tredjedel på en smørudstilling, hvor der deltog ”75 Mejerier, hvoraf 7 Herregaardsmejerier, 68 Andels- og Fællesmejerier …” 7. marts 1914 er der meddelelse om, at Hjarup Mejeri sammen med 2 andre mejerier har fået sølvmedalje for ”Ost af Sødmælk”
Mejeriet blev arkitekttegnet og ombygget i sin nuværende skikkelse i 1915 af arkitekt E. V. Lind, Skive, som er den arkitekt, der har tegnet flest mejerier i Danmark, 343 i alt, heraf lokalt to ganske bemærkelsesværdige i Hjarup og Jordrup.
Formand for mejeriet fra start som andelsmejeri var folketingsmand A. Jessen, 1888-1915, som blev efterfulgt af proprietær J. Thomsen, Thomasminde, Hjarup. Simon Simonsen, der 1949 overtog Wissingminde i Skanderup valgte i stedet for det traditionelle Skanderup Mejeri på Wissingsminde at levere til Hjarup Mejeri, hvor han var formand 1955, indtil mejeriet lukkede 1978.
Mejeribestyrer fra 1912 var Martin Jensen. Før Martin Jensen kan der ud fra forskellige avisnotitser konstateres, at Hjarup Mejeri 1892 havde en mejerist, O. Skouenborg, som 1899 ses som mejeribestyrer på Vamdrup Andelsmejeri, Hjarup har fået en mejeribestyrer Bramsen, som formodes at have været Martin Jensens forgænger.
 |
 |
| Hjarup Mejeri efter ombygningen i 1915. Et af de smukkeste eksempler på de mange af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier. | Og som Hjarup Mejeri så ud før nedlæggelsen 1978. |
 |
 |
| Hjarup Mejeri er efter nedlæggelsen 1978 blevet til et af de lokale drevet forsamlingshus. |
Vamdrup Andelsmejeri, Bastrup Andelsmejeri
 |
 |
Vamdrup Andelsmejeri
Iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 233-34 startede mejeriet i Vamdrup som fællesmejeri 1883, andelsmejeri 1888.
Det er værd at bemærke, at der i Danske Mejerier Bd. 4, udg. 1918 anføres "5 Medarbejdere (Mejerske)". Om alle 5 eller kun en enkelt medarbejder har været kvindelige mejersker, er det ikke muligt at afgøre. Men der har i Vamdrup åbenbart med den relativt tidlige start i 1883 været tale om at indgå i den tradition, at mejerierhvervet var et kvindeerhverv, indtil mændene hurtigt tog over med de karrieremuligheder, der blev i det fremgangsrige erhverv.
I 1918 registreringen var der 160 leverandører med 1200 køer. Iflg. Dansk Mejeristat, s. 544 var der 1932 186 leverandører med 1300 køer, en tilbagegang fra 7,5 køer per andelshaver til 7 køer per andelshaver.
Der er således tale om et mejeri, hvor andelshaverne har relativt små, gennemsnitlige besætningsstørrelser, som oven i købet har en faldende tendens 1918-1932.
Bastrup Andelsmejeri
Som det hedder i Danske Mejerier Bd. 4, s. 154, så "gik Mælken til Vamdrup Andelsmejeri" før oprettelsen af Bastrup Andelsmejeri 1897, og "Mejeriet ligger stille om Søndagen".
Oprettelsen sker et par år efter det også søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri. I sammenligning med Lunderskov var Bastrup et betydeligt mindre mejeri, også et mejeri med temmeligt små besætningsstørrelser blandt andelshaverne. Til gengæld ser mejeriet ud til at have haft et temmelig godt mælkeudbytte i forhold til køernes antal.
Som nabomejerierne i Skanderup Sogn var det også et problem for Bastrups andelshavere med delingen i forhold til ikke-søndagshvilende mejerier. Her oven i købet med et særskilt problem omkring "særligt store Transportudgifter", som det hedder i Kolding Folkeblads referat af mejeriets generalforsamling 12. dec. 1903. "Andelshaverne bor temmelig spredt (og) der er ... Leverandører fra den østlige Del af af Hjarup Sogn, "der har) over 1 Mil fra Mejeriet." Det fremgår også af dette generalforsamlingsreferat, at den formentligt noget skrabede regnskabsbalance "med 102.744 Kr. 3 Øre" blev fremlagt og godkendt, men med forklaringen, at mejeriet ud over de store transportudgifter desuden "kun arbejder de søgne Dage."
Iflg. Dansk Mejeristat, s. 460 blev mejeriet udvidet 1923. Det fremgår her, at mejeribestyreren siden 1897, Chr. Hansen stadig her anføres som bestyrer. Som årgang 1854 må pensionen formodes at have ligget nær. Men i Ærø Venstreblad hedder det 12. april 1933, at "Mejeribestyrer Hansen, Bastrup Mejeri ... fyldte 79 Aar. Han er trods Alderen rask og arbejdsdygtig og deltager i det daglige Arbejde i Mejeriet." Chr. Hansen dør to år senere, 81 gammel som landets ældste mejeribestyrer. Iflg. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup blev mejeriet nedlagt 1968.
 |
 |
Mejeridebatten
Både Lunderskov og Skanderup Mejeri var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret.
Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede. Der er dog fundet et enkelt eksempel på en art læserbrev om emnet, som i Kolding Folkeblad blev kaldt ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde,[6] andelshaver i Skanderup Mejeri.
Det har ikke været muligt at finde svar på Høyers indlæg i debatten, som her skal refereres som et godt eksempel. Ikke fordi Høyers synspunkter har været uimodsagt, nok snarere tvært imod. Og heller ikke fordi hans synspunkter anses for en rimelig beskrivelse af de indremissionske andelshavere. Men fordi debatindlægget formentlig har været ganske repræsentativt for den holdning, der har hersket omkring mejeri problematikken.
Det fremgår af referater for generalforsamlinger, også i Hjarup Mejeri, at afgangen af andelshavere til det søndagshvilende Lunderskov Mejeri har været et økonomisk problem.
Det er lidt usædvanligt, at en proprietær i ”orkanens øje” indlader sig på noget så usædvanligt i tiden som at ytre sig offentligt i en lokal avis. Men Høyer var efter fire år i Skanderup Sogn blevet indvalgt til så mange tillidsposter, at han velsagtens næsten har følt sig kaldet til at kommentere en problematik, hvor han selv må have mærket de økonomiske konsekvenser i betydelig grad.
I sin aviskommentar henviser Høyer til missionens manglende vilje til at gå på kompromis, også selv om de var blevet tilbudt selv at holde egen mælk hjemme søndag. Men de ville i tiden op til bruddet i 1895-96 ikke levere mælk til et mejeri, som kørte søndag for at behandle mælk fra andelshavere, der gerne ville levere mælk om søndagen. I denne forbindelse harcelerer Høyer så over, at der leveres mælk og fløde til et mejeri syd for grænsen, i Leert: ”Hvor kan det være, at De nu med god Samvittighed kan sende Deres Fløde over til et Mejeri paa den anden Side Grænsen, der arbejder saavel Helligdagene saavel som Søndagene…” Høyer bemærker videre, at missionen jo så nok har ændret holdning, og at ” … der kunne komme et Samarbejde i Gang, saa vi kunne holde stille med det ene Mejeri … Det ville være en stor økonomisk Vinding …” Høyer slutter på trods af denne opfordring af med at konstatere, at Lunderskov og Bastrup Mejeri nok selv stryger gevinsten med samarbejdet mod syd i stedet for at indgå i en lokal forståelse og lokalt samarbejde.
Der har helt sikkert i forbindelse med den "religiøse vækkelse", der skete med pastor C. J. Moes ankomst til Skanderup Sogn 1885, lige da mejerier og andelsbevægelse blev dominerende i datidens hovederhverv, landbruget, været en livlig debat omkring både praktiske og holdningsmæssige aspekter.
Helt iagttagelig lokale konsekvenser kan iagttages i antallet af leverandører, køer og produktionsresultater som indvejet sødmælk og smørproduktionen.
Disse formentlig rimeligt troværdige oplysninger kan aflæses i Danske Mejerier Bd. 4, 1916, s. 182, 207, 224 og i Dansk Mejeristat 1931, s. 491, 516-17, 532-33.
Produktionsmængden per ko er udregnet ud fra indvejet sødmælk og antal køer, altså en kvantitativ målestok for ydelsen per ko.
Mejerierne Skanderup, Lunderskov, Vamdrup, Bastrup og Hjarup var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret. Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede.
Debatten omkring Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri kommer til orde i Kolding Folkeblad 4. marts 1910 i et indlæg, som Kolding Folkeblad kaldte ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, og hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde, andelshaver i Skanderup Mejeri, formand 1909-1915.
Tilsvarende i Kolding Folkeblad 19. dec. 1908 et signeret, unavngivet indlæg i debatten om forholdene mellem Vamdrup og Bastrup Andelsmejeri.
 |
 |
Mejerierne som religionens vartegn.
Det har ikke været muligt at finde direkte svar på de to indlæg i debatten, som præsenteres her, og som skal refereres som gode eksempler på partsindlæg.
Synspunkterne har næppe været uimodsagt, nok snarere tvært imod.
Ej heller anses disse synspunkter for en dækkende karakteristik af de indremissionske andelshavere eller af holdningen til det praktisk-økonomiske i forhold til de principielle, religiøse holdninger.
Men debatindlæggene formodes rimelig repræsentativt at afspejle i det mindste de holdninger, der var til at inddrage religionen i mejeridriften, som den kom til udtryk uden for de indre missionske kredse.
Det fremgår af meget knappe referater fra generalforsamlinger, at afgangen af andelshavere til de søndagshvilende mejerier har været et økonomisk problem for begge parter.
Det er lidt usædvanligt, at en proprietær i ”orkanens øje” indlader sig på noget så usædvanligt i tiden som at ytre sig offentligt i en lokal avis. Men Aksel Høyer, Wissingsminde var efter fire år i Skanderup Sogn blevet indvalgt til så mange tillidsposter, at han velsagtens næsten har følt sig kaldet til at kommentere en problematik, hvor han selv må have mærket de økonomiske konsekvenser i betydelig grad, både organisatorisk som formand for og som leverandør til Skanderup Andelsmejeri.
I sin aviskommentar henviser Høyer til missionens manglende vilje til at gå på kompromis, også selv om den var blevet tilbudt selv at holde egen mælk hjemme søndag. Men man ønskede i tiden op til bruddet i 1895-96 ikke at levere mælk til et mejeri, som kørte søndag for at behandle mælk fra andelshavere, der gerne ville levere mælk om søndagen.
I denne forbindelse harcelerer Høyer så over, at der leveres mælk og fløde til et mejeri syd for grænsen, i Leert: ”Hvor kan det være, at De nu med god Samvittighed kan sende Deres Fløde over til et Mejeri paa den anden Side Grænsen, der arbejder saavel Helligdagene saavel som Søndagene…” Høyer bemærker videre, at missionen jo så nok har ændret holdning, og at ” … der kunne komme et Samarbejde i Gang, saa vi kunne holde stille med det ene Mejeri … Det ville være en stor økonomisk Vinding …”
Høyer slutter på trods af denne imødekommende opfordring af med at konstatere, at Lunderskov og Bastrup Mejeri nok selv stryger gevinsten ved samarbejdet mod syd i stedet for at indgå i en lokal forståelse og lokalt samarbejde.
Hvor A. Høyer som repræsentant for det ikke-søndagshvilende mejeri i Skanderup formulerer sig polemisk i forhold til de søndagshvilende tilhængere, så er repræsentanten for Vamdrup, Bastrup mejerierne mest optaget af den økonomiske ulempe ved delingen, og han appellerer til især det søndagshvilende Bastrup med den økonomiske argumentation, at leverandørerne til Vamdrup Andelsmejeri kan få "42,21 Øre (mere) per P(un)d leveret Sødmælk."
Standpunkterne bag søndagshvilende mejerier
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Der havde åbenbart forud for den prædiken, Moe afholdt 14. okt. i Vamdrup været en henvendelse om ikke at få en indre missionsk præst. Iflg. Kolding Folkeblad 16. okt. 1884 fik dette Moe til fra prædikestolen at "irettesætte Menigheden ... (for at) have bedet om en Præst, der ikke taler Sandhed." Dette fik degnen, "Lærer Hansen" til i et efter gudstjenesten på et af ham indkaldt møde uden for kirken, hvor Moe deltog, at hævde over for Moe, at han - såfremt han havde læst "Adressen", d.v.s. henvendelsen om vacanceprædikant - havde "fremført en Løgn".
Desuden meddelte en række Vamdrup borgere, herunder sognerådsformanden i et i Kolding Folkeblad 20. okt. offentliggjort brev af 17. okt. 1894, at de følte sig "æreskrænkede" af pastor Moes udtalelser i dagens prædiken.
Nøgleordet er velsagtens, hvis man skal følge C. J. Moes tankegang, at man ikke i Vamdrup Kirke har villet høre "sandheden".
"Vamdrup Sagen" gik til Højesteret, hvor både pastor Moe og "Lærer Hansen" idømtes en bøde, Moe 200 Kr., "Lærer Hansen" 50 Kr., parterne skulle dele sagens omkostninger. Alt iflg. Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 14. okt. 1896.
Man kan også følge de tilgængelige, offentliggjorte meddelelser om adskillelsen mellem søndagshvilende og ikke-søndagshvilende mejerier.
Der er "i Smidstrup på Vejleegnen ... oprettet et Mejeri ... der ikke skal arbejde om Søndagen ... rejst af Missionsfolk og har faaet Navnet Søndagshvile", hedder det i Fyens Stiftstidende 7. nov. 1904.
Om Tørring Andelsmejeri hedder det i Kolding Social-Demokrat 31. maj 1900 "at et Mindretal ... forlangte ... at Mejeriet fuldstændig skulle indstille sin Virksomhed paa alle Aarets Søn- og Helligdage ... Der tilbødes, at de, der ønskede det, maatte beholde Mælken hjemme ... (på søn- og helligdage. Men) alle af Indre Mission udmeldte sig ... og har nu bygget sig et Mejeri ved Kirkeby i Houe."
Jyllands-Posten og Varde Folkeblad, henholdsvis 25. og 23. okt. 1901 beskriver, at i 1897 "udtraadte af Bøvling Mejerikreds i Vestjylland alle de Interessenter, der hørte til Indre Mission ... " fordi de ikke kunne få søn- og helligdagshvile og "oprettede et nyt Mejeri". I Herning Folkeblad 2. marts 1897 hedder det herom, at "de andre havde indrømmet dem, at Mejeriet maatte staa stille om Søn- og Helligdage de 6 Vintermaaneder, men Missionsfolkene var konsekvente og hævdede, at er det Synd ... om Vinteren, er det det ogsaa om Sommeren."
I Svendborg Avis 29. sept. 1903 hedder det om mejerisituationen i Harboøre, at "den herværende yderste Fløj af Indre Mission" ikke skiller sig ud p. gr. af "søndagsarbejde eller lignende, men kun ... at de Udtraadte ikke vil have noget som helst til fælles med dem, der ikke slutter sig til dem i religiøs Henseende."
De refererende avisers holdning til missionen kommer mere eller mindre klart til udtryk, men det centrale er, at der som for pastor C. J. Moe er en uomtvistelig "sandhed", at det er syndigt at arbejde og levere mælk på en hvile- og helligdag. Den "sandhed" er man så helt åbenbart villig til at betale prisen for.
Ideen til sammenligningen mellem ikke-søndagshvilende og søndagshvilende mejerier er hentet fra Harry Haue, Mejerikrigen, Fortid og Nutid, 27. Bind 1977-78. Tallene er fra Dansk Mejeristat, de relevante amter, egen bearbejdning m.h.t. de gennemsnitlige besætningsstørrelser.
| Sogne med delte mejerier - gennemsnitlige besætningsstørrelser | |||||||||||
| Ikke søndagshvile, mejerinavn | Oprettel-sesår | Antal andels-havere | Antal køer | Gns. køer per andelshaver | Søndagshvile, mejerinavn | Oprettel-sesår | Antal andels-havere | Antal køer | Gns. Køer per andelshaver | Mejerikreds | |
| Bindslev | 1888 | 194 | 1900 | 9,8 | Søndagshvile | 1908 | 57 | 500 | 8,8 | Hjørring Amt | |
| Bækmarksbro | 1886 | 220 | 1200 | 5,5 | |||||||
| Bøvling | 1886 | 80 | 850 | 10,6 | Brandborg | 1897 | 126 | 1100 | 8,7 | Ringkøbing Amt | |
| Gårslev, Sølund | 1887 | 89 | 550 | 6,2 | Fælleslykke | 1901 | 35 | 304 | 8,7 | Vejle Amt | |
| Harboøre | 1897 | 82 | 420 | 5,1 | Harboøre Ny | 1903 | 34 | 170 | 5,0 | Ringkøbing Amt | |
| Hjarup | 1885/1888 | 47 | 570 | 12,2 | Bastrup | 1897 | 106 | 650 | 6,1 | Ribe Amt | |
| Lydum | 1885 | 73 | 450 | 6,2 | Sdr. Vium | 1925 | 62 | 450 | 7,3 | Ribe Amt | |
| Nr. Nissum | 1887 | 103 | 892 | 8,7 | Elmely | 1903 | 49 | 350 | 7,1 | Ringkøbing Amt | |
| Sejerø | 1895 | 58 | 420 | 7,2 | Tadebæk | 1889 | 63 | 420 | 6,7 | Holbæk Amt | |
| Skanderup | 1888 | 108 | 1230 | 11,4 | Lunderskov | 1895/1896 | 140 | 1100 | 7,9 | Ribe Amt | |
| Smidstrup | 1888 | 125 | 1050 | 8,4 | Søndagshvile | 1904 | 100 | 700 | 7,0 | Vejle Amt | |
| Tørring | 1887 | 168 | 1000 | 6,0 | Houe | 1899 | 70 | 505 | 7,2 | Randers Amt | |
| Vamdrup | 1888 | 186 | 1300 | 7,0 | Bastrup | 1897 | Ribe Amt | ||||
| Gennemsnit | 118 | 909 | 7,7 | 77 | 568 | 7,4 | |||||
| Landsgennemsnit | 110 | 900 | 8,2 | ||||||||
|
Umiddelbart iøjnefaldende er det, at ud af de 11 søndagshvilende mejerier i Danmark, befinder der sig 10 i Jylland. Heraf 4 i Ribe Amt, 3 i Ringkøbing Amt og de sidste 3 fordelt på Hjørring, Randers og Vejle amter.
Lokalt har der med hele 2 søndagshvilende mejerier, Bastrup og Lunderskov været et godt tilskud til overrepræsentationen i Ribe Amt. Halvdelen såmænd.
Som et udtryk for den gennemsnitlige besætningsstørrelse i mejerierne er der her udregnet antal køer per andelshaver i de enkelte mejerier, hvilket kan tages som udtryk for, hvor store andelshavernes besætninger gennemsnitligt var på hvert enkelt mejeri.
Her viser det sig, at blandt sogne med delte mejerier finder vi de ikke-søndaghvilende Hjarup og Skanderup med andelshavere, der har de gennemsnitligt største besætninger, henholdsvis 12,2 og 11,4 køer per andelshaver.
Der er landsdækkende ikke nogen iøjnefaldende forskel på besætningsstørrelser i henholdsvis ikke-søndagshvilende med 7,7 og søndagshvilende mejerier med 7,4 i gennemsnitlig besætningsstørrelse.
Dog kan det bemærkes, at områder med delte mejerier for begge kategoriers vedkommende med henholdsvis 7,7 og 7,4 i gennemsnitlig besætningsstørrelse ligger under den landsdækkende, gennemsnitlige besætningstørrelse på 8,2. Det kan med forbehold velsagtens tages som udtryk for den driftsøkonomiske ulempe for andelshaverne i at være tilknyttet mejerier, der måtte konkurrere om tilstrækkelige leverancer med de omkostninger, som det indebar.
Lokalt er det ret tydeligt, at de ikke-søndagshvilende Hjarup og Skanderup mejerier havde gennemsnitligt større besætninger per andelshaver - et udtryk for gennemsnitligt større driftsenheder - med henholdsvis 12,2 og 11,4 køer per andelshaver. I kontrast til de søndagshvilende mejerier Lunderskov og Bastrup, der havde 7,9 og 6,1 køer per andelshaver.
Men at man ikke bare kan konkludere, at dette størrelsesforhold gælder generelt kan man lokalt se ved besætningsstørrelserne per andelshaver på Vamdrup Andelsmejeri, der var på 7,0, d.v.s. større end på det søndagshvilende Bastrup, men mindre end det søndagshvilende Lunderskov med 7,9 køer per andelshaver.
Uanset besætningsstørrelser og produktionstal, var den økonomiske nøgle for andelshaverne mælkens kvalitetsgodkendelse, dens fedtprocent og den pris, som andelshaveren herefter fik for den leverede mælk. Kvaliteten var leverandørens opgave. Prisen fra mejeriet afhang af den rentabilitet, som bl.a. også afhang af antallet af andelshavere.
|
|||||||||||
1894, samme år og umiddelbart før "Vamdrup Sagen" holdt sognepræsten i Vamdrup, pastor Hans Petersen Traustedt sin afskedsprædiken iflg. Ribe Stifts-Tidende 12. sept. 1894, se også Danmarks Præstehistorie 1885-1914, v. S. Elvius, s. 226-27.
Det betød muligvis morgenluft for "Tilhængerne af Indre Mission" og kan velsagtens - ud over kendskabet til C. J. Moe i nabosognet Skanderup - have foranlediget "Adressen" om ikke at få en indre missionsk præst som vacanceprædikant.
Mejerieffektiviteten
Mejerierne Skanderup, Lunderskov, Vamdrup, Bastrup og Hjarup var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret. Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede.
Debatten omkring Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri kommer til orde i Kolding Folkeblad 4. marts 1910 i et indlæg, som Kolding Folkeblad kaldte ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, og hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde, andelshaver i Skanderup Mejeri, formand 1909-1915.
Tilsvarende i Kolding Folkeblad 19. dec. 1908 et signeret, unavngivet indlæg i debatten om forholdene mellem Vamdrup og Bastrup Andelsmejeri.
|
|
[1] Generalforsamling 5. februar 1896, Kolding Folkeblad 5. februar 1896.
[2] Iflg. Danske Mejerier, bd. 4, s. 207.
[3] Se første del, afsnit om besættelsestiden lokalt.
[4] Se Lokalarkivet, https://arkiv.dk/vis/2547222.
[5] Se Lokalarkivet, https://arkiv.dk/vis/2551414.
[6] Høyer skulle iflg. omtale i samtidens presse have været for ”dansksindet” til at blive tålt i Sønderjylland, hvorfra han så flyttede for i 1903 at købe Wissingsminde efter en tvangsauktion. Han sælger Wissingsminde igen 1915. Høyer havde forskellige tillidsposter, bl.a. var han en overgang formand for Kolding Herreds Landboforening. Han solgte marts 1908 den grund, som den nye Skanderup Skole blev bygget på i 1909.