Grænsestenen i Lunderskov, lokal dansk grænsehistorie på Koldingegnen

Dansk grænsehistorie kan iagttages illustrativt i et lille udvalg af grænsemarkeringer, der i fugleflugt over Danmark trækker et spor fra vikingetidens stormagt til nutidens småstat.
Fra Jellingestenene kendes dronning Thyra sammen med Gorm den Gamle og sønnen Harald Blåtand, Danmark mellem vikingetid og de første kristne konger i 900-tallet. Sagnet i Saxos Gesta Danorum lader Thyra være igangsætteren af Dannevirke, det danske forsvarsværk 20-30 km nord for det gamle, danske kongeriges sydgrænse, Ejderen, der afgrænsede Sønderjylland, også kaldet Slesvig, til Det Tyske Kejserrige.
Danske grænsemarkeringer i illustrativt udvalg
 
 
Grænsesten, oprindeligt indmuret i Rendsborg fæstningens søndre port, forkynder på latin: "Ejderen er Romerrigets Grænse." Muligvis opsat af Chr. 5. 1671. Fodteksten på avisfotoet kan ses på forlægget til flere aviser, i Illustreret Tidende 26.5.1861. Nyttige  oplysninger om Rendsborg stenen finder man i en tidsskriftartikel i Før og Nu, 1927.
 
 Grænsesten på Koldinghus fra Frederik d. 6.'s tid, kan muligvis være samtidig med flytningen af Rendsborg stenen 1806. Den stod ved Haderslevvej i Kolding byskel. Kan også betragtes som grænsesten mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne.
Grænsesten nr. 117, Lunderskov, Kongeågrænsen. 1920 grænsesten, nr. 1, 280 og nr. 31 fra Kobbermølle.
Grænsestenen i Rendsborg kunne alt efter omstændigheder og temperament ses som en markering af det sønderjyske Slesvig som en del af kongeriget Danmark. Beslutning om flytning i 1806 til København, til Tøjhusmuseet, Krigsmuseet kan - sammen med skelstenen på Koldinghus fra Frederik d. 6.s tid - ses som et forvarsel om den nationalstatsdannelse, der først reducerede Danmark til Kongeågrænsen, efterfølgende i det internationale spil til den nuværende 1920 grænse. Stenen blev nedtaget 1806, da Napoleon opløste Det Tysk-Romerske Rige, hvorefter den stod i Rendsborg Tøjhus, indtil den i 1863 kom til København til anbringelse på Tøjhusmuseet, der fra 2018 har heddet Krigsmuseet.
 
 
Der var både eufori og skuffelse, da grænse og grænsesten i 1920 blev flyttet fra Kongeåen til "den nye landegrænse". Her udtrykker det samtidige postkort klart tekstlig eufori.
Antallet 279 grænsesten var korrekt i 1920, aktuelt er der 280 grænsesten.
 

Indledning - en grænsesten flyttes fra Kongeåen til Lunderskov

Som det næppe var dronning Thyra, der startede og fuldendte byggeriet af forsvarsværket Dannevirke i 900-tallet, var og er der tilsvarende myter og nationalromantiske forestillinger om Danmark fra vikingetidens stormagt til næsten udslettelse, hvor urealistiske forestillinger om Danmark til Ejderen i 1864 hårdhændet og kontant blev sat på plads af Bismarcks Prøjsen.
Med myterne som bagtæppe og et forhåbentlig solidt fundament af grænsesten og anden faktuel viden kunne en lokal grænsehistorie - med afsæt i området nord for Kongeåen, i Skanderup Sogn, især Lunderskov og Koldingegnen - være den nationale histories lokale bagtæppe. I form af et lille landsogn med jernbane og en driftig stationsby som resultat af den nye transportform siden 1866, og en købstad, en større by, som med Koldinghus efterhånden var blevet slutpunktet på den nørrejyske del af kongeriget Danmark i forhold til det stadigt mere slesvigske Sønderjylland.
Kongeågrænsens sten nr. 117 blev i 1922 omplaceret til et anlæg i Lunderskov som en konsekvens af grænseændringen i 1920 til den nuværende dansk-tyske grænse, der gjorde 1864 grænsestenene ved Kongeåen overflødige.
Den slagne part i første verdenskrig, Det Tyske Kejserriges efterfølger, Weimarrepublikken, måtte - som det oftest gælder for taberne i krige og konflikter - give køb, herunder rykke grænsen til Danmark mod syd.
"Den nye grænse" blev proklameret i dagspressen, bl.a. Kolding Folkeblad 27. december 1920, hvor det hed, at grænsen mellem Danmark og Tyskland træder i kraft "i sin hele Udstrækning til Lands og til Vands den 1. Januar kl. 8 Formiddag (1921. De nye) ... Grænsesten og -Pæle er fortløbende nummereret (1-279)..." Der blev opsat 280 grænsesten ved 1920 grænsen. Den sidste, grænsesten nr. 280, blev opsat i forbindelse med etableringen af et nyt fremskudt dige ved Højer efter 1976 stormfloden.
Grænsesten nr. 117 er en af den nationale grænsehistories lokale udslag på Koldingegnen. Den er således også - som alle grænsesten fra 1864 - et symbol på en til tider konfliktfyldt dansk grænsehistorie, der i nogen udstrækning tog sit udspring i arvedelingen mellem Valdemar Sejrs sønner i 1232, som efterlod det sønderjyske Slesvig i en stadigt stærkere tilknytning til Holsten i en proces, hvor navnet Sønderjylland blev til Slesvig, og hvor rets- og administrationssproget i stadigt stigende omfang blev tysk.

Den nye grænse i 1920, genforeningen, gamle og nye grænsesten

Den tabte krig til Prøjsen i 1864 og Kongeågrænsen havde medført opstilling af 128 trægrænsepæle, der gik fra Spækbro ved Vadehavet til Hejlsminde ved Lillebælt. Disse grænsepæle var naturligvis ikke langtidsholdbare og blev løbende erstattet af et tilsvarende antal grænsesten af granit i perioden 1891-1915. Herom hedder det i Ribe Stifts-Tidende 15. oktober 1891, at "de 128 Træpæle... have maattet begynde at vige for varigere Mærker..."  Malende hedder det herom i Dagbladet Hejmdal 11. november 1895, at "Grænsepælene imellem Danmark og Slesvig er efterhaanden blevne raadne og mangelfulde, og de erstattes derfor nu i Følge Ribe Stiftstid. af Grænsesten. Men Sten kan ogsaa forgaa."
Den nationale fortrøstning til en grænseændring er her mejslet i granit!
Man kan muligvis skønsmæssigt gå ud fra, at de 128 grænsepæle har været anbragt på samme placering som de efterfølgende grænsesten af granit. Hvis det skulle være tilfældet, er det så nogenlunde konstaterbart, hvor grænsestenene af granit har været placeret, da grænsepælene både er nøje beskrevet placeringsmæssigt, og de skulle også være kortlagt. Men det kan ikke blive andet og mere end et usikkert skøn, hvor granitgrænsepælene har været placeret. 
Der kan også herske tvivl om antallet. Grænsesten nr. 7, 7a, b og c er kun optalt som en enkelt sten. Desuden er grænsesten nr. 22, der også har en understen, tilsvarende kun optalt som en enkelt sten. De nye grænsesten var officielt blevet opsat 1. januar 1921. De gamle grænsesten blev åbenbart i første omgang enten glemt eller negligeret, indtil der - som meddelt i flere aviser, bl.a. Jyllandsposten 19. januar 1922 - kom en melding fra Indenrigsministeriet med en anmodning til "Amtmanden over Haderslev Amt" om at sørge for at få opgravet de gamle grænsesten og tage dem "i Forvaring og bevare dem fra Ødelæggelse." Som det fremgår af det efterfølgende, er Jyllandspostens meddelelse om Haderslev Amt upræcis. Anmodningen blev stilet til alle de sønderjyske amter samt grænseamterne Vejle og Ribe.
Man formodede på det tidspunkt, at der skulle være "ca. 90 Sten" af de oprindeligt 128 sten fra Kongeågrænsen.  
Kongeåstenene blev opgravet og efterfølgende stjålet, tilfældigt anbragt, negligeret og placeret som genforeningssten. Og endelig officielt bestemt til fordeling i "de fire sønderjyske Amter og de to tidligere Grænseamter, Vejle og Ribe Amter... i offentlige Anlæg..."
De fire sønderjyske amter, der skulle deltage i fordelingen var Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg amter. Samt grænseamterne Ribe og Vejle
Skønsmæssigt og tilfældigt kan nogle grænsestens efterfølgende placering angives ud fra presseforlydender.
Vejle Amt tildeltes 9 grænsesten (iflg. Jyllandsposten 19. november 1922), Ribe Amt tildeltes 15 sten iflg. Jyllandsposten 19. januar 1922, heraf ca. 10 til Fæsted Kommune iflg. Heimdal 20 januar 1922. Lidt bemærkelsesværdigt vedtog Darum Sogneråd iflg. Ribe Stifts-Tidende 7. februar 1922 at aftage en enkelt, Ribe Byråd vedtog iflg. referat i Ribe Stifts-Tidende 24. januar 1922 at aftage "et par stykker".
Begejstringen for indenrigsministeriets tilbud syntes at have været noget begrænset i Ribeområdet, grænsende til ligegyldighed eller modstand.
 
I dagens Danmark er der nu 280 grænsesten, der siden 1920 har adskilt Danmark fra Tyskland. De går fra Skomagerhus ved Flensborg Fjord til Vadehavet. Nr. 1 og nr. 280 har opsætningsdatering og pyramidetop, de øvrige har flad top med sigtelinje og national indskrift mod Danmark, D og Deutsches Reich Preussen, DRP mod syd. Af navnet Prøjsen som den sydlige nabo, vil man med lidt historisk eftertanke kunne se, at det historiske Tyskland har undergået forandringer siden - Prøjsen blev afskaffet som statsdannelse af det nazistiske Tyskland og blev de jure afskaffet ved Moskva konferencen i 1947.
Ydermere må det anføres, at dateringen på grænsesten nr. 280 kun formelt kan være korrekt - kun dækkende for grænsestenene 1-279, da grænsesten nr. 280 efterfølgende er blevet opsat på det nye fremskudte dige efter 1976 stormfloden.
Det fremgår af et grænseeftersyn, refereret i Kolding Folkeblad 23. september 1921, at grænsestenene var nu ganske vist af granit, men "ved Kobbermøllebugten er Pælene af Eg. Ved Besigtigelsen viste alt sig at være i Orden." Trægrænsepæle i grænseområdet mod syd har således været et kendt, videreført fænomen. 
 
 
Illustreret Tidende Nr. 268, 13. November 1864.
Præsenterer Kongeågrænsen, dog uden markering af grænsepælene.
Samme kort med Kongeågrænsen omkring Kolding.
 
Uanset begejstringen i forbindelse med genforeningen med den del af Danmark, som Slesvig udgjorde, så var der forskellige opfattelser af situationen, der både kom til udtryk politisk under påskekrisen 1920 og i den folkelige debat.
Hvor skulle den nye grænse gå? Til Ejderen? Eller skulle man acceptere inddelingen i 3 zoner og 1920 afstemningsresultatet, hvor kun zone 1 stemte sig til Danmark? Hvad med i det mindste Flensborg, som var blevet anbragt i zone 2?
Man kan sige, at det var spørgsmål på den store klinge, hvor svaret kunne vække røre, uanset hvilket.
Og så var der spørgsmålet om de gamle grænsesten, erindringen om nederlaget i 1864.
Der blev rejst genforeningssten, mange omkranset af de tidligere grænsesten ved Kongeåen, nationale tilkendegivelser ved genforeningen, omkranset af 1864 nederlagets grænsesten, som var en anvendelse, de fleste kunne billige. Og samtidig den hyppigste anvendelse af 1864 grænsestenene. 

Kongeågrænsens sønderjyske forhistorie

Den del af Kongeriget Danmark, som Slesvig syd for Nørrejylland udgjorde, blev til et fyrstelen med Valdemar Sejrs arvedeling mellem hans i 1232 tilbageblevne tre sønner efter den oprindelige tronarvings, halvbroderens, Valdemar den Unges død i 1231.
Valdemar Sejrs udnævnelse af den ældste søn, Erik Plovpenning til medkonge, sønnerne Christoffer og Abel til henholdsvis hertug af Lolland Falster og Abel til "kun" hertug af Slesvig, medførte en uforsonlig broderkrig med langsigtede konsekvenser i forhold til det Sønderjylland, som Slesvig udgjorde.
Broderkrigen mellem Kong Erik og hertug Abel udspillede sig  1242-50 umiddelbart efter Valdemar Sejrs død i 1241. Abel blev i broderstriden drevet ned gennem kongeriget, hvor han før Slesvig skulle have startet byggeriet af det første Koldinghus i 1248 som et noget særpræget beliggende forsvarsværk i kampen mod den danske kongemagt. Særpræget i betragtning af, at Abel under broderstriden var hertug i Slesvig, og at Kolding, kan man se i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, var beliggende i kongeriget, i Nørrejylland.
Erik Plovpenning sejrede i broderstriden, men blev myrdet 1250 og kastet i Slien under et besøg hos Abel, der kortvarigt efterfulgte ham som konge.
Slesvig som hertugdømme var og blev en etableret kendsgerning. Hertugdømmet Slesvig var nu adskilt fra den nørrejyske del af kongeriget Danmark, hvor slutpunktet blev nederlaget i 1864 til Prøjsen og indlemmelse af de danske hertugdømmer i det, der blev det tyske kejserrige med O. von Bismarck som kansler.
Christian 1.'s håndfæstning 5. marts 1460 blev et mellemspil og et yderligere instrument i Bismarcks kispus med kongeriget Danmark i tiden omkring 1864 gennem brugen af Ribe-Privilegiet, der gjorde Slesvig og Holsten "evigt uadskillelige". Vedtagelsen i Danmark af Novemberforfatningen, 18. nov. 1863, der indførte et fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig, Danmark til Ejderen, gav Bismarck let spil i det daværende internationale diplomati, som blev effektueret med Danmarks nederlag i 1864 og Kongeågrænsen.
   
Kongeriget Danmark og hertugdømmerne. Slutstenen til den enevældige helstat, bestående af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg blev sat. Den lille nationalstat fik 1864-65 sin grænse ved Kongeåen.
Danmark og den nuværende grænse. Grænseforeningen.

Danmarks grænser og grænsemarkeringer mod syd 

Gennem tiderne har der mellem Danmark og det, der nu har fået betegnelsen Tyskland, været forskellige grænser før den nuværende 1920 grænse.
Det afspejler sig i forskellige tiders grænsemarkeringer, grænsesten, som 1864 grænsens markering af grænseskellet kan sammenlignes med: 
  • en ældre og demonstrativ markering af Danmark til Ejderen, der oprindeligt befandt sig i Rendsborg, Ejderen - hvor Danmark til Ejderen proklameres, paradoksalt nok som et minimum, uden Holsten,
  • en grænsesten på Koldinghus fra Frederik d. 6.'s tid, fra begyndelsen af 1800-tallet, som har markeret grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Muligvis "kun" en skelsten mellem Kolding og "Haderslev Amt", men tydeligt markeret af kongen, Frederik 6., som et skel til hertugdømmet Slesvig, der gik til og med Haderslev Amt. Det skal her bemærkes, at Frederik d. 6. med flytningen af Rendsborg stenen havde markeret, at han også anså Holsten som en del af kongeriget Danmark.
Ejder mytologien: Sakserne truer, den sløve Uffe vågner op til kamp. Sagn fra Saxos Gesta Danorum.
 
 
I betragtning af, at grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig før 1864 kunne ses markeret med granit grænsesten som den fra Frederik 6.s tid, der findes opsat i haven til Koldinghus, kan det virke påfaldende, at man 1864-65 kun opsatte trægrænsepæle. Måske en markering af troen på, at grænsepælene var midlertidige?
En også markant grænsemarkering før 1864 har været inskriptionen i Rendsborg fæstningens søndre port, hvor der på latin er en indskrift, der siger, at Ejderen (hvor Rendsborg ligger) er Romerrigets grænse. I avisversioner fra 1919 er det en tidstypisk konstatering, hvor drøftelser om Danmark til Ejderen kunne offentliggøres efter at have været gjort helt usandsynlig med nederlaget til Prøjsen i 1864.
De grundigste informationer om Rendsborg stenen får man hos Otto Smith, Før og Nu, 1927 og i Illustrerede Tidende 26. maj 1861. Stenen sidder indmuret over ind- og udgangen til Krigsmuseet. Formålet med den lange historiske redegørelse i Illustreret Tidende synes især at være en hånligt nedladende kommentar til substansen af Det Tysk-romerske Rige, der blev opløst 1806 af Napoleon.
Viborg-Stiftstidende, Skagen Avis m.fl. 13. maj 1919, hvor den tyske krigsmaskine var blevet slået i første verdenskrig, har fundet anledning til at gøre opmærksom på denne indskrift fra grænsestenen, indmuret i Rendsborg fæstningens søndre port, som på latin forkynder: "Ejderen er Romerrigets Grænse." De samtidige aviser lader Christian 3. opsætte Rendsborg stenen 1539. De fleste tilskriver Rendsborg stenen Christian 5. 1670-71.
Begge konger kan i princippet have været involveret - Christian 3., da han lod Rendsborg omslutte af en befæstningsmur, hvor Christian 5. så evt. skulle have ladet stenen flytte. Illustreret Tidende nævner både 1539 og 1671, og antyder, at stenen kan være betydeligt ældre.
 
Hvor der i tiden før 1864 kan findes eksempler på nærmest pompøse grænsesten mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne, så var 1864 trægrænsepælene tilsvarende næsten ynkeligt tidsbegrænsede. De efterfølgende grænsesten i granit var i et holdbart materiale, men af andre grunde end grænsepælenes skæbne blev de alligevel mere flygtige end deres materielle tilstedeværelse betingede. Om ikke andet så med den hast og i det omfang, de (næsten) forsvandt. Af de 128 granitsten kunne det i 1922 efter opgravningen i 1920 konstateres, at der var o. 90 tilbage. Herefter er der kommet flere til ved nogen ihærdig eftersporing.

1864 grænsesten og -pæle, sammenfatning

Sydvestjyske Museer er i deres undersøgelser af de 128 grænsestens skæbne i genforeningsjubilæumsåret 2020 kommet til den opfattelse, at der nærmest har hersket kaotiske tilstande omkring de grænsesten, som skulle fjernes fra den gamle Kongeågrænse, hvor lokale hamstrede egne grænsesten, andre er blot blevet borte. Denne drøftelse i Ribe Byråd, refereret i Ribe Stifts-Tidende 24. januar 1922, kunne betegnes som symptomatisk:
Borgmesteren i Ribe refereres her for at have orienteret om Indenrigsministeriets tilbud til Ribe om at modtage nogle af de nu overflødige 1864 grænsesten til opstilling i Ribe. Det blev vedtaget at udtale, at man "kunde ønske at faa om muligt et Par Grænsesten ... særlig ved Soldater-Mindesmærket..." Et par særdeles forbeholdne røster refereres også, som ikke syntes at "saadanne Steen ... ville være til nogen Pynt."
Til det kaotiske hører, at 1864 grænsestenene også blev stjålet, hvorom det hedder i Kolding Folkeblad 24. januar 1922 i en artikel "Om bortførte Grænsesten", at Fæsted Kommuneråd havde anmodet Indenrigsministeriet om at kunne benytte de i og omkring kommunen beliggende grænsesten til et genforeningsminde, som der blev rejst en hel del af på den tid.
Kommunen var iflg. artiklen ikke hurtig nok, idet en uidentificeret lastbil afhentede grænsestenene, før kommunen havde fået samlet dem ind. Avisen skrev herom, at "De stjaalne Sten har følgende Numre: 34, 35, 36, 37, 38, 40, 41 ..." Til det yderligere kaotiske hører, at det er de i Kolding Folkeblad annoncerede, stjålne sten, der angives opsat i forbindelse med den med runer indhuggede genforeningssten i Fæsted, Rødding.
Fæsted genforeningsstenen, omgivet af angiveligt 1864 grænsesten med numrene 34-38, var en national manifestation, inkl. grænsestenene. 
Disse grænsestens eksistens bekræftes også af Tagesens registrering., den nyeste af de i denne undersøgelse registrerede, herunder Bent Eliasens Hejlsminde, postkort, Kolding 1980.
Om så avisartiklen om deres forsvinden er en "avisand", eller grænsestenene er fundet efterfølgende, fortaber sig i det uvisse. 
Men fra det officielle Danmark, Indenrigsministeriet blev der i 1922 gjort sporadiske bestræbelser på bevare stenene for eftertiden, hvilket grænsesten nr. 117, anbragt i offentlige omgivelser i Anlægget i Lunderskov, er et rimeligt enestående eksempel på. Anbringelsen i Lunderskov var helt efter de af Indenrigsministeriet i 1922 udstukne principper. Men i stedet for at ende som staffage til en genforeningssten eller indgå i lokalpolitiske reaktioner på de sønderjyske amters og grænseamterne Vejles og Ribes nedtagelse til fordeling efter Indenrigsministeriets fordelingsprincipper, blev anbringelsen i Lunderskov næsten eksemplarisk med et samarbejde mellem en lokalafdeling af Sønderjysk Forening og Lunderskov Borgerforening. Ganske vist hjulpet effektivt på vej af Peter Michaelsen, en lokal- og grænsepolitisk aktiv person, der i stedet for fodslæb og modvilje i forhold til de historiske grænsesten så erhvervelsen af en af dem som et aktiv for sit lokalsamfund.
 
Uanset, at Indenrigsministeriet efter genforeningen anmodede om, at de eksisterende grænsesten blev opgravet og opstillet på offentlige steder, så må det konstateres, at der gik svind i grænsestenene, omend ikke så meget, som man kunne have frygtet, hvilket listen over de 128 grænsesten, der blev opstillet ved 1864 grænsen, viser. Det ser ud til, at der kun mangler 14, plus, minus nogle stykker af de opstillede grænsesten af granit fra Kongeågrænsen.
Grænsestenen i Lunderskov står, hvor den blev placeret i 1922 som sten nr. 117 ud af de den gang 128 grænsemarkeringer, der var blevet irrelevante med grænseændringen i 1920. Mindst 121 af 1864 trægrænsepælene blev fortæret af tidens tand, rådnede, og var blevet erstattet af grænsesten af granit i den sidste del af perioden op til 1920, hvor grænsestenene blev fjernet og erstattet af de 280 grænsesten, der blev opsat ved den nye grænse. 
Der hersker - eller har hersket - tvivl om, hvor en del af 1864 grænsestenene er blevet af. Hvor der til gengæld er vished om placeringen af grænsesten nr. 117 i Lunderskov - på en placering, der klart er en anden end grænsestenens oprindelige placering. Som i øvrigt også må anses for at være utilstrækkeligt verificeret med de givne beskrivelser
 
Både de nuværende og de tidligere grænsesten i granit efter grænsedragningen i 1920 og deres placering kan man finde dokumenteret i traktater og bekendtgørelser.
 
Der er bestræbelser på at få tilbageført grænsestenene fra Kongeågrænsen til deres oprindelige placering, hvilket kun vil være delvist muligt med de grænsesten, der har undgået tidens tand.
1864 grænsestenene af granit blev forarbejdet af en i øvrigt mindre kendt sten- og billedhugger, C. Schwartz, bosat i det dengang tyske Haderslev. De fleste af stenene fik indgraveret Kr. Dm. for Kongeriget Danmark på den ene side og Kr. Pr. for Königreich Preussen på den anden. Udgifterne blev fordelt mellem Prøjsen og Danmark. 

 
De 128 grænsesten / pæle fra 1864 er nu for de flestes vedkommende registreret, og befinder sig på andre lokaliteter, hvis de har overlevet flytningen.
14 af de 128 sten, stenene nr. 12, 64, 82, 83, 86, 89, 90, 95, 100, 104, 105, 114,115, 124 er forsvundet på forskellig vis.
Alt forudsat, at den nuværende registrering er udført korrekt.
Oplysningerne om 1864 grænsestenene kan inddeles i nogle kategorier, der kan konstateres ud fra den viden, vi har om stenene:
  • Brug af grænsestenene i forbindelse med genforeningsmonumenter. I Gram og Harreby drejer det sig om 14 grænsesten.
    • Genforeningsstenen i Gram er udformet som en stendysse, en overliggende sten, der hviler på underliggende, mindre sten. Det hele omkranset af 10 grænsesten, forbundet med kæde, grænsesten nr.  17, 20, 25, 39, 40, 44, 50-53.
    • Genforeningsstenen i Harreby er omkranset af 4 grænsesten nr. 22, 28, 30, 31.
    • Hestestenen, Frederikshøj, 2 grænsesten, nr. 16 og nr. 18.
    • Genforeningsstenen i Kruså, 4 grænsesten, nr. 27, 32, 67, 68.
    • Fæstedstenen, 5 grænsesten, nr 34 - 38.
    • Genforeningsstenen, Kegnæs, grænsesten nr. 42.
    • Genforeningsmindet, Skodborg, 7 grænsesten nr. 58, 59, 61, 63, 64, 69, 71, Kirkepladsen Skodborg, Rødding.
    • Genforeningssten i Jels, 2 grænsesten nr. 77 og 109.
  •  Gravsten? Denne mulighed drøftes for nr. 12, der er forsvundet. Hvis det er den mulige gravsten, er den oprindelige inskription væk.
  • Mindesten på kirkegård, omkranset af 4 grænsesten, nr. 14, 98, 118, 125.
  • Skamlingsbanken 2 grænsesten, nr. 15 og 66.
  • Koldinghus, grænsesten nr. 26 og / eller 96.
Genforeningsmonumenter inkl. Gram Slotskro er den helt overvejende placering af 1864 grænsestenene - 35 grænsesten, hvis denne optælling og kategorisering er korrekt.

Grænsestenen i Lunderskov set fra den danske inskriptionsside. Foto Grænseforeningen.
Den i Lunderskov placerede grænsesten er velbevaret og repræsentativ for de 128 grænsesten 1864-1920.
Grænsesten nr. 117 har tidligere iflg. 1864 traktatens Kommissions-Protokol været placeret, som det fremgår af Bekjendtgørelsen, forudsat den er blevet placeret som den tidligere grænsepæl, hvis placering er beskrevet i Bekjendtgjørelsen:
 
 
 
I omskrevet, tilpasset form § 10 i Bekjendtgørelse ..., der her omhandler grænsepælenes placering i området, relevant for nr. 117:
Kongeågrænsen fra "Grænsepæl Nr. 114 ... går i østlig Retning mellem Tyrstrup og Taps Sogne indtil Grænsepæl Nr. 116; videre mellem Sognene Vejstrup og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 120 ..." Grænsepæl nr. 117 må således have været geografisk placeret et sted mellem Taps, og Vejstrup sogne - eller i det, der 1864 blev til de otte sogne, der blev udskilt af Slesvig, og som sammen med nogle sogne ved Ribe og Ærø blev en del af Danmark i bytte for de kongerigske enklaver ved Ribe, Haderslev Amt i Vestslesvig.
Iflg. de mest rammende beskrivelser heraf i et udvalgt Historisk Atlas skulle grænsestenen have stået mellem Frederikshøj og Fjællebro, mellem nr. 112 og 123. Denne brede version har lokalarkivet i Lunderskov også. Som det fremgår, er beskrivelsen mere specifik i Bekjendtgørelsen.
 
Grænsestenen blev således ikke flyttet så langt væk fra sin oprindelige placering. Men flyttet blev den i 1922.

Grænsestenen og Anlægget i Lunderskov

Grænsesten nr. 117 blev opstillet i området ved Drabæks Mølle, området over for Møllegade 21, i det område, som Lunderskov Borgerforening havde erhvervet 1919 og etableret som et "Lystanlæg", som det kaldtes den gang. Det skete i konkurrence med den velhavende handelsmand, Iver Dahl, der oven i købet havde tilbudt at forære Lunderskov et lidt større areal. Men det blev Borgerforeningens areal, der blev til Lunderskovs "Lystanlæg", hvor opstilling af grænsesten nr. 117 så skete i 1922..
Anlægget beskrives i en omtale i Kolding Folkeblad 27. november 1922, som et "smukt Udslag af (Lunderskov) Borgerforenings Bestræbelser..." Og at det "... nylig er blevet anlagt paa en ideel Plads i saare skønne Omgivelser ... næsten i eet med de to private Anlæg: Drabæks Mølle og Hvidkilde." Det her anførte er en samtidig, noget floromvunden beskrivelse fra Lunderskov, hvor de afgørende begivenheder omkring grænsestenen og dens placering i det område, som blev til Anlægget i Lunderskov, fandt sted.

Grænsestenens vej til Lunderskov

Om grænsestenens placering i Lunderskov forholder det sig helt utvivlsomt som refereret i Kolding Folkeblad 15. Januar 1922 i et referat fra en generalforsamling i Lunderskov Borgerforening, afholdt tirsdag d. 10. januar, hvor formanden, købmand Peter Michaelsen kunne berette, at grænsesten nr. 117 var blevet overdraget til Lunderskov Borgerforening af Sønderjysk Forening (for Lunderskov og Omegn, har det givet været).
Peter Michaelsens rolle i 1922 har næppe været tilfældig. Efter at have skiftet bopæl fra Flensborg til Lunderskov, endeligt i 1916, blev han efterfølgende medlem af bestyrelsen og næstformand i Grænseforeningen, fremgår det af en af de mere indgående, nyere beskrivelser af grænse og grænseproblematik i mellemkrigstiden, Dannevirkemænd og Ejderfolk, Flensborg 2005.
Peter Michaelsens barnebarn, organist Johan Michaelsen fortæller fra samme tid, at P. Michaelsens bopælsskifte fra Flensborg til Lunderskov skete for at undgå tysk militærtjeneste. Peter Michaelsen var født og opvokset i Gesten.
Peter Michaelsens tilhør til området ved Kongeåen har været geografisk vidtstrakt - født i Gesten 1884, nord for 1864 grænsen, bopæl og erhvervsmæssig aktivitet i Flensborg indtil 1916, men med risikoen for tysk militærtjeneste vendte Michaelsen tilbage til udgangspunktet, nu Lunderskov - hvilket peger frem mod det konstaterbare engagement i Dannevirkebevægelsen, som over Flensborgbevægelsen spændte holdningsmæssigt bredt - Danmark til Dannevirke, Ejderen eller, mere moderat, som navnet siger, så Flensborg i det mindste med tilhør til Danmark, når Versailles fredens bestemmelser skulle konkretiseres.
Langt hen ad vejen hørte P. Michaelsen til de mere moderate i bevægelsen, hvor han efter stiftelsen af Den danske Grænseforening i november 1920, senere kom i bestyrelsen og blev næstformand.

Personkredsen i Lunderskov bag grænsestenen

Det har kun været delvis muligt at efterspore hele personkredsen bag den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening og af Lunderskov Borgerforening. Adspurgt og kontrolleret har Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv intet for herværende undersøgelse relevant arkivmateriale.
Med de eksisterende oplysninger fremgår det, at kontakten til Lunderskov Borgerforening er gået gennem formanden for Borgerforeningen, Peter Michaelsen - ikke mindst i kraft af, at han har været engageret i og formand for begge involverede lokalforeninger, fremgår det af oplysninger i den samtidige presse.
Det eksisterende kildemateriale peger således på P. Michaelsen som det centrale omdrejningspunkt.
Af 1921 folketællingen fremgår det, at Peter Michaelsen og familie havde fået bopæl i kommunen, dvs. i Lunderskov i 1916. Dog figurerer Michaelsen og familie i 1916 folketællingen ikke som bosat i Lunderskov. I en annoncering i Kolding Folkeblad 31. marts 1920 meddeles det, at ”Rentier Oskar Lassen, Flensborg, har solgt en Byggegrund i Lunderskov til Kbm. Peter Michaelsen…” Denne byggegrund har i stedet for matrikel nr. i 1921 folketællingen kun anført et familienummer, 79, som må formodes at være den privatbolig i Vestergade 9, som Michaelsen havde erhvervet gennem den i 1918 fra Lunderskov fraflyttede hotelejer, Oskar Lassen.
Det kan således konstateres, at Peter Michaelsen med familie er kommet til Lunderskov fra Flensborg i 1916, og at familien har erhvervet sig byggegrund og bolig i 1920. Sognerådet i Skanderup blev hurtigt opmærksom på P. Michaelsen, idet der på et møde 5. februar 1918 under pkt. 2, var optagelse ”paa den kommunale Valgliste… (af) P. Mikaelsen og Hustru paa Tillægslisten”.
Peter Michaelsen har i det hele taget hurtigt gjort sig offentligt bemærket. Først i foreningslivet, Sønderjysk Forening og Lunderskov Borgerforening, herefter ved at blive valgt til sognerådet i 1921, hvor også fiskeeksportør P. Hansen, Hvidkilde opstillede, dog uden at blive valgt, fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokoller, f.eks. nr. 144. Det fremgår også af den aktuelle dagspresse, at Peter Michaelsen før 1922 generalforsamlingen i Borgerforeningen havde afløst P. Hansen, Hvidkilde som formand.
Ud over det foreningsmæssige samspil med P. Hansen, Hvidkilde, skal hotelejer Oskar Lassen også bemærkes i forhold til Michaelsen.
Oskar Lassen var foreningsvært på Lunderskov Landbohjem, en forening (selskab hed det den gang) med en valgt bestyrelse, der kan konstateres at have eksisteret velsagtens siden en annoncering i Folkebladet Sydjylland 4. okt. 1889.
Iflg. 1901 folketællingen var Oskar Lassen født i "Slesvig" 27. februar 1872, Foreningsvært og Agerbruger på Lunderskov Landbohjem, matr.nr. 2q. I samme 1901 folketælling konstateres det, at han var samboende med to søstre, Dora Lassen som ”Husbestyrerinde”, Marie Lassen som ”Besøg”, hvor Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv kontrafaktisk hævder, at Dora Lassen var Oskar Lassens ægtefælle iflg. 1911 folketællingen. I 1911 folketællingen var O. Lassen registreret som Gæstgiver.
Oskar Lassen var i 1897 kommet til Lunderskov fra Sønderjylland, Slesvig - formentlig Flensborg, hvor han i Lunderskov blev Forretningsfører for Landmandshjemmet.
   
Lunderskov Landbohjem 1904 efter brand i nabobygning okt. 1904. Brandtomten på foto ses tydeligt. Foto kan dateres 1904-05.
Lassens Hotel kort efter opførelse og ibrugtagning dec. 1905.
Lunderskov Landbohjem blev 1905 ombygget til Lassens Hotel. O. Lassen havde allerede bag ved Landbohjemmet bygget hestestald og festsal, udliciteret til opførelse 12. august 1905.
Under opførelsen af det, der blev til Lassens Hotel, blev den tidligere bygning, "Lunderskov Landbohjem", som O. Lassen ses som ejer af fra marts 1905, nedrevet, formentlig umiddelbart efter, ovenstående foto blev taget.
Der verserer en helt udokumenteret antagelse om, at Landbohjemmet skulle være nedbrændt (Thomas Christensen, Skanderup Sogns Historie, s. 182, 188), hvilket formentlig beror på en forveksling med nedbrænding af naboejendommen, det gamle Ølbryggeri, der stødte op til Landbohjemmet, omtalt i Folkebladet Sydjylland 31. okt. 1904. Den her nedbrændte bygning kan i 1905 iagttages genopført som Storegade 3 og 5. der, hvor brandtomten fra nabobygningen til Landbohjemmet ses på foto før nedrivningen i 1905.
Det fremgår af skøde ved salg af Storegade nr. 5, matr. nr. 2de, at "Bagermester Jacob Nielsen" 9. juli 1934 af faderen, Bager S. F. Nielsen købte den eksisterende bagerforretning, der 14. januar 1913 var blevet "lyst" som "Bageriejendom". Det fremgår yderligere, at der var lyst to deklarationer imellem de to ejendomme, Storegade 3 og 5, matr.nr. 2v og 2de. En deklaration 19. dec. 1905 om fælles brandgavl og en deklaration 18. februar 1908 om fælles adgang og færdsel i den fælles port til de to ejendomskomplekser.
Heraf kan det sluttes, at branden i oktober 1904 resulterede i, at de to efterfølgende, sammenbyggede ejendomme, den senere købmandsforretning og den senere bagerforretning var nyopført senest 19. dec. 1905, hvor Lassens Hotel også var nyopført. Og at Storegade 5 i januar 1913 var registreret som bagerforretning. Opførelsesprocesen i 1905 ville nok have været noget anderledes, såfremt der skulle have været brand i Landbohjemmet efterfølgende den konstaterbare brand i okt. 1904 i Ølbryggeriet.
Den udokumenterede og usandsynlige antagelse om, at Landbohjemmet skulle være brændt i stedet for Lassens nedrivning, er videreført af Lokalarkivet i adskillige omgange.
Den postulerede brands sandhedsværdi kan sammenholdes med, at Landbohjemmet ses fotografisk eksisterende i bedste velgående efter den konstaterbare brand i nabobygningen okt. 1904, at der i Kolding Folkeblad 20. dec. 1905 annonceres om "Bal paa Landbohjemmet", som kan sammenholdes med, at der i Kolding Folkeblad 30. maj 1906 annonceres med, at "Medlemmer af det tidligere Lunderskov Landbohjem indbydes til Møde ... paa Lassens Hotel 1. juni ..."
Ballet på Landbohjemmet 20. dec. 1905 må have været på det nybyggede Lassens Hotel, der ser ud til at have rummet Foreningen Lunderskov Landbohjem indtil foreningens tilsyneladende ophør medio 1906. Sidst konstaterede annoncering for Lunderskov Landbohjem ses i Kolding Folkeblad 30. juni 1906.
Den tidsmæssige afstand mellem branden i nabobygningen i okt. 1904, hvorefter Landbohjemmets eksistens er fotografisk dokumenteret og Lassens Hotels ibrugtagning dec. 1905, gør det helt usandsynligt, at der skulle have været nok en brand i Landbohjemmet 1905, som ej heller er registreret af den samtidige presse.
Forening og bygning forsvinder med det af Oskar Lassen ejede Landbohjems ombygning til hotel i perioden marts 1905 indtil juni 1906.
Det fremgår af samtidige annonceringer, at O. Lassen handlede med byggegrunde, fast ejendom o.a. løsøre i landbrugssamfundet. Desuden var han medinteressent i Lunderskov Teglværk
O. Lassen afhændede sit hotel 1918 som Missionshotel. I 1916 folketællingen var han registreret med en indkomst på 4.000 og en formue på 5.000 kr. Det var ikke alverden, sammenlignet med byens matadorer, f.eks. Iver Dahl, P. Hansen, Hvidkilde eller Nis Nissen Reinholdt, og kan være forklaringen på, at O. Lassen i 1920 var flyttet tilbage til Sønderjylland, og som Rentier i Flensborg solgte en byggegrund i Lunderskov til P. Michaelsen.
Det anførte er langt fra tilstrækkeligt som vidnesbyrd om et evt. engagement i den sønderjyske sag eller involvering i at bringe grænsesten nr. 117 til Lunderskov, hvor O. Lassen med salget af Lassens Hotel i 1918 havde forladt Lunderskov.
Men forbindelsen til Sønderjylland, Slesvig og P. Michaelsen er uomtvistelig.
Om O. Lassen har haft nogen tilknytning eller aktivitet i forbindelse med den lokale afdeling af Sønderjysk forening i Lunderskov ud over det forretningsmæssige som deltagelsestegning på Lassens Hotel, annonceret i Kolding Folkeblad 1. juni 1911, er der ikke fundet dokumentation for.
Det er den almindelige antagelse, at der i området syd for Kongeåen efter 1864 blev bygget Landbohjem, hvor man uden at møde modstand fra de tyske myndigheder kunne holde dansk nationale møder, f.eks. Vedsted Landbohjem.
Denne funktion har der næppe været behov for i Lunderskov Landbohjem, hvor de annoncerede arrangementer har været sommerudflugter, foredrag og julearrangementer med bal.
Det skal bemærkes, at manglende arkivmateriale muligvis kan give uforholdsmæssigt stort fokus på Peter Michaelsen. Men han har under alle omstændigheder spillet en ganske fremtrædende rolle i sønderjyske problemstillinger nationalt og lokalt i tiden efter første verdenskrig.
Det har kun været delvis muligt at efterspore hele personkredsen bag den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening og af Lunderskov Borgerforening. Men ud fra de givne oplysninger fremgår det, at kontakten til Lunderskov Borgerforening er gået gennem formanden for Borgerforeningen, Peter Michaelsen - ikke mindst i kraft af, at han har været engageret i og formand for begge involverede lokalforeninger, fremgår det af oplysninger i den samtidige presse.
Det eksisterende kildemateriale peger således på P. Michaelsen som det centrale omdrejningspunkt.
Det skal bemærkes, at manglende arkivmateriale muligvis kan give uforholdsmæssigt stort fokus på Peter Michaelsens betydning . Men han har under alle omstændigheder spillet en ganske fremtrædende rolle i sønderjyske problemstillinger nationalt og lokalt i tiden efter første verdenskrig.
Referatet fra Borgerforeningens generalforsamling 10. januar 1922 bekræftes af referat fra et sognerådsmøde 19. januar 1922, hvor det hedder, at der ”fra Ribe Stiftamt forelaa en Forespørgsel…” til kommunen eller en lokal forening om at komme i besiddelse af ”en af de forhenværende Grænsesten fra 1864. Skrivelsen overlodes foreløbig til Sønderjysk Forenings Formand, for at denne snarest mulig… ” kunne tage stilling til sagen i foreningen.
Som det fremgår, blev det Borgerforeningen, der overtog grænsestenens anbringelse i Lunderskov.   
Sognerådets behandling kunne se ud til at bære præg af, at P. Michaelsen ved lokalvalget 1921 var kommet i sognerådet, hvor han på sognerådsmødet 1. april 1921 blev valgt til sekretær. Sognerådet havde 9 medlemmer i 1921, hvor flertallet, 5 medlemmer tilhørte Indre Mission, IM, mindretallet samlebetegnelsen ”Andre”. Tilstedeværende sognerådsmedlemmer underskrev hvert mødereferat.
 
Det i 1921 nyvalgte sogneråds 9 medlemmer.
Mindretallet, Liste B: P. Michelsen, Købmand, S. P. Møller, Gaardejer, Gelballe, P. Mathiesen, Husmand, Nagbøl, Alfred Petersen, Gaardejer, Dollerup.
Flertallet, Liste A: Johan Nielsen, Gaardejer Skanderup, Knud Knudsen, Gaardejer Gelballe, M. Skovgaard, Gaardejer, Skanderup, S. M. Dørffler, Portør Lunderskov, Chr. Jørgensen, Brugsforeningsbestyrer, Lunderskov. 
Grænsestenens vej til Lunderskov illustrerer også 1) Indenrigsministeriets ønske om placering af de tidligere grænsesten, 2) at Indenrigsministeriet har ladet fordelingen af grænsestenene ske gennem de relevante amter, for Lunderskov var det Ribe Amt, 3) at overdragelsesproceduren af 1864 grænsestenene må formodes primært at være gået gennem lokale afdelinger af Sønderjysk Forening. I så fald har overdragelsesproceduren i Lunderskov været eksemplarisk i samspillet mellem den lokale afdeling af Sønderjysk Forening og Borgerforeningen.
Hvad Peter Michaelsen ikke sagde på generalforsamlingen, men hvad deltagerne så udmærket må have været klar over, var betydningen af formandens sønderjyske forbindelser - tidligere bopæl i Flensborg og med kontakter til Sønderjysk Centralforening, der siden 1920 sammen med andre sønderjyske foreninger blev til Grænseforeningen – som har gjort Peter Michaelsen meget opmærksom på, hvad der skulle ske med de nu tidligere grænsesten fra 1864.
Lunderskov Borgerforenings kontaktflade til grænsesten nr. 117 skete, som det fremgår af referatet fra generalforsamlingen, gennem den lokale afdeling, Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn, hvor Peter Michaelsen også var eller havde været formand, synes det at fremgå af dagspressen.
Lokale afdelinger af Sønderjysk Forening kan tidligst konstateres med aktive annonceringer af arrangementer fra 1909-11, både Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn og i Vamdrup
Det må anses for at have været et relativt sent oprettelsestidspunkt i forhold til dannelsen af sønderjyske foreninger siden 1880’erne, hvis formål var at fastholde interessen for den sønderjyske sag nord for Kongeåen, som det hedder i Grænseforeningens karakteristik.
I et sogn som Skanderup ved Kongeågrænsen kan man godt forestille sig, at de religiøse modsætninger, som sognepræsten C. J. Moe, 1885-1922 stod som eksponent for, kan have svækket det nationale beredskab i de sønderjyske problemstillinger. I et stadigt stigende omfang slog interessemodsætningerne mellem sognets Indre Mission og de ”Andre” igennem. Religiøs overbevisning overtrumfede det nationale og politiske i situationen ved genforeningen, som den havde gjort det i provisorietiden.
Man kan af generalforsamlingsreferatet og referatet af sognerådsmødet i januar 1922 se, at man også har været opmærksom på den i 1922 af Indenrigsministeriet formulerede anmodning om opstilling i offentlige anlæg af de nu kasserede og opgravede grænsesten fra 1864 grænsen.
Ganske bemærkelsesværdigt i tildelingen til Lunderskov er det, at meddelelsen herom kom på Borgerforeningens generalforsamling allerede 10. januar, ni dage før sognerådsmødets interne meddelelse herom 19. januar 1922. Det kan både karakteriseres som tegn på P. Michaelsens centrale rolle, og hans sans for politisk kommunikation.

Lunderskov Borgerforening og Sønderjysk Forening

Som det fremgår, har de to lokale foreninger i Lunderskov været centrale i beslutningen om at få en grænsesten til Lunderskov. Og at Borgerforeningen til formålet havde taget initiativ til at få anlagt et anlæg, hvor grænsestenen kunne opstilles på et ”offentligt” område.
Da der ingen arkivalier er overleveret fra de to foreninger, er den eksisterende presseomtale af foreningernes aktiviteter gennemgået minutiøst.
Den først konstaterede omtale af Lunderskov Borgerforening findes i Kolding Folkeblad 9. juni 1909, hvor Lunderskov og Omegns Grundejer- og Borgerforening omtales.
Den vigtigste presseomtale i forhold til sagen om placeringen af grænsestenen er, at Kolding Social-Demokrat 20. november 1919 kan meddele, at Ribe Amtsraad havde givet tilladelse til Skanderup Sogneraad til at "yde 400 kr. af Kommunens Kasse til Lunderskov Grundejer- og Borgerforening til Hjælp til Anlæg af et Lystanlæg i Lunderskov."
I sognerådets forhandlingsprotokol kan der herom i referat af sognerådsmøde 10. okt. 1919, s. 99ff. konstateres, at Borgerforeningen i Lunderskov søgte sognerådet om ”Hjælp til Anlæget af et Lystanlæg i Lunderskov. Beboerne har selv bidraget med 1800 kr.”, og at sognerådet tildelte Borgerforeningen ”400 Kroner under Forbehold af Amtsraadets Samtykke.”
Anlægget i Lunderskov har således allerede være besluttet etableret med tilskud fra kommunekassen i oktober 1919. Hvis formålet har været at skaffe et sted til anbringelse af grænsestenen, så har man været tidligt opmærksom på og orienteret om det krav, som Indenrigsministeriet ville stille i 1922.
Som en snurrig detalje synes der at have været en form for konkurrence mellem Borgerforeningen og den lokale handelsmand, Iver Dall / Dahl om at være initiativtager til Lystanlægget, idet Iver Dahl - åbenbart efter, at sognerådet 10. oktober 1919 besluttede at støtte Borgerforeningens projekt - iflg. Kolding Folkeblad 8. november 1919 skulle have tilbudt at ”skænke 1½ Tdr. Land til et Lystanlæg ved Lunderskov”. I forhold til Borgerforeningen, som havde ”købt 1 Tdr. Land til samme øjemed” var det et fornemt, men - skulle det vise sig - nyttesløst tilbud fra Iver Dahl.
Med fare for at overfortolke avisteksten kan man måske forestille sig, at publikum og ikke mindst sognerådet har været mere begejstret for Borgerforeningens køb af et område ved Drabæks Mølle, centralt i Lunderskov end de gratis 1½ Tdr. Land ”ved Lunderskov”.
Der er intet refereret i sognerådets forhandlingsprotokoller om Iver Dahls tilbud om at skænke en grund til formålet. Peter Michaelsen har formentlig tidligst gjort sig gældende i Lunderskov fra 5. februar 1918, hvor han og hustruen blev optaget på den kommunale valgliste. Om han allerede i 1919 skulle have haft indflydelse i de involverede foreninger og sognerådet, er det umuligt at sige noget endegyldigt om på det foreliggende kildegrundlag.
Iver Hansen Dahl er i 1921 folketællingen registreret som Kreaturhandler i Lunderskov på matrikelnummer 2A. I 1916 folketællingen er han som ”Iver Dall” anført som en ganske velhavende kreaturhandler med den størst registrerede formue i Lunderskov. I de hyppige salgsannonceringer fra Iver Dahl er det mest grise og i nogen udstrækning kreaturer og andet i relation til landbrug, han har handlet med. Det fremgår af presseomtaler, f.eks. Kolding Social-Demokrat 8. august 1917, at Iver Dahl også har været involveret i mere omfattende handler med landbrugsjord, f.eks. sammen med ejeren af Rolles Mølle ved salg af ”Jordlod i Lunderskov”.
I sjældne tilfælde, f.eks. folketællingen 1916, vil der være rubrikker for indkomst og formue. Det fremgår her, at ”Iver Dall”, Kreaturhandler med en årsindkomst på kr. 35.000 og en formue på kr. 67.000, efterfulgt af P. Hansen, Fiskeeksportør, Hvidkilde med en årsindkomst på kr. 4.000 og en formue på kr. 61.300 var økonomisk førende i Lunderskov, efterfulgt af Kjøbmand Nis Nissen Reinholdt m.fl. Til sammenligning kunne man dog finde større landbrug, f.eks. M. Skovgaard, Mariegaard, Skanderup med årsindkomst på kr. 10.000 og en formue på kr. 136.000. Men som åbenbart driftig kreaturhandler har Iver Dahl rangeret som økonomisk førende i sognet, under alle omstændigheder i Lunderskov i 1916.
Andre sager, som kan konstateres behandlet i Borgerforeningen var kloakanlæg og fliser, ekstraordinær generalforsamling, iflg. Kolding Folkeblad 9. juni 1909.
31. januar 1911 refererer Vejle Amts Folkeblad og Riget København et ganske ambitiøst initiativ fra Borgerforeningen om at få anbragt Kolding Svineslagteri i Lunderskov i forbindelse med en udvidelse af jernbaneterrænet i Kolding. Borgerforeningens tilbud var gratis at stille grund til rådighed, planere og kloakere samt sørge for forbindelse til jernbanen. Denne appelsin faldt dog ikke i Lunderskovs turban.
Borgerforeningen var desuden involveret i "Anlæg af Bane Lunderskov - Gjesten", iflg. Vejle Amts Folkeblad 15. august 1919 og iflg. referat af sognerådsmøde 13. juni 1919, hvor initiativet var til behandling som forslag fra Borgerforeningen. Der må i forbindelse med Jernbaneloven af 20. marts 1918, lov om etablering af privatbaner, formodes at have været planer om at tilslutte Lunderskov til Troldhedebanen. Denne forbindelse blev aldrig til noget i lighed med en række andre jernbaneplaner i en tid, hvor biler som transportmiddel vandt frem. Der har muligvis været et spil lokaliteterne imellem om Troldhedebanen og forbindelsen Kolding, Lunderskov, se f. eks. Kolding Folkeblad 14. marts 1908, Kolding Social-Demokrat 28. november 1908. I en oversigt over ikke-anlagte jernbaneprojekter, figurerer Lunderskov-Gjesten end ikke, så dette initiativ har følgelig nok været i underkanten af det realistiske og praktisable.
I Kolding Social-Demokrat 29. november 1916 var der en ansøgning til Ribe Amtsraad om "Anbringelse af Sikringsværker ved Amtsvejen i Byen samt om Anlæg af Spadseresti paa den nordre Skraaning af Dæmningen over Mølleaaen". Ansøgningen til Amtsraadet "kunne ikke bevilges".
 
Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn stiftedes iflg. Horsens Folkeblad 16. april 1909 på et møde i Lunderskov, hvor Proprietær Bech fra Skanderup valgtes til Formand. H. F. Bech var gårdejer / proprietær i Skanderup, var formand for Skanderup Andelsmejeri, hvor han iflg. Kolding Folkeblad 18. januar 1910 fik overrakt en ”Erkjendtlighedsgave”, et ”kostbart Gulduhr … for den dygtige og noble Maade, hvorpaa han i alle de mange Aar har ledet Mejeriet”, dvs. Skanderup Andelsmejeri, der 1912 blev flyttet fra Skanderup til Lunderskov, hvor det søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri var blevet oprettet 1895. H. F. Bech var desuden blandt initiativtagerne til Skanderup Efterskole, fremgår det af Kolding Folkeblad 21. september 1914.
 
Kolding Folkeblad refererer et møde i Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn 22. november 1920, hvor det kommende møde med Holger Andersen, 2. dec. 1920 omtales. Ved det fælles kaffebord talte "Formanden, Gdr. Peter Michaelsen..."
På trods af den fejlagtige titel som gårdejer formodes det her, at det var købmand Peter Michaelsen, der blev omtalt som formand for Sønderjysk Forening. I 1922 efterfulgte han Poul Hansen, Hvidkilde som formand i Lunderskov Borgerforening. Om Peter Michaelsen her har været formand for begge foreninger kan ikke afgøres ud fra det behandlede avismateriale.
I Kolding Folkeblad 30. november 1920 annonceres et møde på Missionshotellet i Lunderskov 2. dec. 1920, hvor "Folketingsmand Holger Andersen taler." Den læreruddannede Holger Andersen blev efter genforeningen valgt ind i Folketinget for Det Konservative Folkeparti, han blev i 1943 formand for Grænseforeningen. Han repræsenterede som P. Michaelsen en moderat linje i forhold til spørgsmålet om en grænserevision. Den ekstreme grænsepolitiske holdning var, at Danmarks historisk retsmæssige grænse gik til Ejderen.
Initiativet med Peter Michaelsen centralt placeret i Borgerforeningen og Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn medførte, at grænsesten nr. 117 blev placeret i det "lystanlæg i Lunderskov", som Borgerforeningen 10. oktober 1919 refereres at have fået tilskud til fra Sognerådet. Indenrigsministeriets meddelelse om det ønskværdige i, at de tidligere grænsesten blev opstillet i offentlige anlæg har givet været anledning til placeringen i det af Borgerforeningen etablerede ”Lystanlæg”.
Det får stå hen i det uvisse, om Borgerforeningens oprettelse af "Lystanlæg" i 1919 har haft forskellige andre formål, hvor situationen i 1922 så blot har været belejlig til en placering af grænsestenen i det muligvis også til andre formål oprettede anlæg.
Den specifikke formulering om offentlige placeringer, ikke private, var også det samtidige udtryk for 1864 grænsestenenes noget kaotiske skæbne efter etableringen af den nye, 1920 grænse, hvor der i samtiden verserede historier om veritabel hamstring af de tidligere grænsesten, iblandet ligegyldighed i forhold til det kapitel i Danmarkshistorien, hvor Kongeågrænsen var en markering af nederlaget i 1864 til Prøjsen. 
 
Der har lokalt i Lunderskov verseret en helt ubekræftet antagelse om, at erhvervelsen af grænsestenen skete gennem Peter Michaelsens foredragsvirksomhed i det sønderjyske område. Der er intet belæg for denne udokumenterede antagelse, og det er uvist, hvordan den er kommet til verden, eller hvorfor lokalarkivet gennem en årrække har publiceret den. Med den konsekvens, at den er blevet videreført af andre lokalarkiver, Grænseforeningen m.fl. 
Den her præsenterede version af, hvordan grænsesten 117 kom til Lunderskov har ikke en omfattende kildedokumentation, men dog samtidige avisreferater fra møder i de involverede foreninger, Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn og Lunderskov Borgerforening. De bekræftes af referaterne fra relevante sognerådsmøder 1919, hvor Borgerforeningens ”Lystanlæg” fik kommunalt tilskud, og 19. januar 1922, hvor sognerådet behandlede tilbud fra Ribe Stiftamt om at modtage en 1864 grænsesten.
 
Det kan sammenfattende konstateres, at Peter Michaelsen var en særdeles central person i at få grænsestenen bragt til Lunderskov i 1922 til opstilling i det "lystanlæg i Lunderskov", som Borgerforeningen allerede i november 1919 havde fået Ribe Amtsråds godkendelse af, at Skanderup Sogneråd ydede et tilskud til på 400 kr.
Beløbet har velsagtens været en del af købssummen for området, erhvervet fra Drabæks Mølle sammen med de 1800 kr., som iflg. sognerådets forhandlingsprotokol 10. okt. 1919 var ”Beboernes” andel.  Som formand for Lunderskov Borgerforening, med den lokale afdeling af Sønderjysk Forening som formidler - hvor Peter Michaelsen også var eller havde været formand - opfyldte de to foreninger den i 1922 af Indenrigsministeriet opstillede betingelse, at anbringelse af grænsestenen skulle være i det offentlige område, som Borgerforeningen allerede i 1919 havde fået etableret.
Til gengæld er og var lokalarkivets tidligere bragte vandrehistorie om grænsestenen som en gave, et "lån" til Michaelsen i anledning af et foredrag kildemæssigt helt ubekræftet. Og i forhold til den kendte, historiske virkelighed også ganske usandsynlig i den givne situation med de af Indenrigsministeriet opstillede betingelser for anbringelse af grænsestenene. 
Men uanset den lokale vildfarelse kan grænsesten som markeringer mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig fortælle om et langt og ind imellem kontroversielt forhold mellem det danske kongerige og de sydlige hertugdømmer, først og fremmest Slesvig. Udmøntet i et mere overskueligt, lokalt spil om anbringelsen, som må formodes i Lunderskov at have været helt ukontroversiel. Bortset fra konkurrencen mellem den lokale handelsmand Iver Dahl og Borgerforeningen om etableringen af et ”Lystanlæg” i Lunderskov.
Desuden kan man - mere sporadisk og hensat til fortolkende betragtninger - iagttage, hvorledes forskellige grænsemarkeringer afspejler den samtidige opfattelse af forholdet til den sydlige nabo.
De samtidige opfattelser formodes her at være kommet til udtryk i samtidens aviser, hvor de naturligvis er blevet filtreret gennem mere eller mindre repræsentative og journalistiske skribenter. Sammen med de erindringer, der også er nedfældet, men i et langt mere begrænset omfang.

Lunderskov Anlæg

 
Hvidkildes arv fra Poul Hansen som fiskeeksportør er de tidligere fiskedamme i parken til Hvidkilde. Desuden Hellas, som Poul Hansen lod opføre til datteren. I forlængelse af parken til Hvidkilde blev området til grænsesten nr. 117 etableret som Anlægget i Lunderskov, i et område fra Drabæks Mølle, på den anden side af Møllegade i forhold til Hvidkilde.
 
 
Det kan meget vel være, at Lystanlæggets placering mellem Hvidkilde og Drabæks Mølle har været så meget mere attraktiv end Iver Dahls tilbud om en gratis og større grund, at Skanderup Sogneråd valgte at bevilge et støttebeløb til Borgerforeningens Lystanlæg og negligere Iver Dahls tilbud.
Ejendommen Hvidkilde lå og ligger som Storegade 44 i Lunderskov. Området omkring Hvidkilde ligger stadig tydeligt placeret som en udstykning fra Drabæks Mølle, som et parkområde med et åløb, der ved Drabæks Mølle breder sig ud til en sø, hvor den herskabelige villa med parkanlæg blev opført 1913 af fiskeeksportør Poul Hansen, født i Lejerskov 1875. Han blev pioner og ganske velhavende som dambrugsejer i Lunderskov, hvor han opførte Hvidkilde. Den anden Mølle, Rolles Mølle etablerede også dambrug med ejeren Niels Jørgen Nielsen, som dog ikke fik samme økonomiske succes som Poul Hansen med dambruget på Hvidkilde området.
Det fremgår af samtidige matrikelkort, at Lunderskov Anlæg ligesom Hvidkilde er udstykket fra Drabæks Mølle.
Der kan i etableringen af anlægget iagttages et hertil hensigtsmæssigt personsammenfald i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, hvor både Drabæks Mølles ejer, Møller C. S. Nielsen, købmand, senere ostegrosserer Peter Michaelsen, dambruger og fiskeeksportør Poul Hansen, Hvidkilde var fremtrædende medlemmer i tiden efter afslutningen af første verdenskrig og genforeningen af Sønderjylland med Danmark. I bestyrelsen var desuden mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, der netop var flyttet fra Skanderup til Lunderskov. Sidstnævnte formentlig uden betydning i denne sammenhæng.
Men de øvrige nævnte kan formodes gennem Lunderskov Borgerforening at have udvirket, at Lunderskov Anlæg blev placeret som nabo til Hvidkilde parken med en yderligere udstykning fra Drabæks Mølle. Her åbenbart i konkurrence med den driftige handelsmand Iver Dahl. Peter Michaelsen var ud over aktiviteten i Borgerforeningen og den lokale Sønderjysk Forening også særdeles og tiltagende aktiv i Flensborgbevægelsen og Grænseforeningen.
Peter Michaelsen aktive medvirken i den endelige placering af grænsestenen i Anlægget i Lunderskov fremgår som anført først og fremmest af Kolding Folkeblad 15. februar 1922 samt af sognerådsmødets behandling 19. januar, forhandlingsprotokollen pkt. 2, s. 175.
Foruden Poul Hansen, Hvidkilde, der havde været formand i Borgerforeningen før P. Michaelsen, sad i Borgerforeningens bestyrelsen også Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle, som har stillet det område, som blev til Anlægget i Lunderskov til rådighed.
Selvom en del af de nu nedlagte grænsesten fra 1864 på kaotisk vis er forsvundet, så fremgår det af den samtidige dokumentation fra 1922, at den til Lunderskov tildelte grænsesten blev tilbudt efter de af Indenrigsministeriet annoncerede regler, som krævede grænsestenen anbragt i et offentligt anlæg.
 
 
Lokalarkivets oplysning, at "Michaelsen ... var formand for den lokale grænseforening" er muligvis korrekt, men det var som formand for Lunderskov Borgerforening, han fik grænsestenen tilbudt gennem den lokale afdeling af Sønderjysk Forening. At den skulle være "honorar for et foredrag" er misvisende i forhold til den her fremlagte, samtidige dokumentation. Det er også uvist, hvorfra lokalarkivets oplysning om grænsestenens tidligere placering stammer. Det mest korrekte ville være at anføre, Taps, Tystrup og Vejstrup.
Der er forgæves søgt bekræftende dokumentation for lokalarkivets oplysninger hos Grænseforeningen, andre lokalarkiver m.fl., som har viderebragt de forkerte oplysninger. Lokalarkivet har efterfølgende rettet teksten, men den oprindelige bibeholdes her som illustration til en noget uheldig brug af udokumenterede, i realiteten forkerte oplysninger.
 
 
Indholdsmæssigt referat af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, Grænsestenen kommer til det nyetablerede Anlægget i Lunderskov:
Formanden (for Lunderskov Borgerforening) oplyste, at Sønderjysk Forening (kan mest sandsynligt have været lokalafdelingen for Lunderskov og Omegn) "havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget. (Michaelsen) roste Arbmd. Knud Buhl for den Maade, hvorpaa han havde vedligeholdt Anlæget." 
Det korte af det lange må være,
  • at anlægget forudgående muligheden for at modtage en grænsesten var blevet anlagt,
  • at (lokalafdelingen af) Sønderjyske Forening havde forhørt sig om muligheden for at få en grænsesten, som foranledigede kontakt til Lunderskov Borgerforening (v. formand P. Michaelsen),
  • som har været den private forening i Lunderskov, der har kunnet / villet påtage sig opgaven at stille et område til rådighed. Som så blev det "Lystanlæg", som Borgerforeningen anlagde med et tilskud på 400 kr. fra Sognerådet i november 1919.
 
Grænsesten nr. 117 kan således konstateres opstillet i det nyetablerede Anlæg i Lunderskov - efter de af Indenrigsministeriet stillede betingelser om et offentligt anlæg.
Det forholder sig næppe - eller kun i modificeret form - som tidligere anført af Lunderskov Lokalarkiv, at Peter Michaelsen fik grænsestenen som gave for et foredrag. Og slet ikke i den helt misvisende version, at P. Michaelsen skulle have "lånt" stenen og glemte at levere den tilbage. Denne version må bero på fri og løssluppen fantasi, der ikke burde finde anvendelse i seriøs historieformidling.
Grænseforeningen har kolporteret samme misvisende version, som præsenteres i kommentarerne fra Lunderskov Arkiv til grænsesten nr. 117. Grænseforeningen henviser som kilde til Slots og Kulturstyrelsen, hvor det ikke har været muligt at få bekræftet denne ubekræftede løbehistorie. Slots og Kulturstyrelsen henviser til Museum Sønderjylland, hvis ekspert på området afviser rygtet om grænsestenen som en gave til P. Michaelsen i anledning af et foredrag. 
 
Det forholder sig helt utvivlsomt som anført i Kolding Folkeblad 15. februar i referat af Peter Michaelsens formandsberetning til generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening. Og som anført i forhandlingsprotokollen til sognerådsmødet 19. januar 1922, hvor grænsestenens placering i Lunderskov blev behandlet.
Nemlig at den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening havde søgt om at få en af de på Indenrigsministeriets foranledning i januar 1922 ved Haderslev Amts amtmand indsamlede grænsesten ved Kongeågrænsen. Til anbringelse på det, der blev etableret som et offentligt sted i Ribe Amt, i Anlægget i Lunderskov, nyoprettet i 1919 og 1922 dedikeret til formålet.
 
Indenrigsministeriets formulering herom var, at stenene "ikke (skulle) tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg..."
Lunderskov Borgerforening fik stenen opstillet med Peter Michaelsen som formand og utvivlsomt drivende kraft i det nyanlagte Lunderskov Anlæg. 
Det kan helt afvises, at grænsestenen er erhvervet som gave til P. Michaelsen som privatperson.
Man kan forestille sig, at Poul Hansen, Hvidkilde, P. Michaelsen og Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle med deres position i henholdsvis Borgerforeningen og lokalafdelingen af Sønderjysk Forening har peget på Anlægget i Lunderskov som en lokal og markant tilkendegivelse, som selv et religiøst splittet sogn kunne enes om ved opstilling af grænsestenen i det offentlige område, som ”Lystanlæg” i Lunderskov var blevet allerede med sognerådets billigelse i 1919.
Det må beklages, at det ikke har været muligt at dokumentere fremstillingen af, hvorledes grænsesten nr. 117 fandt vej til Lunderskov og blev placeret i det her i 1919 oprettede ”lystanlæg” med forhandlingsprotokoller el. lign. fra lokalafdelingen af Sønderjysk Forening., hvor lokalarkivet kun ser ud til at have registreret nogle årbøger o.l. Tilsvarende gælder for arkivmateriale fra Lunderskov Borgerforening, som iflg. oplysninger søgt hos bl.a. Lokalarkivet i Lunderskov ej heller eksisterer.
Fiskeeksportør Poul Hansen lod i 1913 det synlige symbol for sin erhvervsmæssige succes, Hvidkilde opføre. Det fremgår af forskellige annonceringer i Kolding Folkeblad, at han som formand for Borgerforeningen i Lunderskov blev afløst af P. Michaelsen i 1922. Det fremgår yderligere af annoncering for samme forening i Kolding Folkeblad 24. marts 1924, at Poul Hansen, Hvidkilde og Peter Michaelsen i samme forening sad i bestyrelse med mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, Møller Nielsen, Drabæks Mølle. Og at den samme kreds i 1922 bekæmpede et forslag om at fratage spiritusbevillingen fra Jernbanerestaurationen i Lunderskov, Kolding Folkeblad 10. maj 1922.
Deres modstandere her har helt utvivlsom været tilhængere af Indre Mission og Afholdsbevægelsen.
 
De tre i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, der 1921-22 skønsmæssigt var de på hver sin vis aktive i bestræbelsen for at få en grænsesten til Lunderskov, og som i den forbindelse har medvirket til at skabe et offentligt rum til stenen med etablering af Anlægget i Lunderskov. Ejeren af Drabæks Mølle, Carl S. Nielsen, som udstykkede grunden til Anlægget, købmand, senere ostegrosserer Peter Michaelsen, der som formand for Borgerforeningen og med bopælstilknytning i Flensborg har været tæt på Sønderjysk Forening, samt Borgerforeningens tidligere formand, fiskeeksportør P. Hansen, ejer af Hvidkilde, der også var en udstykning af Drabæks Mølle.
 
Købmand, ostegrosserer P. Michaelsen.
Fiskeeksportør P. Hansen, Hvidkilde. 

De slesvigske krige i de lokalt udvalgte områder ved Kongeågrænsen

Grænsesten nr. 117 kan som repræsentant for 1864 grænsestenenes, -pælenes historik med endestation i Lunderskov også repræsentere et lokalt perspektiv på de slesvigske krige i form af krigene, som de har udspillet sig lokalt.
Kolding købstad samt de tilgrænsende landsogne Skanderup og Hjarup er udvalgt som lokale eksempler på aspekter ved første og anden slesvigske krig, der resulterede i Kongeågrænsen og genforeningen i 1920.
Ud over at det er konstateret, at den tabte krigs grænsesten især blev bevaret som tilbehør til den nationale genrejsning efter nederlaget i 1864, i forskellige former for genforeningsmindesmærker i de dele af Slesvig, som 1920 blev genforenet med kongeriget Danmark, så kunne der være perspektiv i at undersøge, hvorledes de slesvigske krige har påvirket området ved Kongeåen, både som krigsdeltagende og som grænseområde.
Her er det skønnet mest hensigtsmæssigt kun at medtage den samtidige pressedækning og det udvalg af lokale erindringer, det har været muligt at registrere.
De slesvigske kriges konkrete forløb og de udvalgte lokalområders involvering er beskrevet lokalhistorisk. Der er i denne fremstilling en nøje specificeret indholdsoversigt, hvor man også kan vælge forløb og detaljer i de to slesvigske krige.
Kildematerialet:
Kildematerialet til krigsdeltagelsen, hvem der lokalt deltog i krigene finder man i folketællinger, kirkebøger, lægdsruller og specifikke dele fra forsvarsarkiverne. Her er det retningsgivende kildemateriale om krigsdeltagelsen 1848-50 og 1864, som ret detaljeret kan kortlægges ud fra Forsvarets Arkiver, de ansøgninger om erindringsmedaljer, som blev tilbudt alle krigsdeltagende soldater i begge de slesvigske krige. Her kan identificering af deltagende soldater i de slesvigske krige ske ud fra tildelte og modtagne erindringsmedaljer - og andet supplerende materiale, bl.a. relevante lægdsruller for perioden. Lægdsrullerne er ordnet kronologisk og sognevis i Rigsarkivets registrering.
Ansøgningsproceduren blev igangsat ret sent, 1876 for krigsdeltagelsen i både 1848-50 og 1864. Det giver helt indlysende problemer i forhold til at være registrant for især krigsdeltagelsen i første slesvigske krig.
Kildemateriale i øvrigt er naturligvis det på Rigsarkivet registrerede. Fra Krigen i 1864 er der flere dagbøger og erindringsmateriale, dog intet af interesse fra herværende lokaliteter. Rigsarkivets kildemateriale fra første slesvigske krig er mindre specifik og fremstår hovedsageligt med militært materiale, tabstal o.l.
Lokalt erindrings- og samtidigt avismaeteriale, i begrænset omfang postkort, frimærker o.l. Det lokale materiale er oftest af varierende kvalitet og art. 
Kolding Stadsarkiv er særdeles velforsynet med lokalt materiale fra begge slesvigske krige.
Lunderskov og Omegns lokalhistoriske Arkiv har tilsyneladende ikke materiale fra første slesvigske krig, men har en hel del, herunder også erindringer vedrørende 1864.

Første slesvigske krig, treårskrigen 1848-1850, borgerkrig og stormagtskonflikt

Treårskrigen var fra start i marts 1848 en borgerkrig i det danske kongerige mellem danske styrker og en slesvig-holstensk hær, som fik støtte af Det Tyske Forbund med Prøjsen som ledende tysk forbundsstat, hvorved borgerkrigen også blev en international konflikt, der involverede tidens europæiske stormagter, først og fremmest England, Frankrig og Rusland ud over Prøjsen.
Krigsminister A.F. Tscherning oberst Hans Heemann til generalmajor og øverstbefalende for overkommandoen under treårskrigens første kamphandlinger. Hedemann udsendte fra sit hovedkvarter i Kolding 31. marts 1848 en "Proklamation" til soldaterne, hvor "et Parti, Slesvig-Holstenere" kaldet" anklages for "Oprør ... mod deres retmæssige Herre". Soldaterne opfordres til ikke at svigte "gamle Danmark".
De slesvig-holstenske styrker blev slået i kamphandlingernes første slag 9. april 1848 ved Bov, nord for Flensborg.
Der kom så i løbet af april 1848 en krigserklæring fra Det Tyske Forbund til støtte for de slesvig-holstenske oprørere.
Efter den danske sejr i slaget ved Bov, 9. april nåede den prøjsiske general F. Wrangel frem til krigshandlingerne, og i slaget ved Slesvig, tæt på Dannevirke, slog og trængte hans tropper 23. april 1848 den danske hær tilbage. Herefter krydsede Wrangel 2. maj 1848 Kongeåen og gik dermed fra Slesvig, Sønderjylland ind i Nørrejylland.
Der blev indgået våbenhvile 26. august 1848, som varede indtil april 1849, idet Prøjsens og Wrangels militære aktiviteter i Jylland på foranledning af Rusland blev tvunget til ophør fra 25. maj 1848, og besættelsestropperne vendte tilbage til hertugdømmerne og Prøjsen.
Den efterfølgende Malmökonvention 26. august 1848 bestemte, at hertugdømmerne skulle rømmes for danske og tyske tropper, og at der skulle være en dansk-prøjsisk accepteret Fællesregering for Slesvig og Holsten til afløsning af Den provisoriske slesvig-holstenske Oprørsregering. Altså slet og ret en proklamering af en dansk helstat, som hverken de nationalliberale eller slesvig-holstenerne brød sig om - med hver deres synsvinkel som begrundelse.
Den slesvig-holstenske Fællesregering på Gottorp Slot, som afløste Den Provisoriske Slesvig-Holstenske Regering endeligt fra 23. okt. 1848 tiltrådte. Den blev i løbet af treårskrigen afløst af et tysk statholderskab indtil 1851.
De slesvig-holstenske styrker stod med våbenhvilens endeligt 3. april 1849 med nok en prøjsisk general, E. von Bonin som øverstkommanderende, som tidligere havde været oberst med Wrangel som øverstkommanderende.
Med den usikre våbenhvile og uden en afgørelse af stridspunkterne mellem de slesvig-holstenske og de dansk-nationalliberale var der i Danmark blevet indført almindelig værnepligt 12. febr. 1849 for at forbedre den danske militære kunnen.Sle 
Ved våbenhvilens ophør gik de tyske og slesvig-holstenske styrker mod Kolding, der blev besat 20. april, medens de danske tropper trak sig tilbage og forberedte et modangreb 23. april.
 I mediedækningen blev det konstatret, at de danske styrker havde måttet give køb i Kolding og ved Ejstrup. I Kiøbenhavnerposten 30. april 1849 er den nedslående kommentar, at "Slesvig-holstenerne aldrig have været saa stortalende som efter Affairen ved Kolding". At slaget her var tabt var den mismodige kendsgerning.
Efter disse indledende, forgæves forsøg på generobring i og omkring Kolding slog de danske styrker så d. 6. juli 1849 den tysk, slesvig-holstenske hær i slaget ved Fredericia.
Herefter blev en præliminær fred indgået, stadfæstet med en fredstraktat mellem Danmark og Prøjsen, Det Tyske Forbund, 2. juli 1850.
Men kort efter brød kampene igen ud, da slesvig-holstenerne stadig ikke havde opgivet kampen for et af Danmark uafhængigt Slesvig-Holsten.
Slesvig-holstenerne led i slaget ved Isted 25. juli 1850 et stort nederlag.
 
Krigen sluttede først endeligt i januar 1851 med de stormagtsindgreb, som gjorde borgerkrigens resultater til parenteser.
Den danske helstat med kongeriget Danmark og hertugdømmerne var stadig en realitet, og med Londontraktaten af 8. maj 1852 udelukkedes det, at Danmark nogensinde kunne integrere Slesvig i det danske kongerige.
De Nationalliberales ønske om et Danmark med Slesvig til Ejderen blev hermed med novemberforfatningen 1863 krigsudløsende, og medførte i 1864 Kongeåen som Danmarks grænse til det, der under Prøjsens og Bismarcks lederskab fra 1871 blev til Det Tyske Kejserrige.
Tyskland havde både traktatsligt, diplomatisk og militært i forhold til Danmark de største muskler.

Erindringer om første slesvigske krig

En helt kortfattet beretning om slaget ved Ejstrup kan opfattes som bygget på (næsten) samtidige lokale erindringer om første slesvigske krig. Den er forfattet af den lokale Otto Korsgaard, født 1854 og bosat over for Skanderup Kirke, mellem Skanderup og Lunderskov.
Der kan kun være tale om, hvad Otto Korsgaard har hørt fortalt om begivenhederne i 1848-49, da han først er født 1854. Men det kan også i andre sammenhænge konstateres, at Otto Korsgaard har været en engageret iagttager af alt, der rørte sig samfundsmæssigt i hans lokalområde.
Der findes også lokale militærhistoriske oplysninger fra militærhistorikeren Axel Liljefalk, der som kommandant i Fredericia fra 1902 må formodes at have været rimeligt velorienteret i de lokale slag omkring Fredericia især, men vel også om Kolding og Ejstrup, som har været emne for et af ham holdt foredrag 1908 i Seest.
A. Liljefalk er klart mere detaljeret i sine beskrivelser end både Generalstaben og oberstløjtnant Tuxen. Generalstaben, fordi der her ikke er noget om de lokale 1849 krigshandlinger, som Tuxen så til gengæld har beskrevet, men mindre detaljeret end Liljefalk.
A. Liljefalk kan naturligvis ikke benyttes som kilde til den lokale erindring om de slesvigske krige, som han aldersmæssigt ikke har kunnet deltage i. Men man kan sige, at han som O. Korsgaard er en lidt senere tids lokale iagttager, Liljefalk med helt oplagte militære og historiefaglige kompetencer.
I den samtidige presse er der en tydelig sammenblanding af national propaganda, oftest med fokus på de militære begivenheder og en helt mangelfuld markering af, hvornår der er tale om journalistik, og hvornår der refereres meddelelser fra privatpersoner.
Men på trods heraf turde det være uomtvisteligt, at den samtidige presse kan være en god kilde til den samtidige erindring. Ikke mindst i en tid, hvor det var ualmindeligt, at man ytrede sig skriftligt i erindringer o.l.
Erindringer om krigens indflydelse på samfærdsel og kommunikation i april 1849
På det helt overordnede plan, den daglige samfærdsel og kommunikation, så kan man i en avismeddelelse, Roskilde Avis og Advertissementstidende, 3. april 1849, der omhandleder situationen i og omkring Kolding 28. marts, konstateres det, at der var ganske store problemer med samfærdslen mellem Kolding og Haderslev, hvor postforbindelsen var ophævet, og "formelig afbrudt for enhver levende Skabning, der ikke kan flyve, idet Veiene flere Steder gjøres ufremkommelige ... og ubrugbare til at befærdes af den forventede danske Armee."
Det fremgår heraf, at de slesvig-holstenske tropper allerede før våbenhvilens ophør 2. april 1849 har kontrolleret dele af Nordslesvig op til Kongeåen.
I Fyens Stifts Kongelige m.v., 6. april 1849, der beskriver situationen 4. april, hedder det, at der var opført "Barrikader" omkring Vonsild og Kolding i anledning af, at "General Ryes Brigade ... rykkede over Grændsen paa 3 forskjellige Steder ... Vonsild og Christiansfeldt ... Størstedelen over Foldingbro ... Hovedstyrken under Rye selv ... gjennem Hjarup efter Øddis, Stepping og Maugstrup ..."
Sidstnævnte rute er noget bagvendt beskrevet, men der menes under alle omstændigheder ruten fra de sydlige områder op mod Hjarup og herefter videre frem mod nord for Kolding.
De opførte barrikader blev fjernet af "Drenge fra Kolding...", det som de var i stand til, og resten blev "... sløjfet af Folk fra Kolding og Vonsild i forening med vore Ingenieurer..."
Dannevirke 16. april 1849 hedder det om 11. april, at man i Kolding forberedte sig på fjendens komme, at General Bonin nu havde slået sig ned i Haderslev. I en mKongelig Privilegeret Aarhus Stiftstidende samme dag forlyder det fra Kolding, at "Fjendens nærmeste Forposter stode 1 Miil Syd for den nørrejydske Grænse..." ved Kongeåen.
Erindringer om slaget ved Ejstrup, lokale mindesmærker, festligholdelsen af 25-års jubilæet
Otto Korsgaard, Skanderup fortæller ret udførligt om det, som han må have fået af fortalt af ældre samtidige om begivenhederne ved Ejstrup.
"... Der ligger 5 Soldater begravede paa Skanderup Kirkegaard. Der staar rigtignok paa Mindesmærket, som blev rejst over dem paa 25-Aars Dagen (1874), at der kun hviler 3 danske Soldater, men man ved ikke bestemt, om der ligger 3 eller 5.
25 Aar efter havde Folk glemt, om der laa 3 Danskere og 2 Tyskere eller omvendt. Resten af de faldne ligger paa Kolding, Seest, Bramdrup og Harte Kirkegaarde.”
Og videre beretter O. Korsgaard: ”En dansk Soldat ligger i Vrannerup. Han hedder Jens Pedersen og er fra Hornslet ved Aarhus. Han blev gravet op inde i Skoven paa 25 Aarsdagen og ført til Vejen (ikke byen, men vejen fra Gelballe til Kolding), hvor han nu ligger.
Hans Kone og to Sønner var til Stede ved Festen (i 1874). Den ene af Sønnerne holdt en Tale.
Der var bagefter Musik og Dans i et Skov Telt.
En anden dansk Soldat fandtes 8 Dage efter Slaget i en Toft i Gelballe Skov. Han havde spist det halve af sin Brødskorpe. Nogle Røvere havde skaaret alle Knapperne af hans Vaabenfrakke. Hvor han var fra, vides ikke. Han ligger paa Skanderup Kirkegaard.
Da Soldaterne efter Treaarskrigens Slutning kom hjem, blev der gjort stor Ære af dem."
Man bemærker i Otto Korsgaards beretning, at han problematiserer mindesmærket på Skanderup Kirkegård, hvad angår antallet af begravede, og om de alle var danske. Desuden bemærker man, at erindringen om begivenhederne i sognet er omkranset af festligheder, hvor der spises og drikkes på passende vis i erindringen om 25-årsdagen for slaget ved Ejstrup og Kolding. En i forbifarten omtalt Gyde Andersen, Dannebrogsmand figurerer ikke blandt de fra Skanderup Sogn og Hjarup deltagende soldater i krigen 1848-50. Ej heller har det været muligt at finde belæg for, at der på Skanderup Kirkegård skulle være begravet den soldat, der blev fundet i Gelballe Skov, plyndret for knapperne på våbenfrakken.
I Fædrelandet 16. maj 1849 postuleres nederlagene i Kolding og Ejstrup 23. april 1849 til de slesvig-holstenske oprører under ledelse af Oberst Bonin at have været forårsaget af at "Overcommandoen og Krigsbestyrelsen ikke altid turde have iagttaget den allerstørste Forsigtighed ... at Planen til Angrebet paa Kolding den 23de, der af Bonins Beretning tydeligt ses at have været Fjenden bekjendt ... Dagen før Angrebet ... og dersom Rye om Morgenen d. 23de havde faaet Ordre til at gaae over Aaen ved Paaby i Stedet for ved Eistrup, hvor Fienden ... ventede ham, saa ..." ville udfaldet have været et andet, hævdes det. Indholdsmæssigt kan denne version af begivenhederne delvist bekræftes i Svendborg Amts Politiske Avis og Advertissements-Tidende 28. april 1849, hvor det hedder, at Ryes styrker ved Ejstrup mødte "en meget betydelig Styrke".
Om samme emne, det danske forsøg på at generobre Kolding 23. april 1849 hedder det i Kongelig Allernaadigst Privilegerede Viborg Stifts-Tidende 26. april 1849, at Rye med forstærkning fra Moltkes Brigade havde forsøgt at jage tyskerne ud af byen ved "en meget blodig Fægtning ... i og ved Kolding ... og ved Eistrup, hvor første Jægercorps og sjette Bataillon have lidt Meget ..."
Uanset årsagen så var d. 23. april 1849 en dårlig dag for den danske side i kampen mod oprørerne.

Andre Erindringer om kamphandlingerne i Kolding 20. - 23. april 1849

Ud over Otto Korsgaards beretning, der helt naturligt er fokuseret på hans hjemsted i Skanderup Sogn, mellem Skanderup og Lunderskov, så er der i avisen Dannevirke 2. maj 1849 også en temmelig detaljeret beretning fra "en Dame" fra Kolding, også kaldet "T" i avisartiklen.
 
   
De præcise redaktionelle oplysninger er Dannevirkes datering, 2. maj og indledende oplysninger: "Af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn, dat. d. 26. April ... ", og at artiklen omhandlede "Mandags Morges (d. 23.)" april ¨. Denne datering henviser til dagen for det overordentligt blodige, danske, dårligt planlagte forsøg på en tilbageerobring af Kolding. Artiklens omfang er mere end en avisside med to spalter.
Dannevirke artiklen er udformet som en tilsendt øjenvidneberetning, som må skønnes journalistisk at være tilføjet en avisskribents tilsyneladende ganske omfattende viden om krigens våben, krigens forløb og indhold. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er tale om nogen form for øjenvidneberetning. Eller om der er tale om en velorienteret journalists sammenskrivning af informationer om dagene 20. - 23. april, her især 23. april 1849 i Kolding og omegn.
I avisen refereres og citeres der, som om der er tale om en samtidig beretning om og oplevelse af kampene i Kolding og omegn 23. april 1849.
Beretningen starter med, at man blev vækket kl. 5 om morgenen d. 23. april ved at danske tropper under heftig kanonild angreb Kolding for at tilbageerobre byen, som slesvig-holstenerne havde indtaget 20. april.
Den berettende Dame, "T" må have været velorienteret, for hun havde hørt, at fjenden vidste, at angrebet ville finde sted (!) og derfor havde forskanset sig grundigt.
Alligevel kan der berettes om, at fjendens tropper havde døde og faldne, "overstrøet" på "Veien fra Kolding til Vonsyld". Disse faldne skulle være kommet fra kampene "nordenfor Kolding og i denne Byes Gader". Også i "Gjelballe Skov" kan T. berette om voldsomme kampe, hvor fjenden blev slået "efter en frygtelig Kamp."
De voldsomme kampe i både Kolding og "i Gjelballe Skov", som den velorienterede dame har kunnet berette om, bliver fra start karakteriseret som sejrrige danske kampe, hvor "vore Danske vare saa modige, at de endog sang, medens de læssede deres Døde paa Vognene... Saaledes bleve de ved i to Dage og Nætter og endnu i dag ligge Døde her i Egnen, som ikke have kunnet føres bort."
Det svarer jo ikke til de faktisk forekommende hændelser, hvor vi bl.a. fra Liljefalk ved, at danskerne blev slået både i Kolding og ved Ejstrup. Og det forekommer temmelig usandsynligt, at Damen "T" skulle have været iagttager til de kampe, der berettes om.
Der må her være tale om en journalistisk orienteret beretning, som nok er på anden eller tredje hånd. Det kan vi umuligt vide.
Ud over situationen i Kolding kan den velorienterede Dame også fortælle om situationen i Skanderup, hvor fjenden havde placeret det, vi fra Liljefalk ved må have været den 2. Brigade, som iflg. damen T. var placeret i "Schulz' Gaard i Skanderup", d.v.s. på gården Wissingsminde, hvor fjenden holdt "et frygteligt Huus. Murene ere brudte ned og fra Hullerne kigge Kanoner frem; alle Popler i Alleen ere omhuggede og Veiene barrikaderede..."
Fra Schulz's gård ved vi fra 1850 folketællingen, at herfra var 3 karle registreret som soldater i krigen 1848-50. Om karlene her har meldt sig som konsekvens af de slesvig-holstenske troppers ophold, eller om de er blevet indkaldt til militærtjeneste som konsekvens af loven af 12. februar 1849 om almindelig værnepligt, er det ikke muligt at afgøre. Alderen på de 3 soldater fra Schultz's gård var i 1850 henholdsvis 23, 27 og 28 år .
De voldsomme kampe hævdes i deres kølvand at have haft ran og rov af privat ejendom. "Tydskerne have, hvor de ere treengte frem , taget alt Sølv og Guld, Linned og alle Fødevare , intet levnes. (Den prøjsiske general) Bonin skal have givet dem Tilladelse."
Det fremgår også af artiklen, at den refererede Dame, "T" må være kommet hjem den foregående dag "... fra Haderslev ..." Om Haderslev og især Christiansfeldt beretter T. videre, at der her især var lazaretter, hvortil sårede var blevet bragt fra kampene på Als og anbragt i kirker og brødremenighedens lokaler. Hertil blev også bragt døde og sårede fra kampene ved Kolding. "...Hun var inde i Kirken og saae her det gruelige Syn, hvorledes en stor Ballie stod her, fyldt med afsatte Been, Arme og udskaarne Stykker Kjød. De Soldater og Bønder, som hjalp de Saarede og Lemlæstede af de ankommende Vogne, græd af Smerte."
Ud over krigshandlingernes gru berettes der også om en dansk præst i området ved Christiansfeldt, som var blevet fyret og erstattet af en tysk præst.
Desuden hævdes en stedlig "Kjøbmand Aagaard i Kolding" at være blevet transporteret til Rendsborg.
Begrundelsen for denne i og for sig noget besynderlige handling kommer lidt længere henne i "T"s beretning: "(Oprørerne) ... vare trængte ind i hans Huus, havde taget Alt, hvad de fik fat paa, drukket hans Viin og ladet Resten løbe paa Gulvet. Manden blev herover saa rasende, at han d. 23. ikke tog i Betænkning at skyde 4 af dem, hvorpaa han blev overmandet og taget tilfange."
Og i samme boldgade om oprørernes hensynsløse fremfærd: "Den første Dag, da Tydskerne kom til Kolding, tvang de derværrende Overauditør, Borger- og Politimester Qvistgaard til at føre dem til Hans Viinkjærlder, hvor de drak, saalaenge de kunde og spildte Resten."
Denne familie får vi lejlighed til at følge videre under kamphandlingerne, hvorom det hedder, "Da Byen d. 23. blev beskudt, maatte Qvistgaards hele Familie, Husets Folk og Postfører ("Navnet er ulæseligt" anfører den refererende journalist) sidde i en lille Kjælder. Da Byen saa begyndte at brænde, maatte Qvistgaard, for at bringe sin Familie i Sikkerhed, tilfods løbe med denne ud af Byen. Hans Frue var endnu i Morgendragt, havde kun faaet Tid til at tage en Kaabe om. Medens de søgte at komme ud fra den brændende By, peb Kugler og Granater omkring dem, indtil de fandt Sikkerhed bag Bakkerne."
Den avisformidlede beretning fra "T" er samtidig, men tydeligt tendentiøs og propaganderende i sit budskab. Det er umuligt at sondre mellem, hvad henholdsvis den evt. berettende "Dame" og journalisten har bidraget med. Og der er i beretningen adskillige iagttagelser, som hverken kan være selvoplevet, eller som kan godtages som autentiske iagttagelser, gjort af den helt åbenbart ganske velorienterede Dame - det velorienterede må formodes at være inkluderet i den journalistiske behandling.
Det fremgår, at der har været tale om hårde og blodige kampe omkring Kolding, hvor de "tydske" besættelsestropper har plyndret og stjålet fra private. I Skanderup har der været en militær indkvartering på Wissingsminde.
 
"T"'s beretning kan sammenholdes med en erindrende beretning, også fra Kolding, som er nedskrevet og udgivet omkring 25 år efter begivenhederne, i erindringer udgivet i Vejle Amt Aarbøger 1922, Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen efter optegnelser af Apoteker A. H. H. Worsaae, Aabenraa, der som farmaceut kom til Kolding Apotek 1844. Han forlod igen Kolding i 1849. Udgivet og kommenteret af P. Eliassen.
En farmaceuts erindringer om værnepligtsloven og kampene omkring Kolding i 1849
Det fremgår ikke af Eliassens udgivelse, hvornår apoteker A. H. H.  Worsaae har skrevet sine erindringer, men de er formentlig nedskrevet sammen med andre erindringer, der også omfatter Worsaaes tid i Aabenraa som apoteker i eller omkring 1876, en betydelig tidsmæssig afstand til begivenhederne i Kolding.
Worsaae meddeler først, at han ikke blev indkaldt som soldat efter den nye lov om almindelig værnepligt, da denne lov kun "... udskrev en Del af det Mandskab til Krigstjeneste, der hidtil havde været fritaget ... og da jeg var født 14 Dage før den Tid, fra hvilken Loven fik gyldig Virkning…" blev han, Worsaae fritaget. Selvom han gerne ville have været med, anføres det i erindringerne.
Worsaae nævner i forbifarten slavekrigen, der karakteriseres som en ”latterlig” affære, der indtraf efter Slaget ved Slesvig.
Der kan i Worsaaes beretning konstateres en sympatiserende beskrivelse af de prøjsiske tropper og en tilsvarende negativ beskrivelse af de slesvig-holstenske "Friskarer", som prøjserne ikke ønskede ind i byen Kolding, hvorfor de iflg. Worsaae så blev anbragt "... til Bøndernes Fortvivlelse og Skræk...", altså også ude på landet. 
Vi må formode, at de "tydske" tropper, som "T" avisrefereret oven for har beskrevet som tyve, røvere og ransmænd har omfattet de her af Worsaae som "Friskarer" betegnede, men som så senere i 1849 blev optaget i "den unge slesvigholstenske Arme".
De første "Friskarer" i 1848 blev hurtigt sendt tilbage, og herom hedder det hos Worsaae, at "... efter nogle Dages Forløb blev samtlige Bander ført tilbage over Grænsen, og siden hørte vi ikke Tale om dem førend Aaret efter, da en stor Del af dem vendte tilbage efter at være optagne i den unge slesvigholstenske Arme…"
Videre i en karakteristik af disse slesvig-holstenere, hedder det, at de havde fået "... deres Dannelse ved et Universitet, (og) saa godt som uden Undtagelse var (de) slesvigholstensk sindede og Sværmere for den tyske Enhed, hvorimod Adelen og næsten alle Stabsofficererne var konservative og royalistiske, og ligesom de hadede Oprøret og hvad dermed stod i Forbindelse, saaledes omtalte de altid Danmark og de danske med nogenlunde Retfærdighed…"
I Worsaaes øjne var fjenden en blanding af ret sympatiske, konservative prøjsere og så de slesvig-holstensk sindede "Sværmere", der 20. april 1849 besatte Kolding, hvor det danske modangreb blev sat ind tre dage senere, 23. april 1849.
Worsaae beskriver d. 23. april som dagen med "... det blodige Slag i og ved Kolding, ganske sikkert den sørgeligste Episode i den treaarige Krig næst efter den ulykkelige Affære ved Ekernførde (5. april 1849) ... (og dagen, hvor) daværende Løjtnant L. Castenskiolds raske, men fortvivlede Indhug ... (kun) resulterede i, at vore Husarer og deres smukke Heste blev nedskudt af fjendtlige Kugler."
Og så kommer der i Worsaaes erindringer en efterrationaliserende kritik af den danske general Bülows kampplanlægning: "I Stedet for at omgaa Byen, som Fjenden da vilde være bleven nødt til at rømme, angreb vor Arme selve Byen. I mange Timer rasede Kampen i Gaderne, og snart var Torvet besat af de danske og snart af Tyskerne… Paa Apotekets Trappe og i Forstuen laa en Mængde døde og saarede … jeg gik tilbage til Apoteket, da Geværskydningen var ophørt, eftersom de danske var Herrer over Byen. Men nu begyndte Slesvigholstenerne paa den skændigste Maade at overøse den aabne By med Brandgranater. Den i Forvejen af Kanonkugler stærkt beskadigede By brændte nu paa flere Steder. Paa Torvet var der Ild i flere Huse, og en Gaard tæt ved Apoteket stod i lys Lue… For at Byen ikke skulde blive aldeles ødelagt, trak de danske Tropper sig tilbage, fulgt af en Mængde Flygtninge, som søgte at redde, hvad reddes kunde..."
Worsaaes beskrivelse af de voldsomme kamphandlinger omhandler store bymæssige skader, og rejser spørgsmålet, om der også har været civile tab, hvorom intet direkte postuleres i Worsaaes erindringer.
Efter de tabte kampe i og omkring Kolding begav Worsaae sig mod Fredericia, hvorfra han kan berette, at han "... kort efter ... fra Volden ... (så) det hjerteskærende Syn af vore Tropper, slagne i Fægtningen ved Gudsø, i ilsomt Tilbagetog … Oprørsarmeen under General Bonin laa for Fredericia, som den belejrede. Mange syge og saarede sendtes hver Dag derfra til Kolding, hvor vi havde fem Lazaretter, som altid var overfyldt..."
Og videre hedder det i Worsaaes beretning: "… Efter Slaget (ved Fredericia) kunde de danske ikke forfølge deres Sejr den 6. Juli, da deres Kavalleri var udmattet..."

Andre lokale erindringer om militære og civile tab under 1849 kampene i Kolding området 

Worsaaes relativt omfattende beretning om situationen i Kolding, Vonsild og Christiansfeldt, de kortfattede oplysninger hos O. Korsgaard samt T's samtidige avisberetning kan suppleres med at konstatere, om der var lokale, der led fysisk overlast ved kamphandlingerne, om der i kirkebøger for 1848-49 skulle være registreret mænd, som kunne være døde som konsekvens af krigshandlingerne. Hvis ikke, må det være rimeligt at slutte, at der heller ikke har været civile tab blandt kvinder og børn. 
Der ser ikke ud til at have været civile tab i Skanderup Sogn, hvor der ikke i kirkebogen 1849 er registreret dødsfald blandt mænd, som kan relateres til kampene i og omkring Ejstrup, Harte og Bramdrup. Der er heller ikke dødsfald blandt mænd for den sags skyld i kirkebogen 1848, som kan tilskrives nogen form for krigshandling.
Kolding Sankt Nicolaj Sogn er der blandt registrerede døde mænd 23. april 1849 fem unavngivne mænd, hvor det i Anmærkninger anføres, at det er faldne soldater fra slaget i Kolding ved Sønderbro, heraf to der blev ramt af kugler (i en ulæselig kontekst). Der mangler navne og alder på fire af de faldne, tilsyneladende "Insurgenter", altså oprørere. En enkelt - også uden aldersangivelse - hedder Ole Henriksen, men er tilsyneladende også ikke-dansk.
 
Forskellige motiver fra kampene 20.-23. april i og omkring Kolding ses i Postkort, s. 14-24.
Af T.s beretning fremgår det, at der den følgende dag, 24. april i Christiansfeldt " ... begravedes 37 Døde, og Præsten Røntgen var tilligemed en Officeer henne for at afpæle Grave til Flere."
Men det har helt givet også her været kampdeltagende faldne soldater, som der har været tale om. 
Fra kampene omkring Kolding 20. - 23. april skal det bemærkes, at tabstallene her var langt de største, både i forhold til 1848 uden kamptab og 1864 med en enkelt falden fra Kolding. Langt de største kamptab var slagene 23. april ved Ejstrup og omkring Kolding, hvor der iflg. Cohens registrering var 150 faldne.
Ud over den blodige 23. april, var der tab ved træfninger i og omkring Gudsø, hvor der var tale om regulære kamphandlinger.
Helt uforklarligt er der 15. og 16. juli henholdsvis et og tre dødsfald, som skete "under March", dødstal, der er på niveau med træfningerne omkring Gudsø.
Det fremgår af A. D. Cohens liste over faldne 1849-50 i og omkring Kolding, at tre af de faldne i første omgang blev begravet i "Fru Theilades Have". Den første, der blev begravet her faldt 20. april, de to andre d. 23. april. De tre her begravede er senere blevet flyttet til Kolding Kirkegård.
Det skulle iflg. Cohen være sket på foranledning af "Tydskerne", at de tre blev begravet i denne private have. Det er næppe muligt at få klarlagt hvorfor det har været belejligt at begrave de tre faldne soldater i en privat have, måske oven i købet i en have med gejstlige relationer, så vidt det har været muligt at konstatere ud fra andre, tilgængelige oplysninger. I folketællingerne er der to muligheder for identifikation: 1) Mecaline Severine Theilade og / eller Elise Theilade, Helligkorsgade 198a, Kolding Købstad, folketælling 1840, 2) Mette Regine Theilade, Korsgade, Kolding Købstad, folketælling 1845.
Avisen Dannevirke omtaler 22. april 1850 "Pastor Theilade", der udtaler sig om en træfning omkring Viuf. Hvis det er korrekt konstateret, at oprørshæren 23. april har begravet 3 faldne i have med relation til en gejstlig, måske oven i købet en provst, så er det forståeligt, at de senere er blevet opgravet og flyttet til Kolding Kirkegård.

Anden slesvigske krig, 1864

Det tyske Forbund vedtog 1. okt. 1863 en "Execution" ved Østrig, Prøjsen, Sachsen og Hannover, hvis ikke kundgørelsen af 30. marts 1863 om den senere, 18. november 1863 i Danmark vedtagne Novemberforfatning blev trukket tilbage. Kamptropperne skulle i givet fald stilles af Østrig og Prøjsen i fællesskab.
31. jan. 1864 opfordrede den prøjsisk-østrigske øverstbefalende von Wrangel den danske øverstbefalende de Meza til at rømme Slesvig. Det blev afslået, og krigen startede 1. februar 1864.

1864 erindret i den samtidige pressedækning

Den lokale pressedækning er problematisk. Den eneste lokale avis i området under anden slesvigske krig var Kolding Avis, udkommet siden 1849. Kolding Folkeblad udkom fra 1872, og Kolding Social-Demokrat først fra 1899.
For at gøre ondt værre, er Kolding Avis ikke repræsenteret i den digitale avisudgivelse, Statsbiobibliotekets Mediastream/aviser. I de øvrige avisers samtidige meddelelser fra Kolding kan der være henvisninger til Kolding Avis, men det er på det givne grundlag umuligt at afgøre, hvad der kommer fra det lokale forlæg i forhold til andre kilder.
Der er er søgt og udvalgt artikler elektronisk. Selvfølgelig med 1864 som tidsmæssig afgrænsning, og hvor Krigsministeriet og Kolding eller et sognenavn fra Skanderup skal optræde, stednavne søges seperat.
 
Den lokale krigsforberedelse kan konstateres i en 7. januar 1864 udskrevet Søsessionsplakat i "8de Udskrivningsdistrikt", der er arkiveret som Hovedsørulle for Vejle og Ribe Amt, meddelt i Ribe Stifts-Tidende 11. jan. 1864. I Horsens, Vejle, Fredericia og Kolding m. fl. steder skulle der være "Udskrivning af Søvante og Usøvante".
Krigens start fra begyndelsen af februar bragte meddelelser fra Krigsministeriet om hårde kampe ved Mysunde. Adskillige aviser rapporterede, at Kaptajn Schow, som mistede en arm 23. april i kampene ved Kolding, var faldet. Lidt mere detaljeret kan man orientere sig om Ludvig Carl Christian Maximilian Schow i et MINDESKRIFT ... Udarbejdet af en yngre officerskollega, hvor det her hedder, at han "deltog med Ære i den første Krig. I Kampen ved Dybbøl den 5. Juni 1848 fik han en Kugle i højre Arm. Den 23. April 1849 ved Kolding saaredes han igen i samme Arm, der derefter blev amputeret paa Lasarettet i Billeshave. Skønt Invalid deltog han dog i Felttoget det følgende Aar." Og om hans død i slaget ved Mysunde hedder det med patos, at "han faldt - som den første Officer - den 2. Februar 1864 i den sydvestlige Skanse ved Mysunde og gav sit Liv hen for det dyrebare Fædreland, hvis Ære, Ret og Selvstændighed hans trofaste Hjerte omfattede med inderlig Varme."
Den enarmede kaptajn Schow havde i nekrologskriveren, kaptajn Hansen, en beundrer, som han kunne være tjent med. Den i Kolding i 1849 mistede arm svækkede ikke den militære karriere, idet Schow lærte sig at være mindst lige så god med den venstre arm som alle andre med begge, også når der skulle skrives, hævder kaptajn Hansen. Kaptajn Schows Jordefærd meddeltes i tilsvarende højt svungne vendinger i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. februar 1864.
Efterhånden begyndte den danske tilbagetrækning ved skanserne, først de Meza fra Dannevirke 5. februar, at tikke ind. 8. februar kunne Ribe Stifts-Tidende meddele, at der i Kolding Avis var frygt for, at tilbagetrækningen var "skeet ikke af strategiske men af diplomatiske Grunde". Og at "Dybbøl-stillingen er sikret"!
Det er to på hver sin vis tvivlsomme avismeddelelser. General de Meza ville nok adspurgt have anført de dårlige militærstrategiske muligheder ved Dannevirke som årsag til tilbagetrækningen. Dybbøl viste sig efterfølgende, konkretiseret 18. april 1864, lige så uegnet til at fastholde et dansk forsvar over for den overlegne fjende, som Dannevirke havde været.
Tilbagetrækningen fra Dannevirke medførte, at "en halv Snes Stykker Positionsskyts fra Dannevirke" over Kolding blev bragt til Fredericia, iflg. Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 13. februar 1864
Fædrelande 12. februar meddelte fra Kolding 10. februar, at "Fjenden er standset ved Flensborg og Bov ... ingen Fjender have viist sig nordligere eller Vesterpaa." Det ændrede sig åbenbart hurtigt, idet Flyveposten 13. februar 1864 kunne meddele, at der syd for Kolding var væltede vogne som barrikader "for at forsinke Fjendens Fremrykning".
Kolding blev medio februar involveret i den tyske fremrykning i den nordlige del af Sønderjylland, som Kolding grænsede op til. Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende meddelte 14. februar 1864, at man i Kolding var i gang med at fjerne skibe fra Kolding Fjord, "førend Fjenden kommer dertil ... (og at) store Vognkolonner af Armeens Train passerede Natten mellem 7de og 8de (februar) igjennem Byen nordpaa og ere nu i Sikkerhed i Jylland." Thisted Amtsavis meddelte 13. februar 1864, at "Fredericia er erklæret i Belejringstilstand. De tyske Troppers Forposter staae mellem Christiansfeldt og Kolding." Medens de prøjsiske styrker sørgede for kampene ved Dannevirke og senere Dybbøl, var det østrigske tropper, der gik op i Nørrejylland.
19. februar 1864 kunne Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende meddele, at senere Krigsminister, Oberst Neergaard som kommandant var blevet tvunget til af forlade Kolding med en mindre træfning til følge ved Gudsø. Kolding Avis refereredes samtidigt for at meddele om ganske betydelige fjendtlige styrker. J. W. Neergaards dispositioner er mere indgående - og efterfølgende -beskrevet i Generalstabens Den dansk-tyske Krig 1864, II. Del, s. 21ff.
I Lunderskov, Skanderup Sogn "... skal der i Torsdags have været fjendtlige Tropper" citeres Ribe Avis for at have meddelt, citeret i Aalborg Stiftstidende m.v. Onsdag 24. februar 1864. Den anførte torsdag må så have været 18. februar 1864. Det kan meget vel være de tropper, som omtales i Generalstabens redegørelse s. 21ff, hvor det herom hedder om "Morgentimerne den 18. (februar)", at der ikke op mod Kolding var "nogensomhelst større Bevægelse blandt de fjendtlige Tropper", men at det ændrede sig i løbet af dagen, og "Egnens Beboere udsagde, at Fjenden med stor Styrke stod i ... Lunderskov, og fjendtligt Kavaleri længer hen paa Formiddagen rykkede frem fra Gjelballe Skov mod den afbrudte Bro ved Egstrup og vexlede Skud med vore derværende Kavaleriblænkere ..." Dagen for det endelige slag ved Dybbøl konstateredes der i dagspressen fjendtlige troppebevægelser i de landlige lokalområder vest for Kolding.
I Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 20. februar 1864 hed det, at "Fjenden gik ifølge Rapport til Krigsministeriet ind i Jylland ved Eistrup og Paaby, og ikke igiennem Kolding." Sorø Amts-Tidende 20. februar 1864. Iflg. melding fra Vejle 19. februar "blev Kolding besat af Fienden i gaar Eftermiddags."
Altså nok en gang som april 1849 træfninger i lokaliteten Ejstrup, Gjelballe som optakt til Kolding, og på trods af modstridende avismeddelelser må det alt i alt konstateres, at Kolding 18. februar kom under prøjsisk kontrol i og med, at Oberst Neergaard havde forladt byen 18. februar. Dette meddeles i flere aviser med henvisning til Kolding Avis, f. eks. Lolland-Falsters Stifts-Tidende 22. februar 1864.
Om situationen i Kolding 22. februar rapporteredes der i Kalundborg Avis 25. februar 1864, at "efter hvad der er blevet fortalt af en paalidelig Mand fra Kolding, skal den der i Byen værende fjendtlige Styrke ... beløbe sig til henved 5000 Mand ... Al Forbindelse med Kolding er naturligvis ophørt". Sydfynske Tidende 27. februar meddelte "ifølge et Privatbrev fra Kolding ... at den tyske Indkvartering der i Byen nu er saa stærk, at man nu næsten er udpint ... af Naturalieforplejning ... Indkvarteringsbyrden (er) ... mange Steder ... 5-6 Officerer og henimod 50 Underofficerer og Menige."
Træfningen ved Vorbasse dukker op første gang op i den samtidige dagspresse 1. marts 1864 i en meget kort meddelelse i Kongelig Allernaadigst Privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidender. Meddelelsen annonceres at komme fra Horsens og lyder: "Efter hvad der fortælles i dag her i Byen, skal en Afdeling af vore Dragoner ... i Vorbasse have overrasket ... preussiske Kyrasserer, hvis Antal angives til henimod 40, og taget dem til Fange." Denne nyhed følges op dagen efter, 2. marts i samme avis, hvor antal, dræbte og sårede omtales.
Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis har 3. marts 1864 har en betydeligt mere omfangsrig beretning om hændelsen, hvor General Hegermann, Vejle Avis og et privat Brev refereres. 5. marts er der i Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende både korrektioner og uddybende oplysninger - en fjendtlig styrke på kun ca. 100 mand over for 46 danske Dragoner.
Avisartiklerne bliver stadigt mere detaljerede og mangfoldige, med spredning på flere og flere aviser. Efter de første oplysninger om træfningen kommer der fra 7. marts i flere aviser efterretninger om en preussisk Ritmester, der til fods vendte tilbage til Gjelballe, sårede heste og soldater, der vendte tilbage til Skanderup og Gjelballe. Historierne bliver tydeligt også bedre og bedre, når der fortaltes om de danske heltegerninger.
Vorbasse træfningens betydning kommenteres i Dagbladet København 18. marts 1864 - "Kavalleritræfningen ved Vorbasse den 29de Februar er en rask og opmuntrende Affaire, men uden Betydning ... Forpostfægtninger foran Dybbøl ere betegnede ved store Antal af Faldne og Saarede ... uhyggeligere Antal af Fangne ..." Og om Kolding og omegn hedder det med henvisning til "en tysk Besætning af kun 5000 Mand, som fik uforstyrret Lov til at udsuge den ulykkelige By" uden at styrken i Fredericia blev taget i brug.
Der kommer fra midten af marts måned 1864 flere avismeddelelser om fjendens plyndringstogter på Koldingegnen "for at inddrive Levnedsmidler og Heste". Kolding Avis melder i skrivelse til Dagbladet København, dateret 31. März 1864, at avisen er blevet pålagt censur af de tyske myndigheder i byen - "ein Exemplar ... übersendet werde (til Stadt Commandantur, Stadskommandanten) ...", og at man ikke udgav noget, før der var givet tilladelse.
18. april er der meldinger fra Krigsministeriet om "voldsom Artelleriild" og kampe på Als. 19. april er meldingerne, at "Skandserne er tagne ... Retraiten begyndes ... fortsattes under meget betydelige Tab." Krigsministeriet melder tidligt 19. april i dagspressen, her fra Fyens Stiftstidende 19. april 1864, at "Vort hele Tab anslaaes til 5000 Fanger og 2000 Døde og Saarede ... omtrent 3 Batterier Feltartilleri siges at være tabte".
I modsætning til den danske regerings forventninger stod Danmark temmeligt alene over for den overmagt, som stormagterne Prøjsen og Østrig udgjorde. Der var dog internationale bestræbelser for at få etableret den fredskonference, som Danmark helt åbenbart havde behov for, Londonkonferencen. Det lykkedes Bismarck at få udskudt konferencen indtil Dybbøl var faldet 18. april - Londonkonferencen startede 20. april, og varede til 25. juni 1864.
I dagene efter kampene ved Dybbøl var der begravelser, hvor dog næsten kun, eller først og fremmest, faldne officerer blev mindet, f. eks. Premierløjtnant F. B. Ravn, Kompagnifører ved 5. Regiment, som også havde deltaget i kampene i og ved Kolding i 1849. Der hævdedes i Kolding, da de indkvarterede, tysk soldater begyndte at marchere nordpå, at de nok snart kom tilbage, idet der kun var "200 Preussere til at bevogte Magasinerne og Lazaretterne". Underforstået, at det måtte anses for at være langt behageligere at opholde sig i Kolding frem for at marchere nordpå for at forfølge General Hegermann. 
Krigsministeriet meddeler 2. maj 1864, at "Østerrigerne rykkede ind i Fredericia igaar Morges". Hermed var alle Kongeriget Danmarks fæstningsværker - Dannevirke, Dybbøl og Fredericia - faldet. 
I meddelelser fra Krigsskuepladsen kan Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. maj 1864 iagttage, at "i Mandags ... blev den store Kolding-skandse sprængt i Luften ... Paa mange Steder langs Voldene og ved Skandserne sees Røg , og man slutter deraf, at Palisader og Skandsekurve brændes."
Supplerende om den eller de skanser i Kolding, som blev fjernet i maj 1864, kan vi lade en veteran fra 1864, Jacob Andersen, bl.a. stationeret i Kolding, tale. Det fremgår af JA's dagbog, at han var i Kolding for at rejse Kolding Skanse. "Morgenen efter 28. februar Kl. 61/4 marscherede vi ud paa Arbejde udenfor Byen ved Kolding Skanse, og Dagen efter til Middag var Skansen færdig. Samme Dag blev vi lagt i Lejr nede i Teglværket ved Havet." Skansen blev m.a.o. rejst i løbet af 1 dag, sidst i februar. Det hedder videre i Jacob Andersens dagbog: "Den 2. April var vi paa Arbejde sammen med 5. Kompagni, hvorved min Broder stod ... Konfirmationssøndag var vi paa Vagt ved Kolding Skanse ..." Cit. Veteran s. 22 og 25.
I løbet af Londonkonferencen blev der indgået en våbenhvile 12. maj 1864. Herom hedder det i en Skrivelse fra Kolding, dateret 17. maj 1864, at der efter våbenhvilens ikrafttræden blev foretaget Beslaglæggelser i Varelagre o.l. Der refereres til rygter om en samling "Baade ... i Nærheden af Kolding", som via Fredericia skulle bruges til en invasion af Fyen.
Ved våbenhvilens ophør genoptages kampe iflg. Krigsministeriet på og omkring Als, i Kolding Fjord rapporteres der om "preussiske Kanonbåde". Det viste sig dog, at i stedet for Kanonbåde drejede det sig om "2 hamborgske Bugser-Dampere".
Fredsforhandlinger og våbenhvile slutter 25. juni 1864, og kampene starter igen. Prøjserne erobrer Als, og de østrig-prøjsiske styrker har frit spil i Jylland, der er risiko for invasion af Fyn. Fra Juli indleder ministeriet Blume fredsforhandlinger med Prøjsen og Østrig.
19. august kommer der en adresse fra Kolding om, at den kommende grænse mellem Nørre- og Sønderjylland ikke "bliver Koldingaa, men en Linie fra Heilsbugten, forat Byen ikke skal miste sit Opland og derved forarmes."
Wienerfreden 30. oktober 1864 betød for Danmark fredsbetingelser, hvor de tre hertugdømmer, Slesvigske, Holsten og Lauenborg blev afgivet til Prøjsen og Østrig.

To heltemyter fra februar 1864

Den danske femte eskadrons gennemgående heldigt gennemførte aktioner i området Vejle, Fredericia, Kolding mod vest til Vejen, Vorbasse foranledigede med nederlagene som bagtæppe i 1864 to mytelignende fortællinger om dansk heltedåd,
1.       om helten Niels Kjeldsen, der ene mand på sin hest og med sin ryttersabel kæmpede mod prøjsisk overmagt syd for Vejle og blev skudt ned bagfra 28. februar 1864,
2.       træfningen omkring Vorbasse dagen efter, 29. februar 1864, hvor en mindre dansk rytterstyrke slog en talmæssigt overlegen prøjsisk husarstyrke på flugt. Træfningen ved Vorbasse 29. februar 1864 er lokalt beskrevet - et år forsinket - i et privat brev fra Vorbasse, hvor skribenten muligvis var skolelærer i Vorbasse, hvilket man har ment at kunne udlede af den indledende bemærkning om 29. februar 1864, hvor "der ingen Skole (var) paa Grund af Fægtningen ved Skødeberg (må være Skjødeberg)".
 
 
"Heltemaleri" 1901 af Frantz Henningsen.
Maleri af Rasmus Christiansen 1931.
Niels Kjeldsen var 23 år gammel, da han blev dræbt under træfningen 28. februar 1864. Bondesønnen fra Ullererup ved Give (mellem Kolding og Herning) blev indkaldt som værnepligtig til sjette dragonregiment. I en dødsannoncering over Niels Kjeldsen 17. marts meddeles det, at han var Dragon i "4de Eskadron". Det fremgår af Generalstabens Den dansk-tydske Krig 1864, III del, Kjøbenhavn 1891, at 6. dragonregiment var en del af 4. Division, som på Generalstabens kort ses placeret nord for Vejle. 4. Eskadron var "et vestre Streifkorps".
I en samtidig "Dagbog fra Kolding 1864", ført med "en brav og dygtig, ung Husmoders Øjne" - hvis bolig, så vidt man kan skønne ud fra dagbogen, var et for forbundsstyrkerne attraktivt sted at blive indlogeret - her hedder det om Niels Kjeldsen affæren: "Søndag den 28. Februar. … De (forbundsstyrkerne) var stødt paa 4 Dragoner. De 3 overgav sig straks, men den fjerde bandede paa, at han hverken gav eller tog mod Pardon. Han huggede om sig som en rasende og skulde have hugget Haanden af en Husar. Derefter vendte han om og vilde fly, men saa skød de paa ham, og Kuglen gik gennem Nakken og ud af Ansigtet, saa han faldt død om med det samme..."
Denne samtidige, dugfriske version af Niels Kjeldsen hændelsen, kan dagbogsskriveren have fået meddelt fra de logerende forbundstropper, der enten var med under eller hurtigt var blevet underrettet om affæren.
Eftersom dagbogens formulering er, at "De var stødt paa...", og med de ganske konkrete beskrivelser, kan det meget vel have været deltagere i affæren, der har berettet herom ved hjemkomsten samme dag, hvor dagbogen er dateret ført. De centrale oplysninger her er, at Niels Kjeldsen var den eneste af de 4 dragoner, der valgte at kæmpe, at han "huggede om sig som en rasende". Denne beskrivelse dækker vel over, at man har anset manden for lettere forrykt, idet det eneste Niels Kjeldsen åbenbart fik ud af det var, at han fik "hugget Haanden af en Husar", før han blev skudt gennem hovedet bagfra - bagfra må det jo helt tydeligt have været. Men iflg. denne version, fordi han "vendte om og ville fly".

Niels Kjeldsens død i kamp med prøjsiske husarer ved Blaakjærskov 28. februar 1864

I de samtidige aviser kom de første beretninger herom fra "... et Brev fra Veileegnen, dateret 6te Marts (1864)", hvor det fremgik, at "den Dragon, der kæmpede saa tappert mod fire preussiske ved Blaakjærskov ..." var "blevet skrækkeligt mishandlet ... med Hjælmen revet af ... som Seierstrophæ ...", fundet og bragt til Vejle, hvor liget af Niels Kjeldsen blev overdraget faderen fra Give, som fik ham begravet med mange Dannebrogsflag, der "vajede over Baaren". Allerede her, en uges tid efter begivenheden, var den første forvanskning kommet til i form af, at de 4 danske dragoner nu var blevet til 4 prøjsere, som Niels Kjeldsen kæmpede imod ene mand.
Det ser ud til, at den forherligende mytedannelse omkring Niels Kjeldsen for alvor startede 9. april 1881 med denne annoncering: "Udkommen er og faas i alle Boglader, Niels Kjeldsen. En dansk Dragons Kamp og død 1864. Et Digt af Martin Kok." Prisen var 1 kr. eller 2. kr. indbunden.
 
Karl Halfdan Eduard Larsen udgav efterfølgende, i 1902 en grundig undersøgelse af træfningen 28. februar 1864 med brug af stadigt levende vidner, herunder også grev Lüttichau, der havde affyret det dræbende skud mod Niels Kjeldsen - som naturligvis mente at have dræbt NK i ærlig kamp. Udgivet som Dragon Niels Kjeldsen og hans Drabsmand i 1864.
I den ophidsede debat, der fulgte mytedrabet i K. Larsens bog, blev han støttet af dansk historieforsknings nok største orakel, dansk kildekritiks fader, Kr. Erslev, der i Historisk Tidsskrift skrev en artikel med opbakning af og ros til "Prof. Karl Larsen". Hvor Erslev har fundet K. Larsens titel er ikke godt at vide, men hermed fik Erslev så på vanlig vis sat tingene på plads. Næppe blandt mytens mest ihærdige og vrede tilhængere. Men vel hos en del mere rationelt tænkende med respekt for historisk dokumentation.

Træfningen ved Vorbasse 29. februar 1864

Dagen efter den prøjsiske tilfangetagelse af Niels Kjeldsen og hans gruppe forberedte prøjserne at gøre det helt af med 5. eskadron, som de havde "et godt Øje til" iflg. et brev fra sekondløjtnant Valdelin Saurbrey til moderen 1. marts 1864.
Chefen for tredje dragonregiments femte eskadron, ritmester E. E. Moe og premierløjtnant Castenskjold med 4 underofficerer og en trompeter samt 41 menige var indkvarteret i Vorbasse. Resten af eskadronen var fordelt i området med tre feltvagter, 7 mand i henholdsvis Bække og Kragelund Huse, og 19 mand på Skjødegaard under kommando af sekondløjtnant V. Saurbrey.
Ud over disse feltvagter var der 20 mand indkvarteret på Skødebjerggaard under løjtnant Valdelin Saurbreys kommando.
I et skolelærerbrev om træfningen nævnes Skødebjerg som stedet for træfningen, og at det var her, "Lieutenant Saurbrey (havde) Kommando".
Ritmester E. E. Moe sendte samme dag, 29. februar fra Grindsted en rapport om træfningen til sine overordnede i første kavaleribrigade i Vejle.
To eskadroner prøjsiske husarer med 250 mand var sendt ud for at fjerne Moes femte eskadron, da de havde "et godt Øje til" eskadronens aktioner, der sinkede den prøjsiske fremrykning. Omkring 90 af disse husarer blev p. gr. af forkerte efterretninger i Bække, hvilket betød, at det var 160 prøjsere, der skulle gøre det af med de 100 danskere.
I den første avisdækkede efterretning 2. marts fra ryttersammenstødet mellem de danske dragoner og prøjserne 29. februar 1864 lyder beskrivelsen, at der var "c. 50 Mand af 3die Dragonregiments 5. Eskadron og c. 100 Mand af det 8de preussiske Husarregiment ...". Altså 50 danskere over for 100 prøjsere.
Der er enighed mellem ritmester Moe og sekondløjtnant Saurbrey i deres respektive beretninger om, at prøjserne ankom fra Lejrskov med 2 eskadroner husarer, for at angribe den danske eskadron, der var blevet flyttet fra Fitting til de positioner, som man ud fra Moes indberetning kan udlede må have ligget omkring eller mellem Vorbasse og Bække, d.v.s. forposterne, Skødebjerggaard og Vorbasse.
Der havde 29. februar 1864 ikke været efterretninger om prøjsiske troppebevægelser, så ritmester Moe foranstaltede som planlagt i Vorbasse en hesteparade, hvor hestenes sundhedsmæssige tilstand skulle kontrolleres.
Hestene var netop blevet klar efter paraden, da der kom melding om "Fjendens Fremrykning ... og fra Forposterne...", at de, forposterne var blevet "kastede tilbage".
Sekondløjtnant V. Saurbrey modtog disse efterretninger sammen med ritmester Moe i Vorbasse, hvor han "heldigvis (var) mødt til Hest" og han vendte så "Hjem" til sit kvarter på Skjødebjerggaard, hvorfra han "som et galt Menneske" måtte opmuntre soldaterne på Skjødebjerggaard til at gøre modstand, hvilket hjalp forenet med, at der kom hjælp fra "en del af det fra (Ritmester Moe) kommende Mandskab", og det lykkedes at befri "Overvagtmester Jøns og de fangne Dragoner", der i overraskelsesangrebet på forposterne var blevet taget til fange.
Det lykkedes herefter sekondløjtnant Saurbrey og hans deling at nedkæmpe den prøjsiske modstander, der flygtede, og - som han skriver til moderen den følgende dag - nu var "hele Eskadronen kommen til Hest og vores Sejr belønnedes nu med at gøre nogle 30 Fanger og 22 Heste." I hans sejrsberetning til moderen indgår også en for prøjserne lidet flatterende øjenvidneberetning: "Nu gik det lystigt, Ritmesteren var den første, der stak af, dernæst hele Flokken, som vi pryglede efter bedste Evne, indtil jeg pludselig opdager, at jeg med tre Mand er ganske alene mellem dem, mens de andre fulgte en 50 Alen efter. Jeg maatte standse et Øjeblik for at faa Folkene med."
Valdelin Saurbrey beretter videre i brevet til sin mor 1. marts 1864, "tænk dig hvor komisk, med 30 Mand (forjog vi) ca. 140 Preussere." Da ritmester Moe nåede frem flygtede de prøjsere, som Saurbrey allerede stort set havde overmandet. Eller som ritmester Moe fortæller i sin indberetning om afslutningen ved Vorbasse: "Sekondløjtnant Saurbrey, der heldigvis var til Hest, kastede sig over ... (fjenden) med en Del af det fra Skjødeberg kommende Mandskab og ... (befriede de tilfangetagne forposter, hvorefter) Fjenden ... saa gav sig paa vild Flugt og forfulgtes indtil paa den anden Side af Kragelund ... hvorfra Fjenden fik støtte af det ved Gesten og Ravnholt Hede posterede Infanteri, (og han) ... trak han sig (herfra) igen videre tilbage til sin tidligere Stilling bag Koldingaae."[141]

Erindringen om slaget ved Vorbasse 

I den lange række af 1864 nederlag var der, som det fremgår, tale om en ganske bemærkelsesværdig sejr, som i de samtidige meldinger blev beskrevet med stigende patos.
Viborg Stiftstidende og Adresse Avis meddelte 2. marts 1864 i "Telegrammer Kiøbenhavn, den 1ste Marts, Kl. 7,27 Aften. (Officielt).
I gaar Sammenstød ved Skjødegaard og Skjødebjerg tæt ved Vorbasse imellem Varde og Fredericia imellem Eskadronen Moe af 3die Dragonregiment og 2 fjendtlige Husareskadroner.
Vi mistede 6 Saarede, 3 Savnede og 5 Heste, men vi toge omtr. 30 Fanger..."
Det fremgår, at femte Eskadron her også kaldes Eskadronen Moe. Der er enslydende meddelelse om denne fægtning i en lang række aviser 2. marts 1864.
De følgende dage er der beskrivelser af "de i Mandags (29. februar) ved Vorbasse fangne preussiske Husarer..." Dagbladet København 5. marts 1864 har "modtaget et Brev fra Veile-Egnen". Der er her tale om en betydeligt dramatiseret historie, hvor "tvende (prøjsiske) Eskadroner fra Skanderup" var blevet sendt over Bække mod Vorbasse, hvor "vore vakre Dragoner sprang på Hestene, en Deel paa de nøgne Heste (uden sadel) samt uden Hjelme..." Andre aviser har tilsvarende (postulerede) øjenvidne beretninger her og de følgende dage.
Noget forsinket i forhold til træfningen i Vorbasse, der fandt sted 29. februar, meddeler Dagbladet (Københvn) 7. marts 1864, "Fra vor Meddeler i Veileegnen have vi endvidere modtaget Følgende, dateret den 3die Marts : om Natten efter Træfningen arriverede den preussiske Ritmester tilfods tilbage til Gjelballe, og omtrent paa samme Tid ankom dertil, ligeledes tilfods, en menig preussisk Husar, som havde gjemt sig i en Grøft paa Skjødegaards Mark, indtil Alt var roligt, og derved var undgaaet vore Dragoners Opmærksomhed.
Flere preussiske Heste kom ligeledes uden Ryttere til Gjelballe. Af sine mere eller mindre saarede Heste bragte Fjenden hjem til Gjelballe og Skanderup 30 Stykker. I Gjelballe savnede Fjenden 28 Mand af de der indkvarterede og i Skanderup 10 Mand. Igaar Morges forlod en meget stor Rekognosceringspatrouille Kolding og red imod Veerst, formodenlig for at hævne sig paa Vore. ... " 
Ud over tabstal for og flugtbeskrivelser fra de prøjsiske styrker, viser denne meddelelse, at der har været placeret prøjsiske styrker i både Gelballe og i Skanderup, som er blevet dirigeret til Vorbasse for at få gjort kål på de danske rekognosceringsryttere fra tredje Dragonregiments femte eskadron. Samt at der har ligget "en meget stor (prøjsisk) Rekognosceringspatrulje" i Kolding.
Lidt senere, 4. marts 1864 rapporteredes der "fra et Øjenvidne", at de prøjsiske spioner åbenbart havde fundet ud af, at for Moes egen afdeling af femte eskadron i Vorbasse var der 29. februar organiseret en "Hesteparade", hvor officerer og en dyrlæge skulle kontrollere "Hestenes Sundhedstilstand". Denne del af eskadronen har således været ukampdygtig under hestesynet. Men iflg. det berettende øjenvidne blev de hurtigt klar og slog resolut den prøjsiske overmagt, der var overrasket over, at denne del af eskadronen så hurtigt var blevet klar. I en opfølgende meddelelse 9. marts 1864 bekræftes det, at prøjserne ganske vist havde to husareskadroner på egnen, men at kun den ene nåede frem, således at prøjserne havde "c. 100 Mand, og paa vor Side Deeltog kun c. 46 Dragoner ...".
Om overmandingen af forposterne berettes der, at medens der var "hesteparade" hos ritmester Moe i Vorbasse blev en vagtmester og en korporal med 3 mand overmandet af prøjsere, men så kom sekondløjtnant Saurbrey med 20 mand dem og Moe til undsætning.
De prøjsiske husarer meddeles i aviserne at være faldet i snefyldte grøfter, og der blev taget 30 til fange, heriblandt en læge, hedder det i en avismeddelelse 9. marts 1864
Erindringer om ryttertræfningen ved Vorbasse finder man også, f.eks. i Roskilde Avis 8. april 1922 og Jyllandsposten 15. april 1922, hvor den erindrende soldat, Jens Peter Hviid må være født i 1840'erne eller før. Der er i hans erindringer adskillige faktuelle fejl omkring træfningen, men kan vel betragtes som et levn af de erindringer, der var omkring ryttertræfningen. Eller som de forekommer i nekrologer og digte.[142] 
En helt samtidig beskrivelse af begivenhederne 28. og 29. februar 1849 finder man i en dagbog "en Dames Dagbog fra Kolding 1864". Det er selvfølgelig sparsomt, hvad den skrivende købmandsfrue, der husede mere end 20 forbundssoldater, kan berette om begivenheder i og omkring Vorbasse. Men taget som et vidnesbyrd om den effektivitet, hvormed den lokale snak, velsagtens befordret af oplysninger fra forbundstropperne, der har kunnet give meddelelser herom, så er dagbogens oplysninger informerende. Dagbogen er ført hver dag med start 1. februar 1864.
Der er som anført her også gode informationer om Niels Kjeldsen affæren allerede samme dag, "Søndag den 28. Februar".
Den ganske levende beskrivelse i dagbogen kunne som anført tyde på at være erhvervet ved beretninger fra forbundstropper indlogeret hos Kolding familien, hvilket ikke mindst fremgår af dagbogens beretning om Niels Kjeldsen 28. februar.
Den følgende dags dagbogsoptegnelser, "Mandag den 29. Februar" meddeler, at "… I Dag har her været Røre i Gaden. Infanteriet har øvet sig i et Par Timet. I Middags kom en lukket Vogn med en dansk Husarofficer og en Trompeter som Parlamentær, hvad det nu har at betyde, godt eller ondt. …"
Her var budskabet om Vorbasse ikke nået frem samme dag, måske først den følgende dag, fordi det var en for forbundstropperne ikke så heldig begivenhed.
Men i dagbogen "Tirsdag den 1. Marts (hedder det, at) … I Gaar har vi gjort et godt Kup. 40 af vore Dragoner har taget 51 af de blaa Husarer til Fange. De ligger langs med Grænsen, og dette skete et Par Mil inde ved Vorbasse…"
 
Maleri af Karl Hansen-Reistrup 1892. Iflg. Sune Wadskjær Nielsens kommentar, har kunstneren malet de preussiske husarer med forkerte uniformer, idet 1. Westfaliske husarregiment nr. 8, som de danske dragoner kæmpede mod, havde mørkegrå,  næppe garderhusarregimentets røde uniformer. De danske dragoner er korrekt afbildet i lyseblå uniformer.
 
Jørgen Sonne har malet samme motiv i 1877, hvor vinterlandskabet er nogenlunde det samme, hvor de danske dragoner er klædt i lyseblå uniformer og bærer dragonhjælme over for de prøjsiske husarer i mørkegrå uniformer.[144]
 
Involverede danske dragoner og antal tilfangetagne varierer en smule i forhold til andre oplysninger, men må under alle omstændigheder formodes at være blevet meddelt således til den dagbogsførende dame. Der har naturligvis i denne af forbundstropperne meddelte version intet været om - og slet ikke med navn - Sekondløjtnant Saurbreys indsats. 
Iflg. foredrag af premierløjtnant O. F. Gedde i 1903[145] havde Saurbrey på Skjødebjerggaard kun 20 mand. De resterende 10 mand må, såfremt dette er korrekt, have været mænd, som ritmester Moe fik sendt afsted fra Vorbasse, da det blev kendt, at prøjserne angreb.
O. F. Gedde sluttede sit foredrag af med om Saurbrey at erklære: "Sekondløjtnant Saurbrey, Helten fra Vorbasse, nævnes han ofte, og visselig ikke med Urette; thi det var i første Linie ham og alene ham, der ved sin modige og absolut resolutte Optræden skaffede os Sejren." 

Vorbasse Krigshavn

Man kunne i princippet forestille sig en sammenhæng, hvor beskrivelsen af den stort set eneste fægtning med dansk sejr i 1864, "Cavellerifægtningen ved Vorbasse" 29. februar 1864, at den i den daglige omtale kunne have ført til hædersbetegnelsen "Vorbasse Krigshavn".
Blot er der i den lille midtjyske by Vorbasse kun et gadekær.
De navnkundige husarer fra femte Eskadron, Eskadronen Moe har muligvis ind imellem været forsamlet omkring gadekæret i Vorbasse, før de i nogen spredt fægtning p. gr. af den afholdte "Hesteparade" d. 29. februar under V. Saurbreys ledelse begav sig i kamphandlinger med de prøjsiske styrker.
Men gadekæret i Vorbasse har næppe spillet nogen som helst rolle under de aktioner, femte eskadron havde. Tvært imod så hedder det i de første efterretninger om kamphandlingerne, at det var "ved Vorbasse". Det fremgår af foredraget i 1903 af premierløjtnant O. F. Gedde, Ribe, at de to dele af Eskadronen Moe opholdt sig i henholdsvis landsbyen Vorbasse, samt ved Skjødegaard / Skjødebjerggaard.
Ritmester Moe og Premierløjtnant Castenskjold opholdt sig i Vorbasse under "Hesteparaden" indtil der kom melding om det prøjsiske angreb, hvor helten - bliver han udnævnt til af O. F. Gedde - sekondløjtnant Saurbrey skyndsomst begav sig til sin afdeling af eskadronen på Skjødebjerggaard. 
Krigshavnsbetegnelsen er således særdeles tvivlsom, et vittighedslignende udtryk i den helt konkrete situation. Onde tunger vil endda hævde, at en datidig gøgler, som ofte optrådte i Vorbasse, Professor Labri skulle være ophavsmand til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".
Det har været muligt at finde et spor fra Labri til Vorbasse Krigshavn, nemlig Isefjordposten 6. okt. 1919, som kan berette herom, at ”en ung journalist spørger "Professor Labri" til hans mening om Venstre politikeren J. C. Christensen”, hvortil Labri selvfølgelig kun vil servere en vittighed: "Det gør mig altid ondt, naar Venner kommer i Knibe ... men paa denne højtidsfulde Dag har jeg og min skønne Ledsagerinde forladt Vorbasse Krigshavn, hvor vi nylig har givet Forestilling for Kongen af Kerteminde ..."
Niveauet og den sproglige fantasi i Labris verbale udfoldelser fremgår klart og tydeligt. Men alligevel kan udtrykket udmærket være opstået før Professor Labri gjorde det til en vittighed.
Selvom det i princippet godt kunne være gøgleren Labri, der omkring 1919 har fundet på udtrykket Vorbasse Krigshavn i forbindelse med, at han hellere serverede sproglige finurligheder end at rode sig ind i noget, der kunne være en politisk diskussion med stærke holdninger for og imod en højaktuel politisk person. Hvad J. C. Christensen angik, så var det ikke blot Alberti-skandalen, man erindrede, når talen kom på J. C. Christensen, men også hans magtfulde optræden i forskellige sammenhænge i partiet Venstre, hvor det nok ikke altid har været lige let at være partifælle med ham. Så her skulle Labri ikke have noget klinket.
Ud over den pludselige indskydelse i 1919 kan Professor Labri også slet og ret have hørt udtrykket, når han har været på et af sine besøg i Vorbasse.
Kolding Folkeblad 4. april 1891 nævnes "en Kadet fra Vorbasse Krigshavn", hvilket viser, at udtrykket har været offentligt kendt også i 1891. Der er i Kolding Folkeblad 1. juli 1899 en artikel, En Tur over Heden, hvor en cyklist har taget turen, bl.a. fordi han har hørt om Vorbasse Krigshavn.
Professor Labri, som oprindeligt hed Johannes Marius Dines Petersen, Johannowitz (Johannes med vittighederne, som han også skulle have kaldt sig) er født 1863, og kunne i princippet godt have fundet på udtrykket "Vorbasse Krigshavn" allerede før 1891. Det fremgår blot ikke af nogen konkret dokumentation, at han, Labri har serveret udtrykket, før det nævnes i Kolding Folkeblad 1891 og 99.
Og skulle han være født i Vorbasse, som ind imellem hævdet, så fremgår det ikke af den stedlige kirkebog. Derimod er der i kirkebogen for Nyborg Sogn registreret Johannes Marius Dines Petersen, født 5. august 1863. Præsten skriver i en anmærkning: Han kaldes "Professor Labri". Signeret T. Løgstrup.
De første annonceringer af Professor Labri som tryllekunstner m.v. ser ud til at forekomme i aviserne fra 1893-94, de allerførste med begrænset succes, som det fremgår af samtidige aviser. Om det er 1893, som er starten på karrieren som "Professor Labri" eller 1886, som Labri selv kunne finde på at hævde er vanskeligt at afgøre. Og heller ikke afgørende vigtigt i denne sammenhæng.
Det er sikkert og vist, at Professor Labri ofte har haft Vorbasse med i de rablende bemærkninger, som han blev kendt for. F.eks. Holstebro Dagblad 7. november 1911, hvor Labri annoncerer sit "25 Aars Jubilæum paa Fredag 8 Dage (start må så have været 15. november 1886 som gøgler, såfremt det er dette jubilæum, Labri vil lade "forløbe i Stilhed") ..." Der bliver her serveret mange fine vitser om Vorbasse, dog ikke om "Vorbasse Krigshavn". Han meddeler, at han "har søgt Embede som Fodermester på Vorbasse Fattiggaard ... (at han gerne vil være) Havnefoged i Vorbasse, hvor 33 store Skibe er strandede i den senere Tid ... (samt omtaler) den hellige Pave af Vorbasse..."
Det fremgår, at Vorbasse optræder i Labris sprudlende ordforråd. Men om krigshavnen skulle have optrådt før 1891 eller 1899, hvor den også bliver omtalt i bl.a. Kolding Folkeblad 1. juli, det får stå hen i det uvisse. 
Man kunne - med lige så megen rimelighed som Labri-myten - antage, at glæden over sejren 29. februar 1864, over de brave husarer, der havde været placeret i og omkring byen, samt det eksisterende gadekær, har affødt krigshavn navnet, som det først har været muligt at konstatere komme skriftligt til udtryk i Kolding Folkeblad 1891. Og som først betydeligt senere kan konstateres brugt som en af Professor Labris talrige sproglige udfoldelser.
Lokalhistorisk Arkiv Vorbasse ser mest ud til at hælde til professor Labri som oprindelse til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".
Men derfor kan det sagtens være en opstået vandrehistorie, der som bekendt ikke bliver mere sand af mange gentagelser.

sammenfatning

Set i helikopterperspektiv kan de slesvigske krige karakteriseres som en videreførelse af udenrigspolitiske beslutninger, der mere hvilede på håbefulde hensigter end gode analyser af konsekvenserne.
Fra Christian d. 4.’s, over det enevældige Danmarks svenske krige til de slesvigske kriges endelige reduktion af det danske kongerige til en lilleputstat, har Danmarks vej i forhold til de udenrigspolitiske medspillere været tornebestrøet.
De slesvigske krige kostede stort set ikke civile ofre i modsætning til svenskekrigene. Og i erindringerne fra de to slesvigske krige var holdningen til besættelsesmagten ikke meget fordømmende ud over de økonomiske konsekvenser af besættelsestroppernes krav om økonomisk underhold og forplejning. Regulære plyndringer og terrorlignende aktioner kan man ikke konstatere meget af i den samtidige presse og de behandlede erindringer.
De slesvigske krige er i princippet et resultat af de beslutninger, som et valgt folkestyre - med begrænset valgret ganske vist - havde truffet. I tiden 1848-49 dog i samspil med en svækket, enevældig kongemagt. Men nu i modsætning til tidligere tiders konge-rigsråds, senere den enevældige kongemagts beslutninger, så også tilsat et begrænset folkeligt element.
 
Det nationalliberale, bedre borgerskab, der havde regerings- og beslutningsmagten sammen med kongen efter junigrundlovens bestemmelser traf i begge slesvigske krige beslutninger, der stred mod historiske aftaler om Slesvig og Holsten, som man fejlagtigt vurderede kunne accepteres af den kreds af stormagter, som den absolutte modstander, Prøjsen, der fra 1871 var Det Tyske Kejserrige også var en del af.
Det derfor naive ønske om et Danmark til Ejderen var aldrig en mulighed, langt mindre inklusive Holsten, som Frederik 6. forestillede sig, før statsgrænser efter nationalitetsprincippet blev en realitet i Versailles-fredens bestemmelser. Og for at gøre ondt værre, så var de militære forberedelser og den militære strategi slet ikke på højde med modstanderens.
 
I landsognene Skanderup og Hjarup nord for Kongeåen syntes de slesvigske krige ikke at have haft synderlig effekt på et ønske om national genrejsning efter de to slesvigske krige, måske reduceret af en religiøs vækkelse, der i stedet gav en mærkbar religiøs splittelse i de undersøgte landsogne. Som et eksempel på en samtidig kommentar til situationen efter 1864 kunne disse betragtninger i Kolding Folkeblad 21. januar 1884 tjene.
I artiklen sammenlignes "de otte sogne" med resten af Tyrstrup Herred, Haderslev Amt, som blev en del af Prøjsen i 1864.
Økonomisk går det rigtig godt i Danmark, hedder det. Landbrugspriserne er bedre i nord end i syd. Endnu bedre står det til med "Fedekvæg og Smør" - og den personlige frihed. Men "Titulaturen" er der gået inflation i nord for grænsen. Gårdejere blev først proprietærer, siden godsejere. Det landlige snobberi har i "de otte sogne" været så fremtrædende, at i det mindste denne skribent har bemærket det.
Omlægningen fra vegetabilsk til animalsk landbrugsproduktion, andelsbevægelsen, kort sagt starten på landbrugets guldalder i Danmark satte sit præg.
 

Kilder, litteratur og bilagsmateriale

Der er ud over grænsemarkeringer som primært kildemateriale benyttet samtidige aviser, der korrekt benyttet kan berette om og være dokumentation for udvalgte begivenheder. Samt i mere begrænset omfang samtidige postkort, evt. frimærker, der illustrativt og inden for deres kommercielle formål også kan illustrere den visuelle samtid samt - i gunstigste fald - give i sammenhængen relevante personlige kommentarer til illustrationerne. Postkort kan i sagens natur ikke være samtidige med de slesvigske krige, da postkort i Danmark først fra 1888 var en anerkendt forsendelsesart.
Hertil kommer naturligvis officielle aftaler og bestemmelser i relation til de behandlede grænsemarkeringer. Og i det begrænsede omfang, det har været muligt, personlige erindringer, foreningsarkivalier o.l.

Kilder, arkivalier

Erindringsmedaljeansøgningerne, de slesvigske krige lokalt.
Erindringsmedalje, ansøgninger om  Andst Herred 1848-50.  258 bevilgede ansøgninger.
   Andst Herred 1864.  353 bevilgede ansøgninger.
   Kolding By 1848-50.  111 bevilgede ansøgninger.
   Kolding By 1864.  202 bevilgede ansøgninger.
 
Erindringsmedaljen for krigene 1848-50 og 1864, Rigsarkivet, oversigt over alle arkivalier, berettigede, uberettigede, udlandet m.v., https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/15.
Forsvarets Arkiver (FOARK), Arkivfunktionen for Forsvarets Arkivers Originale Medaljesager
Forsvarets Arkiver (FOARK), Arkivfunktionen for Forsvarets Arkivers Originale Medaljesager
Faldne og døde i de slesvigske krige:
Forsvarets Arkiver, Arkivskabte Hjælpemidler: Kartotek over faldne i 1848-50 og 1864 (1848 - 1864), https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17202143. Alfabetisk ordnet efter efternavn, håndskrevne, indscannede sedler for hver person, optalt til 769 personer.
Forsvarets Arkiver, Lemming, Robert, Register over døde i krigen 1848-1850, 1997 – 1998, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17287952, inddelt i 3 dele, 1. del er afskrift efter Cohen, A. D., Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851.
Forsvarets arkiver, Lemming, Robert, Register over døde i krigen 1864 (1997 - 1997), https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17287954, inddelt i 3 dele, 1. del er afskrift efter Cohen Vilhelm, Krigen 1864 og de faldnes Minde, udgivet 1865.  
Cohen, A. D., Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851.
Cohen Vilhelm, Krigen 1864 og de faldnes Minde, udgivet 1865.
Begge bøger er som kildemateriale sekundært, og begge ganske vanskelige at verificere i forhold til det primære kildemateriale.
Det fremgår af V. Cohens forord, at hans (og faderens) værker hviler på de bedste, officielle kilder, herunder militære oplysninger, dvs. materiale, som i dag skal søges i især krigsarkiverne. A. D. Cohen var rabbiner i Odense iflg. Bing, Otto, Et tidsbillede, Kbh. 1945, indgår i Rigsarkivets arkiver under De slesvigske krige, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/92.
Lokale kirkebøger 1848-49, undersøgt for lokale dødsfald, der kunne formodes relateres til treårskrigens lokale kampe.
Lokalarkiver. Det er lidt tilfældigt, hvad det har været muligt at efterspørge og finde her. Kolding Stadsarkiv dog undtaget. 
Gravminder, soldater, slesvigske krige.
Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot, Krigergrave og mindesmærker fra De Slesvigske krige i Sønderjylland, udg. 2009-2013, http://www.heltborgfoto.dk/registreringer.pdf.
Museum Sønderjyllands mediearkiv,
Skanderup Sogn,
Debat om almindelig værnepligt i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, 18.-20. december 1848, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/debat-om-almindelig-vaernepligt-i-den-grundlovgivende-rigsforsamling-18-20-december-1848/.
Monrad, D. G, Meddelelse om hærens tilbagetrækning fra Dannevirke 1864, https://dansketaler.dk/tale/meddelelse-om-haerens-tilbagetraekning-fra-dannevirke/.
Rigsarkivet, Udenrigsministeriet 1848-1856, Almindelige dossiersager, Krigen 1848-50 https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21609637#373824,71601575.
Rigsarkivet.
Lægdsruller, Lægdsruller fra lokaladministrationen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/4 og lægdsruller fra centraladministrationen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/170. Kun sporadisk benyttet.
Vorbasse, Sekondløjtnant Valdelin Saurbrey, beskrivelse af kampen ved Vorbasse i et brev til hans mor, 1. marts 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/sekondloejtnant-valdelin-saurbrey-beskrivelse-af-kampen-ved-vorbasse-i-et-brev-til-hans-mor-1-mart.
Vorbasse, uidentificeret brevskriver, brev Vorbasse d. I-II-1865, pr Kolding, adresseret til Velbaarne fru Ritmester Bruun https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Vorbbrev65.
Vorbasse, Moe, Edgar, Even, Officiel rapport om kampen ved Vorbasse, 1. marts 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/edgar-even-moe-officiel-rapport-om-kampen-ved-vorbasse-1-marts-1864.
Gedde, O. F., Premierløjtnant, Ribe, Rytterfægtningen ved Vorbasse
den 29. Februar 1864, Foredrag ved »Historisk Samfund for Ribe Amt«s Møde i Bække, den 25. September 1903.
Wienertraktaten, 30. oktober 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/wienertraktaten-1864https://danmarkshistorien.dk/fileadmin/filer/kilder_i_pdf/wienertraktaten_1864.pdf.Wiuff, P. Hansen, Erindring! angaaende Slaget ved Kolding den 23de April 1849. Wiuff skulle iflg. lokalt opslag på Facebook være født i Seest 1802, høker og værtshusholder, Låsbygade 69 under slaget om Kolding 23. april. 
Samtidige aviser.
Det er et vigtigt samtidigt, berettende materiale, som både kan søges og læses på Statsbibliotekets avisdatabase, Mediestream. Der er fri adgang, undtaget de seneste 100 år, hvor man må skaffe sig adgang på Statsbiblioteket. Der er henvisninger til alle benyttede aviser.
Samtidige postkort.
Som aviser er postkort et samtidigt, men også og især et billedmæssigt, berettende materiale, hvor den manifeste tendens er salgbarheden af materialet, når det gælder det fotografiske, billedmæssige. Desuden kan der være mere tilfældige anvendelsesmuligheder i kortenes personlige meddelelser. Historisk optræder postkort først i Østrig fra 1869, i Danmark fra 1871.
Bruhn, J., Den gamle grænse - set på postkort, Toldhistorisk Selskab 1978.
Elisaen, Bent, Hejlsminde den gamle grænse, postkort, Kolding 1980. Cit. BE.
Frimærkebutikken, grænsekort. Kommerciel hjemmeside, hvor kortene i sagens natur kommer og går kommercielt.
Hansen, Aa. E., Boov og Holbøl Sogne, Gamle Postkort 1892-1923, Sønderhav og Omegns Mødehus' Legat, 1986.
Hansen, J. P. Nikolaj, Postkort fortæller historie fra Kolding-egnen, Skriveforlaget 2020. Cit. Postkort.
Hviding Sognearkiv, Den gamle grænse set på postkort.
Samlerhuset.dk, kommerciel hjemmeside, hvor man kan finde relevante, historiske postkort, der i sagens natur kommer og går i den kommercielle sammenhæng. Specielle grænsekort.
Litteratur og fremstillinger.
Adriansen, Inge, Dybbøl Banke 1848-2017, foredrag 4. april 2017 på Dybbøl Mølle.
Bjerg, Hans Chr., Den danske værnepligts historie, Værnepligtsstyrelsen 1988 og Se lige ud, Folk&Forsvar 1999. 
Bjørn, Claus, Carsten Due-Nielsen, Dansk Udenrigspolitiks Historie. Fra Helstat til Nationalstat 1814-1914, 2003.
Buk-Swienty, Tom, Slagtebænk Dybbøl, 2008
Buk-Swienty, Tom, Dommedag Als 29. juni 1864, 2010
Buk-Swienty, Tom, 1864 i billeder, Kbh. 2012.
Christensen, Bent Omkring våbenkøbet i Frankrig 1848, Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 55, nr. 7, 2022.
Christensen, John, Henrik Stevnsborg, 1864 - Fra helstat til nationalstat, 1998
Det Kongelige Biblioteks Billedsamling, Rigsarkivet, Forskellige hel- eller delvist samtidige fremstillinger af kampene omkring Kolding 1849, digital adgang http://www5.kb.dk/,
Enevoldsen, Vibeke, Kampen om de værnepligtige, 19. feb. 2003, https://krigsvidenskab.dk/emne/kampen-om-de-vaernepligtige. Kulturhistorisk analyse af nationalisme faktorer.
Engberg, Jens, Det slesvigske spørgsmål 1850-1853, 1968.
Frisch, Hartvig m. fl., Den Danske Rigsdag 1849-1949, Bind 1, Kbh. 1949.
Før og Nu, Historisk Topografisk Tidsskrift, Supplement Nr. 2, F. Zachariae, E. Jespersens Forlag, København, afsluttende udgave november 1927.
Generalstaben, Den dansk-tydske Krig 1864, 1. Del, 2. Del, 3. Del, Kort, Kjøbenhavn 1891.
Hansen, Axel F., MINDESKRIFT OVER DE I 1864 FALDNE OFFICERER MED 106 PORTRÆTTER Udarbejdet af Kaptajn AXEL F. HANSEN, København 1909.
Hansen, S., Cand.mag., Den jydske Slavekrigs Begyndelse. S. 171-192, Vejle Amts Aarbøger 1905.
Hansen, Aa. E., Told- og Statsgrænse Danmark / Tyskland 1920-1995, Sønderhav og Omegns Mødehuslegat 1995.
Hansen, Aa. E., Gamle Postkort 1892-1923, Bov og Holbøl Sogne, Sønderhav og Omegns Mødehuslegat 1986.
Johansen, Claes, Dødsfælden Dannevirke, Aarhus 2014.
Jørgensen, Harald, Statsrådets forhandlinger 1863-1864, bd. IX. Møderne i Geheimestatsrådet 19. januar 1863-8.juli 1864, København, 1970.
Koch, G. J., Slesvig, postkort, litografi af maleri , Slesvig-holstenernes indtagelse af fæstningen
Rendsborg 24. marts 1848, formentlig malet i perioden 1861-1880’erne, hvor Koch var aktiv maler, se https://arkiv.dk/vis/5453439 og https://www.fotohistorie.com/koch-gj-schleswig.html, http://jsja.dk/genealogi/getperson.php?personID=I84479&tree=tree1.
Koch, Martin, Niels Kjeldsen, 3. optryk, J.L. Wisbechs Forlag, Kbh., 1887, pp. 30–38, https://kalliope.org/da/text/kokm2020052204.
Kolding Stadsarkiv, materiale fra kampene 1849,  https://arkiv.dk/soeg?searchstring=kolding+1849+&page=0&valgtearkiverids=326.
Kongeåstien, grænsedragning efter 1864.
Lemming, Robert, Ancher, Johan Peter Andreas, En anden version, I Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 54, nr. 6, 2021
Lemming, Robert, Gæster i Dybbølstillingen 1864: hvem var de, og hvor blev de af? I Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 55, nr. 5 2022
Lyngby, Thomas (red), 1864 – krigen der ændrede Danmark, Det Nationalhistoriske museeum, Frederiksborg Slot, 2014.
Møller, Erik, Helstatens Fald, 1958, genoptryk 1974
Neergaard, N (1916), Under Junigrundloven,II (2 bind), København: Lindhardt og Ringhof
Nielsen, Johs., 1864 – Da Europa gik af lave, Odense 1987.
Noack, J. P., Grundlove er ikke gratis, Rigsarkivet 1999.
Olsen, Albert, Danmark og den engelske Mægling 1848, Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 2 (1947 - 1949) 1-2.
Rasmussen, Mikkel Vedby, Struwe Lars Bangert, Læren af 1864 : Krig, politik og stat i Danmark i 150 år, Syddansk Universitetsforlag 2014.
Skjold Petersen, Karsten, Den danske hærs hvervning af soldater i slutningen af 1700-tallet, Fortid og Nutid september 2001, s. 171-192.
Struwe, Lars B, Soldater er også mennesker, OM FORSKNINGEN I DANSK 1700-TALS
MILITÆRHISTORIE OG NEW MILITARY HISTORY, Historisk Tidsskrift Bind 103 Hæfte 2 (2003).
Thomsen, Rudi, Den almindelige Værnepligts Gennembrud i Danmark. Gyldendal 1949.
Thorsen, Svend, DE DANSKE MINISTERIER 1848-1901 ET H U N D R E D E P O L IT IS K -H IS T O R IS K E B IO G R A F IE R, København 1967. https://jura.ku.dk/jurabog/pdf/biografier/thorsen_danske_statsministerier_1848-1901_1967.pdf.
Thøgersen, Mette, Ladegaard, Landdistrikternes urbanisering 1840-1960, ph.d., udg. på SDU 2007.
Vammen, Hans, Den tomme stat, angst og ansvar i dansk politik 1848-1864. Kbh. 2011.
Vammen, Hans, Casino 1848,  Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 3 (1988).
von Suttner, Bertha, Ned med Vaabnene! En Levnedsskilding, 1ste Bind, Ringsted 1891.
Østergaard, Uffe, Værnepligt og nationalstat, Fokus, 5, DUPI, 1998 og Se lige ud! Folk&Forsvar 1999.
Militærhistorieske fremstillinger:
Generalstaben, Den dansk-tydske Krig 1864, Del I, II, III, Kjøbenhavn 1890-1891.
Generalstaben, Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. 1. Del Krigen i 1848, Kjøbenhavn 1867, 2. Del Krigen i 1849, Kjøbenhavn 1873, 3. Del Krigen i 1850, Kjøbenhavn 1880.
Liljefalk, Axel og Holst, Frits, Felttogene i vore første frihedsaar, Bd. 1-3, 1888.
Liljefalk, Axel, ”Kampen ved Egstrup og Vrannerup”, den 23de April 1849, Foredrag, holdt i Seest Forsamlingshus ved Sammenkomsten mellem Ribe og Vejle Amters historiske Samfund den 16. Juli 1908. Den Del af Foredraget, som omhandlede Kampen om Kolding By, findes optaget i Vejle Amts Aarbøger 1ste Halvbind 1909, https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/download/76717/110691/162217
Prittwitz, Karl, Deutsche Biographie, https://www.deutsche-biographie.de/pnd104110538.html, øverstkommanderende for forbundsstyrkerne i treårskrigen. Bonin, Adolf von, Deutsche Biographie, https://www.deutsche-biographie.de/sfz5246.html#adbcontent, leder af den slesvig-holstenske hær.
Straarup, Anders Baadsgaard, Veteran 1864 Erindringsmedaljer. Våbenhistorisk Tidsskrift, bind 55, nr. 3, maj 2022.
Tuxen, Christian, Frederik, Frands, Elias, Krigen 1848-50 og Den dansk-tyske Krig 1864, 1895, Del 1, 1848-50. Del 2, 1864. Cit. Tuxen.
 
Erhvervsstatistik.
Danmarks Statistik, Befolkningen i 150 år, udg. maj 2000, https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=4576&sid=bef150.
Det har i det eksisterende statistiske materiale kun været muligt at konstruere en landsdækkende erhvervsfordeling ud fra Danmarks Statistik, Statistiske Meddelelser, tredie række, 4. Bd. Folkemængden 1880, 1870, 1860, 1840, 1901.
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Tabeller, udarbejdet med relevant kildemateriale og organiseret til specifikke problemstillinger.
Alle erindringsmedaljerne fra 1876, antal fordelt på de udvalgte geografiske områder, procentandele af beregnet folketal, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#allefaldne.
Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagelse 1848-50 og 1864 i An(d)st Herred, Skanderup Sogn og Hjarup, Kolding, Viborg, Skive og Fjends Herred,  https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#alleansoeg.
Herunder også opgjort i de fra stillingsbetegnelserne udvalgte erhvervskategorier.
Usikkerheden omkring stillingsbetegnelsen Arbejdsmand som landarbejder, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#landarbsml
 
Erindringer.
Eliassen P., VEJLE AMTS AARBØGER 1922. Erindringer fra treårskrigen, Kolding. Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen. Omhandler apoteker A. H. H. Worsaae, Svaneapoteket Abenraa, nogle Træk fra Worsaaes Ophold som Farmaceut paa Kolding Apotek 1844-49. Om Worsaae i Aabenraa.
Eliassen, P. i VEJLE AMTS AARBØGER UDGIVNE AF VEJLE AMTS HISTORISKE SAMFUND 1923-24, s. 22-91. Dagbog Kolding 1864, Marie Louise Sophie Halby, født Grandjean. 
Forening for Boghaandværk. 1964, Dagbogsblade fra 1864, optegnelser af menig Frederik Hansen, Nybøl. Omhandler både dagbogsnotater fra en murers værnepligt 30. maj 1853 - 7. okt. 1854, som måtte melde sig som 34-årig 18. januar 1864, og ”kom hjem den 20de (august 1864) om Morgenen Klokken 7”.
Jacobsen, J., Veteranhistorier fra 1864, Silkeborg Ny Bogtrykkeri 1914. Cit Veteran.
Kristensen, Gregers, en ikke udgivet dagbog, som må formodes efter militærtjenesten at være blevet redigeret til en dagbogslignende beretning. Dagbogsskriveren, Gregers Kristensen var menig soldat, jordejer, husmand i Hejnsvig ved Grindsted, da han deltog i krigen i 1864 som ”soldat ved det 6te inft. Regiments 2. Comp. No. 65”.
Rigsarkivet har en arkivkategori, der hedder Generalstabens Taktiske Afdeling, Generalstabens Krigsføringsdepot, Såkaldt "senere indkomne sager" vedr. krigen i 1864, et privat brev, dateret I. II. 1865, Vorbasse pr. Kolding. Omtale - ca. 1 år efter - af "1864 d. 29. Febr.", O. P. Linde Brev med en skolelærers? beretning fra Vorbasse om fægtningen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=16584780#39757,5774027, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Vorbbrev65
Schmidt, August F., Folkeliv i Skanderup, nedskrevet 1922. Erindringer af Husmand Otto Korsgaard, født 1854.

Bilagsmateriale

Grænse og grænsemateriale

1864 og tidligere grænsesten  - og grænsesten nr. 117’s vej til Lunderskov

Det hedder i Silkeborg Avis 19. januar 1922 om "De gamle Grænsesten", som efter nederlaget til Prøjsen i 1864 blev opstillet ved den nye grænse ved Kongeåen:
"Efter Indenrigsministeriets Anmodning har Amtmanden over Haderslev Amt ladet samtlige Grænsesten opgrave ved den gamle Grænse fra 1864 ... og tage i Forvaring for at bevare dem fra Ødelæggelse. Der er saaledes indsamlet ca. 90 Sten, som Ministeriet mener bør fordeles og anbringes på passende Steder i de fire sønderjydske Amter og de to tidligere danske Grænseamter, Vejle og Ribe Amter, og Ministeriet bemærker ..., at det finder det rettest, at Stenene ikke tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg, ved Forsamlingshuse og lignende Steder."
Selvom det muligvis har været Amtmanden over Haderslev Amt, der har ladet 1864 grænsestenene opgrave, så har det været de respektive, inkluderede amter, der fordelte stenene, fremgår det af henvendelsen fra Ribe Stiftamt til sognerådet i Skanderup 19. januar 1922.
 
Grænsestensillustrationer
 
Kort Kongeågrænsen 1908
 
Den rendsborgske grænsesten, præsenteret i Illustrerede Tidende, 2. årgang, nr. 87, 26. maj 1861. Fodteksten lyder: Dieser Denkstein ward als Volge der Vereinigung Holsteins mit Dänemark von Alt Holsteinischen Thore herabgenommen d. 12. Sept. 1806. - Dette mindesmærke blev som et resultat af Holstens sammenslutning med Danmark fjernet fra sin holstenske plads 12. sept. 1806.
Det fremgår udtrykkeligt, at stenen er blevet nedtaget i Rendsborg 12. sept. 1806. Indlemmelsespatentet er dateret 9. September 1806. Der er intet i de samtidige dokumenter, der bekræfter 12. September. Den rendsborgske grænsesten findes afbildet som frimærke, også på Arkivet ved dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Stenen er i dag indmuret i ind- og udgangsportalen til Krigsmuseet / Tøjhusmuseet. De mest præcise oplysninger om stenen finder man i Kaptajn O. Smiths beskrivelse i Før og Nu, 1927. Dette Historisk Topografiske Tidsskrift fra og om København blev nedlagt med dette nummer.
Københavns Biblioteker har en indholdsoversigt. Udgivet i 10 bind 1915-23, Supplementsbind 1923-27.
Her supplerende uddrag af fremstillingen i Illustreret Tidende, s. 275f.:
Da "det hellige romerske Rige 1806 styrtede sammen efter et tusindaarigt Skinliv ... incorporerede ... Frederik (d. 6.) Holsten i Danmarks Rige ... da denne Inscription ei mere paa dette Sted er passende, og 12te September 1806 blev den nedtaget og hensat paa Tøihuset i Rendsborg, hvor den siden har staaet ubeskadiget og uberørt af Oprørstiden. Den ligger der endnu, skjøndt Løgnen om Holstens indlemmelse i Danmark blev taget tilbage under Wienercongressen ..."
Ærindet for Illustreret Tidende i 1861 var ganske tydeligt (urealistisk) at markere Danmark til Ejderen på trods af Frederik 6.s mangelfulde resultater 1806-15.
 
 
 
En grænsesten på Koldinghus, oprindeligt placeret ved Haderslevvej i byskellet. Teksten på stenen er F.R. VI Haderslev Amt. Altså taget i brug i Frederik 6.'s regeringstid, velsagtens primo 1800 tallet.
Kunne muligvis være den af P. E. omtalte skelsten for Kolding Søndermark i Kolding Folkeblad 8. september 1904?
Som P. E. helt åbenbart har fundet det ganske forkert at flytte fra oprindelig placering.
Den nu næsten forsvundne grænsesten nr. 96 har åbenbart stået i Bastrup, og blev bragt til Koldinghus? Skulle nu stå Ødisvej, Gyldenhave?
Grænsebekjendtgjørelse 1865
 
 
    
 
 
 
De 128 grænsepæle, der blev opsat ved Kongeåen 1864-65, eksisterer naturligvis ikke mere. De blev alle erstattet af grænsesten af granit, hovedsageligt i perioden 1895 - 1915. Meddelelsen i Hejmdal kunne antyde den officielle start på udskiftningen af grænsepælene.
          
 
 
 
Kongestenen Koldingvej har en række grænsesten, af Christiansfeld Arkiv angivet som nr. 8899 (nr. 99 er del af bænk, er åbenbart forkert overmalet), 116, 122, 128. Da der er tale om bænke med to sten til hver bænk, skal man enten se on location eller gætte sig frem. Sten nr. 88 er fritstående.Grænsesten nr. 99, 116, 122, 128 kunne være sidesten til to bænke.
 
 
Hestestenen Frederikshøj har 1864 grænsestenene nr. 16 og 18 som indgangsparti.
 
 
Fotografiske illustrationer af grænsesten 117 og 101.
Grænsesten 101 er en variant med sort tekst mod Danmark, og der er i forhold til andre grænsesten tilføjet en beskrivelse af det historiske monument, at det har fungeret som grænsesten i tiden 1864-1920. Hvilket dog kun er en variant af sandheden, da grænsesten først erstattede de rådnende grænsepæle af træ i perioden 1891-1915. Man bliver ikke klogere på, hvorfor stenen er ekstraordinært graveret 1864 / 1920, heller ikke af arkivoplysninger.
Det fremgår af Grænseforeningens oplysninger, at det kun er den danske side ud mod vejen, der har den tilføjede tidsrumsmarkering.
 
 
Grænsesten efter 1920
Grænsesten nr. 1 står ved Skomagerhus, hvor Kruså’en løber ud i Flensborg Fjord, og grænsesten nr. 280 er placeret yderst ude mod Vadehavet oppe på diget. Kun disse to, yderste grænsesten har påført dato for grænsedragningens begyndelse samt pyramidial top. Alle de øvrige grænsesten har ikke denne datering, og de har i toppen, i midten en lille fordybning, som er de såkaldte sigtelinjer ud til siderne.
Mod nord er der indhugget et rødt D for Danmark og mod syd et sort DRP for Deutsches Reich Preussen.
I den samtidige presses meddelelser om de nye grænsesten blev antallet angivet som 1-279. I en avisartikel, Vestkysten 6. maj 2021 hævdes antallet at være blevet forøget fra 278 til 280. Kunsten at tælle og faktuel viden kan være mangelfuld. Men det er korrekt, at der nu er 280 grænsesten. Den sidste blev sat i forbindelse med anlæg af det fremskudte dige ved Højer Sluse efter stormfloden i 1976.

 
    
Det hedder i Silkeborg Avis 19. januar 1922 om "De gamle Grænsesten", som efter nederlaget til Prøjsen i 1864 blev opstillet ved den nye grænse ved Kongeåen:
"Efter Indenrigsministeriets Anmodning har Amtmanden over Haderslev Amt ladet samtlige Grænsesten opgrave ved den gamle Grænse fra 1864 ... og tage i Forvaring for at bevare dem fra Ødelæggelse. Der er saaledes indsamlet ca. 90 Sten, som Ministeriet mener bør fordeles og anbringes på passende Steder i de fire sønderjydske Amter og de to tidligere danske Grænseamter, Vejle og Ribe Amter, og Ministeriet bemærker ..., at det finder det rettest, at Stenene ikke tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg, ved Forsamlingshuse og lignende Steder."
Iflg. Jyllandsposten skulle "15 sten til fordeling" i Ribe Amt.
Iflg. Aarhuus Stifts-Tidende 22. november 1922 skulle "af de gamle Grænsesten ... tilstilles Vejle Amt ... paa Skamlingsbanken, ved ... Niels Kjeldsen Monumentet ... ved Monumenter for Rytterfægtninger ..."
    
 
Grænsesten.
Det nuværende antal, 280, efter grænsedragningen i 1920 og deres placering fremgår helt eller delvist af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse, BKI nr. 252 af 08/06/1922. 
Til identificering af de 128 nummererede granit grænsesten fra Kongeågrænsen 1864 - 1920 findes der dokumentation i fredstraktaten i 1864, Kommissions -Protokollen, affattet af de vedkommende høje Regeringers Grænseregulerings Kommissærer til Udførelse af Artiklerne V og VI i den i Wien d. 30. Oktober 1864 sluttede Fredstraktat.
Bekjendtgørelse 22. Juli 1865 angaaende Fastsættelse af den fremtidige Grændse mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig m.m. Kjøbenhavn, den 22de Juli 1865 angives grænsepælenes i grupperinger inddelte geografiske lokationer.
Der kan muligvis findes yderligere, sporadiske bemærkninger i akter mellem Danmark og Prøjsen for perioden 1856-1864.
Desuden har Fredericia Museum oplysninger om 1864 grænsestenene.
Senere, officiel dokumentation af grænsestenene fra Kongeågrænsen ses i udenrigsministeriets slutprotokol 1909 angående en lokal grænselinje, BKI nr 21503 af 02/07/1909. Her kan der hentes oplysninger om grænsesten nr. 22-23.
Den her anførte, officielle dokumentation af grænsepælenes og de efterfølgende grænsestens placering har iflg. Bekjendtgjørelsen et kort, hvor man kan aflæse grænsepælenes, -stenenes placering, indtil de blev fjernet. Dette kort har det ikke været muligt at finde i det ellers ganske omfattende dokumentariske materiale i Rigsarkivet.
Grændseregulerings-Commissionen var - som det hed - "i Marken" for at få afstukket et "Kaart ... 2000 til 3000 Alen paa hver Side af Grændsen ... " hvor hver indtegnet grænsepæl var nøjagtigt gengivet i terrænnet. Og med angivelser af de by- og lokalitetsmæssige navne.
Grænsestenenes oprindelige placering, da det var grænsepæle, fremgår af anførte Bekjendtgjørelse 22. juli 1865.
Af § 1 og 2 i Bekjendtgjørelsen fremgår det, at den nye Kongeågrænse allerførst bestemmes ved en kystlinje fra det midterste punkt mellem Rømø og Manø til Ribe Domkirkes tårn. "I ringe Afstand fra Kysten", altså før Domkirkens tårn, ændres denne sigtelinje så til, at grænsen går mod grænsepæl nr. 1, der "begynder paa det punkt paa Kysten, hvor den sydlige Grændse af Vester Vedsted Sogn ender" og løber videre, løst, retningsbestemt ad sydgrænserne i Vester Vedsted, Seem og Ribe sogne indtil grænsepæl nr. 22, der følger den østlige sognegrænse af Seem By, og når ved grænsepæl nr. 26 Skjels Aa. 
 
Fiskeeksportør Poul Hansen lod i 1913 det synlige symbol for sin erhvervsmæssige succes, Hvidkilde opføre.
Det fremgår af forskellige annonceringer i Kolding Folkeblad, at Poul Hansen som formand for Borgerforeningen i Lunderskov blev afløst af P. Michaelsen i 1922. Det fremgår yderligere af annoncering for samme forening i Kolding Folkeblad 24. marts 1924, at Poul Hansen, Hvidkilde og Peter Michaelsen i samme forening sad i bestyrelse med mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, Møller Nielsen, Drabæks Mølle. Og at den samme kreds i 1922 bekæmpede et forslag om at fratage spiritusbevillingen fra Jernbanerestaurationen i Lunderskov, Kolding Folkeblad 10. maj 1922.
Haandbog i det nordslesvigske spørgsmaals historie: dokumenter, aktstykker, kort og statistiske oplysninger vedrørende Sønderjylland,
udgivet af de Samvirkende sønderjydske foreninger, Redaktør Franz Christopher von Jessen
Udgiver Det nordiske forlag, 1901.
Denne udgivelse er benyttet som gentryk af  
Kommissions-Protokol, affattet af de vedkommende høje Regeringers Grænseregulerings Kommissærer til Udførelse af Artiklerne V og VI i den i Wien d. 30. Oktober 1864 sluttede Fredstraktat.
Iver Dalls / Dahls tilbud om Lystanlæg
Nyeste og vist grundigste gennemgang og identificering af Kongeågrænsens grænsepæle: 
Lærer Peter Tagesen har imponerende registreret alle 128 grænsesten. Der er sten, som ikke er beskrevet nærmere, blot angivet med stennummer. Her vil der ved link til grænsestenen være en bemærkning, der indikerer mangelfulde oplysninger. Kan sammenholdes med Bent Eliasen, Hejlsminde, den gamle grænse, postkort, Kolding 1980.
 
De dansk-tyske grænsepæle iflg. den i 1864 sluttede fredstraktat.
I "Bekjendtgørelse angaaende af den fremtidige Grænse mellem Kongeriget Danmark og Slesvig m.m. Kjøbenhavn, d. 22. juli 1865" fastsættes grænse og placeringen af grænsepælene.
Grænseaftalerne findes i Rigsarkivets pakker med Grænsereguleringen. Det her citerede helt præcist i den del, der hedder Krigen 1864 XX Grænsereguleringen nr. 22-23.
Oversigtsmæssigt drejer det sig iflg. en refereret Kommissions-Protokol om, at grænsepælene nr. 1-22 var placeret fra hvor "Vester-Vedsted Sogn ender, løber herfra i væsentlig østlig Retning og for største Delen langs med en vaad Grøft paa den sydlige Grænse af Sognene V. -Vedsted, Ribe og Seem indtil Grænsepæl Nr. 22".
Herefter beskrives der videre uden at nævne grænsepælene 23-25, 28-36, 43-53.
 "... og naar ved Grænsepæl Nr. 26 Gjelsaaen ved Gjelsbro ... Fra Gjelsaaens Foreningspunkt med Fladsaa løber Landegrænsen langs den højre Bred af Fladsaaen og den sydlige Bygrænse af Obekjær til Grænsepæl Nr. 27 ... ; herfra langs den østlige Bygrænse af Obekjær indtil den Nord for nævnte By frem springende Vinkel ved Grænsepæl Nr. 36.
Herfra gennemskærer en ved Grænsepælene Nr. 37 til Nr. 42 markeret lige Grænselinje Mosen indtil hint Punkt af Hjortvadia, som dannes ved Skæringen af den i Fredstraktaten omtalte lige Linje imellem Sydøstpunktet af Hjortlunds østlige Bygrænse og den Nord for Obekjær fremspringende Vinkel. ... langs Hjortvadaa opad indtil hint Punkt (Grænsepæl Nr. 43), hvor den østlige Bygrænse af Kalslund trætter Aaen, og tortsætter sig langs den omtalte Grænse Øst for nævnte By og Villebølle By, derefter Vest for Byerne Hjortvad , Bavnegaard og Ravning indtil Kongeaaen ved Grænsepæl Nr. 54.
... Fra Grænsepæl Nr. 54 ved Kongeaaen danner Midten af nævnte Vandløb Landegrænsen indtil det Punkt (Grænsepæl Nr. 59), hvor den vestlige Grænse af Vamdrup Sogn Nord for Holte træffer paa Vandløbet. ...
Fra Grænsepæl Nr. 59 løber Landegrænsen i sydlig Hovedretning imellem Sognene Skodborg og Vamdrup indtil Grænsepæl Nr. 73; herfra i sydøstlig Retning imellem Sognene Vamdrup og Jels indtil Grænsepæl Nr. 79, videre i sydlig Retning ... til Grænsepæl Nr. 80 ved det tredobbelte Grænsepunkt af Sognene Steppinge, Ødis og Jels; fra Grænsepæl Nr. 80 i østlig Hovedretning og imellem Sognene Ødis og Steppinge indtil Grænsepæl Nr. 91 ved Fovsaa, følger herfra det nævnte Vandløb og imellem Sognene Ødis paa den ene og Steppinge og Frørup paa den anden Side indtil Grænsepæl Nr. 94; herfra følger Landegrænsen Brænøres sydlige Bygrænse indtil Grænsepæl Nr. 99.
... Fra Grænsepæl Nr. 99 gaar Landegrænsen imellem Sognene Frørup og Taps indtil Grænsepæl Nr. 101. Efter den af Regeringerne billigede Udveksling af Landstrækninger skulde [af Taps Sogn] kun Bven Skoverup lægges til Hertugdømmet Slesvig. Da der imidlertid herved Vest for Byen vilde være fremkommet en smal 'Lunge af jysk Gebet, som ragede ind i Slesvig. gik den danske Grænseregulerings-Kommissær, Hr. Major v. Schøller, ind paa til Afrunding af Landegrænsen ligeledes at afstaa et Stykke Land af den danske By Tapsøre til Hertugdømmet Slesvig.
... Fra Grænsepæl Nr. 101 gaar Landegrænsen først i østlig og derefter i sydlig Retning indtil Grænsepæl Nr. 104 ved Nordvestgrænsen af Byen Skoverup. Ved denne Strækning er den nordlige Grænse markeret af det nu afstaaede, i forrige § omtalte Gebet af det danske Sogn Taps.
... Fra Grænsepæl Nr. 104 løber Landegrænsen paa den nordlige Grænse af Skoverup By indtil Grænsepæl Nr. 110 ved Tapsaaen; herfra langs det nævnte Vandløb i sydlig Retning indtil Grænsepæl Nr. 111; herfra i østlig Retning over Grænsepæl Nr. 112 til Grænsepæl Nr. 115 ved den gamle Landevej. ... .
Fra Grænsepæl Nr. 115 følger Landegrænsen den gamle Chaussee imod Nord indtil Grænsepæl Nr. 114; herfra gaar den i østlig Retning imellem Sognene Taps og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 116; videre imellem Sognene Vejstrup og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 120; herfra imellem Sognene Vejstrup og Alter indtil Grænsepæl Nr. 124; saa videre imellem Sognene Hejis og Aller indtil Grænsepæl Nr. 126, fortsætter sig herfra igennem Midten af Hejlsminde-Bugt og naar imellem de to Grænsepæle 127 og 128 (den første paa dansk, og den sidste paa slesvigsk Grund) Midten af Hejlsminde-Bugtens Munding ved Lille Bælt."
 
De traktatligt nævnte og stedligt placerede grænsepæle kan jævnføres med de efterfølgende, tabellarisk opstillede grænsepæle / -sten, grænsestenenes nuværende placering er et vigtigt kriterium, dog underordnetgrænsestenenes oprindeligt numeriske rækkefølge.  
 
Placeringen af de 128 grænsesten af granit 1864, der afløste grænsetræpælene, især i perioden 1915-1920:
I det omfang, det er muligt, angives både oprindelig og nuværende placering af 1864 grænsestene. Det store og omfattende registreringsarbejde er allerede gjort. Hvor der kan rejses tvivl, eller hvor der er konstaterbare problemer, er det anført.
En del af herværende registreringsarbejde er blevet gjort, før den benyttede registreringsundersøgelse dukkede op som en mulighed, derfor er der en del unødvendige henvisninger (links) til f. eks. Grænseforeningen. Til gengæld har Grænseforeningen så ind imellem kommentarer, som det kan være nyttigt at stifte bekendtskab med.
 
Grupperinger af grænsestenene, der ikke tilhører den egentligt numerisk ordnede oversigt. 
  • Sten nr. 17, 20, 25, 39, 40, 44, 50-53.
    • Sten nr. 1-4.
    • Sten 5-7, 7c, 9, 76, 119.
    • Sten 22, 28, 30, 31.
  • Ribe, i "nærheden af sten nr. 7c", sten nr. 8. 7c lå i henholdsvis Aabenraa og Rømø!
De 128 grænsesten fra Kongeågrænsen i numerisk rækkefølge:
  1. Sten nr. 1. I registrering Råhede Sluse. I BE Vester Vedsted Skole.
  2. Sten nr. 2. I registrering Vester Vedsted Ungdomsskole.
  3. Sten nr. 3. I registrering Plougstrup Krat. I BE Jernved.
  4. Sten nr. 4. I registrering Ejby, Glostrup.
  5. Sten nr. 5.I registrering Nr. Alslev.
  6. Sten nr. 6.I registrering Varde Museum.
  7. Sten nr. 7. I registrering Folkehjem Aabenraa
    • Sten 7c prøjsisk. I registrering Rømø,
  1. Sten nr. 8. I registrering Bov, Padborg. I BE St. Jydvad Vandrehjem.
  2. Sten nr. 9. I registrering Folkehjem Aabenraa.
  3. Sten nr. 10. Hævdes at ligge på lager i Ribe, findes i registrering ved Ribe Amtmandsgård.
  4. Sten nr. 11. I registrering Ribe Kunstmuseum.
  5. Sten nr. 12. Skulle være helt forsvundet, og have stået ved Roager. Muligvis registreret som  gravsten på Vester Vedsted Kirkegård? I registrering uidentificeret.
  6. Sten nr. 13 er søgt i Grænseforeningens oplysninger uden resultat. Nordborg Lokalhistoriske Arkiv har den placeret i Pøl. Bekræftes i registrering.
  7. Sten nr. 14. Lintrup Kirkegård, mindesten. Bekræftes i registrering.
  8. Sten nr. 15.  I registrering Skamlingsbanken. Kan muligvis være blandt de grænsesten, som Lemvig Folkeblad 20. november 1922 nævner "opstilles i Vejle Amt ... paa Skamlingsbanken".
  9. Sten nr. 16 og 18 er placeret Frederikshøj, Christiansfeld som markering til en genforeningssten. Nuværende placering af nr. 16 anføres i registrering som Taps18 også Taps.
  10. Sten nr. 17. Gram Slotskro i registrering.
  11. Sten nr. 18.
  12. Sten nr. 19. Muligvis oprindeligt placering ved Vamdrup iflg. frimærke. Nu i registrering som Skærbæk Museum.
  13. Sten nr. 20. I registrering ved Genforeningsstenen på Gram Slotskro. Der er 10 grænsesten her, nr. 53, 25, 50, 17, 44, 39, 51, 40, 52 og 20. 
  14. Sten nr. 21. Tønder Kunstmuseum i registrering.
  15. Sten nr. 22Harreby i registrering.
  1. Sten nr. 23Dæmningen Augustenborg i registrering.
  1. Sten nr. 24, kælderrum på Sønderborg Slot, Ugeavisen Sønderborg 15. februar 2018. Blev iflg. Hejmdal 8. november 1922 "hentet til Nørherredhus ... Stenen vil blive rejst ved Hovedindgangen til Forsamlingshuset". I registrering placeret i Nordborg. BE har Hejmdal versionen.
  2. Sten nr. 25. I registrering placeret ved Gram Slotskro.
  3. Sten nr. 26. I registrering placeret på Koldinghus.
  4. Sten nr. 27, 32, 67 og nr. 68 står i Kruså under genforeningsstenen. Sten 27 er i registrering placeret i Kruså.
    • Sten 27, 32, 67, 68.
  1. Sten nr. 28. I registrering placeret i Harreby.
  2. Sten nr. 29. I registrering pladeret i Tønder, Amtsmandsboligen. Nu Skorstensfejerskolen.
  3. Sten nr. 30. I registrering placeret i Harreby.
  4. Sten nr. 31. I registrering placeret i Harreby.
  5. Sten nr. 32. I registrering placeret i Kruså
  6. Sten nr. 33. I registrering placeret i Møgeltønder.
    • Sten nr. 34, 35, 36, 37, 38 Fæstedstenen Rødding. Fæstedstenen blev 1920 hugget i runer som genforeningssten iflg. den lokale turistguide. Man kan næppe fæste megen lid til de bragte oplysninger. Grænseforeningen har en artikel, hvor eksistensen af grænsestenene 34 - 38 anerkendes. Kolding Folkeblad 24. januar 1922 meddeler om grænsestene, 34-38, 40-41, at de er stjålne.
  1. Sten nr. 34. I registrering placeret i Fæsted.
  2. Sten nr. 35. I registrering placeret i Fæsted.
  3. Sten nr. 36. I registrering placeret i Fæsted.
  4. Sten nr. 37. I registrering placeret i Fæsted.
  5. Sten nr. 38. I registrering placeret i Fæsted.
  6. Sten nr. 39. I registrering placeret v. Gram Slotskro.
  7. Sten nr. 40. I registrering placeret v. Gram Slotskro.
  8. Sten nr. 41. I registrering placeret ved Rødding Højskole.
  9. Sten nr. 42. står bag genforeningsstenen på Kegnæs. I registrering placeret i Kegnæs.
  10. Sten nr. 43, skulle være væltet ned i Hjortvad Å 1920. I registreringen også placeret her
  11. Sten nr. 44. I registreringen placeret ved Gram Slotskro.
  12. Sten nr. 45. I registreringen placeret hos Ahlmann, SønderborgAhlmann-skolen.
  13. Sten nr. 46, Placeret på privat grund, Ribe. I registreringen placeret i Hjortvad.
  14. Sten nr. 47 er placeret ved vejen ud for Overgård i Hjortvad. I registreringen placeret Hjortvad.
    • Sten nr. 48, sten nr. 49. Iflg. ugeavisen.dk skulle nr. 49 være blevet genopstillet på vejkrydset Koldingvej / Villebølvej i Kalvslund. Nr. 48 skulle være på Schackenborg.
  1. I registreringen er sten nr. 48 placeret i Møgeltønder.
  2. Sten nr. 49 er i registreringen placeret i Tønder, Amtsmandsbolig.
  3. Sten nr. 50. I registreringen placeret som Gram Slotskro., som også blandt andre reklamer for krovirksomheden viser et par grænsesten og deres placering.
  4. Sten nr. 51. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
  5. Sten nr. 52. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
  6. Sten nr. 53. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
  7. Sten nr. 54. Fynshav, Augustenborg. I registreringen placeret som Fynshav.
  8. Sten nr. 55. Haderslev Katedralskole. Når man studerer skolens to sten (der for øvrigt blev opmalet i 2017 i forbindelse med skolens 450 års jubilæum) ses det, at de har numrene 55 og 56. I skolens skriftlige beretning er som kilder til genforeningen i 1920 anført "to grænsesten ... ved indgangen til skolen", som her konstateres, har nr. 55 og 56. I registreringen er nr. 55 og nr. 56 nærmest misvisende under betegnelsen "Dobbelt".
  9. Sten nr. 56. Haderslev Katedralskole.
  10. Sten nr. 57. "Grænsepæl nr. 57 er faktisk ikke et genforeningsminde, men en cementkopi, lavet af en tidligere ejer af ejendommen bag cementstenen." I registreringen er der tale om en dobbelt sten, som befinder sig to steder: "Dansk side: Skt Jørgen Skolen (VUC) i Sønderborg og Tysk side: Bülowskolen i Dybbøl By". 
  11. Sten nr. 5859, 61, 63, 69, 71 Kirkepladsen Skodborg, Rødding.
  12. Sten 58-59. I registreringen er både sten nr. 58 og sten nr. 59 placeret i Skodborg, ved kirken.
  13. Sten nr. 60. I registreringen Assendrup ved Vejle.
  14. Sten nr. 61. Skodborg, Brudepladsen. I registreringen Skodborg Kirke.
  15. Sten nr. 62. I registreringen Vejle Museum.
  16. Sten nr. 63. I registreringen Skodborg Skole.
  1. Sten nr. 64. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup angiver placering sammen med sten nr. 63 ved Genforeningsmindet i Skodborg. I registreringen uidentificeret.
  2. Sten nr. 65. I registreringen Blåkjær Skov.
  3. Sten nr. 66. Skamlingsbanken, skelsten. I registreringen Skamlingsbanken.
  4. Sten nr. 67. I registreringen Kruså.
  5. Sten nr. 68. I registreringen Kruså.
  6. Sten nr. 69. I registreringen Skodborg Skole.
  7. Sten nr. 70. I registreringen Sønderborg Slot.
  8. Sten nr. 71. Er registreret under Arkæologi Sydvestjylland. I registreringen Skodborg Kirke.
  9. Sten nr. 72, har oprindeligt stået sydvest for Vamdrup, står nu i Fredericia. I registreringen Fredericia.
  10. Sten nr. 73. I registreringen Jels Troldkær.
  11. Sten nr. 74, står nu i Jels Voldsted, tidligere o. Vamdrup. Grænsen ved Bastrup Troldkær. I registreringen Jels Voldsted.
  12. Sten nr. 75 ser ud til at være blevet forvekslet med grænsesten nr. 72. I registreringen Jels Bodilskær.
  13. Sten nr. 76. I registreringen Folkehjem, Aabenraa.
  14. Sten nr. 77. I registreringen Jels genforeningsstenen.
  1. Sten nr. 78. I registrering Haderslev Museum.
  2. Sten nr. 79. I registrering Sønderborg Slot.
  3. Sten nr. 80. I registrering Haderslev Museum.
  4. Sten nr. 81. I registrering Haderslev Museum.
  5. Sten nr. 82. I registrering uidentificeret.
  6. Sten nr. 83. I registrering uidentificeret.
  7. Sten nr. 84. I registrering Haderslev Museum.
  8. Sten nr. 85Ødis Bramdrup. I registrering Haderslev Museum.
  9. Sten nr. 86. En fabulerende tekst, gåtur o. Stepping. I registrering uidentificeret.
  10. Sten nr. 87. I registrering Sønderborg, Amtmandsbolig.
  11. Sten nr. 88. Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej.  I registrering Frederikshøj.
  12. Sten nr. 89. V. mindestenen Høkkelsbjerg, Taps. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup. Sammen med yderligere 4 sten: 99, 116, 122, 128. I registrering uidentificeret. Rommersmose, Højrup.
  13. Sten nr. 90. I registrering uidentificeret.
  14. Sten nr. 91. I registrering Sønderborg Slot.
  15. Sten nr. 92. I registrering Sønderborg Slot.
  16. Sten nr. 93. Findes ikke i Frederikshøj, formentlig fejlagtig oplysning under grænsesten nr. 99. I registrering Frederikshøj.
  17. Sten nr. 94. I registrering Ødisvej Gyldenhave.
  18. Sten nr. 95. I registrering uidentificeret.
  19. Sten nr. 96. Har muligvis stået i Bastrup, fjernet og anbragt på Koldinghus? I registrering Ødisvej Gyldenhave.
  20. Sten nr. 97. I registrering Amtsmandsbolig Sønderborg.
  21. Sten nr. 98. Lintrup Kirkegård, mindesten. I registrering Lintrup Kirke.
  22. Sten nr. 99, Christiansfeld Arkiv, står i haven på Geltinggård, Taps. Kan så ikke også stå ved Høkkelsbjerg. I registrering Geltinggård.
  23. Sten nr. 100. I registrering uidentificeret.
  24. Sten nr. 101 er registreret i Starup af Vester Starup Sogns Lokalhistoriske Arkiv. I registrering Starup Plantage.
  25. Sten nr. 102. I registreringen GG Museet.
  26. Sten nr. 103. I registreringen Haderslev Museum.
  27. Sten nr. 104. I registreringen uidentificeret.
  28. Sten nr. 105. I registreringen uidentificeret.
  29. Sten nr. 106. I registreringen Sønderborg Slot.
  30. Sten nr. 107. I registreringen Haderslev Museum.
  31. Sten nr. 108. I registreringen Haderslev Museum.
  32. Sten nr. 109. I registreringen Jels genforeningssten.
  33. Sten nr. 110. I registreringen Vibøge Sydals.
  34. Sten nr. 111. I registreringen GG Museet.
  35. Sten nr. 112. Stod oprindeligt i Frederikshøj iflg. en uverificeret beskrivelse. I registreringen GG Museet.
  1. Sten 113. ??, nr. 114 i dag ved Frederikshøj, nr. 115? nr. 116nr. 117, nr. 118?, nr. 119, nr. 120? I registreringen Haderslev Museeum.
  2. Sten nr. 114. I registreringen Haderslev Museeum.
  3. Sten nr. 115. I registreringen Sønderskov Museum Vejen.
  4. Sten nr. 116Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej. Kan så ikke også stå ved Høkkelsbjerg. I registreringen Frederikshøj.
  5. Sten nr. 117. I registreringen Lunderskov.
  6. Sten nr. 118. I registreringen Lintrup Kirke.
  7. Sten nr. 119. I registreringen Folkehjem Aabenraa.
  8. Sten nr. 120. I registreringen Haderslev Museum.
  9. Sten nr. 121. I registreringen Haderslev Museum.
  10. Sten nr. 122. Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej. Høkkelsbjerg? I registreringen Frederikshøj.
  11. Sten nr. 123. Stod oprindeligt i Fjællebro iflg. en uverificeret beskrivelse. I registreringen Højtoft Aabenraa.
  12. Sten nr. 124. I registreringen uidentificeret.
  13. Sten nr. 125. Lintrup Kirkegård, mindesten. I registreringen Lintrup Kirke.
  14. Sten nr. 126, Stavnsbjerg, Hejls, Hejlsminde. I registreringen Stavnsbjerg Hejls.
  15. Sten nr. 127. Hejls Kongeå Skole. I registreringen Hejls.
  16. Sten nr. 128 er iflg. Christiansfeld Arkiv opsat på Koldingvej. Det er kun 1 bænk, der må være 2 grænsesten? Høkkelsbjerg? I registreringen Frederikshøj.
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup angiver at have "liste over grænsestens senere placering."
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup har 01.07-10.01 1864 Flytning af grænsesten og erstatning af træpæle med grænsesten, 1864 grænsen. Fotokopi. Samt forskellige uddrag af grænsereguleringsprotokoller.

 

Tidsskriftet Før og Nu, Kaptajn Otto Smiths artikel om Tøjhuskomplekset, hvor der er en nøje beskrivelse af Ejderstenen
 
 
 
 
1. Lunderskov Borgerforening får grænsesten 117 til 2. Lunderskov Anlæg
3. Den sønderjyske forhistorie
6. Anlægget i Lunderskov
7. Grænsestenens vej, sammenfatning
9. Krigsdeltagelse, faldne lokalt
14. 1864
15. Erindringer 1. slesvigske krig
16. Erindringer 1864
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Bygninger som folkelivets spejl i Lunderskov

Indtil jernbanens ankomst var Lunderskov en lille landsby i Skanderup Sogn, herefter blev den lille landsby sognets mere og mere betydelige stationsby.
Det afspejler sig også i stationsbyens bygningshistorie.

Landsbyen Lunderskov

Da Lunderskov 1810 (Napoleonskrigene, franske soldater på Koldinghus, 2 år efter branden) var en lille landsby skete der på Lunderskov Mark et rovmord på et Fruentimmer.
Og det fremgår af annonceringen 22. febr. 1838, at landsbyen var præget af landbrug. Den tids bygninger eksisterer ikke mere.
 
 
Lokale erindringer om de slesvigske krige: Otto Korsgaard om kampene ved Ejstrup og Kolding 1849.
 
Jernbanedrift i Danmark og lokalt: Strækningen København-Roskilde åbnede 1847 som kongeriget Danmarks første jernbane - med hjemmel i Jernbaneloven af 15. maj 1844. Altona-Kiel jernbanen i hertugdømmet Holsten åbnede 1844. Da den danske konge var hertug i Holsten indtil 1864, kan denne banestrækning henregnes som den første danske jernbanestrækning.
18. juni 1863 annonceres der i Ribe Stifts-Tidende om arbejde ved anlæggelsen af jernbanen i Lunderskov.
Det er ganske småt, hvad der kan indhentes af oplysninger om den første jernbanestation i Lunderskov. I Ribe Stifts-Tidende 31. juli 1867 hedder det i en artikel om Veisager, at der på vejstrækningen mellem "Tinghøjgaard over Dollerup til Lunderskov Stationen ..." kunne anlægges en vej til "Fragtkørsel". Men ellers intet yderligere om Lunderskov Stationen.
Vi ved m.a.o. stort set hverken hvor Stationen har ligget, og slet ikke, hvilken bygningstype, der har været. I en salgsannonce for en "Proprietærgaard" i Dollerup hedder det, at den ligger "kun 10 Minutters Vei fra den nye Jernbanestation i Lunderskov."
Forbindelsen til Esbjerg og opførelsen af Lunderskov Station 1874

Jernbanestationen og det over for liggende Gjæstgiveri 1866. Hvis den første jernbanestation 1866 har ligget lige over for Gjæstgiveriet, har det ligget over for Jernbanegade 5. Denne placering synes bekræftet ved meddelelse i Kolding Folkeblad 3. marts 1874 om udvidelse af Kolding og Lunderskov Jernbanestation, hvor det om Lunderskov hedder, at "det ... er paatænkt at bygge en ny og større Hovedbygning ... (og at) det tillige er nødvendigt at flytte den for at give Stationspladsen den nødvendige Udvidelse." Altså formentlig en flytning fra placeringen over for Gjæstgiveriet til en placering over for Landbohjemmet, der senere blev til Lassens Hotel.

Lunderskov Kro før L. C. Finnemann 1909 overtager og ombygger til Hotel Lunderskov.
Samtidig med at jernbanen blev ført gennem Lunderskov 1866 blev den første, ikke mere eksisterende stationsbygning opført over for det, der blev Lunderskov Gjæstgiveri, hvis vigtigste funktion formentlig indtil 1888 har været postekspedition, at være brevsamlingsted.     
  Gjæstgiver, Høker, Maltgører 
   
   

   

Gjæstgiver, Høker, Maltgjører, Kjøbmand

Landsbyens første erhverv fra lands- til stationsby
Nis Chr. Juhl  Specielt o. familien Juhl  N. N. Reinholdt
 
Jernbanens ankomst til Lunderskov i 1866 udløser over for den oprindelige, mindre jernbanestation et Lunderskov Gjæstgiveri med varetagelse af Postexpeditionen her, indtil den bliver flyttet til den nye i 1874 byggede jernbanestation. Men stadig - formentlig indtil 1888 - med Gjæstgivergaarden som brevsamlingssted. Herefter har hele postekspeditionen Ligget på jernbanestationen, hvor det siden 1894 har været drøftet at oprette en af jernbanen selvstændig postekspedition. Man køber herefter i 1898 af "Maltgjører" Nis Chr. Juhl den bygning på Frederiksgade 4, der bliver til Lunderskov Posthus og postmesterbolig, indtil nedlæggelse og nedrivning i 1981.[1]
 
Den helt centrale person her er Gjæstgiver, Maltgjører, Høker, Kjøbmand Nis Christensen Juhl.
Ud over disse erhvervsbetegnelser kunne man tilføje, at N. Chr. Juhl desuden har ejet og handlet med en del ejendomme i Lunderskov, f. eks. næsten naboejendommen til Gjæstgiveriet, den senere lægebolig, som N. Chr. Juhl sælger til dette formål i 1909 for 9.500 kr.
I 1868 forpagter N. Chr. Juhl den af proprietær Hviid, Dollerup i 1866 erhvervede ejendom over for jernbanestationen af nu ”Enkemadam Hviid”.
Man må nok forestille sig, at den af Hviid købte eller opførte ejendom, Lunderskov Gjæstgivergaard har fået Gjæstgiver funktionen på enkens initiativ efter erhvervelsen i 1866. Bevillingen som Gjæstgiver må være givet af Ribe Amtsraad. Nis Chr. Juhls forpagtning er for 5 år med ”en aarlig Afgift af 450 Rd iflg Aalborg Stiftstidende 4. nov. 1868. Det fremgår af ansøgninger til Ribe Amtsraad i 1874 og 1879 om Gjæstgiveri i Lunderskov, at disse er blevet forkastet, så Nis Juhl har siddet uantastet på sit Gjæstgiver privilegium, indtil i 1901 folketællingen, hvor Gjæstgiver bevillingen kunne se ud til at være frasolgt til det, der har været tilbygningen til den oprindelig Gjæstgivergaard, Lunderskov Kro, Hotel.
Det har ikke været muligt at finde kilder til, om Gjæstgiverbygningen i 1866-68 har været nyopført. Og heller ikke om den oprindeligt har været med den tilbygning, som man har kunnet se konturerne af på Jernbanegade 1, og som blev udgjort af Lunderskov Kro op til og med Lunderskov Afholdshotel, som i 1934 blev fjernet for at give plads til et nybygget alderdomshjem.
 
Retten til at drive Gjæstgiveri findes i Næringsfrihedsloven af 29. dec. 1857. De heri centrale bestemmelser og betingelser for gæstgiveri findes i § 59 og § 61. Der har ikke været anden form for privilegier forbundet med at drive Gjæstgiveri, end at det efter Næringslovens bestemmelser krævede et foreløbigt næringsbevis.
Kort efter Nis Chr. Juhls erhvervelse, forpagtning af Lunderskov Gjæstgiveri var der et par ansøgninger om at kunne få ligså, som blev afvist i Ribe Amtsraad. Men omkring 1900 kan der næppe herske tvivl om, at den driftige Nis Chr. Juhl ikke fandt Gjæstgiveriet ulejligheden værd mere.
 
I folketællingen 1911, som oplysningsmæssigt udmærker sig ved at have matrikelbetegnelser, kan man konstatere, at 1909 køberen af Lunderskov Kro, omdøbt til Hotel Lunderskov, L. C. Finnemann med familie boede på matr. 2aq, medens matr. 2g og 2dk beboedes af købmand Juhl og familie. Matrikelnumrene 2g, 2dk og 2aq dækker over det, der nu er Jernbanegade 1 og 3.
Ud fra tidligere folketællinger kan man se, at Lunderskov Gjæstgivergaard lå på matr. 2g, altså det nuværende Jernbanegade 1. Ved at sammenholde med 1911 folketællingens oplysninger, så var Christen Juhl bestyrer (for faderen Nis Christensen Juhl) af den tidligere Gjæstgivergaard, der nu er blevet manufakturhandel. Hvor ejeren, faderen var købmand / høker på matr.nr. 2g m. fl.
Hvis rigtigt aflæst i folketællingerne har der været købmandsbutik i Nørregade op mod Møllegade, ejet sammen med den af sønnen Chr. Juhl bestyrede manufakturhandel på Jernbanegade 1.[2]
 
§ 59 Om Gjæstgiveri og Krohold.
Ret til at herbergere Reisende indbefattes ikke under noget af de i §58 nævnte Næringsbrug.
Borgerskab paa Gjæstgiveri (holde Herbergeersted eller Kro) berettiger ikke til noget Slags Varesalg ud af Huset, ei heller til at drive Brændeviinsbrænderi, Bryggeri eller Bageri.
Paa Landet kan dette Næringsbrug indtil videre alene finde Sted ifølge kongelig Bevilling, der udfærdiges gjennem; Indenrigsministeriet. Bevillingen bestemmer tillige Omfanget af de Rettigheder, der skulle være forbundne med samme.
Den, der erhverver Bevillingen har at løse Næringsbeviis. 
 
§61 Om Beværtning og Tagen i Logis, som er Enhver tilladt.
At beværte ved sluttet Bord og sende tillavet Mad ud af Huset ansees som fri Næring.
Ligeledes staaer det Enhver frit for at udleie Værelser ugeviis eller for længere Tid, samt for de saaledes Indlogerede at tilberede Spise- og Drikkevarer.
 
Familien Juhl
 
 
I 1870, to år efter forpagtningen af Enkemadam Hviids Gjæstgiveri for fem år, er Nis Chr. Juhl registreret som Gjæstgiver og Husfader. Folketællingsmaterialet er mildt berettet ikke karakteriseret ved præcise stavemåder. Tællingen herunder fra 1890 har oven i købet været igennem et indtastningsbureau, hvor der kan indløbe yderligere fejl.
 
Folketælling i 1890 
Navn:  Alder:  Status:  Stilling i familien:  Erhverv:   
Nis Kristensen Juhl   46 Gift   Husfader   Høker    
Karoline Ulrikke Salling   44 Gift   Husmoder       
Karl Ulrik Juhl !!   15 Ugift   Barn       
Kristen Sofus Juhl   10 Ugift   Barn       
Kristen Juhl   2 Ugift   Barn      Sønnen Chresten Juhl, som overtager Jernbanegade 1 efter Nis Chr. Juhls død i 1924. Gift med Karen Juhl, datter af skomager Thomsen, Storegade 14.
Johannes Salling Juhl   6 Ugift   Barn       
Marie Hansen Sørensen   19 Ugift   Jomfru       
Folketælling i 1921. Nis Chr. Juhl er husfader, sønnen Chresten Juhl og svigerdatteren Karen Thomsen er logerende som Manufakturhandler og Expeditrice.
 
 
Chresten og Karen Juhl i baghaven til Jernbanegade 1, C. Juhls svigerforældre, skomager Thomsen og frue samme sted. Foto af Jernbanegade 1 er dateret dec. 1954. Bemærk skyggen fra det nok i 1934 nedrevne Lunderskov Afholdshotel.
Matrikler og bebyggelser på Jernbanegade.
  
I 1906 bor Nis Chr. Juhl på matr. 2n, der bliver solgt som lægebolig i 1909, Torvet 3, Lunderskov I 1911 folketællingen bor Kjøbmand Nis Chr. Juhl på matr. 2g, det tidligere Gjæstgiveri, nu købmands- og manufakturhandel, og L. C. Finnemann bor med Gjæstgiveri som erhverv på matr. 2aq, nu Hotel Lunderskov, tidligere Lunderskov Kro, Stationskro, senere Lunderskov Afholdshotel og fra 1934 aldersomshjem. 
  
 
 
 

 

 
 
 
 
 
 
 
 

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
N. N. Reinholdt
 
Som det fremgår overtager købmand, isenkræmmer, foderstofhandler m.v. N. N. Reinholdt sin forretning i Lunderskov efter C. Th. Oxholm, der kunne se ud til bl.a. at have handlet med produkter til husdyr.
Det fremgår af folketællingen i 1901, at N. N. Reinholdt er blevet gift med Hanne Kirstine Reinholdt fra Lejrskov, og at de i 1901 har 6 børn. Det fremgår af denne folketælling, at N. N. Reinholdt er født 1852 i Sønderjylland, og at han er kommet til sognet i 1879, og at han i 1901 har en "Blandet Kjøbmandshandel". Bopæl i 1901 er matr.nr. 13d i Dollerup.
Reinholdt annoncerer fra start med sæde-, foderkorn m.v. og andre landbrugsrelaterede produkter, velsagtens starten på den senere foderstofforretning. Men hertil kommer hurtigt også "colonialprodukter". Og kun 8 år efter overtagelsen af købmandshandelen handler Reinholdt sågar med spiritus. I et sogn hvor pastor C. J. Moe siden 1882 formentlig hver søndag - mindst - har tordnet mod spiritus og alle dets gerninger.
Ud over slagtilbud fungerer Reinholdts forretning også som rådgiver omkring de bedste produkter til alt til landbruget hørende. Og varesortimentet er lang tid før, den slags blev almindeligt, et moderne supermarked, varehus værdigt.
N. N. Reinholdt er således særdeles aktiv i både det landlige sogneområdes og stationsbyens liv. I 1898 er han en af medstifterne af Lunderskov Teglværk. 
Sønnen Lauge Reinholdt følger i helt op på faderens virksomhed. I 1917 er L. Reinholdt opstillet på den ikke-missionske liste b til kommunevalget. Og under besættelsen bliver L. Reinholdt aktiv i modstandsbevægelsen.
 
 
Af folketælling 1901 fremgår det, at N. N. Reinholdt bor matr.nr. 13d, i folketællingen ganske rigitgt og formelt placeret i Dollerup By, men det i Lunderskov på det senere Storegade 48, Reinholdt køber og nybygger sin købmands- og som det hedder i 1916 "Trælast, Korn, Kul etc" forretning. Under alle omstændigheder er Reinholds den eneste "Købmandsforretning", der i 1916 er registreret i Lunderskov. Hvor Reinholdt bygger Storegade 48, bliver i 1913 Hvidkilde opført som næsten nabo, Storegade 44. I en udbudslicitation fra Kolding Kommune i 2012 fremgår det, at samtlige bygninger på matr. 13d er nedrevet og udbydes til salg som boligbebyggelse.
Navn: Nis Nissen Reinholdt Alder: 27 Civilstand: Ugift
Fødested: Agerskov, Sønderjylland     
Fam.nr: 19 Matr.nr: Et hus Stednavn: Lunderskov   
Sogn: Skanderup Kilde: FT-1880 KIPnr: D4571 Lbnr: 891
 
   
 
Museklik for reference
 
 
Iflg. Lokalarkivet er Reinhodts købmandsgård bygget 1882-1883, altså 2-3 år efter overtagelsen i 1879. I folketælling 1901 er N. N. Reinholdt bosat i Dollerup på matr.nr. 13d. Selv om Reinholdt nok har følt sig bosat i Lunderskov, så har hans købmands-, foderstof- og trælasthandel faktisk formelt været placeret i Dollerup.
  
  
   
   
   
Tømmerhandel i 1920. Familiens arkiv, Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv
Ud over N. N. Reinholdt har der senest fra folketællingen i 1921 været en købmand mere i Lunderskov, Marius Andersen, der havde butik Storegade 3 indtil 1934, hvor han bliver ejer af Lunderskov Missionshotel
 
 
I 1930 folketællingen har sønnen Lauge Reinholdt overtaget forretningen som Købmand. I 1921 folketællingen var han  lagerforvalter hos faderen N. N. Reinholdt.
Blandt de i Skanderup Sogn 52 i modstandsbevægelsen registrerede finder man også Lauge Reinholdt, oven i købet ved en registreringsfejl registreret 2 gange.​
Foto fra familien Reinholdt til Lokalarkivet indleveret materiale. Mejeribestyrer Jacobsen, Skanderup Mejeri var også med i modstandsbevægelsen - hvor man også finder mejeribestyrer Hald, Lunderskov Mejeri, E. A. Lorentzen og Aa. Skouboe, LM, Carl Møller, Nagbøl. Man finder m.a.o. adskillige af det kommende erhvervslivs spidser i Skanderup Sogns modstandsbevægelse. Antalsmæssigt var der desuden adskillige, ansat ved jernbanen. Og desuden Svend Aa. Glindfeldt, som Lorentzen og Skouboe arbejdede sammen med i det nystartede LM.

 

 
Proprietær Hviid og Enkemadam Hviid  Det har ikke været muligt at finde familien Hviid i hverken 1855, 1860 eller 1870 folketællingerne. Det ligger nok fast, at Nis Chr. Juhl i 1868 erhverver sit Gjæstgiveri. Enkemadam Hviid findes også i en Skatteliste for Kolding Kommune 1874. Desuden er Enkemadam Hviid nævnt som ejer af en gård i Sorø Amts-Tidende 8. nov. 1855. Hvis der er tale om den samme Enkemadam Hviid i både 1855, 1866 og 1874, bosiddende i både Sorø, Lunderskov med en gård i Dollerup, hvor hun tituleres som "Proprietær Hviid", så har der været tale om en mangfoldig og mystisk kvinde, der har haft formåen og gøremål langt ud over det for kvinder gængse i 1800-tallet. 
 


[1] Som yderligere dokumentation for, at det nye posthus kommer til at ligge på Frederiksberggade 4 fra 1898, er der foretage kontrolopslag i folketællingsmaterialet for 1890 og 1901, at postmester Bodholdt i 1901 bor i det ”nye” posthus på matr. nr. 2 by og 2bz. (Historiske matrikelkort 1883, Skanderup Sogn). Hvor Folkebladet Sydjylland blot meddeler, at ”Maltgjører Juhls Ejendom” er erhvervet som postkontor, så kan man i folketællingen for 1890 se, at der er registreret en Høker Nis Kristensen Juhl, 46 år, personløbenr, 128. I husstanden er der ægtefælle og 4 børn. I matrikelkort 1883 kan man se, at 2by og 2bz er det senere posthus’ matrikelnr. Man kan i folketællingerne ikke se, hvilken ejendom, Nis Juhl bor i, hvilket er et problem, da Nis Juhl løbende var involveret i ejendomshandler. Det mest sandsynlige, når man sammenholder oplysningerne er, at Nis Juhl har boet i boligen til den gamle Gjæstgivergaard, senere manufakturhandel, Jernbanegade 1. Det viser f. eks. oplysninger i folketællingen 1921, 3 år før Nis Juhls død i 1924, at husfaderen er Nis Christensen Juhl, ”kolonial”, og at søn og svigerdatter, Chresten Juhl og Karen Kathrine Thomsen, henholdsvis ”Manufakturhandler” og ”Expeditrice” er ”Logerende”.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Der bliver etableret jernbaneforbindelse gennem landbyen Lunderskov i 1866. Annonceringen af dette anlægsarbejde ser man fra 1863.
 
Med tabet af hertugdommerne Slesvig og Holsten i 1864 blev der behov for at anlægge en eksporthavn til fremme af Danmarks handel med landene ved Nordsøen, d.v.s. England og de nordiske lande.
Det blev besluttet, at denne skulle ligge i Strandby, der nu er en bydel i Esbjerg. Havnen blev etableret 1868. Se Dagbladet København 21. febr. 1865, hvor det hedder: "At Indenrigsministeren har forelagt Rigsdagen et ... Lovforslag ..., at der skal anlægges en jernbane mellem Vamdrup ... og Strandby paa Jyllands Vestkyst." Der så bliver til Esbjerg.
Det hedder videre i samme avisartikel, at der var 3 muligheder: "Vamdrup, der er Endestation for den østjydske Bane, Landsbyen Lunderskov ... eller endelig Veile."
Der gives i avisartiklen udtryk for, at valget af Lunderskov ville gøre banestrækningen kortere, men med større anlægs- og driftsomkostninger end ved valget af Vamdrup, der i stedet for etablering af en sidebane ville være en fortsættelse af "den jydske Jernbane."
Forbindelsen blev med indvielse 3. okt. 1874 til Lunderskov-Esbjerg-banen, en del af den vestjyske længdebane, altså valg af Lunderskov i stedet for Vamdrup og Vejle. 
1874 stationsbygningen ud mod baneterrænet i 1905. Og ud mod Store- og Jernbanegade 1910.
 
Storegade i Lunderskov i tiden omkring 50 års jubilæet som stationsby
Illustreret med samtidige postkort, der har fotografiske motiver fra stationsbyen før og omkring 1. verdenskrig.
Det er relativt simpelt at datere postkort, især hvis de er med frankering og poststempel. Den tidsmæssige fastsættelse af motivet er ikke nødvendigvis den samme som poststemplet, som også mangler på de ubrugte kort. 
Blandt de her benyttede postkort er det klart ældste motiv Storegade med fokus på Landbohjemmet Lunderskov, der blev nedrevet og ombygget til Lassens Hotel ved årsskiftet 1905-06.
Lokalarkivet vurderer dette kort til at være fra 1890. Mere realistisk vurderet snarere fra o. 1900, formentlig 1904-05, hvor den i okt. 1904 nedbrændte naboejendom kan konstateres endnu ikke genopført i form af købmands- og bagerforretning Storegade 3 og 5.
Tilsvarende tilfældigt og ukorrekt vurderer lokalarkivet det andet af de øverste postkort, men nu tidsmæssigt den anden vej, til 1920, hvor den korrekte tidsfastsættelse er 1910.
De første to postkort har motiv fra jernbanestationen ned ad Storegade, de efterfølgende fra Storegade op mod Jernbanestationen.
Bemærkelsesværdigt er det, at der mellem formentlig 1904-05, postkortet med Landbohjemmet og postkortet med poststempel fra 1907 er kommet elektricitet til Lunderskov. 1904-05 var der i gadebilledet kun telefonmaster, der med elektricitetens komme skiftede gadeside, som det fremgår af postkortene.
Telefonen kom til Danmark i 1877. Der var i 1900 o. 25.000 telefoner i Danmark - som det fremgår, var der på dette tidspunkt også telefoner i Lunderskov.
Danmarks første elværk var Køges, opført 1891. Blandt lokale elværker herefter kan nævnes Vejle 1895, Kolding 1898, Fredericia 1907, Vonsild 1907. Konstateringen her er, at der er kommet elektricitet til Lunderskov mellem 1905 og 1907.
 
 
Landbohjem Lunderskov, der ombygget blev til Lassens Hotel 1905-06, ses her på postkort dateret 29.09.1906, hvor ombygningen til Lassens Hotel var sket. Med en forstørrelse (museklik på postkortet) fremgår det temmelig tydeligt, at naboejendommen, et ølbryggeri, der nedbrændte 1904 stadig mangler i gadebilledet hvorfor fotoet måske kan dateres til efter 1. nov. 1904, men før årsskiftet 1905-06, hvor Lassens Hotel er opført. Bedre fotografisk gengivelse nedenfor.
 
  Postkort uden frimærke og poststempel, dateret 1910. Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv daterer ukorrekt til 1920. Der er en skomager-, træskohandel i den husrække, der med elektricitetens komme til Lunderskov fik elmaster - det er Storegade 14, hvor bygningen over for - i husrækken med telefonmaster - kunne være Storegade 11, hvor Lunderskov Brugsforening kom til at ligge fra 1914.
   
Elmasterne er naturligt nok kommet lidt senere til Storegade end telefonmasterne, da telefoner som alment forbrugsgode ligger tidsmæssigt lidt før den almindelige brug af el.
Det fremgår af postkortet, dateret til 1907, at der har været indlagt el i Lunderskov i 1907, altså relativt tidligt i forhold til omkringliggende lidt større byer.
 
Postkort med poststempel, dateret 1907, Storegade set op mod jernbanestationen og udateret postkort, samme motiv, formentlig også før eller o. 1. verdenskrig 1914.

Fra lands- til stationsby

Man kan af matrikelkortene før 1866 se, at nabolandsbyen Dollerup i 1821 og 1846 størrelsesmæssigt ikke afveg meget fra landsbyen Lunderskov.
I 1610 nævnes i Lunderskov 5 gårde, 5 husmandsteder og 2 møller (Drabæks og Rolles Mølle). Som Lunderskov Mark kendes der tidligst en beskrivelse fra 1579. Navnet Lunderskoff optræder 1451-1513. Der er tale om et naturnavn, lund og skov.
I landsbyen Lunderskov har der været en landsbygade, nu Storegade, hvor gårdene og husene var placeret. 15 gårde og nogle huse er optalt ved folketællingen i 1870.
Der er begrænsede muligheder for at skaffe sig viden om tiden, før landbyen Lunderskov i 1866 blev stationsby. I første omgang i forhold til nabostationsbyen Vamdrup var der kun "en lille Station" imod "den store Banegaard i Vamdrup", som det hedder i en kommentar i Middelfart Avis 3. august 1866, hvor man forholdt sig noget regeringskritisk i forhold til, at strækningen Kolding - Vamdrup var besluttet at skulle afvente åbningen af strækningen Kolding Fredericia.
Livet i den lille landsby Lunderskov har før jernbanen været typisk for livet langt ude på landet med de glæder og problemer, der var dengang.
Der kan blandt flere muligheder anføres noget så dramatisk som et lokalt rovmord.
Herom hedder det 6. april 1810 i en avisomtale af "Indbrud og Mord" på et enligt "Fruentimmer ved Navn Karen Thomasdatter" i et hus "kalder Sønderborg paa Lunderskov Mark. ... Foruden noget Uldent og Linned medtoge Misgierningsmændene et rundt og glat Sølvskospænde ... ".
Det kunne forekomme, at have været et beskedent udbytte, der har foranlediget mordet på den enlige kvinde på et formentlig ganske øde sted på Lunderskov Mark.
Drabæks og Rolles Mølle.
I 1781 tildeltes møller Rasmus Christian Matthiesen, Rolles Mølle en pris på "20 Rdl" for sine bistader. "Han har drevet denne Avl i 7 Aar og opelsket dem alle af unge Stader.
Drabæks Mølle i 1845. Efter afdøde møller Poul Knudsen og hans ligeledes afdøde hustru bortsælges "Drabæks Vandmølle ... hvortil altid haves fornødet Vand". Hartkorn Mølleskyld er 9 Tønder 4 Skipæn 2 Fjerdingkar. "Bygningerne afgive Bopæl for en Familie udenfor Bondestanden ..." d.v.s.nok af en mere fornem karakter end almindelig bondegård. "Jorderne udgjøre 200 Tdr. Land geometrisk Maal, hvoriblandt 7 Tdr. Land god Skov ... endvidere bortsælges samme dag en Boet tilhørende Halvpart i Kierketienden af nogle Ejendomme i Lunderskov." Drabæks Mølle har således i 1845 været en stor mølle med en (formentlig) ret fornem bolig. Og møllen har åbenbart været tillagt kirketiende fra nogle ejendomme i Lunderskov.
I landsbyen Lunderskov fik stationsbyen så sit udspring, da landsbyen blev stationsby fra 1866 med heraf følgende aktiviteter, der i første omgang udspandt sig omkring jernbanedriften i form af gæstgiveri, kro- og hoteldrift samt postvæsen.
Efterfølgende kom der forskellige former for handel, service og anden erhvervsvirksomhed, der her er medtaget i en skønsmæssig vurdering af de væsentligste karakteristika, som enten ikke eller kun utilstrækkeligt er behandlet i den lokale historieskrivning.
Jernbanedriftens omfang af person- og godstransport er kun berørt perifert.
Udvælgelseskriteriet har været virksomheder, bygninger og enkeltpersoner, der har spillet en iagttagelig rolle for stationsbyens liv og udvikling.
Det er uomtvisteligt, at med jernbanens komme i 1866 indvarsledes der en ny tid for Lunderskov og hele sognet. Jernbanen var udtryk for den industrielle produktions gennembrud i landbrugs Danmark, et nyt samfundssystem, hvor arbejdskraften gradvist skiftede fra et arbejdskrævende landbrug til den industrielle produktion, der så også muliggjorde effektiviseringer i landbrugsproduktionen.

I den første fase af denne udvikling omkring 1866 er det naturlige udvælgelseskriterium aktiviteten i og omkring jernbanen. Senere kom der flere industrielle virksomheder til som supplement til og afløsning for landbrugsproduktionen og den hertil knyttede handel og håndværk.
Ud fra de her valgte kriterier er udvalgt Nis Chr. Juhl, der kom til Lunderskov som Gjæstgiver i 1868 fra Dollerup. Han blev Gjæstgiver, Høker, Kjøbmand og handelsmand med nær tilknytning til den nyanlagte jernbane og især Postfunktionen, der kom til Lunderskov sammen med jernbanen. Nis Chr. Juhl havde sin rod i det stadigvæk - også i stationsbyen - dominerende landbrugserhverv. Han kom fra det med Lunderskov indtil 1866 jævnstore Dollerup, hvor familien sad på nogle af de større hartkorn inden for landbruget.
Desuden sønderjyden N. N. Reinholdt, der i 1879 købte en købmandshandel, der efterhånden kom til at indeholde et ganske bredt varesortiment, beliggende på det, der senere er blevet til Reinholdts Bakke. En overgang handlede og annoncerede N. N. Reinholdt også med et iflg. annonceringen meget effektivt middel, en sæbe mod filipenser. Men ellers var det dominerende i Reinholdts varesortiment foderstof og træhandel, så vidt det kan vurderes ud fra de samtidige annonceringer.
Reinholdts kundekreds var således helt klart landbrug og produkter til og fra dette erhverv. I 1916 ser man N. N. Reinholdt omtalt som den tilsyneladende eneste købmand i Lunderskov, hvor man jo så bl.a. må have set bort fra Nis Chr. Juhls forskellige forretningsaktiviteter.
I 1921 folketællingen var Marius Andersen, Storegade 3 også registreret som Kjøbmand, hvilket gav stationsbyen status som arnested for opfinderen Eli Andersen, Diesella. Marius Andersen er registret som købmand i forskellige folketællinger, indtil han en overgang blev hotelejer med købet af Lunderskov Missionshotel i 1934.

I den første tid som stationsby etableredes der ved jernbanen to mejerier. At det blev til to var en konsekvens af den religiøse tvedeling i sognet mellem Indre Mission og "de andre". Som en yderligere del af andelsbevægelsen kom der i alle sognets byer også brugsforeninger, herunder Lunderskov Brugsforening.
Der var også en række større og mindre handlende, manufakturhandel m.v. Og automobilværksteder, der supplerede landsbyernes lokale smede, der fortsat tog sig af landbrugsredskaber. Her kunne man få repareret og serviceret den stadigt voksende automobilpark.
Af lidt større firmaer med tilknytning til landbruget kan også nævnes P. Michaelsens ostegrossistfirma, der som mejerierne blev anbragt i tilknytning til jernbanen.
Hertil kom den i 1943 opførte kødfoderfabrik, som i 1948 blev til DAKA. I et lidt længere perspektiv var DAKA udløberen af en lokal sæbeproduktion, der startede allerede i 1907. Beliggenheden var a.h.t. de medfølgende lugtgener m.v. uden for byen, på Dakavej 12.
Dog blev den indledende sæbeproduktion midlertidigt også flyttet til Lunderskov by, til Hermes i Møllegade.

I kølvandet på det stadigt mere industrialiserede Danmark udviklede der sig i Lunderskov og Nagbøl to betydelige virksomheder med rigtigt mange arbejdspladser.
Lunderskov Møbelfabrik, LM - senere med glasfiber campingvogn-, båd- og vindmøllevingeproduktion - der repræsenterede en industriel produktion, som i første omgang sigtede på det industrialiserede og serviceorienterede samfunds fritidsmuligheder. Under energikrisen i 1970-80'erne blev der yderligere etableret en produktion af vindmøllevinger, som med 1970'ernes energi- og den aktuelt overhængende klimakrise kom helt på forkant med den fortsatte udvikling af industrisamfundet.
LM Wind Power er i dag blevet del af det multinationale General Electric.
Karl Møllers Maskinfabrik i Nagbøl har tilsvarende udviklet sig til det multinationale, GKN Wheels. Dog slet ikke i samme liga som LM Wind Power.

Beslutning om jernbaneknudepunkt i Lunderskov

Det primære kildemateriale til beslutningsprocessen omkring både det første jyske jernbanenet, der 1866 førtes til Lunderskov, og den sydbane, som blev besluttet trukket fra Lunderskov til Esbjerg, er Rigsdagstidende.[2] Her fremgår det, at daværende indenrigsminister J. B. S. Estrup som konsekvens af, at det jyske jernbanehovednet i 1866 var etableret, 6. januar 1868 fremsatte to lovforslag, 1) om bygning af en havn i Esbjerg, og 2) i tilknytning hertil ”en passende baneforbindelse” til resten af landet, dvs. det etablerede jyske jernbanenet.
24. april 1868 kom så ”Lov om Udvidelse af det jyske Banenet”.[3]
Det blev besluttet, at det nye banenet skulle udgå fra Lunderskov, men hvor også Vamdrup havde været i spil.
Ind i overvejelserne gik den fra 1864 gældende grænse ved Kongeåen, som man planlagde ændret - Hvad den jo også blev, dog først i 1920. Problemet med Vamdrup var, at en linjeføring herfra til Esbjerg ville komme til at strække sig gennem den gang - og siden 1864 - tysk område.
Lov om den endelige linjeføring Esbjerg-Gørding-Vejen-Lunderskov blev vedtaget 11. maj 1870, og ”den 9,7 Mil lange sydjydske Tværbane (Lunderskov-Esbjerg-Varde) aabnedes d. 3dje 0kt. 1874”.[4]
Samme år som lovens vedtagelse blev der til det kommende jernbanebyggeri i 1870 sluttet kontrakt med et konsortium bestående af firmaet Baron Gedalia & Co., justitsråd E. C. Møller og muremester Lauritz Petersen København)[5].

Jernbanens ankomst og den omkringliggende by

Det umiddelbare område omkring jernbanen ved start i 1866 strakte sig i forhold til den nuværende Jernbanegade fra området, hvor jernbanestationen markerer krydset mellem Storegade og Jernbanegade og langs jernbanesporet. Dette område kan ses på matrikelkort over Lunderskov, der dækker perioden 1904-27, og hvor der skal fokuseres på matrikelkortets nordøstlige hjørne, området o. jernbanesporet fra Kolding til jernbanestationen.
Omtale af en nybygget jernbanestation hører vi om 7. maj 1866 i en salgsannonce i Flyveposten fra Proprietær Hviid fra Dollerup, som med salget af gården samtidig har købt det, der fra 1868 kan konstateres som Lunderskov Gjæstgiveri eller Gjæstgivergaard.
Proprietær Hviid solgte sin gård med "en god Beliggenhed, kun 10 Minutters Vei fra den nye Jernbanestation i Lunderskov." Lars Hviid blev hurtigt herefter i kirkebogen anført som død 17. august 1868. I kirkebogen anføres under "Haandtering og Opholdssted ... Gjæstgiver ved Stationen i Lunderskov".
Iflg. Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis 4. nov. 1868 bortforpagtede "Enkemadame Hviid i Lunderskov ... sit ved Lunderskov Station beliggende Gjæstgiveri til hr. N. Juhl ... med den til Stedet hørende Jordlod, hvorpaa kan holdes 2 Køer ..."
Den spæde start for den nyetablerede stationsby har været banesporet, en hurtigt herefter udskiftet jernbanestation af træ. Samt det stort set samtidigt eller umiddelbart efterfølgende ved jernbanen etablerede Gjæstgiveri på det, der senere blev Jernbanegade 1. Det er umuligt ud fra det foreliggende kildemateriale at komme nærmere etableringen af Lunderskov Gjæstgiveri, end at det har været mellem proprietær Hviids annoncerede salg af gården i Dollerup 7. maj 1866 og Enkemadame Hviids annoncerede bortforpagtning til N. Juhl 4. nov. 1868. Men da Lars Hviid ved sin død i kirkebogen 18.-24. august anføres som Gjæstgiver, så er det næppe urimeligt at formode, at Proprietær Hviid ved salget af sin gård, annonceret i Flyveposten 7. maj 1866 har bygget det hus, der blev bortforpagtet som Gjæstgiveri efter hans død nov. 1868, og at han i denne forbindelse en gang i 1866 er blevet Gjæstgiver.  

Jernbane og jernbanestation

Før anlæggelsen af jernbane og jernbanestation i Lunderskov annonceredes der allerede 13. juni 1863 efter "Jernbanearbeidere ... til stadig Beskæftigelse ved Jernbanen i Lunderskov ..." i ... Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende.
Ved anlæggelsen af jernbanen i 1866 - og før anlæggelsen af den sydjyske tværbane i 1874 - var Lunderskov kun en meget ubetydelig station med et krydsningsspor og et kort læssespor. Jernbanestationen var oprindeligt en træbygning, formentlig o. 50 m. nord for den nuværende jernbanestation, over for det lidt senere end jernbanen i 1866 opførte Lunderskov Gjæstgiveri, det nuværende Jernbanegade 1.
 
Den oprindelige stationsbygning må formodes at være blevet opført samtidigt med måske lidt før den af proprietær Hviid opførte bygning, der inden 1868 er blevet til det af enkemadame Hviid bortforpagtede Gjæstgiveri.
Det formodes således, at jernbanestation og Gjæstgiveri er kommet næsten samtidigt til Lunderskov. Lokaliteten i Lunderskov er formentlig også valgt af familien Hviid til Gjæstgiveri i bevidstheden om den gode placering med jernbanens ankomst til Lunderskov, således som det også fremgår af den annoncerede salgsmeddelelse for Proprietær Hviids gård.
At Lunderskov blev andet og mere end en lille og helt ubetydelig station skyldes helt klart, at Lunderskov blev udvalgt som knudepunkt for forbindelsen til Esbjerg.
Iflg. Dagbladet København 21. februar 1865 var det allerede her besluttet, at der skulle "anlægges en Jernbane mellem Vamdrup Station ... og Strandby (som blev til Esbjerg) paa Jyllands Vestkyst ..." Man kunne vælge mellem "Landsbyen Lunderskov" eller "Vamdrup, der er Endestation for den østjyske Bane ... eller Veile." Avisreferatet anså det for det mest hensigtsmæssige at vælge Vamdrup, sekundært Vejle.
I et referat fra møde i Ribe Amtsraad, hvor "Kjøreplanen for den jydsk-fyenske Jernbane" blev behandlet, hedder det i Skanderborg Avis og Advertissementstidende 19. okt. 1868, at Amtsraaddet havde ladet anlægge "en chausseret Vei fra Kolding-Ribe Landevei for at lette Færdselen til Lunderskov Station. Men Tiderne skifte, og som Kjøreplanen nu er lagt for Kolding-Vamdrup, er Lunderskov Station halvveis overflødig for den hele store Omegn, og den nye Vei er for den til liden Nytte." Ærgrelsen over spildte penge til ingen nytte toner klart frem. Men dette ændrede sig markant med beslutningen om Lunderskov som knudepunkt for Esbjerg forbindelsen. 
4. februar 1870 meddeles det i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis, at Indenrigsministeren i Folketinget har "forelagt et Lovforslag om en Jernbane fra Esbjerg Havn over Gjørding til Lunderskov Station paa den østjyske Jernbane." 26. febr. 1870 var der 1. behandling af lovforslaget.
Beslutningen om Lunderskov frem for Vamdrup var nu truffet, og den første markering af den nye situation med Lunderskov som jernbaneknudepunkt blev den nye stationsbygning, der blev bygget i 1874.
Uddybende skal der i det følgende behandles:
  • Opførelsen af den nu fredede Lunderskov Jernbanestation i forbindelse med etableringen af tværbanen i 1874,
  • postomdeling og posthus, der blev etableret med jernbanens ankomst, senere flyttet til Frederiksberggade 4,
  • Landbohjem, gæstgiveri, kro, hotel, restauration, som alt opstår i forbindelse med jernbanens ankomst. Og som for de fleste etablissementers vedkommende gik svære tider i møde i konkurrence med hinanden og sat i verden et sted, hvor udskænkning af spiritus i vid udstrækning blev en del af den lokalpolitiske kamp mellem Indre Mission og "de andre", som senere blev repræsenteret ved Valgmenigheden i Skanderup i kølvandet på ansættelsen af den indremissionske præst C. J. Moe ved Skanderup Sognekirke i 1885.
Som det fremgår af den samtidige pressedækning begyndte byggeriet af den nye stationsbygning i Lunderskov i sommeren 1874, første gang annonceret 20. april 1874, var byggeriet i september 1874 stort set afsluttet, og ”den 9,7 Mil lange sydjydske Tværbane (Lunderskov-Esbjerg-Varde) aabnedes d. 3dje 0kt. 1874”.
Her - må man formode - har den nye stationsbygning i Lunderskov så nok været færdigopført.
Okt. 1874 som tidpunkt for åbningen af den sydjyske banestrækning bekræftes af forskellige indslag i den dagsaktuelle presse.
Man kan af det samtidige avismateriale se, at Bygningsarbejdet på Lunderskov Station med etableringen af den sydjyske tværbane til Esbjerg blev udbudt i Licitation 20. april og 6. juli 1874, og at tilbuddene skulle være overbaneingeniør C. Bayer i hænde inden 17. juli 1874.[6]
I entreprisen lå foruden en ny hovedbygning en ny lokomotivremise. På den nye stations østside blev der så anlagt en tosporet lokomotiv- langremise. Projekt med tværbane og jernbanestation var som anført færdigt 3. okt. 1874.
I Slots- og Kulturstyrelsens fredningsbeskrivelse af Lunderskov Jernbanestation fra 1992 anføres fredningsomfanget som hovedbygning og pakhus, opført af N. P. Holsøe som arkitekt. Hovedbygningen anførtes oprindeligt opført 1887, pakhuset i 1888 i den videre beskrivelse af de to fredede bygninger, hvor der angives BBR, matrikelnummer o. a. praktiske oplysninger. Disse misvisende dateringer er nu rettet til det korrekte opførelsesår, som er 1874.
Det her benyttede avismateriale kan ikke benyttes til hverken at godtgøre særskilte opførelsesår for hoved- og lagerbygning, eller om disse to fredede bygninger er opført samme eller forskellige år.
Da DSB’s strækningsregistrant og BBR oplysninger heller ikke er pålidelige, er det på det foreliggende grundlag vanskeligt at komme det nærmere, end at hovedbygningen til Lunderskov Jernbanestation må have været opført i eller omkring oktober 1874, hvor tværbanen til Esbjerg blev taget i brug. Lagerbygningen muligvis lidt senere, hvis vi tager de nu rettede fredningsoplysningerne til efterretning. Det fine, gamle vandtårn, som i 2014 blev nedrevet, skulle efter meget troværdige oplysninger være opført i 1916.
Lunderskov Station, postkort, dateret 1911. Lunderskov Station, udateret postkort, formentlig 1920-30'erne. Efter 1916 (vandtårnet), før 1934 (hvor De Gamles Hjem erstatter Lunderskov Afholdshotel).

Stationsbygningen

Den i oktober 1874 nyopførte stationsbygning fik en passende, måske endda overdreven størrelse i forhold til Lunderskov som jernbaneknudepunkt. Det toetagers midterparti flankeres af enetagers partier. Alt i alt en stor og harmonisk bygning, også i sammenligning med tilsvarende stationsbygninger.
Linjen mod Esbjerg blev i første omgang trukket uden hensyn til de byer, som banen løb forbi. Først senere har disse byer, f. eks. Andst, Vejen, Brørup m.fl. etableret sig som stationsbyer.
Fra folketællingen for 1880 kan man få sparsomme men ret gode supplerende oplysninger omkring stationsbygningen i Lunderskov.
Her boede to husstande, begge ansat ved jernbanen og med familie. Samt tilhørende disse to husstande midlertidige beboere i sognet, som også var ansat ved banen.
Den oprindelige træstations status som brevsamlingssted fra 1866 blev efter opførelsen af den nye stationsbygning i 1874 efter nogen driftstid også ændret til funktionen postekspedition.
Der er anført to husfædre i 1880, 1) Niels Hansen, stationsinspektør, med kone og 2 plejebørn. Desuden 2) Niels Peter Sundblad, restauratør, med kone, 2 børn og 2 tjenestepiger.
Ud over disse husfædre med familier, var der på stationsbygningens matrikel og dets løbe nr. registreret flg. som ansatte ved banen, men også helt klart uden bosiddende familier på matriklen - dvs. på tillægsliste som midlertidigt bosat i sognet og altså på stationens matrikel:
Kristian F. Sunds, fyrbøder, A. P. Hansen, togfører, A. Lorens, konduktør, Jakob Kjærulf, lokomotivfører.
De kommer alle fra henholdsvis Esbjerg og Varde iflg. Tillægsliste A. Lokomotivføreren førte (oprindeligt) lokomotivet, togføreren kontrollerede togets sammensætning, bremser og (i dag) især billettering mv.
I den daværende stationsbygning har der således i 1880 boet 14 mennesker, heraf 4 børn. Pladsmæssigt kunne det nok have været et problem. Ikke mindst, da der også skulle være plads til de øvrige funktioner, tilhørende stationsbygningen, nemlig postekspedition og restaurant, som N. P. Sundblad repræsenterede som Husfader i stationsbygningen.
Alle den tids stationsbygninger havde stort set samme arkitekt, N. P. C. Holsøe.
Banegårdens vandtårn. Remisen med drejeskive
I debatten omkring det nu nedrevne vandtårn til Lunderskov Banegård kunne man iagttage f. eks. dette indlæg i Jyske Vestkysten 29. sept. 2008: ” Vandtårnet er et af de få DSB-vandtårne, der stadig eksisterer, også selv om det ikke har været benyttet til sit oprindelige formål i mange år.
Samtidig indgår det i en helhed på Lunderskov station, hvor både stationsbygning, pakhus, vandtårn, remise, drejeskive, kulgård og kolonnehus er bevaret. En sådan tilsvarende hel samling af jernbanerelaterede bygninger, som de brugtes på større knudepunkter, findes kun bevaret ganske få andre steder i Danmark. Andre steder er en eller flere bygninger for længst revet ned.” Ydermere hedder det i Kulturstyrelsens kommentarer til fredningen af stationsbygningen i 1992: "Det vil være et stort tab for stationsmiljøet, om dette markante vandtårn forsvandt."
Nu er altså så også vandtårnet i Lunderskov nedrevet.
Kort over danske jernbanestrækninger oprettet mellem 1847-1875."Historisk Atlas Danmark" (1987). Samt en Jernbane og Postliste fra 1877 (Kolding By og Omegn 1877).
 
 

Jernbanestation, postomdeling og Lunderskov Gjæstgivergaard

Sammen med stationsbygningen fra 1866 blev der indrettet brevsamlingssted og senere postekspedition i tilknytning til stationsbygningen.
Vurderet ud fra det samtidige avis materiale, f. eks. Folkebladet Sydjylland 6. okt. 1897, ser det ud til, at der siden 1894 har været drøftelser om at adskille jernbane- og postfunktion, hvilket skete i 1898 med ibrugtagning af posthus og -ekspedition Frederiksberggade 4. Dette posthus blev erstattet af et nyt i Vestergade 2 i 1981 og nedrevet i 1985.
Postomdelingen i Lunderskov blev formentlig varetaget som et brevsamlingssted i - eller i tilknytning til - stationsbygningen fra og med jernbanens ankomst i 1866.
Så vidt det har kunnet konstateres, skete der ikke nogen ændring heri med opførelsen af den nuværende Lunderskov Station i 1874.
I udliciteringen til byggeriet af den nye jernbanestation hed det i annonceringen i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874, at der ud over den nye jernbanebygning i Lunderskov skulle bygges en ”Postexpedition” i Kolding.
Det må betyde, at den første jernbanestations brevsamlingssted fra 1866 blev fortsat med den nye bygning, hvor postekspeditionen så fortsat har været i Kolding.
Først i 1887 blev der ”Postexpedition” i Lunderskov iflg. Officielle Meddelelser 1887, s. 53. Og man kan f. eks. i Folkebladet Sydjylland 16. nov. 1893 se, at ”Postexpeditionen” i Lunderskov midlertidigt er overdraget ”Postexpedient J. H. Jacobsen”.
Og med denne flytning af Postexpeditionen ophørte postfunktionen fra Lunderskov Gjæstgivergaard, som ellers havde haft denne funktion siden jernbanens ankomst til Lunderskov i 1866 og indtil 1887-88, så vidt man kan konstatere ud fra annoncering af ”Landposten” og ”Dagvogne” fra Lunderskov Gjæstgivergaard..
Af Folkebladet Sydjylland 6. okt. 1897 fremgår det, at man siden 1894 havde drøftet, at jernbanebestyreren havde fuldt nok at gøre med opgaverne på ”Krydsningsstationen”, hvor der efterhånden var et ”Brevantal på 122.000”. Tre gange så stort et aktivitetsniveau som Vamdrup Station var man oppe på i 1911 med et tilsvarende større personale på 29 mand.
Problemet i Lunderskov var, at et ”Postexpeditionslokale” ikke kunne tilvejebringes inden for rammerne af den eksisterende jernbanebygning. Da det bygningsmæssige problem var løst med flytningen til Frederiksgade 4, udnævnte man så 5. nov. 1898 ”Postexpedient” J. R. Bodholdt, Horsens til ”Postmester” i Lunderskov.
1. dec. 1898 kunne Folkebladet Sydjylland ydermere meddele, at ”Lunderskov Postkontor … flyttes fra Jærnbanestationen hen til Maltgjører Juhls Ejendom …”, hvor den nye postmester så tiltrådte postmesterembedet.

Jernbanestation, gjæstgiveri, kro, hoteldrift

I den nye stationsbygning fra 1874 ses også en jernbanerestauration registreret fra 1877. Den oprindelige stationsbygning fra 1866 var af træ, og som i de fleste af tidens stationsbyer blev der ud over stationsbygningens restaurant også anlagt en kro eller en Gjæstgivergaard over for jernbanen. I Lunderskov var det den af Nis C. Juhl i 1868 forpagtede Gjæstgivergaard. 
Gjæstgiveriets primære funktion har dog nok især været som "Brevsamlingssted" for den med jernbanen bragte post.
I Lunderskov kom der desuden til at ligge - lidt forskudt i forhold til jernbanestationen og som nabo til det oprindelige og først etablerede "Gjæstgiveri" - Lunderskov Kro / Hotel, senere kaldet Finnemanns Kro - eller af ham selv omdøbt til Hotel Lunderskov, som 1913 blev afløst af Lunderskov Afholdshotel. En annoncering i Jyllandsposten 7. marts 1920 af "Staldforpagtning af Rejsestalde og tilhørende 3 Tdr. Land ..." ved en Staldforpagter P. Valdsted kunne tyde på, at der ikke har været megen hoteldrift ud over rejsestaldens aktiviteter. Rejsestalden ser ud til at have været en oprindelig del af stedet med de mange betegnelser som kro eller hotel.
Herefter lå dette sted formentlig hen i uvirksomhed indtil nedrivning i 1934 til fordel for et nyopført De gamles Hjem.
Som kro eller hotel har dette sted fra o. 1905 og fra 1909 som Finnemanns Hotel Lunderskov afløst det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri samtidig med, at det oprindelige Gjæstgiveri er blevet købmands- og manufakturforretning, tidligst konstaterbar i denne funktion i 1906 men formentlig startet tidligere.
Det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri ligger stadig placeret Jernbanegade 1 som tidligere købmands- og manufakturforretning.
 
Sammenfattende kan det konstateres, at postekspeditionen i Lunderskov med jernbanens ankomst i 1866 startede med brevsamlingssted og / eller ekspedition med postvogn fra det formentlig lige over for den nyopførte jernbanestation i træ liggende Lunderskov Gjæstgivergaard, nu Jernbanegade 1.
Denne funktion lå her i al den tid, stedet var forpagtet eller ejedes af Gjæstgiver Juhl, der solgte stedet o. 1888, hvor postfunktionen ophørte. Dagvogne med post fra Lunderskov Gjæstgivergaard er første gang konstateret annonceret 24. dec. 1878 i Kolding Folkeblad. Det er usikkert, formentlig tvivlsomt, at også Hviids korte til som Gjæstgiver indtil 1868 har været med postomdeling. Hvornår Gjæstgiver N. C. Juhl fik funktionen er heller ikke konstaterbart, men senest 24. dec. 1878.
Høker Nis Christensen Juhl var i 1890 registreret som ejer af det hus i Lunderskov, som i 1898 blev solgt som Posthus. Den samme Nis Christensen Juhl var i 1870 folketællingen registreret som ”Gjæstgiver” Juhl, der må antages at være ophørt med at være Gjæstgiver i 1888-90 hvor postekspeditionen er ophørt fra Lunderskov Gjæstgivergaard.
Man kan af folketællingsmaterialet se, at Nis C. Juhl i 1890 har været 46 år gammel, og han har således i en moden alder skiftet fra Gjæstgiver til at være Høker i det, der senere blev posthus. Meget apropos må man sige, det tidligere postomdelingssted taget i betragtning.
Nis C. Juhl ser ud til at have været eksponent for jernbanens startfase, hvor Gjæstgiveri og postomdeling var placeret her, med Gjæstgiveriet som brevsamlingssted. Da postekspeditionen 1888 blev en selvstændig funktion på jernbanestationen, solgte Nis C. Juhl sit Gjæstgiveri og blev høker i den ejendom på Frederiksgade, som han 1898 kunne sælge som posthus, da postekspeditionen blev flyttet væk fra jernbanestationen. Senere, senest 1906 har N. C. Juhl generhvervet det tidligere Gjæstgiveri, nu som manufakturhandel.

Lunderskovs første krohold, Gjæstgiveri og hoteldrift

Der kan ikke herske tvivl om, at der ikke før jernbanens ankomst til den lille landsby har eksisterede nogen form for gæstgiveri eller krohold i Lunderskov.
Fra 1866 er der i umiddelbar forlængelse af jernbanen og formentlig over for den oprindelige stationsbygning hurtigt blevet etableret et Gjæstgiveri, der på matriklen ved siden af er blevet efterfulgt af forskellige etablissementer på det samme sted, som er blevet kaldt Lunderskov Kro, Lunderskov Stationskro, Hotel Lunderskov, Lunderskov Afholdshotel.
Endelig blev der i 1934 ved skæbnens ironi opført et alderdomshjem på matriklen for fallerede værtshuse. Eller hvad man nu skal kalde den bygning, hvis væsentligste funktion ser ud til at have været den tilhørende rejsestald.
Også i tilknytning til jernbanestationen, i det nuværende Storegade var  placeret først Lunderskov Landbohjem, senere Lassens Hotel, der i 1918 solgtes og blev til Lunderskov Missionshotel, der så senere og endeligt i 1943 blev til Hotel Lunderskov, nu med spiritusbevilling.

Gjæstgiveri, hotel- og krodrift, et tværsnit af varierende betegnelser 1868-1920

I særklasse blandt gjæstgiverier, kroer og hoteller var fra start Lunderskov Jernbanerestauration, som med Sundblad fik den første og i lang tid eneste spiritusbevilling i stationsbyen.
De samtidige omtaler af de over for den oprindelige jernbanestation fra 1866 liggende bygninger varierer en hel del og kan gøre en præcis identifikation vanskelig.
Det helt utvivlsomt tidligste etablissement er Lunderskov Gjæstgiveri eller Lunderskov Gjæstgivergaard.

Gjæstgiveriet

Ved Folketællingen i 1870 var Nis Christensen Juhl Gjæstgiver og 25 år gammel. Nis C. Juhl forpagtede 1868 som anført af Enkemadame Hviid dennes Gjæstgiveri over for stationen, og i 1870 folketællinger er Juhl erhvervsmæssigt tituleret som Gjæstgiver, hvilket må betyde, at han velsagtens kort efter forpagtningen har købt den forpagtede ejendom.
I 1870 har matrikelnummeret på Gjæstgiveriet betegnelsen "et Huus". Der er ikke i folketællingsmaterialet registreret nogen Gjæstgiver før Nis C. Juhl - naturligvis, den foregående folketælling er fra 1860. I 1870 folketællingen er den absolut største lokalitet i Skanderup Sogn Skanderup by. Nagbøl, Dollerup og Lunderskov er registreret som en mindre lokalitet under et.
Enkemadame Hviid ses her ikke registreret i Lunderskov. Enten er hun flyttet eller død, men det må formodes, at N. C. Juhl har købt den forpagtede ejendom mellem 1868 og 1870.
Man kan forestille sig, at Lars Hviid og hans hustru med salget af en gård i Dollerup i 1866 har købt eller bygget ejendommen i Lunderskov, som i 1868 er "enkemadam Hviids Gjæstgiveri". Og at Nis C. Juhl som født og opvokset i Dollerup er blevet (gjort) opmærksom på de muligheder, der kunne ligge i et Gjæstgiveri så tæt på jernbanestationen i Lunderskov.
Bevidstheden herom kan man se i salgsformuleringen, at gården i Dollerup blev solgt til "Stamhusbesidder Møller ... med en god Beliggenhed, kun 10 Minutters Vei fra den nye Jernbanestation i Lunderskov ..." .
Især efter anlægget af den sydlige tværbane og opførelsen af den nye jernbanestation i 1874 har flere haft lyst til at etablere Gjæstgiveri - kan man se på (afviste) ansøgninger herom til Ribe Amtsråd.
 
Stedet omtales under forskellige navne i perioden fra 1868, indtil det i 1905 iflg. Jyllandsposten 26. februar bortbyttes, mageskiftes med en ejendom på Vejen Østermark, og her bliver vurderet til 60.000 kr.
Det er formodentlig her, N. C. Juhl generhverver sit tidligere Gjæstgiveri og omdanner det til manufakturhandel.
Denne dato, 26. februar 1905 er sidste omtale af Lunderskov Gjæstgiveri eller -gaard.
I Vejviser for Kolding og Omegn 1894 anføres under ”Kroer og Gjæstgiverier": Lunderskov Kro, »Landbohjem« Lunderskov, Lunderskov Stationsrestauration.” Her er Lunderskov Gjæstgiveri ikke medregnet som "Kroer og Gjæstgiverier" kan man konstatere.
Ophøret af postfunktionen o. 1888 har formentlig været begyndelsen til enden for Lunderskov Gjæstgivergaard, idet denne funktion har været den oprindelige og vigtigste.
Første gang, vi hører om arrangementer på stedet, er ved en sammenkomst omkring en mindesten, sat ved Skanderup Kirke til minde om slaget ved Ejstrup 23. april 1849, hvor der var tre fra sognet faldne (men navnemæssigt ukendte) soldater. Sammenkomsten i denne anledning er refereret i Kolding Folkeblad 26. april 1874, og den blev afholdt på ”Lunderskov Gjæstgiveri”. Desuden kan man i Kolding Folkeblad 15. sept. 1876 se annoncering af en præmieuddeling i Kolding Omegns Landboforening, afholdt på ”Lunderskov Gjæstgivergaard”.
Fra 1878-79 og frem til 1888 nævnes Gjæstgiver Juhl som Station for Dagpostvogne i Kolding Folkeblad .
Gjæstgiver N. C. Juhl afhænder helt tydeligt sit Gjæstgiveri med ophøret af funktionen som station for postvogne. I folketællingen for 1890 er der kommet en ny gjæstgiver, Hans Jepsen Damgaard, og herefter kunne dagpostvogne fra Gjæstgivergaarden se ud til at være ophørt.
I avisomtaler er der et spring frem til 1899, hvor der i Kolding Folkeblad 23. dec. 1899 annonceres med ”Dans 2. juledag” på stedet. I 1901 folketællingen er der på Lunderskov Gjæstgivergaard en ”staldforpagter”, Hans Lauridsen og en ”Gjæstgiver” Laurids Poulsen Lauridsen.
N. C. Juhl må blandt flere andre lokale ejendomshandler have genkøbt det afhændede Gjæstgiveri, som han i Jyllandsposten 8. sept. 1906 annoncerer som "Manufaktur- og Trikotageforretning ... Kjøbmandshus, der ligger lige over for Lunderskov Station ... og hvor der i 40 Aar har været dreven forretning ønskes afhændet eller bortlejet."
Det kunne se ud til, at sønnen, C. Juhl først fra 1917 bliver ejer af manufakturhandelen i den tidligere Gjæstgivergaard.
 
Der, hvor det for alvor bliver uoverskueligt, og hvor der opstår de mest urigtige antagelser, er omkring et etablissement, der på et tidspunkt ser ud til at have været bygget sammen med, helt sikkert senere udskilt fra Lunderskov Gjæstgiveri under en række i samtiden varierende betegnelser: Lunderskov Kro, Lunderskov Stationskro, Lunderskov Hotel, Hotel Lunderskov og til sidst Lunderskov Afholdshotel.
Under disse betegnelser er de præcise, dedikerede hits i samtidens aviser: 327 for Lunderskov Kro, som starter 13. maj 1872 med et omtalt skolemøde på stedet. Der er hits på denne betegnelse, også efter et konstateret navneskifte til Hotel Lunderskov 20. april 1909, hvor L. C. Finnemann sælger møbler m.v. fra det overtagne hotel.
Der er 76 hits for Lunderskov Stationskro, det første 28. november 1873, hvor Ribe Amtsraad har stedet på sin dagsorden. 30. maj 1907 er sidste omtale, hvor stedet mageskiftes af H. P. Hansen for 50.000 kr.
Lunderskov Hotel har 27 hits mod Hotel Lunderskovs 313 hits. Begge disse navne sammenblandes helt åbenbart med det fra 1906 eksisterende Lassens Hotel. Fra april 1909 begynder L. C. Finnemann at annoncere under navnet Hotel Lunderskov. Endelig er der 25 hits for afløseren for Hotel Lunderskov, Lunderskov Afholdshotel.
Lokalarkivet daterer dette postkortfoto til 1910.
Fotografiet må være taget efter 1913, hvor Lunderskov Afholdshotel oprettes i forlængelse af lukningen af Hotel Lunderskov juli 1913 på krav af kreditorerne. Den først konstaterbare avisannoncering for Afholdshotellet er Kolding Folkeblad 6. jan. 1914. Afholdshotellet ophører med at eksistere senest 1934.
Lunderskov Afholdshotel har bygningsmæssigt givet levet en hensygnende tilværelse, indtil det fra især 1928 drøftedes, at det skulle rives ned for at give plads til De gamles Hjem, hvilket skete i 1934.
 
Indtil da blev det dog købt og solgt til helt gode priser, formentlig først og fremmest p. gr. af beliggenheden. Men med 1930'ernes økonomiske krise har det nok været helt slut med status som hotel.
Om De gamles Hjem Solhjem hedder det temmelig forkert hos Lokalarkivet, at det skulle være opført i 1920 efter en brand!
Rygter om ikke eksisterende brande er fælles for det tidligere Lunderskov Landbohjem og Lunderskov Afholdshotel.
Manglende viden og fake news går oftest hånd i hånd.
I Kolding Folkeblad annonceres der 29. nov. 1922 om "Danseskolen paa Lunderskov Afholdshotel", hvilket ret tydeligt indikerer, at stedet ikke kan være brændt i 1920.
 
Hvis det er dette køb i marts 1919, der i maj udbydes til salg, kunne det tyde på et skidt køb, sammenlignet med en sommerrestauration i Krybily, der sælges 23.000 kr. billigere, også marts 1919.
I annoncering i Kolding Folkeblad 31. oktober 1922 fungerer stedet som filial til ejendomshandel i Vamdrup.

På trods af de mange temmeligt forkerte oplysninger om overgangen fra Lunderskov Afholdshotel til bygningen af "De gamles Hjem" i 1934, så har Lokalarkivet også dette fine postkort med motiv fra det næsten nybyggede etablissement. Poststemplets dato er 1936.
 

Den omtumlede kro- og hotelhistorie

Som Hotel Lunderskov annonceres i Jyllandsposten 12. juli 1909 ”Mine nymonterede Værelser og 1. Kl. Køkken anbefales Dhrr. Rejsende. Ærb. L. C. Finnemann”. Også i Jyllandsposten, 21. nov. 1911 søges ”ældre, erfaren Kogejomfru eller Kokkepige” til Hotel Lunderskov, L. C. Finnemann.
Finnemanns Hotel Lunderskov gik i 1913 på tvangsauktion.
I folketællingen 1911 er Finnemann registreret som bosat i Lunderskov fra 1909, tilflyttet fra Vamdrup, fremgår det her.
I denne oplysningsmæssigt ret detaljerede folketælling kan man konstatere, at L. C. Finnemann med familie boede på matr. 2aq, medens matr. 2g og 2dk, det tidligere Lunderskov Gjæstgiveri beboedes af købmand Juhl og familie.
De to matrikelnumre dækker over det, der nu er Jernbanegade 1 og 3. Ud fra tidligere folketællinger kan man se, at Lunderskov Gjæstgivergaard lå på matr. 2g, altså det nuværende Jernbanegade 1.
Ved at sammenholde med 1911 folketællingens oplysninger kan det konstateres, at Christen Juhl var bestyrer (for faderen Nis Christensen Juhl) af den tidligere Gjæstgivergaard, der nu var blevet manufakturhandel.
Ejeren, faderen var købmand / høker på matr.nr. 2gi m. fl. ejendomme, bl.a. Nørregade op mod Møllegade, som han ejede ud over den af sønnen Chr. Juhl bestyrede købmands- og manufakturhandel, Jernbanegade 1.
Hvordan den gamle Gjæstgivergaard oprindeligt har set ud, da den blev opført af proprietær Hviid i 1866, er det umuligt at sige noget om, men på et fotografi af Jernbanegade 1, matr. nr. 2g, dateret 1954, kan man se, at der har været en bygning tilknyttet, som forkert hævdes at være forsvundet ved en brand.
Denne bygning har været beliggende på den på et tidspunkt udskilte matrikel 2aq, som har eksisteret under betegnelserne Lunderskov Kro, Lunderskov Stationskro, Lunderskov Hotel og Hotel Lunderskov. Det mest sandsynlige er, at denne bygning efter en omtumlet tilværelse fra L. C. Finnemann, der gik fallit i 1913, herefter Lunderskov Afholdshotel, som så 1934 er blevet nedrevet for at give plads til opførelsen af De gamles Hjem på den hertil hørende matrikel.
Det fremgår af annonceringer om nymonterede værelser på Hotel Lunderskov fra juli 1909 at L. C. Finnemann her er startet som hotelejer.
Forudgående ser man annonceringer i Kolding Folkeblad f. eks. 30. maj og 21. juli 1903 af auktioner over afgrøder og løsøre i Ødis og Sjølund ved gårdejer og forpagter L. C. Finnemann, annonceret af Kancelliraad Nyholm , Kolding.
Auktionerne vidner ikke om stor økonomisk soliditet, og det blev da også en ganske kort karriere, 4 år som hotelejer i Lunderskov. Finnemann gik fallit, kom på tvangsauktion med sit hotel, som blev lukket af politiet i juli 1913.
Det fallerede hotel fik iflg. Folkebladet Sydjylland 9. juli 1913 ikke fornyet sin hotel bevilling. Forudgående havde der iflg. Folkebladet Sydjylland 7. maj 1913 været afholdt et møde, hvor det blev drøftet at drive hotellet som aktieselskab og som afholdshotel. I denne funktion blev hotellet drevet, indtil det med annoncering i bl.a. Fyens Stiftstidende 18. maj 1919 blev udbudt til salg.
Der kan næppe herske tvivl om, at Lunderskov Gjæstgiveri og Lunderskov Kro oprindeligt eller ret hurtigt er blevet sammenbygget. Ud fra det benyttede og formentlig eneste eksisterende materiale er det umuligt at sige det helt præcist og dokumenteret.
Lunderskov Kro før L. C. Finnemann L. C. Finnemanns fra 1809 Hotel Lunderskov
Man kunne måske forestille sig - hvis der ikke slet og ret har været tale om en for ikke lokale regulær navneforbistring - at Gjæstgiveriet mest har koncentreret sig om postfunktionen, at den hermed sammenbyggede Lunderskov Kro ret tidligt, fra 1872, har overtaget mere og mere kro- og hoteldrift, som er endeligt overtaget i 1905, hvor Gjæstgiveriet ser ud til at blive købmands- og senere manufakturhandel.
Herefter bliver det 1909 overtaget af L. C. Finnemann, der forlader det som fallitbo i 1913.
Sidste annoncering fra Finnemann er registreret i 1911, hvor man måske kan forestille sig en stille vandring hen imod fallitten i 1913.
Hotel Lunderskov sælges efter den også kortvarige funktion som Lunderskov Afholdshotel iflg. Folkebladet Sydjyllend 3. maj 1919 til "hotelejer Niels Chr. Nielsen".
Herefter optræder stedet i annonceringer for f. eks. køb og salg af landejendomme.
Beslutningen om at bygge De gamles Hjem i 1934 på den matrikel, som Hotel Lunderskov havde ligget på har formentlig været taget i en konstatering af områdets manglende funktion efter perioden med fejlslagen hoteldrift siden 1909.
Der er ingen konstaterbar omtale af, at der også her som ved Landbohjemmet 1905-06 skulle have været en brand udløsende årsag til byggeriet af De gamles Hjem.
Man kan måske konstatere, at ildebrande som fejlslagne hotellers endeligt er den lokale betegnelse for de nedrevne bygninger? 
Jernbanegade 1 som manufakturforretning 1950'erne Da Jernbanegade 1 stadig var sammenbygget med det senere nedrevne Afholds Hotel m.v., nok 1920'erne
Efter nogen debat i sognerådet omkring placering af et nyt alderdomshjem - hvor bl.a. Fattiggården var i spil - blev det besluttet at placere De gamles Hjem, hvor Lunderskov Afholdshotel havde ligget, stort set uvirksom siden 1920'erne. Bygningen blev nedrevet og De gamles Hjem opført 1934.
Fattiggården solgtes samme år til en lokal gårdejer, M. Kjær.

Fra Landbohjem til Hotel Lunderskov
Oskar Lassen var i 1901 folketællingen registreret som agerbruger og som foreningsvært på Lunderskov Landbohjem. Denne titel dækker over, at Landbohjemmet var et opholdssted, drevet af foreningen Lunderskov Landbohjem. Personalet på Landbohjemmet kan man iagttage ud fra folketællingen i 1901. Her er Oskar Lassen registreret som husfader, foreningsvært og agerbruger. Altså helt forventelige prædikater, når han var vært i den forening, han formentlig også har været medlem af, Lunderskov Landbohjem, som det hed. 
Der er kun begrænsede personlige oplysninger om Oskar Lassen. Rigsarkivet, Landsarkivet for Sønderjylland i Aabenraa har ganske få oplysninger, som er mere præcist angivet i 1901 folketællingen.  
Lunderskov Landbohjem på postkort, dateret 29.09.1906, året hvor det allerede var blevet nedrevet for at skabe plads til Lassens Hotel.
Herunder en fotografisk noget forbedret version, hvor brandtomten fra 1904 ses tydeligt.
Lassens Hotel kort tid efter opførelsen 1905-06. Bemærk, at der her stadig som ved afbildningen af Landbohjemmet mangler elmaster, som vi fra et postkort, dateret 1907 kan iagttage.
Man kunne godt forestille sig, at det er den gamle kælder fra Landbohjemmet, det nye Lassens Hotel er bygget oven på. Det kunne man lokalt ret simpelt afklare i form af en arkæologisk undersøgelse af den stadigt eksisterende kælder.
 
Placeret lidt mod syd, også over for jernbanestationen, den nye fra 1874, har vi Lunderskov Landbohjem, der blev til Lassens Hotel i 1906, Lunderskov Missionshotel i 1918, der senere blev til Hotel Lunderskov i 1943. Den gamle, nu udgåede matrikelbetegnelse var 2ci.
Starten som Lunderskov Landbohjem ser ud til at have været 1889, og stedet eksisterede indtil nedrivningen 1905-06, hvor det ombygget blev til Lassens Hotel, navngivet efter den tidligere forpagter af Landbohjemmet og fra 1905 ejer, hvor han så ombyggede.
Man kan undre sig over, at et så nyt byggeri som Landbohjemmet fra 1889 allerede skulle nedrives for at give plads til det betydeligt større Lassens Hotel, der afløste det ydmyge Landbohjemmet, hvor Lassen havde været bestyrer. Men måske spillede ambitionen om et skelsættende pragtbyggeri og en tro på stationsbyens muligheder ind. Kombineret med forvisningen om en ikke så truende konkurrence fra de nært liggende etablissementer, det stort set nedlagte Gjæstgiveri og Finnemanns hotelforsøg på naboejendommen.  
Landbohjemmet har oprindeligt været en klub eller en forening, bestående af landbrugere, fremgår det af de samtidige annonceringer. Der har eksisteret tilsvarende foreninger i dele af Danmark tilbage fra 1800-tallets start, og de må formodes at være forløbere for de senere landbo- og, endnu senere, husmandsforeninger. Lokalt Kolding Herreds Landboforening, KHL, der blev stiftet 26. februar 1869.
Lunderskov Landbohjem var med pensionat, mødelokaler m.v. Det første vi hører om foreningen - og dermed bygningen med Landbohjemmet er i en annonce i Folkebladet Sydjylland 4. okt. 1889, hvor der annonceredes med et møde på Lunderskov Landbohjem i "Skanderup Hesteassuranceforening". Annoncen er underskrevet (Carl Adolph Frederik) Schlegel, ejeren af Wissingsminde i Skanderup, se folketælling 1890.
6. dec. 1889 annonceres der om generalforsamling i "Lunderskov og Omegns Landbohjem".
 
Det kan således med rimelighed antages, at både forening og bygning startede med at optræde som Lunderskov Landbohjem i 1889.
 
Lunderskov Landbohjem var en forening (selskab hed det den gang) med en valgt bestyrelse, og Oskar Lassen var i 1901 folketællingen registreret som agerbruger og som foreningsvært for Landbohjemmet, sammen med søsteren Dora, der i denne folketælling var registreret som husbestyrerinde. I 1906 folketællingen var Oskar Lassen registreret som vært på Lassens Hotel, søsteren som værtinde.
I 1901 folketællingen ser det ud til, at søskendeparret bor bag Landbohjemmet, fra 1906 bor de på matr. nr. 2ci, hvor det nyopførte Lassens Hotel kom til at ligge.
Udviklingen fra Lunderskov Landbohjem til Lassens Hotel ser ud til at være foregået i tiden mellem 12. aug. 1905 - hvor O. Lassen på vegne af Landbohjemmet udskrev "Licitation over Byggearbejde" på en sal og en hestestald til Landbohjemmet - indtil starten af 1906, hvor der i februar kan konstateres navneskifte til Lassens Hotel.
Lassens Hotel, temmelig nyopført o. 1907, lige før telefonmaster skifter til venstre gadeside, set fra jernbanestationen. Her ses den i 1905 opførte stald bag hotellet, ud mod jernbanen.
Baggården til hotellet. Her en noget senere udgave af den af Lassen 15. aug. 1905 udliciterede og opførte sal. Den også i 1905 opførte hestestald er her for længst nedrevet
Salen er i generationer brugt som fest- og balsal.
Lunderskov Landbohjem blev 1905-06 ombygget til Lassens Hotel. O. Lassen havde allerede bag ved, syd for Landbohjemmet bygget hestestald og festsal, udliciteret til opførelse 12. august 1905.
Under opførelsen af det, der blev til Lassens Hotel, blev den tidligere bygning, "Lunderskov Landbohjem" nedrevet.
Det er en udokumenteret skrøne, at Landbohjemmet skulle være nedbrændt (Thomas Christensen, Skanderup Sogns Historie, s. 182, 188), formentlig en forveksling med branden i naboejendommen, det gamle Ølbryggeri, der stødte op til Landbohjemmet, meddelt i Folkebladet Sydjylland 31. okt. 1904.
Det fremgår af foto af nybyggeriet Lassens Hotel, at den udliciterede hestestald her var færdigbygget.
Der kan ikke herske tvivl om, at Landbohjemmets bestyrer 1905 startede med at bygge stald og festbygning bag Landbohjemmet, der blev nedrevet og erstattet af Lassens Hotel 1905-06.
Som anført var Oskar Gustav Heinrich Lassen oprindeligt foreningsvært for Landbohjemmet, velsagtens siden 1897, hvor han iflg. 1911 folketællingen kom til Skanderup Sogn.
Oskar Lassen udbød i Kolding Folkeblad 12. august 1905 til licitation over "en Sal og en Hestestald ved Landbohjemmet ...", havde erhvervet Landbohjemmet i marts 1905.
Formuleringen "ved Landbohjemmet" i licitationsudbuddet har været med den placering af salen, som fremgår af det noget senere foto oven for. Salen lå parallelt sammen med hestestalden, hvilket har givet en afgrænset hotelgård.
At O. Lassen nu har haft ambitioner om at satse på en form for egen hoteldrift fremgår også af, at der i referatet fra Ribe Amtsraads møde 9. marts 1905 fremgår, at der forelå "fra Oscar Gustav Heinrich Lassen ... et Andragende om Bevilling til at drive Gæstgiveri i ... det nuværende Landbohjem." På dette tidspunkt, i marts 1905, må Lassen således have haft dispositionsret over Landbohjemmet. Det fremgår også, at "Herredsfogeden syntes ikke, man skulle anbefale det", men at det i øvrigt blev anbefalet, da "Kroen ... ikke var så god, som den burde være." Den omtalte kro købte L. C. Finnemann 1909 og gik fallit 1913.
Kort tid herefter annonceredes der 21. febr. 1906 i 'Folkebladet Sydjylland om en aktivitet i de nu tidligere Landbohjem-lokaler under navnet Lassens Hotel.
Oskar Lassen har erhvervet Landbohjemmet marts 1905. Og i febr. 1906 dukkede de første annonceringer fra Lassens Hotel op.
 
Foreninger af samme type som Lunderskov Landbohjem findes også i omegnens mindre byer. Der høres sporadisk om foreningsarrangementer i 1906. Men herefter hører vi ikke mere til foreningen i Lunderskov. Sammenligner man med andre Landbohjem, så kunne et fællestræk være, at de som forsamlingshuse syd for Kongeåen blev bygget og dannet for at kunne mødes på egne (danske) betingelser uden de tyske myndigheders indblanding.
Da Lunderskov Landbohjem var en forening med lokaler nord for Kongeåen, skal der dog nok også søges andre begrundelser for denne forenings dannelse. Forudsætningen for at belyse dette er, at der er bevaret foreningsarkivalier.
Det fremgår af denne annoncering, at O. Lassen indkalder tilbud på byggeri af Hestestald og en "Sal" ved Landbohjemmet 16. august 1905 til det hotel, som annoncerer som Lassens Hotel 21. februar 1906. 
Efterfølgende svirrede der med rygter om brandstiftelse og pyromani, f. eks Kolding Folkebald 5. nov. 1904 om ildebranden -"Noget tyder paa, at Ilden maa være paasat ... Er der en Brandstifter i Byen"
Brandtomten ser ud til stadig at have været på nabogrunden til Landbohjemmet på postkortet med motiv herfra.
 
Lassens Hotel under opførelse. Hestestald og Sal bag hovedbygningen, der her er under opførelse, blev udbudt i licitation aug. 1905. Man har så - formentlig i tilknytning hertil eller ret hurtigt efter - besluttet at nedrive Landbohjemmet. Fotoet må være før der i febr. 1906 annonceres med Lassens Hotel, formentlig i det tidlige efterår (se håndværkernes beklædning) 1905.
Det hævdes uden nogen form for dokumentation i den lokale historieskrivning, at Landbohjemmet skulle være brændt i forbindelse med opførelsen af den nye bygning, som kom til at hedde Lassens Hotel fra begyndelsen af 1906. Denne antagelse nærmer sig desuden det naturstridige i og med, at der 20. dec. 1905 annonceres med "Bal paa Landbohjemmet", hvilket ville være vanskeligt på en brandtomt, men nok lettere på et nyopført Lassens Hotel, der endnu ikke havde skiftet navn fra Landbohjemmet.
Der har ikke i nogen del af de lokale eller landsdækkende aviser været omtale af ildebrand i Lunderskov i forbindelse med Landbohjemmets forsvinden til fordel for Lassens Hotel.
At Lunderskov Landbohjem skulle være brændt i stedet for slet og ret at være blevet revet ned af Oskar Lassen for at skaffe plads til den imponerende bygning, som fra 1906 hed Lassens Hotel, er et ukvalificeret gæt, der ikke ses dokumenteret i det eksisterende kildemateriale.
Der er formentlig tale om en mindre god research i det samtidige, lokale avismateriale, hvor antagelsen om, at en brand skulle have været Landbohjemmets endeligt muligvis kan være forårsaget af den ret voldsomme brand, som flere aviser omtaler 31. okt. 1904 i en naboejendom til Landbohjemmet, Det gamle Ølbryggeri, som det kaldes.
Det fremgår faktisk af den eneste afbildning, der eksisterer af Landbohjemmet Lunderskov, postkortet, som er frankeret 29.06.1906, at der ligger en tom plads, som kunne ligne en brandtomt fra branden 31. okt. 1904, hvilket daterer kortets fotografiske gengivelse til efter okt. 1904 men før ombygningen til Lassens Hotel, der må være startet sensommeren 1905.
Sammenligner man det nyopførte Lassens Hotel med den enkelte afbildning på et postkort, vi har af Landbohjemmet, kunne man måske formode, at det tidligere Landbohjems kælder fortsatte som kælder i det nye hotel.
 
Af fotoet af opførelsen kan man se, at der nu i stedet for det i okt. 1904 nedbrændte ølbryggeri er blevet bygget på det nuværende Storegades nr. 3 og 5, formentlig de bygninger, der blev til købmands- (fra 1934 Hans Mogensen) og bagerbutik (fra 1934 Jacob Nielsen). Den ved branden i 1904 nedbrændte bygning ved siden af Landbohjemmet må formodes at være blevet genopbygget lidt før nedrivningen af Landbohjemmet og før byggeriet af Lassens Hotel i efteråret 1905.
 
Bygningsmæssigt er Lassen Hotel så afgjort den mest imponerende af byens kroer, værtshuse og hoteller o. århundredskiftet.
Med hestestalden og den til Landbohjemmet i 1905 tilbyggede sal, var Lassens Hotel byens største samlingssted og i princippet en hjørnesten i foreningsliv m.v. i stationsbyen Lunderskov.
Men afholdsbevægelsen og missionen sørgede for, at der ikke var nogen spiritusbevilling før 1943. Og det har givet været et driftsmæssigt handicap.
 
Søsteren til ejeren af det nyopførte Lassens Hotel, Dora Lassen var husbestyrerinde. Der er yderligere en søster, Marie Lassen, 2 stk. tyende og 2 mandlige logerende. Det har været et absolut mindre etablissement, også når man sammenligner med personalet iflg. 1911 folketællingen. Her er Oskar Lassen og Dora Lassen henholdsvis gæstgiver og husbestyrerinde. Der er desuden 3 pensionærer, 6 logerende, 1 ”tjenestetyende”, 1 hotelkarl, 1 serveringsjomfru, 1 kogejomfru, 1 stuepige, 2 køkkenpiger. Desuden bor der en staldforpagter, Jens C. Laustsen med kone og børn.
Lassens Hotel nåede også at blive hotel med biograf, før det i 1918 blev købt som Lunderskov Missionshotel. Det mest bemærkelsesværdige ved Lunderskov Missionshotel kunne hævdes at være, at Henrik Pontoppidan, litterær nobelpristager, forfatter til bl. a. Lykke Per d. 9. juli 1920 opholdt sig på hotellet.
Pontoppidan meddelte herfra, at "Der skal efter Sigende ikke være en Seng at opdrive i nogen sønderjysk By, saa jeg tror nok, jeg gjorde klogt i at holde mig paa denne Side Grænsen. Her har jeg et udmærket Værelse (for 3 Kr. pr. Døgn), og jeg kan herfra nogenlunde let komme til alle de Steder, hvor der i disse Dage festes.
Lassens Hotel var flere gange til debat i sognerådet mht. spiritusbevilling og gæstgiveri. Allerede før det indremissionske flertal i sognerådet fra 1913 blev det nedstemt at give denne bevilling.
 
De første annonceringer fra Lassens Hotel starter 21. febr. 1906. 
Lassens Hotel blev til Lunderskov Missionshotel ved salg til et konsortium i marts 1918. Det er en del af købet, at dette hotel ikke skal have udskænkning af "stærke Drikke", spiritus.
I tiden o. 1. verdenskrig toppede Dansk Afholdsforening med o. 69.000 medlemmer. Man kan i Kraks Vejviser se, at det tidligere missionshotel mellem 1942 og 1944 er blevet til Hotel Lunderskov. Navneændringen kan muligvis skyldes en nu opnået spiritusbevilling. Navneændringen fra Lunderskov Missionshotel til Hotel Lunderskov mellem 1942 og 1944 er uomtvistelig, hvis man tager Kraks Vejviser for at være retvisende. Og det kan man som regel være rimeligt tryg ved.
Det nyopførte Lasens hotel med navnet i gavlen. Bemærk, at elmaster mangler her som ved foto af Landbohjemmet. Dog kunne der se ud til at have været en masteanordning, som måske har været til en foreløbig elforsyning i det nye Lassens Hotel. Og som Lunderskov Missionshotel. Her er kommet elmaster, og telefonmasten har skiftet side i Storegade - fra den modsatte side af hotellet til samme side. Postkortet er med Marinus Andersens navn. Han sælger iflg. Krak sin købmandsbutik til Hans Mogensen mellem 1934 og 1935, hvor postkortet med Marius Andersens navn må være fra.
Muligvis fra 1934-35 kan man formode, at hotellet ophørte med driften som missionshotel, hvor det blev købt af købmand Marius Andersen, der havde købmandsbutik Storegade 3, nabo til hotellet. Her blev købmandsbutikken solgt til Hans Mogensen.
I folketælling 1940 ses som hotelejer i Storegade en kun 28 år gammel K. P. Andersen. Herefter Valdemar Kjær Gydesen, der havde hotellet 1949 - 1961.
Familien Thrane havde hotellet 1961 til 2001, hvor der i Jyske Vestkysten 9. sept. 2001 er et "vemodigt" afskedsinterview med hotelejer Kirsten Thrane Madsen, datter af Andreas Thrane, der overtog hotellet i 1961.
Hotellet gik konkurs i 2012.

Lunderskov Stationsrestauration

Derimod har der tilsyneladende ikke været forsøg på at hindre spiritusudskænkning på Lunderskov Stationsrestauration, som fra 1877 i adskillige år havde den samme restauratør, N. P. Sundblad. I de tilgængelige sogneprotokoller figurerer stedet simpelthen ikke som diskussionsemne mht. spiritusbevilling.
Ud over at være restauratør i en menneskealder i Lunderskov, var N. P. Sundblad også et par år 1881-82 agent i den massive udvandring, der foregik fra Danmark i et omfang af 172.073 udvandrede 1868-1900 . Der annonceredes med Sundblad som agent i pressen. Men hvor mange, der er udvandret fra sognet under indflydelse heraf, kan der ikke siges noget om ud fra det gennemsete kildemateriale. Det har nok ikke været alverden. Netop i 1880’erne gik det rigtig godt for landbrugslandet Danmark. Så der har ikke været den umiddelbare tilskyndelse, begrundet i nød, som ellers har været drivkraften i store dele af udvandringsbølgen fra Europa i disse år. Iflg. det hovedværk, som grundigst har undersøgt udvandringen fra Danmark , var der en markant forøgelse af udvandringen i 1880-84, men et markant fald fra 1895-99. Det relevante materiale, hvis Sundblads rolle i udvandringen skulle undersøges, ville være registreringer i Vejle Byfogedarkiv 1879-85. Samt materiale fra politiets årsberetninger og forskellige statistiske sammendrag, der i givet fald skulle sammenholdes.
O. 1910 kunne det se ud til, at N. P. Sundblad disponerede over en eller flere ejendomme omkring Jernbanestationen, hvor butikker, værelser kunne fås til leje.
Hotel- og restaurationsvæsen i Lunderskov afspejler temmeligt nøje de herskende religiøse og - afspejlet i sognerådet - politiske magtforhold, suppleret med den o. århundredskiftet ganske stærke afholdsbevægelse i modstanden mod den spiritusbevilling, der tidligst i 1943 blev givet til Hotel Lunderskov, som Lunderskov Missionshotel på dette tidspunkt har taget navneforandring til. Medens spiritusudskænkning uden problemer har kunnet foretages på jernbanerestaurationen siden 1877.
 
Stationsbyens centrale færdselsåre var Storegade, hvor det tidlige byggeri startede omkring stationsbygningen.
 
Lunderskov brugsforening.
Iflg. de historiske stamdata, der kan findes om Lunderskov Brugsforening, nuværende adresse Iver DahlsVej 4, 6640 Lunderskov, så er oprettelsen som brugsforening sket i dec. 1895. Den første annoncerede generalforsamling blev afholdt på Lunderskov Kro 22. okt. 1896.
I Kraks Vejviser 1896 kan man finde nys vedtage vedtægter for FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger. Man kan her iagttage et pænt lokalt islæt fra henholdsvis Vester Nebel og Gjesten.
 
 
 
Religion, mejerier, modstandsbevægelsen. Religiøse kampe nationalt samarbejde.
 
 
 
 
 
 
 
 

 

Noter og dokumentation


Bygningen, der husede Lunderskov Gjæstgivergaard, eksisterer stadig som Jernbanegade 1 i Lunderskov.
 
Byggeplaner mv. er kun set refereret af Jens Bruun-Petersen i Jernbanehistorisk årbog ’99. Det forekommer til gengæld at være en veldokumenteret og -researchet beskrivelse.
 
Departementstidende 1868 hæfte 22 – 23.
 
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 9, Første række (1877), Danmarks Statistik. De danske Jærnbaner. Samt annonceret i adskillige aviser, f. eks. Thisted Amtsavis 29. sept. 1874.
 
G. A. Gedalia var vekselerer, der tjente rigtig godt på entrepriser med jernbanebyggeri.. Titlen ”baron” fik han af den italienske stat i 1870. I april 1875 gik Gedalia fallit. Justitsråd E. C. Møller figurerer i en skibsliste fra 1873, som måske forklarer hans engagement i projektet. Oplysninger her også fra Nationaløkonomisk Tidsskrift 1877. F. eks. annonceret i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874. Fhv. museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou hævder i en artikel i Kolding Senior (http://www.koldingsenior.dk/senior151145.pdf), at stationsbygningen først blev opført i 1887-88 efter tegninger af Holsøe fra 1866. Denne fejlagtige datering skyldes formentlig en tilsvarende fejlagtig datering ved fredningen af stationsbygningerne i 1992. Se flg. note.
 
Fredningsoplysningen om, at Lunderskov Station skulle være opført 1866, stammer (bl.a.) fra DSB’s strækningsregistrant. Af samme fremgår det, at stationsbygningen skulle være opmålt 1881, hvilket ikke harmonerer med hverken 1887 eller 1888 som opførelses år. I så fald skulle man have opmålt endnu ikke opførte bygninger. Alle disse modstridende og forkerte dateringsoplysninger er nu rettet til det korrekte opførelsesår 1874.
Stationsbygningen af træ fra 1866 fik ved ombygningen i sten fra 1874 i 1877 spiritusbevilling som det eneste sted i Lunderskov, før Hotel Lunderskov også med navneændringen i 1943 fik bevillingen.
 
Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, Aarhus 1971, s. 539. tabeller s. 541. Det udvandringsrelaterede materiale er ikke gennemset. Heller ikke diverse statistiske publikationer omkring befolkningstællinger, se f- eks. Kr. Hvidt, s. 68.
 
Sundblads ejendomme: F. eks. annoncering i Folkebladet Sydjylland 2. nov. 1910
 
I Kraks Vejviser 1942 figurerede hotellet stadig som Lunderskov Missionshotel, i Kraks Vejviser 1944 er navnet ændret til Hotel Lunderskov. Af protokoller for Lunderskov og Omegns Grundejerforening fremgår det, at man 3.2.1943 afholdt møde på Hotel Lunderskov (gennemset af Anna Jespersen, meddelt herfra). Navneændringen (og evt. også spiritusbevilling) i forbindelse hermed må således være sket senest 3.2.1943, formentlig en gang i 1942.
 
I 1901 var der foruden huse 7 gårde, 1 med mølle (der burde have været 2, men det fremgår ikke af folketællingsmaterialet), 8 boelsteder, 1 skole, 1 stationsbygning, 1 posthus
(samme matrikel 2b som stationsbygningen, men her 2by og 2bz), 1 Landbohjem, 1 brugsforening, 1 gjæstgivergård, 1 mejeri.
Og hertil som identificerbare stillingsbetegnelser: formand, sagfører, postmester, maler, snedker, skomagere, portører. Desuden fra optegnelser fra 1894 (en Vejviser for Kolding Omegn) for Lunderskov flg. registrerede stillingsbetegnelser i redigeret oversigtsform: forligsmægler, vurderingsmand, stationsforstander, postekspeditør, jordemoder, telefonist (som iagttageligt bierhverv), bager, bødkere, klodsemager (træsko), kalkværk, klude-, benhandler, kro-, restaurationsdrift, malere, møllere, sadelmager, skræddere, slagter, smed, urmager, mejeridrift.
Alt i alt ser man landsbyens tidligere erhvervsbetegnelser, hvor stationsbyens nye er kommet til. Man bemærker i Vejviseren for 1894, at der foruden andelsmejerierne Skanderup og Lunderskov var et fællesmejeri i Gjelballe og et mejeri på Dollerupgård. I 1902 er der kun de to andelsmejerier tilbage, Skanderup og Lunderskov Mejeri. I det nærliggende Hjarup var der Hjarup Andelsmejeri, og 1897 blev Bastrup Mejeri grundlagt som et søndagshvilende mejeri ligesom Lunderskov Andelsmejeri.
 
 

Niels Peter Sundblad. Niels Peter Sundblad er iflg. Folketællingen født i 1851. Han var stadig restauratør på Jernbanerestaurationen i 1920’erne, hvorefter der kom et par problematiske kvinder iflg. Niels Lings’ erindringer, ikke udgivet, det her anførte er skrevet i 1980.
 

 
[2] Byggeplaner mv. er kun set refereret af Jens Bruun-Petersen i Jernbanehistorisk årbog ’99. Det forekommer til gengæld at være en veldokumenteret og -researchet beskrivelse.
[3] Departementstidende 1868 hæfte 22 – 23.
[4] Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 9, Første række (1877), Danmarks Statistik. De danske Jærnbaner. Samt annonceret i adskillige aviser, f. eks. Thisted Amtsavis 29. sept. 1874.
[5] G. A. Gedalia var vekselerer, der tjente rigtig godt på entrepriser med jernbanebyggeri.. Titlen ”baron” fik han af den italienske stat i 1870. I april 1875 gik Gedalia fallit. Justitsråd E. C. Møller figurerer i en skibsliste fra 1873, som måske forklarer hans engagement i projektet. Oplysninger her også fra Nationaløkonomisk Tidsskrift 1877.
[6] F. eks. annonceret i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874. Fhv. museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou hævder i en artikel i Kolding Senior (http://www.koldingsenior.dk/senior151145.pdf), at stationsbygningen først blev opført i 1887-88 efter tegninger af Holsøe fra 1866. Denne fejlagtige datering skyldes formentlig en tilsvarende fejlagtig datering ved fredningen af stationsbygningerne i 1992.
Postekspedition og jernbane
Et postkort med Hilsen fra Lunderskov. Der er motiv fra både jernbanen og fra det, der i 1898 blev udskilt fra stationsbygningen som posthus. Poststemplets dato er 21.10.1908.
 
Desuden er der neden for et motiv fra Storegade, i retning fra stationsbygningen og nedad Storegade. Det er et postkort fra 1912, t.v. med Storegade 27, hvor mølleren Anton Boisen i 1907 startede et mølleri under navnet Lunderskov Stations Mølle. I 1946 blev stedet overtaget af Tove og H. K. Madsen, som startede cykel-, motorcykel, senere automobilforretning og -værksted her. Forretningen blev afhændet til Thomsen Auto 2006.
På fotoet ses foran Lunderskov Stationsmølle et bud for ”colonial isenkram”. Det kunne meget vel være et bud fra den af N. Reinholdt i nov. 1879 overtagne forretning.
Navnet Lunderskov Stations Mølle ses (omend utydeligt) på Storegade 27 fotoets husgavl. Desuden kunne det se ud til, at den eldrevne mølle har haft et "udvalg af korn, foderstof, malt, mel, ?".
Der er i forgrunden af fotoet et bud, hvor teksten på budcyklen er "Colonial og Isenkram".
Med N. N. Reinholdts brede varesortiment kunne det meget vel være et bud fra dennes forretning. I 1879 overtog den da 27 årige N. N. Reinholdt fra C. Th. Oxholm en forretning, der vist hovedsageligt den gang handlede med dyrefoder.
 
Som supplerende dokumentation for, at det nye posthus, foto t.v., kom til at ligge på Frederiksberggade 4 fra 1898, er der foretaget kontrolopslag i folketællingsmaterialet for 1890 og 1901, bekræftet i matrikelfortegnelsen for 1883, at postmester Bodholdt bor i det ”nye” posthus på matr. nr. 2 by og 2bz.
Hvor Folkebladet Sydjylland blot meddeler, at ”Maltgjører Juhls Ejendom” er erhvervet som postkontor, så kan man i folketællingen for 1890 se, at der er registreret en Høker Nis Kristensen Juhl, 46 år, personløbenr, 128. I husstanden er der ægtefælle og 4 børn. I matrikelkort 1883 kan man se, at 2by og 2bz er posthusets matrikelnr.
 
 
 
 
Landbohjemmet.
Det hævdes lokalt i forskellige sammenhænge, at Lassens Hotel blev opført efter en brand i Landbohjemmet.
Forkerte oplysninger bliver ikke mere rigtige af at blive gentaget, således som det er tilfældet med historien om, at Landbohjemmet skulle være brændt, oven i købet nedbrændt.
Man kan se denne oplysning i Thomas Christensens Skanderup Sogns Historie, s. 182 og s. 188 - muligvis viderebragt i eller foranlediget af - Historisk Atlas om Hotel Lunderskov og i Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv. Lokalarkivet hævder oven i købet, at den af O. Lassen i 1905 for Landbohjemmet opførte hestestald blev bygget sammen med det nye Lassens Hotel, hvilket kun er rigtigt i og med, at Lassen byggede, men det skete, før han i 1905-06 som ejer byggede Lassens Hotel.
Hvem der først har bragt historien om Landbohjemmets brand på bane er ikke så vigtig. Branden må formentlig karakteriseres som en ubefæstet løbehistorie, måske foranlediget af en temmelig voldsom brand i nabobygningen ved siden af Landbohjemmet i 1904.
Desværre har det ikke været muligt at finde dokumentation for, om Landbohjemmet blev nedrevet for at skaffe plads til den ambitiøse nyopførelse, som Lassens Hotel vitterligt var. Eller om bygningen skulle være nedbrændt - i så fald uden at branden blev registreret i pressen, således som branden i nabobygningen okt. 1904.
Der har været en ildebrand i 1904 i naboejendommen til Landbohjemmet, som så er blevet til en ikke-eksisterende brand i Landbohjemmet i 1905 efter licitationen på Hestestald og Sal.
Historisk Atlas om Lunderskov Hotel.
"Hotel Lunderskov blev opført i 1905 på brandtomten hvor Landbohjemmet havde ligget. Hotellet ligger i Storegade og er en bygning som der bliver lagt mærke til, når man kommer til Lunderskov. Da hotellet blev opført var bygherren Lassen og de første år hed hotellet Lassens hotel. I tilknytning til hotellet blev der bygget en stor staldbygning, som i mange år var forpagtet af Jens Laustsen der tog sig ag heste og køretøjer, når gæsterne kom til hotellet."
Kort fortalt hævdes det i Historisk Atlas formentlig fejlagtig og under alle omstændigheder uden dokumentation, at Lassens Hotel blev bygget, på brandtomten.
Og for det andet, at hestestalden, der jo blev bygget af Landbohjemmet i 1905 blev bygget i tilknytning til det nye hotel. 
Det sidste om hestestalden er kun delvist rigtigt i den forstand, at der oprindeligt blev udliciteret til hestestald og en sal, som så må formodes at være bygget først, og at den totale hotelombygning så kom herefter, næsten sideløbende med bygning af hestestald og sal til det, der blev det nye hotel.
 

Salget af Hviids gård i Dollerup 1866. Bortforpagtning af Lunderskov Gjæstgivergaard til Nis Juhl.

Og en anden gårdhandel i Dollerup
Propritær Hviid sælger sin gård i Dollerup - og køber, opfører muligvis den ejendom over for "Lunderskov Station", som enkemadam Hviid i nov. 1868 bortforpagter til "hr. N. Juhl"
Enkemadam Hviids bortforpagtning af sit over for "Lunderskov Station" beliggende Gjæstgiveri.
 
 
 

Fra Landbohjemmet til Lassens Hotel.

 
Skiftet fra Lunderskov Landbohjem til Lassens Hotel sker i begyndelsen af 1906. Den tidligst konstaterede annoncering for Lassen Hotel er 6. febr. 1906. Den seneste annoncering for Lunderskov Landbohjem er 29. dec. 1905.
Man må nok forestille sig, at Lassen i august 1905 har startet omlægningen med den da udbudte licitation over hestestald og en ny sal til Landbohjemmet.
Ydermere forholder det sig nok sådan, at den i 1905 i licitation udbudte - og vel samme år opførte - sal er den endnu eksisterende baggårdstilbygning til Hotel Lunderskov.
Og at O. Lassen har nedrevet de gamle bygninger til Lunderskov Landbohjem og opført sit nye Lassens Hotel med den i 1905 opførte sal som tilbygning til det herefter nyopførte hotel.
Det ville under alle omstændigheder være sært at holde "Bal paa Landbohjemmet ... 20. december 1905, hvis det skulle være brændt!!
Baggården til hotellet. Formentlig den af Lassen i 1905 opførte sal. I generationer brugt som fest- og balsal. Lassens Hotel kort tid efter opførelsen 1905-06. Man kunne godt forestille sig, at det er den gamle kælder fra Landbohjemmet, det nye Lassens Hotel er bygget oven på.
Landbohjemmet på postkort, dateret 29.09.1906, hvor det uomtvisteligt må være blevet fjernet af Lassen for at skabe plads til hans nye Lassens Hotel. - Som kunne se ud til at være bygget på fundament og kælder til Landbohjemmet.
.
1849 mindehøjtidelighed på Lunderskov Gjæstgiveri 23, april 1874
Mindehøjtidelighed på Skanderup kirkegård og i Lunderskov Gjæstgiveri for faldne fra sognet under treårskrigen, 1. slesvigske krig i 1849, slaget ved Ejstrup 23. april 1849. Sært nok synes de tre ukendte faldne, der i 1874 fik rejst deres mindesten, ikke at være registreret i den her anførte henvisning.
Mindesten 1874


Mindesten på Skanderup Kirkegård, opsat i 1874 til minde om slaget ved Ejstrup. Se herom. Privat foto. Mindestenens tekst:
Her under hvile 3 ukendte soldater, faldne i kampen for fædrelandet i slaget ved Ejstrup 13. april 1849.
Deres navne kjendes ikke, men deres daad skal lyse for kommende slægter.
Dette mindesmærke rejstes 25 aarsd 1874.
Mindehøjtideligheden blev afholdt i Lunderskov Gjæstgivergaard 1874.
 
Lunderskov Biograf på Lassens Hotel i 1909. Lassen sælger sit hotel som Lunderskov Missionshotel i 1918
 
Lunderskov Missionshotel
 
 
Folketælling 1940.
Navnet på hotelejeren i 1940 kan være vanskeligt at tyde. Det er sikkert, at han er født i 1912, altså 28 år gammel. Efternavnet Andersen og tituleringen som hotelejer i Storegade ligger også fast. Museklik for at få en forstørrelse.
 
Marinus Andersen er registreret som købmand i Kraks Vejviser 1934. I samme registrant finder vi Lunderskov Missionshotel. I Kraks Vejviser 1935 finder vi som købmand i Lunderskov Hans Mogensen, der her helt tydeligt har overtaget Marius Andersens købmandsbutik Storegade 3 i Lunderskov. Desuden optræder Lunderskov Missionshotel løbende, indtil navneskiftet til Hotel Lunderskov 1942-43.
Første generalforsamlinger i Lunderskov Brugsforening og Skanderup Brugsforening.
 
Finnemann.
 
 
Landbohjemmet
 
 
 
Jernbanestation og omliggende bebyggelser
Lunderskov Jernbanestation, postkort, som er dateret 1905, hvilket passer fint, før 1909, hvor Finnemann ombyggede Lunderskov Kro med en ekstra etage. Se bygninger bag pakhuset og neden for. Udsnit af udateret postkort, der må kunne dateres til o. 1920-30, efter 1909, hvor Finnemann satte en ekstra etage på Lunderskov Kro. Finnemanns træbelægning af øverste etage er åbenbart senere fjernet.
Lunderskov Kro før Finnemann Hotel Lunderskov med Finnmanns ombygning i eller o. 1909.
Lunderskov Jernbanestation o. 1910 - Finnemanns nyrenoverede Hotel Lunderskov kunne godt være bygningen i baggrunden, modsat sationsbygningere - hvor man også ser skorstenen til Lunderskov Mejeri.
Desværre er det umuligt at bestemme placeringen i forhold til Jernbanegade 1, det tidligere Gjæstgiveri, som fysisk ligger tættere på gaden end det tidligere Hotel Lunderskov / Lunderskov Kro / Lunderskov Stationskro.
L. C. Finnemann, fra gårdejer, -forpagter i Sjøllund til hotelejer i Lunderskov 1909 indtil fallit i 1913.
Selv om det var tiden op til 1. verdenskrig, så var der ikke megen gullasch i Finnemanns aktiviteter. Han købte en formentlig noget konkurrenceramt Lunderskov Kro, der omdøbt til Hotel Lunderskov - uden spiritusbevilling - måtte konkurrere med Lassens Hotel, der heller ikke måtte udskænke stærke drikke. Men Lassen Hotel var bygningsmæssigt en imponerend efterfølger til det i 1906 ombyggede Landbohjem.
Med Finnemann ude af billedet i 1913 blev Hotel Lunderskov købt som afholdshotel, blev til Lunderskov Afholdshotel, der eksisterede indtil 1919, hvor det blev udbudt til salg, året efter at Lassens Hotel var blevet til Lunderskov Missionshotel.
Man kan i bagklogskabens klare lys undre sig over, at der både etableres et afholds.- og et missionshotel i så lille en by. Men det var jo Skanderup Sogn i vækkelsens tid under pastor Moe, så det har vel været næsten helt naturligt.
  Hotel Lunderskov bliver Lunderskov Afholdshotel
Familien Juhl, Gjæstgiveri m.v.
 
Lokale opfindere.
Prædikatet som opfinder er ikke patentbeskyttet. Marius Andersens søn, Eli Andersen, Aage Skouboe på LM og Karl Møller Nagbøl kan på hver deres områder karakteriseres som opfindere på deres respektive områder. Eller som bærere af innovative evner, d.v.s. i stand til at omsætte gode ideer i praksis.
 
Gjæstgiveri, kroer og hoteller, en samlet oversigt
 
 
 
 
Lunderskov Jernbanestation i 1866 Lunderskov o 1904, matrikelkort, klik for forstørrelse
Transport ved Lunderskov Station o. 1900 Lunderskov Station i 1911
Lunderskov jernbanestation med vandtårn, udateret postkort, formentlig o. 1920-30'erne. Opløsningen er for dårlig til en præcis bestemmelse af bygningerne t. h., men det kunne se ud som manufakturhandelen og Hotel Lunderskov - eller nok snarere Lunderskov Afholdshotel - før opførelsen af De gamles Hjem i 1934.
Lunderskov jernbanestation, måske o. 1930-50
Lunderskov Landbohjem ses på dette postkort dateret 29.09.1906, hvor efterfølgeren Lassens Hotel har været opført.
Det er formentlig en misforståelse - og en nu almindeligt fremført vandrehistorie - at Lunderskov Landbohjem skulle være nedbrændt før opførelsen af Lassens Hotel, der startede i august 1905.
 
Bemærk, at der kun er telefon-, ingen elmaster i byen på tidspunktet for fotografiet.
Lassens Hotel under opførelse som afløser for Landbohjemmet, 1905-06. Man må formode, at de nye hotelbygninger har været klar i starten af febr. 1906, hvor annonceringen for Lasens Hotel i stedet for Landbohjemmet starter. Man kan konstatere, at hestestalden, som Lassen udbyder i licitation til Landbohjemmet i august 1905 tydeligt er opført inden resten af det tidligere Landbohjemmet ombygges til Lassens Hotel med navne- og ejerskift i 1906.
Kolding Folkeblad annoncerer 30. maj 1906 et møde på Lassens Hotel 1. juni for "Medlemmer af det tidligere Lunderskov Landbohjem."
Lunderskov Gjæstgiveri, som bygningen så ud som manufakturhandel i 1950'erne, Jernbanegade 1. Det vil muligvis være en rimelig antagelse, at det gamle, oprindelige Gjæstgiveri er blevet ombygget samtidigt med ombygningen af Finnemanns Hotel. Lunderskov Kro, Stationskro, senere Hotel Lunderskov, Finnemanns afløser for Lunderskov Gjæstgiveri, samt 1913-19 Lunderskov Afholdshotel, Jernbanegade 3.
 
Og Jernbanegade 1-3 i dag, det tidligere Lunderskov Gjæstgiveri og senere manufakturhandel samt afløseren for Lunderskov Kro eller Hotel fra 1934, det tidligere alderdomshjem. Se en samlet beskrivelse af Nis Chr. Juhl, jernbanen, Gjæstgiveri, Postexpedition og de matrikler, hvor Gjæstgiveri, Kro og Hotel var placeret.
 
 
 
Gjæstgiveriet og jernbanen
Jernbanegade 1 i Lunderskov som manufakturhandel i 1950'erne.
Formentlig bygget i 1866, og efterfølgende var her placeret Lunderskov Gjæstgiveri og brevsamlingssted indtil 1888.
Det fremgår af annonceringen i Aalborg Stiftstidende 4. nov. 1868, at et eksisterende Gjæstgiveri ved Lunderskov Station bortforpagtes til N. Juhl.
Gaardejer Simon Nielsen, Lunderskov forsøger flere gange efterfølgende med ansøgninger til Ribe Amtsråd også at få lov til at drive Gjæstgiveri, hvilket dog hver gang blev afslået.
 
Det kan af denne detalje i postkort med Lunderskov Jernbanestation se ud til, faktisk iagttages, at Lunderskov Kro, senere Hotel Lunderskov og Lunderskov Afholdshotel har været sammenbygget med det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri, senere manufakturhandel. Se foto oven for.
Med opførelsen af De gamles Hjem i 1934 har man så sikkert slet og ret fjernet denne bygning, der nok mildest talt ikke har været en succes som kro- og hoteldrift. Skulle den som forkert postuleret være nedbrændt, så er manufakturhandelen, den gamle Gjæstgivergaard sluppet heldigt og uden iagttagelige konsekvenser.
 

Værtshuse, kro(er), hotel

Lunderskov Kro, som stedet nok har set ud før Finnemanns overtagelse. Det blev formentlig restaureret ved L. C. Finnemanns overtagelse i 1909. Som Lunderskov Stationskro annonceres der auktion på stedet i Folkebladet Sydjylland 3. april 1894.
 
I annonceringer kalder Finnemann sit etablissement Hotel Lunderskov.
 
Lunderskov Gjæstgivergaard over postudbringning til mageskifte i 1905, hvor stedet ophører som Gjæstgiveri.
 
 
 
 
En samtidig avisannoncering - med to forskellige navne for det samme hotel - er symptomatisk for navneforvirringen o. Lunderskov Hotel og Hotel Lunderskov.
Vi ved, at først med L. C. Finnemann blev den tidligere Lunderskov Kro til Hotel Lunderskov, som så i 1913 blev til Lunderskov Afholdshotel.
O. Lassen døbte heldigvis sin afløser for Landbohjemmet Lassens Hotel, der så i 1918 blev til Lunderskov Missionshotel. Og først i 1943 til Hotel Lunderskov.
 
 
 
 
Her et foto, dateret til o. 1930 af lokalarkivet, med Christian og hustru Karen Juhl i baghaven til Jernbanegade 1. Bygningen i baggrunden ligner på besnærende vis et parti fra Hotel Lunderskov. Iflg. Tapio Juhl, der er vokset op på denne adresse, er der tale om et udhus "... med pissoir, lokummer, vaskehus, brænderum samt et stort loft, hvor (der) øverst (var) henlagt hejsehjulet, når tungere købmandsvarer skulle på lager."
Juhls matrikler lå ved siden af, matr.nr. 2aq, hvor kro-, hotelbygningen kunne se ud til at være ombygget eller nyopført mellem 1905 og 1909, hvor L. C. Finnemann overtager matr. 2aq. Der findes et foto, hvor man helt tydeligt ser tilbygningen fra den tidligere kro-, hotelbygning til Jernbanegade 1 fremgå.
Desuden et foto af skomager Thomsen i baghaven. Karen Juhl er datter af skomager Thomsen iflg. oplysninger fra familien.
Lunderskov Skomagerforretning Storegade 14. I personidentifikationen har Lunderskov Lokalarkiv valgt at se bort fra kvinderne på fotoet
 
 
Jernbanen 1866
 
 
 
Lunderskov Landbohjem på postkort, dateret 29.09.1906, året hvor det blev nedrevet for at skabe plads til Lassens Hotel.
Lassens Hotel kort tid efter opførelsen 1905-06. Man kunne godt forestille sig, at det er den gamle kælder fra Landbohjemmet, det nye Lassens Hotel er bygget oven på.
Placeret lidt mod syd, også over for jernbanestationen, den nye fra 1874, har vi Landbohjemmet, der blev til Lassens Hotel i 1906, der blev til Lunderskov Missionshotel i 1918, der senere blev til Hotel Lunderskov 1943.
Starten som Lunderskov Landbohjem ser ud til at have været 1889, og stedet eksisterede indtil 1906, hvor det ombygget blev til Lassens Hotel, navngivet efter den tidligere forpagter af Landbohjemmet og fra 1905 ejer, hvor han så ombyggede.
Landbohjemmet har oprindeligt været en klub eller en forening, bestående af landbrugere, fremgår det af de samtidige annonceringer. Der har eksisteret tilsvarende foreninger i dele af Danmark tilbage fra 1800-tallets start, og de må formodes at være forløbere for de senere landbo- og, endnu senere, husmandsforeninger. Lokalt Kolding Herreds Landboforening, KHL, der blev stiftet 26. februar 1869.
Lunderskov Landbohjem var med pensionat, mødelokaler m.v. Det første vi hører om foreningen - og dermed bygningen med Landbohjemmet er i en annonce i Folkebladet Sydjylland 4. okt. 1889, hvor der annonceredes med et møde på Lunderskov Landbohjem i "Skanderup Hesteassuranceforening". Annoncen er underskrevet (Carl Adolph Frederik) Schlegel, ejeren af Wissingsminde i Skanderup, se folketælling 1890.
6. dec. 1889 annonceres der om generalforsamling i "Lunderskov og Omegns Landbohjem". Det kan med rimelighed antages, at både forening og bygning startede med at optræde som Lunderskov Landbohjem i 1889.
 
Lunderskov Landbohjem var en forening (selskab hed det den gang) med en valgt bestyrelse, og Oskar Lassen var i 1901 folketællingen registreret som agerbruger og som foreningsvært for Landbohjemmet, sammen med søsteren Dora, der i denne folketælling var registreret som husbestyrerinde. I 1906 folketællingen var Oskar Lassen registreret som vært på Lassens Hotel, søsteren som værtinde.
I 1901 folketællingen ser det ud til, at søskendeparret bor bag Landbohjemmet, fra 1906 bor de på matr.nr. 2ci, hvor det nyopførte Lassens Hotel kom til at ligge.
Udviklingen fra Lunderskov Landbohjem til Lassens Hotel ser ud til at være foregået i tiden mellem 12. aug. 1905 - hvor O. Lassen på vegne af Landbohjemmet udskrev "Licitation over Byggearbejde" på en sal og en hestestald til Landbohjemmet - indtil starten af 1906, hvor der i februar kan konstateres navneskifte til Lassens Hotel.
Og som Lunderskov Missionshotel. Her er kommet elmaster, og telefonmasten har skiftet side i Storegade. Baggården til hotellet. Formentlig den af Lassen i 1905 opførte sal. I generationer brugt som fest- og balsal.
Som anført var Oskar Lassen oprindeligt foreningsvært for Landbohjemmet. Det har ikke været muligt at klarlægge, hvorfor Oskar Lassen i 1905 udbød til licitation over "en Sal og en Hestestald ved Landbohjemmet ...", men det er temmelig sandsynligt, at Oskar Lassen på dette tidspunkt har erhvervet Landbohjemmet. Kort tid herefter annonceredes der 21. febr. 1906 i 'Folkebladet Sydjylland om en aktivitet i de nu tidligere Landbohjem-lokaler under navnet Lassens Hotel.
Ud fra annonceringer i den samtidige presse, Folkebladet Sydjylland, kunne det se ud til, at Oskar Lassen nok har erhvervet Landbohjemmet i 1905. Og i febr. 1906 dukker de første annonceringer fra Lassens Hotel op. Foreninger af samme type som Lunderskov Landbohjem findes også i omegnens mindre byer. Der høres sporadisk om foreningsarrangementer i 1906. Men herefter hører vi ikke mere til den forening. Sammenligner man med andre Landbohjem, så kunne et fællestræk være, at de som forsamlingshuse syd for Kongeåen blev bygget og dannet for at kunne mødes på egne (danske) betingelser uden de tyske myndigheders indblanding.
Da Lunderskov Landbohjem var en forening med lokaler nord for Kongeåen, skal der dog nok søges andre begrundelser for denne forenings dannelse. Forudsætningen for at belyse dette er, at der er bevaret foreningsarkivalier.
Det hævdes - udokumenteret og formentlig ganske forkert - i den lokale historieskrivning, at Landbohjemmet skulle være brændt i forbindelse med opførelsen af den nye bygning, som kom til at hedde Lassens Hotel fra begyndelsen af 1906.
Der har ikke i nogen del af de lokale eller landsdækkende aviser været omtale af ildebrand i Lunderskov i forbindelse med Landbohjemmets forsvinden til fordel for Lassens Hotel.
At Lunderskov Landbohjem skulle være brændt i stedet for slet og ret at være blevet revet ned af Oskar Lassen for at skaffe plads til den imponerende bygning, som fra 1906 hed Lassens Hotel, er en mulighed, der ikke ses dokumenteret i det eksisterende kildemateriale.
Antagelse om, at en brand skulle have været Landbohjemmets endeligt kan muligvis skyldes den ret voldsomme brand, som flere aviser omtaler 31. okt. 1904 i en naboejendom til Landbohjemmet.
Sammenligner man det nyopførte Lassens Hotel med den enkelte afbildning på et postkort, vi har af Landbohjemmet, kunne det godt tyde på, at det tidligere Landbohjems kælder fortsatte som kælder i det nye hotel.
Bygningsmæssigt er Lassen Hotel så afgjort den mest imponerende af byens kroer, værtshuse, hoteller o. århundredskiftet.
Med hestestalden og den til Landbohjemmet i 1905 tilbyggede sal, var Lassens Hotel byens største samlingssted og i princippet en hjørnesten i foreningsliv m.v. i stationsbyen Lunderskov.
Men afholdsbevægelsen og missionen sørgede for, at der ikke var nogen spiritusbevilling før 1943. Og det har givet været et driftsmæssigt handicap.
Søsteren til ejeren af det nyopførte Lassens Hotel, Dora Lassen var husbestyrerinde. Der er yderligere en søster, Marie Lassen, 2 stk. tyende og 2 mandlige logerende. Det har været et absolut mindre etablissement, også når man sammenligner med personalet iflg. 1911 folketællingen. Her er Oskar Lassen og Dora Lassen henholdsvis gæstgiver og husbestyrerinde. Der er desuden 3 pensionærer, 6 logerende, 1 ”tjenestetyende”, 1 hotelkarl, 1 serveringsjomfru, 1 kogejomfru, 1 stuepige, 2 køkkenpiger. Desuden bor der en staldforpagter, Jens C. Laustsen med kone og børn.
Lassens Hotel, der efterfulgte Landbohjemmet nåede også at blive hotel med biograf, før det i 1918 blev købt som Lunderskov Missionshotel. Det mest bemærkelsesværdige ved Lunderskov Missionshotel kunne hævdes at være, at Henrik Pontoppidan, litterær nobelpristager, forfatter til bl. a. Lykke Per d. 9. juli 1920 opholdt sig på hotellet.
Pontoppidan meddelte herfra, at "Der skal efter Sigende ikke være en Seng at opdrive i nogen sønderjysk By, saa jeg tror nok, jeg gjorde klogt i at holde mig paa denne Side Grænsen. Her har jeg et udmærket Værelse (for 3 Kr. pr. Døgn), og jeg kan herfra nogenlunde let komme til alle de Steder, hvor der i disse Dage festes.
Lassens Hotel var flere gange til debat i sognerådet mht. spiritusbevilling og gæstgiveri. Allerede før det indremissionske flertal i sognerådet fra 1913 blev det nedstemt at give denne bevilling.
De første annonceringer fra Lassens Hotel starter 21. febr. 1906. Hotelbyggeriet må således nok formodes at være startet i 1905. Efter opførelsen af "hestestald og en sal", d.v.s. den del af hotellet, som senere blev hotellets forsamlings- og balsal. Denne del af hotellet blev udbudt i licitation af Oskar Lassen som forretningsfører for Landbohjemmet.
Lassens Hotel bliver til Lunderskov Missionshotel ved salg til et konsortium i marts 1918. Det er en del af købet, at dette hotel ikke skal have udskænikning af "stærke Drikke", spiritus.
I tiden o. 1. verdenskrig toppede Dansk Afholdsforening med o. 69.000 medlemmer. Man kan i Kraks Vejviser se, at det tidligere missionshotel mellem 1942 og 1944 er blevet til Hotel Lunderskov. Navneændringen kan muligvis skyldes en nu opnået spiritusbevilling. Navneændringen fra Lunderskov Missionshotel til Hotel Lunderskov mellem 1942 og 1944 er uomtvistelig, hvis man tager Kraks Vejviser for at være retvisende. Og det kan man som regel være rimeligt tryg ved.
Det nyopførte Lasens hotel med navnet i gavlen. Bemærk, at elmaster mangler her som ved foto af Landbohjemmet. Dog kunne der se ud til at have været en masteanordning, som måske har været til en foreløbig elforsyning i det nye Lassens Hotel. Og som Lunderskov Missionshotel. Her er kommet elmaster, og telefonmasten har skiftet side i Storegade - fra den modsatte side af hotellet til samme side. Postkortet markeret Marinus Andersen sælger iflg. Krak sin købmandsbutik til Hans Mogensen mellem 1934 og 1935, hvor postkortet med Marius Andersens navn må være fra.
Muligvis fra 1934-35 kan man formode, at hotellet ophørte med driften som missionshotel, hvor det blev købt af købmand Marius Andersen, der havde butik Storegade 3, nabo til hotellet.
I folketælling 1940 ses som hotelejer i Storegade en kun 28 år gammel K. P. Andersen. Herefter Valdemar Kjær Gydesen, der havde hotellet 1949 - 1961.
Familien Thrane havde hotellet 1961 til 2001, hvor der i Jyske Vestkysten 9. sept. 2001 er et "vemodigt" afskedsinterview med hotelejer Kirsten Thrane Madsen, datter af Andreas Thrane, der overtog hotellet i 1961.
Hotellet gik konkurs i 2012.

Lunderskov Stationsrestauration

Derimod har der tilsyneladende ikke været forsøg på at hindre spiritusudskænkning på Lunderskov Stationsrestauration, som fra 1877 i adskillige år havde den samme restauratør, N. P. Sundblad. I de tilgængelige sogneprotokoller figurerer stedet simpelthen ikke som diskussionsemne mht. spiritusbevilling.
Ud over at være restauratør i en menneskealder i Lunderskov, var N. P. Sundblad også et par år 1881-82 agent i den massive udvandring, der foregik fra Danmark i et omfang af 172.073 udvandrede 1868-1900 . Der annonceredes med Sundblad som agent i pressen. Men hvor mange, der er udvandret fra sognet under indflydelse heraf, kan der ikke siges noget om ud fra det gennemsete kildemateriale. Det har nok ikke været alverden. Netop i 1880’erne gik det rigtig godt for landbrugslandet Danmark. Så der har ikke været den umiddelbare tilskyndelse, begrundet i nød, som ellers har været drivkraften i store dele af udvandringsbølgen fra Europa i disse år. Iflg. det hovedværk, som grundigst har undersøgt udvandringen fra Danmark , var der en markant forøgelse af udvandringen i 1880-84, men et markant fald fra 1895-99. Det relevante materiale, hvis Sundblads rolle i udvandringen skulle undersøges, ville være registreringer i Vejle Byfogedarkiv 1879-85. Samt materiale fra politiets årsberetninger og forskellige statistiske sammendrag, der i givet fald skulle sammenholdes.
O. 1910 kunne det se ud til, at N. P. Sundblad disponerede over en eller flere ejendomme omkring Jernbanestationen, hvor butikker, værelser kunne fås til leje.
Hotel- og restaurationsvæsen i Lunderskov afspejler temmeligt nøje de herskende religiøse og - afspejlet i sognerådet - politiske magtforhold, suppleret med den o. århundredskiftet ganske stærke afholdsbevægelse i modstanden mod den spiritusbevilling, der tidligst i 1943 blev givet til Hotel Lunderskov, som Lunderskov Missionshotel på dette tidspunkt har taget navneforandring til. Medens spiritusudskænkning uden problemer har kunnet foretages på jernbanerestaurationen siden 1877.
 
Stationsbyens centrale færdselsåre var Storegade, hvor det tidlige byggeri startede omkring stationsbygningen.
 
Lunderskov brugsforening.
Iflg. de historiske stamdata, der kan findes om Lunderskov Brugsforening, nuværende adresse Iver DahlsVej 4, 6640 Lunderskov, så er oprettelsen som brugsforening sket i dec. 1895. Den første annoncerede generalforsamling blev afholdt på Lunderskov Kro 22. okt. 1896.
I Kraks Vejviser 1896 kan man finde nys vedtage vedtægter for FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger. Man kan her iagttage et pænt lokalt islæt fra henholdsvis Vester Nebel og Gjesten.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

Noter og dokumentation


Bygningen, der husede Lunderskov Gjæstgivergaard, eksisterer stadig som Jernbanegade 1 i Lunderskov.
 
Byggeplaner mv. er kun set refereret af Jens Bruun-Petersen i Jernbanehistorisk årbog ’99. Det forekommer til gengæld at være en veldokumenteret og -researchet beskrivelse.
 
Departementstidende 1868 hæfte 22 – 23.
 
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 9, Første række (1877), Danmarks Statistik. De danske Jærnbaner. Samt annonceret i adskillige aviser, f. eks. Thisted Amtsavis 29. sept. 1874.
 
G. A. Gedalia var vekselerer, der tjente rigtig godt på entrepriser med jernbanebyggeri.. Titlen ”baron” fik han af den italienske stat i 1870. I april 1875 gik Gedalia fallit. Justitsråd E. C. Møller figurerer i en skibsliste fra 1873, som måske forklarer hans engagement i projektet. Oplysninger her også fra Nationaløkonomisk Tidsskrift 1877. F. eks. annonceret i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874. Fhv. museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou hævder i en artikel i Kolding Senior (http://www.koldingsenior.dk/senior151145.pdf), at stationsbygningen først blev opført i 1887-88 efter tegninger af Holsøe fra 1866. Denne fejlagtige datering skyldes formentlig en tilsvarende fejlagtig datering ved fredningen af stationsbygningerne i 1992. Se flg. note.
 
Fredningsoplysningen om, at Lunderskov Station skulle være opført 1866, stammer (bl.a.) fra DSB’s strækningsregistrant. Af samme fremgår det, at stationsbygningen skulle være opmålt 1881, hvilket ikke harmonerer med hverken 1887 eller 1888 som opførelses år. I så fald skulle man have opmålt endnu ikke opførte bygninger. Alle disse modstridende og forkerte dateringsoplysninger er nu rettet til det korrekte opførelsesår 1874.
Stationsbygningen af træ fra 1866 fik ved ombygningen i sten fra 1874 i 1877 spiritusbevilling som det eneste sted i Lunderskov, før Hotel Lunderskov også med navneændringen i 1943 fik bevillingen.
 
Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, Aarhus 1971, s. 539. tabeller s. 541. Det udvandringsrelaterede materiale er ikke gennemset. Heller ikke diverse statistiske publikationer omkring befolkningstællinger, se f- eks. Kr. Hvidt, s. 68.
 
Sundblads ejendomme: F. eks. annoncering i Folkebladet Sydjylland 2. nov. 1910
 
I Kraks Vejviser 1942 figurerede hotellet stadig som Lunderskov Missionshotel, i Kraks Vejviser 1944 er navnet ændret til Hotel Lunderskov. Af protokoller for Lunderskov og Omegns Grundejerforening fremgår det, at man 3.2.1943 afholdt møde på Hotel Lunderskov (gennemset af Anna Jespersen, meddelt herfra). Navneændringen (og evt. også spiritusbevilling) i forbindelse hermed må således være sket senest 3.2.1943, formentlig en gang i 1942.
 
I 1901 var der foruden huse 7 gårde, 1 med mølle (der burde have været 2, men det fremgår ikke af folketællingsmaterialet), 8 boelsteder, 1 skole, 1 stationsbygning, 1 posthus
(samme matrikel 2b som stationsbygningen, men her 2by og 2bz), 1 Landbohjem, 1 brugsforening, 1 gjæstgivergård, 1 mejeri.
Og hertil som identificerbare stillingsbetegnelser: formand, sagfører, postmester, maler, snedker, skomagere, portører. Desuden fra optegnelser fra 1894 (en Vejviser for Kolding Omegn) for Lunderskov flg. registrerede stillingsbetegnelser i redigeret oversigtsform: forligsmægler, vurderingsmand, stationsforstander, postekspeditør, jordemoder, telefonist (som iagttageligt bierhverv), bager, bødkere, klodsemager (træsko), kalkværk, klude-, benhandler, kro-, restaurationsdrift, malere, møllere, sadelmager, skræddere, slagter, smed, urmager, mejeridrift.
Alt i alt ser man landsbyens tidligere erhvervsbetegnelser, hvor stationsbyens nye er kommet til. Man bemærker i Vejviseren for 1894, at der foruden andelsmejerierne Skanderup og Lunderskov var et fællesmejeri i Gjelballe og et mejeri på Dollerupgård. I 1902 er der kun de to andelsmejerier tilbage, Skanderup og Lunderskov Mejeri. I det nærliggende Hjarup var der Hjarup Andelsmejeri, og 1897 blev Bastrup Mejeri grundlagt som et søndagshvilende mejeri ligesom Lunderskov Andelsmejeri.
 
 

Niels Peter Sundblad. Niels Peter Sundblad er iflg. Folketællingen født i 1851. Han var stadig restauratør på Jernbanerestaurationen i 1920’erne, hvorefter der kom et par problematiske kvinder iflg. Niels Lings’ erindringer, ikke udgivet, det her anførte er skrevet i 1980.
 

 
[2] Byggeplaner mv. er kun set refereret af Jens Bruun-Petersen i Jernbanehistorisk årbog ’99. Det forekommer til gengæld at være en veldokumenteret og -researchet beskrivelse.
[3] Departementstidende 1868 hæfte 22 – 23.
[4] Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 9, Første række (1877), Danmarks Statistik. De danske Jærnbaner. Samt annonceret i adskillige aviser, f. eks. Thisted Amtsavis 29. sept. 1874.
[5] G. A. Gedalia var vekselerer, der tjente rigtig godt på entrepriser med jernbanebyggeri.. Titlen ”baron” fik han af den italienske stat i 1870. I april 1875 gik Gedalia fallit. Justitsråd E. C. Møller figurerer i en skibsliste fra 1873, som måske forklarer hans engagement i projektet. Oplysninger her også fra Nationaløkonomisk Tidsskrift 1877.
[6] F. eks. annonceret i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874. Fhv. museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou hævder i en artikel i Kolding Senior (http://www.koldingsenior.dk/senior151145.pdf), at stationsbygningen først blev opført i 1887-88 efter tegninger af Holsøe fra 1866. Denne fejlagtige datering skyldes formentlig en tilsvarende fejlagtig datering ved fredningen af stationsbygningerne i 1992.
Postekspedition og jernbane
Et postkort med Hilsen fra Lunderskov. Der er motiv fra både jernbanen og fra det, der i 1898 blev udskilt fra stationsbygningen som posthus. Poststemplets dato er 21.10.1908.
 
Desuden er der neden for et motiv fra Storegade, i retning fra stationsbygningen og nedad Storegade. Det er et postkort fra 1912, t.v. med Storegade 27, hvor mølleren Anton Boisen i 1907 startede et mølleri under navnet Lunderskov Stations Mølle. I 1946 blev stedet overtaget af Tove og H. K. Madsen, som startede cykel-, motorcykel, senere automobilforretning og -værksted her. Forretningen blev afhændet til Thomsen Auto 2006.
På fotoet ses foran Lunderskov Stationsmølle et bud for ”colonial isenkram”. Det kunne meget vel være et bud fra den af N. Reinholdt i nov. 1879 overtagne forretning.
Navnet Lunderskov Stations Mølle ses (omend utydeligt) på Storegade 27 fotoets husgavl. Desuden kunne det se ud til, at den eldrevne mølle har haft et "udvalg af korn, foderstof, malt, mel, ?".
Der er i forgrunden af fotoet et bud, hvor teksten på budcyklen er "Colonial og Isenkram".
Med N. N. Reinholdts brede varesortiment kunne det meget vel være et bud fra dennes forretning. I 1879 overtog den da 27 årige N. N. Reinholdt fra C. Th. Oxholm en forretning, der vist hovedsageligt den gang handlede med dyrefoder.
 
Som supplerende dokumentation for, at det nye posthus, foto t.v., kom til at ligge på Frederiksberggade 4 fra 1898, er der foretaget kontrolopslag i folketællingsmaterialet for 1890 og 1901, bekræftet i matrikelfortegnelsen for 1883, at postmester Bodholdt bor i det ”nye” posthus på matr. nr. 2 by og 2bz.
Hvor Folkebladet Sydjylland blot meddeler, at ”Maltgjører Juhls Ejendom” er erhvervet som postkontor, så kan man i folketællingen for 1890 se, at der er registreret en Høker Nis Kristensen Juhl, 46 år, personløbenr, 128. I husstanden er der ægtefælle og 4 børn. I matrikelkort 1883 kan man se, at 2by og 2bz er posthusets matrikelnr.
 
 
 
 
Landbohjemmet.
Det hævdes lokalt i forskellige sammenhænge, at Lassens Hotel blev opført efter en brand i Landbohjemmet.
Forkerte oplysninger bliver ikke mere rigtige af at blive gentaget, således som det er tilfældet med historien om, at Landbohjemmet skulle være brændt, oven i købet nedbrændt.
Man kan se denne oplysning i Thomas Christensens Skanderup Sogns Historie, s. 182 og s. 188 - muligvis viderebragt i eller foranlediget af - Historisk Atlas om Hotel Lunderskov og i Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv. Lokalarkivet hævder oven i købet, at den af O. Lassen i 1905 for Landbohjemmet opførte hestestald blev bygget sammen med det nye Lassens Hotel, hvilket kun er rigtigt i og med, at Lassen byggede, men det skete, før han i 1906 som ejer byggede Lassens Hotel.
Hvem der først har bragt historien om Landbohjemmets brand på bane er ikke så vigtig. Branden må formentlig karakteriseres som en ubefæstet løbehistorie, måske foranlediget af en temmelig voldsom brand i nabobygningen ved siden af Landbohjemmet i 1904.
Desværre har det ikke været muligt at finde dokumentation for, om Landbohjemmet blev nedrevet for at skaffe plads til den ambitiøse nyopførelse, som Lassens Hotel vitterligt var. Eller om bygningen skulle være nedbrændt - i så fald uden at branden blev registreret i pressen .
Men det mest sandsynlige er nok, at den postulerede brand har været en ildebrand i 1904 i naboejendommen til Landbohjemmet, som så er blevet til en ikke-eksisterende brand i Landbohjemmet.
Historisk Atlas om Lunderskov Hotel.
"Hotel Lunderskov blev opført i 1905 på brandtomten hvor Landbohjemmet havde ligget. Hotellet ligger i Storegade og er en bygning som der bliver lagt mærke til, når man kommer til Lunderskov. Da hotellet blev opført var bygherren Lassen og de første år hed hotellet Lassens hotel. I tilknytning til hotellet blev der bygget en stor staldbygning, som i mange år var forpagtet af Jens Laustsen der tog sig ag heste og køretøjer, når gæsterne kom til hotellet."
Kort fortalt hævdes det i Historisk Atlas formentlig fejlagtig og under alle omstændigheder uden dokumentation, at Lassens Hotel blev bygget, på brandtomten af Lunderskov Landbohjem. Og for det andet, at hestestalden, der jo blev bygget af Landbohjemmet i 1905 blev bygget i tilknytning til det nye hotel.
 

Salget af Hviids gård i Dollerup 1866. Bortforpagtning af Lunderskov Gjæstgivergaard til Nis Juhl.

Og en anden gårdhandel i Dollerup
Propritær Hviid sælger sin gård i Dollerup - og køber, opfører muligvis den ejendom over for "Lunderskov Station", som enkemadam Hviid i nov. 1868 bortforpagter til "hr. N. Juhl"
Enkemadam Hviids bortforpagtning af sit over for "Lunderskov Station" beliggende Gjæstgiveri.
 
 
 

Fra Landbohjemmet til Lassens Hotel.

 
Skiftet fra Lunderskov Landbohjem til Lassens Hotel sker i begyndelsen af 1906. Den tidligst konstaterede annoncering for Lassen Hotel er 6. febr. 1906. Den seneste annoncering for Lunderskov Landbohjem er 29. dec. 1905.
Man må nok forestille sig, at Lassen i august 1905 har startet omlægningen med den da udbudte licitation over hestestald og en ny sal til Landbohjemmet.
Ydermere forholder det sig nok sådan, at den i 1905 i licitation udbudte - og vel samme år opførte - sal er den endnu eksisterende baggårdstilbygning til Hotel Lunder.
Og at O. Lassen har nedrevet de gamle bygninger til Lunderskov Landbohjem og opført sit nye Lassens Hotel med den i 1905 opførte sal som tilbygning til det herefter nyopførte hotel
Baggården til hotellet. Formentlig den af Lassen i 1905 opførte sal. I generationer brugt som fest- og balsal. Lassens Hotel kort tid efter opførelsen 1905-06. Man kunne godt forestille sig, at det er den gamle kælder fra Landbohjemmet, det nye Lassens Hotel er bygget oven på.
Landbohjemmet på postkort, dateret 29.09.1906, hvor det uomtvisteligt må være blevet fjernet af Lassen for at skabe plads til hans nye Lassens Hotel. - Som kunne se ud til at være bygget på fundament og kælder til Landbohjemmet.
.
1849 mindehøjtidelighed på Lunderskov Gjæstgiveri 23, april 1874
Mindehøjtidelighed på Skanderup kirkegård og i Lunderskov Gjæstgiveri for faldne fra sognet under treårskrigen, 1. slesvigske krig i 1849, slaget ved Ejstrup 23. april 1849. Sært nok synes de tre ukendte faldne, der i 1874 fik rejst deres mindesten, ikke at være registreret i den her anførte henvisning.
Mindesten 1874


Mindesten på Skanderup Kirkegård, opsat i 1874 til minde om slaget ved Ejstrup. Se herom. Privat foto. Mindestenens tekst:
Her under hvile 3 ukendte soldater, faldne i kampen for fædrelandet i slaget ved Ejstrup 13. april 1849.
Deres navne kjendes ikke, men deres daad skal lyse for kommende slægter.
Dette mindesmærke rejstes 25 aarsd 1874.
Mindehøjtideligheden blev afholdt i Lunderskov Gjæstgivergaard 1874.
 
Lunderskov Biograf på Lassens Hotel i 1909. Lassen sælger sit hotel som Lunderskov Missionshotel i 1918
 
Lunderskov Missionshotel
 
 
Folketælling 1940.
Navnet på hotelejeren i 1940 kan være vanskeligt at tyde. Det er sikkert, at han er født i 1912, altså 28 år gammel. Efternavnet Andersen og tituleringen som hotelejer i Storegade ligger også fast. Museklik for at få en forstørrelse.
 
Marinus Andersen er registreret som købmand i Kraks Vejviser 1934. I samme registrant finder vi Lunderskov Missionshotel. I Kraks Vejviser 1935 finder vi som købmand i Lunderskov Hans Mogensen, der her helt tydeligt har overtaget Marius Andersens købmandsbutik Storegade 3 i Lunderskov. Desuden optræder Lunderskov Missionshotel løbende, indtil navneskiftet til Hotel Lunderskov 1942-43.
Første generalforsamlinger i Lunderskov Brugsforening og Skanderup Brugsforening.
 
Finnemann.
 
 
Landbohjemmet
 
 
 
Jernbanestation og omliggende bebyggelser
Lunderskov Jernbanestation, postkort, som er dateret 1905, hvilket passer fint, før 1909, hvor Finnemann ombyggede Lunderskov Kro med en ekstra etage. Se bygninger bag pakhuset og neden for. Udsnit af udateret postkort, der må kunne dateres til o. 1920-30, efter 1909, hvor Finnemann satte en ekstra etage på Lunderskov Kro. Finnemanns træbelægning af øverste etage er åbenbart senere fjernet.
Lunderskov Kro før Finnemann Hotel Lunderskov med Finnmanns ombygning i eller o. 1909.
Lunderskov Jernbanestation o. 1910 - Finnemanns nyrenoverede Hotel Lunderskov kunne godt være bygningen i baggrunden, modsat sationsbygningere - hvor man også ser skorstenen til Lunderskov Mejeri.
Desværre er det umuligt at bestemme placeringen i forhold til Jernbanegade 1, det tidligere Gjæstgiveri, som fysisk ligger tættere på gaden end det tidligere Hotel Lunderskov / Lunderskov Kro / Lunderskov Stationskro.
L. C. Finnemann, fra gårdejer, -forpagter i Sjøllund til hotelejer i Lunderskov 1909 indtil fallit i 1913.
Selv om det var tiden op til 1. verdenskrig, så var der ikke megen gullasch i Finnemanns aktiviteter. Han købte en formentlig noget konkurrenceramt Lunderskov Kro, der omdøbt til Hotel Lunderskov - uden spiritusbevilling - måtte konkurrere med Lassens Hotel, der heller ikke måtte udskænke stærke drikke. Men Lassen Hotel var bygningsmæssigt en imponerend efterfølger til det i 1906 ombyggede Landbohjem.
Med Finnemann ude af billedet i 1913 blev Hotel Lunderskov købt som afholdshotel, blev til Lunderskov Afholdshotel, der eksisterede indtil 1919, hvor det blev udbudt til salg, året efter at Lassens Hotel var blevet til Lunderskov Missionshotel.
Man kan i bagklogskabens klare lys undre sig over, at der både etableres et afholds.- og et missionshotel i så lille en by. Men det var jo Skanderup Sogn i vækkelsens tid under pastor Moe, så det har vel været næsten helt naturligt.
  Hotel Lunderskov bliver Lunderskov Afholdshotel
Familien Juhl, Gjæstgiveri m.v.
 
Lokale opfindere.
Prædikatet som opfinder er ikke patentbeskyttet. Marius Andersens søn, Eli Andersen, Aage Skouboe på LM og Karl Møller Nagbøl kan på hver deres områder karakteriseres som opfindere på deres respektive områder. Eller som bærere af innovative evner, d.v.s. i stand til at omsætte gode ideer i praksis.
 
Gjæstgiveri, kroer og hoteller, en samlet oversigt
Lunderskov Gjæstgivergaard, som den har set ud som manufakturhandel og den gang, den før 1934 var sammenbygget med Lunderskov Kro, Stationskro og Hotel. Der så med L. C. Finnemann i 1909 blev til Hotel Lunderskov og fra 1913 Lunderskov Afholdshotel. Indtil det formentlig blev nedrevet i 1934 for at give plads til De gamles Hjem. Det er ud fra det eksisterende kildegrundlag ikke muligt at sige, om Gjæstgivergaarden blev bygget før eller efter Enkemadam Hviids overtagelse i 1866 og N. Chr. Juhls efterfølgende forpagtning i 1868. Ej heller, om de to bygninger fra start har været opført sammen.
Lunderskov Kro, Stationskro og Lunderskov Hotel, som stedet må have set ud før Finnemanns ombygning i 1909.
Lunderskov Afholdshotel 1913-1919 - en justering af Finnemanns ombygning.
L. C. Finnemanns Hotel Lunderskov 1909-13.
Landbohjemmet blev i 1906, i 1905 ombygget af den tidligere bestyrer på Landbohjemmet, Oskar Lassen, herefter omdøbt til Lassens Hotel. I marts 1918 overtaget af et konsortium som Lunderskov Missionshotel. i 1942-43 bliver stedet med spiritusbevilling til Hotel Lunderskov.
Loklalt er det hævdet, formentlig urigtigt, at det tidligere Landbohjem skulle være nedbrændt før Oskar Lassens ombygning. Det mest sandsynlige er nok, at den ildebrand, der i 1904 var i naboejendommen til Landbohjemmet, er den fjer, som er blevet til den høne, der florerer som en ikke-eksisternede ildebrand i Landbohjemmet.
 
 
 
 
 
Lunderskov Jernbanestation i 1866 Lunderskov o 1904, matrikelkort, klik for forstørrelse
Transport ved Lunderskov Station o. 1900 Lunderskov Station i 1911
Lunderskov jernbanestation med vandtårn, udateret postkort, formentlig o. 1920-30'erne. Opløsningen er for dårlig til en præcis bestemmelse af bygningerne t. h., men det kunne se ud som manufakturhandelen og Hotel Lunderskov - eller nok snarere Lunderskov Afholdshotel - før opførelsen af De gamles Hjem i 1934.
Lunderskov jernbanestation, måske o. 1930-50
Lunderskov Landbohjem ses på dette postkort dateret 29.09.1906, hvor efterfølgeren Lassens Hotel har været opført.
Det er formentlig en misforståelse - og en nu almindeligt fremført vandrehistorie - at Lunderskov Landbohjem skulle være nedbrændt før opførelsen af Lassens Hotel, der startede i august 1905.
 
Bemærk, at der kun er telefon-, ingen elmaster i byen på tidspunktet for fotografiet.
Lassens Hotel under opførelse som afløser for Landbohjemmet, 1905-06. Man må formode, at de nye hotelbygninger har været klar i starten af febr. 1906, hvor annonceringen for Lasens Hotel i stedet for Landbohjemmet starter. Man kan konstatere, at hestestalden, som Lassen udbyder i licitation til Landbohjemmet i august 1905 tydeligt er opført inden resten af det tidligere Landbohjemmet ombygges til Lassens Hotel med navne- og ejerskift i 1906.
Kolding Folkeblad annoncerer 30. maj 1906 et møde på Lassens Hotel 1. juni for "Medlemmer af det tidligere Lunderskov Landbohjem."
Lunderskov Gjæstgiveri, som bygningen så ud som manufakturhandel i 1950'erne, Jernbanegade 1. Det vil muligvis være en rimelig antagelse, at det gamle, oprindelige Gjæstgiveri er blevet ombygget samtidigt med ombygningen af Finnemanns Hotel. Lunderskov Kro, Stationskro, senere Hotel Lunderskov, Finnemanns afløser for Lunderskov Gjæstgiveri, samt 1913-19 Lunderskov Afholdshotel, Jernbanegade 3.
 
Og Jernbanegade 1-3 i dag, det tidligere Lunderskov Gjæstgiveri og senere manufakturhandel samt afløseren for Lunderskov Kro eller Hotel fra 1934, det tidligere alderdomshjem. Se en samlet beskrivelse af Nis Chr. Juhl, jernbanen, Gjæstgiveri, Postexpedition og de matrikler, hvor Gjæstgiveri, Kro og Hotel var placeret.
 
 
 
Gjæstgiveriet og jernbanen
Jernbanegade 1 i Lunderskov som manufakturhandel i 1950'erne.
Formentlig bygget i 1866, og efterfølgende var her placeret Lunderskov Gjæstgiveri og brevsamlingssted indtil 1888.
Det fremgår af annonceringen i Aalborg Stiftstidende 4. nov. 1868, at et eksisterende Gjæstgiveri ved Lunderskov Station bortforpagtes til N. Juhl.
Gaardejer Simon Nielsen, Lunderskov forsøger flere gange efterfølgende med ansøgninger til Ribe Amtsråd også at få lov til at drive Gjæstgiveri, hvilket dog hver gang blev afslået.
 
Det kan af denne detalje i postkort med Lunderskov Jernbanestation se ud til, faktisk iagttages, at Lunderskov Kro, senere Hotel Lunderskov og Lunderskov Afholdshotel har været sammenbygget med det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri, senere manufakturhandel. Se foto oven for.
Med opførelsen af De gamles Hjem i 1934 har man så sikkert slet og ret fjernet denne bygning, der nok mildest talt ikke har været en succes som kro- og hoteldrift. Skulle den som forkert postuleret være nedbrændt, så er manufakturhandelen, den gamle Gjæstgivergaard sluppet heldigt og uden iagttagelige konsekvenser.
 

Værtshuse, kro(er), hotel

Lunderskov Kro, som stedet nok har set ud før Finnemanns overtagelse. Det blev formentlig restaureret ved L. C. Finnemanns overtagelse i 1909. Som Lunderskov Stationskro annonceres der auktion på stedet i Folkebladet Sydjylland 3. april 1894.
 
I annonceringer kalder Finnemann sit etablissement Hotel Lunderskov.
 
Lunderskov Gjæstgivergaard over postudbringning til mageskifte i 1905, hvor stedet ophører som Gjæstgiveri.
 
 
 
 
En samtidig avisannoncering - med to forskellige navne for det samme hotel - er symptomatisk for navneforvirringen o. Lunderskov Hotel og Hotel Lunderskov.
Vi ved, at først med L. C. Finnemann blev den tidligere Lunderskov Kro til Hotel Lunderskov, som så i 1913 blev til Lunderskov Afholdshotel.
O. Lassen døbte heldigvis sin afløser for Landbohjemmet Lassens Hotel, der så i 1918 blev til Lunderskov Missionshotel. Og først i 1943 til Hotel Lunderskov.
 
 
 
 
Her et foto, dateret til o. 1930 af lokalarkivet, med Christian og hustru Karen Juhl i baghaven til Jernbanegade 1. Bygningen i baggrunden ligner på besnærende vis et parti fra Hotel Lunderskov. Iflg. Tapio Juhl, der er vokset op på denne adresse, er der tale om et udhus "... med pissoir, lokummer, vaskehus, brænderum samt et stort loft, hvor (der) øverst (var) henlagt hejsehjulet, når tungere købmandsvarer skulle på lager."
Juhls matrikler lå ved siden af, matr.nr. 2aq, hvor kro-, hotelbygningen kunne se ud til at være ombygget eller nyopført mellem 1905 og 1909, hvor L. C. Finnemann overtager matr. 2aq. Der findes et foto, hvor man helt tydeligt ser tilbygningen fra den tidligere kro-, hotelbygning til Jernbanegade 1 fremgå.
Desuden et foto af skomager Thomsen i baghaven. Karen Juhl er datter af skomager Thomsen iflg. oplysninger fra familien.
Lunderskov Skomagerforretning Storegade 14. I personidentifikationen har Lunderskov Lokalarkiv valgt at se bort fra kvinderne på fotoet
 
 
Jernbanen 1866
 
 Matrikelkort.
 
Skanderup Sogn 1846, dollerup 1821-46, Lunderskov 1904  Museklik for forstørrelse 
  
  
  
 
Henvisninger
1. Rigsarkivet arkivnummer AR0447, 1901 folketællingen: Her figurerer Oskar Lassen sommen med 2 søstre, Dora Lassen Født: 18680403 Civilstand: U, Erhverv: Husbestyrerinde Husstandsstilling: Søster Fødested: Sønderjylland. Marie Lassen Født: 18760214 Civilstand: U, Erhverv: Besøg Husstandsstilling: Søster Fødested: Sønderjylland. Og Oskar Lassen, Født: 18720227 Civilstand: U, Erhverv: Foreningsvært. Agerbrug, Husstandsstilling: Husfader Fødested: Sønderjylland.
Det fremgår med al ønskelig tydelighed, at der var 3 ugifte søskende, født i Sønderjylland i eller omkring 1870'erne.  Den ene søster, Dora Lassen var Husbestyrerinde hos broderen Lunderskov Landbohjem, senere Lassens Hotel. I 1901 folketællingen angives Landbohjemmets matrikel nr. som 2q. Det fremgår af 1911 folketællingen, at Oskar Lassen og søsteren Dora Lassen angiver Slesvig som fødested, at de er kommet til Skanderup Sogn i 1897 og 1898.
 
 
 
 
 
   
© Skanderup Sogns historie