Udskriv
Svenskekrige
Koldinghus
Kongeåen
Smugling over Kongeåen
Køb og salg af krongods
Selveje og fæste
Kilder
Skanderup Sogn ligger nord for Kongeåen og har derfor ikke været en del af det slesvigske-holstenske spørgsmål, som det kom til udtryk 1864-1920, hvor begge hertugdømmer blev en del af det prøjsiske, senere det tyske rige, under Bismarck. Danmark havde forudgående uforsigtigt med november forfatningen af 1863 forsøgt at gøre Slesvig til en del af kongeriget - i strid med Londonttraktaten 1852.
Det naturgivne skel mellem Nord- og Sønderjylland har altid gået ved den å, som fra 1700-tallet blev kaldt Kongeåen. Det statsretlige, forfatningsmæssige skel blev skellet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg under Valdemar Sejrs sønner efter 1241, i 1200-tallet.
 
Jordebøger, amts- og toldregnskaber fortæller omkring 1620 om et landområde med stor velstand, hvor alle gårde og landsbyer er i god drift. Bønderne kan betale deres skatter og landgilde, og de kan eksportere korn, heste og stude sydpå.
Det naturgivne skel mellem Nord- og Sønderjylland har altid gået ved den å, som fra 1700-tallet blev kaldt Kongeåen. Det statsretlige, forfatningsmæssige skel blev skellet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig under Valdemar Sejrs sønner efter 1241, i 1200-tallet.
Velstand og driftsmæssig fremgang ændrer sig herefter dramatisk med svenskekrigenes konsekvenser for ikke mindst Koldinghus området, der blev hårdt ramt.
 
Andst og især Brusk herreder var langt tættere befolket end vestpå, den store Grindsted hedeslette. Men til gengæld knap så tæt som de frugtbare, sjællandske områder.
Jerlev, Andst, Slaugs og Brusk herreder havde siden den tidligste amtsinddeling hørt under Koldinghus Amt, indtil den nye amtsinddeling i 1793. Før den nye amtsinddeling, der i 1662 blev etableret under den første enevældige konge, Frederik 3., var Danmark styringsmæssigt inddelt i len, lokalt Koldinghus Len 1389-1662.
Det gamle Koldinghus rytterdistrikt blev allerede 1765 frasolgt fra fæste til selveje. Derfor var der ikke mange fæstebønder om overhovedet nogen tilbage i Skanderup og Hjarup sogne i slutningen af 1700-tallet. Og der var ud over Koldinghus næsten ingen herregårde på egnen, faktisk kun Skanderupgård, der blev nedlagt i 1612 og en ukendt hovedgård i Nagbøl, nedlagt i 1613. En om muligt endnu mere ukendt hovedgård i Andst herred, Knudsbæk blev nedlagt i 1579 iflg. Gunnar Olsen i hovedværket herom, Hovedgård og Bondegård, 1957, bilag 3.
Der var i både Skanderup og Nagbøl tale om bosættelse af den stort set ukendte adelsslægt Sandberg. Det omtrentlige fravær af adel og hovedgårde i sognene har betydet, at man stort set kun har skullet forholde sig til de privilegier, der var forbundet med Koldinghus ryttergods, som havde fæstekontrakterne med rytterbønderne i området. Derfor må alle privilegier og mølletvang omkring de to vandmøller, Drabæks og Rolles Møller også være tillagt enten kirke- eller kongemagten. Når der også har været tale om adelige privilegier som f. eks. med Lindenovs besiddelse af Dragbæks Mølle, så har der været tale om en ikke helt lokalt boende stormand.
Svenskekrigene fra Christian 4. til og med sønnen, Frederik 3., gjorde gode tider for egnens beboere, bønderne til en tid med død, ødelæggelse og fattigdom, hvilket bl.a. også fremgår af de to møllers, især Drabæks Mølles problemer med at betale landgilde og mølleskyld til kongemagten på Koldinghus.
 
Svenskekrigene
I løbet af 30 år blev Jylland tre gange hærget af tropper, der krævede forsyninger såvel til mandskab som til et stort antal heste. Det skete to gange under Christian 4., en gang under sønnen Frederik 3. Begge markante konger i Danmarkshistorien, der traf for landet katastrofalt fejlslagne beslutninger om krigsførelse. Første gang var Kejserkrigen 1625-1629, anden gang den første svenske krig, Torstenssonkrigen 1643-1645, begge under Christian 4. og tredje gang den anden svenske krig under Frederik 3. 1657-1660, hvor det gik helt galt. Frederik 3. begik 1. juni 1657 den dumhed at erklære Sveriges Karl 10 Gustav (1622-1660) krig, medens denne var på krigstogt i Polen. I modsætning til både Christian 4. og Frederik 3. var Karl 10 Gustaf en begavet hærfører, og han ilede straks til Danmark for at tage den danske udfordring op, tvært imod Frederik 3. s forventninger om det modsatte. Det kom til at koste den danske befolkning rigtig dyrt.  
Ved disse 30 års svenskekrige udsattes civilbefolkningen for grusomheder, nød, død og ødelæggelse i stor målestok. Da Karl 10. Gustaf 23. okt. 1657 opslog sit hovedkvarter i Kolding fortsatte svenskerne en brandbeskatning af befolkningen, som var indledt i de tidligere svenskekrige. Det var især den sydlige del af Jylland, Koldinghus, Haderslev og Riberhus Len – Nordslesvig, der led under de voldsomme krigshandlinger. Der var polske tropper, som ”hjalp” imod svenskerne, samtidig med at de hærgede og plyndrede i Koldinghus området. Ikke nok med det, de spredte også en dødelig plettyfus. Det fortælles i beretninger herom, at almuen døde i tusindvis, flere lå så længe, at de måtte samles op med greb, præsterne i Kolding og omegn kunne ikke følge med til at få begravet de mange døde. Især er situationen i Vonsild Sogn velbeskrevet p. gr. af en lokal præst, som førte en overordentlig omhyggelig kirkebog, især bemærkelsesværdig med en omfattende samling af levnedsbeskrivelser. En analyse af kirkebøgernes afdøde i tidsrummet 1685-1707 viser, at kun omkring en fjerdedel var fra sognet og den nærmeste omegn, resten tilflyttere til det krigshærgede område.[1] Man kan ud fra præstens, pastor Johannes Rüdes optegnelser fra 1659 se, at indbyggerne i Vonsild var fordrevne, hvis de ikke var slået ihjel eller døde af pest. De overlevende søgte asyl i Kolding, hvor Rüde dette år forrettede sine første kirkelige handlinger i sognet. Man kan forestille sig, uden at vide det præcist og dokumenterbart, at situationen har været tilsvarende i Skanderup Sogn.
For Skanderup Sogn starter kirkebogsoptegnelserne med ”1. Hovedkirkebog” 1692-1758, altså noget for sent i forhold til de ødelæggende svenskekrige. Og slet ikke ført med de fortællende detaljer, som pastor Rüde har med. Af kirkebogsoptegnelserne for hele landet fremgår det, at Kolding egnen har været ekstraordinært hårdt ramt, medens f. eks. Mors helt har undgået svenskekrigenes rædsler og overgreb. Man kan af kirkebøgerne se, at polakkerne især ophold sig langs Jyllands østkyst og ikke mindst i Kolding og omegn.
Af Anst Herreds Tingbog 1682-83 kan man 20. juli læse i anledning af en proces mod den lokale præst i Veerst for forsømmelighed med betaling af skyld på præstegården, proces mod præsten Niels Pedersen Kragelund: ”… For Niels Pedersen Kragelund mødte studiosus Niels Nielsen Kragelund. Han fremlagde sin faders skriftlige svar: Præstegården ligger ved alfar vej; blev under svenskekrigen ganske spoleret; han fik frataget alt og var forjaget fra hus og hjem i 3 år. Præstegården blev nedbrudt og brændt af polakkerne (som også nedbrændte størsteparten af sognet) … Kong Frederik 3.'s benådningsbrev af 16/3 1661, at præsterne i Anst herred skulle nyde hjælp af Århus, Ålborg og Viborg stifter; men de har aldrig fået en skilling deraf.” Det fremgår yderligere af forskellige tingbogsudskrifter for Anst Herred, at ” Jorden … siden svenskerkrigen (har) ligget øde og udyrket.”[2] Ud over at illustrere kronens, Frederik 3.’s mangelfulde støtte til den hårdt plagede befolkning, viser disse tingbogsudskrifter, at den sidste svenskekrig har efterladt sig markerede spor i Anst Herred.
Den plyndring, Jylland var udsat for, og de afgifter, bønderne måtte yde til besættelsesmagten, knækkede en igangværende økonomisk opgangskurve. Efter Kejserkrigen var der store uregelmæssigheder i kronens indtægter fra bønderne i Nordslesvig og handelen med heste og stude gik stærkt tilbage, men hen mod år 1640 synes tingene at være tilbage omkring situationen i 1620. Torstenssonfejden og dens plyndringer førte til en direkte forarmelse af landbefolkningen ikke blot i Nordslesvig, men i store dele af Jylland. I de følgende år begynder der at komme uregelmæssigheder i administrationen, kilderne er mangelfulde - det peger i sig selv på store problemer - og de viser, at landet nu er præget af fattigdom og nedbrændte gårde. Landgilderegisteret (1642-44) vidner om mange forarmede og fattige bønder i Koldinghus området, som ikke kan betale deres landgilde, hvorfor gælden bliver tinglyst på de respektive ejendomme. Der er eksempler på helt op til 1/3 af alle ejendomme, der ikke kan betale landgilde, flere fordi de var øde og afbrændte. Det betød også, at godsejerne ikke fik deres indtægter. Kronen var i Koldinghus Len godsejeren, hvilket ingenlunde betød, at bønderne slap lettere, end de ellers ville have gjort. Selv om kronens fejslagne krigspolitik var ulykkernes årsag. Frederik 3. gav uagtet ondernes årsag direkte ordre til, at hans fæstebønder skulle betale deres ”contributioner” til kronen. Oven i købet skulle de bedrestillede betale ekstra for de mange, der var ude af stand til at betale. Det medførte naturligvis, at mange gav op og efterlod sig ødegårde, hvor kongen så forgæves måtte søge sine indtægter. Omkring 1650 var også godsejere og købstædernes købmænd ramt af krisen.
Skanderup Kirke blev plyndret under både kejserkrigen 1625-29 og Torstenssonfejden 1643-45. Desuden blev både Drabæks og Rolles Møller afbrændt under de 30 års svenskekrige. Her har lejesoldaternes sold vel været blandt den bedste i sognet, rigeligt med korn, dvs. mad. Der findes ingen mundtlige beretninger om livet under svenskekrigene. Ud fra de foreliggende (noget sparsomme) kildeudsagn og ved at sammenholde med forholdene i nærtliggende sogne, forekommer det rimeligt at antage, at Skanderup Sogn som de omkringliggende i Koldinghus Len har været hårdt ramt af svenskekrigene. Der kan ikke herske tvivl om, at det har været en forfærdelig tid i sognet, først og fremmest for almuen.


[1] Bl. a. beskrevet i De overlevende - Brusk Herred anno 1660, Laura Meyer Hansen. http://stadsarkiv.kolding.dk/koldings-historie/koldingbogen/31?view=aarstal.  Der er en helt enestående beskrivelse af svenskekrigenes konsekvenser i Vonsild Kirkebog 1659-1708. Først og fremmest et resultat af sognepræsten Johannes Rüde (1633-1707), der tiltræder som præst i Vonsild i 1659, og som herefter fører en helt enestående kirkebog m.h.t. at fortælle om sognets vilkår i stort og småt.  En fortræffelig kilde til denne svenskekrigs konsekvenser i et sogn nær Skanderup.
[2] Anst Herreds Tingbog 1679-81 og 1682-83.
 
 
Koldinghus
   
Som de fleste, lidt større danske byer er Kolding omtalt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231.
Det første Koldinghus er anlagt i 1268 ved den naturlige grænse til det, der også med delingen af Danmark mellem de to sønner, hertugdømmet Slesvig til Abel, kongedømmet Danmark til Erik (Plovpennig), blev en politisk skillelinje.
Koldinghus fik således også status af forsvar af rigets grænse mod syd. Af helt indlysende historiske grunde har Skanderup Sogn, især Skanderup, den tids største landsby i sognet, en fortid som et omfattende SMUGLERCENTRUM. Der er selvfølgelig ikke nogen i sognet, bortset fra et par præster, der har skrevet noget om det. Vi ved det først og fremmest fra retsprotokoller over sager, der blev ført i anledning af det omfattende smugleri. Samt kongelige breve og lovgivning, der forsøgte at gøre noget ved problemet.
En lokal historiker, P. Eliassen har i 1926 udgivet en bog, Kongeaaen, om emnet. Bogen bruges ikke meget mere, har alt for meget rub og stub med, men der er ind imellem rigtigt gode, konkrete kildedokumentationer for den farverige historie.
 
Kongeåen, grænsehistorie
  
 
Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2.
Det største tilløb er Vejen Å fra nord.
Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å.
Åen blev under Valdemar Sejrs sønner, d.v.s. i 1200-tallet skillelinje mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig. Det skete i 1232, hvor Valdemar Sejr kronede Erik Plovpenning som sin medkonge. Som kompensation fik den anden søn, Abel hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, hvilket skabte adskillelsen af Slesvig fra kongeriget Danmark, Sønderjylland mellem Kongeåen og Ejderen.  
P. Eliassen
 
Den statsretlige skillelinje mellem hertugdømmet Slesvig og kongeriget Danmark blev yderligere bekræftet ved Ribe-overenskomsten i 1460 , hvor der blev skabt en personalunion mellem Danmark, Slesvig og Holsten. Fra anden halvdel af 1500-t. frem til 1850 var åen en del af toldgrænsen mellem kongeriget og hertugdømmet. Det havde særlig betydning for den jyske udførsel af okser, hvoraf der skulle betales eksporttold til kongen. Det var medvirkende til at åen i folkemunde gradvis skiftede navn fra Skodborgå til Kongeåen. Efter krigen 1864 lagde åen frem til 1920 navn til den dansk-tyske grænse. I 1851 blev toldgrænsen flyttet sydpå til Ejderen, og det blev for første gang i århundreder muligt frit at krydse Kongeåen. Med krigen i 1864 opstod så Kongeå-grænsen. Grænserne til forskellig tider, også den udveksling af områder, der foregik i 1864, fremgår ganske illustrativt af dette kort :  
  Linda Klitmøller, museumsinspektør, Museet på Sønderskov. 
De kongerigske enklaver omkring Ribe blev ved fredslutningen i 1864 mageskiftet med de 8 sogne syd for Kolding (Sønder Bjert, Vejstrup, Sønder Stenderup, Dalby, Vonsild, Ødis, Taps og Hejls sogne). 
 
Kongeåen som toldsted, smugleriet i Skanderup Sogn
Vi hører første gang om problemer med kongens vigtige indtægtskilde, tolden i sognet i et åbent brev, 1545, fra Christian 3., der jo jævnligt opholdt sig på Koldinghus: ”Eftersom Os er forekommet, at mange, baade indlændiske og udlændiske Købmænd, Herremænds-Bud, Bønder og anden Almue, over Isevad, Falkevad, Astrup Møllevad (Ejstrup Møllevad) og igennem Gieldballe, Hieredrup (Hjarup), Klechbæk (Klebæk) og andre ulovlige Vadesteder og Veje imellem Kolding og Ribe udfører og driver Heste og Øgføl, Øksen, Køer, Korn, Flyttelæs og andet Gods og dermed forkrænker Vor og Kronens Told, da befales, at alt skal udføres over Kolding og Ribe under Straf som for andet Tyveri.”
I yderligere et åbent kongeligt brev af 1. januar 1567 kan man se, at der nu som en næsten selvfølgelig ting blev smuglet. Her nævnes forskellige af smuglernes drivveje: Ejstrup Møllevad (Kolding Aa), Hjarup, Skanderup og Klebæk (en Gren af Nagbøl Aa, der falder ud i Kongeåen). Smuglerierne blev oftest udført helt åbenlyst, idet kreaturerne fra markederne i Kolding blev drevet ad de søndre veje ad Ribe til under foregivende af, at tolden skulde betales i Ribe, hvor studene så blev drevet sydpå, ufortoldede.
Disse kongelige breve var dog ingenlunde tilstrækkelige, smuglerierne fortsatte ved toldgrænsen. Christian 4. udnævnte derfor 4 vadstedsridere, 2 for tolderen i Kolding, 2 for tolderen i Ribe. De var dårligt lønnede, og skulle først og fremmest leve af den provision, de kunne skaffe sig ved at opfange smuglergods. Det gjorde dem selvfølgelig overordentligt forhadte blandt egnens beboere, der har set smugleriet som en god måde at skaffe sig ekstra indtægter på.
Mellem de to Åer i Skanderup og Vamdrup sogne var der ingen naturhindringer for smuglerne, og her søgte de så naturligvis hen. Foruden vadstedsriderne var der på dette område også i nogen tid ansat en, der blev kaldt toldinspektør. Her kender man en fra 1668, der hed Carsten Hansen, som boede i Bastrup, altså på den søndre side af åen. Det blev i 1689 befalet, at alle heste og kreaturer på begge sider af ”Vadestederne mellem Kolding og Foldingbro” skulde brændemærkes to gange om året. Dette omfattede de 4 kongerigske sogne syd for Kolding Aa, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup. Ligesom de sønderjyske herreder Frøs og Kalslund, hvor optælling og indbrænding af heste og kreaturer også skulde gennemføres for at kunne føre kontrol med det omfangsrige smugleri i disse told-, og smuglersogne.
Hidtil havde der ingen fast toldgrænse været, men kun et Grænsedistrikt. Efterhånden samlede toldgrænsen sig om Skodborg og Kolding Aa. Så dukker navnet Kongeåen op. Det udspringer velsagtens af folkemunde som et naturligt navn - åen, hvor kongens told skule betales. Navnet nævnes ikke i nogen forordning fra dengang. Det anvendes første gang i en Tingbog fra Gørding og Malt Herreder for 1698.
Der berettes om flere eksempler på voldelige episoder mellem de lokale fra Skanderup Sogn og vadstedsriderne. I 1654 skulle en vadestedrider i Kolding have fået hovedet skåret af formedelst Jens Knudsen Glad fra Skanderup.
Under en pest på Kolding egnen i 1654 har vi en beretning fra præsten i Vonsild, Johannes Ryde.
Ryde, har optegnet, hvad han om søndagen ville oplæse fra prædikestolene i sine to kirker, Vonsild og Dalby. Ogsaa han kendte, hvad der foregik i de tætte skove mellem Fovslet og Hjarup, Seest og Vonsild: ”I, Vonsild og Sests samtlige Grander, Eder giver jeg til Kende, at jeg mig ganske frasiger den nørre Moosgærde, som jeg haver hidtil i 16 Aar gærdet, af Aarsag, at jeg ikke samme kan for arge Nattegængere og Ransmænd (tør vel sige Kongens Toldsoiqerel ) holde vedlige. I Gaar Nat brød de Staverne op og lod Heste og Bæster igennem fra Sest. Dette maa dog undersøges og straffes. Jeg er ikke skyldig at holde Lyset om Natten for de Sesters Ross- (Heste) og Studekøbere! Gud advare og straffe dem for Jesu Christi retfærdige Doms Skyld. Amen!”
I kolding Byting er der en retsudskrift fra 15. okt. 1645, hvor der er tingsvidner ”af 8 Dannermænd”. Herunder Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, hvis vidneforklaring Jørgen Jensen Stub af Skanderup bekræftede, nemlig at de af vadestedsdriverne opbragte stude var af studedriveren faret vild og derfor anbragt i en stald i byen for natten. Det samme blev bevidnet af Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, som svor, at ”Jacob Skrædder kom til ham i Gelballe om natten hen imod Dag og beklagede sig, at han var drevet vild med 2 Stude og derfor bad ham om at gaa med sig og drive studene til Kolding. Jørgen Jensen Stub af Skanderup vidnede det samme”. I 1782 klagede en grænsekontrollør Zahn over det store Smugleri i de 4 sogne, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup, som holdt kro og hentede hele læs ”Brændevin, Hør og Tobak fra de »holstenske« (slesvigske) Købstæder, hvorved de ikke alene forsynede selve Sognene, men endog udførte store Dele deraf til Jylland.”  
Skanderup var efter 1727 mærkeligt stillet. Der kom her p. gr. af problemerne med smuglingen over Kongeåen en Plakat om en todllinje fra Kongeåen til Kolding Å. Den kom her til at gå midt igennem sognet med Drabæks og Rolles Mølle nord for toldlinjen, resten af sognet syd for. Den gik 1727 – 1850 rundt om Nagbøl Skov og fulgte Drabæks Mølleå og Kolding Å, der så også kom til at hedde Kongeåen.
Der måtte herefter bevogtningsmandskab til, hvor gang kirken skulle repareres, og der skulle føres materialer hertil nordfra. Og præsten skulle over sogneskellet for at udføre kirkelige handlinger i resten af sognet.
Præsten fik et særligt ”Promemoria” 19. oktober 1776, der udvidedes 16. april 1796, så han kunne passere toldskellet i sit sogn. For den almindelige befolkning var dette i medfør af besvær og ubekvemme omveje til f. eks. Kolding, blot for at komme fra en nordlig til en sydlig del af sognet, en kilde til irritation og utilfredshed. Måske ikke mindst foranlediget af meget tjenesteivrige og ufleksible toldere. Der er et eksempel på en sag i forbindelse med en tolders måde at jage efter smugbrænding, der gav anledning til en kommissionssag imod ham med raadmand Hans Diechmann og landvæsenskommissær Arent Steenstrup som kongelige Kommissarier, hvorefter man ikke hører mere til denne tolder i sognet.
Kongeåen, Kongeåstien, grænse indtil 1920
 
I Koldinghus Len havde Frederik 2. i 1578—79 ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel samlet alt gods i Andst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev Herreder under kronen.
Der var i denne proces klager fra bønderne over, at gårdene i samme by ofte var ulige store, og over for stor ulighed i byrdernes fordeling, dvs. de skatter og afgifter, bønderne - både fæstere og de få selvejere, 324 i Koldinghus Len i 1614[1] - skulle betale.
Man kan ud fra kilderne[2] se, at bymarken var delt i marker, Skanderup i 2, Sønder- og Nørremark, Gjelballe i 4, alle verdenshjørnerne. Man kan i modelbogen se, at Skanderups 2 marker var delt i 8 indtægter[3], Gjelballes i 10, de øvrige af sognets landsbyer i 9 indtægter.
Under denne inddeling var der så agre, smalle strimler jord, som lå fordelt mellem landsbyens gårde, således at hver gård fik en nogenlunde andel af god og dårligere dyrkningsjord. 
Iflg. 1688 matriklen var der i Andst Herred 314 gårde, heraf 11 enestegårde.[4] De 314 gårde havde 1504,02 tdr. hartkorn, dvs. gennemsnitsstørrelsen var 4,8 tdr. hartkorn. Hertil kom 55 huse med jord, 5 huse uden jord. Der var 1552,65 tdr. hartkorn i alt inkl. huse med jord.[5] Skanderup og Hjarup, 2 af de største byer i og omkring Skanderup Sogn havde hver 94 tdr. hartkorn. Man kan heraf udlede, hvis der har været 17-18 gårde i Skanderup o. 1688, at gennemsnitstørrelsen har været o. 5 tdr. hartkorn, lidt over herredsgennemsnittet.
Skovene i Andst Herred kunne se ud til ofte at have været rebede, delt mellem bønderne, hvilket i Koldinghus Lens regnskaber har medført adskillige udsagn om forskelle i gårdenes skovpart.
 

Køb og salg af krongods i sognet 1535-1765[6]

Man kan i de af Rigsarkivet udgivne dokumenter identificere navne på købere af og deres tilgodehavender i forhold til kronen. Men mht. de anførte jorder i sagens natur desværre først fra 1662, 1664 og 1688 matrikelbetegnelserne. Forarbejderne til 1688 matriklen, markbøgerne indeholder opmålinger af hver landsbys og gårds marktilliggender.
Før demme matrikel er det gennemgående stort set umuligt at identificere de anførte handlers placering mht. toft eller i landsbyfællesskabet. Der er oplysninger, om det er gårde, bol eller anden jord, om der er tale om specielle ydelser i form af tiende o.l.
Alt i alt er det derfor stort set umuligt at bruge oplysningerne til andet end at placere transaktionerne landsbyvis og hvem, der handler med kronen med hvad, men ellers ikke nærmere beskrevet.
Et interessant aspekt ved de i Skanderup Sogn handlede jorder er, at der er flere kirker involveret på forskellig vis. Selvfølgelig Skanderup Kirke.
23. marts 1579 får Kierstine Ulfeldt til Vranderup[7] bl.a. en gård i Gielballe, hvor der er jord, hvoraf der svares landgilde[8] til Skanderup Kirke. Og ”… i Nagbøl 1 G(ård). og 1 Kirkejord, der bruges til Gaarden”. Desuden en gård i Skanderup, hvor der svares landgilde til Kolding Kirke. Senere, i 1580, mageskiftede K. Ulfeldt hovedgården i Seest til kronen. 16. juli 1579 får ”Peder Rantzov til Vamdrup[9] … i Skanderup 3 G(årde). for Jord og en Toft, som tilhører Andst og Skanderup kirker. 22. marts 1580 afstår Kirstine Ulfeldt ”… Jord, som bruges til den ene Gaard (i Skanderup), men hører til Kolding Kirke. Oberst Ditlev Brochtorph overtog i 1698 4 kirkejorder i Skanderup og i 1699 ”1 stk. Kirkeskov i Lyng Sønden for Skanderup Kirke”.
Man vil bemærke, at der i sognet i byerne Skanderup, Nagbøl og Gjelballe, var kirkejord, som tilhørte især Skanderup men også Andst og Kolding Kirker.
Desuden er det lidt bemærkelsesværdigt, at man 13. dec. 1664 kan se, at Fredericia Skoles betjente og en del af rektors løn finansieres af ”2 gode Kirketiender fra Skanderup S …”. Kirkeværgerne og kapitlet ved Ribe Domkirke får i 1554 og afhænder i 1578 gårde i Dollerup, Skanderup og Lunderskov.
Ud over kirken er der enkeltstående transaktioner, som er interessante i forhold til sognets historie.
Caspar Markdanners gravsten, Kolding Stadsarkiv. Jvf. prædikestol i Skanderup Kirke.
22. dec. 1578 får Christoffer Lindenov til Valbygaard ved Slagelse ” 1 Mølle, kaldet Drabecks Mølle”. Det er første gang Drabæks Mølle optræder i en skriftlig kilde.
Man kan 1604, 24. febr. se, at ”Casper Marckdanner til Siøgaard får gårde på Fyn for gårde i Dollerup og Lunderskov” (Bd. 1, s. 342).
Det er også interessant, at en velhavende dame som Magdalene Banner, Krabbesholm i Skive 24. juli 1573 sælger ”… i Andsted H(erred), Skanderup S(ogn) og By 1 G(ård)”,(Bd 1 s. 135). Magdalene Banner var gift med Iver Krabbe til Østergaard i Salling, som startede byggeriet af Krabbesholm. Magdalene Banner fuldførte det smukke, sengotiske byggeri.

Selvejerbønder i Skanderup Sogn

En række skøder og overdragelser viser, at der i Nagbøl , Dollerup og Skanderup, især Nagbøl, Skanderup var selvejerbønder i 1600-tallet i Koldinghus Rytteridistrikt , nøje gennemgået i Hans Knudsen i Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924). Thomas Christensen har skrevet en artikel herom, hvor Hans Knudsens undersøgelser benyttes.
Forskellen på en fæster og en selvejerbonde har været minimal. I stedet for den indfæstning[10], som fæsterne skulle betale, skulle selvejerbonden svare ’husbondhold’[11].
Skanderup Sogn hørte under Koldinghus Len og Amt indtil 1793 og hermed også Koldinghus Rytterdistrikt i en stor del af perioden. Konkret manifesterede det sig i Skanderup positivt med en rytterskole fra 1725.
Mere blandet var den beskatningsmæssige konsekvens af at høre under rytterdistriktet. Ved 1664 matrikuleringen blev alle gårde ansat til hartkorn[12] som standardiseret mål. 8 tdr. hartkorn skulle nu svare en rytter med fuld udrustning til de i 1670 oprettede rytterdistriktet. Bønderne kunne selv afgøre, om de ville ride for gården, eller om de ville betale for den rytter, der skulle stilles. Under alle omstændigheder var det en fast udgift, som var pålagt alle gårde for hver 8 tdr. hartkorn. Der skulle altså knap og nap 2 gårde af gennemsnitstørrelse til at svare den krævede rytter til rytterdistriktet.
Med den skånske krig 1675-79 forsøgte den danske Christian V at tilbageerobre Skåne, Halland og Blekinge, som var blevet tabt ved Roskildefreden i 1658, men forgæves. Frankrig ønskede ingen ændringer. Det eneste resultat af krigen blev derfor store militære udgifter, som også fik konsekvenser for tilstanden i Koldinghus Ryttergods. Der var nu næsten ingen bønder, der ønskede at ride for rytterdistriktets gårde, og i 1680 skiltes rytter og bonde helt.[13]
Ud fra sessionsprotokoller for det 2. jyske Regiment, dvs. Kolding Rytterdistrikts godser er der mulighed for ret detaljeret at undersøge forholdene for både fæstere og selvejere i distriktet. Man kan især få indblik i forholdene for selvejerne, fordi disse var en torn i øjet på de forskellige regimentskrivere på Koldinghus, da selvejerbønderne (med rette) klagede over manglende hensyntagen til deres rettigheder, når de blev beskattet af rytterdistriktet.
Især ophidsede de en regimentskriver Søren Blanchsted, som i 1690’erne klagede over, at selvejerbønderne ødelagde beskatningsgrundlaget af deres jorder ved at bortsælge jorden. Desuden irriterede det også Blanchsted, at selvejerne havde husmandshold, som de plyndrede med så mange afgifter, at husmændene ikke kunne betale noget til kongen, dvs. til rytterdistriktet. Denne skattefrihed for selvejerbøndernes husmænd fik Blanchsted i 1690 afskaffet, kan man se af hans optegnelser.[14]
 

Selveje og fæste

Efter Grevens Fejde, i 1536, var en hel del selvejerbønder blevet gjort til fæstere, således at selvejerbøndernes antal nu var o. 10 %. Dette antal faldt ret markant i årene herefter.
Generelt må man nok også sige, at det ikke har været stort bedre at være blandt de ca. 2 % selvejere i slutningen af 1600-tallet end at have været fæstebonde. Skredet til det bedre, og her først og fremmest for de lidt større bondebrug, gårdejerne, skete først med landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet.
Fra 1200-tallet var de største jordejere / godsejere skattefri. Alle andre blev alle pålagt at betale leding, dvs. en skat til krigsførelse foruden arbejde (inne) og underhold til kongemagten ved rejser (ægt) og stud (havreskat) fra tidligere tid.[15]
Uanset om bonden var fæster eller selvejende, skulle der svares enten landgilde (fæstebønderne) eller husbondhold (selvejerne), ægt (forplejningsforpligtigelser i forbindelse med rejser, foretaget af kongen eller hans embedsmænd), inne og fæstebøndernes hoveri, selvejerbønderne desuden bondeskyld[16].
Selvejerbønderne forsøgte at reducere deres andel af disse afgifter i forhold til fæsterne.  Desuden forsøgte de som nævnt at opretholde over for kronen deres andel af skatter fra husmændene. Blanchsted gjorde en stor og stort set med held kronet indsats for at reducere disse selvejerfordele.
Blanchsted blev i 1694 arresteret, fordi han ikke ”… kunde faa sine Regnskaber i Orden”. Hans to efterfølgere blev arresteret af samme grund. Spørgsmålet er nok, om skylden for disse regimentsskriveres sørgelige skæbne ikke snarest har ligget i ryttergodsets slette tilstand som et resultat af svenskekrigene. Derfor nok også den hårde fremfærd mod de påholdende selvejerbønder.
I Koldinghus Len var der 324 selvejerbønder i 1614 iflg. Hans Knudsen. I Skanderup Sogn kunne det se ud til, at der har været 8 selvejerbønder i 1690. I selve Skanderup var der 3 selvejere[17]: Mariegaard (nr. 2), Helenesminde (nr. 3) og nr. 1, der senere blev lagt ind under Wissingsminde. Resten finder man i Nagbøl, hvor selvejerne vist især har været placeret. Iflg. TC skulle der have været 5 og et selvejerboel. Kun hvis vi fraregner det af TC angivne selvejerboel passer antallet med Hans Knudsens meget velunderbyggede oplysninger.
Men uanset antallet vil det nok være mest af interesse for detaljen, hvordan det i løbet af middelalderen er gået med selvejerbønders og fæsteres rettigheder, end evt. kvalitative forskelle i evner eller vilkår, som man måtte formode at kunne finde mellem fæstere og selvejere før landboreformerne. M.a.o. har der heller ikke i Skanderup Sogn eller i Kolding Rytterdistrikt som sådan været de helt store forskelle mellem selvejerbønder og fæstere. De har i 1500-tallet oprindeligt været væsentligt bedre stillet end fæsterne, men de var en torn i øjet på konge-, statsmagten og dennes repræsentanter, i Kolding Rytterdistrikt især regimentsskriveren.
 


[1] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, 1924, s. 321
[2] Modelbøgerne i Chr. V’s Matrikel, S 6396-97. 1749. Holmans, Elbo, Jerlev, Brusk og Andst
herreder, Vejle, Kolding og Fredericia købstæder (Koldinghus Amt), 1 bd
[3] Der oplyses intet om forholdet mellem marker og indtægter, men der er givet skøn på, at indtægterne har været fordelt på de 2 eller 4 marker, således at en indtægt har været et samlet stykke jord, en gård.
[4] Bebyggelsesbilledet uden for købstæderne var landsbyer, der var langt den mest dominerende bebyggelsesform, enestegårde, der især fandtes i hedeprægede egne med få gårde i landsbyerne, og hovedgårde, dvs. adelige godser.
[5] Horsens Museum. Oplysninger fra Henrik Pedersen, De danske landbrug fremstillet på grundlag af forarbejderne til Chr. V's matrikel 1688. Kbh. 1928. Senere forskning har sat spørgsmålstegn ved de af H. Pedersen anførte statistiske bearbejdelser, f. eks. mht. opdeling efter bosættelse (ejerlav), der snarere må opfattes som en stednavnefortegnelse, og mht. at der ofte kan være tale om flere brugere pr. matrikelenhed. Der er i forskellige landsdele benyttet forskellig opmålingsteknik. Endelig er de angivne hartkornsmål snarest arbitrære skattemål og kan næppe bruges til nogen form for sammenligning geografisk eller over tid. Alt i alt skal den refererede statistik tages med de her givne forbehold.
[6] Gennemgang af Kronens Skøder paa afhændet og erhvervet Jordegods i Danmark fra Reformationen til Nutiden, bd. 1-5 v. Rigsarkivet 1892-1995. Uddrag af relevante arkivpakker.  Alt fra Skanderup Sogn.
[7] En nu nedrevet hovedgård i Seest.
[8] Med reformationen overgik alt kirkegods til kronen - som jo også sælger her. Men den nævnte langilde må formodes at have været specielt tilegnet kirken.
[9] Vamdrupgaard, som Rantzau i 1602 mageskiftede med mølle og gods for Trøjborg len.
[10] Der kunne være tale om arve- eller livsfæste. Fæstebrevet skal altid tinglæses. Indfæstningen er en engangsafgift. Desuden betales en årlig fæsteafgift for brugen af den fæstede gård til ejeren, kongen eller en godsejer.
[11] Husbondhold har den oprindelige betydning, at kongen var husbond i forhold til selvejerbønderne.
[12] Navnet stammer oprindeligt fra landgildeafgifter, som blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, såkaldt hårdt eller ”hart” korn. Landgilde var fæstebondens faste årlige afgift i naturalier og penge til herremanden, som ejede fæsterens gård.
[13] Det følgende bygger på Hans Knudsens undersøgelse i Kolding Rytterdistrikts selvejere - fra 1924 ganske vist, men undersøgelsen er stadig det grundigste og mest informerende, der foreligger om emnet.
[14] Her refereret efter Hans Knudsens undersøgelse: ”… ved Sessionen |1690 bemærker (Blanchsted): „Samme Husmænd har aldrig til Kongen givet en Skilling førend forgangen Aar, jeg lærte dennem at betale den første Kopskat".
[15] Fritagelsen for de kongelige afgifter ved overdragelse af gods til adelige ses f. eks. i Diplomatarium Danicum, 5. række, frihedsbrev på gods ved overdragelse til en ”væbner og hans arvinger” i 1413.  Dette medførte selvfølgelig spekulation hos selvejerbønder og godsejere i at indgå fæsteforhold for at slippe for afgifterne til kongemagten.
[16] Med enevælden blev det almindeligt, at kronen kunne overdrage de skatter, som også selvejere var pligtige at yde kongen (landgilde eller husbondhold, ægt, dvs. kørsel og hoveri / inne, arbejde på krongodset) til private - i form af ”bondeskyld”.
[17] Se matrikelkort med gårde og gårdnumre.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kilder: 
Kong Valdemars Jordebog er flere forskellige skrifter fra 1300-tallet, det vigtigste i denne sammenhæng er hovedbogen med opregning af Valdemar Sejrs godsbesiddelser i 1231, se Ole Fenger: „Kong Valdemars Jordebog” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 11. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307130. Den er indholdsbeskrevet i Erik Kroman, Rigsarkivet 1936, Johs. Steenstrup, 1874.  
I 1874, den af Steenstrup kommenterede udgave, hedder det: ”Kolding By har maaske paa Jordebogens Tid været forlenet bort tilligemed Andst og Almind Herreder. Jordebogen er paa dette Sted ikke klar, men vi finde i al Fald senere, at Byen med omliggende Herreder udgjorde et Len.”
Samme sted omtales omegnens byer: ” De Scandthorp 3 ? puri et marcam auene et dimidiam. De Nybol 16 sol. siliginis et marcam puri. De Anzstath 10 oras puri et 10 oras auene. De Hyarthorp dim. marcam puri et dim. mare. auene. De Harthwet. Bramthorp et ælmtungæ . .” 
Koldinghus: Der er dog intet tilbage af det oprindelige Koldinghus, dele af nordfløjen skal være fra midten af 1400-tallet, vestfløjen nok slutningen af 1400-tallet, http://www.koldinghus.dk/om-koldinghus/koldinghus-historie.html
 
P. Eliasen, Kongeaaen eller den gamle Grænse, 1926
 
Kongelige komissarier: (Jyske Tegneiser, Rigsarkivet, 1787 12/1 og 1788 10/4)