Krigens start, besættelsen
Danmark blev besat 09. april 1940 af Tyskland efter kortvarige militære kampe. Der var kun sporadisk og ukoordineret modstand, som blev indstillet efter få timer. Det danske militær eksisterede dog fortsat så nogenlunde under samarbejdspolitikkens vinger indtil Operation Safari 29. august 1943, hvor tyskerne tog kontrol med de dele af det danske militær, det lykkedes dem at overtage. En del af flåden blev sænket, og Den lille Generalstab blev en militær modstandsgruppe under resten af besættelsen - ind imellem i konflikt med Frihedsrådet, som ikke bare rummede, men havde et ganske kraftigt element af kommunister. Det var mildt formuleret ikke dette politiske segment, der dominerede i militæret. Centrum for den tyske strategiske interesse var dog ikke Danmark men Norge, hvis havne og fjorde den tyske flåde ønskede at benytte i den atlantiske u-bådskrig og til at sikre malmtransporten fra Sverige. Danmark var til dette formål blot en nødvendig brik i spillet. En ganske vist overordentlig vigtig brik for den tyske krigsførelse, hvor man var parat til at gøre meget for at bevare stabile og rolige forhold i det besatte Danmark.  
 
Danmark - og hermed Skanderup Sogn - under besættelsen er tidsmæssigt og indiskutabelt perioden mellem besættelsen 09. april 1940 og befrielsen 05. maj 1945 efter besættelsesmagtens kapitulation over for de allierede styrker 04. maj.
Periodens problemstillinger og - især - tolkningen af disse var og er en ganske diskutabel sag.
På det mere overordnede plan har samarbejdspolitikken været diskuteret - også i en politisk sammenhæng.
På et mere fagligt plan - men bestemt også med mange følelser involveret, ikke mindst, når det har drejet sig om tidligere modstandsfolk - har der været debat omkring modstandsbevægelsens aktioner, ikke mindst stikkerlikvideringer og jernbanesabotagen har været et diskussionsemne og i nogen udstrækning genstand for film o.a. dramatiserende fiktion.

Aa. Trommers skelsættende disputats om jernbanesabotagen Jernbanesabotage i Lunderskov Spillefilm om modstandsbevægelsen

Centrale elementer i modstandskampen - Frihedsrådet, den illegale presse.

Efterhånden som modstanden mod besættelsesmagten og samarbejdspolitikken voksede, blev jernbaner et sabotagemål , ikke mindst strækningen o. Lunderskov. Man kunne måske om Lunderskov, hvorfra der kun er skrevne beretninger i helt sporadisk omfang, starte med en beretning fra en indsat i Frøslevlejren.
Så vidt det fremgår af teksten en lærerstuderende, der nok kun har været kortvarigt interneret i Frøslev. Der fortælles her om togtransporten fra Frøslev gennem Lunderskov, formentlig befrielsesaftenen. En større gruppe af beboere, muligvis ikke mindst modstandsfolk fra Lunderskov, var her samlet med lys, iflg. beretningen givetvis informeret om, at der nu kom et tog, som transporterede fanger, frigivet som et resultat af befrielsen: 4.- 5. maj oplevet fra Frøslev-lejren Oplevet af: Verner Højgaard Jensen  
 
... Toget skulle kun standse ved de stationer, hvor der var nogen der skulle sættes af. Så snart toget rullede ind på en station, blev det omringet af lokale frihedskæmpere. Man ville på den måde forhindre, at der skulle slippe tyskvenlige ind i toget og gøre os fortræd. Først på aftenen forlod toget Padborg. Det var en utrolig oplevelse at køre op gennem det befriede land. Alle stationerne var fyldte med mennesker, der sang og råbte Hurra. Også fra de stationer hvor toget ikke skulle gøre holdt, lød der sang og hurra-råb. Størst indtryk gjorde Lunderskov. Vi skulle ikke holde. Stationen var helt mørkelagt, men vi kunne på silhuetterne se, at den var stopfyldt med mennesker. På stationsbygningen havde man udspændt et stort Dannebrog belyst måske af 20 kraftige lommelygter, alt imens toget buldrede igennem den mørke station. Det var følelsesmæssigt ved "at slå fødderne væk under os".
Hvis de forsamlede var modstandsfolk, har der velsagtens kunnet være forsamlet omkring 50, flere, hvis der også har været pårørende. Det er det antal, som med sikkerhed vides at have været aktive i modstandsbevægelsen på et eller andet niveau. Vi har her også udtrykt en periodes tildragelser i et lille lokalsamfund - styret af verdenshistoriske begivenheder, underlagt beslutninger udefra, også i selve modstandskampen. Og med dramatik og livet på spil i tilspidsede situationer.
Sammen med en dagligdag, mere og mere mærket af tilstedeværelsen af tyske tropper. Dem har der været ganske mange af, siger både det samtidige materiale og den sparsomme erindringslitteratur. Selvfølgelig, må man sige - i nærheden af det for tyskerne strategisk vigtige jernbaneknudepunkt, Lunderskov Station.
Her må tyskerne have været talstærkt indlogeret i byens skolelokaler, i oplandet, også i skoler og på gårdene. Hertil kom varemangel, restriktioner og påbud, som man i stadig stigende omfang blev underlagt.
Samarbejdspolitikken var som et resultat af sammenfaldende danske og tyske interesser på en række punkter i høj grad en forhandlingspolitik, hvor Danmark kunne give og tage i de løbende forhandlinger. Dette viste sig f. eks. i spillet omkring jødeaktionen i okt. 1943, hvor forspillet startede allerede i jan. 1942.* Her illustrerede besættelsesmagtens repræsentanter - ikke mindst den rigsbefuldmægtigede Werner Best, som i nov. 1942 afløste C. von Renthe-Fink - stor forståelse for vigtigheden af at bevare kontakt til og forhandling med de samarbejdende danske politikere og myndigheder. Der synes at være dokumentation for, at Best havde en meget lunken holdning til og faktisk modarbejdede effektueringen af den tyske jødepolitik i Danmark, indtil den blev effektueret 01.-02. okt. 1943. Og at Best forudgående sørgede for, at aktionen blev kendt, hvilket gav mulighed for at langt hovedparten af de deportationstruede jøder kunne redde sig til Sverige.
 
Den socialdemokratisk-radikale regering under Th. Stauning blev ved besættelsen siddende og allerede 10. april udvidet til en national samlingsregering med deltagelse af Venstre og Konservative. Hermed indledtes forhandlings- eller samarbejdspolitikken, dvs. et økonomisk-politisk samarbejde med besættelsesmagten med det formål at bevare mest mulig dansk selvbestemmelse. Det betød bl.a., at danske ønsker og tyske krav løbende blev forhandlet og afstemt gennem det danske udenrigsministerium, der som et led i samarbejds¬politikken den 8. juli 1940 fik ny leder, Erik Scavenius, der afløste P. Munch. Samarbejdspolitikken omfattede bl.a. omfattende fødevareleverancer til Tyskland.
 

Samarbejdspolitikkens problemer

I første halvdel af perioden, indtil 29. aug. 1943, var det danske politikere i samarbejde med besættelsesmagten, der i hovedtræk administrerede et besat land. Begrundelsen for forhandlings-, samarbejdspolitikken var bl.a., at man hermed kunne beskytte befolkningen mod de værste overgreb. Det kan også anføres, at den dansk-tyske grænse, som blev fastlagt ved folkeafstemning i 1920, var den eneste Versailles-grænse, som Hitler ikke søgte ændret, formentlig nok et resultat af den samarbejdspolitik, som regeringen havde forhandlet sig frem til.
 
Som et tegn på skærpelse af et ellers næsten gnidningsfrit samarbejdsforhold, kan man se 'telegramkrisen' efteråret 1942, hvor karrierediplomaten C. von Renthe-Fink blev afløst af SS-officeren Werner Best som befuldmægtiget, og den øverstbefalende for hæren Erich Lüdke, der havde førte en ret tilbageholdende politik, blev afløst af Hermann von Hanneken, der indledte en hårdere kurs i bekæmpelsen af sabotagen. Midt i september 1943 tiltrådte endelig SS-officeren Rudolf Mildner som chef for sikkerhedspolitiet i Danmark.
På den danske side af samarbejdspolitikken afløstes nu socialdemokraten Wilhelm Buhl, der havde været statsminister siden Staunings død i foråret 1942, af den radikale Erik Scavenius, der som aktiv politiker og udenrigsminister under 1. verdenskrig var overbevist om vigtigheden af neutralitet og forsigtighed over for den tyske nabo.
Danske kommunister har dog næppe følt sig beskyttet eller været tilhængere af samarbejdspolitikken, hvor der i aug. 1941 blev vedtaget en lov, som (i strid med grundloven) forbød al kommunistisk virksomhed.
Det har nok også knebet noget med danske jøders tillid til samarbejdspolitikken. For dem blev den dog en positiv overraskelse - som Erik Scavenius formulerede det over for besættelsesmagtens repræsentant, Werner Best, så var der ikke med de ca. 8000 registrerede jøder noget "jødeproblem" i Danmark. Ikke før med samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943, hvor den af tyskerne planlagte aktion mod jøderne 01. - 02. okt. 1943 blev "lækket" af en tysk embedsmand, G. F. Duckwitz - allerede d. 28. september, og muligvis på foranledning af W. Best - til socialdemokratiske politikere, således at det lykkedes at evakuere de fleste til Sverige, kun 3-500 blev taget under aktionen.
Werner Best fik ved denne indsats så meget kredit, at han undgik at blive dømt til døden efter besættelsen. Den meget forsigtige linje over for den danske forhandlings-, samarbejdspolitik illustreres glimrende i Indberetning fra Cecil von Renthe-Fink til det tyske udenrigsministerium 20. januar 1942. I Tyskland havde man besluttet, at der nu skulle der findes en løsning (Endlösung) på det europæiske jødespørgsmål: "Så længe det ud fra hensynet til krigsførelsen og vores totale politiske interesser synes afgørende, at den rolige udvikling i Danmark ikke forstyrres, kan en alvorlig behandling af jødespørgsmålet i Danmark ikke komme i betragtning." De argumenter, Werner Best som rigsbefuldmægtiget sammen med andre repræsentanter for den tyske besættelsesmagt i Danmark fremførte over for Berlin var, at de danske jøder var så få - ud af Europas ca. 11 mio. jøder, anslog man ved Wannsee konferencen efter indberetninger fra Danmark, at der her var 5600, hovedsageligt koncentreret i København. Desuden at de var en integreret del af den danske befolkning, hvor det ville blive opfattet som forfatningsbrud, hvis man fratog dem deres borgerlige rettigheder. Og endelig var der, hævdedes det, ingen jøder på betydningsfulde poster i det danske samfund.
I marts 1943 blev der afholdt rigsdagsvalg, hvor samarbejdspolitikkens partier fik 95,5 % af stemmerne. Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august blev det med departementchefstyret og dannelsen af Frihedsrådet i sept. 1943 mere tydeligt, at der i Danmark ikke var udelt begejstring for samarbejdspolitikken.
I løbet af sommeren 1943 var det blevet tydeligt, at tyskerne i krigen var i alvorlige vanskeligheder, krigslykken så ud til at vende. Dette skulle jo nok heller ikke gøre begejstringen for samarbejdspolitikken større. Som det fremgår af det følgende, var det dog helt frem til besættelsens afslutning kun et forsvindende mindretal, som satte sig op mod besættelsesmagten gennem illegale aktiviteter. Undtagelsen var af gode grunde danske kommunister og jøder, for hvem det selv med et minimalt kendskab til den nazistiske ideologi var klart, at hverken samarbejdspolitik eller passivitet kunne redde dem.
De fleste jøder blev i okt. 1943 som nævnt evakueret, kommunisterne derimod var efter Kommunistloven jaget vildt og blev grundstammen i modstandsbevægelsen.  
  
 

Registrerede i modstandsbevægelsen, Vejen Distrikt, lokaliteten Lunderskov.