Skanderup Sogn, en lokal Danmarkshistorie.

 
Erik Pontoppidans Danske Atlas er udgivet efter Pontoppidans død 1764. 
Sådan har Skanderup og Hiarup Sogne været placeret efter Pontoppidans opfattelse. Ved Colding med Coldinghuus, som var hovedbyen i det tidligere Koldinghus Len, herefter (fra 1662-1793) Koldinghus Amt.
De landsbyer, Pontoppidan har fundet plads til på sit kort, nord for den helt iøjnefaldende Kongeå, er
  • Andst, hovedbyen i Andst Herred og Sogn,
  • Skanderup, hovedbyen i Skanderup Sogn,
  • Hiarup sammen med Vamdrup, i Hiarup-Vamdrup Sogn.
  • Og endelig Seest Sogn, her kaldet Seste. 
Drabæks Mølle, frimærkestempel 1926 Lunderskov Jernbanestation, frimærkestempel 1920'erne
 
 

kirke

   
Skanderup Kirke 1947 og plan for ombygning af kirken 1871-73 

præster og skolelærere, kirke, skoler og præstebolig

 
Hjarup Kirke og Præstegård
 *

Dette kirke-, skolebillede er taget o. eller lidt før 1940. Det dækker typisk den del af sognet, der har udelukket valgmenighedskirke, fri- og efterskole. Der har tidligere været et link til et mere detaljeret foto på https://collab.au.dk, der ser ud til nu at være et nedlagt site.

i medgang og modgang, i sorrig og glæde har vandret til hobe

   
Skanderup Mejeri, opført 1888, valgmenighedskirke 1922. Lunderskov Mejeri, opført 1895-96, søndagshvilende
Skanderup Mejeri, opført i Lunderskov v. jernbanen i 1912
Rytterskolen i Skanderup, opført 1725, hovedskole indtil 1842
 
Skanderup Skole, hovedskole fra 1908. Biskolen i Dollerup 1842-83
   
 Dollerup Skole 1883  Gelballe Biskole 1842-1883
Gelballe Skole, formentlig m. lærer Nissen, nok den nye skole, d.v.s. efter 1888.  Gelballe nye Skole 1888, udvidet 1924
 
Lokalhistorie er fordybelse i noget, man kender rigtig godt - sammen med andre, man er vokset op sammen med, eller som man har levet sammen med en rum tid, måske det meste af livet.
Det betyder for mange, at "dybest brønd giver klarest vand", som Jeppe Aakjær i 1916 formulerede det med "historiens sang".
For Aakjær betød det en fordybelse i det, han holdt allermest af - den hjemlige natur med dens mennesker, dyreliv, og historie.  
 
Herværende lokalhistorie er fra en egn ved Kongeåen, der siden Valdemar Sejrs sønner, fra 1241 var den sydligste del af det danske kongerige, grænsende til hertugdømmet Slesvig. Og derfor også fra 1864 indtil 1920 skillelinjen melle Danmark og Prøjsen, fra 1871 det under Prøjsen forenede Tyskland.
 
Den her behandlede lokalitet, Skanderup Sogn, blev med 1241 grænsen en regulær smuglercentral, da stats-, kongemagten skulle have told af det, der krydsede kongerigets grænser. 
Da det industrialiserede samfunds transportformer, herunder jernbanen fra 1866, gjorde en mindre del af sognet, landsbyen Lunderskov til et trafikalt centrum, ændredes det tidligere landsbysamfund fundamentalt. Det markerede overgangen fra landbo- til det moderne, industrialiserede samfund.
Af mange forskellige årsager blev det lille lokalsamfund herefter præget af en religiøs splittelse, som startede med den indremissionske præst, C. J. Moe, da han i 1885 blev sognepræst i Skanderup. Og hermed de facto skabte en forbindelse mellem indremissionske familier i Harboøre og Skanderup sogne, som varede en menneskealder, gensidige, religiøst betingede besøg indtil langt op i 1960'erne.
 
Man kan ved sammenligning af forskelligtartede historiske forløb få et perspektiv og en forståelse for det enkelte lokalsamfund, som ellers kan have en tendens til at drukne i detaljer.
Derfor vil der i denne sognehistorie være perspektiverende sammenligninger med en anden og andre, noget anderledes lokalhistorier. I sammenligningen vil indgå mere iøjnefaldende historiske levn - som herregårde, klostre og andre historiske monumenter, som i andre lokaliteter kalder på opmærksomheden.
Historiske monumenter er alle tegn på et levet liv, som har overlevet tidens tand. Uanset disse og andre tegn på, at nogle samfundslag har haft mere favorable vilkår end den dagligdag, som blev et vilkår for de fleste, så vil der her blive gjort et forsøg på at afdække rammer og vilkår for den mere ydmyge lokalitet, der i et langt historisk forløb har været Skanderup Sogn
Med kun sparsomme fortidslevn og kun en enkelt - måske et par stykker - sædegård(e), som slet ikke har sat sig bygningsmæssige spor, har vi her en meget landlig aflægger til Kolding, hvor man oven i købet har haft en residerende kongemagt (Christian 3.). Men som fra 1866 bliver et efterhånden udbygget trfikalt knudepunkt, som på et tidspunkt, hvor resten af kongeriget var præget af provisorietidens politiske konflikter, gerådede ud i religiøse modsætninger, som givetvis har været lige så ressourcekrævende for den lokale befolkning, som provisorierne har været det i resten af landet. 
   
  
    
Skanderup Sogn er geografisk placeret lidt syd for Kolding men nord for Kongeåen. Den sønderjyske historie med hertugdømmerne som en del af det danske kongerige ligger altså tæt på. Perioden fra 1864 indtil genforeningen i 1920 kom til at betyde et afgørende skel til den del af Sønderjylland, som kom under Tyskland, hvor befolkningen som tyske statsborgere skulle deltage på taberens side under 1. verdenskrig.
Flere ting både adskiller og forener i området omkring Kongeåen. Sproget er dansk, hvor sproget nede omkring Ejderen hovedsageligt er tysk. Men dialekten nord for Kongeåen adskiller sig klart fra den sønderjyske dialekt, som man finder mere og mere udtalt sydpå, men først fra Kongeåen.
 
Madkulturen i form af det voluminøse kaffebord med kaffe og kager blev et nationalt pejlingspunkt mellem dansk og tysk i løbet af 1800-tallet og var stadfæstet o, 1900. Kaffen var fælles for de to nationaliteter fra 1700-tallet. Den finere kagebagning opstod først med de små støbejernskomfurer i husholdningerne fra midten af 1800-tallet, også fælles for begge nationaliteter. Men i Sønderjylland syd for Kongeåen chikanerede de tyske myndigheder de dansksindedes møder på kroer og hoteller. En konsekvens heraf var, at dansksindede sønderjyder i stort tal opførte forsamlingshuse, som havde en anden funktion end forsamlingshusene nord for Kongeåen, der især var motiveret af højskolebevægelsen og provisorietidens modsætning til den godsejerdominerede Estrup-regering.
Syd for Kongeåen måtte man bruge forsamlingshusene som alternativ til kroer og hoteller, og derfor uden spiritusbevilling, dvs. uden kaffepuncher og grogger. I stedet måtte man holde sig til kaffebordets glæder, og her blev det de danske (ikke-stemmeberettigede) kvinders opgave at byde på bedst og mest fra kaffebordets kagesortiment.
Huset Frihed ved Kongeaaens toldgrænse Kongeaastien, sten ved toldgrænsen
Nord for Kongeåen kunne man nok kun finde en svag afglans af dette rige og mangfoldige kaffebord, ligesom man også kunne finde sønderjysk rugbrød. Men ikke i den variation, som man kunne finde syd for Kongeåen. Det samme gælder nok madkulturen i øvrigt. Det sønderjyske køkken, der er krydret af tyske slagtertraditioner med røget kød og egnsspecifikke urter, findes også i afdæmpet form nord for åen.
Ud over dagliglivet, som afspejles i sprog og madkultur, så er de folkelige bevægelser, som i sidste halvdel af 1800-tallet byggede forsamlings- og missionshuse, endnu mere markant forskellige nord og syd for Kongeåen.
Mod syd var det nationale i fokus. Nord for og i Skanderup Sogn har det været religiøse og politiske problemer af specifik dansk karakter, som har været styrende for dagligdagen. Man kan med nogen føje hævde, at syd for Kongeåen var 1864 et omdrejningspunkt, som i Skanderup Sogn nok snarere var 1885, pastor C. J. Moes ankomst til sognet. Midt i provisorietidens politiske spændingsfelt mellem godsejere og bønder, Venstre og Højre, højskole-, andels- og den gryende arbejderbevægelse.
 
Dette aspekt skal undersøges nøjere sammen med tilgængelig viden om hartkornsfordelingen før og efter landboreformerne, dvs. det typiske landsogn i et herred, hvor der kun var strøgods under Koldinghus, (stort set) ingen sædegårde med fornem og tidstypisk arkitektur og tilhørende foregangsmænd.
Hensigten er her at afdække, hvordan landbruget fordelte sig på brugsstørrelser før og efter landboreformerne, hvordan dette landbrugssamfund dannede rammen om jernbanens og den heraf følgende industrialisering af Lunderskov.
Hartkornsfordeling og industrialisering er ikke umiddelbare komponenter til en helhedsforståelse af sognets religiøse og politiske liv. Men nogle gennemgående og egnsspecifikt markante træk i sognets udvikling, er det ambitionen at kunne tegne.
 
Samt en placering af sognets besættelsestidshistorie, der selvfølgelig bærer præg af at være et lokalt jernbaneknudepunkt. Man skal her kigge nøje efter, hvis der skal findes træk, der kan spores til den religiøse splittelse i sognet.
 
Skanderup Sogn i 1600-tallet led som resten af landet under et par kongers krigspolitik. Tidligere tiders stormagtsambitioner fra vikingetidens herredømme over England under Knud d. Store, vikingernes hærgen i Europa over valdemarerne frem til Kalmarunionen, et Norden under dansk ledelse, adskiller sig markant fra Danmark under Christian 4. og sønnen Frederik 3. Her oplevede landet en krigspolitik, der i forholdet til Sverige blev katastrofal. Konsekvenserne for almuen i Koldinghus Len var død, nød og elendighed.
Bag enevældens indførelse og 1688 matrikuleringen som en metode til at effektivisere beskatningen og betale de økonomiske omkostninger ved svenskekrigene, er der en rigtig trist baggrund i den berørte almues elendighed som en konsekvens af krigene.
Enevældens indførelse var kongemagtens ufortjente belønning for en i øvrigt fejlslagen krigspolitik, et led i magtspillet, hvor adelen og Rigsrådet tabte den hidtidige magt, som håndfæstningerne siden 1282 symboliserede.
Svenskekrigene som udslagsgivende faktor behandles, men der gøres ikke forsøg på en klarlægning af mere detaljerede konsekvenser for sognet af svenskekrigene. Materialet er her overordentlig sparsomt. Der er stort set ingen pålidelige beretninger ud over det administrative kildemateriale.  
 

Madkulturen:  Det sønderjyske køkken er glimrende sat ind i en kulturhistorisk sammenhæng af museumsinspektør ved Sønderjyllands Museum, Inge Adriansen i Smag på Sønderjylland Madkultur uden grænser, Gyldendal 2012, s. 14-23 og især s. 118-124.
 
Den religiøse fejde i Skanderup Sogn:
Der går knap og nap et par hundrede år fra opførelsen af Frederik d. 4.s rytterskole i Skanderup i 1725 indtil det regulære slagsmål om skolernes vigtige dannelsesfunktion fra starten af 1900-tallet. Det er ikke tilfældigt, at skole og kirke med personale afbildes sammen på skole-kirke billedet. Det var her, stridens kerne lå.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Skanderup Sogn gennem tiderne
 
 
 
Indhold
 
 
 

Indledning

Skanderup Sogn er geografisk placeret lidt syd for Kolding men nord for Kongeåen. Den sønderjyske historie med hertugdømmerne som en del af det danske kongerige ligger altså tæt på. Perioden fra 1864 indtil genforeningen i 1920 kom til at betyde et afgørende skel til den del af Sønderjylland, som kom under Tyskland, hvor befolkningen som tyske statsborgere skulle deltage på taberens side under 1. verdenskrig. Flere ting både adskiller og forener i området omkring Kongeåen. Sproget er dansk, hvor sproget nede omkring Ejderen hovedsageligt er tysk. Men dialekten nord for Kongeåen adskiller sig klart fra den sønderjyske dialekt, som man finder mere og mere udtalt sydpå, men først fra Kongeåen. Madkulturen[2] i form af det voluminøse kaffebord med kaffe og kager blev et nationalt pejlingspunkt mellem dansk og tysk i løbet af 1800-tallet og var stadfæstet o, 1900. Kaffen var fælles for de to nationaliteter fra 1700-tallet. Den finere kagebagning opstod først med de små støbejernskomfurer i husholdningerne fra midten af 1800-tallet, også fælles for begge nationaliteter. Men i Sønderjylland syd for Kongeåen chikanerede de tyske myndigheder de dansksindedes møder på kroer og hoteller. En konsekvens heraf var, at dansksindede sønderjyder i stort tal opførte forsamlingshuse, som havde en anden funktion end forsamlingshusene nord for Kongeåen, der især var motiveret af højskolebevægelsen og provisorietidens modsætning til den godsejerdominerede Estrup-regering. Syd for Kongeåen måtte man bruge forsamlingshusene som alternativ til kroer og hoteller, og derfor uden spiritusbevilling, dvs. uden kaffepuncher og grogger. I stedet måtte man holde sig til kaffebordets glæder, og her blev det de danske (ikke-stemmeberettigede) kvinders opgave at byde på bedst og mest fra kaffebordets kagesortiment. Nord for Kongeåen kunne man nok kun finde en svag afglans af dette rige og mangfoldige kaffebord, ligesom man også kunne finde sønderjysk rugbrød. Men ikke i den variation, som man kunne finde syd for Kongeåen. Det samme gælder nok madkulturen i øvrigt. Det sønderjyske køkken, der er krydret af tyske slagtertraditioner med røget kød og egnsspecifikke urter, findes også i afdæmpet form nord for åen.
Ud over dagliglivet, som afspejles i sprog og madkultur, så er de folkelige bevægelser, som i sidste halvdel af 1800-tallet byggede forsamlings- og missionshuse, endnu mere markant forskellige nord og syd for Kongeåen. Mod syd var det nationale i fokus. Nord for og i Skanderup Sogn har det været religiøse og politiske problemer af specifik dansk karakter, som har været styrende for dagligdagen. Man kan med nogen føje hævde, at syd for Kongeåen var 1864 et omdrejningspunkt, som i Skanderup Sogn nok snarere var 1885, pastor C. J. Moes ankomst til sognet[3]. Midt i provisorietidens politiske spændingsfelt mellem godsejere og bønder, Venstre og Højre, højskole-, andels- og den gryende arbejderbevægelse.
Dette aspekt skal undersøges nøjere sammen med tilgængelig viden om hartkornsfordelingen før og efter landboreformerne, dvs. det typiske landsogn i et herred, hvor der kun var strøgods under Koldinghus, (stort set) ingen sædegårde med fornem og tidstypisk arkitektur og tilhørende foregangsmænd. Hensigten er her at afdække, hvordan landbruget fordelte sig på brugsstørrelser før og efter landboreformerne, hvordan dette landbrugssamfund dannede rammen om jernbanens og den heraf følgende industrialisering af Lunderskov. Hartkornsfordeling og industrialisering er ikke umiddelbare komponenter til en helhedsforståelse af sognets religiøse og politiske liv. Men nogle gennemgående og egnsspecifikt markante træk i sognets udvikling, er det ambitionen at kunne tegne. Samt en placering af sognets besættelsestidshistorie, der selvfølgelig bærer præg af at være et lokalt jernbaneknudepunkt. Man skal her kigge nøje efter, hvis der skal findes træk, der kan spores til den religiøse splittelse i sognet.
Skanderup Sogn i 1600-tallet led som resten af landet under et par kongers krigspolitik. Tidligere tiders stormagtsambitioner fra vikingetidens herredømme over England under Knud d. Store, vikingernes hærgen i Europa over valdemarerne frem til Kalmarunionen, et Norden under dansk ledelse, adskiller sig markant fra Danmark under Christian 4. og sønnen Frederik 3. Her oplevede landet en krigspolitik, der i forholdet til Sverige blev katastrofal. Konsekvenserne for almuen i Koldinghus Len var død, nød og elendighed. Bag enevældens indførelse og 1688 matrikuleringen som en metode til at effektivisere beskatningen og betale de økonomiske omkostninger ved svenskekrigene er der en rigtig trist baggrund i den berørte almues elendighed som en konsekvens af krigene. Enevældens indførelse var kongemagtens ufortjente belønning for en i øvrigt fejlslagen krigspolitik, et led i magtspillet, hvor adelen og Rigsrådet tabte den hidtidige magt, som håndfæstningerne siden 1282 symboliserede. Svenskekrigene som udslagsgivende faktor behandles, men der gøres ikke forsøg på en klarlægning af mere detaljerede konsekvenser for sognet af svenskekrigene. Materialet er her overordentlig sparsomt. Der er stort set ingen pålidelige beretninger ud over det administrative kildemateriale.

Kirke, skole og sogn

Man bemærker, at den seneste tidsangivelse på forsidens øverste kirke-skole billede for Skanderup Sogn er 1938. Det må derfor være komponeret herefter. Man bemærker også, at der ikke er fundet plads til den anden halvdel af sognet, valgmenigheden fra 1910, billeder nederst. Det er ret symptomatisk for den deling af sognet, som blev en realitet under først og fremmest C. J. Moes tid som sognepræst 1885-1922. De valgte billeder illustrerer således sognet i en brydningstid, hvor samfundslivet opdelte sig ret skarpt over en ca. 100 årig periode. I det store historiske perspektiv vel en parentes, for de deltagende nok et livsvilkår af ganske vital betydning.
Når der i de følgende billedkommentarer og -citater optræder parenteser o. årstal, f. eks. (19), er det fordi originalteksten mangler det fulde årstal.
Øverst 4 præster, hvor den kronologisk ældste, U. K. Schmidth ikke er repræsenteret ved foto:
Sognepræster ved Skanderup Kirke. U. Schmidt 1834-70. N. Jørgensen (18)70-85. C. J. Moe (18)85-1922. J. C. Berthelsen (19)23-.[4] Der er på originalbilledet anvendt forkert stavemåde for Schmidth.
Øverst desuden 8 lærere og en lærerinde. Nederst 5 lærere og 3 lærerinder.
Antallet af lærere skal ses over tid indtil o. 1938, Skanderup fra lidt før 1900, Dollerup fra 1865, Gjelballe fra 1877.
Først 5 fra Skanderup Skole: 2 lærere, 2 førstelærere, 1 forskolelærerinde. Når Rose.Schmidt anføres indtil 1903, må det være 2 lærere: H. P. Rose, der afløser N. C. Bjernum i 1868, som så har afløst 3 lærere efter sognedegnen Skovgaards død i 1847. H. P. Rose har været ansat 1868-1891, lærer Schmidt har så fungeret 1891-1903. Der har selvfølgelig været lærere før de på billedet anførte, men af forskellige grunde, konflikter o.l. er de så ikke medtaget.
Skanderup Skole. Rose.Schmidt til 1903. C. Pedersen (19)03-10. 1. lærere, C. Jørgensen (19)10-37. N. A. Frederiksen (19)37-. f-l-inde A. Petersen 1919-
Dernæst Dollerup Skole: 2 lærere, 2 førstelærere, 3 anden lærere, 1 tredjelærer, 2 forskolelærerinder.
Dollerup Skole. K. Birk 1865-76. 1. lærere, N. Nissen (18)76-1921. N. P. Larsen (19)21-. 2. lærere. M. Andersen 1909-21. S. Jensen (19)22-27. N. Mygind (19)27-. 3. lærer. P. Juhl 1928-. F-l-inder. A. Kjær 1895-1933. C. Poort (19)34-. M. Madsen 1923-.
Endelig Gjelballe Skole: 1 lærer, 2 førstelærere, 1 forskolelærerinde.
Gjelballe Skole. P. Nissen 1877-1906. 1. lærere. C. Bydstrup (19)06-17. T. Madsen (19)18-. Folkeskolelærerinde C. Thorø 1918-. C. Thorø er ikke portrætteret. (1938).
Lærer P. Nissen, Gjelballe har nedskrevet erindringer om egen tid som skoleelev, udgivet i 2 dele, 1975 og 1977. Ganske interessant læsning, hvis man vil have indblik i datidens pædagogik. Men i særdeleshed fordi P. Nissen i sine erindringer har en skolemands vurdering af C. J. Moe som præst, menneske og skolekommissionsformand. P. Nissen er en god kristen, men han bryder sig mildt sagt ikke meget om Moe, hans forkyndelse og hans medvirken til at sognets lærere bliver tilknyttet Indre Mission stort set over en kant. P. Nissen var lærer i Gjelballe 1877-1906, dvs. også i 1888 med skiftet fra Gelballe Gamle Skole til Gjelballe Skole. P. Nissen døde i 1923 næsten 80 år gammel. Man kan sammenholde P. Nissens erindringer med C. J. Moes erindringer fra 1926, Oplevelser. Man kan med godt udbytte udnytte de to subjektive erindringer til en formentlig præcis karakteristik af tidens religiøse brydninger som de også kom til udtryk i skolen.
Det store fællesbillede indeholder Skanderup Kirke ind- og udvendigt, Skanderup Skole fra 1908, Gjelballe Skole fra 1885, udvidet 1924, Dollerup Skole fra 1883, der i 1923 blev suppleret med yderligere en skole i Dollerup. Desuden præstegården, der indtil 1924 lå i Nagbøl.
Det øverste skole-kirke-billede[5] kan kaldes på nettet og forstørres, så der kan iagttages detaljer - der skal museklikkes på billedet.
Oplysninger om valgmenighedskirken finder man ved at museklikke på billedet af kirken[6].
Der er her oplyst relativ detaljeret omkring navne og personer. Det skal der også, hvor der skrives for lokalkendte. Meget detaljerede, lokalt specifikke oplysninger vil dog i fremstillingen blive henvist til noter og appendiks a.h.t. læsevenligheden. På den anden side eksisterer Skanderup Sogn ikke i en isoleret tidslomme, men er en del af Danmark og verden. Derfor vil der være skønnet nødvendige baggrundsoplysninger. Men også her reduceret til det strengt nødvendige, det lokale er i fokus.
Endelig benyttes der deciderede fagudtryk, hvor det har været nødvendigt, igen reduceret til det strengt nødvendige a.h.t. læsevenligheden.
Det til fremstillingen benyttede materiale er omtalt i tilslutning til de afsnit i fremstillingen, hvor det benyttes.
Der vil være en del henvisninger, der ligger på www. Her vil det være nødvendigt at benytte en elektronisk version. Foreløbig vil den kunne hentes på www.skivemuseumsvenner.dk/images/Skanderup.pdf.
Som hovedregel vil stavemåden i kildernes navne være bibeholdt. Dog er der for egenavnene Andst og Gjelballe gennemført denne stavemåde på trods af periodiske varianter (Anst, Gelballe) i kilderne. Anst er dog bibeholdt som herredsnavn, Anst Herred. Desuden vil gårdnavne, der ender på -gaard alle blive stavet med denne form.

Grundloven, politik og kulturkamp

Helt bestemmende for den politiske udvikling efter enevælden var på både lokal- og landsplan selvfølgelig junigrundlovens bestemmelser herom - indtil 1953 et tokammersystem, hvor den lovgivende magt, Rigsdagen bestod af Folketinget, der fortløbende demokratiseredes i tiden efter 1849, og Landstinget, der var tænkt som en konservativ garanti, dvs. med en mere privilegeret valgret, i starten også med kongevalgte medlemmer.
Først i 1953 blev folketingsparlamentarismen grundlovsfæstet, dvs. før den tid kunne kongen i princippet vælge den regering, han anså for den bedste. Fra 1901 og skærpet med påskekrisen i 1920 var der dog de facto folketingsparlamentarisme, dvs. kongen udpegede en regering, som kunne forventes at opnå flertal i Folketinget.
En for så vidt naturlig konsekvens af den demokratiske udvikling og grundlovens oprindeligt mindre tilpassede karakter hertil blev så konflikten mellem Folketingsflertallet og regeringsmagten, J. B. S. Estrups godsejerstyre under provisorietiden 1877-1894.

Folkestyrets politiske polarisering mellem Højre og Venstre

Provisorietidens Danmark oplevede et politisk skred fra Højre til Venstre, hvor det nationalliberale centrum og det helstatsorienterede Højre kom til at stå over for det, der i 1870 blev til Det Forenede Venstre, bøndernes og husmændenes parti.
Med landbrugets øgede produktion og eksport af animalske produkter, hvor andelsbevægelsen spillede en hovedrolle, blev perioden 1870-1914 landbrugets økonomiske glansperiode, hvor Venstres økonomiske liberalisme, kravet om markedskræfternes frie spil var nøje tilpasset den økonomiske udvikling.[7] Venstre blev den naturlige repræsentant for gårdejerstandens krav om toldfrihed, nedsættelse af den gamle hartkornskat, jordskatten og i stedet overgang til indkomst- og formueskat.
På det idemæssige plan havde den tidlige liberalisme i Danmark så betydelig en kulturpersonlighed som Georg Brandes[8], der hyldede den frie tanke, fri af religion og konventioner, og sammen med de ledende personligheder i Venstre formuleredes der en politik, hvor Venstre stod bag de økonomiske krav kombineret med grundtvigianernes krav om større frihed, dvs. frisind i kirke og skole. Parløbet mellem den økonomiske og kulturelle liberalisme ser man tydeligt i den tids ledende venstrepolitikeres tilknytning til grundtvigianismen.[9]
Med denne politik vandt Venstre i 1872 flertal i Folketinget, medens regeringen fortsat var de nationalliberale og godsejernes politiske repræsentanter, der efterhånden var blevet til det politiske Højre.
Hermed blev tidens politik ikke blot en kamp om økonomiske interessemodsætninger men også en politisk kulturkamp. Den gamle nationalliberale kulturelite havde en indgroet, nedladende holdning til den almindelige mand, bonden, som de ikke mente at kunne overlade den politiske magt.
Selv om Grundloven ikke gav et flertal i Folketinget krav på at få regeringsmagten, så skulle der et flertal til for at få finansloven vedtaget i Folketinget, hvor Venstre demonstrerede partiets magtfulde utilfredshed gennem brug af visnepolitikken, dvs. manglende medvirken til de helt nødvendige finanslove. Her brugte regeringen så som modtræk de provisoriske finanslove uden Folketingets medvirken, hvilket var ganske lovligt, men det øgede ikke tilslutningen til det regeringsbærende parti Højre, tværtimod, Højre svækkedes løbende frem mod parlamentarismens de facto indførelse i 1901, og denne svækkelse fortsatte i realiteten indtil en begyndende politisk renæssance med dannelsen af afløseren, Det Konservative Folkeparti i 1915.
Svækkelsen af Højre i forhold til Venstre ser man sært nok langt mindre udtalt i Skanderup Sogn, hvor den religiøse faktor synes at have haft en modificerende indvirkning på provisorietidens ellers landsdækkende politiske tendens.[10]
I Skanderup Sogn var gårdmændene naturligt nok for et landsogn også dominerende i sognerådspolitikken. Men Højre, senere Det Konservative Folkeparti, synes her at have spillet en noget mere markant rolle i det partipolitiske billede end de fleste steder på landet i øvrigt. En væsentlig årsag til denne tendens kan sandsynligvis med føje hævdes at have været C. J. Moes[11] tilstedeværelse 1885-1922 som sognepræst. I en periode, der for halvdelens vedkommende må have været direkte påvirket af provisorietidens konflikter, og i resten af perioden af de eftervirkninger, som på landsplan var en politisk styrkelse af Venstre på bekostning af Højre. Moe var højremand, kan man se af hans politiske stemmeafgivning.[12] Og det er vel egentlig ikke så mærkeligt, når man erindrer Venstres tilknytning til grundtvigianismen på den kulturpolitiske fløj.
Der må dog nok også manes til en vis forsigtighed med at tillægge Moe indflydelse på politiske holdninger, som måske også kan have haft andre forklaringer.
Tidligere borgmester i Kolding 1916-1923, Oluf Bech beskriver i sine erindringer[13] den politiske situation lokalt i Kolding og på landsplan således: "I september 1908 kom Alberti-affæren[14], der vakte megen opsigt og skadede partiet Venstre, hvor han var regeringsmedlem. I samme måned skulle der foretages valgmandsvalg til landstingsvalgene. Ved valgene satte Kolding antallet af højrevalgmænd stærkt i vejret og viste, at der var vækst i partiet. Bestyrelsen søgte at udnytte dette mest muligt, så i marts 1909, da der skulle være byrådsvalg, lykkedes det partiet at sætte 3 medlemmer ind i byrådet, hvoraf jeg var den ene."
Oluf Bech blev altså valgt ind i Kolding Byråd i 1909 sammen med to andre for Højre, og blev senere i 1916 som konservativ valgt som borgmester. Bechs egen forklaring er den fremgang, som Højre fik i kølvandet på den belastning, som Alberti-skandalen var for Venstre.
Der kan ikke herske tvivl om, at Venstre svækkedes på landsplan med domfældelsen af Alberti og de spor, skandalen trak ind i Venstre - J. C. Christensen blev aldrig igen statsministerkandidat. Der kan næppe heller herske tvivl om, at den lokalpolitiske situation i Kolding var et udslag af en svækkelse af Venstre.
Det styrkede Højre og senere afløseren, Det Konservative Folkeparti, kan i Skanderup udmærket også være et resultat af den samme politiske udviklingstendens i Alberti-skandalens kølvand. Men stemmetallene for Skanderup viser også, at styrkelsen af Højre starter før Alberti, at den faktisk falder fint sammen med Moes ankomst til sognet.
Man kan velsagtens pege på, at et Venstre i markant fremgang svækkedes af Alberti-skandalen, at lokale religions- og kulturpolitiske faktorer har gjort sig gældende og endelig, at lokalpolitikken dengang som nu har lokale indslag, som kan gøre landspolitiske tendenser mindre vigtige.

Venstre, Højre, Grundtvigianisme og Indre Mission

Som folkestyrets første tid efter junigrundloven udviklede sig til en kamp mellem Venstre og Højre, bønder over for godsejere og byernes bedre borgerskab, så opstod der parallelt hermed, hvad man sikkert bedst kan kalde en kulturkamp med religiøs bagklang - mellem grundtvigianisme og Indre Mission.
Grundtvigianismen appellerede i princippet til frisind og liberalisme, dvs. politisk til Venstre og kulturelt til den første og dominerende del af højskolebevægelsen. Man nedtonede her arvesynden og fokuseringen på det syndige menneske til fordel for en accept af mennesket og dets aktiviteter i et mangfoldigt menneskeliv.
Det, der med Vilh. Beck blev til Den Kirkelige Forening for Indre Mission var for det første et opgør mod det, som man anså for rationalismens manglende inderlighed i troen og en i forhold til grundtvigianerne langt stærkere fokusering på arvesynden. Den stærke syndsbevidsthed resulterede i en forsagelse af den verdslige del af tilværelsen, som kom til udtryk i store dele af det kulturelle liv, f. eks. teater og ballet, fordømmelse af kødets lyster, både når det kom til dans og udtryk i kunsten. På den måde kunne Indre Mission nok forekomme en anelse kulturfjendsk.
For at illustrere forskellen mellem de to bevægelsers indholdsmæssige budskab kan det være relevant kort at lade bevægelsernes fædre, N. F. S. Grundtvig og V. Bech selv komme til orde, begge tekster er fra 1867.
N. F. S. Grundtvig, Prædiken over Klinten blandt Hveden, 1867.
”… jorden … er den store skueplads for den kamp på liv og død, som Guds søn, der såede hveden, det er sandheden, og han fjende Djævelen, som såede klinten, det er løgnen, i tidens løb fører med hverandre. Dernæst ser vi også, at det var kun tant med de skriftkloges påstand om, at menneskelivet ved syndefaldet skulle have tabt Guds billede, og således mistet al sin lighed med guddomslivet, thi hveden blev jo efter Herrens lignelse ikke ødelagt af klinten, og sandheden ikke opslugt af løgnen, men kun blandet dermed …”
Vilh. Beck, Fjorten Prædikener, 1867.
”… der er to slags mennesker i denne verden, to flokke, verdensbørnenes store vantro flok og gudsbørnenes lille troende flok … verdensbørnenes kristendom, den er at ligne ved et gammelt råddent bindingsværkshus, hvori man nok kan leve tåleligt nogen tid, men hvor man ikke har det godt, og som til sidst styrter sammen om dem. Det er menneskevisdommens og menneskekløgtens kristendom, forstandens og fornuftens rådne bindingsværk … bliver du boende i denne bindingsværkskristendom indtil din dødsdag, så omkommer du i helvedes luer. …”
Hvordan og på hvilke områder, Moe og Indre Mission fik politisk betydning i Skanderup Sogn, skal undersøges her i det omfang, kildematerialet tillader det.
Det skal først og fremmest undersøges, hvordan de religiøse modsætninger afspejlede sig politisk - både mht. den landspolitiske partitilslutning, således som det er undersøgt af Hans Lund Hansen, men her især mht. sognepolitikken og debatten i forbindelse hermed. 
Selv om hovedsigtet i denne fremstilling er den sognepolitiske udvikling siden sogneforstanderskabernes start i 1842, så er den mere generelle sognehistorie også medtaget i nok mere end i forhold hertil fornødent omfang.

Sognet placeret ved Kongeåen, det slesvigske spørgsmål?

Det naturgivne skel mellem Nord- og Sønderjylland har altid gået ved den å, som fra 1700-tallet blev kaldt Kongeåen. Det statsretlige, forfatningsmæssige skel blev skellet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig under Valdemar Sejrs sønner efter 1241, i 1200-tallet.

Koldinghus

Som de fleste, lidt større danske byer er Kolding omtalt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231.[15] Det første Koldinghus er anlagt i 1268[16] ved den naturlige grænse til det, der med delingen af Danmark mellem de to Valdemar (Sejr) sønner, gav hertugdømmet Slesvig til Abel, kongedømmet Danmark til Erik (Plovpennig). Koldinghus og Kongeåen fik således også status af forsvar for rigets grænse mod syd.
Af helt indlysende historiske grunde har Skanderup Sogn, især Skanderup, den tids største landsby i sognet, en fortid som et omfattende SMUGLERCENTRUM. Der er selvfølgelig ikke nogen i sognet, bortset fra et par præster, der har skrevet noget om det. Vi ved det først og fremmest fra retsprotokoller over sager, der blev ført i anledning af det omfattende smugleri. Samt kongelige breve og lovgivning, der forsøgte at gøre noget ved problemet. En lokal historiker, P. Eliassen har i 1926 udgivet en bog, Kongeaaen, om emnet. Bogen bruges ikke meget mere, har alt for meget rub og stub med, men der er ind imellem rigtigt gode, konkrete kildedokumentationer for den farverige historie.

Kongeåen, grænsehistorie

 
 
 
Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2.  Det største tilløb er Vejen Å fra nord. Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å.
Åen blev under Valdemar Sejrs sønner, d.v.s. i 1200-tallet skillelinje mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig. Det skete i 1232, hvor Valdemar Sejr kronede Erik Plovpenning som sin medkonge. Som kompensation fik Abel hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, hvilket skabte adskillelsen af Slesvig fra kongeriget Danmark, Sønderjylland mellem Kongeåen og Ejderen.
Toldtegn, kan søges f. eks. hos Bruun-Rasmussen, her taget fra P. Eliassen.
 
Postkort med motiver fra Kongeå grænsen, Skodborghus, d.v.s.. før 1920.
 
Den statsretlige skillelinje mellem hertugdømmet Slesvig og kongeriget Danmark blev yderligere bekræftet ved Ribe-overenskomsten i 1460[17], hvor der blev skabt en personalunion mellem Danmark, Slesvig og Holsten. Fra anden halvdel af 1500-t. frem til 1850 var åen en del af toldgrænsen mellem kongeriget og hertugdømmet. Det havde særlig betydning for den jyske udførsel af okser, hvoraf der skulle betales eksporttold til kongen. Det var medvirkende til at åen i folkemunde gradvis skiftede navn fra Skodborg Å til Kongeåen. Efter krigen 1864 lagde åen frem til 1920 navn til den dansk-tyske grænse.
I 1851 blev toldgrænsen flyttet sydpå til Ejderen, og det blev for første gang i århundreder muligt frit at krydse Kongeåen. Med krigen i 1864 opstod så Kongeå-grænsen.
Grænserne til forskellig tider, også den udveksling af områder, der foregik i 1864, fremgår ganske illustrativt af dette kort[18]:
 
De kongerigske enklaver omkring Ribe blev ved fredslutningen i 1864 mageskiftet med de 8 sogne[19] syd for Kolding (Sønder Bjert, Vejstrup, Sønder Stenderup, Dalby, Vonsild, Ødis, Taps og Hejls sogne).

Kongeåen som toldsted, smugleriet i Skanderup Sogn

Vi hører første gang om problemer med kongens vigtige indtægtskilde, tolden i sognet i et åbent brev, 1545, fra Christian 3., der jo jævnligt opholdt sig på Koldinghus: ”Eftersom Os er forekommet, at mange, baade indlændiske og udlændiske Købmænd, Herremænds-Bud, Bønder og anden Almue, over Isevad, Falkevad, Astrup Møllevad (Ejstrup Møllevad) og igennem Gieldballe, Hieredrup (Hjarup), Klechbæk (Klebæk) og andre ulovlige Vadesteder og Veje imellem Kolding og Ribe udfører og driver Heste og Øgføl, Øksen, Køer, Korn, Flyttelæs og andet Gods og dermed forkrænker Vor og Kronens Told, da befales, at alt skal udføres over Kolding og Ribe under Straf som for andet Tyveri.”[20] I yderligere et åbent kongeligt brev af 1. januar 1567 kan man se, at der nu som en næsten selvfølgelig ting blev smuglet. Her nævnes forskellige af smuglernes drivveje: Ejstrup Møllevad (Kolding Aa), Hjarup, Skanderup og Klebæk (en Gren af Nagbøl Aa, der falder ud i Kongeåen). Smuglerierne blev oftest udført helt åbenlyst, idet kreaturerne fra markederne i Kolding blev drevet ad de søndre veje ad Ribe til under foregivende af, at tolden skulde betales i Ribe, hvor studene så blev drevet sydpå, ufortoldede.[21]
Disse kongelige breve var dog ingenlunde tilstrækkelige, smuglerierne fortsatte ved toldgrænsen. Christian 4. udnævnte derfor 4 vadstedsridere,[22] 2 for tolderen i Kolding, 2 for tolderen i Ribe. De var dårligt lønnede, og skulle først og fremmest leve af den provision, de kunne skaffe sig ved at opfange smuglergods. Det gjorde dem selvfølgelig overordentligt forhadte blandt egnens beboere, der har set smugleriet som en god måde at skaffe sig ekstra indtægter på.
Mellem de to Åer i Skanderup og Vamdrup sogne var der ingen naturhindringer for smuglerne, og her søgte de så naturligvis hen. Foruden vadstedsriderne var der på dette område også i nogen tid ansat en, der blev kaldt toldinspektør. Her kender man en fra 1668, der hed Carsten Hansen, som boede i Bastrup, altså på den søndre side af åen.
Det blev i 1689 befalet, at alle heste og kreaturer på begge sider af ”Vadestederne mellem Kolding og Foldingbro” skulde brændemærkes to gange om året. Dette omfattede de 4 kongerigske sogne syd for Kolding Aa, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup. Ligesom de sønderjyske herreder Frøs og Kalslund, hvor optælling og indbrænding af heste og kreaturer også skulde gennemføres for at kunne føre kontrol med det omfangsrige smugleri i disse told-, og smuglersogne. Hidtil havde der ingen fast toldgrænse været, men kun et Grænsedistrikt. Efterhånden samlede toldgrænsen sig om Skodborg og Kolding Aa. Så dukker navnet Kongeåen dukker op. Det udspringer velsagtens af folkemunde som et naturligt navn åen, hvor kongens told skule betales. Navnet nævnes ikke i nogen forordning fra dengang. Det anvendes første gang i en Tingbog fra Gørding og Malt Herreder for 1698.[23]
Der berettes om flere eksempler på voldelige episoder mellem de lokale fra Skanderup Sogn og vadstedsriderne. I 1654 skulle en vadestedrider i Kolding have fået hovedet skåret af formedelst Jens Knudsen Glad fra Skanderup.
Under en pest på Kolding egnen i 1654 har vi en beretning fra præsten i Vonsild, Johannes Ryde.[24] Ryde, har optegnet, hvad han om søndagen ville oplæse fra prædikestolene i sine to kirker, Vonsild og Dalby. Ogsaa han kendte, hvad der foregik i de tætte skove mellem Fovslet og Hjarup, Seest og Vonsild: ”I, Vonsild og Sests samtlige Grander, Eder giver jeg til Kende, at jeg mig ganske frasiger den nørre Moosgærde, som jeg haver hidtil i 16 Aar gærdet, af Aarsag, at jeg ikke samme kan for arge Nattegængere og Ransmænd (tør vel sige Kongens Toldsoiqerel ) holde vedlige. I Gaar Nat brød de Staverne op og lod Heste og Bæster igennem fra Sest. Dette maa dog undersøges og straffes. Jeg er ikke skyldig at holde Lyset om Natten for de Sesters Ross- (Heste) og Studekøbere! Gud advare og straffe dem for Jesu Christi retfærdige Doms Skyld. Amen!”[25]
I kolding Byting er der en retsudskrift fra 15. okt. 1645, hvor der er tingsvidner ”af 8 Dannermænd”. Herunder Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, hvis vidneforklaring Jørgen Jensen Stub af Skanderup bekræftede, nemlig at de af vadestedsdriverne opbragte stude var af studedriveren faret vild og derfor anbragt i en stald i byen for natten. Det samme blev bevidnet af Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, som svor, at ”Jacob Skrædder kom til ham i Gelballe om natten hen imod Dag og beklagede sig, at han var drevet vild med 2 Stude og derfor bad ham om at gaa med sig og drive studene til Kolding. Jørgen Jensen Stub af Skanderup vidnede det samme”.[26]
I 1782 klagede en grænsekontrollør Zahn over det store Smugleri i de 4 sogne, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup, som holdt kro og hentede hele læs ”Brændevin, Hør og Tobak fra de »holstenske« (slesvigske) Købstæder, hvorved de  ikke alene forsynede selve Sognene, men endog udførte store Dele deraf til Jylland.”[27]
 
 
Skanderup var efter 1727 mærkeligt stillet. Toldlinjen kom her til at gå midt igennem sognet, den gik 1727 – 1850 rundt om Nagbøl Skov og fulgte Drabæks Mølleå.[28] Der måtte herefter bevogtningsmandskab til, hver gang kirken skulle repareres, og der skulle føres materialer hertil nordfra. Og præsten skulle over sogneskellet for at udføre kirkelige handlinger i resten af sognet. Præsten fik et særligt ”Promemoria” 19. oktober 1776, der udvidedes 16. april 1796, så han kunne passere toldskellet i sit sogn. For den almindelige befolkning var dette i medfør af besvær og ubekvemme omveje til f. eks. Kolding, blot for at komme fra en nordlig til en sydlig del af sognet, en kilde til irritation og utilfredshed. Måske ikke mindst foranlediget af meget tjenesteivrige og ufleksible toldere. Der er et eksempel på en sag i forbindelse med en tolders måde at jage efter smugbrænding, der gav anledning til en kommissionssag imod ham med raadmand Hans Diechmann og landvæsenskommissær Arent Steenstrup som kongelige Kommissarier[29], hvorefter man ikke hører mere til denne tolder i sognet.

De slesvigske krige

 
 
Danmarkskort fra 1817. Kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten, Lauenborg.
1800-tallets slesvigske krige i sognet?
1800-tallets to slesvigske krige kom til at afgøre de danske hertugdømmers nationale tilknytning til det, der i 1871 under Prøjsens ledelse blev til Tyskland, eller til Danmark, endeligt afgjort i 1920 efter nationalitetsprincippet[30].
Kongeriget og hertugdømmerne før og efter krigen i 1864
Den danske hær sejrede ved Fredericia i 1849 og Isted i 1850 under første Slesvigske Krig 1848-51. Sejrene fik kun moralsk betydning og betød en dansk hang til selvovervurdering, som blev katastrofal i 1864. Der var tale om (knebne) danske sejre, som ret beset ikke burde have medført den fejlagtige opfattelse i Danmark, at man kunne opnå en dansk national løsning,
Slaget ved Isted - de danske tab er opgjort til 845 faldne, 2045 sårede og 368 tilfangetagne. Oprørshæren mistede tilsvarende 534, 1202 og 1072. På dansk side 3258, på slesvig-holstensk side 2806 i alt.
På trods af krigens realiteter, hvor også general Schleppegrell og oberst Læsøe mistede livet, rejste man i Flensborg på foranledning af De Nationalliberale, bl.a. Orla Lehmann, H. W. Bissens skulptur. Til liden begejstring for de tysksindede. Efter 1864 blev monumentet udsat for hærværk og flyttet til Berlin, hvorfra det kom til Danmark i 1945. Det blev i 1947 opstillet ved Tøjmuseet. Først i 2011 blev monumentet genrejst på sin plads i Flensborg.
 
 
Mindesten på Skanderup Kirkegård, opsat i 1874 til minde om slaget ved Ejstrup. Se herom. Privat foto.
Under internationalt pres måtte den danske regering efter afslutningen af første slesvigske krig love, at der ville blive indført en fællesforfatning for helstaten, at Slesvig ikke ville blive knyttet nærmere til kongeriget end Holsten, og at alle dele af staten skulle være ligestillede. Disse betingelser blev brudt med novemberforfatningen af 1863 og førte til krigen i 1864, som Danmark tabte. Under stormen på Dybbøl 18. april 1864 havde Danmark voldsomme tabstal, mistede ca. 4.700 mand, heraf 1.700 døde og sårede samt 3.000 tilfangetagne. Den prøjsiske hær mistede ca. 1.200 døde og sårede, men ingen tilfangetagne. Præcise opgørelser over de faldne findes ikke.[31] De manglende tabsopgørelser skyldes især vanskeligheder med at gøre tabene op - blandt de sårede kan være livsvarigt invaliderede og så hårdt sårede, at de døde hurtigt efter opgørelsen og på den anden side sårede, som efterfølgende igen kunne indkaldes til militærtjeneste, Skønsmæssigt vil det formentlig være rimeligt at antage, at o. 2000 døde i forbindelse med krigen i 1864.
 
D. G. Monrad og C. C. Hall - 1864 katastrofens politiske fædre. Begge Nationalliberale. Hall fremsatte og gennemførte forslag til Novemberforfatningen. Monrad måtte lægge ryg til konsekvensen.
Efter nederlaget ved Dybbøl blev Fredericia rømmet i slutningen af april, og hæren koncentreredes på Fyn og Sjælland, dog med mindre hærenheder på Als, som blev slået af prøjserne i slutningen af juni. Resten af Jylland, op til Ålborg blev besat af prøjserne og østrigerne, og fredens hårde betingelser blev underskrevet 30. oktober 1864. Et var, at den danske hær næsten blev slagtet ved Dybbøl, men fra Sønderborg til Skagen blev østrigerne og prøjserne et alment jysk problem. Den danske hær bestod af ca. 38.000 mand. 1. og 2. division stod på Als og ved Dybbøl, 3. division stod ved Fredericia. Resten, 4. division flygtede foran prøjserne og østrigerne hele vejen op gennem Jylland, heraf navnet ”røven af 4. division” - det var nemlig, hvad prøjserne og østrigerne så.
Der blev i Danmark indført almindelig værnepligt ved lov af 12. februar 1849[32].  Hvor mange i sognet havde så direkte krigsdeltagelse i de slesvigske krige? Til besvarelse af dette spørgsmål er kildematerialet folketællinger, kirkebøger og lægdsruller[33] først og fremmest. Tilsammen kan disse kilder give et billede af krigenes omfangsmæssige betydning. Skal man have det oplevelsesmæssige med, kræves der erindringer, dagbøger mv. Og det finder man ikke i Skanderup Sogn om de slesvigske krige, så vidt vides.[34]
Det har været muligt at identificere 9 fra Skanderup by, som ved folketællingen i 1850 var registreret som soldater, og som i princippet derfor kan have deltaget i den første slesvigske krig.[35] Ud over de 9 registrerede soldater, er der i 1850 registreret 2 faldne fra sognet, formentlig under 1. slesvigske krigs blodigste slag ved Isted, hvor der var 3258 døde og sårede på dansk side, 2806 på slesvig-holstensk side. Tallene varierer efter opgørelsesmetode, men viser under alle omstændigheder, at den danske sejr var dyrekøbt.[36]
Det har ydermere været muligt at identificere 2 eller 3 fra sognet, som faldt i 1864.[37] Hvis vi tager sognets folketal som et gennemsnit mellem 1860 og 1870 folketallet, så var sognets tabsprocent hermed på 0,22 eller 0,15[38] mod en landsdækkende tabsprocent på 0,13[39]. Selv om sognet kunne forekomme overrepræsenteret, skal man også være opmærksom på, at der er tale om et landsogn, hvor militærtjenesten har været mere udbredt end i resten af befolkningen, også selv om der i 1849 indførtes almindelig værnepligt.
Med 4-5 døde i løbet af de to slesvigske krige og med den tidsmæssige og geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, kunne man måske forvente en speciel national variant i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid.  Ud over de registrerede faldne og sårede er der de savnede. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater.
Men i stedet udspiller der sig en lidt uventet variant, en lokal konflikt mellem Indre Mission, inspireret af højremanden og den stærkt indre missionske C. J. Moe med den heraf følgende, naturlige modstander, grundtvigianismen, provisorietidens folkelige Venstre bevægelse, den landspolitiske opposition til Estrups højreregering.
 
 
Økonomisk og erhvervsmæssig udvikling siden landboreformerne
 
Og bag det hele ligger de økonomiske vilkår, som udgør de rammer, der skaber de politiske og kulturelle vilkår i et samspil snarere end et årsag- virkningsforhold.
Der vil her blive fokuseret på den samlede produktion, målt i BFI, og landbrugets andel heraf, alt i faste, dvs. 1929 priser.
Bruttofaktorindkomst 1818-1975 i 1929 priser
Den samlede produktion, BFI er steget fra 441 mio. kr. til 23.551 mio. kr. i faste priser. Man kan med den logaritmiske skala[40] sammenligne stigningstakten, og vi ser her, at fra o. 1880 begynder andre erhverv end landbrug produktionsmæssigt at stige markant mest. Denne tendens tager fra 1950erne virkelig fart, og herfra får vi, hvad man kalder den 2. industrielle revolution. Landbruget er herfra afløst af sekundære og tertiære erhverv som de produktionsmæssigt dominerende.
Bruttofaktorindkomst 1818-1975 i 1929 priser, logaritmisk skala[41]
 
Der vil blive givet en lidt mere detaljeret gennemgang af den økonomiske udvikling fra landboreformerne i slutningen af 1700-tallet indtil vore dage. Men da denne gennemgang kun i meget begrænset omfang omtaler decideret lokale forhold, henvises den til Appendix 1.
 
 
 
 
 
 
 

Kilder til og fremstillinger af sognets historie 

Det benyttede materiale omtales også i nogen udstrækning i de afsnit, hvor det benyttes. Her det skønsmæssigt vigtigste.
Sogneforhandlingsprotokoller for Skanderup Sogn 1903-1954 er nøje gennemset. Protokollerne 1938-54 er klausuleret efter 75 års reglen i Arkivloven, men er altså udleveret. Der vil ikke blive refereret offentligt herfra uden arkivargodkendelse.
Protokollerne 1868-1903, for provisorietiden, mangler og må anses for bortgnavet af tidens tand, hvem end tanden må have tilhørt som repræsentant for tiden. Det er stærkt beklageligt, da et af hovedpunkterne i denne undersøgelse er en lokalpolitisk problemstilling, specielt for denne periode.
Der må her i stedet benyttes andet, tilgængeligt kildemateriale.
Forhandlingsprotokol for 1842-68, Sogneforstanderskabet (som det kaldtes indtil 1868) for Skanderup Sogn er en værdifuld detalje, som heldigvis har overlevet den grumme tidens tand. Er især værdifuld som illustration af, hvordan forstanderskabets sammensætning er præget af forsigtighed med at lade almuens socialt nedre lag deltage. Kronens / statens repræsentanter og det store hartkorn har en helt dominerende stilling sammen med præster og skolelærere. De sidstnævnte dog ikke udtalt i Skanderup Sogn, tværtimod ses de ikke repræsenteret.
Kronens Skøder på afhændet og erhvervet Jordegods ... 1535-1765, bd. 1-5, udgivet af Rigsarkivet 1892. Her finder man dokumentation for de gårdhandler m.v., hvor kronen, dvs. statsmagten indtil 1848, var indblandet. Det er et godt primært kildemateriale til bestemmelse af først og fremmest sædegårdsproblematikken i Skanderup Sogn. Men også til bestemmelse af, hvorledes kronens gods handledes.
Under arbejdet med stoffet blev det efterhånden helt åbenbart, at der var et behov for at få en beskrivelse af det dagligliv, som levedes i den specielt behandlede, ca. 100 års periode fra 1800-tallet til midten af 1900-tallet.
Til noget af stoffet, den del der indgik i den offentlige debat, er der benyttet lokale dagblade, Kolding Avis, Kolding Folkeblad og Kolding Social-Demokrat.[42]
Folkemindestof[43] kan her være et væsentligt supplement. Det eneste, der findes decideret om Skanderup Sogn er Otto Korsgaards af Aug. F. Schmidt redigerede erindringer om Folkeliv i Skanderup Sogn, udgivet 1924, fortalt i 1922.
Otto Korsgaard er 1 ud af 2416 personer i Skanderup Sogn i 1921, inkl. kvinder og børn, som dengang jo ikke ytrede sig så meget i den offentlige debat. Korsgaard står uden for Indre Mission og Grundtvigianismen. Efter eget udsagn tilhører han ”den gamle Skole og lever i den Kristendom, jeg er blevet opdraget til i mit Hjem og hos min Lærer og Præst.”[44]
Selv om Korsgaard kun er en enkelt stemme, sikkert ikke engang repræsentativ, så ser han ud til at have haft en fortræffelig iagttagelsesevne og en glimrende hukommelse.
Desværre har udgiveren Aug. F. Schmidt undladt[45] ”flere karakteristiske og morsomme Historier om Stridighederne mellem Indre-Mission og de øvrige Sognefolk.”[46]
Til bestemmelse af sognets embedsmænd i perioden efter landboreformerne kan man benytte Kongelig Hof- og Statskalender, der er udkommet siden 1801. Desværre er de laveste i myndighedshierarkiet, som her er medtaget, herredsfogederne. Det betyder, at de helt lokale sognefogeder ikke er medtaget.
Omkring sognefogederne i Koldinghus Amt er der foretaget en række glimrende undersøgelse af Johs. Lind[47], dels i en undersøgelse af lenstiden[48], dels af tiden indtil 1750[49], eller i realiteten indtil Chr. 7.’s forordning fra 1791 om "sognefogeders beskikkelse, deres embedsforretninger og belønninger".
Kildematerialet er fortrinsvis lensregnskaberne for Koldinghus len og Koldinghus amt samt amtets kopibøger over udgået korrespondance, herunder de tilhørende jordebøger. Dette kildemateriale er usikkert mht. navne, da man først og fremmest interesserede sig for beløbene, de vigtige indtægter. Desuden kan der hentes oplysninger fra de forskellige herreders tingbøger og fra skifteprotokollerne[50]. Hertil kommer matriklerne fra 1642-44, 1688 og 1844, som er et meget vigtigt kildemateriale til overgangen fra landsby- og dyrkningsfællesskab til udskiftningernes overgang til det individuelle landbrug.
Før slutningen af 1600 tallet kan kildematerialet i mange lokalsamfund være så sparsomt, at det stort set ikke er muligt mere detaljeret at tegne konturerne af landsbyfællesskabets forhold i distrikt, amt, herred og sogn.
I forhold til det manglende vide- og vedtægtsmateriale for Skanderup Sogn er der et ganske righoldigt materiale, der hidrører fra den offentlige administration. Danske lokalhistorikere er enevældens velordnede og stort set velfungerende embedsværk megen tak skyldig for den heldige situation, vi er i, når lokalhistorien mellem 1660 og 1849 skal undersøges. Vi har centraladministrationen i København, især Danske Kancelli og Rentekammeret. Og i rigt mål lokaladministrationen i Koldinghus Len, efterfølgeren Koldinghus Amt fra 1662 og fra 1783 Ribe Amt. Her er der arkivalier fra amtmanden, amtsforvalteren, herredsfogeden, bispen, provsten, præsten og lokale degne. Samt materiale fra Kolding Rytterdistikts administration. Desuden skøder m.v. for de enkelte gårde. En hel del af materialet findes på Landsarkivet i Viborg, noget på Kolding Stadsarkiv.   
Især kan man benytte de ret pålidelige oplysninger om landsby- og dyrkningsfællesskabet, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688[51], markbøgerne 1682-83, der er ført sognevis, modelbøgerne fra 1686 og forskellige års engtakseringsprotokoller, også hovedsageligt fra 1600 tallet.[52] Disse kilder er vidnesbyrd om forholdene i 1680’erne men også i vid udstrækning den foregående tid.
Den nyere forskning i landsbyfællesskabernes historie benytter matrikuleringsmaterialet før 1688-matriklen, dvs. 1662/64-matriklen, der var opmåling efter landgilden til at få landsbyfællesskabets funktion og struktur belyst. Af skattetekniske grunde ønskede man en mere præcis matrikulering, dvs. effektivisering af den enevældige stats indtægter.
Kirkebøger blev ved reskript af 17. maj 1646 påbudt ført. Af Jyllands 550 pastorater er der kun 77 tilbage fra tiden før 1660[53], i Skanderup sogn er den første, bevarede kirkebog fra 1692-1758[54].
Foruden det primære kildemateriale, specielt sognerådets forhandlingsprotokoller, som ligger på Kolding Stadsarkiv, og matrikelkort[55], som er lagt på nettet, findes der nyere, også ganske brugbare fremstillinger af Skanderup Sogns historie. Fremstillingerne kan sammenholdes med samtidige beretninger fra C. J. Moe, sognepræst i Skanderup 1885-1922. Først og fremmest hans erindringsbog, Oplevelser, O. Lohse 1926, samt Aug. F. Schmidt, Skanderup Sogn I-II, 1925. Sidstnævnte fik en ret ilde medfart i en samtidig anmeldelse[56]. Ud over forkert angivelse af administrativt tilhør for Skanderup Sogn 1662-1793 (Koldinghus Amt, først herefter med kgl. resolution af 1793 overgang til Ribe Amt, ydermere delingen af Anst Herred indtil 1573 mellem Skodborg og Koldinghus Len)[57], så mangler Schmidt også at inddrage "Kronens skøder[58] på afhændet og erhvervet jordegods i Danmark fra reformationen til nutiden, Rigsarkivet 1908"
De to (og vist eneste nyere) lokalhistoriske fremstilliner af Skanderup Sogns historie, som er brugt her, er Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie[59], 1996 og Hans Lund Hansen, Nogle undersøgelser over forhold i Skanderup Sogn, Fra Ribe Amt 1969, s. 177-226. Hertil kommer Richard Andersen, Lunderskov Kommunes Historie, 2009.
Den mest direkte anvendelige til den her tilsigtede undersøgelse er Hans Lund Hansen, som har sat sig for at lave en (desværre derfor noget begrænset) undersøgelse af den politiske ledsagekultur til Indre Missions gennemslag med især C. J. Moe som sognets folkekirkepræst fra 1885. Thomas Christensens lokalhistorie er værdifuld, hvis man ønsker detaljerede oplysninger om ejerne af enkelte matrikler i sognet.
Der er en hjemmeside for Skanderup Valgmenighed[60], og desuden en beskrivelse af kirken[61], foretaget af Nationalmuseet. Valgmenigheden så dagens lys i 1910 som et resultat af polariseringen i sognet under C. J. Moe.
Hertil kommer: Københavns Universitet, Nordisk Forskningsinstitut, database med danske stednavne[62]. Danmarks Stednavne, bd. 1-25, 1922-2006 og Folketællinger 1787 - 1930, der kan suppleres med materiale fra Danmarks Statistik[63].
Omkring andelsmejerier og søndagshvilende mejerier, som i Skanderup Sogn har været en af skillelinjerne, skabt af pastor C. J. Moe, er der lavet en god, solid historisk undersøgelse af Harry Haue (download af pdf-fil). Der er også lavet et mere sociologisk orienteret skoleridt omkring samme emne, som særligt interesserede muligvis kan få noget ud af. 
 
 

Skanderup Sogns fortidsminder

Som Cæsar inddelte Gallien i 3 dele, kan man inddele Jylland i 4.
Nørre- og Sønderjylland skilte ved Kongeåen, hvor Sønderjylland lå mellem Ejderen og Kongeåen, resten var Nørrejylland. Med en nyere inddeling kan man inddele efter Nordjylland nord for Limfjorden med hævet havbund og flade kystsletter, Midtjylland nord og Sønderjylland syd for Kongeåen.
Midtjylland kan så deles efter istidens hovedstilstandslinje, hvor den vestlige del, Vestjylland er flade og sandede hedesletter, den østlige, Østjylland del er kuperet og præget af moræneaflejringer.
Skanderup Sogn ligger i Østjylland og er del af en bredere forhistorie, som her skitseres i hovedtræk.

Istid og stenalder

Sidste istid varede iflg. de bedste skøn ca. 100.000 år. Heraf var Danmark kun dækket af is de sidste ca. 15.000 år. Den store opvarmning, som afsluttede istiden i Danmark skønnes at være sket i to tempi. Først en opvarmning for ca. 14.700 år siden, hvor der må formodes at have været mennesker i det nuværende Danmark. Opvarmningsperioden strakte sig over ca. 2.000 år, herefter igen ca. 1000 år med temperaturfald, hvor mennesker igen må være trængt sydpå. Istiden sluttede endeligt for ca. 11.700 år siden[64], dvs. den sidste indlandsis skulle i Danmark være forsvundet o. 9-10.000 f. Kr. Der har givet levet mennesker i Danmark før og under dele af sidste istid[65], især sandsynligt under den midlertidige opvarmning på de ca. 2.000 år. Vi ved blot stort set intet om dem. Bortset fra den strålende, fiktive beskrivelse i Johs. V. Jensens[66], Den lange Rejse. Bræen.
Længere nede i Europa er der fundet spor efter hele eller delvise forfædre til homo sapiens, Neandertalere og Cro Magnon'er. Formentlig har de to fortidsmennesker mødt hinanden nede i det sydøstlige Europa for o. 30.000 år siden, hvor man daterer de første fund af Cro Magnon'er. Under alle omstændigheder uddøde Neandertalerne for ca. 25 - 30.000 år siden efter at have eksisteret vel siden o 300.000. Cro Magnon er en homo sapiens, altså helt sikkert blandt vore forfædre. Neandertaleren var større, formentlig stærkere, men nok ikke helt så klog og tilpasningsdygtig. Man formoder, at Cro Magnon'erne bedre var i stand til at overleve sidste istid, at de slet og ret tog den eksisterende føde, foruden hvilken Neandertaleren måtte uddø. Cro Magnon'erne stammer i øvrigt fra Afrika. Uanset hvor i Danmark, Europa, eller i verden man bor, så er det ret sikkert at antage, at vore stamfædre er Cro Magnon. Vil man gerne adskille sig fra f. eks. svenskere, bliver det næppe på forskel i stamfædre.[67]
Neandertalerne mente man tidligere at have påvist eksistensen af i Danmark ud fra fund af dyreknogler i en grusgrav ved Hollerup NV for Langå, der kan dateres til 130-115.000 f. Kr. Man har ment, knoglerne var knust af menneskelige væsner m.h.p. marvspaltning. Neandertalere formodede man, det har været, da de jo er påvist at have eksisteret i det sydlige Tyskland ca. 400 km længere mod syd o. denne tid. Nyere undersøgelser af dyreknoglerne synes dog at afkræfte denne teori. Man må derfor nok konstatere, at de første mennesker i Danmark tidligst kan konstateres under slutningen af sidste istid, dvs. nok for o. 14.000 år siden, lyder de bedste arkæologiske skøn. 
Efter sidste istid begynder så Danmarks forhistoriske tid, dvs. kun arkæologiske, ingen skriftlige kilder. Før og under istiden er der intet materiale, der kan fortælle om liv og levevilkår. Arkæologer kan som regel få forbavsende meget ud af et ganske sparsomt materiale. Det er ikke engang muligt her.
Ældste jægerstenalder, dvs. hvor der i Danmark kun var jægere og samlere. Ingen bofaste. Sættes af nogle arkæologer til o. 13 000 - o. 9 000 f. Kr. Det er nok en del nærmere 9 000 end 13 000, hvis det skal fastholdes, at Danmark næppe var beboet under istiden. Hvis man (rimeligt realistisk) antager, at der har levet mennesker i Danmark under den første opvarmningsperiode fra ca. 12.700-10.700 f. Kr. og herefter nok først igen fra o. 9.700 f. Kr., så passer den anførte tidsangivelse så nogenlunde.
Denne periode har man navngivet efter fund af flintaffald og -redskaber, især efter lokaliteten Bromme i Midtsjælland. Tidsmæssigt følger Brommekulturen Hamburg- og Federmesserkulturerne og efterfølges af Ahrensburgkulturen samt Maglemosekulturen: Brommekulturen, en blandet skov- og tundra- og jægerlivsform fra sidste del af istiden. Ca. samtidig med kulturer, man har fundet spor efter i Sønderjylland, Hamburg- og Federmesserkulturerne.
Efter isens bortsmeltning og skovens indvandring skiftede jægerkulturen karakter fra omkring 9000 f. Kr. I urskoven begyndte Maglemosekulturens folk at jage, bedst kendt fra bopladser ved indlandets søer i de store sjællandske moser som Åmosen og ved nogle jyske åer. Kystbopladserne ligger nu på havets bund. Jægerne kunne dengang gå til England.
I Hjarup Mose er der gjort fund og desuden mellem Gamst Søenge og Dollerup Sø, hvor man på 8 lokaliteter har fundet skafttungespidser (et typisk brommekultur redskab), som dog ikke kan forbindes med en egentlig boplads, men som kan være bortskudte pilespidser, der kunne indikere Federmesser-, Bromme- eller (måske starten på) Maglemosekulturen (hvor dette redskab dog forsvinder). De betydelige fund er registreret meget professionelt af en lokal gårdejer lidt øst for St. Andst, Ingvor Filtenborg. Den meget præcise viden om fund og fundomstændigheder i Dollerup skyldes ham iflg. de arkæologer, der har skrevet om fundene i en artikel, Federmesserkulturen i Danmark. Belyst med udgangspunkt i en amatørarkæologs flintsamling.
Der er i Dollerup tale om overfladefund, som gør det vanskeligt at drage sikre konklusioner mht. bosættelse og sammenhæng til de kulturer, som fundene repræsenterer.
Ældre jægerstenalder, med mere bofaste, kystbopladser ved bl. a. Limfjorden kan tidfæstes til o. 9000 - o. 4000 f. Kr. Maglemose- (indtil o. 6400 f. Kr.), kongemose- (indtil o. 5400 f. Kr.), og ertebøllekulturer (o. 5400 - o. 4000 f. Kr.).
Bue og pil var i løbet af ertebøllekulturen blevet jagtredskaber. I modsætning til de relativt store skafttungespidser finder man nu mange og ganske små pilespidser af flint. Havet fyldte dengang mere end nu, takket være øget is afsmeltning, og skabte et øst- og et norddansk ørige. Det lune, salte hav egnede sig til at fange østers. Desuden blev hjorten, vildsvinet og sælen det dominerende jagtvildt. Man har formentlig flyttet bopladser mellem kyst (sommer) og indlandssøer / åer (vinter). Efteristidens bevægelser i landskorpen efter afsmeltningen har druknet de syddanske kystbopladser med tilhørende fiskeredskaber. Disse viser for alvor havets betydning som fødekilde.
Bondestenalderen o. 4000 - o. 1700 f. Kr. var tiden, hvor den fastboende bonde afløste den omstrejfende jæger og samler. Tamdyr, kornavl, keramik og slebne økser og en ny gravkultur. - Lange jordhøje med indvendige pæleinddelinger og trækamre. Afløses af storstensgravene med små stenkister i rund- eller langhøje, -dysser. De klassiske dysser kendes i tusindvis over hele landet. Efter dyssen kom jættestuerne, der var større kamre med gang, som blev genbrugt ofte, og derfor kan indeholde snesevis af skeletter, hensætninger af lerkar osv.
Fra omkring 2800 f.Kr. kommer der som noget nyt den såkaldte enkeltgravskultur. Kulturen er bedst kendt fra Jyllands magre jorder, hvor skeletsporene er vasket helt ud. Gammelkendte redskaber ændrede sig, både flintøkser, stridsøkser og lerkar. Bopladserne synes indskrænket til enkeltgårde. Der kendes mange grave fra enkeltgravskulturen. Man har såmænd også benyttet tidligere tiders jættestuer til enkeltgravskulturens døde. 
Som overgang til bronzealderen kalder man tiden fra o. 2400 - o. 1700 f. Kr. for dolketid. Der bliver her flintminedrift - ved Limfjorden i næsten stordriftsformat. Der fortsættes med stenbyggede enkeltgrave - med genbrug som i jættestuerne - og i Midtjylland uden høj.
Bronzealderen o. 1700 - o. 500 f. Kr. Ud over at Danmark helt uden egne metaller nu blev en af Europas største forbrugere af bronze til våben m.v. pr. km2, er gravhøjene vel nok det mest markante - de ligger i Danmark jævnt fordelt over hele landet. Der var relativt varmt og tørt i Danmark i denne periode, tidligere tiders skovarealer blev fortrængt af græsningsarealer til husdyrene. Der er ganske mange gravhøje fra bronzealderen. Der vil være tale om gravhøje med en højde på ofte op mod 4 m, ofte også anlagt på markante bakkedrag. Bronzealderens gravhøje kan ligge i grupper eller på rad og række. Beboelsen synes at have været enkeltstående to- eller treskibede langhuse, ikke landsbyer. Der er fundet og udgravet huse af denne type, som kunne tyde på, at agerbruget har været af mindre betydning, hvorimod husdyrbruget (som i resten af landet i bronzealderen) har været vigtigere - med husdyr som kvæg, får, geder, svin (i skovområder især) og heste, sidstnævnte dog nok kun som en luksus, de mere velstillede kunne tillade sig.
 
Jernalderen inddeles efter fundenes særlige kendetegn i 1) før romersk jernalder, o. 500 f. Kr. - o. 1 e. Kr. (der er ikke noget, der hedder år 0), 2) romersk jernalder, o. 1 - o. 400 e. Kr., 3) germansk jernalder, o. 400 - o. 800 e. Kr.
Det blev o. 400 f. Kr. koldere i Danmark, og der kom nu mere sammenhængende bebyggelser, hvor man kunne bo på det samme sted eller blot flytte nogle få hundrede meter væk. I før romersk jernalder bredte brandgravsskikken sig, dvs. de døde blev brændt og lagt i en urne, som blev anbragt på en flad mark, evt. ved siden af en eksisterende gravhøj.
Fra romersk jernalder ændrede gravskikkene sig igen. Efter brandgraven kommer nu skeletgraven igen, navnlig til begravelser af de mere velstående. Gravpladser med skelet- og brandgrave benyttedes ofte gennem århundreder, en enkelt med 2500 grave over et tids span på omkring 500 år. I yngre romertid skete der flere vigtige fornyelser. Landbruget gik endnu mere over til kvægavl end i bronzetiden. Havre og rug samt hør vinder frem.
Vikingetid. Danmarks vikingetid, navngivet efter, hvad datidens beboere også kaldte sig selv, i det mindste de af dem, der drog på sørøver- og handelstogter, kan dateres til ca. 800 - ca. 1050, altså lidt ind i den periode, hvor Danmark i princippet var gået over til kristendommen. Man har fra denne periode "Trelleborgene", hvoraf Fyrkat og Aggersborg ligger i Midtjylland. Disse borge har enten været "tvangsborge", dvs. beregnet på, at centralmagten kunne holde styr på befolkningen, eller de har evt. været beregnet på erobringstogter ud af landet.
Den lille Jelling sten (ca. 935)
Bag den store: Kong Gorm[70] gjorde disse kumler[71] efter Thyre sin kone,Danmarkspryd[72].
Den store Jelling sten (ca. 960-985): Kong Harald[73] bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Thyre, sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne[74].
                               
Neden for de to Jellinge sten, som man normalt anser for at være Danmarks dåbsattest. I det mindste er de monumenter over vikingekongen Harald Blåtands bekendtgørelse, at han samlede og kristnede hele Danmark. Kombineret med den viden, som vikingeborgene[75] giver os om en stærk centralmagt, kan man nok godt fæste lid til denne lidt reklameprægede bekendtgørelse. Men der har været kamp om magten, hvilket viser sig ved sønnen, Svend Tveskægs voldelige magtovertagelse.  
Lokale fund 
 
Mht. fund og fortidsminder i sognet er det, som det fremgår af oversigtkortet, især Dollerup, Nagbøl - sammen med nabobyerne Gejsing, Lejrskov, Hjarup og St. Andst - som rummer ind imellem bemærkelsesværdige fund og fortidsminder. I byerne Skanderup og Gjelballe er der relativt få.
Man har nok oprindeligt bosat sig langs å og sø i Kolding ådal. Herfra så vel udflytning til torp-byerne, bl.a. Skanderup samt - ikke mindst kunne fundene tyde på - Dollerup-Nagbøl området.
Kortets røde cirkler markerer fredede fortidsminder, de blå repræsenterer ikke-fredede fund og fortidsminder.
Der skal her gives en kort præsentation af fund og fortidsminder.
Præsentationens korrekthed beror på Kulturstyrelsens registrering. Så vidt det har kunnet konstateres, er denne registrering både korrekt og opdateret. Det kan desværre være problematisk at få adgang til flere af disse fortidsminder, da de er placeret på privat og ikke altid tilgængeligt areal. 
Uden for kortet, mellem vejen fra Gjelballe mod Kolding og møllevang er der ved Lindholdtgård fundet en ikke-fredet jernalderbosættelse, dog med ret få fundgenstande, kogegruber, lidt keramik og flintafslag. 
Hos teologen Nicolay Jonge hedder det i hans Danmarksbeskrivelse fra 1777 om Skanderup Sogn: "Paa Sognets Mark findes mange hedenske Begravelser og Offersteder."
Tidens tand, intensiv landbrugsdrift og anlæggelsen af jernbanen i 1866 har nok ændret dette noget. Hos A. F. Schmidt, Skanderup Sogn, 1926 hedder det s. 11, at man iflg. Nationalmuseet i 1898 " ... skulle have kunnet stedfæste 28 Oldtidshøje i Sognet ... 15 af højene var i 1898 overpløjede ... og i 1922 da jeg besaa dem alle i Marken, kunde der sees smaa Forhøjninger i Agrene, hvor Højene angives at have været."
I dag kan man i Kulturstyrelsens registrering konstatere mellem 60-75 mere eller mindre velbevarede fortidsminder - samt fund - inden for sognegrænsen. Heraf dog kun 5 fredede, og disse hovedsageligt op ad sognegrænsen til Gejsing og Lejrskov, hvor der er massivt flere, især i Lejrskov området. Uden for sognegrænsen er der også mod sydøst i Hjarup og Fovslet et større antal fredede oldtidsminder.
Det må nok bekræftes, at jernbanen og det intensive landbrug har kostet dyrt mht. bevarelsen af fortidsminder. Der vil vel altid være et spillerum mellem det økonomiske, dagen og vejen og hensynet til historie og kultur. Alt i alt holder A. F. Schmidts o. 13 observerbare fortidsminder i sognet formentlig stadig stik. 

Fredede oldtidsminder 

Om en nu fredet urnegrav fra jernalderen, beliggende Kongsbjerg, registreret første gang i 1890, hedder det i 1936: "Højen beset Sept. 1936. Den er ikke egnet til Fredning, da den er beskadiget med store Afgravninger af Siderne, ved Anbringelsen af et Vognskur og en Kartoffelkælder. Ejeren vilde tilmed gerne have en Erstatning, hvis der skulde foretages Fredlysning."
Kongsbjerg blev fredet o. 1937. Højens urnegrav fra jernalderen, lå i Kongsbjerggård "i et hjørne af gården", noget beskadiget. Offentlig adgang. 
Spidshøj, jordfæstegrav, rundhøj og urnegrav fra bronzealderen. Udgravet første gang i 1902 (af lodsejer). Offentlig adgang. 
Flavenfeldt, jordfæstegrav, rundhøj, brandgrav fra bronzealderen, udgravet første gang 1903, registreret som overpløjet høj i 1898. Mark ved Rolles Mølle, hvor der blev udgravet grus til jernbanebyggeri.
Hesselvad Bro. Rasteplads med restaureret bronzealderstenkiste fra gravplads, der blev fjernet ved vejbyggeri. Offentlig adgang. 
Dollerup, rundhøj, fredet før 1937, ad Nagbølvej, mod Dollerup, nord for Nagbøl Nygård, et par hundrede m. sydøst for Tvillingehøjene, Dollerupgård i Dollerup.
Ikke-fredede fund, Skanderup-Gjelballe
Søndergyden, jernalderskår, fundet 2002.
Hjarupvej, affaldsgrube fra før romersk jernalder, fundet ved byggemodning 2006.
Wissingsminde, affaldsgrube med urne fra ældre romersk jernalder, fundet 2000.
Skanderup Kirkeby, fund af bronzebeslag fra middelalder (1067-1535), vest for kirken, fundet 2003.
Elisabetslyst v. Gjelballevej, fund af keramik m.v. fra jernalder, fund i 2000.
Dakavej, kogegrube og keramik fra bronzealder, fundet 2002.
Gjelballehave, fund af stenlag i 1953, der blev tolket som en røse, dvs. en stensat gravhøj, som kan være alt fra stenalder til jernalder. Hvis det da overhovedet er en røse.
Store Bremhøjgård, stenalderfund og slibesten fra yngre jernalder / vikingetid, fund i 2000.
Vestergaard, oppløjede affaldsgruber, oldtid, ellers ingen nærmere datering, fundet i 2000.
Betydeligt tættere ligger de ikke-fredede fund i Lunderskov, Dollerup og Nagbøl.
I området i og omkring Dollerup er der markant mange oldtidsfund på Tinghøjgård og Sølyst. Samt Dollerupgård.
I Nagbøl er der især mange fund i Nørremose og Nagbøl Søndermose.
I Lunderskov koncentrerer fundene sig omkring Spidshøj, Rolles Mølle og Kongsbjerg. Ved Rolles Mølle er der en rundhøj, hvor der er gjort en del bronzealderfund, samt en grube, hvis funktion ikke er afdækket. Der er her desuden en del nedgravninger, som er sat i forbindelse med tyske militære anlæg. I nærheden heraf og i Spidshøj området er der formentlig 3 rundhøje, som enten ikke er endeligt lokaliseret, eller som er fjernet ved grusgravning. På Spidshøjgård er der ud fra et luftfoto lokaliseret en rundhøj, en jordfæstegrav og en bosættelse fra stenalder eller ældre, samt en bronzealdergrav. Spidshøjgård-fundene er gjort 1996-2005.
I Nagbøl er der en del stenalderfund, især i den sydlige del, der grænser op mod Bønstrup (Nagbøl Søndermose, Westerby). Desuden nogle jernalderfund i Nagbøl Søndermose og Petersminde, hvor der i 1994 blev fundet sten med indristning (helleristning) og to dolkegreb af flint. På Elmegården er der i 2003 og 2004 gjort møntfund (en arabisk og en afghansk) fra vikingetid. Desuden et middelalderfund, fragment / del af et bidselbeslag.
I Dollerup finder man absolut flest fund men til gengæld ingen eller kun et enkelt fortidsminde. Tinghøjgård har vel navn efter den gamle tinghøj i Dollerup, som blev udgravet i 1912. På Tinghøjgård er der udgravet adskillige oldtidsfund, bl.a. også enkeltfund fra vikingetiden, et par hvæssesten. 
Mellem Dollerup og Nagbøl finder man i Tvillinghøje urnegrave fra jernalderen, i nærheden af den fredede rundhøj nord for Nagbøl Nygård.

Syssel, herred, len, amt og Skanderup Sogn

Inddelingen i lande

 Kortet.[76] Den ældste, administrative inddeling af Danmark i historisk tid, dvs. fra Jellingestenene og tiden omkring Harald Blåtand, har været inddelingen i lande, hvor de 3 vigtigste var Jylland (m. Fyn og Langeland), Skåne (m. Halland, Blekinge og Bornholm) og Sjælland (m. Møn, Lolland og Falster).
Denne inddeling fik blivende betydning som retsområder (Jyske Lov og lovgivningen for de 2 andre lande, som blev samlet i private retsbøger - i modsætning til Jyske Lov, som er en autoritativ, officiel lovbog, givet af kongen). Derfor er de 3 her nævnte lande de vigtigste, idet de øvrige lande overtog landskabslovene herfra, dvs. Jyske Lov. Jyske Lov blev revideret i 1590, og blev i 1683 erstattet af Christian 5.'s Danske Lov.
Middelalderens retsområder, landstingene (hvor der også var kongehyldning ved tronskifte) var placeret i Viborg (Nørrejylland), Roskilde (Sjælland, Halland, Bornholm og Blekinge), Odense (Fyn, Møn, Falster, Lolland, Langeland), Urnehoved (Sønderjylland) og Lund (Skåne). De havde først og fremmest lovgivende myndighed. Under landstingene var herredstingene, der både kom til at spille en rolle som domstole og i forvaltningen (efter at have ophørt med at have en militær betydning). Ved lov blev det i 1551 bestemt, at der i herredet skulle føres tingbøger. Der findes en ældre undersøgelse over tingsteder i Viborg Stift, som også rummer fine oplysninger fra Koldinghus Len og Amt.  Herunder kommer inddelingen i birk og birketing. Et birk har været et geografisk afgrænset område som herrederne. Men i modsætning til herrederne var birkene opdelt på krone, kirke eller en adelig herremand. Hertil kom købstadsbirker. Birkeretten blev oprindeligt forbundet med (den strengere) bylovgivning.

Sysler 

I middelalderen var Jylland inddelt i 14 sysler indtil reformationen i 1536, hvor syslerne helt forsvandt. Hertil kom 4 sjællandske sysler. De 14 jyske sysler var: Vendsyssel, Thysyssel, Sallingsyssel, Himmersyssel, Ommersyssel, Åbosyssel, Løversyssel, Hardsyssel, Vardesyssel, Jellingsyssel, Almindsyssel, Barvedsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel.
Skanderup Sogn, Anst Herred var i sysselinddelingen del af Almindsyssel.
Inddelingen i sysler må formodes at stamme fra 7-800-tallet. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde. Som kongeligt administrationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af lenene. Vi må således nok forestille os, at Koldinghus Len har afløst Almindsyssel som kongeligt administrationsområde.
Om Almindsyssel hører vi første gang skriftligt i brev om gods i Branderup By, Diplomatarium Danicum 1401. Anst Herred nævnes første gang samme sted i 1402 og 1408.  
Navnet syssel kendes stadig fra f. eks. Vendsyssel og Hardsyssel. Hvert syssel omfattede et varierende antal herreder.

Herreder

Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) betydningen hær og ridt (en hærskare, der ridder ud). Både Syssel og herred findes som begreber før år 1000. I Kong Valdemars Jordebog (1231) findes der en liste over de dengang eksisterende danske herreder. Almindsyssel bestod af 6 herreder: Anst, Brusk, Elbo, Holmans, Jerlev og Slavs Herreder.
På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lensområdet. Koldinghus Len kom til at bestå af Brusk, Jerlev, Holmans herreder samt halvdelen af Anst herred. Næsten identisk med, men mindre end det gamle Almindsyssel

Len, Koldinghus Len

Koldinghus slot blev opført 1248. Valdemar Atterdags mundskænk og rigsråd Henning Meinstrup fik i 1389 Koldinghus som len, taget til nåde igen efter at have opholdt sig i Holsten og holdt med Mecklenburgerne. 1452 fik byen eneret på handel i Koldinghus Len, i 1536 bliver byen købstad.
Kongelige danske hovedlen og slotslen, angivet med eksistensår.
Nørrejylland
22
Aggersborg (Han Herred) (1560) • Bygholm (1369-1617) eller Stjernholm (1617-1662) • Bøvling (1597-1662) • Dronningborg (1547-1662) • Hald (1536-1662) • Hønborg (1369-1493) • Kalø (1365-1662) • Koldinghus (1389-1662) og Rosborg (1397-1477) • Lundenæs (1375-1662) • Mariager (1603-1662) • Randers (1547-) • Riberhus (1368-1662) og Varde (1368-1439) • Sejlstrup (1536-1651) • Silkeborg (1536-1662) • Skanderborg (1369-1662) • Skivehus (1377-1662) • Skodborg (1375-1417) • Tordrup (1419-1496) • Ørum (1367-1662) og Hillerslev (1406-1423) • Åkær (1548-1662) • Ålborghus (1340-1662) • Århusgård (1536-1662) • Åstrup (1400-1662)
 
 
Fyn 9
Hagenskov (1375-1662) • Hindsgavl (1365-1662) • Kærstrup (Tåsinge) (1375-1401) • Nyborg (1369-1662) • Næsbyhoved (1368-1541) efterfulgt af Odensegård (1541-1662) • Rugård (1398-1662) • Tranekær (1369-1662) • Ørkil (1348-1403) • Ærøhus (1394-1439)
 
 
Sjælland og øerne 22
Abrahamstrup (1382-1654) • Antvorskov (1580-1662) • Dragsholm (1565-1662) • Frederiksborg (1560-1662) • Gurre (1361-1423) efterfulgt af Ørekrog/Krogen/Kronborg (1425-1662) • Haraldsborg eller Roskildegård (1419-1662) • Holbæk (1369-1662) • Jungshoved (1364-1440) • Kalundborg (1344-1662) • Korsør (1369-1662) • København (1375-1662) • Skjoldenæs (1429-1567) • Sæbygård (1604-1662) • Søborg (1369-1452) • Tryggevælde (1461-1662) • Vordingborg (1369-1662)
(Lolland): Grimstrup (1375-1416) • Ravnsborg og Halsted Kloster (1359-1662) • Ålholm (1364-1662) • Nykøbing (Falster) (1366-1662) • Stegehus (Møn) (1375-1662) • Visborg (Samsø) (1369-1370)
 
 
Sønderjylland
12
Flensborg (1411-1557) • Gottorp (1489-1493) • Haderslev (1372-1643) • Nordborg (1410-1490) • Padborg (1556) • Søgård (1344) • Sønderborg (f. 1375-1532) • Tilen (1490) • Trøjborg (1404-1558) • Tønder (f. 1375-1655) • Tørning (1426-1528) • Åbenrå (1375-1419)
 
Et len[77] kunne omfatte flere herreder. Enkelte len var dog så små, at len og herred faldt sammen. Embedsmanden (ombudsmandsembedet) havde til opgave at udøve øvrighedsmyndighed og at bestyre krongodset. 
I 1650 fandtes der 19 nørrejyske hovedlen[78], herunder Koldinghus Len m. Anst, Brusk, Holmans, Jerlev herreder. Dog kun halvdelen af Anst Herred. Den anden halvdel, den vestlige var under Skodborg Len indtil 1573, hvor dette len blev nedlagt. Herefter var hele Anst Herred under Koldinghus Len. Lensmanden havde sæde på Koldinghus. Almind Syssel bestod af Anst, Brusk, Holmans, Jerlev og Elbo Herred. Altså næsten sammenfaldende med det, der blev Koldinghus Len.
Hvert herred bestod / består af et varierende antal sogne. Et sogn har formentlig før kristendommen været en betegnelse for områder, der søgte samme helligdom og ting, altså en religiøs og retlig betydning. Sogn er senere blevet afløst af betegnelsen herred, velsagtens fordi området blev led i en militær organisation. I dag er sognebetegnelsen den fundamentale i den kirkelige administration.  Koldinghus

Amter 1662-1793, 1793-1970, 1970-2007[79]

 
Amterne 1662-1793
Koldinghus Amt 1662-1793
Overgangen fra len til amter i 1662 skete som en konsekvens af enevælden fra 1660. Ved kgl. Ordre af 19. februar 1662 blev det bestemt, at lenene fremover skulle ændre navn til amter, og den administrative leder (lensmanden) skulle tilsvarende ændre navn til amtmand. Lenene blev erstattet af 45 amter 1662-1793.
Lokalt etableredes Koldinghus Amt 1662-1793 (inkl. Anst Herred) og Riberhus Amt 1662-1793. 
Den kirkelige inddeling afveg fra inddelingen i amter, idet der samtidig med overgangen fra len til amter i hvert af landets 6 stifter udnævntes en stiftsbefalingsmand (senere også kaldet stiftsamtmand), som i hvert fald ind i 1700-tallet var overordnet de amtmænd som stiftet omfattede (stifterne var større enheder end amterne).[80]
Amterne 1793-1970. Ribe Amt.
Med kongelig resolution af 4. sept. 1793 og den efterfølgende Rentekammerplakat (bekendtgørelse) af 21. juni 1794 blev en ny amtsopdeling offentliggjort. I Jylland oprettedes til at begynde med 9 amter. Der gik nogle år, inden denne omlægning helt var på plads. Resultatet var for hele Danmark 25 amter i alt.
Det tidligere Koldinghus Amt blev nu en del af Vejle Amt. 
Det tidligere Riberhus Amt blev del af Ribe Amt, som kom til at omfatte Anst Herred og Skanderup Sogn, som således nu blev adskilt fra det tidligere administrative tilhør til Koldinghus Len og Koldinghus Amt.
Disse amter (dog kun 24) eksisterede indtil 1970, hvor antallet reduceredes til 14. Endelig afskaffedes amterne helt med den nuværende inddeling i regioner.
Ribe Amt eksisterede1793-1970.
Endelig blev Skanderup Sogn, nu som Lunderskov Kommune, med kommunalreformen i 1970 del af
Vejle Amt, 1970-2007, der bestod af 16 kommuner i alt, herunder Lunderskov Kommune. Lunderskov kommune bestod i denne periode af Skanderup, Jordrup og Lejrskov sogne. Og med den seneste kommunalreform fra 2007 er Skanderup Sogn nu en del af
Kolding Kommune i Region Syddanmark. Se oversigt over den administrative inddeling.
 
Amter og herreder, som de så ud 1662-1793 beskrives i Nicolay Jonges Danmarksbeskrivelse. Nicolay Jonge, 1727-1789, var dansk præst og forfatter - især om emner med geografisk indhold, men også oversættelser af Holbergs latinske skrifter. Hele Danmarksbeskrivelsen fra 1777 findes på Kongeriget Danmarks chorographiske Beskrivelse[81]. Man skal muligvis forholde sig skeptisk til detailbeskrivelser hos Jonge, når emnerne kræver sted- og tidsmæssig tilstedeværelse. Men med officiel overlevering af det foreliggende arbejde til arveprinsen, den senere kong Frederik 6., må man formode, at arbejdet er blevet officielt anerkendt i en statsadministration, hvor bondereformer og opmåling af landet stod højt på dagsordenen.
Anst Herred og Skanderup Sogn omtales af Jonge (ret sparsomt) under Koldinghus Amt[82].
Stifter, Herreder / amter, sogne.
Danmarks aktuelle stift inddeling:
 
Aktuelt har Danmark en kirkelig inddeling i stifter med biskopper og domkirke, et varierende antal provstier i hvert stift med provster og et varierende antal sogne i hvert provsti med sognepræster.
Danmark havde som særlig provins i den katolske kirkestat siden 1104 og indtil reformationen været inddelt i 8 bispedømmer, herunder ærkebispesædet i Lund. Men allerede o. 1060 oprettede Svend Estridsen de første 8 biskoppelige stifter i ønsket om at frigøre Danmark fra bispedømmet Hamborg-Bremen, og i erkendelse af vigtigheden af at samarbejde med den stærkere og stærkere katolske kirke. Det var således Svend, der allerede o. 1060 gjorde Viborg til bispeby. Er senere under Margrethe videre udbygget med overdragelsen af Hald Hovedgård (og len?) til Viborg bispen. 
Med overgangen fra lens- til amtsmænd i 1662 kom der nye instrukser for stiftsamtsmændene i 1671, som i forbindelse med biskopper kom til at danne stifternes verdslige og gejstlige øvrighed.
I forvaltningen af stifterne havde biskopperne ved hvert domkapitel et præstekollegium, kannikker, som skulle være bispernes medhjælpere. Under hvert stift, bispedømme var der et større antal sogne - selv om sogn i sin oprindelige betydning nok har været noget ældre end kristendommen i Danmark. Næsten uden for den kirkelige forfatning var klostrene, selv om de fleste har været undergivet biskoppens jurisdiktion. I slutningen af middelalderen dannede herredet formentlig altid et provsti inden for stiftet. Antallet af provstier må således formodes at have afspejlet antallet af herreder.
Oversigt fra lenstiden til i dag. Skanderup Sogns administrative tilhør.
Skanderup Sogn er et af Anst Herreds 10 sogne.
Tidligst kendt var Anst Herred delt mellem Skodborg og Koldinghus Len - Skodborg Len omfattede Malt Herred og den vestlige del af Anst Herred: Veerst, Bække, Gesten, Andst og Vamdrup Sogne. I 1573 blev Skodborg Len nedlagt, og hele Anst Herred kom under Koldinghus Len. Antallet af len varierede i løbet af perioden indtil omlægningen til amter i 1662. Det meste af tiden lå antallet af hovedlen på o. 50. Inddrager man alle smålen, når man op på et antal på o. 200 len.
Med overgangen fra len til amter fra 1662 kom Anst Herred under Koldinghus Amt.
Der var 45 amter, næsten tilsvarende antallet af len før omlægningen til amter.
Med ændringen af amtsinddelingen 1793 kom Anst Herred indtil 1970 under Ribe Amt. I denne omlægning var der 24 amter indtil 1970.
 
 
 
 
 
Med kommunalreformen i 1970 reduceredes amternes antal til 13 + 1, dvs. 3 hovedstadskommuner med amtsfunktion, 14 amter i alt. Skanderup Sogn blev en del af Lunderskov Kommune, Vejle Amt.
 
Med strukturreformen i 2004 inddeltes Danmark i 5 regioner fra 2007. Skanderup Sogn er nu en del af Kolding Kommune, der er en del af Region Syddanmark.
Ringen er sluttet efter nogle hundrede år med forskellig amtsligt tilhørsforhold, således at Skanderup Sogn nu igen er en del af - ikke Koldinghus Len, men af - Kolding Kommune.
 
 

Sognefogeder og andre lokale fogeder[83] 

Den 11. november 1791 udstedtes i kong Christian 7.’s navn en forordning om "sognefogeders beskikkelse, deres embedsforretninger og belønninger"[84]. Man kan af denne forordnings ordlyd slutte, at sognefogeder har været kendt før 1791.[85]
Man kender til sognefogeder på rytter- og krongodset tilbage fra 1600-tallet, altså også Koldinghus Len og Amt.[86] Derimod er vor viden om sognefogedinstitutionen i de øvrige dele af landet før 1791 mere sporadisk. Men også her synes det at være godtgjort, at der har været sognefogeder, som har bistået herredsfogeder og amtmænd i deres administration på sogneniveau.  
Dette skulle være et resultat af, at den enevældige regering i forbindelse med oprettelsen af et landsdækkende politi i slutningen af 1600-tallet bevidst søgte at etablere sognefogedembeder også i privatejede godsområder. De blev udnævnt af amtmanden og bistod altså ham og herredsfogeden ved den statslige administration på sogneniveau. Disse sognefogeders vigtigste opgaver synes at have været at indhente og formidle lokale oplysninger samt organisering af bøndernes pligter ved offentlige arbejder.
Der var i tiden før landboreformerne og før forordningen om sognefogeder fra 1791 adskillige fogeder på landet: Herredsfogeder, delefogeder, skovfogeder, skrivere og visse andre, deriblandt sognefogederne. Hertil kommer tidlige landsbyfunktioner som oldermand, videfoged og grandefoged.[87]

Sognefogeder og andre lokale embedsmænd før landboreformerne

Ud fra en gennemgang af det lokale kildemateriale fra Kolding Rytterdistrikt er der lavet en ganske detaljeret fortegnelse over sognefogeder i bl.a. Skanderup Sogn 1619-1792, dvs. tiden indtil Forordningen om Sognefogeder.[88] Der har formentlig fra starten været praksis, at der i sognet var to sognefogeder, hvoraf den ene altid bosiddende i Skanderup.
Ansvarsfordelingen mellem de forskellige administrative gøremål var ikke særligt veldefineret, og der fandtes adskillige overlappende funktioner
Man kan ved at sammenholde oplysningerne fra rytterdistriktets kilde- og andet materiale lave en så nogenlunde fortegnelse over Skanderup Sogns forskellige administrative repræsentanter.
Først en fortegnelse over sognefogederne 1619-1792, som er forsøgt korrigeret for gentagelser og regulære fejlskrivninger i kilderne:
1619-41, Jens Mikkelsen Stub, Skanderup,
1623-26, Jep Hansen (Jensen), Gelballe,
1666, Hans Thomsen Ulf, 
1704-15, Jep Iversen, Skanderup
1724-32, Laust (Laurids) Thomsen Ulf, Skanderup
1732, Laust Ulf, præstens medhjælper, kaldes ikke sognefoged, 1750, Laurids Thomsen Ulf, Skanderup, tidligere sognefoged
1739, Las Thomsen, 
1746, Søren Thomsen Terpager, Skanderup
1746-63, Poul Lauridsen Buch, Nagbøl
1750-63, Søren Terpager, Skanderup
1774-79, Laurids (Laurids, Peder) Terpager, Skanderup
1774-92, Niels Buch, Nagbøl
1789-92, Stefan Jensen, Skanderup

Oldermænd, grande- og videfogeder

Disse funktioner havde bønder, som stod for administrationen af landsbyens vedtægter og forskellige fællesaktiviteter. Hyppigt samme funktioner, som den tids sognefogeder (før 1791 forordningen) havde.
Funktioner var en del af landsbyens selvstyre, hvorimod sognefogeder fra 1791 var en del af centralmagten. Oldermændenes havde desuden en selskabelig funktion, landsbyens gilder. Udtrykket skal her forstås bogstaveligt, dvs. der var tale om sammenskudsgilder, som regel afholdt på bestemte tider af året. Grandefogederne var tilknyttet datidens ejerlav, dvs. landsbyfællesskabet, som det vel så ud efter reformationen. Uanset om betegnelsen har været oldermand, grande- eller videfoged, har der været tale om som regel et pligtmæssigt hverv som leder af fællesskabsaktiviteterne, som gik på omgang mellem bymændene. Funktionen var ændringer i eller opretholdelse af landsbyens vedtægter og forskellige former for fælles aktiviteter i forbindelse med jordfællesskabet.

Bondefogeder, rodemænd

Der var her sædvanligvis tale om en bonde, der var godsejerens, dvs. ridefogedens repræsentant, ligesom sognefogeden var det, og de havde således pligt til at udføre de højere myndigheders ordrer.

Ridefogeder, herredsfogeder, delefogeder, skovfogeder

Ridefogeden var godsejerens repræsentant i forhold til fæstebønderne, som han havde overopsyn med, og han ledede godsets administration.
Herredsfogeden udnævntes af lensmanden, under enevælden af kongen. Han skulle oprindeligt varetage kongens interesser på tinge, men efterhånden blev domsmagten hans vigtigste funktion.
Delefogeden kunne som repræsentant for kongemagten have retslige funktioner på herredstingene, men har nok også som ridefogeden ført tilsyn med bønderne. I forhold til kongemagten kan man måske sige, at herredsfogederne var retsvæsenets repræsentanter, delefogederne mere de administrative repræsentanter.
Skovfogeder kendes tilbage fra 1500-tallet som bønder, der blev udtaget til at værne om skovene og vildtet. Kongen udpegede blandt sit jagtpersonale eller lavadelen skovridere, der tilsvarende skulle værne skove og vildt mod krybskytter og ulovlig hugst. Altså stort set samme funktion. Senere beror forskellen mellem skovridere og skovfogeder på uddannelsens længde.
Lægdsmanden førte tilsyn med lægdsruller, dvs. militærudskrivningen. Dette embede blev oprettet i 1788.
Det er kun sporadisk undersøgt, hvem der har været sogne- og andre fogeder i tiden efter Johs. Linds undersøgelse.
Der er benyttet ældre vejvisere for Kolding Kommune, hvor der kan erhverves nogle oplysninger.
Vejviser 1877 "F. Petersen, Skanderup Sognefoged og Lægdsmand i 4. Udskrivningskr. 75. Lægd."
Vejviser 1887 formentlig den samme: "C. F. L. Petersen, (Skanderup), for Skanderup."
Vejviser 1894 "Sognefoged og Lægdsmand. Hans Nielsen, Gjelballe."
Vejviser 1902 "Sognefoged H N Roldsgaard, Gjelballe." Optræder også i Vejviser 1904.
Vejviser 1910 "Gaardejer H Hansen, Gjelballe." Optræder også i Vejviser 1914, her som Gdr. H. Hansen, Lunderskov."
Herefter er der ikke givet netadgang til Vejviser før 1950, og her i reduceret form.
Man kan finde sognefogeder herefter i Dansk Politistat: Danmarks Politi, Fængselsvæsen, Grænsegendarmeri og Sognefogeder, Christian Gjerløv m.fl. 1933-1934. I denne udgivelse finder man Johan Nielsen, gårdejer i Skanderup og sognerådsmedlem, sognefoged, lægdsmand og pantefoged fra 1927 i sognets østre distrikt. Samt Jens Christen Laustsen, fabrikant i Lunderskov, også sognefoged fra 1927 men i vestre distrikt af sognet, dvs. bosat Lunderskov.
  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

 
 

Kolding Rytterdistrikt, Anst Herred, Skanderup Sogn før landboreformerne

Den befolkningsmæssige og økonomiske situation i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig og op i Koldinghus Len omkring 1620 og igen omkring år 1700 er to væsensforskellige verdener. Jordebøger, amts- og toldregnskaber fortæller omkring 1620 om et landområde med stor velstand, hvor alle gårde og landsbyer er i god drift. Bønderne kan betale deres skatter og landgilde, og de kan eksportere korn, heste og stude sydpå.

Svenskekrige, enevælde og skattetryk

Velstand og driftsmæssig fremgang ændrer sig herefter dramatisk. I løbet af 30 år blev Jylland tre gange hærget af tropper, der krævede forsyninger såvel til mandskab som til et stort antal heste. Det skete to gange under Christian 4., en gang under sønnen Frederik 3. Begge markante konger i Danmarkshistorien, der traf for landet katastrofalt fejlslagne beslutninger om krigsførelse. Første gang var Kejserkrigen 1625-1629, anden gang den første svenske krig 1643-1645, begge under Christian 4. og tredje gang den anden svenske krig under Frederik 3. 1657-1660, hvor det gik helt galt. Frederik 3. begik 1. juni 1657 den dumhed at erklære Sveriges Karl 10 Gustav (1622-1660) krig, medens denne var på krigstogt i Polen. I modsætning til både Christian 4. og Frederik 3. var Karl 10 Gustaf en begavet hærfører, og han ilede straks til Danmark for at tage den danske udfordring op, tvært imod Frederik 3. s forventninger om det modsatte. Det kom til at koste den danske befolkning rigtig dyrt.
Ved disse 30 års svenskekrige udsattes civilbefolkningen for grusomheder, nød, død og ødelæggelse i stor målestok. Da Karl 10. Gustaf 23. okt. 1657 opslog sit hovedkvarter i Kolding fortsatte svenskerne en brandbeskatning af befolkningen, som var indledt i de tidligere svenskekrige. Det var især den sydlige del af Jylland, Koldinghus, Haderslev og Riberhus Len – Nordslesvig, der led under de voldsomme krigshandlinger. Der var polske tropper, som ”hjalp” imod svenskerne, samtidig med at de hærgede og plyndrede i Koldinghus området. Ikke nok med det, de spredte også en dødelig plettyfus. Det fortælles i beretninger herom, at almuen døde i tusindvis, flere lå så længe, at de måtte samles op med greb, præsterne i Kolding og omegn kunne ikke følge med til at få begravet de mange døde. Især er situationen i Vonsild Sogn velbeskrevet p. gr. af en lokal præst, som førte en overordentlig omhyggelig kirkebog, især bemærkelsesværdig med en omfattende samling af levnedsbeskrivelser. En analyse af kirkebøgernes afdøde i tidsrummet 1685-1707 viser, at kun omkring en fjerdedel var fra sognet og den nærmeste omegn, resten tilflyttere til det krigshærgede område.[89] Man kan ud fra præstens, pastor Johannes Rüdes optegnelser fra 1659 se, at indbyggerne i Vonsild var fordrevne, hvis de ikke var slået ihjel eller døde af pest. De overlevende søgte asyl i Kolding, hvor Rüde dette år forrettede sine første kirkelige handlinger i sognet. Man kan forestille sig, uden at vide det præcist og dokumenterbart, at situationen har været tilsvarende i Skanderup Sogn.
For Skanderup Sogn starter kirkebogsoptegnelserne med ”1. Hovedkirkebog” 1692-1758, altså noget for sent i forhold til de ødelæggende svenskekrige. Og slet ikke ført med de fortællende detaljer, som pastor Rüde har med. Af kirkebogsoptegnelserne for hele landet fremgår det, at Kolding egnen har været ekstraordinært hårdt ramt, medens f. eks. Mors helt har undgået svenskekrigenes rædsler og overgreb. Man kan af kirkebøgerne se, at polakkerne især ophold sig langs Jyllands østkyst og ikke mindst i Kolding og omegn.
Af Anst Herreds Tingbog 1682-83 kan man 20. juli læse i anledning af en proces mod den lokale præst i Veerst for forsømmelighed med betaling af skyld på præstegården, proces mod præsten Niels Pedersen Kragelund: ”… For Niels Pedersen Kragelund mødte studiosus Niels Nielsen Kragelund. Han fremlagde sin faders skriftlige svar: Præstegården ligger ved alfar vej; blev under svenskekrigen ganske spoleret; han fik frataget alt og var forjaget fra hus og hjem i 3 år. Præstegården blev nedbrudt og brændt af polakkerne (som også nedbrændte størsteparten af sognet) … Kong Frederik 3.'s benådningsbrev af 16/3 1661, at præsterne i Anst herred skulle nyde hjælp af Århus, Ålborg og Viborg stifter; men de har aldrig fået en skilling deraf.” Det fremgår yderligere af forskellige tingbogsudskrifter for Anst Herred, at ” Jorden … siden svenskerkrigen (har) ligget øde og udyrket.”[90] Ud over at illustrere kronens, Frederik 3.’s mangelfulde støtte til den hårdt plagede befolkning, viser disse tingbogsudskrifter, at den sidste svenskekrig har efterladt sig markerede spor i Anst Herred.
Den plyndring, Jylland var udsat for, og de afgifter, bønderne måtte yde til besættelsesmagten, knækkede en igangværende økonomisk opgangskurve. Efter Kejserkrigen var der store uregelmæssigheder i kronens indtægter fra bønderne i Nordslesvig og handelen med heste og stude gik stærkt tilbage, men hen mod år 1640 synes tingene at være tilbage omkring situationen i 1620. Torstenssonfejden og dens plyndringer førte til en direkte forarmelse af landbefolkningen ikke blot i Nordslesvig, men i store dele af Jylland. I de følgende år begynder der at komme uregelmæssigheder i administrationen, kilderne er mangelfulde - det peger i sig selv på store problemer - og de viser, at landet nu er præget af fattigdom og nedbrændte gårde. Landgilderegisteret (1642-44) vidner om mange forarmede og fattige bønder i Koldinghus området, som ikke kan betale deres landgilde, hvorfor gælden bliver tinglyst på de respektive ejendomme. Der er eksempler på helt op til 1/3 af alle ejendomme, der ikke kan betale landgilde, flere fordi de var øde og afbrændte. Det betød også, at godsejerne ikke fik deres indtægter. Kronen var i Koldinghus Len godsejeren, hvilket ingenlunde betød, at bønderne slap lettere, end de ellers ville have gjort. Selv om kronens fejslagne krigspolitik var ulykkernes årsag. Frederik 3. gav uagtet ondernes årsag direkte ordre til, at hans fæstebønder skulle betale deres ”contributioner” til kronen. Oven i købet skulle de bedrestillede betale ekstra for de mange, der var ude af stand til at betale. Det medførte naturligvis, at mange gav op og efterlod sig ødegårde, hvor kongen så forgæves måtte søge sine indtægter. Omkring 1650 var også godsejere og købstædernes købmænd ramt af krisen.
Skanderup Kirke blev plyndret under både kejserkrigen 1625-29 og Torstenssonfejden 1643-45. Desuden blev både Drabæks og Rolles Møller afbrændt under de 30 års svenskekrige. Her har lejesoldaternes sold vel været blandt den bedste i sognet, rigeligt med korn, dvs. mad. Der findes ingen mundtlige beretninger om livet under svenskekrigene. Ud fra de foreliggende (noget sparsomme) kildeudsagn og ved at sammenholde med forholdene i nærtliggende sogne, forekommer det rimeligt at antage, at Skanderup Sogn som de omkringliggende i Koldinghus Len har været hårdt ramt af svenskekrigene. Der kan ikke herske tvivl om, at det har været en forfærdelig tid i sognet, først og fremmest for almuen.
 
Trediveårskrigen 1618-48 kostede mange millioner mennesker livet. Som i Danmark med svenskekrigene var dødsårsagen dog ikke som på billedet krigen, men snarere sult og sygdom i kombination med landsknægte, hvis sold var plyndring af civilbefolkningen.
Hans Ulrich Franck Der geharnischte Reiter, 1643

Enevælden indføres 1660

Som et resultat af oprustningen i forbindelse med først Christian 4.’s krige, senere svenskekrigene 1657-60 opstod der et stærkt behov for øgede statsindtægter. Der blev i 1660 indkaldt til Stænderforsamling, og her forsøgte adelsstanden at fastholde hævdvundne principper om skattefrihed. Det gav kongen mulighed for sammen med de øvrige stænder, borgerstanden og gejstligheden at indføre enevælden. Den fjerde stand, bønderne var det blevet sædvane at anse for at være tilstrækkeligt repræsenteret gennem godsejerne, dvs. den jordejende adel hovedsageligt. Enevælden indførtes i 1660 som et resultat af de privilegerede stænders (adelens) stædige fastholden af hævdvundne privilegier (først og fremmest skattefriheden) i en situation, der var skabt af kongemagtens fejlslagne udenrigspolitik.[91] Havde Frederik 3. fiasko i udenrigspolitikken, havde han succes indenrigspolitisk, hvor adelen udmanøvreredes i et samspil med borgere og gejstlighed.
Enevælden kunne nu opkræve de skatter, der var så stort et behov for. Man havde tænkt sig at indføre en konsumtions- og en stempelpapirs afgift. Der kunne dog hermed ikke inddrives de nødvendige skatter hurtigt nok. Derfor blev der 05. november 1660 pålagt en kopskat.
Denne skat blev pålagt per hoved på alle over 12 år, beløbsmæssigt gradueret efter skatteevnen. En biskop skulle betale 4 rigsdaler, andre gejstlige, lektorer m. fl. 2 rigsdaler og således videre gradueret nedefter i det sociale hierarki. Der skulle også betales kopskat for hustru og børn over 12 år, hvilket resulterede i et voldsomt lavt tal i registrerede børn i denne aldersklasse.

Rytterdistrikterne

Svenskekrigene demonstrerede et akut behov for effektivisering af det danske militære beredskab. Et af elementerne heri var rytteriet, der som alt andet skulle finansieres.  Det naturligste var at lade det direkte underholde gennem krongodsets finansielle ressourcer, dvs. pålæg til de omfattede bønder.  23. april 1670 blev den første Anordning om Rytterdistrikter udstedt for Sjælland, for hele landet 01. august, dog først med forordning fra 05. oktober 1670. I forordningens artikel 2 hedder det: ”Den, som bor paa en Ryttergaard, skal enten selv ride og være Rytter eller og holde for sig en dygtig Karl med tilbehørig Hest, Gevehr og Klæder, som det sig bør, og paa Mønstringen kan for godt agtes".[92]Dette pålæg i rytterdistriktet gjaldt både fæstere og selvejerbønder.
Rytterdistrikterne blev således oprettet efter 1670 i bestræbelserne på at få revanche over Sverige. Af de i alt 12 oprettede rytterdistrikter lå de 3 i Jylland[93]. De oprettedes på krongodserne.

Kolding Rytterdistrikt

Koldinghus Rytterdistrikt oprettedes i 1680 og blev solgt på auktion 1765-67. Her blev en del bønder i bl.a. Anst Herred - og hermed Skanderup Sogn - selvejere, og denne proces fortsatte og førtes til ende med landboreformerne, hvor selvejet helt afløste de tidligere landsbyfællesskaber.
Rytterdistriktet i Kolding havde godser i Elbo, Holmans, Brusk og Jerlev Herreder. I Anst Herred var der kun strøgods[94].

Skanderup Sogn, landsbyvedtægter, lokalt selvstyre, dagligdag

Der er i Skanderup ingen bonde eller præst, som har efterladt sig skrifter, som kunne gøre det muligt for os at følge livet i dagligdagens mangfoldighed, før vi kommer op i nyere tid. Det havde også været dejligt med en eller flere bevarede landsbyvedtægter, selv om udsagnsevnen i den slags kilder som regel er begrænset til specifikt lokale forhold. Og her kun reglerne, hvorfra den daglige praksis kan variere i et uigennemskueligt omfang.
Hvis man ikke skal gå til arkiverne, især Landsarkivet i Viborg, og her foretage et allerede foretaget rekonstruktionsarbejde, så er der i 1938 udkommet Danske Vider og Vedtægter i 5 bind v. Poul Bjerge, T. J. Søegaard og August F. Schmidt.[95] 
Resultatet af brugen af dette værk er dog ganske nedslående. Der er ingen vider for nogen dele af Skanderup Sogn. Heller ikke for lokaliteter inden for Anst Herred. Fra tiden under Koldinghus Amt, dvs. 1662-1783 er der vider fra Børkop i Holmans Herred 1723, Skærup samme herred 1756, Eltang Brusk Herred 1667 og Almind samme herred 1709. Der er noget - men ret pauvert - fra Ribe Amt: kun vider og vedtægter fra Ribe, Varde, Henne i Vester Horne Herred og Sønderhoe Fanø, Skads Herred.
Det vil være meningsløst at bruge dette materiale til andet end en generel karakteristik af indholdet af landsbyvedtægter og vider. Det må formodes, at generelt har landsbyvedtægterne for landsbyerne i Skanderup Sogn nok haft et nogenlunde tilsvarende indhold som de geografisk nærtliggende landsbyer, som her skal refereres.
Viderne fra Kolding Amt, Holmans og Brusk Herreder er divergerende i indhold, men kan refereres for indhold mht. hovedtræk.
Børkop i Holmans Herred fra 1723, refereret fra retssag, nedfældet i Koldinghus birketingbog for den 15. januar 1737, har 15 paragraffer, der omhandler
·         indhegning med grøft og gærde af egen grund og ager,
·         ved aktiviteter skal der tages hensyn til ikke at skade ”anden mands sæd”,
·         forskellige regler om ikke uden tilladelse at inddrage fælles jord til dyrkning eller kvæghold,
·          respekt for andres gærder,
·         der er mødepligt til grandestævner (fællesmøder),
·         der skal udvises respekt for flertalsafgørelser,
·         videfogedens påbud skal følges, og han må ikke udsættes for skældsord o.l.
·         Ved dødsfald er der regler for ligfølge og fortæring af øl, brændevin m.v.,
·         der gives bøder for ukvemsord, banden o.l. ad grande- eller videfogeden[96], når han udpanter for brud på vedtægterne.
Alt i Børkop med nøje angivelse af bødetakster til kongen og til landsbyen.
Skærup i Holmans herred fra 1756. Vedtægterne er ufuldstændige, i 20 paragraffer, hvor de første 8 mangler.
·         Der er regler for anbringelse af kreaturer efter høst på en kornvang,
·         regler for antallet af kreaturer på fællesarealer, hvor gårdene skal medregne tilhørende husmands- og boelssteder,
·         husmænd skal betale ekstra per høved til lodsejerne, da det er dem, der har udgifter til markgærderne.
·         For at forebygge ”svig ved græsningen” skal alle fællesgræssende høveder, heste, svin m.v. brændemærkes, brændejernenes gåen på skift er anført nøje med navns nævnelse, husmænd får brændt via lodsejer,
·         og der skal være nøje kontrol med, om der kommer fremmede kreaturer på græsning. Det anføres nøje, hvilke dyr med anført alder, hvilket antal, der må være på angivne ottinger, der er opmålt ved sidste landmåling.
Også her angives nøje bødetakster, øjensynligt kun til landsbyen. Det bemærkelsesværdige her er takster og begrundelser for husmænd og bol.[97]
Eltang, Brusk Herred, domsafgørelse o. vedtægter fra 1667 og Almind, samme herred 1709, videbrev for Kolding Hospitals bønder i 29 paragraffer.
Sagen fra Eltang er efter Brask Herreds tingbog for den 27. juli 1667. Her refereres i retssagen ”videbref, som grander och nabuor i Eltang hafver giort år 1648 den 28. mai”. Det er kun de 2 indledende paragraffer i den her så ældst kendte vide. Den omhandler
·         en art social udligning, de velhavende skal give til de mindre velhavende.
·         Og - lidt bemærkelsesværdigt - at en lodsejer kan blive pålagt at give ½ tønde øl, såfremt hans hustru ikke deltager i mødet.[98]
Almind Herreds videbrev i 29 paragraffer
·         er først og fremmest bemærkelsesværdigt ved de også her nøje specificerede bødetakster,
·         og at de stort set konsekvent skal gives med halvdelen til landsbyen og halvdelen til ”de fattige”.
·         Paragrafferne omhandler indhegning, nøje regulering af dyreholdets græsning,
·         ingen færdsel på tilpløjede og -såede agre,
·         alle skal deltage i den fælles høstning,
·         regulering for at holde hest, som ” … kand springe vore hopper…”,
·         små kræ (gæs, svin m.v.) skal vogtes, så de ikke gør skade.
·         Der er flere paragraffer, der i detaljer beskriver skader og bøder i forbindelse med dyrehold,
·         hvis karle eller sønner gør skade på andre lodsejeres jord, er det husbonden, der er ansvarlig og betaler bøder,
·         forbud mod at fremmede graver tørv eller slår lyng på fælleden,
·         ingen må slå græs på fælleden,
·         regler for, at man skal hjælpe grandfogeden med at inddrive bøder, der må ikke bruges ukvemsord over for denne,
·         man skal lukke gærder mv. efter sig.
·         Alle regler skal meddeles til alle af grandefogeden.
·         Det bestemmes endelig i § 27, at ” Alle de bøder, som efter dette videbref kand forefalde, måe ingenlunde bruges til drik og fylderier, men skal, når de fattiges først er frataget, anvendes til byens nytte eller og uddeles til enhver lodseiere efter hans gårds hartkorn.”
I vedtægterne for Sønderhoe er det lidt andre men også her helt dagligdags og meget praktiske ting, der sættes regler op for i 19 paragraffer. De første tre omhandler,
·         hvorledes og hvornår man høster tang,
·         en om fælles fragt,
·         en om kørsel med vogne,
·         en om færdsel på dyrkede marker, der medfører skader på afgrøderne,
·         en om vedligeholdelse af alfarveje,
·         en om tyring af kreaturer, så de ikke gør skade på de fælles marker m.v.
·         Alt med nøje opregning af bødetakster for begåede forseelser eller svigt i forhold til de fælles pligter.
Alt viser selvfølgelig noget om dagen og vejen i tiden. Men altså desværre er der intet helt lokalt fra Skanderup Sogn.
Der kan derfor kun siges noget helt generelt ud fra de tilgængelige vider og vedtægter fra Koldinghus og Ribe Amt. Man kan måske antage, at det geografisk nærtliggende Skanderup Sogn har haft ca. tilsvarende regler for dagliglivet i 16-1700-tallets landsbyer.
Det ligger under alle omstændigheder fast, at den enevældige administration fra 1660 fortsat overlod ganske meget selvstyre til landsbyerne, hvor de fleste gårde, hoveparten fæstere, nogle ganske få selvejere, befandt sig. Uden for fællesskabet var der også nogle ganske få enkeltgårde - som med landboreformerne blev den helt dominerende driftsform, også for gårdene, placeret i de gamle landsbyers dyrkningsfællesskab. Der var ingen lovgivning om dette lokale fællesskab. I Danske Lov fra 1683[99] forudsattes landsbyvedtægternes eksistens, men der blev ikke i loven givet regler for fællesskabet. 
Sammenfattende kan man vel sige, at det landsbyfællesskab, som med landboreformerne afløstes af en meget mere individualiseret bondestand, havde en lang række regler, som vel afspejler de problemer, der var forbundet med fællesskabet.

Landsbyfællesskabets regler, sammenfatning

I det daglige arbejde med jord og husdyrhold skulle der således tages hensyn til fællesskabets regler, både mht. dyrehold og markdrift. Den fælles arbejdsproces i dyrkningen af jorden krævede ligelig deltagelse, fordeling af de fælles goder / fælles arealer skulle sikres mod misbrug, der skulle udvises hensyn i arbejdsprocessen, respekt for arbejdet med dyrkningen af jorden, så man ikke ødelagde andres arbejde med at så og pløje. Desuden også regler for dyreholdets udsætning på de dyrkede vange eller fællesarealer. Der har her formentlig været tale om gardering mod misbrug og sikring af, at gødningen fra kreaturholdet indgik i det kredsløb, som den til kreaturerne benyttede vang også skulle have gavn af.
Man kan måske udlæse, at sognets forskellige landsbyer også havde regler mod andre landsbybeboeres misbrug af de sikkert noget lukkede landsbyfællesskaber. Man kan meget vel forestille sig, at landsbyfællesskabet i Skanderup med de fleste gårde og således også de største fællesarealer, har haft regler, der skulle forhindre misbrug fra de omkringliggende, mindre landsbyfællesskaber.
Man kan måske også udlæse, at dødsfald var en af lejlighederne til lidt fest og indtagelse af øl og brændevin, som der så også blev givet regler for m.h.p. at undgå potentielle misbrugere.
Om der også i Skanderup har været regler for, at gårdejernes ægtefæller, kvinderne skulle deltage i grandestævner, får stå hen som et åbent spørgsmål.
Landsbyfællesskabet i Skanderup har ind i 1600-tallet været ledsaget af en adelig sædegård, Skanderupgaard, indtil en gang før 1660, hvor det af Nygårds Sedler fremgår, at Skanderupgaard er en bondegård under Koldinghus Len, ejet af Mogens Krag til Kaas.[100] I 1600-tallet må Skanderupgaard derfor anses for også efter sædegårdstiden at have været ejet en del af tiden af en adelig og derfor næppe en del af det landsbyfællesskab, som har været underlagt vider og vedtægter i stil med de her refererede.
Der var i Skanderup desuden 3 selvejergårde, Mariegaard, Helenesminde og den gård, som senere blev til Wissingsminde. Hvordan landsbyfællesskabet har forholdt sig til disse selvejerbønder, har vi ingen efterretninger om. Men det fremgår tydeligt af de tilgængelige kilder, at regimentskriveren på Koldinghus (og hermed kongen, statsmagten) har haft et noget anstrengt forhold til selvejerbønder i almindelighed. Og at han så rigeligt sørgede for at disse bønder blev beskattet særskilt hårdt.[101]

Det lokale landsbyfællesskab

Iflg. historikeren E. Arup var landsbyfællesskabet oprindeligt et plovfællesskab nødvendiggjort med hjulploven[102], der kom til Danmark i 1100-tallet, sammen med trevangsbruget.
Ved undersøgelser af landsbyfællesskaber benytter man de ret pålidelige oplysninger om landsbyfællesskabet og dyrkningsforholdene inden for dette, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688[103].
Landbrugssamfundets bosættelses- og dyrkningsformer fra middelalderen indtil landboreformerne:
·         Enestegårde lå for sig selv uden for landsbyerne og var ikke en del af dyrkningsfællesskabet.
·         Enkeltgårde lå også for sig selv, men var underlagt en landsbys dyrkningsfællesskab.
·         Selvejergårde udgjorde med 1688 matriklens udformning ca. 2 % af de eksisterende gårde. Selvejerbønderne fandtes især omkring hertugdømmerne og i nærheden af kongelige borge. Altså to faktorer, som skulle fremme selvejet i Skanderup Sogn.
·         Fæstebrug, dyrket af fæstere, bønder der lejede jorden hos konge, kirke eller den adelige godsejer udgjorde langt hovedparten af gårdene. Der kan anføres mange grunde til at fæstebønder efterhånden afløste selvejere: især selvejerbønderne blev pålagt ekstraskatter og afgifter, helt op til det dobbelte, selvejet mistedes som regel også som konsekvens af bondeoprør. I realiteten var det kun de største gårde, der havde råd til at forblive i selveje.  
·         Dyrkningsfællesskabet.
Jord- og dyrkningsfællesskabet i Skanderup Sogn omfattede fæste- og selvejergårde. Praktiske forhold medførte en omfattende fælles regulering, bl.a. i forbindelse med hegn og gærder og andre større arbejder, ligesom justering og omfordeling af de tilmålte ressourcer, betegnet rebning og omrebning, skete inden for jordfællesskabets rammer. Uden for fællesskabet lå tofterne, der var indhegnede, mindre jordstykker ved de enkelte gårde, samt anden særjord, ofte betegnet enemærker eller løkker.[104]
Trevangsbruget har tre vange med treårig rotation, den dyrkede jord (rug, byg, udyrket fælled, hvor kvæget kunne gå) + overdrev. Markbøger fra 1683 synes at vise, at i Jylland modsat Sjælland og øerne havde 3-4 år før skifte. Skyldes muligvis, at man ikke havde hegn om vangene i Jylland.
Agerjordens vange deltes i åse, der deltes i agre. Hver gård havde en ager i hver ås.
I Nordvestjylland er der en variant, som kaldes Limfjordssystemet. Man kan her skelne mellem forskellige former for mere eller mindre trevangsbrug og alsædebruget, der i reglen var forbundet med store græsningsarealer og et betydeligt kvæghold, idet den intensive udnyttelse af jorden krævede megen staldgødning. Alsædebruget er ofte blevet betragtet som det ældste af dyrkningssystemerne.
Med Limfjordssystemet er der tale om en underlig blanding af dyrkningssystemerne, nemlig alsædebrug, græsmarksbrug uden tægter og græsmarksbrug med tægter. Tægter er vange, blot ikke indhegnede.[105]
I store dele af Jylland, herunder Anst Herred, havde man som variant til trevangsbruget sædeskifter, hvor hver vang / tægt dyrkedes 3, 4, undertiden i 5 år. Men det betød så også, at hvilejorden fik mere end et hvileår. Hvileåret var ganske nødvendigt, da der ofte var mangel på gødning, ikke mindst fordi dyreholdet antalsmæssigt var langt mindre, end det blev i løbet af 1800-tallet med selvejerbrug og forbedret teknologi.
Med Chr. 5.’s matrikel fra 1688 fik man opmålt og overblik over antal landsbyer, gårdene og fordelingen på herreder og de nyoprettede amter. I Koldinghus Amt var der relativt mange, 230, landsbyer i 1682.
I landsbyerne, også i Skanderup Sogn, lå hver gård på tofte af varierende størrelser. Toften indeholdt bygninger, kål-, abildgård m.v., og toftens størrelse var efter landskabslovenes bestemmelser retningsgivende for gårdens andel af bymarken
Til bestemmelse af de enkelte landsbyer er der i TC's sognehistorie benyttet matrikelkort og -ansættelser 1688, 1844, 1883 og enkelte andre kort. Desuden fotokopier af skøder m.v. samt et ret righoldigt fotografisk materiale.[106]
I sognehistorien benyttes til bestemmelse af sognets gårde en ”gammel” og en ”ny matrikel”.
Den gamle matrikel er Christian 5.’s 1688-matrikel.[107] Selv om denne matrikel i forhold til 1662-64, Landgilde- og Amtsstuematriklen[108] var overordentlig grundig og levede op til statsmagtens behov for at få et præcist grundlag for beskatningen, blev det med landboreformerne og udskiftningen i slutningen af 1700-, begyndelsen af 1800-tallet, hvor der massivt blev inddraget overdrev og krat i de enkelte landsbyer samtidig med udskiftningen, nødvendigt med en ”ny matrikel”, som først var afsluttet i 1844. Den nye matrikel havde også mere graduerede bonitetsbestemmelser end 1688-matriklen.
En oversigt over de to matrikler for sognets enkelte gårde finder man under Miljøministeriet, Geodatastyrelsen.[109]
Man kan benytte de to matrikler til at sammenligne landsbyernes hartkornstørrelser i landsbyernes gårde før og efter udskiftningen.
Matriklerne havde privilegerede (skattefri) og uprivilegerede ansættelser. Der var en hovedinddeling i ager- og eng- samt skovskyld. Disse blev igen opgjort i tønder (tdr.), skæpper (sk), fjerdingkar (fk) og album (alb).[110]

Sognets hartkornsopgørelser i 1688 og 1844

I Hartkorns Extract for Anst Herred finder man Skanderup Sogn fordelt således: Nagbølle og Dollerup Byer samt Drabæks Mølle s 136ff, Lunderskov og Gielballe Byer, s, 140ff, Skanderup Bye, s. 147ff. Her finder man det gamle hartkorn (1688) og det nye (1844) fordelt på gårde og byer. Man kan her først og fremmest se, hvilken ændring i hartkorn, udskiftningen og landboreformerne medførte.
Skanderup Sogns samlede hartkorn[111]
Gammel matrikel
Gl. %
Byerne
Ny %
Ny Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
59
2
2
115/16
25
Nagbølle og Dollerup, Drabæks Mølle
29,3
 
 
107
7
 
13/4
82
85
5
2
36
Lunderskov, Gjelballe
33,2
121
5
3
1/4
43
94
4
1
3/10
39
Skanderup
37,0
135
4
1
44
239
4
2
13/4
100
Hele sognet
100
365
1
1
53
 
Det fremgår tydeligt, uanset om synsvinklen lægges på byernes % andele i hartkornsforøgelsen mellem 1688 og 1844 eller deres procentuelle vækst, at der var tale om en forøgelse af hartkornet i sognet (52,7 %). Det fremgår lige så markant tydeligt, at hartkornsforøgelsen især skete i Nagbøl og Dollerup med Drabæks Mølle. Drabæks Mølle er opført under Dollerup, har matr. nr. 13. Der var her tale om en forøgelse fra 2 tdr., 5 sk, 3 fk, 2½ alb. til 8,6,3,2½, dvs. en vækst på 241 %, langt over hartkornsforøgelsen i selv dette vækstområde. Også Rolles Mølle, matr. nr. 10, under Lunderskov by forøgede sit hartkorn betydeligt, fra 3,4,2,2½ til 9,5,2,1½., dvs. 178 %. Rolles Mølle havde både før og efter hartkornsforøgelsen større hartkorn end Drabæks Mølle. Selv om Rolles Mølle har bidraget til hartkornsforøgelsen i Lunderskov, Gjelballe fra gammel til ny matrikel, så er det stadig helt klart i Nagbølle, Dollerup med Drabæks Mølle, hartkornsforøgelsen sker.

Sognets landsbyer, matrikelstørrelser fra 1688 indtil 1844 matriklen

Det er ikke her hensigten at lave en fremstilling, hvor man kan følge de enkelte gårde og deres ejere. Her må man gå til Thomas Christensen, Skanderup Sogns Historie.
Derimod er det hensigten at få et overblik over, hvorledes de enkelte brug, matrikler udviklede sig mellem den gamle og den nye matrikel, dvs. hvilken betydning landboreformerne fik for den gamle jordfordeling efter tofternes størrelse. Om muligt også, om der kan konstateres afvigende forhold for de ret få selvejere.
Ikke alle matrikler vil blive medtaget, i princippet kun de mest illustrative for udviklingen. Som hovedregel er matrikler under 1 tdr. undladt, hvis de ikke er skønnet vigtige til beskrivelse af en tendens i udviklingen.
I alt er der i sognet med den nye 1844 matrikel 169 matrikler. Heraf er der 19 nye matrikler.
Nagbølle Bye i 7 her udvalgte matrikler af 8, ingen nye.
I Nagbøl har de mindste matrikler her den største hartkornsvækst fra 1688 til 1844, de to største matrikler har henholdsvis en relativ lav og en relativ høj vækst %. Det er matrikel nr. 3, Nagbølgaard, der har den 3. største vækst % i Nagbøl. Se appendiks 2.
Gammel matrikel
Matr.nr.
Gård
Ny Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
7
 
3
1
1
Præstegård
9
4
1
23/4
34
9
6
1
23/8
3
Nagbølgaard
17
5
1
 
82
4
2
2
2
4
 
6
6
 
 
56
3
4
1
1
5
 
3
7
3
1
9
4
2
2
2
6
 
7
1
2
 
67
1
6
3
1
7
 
3
4
3
110
 
4
2
2
8
 
1
 
2
2
142
 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dollerup Bye i 11 her udvalgte matrikler af 14, 3 nye matrikler, 15,16, 18B.
I Dollerup er den absolutte højdespringer i hartkornsforøgelsen Drabæks Mølle tæt fulgt af matrikel 17, et af de mindste brug. Væksten for de større brug ligger under gennemsnittet.
Gammel matrikel
Matr.nr.
Gård
Ny Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
9
 
 
1/4
9
 
13
7
1
1/4
54
3
1
3
3/4
10
 
6
1
3
2
93
5
5
 
23/8
11A
 
9
2
1
1/4
64
 
2
3
1
11C
 
 
4
1
1/4
51
3
4
1
7/8
12
 
5
3
3
23/4
55
2
5
3
217/24
13
Drabæks Mølle
8
6
3
23/4
233
1
5
1
1
14
 
2
4
3
23/4
57
 
 
 
 
15
 
2
4
3
3/4
100
 
 
 
 
16
 
1
7
3
1/4
100
 
1
1
2
17
 
 
5
1
21/4
276
 
2
3
1/8
18A
 
 
5
1
13/4
95
 
Skanderup Bye i 19 her udvalgte matrikler af 59. 5 nye matrikler, 1, 20-24.
Den største vækst i Skanderup med udskiftningen var de nye matrikler, som ikke eksisterede før 1844 matriklen. De største gårde, matriklerne 6-7, 8, 9 og 12, fordelte sig med en sammenlægning af matrikler til Wissingsminde, der hermed voksede betydeligt i forhold til før udskiftningen, og den største fremgang i øvrigt for matrikel 9 (Skanderup Nørgaard) og 12 (Skanderupgaard, den tidligere sædegård) med henholdsvis 75 og 37 %.. Se Appendiks 2.
 
Gammel matrikel
Matr.nr.
Gård
Ny Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
 
 
 
 
Skolelærerjord
 
6
2
100
1
5
2
 
2a og b
Præstejord
2
3
 
2
46
 
2
2
½
3a
Mariegaard
 
3
1
½
30
7
1
1
4a
7
3
1
1
3
2
4
 
2
5
Buchs Gaard
3
6
3
1
53
15
4
3
3/5
6
Wissingsminde
12
1
3
1
-22
 
 
 
 
7a
8
1
1
100
10
5
1
2
8a
Grønvanggaard
13
3
2
½
26
10
7
1
1
9a
Sk. Nørgaard
19
 
3
½
75
3
7
3
½
10a
Ejersminde
4
2
1
½
8
2
5
 
10b
Jægerspris
4
5
2
23/4
79
3
2
 
1
11a
Langagergaard
5
7
0
2
81
2
 
1
11b
Koløkkegaard
1
7
 
 
-9
10
5
3
1
12a
Skanderupgaard
14
5
 
2
37
4
2
 
2
13a
Helenesminde
4
4
1
6
4
5
1
14a
Harbogården
7
6
1
11/4
66
1
6
 
25/16
14b
Hagstedgaard
1
2
1
11/4
-27
2
1
 
14c
1
5
2
1
-21
1
5
 
9/10
16a
Damkjærgaard
3
2
3
106
2
5
1
½
17
Rørkjærgaard
4
 
2
½
53
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Lunderskov Bye i 13 her udvalgte matrikler af 32, 5 nye matrikler.
I Lunderskov er højdespringeren i vækst af hartkorn klart Rolles Mølle. Ellers sker hartkornsforøgelsen i de mindre brug, herunder også med den nye matrikels nyoprettede.
Gammel matrikel
Matr.nr.
Gård
Ny Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
 
 
 
 
1
 
1
1
2
½
100
3
1
2
1
2a
 
4
2
1
23/4
35
2
3
 
15/24
2b
 
2
3
1
1/4
-1
4
2
2
3a
 
4
4
1
13/4
5
2
6
1
4a
 
3
6
2
21/4
37
2
3
 
3/4
4b
 
3
 
2
2
29
5
3
1
17/8
5
 
7
1
 
11/4
32
1
6
1
27/8
6
 
2
6
3
11/4
59
1
4
 
11/4
7
 
1
6
1
3/4
18
 
6
3
23/16
8
 
1
7
1
2
122
 
 
 
 
9
 
1
1
 
1/4
100
3
4
2
2
10
Rolles Mølle
9
5
2
171
 
5
3
21/4
11a
 
1
 
 
2
38
Gielballe Bye i 14 matrikler af 56, 8 nye matrikler.
Der er ingen decideret store hartkorn (o. eller over 10, gns. er o. 5 tdr.). Ud over at den samlede hartkornstilvækst i Gielballe og Lunderskov er sognets laveste, så er fordelingen i Gielballe overordentlig jævn. Matr. 29A bliver landsbyens største og har den største vækst på 53 %.
Gammel matrikel
Matr.nr.
Gård
Ny Matrikel
% vækst
Tdr
Sk
Fk
Alb
Tdr
Sk
Fk
Alb
5
3
1
11/4
20a
 
6
3
2
3/4
18
 
6
3
13/4
20b
 
 
5
2
 
-20
5
 
1
1/4
21a
 
6
6
3
2
36
2
1
 
2
22a
 
3
2
 
1
52
3
 
 
11/3
23a
 
3
3
2
2
15
3
1
2
13/4
24
 
3
6
3
2
21
1
5
1
22/3
25
 
2
1
 
1
27
2
6
3
3/5
26
 
3
2
2
13/4
17
2
3
3
½
27a
 
2
4
2
13/4
6
5
 
3
21/4
28
 
7
1
 
1/4
39
4
6
2
29a
 
7
3
 
3/4
53
2
6
2
2
30a
 
4
 
 
11/4
42
2
1
 
 
30b
 
2
5
2
11/4
27
2
6
2
32
 
3
1
1
13/4
12
                         
 
Der forekommer ikke at være belæg for mere vidtgående konklusioner omkring jordfordelingen før og efter landboreformerne, fra den gamle til den nye matrikel.
1) De største hartkornsforøgelser skete på sognets 2 møller, Drabæks og Rolles Mølle. Desuden 2) forøgelser på en række mindre matrikler. 3) Kun i mindre grad hartkornsforøgelser på de større matrikler, herunder selvejernes.
Ud over dyrkningsfællesskabet og fæstesystemet var det et problem for bønderne, at godsejerne var pålagt at udpege soldater til 6 års tjeneste ved ordningen med permanent soldaterudskrivning fra 1701 (landmilitsen). Bønderne blev boende, men skulle bruge sparsom fritid til eksercits, prygl og at være udsatte for faren for krig, svenskekrigene. Desuden fra 1733 stavnsbindingen, der efterhånden kom til at gælde alderen 4-40 år med binding til det gods, hvor man var født.

Krongods i Koldinghus Len

I Koldinghus Len havde Frederik 2. i 1578—79 ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel samlet alt gods i Anst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev Herreder under kronen.
Der var i denne proces klager fra bønderne over, at gårdene i samme by ofte var ulige store, og over for stor ulighed i byrdernes fordeling, dvs. de skatter og afgifter, bønderne - både fæstere og de få selvejere, 324 i Koldinghus Len i 1614[113] - skulle betale.
Man kan ud fra kilderne[114] se, at bymarken var delt i marker, Skanderup i 2, Sønder- og Nørremark, Gjelballe i 4, alle verdenshjørnerne. Man kan i modelbogen se, at Skanderups 2 marker var delt i 8 indtægter[115], Gjelballes i 10, de øvrige af sognets landsbyer i 9 indtægter.
Under denne inddeling var der så agre, smalle strimler jord, som lå fordelt mellem landsbyens gårde, således at hver gård fik en nogenlunde andel af god og dårligere dyrkningsjord. 
Iflg. 1688 matriklen var der i Anst Herred 314 gårde, heraf 11 enestegårde.[116] De 314 gårde havde 1504,02 tdr. hartkorn, dvs. gennemsnitsstørrelsen var 4,8 tdr. hartkorn. Hertil kom 55 huse med jord, 5 huse uden jord. Der var 1552,65 tdr. hartkorn i alt inkl. huse med jord.[117] Skanderup og Hjarup, 2 af de største byer i og omkring Skanderup Sogn havde hver 94 tdr. hartkorn. Man kan heraf udlede, hvis der har været 17-18 gårde i Skanderup o. 1688, at gennemsnitstørrelsen har været o. 5 tdr. hartkorn, lidt over herredsgennemsnittet.
Skovene i Anst Herred kunne se ud til ofte at have været rebede, delt mellem bønderne, hvilket i Koldinghus Lens regnskaber har medført adskillige udsagn om forskelle i gårdenes skovpart.

Køb og salg af krongods i sognet 1535-1765[118]

Man kan i de af Rigsarkivet udgivne dokumenter identificere navne på købere af og deres tilgodehavender i forhold til kronen. Men mht. de anførte jorder i sagens natur desværre først fra 1662 matrikelbetegnelser. Og gennemgående er det stort set umuligt at identificere de anførte handlers placering mht. toft eller i landsbyfællesskabet. Der er oplysninger, om det er gårde, bol eller anden jord, om der er tale om specielle ydelser i form af tiende o.l.
Alt i alt er det derfor stort set umuligt at bruge oplysningerne til andet end at placere transaktionerne landsbyvis og hvem, der handler med kronen med hvad, men ellers ikke nærmere beskrevet.
Et interessant aspekt ved de i Skanderup Sogn handlede jorder er, at der er flere kirker involveret på forskellig vis. Selvfølgelig Skanderup Kirke.
23. marts 1579 får Kierstine Ulfeldt til Vranderup[119] bl.a. en gård i Gielballe, hvor der er jord, hvoraf der svares landgilde[120] til Skanderup Kirke. Og ”… i Nagbøl 1 G(ård). og 1 Kirkejord, der bruges til Gaarden”. Desuden en gård i Skanderup, hvor der svares landgilde til Kolding Kirke. Senere, i 1580, mageskiftede K. Ulfeldt hovedgården i Seest til kronen. 16. juli 1579 får ”Peder Rantzov til Vamdrup[121]  … i Skanderup 3 G(årde). for Jord og en Toft, som tilhører Andst og Skanderup kirker. 22. marts 1580 afstår Kirstine Ulfeldt ”… Jord, som bruges til den ene Gaard (i Skanderup), men hører til Kolding Kirke. Oberst Ditlev Brochtorph overtog i 1698 4 kirkejorder i Skanderup og i 1699 ”1 stk. Kirkeskov i Lyng Sønden for Skanderup Kirke”.
Man vil bemærke, at der i sognet i byerne Skanderup, Nagbøl og Gjelballe, var kirkejord, som tilhørte især Skanderup men også Andst og Kolding Kirker.
Desuden er det lidt bemærkelsesværdigt, at man 13. dec. 1664 kan se, at Fredericia Skoles betjente og en del af rektors løn finansieres af ”2 gode Kirketiender fra Skanderup S …”. Kirkeværgerne og kapitlet ved Ribe Domkirke får i 1554 og afhænder i 1578 gårde i Dollerup, Skanderup og Lunderskov.
Ud over kirken er der enkeltstående transaktioner, som er interessante i forhold til sognets historie.
22. dec. 1578 får Christoffer Lindenov til Valbygaard ved Slagelse ” 1 Mølle, kaldet Drabecks Mølle”. Det er første gang Drabæks Mølle optræder i en skriftlig kilde.
Man kan 1604, 24. febr. se, at ”Casper Marckdanner til Siøgaard får gårde på Fyn for gårde i Dollerup og Lunderskov” (Bd. 1, s. 342).
Det er også interessant, at en velhavende dame som Magdalene Banner, Krabbesholm i Skive 24. juli 1573 sælger ”… i Ansted H(erred), Skanderup S(ogn) og By 1 G(ård)”,(Bd 1 s. 135). Magdalene Banner var gift med Iver Krabbe til Østergaard i Salling, som startede byggeriet af Krabbesholm. Magdalene Banner fuldførte det smukke, sengotiske byggeri.

Selvejerbønder i Skanderup Sogn

En række skøder og overdragelser viser, at der i Nagbøl, Dollerup og Skanderup, især Nagbøl, var selvejerbønder i 1600-tallet i Koldinghus Rytteridistrikt, nøje gennemgået i Hans Knudsen i Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924). Thomas Christensen har skrevet en artikel herom, hvor Hans Knudsens undersøgelser benyttes.
Forskellen på en fæster og en selvejerbonde har været minimal. I stedet for den indfæstning[122], som fæsterne skulle betale, skulle selvejerbonden svare ’husbondhold’[123].
Skanderup Sogn hørte under Koldinghus Len og Amt indtil 1793 og hermed også Koldinghus Rytterdistrikt i en stor del af perioden. Konkret manifesterede det sig i Skanderup positivt med en rytterskole fra 1725.
Mere blandet var den beskatningsmæssige konsekvens af at høre under rytterdistriktet. Ved 1664 matrikuleringen blev alle gårde ansat til hartkorn[124] som standardiseret mål. 8 tdr. hartkorn skulle nu svare en rytter med fuld udrustning til de i 1670 oprettede rytterdistriktet. Bønderne kunne selv afgøre, om de ville ride for gården, eller om de ville betale for den rytter, der skulle stilles. Under alle omstændigheder var det en fast udgift, som var pålagt alle gårde for hver 8 tdr. hartkorn. Der skulle altså knap og nap 2 gårde af gennemsnitstørrelse til at svare den krævede rytter til rytterdistriktet.
Med den skånske krig 1675-79 forsøgte den danske Christian V at tilbageerobre Skåne, Halland og Blekinge, som var blevet tabt ved Roskildefreden i 1658, men forgæves. Frankrig ønskede ingen ændringer. Det eneste resultat af krigen blev derfor store militære udgifter, som også fik konsekvenser for tilstanden i Koldinghus Ryttergods. Der var nu næsten ingen bønder, der ønskede at ride for rytterdistriktets gårde, og i 1680 skiltes rytter og bonde helt.[125]
Ud fra sessionsprotokoller for det 2. jyske Regiment, dvs. Kolding Rytterdistrikts godser er der mulighed for ret detaljeret at undersøge forholdene for både fæstere og selvejere i distriktet. Man kan især få indblik i forholdene for selvejerne, fordi disse var en torn i øjet på de forskellige regimentskrivere på Koldinghus, da selvejerbønderne (med rette) klagede over manglende hensyntagen til deres rettigheder, når de blev beskattet af rytterdistriktet.
Især ophidsede de en regimentskriver Søren Blanchsted, som i 1690’erne klagede over, at selvejerbønderne ødelagde beskatningsgrundlaget af deres jorder ved at bortsælge jorden. Desuden irriterede det også Blanchsted, at selvejerne havde husmandshold, som de plyndrede med så mange afgifter, at husmændene ikke kunne betale noget til kongen, dvs. til rytterdistriktet. Denne skattefrihed for selvejerbøndernes husmænd fik Blanchsted i 1690 afskaffet, kan man se af hans optegnelser.[126]

Selveje og fæste

Efter Grevens Fejde, i 1536, var en hel del selvejerbønder blevet gjort til fæstere, således at selvejerbøndernes antal nu var o. 10 %. Dette antal faldt ret markant i årene herefter.
Generelt må man nok også sige, at det ikke har været stort bedre at være blandt de ca. 2 % selvejere i slutningen af 1600-tallet end at have været fæstebonde. Skredet til det bedre, og her først og fremmest for de lidt større bondebrug, gårdejerne, skete først med landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet.
Fra 1200-tallet var de største jordejere / godsejere skattefri. Alle andre blev alle pålagt at betale leding, dvs. en skat til krigsførelse foruden arbejde (inne) og underhold til kongemagten ved rejser (ægt) og stud (havreskat) fra tidligere tid.[127]
Uanset om bonden var fæster eller selvejende, skulle der svares enten landgilde (fæstebønderne) eller husbondhold (selvejerne), ægt (forplejningsforpligtigelser i forbindelse med rejser, foretaget af kongen eller hans embedsmænd), inne og fæstebøndernes hoveri, selvejerbønderne desuden bondeskyld[128].
Selvejerbønderne forsøgte at reducere deres andel af disse afgifter i forhold til fæsterne.  Desuden forsøgte de som nævnt at opretholde over for kronen deres andel af skatter fra husmændene. Blanchsted gjorde en stor og stort set med held kronet indsats for at reducere disse selvejerfordele.
Blanchsted blev i 1694 arresteret, fordi han ikke ”… kunde faa sine Regnskaber i Orden”. Hans to efterfølgere blev arresteret af samme grund. Spørgsmålet er nok, om skylden for disse regimentsskriveres sørgelige skæbne ikke snarest har ligget i ryttergodsets slette tilstand som et resultat af svenskekrigene. Derfor nok også den hårde fremfærd mod de påholdende selvejerbønder.
I Koldinghus Len var der 324 selvejerbønder i 1614 iflg. Hans Knudsen. I Skanderup Sogn kunne det se ud til, at der har været 8 selvejerbønder i 1690. I selve Skanderup var der 3 selvejere[129]: Mariegaard (nr. 2), Helenesminde (nr. 3) og nr. 1, der senere blev lagt ind under Wissingsminde. Resten finder man i Nagbøl, hvor selvejerne vist især har været placeret. Iflg. TC skulle der have været 5 og et selvejerboel. Kun hvis vi fraregner det af TC angivne selvejerboel passer antallet med Hans Knudsens meget velunderbyggede oplysninger.
Men uanset antallet vil det nok være mest af interesse for detaljen, hvordan det i løbet af middelalderen er gået med selvejerbønders og fæsteres rettigheder, end evt. kvalitative forskelle i evner eller vilkår, som man måtte formode at kunne finde mellem fæstere og selvejere før landboreformerne. M.a.o. har der heller ikke i Skanderup Sogn eller i Kolding Rytterdistrikt som sådan været de helt store forskelle mellem selvejerbønder og fæstere. De har i 1500-tallet oprindeligt været væsentligt bedre stillet end fæsterne, men de var en torn i øjet på konge-, statsmagten og dennes repræsentanter, i Kolding Rytterdistrikt især regimentskriveren.

Skatter og afgifter til stat og kirke, sammenfatning

De første kendte skatter i Danmark er stud- og ledingsskat. Det er henholdsvis en skat, der afløste forpligtigelsen til at huse og underholde kongen på hans rejser rundt i landet og en skat, der betalte for fritagelse for selv at deltage i kongens krigsførelse. Kongen var jo middelalderen igennem, over enevælden indtil junigrundloven i 1849 regeringsmagten.
En særlig afgift var skatten til kirken, tienden[130]. Tiende indføres i 1100-tallet af kong Niels, vist i realiteten af Knud d. Hellige (1080-86). Som navnet siger, udgjorde denne kirkeskat en tiendedel af de skattepligtiges, dvs. bøndernes afgrøde.
Tienden kan groft inddeles i 3 dele: 1) til byggeri af kirkerne, 2) til præsternes underhold og 3) til biskopperne. Især den sidste del var forhadt. Med reformationen overtog kronen kirkegodset, og den tidligere bispetiende blev nu kongetiende. Adelen slap med reformationen for at betale tiende, men den tiende, der betaltes af det øvrige gods blev så en skat på bønderne. Tiendeholderen var så forpligtiget til at underholde den tilhørende kirke.
Tienden var en naturalieafgift, som først fra 1856 kunne afløses af et pengebeløb. Tiende blev endeligt afløst af en lov om kirkeskat fra 1920.
Efterhånden kom stud- og ledingsskat til at betyde mindre for kongens indtægter. Stigende betydning fik told på handelsbyerne. Og med reformationen fik indtægterne fra det fra kirken overtagne krongods stigende betydning.
Med enevælden i 1660, svenskekrigene mv. var staten blevet mere og mere forgældet, og det medførte ønske om faste og stabile indtægter fra jorden, dvs. hartkornsskatten. I byerne øgedes tolden på handel med konsumtionsafgiften, der opkrævedes indtil 1852. Først i 1903 indførtes der formue- og indkomstbeskatning.
Landboreformernes virkning i Skanderup Sogn kan man i TC’s fremstilling[131] se med den tilhørende udskiftning fra landsbyfællesskabets jordfordeling, som startede i 2. halvdel af 1700-tallet.
Ud over udskiftningens selvstændiggørelse af det enkelte bondebrug i forhold til fællesskabet var der med landboreformerne også tale om en gradvis overgang fra fæste til selveje.  
Reformerne fandt sted i flere omgange.
Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28.december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring. Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.
Fra 1781 tog udskiftningen fart, da regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje. Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.
I TC's beskrivelse opereres der med udskiftningsår, som ligger ret tilfældigt i forhold til disse forordninger. Men de må under alle omstændigheder have udskiftningsforordningerne som forudsætning.
Hertil kom, at stavnsbåndet fra 1733 blev ophævet med forordning af 20. juni 1788.
Der findes desværre kun umiddelbart tilgængelige, dvs. digitale, historiske matrikelkort tilbage fra 1820.[132] De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være en udmærket kilde til udskiftningens umiddelbare virkninger. Dog kan mange af kortene indeholde oplysninger, som er overtegnet de oprindelige kort. Derfor kan de være vanskelige at fortolke.
Herunder plan over en landsby med marker inden udskiftningen. De enkelte bondebrug havde små strimler flere steder på bymarken i modsætning til tiden efter udskiftningen, hvor bøndergårdenes marker er blevet samlet og gårdene (som regel) udflyttet fra landsbyfællesskabet. Se videre Danmarkshistorie.dk.
Med udskiftningen blev landsbyens i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.
På matrikelkort over Skanderup 1820-47 ser man tydeligt resultatet af landboreformernes udskiftning i Skanderup. Skanderup by ligger stadig midt i markarealerne. Kigger man nøje efter, kunne det se ud til, at Skanderupgaard, den tidligere sædegård (matrikel 12a) i 1820 stadig havde en betragtelig størrelse, hvilket også fremgår af den ”ny matrikel”, 1844 matriklen. 
Kigger vi nærmere på Skanderup by, kan vi se, at byens største gårde efter udskiftningen og landboreformerne ligger her i den skikkelse, som stort set varede ved til langt ind i 1900-tallet.[133]
Når de oprindelige matrikler fra 17-1800 tallet anføres så detaljeret for Skanderup, er det først og fremmest fordi Skanderup så tydeligt (endnu) har bevaret store dele af den historiske matrikulering, dvs. de gamle gårde. I Nagbøl, Dollerup - især - og Gjelballe er der tale om langt mindre lokaliteter, og her er koncentrationen i den bymæssige bebyggelse derfor også langt mindre udtalt.

Skanderup Sogns lokaliteter, lokalitetshistorie

Geografisk omfatter Skanderup Sogn landsbyerne Skanderup, Nagbøl, Dollerup, Gjelballe og forskellige lokaliteter i tilknytning hertil. Desuden landsbyen Lunderskov, der med jernbanens anlæggelse fra 1866 bliver til et jernbaneknudepunkt, en stationsby af ganske central betydning som knudepunkt til det i 1864 til Prøjsen tabte Slesvig og Holsten samt den vestlige del af Danmark, dvs. Esbjerg.[134]
Det er lidt bemærkelsesværdigt, at 1800-tallets folkelige bevægelser med højskoler, andelsbevægelse, forsamlings- og missionshuse overfladisk set ikke har efterladt sig markante spor i sognet i forhold til mange andre lokaliteter
Andelsmejeriernes start i 1882 resulterede helt i sognets ånd i Skanderup Mejeri 1888, som fra 1895-96 fik det søndaghvilende Lunderskov Mejeri som alternativ.[135] Krydret med det særlige raffinement, at det gamle Skanderup Mejeri flyttede til Lunderskov ved jernbanen, og det gamle Skanderup Mejeri blev i 1922 ombygget til kirke for den valgmenighed, der var blevet dannet i 1910. Smukt fulgt op af valgmenighedens omkringliggende efter- og friskole.
Der var så til gengæld ingen højskoler, her måtte sognets unge drage udensogns til deres foretrukne, enten grundtvigianske eller indre missionske højskole.
Ret bemærkelsesværdigt er der overhovedet heller ingen forsamlingshuse i sognet, men fra 1889 et enkelt missionshus.
Et noget ”dødt sogn” mht. folkelige bevægelser før opsplitningen i Indre Mission og valgmenigheden har man i religiøse kredse kaldt det. Men den religiøse vækkelse har vel så for de samme kredse været reaktionen mod dette åndelige dødbideri. Og hvilken vækkelse!
I den følgende gennemgang af sognets enkelte lokaliteter henvises de mere detaljerede matrikeloplysninger o.l. til Appendix 2.
Landsbyen Skanderup.
Oprindeligt har navnet været Skandorp eller -torp. Det har så i løbet af 14-1500-tallet udviklet sig til Schanderup. 
Efterleddet i Skanderup kommer således af torp. Efterleddet torp kendes fra den tidlige vikingetids landsbyer o. 850 til middelalder o. 1350. Det er et af de allermest udbredte efterled, som findes i afledte varianter som -trup, -drup, -rup. Forleddet må formodes at kunne være mands- eller slægtsnavnet Skandi. Der er udflytninger fra Skanderup til Klebæk med udskiftningerne i slutningen af 1700-tallet. Klebæk har endelsen bækk, et vandløbsnavn fra 1490 (Klefbek). Der findes originale matrikelkort for 1820-47, 1847-69, 1869-85,1885-1942[136], og herefter en række matrikelkort 1942-78 i dele, tilsvarende 1978-96, som man skal sammenstykke, hvis der ønskes overblik over hele lokaliteten. I givet fald søges der fra kald til matrikelkort på nettet, og her udfylder man søgefeltet med bynavn eller kode. Man kan også få kort over ejerlav og matrikler for hele Skanderup Sogn. Det gælder for alle kort, at man kan zoome ind ved at trække et klart markeret, rødt rektangel omkring det, man ønsker at studere nærmere. 
Landsbyen Nagbøl.[137]
Efterleddet bølle kommer af bol, der formentlig har betydningen enkeltgård. I modsætning til torp byerne er de fælleder eller udmarker fra moderbyerne. Sammen med bol navne vil der som regel være et mandenavn. Nagbøl ses omtalt første gang i 1468. Se Matrikelkort[138].
På det her benyttede matrikelkort 1853-69 fremgår det tydeligt - sammenholdt med Skanderup, Lunderskov og Gjelballe - at Nagbøl og Dollerup (neden for) var sognets to mindste lokaliteter.
Nagbøl og Dollerup har haft fælles ejerlav og byjord, beliggende mellem landsbyerne.[139]
Landsbyen Dollerup.[140]
Der har i 1610 iflg. Koldinghus Lens regnskaber været 4 gårde og 2 boelsteder i Dollerup. Ved folketællingen i 1787 (den første er fra 1769) har der været 10 familier, altså en absolut lille lokalitet. Ses første gang omtalt i 1469. Som Skanderup er det et torp navn. Forleddet kan have betydningen dal, kan måske alternativt være et navn. 
Dollerupgaard har været ejet af Caspar Markdanner, muligvis også beboet af den adelige slægt Sandberg[141]. Det er dog usikkert. Men den sædegård i Dollerup, som har eksisteret, har nok været Dollerupgaard. Baron Holger Stampe ejede Dollerupgaard 1868-1875[142]. Det er usikkert og ikke dokumenterbart, at Markdanner og Stampe skulle have haft sæde på gården. Der har formentlig for Anst Herred været herredsting i Dollerup.
Landsbyen Gjelballe.
I 1610 nævnes 9 gårde, som ved matrikuleringerne i 1644 og 1688 bliver til 12. Gjelballe er et naturnavn, efterleddet -balle har betydningen 'jævnt stigende forhøjning' eller 'afdeling af landsby'. Navnet Gilleballe stammer fra 1469, fra 1664 ses navnet som Gielballe. Usikker betydning, men det kan være, at der har vokset 'gyvel' her. Kan også i andre lokaliteter end Skanderup Sogn have haft betydningen 'gold'. I folketællingsmaterialet er stavemåden Gjelballe eller Gielballe. Se matrikelkort.[143]
Af matrikelkortet 1821-47 fremgår det tydeligt, at Gjelballe er væsentligt større end Nagbøl og Dollerup, men mindre end Skanderup. Det er den tidligere sognerådsformand 1923-43, Knud Knudsens gård Kirstinelund, der ligger som den ene gård th. i kortet ved gennemfartsvejen.
Landsbyen Lunderskov.
Man kan se, at det nært Lunderskov liggende Dollerup o. 1820 ikke afviger meget fra Lunderskov størrelsesmæssigt.[144]
I 1610 nævnes 5 gårde, 5 husmandsteder og 2 møller (Drabæks og Rolles Mølle). Som Lunderskov mark kendes der tidligst en beskrivelse fra 1579. Navnet Lunderskoff optræder 1451-1513. Der er tale om et naturnavn, lund og skov. Se matrikelkort.[145]
 Stationsbyen Lunderskov.          
 I 1866 åbnes jernbanelinjen gennem Lunderskov. På et kort fra 1873 ser man både omridset af den gamle landsby og stationsbyen. Se matrikelkort.[146] I Trap 3. udg. bd. 5 hedder det om Lunderskov i 1901, altså lige før stationsbyen befolkningsmæssigt lægger sig i spidsen i sognet: "Lunderskov, stor Stationsby - 1/2 1901: 77 Huse og 532 Indb. - med Friskole, Andelsmejeri, Savmølle, Teglværk m. m., Købmandshdlr., Gæstgiveri, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postkontor; Dollerup med Skole."
Blandt skoler bemærker man her den indremissionske friskole, som eksisterede 1885/86-1922, og skolen i Dollerup fra 1883, der i 1923 blev suppleret med en helt ny skole.
På ovenstående matrikelkort for Lunderskov 1885-1904[147] kan man se, at landsbyen Lunderskov endnu mangler en del i at blive en fuldbyrdet stationsby. Lunderskov Station strækker sig fra den sydlige del, ”Dollerup og Nagbølle” til det, der bliver bymidten. Men der er stadig o. århundredskiftet kun sporadisk bymæssig bebyggelse, selv om der i tiden herfra indtil 1911 sker mere end en fordobling af folketallet.[148]
Som det fremgår af jernbanekortet, blev Lunderskov i 1866 et tidligt resultat af jernbanenettets skabelse af ca. 500 stationsbyer i Danmark.
Lunderskov by, matrikelkort 1883 og stationsbygningen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kort over danske jernbanestrækninger oprettet mellem 1847-1875."Historisk Atlas Danmark" (1987). Samt en Jernbane og Postliste fra 1877 (Kolding By og Omegn 1877).
 
                     
 
 
 
 
 
 
 
Jernbanetaksterne er alle med afgang fra Kolding. Der er kun anført 2. og 3. klasse. Selv om det ser billigt ud, så var 1870'erne alligevel et dyrt årti med ganske markante prisstigninger. Men en returbillet fra Kolding til Lunderskov for under 1 kr. uanset klasse ser jo overkommeligt ud. Efter 1870'erne faldt priserne jævnt indtil 1. verdenskrig, hvor de igen steg voldsomt.

Lunderskov og jernbanen

Før Lunderskov blev stationsby, var det en lille landsby, sognets 3. største / mindste. Men som så mange andre stationsbyer med N.P.C. Holsøe som arkitekt på stationsbygningen.
I 1901 folketællingen var der i Lunderskov 355 indbyggere. Dette antal blev mere end fordoblet det næste tiår indtil folketællingen i 1911, hvor der er optalt 855 indbyggere.
Som landsby, dvs. før jernbanen i 1866 med tilhørende stationsbygning og kro[149] næsten lige over for, har der i Lunderskov været en landsbygade, hvor gårdene og husene var placeret. 15 gårde og nogle huse er optalt med folketællingen i 1870.
Fra folketællingen for 1880 kan man få sparsomme men ret gode supplerende oplysninger omkring jernbanens stationsbygning i Lunderskov. Her boede to husstande, begge ansat ved jernbanen og med familie. Samt tilhørende disse to husstande midlertidige beboere i sognet, også ansat ved banen. Hertil kom i stationsbygningen, der blev opført i 1874, at den tidligere stations brevsamlingssted nu også blev postekspedition.
Som husfader er der angivet to, Niels Hansen, stationsinspektør, med kone og 2 plejebørn. Desuden Niels Peter Sundblad, restauratør, med kone, 2 børn og 2 tjenestepiger[150]. Ud over disse husfædre med familier, er der på stationsbygningens matrikel og dets løbe nr. registreret flg. som ansatte ved banen, men også helt klart uden bosiddende familier på matriklen, dvs. på tillægsliste som midlertidigt bosat i sognet og altså på stationens matrikel: Kristian F. Sunds, fyrbøder, A. P. Hansen, togfører, A. Lorens, konduktør, Jakob Kjærulf, lokomotivfører.  De kommer alle fra henholdsvis Esbjerg og Varde iflg. Tillægsliste A. Lokomotivføreren førte (oprindeligt) lokomotivet, togføreren kontrollerede togets sammensætning, bremser og (i dag) især billettering mv. I den daværende stationsbygning har der således i 1880 boet 14 mennesker, heraf 4 børn. Pladsmæssigt kunne det nok have været et problem. Ikke mindst, da der også skulle være plads til de øvrige funktioner, tilhørende stationsbygningen.
Alle den tids stationsbygninger havde stort set samme arkitekt, N. P. C. Holsøe. Foto 1911.
I debatten omkring det nu nedrevne vandtårn til Lunderskov Banegård kunne man iagttage f. eks. dette indlæg i Jyske Vestkysten 29. sept. 2008: ” Vandtårnet er et af de få DSB-vandtårne, der stadig eksisterer, også selv om det ikke har været benyttet til sit oprindelige formål i mange år. Samtidig indgår det i en helhed på Lunderskov station, hvor både stationsbygning, pakhus, vandtårn, remise, drejeskive, kulgård og kolonnehus er bevaret. En sådan tilsvarende hel samling af jernbanerelaterede bygninger, som de brugtes på større knudepunkter, findes kun bevaret ganske få andre steder i Danmark. Andre steder er en eller flere bygninger for længst revet ned.” Ydermere hedder det i Kulturstyrelsens kommentarer til fredningen af stationsbygningen i 1992: "Det vil være et stort tab for stationsmiljøet, om dette markante vandtårn forsvandt." Nu er altså desværre også vandtårnet i Lunderskov nedrevet.
Omkring starten af det, der blev Storegade, lå Lunderskov Landbohjem, med pensionat, mødelokaler m.v., oprettet i 1890 lige over for stationsbygningen. Lunderskov Landbohjem var en forening (selskab hed det den gang) med en valgt bestyrelse, og Oskar Lassen er i 1901 folketællingen registreret som agerbruger og som foreningsvært for Landbohjemmet, sammen med søsteren Dora, der i denne folketælling er registreret som husbestyrerinde. I 1906 folketællingen er Oskar Lassen registreret som vært på Lassens Hotel, søsteren som værtinde. I 1901 folketællingen ser det ud til, at søskendeparret bor bag Landbohjemmet, fra 1906 bor de på matr.nr. 2ci, hvor det nyopførte Lassens Hotel kom til at ligge.
 
I 1901 var der foruden huse 7 gårde, 1 med mølle (der burde have været 2, men det fremgår ikke af folketællingsmaterialet), 8 boelsteder, 1 skole, 1 stationsbygning, 1 posthus (samme matrikel 2b som stationsbygningen, men her 2by og 2bz), 1 Landbohjem, 1 brugsforening, 1 gjæstgivergård, 1 mejeri. Og hertil som identificerbare stillingsbetegnelser: formand, sagfører, postmester, maler, snedker, skomagere, portører. Desuden fra optegnelser fra 1894 (en Vejviser for Kolding Omegn) for Lunderskov flg. registrerede stillingsbetegnelser i redigeret oversigtsform: forligsmægler, vurderingsmand, stationsforstander, postekspeditør, jordemoder, telefonist (som iagttageligt bierhverv), bager, bødkere, klodsemager (træsko), kalkværk, klude-, benhandler, kro-, restaurationsdrift, malere, møllere, sadelmager, skræddere, slagter, smed, urmager, mejeridrift.
Alt i alt ser man landsbyens tidligere erhvervsbetegnelser, hvor stationsbyens nye er kommet til.
Man bemærker i Vejviseren for 1894, at der foruden andelsmejerierne Skanderup og Lunderskov var et fællesmejeri i Gjelballe og et mejeri på Dollerupgård. I 1902 er der kun de to andelsmejerier tilbage, Skanderup og Lunderskov Mejeri. I det nærliggende Hjarup var der Hjarup Andelsmejeri, og 1897 blev Bastrup Mejeri grundlagt som et søndagshvilende mejeri ligesom Lunderskov Andelsmejeri.

Lunderskov Jernbanestation

Ved anlægget af jernbane i 1866 - og før anlægget af den sydjyske tværbane i 1874 - var Lunderskov kun en meget ubetydelig station med et krydsningsspor og et kort læssespor. Jernbanestationen var oprindeligt en træbygning, formentlig 50-100 m. nord for den nuværende jernbanestation. Den oprindelige stationsbygning må formodes at være blevet opført samtidig med den over for liggende kro, Lunderskov Gjæstgivergaard[151].
Det primære kildemateriale til beslutningsprocessen omkring både det første, jyske jernbanenet, der 1866 førtes til Lunderskov, og den sydbane, som blev besluttet trukket fra Lunderskov til Esbjerg, er Rigsdagstidende, som er gennemset[152]. Her fremgår det, at daværende indenrigsminister J. B. S. Estrup som konsekvens af, at det jyske hovednet i 1866 var etableret, 6. januar 1868 fremsatte to lovforslag, 1) om bygning af en havn i Esbjerg, og 2) i tilknytning hertil ”en passende baneforbindelse” til resten af landet, dvs. det etablerede jyske jernbanenet. 24. april 1868 kom så ”Lov om Udvidelse af det jyske Banenet”.[153]
 Det blev besluttet, at det nye banenet skulle udgå fra Lunderskov, men hvor også Vamdrup havde været i spil.
Ind i overvejelserne gik den fra 1864 gældende grænse ved Kongeåen, som man planlagde ændret. Hvad den jo også blev i 1920. Problemet med Vamdrup var, at en linjeføring herfra til Esbjerg ville komme til at strække sig gennem den gang tysk område. Lov om den endelige linjeføring Esbjerg-Gørding-Vejen-Lunderskov blev vedtaget 11. maj 1870, og ”den 9,7 Mil lange sydjydske Tværbane (Lunderskov-Esbjerg-Varde) aabnedes d. 3dje 0kt. 1874”.[154]
Samme år, i 1870 blev der til det kommende jernbanebyggeri sluttet kontrakt med et konsortium bestående af firmaet Baron Gedalia & Co., justitsråd E. C. Møller og muremester Lauritz Petersen København)[155].

Hvornår blev den nu fredede stationsbygning i Lunderskov opført?

Man kan af det samtidige avismateriale se, at Bygningsarbejdet på Lunderskov Station med etableringen af den sydjyske tværbane til Esbjerg blev udbudt i Licitation 6. juli 1874, og at tilbuddene skulle være overbaneingeniør C. Bayer i hænde inden 17. juli 1874.[156] I entreprisen lå foruden en ny hovedbygning en ny lokomotivremise. På den nye stations østside blev der så anlagt en tosporet lokomotiv- langremise.
 
 
Man kan af en journalistisk rejsebeskrivelse i Fyens Stiftstidende 30. sept. 1874 om den Sydjydske Tværbane se i beskrivelsen af en rejse fra Esbjerg til Lunderskov, at der i Lunderskov befinder sig ”en ny, ret anseelig Stationsbygning … under Arbejde”. I Middelfart Avis konstateres det 25. sept. 1874, at ”Den ny Stationsbygning ved Lunderskov var endnu i Tirsdags ikke under Tag.”[157]
Ud fra det samtidige avismateriale, hvor bygningen af Lunderskov Jernbanestation (og Postekspedition i Kolding) annonceres i juli 1874, og hvor to samtidige avisartikler i slutningen af september 1874 beskriver en næsten opført, ny jernbanestation i Lunderskov, kan det kun konkluderes, at byggeåret har været 1874, færdiggørelse formentlig i starten af oktober ligesom indvielsen af den nye tværbane.
I Slots- og Kulturstyrelsens fredningsbeskrivelse af Lunderskov Jernbanestation fra 1992 anføres fredningsomfanget som hovedbygning og pakhus, opført1866 og N. P. Holsøe som arkitekt. Hovedbygningen anføres opført 1887, pakhuset i 1888 i den videre beskrivelse af de to fredede bygninger, hvor der angives BBR, matrikelnummer o. a. praktiske oplysninger.
Det er ret imponerende, at Slots- og Kulturstyrelsen formår at bringe hele tre forkerte årstal
Lunderskov Jernbanestation o. 1905
for de fredede bygninger, hvor det rigtige opførelses år er 1874.[158] Oplysningen om, at Lunderskov Station skulle være opført 1866, stammer (bl.a.) fra DSB’s strækningsregistrant. Af samme fremgår det, at stationsbygningen skulle være opmålt 1881, hvilket ikke harmonerer med hverken 1887 eller 1888 som opførelses år. I så fald skulle man have opmålt endnu ikke opførte bygninger.
Det benyttede avismateriale kan til gengæld ikke benyttes til hverken at godtgøre særskilte opførelses år for hoved- og lagerbygning, eller om disse to, fredede bygninger er opført samme eller forskellige år. Da DSB’s strækningsregistrant og BBR oplysninger heller ikke er pålidelige, er det på det foreliggende grundlag vanskeligt at komme det nærmere, end at hovedbygningen til Lunderskov Jernbanestation må have været opført i eller omkring oktober 1874, hvor tværbanen til Esbjerg blev taget i brug. Lagerbygningen muligvis lidt senere, hvis vi tager fredningsoplysningerne til efterretning.[159]
Den i oktober 1874 nyopførte stationsbygning fik en passende, måske endda overdreven størrelse i forhold til Lunderskov som jernbaneknudepunkt. Det toetages midterparti flankeres af enetages partier. Alt i alt en stor og harmonisk bygning, også i sammenligning med tilsvarende stationsbygninger. Linjen mod Esbjerg blev i første omgang trukket uden hensyn til de byer, som banen løb forbi. Først senere har disse byer, f. eks. Andst, Vejen, Brørup mv. etableret sig som stationsbyer.
 

Postekspedition og jernbane

 
Et postkort med Hilsen fra Lunderskov. Der er motiv fra både jernbanen og fra det, der i 1898 udskilt fra stationsbygningen som posthus. [160]
 
Sammen med stationsbygningen fra 1866 blev der indrettet brevsamlingssted og senere postekspedition i stationsbygningen[161]. Samt en jernbanerestauration, der ses registreret fra 1877. Den oprindelige stationsbygning fra 1866 var af træ, og som i alle tidens stationsbyer blev der ud over stationsbygningens restaurant også opført en kro, et Gjæstgiveri over for jernbanen. I Lunderskov kom der til at ligge - lidt forskudt i forhold til jernbanestationen - Lunderskov Kro / Hotel, også kaldet Finnemanns Kro.[162] Her blev der senere, da stedet ophørte, måske brændte i 1929, i 1934 bygget et alderdomshjem. Som kro eller Gjæstgiveri har dette sted har fra o. 1905 som Finnemanns Lunderskov Hotel afløst det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri. Det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri ligger stadig Jernbanegade 1 som tidligere købmands- og manufakturforretning.
Postomdelingen i Lunderskov blev formentlig varetaget som et brevsamlingssted i - eller i tilknytning til - stationsbygningen fra og med jernbanens ankomst i 1866.
Så vidt, det har kunnet konstateres, skete der ikke nogen ændring heri med bygningen af den nuværende Lunderskov Station i 1874. I udliciteringen af byggeriet af den nye jernbanestation hed det i annonceringen i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874, at der ud over den nye jernbanebygning i Lunderskov skulle bygges en ”Postexpedition” i Kolding.
Først i 1887 blev der ”Postexpedition” i Lunderskov iflg. Officielle Meddelelser 1887, s. 53. Og man kan f. eks. i Folkebladet Sydjylland 16. nov. 1893 se, at ”Postexpeditionen” midlertidigt er overdraget ”Postexpedient J. H. Jacobsen”. Og fra denne flytning af postexpeditionen forsvandt en postfunktion fra Lunderskov Gjæstgivergaard, som ellers havde ligget her fra næsten jernbanens ankomst til Lunderskov i 1866 indtil 1888, så vidt man kan konstatere ud fra annoncering af ”Landposten” og ”Dagvogne” fra Lunderskov Gjæstgivergaard..
Af Folkebladet Sydjylland 6. okt. 1897 fremgår det, at man siden 1894 havde drøftet, at jernbanebestyreren havde fuldt nok at gøre med opgaverne på ”Krydsningsstationen”, hvor der efterhånden var et ”Brevantal på 122.000”. Tre gange så stort et aktivitetsniveau som Vamdrup Station var man oppe på i 1911 med et tilsvarende større personale på 29 mand.[163]
Problemet i Lunderskov var, at et ”Postexpeditionslokale” ikke kunne tilvejebringes inden for rammerne af den eksisterende jernbanebygning.
Da det bygningsmæssige problem var løst, udnævnte man så 5. nov. 1898 ”Postexpedient” J. R. Bodholdt, Horsens til ”Postmester” i Lunderskov. 1. dec. 1898 kunne Folkebladet Sydjylland ydermere meddele, at ”Lunderskov Postkontor … flyttes fra Jærnbanestationen hen til Maltgjører Juhls Ejendom …”, hvor den nye postmester så tiltrådte postmesterembedet.[164]
Sammenfattende kan det således konstateres, at postekspeditionen i Lunderskov med jernbanens ankomst i 1866 startede med ekspedition og postvogn fra det formentlig lige over for den nyopførte jernbanestation i træ, Lunderskov Gjæstgivergaard, beliggende på det nuværende Jernbanegade 1, medens stedet ejedes af Gæstgiver Juhl.[165] Høker Nis Christensen Juhl var i 1890 registreret som ejer af det hus i Lunderskov, som i 1898 blev solgt som Posthus. Den samme Nis Christensen Juhl var i 1870 folketællingen registreret som ”Gjæstgiver” Juhl, der må antages at være ophørt med at være Gjæstgiver i 1888-90 hvor postekspeditionen er ophørt fra Lunderskov Gjæstgivergaard.[166] Man kan af folketællingsmaterialet se, at Nis C. Juhl i 1890 har været 46 år gammel, og han har således i en moden alder skiftet fra Gjæstgiver til at være Høker i det, der senere blev posthus. Meget apropos må man sige, det tidligere postomdelingssted taget i betragtning.
 
 
 
 
Lunderskov 1911-12.
Posthusets personale i 1911. - Et postkort fra 1912 med motiv fra Storegade 27, hvor mølleren Anton Boisen i 1907 startede et mølleri under navnet Lunderskov Stations Mølle[167]. I 1946 blev stedet overtaget af Tove og H. K. Madsen[168], som startede cykel-, motorcykel, senere automobilforretning og -værksted, foto fra 1946. Forretningen blev afhændet til Thomsen Auto 2006. På fotoet af Lunderskov Stationsmølle ses et bud for ”colonial isenkram”.
Som yderligere dokumentation for, at det nye posthus kommer til at ligge på Frederiksberggade 4 fra 1898, er der foretage kontrolopslag i folketællingsmaterialet for 1890 og 1901 samt bekræftet i matrikelfortegnelsen for 1883, at postmester Bodholdt bor i det ”nye” posthus på matr. nr. 2 by og 2bz.[169]  Hvor Folkebladet Sydjylland blot meddeler, at ”Maltgjører Juhls Ejendom” er erhvervet som postkontor, så kan man i folketællingen for 1890 se, at der er registreret en Høker Nis Kristensen Juhl, 46 år, personløbenr, 128. I husstanden er der ægtefælle og 4-5 børn. I matrikelkort 1883 kan man se, at 2by og 2bz er posthusets matrikelnr.
     
 
 
Lunderskov Hotel / Kro. Her placeredes senere alderdomshjemmet. Foto neden for skulle være dette etablissement som det har set ud før en ombygning. Desværre mangler der dokumentation i form af skriftlige kilder for denne antagelse. Der er ej heller nogen tidsfastsættelse af ombygningen. Men det kunne måske være ved L. C. Finnemanns overtagelse i 1909?     Lunderskov Stations hovedbygning og pakhus er opført i sten i 1874, tinglyst fredet i 1992.[170] Indeholder Stationsrestaurant. Udateret postkort.
 
 
Lassens Hotel, senere Hotel Lunderskov. Opført i 1906 som afløser for Landbohjemmet, som Oskar Lassen var foreningsvært for. Han var vært for det nyopførte Lassens Hotel. Lunderskov Landbohjem, postkort dateret 29/9 1906. Lassens Hotel, udateret. Postkort.
 
 

 Værtshuse, kroer, hoteller

I Vejviser for Kolding og Omegn 1894 anføres under ”Kroer og Gjæstgiverier. Lunderskov Kro, »Landbohjem« Lunderskov, Lunderskov Stationsrestauration.”
Lunderskov  Gjæstgivergaard, Kro, Hotel, Afholdshotel, også kaldet Lunderskov Hotel har været to etablissementer. Det ene, Lunderskov Gjæstgivergaard kan være etableret i forbindelse med opførelsen af jernbanen gennem Lunderskov. Der er ikke omtale af kro eller beværtning i Lunderskov før dette tidspunkt, og man kan ved at sammenholde forskellige oplysninger i adresselister for Kolding Omegn og sogneprotokollerne ret sikkert slutte, at Lunderskov Gjæstgivergaard er opført ca. samtidig med etablering af jernbanen gennem Lunderskov. I 1870 folketællingen er den på dette tidspunkt kun 25 år gamle Nis Christensen Juhl anført som Gjæstgiver på matriklen. Han var opvokset på et par af egnens større gårde, Nagbølgaard og Dollerupgaard, som faderen Christen Hansen Juhl på skift var ejer af. I 1840 folketællingen: ” Matr.nr: en Gaard, Nagbøllegaard Stednavn: Nagbølle Bye”. I 1850 folketællingen: ” Matr.nr: 2, en Gaard Stednavn: Lunderskov”.
Første gang, vi hører om arrangementer på stedet, er ved en sammenkomst omkring en mindesten, sat ved Skanderup Kirke til minde om slaget ved Ejstrup 23. april 1849, hvor der var tre fra sognet faldne (men navnemæssigt ukendte) soldater. Sammenkomsten i denne anledning er refereret i Kolding Folkeblad 26. april 1874, og den blev afholdt på ”Lunderskov Gjæstgiveri”.[171] Desuden kan man i Kolding Folkeblad 15. sept. 1876 se annoncering af en præmieuddeling i Kolding Omegns Landboforening, afholdt på ”Lunderskov Gjæstgivergaard”. Fra 1878-79 og frem til 1888 nævnes Gjæstgiver Juhl som station for dagpostvogne i Kolding Folkeblad[172]. I folketællingen for 1890 er der kommet en ny gjæstgiver, Hans Jepsen Damgaard, og herefter kunne dagpostvogne fra Gjæstgivergaarden se ud til at være ophørt. I avisomtale er der et spring frem til 1899, hvor der annonceres med ”Dans 2. juledag”. I 1901 folketællingen er der på Lunderskov Gjæstgivergaard en ”staldforpagter”, Hans Lauridsen og en ”Gjæstgiver” Laurids Poulsen Lauridsen. Dette viser, at der har været kørestald til Gjæstgivergaarden.
I Jyllandsposten kan man 26. febr. 1905 se, at ”Lunderskov Gjæstgivergaard er af Gjæstgiver Laursen …” mageskiftet med en ejendom i Vejen. Og det må formentlig ses som ophør af Lunderskov Gjæstgivergaard.
 
I 1906 folketællingen er Gjæstgiveren på Gjæstgivergaarden Peter Boysen. I dennes husstand er der hustru, 1 barn, 1 moder på aftægt, 3 ”besøgende” og 2 ”tyende”. Hvis matr.nr. skal aflæses som 2aq, så kan der ikke være tale om den af Gjæstgiver Laursen i 1905 ombyttede, så må det være naboejendommen, der nu er blevet Gjæstgiveri, altså forud for Finnemanns overtagelse af den her beliggende ejendom.[173]
Som Hotel Lunderskov annonceres i Jyllandsposten 12. juli 1909 ”Mine nymonterede Værelser og 1. Kl. Køkken anbefales Dhrr. Rejsende. Ærb. L. C. Finnemann”. Også i Jyllandsposten, 21. nov. 1911 søges ”ældre, erfaren Kogejomfru eller Kokkepige” til Hotel Lunderskov, L. C. Finnemann.
 
Man kan af avisannonceringer[174] se L. C. Finnemann optræde som gårdejer, -forpagter og sælger af forskellige landbrugsartikler i Ødis Bramdrup i 1902 og 1903.
I folketællingen 1911 er Finnemann registreret som bosat i Lunderskov fra 1909, tilflyttet fra Vamdrup, står der. I denne oplysningsmæssigt ret detaljerede folketælling kan man konstatere, at L. C. Finnemann med familie boede på matr. 2aq, medens matr. 2g og 2dk beboedes af købmand Juhl og familie. De to matrikelnumre dækker over det, der nu er Jernbanegade 1 og 3. Ud fra tidligere folketællinger kan man se, at Lunderskov Gjæstgivergaard lå på matr. 2g, altså det nuværende Jernbanegade 1. Ved at sammenholde med 1911 folketællingens oplysninger, så var Christen Juhl bestyrer (for faderen Nis Christensen Juhl) af den tidligere Gjæstgivergaard, der nu er blevet manufakturhandel. Hvor ejeren, faderen var købmand / høker på matr.nr. 2gi m. fl. Hvis rigtigt aflæst, har der været købmandsbutik i Nørregade op mod Møllegade, ejet sammen med den af sønnen Chr. Juhl bestyrede manufakturhandel på Jernbanegade 1.[175]
 
Hvordan denne bygning oprindeligt har set ud, er det umuligt at sige noget om, men på et fotografi af Jernbanegade 1, matr. nr. 2g, dateret 1954, kan man se, at der har været en bygning tilknyttet, som skulle være forsvundet ved en brand. Branden er udokumenteret, det mest sandsynlige er, af denne bygning, tidligere kro, afholdshotel m.v. er blevet nedrevet, da man i 1934 byggede De Gamles Hjem. Det fremgår af flere fotografier, at det tidligere Gjæstgiveri, Jernbanegade 1 har været sammenbygget med efterfølgeren, Lunderskov Kro m.v.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Måske den af Finnemann i 1909 opførte, ombyggede Lunderskov Hotel? Det kunne også være en ved overtagelsen af Gjæstgivergaarden nedrevet kørestald, som vi finder i tilknytning til den bygning, Finnemann i 1909 overtog, og som blev til Lunderskov Hotel. Som gæstgivergård må man formode, at der har været en kørestald tilknyttet. I givet fald har kørestalden til matr. 2g ligget bagud i stedet for frem mod Jernbanegade, som vi ser det ved Finnemanns Lunderskov Hotel. 
 Her et foto, dateret til o. 1930 af lokalarkivet, med Christen Juhl og hustru Karen Juhl i baghaven til Jernbanegade 1. Bygningen i baggrunden ligner på besnærende vis et parti fra Lunderskov Hotel, som skulle være brændt i 1929!! Denne bygning lå jo på matriklen ved siden af, matr.nr. 2aq. Og denne bygning kan være ombygget eller ny opført mellem 1905 og 1909, hvor L. C. Finnemann overtager matr. 2aq. En mulighed kunne være, at denne bygning har været kørestald til Lunderskov Gjæstgivergaard, og at den så er blevet bibeholdt indtil mindst 1930 på Jernbanegade 1’s matrikler. Det må så betyde, at Finnemanns Lunderskov Hotel er blevet modelleret efter den gamle Lunderskov Gjæstgivergaard, beliggende på nutidens Jernbanegade 1.
 
 
Det betyder så med altovervejende sandsynlighed, at det nuværende Jernbanegade 1, matr. 2g, er den gamle Lunderskov Gjæstgivergaard, som bygningen er kommet til at se ud i dag. Det må være den bygning, som oprindeligt blev opført omkring 1866, senest 1870, hvor Gjæstgiver Nis Christensen Juhl i folketællinger er registreret som Gjæstgiver. [177]
I 1909 erhvervede L. C. Finnemann matr. nr. 2aq, det nuværende Jernbanegade 3, hvor den bygning, som muligvis er brændt i 1929 lå, og som blev indrettet som Lunderskov Hotel.[178]
Efter 1911 ser man ikke nogen form for annoncering fra Finnemann. Man kan måske formode, at konkurrencen fra Lassens hotel, fra 1919 Lunderskov Missionshotel har gjort hoteldriften vanskelig for hans Lunderskov Hotel, der ophører med at eksistere fra omkring 1929.[179].
Efter nogen debat i sognerådet omkring placering af et nyt alderdomshjem - hvor bl.a. Fattiggården var i spil - blev det nye alderdomshjem i 1934 placeret, hvor Lunderskov Hotel havde ligget. Fattiggården solgtes samme år til en lokal gårdejer, M. Kjær.
På Hotel Lunderskovs nuværende placering lå Landbohjemmet fra 1890, der blev efterfulgt af Lassens Hotel i 1906. Fra 1919 hed det Lunderskov Missionshotel, indtil det blev til Hotel Lunderskov i 1943[180].
Oskar Lassen var i 1901 folketællingen registreret som agerbruger og som foreningsvært på Lunderskov Landbohjem. Denne titel dækker over, at Landbohjemmet var et opholdssted, drevet af foreningen Lunderskov Landbohjem.[181]
Personalet på Landbohjemmet kan man iagttage ud fra folketællingen i 1901. Her er Oskar Lassen registreret som husfader, foreningsvært og agerbruger. Altså helt forventelige prædikater, når han var vært i den forening, han formentlig også har været medlem af, Lunderskov Landbohjem. Søsteren Dora Lassen er husbestyrerinde. Der er yderligere en søster, Marie Lassen, 2 stk. tyende og 2 mandlige logerende.
Det har været et absolut mindre etablissement, også når man sammenligner med personalet iflg. 1911 folketællingen. Her er Oskar Lassen og Dora Lassen henholdsvis gæstgiver og husbestyrerinde. Der er desuden 3 pensionærer, 6 logerende, 1 ”tjenestetyende”, 1 hotelkarl, 1 serveringsjomfru, 1 kogejomfru, 1 stuepige, 2 køkkenpiger. Desuden bor der en staldforpagter, Jens C. Laustsen med kone og børn.
Lassens Hotel var flere gange til debat i sognerådet mht. spiritusbevilling og gæstgiveri. Allerede før det indremissionske flertal i sognerådet fra 1913 blev det nedstemt at give denne bevilling.
Ud fra annonceringer i den samtidige presse, Folkebladet Sydjylland, kunne det se ud til, at Oskar Lassen nok har erhvervet Landbohjemmet i 1905. Og i febr. 1906 dukker de første annonceringer fra Lassens Hotel op.
Foreninger af samme type som Lunderskov Landbohjem findes også i omegnens mindre byer. Der høres sporadisk om foreningsarrangementer i 1906. Men herefter hører vi ikke mere til den forening. Sammenligner man med andre Landbohjem, så kunne et fællestræk være, at de som forsamlingshuse syd for Kongeåen blev bygget og dannet for at kunne mødes på egne (danske) betingelser uden de tyske myndigheders indblanding. Da Lunderskov Landbohjem er en forening med lokaler nord for Kongeåen, skal der dog nok søges andre begrundelser for denne forenings dannelse. Forudsætningen for at belyse dette er, at der er bevaret foreningsarkivalier.[182]  
Lassens Hotel måtte med manglende spiritusbevilling så klare sig på anden vis. Her en annonce i Kolding Omegn fra 1914. Lunderskov Landbohjem fortsatte som forening, også efter at det nye hotel var opført på foreningens pensionats beliggenhed, hvor Landohjemmet havde ligget.  
Lassens Hotel under opførelsen i 1906. Der forlyder intet i den samtidige presse om, at Landbohjemmet skulle være brændt. Det er muligvis Landbohjemmets kørestald (t.v.), som Lassens Hotel overtager.
De første annonceringer fra Lassens Hotel starter 21. febr. 1906. Hotelbyggeriet må således nok formodes at være startet i 1905.
 
 
 
     
 
Det nyopførte Lassens Hotel
 
 
 
Lunderskov Missionshotel, kort dateret 1924 og 1927.
 
 
 
I tiden o. 1. verdenskrig toppede Dansk Afholdsforening med o. 69.000 medlemmer. Man kan i Kraks Vejviser se, at Lunderskov Missionshotel mellem 1942 og 1944 blev til Hotel Lunderskov. Navneændringen kan muligvis skyldes en nu opnået spiritusbevilling[183].
Derimod har der tilsyneladende ikke været forsøg på at hindre spiritusudskænkning på Lunderskov Stationsrestauration, som fra 1877 i adskillige år havde den samme restauratør, N. P. Sundblad. I de tilgængelige sogneprotokoller figurerer stedet simpelthen ikke som diskussionsemne mht. spiritusbevilling.
Ud over at være restauratør i en menneskealder i Lunderskov, var N. P. Sundblad også et par år 1881-82 agent i den massive udvandring, der foregik fra Danmark ca. 1835-1914 i et omfang af 172.073 udvandrede 1868-1900[184].  Der annonceredes med Sundblad som agent i pressen. Men hvor mange, der er udvandret fra sognet under indflydelse heraf, kan der ikke siges noget om ud fra det gennemsete kildemateriale. Det har nok ikke været alverden. Netop i 1880’erne gik det rigtig godt for landbrugslandet Danmark. Så der har ikke været den umiddelbare tilskyndelse, begrundet i nød, som ellers har været drivkraften i store dele af udvandringsbølgen fra Europa i disse år. Iflg. det hovedværk, som grundigst har undersøgt udvandringen fra Danmark[185], var der en markant forøgelse af udvandringen i 1880-84, men et markant fald fra 1895-99. Det relevante materiale, hvis Sundblads rolle i udvandringen skulle undersøges, ville være registreringer i Vejle Byfogedarkiv 1879-85. Samt materiale fra politiets årsberetninger og forskellige statistiske sammendrag, der i givet fald skulle sammenholdes.[186]
O. 1910 kunne det se ud til, at N. P. Sundblad disponerede over en eller flere ejendomme omkring Jernbanestationen, hvor butikker, værelser kunne fås til leje.[187] Den tidligere Gjæstgivergaard har måske været her imellem. I 1911 folketællingen ejede den tidligere ejer, Nis Christensen Juhl tilsyneladende igen stedet, udlejet til sønnen, købmand og manufakturhandler Christen Juhl. Den gamle Gjæstgivergaard blev som anført solgt af N. C. Juhl o. 1890, og den kunne så være generhvervet efter mageskiftet i 1905, hvor den fra velsagtens 1906 er ophørt som Gjæstgivergaard, indtil den fra 1909 blev erstattet af Finnemanns Lunderskov Hotel.
 
 
 
Hotel- og restaurationsvæsen i Lunderskov afspejler temmeligt nøje det herskende religiøse og - afspejlet i sognerådet - politiske magtforhold, suppleret med den o. århundredskiftet ganske stærke afholdsbevægelse med en spiritusbevilling, der tidligst i 1943 bliver givet til Hotel Lunderskov, som Lunderskov Missionshotel på dette tidspunkt har taget navneforandring til. medens spiritusudskænkning uden problemer har kunnet foretages på jernbanerestaurationen siden 1877.         
Stationsbyens centrale færdselsåre var Storegade, hvor det tidlige byggeri startede omkring stationsbygningen. Her var Landbohjemmet, senere erstattet af Lassens Hotel, sagførervirksomhed, købmands- og bagerbutik og flere andre, forskellige forretninger. Over for den ny anlagte bane lå Lunderskov Gjæstgivergaard, Afholdshotellet, Lunderskov Kro m. fl. navne.
I kronologisk rækkefølge har der været Lunderskov Gjæstgivergaard eller Kro, senere Afholdshotellet, som i 1909 afløstes af Finnemanns Lunderskov Hotel. Fra 1877 Jernbanerestaurationen, fra 1890 Landbohjemmet, der i 1906 erstattedes af Lassens Hotel, 1919 Lunderskov Missionshotel, 1943 Hotel Lunderskov.
 
 
 
 
Andelsmejerierne startede i 1882 - og blev den dominerende mejeriform, som reformerede tidligere tiders ikke altid så kvalitetsprægede mælke-, smør-, og osteproduktion. Sideløbende var der i starten privatejede fællesmejerier, som vi kan se det i Gjelballe og herregårdsmejerier, dvs. herregårde eller større gårde, som kunne håndtere større mængder af mælk på en mere ensartet og hygiejnisk måde, end tilfældet havde været på de enkelte gårdbrug. Men det var helt klart andelsmejerierne, der både teknisk og økonomisk blev dominerende i mejeridriften. Også selv om religionen kunne lægge en bremse på den økonomiske gevinst. 
Lunderskovs position som det transportmæssige centrum i et landsogn kan demonstreres med, at der her blev placeret 2 andelsmejerier, som igen var et udtryk for religionens og missionens rolle i C. J. Moes tid i sognet, et søndagshvilende mejeri, som brød ud fra det i 1888 etablerede Skanderup Andelsmejeri[188] under navnet Lunderskov Andelsmejeri, bygget i 1895-96 og ligesom Skanderup Andelsmejeri fra 1912 placeret op til jernbanen, på Jernbanegade. Skanderup Andelsmejeri blev i 1912 flyttet fra Skanderup til Lunderskov, også op til jernbanen ved Frederiksberggade, der er en forlængelse af Jernbanegade.
 
Det gamle mejeri i Skanderup. Fotografiet må være fra før 1922, hvor mejeriet ombyggedes til Valgmenighedskirke. Ombygningen har været betydelig, kan man se på vinduer og murværk og det efterfølgende billede af den ombyggede kirke, hvor vi har Skanderup Valgmenighedskirke, formentlig ret nyopført, d.v.s. o. 1922. Man har her endnu ikke igangsat renovering af kirkegårdspartiet ud til Kastanie Alle, som det fremgår af et nyere foto af kirken.
 
   
 
 
Desuden et postkort med foto af efterfølgeren for Skanderup Mejeri, Andelsmejeriet Skanderup, opført 1912 i Lunderskov ved jernbanen, Frederiksberggade 15.
 
 
 
 
Det søndagshvilende Lunderskov Mejeri fra 1895-96 i Lunderskov lå også over for jernbanen, Jernbanegade 9.
Der var i Danmark i alt 11 sogne, hvor man (ret uøkonomisk) oprettede både søndagshvilende og almindelige andelsmejerier, som så skulle dele den mælk, der var til rådighed.
 
 

Drabæks og Rolles Mølle[189]

Fra gammel tid var der i landsbyen Lunderskov to møller, Drabæks Mølle og Rolles Mølle. Man kan af folketællingsmaterialet se, at Rolles Mølle i 1787 var størst i folketal, 11 mod Drabæks Mølles 6. I 1840 var folketallet på Drabæks Mølle steget til 14, Rolles Mølle er her ikke registreret.
Drabæks Mølle optræder som navn første gang i Kancelliets Brevbøger i 1578 iflg. Nordisk Forskningsinstituts navneforskning. I Kronens Skøder Første Bind 1535-1648, hedder det s. 189 for 22. dec. 1578, "... Christoffer Lindenov til Valbygaard … faar … for … Schanderup S. og By 2 G. og 1 Mølle, kaldet Drabecks Mølle...".
Man kan ud fra dette citat fra Kronens Skøder slutte, at kronen nok senest med reformationen i 1536 har erhvervet Drabæks Mølle - hvilket var det almindeligste med de af kirken ejede vandmøller. Det har også været helt almindeligt, at en del af disse møller blev overdraget til adelen, her altså Christoffer Lindenov, som så i 1578 igen afhænder til kronen til gengæld for et par andre gårde i Anst Herred. Møllen har muligvis fungeret under et kloster i Kolding før reformationen, i så fald indtil 1529.
Slår man op i Nygårds Sedler, forekommer Drabæks Mølle første gang i 1688 som ejet af kongen, brugt af møller Peter Nielsen. Også Rolles Mølle er registreret i Nygårds Sedler 1688, her uden ejer, hvorimod kronen stod som ejer i 1704.
Begge møller er vanskelige - for ikke at sige umulige - at efterspore mht. oplysninger før det her anførte.
Derfor må det nok betragtes med nogen skepsis, når det i forskellige beskrivelser hævdes, at Drabæks Mølle, kan tilbageføres til 1100-tallet. Der mangler slet og ret dokumentation.[190]
I kornkammeret.dk, hvor denne myte anføres - muligvis også dens (kommercielle) oprindelse - gives der også nyttige og rigtige beskrivelser af møllens nedbrænding i 1660 under Karl Gustav Krigene 1657-1660 og i 1907, hvor møllen genopførtes i den nuværende skikkelse.
Rolles mølle ligger med Drabæks Mølleå løbende langs avlsbygningerne. De nuværende bygninger er opført i 1871. Mølleriet blev nedlagt i 1950'erne.
 
         
Drabæks Mølle o. 1945
Rolles Mølle i dag
Rolles Mølle o. 1900
I Danmark er de første skriftlige belæg for vandmøller skriftlige kilder fra 1130’erne: Vittskövle i 1131 (Necrologium Lundense, s 75), Värpinge i 1133 (Diplomatarium Danicum 1 II 56) og Næstved i 1135 (DD 1 II 64). Herudover kendes der ingen tidlige dateringer af vandmøller, undtaget enkelte arkæologiske udgravninger af mølledele, som med kulstof-14 metoden daterer de tidligst kendte vandmøller i Danmark til tidlig middelalder. Som det vil fremgå neden for, så blev vandmøller i middelalderen stort set udelukkende oprettet i forbindelse med klostre, hyppigt også uden for klostrets mure. Der har aldrig eksisteret et kloster i Lunderskov. Der har i Kolding fra 1286 eksisteret et franciskanerkloster, som blev nedlagt i 1529. Der findes adskillige fantasifulde beretninger om møllens udspring i 1100-tallet, muligvis alle med Kornkammeret som inspiration. En enkelt underbygger påstanden med, at der skulle være fundet munkesten under den nuværende mølle, som peger på 1100-tallet. Hvordan melder denne historie intet om.
Der er heller ikke, så vidt det har kunnet efterprøves, fundet arkæologiske vidnesbyrd om en mølle i Lunderskov. Det må derfor nok om Drabæks Mølle konstateres, at møllen er nævnt første gang skriftligt i 1578 i Kronens Skøder, og at dens eksistens næppe kan dokumenteres før dette skriftlige udsagn.
Mølletypen på Drabæks Mølle kendes ikke før efter midten af 1700-tallet hvor dens ene overfaldskværn var blevet til 3, og i 1777 fik den yderligere indlagt en grubbekværn (kværn, som bruges til afskalling af byg og fjernelse af skægget på andre kornsorter). Da havde den i nogle år været i selveje. Senere reduceredes antallet af kværne til to.
Drabæks mølle ophørte i 2008 med en nu moderne, eldreven, økologisk certificeret mel- og grynproduktion, som er henlagt til Vejle Havn. Den stadig naturskønt beliggende mølle er privatejet og kan kun ses udefra. 
Om vandmøller generelt, se Appendix3
 
 

Forskellige erhvervsvirksomheder i øvrigt

Som stationsby var Lunderskov med i en landsdækkende industrialiseringsproces, der efterhånden reducerede det gamle primære erhverv, landbruget til en plads som leverandør og bidragyder til de nye industrielle erhverv.
Her medtages nogle vigtige lokale bidrag til denne erhvervsmæssige proces.

DAKA

DAKA, Dakavej 12, 6640 Lunderskov. Fabrikken efter ombygning i 1999.
 
Kildematerialet til DAKAs historie er sparsomt. Man kan finde en smule, ikke meget, på Slagtermuseet i Roskilde.
Danske Andelsslagteriers Kødfoder og Albuminefabrik i Lunderskov blev stiftet den 29. oktober 1948 af andelsslagterierne i Aabenraa, Kolding, Gråsten, Rødding, Sønderborg og Vojens. Således er fabrikken en del af andelsbevægelsen, in casu andelsslagterierne.
Fabrikken begyndte sin virksomhed den 1. november 1948 i den af Andelsslagteriet i Kolding i 1943 opførte fabrik i Lunderskov.
 I 1907 erhvervede slagter Jonas Mathiesen[191] sig 7 tdr. land, iflg. de tilgængelige oplysninger beliggende ved Gelballevej og Østergade. Han oprettede her en destruktionsanstalt for selvdøde dyr. Senere blev der også etableret sæbeproduktion på stedet.
 
 
 
 
Jonas Mathiesen med familie, en lastbil, der tilhørte firmaet og ejendommen, der lå der, hvor senere DAKA blev opført. Tidsmæssigt er de bragte fotos dateret fra o. 1912 til 1930’ernme, d.v.s. kort før firmaet blev solgt til H. L. Jørgensen.
 
 
 
På Lunderskov Lokalarkiv, hvor fotos fra Jonas Mathiesens virksomhed stammer, er der varierende bestemmelser af tiden, hvor Jonas Mathiasen startede virksomheden. Enten 1907 eller 1912. Virksomheden hævdes også at have ligget stille indtil 1924. Det er dog under alle omstændigheder ukorrekt at kalde virksomheden DAKA, hvad der først var tale om fra 1948.[192]  
Grundlæggeren af sæbeproduktionen på Hermes, Møllegade 4-6, Lunderskov.
Hans Lorenzen og hustru Anne Marie Jørgensen samt 2 børn. Det på fotoet yngste barn, Tage Jørgensen er født i 1943. Derfor må fotoet være fra 1944-45 og ikke som angivet af Lunderskov Lokalarkiv 1930-40.
Familiens hus kom senere til at ligge ved siden af LM (Lunderskov Møbelfabrik), som også blev grundlagt i 1940, næsten samtidig med, at Hermes startede i Møllegade, Lunderskov.
I 1937 erhvervede Hans Lorenzen Jørgensen Jonas Mathiesens ejendom[193], og sæbeproduktionen på ejendommen foregik på en fabrik bag stuehuset, hvor familien Jørgensen boede 1. sal.[194] Denne sæbeproduktion blev i 1940 flyttet til Hermes, Møllegade i Lunderskov, over for Lunderskov Mejeri. Sæbeproduktionen fortsatte indtil 1959. Ud over sæbeproduktion havde Hans L. Jørgensen i Lunderskov også vaskeri, bil- og vaskemaskineudlejning og en lille badeanstalt.
Man kan måske sige, at valget af placering for det senere DAKA på Dakavej har været en naturlig forlængelse af de aktiviteter, som Jonas Mathiasen siden 1907 havde på stedet.
 
 
 
Før stiftelsen af DAKA i 1948 hed de i 1943 opførte bygninger ”Kødfoderfabrikken A.S.K. Lunderskov, som det ses af et næsten samtidigt fotografi. A.S.K. har så velsagtens været navnet fra opførelsen i 1943, Andelsslagteriet Kolding, benyttet indtil fabrikken DAKA stiftedes i 1948.
 
Medlemskredsen er senere blevet udvidet med Tønder Andelsslagteri, der blev optaget 1956, Esbjerg Andels-Svineslagteri 1960. Herefter er samtlige syd- og sønderjyske andelsslagterier blevet ejere af virksomheden. De første direktører var E. Lerche, der efterfulgte direktør H. Møller-Olsen fra Kolding i 1950.
Med landbrugets øgede produktion og eksport af animalske produkter, hvor andelsbevægelsen spillede en hovedrolle, blev perioden 1870-1914 landbrugets økonomiske glansperiode. Den gunstige prisudvikling i landbruget skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.
Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget var jernbanenettet, i Lunderskov fra 1866 som en overordentlig væsentlig transportfaktor. På længere sigt kostede det landbruget arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika.
I 1887 gik 500 landmænd på Horsensegnen sammen og stiftede det første andelsslagteri, der allerede begyndte slagtningen samme år. I Kolding afholdtes den 29. maj 1888 stiftende generalforsamling for andelsslagteriet her. Gårdejer Hans Buch, Seest, der havde været formand for det udvalg, der arbejdede med sagen, blev valgt som slagteriets første formand.
Under hård konkurrence med de private slagterier voksende antallet af andelsslagterier til 26 i 1900 til 44 i 1914. Ved 1960’ernes begyndelse var antallet nået op til 62, fra 1990 under navnet Danish Crown, der efter årtusindskiftet udviklede sig til en af verdens førende kødproducenter. De mange mindre andelsmejerier er efterhånden blevet fusioneret til større enheder. Det var de mange fusioner, der førte til dannelsen af Danish Crown. Navnet introduceredes i 1970. Omkring årtusindskiftet skete de markant største fusioner og nedlæggelse af mindre andelsslagterier.
I 2010 ændres Danish Crown fra andelsselskab til aktieselskab. Dette kan med nogen rimelighed ses som andelstankens endelige gravlæggelse inden for slagteriområdet.
Produktionsmæssigt kan det være vanskeligt at tegne et klart billede af DAKA gennem tiderne. Ved starten var fabrikken indrettet med 3 tørsmeltere og et benzinekstraktionsanlæg. Der produceredes ud fra slagteriaffald og selvdøde dyr.
De tiltagende slagtninger krævede, at der igen i 1954 blev indrettet transportbånd, der muliggjorde afhentning af slagteriernes affald løst i vognkasser.
I 1956 blev der opført en ny lagerbygning, og forarbejdningsteknikken blev løbende ændret med f. eks. centrifuger, anlæg til transport af materialer fra ekstraktionsanlægget, og et mølleri.
Det var betydelige og stigende mængder af råvarer, der blev tilført fabrikken. I regnskabsåret 1948-49 indtil 1960-61 steg råvaremængden fra 4,3 til 15,9 mio. kg, antallet af selvøde dyr steg fra 16.000 stk. til 59.000 stk. i 1960-61.
Som den første fabrik i Europa blev afdelingen i Lunderskov certificeret med både de såkaldte animalske biprodukter og fødevareingredienser i én fabrik. Det var under navnet DAKA Proteins, en del af DAKA a.m.b.a., der på et tidspunkt ejedes af 19 andelshavere, størstedelen af den danske og svenske kødindustri.
I 2011 overgik DAKA i kølvandet på Danish Crown til aktieselskabsformen, DAKA Denmark A/S Dakavej 12 6640 Lunderskov.
Nyeste nettoomsætning er i 2014 kr. 825.456.000.
Antal ansatte i hele koncernen angives aktuelt til 200-499. Der sker forarbejdning af svinekød, Fremstilling af andre kemiske produkter, engroshandel med fisk og fiskeprodukter, genbrug af sorterede materialer.
De nyeste beskæftigelsestal for Lunderskov afdelingen er 22 i 2008.
Først med 1980’ernes vandmiljøplaner blev der for alvor gjort noget ved spildevandsproblematikken.
Spildevandet fra DAKA SARVAL, Lunderskov ledes nu direkte til et kommunalt rensningsanlæg. Ved tilsynet i 2014 blev der ikke observeret lugtgener.
Det blev ved tilsynet oplyst, at eksternt firma tjekker støvfiltre og udskifter ved behov.
Der har tidligere været problemer med skumdannelse på kommunens rensningsanlæg, der modtager spildevand fra DAKA, men efter en udskiftning af membraner på ultrafiltreringsanlægget forekommer dette ikke længere.
Den nyeste tilsynsrapport fra 2015 har kun minimale anmærkninger til miljøforholdene på fabrikken. Der har også løbende været stor velvilje i forhold til den vigtige arbejdsplads i de kommunale lokalplaner.
Af kendte arbejdsulykker på DAKA kan nævnes den tragiske i 1950, hvor en 29 årig slagtersvend, familiefar med to børn opholdt sig i et kar, der skulle rengøres, hvor han blev overhældt med kogende vand og døde et par dage senere på Kolding sygehus.
O. 1959-60 eksploderede et tørsmelteranlæg i forbindelse med et benzinekstraktion.
 
 
 
 

Fra møbelfabrik til LM Camping, LM Glasfiber, LM Wind Power - og General Electric

- Fra træ til glasfiber, fra børnemøbler til møllevinger.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Indledning

I beskrivelsen af landets - måske verdens - betydeligste firma i produktionen af vindmøllevinger, et firma, vokset op i stationsbyen Lunderskov, kan der indledningsvis refereres fra Kolding Kommunes Kommuneplan 2013-25, i skrivende stund den nyeste: ” … LM Windpower er en af de største virksomheder i Lunderskov. Den har været i Lunderskov siden 1940[196]. I de første år som møbelproducent, Lunderskov Møbelfabrik og fra 1978 som vindmøllevingeproducent med distribution til og produktion i hele verden. I 2008 flyttede LM Glasfiber sin administration og dermed ca. 300 af sine medarbejdere til Kolding.
Der vil dog stadig være fremstillings- og testvirksomhed i Lunderskov.”
Med LM Wind Power, der fra 2017 er en del af General Electric, har vi et på flere måder typisk dansk fænomen, en mindre håndværksvirksomhed, der vokser sig ind i nutiden som en global virksomhed af et betydeligt internationalt format.
Der er her tale om virksomhedsspecifikke træk kombineret med generelle virksomheds karakteristika, og en tidsspecifik historisk ramme, hvor der skal træffes valg, som kan blive afgørende for virksomhedens eksistens. Tilbage står, om der kan peges på elementer og udviklingspotentialer, der kan generaliseres som bærende for Danmarks hovedsageligt små og mellemstore virksomheder, når de som LM skal vokse ud over rammerne og opnå global succes.[197] Og om der i LM udviklingen har været helt enestående træk, der er tids- og personbetinget.
Det er her ikke hensigten at sammenligne med andre virksomheder i Danmark, langt mindre sammenligne på globalt plan. Men derimod er der forsøgt blotlagt en virksomhed så detaljeret, som det foreliggende kildemateriale muliggør. Og få udviklingens komponenter lagt i en ramme, hvor der så forhåbentlig vil vise sig mulighed for konkluderende karakteristikker.
Virksomheden startede i Lunderskov med to lokale snedkere, som begge kan regnes som stiftere af det, der som LM Glasfiber blev til LM Wind Power i 2001[198], og som i 2017 er opkøbt af General Electric for 11,2 mia. kr.[199] Det er Ejnar Anholm Lorentzen, født 1914 i Janderup vest for Varde, udlært som snedker i Gredstedbro. Og Aage Hilmar Skouboe, født 1918 i Sneum syd for Varde (nu Tømmerby), udlært som snedker i Skads.
De to snedkere kan muligvis godt have kendt hinanden fra denne del af Vestjylland, hvor der er en afstand på mellem 30 og 40 km, afhængigt af ruten, mellem de to byer. Med afstanden og datidens transportmuligheder er det dog mindre sandsynligt, også selv om de begge er blevet uddannet inden for snedkerhåndværket. Men de har konstaterbart været nært forbundet personligt og som samarbejdspartnere fra begyndelsen af 1940’erne i Lunderskov.
De har, begge udlært som snedkere, formentlig lært hinanden at kende ved en samtidig ansættelse hos snedkermester Roldsgaard, Storegade 19 i Lunderskov. Og de forblev livslangt venner og samarbejdspartnere i det, der i 1941 blev stiftet af Ejnar Lorentzen som Lunderskov Møbelfabrik, LM, indtil Lorentzen i 1977 afhændede sin halvdel af aktierne i det LM Glasfiber, som Skouboe i 1965 fik medejerskab af, først som I/S, fra 1972 som A/S.
Sammen skabte de to snedkere i Lunderskov en udviklingsorienteret virksomhed, der har nået et betydeligt og internationalt format, som for firmaet ikke mindst er slået fast med General Electric’s opkøb fra 2017. Virksomheden er nu placeret i en globaliseret sammenhæng, hvor tilhøret til den lille stationsby næsten er kappet.
Springet frem mod en status som global aktør skete først og fremmest under Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe som direktør fra 1979 og eneejer siden 1988.
Hele udviklingen er foregået med en passende kombination af håndværksmæssig dygtighed, opfindsomhed, et godt blik for udviklingspotentialer og med de rigtige beslutninger i situationer, hvor det ikke har været så let som i bagklogskabens klare lys. Skal man fordele komponenterne i den virksomhedsmæssige succes på de involverede, kan man måske sige, at Aage Skouboe var den opfindsomme og pertentlige håndværker, som startede i en god, velfungerende kombination med Ejnar Lorentzen som den mere forretningsmæssige del af samarbejdet. Med opsplitningen af LM og Lorentzens salg af aktieandele blev det efterfølgende Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe, der forretningsmæssigt bragte firmaet ind i den industrielle sværvægtsklasse. Men i en klar videreførelse fra det gode håndværk, som var skabt af faderen, Lorentzen og en lang række medarbejdere, som mere anonymt også har været bærende for succesen.
De store spring for LM har været inddragelsen af glasfiber som produktionsmateriale, og efterfølgende valget af et produkt til den alternative energi, vindmøllevinger, da energikriserne ramte Danmark i 1970’erne i to omgange, i 1973-74 og i 1978-79.
De to energikriser lagde rammerne for Danmarks økonomi fra 1970’erne og 1980’erne igennem. Med stagflation, et økonomisk set indtil da uhørt begreb, med stigende priser og inflation samt et betalingsbalanceunderskud, der afspejlede konsekvenserne af energikriserne. Et problem, der især ramte Danmark i en tid, hvor der endnu ikke var igangsat olieproduktion i Nordsøen. Endelig var stagnationsdelen en vedvarende, høj arbejdsløshed som et resultat af især de med energikrisen forbundne olieprisstigninger, og hermed stigende produktionsomkostninger.
Det var her et godt valg blandt de afstukne muligheder, der fik LM Glasfiber til at neddrosle produktionen af lystbåde og gå over til produktionen af vindmøllevinger. Den rigtige beslutning i den rigtige situation med et måske heldigt valg blandt de langsigtede muligheder. Den gang var det ikke så indlysende, at den alternative energi skulle overtage så store dele af energiforsyningen, som vi i dag ved, den har.
Eller som Storm P. skulle have sagt det: ”Det er vanskeligt at spå, især om fremtiden.”
Kildematerialet til firmahistorien er både noget sparsomt og på sin vis ganske udmærket. Der er skrevet ganske lidt om hovedtrækkene i virksomhedshistorien ud fra det begrænsede kildemateriale, d.v.s. uden adgang til virksomhedsarkiver. Også sidstnævnte, sekundære fremstillinger benyttes[200] her sammen med det arkivmateriale, det har været muligt at fremskaffe.
Der er inddraget beretninger fra nulevende, virksomhedstilknyttede personer, som på centrale punkter har haft et godt indblik i virksomhedernes udvikling og problemer. Det er helt afgørende for den ønskede validitet i fremstillingen.
I karakteristikken af den virksomhedsmæssige ledelse er benyttet karakteristikker fra virksomhedstilknyttede personer, herunder de to sønner af grundlæggerne. Disse karakteristikker kan kun benyttes autoritativt sammenholdt med andet virksomhedsspecifikt materiale. Det historiske virksomhedsmateriale, hvoraf noget er offentligt tilgængeligt, gennemses og registreres i det omfang, der bliver givet adgang[201]. Her skal virksomhedsspecifikke detaljer afdækkes.
Det har ikke været muligt at få alle fagforeningstilknyttede medarbejdere til at udtale sig omkring konfliktsituationer i især LM Glasfiber. Her har det været nødvendigt at få mundtlige informationer fra medarbejdere ”på gulvet”, som så har kunnet sammenholdes med de indhentede ledelsessynspunkter.[202]
Desuden er samtidige avisannonceringer og -artikler benyttet. Dagens aviser kan ofte i deres beskrivelse af virkeligheden være forbavsende tendentiøse og selektive i deres fremstilling, såmænd også upræcise og fejlagtige. Men avismaterialet kan alligevel ofte være en god hjælp, især som ledetråd til ting, der så skal undersøges nærmere.

Starten som møbelfabrik, personer og udviklingsperspektiver

LM er forkortelsen for Lunderskov Møbelfabrik, der blev grundlagt i 1941 af Ejnar A. Lorentzen[203]. Senere kom den fire år yngre Aage H. Skouboe til. I første omgang skulle der produceres træmøbler.
Aage H. Skouboe er under besættelsen som modstandsmand registreret i Modstandsdatabasen som snedkersvend, hvad han så i princippet må have været indtil 1945, som er slutåret for de registrerede i Modstandsdatabasen.
Aage Hilmar Skouboe er iflg. kirkebøgerne (Andst og Skanderup Sogn) i november 1947 ugift snedkermester, født i Sneum Sogn (Tømmerby), Ribe Amt 26. juni 1918, gift i Andst Kirke 6. dec. 1947.
Også i kirkebogen i 1949 anføres Aage H. Skouboe som snedkermester ved sønnen, Flemming Skouboes fødsel og dåb. Her optræder E. Lorentzen og hustru som faddere til Flemming Skouboe. Ved barnedåb for Ejnar Lorentzens første søn, Erik Lorentzen 27. febr. 1944, var Aage Skouboe, tituleret som snedkersvend, fadder sammen med en anden snedkersvend.[204]
Titulært må det således anses for godtgjort, at Aage Skouboe mellem 1945 og 1947 har fået en funktion, der gjorde, at han officielt er blevet anført som snedkermester. Det har ydermere været Ejnar A. Lorentzen, der en gang i 1941 - efter en ansættelse som bestyrer siden 1937 hos snedkermester Roldsgaard i Lunderskov - har startet produktionen af træmøbler i de lejede lokaler bag hotellet, hvorefter Aage Skouboe nok er blevet inddraget som en slags kompagnon eller ”driftsleder”, vel senest i 1947, hvor han har betegnelsen snedkermester. Men allerede i 1944 personligt nært tilknyttet Ejnar Lorentzen, som det fremgår af de to familiers gensidige brug af hinanden som faddere for de førstefødte.[205]
Sammenfattende var Ejnar Lorentzen ved starten af LM i 1941 ejer. Medens Aage Skouboe givet har været ansat fra start, senest fra 1947 som en uformel ”driftsleder”,[206] indtil han i 1965 blev medejer sammen med Lorentzen i det den gang etablerede LM Glasfiber I/S.
Den væsentlige og fremadrettede virksomhedsudvikling kom så til at foregå i glasfiberafdelingen, som Aage Skouboe hele tiden har stået for, nu også som formel medejer fra 1965. Og med E. Lorentzen ude af billedet i 1977, da han her solgte sin 50 % aktieandel i LM Glasfiber.
Der skete så fra slutningen af 1970’erne en videre transformation fra et mindre firma, drevet efter håndværksmæssige principper, til et industrielt kompleks i globalt format, som firmaet var ved salget til LM Wind Power i 2001, og som det ikke mindst er blevet ved at blive opkøbt af det multinationale General Electric.
Der har her været nogle overgangsproblemer, som ikke mindst udspillede sig i tiden, hvor både Aage Skouboe og sønnen, Flemming Skouboe drev firmaet sammen. Indtil Flemming Skouboe i 1988 købte sin fars aktieandel og blev eneejer.
Transformationen fra et traditionelt håndværkspræget firma til et rationelt drevet, industrielt kompleks skete i et spændingsfelt, hvor far og søn stod med et ben hver sit sted.
Man kan muligvis karakterisere det som en generationskonflikt. Men så også en konflikt, hvor generationen, der skulle give stafetten videre, Aage Skouboe helt tydeligt stod for resultater på et andet felt, end det, som sønnen, Flemming Skouboe kom til at efterlade sig. Det var et spring væk fra den nære kontakt mellem medarbejderne og en håndværker med det snilde og den akkuratesse, der skulle til for at kunne se nye tekniske muligheder i glasfibermaterialet, og få det udformet, så den håndværksmæssige kvalitet var i orden.[207] Samarbejdet og kontakten ”på gulvet” var her vigtig, og den blev i udpræget grad sat i højsædet af Aage Skouboe.[208]
Her over for stod sønnen, næste generation, som kom ind på ledelsesplan i en økonomisk trængt tid, med problemer på markedet for den daværende bådproduktion som et resultat af 1970’ernes økonomiske kriser og problemer med at få afsat en bådproduktion i det omfang, den var gearet til den gang.
Det krævede ledelsesmæssig og økonomisk omstilling, som det var vanskeligt at nå til enighed om, generationerne imellem. At det lykkedes, og at resultatet blev en så iagttagelig succes skyldes et samspil af mange faktorer. Det iagttagelige resultat er transformationen af LM Glasfiber i efterspillet fra problemerne i bådproduktionen fra o. 1978 til den massive succes på møllevingemarkedet, der var en realitet o. 1990.
Overordnet om egen rolle i LM frem til salget i 2001 siger Flemming Skouboe: ” Set i bakspejlet havde en række tilfældigheder og en god portion held ført til, at det var muligt for mig at afhænde LM på fornuftig vis. Tilfældigheder, der kunne opstå helt uforskyldt og blot skulle udnyttes fornuftigt - og held, der til gengæld løbende skulle opsøges.” [209] Kort og rammende dækker denne beskrivelse ganske godt overgangsfasen med møllevingerne, som det vil fremgå i afsnittet herom.[210]
 
Kronen på værket var således for længst kommet ud over det håndværksmæssige, i virkeligheden også det driftsmæssige i et større firma. De finansielle transaktioner kunne og skulle på dette stadium spille den helt afgørende rolle.

LM stifterne

 
Postkort med motiv af Posthuset fra 1898 ved siden af hotellet. Kortets datering er 21.10.1908, hvor det er sendt fra Lunderskov. Det kunne være det af Lorentzen fra 1941 lejede lokale i hotellets baggård, der skimtes bag posthuset.
Før LM’s egentlige produktionshistorie kan det være på sin plads med en karakteristik af de to samarbejdspartnere, Ejnar A. Lorentzen og Aage H. Skouboe. Først formuleret af Skouboes søn, Flemming Skouboe: ” Forholdet mellem min far og Lorentzen var ret enestående. De havde jo været i lære sammen[211], men havde også sammen skabt LM Glasfiber, som Lorentzen først solgte sin halvdel af i januar 1977[212]. Lorentzen var forretningsmanden og min far ham med idéerne og designevnerne. Der var aldrig et ondt ord imellem dem, og andre skulle ikke stille spørgsmål ved, hvad de indbyrdes havde aftalt.”
Denne karakteristik bekræftes af Lorentzens søn, Erik Lorentzen med tilføjelsen, at de to partnere og venner altid betragtede hinanden som ligemænd, også selv om det i starten var Lorentzen, der stod som den formelle ejer af LM. Det økonomiske interesserede ikke Aage Skouboe, hvorimod udvikling og innovation var hans interessefelt og stærke side. Godt suppleret af Ejnar Lorentzen, der så skulle - og kunne - tage sig af det forretningsmæssige.
 
 Ejnar Lorentzen og hustru i 1963.
 
Fra Lokalarkivet foto fra o. 1940 - Svend Glindfeldt og Ejnar Lorentzen, begge snedkersvende hos Roldsgaard. Svend Aa. Glinfeldt fulgte med Ejnar Lorentzen fra Roldsgaard til baggården til hotellet i 1941. Senere, muligvis samtidigt fulgte også Aage Skouboe efter til det nystartede firma.
 
Og foto af Storegade 19 i Lunderskov, hvor Roldsgaard havde møbeludsalg og snedkeri. Det ældste foto, dateret af Lokalarkivet til 1910 viser snedkerværkstedet bag ved bygningen ud til Storegade. Næste foto er dateret af lokalarkivet til 1930 / 60. I dag er huset uigenkendeligt som Nærbutikken m.v.
Hertil kommer så Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe, født 5. januar 1949 som den ældste af Aage Skouboes og Anna Kristina Skouboes (født Fjordwalt) 5 børn. Flemming Skouboe blev den, der som først direktør og siden ejer omlagde LM til en industriel profil. Han tog realeksamen fra Lunderskov Skole i 1966, og han var fra januar 1967 i kontorlære hos byens ostegrosserer, Peter Michaelsen A/S, hvor Johan og hans yngre bror Niels Ove Michaelsen var direktører og ejere. Familierne Skouboe og Michaelsen kendte hinanden fra besættelsestiden hvor Aage Skouboe var blevet ansat hos Roldsgaard. Herom siger Flemming Skouboe, at hans mor var i huset hos ostegrosserer Peter og Margrethe Michaelsen den sidste del af krigen, hvor hans forældre lærte hinanden at kende. ”Tag ham Skouboe, havde den gamle grosserer sagt til min mor, han er en ordentlig mand”. Forældrene blev gift i Andst Kirke i 1947, og Flemming Skouboe er registreret født i Lunderskov, Nørregade 19 i 1949.[213]
Ud over realeksamen og en kontoruddannelse inden for ostebranchen, tog Flemming Skouboe senere en Højere Handelseksamen og yderligere 3 år i London på en købmandsskole, før han vendte hjem og gik ind i faderens firma. I første omgang for at betale den gæld af, som han var kommet i ved at låne penge af faderen, som han, Aage Skouboe uden videre havde givet ham efter de magre år i England. Hvis Flemming Skouboe havde forestillet sig, at det var en gave, så tog han fejl, han skulle arbejde pengene af i LM Glasfiber.[214] Og det blev først i formafdelingen, hvor der blev arbejdet med produktion af glasfiberemnerne. Dette arbejde brød Flemming Skouboe sig ikke om, eller - som han formulerede det - han ”duede” ikke til det. Langt bedre gik det i administrationen, hvor han fandt arbejdet ”spændende”.
Flemming Skouboe blev således ikke uddannet som håndværker. Det kan der jo være mange grunde til, men det har nok medvirket til, at hans perspektiv i firmaet har været anderledes end den håndværksuddannede fars. Men det er så også vigtigt at bemærke, at han har været rundt i firmaet, også de dele, hvor det praktiske arbejde blev gjort.

Møbelfabrikken

 
Et børnemøbel, indkøbt lokalt fra LM i 1950-54.[215]
 
Konstruktør, idemand - til stort set alt fra LM - var Aage Skouboe.
Møbelproduktionen startede i et lokale i baggården til Hotel Lunderskov.[216]
Initiativtager var Ejnar Lorentzen, som medbragte fra Roldsgaard Møbler, Storegade 19 i Lunderskov - hvor de bl.a. havde produceret ligkister - Svend Aa. Glindfeldt og senere Aage Skouboe, som blev førstemand. Svend Glindfeldlt var som Aage Skouboe aktiv i modstandsbevægelsen. Efter besættelsen ophørte han med at arbejde i det nystartede firma.[217]
I besættelsestiden skulle der have været gemt våben til modstandsbevægelsen på loftet af de benyttede produktionslokaler i baggården til hotellet iflg. Ejnar Lorentzens søn.[218] Det giver god mening, når vi ved, at Aage Skouboe var aktiv i modstandsbevægelsen, måske registreret bl.a. af denne grund.[219]
I den første tid havde LM succes med produktion af sofaborde med bemalede kakler nedlagt, som Selma Roldsgaard malede iflg. Flemming Skouboe. På denne tid producerede man også små boghylder.
Fra 1949 startede en produktion af små børnemøbler med hjerteformede stolerygge, som Aage Skouboe oprindeligt lavede til sønnen Flemming. Og her kunne Lorentzen se, at det kunne blive en god forretning. Produktionen af disse børnemøbler fortsatte de næste 25 år, hvor markedsføringen først og fremmest var, at førende fotoforretninger benyttede disse møbler, når børn skulle fotograferes.[220]
Den første fabrik, der blev bygget til afløsning for lokalerne bag Hotel Lunderskov blev opført i Møllegade. Denne fabriksbygning skulle være blevet opført mellem 1945 og 1950.[221]
Den fortsatte udvidelse af LM skete på det til Møllegade nærtliggende Drosselvej en gang i 1960’erne. Glasfiberproduktionen desuden i et frugtlager på Nørregade 9 og i en lejet bygning i Gl. Lunderskov, på den anden side af banen, før glasfiberproduktionen i 1965 blev flyttet til egne bygninger på Rolles Møllevej.[222]
Som møbelfabrik havde LM også en entreprise med at tætne fiskebassiner af træ, ”når de jernbanevogne, der transporterede levende ørreder fra Lunderskov Station til Sydeuropa, kom tilbage og træbassinerne skulle kalfatres, så de kunne klare nye rystelser ned gennem Europa.”[223] Her fik Aage Skouboe så den ide, at denne proces kunne klares med glasfiber, hvilket ikke fik noget heldigt udfald. Det gjorde derimod en ny og bedre ide, ”at bygge hele bassinet af glasfiber i stedet for træ. Og en produktion af fiskebassiner startede muligvis i den lejede stald omme i Gl. Lunderskov på den anden side af banen. En produktion, der siden blev flyttet til et tidligere frugtlager i Nørregade,[224] formentlig i 1957, og derfra i 1965 til den nye fabrik på Rolles Møllevej. Og da glasfiberbassinerne egnede sig til at blive transporteret på lastbiler, udkonkurrerede denne form for transport af levende fisk snart jernbanevognene fra Lunderskov Station. Og LM fik udviklet et komplet program - ikke bare af transportbassiner til levende ørreder og ål, men også al mulig andet udstyr til opdræt af fisk.”[225]

Glasfiber og firmaopsplitning

Produktionen af udstyr til fiskebassiner må således have startet arbejdet med glasfiber i LM.
Det skulle iflg. sekundærlitteraturen have været omkring 1952-1953, fabrikken begyndte at arbejde med dette materiale, som så har været forløberen til, at man begyndte at producere campingvogne, både og senere møllevinger af samme materiale. Så tidligt startede brugen af glasfiber dog ikke iflg. Flemming Skouboe, som født i 1949 mener at kunne huske ibrugtagningen af glasfiber i LM’s produktion. Der er ikke yderligere informationer herom i de samtidige aviser, som ganske vist i tiden omkring Korea-krigen, d.v.s. samtidigt med 1952-53, som er nævnt i sekundærlitteraturen, skrev en del om brugen af glasfiber, men først og fremmest om brug af ”skudsikre veste” for de amerikanske soldater i krigen.[226] På den anden side ligger det helt fast, at det var i 1955, produktionen af campingvogne i glasfiber blev startet.[227] 1953 er nok ikke et helt usandsynligt år for ibrugtagningen af glasfiber i LM’s produktion.
I en avisartikel fra 1967[228] om LM’s dambrugsartikler nævnes det af ”salgschef Tage Knudsen”, at LM for 8 år siden, d.v.s. i 1959 stadig lavede fiskebassiner i træ, og at glasfiberproduktionen af varer til dambrug m.v. først omkring dette tidspunkt for alvor tog fart, produktion af fiskedamme først for 6 år siden, d.v.s. i 1961. Al usikkerhed taget i betragtning kan det m.h.t. glasfiberproduktionen slås fast, at campingvogne startede man med at lave i glasfiber i 1955, at man startede med at arbejde med glasfiber på gartnergrunden i Gl. Lunderskov før Nørregade i 1957. Dambrugsartikler i glasfiber må, uanset avisartiklen fra 1967, være startet før 1955 i Gl. Lunderskov.
I 1953 blev Lunderskov Møbelfabrik iflg. sekundærlitteraturen splittet op i 2 virksomhedsdele,
1. LM Camping med Ejnar Lorentzen som direktør og den formelle ejer af begge virksomheder,
2. LM Glasfiber[229] med Aage Skouboe som driftsleder.
Det fremgår af Kraks Vejviser for henholdsvis 1952 og 1953, at kun LM Camping i løbet af 1953 er registreret som virksomhed, og med E. Lorentzen som indehaver. Der er her intet om LM Glasfiber.[230] 
Ejerforholdet i de to i 1953 muligvis opsplittede firmaer kendes der intet til, men LM Glasfiber I/S blev først dannet i 1965, hvor Skouboe også først på dette tidspunkt gik fra at have været driftsleder til at blive egentlig medejer. Aage Skouboe havde her 49 % og Ejnar Lorentzen 51 % af virksomheden. Først med omdannelsen til aktieselskab i 1972 delte Lorentzen og Skouboe aktiekapitalen ligeligt.[231]
Dette bekræftes også af Ejnar Lorentzens søn, Erik Lorentzen, som anfører, at de to partnere altid betragtede hinanden som ligemænd, ”dog var det far, som stod i papirerne som den reelle ejer. Den side af sagen interesserede nemlig overhovedet ikke Aage. Da selskabet LM Glasfiber blev stiftet, syntes min far dog ikke, at det fortsat skulle være et uformelt ejerskab”, og Aage Skouboe blev ved stiftelsen af LM Glasfiber I/S medejer.[232]
 
LM Glasfiber I/S, foto fra før 1972, hvor firmaet blev et A/S. Yderst t.v. stående som nr. 2 og 3 Aage Skouboe og Sigfred Kiel. Siddende som nr. 3 foran Sigfred Kiel Kristian Bøge. Og stående som nr. 5 fra højre Peder Jørgensen, velsagtens Aage Skouboes favoritmedarbejder i udviklingsafdelingen. Nr. 1, stående fra venstre er Palle Mortensen, ingeniør og bådentusiast.
Da Ejnar Lorentzen solgte sin aktieandel i 1977 til Tranberg Holding i Kolding, udgjorde hans aktieandel 50 % af hele firmaet som et resultat af aktieselskabsdelingen i 1972.[233]
Også ud fra annonceringer ved vi, at LM Glasfiber var et interessentselskab, LM Glasfiber I/S, indtil det i 1972 blev omdannet til et A/S, aktieselskab.
Økonomisk har selskaberne i perioder kørt regulært på pumperne. Herom fortæller Ejnar Lorentzens søn fra situationen i starten af 1960’erne: ”…  jeg tror ikke selskabskapitalen har været særlig stor, for de manglede konstant kapital, da virksomhederne jo udviklede sig hurtigere end indtjeningen kunne følge med. Og fars første opgave var hele tiden at finde pengene til udvidelserne … Jeg husker far sige, at der var vi heldige, (med at få leverancen betalt straks),[234] for de havde virkeligt ikke penge til lønninger til næste lønudbetaling. Og sådan var det ofte. Jørgen Christiansen som havde kontor i stueetagen i bygningen på Møllegade, råbte ofte til min far når der var en lønudbetaling om hjørnet, at nu lukkede han altså op for vinduet, så de stegte duer kunne flyve ind. Og de kom altid. Helt vildt, når jeg sådan tænker tilbage på det.”
Vi har her også en illustration af den håndværksmæssigt baserede virksomhed uden egentlig strategisk og økonomisk planlægning. Under alle omstændigheder har det økonomiske lidt ligget på tilfældighedernes overdrev, ”de stegte duer”, der helst skulle komme flyvende og - som det følgende viser - manglende blik for, at egen produktion af campingvogne kunne blive udkonkurreret af en billigere import, som man oven i købet selv stod for. Og det var vel at mærke Ejnar Lorentzen, den mest forretningsorienterede, der stod for dette aspekt i makkerparrets samarbejde, som disponerede, måske som en god håndværker, men vel ikke efter egentligt bogholderimæssige principper.
 
Fiskedamme produceret på LM i 1963. Det er damme til klækning og opdræt iflg. avisartiklen.
Produktionsstedet er LM Camping iflg. Jyske Tidende 26.07.1963.
Arbejdsdelingen i glasfiberproduktionen mellem Møllegade, Nørregade og Gl. Lunderskov på dette tidspunkt, før den egentlige udskillelse med glasfiberfabrikken på Rolles Møllevej, er usikker.
Sideløbende med den produktion af campingvogne, som Lorentzen stod for, og som fra 1955 også skete i glasfiber, så stod Skouboe for en produktion af fiskebassiner i glasfiber.
I 1963 kunne det se ud til, at den o. 1961 startede produktion af fiskedamme i glasfiber nu var ved at nå et større format, også til eksportformål.[235] Daværende produktionschef Jørgen Christiansen oplyser, at der er interesse for disse fiskedamme, også i udlandet. Den i 1963 omtalte produktion blev solgt til et dambrug i Nordjylland og en fiskeeksportør i Esbjerg.
Produktionen af dambrugsudstyr i glasfiber har ligget sideløbende med produktionen af campingvogne i glasfiber fra 1955. Efterhånden har campingvognsproduktionen i løbet af 1960’erne mere og mere fortrængt dambrugsproduktionen.

Campingvogne

I 1948[236] begyndte fabrikken at producere campingvogne efter en ide, som Lorentzen og Skouboe fik fra USA.[237] Produktionen var i starten med krydsfiner. Fra 1955 blev det LM Glasfiber, der producerede de bunde og sider, som campingvognene bestod af, og leverede disse til LM Camping, der færdiggjorde vognene.[238]
LM i Møllegade med den senere udvidelse på Drosselvej. Privat foto.
 
Disse campingvogne skulle have været i en meget høj kvalitet. Folk med indsigt heri hævder, at det var tydeligt at der stod håndværkere fra møbelfabrikationen bag. At denne kvalitet så gjorde firmaet sårbart i konkurrencen med de billigere, især engelske vogne, er en anden sag.
Historien om ideen til produktionen af Campingvogne på LM lyder således[239]: ” Svend Hansen, som var (ansat på) Jyllands-Posten, havde været i Australien og set, at man derude kunne sætte en beboelig trailer efter en bil, og således som sneglen bevæge sig omkring med huset på ryggen. Svend Hansen havde en ugentlig rubrik, som hed ”Mellem Jyder”, hvortil han fartede Jylland rundt for at finde sjove og interessante historier, og en dag, han var i Lunderskov, kom han mere eller mindre tilfældigt i snak med Lorentzen og Skouboe om det, han havde oplevet i Australien, og enden blev, at de nok mente, at de kunne bygge ham en trailer/campingvogn, som han kunne spænde efter bilen og køre rundt i Jylland med. 
Som sagt så gjort. Danmarks første campingvogn blev bygget af lister beklædt med lærred og fik en aerodynamisk dråbeform. Og Svend Hansen kom med sin begejstring for projektet - og LM i det hele taget - til at betyde rigtig meget fremadrettet for markedsføringen af et større program af LM-campingvogne.” Den første, dråbeformede campingvogn fra LM efterfulgtes af en opklappelig model, Sesam, herefter Senior, som var forholdsvis stor.[240]
Iflg. en artikel i Fyens Stiftstidende 12. juli 2008[241] eksisterer der stadig en LM campingvogn, indregistreret i 1953. Det skulle være en yderst solid vogn med ”… et typegodkendt Brenderup kornvognsunderstel, der må bære et ton”. Ejeren hentede selv denne model i Lunderskov. Hans beskrivelse iflg. avisen er, at ”vognen … efter hans mening nok (var) møbelfabrikkens første model - sammenklappelig med aluminiumsbeklædning, og træet var af fineste fyrretræssortering, totalvægten på 350 kilogram, og han fik den indregistreret med synsfri sammenkobling mange år senere, omkring 1975. De originale hynder findes fortsat i den.”  Vognen står iflg. avisen i en lade på Sydfyn.
 
Den her afbildede model fra Fyn, indregistreret i 1953 kunne godt være den opklappelige model, Sesam.
Produktionen af campingvognene i glasfiber i stedet for krydsfiner startede i 1955.[242] I 1959 blev LM Camping fusioneret med henblik på import af Sprite fra England, og blev til LM Caravans International I/S, som fremstillede ca. 300 vogne. Ca. 100 blev solgt i Danmark og resten gik til Sverige.[243]
 
Denne LMC Siesta model, t.v. blev meldt stjålet (af en samler?) i Hammelev, som også har været LM afdeling, JyskeVestkysten 15. nov. 2011. Herunder en Vintage 1964 Sprite 400 Caravan.
Først med Siesta modellen blev glasfiberarmeret polyester anvendt som byggemateriale. ”Ja, faktisk var der på det tidspunkt ikke tidligere produceret så store emner i glasfiber uden for USA”.[244]
 
Privat foto af LM Camping, hvor Sprite er blevet en del med fusionen til LM Caravans International I/S i 1959.
I 1959 begyndte LM for at klare efterspørgslen at importere engelske ”Sprite” campingvogne - som var meget billigere og lettere end de danskproducerede. Det gjorde det muligt for familier med mindre biler at trække disse, d.v.s. et større og bredere publikum.[245] Med modellerne Sprite, Eccles, Europe, Fairholme og Wilk fik firmaet en meget stor markedsandel i Danmark (ca. 50 %)[246]. Efter Siesta kom LM Sport, og så Safir, der blev den sidste i rækken af glasfibercampingvogne fra LM.
Da Lorentzen og Skouboe ikke kunne engelsk, blev der ansat en sælger, Jørgen Christiansen, der kunne. ”Og det blev lynhurtigt en kæmpe succes, … han var en glimrende … sælger, og denne del af virksomheden voksede eksplosivt … Samtidig blev også Obi Teltfabrik i Odense opkøbt af virksomheden … Omsætningsmæssigt var det kæmpestort, og (der blev) tjent masser af penge.”[247]
Caravanproduktionen flyttede fra Møllegade til Drosselvej i denne periode. Samarbejdet med LM Glasfiber, som fra 1965 på Rolles Møllevej var et selvstændigt firma, ledet af Aage Skouboe i ejer fællesskab med Ejnar Lorentzen, betød, at glasfiberleverancen til LM Camping helt uden konkurrence foregik fra LM Glasfiber, hvis underskud de første år netop skulle være blevet finansieret gennem produktionen af campingvogne.[248]
Modellerne fra ca. 1966 var desuden med termovinduer og forskellige former for luksusudstyr, der nok gjorde, at firmaet udkonkurrerede sig selv ved at importere billige, udenlandske modeller.[249] 
I 1971 overtog den engelske koncern CI, Caravans International LM afdelingen, som kom til at hedde Caravans International Danmark A/S. Med de to oliekriser i 1970’erne blev firmaet i 1980 besluttet omdannet til Intercamp A/S som en også i dag eksisterende agenturvirksomhed i campingbranchen.[250]
Campingvogne udstillet i Møllegade. Privat foto.
 
 
LM Safir 1962 t.v. og en LM 900 HP 1963
 
 
I 1984 tog LM Camping med E. Lorenzen som direktør en ekstra produktionshal i brug i anledning af en millionordre fra det svenske bådeværft Comtex AB i Göteborg.[251]  Ikke til en genoptaget produktion af campingvogne i glasfiber, men til forarbejdning af træ til bådproduktion i bl.a. Comtex. Denne produktionsomlægning ligger næsten samtidig med LM Glasfibers start på produktionen af møllevinger. Men i LM Camping slet ikke med samme succes og vækstmuligheder, Lorentzen var på dette tidspunkt også blevet 70. Man hører ikke efterfølgende om denne produktionsomlægning.

Bådproduktionen

 
LM reklame fra o. 1970, her fra mysigma.dk
- med logoer:
 
 
 
Bemærk de fine dekorative detaljer. Det er jo også markedsføring!
I 1954 startedes i LM Glasfiber en produktion af speedbåde, som udviklede sig til en produktion af mindre fritidsbåde, damjoller i 1967 og endelig i 1969 produktion af egentlige, større sejlbåde. Starten på denne produktion skete iflg. Flemming Skouboe i et udviklingssamarbejde med Diesella i Kolding.[252]
Serien kom til at bestå af LM Speed, Surf, Safe og Safety.[253]
I 1953 kunne man i danske aviser læse om ”Baade af Plastic og Glasfiber”.[254] Det blev hurtigt fulgt op på LM, som tidligt i 1950’erne havde fået blik for dette produkts muligheder.
Starten på en større produktion af fritidsbåde var iflg. Flemming Skouboe lidt af en tilfældighed. ”Da LM var flyttet til Rolles Møllevej (i 1965) blev en ung maskiningeniør, Palle Mortensen, fra Strandby ved Frederikshavn ansat til at styre produktionen af dambrugsudstyr. Problemet var blot, at Palle Mortensens store lidenskab var damjoller, og han havde faktisk selv konstrueret en 21 fods damjolle, som han gik mere op i end at styre produktionen af fiskebassiner.” Lorentzen og Skouboe blev så i 1967 (mener Flemming Skouboe[255]) enige om, at man kunne ”… bygge en søens campingvogn…” Og videre iflg. Flemming Skouboe: ”Min far tog derfor den 21 fods damjolle og savede den igennem på langs og på tværs. Forlængede den med 2 fod og gjorde den lidt bredere, hvorpå ham kom en campingvognsindretning ned i båden. Og det blev til den første LM-motorsejler, en LM 23. Det blev også til LM 16, LM 23 Comfort, LM 24, LM 27, LM 28, LM 29, LM 30, LM 32, en serie Mermaid’er og en serie Vitesser.”
LM 23 var starten på en motorsejlerproduktion af anseelig størrelse og med op til 220 mand beskæftiget på fabrikken i Lunderskov. – ”Kan huske at jeg i forbindelse med bygningen af Storebæltsbroen regnede ud, at hvis man lagde alle de LM-både, der var bygget, i forlængelse af hinanden, så kunne de nå tværs over Storebælt - i to spor…”[256]
LM-produktionen af motorsejlbådtyper var i starten primært en produktion af bådskrog til selvbyggere - efter ide af en medarbejder, P. Møller Hansen - udvendigt færdige både, hvor køberne selv monterede det af LM Camping leverede træbyggesæt med en nøje byggevejledning. ”Det var især LM 23, LM 24 og LM 27, der blev solgt på den måde.” Herefter var det mest færdigbyggede både, som LM Glasfiber leverede.[257]
”Men fra start leverede LM også glasfiberskrog til andre danske værfter - f.eks. Drage og Knarr til Børresen i Vejle og hele Flipper Scows program af populære sejlbåde, hvilket i 70’erne gjorde LM til Danmarks største bådværft med en produktion af flere hundrede enheder om året.[258]
Udviklingen i bådproduktionen i glasfiber var således speedbåde, damjoller, der blev videreudviklet til egentlige sejlbåde, også en slags ”søens campingvogn”, herunder selvbyggerkonceptet.
Fra 1978 har LM Glasfiber i stigende grad været tvunget til at omlægge fra bådproduktionen. I okt. 1982 annonceredes LM28, en den gang relativt dyr båd. Men omlægningen til at producere vinger til vindmøller var i gang. Omkring 1990 havde vingemølleproduktionen stort set fortrængt bådproduktionen, som bådproduktionen i 1960’erne fortrængte campingvognproduktionen.
 
 
Efter speedbådene indledtes i 1967 med Palle Mortensen som konstruktør produktionen af damjoller.
 
Damjolle, konstrueret i 1967 af Palle Mortensen, annoncering i Båd-revyen 1972 og 1974. Bemærk, at man kunne reducere prisen med 1/3 som selvbygger. Annonce fra o. 1970.

Overgangen til produktion af vindmøllevinger, medarbejderne

En tidligere ansat på LM 1969-70 giver virksomheden et godt skudsmål, både som arbejdsplads og - ikke mindst - Aage Skouboe som leder. [259] Det hedder om Skouboe, at han var på virksomheden fra start til slut (”kom først, gik sidst hjem”). Han var overalt på virksomheden, men især i udviklingsafdelingen.
Udviklingsafdelingen var for Aage Skouboe det helt naturlige sted. Her kunne han afprøve ideer sammen med medarbejdere, der som han selv dyrkede perfektionisme og håndværksmæssig kunnen. Et samspil, hvor nye ideer kunne afprøves uden at spørge, chefen var der jo selv, sammen med i princippet ufaglærte, men med en selvlært håndværksmæssig kunnen, som gjorde både Skouboe og medarbejderne glade.[260] Det betød et tæt og godt forhold mellem Aage Skouboe og de medarbejdere, som han især satte pris på at arbejde sammen med. F. eks. Kristian Bøge, senere stifter af glasfiberproducerede både fra 1976 på Bøges Både. Og Peder Jørgensen, der var vokset op på en gård i Klebæk. Han var som Kristian Bøge ufaglært. Efter 7 års skolegang og et ophold på en efterskole arbejdede han på den arbejdsplads, som for ham nærmest var livets mening, LM Glasfiber.
Kristian Bøge og Peder Jørgensen var eksponenter for håndværksmæssige kvaliteter, som Aage Skouboe satte særdeles højt. Da Kristian Bøge startede egen produktion af glasfiberbåde, fik han helt kontant støtte fra Aage Skouboe med f. eks. frie lån af støbeforme o.l. fra LM Glasfiber. Og der kunne her ikke blive tale om at inddrage disse lån, fordi LM Glasfiber i en periode fra 1978 var i økonomiske og produktionsmæssige problemer. LM medarbejderes forsøg på at forbedre situationen for LM på denne måde fik direkte ordre fra Aage Skouboe om, at det kunne der ikke være tale om.[261]
Han var ”et dannet menneske”, der mødte arbejdsstyrken med forståelse og lydhørhed, som det også hedder fra en tidligere arbejder på gulvet. Med Skouboe