Danske grænsesten

Grænsestenen i Lunderskov, en lokal dansk grænsehistorie, som den udspillede sig på Koldingegnen

Dansk grænsehistorie kan iagttages illustrativt i et lille udvalg af centrale grænsesten, der i fugleflugt over Danmark trækker et spor fra vikingetidens stormagt til nutidens småstat.
Fra Jellingestenene kendes dronning Thyra sammen med Gorm den Gamle og sønnen Harald Blåtand, Danmark mellem vikingetid og de første kristne konger i 900-tallet. Sagnet i Saxos Gesta Danorum lader Thyra være igangsætteren af Dannevirke, det danske forsvarsværk 20-30 km nord for det gamle, danske kongeriges sydgrænse, Ejderen, der afgrænsede Sønderjylland, også kaldet Slesvig, til Det Tyske Kejserrige.
Danske grænsemarkeringer i illustrativt udvalg
 
 
Grænsesten, oprindeligt indmuret i Rendsborg fæstningens søndre port, forkynder på latin: "Ejderen er Romerrigets Grænse." Opsat af Chr. 5. 1671. Fodteksten på avisfotoet kan ses på forlægget til flere aviser, i Illustreret Tidende 26.5.1861.
 
 Grænsesten på Koldinghus fra Frederik d. 6.'s tid, kan muligvis være samtidig med flytningen af Rendsborg stenen 1806. Den stod ved Haderslevvej i Kolding byskel. Kan også betragtes som grænsesten mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne.
 Grænsesten nr. 117, Lunderskov, Kongeågrænsen. 1920 grænsesten, nr. 1, 280 og nr. 31 fra Kobbermølle.
Grænsestenen i Rendsborg kunne alt efter omstændigheder og temperament ses som en markering af det sønderjyske Slesvig som en del af kongeriget Danmark. Beslutning om flytning i 1806 til København, til Krigsmuseet kan - sammen med skelstenen på Koldinghus fra Frederik d. 6.s tid - ses som et forvarsel om den nationalstatsdannelse, der først reducerede Danmark til Kongeågrænsen, efterfølgende i det internationale spil til den nuværende 1920 grænse. Den blev nedtaget 1806, da Napoleon opløste Det Tysk-Romerske Rige, hvorefter den stod i Rendsborg Tøjhus, indtil den i 1863 kom til København til anbringelse på Krigsmuseet.

Indledning - en grænsesten flyttes fra Kongeåen til Lunderskov

Som det næppe var dronning Thyra, der startede og fuldendte byggeriet af forsvarsværket Dannevirke i 900-tallet, var og er der tilsvarende myter og nationalromantiske forestillinger om Danmark fra vikingetidens stormagt til næsten udslettelse, hvor urealistiske forestillinger om Danmark til Ejderen i 1864 hårdhændet og kontant blev sat på plads af Bismarcks Prøjsen.
Med myterne som bagtæppe og et forhåbentlig solidt fundament af grænsesten og anden faktuel viden kunne det være på sin plads med en lokal grænsehistorie, der nord for Kongeåen, fra Skanderup Sogn, især Lunderskov og på Koldingegnen kunne være den nationale histories dagligdag og bagtæppe.
Et lille landsogn med jernbane og en driftig stationsby som resultat af den nye transportform siden 1866, og en købstad, en større by, som med Koldinghus efterhånden blev den nørrejyske del af kongeriget Danmarks slutpunkt i forhold til det stadigt mere slesvigske Sønderjylland.
Kongeågrænsens sten nr. 117 blev i 1922 omplaceret til et anlæg i Lunderskov som en konsekvens af grænseændringen i 1920 til den nuværende dansk-tyske grænse, der gjorde 1864 grænsestenene ved Kongeåen overflødige.
Den slagne part i første verdenskrig, Det Tyske Kejserriges efterfølger, Weimarrepublikken, måtte - som det oftest gælder for taberne i krige og konflikter - give køb, herunder rykke grænsen til Danmark mod syd.
"Den nye grænse" blev proklameret i dagspressen, bl.a. Kolding Folkeblad 27. december 1920, hvor det hed, at grænsen mellem Danmark og Tyskland træder i kraft "i sin hele Udstrækning til Lands og til Vands den 1. Januar kl. 8 Formiddag (1921. De nye) ... Grænsesten og -Pæle er fortløbende nummereret (1-279)..." Der er blevet opsat 280 grænsesten ved 1920 grænsen. Den sidste, grænsesten nr. 280, blev opsat i forbindelse med etableringen af et nyt fremskudt dige ved Højer efter 1976 stormfloden.
Grænsesten nr. 117 er en af den nationale grænsehistories lokale udslag på Koldingegnen. Den er således også - som alle grænsesten fra 1864 - et symbol på en til tider konfliktfyldt dansk grænsehistorie, der i nogen udstrækning tog sit udspring i arvedelingen mellem Valdemar Sejrs sønner i 1232, som efterlod det sønderjyske Slesvig i en stadigt stærkere tilknytning til Holsten i en proces, hvor navnet Sønderjylland blev til Slesvig, og hvor rets- og administrationssproget i stadigt stigende omfang blev tysk.

Den nye grænse i 1920, genforeningen, gamle og nye grænsesten

Den tabte krig til Prøjsen i 1864 og Kongeågrænsen havde medført opstilling af 128 trægrænsepæle, der gik fra Spækbro ved Vadehavet til Hejlsminde ved Lillebælt. Disse grænsepæle var naturligvis ikke langtidsholdbare og blev løbende erstattet af et tilsvarende antal grænsesten af granit i perioden 1891-1915. Herom hedder det i Ribe Stifts-Tidende 15. oktober 1891, at "de 128 Træpæle... have maattet begynde at vige for varigere Mærker..."  Malende hedder det herom i Dagbladet Hejmdal 11. november 1895, at "Grænsepælene imellem Danmark og Slesvig er efterhaanden blevne raadne og mangelfulde, og de erstattes derfor nu i Følge Ribe Stiftstid. af Grænsesten. Men Sten kan ogsaa forgaa."
Den nationale fortrøstning til en grænseændring er her mejslet i granit!
Det skulle være usikkert, om alle 128 eller kun 121 grænsepæle erstattedes af grænsesten af granit. Hvor 7 overlevende trægrænsepæle kommer fra, vides ikke. Så mange har der ikke været ved Kobbermøllebugten.
Man kan muligvis skønsmæssigt gå ud fra, at de 128 grænsepæle har været anbragt på samme placering som de efterfølgende grænsesten af granit. Hvis det skulle være tilfældet, er det så nogenlunde konstaterbart, hvor grænsestenene af granit har været placeret, da grænsepælene både er nøje beskrevet placeringsmæssigt, og de skulle også være kortlagt. Men det kan ikke blive andet og mere end et usikkert skøn, hvor granitgrænsepælene har været placeret. 
Der kan også herske tvivl om antallet. Grænsesten nr. 7a, b, c og c er kun optalt som en enkelt sten. Desuden er grænsesten nr. 22, der også har en understen, tilsvarende kun optalt som en enkelt sten. De nye grænsesten var officielt blevet opsat 1. januar 1921. De gamle grænsesten blev åbenbart i første omgang enten glemt eller negligeret, indtil der - som meddelt i flere aviser, bl.a. Jyllandsposten 19. januar 1922 - kom en melding fra Indenrigsministeriet med en anmodning til "Amtmanden over Haderslev Amt" om at sørge for at få opgravet de gamle grænsesten og tage dem "i Forvaring og bevare dem fra Ødelæggelse." Som det fremgår af det efterfølgende, er Jyllandspostens meddelelse om Haderslev Amt upræcis. Anmodningen blev stilet til alle de sønderjyske amter samt grænseamterne Vejle og Ribe.
Man formodede på det tidspunkt, at der skulle være "ca. 90 Sten" af de oprindeligt 121-128 sten fra Kongeågrænsen.  
Kongeåstenene blev opgravet og efterfølgende stjålet, tilfældigt anbragt, negligeret og placeret som genforeningssten. Og endelig officielt bestemt til fordeling i "de fire sønderjyske Amter og de to tidligere Grænseamter, Vejle og Ribe Amter... i offentlige Anlæg..."
De fire sønderjyske amter, der skulle deltage i fordelingen var Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg amter. Samt grænseamterne Ribe og Vejle
Skønsmæssigt og tilfældigt kan nogle grænsestens efterfølgende placering angives ud fra presseforlydender.
Vejle Amt tildeltes 9 grænsesten (iflg. Jyllandsposten 19. november 1922), Ribe Amt tildeltes 15 sten iflg. Jyllandsposten 19. januar 1922, heraf ca. 10 til Fæsted Kommune iflg. Heimdal 20 januar 1922. Lidt bemærkelsesværdigt vedtog Darum Sogneråd iflg. Ribe Stifts-Tidende 7. februar 1922 at aftage en enkelt, Ribe Byråd vedtog iflg. referat i Ribe Stifts-Tidende 24. januar 1922 at aftage "et par stykker".
Begejstringen for indenrigsministeriets tilbud syntes at have været noget begrænset i Ribeområdet, grænsende til ligegyldighed eller modstand.
 
I dagens Danmark er der nu 280 grænsesten, der siden 1920 har adskilt Danmark fra Tyskland. De går fra Skomagerhus ved Flensborg Fjord til Vadehavet. Nr. 1 og nr. 280 har opsætningsdatering og pyramidetop, de øvrige har flad top med sigtelinje og national indskrift mod Danmark, D og Deutsches Reich Preussen, DRP mod syd. Af navnet Prøjsen som den sydlige nabo, vil man med lidt historisk eftertanke kunne se, at det historiske Tyskland har undergået forandringer siden - Prøjsen blev afskaffet som statsdannelse af det nazistiske Tyskland og blev de jure afskaffet ved Moskva konferencen i 1947.
Ydermere må det anføres, at dateringen på grænsesten nr. 280 kun formelt kan være korrekt - kun dækkende for grænsestenene 1-279, da grænsesten nr. 280 efterfølgende er blevet opsat på det nye fremskudte dige efter 1976 stormfloden.
Det fremgår af et grænseeftersyn, refereret i Kolding Folkeblad 23. september 1921, at grænsestenene var nu ganske vist af granit, men "ved Kobbermøllebugten er Pælene af Eg. Ved Besigtigelsen viste alt sig at være i Orden." Trægrænsepæle i grænseområdet mod syd har således været et kendt, videreført fænomen. 
 
 
Illustreret Tidende Nr. 268, 13. November 1864.
Præsenterer Kongeågrænsen, dog uden markering af grænsepælene.
Samme kort med Kongeågrænsen omkring Kolding.
 
Uanset begejstringen i forbindelse med genforeningen med den del af Danmark, som Slesvig udgjorde, så var der forskellige opfattelser af situationen, der både kom til udtryk politisk under påskekrisen 1920 og i den folkelige debat.
Hvor skulle den nye grænse gå? Til Ejderen? Eller skulle man acceptere inddelingen i 3 zoner og 1920 afstemningsresultatet, hvor kun zone 1 stemte sig til Danmark? Hvad med i det mindste Flensborg, som var blevet anbragt i zone 2?
Man kan sige, at det var spørgsmål på den store klinge, hvor svaret kunne vække røre, uanset hvilket.
Og så var der spørgsmålet om de gamle grænsesten, erindringen om nederlaget i 1864.
Der blev rejst genforeningssten, mange omkranset af de tidligere grænsesten ved Kongeåen, nationale tilkendegivelser ved genforeningen, omkranset af 1864 nederlagets grænsesten, som var en anvendelse, de fleste kunne billige. Og samtidig den hyppigste anvendelse af 1864 grænsestenene. 

Kongeågrænsens sønderjyske forhistorie

Den del af Kongeriget Danmark, som Slesvig syd for Nørrejylland udgjorde, blev til et fyrstelen med Valdemar Sejrs arvedeling mellem hans i 1232 tilbageblevne tre sønner efter den oprindelige tronarvings, halvbroderens, Valdemar den Unges død i 1231.
Valdemar Sejrs udnævnelse af den ældste søn, Erik Plovpenning til medkonge, sønnerne Christoffer og Abel til henholdsvis hertug af Lolland Falster og Abel til "kun" hertug af Slesvig, medførte en uforsonlig broderkrig med langsigtede konsekvenser i forhold til det Sønderjylland, som Slesvig udgjorde.
Broderkrigen mellem Kong Erik og hertug Abel udspillede sig  1242-50 umiddelbart efter Valdemar Sejrs død i 1241. Abel blev i broderstriden drevet ned gennem kongeriget, hvor han før Slesvig skulle have startet byggeriet af det første Koldinghus i 1248 som et noget særpræget beliggende forsvarsværk i kampen mod den danske kongemagt. Særpræget i betragtning af, at Abel under broderstriden var hertug i Slesvig, og at Kolding, kan man se i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, var beliggende i kongeriget, i Nørrejylland.
Erik Plovpenning sejrede i broderstriden, men blev myrdet 1250 og kastet i Slien under et besøg hos Abel, der kortvarigt efterfulgte ham som konge.
Slesvig som hertugdømme var og blev en etableret kendsgerning. Hertugdømmet Slesvig var nu adskilt fra den nørrejyske del af kongeriget Danmark, hvor slutpunktet blev nederlaget i 1864 til Prøjsen og indlemmelse af de danske hertugdømmer i det, der blev det tyske kejserrige med O. von Bismarck som kansler.
Christian 1.'s håndfæstning 5. marts 1460 blev et mellemspil og et yderligere instrument i Bismarcks kispus med kongeriget Danmark i tiden omkring 1864 gennem brugen af Ribe-Privilegiet, der gjorde Slesvig og Holsten "evigt uadskillelige". Vedtagelsen i Danmark af Novemberforfatningen, 18. nov. 1863, der indførte et fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig, Danmark til Ejderen, gav Bismarck let spil i det daværende internationale diplomati, som blev effektueret med Danmarks nederlag i 1864 og Kongeågrænsen.
   
Kongeriget Danmark og hertugdømmerne. Slutstenen til den enevældige helstat, bestående af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg blev sat. Den lille nationalstat fik 1864-65 sin grænse ved Kongeåen.
Danmark og den nuværende grænse. Grænseforeningen.

Danmarks grænser og grænsemarkeringer mod syd 

Gennem tiderne har der mellem Danmark og det, der nu har fået betegnelsen Tyskland, været forskellige grænser før den nuværende 1920 grænse.
Det afspejler sig i forskellige tiders grænsemarkeringer, grænsesten, som 1864 grænsens markering af grænseskellet kan sammenlignes med: 
  • en ældre og demonstrativ markering af Danmark til Ejderen, der oprindeligt befandt sig i Rendsborg, Ejderen - hvor Danmark til Ejderen proklameres, paradoksalt nok som et minimum, uden Holsten,
  • en grænsesten på Koldinghus fra Frederik d. 6.'s tid, fra begyndelsen af 1800-tallet, som har markeret grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Muligvis "kun" en skelsten mellem Kolding og "Haderslev Amt", men tydeligt markeret af kongen, Frederik 6., som et skel til hertugdømmet Slesvig, der gik til og med Haderslev Amt. Det skal her bemærkes, at Frederik d. 6. med flytningen af Rendsborg stenen havde markeret, at han også anså Holsten som en del af kongeriget Danmark.
Ejder mytologien: Sakserne truer, den sløve Uffe vågner op til kamp. Sagn fra Saxos Gesta Danorum.
 
 
I betragtning af, at grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig før 1864 kunne ses markeret med granit grænsesten som den fra Frederik 6.s tid, der findes opsat i haven til Koldinghus, kan det virke påfaldende, at man 1864-65 kun opsatte trægrænsepæle. Måske en markering af troen på, at grænsepælene var midlertidige?
En også markant grænsemarkering før 1864 har været inskriptionen i Rendsborg fæstningens søndre port, hvor der på latin er en indskrift, der siger, at Ejderen (hvor Rendsborg ligger) er Romerrigets grænse. I avisversioner fra 1919 er der en tidstypisk konstatering, hvor drøftelser om Danmark til Ejderen kunne offentliggøres efter at have været gjort helt usandsynlig med nederlaget til Prøjsen i 1864.
De grundigste informationer om Rendsborg stenen får man hos Otto Smith, Før og Nu, 1927 og i Illustrerede Tidende 26. maj 1861. Stenen sidder indmuret over ind- og udgangen til Krigsmuseet. Formålet med den lange historiske redegørelse i Illustreret Tidende synes især at være en hånligt nedladende kommentar til substansen af Det Tysk-romerske Rige, der blev opløst 1806 af Napoleon.
Viborg-Stiftstidende, Skagen Avis m.fl. 13. maj 1919, hvor den tyske krigsmaskine var blevet slået i første verdenskrig, har fundet anledning til at gøre opmærksom på denne indskrift fra grænsestenen, indmuret i Rendsborg fæstningens søndre port, som på latin forkynder: "Ejderen er Romerrigets Grænse." De samtidige aviser lader Christian 3. opsætte Rendsborg stenen 1539. De fleste tilskriver Rendsborg stenen Christian 5. 1670-71.
Begge konger kan i princippet have været involveret - Christian 3., da han lod Rendsborg omslutte af en befæstningsmur, hvor Christian 5. så evt. skulle have ladet stenen flytte. Illustreret Tidende nævner både 1539 og 1671, og antyder, at stenen kan være betydeligt ældre.
 
Hvor der i tiden før 1864 kan findes eksempler på nærmest pompøse grænsesten mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne, så var 1864 trægrænsepælene tilsvarende næsten ynkeligt tidsbegrænsede. De efterfølgende grænsesten i granit var i et holdbart materiale, men af andre grunde end grænsepælenes skæbne blev de alligevel mere flygtige end deres materielle tilstedeværelse betingede. Om ikke andet så med den hast og i det omfang, de (næsten) forsvandt. Af de 128 granitsten kunne det i 1922 efter opgravningen i 1920 konstateres, at der var o. 90 tilbage. Herefter er der kommet flere til ved nogen ihærdig eftersporing.

1864 grænsesten og -pæle, sammenfatning

Sydvestjyske Museer er i deres undersøgelser af de 128 grænsestens skæbne i genforeningsjubilæumsåret 2020 kommet til den opfattelse, at der nærmest har hersket kaotiske tilstande omkring de grænsesten, som skulle fjernes fra den gamle Kongeågrænse, hvor lokale hamstrede egne grænsesten, andre er blot blevet borte. Denne drøftelse i Ribe Byråd, refereret i Ribe Stifts-Tidende 24. januar 1922, kunne betegnes som symptomatisk:
Borgmesteren i Ribe refereres her for at have orienteret om Indenrigsministeriets tilbud til Ribe om at modtage nogle af de nu overflødige 1864 grænsesten til opstilling i Ribe. Det blev vedtaget at udtale, at man "kunde ønske at faa om muligt et Par Grænsesten ... særlig ved Soldater-Mindesmærket..." Et par særdeles forbeholdne røster refereres også, som ikke syntes at "saadanne Steen ... ville være til nogen Pynt."
Til det kaotiske hører, at 1864 grænsestenene også blev stjålet, hvorom det hedder i Kolding Folkeblad 24. januar 1922 i en artikel "Om bortførte Grænsesten", at Fæsted Kommuneråd havde anmodet Indenrigsministeriet om at kunne benytte de i og omkring kommunen beliggende grænsesten til et genforeningsminde, som der blev rejst en hel del af på den tid.
Kommunen var iflg. artiklen ikke hurtig nok, idet en uidentificeret lastbil afhentede grænsestenene, før kommunen havde fået samlet dem ind. Avisen skrev herom, at "De stjaalne Sten har følgende Numre: 34, 35, 36, 37, 38, 40, 41 ..." Til det yderligere kaotiske hører, at det er de i Kolding Folkeblad annoncerede, stjålne sten, der angives opsat i forbindelse med den med runer indhuggede genforeningssten i Fæsted, Rødding.
Fæsted genforeningsstenen, omgivet af angiveligt 1864 grænsesten med numrene 34-38, var en national manifestation, inkl. grænsestenene. 
Disse grænsestens eksistens bekræftes også af Tagesens registrering.
Om så avisartiklen om deres forsvinden er en "avisand", eller grænsestenene er fundet efterfølgende, fortaber sig i det uvisse. 
Men fra det officielle Danmark, Indenrigsministeriet blev der i 1922 gjort sporadiske bestræbelser på bevare stenene for eftertiden, hvilket grænsesten nr. 117, anbragt i offentlige omgivelser i Anlægget i Lunderskov, er et rimeligt enestående eksempel på. Anbringelsen i Lunderskov var helt efter de af Indenrigsministeriet i 1922 udstukne principper. Men i stedet for at ende som staffage til en genforeningssten eller indgå i lokalpolitiske reaktioner på de sønderjyske amters og grænseamterne Vejles og Ribes nedtagelse til fordeling efter Indenrigsministeriets fordelingsprincipper, blev anbringelsen i Lunderskov næsten eksemplarisk med et samarbejde mellem en lokalafdeling af Sønderjysk Forening og Lunderskov Borgerforening. Ganske vist hjulpet effektivt på vej af Peter Michaelsen, en lokal- og grænsepolitisk aktiv person, der i stedet for fodslæb og modvilje i forhold til de historiske grænsesten så erhvervelsen af en af dem som et aktiv for sit lokalsamfund.
 
Uanset, at Indenrigsministeriet efter genforeningen anmodede om, at de eksisterende grænsesten blev opgravet og opstillet på offentlige steder, så må det konstateres, at der gik svind i grænsestenene, omend ikke så meget, som man kunne have frygtet, hvilket listen over de 128 grænsesten, der blev opstillet ved 1864 grænsen, viser. Det ser ud til, at der kun mangler 14, plus, minus nogle stykker af de opstillede grænsesten af granit fra Kongeågrænsen.
Grænsestenen i Lunderskov står, hvor den blev placeret i 1922 som sten nr. 117 ud af de den gang 128 grænsemarkeringer, der var blevet irrelevante med grænseændringen i 1920. Mindst 121 af 1864 trægrænsepælene blev fortæret af tidens tand, rådnede, og var blevet erstattet af grænsesten af granit i den sidste del af perioden op til 1920, hvor grænsestenene blev fjernet og erstattet af de 280 grænsesten, der blev opsat ved den nye grænse. 
Der hersker - eller har hersket - tvivl om, hvor en del af 1864 grænsestenene er blevet af. Hvor der til gengæld er vished om placeringen af grænsesten nr. 117 i Lunderskov - på en placering, der klart er en anden end grænsestenens oprindelige placering. Som i øvrigt også må anses for at være utilstrækkeligt verificeret med de givne beskrivelser. 
 
Både de nuværende og de tidligere grænsesten i granit efter grænsedragningen i 1920 og deres placering kan man finde dokumenteret i traktater og bekendtgørelser.
 
Der er bestræbelser på at få tilbageført grænsestenene fra Kongeågrænsen til deres oprindelige placering, hvilket kun vil være delvist muligt med de grænsesten, der har undgået tidens tand.
1864 grænsestenene af granit blev forarbejdet af en i øvrigt mindre kendt sten- og billedhugger, C. Schwartz, bosat i det dengang tyske Haderslev. De fleste af stenene fik indgraveret Kr. Dm. for Kongeriget Danmark på den ene side og Kr. Pr. for Königreich Preussen på den anden. Udgifterne blev fordelt mellem Prøjsen og Danmark. 
 
De 128 grænsesten / pæle fra 1864 er nu for de flestes vedkommende registreret, og befinder sig på andre lokaliteter, hvis de har overlevet flytningen.
14 af de 128 sten, stenene nr. 12, 64, 82, 83, 86, 89, 90, 95, 100, 104, 105, 114,115, 124 er forsvundet på forskellig vis.
Alt forudsat, at den nuværende registrering er udført korrekt.
Oplysningerne om 1864 grænsestenene kan inddeles i nogle kategorier, der kan konstateres ud fra den viden, vi har om stenene:
  • Brug af grænsestenene i forbindelse med genforeningsmonumenter. I Gram og Harreby drejer det sig om 14 grænsesten.
    • Genforeningsstenen i Gram er udformet som en stendysse, en overliggende sten, der hviler på underliggende, mindre sten. Det hele omkranset af 10 grænsesten, forbundet med kæde, grænsesten nr.  17, 20, 25, 39, 40, 44, 50-53.
    • Genforeningsstenen i Harreby er omkranset af 4 grænsesten nr. 22, 28, 30, 31.
    • Hestestenen, Frederikshøj, 2 grænsesten, nr. 16 og nr. 18.
    • Genforeningsstenen i Kruså, 4 grænsesten, nr. 27, 32, 67, 68.
    • Fæstedstenen, 5 grænsesten, nr 34 - 38.
    • Genforeningsstenen, Kegnæs, grænsesten nr. 42.
    • Genforeningsmindet, Skodborg, 7 grænsesten nr. 58, 59, 61, 63, 64, 69, 71, Kirkepladsen Skodborg, Rødding.
    • Genforeningssten i Jels, 2 grænsesten nr. 77 og 109.
  •  Gravsten? Denne mulighed drøftes for nr. 12, der er forsvundet. Hvis det er den mulige gravsten, er den oprindelige inskription væk.
  • Mindesten på kirkegård, omkranset af 4 grænsesten, nr. 14, 98, 118, 125.
  • Skamlingsbanken 2 grænsesten, nr. 15 og 66.
  • Koldinghus, grænsesten nr. 26 og / eller 96.

Genforeningsmonumenter inkl. Gram Slotskro er den helt overvejende placering af 1864 grænsestenene - 35 grænsesten, hvis denne optælling og kategorisering er korrekt.

Grænsestenen i Lunderskov set fra den danske inskriptionsside. Foto Grænseforeningen.

Den i Lunderskov placerede grænsesten er velbevaret og repræsentativ for de 128 grænsesten 1864-1920.
Grænsesten nr. 117 har tidligere iflg. 1864 traktatens Kommissions-Protokol været placeret, som det fremgår af Bekjendtgørelsen, forudsat den er blevet placeret som den tidligere grænsepæl, hvis placering er beskrevet i Bekjendtgjørelsen:
 
 
 
I omskrevet, tilpasset form § 10 i Bekjendtgørelse ..., der her omhandler grænsepælenes placering i området, relevant for nr. 117:
Kongeågrænsen fra "Grænsepæl Nr. 114 ... går i østlig Retning mellem Tyrstrup og Taps Sogne indtil Grænsepæl Nr. 116; videre mellem Sognene Vejstrup og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 120 ..." Grænsepæl nr. 117 må således have været geografisk placeret et sted mellem Taps, og Vejstrup sogne - eller i det, der 1864 blev til de otte sogne, der blev udskilt af Slesvig, og som sammen med nogle sogne ved Ribe og Ærø blev en del af Danmark i bytte for de kongerigske enklaver ved Ribe, Haderslev Amt i Vestslesvig.
Iflg. de mest rammende beskrivelser heraf i et udvalgt Historisk Atlas skulle grænsestenen have stået mellem Frederikshøj og Fjællebro, mellem nr. 112 og 123. Denne brede version har lokalarkivet i Lunderskov også. Som det fremgår, er beskrivelsen mere specifik i Bekjendtgørelsen.
 
Grænsestenen blev således ikke flyttet så langt væk fra sin oprindelige placering. Men flyttet blev den i 1922.

Grænsestenen og Anlægget i Lunderskov

Grænsesten nr. 117 blev opstillet i området ved Drabæks Mølle, området over for Møllegade 21, i det område, som Lunderskov Borgerforening havde erhvervet 1919 og etableret som et "Lystanlæg", som det kaldtes den gang. Det skete i konkurrence med den velhavende handelsmand, Iver Dahl, der oven i købet havde tilbudt at forære Lunderskov et lidt større areal. Men det blev Borgerforeningens areal, der blev til Lunderskovs "Lystanlæg", hvor opstilling af grænsesten nr. 117 så skete i 1922..
Anlægget beskrives i en omtale i Kolding Folkeblad 27. november 1922, som et "smukt Udslag af (Lunderskov) Borgerforenings Bestræbelser..." Og at det "... nylig er blevet anlagt paa en ideel Plads i saare skønne Omgivelser ... næsten i eet med de to private Anlæg: Drabæks Mølle og Hvidkilde." Det her anførte er en samtidig, noget floromvunden beskrivelse fra Lunderskov, hvor de afgørende begivenheder omkring grænsestenen og dens placering i det område, som blev til Anlægget i Lunderskov, fandt sted.

Grænsestenens vej til Lunderskov

Om grænsestenens placering i Lunderskov forholder det sig helt utvivlsomt som refereret i Kolding Folkeblad 15. Januar 1922 i et referat fra en generalforsamling i Lunderskov Borgerforening, afholdt tirsdag d. 10. januar, hvor formanden, købmand Peter Michaelsen kunne berette, at grænsesten nr. 117 var blevet overdraget til Lunderskov Borgerforening af Sønderjysk Forening (for Lunderskov og Omegn, har det givet været).
Peter Michaelsens rolle i 1922 har næppe været tilfældig. Efter at have skiftet bopæl fra Flensborg til Lunderskov, endeligt i 1916, blev han efterfølgende medlem af bestyrelsen og næstformand i Grænseforeningen, fremgår det af en af de mere indgående, nyere beskrivelser af grænse og grænseproblematik i mellemkrigstiden, Dannevirkemænd og Ejderfolk, Flensborg 2005.
Peter Michaelsens barnebarn, organist Johan Michaelsen fortæller fra samme tid, at P. Michaelsens bopælsskifte fra Flensborg til Lunderskov skete for at undgå tysk militærtjeneste. Peter Michaelsen var født og opvokset i Gesten.
Peter Michaelsens tilhør til området ved Kongeåen har været geografisk vidtstrakt - født i Gesten 1884, nord for 1864 grænsen, bopæl og erhvervsmæssig aktivitet i Flensborg indtil 1916, men med risikoen for tysk militærtjeneste vendte Michaelsen tilbage til udgangspunktet, nu Lunderskov - hvilket peger frem mod det konstaterbare engagement i Dannevirkebevægelsen, som over Flensborgbevægelsen spændte holdningsmæssigt bredt - Danmark til Dannevirke, Ejderen eller, mere moderat, som navnet siger, så Flensborg i det mindste med tilhør til Danmark, når Versailles fredens bestemmelser skulle konkretiseres.
Langt hen ad vejen hørte P. Michaelsen til de mere moderate i bevægelsen, hvor han efter stiftelsen af Den danske Grænseforening i november 1920, senere kom i bestyrelsen og blev næstformand.

Personkredsen i Lunderskov bag grænsestenen

Det har kun været delvis muligt at efterspore hele personkredsen bag den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening og af Lunderskov Borgerforening. Men ud fra de givne oplysninger fremgår det, at kontakten til Lunderskov Borgerforening, hvor lokalarkivet heller ikke har relevant arkivmateriale, er gået gennem formanden for Borgerforeningen, Peter Michaelsen - ikke mindst i kraft af, at han har været engageret i og formand for begge involverede lokalforeninger, fremgår det af oplysninger i den samtidige presse.
Det eksisterende kildemateriale peger således på P. Michaelsen som det centrale omdrejningspunkt.
Af 1921 folketællingen fremgår det, at Peter Michaelsen og familie havde fået bopæl i kommunen, dvs. i Lunderskov i 1916. Dog figurerer Michaelsen og familie i1916 folketællingen ikke som bosat i Lunderskov. I en annoncering i Kolding Folkeblad 31. marts 1920 meddeles det, at ”Rentier Oskar Lassen, Flensborg, har solgt en Byggegrund i Lunderskov til Kbm. Peter Michaelsen…” Denne byggegrund har i stedet for matrikel nr. i 1921 folketællingen kun anført et familienummer, 79, som må formodes at være den privatbolig i Vestergade 9, som Michaelsen havde erhvervet gennem den i 1918 fra Lunderskov fraflyttede hotelejer, Oskar Lassen.
Det kan konstateres, at Peter Michaelsen med familie er kommet til Lunderskov fra Flensborg i 1916, og at familien har erhvervet sig byggegrund og bolig i 1920. Sognerådet i Skanderup blev hurtigt opmærksom på P. Michaelsen, idet der på et møde 5. februar 1918 under pkt. 2, var optagelse ”paa den kommunale Valgliste… (af) P. Mikaelsen og Hustru paa Tillægslisten”.
Peter Michaelsen har i det hele taget hurtigt gjort sig offentligt bemærket. Først i foreningslivet, Sønderjysk Forening og Lunderskov Borgerforening, herefter ved at blive valgt til sognerådet i 1921, hvor også fiskeeksportør P. Hansen, Hvidkilde opstillede. Dog uden at blive valgt, fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokoller, f.eks. nr. 144. Det fremgår også af den aktuelle dagspresse, at Peter Michaelsen før 1922 generalforsamlingen i Borgerforeningen havde afløst P. Hansen, Hvidkilde som formand.
Ud over det foreningsmæssige samspil med P. Hansen, Hvidkilde, skal hotelejer Oskar Lassen også bemærkes i forhold til Michaelsen.
Oskar Lassen var foreningsvært på Lunderskov Landbohjem, en forening (selskab hed det den gang) med en valgt bestyrelse, der kan konstateres at have eksisteret velsagtens siden en annoncering i Folkebladet Sydjylland 4. okt. 1889.
Iflg. 1901 folketællingen var Oskar Lassen 27. februar 1872 født i ”Slesvig”, Foreningsvært og Agerbruger på Lunderskov Landbohjem, matr.nr. 2q. I samme 1901 folketælling konstateres det, at han var samboende med to søstre, Dora Lassen som ”Husbestyrerinde”, Marie Lassen som ”Besøg”, hvor Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv kontrafaktisk hævder, at Dora Lassen var Oskar Lassens ægtefælle iflg. 1911 folketællingen. I 1911 folketællingen var O. Lassen registreret som Gæstgiver.
Oskar Lassen var i 1897 kommet til Lunderskov fra Sønderjylland, Slesvig - formentlig Flensborg, hvor han i Lunderskov blev Forretningsfører for Landmandshjemmet.
   
Lunderskov Landbohjem 1904 efter brand i nabobygning okt. 1904. Brandtomten på foto ses tydeligt. Foto kan dateres 1904-05.
Lassens Hotel kort efter opførelse og ibrugtagning dec. 1905.
Lunderskov Landbohjem blev 1905 ombygget til Lassens Hotel. O. Lassen havde allerede bag ved Landbohjemmet bygget hestestald og festsal, udliciteret til opførelse 12. august 1905.
Under opførelsen af det, der blev til Lassens Hotel, blev den tidligere bygning, "Lunderskov Landbohjem", som O. Lassen ses som ejer af fra marts 1905, nedrevet, formentlig umiddelbart efter, ovenstående foto blev taget.
Der verserer en helt udokumenteret antagelse om, at Landbohjemmet skulle være nedbrændt (Thomas Christensen, Skanderup Sogns Historie, s. 182, 188), hvilket formentlig beror på en forveksling med branden i naboejendommen, det gamle Ølbryggeri, der stødte op til Landbohjemmet, meddelt i Folkebladet Sydjylland 31. okt. 1904. Den nedbrændte bygning kan i 1905 iagttages genopført som Storegade 3 og 5.
Den udokumenterede antagelse om Landbohjemmets brand i stedet for Lassens nedrivning er videreført af Lokalarkivet i adskillige omgange.
Den postulerede brands sandhedsværdi kan sammenholdes med, at Landbohjemmet ses fotografisk eksisterende i bedste velgående efter den konstaterbare brand i nabobygningen okt. 1904, at der i Kolding Folkeblad 20. dec. 1905 annonceres om "Bal paa Landbohjemmet", som kan sammenholdes med, at der i Kolding Folkeblad 30. maj 1906 annonceres med, at "Medlemmer af det tidligere Lunderskov Landbohjem indbydes til Møde ... paa Lassens Hotel 1. juni ..."
Ballet på Landbohjemmet 20. dec. 1905 må have været på det nybyggede Lassens Hotel, der ser ud til at have rummet Foreningen Lunderskov Landbohjem indtil foreningens tilsyneladende ophør medio 1906. Sidst konstaterede annoncering for Lunderskov Landbohjem ses i Kolding Folkeblad 30. juni 1906. Den tidsmæssige afstand mellem branden i nabobygningen, okt. 1904, hvor Landbohjemmets eksistens er fotografisk dokumenteret og Lassens Hotels ibrugtagning dec. 1905, gør det helt usandsynligt, at der skulle have været nok en brand, Landbohjemmet 1905, som ikke er registreret af den samtidige presse.
Forening og bygning forsvinder med det af Oskar Lassen ejede Landbohjems ombygning til hotel i perioden marts 1905 indtil juni 1906.
Det fremgår af samtidige annonceringer, at O. Lassen handlede med byggegrunde, fast ejendom o.a. løsøre i landbrugssamfundet. Desuden var han medinteressent i Lunderskov Teglværk. 
O. Lassen afhændede sit hotel 1918 som Missionshotel. I 1916 folketællingen var han registreret med en indkomst på 4.000 og en formue på 5.000 kr. Det var ikke alverden, sammenlignet med byens matadorer, f.eks. Iver Dahl, P. Hansen, Hvidkilde eller Nis Nissen Reinholdt, og kan være forklaringen på, at O. Lassen i 1920 var flyttet tilbage til Sønderjylland, og som Rentier i Flensborg, og herfra solgte en byggegrund i Lunderskov til P. Michaelsen.
Det anførte er langt fra tilstrækkeligt som vidnesbyrd om et evt. engagement i den sønderjyske sag eller involvering i at bringe grænsesten nr. 117 til Lunderskov, hvor O. Lassen med salget af Lassens Hotel i 1918 havde forladt Lunderskov.
Men forbindelsen til Sønderjylland, Slesvig og P. Michaelsen er uomtvistelig.
Om O. Lassen har haft nogen tilknytning eller aktivitet i forbindelse med den lokale afdeling af Sønderjysk forening i Lunderskov ud over det forretningsmæssige som deltagelsestegning på Lassens Hotel, annonceret i Kolding Folkeblad 1. juni 1911, er der ikke fundet dokumentation for.
Der er almindelige antagelser om, at der i området syd for Kongeåen efter 1864 blev bygget Landbohjem, hvor man uden at møde modstand fra de tyske myndigheder kunne holde dansk nationale møder, f.eks. Vedsted Landbohjem.
Denne funktion har der næppe været behov for i Lunderskov Landbohjem, hvor de annoncerede arrangementer har været sommerudflugter, foredrag og julearrangementer med bal.
Det skal bemærkes, at manglende arkivmateriale muligvis kan give uforholdsmæssigt stort fokus på Peter Michaelsen. Men han har under alle omstændigheder spillet en ganske fremtrædende rolle i sønderjyske problemstillinger nationalt og lokalt i tiden efter første verdenskrig.
Det har kun været delvis muligt at efterspore hele personkredsen bag den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening og af Lunderskov Borgerforening. Men ud fra de givne oplysninger fremgår det, at kontakten til Lunderskov Borgerforening, hvor lokalarkivet heller ikke har relevant arkivmateriale, er gået gennem formanden for Borgerforeningen, Peter Michaelsen - ikke mindst i kraft af, at han har været engageret i og formand for begge involverede lokalforeninger, fremgår det af oplysninger i den samtidige presse.
Det eksisterende kildemateriale peger således på P. Michaelsen som det centrale omdrejningspunkt.
Det skal bemærkes, at manglende arkivmateriale muligvis kan give uforholdsmæssigt stort fokus på Peter Michaelsens betydning . Men han har under alle omstændigheder spillet en ganske fremtrædende rolle i sønderjyske problemstillinger nationalt og lokalt i tiden efter første verdenskrig.
Referatet fra Borgerforeningens generalforsamling 10. januar 1922 bekræftes af referat fra et sognerådsmøde 19. januar 1922, hvor det hedder, at der ”fra Ribe Stiftamt forelaa en Forespørgsel…” til kommunen eller en lokal forening om at komme i besiddelse af ”en af de forhenværende Grænsesten fra 1864. Skrivelsen overlodes foreløbig til Sønderjysk Forenings Formand, for at denne snarest mulig… ” kunne tage stilling til sagen i foreningen.
Som det fremgår, blev det Borgerforeningen, der overtog grænsestenens anbringelse i Lunderskov.   
Sognerådets behandling kunne se ud til at bære præg af, at P. Michaelsen ved lokalvalget 1921 var kommet i sognerådet, hvor han på sognerådsmødet 1. april 1921 blev valgt til sekretær. Sognerådet havde 9 medlemmer i 1921, hvor flertallet, 5 medlemmer tilhørte Indre Mission, IM, mindretallet samlebetegnelsen ”Andre”. Tilstedeværende sognerådsmedlemmer underskrev hvert mødereferat.
 
Det i 1921 nyvalgte sogneråds 9 medlemmer.
Mindretallet, Liste B: P. Michelsen, Købmand, S. P. Møller, Gaardejer, Gelballe, P. Mathiesen, Husmand, Nagbøl, Alfred Petersen, Gaardejer, Dollerup.
Flertallet, Liste A: Johan Nielsen, Gaardejer Skanderup, Knud Knudsen, Gaardejer Gelballe, M. Skovgaard, Gaardejer, Skanderup, S. M. Dørffler, Portør Lunderskov, Chr. Jørgensen, Brugsforeningsbestyrer, Lunderskov. 
Grænsestenens vej til Lunderskov illustrerer også 1) Indenrigsministeriets ønske om placering af de tidligere grænsesten, 2) at Indenrigsministeriet har ladet fordelingen af grænsestenene ske gennem de relevante amter, for Lunderskov var det Ribe Amt, 3) at overdragelsesproceduren af 1864 grænsestenene må formodes primært at være gået gennem lokale afdelinger af Sønderjysk Forening. I så fald har overdragelsesproceduren i Lunderskov været eksemplarisk i samspillet mellem den lokale afdeling af Sønderjysk Forening og Borgerforeningen.
Hvad Peter Michaelsen ikke sagde på generalforsamlingen, men hvad deltagerne så udmærket må have været klar over, var betydningen af formandens sønderjyske forbindelser - tidligere bopæl i Flensborg og med kontakter til Sønderjysk Centralforening, der siden 1920 sammen med andre sønderjyske foreninger blev til Grænseforeningen – som har gjort Peter Michaelsen meget opmærksom på, hvad der skulle ske med de nu tidligere grænsesten fra 1864.
Lunderskov Borgerforenings kontaktflade til grænsesten nr. 117 skete, som det fremgår af referatet fra generalforsamlingen, gennem den lokale afdeling, Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn, hvor Peter Michaelsen også var eller havde været formand, synes det at fremgå af dagspressen.
Lokale afdelinger af Sønderjysk Forening kan tidligst konstateres med aktive annonceringer af arrangementer fra 1909-11, både Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn og i Vamdrup. 
Det må anses for at have været et relativt sent oprettelsestidspunkt i forhold til dannelsen af sønderjyske foreninger siden 1880’erne, hvis formål var at fastholde interessen for den sønderjyske sag nord for Kongeåen, som det hedder i Grænseforeningens karakteristik.
I et sogn som Skanderup ved Kongeågrænsen kan man godt forestille sig, at de religiøse modsætninger, som sognepræsten C. J. Moe, 1885-1922 stod som eksponent for, kan have svækket det nationale beredskab i de sønderjyske problemstillinger. I et stadigt stigende omfang slog interessemodsætningerne mellem sognets Indre Mission og de ”Andre” igennem. Religiøs overbevisning overtrumfede det nationale og politiske i situationen ved genforeningen, som den havde gjort det i provisorietiden.
Man kan af generalforsamlingsreferatet og referatet af sognerådsmødet i januar 1922 se, at man også har været opmærksom på den i 1922 af Indenrigsministeriet formulerede anmodning om opstilling i offentlige anlæg af de nu kasserede og opgravede grænsesten fra 1864 grænsen. Helt bemærkelsesværdigt i tildelingen til Lunderskov er det, at meddelelsen herom kom på Borgerforeningens generalforsamling allerede 10. januar, ni dage før sognerådsmødets interne meddelelse herom 19. januar 1922. Det kan både karakteriseres som P. Michaelsens centrale rolle, og hans sans for politisk kommunikation.

Lunderskov Borgerforening og Sønderjysk Forening

Som det fremgår, har de to lokale foreninger i Lunderskov været centrale i beslutningen om at få en grænsesten til Lunderskov. Og til formålet har Borgerforeningens initiativ til at få anlagt et anlæg, hvor grænsestenen kunne opstilles på et ”offentligt” område, været af central betydning.
Da der ingen arkivalier er overleveret fra de to foreninger, er den eksisterende presseomtale af foreningernes aktiviteter gennemgået så meget desto nøjere.
Den først konstaterede omtale af Lunderskov Borgerforening findes i Kolding Folkeblad 9. juni 1909, hvor Lunderskov og Omegns Grundejer- og Borgerforening omtales.
Den vigtigste presseomtale i forhold til sagen om placeringen af grænsestenen er, at Kolding Social-Demokrat 20. november 1919 kan meddele, at Ribe Amtsraad havde givet tilladelse til Skanderup Sogneraad til at "yde 400 kr. af Kommunens Kasse til Lunderskov Grundejer- og Borgerforening til Hjælp til Anlæg af et Lystanlæg i Lunderskov."
I sognerådets forhandlingsprotokol kan der herom i referat af sognerådsmøde 10. okt. 1919, s. 99ff. konstateres, at Borgerforeningen i Lunderskov søgte sognerådet om ”Hjælp til Anlæget af et Lystanlæg i Lunderskov. Beboerne har selv bidraget med 1800 kr.”, og at sognerådet tildelte Borgerforeningen ”400 Kroner under Forbehold af Amtsraadets Samtykke.”
Anlægget i Lunderskov har således allerede være besluttet etableret med tilskud fra kommunekassen i oktober 1919. Hvis formålet har været at skaffe et sted til anbringelse af grænsestenen, så har man været tidligt opmærksom på og orienteret om det krav, som Indenrigsministeriet ville stille i 1922.
Som en snurrig detalje synes der at have været en form for konkurrence mellem Borgerforeningen og den lokale handelsmand, Iver Dall / Dahl om at være initiativtager til Lystanlægget, idet Iver Dahl - åbenbart efter, at sognerådet 10. oktober 1919 besluttede at støtte Borgerforeningens projekt - iflg. Kolding Folkeblad 8. november 1919 skulle have tilbudt at ”skænke 1½ Tdr. Land til et Lystanlæg ved Lunderskov”. I forhold til Borgerforeningen, som havde ”købt 1 Tdr. Land til samme øjemed” var det et fornemt, men - skulle det vise sig - nyttesløst tilbud fra Iver Dahl.
Med fare for at overfortolke avisteksten kan man måske forestille sig, at publikum og ikke mindst sognerådet har været mere begejstret for Borgerforeningens køb af et område ved Drabæks Mølle, centralt i Lunderskov end de gratis 1½ Tdr. Land ”ved Lunderskov”.
Der er intet refereret i sognerådets forhandlingsprotokoller om Iver Dahls tilbud om at skænke en grund til formålet. Peter Michaelsen har formentlig tidligst gjort sig gældende i Lunderskov fra 5. februar 1918, hvor han og hustruen blev optaget på den kommunale valgliste. Om han allerede i 1919 skulle have haft indflydelse i de involverede foreninger og sognerådet, er det umuligt at sige noget endegyldigt om på det foreliggende kildegrundlag.
Iver Hansen Dahl er i 1921 folketællingen registreret som Kreaturhandler i Lunderskov på matrikelnummer 2A. I 1916 folketællingen er han som ”Iver Dall” anført som en ganske velhavende kreaturhandler med den størst registrerede formue i Lunderskov. I de hyppige salgsannonceringer fra Iver Dahl er det mest grise og i nogen udstrækning kreaturer og andet i relation til landbrug, han har handlet med. Det fremgår af presseomtaler, f.eks. Kolding Social-Demokrat 8. august 1917, at Iver Dahl også har været involveret i mere omfattende handler med landbrugsjord, f.eks. sammen med ejeren af Rolles Mølle ved salg af ”Jordlod i Lunderskov”.
I sjældne tilfælde, f.eks. folketællingen 1916, vil der være rubrikker for indkomst og formue. Det fremgår her, at ”Iver Dall”, Kreaturhandler med en årsindkomst på kr. 35.000 og en formue på kr. 67.000, efterfulgt af P. Hansen, Fiskeeksportør, Hvidkilde med en årsindkomst på kr. 4.000 og en formue på kr. 61.300 var økonomisk førende i Lunderskov, efterfulgt af Kjøbmand Nis Nissen Reinholdt m.fl. Til sammenligning kunne man dog finde større landbrug, f.eks. M. Skovgaard, Mariegaard, Skanderup med årsindkomst på kr. 10.000 og en formue på kr. 136.000. Men som åbenbart driftig kreaturhandler har Iver Dahl rangeret som økonomisk førende i sognet, under alle omstændigheder i Lunderskov i 1916.
Andre sager, som kan konstateres behandlet i Borgerforeningen var kloakanlæg og fliser, ekstraordinær generalforsamling, Kolding Folkeblad 9. juni 1909.
31. januar 1911 refererer Vejle Amts Folkeblad og Riget København et ganske ambitiøst initiativ fra Borgerforeningen om at få anbragt Kolding Svineslagteri i Lunderskov i forbindelse med en udvidelse af jernbaneterrænet i Kolding. Borgerforeningens tilbud var gratis at stille grund til rådighed, planere og kloakere samt sørge for forbindelse til jernbanen. Denne appelsin faldt dog ikke i Lunderskovs turban.
Borgerforeningen var desuden involveret i "Anlæg af Bane Lunderskov - Gjesten", iflg. Vejle Amts Folkeblad 15. august 1919 og iflg. referat af sognerådsmøde 13. juni 1919, hvor initiativet var til behandling som forslag fra Borgerforeningen. Der må i forbindelse med Jernbaneloven af 20. marts 1918, lov om etablering af privatbaner, formodes at have været planer om at tilslutte Lunderskov til Troldhedebanen. Denne forbindelse blev aldrig til noget i lighed med en række andre jernbaneplaner i en tid, hvor biler som transportmiddel vandt frem. Der har muligvis været et spil lokaliteterne imellem om Troldhedebanen og forbindelsen Kolding, Lunderskov, se f. eks. Kolding Folkeblad 14. marts 1908, Kolding Social-Demokrat 28. november 1908. I en oversigt over ikke-anlagte jernbaneprojekter, figurerer Lunderskov-Gjesten end ikke, så dette initiativ har følgelig nok været i underkanten af det realistiske og praktisable.
I Kolding Social-Demokrat 29. november 1916 var der en ansøgning til Ribe Amtsraad om "Anbringelse af Sikringsværker ved Amtsvejen i Byen samt om Anlæg af Spadseresti paa den nordre Skraaning af Dæmningen over Mølleaaen". Ansøgningen til Amtsraadet "kunne ikke bevilges".
 
Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn stiftedes iflg. Horsens Folkeblad 16. april 1909 på et møde i Lunderskov, hvor Proprietær Bech fra Skanderup valgtes til Formand. H. F. Bech var gårdejer / proprietær i Skanderup, var formand for Skanderup Andelsmejeri, hvor han iflg. Kolding Folkeblad 18. januar 1910 fik overrakt en ”Erkjendtlighedsgave”, et ”kostbart Gulduhr … for den dygtige og noble Maade, hvorpaa han i alle de mange Aar har ledet Mejeriet”, dvs. Skanderup Andelsmejeri, der 1912 blev flyttet fra Skanderup til Lunderskov, hvor det søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri var blevet oprettet 1895. H. F. Bech var desuden blandt initiativtagerne til Skanderup Efterskole, fremgår det af Kolding Folkeblad 21. september 1914.
 
Kolding Folkeblad refererer et møde i Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn 22. november 1920, hvor det kommende møde med Holger Andersen, 2. dec. 1920 omtales. Ved det fælles kaffebord talte "Formanden, Gdr. Peter Michaelsen..."
På trods af den fejlagtige titel som gårdejer formodes det her, at det var købmand Peter Michaelsen, der blev omtalt som formand for Sønderjysk Forening. I 1922 efterfulgte han Poul Hansen, Hvidkilde som formand i Lunderskov Borgerforening. Om Peter Michaelsen her har været formand for begge foreninger kan ikke afgøres ud fra det behandlede avismateriale.
I Kolding Folkeblad 30. november 1920 annonceres et møde på Missionshotellet i Lunderskov 2. dec. 1920, hvor "Folketingsmand Holger Andersen taler." Den læreruddannede Holger Andersen blev efter genforeningen valgt ind i Folketinget for Det Konservative Folkeparti, han blev i 1943 formand for Grænseforeningen. Han repræsenterede som P. Michaelsen en moderat linje i forhold til spørgsmålet om en grænserevision. Den ekstreme grænsepolitiske holdning var, at Danmarks historisk retsmæssige grænse gik til Ejderen.
Initiativet med Peter Michaelsen centralt placeret i Borgerforeningen og Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn medførte, at grænsesten nr. 117 blev placeret i det "lystanlæg i Lunderskov", som Borgerforeningen 10. oktober 1919 refereres at have fået tilskud til fra Sognerådet. Indenrigsministeriets meddelelse om det ønskværdige i, at de tidligere grænsesten blev opstillet i offentlige anlæg har givet været anledning til placeringen i det af Borgerforeningen etablerede ”Lystanlæg”.
Det får stå hen i det uvisse, om Borgerforeningens oprettelse af "Lystanlæg" i 1919 har haft forskellige andre formål, hvor situationen i 1922 så blot har været belejlig til en placering af grænsestenen i det muligvis også til andre formål oprettede anlæg.
Den specifikke formulering om offentlige placeringer, ikke private, var også det samtidige udtryk for 1864 grænsestenenes noget kaotiske skæbne efter etableringen af den nye, 1920 grænse, hvor der i samtiden verserede historier om veritabel hamstring af de tidligere grænsesten, iblandet ligegyldighed i forhold til det kapitel i Danmarkshistorien, hvor Kongeågrænsen var en markering af nederlaget i 1864 til Prøjsen. 
 
Der har lokalt i Lunderskov verseret en helt ubekræftet antagelse om, at erhvervelsen af grænsestenen skete gennem Peter Michaelsens foredragsvirksomhed i det sønderjyske område. Der er intet belæg for denne udokumenterede antagelse, og det er uvist, hvordan den er kommet til verden, eller hvorfor lokalarkivet gennem en årrække har publiceret den. Med den konsekvens, at den er blevet videreført af andre lokalarkiver, Grænseforeningen m.fl. 
Den her præsenterede version af, hvordan grænsesten 117 kom til Lunderskov har ikke en omfattende kildedokumentation, men dog samtidige avisreferater fra møder i de involverede foreninger, Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn og Lunderskov Borgerforening. De bekræftes af referaterne fra relevante sognerådsmøder 1919, hvor Borgerforeningens ”Lystanlæg” fik kommunalt tilskud, og 19. januar 1922, hvor sognerådet behandlede tilbud fra Ribe Stiftamt om at modtage en 1864 grænsesten.
 
Det kan sammenfattende konstateres, at Peter Michaelsen var en særdeles central person i at få grænsestenen bragt til Lunderskov i 1922 til opstilling i det "lystanlæg i Lunderskov", som Borgerforeningen allerede i november 1919 havde fået Ribe Amtsråds godkendelse af, at Skanderup Sogneråd ydede et tilskud til på 400 kr.
Beløbet har velsagtens været en del af købssummen for området, erhvervet fra Drabæks Mølle sammen med de 1800 kr., som iflg. sognerådets forhandlingsprotokol 10. okt. 1919 var ”Beboernes” andel.  Som formand for Lunderskov Borgerforening, med den lokale afdeling af Sønderjysk Forening som formidler - hvor Peter Michaelsen også var eller havde været formand - opfyldte de to foreninger den i 1922 af Indenrigsministeriet opstillede betingelse, at anbringelse af grænsestenen skulle være i det offentlige område, som Borgerforeningen allerede i 1919 havde fået etableret.
Til gengæld er og var lokalarkivets tidligere bragte vandrehistorie om grænsestenen som en gave, et "lån" til Michaelsen i anledning af et foredrag kildemæssigt helt ubekræftet. Og i forhold til den kendte, historiske virkelighed også ganske usandsynlig i den givne situation med de af Indenrigsministeriet opstillede betingelser for anbringelse af grænsestenene. 
Men uanset den lokale vildfarelse kan grænsesten som markeringer mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig fortælle om et langt og ind imellem kontroversielt forhold mellem det danske kongerige og de sydlige hertugdømmer, først og fremmest Slesvig. Udmøntet i et mere overskueligt, lokalt spil om anbringelsen, som må formodes i Lunderskov at have været helt ukontroversiel. Bortset fra konkurrencen mellem den lokale handelsmand Iver Dahl og Borgerforeningen om etableringen af et ”Lystanlæg” i Lunderskov.
Desuden kan man - mere sporadisk og hensat til fortolkende betragtninger - iagttage, hvorledes forskellige grænsemarkeringer afspejler den samtidige opfattelse af forholdet til den sydlige nabo.
De samtidige opfattelser formodes her at være kommet til udtryk i samtidens aviser, hvor de naturligvis er blevet filtreret gennem mere eller mindre repræsentative og journalistiske skribenter. Sammen med de erindringer, der også er nedfældet, men i et langt mere begrænset omfang.

Placeringen af Lunderskov Anlæg

 
Hvidkildes arv fra Poul Hansen som fiskeeksportør er de tidligere fiskedamme i parken til Hvidkilde. Desuden Hellas, som Poul Hansen lod opføre til datteren. I forlængelse af parken til Hvidkilde blev området til grænsesten nr. 117 etableret som Anlægget i Lunderskov, i et område fra Drabæks Mølle, på den anden side af Møllegade i forhold til Hvidkilde.
 
 
Det kan meget vel være, at Lystanlæggets placering mellem Hvidkilde og Drabæks Mølle har været så meget mere attraktiv end Iver Dahls tilbud om en gratis og større grund, at Skanderup Sogneråd valgte at bevilge et støttebeløb til Borgerforeningens Lystanlæg og negligere Iver Dahls tilbud.
Ejendommen Hvidkilde lå og ligger som Storegade 44 i Lunderskov. Området omkring Hvidkilde ligger stadig tydeligt placeret som en udstykning fra Drabæks Mølle, som et parkområde med et åløb, der ved Drabæks Mølle breder sig ud til en sø, hvor den herskabelige villa med parkanlæg blev opført 1913 af fiskeeksportør Poul Hansen, født i Lunderskov 1875, hvor han blev pioner og ganske velhavende som dambrugsejer i det område, hvor han opførte Hvidkilde. Den anden Mølle, Rolles Mølle etablerede også dambrug med ejeren Niels Jørgen Nielsen, som dog ikke fik samme økonomiske succes som Poul Hansen med dambruget på Hvidkilde området.
Det fremgår af samtidige matrikelkort, at Lunderskov Anlæg ligesom Hvidkilde må være udstykket fra Drabæks Mølle.
Indenrigsministeriets betingelse for at modtage en grænsesten var, at den skulle opstilles offentligt - ikke privat. Hvilket må antages at have været helt centralt for beslutningen om at etablere Anlægget i Lunderskov. Man må ydermere nok formode, at hele planlægningen med at få en grænsesten til Lunderskov velsagtens har indebåret, at Anlægget i Lunderskov har fået en funktion, som ikke har været forudset i Lunderskov Borgerforening, da "Lystanlægget" blev etableret i 1919. 
Der kan i etableringen af anlægget iagttages et hertil hensigtsmæssigt personsammenfald i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, hvor både Drabæks Mølles ejer, Møller C. S. Nielsen, købmand, senere ostegrosserer Peter Michaelsen, dambruger og fiskeeksportør Poul Hansen, Hvidkilde var fremtrædende medlemmer i tiden efter afslutningen af første verdenskrig og genforeningen af Sønderjylland med Danmark. I bestyrelsen var desuden mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, der netop var flyttet fra Skanderup til Lunderskov. Sidstnævnte formentlig uden betydning i denne sammenhæng.
Men de øvrige nævnte kan formodes gennem Lunderskov Borgerforening at have udvirket, at Lunderskov Anlæg blev placeret som nabo til Hvidkilde parken med en yderligere udstykning fra Drabæks Mølle. Her åbenbart i konkurrence med den driftige handelsmand Iver Dahl. Peter Michaelsen var ud over aktiviteten i Borgerforeningen og den lokale Sønderjysk Forening også særdeles og tiltagende aktiv i Flensborgbevægelsen og Grænseforeningen.
Peter Michaelsen aktive medvirken i den endelige placering af grænsestenen i Anlægget i Lunderskov fremgår som anført først og fremmest af Kolding Folkeblad 15. februar 1922 samt af sognerådsmødets behandling 19. januar, forhandlingsprotokollen pkt. 2, s. 175.
Foruden Poul Hansen, Hvidkilde, der havde været formand i Borgerforeningen før P. Michaelsen, sad i Borgerforeningens bestyrelsen også Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle, som har stillet det område, som blev til Anlægget i Lunderskov til rådighed.
Selvom en del af de nu nedlagte grænsesten fra 1864 på kaotisk vis er forsvundet, så fremgår det af den samtidige dokumentation fra 1922, at den til Lunderskov tildelte grænsesten blev tilbudt efter de af Indenrigsministeriet annoncerede regler, som krævede grænsestenen anbragt i et offentligt anlæg.
 
 
Lokalarkivets oplysning, at "Michaelsen ... var formand for den lokale grænseforening" er muligvis korrekt, men det var som formand for Lunderskov Borgerforening, han fik grænsestenen tilbudt gennem den lokale afdeling af Sønderjysk Forening. At den skulle være "honorar for et foredrag" er misvisende i forhold til den her fremlagte, samtidige dokumentation. Det er også uvist, hvorfra lokalarkivets oplysning om grænsestenens tidligere placering stammer. Det mest korrekte ville være at anføre, Taps, Tystrup og Vejstrup.
Der er forgæves søgt bekræftende dokumentation for lokalarkivets oplysninger hos Grænseforeningen, andre lokalarkiver m.fl., som har viderebragt de forkerte oplysninger. Lokalarkivet har efterfølgende rettet teksten, men den oprindelige bibeholdes her som illustration til en noget uheldig brug af udokumenterede, i realiteten forkerte oplysninger.
 
 
Indholdsmæssigt referat af Kolding Folkeblad 15. februar 1922, Grænsestenen kommer til det nyetablerede Anlægget i Lunderskov:
Formanden (for Lunderskov Borgerforening) oplyste, at Sønderjysk Forening (kan mest sandsynligt have været lokalafdelingen for Lunderskov og Omegn) "havde indsendt Andragende om at faa overdraget en af de Grænsesten, der vil blive tildelt forskellige Foreninger, og at man i tilfælde af, at Andragendet bevilgedes, vilde skænke Stenen til Borgerforeningen til at opstille i Anlæget. (Michaelsen) roste Arbmd. Knud Buhl for den Maade, hvorpaa han havde vedligeholdt Anlæget." 
Det korte af det lange må være,
  • at anlægget forudgående muligheden for at modtage en grænsesten var blevet anlagt,
  • at (lokalafdelingen af) Sønderjyske Forening havde forhørt sig om muligheden for at få en grænsesten, som foranledigede kontakt til Lunderskov Borgerforening (v. formand P. Michaelsen),
  • som har været den private forening i Lunderskov, der har kunnet / villet påtage sig opgaven at stille et område til rådighed. Som så blev det "Lystanlæg", som Borgerforeningen anlagde med et tilskud på 400 kr. fra Sognerådet i november 1919.
 
Grænsesten nr. 117 kan således konstateres opstillet i det nyetablerede Anlæg i Lunderskov - efter de af Indenrigsministeriet stillede betingelser om et offentligt anlæg.
Det forholder sig næppe - eller kun i modificeret form - som tidligere anført af Lunderskov Lokalarkiv, at Peter Michaelsen fik grænsestenen som gave for et foredrag. Og slet ikke i den helt misvisende version, at P. Michaelsen skulle have "lånt" stenen og glemte at levere den tilbage. Denne version må bero på fri og løssluppen fantasi, der ikke burde finde anvendelse i seriøs historieformidling.
Grænseforeningen har kolporteret samme misvisende version, som præsenteres i kommentarerne fra Lunderskov Arkiv til grænsesten nr. 117. Grænseforeningen henviser som kilde til Slots og Kulturstyrelsen, hvor det ikke har været muligt at få bekræftet denne ubekræftede løbehistorie. Slots og Kulturstyrelsen henviser til Museum Sønderjylland, hvis ekspert på området afviser rygtet om grænsestenen som en gave til P. Michaelsen i anledning af et foredrag. 
 
Det forholder sig helt utvivlsomt som anført i Kolding Folkeblad 15. februar i referat af Peter Michaelsens formandsberetning til generalforsamlingen i Lunderskov Borgerforening. Og som anført i forhandlingsprotokollen til sognerådsmødet 19. januar 1922, hvor grænsestenens placering i Lunderskov blev behandlet.
Nemlig at den lokale afdeling i Lunderskov af Sønderjysk Forening havde søgt om at få en af de på Indenrigsministeriets foranledning i januar 1922 ved Haderslev Amts amtmand indsamlede grænsesten ved Kongeågrænsen. Til anbringelse på det, der blev etableret som et offentligt sted i Ribe Amt, i Anlægget i Lunderskov, nyoprettet i 1919 og 1922 dedikeret til formålet.
 
Indenrigsministeriets formulering herom var, at stenene "ikke (skulle) tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg..."
Lunderskov Borgerforening fik stenen opstillet med Peter Michaelsen som formand og utvivlsomt drivende kraft i det nyanlagte Lunderskov Anlæg. 
Det kan helt afvises, at grænsestenen er erhvervet som gave til P. Michaelsen som privatperson.
Man kan forestille sig, at Poul Hansen, Hvidkilde, P. Michaelsen og Møller C. S. Nielsen, Drabæks Mølle med deres position i henholdsvis Borgerforeningen og lokalafdelingen af Sønderjysk Forening har peget på Anlægget i Lunderskov som en lokal og markant tilkendegivelse, som selv et religiøst splittet sogn kunne enes om ved opstilling af grænsestenen i det offentlige område, som ”Lystanlæg” i Lunderskov var blevet allerede med sognerådets billigelse i 1919.
Det må beklages, at det ikke har været muligt at dokumentere fremstillingen af, hvorledes grænsesten nr. 117 fandt vej til Lunderskov og blev placeret i det her i 1919 oprettede ”lystanlæg” med forhandlingsprotokoller el. lign. fra lokalafdelingen af Sønderjysk Forening., hvor lokalarkivet kun ser ud til at have registreret nogle årbøger o.l. Tilsvarende gælder for arkivmateriale fra Lunderskov Borgerforening, som iflg. oplysninger søgt hos bl.a. Lokalarkivet i Lunderskov ej heller eksisterer.
Fiskeeksportør Poul Hansen lod i 1913 det synlige symbol for sin erhvervsmæssige succes, Hvidkilde opføre. Det fremgår af forskellige annonceringer i Kolding Folkeblad, at han som formand for Borgerforeningen i Lunderskov blev afløst af P. Michaelsen i 1922. Det fremgår yderligere af annoncering for samme forening i Kolding Folkeblad 24. marts 1924, at Poul Hansen, Hvidkilde og Peter Michaelsen i samme forening sad i bestyrelse med mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, Møller Nielsen, Drabæks Mølle. Og at den samme kreds i 1922 bekæmpede et forslag om at fratage spiritusbevillingen fra Jernbanerestaurationen i Lunderskov, Kolding Folkeblad 10. maj 1922.
Deres modstandere her har helt utvivlsom været tilhængere af Indre Mission og Afholdsbevægelsen.
 
De tre i bestyrelsen for Lunderskov Borgerforening, der 1921-22 skønsmæssigt var de på hver sin vis aktive i bestræbelsen for at få en grænsesten til Lunderskov, og som i den forbindelse har medvirket til at skabe et offentligt rum til stenen med etablering af Anlægget i Lunderskov. Ejeren af Drabæks Mølle, Carl S. Nielsen, som udstykkede grunden til Anlægget, købmand, senere ostegrosserer Peter Michaelsen, der som formand for Borgerforeningen og med bopælstilknytning i Flensborg har været tæt på Sønderjysk Forening, samt Borgerforeningens tidligere formand, fiskeeksportør P. Hansen, ejer af Hvidkilde, der også var en udstykning af Drabæks Mølle.
 
Købmand, ostegrosserer P. Michaelsen.
Fiskeeksportør P. Hansen, Hvidkilde. 

De slesvigske krige og lokalt udvalgte områder ved Kongeågrænsen

Grænsesten nr. 117 kan som repræsentant for 1864 grænsestenenes, -pælenes historik med endestation i Lunderskov også repræsentere et lokalt perspektiv på de slesvigske krige i form af krigene, som de har udspillet sig lokalt.
Kolding købstad samt de tilgrænsende landsogne Skanderup og Hjarup er udvalgt som lokale eksempler på aspekter ved første og anden slesvigske krig, der resulterede i Kongeågrænsen og genforeningen i 1920.
Ud over at det er konstateret, at den tabte krigs grænsestene især blev bevaret som tilbehør til den nationale genrejsning efter nederlaget i 1864, i forskellige former for genforeningsmindesmærker i de dele af Slesvig, som 1920 blev genforenet med kongeriget Danmark, så kunne der være perspektiv i at undersøge, hvorledes de slesvigske krige har påvirket området ved Kongeåen, både som krigsdeltagende og som grænseområde.

De slesvigske kriges lokale deltagelse

Hvem og hvor mange deltog lokalt med direkte krigsdeltagelse i de slesvigske krige?
Svaret herpå kan søges gennem en sammenligning af land og by i de her udvalgte Kongeå områder
Kildematerialet vil være folketællinger, kirkebøger, lægdsruller og specifikke dele fra forsvarsarkiverne.
Det retningsgivende kildemateriale om krigsdeltagelsen 1848-50 og 1864, som ret detaljeret kan kortlægges ud fra Forsvarets Arkiver, er de ansøgninger om erindringsmedaljer, som blev tilbudt alle krigsdeltagende soldater i begge de slesvigske krige. Her kan identificering af deltagende soldater i de slesvigske krige ske ud fra tildelte og modtagne erindringsmedaljer - og andet supplerende materiale, bl.a. relevante lægdsruller for perioden. Lægdsrullerne er ordnet kronologisk og sognevis i Rigsarkivets registrering.
I denne undersøgelse er erindringsmedaljerne udvalgt som det hovedsagelige kildemateriale til at observere deltagelsen i de slesvigske krige, først og fremmest fordi betingelsen for en erindringsmedalje var krigsdeltagelse.
Ansøgningsproceduren blev desværre for den optimale brugbarhed til en undersøgelse af hvem, der kæmpede i de slesvigske krige, igangsat ret sent, 1876 for krigsdeltagelsen i både 1848-50 og 1864.

Det er skønnet, at "i runde tal bestod de danske væbnede styrker ved krigsudbruddet (1864) af 52.000 mand."
Dette skøn skal formentlig ikke tillægges nogen højere form for visdom, men sammenholdt med, at der dokumenterbart var 49.085 ansøgninger om erindringsmedalje i 1876 for krigsdeltagelse, så er det næppe meget ved siden af at skønne, at der 1864 har været o. 50.000, muligvis op mod 52.000 krigsdeltagende soldater fra kongeriget Danmark.
Det må antages, at det er vanskeligere at nå frem til det korrekte antal af soldater i krigen 1848-50, hvor den tidsmæssige afstand til 1876 må formodes i et betydeligt større omfang at have reduceret ansøgernes antal i forhold til de faktisk deltagende soldater.
I skønnene over de deltagende soldater i krigene formodes det så også, at det må have været det gennemgående i datidens Danmark, at man søgte erindringsmedalje for sin krigsdeltagelse.
Hvis disse skøn og formodninger holder stik, så vil ansøgningerne om erindringsmedaljer for deltagelse i de to slesvigske krige kunne betragtes som et retningsgivende og korrekt billede af krigsdeltagelsen i de slesvigske krige.
Sammenholdt med især det samtidige folketællingsmateriale formodes ansøgningerne om erindringsmedalje og listerne over faldne og døde i de undersøgte lokaliteter ydermere at kunne dokumentere krigsdeltagelsen så nogenlunde socialt.
 

Ansøgningerne om erindringsmedaljer ​

 
 
Der er 36.388 ansøgningsdokumenter om erindringsmedalje 1848-50. Og 49.085 ansøgningsdokumenter om erindringsmedalje 1864. Det indledende initiativ blev taget af Frederik 7. i 1848 efter slaget ved Bov, fulgt op af Christian 9. efter slaget ved Dybbøl 1864.
Ansøgningsmuligheden blev for begge krige endeligt igangsat oktober 1876.
De fleste faktuelle oplysninger herom kan findes i Generalstabens udgivelser.
Det fremgår af Krigsministeriets meddelelse januar 1876 om betingelserne for at modtage erindringsmedalje, at: 
  • man skulle have deltaget i kampene 1848-50 eller 1864 eller have "en Medalje for dem, som have deltaget i begge Krigene..."
  • man afgav med ansøgningen tillige en erklæring om, at man "hverken har udstaaet Strafarbeide eller ... er fundet skyldig i et i den offentlige Mening vanærende Forhold."
I princippet men næppe i praksis har man kunnet få to erindringsmedaljer, den særskilte medalje for deltagelse i begge krige. Dobbelt krigsdeltagelse har dog ikke kunnet konstateres i det her gennemgåede materiale.
Rigsarkivet har til herværende undersøgelse brugbare totaloversigter over alle ansøgninger, der er fordelt i forskellige kategorier. Der er en inddeling efter amter 1848-50 og amter 1864. Man kan nederst i de håndskrevne ansøgninger se angivet, hvilken by og / eller hvilket sogn, ansøgeren kommer fra, ud over den angivne stillingsbetegnelse, alt i ansøgningsårene, der starter 1876. 
Til undersøgelsen er der udvalgt:
  1. Fra Ribe Amt, Andst Herred. Ud over alle ansøgere fra Andst Herred er alle ansøgere fra Skanderup og Hjarup Sogn udvalgt særskilt som formodet repræsentative for ikke-bymæssige områder tæt på Kongeåen.
  2. Fra Vejle Amt, Kolding Købstad. Ud af 13 herreder og 2 byer er der kun udvalgt Kolding By som den bymæssige repræsentant ved Kongeåen.
I Rigsarkivets fortegnelse over erindringsmedaljer er registreret "de udfærdigede", hvor der også er en kategori for "udfærdigede - ikke afhentede ansøgninger". Der er for 1848-50 registreret 148 ikke afhentede ansøgninger. For 1864 er der registreret 764 ikke afhentede ansøgninger. Det fremgår af kategorien "senere ansøgninger", at der blev ansøgt helt indtil 1924 om erindringsmedaljer.
Der er ansøgninger fra udlandet, samt såkaldt "uberettigede" og andre ansøgningskategorier, som sammen med den almindelige usikkerhed i og med, at erindringsmedaljerne først kunne søges fra 1876, der gør det vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at benytte disse registreringer som helt præcise vidnesbyrd om, hvor mange og hvilke krigsdeltagere, der har været i de to krige.
På trods af de således helt åbenbare svagheder, især det tidsmæssige spænd mellem krigene og ansøgningsmuligheden fra 1876, så formodes ansøgningerne at kunne bruges som en retningsgivende indikator for krigsdeltagelsen m.h.t. antal, fordeling på land, by og de angivne stillingsbetegnelser.
Sammen med Generalstabens, A. D. Cohens og V. Cohens registreringer af de faldne under de slesvigske krige formodes disse kilder samlet at kunne give et repræsentativt indtryk af den lokale krigsdeltagelse - hvem deltog, hvem mistede livet i kampene?
Og - meget bredere og mere vanskeligt at besvare konkret og præcist - hvordan har krigsdeltagelse og krigsførelse påvirket holdningerne til og under genforeningen, herunder symbolikken i de med genforeningen overflødiggjorte grænsesten?
 
Deltagelsesaspektet bliver i undersøgelsen desuden sammenholdt med intentionerne i Lov om almindelig Værnepligt 12. februar 1849. 
Skal man have samtidens oplevelse af og holdningstilkendegivelser omkring krigene, kræves der ud over samtidens avisreportager erindringer, dagbøger mv. Og lokalt finder man om de slesvigske krige kun i noget begrænset omfang dette erindringsmateriale.

Krigsdeltagelse og tabstal i de enkelte lokaliteter

Undersøgelsens fokus er en sammenligning af de udvalgte lokaliteter m.h.t krigsdeltagelsen, om de deltagende soldater som konsekvens af Lov om almindelig Værnepligt af 12. februar 1849 i væsentlig grad har omfattet andre stillingsbetegnelser end tidligere tiders bønder, samt de lokale reaktioner og oplevelser i forbindelse med de to slesvigske krige.
 
1848-50 er der i undersøgelsen flg. registrerede ansøgninger om erindringsmedalje:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 258 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 45 registreringer.
  2. Kolding Købstad 111 registreringer.
1864 er der flg. registrerede ansøgninger om erindringsmedalje:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 353 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 62 registreringer.
  2. Kolding By 202 registreringer.
Den i forhold til de to slesvigske krige sent åbnede mulighed i 1876 for at kunne ansøge om erindringsmedaljer for deltagelse i den ene eller - ikke konstateret - begge krige giver nogle metodiske problemer i form af:
  • Den tidsmæssige afstand mellem krigsdeltagelsen 1848-50, 1864 og ansøgningsmuligheden fra 1876.
  • Det betyder yderligere, at de angivne bopæls- og stillingsbetegnelser på ansøgningstidspunktet kan variere betydeligt i forhold til tidspunktet for krigsdeltagelsen. Ydermere er der eksempler på, at spørgsmålsformuleringen "Hvilken er Deres nuværende Stilling" også har kunnet misforstås, og et par steder i de benyttede ansøgninger om erindringsmedalje er blevet besvaret som ægteskabelig stilling især.
  • Til gengæld er de angivne stillingsbetegnelser i betragtning af den tids begrænsede stillingsmobilitet i et livsforløb anset for at kunne benyttes som rimeligt dækkende karakteristikker i krigsdeltagelsens Stillingsbetegnelser - men kun når der inddeles i oversigtsmæssige kategorier. Og en ansat ved jernbanen ved angivelse af stilling i 1876 vil altid være stillingsmæssigt uidentificerbar i både første og anden slesvigske krig.
Så vidt muligt er både stavemåde og de udfyldte skemaers evt. egne indplaceringer af stillingsbetegnelserne i forhold til hinanden bibeholdt.
De samtidigt (siden 1876) anførte stillingsbetegnelser skal forsøges sammenholdt med den generelle og landsdækkende, historiske erhvervsfordeling, hvor det ville have været værdifuldt at have haft adgang til de undersøgte lokalområders erhvervsfordeling i vurderingen af stillingsbetegnelserne i de benyttede erindringsmedalje ansøgninger. Dette statistiske materiale findes ikke. Det har i det eksisterende statistiske materiale kun været muligt at konstruere en landsdækkende erhvervsfordeling i et agrart samfund, hvor arbejdsdelingen mellem landbrug og håndværk måske nok til en vis grad har været der, men ikke i registreret form.
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele 
Erhverv 1787  %     1801  %  1840  %  1860  %  1880  %
Landbrug mv.  363  43,2  508  54.9  597  46,5  727  45,4  889  45,1
Fiskeri og søfart   24  2,9  18  1,9  35  2,7  44  2,7  54  2,7
Daglejere, arbejdsmænd  209  24,9  200  21,6  170  13,3  242  15,1  182   9,2
                     
Landbrug i alt  596  71,0  726  78,4  802  62,5  1013  63,2  1125  57,0 
                     
Håndværk og industri 114  13,6   72   7,8  251  19,6  347  21,7  451  22,9 
                     
Handel og omsætning   26   3,1   32   3,5   46   3,6   78   4,9 134    6,8
                     
Andre serviceerhverv   59   7,0   55   5,9   82   6,4   92   5,7 132    6,7
                     
Andet   45   5,4   41   4,4  102   8    71   4,4 127    6,4 
  840 100,1 925 100 1283 100,1 1601 99,9 1969 99,8
 
I erhvervsfordelingen på landsplan 1787-1880 er landbrug i alt opgjort inkl. fiskeri, daglejere og arbejdsmænd.
Dette på trods af evt. problemer med at skelne mellem landbrug og håndværk i perioden indtil 1901, især når det drejer sig om stiilingsbetegnelser som Arbeidsmand, Dagleier o.l., der ofte inkluderer en form for håndværk som bi- eller delvis beskæftigelse.
I kategoriseringen af de udvalgte, lokale ansøgninger om erindringsmedalje har det været muligt at udskille stillingsbetegnelsen Arbeidsmand særskilt i forhold til stillingsbetegnelser, der direkte er anført som Landarbeider o.l.
Under alle omstændigheder er det konstaterbart, at landbrugserhvervet i denne opstilling går fra en personfordeling på 71 % til 57 % af de beskæftigede i tiden mellem landboreformer og industrialisering. Og at håndværk og industri tilsvarende går frem fra 13,6 % af de beskæftigede til 22,9 %
Den herunder anførte, gennemsnitlige erhvervsfordeling 1860-1880 er udregnet som et simpelt gennemsnit af tabelværdierne oven for og skulle i princippet kunne benyttes som direkte sammenligning med ansøgningerne om de erindringsmedaljer, der er indgivet siden 1876.
Dog så også kun i modificeret form der, hvor det i erindringsmedalje ansøgningerne også ud fra sammenhængen er muligt at henføre stillingsbetegnelsen Arbeidsmand til kategorien landbrug. Det er undladt at kategorisere Arbeidsmand under landbrug i de udvalgte byområder, fordi det her vil være tvivlsomt, hvornår stillingsbetegnelsen Arbeidsmand dækker over en til landbrug knyttet stilling, eller der er tale om en ufaglært arbejder o.l. inden for de sekundære erhverv.
De gennemsnitlige procentsatser er periodens andele af alle erhvervsbeskæftigede personer. Her af Danmarks Statistik angivet med landarbejdere og arbejdsmænd under et i kategorien landbrug.
  •          landbrug i alt 60,1 %,
  •          håndværk og industri 22,3 %,
  •          handel og service, 12,1 %
  •          andet 5,4 %
Desuden kan de udvalgte områders folketal, som er registreret i folketællingerne umiddelbart sammenholdes med krigsdeltagelse som procent heraf. Det giver en fordeling på land og by, som så nærmere skal præciseres ved at sammenholde med de udvalgte områders fordeling på stilling.
Det er umiddelbart indlysende og forventeligt, at landområder med en større andel af landbrugserhverv end byområderne også vil have en større andel af krigsdeltagende i løbet af skiftet fra den værnepligt, der tidligere kun hvilede på bønderne indtil den almene værnepligt fra 1849.

Krigsdeltagelsen i forhold til folketallet

Principielt skulle den almindelige værnepligt, der blev indført med loven af 12. februar 1849 være ligeligt fordelt på by og land og på forskellige stillingsbetegnelser i modsætning til tidligere tiders værnepligt, der havde været pålagt forskellige kategorier af bønder og landarbejdere, hvilket kan betegnes som en militær værnepligt, der udsprang af jorden, men som nu fra 1849 blev direkte personafhængig. 
Den nye lov om almindelig værnepligt var en ganske omfattende reform, der for så vidt også var en naturlig konsekvens af det folkestyre, som junigrundloven var udtryk for. Der var naturligvis forskellige overgangsbestemmelser og holdninger til det rimelige i den nye lovs konsekvenser.
Danmarks Statistik har udgivet specificerede folketællinger for 1801, 1840, 1860, 1870 og 1880. Herfra er der udvalgt og beregnet et gennemsnit af 1870 og 1880 folketællingernes folketal, hvilket er skønnet mest korrekt i forhold til ansøgningsåret 1876 og herefter for erindringsmedaljer.
De registrerede og udregnede gennemsnitlige % andele for krigsdeltagelse, d.v.s. modtagere af erindringsmedaljer ser således ud.
Erindringsmedaljer i % af folketallet 1870 og 1880 i udvalgte byer og landområder
% andel af folketal
Andst herred
Skanderup Sogn, Hjarup
Kolding
   
1848-50
2,9
2,9
1,8
   
1864
2,9
3,9
3,2
   
Man kan sige, at under første slesvigske krig 1848-50, hvor den almindelige værnepligt blev indført 1849, levede de krigsdeltagende soldaters, erindringsmedaljemodtagernes andele af befolkningen helt op til forventningerne, at de største procentdele finder man i de mest udpræget landlige områder, hvor beskæftigelsen inden for landbruget har været dominerende - Skanderup Sogn og Andst Herred med 2,9 % mod Koldings kun 1,8 %.
Landområderne havde større krigsdeltagelse end byområdet Kolding.
Krigsdeltagelsen 1864 i Kongeå området ændrede sig med en markant stigning i Koldings krigsdeltagelse i forhold til landområderne i Andst Herred, hvor Koldings krigsdeltagelse lå over herredets, men dog stadig under krigsdeltagelsen i landsognene - Skanderup og Hjarup.
Lokalitetsundersøgelsen
Præsentationen af registrerede stillingsbetegnelser i de her udvalgte lokalområder vil være i sammenfattede kategorier, men med henvisninger til de specificerede tabeller, der er udarbejdet som dokumentation for de sammenfattede resultater. 
Hensigten er at undersøge krigsdeltagelsen blandt de udvalgte områders stillingsbetegnelser, som de blev angivet i 1876 og fremefter, og her forsøge at få præciseret om og i hvilket omfang, den almindelige værnepligt har haft konsekvenser for krigsdeltagelsen i de slesvigske krige.
Kolding By
Tabellens Arbeidsmand er udskilt fra landbrug. Andre arbejdere, 6 i 1848-50 og 13 i 1864 er medregnet under håndværk o.l.
Stillingsbetegnelser, der er relateret til jernbanen er sammen med uidentificerede og specielle medregnet under andet.
Grupperet fordeling af deltagende soldaters stillingsbetegnelser i Kolding i de slesvigske krige 1848-50 og 1864
 
1848-50
%
1864
%
Landbrug
9
8,1
13
6,4
Arbeidsmand
22
19,8
28
13,9
Håndværk o.l.
36
32,4
97
48,0
Handel, service o.l.
30
27,0
56
27,7
Andet
14
12,6
8
4,0
 
111
100,0
202
100,0
I Kolding var der som i Skanderup og Hjarup Sogn i begge de slesvigske krige en relativt dominerende stillingsbetegnelse, Arbeidsmand, der sammen med stillingsbetegnelser som arbejdere o.l. udgjorde 25,7 % og 21,8 % i henholdsvis 1848-50 og 1864 af alle stillingsbetegnelserne. 
Til gengæld var der i Kolding naturligvis ikke andre nævneværdige stillingsbetegnelser i relation til landbruget - de udgjorde under begge de slesvigske krige 6-8 % af stillingsbetegnelserne.
Stillingsbetegnelser inden for handel, service o.a. bymæssige stillingsbetegnelser udgjorde under begge de slesvigske krige o.  27 % af stillingsbetegnelserne, omkring en fjerdedel. Og temmelig usædvanligt kan Kolding 1864 også inkludere både en dyrlæge og en apoteker blandt modtagerne af erindringsmedalje, hvilket konstaterbart ikke var tilfældet 1848-50.
 
Krigsdeltagelse for gruppen med stillingsbetegnelser inden for service, handel m.v. kan muligvis i nogen udstrækning forklares med kampene i og omkring Kolding i 1849. Der var i Kolding ingen lokale tab under de slesvigske krige, men markante træfninger i selve byen og omkringliggende områder kan måske have været medvirkende årsag til den ganske markante krigsdeltagelse inden for handel, service o.l. i begge de slesvigske krige. Andelen på lidt mere end en fjerdedel ændredes ikke, og kan således dårligt henføres til  loven om almindelig værnepligt af 12. februar 1849.  
Stillingsbetegnelsen håndværkere, der omfattede både mestre og svende udgjorde 32,4 % i første slesvigske krig. I 1864 krigen udgjorde denne gruppe 48,0 %.
Denne stigning i andelen af håndværkere fra første slesvigske krig til 1864 krigen kunne meget vel være et resultat af den almindelige værnepligt siden 1849.
Der var i loven undtagelsesbestemmelser, som det næppe har været muligt for almindelige håndværkere at benytte. Derimod fremgår det af oplysninger fra en den gang - i 1849 - i Kolding beskæftiget farmaceut, senere apoteker, at han ikke blev indkaldt til militærtjeneste p. gr. af lovens undtagelsesbestemmelser.
Murere og Tømrere var de dominerende stillingsbetegnelser inden for håndværkskategorien 1848-50. Murere udgjorde i de to krige henholdsvis 7,1 og 6,9 % af alle stillingsbetegnelser. Gruppen af Tømrere, Skibstømrere, Snedkere, "Mestersvend paa Skibsværftet", der formodes at have været skibstømrer, udgjorde 8 % af alle 1848-50, men i 1864, hvor de dominerende håndværksgrupper stadig var Murere, Tømrere, Skibstømrere, var der nu en dominerende håndværksgruppe af Snedkere med en samlet andel på 9,4 % af alle.
Krigsdeltagelsen i Kolding By i forhold til folketallet lå under første slesvigske krig betydeligt under landsgennemsnittet på 2,3 % mod 1,8 % for Koldings krigsdeltagelse i forhold til folketallet. Det ændrede sig markant med Koldings krigsdeltagelse i 1864, hvor landsgennemsnittet var 2,8 %. 1864 lå krigsdeltagelsen for Kolding by med 3,2 % af folketallet betydeligt over landsgennemsnittet. Ikke helt så højt som landsognet Skanderup med 3,9 % af folketallet, men med højere krigsdeltagelse end i Andst Herred med 2,9 %.
Sammenholdt med spredningen på de udvalgte grupper af stillingsbetegnelser kan man måske formode, at erfaringerne i Kolding By med krigshandlingerne i 1849 kan have medført en forøget villighed til krigsdeltagelse i 1864 end den, der var forudsat i loven om den almindelige værnepligt. Ikke mindst inden service, handel m.v.
De tapre landsoldater i de slesvigske krige i Kolding og på egnen omkring Kongeåen var bønder i den forstand, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand var en landarbejder, men det er umuligt at konstatere, hvor mange under denne stillingbetegnelse, der har været daglejere, landarbejdere o.l. i Kolding By.
Der har både i byen Kolding og i Skanderup og Hjarup Sogn været en stor gruppe med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand, som må skønnes at have været den tids betegnelse for landarbejdere, hvilket også er direkte konstaterbart i flere af de anførte stillingsbetegnelser. Men alternativt er det umuligt at afgøre, hvor mange, der har været ufaglært arbejdskraft i Koldings sekundære byerhverv, der fra 1840’erne var i tydelig vækst, og det er konstaterbart, at der i byen Kolding i krigsdeltagelsen var en klar dominans især i 1864 krigen af forskellige former for håndværk, som samlet i en fælles kategori blev den største gruppe i 1864 med 48 % af alle de registrerede stillingsbetegnelsers krigsdeltagelse i Kolding.
På trods af ganske voldsomme kampe om Kolding og Ejstrup 20. - 23. april 1849, kan der hverken i Kolding eller tilstødende landsogne konstateres civile tab, ej heller tab i de danske styrker, der omfattede lokalt indkaldte.

Skanderup og Hjarup Sogn, Lunderskovs misvisende andel i krigsdeltagelsen

Inddelingen af de registrerede erindringsmedaljer for Skanderup Sogn og Hjarup kan som de øvrige gøres op i en fordeling på lokaliteter og på erhverv. 
Lokalitetsfordelingsmuligheden gælder alle de undersøgte lokaliteter med landområder, hvor herreder er inddelt i sogne, og det enkelte sogn er opdelt i tilhørende landsbyer.
Der kan konstateres et skifte i den lokale krigsdeltagelse fra især Hjarup og Skanderup til især Lunderskov fra første slesvigske krig til 1864 krigen, som kun kan tages som udtryk for situationen på optællingstidspunktet 1876 og herefter, hvor den nytilkomne stationsby, Lunderskov som beskæftigelsesområde har sat sit præg på ansøgernes antal og stillingsbetegnelser. Også selv om ansøgerne måske som krigsdeltagere har boet andre steder i sognene. Hvad de sandsynligvis har.
I de anførte stillingsbetegnelser forekommer der helt indlysende kun ansatte ved jernbanen p. gr. af det sene tidspunkt, 1876 og herefter, hvor ansøgningsskemaerne blev udfyldt.
For de mange ved landbrug beskæftigede er det nok et mindre problem med skifte i stillingsbetegnelser fra krigene indtil 1876, men det er både for Andst Herred og i de to sogne helt åbenbart misvisende med registrerede jernbaneansatte, som i forhold til de to krige har været en efterfølgende stillingsbetegnelse. Jernbanen gjorde fra 1866 Lunderskov til en stationsby.

Folketællinger og krigsdeltagelse

Man kan ud fra folketællingen i 1850 identificere 12 fra Skanderup Sogn og ingen fra Hjarup, der var registreret som soldater, hvilket så viser sig at være noget misvisende for sognets og Hjarups deltagere i den første slesvigske krig, hvor der vurderet ud fra antallet af ansøgte erindringsmedaljer var 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup, i alt 45 godkendte ansøgere til erindringsmedalje for deltagelse i krigen 1848-50. Dette antal må betragtes som et mindste- og formentlig temmelig korrekt mål for den lokale krigsdeltagelse 1848-50.
Den manglende overensstemmelse med folketællingen kan skyldes optællingstidspunktet for folketællingen, hvor de optalte måske har været hjemsendt fra militærtjenesten, og har fået en civil stillingsbetegnelse i folketællingen. 
Sammenholder man personoplysninger i 1850 folketællingen, hvor der er registreret 12 som soldater fra Skanderup Sogn, med de 25 ansøgere fra Skanderup Sogn om erindringsmedalje for krigsdeltagelse 1848-50, så er det bemærkelsesværdigt, at kun 3 fra de i folketællingen registrerede optræder som ansøgere til erindringsmedalje. De resterende 9 soldater fra 1850 folketællingen må så enten være afgået ved døden, eller de har af anden grund i 1876 undladt at ansøge om erindringsmedaljen. 
En kontroloptælling af Skanderup Sogns folketal i 1850 folketællingen viser et folketal inkl. kvinder og børn på 1056 personer, hvor Hjarup Sogn ved 1850 tællingen havde optalt 468 personer, hvoraf ingen er registreret indkaldt som soldat. Men befolkningsmæssigt har de to sognes folketal nok kunnet betinge 25 soldater fra Skanderup Sogn og 20 fra Hjarup.
I betragtning af indførelsen af den almindelige værnepligt 12. februar 1849 har Skanderup Sogns og Hjarups krigsdeltagelse helt utvivlsomt mindst været de 45 registrerede ansøgere til erindringsmedaljen frem for det antal, der kan udlæses af 1850 folketællingen.

Første slesvigske krig

Vurderet ud fra de ansøgte og bevilgede 45 erindringsmedaljer under første slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogn, var der 37 krigsdeltagende personer, 82,2 % med stillingsbetegnelser inden for landbruget. Heraf havde hovedparten betegnelsen Arbeidsmand, d.v.s. landarbejder eller Huus-, Boelsmand. Med betegnelsen Gaardeier, Gaardmand var der 5 personer eller 11,1 %. Hertil kom stillingsbetegnelsen inden for håndværk o.l., der udgjorde 5 personer, 11,1 % med stillingsbetegnelser som Muremester, Snekersven, Tømrer, Høker og Straatækker. Der var en restgruppe på 3 personer, 6,7 % med stillingsbetegnelser som Ledvogter, Sygdom og Gift.
Der er tydeligt tale om krigsdeltagende soldater fra sogne med erhverv tilknyttet landbrug, og her først og fremmest det mindre hartkorn, tyende og landarbejdere. Sammenlignet med Andst Herred som helhed udgjorde gruppen med Gaardmand, -eier, det lidt større hartkorn en mindre del, 11,1 % sammenlignet med herredets 25,2 %.

1864 krigen, udviklingen siden første slesvigske krig

Krigsdeltagelsen i 1864 krigen var stadig hovedsageligt med stillingsbetegnelser inden for landbrug, 42 personer eller 67,7 % af de krigsdeltagende i sognet. 
Krigsdeltagelsen i Skanderup og Hjarup Sogn fra første slesvigske til 1864 krigen viser en ret konstant krigsdeltagelse fra håndværk o.l. på 5-7 personer, 11,1-11,3 %. Stillingsbetegnelserne 1864 var 2 Vævere, heraf desuden en også angivet som Indsidder, 4 Skræddere, 1 Smed.
I 1864 kom hertil 3 Møllere, 1 fra Skanderup og 2 Mølleforpagtere på henholdsvis Drabæks og Rolles Mølle. Også 1864 i samme gruppe af blandede stillingsbetegnelser med i alt 13 personer eller 21% var der som yderligere stillingsbetegnelser angivet 2 som Insidder, Indsidder, 6 angivet som Jernbaneassistent, Vandpumper ved Banen, Stationsforvalter, Ledvogter i Dollerup, Colonne Formand, 1 Politibetjent og 1 Huseier.
Sammenholdes krigsdeltagelsen i Skanderup Sogn og Hjarup fordelt på anførte stillingsbetegnelser med lokalområdets krigsdeltagelse i forhold til folketallet, så kan det konstateres, at ganske vist formindskedes den procentuelle krigsdeltagelse for stillingsbetegnelser inden for landbruget fra første slesvigske krig til 1864 krigen fra 82,2 til 67,7 %, men i forhold til folketallet skete der også en forøgelse i krigsdeltagelsen.
Det er især ansatte ved den først i 1866 anlagte jernbane, der afløser krigsdeltagelsen fra landbrugets faldende andel.
Det er en væsentlig variant i forhold til krigsdeltagelsen i Andst Herred som helhed, hvor landbrugets faldende andel især kom fra handel, service o.l.
Den forøgede krigsdeltagelse for andre end stillingsbetegnelser inden for landbrug peger i retning af en realisering af 1849 lovens intentioner om at gøre værnepligten om ikke almindelig så mere almindelig. Dog med forbehold over for stillingsbetegnelser i 1876 inden for jernbanedriften, der dukker op i og omkring Lunderskov.

Faldne, døde fra Skanderup og Hjarup Sogn under de slesvigske krige

Ud over de som krigsdeltagende registrerede soldater, var der 1850 registreret 5 faldne fra Skanderup og Hjarup Sogn, heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Dollerup og 1 fra Hjarup. Dødsregistreringen tyder på, at det formentlig har været under første slesvigske krigs blodigste slag, der fandt sted ved Isted 25. juli 1850, hvor der var 3258 døde og sårede på dansk, 2806 på slesvig-holstensk side. Tallene varierer efter opgørelsesmetode, men eksemplificerer under alle omstændigheder, at under første slesvigske krig var den danske sejr dyrekøbt. 
Det har ydermere været muligt at identificere 5, muligvis 6 fra Skanderup og Hjarup Sogn, som faldt i 1864, heraf 2 fra Skanderup, 2 fra Hjarup og 1 fra Dollerup. Den sjette er vanskeligt identificerbar, men kan muligvis antages at have været fra Skanderup.
I Skanderup Sogn har man ud over en mindesten i Gelballe Skov fulgt traditionen syd for Kongeågrænsen op med en mindesten for ukendte soldater. I Skanderup blev de faldne optalt til 3, som faldt under kampene ved Ejstrup.
Ved en temmelig nøje gennemgang af Sønderjyllands Museums samling af mindesten er der fundet yderligere nok en i 1864 falden soldat med formodet lokalt tilhør, Niels Nielsen Lind, Hjarup. Ud fra V. Cohens angivelser var der 5 faldne i 1864, som af Cohen er registreret til at have været fra Skanderup Sogn og Hjarup. Her figurerer Niels Nielsen Lind, Hjarup ikke.
Der kan findes adskillige registreret, både danske og tyske soldater, der faldt v. slagene i og omkring Kolding 23. april 1849. Men alle uden konstaterbart lokalt tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.
Hvor der lokalt har været 10-11, muligvis 12 registreret som døde i løbet af de to slesvigske krige, med den over gennemsnitlige krigsdeltagelse og med den geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, kunne man måske forvente en speciel lokal variant af nederlagets nationalisme i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid.
Det kræver adgang til et noget bredere og mere repræsentativt erindringsmateriale end det benyttede at kunne slutte noget mere præcist herom. Men tilsyneladende blev der netop i landsognet Skanderup og Hjarup ud af de her undersøgte lokalområder især og snarest tale en religiøs frem for en national kulturkamp i kølvandet på de slesvigske krige i form af en temmelig indædt konflikt mellem Indre Mission og en heraf affødt valgmenighedskirke.
I den grundtvigiansk- og højskole orienterede del af kulturkampen var der tydelige nationalistiske elementer, som ikke ses komme til udtryk i områdets indremissionske bevægelse. 
I tilgift til de konstaterbart faldne kommer de savnede soldater. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater, med tilhørende katalognumre, dog tilsyneladende ingen med tilhør i Skanderup eller Hjarup Sogn.

Folketællingsoplysninger og ansøgningerne om erindringsmedalje

I vurderingen af hvem og hvor mange, der var soldater i de slesvigske krige, forekommer det rimeligt at antage, at tallene for ansøgere til erindringsmedaljer må være retvisende i forhold til folketællingernes registrering. 
Krydskontrol af folketællingernes tal for soldater og tallene for ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer kunne meget vel tyde på, at der især i treårskrigen kan have været indkaldt betydeligt flere soldater end de 36.388, der har søgt om erindringsmedalje. Og at der således også i Skanderup og Hjarup Sogn må antages at have været flere indkaldte soldater end de 45, der er registreret som ansøgere til erindringsmedalje.
De manglende ansøgere må så formodes at være afgået ved døden på ansøgningstidspunktet.
De i Skanderup og Hjarup Sogn 45 ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer må antages at have været et absolut mindstemål for krigsdeltagelsen.

Sammenfattende om landdistrikterne i Andst Herred, herunder Skanderup, Hjarup Sogn

Der kan med den benyttede kategorisering konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i Andst Herred, i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
Det antaget lidt større hartkorn i stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, har en krigsdeltagelse, der i Andst Herred udgør 10,9-12,7 %, i Skanderup, Hjarup Sogn 11,1-9,7 %, altså under herredsandelen og med faldende tendens frem til 1864 i modsætning til herredets stigende procentandel.
Landdistriktet Andst Herred lå stillingsbeskrivelses- og erhvervsmæssigt langt over den gennemsnitlige befolkningsandel, der var beskæftiget inden for landbrug m.v. Den landsdækkende andel er for 1860-80 beregnet til 48,0 %.
Det kan desuden konstateres, at Skanderup og Hjarup sogn lå med en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen end resten af Andst Herred, hvilket formentlig først og fremmest skyldes, at jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og medførte de konstaterede ændringer i stillingsbetegnelserne, hvor landbruget ellers i sognet før jernbanens ankomst dominerede mere markant.   
 
Krigsdeltagelsen i de udvalgte landdistrikter
Der kan konstateres et fald i krigsdeltagelsen for stillingsbetegnelserne inden for landbrug fra 85,2 til 73,7 % i Andst Herred og i Skanderup og Hjarup Sogn et fald fra 82,2 til 67,7 % fra første slesvigske krig til 1864 krigen.
 
I tabelform kan reduktionen i de udvalgte landdistrikters krigsdeltagelse illustreres således:
Reduktion i landdistrikternes procentuelle landbrugsandele, procentpoint
Andst Herred
Skanderup, Hjarup
11,5
14,5
Det antaget lidt større hartkorn med stillingsbetegnelserne, Gaardmand, Gaardeier, havde i Andst Herred en krigsdeltagelse på 10,9% i første slesvigske krig, i 1864 krigen 12,7 %, hvor krigsdeltagelsen i Skanderup, Hjarup Sogn gik fra 11,1 til 9,7 %.  Eller under første slesvigske krig omkring herredsandelen men med et fald i 1864 krigen, hvor herredets krigsdeltagelse for denne gruppe var stigende.
Det kan ydermere konstateres, at Skanderup og Hjarup sogne havde en gennemsnitlig lavere landbrugsandel i krigsdeltagelsen i begge slesvigske krige end resten af Andst Herred, formentlig fordi jernbanen i Lunderskov var kommet til sognet og havde ændret stillingsbetegnelserne væk fra den dominans, landbruget havde i sognet før jernbanens ankomst i 1866. Og stiilingsbetegnelserne er anført 1876, hvor der potentielt og de facto ret realistisk kan være foretaget et erhvervsskift fra landbrug til et byerhverv, f.eks. til jernbanen.
Krigsdeltagelsen i det udvalgte byområde
Det er - ganske usikkert - taget for givet, at stillingsbetegnelsen Arbeidsmand i de udvalgte landområder var en stillingsbetegnelse, der dækkede over landarbejder, daglejer m.v. inden for langbrugserhvervet.
Men når det gælder det udvalgte byområde, kræver denne stillingsbetegnelse nærmere overvejelse, om man her også uden videre med stillingbetegnelser, angivet siden 1876 fortsat kan gå ud fra, at Arbeidsmand altid har været en stillingsbetegnelse, som dækkede daglejer o.l. ved landbrug?
Stillingsbetegnelser med landbrug, hvor Arbeidsmand er udskilt og opgjort som procentdel af alle i lokaliteten.
Andst Herred
Heraf Arbeidsmand
Krig
84,4
21,7
1848-50
73,7
15,3
1864
Skanderup, Hjarup Sogn
 
 
82,2
37,8
1848-50
67,7
14,5
1864
Kolding
 
 
29,7
26,1
1848-50
22,3
20,8
1864
 
 
 
Selvom det antages, at Arbeidsmand nogenlunde entydigt i landområderne er en form for Landarbejder, Daglejer m.v., beskæftiget inden for landbrug, er denne antagelse i byområderne tvivlsom, også selv om ansøgningsskemaernes stillingsbetegnelser med Arbeidsmand, som konkret har kunnet konstateres at have været tilknyttet en form for sekundære erhverv, er sorteret fra.
Landbrug uden Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
 
 
Kolding
Andst Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Gennemsnit
1848-50
3,6
62,8
44,4
48,6
1864
1,5
58,4
53,2
38,6
Inden for alle de valgte områder er landbrugets andel af stillingsbetegnelserne faldet fra første til anden slesvigske krig. Landbrugets faldende andel i krigsdeltagelsen har været markant størst i de udvalgte byområder, omkring en halvering.
I landområderne har landbrugets andel i krigsdeltagelsen også været faldende, men her er der tale om mere beskedne fald fra første til anden slesvigske krig, mindst i Andst Herred med lidt mere end 4 procentpoint. Her dog med varianten, at landbrugets krigsdeltagelse i Skanderup, Hjarup Sogn er steget med næsten 9 procentpoint, hvilket muligvis skal ses i sammenhæng med faldet i krigsdeltagelsen for lokalområdets stillingsbetegnelse Arbeidsmand, som her nok må anses for at have været landarbejdere o.l. Den forøgede krigsdeltagelse fra første til anden slesvigske krig i Skanderup og Hjarup Sogne må formentlig konstateres at have været det mindre hartkorn, Huusmænd o.l., da både det større hartkorn, Gaardmand, -eier og landarbejdere o.l. med stillingsbetegnelsen Arbeidsmand havde faldende krigsdeltagelse.
Det er konstaterbart, at andelen for Arbeidsmand i begge slesvigske krige i byområdet Kolding har ligget over den gennemsnitlige andel for Arbeidsmand. Kolding har været mindre præget af stillingsbetegnelser inden for landbrug. I Kolding har stillingsbetegnelsen Arbeidsmand nok i temmelig høj grad dækket over en tilknytning til sekundære erhverv.  
Arbeidsmand, procentandel af krigstjenesten i 1848-50 og 1864
 
 
Kolding
Andst Herred
Skanderup, Hjarup Sogn
Gennemsnit
1848-50
26,1
21,7
37,8
21,2
1864
20,8
15,3
14,5
14,6
I Kolding er der som ”andre arbejdere” registreret Maskinarbejder, Jernstøbearbeider, Arbejder (ved) Kolding Gasværk, Jernbanearbejder, Fabriksarbejder, Tobaks- og Cigararbeider.
Med landsognene Skanderup, Hjarup med størstedelen af stillingsbetegnelserne inden for landbrug, er Kolding det bymæssige, hvor der kun har været ganske få stillingsbetegnelser inden for landbrug i de to slesvigske krige, når Arbeidsmand fraregnes.

Samlet karakteristik af de udvalgte områders krigsdeltagelse i de to slesvigske krige.

Undersøgelsen omfatter krigsdeltagelsen, som den kan konstateres i ansøgningerne siden 1876 om erindringsmedaljer for deltagelse i de to slesvigske krige.
Her er udvalgt en lokal sammenligning mellem land og by, fordelt over Skanderup Sogn og Hjarup samt hele Anst Herred som landområder i Ribe Amt. Desuden Kolding købstad som byområde.
 
1848-50 er der i undersøgelsen flg. registrerede ansøgninger om erindringsmedalje:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 258 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 45 registreringer.
  2. Kolding Købstad 111 registreringer.
1864 er der flg. registrerede ansøgninger om erindringsmedalje:
  1. Ribe Amt, Andst Herred 353 registreringer, heraf Skanderup Sogn og Hjarup 62 registreringer.
  2. Kolding By 202 registreringer.
Erindringsmedaljer i % af folketallet 1870 og 1880 i udvalgte byer og landområder
% andel af folketal
Andst herred
Skanderup Sogn, Hjarup
Kolding
   
1848-50
2,9
2,9
1,8
   
1864
2,9
3,9
3,2
   
Den forøgede krigsdeltagelse fra 1. til 2. slesvigske krig i byområdet, Kolding viste sig primært at være en forøgelse af stillingsbetegnelser under hovedkategorien håndværkere o.l., hvis andel steg fra 32,4% til 48,0% af de krigsdeltagende.
I landområderne især viser undersøgelsen ganske store problemer med benyttelsen af stillingsbetegnelser, registreret 1876 og senere for de to slesvigske krige 1848-50 og 1864. Især fordi jernbanens ankomst i 1866 gav nogle stillingsmæssige forskydninger og befolkningsmæssige forskydninger til stationsbyen Lunderskov.
 
 

Lokale erindringer om de slesvigske krige

Første slesvigske krig

Kampene om Kolding og Ejstrup i bl.a. den lokale historiefortælling, -erindring.
Ud over det, man kan lade sig fortælle af de samtidige tegninger og avisreportager, findes der en helt kortfattet beretning om slaget ved Ejstrup, som bygger på (næsten) samtidige lokale erindringer om første slesvigske krig af den lokale Otto Korsgaard, født 1854 og bosat over for Skanderup Kirke, mellem Skanderup og Lunderskov.
Der kan kun være tale om, hvad Otto Korsgaard har hørt fortalt om begivenhederne i 1848-49, da han først er født 1854. Men det kan også i andre sammenhænge konstateres, at Otto Korsgaard har været en engageret iagttager af alt, der rørte sig samfundsmæssigt i hans lokalområde.
Der er også benyttet lokale militærhistoriske oplysninger fra militærhistorikeren Axel Liljefalk, der som kommandant i Fredericia fra 1902 må formodes at have været rimeligt velorienteret i de lokale slag omkring Fredericia især, men vel også om Kolding og Ejstrup, som har været emne for et foredrag, afholdt 1908 i Seest.
A. Liljefalk er klart mere detaljeret i disse beskrivelser end både Generalstabens og oberstløjtnant Tuxens beskrivelser. Generalstaben, fordi der her ikke er noget om 1849 krigshandlingerne, som Tuxen så til gengæld har beskrevet, men mindre detaljeret end Liljefalk.
A. Liljefalk kan naturligvis ikke benyttes som kilde til den lokale erindring om de slesvigske krige, som han aldersmæssigt ikke har kunnet deltage i. Men man kan sige, at han som O. Korsgaard er en lidt senere tids lokale iagttager, Liljefalk med helt oplagte militære og historiefaglige kompetencer.
Som lokale erindringer kan man naturligvis og især benytte den samtidige presses beskrivelser af begivenhederne. Blot må man her være opmærksom på, at der i den samtidige presse er en tydelig sammenblanding af national propaganda, oftest med fokus på de militære begivenheder og en helt mangelfuld markering af, hvornår der er tale om journalistik, og hvornår der refereres meddelelser fra privatpersoner.
Men på trods heraf turde det være uomtvisteligt, at den samtidige presse kan være en god kilde til den samtidige erindring. Ikke mindst i en tid, hvor det var særdeles ualmindeligt, at almindelige mennesker ytrede sig skriftligt i erindringer o.l.
Erindringer om krigens indflydelse på samfærdsel og kommunikation
På det helt overordnede plan, den daglige samfærdsel og kommunikation, så kan man i en avismeddelelse fra 3. april 1849, der omhandler situationen i og omkring Kolding 28. marts, konstatere, at der var ganske store problemer med samfærdslen mellem Kolding og Haderslev, hvor postforbindelsen var ophævet, og "formelig afbrudt for enhver levende Skabning, der ikke kan flyve, idet Veiene flere Steder gjøres ufremkommelige ... og ubrugbare til at befærdes af den forventede danske Armee."
 
Det fremgår heraf, at de slesvig-holstenske tropper allerede før våbenhvilens ophør 2. april 1849 har kontrolleret dele af Nordslesvig op til Kongeåen.
 
I en avismeddelelse 6. april 1849, der beskriver situationen 4. april hedder det, at der var opført "Barrikader" omkring Vonsild og Kolding i anledning af, at "General Ryes Brigade ... rykkede over Grændsen paa 3 forskjellige Steder ... Vonsild og Christiansfeldt ... Størstedelen over Foldingbro ... Hovedstyrken under Rye selv ... gjennem Hjarup efter Øddis, Stepping og Maugstrup ..."
Sidstnævnte rute er noget bagvendt beskrevet, men der menes under alle omstændigheder ruten fra de sydlige områder op mod Hjarup og herefter videre frem mod nord for Kolding.
De opførte barrikader blev fjernet af "Drenge fra Kolding...", det som de var i stand til, og resten blev "... sløjfet af Folk fra Kolding og Vonsild i forening med vore Ingenieurer..."
I Dannevirke 16. april 1849 hedder det om 11. april, at man i Kolding forberedte sig på fjendens komme, at General Bonin nu havde slået sig ned i Haderslev. I en meddelelse samme dag forlyder det fra Kolding, at "Fjendens nærmeste Forposter stode 1 Miil Syd for den nørrejydske Grænse..." ved Kongeåen.
Erindringer om slaget ved Ejstrup, lokale mindesmærker, festligholdelsen af 25-års jubilæet

Otto Korsgaard, Skanderup fortæller ret udførligt om det, som han må have fået fortalt om begivenhederne ved Ejstrup.
"... Der ligger 5 Soldater begravede paa Skanderup Kirkegaard. Der staar rigtignok paa Mindesmærket, som blev rejst over dem paa 25-Aars Dagen (1874), at der kun hviler 3 danske Soldater, men man ved ikke bestemt, om der ligger 3 eller 5.
25 Aar efter havde Folk glemt, om der laa 3 Danskere og 2 Tyskere eller omvendt. Resten af de faldne ligger paa Kolding, Seest, Bramdrup og Harte Kirkegaarde.”
Og videre beretter O. Korsgaard: ”En dansk Soldat ligger i Vrannerup. Han hedder Jens Pedersen og er fra Hornslet ved Aarhus. Han blev gravet op inde i Skoven paa 25 Aarsdagen og ført til Vejen (ikke byen, men vejen fra Gelballe til Kolding), hvor han nu ligger.
Hans Kone og to Sønner var til Stede ved Festen (i 1874). Den ene af Sønnerne holdt en Tale.
Der var bagefter Musik og Dans i et Skov Telt.
En anden dansk Soldat fandtes 8 Dage efter Slaget i en Toft i Gelballe Skov. Han havde spist det halve af sin Brødskorpe. Nogle Røvere havde skaaret alle Knapperne af hans Vaabenfrakke. Hvor han var fra, vides ikke. Han ligger paa Skanderup Kirkegaard.
Da Soldaterne efter Treaarskrigens Slutning kom hjem, blev der gjort stor Ære af dem.
En af Soldaterne, der var med - han var fra Skanderup - blev budt med til et stort Gilde paa Dollerupgaard. Laden var flot pyntet, og der kom en hel stegt Gris ind paa Bordet. Den stod ligesom den var levende — med en Citron i Munden. De, som havde været med i Krigen, sad øverst til Bords."
En Mand ved Navn Gyde Andersen var blevet Dannebrogsmand og sad derfor paa Hæderspladsen imellem Præst og Lægdsmand. Der blev holdt Taler og sunget Sange og bagefter gik Dansen til den lyse Morgen."
Det bemærkelsesværdige ved Otto Korsgaards beretning er, at han problematiserer mindesmærket på Skanderup Kirkegård, hvad angår antallet af begravede, og om de alle var danske. Desuden bemærker man, at erindringen om begivenhederne i sognet er omkranset af festligheder, hvor der spises og drikkes på passende vis i erindringen om 25-årsdagen for slaget ved Ejstrup og Kolding. Den i forbifarten omtalte Gyde Andersen, Dannebrogsmand figurerer ikke blandt de fra Skanderup Sogn og Hjarup deltagende soldater i krigen 1848-50. Ej heller har det været muligt at finde belæg for, at der på Skanderup Kirkegård skulle være begravet den soldat, der blev fundet i Gelballe Skov, plyndret for knapperne på våbenfrakken.

Erindringer om kamphandlingerne i Kolding

Ud over Otto Korsgaards beretning, der helt naturligt er fokuseret på hans hjemsted i Skanderup Sogn, mellem Skanderup og Lunderskov, så er der i avisen Dannevirke 2. maj 1849 også en temmelig detaljeret beretning fra "en Dame" fra Kolding, også kaldet "T" i avisartiklen.
 
   
De præcise redaktionelle oplysninger er Dannevirkes datering, 2. maj og indledende oplysninger: "Af en Skrivelse fra en Dame i Kolding Egn, dat. d. 26. April ... ", og at artiklen omhandlede "Mandags Morges (d. 23.)" april ¨. Denne datering henviser til dagen for det overordentligt blodige, danske, dårligt planlagte forsøg på en tilbageerobring af Kolding. Artiklens omfang er mere end en avisside med to spalter.
Dannevirke artiklen er udformet som en tilsendt øjenvidneberetning, som må skønnes journalistisk at være tilføjet en avisskribents tilsyneladende ganske omfattende viden om krigens våben, krigens forløb og indhold.
I avisen refereres og citeres der, som om der er tale om en samtidig beretning om og oplevelse af kampene i Kolding og omegn 23. april 1849.
Beretningen starter med, at man blev vækket kl. 5 om morgenen d. 23. april ved at danske tropper under heftig kanonild angreb Kolding for at tilbageerobre byen, som slesvig-holstenerne havde indtaget 20. april.
Den berettende Dame, "T" må have været velorienteret, for hun havde hørt, at fjenden vidste, at angrebet ville finde sted (!) og derfor havde forskanset sig grundigt.
Alligevel kan der berettes om, at fjendens tropper havde døde og faldne, "overstrøet" på "Veien fra Kolding til Vonsyld". Disse faldne skulle være kommet fra kampene "nordenfor Kolding og i denne Byes Gader". Også i "Gjelballe Skov" kan T. berette om voldsomme kampe, hvor fjenden blev slået "efter en frygtelig Kamp."
De voldsomme kampe i både Kolding og "i Gjelballe Skov", som den velorienterede dame har kunnet berette om, bliver fra start karakteriseret som sejrrige danske kampe, hvor "vore Danske vare saa modige, at de endog sang, medens de læssede deres Døde paa Vognene... Saaledes bleve de ved i to Dage og Nætter og endnu i dag ligge Døde her i Egnen, som ikke have kunnet føres bort."
Det svarer jo ikke til de faktisk forekommende hændelser, hvor vi bl.a. fra Liljefalk ved, at danskerne blev slået både i Kolding og ved Ejstrup. Og det forekommer temmelig usandsynligt, at Damen "T" skulle have været iagttager til de kampe, der berettes om.
Der må her være tale om en journalistisk orienteret beretning, som nok er på anden eller tredje hånd. Det kan vi umuligt vide.
Ud over situationen i Kolding kan den velorienterede Dame også fortælle om situationen i Skanderup, hvor fjenden havde placeret det, vi fra Liljefalk ved må have været den 2. Brigade, som iflg. damen T. var placeret i "Schulz' Gaard i Skanderup", d.v.s. på gården Wissingsminde, hvor fjenden holdt "et frygteligt Huus. Murene ere brudte ned og fra Hullerne kigge Kanoner frem; alle Popler i Alleen ere omhuggede og Veiene barrikaderede..."
Fra Schulz's gård ved vi fra 1850 folketællingen, at herfra var 3 karle registreret som soldater i krigen 1848-50. Om karlene her har meldt sig som konsekvens af de slesvig-holstenske troppers ophold, eller om de er blevet indkaldt til militærtjeneste som konsekvens af loven af 12. februar 1849 om almindelig værnepligt, er det ikke muligt at afgøre. Alderen på de 3 soldater fra Schultz's gård var i 1850 henholdsvis 23, 27 og 28 år .
De voldsomme kampe hævdes i deres kølvand at have haft ran og rov af privat ejendom. "Tydskerne have, hvor de ere treengte frem , taget alt Sølv og Guld, Linned og alle Fødevare , intet levnes. (Den prøjsiske general) Bonin skal have givet dem Tilladelse."
Det fremgår også af artiklen, at den refererede Dame, "T" må være kommet hjem den foregående dag "... fra Haderslev ..." Om Haderslev og især Christiansfeldt beretter T. videre, at der her især var lazaretter, hvortil sårede var blevet bragt fra kampene på Als og anbragt i kirker og brødremenighedens lokaler. Hertil blev også bragt døde og sårede fra kampene ved Kolding. "...Hun var inde i Kirken og saae her det gruelige Syn, hvorledes en stor Ballie stod her, fyldt med afsatte Been, Arme og udskaarne Stykker Kjød. De Soldater og Bønder, som hjalp de Saarede og Lemlæstede af de ankommende Vogne, græd af Smerte."
Ud over krigshandlingernes gru berettes der også om en dansk præst i området ved Christiansfeldt, som var blevet fyret og erstattet af en tysk præst.
Desuden hævdes en stedlig "Kjøbmand Aagaard i Kolding" at være blevet transporteret til Rendsborg.
Begrundelsen for denne i og for sig noget besynderlige handling kommer lidt længere henne i "T"s beretning: "(Oprørerne) ... vare trængte ind i hans Huus, havde taget Alt, hvad de fik fat paa, drukket hans Viin og ladet Resten løbe paa Gulvet. Manden blev herover saa rasende, at han d. 23. ikke tog i Betænkning at skyde 4 af dem, hvorpaa han blev overmandet og taget tilfange."
Og i samme boldgade om oprørernes hensynsløse fremfærd: "Den første Dag, da Tydskerne kom til Kolding, tvang de derværrende Overauditør, Borger- og Politimester Qvistgaard til at føre dem til Hans Viinkjærlder, hvor de drak, saalaenge de kunde og spildte Resten."
Denne familie får vi lejlighed til at følge videre under kamphandlingerne, hvorom det hedder, "Da Byen d. 23. blev beskudt, maatte Qvistgaards hele Familie, Husets Folk og Postfører ("Navnet er ulæseligt" anfører den refererende journalist) sidde i en lille Kjælder. Da Byen saa begyndte at brænde, maatte Qvistgaard, for at bringe sin Familie i Sikkerhed, tilfods løbe med denne ud af Byen. Hans Frue var endnu i Morgendragt, havde kun faaet Tid til at tage en Kaabe om. Medens de søgte at komme ud fra den brændende By, peb Kugler og Granater omkring dem, indtil de fandt Sikkerhed bag Bakkerne."
Den avisformidlede beretning fra "T" er samtidig, men tydeligt tendentiøs og propaganderende i sit budskab. Det er umuligt at sondre mellem, hvad henholdsvis den evt. berettende "Dame" og journalisten har bidraget med. Og der er i beretningen adskillige iagttagelser, som hverken kan være selvoplevet, eller som kan godtages som autentiske iagttagelser, gjort af den helt åbenbart ganske velorienterede Dame.
Det fremgår, at der har været tale om hårde og blodige kampe omkring Kolding, hvor de "tydske" besættelsestropper har plyndret og stjålet fra private. I Skanderup har der været en militær indkvartering på Wissingsminde.
 
"T"'s beretning kan sammenholdes med en erindrende beretning, også fra Kolding, som er nedskrevet og udgivet omkring 25 år efter begivenhederne, i erindringer udgivet i Vejle Amt Aarbøger 1922, Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen efter optegnelser af Apoteker A. H. H. Worsaae, Aabenraa, der som farmaceut kom til Kolding Apotek 1844. Han forlod igen Kolding i 1849. Udgivet og kommenteret af P. Eliassen.
En farmaceuts erindringer om værnepligtsloven og kampene omkring Kolding i 1849
Det fremgår ikke af Eliassens udgivelse, hvornår apoteker A. H. H.  Worsaae har skrevet sine erindringer, men de er formentlig nedskrevet sammen med andre erindringer, der også omfatter Worsaaes tid i Aabenraa som apoteker i eller omkring 1876, en betydelig tidsmæssig afstand til begivenhederne i Kolding.
Worsaae meddeler først, at han ikke blev indkaldt som soldat efter den nye lov om almindelig værnepligt, da denne lov kun "... udskrev en Del af det Mandskab til Krigstjeneste, der hidtil havde været fritaget ... og da jeg var født 14 Dage før den Tid, fra hvilken Loven fik gyldig Virkning…" blev han, Worsaae fritaget. Selvom han gerne ville have været med, anføres det i erindringerne.
Worsaae nævner i forbifarten slavekrigen, der karakteriseres som en ”latterlig” affære, der indtraf efter Slaget ved Slesvig.
Der kan i Worsaaes beretning konstateres en sympatiserende beskrivelse af de prøjsiske tropper og en tilsvarende negativ beskrivelse af de slesvig-holstenske "Friskarer", som prøjserne ikke ønskede ind i byen Kolding, hvorfor de iflg. Worsaae så blev anbragt "... til Bøndernes Fortvivlelse og Skræk...", altså også ude på landet. 
Vi må formode, at de "tydske" tropper, som "T" avisrefereret oven for har beskrevet som tyve, røvere og ransmænd har omfattet de her af Worsaae som "Friskarer" betegnede, men som så senere i 1849 blev optaget i "den unge slesvigholstenske Arme".
De første "Friskarer" i 1848 blev hurtigt sendt tilbage, og herom hedder det hos Worsaae, at "... efter nogle Dages Forløb blev samtlige Bander ført tilbage over Grænsen, og siden hørte vi ikke Tale om dem førend Aaret efter, da en stor Del af dem vendte tilbage efter at være optagne i den unge slesvigholstenske Arme…"
Videre i en karakteristik af disse slesvig-holstenere, hedder det, at de havde fået "... deres Dannelse ved et Universitet, (og) saa godt som uden Undtagelse var (de) slesvigholstensk sindede og Sværmere for den tyske Enhed, hvorimod Adelen og næsten alle Stabsofficererne var konservative og royalistiske, og ligesom de hadede Oprøret og hvad dermed stod i Forbindelse, saaledes omtalte de altid Danmark og de danske med nogenlunde Retfærdighed…"
I Worsaaes øjne var fjenden en blanding af ret sympatiske, konservative prøjsere og så de slesvig-holstensk sindede "Sværmere", der 20. april 1849 besatte Kolding, hvor det danske modangreb blev sat ind tre dage senere, 23. april 1849.
Worsaae beskriver d. 23. april som dagen med "... det blodige Slag i og ved Kolding, ganske sikkert den sørgeligste Episode i den treaarige Krig næst efter den ulykkelige Affære ved Ekernførde (5. april 1849) ... (og dagen, hvor) daværende Løjtnant L. Castenskiolds raske, men fortvivlede Indhug ... (kun) resulterede i, at vore Husarer og deres smukke Heste blev nedskudt af fjendtlige Kugler."
Og så kommer der i Worsaaes erindringer en efterrationaliserende kritik af den danske general Bülows kampplanlægning: "I Stedet for at omgaa Byen, som Fjenden da vilde være bleven nødt til at rømme, angreb vor Arme selve Byen. I mange Timer rasede Kampen i Gaderne, og snart var Torvet besat af de danske og snart af Tyskerne… Paa Apotekets Trappe og i Forstuen laa en Mængde døde og saarede … jeg gik tilbage til Apoteket, da Geværskydningen var ophørt, eftersom de danske var Herrer over Byen. Men nu begyndte Slesvigholstenerne paa den skændigste Maade at overøse den aabne By med Brandgranater. Den i Forvejen af Kanonkugler stærkt beskadigede By brændte nu paa flere Steder. Paa Torvet var der Ild i flere Huse, og en Gaard tæt ved Apoteket stod i lys Lue… For at Byen ikke skulde blive aldeles ødelagt, trak de danske Tropper sig tilbage, fulgt af en Mængde Flygtninge, som søgte at redde, hvad reddes kunde..."
Worsaaes beskrivelse af de voldsomme kamphandlinger omhandler store bymæssige skader, og rejser spørgsmålet, om der også har været civile tab, hvorom intet direkte postuleres i Worsaaes erindringer.
Efter de tabte kampe i og omkring Kolding begav Worsaae sig mod Fredericia, hvorfra han kan berette, at han "... kort efter ... fra Volden ... (så) det hjerteskærende Syn af vore Tropper, slagne i Fægtningen ved Gudsø, i ilsomt Tilbagetog … Oprørsarmeen under General Bonin laa for Fredericia, som den belejrede. Mange syge og saarede sendtes hver Dag derfra til Kolding, hvor vi havde fem Lazaretter, som altid var overfyldt..."
Og videre hedder det i Worsaaes beretning: "… Efter Slaget (ved Fredericia) kunde de danske ikke forfølge deres Sejr den 6. Juli, da deres Kavalleri var udmattet..."

Lokale erindringer om militære og civile tab under 1849 kampene i Kolding området 

Worsaaes relativt omfattende beretning om situationen i Kolding, Vonsild og Christiansfeldt, de kortfattede oplysninger hos O. Korsgaard samt T's samtidige avisberetning kan suppleres med at konstatere, om der var lokale, der led fysisk overlast ved kamphandlingerne, om der i kirkebøger for 1848-49 skulle være registreret mænd, som kunne være døde som konsekvens af krigshandlingerne. Hvis ikke, må det være rimeligt at slutte, at der heller ikke har været civile tab blandt kvinder og børn. 
Der ser ikke ud til at have været civile tab i Skanderup Sogn, hvor der ikke i kirkebogen 1849 er registreret dødsfald blandt mænd, som kan relateres til kampene i og omkring Ejstrup, Harte og Bramdrup. Der er heller ikke dødsfald blandt mænd for den sags skyld i kirkebogen 1848, som kan tilskrives nogen form for krigshandling.
I Kolding Sankt Nicolaj Sogn er der blandt registrerede døde mænd 23. april 1849 fem unavngivne mænd, hvor det i Anmærkninger anføres, at det er faldne soldater fra slaget i Kolding ved Sønderbro, heraf to der blev ramt af kugler (i en ulæselig kontekst). Der mangler navne og alder på fire af de faldne, tilsyneladende "Insurgenter", altså oprørere. En enkelt - også uden aldersangivelse - hedder Ole Henriksen, men er tilsyneladende også ikke-dansk.
Af T.s beretning fremgår det, at der den følgende dag, 24. april i Christiansfeldt " ... begravedes 37 Døde, og Præsten Røntgen var tilligemed en Officeer henne for at afpæle Grave til Flere."
Men det har helt givet også her været kampdeltagende faldne soldater, som der har været tale om. 
Fra kampene omkring Kolding 20. - 23. april skal det bemærkes, at tabstallene her var langt de største, både i forhold til 1848 uden kamptab og 1864 med en enkelt falden fra Kolding. Langt de største kamptab var slagene 23. april ved Ejstrup og omkring Kolding, hvor der iflg. Cohens registrering var 150 faldne.
Ud over den blodige 23. april, var der tab ved træfninger i og omkring Gudsø, hvor der var tale om regulære kamphandlinger.
Helt uforklarligt er der 15. og 16. juli henholdsvis et og tre dødsfald, som skete "under March", dødstal, der er på niveau med træfningerne omkring Gudsø.
Det fremgår af A. D. Cohens liste over faldne 1849-50 i og omkring Kolding, at tre af de faldne i første omgang blev begravet i "Fru Theilades Have". Den første, der blev begravet her faldt 20. april, de to andre d. 23. april. De tre her begravede er senere blevet flyttet til Kolding Kirkegård.
Det skulle iflg. Cohen være sket på foranledning af "Tydskerne", at de tre blev begravet i denne private have. Det er næppe muligt at få klarlagt hvorfor det har været belejligt at begrave de tre faldne soldater i en privat have, måske oven i købet i en have med gejstlige relationer, så vidt det har været muligt at konstatere ud fra andre, tilgængelige oplysninger. I folketællingerne er der to muligheder for identifikation: 1) Mecaline Severine Theilade og / eller Elise Theilade, Helligkorsgade 198a, Kolding Købstad, folketælling 1840, 2) Mette Regine Theilade, Korsgade, Kolding Købstad, folketælling 1845.
Avisen Dannevirke omtaler 22. april 1850 "Pastor Theilade", der udtaler sig om en træfning omkring Viuf. Hvis det er korrekt konstateret, at oprørshæren 23. april har begravet 3 faldne i have med relation til en gejstlig, måske oven i købet en provst, så er det forståeligt, at de senere er blevet opgravet og flyttet til Kolding Kirkegård.

Erindringer fra anden slesvigske krig

Slaget ved Vorbasse - en dansk sejr blandt mange nederlag
Efter den danske rømning af Dannevirke 5.-6. februar 1864 og tilbagetrækningen til Dybbøl blev de prøjsiske styrker efterfølgende fordelt i tre korps, som blev stillet over for de danske divisioner, således som det fremgår af Generalstabens strategiske kort 1891.
Det prøjsiske I Korps i området omkring Dybbøl over Sønderborg til Als kom til at stå over for danske første og anden division, der var marcheret fra Dannevirke til Dybbøl.
Det prøjsiske andet Korps stod i området fra Haderslev til Christiansfeld.
Det prøjsiske tredje Korps omkring Kolding, Fredericia og Vejle stod over for danske tredje division i Fredericia og fjerde division, der hovedsageligt bestod af ryttere, placeret omkring Vejle og nord for Kolding.
Det havde vist sig, at både Dybbøl og Fredericia var dårligt udrustede til de kommende kampe, hvorimod rytterne omkring Kolding og Vejle kom til at stå for en af de ganske få - stort set den eneste - sejrrige danske kamp i 1864.
Denne konstatering indebærer nok en konstatering, at rytterkampen(e)s succes stod i iøjnefaldende kontrast til de store problemer, der var omkring fæstningsværkerne Dannevirke, Dybbøl og Fredericia, ikke mindst som et resultat af det helt utilstrækkeligt vedligehold, som kan henføres til politiske beslutninger, der indebar manglende bevillinger.
Danske tredje og femte dragonregiment var placeret omkring Vejle, og herfra var tredje dragonregiments femte eskadrons ryttere blevet sendt til området sydvest for Vejle til området omkring Vejen, hvor de skulle rekognoscere og lave små fremstød mod prøjserne.
Erindringen om slaget ved Vorbasse 
I den lange række af 1864 nederlag var der, som det fremgår, tale om en ganske bemærkelsesværdig sejr, som i de samtidige meldinger blev beskrevet med stigende patos.
Viborg Stiftstidende og Adresse Avis meddelte 2. marts 1864 i "Telegrammer Kiøbenhavn, den 1ste Marts, Kl. 7,27 Aften. (Officielt).
I gaar Sammenstød ved Skjødegaard og Skjødebjerg tæt ved Vorbasse imellem Varde og Fredericia imellem Eskadronen Moe af 3die Dragonregiment og 2 fjendtlige Husareskadroner.
Vi mistede 6 Saarede, 3 Savnede og 5 Heste, men vi toge omtr. 30 Fanger..."
Det fremgår, at femte Eskadron her også kaldes Eskadronen Moe. Der er enslydende meddelelse om denne fægtning i en lang række aviser den følgende dag, d. 2. marts 1864.
De følgende dage er der beskrivelser af "de i Mandags (29. februar) ved Vorbasse fangne preussiske Husarer..." Dagbladet København 5. marts 1864 har "modtaget et Brev fra Veile-Egnen".
Der er her tale om en betydeligt dramatiseret historie, hvor "tvende (prøjsiske) Eskadroner fra Skanderup" var blevet sendt over Bække mod Vorbasse, hvor "vore vakre Dragoner sprang på Hestene, en Deel paa de nøgne Heste (uden sadel) samt uden Hjelme..."
Andre aviser har tilsvarende (postulerede) øjenvidne beretninger her og de følgende dage.
Noget forsinket i forhold til træfningen i Vorbasse, der fandt sted 29. februar, meddeler Dagbladet (Københvn) 7. marts 1864, "Fra vor Meddeler i Veileegnen have vi endvidere modtaget Følgende, dateret den 3die Marts : om Natten efter Træfningen arriverede den preussiske Ritmester tilfods tilbage til Gjelballe, og omtrent paa samme Tid ankom dertil, ligeledes tilfods, en menig preussisk Husar, som havde gjemt sig i en Grøft paa Skjødegaards Mark, indtil Alt var roligt, og derved var undgaaet vore Dragoners Opmærksomhed.
Flere preussiske Heste kom ligeledes uden Ryttere til Gjelballe. Af sine mere eller mindre saarede Heste bragte Fjenden hjem til Gjelballe og Skanderup 30 Stykker. I Gjelballe savnede Fjenden 28 Mand af de der indkvarterede og i Skanderup 10 Mand. Igaar Morges forlod en meget stor Rekognosceringspatrouille Kolding og red imod Veerst, formodenlig for at hævne sig paa Vore. ... " 
Ud over tabstal for og flugtbeskrivelser fra de prøjsiske styrker, viser denne meddelelse, at der har været placeret prøjsiske styrker i både Gelballe og i Skanderup, som er blevet dirigeret til Vorbasse for at få gjort kål på de danske rekognosceringsryttere fra tredje Dragonregiments femte eskadron. Samt at der har ligget "en meget stor (prøjsisk) Rekognosceringspatrulje" i Kolding.
Lidt senere, 4. marts 1864 rapporteredes der "fra et Øjenvidne", at de prøjsiske spioner åbenbart havde fundet ud af, at for Moes egen afdeling af femte eskadron i Vorbasse var der 29. februar organiseret en "Hesteparade", hvor officerer og en dyrlæge skulle kontrollere "Hestenes Sundhedstilstand". Denne del af eskadronen har således været ukampdygtig under hestesynet. Men iflg. det berettende øjenvidne blev de hurtigt klar og slog resolut den prøjsiske overmagt, der var overrasket over, at denne del af eskadronen så hurtigt var blevet klar. I en opfølgende meddelelse 9. marts 1864 bekræftes det, at prøjserne ganske vist havde to husareskadroner på egnen, men at kun den ene nåede frem, således at prøjserne havde "c. 100 Mand, og paa vor Side Deeltog kun c. 46 Dragoner ...".
Om overmandingen af forposterne berettes der, at medens der var "hesteparade" hos ritmester Moe i Vorbasse blev en vagtmester og en korporal med 3 mand overmandet af prøjsere, men så kom sekondløjtnant Saurbrey med 20 mand dem og Moe til undsætning.
De prøjsiske husarer meddeles i aviserne at være faldet i snefyldte grøfter, og der blev taget 30 til fange, heriblandt en læge, hedder det i en avismeddelelse 9. marts 1864. 
Erindringer om ryttertræfningen ved Vorbasse finder man også, f.eks. i Roskilde Avis 8. april 1922 og Jyllandsposten 15. april 1922, hvor den erindrende soldat, Jens Peter Hviid må være født i 1840'erne eller før. Der er i hans erindringer adskillige faktuelle fejl omkring træfningen, men kan vel betragtes som et levn af de erindringer, der var omkring ryttertræfningen. Eller som de forekommer i nekrologer og digte.
En helt samtidig beskrivelse af begivenhederne 28. og 29. februar 1849 finder man i en dagbog "en Dames Dagbog fra Kolding 1864". Det er selvfølgelig sparsomt, hvad den skrivende købmandsfrue, der husede mere end 20 forbundssoldater, kan berette om begivenheder i og omkring Vorbasse. Men taget som et vidnesbyrd om den effektivitet, hvormed den lokale snak, velsagtens befordret af oplysninger fra forbundstropperne, der har kunnet give meddelelser herom, så er dagbogens oplysninger informerende. Dagbogen er ført hver dag med start 1. februar 1864.
Der er som anført her også gode informationer om Niels Kjeldsen affæren allerede samme dag, "Søndag den 28. Februar".
Den ganske levende beskrivelse i dagbogen kunne som anført tyde på at være erhvervet ved beretninger fra forbundstropper indlogeret hos Kolding familien, hvilket ikke mindst fremgår af dagbogens beretning om Niels Kjeldsen 28. februar.
Den følgende dags dagbogsoptegnelser, "Mandag den 29. Februar" meddeler, at "… I Dag har her været Røre i Gaden. Infanteriet har øvet sig i et Par Timet. I Middags kom en lukket Vogn med en dansk Husarofficer og en Trompeter som Parlamentær, hvad det nu har at betyde, godt eller ondt. …"
Her var budskabet om Vorbasse ikke nået frem samme dag, måske først den følgende dag, fordi det var en for forbundstropperne ikke så heldig begivenhed.
Men i dagbogen "Tirsdag den 1. Marts (hedder det, at) … I Gaar har vi gjort et godt Kup. 40 af vore Dragoner har taget 51 af de blaa Husarer til Fange. De ligger langs med Grænsen, og dette skete et Par Mil inde ved Vorbasse…"
Involverede danske dragoner og antal tilfangetagne varierer en smule i forhold til andre oplysninger, men må under alle omstændigheder formodes at være blevet meddelt således til den dagbogsførende dame. Der har naturligvis i denne af forbundstropperne meddelte version intet været om - og slet ikke med navn - Sekondløjtnant Saurbreys indsats. 
Iflg. foredrag af premierløjtnant O. F. Gedde i 1903 havde Saurbrey på Skjødebjerggaard kun 20 mand. De resterende 10 mand må, såfremt dette er korrekt, have været mænd, som ritmester Moe fik sendt afsted fra Vorbasse, da det blev kendt, at prøjserne angreb.
O. F. Gedde sluttede sit foredrag af med om Saurbrey at erklære: "Sekondløjtnant Saurbrey, Helten fra Vorbasse, nævnes han ofte, og visselig ikke med Urette; thi det var i første Linie ham og alene ham, der ved sin modige og absolut resolutte Optræden skaffede os Sejren." 

Vorbasse Krigshavn

Man kunne i princippet forestille sig en sammenhæng, hvor beskrivelsen af den stort set eneste fægtning med dansk sejr i 1864, "Cavellerifægtningen ved Vorbasse" 29. februar 1864, at den i den daglige omtale kunne have ført til hædersbetegnelsen "Vorbasse Krigshavn".
Blot er der i den lille midtjyske by Vorbasse kun et gadekær.
De navnkundige husarer fra femte Eskadron, Eskadronen Moe har muligvis ind imellem været forsamlet omkring gadekæret i Vorbasse, før de i nogen spredt fægtning p. gr. af den afholdte "Hesteparade" d. 29. februar under V. Saurbreys ledelse begav sig i kamphandlinger med de prøjsiske styrker.
Men gadekæret i Vorbasse har næppe spillet nogen som helst rolle under de aktioner, femte eskadron havde. Tvært imod så hedder det i de første efterretninger om kamphandlingerne, at det var "ved Vorbasse". Det fremgår af foredraget i 1903 af premierløjtnant O. F. Gedde, Ribe, at de to dele af Eskadronen Moe opholdt sig i henholdsvis landsbyen Vorbasse, samt ved Skjødegaard / Skjødebjerggaard.
Ritmester Moe og Premierløjtnant Castenskjold opholdt sig i Vorbasse under "Hesteparaden" indtil der kom melding om det prøjsiske angreb, hvor helten - bliver han udnævnt til af O. F. Gedde - sekondløjtnant Saurbrey skyndsomst begav sig til sin afdeling af eskadronen på Skjødebjerggaard. 
Krigshavnsbetegnelsen er således særdeles tvivlsom, et vittighedslignende udtryk i den helt konkrete situation. Onde tunger vil endda hævde, at en datidig gøgler, som ofte optrådte i Vorbasse, Professor Labri skulle være ophavsmand til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".
Det har været muligt at finde et spor fra Labri til Vorbasse Krigshavn, nemlig Isefjordposten 6. okt. 1919, som kan berette herom, at ”en ung journalist spørger "Professor Labri" til hans mening om Venstre politikeren J. C. Christensen”, hvortil Labri selvfølgelig kun vil servere en vittighed: "Det gør mig altid ondt, naar Venner kommer i Knibe ... men paa denne højtidsfulde Dag har jeg og min skønne Ledsagerinde forladt Vorbasse Krigshavn, hvor vi nylig har givet Forestilling for Kongen af Kerteminde ..."
Niveauet og den sproglige fantasi i Labris verbale udfoldelser fremgår klart og tydeligt. Men alligevel kan udtrykket udmærket være opstået før Professor Labri gjorde det til en vittighed.
Selvom det i princippet godt kunne være gøgleren Labri, der omkring 1919 har fundet på udtrykket Vorbasse Krigshavn i forbindelse med, at han hellere serverede sproglige finurligheder end at rode sig ind i noget, der kunne være en politisk diskussion med stærke holdninger for og imod en højaktuel politisk person. Hvad J. C. Christensen angik, så var det ikke blot Alberti-skandalen, man erindrede, når talen kom på J. C. Christensen, men også hans magtfulde optræden i forskellige sammenhænge i partiet Venstre, hvor det nok ikke altid har været lige let at være partifælle med ham. Så her skulle Labri ikke have noget klinket.
Ud over den pludselige indskydelse i 1919 kan Professor Labri også slet og ret have hørt udtrykket, når han har været på et af sine besøg i Vorbasse.
I Kolding Folkeblad 4. april 1891 nævnes "en Kadet fra Vorbasse Krigshavn", hvilket viser, at udtrykket har været offentligt kendt også i 1891. Der er i Kolding Folkeblad 1. juli 1899 en artikel, En Tur over Heden, hvor en cyklist har taget turen, bl.a. fordi han har hørt om Vorbasse Krigshavn.
Professor Labri, som oprindeligt hed Johannes Marius Dines Petersen, Johannowitz (Johannes med vittighederne, som han også skulle have kaldt sig) er født 1863, og kunne i princippet godt have fundet på udtrykket "Vorbasse Krigshavn" allerede før 1891. Det fremgår blot ikke af nogen konkret dokumentation, at han, Labri har serveret udtrykket, før det nævnes i Kolding Folkeblad 1891 og 99.
Og skulle han være født i Vorbasse, som ind imellem hævdet, så fremgår det ikke af den stedlige kirkebog. Derimod er der i kirkebogen for Nyborg Sogn registreret Johannes Marius Dines Petersen, født 5. august 1863. Præsten skriver i en anmærkning: Han kaldes "Professor Labri". Signeret T. Løgstrup.
De første annonceringer af Professor Labri som tryllekunstner m.v. ser ud til at forekomme i aviserne fra 1893-94, de allerførste med begrænset succes, som det fremgår af samtidige aviser. Om det er 1893, som er starten på karrieren som "Professor Labri" eller 1886, som Labri selv kunne finde på at hævde er vanskeligt at afgøre. Og heller ikke afgørende vigtigt i denne sammenhæng.
Det er sikkert og vist, at Professor Labri ofte har haft Vorbasse med i de rablende bemærkninger, som han blev kendt for. F.eks. Holstebro Dagblad 7. november 1911, hvor Labri annoncerer sit "25 Aars Jubilæum paa Fredag 8 Dage (start må så have været 15. november 1886 som gøgler, såfremt det er dette jubilæum, Labri vil lade "forløbe i Stilhed") ..." Der bliver her serveret mange fine vitser om Vorbasse, dog ikke om "Vorbasse Krigshavn". Han meddeler, at han "har søgt Embede som Fodermester på Vorbasse Fattiggaard ... (at han gerne vil være) Havnefoged i Vorbasse, hvor 33 store Skibe er strandede i den senere Tid ... (samt omtaler) den hellige Pave af Vorbasse..."
Det fremgår, at Vorbasse optræder i Labris sprudlende ordforråd. Men om krigshavnen skulle have optrådt før 1891 eller 1899, hvor den også bliver omtalt i bl.a. Kolding Folkeblad 1. juli, det får stå hen i det uvisse. 
Man kunne - med lige så megen rimelighed som Labri-myten - antage, at glæden over sejren 29. februar 1864, over de brave husarer, der havde været placeret i og omkring byen, samt det eksisterende gadekær, har affødt krigshavn navnet, som det først har været muligt at konstatere komme skriftligt til udtryk i Kolding Folkeblad 1891. Og som først betydeligt senere kan konstateres brugt som en af Professor Labris talrige sproglige udfoldelser.
Lokalhistorisk Arkiv Vorbasse ser mest ud til at hælde til professor Labri som oprindelse til udtrykket "Vorbasse Krigshavn".
Men derfor kan det sagtens være en opstået vandrehistorie, der som bekendt ikke bliver mere sand af mange gentagelser.

sammenfatning

Set i helikopterperspektiv kan de slesvigske krige karakteriseres som en videreførelse af udenrigspolitiske beslutninger, der mere hvilede på håbefulde hensigter end gode analyser af konsekvenserne.
Fra Christian d. 4.’s, over det enevældige Danmarks svenske krige til de slesvigske kriges endelige reduktion af det danske kongerige til en lilleputstat har Danmarks vej i forhold til de udenrigspolitiske medspillere været tornebestrøet.
De slesvigske krige kostede stort set ikke civile ofre i modsætning til svenskekrigene. Og i erindringerne fra de to slesvigske krige var holdningen til besættelsesmagten ikke meget fordømmende ud over de økonomiske konsekvenser af besættelsestroppernes krav om økonomisk underhold og forplejning. Regulære plyndringer og terrorlignende aktioner kan man ikke konstatere meget af i den samtidige presse og de behandlede erindringer.
De slesvigske krige er i princippet et resultat af de beslutninger, som et valgt folkestyre - med begrænset valgret ganske vist - havde truffet. I tiden 1848-49 dog i samspil med en svækket, enevældig kongemagt. Men nu i modsætning til tidligere tiders konge-rigsråds, senere den enevældige kongemagts beslutninger, så også tilsat et begrænset folkeligt element.
 
Det nationalliberale, bedre borgerskab, der havde regerings- og beslutningsmagten sammen med kongen efter junigrundlovens bestemmelser traf i begge slesvigske krige beslutninger, der stred mod historiske aftaler om Slesvig og Holsten, som man fejlagtigt vurderede kunne accepteres af de stormagter, som den absolutte modstander, Prøjsen, Tyskland også var en del af. Det derfor naive ønske om et Danmark til Ejderen var aldrig en mulighed. Og for at gøre ondt værre, så var de militære forberedelser og den militære strategi slet ikke på højde med modstanderens.
De krigsdeltagende soldater har været i fokus for undersøgelsen, og det kan konstateres, at tidligere tiders udelukkende soldatertjeneste, som havde været en forpligtelse, der påhvilede dem, der arbejdede med jorden, især de mindst velstillede, efter den almindelige værnepligt nu var blevet en personlig, erhvervsmæssigt mere bred forpligtelse.
 
I landsognene Skanderup og Hjarup nord for Kongeåen syntes de slesvigske krige ikke at have haft synderlig effekt på et ønske om national genrejsning efter de to slesvigske krige, måske reduceret af en religiøs vækkelse, der i stedet gav en mærkbar religiøs splittelse i de undersøgte landsogne. Som et eksempel på en samtidig kommentar til situationen efter 1864 kunne disse betragtninger i Kolding Folkeblad 21. januar 1884 tjene.
I artiklen sammenlignes "de otte sogne" med resten af Tyrstrup Herred, Haderslev Amt, som blev en del af Prøjsen i 1864.
Økonomisk går det rigtig godt i Danmark, hedder det. Landbrugspriserne er bedre i nord end i syd. Endnu bedre står det til med "Fedekvæg og Smør" - og den personlige frihed. Men "Titulaturen" er der gået inflation i nord for grænsen. Gårdejere blev først proprietærer, siden godsejere. Det landlige snobberi har i "de otte sogne" været så fremtrædende, at i det mindste denne skribent har bemærket det.
Omlægningen fra vegetabilsk til animalsk landbrugsproduktion, andelsbevægelsen, kort sagt starten på landbrugets guldalder i Danmark satte sit præg.
 

Kilder, litteratur og bilagsmateriale

 

Kilder, arkivalier:

Det nuværende antal grænsesten i granit efter grænsedragningen i 1920 og deres placering fremgår helt eller delvist af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse, BKI nr. 252 af 08/06/1922. 
Til identificering af de 128 nummererede granit grænsesten fra Kongeågrænsen 1864 - 1920 findes der dokumentation i fredstraktaten i 1864, Kommissions -Protokollen, affattet af de vedkommende høje Regeringers Grænseregulerings Kommissærer til Udførelse af Artiklerne V og VI i den i Wien d. 30. Oktober 1864 sluttede Fredstraktat.
I Bekjendtgørelse 22. Juli 1865 angaaende Fastsættelse af den fremtidige Grændse mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig m.m. Kjøbenhavn, den 22de Juli 1865 angives grænsepælenes i grupperinger inddelte geografiske lokationer.
Der kan muligvis findes yderligere, sporadiske bemærkninger i akter mellem Danmark og Prøjsen for perioden 1856-1864.
Desuden har Fredericia Museum oplysninger om 1864 grænsestenene.
Senere, officiel dokumentation af grænsestenene ses i udenrigsministeriets slutprotokol 1909 angående en lokal grænselinje, BKI nr 21503 af 02/07/1909. Her kan der hentes oplysninger om grænsesten nr. 22-23.
Den her anførte, officielle dokumentation af grænsepælenes og de efterfølgende grænsestens placering har iflg. Bekjendtgjørelsen et kort, hvor man kan aflæse grænsepælenes, -stenenes placering, indtil de blev fjernet. Dette kort har det ikke været muligt at finde i det ellers ganske omfattende dokumentariske materiale i Rigsarkivet.
Grændseregulerings-Commissionen var - som det hed - "i Marken" for at få afstukket et "Kaart ... 2000 til 3000 Alen paa hver Side af Grændsen ... " hvor hver indtegnet grænsepæl var nøjagtigt gengivet i terrænnet. Og med angivelser af de by- og lokalitetsmæssige navne.
Grænsestenenes oprindelige placering, da det var grænsepæle, fremgår af anførte Bekjendtgjørelse 22. juli 1865.
Af § 1 og 2 i Bekjendtgjørelsen fremgår det, at den nye Kongeågrænse allerførst bestemmes ved en kystlinje fra det midterste punkt mellem Rømø og Manø til Ribe Domkirkes tårn. "I ringe Afstand fra Kysten", altså før Domkirkens tårn, ændres denne sigtelinje så til, at grænsen går mod grænsepæl nr. 1, der "begynder paa det punkt paa Kysten, hvor den sydlige Grændse af Vester Vedsted Sogn ender" og løber videre, løst, retningsbestemt ad sydgrænserne i Vester Vedsted, Seem og Ribe sogne indtil grænsepæl nr. 22, der følger den østlige sognegrænse af Seem By, og når ved grænsepæl nr. 26 Skjels Aa. 
De slesvigske krige lokalt, erindringsmedaljeansøgningerne.
 Ansøgninger om erindringsmedalje  Andst Herred 1848-50.  258 bevilgede ansøgninger.
   Andst Herred 1864.  353 bevilgede ansøgninger.
   Kolding By 1848-50.  111 bevilgede ansøgninger.
   Kolding By 1864.  202 bevilgede ansøgninger.
 
Forsvarets Arkiver, Arkivskabte Hjælpemidler: Kartotek over faldne i 1848-50 og 1864 (1848 - 1864), https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17202143. Alfabetisk ordnet efter efternavn, håndskrevne, indscannede sedler for hver person, optalt til 769 personer.
Lemming, Robert, Forsvarets Arkiver, Register over døde i krigen 1848-1850, 1997 – 1998, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17287952, inddelt i 3 dele, 1. del er afskrift efter Cohen, A. D., Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851.
Lemming, Robert, Forsvarets arkiver, Register over døde i krigen 1864 (1997 - 1997), https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/index-creator/92/17133051/17287954, inddelt i 3 dele, 1. del er afskrift efter Cohen Vilhelm, Krigen 1864 og de faldnes Minde, udgivet 1865.  
Cohen, A. D., Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851.
Cohen Vilhelm, Krigen 1864 og de faldnes Minde, udgivet 1865.
Begge bøger er som kildemateriale sekundært, og begge ganske vanskelige at verificere i forhold til det primære kildemateriale.
Det fremgår af V. Cohens forord, at hans (og faderens) værker hviler på de bedste, officielle kilder, herunder militære oplysninger, dvs. materiale, som i dag skal søges i især krigsarkiverne. A. D. Cohen var rabbiner i Odense iflg. Bing, Otto, Et tidsbillede, Kbh. 1945, indgår i Rigsarkivets arkiver under De slesvigske krige, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/92.
Lokale kirkebøger 1848-49, undersøgt for lokale dødsfald, der evt. kunne relateres til treårskrigens lokale kampe.
Lokalarkiver. Det er lidt tilfældigt, hvad det har været muligt at efterspørge og finde her. Kolding Stadsarkiv dog undtaget. 
Gravminder, soldater, slesvigske krige.
Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot, Krigergrave og mindesmærker fra De Slesvigske krige i Sønderjylland, udg. 2009-2013, http://www.heltborgfoto.dk/registreringer.pdf.
Museum Sønderjyllands mediearkiv,
Skanderup Sogn,
Debat om almindelig værnepligt i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, 18.-20. december 1848, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/debat-om-almindelig-vaernepligt-i-den-grundlovgivende-rigsforsamling-18-20-december-1848/.
Monrad, D. G, Meddelelse om hærens tilbagetrækning fra Dannevirke 1864, https://dansketaler.dk/tale/meddelelse-om-haerens-tilbagetraekning-fra-dannevirke/.
Rigsarkivet, Erindringsmedaljen for krigene 1848-50 og 1864, oversigt over alle arkivalier, berettigede, uberettigede, udlandet m.v., https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/15.
Forsvarets Arkiver (FOARK), Arkivfunktionen for Forsvarets Arkivers Originale Medaljesager
Forsvarets Arkiver (FOARK), Arkivfunktionen for Forsvarets Arkivers Originale Medaljesager
Rigsarkivet, Udenrigsministeriet 1848-1856, Almindelige dossiersager, Krigen 1848-50 https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21609637#373824,71601575.
Rigsarkivet.
Lægdsruller, Lægdsruller fra lokaladministrationen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/4 og lægdsruller fra centraladministrationen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/170. Kun sporadisk benyttet.
Vorbasse, Sekondløjtnant Valdelin Saurbrey, beskrivelse af kampen ved Vorbasse i et brev til hans mor, 1. marts 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/sekondloejtnant-valdelin-saurbrey-beskrivelse-af-kampen-ved-vorbasse-i-et-brev-til-hans-mor-1-mart.
Vorbasse, uidentificeret brevskriver, brev Vorbasse d. I-II-1865, pr Kolding, adresseret til Velbaarne fru Ritmester Bruun https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Vorbbrev65.
Vorbasse, Moe, Edgar, Even, Officiel rapport om kampen ved Vorbasse, 1. marts 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/edgar-even-moe-officiel-rapport-om-kampen-ved-vorbasse-1-marts-1864.
Gedde, O. F., Premierløjtnant, Ribe, Rytterfægtningen ved Vorbasse
den 29. Februar 1864, Foredrag ved »Historisk Samfund for Ribe Amt«s Møde i Bække, den 25. September 1903.
Wienertraktaten, 30. oktober 1864, https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/wienertraktaten-1864,  https://danmarkshistorien.dk/fileadmin/filer/kilder_i_pdf/wienertraktaten_1864.pdf.Wiuff, P. Hansen, Erindring! angaaende Slaget ved Kolding den 23de April 1849. Wiuff skulle iflg. lokalt opslag på Facebook være født i Seest 1802, høker og værtshusholder, Låsbygade 69 under slaget om Kolding 23. april. 
Samtidige aviser.
 
Litteratur og fremstillinger.
Adriansen, Inge, Dybbøl Banke 1848-2017, foredrag 4. april 2017 på Dybbøl Mølle.
Bjerg, Hans Chr., Den danske værnepligts historie, Værnepligtsstyrelsen 1988 og Se lige ud, Folk&Forsvar 1999. 
Bjørn, Claus, Carsten Due-Nielsen, Dansk Udenrigspolitiks Historie. Fra Helstat til Nationalstat 1814-1914, 2003.
Buk-Swienty, Tom, Slagtebænk Dybbøl, 2008
Buk-Swienty, Tom, Dommedag Als 29. juni 1864, 2010
Buk-Swienty, Tom, 1864 i billeder, Kbh. 2012.
Christensen, Bent Omkring våbenkøbet i Frankrig 1848, Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 55, nr. 7, 2022.
Christensen, John, Henrik Stevnsborg, 1864 - Fra helstat til nationalstat, 1998
Det Kongelige Biblioteks Billedsamling, Rigsarkivet, Forskellige hel- eller delvist samtidige fremstillinger af kampene omkring Kolding 1849, digital adgang http://www5.kb.dk/,
Enevoldsen, Vibeke, Kampen om de værnepligtige, 19. feb. 2003, https://krigsvidenskab.dk/emne/kampen-om-de-vaernepligtige. Kulturhistorisk analyse af nationalisme faktorer.
Engberg, Jens, Det slesvigske spørgsmål 1850-1853, 1968.
Frisch, Hartvig m. fl., Den Danske Rigsdag 1849-1949, Bind 1, Kbh. 1949.
Hansen, S., Cand.mag., Den jydske Slavekrigs Begyndelse. S. 171-192, Vejle Amts Aarbøger 1905.
Johansen, Claes, Dødsfælden Dannevirke, Aarhus 2014.
Jørgensen, Harald, Statsrådets forhandlinger 1863-1864, bd. IX. Møderne i Geheimestatsrådet 19. januar 1863-8.juli 1864, København, 1970.
Koch, G. J., Slesvig, postkort, litografi af maleri , Slesvig-holstenernes indtagelse af fæstningen
Rendsborg 24. marts 1848, formentlig malet i perioden 1861-1880’erne, hvor Koch var aktiv maler, se https://arkiv.dk/vis/5453439 og https://www.fotohistorie.com/koch-gj-schleswig.html, http://jsja.dk/genealogi/getperson.php?personID=I84479&tree=tree1.
Koch, Martin, Niels Kjeldsen, 3. optryk, J.L. Wisbechs Forlag, Kbh., 1887, pp. 30–38, https://kalliope.org/da/text/kokm2020052204.
Kolding Stadsarkiv, materiale fra kampene 1849,  https://arkiv.dk/soeg?searchstring=kolding+1849+&page=0&valgtearkiverids=326.
Lemming, Robert, Ancher, Johan Peter Andreas, En anden version, I Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 54, nr. 6, 2021
Lemming, Robert, Gæster i Dybbølstillingen 1864: hvem var de, og hvor blev de af? I Våbenhistorisk tidsskrift, Bd. 55, nr. 5 2022
Lyngby, Thomas (red), 1864 – krigen der ændrede Danmark, Det Nationalhistoriske museeum, Frederiksborg Slot, 2014.
Møller, Erik, Helstatens Fald, 1958, genoptryk 1974
Neergaard, N (1916), Under Junigrundloven,II (2 bind), København: Lindhardt og Ringhof
Nielsen, Johs., 1864 – Da Europa gik af lave, Odense 1987.
Noack, J. P., Grundlove er ikke gratis, Rigsarkivet 1999.
Olsen, Albert, Danmark og den engelske Mægling 1848, Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 2 (1947 - 1949) 1-2.
Rasmussen, Mikkel Vedby, Struwe Lars Bangert, Læren af 1864 : Krig, politik og stat i Danmark i 150 år, Syddansk Universitetsforlag 2014.
Skjold Petersen, Karsten, Den danske hærs hvervning af soldater i slutningen af 1700-tallet, Fortid og Nutid september 2001, s. 171-192.
Struwe, Lars B, Soldater er også mennesker, OM FORSKNINGEN I DANSK 1700-TALS
MILITÆRHISTORIE OG NEW MILITARY HISTORY, Historisk Tidsskrift Bind 103 Hæfte 2 (2003).
Thomsen, Rudi, Den almindelige Værnepligts Gennembrud i Danmark. Gyldendal 1949.
Thorsen, Svend, DE DANSKE MINISTERIER 1848-1901 ET H U N D R E D E P O L IT IS K -H IS T O R IS K E B IO G R A F IE R, København 1967. https://jura.ku.dk/jurabog/pdf/biografier/thorsen_danske_statsministerier_1848-1901_1967.pdf.
Thøgersen, Mette, Ladegaard, Landdistrikternes urbanisering 1840-1960, ph.d., udg. på SDU 2007.
Vammen, Hans, Den tomme stat, angst og ansvar i dansk politik 1848-1864. Kbh. 2011.
Vammen, Hans, Casino 1848,  Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 3 (1988).
von Suttner, Bertha, Ned med Vaabnene! En Levnedsskilding, 1ste Bind, Ringsted 1891.
Østergaard, Uffe, Værnepligt og nationalstat, Fokus, 5, DUPI, 1998 og Se lige ud! Folk&Forsvar 1999.
Militærhistorieske fremstillinger:
Generalstaben, Den dansk-tydske Krig 1864, Del I, II, III, Kjøbenhavn 1890-1891.
Generalstaben, Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. 1. Del Krigen i 1848, Kjøbenhavn 1867, 2. Del Krigen i 1849, Kjøbenhavn 1873, 3. Del Krigen i 1850, Kjøbenhavn 1880.
Liljefalk, Axel og Holst, Frits, Felttogene i vore første frihedsaar, Bd. 1-3, 1888.
Liljefalk, Axel, ”Kampen ved Egstrup og Vrannerup”, den 23de April 1849, Foredrag, holdt i Seest Forsamlingshus ved Sammenkomsten mellem Ribe og Vejle Amters historiske Samfund den 16. Juli 1908. Den Del af Foredraget, som omhandlede Kampen om Kolding By, findes optaget i Vejle Amts Aarbøger 1ste Halvbind 1909, https://tidsskrift.dk/fraribeamt/article/download/76717/110691/162217, 
Prittwitz, Karl, Deutsche Biographie, https://www.deutsche-biographie.de/pnd104110538.html, øverstkommanderende for forbundsstyrkerne i treårskrigen. Bonin, Adolf von, Deutsche Biographie, https://www.deutsche-biographie.de/sfz5246.html#adbcontent, leder af den slesvig-holstenske hær.
Straarup, Anders Baadsgaard, Veteran 1864 Erindringsmedaljer. Våbenhistorisk Tidsskrift, bind 55, nr. 3, maj 2022.
Tuxen, Christian, Frederik, Frands, Elias, Krigen 1848-50 og Den dansk-tyske Krig 1864, 1895, Del 1, 1848-50. Del 2, 1864. Cit. Tuxen.
 
Erhvervsstatistik.
Danmarks Statistik, Befolkningen i 150 år, udg. maj 2000, https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=4576&sid=bef150.
Det har i det eksisterende statistiske materiale kun været muligt at konstruere en landsdækkende erhvervsfordeling ud fra Danmarks Statistik, Statistiske Meddelelser, tredie række, 4. Bd. Folkemængden 1880, 1870, 1860, 1840, 1901.
Erhvervsfordelingen i Danmark 1787-1880 - 1000 personer og i % andele
Tabeller, udarbejdet med relevant kildemateriale og organiseret til specifikke problemstillinger.
Alle erindringsmedaljerne fra 1876, antal fordelt på de udvalgte geografiske områder, procentandele af beregnet folketal, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#allefaldne.
Ansøgte og bevilgede erindringsmedaljer for krigsdeltagelse 1848-50 og 1864 i An(d)st Herred, Skanderup Sogn og Hjarup, Kolding, Viborg, Skive og Fjends Herred,  https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#alleansoeg.
Herunder også opgjort i de fra stillingsbetegnelserne udvalgte erhvervskategorier.
Usikkerheden omkring stillingsbetegnelsen Arbejdsmand som landarbejder, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#landarbsml
 
Erindringer.
Eliassen P., VEJLE AMTS AARBØGER 1922. Erindringer fra treårskrigen, Kolding. Nogle Træk fra Kolding fra Treaarskrigen. Omhandler apoteker A. H. H. Worsaae, Svaneapoteket Abenraa, nogle Træk fra Worsaaes Ophold som Farmaceut paa Kolding Apotek 1844-49. Om Worsaae i Aabenraa.
Eliassen, P. i VEJLE AMTS AARBØGER UDGIVNE AF VEJLE AMTS HISTORISKE SAMFUND 1923-24, s. 22-91. Dagbog Kolding 1864, Marie Louise Sophie Halby, født Grandjean. 
Forening for Boghaandværk. 1964, Dagbogsblade fra 1864, optegnelser af menig Frederik Hansen, Nybøl. Omhandler både dagbogsnotater fra en murers værnepligt 30. maj 1853 - 7. okt. 1854, som måtte melde sig som 34-årig 18. januar 1864, og ”kom hjem den 20de (august 1864) om Morgenen Klokken 7”.
Kristensen, Gregers, en ikke udgivet dagbog, som må formodes efter militærtjenesten at være blevet redigeret til en dagbogslignende beretning. Dagbogsskriveren, Gregers Kristensen var menig soldat, jordejer, husmand i Hejnsvig ved Grindsted, da han deltog i krigen i 1864 som ”soldat ved det 6te inft. Regiments 2. Comp. No. 65”.
Rigsarkivet har en arkivkategori, der hedder Generalstabens Taktiske Afdeling, Generalstabens Krigsføringsdepot, Såkaldt "senere indkomne sager" vedr. krigen i 1864, et privat brev, dateret I. II. 1865, Vorbasse pr. Kolding. Omtale - ca. 1 år efter - af "1864 d. 29. Febr.", O. P. Linde Brev med en skolelærers? beretning fra Vorbasse om fægtningen, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=16584780#39757,5774027, https://skanderupsognshistorie.dk/20-danske-krige/107-slesvigske-krige-i-lokalt-perspektiv#Vorbbrev65. 
Schmidt, August F., Folkeliv i Skanderup, nedskrevet 1922. Erindringer af Husmand Otto Korsgaard, født 1854.

Om 1864 grænsestenene og nr. 117’s vej til Lunderskov

Det hedder i Silkeborg Avis 19. januar 1922 om "De gamle Grænsesten", som efter nederlaget til Prøjsen i 1864 blev opstillet ved den nye grænse ved Kongeåen:
"Efter Indenrigsministeriets Anmodning har Amtmanden over Haderslev Amt ladet samtlige Grænsesten opgrave ved den gamle Grænse fra 1864 ... og tage i Forvaring for at bevare dem fra Ødelæggelse. Der er saaledes indsamlet ca. 90 Sten, som Ministeriet mener bør fordeles og anbringes på passende Steder i de fire sønderjydske Amter og de to tidligere danske Grænseamter, Vejle og Ribe Amter, og Ministeriet bemærker ..., at det finder det rettest, at Stenene ikke tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg, ved Forsamlingshuse og lignende Steder."
Selvom det muligvis har været Amtmanden over Haderslev Amt, der har ladet 1864 grænsestenene opgrave, så har det været de respektive, inkluderede amter, der fordelte stenene, fremgår det af henvendelsen fra Ribe Stiftamt til sognerådet i Skanderup 19. januar 1922.
 
Grænsestensillustrationer
 
Kort Kongeågrænsen 1908
 
Den rendsborgske grænsesten, præsenteret i Illustrerede Tidende, 2. årgang, nr. 87, 26. maj 1861. Fodteksten lyder: Dieser Denkstein ward als Volge der Vereinigung Holsteins mit Dänemark von Alt Holsteinischen Thore herabgenommen d. 12. Sept. 1806. - Dette mindesmærke blev som et resultat af Holstens sammenslutning med Danmark fjernet fra sin holstenske plads 12. sept. 1806.
Det fremgår udtrykkeligt, at stenen er blevet nedtaget i Rendsborg 12. sept. 1806. Indlemmelsespatentet er dateret 9. September 1806. Der er intet i de samtidige dokumenter, der bekræfter 12. September. Den rendsborgske grænsesten findes afbildet som frimærke, også på Arkivet ved dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Stenen er i dag indmuret i ind- og udgangsportalen til Krigsmuseet / Tøjhusmuseet. De mest præcise oplysninger om stenen finder man i O. Smiths beskrivelse i Før og Nu, 1927.
Her supplerende uddrag af fremstillingen i Illustreret Tidende, s. 275f.:
Da "det hellige romerske Rige 1806 styrtede sammen efter et tusindaarigt Skinliv ... incorporerede ... Frederik (d. 6.) Holsten i Danmarks Rige ... da denne Inscription ei mere paa dette Sted er passende, og 12te September 1806 blev den nedtaget og hensat paa Tøihuset i Rendsborg, hvor den siden har staaet ubeskadiget og uberørt af Oprørstiden. Den ligger der endnu, skjøndt Løgnen om Holstens indlemmelse i Danmark blev taget tilbage under Wienercongressen ..."
Ærindet for Illustreret Tidende i 1861 var ganske tydeligt (urealistisk) at markere Danmark til Ejderen på trods af Frederik 6.s mangelfulde resultater 1806-15.
 
 
 
En grænsesten på Koldinghus, oprindeligt placeret ved Haderslevvej i byskellet. Teksten på stenen er F.R. VI Haderslev Amt. Altså taget i brug i Frederik 6.'s regeringstid, velsagtens primo 1800 tallet.
Kunne muligvis være den af P. E. omtalte skelsten for Kolding Søndermark i Kolding Folkeblad 8. september 1904?
Som P. E. helt åbenbart har fundet det ganske forkert at flytte fra oprindelig placering.
Den nu næsten forsvundne grænsesten nr. 96 har åbenbart stået i Bastrup, og blev bragt til Koldinghus? Skulle nu stå Ødisvej, Gyldenhave?
Grænsebejendtgjørelse 1865
 
  
    
 
 
 
 
 
 
De 128 grænsepæle, der blev opsat ved Kongeåen 1864-65, eksisterer naturligvis ikke mere. De blev alle erstattet af grænsesten af granit, hovedsageligt i perioden 1895 - 1915. Meddelelsen i Hejmdal kunne antyde den officielle start på udskiftningen af grænsepælene.
          
 
 
 
Kongestenen Koldingvej har en række grænsesten, af Christiansfeld Arkiv angivet som nr. 88, 99 (nr. 99 er del af bænk, er åbenbart forkert overmalet), 116, 122, 128. Da der er tale om bænke med to sten til hver bænk, skal man enten se on location eller gætte sig frem. Sten nr. 88 er fritstående.Grænsesten nr. 99, 116, 122, 128 kunne være sidesten til to bænke.
  
 
Hestestenen Frederikshøj har 1864 grænsestenene nr. 16 og 18 som indgangsparti.
  
 
Fotografiske illustrationer af grænsesten 117 og 101.
Grænsesten 101 er en variant med sort tekst mod Danmark, og der er i forhold til andre grænsesten tilføjet en beskrivelse af det historiske monument, at det har fungeret som grænsesten i tiden 1864-1920. Hvilket dog kun er en variant af sandheden, da grænsesten først erstattede de rådnende grænsepæle af træ i perioden 1891-1915. Man bliver ikke klogere på, hvorfor stenen er ekstraordinært graveret 1864 / 1920, heller ikke af arkivoplysninger.
Det fremgår af Grænseforeningens oplysninger, at det kun er den danske side ud mod vejen, der har den tilføjede tidsrumsmarkering.
  
 
Grænsesten efter 1920. 
Grænsesten nr. 1 står ved Skomagerhus, hvor Kruså’en løber ud i Flensborg Fjord, og grænsesten nr. 280 er placeret yderst ude mod Vadehavet oppe på diget. Kun disse to, yderste grænsesten har påført dato for grænsedragningens begyndelse samt pyramidial top. Alle de øvrige grænsesten har ikke denne datering, og de har i toppen, i midten en lille fordybning, som er de såkaldte sigtelinjer ud til siderne.
Mod nord er der indhugget et rødt D for Danmark og mod syd et sort DRP for Deutsches Reich Preussen.
I den samtidige presses meddelelser om de nye grænsesten blev antallet angivet som 1-279. I en avisartikel, Vestkysten 6. maj 2021 hævdes antallet at være blevet forøget fra 278 til 280. Kunsten at tælle og faktuel viden kan være mangelfuld.

 
    
Det hedder i Silkeborg Avis 19. januar 1922 om "De gamle Grænsesten", som efter nederlaget til Prøjsen i 1864 blev opstillet ved den nye grænse ved Kongeåen:
"Efter Indenrigsministeriets Anmodning har Amtmanden over Haderslev Amt ladet samtlige Grænsesten opgrave ved den gamle Grænse fra 1864 ... og tage i Forvaring for at bevare dem fra Ødelæggelse. Der er saaledes indsamlet ca. 90 Sten, som Ministeriet mener bør fordeles og anbringes på passende Steder i de fire sønderjydske Amter og de to tidligere danske Grænseamter, Vejle og Ribe Amter, og Ministeriet bemærker ..., at det finder det rettest, at Stenene ikke tildeles private, men anbringes i Museer, ved Mindesmærker, i offentlige Anlæg, ved Forsamlingshuse og lignende Steder."
Iflg. Jyllandsposten skulle "15 sten til fordeling" i Ribe Amt.
Iflg. Aarhuus Stifts-Tidende 22. november 1922 skulle "af de gamle Grænsesten ... tilstilles Vejle Amt ... paa Skamlingsbanken, ved ... Niels Kjeldsen Monumentet ... ved Monumenter for Rytterfægtninger ..."
    
 
Fiskeeksportør Poul Hansen lod i 1913 det synlige symbol for sin erhvervsmæssige succes, Hvidkilde opføre.
Det fremgår af forskellige annonceringer i Kolding Folkeblad, at Poul Hansen som formand for Borgerforeningen i Lunderskov blev afløst af P. Michaelsen i 1922. Det fremgår yderligere af annoncering for samme forening i Kolding Folkeblad 24. marts 1924, at Poul Hansen, Hvidkilde og Peter Michaelsen i samme forening sad i bestyrelse med mejeribestyrer Nielsen, Skanderup Mejeri, Møller Nielsen, Drabæks Mølle. Og at den samme kreds i 1922 bekæmpede et forslag om at fratage spiritusbevillingen fra Jernbanerestaurationen i Lunderskov, Kolding Folkeblad 10. maj 1922.
Haandbog i det nordslesvigske spørgsmaals historie: dokumenter, aktstykker, kort og statistiske oplysninger vedrørende Sønderjylland,
udgivet af de Samvirkende sønderjydske foreninger, Redaktør Franz Christopher von Jessen
Udgiver Det nordiske forlag, 1901.
Denne udgivelse er benyttet som gentryk af  
Kommissions-Protokol, affattet af de vedkommende høje Regeringers Grænseregulerings Kommissærer til Udførelse af Artiklerne V og VI i den i Wien d. 30. Oktober 1864 sluttede Fredstraktat.
Iver Dalls / Dahls tilbud om Lystanlæg
Her er der en gennemgang og identificering af Kongeågrænsens grænsepæle: 
Lærer Peter Tagesen har imponerende registreret alle 128 grænsesten. Der er sten, som ikke er beskrevet nærmere, blot angivet med stennummer. Her vil der ved link til grænsestenen være en bemærkning, der indikerer mangelfulde oplysninger.
 
De dansk-tyske grænsepæle iflg. den i 1864 sluttede fredstraktat.
I "Bekjendtgørelse angaaende af den fremtidige Grænse mellem Kongeriget Danmark og Slesvig m.m. Kjøbenhavn, d. 22. juli 1865" fastsættes grænse og placeringen af grænsepælene.
Grænseaftalerne findes i Rigsarkivets pakker med Grænsereguleringen. Det her citerede helt præcist i den del, der hedder Krigen 1864 XX Grænsereguleringen nr. 22-23.
Oversigtsmæssigt drejer det sig iflg. en refereret Kommissions-Protokol om, at grænsepælene nr. 1-22 var placeret fra hvor "Vester-Vedsted Sogn ender, løber herfra i væsentlig østlig Retning og for største Delen langs med en vaad Grøft paa den sydlige Grænse af Sognene V. -Vedsted, Ribe og Seem indtil Grænsepæl Nr. 22".
Herefter beskrives der videre uden at nævne grænsepælene 23-25, 28-36, 43-53.
 "... og naar ved Grænsepæl Nr. 26 Gjelsaaen ved Gjelsbro ... Fra Gjelsaaens Foreningspunkt med Fladsaa løber Landegrænsen langs den højre Bred af Fladsaaen og den sydlige Bygrænse af Obekjær til Grænsepæl Nr. 27 ... ; herfra langs den østlige Bygrænse af Obekjær indtil den Nord for nævnte By frem springende Vinkel ved Grænsepæl Nr. 36.
Herfra gennemskærer en ved Grænsepælene Nr. 37 til Nr. 42 markeret lige Grænselinje Mosen indtil hint Punkt af Hjortvadia, som dannes ved Skæringen af den i Fredstraktaten omtalte lige Linje imellem Sydøstpunktet af Hjortlunds østlige Bygrænse og den Nord for Obekjær fremspringende Vinkel. ... langs Hjortvadaa opad indtil hint Punkt (Grænsepæl Nr. 43), hvor den østlige Bygrænse af Kalslund trætter Aaen, og tortsætter sig langs den omtalte Grænse Øst for nævnte By og Villebølle By, derefter Vest for Byerne Hjortvad , Bavnegaard og Ravning indtil Kongeaaen ved Grænsepæl Nr. 54.
... Fra Grænsepæl Nr. 54 ved Kongeaaen danner Midten af nævnte Vandløb Landegrænsen indtil det Punkt (Grænsepæl Nr. 59), hvor den vestlige Grænse af Vamdrup Sogn Nord for Holte træffer paa Vandløbet. ...
Fra Grænsepæl Nr. 59 løber Landegrænsen i sydlig Hovedretning imellem Sognene Skodborg og Vamdrup indtil Grænsepæl Nr. 73; herfra i sydøstlig Retning imellem Sognene Vamdrup og Jels indtil Grænsepæl Nr. 79, videre i sydlig Retning ... til Grænsepæl Nr. 80 ved det tredobbelte Grænsepunkt af Sognene Steppinge, Ødis og Jels; fra Grænsepæl Nr. 80 i østlig Hovedretning og imellem Sognene Ødis og Steppinge indtil Grænsepæl Nr. 91 ved Fovsaa, følger herfra det nævnte Vandløb og imellem Sognene Ødis paa den ene og Steppinge og Frørup paa den anden Side indtil Grænsepæl Nr. 94; herfra følger Landegrænsen Brænøres sydlige Bygrænse indtil Grænsepæl Nr. 99.
... Fra Grænsepæl Nr. 99 gaar Landegrænsen imellem Sognene Frørup og Taps indtil Grænsepæl Nr. 101. Efter den af Regeringerne billigede Udveksling af Landstrækninger skulde [af Taps Sogn] kun Bven Skoverup lægges til Hertugdømmet Slesvig. Da der imidlertid herved Vest for Byen vilde være fremkommet en smal 'Lunge af jysk Gebet, som ragede ind i Slesvig. gik den danske Grænseregulerings-Kommissær, Hr. Major v. Schøller, ind paa til Afrunding af Landegrænsen ligeledes at afstaa et Stykke Land af den danske By Tapsøre til Hertugdømmet Slesvig.
... Fra Grænsepæl Nr. 101 gaar Landegrænsen først i østlig og derefter i sydlig Retning indtil Grænsepæl Nr. 104 ved Nordvestgrænsen af Byen Skoverup. Ved denne Strækning er den nordlige Grænse markeret af det nu afstaaede, i forrige § omtalte Gebet af det danske Sogn Taps.
... Fra Grænsepæl Nr. 104 løber Landegrænsen paa den nordlige Grænse af Skoverup By indtil Grænsepæl Nr. 110 ved Tapsaaen; herfra langs det nævnte Vandløb i sydlig Retning indtil Grænsepæl Nr. 111; herfra i østlig Retning over Grænsepæl Nr. 112 til Grænsepæl Nr. 115 ved den gamle Landevej. ... .
Fra Grænsepæl Nr. 115 følger Landegrænsen den gamle Chaussee imod Nord indtil Grænsepæl Nr. 114; herfra gaar den i østlig Retning imellem Sognene Taps og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 116; videre imellem Sognene Vejstrup og Tyrstrup indtil Grænsepæl Nr. 120; herfra imellem Sognene Vejstrup og Alter indtil Grænsepæl Nr. 124; saa videre imellem Sognene Hejis og Aller indtil Grænsepæl Nr. 126, fortsætter sig herfra igennem Midten af Hejlsminde-Bugt og naar imellem de to Grænsepæle 127 og 128 (den første paa dansk, og den sidste paa slesvigsk Grund) Midten af Hejlsminde-Bugtens Munding ved Lille Bælt."
 
De traktatligt nævnte og stedligt placerede grænsepæle kan jævnføres med de efterfølgende, tabellarisk opstillede grænsepæle / -sten, grænsestenenes nuværende placering er et vigtigt kriterium, dog underordnetgrænsestenenes oprindeligt numeriske rækkefølge.  
 
Placeringen af de 128 grænsesten af granit 1864, der afløste grænsetræpælene, især i perioden 1915-1920:
I det omfang, det er muligt, angives både oprindelig og nuværende placering af 1864 grænsestene. Det store og omfattende registreringsarbejde er allerede gjort. Hvor der kan rejses tvivl, eller hvor der er konstaterbare problemer, er det anført.
En del af herværende registreringsarbejde er blevet gjort, før den benyttede registreringsundersøgelse dukkede op som en mulighed, derfor er der en del unødvendige henvisninger (links) til f. eks. Grænseforeningen. Til gengæld har Grænseforeningen så ind imellem kommentarer, som det kan være nyttigt at stifte bekendtskab med.
 
Grupperinger af grænsestenene, der ikke tilhører den egentligt numerisk ordnede oversigt. 
  • Sten nr. 17, 20, 25, 39, 40, 44, 50-53.
    • Sten nr. 1-4.
    • Sten 5-7, 7c, 9, 76, 119.
    • Sten 22, 28, 30, 31.
  • Ribe, i "nærheden af sten nr. 7c", sten nr. 8. 7c lå i henholdsvis Aabenraa og Rømø!
De 128 grænsesten fra Kongeågrænsen i numerisk rækkefølge:
  1. Sten nr. 1. I registrering Råhede Sluse.
  2. Sten nr. 2. I registrering Vester Vedsted Ungdomsskole.
  3. Sten nr. 3. I registrering Plougstrup Krat.
  4. Sten nr. 4. I registrering Ejby, Glostrup.
  5. Sten nr. 5.I registrering Nr. Alslev.
  6. Sten nr. 6.I registrering Varde Museum.
  7. Sten nr. 7. I registrering Folkehjem Aabenraa. 
    • Sten 7c pr. I registrering Rømø,
  1. Sten nr. 8. I registrering Bov, Padborg.
  2. Sten nr. 9. I registrering Folkehjem Aabenraa.
  3. Sten nr. 10. Hævdes at ligge på lager i Ribe, findes i registrering ved Ribe Amtmandsgård.i
  4. Sten nr. 11. I registrering Ribe Kunstmuseum.
  5. Sten nr. 12. Skulle være helt forsvundet, og have stået ved Roager. Registreret som  gravsten på Vester Vedsted Kirkegård? I registrering uidentificeret.
  6. Sten nr. 13 er søgt i Grænseforeningens oplysninger uden resultat. Nordborg Lokalhistoriske Arkiv har den placeret i Pøl. Bekræftes i registrering.
  7. Sten nr. 14. Lintrup Kirkegård, mindesten. Bekræftes i registrering.
  8. Sten nr. 15.  I registrering Skamlingsbanken. Kan muligvis være blandt de grænsesten, som Lemvig Folkeblad 20. november 1922 nævner "opstilles i Vejle Amt ... paa Skamlingsbanken".
  9. Sten nr. 16 og 18 er placeret Frederikshøj, Christiansfeld som markering til en genforeningssten. Nuværende placering af nr. 16 anføres i registrering som Taps. 18 også Taps.
  10. Sten nr. 17. Gram Slotskro i registrering.
  11. Sten nr. 18.
  12. Sten nr. 19. Muligvis oprindelig placering ved Vamdrup iflg. frimærke. Nu i registrering som Skærbæk Museum.
  13. Sten nr. 20. I registrering ved Genforeningsstenen på Gram Slotskro. Der er 10 grænsesten her, nr. 53, 25, 50, 17, 44, 39, 51, 40, 52 og 20. 
  14. Sten nr. 21. Tønder Kunstmuseum i registrering.
  15. Sten nr. 22. Harreby i registrering.
  1. Sten nr. 23. Dæmningen Augustenborg i registrering.
  1. Sten nr. 24, kælderrum på Sønderborg Slot, Ugeavisen Sønderborg 15. februar 2018. Blev iflg. Hejmdal 8. november 1922 "hentet til Nørherredhus ... Stenen vil blive rejst ved Hovedindgangen til Forsamlingshuset". I registrering placeret i Nordborg.
  2. Sten nr. 25. I registrering placeret ved Gram Slotskro.
  3. Sten nr. 26. I registrering placeret på Koldinghus.
  4. Sten nr. 27, 32, 67 og nr. 68 står i Kruså under genforeningsstenen. Sten 27 er i registrering placeret i Kruså.
    • Sten 27, 32, 67, 68.
  1. Sten nr. 28. I registrering placeret i Harreby.
  2. Sten nr. 29. I registrering pladeret i Tønder, Amtsmandsboligen.
  3. Sten nr. 30. I registrering placeret i Harreby.
  4. Sten nr. 31. I registrering placeret i Harreby.
  5. Sten nr. 32. I registrering placeret i Kruså. 
  6. Sten nr. 33. I registrering placeret i Møgeltønder.
    • Sten nr. 34, 35, 36, 37, 38 Fæstedstenen Rødding. Fæstedstenen blev 1920 hugget i runer som genforeningssten iflg. den lokale turistguide. Man kan næppe fæste megen lid til de bragte oplysninger. Grænseforeningen har en artikel, hvor eksistensen af grænsestenene 34 - 38 anerkendes. Kolding Folkeblad 24. januar 1922 meddeler om grænsestene, 34-38, 40-41, at de er stjålne.
  1. Sten nr. 34. I registrering placeret i Fæsted.
  2. Sten nr. 35. I registrering placeret i Fæsted.
  3. Sten nr. 36. I registrering placeret i Fæsted.
  4. Sten nr. 37. I registrering placeret i Fæsted.
  5. Sten nr. 38. I registrering placeret i Fæsted.
  6. Sten nr. 39. I registrering placeret v. Gram Slotskro.
  7. Sten nr. 40. I registrering placeret v. Gram Slotskro.
  8. Sten nr. 41. I registrering placeret ved Rødding Højskole.
  9. Sten nr. 42. står bag genforeningsstenen på Kegnæs. I registrering placeret i Kegnæs.
  10. Sten nr. 43, skulle være væltet ned i Hjortvad Å 1920. I registreringen også placeret her. 
  11. Sten nr. 44. I registreringen placeret ved Gram Slotskro.
  12. Sten nr. 45. I registreringen placeret hos Ahlmann, Sønderborg. Ahlmann-skolen.
  13. Sten nr. 46, Placeret på privat grund, Ribe. I registreringen placeret i Hjortvad.
  14. Sten nr. 47 er placeret ved vejen ud for Overgård i Hjortvad. I registreringen placeret Hjortvad.
    • Sten nr. 48, sten nr. 49. Iflg. ugeavisen.dk skulle nr. 49 være blevet genopstillet på vejkrydset Koldingvej / Villebølvej i Kalvslund. Nr. 48 skulle være på Schackenborg.
  1. I registreringen er sten nr. 48 placeret i Møgeltønder.
  2. Sten nr. 49 er i registreringen placeret i Tønder, Amtsmandsbolig.
  3. Sten nr. 50. I registreringen placeret som Gram Slotskro., som også blandt andre reklamer for krovirksomheden viser et par grænsesten og deres placering.
  4. Sten nr. 51. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
  5. Sten nr. 52. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
  6. Sten nr. 53. I registreringen placeret som Gram Slotskro.
  7. Sten nr. 54. Fynshav, Augustenborg. I registreringen placeret som Fynshav.
  8. Sten nr. 55. Haderslev Katedralskole. Når man studerer skolens to sten (der for øvrigt blev opmalet i 2017 i forbindelse med skolens 450 års jubilæum) ses det, at de har numrene 55 og 56. I skolens skriftlige beretning er som kilder til genforeningen i 1920 anført "to grænsesten ... ved indgangen til skolen", som her konstateres, har nr. 55 og 56. I registreringen er nr. 55 og nr. 56 nærmest misvisende under betegnelsen "Dobbelt".
  9. Sten nr. 56. Haderslev Katedralskole.
  10. Sten nr. 57. "Grænsepæl nr. 57 er faktisk ikke et genforeningsminde, men en cementkopi, lavet af en tidligere ejer af ejendommen bag cementstenen." I registreringen er der tale om en dobbelt sten, som befinder sig to steder: "Dansk side: Skt Jørgen Skolen (VUC) i Sønderborg og Tysk side: Bülowskolen i Dybbøl By". 
  11. Sten nr. 58, 59, 61, 63, 69, 71 Kirkepladsen Skodborg, Rødding.
  12. Sten 58-59. I registreringen er både sten nr. 58 og sten nr. 59 placeret i Skodborg, ved kirken.
  13. Sten nr. 60. I registreringen Assendrup ved Vejle.
  14. Sten nr. 61. Skodborg, Brudepladsen. I registreringen Skodborg Kirke.
  15. Sten nr. 62. I registreringen Vejle Museum.
  16. Sten nr. 63. I registreringen Skodborg Skole.
  1. Sten nr. 64. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup angiver placering sammen med sten nr. 63 ved Genforeningsmindet i Skodborg. I registreringen uidentificeret.
  2. Sten nr. 65. I registreringen Blåkjær Skov.
  3. Sten nr. 66. Skamlingsbanken, skelsten. I registreringen Skamlingsbanken.
  4. Sten nr. 67. I registreringen Kruså.
  5. Sten nr. 68. I registreringen Kruså.
  6. Sten nr. 69. I registreringen Skodborg Skole.
  7. Sten nr. 70. I registreringen Sønderborg Slot.
  8. Sten nr. 71. Er registreret under Arkæologi Sydvestjylland. I registreringen Skodborg Kirke.
  9. Sten nr. 72, har oprindeligt stået sydvest for Vamdrup, står nu i Fredericia. I registreringen Fredericia.
  10. Sten nr. 73. I registreringen Jels Troldkær.
  11. Sten nr. 74, står nu i Jels Voldsted, tidligere o. Vamdrup. Grænsen ved Bastrup Troldkær. I registreringen Jels Voldsted.
  12. Sten nr. 75 ser ud til at være blevet forvekslet med grænsesten nr. 72. I registreringen Jels Bodilskær.
  13. Sten nr. 76. I registreringen Folkehjem, Aabenraa.
  14. Sten nr. 77. I registreringen Jels genforeningsstenen.
  1. Sten nr. 78. I registrering Haderslev Museum.
  2. Sten nr. 79. I registrering Sønderborg Slot.
  3. Sten nr. 80. I registrering Haderslev Museum.
  4. Sten nr. 81. I registrering Haderslev Museum.
  5. Sten nr. 82. I registrering uidentificeret.
  6. Sten nr. 83. I registrering uidentificeret.
  7. Sten nr. 84. I registrering Haderslev Museum.
  8. Sten nr. 85. Ødis Bramdrup. I registrering Haderslev Museum.
  9. Sten nr. 86. En fabulerende tekst, gåtur o. Stepping. I registrering uidentificeret.
  10. Sten nr. 87. I registrering Sønderborg, Amtmandsbolig.
  11. Sten nr. 88. Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej.  I registrering Frederikshøj.
  12. Sten nr. 89. V. mindestenen Høkkelsbjerg, Taps. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup. Sammen med yderligere 4 sten: 99, 116, 122, 128. I registrering uidentificeret. Rommersmose, Højrup.
  13. Sten nr. 90. I registrering uidentificeret.
  14. Sten nr. 91. I registrering Sønderborg Slot.
  15. Sten nr. 92. I registrering Sønderborg Slot.
  16. Sten nr. 93. Findes ikke i Frederikshøj, formentlig fejlagtig oplysning under grænsesten nr. 99. I registrering Frederikshøj.
  17. Sten nr. 94. I registrering Ødisvej Gyldenhave.
  18. Sten nr. 95. I registrering uidentificeret.
  19. Sten nr. 96. Har muligvis stået i Bastrup, fjernet og anbragt på Koldinghus? I registrering Ødisvej Gyldenhave.
  20. Sten nr. 97. I registrering Amtsmandsbolig Sønderborg.
  21. Sten nr. 98. Lintrup Kirkegård, mindesten. I registrering Lintrup Kirke.
  22. Sten nr. 99, Christiansfeld Arkiv, står i haven på Geltinggård, Taps. Kan så ikke også stå ved Høkkelsbjerg. I registrering Geltinggård.
  23. Sten nr. 100. I registrering uidentificeret.
  24. Sten nr. 101 er registreret i Starup af Vester Starup Sogns Lokalhistoriske Arkiv. I registrering Starup Plantage.
  25. Sten nr. 102. I registreringen GG Museet.
  26. Sten nr. 103. I registreringen Haderslev Museum.
  27. Sten nr. 104. I registreringen uidentificeret.
  28. Sten nr. 105. I registreringen uidentificeret.
  29. Sten nr. 106. I registreringen Sønderborg Slot.
  30. Sten nr. 107. I registreringen Haderslev Museum.
  31. Sten nr. 108. I registreringen Haderslev Museum.
  32. Sten nr. 109. I registreringen Jels genforeningssten.
  33. Sten nr. 110. I registreringen Vibøge Sydals.
  34. Sten nr. 111. I registreringen GG Museet.
  35. Sten nr. 112. Stod oprindeligt i Frederikshøj iflg. en uverificeret beskrivelse. I registreringen GG Museet.
  1. Sten 113. ??, nr. 114 i dag ved Frederikshøj, nr. 115? nr. 116, nr. 117, nr. 118?, nr. 119, nr. 120? I registreringen Haderslev Museeum.
  2. Sten nr. 114. I registreringen Haderslev Museeum.
  3. Sten nr. 115. I registreringen Sønderskov Museum Vejen.
  4. Sten nr. 116. Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej. Kan så ikke også stå ved Høkkelsbjerg. I registreringen Frederikshøj.
  5. Sten nr. 117. I registreringen Lunderskov.
  6. Sten nr. 118. I registreringen Lintrup Kirke.
  7. Sten nr. 119. I registreringen Folkehjem Aabenraa.
  8. Sten nr. 120. I registreringen Haderslev Museum.
  9. Sten nr. 121. I registreringen Haderslev Museum.
  10. Sten nr. 122. Christiansfeld Arkiv angiver placering v. Kongestenen på Koldingvej. Høkkelsbjerg? I registreringen Frederikshøj.
  11. Sten nr. 123. Stod oprindeligt i Fjællebro iflg. en uverificeret beskrivelse. I registreringen Højtoft Aabenraa.
  12. Sten nr. 124. I registreringen uidentificeret.
  13. Sten nr. 125. Lintrup Kirkegård, mindesten. I registreringen Lintrup Kirke.
  14. Sten nr. 126, Stavnsbjerg, Hejls, Hejlsminde. I registreringen Stavnsbjerg Hejls.
  15. Sten nr. 127. Hejls Kongeå Skole. I registreringen Hejls.
  16. Sten nr. 128 er iflg. Christiansfeld Arkiv opsat på Koldingvej. Det er kun 1 bænk, der må være 2 grænsesten? Høkkelsbjerg? I registreringen Frederikshøj.
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup angiver at have "liste over grænsestens senere placering."
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup har 01.07-10.01 1864 Flytning af grænsesten og erstatning af træpæle med grænsesten, 1864 grænsen. Fotokopi. Samt forskellige uddrag af grænsereguleringsprotokoller.
 
 
 
 
 
1. Lunderskov Borgerforening får grænsesten 117 til 2. Lunderskov Anlæg
3. Den sønderjyske forhistorie
6. Anlægget i Lunderskov
7. Grænsestenens vej, sammenfatning
9. Krigsdeltagelse, faldne lokalt
14. 1864
15. Erindringer 1. slesvigske krig
16. Erindringer 1864
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
© Skanderup Sogns historie