Udskriv
 
Skanderup Kirke Valgmenighedskirken Hjarup Kirke  Missions- og menighedshus
C. Markdanner Efter- og Friskole Hjarup Præstegård 

 Skanderup sognekirke

Skanderup Kirke er i brev fra 1397 (Diplomatarium Danicum 2. rk. II 417 ) viet til St. Nikolaj og nævnes første gang i 1280 ved skødning af krongods til biskoppen i Ribe. I Kong Valdemars Jordebog 1231 og i Kronens Skøder (tidsmæssigt 1535-1688) nævnes overdragelse af jordegods fra og til kronen, dog er kirken ikke direkte nævnt i Kong Valdemars Jorddebog. 
Kirken er en romansk kvaderstensbygning fra formentlig o. 1200. Først i senmiddelalderen (midten af 1300-tallet indtil reformationen 1536) opførtes tårnet, der i 1871 forsynedes med det nuværende spir. 
Når det forekommer rimeligt på trods af manglende skriftlige vidnesbyrd at datere kirken til senest o. 1200 er det begrundet i den tidlige romanske stil, som kirkeskibets nordside og den romanske døbefont repræsenterer
 
 
En gammel, fornem sydportal blev i 1862 flyttet hen som indgang i tårndelen, hvilket nok medførte, at tårnet i 1871 måtte totalrenoveres. Tårnet hører til de usædvanligt store, og der var allerede før renovationen i 1871 problemer med, at væggene var ustabile. Derfor de mange murbindere.
Apsis mod øst er opført i 1934. Der har desuden i senmiddelalderen fundet en udvidelse sted mod vest, det nuværende indgangsparti.
Nordsidens kvaderstensmurværk er meget velbevaret og med oprindelige, små romanske, rundbuede vinduer.
 
Norddøren er flyttet mod vest, muligvis i forbindelse med den indsatte tympanon, se den stiplede bue øst for det typisk romanske vinduesparti.
           
Norddørens tympanon er et nærmere eftersyn værd. Den forestiller Kristus med Paulus og Peter. Den samme komposition ser man i Vamdrup og Andst kirker, hvor Andst kirke mht. tympanon har den bedste håndværksmæssige kvalitet.
 
Under kejserkrigen 1625-29 og Torstenssonfejden 1643-45, alt under Christian 4., blev kirken plyndret.
Ved kongebrev i 1746 blev det sognemændene pålagt at reparere skaderne.[1]
Iflg. en indberetning i Danske Kancelli i 1792 om kirkernes tilstand konstateredes der et forfald, hvorom det hed, at kvæget fik lov at græsse på kirkegården.
Præstegården, der lå i Nagbøl, flyttedes 1924 til Skanderup mellem kirken og Missionshuset fra 1889.
Om kirkens indre og inventar kan det bemærkes, at lofterne i både det pudsede kor og trælofter er af nyere dato, dvs. fra midten af 1800-tallet indtil en renovation i 1934. Der er fine loftindskrifter og rester af romanske kalkmalerier. Det ældste af inventaret er den romanske døbefont, desuden er der bl. a. den senmiddelalderlige højaltertavle. Samt prædikestolen opsat af Caspar Markdanner i 1589.
 
Den romanske døbefont C. Markdanners prædikestol Prædikestolens bærefigur. Herunder gravepitaf for Markdanner og hustru i Rønninge kirke
Altertavlen fra o. 1500, før reformationen  
Ikke mindst bemærkelsesværdig i kirkens inventar er prædikestolen opsat af Caspar Markdanner
Lokalhistorikeren Thomas Christensen har i Kronens Skøder fundet belæg for, at lensmanden på Koldinghus 1585-1618, Caspar Markdanner skulle have solgt gårde i Lunderskov og Dollerup til kongen, den på dette tidspunkt unge Christian 4., og har på denne baggrund konkluderet, at der så har været "sædegårde" i Dollerup og Lunderskov. 
Men har Caspar Markdanner ikke haft "sæde" på disse gårde, så er det ikke sædegårde. Blot bondegårde, han har besiddet. 
I Kronens SkøderKronens Skøder, bd. 1, s. 342, hedder det 24. Febr. 1604 om gods, som Markdanner fik på Fyen (det sædvanlige sted for hans godserhvervelser) til gengæld for "... i Dollerup 1 G(ård) med Skov ... 60 Svins Olden, ... i Lunderschouf 1 G(ård) ... til 150 Svins Olden ..." Samt forskellige områder i Seest, Skanderup og Gjelballe. I 1608 hedder det i Kronens Skøder, s. 360-61, 28. Okt. 1608, at Markdanner på samme vis fik tilliggender på Fyen for noget jord i Øster Vamdrup. Intet af det i Kronens Skøder forekommende vidner om nogen form for sædegårdstilliggender i Skanderup, Dollerup eller Lunderskov. Men Markdanner har da uomtvisteligt haft jordtilliggender, gårde de nævnte steder, som han så har mageskiftet for at få mere tilliggende på Fyn, hvor hans godser befandt sig.
Omkring Caspar Markdanner, født 1533, kan det ses fremført, at han skulle være 'uægte' søn af Christian 3.Christian 3. og en skomagerdatter fra Kolding, dvs. Andst. Christian 3. døde på Koldinghus i 1559, så tilknytningen til Kolding har været uomtvistelig. 
Caspar Markdanner blev først i 1571 adlet ved det kejserlige hof i Østrig. Han blev herefter i 1585 af Frederik 2. gjort til lensmand på Koldinghus, hvilket han var indtil sin død i 1618. Han har udvist stor interesse for Andst (Kirke), hvorfra moderen siges at stamme, også udover det af Frederik 2. i 1592 beordrede tårn (med det ejendommelige løgspir) til kirken. Hans herresæde(r) var herregården Rønninge Søgaard, en gave fra kongen, Frederik 2., desuden ved giftemål Vejlegaard på Fyn. Men der forlyder absolut intet om herre-, sædegårde i hverken Skanderup, Dollerup eller Lunderskov.
Caspar Markdanner har også efterladt sig spor i Skanderup Kirke, hvor prædikestolen fra 1589 iflg. indskrift er opsat af ham. Lokalt mener man at vide, at træfiguren, der bærer prædikestolen skulle være en afbildning af Markdanner. Det kan godt så nogenlunde passe med Markdanners alder i 1589, hvor han var 56. Han blev 85 år gammel.
Der har muligvis været adelige sædegårde  i Skanderup, Dollerup  og Lunderskov. Kun Skanderupgaard kan dog identificeres som en fysisk gård med adelig bosættelse. Selv om der måske skulle have været adelige sædegårde i Dollerup og Lunderskov, kan de ikke placeres fysisk. 
Og bygningsmæssigt har ingen af sædegårdene efterladt sig spor.
Det meste af ovenfor anførte beror især på værdien af oplysningerne i DAA, Dansk Adels Aarbog, som ikke er en primær kilde. Men som dog må karakteriseres som indeholdende troværdige, godt bearbejdede informationer. Samt på et også sekundært, men også ganske brugbart materiale, ”Nygaards sedler”[1].
Og som den mest autoritative, Kronens Skøder. Her først og fremmest benyttet til at afvise, at Caspar Markdanner skulle have været bosat, have haft sæde på en af de 3 sædegårde i sognet.
 
Et interessant aspekt ved de i Skanderup Sogn handlede jorder er, at der er flere kirker involveret på forskellig vis. Selvfølgelig Skanderup Kirke men også andre kirker.
23. marts 1579 får Kierstine Ulfeldt til Vranderup[1] bl.a. en gård i Gielballe, hvor der er jord, hvoraf der svares landgilde[2] til Skanderup Kirke. Og ”… i Nagbøl 1 G(ård). og 1 Kirkejord, der bruges til Gaarden”. Desuden en gård i Skanderup, hvor der svares landgilde til Kolding Kirke. Senere, i 1580, mageskiftede K. Ulfeldt hovedgården i Seest til kronen. 16. juli 1579 får ”Peder Rantzov til Vamdrup[3] … i Skanderup 3 G(årde). for Jord og en Toft, som tilhører Andst og Skanderup kirker. 22. marts 1580 afstår Kirstine Ulfeldt ”… Jord, som bruges til den ene Gaard (i Skanderup), men hører til Kolding Kirke. Oberst Ditlev Brochtorph overtog i 1698 4 kirkejorder i Skanderup og i 1699 ”1 stk. Kirkeskov i Lyng Sønden for Skanderup Kirke”.
 
Man kan se, at der i sognet i byerne Skanderup, Nagbøl og Gjelballe, var kirkejord, som tilhørte især Skanderup men også Andst og Kolding Kirker.
Desuden er det lidt bemærkelsesværdigt, at man 13. dec. 1664 kan se, at Fredericia Skoles betjente og en del af rektors løn finansieres af ”2 gode Kirketiender fra Skanderup S …”. Kirkeværgerne og kapitlet ved Ribe Domkirke får i 1554 og afhænder i 1578 gårde i Dollerup, Skanderup og Lunderskov.
 
Ud over kirken er der enkeltstående transaktioner, som er interessante i forhold til sognets historie.
22. dec. 1578 får Christoffer Lindenov til Valbygaard ved Slagelse ” 1 Mølle, kaldet Drabecks Mølle”. Det er første gang Drabæks Mølle optræder i en skriftlig kilde.
Man kan 1604, 24. febr. se, at ”Casper Marckdanner til Siøgaard får gårde på Fyn for gårde i Dollerup og Lunderskov” (Bd. 1, s. 342).
Det er også interessant, at en velhavende dame som Magdalene Banner, Krabbesholm i Skive 24. juli 1573 sælger ”… i Ansted H(erred), Skanderup S(ogn) og By 1 G(ård)”,(Bd 1 s. 135). Magdalene Banner var gift med Iver Krabbe til Østergaard i Salling, som startede byggeriet af Krabbesholm. Magdalene Banner fuldførte det smukke, sengotiske byggeri.
 

  

Hjarup Kirke og Præstegård.[i]

Hjarup Kirke set fra nordvest
 
Kirken ligger omtrent midt i sognet. Den er indtil reformationen i 1536 indviet til St. Laurentius, kan man se på altertavlen. Kirken har skib og kor i samme højde og våbenhus, alt er i romansk stil af rå granit.
Der er lagt mure omring ved en restaurering i 1868, hvor også skibet blev forlænget og våbenhuset påsat ”nye kamgavle”. Granitdøbefont og prædikestol er fra o. 1600.
Hjarup Kirke indvendig, set mod øst, med granitdøbefonten.
 
Hvor Hjarup Sogn første gang nævnes i Kong Valdemars Jordebog i 1231, nævnes Hjarup Kirke først i 1280, hvor Erik Nielsen. Saxehage, Hjarup mark, havde oppebåret tiende fra 5 kirkesogne, deriblandt Hjarup sogn. Erik Nielsen var i gæld til Ribe Bispestol, og i denne forbindelse nævnes Hjarup kirke i Ribe Oldemor.[ii]
 
Kirken fik senere følgende ejere: Koldinghus, Trøjborg og Østerbygård indtil kirken i 1912 blev selvejende.
 
Det fremgår af kilderne, at kronen havde betydelige jorder i sognet, at Hjarup fra 1500-tallet har været hovedsogn til Vamdrup Kirke, indtil Vamdrup i 1875 blev et selvstændigt pastorat.
 
Præstegården 
Sognepræst Jens Petersen Welling skriver i en indberetning i 1690,at præstegårdens bygninger blev afbrændt af polske krigsfolk under svenskekrigene, i 1659. 
J. P. Wellings søn og efterfølger i Hjarup, sognepræst Peter Bering kunne i 1707[iii] indberette, at han ”med store bekostninger og besværinger havde bygget præstegården.” Og hvilken præstegård!
 
Det var med enevælden i 1660 blevet bestemt, at præstegårde skulle være præsternes private ejendom og udgift. Og det har så været situationen for sognepræst Peter Bering, der selv har bekostet den fine præstebolig, der blev resultatet. 
Præsteboligen blev bygget i 15 fag, alt er lavet i meget svært egetømmer, det meste fuldkantet og på 13 tommer. I gavlene, især i nordgavlen er der meget fine tømmerkonstruktioner. Der er på en del af loftsrummene meget brede egeplanker, ligesom spærene i tagkonstruktionen er af eg.
 
 
Præstegården skulle være et godt eksempel på, hvordan man byggede stuehuse til større gårde og præstegårde i 16-1700-tallet. Og ikke mindst en god illustration af den lokale rigelighed i forsyning med egetømmer. Samt en illustration af en lokal og bemærkelsesærdig håndværksmæssig kunnen.
 
Efter nogle år med manglende vedligeholdelse er den i klasse A fredede præstegård nu i en meget fin stand, og må siges at være en af egnens attraktioner. Det skal ses på baggrund af, at der i sogneforhandlingsprotokollen for Hjarup 11. juni 1963 blev behandlet en forespørgsel fra menighedsrådet om tilskud til renovering af den da noget forfaldne præstebolig, der ellers ville blive flyttet til Hjerl Hede.
 
Sognerådet bevilgede pengene til renoveringen.[iv]
 

 

 


 Skanderup Valgmenighedskirke[1]

Valgmenighedskirken er en ombygning af Skanderup Andelsmejeri fra 1888.
 
 
Skanderup Andelsmejeri flyttede i 1912 til Lunderskov, hvor det blev placeret ved jernbanen, Frederiksberggade. I tiden indtil 1922, hvor der blev ombygget til kirke, benyttedes bygningen også som kaseinfabrik.
Det fremgår af Folkebladet Sydjylland 14. febr. 1916. Det hedder her, at kasein fremstilles af skummetmælk, enten på mejerier eller specielle fabrikker. Iflg. avisen skulle fabriksdriften generelt have været uøkonomisk i 1916. Kun Skanderup og Hinderup v. Århus havde stadig kasein som fabriksdrift.
Begge fabrikker ejedes af et aktieselskab og blev i Skanderup ledet af Høyer, Wissingsminde.
Hvornår kasein fabriksdriften ophørte har det ikke været muligt at afgøre, men det har senest været i 1922, hvor fabrikken blev til kirke.
Det er ikke muligt at afgøre, om fotoet er taget før eller efter 1912, om det er mejeri eller kaseinfabrik, vi har på fotoet, men det er helt sikkert taget før ombygningen til kirke.
Som det fremgår af meddelelsen i Folkebladet Sydjylland 23. maj 1910 er der blevet stiftet en Hjarup-Skanderup Valgmenighed, hvor pastor Helweg fra Askov indsætter hjælpepræst Nørgaard i valgmenighedens kirkeembede.
Fra 1910 indtil 1922 indebærer dette, at der skulle afholdes gudstjenester i Skanderup Kirke i et samarbejde med C. J. Moe, der ikke forløb lige glat. Avismeddelelsen er på dette punkt diplomatisk, når det anføres, at Helweg fra Askov måtte trække sig tilbage af "helbredsgrunde".
 
Mejeriets bygninger i Skanderup blev ombygget til valgmenighedskirke for den valgmenighed, der var blevet dannet i 1910 under indtryk af modsætningerne mellem folkekirkens missionske dominans under pastor C. J. Moe og de medlemmer af folkekirken, som ikke sympatiserede med alt, hvad det indebar, både forkyndelsesmæssigt og hvad det havde som konsekvens for det daglige liv, f. eks. søndagshvile og anden gudelighed i det daglige.
Som eksempel på modsætningerne på den tid mellem tilhængere af Indre Mission og de andre i og omkring Skanderup-Hjarup kan nævnes Viborg Stifts Folkeblad 18. marts 1911, der med Kolding Folkeblad som kilde hævder, at 60 familier vil stifte en valgmenighed i Andst som filial til valgmenigheden i Hjarup-Skanderup, foranlediget af en ”præsteaffære”. Præsten i Andst skulle ved en begravelse af en ikke-troende have sagt, at sådanne mennesker og ligesindede som afdøde skulle ”kules ned” som ”de af Mund og Klovsyge døde Dyr fra Brandkærgaard”.
 
I Skanderup var et synligt resultat af Moes virke Missionshuset Pella fra 1889. Desuden blev der givet startskud til søndagsskoler og ungdomsarbejde (spejder, FDF, KFUM og K). Som i Harboøre fik Moe mange tilhængere i Skanderup, men så til gengæld her også adskillige modstandere, som i 1910 med ”Skanderup-Hjarup Valgmenighed” foretog sognebåndsløsning fra folkekirken, Skanderup Kirke under Moe.
I sine erindringer fra 1926 anfører Moe, at kun ca. ”350” af sognets ca. 2400 indbyggere tilsluttede sig valgmenigheden. Han har ret i, at missionen var flest, hvilket ses af sognerådsvalgene fra 1913, hvor missionen har 1 stemmes flertal.
Men modsat Harboøre rejste der sig i Skanderup Sogn en markant modstand mod Moe og hans forkyndelse. Principperne i modstanden ser man klart dokumenteret i Peter Nissens Erindringer. At modstanden også skyldtes Moes noget kantede og fordømmende facon fremgår her tydeligt, men det væsentlige, der her vælges fremhævet er dog det religiøst moralske, skolen og samfundet.
Iflg. Moes erindringer var der en næsten overraskende forskel imellem den menighed, han forlod i Harboøre i 1882 og den, han kom til i Skanderup. Der var ”en helt anden Luft … så klam og kold.” Der var kun ”en Snes Mennesker i Kirke om Søndagen.” Derfor var det nok ”Gud, der ville have mig til Skanderup.”[1] Ved sit 25 års jubilæum i sognet, hedder det fra Moe, at der med dannelsen af valgmenigheden i 1910 nu skulle være et ”mægtigt grundtvigsk Fremstød”. Dette førte dog kun til 1 menighedsrådsmedlem ud af 4, og til sognerådsvalget blev ”Missionens liste … nu den sejrende.”[2]Moe mødte modstand og havde modgang i Skanderup. Men hans budskab vandt helt klart flertal i det heraf delte sogn.
Under sine prædikener, der først og fremmest havde budskabet om ”omvendelse” og i sin kommunikation med sognet, f. eks. gennem konfirmationsundervisningen, kunne Moe med sine upolerede udtalelser og sin facon støde mange, og det gjorde han helt klart. F. eks. var der en episode, der blev indklaget til ministeriet, hvor Moe under konfirmationsundervisningen havde spurgt, om nogen kunne beskrive en ”grundtvigianer”, der ”sværmede rundt omkring ligesom Oldenborrerne i denne Tid”. Striden fik oven i købet den dimension, at Moe ”i spøg” havde sagt, at oldenborrer, dem ”plejede man jo at samle ind og koge dem for at komme af med dem.”[3]
Valgmenigheden i Skanderup blev anerkendt ved kgl. resolution af 15. april 1910. Oprindelig hed valgmenigheden Hjarup-Skanderup Valgmenighed, fra 1911 var Andst med.
I dag er navnet Skanderup grundtvigske Valgmenighed.
Der var ved valgmenighedens start 20 familier fra Hjarup, ca. 100 fra Skanderup Sogn.
Utilfredsheden med pastor C. Moes uforsonlige, indre missionske linje kom til udtryk ved at nogle ikke indre missionske søgte sognebåndsløsning til den grundtvigianske præst i Askov, Axel Helweg. Men han følte sig mildest talt ikke velkommen i Skanderup Kirke under pastor Moe. Han meddelte ikke at ville deltage mere i 1910.

Efterskole og friskole

I 1914 med dannelsen af Skanderup Efterskole ansatte man som forstander Palle Kirk. Sammen med valgmenighedskirkens præst, Asger B. Eskesen, der i 1918 efter fulgte valgmenighedspræsten siden 1910, Anders Nørgaard, blev treklangen kirke, skole, efterskole i 1920 etableret med erhvervelsen af bygning til friskolen over for valgmenighedspræstens bolig. Asger B. Eskesen var valgmenighedspræst 1918-1954.
Man kan af efterskolens annoncering efter elever i Kolding Folkeblad se, at man fra start har sigtet på det, der i mange år blev efterskolens praksis, at have piger som elever i sommerhalvåret, drenge i vinterhalvåret. Det kunne dog ud fra annonceringen i Kolding Folkeblad fra 28. maj over september til oktober se ud til, at det første års tilmeldinger har nødvendiggjort at oprette et kønsblandet i stedet for et rent drengehold fra 03. november 1914.[1] Med krigsårene lukkedes grænsen til Tyskland, d.v.s. ved Kongeåen, og en del af elevgrundlaget var hermed skåret bort.
Som den første forstander for efterskolen udnævnte Palle Kirk efter krigen skolen til at være en ”genforeningsskole”. Dette blev en markant succes med god elevsøgning. Palle Kirk og hustruen Kirstine fejrede i 1939 25 års jubilæum, og samme år skiftede skolen til forstanderparret Ellen og Olav Helstrup Andersen.
Med forstanderskiftet i 1939 omdøbtes skolen til Skanderup Ungdomsskole. I 2007 fik skolen igen det oprindelige navn, Skanderup Efterskole.[i]
Helstrup Andersen blev efterfulgt som forstander af en af skolens lærere, Oluf Klinting, der fungerede som forstander fra 1966, hvor skolen blev en selvejende institution med rene 10 mdr. karle-, drengehold frem til 1981, hvor man fik optag af kønsblandede hold.
 
Helstrup Andersen blev efterfulgt som forstander af en af skolens lærere, Oluf Klinting, der fungerede som forstander fra 1966, hvor skolen bliver en selvejende institution med rene 10 mdr. karle-, drengehold frem til 1981, hvor man får optag af kønsblandede hold. 
Det kan om Klinting i 1950’erne anføres, at han som idrætslærer under Helstrup Andersen underviste sognets drenge, både de missionske og de grundtvigiansk opfostrede, i gymnastik.
I forbindelse med valgmenigheden oprettedes der i 1918 så også en friskole. De tre centrale institutioner, kirken, efterskolen og friskolen kom til at ligge centralt på matriklerne 9 og 10 i Skanderup.
 
Skanderup Efterskole i 1920, før Palle Kirk byggede privatbolig mellem efterskolen og huset til Ejersminde. Skanderup Efterskole, et blandet pige-karlehold, 1914-15.
            
Efterskolen havde pige- og karlehold i henholdsvis sommer- og vinterhalvåret. Ved manglende søgning kunne der også ses annoncering for blandede hold. F. eks. her i 1914, før efterskolen blev "Genforeningsskole".
 
Skanderup Friskole i ca. aktuel udgave Valgmenighedens præstegård mellem efterskole og friskolen
 
 
 



[1] En nu nedrevet hovedgård i Seest.
[2] Med reformationen overgik alt kirkegods til kronen - som jo også sælger her. Men den nævnte langilde må formodes at have været specielt tilegnet kirken.
[3]Vamdrupgaard, som Rantzau i 1602 mageskiftede med mølle og gods for Trøjborg len.

Danmarks Adels Aarbog.  Se 1903 udgave, 1894-, 1914-,  1920-,  og flere udgaver.  
 
[1]  Annonceringer i Kolding Folkeblad. 

[1] Moe, Oplevelser, s. 66-67.
[2] Moe, Oplevelser, s. 131-132.
[3] Moe, Oplevelser, s. 72-73. Sognet har muligvis været noget plaget af oldenborrer. I 1906 fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokol, at der ingen oldenborrer var dette år.
Kirkebygningen er et resultat af en ombygning af det tidligere mejeri ved arkitekt Th. Rolver, Kolding, og den blev indviet 24. sept. 1922. 
 
 
 

[i] Oplysninger om Skanderup Efter- og Ungdomsskole findes i en veldokumenteret beretning på Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv, v. Arne Kristiansen.


[ii] Ribe domkapitels brevbog bestående af 29 pergamentblade, ført fra slutningen af 1200-tallet indtil ca. 1322. Kirkerne i Ribe Stift, hvorunder Hjarup Kirke hører, er indeholdt i en fortegnelse.
[iii] Det betyder formentlig ikke, at præstegården først stod opført på dette tidspunkt. Slots- og Kulturstyrelsen har formentlig i deres fredningsbeskrivelse ret i, at bygningen må antages at være opført 1660-70, https://www.kulturarv.dk/fbb/sagvis.pub?sag=16120050.
[iv] Fremgår af den benyttede sogneforhandlingsprotokol for Hjarup Sogn.


 
[1]Se Nationalmuseets bygningsbeskrivelse, pdf.
[2]Se Nationalmuseets bygningsbeskrivelse, pdf.
[3]Se Nationalmuseets bygningsbeskrivelse, pdf.
 

Missionshuset Pella.


Missionshuset Pella o. 1950 Pella indvendigt i velmagtstiden?
Menighedshuset, den fra besættelsestiden ombyggede barak fungerede indtil det i 1988 blev nedrevet for at der kunne bygges et lægehus. Det lå mellem posthuset og bager Jac. Nielsens og købmand Mogensens forretninger.
Iflg. Trap 3, bd. 5, udg. 1904 er missionshuset fra 1882. Kolding Leksikon siger 1889. Thomas Christensen anfører i sin Skanderup Sogns Historie, at "missionshuset "PELLA"" blev opført i 1890, hvilket gav navnet "Pellaby" til kirkebyen.  I Moes erindringer, Oplevelser anføres der herom, s. 84f, at der i sognet 4 år efter hans ankomst, dvs. i 1989 blev udtrykt ønske om et missionshus, som Moe dog ønskede, der skulle være penge til først. Frivillige bidrag resulterede i, at der blev bygget så stort, at der kunne rummes "800 Mennesker ... Grundstenen blev lagt d. 16. April 1889, og Huset indviedes d. 18. September samme Aar." 
Trap Danmark er almindeligt anerkendt som professionelt pålidelig, selv om der kan findes fejl og unøjagtigheder i detaljen i udgivelsen. Trap 3 er udgivet 1898-1906, Trap 2 er udgivet 1872-79. Det er m.a.o. nødvendigt her at benytte Trap 3, som tidsmæssigt ligger tæt på begivenheden. Men det må konstateres, at Moes udsagn nok har den rigtige tidsangivelse. Hermed får man også den naturlige sammenhæng mellem Moe og et af resultaterne af hans prædikantvirksomhed, missionshuset fra 1889.
Pella er en østjordansk by, hvortil jødekristne flygtede under krigen med romerne i 66 e. Kr.
I perioden fra o. 1870 blev der i Danmark bygget ca. 900 missionshuse samtidig med, at der blev opført o. 1600 forsamlingshuse. Begge byggerier er monumenter over de folkelige bevægelser i slutningen af 1800 tallet.
[1] Menighedshuset i Vestergade var en ombygget barak fra besættelsestiden.