Len, herreder, amter

Antallet af middelalderens adelige len var steget til o. 200 med reformationen i 1536.
Ved omdannelsen fra len til amter i 1662 var der 49 len.
I denne opgørelse er der medtaget 62 len.
Enevælden fra 1660 betød en omlægning fra den adelenige lensadministration til amter i 1662.
Amterne blev 1793 større og reduceret i antal, tilsvarende 1970 for endeligt at blive erstattet af regioner 2005.
 
De adelige len før enevældens omlægning til amter
Jylland
                  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fyn
  
Sjælland
  
Skåne, Halland og Blekinge
Bygholm Len
Hagenskov Len
  
Abrahamstrup Len Len (Falster)
Gladsax Len
Børglum Len
Hindsgavl Len
  
Antvorskov Len
  
Halmstad Len
Bøvling Len
Nyborg Len
  
Dragsholm Len
  
Helsingborg Len
Dronningborg Len
Odensegård Len
  
Frederiksborg Len
  
Christiansstad Len
Dueholm Len
Rugård Len
  
Halsted Len / Ravnsborg (Lolland)
Laholm Len
Hald Len
Søbygård-Gudsgave Len (Ærø)
Hammershus Len (Bornholm)
Landskrone Len
Havreballegård Len
    
Holbæk Len
  
Malmøhus Len
Kalø Len
    
Hørsholm Len
  
Sølvesborg Len
Koldinghus Len
    
Jungshoved len
  
Varberg Len
Lundenæs Len
    
Kalundborg Len
    
Mariager Len
    
Korsør Len
    
Riberhus Len
    
Kronborg Len
    
Sejlstrup Len
    
Københavns Len
    
Silkeborg Len
    
Nykøbing
    
Skanderborg Len
    
Ringsted Len
    
Skivehus Len
    
Roskilde Len
    
Stjernholm Len
    
Sorø Len
    
Tørning Len (Sønderjylland)
    
Stegehus Len (Møn)
    
Vestervig Len
          
Sæbygård Len
    
Ørum Len
    
Tryggevælde Len
    
Åkær Len
    
Vordingborg Len
    
Ålborghus Len
    
Ålholm Len (Lolland)
    
Åstrup Len
          
 
De oprindelige amter, som blev indført som afløsning af de adelige len i den enevældige administration 1662. De 24 amter, som 1793-1970 med sammenlægninger erstattede de oprindelige, mindre amter. Skanderup Sogn, Anst Herred gik her fra at have været etn del af Koldinghus Amt til Ribe Amt.
1970-2006 var der 13 amter og 3 kommuner med amtsfunktion i Danmark. Siden 2007 er Danmark inddelt i regioner.

Sogneforstanderskabsager

Fattigvæsenet - sociale karakteristikker af sognet

Fattige og fattigdom var især at finde blandt syge, forældreløse, enker og gamle.
I middelalderen og op i tiden til 15-1600-tallet, dvs. umiddelbart før enevældenenevælden, var fattige og fattigdom et anliggende for slægt og familie. På landet skulle bønderne sørge for slægt og familie, i byerne sluttede håndværkere og handlende sig sammen i gilder, hvor man ydede gensidig hjælp.
I praksis var fattigforsorgen dog hovedsageligt et kirkeligt anliggende, hvor den katolske kirke, ikke mindst klostrenes munke og nonner ydede hjælp til fattige og syge. Selv om overtro og åreladning kunne gøre mere skade end gavn, bredte den medicinske kunnen fra antikken via muslimske skrifter sig også til Europa og Danmark. Og man kunne efterhånden gøre sig håb om en nogenlunde effektiv sygdomsbehandling på klostrenes hospitaler.
Herefter blev fattigforsorg i stadig stigende omfang et samfundsanliggende.
Med befolkningstilvæksten efter 1300-tallets pest, den sorte død, steg også antallet af fattige. Lovgivningen blev strammet, og med Frederik 2.'s tiggerforordning fra 1587 blev vagabonder, tiggere og løsgængere efterhånden betragtet som moralsk anløbne, som man oven i købet gik over til at indfange og sætte til tvangsarbejde.
Med forordning om betlere i Danmark af 24. sept. 1708 blev fattigforsorgen et statsligt problem, dog finansieret gennem frivillige bidrag fra gejstlige og embedsmænd.
I 1803 besluttedes det at oprette fattigreglementer for henholdsvis landet og byerne, som dog i praksis var ret ens. Der oprettedes fattigdomskommissioner med sognepræster i spidsen. Disse fattigdomskommissioner havde ret til at indkræve og forbruge skattemidler. Sammen med skolekommissionerne fra 1814, også med sognepræster i ledelsen, blev disse to organer forløberne for sogneforstanderskaberne 1841-42.
Selv om den fattigforsorg, der blev indført med fattigkommissionerne og sogneforstanderskaberne var at betragte som fremskridt, så kan man med det herostratisk berømte eksempel, Tyendeloven af 10. maj 1854, altså en lov samtidig med sogneforstanderskabernes fattigforsorg, også med fordel være opmærksom på forholdene for de mindst privilegerede i samfundet. Jeppe Aakjærs Vredens Børn fra 1904 var et litterært debatindlæg til fordel for de mest udsatte på landet. Romanen affødte en voldsom debat, men medførte dog, at Tyendeloven og skudsmålsbogen i 1921 afskaffedes. Det har næppe været p. gr. af denne roman, at Poul Henningsen en overgang frygtede, at Jeppe Aakjær kunne være hans far.[1]
I sogneforstanderprotokollen kan man se, at fattighusene i Skanderup(der var en overgang 2) - før det seneste fra 1875 over for sognekirken - skulle vedligeholdes af sognets beboere. Man kan også se, at den omsorg for de fattige i sognet, som medførte hjælpeforanstaltninger, blev fordelt efter gårdenes hartkorn.
Og det har næppe været en ønskesituation for de fattige at skulle ligge sognet til last.
For de gamle ændredes situationen betydeligt med Lov om Alderdomsunderstøttelse fra 1891. Det blev nu muligt for "værdigt trængende" ældre over 60 år, som ikke tidligere havde modtaget fattighjælp, at få ret til understøttelse.
Drøftelsen i Skanderup Sogneråd fra jan. 1930 om etablering af et alderdomshjem i sognet resulterede først i en beslutning om at ombygge Fattiggaarden. Men i 1934 nåede man så i sognerådet frem til beslutningen om at bygge et helt nyt alderdomshjem i Lunderskov, hvor Lunderskov Kro, sidst, indtil 1919 Lunderskov Afholdshotel havde ligget. Og Fattiggaarden blev solgt.
I Thomas Christensens sognehistorie hævdes det tidligere afholdshotel at være brændt. Men det er vist snarest udtryk for manglende viden om denne bygnings skæbne.
Det fremgår af den samtidige presse, at Lunderskov Afholdshotel i 1919 blev forsøgt afhændet, og iflg. Folkebladet Sydjylland 16. nov. 1934 bliver stedet til Lunderskov Alderdomshjem.  
 

Sognets veje - se matrikelkort 1883 eller matrikelkort 1846[2]

På et sogneforstanderskabets møde 1.4.1842 i Gelballe, hvor herredsfogeden for en gang skyld også deltog, gennemgik man en skrivelse fra amtet efter vejsyn i januar. Det hedder herom: ”Herredsfogeden var til Mødet for i henhold til Amtets Skrivelse af 13. og 14. januar …” at gå i samråd med sogneforstanderskabet o. vejene og deres vedligeholdelse. Herredsfogeden er medunderskriver (med et ulæseligt navn, desværre).
Søndre Landevej fra Kolding til Ribe var blevet forbedret og nu i god stand, hvorfor sogneforstanderskabet forventede, at amtet kunne overtage denne landevej.
Sognets veje i øvrigt inddeltes i 2 klasser: 1. førsteklasses veje, som man skulle kunne færdes ad nemt og bekvemt på alle tider af året, 2. veje, som skulle holdes så farbare, at man ikke skulle have anledning til klage.
Under førsteklasses veje hørte:
1) vejen fra Ribe Landevej gennem Dollerup, Nagbøl til Vamdrup,
2) vejen fra Søndre Landevej gennem Skanderup til Skanderup Kirke til Nagbøl (og herfra videre ad vej 1),
3) vejen fra HjarupHjarup til Skanderup,
4) vejen fra Skanderup Kirke til Dollerup,
5) vejen fra Dollerup gennem Lunderskov, Gelballe til Vranderup Mark.
Under 2. klasses veje hørte:
1) vejen fra Skanderup til Bønstrup skel (se evt. et af matrikelkortene),
2) vejen fra Lunderskov til Drabæks MølleDrabæks Mølle - ønskes i 1852 ændret til Dollerup, Drabæks Mølle m. forbindelse til Andst og
3) vejen fra Lunderskov til Rolles Mølle og til skel til Lejrskov,
4) Lunderskov Kirkevej, fra byen til 1. klassevejene 2) og 1), herfra til kirken,
5) Gelballe Kirkevej fra 1. klasses vejen 5) til Lunderskov Kirkevej.
I dag har staten ansvaret for det overordnede vejnet, kommunerne ansvaret for det øvrige, offentlige vejnet.
Med sogneforstanderskaberne blev amts- og kongerejser pålagt som sogneforstanderskabernes ansvarsområder, dvs. pligt til vedligehold.
Fra 1793 var det de i 1791 indførte sognefogeders ansvar at sørge for vejenes vedligehold, snerydning og kørsel. Kørslen kunne være af standspersoner, kongelige o.l. Det kunne også være regulær bortskaffelse af fattige fra sognet.
Det var også under sogneforstanderskabet sognefogeden, der skulle få de ind imellem formentlig noget vrangvillige bønder til at udføre arbejdet. Man har herunder fundet ud af, at det lettede udførelsen af opgaverne noget at lade dem udbyde i licitation, hvor der blev holdt syn til godkendelse i sogneforstanderskabet.
I 1868 besluttede sogneforstanderskabet anlæggelse af ny vej i Lunderskov, Reinholdts Bakke og i 1866 Jordemodervejen i Skanderup, vejen fra Søndre Landevej til Ribe gennem Skanderup, krydset til HjarupHjarup, med vej til Gelballe.
Der var i sognet også en række offentlige stier, fremgår det af liste, som blev fremlagt i sogneforstanderskabet 25.10.1850. Der var kirkestier i alle sognets byer, en skolesti fra Rolles Mølle til Gelballe, møllestier til Lunderskov fra de to møller, en møllesti fra Skanderup, stier fra Skanderup til Gjelballe, fra Ribe Landevej til Drabæks MølleDrabæks Mølle. 
 Af egentlige modsætninger og konflikter omkring vejvæsenet kan der kun konstateres få og små i sogneforstanderskabs- og sognerådsprotokollerne. Vejene var en praktisk foranstaltning, og det indebar udgifter enten i penge- eller arbejdsydelser. Hertil kom placeringen af vejene.
Hvordan vejvæsenet er blevet drøftet blandt menigmand og de ikke så indflydelsesrige, som ikke har været repræsenteret i den sognepolitiske repræsentation før sent i forløbet, det kan der ikke siges noget om på det foreliggende kildegrundlag.
Men i forhandlingsprotokollerne er der enkelte eksempler på den økonomiske side, at bønderne af sognefogeden kunne beordres til vejvedligehold, hvilket blev opgivet og erstattet med en skattemæssig fordeling af arbejdet gennem licitation. Og et enkelt eksempel fra 1933, hvor vejen fra Søndre Landevej, gennem Skanderup by, forbi Skanderup Kirke blev rettet ud. I Skanderup til stor fortrydelse for et sognerådsmedlemsognerådsmedlem, sognefoged og tidligere sognerådsformandsognerådsformand. Det protesterende mindretal med helt åbenbare personlige interesser blev politisk "kørt over" af deres meningsfæller i andre (religiøse) henseender.
Skanderup nye skole fra 1908, før vejen i Skanderup blev rettet ud og ført forbi skolen fra Grønvanggaard - som supplement til vejen gennem Skanderup by med smed, bager og brugsforening. Her, ved skolen fra 1842, blev vejen "rettet ud" og ført lige mod Lunderskov, hvor der så blev "omfartsvej" her, ind i Skanderup by. 
 

Jordemodervæsenet

Jordemødre har i kendt historisk tid været en vigtig funktion. Det mest gennemgående er, at det oprindeligt skulle være gifte kvinder eller enker, som selv havde født.
Med forordning af 4.12.1672 fik stadslægerne i København og andre byer pligt til at undervise og eksaminere jordemødre, før de måtte praktisere. De første danske regler om udvælgelse og beskikkelse via magistrat eller amtmand findes i Kirkeritualet for Danmark og Norge af 1685.
I Christian 5.'s Danske Lov 1683 hedder det, at magistraten i København og amtmændene i provinsen skal "beskikke ærlige og gudfrygtige kvinder, som forstår sig på deres embede og med attest fra deres sognepræst kan bevidne, at de er af god kristelig levned og er eksamineret af medicus eller chrirugies og give disse kvinder brev på, at de må lade sig bruge af barselskvinder, når det begjæres."
1713 oprettedes jordemoderkommissionen, og fra 1743 førtes der regelmæssigt protokol over examinerede jordemødre. Fra 1746-1761 begyndte man at oprette jordemoderembeder i provinsen. I 1791 giver den danske regering for første gang regler for betaling af jordemødre - efter evne, de fattigste mindst, de rigeste betalte mest.
I 1810 oprettedes distriktsjordemoderordningen. Jordemoderdistrikter med fast løn skulle oprettes over hele landet.
Lov om Jordemødres Lønninger af 8. marts 1856. Ved lovgivningen fastsattes og reguleredes taksterne for jordemoderhjælp på landet. Taksterne "tilpasses" patienternes sociale niveau. Gårdmænd og husmænd betaler forskellige takster."
Alt i alt betød reguleringerne krav om uddannelse inden for det for folketallet jo ganske vigtige erhverv. Med den stærkt forbedrede medicinske viden fra 1800-tallet var der krav om kvalitet, men lønnen var overordentlig ringe.
Jordemoder Marie Jensen, født i Lunderskov, uddannet som jordemoder som 22 årig i 1885, uddannelsen varede 1 år, var formentlig en typisk repræsentant i tiden. Hun var gift, havde børn, manden kunne ikke tjene til føden. Datteren siger om moderen og ønsket om at blive jordemoder: "Det blev man jo dengang kun, hvis man var så uheldig at blive gift med en mand, der ikke kunne forsørge en, eller hvis man blev enke."
Der var i sogneforstanderskabet for Skanderup Sogn fra 1843 behandling af et amtsligt ønske om oprettelse af jordemoderbolig og -distrikt. Distriktet var først Skanderup, Hjarup og Vamdrup sogne med jordmoderbolig på den 2. klasses vej, der forbandt Skanderup og Bønstrup. I 1866 besluttedes det at købe en jordemoderbolig og anlægge Jordemodervejen til Gelballe, placering i krydset til Hjarup, idet det tidligere jordemoderdistrikt deltes i 2, Vamdrup-Bastrup og Skanderup-Hjarup. Det fremgår af Kolding Folkeblad, at dette jordmodersted i1915 blev solgt til ”Boelsmand Asmus Asmussen for 6000 Kr.”[3]
Med beslutningen i 1866 om deling i to af det tidligere jordemoderdistrikt kom der til at ligge to jordemoderboliger i Skanderup, det i Skanderup by placerede og det tidligere jordemoderhus, formentlig opført i 1849, som lå på vejen fra Skanderup over Klebæk til Vamdrup. Dette hus blev nedrevet i 1975.
Distriktsjordemødre betaltes og ansattes af amtet fra 1868, men var også før under amtslig inspektion og kontrol.
I Ribe Stiftstidende 29. maj 1872 hedder det, at "Byggearbeider ved Skanderup Jordemoderbolig ikke (er) bleven udførte ..." Annonceringen om salg er i Ribe Stiftstidende 26. nov. 1915. Jordemoderhuset i Skanderup, som det ser ud i dag. Jordemodervejen til Gelballe starter her. Det ældste jordemoderhus på vejen fra Skanderup over Klebæk til Vamdrup.
 

Post- og brandvæsen

Omdeling af post startede i Danmark i tiden før og under Christian 4. I 1711 bliver postvæsenet en statsinstitution. Postvæsenets funktioner var nyhedsformidling, transport af aviser og omdeling af post. Lokalomdeling af post i København begyndte i 1806. Fra 1865 blev der lokalomdeling af post i alle byer.
Den første spæde start på egentlig postombringning i Skanderup Sogn er muligvis forslag fra Hjarup om at holde fælles postbud sammen med Seest, Hjarup og Vamdrup, som blev behandlet på et møde i sogneforstanderskabet i 1857. Det blev ikke til noget på dette tidspunkt, men må være startet senest i 1865.
Det var en koncessionsbetingelse ved jernbanebyggeriet, at post gratis kunne sende aviser og breve med toget. Dette må også fra 1866 have styrket postomdelingen i Skanderup Sogn.

Herredsfogeden

Blev i enevældens sidste tid den embedsmand, som varetog en lang række administrative opgaver i kølvandet på landboreformernes langsomme opløsning af godssystemet. De nye opgaver var brandvæsen, brandforsikring og vejvæsen. Derfor er det naturligvis også fra Herredskontoret, sogneforstanderskabet fra 1858 får forespørgsler omkring brandsprøjter og branddamme.
Den ene af de nyerhvervede brandsprøjter anbringes til dækning for Skanderup og Gjelballe på den nyetablerede Jordmodervej. Den anden til dækning af Dollerup, Nagbøl og Lunderskov anbringes i Dollerup.  
 

[1] Iflg. Hans Hertels glimrende og veldokumenterede biografi PH, Gyldendal 2012.
[2] Eller gå til Kort og Matrikelstyrelsen under Miljøministeriet, der har historiske kort på nettet, hvor man kan forstørre kortet og læse detaljer, http://arkiv.kms.dk/mpn/mpnxy.aspx?x=521322&y=6147177. Tilsvarende kort kan man vælge for Lunderskov, Nagbøl. Dollerup og Gjelballe kan indkredses fra Skanderup eller Lunderskov.
[3] Kolding Folkeblad 26. nov. 1915.

Hjarup og Skanderup Sogn

Landsbyerne Gelballe, Hjarup og Skanderup har deres oprindelse i to nabosogne, Skanderup og Hjarup.
Med jernbanen fra 1866 og den heraf ledsagende industrielle udvikling blev de tre landsbyer opland til hver deres to stationsbyer, Hjarup til Vamdrup og Skanderup, Gelballe til Lunderskov.
Med nederlaget til Prøjsen i 1864 og tabet af den del af kongeriget, der lå syd for Kongeåen blev Vamdrup grænsestation til Prøjsen, som senere i 1871 med Tysklands samling under Prøjsen blev den dansk-tyske grænse indtil genforeningen i 1920.
I perioden 1842-1906[1] dannede Vamdrup og Hjarup fælles sogneforstanderskab, -kommune, hvor Vamdrup blev grænsestation først og fremmest fordi de syd for Vamdrup liggende områder mod Kongeå-grænsen var for sumpede til etablering af en jernbane- og grænsestation.
Ved anlægget af jernbanen i 1866 - og før anlægget af den sydjyske tværbane i 1874 - var Lunderskov kun en meget ubetydelig station med et krydsningsspor og et kort læssespor. Jernbanestationen var oprindeligt en træbygning. Et rimeligt gæt kunne være o. 50 m. nord for den nuværende jernbanestation.
Den i oktober 1874 nyopførte, i dag fredede stationsbygning[1] fik en passende, måske endda overdreven størrelse i forhold til Lunderskov som jernbaneknudepunkt.
De tre landsbyer har således deres rod i to forskellige sogne, tilknyttet to forskellige stationsbyer, da de i 1962-63 bliver forenet i et skolesamarbejde på tværs af de gamle sogneskel.
 
I Kolding Kommunes udviklingsplan for Hjarup og Skanderup, Gelballe i 2008 hedder det:
”Hjarup indgår i et landsbysamarbejde med Skanderup(, Gelballe). Dette samarbejde indebærer bl.a. idrætsforening, børnehave og Forbundsskolen, der fysisk er placeret ved Skanderup, men som også har elever fra Hjarup … (og Gelballe).”
I forhold samme kommunes til stationsbyer Lunderskov og Vamdrup med henholdsvis 3.096 og 4.927 indbyggere eller Koldings 60.508, Kolding Kommunes 92.505 indbyggere i 2018, så er og var folketallet i de tre landsbyer langt mere beskedent.
 
 

Hjarup Sognelokaliteter, lokalitetshistorie

Hjarup Sogn var fra 1906-70 Andst Herreds mindste sogn, omgivet af Vamdrup, Seest, Skanderup og Vamdrup sogne samt noget af Vejle Amt, Nr. Tyrstrup Herred.
Indtil 1906 var Hjarup en del af Hjarup-Vamdrup Sogn. Adskillelsen i to sogne blev gennemført efter langvarige drøftelser, et møde 8. nov. 1904 refereres at have varet fra ”kl. 2 til kl. 11”.
 
Som Skanderup er Hjarup et torp-navn. Navnet Hjarup kendes ikke før 1231 , og her er navnet Hyarthorp. Senere betegnelser er: ”Hiarthorp" og ” Hiartherop". I Kancelliets brevbøger fra 1544 er betegnelsen Hiarderupe By og Sogn. Der er ingen pålidelige tolkninger af forleddet, som muligvis kan være et gammeldansk mandenavn, Hior.
Hjarup var i 1688 en større landsby med en helt klar toftestruktur , hvor ingen af landsbyens gårde lå uden for landsbyen, og kun få blev udflyttet ved udskiftningen i landbruget, der startede med en række forordninger fra 1758 og ind i det flg. århundrede .
I matrikelkort for Hjarup by 1843 optræder flg. stednavne ud over Hjarup: Gaarsholt, Karensminde, Nyskov, Svanemose, Svanemosehus, Søeslette, Søgård, Søslette. De højtliggende, temmeligt jævne jorder er dels sandede, dels ler-blandede med ler til underlag. Der er nogen skov o. præstegården. En lille å løber gennem sognet til Søgård Sø i Vamdrup Sogn.  
 
 
 
 
 
 

Ledelse af forstanderskaber og sogneråd

Ledelsen af sogneforstanderskaber og -råd, socioøkonomisk fordeling

Tabel 1 Sognerådsformænd, i % andele af kommunerne i Præstø og Randers amter[1]
 
 
Stort hartkorn  
Bønder  
Præster  
Lærere  
Andre erhverv  
I alt          
1842   
Præstø           
13
 7
71
2
 7 
100 
 
 
Randers
34
 8
51
-
 7
100 
 
1848
Præstø
23
 4
68
-
 5
100 
 
 
Randers
26
 5
67
-
 2
100 
 
1854  
Præstø
26
 -
71
-
 3
100 
 
 
Randers
22
 6
71
-
 1
100 
 
1856
Præstø
23
19
47
 8
 3
100 
 
 
Randers
22
16
51
 4
 6
  99 
 
1862
Præstø
29
20
41
 5
 5
100 
 
 
Randers
22
26
47
 3
 2
100 
 
1868
Præstø
35
25
20
 9
11
100
 
 
Randers
26
35
30
 3
 6
100 
 
1871
Præstø
35
29
16
10
10
100 
 
 
Randers
26
41
20
10 
 3
100 
 
1880
Præstø
27
44
 5
 7
17
100 
 
 
Randers
23
66
 6 
 2
 3
100 
 
1888
Præstø
12
72
 2
 5 
 9
100 
 
 
Randers
10
75
 2
 3
10
100 
 
 
Niels Clemmensen har i sin disputats undersøgt og dokumenteret den socioøkonomiske fordeling i ledelsen af sogneforstanderskaber og -råd i Præstø og Randers amter.
De i tabeller og figurer titulerede sognerådsformænd var i perioden 1841-1867 sogneforstanderskabsformænd.
For Præstø Amt er der indhentet data fra o. 60 kommuner (56-65) for Randers o 70 kommuner (71-72).
Den officielle hartkornstatistik kan benyttes til at bestemme ejendomme over 12 tdr. hartkorn som store hartkorn, ejendomme fra 1-12 tdr. hartkorn som bøndergårde, ejendomme under 1 td. hartkorn som husmandsteder.[2]
 
Tal og figurer viser generelt for begge amter et markant fald i præsternes andel af formandskaberne, efterfulgt af en tilsvarende stigning i bøndernes, dvs. gårdmændenes andel - for begge amter markant fra 1871. Det store hartkorn ligger jævnt godt repræsenteret på over 20 % af formandskaberne indtil 1871. Herefter kommer der et fald, der falder sammen med det samlede Venstre i Rigsdagen fra 1870, og faldet kulminerer i 1888, hvor provisorietiden er på det højeste konfliktniveau. Man kan sige, at faldet er mindst markant i det mindre godsrige Randers Amt, fordi det store hartkorn her aldrig når den position i formandskaberne som i Præstø Amt.
I det godsrige Præstø Amt har bønderne en mindre repræsentation i formandskaberne fra 1862 i forhold til Randers Amt. Tilsvarende har det store hartkorn fra 1862 en større andel af formandskaberne, end de har i Randers Amt. Det betyder så også helt naturligt den stærkeste tilbagegang i formandsrepræsentationen i Præstø Amt.
 
[1] Den her bragte tabel er en sammenskrivning af tabellerne 1-2, 31-34 i NC. Der er i denne sammenskrivning set bort fra den optimale repræsentativitet, som NC har forsøgt at tage højde for ved at bringe tabeller, som giver data for udvalgte år i udvalgte tabeller. Variationerne er så ubetydelige, at disse supplerende tabeller er fravalgt.
[2]  NC s. 42
 

Det lokale selvstyre

Når vi i dag siger folkestyre, så tænker vi især på den almindelige, lige og hemmelige valgret med tilhørende valgbarhed. Men det er på den lange bane, at det efterhånden er blevet sådan.

Historisk er både lands- og lokalpolitikken en ganske tidsbestemt variant af det, vi i dag opfatter som folkestyre. Det blev formelt etableret med junigrundloven 1849, der afløste enevælden, men med en række privilegier og forbehold, som siden gradvist er modificeret mod et stadigt mere omfattende folkestyre.

Fra enevælde til lokalt selvstyre
Sogne- og købstadslovgivning
Valglovsbestemmelser
Sogneforstanderskaberne
Sogneråd
Lokale embedsmænd

Lovgivningsmæssigt drejer det lokale sig om købstadslovgivningen fra 1837, anordning om sogneforstanderskaber fra 1841, over love og anordninger af 1855 til Lov om Landkommunernes styrelse af 06.07. 1867, der varer indtil det egentlige gennembrud i den almindelige og lige valgret med kvindernes kommunale valgret i 1908, grundlovsfæstet 1915.

Der sker løbende ændringer fra 1933, i 1950 og 1965. Endelig forsvinder sognerådene med kommunalreformen i 1970. Det administrative grundlag for lokalstyret i Danmark er enevælden (1660/65-1849), hvor der blev styret via kirken, lens- og amtmænd – og hvor amtmændene under enevælden erstattede de funktioner, som tidligere de adelige lensmænd havde haft - suppleret med amtsskrivere og amtsforvaltere på det skattemæssige område.

I købstæderne havde enevælden foruden borgmestre byfogeder. Endelig var der fra 1791 herredsfogeder som dommere og efterhånden også med andre administrative opgaver under enevælden - politisager, tinglysning, skifte og overformynderi m.v. Frederik d. 6. besluttede i 1831 under indtryk af de revolutionære uroligheder i Europa 1830 at oprette de rådgivende stænderforsamlinger, som fungerede frem til 1848 , som blev effektueret i 1834 med Forordning ang. Provinsialstændernes Indretning i Danmark. Det førte så også i 1848-49 frem til junigrundlovens markering af enevældens ophør.

Skellet i udviklingen er således junigrundloven og de første spæde tiltag til en demokratisering af central- og lokalstyre op til og fra 1849. Junigrundloven med overgang fra enevælde til folkestyre giver sig selv som et demokratisk tiltag, om end man bemærker den overordentligt begrænsede valgret, som i folkemunde blev kaldt for forbehold over for ’de syv F’er’: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. Desuden var der en endnu mere privilegeret valgret til Landstinget i form af alder, indkomst-formue og indirekte valg af valgmænd, der så udpegede medlemmerne til Landstinget - et førstekammer for de helt privilegerede klasser. Og det må her erindres, at love skulle gennem både Folketing og Landsting for at få lovkraft. Der var over for folkestyrets demokratiseringspotentialer en udbredt skepsis (blandt de vel- og bedrestillede) i forhold til almuens / bøndernes / pøbelens evne til at styre og tage beslutninger, som også skulle gælde de privilegerede.

Valglovsbestemmelser

Fra 1849 til 1915 var der flertalsvalg i enkeltmandskredse (som man stadig bruger i f. eks. UK og med variationer i USA). Indtil 1901 var afstemningen offentlig, dvs. ikke hemmelig. I 1908 fik kvinder kommunal valgret som et resultat af Landstingets reducerede indflydelse med systemskiftet i 1901, hvor folketingsparlamentarisme i praksis blev gennemført med udnævnelsen af den første flertals-, Venstre-regering. Kvindernes valgret grundlovfæstedes i 1915.

Med grundloven af 1915 blev vælgerantallet mere end fordoblet ved rigsdagsvalg i medfør af valgret til kvinder, tyende, gradvis sænkelse af valgretsalderen og ophævelse af kravet om bopælspligt i valgkredsen i en periode før valget. For første gang forudsatte valgloven nu også, at kandidaterne som hovedregel var tilsluttet politiske partier. Hver kommune i en valgkreds skulle udgøre mindst 1 afstemningsområde, 10 % af vælgerne kunne kræve yderligere opdeling.

Med valgloven og grundlovsændringen af 1920 indførtes der forholdstalsvalg med kreds- og tillægsmandater, som vi kender det i dag. De tidligere enkelmandsvalgkredse blev til opstillingskredse.

Sogne- og købstadslovgivningen

For købstæderne og hovedstaden blev der med udtalelse fra stænderne givet en anordning angaaende købstædernes økonomiske bestyrelse af 24. okt. 1837 , der var gældende indtil købstadsloven af 26. maj 1868. Valgberettigede og valgbare var de mest velhavende, dvs. 3-9 % af købstædernes næringsdrivende borgerskab til borgerrepræsentationerne. Disse borgerrepræsentationer kan nærmest betragtes som et billigt supplement til den statslige forvaltning, som også under enevælden opererede med ”eligerede borgere”.

Overgang fra enevældig forvaltning til lokalt selvstyre

Det landkommunale selvstyre var både før og efter junigrundloven i 1849 også en decideret statslig forvaltning, hvor der var blevet et stigende behov for et (så nogenlunde) folkeligt supplement. Om ikke andet så (også her) a.h.t. gratis arbejdskraft i form af de lokale repræsentanter.

Det blev indført med anordning om sogneforstanderskaber i 1841. Det landkommunale selvstyre starter således med inspiration fra den samtidige købstadslovgivning, med anordning ang. landkommunevæsenet 13.8.1841. Der kommer en justering med Lov om sogneforstanderskabernes og amtsrådenes sammensætning af 22.3.1855 . Endelig kommer der med Lov om landkommunernes styrelse 06.07. 1868 den lov, som markerer navneskiftet fra sogneforstanderskaber til sogneråd.

Umiddelbart ville man forvente en glidende overgang til demokratisering af det lokale selvstyre. Det kan man vel også godt sige, der i nogen grad var tale om, men helt afgjort inden for de rammer, som det nationale borgerskab og det store hartkorn fandt bedst. Og med de begrænsninger, som lå i de stramninger i den folkelige indflydelse, som allerede lå i junigrundloven, og som blev strammet jævnt op med den følgende tids grundlovsændringer op til provisorietiden. Først med parlamentarismens faktiske gennemførelse i 1901 og kvindernes kommunale valgret i 1908 kan demokratiseringen siges at være slået så nogenlunde igennem. Dvs. før 1901 / 1908 ingen indflydelse til de 7 F'er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere), en indflydelse som først endeligt blev formaliseret med 1915 grundloven.

Skal der siges noget sammenfattende om det lokale selvstyre i perioden fra 1841, er det først og fremmest, at hovedopgaverne i sognekommunerne var fattig-, skolevæsenet samt vejene. Sygehus var amtslige opgaver. I byerne under købstadslovgivningen var opgaverne flere og øgedes løbende i industrialiseringens kølvand med f. eks. renovation, kloakering, vand-, el- og gasforsyning. En yderligere forskel på forvaltningen i sognekommuner og byer var, at de tiltagende velfærdsordninger, som ikke mindst blev krævet af et stadig stærkere Socialdemokrati omkring skoler, alderdomshjem, sygehuse m.v.

1841 sogneforstanderskaberne

Fødte medlemmer: sognepræsten, herredsfogeden med stemmeret, alle jordejere med 32 tdr. hartkorn og mere (det helt store hartkorn).

Valgte medlemmer: 4-9, afhængigt af kommunens befolkningsmæssige størrelse, som havde mindst 1 tdr. hartkorn, uanset fæste eller eje, altså ingen repræsentation af husmænd.

Amtsrådet: Amtmanden, en af amtets provster, udnævnt af kancelliet, dvs. centralmagtens repræsentanter. Lokale repræsentanter: sædegårdsejere valgte 3 medlemmer, hvis sædegårdenes hartkorn var ½ af amtets samlede hartkorn, ellers 2 repræsentanter. 3 eller 4 valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne, hvor centralmagten og det store hartkorn jo også var godt repræsenteret.

1855 reformen af sogneforstanderskaberne

Den mindre halvdel valgtes af samtlige, som også var valgbare til Folketinget, dvs. ingen fra de 7F’er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere). Den større halvdel valgtes af de højeste kommunale skatteydere over det foregående år. Præster og det store hartkorn mister det fødte medlemskab. Præsterne beholder dog beføjelser i fattig- og skolevæsen med stemmeret i disse sager. Herredsfogeden kunne deltage i forhandlingerne uden stemmeret. Der skulle være et ulige antal medlemmer. Amtsrådet, 7-11 medlemmer ulige antal: Mindre halvdel valgtes her af de største skatteydere. Større halvdel valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne.

1867 kommunalreformen, sogneråd

I stedet for sogneforstanderskaber er navnet nu sogneråd. Sognepræsten gled helt ud som født medlem, herredsfogeden mistede retten til at tiltræde forhandlingerne, og formandens stemme var ikke længere udslagsgivende ved stemmelighed. Derimod skærpedes amtsrådenes kontrol med den kommunale administration og virksomhed. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt, der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.

Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet.

Denne bestemmelse ses i praksis i Skanderup i konflikten mellem den lovmæssige skolekommissionsformand, den indremissionske pastor C. J. Moe og førstelæreren i Gelballe Skole, P. Nissen, der mildt beskrevet ikke sympatiserede med Moes måde at være skolekommisionsformand på.

I 1908 fik alle over 25 år, både kvinder og mænd, kommunal valgret. Skyldte man i skat, blev valgretten dog stadig frataget - indtil Steinckes socialreform i 1933. Der kom en ny lov om kommunernes styrelse i 1933, som var gældende indtil 1965. Sogneråd skulle stadig bestå af et ulige antal medlemmer, der udgjorde mindst 5 og højst 19 personer. Ændringer heri krævede amtsrådets tilladelse. Sognerådsformand og -næstformand valgtes med absolut flertal, og var forpligtede til at fungere i hele valgperioden.

Den 11. november 1791 udstedtes i kong Christian 7.’s navn en forordning om "sognefogeders beskikkelse, deres embedsforretninger og belønninger". Man kan af denne forordnings ordlyd slutte, at sognefogeder har været kendt før 1791.

Man kender til sognefogeder på rytter- og krongodset tilbage fra 1600-tallet, altså også Koldinghus Len og Amt. Derimod er vor viden om sognefogedinstitutionen i de øvrige dele af landet før 1791 mere sporadisk. Men også her synes det at være godtgjort, at der har været sognefogeder, som har bistået herredsfogeder og amtmænd i deres administration på sogneniveau.

Dette skulle være et resultat af, at den enevældige regering i forbindelse med oprettelsen af et landsdækkende politi i slutningen af 1600-tallet bevidst søgte at etablere sognefogedembeder også i privatejede godsområder. De blev udnævnt af amtmanden og bistod altså ham og herredsfogeden ved den statslige administration på sogneniveau. Disse sognefogeders vigtigste opgaver synes at have været at indhente og formidle lokale oplysninger samt organisering af bøndernes pligter ved offentlige arbejder.

Der var i tiden før landboreformerne og før forordningen om sognefogeder fra 1791 adskillige fogeder på landet: Herredsfogeder, delefogeder, skovfogeder, skrivere og visse andre, deriblandt sognefogederne. Hertil kommer tidlige landsbyfunktioner som oldermand, videfoged og grandefoged.

Sognefogeder og andre lokale embedsmænd

Ud fra en gennemgang af det lokale kildemateriale fra Kolding Rytterdistrikt er der lavet en ganske detaljeret fortegnelse over sognefogeder i bl.a. Skanderup Sogn 1619-1792, dvs. tiden indtil Forordningen om Sognefogeder Der har formentlig fra starten været praksis, at der i sognet var to sognefogeder, hvoraf den ene altid bosiddende i Skanderup.

Ansvarsfordelingen mellem de forskellige administrative gøremål var ikke særligt veldefineret, og der fandtes adskillige overlappende funktioner

Man kan ved at sammenholde oplysningerne fra rytterdistriktets kilde- og andet materiale lave en så nogenlunde fortegnelse over Skanderup Sogns forskellige administrative repræsentanter.

Først en fortegnelse over sognefogederne 1619-1792, som er forsøgt korrigeret for gentagelser og regulære fejlskrivninger i kilderne:

1619-41, Jens Mikkelsen Stub, Skanderup,

1623-26, Jep Hansen (Jensen), Gelballe,

1666, Hans Thomsen Ulf, 

1704-15, Jep Iversen, Skanderup

1724-32, Laust (Laurids) Thomsen Ulf, Skanderup

1732, Laust Ulf, præstens medhjælper, kaldes ikke sognefoged, 1750, Laurids Thomsen Ulf, Skanderup, tidligere sognefoged

1739, Las Thomsen, 

1746, Søren Thomsen Terpager, Skanderup

1746-63, Poul Lauridsen Buch, Nagbøl

1750-63, Søren Terpager, Skanderup

1774-79, Laurids (Laurids, Peder) Terpager, Skanderup

1774-92, Niels Buch, Nagbøl

1789-92, Stefan Jensen, Skanderup

Oldermænd, grande- og videfogeder

Disse funktioner havde bønder, som stod for administrationen af landsbyens vedtægter og forskellige fællesaktiviteter. Hyppigt samme funktioner, som den tids sognefogeder (før 1791 forordningen) havde.

Funktioner var en del af landsbyens selvstyre, hvorimod sognefogeder fra 1791 var en del af centralmagten. Oldermændenes havde desuden en selskabelig funktion, landsbyens gilder. Udtrykket skal her forstås bogstaveligt, dvs. der var tale om sammenskudsgilder, som regel afholdt på bestemte tider af året. Grandefogederne var tilknyttet datidens ejerlav, dvs. landsbyfællesskabet, som det vel så ud efter reformationen. Uanset om betegnelsen har været oldermand, grande- eller videfoged, har der været tale om som regel et pligtmæssigt hverv som leder af fællesskabsaktiviteterne, som gik på omgang mellem bymændene. Funktionen var ændringer i eller opretholdelse af landsbyens vedtægter og forskellige former for fælles aktiviteter i forbindelse med jordfællesskabet.

Bondefogeder, rodemænd

Der var her sædvanligvis tale om en bonde, der var godsejerens, dvs. ridefogedens repræsentant, ligesom sognefogeden var det, og de havde således pligt til at udføre de højere myndigheders ordrer.

Ridefogeder, herredsfogeder, delefogeder, skovfogeder

Ridefogeden var godsejerens repræsentant i forhold til fæstebønderne, som han havde overopsyn med, og han ledede godsets administration.

Herredsfogeden udnævntes af lensmanden, under enevælden af kongen. Han skulle oprindeligt varetage kongens interesser på tinge, men efterhånden blev domsmagten hans vigtigste funktion.

Delefogeden kunne som repræsentant for kongemagten have retslige funktioner på herredstingene, men har nok også som ridefogeden ført tilsyn med bønderne. I forhold til kongemagten kan man måske sige, at herredsfogederne var retsvæsenets repræsentanter, delefogederne mere de administrative repræsentanter.

Skovfogeder kendes tilbage fra 1500-tallet som bønder, der blev udtaget til at værne om skovene og vildtet. Kongen udpegede blandt sit jagtpersonale eller lavadelen skovridere, der tilsvarende skulle værne skove og vildt mod krybskytter og ulovlig hugst. Altså stort set samme funktion. Senere beror forskellen mellem skovridere og skovfogeder på uddannelsens længde.

Lægdsmanden førte tilsyn med lægdsruller, dvs. militærudskrivningen. Dette embede blev oprettet i 1788.

Det er kun sporadisk undersøgt, hvem der har været sogne- og andre fogeder i tiden efter Johs. Linds undersøgelse.

Der er benyttet ældre vejvisere for Kolding Kommune, hvor der kan erhverves nogle oplysninger.

I Vejviser 1877 "F. Petersen, Skanderup Sognefoged og Lægdsmand i 4. Udskrivningskr. 75. Lægd."

I Vejviser 1887 formentlig den samme: "C. F. L. Petersen, (Skanderup), for Skanderup."

I Vejviser 1894 "Sognefoged og Lægdsmand. Hans Nielsen, Gjelballe."

I Vejviser 1902 "Sognefoged H N Roldsgaard, Gjelballe." Optræder også i Vejviser 1904.

I Vejviser 1910 "Gaardejer H Hansen, Gjelballe." Optræder også i Vejviser 1914, her som Gdr. H. Hansen, Lunderskov."

Herefter er der ikke givet netadgang til Vejviser før 1950, og her i reduceret form.

Man kan finde sognefogeder herefter i Dansk Politistat: Danmarks Politi, Fængselsvæsen, Grænsegendarmeri og Sognefogeder, Christian Gjerløv m.fl. 1933-1934. I denne udgivelse finder man Johan Nielsen, gårdejer i Skanderup og sognerådsmedlem, sognefoged, lægdsmand og pantefoged fra 1927 i sognets østre distrikt. Samt Jens Christen Laustsen, fabrikant i Lunderskov, også sognefoged fra 1927 men i vestre distrikt af sognet, dvs. bosat Lunderskov. 

[1] Se afsnit om Kolding Rytterdistrikt.

[1] Se også under Kolding Rytterdistrikt

[3]

[4] Her har Johs. Lind lavet de grundlæggende undersøgelser, som viser sognefogeder med navns nævnelse tilbage i starten af 1600-tallet, altså også før enevælden. Sognefogederne er her fundet i lensregnskabet 1610-11, se http://geltzer.dk/artikler/sgflen.php, og http://geltzer.dk/artikler/kilder/sognefogeder.php.   

[1] Johs. Linds undersøgelser er i vid udstrækning benyttet, og kun stedvis er der foretaget kontrol via det primære kildemateriale

   
© Skanderup Sogns historie