Udskriv
Landsogne som Skanderup, Hjarup og Vamdrup har været afsæt og mellemstation for dagens noget anderledes, moderne samfund, hvor man i tilbageblik kan se sporene i stort og småt, erhvervsmæssigt og mentalt.  
Her illustreret med landbrugets gyldne århundrede 1870'erne - 1970'erne med sognenes mejerier, der demonstrerer økonomisk fremgang og religiøs splittelse frem til en modstandskamp, der går på kryds og tværs af fortiden.
Af Danmarks 11 søndagshvilende mejerier lå de 4 i Ribe Amt, heraf Bastrup og Lunderskov helt lokalt.
 
 

Indledning - den økonomiske udvikling i Danmark 1850-1930

Fra herregårdsmejerier til fælles- og andelsmejerier

Kvinder, mejeridrift, karlekamre

Mejerier og religion

Sammenligning af søndags-hvilende og ikke hvilende mejerier, mejeridebatten

Skanderup Andelsmejeri

Lunderskov Andelsmejeri

Hjarup Andelsmejeri

Vamdrup Andelsmejeri

Bastrup Andelsmejeri

Sammenligning af mejeriproduktionen 1916 og 1930 på de lokale mejerier.

Produktionstal for Skanderup Andelsmejeri

Produktionstal for Lunderskov Andelsmejeri

Produktionstal for Hjarup Andelsmejeri

Produktionstal for Bastrup og Vamdrup Andelsmejeri

 
Tiden 1828 - 1857 var for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”, tiden indtil den omlægning fra planteavl til dyrisk produktion, som de internationale markedsbetingelser fremtvang fra 1870'erne.
Bruttofaktorindkomst 1828-1856, 1929 priser
 
Diagram, statistisk baseret på Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260, i 1929 priser. 
Den her illustrerede gunstige produktions- og prisudvikling i landbruget, der endnu er klart førende i forhold til andre erhvervsmæssige sektorer, skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.
Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget blev jernbanenettet. På længere sigt kostede det arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika.
Der kom så fra 1870’erne indtil 1890'erne i Danmark en landbrugskrise og afdæmpet økonomisk vækst.
Dampmaskine, -skibe og -tog forbedredes transportmulighederne, og det oversøiske korn blev en prisbillig konkurrent til det europæiske, hvilket medførte, at dansk landbrug på det nærmeste blev tvunget til at dyrke jorden med henblik på at sende afgrøderne videre gennem husdyrholdet.
Til gengæld blev Danmark så også førende på verdensmarkedet inden for den dyriske produktions mejeri- og slagteridrift.
Landbrugets krise var i første omgang et udslag af det omfattende kornprisfald, konkurrencen fra oversøiske kornprodukter, desuden protektionistiske foranstaltninger mod danske landbrugsprodukter især fra Sverige, Tyskland og England.
Kornprisfaldet fremmede interessen for at deltage i den mejeridrift, som hidtil først og fremmest havde fundet sted på herregårdsmejerierne.
Omlægning fra planteavl til den dyriske produktion skete først og fremmest på andelsbasis, og med andelsmejeriet i Hjedding i 1882 startede i 1880’erne andelsbevægelsens storhedstid både m.h.t. mejerier og slagterier.
Resultaterne af omlægningen var lidt forskellig på henholdsvis mejeri- og slagteriområdet. Fælles- og andelsmejerierne voksede frem som små, lokale, meget decentrale enheder indtil 1970'erne.
Andels- og de private slagterier var derimod i hele perioden større og mere centrale enheder.
Andelsbevægelsen gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne, og disse brug blev hurtigt ledende i den udvikling i landbrugets dyriske produktion, som med mejerier, slagterier og en omfattende eksport markerede landbrugets dominerende position i Danmark 1870-1970 .

Dansk landbrugs overgang fra plante- til dyrisk produktion
Udviklingen i landbrugsproduktionen siden 1860 er her statistisk belyst og viser prisfaldet i kornproduktionen over fælles- og andelsmejeriernes gennembrud i 1880’erne indtil de prisændringer, der blev resultatet af 1. verdenskrig og 1930’ernes økonomiske krise, der starter med Wall Street krakket 1929.
Udviklingen er også belyst med brug af indekstal, der viser den procentuelle ændring i forhold til det valgte basisår, 1860.
Begge statistiske tabeller har desuden diagrammatisk illustration.
Produktionen i alt er suppleret med en stiplet tendenslinje. 
I alt grafen illustrerer tydeligt faldet i produktionsværdi fra o. 1876. Det fremgår, at den prismæssige stagnation varer ved indtil 1885, at den skyldes et fortsat fald i vegetabilske priser, der kompenseres ved stigningen i den animalske produktions priser, hvor svineproduktionens værdi overhaler mejeriproduktionen 1930, men med et vækstpotentiale, der illustreret i indekstabellen slår igennem op til og efter 1. verdenskrig.
Den faldende indtjening i planteproduktionen er markant før 1. verdenskrig med en svag bedring her, indtil 1930’erne.
Modsat indtjeningen i den animalske produktion, hvor især mejerier og smørproduktion topper i tiden indtil verdenskrigen, hvorefter især svineproduktionens indtjeningsevne forøges markant.
Omstillingen fra planteavl til dyrisk produktion sætter mejeridrift og slagterier i fokus, især mejeridriften, hvor smørproduktionen vokser fra 24 mio. kg til 75 mio. kg i perioden 1861-1893. Smøreksporten er især højdespringeren i perioden med gennembrud for fælles- og andelsmejerier 1880 til 1899.
Der er en fordobling af mejeriproduktionen, og værdien af smøreksporten vokser 4½ gange. Dette i sammenligning med svineproduktion og -eksport, der fordobles i perioden indtil 1899. Herefter vokser ikke mindst svineproduktionens andel.
 
Det bevirkede, at især de middelstore landbrugs gårdmænd markerede sig i førertrøjen i forhold til herregårdsdriften og de større landbrug.
På mejerifronten blev tidligere tiders produktion af smør på først og fremmest herregårdsmejerierne, hollænderierne afløst af en ny tids fælles- og andelsmejerier.
Overgangen fra individuel og privat hjemmeslagtning til storproduktion på slagterier ser ud til at have været en kombination af landbrugets omlægning fra planteavl til primært husdyrbrug kombineret med først og fremmest importforbud for svinekød på det tyske marked 1887-89, som fremskyndede en allerede igangværende interesse for de anderledes krav til bacon på det angelsaksiske i stedet for flæsk til det tyske marked.
Overgangsfasen blev ledsaget af samtidige herregårdsslagtninger, som satte herregårdsmejerierne ud af spillet. Resultatet blev dominans af de efterfølgende fælles- og andelsmejerier, ind imellem bygget som gode eksempler på den tiltagende velstand blandt ejerne, de middelstore landbrug. Og med andelsmejerierne som klart førende i udviklingen.
På slagteriområdet var der i startfasen, fra 1887 både andels- og private slagterier. Der blev gjort et forgæves forsøg på at skabe en samlet slagterifusion for at undgå det, initiativtagerne anså for "skadelig konkurrence".
Fælles for mejerier og slagterier i dag er det, at den økonomiske og teknologiske udvikling har medført en gennemgribende centralisering på begge produktionsområder.
Små, lokale mejerier og slagterier findes stort set ikke mere. Den i starten herskende opfattelse, at man skulle undgå "den skadelige konkurrence" er blevet realiseret. Andelsbevægelsens og de private små virksomheder eksisterer kun i det omfang, at de - som f. eks. Thise Mejeri - har været i stand til at effektuere "den skadelige konkurrence" med et konkurrencedygtigt alternativ.
Det er bemærkelsesværdigt, at et meget lille, lokalt Thise Mejeri med en start som fællesmejeri, overgang til andelsmejeri, en kort periode som privatejet mejeri, nu som andelsmejeri med økologiske interessenter har etableret sig som et overordentligt konkurrencedygtigt alternativ til næsten monopolet Arla Foods.
 

Fra herregårdsmejerier, hollænderier til fælles- og andelsmejerier

Inden egentlig mejeridrift startede i løbet af 1700-årenes Danmark, lavede man smør på almuevis, almuesmør.
Det var et mælkeprodukt af lav kvalitet, som almuen stort set kun brugte i egen husholdning. Til denne produktion lod man fade med mælk stå nogle dage på producenternes hylder under loftet, hvor der så øverst dannede sig et smørlag - ofte med fluer og utøj i mælken, og smørkvaliteten blev derfor højst uensartet og et resultat af den enkelte producents krav til hygiejnen. Samtidige kritikere hævdede, at den tids almuesmør kun var velegnet til brug som vognsmørelse.
Der skete en væsentlig forbedring i smørproduktionen på samtidens herregårdsmejerier, der efter holstensk og hollandsk forbillede kunne håndtere større mælkemængder på en mere ensartet og hygiejnisk måde, ofte under ledelse af fagkyndige "mejersker", som havde særlig forstand på mælkebehandling. Arbejdet med køer var oprindeligt et kvindeområde, som mænd ikke beskæftigede sig med. Der blev 1836 indført en toårig uddannelse som mejerske, som tydeligt markerer dette forhold.
Mejerske på uidentificeret postkort 1910-20.
Sådan kunne der godt have set ud på Skanderup og Lunderskov Mejeri. Det lurmærkede papir på væggen blev først registreret varemærke 1901. Der pakkes dritler med smør fra den store kærne, og der er vægte og lodder i forskellige størrelser.
Disse mælkekuske ved Hannæs Mejeri, Thisted Kommune er fotograferet nok nogle år efter mejeriets start 1911. Tilsvarende kunne man muligvis se i Skanderup og Lunderskov med registrerede ruter fra gårdene til forarbejdning på mejerierne, der var fri for smørkørsel med den tætte placering til jernbanen.
Smørproduktionen var især blevet udviklet i hertugdømmet Holsten, der var en del af det danske kongerige indtil 1864, og i Holland. Et dansk herregårdsmejeri blev ofte kaldt for et hollænderi. I Oeconomisk Journal fra 1757 hedder det: "Den, som selv har Hollænderiet, maa i det ringeste holde en Meyerske."
Omkring 1830 indførtes fra Holsten det såkaldte bøttemejeri med store flade bøtter, der havde en stor overflade, og som blev placeret i tør luft. En yderligere forbedring af smørkvaliteten var det, da man gik over til at nedsænke fade og beholdere med mælk i vand, senere kombineret med ismejerier, hvor isen fremmede smørdannelsen.
Sammenfattende om herregårdsmejerierne, hollænderierne forholdt det sig sådan, at behandlingen af mælk, hvad enten der stod ost eller smør på menuen, helt overvejende var en kvindesag, hvor herregårdene havde ansatte mejersker til arbejdet.
Salget af varerne blev derimod varetaget af mænd, ligeledes administrationen af de underordnede ansatte, som blev varetaget af de såkaldte hollændere.
På de danske bondegårde var arbejdet med mælken bondekonernes og pigernes domæne.
Så længe det danske kornsalg til de industrialiserede områder i Europa, og her især England, gik godt - og det gælder primært tiden 1830-70'erne - manglede man kontante tilskyndelser til en mere organiseret og gennemført kvalitet i smørproduktion og -eksport. Det kom der med landbrugskrise og omlægning fra vegetabilsk, især kornproduktion til animalsk landbrugsproduktion.

Fællesmejerier især i Østdanmark

Landbruget stod i en helt ny situation med problemerne i planteavlsproduktionen, hvor løsningen var selv at bruge planteavlen som foder i en animalsk produktion.
Herregårdsmejerierne kunne tage kampen op om markederne for animalsk produktion, men der var desuden driftige unge mejerister og andre, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør. Disse aktiviteter gik under betegnelsen fællesmejerier og var især hyppigt forekommende i Østdanmark. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her tale om en form for lukkede interessentskaber snarere end fællesmejerier.
 

Andelsmejerier i Sydvestjylland

I Vestjylland var situationen anderledes end i det østlige Danmark. Med gødningskrævende sandjord og før grundlæggelsen af Esbjerg Havn (byggeri af havnen fra 1868) med mangel på eksporthavne har området aldrig haft en stor kornproduktion. I stedet satsede man på eksport af svin og levende kvæg. Denne satsning var o. 1880 ved at blive vanskelig i området. For det første var jorden gødningsmæssigt ved at være "presset". Dertil kom eksportproblemer til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I 1864 havde Danmark desuden mistet Altona som udskibningshavn. I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark.
Men i stedet for at lade herregården - dem var der ikke så mange af i Vestjylland - eller en mejerist fra et fællesmejeri "skumme fløden", valgte man i vid udstrækning selv og i fællesskab at høste fortjenesten ved etableringen af andelsmejerier.
Fællesskabs- eller andelstanken blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på forskellige landbrugsskoler i området, bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup, måske også af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne med næsten ens gårdstørrelser.
Resultatet blev oprettelsen af andelsmejeriet i Hjedding 1882 med flere lignende initiativer samme år. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg det førende område for andelsbevægelsen.
Allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier, 1888 var det store gennembrudsår.
I gennembrudsfasen var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden indmeldte husmændene sig også.
1894 var der i alt 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163.
Det er skønnet, at omkring 1890 leverede ca. en tredjedel af samtlige landbrug mælk til andelsmejerier. Men herefter bliver andelsmejerierne stadigt mere dominerende.
I en opgørelse over Mejeribruget i Danmark 1914 er der ”Oplysninger fra 1503 Mejerier, … 681 paa Øerne og 822 i Jylland ... 1380 betegnet som Smørmejerier og 123 som Handelsmejerier.”
De vigtigste i opgørelsen er smørmejerierne, hvor handelsmejerierne blot køber og videresælger mælk i modsætning til smørmejerierne, der udskiller fløde og kærner smør.
Af de 1380 smørmejerier er ”1168, Andelsmejerier, 196 er Fællesmejerier og 16 Herregaardsmejerier.”
Procentuelt er de 1380 smørmejerier i 1914 fordelt således:
Andelsmejerier
Fællesmejerier
Herregårdsmejerier
84,6 %
14,2 %
1,2 %
Den samme kilde, Statistiske Meddelelser har en usikker opgørelse over mejeriernes antalsmæssige udvikling 1900, 1906, 1909, 1914.
Den kan ikke bruges direkte, da handelsmejerier udskilles som særskilt gruppe i 1914, men der kan konstateres en klar vækst i andelsmejerierne over for et fald i antallet af fælles- og herregårdsmejerier.
I 1955 var der 1256 andelsmejerier og 224 privatmejerier, 20 år senere var der 218 andelsmejerier og 76 privatmejerier.

Udvalgte aspekter af mejeriernes og slagteriernes landbrugssamfund

Skønlitterært kan man få en vinkel på dagligdag og samlivsformer, som ikke kan tælles og måles, men som måske bedst har fanget den måde, man i Danmark kulturelt og socialt har levet sammen i hundredåret 1870-1970.
Til periodens begyndelse er valgt Jeppe Aakjær, først og fremmest den diskussion om samtidens karlekamre, der blev rejst med Vredens børn, 1904 og hans forudgående læserbreve i Skive Folkeblad om emnet.
Albert Dams Så kom det ny Brødkorn, 1934 har en indlevet skildring af livet i Skanderup Sogn, Skanderborg, hvor man næsten kan lugte møddingen på den gårdsplads, hvor den med gårdens driftsmæssige succes blev forvist til et mere diskret sted på gården. Sammen med malende karakteristikker af beboere og arbejdskraft på gårde og i husene.
Albert Dams Skanderup kunne såmænd lige så godt have været Skanderup syd for Kolding, Skanderup Sogn med stationsbyen Lunderskov.
Samtidig debat omkring kvinder, mejeridrift og karlekamre
Mælk og mejeridrift var før fælles- og andelsmejerierne klart et område, hvor kvinder, mejerskerne spillede den dominerende, håndværksmæssige rolle på hollænderierne.
Efter andelsmejeriernes gennembrudsår 1888 kan man i ”Mælkeritidende”, udg. Af Dansk Mejeristforening, 1892 s. 130 ff. se en debat omkring kvinders og mænds rolle i mejerifaget, først og fremmest den ledende stilling som mejeribestyrer.
De debatterende mænd anerkendte her de kvindelige mejerskers positive rolle, men nu skulle man passe på ikke at ødelægge mejerierhvervet, hvor mændenes konkurrence om den ledende mejeribestyrerstilling var ødelæggende nok, syntes nogle debattører. Og, hævdede man, kvinder magtede og forstod ikke den nye, komplicerede teknologi, som nu optrådte i mejerifaget. Ej heller kunne de ”med skørter og kjoler” risikere den farlige omgang med en ny tids maskiner. Endelig mente de mandlige debattører ikke, at kvinder havde fysik til at tumle med de tunge spande og smørdritler, hvor det også krævede en stålsat mand at stå model til de ind imellem stridbare andelshaveres krav til og indvendinger mod den daglige mejeridrift. For slet ikke at tale om kvinders manglende format til at skulle lede mejeriets daglige personale. "Foruden selve Mejeripersonalet er der en hel Del Mælkekuske - stundom raa Personer. Og ... alle Slags Mennesker ... som ikke alle er saa nemme at komme til Rette med - Aandsdannelsen er desværre kun ringe og … Agtelsen for Kvinden endnu mindre. "Dog "Smørrets Pasning det kan det være rart for Properhedens Skyld at have en Kvinde … ” til at varetage.
En enkelt kvindelig mejeribestyrer og en mejerske frabad sig den mandlige bekymring og anførte, at det helt afgørende som tilforn var evne og vilje til at bestride det stadigt mere krævende arbejde.
Udviklingen inden for mejeriområdet fortsatte hen mod mandlig dominans. Søren Hansen Salling, forstanderen på Ribe Mælkeriskole deltog også i debatten med et indlæg i Mælkeritidende under overskriften ”Vore Mejersker”.
Iflg. forstander Salling havde ”vore Mejersker … spillet en fremragende Rolle … da Bøttemejeriet var i sin Blomstring. Da færdedes Mejersken ren og pyntelig med det store skinnende hvide Lærredsforklæde i Mælkekælderen med Myndighed og Værdighed og med enevældig Magt.”
Men, hævdede forstander Salling, nu var den tid helt ovre, Mejerskerne ”har tabt Hovevedet” og er blevet fortrængt af mejerister. ”… Mejerskerne har en lige saa begrundet Ret til at være med i Kapløbet om de gode Stillinger i Mejerigerningen, naar de kan møde frem med den samme praktiske og teoretiske Dygtighed som Mejeristerne sidder inde med. Men vil de erhverve sig denne Dygtighed? - Dette Spørgsmaal maa de selv besvare. - Hidtil har de haardnakket svaret nej! idet kun omkring ved 5 Mejersker har søgt vore Mælkeriskoler, naar disse har været søgt af 100 Mejerister. Om de en Gang, inden det er for sent, kommer til at svare ja, vil Tiden vise. Nærværende Stykke vil jo ikke ægge dem, hvis det fremdeles er sandt, at „Mejerskerne ikke læser Mælkeritidende - eller „Hvad vi vil”. Ribe Mælkeriskole, d. 20/2 1892.”
 
Eller Jeppe Aakjær, Mejerisang, Digte 1885-1908
...
De Mejerister er
et eviglystigt Folkefærd,
med Latter, Larm og Sang
henrinder Dagen lang;
med Støvlen fuld af Vand
og Næven i en Flødespand,
i Sprøjt af alle Slags,
de boltrer sig som Lax.
 
Drik Mejeristens Skaal
i Kjærnemælk til bredfuldt Maal,
og tøm den til dens Bund,
for Kjærnemælk er sund,
og det er Standen med,
og derfor skal paa dette Sted
nu Mejeristen ha'
et dansk Hurra, Hurra!
Jebjærg Mejeri, Juli 1888.
 
Ud over Jeppe Aakjærs markering af mejerister frem for mejersker, så ser vi her en hyldest til vennen, Esper Andersen og hans fællesmejeri fra 1884 i Jebjerg.
I et mandsdomineret samfund med gårdmænd og mandlige mejerister som udviklingens spydspidser var der ikke megen debat om mejerskernes tabte terræn i tidens erhvervsudvikling. Det blev der derimod med en debat med Jeppe Aakjær i front, som kom til at betyde en ændring i Tyendeloven fra 10. maj 1854, afløst af Medhjælperloven 6. maj 1921. Et markant resultat af en debat, der udsprang af Jeppe Aakjærs beskrivelser af forholdene på datidens karlekamre. Først som læserbrev i Skive Folkeblad 17. marts 1890, så med romanen Vredens Børn, der udkom dec. 1904.
Forholdene på disse karlekamre har ikke andet med mejeridriften at gøre, end at vi bliver præsenteret for en side af tilværelsen hos nogle leverandører af mælk, som Jeppe Aakjær gav udtryk for at have set udspille sig i Salling og Fjends. Uanset hvor meget, der har været om Jeppe Aakjærs iagttagelser, så blev de debatteret og fik en politisk indflydelse, som formentlig de færreste forfattere direkte kan fremvise med en litterær indsats.
Før Jeppe Aakjær 1904 skrev romanen Vredens Børn, fokuseret på forholdene for datidens tyende på landet, havde han i Skive Folkeblad 17. marts 1890 en beskrivelse af forholdene på karlekamrene ”trindt om i det kjære Salling og Fjends Herred”.
Aakjær gav her en malende beskrivelse af karlekamrene som ”Pestkuler”, ”Karlebaase”, hvor ”Aljen fra Kreaturerne ved Siden af har banet sig Vej under Dørtræet ind i Kammeret”. En beskrivelse, som mildest talt ikke vakte begejstring hos ”vore Gaardmænd”, som Jeppe Aakjær hermed fik et langvarigt, dårligt forhold til.
Dog var han samtidig gode venner med den væsentligste bidragyder til Jenle, proprietær Per Odgaard (1851-1910). Samt med den teknisk begavede mejerist, Esper Andersen (1859-1936), begge som Aakjær selv dybt rodfæstede i Salling og Fjends.
Det er ganske sigende for debatten omkring Vredens Børn, at Venstres aviser stort set alle fokuserede på reaktioner på bogen i Skive Folkeblad, især 21. dec. 1904, der satte spørgsmålstegn ved, om Jeppe Aakjær overhovedet nogensinde havde været i de af ham beskrevne karlekamre. Eller den anden reaktionstype i de samme blade, at det var den rendyrkede socialistiske agitation, som Jeppe Aakjær sammen med meningsfællen Johan Skjoldborg udøvede.
Socialismeprædikatet fremføres i Skive Folkeblad 24. dec. 1904 under overskriften "Digter-Socialisterne - Ude efter Tyendet", hvor Ringsted Folketidende citeres for at skrive, at "de to Digtere Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær ... gav nyttige Raad ... (om), at man skal søge at faa Tyendet ind under de samvirkende Fagforbund. Altsaa ren og skjær Socialisme".
En læserbrevsskribent i Skive Folkeblad 21. dec. 1904 anfører at have været nabo til forældrene i Aakjær, som var ordentlige folk, der ikke var bekendt for en "urenhed", der gav fnat, hvor Jeppe så skulle have fået den fra. "Nej, vi kjender Jeppe ... en nabosøn ... som helst vilde lade de andre Søskende gjøre Arbejdet og selv være fri … ”
Jeppe Aakjær reagerede på kritikken i Skive Folkeblad 15. jan. 1905 med et svar umiddelbart efter udgivelsen af Vredens Børn, som "er mere omtalt og udskjældt, end den er læst..." Det har sikkert ikke gjort kritikerne mildere stemt, at Aakjær efter at have inddraget statistisk belæg for forekomsten af fnat og manglende renlighed "i vore Landdistrikter" karakteriserer en af kritikerne som et "... enfoldigt menneske ..., der haandterer Pennen som en Møggreb og anser det for god Journalistik at kaste blækflasken i Hovedet paa sin Modstander." 
 
Et sammenfattende indtryk af diskussionen omkring karlekamrene kan man måske få i referatet af en "Diskussion i Studenterforeningen om Landbruget i den moderne Litteratur" med deltagelse af en repræsentant for "de større Jordejere", over for litteraturen, repræsenteret ved Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær, her refereret efter Bornholms Avis og Amtstidende 28. februar 1905. Fortaleren for jordejerne karakteriserer fremstillingen af tyendets forhold "som en stor Overdrivelse, fuld af Misvisninger, helt igennem tendentiøs ... han vilde (dog) indrømme, at Karle- og Pigekamrene ofte kunde være bedre ... men først og fremmest kom det an paa Beboerne selv ..."
Jeppe Aakjær svarede, at "intet var skrevet i hans Bog, uden bygget ud fra Selvsyn ... Godsejer, Landstingsmand Rottbøl fandt, at Aakjærs Forsvar var at gaa uden om Sagen, han vilde have kunnet forstaa Jeppe Aakjær, hvis han havde haft i Sinde at tale Socialisternes Sag, men dette nægtede Aakjær kraftigt." 

To sogne, fælles kamp mellem religiøse principper og økonomi

De to sogne, Skanderup og Hjarup gennemløb på hver deres måde det økonomiske opsving og den teknologiske revolution, som andelsbevægelsen kom til at markere for mejeridriften. Der blev oprettet mejerier i henholdsvis Hjarup og Skanderup, Skanderup som andelsmejeri i 1888, Hjarup som fællesmejeri fra 1885, fra 1889 som andelsmejeri. Økonomisk var de to sogne således på den slagne vej med andelsmejerier allerede fra starten i 1880’erne.
Ved siden af den fortsatte hjemmeslagtning til eget brug blev kødleverancerne fra 1888 sendt til Andelssvineslagteriet i Kolding.  
Andelstanken gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne. Og de middelstore brug blev ledende i udviklingen.
Den markante og økonomisk meget favorable udvikling af mejeridriften blev i Skanderup og Hjarup krydret med en variant, hvor religiøse kredse var dybt uenige om samarbejdet. Søndagshvile var uenighedens omdrejningspunkt. 
I Skanderup var der nemlig 1885 landet en tidsindstillet bombe med ansættelsen af den stærkt indremissionske præst C. J. Moe.
De religiøse holdninger, som pastor Moe lagde ud med i eget og Hjarup Sogn stod ikke til megen debat. Og trods forsøg på kompromis og fælles drøftelser brød de af vækkelsen ramte mælkeleverandører ud af de to nyetablerede mejerier og startede deres eget, søndagshvilende mejeri, Lunderskov Mejeri, stiftende generalforsamling februar 1896. Andelshaverne i Hjarup havde også mulighed for leverance til det søndagshvilende Bastrup Andelsmejeri, Vamdrup, oprettet 1897. Hovedparten af dette mejeris andelshavere havde tidligere leveret til Vamdrup Andelsmejeri.
Kolding Folkeblad har 12. dec. 1903 et referat af årets generalforsamling, hvor det anføres, at andelshaverne "bor temmelig spredt", hvilket giver "forholdsvis store Transportudgifter... Leverandørerne fra den østlige Del af Hjarup Sogn (har) over 1 Mil fra Mejeriet." 
 

Andelsmejerierne i Skanderup og Lunderskov samt Hjarup

Oplysninger om mejerier, der opstår eller ombygges i denne mejeriernes guldalder indtil, omkring og starten af 1900-tallet kan søges i udgivelserne Danske Mejerier Bd. 1-4, udgivet Kbh. 1914-16  og Dansk Mejeristat i 4 bind, udgivet Kbh. 1931-32. Desuden kan der være varierende mængder af indleveret og sorteret materiale på lokalarkiverne. Med lidt held og en vel tilrettelagt søgestrategi kan der desuden findes informationer i den samtidige avisdækning.
Skanderup Mejeri blev iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 224 grundlagt 1888, hvor der annonceredes efter en ”duelig” mejerist. "Andelsmejeriet Skanderup ... blev Ombygget 1912. Udvidet 1916 under Medvirken af Arkitekt." Ombygningen og udvidelsen omtales mere korrekt i Dansk Mejeristat, s. 522-23, hvor det hedder, at mejeriet "Flyttedes 1912 fra Skanderup til Lunderskov, osteriet tilbyggedes i 1916."
 
Det er ofte helt tilfældigt, om et lokalt mejeri har indleveret materiale til arkivering og udlån via Rigsarkivets læsesale på Landsarkiverne. Skanderup Andelsmejeri har arkivalier for bestyrelser, generalforsamlinger, medlemsprotokoller m.v. 1888-1973. Lunderskov Andelsmejeri har tilsvarende 1895-1973.
Hjarup har derimod intet arkivmateriale, registreret i Rigsarkivet, men noget kan findes i Kolding Stadsarkiv.

Skanderup Andelsmejeri

Fra nedlagt mejeri over kaseinfabrik til valgmenighedskirke.
Iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 224 oprettet 1888, flyttet til Lunderskov 1912. Erhvervsarkivet har kun arkivalier indtil 1973, hvorfor nedlæggelsen nok har været 1973. 
Det første, der sker med Skanderup Andelsmejeris bygninger i Skanderup ved flytningen til Lunderskov 1912 er Iflg. Kolding Folkeblad 27. februar 1912, at "Kaseinfabrikken i Kolding ... (køber) den i Skanderup By liggende Mejeribygning med tilhørende Grund, Dampkedel og Maskiner m.m. Overtagelsen sker 1ste Maj" 1912.
Kaseinfabrikken er iflg. Middelfart Avis 21. juni 1911 "dannet ... (som) et Aktieselskab med det Formaal at oprette en Kaseinfabrik i Kolding." Det bliver så åbenbart i stedet i Skanderup, og det er således en temmelig nyetableret fabrik, der 1912 har erhvervet det tidligere Skanderup Mejeri.
Kasein er et mælkeprotein, som især bruges i produktionen af ost. I en samtidig artikel om "Mælkeribruget i Danmark 1911" anføres det, at der er mejerier som i stedet for osteproduktion er begyndt at producere kasein. I august 1910 ses den første egentlige kaseinproduktion startet i Roskilde, f. eks. omtalt i Roskilde Avis 10. aug. 1910. Det kunne tyde på en mejeriproduktion i vækst siden 1910.
Men der har åbenbart været bump på vejen frem for kaseinproduktionen.
I en artikel om "Mejeribruget i Danmark 1951" er der en tabel, hvor man kan aflæse kaseinproduktionens udvikling siden 1914, hvor det fremgår, hvordan denne produktion i starten tilsyneladende løb ind i problemer. Tallene kunne tyde på, at der - måske i forbindelse med verdenskrigen - har været afsætningsproblemer med kaseinen de første år, tilsyneladende helt ind i 1930'erne. Ud over den originale tabel er der udregnet en kolonne med kaseinens procentuelle andel af den samlede eksport. Eksporten var især for dette mejeriprodukt af helt afgørende betydning, fremgår det af samtidige landbrugsfaglige kommentarer.
År Produktion Indførsel Udførsel Overskuds- Kasein- Kasein-udførsel
udførsel udførsel i % af udførsel
1914 480 500 20 348 69,6
1918 3 113 3 113 76 2,4
1921 246 12 541 12 295 8 0,1
1931 25 400 276 4 274 3 998 39 0,3
1936 33 200 28 9 529 9 501 1 139 12,0
1938 35 700 14 9 110 9 096 764 8,4
1939 32 900 10 9 590 9 580 734 7,7
1940 30 800 8 930 8 930 380 4,3
1941 29 100 6 032 6 032 358 5,9
1942 32 900 4 687 4 687 794 16,9
1943 40 600 2 187 2 187 275 12,6
1944 39 100 1 724 1 724 — 
1945 46 600 3 044 3 044 36 1,2
1946 58 600 10 567 10 567 2 203 20,8
1947 58 100 13 369 13 369 3 803 28,4
1948 71 200 12 824 12 824 5 068 39,5
1949 74 700 26 537 26 537 2 873 10,8
1950 70 500 36 441 36 441 3 580 9,8
1951 97 600 45 593 45 593 7 732 17,0
I Kolding Folkeblad er der 14. februar 1916 en artikel om kaseinfabrikation, hvor det anføres, at der har været produktionsanlæg på en række mejerier, men at der siden "Slutningen af 1915" kun er to fabrikker i drift, hvor den ene er beliggende i Skanderup og "ledes af Propr. Høyer, tidl. Wissingsminde". 
Her får vi en samtidig bekræftelse af, at der har været problemer i forbindelse med kaseinproduktionen. Men at produktionen i Skanderup dog iflg. avisartiklen har overlevet længere end de fleste nyetablerede kaseinfabrikker.
I omtalen nævnes også en af Skanderup Mejeris første formænd, proprietær A. Høyer, Wissingsminde som leder af kaseinproduktionen i Skanderup. Han var formand for Skanderup Mejeri 1909 indtil 1915, hvor han solgte Wissingsminde.
Det kunne se ud til, at han har fortsat sin tilknytning til Skanderup Mejeri som leder af den kaseinproduktion, der startede 1912. Og han må så som ejer og sælger i 1922 have erhvervet den tidligere mejeribygning, da kaseinproduktionen standsede - o. 1916 velsagtens.
Det kom til at betyde, at Høyer kunne sælge sine mejeribygninger til den kreds, der 1922 ombyggede mejeriet til valgmenighedskirke.
Iflg. Østsjællands Folkeblad 29. sept. 1915 havde A. Høyer solgt Wissingsminde til "Proprietær Haue, Ødis ... til Overtagelse 1ste Oktober" 1915, og Høyer overtog efterfølgende samme år godset Rodstenseje i Odder, hvor han 1920 oprettede Rodstenseje Herregaardsmejeri.
Aktiviteterne omkring det tidligere mejeri og kaseinfabrikken i Skanderup er således blevet udført på afstand af den fra 1915 fraflyttede Høyer.
Hvornår i tiden mellem 1916 og 1922 Høyer har overtaget det nedlagte Skanderup Mejeris bygninger, er der ikke fundet oplysninger om.
Forløbet fra Skanderup Mejeri til Valgmenighedskirke i Skanderup er både interessant og principiel.
Som det fremgår af den samtidige presseomtale ved købet af det tidligere mejeri i 1922 for at omdanne det til valgmenighedskirke, så ejedes Skanderup Mejeri nu af "Proprietær Højer", ejer af godset Rodstenseje, Odder.
Aksel Høyer har som tidligere proprietær på Wissingsminde og aktiviteterne i og omkring Skanderup Mejeri formentlig herfra været inspireret til etableringen af et herregårdsmejeri 1920 på sit nye gods i Odder. 
I avisomtalen af etableringen af Skanderup Valgmenighedskirke kaldes den "En mærkelig Omdannelse", et stikord, der for så vidt også karakterisere godsejer Høyers herregårdsmejeri og den efterfølgende udbygning af det arkitektonisk noget anderledes mejeri på godset Rodstenseje. Ikke bare "mærkelig", men også bemærkelsesværdig.
 
Aksel Høyer har været en særdeles driftig mand, og hans tid som proprietær i Skanderup på Wissingsminde er næppe gået upåagtet hen. Som formand for Skanderup Andelsmejeri gav han i 1910 sit besyv med i den konflikt, der var i sognet mellem leverandørerne til de to konkurrerende mejerier, Skanderup og det søndagshvilende Lunderskov Mejeri. Det har næppe heller været helt uproblematisk, at Høyer har involveret sig i kaseinproduktionen på det nedlagte mejeri i Skanderup.  Det må have kostet leverandører fra det Skanderup Mejeri, hvor han var formand indtil 1915. 
Det konfliktfyldte mejerivæsen i Skanderup Sogn har muligvis været inspirationen til herregårdsmejeriet, Rodstenseje i en tid, hvor herregårsmejeriernes bedste tid for længst var forbi. Herom hedder det i Dansk Mejeristat, første bind, s. 449, at de nu (1931-32) mest var "et Udslag af det store Hartkorns Trang til at vise, at Herregaardsmejeriernes Tid ... (ikke helt) var forbi."
Ud over blikket for mejeridriftens muligheder har erfaringerne fra to hinanden bekrigende andelsmejerier, Skanderup og Lunderskov, nok givet stødet til, at det for Høyer i 1920 skulle være eget herregårdsmejeri, der blev anlagt - uden uforsonlige andelshavere, der bekrigede hinanden. 
 
Aviskommentarer 1922 til ombygningen til valgmenighedskirke  A. Høyers gods Rodstenseje v. Odder med det i 1935 fra hovedbygningen udflyttede og ombyggede herregårdsmejeri t.h. Med traktorer og mejetærskere formentlig foto fra 1950'erne, i Høyers besiddelse 1915-27.
Mejeribestyrerne på Skanderup Mejeri og andelsbestyrelsens formænd nævnes i en 25 års jubilæumsartikel i Kolding Folkeblad 27. okt. 1913.
Den første formand for bestyrelsen var Ernst Frants Hans Knipschildt indtil 1895. Han ejede Skanderup Nygaard v. Lunderskov og Skanderupgaard.
Efter en religiøs "vækkelse" i 1901 blev han missionær og solgte sine gårde.
Efterfølgende formænd var 1895-1909  H. F. Bech, A. Høyer Wissingsminde, der var formand 1909 indtil 1915. Valdemar Thomsen, Rosenlund blev formand 1925.
Den første mejeribestyrer var R. Jepsen fra Thorsted indtil 1910. Herefter J. P. Nielsen fra Kellerup, formentlig bestyrer indtil ansættelsen af Chr. Jacobsen i 1927.
Mejeribestyrer Chr. Jacobsen  var under besættelsen sammen med mejeribestyrer B. Hald, Lunderskov Andelsmejeri aktiv i modstandsbevægelsen.
Den fælles modstandskamp har her åbenbart overtrumfet de religiøse modsætninger og det driftsøkonomiske konkurrenceforhold.
Chr. Jacobsen blev ligesom langt de fleste mejeribestyrere uddannet på Ladelund Mælkeriskole og stammer fra Vejen.
Formanden for Skanderup Mejeri siden 1925 - som således har været central i udvælgelsen af den nye mejeribestyrer i 1927 - var Valdemar Thomsen, Rosenlund. Han anføres som havende været elev på Dalum Mejeriskole, altså med gode mejerifaglige forudsætninger.
Valdemar Thomsen indgik senere i ledelsen af organisationen ”Landbrugernes Sammenslutning” og blev ved folketingsvalget i 1932 valgt til Folketinget af Venstre i Vejle Amt som repræsentant for LS.
Han brød med Venstre og deltog i stiftelsen af ”Det Frie Folkeparti”, som senere skiftede navn til ”Bondepartiet”, hvis formand han blev.
Ved folketingsvalgene 1935, 1939 og 1943 valgtes han til Folketinget i Vejle Amt som repræsentant for dette parti. Han blev efter befrielsen tiltalt efter straffelovstillægget for sine forhold under besættelsen, men blev frikendt ved endelig landsretsdom.
Det kunne være interessant at vide, hvilket forhold Valdemar Thomsen og mejeribestyrer Chr. Jacobsen havde til hinanden under besættelsen.
Men det er der næppe nedfældet noget skriftligt om.
Undertegnede har som helt ung student med rod i Skanderup Sogn talt med Valdemar Thomsen om besættelsestiden. Han følte sig uretfærdigt behandlet, og har skrevet et ikke ret kendt skrift herom, der hedder "Jeg anklager Rigsdagen". Denne pjece er i lidt ændret form udgivet 1969, Valdemar Thomsen, En fældende anklage. Historiens dom. Den kan søges på Google Books.
Modstandsbevægelsen lagde umiddelbart efter besættelsen afstand til Valdemar Thomsen, selv om han i Landsretten blev frikendt for de anklager om samarbejde med værnemagten, han blev anklaget for.
Valdemar Thomsen havde i 1934 som folketingspolitiker for Venstre agiteret for landbrugets vilkår og havde her et sprogbrug, der mindede om nazisternes, hvilket medførte en skarp reaktion fra Venstres daværende formand, Oluf Krag. Og det blev starten på Det Fri Folkeparti. 
De standpunkter, som Bondepartiet - og Valdemar Thomsen - gav udtryk for, var ofte sammenlignelige med samtidens fascistiske tilkendegivelser.
Der skete også en tilnærmelse mellem Landboernes Sammenslutning, LS og nazisterne. Men egentlig ikke mellem Bondepartiet og nazisterne. 
 
Lunderskov Andelsmejeri oprettes 1895 iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 207, som det hedder "ved Stationen". En beliggenhed, som Skanderup Andelsmejeri fulgte op 1912, dog i den anden ende af stationsområdet. Iflg. Dansk Mejeristat, s. 516-17 "Udvidet med særskilt Beboelse 1902 samt 19226 under Medvirken af Arkitekt Th. Rolver."  Denne udvidelse under medvirken af Arkitekt Rolver har været inspireret af eller en del af samme arkitektoniske trend, som de af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier i bl.a. Jordrup og Hjarup.
Mejeriet nedbrænder juli 1982 efter 1969 at være blevet del af Sydjysk Mejeriselskab iflg. Hejmdal 14. april 1969.
Det hører med til dette søndagshvilende mejeris forhistorie, at der tilsyneladende på den placering, som Lunderskov Andelsmejeri fik, i forvejen har ligget et "Gjælballe Mejeri pr. Lunderskov station. Der annonceres 22. juli 1884 i Jyllandsposten efter "en Mejeribestyrer eller lignende Personlighed", som helt åbenbart ud over mejerigerningen også skal varetage funktioner i en landbrugsbedrift. Det medfører, at "En ældre, vel anbefalet Mejerist" fra samme mejere14. okt. 1885 søger nyt mejerist job. "Gjælballe" eller "Gjelballe Mejeri" drives i 1880'erne af en "Forpagter J. A. Eilersen", fremgår det af forskellige annonceringer. 
Esbjerg Folkeblad har 28. december 1895 meddelelser om "Thinglæste Ejendomshandeler". Her fremgår det, at der gives skøde fra "Herman Madsen til Lunderskov Andelsmejeri". Om det skulle være det tidligere "Gjælballe Mejeri" kan man ikke umiddelbart se, kun at Herman Madsen i 1901 folketællingen er registreret som gårdejer på en mindre gård (1 karl og 1 tjenestepige) i Lunderskov. Men om købet af denne mindre gård til etablering af "Lunderskov Andelsmejeri" også er køb af det tidligere "Gjælballe Mejri pr. Lunderskov Station" er det ikke på det foreliggende kildegrundlag muligt at sige.
Den første mejeribestyrer på Lunderskov Andelsmejeri, A. M. Andersen vandt iflg. Ribe - Stiftstidende 9. dec. 1899 en sølvmedalje på en "Mejeriudstilling i Fredericia 9. og 10. dec." for fersk smør.
Formodentlig har A. M. Andersen været mejeribestyrer 1895/96 indtil 1916.  
I tiden under pastor C. J. Moe, der 1885 fra Harboøre overtog præsteembedet i Skanderup, som han varetog indtil 1922, var det symptomatisk for Skanderup Sogn, at det søndagshvilende Lunderskov Mejeri så også blev bestyret af en fra Harboøre tilkommet mejeribestyrer, Andreas Jensen, ansat 1916.
Formodentlig har Andreas Jensen været ansat som mejeribestyrer indtil ansættelsen af Børge Hald. Det fremgår af Folket, Silkeborg 24. februar 1939, at der var "83 ansøgere til Mejeribestyrerstilling ... oplyste Sognerådsform. Knudsen". Sognerådsformanden, Knud Knudsen var gårdejer i Gelballe og del af kredsen omkring det søndagshvilende "Lunderskov Andelsmejeri". Det fremgår af 1940 folketællingen, at B. Hald er blevet mejeribestyrer. 
Af Dansk Mejeristat, s. 209 fremgår det, at B. Hald har været "Mejeribestyrer paa Store Binderup A/M" siden 1. juli 1931. 
Af 1940 folketællingen fremgår det, at ægteparret Hald havde tre børn fra 1933-37, alle født i Store Binderup, og det passer fint med, at Børge Hald må være blevet mejeribestyrer i Lunderskov mellem 1939-1940. 
Børge Hald er åbenbart del af en slægt med flere mejeribestyrere - faderen K. K. Hald var som en del af sin mejeristuddannelse mejerist i Lunderskov, før han 1905 blev mejeribestyrer på Fuur og 1909 på Thyholm Mejeri, iflg. Dansk Mejerier Bd. 3, s. 302.
Farbroderen P. K. Hald startede uddannelsen som mejerist på Fuur 1905, og blev fra 1916 mejeribestyrer på Elmely Mejeri iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 27.
De havde alle, også Børge Hald, et ophold på Ladelund Mælkeriskole som et led i deres uddannelse. 

 

 
Mejerihistorien udstiller sig her i dets lokale særpræg - splittelsen mellem ønsket om et søndagshvilende (Lunderskov Mejeri, der oprettes i 1895-96 ud fra dette ønske), og det ikke søndagshvilende Skanderup Mejeri fra 1888, der flyttes til Lunderskov i en ny mejeribygning, opført i 1912, hvor den tidligere mejeribygning i Skanderup i 1922 bliver valgmenighedskirke.
Den interessante parentes er, at de to mejeribestyrere, B. Hall og Chr. Jacobsen begge var aktive i modstandsbevægelsen under besættelsen.

Vamdrup Andelsmejeri. 

Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv har registreret "Mejeribestyrer Jens Dalsgaards Jubilæum ... ", et 25 års jubilæum 1901-1926. Man kunne forledes til at tro, at Dalsgaard skulle have været mejeribestyrer i Lunderskov, hvilket ikke har været tilfældet. Jens Justesen Dalsgaard (1878-1946) var mejeribestyrer på Vamdrup Andelsmejeri 1901-30, efterfulgt af sønnen Anders Jessen Dalsgaard, se Dansk Mejeristat, s. 545. Festsangens datering til 1926 er korrekt. Men en mere korrekt og meningsfuld registrering ville nok være under Kongeaamuseet i Vamdrup.
Iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 233-34 startede mejeriet i Vamdrup som fællesmejeri 1883, Vamdrup Andelsmejeri 1888.
Det er værd at bemærke, at der i Danske Mejerier Bd. 4, udg. 1918 anføres "5 Medarbejdere (Mejerske)". Om alle 5 eller kun en enkelt medarbejder har været kvindelige mejersker, er det ikke muligt at afgøre. Men der har i Vamdrup åbenbart med den relativt tidlige start i 1883 været tale om at indgå i den tradition, at mejerierhvervet var et kvindeerhverv, indtil mændene hurtigt tog over med de karrieremuligheder, der blev i det fremgangsrige erhverv.   
I 1918 registreringen var der 160 leverandører med 1200 køer. Iflg. Dansk Mejeristat, s. 544 var der 1932 186 leverandører med 1300 køer, en tilbagegang fra 7,5 køer per andelshaver til 7 køer per andelshaver.
Der er således tale om et mejeri, hvor andelshaverne har relativt små, gennemsnitlige besætningsstørrelser, som oven i købet har en faldende tendens 1918-1932.
Bastrup Andelsmejeri
Som det hedder i Danske Mejerier Bd. 4, s. 154, så "gik Mælken til Vamdrup Andelsmejeri" før oprettelsen af Bastrup Andelsmejeri 1897, og "Mejeriet ligger stille om Søndagen".
Oprettelsen sker et par år efter det også søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri. I sammenligning med Lunderskov var Bastrup et betydeligt mindre mejeri, også et mejeri med temmeligt små besætningsstørrelser blandt andelshaverne. Til gengæld ser mejeriet ud til at have haft et temmelig godt mælkeudbytte i forhold til køernes antal.
Som nabomejerierne i Skanderup Sogn var det også et problem for Bastrups andelshavere med delingen i forhold til ikke-søndagshvilende mejerier. Her oven i købet med et særskilt problem omkring "særligt store Transportudgifter", som det hedder i Kolding Folkeblads referat af mejeriets generalforsamling 12. dec. 1903. "Andelshaverne bor temmelig spredt (og) der er ... Leverandører fra den østlige Del af af Hjarup Sogn, "der har) over 1 Mil fra Mejeriet." Det fremgår også af dette generalforsamlingsreferat, at den formentligt noget skrabede regnskabsbalance "med 102.744 Kr. 3 Øre" blev fremlagt og godkendt, men med forklaringen, at mejeriet ud over de store transportudgifter desuden "kun arbejder de søgne Dage."
Iflg. Dansk Mejeristat, s. 460 blev mejeriet udvidet 1923. Det fremgår her, at mejeribestyreren siden 1897, Chr. Hansen stadig her anføres som bestyrer. Som årgang 1854 må pensionen formodes at have ligget nær. Men i Ærø Venstreblad hedder det 12. april 1933, at "Mejeribestyrer Hansen, Bastrup Mejeri ... fyldte 79 Aar. Han er trods Alderen rask og arbejdsdygtig og deltager i det daglige Arbejde i Mejeriet." Chr. Hansen dør to år senere, 81 gammel som landets ældste mejeribestyrer. Iflg. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup blev mejeriet nedlagt 1968.   
Hjarup Mejeri
Hjarup Mejeri blev oprettet året efter Skanderup Mejeri, i 1889, men begyndte allerede i 1885 som fællesmejeri iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 182-83. Det hed indtil det blev andelsmejeri Mejeriet Enghavegård
I 1887 annonceres der efter en ”Mejerielev … Løn gives”. 22. december 1893 kan man i Jyllands-Posten læse, at Hjarup Mejeri er blevet nomineret i den bedste tredjedel på en smørudstilling, hvor der deltog ”75 Mejerier, hvoraf 7 Herregaardsmejerier, 68 Andels- og Fællesmejerier …” 7. marts 1914 er der meddelelse om, at Hjarup Mejeri sammen med 2 andre mejerier har fået sølvmedalje for ”Ost af Sødmælk”
Mejeriet blev arkitekttegnet og ombygget i sin nuværende skikkelse i 1915 af arkitekt E. V. Lind, Skive, som er den arkitekt, der har tegnet flest mejerier i Danmark, 343 i alt, heraf lokalt to ganske bemærkelsesværdige i Hjarup og Jordrup.
Formand for mejeriet fra start som andelsmejeri var folketingsmand A. Jessen, 1888-1915, som blev efterfulgt af proprietær J. Thomsen, Thomasminde, Hjarup. Simon Simonsen, der 1949 overtog Wissingminde i Skanderup valgte i stedet som traditionen på Wissingsminde Hjarup Mejeri, hvor han var formand 1955, indtil mejeriet lukkede 1978.
Mejeribestyrer fra 1912 var Martin Jensen. Før Martin Jensen kan der ud fra forskellige avisnotitser konstateres, at Hjarup Mejeri 1892 havde en mejerist, O. Skouenborg, som 1899 ses som mejeribestyrer på Vamdrup Andelsmejeri, Hjarup har fået en mejeribestyrer Bramsen, som formodes at have været Martin Jensens forgænger.
Hjarup Mejeri efter ombygningen i 1915. Et af de smukkeste eksempler på de mange af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier. Og som Hjarup Mejeri så ud før nedlæggelsen 1978.
  Hjarup Mejeri er efter nedlæggelsen 1978 blevet til et af de lokale drevet forsamlingshus.
 
 
 

Mejeridebatten

Der har helt sikkert i forbindelse med den "religiøse vækkelse", der skete med pastor C. J. Moes ankomst til Skanderup Sogn 1885, lige da mejerier og andelsbevægelse blev dominerende i datidens hovederhverv, landbruget, været en livlig debat omkring både praktiske og holdningsmæssige aspekter.
Helt iagttagelig lokale konsekvenser kan iagttages i antallet af leverandører, køer og produktionsresultater som indvejet sødmælk og smørproduktionen.
Disse formentlig rimeligt troværdige oplysninger kan aflæses i Danske Mejerier Bd. 4, 1916, s. 182, 207, 224 og i Dansk Mejeristat 1931, s. 491, 516-17, 532-33. 
Produktionsmængden per ko er udregnet ud fra indvejet sødmælk og antal køer, altså en kvantitativ målestok for ydelsen per ko.
Skanderup Andelsmejeri  
  Leverandører  Antal køer
Indvejet sødmælk
Mio. kg.
Smørproduktion
kg
Stigende mængde indvejet sødmælk og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko er 1916 på 2,1.
1916 120 1400
 1910-11     2,45
 1915-16     2,89
92.270
109.370 
     
1930 108 1230
1912-13      3,17
1913-14     3,39
1914-15      3,23
1927-28      3,36
1928-29      3,32
1929-30      3,88
127.620
132.670
121.670
131.835
127.987
147.629 
Fald i antal leverandører siden 1916, jævn, stort set uforandret mængde indvejet sødmælk og smørproduktion.
Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,2.
   
1928-29 er kun 11 mdr., 1 md. må formodes lagt til 1929-30.   
 
Lunderskov Andelsmejeri    
  Leverandører Antal køer  Indvejet sødmælk Mio. kg  Smørproduktion    kg   
1916 130 950
1895-96    1,13
1911-12    2,48
 1913-14    2,74 
 -
Stigende mængde indvejet sødmælk.
Den relative produktionsmængde per ko er 1914 på 2,9.  
   
 
Ingen oplysninger om smørproduktion indtil 1927-28. 
 
1930 140 1100
1912-13      2,51
1913-14      2,74
1914-15           -
1927-28      3,25
1928-29      3,40
1929-30      3,77
-
-
-
130.000
139.618
153.272
Jævnt stigende mængde indvejet sødmælk og smørproduktion i tiden indtil 1930.
Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,4.
      
Hjarup Andelsmejeri    
  Leverandører Antal køer  Indvejet sødmælk Mio. kg  Smørproduktion   kg   
1916 45 550
 1897-98     1,32
1910-11     1,61
1915-16     1,32
48.380
62.410
49.590 
Stort set uforandret indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1916 p. gr. af fald 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,4.
1930 47 570
 
1927-28      1,91
1928-29      1,99
1929-30      2,05
 
52.593
62.939
67.435 
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion i løbet af 1920'erne indtil 1930. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,6.
Vamdrup Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer  Indvejet sødmælk Mio. kg  
Smørproduktion 
kg
 
1916 160 1200
1897-98    1,99
1910-11    3,22
1915-16    3,14 
71.090
101.440
 119.320
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,6.
1930 186 1300
1927-28    3,81
1928-29    4,18
1929-30    4,63
141.405
160.189
174.013
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,6.
Bastrup Andelsmejeri
  Leverandører Antal køer  Indvejet sødmælk  Smørproduktion   
 1916 89 500
1897-98   0,879
1911-12   1,61
   1915-16   1,35     
32.560
62.050 
52.360
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion indtil 1914. Den relative produktionsmængde per ko 1916 er på 2,7
 1930 106 650
1927-28    2,07
1928-29    2,25
1929-30    2,51 
79.937
90.278
99.885 
Jævnt stigende indvejet mælkemængde og smørproduktion. Den relative produktionsmængde per ko 1930 er på 3,9
Mejerierne Skanderup, Lunderskov, Vamdrup, Bastrup og Hjarup var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret. Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede.
Debatten omkring Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri kommer til orde i Kolding Folkeblad 4. marts 1910 i et indlæg, som Kolding Folkeblad kaldte ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, og hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde, andelshaver i Skanderup Mejeri, formand 1909-1915.
Tilsvarende i Kolding Folkeblad 19. dec. 1908 et signeret, unavngivet indlæg i debatten om forholdene mellem Vamdrup og Bastrup Andelsmejeri.
Mejerierne som religionens vartegn.
Det har ikke været muligt at finde direkte svar på de to indlæg i debatten, som præsenteres her, og som skal refereres som gode eksempler på partsindlæg.
Synspunkterne har næppe været uimodsagt, nok snarere tvært imod.
Ej heller anses disse synspunkter for en dækkende karakteristik af de indremissionske andelshavere eller af holdningen til det praktisk-økonomiske i forhold til de principielle, religiøse holdninger.
Men debatindlæggene formodes rimelig repræsentativt at afspejle i det mindste de holdninger, der var til at inddrage religionen i mejeridriften, som den kom til udtryk uden for de indre missionske kredse. 
Det fremgår af meget knappe referater fra generalforsamlinger, at afgangen af andelshavere til de søndagshvilende mejerier har været et økonomisk problem for begge parter.
 
Det er lidt usædvanligt, at en proprietær i ”orkanens øje” indlader sig på noget så usædvanligt i tiden som at ytre sig offentligt i en lokal avis. Men Aksel Høyer, Wissingsminde var efter fire år i Skanderup Sogn blevet indvalgt til så mange tillidsposter, at han velsagtens næsten har følt sig kaldet til at kommentere en problematik, hvor han selv må have mærket de økonomiske konsekvenser i betydelig grad, både organisatorisk som formand for og som leverandør til Skanderup Andelsmejeri. 
I sin aviskommentar henviser Høyer til missionens manglende vilje til at gå på kompromis, også selv om den var blevet tilbudt selv at holde egen mælk hjemme søndag. Men man ønskede i tiden op til bruddet i 1895-96 ikke at levere mælk til et mejeri, som kørte søndag for at behandle mælk fra andelshavere, der gerne ville levere mælk om søndagen.
I denne forbindelse harcelerer Høyer så over, at der leveres mælk og fløde til et mejeri syd for grænsen, i Leert: ”Hvor kan det være, at De nu med god Samvittighed kan sende Deres Fløde over til et Mejeri paa den anden Side Grænsen, der arbejder saavel Helligdagene saavel som Søndagene…” Høyer bemærker videre, at missionen jo så nok har ændret holdning, og at ” … der kunne komme et Samarbejde i Gang, saa vi kunne holde stille med det ene Mejeri … Det ville være en stor økonomisk Vinding …”
Høyer slutter på trods af denne imødekommende opfordring af med at konstatere, at Lunderskov og Bastrup Mejeri nok selv stryger gevinsten ved samarbejdet mod syd i stedet for at indgå i en lokal forståelse og lokalt samarbejde.
Hvor A. Høyer som repræsentant for det ikke-søndagshvilende mejeri i Skanderup formulerer sig polemisk i forhold til de søndagshvilende tilhængere, så er repræsentanten for Vamdrup, Bastrup mejerierne mest optaget af den økonomiske ulempe ved delingen, og han appellerer til især det søndagshvilende Bastrup med den økonomiske argumentation, at leverandørerne til Vamdrup Andelsmejeri kan få "42,21 Øre (mere) per P(un)d leveret Sødmælk."

Standpunkterne bag søndagshvilende mejerier

      

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man kan måske få en fornemmelse af debatten og dens kanter ved at følge den såkaldte "Vamdrup Sag", som udspillede sig 1894 - nærmest som en slags optakt til de lokale mejeridelinger - i forbindelse med, at den indremissionske sognepræst fra Skanderup, C. J. Moe var blevet indkaldt som vakance prædikant i Vamdrup.
Der havde åbenbart forud for den prædiken, Moe afholdt 14. okt. i Vamdrup været en henvendelse om ikke at få en indre missionsk præst. Iflg. Kolding Folkeblad 16. okt. 1884 fik dette Moe til fra prædikestolen at "irettesætte Menigheden ... (for at) have bedet om en Præst, der ikke taler Sandhed." Dette fik degnen, "Lærer Hansen" til i et efter gudstjenesten på et af ham indkaldt møde uden for kirken, hvor Moe deltog, at hævde over for Moe, at han - såfremt han havde læst "Adressen", d.v.s. henvendelsen om vacanceprædikant - havde "fremført en Løgn".
Desuden meddelte en række Vamdrup borgere, herunder sognerådsformanden i et i Kolding Folkeblad 20. okt. offentliggjort brev af 17. okt. 1894, at de følte sig "æreskrænkede" af pastor Moes udtalelser i dagens prædiken.
Nøgleordet er velsagtens, hvis man skal følge C. J. Moes tankegang, at man ikke i Vamdrup Kirke har villet høre "sandheden". 
"Vamdrup Sagen" gik til Højesteret, hvor både pastor Moe og "Lærer Hansen" idømtes en bøde, Moe 200 Kr., "Lærer Hansen" 50 Kr., parterne skulle dele sagens omkostninger. Alt iflg. Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 14. okt. 1896. 
 
Man kan også følge de tilgængelige, offentliggjorte meddelelser om adskillelsen mellem søndagshvilende og ikke-søndagshvilende mejerier.
Der er "i Smidstrup på Vejleegnen ... oprettet et Mejeri ... der ikke skal arbejde om Søndagen ... rejst af Missionsfolk og har faaet Navnet Søndagshvile", hedder det i Fyens Stiftstidende 7. nov. 1904.
Om Tørring Andelsmejeri hedder det i Kolding Social-Demokrat 31. maj 1900 "at et Mindretal ... forlangte ... at Mejeriet fuldstændig skulle indstille sin Virksomhed paa alle Aarets Søn- og Helligdage ... Der tilbødes, at de, der ønskede det, maatte beholde Mælken hjemme ... (på søn- og helligdage. Men) alle af Indre Mission udmeldte sig ... og har nu bygget sig et Mejeri ved Kirkeby i Houe." 
Jyllands-Posten og Varde Folkeblad, henholdsvis 25. og 23. okt. 1901 beskriver, at i 1897 "udtraadte af Bøvling Mejerikreds i Vestjylland alle de Interessenter, der hørte til Indre Mission ... " fordi de ikke kunne få søn- og helligdagshvile og "oprettede et nyt Mejeri". I Herning Folkeblad 2. marts 1897 hedder det herom, at "de andre havde indrømmet dem, at Mejeriet maatte staa stille om Søn- og Helligdage de 6 Vintermaaneder, men Missionsfolkene var konsekvente og hævdede, at er det Synd ... om Vinteren, er det det ogsaa om Sommeren."
I Svendborg Avis 29. sept. 1903 hedder det om mejerisituationen i Harboøre, at "den herværende yderste Fløj af Indre Mission" ikke skiller sig ud p. gr. af "søndagsarbejde eller lignende, men kun ... at de Udtraadte ikke vil have noget som helst til fælles med dem, der ikke slutter sig til dem i religiøs Henseende."
De refererende avisers holdning til missionen kommer mere eller mindre klart til udtryk, men det centrale er, at der som for pastor C. J. Moe er en uomtvistelig "sandhed", at det er syndigt at arbejde og levere mælk på en hvile- og helligdag. Den "sandhed" er man så helt åbenbart villig til at betale prisen for.
     
Der er lavet en undersøgende karakteristik af sogne, hvor der var delte mejerier.
Ideen til sammenligningen mellem ikke-søndagshvilende og søndagshvilende mejerier er hentet fra Harry Haue, Mejerikrigen, Fortid og Nutid, 27. Bind 1977-78. Tallene er fra Dansk Mejeristat, de relevante amter, egen bearbejdning m.h.t. de gennemsnitlige besætningsstørrelser. 
Sogne med delte mejerier - gennemsnitlige besætningsstørrelser        
Ikke søndagshvile, mejerinavn Oprettel-sesår Antal andels-havere Antal køer Gns. køer per andelshaver Søndagshvile, mejerinavn Oprettel-sesår Antal andels-havere Antal køer Gns. Køer per andelshaver Mejerikreds
Bindslev 1888 194 1900 9,8   Søndagshvile 1908 57  500  8,8  Hjørring Amt
Bækmarksbro 1886 220 1200 5,5      
Bøvling 1886 80 850 10,6   Brandborg 1897 126 1100 8,7 Ringkøbing Amt
Gårslev, Sølund 1887 89 550 6,2   Fælleslykke 1901 35 304 8,7 Vejle Amt
Harboøre 1897 82 420 5,1   Harboøre Ny 1903 34 170 5,0 Ringkøbing Amt 
Hjarup 1885/1888 47 570 12,2   Bastrup 1897 106 650 6,1 Ribe Amt 
Lydum 1885 73 450 6,2   Sdr. Vium 1925 62 450 7,3 Ribe Amt 
Nr. Nissum 1887 103 892 8,7   Elmely 1903 49 350 7,1 Ringkøbing Amt 
Sejerø 1895 58 420 7,2   Tadebæk 1889 63 420 6,7 Holbæk Amt 
Skanderup 1888 108 1230 11,4   Lunderskov 1895/1896 140 1100 7,9 Ribe Amt
Smidstrup 1888 125 1050 8,4   Søndagshvile 1904 100 700 7,0 Vejle Amt
Tørring 1887 168 1000 6,0   Houe 1899 70 505 7,2 Randers Amt
Vamdrup 1888 186 1300 7,0   Bastrup 1897       Ribe Amt
Gennemsnit   118 909 7,7       77 568 7,4  
                       
Landsgennemsnit   110 900 8,2              
 
Umiddelbart iøjnefaldende er det, at ud af de 11 søndagshvilende mejerier i Danmark, befinder der sig 10 i Jylland. Heraf 4 i Ribe Amt, 3 i Ringkøbing Amt og de sidste 3 fordelt på Hjørring, Randers og Vejle amter.
Lokalt har der med hele 2 søndagshvilende mejerier, Bastrup og Lunderskov været et godt tilskud til overrepræsentationen i Ribe Amt. Halvdelen såmænd.  
Som et udtryk for den gennemsnitlige besætningsstørrelse i mejerierne er der her udregnet antal køer per andelshaver i de enkelte mejerier, hvilket kan tages som udtryk for, hvor store andelshavernes besætninger gennemsnitligt var på hvert enkelt mejeri.
Her viser det sig, at blandt sogne med delte mejerier finder vi de ikke-søndaghvilende Hjarup og Skanderup med andelshavere, der har de gennemsnitligt største besætninger, henholdsvis 12,2 og 11,4 køer per andelshaver.
Der er landsdækkende ikke nogen iøjnefaldende forskel på besætningsstørrelser i henholdsvis ikke-søndagshvilende med 7,7 og søndagshvilende mejerier med 7,4 i gennemsnitlig besætningsstørrelse.
Dog kan det bemærkes, at områder med delte mejerier for begge kategoriers vedkommende med henholdsvis 7,7 og 7,4 i gennemsnitlig besætningsstørrelse ligger under den landsdækkende, gennemsnitlige besætningstørrelse på 8,2. Det kan med forbehold velsagtens tages som udtryk for den driftsøkonomiske ulempe for andelshaverne i at være tilknyttet mejerier, der måtte konkurrere om tilstrækkelige leverancer med de omkostninger, som det indebar. 
Lokalt er det ret tydeligt, at de ikke-søndagshvilende Hjarup og Skanderup mejerier havde gennemsnitligt større besætninger per andelshaver - et udtryk for gennemsnitligt større driftsenheder - med henholdsvis 12,2 og 11,4 køer per andelshaver. I kontrast til de søndagshvilende mejerier Lunderskov og Bastrup, der havde 7,9 og 6,1 køer per andelshaver. 
Men at man ikke bare kan konkludere, at dette størrelsesforhold gælder generelt kan man lokalt se ved besætningsstørrelserne per andelshaver på Vamdrup Andelsmejeri, der var på 7,0, d.v.s. større end på det søndagshvilende Bastrup, men mindre end det søndagshvilende Lunderskov med 7,9 køer per andelshaver. 
Uanset besætningsstørrelser og produktionstal, var den økonomiske nøgle for andelshaverne mælkens kvalitetsgodkendelse, dens fedtprocent og den pris, som andelshaveren herefter fik for den leverede mælk. Kvaliteten var leverandørens opgave. Prisen fra mejeriet afhang af den rentabilitet, som bl.a. også afhang af antallet af andelshavere.
 
1894, samme år og umiddelbart før "Vamdrup Sagen" holdt sognepræsten i Vamdrup, pastor Hans Petersen Traustedt sin afskedsprædiken iflg. Ribe Stifts-Tidende 12. sept. 1894, se også Danmarks Præstehistorie 1885-1914, v. S. Elvius, s. 226-27.
Det betød muligvis morgenluft for "Tilhængerne af Indre Mission" og kan velsagtens - ud over kendskabet til C. J. Moe i nabosognet Skanderup - have foranlediget "Adressen" om ikke at få en indre missionsk præst som vacanceprædikant. 

Modstandsbevægelsen og dens omfang i Skanderup Sogn

Man kan ikke umiddelbart finde oplysninger om folketallet i Skanderup Sogn for 1940-45 i Danmarks Statistik. Men man kan i Statistikbanken få tal for hovedlandsdelene, hvor man for Jylland kan udregne væksten i folketallet 1930-40 til at være på 6,1 %, væksten 1940-45 til 5,9 %. Med lidt god vilje kan den gennemsnitlige befolkningsvækst for Jylland sættes til 2*6 %, dvs. 12 % for perioden 1930-45.Ud fra folketallet i Skanderup Sogn i 1930, der var på 2321 personer, kan man så estimere det gennemsnitlige folketal i Skanderup Sogn 1940-45 til at være 2600. Og med en maksimal modstandsfrekvens på 50 personer, kan man anslå modstandsfrekvensen til 1,9 % i Lunderskov. Landsgennemsnittet var omkring 2 %.Langt de fleste lokale modstandsfolk var i det, der kaldtes en militærgruppe. Resten af modstandsaktiviteterne fordelte sig i Lunderskov på sabotage og andet. Der er ingen registreret på jernbanesabotage!, hvilket helt sikkert er forkert, da vi ud fra andre kilder kan konstatere, at der var lokale involveret i den meget centrale jernbanesabotage i Lunderskov. Modstandsdatabasens statistik, som ligger til grund for det her oven fror anførte diagram, skal tages med et gran salt. Den svarer ikke til nedenfor givne oplysninger, som ud fra det foreliggende materiale må hævdes at være de mest korrekte.
I Lunderskov kan der på særskilt søgning på sabotage findes 3 resultater: 1) Ling, portør, som må formodes at være N. Chr. Frode Lings, 2) mejeribestyrer og byleder Chr. Jacobsen, som muligvis iflg. mundtlige oplysninger fra N. Aunsbjerg Nielsen efterfulgte mejeribestyrer B. Hald, der i 1943 måtte gå under jorden, og 3) portør Marius Dich. Alle de her nævnte er med i denne organisationsregistrering, fordi de figurerer i Aa. Trommers bog fra 1973, Modstandsarbejde i Nærbillede.Under Almen illegal virksomhed er Lings og C. Olsen registreret. I Modstandsdatabasen er det Karl V. Olesen, som benævnes C. Olsen. K. V. Olesen var ret sikkert tilknyttet jernbanesabotagenDet kan næppe passe, at der i Lunderskov kun var en enkelt eller et par stykker involveret i jernbanesabotage, men hvis vi godtager sabotage og jernbanesabotage under et, dvs. 4 involveret, så er statistikken nok ca. retvisende, så vidt det kan vurderes ud fra de foreliggende oplysninger. Anden organisationstilknytning kan ikke findes i registraturen for Lunderskov. 
 
Personerne i den lokale modstandskamp 
Lokalt foregik modstandskampen som i det øvrige Danmark: Den spæde start fra 1942, eskalering fra 1943, der fra 1944-45 medførte arrestation og deportation til Frøslev- og / eller kz-lejre, hvor flere hundrede tusinder døde. Et af de dødsfald, som i Lunderskov kan konstateres i forbindelse med modstandsarbejdet, var dog ikke deportationsrelateret, men var en direkte likvidation under et arrestationsforsøg.  Det andet dødsfald skete kort efter et ophold i kz-lejren Neungamme. En tredje fra Lunderskov, som også opholdt sig i Neungamme i samme tidsrum, slap levende derfra.
    
 
Snedker Emanuel Højer Hauchilt Koch Alveen er registret med tilhør til Kolding, hvor han deltog i produktion og distribution af det illegale Budstikken, som det ligeledes illegale DKP i Kolding udgav fra juni til december 1943. Det kan have været i forbindelse med en arrestationsaktion omkring Budstikken i 1943, at Alveen flygtede til Lunderskov, hvor han kom til at arbejde som snedker. Man kan i erindringsmaterialet se, at Budstikken blev uddelt i Lunderskov, velsagtens fremskyndet som et resultat af Alveens ankomst til byen. 
Likvideringen af Alveen 02.10.1943 skete som beskrevet i forbindelse med en arrestationsaktion, hvor Alveen forsøgte at flygte. Det var på samme tid, at mejeribestyrer B. Hald måtte gå under jorden.
 
Lokalt og konstaterbart har det kun været muligt at identificere 2 KZ-indsatte.
Den ene var overportør Niels Chr. Frode Lings, der 06. okt. 1944 blev taget for sabotage, indsat i Frøslevlejren og herfra ført til Neungamme. 
Iflg. mundtlige oplysninger fra svigersønnen, Niels Aunsbjerg Nielsen, så havde Lings ud over at være overportør en radioforretning over for Hvidkilde, registreret i Fru Lings' navn. Lings overlevede de kortvarige ophold i Frøslev og Neungamme og flyttede herfra til Horsens. 
Den anden var arbejdsmand Karl Valdemar Olesen fra Gjelballe, som ikke er registreret under Lunderskov men under Frøslevlejren og Kolding. K. V. Olesen blev arresteret 06.10.1944, samme dato som N. C. F. Lings, begge for jernbanesabotage. Han blev 13.1.1945 overført til Neungamme. Han døde i Sverige af tuberkulose (iflg. Helge Kappel Pedersen - uden navneangivelse, men bekræftet af brodersønnen Kaj Olesen) 23.4.1945. Det fremgår desuden af registreringen for portør Linnet, at han også blev arresteret i okt. 1944, men der er ingen data, der antyder, at han skulle være sendt hverken til Frøslev og / eller Neungamme. Der er i det hele taget meget få data om Linnet, men det er af Kaj Olesen bekræftet, at der i Lunderskov var en portør og modstandsmand af det navn.
 

Registrerede i modstandsbevægelsen, Vejen Distrikt, lokaliteten Lunderskov.

Lunderskov                
Efternavn Fornavn Fødselsdato Dødsdato Beskæftigelse By Rang Modstandstype  
Alveen Em. H.H.K. 6.4.1897  02.10.1943  Snedker Kolding   Illegal presse  
Andersen Henry Houborg  1.5.1919  3.12.1993  Landmand Lunderskov   Militærgruppe  
Bruun Svend Ronald Petersen  23.7.1920  14.2.1985 Kontrolass. Lunderskov   Militærgruppe  
Christensen Jens Christian Baun  20.3.1924 08.10.1984 Ekstraarbejder Lunderskov   Militærgruppe  
Christensen Christian Viggo  29.9.1907 13.3.1993 Gårdejer Lunderskov   Militærgruppe  
Dall Ove Husted  02.10.1927   Elev Lunderskov   Militærgruppe  
Dall Johannes Julius  28.12.1894 2.11.1971 Gårdejer Lunderskov   Militærgruppe  
Dich Marius     Portør Lunderskov   Sabotage  
Eriksen H. K. 1.2.1880   Politiassistent Lunderskov   Militærgruppe   
Geil Peter 1.4.1922   Portør Lunderskov   Militærgruppe   
Glindfeldt Svend Aage  23.3.1920 11.5.2000 Snedkersvend Lunderskov   Militærgruppe   
Gydesen Niels Holst  24.8.1903 23.2.1988 Landmand Lunderskov   Militærgruppe   
Hald Børge E. Kristensen 31.7.1906   Mejeribestyrer, dækidentitet er medhjælper  Vejle, Sektion Q, 10. Kompagni    Militærgruppe   
Hasberg Valdemar  19.10.1895 27.4.1971 Remisearbejde Lunderskov   Militærgruppe   
Hedegaard Chresten  3.9.1920 19.4.2001 Reservebetjent Lunderskov   Militærgruppe   
Jacobsen Christian       Lunderskov   Sabotage Dobbeltregistrering  
Jacobsen Chr. 10.6.1895   Mejeribestyrer Lunderskov Byleder Militærgruppe
Jensen Knud Henrik  17.9.1916 20.6.1970 Vejmand Lunderskov   Militærgruppe   
Jensen P. Hedensted 26.3.1895   Lagerforvalter Lunderskov   Militærgruppe   
Jørgensen Hans Christian  14.11.1913 04.10.2005 Manufakturhandler Lunderskov   Militærgruppe   
Jørgensen Karl     Slagter Lunderskov Modstandsarbejde i Kolding, usikker, kun Trommer 
Kiel Robert Vindum 13.5.1919 26.2.2002 Landmand, Kielsminde Lunderskov   Militærgruppe   
Koch Hagbard  12.3.1914 23.12.1996 Mejerist Lunderskov   Militærgruppe   
Kristensen Ejnar Halvdan 27.2.1907 31.12.1980 Skovfoged Lunderskov Registreret i Region V, kompagnifører
Ling N.     Portør Lunderskov   Almen illegal aktivitet Tredobbelt registrering   
Ling N.     Portør Lunderskov   Sabotage
Lings   25.1.1897   Portør Lunderskov Leder Jernbanesabotage
Linnet       Portør Lunderskov   Almen illegal aktivitet Familiens Efterkommere findes stadig i Lunderskov 
Lorentzen Ejnar Anholm  1.11.1914 19.9.1988 Snedkermester Lunderskov   Militærgruppe   
Lundqvist Ejner 20.9.1911   Ekstraarbejder Lunderskov   Militærgruppe   
Møller  Carl 13.7.1906 10.10.1977 Mekaniker Nagbøl   Militærgruppe  
Møller Hans Petersen  29.8.1919 1.3.1998 Gårdejer Lunderskov   Militærgruppe   
Møller Peter Beck  17.5.1914 27.5.1996 Fiskemester Lunderskov   Militærgruppe   
Nielsen Christian 22.1.1922   Reservebetjent Lunderskov   Militærgruppe   
Nielsen Carl 10.3.1921   Bankassistent Lunderskov   Militærgruppe   
Nielsen Olav 1.1.1921   Ekstraarbejder Lunderskov   Militærgruppe    
Nielsen Alex. 23.5.1894   Mekaniker Lunderskov   Militærgruppe    
Nørgaard Carlo August  8.4.1907 26.2.1981 Boelsmand Lunderskov   Militærgruppe    
Olesen Karl Valdemar 7.4.1911  23.4.1945  Arbejdsmand Lunderskov, Kolding   Almen illegal aktivitet    
Olsen Jeppe 13.6.1889   Boelsmand Lunderskov   Militærgruppe    
Petersen Ørskov 2.7.1912   Politibetjent Lunderskov   Militærgruppe    
Rasmussen Peter 21.1.1887   Gårdejer Lunderskov   Militærgruppe    
Ravn Anders Iversen  5.8.1901 18.12.1973 Gårdejer Seest   Militærgruppe    
Reinholdt L. 17.9.1882   Købmand Lunderskov   Militærgruppe Dobbeltregistrering  
Reinholdt L. 17.9.1882   Købmand Lunderskov   Modtagegruppe
Roed Johs. 24.3.1900   Købmand Lunderskov   Militærgruppe    
Roldsgaard Harald Dreyer  10.9.1918 21.9.1980 Maskinarbejder Lunderskov   Militærgruppe    
Skouboe Aage Hilmar  26.6.1918 15.11.1999 Snedkersvend Lunderskov   Militærgruppe    
Sørensen Arnold Andreas 26.1.1908 24.4.1985 Vognmand Lunderskov   Militærgruppe    
Thomsen Henning Brolin (Tom) 14.03.1924 02.01.2005 Stationsarbejder Lunderskov   Militærgruppe    
                       45 i alt, hvis der er justeret korrekt  
Nagbøl                 
Andersen Alfred  18.6.1911 9.1.1992 Mekaniker Nagbøl   Militærgruppe    
Eriksen Arne     Gårdejer Nagbøl   Modtage-gruppe Fejl iregistrering?  
Eskesen Arne  17.11.1909 18.1.1984 Gårdejer Nagbøl   Militærgruppe
Kroll Henrik Friedrich  28.10.1912 21.1.1970 Maskinarbejde Nagbøl   Militærgruppe    
Lund Carl Nedenskov  10.1.1923 07.9.1988 Landmand Nagbøl   Militærgruppe    
Møller Carl  30.7.1906 10.10.1977 Mekaniker Nagbøl   Militærgruppe    
                               5 i alt, hvis der er justeret korrekt
Skanderup                 
Kiel Sigfred 15.6.1920 26.7.1985   Skanderup   Almen illegal aktivitet    
Larsen Poul        Skanderup   Almen illegal aktivitet    
                                 2 i alt 
 
Totalt i Skanderup Sogn er 52 registreret som aktive i modstandsbevægelsen.
 
Aldersmæssigt kunne Marie Lings Aunsbjerg Nielsen godt være en datter af modstandsmanden Lings. Hvad hun også var iflg. mundtlig samtale med ægtefællen Niels Aunsbjerg Nielsen.
Ikke bosat i sognet men med rod herfra, finder man på Hørup Kirke, Sydals et gravmonument over Niels P. Korsgaard, født 28.11.1896 i Skanderup, betegnet som overgendarm, død i KZ-lejren Schandelah, en underafdeling af Neungamme, 27.11.1944. Han er ikke medregnet i tabellen.
Det er derimod flg. med tvivlsom tilknytning til lokaliteten Lunderskov: slagter Karl Jørgensen, Kolding, mejeribestyrer B. E. K. Hald, Vejle og Robert Vindum Kiel, som er medregnet.  
 
 
Det er noget vanskelig at udrede sammenfattende karakteristikker af den lokale modstandsbevægelse med den p.t. ganske uigennemskuelige måde, Modstandsdatabasen er opbygget på. Man er nødsaget til at kombinere forskellige former for søgning for at få et korrekt billede - personsøgning kan foretages på distrikt, men omfatter ikke organisationstilknytning - og mangler en hel del personer, som af uigennemskuelige grunde kun er søgbare efter andre kriterier. Søgning på organisationstilknytning og modstandsaktiviteter løser problemet med de kriterier, der giver mangler i personsøgningen. Til gengæld kan man her ikke søge efter distrikt men kun efter lokalitet!
Det vil være muligt ud fra de registrerede personnavne, som er frigivet, at lave en opdeling på køn (det er simpelt, der er kun registreret mænd), alder, geografisk placering (det er gjort, men kan muligvis for meget lokalkendte være overraskende, da registreringen ikke altid er lige præcis - det er den dog som regel, så vidt det kan kontrolleres) og erhvervsmæssig status.
Den erhvervsmæssige status skal suppleres, dvs. opdateres. F. eks. er Carl Møller, Nagbøl registreret som mekaniker, men er senere mere kendt som fabrikant. Lauge Reinholdt er registreret som købmand, hvad han også var, bl.a., men han er også kendt som foderstofhandler.
Med forbehold for misforståelser, registreringsmangler og manglende opdatering viser en simpel optælling, at der blandt de registrerede er 16 tilknyttet landbrug (gårdejere, boelsmænd, medhjælpere), 6 arbejde ved jernbanen (portør m.v.), 3 politi o.l., 8-9 fag- og ufaglærte arbejdere / håndværkere, 4-5 selvstændige i byerhverv. Hertil kommer 2 mejeribestyrere, 1 elev, 1 kontrolassistent, 1 mejerist, 1 fiskemester, 1 lagerforvalter og 1 bankassistent, 52 i alt. Altså dominans inden for landbrugserhvervet, hvilket ikke er så forbavsende for et landsogn.
 
Den aldersmæssige fordeling for modstandsbevægelsen i hele lokaliteten Lunderskov er meget lig den, man ser i den øvrige del af Danmark. Der er enkelte blandt de registrerede, hvor aldersmæssige oplysninger mangler:  
Aldersfordelingen bandt modstandsfolken i lokaliteten Lunderskov 
Fødselsår 1880-1897 1900-1909 1910-1920 1921-1927
Antal 11 10 18 8
 
Hvis vi sætter aldersmålingstidspunktet til 1943, så var den ældste i gruppen af de ældste modstandsfolk 63 år, og det var blandt de ældre, ledelsesfunktionerne lå.
Der var relativt mange unge mennesker under 30 år. Sammenligner man med byer med videregående uddannelser, har der dog i Lunderskov været en mindre andel af helt unge i modstandsbevægelsen.
 
Af de 52 her registrerede er der forsøgt justeret for dobbeltregistreringer, som er anført i tabellen. Men der kan være andre faldgruber, og der kan givet også være regulære misforståelser, fordi lokalkendskabet, der ligger bag denne undersøgelse, er af en noget ældre dato. 
 
Tages der forbehold for evt. dobbeltregistreringer og andre registreringssærpræg, var der i Skanderup Sogn 5 modstandsfolk i Nagbøl, 1 i Seest, 1 i Gelballe, Christian Viggo Christensen, som er registreret i Lunderskov, 2 i Skanderup og 46 i Lunderskov, hvor Seest er med, 52 i alt.
Hertil kommer 4 endnu ikke offentliggjorte.
De to i Skanderup registrerede er begge tilknyttet landbrugserhvervet, Sigfred Kiel er registreret som landmand, han er velkendt i sognet, og ham finder man ved personsøgning. Poul Larsen derimod finder man kun ved at søge på ”type af modstandsarbejde”, her ”almen illegal aktivitet”. Adspurgt kunne lokalhistorikeren Thomas Christensen huske Poul Larsen som landbrugsmedhjælper i Skanderup. Kilden til registreringen af Poul Larsen er Ib Nordby, Var vi også med? Kirken under besættelsen 1940-45, (Ib Nordby, 1990) s. 181.  
Ib Nordbys undersøgelse udspringer af et forskningsprojekt på Odense Universitet af KFUM og K's og FDF’s holdninger til og deltagelse i modstandskampen. Disse organisationer med tilknytning til Indre Mission havde i 1940 katagorisk afvist at gå ind i Dansk Ungdomssamvirke, der i nogen grad forholdt sig kritisk til samarbejdspolitikken. Hvor KFUM og K advarede mod det illegale arbejde, ” kristen først, national siden”, synes Nordbys undersøgelse at vise, at FDF prioriterede omvendt. For at imødegå efterkrigstidens kritik indkaldte KFUM og K’s ledelse indberetninger fra organisationens lokalforeninger om medlemmernes deltagelse i illegalt arbejde. Disse indberetninger er Nordbys kildegrundlag for bogens 2. del, som kvantitativt er undersøgelsens vægtigste. 
Noget kunne tyde på, at Poul Larsen må have været ansat på en gård med tilknytning til Indre Mission, men det er ganske usikkert ud fra de sparsomme, tilgængelige oplysninger at sige noget præcist herom. Noget kunne ret sikkert tyde på tilknytning til KFUM, da det er indberetningerne hertil, Nordby har benyttet.
Det er lidt interessant at konstatere, at der omkring snedkermester Roldsgaard, Storegade 19 i Lunderskov har været en temmelig livlig aktivitet i modstandsbevægelsen. 
3 snedkere, ansat hos snedkermester Roldsgaard figurerer i den her bragte del af modstandsdatabasen for Lunderskov: Aage Hilmar Skouboe, Ejnar Anholm Lorentzen og Svend Aage Glindfelt. Desuden kan man se, at den stort set jævnaldrende maskinarvejder Harald Dreyer Roldsgaard også var med i modstandsbevægelsen. Ud over den fælles arbejdsplads hos snedkermester Roldsgaard fulgtes de 3 snedkere også i det af Ejnar A. Lorentzen i 1940 grundlagte Lunderskov Møbelfabrik, LM.
 

Modstandsbevægelse og sognets religiøse skillelinjer.

Man kan ud fra det dokumenterede tilhør til modstandsbevægelsen af to personer, tilknyttet KFUM og de to mejeribestyrere for henholdsvis Lunderskov og Skanderup Mejeri, for det søndags- og ikke-søndags-hvilende mejeri, konstatere, at de religiøse skillelinjer ikke gjorde sig særskilt gældende i modstandsbevægelsen. Af de 52 registrerede modstandsfolk kan helt sikkert konstateres 3-4 med tilknytning til Indre Mission og 2 (Chr. Jacobsen, Skanderup Mejeri og Arne Eskesen med familiemæssige relationer) tilknyttet valgmenigheden. Dvs. henholdsvis 6 og 4 % af modstandsbevægelsen. Om årsagen til det manglende engagement i modstandsbevægelsen for Indre Mission så har været den kristelige prioritet som KFUM og K havde på organisatorisk plan, kan man ikke sige noget fornuftigt om. Tilsvarende kan man heller ikke sige, at valgmenighedens engagement i modstandsbevægelsen var bemærkelsesværdig, mejeribestyreren og måske en enkelt herudover. De knap ca., 2 %, der gik ind i modstandsbevægelsen lokalt må nok siges at have haft andre prioriteter end de for sognet sædvanlige religiøse skillelinjer. 
Det er ikke muligt at finde oplysninger om tidspunktet for indtræden i modstandsarbejdet. Mange indtrådte i 1942-43. En del formentlig også i 1945, meget tæt op ad befrielsen, hvor risikoen var til at overse.
 
Både under og efter krigen var det almindeligt at demonstrere sit nationale sindelag med et kongeemblem. Sølvmærket er fra 1945, det andet er et alternativt mærke, lavet af en udsavet 2-øre under besættelsen. Museet på Koldinghus.  

Ledere i lokaliteten Lunderskov 

Af ledere er der registreret mejeribestyrer Chr. Jacobsen i Lunderskov. Det kan kun være Skanderup Mejeri, som jo også lå i Lunderskov. Mejeribestyreren for Lunderskov Mejeri hed dengang B. Hald, og han var også modstandsmand.
B. Hald måtte i 1943 gå under jorden. Iflg. en mundtlig fortalt beretning var han til begravelse i Skanderup Kirke, og hertil kom der en advarsel om, at han nu var eftersøgt af besættelsesmagten.
Det vides også i den mundtlige beretning, at B. Hald flygtede til Vejle, hvor han under alle omstændigheder blev registreret som del af modstandsbevægelsen her, dog under andet navn.
B. Hald er ikke entydigt registreret under Vejle, hvor han givet har benyttet et af sine mange dæknavne efter at være gået under jorden. Fotoet, som B. Hald er registreret med, er et legitimationskort, det har helt andet navn og andre personlige data end registraturen for B. Hald i øvrigt.
Hvis B. Hald har været involveret i jernbanesabotage, har det næppe været i Lunderskov, hvor jernbanesabotagen først startede i 1944, hvor Hald var gået under jorden og formentlig opholdt sig i Vejle. Datteren, Inger Arnbjerg-Nielsen har i sin beretning om faderen alligevel en historie om faderen og en jernbanesabotageaktion - som dog næppe kan have fundet sted i Lunderskov .
Desuden var der to portører Lings og Linnet - sidstnævnte har meget få data men er af K. Olesen bekræftet som et navn i Lunderskov. Der eksisterer kun et foto af Lings foran Lings Radio - Lings og Linnet kunne have været samme person, men må ud fra de foreliggende oplysninger antages at være to portører, hvor Lings har været den mest fremtrædende som leder. Og i modsætning til alle de øvrige - formentlig dog også Chr. Jacobsen, B. Hald, K. V. Olesen og Linnet - var der her tale om registrering for jernbanesabotage og "almen illegal aktivitet". Hvor alle de øvrige, også undtaget Karl V. Olesen, er registreret som "militærgruppe".
 

Andre i modstandsbevægelsen

Robert Vindum Kiel er medtaget i denne lokaloversigt, fordi han er registreret med tilhør til "Kielsminde pr. Lunderskov". Ellers er han tilknyttet Den Danske Brigade, 1. bataljon. Han er registreret for at være mødt i brigaden 16-03-1944, overført til Sättra Brunn, Håtunaholm 1.5.1944, overført til 1. bataljon 1.5.1945. Det er ret tilfældigt, at Robert Vindum Kiel overhovedet er fundet, men det skyldes mere den manglende logik i databaseregistreringen end virkeligheden, må man nok antage. Robert V. Kiel figurerer ikke under de af lokalhistorikeren Thomas Christensen anførte med tilhør til Kielsminde, men adspurgt kunne TC klart bekræfte, at Robert V. Kiel kom fra Kielsminde.
Arbejdsmand Karl Valdemar Olesen blev taget af tyskerne 06. okt. 1944 sammen med N. C. F. Lings for jernbanesabotage. I Frøslevlejrens fangekartotek hedder det om arrestationsbegrundelsen, at det var "sabotage".
Der er i Modstandsdatabasen ingen data omkring Karl V. Olsen, hvis man søger under Lunderskov. Han er registreret under lokaliteten Kolding og Frøslevlejren. Men det fremgår af materiale på Lunderskov Lokalarkiv, at han boede i Gjelballe, og at han døde 23. april under opholdet i Neungamme. Med disse oplysninger kan man så også slå ham op i Modstandsdatabasen, hvor han er registreret med data, der bekræfter oplysningerne på Lokalarkivet. I Frøslevlejrens kartotek er han registreret som Carl Valdemar Olesen. Som Lings blev K. V. Olesen ført til Frøslevlejren og herfra til Neungamme, hvor han døde af tuberkulose 23. april, dvs. kort før krigsafslutningen, medens Lings overlevede.  
Det kunne også være interessant, om der kunne gives et bud på de partimæssige tilhørsforhold. Det eneste, der vides med sikkerhed, er, at E. H. H. K. Alveen var tilknyttet DKP. Og det er velkendt, at netop denne partitilknytning betød en næsten sikker modstandsaktivitet - i det mindste efter Tysklands angreb på Sovjetunionen. Kommunistloven betød jo, at tilværelsen som kommunist ikke længere var sikret af de normale demokratiske frihedsrettigheder.
 
 
 
 
 
 
 
 
  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Nordby.  I Nordbys undersøgelse hedder det: ”Sigfred Kiel (har) virket i Lunderskov, Poul Larsen (har) virket i Hoptrup”. Underskrevet 18.6.1945 af Johs. Nielsen. På trods af disse lokalitetsangivelser fastholdes i overensstemmelse med Modstandsdatabasen Sigfred Kiel og Poul Larsen med tilhør i Skanderup. Poul Larsen har næppe lokal tilknytning, har ikke kunnet findes ved opslag i kirkebøger for Skanderup Sogn.
 
Selv om jernbanesabotage er bærende i datterens historie om faderen, må der være tale om en eller anden form for erindringsforskydning. Eller også har den jernbanesabotage, som omtales ikke fundet sted i Lunderskov, men omkring Halds tilholdssted i Vejle, da han var gået under jorden. Desværre døde Inger Arnbjerg-Nielsen i 2000, så det er ikke muligt at undersøge beretningens elementer nærmere. Men i en samtale med Kaj Olesen fra Lunderskov, en brodersøn af Karl V. Olesen, fremgik det, at der næppe har været nogen form for egentlig jernbanesabotage i Lunderskov i 1943.
 
Aa. Trommer, Jernbanesabotagen i Danmark, 1971
 
Vejen Distrikt. Iflg Nationalmuseet reduceredes de 22 distrikter i Region III til 14, der fik navnet Vejen Distrikt, som kom til at bestå af: Vejen, Brørup, Gørding, Holsted, Holsted Stationsby, Lunderskov, Vamdrup. Aage Trommer bruger den herved fremkomne distriktsinddeling, men det fremgår ikke, hvornår forenklingen foregik eller hvilken betydning, den fik i praksis.
 
Thomas Christensen, Skanderup Sogns Historie, 1996
 
 
I modstandsdatabasen er Alveen registreret med fornavnet Emmanuel. Desuden også med fornavnet Emanuel. Der er formentlig tale om en af flere dobbeltregistreringer i modstandsdatabasen.
 
Helge Kappel Pedersens beretning i Danmarks Befrielse 1945-1995, HJV 1995, s. 7ff. HKP startede med at medtage Budstikken fra Kolding, hvor han gik i skole. 
 

1.  Kolding Folkeblad 5. februar 1896. Der indkaldes denne dato som ”Erindringsliste” og med angivelse af klokkeslæt samme dag, ”kl. 4”.
2. Iflg. Danske Mejerier, bd. 4, s. 224. 
3. Ernst Frants Hans Knipschildt 1852-1926. Ejede Skanderup Nygaard v. Lunderskov og Skanderupgaard. Formand for andelsmejeriet i Kolding. Blev efter en vækkelse i 1901 missionær og solgte sine gårde, se https://wc.rootsweb.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=reinge2002&id=I2367.
4.  Foto fra Danske Mejerier, bd. 4.
5. Generalforsamling 5. februar 1896, Kolding Folkeblad 5. februar 1896.
6. Iflg. Danske Mejerier, bd. 4, s. 207.
7. Høyer skulle iflg. omtale i samtidens presse have været for ”dansksindet” til at blive tålt i Sønderjylland, hvorfra han så flyttede for i 1903 at købe Wissingsminde efter en tvangsauktion. Han sælger Wissingsminde igen 1915. Høyer havde forskellige tillidsposter, bl.a. var han en overgang formand for Kolding Herreds Landboforening. Han solgte marts 1908 den grund, som den nye Skanderup Skole blev bygget på i 1909.
8. Lokalhistorisk Arkiv Vamdrup, https://arkiv.dk/vis/2184611. Iflg. Landsbyforeningen i Hjarup blev mejeriet bygget i 1915 og eksisterede som mejeri indtil 1978, http://www.hjarup.dk/index.php?id=hjarup-sogns-landsbyforening, se også https://arkiv.dk/vis/2478699
9. Iflg. Danske Mejerier bd. 4, s. 182f.
10.  Jyllands-Posten 22. december 1893 og Kolding Folkeblad 19. december 1887, Holstebro Avis 7. marts 1914.
11. Arkitekt Lind, Skive.
12. Bliver på Lokalarkivet Vamdrup, https://arkiv.dk/vis/2478699, kaldt Knud Jensen. Kun i enkelte af lokalarkivets registreringer er den mangeårige mejeribestyrer Martin Jensen registreret, f. eks. https://arkiv.dk/vis/2478794. Martin Jensen blev efterfulgt af sønnen Knud Jensen som mejeribestyrer på Hjarup Mejeri, hvilket forklarer de svingende navneregistreringer. Hans Iversen Straarup, 1845-1948, ejer af Hjarup Vestergaard var medstifter af og formand for Hjarup Mejeri, før det blev andelsmejeri, http://rasmussenweb.dk/aner/getperson.php?personID=I346&tree=tree1.