Som et resultat af oprustningen i forbindelse med først Christian 4.’s krige, senere svenskekrigene 1657-60 opstod der et stærkt behov for øgede statsindtægter. Der blev i 1660 indkaldt til Stænderforsamling, og her forsøgte adelsstanden at fastholde hævdvundne principper om skattefrihed. Det gav kongen mulighed for sammen med de øvrige stænder, borgerstanden og gejstligheden at indføre enevælden. Den fjerde stand, bønderne var det blevet sædvane at anse for at være tilstrækkeligt repræsenteret gennem godsejerne, dvs. den jordejende adel hovedsageligt. Enevælden indførtes i 1660 som et resultat af de privilegerede stænders (adelens) stædige fastholden af hævdvundne privilegier (først og fremmest skattefriheden) i en situation, der var skabt af kongemagtens fejlslagne udenrigspolitik.[1] Havde Frederik 3. fiasko i udenrigspolitikken, havde han succes indenrigspolitisk, hvor adelen udmanøvreredes i et samspil med borgere og gejstlighed.
Enevælden kunne nu opkræve de skatter, der var så stort et behov for. Man havde tænkt sig at indføre en konsumtions- og en stempelpapirs afgift. Der kunne dog hermed ikke inddrives de nødvendige skatter hurtigt nok. Derfor blev der 05. november 1660 pålagt en kopskat.
Denne skat blev pålagt per hoved på alle over 12 år, beløbsmæssigt gradueret efter skatteevnen. En biskop skulle betale 4 rigsdaler, andre gejstlige, lektorer m. fl. 2 rigsdaler og således videre gradueret nedefter i det sociale hierarki. Der skulle også betales kopskat for hustru og børn over 12 år, hvilket resulterede i et voldsomt lavt tal i registrerede børn i denne aldersklasse.
 

Rytterdistrikterne

Svenskekrigene demonstrerede et akut behov for effektivisering af det danske militære beredskab. Et af elementerne heri var rytteriet, der som alt andet skulle finansieres.  Det naturligste var at lade det direkte underholde gennem krongodsets finansielle ressourcer, dvs. pålæg til de omfattede bønder.  23. april 1670 blev den første Anordning om Rytterdistrikter udstedt for Sjælland, for hele landet 01. august, dog først med forordning fra 05. oktober 1670. I forordningens artikel 2 hedder det: ”Den, som bor paa en Ryttergaard, skal enten selv ride og være Rytter eller og holde for sig en dygtig Karl med tilbehørig Hest, Gevehr og Klæder, som det sig bør, og paa Mønstringen kan for godt agtes".[2]Dette pålæg i rytterdistriktet gjaldt både fæstere og selvejerbønder.
Rytterdistrikterne blev således oprettet efter 1670 i bestræbelserne på at få revanche over Sverige. Af de i alt 12 oprettede rytterdistrikter lå de 3 i Jylland[3]. De oprettedes på krongodserne. 
 

Kolding Rytterdistrikt

Koldinghus Rytterdistrikt oprettedes i 1680 og blev solgt på auktion 1765-67. Her blev en del bønder i bl.a. Anst Herred - og hermed Skanderup Sogn - selvejere, og denne proces fortsatte og førtes til ende med landboreformerne, hvor selvejet helt afløste de tidligere landsbyfællesskaber.
Rytterdistriktet i Kolding havde godser i Elbo, Holmans, Brusk og Jerlev Herreder. I Anst Herred var der kun strøgods[4].


[1]Det kunne synes, at det at rette bager for smed ikke er eller har været noget enestående fænomen.
[2] Hans Knudsen op. cit., s. 322.
[3] Koldinghus, Dronningborg og Skanderborg.
   
 
[4] Dvs. Jord, der tilhørte en sædegård, der ligger med mere end 2 mils afstand.[1] Det kunne synes, at rette bager for smed ikke er eller har været noget enestående fænomen.