De første kendte skatter i Danmark er stud- og ledingsskat.
Det er henholdsvis en skat, der afløste forpligtigelsen til at huse og underholde kongen på hans rejser rundt i landet og en skat, der betalte for fritagelse for selv at deltage i kongens krigsførelse. Kongen var jo middelalderen igennem, over enevælden indtil junigrundloven i 1849 regeringsmagten.
En særlig afgift var skatten til kirken, tienden[1]. Tiende indføres i 1100-tallet af kong Niels, vist i realiteten af Knud d. Hellige (1080-86). Som navnet siger, udgjorde denne kirkeskat en tiendedel af de skattepligtiges, dvs. bøndernes afgrøde.
Tienden kan groft inddeles i 3 dele: 1) til byggeri af kirkerne, 2) til præsternes underhold og 3) til biskopperne. Især den sidste del var forhadt. Med reformationen overtog kronen kirkegodset, og den tidligere bispetiende blev nu kongetiende. Adelen slap med reformationen for at betale tiende, men den tiende, der betaltes af det øvrige gods blev så en skat på bønderne. Tiendeholderen var så forpligtiget til at underholde den tilhørende kirke.
 
Tienden var en naturalieafgift, som først fra 1856 kunne afløses af et pengebeløb. Tiende blev endeligt afløst af en lov om kirkeskat fra 1920.
Efterhånden kom stud- og ledingsskat til at betyde mindre for kongens indtægter. Stigende betydning fik told på handelsbyerne. Og med reformationen fik indtægterne fra det fra kirken overtagne krongods stigende betydning.
Med enevælden i 1660, svenskekrigene mv. var staten blevet mere og mere forgældet, og det medførte ønske om faste og stabile indtægter fra jorden, dvs. hartkornsskatten. I byerne øgedes tolden på handel med konsumtionsafgiften, der opkrævedes indtil 1852.
Først i 1903 indførtes der formue- og indkomstbeskatning.


[1] Artikel af Troels Dahlerup i Fortid og Nutid 1981-82, Om tienden,