Der bliver etableret jernbaneforbindelse gennem landbyen Lunderskov i 1866. Annonceringen af dette anlægsarbejde ser man fra 1863.
 
Med tabet af hertugdommerne Slesvig og Holsten i 1864 blev der behov for at anlægge en eksporthavn til fremme af Danmarks handel med landene ved Nordsøen, d.v.s. England og de nordiske lande.
Det blev besluttet, at denne skulle ligge i Strandby, der nu er en bydel i Esbjerg. Havnen blev etableret 1868. Se Dagbladet København 21. febr. 1865, hvor det hedder: "At Indenrigsministeren har forelagt Rigsdagen et ... Lovforslag ..., at der skal anlægges en jernbane mellem Vamdrup ... og Strandby paa Jyllands Vestkyst." Der så bliver til Esbjerg.
Det hedder videre i samme avisartikel, at der var 3 muligheder: "Vamdrup, der er Endestation for den østjydske Bane, Landsbyen Lunderskov ... eller endelig Veile."
Der gives i avisartiklen udtryk for, at valget af Lunderskov ville gøre banestrækningen kortere, men med større anlægs- og driftsomkostninger end ved valget af Vamdrup, der i stedet for etablering af en sidebane ville være en fortsættelse af "den jydske Jernbane."
Forbindelsen blev med indvielse 3. okt. 1874 til Lunderskov-Esbjerg-banen, en del af den vestjyske længdebane, altså valg af Lunderskov i stedet for Vamdrup og Vejle. 
1874 stationsbygningen ud mod baneterrænet i 1905. Og ud mod Store- og Jernbanegade 1910.
 
1841-68.
Det ses af Sogneforstanderprotokol 1841-68, første møde 21. jan. 1842, at det første sogneforstanderskab i Skanderup Sogn bestod af 7 medlemmer: 1) de fødte medlemmer, som var formanden Christen Hansen Juhl , Nagbølgaard, pastor Ulrik K. Schmidth, Nagbøl (underskriver sig konsekvent kun Schmidth) og herredsfogeden med stemmeret, når han deltog, 2) de valgte medlemmer, som var gårdejer Hans Buch, Skanderup Nørgaard, gårdejer Anders S. Fløjstrup, Enghavegaard, Gjelballe, gårdejer Jeppe Iversen Buch, Harbogaarden, Skanderup, gårdejer Rasmus Højrup, Dollerup og møller Poul Knudsen, Drabæks Mølle, Lunderskov. Ulrik K. Schmidth var sognepræst i Skanderup 1834-70.
Som det i 1841 anordningen kræves, er der i sogneforstanderskabet som fødte medlemmer en sognepræst, pastor SchmidthSchmidth, og formanden må være repræsentanten for det store hartkorn, dvs. 32 tdr., også født medlem. Det er 1842-1855 C. H. Juhl, Nagbølgaard. Herefter indtil 1862 Carl A valgret. von Bülow, også Nagbølgaard. Bülow dog efter 1855-ordningen og derfor ikke født medlem.
I anordningen fra 1841 hedder det om hartkornskravet, at " ...den eller de lodsejere, der af sognedistriktets hartkorn ejer i det mindste 32 tønder, hvorved dog skov- og mølleskyld kun beregnes med det halve, samt bo i sognedistriktet, eller, hvis dette ikke er tilfældet, dog er villige til at indtræde i forstanderskabet."
Da SkanderupSkanderup Sogn ikke har haft lodsejere, der levede op til kravet om 32 tdr. h., har man så iflg. anordningen kunnet vælge blandt de mulige, dvs. de "villige", som så nok er blevet adspurgt blandt de største af sognets lodsejere, hvortil ejeren af Nagbølgaard hørte.
Iflg. Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave, 5. bind, 1898-1906 var der flg. større gårde i sognet[1]:
”Gaarden Wissingsminde har 16½ Td. H … Dollerupgaard har 18 Td. H … Nagbølgaard har 141/4 Td. H … 4 Huse og en Smedje … Rolles Mølle, Gd. m. Vandmølle, har 13½ Td. H …”
Af andre gårde nævnes i Trap: Skanderupgaard; Mariegaard. Nørgaard. Nørgaardslund; Rosenlund; Nygaard; Frederiksminde; Dolleruplund; Gjelballegaard; Elisabethslyst; Dorotheasminde; Grønvanggaard.
I mangel af det helt store hartkorn har man således som født medlemskab ladet sig nøje med ejeren af Nagbølgaard sammen med den lokale sognepræst. Og en herredsfoged skulle der være. Han har ikke nødvendigvis følt sig kaldet til at deltage i alle møder.
 
1855 reformen af sogneforstanderskaberne
Den mindre halvdel valgtes af samtlige, som også var valgbare til Folketinget, dvs. ingen fra de 7F’er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere).
Den større halvdel valgtes af de højeste kommunale skatteydere over det foregående år.
Præster og det store hartkorn mister det fødte medlemskab. Præsterne beholder dog beføjelser i fattig- og skolevæsen med stemmeret i disse sager.
Herredsfogeden kunne deltage i forhandlingerne uden stemmeret. Der skulle være et ulige antal medlemmer. Amtsrådet, 7-11 medlemmer ulige antal: Mindre ½ valgtes her af de største skatteydere. Større ½ valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne.
 
Som det fremgår oven for blev valgreglerne i 1855 ændret, og præster mistede sammen med det store hartkorn det fødte medlemskab - pastor Schmidth forsvinder fra sogneforstanderskabet fra 1855. Og det blev nu lovfæstet, at der skulle være et ulige antal medlemmer.
Man kan af forhandlingsprotokollen se, at møderne 1842-68 som regel foregik i NagbølNagbøl, hvor jo både sognepræsten og formanden havde til huse indtil 1862. Efter 1875 (her kun konstaterbart fra 1903) var mødestedet som regel Fattiggaarden over for SkanderupSkanderup Kirke.
Nagbølgaard havde ejeren Chr. H. Juhl som født repræsentant (det store hartkorn, som i dette tilfælde dog var i reduceret størrelse) og formand, herefter Carl A valgret. von BülowBülow, formand indtil 1862 (hvor han flyttede fra egnen). Bülow var repræsentant efter 1855-ordningen uden fødte medlemmer, men hvor den største halvdel (4) skulle vælges blandt de højeste kommunale skatteydere. 
 
Sammenligning af sogneforstanderskaberne 1841-55 og 1855-68, oversigt over mødeindhold.
Der er ingen iagttagelige forskelle i sagsbehandlingen.
De fødte medlemmer, præsten og herredsfogeden forsvandt med 1855-ordningen. I Præstø og Randers reduceredes i samme tidsperiode præsternes andel af formandskabet med 30-40 %.

I Skanderup forsvandt præsten helt. Men det var jo også i den før-indremissionske periode.

Derimod skete der ikke iagttagelige ændringer i formandskabet i øvrigt, der stadig blev varetaget af de største bønder, om ikke det indtil 1855 krævede 32 td. hartkorn, som jo ikke fandtes i denne størrelse i sognet.
Man kunne måske have forventet, at jernbanens komme ville have afspejlet sig i sogneforstanderskabets forhandlinger, men som et statsligt foretagende behøvede jernbanenjernbanen jo ikke behandling her, og jernbanen afspejles sig så heller ikke i sognerådsreferaterne. 
Sogneforstanderskabets ny tildelte opgaver omfattede hovedsagelig tilsyn med og vedligehold af kommunens biveje og fordeling af sognekørsel (§ 17), meddelelse af bevillinger til krohold, håndværk, mølledrift, brændevinsbrænding, udtaleret i sundhedssager, herunder læge- og jordemodervæsen m.v. (§ 18), tilsyn med brandassurancevæsen (§ 19) samt i øvrigt med de til rådighed stående midler at søge at hindre betleri og løsgængeri og derved støtte sognefogederne i varetagelsen af disses pligter desangående, herunder bidrage til at fremme og opretholde god politiorden (§ 20).
Sogneforstanderskabets sagsbehandlinger er refereret godt og pålideligt af TC, s. 214-227. Herfra en bearbejdet oversigt, som er nøje kontrolleret i protokollen.
 


[1] Se afsnit om sognets hartkorn.

Det hele startede i Nagbøl med Karl Møllers far, smeden Erik Møller. Iflg. Karl Møllers søn, Jørn Møller fødtes Karl Møller ind i familien som smed i 6. generation.

Karl Møllers Maskinfabrik producerede fra 1941 til midten af 1960’erne ca. 600 tipvognsmotorlokomotiver, især til eksport. Sammen med Pedershåb Maskinfabrik, Brønderslev, Danmark var Karl Møllers Maskinfabrik den tids to største.[1]

Karl Møllers Maskinfabrik startede i Nagbøl i 1904, hvor faderen, Erik Møller købte jord til sit smedeværksted på Nagbølvej. Da der i forvejen var en smed i Nagbøl kaldte Erik Møller sit sted for et maskinværksted.[2] I Erik Møllers hus er nu indrettet et museum for den tidligere maskinfabrik.

Indtil 1943 blev fabrikken drevet af Erik Møllers sammen med de to sønner, Karl og Johannes Møller iflg. Karl Møllers søn, Jørn Møller. De fremstillede maskiner til tørveindustrien, som den gang var udbredt i moserne rundt om i Nagbøl. Meget af materialerne til fremstilling var gamle biler som blev bygget om til skinnelokomotiver til at trække tipvogne som man havde i moserne. Mange af maskinerne, som de producerede i 30erne var opfundet af faderen Erik under første verdenskrig. Resterne af bilerne i øvrigt blev lavet om til landbrugsvogne som de lokale bønder købte.

Man kan i samtidige aviser se Erik Møller annoncere med sine til tørvefremstilling beregnede produkter: ” Tørveværk til salg. Et brugt tørveværk med forme, tipvogne, spor og en vandsnegl står til salg ved henvendelse til Erik Møller”, ” Et transportabelt tørveværk med spor, tipvogne og forme, til en daglig produktion af ca. 70.000 tørv, står til salg straks hos Erik Møller”, ” Maskiner til salg. .... 1 stk. ny tørvemaskine med elevator og dyndbeholder. Produktion ca. 80,000 daglig, transportabel. 2 à 300 meter spor samt nogle tipvogne, 500 mm sporvidde. ,,,, Erik Møller pr. Nagbøl”, ” Et nyt tørveværk med et godt, brugt lokomobil til en daglig produktion af 50,000 tørv står til salg hos Erik Møller”, ” For tørvefabrikanter. Et transportabelt tørveværk med pumper, elevatorer og dyndbeholder til en produktion af 60,000 tørv om dagen, elevatorkæder, vogne til udkørsel af tørvemassen samt en presser med elevator sælges af Erik Møller, Nagbøl pr. Lunderskov.[1]

Efter Karl Møllers overtagelse af fabrikken i 1943 indledte han fremstillingen af de i indledningen nævnte skinnelokomotiver samt landbrugsvogne. Det kunne i det samtidige avismateriale se ud til, at ikke var egenproduktion af lokomotiver før fra slutningen af 1944: ”1 stk. 700 m/m motorlokomotiv lejes omg. eller 1 stk. 600 m/m motorlokomotiv, der kan omforandres til 700 m/m sporvidde. Carl Møller, Nagbøl”.[2] Allerede i okt. - dec. 1944 hed det i Jyllandsposten: ” Motorlokomotiver, 2½ til 4½ tons, med eller uden generator, leveres fra lager. Priser fra 8200 kr. med generator. Karl Møller, Maskinfabrik, Nagbøl pr. Lunderskov.[3] 

Lige efter krigen var det svært at skaffe materialer, hvorfor Karl Møller besluttede selv at fremstille nav og fælge til produktionen. Da der var problemer med at få fælgene presset runde, konstruerede Karl Møller sine egne valsere, som iflg. Jørn Møller stadig findes på fabrikken den dag i dag. Råmaterialerne kom på den tid fra Uldall`s Jernstøberi i Vejen.[4] I samarbejde med dette firma blev der købt metal og andet godt fra tyskernes bunkere på vestkysten. Med dette stål kunne man fremstille diverse værktøjer til presserne, idet stålet kunne hærdes. Yderlige købtes reserve hydraulik pumperne fra Tirpitz[5] kanonerne. Der blev konstrueret en hydraulik presse med modhold, og efter mange forsøg lykkedes det at presse en trillebør kasse af et stykke.[6] Denne presse kunne trykke med 1000 tons. I denne periode blev der virkelig produceret mange trillebøre, man havde et slogan: Er manden træt og ganske mør, det hjælper med en Nagbøl bør.

Med erfaringerne begyndte man at producere reservedunke til brændstof. Med samme erfaringer startedes en produktion af helpressede radiatorer. Side løbende med ovenstående blev der fremstillet skinnelokomotiver, også til eksport. I et samarbejde med broderen Johannes Møller begyndte eventyret med motor vejtromler. I Nagbøl tilvirkedes valserne, vendegearene og forgaflen, som så blev kørt til Arnitlund for der at blive samlet. Jørn Møller mindes, at de to fik en ordre på mange tromler til Indonesien, som han giver kommentaren ”godt gået af sådanne smede knægte”.

I 1973 solgte Karl Møller fabrikken til GKN Wheels. fra 1973 og frem til 1979 var svigersønnen K.E. Lausen administrerende direktør i det nye firma. Johan Aarøe Møller var her ansat som teknisk direktør. I 1979 forlod K.E. Lausen GKN-wheels og Johan Møller blev administrerende direktør frem til ca. 1990 hvor han blev teknisk direktør, og samtidig direktør for GKN-wheels forsknings- og udviklingsafdeling i England. I 1992 gik Johan Møller på pension.[1]

GKN Wheels farbikken i dag


[1] Det fremgår af tilgængelige oplysninger i øvrigt, at Johan Møller blev ansat hos Karl Møller 1966-10-07,

forlod GKN Wheels Nagbøl A/S 1992-10-28 for at gå på pension. http://bizsurf.dk/personer/johan-aaroe-moller#



[1] Jyllandsposten 24.-26.03,1916, 04.-06.07.1916, 04.08.1917, 11. 13. 15.06.1918, Politiken 06.-08.05.1917

[2] Jyllandsposten 22.06.1944- 23.06.1944- 24.06.1944

[3] Jyllandsposten 15.10.1944, 29.10.1944, 12.11.1944, 03.121944, 10.12.1944, 17.121944, 31.12.1944

[4] Alt iflg. Jørn Møller. Uldalls Jernstøberi A/S blev grundlagt i 1944, http://www.birn.com/uldalls-jernstoeberi-a/s.html. Senere overtaget af Holstebro firmaet Vald. Birn. 

[5] Tirpitz-stillingen bestod af to bunkere, som var en del af Atlantvolden, som den tyske besættelsesmagt opførte langs Nordsøens kyster. De ligger på Tane Hedevej i Blåvand, og det sydlige er nu oprettet som museum. Bunkerne blev planlagt i 1943-44, men var endnu ikke opført ved befrielsen i 1945. Batteriet blev således aldrig bygget færdig. Kanonerne og andre dele til batteriet var placeret på Guldager station nord for Esbjerg, broerne over Varde å var for svage til at bære vægten. Derfor kom de aldrig videre. I årene 1951-52 blev de skåret op i Guldager og solgt som skrot.

[6] Iflg. Jørn Møller: ” jeg tror "gal Thorsen" lurede ham kunsten efter med den første helpressede stålvask”. Dette kan dog ikke bekræftes af en diskussion i Ingeniøren af den hertil knyttede produktionsproces. Iflg. denne skulle ideen være kommet fra GAL Thorsens værktøjsmagere, brødrene Harald og Svend Wermouth Jensen. http://ingeniordebat.dk/index.php?topic=1575.0


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Peter Michaelsen er født 1. juli 1884 i Gesten. Døde 25. februar 1953 på Kolding sygehus, begravet på Gesten Kirkegård 2. marts 1953.
Hans ostegrossererforretning ligger (lå) Jernbanegade 2 og 4, Lunderskov.
Hans far var dyrlæge (også tituleret kredsdyrlæge, en helt ubestemmelig titel) A. Michaelsen, Gesten. Faderen ser ud til at have været aktiv dyrlæge og landmand indtil 1914, hvor han byggede aftægtsbolig i Øster Gesten.
 
I nogle måneder i 1916 annoncerede Peter Michaelsen om salg af klaverer og flygler, som kunne se ud til at være indkøbt i et antal af 30 + 6 flygler i Tyskland. Her angives bolig at være ”Flensburg”, men med midlertidig adresse og tlf. nr. i Lunderskov. [1]


[1] Om det er tilfældigt, at Peter Michaelsen ikke blev grosserer i klaverer og flygler er det ikke muligt at sige noget om. Dog er der lokale erindringer fra hjemmet i Vestergade 9, hvor der var et flygel (som ikke kunne sælges i 1916?). Det musikalske element i familien er dog kommet til udtryk gennem barnebarnet Johan Michaelsen, der er organist i Grøndalskirken.
 
Jyllandsposten 15. maj 1916. Annonceteksten angiver bopæl i Flensburg, men med adresse og telefon i Lunderskov også. Klaverer tilbydes til 610-798 kr. Flygler tilbydes til 876-1220 kr. Der annonceres i forskellige landsdækkende dagblade indtil august 1916.  
 
 

Med afslutningen af 1. verdenskrig blev Peter Michaelsen aktiv i FLENSBORGBEVÆGELSEN, som ønskede Flensborg og Mellemslesvig tilbage til Danmark. Den tabte krig i 1864 havde trukket grænsen mellem Tyskland og Danmark ved Kongeåen. Danmark tabte her hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Danmark blev som resultat heraf en homogen, dansktalende småstat. Men der var dansktalende syd for grænsen.

Efter Tysklands nederlag i 1. v. krig skulle grænserne justeres, efter nationalitetsprincippet. Dette blev indarbejdet i Versailles-fredens principper og krævedes først og fremmest af USA’s præsident W. Wilson i form af princippet om ”den nationale selvbestemmelsesret”.

Der blev fremsat rabiate og nationalistiske (historisk begrundede) krav om Danmark til Ejderen, repræsenteret ved DANNEVIRKEBEVÆGELSEN, d.v.s. alle 3 zoner til Danmark uanset  afstemningsresultat. GRÆNSEFORENINGEN stiftedes i 1920 efter folkeafstemningen om den dansk-tyske grænse, som kun gav dansk flertal i zone 1, d.v.s. etablering af den nuværende grænse.

 
Fra 1920 var P. Michaelsen aktiv i Grænseforeningen, hvor der i bestyrelsen og blandt medlemmer var aktive fortalere for Danmark til Ejderen og Dannevirke. Peter Michaelsen blev hurtigt et markant medlem af bestyrelsen. I starten, indtil den nazistiske magtovertagelse i Tyskland, var han skeptisk i forhold til den rabiate Ejder-linje i Grænseforeningen, men herefter blev han, stærkest markeret i nogle skolesager i grænseområdet, overbevist tilhænger af Ejder-linjen.
Engagementet i den danske grænseproblematik forstås måske bedst ved at se på kortet over afstemningszoner efter 1. verdenskrig i det gamle danske område Slesvig og syd herfor Hosten og Lauenborg. Da afstemningsresultatet i 1920 ”kun” gav zone 1 til Danmark, zone 2 med Flensborg var og forblev tysk, blev det en strategi, også for tidligere mere moderate tilhængere af FLENSBORGBEVÆGELSEN, at arbejde for en international (ikke-tysk) kontrol af området.
 
Danmarks statsminister 1945-47, venstremanden Knud Kristensen faldt for et radikalt mistillidsvotum i 1947, fordi han i modsætning til Danmarks officielle politik udtrykte ”privat sympati” for denne tanke. Peter Michaelsen tilhørte mere eller mindre udtalt den ”Dannevirke-kritiske” del af Grænseforeningen. I øvrigt sammen med den markante historiker Vilhelm la Cour. Men også sammen med denne foretog han en diametral vending i forhold til Ejder politikken fra 1933 ved nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Vilhelm la Cour kom her endelig ind i Grænseforeningens hovedbestyrelse, Michaelsen blev næstformand. For Peter Michaelsen var forløbet formentlig, at da Grænseforeningen i 1930 og 1934 skulle tage stilling til skolespørgsmålene i henholdsvis Slesvig by og Tønning, var han mest stemt for en blød start i lejede lokaler i stedet for at bygge nyt. I Dannevirkemændenes øjne var en sådan vaklende indstilling kættersk. Men med Hitlers magtovertagelse og fra 1934 var Michaelsen klart Ejdermand, hvilket formentlig gjorde ham til næstformand i hovedbestyrelsen.
Det kan således ikke udelukkes, at Peter Michaelsen, ostegrosserer i Lunderskov har været medvirkende til at få Danmarks daværende statsminister, Knud Kristensen til at fastholde det politisk sprængfarlige standpunkt ”privat” at sympatisere med tanken om en særlig status til Flensborg og Mellemslesvig, som Knud Kristensen allerede fra en grundlovstale i 1946 havde givet udtryk for. Iflg. sønnen, Peter Meyer Michaelsen var Knud Kristensen juli 1947 under en tale på Skamlingsbanken på besøg hos Peter Michaelsen, der var ”med i Skamlingsbankeselskabet”. Under alle omstændigheder blev Knud Kristensen fældet af et mistillidsvotum 4. okt. 1947, som banede vej for en socialdemokratisk Hedtoft regering, hvor Knud Kristensens meget ”Flensborg-kritiske” udenrigsminister, Gustav Rasmussen fortsatte som udenrigsminister. Hvortil Knud Kristensens bramfri, vestjyske kommentar skulle have været: "a sæjer walbekom".
 
Ud over politisk indflydelse på landspolitisk niveau i grænsespørgsmålet var Peter Michaelsen også i to omgange medlem af sognerådet i Skanderup Sogn. Herfra kan refereres fra det af sønnen, Peter M. Michaelsen anførte i hans kortfattede beretning til Lunderskov og Omegns Lokalarkiv om faderen[1]:
”I må hellere få beretningen om min Fars indtræden i Sognerådet, som han var medlem af i 2 perioder. Da han første gang blev valgt og var til det konstituerende møde, der som de andre møder afholdtes på ”Fattiggården” i Skanderup, indledte sognerådsformanden, Johan Nielsen, Indremissionsk. ”Jeg vil gerne byde velkommen til de nye medlemmer, undtagen Michaelsen” (han var valgmenighedsmand). - Nå, det overlevede han, og jeg forstod, at der udviklede sig et godt og venskabeligt samarbejde, idet missionen fandt ud af, at Far – udover at have mange kontakter – kunne bidrage til at løse mange af sognets problemer.
Der er en historie om, at Far ved et sognerådsmøde fortalte, at han den foregående nat i en drøm havde drømt, at Johan Nielsen var død og var på vej op i himlen ad en lang stige. På stigen skulle han sætte kryds for hver synd, han havde begået. Pludselig blev der tumult, idet sognerådsformanden var på vej nedad igen, fordi han skulle bruge mere kridt.”
Den her omtalte sognerådsformand var ejeren af Grønvanggaard i Skanderup. Han var sognerådsformand 1919-23, som så må have været Michaelsens første periode i sognerådet. Historien illustrerer et sogneråd, hvor der var et enkelt medlems flertal for Indre Mission. Og desuden en situation, der formentlig hyppigt har udspillet sig i det indremissionsk dominerede sogneråd. Konflikternes rod var først og fremmest af religiøs og kulturel art.
Den indremissionske sognerådsformand Johan Nielsen og hans efterfølger, den ligeledes indremissionske Knud Knudsen fra Gelballe, kunne være uenig om mindre betydningsfulde spørgsmål som økonomi og strukturelle ting som f. eks. vejføring.
Men i religiøse og skolepolitiske spørgsmål (ansættelse af indremissionske lærere) var de helt enige.
 
Ud fra det noget spinkle materiale kan det med rimelig sikkerhed konkluderes, at ostegrosserer Peter Michaelsen har været privat bosiddende i Flensborg fra 1910, hvor han giftede sig med Margrethe Meyer. Velsagtens bosiddende i Lunderskov, Vestergade 9, Duborg siden 1920, muligvis allerede forretningsmæssigt beskæftiget i Lunderskov fra 1916, Peter Michaelsen optræder i Skanderup Sogns folketællingsmateriale fra 1921.
Han kommer fra egnen, idet faderen, A. Michaelsen var dyrlæge i Gesten.
Ved 1921 folketællingen tituleredes han købmand, fra 1925 grosserer. Peter Michaelsens osteforretning må således formodes at være startet mellem 1921 og 1925.
Jernbanegade 2, Peter Michaelsens ostelager. Foto fra 1989 iflg. lokalarkivet. 
Det har ikke været muligt at finde materiale om grossistvirksomheden produktionsmæssige side. På et foto, som lokalarkivet daterer til 1920, er det 3 personer excl. Michaelsen beskæftiget i et ostelager, som må formodes at være Jernbanegade 2, som også er den adresse lokalarkivet angiver.
 
Forretningen har været omfattende nok til at sønnen Johan Michaelsen ved faderens død i 1953 har videreført forretningen. Den har jo under alle omstændigheder været fint beliggende mellem de to mejerier, Skanderup og Lunderskov, og lige op ad jernbanestationen i Lunderskov. Også selv om der var tale om et søndagshvilende og et mejeri, der arbejdede alle ugens 7 dage.
  P. Michaelsens ostelager, Jernbanegade 2. Iflg. lokalarkivet foto fra 1920. 
Iflg. Johan Michaelsens søn, Johan Michaelsen, afhændede faderen firmaet en gang i begyndelsen af 1990’erne. Firmaet er for længst ophørt som grossistvirksomhed i ost. De tilbageblevne bygninger ser aktuelt ikke ud til at være i brug. Det nationale engagement i Grænseforeningen må vel formodes at være motiveret ved ægteskabet med Margrethe Meyer fra Flensborg. Der er dog intet i sognets øvrige aktiviteter, der tyder på, at Peter Michaelsen som valgmenigheds- eller som Grænseforenings mand har øvet en særskilt indflydelse på sognets politiske og kulturelle liv. Som beskrevet tilhørte Peter Michaelsen politisk det ikke-indremissionske mindretal, men der er intet i det foreliggende materiale, også fra den offentlige debat, der tyder på særskilte aktiviteter her. Selv er Peter Michaelsen begravet på Gesten Kirkegård, sønnen Johan Michaelsen på Skanderup Valgmenigheds Kirkegård. Der har vel været så meget af den lokale modsætning til Indre Mission, at det ville være utænkeligt med en gravplads på Skanderup Kirkegård? Man kan måske sige, at Peter Michaelsen har været et rimeligt typisk eksempel på en grundtvigianer, et medlem af valgmenigheden i det religiøst splittede sogn. Erhvervsmæssig og økonomisk succes (formentlig) gav ingen pardon hos Indre Mission, når det kom til kulturelle og politiske spørgsmål. Her var religionen i Peter Michaelsens tid stadig fuldt dominerende. 
 
  Foto af Peter Michaelsen 1920-30. Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. 
 


[1] Utrykt beretning, Peter Meyer Michaelsen, om faderen som ostegrosserer i Lunderskov
De første kendte skatter i Danmark er stud- og ledingsskat.
Det er henholdsvis en skat, der afløste forpligtigelsen til at huse og underholde kongen på hans rejser rundt i landet og en skat, der betalte for fritagelse for selv at deltage i kongens krigsførelse. Kongen var jo middelalderen igennem, over enevælden indtil junigrundloven i 1849 regeringsmagten.
En særlig afgift var skatten til kirken, tienden[1]. Tiende indføres i 1100-tallet af kong Niels, vist i realiteten af Knud d. Hellige (1080-86). Som navnet siger, udgjorde denne kirkeskat en tiendedel af de skattepligtiges, dvs. bøndernes afgrøde.
Tienden kan groft inddeles i 3 dele: 1) til byggeri af kirkerne, 2) til præsternes underhold og 3) til biskopperne. Især den sidste del var forhadt. Med reformationen overtog kronen kirkegodset, og den tidligere bispetiende blev nu kongetiende. Adelen slap med reformationen for at betale tiende, men den tiende, der betaltes af det øvrige gods blev så en skat på bønderne. Tiendeholderen var så forpligtiget til at underholde den tilhørende kirke.
 
Tienden var en naturalieafgift, som først fra 1856 kunne afløses af et pengebeløb. Tiende blev endeligt afløst af en lov om kirkeskat fra 1920.
Efterhånden kom stud- og ledingsskat til at betyde mindre for kongens indtægter. Stigende betydning fik told på handelsbyerne. Og med reformationen fik indtægterne fra det fra kirken overtagne krongods stigende betydning.
Med enevælden i 1660, svenskekrigene mv. var staten blevet mere og mere forgældet, og det medførte ønske om faste og stabile indtægter fra jorden, dvs. hartkornsskatten. I byerne øgedes tolden på handel med konsumtionsafgiften, der opkrævedes indtil 1852.
Først i 1903 indførtes der formue- og indkomstbeskatning.


[1] Artikel af Troels Dahlerup i Fortid og Nutid 1981-82, Om tienden,