De danske landboreformer er er i den fagligt velanskrevne del af den nyere landbohistorie karakteriseret ved at have kørt i nogle spor,
1) ophævelsen af landsbyfællesskabet, som sammen med 2) en reform af fæstevæsenets betingelser, 3) banede vejen fra fæste til selveje.
Man kan også sige, at der i tiden har været et ønske om landbrugstekniske forbedringer inden for landbruget, som nok først og fremmest er formuleret af såkaldt fremskridtsvenlige godsejere sammen med den enevældige kongemagt. Godt understøttet af oplysningstidens opgør med den hidtil dominerende pietisme og forløber for romantikken. Den rationelle tanke, den naturvidenskabelige erkendelse, en verdensorden, der ikke var styret af Gud men af de naturvidens love.
Men det var tanker, som Ludvig Holberg og andre i den bedre del af det enevældige samfund interesserede sig for.
Almindelige bønders mening har næppe interesseret nogen, og er under alle omstændigheder ikke ikke blevet nedfældet i troværdig form til eftertiden.
Der har desuden - muligvis i forlængelse af oplysningstidens tanker - været et ønske om også at forbedre fæstebøndernes retsstilling.
Landboreformerne havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål.
Bønderne deltog i starten af reformerne med nogen skepsis. Selveje var jo for de fleste noget ganske ukendt. Man frygtede også at miste det kendte rygstød med godsejernes hjælp til skatterestancer, såsæd m.v.
Derfor har den politiske øvelse med reformønskerne drejet sig om at vinde både bønder og godsejere for reformerne, idet der skulle ske udstykning fra hovedgårdene og salg af jorden til fæstebønderne.
 |
 |
| Denne samtidige illustration af en fæstebonde op til landboreformerne er givet tendentiøs i den forstand, at den dækker det reformvenlige synspunkt. | Fæstebønder til bystævne, som ser ud til at være glade for fællesskabet. Desværre er Rasmus Christensens akvarel en senere tids opfattelse, o. 1900. Frimærkemotiv. Om fæstebønderne i almindelighed har været så begejstrede for "frisættelsen", som Eckersbergs maleri giver udtryk for, skal nok tages med god portion skepsis. |
 |
|
Regeringen oprettede i 1786 Den kongelige Kreditkasse til formidling af lån til selvejerkøb.
På den anden side blev godsejerne ved forskellige begunstigelser opmuntret til salg af fæstegods.
Reformregeringen har også haft et (økonomisk rationelt) blik for, at husmændene var den kommende tids landarbejdere, som der ville blive behov for både på godserne uden tidligere tiders hoveri og hos gårdmændenes mellemstore driftsenheder. På længere sigt også som rekrutteringsgrundlag til industrielt arbejde. Hvis det ikke har været helt forudset, så har det passet som fod i handske ind i den kommende tids landbrugsmæssige og industrielle
De iværksatte foranstaltninger fik husmændenes antal til at vokse eksplosivt. Efter landboreformerne var der næsten lige mange bøndergårde og husmandsbrug, hvor der o. 1700 havde været næsten 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug.
Iflg. historikeren E. Arup var landsbyfællesskabet oprindeligt et plovfællesskab, nødvendiggjort ved at hjulploven[1] blev taget i brug i Danmark i 1000- 1100-tallet sammen med trevangsbruget.
Ved undersøgelser af landsbyfællesskaber benytter man de ret pålidelige oplysninger om landsbyfællesskabet og dets dyrkningsforhold, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688[2].
Der findes digitale, historiske matrikelkort. De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være udmærkede kilder til udskiftningens umiddelbare virkninger. Se her som eks. et lokalt matrikelkort fra 1846 og fra 1882.
| Hjulploven, landsbyfællesskabets teknologiske forudsætning. | ||
 |
 |
   |
|
Arden, pløjeredskab siden jernalderen.
|
Muldfjælsploven var forløberen for hjulploven, hvor hjulene udgjorde forskellen. Elmelunde Kirke, Møn. Kalkmalerierne er dateret til 1462-1507.
|
Hjulploven [3] Se også afbildning efter kalkmaleri i Hald Kirke. Muldfjælsploven er her med hjul. Nederst Gl. Estrup, Landbrugsmuseet.
|
Som det teknologiske aspekt i landbrugsudviklingen kan vi i første omgang lade agerdyrkningens nok vigtigste redskab, muld- og hjulploven - sammen med harven og tromlen - tegne billedet. Efterfølgeren til hjulploven, svingploven tages i anvendelse o. 1800 i Danmark, efter udskiftningen[4].
Sammenhængen mellem landsbyfællesskabet og brugen af muldfjælsploven - der i løbet af middelalderen blev afløst af hjulploven, som sammen med brug af heste i stedet for okser og en bringesele, der lod hestene trække med bringen (brystet) i stedet for med halsen - kan antages at have været den tunge hjulplovs krav om stor trækkraft, som medførte, at den mest rationelle dyrkningsmetode var at dyrke markerne i langstrakte dele, så der ikke skulle vendes så meget med den tunge plov.
Hvilket blev udmøntet i den fordeling i lange agre inden for vangene, som blev det karakteristiske i landsbyfællesskabet.
Her var trevangsbruget i denne henseende mere praktisk både dyrkningsmæssigt og økonomisk end det alternative tovangsbrug, hvor man lod halvdelen af det dyrkede areal ligge brak, imod kun en tredjedel i trevangsbruget.
Trevangsbruget
Denne dyrkningsform har tre vange med treårig rotation, den dyrkede jord (rug, byg, udyrket fælled, hvor kvæget kunne gå) + overdrev. Markbøger fra 1683 synes at vise, at i Jylland modsat Sjælland og øerne havde 3-4 år før skifte. Det skyldes muligvis, at man ikke havde hegn om vangene i Jylland.
Agerjordens vange deltes i åse, der deltes i agre. Hver gård havde en ager i hver ås. Som anført en inddeling, befordret af brugen af den tunge hjulplov.
I store dele af Jylland havde man varianter til trevangsbruget sædeskifter, hvor hver vang / tægt dyrkedes 3, 4, undertiden i 5 år. Men det betød så også, at hvilejorden fik mere end et enkelt hvileår. Hvileåret var en nødvendighed, da der ofte var mangel på gødning, ikke mindst fordi dyreholdet antalsmæssigt var langt mindre, end det blev i løbet af 1800-tallet med selvejerbrug, forbedret teknologi og især med andelsbevægelsens overgang til den animalske produktion som den dominerende.
Med 1688 matriklen fik man opmålt og overblik over antal landsbyer, gårdene og fordelingen på herreder og de i 1682 nyoprettede amter. I Koldinghus Amt var der relativt mange landsbyer, 230 i 1682. I Viborg Amt var der 156 sogne med tilhørende landsbyer iflg. Danske Byer og Sogne, 11. Bind Viborg Amt, Kbh. 1934.
I landsbyerne lå hver gård på tofte af varierende størrelser. Toften indeholdt bygninger, kål-, abildgård m.v., og toftens størrelse var efter landskabslovenes bestemmelser retningsgivende for gårdens andel af den fælles bymark.[5]
Jord- og dyrkningsfællesskabet omfattede fæste- og selvejergårde. Praktiske forhold medførte en omfattende fælles regulering, bl.a. i forbindelse med hegn og gærder og andre større arbejder, ligesom justering og omfordeling af de tilmålte ressourcer, betegnet rebning og omrebning, skete inden for jordfællesskabets rammer. Uden for fællesskabet lå tofterne, der var indhegnede, mindre jordstykker ved de enkelte gårde, samt anden særjord, ofte betegnet enemærker eller løkker.[6]
Til bestemmelse af de enkelte landsbyer er der i en Skanderup sognehistorie benyttet matrikelkort og -ansættelser 1688, 1844, 1883 og enkelte andre kort. Desuden fotokopier af skøder m.v. samt et ret righoldigt fotografisk materiale.[7]
Den gamle matrikel er Christian 5.’s 1688-matrikel.[8] Selv om denne matrikel i forhold til 1662-64, Landgilde- og Amtsstuematriklen[9] var overordentlig grundig og levede op til statsmagtens behov for at få et præcist grundlag for beskatningen, blev det med landboreformerne og udskiftningen i slutningen af 1700-, begyndelsen af 1800-tallet nødvendigt med en ”ny matrikel”, som først var afsluttet i 1844.
Der blev massivt inddraget overdrev og krat i de enkelte landsbyer samtidig med udskiftningen. Den nye matrikel havde også mere graduerede bonitetsbestemmelser end 1688-matriklen.
En oversigt over de to matrikler for sognenes enkelte gårde finder man under Miljøministeriet, Geodatastyrelsen.[10] Man kan benytte de to matrikler til at sammenligne landsbyernes hartkornstørrelser i landsbyernes gårde før og efter udskiftningen.
Matriklerne har en hovedinddeling i ager- og eng- samt skovskyld. Disse er igen opgjort i tønder (tdr.), skæpper (sk), fjerdingkar (fk) og album (alb).[11]
Landboreformer og hartkornsopgørelser i 1688 og 1844
Som eksempel på et reformforløb, blev Koldinghus Rytterdistrikt oprettet i 1680 og blev solgt på auktion 1765-67. Allerede i dette forløb blev en del bønder selvejere, og denne proces fortsatte og førtes til ende med landboreformerne, hvor selvejet helt afløste fæstet og de tidligere landsbyfællesskabers driftsformer.
Landboreformerne fandt sted i flere omgange.
Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28. december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring. Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.
Det betød, at fra 1781 tog udskiftningen fart, idet regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje.
Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.
Landboreformerne betød en markant forøgelse landsbyernes dyrkede areal, kan man se ud fra 1688 og 1844 matriklerne.
Den ny 1844 matrikel skulle afløse den gamle 1688 matrikel, der var blevet utidssvarende som beskatningsgrundlag.
For det første var kun agerjorden opmålt i 1682-83, nyopdyrket jord herefter var skattefri. Først 1786 blev det forbudt at fraskille jord fra matrikulerede ejendomme uden deling af hartkornet - som havde gjort en del ejendomme skattefri.
Den udskiftning med landboreformerne, der ligger mellem de to matrikler, havde som formål at samle bøndernes splittede jorder og give dem forholdsvis lige så megen samlet jord, som de før havde haft i strimler, fordelt på vange, åse og agre.
Opmåling og fordeling skete ved kongeligt udnævnte landmålere, der skulle opmåle efter areal og bonitet (hartkorn). Og det gjorde man så på forventet efterbevilling, at bønderne frivilligt gik ind i udskiftningen, enten det var som fæstere eller selvejere (langt de fleste).
1844 matriklen som beskatningsgrundlag blev først og fremmest forårsaget af landboreformernes udskiftning, herunder udflytning af gårde og omfordeling af jord, men også opdyrkning af hidtil utakseret jord.
Det fremgår tydeligt af konkrete hartkorns optællinger, at der er tale om en forøgelse af hartkornet i undersøgte landsbyer.
Det kunne også se ud til, at det især var de mindre matrikler, gårde, der fik hartkornsforøgelsen og kun i mindre grad hartkornsforøgelser på de lidt større matrikler, gårde, herunder også tidligere
Med udskiftningen blev landsbyernes i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.
[1] Hjulploven efter kalkmaleri i Hald Kirke, v. Randers. Kendes syd for grænsen allerede fra 600-tallet, efterfølger arden, afløses fra o. 1800 af svingploven af jern.
[2] Erstatter 1662/64 matriklen (landgilde- og amtsstuematriklen), der var enevældens første forsøg på registrering af jorden som skattegrundlag. Hartkornet var her udregnet efter fæstebøndernes landgilde tilbage fra 1500-tallet. Det overvejende håndskrevne matrikuleringsmateriale (gotisk håndskrift) består af 3 protokolrækker. Den mest omfangsrige er de såkaldte markbøger og eng- skov og græsningsprotokoller udformet i 1681-83. Dernæst følger modelbøgerne, der blev udformet i perioden 1684-86 og endelig de egentlige matrikelprotokoller fra 1687-89.
[3] Hjulplov. Efter kalkmaleri i Hald Kirke. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).
 |
 |
| Langt de fleste illustrationer af muldfjælsploven er med hjul, altså hjulploven. Her illustreres den mere effektive jordvending end med arden. Og tilpasningen til lange agre. |
Den bedste faghistoriske tilgang til forskellige plovtyper er A. Steenberg, Fortid og Nutid bd. 12, 1937-38, Danske Plovtyper i Oldtid og Middelalder. Eller Grith Lerche, om muldfjælsploven og den højryggede ager.
[4] Teknologihistorie, Systime, https://teknologihistorie.systime.dk/index.php?id=132.
 |
[5] Toft er beslægtet med ordet tomt, betyder jordlod, der er udskilt fra den dyrkede fællesjord, hustofte til bygninger.
[6] Begrebet ”Toft” har i en undersøgelse af Sundby på Mors en helt anden betydning end på Øerne, hvor det oftest var en særlig ager ud for hver enkelt gård med bredder proportionalt med gårdens andel af ”bymålet” hyppigt målt i otting (1/8 af et bol). Steen Busck, Et landbosamfund i opbrud I+II.
[7] Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie, 1996.
[8] Særligt værdifulde er her markbøgerne, der indeholder de rigeste topografiske oplysninger, dvs. gamle marknavne. For hvert herred findes en Skov-, Eng- og Græsningstaksationsprotokol. Selve hartkornsansættelsen sker i Modelbøgerne eller beregningsprotokollerne, en for hvert herred.
[9] Riberhus Amts Matrikel 1662, findes i Rigsarkivets Matrikelarkiv (1818 B) bliver hurtigt fulgt op af Amtsstuematriklen af 1664, Matrikelarkivet nr. 1819, Koldinghus Amt. Denne ældste af matriklerne giver et godt billede af, hvad man dyrkede, omsat til hartkorn og afgifter. Man kan se, at en del gårde havde særjord ud over jordfællesskabet, tidligere tiders naturalieydelser er omregnet til hartkorn, og man kan af disse udlede specielle produkter for hver egn. Endelig er der i disse ældste matrikler rester af tidligere tiders skatter: gæsteri, ledingsskat, høstskat, sommerskat, kongestød (stuth). Se Gunnar Knudsen, De danske Matrikler …
[10] http://hkpn.gst.dk/ . Man skal slå op på ”Protokoller”, her finder man både hartkornsprotokoller og sogneprotokoller. Der er delt op i privilegerede og uprivilegerede hartkorn. Adelens hartkorn var privilegeret, dvs. skattefri. Desuden var købstads- og embedsjorder (f. eks. præstegårde) fri for hartkornsbeskatningen, købstæderne dog i stedet pålagt en grundskyld. Nagbøl var den eneste af sognets byer, der havde privilegeret hartkorn, idet præstegården lå her, Denne skattefrihed bortfaldt i 1850.
[11] 1 tønde = 8 skæpper, 1skæppe = 4 fjerdingkar, 1 fk = 3 album, 1 alb. = 4 penning.