Udskriv
1800-tallets to slesvigske krige kom til at afgøre de danske hertugdømmers nationale tilknytning til det, der i 1871 under Prøjsens ledelse blev til Tyskland, eller til Danmark. Det blev endeligt afgjort i 1920 efter nationalitetsprincippet .
 
Danmarkskort fra 1817. Kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten, Lauenborg. Danmark blev med de to hertugdømmer en del af et internationalt problem i forhold til de tyske naboer. Samtidig med at de borgerlige revolutioner i Det Tyske Rige også blev en faktor i enevældens danske kongerige.  Krigen i 1864 gav iflg. generalstabens tal fra 1890 ca. 1500 dræbte, 3400 sårede, 1900 savnede. Heriblandt dog formentlig ingen fra Skanderup Sogn. I modsætning til 1. slesvigske krig 1848-1851, hvor der er rejst en mindesten for 3 faldne, ukendte soldater på Skanderup kirkegård.  
Den danske hær sejrede ved Fredericia i 1849 og Isted i 1850 under første Slesvigske Krig 1848-51. Sejrene fik kun moralsk betydning og betød en dansk hang til selvovervurdering, som blev katastrofal i 1864. Der var tale om (knebne) danske sejre, som ret beset ikke burde have medført den fejlagtige opfattelse i Danmark, at man kunne opnå en dansk national løsning på problemet med hertugdømmerne Slesvig og Holsten.  
      
Mindesten på Skanderup Kirkegård, opsat i 1874 til minde om slaget ved Ejstrup. Se herom. Privat foto. Mindestenens tekst: Her under hvile 3 ukendte soldater, faldne i kampen for fædrelandet i slaget ved Ejstrup 13. april 1849. Deres navne kjendes ikke, men deres daad skal lyse for kommende slægter. Dette mindesmærke rejstes 25 aarsd 1874. I slaget ved Isted er de danske tab opgjort til 845 faldne, 2045 sårede og 368 tilfangetagne. Oprørshæren mistede tilsvarende 534, 1202 og 1072. På dansk side 3258, på slesvig-holstensk side 2806 i alt.
 
 
   
   
På trods af krigens realiteter, hvor også general Schleppegrell og oberst Læsøe mistede livet, rejste man i Flensborg på foranledning af De Nationalliberale, bl.a. Orla Lehmann, H. W. Bissens skulptur af Isted løven. Til liden begejstring for de tysksindede. Efter 1864 blev monumentet udsat for hærværk og flyttet til Berlin, hvorfra det kom til Danmark i 1945. Det blev i 1947 opstillet ved Tøjmuseet. Først i 2011 blev monumentet genrejst på sin plads i Flensborg.    
   
Under internationalt pres måtte den danske regering efter afslutningen af første slesvigske krig love, at der ville blive indført en fællesforfatning for helstaten, at Slesvig ikke ville blive knyttet nærmere til kongeriget end Holsten, og at alle dele af staten skulle være ligestillede. Disse betingelser blev brudt med novemberforfatningen af 1863 og førte til krigen i 1864, som Danmark tabte.
Under stormen på Dybbøl 18. april 1864 havde Danmark betydelige tabstal, men præcise opgørelser over de faldne findes ikke. De manglende tabsopgørelser skyldes især vanskeligheder med at gøre tabene op - blandt de sårede kan være livsvarigt invaliderede og så hårdt sårede, at de døde hurtigt efter opgørelsen og på den anden side sårede, som efterfølgende igen kunne indkaldes til militærtjeneste, Skønsmæssigt vil det formentlig være rimeligt at antage, at o. 2000 døde i forbindelse med krigen i 1864.  
 
D. G. Monrad og C. C. Hall - 1864 katastrofens politiske fædre. Begge Nationalliberale. Hall fremsatte og gennemførte forslag til Novemberforfatningen. Monrad måtte lægge ryg til konsekvensen.   
Efter nederlaget ved Dybbøl blev Fredericia rømmet i slutningen af april, og hæren koncentreredes på Fyn og Sjælland, dog med mindre hærenheder på Als, som blev slået af prøjserne i slutningen af juni. Resten af Jylland, op til Ålborg blev besat af prøjserne og østrigerne, og fredens hårde betingelser blev underskrevet 30. oktober 1864. Et var, at den danske hær næsten blev slagtet ved Dybbøl, men fra Sønderborg til Skagen blev østrigerne og prøjserne et alment jysk problem. Den danske hær bestod af ca. 38.000 mand. 1. og 2. division stod på Als og ved Dybbøl, 3. division stod ved Fredericia. Resten, 4. division flygtede foran prøjserne og østrigerne hele vejen op gennem Jylland, heraf navnet ”røven af 4. division” - det var nemlig, hvad prøjserne og østrigerne så. 
 
Der blev i Danmark indført almindelig værnepligt ved lov af 12. februar 1849. Mod tidligere stort set kun bønderne skulle alle nu aftjene værnepligt. Det var dog stadig muligt for bedrestillede at ”købe sig fri”. Værnepligten hvilede således forsat tungest på bondestanden, hvilket blev et argument i demokratiseringsprocessen efter 1849 for den almindelige eller - i det mindste - mere udbredte stemmeret.
Hvor mange i sognet havde så direkte krigsdeltagelse i de slesvigske krige? Til besvarelse af dette spørgsmål er kildematerialet folketællinger, kirkebøger og lægdsruller først og fremmest. Tilsammen kan disse kilder give et billede af krigenes omfangsmæssige betydning. Skal man have det oplevelsesmæssige med, kræves der erindringer, dagbøger mv. Og det finder man ikke i Skanderup Sogn om de slesvigske krige, så vidt vides.
Det har været muligt at identificere 9 fra Skanderup by, som ved folketællingen i 1850 var registreret som soldater, og som i princippet derfor kan have deltaget i den første slesvigske krig. Ud over de 9 registrerede soldater, er der i 1850 registreret 2 faldne fra sognet, formentlig under 1. slesvigske krigs blodigste slag ved Isted, hvor der var 3258 døde og sårede på dansk side, 2806 på slesvig-holstensk side. Tallene varierer efter opgørelsesmetode, men viser under alle omstændigheder, at den danske sejr var dyrekøbt.
Det har ydermere været muligt at identificere 2 eller 3 fra sognet, som faldt i 1864. Hvis vi tager sognets folketal som et gennemsnit mellem 1860 og 1870 folketallet, så var sognets tabsprocent hermed på 0,22 eller 0,15 mod en landsdækkende tabsprocent på 0,13 . Selv om sognet kunne forekomme overrepræsenteret, skal man også være opmærksom på, at der er tale om et landsogn, hvor militærtjenesten har været mere udbredt end i resten af befolkningen, også selv om der i 1849 indførtes almindelig værnepligt. Med 4-5 døde i løbet af de to slesvigske krige og med den tidsmæssige og geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, kunne man måske forvente en speciel national variant i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid. Ud over de registrerede faldne og sårede er der de savnede. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater.  
 
 
 
 
 
 

Nationalitetsprincippet var et af den amerikanske præsident Wilsons 14 punkter (krav) ved 1. verdenskrigs afslutning.
Kilder: Inge Adriansen og Jens Ole Christensen, Anden slesvigske krig 1864. Forhistorie, forløb og følger, Sønderborg Slot, Tøjmuseet, pdf-udgivelse, http://www.museum-sonderjylland.dk/siderne/Det-sker/documents/1864-Dansk.pdf
 
Skanderup var 4. udskrivningskreds.  
 
Kildemateriale: Det primære kildemateriale er ikke bare ind imellem overordentlig vanskeligt at læse (håndskrift, kopikvalitet mv.), men det kræver også krydskontrol og -opslag. Der er udarbejdet (sekundære) databaser over faldne og deltagende soldater i de slesvigske krige, bl.a. har dr.dk udarbejdet et register. Dette register er udarbejdet til Wilhelm Cohen, Krigen 1864, udgivet 1865. Samt til faderen A. D. Cohen, Krigen i Aarene 1848, 1849, 1850 og de faldnes Minde, udgivet 1851. Begge bøger er som kildemateriale sekundært og yderst vanskelige at verificere i forhold til det primære kildemateriale. Det fremgår af W. Cohens forord, at hans (og faderens) værker hviler på de bedste, officielle kilder, herunder militære oplysninger, dvs. materiale, som i dag skal søges i især krigsarkiverne. Selv om Cohen udgivelserne er sekundære, er de her brugt som det mest overkommelige materiale, sporadisk sammenholdt med primært kildemateriale i form af folketællinger, kirkebøger mv.
De 2 gange Cohen er næsten samtidige. De benyttes i vid udstrækning og uden megen betænkelighed af lokal- og slægtshistorikere. Men det er bedre, om end vanskeligere, at gå til arkiverne.
Med de foretagne kontrollerende korrektioner anses de for at være retvisende til herværende brug.
 
Se f. eks. Grænseforeningens og tallene i Gyldendals Store Danske. Opgjort anderledes - og vist nok forkert - er tallene fra Aarhus Universitet, Danmarkshistorien. Sidstnævnte tal vil formentlig blive korrigeret fra et samlet tabstal på ca. 6400 til et betydeligt mindre. 
 
Navne og alder på sognets soldater i de slesvigske krige: 
Deltagelse i de slesvigske krige Registreret som soldater i 1850
Navn   Alder Fødselsår  By i sognet 
       
       
       
       
       
       
       
       
       
Navn Alder Fødselsår By i sognet (Christopher ...? Feiter) !! 22 1828 Skanderup By (Hans Mathias Vilster)!! 24 1826 Skanderup By Christoffer Frederiksen 27 1823 Skanderup By Johan Peder Schmidt 28 1822 Skanderup By Rasmus Madsen Damgaard 23 1827 Skanderup By Poul Christian Hansen 24 1826 Skanderup By Iver Andersen 31 1819 Skanderup By Frederik Johansen Lager 28 1822 Skanderup By Registret som faldne i 1850 Christensen, Jacob, Dollerup, 11te Linie, Infanteri, Bataillon, 4de Compagni, Menig nr. 230, 13 feb 1851, 1850 Svendsen, Mads, Skanderup, 7de Linie, Infanteri Bataillon, 2det Compagni, Menig nr. 153, 4 oct, 1850 Registreret som faldne i 1864 1. Mathias Hansen fra Skanderup 3. Peter Jacob Edvard Nissen fra Skanderup Trainkudsk nr. 20, 1. Trainkudskedepot, Ukendt Menig nr. 94, 6. Infanteri-Regiment, 5. Kompagni Død 6. juni 1864, Skjoldemose Lazaret (Typhus) Død 29. april 1864, Augustenborg Lazaret (Sygdom) Begravet 10. juni 1864, Steenstrup Kirkegaard Begravet 1. maj 1864, Augustenborg Kirkegaard 2. Lorentz Petersen fra Dollerupnørremark Menig nr. 173, 12. Infanteri-Regiment, 2. Kompagni Død 21. maj 1864, Augustenborg Lazaret (Sygdom) Begravet 26. maj 1864, Augustenborg Kirkegaard I Kolding Folkeblad er der i 1874 en notits om en mindehøjtidelighed for 3 faldne i 1849 fra sognet.