Ud over at være nedkastningschef og derfor modtager af sprængstoffer og våben fra englænderne (SOE), var Anton Ingersøn Toldstrup Jensen også blandt ledende medlemmer af SOE en højt berømmet leder af jernbanesabotagen i region I Nordjylland. Han sørgede for direkte forbindelse mellem sabotagegrupperne og DSB ansatte, informationerne disse imellem løb hurtigt og effektivt, sabotagegrupperne var altid velforsynede med sprængstof og våben, Toldstrup var jo nedkastningschef. Og Toldstrup var enormt mobil og hermed altid et skridt foran Gestapo.
Alle disse kvaliteter manglede Vagn Bennike.
Beskrivelse af forholdet mellem Vagn Bennike og Anton Toldstrup  Se Statsministeriet, Jernbanesabotage, s. 13 
 
Der er en brevveksling mellem Bennike og Toldstrup, hvor Bennike beder om flere og bedre forsyninger. Toldstrup vidste udmærket, at Bennike var fikseret på centraliseringen af magten hos sig selv, og Toldstrup ønskede kun at aflevere forsyninger til de grupper, der var virkeligt aktive. Da Bennike var både centralistisk og langsom blev kvaliteten af hans operative kunnen også derefter.
Det vidste Toldstrup, og han handlede derefter.
På det mere personlige plan omgav Bennike sig med et omfattende sikkerhedsapparat, hvilket medførte adskillige mindre venlige vittigheder herom. Utilfredsheden med hans sendrægtighed og omstændelighed var årsag til klager en masse. Der er eksempler på indkaldelse til møder, der tog 60 timer tur-retur, hvor mødet tog 5 minutter og fandt sted på en skovsti i vintervejr med kulde og sne (Trommer, Myte og sandhed i besættelseshistorien, 1974, s. 83).
Toldstrup derimod var blot enormt mobil og havde "næse" for at skifte position i rette tid, det lykkedes aldrig Gestapo at opspore ham.
 
Da et af Bennikes opdrag var jernbanesabotage, og da Toldstrups aktioner var langt mere effektive end hans egne (veldokumenteret i Trommers forskning), blev Toldstrup yderligere et af Bennikes handicap. Udsagn fra Toldstrup og breve fra Bennike skulle vise, at Bennike var parat til at gå endog meget langt for at slippe af med Toldstrup, dvs. en likvidation. Men Toldstrup var jo overordentlig vanskelig at få ram på. Gestapo kunne ikke, så hvorfor skulle Bennike kunne? 
Se videre om Toldstrup og Bennike i en noget polemisk men tilsyneladende veldokumenteret artikel. Dog er artiklen på centrale punkter umulig at kontrollere, f. eks. Bennikes brev om likvidation af Toldstrup. 
 
 
Krigens start, besættelsen
Danmark blev besat 09. april 1940 af Tyskland efter kortvarige militære kampe. Der var kun sporadisk og ukoordineret modstand, som blev indstillet efter få timer. Det danske militær eksisterede dog fortsat så nogenlunde under samarbejdspolitikkens vinger indtil Operation Safari 29. august 1943, hvor tyskerne tog kontrol med de dele af det danske militær, det lykkedes dem at overtage. En del af flåden blev sænket, og Den lille Generalstab blev en militær modstandsgruppe under resten af besættelsen - ind imellem i konflikt med Frihedsrådet, som ikke bare rummede, men havde et ganske kraftigt element af kommunister. Det var mildt formuleret ikke dette politiske segment, der dominerede i militæret. Centrum for den tyske strategiske interesse var dog ikke Danmark men Norge, hvis havne og fjorde den tyske flåde ønskede at benytte i den atlantiske u-bådskrig og til at sikre malmtransporten fra Sverige. Danmark var til dette formål blot en nødvendig brik i spillet. En ganske vist overordentlig vigtig brik for den tyske krigsførelse, hvor man var parat til at gøre meget for at bevare stabile og rolige forhold i det besatte Danmark.  
 
Danmark - og hermed Skanderup Sogn - under besættelsen er tidsmæssigt og indiskutabelt perioden mellem besættelsen 09. april 1940 og befrielsen 05. maj 1945 efter besættelsesmagtens kapitulation over for de allierede styrker 04. maj.
Periodens problemstillinger og - især - tolkningen af disse var og er en ganske diskutabel sag.
På det mere overordnede plan har samarbejdspolitikken været diskuteret - også i en politisk sammenhæng.
På et mere fagligt plan - men bestemt også med mange følelser involveret, ikke mindst, når det har drejet sig om tidligere modstandsfolk - har der været debat omkring modstandsbevægelsens aktioner, ikke mindst stikkerlikvideringer og jernbanesabotagen har været et diskussionsemne og i nogen udstrækning genstand for film o.a. dramatiserende fiktion.
 

   

Noget af modstandsbevægelsens top - den civile og velsagtens mest effektive del, her repræsenteret ved den borgerlige del af modstandsbevægelsen, Fl. Juncker og Anton "Toldstrup" Jensen. Samt den militære del - som frygtede DKP's dominans i modstandsbevægelsen, og som ind imellem arbejdede ualmindelig dårligt sammen med den civile del af modstandsbevægelsen. Her repræsenteret ved Flemming B. Muus og Vagn Bennike.

Den lille generalstab - General E. Gørtz, kaptajn C. V. Hjalf og kaptajn P. V. T. Ahnfeldt-Mollerup.

Om E. Gørtz, se interview og kommentar af Erik Haaest.

Tidligere frivillige fra kampen mod Franco i den spanske borgerkrig og forskellige studentergrupperinger begyndte den aktive modstand efter Tysklands overfald på Sovjetunionen i juni 1941, indledte en egentlig industrisabotage i december 1941, og i december 1942 røvede de sprængstoffer i Faxe Kalkbrud. Kampen krævede nu en stærkere organisering, og i april 1943 stiftedes BOPA som en sammenslutning af illegale grupper af både borgerlig og kommunistisk observans.
Eigil Larsen, der var ledende og med i starten af BOPA.
Eigil Larsen, BOPA Aksel Larsen, DKP
 

 

 
 
Modstandsbevægelsen bestod primært af helt unge og dristige mænd, der i udvalgte tilfælde blev bærende organisatorisk og i handlekraft. 
I sommeren 1942 startede en dansk modstandsbevægelse så småt - efter tilløbet i form af kommunistiske aktioner fra sommeren 1941.
Indtil da var cirka 300 sabotagehandlinger registreret, men der var hovedsageligt tale om uorganiserede og tilfældige aktioner, typisk udført af enkeltpersoner og rettet imod den tyske værnemagts materiel. I løbet af sommeren 1942 fik sabotagen en alvorligere karakter, og den blev derfor en trussel imod den dansk-tyske samarbejdspolitik. Det var helt naturligt de danske kommunister, der førte an i det illegale og af samarbejdsregeringen fordømte arbejde. I september 1942 udførtes den første, om end mislykkede, jernbanesabotage.
I sommeren 1942 blev den store kommunistisk ledede sabotagegruppe BOPA (Borgerlige Partisaner) etableret, efterfulgt af andre store modstandsgrupper - på initiativ fra de politiske yderfløje, fra DKP til KU og Dansk Samling. Modstanden sigtede mod såvel besættelsesmagten som samarbejdspolitikerne.
Fra efteråret 1943 startede modstandskampen for alvor og tog fart.
 

Modstandsbevægelsens organisering og omfang

 
 
Den lille generalstab opstod som en konsekvens af hærens internering under Operation Safari 29. august 1943. Den blev ledet af kaptajn Viggo Hjalf og bestod af unge officerer, der i fællesskab skulle lede organiseringen af hærens officerer og befalingsmænd efter interneringen. Formålet var at sørge for, at hærens officerer ikke mistede forbindelsen med hinanden efter hærens opløsning og efterfølgende frigivelse fra interneringslejrene. 
 

   

Noget af modstandsbevægelsens top - den civile og velsagtens mest effektive del, her repræsenteret ved den borgerlige del af modstandsbevægelsen, Fl. Juncker og Anton "Toldstrup" Jensen. Samt den militære del - som frygtede DKP's dominans i modstandsbevægelsen, og som ind imellem arbejdede ualmindelig dårligt sammen med den civile del af modstandsbevægelsen. Her repræsenteret ved Flemming B. Muus og Vagn Bennike.

Den lille generalstab - General E. Gørtz, kaptajn C. V. Hjalf og kaptajn P. V. T. Ahnfeldt-Mollerup.

Om E. Gørtz, se interview og kommentar af Erik Haaest.

Tidligere frivillige fra kampen mod Franco i den spanske borgerkrig og forskellige studentergrupperinger begyndte den aktive modstand efter Tysklands overfald på Sovjetunionen i juni 1941, indledte en egentlig industrisabotage i december 1941, og i december 1942 røvede de sprængstoffer i Faxe Kalkbrud. Kampen krævede nu en stærkere organisering, og i april 1943 stiftedes BOPA som en sammenslutning af illegale grupper af både borgerlig og kommunistisk observans.
Eigil Larsen, der var ledende og med i starten af BOPA.
Eigil Larsen, BOPA Aksel Larsen, DKP
 

 

 
 
Den lille generalstab blev etableret med general Ebbe Gørtz som kontaktperson og den formelt øverste leder, og den fik kontakter til alle sider af det danske illegale miljø samt til lederne af det illegale arbejde i Danmark, Sverige og England.
 
I oktober 1943 blev der indgået en aftale mellem general Gørtz og tidligere statsminister Wilhelm Buhl. Aftalen var, at hæren skulle stå til rådighed for lederne af de store partier i tilfælde af, at der opstod en kaossituation i forbindelse med krigens afslutning. Den lille Generalstab var på den måde loyal over for det etablerede Danmark, dvs. de etablerede politikere og kongen. Det bragte den flere gange i et modsætningsforhold til andre dele af modstandsbevægelsen, der gerne så, at resultatet af modstandsarbejdet også blev mere eller mindre omfattende samfundsreformer. Generalstaben var i særlig grad mistænksom over for de modstandsfolk, der var tilknyttet det kommunistiske parti DKP.
 
Generalstaben tillod ikke officererne at søge over i det civile illegale arbejde på egen hånd. Det var en helt klar frygt, at den kommunisttisk styrede del af modstandsbevægelsen skulle forsøge en magtovertagelse, og loyaliteten lå vel nok først og fremmest over for de pollitikere, som generalstaben stolede på, f. eks. den socialdemokratiske samarbejdspolitiker Wilh. Buhl.
 
Staben fik ved udnævnelse af regionsledere og militære by- og afsnitsledere placeret officerer på vigtige poster, og man sikrede man sig således loyalitet over for hæren i store dele af modstandsbevægelsen. 
                                                             
I marts 1945 kom Den lille Generalstab i konflikt med dele af Frihedsrådet samt faldskærmschefen Ole Lippmann. Det drejede sig især om våbenfordelingen mellem modstandsgrupperne. Især blev Den lille Generalstab kritiseret for kun at tilgodese hærens modstandsgrupper gennem våbenforsyninger, mens man tilbageholdt våben fra de ofte kommunistisk dominerede civile sabotagegrupper. Den konflikt er kendt under betegnelsen den skæve våbenfordeling, og den bundede i den mistro, der herskede mellem det etablerede Danmark og de kommunistiske cirkler inden for modstandsbevægelsen. Særlig sabotageorganisationen BOPA havde mistanke om, at den ikke fik de nødvendige våben pga. organisationens kommunistiske udspring. 
 
Modstandsbevægelsens start
 
 
Klik for større billede. Klik her for at se oversigt over illegale blade fra Frit Danmark. Modstandsbevægelsen bestod primært af helt unge og dristige mænd, der i udvalgte tilfælde blev bærende organisatorisk og i handlekraft. 
 

  

Den lokale udgivelse af Budstikken, fra Kolding, startede juni 1943, primært med udspring i kommunistiske kredse. Blev stoppet i dec. 1943, udkom igen i 1944 i en noget ringere kvalitet, også indholdsmæssigt.  

Den illegale presse under besættelsen, en oversigt.

 
Danmarks Frihedsråd eller bare Frihedsrådet etableredes den 16. september 1943 af modstandsfolk fra Frit Danmark, Ringen, Dansk Samling og DKP, hvortil kom kontakten til de frie danske i udlandet og England via SOE-lederen Flemming B. Muus.
Den nu centralt ledede modstandsbevægelse var den eneste af sin art i de besatte europæiske lande. Ledelsen i Frihedsrådet bestod af Kommunisten Mogens Fog (1904-1990) fra Frit Danmark. Socialdemokraten Frode Jakobsen (1906-1997) fra Ringen (og Holger Danske). Børge Houmann (1902-1994) fra DKP.
De største og vigtigste modstandsorganisationer: 
BOPA (Borgerlige Partisaner) blev etableret i sommeren 1942 af en kerne af spaniensfrivillige og kommunister. I løbet af 1943 blev gruppen større og politisk bredere, især studerende og arbejdere blev rekrutteret. Ved befrielsen talte BOPA 175 mand, 40 var døde og ud af i alt 400 var mange arresteret eller flygtet til Sverige.
Holger Danske var den anden store sabotagegruppe, som blev etableret i foråret 1943. Kernen var folk fra Dansk Samling, og gruppens opbygning var løs og antiautoritær med selvstændige undergrupper. Modstandsfolk fra denne gruppe, som "Citronen", "Flammen" og "John", blev efter deres død i frihedskampen nærmest mytologiske skikkelser. Gruppens tabstal var 64, og den var ansvarlig for 200 stikkerdrab. Ved befrielsen talte Holger Danske 350 mand.
Ringen (Dansk Studiering) begyndte i efteråret 1941 som oplysningsorganisation men gik siden aktivt ind i modstandsbevægelsen. Gruppen var socialdemokratisk og ledet af Frihedsrådets Frode Jakobsen. Holger Danske tilsluttede sig i sommeren 1944 Ringen. Ringen nåede op på flere tusinde mere eller mindre løst tilknyttede medlemmer. 
Frit Danmark var også en stor oplysningsorganisation. 
Den opstod i foråret 1942 på initiativ af den konservative Christmas Møller og kommunisten Aksel Larsen. Frit Danmark blev under Mogens Fog og Børge Houmanns ledelse reelt kommunistisk styret. I løbet af 1943 blev den til en landsdækkende organisation, som bestod af mange små og uafhængige lokal- og faggrupper. Det illegale blad Frit Danmark var landets største med egne trykkerier og et oplag på over 100.000 eksemplarer. Under redaktion af Mogens Fog appellerede bladet til det mere kræsne og akademiske publikum på venstrefløjen. 
 
 

Modstandsbevægelsens omfang

Man kan ikke umiddelbart finde oplysninger om folketallet i Skanderup Sogn for 1940-45 i Danmarks Statistik. Men man kan i  Statistikbanken få tal for hovedlandsdelene, hvor man for JyllandJylland kan udregne væksten i folketallet 1930-40 til at være på 6,1 %, væksten 1940-45 til 5,9 %. Med lidt god vilje kan den gennemsnitlige befolkningsvækst for Jylland sættes til 2*6 %, dvs. 12 % for perioden 1930-45.
Ud fra folketællingn Skanderup Sogn i 1930, der var på 2321 personer, kan man så estimere det gennemsnitlige folketal i Skanderup Sogn 1940-45 til at være 2600. Og med en maksimal modstandsfrekvens på 50 personer, kan man anslå modstandsfrekvensen til 1,9 % i LunderskovLunderskov. Landsgennemsnittet var omkring 2 %.
Langt de fleste lokale modstandsfolk var i det, der kaldtes en militærgruppe. Resten af modstandsaktiviteterne fordelte sig i Lunderskov på sabotage og andet. Der er ingen registreret på jernbanesabotage! 
 
Modstandsdatabasens statistik, som ligger til grund for det her anførte diagram, skal tages med et gran salt. Den svarer ikke til nedenfor givne oplysninger, som ud fra det foreliggende materiale må hævdes at være de mest korrekte.
I Lunderskov kan der på særskilt søgning på sabotage findes 3 resultater: 1) Ling, portør, som må formodes at være N. Chr. Frode Lings, 2) mejeribestyrer og byleder Chr. Jacobsen, som muligvis iflg. mundtlige oplysninger fra N. Aunsbjerg Nielsen Nielsen efterfulgte mejeribestyrer B. Hald, der i 1943 måtte gå under jorden, og 3) portør Marius Dich Dich. Alle de her nævnte er med i denne organisationsregistrering, fordi de figurerer i Aa. Trommers bog fra 1973, Modstandsarbejde i Nærbillede.
Under Almen illegal virksomhed er Lings og C. Olsen registreret. I Modstandsdatabasen er det Karl V. Olesen, som benævnes C. Olsen. K. V. Olesen var ret sikkert tilknyttet jernbanesabotagen.
Det kan næppe passe, at der i Lunderskov kun var en enkelt eller et par stykker involveret i jernbanesabotage, men hvis vi godtager sabotage og jernbanesabotage under et, dvs. 4 involveret, så er statistikken nok ca. retvisende, så vidt det kan vurderes ud fra de foreliggende oplysninger. Anden organisationstilknytning kan ikke findes i registraturen for Lunderskov. 
Kønsfordelingen er simpel, der var kun mænd i modstandsbevægelsen i Skanderup Sogn, primært fra Lunderskov, enkelte fra Nagbøl, Gjelballe, Skanderup, en enkelt fra Seest.
Ledere. Der er registreret 1 byleder, Chr. Jacobsen og en enkelt leder af andet, N. Chr. Frode Lings. Begge Lunderskov.

Jernbanesabotage i og omkring Lunderskov 

   
Se Statsministeriet, Jernbanesabotage, s. 13
 
Ud fra de oplysninger, der kan udledes af oven for anførte arrestationer for jernbanesabotage, så var lederen i oktober portør Lings, medens K. V. Olesen og Linnet var med i samme arrestationsaktion. Desuden anfører Thomas Hansen i sit erindringshæfte, Min barndomsvej Klebækvej, 2010, at også Sigfred Kiel var med i jernbanesabotagen. Dette kan dog ikke bekræftes af andre kilder, men må anses for at være kendt og pålideligt erindringsstof.
Der omtales i samme erindringshefte en jernbanesabotage, som en familie på Højgaard, Klebækvej oplevede med sabotage mod et godtog, hvor polske fanger blev sat til at slukke ilden i brændende benzinvogne og nedskudt, når de begyndte at brænde (s. 6). Det må formodes at have været enten under den begyndende sabotage i 1943 eller - mere sandsynligt - 1944-45, hvor de fleste aktioner fandt sted.
Endelig omtales det i Trommer (nærbillede, s. 306), at Christian Jacobsen fra Rødding i midten af marts blev sat ind som leder af jernbanesabotagegruppen i Lunderskov, som i midten af februar havde måttet gå under jorden. Det har formentlig været den Chr. Jacobsen, der i Modstandsdatabasen er registreret som mejeribestyrer (Skanderup Mejeri), byleder og født i 1895.
Det stod længe uantastet i dansk historieskrivning, at den danske modstandsbevægelse gennem omfattende jernbanesabotage i krigens sidste måneder ydede et værdifuldt militært bidrag til den vest allierede krigsførelse i direkte samarbejde med SHAEF , overkommandoen for de vest allierede styrker på Kontinentet.
Denne opfattelse af jernbanesabotagens betydning var baseret på beretninger fra de involverede, og den holdt indtil Aage Trommers disputats fra 1971, Jernbanesabotagen i Danmark. 
Trommers arbejde er uomgængeligt, og enhver, der vil beskæftige sig seriøst med jernbanesabotagen, må forholde sig til hans resultater. De benyttes her som rettesnor for beskrivelsen af de betingelser, den lokale modstandskamp opererede under.
Som jernbaneknudepunkt var Lunderskov et indlysende mål for jernbanesabotagen, der først startede for alvor i 1944. Dog blev den allerførste jernbanesabotage udført mellem 06. og 07. nov. 1942 ved Espergærde på Sjælland, udført af KOPA, som senere blev til BOPA. Man kan i litteraturen om besættelsestiden i Kolding se anført, at jernbanesabotagen også skulle være startet i Lunderskov allerede i 1942. Denne oplysning må dog nok bero på en misforståelse. Der kan findes oplysninger om, at et godstog i 1942 påkørte et andet godstog i Lunderskov, 3 blev dræbt .  Det er vist nok billedet af denne togulykke, der bliver bragt som (en noget misvisende) illustration til C.-G. G. Schøllers beretning i Danmarks Befrielse 1945-1995, s. 14, og misforståelsen mht. jernbanesabotage i Lunderskov i 1942 er muligvis udsprunget herfra.
Det fremgår også af C.-G. G. Schøllers beretning, at han som chef for modstandsbevægelsens Region I (Nordjylland) i april 1944 deltog i et indledende eksperiment omkring jernbanesabotage på hovedbanen Kolding-Bramminge, vest for Lunderskov. Forsøget, som Schøller kaldte det, blev iflg. Schøller af andre karakteriseret som begået af "amatøragtige fjolser", fordi kun den ene skinne var blevet sprængt. Schøller selv kalder det i sin beretning for et "videnskabeligt forsøg", hvor der med vilje kun blev sprængt den ene skinne. Man kan i andre beretninger  omkring jernbanesabotagen se, at det blev underøgt grundigt, hvordan man mest muligt effektivt foretog sprængninger, også m.h.p. at skade det sagesløse togpersonale mindst muligt. 
Den første sabotageaktion v. Espergærde i 1942 var i første omgang en "teknisk fiasko", idet der af de aktionerende kommunister under Ejgil Larsen blev benyttet den såkaldt kinesiske metode med at fjerne en kortere skinnelængde og bøje den til den rigtige side i et sving. Men aktionen fik som resultat, at der rejstes tyske krav om øget bevogtning af jernbanespor og -broer, og fra 20. februar 1943 indførtes ekstraordinær bevogtning af bl.a. strækningen København-Esbjerg og Frederikshavn-Padborg, hvilket jo så også omfattede Lunderskov. Dette korps kom til at bestå af 1200 politifolk og et tilsvarende antal DSB "svelletællere", som eksisterede indtil politiet blev taget af tyskerne 19. september 1943. Der blev af dette korps aflagt grundige rapporter til Gestapo. Iflg. Trommer er der ingen eksempler på, at sabotører er blevet pågrebet ved denne bevogtning.
I de af Trommer opstillede oversigter over jernbanesabotagen figurerer Lunderskov-Bramminge med sporskiftesprængninger og afsporinger i 1944 og 1945. 
Man kan af de forskellige beretninger om jernbanesabotagen se, at der herefter fra 1944 og indtil befrielsen blev foretage adskillige sabotageaktioner på strækningerne omkring Lunderskov. Man kan også af beskrivelserne se, at det krævede en betydelig teknisk kunnen og viden om samt besiddelse af sprængstoffer for at kunne foretage vellykket jernbanesabotage.
Af kortet fremgår det, at jernbanestrækningen o. Lunderskov var et relativ hyppigt sabotagemål. Det fremgår også af kortet, at det især var banestrækningerne i Jylland, som var sabotagemål. Og her igen specielt strækningerne o. Struer - Holstebro - Herning, mellem Vejle-Brande og omkring Aarhus - Silkeborg - Skanderborg.
Kortet er taget fra den hjemmeside under statsministeriet, som blev oprettet i forbindelse med A. Fogh Rasmussens ret pludselige interesse for besættelseshistorien i 2003, hvor Danmark engagerede sig i den primært amerikanske og kun diskutabelt FN godkendte aktion i Irak. Men kortet bliver jo ikke misvisende alene af den grund.
 
Værnemagten tog sine forholdsregler over for det tiltagende modstandsarbejde, herunder skilt med teksten: "Gennemfart + fotografering forbudt! Den Tyske Værnemagt." Fundet på Skarregård, Sdr. Stenderup, men den oprindelige placering kendes ikke. Museet på Koldinghus
 
 
 

Planlægningen af jernbanesabotagen

Følger man Trommers korrigerede liste for "aktioner mod jernbaner", var der i 1942 øst for Store Bælt den omtalte ved Snekkersten-Espergærde - herefter 111 i 1943, 311 i 1944, 1103 i 1945. Heraf flest på øvrige jyske baner end de østjyske, dvs. flest, hvor region III, II og I - og hermed Lunderskov - var involveret (jernbanesabotage, s. 42-43).
Der var selvfølgelig impulsive, enkeltpersonbaserede aktioner, som f. eks. sten på skinnerne mellem Vejen og Andst 11. marts 1943 og adskillige "telefonbomber", som efterhånden blev negligeret p. gr. af deres manglende udførelse. Men ellers var der generelt tale om organiserede aktioner, hvor der stod centralt ledede grupper bag. De kommunistiske sabotagegrupper arbejdede under centrale direktiver, herunder malersvend Hans Peter Poulsen, der af partiet var blevet sendt fra Odense til Esbjerg, hvor han f. eks. var med i en aktion i Lunderskov 10. august 1943. De af kommunisterne ledede aktioner i 1943 havde ikke jernbanerne som vigtigste mål - de var snarest, hvad man kan kalde provokationsaktioner, men de fik nok den politiske effekt, at samarbejdspolitikken hermed kom til at lakke hurtigere mod enden, endegyldigt samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943.
 
Ved siden af de kommunistiske aktioner i 1943 gik den britiske organisation SOE i 1943 også aktivt ind i overvejelser omkring jernbanesabotagens strategiske betydning.
Helt centralt her stod SOE officeren Ole Geisler, der var med til at organisere nedkastningsgrupperne, bl. a. Hvidsten-gruppen. Geisler planlagde bl. a. en sprængning i Fredericia, men denne og en række andre mislykkedes og hele gruppen omkring Geisler blev trevlet op mod slutningen af 1943-44, hvor der af SOE blev påbudt et sabotagestop.
Sabotagestoppet fra 1944 udsprang af de vestallieredes planer om den invasion, som kom til at finde sted 06. juni 1944 i Normandiet, D-dag. Det var også i denne forbindelse, at Danmark blev inddelt i regioner, i første omgang 6, senere de 7, som andetsteds er illustreret grafisk og talmæssigt.
Det overordnede hensyn blev herefter koordineringen med den allierede krigsførelse.
Der blev nedsat et militærudvalg, M-udvalget, som skulle koordinere, så den danske indsat blev mest muligt tilpasset til den samlede, allierede planlægning. Flemming Juncker blev her uformel Jyllandsleder, indtil hans illegale lejlighed i Aarhus blev invaderet af Gestapo.
Herefter overtog Bennike og Toldstrup ledelsen, hvilket skulle vise sig at være en mindre heldig konstellation. Da jernbanesabotagen fra juni 1944 blev sat i gang, var Jyllandsledelsen delt mellem de stridende parter, Bennike og Toldstrup, indtil februar 1945, hvor Bennike befæstede sin magt, først og fremmest ved en alliance med de politikere, som han helt rigtigt havde set skulle komme til at spille den væsentligste rolle efter krigen.
Disse politikere, ikke mindst socialdemokraterne, var ligesom Bennike og militæret i øvrigt noget betænkelige ved de politiske yderfløje, som dominerede i Frihedsrådet, DKP og Dansk Samling.
Toldstrup tilsluttede sig og stillede op for Dansk Samling efter krigen - uden dog at komme i Folketinget.
I løbet af 1944 indtil krigsafslutningen i 1945 blev der udarbejdet forskellige planer for jernbanesabotagen, primært i Jylland, der heller aldrig havde været egentlig omfattet af det centralt af SOE i 1944 pålagte sabotagestop. I den stigning i aktiviteterne, der var et resultat af SOE's planer og ophør af sabotagestoppet, blev der af en ledende kommunist fra Kolding, bosat i Esbjerg, Kai Ibsen taget kontakt til portør Lings i Lunderskov. Denne kontakt skulle være etableret allerede fra 1943 gennem et partimedlem - det må have været Alveen, der jo i efteråret 1943 var flygtet til Lunderskov.
Fra 1944 afløstes Kai Ibsen af premierløjtnant B. B. Iversen, Bennikes håndgangne mand. Nok et sikkert tegn på, at Lunderskov, da jernbaneaktionen startede for alvor hen imod sommeren 1944, da var det under Bennikes absolutte styring.  
Der skulle i Danmark i løbet af besættelsen være foretaget et antal af 1526 jernbanesabotager. Heraf skulle knap 1/3 være foretaget i Region III. Lokalarkivet i Lunderskov og tilstødende lokalarkiver har 42 registranter over jernbanesabotage.
 
Højskolelærer Johannes Rosendahl, Rødding var en af lederne af jernbanesabotagen i Region III, var medlem af Ringen.
 
"Af de 112 tog, der blev afsporet eller væltet her i landet under krigen, mødte de 34 deres skæbne i Region III. Af 16 ødelagte vandtårne til brug for lokomotiver stod de syv i Region III. Af 24 sprængte broer lå de syv hernede, og af 383 ødelagte sporskifter var de 85 i brug i Syd- og Sønderjylland." 
Kai Ibsen, Kolding, Esbjerg Niels Chr. F. Lings og Johs. Rosendahl Fra Klokkestablen på Skamling.  
 
Sprængstoffet til aktionerne blev nedkastet af englænderne og centralt fordelt og ledet af Bennike. Lunderskov fik sine 200 kg i starten af september 1944. Det skjultes først på L. Reinholdts kornlager. Noget blev anbragt i et par mælkejunger til hurtig brug, og velsagtens 04. september blev en stor ladning anbragt i et vognskur hos Arne Eskesen, Nagbøl. Heraf blev ca. 100 kg leveret til Vamdrup. Under pres fra Bennike på Toldstrup blev der o. september også leveret 5 maskinpistoler til Lunderskov (nærbillede, s. 186). Fra 04. september 1944 var Lings's gruppe i aktion, instrueret i brugen af sprængstof af Iversen, og velsagtens med Schøllers erfaringer fra april in mente. Gruppens aktioner foregik 04., 06., 16., 19., 24. september og 05. oktober. Der blev lagt magnetminer på benzintog - se her Thomas Hansens erindringer - der skete afsporinger, men den vigtigste aktion - mod en nordgående tysk materieltransport mislykkedes. Lings blev arresteret sammen med K. V. Olesen, Linnet formentlig også i samme aktion, og resten af gruppen måtte gå under jorden (jernbanesabotage, s. 200 m.v.). Marius Dich oprettede ny gruppe til erstatning for den optrevlede, måske bistået af Holger Jensen, byleder i Kolding. Herefter kunne det se ud til, at Chr. Jacobsen i midten af marts 1945 som lokal leder genoptog sabotagearbejdet fra Rødding (nærbillede, s. 306). Der findes en beskrivelse i et tjenestetelegram fra 2. Distrikt af aktionen 06. september 1944 i Lunderskov. Det hedder her i uddrag: (Der) opstod brand i to benzintankvogne ... skyldes utvivlsomt sabotage ... Fortoget blev ført ind til Kolding og bagtoget til Ejstrup ... Begge spor blev en del ødelagte ... Søndre spor atter farbart kl. 08,11, nordre spor kl. 10,04. (Nærbillede, s. 201) I perioden februar - april 1945 var der en række aktioner på strækningerne omkring Lunderskov: skinnesprængning og afsporing Lunderskov-Vamdrup, Lunderskov-Andst, Lunderskov-Ejstrup (her også et brosprængningsforsøg). I maj 1945 en sporskiftesprængning på Lunderskov Station. (jernbanesabotage 347-348).   

Sabotageplanlægningen i 1944

I den først planlagte aktion overtog Lunderskov den plads, som Fredericia havde været tiltænkt i Geislers plan.
I slutningen af januar 1944 blev kaptajn K. Kjeldsen bedt om at rekognoscere baneterrænnet ved Lunderskov "med henblik på dets ødelæggelse ved sabotage." Kjeldsen underøgte sagen, og han rapporterede tilbage, at "sabotagen mod disse store og velbevogtede objekter var alt for store opgaver for de små grupper, vi rådede over ..." (her efter jernbanesabotage, s. 82-83).
Lunderskov projektet blev lagt i papirkurven, først og fremmest fordi Londons planer gik i en anden retning.
Resultatet heraf blev Stockholm-direktivet, der blev formuleret i april 1944 i forhandlinger mellem repræsentanter for SOE og Frihedsrådet (jernbanesabotage, s. 83f.). Det havde som mål stort set alle betydelige jernbanestrækninger, eller som Trommer formulerer det, er det især i Jylland lettest at "opregne strækninger, der ikke er udpeget ... alt i alt gør den indtryk af at være et ufærdigt hastværksarbejde." (jernbanesabotage, s. 84 og 86).
Det var alt sammen ufærdige planer og usikkerhed, og herunder iværksatte Bennike det oven for nævnte sprængtekniske forsøg, ledet af Schøller.
Nogle få dage efter landgangen i Normandiet kom der så en revideret udgave af Stockholm-direktivet, jernbanesabotagen skulle indplaceres i en større sammenhæng, i de allieredes operationer i Frankrig, dvs. hindre eller forsinke tyske troppebevægelser bort fra Danmark. Toldstrup og de øvrige regioner modtog den reviderede operationsbefalings fulde tekst, hvorimod Bennike til sine underlagte enheder, herunder region III, kun udsendte en forkortet udgave i oversættelse (jernbanesabotage, s. 90). Dette skulle iflg. Trommer være helt i tråd med hans politik, at centralisere ledelsen af alt arbejde i Jylland. Bennike var overordentlig skeptisk over for mulighederne, herunder for sprængning af broer, og han var påvirket af en række mislykkede aktioner, bl. a. også Schøllers "forsøg". Der er desuden eksempler på, at Bennike misforstod givne instrukser. Alt i alt gav dette en række kommunikationsproblemer mellem Jyllandsledelsen under Bennike og SOE. Problemerne og den manglende effektivitet sammenfattes af Trommer således (jernbanesabotage, s. 92) i, at man manglede at sende en decideret jernbanemand som supplement til ingeniørofficeren (Bennike) - der manglede i ledelsen det nødvendige stabsarbejde. Lokalt i Lunderskov gjorde man sit bedste, først under ledelse af en kommunistisk sabotagegruppe under Kai Ibsen, senere under Bennike, repræsenteret ved Iversen og med Schøller som udøver af et forsøg, som det kunne være vanskeligt at se udbyttet af. Resultatet blev nogle aktioner i 1943 og 1944-45, som der ikke var nogen stor taktisk effekt af, men som kan have været medvirkende til at fremme modviljen mod samarbejdspolitikken. Og et sikkert resultat var to lokale i koncentrationslejr tilligemed en samtidig dræbt under flugtforsøg.
 
 

SHAEF Forkortelse for Supreme Headquarters of the Allied Expeditionary Forces, altså "de allierede styrkers hovedkvarter", hvis chef var den amerikanske general (senere republikanske præsident) Dwight D. Eisenhower. De allierede styrker gik i land i Normandiet 06. juni 1944.
 
Se en tidligere modstandsmands erindringer omkring jernbanesabotagen, spec. i 1944, http://www.aage-staffe.dk/images%20B%204/B%204%20april%202012%20web/B%204%20K%208%20april%202012%20web.pdf
 
Lings har 2 registreringer i Modstandsdatabasen, dels en vist overflødig, kun baseret på Aa. Trommers (da ganske kompetente) undersøgelser, registreret med bopæl i Kolding. Dels en registrering med bopæl i Lunderskov, hvor man af ikke gennemskuelige grunde har stavet navnet forkert.
 
Der er adskillige dokumenterende henvisninger o. C. G. Schøller i Frihedsmuseets database.
 
   
© Skanderup Sogns historie