Erindringen om Niels Nielsen, der blev ansat som godsforvalter / godsinspektør på godset, hovedgården til Rosenholm Slot i perioden 1911-1938, er skrevet af sønnen Holger Nielsen, udgivet 1999 i det lokale tidsskrift Østjysk Hjemstavn s. 89-93.
 |
Niels Nielsen med forældre og søskende stammer fra Højdegaard, Gelballe.
←Foto af Højdegaard o. 1850 iflg. Lunderskov og Omegns Lokalarkiv.
Rosenholm gods o. 1915, hvor Niels Nielsen var godsinspektør.
Niels Nielsen og hans familie fra Højdegaard kan i nogen udstrækning ses fotografisk præsenteret.
|
 |
||
Niels Nielsen var før 1911 ansat som inspektør på Livø - indtil øen blev overtaget af Den Kellerske Anstalt som "ø-anstalt for forbryderiske, åndssvage mænd". Han var her blevet ansat som inspektør af lensbaron H. C. O. Rosenkrantz, der havde erhvervet Livø i 1906, velsagtens for jagtens skyld. Ved salget af øen til Den Kellerske Anstalt tilbød Rosenkrantz Niels Nielsen en ansættelse som godsinspektør på Rosenholm gods.
Niels Nielsen karakteriseres i den benyttede beretning som en særdeles dygtig landmand, der fik forbedret Rosenholms godsøkonomi væsentligt. Han var desuden en god og respekteret arbejdsleder og - sammen med hustruen Marie - en arbejdsgiver, -leder i den tids landbrug, hvor det var et godt sted at være, også på kost.
Hans øge- eller kælenavn "Spækken" kan muligvis henføres til den gode kost, som folkeholdet fik i inspektørboligen. Et øge-, kælenavn, som hustruen, husmoderen, Marie Nielsen i så fald har været en væsentlig del af grunden til.
Desuden havde Niels Nielsen et gensidigt respektfuldt og godt forhold til lensbaronen, nationalbankdirektør H. C. O. Rosenkrantz, der på sin side karakteriserede Niels Nielsen som en "klog mand", han gerne betroede sig til, og som han havde stort set ubegrænset tillid til i den daglige drift af godset Rosenholm..
Det er op til en skønsmæssig vurdering, i hvor høj grad Holger Nielsens beretning om faderen (og moderen) er troværdig.
Sønnens beretning er under alle omstændigheder så punktvis detaljeret, at væsentlige elementer må tillægges betydelig sandhedsværdi. Hermed være ikke sagt, at der kan være elementer, som den berettende søn har fravalgt, og som brugerne af beretningen kunne have ønsket sig medtaget.
Men den slags spekulationer er ikke andet og mere end spekulationer.
Af den originale folketælling på Rigsarkivet fremgår det, at folkeholdet, registreret under Rosenholm i 1916, kan optælles til 50 personer:
- 1 kontrolassistent,
- husfader, godsforvalter Niels Nielsen med husmor og børn, 7 personer
- samt forvaltere, karle, landbrugselever, piger m.v., som udgjorde de resterende 42 personer.
En ganske stor husholdning, hvor den berettende søn, Holger Nielsen endnu ikke er født på folketællingstidspunktet 1916. Af kirkebogen fremgår det, at Holger Nielsen er født 12. maj 1918, og at Niels Nielsens yngre broder, Jens Nielsen, Taps har været fadder ved barnedåben.
Det fremgår af andre informationer, herunder også den lokale kirkebog for Skanderup Sogn, at Niels Nielsen var den næstældste søn i ægteskab mellem Rasmus og Abeline Nielsen, Højdegaard, Gjelballe, Skanderup Sogn. Her angives fødselsdatoen at være 18. maj 1877, som må antages at være korrekt i forhold til 1916 folketællingens datomæssige oplysninger.
Han bliver overordnet karakteriseret som en dygtig repræsentant for den velstående gårdmandsstand - hvor det kan anføres, at begge hans brødre blev ejere af store, mellemstore gårdmandsbrug, den ældste slægtsgården Højdegaard, som ved giftemål blev solgt for at kunne overtage en anden større gård i sognet, Grønvanggaard, som blev erhvervet i forbindelse med indgået ægteskab i 1910. I denne forbindelse overtog søsteren Maren ejerskabet af slægtsgården Højdegaard.
Niels Nielsen må have været en god og fremtrædende repræsentant for den bondestand, der sammen med andels- og højskolebevægelsen tegnede fremdriften i det danske landbrugssamfund siden andel halvdel af 1800-talle.
Rosenholm på den anden side har været et gods med en ejer, der hovedsageligt boede og arbejdede i København som nationalbankdirektør. Med et heraf afledt behov for kyndig bistand til at drive det på den tid store gods, oprindeligt 10.000 tdr. land, overvejende fæstegods, med frasalg til husmandsbrug m.v. med lensafløsningen fra 1919-21, indtil avlsgårdens o. 2.000 tdr. land frem til den endelige opløsning ved lensbaron H. C. O. Rosenkrantz' død i 1936, hvor godsets skov blev købt af Niels Nielsen, godsinspektøren.
Rosenholm Avlsgård blev 1943 købt af familien Helles, der stadig driver godset.
Udviklingen var klart ikke i herre-, sædegårdenes favør.
Der er udarbejdet oversigter, der viser, at herre-, hovedgårdene fra kun at have tilhørt adelsfamilier fra 1730 fordelte sig med:
1/3 borgerlige, 1/3 danske adelsfamilier fra før enevældens indførelse, medens 1/6 var nye, ophøjede adelsfamilier og 1/6 udgjordes af ikke-danske eller fremmede ejere.
De borgerlige besiddelser gik frem andelsmæssigt, de adelige gik tilbage.
Adelsbesiddelserne gik frem på Sjælland og Fyn, var nogenlunde uændrede på Lolland-Falster, medens tilbagegangen i Nørrejylland var betydelig.
Det var ikke mindst den fremmede adels besiddelser, der bistod ved landboreformernes love, som banede vejen for landsbyernes udskiftning, gårdenes udflytning, selvejets indførelse, folkeskolens indførelse med videre.
Den gamle adel, herunder den på Rosenholm stod lidt tilbage på perronen, medens udviklingen løb fra den. Tiden var også løbet fra Rosenholm gods, hvor slægten Rosenkrantz residerede, men det kunne se ud til, at et heldigt valg af godsinspektør gjorde den gamle, fine adelsgårds drift mere tidssvarende og driftsøkonomisk rentabel.
Rosenholm og Rosenkrantz, en adelig sædegård
Rosenholm er oprindeligt benævnt Holm, Holme eller Holmgård.
Med reformationen 1536 tilfaldt gården som stort set al kirkegods kronen, der 1559 mageskiftede den til Jørgen Ottesen Rosenkrantz.
 |
Jørgen Ottesen Rosenkrantz, 14.5.1523 - 9.4.1596, var en dansk rigsråd.
Rosenkrantz blev i sin ungdom påvirket af reformationens tanker. Fra 1552 blev han tilknyttet det danske hof, havde flere lensmandsposter og blev i 1563 medlem af rigsrådet. Fra 1588 til sin død var han medlem af Christian 4.s formynderregering.
Jørgen Rosenkrantz anlagde Rosenholm som et meget vidtstrakt bygningskompleks, med voldgrave, så der skabtes tre øer (holme) på byggestedet.
1. Hovedbygningen, der består af fire fløje, som danner en trapezformet borggård.
2. Staldgården med plads til heste, tjenesteboliger m.m., hvor også havepavillonen "Pirkentavl" lå.
3. Ladegården, hvor godsets dyrehold af kreaturer, svin etc. havde til huse.
Portrættet af Jørgen Rosenkrantz skulle være malet af den dansk-tyske portrætmaler, T. Gempele, som Tycho Brahe foranledigede kom til Danmark. T. Gemperle døde 1587 iflg. Dansk Biografisk Leksikon, hvilket giver et problem med dateringen af maleriet af J. Rosenkrantz til 1589!
Jørgen Rosenkrantz må nok fremhæves som den del af slægten, der skabte det stadigt eksisterende, fine renæssanceslot. Det var et stilmæssigt nybrud, hvor man kan sammenligne med det næsten samtidige Krabbesholm, Skive, der kan karakteriseres som et klassisk eksempel på sengotisk arkitektur. Med byggestart 1555 af Iver Krabbe, afsluttet af hustruen Magdalene Banner.
Også Koldinghus blev fra at have været en middelalderborg med en omtumlet historie af Christian 3. (1536-59) ombygget til at være et renæssanceslot.
|
Det Kongelige Bibliotek. |
 |
 |
Rosenholm 1878 og aktuelt. |
 |
 |
Krabbesholm, aktuelt foto og Koldinghus.
Koldinghus iflg. P. Resens Atlas 1626 anfører Kolding Stadsarkiv.
Peder Hansen Resen levede 1625-88.
Den korrekte datering for Koldinghus i Resens Atlas skulle være 1677. Derfor nok både Chr. 3.'s og Chr. 4.'s ombygninger.
|
Jørgen Rosenkrantz gav gården dens nuværende navn, opførte hovedbygningen., samlede betydeligt gods til den og skaffede godset birkeret 1574. Han efterfulgtes af sin søn, den lærde Holger Rosenkrantz († 1642), som gjorde Rosenholm til samlingssted og opdragelsesanstalt for unge adelige og borgerlige.
Ligeledes dennes søn, gehejmeråd Erik Rosenkrantz († 1681), under hvem det lærde liv på Rosenholm fortsattes.
1666 skødede Erik Rosenkrantz Rosenholm (78 tdr. hartk.) med gods til Bjørn Ulfeldts enke Margrethe Krabbe, som han samme år giftede sig med. Efter hendes død 1716 udkøbtes arvingerne 1717 af hendes steddatter Elisabeth Rosenkrantz († 1721), enke efter generalmajor Joachim Schack.
Dennes datter af 1. ægteskab Hilleborg Gyldenstierne solgte Rosenholm (67 tdr. hartk., hvoraf 15 skov og mølleskyld) m. tiender og gods (54 og 451 tdr. hartk.) til sin morbror gehejmeråd Iver Rosenkrantz († 1745).
Denne fik 1743 af Rosenholm (67, 78 og 521 tdr. hartk.) oprettet et stamhus, der tilfaldt sønnen gehejmeråd Frederik Christian Rosenkrantz († barnløs 1802) og derefter en fjernere slægtning baron Iver Rosenkrantz til Villestrup († 1815), dennes sønner baronerne Christian († 1817), Verner († 1823) og Holger Rosenkrantz († 1839).
Holger Rosenkrantz afstod 1825 Rosenholm til sin søn, kammerherre., hofjægermester., baron Hans Henrik Rosenkrantz († 1879), hvis sønnesøn, kammerherre., hofjægermester., baron Hans Carl Oluf Rosenkrantz beholdt godset til sin død 1936.
14/10 1921 overgik stamhuset til fri ejendom.
1936 overtoges slottet af C. O. Rosenkrantz's søn baron Holger Rosenkrantz.
1938 solgtes skovene til skovfoged (var han så åbenbart blevet efter stillingen som godsforvalter / -inspektør) Niels Nielsen, der 1961 solgte dem for 1.519.200 kr. til fabrikant Mads Eg Damgaard, Herning, mens avlsgården overtoges af et konsortium, der 1941 solgte den til A/S DFT for 560.000 kr.; 1943 solgtes den for 627.500 kr. til forpagter Peter Helles og broderen Harald Helles, der blev eneejer 1952.
Niels Nielsens husstand iflg. folketælling 1916.
 |
En lensbaron og hans godsinspektør
Af Holger Nielsen
Forfatterens far, Niels Nielsen, kom i
1911 til Rosenholm som godsinspektør,
og han blev der til 1938. Han blev aldrig
kaldt andet end »Spækken«.
»Højvelbaarne Kammerherre, Hofjægermester, Nationalbankdirektør, H. C. O. Rosenkrantz, Kd, Rd, m.m. Søholm, Hellerup!« Således skrev den sidste godsinspektør på kuverten til den sidste Rosenkrantz, der var godsejer på Rosenholm til 1936. Godsinspektøren sendte en rapport hver uge; thi som nationalbankdirektør boede baronen kun 2 måneder om året på Rosenholm, som var hans sommerhus.
Hvis nogen spurgte, hvad m.m. betød, lød godsinspektørens svar: »Det udtrykker, at der er ikke plads!« for der var nemlig adskilligt flere titler og hæderstegn.
Men titler og hæderstegn hjalp ikke det af forskellige forpagtere og inspektører dårligt drevne gods. Det gav underskud allerede før 1911 trods sine 3200 tdr. land, og det måtte være taknemmeligt for lensbaronens andre indtægter. I 1909 ansatte lensbaronen en inspektør på Livø, der dengang ejedes af Rosenkrantz, og som hørte ind under Rosenholm. Og da De Kellerske Aandssvageanstalter i 1911 købte øen til brug for kriminelle åndssvage, havde lensbaronen opdaget, at han havde fået en særdeles dygtig inspektør og tilbød ham da at blive inspektør på Rosenholm. Inspektøren havde hørt om Rosenholms dårlige afkast og rådførte sig med sin tidligere principal, grev Holstein på Sjælland for at høre, om det kunne gå an at tage til Rosenholm. Svaret var: »Det kan gå for min tidligere inspektør, når De af Hans (Rosenkrantz) forlanger 760 kr. fast om året og 50% af driftens overskud. Det går Hans gladelig med til, og De vil i løbet af få år blive en rig mand.«
 |
Inspektøren flyttede til Rosenholm og var nu godsinspektør. Han tilberedte jorden korrekt, såede det rigtige, dyngede markerne til med mergel og kunstgødning, sørgede for rene værelser og god kost til de ansatte og prikkede dem bagi, der arbejdede for langsomt. Omegnens landmænd mente, at han var tosset og at det aldrig ville gå godt. Men se, i 1911 spurgte lensbaronen ifølge sædvane før den ugentlige lønudbetaling: »Hvor mange penge skal De bruge i dag?«
I 1912 spurgtes: »Skal De bruge nogle penge?« I 1913: «Hvor mange penge har De til mig?« I 1922
vedføjede lensbaronen på godsinspektørens ansættelseskontrakt: »Da mit gods, Rosenholm nu giver et meget stort overskud, mener jeg, det vil være rimeligt, at offentlige udgifter fratrækkes, før min godsinspektørs provision beregnes.« Og nedenunder godsinspektørens bemærkning: »Indtil videre går jeg med til dette.« Og igen lensbaronen: »Min kloge godsinspektør har talt.« Det blev ved at gå fremad. En stor amerikansk traktor blev anskaffet, landets første med tilbehør.
De 180 malkekøer blev erklæret tuberkulinfri, og der leveredes børnemælk til Århus. Godsinspektøren forlangte røde kapsler og at der skulle stå »tuberkulinfri « på dem og ikke det sædvanlige »fra tuberkulinprøvet besætning«. Der blev anskaffet så mange elektriske hjælpemidler,at godsets private elværk måtte udvides med et dieselaggregat mere.
Hvorfor gik det så godt?
Først og fremmest på grund af et gnidningsløst samarbejde mellem lensbaronen og godsinspektøren. Som direktør i Nationalbankens landbrugssektor kunne lensbaronen forud oplyse om stigende og faldende priser, og herefter lod chefen sin undersåt bestemme, hvad der var formålstjenligt med hensyn til køb og salg. Og så stod godsinspektøren op kl. 5.30, spiste morgenmad med sin over- og underforvalter og spurgte, om de havde ændringer til den arbejdsplan, der var blevet fremlagt ved middagen foregående aften.
Herefter gik godsinspektøren ned til hestestalden kl. 6.30, og når tårnuret slog halv syv, brølede
overforvalteren: »Ryk ud!« og så kom 12 spand ud til vandtruget med hver en rytter på den nærmer hest. Hver rytter sagde: »God morgen«, hvilket blev besvaret med to fingre til hatteskyggen.
Hestene og seletøjet blev analyseret, og det blev kontrolleret, om rytteren stod af og fjernede bidslet, før hestene drak af vandtruget. Alle bemærkede, om »Spækken«s hatteskygge sad ned i panden eller var anbragt højere på hovedet, hvilket kunne være tegn på dagens forløb.
Så gik Spækken gennem hestestalden for at betragte ridehestene og gik så videre igennem tyrestalden, hvor der stod 4 store og i øvrigt berømte bulderbasser i hver sin kraftige boks. Så om forbi vognporten for at se, om vogne og forspand var i orden; videre forbi tømrerværksted, snedkerværksted, savskæreri, elværk og spandevask.
Herfra over i kostalden, hvor Spækken optalte alle dyr, jo, for når man talte dyrene, så man samtidigt hver enkelt og kunne bemærke, om der var sløjheder og så berette videre til fodermesteren.
Det samme gentog sig i svinestaldene. Så var klokken blevet 8.30, og godsinspektøren drak morgenkaffe med sin familie, hvorefter han gik ind på kontoret, så posten, førte regnskaber, skrev rapporter, førte telefonsamtaler og læste aviser.
Var der mere tid før frokost, tog han cyklen ud i markerne. Frokostpause i halvanden time, og når tårnuret slog halv to, brølede overforvalteren, med Spækken ved sin side, igen: »Ryk ud!« Derefter vidste man ikke med sikkerhed, hvor man havde Spækken henne. Han kunne sadle op og ride til andre gårde under Rosenholm eller ride rundt på hovedgårdens marker, enge og moser, eller han kunne starte bilen og handle grise i Randers, køer eller reservedele til maskiner i Århus, eller han kunne sidde og afslutte årsregnskab. Når så godsinspektørens hustru havde samme motto: Orden, påpasselighed, renlighed og at sætte tæring efter næring, lykkedes det at styre et gods korrekt. Hustruen regerede over hus, elevværelser, haver og høns, samt over en husjomfru, 4 piger og
2 polske piger. Om sommeren var der op til 50 personer på kost hver dag, og alle var tilfredse. Der var konstant 31 fastboende, der skulle betjenes med værelser, senge, kost og pasning under sygdom.
Der skulle føres husholdningsregnskab, incl. linned og meget andet tilbehør. Thi uden mad og drikke duer helten ikke, og det styrede fruen helt korrekt og så godt, at folk søgte til Rosenholm, også af den årsag. 14 elever spiste i elevstuen, 11 daglejere i daglejerstuen - ofte plus et par
sprittere, 7 piger spiste i køkkenet, 2 forvaltere og 8 familiemedlemmer samt ofte en kontrolassistent spiste i spisestuen, og alle fik samme veltillavede kost. Desuden var der mange små og store gæstebud.
Fruen holdt søndagsskole for gårdens mange børn, og alle kom til juletræ 3. juledag og fik gaver. På vinteraftener blev eleverne undervist af landbrugskonsulenter og -lærere. Hovedgården havde 147
indbyggere i 1934, nemlig: godsinspektør, skovrider, skovfoged, skytte, gartner, fodermester, svinemester, staldmester, maskinmester, grovsmed, tømrer, snedker og slotsforvalter, samt 9 fastboende daglejere, 14 elever, 2 forvaltere og 7 piger.
Der var mange børn blandt de 147, rekorden var 17 børn i en familie. Mange interessante typer var der. F.eks. kan nævnes »staben«, en ældre fuldblods herregårdsdaglejer med 12 børn. Ligesom de andre daglejerkoner overkom hans kone at malke hver dag fra kl. 4-6 og fra kl. 16-18, søndag inklusive.
 |
|
Niels Nielsen, godsinspektør, ”Spækken” forrest nr. 2 fra venstre.
|
 |
Stabens værk
Staben havde været stabssergent i hæren i sine unge dage, derfor kælenavnet. Han var intelligent og menneskelig og kunne gå i døden for sit herskab. En lørdag sagde han til Spækkens yngste søn: »Jeg hører, at din pige kommer i morgen; jeg så hende første gang, hun var her og talte endda med hende. Hun er dæleme sød og ikke dum, noget helt andet end de andre. Hende må du holde fast ved.« Og Staben fortsatte: »I morgen går du en tur med hende ned forbi hestestalden. Jeg er staldmester, fordi den anden har fri. Jeg bukker dybt, og så siger du til pigen: »Hør, har du ikke lyst til at køre en tur i skoven? « Hun vil selvfølgelig som bypige sige ja tak. Så vender du dig om og siger. »Staldmester, vil De klargøre giggen med køreheste og komme med den.« Jeg svarer: javel hr., og så kan du lige prøve på at sige du til mig, mens hun hører på det.«
Staben kom i et flot sving med giggen op til hovedtrappen, hvor pigen og sønnen sad og ventede. Han steg ned, sønnen steg op, han rakte sønnen tømmer og pisk, bukkede for pigen, hjalp hende nænsomt op i giggen, gik to skridt tilbage, stod ret og bukkede, da pigen og sønnen kørte. Ceremonien gentog sig i omvendt orden, da de unge mennesker vendte hjem fra turen. Ca. 3 år efter indgik de to et lykkeligt ægteskab, og Staben var lykkelig; thi det var hans værk. Den var pigen
dog for intelligent til at hoppe på, men duperet var hun. Sådan var herregårdslivet også. Sammenholdjovialitet, en stor familie med nogle få outsidere, der blev mobbet ud.
Slægten på det røde slot
I 1935 var det tydeligt, at lensbaronens sygdom var uhelbredelig, og i 1936 døde han på Rigshospitalet. Godsinspektøren besøgte lensbaronen flere gange i København under sygdommen og aflagde rapport.
Ved det sidste besøg meddelte lensbaronen, at han frarådede sin slægt at overtage Rosenholm: »Thi De, min godsinspektør, kan heller ikke leve evigt, og hvad så?« Adelsmanden havde besluttet
sig, og så var der intet at ændre. Men godsinspektøren med familie mente ikke, beslutningen var ædel, når Rosenholm siden oprettelsen i 1540 altid havde været Rosenkrantz’ernes ejendom. Så af de oprindelige 10.000 tdr. land er der nu kun 53 tdr. land, der hører under det røde slot.
Godsinspektøren købte storskoven med en tilhørende gård, og han og hustruen flyttede ind i en udvidet skovfogedbolig, hvor hustruen døde i 1954 - 74 år gammel, og hvor godsinspektøren døde i 1967 - 90 år gammel.
Vi ægte Rosenholmere, der endnu lever, kan glæde os over, at lensbaronens første hustru, Christiane Wedell fra Wedellsborg, satte så mange penge i slot og park, at hendes og lensbaronens
yngste søn, lensbaron Holger Julius Frederik Rosenkrantz, i mange år repræsenterede slægten på det røde slot, og at hans hustru, lensbaronesse Carin Rosenkrantz, så omhyggeligt vedligeholdt
slot og park, så længe som hendes helbred tillod det.
Ligeledes er det godt at se, at godsejer Peter Helles vedligeholder avlsgården med tilliggende jorder og skov, således at det hele sammenfattet stadig ligner herregården Rosenholm.
Men det 400-årige gods’ skæbne fremover er usikker, og det bliver antageligt aldrig mere samlet under en Rosenkrantz.
Trap 5
Hornslet sogn
(Hornslet kommune) omgives af Mørke so., Kalø vig (Løgten bugt), Skødstrup, Hjortshøj og Todbjerg sogn samt Sønderhald herred (Søby, Krogsbæk og Hvilsager sogn).
Den sydvestlige del er et smukt bakkeland med udprægede parallelbakker (Flinthøj 77 m, Bihøj 75 m, Assenbakke 67 m), der skyldes isfremstødet gennem Kalø vig. Smeltevandet herfra er strømmet nordpå og har dannet den plane hedeslette øst for Hornslet og Rosenholm (Hornslet mose, Mørke kær), der senere er blevet til mose.
Mod sydvest ligger et mere storformet bakkeland med sognets højeste punkt (Tyvhøj 94 m), men i øvrigt har terrænet ret jævne former, og jorderne er mange steder ganske gode. Der er en hel del skov som Sophie-Amaliegård skov, dele af Rosenholm skov, Hestehave og Rodskov. I sognet ligger det bymæssige Hornslet. Der bades ved Løgten bugt. Gennem sognet går jernbanen Århus-Ryomgård-Grenå (Hornslet station) og hovedvej A 15.
Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.
Areal i alt 1961: 3183 ha. Befolkning 26/9 1960: 2758 indbyggere fordelt på 840 husstande (1801: 780, 1850: 1012, 1901: 1699, 1930: 2281, 1955: 2639). – Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1950 i flg. grupper: 940 levede af landbrug m.v., 777 af håndværk og industri, 237 af handel og omsætning i øvrigt, 132 af transportvirksomhed, 159 af administration og liberale erhverv og 272 af aldersrente, pension, formue o.l. 13 havde ikke givet oplysning om erhverv.
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
I sognet byerne: Hornslet (*1310 Hornslet; u. 1782) – bymæssig bebyggelse m. 1960: 1637 indb. fordelt på 528 husstande (1930: 1076, 1955: 1544); fordelingen efter erhverv var 1950 flg.: 149 levede af landbrug m.v., 620 af håndværk og industri, 183 af handel og omsætning, 116 af transportvirksomhed, 136 af administration og s. 1039 liberale erhverv og 184 af aldersrente, pension, formue olgn.; 8 havde ikke givet oplysning om erhverv – m. kirke, præstebol., skole (opf. 1931, arkt. I. Madsen, Hornslet, udv. 1957–59, arkt. I. Madsen, Hornslet, og Strange Nielsen, Skanderborg, skolen købstadsordnet fra 1951), bibl. (i skolen; opret. 1917; 7580 bd.), handelsskole, kommunal administrationsbygn. (opf. 1931, udv. og omb. 1960, arkt. Strange Nielsen, Skanderborg), tinghus (opf. 1910) og dommerbol., politistat., Falcks Redningskorps, efterbehandlingssygehus (for centralsygehuset i Randers, opf. 1891), apotek (opret. 1857), alderdomshjem (opf. 1950, arkt. Ingvar Madsen, Hornslet), mindesmærke for 4 frihedskæmpere (der blev henrettet under besættelsen, mindesmærket rejst 1946), stadion (anl. 1953), dyrskuepl. m. udstillingshal, biograf (opf. 1954), Gæstgivergården, Den gamle Kro, Hornslet Bank (filial af Købmands- og Håndværkerbanken, Århus), filial af Andelsbanken, Hornslet og Omegns Spare- og Laanekasse (opret. 1872; 31/3 1962 var indskuddene 1,2 mill. kr., reserverne 55.000 kr.), andelsmejeri (Elkærslund, opret. 1887, udv. og omb. 1949–51, 1953 og 1956), Hornslet Møbelfabr. (60–100 arb.), møbelfabr. Hema, Koefoeds Møbelfabr. (25–35 arb.), møbelfabr. S. L., Ingvar Olsens Maskinfabr. (40 arb.), Hornslet Betonvarefabr., Hornslet Mineralvandsfabr., savværk, postkontor, jernbanestat., telf.central og handelsgartneri; Tendrup (*1492 Tærndrop; u. 1782) m. motorml., grusgrav og cementstøberi; Rodskov (*1429 Ruæschouff, 1475 Rodskow; u. 1783) m. forskole, bibl., forsamlingshus (rest. 1961) og handelsgartneri; Eskerod (*1446 Escherudt; u. 1783); Krajbjerg (*1442 Kragbierig; u. 1791) m. forsamlingshus og skotøjsfabr. (i gl. skole). – Saml. af gde og hse: Rosenholm Mark; Damsgård; Havhse (1664 Strand Huuszer; u. 1781); Frankrig; Krajbjerg Hede. – Gårde: hovedgd. Rosenholm (1559 Rosenholm; 38,8 tdr. hartk., 283 ha, hvoraf 40 skov; ejdv. 835, grv. 391) (Rosenholm Mosebrug ejes af Pindstrup Mosebrug); Rosenholm Skov m. gd. Teglvang (9,6 tdr. hartk., 326 ha, hvoraf 295 skov; ejdv. 524, grv. 218), hvoraf dog en stor del ligger i Krogsbæk so.; Elkærgd. (*1455 Ellekier); Rævholt; Rodskovgd.; Rodskov Strandgd.; Sophienlund; Sønderholm; Skrald; Solgd. (*1503 Solegaardt). Ved Rodskov strand Gammel Løgten Strandkro.
O. Biilmann seminarieadjunkt, cand. mag.
H. sogn, der udgør én sognekommune og ét pastorat under Øster Lisbjerg og Mols herreders provsti, har samme tingsted og hører under de samme kredse som Mørke sogn, dog under Randers amtstuedistrikt med amtstue i Randers. Sonet udgør 4. udskrivningskreds, 298. lægd og har sessionssted i Hornslet.
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
Kirken benævntes 1355 »Vor Frue og alle helgeners kirke i Hornslet«, hvorimod den 1516 omtalte »Skt. Nicolai sognekirke i Hornslet« mul. dækker over det ndf. omtalte kapel. Kirken er et langhus m. gravkapel og våbenhus i s. samt tårn i v. Langhusets midterste og ældste del er skibet af en romansk kampestensbygn., støbt af meget uensartede sten, m. hjørner af store granitkvadre og vinduesstik af rå kamp. Bev. er to n.vinduer, hvoraf det østre m. opr. trækarm, der har haft én lodret og én vandret sprosse. Den tilmurede og delvis ødelagte n.dør har uregelmæssig overligger. Formentlig i 1400t.s sen. del blev skibet forlænget mod v., udstyret m. nyt egetagværk og fire krydshvælv på falsede vægpiller m. rundstavkragbånd af egnens vanlige type. Våbenhuset foran skibets ommurede s.dør er lidt ældre el. fra sa. tid; det var opr. af højde som skibet, men er efter ø.forlængelsens opførelse og sikkert i forb. m. indretning af bibl. (sml. ndf.) forhøjet betydeligt. Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm († 1596), som 1560 fik jus patronatus, gennemførte store byggearbejder, der ligesom de senmiddelald. er af munkesten, men i moderne skiftegang (krydsskifte). Først veg det romanske kor pladsen for en m. skibet jævnbred, hvælvet ø.forlængelse på to fag m. tresidet korafslutn. Afsnittets profilgesims fortsattes rundt om langhusets ældre dele; hvælvribberne har pærestavprofil, og vinduerne er fladrundbuede s. 1040 (de to i korpolygonen tilmurede). Lidt sen. opførtes Rosenkrantzernes gravkapel på forlængelsens s.side og det slanke tårn (svajet pyramidetag) i v., m. helt ensartede ribbeprofiler og vinduer. I kapellet, der har stor, rundbuet arkade til kirken, er der forneden genanv. mange skråkantede og attisk profilerede granitsokkelkvadre, som må være af romansk opr.; det store antal hjørnekvadre udelukker antagelig den mulighed, at materialet kan stamme fra kirkens opr. kor, og det er vel næppe heller sandsynligt, at det stammer fra de nedenn. kapeller. – Kirken, der senest er rest. 1960–62 (arkt. Axel Skov), står i blank mur m. hvidtede gesimser, fladrundbuede jernvinduer, blytage og nye gulve af gule fliser. – En dekorativ kirkegårdsportal stammer fra renæssancetiden. – Kalkmalerier: På n.væggen i det romanske skibs midterste fag afdækkedes fine malerier fra o. 1250–75, bl.a. en velforsvaret borg, der angribes af ryttere under anførelse af en konge. På langhusets 2. hvælvfag fra v., i den nordøstl. svikkel findes en kalkmalet indskr. 15 PP 1?, refererende til en udsmykning (alt rest. af Gregers Lind 1962).
Inventar: Ved en hovedrest. 1960–62 under Nationalmus. (konservator N.J. Termansen, maler N. Kristiansen, billedhugger C. J. Baumbach og Vitus Nielsen) istandsattes altertavle, epitafier og gravsten; fjernet blev den af Margr. Krabbe opsatte alterskranke m. snoede søjler, alle faste stole, træværk og paneler samt varmeværket fra 1888. Et par gravsten flyttedes, gravkrypterne istandsattes (ved K. Holm), 31 kister (18 voksne og 13 børn) nedsattes i Rosenkrantzernes gravsted på kgd. I ndr. krypt står nu Margr. Krabbe, † 1716, Birgitte Gersdorff, † 1719, Charl. Amalie Rosenkrantz, f. Scheel, † 1763, Juliane Sophie Wedell (Wedellsborg), † 1782, Iver Rosenkrantz Levetzau, † 1787, Dorthea Reedtz, † 1801, og Fr. Chr. Rosenkrantz, † 1802; i sdr. krypt: Jørgen Rosenkrantz, † 1596, Dorthe Lange, † 1613, Otto Rosenkrantz, † 1639, Sophie Brahe, † 1646, Holger Rosenkrantz den lærde, † 1642, Jørgen Eriksen Rosenkrantz, † 1683, samt fire barnekister; i gangen Erik Rosenkrantz, † 1681.– Alterbord af barokt fyldingspanel. Altertavlen er sengotisk, femleddet, fra o. 1525, m. midtskab, hvori et stort, træskåret Golgatharelief fra Claus Bergs værksted i Odense samt dele af en eng. alabasttavle fra sidste halvdel af 1400t., 1574 forøget m. andre dele af alabast. Fra den gotiske alabasttavle stammer reliefferne af bebudelsen, fødselen, opstandelsen samt to helgenfigurer, yngre er himmelfarten, på hvis bagside er ridset: Albret Gluxmester 1574, den store Kristusfigur på korset samt Petrus og Paulus. De fire fløje, af hvilke kun de to inderste er bevægelige, har nu passions-, evangelist-, apokalyptiske og våbenmalerier fra 1672 (af »Chr. Phil.G…, Maler i Randers«). Predellaens Gethsemanemalerier er fra 1576 (en overmaling af det opr. motiv) m. våben og initialer for Jørgen Rosenkrantz og Dorte Lange. Rest. 1961 (N.J. Termansen), ved hvilken lejligh. topstk. m. malerier fra beg. af 1800t. fjernedes. Alterstager: 1) 1592 m. våben for ovenn., 2) dødsgave for Jensmine Nielsen (1866–1940). Moderne, halvrund alterskranke m. spinkle jernstænger. Døbefont, romansk, af granit m. dobbelt bølgeranke og på foden hjørneknopper (Mackeprang.D. 299, Djurslandstypen). 1699 lod fru Margr. Krabbe (Erik Rosenkrantz’ 3. hustru) udføre et smukt træhylster til fonten og staffere af H. C. Trane (nu i Rosenkrantzernes kapel, jf. ndf.). Dåbshimlen på våbenhusloftet. Sydty. dåbsfad m. bebudelsesrelief og grav., firdelt våben, vistnok 1609, og initialerne IRS EGS og ERS. Prædikestol i ungrenæssance, 1567, m. samtidig himmel; her og i stolens felt er barokke figurer; if. C. A. Jensen fra Peder Jensen Koldings værksted. Stoleværket består af moderne, løse stole. Fornem degnestol (if. C.A.J. fra Mikkel van Grønningens værksted; jf. Kristrup kirke s. 844, afb. i Tegn. af æ. nord. Ark. 2. ser. 1. rk. pl. 14) m. søjlebaldakin og våben som altertavlens predella. Orgel 1893 (Daniel Köhne, Kbh.), 12 stemmer, på samtidigt pulpitur, hvortil adgang ad moderne, spinkel, særpræget trappe. Kirkeskib, stor, tremastet fuldrigger, »Kalø-Vig«, ophængt 1880. Nyere lysekroner, den største skænket 1884 af lærer Christiansen. – I Rosenkrantzernes kapel står et lille, smalt alterbord af fyr m. arkader ml. riflede pilastre; herpå en nederl. fløjaltertavle (epitafietavle) m. malerier: opstandelsen i midtfeltet, i fløjene Jørgen Rosenkrantz og to sønner samt Dorte Lange og en datter, knælende og bedende. Kapellet har forneden renæssancepanel m. skriftsteder i arkaderne; på s.væggen ml. vinduerne en stentavle for Otto Rosenkrantz Georgii fil., † 1582 (jf. Gravsten nr. 8). På v.væggen en stor tavle, hvor Jørgen Rosenkrantz på da. og lat. vers meddeler, at han vil have sit sidste hvilested her. – Klokker: 1) Omstøbt 1742 ved »Hienrich Tessin« af klokke støbt 1676 ved Rudolph Melchior. 2) 1888 (Bochum). 3) Skænket af H. H. Rosenkrantz (slagklokke for sejerværket).
Gravminder: Hornslet kirke er Rosenkrantzernes gravkirke, rig på epitafier og gravsten, af hvilke sidste nogle er hidflyttet fra andre kirker. Epitafier: 1) 1584, meget anseligt, af sandsten og marmor, m. opstandelsesrelief, over Jørgen Rosenkrantz’ tipoldefader og oldefader, Otto Nielsen og Erik Ottesen (jf. ndf.), på korets n.væg. 2) Holger Rosenkrantz den lærde, † 1642, og s. 1041 hustru Sophie Brahe, † 1646, prægtig, af marmor, m. helfigursmalerier, i ø.forlængelsens vestl. fag. 3) Deres søn Erik Rosenkrantz, † 1681, og hans tre hustruer Margr. Skeel, Mette Rosenkrantz og Margr. Krabbe, sandsten og marmor m. figurmalerier af Abraham Wuchters, flyttet fra skibets fjerdevestl. fag (hvor romanske kalkmalerier nylig er fremdraget) til tredievestl. Til epitafiet er lænket en bog m. messingbind indeholdende hans ligprædiken, da. og lat., lovprisende vers samt slægtsregister. 4) 1607, over provsten mag. Hans Zeuthens hustru Cæcilia Erasmi, af træ, vistnok fra Mikkel van Grønningens værksted, på baggrund af til skjoldbuen afpasset bagklædning m. skeletmalerier; i epitafierammen symbolske malerier og knælende familiemedl.; ved siden af nr. 3. Desuden findes i ø.forlængelsens v.fag 5) en lille sten fra 1532 m. lensmand på Gotland Henrik Rosenkrantz’ navn og våben (stafferet), vistnok opr. en bygningstavle på Rosenkrantzernes gravkapel i Mariager (CAJensen. Gr. 200), samt, i koret, fra slutn. af 1500t. 6) en mindesten over Jørgen Rosenkrantz’ fader Otte Holgersen, † 1525, og hans farfader Holger Eriksen, † 1496 (først begr. i Mariager kloster), egl. en broget malet figursten (CAJensen. Gr. 652). Under nr. 5 er anbragt 7), hvor Jørgen Rosenkrantz meddeler, at han sætter stenen (nr. 6) til amindelse af sin fader og oldefader, og 8), hvor Holger Rosenkrantz beretter, at han 1642 flyttede sine forfædre hertil. – Gravsten. 1) 1470. Otte Nielsen Rosenkrantz, † 1477, og hustru Else Holgersdatter Krognos, † 1470, samt datter; anselig trefigurs-sten udf. af Johs. Priggel, hidført fra Gråbrødrekirken i Randers; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 74). 2) Erik Ottesen Rosenkrantz, † 1503, og hustru Sofie Henriksdatter Gyldenstierne, † 1487; figursten, flyttet fra Mariager kloster; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 95). 3) Otte Holgersen Rosenkrantz og hustru Margr. (Gans) van Potlist, begge døde i Lybæk 1525, hvor stenen er forfærdiget; figursten, flyttet til Ut og derfra til Hornslet; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 178). 4) Fru Anne Meinstorf, Holger Eriksen Rosenkrantz’ hustru, dræbt af bønderne på Ringsted landsting 1534; figursten flyttet fra Ut; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 262). 5) Holger Holgersen Rosenkrantz til Boller, »slagenn for Aalborrhus« 1534 (i Skipper Clement-fejden), lagt af hustruen »Kirstenne Gabriell Gyllenstiernis«; figursten i våbenhuset (CAJensen. Gr. 242). 6) Sophie Holgersdatter Rosenkrantz, † 1558, begr. i Ringstedkloster, 1564 overført til Ut, s. 1042 derfra til Hornslet; figursten (enke m. bind for munden) i tårnrum (CAJensen. Gr. 559). 7) Gunde Lange til Bregninge, † 1564, og hustru Karen Breide, † 1550 (begr. i Fjelstrup); figursten udf. henimod 1600, i våbenhuset (CAJensen. Gr. 651). 8) Før 1613. Jørgen Rosenkrantz, † 1596, og hustru Dorothea Lange; skeletsten, meget fint bevaret; i gulvet i Rosenkrantz-kapellet (CAJensen. Gr. 685). Endv. ligger i våbenhusets gulv en skeletsten m. udslidt skrift. I gravkrypterne fandtes foruden ovenn. begr. bl.a. amtmand Holger Rosenkrantz til Rosenholm, † 1690, fru Charl. Am. Rosenkrantz, f. Scheel, † 1763, Fr. Chr. Rosenkrantz, † 1802, og hustru Dorothea Reedtz, † 1801. 1886 blev syv kister i det i tårnrummet indr. gravkapel nedgravet på kgd. i en m. jerngitter hegnet familiebegravelse. – I våbenhusets øvre stokv. har der været opbev. et bibl. (nu på Rosenholm), opret. af Holger Rosenkrantz den lærde, udv. af Iver Rosenkrantz og forøget m. lat. og gr. klassikere af pastor M. Riise til Nimtofte. – På kgd. står et 1898 afsl. mindesmærke over sgpr. F. Falkenstjerne, † 1896.
Elna Møller arkitekt
Erik Moltke redaktør, dr. phil.
Hornslet kirke.
 |
Rosenholm.
 |
Rosenholm.
Litt.: E. Nørgaard. Hornslet kirke. 1951. S. Sloth Carlsen. Hornslet kirke. 1955.
På kgd. er begr. i Rosenkrantzernes gravsted hofmester Otte Nielsen Rosenkrantz, † 1477, hofmester Erik Ottesen Rosenkrantz, † 1503, rigsråd Otte Holgersen Rosenkrantz, † 1525, og statsmanden Iver Rosenkrantz, † 1745.
Gudrun Ebbesen frue, cand. mag.
På Drorup mark ved Krajbjerg findes ruinen af Skt. Nicolai kapel (mul. omtalt 1516, se ovf. under kirken). Det har haft et langhus m. tresidet ø.afslutn. (knap 19 m langt og 10 bredt); de 1,3 m tykke mure af kamp og munkesten stod endnu ved 1800t.s slutn. i en højde af ca. 1 m, men nu spores kun grundplanens omrids m. dens n.- og s.dør. Tæt ved ruinen, mod n., har der været en hellig kilde (Skt. Nicolai kilde), som endnu besøgtes ved midten af 1800t. – På præstegårdens mark i Hornslet har der ligget et Skt. Karens kapel m. en hellig kilde (Skt. Karens kilde) og ved Rodskov fandtes en Skt. Karls kilde (Schmidt.DH. 145).
Elna Møller arkitekt
Erik Moltke redaktør, dr. phil.
Rosenholm hed opr. Holm (*1349, 1363 Holm), Holme el. Holmgård. 1363 nævnes N. Erikson til H.; 1416 tilhørte den Anders Petz, 1431 hans enke Mette, 1445–50 sønnen Anders Petz, 1468–76 dennes bror Laurids Petz, hvis svigersøn Peder Krabbe (af ukendt slægt) skrives s. 1043 til H. 1503–11. Før 1516 kom gden til Århusbispen Niels Clausen Skade; ved reformationen tilfaldt den kronen, der 1559 mageskiftede den til Jørgen Ottesen Rosenkrantz († 1596), som gav den dens nuv. navn, opførte hovedbygn., samlede betydeligt gods til den og skaffede godset birkeret 1574. Han efterfulgtes af sin søn den lærde Holger Rosenkrantz († 1642), som gjorde R. til samlingssted og opdragelsesanstalt for unge adelige og borgerlige, og dennes søn gehejmeråd Erik Rosenkrantz († 1681), under hvem det lærde liv på R. fortsattes. 1666 skødede han R. (78 tdr. hartk.) m. gods til Bjørn Ulfeldts enke Margrethe Krabbe, som han s.å. ægtede. Efter hendes død 1716 udkøbtes arvingerne 1717 af hendes steddatter Elisabeth Rosenkrantz († 1721), enke efter generalmajor Joachim Schack, hvis datter af 1. ægteskab Hilleborg Gyldenstierne, enke efter oberst Christian Trolle, 1727 solgte R. (67 tdr. hartk., hvoraf 15 skovog mølleskyld) m. tiender og gods (54 og 451 tdr. hartk.) til sin morbror gehejmeråd Iver Rosenkrantz († 1745), som 1743 af R. (67, 78 og 521 tdr. hartk.) fik opret, et stamhus, der tilfaldt sønnen gehejmeråd Frederik Christian Rosenkrantz († barnløs 1802) og derefter en fjernere slægtning baron Iver Rosenkrantz til Villestrup († 1815), dennes sønner baronerne Christian († 1817), Verner († 1823) og Holger Rosenkrantz († 1839), men sidstn. afstod det 1825 til sin søn, kmh., hofjægerm., baron Hans Henrik Rosenkrantz († 1879), hvis sønnesøn, kmh., hofjægerm., baron Hans Carl Oluf Rosenkrantz beholdt godset til sin død 1936. 14/10 1921 overgik stamhuset til fri ejd. 1936 overtoges slottet af sønnen baron Holger Rosenkrantz; 1938 solgtes skovene til skovfoged Niels Nielsen, der 1961 solgte dem for 1.519.200 kr. til fabrikant Mads Eg Damgaard, Herning, mens avlsgden overtoges af et konsortium, der 1941 solgte den til A/S DFT for 560.000 kr.; 1943 solgtes den for 627.500 kr. til forp. Peter Helles og broderen Harald Helles, der blev eneejer 1952. – Godsarkiv i NLA.
Carl Jørgensen adjunkt, cand mag.
Riddersalen på Rosenholm.
 |
Riddersalen på Rosenholm.
Litt.: DSørreGde. I. 412–16. C.E. Secher. Danm. i ældre og nyere Tid. III. 1876. 95–120. S. Hansen. R.s Forhistorie og Oprindelse, AarbRanders. 1909. 5–78. Ole Karup Pedersen. Livet på R. o. 1830, i AarbAarh. 1955. 140–61. Ejler Haugsted i DSlHerreg. IV. 1945. 365–80. Holger Rosenkrantz, i Herregaardsliv, red. af Ernst Fr. Hansen. 1954.
Hovedbygn., fredet i kl. A, er et firefløjet anlæg, bygget i fire tempi, men dog af en sjælden harmoni. Man fristes til at kalde Rosenholm landets skønneste og ejendommeligste renæssanceherregd. Ældst er ø.fløjen, påbegyndt 1559 af Jørgen Rosenkrantz, som også har ladet portfløjen s. 1044 og n.fløjen opføre. Over portgennemkørslen minder en sandstenstavle om bygherren og hans hustru: den bærer deres våben og navnene Jørgen Rosenkrantz Otteson – Dorethea Lange Gundesdater. Øverst årst. 1567 og nederst perfectum. Det er dog sandsynligt, at stenpladen er flyttet hertil fra ø.fløjen, som snarere har stået færdig det nævnte år. Med s.fløjen er borggården blevet lukket og har fået sin særprægede trapezform – v.fløjen er en del længere end ø.fløjen – men dette er først sket i sønnen »lærde Holgers« tid efter 1596.
Hele bygningskomplekset har sin rod i ital. og især i fr. renæssance. Ø.fløjen hæver sig stejlt over vandspejlet i den lille sø, som leverer vand til voldgraven, de høje gavle giver den yderligere rejsning. Her er ikke anv. syldsten, de store, røde renæssancesten er lagt lige på sandgrunden. Huset består af kælder og to stokv., flankeret af to runde tårne, som foroven afsluttes af lave, kuppelformede hætter. Meget karakteristiske er de høje gavle, som dobbelte murbånd deler i to stokv., foroven afsluttede af en lav trekantfronton. Mod v. ind mod gården løber i begge stokv. en korridor, som forbinder fløjens gavlsale. Udefra røber tilmurede buer, at der mul. har været arkader, adskilt af pilastre, ind til en åben, hvælvingsdækket loggia, som var et hidtil ganske ukendt begreb i Norden og heller ikke særlig påkrævet i et barsk klima. Andet stokv. bærer spor af kridtstensornamenter, man aner buer og pilastre, men om hele denne plan har været bragt til udførelse og hvornår den i så fald er ændret, tør ingen m. sikkerhed sige. Derimod står det berømte, lille lysthus, i haven m. kridtstensbeklædningen af underste stokv. i behold ligesom de yndefulde buer og pilastre på det øverste. Dette »Pirkentavl« er utvivlsomt opf. af ø.fløjens bygm.
Portfløjen overholder nøje renæssancens krav om symmetri, den ligger midt for ø.fløjen. som portgennemkørslen åbner udsigt til. Porttårnet springer frem foran fløjen og bærer et usædvanlig højt, kobberklædt spir, en rekonstruktion efter Pont.Atlas, som 1893 afløste en uanselig kuppelhat. Men især domineres det leddelte hus af de stærkt fremspringende endepavilloner, hvis høje tværgavle mod ø. og v. svarer til ø.fløjens. Sdr. pavillon er endda forsynet m. et lavere gavlparti mod s., vel af hensyn til skorstenen fra vinterstuens kamin. Netop ud for denne stues s.mur har eksisteret en ret bred karnap, mod nø., ind i gården, har stået et tårn, som har givet adgang til dette stokv. V.fløjen er forsynet m. granitsokkel ligesom n.fløjen, og materialerne er øjensynlig for en del hentet fra en nedbrudt, romansk kirke. Med n.fløjen afsluttede Jørgen Rosenkrantz sit byggeri, den forbandt de to hovedfløje og er ganske enkel i to stokv. uden kælder under. Som eneste prydelse er ml. de to stokv. muret et bredt bælte af mønstermurværk, sa. dek., som findes på det nærliggende Skaføgård, ligeledes opf. af Jørgen Rosenkrantz. Sønnen, lærde Holger Rosenkrantz, havde en stor husstand, ikke mindst fordi han tog sig af unge adelsmænds opdragelse, så det er naturligt at tænke sig, at s.fløjen er tilføjet i hans ejerperiode. Den er n.fløjen meget lig, men uden pynt af nogen art. Ved dens opførelse måtte det lille tårn ved portfløjen delvis nedbrydes, dog er det overhvælvede brevkammer bev. Formentlig på sa. tid er ø.fløjens sydligste kælderrum blevet forsynet m. hvælvinger, og her har siden været et huskapel.
Rosenholms indre har i tidernes løb været underkastet store ændringer, men nogle gl. kaminer, flyttet fra ø.fløjen, fortæller om de første ejere, især den pompøse i riddersalen, som bærer årst. 1575, og hvorover hænger Tobias Gemperlins karakterfulde portrætter af Jørgen Rosenkrantz og hans hustru. Også fru Dorthe Langes skænk og skabet fra lærde Holgers tid, begge i vinterstuen, er værdifuldt indbo fra den allerførste tid, ligesom det nederl. husalter og anetavlerne i brevkammeret. På Iver Rosenkrantz’ tid skete de mest gennemgribende ændringer i husets indre, riddersalen kom til at optage det meste af s.fløjen, store barokdøre førte ind til den og indsattes ml. ø.fløjens stuer, af hvilke flere prydedes m. gobeliner af fr. og flamsk oprindelse. Også en stor del af portrætsamlingen stammer fra statsministerens ejertid.
Endelig var det ham, der lod haven omlægge i barok stil og lod de endnu så prægtige alleer plante. Denne have kom rigtigt til sin ret, da den næstsidste besidder sidst i forrige årh. nedrev staldgården på holmen v.f. slottet og lod haven brede sig helt op til broen (V. Lorenzen. Danske Herregaardshaver. 3. 1931). Avlsgården ligger nu samlet s.f. borggården, hvor ladegården havde ligget på sin egen holm siden gårdens opførelse for 400 år siden.
Anders Bjerre museumsforvalter, Gl. Estrup
Ved tømning af voldgravene er der på initiativ af slottets ejer, baron Holger Rosenkrantz, og med hjælp fra Nationalmuseet i de sidste år fundet et stort antal – 9-10.000 – genstande fra renæssancen og sen., navnlig en enestående samling af renæssancekeramik. Et udvalg af disse sager er 1962 udstillet i et rum i slottet og er, ligesom største delen af slottets rum m. deres prægtige inventar, tilgængelig for offentligheden; for de besøgende er der indr. et cafeteria.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
s. 1045
Lysthuset »Pirkentavl« på Rosenholm.
 |
Lysthuset »Pirkentavl« på Rosenholm.
Rosenholm birk er opret. 4/12 1574, da Jørgen Rosenkrantz fik fri birkeret til Rosenholm m. Skovlkær, Hornslet, Tendrup, Rodskov, Krajbjerg, gårdene Kirkholt og Segalt i Neder Segalt, Lindå og Balle i Todbjerg so., Krannestrup i Mejlby so. samt Karlby og Skørring m. ml. i Sønderhald hrd. Han skulle straks lægge et birketing ved Rosenholm og tilskikke en birkefoged. 28/4 1668 blev birkets område betydeligt udv., især m. gods i Mørke, Bale og Balskov. Fra 1820 var herredsfogden i Øster Lisbjerg m. fl. hrdr. også birkefoged i Rosenholm birk, og 28/7 1820 bifaldt kongen, at Rosenholms birkeret måtte holdes på sa. sted, hvor retten for Rougsø m. fl. hrdr. blev holdt, altså i Randers. Birket blev nedlagt ved reskr. af 6/1 1852 og lagt under Rougsø, Sønderhald og Øster Lisbjerg hrdr.
Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.
Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 207, 301. AarbRanders. 1909. 56.
En hovedgd. i Eskerod skødede Jens Simonsen (Udsen) 1514 til Øm kloster. 1560 gav kongen den ufri Jens Prang livsbrev på E.; 1654 fik Erik Rosenkrantz ved mageskifte m. kronen bl.a. E. hovedgd. m. skov til 60 svins olden.
I en Lysning i Amaliegaards Skov ligger i et lavt Terræn et betydeligt Voldsted, kaldet Elkjærtoft. Borgpladsen er nærmest oval og omgives af en Voldgrav og en lav Vold. Paa Pladsen ligger spredt store Sten. En stensat Vejdæmning fører over Engen fra N.-V. ud til Voldstedet. I 1950 og 1956 er der foretaget mindre Prøvegravninger paa Voldstedet. Der er herved fundet Stenbro paa Borgpladsen og nedrammede Pæleværk i Voldgraven. Paa Renæssancetiden skal s. 1046 der have været et Stutteri paa Stedet, men Voldstedet som saadant synes at være betydelig ældre.
Hans Stiesdal museumsinspektør, cand. mag.
Skivegård (*1429 Skiuegaardt, *1445 Westerskøbingh, *1455 Skibinghgaardt) m. ml. lå, »hvor Rodskov nu (1606) er bygt«, og var Palne Lille af Attrups rette arvegods; 1445 vidnes, at Vesterskibinggd. var fru Else i Attrups rette arvegods. Per Hind solgte 1458 en halvgd. i Rodskov til Erik Lunov, som 1455 havde fået S. tildømt; 1503 gjorde hans søn Iver Lunov lovhævd på S., men afhændede den 1509 til Øm kloster mod at få livsbrev på den. 1516 trættedes klosteret om den m. Niels Lunov. 1560 blev Rodskovgd. og ml. af Jens Thomesen til Hjermeslevgd. mageskiftet til kronen, der 1567 gav Christoffer Lauridsen (Udsen) forleningsbrev på den.
Carl Jørgensen adjunkt, cand mag.
I so. har der været 3 hellige kilder, se ovf.
En genforeningssten er 1920 rejst på Kirkebakken i H.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
Ved Krajbjerg lå en bebyggelse Drorup (1563 Drorup Mark). En gd. Skovlkær (*1540 Skofffuelkier mark) nedlagdes 1670, jorderne blev inddraget under Rosenholm. Laden derfra, som 1648 flyttedes til præstegden i Hornslet, er opstillet i Den gamle By i Århus.
J. Kousgård Sørensen professor, dr. phil.
Skove: Der findes flere betydelige skove. Mod n. ligger en mindre del (Gl. Dyrehave) af Rosenholm skov (jf. Krogsbæk so. s. 902), der ejes af fabr. Mads Eg Damgaard, Herning. Rosenholm hovedgårds skov, 40 ha, hvoraf løvtræ 10 ha og nåletræ 30 ha, tilh. godsejer H. Helles, Rosenholm avlsgård. Skoven er anlagt som plantage 1900–10 på flyvesand. Sophie-Amaliegård skov, 415 ha, hører under Clausholm skovdistr. (jf. Voldum so. s. 816) og ejes af civiling. H. Berner, Hellerup. Sydl. i so. finder man Hestehave, Segaltkær skov (1664 Segaltkierd) og Rodskov, alle skove, der indgår i Skrald skov, i alt 122 ha, hvoraf bøg 70, eg 3, andet løvtræ 14, nåletræ 19 og ubevokset 16 ha. Skovene ligger på gennemgående bakket terræn m. overvejende gode jordbundsforhold og gode vækstbetingelser. Ejer er Mogens Laage Ogstrup, Skrald. Skovene er 1937 udskilt fra Rosenholm skovdistr. Spredt i so. findes flere mindre plantager. En del (37 ha) af den under Vosnæsgård i Skødstrup so. hørende Savmølle skov (Eskerod skov) ligger endv. i so.
Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat
Fredede oldtidsminder: 5 høje, samt en 40 m lang, 4 m høj langhøj ved Tendrup. – Sløjfet el. ødelagt: En dysse og 27 høje.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
I H. so. fødtes 1604 rigsråden Gunde Rosenkrantz, 1607 skoleforstanderen Jørgen Rosenkrantz, 1612 stiftsbefalingsmanden Erik Rosenkrantz, 1674 statsmanden Iver Rosenkrantz, 1883 fagforeningsmanden Jens Johansen.
Gudrun Ebbesen frue, cand. mag.
Litt.: Eskild Nørgaard. H., i Jydske Byer og deres Mænd. XI. 1918. Søren Sloth Carlsen. Skole- og degnehist. i H. gennem 300 år, AarbRanders. 1961. 31–47. Poul Rasmussen. Økonomiske og kulturelle Forhold i Rosenholm Birk 1678–87, ØstjyHj. 1951. 89–103.
Mørke sogn
Skødstrup sogn
https://slaegtsbibliotek.dk/931344.pdf Holger Nielsens beretning 1999
Arkiv.dk version af Holger Nielsens beretning https://arkiv.dk/pdfviewer/viewpdf?originalId=241073f4f2a44ed5b39d32567adecb7a
Rosenholm, slægten Rosenkrantz, referat af C. Porskrog foredrag v. P. Astrup Madsen.
Slægten Rosenkrantz
Af Peter Astrup Madsen, Karlby
Jeg var i efteråret 2017 til et spændende foredrag med Carsten Porskrog Rasmussen, Overinspektør ved Sønderborg Slot. Det foregik i regi af Foreningen Norden, Kalø Vig Afdelingen. og drejede sig om slægten Rosenkrantz. Carsten er uddannet historiker ved Aarhus Universitet og var i sine unge år guide på Rosenholm. Han er opvokset i vores lokalområde, og det er sikkert med denne baggrund, at han har specialiseret sig inden for herregårdsforskning og landbohistorie. Jeg tog et nogenlunde fyldestgørende referat af Carstens indlæg, men har efterfølgende måttet uddybe det med litteraturopslag. Jeg håber, det må give lidt mening, evt. som inspiration for dit næste besøg på Rosenholm Slot. De fleste i vores område føler nok en særlig tilknytning til Rosenholm, der både har givet navn til den tidligere kommune og et nuværende seniorblad.
Jeg var i efteråret 2017 til et spændende foredrag med Carsten Porskrog Rasmussen, Overinspektør ved Sønderborg Slot. Det foregik i regi af Foreningen Norden, Kalø Vig Afdelingen. og drejede sig om slægten Rosenkrantz. Carsten er uddannet historiker ved Aarhus Universitet og var i sine unge år guide på Rosenholm. Han er opvokset i vores lokalområde, og det er sikkert med denne baggrund, at han har specialiseret sig inden for herregårdsforskning og landbohistorie. Jeg tog et nogenlunde fyldestgørende referat af Carstens indlæg, men har efterfølgende måttet uddybe det med litteraturopslag. Jeg håber, det må give lidt mening, evt. som inspiration for dit næste besøg på Rosenholm Slot. De fleste i vores område føler nok en særlig tilknytning til Rosenholm, der både har givet navn til den tidligere kommune og et nuværende seniorblad.
Rosenkrantzerne er nok den mest markante slægt i Danmark - og en gammel østjysk slægt. Op mod en fjerdedel af alle Danmarks herregårde har på et tidpunkt talt en Rosenkrantz i ejerrækken. I 13-1400 tallet var betegnelsen for fornemme mænd Ridder benævnt som Hr. foran navnet. I 1500 tallet fik navnet tilknytning til det at være adelsmand. For at være adelig skulle man være født i ægteskab, ligesom faderen skulle være adelig. Det betød, at man ikke længere blev nævnt ved patronymet: at søn tager efternavn fra faderens fornavn, sådan som tilfældet var for de første 8 led af Rosenkantz-slægten. Se også Resumé til slut i artiklen.
(I det følgende er stamfædre fremhævet med fed kursiv og ejere af Rosenholm med fed normal.)
(I det følgende er stamfædre fremhævet med fed kursiv og ejere af Rosenholm med fed normal.)
Den ældste familie – Jørgen Rosenkrantz’s forfædre
Slægten startede med udgangspunkt i Hevringholm ved Vivild (Norddjursland), hvor
der var stamsæde i midten af 1300 tallet. Fra begyndelsen havde man det skråtstillede skakbrætmønster på blå og rød baggrund i våbenmærket. Løverne blev dog først introduceret i 1527, da rosenkantzerne antog navnet officielt.
Der er lidt usikkerhed om de første ejere, men rækkefølgen er mest fra far til søn. Iver Drost er nævnt i 1308 og dennes søn Niels Iversen i 1341. Jens Nielsen er den første til at benytte våbenskjoldet. Ved hans død i 1380 følger sønnen Niels Jensen – den yngste i den svenske linje. Han døde i 1418 og efterlod sig 5 sønner.
Den ældste af sønnerne, Otte Nielsen, må nok betegnes som stamfaderen til Rosenholm. Han var i ægteskab med den noget ældre Else Holgersdatter – enke af Bjørnholm (nuværende Høgholm). Otte var i 1440 lensmand på både Kalø og Ålborghus og udnævntes til rigshofmester (det højeste ikke kirkelige embede), efter at have knyttet sig til Gyldenstjerne-familien, der var blandt den jyske adels førstemænd. Som rigshofmester måtte han i 1448 tage stilling til valg af grev Christian af Oldenborg som ny konge, hvilket blev starten på den oldenborgske linje.
Det kom til konflikter med Jens Iversen Lange, der var biskop i Århus og i fejde med brockerne på Gl. Estrup – en lidt rockeragtig fejde med 5-7 dræbte. Der var ingen egentlige domstole. Man måtte selv håndhæve sin ret, og det var lovligt at føre den slags fejder. Kampen stod mellem Clausholm, brockerne på Gl. Estrup og Århus-biskoppen, der havde betydelige interesser på Djursland, bl.a. Holmgaard - det senere Rosenholm. Hovedsædet var nu Bjørnholm, der fik et nyt birkerets-dommersystem. (Birke fra det tyske Bezirk = område).
Otte Nielsen havde stået for en del kirkebyggeri bl.a. Marie Magdalene Kirke i Ryomgård samt kirken i Tirstrup. Han byggede ligeledes Bregnet kirke - en lillesøster til Tirstrup kirke. Derudover var han beskytter for Mariager domkirke og Gråbrødre kirke i Randers.
der var stamsæde i midten af 1300 tallet. Fra begyndelsen havde man det skråtstillede skakbrætmønster på blå og rød baggrund i våbenmærket. Løverne blev dog først introduceret i 1527, da rosenkantzerne antog navnet officielt.
Der er lidt usikkerhed om de første ejere, men rækkefølgen er mest fra far til søn. Iver Drost er nævnt i 1308 og dennes søn Niels Iversen i 1341. Jens Nielsen er den første til at benytte våbenskjoldet. Ved hans død i 1380 følger sønnen Niels Jensen – den yngste i den svenske linje. Han døde i 1418 og efterlod sig 5 sønner.
Den ældste af sønnerne, Otte Nielsen, må nok betegnes som stamfaderen til Rosenholm. Han var i ægteskab med den noget ældre Else Holgersdatter – enke af Bjørnholm (nuværende Høgholm). Otte var i 1440 lensmand på både Kalø og Ålborghus og udnævntes til rigshofmester (det højeste ikke kirkelige embede), efter at have knyttet sig til Gyldenstjerne-familien, der var blandt den jyske adels førstemænd. Som rigshofmester måtte han i 1448 tage stilling til valg af grev Christian af Oldenborg som ny konge, hvilket blev starten på den oldenborgske linje.
Det kom til konflikter med Jens Iversen Lange, der var biskop i Århus og i fejde med brockerne på Gl. Estrup – en lidt rockeragtig fejde med 5-7 dræbte. Der var ingen egentlige domstole. Man måtte selv håndhæve sin ret, og det var lovligt at føre den slags fejder. Kampen stod mellem Clausholm, brockerne på Gl. Estrup og Århus-biskoppen, der havde betydelige interesser på Djursland, bl.a. Holmgaard - det senere Rosenholm. Hovedsædet var nu Bjørnholm, der fik et nyt birkerets-dommersystem. (Birke fra det tyske Bezirk = område).
Otte Nielsen havde stået for en del kirkebyggeri bl.a. Marie Magdalene Kirke i Ryomgård samt kirken i Tirstrup. Han byggede ligeledes Bregnet kirke - en lillesøster til Tirstrup kirke. Derudover var han beskytter for Mariager domkirke og Gråbrødre kirke i Randers.
Sønnen Erik Ottesen blev foruden Kalø også lensmand på Skanderborg Slot og Koldinghus og sad i rigsrådet i 30 år, heraf som rigshofmester i 25 år og blev en af Chr. 1. vigtigste rådgivere. Otte og Erik markerede sig som højdepunkterne i rosenkantzernes politiske magt, da de begge fungerede som rigshofmestre.
Erik, der var enebarn, havde arvet herregården Bjørnholm efter sine forældre. Derudover købte han herregården Skjern ved Nørreåen og overtog i 1483 Boller Slot (ved Horsens), der herefter var i rosenkrantzernes eje frem til 1621. Han ejede endvidere Bidstrup, Skærsø og Møgelkær. I alt ejede han 6 herregårde og 800 bøndergårde bl.a. Ryomgård. Han dør i 1503.
Erik Ottesen havde 3 sønner og 4 døtre. Af de to sønner får Niels Eriksen Bjørnholm og Skjern. Holger Eriksen, den yngste, får Boller slot + 50 fæstegårde, men Holger Eriksen døde før sin fader. Det var derfor i 1. omgang broderen Niels Eriksen, der tegnede familien. Niels Eriksen døde 1516 og for en kort periode var rosenkrantzerne ude af rigsrådet. Det var i reformationstiden omkring 1520, men sønnerne var langt hen ad vejen overbeviste katolikker.
Niels efterlod sig tre sønner, Holger to. Der var altså 5 fætre i årene omkring 1520. Frederik 1.
Erik, der var enebarn, havde arvet herregården Bjørnholm efter sine forældre. Derudover købte han herregården Skjern ved Nørreåen og overtog i 1483 Boller Slot (ved Horsens), der herefter var i rosenkrantzernes eje frem til 1621. Han ejede endvidere Bidstrup, Skærsø og Møgelkær. I alt ejede han 6 herregårde og 800 bøndergårde bl.a. Ryomgård. Han dør i 1503.
Erik Ottesen havde 3 sønner og 4 døtre. Af de to sønner får Niels Eriksen Bjørnholm og Skjern. Holger Eriksen, den yngste, får Boller slot + 50 fæstegårde, men Holger Eriksen døde før sin fader. Det var derfor i 1. omgang broderen Niels Eriksen, der tegnede familien. Niels Eriksen døde 1516 og for en kort periode var rosenkrantzerne ude af rigsrådet. Det var i reformationstiden omkring 1520, men sønnerne var langt hen ad vejen overbeviste katolikker.
Niels efterlod sig tre sønner, Holger to. Der var altså 5 fætre i årene omkring 1520. Frederik 1.
befaler nu, at adelen skal føre et fast familienavn som efternavn (i tillæg eller) i stedet for patronymet. Det bliver således Holger Eriksens søn Otte Holgersen til Boller, der som den første benytter navnet Rosenkrantz. Selve navnet skulle ifølge en familie-krønike stamme fra en Ridder Erik af Hevringholm, der på Knud den Stores tid havde besøgt paven og ved afskeden fik overrakt en rosenkrans til at lægge omkring sin hjelm.
Det kom til Grevens Fejde, hvorunder to adelsfamilier i 1534 blev dræbt af skipper Clements bondehær ved Svenstrup, bl.a. Ottes broder Holger Holgersen Rosenkantz. Moderen blev efterfølgende også dræbt på Sjælland. Det skete efter at den katolske gren havde tilsluttet sig Hertug Christian (d. 3.’s) reformatoriske linje.
Bjørnholm og Skjern blev splittet til nevøer og niecer. Otte Holgersen Rosenkrantz ejede Boller og Næsbyholm (på Sjælland) og blev lensmand på både Tørring slot og Kalø slot. Fætteren Oluf Nielsen (Rosenkrantz) blev lensmand på Koldinghus. Begge hørte til landets mægtigste mænd.
Det kom til Grevens Fejde, hvorunder to adelsfamilier i 1534 blev dræbt af skipper Clements bondehær ved Svenstrup, bl.a. Ottes broder Holger Holgersen Rosenkantz. Moderen blev efterfølgende også dræbt på Sjælland. Det skete efter at den katolske gren havde tilsluttet sig Hertug Christian (d. 3.’s) reformatoriske linje.
Bjørnholm og Skjern blev splittet til nevøer og niecer. Otte Holgersen Rosenkrantz ejede Boller og Næsbyholm (på Sjælland) og blev lensmand på både Tørring slot og Kalø slot. Fætteren Oluf Nielsen (Rosenkrantz) blev lensmand på Koldinghus. Begge hørte til landets mægtigste mænd.
 |
Til højre: Hr. Holger Eriksen til Boller (død 1496) og tv. hans søn Hr. Otte Holgersen Rosenkrantz til Boller og Næsbyholm (død 1525 i Lübeck). Begge er iført ridderdragt (Hornslet Kirke)
Rosenkrantzerne og Rosenholm
Otte Holgersen Rosenkrantz og hans hustru Margrethe Ganz døde i 1525 af pest under et familiebesøg i Lübeck. De efterlod sig i alt 6 børn, bl.a. den kun toårige Jørgen, der havde to ældre brødre Holger og Erik, men det var første gang navnet Jørgen forekom.
Jørgen Ottesen Rosenkrantz kom efter sine forældres dødsfald i pleje hos en barnløs faster. Han kommer senere til Wittenberg og får i Tyskland en adelig mesterlære. På sine brødres opfordring vender han som 28 årig tilbage til Danmark fra Tyskland og bliver i 1555 lensmand på Koldinghus. I 1559 får han skøde på gården Holm ved Hornslet, der efter nedrivning giver plads til renæssanceslottet Rosenholm.
Jørgen havde som nævnt to storebrødre og var derfor kun blevet tildelt noget strøgods, samt arvelodder fra den barnløse faster, bl.a. i Karlby. Herunder nedlægger han Svinholt mellem Karlby og Skørring samt Svovlkær ved Hornslet og mageskifter på behændig vis med noget af den jord, som Kronen havde overtaget fra Århus biskoppen efter reformationen. Den ældste bror Holger arvede Boller og blev rigsmarsk, Erik fik en enorm arv i Norge efter sin farmor, og så var der lige endnu en bror, den yngste Otte, der ved forældrenes død som helt spæd var blevet tildelt familiegodset Næsbyholm på Sjælland, men som døde i en alder af kun 32 år.
Samtidig med at Jørgen samler Rosenholm bliver han, ligeledes i 1559, gift med Dorthe Lange, en adelsdatter fra det vestjyske gods Brejninggård ved Spjald – et sted, hvor jeg i øvrigt selv var på efterskole for nøjagtig 60 år siden - parentes slut! Dorthe havde været dronning Dorotheas Jomfru på Koldinghus. Dorothea var Christian 3. hustru, og da kongen dør nytårsdag 1559 overdrager dronningen lensmandsjobbet på sit enkeslot, Dronningborg ved Randers, til Jørgen. Han var tillige lensmand på Kalø og Koldinghus.
De tre brødre havde været nære venner af Frederik 2. og både Holger og Jørgen var medlemmer af Rigsrådet – Jørgen i 33 år. Ved afslutningen af Den nordiske 7-årskrig i 1570 fik Jørgen i samråd med den øvrige regering under kong Frederik 2. gennemført en uges klokkeringning morgen og aften, og da fredsringningen var afsluttet blev det efterfølgende til en fast rutine, der er fortsat op til vor tid – en tradition, der således kan tillægges Jørgen Rosenkrantz.
Jørgen stod fadder til Frederik 2.’s søn Christian, da han blev døbt i 1577, og da Fredrik 2. døde i 1588 blev Jørgen formynder for den nu 11 årige Christian 4. i perioden frem til hans kroning i 1596, hvor Jørgen selv døde 73 år gammel.
Jørgen Ottesen Rosenkrantz kom efter sine forældres dødsfald i pleje hos en barnløs faster. Han kommer senere til Wittenberg og får i Tyskland en adelig mesterlære. På sine brødres opfordring vender han som 28 årig tilbage til Danmark fra Tyskland og bliver i 1555 lensmand på Koldinghus. I 1559 får han skøde på gården Holm ved Hornslet, der efter nedrivning giver plads til renæssanceslottet Rosenholm.
Jørgen havde som nævnt to storebrødre og var derfor kun blevet tildelt noget strøgods, samt arvelodder fra den barnløse faster, bl.a. i Karlby. Herunder nedlægger han Svinholt mellem Karlby og Skørring samt Svovlkær ved Hornslet og mageskifter på behændig vis med noget af den jord, som Kronen havde overtaget fra Århus biskoppen efter reformationen. Den ældste bror Holger arvede Boller og blev rigsmarsk, Erik fik en enorm arv i Norge efter sin farmor, og så var der lige endnu en bror, den yngste Otte, der ved forældrenes død som helt spæd var blevet tildelt familiegodset Næsbyholm på Sjælland, men som døde i en alder af kun 32 år.
Samtidig med at Jørgen samler Rosenholm bliver han, ligeledes i 1559, gift med Dorthe Lange, en adelsdatter fra det vestjyske gods Brejninggård ved Spjald – et sted, hvor jeg i øvrigt selv var på efterskole for nøjagtig 60 år siden - parentes slut! Dorthe havde været dronning Dorotheas Jomfru på Koldinghus. Dorothea var Christian 3. hustru, og da kongen dør nytårsdag 1559 overdrager dronningen lensmandsjobbet på sit enkeslot, Dronningborg ved Randers, til Jørgen. Han var tillige lensmand på Kalø og Koldinghus.
De tre brødre havde været nære venner af Frederik 2. og både Holger og Jørgen var medlemmer af Rigsrådet – Jørgen i 33 år. Ved afslutningen af Den nordiske 7-årskrig i 1570 fik Jørgen i samråd med den øvrige regering under kong Frederik 2. gennemført en uges klokkeringning morgen og aften, og da fredsringningen var afsluttet blev det efterfølgende til en fast rutine, der er fortsat op til vor tid – en tradition, der således kan tillægges Jørgen Rosenkrantz.
Jørgen stod fadder til Frederik 2.’s søn Christian, da han blev døbt i 1577, og da Fredrik 2. døde i 1588 blev Jørgen formynder for den nu 11 årige Christian 4. i perioden frem til hans kroning i 1596, hvor Jørgen selv døde 73 år gammel.
Jørgen Rosenkrantz og Dorthe Lange
|
|
|
Kalkmaleri ca. 1578. |
Jørgen Rosenkrantz byggede de tre af fløjene på Rosenholm Slot, og i perioden 1579-82 tillige Skaføgård, som han samlede på grundlag af to gårde. Godset var tiltænkt sønnen Holger, der var en efternøler i forhold til sin storebror Otte, men da Otte netop døde i 1582 stod Holger som enearving til begge godser. Forinden fungerede det dog som enkesæde for Jørgens hustru Dorthe Lange. Skaføgård er i dag stadig et totalt anlæg med driftsbygninger og residens i ét samlet kompleks. I Hornslet havde Jørgen Rosenkrantz udbygget kirken med en Tirstrup kopi af koret, en karakteristisk 6 kantet bygning, et renæssance-tårn samt et stort gravkapel. Man henter gravmonumenter fra Uth kirke (Boller) ved Horsens. De indgår nu i våbenhuset i Hornslet. Det var jo Jørgens tipoldefar Otto Nielsen med det helt store kirkebyggeri.
Efter Jørgens død i 1596, bliver det sønnen Holger Rosenkrantz den Lærde - født i 1577 på Kalø slot, der overtager Rosenholm, da hans ældre bror Otte som nævnt var død. Holger kommer bl.a. til Wittenberg og arver det hele som 19 årig. Han afsluttede slotsbyggeriet ved at bygge sydfløjen i 1605. På stedet var der samtidig staldbygninger med Pirkentavl i det sydvestlige hjørne. En staldgård er med ride- og køreheste – en ladegård er den, der tjener pengene.
Holger var en usædvanlig stor begavelse (heraf navnet ”Den lærde”) og etablerer sig med ”universitetet” Pirkentavl, hvor han i løbet af 16 år stod for skolingen af henved 75 borgelige og adelige drenge. Hvorvidt der var tale om ”Jyllands første universitet”, som det efterfølgende er blevet fortalt, er nok lidt overdrevet. Selve undervisningen har formentlig fundet sted på slottet, hvor han samlede et enormt bibliotek på ca. 25.000 bind. Heraf er der i dag kun en mindre rest bevaret ved Rosenholm.
Som sjette generation af Rosenkantz-slægten i træk kom Holger i 1617 i rigsrådet og købte i den forbindelse godset Ravnholt ved Ringe, hvorfra han også varetog jobbet som lensmand for Odensegård len. Han skulle servicere Chr. 4. under hans rejser overalt i landet, men var ikke altid enig med ham, især på en række udenrigspolitiske spørgsmål, som kongens krigsførelse i Tyskland. Bl.a. derfor meldte han sig selv ud efter 11 år i rigsrådet, hvilket var usædvanligt, men da havde han fået stor indflydelse på reformarbejder inden for skole-, universitets- og kirkevæsen.
Efter Jørgens død i 1596, bliver det sønnen Holger Rosenkrantz den Lærde - født i 1577 på Kalø slot, der overtager Rosenholm, da hans ældre bror Otte som nævnt var død. Holger kommer bl.a. til Wittenberg og arver det hele som 19 årig. Han afsluttede slotsbyggeriet ved at bygge sydfløjen i 1605. På stedet var der samtidig staldbygninger med Pirkentavl i det sydvestlige hjørne. En staldgård er med ride- og køreheste – en ladegård er den, der tjener pengene.
Holger var en usædvanlig stor begavelse (heraf navnet ”Den lærde”) og etablerer sig med ”universitetet” Pirkentavl, hvor han i løbet af 16 år stod for skolingen af henved 75 borgelige og adelige drenge. Hvorvidt der var tale om ”Jyllands første universitet”, som det efterfølgende er blevet fortalt, er nok lidt overdrevet. Selve undervisningen har formentlig fundet sted på slottet, hvor han samlede et enormt bibliotek på ca. 25.000 bind. Heraf er der i dag kun en mindre rest bevaret ved Rosenholm.
Som sjette generation af Rosenkantz-slægten i træk kom Holger i 1617 i rigsrådet og købte i den forbindelse godset Ravnholt ved Ringe, hvorfra han også varetog jobbet som lensmand for Odensegård len. Han skulle servicere Chr. 4. under hans rejser overalt i landet, men var ikke altid enig med ham, især på en række udenrigspolitiske spørgsmål, som kongens krigsførelse i Tyskland. Bl.a. derfor meldte han sig selv ud efter 11 år i rigsrådet, hvilket var usædvanligt, men da havde han fået stor indflydelse på reformarbejder inden for skole-, universitets- og kirkevæsen.
Holger Rosenkrantz den Lærde og Sophie Brahe
 |
Rosenholm slot med staldbygninger og ladegård tv.
 |
Jørgen Rosenkrantz lod på Rosenholm opføre såvel en avlsgård som en ladegård.
Ladegårdsanlægget blev placeret syd for hovedbygningen, mens det trefløjede avlsanlæg blev placeret vest for hovedbygningen. Det endnu eksisterende Pirkentavl var placeret i anlæggets sydvestlige hjørne og giver et fingerpeg om anlæggets placering og udstrækning.
Den oprindelige avlsgård blev flyttet i slutningen af det 19. århundrede, hvor Hans Rosenkrantz i 1895-96 lod arkitekten Carl Lange opføre en ny avlsgård syd for hovedbygningen, dér hvor den tidligere ladegård var placeret.
Avlsgårdens tre fritliggende længer er placeret omkring en kvadratisk gårdsplads. De grundmurede bygninger har tegltag, og laden i syd har udsmykkede gavle i renæssancestil. I forlængelse af vestlængen ligger den fritliggende forpagterbolig, som blev opført af Carl Lange i 1888.
Pirkentavl
 |
Holger Rosenkrantz havde giftet sig med Sophie Brahe, og de fik 13 børn, hvoraf flere døde som små, men fire døtre og tre sønner nåede selv at stifte familie. Det var Sophie Brahe, der stod for det regnskabsmæssige, hvoraf meget basismateriale er bevaret. Heraf fremgår det, at familien taber en masse penge, bl.a. på de fire sønners lange og dyre dannelsesrejser til udlandet – noget der kunne æde formuer op.
Af de tre sønner fik Gunde Kalø og Skaføgård og kommer ligeledes i rigsrådet. Den næste, Jørgen Rosenkrantz, fik en karriere i Kancelliet (regeringskontoret) og var også leder af landets to adelige akademier: Sorø og Herlufsholm. Senere skulle han få indflydelse på arverækkefølgen på Rosenholm. Begge gifter sig nobelt men ikke til store formuer.
Den yngste af Holger den Lærdes sønner, Erik Rosenkrantz, fik ved faderens død i 1642 Rosenholm med bl.a. de 21 fæstegårde i Karlby og køber sig til flere af sine søskendes arv. I det hele taget klarer han sig bedst. Han var gift tre gange, først med Margrethe Skeel, der døde som 21 årig i 1647. Derefter giftede han sig i 1649 med Mette Pallesdatter, der som 35 årig døde i 1665, efter at have født 9 børn.
Erik Rosenkrantz med de tre husturer Margrethe Skeel, Mette Pallesdatter og Margrethe Krabbe. (Hornslet Kirke)
Erik fik et noget omflakkende liv og hans mange børn var født vidt forskellige steder. I sin fritid beskæftigede han sig med alkymi, ligesom han oprettede en krudtmølle ved Rosenholm
Med den sidste, en ung enke Margrethe Krabbe, fik han 4 børn, jfr. det store epitafium i Hornslet kirke med de tre hustruer. Margrethe Krabbe forblev enke i 35 år efter Eriks død i 1681 og sad i uskiftet bo indtil sin død i 1716. Derefter fulgte endnu to enker, bl.a. Elisabeth Rosenkrantz (datter af Mette). Hun havde været gift med ejeren af Møllerup, men blev enke efter kort tids ægteskab. Efter hendes død i 1721 gik Rosenholm videre til hendes datter Hilleborg Gyldenstjerne, der i 1709 selv var blevet enke og sad på herregården Ryegaard til sin død, men hun solgte i 1727 Rosenholm til sin onkel Iver Rosenkrantz (Erik og Margrethe Krabbes yngste søn), der i 1727 førte det videre under enevælden samtidig med, at han fra 1730 var leder af både det danske og det tyske kancelli, svarende til det at være stats- og udenrigsminister.
Iver Rosenkrantz havde lige som sine forfædre været en højt betroet embedsmand, men vender i 1740 tilbage til Rosenholm fra sit palæ i København. Hans pension fra staten var større end hele godsets afkast, og godset betaler nu mere i skat end tidligere. Han laver en barokudbygning på Rosenholm og udsmykker bl.a. med gobeliner og en barokhave. Han dør i 1745, men får forinden Rosenholm omdannet til et stamhus, der skal gå udelt i arv til ældste søn.
Af de tre sønner fik Gunde Kalø og Skaføgård og kommer ligeledes i rigsrådet. Den næste, Jørgen Rosenkrantz, fik en karriere i Kancelliet (regeringskontoret) og var også leder af landets to adelige akademier: Sorø og Herlufsholm. Senere skulle han få indflydelse på arverækkefølgen på Rosenholm. Begge gifter sig nobelt men ikke til store formuer.
Den yngste af Holger den Lærdes sønner, Erik Rosenkrantz, fik ved faderens død i 1642 Rosenholm med bl.a. de 21 fæstegårde i Karlby og køber sig til flere af sine søskendes arv. I det hele taget klarer han sig bedst. Han var gift tre gange, først med Margrethe Skeel, der døde som 21 årig i 1647. Derefter giftede han sig i 1649 med Mette Pallesdatter, der som 35 årig døde i 1665, efter at have født 9 børn.
Erik Rosenkrantz med de tre husturer Margrethe Skeel, Mette Pallesdatter og Margrethe Krabbe. (Hornslet Kirke)
Erik fik et noget omflakkende liv og hans mange børn var født vidt forskellige steder. I sin fritid beskæftigede han sig med alkymi, ligesom han oprettede en krudtmølle ved Rosenholm
Med den sidste, en ung enke Margrethe Krabbe, fik han 4 børn, jfr. det store epitafium i Hornslet kirke med de tre hustruer. Margrethe Krabbe forblev enke i 35 år efter Eriks død i 1681 og sad i uskiftet bo indtil sin død i 1716. Derefter fulgte endnu to enker, bl.a. Elisabeth Rosenkrantz (datter af Mette). Hun havde været gift med ejeren af Møllerup, men blev enke efter kort tids ægteskab. Efter hendes død i 1721 gik Rosenholm videre til hendes datter Hilleborg Gyldenstjerne, der i 1709 selv var blevet enke og sad på herregården Ryegaard til sin død, men hun solgte i 1727 Rosenholm til sin onkel Iver Rosenkrantz (Erik og Margrethe Krabbes yngste søn), der i 1727 førte det videre under enevælden samtidig med, at han fra 1730 var leder af både det danske og det tyske kancelli, svarende til det at være stats- og udenrigsminister.
Iver Rosenkrantz havde lige som sine forfædre været en højt betroet embedsmand, men vender i 1740 tilbage til Rosenholm fra sit palæ i København. Hans pension fra staten var større end hele godsets afkast, og godset betaler nu mere i skat end tidligere. Han laver en barokudbygning på Rosenholm og udsmykker bl.a. med gobeliner og en barokhave. Han dør i 1745, men får forinden Rosenholm omdannet til et stamhus, der skal gå udelt i arv til ældste søn.
Iver Rosenkrantz iført elefantordenens ridderdragt
Man var gået over til titler som baroner og grever. Det var Christian V., der i 1671 havde indført det system – noget der kom fra Tyskland. For at blive baron med et tilhørende len krævedes 1000 tdr. hartkorn. (For et grevskab krævedes 2500 tdr. hartkorn). Med 400 tdr. hartkorn – som på Rosenholm - kunne der oprettes et stamhus. Alle tre former gav ret til at udøve hoveri. Godser hæftede for fæstebønders skatter og skulle inddrive disse. Til gengæld var der skattefrihed for hovedgården. På Rosenholm var der formelt set aldrig tale om noget baroniskab, men Iver Rosenkrantz af Villestrup og hans sønner havde fået dispensation til at kalde sig baron – en titel som også Hans Carl Oluf Rosenkrantz benævnte sig med helt frem til lensafløsningen i 1919.
Sønnen Frederik Christian Rosenkrantz var under enevælden med i regeringen Schimmelman. Han var imod Stavnsbåndets ophævelse. I den forbindelse blev han kaldt ”Den kloge, men onde Rosenkrantz”, som udtalt af A. P. Bernstoff. Frederik Christians eneste søn Iver Rosenkrantz-Levetzau døde barnløs, og inden faderens død i 1789. Det ændrer på arverækkefølgen. Ved stamhusets oprettelse i 1744 var det nemlig blevet bestemt, at slottet i tilfælde af mangel på efterfølgere skulle gå tilbage til efterkommere af Den lærde Holgers sønner, men da den ældste var død ung måtte man tilbage til den næstældste søn, Jørgen Rosenkrantz til Kjeldgaard.
I direkte linje blev det således Werner Baron Rosenkrantz’s søn Iver Baron Rosenkrantz (Iver den yngre) fra baroniet Villestrup, der skulle føre det hele videre, og det som den første baron på Rosenholm, men forinden havde Frederik Christian ribbet slottet for værdier, nok i ærgrelse over, at det skulle overtages af en anden længere ude i slægten. Han havde i det hele taget et ambivalent forhold til Rosenholm og var der faktisk aldrig i perioden fra 1749 til sin død i 1802, da han boede på andre af sine godser på Sjælland. Slottet var derfor misrøgtet, da de tre næste ejere tog over, og bedre blev det ikke, at Danmark stod over for en statsbankerot i 1813, så skatterne var heller ikke blevet indbetalt.
I direkte linje blev det således Werner Baron Rosenkrantz’s søn Iver Baron Rosenkrantz (Iver den yngre) fra baroniet Villestrup, der skulle føre det hele videre, og det som den første baron på Rosenholm, men forinden havde Frederik Christian ribbet slottet for værdier, nok i ærgrelse over, at det skulle overtages af en anden længere ude i slægten. Han havde i det hele taget et ambivalent forhold til Rosenholm og var der faktisk aldrig i perioden fra 1749 til sin død i 1802, da han boede på andre af sine godser på Sjælland. Slottet var derfor misrøgtet, da de tre næste ejere tog over, og bedre blev det ikke, at Danmark stod over for en statsbankerot i 1813, så skatterne var heller ikke blevet indbetalt.
De to ældste sønner Christian og Verner døde relativt unge og kort tid efter deres indsættelse.
Den yngste søn, Holger Rosenkrantz var også kun formelt ved roret et par år, da han i forvejen havde en del forpagtergårde, bl.a. Schildenseje og Tustrup under Clausholm, som han mest opholdt sig på. Reelt set overdrog han derfor allerede i 1823 Rosenholm til sin søn Hans Henrik Rosenkrantz, der gik i gang med forberedelser til frasalg af bøndergårde, og som i det hele taget viste sig at være en rigtig dygtig driftsleder.
I perioden 1852–73 blev i alt 75 fæstegårde og 30 huse solgt fra. Det giver et stort renteafkast og slottet kommer på fode igen, ligesom der bliver råd til opførelse af en ny avlsgård i 1860’erne. Han var meget vellidt af tidligere fæstebønder og fik i 1873 i anledning af 50 året for sin tilgang en sølvkande i taknemmelighedsgave i fbm. frikøb af deres gårde, samt et mindesmærke i parken. Han dør i 1879. Imidlertid var hans søn, stamherren Holger Georg Rosenkrantz, død allerede i 1871 som ung diplomat i Paris.
I perioden 1852–73 blev i alt 75 fæstegårde og 30 huse solgt fra. Det giver et stort renteafkast og slottet kommer på fode igen, ligesom der bliver råd til opførelse af en ny avlsgård i 1860’erne. Han var meget vellidt af tidligere fæstebønder og fik i 1873 i anledning af 50 året for sin tilgang en sølvkande i taknemmelighedsgave i fbm. frikøb af deres gårde, samt et mindesmærke i parken. Han dør i 1879. Imidlertid var hans søn, stamherren Holger Georg Rosenkrantz, død allerede i 1871 som ung diplomat i Paris.
Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz
 |
 |
Som værge for barnebarnet af Hans Henrik Rosenkrantz førte en bror til Hans Henrik, Julius Rosenkrantz, derfor godset videre frem til sin død i 1886. Nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz var ved faderens død nemlig kun ét år gammel. Efter Julius’s død går der dog 10 år inden Hans Carl Oluf i 1896 reelt set overtager slottet. I 1899 blev han gift med komtesse Christiane Wedell-Wedellsborg, der stammede fra en indflydelsesrig adelsfamilie på Fyn, så i tiden derefter blev der ført fornemt hus på slottet. Samtidig blev Hans Carl Oluf udnævnt som landbrugskyndig nationalbankdirektør samt forstander på Herlufsholm Kostskole, hvorfor han måtte bosætte sig i København.
I 1920 kom det til en skilsmisse med Christiane, men han giftede sig igen borgerligt og fik yderligere to børn. Han døde i 1936, men det med et fallitbo, bl.a. pga. lensafløsningen af 1919, hvorunder alle landets godser kom ud i fri handel. Det betød tillige, at 1/3 af jorden skulle afgives imod erstatninger til udstykninger i husmandsbrug, ligesom der skulle betales en afgift på mellem 20 og 25 % til staten. Det betød samtidig ophør af stamhuset Rosenholm.
I 1920 kom det til en skilsmisse med Christiane, men han giftede sig igen borgerligt og fik yderligere to børn. Han døde i 1936, men det med et fallitbo, bl.a. pga. lensafløsningen af 1919, hvorunder alle landets godser kom ud i fri handel. Det betød tillige, at 1/3 af jorden skulle afgives imod erstatninger til udstykninger i husmandsbrug, ligesom der skulle betales en afgift på mellem 20 og 25 % til staten. Det betød samtidig ophør af stamhuset Rosenholm.
Rosenholm i dag
Oven i problemer med lensafløsningen og arveforhold ved Hans Carl Olufs død kom 1930’ernes økonomiske problemer. Den ældste søn Jørgen havde frasagt sig arveretten pga. muskelsvind, så det blev broderen Holger Rosenkrantz, der måtte påtage sig ansvaret, bl.a. for frasalg af landbrugsdriften - i sidste ende til Harald Helles i 1942. Det samme var sket med Karlby Skoven, der i 1938 blev overtaget af den tidligere godsinspektør N. Nielsen, hvorefter der var tale om et jordløst slot – ganske vist med 53 tdr. land park, skov og sø.
Frederiksborg Slot havde lige før 2. verdenskrig, med støtte fra Carlsbergfondet, købt mange af kunstskattene, men lod dog en del blive tilbage på Rosenholm – til låns. Christiane købte ved den lejlighed af egne midler selve slottet tilbage og boede der frem til sin død i 1960. Fra første ægteskab havde de sønnen Holger Rosenkrantz, der gifter sig med lensbaronesse Carin Ljungløf fra Sverige. Han førte slottet videre frem til sin død i 1975 og arbejdede som nok den første ”adelige guide” i Danmark ved rundvisninger på Rosenholm – en opgave, hans hustru Carin Rosenkrantz fortsat havde ansvaret for frem til sin død i 1996, men nu støttet af yngre guider, bl.a. Carsten Porskrog. Carin og Holger fik en adoptivsøn Christian, der har frasagt sig arverettighederne.
Frederiksborg Slot havde lige før 2. verdenskrig, med støtte fra Carlsbergfondet, købt mange af kunstskattene, men lod dog en del blive tilbage på Rosenholm – til låns. Christiane købte ved den lejlighed af egne midler selve slottet tilbage og boede der frem til sin død i 1960. Fra første ægteskab havde de sønnen Holger Rosenkrantz, der gifter sig med lensbaronesse Carin Ljungløf fra Sverige. Han førte slottet videre frem til sin død i 1975 og arbejdede som nok den første ”adelige guide” i Danmark ved rundvisninger på Rosenholm – en opgave, hans hustru Carin Rosenkrantz fortsat havde ansvaret for frem til sin død i 1996, men nu støttet af yngre guider, bl.a. Carsten Porskrog. Carin og Holger fik en adoptivsøn Christian, der har frasagt sig arverettighederne.
Af 2. ægteskab fik Hans Carl to sønner, herunder Oluf Henrik Rosenkrantz. De tog en arv med sig svarende til mere end 15 mio. kr. (indeks 2010). Olufs søn Erik Christian Rosenkrantz fungerer i dag som direktør for Rosenholm fonden – en fond, der forestår driften af slottet. Under slottet hører også Herskabsstalden, der i dag rummer Skørring Samlingen bestående af gamle effekter fra en landhusholdning. Endvidere hører Enkesædet, Gartnerhuset og det gamle fattighus i Hornslet, kaldet ”Hospitalet” under Rosenholm Slot.
Dette var så den korte version af slægten Rosenkrantz’s 600 årige historie – den længst siddende slægt nogensinde i Danmark på samme herregård, nemlig fra 1559 med Jørgen Rosenkrantz frem til i dag. Derudover kan slægten føres yderligere 8 led længere tilbage i tiden, hvor den bl.a. residerede på Hevringholm, Bjørnholm og Boller Slot.
Dette var så den korte version af slægten Rosenkrantz’s 600 årige historie – den længst siddende slægt nogensinde i Danmark på samme herregård, nemlig fra 1559 med Jørgen Rosenkrantz frem til i dag. Derudover kan slægten føres yderligere 8 led længere tilbage i tiden, hvor den bl.a. residerede på Hevringholm, Bjørnholm og Boller Slot.
Rosenholm anno 2017 - et slot med en omfattende historik. Det meste er i denne artikel ubeskrevet (ligger under overfladen eller kan søges i en omfattende Litteratur)
 |
|
 |
|
 |
LITTERATUR:
Danske Slotte og Herregårde, 1945. Fjerde Bd., Alfred Hassings Forlag
Rosenholm og Rosenkrantzerne, 1924, udgivet og redigeret af Hans Rosenkrantz. (Red. Palle Rosenkrantz)
Rosenholm, 1991. Randers Amts Historiske Samfund
Søren Sloth Carlsen, 1964: Kalø Vig egnen
Søren Sloth Carlsen, 1982: Hornslet by og sogn
https://da.wikipedia.org/wiki/Rosenholm_Slot
Danske Slotte og Herregårde, 1945. Fjerde Bd., Alfred Hassings Forlag
Rosenholm og Rosenkrantzerne, 1924, udgivet og redigeret af Hans Rosenkrantz. (Red. Palle Rosenkrantz)
Rosenholm, 1991. Randers Amts Historiske Samfund
Søren Sloth Carlsen, 1964: Kalø Vig egnen
Søren Sloth Carlsen, 1982: Hornslet by og sogn
https://da.wikipedia.org/wiki/Rosenholm_Slot
Resumé af rosenkrantzernes slægts- og ejerhistorie:
Den oprindelige slægt i 8 led – før Jørgen Rosenkrantz:
Iver Drost – den ældste linje til Hevringholm, nævnt 1308
Niels Iversen – nævnt 1341
Jens Nielsen, Hevringholm. Han dør ca. 1380
Niels Jensen – til Hevringholm gift med Anne Ottesdatter Skinkel. Herfra stammer det senere anvendte navn Otte. Han døde ca. 1418.
Otte Nielsen til Bjørnholm. Han gifter sig med Else Holgersdatter – deraf det senere anvendte navn, Holger. Han opfører og understøtter en del kirker, og dør 1477 (tipoldefar til Jørgen Rosenkrantz)
Erik Ottesen, overtager i 1483 Boller og dør 1503
Holger Eriksen til Boller dør 1496. Han og broderen Niels Eriksen havde tilsammen 5 sønner: De 5 fætre
Otte Holgersen Rosenkrantz, søn af Holger er den første med navnet Rosenkrantz.
De egentlige ejere af Rosenholm:
Jørgen (Ottesen) Rosenkrantz var søn af Otte Holgersen Rosenkrantz og startede byggeriet af Rosenholm i 1559. (Død 1596)
Holger Rosenkrantz - den Lærde, dør 1642
Erik Rosenkrantz var yngste søn af Holger Rosenkrantz, dør 1681
Margrethe Krabbe, Elisabeth Rosenkrantz og Hilleborg Gyldenstjerne - De tre enker stod som ejere af Rosenholm i tilsammen 46 år
Iver Rosenkrantz, yngste søn af Erik Rosenkrantz, opretter stamhuset Rosenholm i 1744 og dør 1745
Frederik Christian Rosenkrantz, dør 1802 - uden efterkommere til slottet
Iver Rosenkrantz, baron af Villestrup, dør 1815
Christian (død 1817), Verner (død 1823) og Holger Baron Rosenkrantz (død 1839) – De tre Villestrup-brødre
Hans Henrik Rosenkrantz, søn af Holger overtager formelt slottet i 1825 og dør 1879
Stamherren Holger Georg Rosenkrantz, søn af Hans Henrik døde som ung diplomat (30 år gammel) i Paris, 1871
Julius Rosenkrantz – en bror til Hans Henrik Rosenkrantz, var frem til sin død i 1886 værge for nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz (søn af Holger)
Hans Carl Oluf Rosenkrantz, der arvede slottet som 8 årig, overtog det reelt først i 1896. Han dør i 1936.
Holger Rosenkrantz (død 1975) – søn af Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz
Carin Rosenkrantz – enke efter Holger, dør 1996.
Iver Drost – den ældste linje til Hevringholm, nævnt 1308
Niels Iversen – nævnt 1341
Jens Nielsen, Hevringholm. Han dør ca. 1380
Niels Jensen – til Hevringholm gift med Anne Ottesdatter Skinkel. Herfra stammer det senere anvendte navn Otte. Han døde ca. 1418.
Otte Nielsen til Bjørnholm. Han gifter sig med Else Holgersdatter – deraf det senere anvendte navn, Holger. Han opfører og understøtter en del kirker, og dør 1477 (tipoldefar til Jørgen Rosenkrantz)
Erik Ottesen, overtager i 1483 Boller og dør 1503
Holger Eriksen til Boller dør 1496. Han og broderen Niels Eriksen havde tilsammen 5 sønner: De 5 fætre
Otte Holgersen Rosenkrantz, søn af Holger er den første med navnet Rosenkrantz.
De egentlige ejere af Rosenholm:
Jørgen (Ottesen) Rosenkrantz var søn af Otte Holgersen Rosenkrantz og startede byggeriet af Rosenholm i 1559. (Død 1596)
Holger Rosenkrantz - den Lærde, dør 1642
Erik Rosenkrantz var yngste søn af Holger Rosenkrantz, dør 1681
Margrethe Krabbe, Elisabeth Rosenkrantz og Hilleborg Gyldenstjerne - De tre enker stod som ejere af Rosenholm i tilsammen 46 år
Iver Rosenkrantz, yngste søn af Erik Rosenkrantz, opretter stamhuset Rosenholm i 1744 og dør 1745
Frederik Christian Rosenkrantz, dør 1802 - uden efterkommere til slottet
Iver Rosenkrantz, baron af Villestrup, dør 1815
Christian (død 1817), Verner (død 1823) og Holger Baron Rosenkrantz (død 1839) – De tre Villestrup-brødre
Hans Henrik Rosenkrantz, søn af Holger overtager formelt slottet i 1825 og dør 1879
Stamherren Holger Georg Rosenkrantz, søn af Hans Henrik døde som ung diplomat (30 år gammel) i Paris, 1871
Julius Rosenkrantz – en bror til Hans Henrik Rosenkrantz, var frem til sin død i 1886 værge for nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz (søn af Holger)
Hans Carl Oluf Rosenkrantz, der arvede slottet som 8 årig, overtog det reelt først i 1896. Han dør i 1936.
Holger Rosenkrantz (død 1975) – søn af Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz
Carin Rosenkrantz – enke efter Holger, dør 1996.
Om godsinspektør Niels Nielsen, "Spækken"
 |
 |
Som det fremgår, var Johan Nielsen som gårdejer på Højdegaard først gift med Ane Elisabeth Skovgaard 1900 indtil dennes død 8. jan. 1909, hvorefter Johan Nielsen giftede sig med enken på Grønvanggaard 15. okt. 1910.
Ane Elisabeth var iflg. Slægterne Tinglev og Wiuff med Kvindelinier, 1917 v. Vilh. Skovgaard-Petersen, s. 11 faster til Nis Fallesen Skovgaard, der overtog Mariegaard i Skanderup efter Mathias H. Skovgaard.
 |
 |
Niels Nielsen og hans familie på Højdegaard
 |
 |
 |
 |
  |
|
Rasmus Nielsen, f. Sdr. Bjært 1843, ejer af Højdegaard, Gelballe ved ægteskab med Abeline Marie Johannsen.
Arkiv- og privat foto, en ældre og yngre RN.
|
Abeline Marie Nielsen, f. Johansen 1845 på Højdegaard, Gelballe, privat foto.
|
Abeline og datteren Maren Nielsen, der 1881 blev født på Højdegaard - ligesom Niels Nielsen, 1877 og den yngste søn, Jens Nielsen 1883.
Den ældste søn, Johan Nielsen, blev født i Sdr. Bjært 1875. Han overtog 1898 Højdegaard, hvor han var gift med Ane Elisabeth Skovgaard 1900-1909. Privat foto.
Maren Nielsen blev 1911 gift med L. P. Schelde, som hermed overtog Højdegaard efter Johan Nielsen, der 1910 ved ægteskab med Kristine M. Schelde blev ejer af Grønvanggaard i Skanderup.
|
||
 |
 |
 |
||
| Niels og Marie Nielsen ved inspektørboligen. | Godsinspektør NN. | Skovridderboligen, Skovfogedhuset, som NN købte sammen med skoven ved lensbaronens død 1936. | ||
Det kan ind imellem være tilfældigheder, der bestemmer, hvad der bliver til en stedlig lokalhistorie. Eller historie i det hele taget.
Det gælder naturligvis ikke fysiske størrelser som bygninger og infrastruktur, institutioner og andet, der kan bekræftes med arkæologisk eller institutionel dokumentation.
Her kan der til gengæld forekomme mangelfuld læsning eller registrering af en i øvrigt entydig dokumentation, som så giver en forvrænget eller misvisende historie.
Det tilfældige i overleveringen optræder især i forbindelse med, om det besluttes at skrive eller undlade at skrive erindringer - som herefter også mere eller mindre tilfældigt bliver offentliggjort, fundet, skønnet relevante og repræsentative eller illustrative i den skildrede sammenhæng.